Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
ME Foreningen
Rådhustorvet 1
3520 Farum
Dato: 06-10-2021
Enhed: FOPS
Sagsbeh.: DEPMZO
Sagsnr.: 2115142
Dok. nr.: 1935664
Kære Cathrine Engsig
Tak for din og ME Foreningens henvendelse af 24. september 2021 vedrørende
ME/CFS og opfølgningen på Folketingets Vedtagelse nr. V 82. Sundhedsminister
Magnus Heunicke har bedt mig om at besvare jeres henvendelse.
I efterspørger i henvendelsen blandt andet, at sundhedsministeren sikrer, at der
bliver fulgt op på V 82. I nævner også en række punkter, som I ikke mener der er fulgt
tilstrækkeligt op på. Jeg kan orientere om, at det er Sundhedsministeriets vurdering,
at der nu er fulgt op på alle punkter i vedtagelsesteksten. De enkelte punkter i
vedtagelsesteksten gennemgås herunder. Jeg vil dog samtidig pointere, at ministeren
ved flere lejligheder har understreget, at det ikke er ensbetydende med, at vi skal
stoppe med at styrke indsatsen for patienter med ME/CFS - tværtimod.
Sundhedsministeriet er enig i, at indsatsen for patienter med ME/CFS har været
mangelfuld, og der er fortsat en stor opgave i at sikre, at indsatsen bliver styrket
fremover. Det samme har Sundhedsstyrelsen gentagne gange slået fast, blandt andet
i deres anbefalinger på området fra 2018.
Herudover vil jeg gøre opmærksom på, at en række af spørgsmålene og
betragtningerne i jeres henvendelse er af en så faglig karakter, at
Sundhedsministeriet ikke har mulighed for at tage nærmere stilling til disse. Jeg vil
derfor henvise jer til at kontakte Sundhedsstyrelsen med disse. Ministeriet kan også
orientere om, at Sundhedsstyrelsen tidligere har forholdt sig til flere af disse
spørgsmål i svar til Folketingets Sundhedsudvalg. Disse svar kan tilgås på Folketingets
hjemmeside
her.
I forhold til spørgsmål om konkret diagnosticering og behandling kan ministeriet dog
oplyse om, at patienter der henvises med ME/CFS, ligesom patienter der henvises
under andre diagnoser, vil blive undersøgt og behandlet på den konkrete afdeling ud
fra, hvad der klinisk vurderes relevant for den enkelte patient.
Vedtagelse nr. V 82
Et enigt Folketing vedtog i marts 2019 V 82 om ME-træthedssyndrom i forlængelse af
forespørgselsdebatten F 28. Vedtagelsesteksten indeholder de nedestående punkter
om sygdommen ME/CFS, der også kaldes Myalgisk Encephalomyelitis (ME) eller
Kronisk Træthedssyndrom/Chronic Fattigue Syndrome (CFS):
-
At indsatsen for patienter med ME-træthedssyndrom/CFS (G93.3) er
mangelfuld. Patienter oplever stigmatisering og får ikke relevant tilbud om
udredning og behandling.
-
At den eksisterende behandling til ME-patienter langtfra er tilstrækkelig, og
at der tages initiativ til oprettelse af specialiseret behandling af ME. Det bør
ske i et tværfagligt setup med alle relevante specialer og bør organisatorisk
forankres i somatikken.