Det rådgivende organs bemærkninger til Retssikkerhedsenhedens undersøgelse
”Sagsbehandlingstider på voksenhandicapområdet”
Det rådgivende organ bemærker overordnet, at det er relevant, at der med undersøgelsen sættes fokus på
sagsbehandlingstiderne på voksenhandicapområdet, som har stor betydning for borgernes retssikkerhed og
tillid.
Undersøgelsen belyser længden af den samlede sagsbehandlingstid for kommunen og Ankestyrelsen på
udvalgte dele af voksenhandicapområdet. Det drejer sig om sager efter servicelovens §§ 95 om kontant
tilskud, 96 om borgerstyret personlig assistance, 112 om hjælpemidler og 113 om forbrugsgoder. Derudover
belyses, hvilke forhold i sagsbehandlingen som kan medvirke til at forlænge eller nedbringe
sagsbehandlingstiden.
Det rådgivende organ finder, at undersøgelsen indeholder gode og vigtige opmærksomhedspunkter i forhold
til sagsbehandlingstid, som giver mulighed for fremadrettet læring på området. Samtidig giver undersøgelsen
et indblik i, at der er stor variation i kompleksitet og forløb af sager, selv inden for samme paragrafområde.
Undersøgelsen omfatter 39 sager og kan dermed ikke anses som repræsentativ, men det rådgivende organ
finder ikke desto mindre, at undersøgelsen afdækker problematikker relateret til voksenhandicapområdet,
som efter det rådgivende organs opfattelse kan have betydning for retssikkerheden på området og
borgernes oplevelse heraf.
Det rådgivende organ skal særligt fremhæve nedenstående delkonklusioner fra undersøgelsen:
Styring af ressourcer er vigtigt i hele sagsbehandlingsforløbet
Det rådgivende organ har noteret sig, at ressourcespørgsmålet i undersøgelsen primært bliver rejst i
forbindelse med analyse af sagsbehandlingsforløbet i Ankestyrelsen, men ikke bliver rejst i forbindelse med
den sagsbehandling, der foregår i kommunerne. Det rådgivende organ er dog samtidig opmærksom på, at
det ikke ud fra undersøgelsen kan sluttes, at kommunerne ikke ressourcestyrer, fordi de ikke har peget på
ressourcer som forklarende faktor i forhold til længden på sagsbehandlingstiden. Det rådgivende organ ser
helt generelt styring af ressourcer som en vigtig del af at sikre en god og hurtig sagsbehandling på tværs af
hele sagsbehandlingsforløbet – både i kommunerne og i Ankestyrelsen.
Det rådgivende organ finder, at fokus på styring af ressourcer eventuelt vil kunne give bedre mulighed for at
sikre en mere borgernær og fleksibel sagsbehandling, samt mulighed for at optimere sagsskridt og
processer for både borger og sagsbehandler. Det rådgivende organ er opmærksom på, at øget registrering
også kan udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning, hvilket ikke er formålet. Det bemærkes dog, at et
fremadrettet arbejde og fokus på problemet i kommunerne og Ankestyrelsen vil kunne være med til at sikre
gode løsninger.
Lange ventetider giver anledning til bekymring om borgernes retssikkerhed
Undersøgelsen viser, at der blandt de undersøgte sager er sager med endog meget lang sagsbehandlingstid
– op til 3 år i sager efter servicelovens §§ 95 om kontant tilskud og 96 om borgerstyret personlig assistance.
Det rådgivende organ bemærker, at målgruppen af borgere, som modtager støtte efter disse bestemmelser,
må antages at være blandt de mest udsatte og sårbare i samfundet. Derfor er det også værd at bemærke, at
en sagsbehandlingstid af denne længde kan forekomme særligt problematisk for netop denne gruppe, fordi
det kan give anledning til bekymring for, hvorvidt der under sagsbehandlingen ydes tilstrækkelig øvrig hjælp
til borgerne, uanset at der ydes andre former for hjælp i sagsbehandlingsperioden.
Det rådgivende organ anerkender dog også, at der er tale om sager med meget stor variation i sagsforløb og
grundlæggende kompleksitet, samt at sagerne, som indgår i undersøgelsen, er påklagede. Derfor er det
også forventeligt, at sagerne kan være svære at oplyse, samt at der kan være flere og mere krævende
sagsbehandlingskridt, som er nødvendige for at sikre tilstrækkelig sagsbehandling. Det rådgivende organ
påpeger dog, at en høj grad af retssikkerhed på området både fordrer en rigtig afgørelse første gang, men
også at denne afgørelse træffes så hurtigt som muligt.