Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del Bilag 323
Offentligt
2592739_0001.png
Honoré, Fallesen & Andersen│Advokatfirma
Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del - Bilag 323
Offentligt
Gratis tandpleje – Statsstøtteretlig vurdering
Sundhedsministeriet har den 8. juni ved svar på spørgsmål 25 forklaret, at man ikke vurderer, at der foreligger
en statsstøtteretlig problemstilling af to årsager. For det første er der ifølge Sundhedsministeriet ikke tale om
en økonomisk aktivitet. For det andet er det ministeriets vurdering, at ordningen ikke indebærer selektivitet,
da alle praktiserende tandlæger og tandplejere i Danmark er omfattet af reglerne.
Jeg er uenig i Sundhedsministeriets fortolkning af statsstøttereglerne.
Hvad angår selektivitetskriteriet er det ikke tilstrækkeligt til at gøre ordningen ikke-selektiv, at ordningen om-
fatter alle praktiserende tandlæger og tandplejere i Danmark, hvis den samtidig stiller de to grupper forskelligt,
idet den gør tandlægernes adgang til tilskudsordningen lettere end de private tandplejeres adgang – og denne
forskelsbehandling ikke kan retfærdiggøres som saglig og nødvendig.
Som omtalt i mit notat af 7. juni skal proportionalitetsprincippet iagttages som led i selektivitetstesten, hvilket
betyder, at myndighederne skal vælge det mindst indgribende/vidtrækkende middel til at nå det mål, der
forfølges med ordningen, idet bevisbyrden herfor ligger hos myndighederne (praksis herom er ganske omfat-
tende; se blandt andet forende sager C-78/08-C-80/08 Paint Graphos, præmis 75).
Som omtalt i mit notat af 7. juni foreligger der mindre indgribende måder at hjælpe den unge med at få adgang
til en tandlæge, og som samtidig sikrer reel ligebehandling mellem tandlæger og private tandplejere, nemlig
at valget af tandlæge udskydes til behovet opstår, idet tandplejerne som bekendt har både ret og pligt til at
henvise deres patienter til en tandlæge. På samme måde som det gælder for de patienter på 22 år og derover,
der får deres tandpleje udført af en privat tandplejer, og hvor tandlæge først vælges, hvis behovet opstår –
ofte via en henvisning fra tandplejer. Som omtalt i mit notat er der i mange tilfælde slet ikke brug for en
tandlæge de første mange år (ligesom det kan være, at patienten på det tidspunkt ønsker at gøre brug af en
anden tandlæge). Kravet indebær således en disproportional begrænsning af det frie valg, der gør videre end
hvad der er strengt nødvendigt.
Ministeriet skriver i sit svar, at det er ”det
er borgeren, som kan og bør foretage valget af behandler, og at det
således mest hensigtsmæssigt foretages på det tidspunkt, hvor barnet/den unge beslutter at benytte sig af
fritvalgsordningen.”
Det er selvsagt altid borgerens frie valg, hvilken behandler, der ønskes anvendt. Men at kræve, at der skal
vælges en tandlæge
samtidig med,
at der vælges privatpraktiserende tandplejer, fjerner reelt det frie valg
mellem disse to grupper. Jeg har forstået, at meget få – om nogen – vil vælge en privat tandplejer, hvis dette
betyder, at man samtidig også skal vælge en tandlæge.
Og hermed begrænser man i meget vid udstrækning (hvis ikke fuldstændigt) de private tandplejeres mulighed
for at være med i fritvalgsordningen, jf. mit notat af 7. juni 2022.
Ministeriet bestrider ikke dette i sit svar – og synes herved at erkende, at det frie valg, der søges opnået ved
loven, gøres illusorisk.
Jeg tillader mig på den baggrund også at sætte spørgsmålstegn ved, om Bekendtgørelsen går videre, end
hvad der er forudsat af Folketinget i forbindelse med den seneste ændring af Sundhedsloven, hvor Folketin-
get har ønsket at skabe et reelt frit valg mellem tandlæger og private tandplejere, og om der således er den
fornødne hjemmel i loven til § 3, stk. 3, 3. punktum.
Hvad angår argumentet om, at der ikke foreligger økonomisk aktivitet, skal jeg blot henvise til, hvad der står
i punkt 24 og 26 i Statsstøttemeddelelsen:
24. I nogle medlemsstater er offentlige hospitaler en integreret del af den nationale sygesikring og næsten
udelukkende baseret på princippet om solidaritet. Disse hospitaler finansieres direkte gennem social-
sikringsbidrag og andre statsmidler, og de leverer deres tjenesteydelser gratis på grundlag af en uni-
versel dækning.
25 …
Honoré, Fallesen & Andersen Advokatfirma ApS ∙ T +45 42 45 48 54 ∙ CVR-nr. 40176071 ∙ www.hfa-law.dk
SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 323: Henvendelse af 10/6-22 fra Helle Ekdahl om vederlagsfri tandpleje for 18-21-årige
2592739_0002.png
Honoré, Fallesen & Andersen│Advokatfirma
2/2
26.
I mange andre medlemsstater leverer hospitaler og andre leverandører af sundhedsydelser deres tje-
nester mod betaling, som opkræves direkte hos patienterne eller deres forsikring. I disse systemer er
der en vis grad af konkurrence mellem hospitalerne om levering af sundhedsydelser. Hvis det er til-
fældet, er det forhold, at en sundhedsydelse præsteres af et offentligt hospital, ikke tilstrækkeligt til at
kategorisere aktiviteten som ikke-økonomisk.
Af ovenstående fremgår, at det danske hospitalsvæsen ikke er en økonomisk aktivitet, jf. punkt 24, men at
der ville være tale om økonomisk aktivitet, hvis der var konkurrence mellem hospitalerne om levering af sund-
hedsydelser, jf. punkt 26.
Ved at indføre et frit valg mellem offentlige og private tandplejere for unge på 16 år og derover, har man i
Danmark skabt et marked, hvor de private tandplejere og de private tandlæger konkurrerer med hinanden
(og med de kommunale tilbud) om patienterne. Herved foreligger der ubestridt et konkurrencepræget marked
på hvilket der udbydes en tjenesteydelse – og herved foreligger der ubestridt en økonomisk aktivitet. Den
omstændighed, at det er gratis for brugeren at modtage ydelsen, er i den forbindelse underordnet, når udby-
derne ubestridt bliver vederlagt (af staten) for deres ydelser.
I øvrigt er der i Danmark helt grundlæggende forskelle på det offentlige hospitalsvæsen og markedet for
udbud af tandplejeydelser, der gør henvisningen til pkt. 24 i Statsstøttemeddelelsen problematisk. Som be-
kendt betaler borgerne selv for deres tandpleje, når de først er fyldt 22 år. Markedet er således generelt
konkurrencepræget. Endvidere bemærkes, at muligheden for at få kunderne ind i klinikken, når de er helt
unge (når de er fyldt 16 år), ofte er afgørende for det fremtidige tilknytningsforhold – og dermed indtjenings-
mulighederne for udbyderne.
Jeg skal derfor fastholde min vurdering af, at ordningen indebærer statsstøtte til de private tandlæger, der
skal notificeres til EU-Kommissionen, inden den implementeres. Endvidere kan der rejses tvivl, om ikke Be-
kendtgørelsen går videre, end hvad der er forudsat af Folketinget i forbindelse med den seneste ændring af
Sundhedsloven, hvor Folketinget ønskede et reelt frit valg mellem tandlæger og private tandplejere.
Jeg skal afslutningsvis udtrykke min overraskelse over, at Sundhedsministeriet først nu (på dette sene tids-
punkt) er fremkommet med ovenstående statsstøtteretlige argumentation. Argumentationen kunne vel være
fremsat i forbindelse med lovens vedtagelse, hvor de statsstøtteretlige argumenter også var fremme (jf. mit
notat af 5. maj 2022), således at der kunne være blevet stillet kritiske spørgsmål hertil.
I tilfælde af tvivl om mine vurderinger, kunne (og kan) der passende indhentes en vurdering fra statens egen
advokat, som bør lægges åbent frem.
København, 10. juni 2022
Michael Honoré