Replik til social- og ældreministerens skriftlige kommentarer til kronik i Politiken.
Undertegnede seks forfattere til Politikens kronik d. 27. oktober i år har med interesse set, at Folketingets
social- og ældreudvalg har bedt ministeren på området kommentere på kronikkens indhold. Den 25. november
modtog udvalget social- og ældreminister Astrid Krags skriftlige svar. Visse dele af svaret giver os anledning til
nogle kommentarer.
Indledningsvist er det naturligvis glædeligt, at ministeren er enig med os i,
at ”det er fuldstændigt uacceptabelt,
hvis en forælder uden grund forhindrer den anden forælder i at se barnet efter et samlivsbrud.” Ministeren
mener, at lovgivningen og systemet allerede i dag sætter ind over for forældre, der ikke er deres ansvar for at
samarbejde bevidst, bl.a. ved at chikanepakken fra 2015 giver
”mulighed
for hurtigt at fastsætte
kontaktbevarende samvær.”
I modsætning hertil er kronikkens påstand, at det i praksis sjældent sker. Hvis en samværsnægtende forælder
fremfører påstande om den anden forælders adfærd, medfører det ofte, at der gives afslag på
kontaktbevarende samvær. Ministeren henviser til, at man jo så bare kan søge om almindeligt midlertidigt
samvær,
som kan fastsættes, ”når den nærmere undersøgelse er foretaget”. Men det er jo netop problemet,
for den undersøgelse tager tid. Lang tid. Tid, hvor kontakten mellem barn og samværsforælder er afbrudt, med
risiko for alle de konsekvenser for barnets trivsel og udvikling
–
og rettigheder
–
som vi påviste i vores kronik.
Derfor foreslog vi i stedet at gøre det kontaktbevarende samvær overvåget, MENS undersøgelserne foretages.
Så kan en erfaren børnesagkyndig overvåger danne sig et indtryk af den reelle kvalitet af kontakten mellem
barn og forælder og bedømme, om samværet er til gavn for barnet eller ej.
Til vores kroniks andet forslag til forbedring af praksis, nemlig at gennemførelsen af sagkyndige undersøgelser i
komplekse sager
–
som oprindeligt tiltænkt - bliver reglen og ikke undtagelsen i Familieretshuset, henviser
ministeren til et tidligere svar til udvalget.
Det anføres dér, at ”der kan være flere grunde” til at vurdere, at en
børnesagkyndig undersøgelse ikke er nødvendig. F.eks.
”hvis kommunen for
nylig har gennemført en
børnefaglig undersøgelse, som i tilstrækkeligt omfang besvarer de spørgsmål, som det ville være relevant at få
besvaret i en børnesagkyndig undersøgelse.”
Det lyder jo fornuftigt. Men hvor tit er det tilfældet?
Hvornår er ”for nylig”? Og hvor
tit er der andre grunde til,
at undersøgelsen ikke skønnes nødvendig? Vi ved det ikke, for Familieretshuset synes ikke at opgøre det. Men
når det drejer sig om 98% af sagerne
–
hvilket bekræftes i samme svar - så efterlader den uvished en bekymring
for, OM sagerne reelt bliver oplyst, sådan som lovgiver har ønsket det. Ja, faktisk har lovgiver jo krævet det, for
der står i Forældreansvarsvejledningen:
En kommunal børnefaglig undersøgelse ”betyder ikke
i sig selv, at
kravet
(vores fremhævelse)
om gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse kan fraviges.”
Tillad os også
at minde om, at selve formålet med disse undersøgelser er at sætte myndigheden i stand til at træffe
afgørelser til barnets bedste.
Et par punkter mere i social- og ældreministerens seneste svar kalder også på en kommentar. Ministeren
anfører, at flere domme viser, at samarbejdschikane kan koste den udøvende forælder forældremyndigheden
og bopælen. Problemet er imidlertid, at i de få tilfælde, hvor det sker, sker det først efter flere års hel eller
delvis afbrydelse af kontakten mellem barn og samværsforælder. I den højesteretsdom, som både ministeren
og vi har henvist til, faldt dommen efter mere end 3 års samværschikane. Det kan næppe være et sagsforløb,
der er til barnets bedste.
1