København d. 04.02.2022
Med ønske om foretræde for Sundhedsudvalget
Baggrund:
Som praktiserende gynækolog beskæftiger jeg mig i sagens natur med kvindesygdomme.
Forleden henvendte Felix på knap 24 år (anonymiseret) sig til min klinik med henblik på en
SMEAR (celleprøve fra livmoderhalsen) samt almindeligt tjek for kønssygdomme.
Felix er transkønnet mand, dvs. at han ikke identificerer sig med det køn, han fik tildelt ved
fødslen. Han har som konsekvens heraf fornyeligt opnået juridisk kønsskifte - reguleret i lov
om Det Centrale Personregister.
Den kliniske undersøgelse og behandling i forhold til Felix er som sådan ganske uproblematisk
og ukompliceret. Det er den efterfølgende rekvirering og dokumentation derimod ikke. Og det
er dette stigende problem, jeg med min henvendelse til dig, ønsker at sætte fokus på.
Sundhedsfaglig udfordring:
Få dage senere modtager min klinik Felix' fysiske celleprøve (SMEAR) retur fra Hvidovre
Hospital med en påtegning om, at vi fejlagtigt har registreret et mandligt cpr. nr. på en
celleprøve fra livmoderhalsen (smear). Og at episoden nu i øvrigt er indberettet som en UTH
(utilsigtet hændelse). I følge Styrelsen for Patientsikkerhed er en UTH at betragte som:
'... en
begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade'.
Udover denne kedelige stempling af min
klinik havde Hvidovre Hospital heller ikke analyseret prøven, idet de antog at der var tale om
en fejl. Felix kan derfor ikke få svar på sin celleprøve.
I al beskedenhed betragter jeg mig som en erfaren og samvittighedsfuld gynækolog, og jeg
antager derfor også, at ingen med respekt for sig selv og sin faglighed bliver glad for, eller
stolt af at få UTH'er. Jeg og mit personale gør i hvert til fælde ikke. Men udover min sårede
forfængelighed rejser denne hændelse et langt mere alvorligt problem.
Retsvirkninger ved juridisk kønsskifte er ikke slået igennem i sundhedssektoren:
Transkønnede personer, der har fået juridisk kønsskifte, falder mellem flere stole i et
sundhedsvæsen, der stadigt tænker og dokumenterer i et enstrenget registreringssystem
funderet i grundantagelsen om, at der livet igennem kun findes de samme to køn - kvinde og
mand.
Udover den ydmygende diskrimination som gruppen af transkønnede personer må leve med,
falder de på grund af et mandligt cpr.nr også udenfor vores normale screeningsprogrammer -
bryst-, livmoderhalskræft samt andre alvorlige underlivssygdomme.
1