Social- og ældreminister Astrid Krag
16. december 2021 • DBE
Kære Astrid Krag
Indledningsvis skal jeg takke dig for at tage initiativ til afholdelse af mødet i sektor-
partnerskabet på ældreområdet i mandags den 13. december 2021. I forlængelse af mødet
ser vi os dog nødsaget til at påpege vores bekymring for lovligheden af de såkaldte
”nødberedskaber”, som kommunerne nu i vid udstrækning aktiverer.
Vi ser ingen hjemmel
i lovgivningen hertil.
Ældre Sagen anerkender til fulde, at spredningen af COVID-19 i vores samfund skaber en
helt særlig situation, hvor vi alle må strække os til det yderste for at holde sammen på
nationen. Ligesom vi er helt opmærksomme på, at epidemien kan medføre mangel på
arbejdskraft i ældreplejen med smittet personale og personale, som skal holde sig i
isolation. Det er imidlertid Ældre Sagens helt klare opfattelse, at det er ulovligt, når
kommunerne skærer i hjælpen uden at træffe en ny konkret og individuel vurdering af
behovet på baggrund af servicelovens regler og Ankestyrelsens praksis på området.
Når en kommune har visiteret en borger til en bestemt hjælp, har borgeren et retskrav på at
få leveret hjælpen i overensstemmelse med den afgørelse, som visitationen munder ud i. En
kommune kan derfor ikke uden videre nedsætte eller stoppe hjælpen. En kommune kan
heller ikke beslutte, at den ikke længere vil overholde lovgivningen. Kommunen skal i
stedet træffe en ny afgørelse i hver enkelt sag, og afgørelsen skal ledsages af en
klagevejledning, så den enkelte ældre får mulighed for at klage til Ankestyrelsen, som
derefter kan vurdere afgørelsens lovlighed. Det er dog svært at se, hvordan stærkt svækkede
ældre mennesker med et ydelsesbehov kan klare sig med mindre eller ingen hjælp.
Hvis kommunen vil stoppe eller nedsætte hjælpen på anden vis, kræver det særlig hjemmel.
En hjemmel, som vi mener ikke er til stede.
Derfor appellerer vi til, at du hurtigst muligt finder en løsning og afklarer, hvorvidt der er
hjemmel til at aktivere et såkaldt
”nødberedskab” i kommunerne. Dette skal ikke mindst
ske af hensyn til retssikkerheden for svækkede ældre, som er helt afhængige af den hjælp,
pleje og omsorg, som kommunerne har pligt til at levere. Det er helt afgørende, at der sker
en individuel konkret vurdering, og at den enkelte har klagemulighed.
I forlængelse af ovenstående skal vi påpege, at vi forventer, at kommunerne gør deres
yderste for at finde løsninger på problemstillingen med manglende personale. Løsninger,
som kan være indkaldelse af pensioneret personale, allokere ressourcer fra andet sted i
kommunen, brug af private leverandører, tænke i tværfaglige baner m.v.
Ældre Sagen
Snorresgade 17-19
2300 København S
Tlf. 33 96 86 86
www.aeldresagen.dk
Protektor:
Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II
Gavebeløb til Ældre Sagen
kan fratrækkes efter gældende
skatteregler · Giro 450-5050