De Danske Børnehuse
I 2013 blev De Danske Børnehuse
1
etableret i Danmark. Børn og unge
2
, der har været udsat for seksuelle
og/eller voldelige overgreb, eller hvor der er mistanke herom, skal kunne få en kvalificeret og skånsom
indsats samlet på ét børnevenligt sted, og børnehusene bidrager til kommunernes børnefaglige
undersøgelser
3
i disse sager, når det er relevant at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet.
I børnehusene er de primære faggrupper socialrådgivere og psykologer
–
og så ind til for nylig altså mig
som souschef/stedfortræder med min juristbaggrund. Jeg fik således indblik i børnehusenes
mangefacetterede opgaver, herunder hvilke juridiske rammer der er
–
f.eks. for politiets videoafhøringer,
hvor Børnehuset er til stede i monitorrummet
4
.
Det er om videoafhøringerne, jeg henvender mig til dig, fordi særligt
en
problemstilling (under dit
ressortområde) undrer mig og giver mig anledning til at konkludere, at vi som samfund hverken 1) sikrer
børnenes retssikkerhed i form af lige behandling ved mistanke om overgreb eller 2) har skabt en
ordentlig ramme/et godt fundament for politiets ageren i sagerne.
Videoafhøringer
”Inden
politiet foretager videoafhøring af et barn/en ung, skal forældremyndighedens indehaver(e)
orienteres om politiets beslutning om videoafhøring. Politiets videoafhøring kræver ikke et udtrykkeligt
samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e), men hvis forældremyndighedens indehaver(e)
modsætter sig, at politiet afhører barnet, kan politiet ikke foretage afhøring.”
Sådan anføres der i Rigsadvokatmeddelelsen om videoafhøring, og det uddybes, at politiet i de tilfælde,
hvor der er
to
indehavere af forældremyndigheden, og
den ene
af disse modsætter sig politiets
videoafhøring af barnet, vil kunne foretage afhøring af barnet, hvis
den anden
forældremyndighedsindehaver ikke modsætter sig dette. Er der derimod kun
én
indehaver af
forældremyndigheden over barnet, og denne modsætter sig politiets videoafhøring, eller hvis begge
indehavere af forældremyndigheden modsætter sig videoafhøring, så må anklageren forelægge
spørgsmålet om videoafhøring af barnet for retten med henblik på en eventuel indenretlig afhøring af
barnet
5
.
Rammen undrer mig, fordi den skaber forskellige forudsætninger for videoafhøringer af børn alt
afhængigt af, om de har
en eller to
forældremyndighedsindehavere, og alt afhængigt af,
om
det er en
forældremyndighedsindehaver eller en forælder uden forældremyndighed, mistanken retter sig imod.
Rammen undrer mig, fordi den skaber sager, hvor børn udtaler sig om vold eksempelvis til en voksen,
barnet har tillid til f.eks. i sin institution, og hvor den voksne så må underrette til kommunen
6
, som må
afværge ved anmeldelse til politiet
7
, men hvor selve den voksen (forældremyndighedsindehaveren), vi
mistænker, herefter kan modsætte sig, at politiet afhører barnet. Jeg forstår således, at muligheden efter
retsplejelovens § 747
ikke
benyttes ved mistanke om overtrædelse af straffelovens § 244, stk.1.
”Simpel
vold” er således for så vidt
”gratis”
for forældremyndighedsindehaveren, som modsætter sig, og
efterlader børn og unge tilbage med en erfaring om, at det, der startede som en betroelse til en voksen,
barnet havde tillid til, bevirkede en måske værre situation i familien.
1
Forankret i en række lovgivningsmæssige initiativer herunder lov om social service (L181), bekendtgørelse om
børnehuse og overgrebspakken
2
Herefter skriver jeg alene
”barn/børn”,
hvilket skal forstås som børn og unge under 18 år
3
Servicelovens § 50
4
Børnehusets tilstedeværelse tjener flere forskellige formål, nemlig funktion som børnesagkyndig rådgiver for politiet,
jf. Rigsadvokatmeddelelsen om videoafhøring, af skånsomhedshensyn for barnet, så det ikke skal fortælle sin historie
flere gange end højst nødvendigt, og som understøttelse af det tværsektorielle samarbejde og den koordinering, der
foregår ifm. videoafhøringen, herunder særligt som støtte for den kommunale sagsbehandler.
5
Retsplejelovens § 747
6
Servicelovens § 153
7
Straffelovens § 141 og vejledning nr. 3 til serviceloven, punkt 94