Social- og ældreminister Astrid Krag
7. december 2021 • DBE
Forskelsbehandling af ældre lejere i plejeboliger, som forvolder skade på
lejemålet
Kære Astrid Krag
Ældre Sagens rådgivning har ydet hjælp og rådgivning i en konkret klagesag ved
Ankestyrelsen. I den forbindelse kan vi konstatere, at Ankestyrelsens praksis betyder, at der
sker usaglig forskelsbehandling af ældre lejere af plejeboliger, som på grund af en nedsat
funktionsevne kommer til at ødelægge boligen. Da der er tale om, at lovgivningen medfører
forskelsbehandling på grund af alder, skriver jeg til dig som ældreminister.
Efter ordlyden af almenboliglovens § 74a kan lejere i almene boliger, som på grund af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er forhindrede i at leve op til pligten om at
behandle lejemålet forsvarligt, få dækket udgiften til reparation af lejemålet ved fraflytning.
I den konkrete klagesag har Ankestyrelsen imidlertid fastslået, at en kommune ikke er
forpligtet til at afholde udgifter til istandsættelsesarbejde i en almen plejebolig, hvor en
ældre
lejer på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har været forhindret i at
leve op til pligten om at behandle lejemålet forsvarligt. Ankestyrelsens begrundelse er, at
plejeboligen ikke er omfattet af socialtilsynet.
Ankestyrelsens fortolkning af almenboliglovens § 74a betyder, at bestemmelsen om at få
dækket udgiften til reparation af lejemålet ikke gælder på ældreområdet. Det får som
konsekvens, at ældre i plejebolig forskelsbehandles sammenlignet med yngre med psykisk
eller fysisk funktionsnedsættelse i samme type boligform, men som modtager væsentlig
støtte efter servicelovens § 85.
Det er en betingelse for, at et botilbud er omfattet af socialtilsynsloven, at beboere i
tilbuddet i væsentligt omfang bevilges støtte efter servicelovens § 85. Kommunerne er
imidlertid yderst tilbageholdende med at bevilge støtte efter servicelovens § 85 til ældre i
plejeboliger. Denne tilbageholdenhed medfører den helt urimelige og tilfældige
konsekvens, at ældre beboere i almene plejeboliger og med ganske betydelig grad af nedsat
funktionsevne udsættes for forskelsbehandling.
Ældre Sagen
Snorresgade 17-19
2300 København S
Tlf. 33 96 86 86
www.aeldresagen.dk
Protektor:
Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II
Gavebeløb til Ældre Sagen
kan fratrækkes efter gældende
skatteregler · Giro 450-5050