Baggrund:
Som praktiserende gynækolog beskæftiger jeg mig i sagens natur med kvindesygdomme.
Forleden henvendte Felix på knap 24 år (anonymiseret) sig til min klinik med henblik på en
SMEAR (celleprøve fra livmoderhalsen) samt almindeligt tjek for kønssygdomme.
Felix er transkønnet mand, dvs. at han ikke identificerer sig med det køn, han fik tildelt ved fødslen.
Han har som konsekvens heraf fornyeligt opnået juridisk kønsskifte - reguleret i lov om Det
Centrale Personregister.
Den kliniske undersøgelse og behandling i forhold til Felix er som sådan ganske uproblematisk og
ukompliceret. Det er den efterfølgende rekvirering og dokumentation derimod ikke. Og det er dette
stigende problem, jeg med min henvendelse til dig, ønsker at sætte fokus på.
Sundhedsfaglig udfordring:
Få dage senere modtager min klinik Felix' fysiske celleprøve (SMEAR) retur fra Hvidovre Hospital
med en påtegning om, at vi fejlagtigt har registreret et mandligt cpr. nr. på en celleprøve fra
livmoderhalsen (smear). Og at episoden nu i øvrigt er indberettet som en UTH (utilsigtet
hændelse). I følge Styrelsen for Patientsikkerhed er en UTH at betragte som: '... en begivenhed,
som medfører skade eller risiko for skade'. Udover denne kedelige stempling af min klinik havde
Hvidovre Hospital heller ikke analyseret prøven, idet de antog at der var tale om en fejl. Felix kan
derfor ikke få svar på sin celleprøve.
I al beskedenhed betragter jeg mig som en erfaren og samvittighedsfuld gynækolog, og jeg
antager derfor også, at ingen med respekt for sig selv og sin faglighed bliver glad for, eller stolt af
at få UTH'er. Jeg og mit personale gør i hvert til fælde ikke. Men udover min sårede
forfængelighed rejser denne hændelse et langt mere alvorligt problem.
Retsvirkninger ved juridisk kønsskifte er ikke slået igennem i sundhedssektoren:
Transkønnede personer, der har fået juridisk kønsskifte, falder mellem flere stole i et
sundhedsvæsen, der stadigt tænker og dokumenterer i et enstrenget registreringssystem funderet i
grundantagelsen om, at der livet igennem kun findes de samme to køn - kvinde og mand.
Udover den ydmygende diskrimination som gruppen af transkønnede personer må leve med,
falder de på grund af et mandligt cpr.nr også udenfor vores normale screeningsprogrammer -
bryst-, livmoderhalskræft samt andre alvorlige underlivssygdomme.
Som gynækolog kan jeg uden problemer honorere de lægefaglige krav, der måtte være til
diagnostik og behandling af transkønnede. Men hvis jeg ikke kan rekvirere de relevante prøver
korrekt, og dermed dokumentere behandlingen af transkønnede i min praksis, får jeg heller ikke
honorar for ydelsen af Regionen.
Langt alvorligere er det desuden, at jeg som praktiserende gynækolog ikke kan leve op til kravene
om korrekt sundhedsfaglig dokumentation. Jeg må, for overhovedet at få svar på podning for
kønssygdomme hos mikrobiologerne, anvende de koder, der er tilgængelige for et mandligt cpr. nr.
Det betyder i Felix' tilfælde, at jeg ikke kan kode en prøve taget fra en livmoderhals, men kun fra et
urinrør. En sådan omgåelse af reglerne strider mod alle etiske principper om en åben, værdig og
respektfuld tilgang til patientens problemstilling.
Som gynækolog kommer jeg dermed uforvarende til at understøtte en behandling, der ikke kan
leve op til grundlæggende retningslinjer om kontinuitet, sikkerhed og kvalitet i forbindelse med
udredning og behandling.
Fraset det indlysende utilfredsstillende og uacceptable i en sådan praksis, får en mangelfuld og
ukorrekt sundhedsfaglig dokumentation vidtrækkende konsekvenser for indsamling af viden og