Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 244
Offentligt
2596528_0001.png
Folketingets Social- og
Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2020 - 420
Doknr.
581497
Dato
20-06-2022
Fremsendelse af undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af
sagsbehandlingstider på voksenhandicapområdet samt det rådgivende
organs bemærkninger hertil
Retssikkerhedsenheden med forankring i Ankestyrelsen har i foråret afsluttet
en deskriptiv undersøgelse af sagsbehandlingstider på
voksenhandicapområdet.
Jeg vedlægger undersøgelsen til udvalgets orientering, idet jeg gør
opmærksom på, at undersøgelsen indledes med et sammenfattende kapitel,
hvor hovedresultaterne kan ses.
Jeg vedlægger endvidere de bemærkninger, som det rådgivende organ i
tilknytning til retssikkerhedsenheden er fremkommet med i forlængelse af
undersøgelsen.
Undersøgelsen belyser længden på den samlede sagsbehandlingstid for
kommunen og Ankestyrelsen i sager på udvalgte dele af
voksenhandicapområdet. Det drejer sig om sager om hjælperordninger efter
servicelovens §§ 95 og 96 og sager om hjælpemidler og forbrugsgoder efter §§
112 og 113. Desuden belyser undersøgelsen, hvilke forhold i
sagsbehandlingen som kan medvirke til at forlænge henholdsvis nedbringe
sagsbehandlingstiden.
Undersøgelsen rummer efter min opfattelse en række væsentlige
opmærksomhedspunkter omkring sagsbehandlingstid, som kan bruges i
læringsøjemed fremover. Jeg har – ligesom det rådgivende organ – også
noteret mig den store variation i kompleksitet og forløb af sager, som kommer
frem i de 39 sager i undersøgelsen, og som også påvirker den samlede
sagsbehandlingstid i den enkelte sag.
Men undersøgelsen viser også, hvor der er problematikker på
voksenhandicapområdet, som kan spille ind i forhold til retssikkerheden for
borgerne, og hvor vi derfor må have et særligt fokus.
Noget, som jeg særligt har hæftet mig ved, og som det rådgivende organ også
har knyttet bemærkninger til, er de udfordringer, som knytter sig til meget lange
sagsbehandlingstider og den deraf følgende bekymring for borgerens
retssikkerhed. Jo længere den samlede sagsbehandlingstid er, jo mere
problematisk er det i forhold til borgeren. Borgeren skal således have den
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 244: Oversendelse af undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af sagsbehandlingstider på voksenhandicapområdet, fra social- og ældreministeren
2596528_0002.png
korrekte afgørelse første gang, og afgørelsen skal træffes så hurtigt som
muligt.
Hvis vi skal nå i mål med en sådan styrkelse af retssikkerheden, skal der i
såvel kommunerne som fra centralt hold være et kontinuerligt fokus på at højne
kvaliteten i sagsbehandlingen, så fejlniveauet minimeres, og den samlede
sagsbehandlingstid nedbringes.
Regeringen har med sit udspil til en national specialeplanlægning på det
specialiserede socialområde taget en række vigtige skridt i den retning.
Specialeplanlægningen vil give et nyt og fælles overblik over, hvad der
kendetegner en højt specialiseret indsats, og hvilke leverandører der har
kompetencerne til at levere dem. Samtidig lægger regeringen op til at indføre
en række tiltag til at styrke det faglige grundlag for den kommunale visitation,
herunder indførsel af nye visitationsretningslinjer, forløbsbeskrivelser og en
videreudvikling af Voksenudredningsmetoden (VUM), så de kommunale
sagsbehandlere hjælpes til at opdage, når en borger har sjældne eller
komplekse behov og matche borgeren med den rette højt specialiseret indsats
fra start.
Jeg håber, at de tiltag, som er taget fra centralt hold til at højne kvaliteten i
sagsbehandlingen, bl.a. retssikkerhedspakken i SSA-aftalen for 2022-2025, når
de er udrullet, også vil bidrage til at nedbringe den samlede
sagsbehandlingstid, f.eks. ved at klagesagsbehandlingen i Ankestyrelsen i en
række tilfælde bliver overflødig, når kommunerne i højere grad træffer den
korrekte afgørelse første gang, og borgeren derfor ikke klager.
Et andet forhold, som jeg – ligesom det rådgivende organ – også gerne vil
knytte et par bemærkninger til, er styring af ressourcer. For styring af
ressourcer er en vigtig del af at sikre en god og hurtig sagsbehandling på tværs
af hele sagsbehandlingsforløbet. Jeg er derfor også enig i det rådgivende
organs bemærkning om, at fokus på styring af ressourcer eventuelt vil kunne
give bedre mulighed for at sikre en mere borgernær og fleksibel
sagsbehandling, samt mulighed for at optimere sagsskridt og processer.
Samlet set finder jeg, at undersøgelsen indeholder en væsentlig viden i forhold
til den meget forskelligartede og komplekse sagsbehandling på området. Jeg
håber, at denne viden vil blive benyttet, så den kommer ud at arbejde til gavn
for alle – både borgerne, kommunerne og Ankestyrelsen, så det i sidste ende
kan føre til styrket retssikkerhed. Jeg har i den forbindelse bedt ministeriet om
at sætte undersøgelsen på dagsordenen ved det førstkommende
partnerskabsmøde med KL, så den viden, som undersøgelsen giver os, også
kan blive bragt ind til en drøftelse i det forum.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
-
-
Retssikkerhedsenhedens undersøgelse af sagsbehandlingstider
på voksenhandicapområdet
Det rådgivende organs bemærkninger til retssikkerhedsenhedens
undersøgelse af sagsbehandlingstider på voksenhandicapområdet
2