Kære Sundhedsudvalg.
Vi skriver for at anmode om foretræde for jer for at fremlægge hovedpointerne i inspirationsoplægget
’Sammen mod ensomhed – inspiration til en national ensomhedsstrategi’.
Oplægget blev lanceret lige inden sommerferien og er lavet i samarbejde med 23 andre organisationer og
underskrevet af i alt 87 organisationer på tværs af fagområder og sektorer. Det sætter fokus på
konsekvenserne af ensomhed i Danmark og kommer med anbefalinger og idéer til, hvordan man inden
for rammerne af en national ensomhedsstrategi (som man også finder i England, Skotland, Wales og
Norge) kan arbejde politisk med at nedbringe ensomhed i alle aldre. I England har man på tværs af
partier taget initiativ til en national strategi og sat en række initiativer i gang både nationalt og lokalt.
Temaet er selvfølgelig ekstra relevant her på bagkant af corona, hvor vi formoder, der stadig er et vist
ensomheds-efterslæb. Allerede før corona var næsten 400.000 danskere dog svært ensomme
–
det gjaldt
bl.a. hver 8. unge i alderen 16-29 år.
Hvad er forbindelsen mellem sundhed og ensomhed?
Ensomhed er tæt forbundet med både mental og fysisk sundhed: At leve med en sygdom kan skabe eller
forstærke ensomhed. Omvendt er ensomhed svækkende for ens helbred og øger risikoen for at blive
alvorligt syg, for eksempel med hjertekarsygdom, depression, angst eller demens. Er man ensom, er der
samtidig forøget risiko for at dø tidligt. Pilen for årsag og konsekvens går altså begge veje med risiko for
at skabe en ond cirkel for forværret tilstand på begge områder. Også pårørende til mennesker med
længerevarende sygdom er i øget risiko for ensomhed. Ensomhedens påvirkning af fysisk og psykisk
helbred koster store summer i form af ekstra udgifter i sundhedsvæsenet og til pleje.
Når der justeres for rygning, alkohol, BMI og fysisk inaktivitet, er der i Danmark årligt grundet ensomhed
bl.a.:
19.000 ekstra somatiske indlæggelser og 3.800 ekstra psykiatriske indlæggelser
26.000 ekstra somatiske ambulante hospitalsbesøg og 190.000 ekstra psykiatriske ambulante
hospitalsbesøg
400.000 ekstra lægekontakter og 770 flere dødsfald
Sundheds- og plejearenaen
–
med behandlingsforløb, genoptrænings- og rehabiliteringsforløb, kort eller
længerevarende pleje og de ændrede livsvilkår, som sygdom hos et menneske eller dets nærmeste
skaber
–
er derfor en væsentlig arena i forhold til at forebygge, identificere og afhjælpe ensomhed.
Regeringen har for nylig foreslået at afsætte 10 mio. kr. til en national strategi mod ensomhed og lokale
partnerskaber om dette på FL22. Flere partier har siden haft fokus på en national ensomhedsstrategi og
ambitioner for indholdet i denne. Se f.eks. her:
https://www.altinget.dk/aeldre/artikel/partier-er-klar-til-
en-national-ensomhedsstrategi-men-uenige-om-startskuddet
Med et foretræde håber vi at kunne initiere en tværpolitisk dialog i udvalget om ensomhed som
samfundsudfordring
–
og om mulige løsninger.
Vi er David Vincent Nielsen, socialhumanitær konsulent på ensomhedsområdet i Ældre Sagen og
undertegnede, politisk konsulent i Røde Kors.