Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 272
Offentligt
2613699_0001.png
Kære Social- & Ældreudvalget
Flere af jer har via mail modtaget et lignende brev, men det var, før jeg blev klarover,
at man kunne henvende sig til udvalget bredt. Jeg beklager.
I svar (doknr. 309019) tilbage i oktober 2020 vedr. spørgsmål/sag 2020-8910
vedrørende prioriteringen af (og muligheden for) elbil som handicapbil svarer social-
og (daværende) indenrigsminister, Astrid Krag:
Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, hvorvidt kommunalbestyrelsen kan lægge
vægt på, om bilen er en elbil eller en benzindreven bil, men blot at det skal være
den billigst egnede. Kommunalbestyrelsen skal derfor give tilskud til køb af en
elbil, såfremt det vurderes at være den billigst egnede.”
Og skriver i samme svar endvidere:
”Da kriterierne for, hvornår en bil er egnet som handicapbil, ikke tager højde for
bilens klimaaftryk, vil Social- og Indenrigsministeriet se nærmere på, om reglerne
er tidssvarende.”
Har man i Socialudvalget sidenhen taget stilling til dette spørgsmål?
Emnet er jo netop relevant i forhold til handicapbiler, da vi (brugere) ikke bare kan
skifte ud efter x-antal år, fordi vi har lyst til at køre mere grønt. Hvis vi eksempelvis
får tilkendt en fossil handicapbil i år (2022), skal vi køre i den til tidligst 2030! (Absurd
tanke, ikke sandt?)
Samtidig er elbiler endnu ikke 1:1 nede i en prisklasse eller har samme brede og dybe
sortiment som de fossile alternativer.
Med tidens grønne strømme og nødvendigheden af omstillingen af bilparken, mener
jeg ikke, at lovgivningen på området er tidssvarende!
Det enkleste ville naturligvis være at indskrive i loven, at man skal søge at finde den
”billigst, bedst egnede
elbil”.
Og lader det sig ikke gøre (det kan f.eks. være, at man
ikke kan få en elbil med mulighed for lift – eller at en given elbil bliver forholdsvis
meget dyrere (eksempelvis en Mercedes EQV V-klasse minibus til over 600.000)), så
må man naturligvis forholde sig til de fossile muligheder.
Vi (med handikapbiler) står således i et limbo lige nu, hvor omstillingen til elbiler
foregår, og jeg er derfor nysgerrig på, hvorfor vi ikke er en del af tankegangen, når
der snakkes elbiler, bilafgifter og -tilskud.
Jeg taler/skriver med mange andre handicapbilister, og mange oplever frustration
over kommunerne, som i mange tilfælde ikke
vil
godkende, at en borger (endda for
egen regning) gerne vil vælge en elbil. I Astrid Krags svar ovenfor er det ellers
tydeligt, at loven ikke kan tage højde for drivmiddel.
Efter de nye regler fra 2018 skal vi have vores biler i 8 år – uden skelen til antal kørte
kilometer. Jeg forstår sagtens, at rigtig mange, som måske kun når at køre 100.000
km på 6-8 år, ikke behøver at skifte (min forrige bil kørte 9 år og 170.000). Jeg
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 272: Henvendelse af 25/8-22 fra Rene Bjerregaard om handicap-elbiler
2613699_0002.png
personligt kører i forbindelse med mit nuværende arbejde 32.000 om året (arbejde
20.000 og privat 12.000), og det bliver således til 256.000 i løbet af 8 år.
Måske man i forringelsen fra 2018 burde indskrive ”8 år eller XXX.XXX kilometer,
hvad der kommer først”, fordi reparationerne for alvor er begyndt, når man kommer
op i de kilometertal.
Problemet er dog, at Danmark har nogle af de dyreste elbiler i EU, samt at man ikke
prioriterer elbiler i kommunerne, når der skal vurderes bil til handikappede.
Samtidig har mange af os problemer med at få et billån i banken, fordi det er almen
opfattelse i bankerne, at kommunernes udestående skal dækkes først ved en evt.
skade el.lign. Desuden er mange banker bange for at låne penge til folk på f.eks.
førtidspension eller i fleksjob (ja, det er de faktisk, selvom vores indkomst er stabil og
næsten sammenlignelig med ikke-handikappede på arbejdsmarkedet).
Og lad os bare være ærlige; elbiler i omegnen 200.000-300.000 er sjældne, hvis der
samtidig stilles krav til dækning af ”særlige behov”. Og både MG, Aiways, Skoda, VW,
Hyundai, Kia mv. koster hurtigt fra 325.000-400.000, som kommunen jo næppe
bevilger.
Det vil derfor ofte være nødvendigt for den handikappede at betale ekstra for en bil,
der dels kan dække kørselsbehovet, men samtidig også dække evt. andre behov som
ind-/udstigningsforhold, plads til kørestole, hjælpemidler mv. foruden evt. familie.
Herregud, jeg kan have svært ved at finde en egnet fossilbil! For mit eget
vedkommende er ind- og udstigning et kæmpe problem i forhold til at finde en egnet
bil. Jeg har både prøvet vildt dyre og helt billige biler, så det har intet med ”luksus” at
gøre. I ”gamle dage” kunne man købe ”nedstolede minibusser” uden afgifter. Til
eksempel er en Chrysler Grand Voyager til dengang 190.000,- ekskl. afgifter den
billigste
og
bedst egnede bil, jeg har haft. Den regel (om nedstoling af minibusser)
ændrede Trafikstyrelsen lige pludselig, selvom lovgivningen ikke var ændret på det
specifikke område; det var blot en ny tolkning. Så selvom omtalte bil ikke er just grøn
(det var tilbage i 2001), så var det den billigste og viser tydeligt, at man ikke rigtigt
har kigget på konsekvenserne (både for kommunerne og brugerne) af de
ændrede/forringede muligheder til at finde den ”bedst, billigst egnede”.
Kunne man forestille sig, at man
-
fik ændret skriften i loven, så folk med stort kørselsbehov har mulighed for at
afdrage bilen over 6 år, og at der ved f.eks. 180.000 eller 200.000 km bliver
mulighed for udskiftning før 8 år (men tidligst efter 6 år)?
at et evt. ekstralån til køb af netop elbil kunne lægges sammen med et udvidet
lån, som mange af os i forvejen har ved kommunen – forstået sådan, at man
ved bevilling af
FOSSILBIL A
til f.eks. 260.000 fik mulighed for at låne til
ELBIL B
til 370.000 (tænkte beløb som eksempel)? Altså ikke en ekstraudgift
for kommunen – blot en mulighed for at hjælpe de af os, der ikke kan overtale
banken til et lån?
-
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 272: Henvendelse af 25/8-22 fra Rene Bjerregaard om handicap-elbiler
2613699_0003.png
-
at der blev mulighed for at købe en let-brugt bil (f.eks. indtil 10.000 km eller op
til et år)? I forvejen må vi jo godt købe en brugt bil, der er op til 2 år gammel,
hvis blot den tidligere har været bevilget efter § 114 i lov om social service. Det
er jo en lidt skør afgrænsning, for en bil holder vel lige godt, om den tidligere
har været indregistreret som handicapbil eller ej … Og ærligt talt; om min
kommende bil når at køre 256.000 eller 266.000 er ét fedt (og bliver dyr i
reparationer uanset).
Loven siger allerede:
”Det er en betingelse, at bilen sikkerheds-, drifts- og kvalitetsmæssigt er i
forsvarlig stand og samtidig kan forventes at holde i 8 år. Ansøgeren kan ikke
pålægges at tage imod en brugt bil.”
- hvilket absolut er helt fair.
Indkøb og installation af en ladestander kunne blot indgå 1:1 i selve billånet, så det er
borgeren og ikke kommunen, der afholder udgiften. Eventuelle senere ændringer
(eksempelvis udgiften til nedtagning af ladestander og installation af en ny ved skift af
selskab) må udelukkende være et anliggende mellem borger og gammel/nyt selskab
og bør friholde kommunen i enhver henseende.
Blot nogle tanker og forslag, som jeg håber giver mening, og at man vil have den med
sig i den samlede vurdering, når der tales handicapbiler og elbiler (generelt). Jeg ved
godt, at der kun bevilges små 1.500 invalidebiler om året, og at valgkampen allerede
er i gang, men indtil 2030 vil det således være (mindst) 12.000, så vi eksisterer dog.
Og signalmæssigt virker det ikke helhjertet grønt, at man ikke også prioriterer denne
gruppe, når man nu gerne vil køre grønt ude i det offentlige (bl.a. i sundhedssektoren
og kommunernes egne delebiler mv.).
Jeg undskylder det meget lange brev og forventer ikke et personligt svar, men vil blot
takke for jeres tid og håbe, jeg har plantet lidt tanker til fremtidige forhandlinger.
De venligste hilsner
René Bjerregaard
Brønderslevvej 12
6700 Esbjerg
Tlf.: 28 18 19 71
[email protected]