Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 225
Offentligt
2583151_0001.png
Forslag
til
Barnets lov
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
§ 1.
Formålet med denne lov er:
1) At tilbyde børn og unge og deres familier rådgivning og støtte for at forebygge sociale
problemer.
2) At tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer hos barnet eller den unge.
Stk. 2.
Hjælp og støtte efter denne lov bygger på forældres ansvar for deres børn.
Stk. 3.
Hjælp og støtte efter denne lov tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel
vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens behov, forhold og
forudsætninger.
§ 2.
Hjælp og støtte efter denne lov skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som
har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et
selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik
på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
Stk. 2.
Hjælp og støtte efter denne lov skal ydes med afsæt i barnets eller den unges perspektiv,
ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Hjælp og støtte skal, i
det omfang det er relevant for det enkelte barn eller den enkelte unge, tilrettelægges med henblik på
at:
1) Sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer,
blandt andet til at indgå i sociale relationer og netværk.
2) Fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel.
3) Understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse.
4) Forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
5) Sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til
voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige
netværk.
Stk. 3.
Hjælpen og støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan
forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Stk. 4.
Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien
og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal baggrunden herfor forklares og begrundes
over for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Endvidere skal baggrunden for,
formålet med og indholdet af hjælpen og støtten tydeliggøres over for barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren.
1
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0002.png
§ 3.
Afgørelser om hjælp og støtte efter denne lov træffes som udgangspunkt over for
forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge under 18 år, med
mindre andet fremgår af denne lov.
§ 4.
Enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, og som er omfattet af § 1, har ret til hjælp efter
denne lov.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser efter denne lov der kan
medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.
Stk. 3.
Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives
kommunalbestyrelsen mulighed for efter denne lov at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af
længere varighed i Danmark til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på
ansøgningstidspunktet ikke har ophold i Danmark. Det samme gælder herboende personers
behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig
tilknytning.
Kapitel 2
Barnets og den unges rettigheder og grundlæggende principper
Barnet og den unges rettigheder
§ 5.
Udsatte børn og unge og børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ret
til omsorg, beskyttelse og inddragelse for at opnå udvikling, sundhed og trivsel og har ret til at
udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Stk. 2.
Udsatte børn og unge og børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
ret til indflydelse på de forhold, som vedrører dem.
Stk. 3.
Barnet eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages ved
direkte kontakt og samtaler, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets
eller den unges forhold. Inddragelse og samtaler kan finde sted uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den
unges bedste taler herfor.
Stk. 4.
Stk. 3 kan i helt særlige tilfælde helt eller delvist fraviges, hvis barnets eller den unges alder
eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Barnets eller den unges perspektiver skal i disse
tilfælde tilvejebringes på anden vis.
§ 6.
Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, har på ethvert tidspunkt af sagens
behandling ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den unge
om retten efter 1. pkt.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den
unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at
2
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0003.png
tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at
bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges.
Stk. 3.
Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde,
hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Stk. 4.
En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens §
152 om tavshedspligt.
Principper i relation til barnet og den unge
§ 7.
De voksne omkring et barn eller ung har ansvaret for at sikre barnets og den unges bedste og
give den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har behov for ud fra en vurdering af de årsager,
der ligger bag støttebehovet.
§ 8.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehandlingen, således at barnet eller den unge
har mulighed for at medvirke aktivt i forløbet på lige fod med forældrene, jf. § 5, stk. 2 og 3.
Tilrettelæggelsen af barnets eller den unges medvirken skal ske med respekt for børns og unges
forskellighed, og skal blandt andet tage hensyn til det enkelte barns eller unges modenhed og
ressourcer, herunder evt. funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge arbejdet med det enkelte barn eller unge og familie
med færrest mulige fagprofessionelle voksne om barnet.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal i alle sager overveje, hvordan der kan ske en systematisk
inddragelse af barnets eller den unges familie og netværk.
Kommunalbestyrelsens tilsyn, afgørelser og forpligtelser
§ 9.
Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder alle børn og unge under 18
år samt kommende forældre i kommunen lever.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen fører sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt
som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for støtte til et barn eller
en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for støtte til et barn
umiddelbart efter fødslen.
§ 10.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter denne lov.
Stk. 2.
Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.
Stk. 3.
En afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes straks, efter den er truffet af
kommunalbestyrelsen, medmindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som
umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks, eller hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag,
som ikke skal iværksættes samtidig.
Stk. 4.
Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter §§ 33 og 82, skal afgørelsen
indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet
hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7
anvendelse ved kommunalbestyrelsens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af
3
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0004.png
den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
§ 11.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud
efter § 82 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. 1.
pkt. gælder ligeledes for kommunalbestyrelsens afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter §§ 87-88 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden,
som social- og ældreministeren har fastsat i medfør af § 87, stk. 4, og kommunalbestyrelsens
afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter § 90, stk. 1, nr. 7, jf. § 114 i lov om social service, før
udløbet af genanskaffelsesperioden.
Stk. 2.
Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i stk. 1 må i
de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først påbegyndes, når
varslingsperioden, jf. stk. 1, er udløbet.
§ 12.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov.
Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter 1. pkt. ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Stk. 2.
Tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være godkendt af
socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. stk. 1.
Stk. 3.
I tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere et barn eller en ung, og der ikke kan
findes et egnet godkendt tilbud, jf. stk. 2, kan et tilbud dog i op til 3 uger indgå i den kommunale
forsyning uden godkendelse. Socialtilsynet orienteres om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud
og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan
anvendes i yderligere 3 uger.
Regionsrådets pligter
§ 13.
Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere:
1) Særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne efter §§ 83 og 84.
2) Børne- og ungehjem for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 43
stk. 1, nr. 6.
3) Sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning
til sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 1 nr. 6, og stk. 3.
4) Tilbud om behandling af børn og unge med et stofmisbrug efter § 33.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ikke, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter § 180, stk. 1.
Stk. 3.
Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen medvirke til at
tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.
Stk. 4.
Regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1 og 3.
4
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0005.png
Stk. 6.
Regionsrådet kan drive børne- og ungehjem, jf. § 43, for børn og unge, som på grund af
sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er
aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i lov om social service.
Stk. 7.
Regionsrådet kan efter anmodning fra kommunalbestyrelsen varetage kommunale
driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har
særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.
Sammenhængende indsats, børnepolitik og beredskaber
§ 14.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem
kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med
behov for særlig støtte efter denne lov.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og
deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og
unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og
forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller med et andet behov for særlig støtte.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov for
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for
støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn og unge efter
anden lovgivning.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kommunens hjemmeside er en synlig og let
tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet børn og unge.
§ 15.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at
sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for
børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
Stk.2.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og
behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages
af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet
løbende efter behov, dog med maksimalt 4 års interval.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og
håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og
deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og
offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog maksimalt
med 4 års interval.
Brugerinddragelse og inddragelse af civilsamfundet
5
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0006.png
§ 16.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn, unge og familier, der bruger tilbud efter denne
lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.
Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende
tilrettelæggelse af indsatsen efter denne lov. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og
omfanget af rådenes opgaver.
§
17.
Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på
børne- og ungeområdet.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde på
børne- og ungeområdet.
Stk. 3.
Rammerne for samarbejdet, jf. stk. 1, fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.
Kapitel 3
Afdækning og børneudredning af barnets eller den unges behov
Screening
§ 18.
Hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung
trænger til hjælp og støtte efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er tale om:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov.
2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller
den unges støttebehov, jf. § 19.
3) En problemstilling, der kræver en udredning af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§ 20-22.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk. 1 lægge vægt på sagens forhold og
kompleksitet, herunder om det må antages, at støttebehovet er helt eller delvist begrundet i nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 3.
Viser vurderingen efter stk. 1, at der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller
negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden
barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.
Afdækning
§ 19.
Vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18, at der er behov for at
afdække et eller flere forhold med betydning for et barns eller en ungs støttebehov, skal
kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning.
Stk. 2.
Afdækningen efter stk. 1 gennemføres så vidt muligt i samarbejde med barnet eller den
unge og forældremyndighedsindehaver
Stk. 3.
I forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal
foretages en afdækning af et eller flere forhold med betydning for støttebehovet hos eventuelle
andre børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i
familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
6
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0007.png
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om afdækning efter stk.1-3 i
forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge og kortlægning af barnets
eller den unges funktionsevne i sager vedrørende hjælp til børn og unge, der på grund af betydeligt
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82.
Børneudredning
§ 20.
Kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børneudredning i følgende situationer:
1) Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag.
2) Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.
3) Når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service
med en forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for et
vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere iværksætte en børneudredning, når
kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
støttebehov.
§ 21.
I forbindelse med en børneudredning af et barn eller en ung skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der skal foretages en udredning af eventuelle andre børn og unge i familien.
Stk. 2.
Hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet på grund af utilstrækkelig omsorg for
eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat
for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børneudredning af eventuelle søskende i husstanden
under 15 år, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde undlade at iværksætte en børneudredning af en
eller flere søskende i sager omfattet af stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.
Stk. 4.
En børneudredning kan gennemføres som én samlet udredning for flere børn og unge i
familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Stk. 5.
I sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32,
46 eller 47, skal kommunalbestyrelsen under en børneudredning, jf. § 20 sikre kontinuitet og
stabilitet for barnet eller den unge ved, at væsentlige møder med barnet eller den unge som
udgangspunkt afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere.
§ 22.
En børneudredning skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække
udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netværket.
Stk. 2.
Udredningen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med den barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaver.
Stk. 3.
Hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade barnet eller den unge undersøge af
en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 4.
Iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.
Stk. 5.
Udredningen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at
iværksætte støtte, jf. §§ 32, 46 eller 47, og i givet fald hvilken. Hvis der er iværksat støtte
7
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0008.png
sideløbende med, at udredningen gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, og § 143, skal der
desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Udredningen skal
indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge stiller
sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe
vanskelighederne.
§ 23.
Når det må anses for nødvendigt for at vurdere, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade
på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en
børneudredning under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus, herunder psykiatrisk
afdeling. En sådan udredning skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og ungeudvalgets
afgørelse.
Stk. 2.
Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade
på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre
børneudredningen ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124.
Kommende forældre
§ 24.
Hvis kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte
efter denne lov til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er
tale om:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af de kommende forældres forhold.
2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de kommende forældre,
jf. § 25.
3) En problemstilling, der kræver en udredning af de kommende forældres forhold, jf. §§ 26-27.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk. 1 lægge vægt på sagens forhold og
kompleksitet, herunder en eventuel nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos et barn
umiddelbart efter fødslen eller hos de kommende forældre.
§ 25.
Vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 24, at der er behov for at
afdække et eller flere forhold hos de kommende forældre, skal kommunalbestyrelsen foretage den
nødvendige afdækning.
Stk. 2.
Afdækningen efter stk. 1 gennemføres så vidt muligt i samarbejde de kommende forældre.
Stk. 3.
I forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal
foretages en afdækning af et eller flere forhold med betydning for støttebehovet hos eventuelle børn
i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for de kommende forældre og
et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de kommende forældres
individuelle forhold.
8
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0009.png
§ 26.
Kommunalbestyrelsen skal iværksætte en udredning af de kommende forældre, når der er
grund til at antage, at der kan opstå behov for støtte efter denne lov til et barn umiddelbart efter
fødslen, og sagen er alvorlig eller kompleks.
Stk. 2.
I forbindelse med en udredning af de kommende forældres forhold skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en udredning af eventuelle børn i familien.
Udredningen kan gennemføres som én samlet udredning for de kommende forældre og et eller flere
børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de kommende forældres individuelle
forhold.
§ 27.
En udredning af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en
helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de kommende forældre,
familien og netværket.
Stk. 2.
Udredningen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de kommende forældre
Stk. 3.
Hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade den kommende mor undersøge af
en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 4.
Udredningen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at
iværksætte støtte, jf. §§ 32, stk. 5, eller 49, og i givet fald hvilken. Hvis der er iværksat støtte
sideløbende med, at udredningen gennemføres, jf. §§ 32, stk. 5, skal der desuden tages stilling til,
om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Udredningen skal indeholde oplysninger om,
hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes
omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Stk. 5.
Hvis en anbringelse uden for hjemmet overvejes, skal den person, der udarbejder den
begrundede stillingtagen, jf. stk. 4, som led i vurderingen inddrage en anden person i den
myndighed, der har ansvaret for børneudredningen.
Kapitel 4
Hjælp og støtte
Rådgivning
§ 28.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn og unge har mulighed for at få gratis
rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe barnet eller
den unge over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er det formålet med rådgivningen at
sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen
kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Stk. 2.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om barnet
eller den unge har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.
§ 29.
Kommunalbestyrelsen skal som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge for, at børn og
unge, forældre med børn og unge, andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommende
forældre, kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.
9
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0010.png
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver,
som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.
Stk. 2.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.
Tidligt forebyggende indsatser
§ 30.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme barnets eller den unges behov,
skal kommunalbestyrelsen tilbyde en eller flere af følgende tidligt forebyggende indsatser til barnet,
den unge eller familien:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens
vanskeligheder.
§ 31.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og
unge med adfærdsvanskeligheder samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med
andre kommuner.
Støttende indsatser til børn, unge og familier
§
32.
Når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs
særlige behov for støtte, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om en eller flere støttende
indsatser, jf. dog § 54 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
3) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
4) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
5) Familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge.
6) Familieanbringelse i form af et døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren, barnet
eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et børne- og ungehjem, jf. § 43, eller i et botilbud,
jf. § 107 i lov om social service.
7) Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie
eller i en netværksplejefamilie, i et børne- og ungehjem, jf. § 43.
8) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog §§
37-39.
Stk. 3.
Ved en afgørelse efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen vælge den eller de støttende
indsatser, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges særlige behov for støtte. Afgørelsen
skal angive formålet med indsatsen og den forventede varighed.
10
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0011.png
Stk. 4.
Støttende indsatser efter stk. 1 kan iværksættes på grundlag af en afdækning eller udredning
af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19-20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller sideløbende hermed.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal under en kommende mors graviditet med samtykke fra de
kommende forældre træffe afgørelse om indsatser efter stk. 1, nr. 2, 3, 5, 6 eller 8, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen.
Afgørelsen efter 1. pkt. træffes over for de kommende forældre. Stk. 4 finder anvendelse ved
afgørelsen.
Behandlingsgaranti for unge med stofmisbrug
§ 33.
Kommunalbestyrelsen skal senest 14 dage efter henvendelse fra en ung under 18 år eller
forældrene iværksætte social behandling af den unges stofmisbrug, når den unge har alvorlige
sociale og adfærdsmæssige problemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at den unge ikke
kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole.
Stk. 2.
Afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1 træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
§ 34.
Kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling af en ung med et
stofmisbrug, der får behandling efter § 33, i et tilbud efter § 32, stk. 1, eller § 43 med henblik på at
fastholde den unge i behandlingen.
Stk. 2.
Med gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne
købe varer i en forretning.
Stk. 3.
Gavekort efter stk. 1 kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser
eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter
stk. 1.
Økonomisk støtte
§ 35.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme barnets eller den unges behov
for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren til dækning af følgende udgifter:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. § 30, stk. 1, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Stk. 2.
Støtte efter stk. 1, nr. 1, er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren ikke selv har
tilstrækkelige midler til dækning af udgifterne.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde
økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af støtte efter 1. pkt.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
11
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0012.png
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren til dækning af følgende udgifter, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte:
1) Udgifter i forbindelse med støttende indsatser efter § 32, stk. 1, eller foranstaltninger efter § 13
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46-47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet.
3) Udgifter, der erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats efter § 32, stk. 1, § 46,
eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
4) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse
kan fremskyndes.
5) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets
anbringelse uden for hjemmet.
Stk. 5.
Støtte efter stk. 4, nr. 1-3, kan kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har
tilstrækkelige midler til at dække udgifterne.
§ 36.
Kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune kan yde støtte til dækning af udgifter til
forældres transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.
Støttende indsatser uden samtykke
§ 37.
Hvis det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs
særlige behov for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3 og 5,
for så vidt angår behandling af barnet eller den unge, uanset at forældremyndighedsindehaveren
ikke samtykker, når formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås uanset det manglende
samtykke.
Forældrepålæg
§ 38.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaveren
et forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at
bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.
Stk. 2.
Meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et eller flere
af følgende forhold:
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.
4) Forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer.
12
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0013.png
Stk. 3.
Et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for
forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller
den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at
forældremyndighedsindehaveren skal:
1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i
skole.
2) Deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang.
3) Sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den
unge til det pågældende sted.
4) Sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.
5) Deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram.
6) Deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 4.
Hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5 og 8,
uanset at forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, når det vurderes, at formålet med
indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet.
Stk. 5.
Afgørelse om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders
varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af
pålægget er en betingelse for at modtage børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse,
og for, at det pågældende barn eller den pågældende unge medregnes ved beregningen af
boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.
Stk. 7.
Hvis kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke efterlever et
forældrepålæg efter stk. 1, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige
omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for
ét kvartal.
Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer, at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller at
forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.
Børne- og ungepålæg
§ 39.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-
17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ
adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når
det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets
eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
Stk. 2.
Meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et af
følgende forhold:
13
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0014.png
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.
4) Barnet eller den unge nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af
barnets eller den unges problemer.
Stk. 3.
Et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den
unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer,
og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal:
1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5, og 8.
2) Være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.
3) Bidrage til at genoprette forrettet skade.
4) Deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Stk. 4.
Hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5
eller 8, uanset at forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, når det vurderes, at formålet med
indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Stk. 5.
§ 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1 overveje, om
der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.
Stk. 7.
Overholder barnet eller den unge ikke et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen,
når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse
af beføjelser efter § 139.
Stk. 8.
Social- og ældreministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere
regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og
ungepålæg.
Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke
§ 40.
Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller
behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for
betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om at
gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.
Psykologbehandling uden samtykke i civilsamfundsorganisationer
§ 41.
Børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til at opsøge og modtage psykologbehandling i regi
af civilsamfundsorganisationer uden forældremyndighedsindehavers samtykke.
Stk. 2.
Det er en forudsætning for behandling uden samtykke efter stk.1, at behandlingen ydes af
en autoriseret psykolog.
14
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0015.png
Privat familiepleje m.v.
§ 42.
Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en
sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Stk. 2.
Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages,
at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre
forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.
Stk. 3.
Det påhviler forældremyndighedsindehaveren at sikre sig, at den private familiepleje har
fornøden plejetilladelse.
Stk. 4.
Børne- og ungeudvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter
begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må
flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den
unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.
Stk. 5.
Reglerne i stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har
forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.
Stk. 6.
Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden
offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i den stedlige
kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i hjemmet.
Kapitel 5
Anbringelse
Anbringelsessteder for børn og unge
§ 43.
Børn og unge kan anbringes på følgende anbringelsessteder:
1) Almene plejefamilier.
2) Forstærkede plejefamilier.
3) Specialiserede plejefamilier.
4) Netværksplejefamilier.
5) Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem.
6) Børne- og ungehjem, jf. stk. 3.
7) Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Stk. 2.
Det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om støtteophold til eller anbringelse af
børn og unge efter § 32, stk. 1, nr. 7, § 46, stk. 1, § 47, stk. 1, eller efter § 19, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter
§ 58, stk. 1, § 65, stk. 1, eller § 66, stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Stk. 3.
Børne- og ungehjem kan oprettes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede
døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted for børn og unge.
15
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0016.png
Stk. 4.Børne
og ungehjem efter stk. 3 kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 12, eller af
regioner, jf. § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 13, stk. 6, eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
§ 44.
Formålet med indsatsen på anbringelsessteder efter § 43, stk. 1, nr. 1-4 og 6, er at varetage
omsorg og sikre trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge. Anbringelsessteder efter § 43,
stk. 1, nr. 1-4 og 6, skal så vidt muligt arbejde målrettet med at understøtte uddannelse,
beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
§ 45.
Barnet, den unge eller de kommende forældre modtager omsorg, personlig støtte,
socialpædagogisk rådgivning og behandling under:
1) En familieanbringelse efter § 32, stk. 1, nr. 6.
2) Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7.
2) Et døgnophold efter §§ 46, 47 og 114, stk. 1, nr. 1, og 3 eller 120, stk. 1.
3) Et døgnophold efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Stk. 2.
Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes
terapi eller anden behandling.
Stk. 3.
Et støtteophold, jf. § 32, stk. 1, nr. 7, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse
efter stk. 1.
Anbringelse uden for hjemmet med samtykke
§ 46.
Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et
anbringelsessted, jf. § 43, stk. 1, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede
varighed.
Stk. 2.
Samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte
formålet med anbringelsen.
Stk. 3.
Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1 efter gennemførelse af en børneudredning, jf. §
20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der kan
dog, hvis særlige forhold taler for det, træffes afgørelse om foreløbig eller akut anbringelse efter stk.
1 sideløbende med gennemførelse af en børneudredning, jf. § 20.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse
efter stk. 1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det endnu ufødte barns behov for
støtte.
Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
16
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0017.png
§ 47.
Børne- og ungeudvalget kan uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet,
når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig
skade på grund af:
1) Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge.
2) Overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.
3) Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller
den unge.
4) Andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den unge.
Stk. 2.
Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at
problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet efter
gennemførelse af en børneudredning, jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen efter stk. 1 skal angive formålet med anbringelsen
og den forventede varighed.
Stk. 3.
Børne- og ungeudvalget kan beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for
hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til
anbringelse efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.
Stk. 4.
Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år,
uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og at
forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker.
Det er et krav, at anbringelsen må anses at være af væsentlig betydning for den unges særlige
behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Stk. 5.
Børne- og ungeudvalget kan ikke træffe afgørelse efter stk. 1-4 i sager om børn og unge,
der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
§ 48.
Et barn eller en ung har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive anbragt uden for
hjemmet.
Stk. 2.
Anmoder et barn eller ung om at blive anbragt uden for hjemmet efter stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes
en børneudredning, jf. § 20, og herunder vurdere om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.
§ 49.
Børne- og ungeudvalget kan uden samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse
efter § 47, stk. 1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for
hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide
alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af manglende evner eller ressourcer til at tilbyde
tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.
Stk. 2.
Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at
problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i hjemmet.
Stk. 3.
Afgørelser efter stk. 1 kan tidligst træffes 3 måneder før kvindens terminsdato.
17
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0018.png
§ 50.
Hvis barnet eller den unge fortsat skal være anbragt uden for hjemmet udover 1 år fra, at
børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet afgørelse
herom, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Har barnet eller den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den
aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter stk. 1 i stedet 2 år.
Stk. 3.
Er sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes
fristen fra den endelige afgørelse eller dom.
Stk. 4.
Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om hvorvidt
anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 eller 2 år senere.
Stk. 5.
Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
undtagelsesvis fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med
overvejende sandsynlighed må antages også at gælde ud over fristen og at hensynet til barnet eller
den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For endnu ufødte børn og børn under 1
år, kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til 3 år.
Stk. 6.
Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter §
151, stk. 3.
Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en
anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 overveje, om hensynet til barnets bedste taler for, at der
udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på
tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end 3 år, vil
kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.
§ 51.
Kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet efter
§§ 47 eller 49 skal omfatte:
1) Børneudredningen, jf. §§ 20 eller 26, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49
er opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 22, stk. 5,
2) En vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til at varetage omsorgen for det
kommende barn, barnet eller den unge og at tage hånd om barnets eller den unges særlige
behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning.
3) Barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, samt en beskrivelse af den støtte og de
initiativer, som er påtænkt for det kommende barn, barnet eller den unge og dennes familie
under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter.
4) Barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
Stk. 2.
Er der udarbejdet en plan til forældrene efter § 77, stk. 1, eller en begrundelse efter § 77,
stk. 3, skal denne vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget.
Stk. 3.
Hvis indstillingen efter stk. 1 er begrundet helt eller delvist i omsorgssvigt, vold eller
overgreb, og forvaltningen ikke påtænker at indstille til børne- og ungeudvalget, at barnets eller den
unges søskende i husstanden under 15 år anbringes uden for hjemmet, skal indstillingen indeholde
en begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde en beskrivelse af, hvilken støtte, som
igangsættes for barnets søskende og familien.
18
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0019.png
Stk. 4.
Såfremt børne- og ungeudvalget finder, at begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere
søskende giver anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og
støtte, skal børne- og ungeudvalget underrette Ankestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens opgaver i forbindelse med anbringelsen
§ 52.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i
overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller forbedringsforløbet, jf. §§
13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2.
Ved valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen vælge det anbringelsessted, som
bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen skal
lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest
hensigtsmæssig. Kommunalbestyrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller den
unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller
den unges behov taler imod.
Stk. 3.
Hvis barnet eller den unge har søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal
kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets
eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.
Stk. 4.
Samtidig med valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen tage stilling til barnets
eller den unges skolegang.
Stk. 5.
Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, der har truffet
afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen underrette den
kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende, om anbringelsen forud for anbringelsen.
Støtteperson og venskabsfamilie
§ 53.
Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden en anbringelse hjælpe barnet eller den unge
med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være
dennes støtteperson under anbringelsen.
Stk. 2.
Er det ikke muligt forud for anbringelsen at finde en person efter stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe barnet eller den unge
med at finde en person uden for barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til
at være dennes støtteperson under anbringelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter behov dække støttepersonens udgifter til telefon, transport
og lignende.
§ 54.
Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden en anbringelse på et børne- eller ungehjem
jf. § 43, stk. 1, nr. 5-7, hjælpe barnet eller den unge med at finde en familie i barnets eller den unges
familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie under anbringelsen.
19
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0020.png
Stk. 2.
Er det ikke muligt forud for anbringelsen, at finde en familie efter stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe barnet eller den unge
med at finde en familie uden for barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til
at være dennes venskabsfamilie under anbringelsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan efter behov dække venskabsfamiliens udgifter til telefon,
transport og lignende.
Anbringelse i en plejefamilie
§ 55.
Ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommunalbestyrelsen vælge
den plejefamilietype efter §§ 57 og 58 og den konkrete plejefamilie, der imødekommer barnets eller
den unges behov for støtte, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge.
§ 56.
Når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie, jf. § 43, stk.
1, nr. 1-4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende
gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne
supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med opgavens omfang.
Stk. 2.
Støtten til plejefamilien efter stk. 1, skal være intensiv i det første år, plejefamilien har
barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt være påbegyndt
inden for anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler
imod. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for 1 år fra
anbringelsestidspunktet.
Stk. 3.
Støtten til plejefamilien efter stk. 1, skal ydes af en anden person end den, der aftaler
honorering og andre vilkår med plejefamilien.
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision, rådgivning,
vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede
plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en
anbringelse, plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af
kursus.
Almene, forstærkede og specialiserede plejefamilier
§ 57.
Et barn eller en ung kan anbringes i en netværksplejefamilie, jf. § 58 eller i af følgende
plejefamilietyper:
1) Almene plejefamilier: Familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og
trivsel for børn og unge med lette til moderate støttebehov.
2) Forstærkede plejefamilier: Familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling
og trivsel for børn og unge med moderate til svære støttebehov.
3) Specialiserede plejefamilier: Familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre
udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.
20
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0021.png
Netværksplejefamilier
§ 58.
En netværksplejefamilie skal være godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn
eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe
barnet eller den unge.
Stk. 2.
Den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien, skal i forbindelse med
godkendelsen tilbyde plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.
Stk. 3.
Afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt
ung kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
En familie, der har haft et barn midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven, kan
godkendes som netværksplejefamilie for barnet, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse om
adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Stk. 5.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og grundkursus
til netværksplejefamilier.
§ 59.
Den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien efter § 58, stk. 1, skal ud
over godtgørelse for kost og logi, jf. § 197, dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære
omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt
kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier
kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste.
Stk. 2.
Netværksplejefamilien kan frabede sig kompensation efter stk. 1.
Stk. 3.
Afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt
arbejdsfortjeneste kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område.
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af
netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og beregning og
regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.
§ 60.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i
overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om faglig støtte til
netværksplejefamilier.
Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
§ 61.
Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år
skal anbringes, jf. §§ 46 og 47, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på
en døgninstitution, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse
yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge fysisk. Der skal
21
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0022.png
endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på
grund af:
1) Kriminel adfærd hos barnet eller den unge.
2) Misbrugsproblemer hos barnet eller den unge.
3) Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene
under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner. Social- og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at børne- og
ungeudvalget i særlige situationer kan træffe afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end 12
år, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution.
Anbringelse på sikrede døgninstitutioner
§ 62.
Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år
skal anbringes, jf. §§ 46 og 47, på en sikret døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er
opfyldt:
1) Det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og
risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige
forholdsregler.
2) Det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for
den videre socialpædagogiske behandling.
3) Det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut
påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller
døgninstitution.
Stk. 2.
Et barn eller en ung mellem 12 og 17 år kan endvidere anbringes på en sikret
døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje.
2) Opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i
nr. 1, 2 eller 3 samtidig er opfyldt.
3) Opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven.
4) Barnet eller den unge under 15 år er omfattet af udlændingelovens §§ 36 eller 37 eller
hjemrejselovens § 16 for udlændinge uden lovligt ophold.
5) Afgørelsen er truffet efter udlændingelovens § 62 l.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på et
børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan
lederen af den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag
der ligger til grund for anbringelsen, træffe midlertidig beslutning om overførsel af barnet eller den
unge til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan iværksættes straks. Beslutningen herom skal
straks forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1, i den kommune, der har truffet
afgørelse om anbringelse.
22
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0023.png
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af sikrede
døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer
og vilkår for den konkrete anbringelse, og at børne- og ungeudvalget i særlige situationer kan træffe
afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end 12 år, på en sikret døgninstitution.
Anbringelse på særligt sikrede afdelinger
§ 63.
Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år
skal anbringes, jf. §§ 46 eller 47, på en særligt sikret afdeling, hvis følgende betingelser er opfyldte:
1) Der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1.
2) Anbringelse på en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet barnet eller den
unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller
fortsat ophold på en sikret døgninstitution uforsvarligt.
3) Der, hvis barnet eller den unge har en psykisk afvigende adfærd, foreligger en skriftlig
lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på psykisk
sygdom.
Stk. 2.
Er betingelserne i stk. 1 eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgninstitution eller
dennes stedfortræder, uafhængigt af om der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret
afdeling, træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen
herom skal straks forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1, i den kommune, der
har truffet afgørelse om anbringelse.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdene på og anvendelsen
af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere
rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om orientering af
forældremyndighedsindehaveren.
§ 64.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner og særligt
sikrede afdelinger tilbydes screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for
psykiatrisk udredning. Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den
unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om screeningens omfang, herunder
hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Egne værelser m.v.
§ 65.
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv
råder over sin egen bolig, jf. § 43, stk. 1, nr. 5, skal være godkendt som konkret egnede til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den
unge.
Stk. 2.
Afgørelse om godkendelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
23
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0024.png
Stk. 3.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med
egne værelser, kollegier og kollegielignende børne- og ungehjem.
Pladser på efterskoler m.v.
§ 66.
En efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der har 8 pladser eller
derunder til anbringelse af børn eller unge efter §§ 46 eller 47, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, skal være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe
barnet eller den unge.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med
konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Kapitel 6
Videreførte og permanente anbringelser og adoption
Permanente anbringelser
§ 67.
Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 46, stk.
1, eller § 47, stk. 1, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt
uden for hjemmet i mindst 3 år, jf. dog § 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en
permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til
anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for
barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det er ikke et krav, at betingelserne
i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt.
Stk. 2.
Når der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, skal børne- og
ungeudvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 3.
For et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om en permanent
anbringelse efter stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen.
Stk. 4.
Til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder:
1) En revideret børneudredning af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 eller § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) En revideret barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. §§ 108-109, eller et revideret
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
3) En psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet
foretaget af en autoriseret psykolog.
4) Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse. jf. § 5 stk. 3.
§ 68.
Et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at
blive permanent anbragt uden for hjemmet efter § 67, stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en
24
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0025.png
anmodning efter 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den
unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Stk. 2.
Har kommunalbestyrelsen som følge af en anmodning efter stk. 1 udarbejdet en indstilling
om permanent anbringelse jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 67,
stk. 1, selvom barnet eller den unge har været anbragt i mindre end 3 år.
Myndighedernes opgaver i forbindelse med adoption
§ 69.
Kommunalbestyrelsen skal i følgende situationer overveje, om hensynet til kontinuitet og
stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en
ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække:
1) Ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet efter §§ 47 og 49.
2) Ved indstilling til børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
3) Når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2.
Når en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller er blevet bortadopteret på grund
af manglende forældreevne, venter endnu et barn, skal kommunalbestyrelsen overveje, om hensynet
til kontinuitet og stabilitet i det kommende barns opvækst taler for, at dette barn gennem adoption
får en ny familie.
§ 70.
Vurderer kommunalbestyrelsen, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet
eller den unge, at barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke til adoptionen efter § 7 i
adoptionsloven, og at adoptionen vil kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, skal
kommunalbestyrelsen indstille til børne- og ungeudvalget, at barnet eller den unge adopteres.
Stk. 2.
En indstilling efter stk. 1 skal navnlig indeholde følgende:
1) Børneudredningen, jf. § 20, eller den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
2) Barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108 eller forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet.
3) En redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven er opfyldt.
4) Oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i
adoptionsloven.
5) En redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive barnet
eller den unge.
Stk. 3.
En indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven skal endvidere
indeholde en redegørelse for, at betingelserne i § 47, stk. 1 og 2, for anbringelse af barnet eller den
unge uden for hjemmet er opfyldt.
§ 71.
Kommunalbestyrelsen kan til brug for overvejelser om adoption efter § 69 og udarbejdelse
af en indstilling efter § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven
25
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0026.png
anmode den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om vejledende rådgivning, jf. §
167.
Stk. 2.
Til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter § 70 om adoption uden samtykke efter § 9,
stk. 3, i adoptionsloven skal kommunalbestyrelsen søge vejledende rådgivning fra den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation, jf. § 167.
Stk. 3.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal pålægge en
kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen
hverken har fået hjælp fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation til behandling af
en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra
den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. Beslutning om pålæg efter 1. pkt. kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 72.
Børne- og ungeudvalget kan på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, jf. § 70,
stk. 1, på et møde indstille til Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller
den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Stk. 2.
Børne- og ungeudvalget skal inden afgivelse af indstilling efter stk. 1 give barnet eller den
unge, barnets eller den unges forældre, forældremyndighedsindehaverne, barnets eller den unges
eventuelle plejeforældre og disse parters eventuelle advokater og bisiddere lejlighed til at udtale sig.
Plejeforældre anses alene som parter i sagen, hvis de søger om adoption af barnet.
Stk. 3.
En indstilling efter stk. 1 kan kun vedtages, hvis mindst 4 af udvalgets 5 medlemmer
stemmer for indstillingen. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles
sagens parter, jf. stk. 2, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i
indstillingen, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde
oplysning om dommerens opfattelse. Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse
herom til sagens parter, jf. stk. 2, og kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den
skal indeholde oplysning om dommerens opfattelse.
§ 73.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af indstillinger
efter §§ 70 og 72.
Faglig støtte ved adoption
§ 74.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til plejefamilier, som ønsker at adoptere et
barn eller en ung, som er anbragt i familien. Den faglige støtte skal målrettes situationen før
adoptionen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret
et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Kapitel 7
Hjælp til barnets forældre
Støtteperson
26
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0027.png
§ 75.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at tilbyde forældremyndighedsindehaveren
en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46
eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Hjælp til barnets forældre
§ 76.
Under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47 eller § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til
forældrene efter § 75, § 32, stk. 1, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke
til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at hjælpe forældrene i
at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med
barnet eller den unge under anbringelsen.
Forældrehandleplan
§ 77.
Når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen
fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.
Stk. 2.
I forbindelse med en indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 af et barn eller en
ung, der har søskende under 18 år i husstanden, og hvor anbringelsen er begrundet i omsorgssvigt
eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen fastsætte en plan
efter stk. 1, uanset om forældrene har afvist at modtage støtten efter §§ 75 eller 76.
Stk. 3.
Uanset at betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor
det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en plan efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal
begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.
§ 78.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om den særskilte plan for støtten til forældrene,
jf. § 77 kan fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en helhedsorienteret plan for en eller begge
forældre, jf. § 110, når der er tale om forældre med komplekse og sammensatte problemer, hvor der
kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne for forældrene, og hvor der er et
koordinationsbehov forbundet hermed. Forældrene skal give samtykke til, at den særskilte plan
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Revision af forældrehandleplan
§ 79.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere en udarbejdet plan for støtten til forældrene
efter §§ 77 eller 78 når der er behov for det, jf. dog stk. 2 og stk. 3.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold
uden for hjemmet tilbyde en revision af planen.
Stk. 3.
Har kommunalbestyrelsen foretaget en revision efter stk. 1 eller stk. 2, skal
kommunalbestyrelsen herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der
er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.
27
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0028.png
Kapitel 8
Hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser
og deres familier
§ 80.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og støtte efter dette kapitel til børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig
lidelse og deres familier.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte efter dette kapitel tilrettelægges med
afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud fra en konkret og
individuel vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den enkelte families ressourcer og
behov. Hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den unges
udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige
tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien, jf. kapitel 1 og 2.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter dette
kapitel tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter denne lov, lov om
social service, jf. § 90, stk. 1, eller anden relevant lovgivning.
Rådgivning, vejledning, undersøgelse og behandling
§ 81.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Stk. 2
.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder
samt instruktion i brugen heraf, jf. § 90, stk. 1, nr. 4 og 5.
Stk. 3
.
Rådgivningen efter stk. 1 og 2 kan
gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte
har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning jf. § 80, stk. 3.
Stk. 4
.
Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vejledningen skal
tilbydes, inden for 3 måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at
funktionsnedsættelsen er konstateret.
Stk. 5
.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om familievejlederordningen, jf.
stk. 4.
Særlige dag- og klubtilbud
§ 82.
Kommunalbestyrelsen skal til børn og unge der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, træffe afgørelse om hjælp, der
kan tilrettelægges:
1) I særlige dagtilbud, jf. § 83.
28
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0029.png
2) I særlige klubtilbud, jf. § 84.
3) Helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. § 85.
4) I forbindelse med andre tilbud efter denne lov eller efter dagtilbudsloven.
§ 83.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige
dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i almindelige
dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om forældrebestyrelser i særlige
dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i særlige dagtilbud.
§ 84.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige
klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem
deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af tilskud og
egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.
Hjemmetræning
§ 85.
Kommunalbestyrelsen godkender efter anmodning
fra forældremyndighedsindehaveren, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i
hjemmet, jf. § 82, stk. 1, nr. 3, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Hjemmetræningen vurderes at ville være til barnets eller den unges bedste og imødekommer
barnets eller den unges behov.
2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne.
3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.
Stk. 2.
Sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på
anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, kan ikke godkendes som en del af
hjemmetræningen.
Stk. 3.
Godkendelse efter stk. 1 skal ske på baggrund af en børneudredning, jf. §§ 20 og 22. Hvis
træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal
kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med
inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med hjemmetræningen over for barnet eller den
unge, herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov.
Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang,
skal kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med træningsmetoden sker med inddragelse af relevante
sundhedsfaglige kompetencer.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og
88 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, jf. stk. 1. Der kan ikke ydes hjælp til dækning
29
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0030.png
af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter kapitel 8 i lov om friskoler
og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning
efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen
betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, foretage
en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges
alder og funktionsevne.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når
forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet, jf. stk. 1. Kommunalbestyrelsens udgifter til
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke
overstige 666.689 kr. årligt (2022-niveau).
Stk. 7.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om hjemmetræning, herunder
regler om dokumenterbare metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige
kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af
sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer
for udbetaling af støtte hertil.
Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter
§ 86.
Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i
hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at
merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller
langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.
Stk. 2.
Udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte
barn eller den enkelte unge, f.eks. merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.
Stk. 3.
Dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør
mindst 5.207 kr. pr. år (2022-niveau). Ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned
og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Stk. 4.
Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til
pasning m.v. følges.
Stk. 5.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes
hjælp til efter stk. 1 og betingelserne herfor.
Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
§ 87.
Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i
hjemmet forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at
det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller
langvarige lidelse, at barnet eller den unge passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at
det er moderen eller faderen, der passer barnet eller den unge.
30
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0031.png
Stk. 2.
Kravet i stk. 1 om, at barnet eller den unge skal være forsørget i hjemmet, gælder dog ikke
børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47, i forbindelse med barnets eller
den unges hospitalsbesøg. Det er en betingelse, at moderens eller faderens tilstedeværelse på
hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og at
tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.
Stk. 3.
Ydelsen efter stk. 1 fastsættes på baggrund af forælderens tidligere bruttoindtægt dog højst
med et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-niveau). Maksimumbeløbet reduceres i forhold til
den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Bidrag til
pensionsordning udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højst et beløb svarende til det hidtidige
arbejdsgiverbidrag. Kommunen indbetaler efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af
ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Stk. 4.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og regulering af tabt
arbejdsfortjeneste efter stk. 3, herunder om beregning og indbetaling af bidrag til pensionsordning,
og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om betaling af ATP-bidrag.
§ 88.
I tilfælde af ledighed skal kommunalbestyrelsen give en særlig supplerende ydelse til
personer, der modtager hjælp efter § 87, i op til 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor
ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen:
1) Er arbejdsløshedsforsikret.
2) Ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
3) Ikke er selvforskyldt ledig.
4) Ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde.
5) Ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal give den særlige supplerende ydelse uden hensyn til
modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.
Stk. 3.
Den særlige supplerende ydelse udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, jf. § 50,
stk. 1, i lov om sygedagpenge. Ydelsen kan dog højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af
personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.
Stk. 4.
Den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt
modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af
ansættelsen.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter
lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og
kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Stk. 6.
Social- og ældreministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en
bekendtgørelse fastsætte regler om bidragsbetaling.
Ledsagelse
§ 89.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge
mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller
31
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0032.png
psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som har et
døgn- eller støtteophold efter §§ 32, stk. 1, nr. 6 og 7, eller §§ 46 og 47.
Stk. 2.
Et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagelse, har ret til selv at udpege en person til
at udføre opgaven. Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den udpegede person.
Stk. 3.
Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til barnet
eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.
Stk. 4.
Barnet eller den unge kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.
Stk. 5.
Barnets eller den unges udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med
tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 948 kr. årligt (2022-niveau).
Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra barnet eller den unge.
Stk. 6.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser for
ledsageordningen.
Hjælp og støtte efter lov om social service
§ 90.
Følgende bestemmelser i lov om social service finder tilsvarende anvendelse for børn, unge
eller familier omfattet af denne lov, som har behov herfor:
1) § 83 (personlig og praktisk hjælp).
2) § 84, stk. 1 (afløsning og aflastning).
3) § 86, stk. 2 (vedligeholdelsestræning).
4) § 112 (hjælpemidler).
5) § 113 (forbrugsgoder).
6) §113 b (midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder).
7) § 114 (bilstøtte).
8) § 116 (boligindretning).
9) § 117 (individuel befordring).
10) § 118 (pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom).
11) §§ 119-122 (pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem).
Kapitel 9
Barnets plan
§ 91.
Kommunalbestyrelsen skal, når der træffes afgørelse om indsatser efter § 32, stk. 1, tage
stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan, jf. dog § 108. Planen skal i givet fald foreligge
senest 3 måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsats.
Stk. 2.
Når der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og 47, skal
kommunalbestyrelsen udarbejde en barnets plan. Planen skal foreligge senest 3 måneder efter, at
der er truffet afgørelse om anbringelse. Hvis anbringelsen sker uden samtykke, jf. § 47, skal planen
dog foreligge, når der træffes afgørelse om anbringelse, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
Stk. 3.
Der kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere børn i familien. Den samlede barnets
plan skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.
32
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0033.png
§ 92.
Barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, jf. § 32, stk. 3, § 46. stk.
1 eller § 47, stk. 2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. De konkrete mål skal afspejle det
enkelte barns ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og
forældrene i formuleringen af målene.
Stk. 2.
Barnets plan skal tage udgangspunkt i den valgte indsats. Hvis der er foretaget en
afdækning eller børneudredning af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19 eller 20, skal barnets
plan desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Stk. 3.
I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og 47, skal barnets plan angive, hvilke
former for støtte der skal iværksættes for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er
anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
§ 93.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. § 92, der vedrører
forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. § 110.
§ 94.
Når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visiteres til et
behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en barnets plan
efter § 91 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele af barnets plan eller den
helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
Kapitel 10
Løbende opfølgning
§ 95.
Kommunalbestyrelsen skal løbende følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling
eller de kommende forældres forhold, når der er iværksat en indsats efter §§ 32, 46, 47, 114-116 og
120.
Stk. 2.
Opfølgningen efter stk. 1 skal første gang finde sted på det tidligste af følgende tidspunkter:
1) Når afdækningen eller udredningen af barnets behov efter §§ 19 eller 20 er afsluttet.
2) 3 måneder efter iværksættelse af indsatsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med den første opfølgning træffe beslutning om
den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunalbestyrelsens beslutning skal afspejle
forholdene i den konkrete sag, og barnets eller den unges ønsker og behov skal inddrages.
Kommunalbestyrelsen skal begrunde sin beslutning over for barnet eller den unge og forældrene.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med den løbende opfølgning vurdere, om
indsatsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere afdækning eller udredning af barnets
eller den unges behov, jf. §§ 19 eller 20. Kommunalbestyrelsen skal desuden løbende tage stilling
til tilrettelæggelsen af opfølgningen og vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere
barnets plan, jf. § 91 eller ungeplan, jf. § 108, eller revidere relevante dele af en helhedsorienteret
plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
33
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0034.png
Stk. 5.
Vurderingen, jf. stk. 4, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil
beskrevne, jf. §§ 92, 109 eller 110, eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
er relevante. I givet fald skal disse forhold indgå i en revideret barnets plan, ungeplan, relevante
dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.
Stk. 6.
Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan skal ske med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene og så vidt
muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
§ 96.
Er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47 skal den løbende
opfølgning efter § 95 ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. §
156, stk. 2 og 5, og skal ske efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2.
Er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet, skal vurderingen af behovet for revision
af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan eller
forbedringsforløbet, jf. § 95, stk. 4-5, ske med udgangspunkt i resultatet af børneudredningen, jf. §
20, eller den ungefaglige udredning efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kommunalbestyrelsens opgaver under anbringelsen
§ 97.
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune ansvaret for den daglige omsorg for barnet eller den unge.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til
formålet med anbringelsen, på baggrund af den løbende opfølgning, jf. §§ 95 og 96, og det
personrettede tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 156, træffe afgørelse om
ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under anbringelsen uden for hjemmet.
§ 98.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted efter § 97, stk. 2, kræver
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, jf. dog
stk. 4.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted.
Stk. 3.
Barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en
vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 97, stk. 2, om ændring af anbringelsessted for
et barn under 10 år.
Stk. 4.
Kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, træffes afgørelse om ændring af
anbringelsessted af børne- og ungeudvalget, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børne- og ungeudvalget under hensyn til formålet med
anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller
den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.
Stk. 5.
Til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. stk. 4,
skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der bl.a. skal indeholde:
1) Den seneste barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. § 108.
2) Barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 5, stk. 3.
34
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0035.png
3) En beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 8,
under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte.
4) En beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller
den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer.
5) En udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk. 2.
Kapitel 11
Ophør af indsatser og hjemgivelse
§ 99.
Indsatser efter §§ 32, 46 og 47 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere
opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 114, 115 og 120.
§ 100.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens
længde, jf. stk. 3, forud for hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet
efter §§ 46 eller 47. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en
hjemgivelsesperiode. I vurderingen af, om et barn eller en ung skal hjemgives, skal indgå, om
hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges bedste.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om hjemgivelse.
Stk. 3.
En hjemgivelsesperiode kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under hensyn til:
1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge.
2) Forberedelse af eventuel støttende indsats til barnet eller den unge eller forældrene efter
hjemgivelsen efter § 32.
3) Kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse
efter § 47 eller § 67 i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig
anbringelse efter § 46.
Stk. 4.
Hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter §§ 46, 47
eller 67.
Stk. 5.
Forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere barnets plan, jf. § 91,
ungeplanen, jf. § 108, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, og angive den
videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens §
74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.
§ 101.
Barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en
vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1, om hjemgivelse af et barn under 10
år.
§ 102.
I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller
en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til
spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage efter anmodningen fremsættes. Tilsvarende gælder,
såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.
35
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0036.png
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den
periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter
følgende bestemmelser:
1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.
2) § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet
eller den unge.
Stk. 4.
Når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren
eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 47
eller § 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens
længde, jf. stk. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at
der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børne- og
ungeudvalget, jf. §§ 47 eller 67.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser
om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.
Kapitel 12
Samvær og kontakt
§ 103.
Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder
søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under en anbringelse uden for
hjemmet. Barnet eller den unge har ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den
unges holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v.
Stk. 2.
Barnet eller den unge kan anmode om, at samværet alene kan finde sted med
tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge eller om at få suspenderet samværet med
forældre eller netværk i en periode.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og
forældrene og netværket holdes ved lige. Det skal ske under hensyntagen til barnets eller den unges
bedste og til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet
eller den unge mod overgreb.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bedste
understøtte, at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om
barnets eller den unges hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet.
Stk. 5.
Samvær og kontakt, der er aftalt eller fastsat efter forældreansvarsloven, opretholdes under
barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves
efter reglerne i §§ 104 og 105.
36
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0037.png
§ 104.
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge
og dennes familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til barnets
eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som følge af en eventuel
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges vægt på
barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at understøtte, at barnet eller den unge
også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af
samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.
Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den
enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse.
Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med
anbringelsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge
skal støttes ved, at der er en tredje person til stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2,
barnets eller den unges støtteperson.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning efter § 103, stk. 2, træffe afgørelse om at
suspendere samvær mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk i en afgrænset periode.
Stk. 5.
Der kan ikke efter stk. 2 og 4 træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun
må finde sted mindre end 1 gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af
forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.
§105.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan
børne- og ungeudvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om:
1) At samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
2) At afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem
forældrene eller netværket og barnet eller den unge.
3) At barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.
Stk. 2.
Ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær
med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børne- og ungeudvalget, medmindre
særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den
pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail- eller
telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for
kommunen.
§ 106.
Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret samvær.
§ 107.
§§ 104 og 105 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en børneudredning
efter § 20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som
37
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0038.png
kommunen er tilknyttet, jf. § 125, jf. § 23, stk. 1 og 2, eller § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Kapitel 13
Ungestøtte og overgang til voksenlivet
Ungeplanen
§ 108.
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan i følgende
tilfælde:
1) Når en ung, der har en barnets plan efter § 91 fylder 16 år.
2) Når en ung, der modtager støtte efter § 32, stk. 1, hvor kommunen har vurderet, at der ikke
skulle udarbejdes en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.
3) Når der iværksættes støtte efter §§ 114, 115 og 120 til en ung over 16 år, som ikke tidligere
har modtaget støtte efter § 32, stk. 1.
4) Når der iværksættes støtte efter §§ 114 og 115 og 120.
Stk. 2.
I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og 47, skal kommunalbestyrelsen
udarbejde en ungeplan, medmindre særlige forhold taler imod.
Stk. 3.
En ungeplan skal foreligge senest 3 måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen.
Stk. 4.
I sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke skal planen udarbejdes før, der
træffes afgørelse om indsats, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
§ 109.
Ungeplanen skal tage udgangspunkt i den unges ønsker og behov og skal tage hensyn til
forholdene i den konkrete sag. Ungeplanen skal indeholde konkrete mål for den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 32, stk. 3. De konkrete
mål skal afspejle den enkelte unges ønsker og behov, overgangen til voksenlivet, herunder med
hensyn til beskæftigelse og uddannelse, og kommunalbestyrelsen skal inddrage den unge og
forældrene i formuleringen af målene.
Stk. 2.
Planen skal så vidt muligt udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge.
Stk. 3.
Ungeplanen skal tage udgangspunkt i den valgte indsats og kan tage udgangspunkt i barnets
plan, jf. § 91, hvis der er udarbejdet en sådan. Hvis der er foretaget en afdækning eller udredning af
den unges behov, jf. §§ 19 eller 20, skal ungeplanen desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Stk. 4.
I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og 47, skal en ungeplan tillige angive,
hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes for familien i forbindelse med, at den
unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter den unges hjemgivelse.
Stk. 5.
Når en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud
for personer med et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en ungeplan efter § 108 eller en
helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele af ungeplanen eller den helhedsorienterede
plan udleveres til tilbuddet.
Helhedsorienteret plan
38
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0039.png
§ 110.
For unge mellem 16 og 23 år kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at ungeplanen, jf. § 108,
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. § 92, der vedrører
forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Stk. 3.
Den helhedsorienterede plan kan tilbydes forældre og unge med komplekse og
sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der
er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det er en forudsætning, at
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år, giver samtykke til, at ungeplanen
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Stk. 4.
Den helhedsorienterede plan vedrører de indsatser, der iværksættes efter denne lov, samt
øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning. Den helhedsorienterede plan skal opfylde kravene
til indholdet af en barnets plan, jf. § 92, eller en ungeplan, jf. § 109.
Ophør af en anbringelse og videreførelse af støtte
§ 111.
Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune skal senest 6 måneder forud for ophør
af en anbringelse ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om efterværnsindsatser til den unge efter §§
114-116 og 120.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse efter stk. 1, i samarbejde med den
unge have revideret ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, herunder have
taget stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse, beskæftigelse og øvrige
relevante forhold.
Stk. 3.
Hvis en ung frem til sit fyldte 18. år har været anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§
13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal kommunalbestyrelsen, inden der
træffes afgørelse efter stk. 1, udarbejde en ungeplan, jf. § 108.
§ 112.
Hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har
haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter opholdskommune, skal den hidtidige
opholdskommune, jf. § 111, stk. 2, forud for skiftet oversende den unges reviderede ungeplan eller
relevante dele af den helhedsorienterede plan til den nye opholdskommune, medmindre der er
truffet afgørelse om indsatser efter §§ 120.
Stk. 2.
Oversendelse af ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan skal ske
med samtykke fra den unge.
Stk. 3.
Den nye opholdskommune skal inden 30 dage fra modtagelsen af ungeplanen efter stk. 1
træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for indsatser efter §§ 114-115 eller 120, og i givet
fald træffe afgørelse om, hvilken indsats der skal iværksættes.
H
vis der iværksættes indsatser efter
§§ 114-115 eller 120, skal ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan opdateres,
jf. §§ 108 eller 110.
Ungestøtte til unge fra 18 til 22 år
39
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0040.png
§ 113.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser efter §§ 114 og 115 til unge i alderen fra 18 til
22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte,
og den unge har samtykket.
Stk. 2.
Indsatsen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have
fokus på at understøtte den unges uddannelse, beskæftigelse og øvrige relevante forhold, f.eks.
anskaffelse af selvstændig bolig.
§ 114.
For unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter reglerne i
kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte
18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om:
1) At døgnophold, jf. §§ 46-47, på et anbringelsessted, jf. § 43, opretholdes.
2) At udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 3.
3) At etablere en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted.
4) At tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en
selvstændig tilværelse for den unge.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 32,
stk. 1, nr. 3, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, opretholdes efter
det fyldte 18. år.
§ 115.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var
anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 47
eller § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, en udpeget fast kontaktperson
frem til det fyldte 23. år. Hvis den unges døgnophold opretholdes efter § 114, stk. 1, nr. 1, tilbydes
dog ikke en kontaktperson.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var
anbragt uden for hjemmet, jf. § 46, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, på eget
værelse, kollegium eller kollegielignende børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 1, nr. 5, og som ikke
tilbydes opretholdelse af døgnopholdet efter § 114, stk. 1, nr. 1, en kontaktperson frem til det fyldte
19. år.
§ 116.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at indsatser efter § 114 kan tildeles eller
genetableres indtil den unges fyldte 23. år i følgende situationer:
1) Den unge fortryder tidligere at have afvist indsatser, og behovet fortsat er til stede.
2) Den unges situation ændrer sig, så der opstår et behov for støtte.
3) Indsatsen er ophørt, jf. § 117, og behovet for støtte opstår igen.
§ 117.
Indsatser efter §§ 114-115 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under
hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.
§ 118.
Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været
anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det
40
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0041.png
tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes indsatser efter § 114, stk. 1, eller §
§ 120.
§ 119.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser efter § 120 til unge i alderen 18 til 22 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge har samtykket.
Stk. 2.
Støtten skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg
og forberedelse til den unges næste bolig.
§ 120.
For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der
umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5 eller efter
§ 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie efter § 43, stk. 1, nr. 1-4, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold, jf. §§ 46-47, opretholdes.
Stk. 2.
Såfremt den unges plejefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den unge,
kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie, som den unge har
en nær relation til og er tryg ved.
§ 121.
Opretholdelse af døgnophold efter § 119, stk. 1, skal ophøre, når det ikke længere opfylder
sit formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
Forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse
§ 122.
Kommunalbestyrelsen skal, når en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter denne lov,
fylder 16 år, påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet.
Stk. 2.
Stk. 1 finder også anvendelse for unge, hvis forældremyndighedsindehavere modtager
støtte efter denne lov alene med afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte fysiske eller
psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse.
§ 123.
Forberedelsen efter § 122 skal være tværgående og helhedsorienteret og skal foregå i dialog
med den unge og dennes forældre. Forberedelsen skal ikke være mere omfattende, end formålet i
det enkelte tilfælde tilsiger.
Stk. 2.
I forberedelsen efter stk. 1 og § 122 skal indgå overvejelser om følgende forhold
vedrørende den unge:
1) Behov for indsats og støtte som følge af funktionsnedsættelsen eller lidelsen.
2) Uddannelse.
3) Beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag.
4) Boligforhold.
5) Sociale forhold.
6) Øvrige relevante forhold.
41
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0042.png
Stk. 3.
Forberedelsen af overgangen efter stk. 1 skal være afsluttet, således at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om den fremtidige indsats og støtte, og således at denne
kan iværksættes, umiddelbart efter at den unge er fyldt 18 år.
Kapitel 14
Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for overgreb
§ 124.
Kommunalbestyrelserne i regionen skal oprette et børnehus i hver region til udredning af et
barns eller en ungs forhold, når barnet eller den unge har været udsat for overgreb, eller ved
mistanke herom.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om børnehusenes indretning, drift,
finansiering og opgaver m.v.
§ 125.
Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom, skal
kommunalbestyrelsen til brug for børneudredningen efter § 20 benytte det børnehus, som
kommunen er tilknyttet, jf. § 124.
§ 126.
Under behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, jf. § 125, kan personalet i
børnehuset, politiet og anklagemyndigheden og sundhedsmyndigheder, autoriserede
sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte
børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets eller den
unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af
hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling
Kapitel 15
Dømte unge og unge i risiko for at begå kriminalitet
Dømte unge
§ 127.
Kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt en sanktion efter
straffelovens § 74 a.
Stk. 2.
Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges rådgiver, sikre
sammenhængen i sanktionens faser og afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante
parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i barnets plan, jf. § 91,
ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorienterede plan, jf. § 110.
§ 128.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en barnets plan, jf. § 91, eller en ungeplan, jf. § 108,
for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Barnets plan eller ungeplanen skal
indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af
sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
42
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0043.png
§ 129.
For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal vurdering og revision af
barnets plan eller ungeplanen, jf. § 95, stk. 4-5, og § 96, stk. 2, og indsatsen særligt vedrøre,
hvordan det sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse.
Stk. 2.
Det skal senest i forbindelse med den første vurdering af planen konkretiseres, hvordan de
overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen.
Unge i risiko for at begå kriminalitet
§ 130.
Kommunalbestyrelsen skal, senest 7 dage efter den har modtaget dokumentation fra politiet
om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, indkalde den unge,
forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante
fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behov for iværksættelse af indsatser
for den unge.
Stk. 2.
Modtager kommunalbestyrelsen inden for 1 år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. stk.
1, dokumentation fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig
kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om
der er behov for at iværksætte eller ændre indsatsen for den unge.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen, jf. § 42, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter modtagelse
af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter stk. 1.
§ 131.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med løsladelse give unge under 18 år, der har
afsonet frihedsstraf eller været varetægtsfængslet eller anbragt i varetægtssurrogat, et tilbud om
udslusning.
Stk. 2.
Tilbuddet om udslusning skal så vidt muligt etableres inden løsladelsen og have en
varighed på mindst 6 måneder efter løsladelsen. Tilbuddet skal som minimum svare til en
kontaktpersonordning efter § 32, stk. 1, nr. 3.
Kapitel 16
Underretning
§ 132.
Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år eller kommende forældre flytter fra én
kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn eller de
kommende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov for
støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.
Stk. 2.
I forbindelse med en underretning efter stk. 1, skal fraflytningskommunen oversende
nødvendigt sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante vurderinger, som
fraflytningskommunen har foretaget i sagen. Oversendelse af sagsmateriale kan ske uden samtykke.
43
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0044.png
§ 133.
Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette
kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund
til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for støtte efter denne lov på grund af de
kommende forældres forhold,
3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov på grund af barnets
eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
4) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
Stk. 2.
Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt
skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af
personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at
der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til indsatser efter denne lov. Social-
og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har
underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.
§ 134.
Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har ulovligt
skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Afgørelsen er gældende for et kvartal.
§ 135.
Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre
opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der
bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
§ 136.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af
alle underretninger efter §§ 132, 133 og 135 med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har
behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal foretage central registrering af underretningerne med
henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af indsatsen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning efter stk. 1
vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for
at iværksætte akutte indsatser over for barnet eller den unge.
§ 137.
Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om et barn eller en ung, over for hvem
kommunalbestyrelsen allerede har iværksat indsatser, skal kommunalbestyrelsen genvurdere sagen.
En eller flere personer i den myndighed, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og
unge, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen, skal deltage i genvurderingen.
Stk. 2.
Til brug for vurderingen af en underretning efter §§ 132,133 og 135, jf. stk. 1, kan der finde
en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den
unges bedste taler herfor, herunder når der er bekymring for, at barnet eller den unge kan være udsat
eller i risiko for en æresrelateret konflikt.
44
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0045.png
Stk. 3.
Ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung skal der finde en samtale sted med
barnet eller den unge. Ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung fra barnets eller den
unges forældres side skal samtalen finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
uden dennes tilstedeværelse.
Stk. 4.
Samtale efter denne bestemmelse kan undlades, i det omfang barnets eller den unges
modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse.
§ 138.
Kommunalbestyrelsen skal senest 6 hverdage efter modtagelsen af en underretning efter
§§ 132, 133 og 135 bekræfte modtagelsen af underretningen over for den, der foretog
underretningen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal orientere den, der har foretaget underretning efter § 133, om,
hvorvidt den har iværksat en børneudredning eller indsatser vedrørende det barn eller den unge,
som underretningen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan ved en underretning efter § 133 orientere den, der foretog
underretningen, om, hvilken type indsats den har iværksat, og om den planlagte varighed heraf, hvis
oplysningen herom vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende under
udøvelse af hvervet eller tjenesten kan yde barnet eller den unge. Dette gælder dog ikke, hvis
særlige forhold gør sig gældende.
Kapitel 17
Sagsbehandling og klage
Fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet
§ 139.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40 og 47, 67, § 98, stk.
4, og § 100, stk. 1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og
§ 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
Stk. 2.
Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til
forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller
en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Kommunen kan hente og
bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med henblik på at
fuldbyrde afgørelser efter § 40, eller det sted, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
Stk. 3.
Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til et
anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at
fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan, når følgende kriterier er opfyldt, træffe afgørelse om adgang til
forældremyndighedsindehaverens bolig og rum mod behørig legitimation og uden retskendelse:
1)
Adgangen til hjemmet sker som led i børneudredningen efter § 20 eller den ungefaglige
undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for
45
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0046.png
at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller
udvikling.
2)
Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan
gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
Stk. 5.
Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4.
Stk. 6.
Fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne
tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge
mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt
andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse,
medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod.
Stk. 7.
Fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen
efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en
rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Stk. 8.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 skal registreres og indberettes af kommunen
til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Stk. 9.
Social- og ældreministeren fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere regler i en
bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen efter stk. 5.
Advokatbistand, aktindsigt m.v.
§ 140.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedsindehaver eller kommende
forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbistand, når der træffes afgørelse
efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 og 49.
3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
4) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40.
5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en
døgninstitution efter § 61, stk. 1.
6) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1.
7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 og 2.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
9) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4.
10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
12) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
13) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2.
Forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, og plejeforældrene
skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat
familiepleje efter § 42, stk. 4.
Stk. 3.
Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105, og en sag om brev- og
telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, med den af
46
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0047.png
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis
advokatbistand.
Stk. 4.
Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor
der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 141.
Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse i en sag efter § 140, gøre
forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år,
bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden
afgørelsen træffes.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for de personer, der er nævnt i § 140, stk. 2 og 3,
for så vidt angår de i disse bestemmelser nævnte afgørelser.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser
§ 142.
Børne- og ungeudvalget træffer i et møde afgørelse efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 og 49.
3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
4) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40.
5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en døgninstitution
efter § 61, stk. 1.
6) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1.
7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 og 2.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
9) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4.
10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
12) Flytning eller hjemtagelse efter § 42, stk. 4.
13) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
14) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2.
Inden børne- og ungeudvalget træffer afgørelse, skal forældremyndighedsindehaver, barnet
eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedsindehaver eller barnet
eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børne- og ungeudvalget. Dette kan dog, for så
vidt angår barnet eller den unge, undlades, hvis barnet er under 10 år, eller hvis det må antages at
være til skade for barnet eller den unge.
Stk. 3.
Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 105 og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, når afgørelsen vedrører den pågældende forælder. Stk. 2 finder ligeledes
tilsvarende anvendelse for plejeforældre, inden der træffes afgørelse efter § 42, stk. 4.
Stk. 4.
Mindst 4 ud af børne- og ungeudvalgets 5 medlemmer skal stemme for vedtagelse af en
afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 49 og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4,
47
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0048.png
§ 105, og § 143, stk. 4, og efter § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge. Afgørelser efter § 42, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 5.
Såfremt dommeren ikke er enig i børne- og ungeudvalgets afgørelse, skal dette tilføres
udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om
dommerens afvigende opfattelse.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal underrette Ankestyrelsen, hvis børne- og ungeudvalget ikke
træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om anbringelse uden
samtykke efter § 47 eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67, og der ved afgørelsen ikke
er enstemmighed i børne- og ungeudvalget. Er barnet eller den unge allerede anbragt, opretholdes
anbringelsen under Ankestyrelsens behandling af sagen.
Stk. 7.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt.
Foreløbige afgørelser
§ 143.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget kan træffe
foreløbige afgørelser efter lovens §§ 23 og 40, § 42, stk. 4, § 47, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63,
stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4 og § 105, og § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan
afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget.
Stk. 2.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget kan i sager om
et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, træffe foreløbige afgørelser efter § 40, § 42, stk. 4, og § 105, efter § 11, stk. 2,
og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og efter § 14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16,
stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente
sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Stk. 3.
Forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre parter, jf. § 140, skal inden 24 timer
efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen. Meddelelsen
skal tillige indeholde oplysning om retten til vederlagsfri advokatbistand.
Stk. 4.
En foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter
iværksættelsen af afgørelsen forelægges børne- og ungeudvalget til godkendelse, uanset om
foranstaltningen er ophørt.
Stk. 5. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 4, har gyldighed i 1 måned. En afgørelse efter § 23
eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har gyldighed, indtil undersøgelsen er
afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse efter §
42, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.
Stk. 6.
Direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser som formanden for børne- og
ungeudvalget, jf. stk. 1-3, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Den
foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister, der er nævnt i stk. 5, 2. og 3. pkt.
Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af
Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 4.
48
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0049.png
Stk. 7.
Hvis børne- og ungeudvalget eller, når et barn eller en ung er pålagt en straksreaktion, jf. §
12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden 1 måned
træffer afgørelse i overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse, jf. stk. 6, skal børne- og
ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom.
Børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før
direktøren snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal
have virkning. Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børne- og ungeudvalgets eller
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse
efter § 151, stk. 3, senest 8 uger efter børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelse. Ankestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. træffes dog efter §§ 40 og 100 og efter § 14, stk. 2-
4, og § 32, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en
ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i
et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 8.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1 og 2,
eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. stk. 6, skal straks orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om
en foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2, der vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Klage og domstolsprøvelse
Klage til Ankestyrelsen
§ 144.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsen efter
reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, medmindre andet er fastsat
i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Klageberettiget er
som udgangspunkt forældremyndighedsindehaver og den personkreds, der fremgår af §§ 145-148,
for så vidt angår de anførte afgørelser. Klageberettiget er endvidere kommende forældre for
afgørelser efter § 24, § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, og § 49.
§ 145.
Følgende afgørelser kan af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, indbringes for
Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:
1) Indsatser efter § 32, stk. 1.
2) Børne- og ungepålæg efter § 39.
3) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.
4) Valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1.
5) Behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2.
6) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.
7) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2.
8) Efterværn efter §§ 114-115 eller opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af §
111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.
49
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0050.png
Stk. 2.
I det omfang afgørelsen efter stk. 1, nr. 5 og 7, angår den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne indbringes for Ankestyrelsen.
Stk. 3.
Afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 6 kan af barnet eller den unge
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget
§ 146.
Afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. § 142, kan indbringes for Ankestyrelsen
inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter §
143, stk. 4, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse
efter § 47 for børne- og ungeudvalget.
Stk. 2.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen af
forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år. Afgørelser efter § 105,
og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere
kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 42, stk. 4.
Stk. 3.
Indbringelse af en afgørelse for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af afgørelsen.
Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse
ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Stk. 4.
Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 140, 141 og § 142, stk. 2 og 3, tilsvarende
anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag om støtte til børn og
unge op, jf. § 151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke kan udelukkes, at
behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen træffer afgørelse efter § 151, stk. 3.
Stk. 5.
I forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, ret til at få dækket
udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Domstolsprøvelse
§ 147.
Ankestyrelsens afgørelser efter § 146 og § 151, stk. 3, kan ved henvendelse til
Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for
retten.
Stk. 2.
Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun
kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
§ 148.
Byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i
børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Stk. 2.
Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a
om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette
kapitel.
50
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0051.png
Stk. 3.
Som parter anses forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10
år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Stk. 4.
Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.
Stk. 5.
Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden
rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen
nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af
forbuddet straffes med bøde.
Stk. 6.
Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.
§ 149.
Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog
give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan
dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter
afsigelsen.
§ 150.
De sagkyndige, der er nævnt i § 148, beskikkes af Domstolsstyrelsen efter forhandling med
social- og ældreministeren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om
vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål
efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være
uberygtede og vederhæftige.
Stk. 2.
Beskikkelse gælder for 4 år. En sagkyndig afgår ved udgangen af den måned, i hvilken den
pågældende fylder 70 år.
Stk. 3.
Ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den
pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.
Stk. 4.
Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede sagkyndige foretages af
retsformanden. Ingen kan udtages, som efter §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være udelukket fra at
handle som dommer i sagen.
Ankestyrelsens beføjelser uden at der er indgivet klage
§ 151.
Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om støtte efter denne lov til børn og unge op,
når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets
eller den unges bedste, jf. dog stk. 5 og 6. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at
foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7
og kapitel 9-12 i denne lov.
Stk. 2.
Ankestyrelsen kan træffe foreløbige afgørelser om indsatser efter § 32, § 35, stk. 4 og 5, og
§ 46, hvis der er behov herfor, og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent
omfang.
Stk. 3.
Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 67 og 104-105.
51
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0052.png
Stk. 4.
Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre en afgørelse efter stk. 1-3
og kan bestemme, at afgørelsen skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må
anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.
Stk. 5.
Ankestyrelsen kan ikke træffe afgørelse efter stk. 1 og 3 i sager om et barn eller en ung, der
er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af
1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen
for Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om
afgørelser efter 2. pkt.
Stk. 6.
Ankestyrelsen kan ikke træffe en foreløbig afgørelse efter § 46, når afgørelsen vedrører et
barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde
omfattet af 1. pkt. og om afgørelser efter stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i
et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
§ 152.
Borgere, fagpersoner eller andre, der har grund til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke
har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen
vurderer herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter § 151, stk. 1.
§ 153.
Ved Ankestyrelsens behandling af en anmodning efter § 98, stk. 3, eller § 101 finder
retssikkerhedslovens §§ 68 og 70 og § 72, stk. 7, tilsvarende anvendelse. Ankestyrelsen behandler
sagen efter retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om Ankestyrelsens behandling af
sager efter stk. 1, herunder tidsfrister for sagsbehandlingen m.v.
Kvalitetsstandarder
§ 154.
Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte
generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.
Kapitel 18
Haager
§ 155.
Social- og ældreministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, der
er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse,
fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn
(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). Ministeren kan endvidere fastsætte regler om
kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til
konventionen.
Kapitel 19
52
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0053.png
Tilsyn med tilbud og betaling for tilsynet
Personrettet tilsyn
§ 156.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. § 9
a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som
kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge har
truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf.
§ 157 og lov om socialtilsyn.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. § 9
a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal løbende følge de enkelte
sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder
være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud
fra barnets eller den unges forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med barnet eller den unge
og dennes familie.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for kommunalbestyrelsen i den kommune, der har
pligt til at iagttage de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, for børn og unge, som Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om,
jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 4.
Hvis den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i
tilbuddet, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, i forbindelse med
tilsynet efter stk. 1 og 3 bliver opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af lov
om socialtilsyn, skal kommunalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som efter § 2 i lov
om socialtilsyn har ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.
Stk. 5.
Tilsynet efter stk. 1 skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden
tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal sikre kontinuitet og stabilitet, jf. også § 21, stk. 5, for det
anbragte barn eller den anbragte unge i samtaler efter stk. 5, ved at disse samtaler med barnet eller
den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere.
Driftsorienteret tilsyn
§ 157.
Kommunalbestyrelsen fører generelt driftsorienteret tilsyn med egne tilbud efter § 83 og §
84, stk. 1, og med private tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1. Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn
med tilbuddenes personale, bygninger og økonomi.
Stk. 2.
Tilsynet efter stk. 1 omfatter dog ikke tilbud, hvor en anden kommunalbestyrelse eller et
regionsråd har indgået aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence efter stk. 1 til socialtilsynet, jf. § 3, stk.
1, nr. 2, i lov om socialtilsyn.
§ 158.
Regionsrådet fører tilsyn med regionalt drevne tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1.
53
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0054.png
Stk. 2.
Tilsynet efter stk. 1 omfatter dog ikke tilbud, hvor en kommune eller et regionsråd har
indgået en generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Stk. 3.
Regionsrådet kan delegere sin kompetence efter stk. 1 til socialtilsynet, jf. § 2 i lov om
socialtilsyn.
§ 159.
Kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter en takst for det generelle driftsorienterede
tilsyn, jf. §§ 157 og 158, som betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Stk. 2.
Taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved
gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
Kapitel 20
Tværgående koordination og rådgivning
Koordination og udvikling i målgrupper, tilbud og indsatser
§ 160.
Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser og indsamle og
formidle viden om effekt af indsatserne på det mest specialiserede socialområde for børn og unge
og på området for den mest specialiserede specialundervisning, der gives i henhold til lov om
folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne.
§ 161.
For at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud for børn og unge, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde for børn og
unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på
tværs af kommunerne i en eller flere regioner.
Stk. 2.
Socialstyrelsen kan på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrelsernes
tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte målgrupper og indsatser,
jf. stk. 1, anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om at foretage en fornyet
behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Stk. 3.
Socialstyrelsen kan i forbindelse med en anmodning efter stk. 2 meddele en
kommunalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud, indtil
Socialstyrelsen i medfør af §§ 180-185 har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende
tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.
§ 162.
Socialstyrelsens udmelding af målgrupper og indsatser efter § 161, stk. 1, og afgørelser på
området for den mest specialiserede specialundervisning efter § 161, stk. 3, sker efter forhandling
med Børne- og Undervisningsministeriet.
Den uvildige konsulentordning
§ 163.
En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres familier.
54
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0055.png
Tilbudsportalen
§ 164.
Reglerne i § 14 i lov om social service om Tilbudsportalen finder tilsvarende anvendelse
for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lov, der er omfattet af § 4 i lov om
socialtilsyn, og for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lovs §§ 83 og 84.
VISO
§ 165.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen bistår
kommunalbestyrelser og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede
og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte til børn og unge.
Stk. 2.
Tilsvarende ydes gratis specialrådgivning til kommunalbestyrelser, regioner, skoler og
institutioner m.v. samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
§ 166.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende udredning
til kommunalbestyrelser og borgere i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede
enkeltsager om hjælp og støtte til børn og unge, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at
være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud. Kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om henvisning af barnet eller den unge efter 1. pkt.
Stk. 2.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis bistand til
kommunalbestyrelsens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
§ 167.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende rådgivning
til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.
§ 168.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse om ydelser efter
§§ 165 og 166. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 169.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest
specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til kommunalbestyrelser,
borgere, skoler m.fl. til brug for specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Stk. 2.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal sikre en systematisk
indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område for
børn og unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske
bistand m.v.
Stk. 3.Videns-
og specialrådgivningsorganisationen skal sørge for at koordinere og deltage i
prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på området for hjælpemidler til børn og unge.
§ 170.
Kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation om, at kommunalbestyrelsen eller regionen mod betaling kan levere
55
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0056.png
de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i §§ 165, 166 og § 169,
stk. 1.
§ 171.
Social- og ældreministeren fastsætter efter forhandling med børne- og
undervisningsministeren nærmere regler om den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisations virksomhed og organisering på området for børn og unge.
§ 172.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig
befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når
børn og unge og deres familier modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §§ 165 og 168.
Stk. 2.
Der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til det efter forholdene billigste forsvarlige
befordringsmiddel.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren fastsætter efter forhandling med børne- og
undervisningsministeren i en bekendtgørelse nærmere regler om befordringsgodtgørelse og
dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der kun ydes
godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse.
Rammeaftaler
§ 173.
Kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet skal hvert andet år indgå en
rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud
efter denne lov, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale
løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal
offentliggøres og sendes til Socialstyrelsen.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne, herunder om:
1) Hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af aftalerne.
2) De nærmere krav til aftalernes indhold.
3) Tidsfrister for indgåelse af aftalerne.
4) Koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud.
Aftale om overførsel af regionale tilbud
§ 174.
En kommunalbestyrelse kan efter reglerne i denne lov en gang i hver valgperiode overtage
regionale tilbud efter denne lov, der er beliggende i kommunen.
Stk. 2.
En kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud efter stk. 1, skal meddele
regionsrådet dette senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse skal ske senest den 1.
januar i valgperiodens fjerde år.
Stk. 3.
Overtagelse som nævnt i stk. 1 kan dog ske på andre tidspunkter, når overtagelse af
regionalt tilbud sker i henhold til § 178, stk. 1, efter pålæg i henhold til § 180, stk. 2, og § 181.
56
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0057.png
§ 175.
På kommunalbestyrelsens anmodning skal regionsrådet udarbejde et udkast til aftale
mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om overtagelse efter § 174.
Stk. 2.
Følgende vilkår gælder for den kommunalbestyrelse, som overtager et tilbud efter § 174,
stk. 1:
1) Tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner, i det omfang det fastlægges i
rammeaftalen, jf. § 173.
2) Kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og
sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
§ 176.
Kommunalbestyrelsen, som overtager et tilbud efter § 174, stk. 1, overtager aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af tilbuddet.
Stk. 2.
Svarer aktivernes og passivernes værdi ikke til hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der
overtager det regionale tilbud, eller regionsrådet kompenseres herfor.
Stk. 3.
De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved
virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale omfattet af stk. 1 og 2, der er
ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er
fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som ikke er omfattet af lov
om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Stk. 4.
Tjenestemænd, der overføres som følge af en kommunalbestyrelses overtagelse af et
regionalt tilbud efter § 174, stk. 1, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på
vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 5.
Tjenestemænd omfattet af stk. 4 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den
samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed.
§ 177.
Social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om overtagelsen af aktiver og
passiver, rettigheder og pligter og ansatte i tilbuddet efter § 176, herunder regler om fordelingen
mellem regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og
andre ansatte omfattet af § 176.
§ 178.
Kommunalbestyrelsen kan med Socialstyrelsens godkendelse, og efter Socialstyrelsens
udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 161, stk. 1 og 2, overtage andre
kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved en regions overtagelse af kommunale tilbud og
regionale tilbud i andre regioner efter denne lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
Stk. 3.
Ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 180, stk. 2 og § 181, kan en
kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Stk. 4.
Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og
regionale tilbud i andre regioner efter denne lov i henhold til § 180, stk. 2 og § 181.
Stk. 5.
Ved overtagelse efter stk. 1-4 finder § 174, stk. 2, og §§ 175-177, anvendelse.
§ 179.
Kontaktudvalget skal mindst én gang i hver valgperiode drøfte, om der i regionen er sociale
tilbud, som mere hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommunes ansvar.
57
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0058.png
Stk. 2.
Enhver kommunalbestyrelse i regionen kan anmode om, at et ønske fra en
kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune om at overtage et regionalt tilbud, jf. § 174, stk. 1-
2
,
drøftes i kontaktudvalget.
Driftspålæg
§ 180.
For at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud for børn og unge, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne
lov.
Stk. 2.
Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kommune eller en region at
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud efter denne lov og at indgå en
ny driftsaftale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
§ 181.
På samme betingelser som efter § 180 kan Socialstyrelsen undtagelsesvis meddele et pålæg
om samling af små tilbud efter denne lov eller lov om social service rettet mod samme målgruppe
til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelserne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive
det samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 178, stk. 1 eller 2.
Stk. 3.
Hvis kommunerne og regionerne ikke inden 4 måneder efter pålægget har indgået aftale
om, hvem der skal drive tilbuddet efter stk. 2, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Stk. 4.
Andre kommuner og regioner kan i den periode, jf. § 183, pålægget gælder, ikke oprette
nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.
§ 182.
Socialstyrelsen skal i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 pålægge kommunerne
i den pågældende region eller landsdel at indgå aftale om finansiering af driften af det tilbud, som
pålægget vedrører.
Stk. 2.
Hvis kommunerne ikke inden 4 måneder efter pålægget har indgået aftale om en
finansieringsmodel, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Stk. 3.
Socialstyrelsen kan i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 meddele eller
forlænge et midlertidigt pålæg efter § 161, stk. 3, indtil der foreligger en aftale eller afgørelse om
finansieringsmodel, efter stk. 1 eller 2.
§ 183.
Socialstyrelsen fastsætter i forbindelse med en afgørelse om pålæg efter §§ 180 eller 181 en
frist for, hvor længe pålægget skal gælde. Et pålæg kan højest gælde i 2 år. Socialstyrelsen kan
inden fristens udløb træffe afgørelse om at forny pålægget.
§ 184.
Afgørelse om driftspålæg kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
58
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0059.png
Stk. 2.
Socialstyrelsens afgørelser på området for den mest specialiserede specialundervisning
efter § 180, § 181, stk. 1 og 3, § 182 og § 183, 3. pkt. træffes efter forhandling med Børne- og
Undervisningsministeriet.
§ 185.
Hvis et pålæg efter §§ 180 eller 181 vedrører et eksisterende tilbud eller etablering af et
tilbud omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn, er det en betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf. §§
2 og 5 i lov om socialtilsyn, har godkendt eller efterfølgende godkender det eller de pågældende
tilbud.
Kapitel 21
Betaling, finansiering og takster
Betaling
§ 186.
Den, der modtager hjælp efter denne lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov eller lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, betale for den hjælp, der modtages.
§ 187.
Forældrene til et barn, der er anbragt uden for hjemmet, skal betale for døgnopholdet, jf. §
46, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2.
Der kan ikke fastsættes betaling for et døgnophold efter § 46 og § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, når der er tale om en videreførelse af en anbringelse efter § 67.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling af døgnophold efter stk. 1.
§ 188.
Den unge skal betale for døgnophold efter § 114, stk. 1, nr. 1, og § 120 og for
udslusningsophold efter § 114, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling efter stk. 1.
§ 189.
Der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 90,
stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter § 90, stk. 1, nr. 2, hvis barnet eller den unge ikke samtidig modtager
hjælp efter §§ 86-87.
Stk. 2.
Social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter § 90, stk. 1, nr. 1-3,
og § 83 a i lov om social service og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse
tilbud.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om den maksimale egenbetaling for
madservice efter § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af egenbetalingen.
Tilbagebetaling
§ 190.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbagebetaling, når:
59
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0060.png
1) En person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
2) En person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter denne lov.
§ 191.
Tilbagebetalingsbeløbet efter § 190 opkræves af kommunen.
Stk. 2.
Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Stk. 3.
Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder stk. 2 ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebetalingskravet til kommunen, finder stk. 2
anvendelse på ny.
Stk. 4.
Fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet finder forældelsesloven
anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Stk. 5.
Social- og ældreministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren nærmere
regler om tilbagebetaling, jf. stk. 1. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder,
hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
Ophør af udbetaling af ydelser i visse særlige tilfælde
§ 192.
Udbetaling af ydelser efter § 87 ophører for personer, som bevidst unddrager sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor:
1) Den pågældende er varetægtsfængslet.
2) Politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling.
3) Der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
4) Den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.
Stk. 2.
Udbetaling af en bagudbetalt ydelse, jf. stk. 1, ophører med virkning fra det tidspunkt, hvor
personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Udbetaling af en forudbetalt ydelse,
jf. stk. 1, ophører med virkning for den måned, der følger efter den måned, hvor den pågældende
unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.
Stk. 3.
Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 1, ikke af en domfældelse, efterbetales den del af
ydelsen, der ikke er udbetalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning. Ydelsen efterbetales dog
ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.
§ 193.
Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette kommunen om unddragelsen, når
myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 192, stk. 1, samtidig modtager ydelser, som er omfattet af § 192,
stk. 1.
Finansiering og takstberegning
60
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0061.png
§ 194.
Kommunen afholder endeligt udgifterne efter denne lov.
§ 195.
Den kommunale, regionale eller private leverandør fastsætter vejledende takster for ydelser
og tilbud efter denne lov, jf. dog stk. 3. Taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede,
direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Stk. 2.
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter denne lov,
skal krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. stk. 1, være fremsat senest 12
måneder efter, at hjælpen er ydet.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren fastsætter regler om:
1) Takstberegningen, herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter
loven og hvilken sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven der er omfattet af stk. 1, og om
hvornår stk. 1 kan fraviges.
2) Principperne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud.
3) Kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter § 62, stk. 2 nr. 4, for børn
og unge uden lovligt ophold her i landet.
4) Opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i
Kriminalforsorgens institutioner.
§ 196.
Staten afholder udgifterne til den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation.
§ 197.
Kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi i forbindelse med, at
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et
anbringelsessted efter § 46, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering, jf. § 195, stk. 1. For
første og andet barn eller ung placeret på samme sted udgør godtgørelsen 195 kr. pr. døgn pr. barn
under 10 år og 208 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år (2022-niveau). For tredje barn eller ung
og derover placeret på samme sted udgør godtgørelsen 179 kr. pr. døgn pr. barn eller ung (2022-
niveau) uanset barnets eller den unges alder.
Statsrefusion
§ 198.
I de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven i en konkret sag overstiger
860.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som
ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau),
udgør statsrefusionen 50 pct.
For den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-
niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. I udgifterne efter 1.-3. pkt. indgår kommunens udgifter til
foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
Stk. 2.
Hvis børn og unge tilhører samme husstand, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for
kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter loven.
Stk. 3.
Social- og ældreministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om
statsrefusion efter stk. 1 og 2.
61
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0062.png
§ 199.
Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til:
1) Tilskud efter § 86 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af barn under 18 år med betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
2) Hjælp efter § 87 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et
barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v.
3) Gratis advokatbistand, jf. § 140.
§ 200.
Staten yder forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigende udgifter efter denne
lov.
§ 201.
Staten afholder udgifterne til den uvildige konsulentfunktion efter § 163.
Mellemstatslig refusion efter EU-retten
§ 202.
Staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter denne lov, når udgiften er omfattet
af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Kommunen anmelder krav om refusion til staten,
som modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.
Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med social- og ældreministeren regler om
den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
Udgifter til udlændinge
§ 203.
Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk
barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter:
1) Udlændingelovens §§ 7 eller 8.
2) Udlændingelovens § 9 b.
3) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b.
4) Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som konsekvens af at barnet eller den unge har tilknytning
til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af
de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan
person.
5) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en
person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.
6) Udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøgende udlænding.
7) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en
mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens
§§ 7 eller 9 c.
8) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske
myndigheder m.v.
9) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine
62
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0063.png
Stk. 2.
Staten afholder fuldt ud en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en
udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og 2, nr. 2, i de
første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen.
Stk. 3.
Uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til hjælp til:
1) Et udenlandsk barn eller ung, som inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på
grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog
kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.
2) Et udenlandsk barn eller ung, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøger, dog
kun indtil barnets eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.
Regulering
§ 204.
De beløb, der er nævnt i §§ 85, 86, 89 og 197 reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar
2024.
Stk. 2.
Det beløb, der er nævnt i § 87, reguleres en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt
eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2024.
Stk. 3.
Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 189, stk. 2
og 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Den maksimale betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.
Stk. 4.
De beløb, der er nævnt i § 198, reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang
den 1. januar 2024, De beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste 10.000 kr.
§ 205.
Opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 189, stk. 2, foretages af Skat på grundlag af
oplysninger for det senest afsluttede indkomstår. Opgørelsen anvendes med virkning for det andet
kalenderår efter indkomstårets udløb.
Stk. 2.
Skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om forskudsregistrering af
indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Kapitel 22
Forsøg
§ 206.
For at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område for børn og unge kan
Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat
tilbud give godkendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med et forsøg.
Stk. 2.
Godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperiode.
63
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0064.png
Stk. 3.
Det er en betingelse for godkendelse, at forsøget evalueres.
§ 207.
Der kan ikke gives godkendelse efter § 206 til:
1) Forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge stilles dårligere end efter loven.
2) Forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 83-84, der medfører fravigelse af de almindelige regler om
forældrenes egenbetaling.
3) Forsøg, som medfører statslige merudgifter.
4) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn.
5) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
§ 208.
Social- og ældreministeren offentliggør årligt en status for anvendelsen af forsøg på det
sociale område for børn og unge.
Kapitel 23
Straffebestemmelser
§ 209.
Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet
efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med fængsel i indtil 2 år
eller under formildende omstændigheder med bøde.
§ 210.
Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i
pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.
Kapitel 24
Børnerådet
§ 211.
Social- og ældreministeren nedsætter et børneråd, som skal virke som fortaler for børn.
Rådet er uafhængigt og tværfagligt sammensat. Som led i sin fortalervirksomhed skal rådet
informere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet samt arbejde for at sikre
børns rettigheder. Rådet har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns vilkår i
Danmark.
Stk. 2.
Børnerådet skal inddrage børns synspunkter i sit arbejde, og rådet nedsætter som led heri et
børne- og ungepanel.
Stk. 3.
Børnerådet kan anmode institutioner, hvor børn opholder sig, om at aflægge dem besøg.
Stk. 4.
Social- og ældreministeren udpeger et repræsentantskab for Børnerådet bestående af
organisationer og foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, herunder børne-
og ungdomsorganisationer.
Stk. 5.
Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed. Social- og ældreministeren fastsætter
regler om rådets sammensætning, opgaver og honorering, samt børne- og ungepanelet og
repræsentantskabet, herunder om deres sammensætning.
64
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0065.png
Kapitel 25
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 212.
Loven træder i kraft den 1. april 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 211 træder i kraft den 1. januar 2023.
Overgangsbestemmelser
§ 213.
Iværksatte indsatser, hjælp og særlig støtte til børn og unge og deres forældre, og herunder
handicapkompenserende indsatser, hjælp og støtte til børn og unge og deres forældre, efter § 11 og
kapitel 7-12 i lov om social service videreføres uændret indtil der efter denne lov træffes afgørelse
om ophør af indsatsen, hjælpen eller støtten, videreførelse eller hjemgivelse, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Børnefaglige undersøgelser, der er iværksat efter §§ 50 og 51 i lov om social service, og
som kommunalbestyrelsen ved lovens ikrafttræden ikke har afsluttet, skal færdigbehandles efter
reglerne om børneudredning i denne lovs §§ 20-27. Modtagne underretninger, der er under
behandling efter kapitel 27 i lov om social service, skal færdigbehandles efter reglerne i denne lovs
kapitel 16.
Stk. 3.
For ansøgninger og andre henvendelser om hjælp og særlig støtte til børn og unge og deres
familier, som er omfattet af lovens formål og anvendelsesområde, jf. §§ 1 og 3, og som
kommunalbestyrelsen har modtaget før 1. april 2023, hvor afgørelse om hjælp, støtte eller indsats
ikke er truffet eller iværksat den 31. marts 2023, skal afgørelsen træffes eller iværksættes efter
denne lov.
Stk.4.
For personer, der har indgivet ansøgning om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
efter § 42 i lov om social service før 1. januar 2011, og for personer, der i løbet af 2010 har fået
udbetalt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter de hidtidige bestemmelser i § 42 i lov om
social service, finder § 87, stk. 3, 1. og 2. pkt., ikke anvendelse. For disse personer fastsættes
ydelsen efter § 87, stk. 1, på baggrund af personens hidtidige bruttoindtægt, hvis betingelserne for at
modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
Stk. 5.
Opfølgning på indsatser og støtte, der er iværksat efter kapitel 11 og 12 i lov om social
service, skal fra den 1. april 2023 ske efter reglerne i denne lov.
Stk. 6.
Klager over afgørelser efter [xxx] i lov om social service, behandles efter de regler, der var
gældende, da afgørelsen blev truffet. Ved hjemvisning eller ophævelse af afgørelser om indsatser,
hjælp og støtte, der var truffet efter xxx i lov om social service, skal fornyet afgørelse om hjælp og
støtte træffes efter denne lov.
Stk. 7.
Den børnevenlige indgang, jf. § 14, stk. 4, skal senest være etableret 1. oktober 2023.
65
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0066.png
Stk. 8.
Det kommunale beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social
kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme, jf. § 15, stk. 3, skal første gang være godkendt af
kommunalbestyrelsen og offentliggjort på kommunens hjemmesiden senest den 1. oktober 2023
Territorial anvendelse
§ 214.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv og personer, der udfører
opgaver på børne- og ungeområdet for det offentlige, kan underrette den kompetente myndighed i
Grønland eller på Færøerne, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller
grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år, der har bopæl i Grønland eller på Færøerne,
kan have behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb, eller at et barn umiddelbart efter
fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for særlig støtte på grund af de kommende
forældres forhold.
Stk. 3.
Social- og Ældreministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands
Naalakkersuisut i en bekendtgørelse regler om visitation, betaling, refusion, handleplaner, handle-
og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske
eller grønlandske myndigheder for ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov.
Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse for personer, der fra Danmark
får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.
Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem
sociale myndigheder i Danmark og Grønland og mellem sociale myndigheder i Danmark og på
Færøerne.
Stk. 4.
Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale
myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning .................................................................................................................................................... 70
2. Baggrund...................................................................................................................................................... 71
3. Lovforslagets indhold .................................................................................................................................. 73
3.1. Formål og anvendelsesområde ............................................................................................................ 73
3.1.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 73
3.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ..................................................................................... 73
3.2. Barnets rettigheder og grundlæggende principper.............................................................................. 75
3.2.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 75
3.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ..................................................................................... 76
66
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0067.png
3.2.3. Den foreslåede ordning ................................................................................................................. 77
3.3. Kommunalbestyrelsens og Regionsrådets forpligtelser ....................................................................... 77
3.3.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 78
3.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ..................................................................................... 78
3.3.3. Den foreslåede ordning ................................................................................................................. 78
3.4. Afdækning og udredning af barnets behov .......................................................................................... 79
3.4.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 79
3.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ..................................................................................... 84
3.4.3. Den foreslåede ordning ................................................................................................................. 85
3.5. Den rette hjælp i tide til hele familien.................................................................................................. 90
3.5.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 90
3.5.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ..................................................................................... 92
3.5.3. Den foreslåede ordning ................................................................................................................. 94
3.6. Hjælp og støtte ..................................................................................................................................... 96
3.6.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 96
3.6.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................... 107
3.6.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................... 108
3.7. Særlig hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier .................... 116
3.7.1. Gældende ret ............................................................................................................................... 116
3.7.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................... 117
3.7.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................... 118
3.8. Anbringelse ......................................................................................................................................... 119
3.8.1. Gældende ret ............................................................................................................................... 119
3.8.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................... 125
3.8.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................... 128
3.9. Samvær og kontakt............................................................................................................................. 132
3.9.1. Gældende ret ............................................................................................................................... 132
3.9.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................... 133
3.9.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................... 135
3.10. Videreførte og permanente anbringelser ........................................................................................ 138
3.10.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 138
3.10.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 139
3.10.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 141
3.11. Adoption ........................................................................................................................................... 141
67
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0068.png
3.11.1. Behandling af adoptionssager ................................................................................................... 141
3.11.1.1. Gældende ret ...................................................................................................................... 141
3.11.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser .......................................................................... 146
3.11.1.3. Den foreslåede ordning ...................................................................................................... 147
3.11.2. VISOs støtte til kommunalbestyrelsernes behandling af adoptionssager ................................ 149
3.11.2.1. Gældende ret ...................................................................................................................... 149
3.11.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser .......................................................................... 150
3.11.2.3. Den foreslåede ordning ...................................................................................................... 151
3.11.3. Faglig støtte ved adoption ......................................................................................................... 152
3.11.3.1. Gældende ret ...................................................................................................................... 152
3.11.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser .......................................................................... 153
3.11.3.3. Den foreslåede ordning ...................................................................................................... 154
3.12. Løbende opfølgning .......................................................................................................................... 154
3.12.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 154
3.12.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 156
3.12.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 159
3.13. Ophør af indsatser og hjemgivelse ................................................................................................... 163
3.13.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 163
3.13.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 164
3.13.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 166
3.14. Fra barn til voksen ............................................................................................................................ 167
3.14.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 167
3.14.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 169
3.14.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 170
3.15. Hjælp til barnets forældre ................................................................................................................ 171
3.15.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 171
3.15.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 172
3.15.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 174
3.16. Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for overgreb .................................................... 176
3.16.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 176
3.16.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 181
3.16.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 182
3.17. Dømte og unge i risiko for at begå kriminalitet................................................................................ 184
3.17.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 184
68
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0069.png
3.17.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 186
3.17.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 186
3.18. Styrket sagsbehandling ..................................................................................................................... 186
3.18.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 186
3.18.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 190
3.18.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 192
3.19. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, koordinering, betaling, takster, forsøg m.v..................... 194
3.19.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 194
3.19.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 201
3.19.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 202
3.20. Tilsyn ................................................................................................................................................. 203
3.20.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 203
3.20.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser ................................................................................. 205
3.20.3. Den foreslåede ordning ............................................................................................................. 207
3.21. Børnerådet........................................................................................................................................ 209
3.21.1. Gældende ret ............................................................................................................................. 209
3.21.3 Den foreslåede ordning .............................................................................................................. 210
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser ........................................................................................................... 210
5. Forholdet til international ret .................................................................................................................... 210
5.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ............................................................................. 210
5.1.1. EMRK artikel 8 ............................................................................................................................. 211
5.1.1.1.Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel ....................................................... 211
5.1.1.2. Suspension af samvær efter anmodning fra barnet ............................................................. 214
5.1.1.3. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse ................. 215
5.2. FN’s Børnekonvention ........................................................................................................................ 218
5.2.1. Formål og grundlæggende principper i barnets lov
..................................................................... 219
5.2.2. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel ............................................................. 220
5.2.3. Suspension af samvær under en anbringelse.............................................................................. 221
5.2.4. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse ........................ 222
5.3 Konsekvenser for FN’s Verdensmål ..................................................................................................... 222
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige .................................... 223
6.1 Økonomiske konsekvenser .................................................................................................................. 223
6.2 Implementeringsmæssige konsekvenser ............................................................................................ 223
6.3. Principper for digitaliseringsklar lovgivning ....................................................................................... 224
69
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0070.png
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. ....................................................... 226
8. Administrative konsekvenser for borgere ................................................................................................. 226
9. Klimamæssige konsekvenser ..................................................................................................................... 227
10. Natur- og miljømæssige konsekvenser ................................................................................................... 227
11. Forholdet til EU-retten ............................................................................................................................ 227
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ............................................................................................ 227
13. Sammenfattende skema.......................................................................................................................... 229
1. Indledning
Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov
om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige
andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden
samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fast-track for godkendelse af
plejefamilier m.v.) (følgelovforslaget) de lovgivningsmæssige elementer i aftalen om reformen
Børnene Først, som regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance,
Alternativet og Kristendemokraterne indgik i maj 2021.
Lovforslaget skal stadfæste et tidssvarende børnesyn, der både i loven og i praksis skal sikre, at
barnets perspektiv altid er i fokus og er styrende i både udredningen af barnets behov, i indsatserne
og i opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, uanset barnets alder.
Med lovforslaget skal børn ses i deres egen ret og som selvstændige individer med egen stemme.
Lovforslaget skal derfor sikre, at børns retssikkerhed prioriteres, og at børn fremover skal opleve et
børnevenligt system, der møder dem med en målrettet og sammenhængende indsats, der afspejler
børnenes egne ønsker og behov.
Med lovforslaget får børn derfor flere rettigheder, og lovforslaget skal sikre, at barnets rettigheder
og barnets stemme får større betydning i sagsbehandlingen. Børnene skal opleve, at deres stemme
bliver hørt og inddraget i de beslutninger, der vedrører deres eget liv. Lovforslaget skal derfor
bidrage til at sikre, at børn høres, når de vigtige beslutninger træffes, og at barnets ønsker bliver
inddraget i tilrettelæggelsen af indsatsen og i de mål, som indsatsen skal opnå, og som der skal
følges op på løbende. Lovforslaget skal samtidig sikre, at det aldrig bliver barnets ansvar selv at
løse udfordringerne. Den pligt skal også fremadrettet påhvile de voksne omkring barnet.
Med lovforslaget skal der ske en regelforenkling og en sanering i unødigt bureaukratiske
proceskrav. Der skal være større fleksibilitet i reglerne, så proceskravene til sagsbehandlingen i
højere grad afspejler behovet i den enkelte sag. De ændrede regler skal sikre, at tid og ressourcer
først og fremmest prioriteres til de mest komplekse sager, og skal samtidig understøtte, at indsatsen
kommer hurtigere i gang.
70
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0071.png
Lovforslaget skal desuden sikre en bedre og tidligere indsats til de mest udsatte børn og familier.
Familiens problemer, ressourcer og støttebehov skal belyses grundigt, så børn og forældre får den
rette indsats i tide og kvaliteten i sagsbehandlingen styrkes. Lovforslaget skal sikre, at børnene
bliver set og grebet af systemet, så de får den rette hjælp i tide.
Med lovforslaget samles reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét
sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller
andre sociale udfordringer.
Med lovforslaget sker der samtidigt et opgør med stigmatiserende sprogbrug, så børn ikke får det
indtryk, at de er et problem, der skal løses. Med lovforslaget sker der samtidig en række sproglige
opdateringer, herunder at børn og unge-udvalget i kommunen fremover betegnes børne- og
ungeudvalget, og så loven fremstår i et mere forenklet sprog.
2. Baggrund
Kommunerne har gennem de seneste år haft et stort fokus på at styrke den forebyggende hjælp til
udsatte børn, unge og familier. Det har betydet, at omfanget af kommunernes forebyggende
indsatser til børn og unge mellem 0 og 22 år er steget. Denne udvikling er der ønske om at fortsætte,
så der sættes ind med tidlige og forebyggende indsatser over for børn, unge og familier, når det er
den rette løsning.
Samtidig er der behov for at styrke indsatsen over for de mest udsatte børn og unge, som i dag
hjælpes for sent og for dårligt. I 2019 var der ifølge Social- og Ældreministeriets egne beregninger
på Danmarks Statistiks registerdata ca. 1.900 børn og unge, der fik iværksat en anbringelse uden for
hjemmet for første gang. Omkring 230 af disse børn og unge var 16 år, da anbringelsen blev
iværksat, hvor der var omkring 30 førstegangsanbringelser blandt henholdsvis 1-, 2-, og 3-årige.
Der var således omkring syv gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige eller 3-årige
førstegangsanbragte i 2019.
Der kan være mange årsager til, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, men ofte
kommer børnene og de unge fra et hjem med betydelige udfordringer. I perioden 2015 til 2019 er
omkring 80 pct. af førstegangsanbragte børn og unge i alderen 0-11 år, ifølge sagsbehandlernes
registreringer til Danmarks Statistik, blevet anbragt på grund af indikationer på omsorgssvigt fra
forældrene eller anden bekymrende adfærd hos forældrene, herunder f.eks. misbrugsproblemer. For
de 12-17-årige gælder det knap 60 pct. ifølge sagsbehandlernes registreringer.
Der er forud for en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet ofte et længere forløb med
forebyggende indsatser eller foranstaltninger, hvor der eksempelvis er ydet støtte i form af
familiebehandling eller støtte i hjemmet. Hvis der ses på børn og unge, der anbringes for første
gang, havde omkring 80 pct. af alle førstegangsanbragte børn og unge i alderen 3-17 år i 2018
71
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0072.png
modtaget mindst én forebyggende indsats eller foranstaltning på et tidspunkt i årene forud for deres
anbringelse, ifølge Social- og Ældreministeriets egne beregninger på Danmarks Statistiks
registerdata. For de førstegangsanbragte 12-14-årige, som har modtaget forebyggende indsatser
eller foranstaltninger forud for anbringelsen, har knap 60 pct. modtaget en forebyggende indsats
eller foranstaltning allerede i 2014 eller 2015.
Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og
Kristendemokraterne indgik derfor i maj 2021 aftalen om Børnene Først.
Det er ønsket med aftalen at give alle børn ret til at vokse op i en tryg og kærlig familie. Med
aftalen om Børnene Først er målet, at alle børn med behov for støtte skal have den rette hjælp i tide
– og for de mest udsatte børn og unge, hvor den rette hjælp er en anbringelse, skal børnene have et
nyt hjem, og det skal ske tidligere end i dag.
Grundlaget for aftalen er derfor, at en ny, samlet børnelov skal taget afsæt i et tidssvarende
børnesyn, som indebærer at børn ses i deres egen ret, at børnene får flere rettigheder, og at barnets
stemme tillægges større betydning både i sagsbehandlingen og de indsatser, der sættes i gang over
for det enkelte barn, så barnet oplever et mere børnevenligt system.
Aftalepartierne ønsker med aftalen om Børnene Først også at stå på de gode erfaringer fra
frikommuneforsøgene på børneområdet, hvor sagsbehandlere og familier har oplevet, at større
fleksibilitet i proceskravene har været med til at sikre tættere og hyppigere dialog med familierne og
en kortere vej fra bekymring til at der iværksættes indsats over for barnet, den unge eller familien.
Aftalen om Børnene Først indebærer derfor også, at reglerne på børneområdet skal forenkles, og at
der skal gøres op med unødigt bureaukratiske proceskrav, med udgangspunkt i, at det faglige skøn
skal vejer tungere, at der bliver større fleksibilitet i reglerne og dermed bedre mulighed for at
prioritere ressourcerne til de komplekse sager, og at der i højere grad tages afsæt i det enkelte barns
ønsker og behov, med afsæt i de erfaringer, der er indhentet i frikommuneforsøgene på
børneområdet.
Med afsæt i erfaringerne herfra og resultaterne fra kulegravningen fra februar 2021 af reglerne på
området for udsatte børn og unge, der blev gennemført i samarbejde med KL, er der i udarbejdelsen
af barnets lov taget afsæt i tre grundlæggende principper, der skal sikre afbureaukratisering og
regelforenkling og dermed understøtte, at barnets lov sikrer en tidligere hjælp og styrker indsatsen
over for børn og unge:
1. Mere fleksible krav til udredning af barnets eller den unges behov, så tidsforbruget flyttes
fra lange udredningsforløb til hurtigere igangsættelse af indsats og opfølgning på barnets
trivsel og udvikling.
72
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0073.png
2. Mere rum til socialfaglige vurderinger ved at gøre proceskravene i loven fleksible, og så
kravene til sagsbehandlingen i højere grad afspejler barnets behov i den enkelte sag og
barnet og familie oplever at den nødvendige indsats sættes hurtigere i gang.
3. Strukturen i loven skal understøtte et dynamisk sagsforløb, og kortere bestemmelser skal
sikre overskueligheden og gøre bestemmelserne nemmere at forstå.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Formål og anvendelsesområde
3.1.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et
særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer, og deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser fremgår af servicelovens §§ 1 og 2, som
rammesætter formålet med den samlede servicelov, herunder både bestemmelserne målrettet børn
og unge og bestemmelserne målrettet voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer, samt af § 46, der alene omhandler formålet med de bestemmelser, som
alene regulerer indsatser målrettet børn og unge med behov for særlig støtte.
3.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at reglerne om indsatser målrettet børn og
unge med behov for særlig støtte samles i en ny, selvstændig hovedlov - barnets lov. Ministeriet
finder, at barnets lov skal danne rammen om alle støttebestemmelser målrettet børn og unge og
deres familier, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos
barnet eller den unge eller andre sociale udfordringer.
Social- og Ældreministeriet finder derfor, at alle støttebestemmelser målrettet børn og unge og deres
familier bør samles i barnets lov, og at der samtidigt bør indføres en række nye bestemmelser,
primært målrettet socialt udsatte og anbragte børn og unge. Social- og Ældreministeriet finder, at
der i den forbindelse vil være behov for at videreføre og tilpasse de formålsbestemmelser, som i dag
danner rammen for indsatserne til målgruppen efter serviceloven.
Formålsbestemmelserne vil skulle synliggøre, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov
altid vil skulle tage afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov, med henblik på at sikre barnets
eller den unges bedste. Formålsbestemmelserne bør endvidere ses i sammenhæng med
bestemmelserne i det foreslåede kapitel 2 i barnets lov, som omhandler barnets rettigheder.
73
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0074.png
Formålsbestemmelserne findes endvidere at skulle medvirke til at sikre, at hjælp og støtte gives ud
fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens
samlede forhold.
Endvidere bør formålsbestemmelserne tydeliggøre, at hjælp og støtte vil skulle være tidlig og
helhedsorienteret og vil skulle omfatte både forebyggende indsatser og hjælp og støtte med henblik
på at imødekomme og kompensere for konkrete udfordringer hos barnet eller den unge eller lette
hverdagen for barnet, den unge eller familien.
Herudover finder ministeriet også, at formålsbestemmelserne vil skulle medvirke til at tydeliggøre,
at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tilrettelægges med henblik på at
understøtte udviklingsmuligheder, livskvalitet samt mulighederne for en selvstændig tilværelse for
børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier.
Herudover bør formålsbestemmelserne være med til at tydeliggøre, at det ikke må blive barnets
eller den unges ansvar at løse de udfordringer, der følger af social udsathed eller nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne. Den pligt vil skulle påhvile de voksne omkring barnet. Det vil derfor være et
væsentligt mål med den hjælp og støtte, som vil skulle ydes efter den foreslåede barnets lov at sikre,
at rammerne herfor er til stede ved at barnet, den unge og familien får den hjælp, de har brug for,
for at kunne sikre børnene og de unge en god og tryg opvækst.
Ministeriet finder således at formålsbestemmelserne under ét vil skulle medvirke til at skabe
rammerne for en god og rettidig og helhedsorienteret indsats til børn og unge med behov for særlig
støtte og deres familier, med afsæt i en grundig belysning af barnets, den unges og familiens
problemer, ressourcer og støttebehov.
Samlet set bør de nye formålsbestemmelser medvirke til at understøtte, at børn og unge med behov
herfor får den hjælp, støtte, omsorg og beskyttelse, som de har behov for, med henblik på at sikre at
alle børn og unge får gode og trygge opvækstvilkår.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes et indledende kapitel med tre bestemmelser i barnets lov, som
tilsammen skal fastsætte anvendelsesområdet for samt det generelle formål med ydelser og indsatser
efter barnets lov.
De foreslåede bestemmelser i formålskapitlet vil indholdsmæssigt i vidt omfang være en
videreførelse af de relevante formålsbestemmelser i servicelovens § 1, 2 og 46, men vil være
tilpasset den nye, afgrænsede målgruppe.
Herudover er de foreslåede formålsbestemmelser sprogligt opdateret, blandt andet som følge af at
der vil være tale om sammenskrivning af forskellige, delvist overlappende formålsbestemmelser fra
74
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0075.png
serviceloven samt som følge af, at den foreslåede barnets lov vil indeholde en række nye
bestemmelser, som foreslås indført med afsæt i den politiske aftale om Børnene Først.
3.2. Barnets rettigheder og grundlæggende principper
3.2.1. Gældende ret
Serviceloven rummer i dag en række bestemmelser om barnets rettigheder og om grundlæggende
principper for kommunernes forpligtelser i forhold til at tilvejebringe og tilrettelægge indsatsen for
børn og familier med behov for særlig støtte og i forhold til at inddrage barnet eller den unge og
familien eller netværket i sagsbehandlingen og indsatsen.
Det følger af § 47 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen generelt skal overveje, hvordan der kan
ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Det følger endvidere af servicelovens § 48, at
der skal finde en samtale sted med barnet eller den unge – en såkaldt børnesamtale – før der træffes
afgørelse efter en række konkrete bestemmelser i serviceloven. Det drejer sig bl.a. om afgørelser
om indsatser efter servicelovens §§ 52 eller 58, afgørelse om undersøgelse uden samtykke efter §
51, afgørelser hjemgivelse efter § 68, samt afgørelser om samvær og kontakt efter § 71.
Efter servicelovens § 48 a, har et barn eller en ung, hvis sag behandles efter serviceloven, på ethvert
tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Formålet med barnets eller den
unges ret til en bisidder er at understøtte barnet eller den unge i at udleve de rettigheder, som barnet
eller den unge har i forbindelse med sagens behandling, herunder i forhold til
kommunalbestyrelsens pligt til at inddrage barnets eller den unges holdning.
Servicelovens § 3 fastslår, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter
serviceloven.
Kommunalbestyrelsens forpligtelser er derudover bl.a. fastsat i servicelovens § 146, hvoraf det
følger, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år
samt vordende forældre i kommunen lever. Kommunalbestyrelsen skal føre sit tilsyn på en sådan
måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være
behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan
opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
Efter servicelovens § 11 skal kommunalbestyrelsen tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng
mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og
unge med behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen skal endvidere efter servicelovens § 4
sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Det kan enten være egne tilbud eller ske
ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Kommunalbestyrelsen skal jf. servicelovens § 19 sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter
børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det
75
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0076.png
fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af
det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.
Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse, jf. § 19, stk. 2, udarbejde en sammenhængende
børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende
arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den
sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og
offentliggøres.
Efter § 19, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at den indsats, der iværksættes efter
serviceloven over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet
særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme
børn og unge efter anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen har endvidere en særlig forpligtelse i forhold til at beskytte børn og unge
mod overgreb. Kommunalbestyrelsen skal således, jf. § 19, stk. 4, udarbejde et beredskab til
forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet
skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen
skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog med maksimalt 4 års interval.
Endelig er kommunalbestyrelsen forpligtet til at sikre brugerinddragelse og samarbejde med
civilsamfundet. Efter servicelovens § 16 skal kommunalbestyrelsen således sørge for, at brugerne af
tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af
tilbuddene. Det følger dertil af servicelovens § 18, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med
frivillige sociale organisationer og foreninger. Der skal i den forbindelse årligt afsættes et beløb til
støtte af frivilligt socialt arbejde, og rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte
kommunalbestyrelse.
3.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Ministeriet finder, at barnets lov bør afspejle et tidssvarende børnesyn, hvor barnet eller den unge er
til i sin egen ret, og hvor der lægges afgørende vægt på barnets eller den unges perspektiv og
synspunkter i både sagsbehandlingen og i tilrettelæggelsen af indsatsen.
Det er ministeriets opfattelse, at hvis barnet eller den unge reelt skal være inddraget i beslutninger
vedrørende barnets eller den unges eget liv, så skal inddragelsen ske løbende frem for på de faste
nedslagspunkter, som de gældende regler om børnesamtale lægger op til. Ministeriet finder i den
forbindelse, at de gældende regler om retten til at lade sig bistå skal videreføres med barnets lov,
således at barnet eller den unge støttes i udøvelsen af de rettigheder, som barnet eller den unge får
med barnets lov, herunder retten til løbende inddragelse.
76
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0077.png
Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at ansvaret aldrig må blive lagt over på barnet eller den
unge. Børn skal have lov til at være børn, og udsatte børn og unge skal mødes af et børnevenligt
system, der lytter til deres ønsker og holdninger, og som bærer ansvaret for at handle på dem.
Ministeriet finder, at mens barnets eller den unges ønsker skal inddrages og være styrende i forhold
til sagsbehandlingen og indsatsen, så skal det også fortsat være kommunalbestyrelsens ansvar at
foretage den faglige vurdering af barnets eller den unges behov og træffe de nødvendige
beslutninger og afgørelser på denne baggrund.
Derfor finder ministeriet, at det også fremadrettet skal være kommunalbestyrelsen, der skal være
ansvarlig for at tilvejebringe den rette hjælp til børn og unge og deres familier, der befinder sig i en
udsat position eller på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for støtte.
Ministeriet finder i den forbindelse, at tilsynsforpligtelsen også fremadrettet skal tilfalde
kommunalbestyrelsen i forhold til de børn og unge, der opholder sig i kommunen, og i forhold til at
sikre, at der er de nødvendige tilbud i kommunen.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås at fastsætte en række grundlæggende rettigheder for barnet og den unge,
der befinder sig i en socialt udsat position eller et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, og som derfor kan have behov for støtte og hjælp efter lovens bestemmelser.
Disse grundlæggende rettigheder for børn og unge i socialt udsatte positioner og børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal afspejle et tidssvarende børnesyn, der samlet set skal
sikre, at barnet eller den unge med behov for hjælp sættes i centrum af myndighederne og de voksne
omkring dem.
Det tidssvarende børnesyn skal samtidig sikre, at børn og unge ses som forskellige fra voksne og fra
hinanden. Endvidere skal retten til inddragelse sikre barnet eller den unges indflydelse i eget
børneforløb og modvirke og mindske graden af udsathed.
I mødet og dialogen med myndigheder, fagprofessionelle og andre voksne i sager om støtte efter
denne lov skal barnet eller den unge således kunne forvente, at disse grundlæggende rettigheder
iagttages og respekteres.
Det vil samtidig stille krav til myndighedernes tilrettelæggelse og behandling af sager om hjælp og
støtte efter loven. Den foreslåede bestemmelse i § 2 skal derfor ses i tæt samspil med de foreslåede
bestemmelser i §§ 7 og 8, som fastsætter det ansvar, de voksne omkring barnet eller den unge har i
forhold til at sikre barnets bedste, og det ansvar de påhviler kommunalbestyrelsen i relation til at
sikre medvirken og inddragelse af barnet og den unge ved behandlingen af sager efter denne lov.
3.3. Kommunalbestyrelsens og Regionsrådets forpligtelser
77
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0078.png
3.3.1. Gældende ret
Myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser
efter serviceloven ligger i dag hos kommunalbestyrelsen. Det er således kommunalbestyrelsen, der
træffer afgørelser om sådanne tilbud efter serviceloven, medmindre andet fremgår direkte af loven.
Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar betyder, at børn og unge og deres familier kun skal
henvende sig ét sted for at få hjælp, idet der kun er én myndighed, der har ansvaret for alle tilbud på
socialområdet. Dette giver også en styrkelse af borgerens retssikkerhed, fordi ansvaret for alle
afgørelser og tilbud til borgeren er samlet et sted.
Udgangspunktet for kommunalbestyrelsens administration af serviceloven er endvidere, at
kommunalbestyrelsens afgørelser skal iværksættes straks efter, at disse er truffet. Denne pligt til at
iværksætte en afgørelse straks følger ikke direkte af serviceloven i dag, men fremgår af vejledning
nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven, som
afspejler gældende praksis på socialområdet.
3.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at det er hensigtsmæssigt med en uændret klar og entydig
ansvarsfordeling i barnets lov, hvorefter det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelser om
tilbud efter loven, medmindre andet fremgår direkte af loven.
Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar skal samtidig sikre, at børn og unge og deres familier,
der har behov for en socialfaglig indsats, får de nødvendige tilbud og anden hjælp i deres nærmiljø,
og i sammenhæng med de almindelige tilbud i kommunen.
Børn og unge og deres familier med behov for en socialfaglig indsats befinder sig typisk i en sårbar
situation. Det er derfor afgørende, at kommunalbestyrelsens afgørelser iværksættes hurtigst muligt,
så barnet eller den unge kan få den nødvendige hjælp og støtte de har behov for, og det undgås, at
situationen forværres, og barnet eller den unge kommer i stigende mistrivsel. Social- og
Ældreministeriet finder, at der er behov for at tydeliggøre kommunalbestyrelsens eksisterende pligt
til at iværksætte en afgørelse efter loven straks efter, at denne er truffet, ved at lade pligten fremgå
direkte af loven, og ikke alene følge af gældende vejledningstekst.
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 10 fastsættes en videreførelse af den gældende retstilstand, hvorefter
myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter
barnets lov ligger hos kommunalbestyrelsen. Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træffer
afgørelser om sådanne tilbud efter denne lov, medmindre andet fremgår direkte af loven.
78
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0079.png
Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at iværksætte en afgørelse efter
loven straks efter, at denne er truffet tydeliggøres ved at anføre denne eksplicit i loven med det
formål at sikre en skærpet opmærksomhed herpå. Tydeliggørelsen vil ikke indebære ændringer i
omfanget eller indholdet af forpligtelsen ift. gældende retstilstand, som dermed foreslås videreført
uændret.
3.4. Afdækning og udredning af barnets behov
3.4.1. Gældende ret
Afdækning af støttebehov hos børn, unge og vordende forældre er i dag reguleret i servicelovens §
50, der fastsætter regler om en såkaldt børnefaglig undersøgelse.
Bestemmelsen omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af støtteforanstaltninger
efter servicelovens § 52 som f.eks. praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,
familiebehandling eller anbringelse uden for hjemmet. Endvidere skal der være foretaget en
børnefaglig undersøgelse forud for godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32.
Iværksættelse af tidligt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller
handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven forudsætter ikke
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. I disse tilfælde finder
sagsoplysningen sted efter de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger herom samt efter
reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om sagsoplysning,
borgerinddragelse, notatpligt m.v.
Endelig indeholder servicelovens § 32, stk. 2, en særlig regel om udredning i forhold til visse børn
og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Bemyndigelsen er udmøntet i §§ 1 i
bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den
unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det fremgår servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt., at den børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt
muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Bestemmelsen betyder, at udgangspunktet for gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse er, at
kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene om
undersøgelsen. Ifølge bemærkninger til bestemmelsen har kommunalbestyrelsen dog mulighed for
79
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0080.png
at gennemføre undersøgelsen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt
samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, samt i de tilfælde,
hvor dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende f.eks. hvis den ene af
forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke
har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Der henvises til jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 178
som fremsat, s. 44.
Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 3. pkt.
Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre for familien og barnet eller den
unge, er det centralt, at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end nødvendigt. Derfor må det
løbende i undersøgelsen vurderes, hvor vidtgående den skal være, herunder hvilke oplysninger der
er brug for i den konkrete sag. I relation hertil må det vurderes, hvilke oplysninger der skal
indhentes, og det må afklares, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen allerede har om den unge.
Reglen indebærer desuden, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den
unge er informeret om undersøgelsens formål og forløb.
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 2, at kommunalbestyrelsens undersøgelse skal anlægge en
helhedsbetragtning, der, medmindre konkrete forhold betyder, at et eller flere af nedenstående
forhold ikke er relevante i forhold til det pågældende barn eller den unge, skal omfatte barnets
eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold
og venskaber samt andre relevante forhold.
Med henblik på at kommunen i højere grad skal arbejde bredt og helhedsorienteret og fokusere på
de ressourcer, som kan bidrage til at løse problemerne skal undersøgelsen som udgangspunkt
omfatte de nævnte forhold. Kommunalbestyrelsen skal dog i den konkrete sag vurdere, hvorvidt og
i hvilket omfang hvert enkelt af bestemmelsens 6 punkter er relevant at undersøge for det enkelte
barn eller ung.
F.eks. vil punktet skoleforhold ikke være relevant for et barn under den skolepligtige alder, ligesom
den børnefaglige undersøgelse ikke nødvendigvis kræver indhentning af oplysninger om
fritidsforhold og venskaber fra mange forskellige kilder, hvis ressourcer og problemer vurderes
belyst tilstrækkeligt på baggrund af f.eks. forældrenes og barnet eller den unges eller skolelærerens
udtalelser. Kommunalbestyrelsen skal i sin undersøgelse kort begrunde, hvorfor et forhold ikke
indgår i undersøgelsen.
Som led i undersøgelsen skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. jf. servicelovens
§ 50, stk. 3. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens
karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres,
skal oplysninger om barnets eller den unges synspunkter søges tilvejebragt. Samtalen kan finde sted
80
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0081.png
uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet
til barnets eller den unges bedste taler herfor.
I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien
og netværket, jf. § 50, stk. 4, 1. pkt.
For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg
af indsats for denne aldersgruppe, jf. servicelovens § 50, stk. 4, 2. pkt.
Kommunen skal således, når der iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 52 for unge over
15 år, være opmærksom på, at de som udgangspunkt alene skal iværksættes i en forholdsvis kort
periode sammenlignet med foranstaltninger over for mindre børn. Kommunen bør derfor overveje,
om der allerede på tidspunktet for foranstaltningens iværksættelse kan være behov for
foranstaltninger ud over det fyldte 18. år, jf. servicelovens §§ 76 og 76 a, og i givet fald hvilke.
Dette kan fremgå af den unges handleplan.
Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om
barnets eller den unges og familiens forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 5, 1. pkt. Dette kan ske ved
at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. servicelovens § 50.
stk. 5, 2. pkt.
Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en
autoriseret psykolog, jf. servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt. Iværksætter kommunen en psykologisk
undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret
psykolog, jf. servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt.
Eventuelle psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren, som måtte blive
iværksat som led i en børnefaglig undersøgelse, skal således foretages af en autoriseret psykolog,
der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for
autoriserede psykologer, som følger af psykologloven.
Det er kommunen, som vurderer, om der er behov for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren som led i den børnefaglige undersøgelse.
En børnefaglig undersøgelse, herunder også en eventuel psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren, der iværksættes som led i en børnefaglig undersøgelse, skal så
vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år. Borgeren skal efter § 4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og kommunalbestyrelsen skal
tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
Dette gælder også ved iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse og herunder ved eventuelle
81
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0082.png
psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren, som kommunen iværksætter som
led heri.
Den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for
at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være, jf. servicelovens
§ 50, stk. 6, 1. pkt.
Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, skal der
desuden tages stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 2.
pkt.
Det skal sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at der
foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op af
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse. Dels, at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte
der skal iværksættes, tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som
det kan være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den
unges behov. Formålet hermed er at sikre, at barnet eller den unge modtager den støtte, som
modsvarer de behov, der er afdækket i den børnefaglige undersøgelse.
Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge
stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan
bidrage til at klare vanskelighederne, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 3. pkt.
Servicelovens 50, stk. 7, fastsætter regler om tidsfrister for undersøgelsens gennemførelse. Det
fremgår således, at servicelovens § 50, stk. 7, 1. pkt., at den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes
senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en
ung kan have behov for særlig støtte.
En undersøgelse må anses for at være afsluttet, når kommunen har forholdt sig til de forhold, der
fremgår af servicelovens § 50, stk. 2 og 3, og der, jf. servicelovens stk. 6, er udarbejdet en
begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes foranstaltninger. Undersøgelsen bør altid
udarbejdes hurtigst muligt.
Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen
udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen, jf. servicelovens § 50,
stk. 7, 2. pkt.
Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan således i særlige tilfælde betyde, at
undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for 4 måneder, f.eks. i tilfælde, hvor der er længere
ventetid i forbindelse med undersøgelser hos specialister. I disse tilfælde skal kommunen foretage
en foreløbig vurdering af barnets eller den unges situation inden for de 4 måneder og snarest
herefter afslutte undersøgelsen.
82
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0083.png
Under alle omstændigheder skal kommunen altid tage stilling til, om der er et akut behov for
foranstaltninger, uanset om undersøgelsen er afsluttet.
I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en
undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. En undersøgelse kan gennemføres som én samlet
undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold. Der henvises til afsnit 3.5.1.
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt., fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå et behov for
særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen undersøge de vordende forældres
forhold nærmere.
Det fremgår af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen er at sikre en tidlig, grundig og
målrettet indsats over for de problemer og udfordringer, der måtte være i en familie, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 4548. Undersøgelsen skal danne grundlaget både for et
eventuelt valg af forebyggende foranstaltning og for en anbringelse fra fødslen, hvis det skulle vise
sig nødvendigt af hensyn til barnets fortsatte mulighed for trivsel og udvikling.
Bestemmelsen gør det således at muligt at gennemføre en undersøgelse efter servicelovens § 50 før
fødslen med henblik på at sikre en grundig og nuanceret afdækning af de konkrete udfordringer og
problemstillinger i familien på et tidligt tidspunkt, så den rigtige og tilstrækkelige foranstaltning kan
vælges fra starten. En grundig undersøgelse af forholdene i hjemmet og familien, så man kan få et
grundigt indblik i, hvori problemerne består, er forudsætningen for at iværksætte den rigtige indsats,
uanset om det er efter reglerne i lov om social service eller efter et andet regelsæt, som f.eks.
sundhedsloven. Undersøgelsen skal afdække både ressourcerne og problemerne i familien, og den
skal komme rundt om familiens samlede situation, så det bliver muligt at tilbyde den rette hjælp til
familien.
Kommunen skal i forbindelse med undersøgelsen indhente oplysninger fra de fagfolk, der er i
kontakt med familien, både i forhold til eventuelt ældre søskende og i forhold til forældrenes egne
forhold.
Betegnelsen kommende forældre omhandler både gravide enlige kvinder, gifte og samlevende par,
uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, s. 4555.
Det følger af servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt., at undersøgelsen af de vordende forældres forhold
så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de vordende forældre. Bestemmelsen indebærer, at
undersøgelse af de vordende forældre så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med de
vordende forældre, men at der ikke er krav om samtykke fra vordende forældre til gennemførsel af
undersøgelsen. Dette svarer til, hvad der gælder ved en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens
§ 50, stk. 1, af et barn eller en ung.
83
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0084.png
Det følger videre af servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt., servicelovens § 50, stk. 4-8, finder
anvendelse ved en afgørelse om en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Bestemmelsen
indebærer, at de regler, der gælder for en børnefagligundersøgelse af et barn eller en ung, og som er
fastsat i servicelovens § 50, stk. 4-8, også finder anvendelse ved en undersøgelse af de vordende
forældres forhold. For en beskrivelse af disse bestemmelse, se ovenfor.
Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med undersøgelsen
sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdække, om der er
behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende foranstaltninger til de vordende
forældre. I forhold til børn eller unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, fremgår det af servicelovens § 32, stk. 2, at
social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse
af barnet eller den unge, om udredning af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden
ved kommunens sagsbehandling.
Bemyndigelsen har sammenhæng til servicelovens § 32, stk. 1, som pålægger kommunalbestyrelsen
at træffe afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte samt fastlægger, at hjælpen kan tilrettelægges i
særlige dagtilbud, jf. stk. 3, i særlige klubtilbud, jf. § 36, i forbindelse med andre tilbud efter
serviceloven eller dagtilbudsloven eller kan udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som
hjemmetræning, jf. § 32 a. Det fremgår endvidere af servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt., at
godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32 a, stk. 1, skal ske på baggrund af en
børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Det bemærkes, at servicelovens § 32, stk. 1 og
stk. 3-5 samt servicelovens § 32 a foreslås videreført i barnets lov §§ 82, 84-85.
3.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Den nuværende udredning af barnet i serviceloven sker ved den børnefaglige undersøgelse, den
såkaldte § 50-undersøgelse. I dag er der samme krav til udredning af barnet, uanset om der er tale
om en meget kompleks eller en lettere problemstilling.
Den børnefaglige undersøgelse kritiseres for, at den ofte er for lang og kan være medvirkende til at
forsinke hjælpen til barnet unødigt. Ligesom problemerne i mellemtiden kan vokse sig større og
kræve, at mere intensive former for hjælp og støtte må iværksættes.
Der er bl.a. kritik af, at der med undersøgelsen går alt for meget tid med passivt skrivebordsarbejde,
der ikke giver den ønskede værdi for barnet, som dermed ikke oplever at hjælpen kommer i tide.
Det kritiseres desuden, at der bruges uforholdsmæssigt meget tid på udredning i de mindre
komplekse sager, så ressourcerne ikke bruges rigtigt. Det er også et kritikpunkt, at barnet og
familien ofte har en meget begrænset rolle i udredningen, og ikke føler noget ejerskab med de
84
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0085.png
nuværende rammer for undersøgelsen. Endeligt kritiseres undersøgelsen for ofte at være meget
problemfokuseret fremfor at have fokus på, hvad der skal løses og pege fremad.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfattelse, at der er behov for nye regler om
udredning, som skal adressere de udfordringer, der i dag er ved den børnefaglige undersøgelse. Det
er samtidig ministeriets opfattelse, at der er behov for at skabe fælles rammer for sagsoplysningen,
som er anvendelige og relevante for den samlede mængde af tilbud om hjælp og støtte, som kan
iværksættes efter barnets lov for at imødekomme de individuelle behov hos såvel socialt udsatte
børn og unge som børn og unge med nedsat funktionsevne samt deres familier. Endelig er det
ministeriets opfattelse, at der er behov for at sikre kontinuitet og stabilitet i sagsbehandlingen for
børn og unge i de alvorlige eller komplekse sager.
Der skal ved udformningen heraf også tages hensyn til behovet for regelforenkling og
afbureaukratisering med henblik på at flytte ressourcer fra unødig dokumentation til arbejdet med
barnet og familien. Det handler efter ministeriets opfattelse bl.a. om sikre, at dokumentationskrav
afspejler kompleksiteten og tyngden af barnets behov til gavn for en hurtigere indsats til barnet.
Ligesom der kan være behov for større frihed til sagsbehandlernes skøn med færre procesregler.
Det er ministeriet vurdering, at nye udredningsbestemmelser bør bygge på følgende principper:
-
-
-
Barnet og familien skal have hjælp langt hurtigere. I dag går der ofte 4 måneder (som er
fristen for udredning i dag) eller længere.
Barnet og familien skal opleve, at hjælpen kommer med det samme, og at der handles – det
kræver et opgør med den passive undersøgelsesperiode, der eksisterer i dag.
Udredningen skal derfor ske samtidig med, at kommunen hjælper barnet og er i kontakt med
barn og familie, så der er tale om aktiv undersøgelsesfase, hvor rådgiver også lærer barnet at
kende.
For at hjælpen kan komme hurtigere i gang, og sagsbehandleren kan bruge tiden bedst
muligt, skal der skelnes tydeligere mellem ”lettere” og ”tunge sager”.
Barnet skal inddrages bedre i udredningen. Afdækning af udfordringerne skal derfor ske
sammen med barnet og familien.
Udredningen skal både afdække ressourcer og udfordringer hos barn og familie.
-
-
-
3.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen i alle sager, hvor det må antages, at et barn eller en ung har
behov for hjælp og støtte, skal vurdere, om der er tale om:
-
En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges
støttebehov.
85
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0086.png
-
-
-
En problemstilling, der kræver afklaring af et eller flere forhold med betydning for barnets
eller den unges støttebehov.
En problemstilling, der kræver en udredning af barnets eller den unges støttebehov.
Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et
barn eller en ung trænger til støtte, f.eks. på baggrund af underretning eller en henvendelse
fra barnet, den unge eller forældre, vil kommunalbestyrelsen skulle foretages en indledende
screening af sagen med henblik på at vurdere behovet for yderligere sagsoplysning.
Kommunalbestyrelsen vil i vurderingen skulle lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet,
herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Den foreslåede ordning vil betyde, at kravene til afdækning og dokumentation af
barnets, den unges eller de kommende forældres støttebehov vil blive afpasset sagens karakter og
kompleksitet i højere grad, end det er tilfældet i dag.
Det foreslås videre, at hvis der er der bekymring for æresrelaterede konflikter eller negativ social
kontrol i forhold til et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen have pligt til at foretage en
risikovurdering, inden forældre og netværk inddrages i sagen. Den foreslåede ordning vil indebære,
at kommunen, i sager hvor der er indikationer på eventuelle æresrelaterede konflikter, f.eks.
tvangsægteskab eller genopdragelsesrejse, eller negativ social kontrol allerede i forbindelse med
den indledende screening skal vurdere risikoen for barnet, den unge, inden forældre og netværk
inddrages i sagen. Dette med henblik på beskyttelsen af barnet eller den unge.
På baggrund af den indledende screening vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, hvordan og i
hvilket omfang sagen skal undersøges yderligere.
En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk være en lettere eller
afgrænset problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen er umiddelbart er
klart, hvad det er for en udfordring, der skal håndteres, hvad baggrunden for udfordringen er, og
hvilken indsats der er behov for.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med
højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der behov for at belyse sagen
nærmere for at kunne vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse indsatsen.
En problemstilling, der vil kræve en udredning, vil være alvorlige eller komplekse sager, hvor der er
behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den unges situation for at sikre en grundig
belysning af udfordringer, ressourcer og støttebehov.
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke er behov for yderligere
afdækning af barnets eller den unges behov, vil den foreslåede ordning betyde, at der ikke på
foreliggende grundlag vil skulle foretages yderligere oplysning af sagen.
86
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0087.png
I den situation, hvor der på baggrund af screeningen er vurderet behov for afdækning, vil den
foreslåede ordning betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en målrettet afdækning af
de forhold, der er relevante for at belyse barnets eller den unges og evt. familiens konkrete
udfordringer og støttebehov. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som ikke vil være
underlagt de krav til omfang og proces, der gælder ved børnefaglig undersøgelse i dag.
Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til
barnet, den unge, de kommende forældre eller familien. Det vil ligeledes kunne være relevant at
indhente en udtalelse fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i nogle
sager, eksempelvis hvis barnet, den unge eller én af forældrene har en omfattende
funktionsnedsættelse. I sådanne sager vil det være relevant generelt at overveje behovet for at
indhente særlig faglig viden for at kunne afdække støttebehovet og baggrunden herfor.
Kommunen vil skulle dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne
være i form af et kort afdækningsnotat der beskriver, de relevante forhold, herunder input fra barnet,
den unge og forældrene, de oplysninger der er indhentet, eller de faglige observationer mv. der er
foretaget, og med en socialfaglig vurdering. Der vil med fordel kunne arbejdes med dynamisk
dokumentation, hvor løbende opdatering også noteres i afklaringsnotatet, som så dermed kan blive
et aktivt redskab, der vil afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn og familie. Der henvises
til afsnit 3.12.1-3.12.3 om løbende opfølgning.
Det foreslås endvidere, at social- og ældreministeren gives en bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler om afdækning efter § 19 i sager vedrørende hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 19,
stk. 4.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børneudredning i følgende situationer:
-
-
-
Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag.
Når der er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb.
Når et barn eller en ung har været på krisecenter eller herberg mv. med en forælder på grund
af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for et vende tilbage til et
voldeligt miljø med barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen i de nævnte situationer vil have pligt til at
iværksætte en børneudredning.
Herudover foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at iværksætte en
børneudredning i andre situationer, hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.
87
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0088.png
Det foreslås at en børneudredning skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække
udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netværket. Relevante forhold at
belyse vil efter omstændighederne kunne være udvikling, trivsel og adfærd, familieforhold,
skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber m.v.
Det vil i forbindelse med en børneudredning være vigtigt, at kommunen er opmærksom på eventuel
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge, de kommende forældre eller
familien. Det vil i denne sammenhæng være væsentligt, at kommunen er opmærksom på, at nogle
bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller
udadreagerende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet eller på, at
barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således
give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden,
herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme
eller ADHD.
Børneudredningen vil altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets,
den unges eller de kommende forældres behov for støtte.
Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle inddrage de fagfolk, som allerede har viden om
barnets, unges og familiens eller de kommende forældres forhold. Kommunen vil således skulle
inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medarbejdere eller andre,
der har viden om barnet, den unge, familien eller de kommende forældre. Det vil også kunne være
relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis via henvendelse til den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO) hvis barnet, den unge eller én af forældrene har en
funktionsnedsættelse.
Kommunen vil endvidere ligesom i dag pligt til at lade barnet eller den unge undersøge af en læge
eller en autoriseret psykolog, hvis det er nødvendigt. Kommunen vil samtidig, ligesom i dag, have
mulighed for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren eller de
kommende forældre, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt. Undersøgelsen vil i givet fald
skulle foretages af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og
tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede psykologer, som følger af
psykologloven.
En børneudredning vil skulle resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at
iværksætte støtte. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at udredningen gennemføres, vil der
endvidere skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.
Udredningen vil desuden skulle indeholde oplysninger om, hvordan barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller
omgivelserne, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
88
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0089.png
Det foreslås samtidig, at kommunen i sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser
eller en anbringelse under en børneudredning skal sikre kontinuitet og stabilitet i sagsbehandlingen
for barnet eller den unge ved, at de væsentligste møder med barnet eller den unge som
udgangspunkt afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere. Formålet er at sikre tryghed,
kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge i møder med kommunen. Ved at stille krav om to
sagsbehandlere ved barnets eller den unges væsentligste møder med kommunen under
børneudredningen, skabes de bedste forudsætninger for, at barnet eller den unge kan opnå en tryg
og stabil relation til sagsbehandlerne. Derudover vil barnet eller den unge i tilfælde af den ene
sagsbehandlers fravær trygt kunne mødes med eller kontakte den anden sagsbehandler i stedet. Der
foreslås videre fastsat lignende regler for anbragte børn og unge i forbindelse med barnets eller den
unges samtaler med sagsbehandleren ved tilsynsbesøg. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt. 3.12.3.
Såvel børneudredning som afdækning vil så vidt muligt skulle gennemføres i samarbejde med
barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren eller de kommende forældre, sådan som
det også er tilfældet i dag ved en børnefaglig undersøgelse.
Udgangspunktet vil således være, at kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og
samarbejde med forældrene om sagsoplysningen. Det vil være vigtigt, at kommunen så vidt muligt
sørger for en god inddragelse af barnet, den unge og forældrene i arbejdet både af hensyn til at
sikre, at barnets eller den unges og forældrenes viden og holdninger til sagen er afspejlet og for at
understøtte medejerskab til udredning og indsatser. Der henvises til afsnit 3.2.3.
Kommunalbestyrelsen vil dog, ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse, have
mulighed for at gennemføre afdækning eller udredning i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt
at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge,
samt i de tilfælde, hvor dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende f.eks. hvis den
ene af forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende
ikke har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.
Den foreslåede ordning med screening, afdækning og udredning vil indebære, at
kommunalbestyrelsen vil kunne iværksættes støtte, når den indledende screening er foretaget, hvis
der på den baggrund vurderes at være behov herfor. Der vil gælde i de situationer, hvor der ikke er
vurderet behov for nærmere afdækning, og hvor der vil kunne iværksættes en tidligt forebyggende
indsats eller rent handicapkompenserende støtte efter reglerne herfor i kapitel 4 og 8.
Det vil også gælde i de tilfælde, hvor det vurderes, at der er behov for en nærmere afdækning eller
udredning af barnets eller den unges støttebehov. Her vil der efter omstændighederne tillige kunne
iværksættes støttende indsatser, ligesom der vil kunne iværksættes tidligt forebyggende eller
handicapkompenserende indsatser efter reglerne her for i kapitel 4 og 8 sideløbende med, at barnet
eller den unges behov afdækkes nærmere eller udredes. Det kan f.eks. være, at det ud fra
89
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0090.png
screeningen er vurderet, at der i en kortere periode er behov for en tæt støttet indsats i hjemmet, så
familien kan hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, mens støttebehovet bliver nærmere
udredt. Herefter vil indsatsen kunne justeres. Nærmere afklaring af relevante forhold vil ligeledes
kunne ske som led i den indsats, barnet eller den unge eller familien modtager.
Der vil ligesom i dag kunne træffes foreløbig eller akut afgørelse om anbringelse, mens sagen
udredes, hvis er grundlag herfor, men ellers vil udgangspunktet være, at der skal være gennemført
en børneudredning, før der kan træffes afgørelse om anbringelse efter reglerne herfor i kapitel 5.
Den foreslåede ordning er således dynamisk, så både undersøgelse og indsats vil kunne justeres
undervejs. Det vil også betyde, at der vil kunne iværksættes en uddybende afdækning eller eventuelt
en udredning af barnets eller den unges støttebehov, selvom det indledningsvis var vurderet, at der
ikke var behov herfor. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det som led i den hjælp barnet eller
den unge eller familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at afklare et eller flere forhold
nærmere. Tilsvarende vil et afdækningsnotat kunne udbygges til en egentlig udredning, hvis det
som led i afdækningen viser sig, at der er grundlag for det.
Det foreslås, at der fastsættes regler om afdækning og udredning af søskende, som skal sikre, at
øvrige børn i familien får denne rette hjælp. Der henvises til afsnit 3.4.2.- 3.4.3 samt § 19, stk. 3, §
21 og bemærkningerne hertil.
Endelige foreslås det, at der fastsættes regler om screening, afdækning af udredning af forholdene
hos kommende forældre, hvis der er grund til at antage, at der kan opstå behov for støtte til et barn
efter fødslen. De foreslåede regler vil i vidt omfang svare til reglerne for screening, afdækning og
udredning af støttebehovet hos børn og unge, dog tilpassede de særlige forhold der gør sig
gældende for kommende forældre. Der henvises til §§ 24-27 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede ordning om screening, afdækning og udredning skal ses i tæt sammenhæng med
henholdsvis den foreslåede ordning om rådgivning og støtte i det foreslåede kapitel 4, anbringelse i
det foreslåede kapitel 5 om løbende opfølgning i det foreslåede kapitel 10. Der henvises til afsnit
3.5-3.8 og bemærkningerne til §§ 28-32, 46-48 og 95-96.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 18-27.
3.5. Den rette hjælp i tide til hele familien
3.5.1. Gældende ret
Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges
forhold, jf. servicelovens § 50. Der henvises til afsnit 3.4.1.
90
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0091.png
I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en
undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, jf. servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt.
Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien,
således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne
havde vokset sig større og mere komplekse. Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om
eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til særlig støtte. Barnets egne oplysninger om
andre børn i familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt. Kommunen skal
således foretage en børnefaglig undersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det efter en
konkret vurdering må antages, at de har behov for særlig støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har
problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte
ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos
eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte
påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør
gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks.
primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter
servicelovens § 50 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træffe en afgørelse
herom, jf. servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt.
En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således
at der tages højde for børnenes individuelle forhold. Det følger i dag af servicelovens § 50, stk. 8, 2.
pkt.
Hvis kommunen vurderer, at der bør gennemføres en undersøgelse af flere børn i samme familie,
kan kommunen således vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere børn i samme familie,
hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for
individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det
sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det omfang, det er
nødvendigt. Der bør således være en klar beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da
f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt. Der er tale om en selvstændig
afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.
På baggrund af en børnefaglige undersøgelse af et eller flere børn i en familien kan der iværksættes
støtte. Det kan være forebyggende foranstaltninger som f.eks. familiebehandling eller behandling af
barnets eller den unges problemer eller anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 52, stk. 3, og § 58.
91
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0092.png
I sager om anbringelse uden samtykke, jf. servicelovens § 58, er der skærpede indholdsmæssige og
processuelle krav til grundlaget for en afgørelse. Det omfatter også krav til, hvad forvaltningens
indstilling til kommunens børne- og ungeudvalg skal indeholde. Krav til kommunen indstilling er
fastsat i servicelovens § 59.
En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 skal således omfatte den
børnefaglige undersøgelse, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i servicelovens § 58 anses for
opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen. Indstillingen skal endvidere indeholde en vurdering af
forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge
og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne
lov eller anden relevant lovgivning.
Derudover skal indstillingen indeholde en handleplan for anbringelsen, jf. servicelovens § 140,
herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie
under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter. Endelig skal indstillingen indeholde
barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
På baggrund af forvaltningens indstilling kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om
anbringelse uden samtykke, hvis udvalget vurderer, at betingelserne her for i øvrigt er opfyldt, jf.
servicelovens 58. Børne og ungeudvalget kan alene sige ja eller nej til forvaltningens indstilling.
Kommunen har en række opgaver i forbindelse med og under anbringelsen af et barn eller ung,
herunder i forhold til valg af anbringelsessted, samvær og kontakt, løbende opfølgning m.v. Der
henvises til afsnit 3.8-3.9 og 3.12.
Kommunens opgaver vedrører også barnets eller den unges forældre. Servicelovens § 54 indeholder
således regler om støtte til forældre under en anbringelse, herunder støtteperson, anden støtte og
forældrehandleplan. Disse gælder både ved anbringelse med og uden samtykke. Formålet med de
nuværende regler om forældrestøtte er bl.a. at bidrage til, at forældrene kan varetage omsorgen for
barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen. Der henvises til afsnit 3.13.1. og bemærkningerne til §§ 75-79.
3.5.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at der er behov for at sikre en bedre og tidligere indsats til de
mest udsatte børn og familier. Familiens problemer, ressourcer og støttebehov skal belyses
grundigt, så børn og forældre får den rette indsats i tide, og kvaliteten i sagsbehandlingen styrkes.
Samtidig er der behov for at støtte forældrene i meget udsatte familier bedre. Så der er hjælp til
forældre, der med den indsats kan blive i stand til at varetage omsorgen for deres børn, eller som har
behov for støtte til at håndtere deres situation.
92
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0093.png
Ministeriet bemærker, at når et barn anbringes pga. omsorgssvigt, vil barnets søskende i
udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet. Derfor er det vigtigt at sikre, at søskende
til anbragte børn og unge i disse situationer ikke går under radaren.
I dag er det op til kommunens konkrete vurdering, om søskendes støttebehov også skal undersøges.
Det kan i sidste ende betyde, at der er børn i meget udsatte familier, som ikke får den hjælp, de har
brug for, eller først får det sent, selvom kommunen er opmærksom på alvorlige problemer i
familien. Det kan f.eks. være mindre børn eller stilfærdige, indadreagerende børn, som ikke får den
rette i hjælp i tide.
Ministerier finder derfor, at der behov for at skærpe kommunens forpligtelse for at hindre, at der
søskende, som bliver overset, eller som først får hjælp senere, når problemerne er vokset sig for
store.
Hvis et barn anbringes pga. omsorgssvigt, bør kommunen således have pligt til at iværksætte en
udredning af alle søskende i husstanden under 15 år med henblik på at vurdere, hvorvidt de også har
behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i. Unge over 15 år har en alder, der gør, at
de som udgangspunkt lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.
Det dog samtidig ministeriets opfattelse, at det i særlige tilfælde skal være muligt at undlade at
iværksætte en udredning, hvis det er åbenlyst, at barnet trives og ikke har behov for støtte. Men det
klare udgangspunkt bør være, at søskende under 15 år skal undersøges i disse sager, og hvis det i
særlige tilfælde undlades, skal kommunen begrunde sin vurdering.
Det er ministeriets vurdering at en skærpet pligt til at undersøge søskende i disse sager vil give
sagsbehandlerne bedre rammer for at arbejde med hele familien og foretage en mere
helhedsorienteret screening og udredning af familiens samlede situation og støttebehov. Det vil
understøtte en tidligere og bedre indsats til hele familien, både børn og forældre.
På baggrund af det grundige arbejde med de hjemmeboende søskendes sager kan der igangsættes
familiebehandling eller anden støtte i hjemmet, ligesom der også vil kunne være søskende, hvor der
vil være behov for en anbringelse.
Det er endvidere ministeriets vurdering, at der er brug for sikre, at kommunens børne- og
ungeudvalg bliver gjort opmærksom på søskendes eventuelle støttebehov, når udvalget behandler
sager om anbringelse af et barn uden samtykke pga. omsorgssvigt, hvor der er søskende under 15
år.
Ministeriet finder, at der bør gælde et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse uden
samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene. Det vil indebærer, at hvis kommunen
vælger ikke at anbringe alle børn under 15 år i en søskendeflok, skal den forklare hvorfor, og det
skal fremgå af indstillingen til børne- og ungeudvalget. Der bør samtidig redegøres, for hvilke andre
93
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0094.png
forebyggende indsatser, der i så fald tages i forhold til såvel barn som familien. Det skal altid ske ud
fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns behov.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at der er behov for at give børne- og ungeudvalget bedre
handlemuligheder i disse sager, hvis de f.eks. bliver bekymrede for, om der er andre børn i familien,
som ikke får den rette hjælp. Børne- og ungeudvalget er et ’ja/nej’-udvalg, der alene sige ja eller nej
til den indstilling, udvalget får forelagt. De kan dermed ikke f.eks. bede forvaltningen om at oplyse
sagen yderligere eller selv iværksætte andre støttetiltag.
Ministeriet finder derfor, at børne- og ungeudvalget skal forpligtes til at underrette Ankestyrelsen,
hvis begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til en bekymring for,
om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte. Børne- og ungeudvalget får dermed en klar
handlemulighed og -pligt i sager, hvor de er bekymrede, i modsætning til i dag, hvor de alene kan
afvise sagen eller eventuelt som enkeltpersoner foretage en underretning. Det vil sikre, at
Ankestyrelsen bliver opmærksom på sagen, så de får mulighed for at tage sagen op af egen drift,
hvis de vurderer, der er behov for det.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at det er vigtigt at sikre støtte til forældrene i sager, hvor et
barn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i
familien, der potentielt er i en sårbar position. Her er behovet særligt stort for at sætte ind med hjælp
til hele familien og til at arbejde målrettet med forældrene, herunder også for at understøtte et bedre
samarbejde om indsatsen og tryggere og mere stabilt samvær. Der henvises til afsnit 3.15.1-3.15.3.
3.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, og anbringelsen er begrundet i
utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge eller andre alvorlige forhold hos forældrene, skal
kommunalbestyrelsen iværksætte en børneudredning af eventuelle søskende i husstanden under 15
år, jf. § 21, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet på grund
af eksempelvis omsorgssvigt, vil kommunen have pligt til at iværksætte en børneudredning af
eventuelle hel-, halv- og papsøskende i hustanden, som er under 15 år.
Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal forstås, at forældrene ikke, herunder med
eventuelt relevant hjælp og støtte, formår at give barnet eller den unge den fornødne omsorg.
Årsagerne hertil vil kunne være forskellige, herunder f.eks. manglende eller utilstrækkelige
forældrekompetencer, alkohol- eller stofmisbrug eller alvorlig kriminalitet hos forældrene. Et meget
højt konfliktniveau eller vold i hjemmet vil også kunne betyde, at barnet eller den unge ikke kan få
den fornødne omsorg.
94
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0095.png
Udredningen vil skulle iværksættes med henblik på at vurdere, om der er hjemmeboende søskende
under 15 år, der også har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen i særlige vil kunne tilfælde undlade at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor. Kommunalbestyrelsen
skal i så fald begrunde sin beslutning, og begrundelsen skal fremgå af sagen.
Den foreslåede ordning vil indebære, at selvom det klare udgangspunkt vil være, at der altid vil
skulle iværksættes en børneudredning af hjemmeboende søskende under 15 år i disse sager, så vil
kommunen undtagelsesvist kunne undlade det, hvis det er åbenlyst, at den eller de pågældende
søskende trives og ikke har behov for støtte. Kommunen vil skulle tage aktivt stilling, og
begrundelsen vil skulle noteres på sagen.
For søskende over 15 år vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle foretage en konkret
vurdering af, om der er behov for at undersøge deres forhold. Afgrænsningen er her begrundet i, at
unge over 15 år har en alder, der gør, at de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.
Der er dermed ikke samme behov for en skærpelse af de gældende regler.
Det foreslås videre at indføre et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse uden samtykke,
som er begrundet i omsorgssvigt fra forældrene. Det vil indebære, at kommunen vil skulle begrunde
hvorfor, hvis kommunen vælger ikke at anbringe søskende under 15 år i disse sager.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere skulle redegøres for hvilke eventuelle forebyggende indsatser
eller anden hjælp, der i så fald tages i forhold til såvel barn som familien. Det vil altid skulle altid
ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns behov.
Det foreslås endvidere at forpligte kommunens børne- og ungeudvalget til at underrette
Ankestyrelsen, hvis begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til en
bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte.
Den foreslåede ordning vil indebære, at børne- og ungeudvalget vil få en klar handlemulighed og
handlepligt i sager, hvor udvalget er bekymrede for søskende.
Ankestyrelsen vil kunne vælge at benytte sin kompetence til at gå ind i sagen af egen drift og
beslutte, at et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, eller at en kommune skal tage
andre initiativer over for barnet eller den unge – og familien, jf. servicelovens § 65, jf. lovforslagets
§§ 151-152. Den foreslåede ændring vil ikke ændre på den kompetence, Ankestyrelsen har i dag, til
at tage sager op af drift, men vil sikre, at Ankestyrelsen vil blive gjort opmærksom på sagen og
dermed vil få mulighed for gribe ind.
Den foreslåede ordning skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede obligatoriske plan for støtte
til forældre i sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der
95
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0096.png
er hjemmeboende søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position.
Der henvises til afsnit 3.15.2-3.15.3 og bemærkningerne til § 77.
Den foreslåede ordning skal samtidig ses i tæt sammenhæng med den foreslåede nye model for
udredning af udsatte børns støttebehov. Der henvises til afsnit 3.4.3. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til §§ 21 og 51.
3.6. Hjælp og støtte
3.6.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 10, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed
for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at
hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i
stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i
forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud, jf. servicelovens § 10, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte
har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. servicelovens § 10, stk. 3.
Efter servicelovens § 11, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen som led i det tidlige forebyggende
arbejde sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en
ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver,
som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Tilbuddet om rådgivning skal
også omfatte vordende forældre. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal
kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.
Ved familieorienteret forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge
og deres familier. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at
henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning.
Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående
oplysning, i samtaler, i hjælp til løsning af praktiske problemer eller i formidling af kontakt til andre
myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig
behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.
Der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. I tilfælde, hvor et barn eller
en ung selv søger rådgivning, og hvor henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov
96
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0097.png
for en nærmere undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger, er der
notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen får.
I sådanne tilfælde må forvaltningen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den
unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at
beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid
føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om
undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt kan anvendes.
Efter servicelovens § 11, stk. 3, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen tilbyde en forebyggende indsats
til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at støtte efter bestemmelsens 2. pkt., nr. 1-4 kan
imødekomme barnets eller den unges behov.
Formålet med indsatserne efter servicelovens § 11, stk. 3, er at sætte tidligt ind over for et barns
eller en ungs problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store.
Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen
oplistede indsatstyper. Kommunen kan således selv vælge, hvilke forebyggende indsatser der
generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats der er
formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.
Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk.
3, og der er dermed heller ikke adgang til at klage over tilbuddet.
En forebyggende indsats efter stk. 3 forudsætter heller ikke udarbejdelse af en børnefaglig
undersøgelse efter servicelovens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter servicelovens § 140.
Hvis kommunalbestyrelsen iværksætter en forebyggende indsats efter bestemmelsen, er det dog
muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år at klage over, at
kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en foranstaltning efter servicelovens § 52, jf. servicelovens
§§ 166 og 167.
Der kan iværksættes en forebyggende indsats efter bestemmelsen som opfølgning på en børnefaglig
undersøgelse, selv om undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at iværksætte en
foranstaltning efter servicelovens § 52.
Kommunalbestyrelsen har herudover mulighed for at iværksætte en forebyggende indsats over for
et barn eller en ung og dennes familie efter servicelovens § 11, mens der pågår en børnefaglig
undersøgelse efter servicelovens § 50, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde følgende forebyggende indsatser, jf. servicelovens § 11, stk. 3, 2.
pkt.:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
97
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0098.png
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens
vanskeligheder.
Efter servicelovens § 11, stk. 4, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde
økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, når kommunalbestyrelsen vurderer, at efter
nr. 1 og 2 i bestemmelsens 2. pkt. kan imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte.
Det følger af servicelovens § 11, stk. 4, 2. pkt., at der kan ydes økonomisk støtte til:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. servicelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Støtte efter bestemmelsens nr. 1 kan gives, når forældrene har udgifter som følge af
foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde. Udgifterne til selve foranstaltningerne
afholdes af kommunen efter servicelovens § 173.
Økonomisk støtte efter servicelovens § 11, stk. 4, nr. 1, er betinget af, at
forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 11,
stk. 5. Det afgørende for vurderingen heraf er, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud
af balance.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens § 11, stk. 6, 1. pkt., som led i det
forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der
har behov for særlig støtte. Den økonomiske støtte kan eksempelvis gå til at betale for udstyr og
kontingent.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte, jf. servicelovens § 11, stk.
6., 2. pkt. Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis opstille kriterier for familiens økonomiske
forhold eller en målrettet indsats i forhold til særlige boligområder mv. Kommunalbestyrelsen kan
også beslutte, at den ikke benytter hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.
Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter er således valgfri for kommunerne.
Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til
fritidsaktiviteter til børn og unge, er en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om,
at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning
med anvendelsen af en intern opstillet regel.
98
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0099.png
Kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed, jf. servicelovens § 11, stk. 6, 3. pkt.
Efter servicelovens § 11, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse
og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
I serviceloven sondres i dag mellem på den ene side rådgivning og forebyggende indsatser mv. efter
§§ 10 og 11 og på den anden særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11. Særlig støtte efter kapitel
11 omfatter bl.a. foranstaltninger efter servicelovens § 52.
Efter servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en
ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsen fastlægger det materielle (dvs. indholdsmæssige) kriterium for iværksættelse af
frivillige foranstaltninger. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte efter servicelovens §
52, stk. 3. Det udtrykkes ved, at det skal være af
væsentlig
betydning og ved, at det skal være af
hensyn til et
særligt
behov for støtte.
Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og
behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, jf.
servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehavere, og – når der er tale om
anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 – den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens §
52, stk. 1, 3. og 4. pkt. Dog kan afgørelse om visse foranstaltninger træffes uden samtykke efter
reglerne i servicelovens §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a, når betingelser herfor
er opfyldt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt., at støtteforanstaltninger kun kan iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3
sideløbende med undersøgelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 2. pkt.
Kommunen kan herefter iværksætte støtte, inden undersøgelsen er afsluttet, i de tilfælde, hvor der er
et akut behov herfor af hensyn til barnet eller den unge, eller i tilfælde, hvor der er et særligt behov
for at igangsætte en indsats, inden undersøgelsen er afsluttet, for at undgå at barnets problemer
forværres. Den foreløbige eller akutte indsats skal tilpasses den børnefaglige undersøgelses
konklusioner, når undersøgelsen er afsluttet.
99
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0100.png
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, at kommunalbestyrelsen iværksætte hjælp inden for
følgende typer af tilbud:
1)
2)
3)
4)
Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.
Døgnophold, jf. servicelovens § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller
den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 1-3, 6 og 7, eller i et botilbud, jf. § 107
Aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie, på et opholdssted
eller på en døgninstitution, jf. § servicelovens 66, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7.
Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf.
servicelovens § 66.
Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
5)
6)
7)
8)
9)
Det er muligt at kombinere de forskellige foranstaltninger og f.eks. yde familiebehandling, mens
barnet eller den unge er anbragt. De enkelte foranstaltninger har hver især et indbygget formål, men
samtidig nogle fleksible ydre grænser, der gør, at foranstaltningerne overlapper hinanden. To eller
flere foranstaltninger kan anvendes samtidig eller i forlængelse af hinanden. Indsatsen kan udvikles
inden for de givne rammer, således at opregningen ikke forhindrer udviklingen. af nye tilbud.
Rækkefølgen af foranstaltningerne er ikke udtryk for en
tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.
Servicelovens § 52, stk. 4, 1. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsen under en graviditet skal træffe
afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller 9, og § 52 a, når det må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen.
Bestemmelsen betyder, at en række af de foranstaltninger, der er oplistet i servicelovens § 52, stk. 3,
ligeledes kan anvendes over for vordende forældre.
Det kan ske, hvis det findes nødvendigt for at sikre barnets udviklingsmuligheder og sundhed på
baggrund af den undersøgelse efter § 50, som kommunen er forpligtet til at udarbejde, inden der
træffes afgørelse efter § 52.
100
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0101.png
Bestemmelsen omfatter enlige gravide kvinder, gifte og samlevende par, uanset om der er tale om
den biologiske far.
Kommunen kan træffe afgørelse om støtte i hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 2, familiebehandling efter
§ 52, stk. 3, nr. 3, døgnophold for de vordende forældre efter § 52, stk. 3, nr. 4, udpegning af
kontaktperson til forældrene efter § 52, stk. 3, nr. 6, ligesom opsamlingsbestemmelsen i § 52, stk. 3,
nr. 9, finder anvendelse. Kommunerne kan især anvende familiebehandling efter § 52, stk. 3, nr. 3,
således at de vordende forældre gennem f.eks. terapi, øvelser m.v. kan øge deres forældreevne.
Kommunen skal dog i det enkelte tilfælde vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent
indholdsmæssigt skal disse foranstaltninger i praksis udmøntes, så de retter sig mod at forberede de
vordende forældre på den kommende familieforøgelse.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene, jf. servicelovens § 52. stk. 4, 2. pkt. Servicelovens
§ 52, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 3. pkt. Det betyder, at
foranstaltningerne som udgangspunkt kun kan iværksættes efter gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse, men at der dog kan iværksættes foreløbige eller akutte foranstaltninger, hvis særlige
forhold taler herfor.
Efter servicelovens § 52 a, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk
støtte til forældremyndighedsindehaveren, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog bestemmelsens stk. 2. Der kan ydes
økonomisk støtte til følgende.:
1) Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende
og omfattende foranstaltning efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en
hjemgivelse kan fremskyndes.
3) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets
anbringelse uden for hjemmet.
Støtte efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1, kan kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren
ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 52 a, stk. 2.
Som det fremgår ovenfor, er udgangspunktet for støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52
iværksættes med samtykke. Serviceloven indeholder dog forskellige bestemmelser, som giver
mulighed for at iværksætte foranstaltninger uden samtykke, hvis betingelserne herfor er opfyldt. For
så vidt angår anbringelse uden samtykke henvises til afsnit 3.8.
Servicelovens § 56 fastsætter således, at afgørelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så
vidt angår behandling af barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52, stk. 1, kan træffes,
101
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0102.png
selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og
når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en
foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal foreligge
forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den
udviste modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52, stk. 1, om at foranstaltningen
skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være
opfyldt.
Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i
forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de
modsætter sig støtten.
Bestemmelsen omfatter foranstaltninger i form af ophold i dagtilbud m.v. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1),
behandling af barnets eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) og udpegning af en fast
kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6).
Serviceloven giver også mulighed for at pålægge forældrene eller barnet eller den unge visse
handlepligter i form af et
forældre-
eller
børne- og ungepålæg
og kan som led heri træffe afgørelse
om visse foranstaltninger uden samtykke, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. nedenfor.
Efter servicelovens § 57 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele
forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, jf. bestemmelsens stk. 3, når der er risiko for, at
et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at
forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger
oplysninger om,
1) at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke
opfyldes,
2) at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller
4) at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer.
5) Et forældrepålæg angiver en eller flere konkrete handlepligter for
forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af
102
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0103.png
barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, jf.
servicelovens § 57 a, stk. 3.
Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindehaveren skal
1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge
i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang,
3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller
den unge til det pågældende sted,
4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,
5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller
6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges
problemer.
Det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 4, at afgørelse om forældrepålæg træffes uden forudgående
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.
Det følger af servicelovens § 57 a, stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at en afgørelse om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode
af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal oplyse
forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage
børne- og ungeydelsen, jf. lov om en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn eller den
pågældende unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.
Hvis kommunen vurderer, at den, der er meddelt et forældrepålæg, ikke efterlever pålægget, og at
den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette, jf. servicelovens § 57 a. stk. 8. Afgørelsen er
gældende for ét kvartal.
Efter servicelovens § 57 a, stk. 9, skal kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af
forældrepålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
1) at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller
2) at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.
103
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0104.png
Servicelovens regler om børne- og ungepålæg er i vidt omfang bygget op svarende til bestemmelsen
om forældrepålæg, men er et sæt af handlepligter, der kan pålægges barnet eller den unge, jf.
nedenfor.
Efter servicelovens § 57 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele et barn
eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har
adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets
eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller
den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, ikke er
tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
Servicelovens § 57 b, stk. 2, fastsætter, at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2) er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist
omfang eller en vis grovhed,
3) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller
4) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer.
Efter servicelovens § 57 b, stk. 3, skal et børne- og ungepålæg angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af
barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder
fastsættes, at barnet eller den unge skal
1)
2)
3)
4)
modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9,
være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,
bidrage til at genoprette forrettet skade eller
deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt
arbejde.
Det fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 4, at børne- og ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf.
stk. 3, nr. 2-4, iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. §
50.
104
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0105.png
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først at udarbejde en børnefaglig
undersøgelse, vil kunne pålægge barnet eller den unge at være hjemme på et bestemt tidspunkt (nr.
2), at bidrage til at genoprette skade, som barnet eller den unge, har forrettet (nr. 3), eller deltage i
andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde (nr. 4), hvis
betingelserne i stk. 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.
Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et børne- og
ungepålæg, når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges
problemer.
Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvaltningsretlige
regler for myndigheders behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og
oplysning af sagen.
I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som allerede er kendt af de sociale
myndigheder, idet børne- og ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisterende redskab
over for børn og unge, som ikke umiddelbart kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde
vil der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den eksisterende børnefaglig undersøgelse
kan indgå i sagens oplysning.
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere undersøgelser af et
barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter §
50 sideløbende med gennemførelse af forældrepålægget. En sideløbende eller efterfølgende
børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for iværksættelse af foranstaltninger. Den
efterfølgende undersøgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse
om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til
at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9.
Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke.
Uanset stk. 4, kan sådanne støtteforanstaltninger først iværksættes efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut
støtte sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt.
105
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0106.png
Servicelovens § 57 b, stk. 6., fastsætter, at reglerne i servicelovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder
tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der gælder samme
regler om varighed og ophør af børne- og ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.
Servicelovens § 57 b, stk. 7, fastsætter, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og
ungepålæg skal overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter
servicelovens § 57 a.
Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og
ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og
anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.
Servicelovens § 57 b, stk. 9, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter social- og
ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets
bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.
Serviceloven indeholder også regler om lægelig undersøgelse og behandling i særlige tilfælde.
Servicelovens § 63, stk. 1, fastsætter således, at hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at
lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-
udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.
Efter servicelovens § 71, stk. 9, kan kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune yde bistand
til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.
Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen, at bestemmelsen giver hjemmel til, at
barnets opholdskommune kan dække udgifter til transport til møder i barnets opholdskommune, når
forældrene har bopæl i en anden kommune, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, s. 268.
En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne
herfor er opfyldt, jf. servicelovens § 63, stk. 2.
Servicelovens § 101 indeholder regler om stofmisbrugsbehandling, herunder også af børn og unge
under 18 år.
Efter servicelovens § 101, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde social behandling til personer
med et stofmisbrug. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, jf.
servicelovens § 101, stk. 4.
106
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0107.png
Efter servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt. kan kommunalbestyrelsen anvende gave kort i forbindelse
med og under behandlingen. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et
bestemt beløb til at købe varer i en forretning, jf. servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.
Det fremgår videre af servicelovens § 101, stk. 10, at bestemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende
finder anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, som får
behandling i medfør af servicelovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter servicelovens § 52, stk. 3.
Servicelovens § 101, stk. 11, fastsætter, at gavekort, jf. servicelovens § 101, stk. 9, kan modtages,
uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige ydelser.
Servicelovens § 101, stk. 12, bemyndiger social- og ældreministeren til at fastsætte regler om
behandling af stofmisbrug efter servicelovens § 101, stk. 1 og 4, af børn og unge under 18 år i
særlige tilfælde. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 714 af 19. juni 2013 om garanti
for social behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.
Det følger videre af servicelovens § 101, stk. 13, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om bl.a. anvendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Bemyndigelsen er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 1477 af 17. december 2018 om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for
social behandling for stofmisbrug efter § 101i lov om social service.
3.6.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Kommunerne kan i dag tilbyde rådgivning og tidligt forebyggende indsatser efter servicelovens §§
10 og 11 eller iværksættende særlig støtte i form af f.eks. frivillige foranstaltninger efter reglerne i
servicelovens § 52 eller tilbud om stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101. Endelig er der
er mulighed for at iværksætte hjælp uden samtykke i særlige tilfælde eller pålægge børn og unge og
forældre forskellige handlepligter, hvis barnets eller den unges udvikling er i fare.
Tidligt forebyggende indsatser og støtteforanstaltninger er målrettet børn og unge med behov
herfor, uanset om støttebehovet har udspring i sociale udfordringer hos barnet, den unge eller
familien, i en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller i en kombination heraf.
Serviceloven indeholder herudover en række bestemmelser om handicapkompenserende hjælp og
støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat funktionsevne og deres familier.
Bestemmelserne om handicapkompenserende støtte er ligeledes placeret i forskellige kapitler i
serviceloven.
Placeringen af reglerne om hjælp og støtte i vidt forskellige dele af loven kan imidlertid gøre det
vanskeligt at få overblik over støttemulighederne, ligesom det kan være svært at gennemskue,
hvilke bestemmelser hjælpen skal gives efter i en konkret sag.
107
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0108.png
I servicelovens bestemmelser er der i dag endvidere et stort spring mellem tidlige og forebyggende
indsatser efter servicelovens § 11 og forebyggende foranstaltninger efter servicelovens § 52, når det
gælder kravene til sagsbehandlingen. Mens der er meget begrænsede proceskrav til de indsatser, der
kan gives efter § 11 samt efter bestemmelserne om handicapkompenserende hjælp og støtte, er der
krav om bl.a. en børnefaglig undersøgelse, børnesamtale og udarbejdelse af en handleplan, før
kommunen kan træffe afgørelse om støtte efter servicelovens § 52.
Alle foranstaltninger efter servicelovens § 52 er samtidig underlagt de samme proceskrav.
Bestemmelsen dækker imidlertid over en række meget forskelligartede indsatser, der adskiller sig
væsentligt i forhold til både indhold, samt hvor indgribende indsatsen er – fra f.eks. en
kontaktperson for barnet eller familien til en frivillig anbringelse uden for hjemmet. Kommunerne
oplever, at reglerne er indrettet efter de ”tunge” sager og efterspørger større rum for hurtigere og
mere fleksibelt at kunne iværksætte de mindre indgribende foranstaltninger. Det fremgår af
Afrapportering vedr. ”Kulegravning” af reglerne på området for udsatte børn og unge.
Social- og Ældreministeriet vurderer på den baggrund, at der er behov for nye indsatsbestemmelser
i en kommende barnets lov, der skal bygge på følgende principper:
-
Hjælp til børn, unge og familier i form af generel eller familieorienteret rådgivning, tidlig
forebyggelse og støttende indsatser bør samles i sit eget kapitel i loven. Ved at samle
bestemmelserne om rådgivning, tidligt forebyggende indsats og særlig støtte til børn, unge
og familier ét sted i lovgivningen skal det være mere anskueligt for både sagsbehandler og
barnet og familien, hvilke typer af støtte kommunen kan give og hvornår.
Proceskravene bør i højere grad afspejle tyngden i sagerne og intensiteten i indsatsen.
Rådgivning og tidligt forebyggende indsatser bør kunne gives umiddelbart og med meget
begrænsede eller ingen proceskrav, men støttende indsatser som f.eks. kontaktperson eller
støtte i hjemmet bør kunne iværksættes hurtigere end i dag og på grundlag af en mere
afgrænset afklaring af støttebehovet.
Retssikkerheden for barnet og familien skal samtidig altid være i orden, og det gælder
særligt i anbringelsessager. Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet bør
derfor udskilles fra øvrige støttemuligheder, fordi de stiller helt særlige krav til bl.a.
udredning. Reglerne om anbringelse med og uden samtykke bør derfor samles i deres eget
kapitel.
De særlige handicapkompenserende indsatser til børn og unge og deres familier udskilles fra
øvrige støttemuligheder, da de er målrettet de særlige udfordringer, som alene følger af
barnets eller den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske og langvarige lidelse. Reglerne
om handicapkompenserende hjælp og støtte bør derfor samles i deres eget kapitel.
-
-
-
3.6.3. Den foreslåede ordning
108
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0109.png
Det foreslås, at lovens kapitel 4 skal indeholde regler om rådgivning og indsatser til børn, unge og
familier. Kapitlet vil omfatte regler om generel og familieorienteret rådgivning, tidligt
forebyggende indsatser og frivillige støttende indsatser, tilbud om behandling til unge med
stofmisbrug, økonomisk støtte samt regler om indsatser, pålæg og lægelig behandling, der kan
iværksættes uden samtykke.
Indsatserne i kapitlet vil være målrettet børn, unge og familier, der har behov for en tidligt
forebyggende eller støttende indsats, uanset om støttebehovet har udspring i sociale udfordringer
hos barnet, den unge eller familien, i en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller i en
kombination heraf. De særlige handicapkompenserende indsatser til børn og unge og deres familier
udskilles fra øvrige støttemuligheder i et selvstændigt kapitel om handicapkompenserende støtte til
børn, da de er målrettet de særlige udfordringer, som alene følger af barnets eller den unges nedsatte
funktionsevne eller kroniske og langvarige lidelse. Reglerne om handicapkompenserende hjælp og
støtte bør derfor samles i deres eget kapitel.
Formålet vil være at sikre, at det er klarere og mere overskueligt for familierne og for
sagsbehandlerne, hvilken hjælp og støtte der kan gives til disse børn, unge og familier. I dag er
reglerne herom spredt over en flere forskellige kapitler i serviceloven, og det kan gøre det svært at
orientere sig i lovgivningen og sikre den rette hjælp.
Det foreslås, at kapitlets første afsnit omhandler
rådgivning.
Den foreslåede ordning vil samle de
relevante regler om rådgivning, vejledning og tidlig forebyggende indsats til børn, unge og familier
m.v., der i dag fremgår af servicelovens §§ 10 og 11, herunder generel vejledning til børn og unge
efter § 10 og familieorienteret rådgivning efter § 11, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunerne ligesom i dag vil være forpligtet til at tilbyde
generel rådgivning til børn og unge samt familieorienteret rådgivning til børn, unge, forældre, andre
der faktisk sørger for et barn, og kommende forældre.
Der henvises til §§ 28 og 29 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at kapitlets andet afsnit omhandler
tidligt forebyggende indsatser.
Den foreslåede
ordning vil samle regler om tidligt forebyggende indsatser til børn unge og familier, som i dag er
fastsat i servicelovens § 11, stk. 3-6, samt regler om gratis rådgivning, undersøgelse og behandling
af børn og unge med adfærdsvanskeligheder, som i dag er fastsat i servicelovens § 11, stk. 7.
Den foreslåede ordning vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer af disse bestemmelse. Der
henvises til §§ 30 og 31 og bemærkningerne hertil. I forhold til videreførelsen af den eksisterende
forpligtelse i servicelovens § 11, stk. 7, til at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling
af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier henvises til § 81 og
bemærkningerne hertil.
109
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0110.png
Det foreslås videre, at kapitlets tredje afsnit skal omhandle
støttende indsatser til børn, unge og
familier.
Afsnittet vil omfatte en ny bestemmelse om frivillige støttende indsatser, der vil adskille sig på flere
væsentlige punkter fra den nuværende § 52 i serviceloven om foranstaltninger, som den vil erstatte.
Den foreslåede ordning vil ikke ændre på de indholdsmæssige krav til, hvornår der vi skulle træffes
afgørelse om støtte. Det vil således ligesom i dag være et krav, at indsatsen er af væsentlige
betydning for et barnets eller den unges særlige behov for støtte. Bestemmelsen vil altså ligesom i
dag være målrettet børn og unge med behov for mere intensiv eller længerevarende støtte, end hvad
der kan gives som led i den tidligt forebyggende indsats. Det vil også ligesom i dag som
udgangspunkt være et krav, at forældremyndighedsindehaveren samtykker til indsatsen, ligesom
barnet eller den unge vil skulle inddrages, jf. den foreslåede indsatsbestemmelse i kapitel 4.
Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle vælge den eller de indsatser,
som bedst vil kunne imødekomme barnets eller den unges særlige behov for støtte. Hjælp og støtte
vil således altid iværksættes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf.
formålsbestemmelsen i den foreslåede § 2. Det vil samtidig følge af forvaltningsretlige
grundsætning om egnethed, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at afgørelsen som middel er egnet
til at opnå målet. Kommunalbestyrelsen vil i lighed med i dag skulle lægge vægt på sagens forhold
og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. I den forbindelse vil
kommunalbestyrelsen endvidere skulle overveje, om der ud over eventuelle støtteindsatser efter
kapitel 4 også vil være behov for at iværksætte handicapkompenserende indsatser efter kapitel 8.
Det foreslås, at afgørelsen skal angive formålet med indsatsen og den forventede varighed. Den
foreslåede ordning vil betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om støttende indsatser vil
skulle angive det overordnede formål med den eller de valgte indsatser. Et eksempel kunne være en
afgørelse om praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet med det overordnede formål at styrke barnets
eller den unges trivsel ved at hjælpe forældrene med at skabe struktur i børnenes hverdag og støtte
forældrene i at sætte grænser. Det konkrete mål for indsatsen vil skulle fastsættes i samarbejde med
barnet eller den unge og forældrene i barnets plan. Der henvises til afsnit 3.12.1-3.12.3.
Den foreslåede ordning vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse vil skal indeholde
en angivelse af, hvor længe indsatsen forventes at vare. Det vil sige, at kommunen i forbindelse
med iværksættelsen af støtten skal tage stilling til, om indsatsen forventes at skulle være af kortere
eller længere varighed.
Det foreslås videre, at støttende indsatser vil kunne iværksættes på baggrund af en afdækning eller
udredning af barnets eller den unges situation eller sideløbende hermed.
110
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0111.png
Kommunalbestyrelsen vil altså ikke, som i dag, som udgangspunkt skulle iværksætte støtte efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse eller hvad der svarer her til, idet en mere afgrænset
afdækning vil kunne vil være tilstrækkeligt grundlag, når der ikke er tale om meget alvorlige og
komplekse sager, hvor der kan være behov for en anbringelse. Formålet er at sikre, at barnet eller
den unge og familien vil få hurtigere hjælp end i dag, og at kommunerne ikke bruger unødige
ressourcer på langvarige og omfangsrige undersøgelser, når det ikke står mål med problemtyngden
og indsatsens karakter.
Støtte vil dog også kunne iværksættes på grundlag af en børneudredning, der kommer hele vejen
rundt om barnets eller den unges situation. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i en situation, hvor
kommunen indledningsvis har vurderet, at der er tale om en så alvorlig sag, at en anbringelse vil
kunne være relevant, og derfor har iværksat en børneudredning, jf. den foreslåede § 20. På
baggrund af udredningen har kommunen imidlertid vurderet, at der ikke er grundlag for en
anbringelse af barnet men behov for f.eks. intensiv familiebehandling under et døgnophold for
barnet og forældrene. Det vil også kunne være tilfældet i en situation, hvor barnet anbringes uden
for hjemmet, og der vurderes at være behov for supplerende støtte til barnet eller forældrene under
anbringelsen.
Den foreslåede ordning vil også betyde, at kommunerne vil få lettere adgang til at iværksætte
støttende indsatser efter dette kapitel sideløbende med en afdækning af barnets eller den unges
behov. I dag kan foranstaltninger efter servicelovens § 52 alene iværksættes sideløbende med en
børnefaglig undersøgelse, hvis særlige grunde taler herfor, men det klare udgangspunkt er, at
undersøgelsen skal være gennemført forinden. Det vil den foreslåede bestemmelse gøre op med.
Hvis barnet eller den unge har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en kroniske eller
langvarig lidelse bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med iværksættelse af indsatser efter dette
kapitel ligeledes overveje om der er grundlag for at iværksætte hjælp og støtte efter kapitel 8.
Støttende indsatser vil således kunne iværksættes sideløbende med afdækning eller børneudredning,
hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af de oplysninger, der allerede foreligger i sagen, vurderer,
at det vil være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte.
Formålet er at sikre hurtigere og mere fleksibel hjælp til barnet eller den unge og familien. Det vil
samtidig give bedre mulighed for en mere aktiv afdækningsperiode, hvor afdækningen af barnets,
eller den unges og familiens ressourcer udfordringer sker som led i en støttende indsats. Der
henvises til afsnit 3.4.2-3.4.3.
Der vil være en forudsætning, at der foreligger tilstrækkelig oplysninger til, at
kommunalbestyrelsen kan vurdere, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte, dvs. at
støttebehovet ligger udover, hvad der kan imødekommes som led i en tidligt forebyggende indsats,
og om støtten vil være af væsentlig betydning. Endelig skal kommunen for at kunne træffe afgørelse
have tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, hvilke indsatser, der bedst kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Hvis sagen omhandler et barn eller en ung med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse, vil kommunalbestyrelsen skulle
111
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0112.png
overveje om der, ud over eventuelle indsatser efter dette kapitel, er grundlag for at tilbyde hjælp og
støtte efter kapitel 8, eller for iværksætte en afdækning heraf.
Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler om
partshøring og klagevejledning m.v., ligesom kommunen vil have ansvar for at sikre, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov.
Hvis der iværksættes støttende indsatser sideløbende med afklaring eller udredning, skal
kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, jf. den
foreslåede § 95, tage stilling til, om afklaringen eller udredningen giver anledning til at justere
indsatsen.
Det foreslås at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af støttende
indsatser:
1)
2)
3)
4)
5)
6)
Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
Familiebehandling eller behandling af barnet, den unge.
Familieanbringelse i form af et døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren,
barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en
forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et børne- og ungehjem, jf. § 43,
eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social service.
Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret
plejefamilie eller i en netværksplejefamilie eller i et børne- og ungehjem, jf. § 43.
Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
7)
8)
Den foreslåede ordning vil betyde, at en ny indsatsbestemmelse vil skulle omfatte alle de typer
tilbud, som i dag kan gives efter servicelovens § 52, stk. 3, f.eks. støtte i hjemmet,
familiebehandling, kontaktperson m.v., undtagen anbringelse af barnet eller den unge uden for
hjemmet. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en
langvarig eller kronisk lidelse, vil kommunalbestyrelsen også fremover skulle overveje om der, ud
over eventuelle indsatser efter dette kapitel, er grundlag for at tilbyde hjælp og støtte efter kapitel 8.
I dag indgår frivillig anbringelse i oplistningen af foranstaltninger der kan gives efter servicelovens
§ 52 på lige fod med andre, langt mindre indgribende og intensive tilbud. Formålet med at udskille
anbringelsesreglerne fra de øvrige indsatser vil være at give mulighed for at tilpasse kravene til
sagsoplysning ved støttende indsatser, jf. ovenfor, så de bedre afspejler intensiteten i støtten, uden
112
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0113.png
det går ud over de særligt høje krav til grundig udredning, der nødvendigvis må gælde ved en
anbringelse uden for hjemmet af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.
Den foreslåede ordning vil også indebære en justering rækkefølgende i oplistningen af typer af
indsatser i forhold til, hvad der i dag gælder efter servicelovens § 52, stk. 3, så oplistningen bedre
vil afspejle intensiteten af de forskellige indsatstyper. En klarere og mere naturlig opbygningen vil
gøre bestemmelsen lettere at forstå og anvende hensigtsmæssigt.
Det vil ikke betyde, at kommunen vil skulle have afprøvet mindre indgribende tilbud som f.eks. en
kontaktperson, før der iværksættes mere indgribende tilbud i form af f.eks. døgnophold for hele
familien. Der vil altid skulle vælges den rette og nødvendige indsats, som kan imødekomme barnets
eller den unges behov. Det er vil således ligesom i dag gælde, at indsatsen ikke bør være så lidt
indgribende, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den senere viser sig ikke at have
effekt. Samtidig bør det altid sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større
bivirkninger end fordele for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil også medføre nogle ændringer i terminologien, der har til formål gøre
reglerne lettere at forstå i nutidig kontekst og gøre op med stigmatiserende sprogbrug. Det foreslås
således bl.a. at anvende betegnelsen ’støttende indsatser’ i stedet for ’foranstaltninger’. Det vil også
understrege sammenhængen til den tidligere forebyggende indsats. Tilsvarende vil indsatstypen
døgnophold for familien fremover betegnes en familieanbringelse for at tydeliggøre, at det er en
meget intensiv indsats for hele eller dele af familien. En familieanbringelse vil ikke være en
anbringelse af barnet eller den unge efter lovens kapitel 5 og vil derfor ikke være omfattet af de
særlige regler om bl.a. hjemgivelse og samvær m.v., der særskilt knytter sig til en anbringelse.
Den foreslåede ordning vil medføre en præcisering af de muligheder, kommunerne har i dag efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, for at iværksætte fleksible, støttende og aflastende ophold for
barnet eller den unge i en plejefamilie eller på en institution, mens barnet eller den unge fortsat bor
hjemme hos forældrene. Det vil skulle sikre, at udsatte børn og unge vil kunne blive boende
hjemme hos familien, men samtidig få den nødvendige støtte eller det nødvendige pusterum, når
sådan en fleksibel model er bedst for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil gøre det tydeligt, at det vil være barnets eller den unges behov, som vil
være udgangspunktet for indsatsen, og ikke f.eks. forældres eller plejeforældres behov for
aflastning. For at understrege dette, vil den foreslåede ordning indebære en ændring af
terminologien fra ’aflastning’ til ’støtteophold’, så barnet eller den unge ikke vil skulle opleve at
være en belastning, som de voksne omkring barnet eller den unge skal aflastes fra. Ændringen vil
indgå som et led i det bredere opgør med stigmatiserende sprogbrug i en ny barnets lov.
Formålet vil således være at give barnet eller den unge mulighed for at komme væk hjemmefra i en
kortere periode, når barnet eller den unge har behov for det. Tidsmæssigt vil de enkelte
aflastningsophold kunne strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekender
113
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0114.png
og ferieperioder. Selve støtteordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under
hele opvæksten. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller en langvarig eller kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der kan
være grundlag for at tilbyde aflastning til familien efter kapitel 8.
Et støtteophold vil ikke være en anbringelse, selvom det vil skulle foregå i et godkendt
anbringelsessted. Et støtteophold vil derfor heller ikke kunne erstatte en anbringelse uden for
hjemmet, hvis det er en anbringelse, barnet eller den unge har behov for. Støtteophold vil dog også
kunne gives som en supplerende indsats under en anbringelse i en plejefamilie eller på en
døgninstitution eller et opholdssted.
Kommunerne vil skulle tilrettelægge indsatsen og fastsætte de nærmere rammer for støtteopholdet i
dialog med barnet eller den unge og familien, så opholdet tilpasses behovet hos det enkelte barn
eller den enkelte unge. I forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges
udvikling og trivsel, jf. §§ 95 og 96, vil kommunen i dialog med barnet eller den unge og familien
skulle tage stilling til, om der er behov for at justere indsatsen.
Der henvises til § 32 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås videre, at fjerde afsnit af lovens kapitel 4 skal omhandle en
behandlingsgaranti for
unge med stofmisbrug.
Den foreslåede ordning vil betyde, at de regler om behandling af unge med
stofmisbrug, som i dag er fastsat i servicelovens § 110 og i bekendtgørelse om behandling af unge
for stofmisbrug i særlige tilfælde, vil blive samlet her i barnets lov, hvor de vil stå i umiddelbar
forlængelse af de frivillige støttende indsatser, som de hænger naturligt sammen med.
Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunerne ligesom i dag vil have pligt til inden for 14 dage
at iværksætte behandling af unge med alvorligt stofmisbrug. Der henvises til § 33 og
bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at kapitlets femte afsnit omhandler
økonomisk støtte.
Den forslåede ordning vil være
en videreførelse af regler om økonomisk støtte til forældrene, som i dag er fastsat i servicelovens §
11, stk. 4-6, § 52 a og § 71, stk. 9. Ved at samle reglerne her sikres mere overskuelighed og en
tydeligere sammenhæng til øvrige hjælp og støtte til familierne. I sager vedrørende børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse bør
kommunalbestyrelsen endvidere være opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde
økonomisk støtte i form af hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter § 86.
Det foreslås, at kapitlets sjette, syvende, ottende og niende afsnit omhandler
støttende indsatser
uden samtykke, forældrepålæg, børne- og ungepålæg samt lægelig behandling uden samtykke.
Afsnittet vil skulle omfatte regler om støtte uden samtykkeforældre- og børne- og ungepålægsamt
lægelig behandling uden samtykke, der i dag er fastsat i servicelovens §§ 56, 57 a og b, og 63.
114
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0115.png
Den foreslåede ordning vil samle regler, der vil give adgang til at iværksætte støtte og behandling
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver i sager om børn og unge, der bor hjemme hos
forældrene, og hvor der er behov for en mere insisterende tilgang for at hindre, at problemerne
vokser sig så store, at det er bliver nødvendigt at fjerne barnet. Ved at placere disse bestemmelser
efter hinanden i naturlig forlængelse af de frivillige indsatser vil det blive tydeligere, hvordan
bestemmelserne både hænger sammen med og adskiller sig fra de frivillige indsatser. Formålet med
den foreslåede ordning er at understøtte en mere overskuelig, forståelig og anvendelse lov.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af de nuværende regler om forældrepålæg, børne-
og ungepålæg og støtteforanstaltninger uden samtykke uden samtykke, jf. servicelovens §§ 56 og
57 a og b, dog med de konsekvensændringer, som vil følge af en lettere adgang til at iværksætte
frivillige støttende indsatser, jf. ovenfor.
Den foreslåede ordning vil således indebære, at støttende indsatser i form af f.eks.
familiebehandling, kontaktperson eller andre typer af støttende indsatser efter den foreslåede nye
indsatsbestemmelser, der vil blive iværksat uden samtykke, enten særskilt eller i forbindelse med et
forældre- eller børne- og ungepålæg, vil kunne iværksættes på baggrund af en afklaring eller
børneudredning eller sideløbende hermed.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en
børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige
forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan
træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde, at sagen skal være
tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om
partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt
muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de
grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil
skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke
er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.
Den foreslåede ordning vil ikke i øvrigt medføre ændringer i forhold til de nuværende regler. Der
vil således gælde de samme materielle betingelser for at afgørelserne, som i dag, ligesom det den
hjælp, der vil kunne iværksættes eller pålægges, vil være den samme som i dag.
For så vidt angår reglerne om lægelige behandling uden samtykke vil de være helt uændrede, da de
ligesom i dag alene vil afhænge af barnets eller den unges sundhedsfaglige behandlingsbehov,
hvorfor der også i dag er adgang for børne- og unge-udvalget til at træffe sådanne afgørelser, når
115
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0116.png
der er tale om en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for
betydelig og varigt nedsat funktionsevne.
Der henvises til afsnit 3.18. og bemærkningerne til §§ 38-40.
Endelig foreslås det, at kapitlet skal have sidste afsnit, der vedrører
ophold i privat familiepleje m.v.
Afsnittet vil videreføre de nuværende regler i servicelovens § 78 om privat døgnophold m.v. Privat
familie pleje skal ikke forveksles med en anbringelse i f.eks. en plejefamilie, da der er tale om et
ophold for barnet eller den unge, som baserer sig på en aftale mellem forældremyndighedsindehaver
og den pågældende familie, som har eller den unge i pleje f.eks. midlertidigt i forbindelse med
forældres udlandsophold, sygdom m.v., og hvor barnet eller den unge ikke har behov for særlig
støtte. Reglerne herom foreslås derfor holdt adskilt fra reglerne om anbringelse efter det foreslåede
kapitel 5.
Der henvises til § 42 og bemærkningerne hertil.
3.7. Særlig hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier
3.7.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at yde rådgivning og vejledning samt tilbyde indsatser til børn og unge, der har et særligt behov
for hjælp og støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Serviceloven indeholder således en del bestemmelser, som specifikt er målrettet børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier. Disse bestemmelser er fastlagt i
servicelovens afsnit II og IV, som også indeholder en række bestemmelser, som både har børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og socialt udsatte børn og unge som målgruppe.
Herudover indeholder serviceloven en række bestemmelser om særlige kompenserende indsatser,
som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.
Disse bestemmelser fremgår primært af servicelovens afsnit VI.
Endvidere indeholder serviceloven en række bestemmelser om hjælp og støtte, der primært er
målrettet voksne, som har behov for særlig støtte på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, men som for visse bestemmelsers
vedkommende også kan danne afsæt for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier. Disse bestemmelser fremgår primært af servicelovens
afsnit V.
116
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0117.png
Endvidere indeholder såvel serviceloven som retssikkerhedsloven en række bestemmelser om
tilrettelæggelsen af de indsatser, som skal iværksættes over for børn og unge med behov for særlig
støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Det gælder blandt andet servicelovens § 1, som blandt andet slår fast, at hjælp og støtte skal gives
på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov, samt servicelovens § 19,
hvoraf det fremgår, at opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, skal udføres i
samarbejde med forældrene med henblik på at fremme børns og unges udvikling, trivsel og
selvstændighed. Det fremgår ligeledes af servicelovens § 19, at den indsats, der iværksættes over
for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal sættes i sammenhæng med
indsatser over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
3.7.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at reglerne om indsatser målrettet børn og
unge under 18 år med behov for særlig støtte samles i en ny, selvstændig hovedlov - barnets lov.
Ministeriet finder, at barnets lov bør danne rammen om al hjælp og støtte målrettet børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Social- og Ældreministeriet finder derfor, at alle støttebestemmelser målrettet børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier bør samles i barnets lov. Social- og
Ældreministeriet finder, at der i den forbindelse vil være behov for at videreføre de bestemmelser i
serviceloven, som i dag danner rammen for de målrettede, særlige indsatser til børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier, i et særligt kapitel i barnets lov.
Social- og Ældreministeriet finder endvidere, at der er behov for at sikre, at den nuværende adgang
til hjælp og støtte for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier
forbliver uændret i forbindelse med de ændringer i regelgrundlaget, som foreslås gennemført med
barnets lov.
Ministeriet finder, at forslaget om at samle de foreslåede bestemmelser om særlig hjælp og støtte til
børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig lidelse og deres familie i et særskilt kapitel vil kunne medvirke til at synliggøre
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at der i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte til denne
målgruppe tages højde for de særlige behov, som funktionsnedsættelsen eller lidelsen medfører for
netop disse børn, unge og familier.
Ministeriet finder således, at det vil være hensigtsmæssigt, at et særskilt kapitel i barnets lov danner
rammerne for, at børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier fremover vil kunne få adgang til den særlige hjælp og støtte, de ud fra en konkret og
individuel vurdering har behov for.
117
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0118.png
Herudover finder ministeriet, at der er behov for at tydeliggøre kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at sikre, at eventuelle indsatser efter et særskilt kapitel i barnets lov om hjælp og støtte målrettet
børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier
tilrettelægges i sammenhæng med øvrige tilbud og indsatser efter såvel barnets lov som anden
relevant lovgivning.
Med den foreslåede affattelse af det foreslåede kapitel 8 finde ministeriet endvidere at der vil skabes
gode rammer for at sikre en god og helhedsorienteret indsats til børn og unge under 18 år med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres
familie, tilrettelagt med afsæt i en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den
enkelte unges og familiens samlede forhold.
3.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kapitel 8 vil skulle danne en samlet ramme om den særlige hjælp og støtte i barnets
lov, som alene vil være målrettet børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås derfor, at det foreslåede kapitel 8 i barnets lov skal indeholde en videreførelse af de
bestemmelser i serviceloven, som i dag danner rammen for de særlige indsatser målrettet til børn og
unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås endvidere, at der som en ny bestemmelse i det foreslåede kapitel 8 indføres en hjemmel
til, at børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil
kunne have uændret adgang til hjælp og støtte efter de bestemmelser i serviceloven, som også
fremadrettet skal danne rammen om særlige kompenserende indsatser, som har børn, unge og
voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.
Målgruppen for hjælp og støtte efter bestemmelserne i det foreslåede kapitel 8 vil være de børn og
unge under 18 år og deres familier, som i dag er i målgruppen for hjælp og støtte efter de af
servicelovens bestemmelser, som er særligt målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås desuden, at der udformes en ny generel bestemmelse i det foreslåede kapitel 8, som vil
skulle tydeliggøre og rammesætte de særlige forpligtelser, kommunalbestyrelsen vil have til at sikre
særlig hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Ud over tydeliggørelsen af kommunalbestyrelsens generelle forpligtelse til at iværksætte den
nødvendige særlige hjælp og støtte, foreslås denne generelle bestemmelse også at skulle indeholde
en tydeliggørelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte efter det
118
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0119.png
foreslåede kapitel 8 vil skulle tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv ud fra en
konkret og individuel vurdering af det enkelte barn eller den enkelte unge samt i samarbejde med
forældrene.
Det foreslås desuden, at den foreslåede, generelle bestemmelse også skal indeholde en
tydeliggørelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte efter det
foreslåede kapitel 8 vil skulle tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter
såvel den foreslåede barnets lov som efter anden relevant lovgivning.
I sammenhæng med de øvrige bestemmelser i den foreslåede barnets lov af relevans for
målgruppen, vil det foreslåede kapitel 8 kunne medvirke til at understøtte, at børn og unge under 18
år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier får den hjælp, støtte og omsorg, som de har behov for.
Med det foreslåede kapitel 8 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til hjælp og støtte for til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier som følge
af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, de videreføres fra serviceloven, eller som følge af
de nye bestemmelser, der foreslås indført i det foreslåede kapitel 8.
3.8. Anbringelse
3.8.1. Gældende ret
Servicelovens § 66 angiver typen af anbringelsessteder for børn og unge. Disse kan være almene
plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne
værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling. Anbringelsessteder dækker således
over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder. Bestemmelsen angiver også, at det er
en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3, nr.
4, 5 eller 7, eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i et
anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1, eller § 66 f,
stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn. Bestemmelsen angiver også, at døgninstitutioner kan
oprettes og drives af kommuner eller regioner, eller son selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Det fremgår af § 67 i serviceloven, at formålet med indsatsen på opholdssteder for børn og unge og
døgninstitutioner er at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge.
Opholdssteder og døgninstitutioner skal arbejde målrettet med at understøtte uddannelse,
beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge. § 67 medfører, at
119
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0120.png
opholdsstederne og institutionerne skal indrette den pædagogiske praksis i overensstemmelse med
disse formål.
Når kommunen vælger et anbringelsessted, skal der udarbejdes en aftale med stedet, der nærmere
definerer, hvad kommunen kan forvente, at anbringelsesstedet leverer inden for den økonomiske
ramme, som der opnås enighed om. I forbindelse med kommunens aftale med anbringelsesstedet,
skal det defineres nærmere i aftalen, hvad der er indeholdt i anbringelsen. Udgangspunktet for
denne fastsættelse er servicelovens § 55, der definerer, hvad et døgnophold for børn, unge og
vordende forældre omfatter. Bestemmelsen beskriver de driftsmæssige forhold m.v. på
anbringelsesstederne, herunder de ydelser som børn, unge eller vordende forældre modtager under
et døgnophold samt vederlag til plejefamilier og beløb til kost og logi ved et barns eller den unges
ophold på et anbringelsessted. De samme regler gælder for et aflastningsophold, som ydes under et
døgnophold. Efter bestemmelsen godtgør kommunalbestyrelsen udgifter til kost og logi i
forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af
takstfinansiering, jf. § 174, stk. 1.
Efter servicelovens § 52 kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om en række foranstaltninger,
når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige
behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse
de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Der fremgår dog særlige
bestemmelser for iværksættelse af hjælp uden samtykke efter §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og
3, og § 68 a. Det følger af gældende ret, at støtten kun kan iværksættes efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut
støtte sideløbende med undersøgelsen. Efter bestemmelsen kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted efter
§ 66. Ud over samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, kræver en sådan afgørelse også
samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.
Efter servicelovens § 58 kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes
uden for hjemmet, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade ved forsat ophold i hjemmet. Bestemmelsen giver adgang til
tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling.
Bestemmelsen angiver de nærmere forhold, der kan udgøre åbenbar risiko for alvorlig skade på
sundhed eller udvikling. Det er videre en betingelse for anbringelse uden samtykke, at der er
begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte
ophold i hjemmet.
For unge der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en særlig
adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om
120
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0121.png
forældremyndighedens indehaver protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at
anbringelsen er af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Det følger videre af
bestemmelsen, at selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, giver
samtykke til anbringelse, så er det muligt at gennemføre anbringelsen efter § 58, stk. 1, hvis
hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler herfor. Der tænkes her på tilfælde, hvor
det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at
anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet
eller den unge og familien.
Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens §
58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige
tidspunktet for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den
tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. Opretholdelse af en anbringelse uden samtykke ud
over ét år fra børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i udvalget, hvis barnet
eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den
aktuelle anbringelse. Den etårige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet i en
længere periode, det vil sige ét år eller mere, ikke har været inde i et frivilligt eller tvangsmæssigt
anbringelsesforløb. Hvis barnet eller den unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden
for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, er børn og unge-udvalget først forpligtet
til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, to år efter
afgørelsen blev truffet, jf. servicelovens § 62, stk. 2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens
behandling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes som anbragt første gang ved
den endelige beslutning om anbringelse, og der gælder således en genbehandlingsfrist på ét år.
Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i
børn og unge-udvalget eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor
barnet eller den unge allerede er, eller for nylig har været, inde i et anbringelsesforløb, frivilligt eller
tvangsmæssigt. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes fristen fra
den endelige afgørelse eller dom. Dette gælder både for den etårige og den toårige
genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes behandling af en klage, der alene drejer sig om
genbehandlingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes anden beslutning, fra
afgørelsen i børn og unge-udvalget, da anbringelsesgrundlaget ikke vil blive efterprøvet i disse
sager. Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i servicelovens §
58 for fortsat at opretholde anbringelsen uden samtykke er opfyldt. Børn og unge-udvalget,
Ankestyrelsen eller retten kan fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget,
end de almindelige etårige og toårige frister. Efter servicelovens § 62, stk. 4, kan børn og unge-
udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling end
de frister, der er nævnt i servicelovens § 62, stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de
tilfælde, hvor det er forudsat, at anbringelsen må forventes at blive af længere varighed. Børn og
unge-udvalget kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en anbringelse af et barn under ét år
uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 58, skal gælde i tre år. Det betyder, at sagen ikke følger de
normale frister for genbehandling i § 62, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget skal således ikke
121
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0122.png
prøves i den treårige periode, medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der samtidig er sket
væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringelsesstedet eller barnet.
Servicelovens § 59 opstiller en række basale krav til indstillingen til børn og unge-udvalget om en
tvangsmæssig anbringelse. Formålet med kravene er at få en større gennemsigtighed i forhold til
beslutningsgrundlaget, som det foreligger for udvalget. Kravet til indstillingen har endvidere til
formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen.
Kravet om, at indstillingen, skal omfatte en beskrivelse af, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt,
skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelsen af en anbringelse uden samtykke er
udførligt angivet i servicelovens § 58. Der skal videre redegøres for de ressourcer, der findes i
barnets eller den unges familie eller i netværket, jf. servicelovens § 50, stk. 4, og § 59, nr. 1. Det
kan give mulighed for at afdække, om der er andre løsninger end en anbringelse uden for hjemmet
og om anbringelsen kan ske i barnets eller den unges netværk, jf. servicelovens § 66.
Det følger også af gældende ret, at handleplanen for indsatsen over for barnet eller den unge under
anbringelsen skal laves, før et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. servicelovens §
140, og skal ligeledes indgå i indstillingen. Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes
barnet eller den unge forholder sig til anbringelsen. I servicelovens § 59, nr. 3, understreges
inddragelsen af barnet eller den unge i sagen, idet der skal ske en orientering af barnet eller den
unge om anbringelsen uden for hjemmet, inden der træffes beslutning om tvangsmæssig
anbringelse. Barnets eller den unges reaktion på indstillingen om en anbringelse uden for hjemmet
skal beskrives. Det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke
forveksles med et forsøg på at få barnet eller den unge til at give samtykke. Opregningen i
servicelovens § 59 angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover
kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkelte sags særlige
omstændigheder.
Servicelovens § 68 b beskriver kommunes opgaver i forbindelse med anbringelsen. Bestemmelsen
angiver at når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen
træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, så det er i overensstemmelse med den
handleplan, der efter servicelovens § 140 skal være udarbejdet forud for beslutningen, eller i
overensstemmelse med forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Kommunen skal vælge anbringelsessted ud fra en konkret vurdering af stedets
egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte. Det fremgår af
servicelovens § 68 b, stk. 2, at kommunen i den forbindelse skal vurdere anbringelsesstedets
mulighed for at tilbyde nære og stabile omsorgsrelationer samt vurdere, hvorvidt en anbringelse i en
plejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, er mest hensigtsmæssig. Det er vigtigt for kontinuiteten i
barnets eller den unges liv, at der fra starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet
eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud og belastninger, som ændringer af
anbringelsesstedet kan indebære. Hvis barnet eller den unge tidligere har været i aflastning i en
plejefamilie, vil det være relevant at overveje, om det pågældende sted kan anvendes som
anbringelsessted, således at der skabes kontinuitet i opvæksten. Medmindre væsentlige forhold taler
122
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0123.png
imod det, skal et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, anbringes ved samme
anbringelsessted som eventuelle søskende. Kommunen kan dog undlade at anbringe barnet eller den
unge på samme anbringelsessted som eventuelle søskende, hvis de øvrige søskendes behov, barnets
eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvor barnet har et støttebehov, der er meget forskelligt fra den eller de anbragte søskendes, og at
den indsats, der er behov for, derfor ikke kan tilbydes på det samme anbringelsessted.
Servicelovens § 68 b angiver også kommunens pligt til aktivt at hjælpe barnet eller den unge, som
skal anbringes, med at identificere en person i familien eller netværket, som barnet eller den unge
har tillid til, og som kan være barnet eller den unges støtteperson under anbringelsen. Kommunens
forpligtelse består i at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, de har en
særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres støtteperson.
Der findes i dag overordnet fire typer af plejefamilier: netværksplejefamilier samt almene,
forstærkede og specialiserede plejefamilier. Kommunalbestyrelsen skal ved valg af plejefamilie,
vælge den plejefamilie, der imødekommer barnets eller den unges behov for støtte, jf. servicelovens
§ 66 a. Almene plejefamilier er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling
og trivsel for børn og unge med lette til moderate støttebehov. Forstærkede plejefamilier er familier,
der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med
moderate til svære støttebehov. Specialiserede plejefamilier er familier, der er godkendt til at
varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.
Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre personer fra barnets eller
den unges netværk. En netværksplejefamilie skal godkendes som konkret egnet, jf. servicelovens §
66 b, hvilket vil sige, at familien skal vurderes til at være egnet til at modtage ét bestemt barn.
Det følger af servicelovens § 66 c, at når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung
i en almen plejefamilie, en forstærket plejefamilie, en specialiseret plejefamilie eller en
netværksplejefamilie, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under anbringelsen
løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modtager den
fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Støtten til plejefamilien skal ydes af en anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår
med plejefamilien. Social- og indenrigsministeren har mulighed for at fastsætte nærmere regler om
supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af plejefamilier.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansvaret for at yde hjælp efter serviceloven, skal
tilbyde den fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens
omfang efter servicelovens § 66 d. Den faglige støtte kan bestå af løbende samtaler, men kan også
være i form af kurser eller undervisning. Det kan f.eks. være råd og vejledning i starten af
anbringelsesforløbet for at sikre en god opstart af plejefamilieforholdet, faglig støtte til at forebygge
og håndtere konflikter med den biologiske familie eller ved overgange i barnets eller den unges liv,
herunder overgang til skole, teenagealderen m.v. Det er som udgangspunkt de fagpersoner, der har
123
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0124.png
den daglige og løbende kontakt til barnet, den unge og/eller familien, der leverer den faglige støtte.
Det kan typisk være sagsbehandlere, familieplejekonsulenter eller familiebehandlere.
Efter bestemmelsen kan social- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om den faglig støtte.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på døgninstitutioner efter §§ 63 a, 63 b,
og 63 c. Børn og unge-udvalgets afgørelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen, og anvendelsen af de enkelte institutionstyper kan alene træffes, når
betingelserne for anvendelse af den enkelte institutionstype er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Børne- og ungeudvalget kan således, hvis betingelserne er opfyldt, træffe afgørelse om anbringelse
på en delvis lukket afdeling eller institution efter servicelovens § 63 a, en sikret døgninstitution efter
servicelovens § 63 b, eller en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 63 c.
En delvis lukket døgninstitution for børn og unge eller en delvis lukket afdeling på en åben
døgninstitution efter servicelovens § 63 a, er karakteriseret ved, at det er muligt i perioder at aflåse
yderdøre og vinduer. Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne
døgninstitutioner er målrettet børn og unge med en negativ og udadreagerende adfærd,
misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for længerevarende behandlingsforløb.
Formålet er, at indsatsen på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger kan
tilrettelægges mindre indgribende, end det er tilfældet på en sikret afdeling, idet tilbageholdelse og
fastholdelse kan begrænses til de perioder, hvor barnet eller den unge har behov for en insisterende
indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling. Ved en sikret døgninstitution
forstås en døgninstitution, der omfatter mindst én sikret afdeling og eventuelt en eller flere ikke
sikrede afdelinger På en sikret afdeling er det tilladt at have yderdøre og vinduer konstant aflåst. På
sikrede institutioner kan der etableres særligt sikrede afdelinger, som modtager børn og unge i de
tilfælde, hvor anbringelse i almindelig sikret afdeling ikke er eller vil være tilstrækkelig.
Det fremgår af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge
på sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer.
Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.
Det fremgår af § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler
om screeningens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Det fremgår af § 57 d i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på
sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer.
Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.
Social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om screeningens omfang, herunder hvem der
kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Efter servicelovens § 66 e skal egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor
den unge selv råder over sin egen bolig, være godkendt som konkret egnede til den pågældende
unge af kommunalbestyrelsen. Det følger videre af bestemmelsen, at afgørelsen om godkendelse
ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Efter bestemmelsen kan social- og
124
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0125.png
indenrigsministeren fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser,
kollegier og kollegielignende opholdssteder.
Efter servicelovens § 66 f gælder, at det er den anbringende kommune, der godkender en plads til
anbringelse samtidig med anbringelsen, hvis pladsen er på en efterskole, en fri fagskole eller en fri
grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter §
52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Den enkelte plads
skal være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte
nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie
fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
3.8.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det vil i barnets lov forsat være nødvendigt at angive typen af anbringelsessteder for børn og unge.
Tilbuddene skal også fremover være egnede til at sikre de rette indsatser til børn og unge, som ikke
kan sikres den rette hjælp, støtte og omsorg i hjemmet, og som derfor har behov for at blive anbragt
uden for hjemmet, uanset om behovet for anbringelse har afsæt sociale problemer hos barnet eller
forældrene eller i en varig og betydeligt nedsat funktionsevne hos barnet eller den unge.
Målgruppen er bred, og rummer børn og unge med meget forskellige behov. Anbringelsessteder bør
derfor forsat dække over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder, fra almene
plejefamilier til pladser på efterskoler eller i specialiserede døgntilbud m.v.
Det er efter ministeriets opfattelse ikke gangbart, at der i lovgivning, der har til formål at hjælpe
udsatte børn, at der benyttes stigmatiserende sprogbrug. Derfor bør negativladede ord som
”aflastningsophold” i servicelovens § 55, stk. 2, udskiftes med mere fremmende ord.
Der vil fortsat være behov for, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, der er fyldt 15 år, om at anbringe barnet eller den
unge uden for hjemmet, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte. Ligeledes vil der også fortsat være behov for, at børne- og
ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år,
kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet. Da der er tale om en
indgribende afgørelse skal der være en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade ved forsat ophold i hjemmet. Ministeriet er af den opfattelse, at for
unge der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, bør der fortsat være en
særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet,
selv om forældremyndighedens indehaver protesterer.
Med aftalen om Barnets Reform har der været et fokus på at præcisere kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at vælge den foranstaltning, som må forventes at kunne imødekomme barnets behov
på tilstrækkeligvis og som må anses som værende mest formålstjenlig for barnets eller den unges
125
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0126.png
tarv. Dette princip er et centralt grundlag for hele barnets lov. Men det er også Social- og
Ældreministeriets opfattelse, at der er forsat behov for at tydeliggøre at anbringelse kan være den
nødvendige første indsats, særligt for socialt udsatte børn og unge, hvis forældre ikke magter
forældrerollen.
Børnene skal have den rette indsats, så snart behovet bliver opdaget – også hvis støttebehovet har
afsæt i et svigt fra forældre, som mangler de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for
barnet eller den unge. Derfor skal kommunalbestyrelsen være klar til at iværksætte indgribende
hjælp og støtte tidligt i forløbet, frem for at starte nederst på ”indsatstrappen”. For eksempel ser
nogle kommuner en anbringelse som absolut sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når alle
andre muligheder er udtømte. Det er afgørende, at socialt udsatte børn får den rigtige hjælp fra start
– også når en anbringelse er dét, der vurderes at være det bedste for barnet. Målet skal altid være at
forebygge omsorgsvigt, ikke at forebygge anbringelser.
I forlængelse heraf ses også et behov for, at de børn, der også i dag ville blive anbragt som
spædbørn, skal beskyttes bedre. Kommunen kan efter serviceloven undersøge vordende forældres
forhold. Men en evt. afgørelse om anbringelse kan først træffes efter fødslen. Det betyder i nogle
tilfælde, at en afgørelse om anbringelse må træffes akut fra fødegangen. Det er både
traumatiserende for forældrene, øger konfliktniveauet og medfører ofte, at barnet anbringes
midlertidigt, indtil der er truffet afgørelse om et anbringelsessted. Der ses således behov for, for at
sikre en bedre og mere stabil start på livet for udsatte spædbørn, at det gøres muligt i de helt særlige
tilfælde, hvor tungtvejende grunde taler for det, at træffe afgørelse om anbringelse med eller uden
samtykke af et endnu ufødt barn samt om valg af barnets anbringelsessted.
Der er efter ministeriets opfattelse endvidere behov for at styrke udsatte børns stemme i deres egen
sag ved at give dem flere rettigheder. Det bør forsat være de voksnes ansvar at sikre, at børnene får
den nødvendige støtte til at udøve deres rettigheder, og at de får den rigtige hjælp, men barnets
ønsker skal indgå som en central del af det samlede og fagligt velunderbyggede
beslutningsgrundlag. Således bør det tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn selv udtrykker
ønske om at blive anbragt.
Behandlingen af et barns søskende kan være en stærk indikator på forældremyndighedshaverens
evne til at drage omsorg for eller behandling af barnet eller den unge. Således bør forældres
omsorgssvigt at et barn skabe bekymring for evt. søskende som ikke er anbragt eller indstilles
anbragt uden for hjemmet. I sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden
samtykke, kan børne- og ungeudvalget efter den gældende lovgivning alene sige ja eller nej til
kommunens indstilling og ikke f.eks. bede forvaltningen om at oplyse sagen yderligere, hvis barnets
behov ikke er oplyst godt nok. Det kan i sidste ende betyde, at barnet ikke får den støtte, der er brug
for. Det er ministeriets vurdering at kommunalbestyrelsen bør have yderligere handlemuligheder i
sager, hvor de er bekymrede, i modsætning til i dag, hvor de alene kan afvise sagen.
126
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0127.png
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at der i højere grad bør tages hensyn til socialt udsatte børn
og unge, som er anbragt, og til at barnet eller den unge ikke at skal bekymre sig om, hvorvidt de nu
også kan blive boende dér, hvor de føler sig hjemme. Derfor bør flere anbringelser overgå til at
være ”permanente”, hvis barnets eller den unges tilknytning til f.eks. sin plejefamilie over tid er
blevet så stærk, at det er bedst for barnet eller den unge at blive der. Derfor bør kommunerne i
sager, hvor barnet eller den unge er anbragt fordi forældrene mangler de nødvendige kompetencer
til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, have pligt til løbende at overveje, om en
anbringelse skal gøres ”permanent”. Denne forpligtelse bør gælde i sager om anbringelse uden
samtykke, i forbindelse med at spørgsmålet om anbringelse skal genbehandles af børne- og
ungeudvalget.
Der er behov for at videreføre netværksplejefamilier samt almene, forstærkede og specialiseret
plejefamilier i barnets lov. En plejefamilie kan udgøre et trygt sted, som kan sikre den omsorg eller
den støtte og behandling, som barnet eller den unge ikke har kunne få hos sine egne forældre. En
plejefamilie kan således være det rigtigt tilbud til et barn eller en ung, som har behov for at bo et
andet sted end hos de biologiske forældre – uanset om behovet har udspring i, at forældrene på
grund af sociale problemer mangler de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet
eller den unge, eller i en situation hvor barnet eller den unge på grund af betydelig og varigt nedsat
funktionsevne har et så omfattende støttebehov, at dette ikke kan varetages af de biologiske
forældre i hjemmet.
Har et barn udsat for voldsom omsorgssvigt mulighed for at blive anbragt ved en
netværksplejefamilie, kan barnets tætte relation anvendes til at sikre, at barnet får en tryg og
familiær base. Regler må ikke stå i vejen for, at et socialt udsat barn eller en ung, der har brug for et
nyt hjem, kan komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på. Det kan være hos voksne
i deres netværk, som de har en tæt personlig kontakt til, og som ønsker at være en ny familie for
barnet. Mulighederne for at blive netværksplejefamilie bør derfor udvides. Personer, som
godkendes som netværksplejefamilier, er oftest drevet af frivillighed og et ønske om at hjælp et
udsat barn eller en ung i deres netværk. Derfor bør det efter ministeriets opfattelse, være muligt for
en netværksplejefamilie at frabede sig kompensation for sit virke som plejefamilie, hvis de ikke
ønsker denne, eller mener at de ikke har brug for den.
Det er afgørende, at plejefamilier modtager uddannelse og supervision, så det sikres, at de kan
levere den nødvendige støtte til et anbragt barn eller en ung, mens denne har ophold hos
plejefamilien. Derfor bør de nuværende regler om efteruddannelse og supervision m.v. videreføres i
barnets lov, så kommunalbestyrelsen med ansvar for barnet eller den unge kan sørge for, at
plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den nødvendige efteruddannelse. Ligeledes
er det afgørende, at netværksplejefamilier modtager faglig støtte, så netværksplejefamilien kan
levere den nødvendige støtte til et anbragt bar eller en ung. Derfor bør de nuværende regler om
faglig støtte til netværksplejefamilier ligeledes videreføres i barnets lov.
127
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0128.png
I dag anvendes ord som ”opholdssteder for børn og unge” og ”døgninstitutioner” om visse
anbringelsessteder for børn og unge. Anbringelsessteder har til formål at hjælpe anbragte børn og
unge, og der er derfor efter ministeriets opfattelse behov for at udskifte betegnelsen i servicelovens
§ 66, nr. 6 og 7 med mere fremmende ord. Derfor bør der fremadrettes anvendes betegnelsen
”børne- og ungehjem”.
Der vil fortsat være brug for anbringelsessteder, som vil kunne hjælpe til at standse en udvikling af
et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et
længerevarende behandlingsforløb. Derfor bør børne- og ungehjem kunne oprettes og drives som
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted
for børn og unge.
For at sikre, at børn og unge på sikrede institutioner får den rette indsats, bør kommunalbestyrelsen
sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække
psykiatriske problemer. Screeningen bør forudsætte samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
fra unge, der er fyldt 15 år.
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin
egen bolig udgør i dag et muligt anbringelsessted, hvis det vurderes at være konkret egnet til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen. Det bør stadig være muligt for børn at blive anbragt på
et sådan anbringelsessted. Derfor mener ministeriet, at bestemmelsen bør videreføres i barnets lov.
Det samme gælder for pladser på en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole, som har
kostafdeling med otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge.
I dag har anbragte børn mulighed for en støtteperson, der har et personligt engagement og
forpligtelse over for barnet eller den unge, og kan være der for barnet eller den unge under
anbringelsen. Denne ordning bør styrkes, så det sikres, at der er ansvarlige voksne, der frivilligt
engagerer sig i udsatte børns liv. Danmark har et stærkt og engageret civilsamfund med mange
ildsjæle. Kommunen kan derfor med fordel samarbejde med civilsamfundet, og dermed øge
muligheden for, at finde en støtteperson til barnet eller den unge, der ikke har relevante personer i
sit netværk.
Alle mennesker har brug for nogen, som holder af én. Nogen, man kan regne med er der, når man
har behov for det. Har et barn oplevet enormt omsorgssvigt kan det i dag blive anbragt hos en
plejefamilie og dermed få en kærlig og tryg base. Er et ophold på et børn- eller ungehjem den rette
indsats for et barn eller en ung, er det ikke nødvendigvis muligt at opleve tætte relationer. Alle
udsatte børn bør have mulighed for at få adgang til kærlighed og omsorg fra relationer, også uden
for anbringelsesstedet.
3.8.3. Den foreslåede ordning
128
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0129.png
Det foreslås, at oplistningen af anbringelsessteder for børn og unge i servicelovens § 66 videreføres
i kapitel 5 i nærværende forslag til barnets lov. Dog ændres ”opholdssteder for børn og unge” og
”døgninstitutioner” i servicelovens § 66, nr. 6 og 7, til ”børn- og ungehjem”, og som følge heraf
ændres ”kollegielignende opholdssteder” i servicelovens § 66, nr. 5, til ”kollegielignende børne- og
ungehjem”. Ligeledes foreslås det, at præcisere, at børne- og ungehjem kan oprettes og drives som
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted
for børn og unge. Det foreslås videre, at formålet med indsatsen på børn- og ungehjem videreføres,
således at det tydeligt fremgår, at formålet hermed er at varetage omsorg og sikre trivsel og
udvikling for de anbragte børn og unge.
Det foreslås, at udskifte det negativladet ord ”aflastningsophold” i servicelovens § 55, stk. 2, med
”støtteophold”. Med forslagets § 32, stk.1, nr. 7, anvendes således ”støtteophold”, som skal sikre, at
børn ikke får det indtryk, at de er et problem, der skal løses.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens mulighed for at anbringe et barn eller en ung uden for
hjemmet med samtykke videreføres i kapitel 5 i nærværende forslag til barnets lov. Således vil
kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, kunne træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et
anbringelsessted, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den
unges særlige behov for støtte. Det foreslås, at tre betingelser skal være opfyldt før der kan træffes
en afgørelse. For det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle foreligge et samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, der er fyldt 15 år. Endelig vil der skulle være
gennemført en børneudredning af barnets eller den unges forhold.
Det foreslås endvidere, at børne- og ungeudvalget vil kunne træffe afgørelse om, at barnet eller den
unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, selvom der ikke foreligger samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Det vil være et krav, at der er en
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund
af et af en række oplistede forhold.
Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge. Andet
forhold vil være overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for. Tredje forhold vil være
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller
den unge. Det foreslås, at der i lovgivningen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
skabes mulighed for, at give den rigtige indsats fra start. Det tydeliggøres således med forslagets §
46, at anbringelse ikke nødvendigvis er en absolut sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når
alle andre muligheder er udtømte. Med initiativet fremhæves muligheden for anbringelse i
129
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0130.png
forbindelse med kommunens vurdering af den rette og nødvendige løsning for barnet, men der
ændres ikke ved kommunernes forpligtelse.
I forlængelse heraf, vil det med forslaget også blive muligt, at træffe afgørelse om en anbringelse,
før barnet er født, for at skabe en tryg base for et barn, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade hvis det ikke anbringes uden for
hjemmet. Det betyder, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for akut fra fødegangen.
Ligesom der er ordentlig tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet kan få en tryg og
stabil start på livet, og barnet undgår unødige skift. Betingelserne for at anbringe et kommende barn
vil være de samme, som følger af den foreslåede § 47, som viderefører servicelovens § 58, dog
således, at der tages hensyn til, at afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes inden barnets
fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at der er tale om en meget indgribende afgørelse, der
træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger
om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet
meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i
forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes.
Det foreslås endvidere, at børn får en klar ret til at bede om en anbringelse. Langt de fleste børn
ønsker at blive boende hos deres forældre. Af samme grund skal det tages alvorligt og vægtes højt,
hvis et barn selv udtrykker ønske om at blive anbragt. Med forslagets § 48 tydeliggøres det, at
barnets ret til at bede om hjælp også omfatter en ret for barnet til at bede om at bo et andet sted.
Barnet eller den unge vil således kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende ønsker at
blive anbragt uden for hjemmet. Der vil ikke være formkrav til, hvordan en anmodning om at blive
anbragt uden for hjemmet skal finde sted. Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af
anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse, at
vedkommende anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet. Det er væsentligt, at kommunen i
forbindelse med en anmodning fra et barn eller en ung om at blive anbragt uden for hjemmet sikrer,
at anmodningen tillægges vægt i overensstemmelse med barnets alder, modenhed og eventulle
nedsatte psykiske funktionsevne. Ansvaret for at vurdere, om anbringelse uden for hjemmet er den
rette løsning for barnet, vil derfor fortsat påhvile kommunalbestyrelsen. Det er således væsentligt, at
barnets tilkendegivelse ikke medfører, at forældrene ikke høres i processen eller at det reelt bliver
barnets eget ansvar, hvis anbringelsen sker uden tilstrækkeligt grundlag.
Hvis et barn eller ung anbringes, fordi forældrene ikke kan tage ordentligt vare på barnet eller den
unge, er der en stor risiko for, at evt. hjemmeboende søskende er i en udsat position. Derfor foreslås
det med forslagets § 51, stk. 3, at der indføres et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse
uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, som indebærer, at hvis kommunen
vælger ikke at anbringe alle børn under 15 år i en søskendeflok, skal den forklare hvorfor. Med
henblik på yderligere at beskytte potentielt udsatte søskende får børne- og ungeudvalget mulighed
for at underrette Ankestyrelsen, hvis begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver
anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte. Der vil ikke
130
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0131.png
blive ændret i Ankestyrelsens egendriftskompetence. Ankestyrelsen vil fortsat kun kunne træffe
afgørelse i en sag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst. Ankestyrelsen kan vælge at benytte sin
kompetence til at gå ind i sagen af egen drift og beslutte, at et barn eller en ung skal anbringes uden
for hjemmet, eller at en kommune skal tage andre initiativer over for barnet eller den unge.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen løbende vil skulle overveje, om den af hensyn til
barnets eller den unges bedste, skal indstille til børne- og ungeudvalget at træffe afgørelse om en
permanent anbringelse. Det vil skulle ske i sager, hvor barnet allerede er anbragt uden samtykke, i
forbindelse med at spørgsmålet om videreførelse af anbringelsen skal behandles af børne- og
ungeudvalget.
Det foreslås at videreføre servicelovens bestemmelser om plejefamilier i §§ 55-58. Med forslaget
udvides samtidig mulighederne for at blive netværksplejefamilie, så barnet eller den unge kan blive
anbragt i netværkspleje hos f.eks. sin støttepædagog eller andre, som barnet eller den unge har en
tæt personlig eller familiemæssig tilknytning til. Det bliver desuden muligt at frasige sig økonomisk
kompensation, hvis man som netværksplejefamilie ikke ønsker eller synes, de har behov for det.
Det er en forudsætning for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det givne
anbringelsessted har de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet.
Det foreslås, at børne- og ungehjem kan oprettes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis
lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner
og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted for børn og unge. For at sikre, at børn og unge
på sikrede institutioner får den rette indsats, foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde alle
børn og unge på sikrede institutioner en screening med henblik på at afdække psykiatriske
problemer. Screeningen bør forudsætte samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der
er fyldt 15 år.
Kommunen skal understøtte barnets varige relationer ved at bruge civilsamfundsorganisationer.
Gennem civilsamfundet kan familier åbne deres hjem for et socialt udsat barn, der har brug for
ekstra støtte, omsorg og kærlighed.
Med forslagets § 53 skal kommunalbestyrelsen forud for anbringelsen hjælpe barnet eller den unge
med at finde en støtteperson. Enten i barnet eller den unges eget netværk eller gennem
civilsamfundet. Således udvides den eksisterende ordning med støttepersoner til alle socialt udsatte
børn, der er anbragt uden for hjemmet, ved at kommunen forpligtes til i samarbejde med
civilsamfundet at hjælpe barnet eller den unge med at finde en støtteperson til barnet eller den unge,
der ikke har relevante personer i sit netværk.
Endvidere foreslås det med § 54, at forpligte kommunalbestyrelsen til, i forbindelse med
anbringelse af et socialt udsat barn eller en ung i et børne- og ungehjem, at kommunalbestyrelsen
skal give barnet eller den unge tilbud om en venskabsfamilie. Med bestemmelsen får alle udsatte
børn og unge anbragt i et børne- og ungehjem mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være del
131
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0132.png
af en helt almindelig familie. Således får alle udsatte børn og unge anbragt i et børne- og ungehjem
ret til et tilbud om en venskabsfamilie, som de selv vælger, enten i familien eller netværket, eller
som findes i civilsamfundet. Kommunerne får pligt til at sørge for dette tilbud til alle socialt udsatte
anbragte børn og unge i et børne- og ungehjem, der ønsker det og er i stand til at tage imod det.
3.9. Samvær og kontakt
3.9.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 71, stk. 1, har barnet eller den unge ret til samvær og kontakt med forældre og
netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v., under en
anbringelse uden for hjemmet.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen under hensyntagen til barnets
eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og
udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb skal sørge for, at forbindelsen
mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af
samværet, skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at
skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om
barnets hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet.
Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, bliver forældremyndigheden således ikke
frataget forældrene. Det betyder, at der er en række forhold, som det som udgangspunkt alene er
forældrene, dvs. den eller de personer, som har forældremyndigheden, der kan tage stilling til.
Samtidig vil de fleste forældre fortsat ønske at have indflydelse på barnets eller den unges liv under
anbringelsen, og kommunen skal derfor bidrage til at understøtte et godt samarbejde mellem
forældrene og barnets eller den unges anbringelsessted.
En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af
forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet,
men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i § 71, stk. 2-5, i serviceloven.
Efter servicelovens § 71, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen om fornødent træffe afgørelse om
omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og
kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med
anbringelsen. Der kan ikke træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde
sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af
forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter § 71, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen
kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe
132
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0133.png
afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en
tredje person til stede.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og
unge-udvalget efter § 71, stk. 3, for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må
foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Børn og unge-udvalget kan desuden
under de samme betingelser for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen i
form af samvær og kontakt, og herunder brev-, mail- og telefonforbindelse mellem forældrene eller
netværket og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges
anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.
Det følger af § 71, stk. 4, at ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den
unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-
udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at
afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail-
eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant
for kommunen.
Efter § 71, stk. 5, finder § 71, stk. 2-4 om regulering af samvær og kontakt med forældre eller
netværk tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse efter
servicelovens § 50 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse
af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 50 a, jf. § 51, stk. 1 og 2, i serviceloven, eller §
32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Endelig følger det af servicelovens § 69, stk. 5, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse
om bl.a. ændret samvær, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af
sagen.
3.9.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at reglerne om samvær og kontakt i dag ikke i tilstrækkelig grad er
tydelige om barnets eller den unges rettigheder. På den ene side skal udgangspunktet i reglerne være
at understøtte barnets eller den unges ret til at fastholde kontakten til familie eller netværk i det
omfang, dette er til barnets bedste. På den anden side skal barnet eller den unge have ret til at blive
hørt og få sine ønsker inddraget i tilrettelæggelsen af samværet og kontakten.
Ministeriet finder derfor, at det bør gøres klart i lovgivningen, at udgangspunktet er, at barnet eller
den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende og
bedsteforældre. Dette skal ses i forlængelse af kommunens pligt til i alle tilfælde at vurdere, hvilken
rolle forældrene kan spille for barnet eller den unge under anbringelsen.
133
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0134.png
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at kommunen bør arbejde systematisk for at skabe en god
relation til de forældre, der ikke kan have barnet eller den unge boende hjemme, men som kan
varetage en positiv forældrerolle under barnets eller den unges anbringelse. Det kan f.eks. være
gennem støttet samvær, eller ved at forældrene tager del i barnets fritidsaktiviteter eller lignende.
Kommunalbestyrelsen bør ved tilrettelæggelsen af rammerne for samvær m.v. være opmærksom på
de særlige forhold i sager, hvor anbringelsen uden for hjemmet ikke har afsæt i generelle
udfordringer i forhold til eksempelvis forældrenes forældreevne, men alene i en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Det er samtidig ministeriets opfattelse, at når et anbragt barn eller ung skal have samvær med sine
forældre, bedsteforældre eller anden familie eller netværk, så skal det som udgangspunkt være, fordi
barnet eller den unge ønsker det, og det skal altid være i overensstemmelse med hensynet til barnets
bedste. Ministeriet finder, at barnets eller den unges samvær med forældre eller anden familie eller
netværk skal foregå på en måde, hvor barnet eller den unge er trygt og har den støtte, det har brug
for.
I dag har forældre til anbragte børn og unge ret til at sige nej til samvær, men barnet eller den unge
har ikke en tilsvarende ret til at sige nej til samvær med forældre eller netværk, hvis barnet eller den
unge ikke ønsker det. Derfor finder ministeriet, at barnet eller den unge bør gives en eksplicit ret til
at få sin holdning inddraget i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af samværet, herunder ret til at
anmode om at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en periode.
I overensstemmelse med det overordnede formål med barnets lov, bør det først og fremmest være
barnets perspektiv, der skal være styrende i forhold til omfanget og tilrettelæggelsen af samværet.
Det er imidlertid afgørende, at barnet eller den unge ikke ansvarliggøres for beslutninger, der både
kan være indgribende for barnet eller den unge og forældrene, og som samtidig kan have en stor
betydning for muligheden for også på sigt at bevare og opnå en relation mellem barnet eller den
unge og forældrene eller netværket. Det er derfor ministeriets opfattelse, at det også fortsat skal
være kommunens ansvar at tilrettelægge samværet og kontakten under hensyntagen til barnets eller
den unges bedste.
Efter de gældende regler er kompetencen til at træffe afgørelse i sager om samvær m.v. med
anbragte børn og unge delt mellem kommunalbestyrelsen og børn og unge-udvalget. Det er
ministeriets opfattelse, at afgørelseskompetencen også fremadrettet bør ligge hos hhv.
kommunalbestyrelsen og kommunens børne- og ungeudvalg.
Det er således ministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet om fornødent skal
træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten. Selvom barnet eller den
unge får en eksplicit ret til at anmode om f.eks. at få suspenderet samværet, så skal det således også
fremadrettet være kommunalbestyrelsens ansvar at træffe afgørelsen om at regulere samværet og
kontakten. Behandlingen af barnets eller den unges anmodning bør ske ud fra forholdene i den
134
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0135.png
enkelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges bedste samt barnets eller den unges
behov for støtte, herunder på baggrund af eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der på den ene side kan være børn og unge, der
pga. f.eks. deres alder, modenhed eller eventuelle psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at
vurdere eller ikke kan give udtryk for, om samvær med forældre eller netværk er til deres eget
bedste, og af samme årsag ikke har grundlag for at tage stilling til rammerne og omfanget for
samværet. På den anden side kan der være socialt udsatte børn og unge, der på grund af f.eks.
loyalitet over for forældrene ikke giver udtryk for de ønsker, de har, eller som omvendt giver udtryk
for ønsker, der ikke afspejler barnets eller den unges egentlige interesser.
Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen i alle tilfælde foretager en konkret og individuel
vurdering ud fra forholdende i den enkelte sag, jf. ovenfor. Det er samtidig vigtigt, at reglerne
tydeliggør, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at træffe afgørelse, bl.a. om at begrænse
samværet eller om rammerne for samværet, herunder på baggrund af barnets eller den unges
anmodning herom.
Ministeriet finder endvidere, at kommunens børne- og ungeudvalg også fremadrettet bør have
kompetence til at træffe afgørelse om at begrænse samværet og kontakten, når det er nødvendigt af
hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Børne- og ungeudvalget bør således også
fremadrettet for en bestemt periode kunne træffe afgørelse om overvåget samvær, om at afbryde
forbindelsen mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge eller om ikke at oplyse
barnets eller den unges anbringelsessted over for forældrene eller netværket.
3.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre på strukturen for reglerne om samvær og kontakt, således at § 103 i barnets
lov først beskriver barnets eller den unges rettigheder efterfulgt af en beskrivelse af det ansvar og
den afgørelseskompetence, der ligger hos hhv. kommunalbestyrelsen og kommunens børne- og
ungeudvalg, i de foreslåede bestemmelser i §§ 104-107. Ansvaret og kompetencen vil således i
lighed med efter gældende ret også fremadrettet være delt mellem henholdsvis
kommunalbestyrelsen og kommunens børne- og ungeudvalg.
Det foreslås, at det efter § 103 alene vil skulle være barnet eller den unge, der skal have ret til
samvær med forældre, søskende, bedsteforældre og øvrige familie og netværk under anbringelsen
uden for hjemmet. Det vil betyde, at barnet eller den unge vil skulle høres og inddrages i
beslutninger, og at afgørelser om samvær og kontakt vil skulle træffes ud fra, hvad der er til barnets
eller den unges bedste. Barnets eller den unges bedste vil netop kunne indebære kontakt til den
biologiske familie, også i tilfælde hvor forældrene eksempelvis har udfordringer i form af psykisk
sygdom, misbrug osv. Omvendt vil det også kunne være til barnets eller den unges bedste at få
suspenderet samværet i en periode, hvis samværet eksempelvis påvirker barnet eller den unge
negativt.
135
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0136.png
Det foreslås derfor at give barnet eller den unge en eksplicit ret til, at kommunalbestyrelsen skal
inddrage barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v. Barnet
eller den unge vil i den forbindelse få en eksplicit ret til at anmode om, at samværet alene kan ske
med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller om at få suspenderet samværet med forældre
eller netværk i en periode.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede ordning skulle sørge for, at forbindelsen mellem
barnet eller den unge og familien og netværket holdes ved lige. Det vil skulle ske under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller
den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb. Endvidere
vil barnets eller den unges holdning skulle inddrages.
Samvær med familie, venner og andre i netværket vil skulle ses som en del af den samlede indsats
for barnet. Der vil derfor skulle lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har
familie og netværk at støtte sig til, så barnet eller den unge kan bevare forholdet til f.eks. de
bedsteforældre og søskende, der også i tiden inden anbringelsen har spillet en stor rolle i barnets
eller den unges liv. På samme måde vil samværet skulle ses som led i, at barnet eller den unge kan
bevare eller skabe nære relationer, som i sig selv kan være med til at støtte barnet eller den unge,
også efter en anbringelse er ophørt.
Det foreslås i forlængelse heraf at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen har pligt til at understøtte, at
forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv. Baggrunden er, at barnet eller den
unge ofte har gavn af og interesse i at skabe og bevare nære relationer til forældrene i de tilfælde,
hvor forældrene har lyst og ressourcer til at være inddraget i barnets eller den unges liv og kan spille
en positiv rolle under anbringelsen. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet i situationer, hvor
barnet eller den unge på grund af omfattende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan bo
fast hos forældrene og derfor er anbragt uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen vil i den
forbindelse skulle sikre, at forældrene får information om barnets eller den unges hverdag og vil
skulle bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet.
Det foreslås desuden i overensstemmelse med efter gældende ret, at en ret til samvær og kontakt,
der er aftalt eller fastsat efter forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet, men vil kunne reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i
§§ 104 og 105, jf. nedenfor.
Det foreslås med § 104 at tydeliggøre kommunalbestyrelsens ansvar og kompetencer i forhold til at
tilrettelægge og regulere samværet og kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene eller
netværket. Til dette formål samles de bestemmelser, der beskriver kommunalbestyrelsens pligt og
kompetencer således i den foreslåede bestemmelse i § 104.
136
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0137.png
Det foreslås for det første at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær og
kontakt til barnets familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til
barnets eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som følge af en
eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrettelæggelse af samværet, vil der skulle
lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare
nære relationer til forældre og netværket. Samtidig foreslås det at tydeliggøre, at
kommunalbestyrelsen ved tilrettelæggelsen af samvær og kontakt skal lægge vægt på barnets eller
den unges ønsker, jf. det foreslåede § 103. Det bemærkes, at barnets eller den unges ønsker vil
skulle tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder, modenhed,
ressourcer mv. og under hensyntagen til barnets eller den unges eventuelle funktionsnedsættelser.
Det foreslås for det andet, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet om fornødent skal træffe
afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og skal kunne fastsætte nærmere
vilkår for samværet og kontakten, jf. stk. 2 i den foreslåede § 104. I den forbindelse vil
kommunalbestyrelsen f.eks. kunne træffe afgørelse om rammerne for samværet eller stedet, hvor
samværet skal afholdes. Kommunalbestyrelsen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret og
individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder,
modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på
hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.
I lighed med efter gældende ret vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 104, stk. 3, kunne
træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er
en tredje person til stede. Det kan f.eks. være barnets eller den unges støtteperson, hvis barnet eller
den unge efter § 103, stk. 2, har fremsat en anmodning om, at støttepersonen er til stede, og dette er
i overensstemmelse med forældrenes ønsker og eventuelle behov for støtte til samværet. En
afgørelse efter denne bestemmelse vil således kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år.
Hvis barnet eller den unge fremsætter en anmodning efter den foreslåede § 103, stk. 2, om at få
suspenderet samværet i en periode, vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i §
104, stk. 4, kunne træffe afgørelse om at suspendere samværet mellem barnet eller den unge og
forældre eller netværk i en afgrænset periode. Det følger af den foreslåede ordning, at
kommunalbestyrelsen som led i behandlingen af barnets eller den unges anmodning vil skulle
foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere samværet. Det vil skulle ske
på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets eller den unges interesser over for
interesser hos forældre m.v., barnets alder, modenhed og eventuelle psykiske funktionsnedsættelse,
formålet med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Det foreslåede § 104, stk. 4, skal ses i forlængelse af det foreslåede § 104, stk. 2, hvorefter
kommunalbestyrelsen i alle tilfælde vil skulle foretage en konkret vurdering ud fra af forholdende i
den enkelte sag. Der vil være tilfælde, hvor barnet eller den unge vurderes ikke at have en alder,
modenhed, ressourcer eller funktionsevne m.v. til selv at kunne tage stilling til, om det er til barnets
137
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0138.png
bedste at begrænse samværet eller vælge rammerne for samvær. Barnet vil naturligvis skulle have
støtte til valget, og det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere, hvilken vægt barnets eller
den unges tilkendegivelser skal tillægges.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil kommunalbestyrelsen ikke efter de foreslåede
bestemmelser i § 104, stk. 2 og 4, kunne træffe afgørelser, som vil medføre, at samvær og kontakt
kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse vil også fremadrettet
sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og vil således skulle træffes af kommunens børne- og
ungeudvalg. Det vil bl.a. betyde, at kommunalbestyrelsen ikke efter den foreslåede § 104, stk. 4, vil
kunne træffe afgørelse om at suspendere samværet i mere end en måned.
Det foreslås, jf. ovenfor, at børne- og ungeudvalgets kompetencer og ansvar ift. tilrettelæggelse af
samvær og kontakt tydeliggøres i den foreslåede § 105. Det foreslås i den forbindelse, at det også
fremadrettet vil skulle være kommunens børne- og ungeudvalg, der for en bestemt periode vil
kunne træffe afgørelse om overvåget samvær, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges sundhed eller udvikling. Det følger endvidere af den foreslåede ordning, at børne- og
ungeudvalget også fremadrettet vil kunne træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem
barnet eller den unge og forældre eller netværk, ligesom børne- og ungeudvalget vil kunne træffe
afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene og
netværket.
Det foreslås desuden, at der også fremadrettet vil skulle være et særligt fokus på at beskytte barnet
eller den unge ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have
samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung. I sådanne tilfælde foreslås det, at børne-
og ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode vil skulle træffe
afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær
eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse
af en repræsentant for kommunen.
Det foreslås i forlængelse heraf, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle have pligt til
at indhente en udtalelse fra barnets eller den unges aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen,
før der træffes afgørelse om ændret samvær, jf. den foreslåede § 106.
Endelig foreslås det i § 107, at den foreslåede ordning i §§ 104 og 105 også fremadrettet vil skulle
kunne finde anvendelse under gennemførelse af en børneudredning efter den foreslåede § 23 eller
en ungefaglig undersøgelse efter reglerne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under
ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som
kommunen er tilknyttet.
3.10. Videreførte og permanente anbringelser
3.10.1. Gældende ret
138
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0139.png
Børn og unge-udvalget kan beslutte, at en eksisterende anbringelse skal videreføres alene på
baggrund af tilknytningen til anbringelsesstedet. En videreførelse kan anvendes for de børn og
unge, som er stærkt knyttet til deres anbringelsessted, og hvor det er af væsentlig betydning for
barnets eller den unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten kan bevares. En videreførelse
efter servicelovens § 68 a kan anvendes, når barnet eller den unge har været anbragt i mindst tre år
og efter denne periode har opnået så stærk en tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere
såvel som længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unges bedste
at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelser om videreførelse af en anbringelse skal ikke
forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter servicelovens § 62.
Det er børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om videreført anbringelse, uanset om barnet
eller den unge har været anbragt med eller uden samtykke efter henholdsvis §§ 52 eller 58 i
serviceloven, og uanset om barnet stadig har et støttebehov. Grundlaget for afgørelsen efter
servicelovens § 68 a er alene barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Afgørelsen
om videreført anbringelse kan således træffes, selvom der ikke længere er et anbringelsesgrundlag
efter de almindelige regler om anbringelse. Til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om
videreførelse af anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der skal omfatte
en række oplistede indhold. For et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse
om en videreførelse af en anbringelse, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen. Det er ikke
et krav for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse, at barnet eller den unge har været
anbragt på samme anbringelsessted hele anbringelsesperioden. Barnet eller den unge kan således
have været anbragt på flere anbringelsessteder. Det afgørende er barnets eller den unges tilknytning
til det aktuelle anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til forældrene.
For at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreført anbringelse, skal barnets eller den
unges tilknytning til anbringelsesstedet være grundigt beskrevet. Der skal således bl.a. være
foretaget en børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til
anbringelsesstedet. Erklæringen skal være udarbejdet af en børnesagkyndig, som f.eks. en børne- og
ungepsykiater, en psykolog eller en anden børnesagkyndig fagperson.
For en videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, gælder alle de normale
regler under en anbringelse. Det betyder, at kommunen således fortsat skal føre tilsyn med barnet
og herunder revidere handleplanen og vurdere, om der er grundlag for at ændre indsatsen eller
hjemgive barnet. Desuden gælder de almindelige regler for samvær og kontakt, ligesom
forældremyndighedsindehaveren fortsat skal have tilbudt en støtteperson.
3.10.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at muligheden i gældende ret efter § 62 i
serviceloven for at videreføre en anbringelse, hvis det er af væsentlig betydning for barnets eller den
unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten kan bevares, er relevant at videreføre. Ministeriet
139
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0140.png
finder imidlertid, at er behov for yderligere tiltag for at sikre, at kommunerne gør brug for
mulighederne for at give barnet eller den unge en anbringelse af mere permanent karakter, hvis
barnets eller den unges tilknytning til f.eks. barnets plejefamilie er tilstrækkelig stærk. Det er
således ministeriets opfattelse, at for mange anbragte børn og unge udsættes for mange skift under
deres opvækst. Sådanne brud på kontinuitet i opvæksten påvirker barnets eller den unges
udviklingsbetingelser i negativ retning og skaber utryghed for barnet.
En videreført anbringelse skal efter gældende ret ikke genbehandles efter de almindelige frister for
genbehandling i servicelovens § 62, og der behøver ikke være et anbringelsesgrundlag efter de
almindelige anbringelsesregler. Det indebærer, at forældrene ikke kan trække samtykket, sådan som
tilfældet ellers er ved en anbringelse med samtykke, og at sagen ikke skal genbehandles i børn- og
unge-udvalget, Ankestyrelsen og retten hvert andet år, sådan som det ellers gælder for anbringelser
uden samtykke. En videreført anbringelse er således en ”permanent anbringelse”, som er baseret på
barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Ministeriet mener derfor, at der er behov
for, at sproget i lovgivningen afspejler, at der er tale om en permanent anbringelse.
I forlængelse heraf og for at styrke anbragte børns ret til en stabil opvækst finder ministeriet, at børn
over en vis alder bør få ret til at bede om, at anbringelsen af dem bliver permanent. Barnets eller
den unges behov for stabilitet og kontinuitet i opvæksten, bør således betyde, at barnet eller den
unge har ret til at bede om, at en anbringelse gøres permanent. Dermed opnår barnet sikkerhed og
tryghed for, at barnet eller den unge kan forblive på sit anbringelsessted, hvis børne- og
ungeudvalget er enig i, at det af hensyn til barnets eller den unges bedste at forblive på
anbringelsesstedet. Det vil dog være væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i barnets
eller den unges modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne, samt har særlig
opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af ønske om permanent anbringelse kan have udspring i
eller være påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør
dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt barnets eller den unges ønske om permanent
anbringelse skal tillægges.
Det er efter gældende ret en forudsætning for videreførelse af en anbringelse uden for hjemmet, at
barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet er grundigt beskrevet. Der skal således
være foretaget en børnesagkyndig helhedsvurdering af tilknytningen til anbringelsesstedet.
Erklæringen skal være udarbejdet af en børnesagkyndig, som f.eks. en børne- og unge psykiater, en
psykolog eller en anden børnesagkyndig fagperson. Tilknytningsundersøgelserne udarbejdes og
anvendes i forbindelse med sager, hvor der træffes meget vidtgående afgørelser i forhold til barn og
forældremyndighedsindehavere. Social- og Ældreministeriet er derfor af den opfattelse, at det bør
præciseres, hvem der kan udarbejde valide undersøgelser i disse sager.
En videreførelse af en anbringelse af et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan i dag kun træffes,
hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen. Ministeriet finder det væsentligt, at opretholde en
aldersgrænse på 15 år, da det vurderes som en urimelig byrde at pålægge børn under 15 år at skulle
140
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0141.png
vælge mellem enten at bo hos sine biologiske forældre – som børnene ofte er loyale overfor – eller
at bo hos den plejefamilie, som de har været en del af gennem mere end tre år.
Social- og Ældreministeriet finder, at visse børn og unge allerede inden tre års anbringelse vil have
opnået en sådan tilknytning til anbringelsesstedet, at det vil være bedst for barnet eller den unge, at
forblive på anbringelsesstedet.
3.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om videreført anbringelse i servicelovens § 68 videreføres i kapitel 6 i
barnets lov. Det foreslås samtidigt, at det i forhold til de gældende regler om videreført anbringelse
tydeliggøres, at der er tale om en permanent anbringelse. Således foreslås brugen af ”videreført
anbringelse” udskiftet med ”permanent anbringelse”. Dette skal understrege, at en afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i § 67, som er en videreførelse af servicelovens § 68 a, stk. 1, ikke vil
skulle genbehandles efter de almindelige frister for genbehandling, og at der ikke vil være behov for
et anbringelsesgrundlag efter de almindelige anbringelsesregler. Det vil, ligesom i dag, betyde
større tryghed, sikkerhed og stabilitet for barnet eller den unge, hvis sagen ikke løbende skal tages
op, og barnet eller den unge kan herved få større udbytte af anbringelsen.
For at styrke anbragte børns ret til en stabil opvækst med en fast base foreslås det, at børn og unge
over ti år vil få ret til at bede om permanent anbringelse efter den foreslåede § 68. Modtager
kommunalbestyrelsen en sådan anmodning, vil den skulle vurdere, om der af hensyn til barnets eller
den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om en permanent anbringelse. Finder
kommunalbestyrelsen, at barnets eller den unges anmodning om at blive permanet anbragt uden for
hjemmet giver anledning til udarbejdelse af en indstilling om en permanent anbringelse, og træffer
børne- og ungeudvalget derfor afgørelse om en permanent anbringelse, foreslås kravet om
minimum tre års forudgående anbringelse ikke at finde anvendelse.
Af hensyn til barnets eller den unges bedste og for at styrke barnets eller den unges og familiens
retssikkerhed, foreslås det, at der indføres krav om, at den lovpligtige tilknytningsvurdering i sager
om permanent anbringelse skal foretages af en autoriseret psykolog.
3.11. Adoption
3.11.1. Behandling af adoptionssager
3.11.1.1. Gældende ret
Gennem adoption kan et barn eller en ung få en ny familie. Reglerne herom findes i adoptionsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019.
141
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0142.png
Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn eller en ung som udgangspunkt samtykke fra
forældrene. Efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven kan det dog bestemmes, at en adoption skal
gennemføres uden forældresamtykke.
Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 2, i adoptionsloven meddeles i særlige tilfælde, hvis
væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det. Bestemmelsen fastlægger det
overordnede hensyn bag alle afgørelser om adoption uden samtykke efter særbestemmelserne i § 9,
stk. 3 og 4, i adoptionsloven, nemlig at adoptionen skal være bedst for barnet. Herudover fungerer
bestemmelsen som en opsamlingsbestemmelse for sager, der falder uden for anvendelsesområderne
for § 9, stk. 3 og 4, om adoption uden samtykke.
Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven meddeles efter bestemmelsens stk. 2, hvis
betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i
serviceloven er opfyldt og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at
varetage omsorgen for barnet, og adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets
opvækst vil være bedst for barnet.
§ 9, stk. 4, i adoptionsloven giver en plejefamilie mulighed for at adoptere deres plejebarn uden
samtykke fra barnets forældre, når betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58,
stk. 1, i serviceloven er opfyldt. Efter bestemmelsen er adoption endvidere betinget af, at barnets
tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at
bryde denne tilknytning.
Efter § 68 d i serviceloven skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1,
(anbringelse med samtykke) eller § 58 (anbringelse uden samtykke) eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvor det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt
i en længere årrække, overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges
opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet bliver adopteret.
Det følger af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
foranstaltninger efter bestemmelsens stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Afgørelsen træffes som udgangspunkt med
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Efter bestemmelsens stk. 3. nr. 7, kan
kommunalbestyrelsen bl.a. iværksætte hjælp efter stk. 1 i form af anbringelse af barnet eller den
unge uden for hjemmet på et anbringelsessted.
Efter § 58 i serviceloven kan et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller
den unge har været udsat for. I disse situationer kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra
142
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0143.png
forældremyndighedsindehaveren træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for
hjemmet.
Efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet kan ungdomskriminalitetsnævnet som led i
et forbedringsforløb træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et
anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses for
at være af væsentlig betydning. Afgørelsen træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaverne.
Det fremgår af bemærkningerne til § 68 d i serviceloven, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121
som fremsat, side 18-19, at bestemmelsen forpligter kommunalbestyrelsen til at overveje, om
hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for en adoption af barnet
eller den unge i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen overvejer at træffe afgørelse om anbringelse
af et barn eller en ung uden for hjemmet med eller uden samtykke, og det må formodes, at
anbringelsen vil vare en længere årrække. Tilsvarende gælder, når kommunalbestyrelsen tager
stilling til, om en anbringelse skal opretholdes.
Det vil ofte være relevant at foretage overvejelsen for alle søskende i en søskendeflok.
Bestemmelsen tydeliggør sammenhængen mellem de indgribende sociale indsatser i serviceloven
og adoption, og den understreger vigtigheden af, at kommunalbestyrelserne i visse tilfælde
overvejer adoption som social indsats, herunder særligt når det vurderes, at barnet eller den unge
har et særligt behov for mere stabile, forudsigelige og trygge opvækstvilkår.
Bestemmelsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen overvejer adoption som indsats i tilfælde,
hvor alternativet er, at barnet eller den unge vil være anbragt i størstedelen af barndommen. Det er
således som udgangspunkt ikke relevant at overveje adoption, hvis der f.eks. er tale om en ung, der
på anbringelsestidspunktet er 16-17 år, eller hvis der er tale om et yngre barn, men hvor
anbringelsen f.eks. skyldes en midlertidig sygdom eller krise hos forældrene, og barnet således kan
forventes at blive hjemgivet igen.
Omvendt vil det være relevant at overveje adoption, hvis f.eks. forældrenes historik i forhold til
andre børn, længerevarende misbrug eller permanente psykiske problemer indikerer, at der
formentlig bliver tale om en længerevarende anbringelse.
Efter § 58, stk. 1, i serviceloven kan et barn eller en ung uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at
barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung bør bortadopteres, at forældrene ikke vil
give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden samtykke efter § 9 i
143
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0144.png
adoptionsloven, forelægger kommunalbestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn
og unge-udvalget.
Efter § 68 e, stk. 2, i serviceloven skal en sådan forelæggelse for børn og unge-udvalget indeholde
en indstilling om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Efter § 68 e, stk. 2, nr. 1, i serviceloven skal indstillingen indeholde den børnefaglige undersøgelse
efter § 50 i serviceloven eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 2, i serviceloven skal indstillingen også indeholde
handleplanen efter § 140 i serviceloven eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 3, i serviceloven skal indstillingen
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk.
2-4, i adoptionsloven er opfyldt. Denne redegørelse skal derfor også indeholde oplysninger om,
hvorfor adoption vil være bedst for barnet eller den unge. Endelig skal indstillingen efter § 68 e, stk.
2, nr. 4, i serviceloven indeholde oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte
adoption, jf. § 6 i adoptionsloven.
Efter § 68 e, stk. 3, i serviceloven skal en indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i
adoptionsloven endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for anbringelse af barnet
eller den unge uden for hjemmet i § 58, stk. 1, er opfyldt.
En børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven skal bl.a. omfatte barnets eller den unges
udvikling og adfærd, familieforhold, herunder eventuelle søskenderelationer, skoleforhold,
sundhedsforhold samt fritidsforhold og venskaber. Som led i undersøgelsen skal der finde en
samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets eller den
unges modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan
samtalen ikke gennemføres, skal oplysninger om barnets eller den unges synspunkter søges
tilvejebragt. Undersøgelsen skal afdække ressourcer og problemer hos barnet, den unge, familien og
netværket. Endelig følger det af bestemmelsens stk. 9, at hvis det må antages, at der kan opstå et
behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de
vordende forældres forhold nærmere. En ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet har et tilsvarende indhold som en børnefaglig undersøgelse.
En handleplan efter § 140 i serviceloven skal angive formålet med den pågældende indsats, og
hvilken indsats der er nødvendig for at opnå dette formål. Handleplanen skal tage udgangspunkt i
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse efter loven § 50. Handleplanen skal i forhold til de
problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den
unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten.
Forbedringsforløbet efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har tilsvarende
formål som en børnefaglig undersøgelse.
144
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0145.png
Endelig bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i relation til artikel 8 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om børns og forældres ret til familieliv
indebærer, at der skal foretages en reel afvejning mellem barnets interesse i at blive adopteret og
forældrenes ønske om genforening med barnet. Der skal i alle tilfælde foretages en konkret
bedømmelse af de aktuelle forhold og det berørte barns interesser. Domstolen har understreget, at
en anbringelse uden for hjemmet, der ligger forud for en eventuel adoption, sker med henblik på
hjemgivelse af barnet til forældrene. Dette indebærer, at myndighederne har en positiv pligt til
aktivt at arbejde for genforening af familien. Det kan således indebære en overtrædelse af artikel 8,
hvis der træffes afgørelse om adoption af barnet uden samtykke under henvisning til, at adoption er
bedst for barnet, og denne situation er opstået, fordi myndighederne har undladt at tage relevante
skridt til genforening af familien under den forudgående anbringelse. Af hensyn til overholdelsen af
Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK artikel 8 skal indstillingen således indeholde en
redegørelse for arbejdet med at hjemgive barnet. Der henvises i øvrigt til punkt 5.1.1.
Af forarbejderne til § 68 e i serviceloven, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side
17, fremgår, at sager, hvor der kan være behov for at træffe afgørelse om adoption uden samtykke
af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, starter i kommunerne, da det er
kommunerne, som har ansvaret for, at børn og unge, som har behov herfor, modtager den fornødne
støtte. Bestemmelsen skal sikre en grundig belysning af barnets, den unges og forældrenes forhold
og en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling.
Kommunalbestyrelsen kan få vejledende rådgivning fra VISO, når kommunalbestyrelsen udarbejder
en indstilling efter § 68 e i serviceloven. Der henvises til punkt 3.11.1-3.11.3
Det følger af § 68 f i serviceloven, at børn og unge-udvalget på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen efter lovens § 68 e, stk. 2, på et møde kan indstille til Ankestyrelsen, at
styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven.
Inden indstillingen afgives, skal børn og unge-udvalget give barnet eller den unge, barnets eller den
unges forældre, indehaverne af forældremyndigheden over barnet eller den unge og barnets eller
den unges eventuelle plejeforældre samt advokaterne og bisidderne for dem lejlighed til at udtale
sig. Plejeforældre kan udtale sig under mødet i børn og unge-udvalget, men anses alene som part i
sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den unge.
En indstilling kan kun vedtages, hvis mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for
indstillingen. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles sagens parter,
kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres
udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde oplysning om dommerens
opfattelse.
145
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0146.png
Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens parter og
kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse.
Selvom børn og unge-udvalget har afslået at vedtage en indstilling, er kommunalbestyrelsen ikke
afskåret fra senere at udarbejde en ny indstilling om adoption af barnet eller den unge uden
samtykke og i den nye indstilling tage højde for baggrunden for, at udvalget ikke vedtog den
tidligere indstilling.
Det følger af § 10 i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen modtager meddelelse fra
kommunalbestyrelsen om, at børn og unge-udvalget efter § 68 e i serviceloven har indstillet, at et
barn eller en ung adopteres uden samtykke fra forældrene, træffer Ankestyrelsen afgørelse om
adoption af barnet eller den unge efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, hvis betingelserne er opfyldt.
Ankestyrelsens afgørelse herom kan efter lovens § 11 indbringes for domstolene.
Det fremgår af forarbejderne til § 68 f i serviceloven, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som
fremsat, side 17, at bestemmelsen skal medvirke til at sikre en grundig belysning af barnets, den
unges og forældrenes forhold og en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling.
Efter § 68 h i serviceloven kan social- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager om adoption uden samtykke efter lovens §§ 68 e og 68 f. Det fremgår af
forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side 19, at
bemyndigelsesbestemmelsen kan anvendes til at fastsætte nærmere regler om
kommunalbestyrelsens, børn og unge-udvalgets og Ankestyrelsens behandling af sager om adoption
uden samtykke, herunder om Ankestyrelsens mulighed for at hjemvise en sag til kommunen, hvis
sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, og kommunen ikke forventes at være i besiddelse af de ønskede
oplysninger.
Bemyndigelsesbestemmelsen e udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om
retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen).
3.11.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Mange anbragte børn og unge er anbragt hele deres barndom. Alligevel anvendes muligheden for
gennem adoption at give disse børn og unge en ny familie og dermed sikre kontinuitet og stabilitet i
deres opvækst sjældent. Af hensyn til barnets og den unges bedste bør kommunalbestyrelsens pligt
efter § 68 d i serviceloven til at overveje adoption ved anbringelsen af et barn eller en ung derfor
videreføres i barnets lov.
I den forbindelse bør bestemmelsens anvendelsesområde udvides sådan, at kommunalbestyrelsen
også får pligt til at overveje, om adoption er den bedste løsning for barnet eller den unge, når der
inden fødslen træffes afgørelse om, at barnet skal anbringes ved fødslen efter lovforslagets § 49, jf.
146
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0147.png
punkt 3.8.3. Tilsvarende bør kommunalbestyrelsen også have pligt til at overveje adoption af
kommende søskende til børn og unge, der allerede er anbragt uden for hjemmet eller er blevet
bortadopteret på grund af manglende forældreevne.
Samtidig bør kommunen have pligt til at overveje, om adoption er den bedste løsning for barnet
eller den unge, når en afgørelse om anbringelse uden samtykke skal genbehandles. Der henvises til
lovforslagets § 50 der indeholder bestemmelser om opretholdelse af bl.a. en afgørelse efter
lovforslagets § 47 om anbringelse af et barn eller en ung uden samtykke, fordi der er en åbenbar
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling ellers lider alvorlig skade. Efter
lovforslagets § 50 forudsætter opretholdelse af en sådan anbringelse ud over visse tidsfrister, at
børne- og ungeudvalget træffer afgørelse herom.
Endvidere finder Social- og Ældreministeriet det vigtigt, at der i sager om adoption uden samtykke
foretages en grundig belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige
involveredes forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af
hensyn til barnets eller den unges bedste og retssikkerheden for alle involverede bør kravene til
kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget om adoption uden samtykke efter § 68
e i serviceloven videreføres i barnets lov. Af samme grunde bør kravene i § 68 f i serviceloven til
børne- og ungeudvalgets behandling af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden
samtykke videreføres i barnets lov.
Ved videreførelsen af § 68 e i serviceloven i barnets lov bør det af hensyn til overholdelsen af
Danmarks internationale forpligtelser præciseres, at en indstilling om adoption uden samtykke også
skal indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at
hjemgive barnet eller den unge.
Det bemærkes, at den i § 4, nr. 2, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag foreslåede ændring af §
9, stk. 3, i adoptionsloven vil give mulighed for, at en afgørelse om adoption efter bestemmelsen vil
kunne træffes allerede inden barnets fødsel. Dette forslag vil ikke medføre behov for at ændre
indholdet af indstillingen i forhold til § 68 e i serviceloven, men ved en indstilling til adoption før
barnets fødsel bør fokus være på beskrivelse af forældrenes generelt manglende forældreevne, og at
adoption på grund af den manglende forældreevne er nødvendig af hensyn til kontinuiteten og
stabiliteten i det kommende barns opvækst.
Endelig finder Social- og Ældreministeriet, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven
om fastsættelse af nærmere regler om behandlingen af sager om adoption uden samtykke bør
videreføres i barnets lov.
3.11.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 68 d i serviceloven om kommunalbestyrelsens pligt til at overveje adoption ved
anbringelsen af et barn eller en ung videreføres i barnets lov som § 69 dog sådan at bestemmelsens
147
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0148.png
anvendelsesområde udvides til også at omfatte situationer, hvor der inden et barns fødsel træffes
afgørelse om, at barnet skal anbringes ved fødslen, og hvor en afgørelse om anbringelse uden
samtykke skal genbehandles. Det foreslås videre, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til
også at omfatte situationer, hvor et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet eller
bortadopteret på grund af manglende forældreevne hos forældrene, får en lillesøster eller lillebror.
Forslaget foreslås for det første gennemført ved, at § 69, stk. 1, i barnets lov foreslås at indeholde en
bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen i en række situationer vil skulle overveje, om
hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den
unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være
anbragt i en længere årrække.
Efter det foreslåede § 69, stk. 1, nr. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle overveje adoption ved
indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter
lovforslagets §§ 46-47. Endvidere vil kommunalbestyrelsen efter det foreslåede § 69, stk. 1, nr. 2,
skulle overveje adoption ved indstilling til børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en
anbringelse efter lovforslagets § 50. Endelig vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 69, stk.
1, nr. 3, skulle overveje adoption, når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
For det andet foreslås forslaget gennemført ved, at § 69, stk. 2, i barnets lov foreslås at indeholde en
bestemmelse, hvoraf følger, at når en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller er blevet
bortadopteret på grund af forælderens utilstrækkelige omsorg for barnet eller den unge, venter
endnu et barn, vil kommunalbestyrelsen skulle overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i
det kommende barns opvækst taler for, at dette barn gennem adoption får en ny familie.
Samlet set vil dette forslag betyde, at kommunalbestyrelsen i de omhandlede situationer vil skulle
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at
barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie. Der henvises til lovforslagets § 69 og
bemærkningerne hertil.
Videre foreslås det, at § 68 e i serviceloven om kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og
ungeudvalget af adoption uden samtykke videreføres i barnets lov som § 70. Det foreslås dog, at det
i den foreslåede bestemmelse i forhold til § 68 e i serviceloven præciseres, at en indstilling om
adoption uden samtykke vil skulle være begrundet i, at kommunalbestyrelsen vurderer, at
adoptionen vil være bedst for barnet eller den unge, at bestemmelsens opregning af de dokumenter
m.v., som indstillingen vil skulle indeholde, ikke er udtømmende, og at indstillingen vil skulle
indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive
barnet eller den unge.
Der henvises til lovforslagets § 70 og bemærkningerne hertil.
148
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0149.png
Endvidere foreslås det, at § 68 f i serviceloven om børn og unge-udvalgets behandling af sager om
adoption uden samtykke uden ændringer videreføres som § 72 i barnets lov. Der henvises til
lovforslagets § 72 og bemærkningerne hertil.
Endelig foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven videreføres som § 73 i
barnets lov. Der henvises til lovforslagets § 73 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at § 50, § 52, stk. 3, nr. 7, og §§ 58, 62 og 140 i serviceloven foreslås videreført i
barnets lov som henholdsvis §§ 20, 46, 47, 50 og 91 uden indholdsmæssige ændringer af betydning
for den foreslåede videreførelse i barnets lov af §§ 68 d og § 68 e i serviceloven, idet dog
betegnelserne børnefaglig undersøgelse foreslås ændret til børneudredning, og handleplan foreslås
ændret til barnets plan eller ungeplanen. Barnets plan og ungeplanen vil efter forslaget skulle
indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse
med det overordnede formål med støtten til barnet eller den unge.
3.11.2. VISOs støtte til kommunalbestyrelsernes behandling af adoptionssager
3.11.2.1. Gældende ret
Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende rådgivning til kommuner i sager om
adoption uden samtykke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, afholder temadage
for kommunerne og vejleder kommunerne i behandlingen af konkrete sager.
Baggrunden for bestemmelsen er, at sager om adoption uden samtykke er komplekse, og på grund
af det begrænsede sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbestyrelse at oparbejde
erfaring med og ekspertise i at håndtere dem.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har derfor bl.a. til formål at øge
kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt barn eller
ung kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem
adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets eller den unges egen.
Rådgivningen drejer sig bl.a. om at styrke kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de kan
vurdere, om en forælder er uden forældreevne, og om hvordan dette dokumenteres, samt hvordan
det vurderes og dokumenteres, at adoption er den bedste løsning for det enkelte barn eller den
enkelte unge. Den generelle rådgivning gives ofte i form af temadage.
VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke har til formål at understøtte
kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter efter behov
navnlig, hvordan det belyses, hvad der er barnets eller den unges bedste. Hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at adoption vil være bedst for et barn eller en ung, kan rådgivningen omfatte kravene til
dokumentation for, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt. VISO tilrettelægger sin
149
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0150.png
rådgivning til kommunalbestyrelsen om behandlingen af en konkret sag på grundlag af de
oplysninger om barnet eller den unge og forældrene og andre relevante involverede, som
kommunalbestyrelsen har sendt til VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og
forældrekompetenceundersøgelser. Rådgivning gives normalt mundtligt på et eller flere møder.
VISO tager således ikke stilling til, om en konkret indstilling er fyldestgørende.
Det er kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for at søge rådgivning fra VISO til brug for
behandlingen af en sag om adoption uden samtykke.
Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, er det altid kommunalbestyrelsen,
der beslutter, om et barn eller en ung skal indstilles til at blive adopteret uden samtykke. VISOs
vejledning efter § 13, stk. 7, i serviceloven er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er
altid den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption
uden samtykke efter § 68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en myndighedsfunktion
fra kommunalbestyrelsen.
3.11.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
De seneste år er antallet af adoptioner uden samtykke steget. Denne stigning skyldes bl.a.
lovændringer, der har lempet kravene til adoption uden samtykke og har forenklet behandlingen af
sager om adoption uden samtykke.
Det samlede sagsantal er dog fortsat begrænset. I 2020 blev der således frigivet 30 børn eller unge
til adoption uden samtykke i hele landet. På grund af det lave sagsantal og den heraf følgende
begrænsede erfaring med denne sagstype oplever en række kommunalbestyrelser udfordringer i
anvendelsen af reglerne om adoption uden samtykke. Det gælder især de kommunalbestyrelser, der
ikke tidligere har behandlet en sag om adoption uden samtykke, eller som ikke tidligere har
gennemgået et rådgivningsforløb med VISO.
Som det fremgår af punkt 3.11.1, stilles der meget høje krav til vurderingen af og dokumentationen
for, at en adoption uden samtykke er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge.
En afgørelse om adoption uden samtykke forudsætter derfor en kompleks og omfattende
sagsbehandling.
De høje krav til sagsoplysningen, den omfattende sagsbehandling samt det forhold, at mange
kommunalbestyrelser har begrænset viden om og erfaring med området, betyder, at det kan være
vanskeligt for den enkelte kommunalbestyrelse at behandle sager om adoption uden samtykke på et
tilstrækkeligt højt niveau. Dette forhold gør, at Ankestyrelsen afviser og hjemviser en forholdsvis
stor andel af de indstillinger om adoption uden samtykke, som Ankestyrelsen modtager fra
kommunalbestyrelserne.
150
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0151.png
På den baggrund finder Social- og Ældreministeriet, at rådgivningen af kommunalbestyrelserne om
adoption bør styrkes. Det gælder navnlig i relation til behandlingen af sager om adoption uden
samtykke.
Dette bør for det første ske ved, at barnets lov i forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 70
om kommunalbestyrelsens udarbejdelse af indstilling om adoption uden samtykke indeholder en
bestemmelse, der har til formål at øge kommunalbestyrelsens opmærksomhed på adgangen til at
anmode VISO om vejledende rådgivning om adoption, jf. lovforslagets § 167, der indholdsmæssigt
foreslås at videreføre § 13, stk. 7, i serviceloven.
For det andet bør vejledningsindsatsen styrkes ved at forpligte alle kommunalbestyrelser til at søge
vejledende rådgivning hos VISO i alle sager, hvor det overvejes at indstille et barn eller en ung til
adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven. Begrundelsen for det er, at det efter § 9,
stk. 3, i adoptionsloven er en betingelse for adoption uden samtykke, at forældrene varigt vil være
ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og at dokumentation herfor kræver
særlige undersøgelser. Til brug for behandlingen af en sag om plejeforældres adoption uden
samtykke efter § 9, stk. 2 og 4, i adoptionsloven vil kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 167
ligeledes kunne få vejledende rådgivning fra VISO. Kommunalbestyrelsen vil således i disse sager
have fuldt ud samme adgang til at søge vejledende rådgivning fra VISO, men i disse sager vil det
ikke være et krav, at kommunalbestyrelsen søger denne rådgivning fra VISO. Om § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven henvises til punkt. 3.11.1.1.
For det tredje bør VISO skulle pålægge de kommunalbestyrelser, der ikke tidligere har fået VISOs
hjælp til behandling af en sag om adoption uden samtykke, eller som ikke tidligere har modtaget
generel rådgivning om adoption fra VISO, at modtage generel rådgivning om adoption.
3.11.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås for det første, at barnets lov i § 71, stk. 1, indeholder en bestemmelse, hvorefter
kommunalbestyrelsen til brug for overvejelser om adoption efter lovforslagets § 69 og udarbejdelse
af en indstilling efter lovforslagets § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i
adoptionsloven kan anmode VISO om vejledende rådgivning, jf. lovforslagets § 167.
For det andet foreslås det, at barnets lov i § 71, stk. 2, indeholder en bestemmelse, hvorefter
kommunalbestyrelsen til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter lovforslagets § 70 om
adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven skal søge vejledende rådgivning fra
VISO, jf. lovforslagets § 167.
Endelig foreslås det, at barnets lov i § 71, stk. 3, indeholder en bestemmelse, hvorefter VISO skal
pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når
kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption
uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Efter den foreslåede
151
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0152.png
bestemmelse vil VISOs beslutning herom ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed.
Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke øges for både
barnet, den unge og forældrene. Forslagene vil således gøre det klarere for den enkelte
kommunalbestyrelse, hvor grundige undersøgelser af barnets, den unges, forældrenes og eventuelle
plejeforældres forhold der kræves for, at der kan træffes afgørelse om adoption uden samtykke.
Samtidig vil forslagene betyde, at kommunalbestyrelserne får større kendskab til muligheden for at
hjælpe udsatte børn og unge ved gennem adoption at give dem mulighed for at vokse op i en ny og
blivende familie.
Endvidere vil forslagene betyde, at kommunalbestyrelsen understøttes i at udarbejde indstillinger,
der i højere grad opfylder kravene i lovforslagets § 70, hvilket til gavn for barnet eller den unge vil
fremskynde børne- og ungeudvalgets og Ankestyrelsens behandling af sagerne og begrænse antallet
af sager, som afvises eller hjemvises.
Forslaget vil også betyde, at kommunalbestyrelsen understøttes i at foretage en relevant vurdering
af, om adoption er til barnets eller den unges bedste, og understøttes i, hvordan den relevante
dokumentation for barnets eller den unges bedste tilvejebringes. Det vil betyde, at
kommunalbestyrelsen i højere grad bliver opmærksom på, hvilken dokumentation der er nødvendig
at have med i en indstilling om adoption uden samtykke, og at kommunalbestyrelsen kun indstiller
sager, der opfylder kravene til adoption uden samtykke.
3.11.3. Faglig støtte ved adoption
3.11.3.1. Gældende ret
Efter § 68 c i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et
barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge. Den faglige støtte skal
målrettes situationen før adoptionen.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 121 som
fremsat, side 39, at den er rettet mod plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik
på adoption. Disse familier har efter bestemmelsen ret til faglig støtte målrettet situationen før
adoptionen. Den faglige støtte skal navnlig forberede plejefamilien på den fremtidige adoption og
støtte plejefamilien i at håndtere den uvished, der er om, hvorvidt adoptionen realiseres. Den faglige
støtte kan eksempelvis bestå af kurser eller undervisning.
Det fremgår videre af forarbejderne til bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen kan lade
Ankestyrelsen, som bl.a. udbyder adoptionsforberedende kurser til kommende adoptanter, forestå
den faglige støtte til plejefamilien. Derved sikres det, at den faglige støtte ydes af undervisere og
rådgivere med psykologfaglig baggrund og specifik viden og indsigt i forskellige adoptionsforhold.
152
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0153.png
Den faglige støtte kan iværksættes ved påbegyndelse af en sag om adoption og frem til og med, at
der er truffet endelig afgørelse om adoptionen, dog kun så længe støtten vurderes nødvendig.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om adoptionen forventes gennemført med eller uden
forældresamtykke, jf. punkt 3.11.1.
Efter § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde den fornødne faglige
støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i
familien. Efter bestemmelsens stk. 2 kan social- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om
faglig støtte til disse familier.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 8 som fremsat,
side 22-23, at formålet med den faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller ung, der
tidligere har været anbragt i pleje i familien, er at støtte familien i at håndtere den ændrede rolle fra
plejefamilie til adoptivfamilie og i at imødekomme barnet eller den unges behov, eksempelvis i
forhold til samspillet med barnets eller den unges oprindelige familie. Støtten skal målrettes den
enkelte families konkrete situation og behov og kan for eksempel være råd eller vejledning, der kan
støtte adoptivfamilien i dagligdagen med at imødekomme barnets eller den unges behov.
Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på området (adoptionsrådgivere,
familieplejekonsulenter, familiebehandlere, sagsbehandlere m.v.) eller kurser eller undervisning,
der kan støtte familien i at imødekomme barnets eller den unges behov.
Den faglige støttes omfang og indhold fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af en
konkret vurdering af den enkelte adoptivfamilies behov herfor. Det er hensigtsmæssigt, at dette sker
i dialog med adoptivfamilien. Behovet for faglig støtte kan variere i perioder, eksempelvis kan
omfanget af støtte stige i perioder med store konflikter med barnets eller den unges oprindelige
forældre og falde igen, når disse er håndteret.
3.11.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det vigtigt, at plejefamilier, der ønsker at adoptere deres
plejebarn, eller som har adopteret deres tidligere plejebarn, fortsat har mulighed for at få faglig
støtte. § 66, stk. 1, nr. 2, og § 68 c i serviceloven bør derfor videreføres i barnets lov.
Ved videreførelsen af § 68 c i serviceloven bør anvendelsesområdet for bestemmelsen dog ændres
således, at den ikke vil omfatte plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at
adoptere barnet eller den unge, men at den i stedet vil omfatte plejefamilier, der ønsker at adoptere
deres plejebarn. Denne ændring er begrundet i, at indtil den 1. juli 2019 skulle
kommunalbestyrelsen efter § 68 c, stk. 1, i serviceloven ved anbringelse med henblik på adoption så
vidt muligt anbringe barnet eller den unge i en plejefamilie, der var indstillet på at adoptere barnet
153
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0154.png
eller den unge. Denne bestemmelse blev ophævet ved § 2, nr. 2, i lov nr. 497 af 1. maj 2019 om
ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love (Kontinuitet og enkle
forløb for børn, der adopteres uden samtykke). Da kommunalbestyrelsen herefter ikke længere skal
søge at anbringe børn og unge i plejefamilier, der er indstillet på at adoptere barnet eller den unge,
foreslås det, at alle plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, får mulighed for at få
faglig støtte hertil.
Da bemyndigelsesbestemmelsen i § 66, stk. 2, i serviceloven ikke er blevet udnyttet, finder
ministeriet ikke behov for at videreføre den.
3.11.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 68 c i serviceloven om støtte til plejefamilier, der ønsker at adoptere deres
plejebarn, videreføres som § 74, stk. 1, i barnets lov, dog således at anvendelsesområdet for
bestemmelsen ændres til at omfatte plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn.
Videre foreslås det, at § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven om støtte til familier, der har adopteret et
barn eller en ung, videreføres som § 74, stk. 2, i barnets lov.
Der henvises til lovforslagets § 74 og bemærkningerne hertil.
3.12. Løbende opfølgning
3.12.1. Gældende ret
Servicelovens § 70 fastslår, at der skal følges op på en foranstaltning, der er iværksat over for et
barn, en ung eller vordende forældre. Bestemmelsen omfatter foranstaltninger efter §§ 52, 58, 76 og
76 a. Efter § 70, stk. 1, skal der i første omgang følges op efter tre måneder og derefter som
minimum hver sjette måned. Ved opfølgningen skal kommunen vurdere, om indsatsen skal ændres,
og om handleplanen skal revideres. Hvis kommunen beslutter, at handleplanen skal revideres, skal
det så vidt muligt ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år.
Det følger af § 70, stk. 2, at ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen og
behovet for revision af handleplanen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den
unge og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Kommunen har således efter
servicelovens § 148 en pligt til at føre et personrettet tilsyn med børn og unge, der er anbragt uden
for hjemmet. Bestemmelsen i § 70, stk. 2, slår fast, at det personrettede tilsyn skal omfatte mindst to
årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge.
Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet.
Kommunen skal i forbindelse med tilsynet tage stilling til, hvorvidt andre forhold end dem, der er
beskrevet i handleplanen, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan.
154
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0155.png
Reglerne om handleplanen er reguleret i servicelovens § 140. Det følger af § 140, stk. 1, i
serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om
foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 76 og 76 a. Hvis hensynet til barnet eller den unge
betyder, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, skal den udarbejdes snarest muligt
og senest inden fire måneder. I disse tilfælde skal der udarbejdes en kortfattet angivelse af formålet
med foranstaltningen, når der træffes afgørelse herom.
En handleplan skal efter servicelovens § 140, stk. 2, angive formålet med indsatsen, og hvilken
indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne
af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold og skal indeholde konkrete mål
for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål
med støtten. For unge, der er fyldt 16 år, skal handleplanen desuden opstille konkrete mål for den
unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse.
Handleplanen skal efter § 140, stk. 3, også angive indsatsens forventede varighed. I sager om
anbringelse uden for hjemmet skal handleplanen tillige angive, hvilke former for støtte der
selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder
sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
Efter § 140, stk. 5, kan der udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i familien. Handleplanen
skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.
Endelig følger det af § 140, stk. 6, at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted eller
visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug, skal relevante dele af
handleplanen eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
Efter § 140 a, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de elementer af en handleplan til et barn eller en
ung, jf. § 140, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Når der er tale om en anbringelse uden for hjemmet skal kommunen i forbindelse med den løbende
opfølgning være særligt opmærksom på, om barnet eller den unge trives på anbringelsesstedet, og
om anbringelsesstedet fortsat imødekommer barnets eller den unges behov for støtte. Det følger af
servicelovens § 69, stk. 1, at kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet
eller den unge skal træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under
opholdet uden for hjemmet, når det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med
anbringelsen.
Det følger af § 69, stk. 2, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted
kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år. Dog følger
det af § 69, stk. 3, at hvis samtykke ikke opnås, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om
ændring af anbringelsessted. Ved afgørelsen skal børn og unge-udvalget under hensyn til formålet
155
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0156.png
med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets
eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse
om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.
Efter § 69, stk. 4, skal en indstilling til børn og unge-udvalget om ændring af anbringelsessted
indeholde 1) den seneste handleplan, 2) barnets eller den unges holdning til ændringen af
anbringelsesstedet, 3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge under
fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov for
støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets
eller den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer, 5) en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted og 6) øvrige nødvendige oplysninger. Endelig følger det af § 69, stk. 5, at
inden der træffes afgørelse om bl.a. ændret anbringelsessted, skal kommunalbestyrelsen indhente en
udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.
3.12.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at de gældende regler ikke i tilstrækkelig grad understøtter, at
opfølgningen og handleplanen har fokus på barnets eller den unges trivsel og udvikling, og at
tilrettelæggelsen af opfølgningen og formuleringen af de konkrete mål i handleplanen ikke i
tilstrækkelig grad afspejler barnets eller den unges ønsker samt behovet i den enkelte sag.
Efter de gældende regler skal handleplanen som udgangspunkt udarbejdes før, der træffes afgørelse
om foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 76 og 76 a. Kulegravningen af reglerne på området
for udsatte børn og unge (2021) peger imidlertid på, at tidspunktet for udarbejdelse af handleplanen
i dag ikke understøtter sagsbehandleren i at inddrage barnet eller den unge og familien i
udformningen af de konkrete mål. Ministeriet finder, at det derfor ofte bliver sagsbehandleren alene,
der formulerer målene, og at det således bliver vanskeligt at skabe en fælles forståelse mellem
sagsbehandler, barnet eller den unge og familien om de konkrete mål og vejen derhen.
Kulegravningen peger endvidere på, at tidspunktet for udarbejdelse af handleplanen indebærer, at
handleplanen bliver et statisk dokument, der beskriver barnets eller den unges behov på det
tidspunkt, hvor der træffes beslutning om konkret indsats. De deltagende kommuner i
kulegravningen efterspørger, at handleplanen i højere grad bliver et fleksibelt og dynamisk redskab,
som kan bruges aktivt i opfølgningen. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at udsatte og
anbragte børn og unge ofte oplever, at handleplanen fokuserer på barnets eller den unges problemer
og behov frem for at beskrive barnets eller den unges udviklingspotentiale.
Ministeriet finder derfor, at handleplanen bør erstattes af en ny barnets plan, som skal understøtte, at
barnet eller den unge og familien i langt højere grad inddrages i udformningen af de konkrete mål,
og hvor fokus først og fremmest vil være på at sikre en positiv udvikling og trivsel for barnet eller
den unge. For at understøtte dette er det ministeriets opfattelse, at der ikke som i dag bør være krav
om udarbejdelse af planen, før der træffes afgørelse om indsats. Dog finder ministeriet, at det er
relevant at fastholde tidspunktet for udarbejdelse af planen i tilfælde, hvor der indstilles til en
156
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0157.png
anbringelse uden samtykke, og hvor indstillingen således, jf. den foreslåede § 51, vil skulle omfatte
barnets plan.
Det er ministeriets opfattelse, at hvis de konkrete mål i barnets plan i højere grad formuleres i en
fælles dialog, så vil barnet eller den unge og familien også i højere grad tage ejerskab over de
konkrete mål. Det er samtidig ministeriets opfattelse, at barnets plan på denne måde kan være med
til at understøtte, at opfølgningen i højere grad vil have fokus på barnets eller den unges trivsel og
udvikling. Kulegravningen peger således på, at kommunerne oplever, at opfølgningen i dag
kommer til at fokusere på de formelle mål for indsatsen frem for at rette fokus på, hvordan barnet
eller den unge har det.
I forlængelse heraf er det ministeriets opfattelse, at der er behov for at se på kravene til
opfølgningen. Ifølge kulegravningen oplever kommunerne således i dag, at de lovfastsatte krav om
opfølgning efter i første omgang tre måneder og derefter som minimum hver sjette måned ikke
tager højde for, at behovet for opfølgning kan variere fra sag til sag. Kommunerne efterspørger
større fleksibilitet og rum for at foretage en socialfaglig vurdering af behovet for opfølgning i den
konkrete sag. Kommunerne peger desuden på, at de formelle krav til handleplanens udformning
ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at der er forskel på sagernes tyngde og kompleksitet.
Selvom de gældende regler ikke opstiller mange formkrav til handleplanen, er det ministeriets
opfattelse, at det i praksis opleves som et administrativt tungt og ufleksibelt dokument.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at der ved udformning af reglerne om opfølgning og barnets
plan bør tages hensyn til behovet for regelforenkling og afbureaukratisering med henblik på at flytte
ressourcer fra unødig dokumentation til arbejdet med barnet og familien. Det er derfor ministeriets
opfattelse, at formen og kadencen for kommunernes opfølgning i højere grad bør tage højde for
forskelle i de enkelte sagers tyngde og kompleksitet.
Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at reglerne samtidig skal sikre, at kommunerne får fulgt op
på de iværksatte indsatser, og på hvordan det enkelte barn eller den enkelte unge trives og udvikler
sig. Ankestyrelsens Børnesagsbarometer, der årligt undersøger kommunernes overholdelse af
centrale sagsbehandlingskrav i forbindelse med afgørelser efter servicelovens § 52, stk. 3, og § 58
viser, at der er en generel udfordring i kommunerne i forhold til at leve op til de gældende krav om
opfølgning. Det gælder både i forhold til kravet om opfølgning efter tre måneder og kravet om
derefter at følge op med højst seks måneders interval. Kulegravningen viser i forlængelse heraf, at
de deltagende kommuner er opmærksomme på, at det kan være nødvendigt med et minimumskrav
for opfølgningen.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at mens der i nogle sager kan være behov for
mindre opfølgning, end hvad reglerne i dag tilskriver, så kan der også være sager, hvor der er behov
for langt hyppigere opfølgning. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at de gældende regler er
formuleret som minimumskrav. Det vil sige, at kommunerne efter de gældende regler i den enkelte
sag bør tage stilling til, om der er behov for at følge hyppigere op, end kravet om opfølgning efter
157
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0158.png
hhv. tre og seks måneder tilskriver. Ministeriet finder i den forbindelse, at de lovfastsatte frister
imod hensigten kan risikere at sætte en minimumsstandard, bl.a. fordi det er de lovfastsatte frister,
som kommunerne måles på i f.eks. Børnesagsbarometret. Også i dette lys er det ministeriets
opfattelse, at der bør gøres op med de lovfastsatte krav om opfølgning efter hhv. tre og seks
måneder.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at der bør være en særlig opmærksomhed på behovet for
opfølgning i komplekse sager, herunder i sager om anbringelse uden for hjemmet. I forlængelse
heraf finder ministeriet, at der bør være fokus på at sikre den nødvendige faglige sparring i tilfælde,
hvor det i forbindelse med opfølgningen på en iværksat indsats er relevant at tage stilling til, om der
skal ske anbringelse. Det er ministeriets vurdering, at der er behov for i disse sager at sikre, at
sagsbehandleren ikke står alene med den svære og komplekse vurdering af, om det er relevant at
anbringe et barn eller en ung. Det er samtidig ministeriets opfattelse, at dette også bør gør sig
gældende i forbindelse med udredning eller afklaring af et barn eller en ungs behov for støtte, når
der skal tages stilling til, om der er behov for en anbringelse. Der henvises i den forbindelse til
punkt 3.4.1.-3.4.3.
I sager om anbringelse uden for hjemmet vil der desuden være et særskilt behov for at følge op på,
hvordan barnet eller den unge trives på anbringelsesstedet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
kommunalbestyrelsen efter den i lovforslaget foreslåede § 156 også fremadrettet vil være forpligtet
til at føre et personrettet tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Der henvises i den
forbindelse til punkt 3.20.1-.3.20.3.
Ministeriet finder således, at opfølgningen i sager om anbringelse uden for hjemmet også
fremadrettet vil skulle ses i sammenhæng med det personrettede tilsyn på anbringelsesstedet. Det er
imidlertid ministeriets opfattelse, at den løbende opfølgning bør ses som et supplement til det
personrettede tilsyn. Efter ministeriets opfattelse risikerer den tætte kobling, der med gældende ret
er skabt mellem opfølgningen og tilsynet, at indebære, at kommunerne ikke nødvendigvis får taget
stilling til, om der er behov for opfølgning ud over de to årlige besøg på anbringelsesstedet, som
tilsynet påkræver. Derfor finder ministeriet, at det bør tydeliggøres, at kommunerne også i sager om
anbringelse bør tage særskilt stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag.
I forbindelse med opfølgningen kan kommunen blive opmærksom på, at barnet eller den unge ikke
trives på anbringelsesstedet, eller at anbringelsesstedet ikke imødekommer barnets eller den unges
behov. Ministeriet finder, at kommunen i den forbindelse også fremadrettet skal træffe afgørelse om
ændring af anbringelsessted, hvis det vurderes at være til barnets eller den unges bedste. Det kan
f.eks. være relevant, hvis barnet eller den unge er anbragt i en plejefamilie og udvikler et behov for
specialiseret behandling, der kræver, at barnet eller den unge anbringes på en døgninstitution, der
kan tilbyde den rette indsats. Det kan også være relevant, hvis der f.eks. sker ændringer i pasnings-
og plejebehovet for et barn, som er anbragt på grund af varig og betydeligt nedsat funktionsevne.
158
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0159.png
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der kan være tilfælde, hvor kommunen imod
barnets eller den unges vilje beslutter, at barnet eller den unge skal skifte anbringelsessted, eller
hvor nære voksne omkring barnet eller den unge vurderer, at en flytning ikke vil være til barnets
eller den unges bedste. Ministeriet finder, at skift i anbringelsen som udgangspunkt altid skal tage
afsæt i barnets eller den unges ønsker og behov, med mindre særlige forhold gør sig gældende, der
betyder, at barnet eller den unge nødvendigvis må flytte. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
anbringelsesstedet lukker, eller godkendelsen ophører. Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at
sikre barnets retssikkerhed i situationer, hvor der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted,
fordi det er en indgribende beslutning, når barnet skal flytte. Det bør derfor sikres, at beslutningen
er til barnets bedste og ikke er begrundet i usaglige hensyn som f.eks. en konflikt mellem
kommunen og barnets anbringelsessted. Af hensyn til at beskytte barnets retssikkerhed finder
ministeriet, at nære voksne omkring barnet under 10 år, der ikke har partsstatus, skal have mulighed
for at anmode Ankestyrelsen om en uvildig vurdering af kommunens afgørelse, hvis kommunen
beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted. I forhold til ophør af indsatser og hjemgivelse
henvises i øvrigt til punkt 3.13.2.-3.13.3.
3.12.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende regler om en handleplan i serviceloven erstattes af en ny bestemmelse
om barnets plan i barnets lov. For unge over 16 år vil der skulle udarbejdes en ungeplan. Der
henvises i den forbindelse til punkt 3.14.1.-3.14.3.
Med barnets plan vil barnet eller den unge og familien i højere grad selv skulle være med til at
fastsætte de konkrete mål i planen. I stedet for primært at fokusere på indsatsen og på barnet eller
den unges problemer og behov vil barnets plan skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges
egne ønsker. For at barnet eller den unge ikke skal føle, at barnets plan bliver en fortælling om, hvor
langt barnet eller den unge er fra at lykkes, bør en ny barnets plan først og fremmest fokusere på,
hvordan barnets omgivende voksne vil støtte barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan
både vedrøre barnets eller den unges forældre og netværk, sagsbehandler samt voksne på barnets
eller den unges anbringelsessted.
Efter de gældende regler skal handleplanen både angive det overordnede formål med indsatsen efter
servicelovens § 52 og indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og
udvikling. Samtidig skal handleplanen efter de gældende regler angive indsatsens forventede
varighed. For at sikre et mere snævert og målrettet fokus for barnets plan, foreslås det, at barnets
plan fremadrettet alene skal opstille konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling,
og at det skal ske i dialog med barnet eller den unge og forældrene. Med den foreslåede ordning vil
det overordnede mål for indsatsen og indsatsens forventede varighed fremadrettet i stedet skulle
beskrives i afgørelsen om den konkrete indsats. Der henvises i den forbindelse til punkt 3.6. og 3.8.
For at understøtte at de konkrete mål i højere grad bliver formuleret i dialog med barnet eller den
unge og forældrene, foreslås det, at der ikke fremadrettet vil være krav om, at barnets plan skal være
159
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0160.png
udarbejdet, før indsatsen efter den foreslåede bestemmelse i § 32 iværksættes. Dette skal også ses i
sammenhæng med de foreslåede bestemmelser om udredning og indsatser, som bl.a. har til formål
at sikre større fleksibilitet i sagsbehandlingen, så indsatsen sættes hurtigere i gang. Der henvises til
punkt 3.4.2-3.4.3 og 3.5.2-3.5.3.
Det foreslås samtidig, at det vil skulle bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag,
om der er behov for en barnets plan og til planens form og indhold, når der ikke er tale om en sag
om anbringelse. Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen i vurderingen vil skulle lægge vægt på
sagens forhold og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist
begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ordningen vil indebære, at opfølgningen vil
blive tilpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end det er er tilfældet i dag.
Det foreslås, at barnets plan også fremadrettet vil skulle tage udgangspunkt i den indsats, der sættes
i værk, samt i resultaterne af en eventuel afklaring eller udredning af barnets eller den unges
støttebehov. Således vil barnets plan også fremadrettet skulle være udgangspunktet for kommunens
opfølgning på de indsatser, der sættes i værk, og som vil skulle sikre, at indsatsen imødekommer
barnets eller den unges behov og understøtter en god udvikling og trivsel hos barnet eller den unge.
I den forbindelse bør kommunen også fremadrettet være opmærksom på, om behovet for støtte
primært vedrører barnet eller den unge, forældrene eller den samlede familie, ligesom kommunen
bør være særligt opmærksom på de særlige forhold, der kan gøre sig gældende, hvis behovet
primært udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller forældre eller
søskende. I sager vedrørende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig
lidelse bør kommunalbestyrelsen også være opmærksomme på, om der kan være behov for at
tilbyde hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Kommunen bør samtidig være opmærksom på,
at behovet for støtte hos barnet eller den unge og forældrene kan udvikle sig over tid. Kommunens
umiddelbare vurdering af behovet for opfølgning og udarbejdelse af en barnets plan bør derfor også
løbende tages op til revision, og kommunen bør i den forbindelse inddrage barnets eller den unges
og forældrenes ønsker og holdninger.
Med den foreslåede ordning vil der være få formelle krav til udformningen af barnets plan og en høj
grad af fleksibilitet og frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan der følges op på de
konkrete mål i planen. Det vil være op til en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, og der
vil derfor være en væsentlig grad af fagligt skøn i kommunens beslutning om hhv. at udarbejde en
barnets plan og beslutte, hvor ofte der vil skulle følges op i den konkrete sag, idet der dog altid vil
skulle udarbejdes en barnets plan, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. herunder.
Den foreslåede ordning indebærer, at kommunen vil skulle inddrage barnets eller den unges og
forældrenes ønsker, og at disse vil skulle tillægges en passende vægt. Dette skal ses i lyset af det
overordnede formål med barnets lov, hvormed det i højere grad skal være barnets eller den unges
perspektiv, der skal være styrende for sagsbehandlingen og indsatserne. I forlængelse heraf vil
kommunen skulle inddrage og lytte til barnets eller den unges ønsker i forhold til opfølgningen, og
160
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0161.png
det vil skulle være barnets eller den unges ønsker, der vil skulle være styrende for de konkrete mål i
barnets plan.
Barnets plan vil med den foreslåede ordning også fremadrettet være et centralt redskab for
kommunerne i den løbende opfølgning, herunder i kommunernes vurdering af, om der er behov for
at justere i de iværksatte indsatser efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 og 47 om støttende
indsatser og anbringelse. Dog understreges det med den foreslåede ordning, at barnets plan først og
fremmest vil skulle have fokus på barnets trivsel og udvikling. Selvom formålet også vil være at
følge op på indsatsen, vil det først og fremmest handle om at sikre, at den iværksatte indsats
understøtter en positiv trivsel hos barnet eller den unge, og at barnet eller den unge udvikler sig
alderssvarende i overensstemmelse med barnets eller den unges ressourcer og støttebehov, herunder
som følge af en eventuel funktionsnedsættelse. Hvis dette ikke er tilfældet, vil det skulle give
anledning til, at kommunen foretager en vurdering af, om den iværksatte indsats fortsat er den
rigtige.
Kommunen vil skulle dokumentere vurderingen og den konkrete beslutning om tilrettelæggelse af
opfølgningen i relevant omfang. Det vil imidlertid være op til den enkelte kommune, hvordan
opfølgningen konkret tilrettelægges og dokumenteres. Det vil f.eks. kunne ske i barnets plan, som
således kan blive det dokument, der er grundlag for kommunens løbende opfølgning i sagen og i
forbindelse med en eventuel justering i indsatsen. Hvis der er udarbejdet et afklaringsnotat, der
beskriver den socialfaglige vurdering af barnets eller den unges støttebehov, vil dette med fordel
kunne vedlægges planen, som således også med den foreslåede ordning er tænkt som et aktivt
redskab, der vil skulle afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn og familie. Ligeledes vil
resultatet af en børneudredning også kunne vedlægges barnets plan og på den møde indgå i den
løbende opfølgning på barnets trivsel og udvikling. Der henvises til punkt 3.4.2-3.4.3.
Konkret vil kommunerne med den foreslåede ordning i den enkelte sag, hvor der træffes afgørelse
om indsatser efter den foreslåede bestemmelse i § 32, skulle foretage en vurdering af behovet for en
barnets plan, herunder omfanget og formen for planen. Hvis det vurderes, at der skal udarbejdes en
barnets plan, vil planen skulle foreligge senest tre måneder efter afgørelsen om indsatsen. Dette vil
skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 95 om opfølgning. Kommunen vil
således også fremadrettet skulle følge op i den enkelte sag senest efter tre måneder. Hvis kommunen
foretager en afklaring eller udredning af barnets behov sideløbende med indsatsen, vil kommunen
første gang skulle følge op, når afklaringen eller udredningen er afsluttet, eller senest efter tre
måneder. Kommunen vil også senest efter tre måneder skulle tage stilling til behovet for den
fremadrettede opfølgning i den konkrete sag. I forbindelse med dette bør kommunen være
opmærksom på at sikre sammenhæng mellem beslutningen om udarbejdelse af barnets plan og om
tilrettelæggelse af opfølgningen.
Der vil således ikke fremadrettet være krav om opfølgning med minimum seks måneders interval i
sager om indsatser efter § 32 samt indsatser efter §§ 46, 47, 114, 115 og 120. Det vil være op til en
konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag at tage stilling til kadencen og formen for
161
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0162.png
opfølgning. Formålet er i højere grad at sikre, at opfølgningen ikke betragtes som faste
nedslagspunkter hvert halve år men snarere bliver set som en løbende opfølgning, der samtidig
afspejler behovet i den enkelte sag. Mens det for nogle børn og unge vil kunne være relevant med
mindre opfølgning, end de nuværende regler tilskriver, vil der for andre børn og unge være behov
for at følge op langt hyppigere. Formålet med den foreslåede ordning er derfor at understøtte, at
kommunerne tager konkret stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag frem for at læne sig
op af de minimumskrav til opfølgningen, som de gældende regler tilskriver.
Med den foreslåede ordning vil opfølgningen i sager om indsatser efter §§ 32, 46, 47, 114-116 og
120 skulle tage udgangspunkt i barnets plan eller ungeplanen, hvis der er udarbejdet en plan, det vil
sige i de konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling, som vil skulle være opstillet i
planen. Kommunen vil i forbindelse med opfølgningen skulle vurdere, om indsatsen understøtter de
mål, der er opstillet i planen, og om de konkrete mål fortsat afspejler barnets eller den unges behov.
Kommunen vil således skulle tage stilling til, om målene skal revideres, og om der er behov for at
justere i formen og omfanget for planen. Såfremt der ikke er udarbejdet en barnets plan eller en
ungeplan, vil kommunen i forbindelse med opfølgningen løbende skulle vurdere, om der opstår et
behov for at udarbejde en plan. Kommunen vil derudover skulle vurdere, om der er behov for at
justere den indsats, der er iværksat over for barnet eller den unge eller familien, eller om det kan
være relevant at foretage en nærmere udredning af barnets eller den unges behov.
Ministeriet foreslår, at der bør gælde særlige krav i de mest komplekse sager om anbringelse uden
for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 og 47. Med den foreslåede ordning vil
kommunerne derfor ikke kunne fravælge at udarbejde en barnets plan i netop denne type sager.
Samtidig vil kommunerne også fremadrettet være forpligtet til at føre et personrettet tilsyn med
anbragte børn og unge på anbringelsesstederne, så det sikres, at barnet eller den unge trives, hvor
det bor, at anbringelsesstedet fortsat imødekommer barnets eller den unges behov, og at
kommunerne opdager eventuelle bekymrende forhold på anbringelsesstederne, som det er
nødvendigt at handle på.
Med den foreslåede ordning vil opfølgningen i anbringelsessager fremadrettet skulle ses i
sammenhæng med, men ikke nødvendigvis ske på baggrund af det personrettede tilsyn. Det betyder,
at kommunen med den foreslåede ordning vil skulle tage særskilt stilling til behovet for opfølgning
i den enkelte sag, men at kommunen uanset tilrettelæggelse af opfølgningen også fremadrettet vil
være forpligtet til at føre et personrettet tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet efter
den i lovforslagets foreslåede § 156. Mens det personrettede tilsyn primært vil have fokus på
anbringelsesstedet og på rammerne og personalet omkring barnet eller den unge, så vil
opfølgningen skulle have særskilt fokus på barnet eller den unge og på barnets eller den unges
trivsel og udvikling. Samtidig vil der være mere fleksibilitet i kommunernes tilrettelæggelse af
opfølgningen, som ikke nødvendigvis behøver at finde sted på anbringelsesstedet eller ved fysisk
fremmøde. Derudover er det formålet med den foreslåede ordning at tydeliggøre, at der også i
anbringelsessager bør tages konkret stilling til opfølgningens hyppighed og form afhængigt af
behovet i den enkelte sag og med udgangspunkt i barnets eller den unges egne ønsker og behov. Der
162
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0163.png
bør i den forbindelse være opmærksomhed på, at der kan være børn og unge, der trives i
anbringelsen, og som kan opfatte opfølgningen som en forstyrrelse i deres dagligdag.
Samtidig vil der med den foreslåede ordning være særskilt krav om faglig sparring i de tilfælde,
hvor kommunen i forbindelse med opfølgningen bliver opmærksom på, at der kan være behov for at
iværksætte en anbringelse uden for hjemmet. Konkret vil der med den foreslåede ordning være krav
om, at der skal to sagsbehandlere ind over vurderingen i de konkrete tilfælde, hvor der skal tages
stilling til, om det kan være relevant at iværksætte en anbringelse uden for hjemmet. Formålet er at
sikre, at den enkelte sagsbehandler ikke står alene med den svære vurdering og dermed at sikre
kvaliteten af sagsbehandlingen og som følge heraf også barnets eller den unges og forældrenes
retssikkerhed. Dette vil blandt andet kunne skabe øget sikkerhed for, at alle forhold omkring barnet
eller den unge og familien er grundigt belyst og korrekt fortolket, herunder at der er opmærksomhed
på, hvorvidt bekymrende adfærd hos barnet eller den unge, som giver anledning til overvejelser om
anbringelse, eventuelt kan have afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse eller
opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge, som bør foranledige iværksættelse af anden
hjælp og støtte til barnet, den unge eller familien.
Endelig vil der med den foreslåede ordning være fokus på at sikre, at skift i forbindelse med en
anbringelse som udgangspunkt altid vil skulle tage afsæt i barnets ønsker og behov, medmindre
særlige forhold gør sig gældende, som betyder, at barnet eller den unge nødvendigvis må flytte,
f.eks. hvis anbringelsesstedet lukker eller godkendelsen ophører. Med den foreslåede ordning vil
barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie få mulighed for at bede om en uvildig
vurdering af kommunens afgørelse hos Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at et barn under
10 år skal skifte anbringelsessted. Anmodningen vil blive tillagt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 23,
i det samtidigt fremsatte følgelovforslag, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen behandler
sagen.
Med barnets lov vil børn over 10 år få selvstændig partstatus. Det vil sige, at børn fra 10 år og
opefter får mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om f.eks. ændret
anbringelsessted, jf. den i lovforslaget foreslåede § 145. Formålet med den foreslåede ordning om
en uvildig vurdering hos Ankestyrelsen er således at give en tilsvarende beskyttelse af
retssikkerheden for børn under 10 år, under den betragtning at det kan være en meget indgribende
beslutning, hvis det mod barnets vilje besluttes, at barnet skal flytte. Samtidig er hensynet at sikre,
at det altid er saglige hensyn, der ligger bag kommunens beslutning om ændret anbringelsessted, og
at beslutningen således ikke f.eks. er begrundet i en konflikt mellem kommunen og
anbringelsesstedet eller andre usaglige hensyn.
3.13. Ophør af indsatser og hjemgivelse
3.13.1. Gældende ret
163
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0164.png
Efter servicelovens § 68, stk. 1, skal foranstaltninger efter lovens § 52, stk. 3, ophøre, når formålet
er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år. Der gælder
særlige regler om ophør af foranstaltninger i form af en anbringelse uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 68, stk. 2-10.
Det følger således af servicelovens § 68, stk. 2, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for
hjemmet, først kan hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og
om hjemgivelsesperiodens længde. Kun i særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der
ikke skal være en hjemgivelsesperiode.
Det følger endvidere af servicelovens § 68, stk. 3, at i tilfælde hvor
forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt
med samtykke, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest syv
dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt
med samtykke, anmoder om at blive hjemgivet.
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 68, stk. 4, fastsætte længden af en
hjemgivelsesperiode, som kan vare op til seks måneder. Længden fastsættes bl.a. under hensyn til
muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse og for at forberede eventuel støtte til
barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen. Det følger af bestemmelsens stk. 5, at
hjemgivelsesperioden skal betragtes som en videreførelse af den eksisterende anbringelse.
Det følger af servicelovens § 68, stk. 6, at kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en
anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved
retten. Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 7, at kommunalbestyrelsen kan afvise at
behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en
ung, der er anbragt uden samtykke, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at
der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-
udvalget.
Kommunalbestyrelsen skal desuden i alle tilfælde, hvor der træffes afgørelse om hjemgivelse af et
barn eller en ung, der er anbragt efter lovens §§ 58 eller 68 a orientere børn og unge-udvalget herom
umiddelbart efter afgørelsen. Det følger af servicelovens § 68, stk. 9.
Efter § 68, stk. 10, skal kommunalbestyrelsen forud for en hjemgivelse revidere handleplanen eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan og angive den videre indsats i forbindelse med
hjemgivelsen. Det følger desuden af § 69, stk. 5, at inden der træffes afgørelse om hjemgivelse, skal
kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.
3.13.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
164
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0165.png
Det er ministeriets opfattelse, at en iværksat indsats efter de i lovforslaget foreslåede bestemmelser i
§§ 32, 46 og 47 også fremadrettet skal ophøre, når formålet med indsatsen er nået, når indsatsen
ikke længere tjener sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Ministeriet finder endvidere, at det
også fremadrettet skal være muligt at anmode om en hjemgivelse af barnet eller den unge under en
anbringelse uden for hjemmet, og at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og
om en hjemgivelsesperiode, før barnet eller den unge kan hjemgives til forældrene.
Ministeriet finder imidlertid, at hvis et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, trives i
trygge, stabile og omsorgsfulde omgivelser på sit anbringelsessted, så kan en hjemgivelse være en
meget indgribende omvæltning i barnets eller den unges daglige liv. Det er derfor ministeriets
opfattelse, at alle skift i barnets eller den unges liv skal tage afsæt i barnets eller den unges ønsker
og behov, og at reglerne bør understøtte dette.
Det følger af de gældende regler, at kommunen kan afvise en anmodning om hjemgivelse, hvis det
vurderes, at der ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis der ikke er sket ændringer i forholdene hos barnet eller den unge eller forældrene.
Udgangspunktet i de eksisterende regler er således, at barnet eller den unge skal hjemgives,
medmindre der er forhold, der taler imod. Ministeriet finder, at der er behov for at tydeliggøre, at
udgangspunktet er, at der skal ske hjemgivelse i de tilfælde, hvor en hjemgivelse vurderes at være
til barnets bedste. Det er ministeriets opfattelse, at dette er i overensstemmelse med formålet med de
eksisterende regler samt de forpligtelser, som følger af FN’s Konvention om Barnets Rettigheder
(Børnekonventionen).
Dette skal også ses i lyset af det overordnede formål med barnets lov, hvorefter det i højere grad
skal være barnets perspektiv og hensynet til barnets eller den unges trivsel og udvikling, der skal
være styrende for indsatsen og for de beslutninger, der træffes omkring barnet eller den unge.
Ministeriet finder, at dette også bør gøre sig gældende i forhold til, når indsatser ophører, herunder
når et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, skal hjemgives til forældrene.
Det er ministeriets opfattelse, at de gældende regler også har til formål at understøtte barnets bedste,
men at der er behov for at skrive hensynet til barnet eller den unge tydeligere frem i lovgivningen.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at de gældende regler om hjemgivelsesperiode og om
behandling af en anmodning om hjemgivelse fra forældremyndighedsindehaver eller den unge over
15 år bør videreføres med barnets lov. Ministeriet finder imidlertid, at der er behov for at beskytte
retssikkerheden for de børn, der grundet deres alder ikke har selvstændig partstatus og således ikke
har mulighed for at klage over en afgørelse om hjemgivelse.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der kan være tilfælde, hvor kommunen træffer
afgørelse om hjemgivelse, som barnet ikke er enig i, eller som af nære voksne omkring barnet
vurderes ikke at være i overensstemmelse med barnets bedste. Det er efter ministeriets opfattelse
165
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0166.png
helt centralt at værne om retssikkerheden for barnet, der ikke har mulighed for at udøve egne
partsbeføjelser og dermed ikke kan klage over afgørelsen.
3.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en iværksat indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 og 47 også
fremadrettet skal ophøre, når formålet med indsatsen er nået, når indsatsen ikke længere tjener sit
formål, eller når den unge fylder 18 år. I forlængelse heraf foreslås det, at det også fremadrettet skal
være muligt at anmode om en hjemgivelse af barnet eller den unge, der er anbragt uden for
hjemmet. Det foreslås i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet skal træffe
afgørelse om hjemgivelse og om en hjemgivelsesperiode, før barnet eller den unge kan hjemgives
til forældrene.
Det foreslås endvidere at tydeliggøre i reglerne, at det som led i vurderingen af, om et barn eller en
ung skal hjemgives til forældrene, skal indgå i vurderingen, om hjemgivelsen vil være til barnets
eller den unges bedste. Kommunen bør i den forbindelse vurdere, om en hjemgivelse vil sikre god
trivsel og udvikling for barnet eller den unge. Det er således ministeriets opfattelse, at reglerne om
anbringelse uden for hjemmet først og fremmest skal have til formål at sikre barnets eller den unges
bedste, og herunder at understøtte stabilitet og kontinuitet i barnets eller den unges liv.
Ministeriet foreslår i forlængelse heraf at styrke retssikkerheden for børn, der ikke har selvstændig
partstatus og derfor ikke har mulighed for at klage over en afgørelse om hjemgivelse.
Med lovforslaget foreslås børn over 10 år at få selvstændig partstatus. Det vil sige, at børn fra 10 år
og opefter vil få mulighed for at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om f.eks. hjemgivelse, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 145.
Af hensyn til at sikre en tilsvarende beskyttelse af retssikkerheden for børn under 10 år foreslås det,
at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får mulighed for på barnets vegne at bede
om en uvildig vurdering af afgørelsen hos Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at barnet skal
hjemgives. Anmodningen vil blive tillagt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 23, i det samtidigt
fremsatte følgelovforslag, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen behandler sagen.
Den foreslåede ordning vil eksempelvis kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet giver udtryk for
ikke at være enig i kommunens beslutning, eller i tilfælde, hvor f.eks. barnets plejefamilie finder, at
en hjemgivelse ikke vil være til barnets bedste. Det kan også være relevant i tilfælde, hvor
plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien finder, at kommunen har taget usaglige hensyn
i vurderingen.
Børn under 10 år kan grundet deres alder og modenhed have vanskeligt ved at vurdere, hvad der er
foreneligt med deres eget bedste, sammenlignet med børn over 10 år. Derfor foreslås det, at det vil
det være barnets plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie, der af hensyn til barnets eget
166
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0167.png
bedste vil udøve rettigheden på barnets vegne. Hermed sikres det, at det ikke er barnet under 10 år,
der skal stå med ansvaret alene.
3.14. Fra barn til voksen
3.14.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et
særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer, og deres familier, herunder en række bestemmelser som har særlig relevans for unge,
som er på vej til at overgå til voksenlivet.
De gældende regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser til at yde hjælp og støtte til unge med
behov for særlig støtte findes således blandt andet i serviceloven. Serviceloven danner rammen for
de forskellige støtteforanstaltninger for børn og unge og for kommunalbestyrelsens
afgørelseskompetence i disse sager. Serviceloven indeholder endvidere bestemmelser vedrørende
kommunernes ansvar for at sikre sammenhæng mellem de indsatser, som iværksættes efter
serviceloven og efter andre regelsæt.
Servicelovens § 19 a er målrettet unge med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som selv modtager eller hvis
forældremyndighedsindehavere modtager hjælp efter serviceloven. Bestemmelsen forpligter
kommunalbestyrelserne til at påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet for de unge,
når de fylder 16 år. Bestemmelsen omhandler også kommunernes forpligtelse til at sikre, at
forberedelsen er tværgående og helhedsorienteret, samt at den sker i dialog med den unge og
forældrene. Det fremgår af bestemmelsen, at der i forberedelsen skal indgå overvejelser om den
unges behov for en indsats og støtte som følge af en funktionsnedsættelse, uddannelse,
beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og relevante forhold i øvrigt.
I medfør af servicelovens § 68, stk. 11, skal kommunalbestyrelsen senest seks måneder før ophør af
en anbringelse ved det fyldte 18. år, træffe afgørelse om, hvorvidt en ung har behov for efterværn
eller opretholdt anbringelse, jf. servicelovens § 76 a, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke
foranstaltninger der skal iværksættes efter §§ 76 og 76 a i serviceloven.
Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen, jf.
§ 140, eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, jf. § 140 a, herunder taget stilling til den
unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold.
I medfør af servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til
22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte.
Det er et krav, at den unge er indforstået hermed.
167
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0168.png
Kommunalbestyrelsen kan, jf. servicelovens § 76, stk. 2, træffe afgørelse om, at en udpeget fast
kontaktperson efter § 52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter de fyldte 18. år. Efter § 76, stk. 5 og 6, i serviceloven,
skal kommunalbestyrelsen i visse tilfælde tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er
eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren uden for hjemmet, støtte i
form af en kontaktperson frem til det fyldte 19. år og 23. år.
I medfør af servicelovens § 76 a kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at opretholde et
døgnophold, jf. servicelovens § 52, for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, som umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i
servicelovens kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en
plejefamilie efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 1-4.
Bestemmelsen giver ret til døgnophold i en plejefamilie efter det fyldte 18. år for unge i alderen 18
til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge eller dennes
værge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder
have fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste boform.
Kommunalbestyrelsen har ud over de generelle forpligtelser, som fremgår af ovennævnte
bestemmelser, desuden en specifik forpligtelse til at udarbejde en konkret, helhedsorienteret og
sammenhængende handleplan for en ung med betydelig funktionsnedsættelse eller indgribende
lidelse, som er fyldt 16 år, hvis den unge får foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 76 eller 76
a. Det følger således af servicelovens § 140, stk. 3, 4. pkt., at handleplanen for unge, som er fyldt 16
år, skal opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til
beskæftigelse og uddannelse.
Efter § 140 a, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de elementer af en handleplan til et barn eller en
ung, jf. § 140, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan. For unge mellem 16
og 23 år kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at handleplanen erstattes af en helhedsorienteret plan.
Den helhedsorienterede plan kan tilbydes forældre og unge med komplekse og sammensatte
problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et
koordinationsbehov forbundet hermed. Det følger af § 140 a, stk. 2.
Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år, skal samtykke til, at handleplanen
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Den helhedsorienterede plan indeholder, jf. § 140 a, stk. 3, de sociale foranstaltninger og indsatser
samt øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning.
168
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0169.png
De gældende regler i serviceloven indeholder således en række bestemmelser, der regulerer
kommunernes tilrettelæggelse af støtte for børn og unge, herunder kommunernes pligt til at sikre
sammenhæng i indsatserne og inddragelse af de unge. Ovenstående bestemmelser indebærer blandt
andet, at kommunalbestyrelsen har et generelt ansvar for at sikre, at et barn eller en ung får
afdækket og imødekommet et eventuelt støttebehov så grundigt og hurtigt som muligt, samt et
ansvar for at sikre den unges mulighed for at modtage den nødvendige indsats og støtte, således at
den unge ikke efterlades med et udækket hjælpebehov, heller ikke i forbindelse med overgangen fra
ung til voksen.
3.14.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Overgangen til voksenlivet er en skelsættende begivenhed i alle unge menneskers liv. Når den unge
fylder 18 år, skal den unge som udgangspunkt til at træffe beslutninger på egne vegne samtidig
med, at overgangen til voksenlivet medfører, at der skal tages stilling til en række nye eller ændrede
problemstillinger, blandt andet vedrørende uddannelse, beskæftigelse, boligforhold og sociale
forhold.
For unge, der har brug for hjælp og støtte i hverdagen, er der brug for en målrettet indsats for at
understøtte, at denne vigtige overgang til voksenlivet opleves som velforberedt og velkoordineret.
Unge bør opleve, at overgangen til voksenlivet bidrager til at skabe sammenhæng i deres liv og
understøtter, at de så vidt som muligt bliver i stand til at træffe gode, langsigtede valg i forhold til
trivsel, udvikling, uddannelse og beskæftigelse m.v.
Social- og Ældreministeriet er af den opfattelse, at når man som samfund først har taget ansvaret for
et barn eller en ung, må man ikke give op eller give slip, før den unge er godt undervejs ind i
voksenlivet og ikke lade unge, der er anbragt, stå uden støtte fra den ene dag til den anden. Der bør
være stærke stabile relationer at trække på, hvis der opstår problemer.
Ministeriet finder, at det bør sikres, at samfundet lever op til den oprindelige og helt grundlæggende
intention bag en anbringelse nemlig at skabe forudsætningerne for et godt liv for barnet trods social
uretfærdighed eller en funktionsnedsættelse.
Udgangspunktet for den videre færden skal være de unges egne oplevelser af barrierer og drømme
for fremtiden.
Der er fortsat behov for at sikre, at der i tiden op til den unges 18 års fødselsdag tages højde for de
udfordringer, som tidligere børn og unge, der har været anbragt og andre unge med behov for særlig
støtte oplever, så eksempelvis unge med trivsels- eller misbrugsproblemer, unge i risiko for at ende
i hjemløshed, eller unge med funktionsnedsættelser ikke risikerer at falde mellem to stole, når de
fylder 18 år, fordi der ikke er sket den nødvendige forberedelse af overgangen til voksenlivet. Der
er dermed et behov for at disse unge kan tilbydes indsatser i perioden fra de fylder 18 år og indtil de
fylder 23 år.
169
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0170.png
3.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der som kapitel 11 i barnets lov indsættes et selvstændigt kapitel målrettet unge med
behov for særlig støtte fra det fyldte 16. år.
Det foreslås, at der i kapitlet om unge fastsættes bestemmelser, der specifikt omhandler
forpligtelsen til at forberede overgangen til voksenlivet.
Det selvstændige kapitel for unge vil herunder skulle indeholde bestemmelser om efterværn. Det
foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som i dag regulerer disse forhold, videreføres i barnets
lov, idet der dog foreslås en opdeling i flere bestemmelser og ensretning af begreber som indsats og
støtte for at øge læsbarheden.
Det foreslås, at der fastsættes regler om, at der for unge, som i dag er i målgruppen for en
handleplan, skal udarbejdes en ungeplan fra den unges fyldte 16. år. Hvis et barn har fået lavet en
barnets plan, vil ungeplanen som udgangspunkt erstatte denne, men ungeplanen vil kunne bygge
videre på barnets plan, når det vurderes at være relevant. Ungeplanen vil også kunne blive
udarbejdet, selvom der ikke tidligere har været udarbejdet en barnets plan.
Ligesom barnets plan vil ungeplanen skulle udarbejdes i tæt samarbejde og dialog med den unge, så
den unge føler ejerskab for planen. Sagsbehandleren vil ved lettere indsatser skulle vurdere, om der
er behov for at udarbejde en ungeplan, og omfanget og detaljeringsgraden af ungeplanen vil skulle
afspejle tyngden af problemerne, og hvor indgribende indsatser der sættes i værk. Ved
udarbejdelsen af ungeplanen vil der blive sikret en kobling til bestemmelsen om barnets plan, og
ungeplanen vil skulle indeholde krav om, at planen for unge, der er fyldt 16 år, vil skulle opstille
konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder ift. beskæftigelse og uddannelse.
Ungeplanen vil kunne fungere som en tværgående plan for den unge, så mål vedrørende trivsel,
udvikling, bolig, uddannelse og job samles et sted. Ungeplanen vil dermed kunne sikre kontinuitet
og ro for den unge i forhold til at få hjulpet den unge godt ind i voksenlivet.
Formålet vil være at sikre, at de indsatser, der er iværksat eller skal iværksættes, er
sammenhængende og helhedsorienterede ift. at understøtte den unges fortsatte trivsel, udvikling og
øgede selvstændighed. Samtidig vil indsatserne skulle støtte den unge i forhold til uddannelse,
beskæftigelse og bolig samt i at opbygge og fastholde netværk og positive relationer.
Det foreslås endvidere at videreføre den nuværende § 19 a i serviceloven i ungekapitlet for at samle
bestemmelserne om kommunalbestyrelsens forpligtelser til at igangsætte forberedelsen af
overgangen til voksenlivet for unge med funktionsnedsættelser, når den unge fylder 16 år.
170
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0171.png
Kommunalbestyrelsens udlevering af oplysninger til et børne- og ungehjem om den unge uden
samtykke og hjemmets efterfølgende behandling af oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle
leve op til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler, herunder de
grundlæggende krav til databehandlingen. Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at den
foreslåede § 109, stk. 5, i barnets lov er inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen med
henvisning til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e og artikel 9, stk. 2, litra h.
3.15. Hjælp til barnets forældre
3.15.1. Gældende ret
Det fremgår af § 54 i serviceloven, hvilken form for støtte kommunen skal tilbyde forældre, der har
et barn anbragt. Det gælder både, når barnet eller den unge er anbragt efter serviceloven, og hvis
den unge er anbragt efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Servicelovens § 54 gælder
desuden uanset om barnet eller den unge er anbragt med samtykke eller anbragt uden samtykke.
Efter bestemmelsen skal kommunen tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i
forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det er
forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen og dække
udgifterne, der er forbundet dermed. Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for at støtte
forældrene. Det er vigtigt af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig.
Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter – f.eks. i forhold til
forældrenes misbrug, psykiske problemer m.v. Forældrene kan under anbringelsen hjælpes af
støttepersonen til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet eller den unge.
For forældrene kan anbringelsesforløbet derved blive mindre smertefuldt, og barnet eller den unge
kan opleve en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet. Herudover kan en
støtteperson bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter, f.eks. med at løse de
problemer der har været medvirkende til, at barnet eller den unge måtte anbringes uden for
hjemmet. Støttepersonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor
en anbringelse af barnet eller den unge indgår som et konkret element i de foreslåede
foranstaltninger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen.
Kommunen skal, udover at tilbyde forældrene en støtteperson efter § 54, stk. 1, desuden træffe
afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov for anden støtte efter § 54, stk. 2, og i givet fald hvad
denne støtte skal bestå af. Afgørelsen skal begrundes, ligesom der skal gives klagevejledning. Hvis
der træffes afgørelse om støtte, skal der udarbejdes en særskilt handleplan (forældrehandleplan).
Støtten til forældrene skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til
anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge
ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.
Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan varetage omsorgen for barnet eller den
unge, og barnet eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene, spiller forældrene ofte en
171
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0172.png
vigtig rolle for barnet eller den unge. Støtten kan derfor også iværksættes med henblik på at støtte
forældrene i at have samvær med barnet eller den unge eller på anden måde bidrage til at sikre en
positiv udvikling for barnet eller den unge. Kommunen skal være opmærksom på, om der skal gives
støtte efter anden lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling, en arbejdsmarkedsindsats eller andet,
der kan medvirke til, at forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle for barnet.
Kommunen kan vælge at tilbyde, at støtte og indsatser til forældre til et anbragt barn eller en ung, jf.
servicelovens § 54, stk. 2, kan indgå i en helhedsorienteret plan frem for, at der udarbejdes en
særskilt plan for støtten, når forældrene eller familien samlet set har komplekse og sammensatte
problemer, som med fordel kan understøttes gennem en helhedsorienteret plan. Den
helhedsorienterede plan udarbejdes i samarbejde med forældrene og med forældrenes samtykke og
skal samle indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder. Den helhedsorienterede
plan for forældrene kan, ud over støtte i forbindelsen med anbringelsen, indeholde andre relevante
indsatser, afhængigt af forældrenes konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesrettede indsatser
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller sociale indsatser efter serviceloven. Det er
kommunen, der på baggrund af en konkret vurdering tager stilling til, om forældrene med fordel
kan tilbydes en helhedsorienteret plan. Forældrene har ikke et retskrav på en helhedsorienteret plan.
Er der udarbejdet en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, skal kommunalbestyrelsen
tilbyde at revidere denne, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal, senest tre måneder
efter at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en sådan revision.
Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst tolv måneders mellemrum foretage en vurdering af,
om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret
plan.
3.15.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Forældre til anbragte børn er i en meget vanskelig situation. De oplever ofte en krise i forbindelse
med anbringelsen, uden at få nogen støtte i forbindelse med anbringelsesforløbet. Reaktionerne
herpå kan være manglende eller uklar opfattelse og forståelse af hændelsesforløbet, tilbagetrækning,
vrede og kritik, ligesom der er en række følelser og oplevelser, der er behov for at få bearbejdet.
Mange af disse forældre har behov for en uvildig person, der kan lytte, og som er der for
forældrenes egen skyld. Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen
forsat bør tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller
den unges anbringelse uden for hjemmet. Ligeledes bør det fortsat være
forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen og dække
udgifterne, der er forbundet dermed.
Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at der i for mange anbringelsessager enten ikke tilbydes en
støtteperson til forældrene, eller at støttepersonen først bevilliges på et sent tidspunkt efter
anbringelsen. Denne opfattelse støttes af Ankestyrelsens undersøgelse fra april 2021 ”Støtte efter
servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er blevet anbragt”. Efter gældende ret har
kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i
forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Ministeriet vurderer derfor,
172
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0173.png
at der er behov for at tydeliggøre kommunalbestyrelsens forpligtelse, som følger af gældende ret,
ligesom det bør tydeliggøres, at støttepersonen vil skulle tildeles i forbindelse med anbringelsen, det
vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de
foreslåede foranstaltninger. En støtteperson til forældrene kan være med til at dække de behov, som
forældrene har under barnets anbringelse og kan dermed også være med til at styrke forældrenes
samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det styrkede forældresamarbejde kan medføre
en større gensidig respekt mellem på den ene side kommunen og anbringelsesstedet og på den
anden side forældrene, der kan resultere i, at kommunen og anbringelsesstedet i højere grad
forventes at respektere, at forældrene fortsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever,
at de fortsat har betydning for barnet eller den unge også under anbringelsen. Det er vigtigt, at den
støtteperson, der efter gældende ret udpeges, kan give forældrene modspil, hjælpe med udredning af
spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, med forberedelse og evaluering
af møder og med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen.
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen, udover at tilbyde en
støtteperson, fortsat bør træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov for anden støtte.
Samtidig skal der fortsat træffes en afgørelse om, hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i
givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Videre vurderer ministeriet, at hvis der træffes afgørelse
om støtte, skal der udarbejdes en forældrehandleplan. Kommunen bør fortsat kunne vælge at
tilbyde, at støtten til forældrene kan indgå i en helhedsorienteret plan frem for, at der udarbejdes en
særskilt plan for støtten. Forældrestøtten er et vigtig redskab, som bl.a. kan medvirke til at forbedre
forældreskabet under anbringelsen. Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan
varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet eller den unge dermed vil kunne hjemgives
til forældrene, spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den unge. Støtten bør derfor
også iværksættes med henblik på at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den unge
eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.
Det er ministeriets opfattelse, at nogle forældre oplever, at kommunen ikke har tilbudt dem støtte
under deres barns eller unges anbringelse, men at de selv har skulle tage initiativ til at bede om
støtte. Denne opfattelse støttes af Ankestyrelsens undersøgelse fra april 2021 ”Støtte efter
servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er blevet anbragt”. Derfor bør reglerne om forældrestøtte
efter ministeriets vurdering gøres klarere, så det sikres, at forældrene i højere grad tilbydes den
rigtige støtte under deres barns anbringelse. Hvis kommunen bevilger støtte til forældre til et
anbragt barn, bør der fastsættes en forældrehandleplan. Forældrehandleplanen bør fortsat være et
redskab til kommunerne og forældrene til at holde styr på de mål, der er sat for forældrene, og for
forældrenes udvikling med henblik på hjemgivelse af barnet. Det er ministeriets opfattelse, at der
ikke altid udarbejdes en forældrehandleplan i anbringelsessager. Denne opfattelse støttes af
Ankestyrelsens undersøgelse fra april 2021 ”Støtte efter servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er
blevet anbragt”. Derfor bør reglerne om forældrehandleplan efter ministerielsets vurdering gøres
klarere, så det sikres, at der udarbejdes en forældrehandleplan, når der træffes afgørelse om støtte.
173
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0174.png
Det er ministeriets vurdering, at behovet for at udarbejde en forældrehandleplan er særligt stort i
sager, hvor et barn eller en ung er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er
søskende i husstanden. Er der søskende, vil der være flere børn i familien, der potentielt er i en
sårbar position. Her er behovet særligt stort for at sætte målrettet ind med hjælp til hele familien og
til at arbejde målrettet med forældrene, herunder også for at understøtte et bedre samarbejde om
indsatsen samt tryggere og mere stabilt samvær. Det er ministeriets opfattelse, at der i disse tilfælde
bør være en pligt for kommunalbestyrelsen til at udarbejde en forældrehandleplan, medmindre det
er åbenlyst unødigt. I sådanne tilfælde bør kommunalbestyrelsen dog være forpligtet til at begrunde,
hvorfor det er åbenlyst unødvendigt at udarbejde en forældrehandleplan.
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsens pligt til at revidere en
udarbejdet forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan skal videreføres i barnets lov. Således
vurderer ministeriet, at kommunalbestyrelsen fortsat skal tilbyde at revidere planen, når der er
behov for det. Tidsintervallerne, der efter gældende ret fremgår af servicelovens § 70, stk. 4, bør
fortsat gælde. Således bør kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter at barnet eller den unge
har fået ophold uden for hjemmet, skulle tilbyde en revision. Herefter vil kommunalbestyrelsen med
højst tolv måneders mellemrum skulle foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en
revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.
3.15.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om støtteperson, der efter gældende ret fremgår af servicelovens § 54,
videreføres i kapitel 7 i barnets lov. Således vil kommunalbestyrelsen skulle tilbyde
forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet. Forpligtelsen foreslås at skulle gælde, uanset om barnet eller den
unge er anbragt med samtykke eller anbragt uden samtykke. Støttepersonen vil være et tilbud under
selve anbringelsen og vil kunne fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Det vil være
forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen og dække
udgifterne, der er forbundet dermed. Ligeledes vil det være vigtigt, at støttepersonen vil skulle
tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet
indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltninger. Det vil være vigtigt, at det er et
tilbud som forældrene til anbragte børn og unge frit kan vælge.
For at tydeliggøre vigtigheden af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde en støtteperson,
foreslås den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, i serviceloven videreført som selvstændig
paragraf.
Støttepersonen vil skulle give forældrene modspil, hjælpe med afklaring af spørgsmål i forhold til
den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evaluering af møder og
hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det vil være vigtigt af
hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Formålet med en
støtteperson vil være at medvirke til, at forældrene støttes til at acceptere anbringelsen, at
174
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0175.png
forældreskabet under anbringelsen forbedres, og at kontakten mellem barnet og forældrene styrkes.
Herudover vil en støtteperson kunne bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter,
f.eks. vil en støtteperson kunne støtte familien i at løse de problemer, der har været medvirkende til,
at barnet eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet.
Det er ikke hensigten med forslaget, at en støtteperson vil skulle træde i stedet for en eventuel
bisidder. Forældrene vil ud over støttepersonen derfor også kunne have en bisidder.
Det foreslås, at reglerne om forældrestøtte, forældrehandleplan og helhedsorienteret plan i
servicelovens § 54 videreføres i kapitel 7 i barnets lov. Kommunalbestyrelsen vil således udover at
skulle tilbyde forældrene en støtteperson skulle træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov
for anden støtte, og i givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Afgørelsen vil skulle begrundes,
ligesom der vil skulle gives klagevejledning. Forpligtelsen foreslås at skulle gælde, uanset om
barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke.
Støtten til forældrene vil så vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller
den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Hvis der træffes afgørelse om støtte, vil kommunalbestyrelsen som udgangspunkt skulle udarbejde
en forældrehandleplan. For at tydeliggøre forpligtelsen til at udarbejde en forældrehandleplan
udskilles forpligtelsen til en ny selvstændigt bestemmelse.
Det foreslås, at kommunen kan vælge at tilbyde, at støtte og indsatser til forældre til et anbragt barn
eller en ung kan indgå i en helhedsorienteret plan frem for, at der udarbejdes en særskilt plan for
støtten, når forældrene eller familien samlet set har komplekse og sammensatte problemer, som med
fordel kan understøttes gennem en helhedsorienteret plan. Forælderen vil skulle samtykke til, at den
særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Såfremt forældrene er i målgruppen for en helhedsorienteret plan og giver samtykke til, at den
særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan, vil beskrivelsen af støtten skulle indgå heri.
Formålet at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til borgere med komplekse
problemer, der går på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen får mulighed for at
inkludere støtte til forælderen i forbindelse med en anbringelse i den helhedsorienterede plan.
For at tydeliggøre vigtigheden af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde støtte og samtidig
udarbejde en forældrehandleplan eller en helhedsorienteret plan foreslås § 54, stk. 2 og stk. 3, i
serviceloven videreført som to selvstændige paragraffer. Formålet hermed er at skabe klarhed om
reglerne.
175
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0176.png
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremadrettet vil være forpligtet til at udarbejde en
forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan i sager, hvor et barn er anbragt uden samtykke pga.
omsorgssvigt, og hvor der er søskende i husstanden. Det foreslås, at forpligtelsen vil gælde, hvor
der udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke, og hvor indstillingen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold
hos forældrene. Andre alvorlige sociale forhold hos forældrene vil eksempelvis kunne være tilfælde,
hvor barnet eller den unge udsættes for vold eller seksuelle overgreb fra
forældremyndighedsindehaverens side.
Det foreslås, at det kan undlades at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan,
hvis det er åbenlyst unødigt. Åbenlyst unødigt vil i denne sammenhæng skulle forstås således, at der
vil skulle være en tydelig og stærk grund til, at der ikke vil opnås en positiv effekt ved at udarbejde
en plan. Kommunalbestyrelsen vil skulle begrunde, hvorfor den vurderer, at det er åbenlyst unødigt
at udarbejde planen. Det vil skulle sikre, at der faktisk tages stilling til, hvorfor der ikke skal
udarbejdes en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan. Planen eller begrundelsen for ikke at
udarbejde planen vil skulle vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget. Der henvises til
bemærkningerne til § 51.
Det foreslås, at reglerne om revision af forældrehandleplan og helhedsorienteret plan i
servicelovens § 70, stk. 4, videreføres i kapitel 7 i barnets lov. Det foreslås dermed, at
kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil have pligt til at tilbyde at revidere en udarbejdet
forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen vil,
senest tre måneder efter at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, skulle tilbyde en
sådan revision. Kommunalbestyrelsen vil herefter med højst tolv måneders mellemrum skulle
foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele
af en helhedsorienteret plan.
3.16. Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for overgreb
3.16.1. Gældende ret
Der er fastsat regler om oprettelse og brug af børnehuse i sager, hvor et barn eller en ung har været
udsat for overgreb eller ved mistanke om overgreb i servicelovens §§ 50 a-c. Reglerne blev indført
med lov nr. 496 af 21. maj 2013 som led i en række tiltag med henblik på at beskytte børn og unge
mod overgreb og styrke indsatsen på dette område.
Efter de gældende regler i servicelovens § 50 a, skal der oprettes et børnehus i hver region.
Børnehuset skal anvendes til undersøgelse af barnets eller den unges forhold, når barnet eller den
unge har været udsat for overgreb eller når der er mistanke om overgreb. Kommunalbestyrelserne i
regionerne har indbyrdes aftalt, hvilken kommune der skal oprette og drive børnehuset.
176
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0177.png
Social- og ældreministeren er i servicelovens § 50 a, stk. 2, bemyndiget til at fastsætte nærmere
regler om oprettelse, indretning, drift og finansiering af børnehusene. Bemyndigelsen er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 1153 af 1. oktober 2013 om børnehuse, som nærmere beskriver børnehusenes
opgaver for børn og unge, der har været udsat for overgreb eller hvor der er mistanke om overgreb.
Bekendtgørelsen fastsætter desuden regler om fast personale i børnehusene, målet med indsatsen og
regler om tilrettelæggelsen af indsatsen i børnehuset, herunder registrering af centrale oplysninger
og samarbejdet mellem kommunale myndigheder, sundhedsvæsenet og politiet i disse sager.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at børnehuset skal yde rådgivning og vejledning til kommunen i
relevante sager, og herunder i sager, hvor kommunen er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en sag,
der er er relevant at behandle i børnehusene. Børnehuset opgaver er ligeledes at bistå
myndighedssagsbehandleren fra barnets eller den unges handlekommune med at vurdere, undersøge
og udrede barnets eller den unges behov for støtte, herunder behov for en sundhedsfaglig indsats og
en eventuel sundhedsfaglig viderevisitation, som følge af det eller de overgreb, der er viden eller
mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for. Endelig skal børnehusene tilbyde
krisestøtte og psykologsamtale til barnet eller den unge samt en eller flere af barnets eller den unges
nærmeste omsorgspersoner i sager, hvor børnehusets personale vurderer, at det er relevant.
Efter servicelovens § 50 b skal kommunalbestyrelsen til brug for den børnefaglige undersøgelse
benytte det børnehus, kommunen er tilknyttet, når et barn eller en ung har været udsat for overgreb
eller når der er mistanke herom.
Kommunen skal benytte børnehuset i sager, når der er mistanke eller viden om overgreb mod et
barn eller en ung under 18 år, hvor børnehusets vurderinger indgår i den samlede børnefaglige
undersøgelse efter serviceloves § 50. Det er kommunen, der træffer de fornødne afgørelser om
iværksættelse af eventuelle foranstaltninger, der kan imødekomme barnets behov for særlig støtte.
Kommunen bevarer sit myndighedsansvar under hele forløbet. I løsningen af den konkrete sag
indgår sagsbehandleren derfor i praksis som en del af børnehusteamet. Myndighedssagsbehandler
fra barnets eller den unges handlekommune følger barnet eller den unge i børnehuset og deltager i
forløbet.
Efter servicelovens § 50 c kan personalet i børnehuset, politiet og anklagemyndigheden,
sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser
opgaver inden for området udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om barnets eller
den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis den udveksling må anses for
nødvendig under hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling.
Efter sundhedslovens § 40 har patienter har krav på, at sundhedspersoner, herunder studerende,
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om
angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger. Det følger af sundhedslovens § 41, stk.
2, at der i visse tilfælde kan ske videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med og efter
behandling af patienter, herunder når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en
177
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0178.png
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv
kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre.
Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt
med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Bestemmelsen viger dog for § 28 i
forvaltningsloven, der regulerer videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en
anden forvaltningsmyndighed. Det følger af § 28, stk. 1, i forvaltningsloven, at for manuel
videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed gælder reglerne i §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1, i databeskyttelsesloven og i
artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1,
i databeskyttelsesforordningen, jf. § 2, stk. 1, i databeskyttelsesloven
I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal
myndigheden efter § 31 i forvaltningsloven på begæring af en anden forvaltningsmyndighed
videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe. Dette gælder dog ikke, hvis videregivelsen påfører
myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at
få oplysningerne.
Ved behandling af personoplysninger forstås efter artikel 4, nr. 2, i databeskyttelsesforordningen
enhver aktivitet eller 81 række af aktiviteter, som personoplysninger eller en samling af
personoplysninger med eller uden anvendelse af automatisk (dvs. elektronisk) behandling gøres til
genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning
eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver
anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller
tilintetgørelse.
Den dataansvarlige er efter artikel 4, nr. 7, en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed,
en institution eller et andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med
hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger. Efter artikel 4, nr. 8, er en
databehandler en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet
organ, der behandler personoplysninger på den dataansvarliges vegne.
Det følger af artikel 5, stk. 1, litra a, i forordningen, at personoplysninger skal behandles lovligt,
rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Efter litra b i bestemmelsen skal
personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og oplysningerne må ikke
viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Endelig følger det af litra c, at
behandlingen af persondataoplysninger skal være tilstrækkelig, relevant og begrænset til, hvad der
er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles. Der henvises til § 5, stk. 1, i
databeskyttelsesloven. Den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at artikel 5, stk. 1
overholdes, jf. artikel 5, stk. 2.
178
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0179.png
Artikel 6 i forordningen regulerer, hvornår behandlingen af personoplysninger er lovlig. Efter
artikel 6, stk. 1, litra a, er behandling af personoplysninger lovlig, hvis den registrerede har givet
samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål. Behandlingen
af personoplysninger er efter artikel 6, stk. 1, litra c og d, også lovlig, når behandlingen er
nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller når
behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale
interesser. Der henvises til § 6, stk. 1, i databeskyttelsesloven.
Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret
på den registreredes samtykke, EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en
nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er
omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige efter artikel 6, stk. 4, hensyn til en række
omstændigheder for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål, som
personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til.
Der skal efter artikel 6, stk. 4, litra a og b tages hensyn til enhver forbindelse mellem det formål,
som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling og den
sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnligt med hensyn til forholdet
mellem den registrerede og den dataansvarlige. Der skal endvidere efter litra c tages hensyn til
personoplysningernes art, navnlig om behandlingen omfatter særlige kategorier af
personoplysninger efter artikel 9 og straffedomme m.v. efter artikel 10. Endelig skal der efter litra d
tages hensyn til den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de registrerede og efter
litra e tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymisering.
Der henvises til § 5, stk. 2, i databeskyttelsesloven.
Artikel 23, stk. 1, i forordningen indeholder mulighed for ved lovgivningsmæssige foranstaltninger
i EU-retten eller i national ret i den medlemsstat, som den dataansvarlige eller databehandleren er
underlagt, at begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er omhandlet i bl.a.
artikel 5. Dette forudsætter, at indholdet af en sådan begrænsning svarer til rettighederne og
forpligtelserne i artikel 12-22, når begrænsningen respekterer det væsentligste indhold af de
grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og er en nødvendig og forholdsmæssig
foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse, efterforskning, afsløring
eller retsforfølgning af strafbare handlinger (litra d), beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og
retssager (litra f), beskyttelse af den registrerede eller andres rettigheder og frihedsrettigheder (litra
i) og håndhævelse af civilretlige krav (litra j).
Det nærmere indhold af disse hensyn er ikke nærmere fastlagt, bortset fra at beskyttelse af den
registrerede eller andres rettigheder og frihedsrettigheder bl.a. dækker over
forretningshemmeligheder, lægers og advokaters tavshedspligt, retten til at forberede sit eget
forsvar samt beskyttelse af menneskerettigheder. Der henvises til Databeskyttelsesforordningen –
og de retlige rammer for dansk lovgivning, betænkning nr. 1565, del 1, bind 1, side 392.
179
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0180.png
Efter artikel 23, stk. 2, skal enhver lovgivningsmæssig foranstaltning, der er omhandlet i artikel 23,
stk. 1, som minimum, hvor det er relevant, indeholde specifikke bestemmelser vedrørende
formålene med behandlingen eller kategorierne af behandling (litra a), kategorierne af
personoplysninger (litra b), rækkevidden af de indførte begrænsninger (litra c), garantierne for at
undgå misbrug eller ulovlig adgang eller overførsel (litra d), specifikation af den dataansvarlige
eller kategorierne af dataansvarlige (litra e), opbevaringsperioder og de gældende garantier under
hensyntagen til behandlingens karakter, omfang og formål eller kategorier af behandling (litra f),
risiciene for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (litra g) og de registreredes ret til at
blive underrettet om begrænsningen, medmindre dette kan skade formålet med begrænsningen (litra
h).
Hvis behandling af personoplysninger er baseret på samtykke, skal den dataansvarlige efter artikel
7, stk. 1, i forordningen kunne påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandling af sine
personoplysninger. Behandlingen af op lysningerne skal endvidere være omfattet af artikel 6 og 9.
Den registrerede har efter artikel 7, stk. 3, til enhver tid ret til at trække sit samtykke tilbage.
Tilbagetrækning af et samtykke berører dog ikke lovligheden af den behandling af oplysningerne,
der er baseret på samtykke inden tilbagetrækningen.
Efter artikel 10 i forordningen må behandling på grundlag af artikel 6, stk. 1, af personoplysninger
vedrørende straffedomme m.v., forstået som oplysninger om strafbare forhold i bred forstand, kun
foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten
eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og
frihedsrettigheder.
Databeskyttelsesloven indeholder i § 8, stk. 1, supplerende bestemmelser for det offentliges
behandling af oplysninger om strafbare forhold. Efter disse bestemmelser må der for den offentlige
forvaltning ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for
varetagelsen af myndighedens opgaver. Oplysninger om strafbare forhold må efter § 8, stk. 2,
således ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige
samtykke til videregivelsen, videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser,
der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet
til den, oplysningen angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds
virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Efter § 8, stk. 5, kan
behandling af oplysninger om strafbare forhold i øvrigt finde sted, hvis betingelserne i § 7 i
databeskyttelsesloven er opfyldt.
Artikel 9, stk. 1, i forordningen regulerer behandlingen af særlige kategorier af personoplysninger.
Efter bestemmelsens stk. 1 er behandling af personoplysninger om bl.a. race eller etnisk oprindelse,
politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, helbredsoplysninger, seksuelle forhold eller
seksuelle orientering forbudt. Forbuddet i stk. 1 finder efter artikel 9, stk. 2, bl.a. ikke anvendelse,
hvis de i bestemmelsens litra a, c, f og g nævnte forhold gør sig gældende.
180
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0181.png
Det drejer sig efter stk. 2, litra a om situationer, hvor den registrerede har givet udtrykkeligt
samtykke til behandling af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke formål. Efter stk.
2, litra c drejer det sig om situationer, hvor behandling af personoplysninger er nødvendig for at
beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser i tilfælde, hvor den
registrerede fysisk eller juridisk ikke er i stand til at give samtykke. Endelig drejer det sig efter stk.
2, litra f om situationer, hvor behandling af personoplysninger er nødvendig for, at et retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller når domstole handler i deres egenskab af domstol.
Der henvises til § 7 i databeskyttelsesloven.
For så vidt angår politiets og anklagemyndighedens behandling af personoplysninger henvises til
lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.
Efter § 1, stk. 1, i denne lov finder den anvendelse for bl.a. politiets og anklagemyndighedens
behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk
databehandling, og for anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register, når behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre
eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at
beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed. Lov om retshåndhævende
myndigheders behandling af personoplysninger indeholder i § 5 en bestemmelse om behandling af
oplysninger til et andet af de formål, der er nævnt i § 1, stk. 1, i loven end det, hvortil oplysningerne
oprindeligt var indsamlet. Såfremt det efterfølgende formål falder uden for lovens
anvendelsesområde, er behandlingen af personoplysninger, herunder videregivelsen af oplysninger,
omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovgivningen.
Endelig bemærkes, at efter artikel 24 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder har børn ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. Det følger
videre af bestemmelsen, at børn frit kan udtrykke deres synspunkter, og at der tages hensyn hertil i
forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed. I alle handlinger
vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal
barnets tarv ifølge charteret komme i første række. Ved administrationen af
databeskyttelsesforordningen skal der således tages hensyn til barnets bedste.
3.16.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Bestemmelserne om børnehuse blev indført for at styrke kvaliteten af indsatsen i kommunalt regi
over for børn og unge, der udsættes for overgreb.
Målet med børnehusene er at sikre en koordineret og skånsom tværfaglig indsats af høj kvalitet over
for det enkelte barn og den enkelte unge ved at samle hjælpen til barnet og den unge, så barnet og
den unge får bedre mulighed for at blive undersøgt skånsomt samt mulighed for at komme sig over
overgrebet. Dette indebærer, at udredning m.v. af børn og unge, der har været udsat for overgreb,
eller hvor der er mistanke herom, som udgangspunkt foretages af de relevante myndigheder i et
børnevenligt indrettet børnehus.
181
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0182.png
Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at reglerne om børnehuse sikrer en specialiseret
indsats over for børn og unge i sager, hvor et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller når
der er mistanke herom. Det er samtidig Social- og Ældreministeriets opfattelse, at reglerne om
børnehuse bidrager til at løfte den kommunale indsats og til at sikre det tværfaglige samarbejde
mellem myndighederne i disse sager.
3.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om børnehuse i serviceloven videreføres i barnets lov med enkelte
redaktionelle ændringer.
De foreslåede bestemmelser om børnehuse medfører, at der fortsat i hver region skal være fysiske,
børnevenligt indrettede børnehuse, hvor børn og unge, der har været udsat for overgreb, eller hvor
der er mistanke herom, kan blive undersøgt, udredt og modtage krisestøtte. De relevante
myndigheder skal komme til barnet eller den unge i børnehuset, og så vidt muligt yde deres indsats
der.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 124 indebærer, at de eksisterende børnehuse, der er
etableret efter servicelovens bestemmelser om børnehuse, opretholdes. Bestemmelsen indebærer
også, at adgangen til at etablere ekstra afdelinger, hvor geografiske forhold mv. tilsiger det,
fastholdes. Herved vil børnehusene fortsat kunne råde over to matrikler i den enkelte region, med
henblik på at sikre let tilgængelighed over for børnene og de unge og deres familier.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 124, stk. 2, vil medføre, at social- og ældreministeren
får hjemmel til at fastsætte regler for børnehusenes indretning, drift, og herunder om fast personale i
børnehusene, finansiering og opgaver m.v. Denne hjemmel vil, i lighed med den gældende
bemyndigelse, som er udmøntet i bekendtgørelsen om børnehuse, bl.a. blive benyttet at fastsætte, at
finansieringen af børnehusene fortsat forventes at ske ved primært objektivt finansiering suppleret
med betaling efter forbrug per udredningsforløb. Den objektive finansiering indebærer, at hver
enkelt kommune betaler et fast beløb til ordningen fastsat på baggrund af objektive kriterier.
Kombinationen af objektiv finansiering og betaling efter forbrug sikrer både stabil drift af en
ordning, hvor efterspørgslen kan variere, og at den enkelte kommune fortsat har incitament til
forebyggelsesaktiviteter på området.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil desuden blive anvendt til at fastsætte regler om faste formaliserede
samarbejdsaftaler med samtlige kommuner og politikredse i regionen og med et retsmedicinsk
institut og en sygehusafdeling, der er højt specialiseret i relation til overgreb mod børn. Aftalerne
skal sikre, at der i det enkelte børnehus opretholdes et højt fagligt niveau. Aftalerne skal endvidere
understøtte en ensartethed i børnehusenes arbejde på landsplan. Det foreslås videre, at
kommunalbestyrelserne i en region forpligtes til at samarbejde om børnehuset. Det er således ikke
muligt for en kommune at stå uden for børnehussamarbejdet.
182
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0183.png
Da børnehuset således i høj grad har en tværkommunal karakter, og da det geografiske
dækningsområde falder sammen med dækningsområdet for rammeaftalerne på det sociale område
og det almene ældreboligområde, jf. servicelovens § 6, indebærer lovforslaget, at kommunerne skal
drøfte børnehusets aktiviteter, drift m.v. hvert år i forbindelse med drøftelserne om rammeaftalerne.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 125 medfører, at kommunerne vil være forpligtede til
at anvende det børnehus, kommunen er tilknyttet, til udredning af barnets eller den unges forhold,
når kommunen bliver bekendt med, at et barn eller en ung har eller kan have været udsat for
overgreb, herunder ved underretning fra politi eller sundhedsvæsen, og derfor kan have behov for
støtte.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune
bevarer myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset. Det
er således denne kommunalbestyrelse, der træffer afgørelse om iværksættelse af indsatser over for
barnet eller den unge under de sociale myndigheders udredning af barnets forhold i børnehuset,
herunder om spørgsmål af betydning for gennemførelsen af denne udredning.
I børnehusene håndteres som udgangspunkt sager, hvor overgrebet har en sådan karakter, at der er
behov for et samarbejde mellem kommune, politi og sundhedsvæsen. Det kan for eksempel være
sager, hvor der er mistanke om strafbare forhold, og hvor der derfor er behov for en tværsektoriel
indsats. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt kommunen skal benytte det børnehus, som
kommunen er tilknyttet, til børneudredning efter barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 126 vil medføre, at de omtalte myndigheder,
personalet i børnehuset og sundhedspersoner som et led i det tværfaglige arbejde i børnehusregi skal
have adgang til indbyrdes at udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets eller
den unge personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udveklingen må anses for nødvendig
af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling. Udvekslingen af oplysninger kan ske
uden den pågældendes samtykke.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en fravigelse af forvaltningslovens og sundhedslovens
regler om tavshedspligt samt af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen
om behandling af personoplysninger, idet der efter bestemmelsen kan videregives følsomme
personoplysninger, herunder sundhedsoplysninger, uden den pågældendes samtykke.
De oplysninger, der kan udveksles, kan være oplysninger om helt private forhold, herunder
strafbare forhold hos barnet eller barnets familie, sociale problemer, sundhedsoplysninger og
herunder oplysninger om fysiske eller psykiske traumer mv.
Den foreslåede bestemmelse i § 126 medfører, at databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-
10, og databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10, ikke regulerer videregivelsen af oplysninger i
situationer omfattet af § 30. Oplysninger, der er omfattede af lovforslagets § 126, kan således
udveksles uden samtykke fra den registrerede.
183
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0184.png
Indsatsen i børnehuset består af udredning af barnets eller den unges forhold med henblik på at
afdække barnets eller den unges behov for støtte foranlediget af overgrebet. Udredningen foretages
som en del af børneudredningen efter § 20 i barnets lov. Endvidere kan sundhedsfagligt personale
deltage i samråd og samtaler omkring barnet eller den unge og foretage en vurdering af barnets eller
den unges behov for sundhedsfaglig indsats og eventuelt viderevisitation.
Derudover vil politiet i forbindelse med en konkret efterforskning kunne anvende børnehuset til at
foretage videoafhøring af barnet samt vurdere behovet for en retsmedicinsk undersøgelse.
Videoafhøringer foregår i overensstemmelse med de gældende retningslinjer i et børnevenligt
videoafhøringslokale, der indgår som del af børnehusets fysiske indretning.
Sideløbende med, at de involverede myndigheder foretager de nødvendige udredninger,
undersøgelser m.v., kan barnet eller den unge modtage psykologbehandling og krisestøtte, hvor det
er nødvendigt til håndtering af situationen. Dette ydes af børnehusets faste personale.
Personalet i børnehuset foretager endvidere rådgivning og vejledning til den kommunale
myndighedssagsbehandler i forhold til håndteringen af den samlede families situation. Det gælder
eksempelvis i forhold til forældrene, hvis den ene eller begge er mistænkt for at have begået
overgrebene. Endvidere gælder det i forhold til at yde støtte til forældre, der kan befinde sig i en
choktilstand, hvis deres barn er blevet udsat for overgreb fra en udenforstående, og hvor forældrene
skal sættes i stand til at kunne håndtere deres barns situation for dermed at kunne udgøre en støtte
for barnet eller den unge. I regi af børnehuset har de involverede faggrupper mulighed for at
udveksle oplysninger om den konkrete sag, der behandles i børnehuset.
Undersøgelse og udredning af barnet eller den unge i et børnehus sker blandt andet med henblik på
at afdække barnets eller den unges behov for støtte. De kommunale myndigheder, der har fulgt
barnet eller den unge i forløbet i børnehuset, skal, når udredningen i børnehuset er tilendebragt,
træffe de fornødne afgørelser om iværksættelse af eventuelle indsatser, der kan imødekomme
barnets eller den unges behov for støtte. Afgørelserne kan træffes under rådgivning og vejledning
fra børnehusets faste personale, men det er de kommunale myndigheder, der har den fulde
beslutningskompetence. Sagen videreføres da i den enkelte kommune som en sag om støtte efter
barnets lov.
3.17. Dømte og unge i risiko for at begå kriminalitet
3.17.1. Gældende ret
Dømte unge
Servicelovens § 54 a, § 70, stk. 3, og § 140, stk. 4, indeholder nærmere regler om tiltag for unge,
der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a.
184
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0185.png
Det fremgår af servicelovens § 54 a, at kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge,
der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele
forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen i faserne i ungdomssanktionen og
afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de
målsætninger, der er fastlagt i handleplanen, jf. § 140.
Det fremgår af servicelovens § 70, stk. 3, at for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal vurdering og revision af handleplan eller en helhedsorienteret plan og indsats særlig
vedrøre, hvordan det sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal senest i
forbindelse med den første vurdering konkretiseres, hvordan de overordnede mål om uddannelse og
beskæftigelse nås i løbet af sanktionen.
Det fremgår af servicelovens § 140, stk. 4, at for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal handleplanen efter § 140, stk. 1, indeholde en konkret plan for, hvordan den unge
snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i
beskæftigelse.
Unge i risiko for at begå kriminalitet
Servicelovens §§ 57 c og 57 d indeholder regler om netværkssamråd og kriminalitetstruede børn og
unge.
Det fremgår af servicelovens § 57 c, stk. 1, at kommunalbestyrelsen, senest syv dage efter den har
modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået
alvorlig kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante
personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af
behov for iværksættelse af foranstaltninger.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at såfremt kommunalbestyrelsen inden for et år efter
netværkssamrådets afholdelse efter stk. 1, modtager dokumentation fra politiet om mistanke mod
den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet
indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre
foranstaltninger.
Efter bestemmelsens stk. 3 finder reglerne om netværkssamråd efter stk. 1 og 2 ikke anvendelse for
børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog stk. 4. Lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet indeholder regler om forebyggelse af ungdomskriminalitet ved
et Ungdomskriminalitetsnævn. Loven har bl.a. til formål at fastlægge målrettede individuelle
forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10 og 17 år, jf. lovens § 1.
Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, vil servicelovens § 57 c, stk. 1 og 2, alligevel finde anvendelse, jf. § 57 c, stk.
185
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0186.png
4, og kommunalbestyrelsen skal senest inden for syv dage efter modtagelse af sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter § 57 c, stk. 1.
Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis nævnet finder, at barnet eller den unge ikke
opfylder betingelserne i lovens § 2, stk. 2, hvorefter børn og unge i alderen 10 til 14 år, som har
opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er enten mistænkt for
personfarlig kriminalitet, eller mistænkt for anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som samtidig vurderes at
være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet, er omfattet af lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Ungdomskriminalitetsnævnet vil også afvise en sag, hvis den unge fylder 18
år senest en måned efter sagens behandling i nævnet.
3.17.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med samlingen af regler om støtte og hjælp
til børn og unge med behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor støttebehovet har sit
afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at opstille regler i barnets lov om indsatser for dømte unge og
kriminalitetstruede unge.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i §§ 54 a, 57 c og 57 d, § 70, stk. 3, og § 140, stk.
4, i serviceloven, som i dag regulerer de nærmere indsatser for dømte unge og kriminalitetstruede
unge i forbindelse med hjælp og støtte til børn og unge, bør videreføres uændret i barnets lov, dog
med enkelte sproglige ændringer der følger af indførelsen af barnets plan og ungeplanen. Det er
således ministeriets opfattelse, at der ikke herudover er behov for at ændre de nuværende
bestemmelser.
3.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i §§ 127-131 i barnets lov opstilles regler om tiltag for dømte unge og
kriminalitetstruede unge. Det foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som i dag regulerer disse
forhold, for så vidt angår hjælp og støtte til børn og unge, videreføres uændrede i barnets lov, idet
der dog foreslås enkelte sproglige ændringer som følge af indførelsen af barnets plan og ungeplanen
samt for nogle bestemmelser opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
3.18. Styrket sagsbehandling
3.18.1. Gældende ret
I serviceloven er fastsat en række bestemmelser om kommunernes afgørelser uden samtykke i sager
om børn og unge med behov for støtte, fuldbyrdelse af afgørelser, klageadgangen i forbindelse med
186
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0187.png
afgørelser efter loven samt Ankestyrelsens behandling af sager og indbringelse af sager for
domstolene.
Servicelovens § 64 indeholder regler om kommunalbestyrelsens ansvar for, at en række afgørelser
uden samtykke efter serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes. Det
omfatter bl.a. fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter
serviceloven eller anbringelse uden samtykke som led i et forbedringsforløb efter lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Til dette formål giver bestemmelsen bl.a. hjemmel til, at
kommunalbestyrelsen kan tilgå forældremyndighedsindehaverens bolig eller barnets eller den unges
anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse, f.eks. om anbringelse uden for hjemmet.
Politiet kan endvidere med hjemmel i § 64, stk. 5, yde bistand til kommunen i forbindelse med
fuldbyrdelse af afgørelser. Det slås samtidig fast i § 64, stk. 6, at når politiet bistår ved fuldbyrdelse
af en afgørelse, skal det ske så skånsomt, som forholdene tillader, og der er endvidere krav om, at
alle sådanne tilfælde skal registreres og indberettes af kommunen.
Serviceloven fastsætter også, hvem der anses for parter i en sag og således bl.a. er berettiget til at
klage over kommunens afgørelser. Efter servicelovens bestemmelser har
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 12 år, som hovedregel særskilt partstatus og
kan dermed selvstændigt udøve partsbeføjelser. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag
om foranstaltninger uden samtykke. Dette følger af servicelovens § 72, stk. 1, som også afgrænser
de konkrete sager, hvor parterne skal tilbydes gratis advokatbistand. Det drejer sig bl.a. om sager
om gennemførelse af en undersøgelse efter servicelovens § 51 eller om ændring af anbringelsessted
efter § 69, stk. 3.
Det gælder særligt for sager om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter servicelovens
§ 78, stk. 4, at plejeforældrene har partsbeføjelser således, at de skal have tilbud om gratis
advokatbistand. Dette følger af servicelovens § 72, stk. 2. Derudover følger det af § 72, stk. 3, at i
en sag om eksempelvis afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, med den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, har den pågældende forælder partsbeføjelser for så vidt
angår den specifikke afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, således, at denne også skal have
tilbud om gratis advokatbistand.
Kommunalbestyrelsen har, jf. servicelovens § 73, pligt til at gøre parterne i sagen bekendt med
retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden der træffes
afgørelse efter § 72.
Efter servicelovens regler er der en række foranstaltninger uden samtykke, der kræver, at afgørelse
træffes af kommunens børn og unge-udvalg på baggrund af en indstilling fra forvaltningen. Det
fremgår således af servicelovens § 74, at børn og unge-udvalget i et møde træffer afgørelse om en
række konkrete foranstaltninger uden samtykke efter serviceloven. Det drejer sig bl.a. om
anbringelse uden for hjemmet efter § 58 og opretholdelse af en anbringelse efter § 62. En afgørelse i
187
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0188.png
børn og unge-udvalget kræver, at mindst 4 ud af udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen.
Det gælder for alle afgørelser nævnt i bestemmelsens stk. 1 med undtagelse af afgørelser efter
servicelovens § 78, stk. 4, som træffes ved almindelig stemmeflerhed. Børn og unge-udvalgets
afgørelser meddeles skriftligt, og de skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.
Servicelovens § 74 indeholder endvidere de retssikkerhedsmæssige principper, der gør sig gældende
for sager, der behandles i børn og unge-udvalget. Det drejer sig bl.a. om retten til at udtale sig over
for udvalget, før afgørelsen træffes, som tilfalder både forældremyndighedsindehaver, barnet eller
den unge, advokaten og en eventuel bisidder for forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller
den unge. Parallelt med det ovenfor beskrevne tilfalder de samme rettigheder den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, hvis der træffes afgørelse om eksempelvis afbrydelse af
forbindelsen mellem den pågældende forælder og barnet eller den unge, samt plejeforældrene i de
konkrete tilfælde, hvor der træffes afgørelse efter servicelovens § 78, stk. 4, om flytning eller
hjemtagelse fra privat familiepleje.
Endvidere giver servicelovens regler hjemmel til, at formanden for børn og unge-udvalget kan
træffe foreløbige afgørelser efter en række konkrete bestemmelser i serviceloven og lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige
behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Det drejer sig bl.a. om
afgørelser om anbringelse uden samtykke eller om ændret anbringelsessted, hvor det vurderes, at
der er behov for at træffe afgørelsen akut. Bestemmelsen giver samtidig formanden hjemmel til at
træffe afgørelse i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion eller er i et
forbedringsforløb efter reglerne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis afgørelsen af
hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente sagens behandling i
Ungdomskriminalitetsnævnet.
I formandens fravær kan en foreløbig afgørelse træffes af næstformanden.
En foreløbig afgørelse skal skriftligt meddeles forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre
parter i sagen inden 24 timer efter iværksættelsen og med oplysning om parternes rettigheder. En
foreløbig afgørelse skal desuden snarest muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af
afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
For at sikre, at der i tilfælde af fravær af formanden og næstformanden for børn og unge-udvalget er
mulighed for at handle akut, giver bestemmelsen samme beføjelser til at træffe foreløbig afgørelse
til direktøren for Ankestyrelsen. Direktøren kan således pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har som udgangspunkt gyldighed i en måned.
Serviceloven omfatter også en række bestemmelser om klager og behandling af klager over
afgørelser truffet af henholdsvis kommunalbestyrelsen og kommunens børn og unge-udvalg.
188
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0189.png
Det fremgår i den forbindelse af servicelovens § 166, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter
serviceloven kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven,
medmindre andet er fastsat i serviceloven eller i retssikkerhedsloven. Ankestyrelsen behandler en
sag, jf. servicelovens § 166, efter reglerne i retssikkerhedsloven.
Servicelovens § 167 afgrænser de personer, der har adgang til at klage over konkrete afgørelser
truffet af kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen oplister bl.a. de afgørelser, som kan indbringes for
Ankestyrelsen af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år.
Efter servicelovens § 65 har Ankestyrelsen desuden mulighed for af egen drift at tage sager om
støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har
foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge
kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne
afgørelser efter servicelovens kapitel 11 og 12 samt § 140. Ankestyrelsen har også mulighed for
selv at træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger, hvis der er behov for foranstaltninger efter
servicelovens kapitel 11 eller 12, og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent
omfang.
Der kan være forskellige årsager til, at Ankestyrelsen bliver bekendt med en sag, som kan give
anledning til, at Ankestyrelsen tager sagen op af egen drift efter den ovenfor beskrevne
egendriftsbeføjelse. Det kan eksempelvis ske på baggrund af en underretning. Det fremgår således
af § 65, stk. 5, at enhver, der har grund til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller
truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste, kan underrette Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen kan ikke efter § 65 træffe afgørelse i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion eller er i et forbedringsforløb efter reglerne i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. I disse sager kan Ankestyrelsen imidlertid træffe afgørelse om at pålægge
kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet.
Reglerne om klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget fremgår af
servicelovens § 168. Efter denne bestemmelse skal en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget
som hovedregel indbringes for Ankestyrelsen senest inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, er
berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen. Det gælder desuden, at afgørelser efter § 71, stk.
3-5, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, tillige kan indbringes for Ankestyrelsen af den pågældende
forælder. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 78, stk. 4.
Der gælder som udgangspunkt ikke opsættende virkning ved indbringelse af sagen for
Ankestyrelsen. Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder bestemme,
189
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0190.png
at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Ankestyrelsens afgørelser kan kræves forelagt retten senest 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen, jf. servicelovens § 169. Det fremgår af bestemmelsen, at hvis
Ankestyrelsens afgørelse er stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis
sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
Byrettens behandling af sager om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 og 12 er reguleret i
servicelovens §§ 170-172. Det følger bl.a. af § 170, at byretten under hovedforhandlingen tiltrædes
af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller
ungdomspsykiatri eller i psykologi. Som parter anses forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 12 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten. Efter § 171
kan byrettens afgørelse ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog give
tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
I servicelovens §§ 152-155 c er der fastsat regler om underretningspligt og regler for kommunernes
sagsbehandling i forbindelse med underretninger, herunder i forbindelse med mellemkommunale
underretninger, vurdering og registrering af underretninger, bekræftelse af underretninger og
orientering af underretter, genvurdering af sager i forbindelse med underretning samt regler for
samtaler med barnet eller den unge, som underretningen vedrører.
Endelig fastslår servicelovens § 138, at kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan træffe
beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp
efter loven.
3.18.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at der er behov for at styrke sagsbehandlingen og retssikkerheden på
området for udsatte børn og unge samt børn og unge med funktionsnedsættelser. Det gælder særligt
for de mest indgribende afgørelser om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 og 12, der træffes
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Efter de gældende regler er det som hovedregel forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den
unge over 12 år, der har selvstændig partsstatus i en sag om særlig støtte. Sagens parter har en
række konkrete rettigheder efter servicelovens regler, herunder i forhold til at kunne klage over en
konkret afgørelse til Ankestyrelsen og indbringe sagen for domstolene, ligesom der gælder en
række konkrete proceskrav efter retssikkerhedsloven om bl.a. partshøring, aktindsigt m.m., som er
afgrænset til sagens parter.
Ministeriet finder, at der er behov for at styrke barnets stemme i barnets egen sag og dermed i
afgørende beslutninger vedrørende barnets hverdag. Det er er ministeriets opfattelse, at børn under
12 år bør gives en styrket mulighed for at få sin stemme hørt i de beslutninger, der handler om
190
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0191.png
barnet og barnets eget liv. Ministeriet finder, at der er behov for at sænke aldersgrænsen for
partsstatus for børn og unge med den begrundelse, at det er barnets perspektiv, der bør være
styrende i behandlingen af barnets egen sag. Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at det
er vigtigt, at aldersgrænsen for selvstændig partsstatus balancerer hensynet til på den ene side at
give barnet en større, selvstændig stemme i sin egen sag, og på den anden side beskytte barnet imod
at blive ansvarliggjort for beslutninger, som barnet på grund af sin alder, modenhed og eventuelle
nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne ikke kan overskue konsekvenserne af. Det er derfor
også vigtigt, at det understreges, at det uanset barnets alder altid er kommunens ansvar at foretage
den faglige vurdering og træffe den konkrete afgørelse af hensyn til barnets bedste.
I forlængelse af dette er det ministeriets opfattelse, at der er behov for at styrke retssikkerheden for
børn, som ikke har selvstændig partstatus og således ikke kan udøve de samme beføjelser som børn,
der har status som parter. I forlængelse af dette finder ministeriet, at der bør være en særlig
beskyttelse af børnenes rettigheder i de tilfælde, hvor der træffes afgørelser af særligt indgribende
karakter for barnets liv. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der træffes afgørelse om anbringelse, om
ændret anbringelsessted, eller om at barnet eller den unge skal hjemgives til forældrene. Efter
gældende regler er kommunen forpligtet til at høre barnet, før der træffes afgørelse om f.eks. ændret
anbringelsessted, men hvis barnet er imod beslutningen, har barnet under 12 år i dag ikke mulighed
for at klage over afgørelsen.
Af hensyn til at beskytte barnets retssikkerhed finder ministeriet, at nære voksne omkring barnet,
der på grund af sin alder ikke har selvstændig partsstatus, skal have mulighed for at anmode
Ankestyrelsen om en uvildig vurdering af kommunens afgørelse, hvis kommunen beslutter, at
barnet skal hjemgives til forældrene eller skifte anbringelsessted. Der henvises i den forbindelse til
pkt. 3.12.2 -3.12.3og 3.3.2.-3.13.3. Formålet skal være at styrke børnenes retssikkerhed ved at give
dem ret til en uvildig vurdering, så de derigennem vil få mere at skulle have sagt i deres egen sag.
Det skal ses i forlængelse af det overordnede formål med forslaget til barnets lov om at styrke
barnets perspektiv i indsatsen såvel som i sagsbehandlingen. Det skal samtidig være med til at sikre
færre skift og mere stabilitet for børn, der er anbragt uden for hjemmet.
I forlængelse af dette finder ministeriet, at der er behov for at styrke børn og unges retssikkerhed i
tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke følger forvaltningens indstilling om at igangsætte eller
opretholde en anbringelse uden samtykke. Efter gældende regler er det således kommunens børn og
unge-udvalg, der på baggrund af en indstilling fra forvaltningen træffer afgørelse om bl.a.
anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58 eller om opretholdelse af en anbringelse efter §
68 a. En afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 58 eller om opretholdelse af en
anbringelse efter § 68 a kræver, at mindst 4 ud af 5 af børn og unge-udvalgets medlemmer stemmer
for vedtagelse af afgørelsen. Hvis dette ikke er tilfældet, kan afgørelsen ikke iværksættes. Det
betyder konkret, at børn og unge-udvalget i disse tilfælde træffer en beslutning, der går imod
forvaltningens faglige vurdering.
191
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0192.png
Ministeriet finder, at i de tilfælde, hvor det ikke er et samlet børne- og ungeudvalg, der enstemmigt
vedtager ikke at følge forvaltningens indstilling, så bør der følges op på sagen i en uvildig instans.
Ministeriet finder derfor, at Ankestyrelsen altid bør underrettes i de tilfælde, hvor børne- og
ungeudvalget ikke følger forvaltningens indstilling om at anbringe barnet uden samtykke eller om
opretholdelse af en anbringelse, når der ved afgørelsen er dissens i udvalget.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at proceskrav i forslaget til barnets lov skal være med til at
understøtte en effektiv sagsbehandling af høj faglig kvalitet. I den forbindelse mener ministeriet, at
der er behov for at gøre op med de tilfælde, hvor proceskrav i serviceloven henviser direkte til
regler efter forvaltningsloven. Ministeriet ønsker at undgå dobbeltregulering i forslaget til barnets
lov, således at den enkelte sagsbehandler så vidt muligt ikke skal forholde sig til de samme
proceskrav i flere forskellige love.
3.18.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at servicelovens bestemmelser vedrørende afgørelser uden samtykke truffet af
henholdsvis kommunalbestyrelsen og kommunens børne- og ungeudvalg videreføres med
nærværende forslag til barnets lov. Det samme gælder for så vidt angår regler om
kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse af afgørelser, underretninger samt Ankestyrelsens behandling
af sager og indbringelse af sager for domstolene.
Det foreslås at samle de relevante bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser, foreløbige
afgørelser, børne- og ungeudvalgets afgørelser, klageadgang samt Ankestyrelsens og domstolenes
behandling af sager efter loven i et samlet kapitel i barnets lov. Dette skal være med til at
tydeliggøre de proceskrav, der gør sig gældende i forbindelse med denne særlige type af sager, hvor
forældremyndighedsindehaver eller den unge over 15 år ikke samtykker til en afgørelse om støtte
efter det foreslåede kapitel 4-6 i barnets lov, samt sager, der af sagens parter indbringes for
Ankestyrelsen eller for domstolene. Samtidig tydeliggøres de sagsbehandlingskrav, der gør sig
gældende for denne type sager, og de rettigheder, som sagens parter har.
Det foreslås, at børn og unge i barnets lov skal tildeles selvstændig partstatus ved en tidligere alder,
end hvad der gør sig gældende efter servicelovens regler i dag. Det foreslås konkret, at barnet skal
have selvstændig partsstatus fra barnet fylder 10 år mod 12 år i dag. Med selvstændig partsstatus vil
der følge en adgang til at kunne klage over afgørelser, der bliver truffet i barnets sag, ligesom barnet
i de særligt indgribende sager vil få ret til gratis advokatbistand. Kommunen vil endvidere skulle
gøre barnet bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig,
inden afgørelsen træffes. Det vil skulle gælde både i sager om indsatser med samtykke og i sager
om indsatser uden samtykke. Det vil desuden skulle præciseres, at alle børn og unge uanset
partsstatus vil skulle inddrages i sagsbehandlingen af deres sag, og deres holdninger, ønsker og
behov vil skulle høres. Der henvises i den forbindelse til punkt 3.2.2 - 3.2.3.
192
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0193.png
Den foreslåede ordning vil således skulle understøtte det grundlæggende børnesyn i forslaget til
barnets lov, hvorefter barnets selvstændige stemme og egen ret vil skulle tillægges større vægt end i
dag. Samtidig vil nedsættelsen af aldersgrænsen for selvstændig partsstatus og dermed selvstændig
klageret skulle balancere hensynet til på den ene side at styrke barnets egen selvstændige ret og
stemme og på den anden side skærme mindre børn mod at skulle forholde sig til mere formelle
elementer i sagen, hvilket kan være en voldsom belastning og uoverskuelig for et mindre barn at
håndtere.
Formålet med den foreslåede ordning er i overensstemmelse med formålet med forslaget til barnets
lov at sikre, at barnets perspektiv bliver styrende i forhold til sagsbehandlingen og de beslutninger,
der træffes i barnets eller den unges sag. Det gælder ikke mindst i afgørelser af indgribende karakter
for barnets eller den unges hverdag. Med den foreslåede ordning vil børn over 10 år således få
mulighed for at klage over afgørelser om eksempelvis anbringelse, ændret anbringelsessted eller
hjemgivelse af barnet eller den unge til forældrene.
For børn under 10 år foreslås det med § 98, stk. 3, og § 101, at barnets plejefamilie, støtteperson
eller venskabsfamilie på barnets vegne skal kunne anmode Ankestyrelsen om en uvildig vurdering
af afgørelsen i tilfælde, hvor der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted eller hjemgivelse.
Hensynet er at sikre barnets ret til stabilitet og skabe et værn mod, at anbragte børn og unge bliver
flyttet eller hjemgivet til forældrene, selvom det ikke er til barnets eller den unges bedste. Der
henvises til pkt. 3.12.3 og 3.13.3.
Efter gældende regler kan en sag indbringes for Ankestyrelsen som en klagesag, Ankestyrelsen kan
modtage en underretning om en konkret sag, eller Ankestyrelsen kan beslutte at tage en sag op af
egen drift. Efter gældende regler har Ankestyrelsen således ikke hjemmel til at skulle foretage en
uvildig vurdering af en sag på baggrund af anmodning efter det foreslåede § 98, stk. 3, eller § 101.
Det foreslås derfor, at Ankestyrelsen i barnets lov får hjemmel til at skulle behandle en anmodning
om en uvildig vurdering efter § 98, stk. 3, eller § 101. Det foreslås, at afgørelsen om at hjemgive
barnet eller flytte barnet til et andet anbringelsessted ikke skal kunne iværksættes, før Ankestyrelsen
har behandlet anmodningen, jf. § 2, nr. 23, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.
I forlængelse af dette foreslås det med barnets lov at indføre en pligt til altid at underrette
Ankestyrelsen i tilfælde, hvor der ikke er enighed i børne- og ungeudvalget om at igangsætte eller
opretholde en anbringelse uden samtykke, og børne- og ungeudvalgets afgørelse går imod
forvaltningens indstilling.
Det foreslås, at Ankestyrelsen vil skulle behandle sagen som enhver anden underretningssag og på
denne baggrund vil kunne tage sagen op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er behov
for det. Der vil skulle være opsættende virkning, således at en iværksat anbringelse opretholdes,
mens Ankestyrelsen behandler sagen, med mindre særlige forhold taler imod. Det vil f.eks. kunne
være mistanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet.
193
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0194.png
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede pligt til efter det foreslåede § 51, stk. 4, at
underrette Ankestyrelsen i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af
en sag om anbringelse finder, at kommunalbestyrelsens begrundelse for ikke at anbringe én eller
flere søskende til det konkrete barn giver anledning til en bekymring for, om barnets søskende får
tilstrækkelig hjælp og støtte. Der henvises i den forbindelse til punkt 3.8.2 og 3.8.3.
Også i dette tilfælde vil Ankestyrelsen skulle behandle sagen som enhver anden underretningssag
og vil herefter kunne beslutte at tage sagen op af egen drift efter den eksisterende beføjelse i
servicelovens § 65, der således foreslås videreført med barnets lov.
Endelig foreslås, at de bestemmelser i servicelovens sagsbehandlingsregler, der direkte henviser til
regler efter forvaltningsloven, ikke videreføres med barnets lov. Således vil den enkelte
sagsbehandler ikke fremadrettet skulle forholde sig til dobbeltregulering i forbindelse med
sagsbehandlingsreglerne.
Det overordnede formål med de foreslåede ændringer er at styrke børn og unges stemme i deres
egen sag ved at give dem flere rettigheder. Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at de styrkede
rettigheder for børnene og de unge ikke må medføre, at ansvaret lægges over på barnet eller den
unge. Barnets eller den unges ønsker vil skulle indgå som en central del af det samlede og fagligt
velunderbyggede beslutningsgrundlag, og det vil fortsat skulle være kommunens ansvar at sikre, at
børn og unge får den nødvendige støtte til at udøve deres rettigheder, og at de får den rigtige hjælp.
3.19. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, koordinering, betaling, takster, forsøg m.v.
3.19.1. Gældende ret
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
Bestemmelserne i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse,
fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn
(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen) gælder her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lov om
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Konventionen indeholder regler om (international) kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse
og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn under 18 år, der
har tilknytning til mere end én stat. Konventionen skal sikre, at børn med tilknytning til flere lande
er ligeså effektivt beskyttede, som børn, der kun har tilknytning til et land. Konventionen er således
til gavn for børn i internationale sager, fordi den sikrer, at afgørelser vedrørende barnet normalt
altid træffes af myndighederne i den stat, som barnet er nærmest knyttet til. Samtidig skal barnets
bedste altid være det overordnede hensyn. Der henvises til Folketingstidende 2005-06, tillæg A,
s.4497.
194
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0195.png
På det sociale område omfatter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen bl.a. sager om anbringelse af
et barn uden for hjemmet, som har tilknytning til mere end én stat. Her indeholder konventionen
regler, der regulerer, hvilke staters myndigheder har kompetence (dvs. international jurisdiktion) til
at træffe afgørelse og efter hvilken stats lovgivning. Konventionen indeholder også anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser og om samarbejde mellem stater i sådanne sager, herunder om udveksling
af oplysninger og internationale plejeanbringelser.
Konventionen er inkorporeret i dansk ret, og danske myndigheder kan behandle sager direkte
konventionen. Efter servicelovens § 172 a, kan social- og ældreministeren dog fastsætte regler
nærmere administrative om behandling af sager efter serviceloven lov, der er omfattet af
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen.
Bestemmelsen bemyndiger social- og ældreministeren til at fastsætte nærmere regler om
kommunernes behandling af sager om beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af
konventionen. Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke i dag udnyttet.
Der henvises til bemærkningerne til § 155.
Rammeaftaler
Servicelovens § 6 indeholder regler om rammeaftaler.
Det fremgår således af lovens § 6, stk. 1, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert
andet år indgår en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og
regionale tilbud efter serviceloven.
Koordination, rådgivning og VISO
Servicelovens §§ 13-13c indeholder regler om statslig koordinering og rådgivning til kommuner og
borgere.
Det fremgår således af lovens § 13, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i
Socialstyrelsen (VISO) yder gratis vejledende specialrådgivning og udredning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager, gratis specialrådgivning og udredning vedrørende
specialundervisning og specialpædagogisk bistand og gratis vejledende rådgivning i sager om
adoption uden samtykke.
Efter § 13 a i serviceloven yder den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige
rejseudgifter.
Socialstyrelsen skal efter servicelovens § 13 b følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser
og indsamle og formidle viden om effekten af indsatsen på det mest specialiserede socialområde og
195
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0196.png
på området for den mest specialiserede specialundervisning, der gives i henhold til lov om
folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne.
Efter servicelovens § 13 c kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse eller
et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af
serviceloven, for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset
udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde.
Tilbudsportalen
Servicelovens § 14 indeholder regler om Tilbudsportalen.
Det fremgår således af § 14, at social- og ældreministeren samler og formidler oplysninger om
kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn og om kommunale,
regionale og private tilbud efter servicelovens §§ 32, 36, 103 og 104 i en landsdækkende oversigt
(Tilbudsportalen).
Uvildig konsulentordning
Servicelovens § 15 indeholder regler om en uvildig konsulentordning.
Det fremgår således af § 15, at en uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i
sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau. Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) er etableret i henhold til § 15.
Aftale om overførsel af regionale tilbud
Servicelovens §§ 186-187 indeholder regler om aftale om overførsel af regionale tilbud.
Det fremgår således af § 186, stk. 1 og 4, i serviceloven, at en kommunalbestyrelse kan overtage
regionale tilbud, der er beliggende i kommunen med vilkår om, at tilbuddet skal være til rådighed
for de øvrige kommuner, i det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. lovens § 6, og at
kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og
sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Det fremgår af § 186, stk. 5-8, i serviceloven, hvad kommunalbestyrelsen overtager ved
overtagelsen af et tilbud.
Efter § 186 a, i serviceloven, kan en kommunalbestyrelse med Socialstyrelsens godkendelse og
efter Socialstyrelsens udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter lovens § 13 b, stk. 2
og 3, overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
196
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0197.png
Det fremgår af § 187 i serviceloven, at enhver kommunalbestyrelse i regionen kan anmode om, at et
ønske fra en kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune om at overtage et regionalt tilbud, jf.
§ 186, stk. 1, drøftes i kontaktudvalget.
Med kommunalreformen og oprettelsen af regionerne blev det besluttet, at der skulle etableres
kontaktudvalg mellem regionen og kommunerne i regionen. Dette for at fremme et godt samarbejde
mellem den pågældende region og kommunerne i regionen.
Betaling
Servicelovens §§ 158-161 indeholder regler om betaling af den hjælp, der modtages efter
serviceloven eller efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det fremgår således af servicelovens §§ 158-161, hvem der skal betale for hjælpen, herunder
døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, døgnophold efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2,
udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, personaleomkostninger til madserviceordninger efter
servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, og hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp
efter bl.a. samme lovs §§ 41 og 42.
Social- og ældreministeren har bemyndigelse til at fastsætte regler om opkrævning af et gebyr ved
ikke-rettidig betaling for ydelser efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. § 158, stk. 2, og fastsætte regler i en bekendtgørelse om betaling for
døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2, samt udslusningsophold § 76, stk. 3, nr. 3, jf. §
160,
Social- og ældreministeren har derudover bemyndigelse til at fastsætte regler om betaling for tilbud
efter servicelovens §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betaling af for
disse tilbud, jf. § 161, stk. 3, samt regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice
efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen, jf. § 161, stk. 4.
Tilbagebetaling
Servicelovens §§ 164 og 165 indeholder regler om tilbagebetaling.
Det fremgår således af lovens § 164, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om
tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i
retssikkerhedsloven, og når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter
serviceloven.
Tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen efter regler fastsat af social- og ældreministeren i
samråd med skatteministeren, jf. § 165, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven. Det kan derudover fastsættes,
at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser, jf. § 165, stk. 1,
2. pkt.
197
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0198.png
Tilbagebetalingskravet bortfalder efter § 165, stk. 2, hvis der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden
at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Hvis tilbagebetalingskravet
overdrages til en restanceinddrivelsesmyndighed, finder forældelsesloven dog anvendelse fra
modtagelsen, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis tilbagebetalingskravet tilbagesendes til kommunen, finder
udgangspunktet om bortfald efter fem år på ny anvendelse.
Ophør af udbetaling af ydelser i visse særlige tilfælde
Servicelovens §§ 165 a og 165 b indeholder regler om ophør af udbetaling af ydelser i visse særlige
tilfælde.
Det fremgår således af lovens § 165 a, stk. 1, at udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 og § 95,
stk. 2, ophører for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet, i tilfælde, hvor
den pågældende er varetægtsfængslet, politiet eftersøger den pågældende med henblik på
varetægtsfængsling, eller der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
Udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 og § 95, stk. 2, ophører derudover for personer, som
bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetslig følge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, jf. § 165 a, stk. 2.
De nærmere regler om ophørstidspunkt fremgår af § 165.
Efterfølges en strafforfølgning ikke af en domfældelse, efterbetales den del af ydelsen, der ikke er
udbetalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning, men dog ikke til afdødes bo, hvis personen
afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen, jf. § 165 a, stk. 4.
Efter § 165 b i serviceloven, skal politiet eller kriminalforsorgen underrette kommunen om
unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 165 a, stk. 1 og 2, og som samtidig
modtager ydelser efter § 42 eller § 95, stk. 2.
Finansiering og takstberegning
Servicelovens §§ 173-175 indeholder regler om finansiering og takstberegning.
Det fremgår således af lovens § 173, at kommunen endeligt afholder udgifterne efter serviceloven.
Den kommunale, regionale eller private leverandør fastsætter efter servicelovens § 174, stk. 1,
1.pkt., vejledende takster for ydelser og tilbud efter serviceloven. Taksterne fastsættes på baggrund
af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen
eller drift af tilbuddet, jf. § 174, stk. 1, 2. pkt.
198
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0199.png
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter serviceloven, skal
krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst være fremsat senest 12 måneder efter,
at hjælpen er ydet, jf. § 174, stk. 2.
Social- og ældreministeren har efter lovens § 174, stk. 3-6, mulighed for at fastsætte nærmere regler
om finansiering og takstberegning.
Staten afholder efter servicelovens § 175 udgifterne til den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation samt Tilbudsportalen, jf. servicelovens kapitel 4.
Servicelovens § 55, stk. 4, indeholder en regel om godtgørelse af udgifter til kost og logi i
forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge.
Det fremgår således af lovens § 55, stk. 4, at kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi
i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af
takstfinansiering, jf. lovens § 174, stk. 1.
Statsrefusion
Servicelovens §§ 176, 177, 179 og 180 indeholder regler om statsrefusion.
Servicelovens § 176 indeholder regler om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager. Det fremgår af
bestemmelsens stk. 1, at staten refunderer en vis procentdel, såfremt udgifter til hjælp og støtte efter
serviceloven overstiger nærmere fastsatte beløbsgrænser, der reguleres årligt. Efter bestemmelsens
stk. 2 kan en kommune også få dækket udgifter til de samlede indsatser til søskende, uanset hvor
mange søskende, der er i samme husstand, og uanset hvilken type indsats der er tale om, hvis
udgifterne samlet set overstiger beløbsgrænserne i stk. 1. Social- og ældreministeren kan efter
bestemmelsens stk. 3 fastsætte nærmere regler om statsrefusionen.
Staten refunderer efter servicelovens § 177 halvdelen af kommunens udgifter bl.a. til tilskud efter
servicelovens § 41 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af barn under 18 år med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hjælp efter § 42 til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v., og gratis advokatbistand efter lovens § 72.
Staten yder efter § 179 forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigede udgifter efter
serviceloven.
Staten afholder derudover efter § 180 udgifterne til den uvildige konsulentfunktion, der findes efter
servicelovens § 15.
Mellemstatslig refusion efter EU-retten
Servicelovens §180 a indeholder regler om mellemstatslig refusion efter EU-retten.
199
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0200.png
Det fremgår således af lovens § 180 a, stk. 1, at staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser
efter serviceloven, når udgiften er omfattet af reglerne om mellemstatslig refusion efter EU-retten.
Kommunen anmelder krav refusion til staten. Staten modtager den anmeldte refusion fra
debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.
Udgifter til udlændinge
Servicelovens § 181 indeholder regler om udgifter til udlændinge, der har fået opholdstilladelse
efter en række nærmere bestemmelser i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22.
oktober 2020, som ændret ved bl.a. lov nr. 982 af 26. maj 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021
og lov nr. 324 af 16. marts 2021.
Det fremgår således af lovens § 181, stk. 1, at staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 udgifter til
en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter en række nærmere angivne bestemmelser i
udlændingeloven, efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har
bistået danske myndigheder m.v. samt lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er
fordrevet fra Ukraine.
Efter § 181, stk. 2, i serviceloven afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp efter servicelovens § 11,
stk. 3, §§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, i de første
tre år efter datoen for opholdstilladelsen.
Uanset bestemmelserne i § 181, stk. 2, afholder staten efter § 181, stk. 3, en kommunes udgifter til
udlændinge, som inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den
pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv, og til udlændinge, når
tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller
barnets forældre får lovligt ophold her i landet.
Regulering
Servicelovens §§ 182 og 183 indeholder regler om regulering af satser.
Det fremgår således af § 182, stk. 1-5 og 7-11, hvordan beløbene i en række af servicelovens
bestemmelser reguleres.
Opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter §§ 114 og 161 foretages af Skat på grundlag af oplysninger
for det senest afsluttede indkomstår, og opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår
efter indkomstårets udløb, jf. servicelovens § 183, stk. 1.
Det fremgår herefter af § 183, stk. 2, at skatteforvaltningslovens, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af
13. maj 2020, som ændret bl.a. ved lov nr. 1125 af 19. november 2019, regler om klage over
200
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0201.png
afgørelser om forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om
indtægtsgrundlaget.
Forsøg
Servicelovens § 184 indeholder regler om forsøg.
Det fremgår således af lovens § 184, stk. 1, at en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat
tilbud efter ansøgning vil kunne få godkendelse fra Social- og Ældreministeriet til at fravige lovens
bestemmelser i forbindelse med et forsøg, for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det
sociale område.
Der kan efter bestemmelsens stk. 2 ikke gives godkendelse til forsøg, som indebærer, at barnet eller
den unge stilles dårligere end efter loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge
med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. lovens §§ 32 og 36, der
medfører fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbetaling, forsøg, som medfører
statslige merudgifter, forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn eller forsøg, som
indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Efter bestemmelsens stk. 3 offentliggør social- og ældreministeren årligt en status for anvendelsen
af forsøg på det sociale område.
3.19.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
Social- og Ældreministeriet vurderer, at der er behov at videreføre bemyndigelsesbestemmelsen, der
i dag er fastsat i servicelovens § 172 a, og som giver social- og ældreministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere fastsætte nærmere regler om kommunernes behandling af sager om
beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af konventionen.
Som det fremgår ovenfor under punkt 3.19.1., kan danske myndigheder i dag behandle sager direkte
efter konventionen, og hjemlen til at fastsætte nærmere administrative regler er i dag ikke udnyttet.
Uanset dette er det ministeriets vurdering, at der fremadrettet kan være behov for at understøtte
kommunernes behandling af sager efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale
område ved at fastsætte nærmere regler herom i en bekendtgørelse. Herunder kan der efter
ministeriets opfattelse være behov for at kunne fastsætte regler, der vil give kommunerne hjemmel
til at opkræve betaling fra andre staters myndigheder i særlige tilfælde.
Der henvises til bemærkningerne til § 155.
Rammeaftaler, koordination, rådgivning og VISO, Tilbudsportalen mv.
201
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0202.png
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med samlingen af regler om støtte og hjælp
til børn og unge med behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor støttebehovet har sit
afsæt, er hensigtsmæssigt også at opstille regler i barnets lov om tværgående koordination og
rådgivning mv.
Det er således ministeriets opfattelse, at barnets lov også bør indeholde regler om koordination,
rådgivning, rammeaftaler, aftaler om overførsel af regionale tilbud og driftspålæg. Det er samtidig
ministeriets opfattelse, at det er tilstrækkeligt alene at henvise til reglerne i serviceloven for så vidt
angår Tilbudsportalen, idet finansieringen m.v. af Tilbudsportalen er reguleret i serviceloven.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i serviceloven, som i dag regulerer den tværgående
koordination og rådgivning i forbindelse med hjælp og støtte til børn, bør videreføres uændrede i
barnets lov, men dog med enkelte sproglige ændringer for at øge læsbarheden. Der er således
opfattelsen, at der ikke er et behov for at ændre materielt i de nuværende bestemmelser.
Betaling, tilbagebetaling, ophør af udbetaling, finasiering og takstberegning samt statsrefusion
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med samlingen af regler om støtte og hjælp
til børn og unge med behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor støttebehovet har sit
afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at opstille regler i barnets lov om strukturelle forhold.
Det er således ministeriets opfattelse, at barnets lov bør indeholde regler om betaling,
tilbagebetaling af ydelser, ophør af udbetaling af ydelser, finansiering og takstberegning,
statsrefusion, mellemstatslig refusion efter EU-retten, udgifter til udlændinge og regulering.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i serviceloven, som i dag regulerer de
strukturelle forhold i forbindelse med hjælp og støtte til børn, bør videreføres uændrede i barnets
lov, dog med enkelte sproglige ændringer for at øge læsbarheden. Der er således opfattelsen, at der
ikke er et behov for at ændre de nuværende bestemmelser.
Forsøg
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med samlingen af regler om støtte og hjælp
til børn og unge med behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor støttebehovet har sit
afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at opstille regler i barnets lov om forsøg.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelsen i servicelovens § 184, som efter gældende ret
regulerer forsøg i forbindelse med hjælp og støtte til bl.a. børn og unge, bør videreføres uændret i
barnets lov, dog med enkelte sproglige ændringer for at øge læsbarheden. Det er således opfattelsen,
at der ikke er et behov for at ændre den gældende ordning.
3.19.3. Den foreslåede ordning
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
202
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0203.png
Det foreslås, at social- og ældreministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne
lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg,
anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til
beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). Ministeren kan endvidere fastsætte
regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med
henvisning til konventionen
Den foreslåede ordning vil betyde, at social- og ældreministeren ligesom i dag vil have
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kommunernes behandling af sager om
beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af konventionen. Den foreslåede ordning
vil endvidere betyde, at ministeren ligesom i dag vil kunne fastsætte regler, der kommunerne
hjemmel til at opkræve betaling fra andre stater i særlige tilfælde.
Der henvises til bemærkningerne til § 155.
Tværgående koordination og rådgivning, den uvildige konsulentordning, Tilbudsportalen, VISO og
rammeaftaler
Det foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som regulerer tværgående koordination og
rådgivning i forbindelse med hjælp og støtte til børn og unge, videreføres materielt uændrede i
barnets lov, men dog med enkelte sproglige ændringer for at øge læsbarheden. Der er tale om §§ 6,
13-13 c, 15, 186, 186 a og 187 i serviceloven.
Der henvises til bemærkningerne til §§ 160-185.
Betaling, tilbagebetaling, ophør af udbetaling, finasiering og takstberegning samt statsrefusion
Det foreslås, at der i §§ 186-205 opstilles en række regler om betaling, tilbagebetaling af ydelser,
ophør af udbetaling af ydelser, finansiering og takstberegning, statsrefusion, mellemstatslig refusion
efter EU-retten, udgifter til udlændinge og regulering. Det foreslås, at bestemmelserne i
serviceloven, som i dag regulerer disse forhold, for så vidt angår hjælp og støtte til børn og unge
videreføres uændrede i barnets lov, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik
på at øge læsbarheden.
Forsøg
Det foreslås, at der i §§ 206-208 opstilles regler om forsøg. Det foreslås, at bestemmelserne i
serviceloven, som i dag regulerer disse forhold, for så vidt angår hjælp og støtte til børn og unge,
videreføres uændrede i barnets lov, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik
på at øge læsbarheden.
3.20. Tilsyn
3.20.1. Gældende ret
203
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0204.png
Efter servicelovens § 148 har kommunalbestyrelserne i dag pligt til at føre tilsyn med de tilbud, som
de pågældende kommunalbestyrelser i forhold til den enkelte person, herunder børn og unge, har
truffet afgørelse om. Dette tilsyn omtales almindeligvis som det personrettede tilsyn, og udføres af
den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven i
forhold til den enkelte person, som kommunen har truffet afgørelse om. Tilsynspligten i forbindelse
med det personrettede tilsyn omfatter alle typer af ydelser og indsatser, kommunalbestyrelsen har
truffet afgørelse om over for den enkelte borger, herunder over for det enkelte barn eller den enkelte
unge.
Det personrettede tilsyn har til formål at sikre, at den hjælp, der er truffet afgørelse om at yde,
fortsat opfylder sit formål. Det medfører, at kommunalbestyrelsen løbende skal følge de enkelte
sager for at sikre sig dette. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med opfølgningen være
opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Det personrettede tilsyn udføres
af den kommune, der har pligt til at yde hjælpen til den enkelte person, jf. retssikkerhedslovens §§
9-9 b.
Den kommunalbestyrelse, der fører det personrettede tilsyn, har pligt til at underrette socialtilsynet,
hvis kommunen får oplysninger om bekymrende forhold i tilbuddet. Det kan for eksempel være
oplysninger om magtanvendelse, som ikke bliver indberettet, eller oplysninger om uhensigtsmæssig
adfærd fra tilbuddets ansatte.
Oplysninger, som skal videregives til socialtilsynet, kan både relatere sig til generelle forhold i
tilbuddet, f.eks. om anvendelse af rusmidler i tilbuddet, som til mere konkrete situationer eller
hændelser om én eller flere bestemte beboere, som den kommunalbestyrelse, der underretter
socialtilsynet, finder bekymrende.
Den samme forpligtelse påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at iagttage
de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven. Kommunalbestyrelserne skal således føre
tilsyn med de tilbud, som Ungdomskriminalitetsnævnet i forhold til det enkelte barn eller den
enkelte unge har truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Ud over det personrettede tilsyn skal kommunalbestyrelsen føre et generelt driftsorienteret tilsyn
med egne tilbud efter serviceloven, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, og med private
tilbud efter serviceloven beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven.
Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud, jf. servicelovens § 32, og særlige klubtilbud,
jf. servicelovens § 36, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsynslovens § 4
samt netværksplejefamilier, jf. servicelovens § 66 b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e,
som begge skal være godkendt som konkret egnet. Kommunalbestyrelsens pligt til at føre det
generelle driftsorienterede tilsyn følger af servicelovens § 148 a.
204
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0205.png
De tilbud, den enkelte kommunalbestyrelse skal føre driftsorienteret tilsyn med, er alene egne tilbud
og private tilbud beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af socialtilsynsloven. Det
driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold og
økonomi. Det omfatter bl.a. tilsyn med om personalets kvalifikationer svarer til den opgave, som
tilbuddet skal løse, tilsyn med beboernes kost, bygningsmæssige forhold, om udbud af
fritidsaktiviteter m.v. svarer til målgruppen, og om tilbuddets forvaltning af økonomien er
forsvarlig. Den stedlige kommunes forpligtelse til at føre det generelle driftsorienterede tilsyn
omfatter ikke de situationer, hvor en anden kommune eller en region har indgået aftale om
anvendelse af alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn.
Kommunalbestyrelsen har adgang til at delegere sin kompetence efter servicelovens § 148 a til
socialtilsynet. Når en kommunalbestyrelse på denne måde delegerer sin kompetence til at varetage
en opgave til en anden myndighed (socialtilsynet), betyder det, at socialtilsynet udfører den faktiske
opgave og træffer afgørelse på vegne af kommunalbestyrelsen.
Ligesom kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn efter servicelovens § 148 a, har
regionsrådet forpligtelse til at føre tilsyn med regionalt drevne tilbud om beskyttet beskæftigelse og
aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens §§ 103 og 104 og regionalt drevne særlige dag- og
klubtilbud efter servicelovens §§ 32 og 36, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i serviceloven. Regionsrådets
forpligtelse til at føre tilsyn gælder dog ikke for tilbud, hvor en kommune har indgået en generel
aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn. Regionsrådet har adgang til at
delegere sin kompetence til socialtilsynet. Når regionsrådet på denne måde delegerer sin
kompetence til at varetage en opgave til en anden myndighed (socialtilsynet), betyder det, at
socialtilsynet udfører den faktiske opgave og træffer afgørelse på vegne af regionsrådet.
Af servicelovens § 149 fremgår det, at den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der fører det
generelle driftsorienterede tilsyn, skal opkræve en takst for tilsynet. Taksten betales af alle de
tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Taksten for det generelle driftsorienterede tilsyn skal beregnes med udgangspunkt i de
gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
Omkostningerne omfatter både de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage og
gennemføre tilsynet, og de administrative opgaver, der er en del af udøvelsen af det generelle
driftsorienterede tilsyn f.eks. andelen af central ledelse og administration.
3.20.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at det personrettede tilsyn som følger af gældende ret
i servicelovens § 148 bør videreføres i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets lov. Ministeriet
finder, at det fortsat vil være nødvendigt, at kommunalbestyrelserne har pligt til at føre tilsyn med
de tilbud og de indsatser, som der i forhold til den enkelte person er truffet afgørelse om. Det bør
fortsat som udgangspunkt være den kommune, der har truffet afgørelse i forhold til det enkelte barn
205
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0206.png
eller den enkelte unge, der vil skulle føre løbende tilsyn med indsatsen til barnet eller den unge samt
dennes forhold under ophold uden for hjemmet. Det personrettede tilsyn bør således også
fremadrettet spille en vigtig rolle i at sikre, at et barn eller en ung fortsat trives på sit
anbringelsessted. Endelig finder ministeriet, at det er vigtigt at møder med det anbragte barn eller
den anbragte unge også understøtter barnets oplevelse af tryghed, kontinuitet og stabilitet.
Det personrettede tilsyn skal efter gældende ret ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens pligt
til at følge op på en foranstaltning over for barnet eller den unge. Efter servicelovens § 70 skal der
følges op på en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, i første omgang
efter 3 måneder og derefter som minimum hver 6. måned. Ved opfølgningen skal kommunen
vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Det følger af servicelovens
§ 70, stk. 2, at ved anbringelse uden for hjemmet skal opfølgningen ske på baggrund af det
personrettede tilsyn efter servicelovens § 148. Det er ministeriets opfattelse, at det personrettede
tilsyn også fremadrettet bør skulle ses i sammenhæng med opfølgningen i sager om anbringelse
uden for hjemmet. Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at den løbende opfølgning på barnets
trivsel og udvikling bør ses som et supplement til det personrettede tilsyn, således at der tages
særskilt stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag. Der henvises i den forbindelse til punkt
3.12.2-3.12.3.
Kommunalbestyrelsen, som fører det personrettede tilsyn, bør fortsat have pligt til at underrette
socialtilsynet, hvis kommunen får oplysninger om bekymrende forhold i tilbuddet eller indsatsen til
barnet eller den unge. Ministeriet vurderer videre, at det personrettede tilsyn også bør føres med de
tilbud, som Ungdomskriminalitetsnævnet i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge har
truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Reglerne om det
personrettede tilsyn bør således videreføres i deres helhed, da det er medvirkende til at sikre, at
hjælpen fortsat opfylder sine formål.
I tillæg til det personrettede tilsyn er det Social- og Ældreministeriets vurdering, at reglerne om det
generelle driftsorienterede tilsyn som følger af gældende ret i servicelovens § 148 a bør videreføres
i kapitel 19 i barnets lov.
Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud og særlige klubtilbud efter servicelovens §§
32 og 36, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsynslovens § 4 samt
netværksplejefamilier, jf. servicelovens § 66 b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e, som
begge skal være godkendt af den anbringende kommune som konkret egnet til det pågældende barn
eller den unge. Derfor bør det tydeliggøres, at tilsynet specifikt skal omfatte særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud. Tilsynet bør ligesom i dag omfatte tilsyn med tilbuddets personale,
bygningsmæssige forhold og økonomi. Forpligtelsen bør efter ministeriets opfattelse dog ikke
gælde i de situationer, hvor en anden kommune eller region har indgået aftale om anvendelse af alle
pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn.
206
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0207.png
Ligesom i dag bør kommunalbestyrelsen have adgang til at delegere sin kompetence omhandlende
det generelle driftsorienterede tilsyn til socialtilsynet. I tillæg til kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at føre tilsyn, vurderer ministeriet, at også regionsrådet forpligtelse til at føre tilsyn som følger af
gældende ret i servicelovens § 5, stk. 8, bør videreføres i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets
lov. Det er ministeriets vurdering, at tilsynet alene bør omhandle tilbud på børne- og ungeområdet.
Derfor bør forpligtelsen til at føre tilsyn med tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og
samværstilbud efter servicelovens §§ 103 og 104 ikke videreføres i barnets lov. Forpligtelsen bør
derfor alene omhandle regionalt drevne særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, jf. §§ 32 og 36 i
serviceloven. Ligesom i dag bør regionsrådet have adgang til at delegere sin kompetence
omhandlende det generelle driftsorienterede tilsyn til socialtilsynet.
Da det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at det generelle driftsorienterede tilsyn bør
videreføres, bør også reglerne om betaling og takst for tilsynet, som følger af gældende ret i § 149 i
serviceloven, videreføres i kapitel 19 i barnets lov. Den kommunalbestyrelse, der fører det generelle
driftsorienterede tilsyn, bør således fortsat kunne opkræve en takst for tilsynet. Det er ministeriets
vurdering, at taksten fortsat bør beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved
gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
3.20.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om det personrettede tilsyn i servicelovens § 148 videreføres i kapitel 19 i
nærværende forslag til barnets lov. Således vil kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt
til at yde hjælp efter den foreslåede lov, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, skulle føre tilsyn med
indsatsen og de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til den enkelte person
har truffet afgørelse om, jf. § 3, stk. 1, i serviceloven. Tilsynet vil i almindelighed og i
overensstemmelse med gældende ret skulle betegnes som det personrettede tilsyn.
Det vil som udgangspunkt være den kommune, der har truffet afgørelse i forhold til barnet eller den
unge, der vil skulle føre løbende tilsyn med indsatsen til barnet eller den unge samt dennes forhold
under opholdet uden for hjemmet. Det personrettede tilsyn vil dog altid skulle udføres af den
kommune, der vil have pligt til at yde hjælpen til det enkelte barn eller unge, efter
retssikkerhedslovens § 9 a. Tilsynet vil ikke omfatte det generelle driftsorienterede tilsyn.
Kommunernes pligt til at føre det personrettede tilsyn med indsatsen til børn og unge og deres
ophold på anbringelsessteder vil også fremadrettet skulle sikre, at barnet eller den unge trives, hvor
det bor, at anbringelsesstedet fortsat imødekommer barnets eller den unges behov, og at
kommunerne opdager eventuelle bekymrende forhold på anbringelsesstederne, som det er
nødvendigt at handle på. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med tilsynet skulle være
opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Derfor vil det personrettede
tilsyn også fremover mindst skulle omfatte to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen taler med barnet eller den unge, og samtalen vil som udgangspunkt skulle finde sted
uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet. Som noget nyt vil kommunerne være
207
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0208.png
forpligtet til at sikre kontinuitet og stabilitet i forbindelse med disse samtaler ved, at de som
udgangspunkt vil skulle afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere.
Formålet hermed er at sikre tryghed, kontinuitet og stabilitet for det anbragte barn eller den anbragte
unge i disse samtaler. Ved at stille krav om, at der som udgangspunkt skal to sagsbehandlere ved
barnets eller den unges samtaler i forbindelse med tilsynsbesøg, skabes de bedste forudsætninger
for, at barnet eller den unge kan opnå og fastholde en tryg og stabil relation til sagsbehandlerne, jf.
også forslaget om to sagsbehandlere ved de væsentligste møder med barnet eller den unge under en
børneudredning. Der henvises i den forbindelse til punkt. 3.4.3. Med forslaget vil barnet eller den
unge også f.eks. i tilfælde af den ene sagsbehandlers fravær trygt kunne mødes med eller kontakte
den anden sagsbehandler, hvis der opstår spørgsmål eller udfordringer under anbringelsen for barnet
eller den unge.
Ved siden af det personrettede tilsyn vil kommunerne også fremadrettet være forpligtet til at følge
op på barnets trivsel og udvikling i anbringelsessager. Dog vil det gælde, at opfølgningen i
anbringelsessager fremadrettet vil skulle ses i sammenhæng med, men ikke som i dag skal ske på
baggrund af det personrettede tilsyn. Det betyder, at kommunen vil skulle tage særskilt stilling til
behovet for opfølgning på barnets trivsel og udvikling i den enkelte sag efter den foreslåede § 95,
men at kommunen uanset tilrettelæggelse af opfølgningen også fremadrettet vil være forpligtet til at
føre et personrettet tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Der henvises i den
forbindelse til punkt 3.12.1.- 3.12.3.
Det foreslås videre, at det personrettede tilsyn også vil skulle gælde for børn og unge, der har fået
fastsat straksreaktioner og forbedringsforløb efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Dertil foreslås det, at de kommunalbestyrelser, der har ansvar for de børn og unges ophold i
tilbuddet, vil få til pligt at underrette socialtilsynet, hvis kommunen får oplysninger om bekymrende
forhold i tilbuddet.
Det foreslås, at reglerne om det generelle driftsorienterede tilsyn i servicelovens § 148 a videreføres
i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets lov.
Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32
og 36, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsynslovens § 4 samt
netværksplejefamilier, jf. servicelovens § 66 b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e, som
begge skal være godkendt som konkret egnet. Derfor foreslås det, at tilsynet alene skal gælde
særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i dagtilbudsloven. Der foreslås ikke
materielle ændringer i gældende ret. Det driftsorienterede tilsyn vil skulle omfatte tilsyn med
tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold og økonomi. Det vil bl.a. omfatte tilsyn med, om
208
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0209.png
personalets kvalifikationer svarer til den opgave, som tilbuddet skal løse, tilsyn med
bygningsmæssige forhold og om tilbuddets forvaltning af økonomien er forsvarlig.
Det foreslås videre, at pligten for den stedlige kommune til at føre et generelt driftsorienteret tilsyn
ikke vil omfatte de situationer, hvor en anden kommune eller region har indgået aftale om
anvendelse af alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn. Kommunalbestyrelsen vil ligesom i
dag kunne delegere sin kompetence for så vidt angår det generelle driftsorienterede tilsyn til
socialtilsynet.
Det foreslås, at reglerne om regionsrådets tilsyn i servicelovens § 5, stk. 8, videreføres i kapitel 19 i
nærværende forslag til barnets lov. Det foreslås samtidigt, at tilsynet alene vil gælde særlige
dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes
gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i dagtilbudsloven. Der foreslås ikke
indholdsmæssige ændringer i gældende ret. Det foreslås videre, at regionsrådets tilsynspligt ikke vil
omfatte de situationer, hvor en kommune eller regionsråd har indgået en generel aftale om
anvendelse af alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn. Regionsrådet vil ligesom i dag
kunne delegere sin kompetence for så vidt angår tilsyn til socialtilsynet.
Det foreslås, at reglerne om betaling og takst for det generelle driftsorienterede tilsyn i
servicelovens § 149 videreføres i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets lov. Dermed vil den
kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der fører det generelle driftsorienterede tilsyn, skulle
opkræve en takst for tilsynet. Taksten vil skulle betales af alle de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Tilbuddets udgift til tilsynet, dvs. taksten, vil skulle indgå i den samlede betaling for brug af
tilbuddet, og udgiften afholdes dermed endeligt af den visiterende kommune. Taksten vil skulle
beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i
tilbuddet eller typen af tilbud.
3.21. Børnerådet
3.21.1. Gældende ret
Social- og ældreministeren nedsætter i henhold til § 88 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område (retssikkerhedsloven) et børneråd, som skal virke som fortaler for børn. Rådet er
uafhængigt og tværfagligt sammensat. Som led i sin fortalervirksomhed skal rådet informere og
rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet samt arbejde på at sikre børns
rettigheder. Rådet har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns vilkår i Danmark.
Rådet skal inddrage børns synspunkter i sit arbejde og kan anmode institutioner, hvor børn opholder
sig, om at måtte aflægge dem besøg.
Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed, og social- og ældreministeren fastsætter regler om
rådets sammensætning og opgaver. De nærmere regler om sammensætning, opgaver,
forretningsorden m.v. er fastsat i bekendtgørelse nr. 1200 af 7. juni 2021 om råd på det sociale
område.
3.21.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
209
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0210.png
Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at der er behov for, at børn i Danmark har en
stærkere stemme i den offentlige debat og i rådgivningen af regering, Folketing og myndigheder.
Det er afgørende, at børnenes perspektiv står stærkt i udviklingen af samfundet i almindelighed og i
børn og unges forhold i særdeleshed. Børnerådet skal efter gældende ret inddrage børns synspunkter
i sit arbejde, men det vil efter ministeriets vurdering være hensigtsmæssigt i højere grad at
formalisere børneinddragelsen.
Det er desuden ministeriets vurdering, at Børnerådet bør have en stærkere forankring til
organisationer og foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, herunder børne-
og ungdomsorganisationer. Børnerådet har efter gældende ret til opgave at vurdere og informere om
børns vilkår i Danmark. I denne henseende er det afgørende, at Børnerådet har adgang til
kvalificerede input fra centrale organisationer på børne- og ungeområdet, og at der gives et fagligt
forum herfor.
Endvidere finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at det præciseres udtrykkeligt, at social- og
ældreministeren kan fastsætte regler om honorering af Børnerådet.
Endelig finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om Børnerådet indgår i barnets
lov.
3.21.3 Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retsstillingen efter retssikkerhedslovens § 88, stk. 1, videreføres i barnets lov. Det
vil medføre, at Børnerådet er et uafhængigt og tværfagligt sammensat råd, og at der ikke vil skulle
foretages ændringer i rådets overordnede opgaver. Herefter vil Børnerådet virke som fortaler for
børn. Som led i sin fortalervirksomhed vil rådet skulle informere og rådgive regering og Folketing
om børns forhold i samfundet samt arbejde for at sikre børns rettigheder. Rådet vil endvidere have
til opgave at vurdere og informere om børns vilkår i Danmark. Rådet vil skulle inddrage børns
synspunkter i sit arbejde og vil kunne anmode institutioner, hvor børn opholder sig, om at måtte
aflægge dem besøg.
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i barnets lov om, at Børnerådet som led i rådets
inddragelse af børns synspunkter vil skulle nedsætte et børne- og ungepanel. Børne- og ungepanelet
vil skulle understøtte, at børnenes egne stemmer styrkes i Børnerådets arbejde. Formålet med børne-
og ungepanelet vil være at informere og rådgive rådet i dets arbejde med at sikre børns rettigheder,
behov og interesser ud fra et børneperspektiv.
Det foreslås desuden, at der indsættes en bestemmelse i barnets lov om, at social- og
ældreministeren vil skulle udpege et repræsentantskab for Børnerådet bestående af organisationer
og foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, herunder børne- og
ungdomsorganisationer. Repræsentantskabet vil skulle give input til Børnerådets arbejde og dermed
understøtte rådets opgave med at vurdere og informere om børns vilkår i Danmark.
Det foreslås endvidere, at social- og ældreministeren i tillæg til at fastsætte regler om rådets
sammensætning og opgaver vil skulle fastsætte regler om honorering. Endelig foreslås det, at
ministeren vil skulle fastsætte regler om børne- og ungepanelet og repræsentantskabet, herunder om
panelet og repræsentantskabets sammensætning.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
[Vurdering og bemærkninger udestår]
5. Forholdet til international ret
5.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
210
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0211.png
5.1.1. EMRK artikel 8
Det følger af artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at enhver
har ret til respekt for bl.a. sit familieliv. Adoption eller anbringelse af et barn uden samtykke og
ophævelse af samvær mellem børn og deres forældre udgør et indgreb i barnets og dets forældres ret
til familieliv. Beskyttelsen efter artikel 8, stk. 1, er imidlertid ikke absolut. Der kan således efter
bestemmelsens stk. 2 gøres indgreb i retten til familieliv, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er
nødvendigt i et demokratisk samfund til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige
formål, herunder at beskytte andres rettigheder og friheder.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) har i flere familieretlige sager udtalt, at
artikel 8 kræver, at de nationale myndigheder i den enkelte sag skal finde en rimelig balance
mellem barnets og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på
hensynet til barnets bedste. Domstolen inddrager FN’s Konvention om Barnets Rettigheder
(Børnekonventionen) ved fortolkningen af barnets bedste (se nærmere om Børnekonvention under
5.2.).
Efter Domstolens praksis har staterne som udgangspunkt en bred skønsmargin ved vurderingen af,
om det er nødvendigt at anbringe et barn uden for hjemmet. Myndighedernes skønsmargin
indskrænkes i takt med, at intensiteten i indgrebet i retten til familieliv øges. Domstolen foretager
således en mere indgående prøvelse, når det drejer sig om mere indgribende begrænsninger i retten
til familieliv som eksempelvis adoption uden samtykke eller afskæring af barnets kontakt med sine
forældre. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af overholdelse af retssikkerhedsgarantier,
der har til formål at sikre forældrenes og barnets ret til familieliv.
Ved anbringelse uden samtykke påser Domstolen, at afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt og
aktuelt grundlag. Der skal således bl.a. være indhentet de nødvendige lægelige og psykologiske
vurderinger og rapporter om familiens og barnets situation. Kravene hertil øges, jo mere
indgribende afgørelsen er.
5.1.1.1.Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel
Med lovforslagets § 49 vil det blive muligt at træffe afgørelse, inden barnet er født, om anbringelse
af et spædbarn umiddelbart efter fødslen, når der i helt særlige tilfælde er grundlag herfor. I dag kan
afgørelsen først træffes, når barnet er født.
Anbringelse af spædbørn er, uanset om afgørelse træffes inden eller efter barnet er født, en
væsentligt indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8. Spædbarnsanbringelse kan imidlertid
i helt særlige tilfælde være nødvendigt af hensyn til barnets bedste, da en lille gruppe af forældre
kan have så svært ved at klare forældrerollen, selv med væsentlig hjælp og støtte, at de vil give
deres børn en start på livet, der vil være præget af voldsomme omsorgssvigt med alt for store
211
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0212.png
konsekvenser for børnenes sundhed og udvikling. Behovet for at beskytte barnet og dets rettigheder
og frihed samt sikre dets liv og fremtidige udvikling tilsiger således, at der bør være mulighed for at
gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at
hjælpe.
De nuværende regler, hvor afgørelsen om anbringelse først kan træffes, efter barnet er født,
indebærer, at afgørelsen i nogle tilfælde må træffes akut fra fødegangen. Det kan medføre, at barnet
må anbringes midlertidigt, indtil der er truffet afgørelse om et anbringelsessted, så barnet, som i
forvejen er meget udsat, får unødige skift, som kan være meget belastende og skade barnets
tilknytning og udvikling.
Formålet med den foreslåede ordning, hvor afgørelse om anbringelse i helt særlige tilfælde vil
kunne træffes inden fødsel, er dermed sikre barnets tarv og barnets ret til udvikling og sundhed,
herunder tryghed og kontinuitet i opvæksten. Forslaget er således begrundet i hensynet til at
beskytte barnets rettigheder og friheder og varetager derfor anerkendelsesværdige hensyn efter
EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i retten til familieliv går videre, end det er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportionalt.
Der findes en række afgørelser fra Domstolen om spædbørnsanbringelser umiddelbart efter fødslen.
Det følger af praksis, at den type afgørelser kræver en ekstraordinær overbevisende begrundelse
(”extraordinarily compelling reasons”). Der henvises bl.a. til sagen K. og T. mod Finland
(Storkammeret), dom af 12. juli 2001, præmis 168, og P., C. og S. mod Storbritannien, dom af 16.
oktober 2002, præmis 131.
I overensstemmelse hermed vil en afgørelse efter den foreslåede § 49, stk. 1, kun kunne træffes, når
der foreligger helt særlige omstændigheder, der er begrundet i tungtvejende hensyn til barnets
bedste, ligesom det i dag er tilfældet ved anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen.
De grundlæggende materielle, processuelle og dokumentationsmæssige betingelser for at anbringe
et kommende barn uden samtykke efter den foreslåede § 49 vil være de samme som i dag, dog
således, at der tages hensyn til, at afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes inden barnets
fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at der er tale om en meget indgribende afgørelse, der
træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur ikke foreligger oplysninger om
barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet
meget store krav til grundlaget for afgørelsen.
Det følger således af lovforslagets § 49, at en afgørelse om anbringelse af et barn, som træffes inden
barnet er født, vil kræve, at der er en åbenbar risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed eller
udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af manglende evner eller ressourcer
til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet. Dertil følger af lovforslagets § 49,
212
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0213.png
stk. 2, at afgørelsen kun vil kunne træffes, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke
kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i hjemmet. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til § 49 i lovforslaget.
Menneskerettighedsdomstolen har i sager om anbringelse uden samtykke et helt særligt fokus på at
processen har været betryggende, og at processuelle garantier har været overholdt. Der henvises
bl.a. til sagen K. og T. mod Finland, dom af 12. juli 2001, præmis 168, hvor Domstolen fremhæver,
at de nationale myndigheder ikke havde overvejet alternative, mindre indgribende foranstaltninger,
inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Der kan i
øvrigt henvises til sagen Kutzner mod Tyskland, dom af 26. februar 2002, præmis 75 og Moser mod
Østrig, dom af 21. september 2006, præmis 69-71.
Den foreslåede ordning skal derfor ses i sammenhæng med den foreslåede § 32, stk. 5, hvorefter
kommunalbestyrelsen ligesom det i dag er tilfældet, vil skulle træffe afgørelse om f.eks. støtte i
hjemmet eller familiebehandling af de kommende forældre under en graviditet, hvis det er væsentlig
betydning, af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen, jf. den foreslåede § 32, stk. 5.
Det vil ikke være en betingelse for anbringelse uden samtykke efter den foreslåede § 49, at
kommunen først har afprøvet alternative indsatser. Kommunen vil dog skulle have overvejet
alternative, mindre indgribende støttende indsatser, inden der bliver truffet afgørelse om anbringelse
af et spædbarn umiddelbart efter fødslen.
Kommunens indstilling til børne- og ungevalget vil skulle omfatte en udredning af de kommende
forældres forhold, en vurdering af de kommende forældres kompetencer til at varetage omsorgen
for barnet, herunder med hjælp og støtte, barnets plan samt en beskrivelse af den støtte og de
initiativer, som er påtænkt for det kommende barn og dennes familie under anbringelsen uden for
hjemmet og i tiden derefter.
Afgørelsen om anbringelse inden fødsel vil med den foreslåede ordning skulle træffes af børne- og
ungeudvalget, der består af en dommer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndige og to
lægmedlemmer af kommunalbestyrelsen. Dommeren vil ligesom i dag bl.a. have ansvaret for påse,
at kommunen har foretaget de nødvendige undersøgelser, og at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at
der kan træffes en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren yder også
vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de
foreliggende oplysninger. De børnesagkyndige vil ligesom i dag bl.a. skulle yde udvalget
vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser
til at belyse sagen samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en
børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges
udvikling.
De kommende forældre vil i den forbindelse have de samme rettigheder og partbeføjelser som i
øvrige sager om anbringelse uden samtykke. Dvs. forældrene vil skulle partshøres, have adgang til
213
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0214.png
at se sagens akter og udtale sig over for børne- og ungeudvalget, før der træffes afgørelser og have
ret til en bisidder og til gratis advokatbistand under hele sagens behandling. De kommende forældre
vil kunne klage til Ankestyrelsen over afgørelsen og vil kunne kræve Ankestyrelsens afgørelse
indbragt for retten.
Det er på denne baggrund samlet set ministeriets vurdering, at indgrebet ikke vil gå videre end
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, og at den foreslåede ordning kan gennemføres inden
for rammerne af EMRK artikel 8.
5.1.1.2. Suspension af samvær efter anmodning fra barnet
Ligesom det er tilfældet efter gældende ret, bygger lovforslaget på et grundlæggende princip om, at
barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende,
bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner, m.v. under en anbringelse.
Med lovforslagets § 104, stk. 4, vil kommunalbestyrelsen efter ønske fra barnet eller den unge
kunne træffe afgørelse om, at samvær med familie og netværk kan suspenderes i en afgrænset
periode.
Forslaget har til formål at styrke barnets ret til at blive hørt, jf. Børnekonventionens artikel 12, og
sikre en bedre balance mellem hensynet barnets og hensynet til forældrenes rettigheder, idet det i
dag alene er forældrene, som kan sige nej til samvær.
Forslaget i lovens § 104, stk. 4, der vil indebære mulighed for indgreb i retten til familieliv efter
EMRK artikel 8, stk. 1, er begrundet i hensynet til at beskytte barnets rettigheder og friheder.
Forslaget varetager derfor anerkendelsesværdige hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i retten til familieliv går videre, end det er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportionalt.
Domstolens praksis i forhold til afskæring af samvær mellem børn og forældre er restriktiv.
Afskæring af samvær kan efter Domstolens praksis kun ske i særlige tilfælde, og en afgørelse om
afskæring af samvær skal altid foretages på baggrund af en konkret vurdering, hvor hensynet til
både barnet og forældrene skal indgå. Domstolen har derfor udtalt, at artikel 8 kræver, at de
nationale myndigheder skal finde en rimelig balance mellem barnets og forældrenes interesser, og at
der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste, og at der ikke må
fastsættes samvær, der kan skade barnets sundhed og udvikling. Der henvises bl.a. til sagen Bronda
mod Italien, dom af 9. juni 1998, præmis 62, og Sahin mod Tyskland (Storkammeret), dom af 8. juli
2003, præmis 66.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen som led i behandlingen af barnets anmodning
altid vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere samværet,
214
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0215.png
hvori skal indgå en samlet afvejning af hensynet til barnets interesser over for interesser hos
forældre m.v., barnets alder, modenhed og funktionsevne, formålet med anbringelsen og sagens
omstændigheder i øvrigt.
Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på hensynet til barnets eller den unges bedste,
herunder hensynet til barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde forbindelsen til
forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse blandt andet skulle være
opmærksom på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller
psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk for, om
suspendering af samværet med forældre eller netværk er til deres eget bedste.
Det følger endvidere af lovforslagets § 104, stk. 5, at der kan ikke kan træffes afgørelse om
suspension af samvær efter § 104, stk. 4, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted
mindre end 1 gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen
og vil skulle træffes af børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 105.
Afgørelse om en egentlig afbrydelse af samvær vil således skulle træffes efter de særlige regler
herfor, der videreføres uændret. Der vil ligesom i dag vil være skærpede materielle og processuelle
krav af hensyn til barnets bedste og retssikkerheden for barnet og forældrene.
Der henvises til bemærkningerne til §§ 104 og 105.
Det er samlet set ministeriets vurdering, at den foreslåede ordning om suspension af samvær ikke
går videre end nødvendigt for opnå det tilsigtede formål og kan gennemføres inden for rammerne af
EMRK artikel 8.
5.1.1.3. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse
Efter lovforslagets § 68, stk. 1, vil et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, få ret til at anmode
kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter den foreslåede § 67,
stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en sådan anmodning, vil kommunalbestyrelsen skulle
vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling til børne-
og ungeudvalget om permanent indbringelse.
En permanent anbringelse vil være en anbringelse, som er begrundet i barnets eller den unges
stærke tilknytning til anbringelsesstedet. Afgørelse herom vil blive truffet af børne- og
ungeudvalget efter den foreslåede § 67, der er en videreførelse af gældende ret (’videreført
anbringelse’).
Anbringelsen af barnet uden for hjemmet kan således føres videre, selvom det oprindelig grundlag
for en anbringelse med eller uden samtykke ikke længere er til stede. En permanent anbringelse skal
herudover ikke automatisk genbehandles efter faste intervaller, sådan som tilfældet ellers er for
215
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0216.png
anbringelser uden samtykke, og forældrene kan ikke trække samtykke, sådan som tilfældet ellers er
ved en anbringelse med samtykke. Kommunen vil dog fortsat skulle følge op på indsatsen, og
forældrene kan få genoptaget sagen, hvis der er væsentlige ændringer af barnets eller den unges
forhold eller forholdene på anbringelsesstedet.
Formålet med som noget nyt at give barnet eller den unge en selvstændig ret til at anmode om en
permanent anbringelse, jf. den foreslåede § 68, stk. 1, er at sikre barnets bedste, herunder barnets
eller den unges behov for trygge og varige relationer og kontinuitet i opvæksten, samt styrke barnets
ret til at blive hørt.
Forslaget, der vil indebære mulighed for indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1,
er dermed begrundet i hensynet til at beskytte barnets rettigheder og friheder. Forslaget varetager
derfor anerkendelsesværdige hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i retten til familieliv går videre, end det er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportionalt.
Efter Domstolens praksis er en anbringelse som udgangspunkt en midlertidig foranstaltning. Der
henvises bl.a. til Olsson mod Sverige, dom af 24. marts 1988, præmis 88. Domstolen har dog udtalt,
at når barnet har været anbragt i en betydelig periode, kan barnets interesser i ikke at opleve skift
veje tungere end forældrenes interesser i at få barnet hjemgivet. Der henvises bl.a. til sagen K. og T.
mod Finland, dom af 12. juli 2001, præmis 155.
En afgørelse om permanent anbringelse vil ligesom i dag forudsætte, barnet eller den unge har
opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at
være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Ved en afgørelse om permanet anbringelse efter den foreslåede § 67, stk. 1, som sker på
foranledning af kommunen, f.eks. i forbindelse med løbende opfølgning eller genbehandling, vil det
ligesom i dag tillige være en betingelse, at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet
i mindst 3 år.
Det følger dog lovforslagets § 68, stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen efter anmodning fra barnet
eller den unge, der er fyldt 10 år, har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse, vil børne-
og ungeudvalget kunne træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den unge har været
anbragt i mindre end tre år. De øvrige materielle betingelser for en permanent anbringelse vil fortsat
skulle være opfyldt.
Det er ministeriets vurdering, at adgangen til i disse sager at afvige fra det generelle udgangspunkt
om mindst 3 års anbringelse vil være forenelig med Domstolens praksis om at barnet eller den unge
skal have anbragt i ’et betydeligt tidsrum’, før hensynet til barnets eller den unges interesse i at
undgå skift kan veje tungere end forældrenes interesse i at få barnet eller den unge hjem.
216
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0217.png
Ministeriets lægger her vægt på, at det vil afhænge på en konkret og individuel vurdering i den
enkelte sag, under hensyn til barnets eller den unges behov og de samlede forhold i sagen, hvornår
der vil være tale om et betydeligt tidsrum.
Det er videre ministeriets vurdering, at et barn eller en ung i særlige tilfælde vil kunne have opnået
en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af
væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, selvom
barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindre end 3 år. I sådanne tilfælde vil
barnets interesse i ikke at opleve skift efter ministeriets vurdering veje tungere end forældrenes
interesse i at få barnet hjemgivet.
Det er efter Domstolens praksis væsentligt, at indgreb i retten til familieliv, som er begrundet i
barnets eller den unges manglende tilknytning til forældrene ikke skyldes, at myndighederne har
forsømt at understøtte tilknytningen mellem barnet eller den unge og forældrene. Der henvises bl.a.
til Strand Lobben m.fl. mod Norge, dom af 10. september 2019, præmis 208.
Det er derfor vigtigt at understrege, at barnets eller den unge ligesom i dag vil have ret samvær og
kontakt med forældre og netværk, når barnet er anbragt, herunder også ved en permanent
anbringelse, jf. den foreslåede § 103.
Det vil gælde uanset, om afgørelsen om permanent anbringelse træffes på foranledning af barnet
eller den unge eller kommunen. Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle sørge for, at
forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældre og netværket holdes ved lige. Det skal ske
under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og til beskyttelsen af barnets eller den unges
sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.
Endvidere tydeliggøres det med den foreslåede § 103, stk. 4, at kommunalbestyrelsen under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste skal understøtte, at forældrene kan spille en positiv
rolle i barnets eller den unges liv. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse have pligt til at sikre,
at forældrene får information om barnets eller den unges hverdag og til at bidrage til et godt
samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet.
Efter Domstolens praksis stilles der høje krav til dokumentationsgrundlaget for tvangsindgreb,
herunder at der er foretaget de nødvendige undersøgelser m.v., og at grundlaget er aktuelt. Kravene
hertil øges, jo mere indgribende afgørelsen er.
Forslaget om at give børn og unge over 10 år ret til at anmode om en permanent anbringelse vil ikke
ændre på de høje dokumentationskrav, der efter den foreslåede § 67, stk. 4, stilles til en afgørelse
om en permanent anbringelse. Såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal indstilles til en
permanent anbringelse, vil indstillingen skulle indeholde en revideret børneudredning, en revideret
barnets plan eller ungeplan, en psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning
217
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0218.png
til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog samt barnets eller den unges holdning til
en permanent anbringelse. Dette svarer til, hvad der i dag gælder ved en videreført anbringelse efter
servicelovens regler, dog således, at tilknytningsvurderingen fremover altid vil skulle udarbejdes af
autoriseret psykolog.
Forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, vil have samme
partsbeføjelser som ved en afgørelse om anbringelse uden samtykke, herunder ret til gratis
advokatbistand, klageret til Ankestyrelsen og ret til at kræve Ankestyrelsens afgørelse indbragt for
retten.
På baggrund af ovenstående er det samlet set ministeriets vurdering, at den foreslåede ordning, der
giver børn og unge, der fyldt 10 år ret til at anmode om en permanent anbringelse, ikke går videre
end formålet tilsiger og dermed kan gennemføres inden for rammerne af EMRK, artikel 8.
5.2. FN’s Børnekonvention
Børnekonventionen indeholder en regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder. I det
følgende opridses en række artikler med særlig relevans for børn og unge med behov for støtte efter
denne lov.
Det grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i konventionens artikel 3, stk. 1, hvorefter
barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse
udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole,
forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer.
Dertil følger det af Børnekonventionens artikel 5, at deltagerstaterne skal respektere det ansvar og
de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller, hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar,
rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i
overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for
barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende
vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i konventionen.
Efter konventionens artikel 6, skal deltagerstaterne anerkende barnets naturlige ret til livet, ligesom
deltagerstaterne i videst muligt omfang skal sikre barnets overlevelse og udvikling.
Efter konventionens artikel 9, stk. 1, skal deltagerstaterne sikre, at barnet ikke adskilles fra sine
forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet
retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse
er nødvendig af hensyn til barnets tarv. Endvidere følger af stk. 2, at i behandlingen af enhver sag
efter stk. 1, skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og
fremføre deres synspunkter.
218
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0219.png
Efter konventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt
fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte
kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets bedste.
Efter konventionens artikel 20 har staterne pligt til at sørge for særlig beskyttelse af et barn, der
midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser. En sådan særlig
beskyttelse kan bl.a. omfatte anbringelse i pleje eller adoption.
Efter Børnekonventionens artikel 25 skal deltagerstaterne anerkende retten for et barn, der af de
ansvarlige myndigheder er blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse og behandling af hensyn til sin
fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af den behandling, som barnet får, og af
alle andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.
5.2.1. Formål og grundlæggende principper i barnets lov
Lovforslaget har bl.a. til formål at styrke barnets rettigheder i sager i sager om hjælp og støtte til
udsatte børn og unge og børn og unge med funktionsnedsættelse. Derfor indføres med lovforslagets
kapitel 2 et særskilt kapitel om grundlæggende rettigheder og principper for hjælp efter denne lov.
Lovforslaget understøtter centrale overordnede principper og rettigheder i Børnekonventionen:
Artikel 3 om at barnets tarv skal komme i første række, artikel 6 om at deltagerstaterne i videst
muligt omfang skal sikre bl.a. barnets udvikling, og artikel 12 om børns ret til at udtrykke deres
synspunkter i alle forhold der vedrører barnet, og at barnets synspunkter skal tillægges passende
vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Princippet om at barnets tarv skal komme i første række, jf. konventionens artikel 3, er således
afspejlet både i det enkelte bestemmelser i loven og formålsbestemmelsen, der fastsætter, at barnets
bedste og barnets perspektiv skal være styrende for både sagens oplysning, valg af indsats og
opfølgning på barnets trivsel og udvikling. Med lovforslagets § 7 følger endvidere, at alle voksne
omkring barnet, både forældre, netværk og fagprofessionelle vil have et ansvar for og en pligt til at
beskytte barnets grundlæggende rettigheder, sikre barnets tarv og give den støtte og hjælp, som
barnet har behov for.
Lovforslaget understøtter også det det centrale princip i konventionens artikel 6 om, at
deltagerstaterne i videst muligt omfang skal sikre barnets udvikling. Det er bl.a. afspejlet i
lovforslagets formålsbestemmelser, hvor det bl.a. fremgår af § 2, at hjælp og støtte efter lovforslaget
vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for støtte, kan opnå
de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres
jævnaldrende
Lovforslaget understøtter ligeledes det centrale princip i konventionens artikel 12 om barnets ret til
at blive hørt og få sine synspunkter tillagt passende vægt i overensstemmelse med dets alder og
219
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0220.png
modenhed. Barnets ret til at blive hørt er bl.a. afspejlet i lovforslagets kapitel 2, hvori det
tydeliggøres, at alle børn vil skulle inddrages ved kontakt og samtaler, og at deres holdninger,
ønsker og behov vil skulle høres.
Endvidere får barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, efter lovforslagets § 68 ret til anmode
kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet anbringelse og ret til at sige
nej til samvær med forældre og netværk i en periode. I begge tilfælde vil barnets ønske skulle
inddrages som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.
Endelig styrkes barnets ret til at blive hørt ved, at børn og unge ned til 10 år med lovforslagets §
145 får partsbeføjelser ved en række afgørelse og dermed bl.a. selvstændig klageret.
5.2.2. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel
Forslaget om, at give børne- og ungeudvalget mulighed for at træffe afgørelse om anbringelse af et
barn, inden barnet er født jf. § 49 har til formål at beskytte barnet i sager, hvor der foreligger
åbenbar risiko for alvorlig skade på det endnu ufødte barns sundhed og udvikling efter fødslen.
Forslaget vurderes, at være i overensstemmelse med Børnekonventionens artikel 19, stk. 1, om at
deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og
uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk
vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse,
herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt,
samt artikel 20, stk. 1, om at et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine
familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse
omgivelser, har ret til særlig beskyttelse fra statens side.
Forslaget skønnes samtidig at være i overensstemmelse med det grundlæggende princip efter
konventionens artikel 3, stk. 1, om, at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger
vedrørende børn, samt deltagerstaternes pligt efter artikel 3, stk. 2, til at træffe alle nødvendige
lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler for at sikre barnet den beskyttelse og omsorg,
der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for
barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik
herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler..
Forslaget vurderes endvidere at være i overensstemmelse med deltagerstaternes pligt efter
konventionens artikel 9, stk. 1, til at sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje,
undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i
overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af
hensyn til barnets tarv. En afgørelse om anbringelse inden fødsel efter den foreslåede bestemmelse
vil således være omfattet høje materielle og processuelle krav, herunder vil forældrene have ret til
220
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0221.png
gratis advokatbistand og til at indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen og retten. Der henvises til
afsnit 5.1.1.1.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning kan
gennemføres inden for rammerne af Børnekonventionen.
5.2.3. Suspension af samvær under en anbringelse
Med lovforslagets § 104 vil kommunalbestyrelsen efter ønske fra barnet eller den unge kunne træffe
afgørelse om, at samvær med familie og netværk midlertidigt kan suspenderes. Kommunen vil som
led i behandlingen af barnets anmodning altid skulle foretage en konkret vurdering af, om der er
grundlag for at suspendere samværet, hvori skal indgå en samlet afvejning af hensynet til barnets
interesser over for interesser hos forældre m.v., barnets alder, modenhed og funktionsevne, formålet
med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Ministeriet vurderer, at forslaget understøtter grundlæggende principper i Børnekonventionen om
barnets ret til at blive hørt, og at barnets tarv skal komme i første række. I dag er det således alene
forældrene, som har ret til at sige til samvær med barnet.
Ifølge Børnekonventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er
adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og
direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.
Suspension af samvær efter den foreslåede § 104, stk. 4, er en kortere pause fra et samvær med
forældrene, som barnet ikke ønsker, og ændrer ikke ved barnets grundlæggende ret til samvær og
kontakt og kommunens generelle forpligtelse til at understøtte, at forbindelsen mellem barnet eller
den unge og forældrene og netværket holdes ved lige, under hensyn til barnets bedste og
beskyttelsen af barnet.
Det følger således af lovforslagets § 104, stk. 5, at der kan ikke kan træffes afgørelse om suspension
af samvær efter § 104, stk. 4, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end 1
gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og vil skulle
træffes af børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 105.
Er der tale om afbrydelse af samvær, vil afgørelsen herom således ligesom i dag skulle træffes af
børne- og ungeudvalget efter de særlige regler herfor, der videreføres uændret. Dvs. at afgørelsen
skal være nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, jf. den foreslåede
§ 105, stk. 1. I overensstemmelse med gældende ret vil barnets eller unges utryghed ved samværet
være et element, som efter en konkret vurdering vil kunne begrunde en afgørelse om overvåget eller
afbrudt samvær efter det foreslåede § 105, stk. 1. Der henvises også til afsnit 5.1.1.2.
221
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0222.png
Det er på derfor ministeriets vurdering, at forslaget om midlertidig suspension af samvær også er i
overensstemmelse med konventionens artikel 9, stk. 3, om at respektere barnets ret til direkte og
personlig kontakt of forbindelse med forældrene, hvor dette ikke strider mod barnets tarv.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning kan
gennemføres inden for rammerne af Børnekonventionen.
5.2.4. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse
Efter lovforslagets § 68, stk. 1, vil et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, få ret til at anmode
kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter den foreslåede § 67,
stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en sådan anmodning, vil kommunalbestyrelsen skulle
vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling til børne-
og ungeudvalget om permanent indbringelse. Der henvises til afsnit 5.1.1.3.
Det er ministeriets vurdering, at forslagets understøtter princippet om barnets ret at blive at høre, og
princippet om, at barnets tarv skal komme i første række, jf. Børnekonventionens artikel 12 og 3.
Efter Børnekonventionens artikel 25, har børn der anbragt for at få pleje, beskyttelse og behandling
ret til periodisk gennemgang af behandlingen og anbringelsen i øvrigt. Ved an permanent
anbringelse skal sagen ikke automatisk genbehandles i børne- og ungeudvalget efter faste
intervaller, sådan som tilfældet ellers er for anbringelser uden samtykke. Det skal sikre barnet eller
den unge kontinuitet i opvækst og relationer. Kommunen vil dog fortsat løbende skulle føre tilsyn
med barnet og følge op på barnets udvikling og trivsel, jf. § 95. Det er på den baggrund ministeriets
vurdering, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med Børnekonventionens artikel 25.
Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk under en permanent
anbringelse efter samme regler, som ved anbringelse i øvrigt. Der henvises til afsnit 5.1.1.3.
Ministeriet vurderer derfor, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
Børnekonventionens artikel 9, stk. 3, om der forpligter staterne til at respektere barnets ret til direkte
og personlig kontakt of forbindelse med forældrene, hvor dette ikke strider mod barnets tarv.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning kan
gennemføres inden for rammerne af Børnekonventionen.
5.3 Konsekvenser for FN’s Verdensmål
Lovforslaget vil på en række punkter styrke barnets rettigheder og barnets stemme i sager om hjælp
og støtte til børn og unge med særlige behov, f.eks. med ny inddragelsesbestemmelse,
partsbeføjelser for børn ned til 10 år og ret for børn ned til 10 år til at anmode om bl.a. en
anbringelse. Dette vurderes at bidrage til opfyldelse af delmål 10.2. af FN’s verdensmål om, at
222
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0223.png
enhver, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden
status, i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og politiske beslutninger.
Lovforslaget vurderes endvidere at understøtte 2030-dagsordenens princip, ”Leave
no one behind”,
idet lovforslaget skal sikre bedre hjælp og støtte til de allermest udsatte børn og unge i Danmark.
Formålet med barnets lov er således, jf. lovforslagets § 2, bl.a. at hjælp og støtte efter loven skal
iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for støtte, kan opnå samme
mulighed for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Lovforslaget vil på en række punkter styrke indsatsen over for børn og unge med særlige behov og
familier med henblik på at sikre den rette hjælp i tide. Bl.a. indføres med lovforslagets kapitel 3 nye
regler om udredning og indsatser, der vil betyde, at afdækningen af barnets behov i højere grad, end
det i dag er tilfældet, kan afpasses efter sagens kompleksitet og tynde og gennemføres sideløbende
med, at barnet eller den unge og familien modtager støtte.
Ligeledes styrkes indsatsen over for de mest udsatte familier. Bl.a. indføres der med lovforslagets §
21 skærpede regler om udredning af støttebehovet hos søskende, når børn anbringes på grund af
omsorgssvigt m.v., med henblik på at hindre, at der er børn i disse meget udsatte familier, som går
under radaren eller først får hjælp, når problemerne er blevet for store.
Dette vurderes at bidrage til opfyldelsen af delmål 10.3 af FN’s verdensmål om, at alle skal sikres
lige muligheder, ligesom samfundsforårsagede uligheder skal reduceres bl.a. ved at afskaffe
diskriminerende love, politikker og skikke og ved at fremme hensigtsmæssig lovgivning, politikker
og foranstaltninger til at imødegå dette.
Lovforslaget vurderes videre at understøtte opfyldelsen af delmål 16.2 af FN’s verdensmål om at
mishandling, udnyttelse og menneskehandel og alle former for vold og tortur mod børn skal
stoppes. Således styrkes indsatsen over for børn og unge, der vokser op i familier med vold, bl.a.
ved, at kommunerne med lovforslagets § 20 forpligtes til at udrede barnets støttebehov, når barnet
har været på krisecenter med en forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder
med barnet vender tilbage til et voldeligt miljø.
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6.1 Økonomiske konsekvenser
[Udestår]
6.2 Implementeringsmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive implementeringskonsekvenser for det offentlige. Med
lovforslaget foreslås en række tiltag med henblik på afbureaukratisering og regelforenkling. Det
skal bidrage til at højne kvaliteten i den offentlige sektor ved at skabe mere tid til relationerne
223
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0224.png
mellem mennesker og lade medarbejderne bringe deres faglighed i spil for at tilrettelægge indsatser
med udgangspunkt i det enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov.
Bl.a. skal det sikres, at dokumentationskrav i sagsbehandlingen skal afspejle kompleksiteten og
tyngden af barnets eller den unges behov til gavn for en hurtigere indsats for barnet eller den unge.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 17, at kommunerne vil skulle foretage en indledende
screening og vurdering af behovet for yderligere afdækning i sager, hvor det må antages, at et barn,
en ung eller kommende forældre har brug for hjælp og støtte. For at hjælpen skal kunne komme
hurtigere i gang, og sagsbehandleren skal kunne bruge tiden bedst muligt, vil der skulle skelnes
tydeligere mellem ”lettere” og ”tunge sager”. Dertil vil afdækning eller udredning i videre omfang
end i dag kunne ske samtidig med, at kommunen hjælper barnet og er i kontakt med barn og
familie, så der er tale om aktiv undersøgelsesfase, hvor rådgiver også lærer barnet at kende.
Endvidere lægges der op til mere fleksibilitet i tilrettelæggelsen af opfølgningen på indsatsen. Det
foreslås med lovforslagets § 95, stk. 3, at kommunalbestyrelsen, i forbindelse med den første
opfølgning på barnets eller den unges udvikling og trivsel, vil skulle træffe beslutning om den
fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle afspejle
forholdene i den konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage barnets eller den unges
ønsker og behov.
Med den foreslåede ordning vil der være få formelle krav til udformningen af barnets plan og en høj
grad af fleksibilitet og frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan der følges op på de
konkrete mål i planen. Det vil være op til en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, og der
vil derfor være en væsentlig grad af fagligt skøn indlagt i kommunens beslutning om hhv. at
udarbejde en barnets plan og beslutte, hvor ofte der skal følges op i den konkrete sag.
Endelig understøtter strukturen i lovforslaget, at sagsforløbene ofte er nuancerede, og at barnets og
den unges behov og familiens situation ændrer sig med deraf følgende behov for at justere
udredningen og selve indsatsen.
Lovforslaget udskiller regler om støtte til børn og unge i en ny lov, hvilket skaber et mere
overskueligt regelsæt for sagsbehandlerne og sikrer en mere målrettet og helhedsorienteret indsats
til både socialt udsatte børn og unge og til børn og unge og familier, der har brug for støtte pga. en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
6.3. Principper for digitaliseringsklar lovgivning
Med lovforslaget foreslås det, at alle kommuner på deres hjemmeside får en synlig og let
tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som specifikt er målrettet børn og unge. Børn
og unge skal på den enkelte kommunes hjemmeside hurtigt kunne tilgå information om, hvem de
kan kontakte for at få hjælp.
224
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0225.png
Der vil således være en udgift forbundet med, at kommunerne skal opdatere deres eksisterende
hjemmesider med en mere børnevenlig tilgang. Der er dog tale om en nødvendig udgift, da det er
vigtigt, at børn og unge ved hvor og hvem de kan kontakte, hvis de står i en situation, hvor de har
brug for hjælp og støtte. Der kan både være tale om akutte situationer, men også situationer, hvor de
har spørgsmål, bekymringer med videre.
For så vidt angår øvrig sagsbehandling vil kommunale fagpersonerne fortsat kunne benytte de
samme overordnede digitale løsninger og sagsbehandlingssystemer, som de har anvendt ved
behandling efter serviceloven, om end der vil være behov for tilpasninger i f.eks. i DUBU eller
andre kommunale sagsbehandlingssystemer. Lovforslaget har således begrænsede økonomiske og
administrative konsekvenser for kommunerne for så vidt angår digitale løsninger, da de nødvendige
digitale løsninger allerede er etableret.
Social- og Ældreministeriet har herudover overvejet, hvorvidt lovforslaget følger de syv principper
for digitaliseringsklar lovgivning.
Det vurderes, at
princip nr. 1
om enkle og klare regler er iagttaget i lyset af, at der med lovforslaget
indføres en række tiltag for at sikre afbureaukratisering og regelforenkling på området. Det omfatter
bl.a. regler, der skal sikre en mere målrettet og fleksibel udredning og opfølgning afpasset efter
barnets eller den unges behov og sagens tyngde og kompleksitet. Dertil kommer, at lovforslaget i
vidt omfang vil medføre kortere og klarere lovbestemmelser.
Endvidere vil det foreslåede lovforslag betyde, at reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med
behov særlige behov samles ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller andre sociale udfordringer. Samtidig adskilles
reglerne om hjælp og støtte til børn og unge fra reglerne i serviceloven om hjælp og støtte til
voksne. På denne måde skabes der større klarhed over reglerne for børn og unge, hvilket vil
medføre, at lovgivningen bliver mere overskueligfor barnet eller den unge, familien og
sagsbehandleren.
Princip nummer 2
om digital kommunikation indebærer, at lovgivningen skal understøtte, at der
kan kommunikeres digitalt med borgere og virksomheder. Lovforslaget fastsætter ikke regler om,
hvordan og i hvilket omfang myndighederne kommunikerer digitalt eller fysisk med børn og unge
med særlige behov og deres familie. Det forudsættes kommunikation mellem myndigheder og
familier m.v. ligesom i dag vil foregå via Digital Post eller i papirform for de borgere, som er
fritaget fra at modtage post fra Digital Post efter reglerne i lov om digital post fra offentlige
afsendere.
Det vurderes, at
princip nr. 3
om at muliggøre automatisk sagsbehandling fraviges ved det
foreslåede lovforslag. Dette skyldes, at der er tale om et område, hvor der er behov for en konkret
og individuel vurdering i hver sag. Afgørelserne beror i høj grad på en skønsmæssig vurdering, hvor
225
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0226.png
barnets eller den unges samlede situation iagttages efter belysning af forholdene omkring barnet
eller den unge. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at indføre flere objektive kriterier i
bedømmelserne, da der er tale om komplekse sager, hvor der skal ske en samlet og konkret
vurdering af forholdene i sagen.
For så vidt angår
princip nr. 4
om ensartede begreber og genbrug af data er den foreslåede ordning i
lovforslaget i vidt omfang baseret på eksisterende begreber og genbrug af data. F.eks. er der lagt
vægt på muligheden for at videreføre de nationale statistikker på børne- og ungeområdet, herunder
statistik for anbringelser, statistik for forebyggende foranstaltninger og statistik for underretninger.
Af den grund er det i lovforslaget så vidt muligt prioriteret, at begreberne fra serviceloven
fastholdes, med mindre der er tale om forældet og stigmatiserende sprogbrug. Ved i vidt omfang at
fastholde begreberne er der bedre mulighed for at foretage en direkte sammenligning af data på
børne- og ungeområdet fra før og efter lovforslagets ikrafttræden. På den måde kan det nuværende
datagrundlag i højere grad videreføres og genbruges med den nye lov.
For så vidt angår
princip nr. 5
om tryg og sikker databehandling vil der ikke i lovforslaget være
regler om deling af data. Regler om deling af data i forbindelse med den kommunale
sagsbehandling på børne- og ungeområdet vil fremgå af retssikkerhedsloven.
For så vidt angår
princip nr. 6
om anvendelse af offentlig infrastruktur er det forudsat i lovforslaget,
at den eksisterende fællesoffentlige infrastruktur, herunder CPR, NemID, MitID (eller et eventuelt
fremtidigt tilsvarende elektronisk identifikationsmiddel) og Digital Post vil blive benyttet.
Endelig vurderes det, at
princip nr. 7
om forebyggelse af snyd og fejl følger de samme regler og
principper, som har gjort sig gældende ved anvendelse af serviceloven.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget vurderes at have en række positive administrative konsekvenser for borgerne.
De i lovforslaget foreslåede principper om afbureaukratisering og regelforenkling skal bidrage til, at
borgerne oplever et mere enkelt system, som i højere grad kan tilpasses individuelle behov. Med
lovforslagets kapitel 3 vil det i videre omfang end i dag blive muligt at iværksætte en indsats
parallelt med, at barnets eller den unges forhold afdækkes eller udredes, hvilket vil bidrage til at
barnet eller den unge i nogle tilfælde vil kunne få hjælp hurtigere, end det er tilfældet efter
gældende ret.
226
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0227.png
Med lovforslaget foreslås stadfæstet et børnesyn, der både i lovgivning og praksis skal sikre, at børn
og unge ses i deres egen ret, får flere rettigheder, og at rettighederne og barnets eller den unges
stemme får større betydning i sagsbehandlingen.
Lovforslagets § 145 vil medføre, at barnet eller den unge fra de er fyldt 10 år tildeles selvstændige
partsbeføjelser mod 12 år, som er aldersgrænsen efter gældende ret. Dette indebærer bl.a., at barnet
eller den unge fra 10 år vil få ret til advokatbistand i tvangsmæssige sager, ret til at se en sags akter
og ret til at klage over afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget og en række afgørelser truffet af
kommunen. For børn under 10 år vil plejefamilien, venskabsfamilien eller en støtteperson med
lovforslagets § 101 få mulighed for på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om vurdering af en
afgørelse om hjemgivelse eller skift i anbringelsessted.
Med lovforslaget vil det blive tydeliggjort, at børn og unge skal høres, og at barnets eller den unges
ønsker skal indgå som en central del af det samlede fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.
Kommunalbestyrelsen vil, som ved gældende ret, altid skulle træffe afgørelse på baggrund af en
konkret og individuel vurdering, på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets eller den
unges interesser over for interesser hos forældre m.v., barnets eller den unges alder, modenhed og
funktionsevne, formålet med indsatsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Med lovforsalgets § 48 vil det blive tydeliggjort, at barnet eller den unge har ret til at bede om en
anbringelse, hvis barnet eller den unge ikke trives i hjemmet. Børn og unge som er fyldt 10 år vil
endvidere med lovforslagets § 68 få mulighed for at bede om en permanent anbringelse. Disse
ønsker vil skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af det fagligt velunderbyggede
beslutningsgrundlag.
Med lovforslagets § 103 vil børn og unge få mulighed for at bede kommunalbestyrelsen om at
træffe afgørelse om at suspendere samværet med forældre eller netværk i op til en måned. Det vil
være en forbedring af barnets aktuelle retsstilling, hvor det kun er forældrene, der har ret til at sige
nej til samvær med barnet og ikke omvendt.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konsekvenser.
10. Natur- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have natur- og miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
227
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0228.png
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den xx. maj 2022 til den xx. juni 2022 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: 3F - Den Offentlige Gruppe, 6-Byerne, Aalborg
Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund,
Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet,
Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty International, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu,
Baglandet København, Baglandet Ålborg, Baglandet Vejle, Baglandet Århus, Bedsteforeningen,
BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Børn og Familier, Byretterne, Børnehjælpsdagen,
Børne- og Kulturchefforeningen, Børnenes Bureau, Børneringen, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Flygtningehjælp, Dansk Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykologforening, Dansk
Retspolitisk Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater,
Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Regioner, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Den
Danske Dommerforening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale
Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Departementet for Børn, Unge og Familie (Grønland),
Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening,
Domstolsstyrelsen, FABU, FADD – Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt selskab for Sundhedsplejersker, Familieretshuset, FOA
– Fag og Arbejde, FBU- ForældreLANDSforeningen, Forældre og Fødsel, Foreningen af
Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen af ledere
af sundhedsordninger for børn og unge, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Foreningen
til støtte for Mødre og Børn, Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel (RIFT), Frivilligrådet,
Godfar, HK Kommunal, HK Landsklubben, Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder ,
Joannahuset, Jordemoderforeningen, Julemærkefonden, Justitia, Jysk Børneforsorg, KFUM’s
Sociale Arbejde, KL, Kristelig Fagbevægelse, Kvinderådet, KVINFO, Københavns Universitet (Det
Juridiske Fakultet), Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen DUI-leg og virke,
Landsforeningen af ungdomsskoleledere, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),
Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS), Landsforeningen for børn og forældre,
Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsstyreområdet for Sociale Anliggender (Færøerne),
Landsforeningen LEV, Ledernes Hovedorganisation, Livsværk, Lev uden Vold, Lægeforeningen,
Lær for Livet, Mandecentret, Mentorbarn, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes Landsforening,
Politiforbundet, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden i
Grønland , Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsrevisionen, Rådet for etniske minoriteter, Røde
Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Sand, Selveje Danmark, Sind, Sjældne Diagnoser, Skole og
Forældre, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialtilsynene, Socialt Lederforum, SUMH –
Sammenslutningen af Unge med Handicap, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), TABUKA ,
Tuba, Tænketanken Adoption, Udbetaling Danmark, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund ,
Ungdommens Røde Kors , Ungdomskriminalitetsnævnet, Ungdomsringen, UNICEF Danmark,
Vestre Landsret, Østre Landsret.
228
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0229.png
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre
udgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Implementeringskonsekvenser Med lovforslaget foreslås en
for stat, kommuner og regioner række tiltag med henblik på
afbureaukratisering og
regelforenkling, som skal
bidrage til at højne kvaliteten i
den offentlige sektor ved at
skabe mere tid til relationerne
mellem mennesker og lade
medarbejderne bringe deres
faglighed i spil for at
tilrettelægge indsatser med
udgangspunkt i det enkelte
barns ønsker og behov.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Ingen
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Samlede merudgifter for det
offentlige på xxx [udestår]
Administrative konsekvenser for Ingen
erhvervslivet
Administrative konsekvenser for Lovforslagets principper om
borgerne
afbureaukratisering og
regelforenkling skal bidrage til,
at borgerene oplever et mere
enkelt system, som i højere grad
kan tilpasses individuelle behov.
Med lovforslaget indføres og
tydeliggøres desuden en række
rettigheder for børn og unge.
F.eks. foreslås det, at adgangen
til selvstændige partsbeføjelser
sænkes fra 12 år til 10 år.
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
229
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0230.png
Natur- og miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Er i strid med principperne for
implementering
af erhvervsrettet EU-regulering/
Går videre end minimumskrav i
EU-regulering
Ingen
Ingen
Ja
Nej
x
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et
særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer, og deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser fremgår af servicelovens § 1, som
rammesætter formålet med den samlede servicelov, herunder også de af servicelovens bestemmelser
som er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer.
Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1-3, i serviceloven, at formålet med loven er at tilbyde rådgivning og
støtte for at forebygge sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan
have et forebyggende sigte, og at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Det fremgår af § 1, stk. 3, 1. pkt. i serviceloven, at hjælpen efter serviceloven bygger på den
enkeltes ansvar for sig selv og sin familie.
Det fremgår endvidere af § 1, stk. 3, 2. pkt. i serviceloven at hjælpen efter serviceloven skal
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og
forudsætninger, samt af § 46, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven at støtten til børn og unge, der har et
særligt behov herfor, i hvert enkelt tilfælde skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering
af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.
Det foreslås med
stk. 1,
at formålet med denne lov skal være 1) at tilbyde børn og unge og deres
familier rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer samt 2) at tilgodese særlige behov,
der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos barnet
eller den unge.
230
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0231.png
Med det foreslåede stk. 1 vil bestemmelserne i servicelovens § 1, stk. 1, blive videreført i en form,
der dels sprogligt er tilrettet som konsekvens af, at de foreslåede bestemmelser i barnets lov alene
vil være målrettet børn og unge og deres familier, dels vil gøre bestemmelsen sprogligt mere
tidssvarende.
Det foreslåede stk. 1, er en bestemmelse, som vil præsentere det overordnede formål med den
foreslåede barnets lov.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens
regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov,
barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til
målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges særlige støttebehov.
Målgruppen for lovforslaget vil være de børn og unge og deres familier, som i dag er omfattet af
servicelovens bestemmelser på grund af sociale udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge om rådgivning, hjælp og støtte efter servicelovens
bestemmelser. Børn, unge og familier, som på grund af udfordringer hos barnet eller den unge har
ret til at modtage rådgivning, hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser, foreslås således
fremover at skulle kunne få rådgivning, hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets
lov.
Med børn og unge forstås som udgangspunkt børn og unge i alderen 0-17 år, det vil sige
mindreårige, med mindre andet fremgår af de enkelte bestemmelser.
Det fremgår af foreslåede stk. 1, at hjælp og støtte efter barnets lov vil skulle tilgodese to
overordnede hovedformål.
Det første foreslåede hovedformål vil tydeliggøre, at en foreslåede barnets lov vil skulle danne
rammen for tilbud om rådgivning og støtte til børn og unge og deres forældre for at forebygge
sociale problemer.
I overensstemmelse med gældende ret vil det foreslåede stk. 1,
nr. 1,
fastlægge, at det i den
foreslåede barnets lov vil være et væsentligt formål at sikre, at børn og unge og deres familier vil
have adgang til rådgivning med henblik på at forebygge sociale problemer. Det vil således følge af
det foreslåede stk. 1, nr. 1, at der vil skulle tilbydes rådgivning og støtte med et forebyggende sigte
til børn og unge og deres familier.
Den foreslåede rådgivning og støtte med et forebyggende sigte vil også kunne iværksættes med
henblik på at medvirke til at forebygge, at eksisterende problemer forværres.
231
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0232.png
De foreslåede tilbud om rådgivning og støtte med et forebyggende sigte vil i overensstemmelse med
gældende ret skulle omfatte børn og unge, som har behov for støtte på grund af sociale problemer
eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og deres familier, men også en bredere målgruppe af
børn, unge og familier, som måtte have behov for rådgivning og støtte for at forebygge sociale
problemer.
Det foreslåede stk. 1,
nr. 2,
vil fastlægge, at den foreslåede barnets lov i overensstemmelse med
gældende ret vil skulle danne rammen for konkrete indsatser i form af hjælp og støtte, som vil
skulle tilgodese særlige behov og dermed medvirke til at kompensere for udfordringer, der følger af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos barnet eller den unge.
Der vil være tale om hjælp og støtte til børn og unge, som har særlige behov herfor på grund af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, særlige sociale problemer eller en kombination heraf.
Hjælp og støtte, som vil skulle tilgodese sådanne særlige behov, foreslås også at skulle kunne
målrettes forældre til de børn og unge, hvis udfordringer ligger til grund for støttebehovet, i det
omfang dette vil være relevant.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil skulle danne ramme om en foreslået, bred vifte af tilbud om hjælp og
støtte efter de øvrige i den foreslåede barnets lov. Iværksættelse af foreslåede indsatser, der retter
sig mod børn og unge, som har et særligt behov for hjælp og støtte af denne karakter, vil forudsætte
en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges behov, jf. det
foreslåede § 1, stk. 3.
Det foreslås, at det som
stk. 2
fastsættes, at hjælp og støtte efter barnets lov vil bygge på forældres
ansvar for deres børn.
Med det foreslåede stk. 2 vil bestemmelsen i servicelovens § 1, stk. 3, 1. pkt., blive videreført i en
form, der sprogligt er tilrettet som konsekvens af, at bestemmelserne i barnets lov alene vil være
målrettet børn og unge og deres familier, mens servicelovens § 1 er udformet til at skulle omfatte
både børn, unge og voksne.
Af det foreslåede stk. 2 fremgår det således, at udgangspunktet for den hjælp og støtte, der vil kunne
iværksættes efter den foreslåede barnets lov, vil være, at forældrene har et ansvar for at drage
omsorg for barnet eller den unge under 18 år og medvirke til at sikre barnets eller den unges ret til
omsorg og tryghed. Forældrene har i forlængelse heraf en pligt til at samarbejde med kommunen
ved begyndende mistrivsel og i videst muligt omfang tage ansvar for barnets eller den unges
personlige forhold.
Der vil dog i hvert enkelt tilfælde skulle tages hensyn til den enkelte forælders forudsætninger og
muligheder for at løfte det forældreansvar, som alle forældre i udgangspunktet har for deres børn.
Dette hensyn vil skulle sikre, at børn og unge ikke vil komme til at stå uden nødvendig hjælp og
232
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0233.png
støtte, fordi nogle forældre ikke eller kun vanskeligt kan leve op til deres forældreansvar, eller fordi
der ikke iværksættes de nødvendige tiltag for at understøtte forældrene i at varetage dette ansvar.
Endeligt foreslås det, at det som
stk. 3
fastsættes, at hjælp og støtte efter barnet lov vil skulle
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den
enkelte unges og familiens behov, forhold og forudsætninger.
Med det foreslåede stk. 3 vil bestemmelserne i servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., samt § 46, stk. 2, 2.
pkt., blive videreført i en sammenskrevet form, der er sprogligt tilrettet som konsekvens af, at
bestemmelserne i barnets lov alene vil være målrettet børn og unge og deres forældre, mens
servicelovens § 1 er udformet til at skulle omfatte både børn, unge og voksne.
Det foreslåede stk. 3 vil således i overensstemmelse med gældende ret slå fast, at der altid vil skulle
foretages en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og
familiens forhold, inden der iværksættes hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.
Dette foreslåede grundlæggende princip vil skulle sikre, at den hjælp og støtte, der tilbydes, vil
afspejle barnets eller den unges særlige støttebehov, og at de tiltag, der vil blive iværksat, vil
matche netop de behov, som den enkelte har. Det vil gælde uanset om støttebehovet har afsæt i
sociale problemer, nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, eller en
kombination heraf. Samtidig vil det foreslåede princip være med til at sikre, at den enkelte sag vil
være tilstrækkeligt oplyst til, at den ansvarlige myndighed vil kunne træffe en velbegrundet og
korrekt afgørelse i hver enkelt sag.
Det foreslåedes stk. 3 har således til formål at understøtte, at hjælp og støtte vil skulle iværksættes
med henblik på at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for børnene og de unge. Heri ligger, at der
blandt de muligheder, som den foreslåede barnets lov vil give adgang til at iværksætte, vil skulle
vælges hjælp og støtte, der må anses for den rette til at opfylde det enkelte barns eller den enkelte
unges behov i det konkrete tilfælde.
De foreslåede bestemmelser i den foreslåede § 1 vil således, i samspil med de foreslåede
bestemmelser i den foreslåede § 2, skulle medvirke til at skabe rammerne for en god og rettidig og
helhedsorienteret indsats til børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier med afsæt i
en grundig belysning af barnets, den unges og familiens problemer, ressourcer og støttebehov.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de sproglige tilpasninger af den
foreslåede § 1, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn
og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.
233
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0234.png
Til § 2
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et
særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer, og deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser målrettet børn og unge og deres familier
fremgår af servicelovens § 46, der omhandler formålet med de bestemmelser, som alene regulerer
indsatser målrettet børn og unge med behov for særlig støtte.
Det fremgår af § 1, stk. 2, i serviceloven, at formålet med hjælpen efter loven er at fremme den
enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og
forbedre livskvaliteten.
Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt. i serviceloven, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der
har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for
personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Det fremgår endvidere af servicelovens § 46, stk. 1, 2. pkt., at støtten skal ydes med henblik på at
sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at 1) sikre kontinuitet i opvæksten og et
trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets
eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk, 2) sikre barnets eller den unges
muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og
netværk, 3) understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en
uddannelse, 4) fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og 5) forberede barnet eller den
unge til et selvstændigt voksenliv.
Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 2, at den støtte, der ydes skal være tidlig og
helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det
nære miljø. Støtten skal desuden i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret
vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.
Efter servicelovens § 46, stk. 3, skal støtten bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og
barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse
med barnets eller den unges alder og modenhed. Endelig fremgår det, at barnets eller den unges
vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis
dette ikke er muligt, fremgår det af samme bestemmelse, at foranstaltningens baggrund, formål og
indhold skal tydeliggøres for forældrene.
Med lovforslaget foreslås det, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier
vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som vil skulle danne rammen for alle
234
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0235.png
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Det foreslås, at § 2 vil skulle indeholde de foreslåede nye formålsbestemmelser, som vil skulle
danne rammerne for den hjælp og støtte, som vil kunne ydes efter den foreslåede nye hovedlov.
Målgruppen for lovforslaget vil være de børn og unge og familier, som i dag er omfattet af
servicelovens bestemmelser på grund af sociale udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge. Børn, unge og familier, som på grund af udfordringer hos
barnet eller den unge har ret til at modtage hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser,
foreslås således fremover at skulle kunne få hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i
barnets lov.
Der vil kunne være tale om børn og unge med sociale problemer, herunder børn, hvor forældrene
ikke eller kun vanskeligt kan leve op til deres forældreansvar. Hjælp og støtte vil også skulle
iværksættes over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder f.eks.
døve og døvblinde børn og unge samt børn og unge med udviklingshæmning, opmærksomheds-
forstyrrelse, synshandicap, medfødt eller erhvervet hjerneskade eller bevægehandicap m.v. Den
foreslåede barnets lov vil være målrettet børn og unge under 18 år og deres familier, med mindre
det eksplicit fremgår af de konkrete bestemmelser at hjælp og støtte kan gives til unge over 18 år.
Det foreslås, at det som
stk. 1, 1. pkt.,
fastsættes, at hjælp og støtte efter loven skal iværksættes med
henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme
muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Med særlig støtte forstås støtteindsatser efter denne lov.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., videreføres bestemmelsen i servicelovens § 46, stk. 1, 1. pkt. med
sproglige opdateringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Samtidig foreslås det, at det som
stk. 1, 2. pkt.,
fastsættes, at hjælp og støtte også vil kunne
iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den
unge eller familien.
Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., videreføres intentionerne i servicelovens § 1, stk. 2 i en sprogligt
tilrettet og sammenskrevet form. Der er ikke hermed tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 1 er en formålsparagraf, som vil opstille de foreslåede overordnede
målsætninger for hjælp og støtte til børn og unge, herunder også børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for støtte. Med behov for særlig støtte forstås
et behov, som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står
åbne for børn eller unge og deres familier som f.eks. tilbud efter dagtilbudsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1912 af 6. oktober 2021.
235
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0236.png
Med det foreslåede stk. 1 understreges det, at kommunens opgave over for denne gruppe af børn og
unge og deres familier i medfør af barnets lov vil være at forsøge at sikre børnenes og de unges
opvækstvilkår, så de vil kunne opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og - på
sigt - et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Disse overordnede målsætninger vil så vidt
muligt skulle tilgodeses i forbindelse med tilrettelæggelsen af hjælp og støtte til alle børn og unge,
som vil være i målgruppen for rådgivning, hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.
Det fastsættes endvidere med den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med gældende ret, at
hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle kunne medvirke til at lette hverdagen og
understøtte livskvaliteten for barnet, den unge eller familien. Dette vil særligt være væsentligt for de
børn og unge, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke vil have mulighed for
at kunne opnå samme personlige udvikling, sundhed og mulighed for på sigt at få et selvstændigt
voksenliv som deres jævnaldrende, selv med omfattende hjælp og støtte efter den foreslåede barnets
lov. Det vil også gælde for børn og unge, hvis nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne alene
medfører et behov for hjælp og støtte efter kapitel 8 i den foreslåede barnets lov, eksempelvis i form
af ledsagelse til barnet eller den unge eller et økonomisk tilskud til forældrene i form af hjælp til
dækning af nødvendige merudgifter.
For børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil det således ofte være et
væsentligt formål med hjælpen og støtten efter den foreslåede barnets lov at understøtte
livskvaliteten og lette hverdagen for barnet eller den unge og familien.
Det foreslås endvidere, at det som
stk. 2, 1. pkt.,
indsættes, at hjælp og støtte efter denne lov skal
ydes med afsæt i barnets eller den unge perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at sikre
barnets eller den unges bedste.
Det fremgår af det foreslåede
stk.2, 2. pkt., nr. 1-5,
at hjælp og støtte, i det omfang det vil være
relevant for det enkelte barn eller den enkelte unge, vil skulle tilrettelægges med henblik på at sikre
barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer, blandt
andet til at indgå i sociale relationer og netværk, at fremme barnets eller den unges sundhed og
trivsel, at understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en
uddannelse, at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv, samt at sikre kontinuitet
i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at
understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk.
Med det foreslåede stk. 2 videreføres servicelovens § 46, stk. 1 og stk. 3, 1. pkt., i en form, der er let
sprogligt tilrettet. Der er ikke hermed tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 2 vil sammen med de øvrige foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 1 og 2,
lægge den overordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende særlig støtte til børn og
unge, som vil skulle forstås i lyset af lovens formål.
236
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0237.png
I det foreslåede stk. 2, nr. 1-5, fremhæves en række opmærksomhedspunkter, som vil afspejle
centrale forhold i barnets eller den unges udvikling, som i det omfang, det er relevant, vil skulle
tages i betragtning forud for og i forbindelse med iværksættelse af hjælp og støtte efter den
foreslåede barnets lov.
Det foreslåede stk. 2 vil således medvirke til at understøtte, at der vil blive skabt sammenhæng i
indsatsen for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie.
Hjælpen og støtten til det enkelte barn eller unge vil efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skulle
tilrettelægges, så der tages højde for, at barnets eller den unges mulighed for personlig udvikling og
opbygning af eksempelvis sociale relationer sikres. Dermed understreges det, at barnet eller den
unge vil kunne have behov for hjælp til at udvikle personlige og sociale kompetencer, f.eks. ved at
få støtte til at opretholde venskaber og indgå i sociale netværk, fritidsaktiviteter m.v.
Hjælpen og støtten vil desuden med det foreslåede stk. 2, nr. 2, i lighed med de gældende regler i
serviceloven skulle tilrettelægges under hensyntagen til eventuelle behov for at fremme barnets eller
den unges sundhed og trivsel eksempelvis ved at sikre, at børn og unge med behov for særlig støtte,
herunder børn og unge med funktionsnedsættelse, kommer til de forebyggende
helbredsundersøgelser hos læge og sundhedsplejerske.
Hjælp og støtte vil endvidere efter det foreslåede stk. 2, nr. 3, skulle tilrettelægges på en sådan
måde, at den vil kunne understøtte barnets eller den unges skolegang og inklusion i
uddannelsessystemet. Dermed vil det blive fastsat, at der i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte i
relevant omfang vil skulle tages hensyn til udviklingen af barnets eller den unges faglige
kompetencer, så barnet eller den unge så vidt muligt kan få en uddannelse.
Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil understøtte opmærksomheden på, at hjælp og støtte efter den
foreslåede barnets lov vil skulle sigte mod at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt
voksenliv.
Der vil i tilrettelæggelse af hjælp og støtte også skulle være særlig opmærksomhed på, at hjælp og
støtte efter den foreslåede barnets lov til nogle børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne i visse tilfælde vil skulle have et mere kompenserende sigte. I overensstemmelse med
gældende ret vil der derfor i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte skulle anlægges et
helhedsperspektiv i forhold til det enkelte barns eller den enkelte unges tilværelse og udvikling i
indsatsen for det enkelte barn eller den unge.
Med det foreslåede stk. 2, nr. 5, foreslås det fastsat, at barnet eller den unge så vidt muligt vil skulle
sikres kontinuitet i opvæksten og mulighed for at vokse op i et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder
nære og stabile omsorgsrelationer. Det vil i den forbindelse være centralt, at de familiemæssige
relationer vil skulle understøttes under hensyn til, hvad der er barnets bedste, blandt andet med
237
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0238.png
henblik på at barnet eller den unge så vidt muligt vil kunne bevare et stabilt netværk i et eventuelt
anbringelsesforløb.
Det foreslås, at det som
stk. 3,
fastsættes, at hjælp og støtte skal være tidlig og helhedsorienteret, så
problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Med det foreslåede stk. 3, videreføres servicelovens § 46, stk. 2, 1. pkt., i sprogligt tilpasset form
uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 3 vil sammen med de øvrige foreslåede bestemmelser i de foreslåede §§ 1 og 2,
lægge den overordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende hjælp og støtte til børn
og unge, som skal forstås i lyset af lovens formål.
Med det foreslåede stk. 3 angives, at det vil være et grundlæggende princip for den hjælp og støtte,
som vil skulle gives efter den foreslåede barnets lov, at indsatsen vil skulle være sammenhængende
og vil skulle sættes i værk så tidligt som muligt.
Bestemmelsen vil således indebære, i overensstemmelse med gældende ret, at støtten skal ydes på et
så tidligt tidspunkt som muligt ud fra en opfattelse af, at den tidlige indsats i en del tilfælde kan
standse et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb. Endelig slås det fast, at det vil være et mål at opfange
problemer så tidligt, at de så vidt muligt kan afhjælpes i familien og barnets eget miljø.
En tidlig og helhedsorienteret indsats vil ofte forudsætte, at der arbejdes tværfagligt mellem
forskellige forvaltninger, sektorer og faggrupper, for at den nødvendige viden er til stede, inden der
træffes beslutning om, hvilken hjælp og støtte der vil skulle iværksættes.
Det vil i den forbindelse også være væsentligt, at barnets eller den unges egne synspunkter høres og
tillægges vægt i overensstemmelse med den enkeltes alder, modenhed og eventuelle særlige
udfordringer, eksempelvis som følge af særlig psykisk sårbarhed eller nedsat psykisk
funktionsevne. I forhold til de foreslåede rammer for inddragelse af børn og unge henvises til det
foreslåede kapitel 2.
I formuleringen ”det nære miljø” vil ligge at kommunen både vil skulle forsøge at drage nytte af
ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende
søskende, og også vil skulle overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i
øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne.
I denne sammenhæng er det dog vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i
opgaveløsningen vil kunne skabe konflikter og medføre uheldige følger for barnet eller den unge.
Dette vil særligt kunne være relevant i tilfælde af alvorlige æresrelaterede konflikter.
238
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0239.png
Den foreslåede forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov skal være
tidlig og helhedsorienteret, vil blandt andet skulle medvirke til at understøtte den forpligtelse, som
kommunalbestyrelsen vil få i medfør af kapitel 2 om kommunalbestyrelsens forpligtelser, herunder
lovforslagets § 13. Efter denne foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af
servicelovens § 19, stk. 1-3, vil kommunalbestyrelsen blandt andet skulle sikre, at den indsats for
børn og unge og deres familier, der iværksættes efter barnets lov, indgår som en del af den samlede
indsats for børn og unge, samt understøtte, at indsatsen for børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte sker i tæt sammenhæng med de
tilbud, der iværksættes for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
Forpligtelserne i det foreslåede stk. 3 vil endvidere skulle ses i sammenhæng med
retssikkerhedslovens § 3, som slår fast, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp
så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken, samt
retssikkerhedslovens § 5, som slår fast, at kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og
spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale
lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Det følger ligeledes af retssikkerhedslovens §
5, at kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden
myndighed eller efter anden lovgivning.
Endvidere vil det foreslåede stk. 3 skulle ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens § 6, hvoraf
fremgår, at hvis en borger har brug for hjælp i længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i
forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og
behov på længere sigt.
Det kan af ovenstående udledes, at kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på
betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes barnets eller den unges behov både her og nu
og på længere sigt, fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer. Det
kan ligeledes udledes, at kommunalbestyrelsen allerede tidligt i forløbet vil skulle foretage en
kvalificeret vurdering af omfanget af støttebehovet og af, hvilke indsatser der bør iværksættes på
såvel kort som lang sigt, samt at hjælpen vil skulle være sammenhængende og i nødvendigt omfang
udføres på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer.
Det foreslåede stk. 3 vil således indebære, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
tilrettelæggelsen af hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tage afsæt i
kommunernes eksisterende ansvar for at sikre en helhedsorienteret, velforberedt, rettidig og
inddragende proces i sager om hjælp og støtte til børn og unge.
Endeligt foreslås det med
stk. 4
at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt vil skulle
løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal
baggrunden herfor forklares og begrundes over for forældremyndighedsindehaveren og for barnet
eller den unge, ligesom baggrund for, formål med og indhold af hjælpen og støtten i disse tilfælde
skal tydeliggøres over for barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.
239
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0240.png
Med det foreslåede stk. 4 foreslås bestemmelserne i servicelovens § 46, stk. 3, 2. og 3. pkt.
videreført med sproglige opdateringer. Der er ikke hermed tiltænkt indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 4 vil skulle ses i tæt sammenhæng med det foreslåede kapitel 2 og lovforslagets
§ 13. Efter denne foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af servicelovens § 19, stk.
1, vil kommunalbestyrelsen blandt andet skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter
børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det
fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed.
Det foreslåede stk. 4 vil angive, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så vidt det er
muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken, og at kommunalbestyrelsen
vil skulle begrunde det over for barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren, hvis dette
ikke er muligt.
Baggrunden for den foreslåede målsætning i det foreslåede stk. 4 er en grundlæggende erkendelse
af, at barnet eller den unge uanset udfordringerne er en del af familien. Det er derfor væsentligt at
bevare familieenheden, hvis mulighederne herfor er til stede.
På den anden side vil det med den foreslåede bestemmelse også blive signaleret, at forståelsen og
samarbejdet med familien kun vil række til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges
forhold tilsiger et nødvendigt indgreb som strider mod forældrenes vilje, så må dette indgreb finde
sted til trods for forældrenes manglende medvirken. Det er væsentligt at sikre denne forpligtelse ud
fra en erkendelse af, at selv om alle forældre ønsker det bedste for deres børn, er det ikke alle
forældre, som er i stand til at give deres børn den tryghed og basale omsorg, som barnet eller den
unge har brug for.
Hensynet til, hvad der er bedst for barnet eller den unge, vil således skulle veje tungest. Det er i
denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien, da hele
barnets eller den unges situation vil skulle vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære
miljø. Det vil også være vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.
Når det vil være nødvendigt at gribe ind med hjælp og støtte mod forældrenes vilje, vil
begrundelsen, foranstaltningens formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes
eller kan forudses, skulle være beskrevet på en sådan måde, at de er så tydelige som muligt for alle
parter.
Derved understreges det, at iværksættelse af hjælp og støtte uden samtykke vil kræve en særlig
opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen af alle afgørelser.
Dels fordi denne type indsatser vil være meget indgribende, og dels fordi det erfaringsmæssigt
vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og
240
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0241.png
unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser en tvangsmæssigt iværksat
indsats vil kunne få for dem.
Anvendelse af indsatser, der kan gennemføres tvangsmæssigt, er nærmere beskrevet særligt i kapitel
5 og 6.
Samlet set vil den foreslåede § 2 skulle medvirke til at sikre, at den foreslåede hjælp og støtte til
børn og unge med særlige behov og deres familier vil skulle tilrettelægges med henblik på at sikre,
at børn og unge vil kunne få de bedst mulige opvækstvilkår under hensyntagen til det enkelte barns
eller den enkelte unges særlige udfordringer og ressourcer.
Støtten vil skulle ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Det er i denne
forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien, da hele barnets
eller den unges situation vil skulle vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø.
Det vil også være vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.
De foreslåede overordnede målsætninger i den foreslåede § 2 vil gælde såvel i forbindelse med
forebyggende hjælp og støtte som med den målrettede indsats over for børn og unge med behov for
særlig støtte.
De foreslåede bestemmelser i § 2 vil således i samspil med de foreslåede bestemmelser i § 1 skulle
medvirke til at skabe rammerne for en god, rettidig og helhedsorienteret indsats til børn og unge
med behov for særlig støtte og deres familier med afsæt i en grundig belysning af barnets, den
unges og familiens problemer, ressourcer og støttebehov.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de foreslåede sproglige tilpasninger af
den foreslåede § 2, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet
børn og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.
Til § 3
Der er ikke fastsat udtrykkelige regler i serviceloven om, hvem afgørelser om hjælp og støtte til
børn og unge under 18 år træffes over for.
Efter Ankestyrelsens praksis træffes afgørelser dog som udgangspunkt over for
forældremyndighedens indehaver.
Der kan dog være særlige tilfælde, f.eks. i ulykkestilfælde, hvor den eller de personer, der har
forældremyndigheden over for barnet, mister livet eller forhold til uledsagede flygtningebørn, hvor
der er behov for at træffe en afgørelse om hjælp og støtte, herunder om anbringelse uden for
241
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0242.png
hjemmet, inden Familieretshuset formelt har udpeget en indehaver af forældremyndigheden over
barnet eller den unge, herunder eventuelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver.
Der vurderes at være behov for en klarere retsstilling på området og det foreslås derfor, at der som
noget nyt fastsættes udtrykkelige regler om, hvem afgørelsen om hjælp og støtte efter den
foreslåede barnets lov træffes over for.
Det foreslås derfor, at det fastsættes i § 3, at afgørelser om hjælp og støtte som udgangspunkt
træffes som over for forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den
unge under 18 år, med mindre andet fremgår af denne lov.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter
kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den
mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på
afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til
barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand
eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
Forslaget vil indebære, at børn og unge er parter i en sag om støtte efter de foreslåede bestemmelser
i barnets lov, men vil samtidig indebære, at deres partsstatus og dermed retten til at lade sig
repræsentere som udgangspunkt udøves af forældremyndighedsindehaveren efter
forældremyndighedslovens § 2. Klageadgang er dog særskilt reguleret i den foreslåede § 144.
Børn og unge, der er fyldt 10 år vil, for så vidt angår de specifikke afgørelser, der fremgår af den
foreslåede § 145, få selvstændig partsstatus og vil i disse sager selv kunne udøve egen partsstatus og
retten til at lade sig repræsentere af andre.
Lovforslaget vil samtidig indebære en videreførsel af den gældende retstilstand, hvorefter loven vil
gælde enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, jf. den foreslåede § 4 i barnets lov. I de tilfælde,
hvor forældremyndighedsindehaveren ikke vil have lovligt ophold i Danmark, men den mindreårige
har lovligt ophold, vil afgørelsen efter bestemmelsen skulle tage udgangspunkt i den mindreåriges
opholdsgrundlag jf. retspraksis fra landsretten.
Til § 4
Det fremgår servicelovens § 2 har enhver, der opholder sig her i landet, ret til hjælp efter
serviceloven. Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 2, at social- og ældreministeren kan fastætte
regler om, hvilke ydelser efter denne lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet og
de nærmere betingelser herfor. Det fremgår § 3, stk. 3, kan der ved aftale med andre stater eller
internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling
242
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0243.png
eller pleje m.v. af længere varighed her i landet af personer, som har særlig tilknytning til landet,
men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder herboende
personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har
en særlig tilknytning.
Det foreslås, at kapitel 1 i barnets lov ud over de foreslåede, nye formålsbestemmelser for loven
også skal omfatte bestemmelser om lovens anvendelsesområde.
Med henblik på at skabe grundlag for en afgrænsning af anvendelsesområdet for den foreslåede
barnets lov foreslås det, at det som
stk. 1
fastsættes, at enhver, der opholder sig lovligt i Danmark,
og som er omfattet af den foreslåede § 1, vil have ret til hjælp efter lov. Ved enhver forstås dermed i
denne sammenhæng børn, unge og familier.
Anvendelsesområdet for barnets lov foreslås således at skulle være de børn, unge og deres familier,
som i dag er omfattet af servicelovens bestemmelser på grund af sociale udfordringer eller nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Børn, unge og familier, som på grund
af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til at modtage hjælp og støtte efter servicelovens
bestemmelser, foreslås således fremover at skulle kunne få hjælp og støtte efter de foreslåede
bestemmelser i barnets lov.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelserne i servicelovens § 2, i en let sprogligt tilrettet
form, hvor der dels tages højde for målgruppen for barnets lov, dels bruges der i stedet for
betegnelsen her i landet bruges betegnelsen i Danmark. Den foreslåede sproglige tilretning har til
formål at tydeliggøre, at der med afgrænsningen alene henvises til lovligt ophold i Danmark, ikke til
lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele.
Forslaget har således til formål at videreføre princippet i servicelovens § 2 om, at lovens ydelser
kun kan gives til personer, der lovligt opholder sig her i Danmark, dvs. ikke i Grønland, på
Færøerne eller i udlandet. Dette vil gælde uanset nationalitet. En dansk statsborger vil altid have
lovligt ophold i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, vil
være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde og således vil kunne have krav på hjælp og støtte
efter lovforslagets enkelte bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at et barn eller en ung
uden lovligt ophold dog efter den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, vil kunne anbringes på en
sikret institution, hvis en række nærmere anførte betingelser er opfyldt. Der henvises til
bemærkningerne til § 62, stk. 2.
Det vil efter bestemmelsen ikke være afgørende, om den pågældende er dansk statsborger. Det vil
sige, at også en udlænding, som opholder sig lovligt her i landet vil have ret til hjælp efter samme
regler som danske statsborgere. Det bemærkes i den forbindelse, at et barn eller en ung, som
opholder sig lovligt i Danmark, som i dag vil have krav på hjælp og støtte efter lovforslaget, uanset
243
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0244.png
at barnets eller den unges forælder eller forældre ikke opholder sig lovligt i Danmark. Det henvises
i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 3.
Betingelsen i lovforslagets § 3, stk. 1, om lovligt ophold her i Danmark vil betyde, at den
pågældende udlænding fysisk vil skulle opholde sig i Danmark og endvidere vil skulle have et
lovligt opholdsgrundlag. Ved vurderingen af, om en udenlandsk statsborger har lovligt ophold i
barnets lovs forstand, vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende har lovligt ophold i
udlændingelovgivningens forstand.
Blandt andre udlændinge, der har lovligt ophold efter udlændingelovens bestemmelser, vil have
lovligt ophold i lovforslagets forstand. Det betyder bl.a., at udlændinge, der efter reglerne i
udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a har ret til at opholde sig i Danmark, vil have lovligt ophold i
lovforslagets forstand.
En udlænding med opholdstilladelse – tidsbegrænset eller tidsubegrænset – eller visum vil således
have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Det vil gælde uanset opholdsgrundlagets karakter og
varighed.
Nordiske statsborgere kan efter udlændingelovens § 1 uden tilladelse indrejse og opholde sig her i
landet og vil derfor også have lovligt ophold i lovforslagets forstand.
Omfattet af personkredsen vil også være børn og unge, der har ret til ophold i Danmark i medfør af
EU-reglerne, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for
udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelig (EU-
opholdsbekendtgørelsen), som gennemfører direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) i dansk ret.
Udlændinge omfattet af EU-reglerne har en umiddelbar ret til ophold, hvis betingelserne herfor er
opfyldt. Det gælder, selvom de ikke har fået udstedt et EU-opholdsdokument i henhold til
bekendtgørelsen, idet sådanne opholdsdokumenter er konstaterende og ikke retsstiftende.
Også udlændinge med processuelt ophold, jf. udlændingelovens § 33 a, dvs. udlændinge, der efter
udlændingelovens regler har ret til at opholde sig her i landet under behandlingen af en ansøgning
om opholdstilladelse, vil være omfattet af bestemmelsen. Disse børn og unge vil dog samtidig
kunne være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, i hvilke tilfælde der gælder
en særlig procedure for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte, jf. herom længere
nedenfor.
Endvidere indeholder udlændingelovens § 33 b regler om opsættende virkning. Opsættende
virkning indebærer, at en udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse bibeholder hidtil
opnåede rettigheder, og at en fastsat udrejsefrist suspenderes. Hvis udlændingen ikke har opnået
rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning for udlændingen som processuelt
ophold. Der kan herom i øvrigt henvises til bemærkningerne til L 189, jf. Folketingstidende 2019-
244
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0245.png
20, tillæg A. En udlænding, der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på forlængelse eller
inddragelse af opholdstilladelsen, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Har den
pågældende imidlertid ret til at opholde sig her i landet, mens en klage over en sådan afgørelse
behandles, (opsættende virkning), vil udlændingen være omfattet af lovforslagets
anvendelsesområde.
Endelig vil udlændinge, der opholder sig i Danmark på et opholdsgrundlag, der kan sidestilles med
et lovligt ophold efter udlændingeloven, herunder processuelt ophold, være omfattet af den
foreslåede bestemmelse. Dette vil f.eks. kunne være udlændinge med ret til ophold efter lov om
midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., jf.
lov nr. 2055 af 16. november 2021, eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der
er fordrevet fra Ukraine, jf. lov nr. 324 af 16. marts 2022 med senere ændring.
En udlænding, der er idømt frihedsstraf og udvist med den følge, at den pågældendes
opholdsgrundlag er bortfaldet, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Endelig vil en
udlænding ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand, hvis den pågældende er udelukket fra
opholdstilladelse, f.eks. på grund af kriminalitet, men opholder sig her i landet på et såkaldt tålt
ophold under henvisning til, at den pågældende ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens
refoulementsforbud (forbud mod udsendelse af en udlænding til et land, hvor den pågældende
risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7).
For så vidt angår udlændinge, der er omfattet af lovforslaget, og som er under Udlændingestyrelsens
forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. dog stk. 3 og 4, bemærkes, at
udlændingelovens regler vil have forrang. Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., får en
udlænding, der opholder sig i Danmark som asylansøger, udgifterne til underhold og nødvendige
sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles
opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, jf. dog bl.a. stk. 3 og 4. Efter udlændingelovens § 42 a,
stk. 2, gælder det samme for udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5
ikke har ret til at opholde sig i landet, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af
udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4. Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse efter § 42 a, stk. 1
og 2, omfatter også mindreårige udlændinge.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 i barnets lov vil således ikke finde anvendelse i det omfang,
udlændingemyndighederne inden for asylindkvarteringssystemet vil kunne imødekomme eventuelle
behov for støtte eller hjælp. I det omfang, der til denne gruppe er behov for yderligere
foranstaltninger, hjælp eller støtte efter lovforslaget, vil det være Udlændingestyrelsen, der
godkender og afholder betalingen herfor. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere ikke finde
anvendelse, hvis der vil kunne træffes afgørelse efter udlændingelovens kapitel 9 b om anbringelse
af uledsagede mindreårige udlændinge.
Det foreslås i overensstemmelse med gældende ret, at børn og unge, der opholder sig lovligt i
Danmark, mens deres sag om opholdstilladelse behandles, dvs. har processuelt ophold, vil skulle
245
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0246.png
være omfattet af den foreslåede barnets lov, og at kommunerne vil kunne iværksætte hjælp og støtte
til denne gruppe af udlændinge efter reglerne i den foreslåede barnets lov.
Hermed vil børn af asylansøgere, der har deres sag om opholdstilladelse under behandling i
overensstemmelse med gældende ret, også skulle være omfattet af den foreslåede barnets lov. Disse
børn og unge vil dog samtidig være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, hvorfor der
gælder en særlig procedure for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte, jf. nedenfor.
Hjælp eller støtte, der iværksættes af kommunerne eller kommunernes børne- og ungeudvalg efter
den foreslåede barnets lov, vil skulle være afpasset den midlertidige karakter, som den pågældende
udlændings opholdsgrundlag måtte have.
Udlændingestyrelsen har efter udlændingelovens § 42 a, stk. 2, forsørgelsespligt over for
udlændinge uden lovligt ophold, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen.
Iværksættelse af sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte kan derfor som udgangspunkt ikke ske
uden Udlændingestyrelsens forudgående godkendelse af betaling.
Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, at en udlænding, der opholder sig her i landet, og som
indgiver ansøgning om asyl, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser
dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt omfatter også nødvendige sociale foranstaltninger, hjælp
eller støtte.
Udlændingeloven betragtes i den sammenhæng som en særlov. Den foreslåede barnets lov vil
således ikke finde anvendelse i det omfang, udlændingemyndighederne inden for asylsystemet kan
imødekomme eventuelle behov for støtte eller hjælp. I det omfang der er behov for yderligere
foranstaltninger, hjælp eller støtte efter den foreslåede barnets lov, vil det være
Udlændingestyrelsen, der godkender og afholder betalingen herfor.
Det foreslås i
stk. 2
at give social- og ældreministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvilke
ydelser efter barnets lov der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om
betingelserne herfor. Dette vil være en videreførelse af servicelovens § 2, stk. 2. Der foreslås ingen
indholdsmæssige ændringer.
Bestemmelsen indebærer, at social- og ældreministeren skal kunne fastsættes nærmere regler for,
hvilke former for hjælp og støtte efter barnets lov, der vil kunne medtages under et midlertidigt
ophold i udlandet og de nærmere rammer herfor.
Den foreslåede bemyndigelse foreslås i lighed med i dag udnyttet til fastsættelse af reglerne i
bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2009 om ydelser efter lov om social service under
midlertidige ophold i udlandet (herefter udlandsbekendtgørelsen), hvori der er fastsat regler om den
enkelte borgers ret til at medtage visse ydelser.
246
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0247.png
Udlandsbekendtgørelsen vil dermed skulle justeres, så den også fremover vil omfatte bestemmelser
om ret til at medtage de ydelser målrettet børn og unge og deres familier, som i dag kan medtages
med henvisning til serviceloven, men som det foreslås fremover vil skulle ydes efter den foreslåede
barnets lov.
Retten til at medtage ydelser vil kun gælde for de ydelser, der specifikt er nævnt i
udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. En kommune kan dog vælge at fastsætte sit serviceniveau, så
det er muligt at medtage visse andre ydelser.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at visse former for hjælp og støtte til børn, unge og deres
familier kan medtages under midlertidige ophold, herunder ferieophold, i udlandet.
Med det foreslåede
stk. 3
foreslås det, at der ved aftale med andre stater eller internationale
organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v.
af længere varighed efter denne lov i Danmark til personer, som har særlig tilknytning til landet,
men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold i Danmark. Det samme gælder til herboende
personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har
særlig tilknytning.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres servicelovens § 2, stk. 3, med enkelte sproglige
tilretninger og herunder den sproglige tilpasning at betegnelsen ”her i landet” ændres til ”i
Danmark”. Det præciseres herved, at der med betegnelsen menes lovligt ophold i Danmark og ikke
til lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i
bestemmelsen.
Servicelovens § 2, stk. 3, er en videreførelse af § 3, stk. 2, i lov nr. 1128 af 22. december 1993 om
social bistand. Bestemmelsen blev indført på baggrund af forberedelserne til Danmarks tiltrædelse
til Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, jf.
Folketingstidende 1993-94 (1. samling), tillæg A, spalte 1939. Det foreslåede stk. 3 vil således give
hjemmel til, at der også efter barnets lov vil kunne indgås aftaler med andre stater og internationale
organisationer om mulighed for at yde hjælp til børn og unge i situationer, hvor der eksempelvis er
opstået behov for hjælp til behandling eller pleje, uden at barnet eller den unge på
ansøgningstidspunktet opholder sig i Danmark, men hvor barnet eller den unge har særlig
tilknytning til landet. Det samme vil gøre sig gældende ved behandling eller pleje m.v. til herboende
børn og unge, der tager ophold i et andet land, hvortil de har særlig tilknytning.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de sproglige tilpasninger af den
foreslåede § 4, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn
og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.
247
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0248.png
Til § 5
Det følger af servicelovens § 46, at, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt
behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå samme muligheder for personlig udvikling,
sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Det fremgår også af bestemmelsen,
at støtte til børn og unge skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Støtten
skal have til formål at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og
stabile relationer til voksne bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familierelationer og
øvrige netværk, sikre mulighed for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i
sociale relationer og netværk, understøtte skolegang og muligheder for at gennemføre en
uddannelse, fremme barnets sundhed og trivsel og endelig skal støtten også have til formål at
forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 2, at støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så barnets
eller den unges problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller det nære
miljø, ligesom støtten skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns
eller den enkelte unges og familiens forhold.
Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 3, at støtte til børn og unge skal bygge på barnets eller den
unges egne ressourcer og at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages med passende
vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Det fremgår videre, at barnets eller den unges
vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken,
ligesom foranstaltningens baggrund, formål og indhold skal tydeliggøres over for
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, når det ikke er muligt.
Det følger af § 48 i serviceloven, at inden der træffes afgørelse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62
og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge
herom. Samtalen kan undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet
eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50, eller en
ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Samtalen kan finde
sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når
hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.
Bestemmelsen er ny, men indeholder elementer af servicelovens § 46, stk. 1 og 3, om formålet med
støtten og retten til at blive inddraget og hørt i egen sag, i en samlet og ny rammesætning af barnets
eller den unges overordnede ret til omsorg, beskyttelse og inddragelse og formålet hermed.
Der vil ikke skulle træffes afgørelser efter § 5 i barnets lov, i lighed med de gældende regler i
servicelovens § 46. Kommunernes anvendelse af bestemmelsen vil derfor ikke selvstændigt kun
indbringes for Ankestyrelsen.
248
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0249.png
Med lovforslagets
stk. 1
foreslås det, at et udsat barn eller en ung og et barn eller en ung med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne vil have ret til at nyde omsorg, beskyttelse og inddragelse for at
opnå udvikling, sundhed og trivsel og vil have ret til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Med bestemmelsen vil følge, at behovet for omsorg, beskyttelse og inddragelse kan skyldes, at der
er tale om et barn i en social udsat position, et barn eller ung med funktionsnedsættelse eller et barn
eller ung, hvor støttebehovet har udspring i sammensatte udfordringer.
Bestemmelsen vil betyde, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tilrettelægges
således, at barnets og den unges grundlæggende ret til omsorg, beskyttelse og inddragelse iagttages
af myndigheder, fagprofessionelle og andre voksne omkring barnet.
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge en ramme for kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre
hjælp og støtte efter loven ved at fastsætte barnets eller den unges grundlæggende ret efter loven til
omsorg, beskyttelse og inddragelse, så barnet eller den unge sikres udvikling, sundhed og trivsel og
barnets eller den unges ret til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Bestemmelsen skal ses i forlængelse af den foreslåede bestemmelse i § 2, hvoraf det fremgår, at
hjælp og støtte efter loven vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har
behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et
selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Med det foreslåede
stk. 2
foreslås det som en grundlæggende rettighed for udsatte børn og unge og
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne at have ret til indflydelse på de forhold,
som vedrører dem, i overensstemmelse med artikel 12 i FN’s konvention om barnets rettigheder.
Retten til indflydelse vil betyde, at barnet og den unges egne perspektiver og egne forslag og ønsker
vil skulle indgå, når der træffes beslutninger om deres forhold.
Formålet er at sikre, at barnet og den unge sættes i centrum og anerkendes som selvstændige
individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og forhold, og i kraft heraf skal
have ret til at få indflydelse på de forhold, der vedrører dem.
Indflydelsen skal ske med respekt for børns og unges forskellighed, og skal ske under hensyntagen
til det enkelte barn eller den enkelte unges modenhed, alder og ressourcer, herunder eventuelle
kommunikationsvanskeligheder som følge af funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen vil i
forbindelse med inddragelsen af barnet eller den unge blandt andet skulle være opmærksom på, at
barnet eller den unge ikke altid kan vurdere implikationerne af deres tilkendegivelser, samt på, at
tilkendegivelserne kan være påvirkede heraf. Det vil eksempelvis kunne gælde børn og unge med
selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller lignende samt børn og unge med udviklingshæmning
eller opmærksomhedsforstyrrelser. Der vil ligeledes kunne være udfordringer med at nogle børn og
unge lader deres tilkendegivelser påvirke af loyalitet og ansvarsfølelse over for deres forældre, frem
249
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0250.png
for alene at udtrykke deres egne ønsker og behov. Børn og unge med denne type udfordringer har
fortsat ret til at blive hørt og inddraget, men samtalen/inddragelsen bør tilrettelægges under
hensyntagen hertil.
Retten til indflydelse vil ikke betyde, at barnet eller den unge pålægges ansvaret for beslutningerne.
Bestemmelsen vil endvidere ikke betyde, at myndighederne får pligt til i alle tilfælde at følge
barnets holdninger m.v. Ansvaret for at sikre, at der træffes de nødvendige og relevante
beslutninger om støtte og hjælp efter loven ud fra barnets behov, vil entydigt påhvile de voksne
omkring barnet. Derfor skal retten efter det foreslåede stk. 2 ses i tæt samspil med den foreslåede §
7, hvor dette ansvar eksplicit foreslås reguleret.
Barnets eller den unges ret til indflydelse på de forhold, som vedrører barnet eller den unge, foreslås
at skulle gælde uanset, hvor i forløbet barnets eller den unges sag efter loven befinder sig, og vil
dermed ikke være forbeholdt udvalgte tidspunkter af sagens behandling. Det vil sige uanset, om
barnets eller den unges sag er under afklaring, udredning, afgørelse eller under opfølgning vil barnet
eller den unge have ret til indflydelse på de beslutninger, der træffes af betydning for barnet eller
den unge.
Retten til indflydelse foreslås endvidere ikke at være forbeholdt de tilfælde, hvor
kommunalbestyrelsen træffer en afgørelse om barnets forhold. Retten foreslås også at gælde
beslutninger, som ikke kræver en forvaltningsretlig afgørelse, dvs. beslutninger om forholdene for
barnet eller den unge, som myndighederne træffer som led i deres faktiske forvaltningsvirksomhed.
Bestemmelsen skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, hvorefter
hjælp og støtte efter loven vil skulle ydes med afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov med
henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.
Efter forarbejderne til § 48 i serviceloven er formålet med bestemmelsen at give barnet eller den
unge mulighed for at give sin mening om sagen til kende inden afgørelsen, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 181 som fremsat, side 33. Af hensyn til barnet eller den unge bør det undgås, at der
afholdes overflødige samtaler, og derfor kan kravet i § 48, stk. 1, om afholdelse af en samtale med
barnet eller den unge inden afgørelsen bortfalde, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en
samtale med barnet eller den unge i forbindelse med gennemførelsen af den børnefaglige
undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Kommunen vil i disse tilfælde i henhold til de almindelige forvaltningsretlige
regler fortsat have pligt til at oplyse barnet eller den unge om afgørelsens indhold.
Det fremgår videre af § 48, stk. 1, i serviceloven, at en samtale med barnet eller den unge kan
gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse.
Muligheden for at gennemføre samtalen uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og
deltagelse kan for eksempel være relevant i sager, hvor det vurderes nødvendigt at få barnets eller
den unges uforbeholdne mening tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehaverens
tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller den unge fyldestgørende kan udtrykke sine
250
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0251.png
synspunkter. I sådanne tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den unge være hensigtsmæssigt, at
forældremyndighedsindehaveren ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samtalen skal
gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse, skal der lægges afgørende
vægt på barnets eller den unges bedste frem for på hensynet til forældremyndighedsindehaveren.
Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse skal
kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer
for barnet eller den unge. Det kan være i et børnevenligt indrettet lokale eller et sted uden for
forvaltningen, hvor barnet eller den unge føler sig tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller på
barnets eller den unges skole.
For børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan der endvidere være særlige
kommunikative vanskeligheder, der bør tages højde for ved tilrettelæggelsen af samtalen, lige som
der under samtalen bør være en særlig opmærksomhed på, om budskaberne fra barnet eller den
unge er påvirket af manglende forståelse for implikationerne af samtalen eller af, at barnet eller den
unge har ønsker, som ikke er til deres eget bedste. Denne opmærksomhed vil eksempelvis kunne
være særligt relevant i forbindelse med samtaler med psykisk sårbare børn og unge eller børn og
unge med selvskadende adfærd eller psykiske funktionsnedsættelser. I sådanne situationer vil det
ofte være særligt relevant at overveje, om forældrene med fordel kan inddrages i samtalen med
henblik på at bidrage med den særlige viden, forældrene typisk vil have om barnets udfordringer.
Endelig bør barnet eller den unge inden samtalen orienteres om retten til at have en bisidder med
under samtalen, jf. den almindelige vejledningsforpligtelse samt servicelovens § 48 a. Dette gælder
særligt, hvis samtalen afholdes uden deltagelse af forældremyndighedens indehaver. Barnet eller
den unge kan eksempelvis medtage en lærer, en pædagog eller en anden person, barnet eller den
unge er tryg ved. Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens
tilstedeværelse skal kommunalbestyrelsen endvidere være særligt opmærksom på at søge at
opretholde en god dialog med forældremyndighedsindehaveren. Kommunalbestyrelsen bør søge at
opnå forældremyndighedsindehaverens forståelse for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at
vedkommende deltager i samtalen. Endvidere bør der efter samtalen være en god dialog med
forældremyndighedsindehaveren om formålet med samtalen m.v.
Med det foreslåede
stk. 3
foreslås det at fastsætte en bestemmelse i loven, som vil fastslå en
grundlæggende ret for barnet og den unge til, at barnet eller den unges holdning og synspunkter skal
tilvejebringes og inddrages gennem direkte kontakt og samtaler, inden der træffes beslutninger eller
afgørelser om barnets eller den unges forhold. Det foreslås, at inddragelsen og samtaler kan finde
sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når
hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.
Med forslaget vil inddragelsen af barnet eller den unge som noget nyt i forhold til serviceloven ikke
længere være knyttet til kravet om afholdelse af børnesamtale på fastsatte tidspunkter i sagsforløbet.
251
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0252.png
I stedet foreslås det, at der fastsættes en ret for barnet og den unge til at blive inddraget i alle sager,
inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at inddragelse og tilvejebringelse af barnets eller den unges
perspektiver vil kunne ske både ved samtaler og gennem anden direkte kontakt ud fra en konkret
vurdering af barnet eller den unges behov og ønsker og forholdene i sagen i øvrigt.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der sker løbende inddragelse af barnet eller den unge under hele
forløbet ved at stille krav om inddragelse gennem samtaler eller anden direkte kontakt med barnet
eller den unge, inden der træffes beslutninger og afgørelser om barnets eller den unges forhold.
Bestemmelsen vil således indebære, at der skal ske inddragelse også ved løbende beslutninger om
barnets forhold dvs. i tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis skal træffes en forvaltningsretlig
afgørelse efter loven. I de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om barnets forhold efter loven,
vil en manglende tilvejebringelse og inddragelse af barnet eller den unges holdning og synspunkter
udgøre en væsentlig mangel ved afgørelsen.
Samtidig vil bestemmelsen give myndighederne mulighed for at tilrettelægge den løbende
inddragelse gennem direkte kontakt og samtaler med barnet eller den unge efter en konkret
vurdering af barnets eller den unges behov og forholdene i sagen i øvrigt. Bestemmelsen vil dermed
indebære en ny tilgang til inddragelse og samtaler med barnet eller den unge give mulighed for, at
inddragelsen kan ske på andre måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den
unge. Samtaler og inddragelse vil dermed skulle ske løbende, og kan tilpasses barnets eller den
unges ønsker og de konkrete behov og omstændigheder i sagen og på baggrund af myndighedernes
vurdering. Samtidig vil inddragelsen af barnet eller den unge og samtaler i højere grad kunne
tilrettelægges ud fra barnets eller den unges præmisser og holdninger.
Med bestemmelsen foreslås det, at der – ligesom det i dag er muligt efter serviceloven – skal kunne
ske inddragelse og gennemføres samtaler med barnet eller den unge uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse. Dette vil for eksempel kunne
være relevant i sager, hvor det vurderes nødvendigt at få barnets eller den unges uforbeholdne
mening tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse kan udgøre en
barriere for, at barnet eller den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter. I sådanne
tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den unge være hensigtsmæssigt, at
forældremyndighedsindehaveren ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samtalen skal
gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse, foreslås det, at der fortsat skal
lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste frem for på hensynet til
forældremyndighedsindehaver.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 6 om barnets eller den unges ret til en
bisidder. Der henvises til bemærkningerne til § 6.
252
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0253.png
Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse bør
kommunalbestyrelsen også fremover være særligt opmærksom på at afholde samtalen i
tryghedsskabende rammer for barnet eller den unge.
Med det foreslåede stk. 3 vil barnet og den unge have ret til at blive inddraget, inden der træffes
beslutninger om barnet eller den unges forhold. Barnet og den unge vil dog i alle tilfælde have ret til
at afslå at udtale sig i den konkrete sag, hvis de ikke ønsker det. Myndighederne må i givet fald
tilvejebringe barnet eller den unges perspektiver på anden vis.
Med det foreslåede
stk. 4
foreslås det, at stk. 3 i helt særlige tilfælde helt eller delvist vil kunne
fraviges, hvis barnet eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Barnet
eller den unges perspektiver vil i disse tilfælde skulle tilvejebringes på anden vis.
Med forslaget vil kravet om, at myndighederne løbende skal tilvejebringe og inddrage barnet eller
den unges holdninger og synspunkter i sagen, alene kunne undlades, hvis barnet eller den unges
alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod. Herved forstås, at det alene vil være helt
særlige tilfælde, som kan begrunde, at myndighederne ikke taler med og inddrager med barnet eller
den unge selv, men må tilvejebringe barnet eller den unges perspektiver på anden vis.
Barnets alder, modenhed eller evt. fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse vil som
udgangspunkt ikke i sig selv kunne begrunde en undladelse af at tilvejebringe og inddrage barnet
eller den unges holdning og synspunkter i sager efter loven. I stedet vil myndighederne i disse
tilfælde have pligt til at sikre, at inddragelsen og tilvejebringelsen af barnets synspunkter sker ud fra
barnets præmisser og under hensyntagen til f.eks. barnets alder, modenhed eller evt.
funktionsnedsættelse. Hvis der imidlertid er tale om et meget lille barn herunder et spædbarn, eller
et barn med en svær psykisk funktionsnedsættelse vil der kunne være tale om en særlig grund, der
vil kunne begrunde, at barnet eller den unges perspektiver må tilvejebringes på anden vis f.eks. ved
at indhente observationer om barnet f.eks. ved at tale med de voksne, der er omkring barnet.
Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at barnet eller den unge bliver inddraget og deres
perspektiver tilvejebragt i alle sager om hjælp og støtte efter loven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.
Til § 6
Det fremgår af § 48 a, stk. 1 i serviceloven, at et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne
lov, på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af andre.
Af forarbejderne til § 48 a, stk. 1, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side. 4552, fremgår det,
at børn og unge med bestemmelsen har en lovfæstet ret til at medtage en bisidder til møder i
253
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0254.png
kommunen eller Ankestyrelsen. Retten gælder på ethvert tidspunkt af sagens behandling, og retten
for barnet eller den unge kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Barnets ret til bisidder betyder, at barnet eller den unge altid kan medtage en bisidder til samtaler
med kommunen i en sag, der behandles efter servicelovens regler. Det betyder, at retten ikke alene
omhandler møder i sager efter kapitel 11 serviceloven, men tillige omfatter samtaler, der afholdes
efter andre bestemmelser i serviceloven herunder f.eks. § 155 a, stk. 2, jf. Folketingstidende 2013-
14, tillæg A, L 181 som fremsat, side 33. Det fremgår heraf, at bestemmelsen efter § 48 a, stk. 1, i
serviceloven ikke berører retten til at lade sig repræsentere af andre i tilfælde, hvor barnet eller den
unge efter lovgivningen selv udøver partsbeføjelser.
Barnet eller den unges ret til en bisidder er ikke en foranstaltning efter serviceloven, men alene en
ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov. Barnet eller den unge har
ikke brug for flere voksne, der kan blande sig i sagens detaljer og beslutninger, men har derimod
brug for en tillidsperson, der kan deltage i møder i kommunen, der oftest er en for barnet eller den
unge ukendt situation at være i.
Det følger endvidere af forarbejderne, at vurderer kommunen, at det er af væsentligt betydning for
barnets eller den unges særlige behov for støtte, at der er en voksen, der kan støtte barnet eller den
unge og følge sagen, findes hjemlen i de eksisterende regler. Der er ikke noget til hinder for, at en
personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, som barnet eller den unge måtte have fået udpeget
efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6 eller 7, kan deltage i barnet eller den unges møder på
forvaltningen, hvis barnet eller den unge ønsker det, og det ligger inden for det, som kommunen har
bestemt, at vedkommende skal bistå barnet eller den unge med. Kommunen vil dog også på anden
måde kunne støtte et barn eller en ung i at finde en bisidder. En sådan støtte kunne bestå i, at
sagsbehandleren tager initiativ til at tale med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder
kan give og mere aktivt hjælper barnet eller den unge med at finde den rette og kontakte
vedkommende.
Der er ifølge forarbejderne ikke fundet behov for at foreslå en selvstændig pligt for kommunen til at
oplyse om retten til en bisidder, da kommunen allerede i dag har en generel pligt til at rådgive
borgerne om deres rettigheder. Både barn, ung og bisidder har mulighed for at frasige sig relationen,
så den pågældende ikke længere fungerer som bisidder for barnet eller den unge. Informationen til
bisidderen skal foregå gennem barnet eller den unge, da det fortsat er vigtigt, at det er barnets eller
den unges selvstændige ret til at blive hørt, der kommer i centrum. Hvis bisidderen modtager mere
information end barnet eller den unge, vil der være en risiko for, at bisidderen overtager sagen på
bekostning af barnets eller den unges interesse. Beføjelserne for bisidderen skal således alene bestå
i at være til stede under møderne og ikke til at kommunikere med forvaltningen uden om barnet
eller den unge selv.
Det er op til barnet eller den unge selv, hvor meget bisidderen i øvrigt skal informeres om sagen.
Barnet eller den unge har dog mulighed for at aftale med kommunen, at de skal udsende
254
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0255.png
mødeindkaldelser med videre til bisidderen, men der indføres ikke en pligt hertil, da det er vigtigt,
at det hele tiden er barnet eller den unge selv, der har styringen.
Det foreslås med
stk. 1,
at et barn eller en ung, hvis sag behandles efter den foreslåede barnets lov,
på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen
skal oplyse barnet eller den unge om denne ret.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnet eller den unge altid vil kunne medtage en bisidder
til samtaler med kommunen i en sag, der behandles efter loven, og til møder i kommunen eller
Ankestyrelsen. Retten vil gælde på ethvert tidspunkt af sagens behandling, og retten for barnet eller
den unge kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Bestemmelsen efter det foreslåede stk. 1 vil ikke berøre barnets eller den unges ret til at lade sig
repræsentere af andre i tilfælde, hvor barnet eller den unge efter loven selv udøver partsbeføjelser.
Med stk. 1 vil barnet eller den unges ret til en bisidder fortsat ikke være en indsats efter loven, men
alene en ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis kommunen vurderer, at det er af væsentligt betydning for
barnets eller den unges behov for støtte efter loven, at der er en voksen, der kan støtte barnet eller
den unge og følge sagen, vil der være mulighed herfor. Der vil dermed ikke være noget til hinder
for, at f.eks. en kontaktperson, som barnet eller den unge får udpeget efter forslaget til
bestemmelsen i lovens § 32 vil kunne deltage i barnet eller den unges møder på forvaltningen, hvis
barnet eller den unge ønsker det, og det ligger inden for det, som kommunen har bestemt, at
vedkommende kontaktperson skal bistå barnet eller den unge med.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen fortsat også på anden måde skulle kunne støtte et barn
eller en ung i at finde en bisidder. En sådan støtte vil kunne bestå i, at sagsbehandleren tager
initiativ til at tale med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder kan give, og mere aktivt
hjælper barnet eller den unge med at finde den rette og også kontakte vedkommende. I forbindelse
med at der ydes hjælp til at finde den rette bisidder, vil det være relevant for kommunalbestyrelsen
at være opmærksom på at finde en person med forudsætninger for at kunne varetage rollen som
bisidder for det enkelte barn, herunder har kendskab til eventuelle særlige udfordringer som følge af
eksempelvis psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.
Med det foreslåede stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oplyse barnet eller
den unge om retten til bisidder fremgår eksplicit af bestemmelsen. Denne pligt følger af gældende
ret, da kommunen har en generel pligt til at rådgive børn og unge om deres rettigheder, men pligten
foreslås indsat i bestemmelsen for at tydeliggøre, at rådgivningen af barnet eller den unge om
rettigheder også omfatter retten til bisidder.
255
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0256.png
Der foreslås således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen om retten til bisidder ift. den
gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 1, og dermed foreslås gældende retstilstand
videreført uændret.
Det fremgår af § 48 a, stk. 2 i serviceloven, at stk. 1 om retten til en bisidder ikke finder anvendelse,
hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå
bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved
lov.
Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af
bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end
barnets eller den unges. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4553.
Servicelovens § 48 a, stk. 2, indebærer, at barnets eller den unges ret til selv at vælge bisidder er
begrænset på samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant, efter de regler der følger af
forvaltningslovens § 8, stk. 2.
Et barns eller en ungs adgang til at lade sig bistå af andre, kan således fraviges, hvis barnets eller
den unges interesse i at kunne lade sig bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige
eller private interesser. For det andet fremgår det, at myndigheden kan træffe afgørelse om at
tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at
bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Bestemmelsen indebærer, at
forvaltningen må foretage en konkret afvejning af på den ene side barnets eller den unges interesse i
at lade sig bistå af den pågældende bisidder og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære
barnets eller den unges adgang til at lade sig bistå af den pågældende bisidder.
Der følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4553-
4554, at der ikke er fastsat generelle regler om, at en bisidder skal være myndig, at vedkommende
ikke må være i familie med barnet eller den unge eller, at personer, der er udpeget eller ansat af
kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lov servicelovens § 52, skal udelukkes som bisiddere.
Det vil ofte være sådan, at personale på anbringelsessteder og plejeforældre er de nærmeste til at
fungere som en støtte for barnet eller den unge. Det fremgår således, at det må derfor bero på en
konkret vurdering, om de påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den
unges interesse, så deltagelsen må afskæres. At der skal være bestemte grunde til at tilsidesætte
barnets eller den unges valg, vil sige, at den blotte mistanke ikke er tilstrækkelig til at tilsidesætte
valget af bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete beviser.
Det foreslås med forslaget til
stk. 2,
at stk. 1 ikke vil skulle finde anvendelse, hvis myndigheden
træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.
Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af
256
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0257.png
bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end
barnets eller den unges.
Det foreslås med stk. 2, at barnets eller den unges ret til selv at vælge bisidder alene vil kunne
begrænses på samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 2.
Et barns eller en ungs adgang til at lade sig bistå af andre, vil således kunne fraviges, hvis barnets
eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser. For det andet foreslås det, at myndigheden endvidere vil kunne
træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Den
foreslåede bestemmelse vil indebære, at forvaltningen må foretage en konkret afvejning af på den
ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå af den pågældende bisidder og på den
anden side de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at lade sig bistå af
den pågældende bisidder.
I overensstemmelse med gældende ret vil udgangspunktet for at nægte barnet eller den unge at
medtage en bestemt bisidder dog altid skulle være barnets eller den unges bedste, og vurderingen vil
samtidig skulle baseres på en saglig vurdering af de konkrete omstændigheder, der gør, at den
pågældende ifølge myndigheden ikke vurderes at kunne fungere som bisidder for barnet eller den
unge. Et barns eller en ungs valg af bisidder vil dermed kunne tilsidesættes, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Det kan
f.eks. forekomme, hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges
interesser. Forældrene eller for eksempel personale fra et anbringelsessted vil ligeledes kunne
udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering vurderes, at de vil lægge pres på
barnet eller den unge. Bestemmelsen vil dog ikke udelukke bestemte grupper af personer fra at
kunne fungere som bisidder.
Med det foreslåede stk. 2 vil det ikke være et krav, at bisidderen skal være myndig eller at
vedkommende ikke må være i familie med barnet eller den unge, ligesom personer, der er udpeget
eller ansat af kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lovens foreslåede kapitel 4, vil være
udelukket fra at være barnets eller den unges bisidder. Det vil dermed bero på en konkret vurdering,
om de påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse, så
deltagelsen må afskæres. At der vil skulle være bestemte grunde til at tilsidesætte barnets eller den
unges valg, vil betyde, at den blotte mistanke ikke vil være tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af
bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete beviser. Barnet eller den
unge vil, i lighed med de gældende regler, kunne indbringe afgørelser i sager om bisidder til
Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145, stk. 3.
Der foreslås dermed ingen ændringer ift. den gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 2,
og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.
257
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0258.png
Af § 48 a, stk. 3, i serviceloven, fremgår det, at myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke
en bisidder helt eller delvist fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den
unges uforbeholdne mening belyst.
Det fremgår af forarbejderne til § 48 a, at myndigheden kan træffe afgørelse om, at en bisidder skal
udelukkes helt eller delvist fra et møde. Myndigheden kan således træffe afgørelse om, at samtaler
med barnet eller den unge helt eller delvist skal ske i enrum og dermed uden bisidder, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.
Det fremgår videre af forarbejderne, at muligheden kan anvendes i en konkret situation, hvis der er
tale om en vurdering af, at den pågældende bisidder generelt ikke varetager barnets eller den unges
interesser, og der vil i så fald skulle træffes afgørelse efter § 48 a, stk. 2, i serviceloven. En
afgørelse efter § 48 a, stk. 3, vil kun kunne træffes, hvis det skønnes, at bisidderens tilstedeværelse
vil bevirke, at barnets eller den unges meninger eller udsagn ikke kommer rigtigt frem.
Med bestemmelsen i § 48 a, stk. 3, fastslås, at der kan være konkrete situationer, hvor der ikke er
tale om, at barnets eller den unges ønske om bisidder helt skal tilsidesættes, men hvor det er
nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks. en del af et møde. Uden en sådan mulighed vil der være
en risiko for, at barnets eller den unges holdning ikke tillægges den fornødne betydning, idet det
vurderes, at holdningen kan være påvirket af bisidderens tilstedeværelse.
Det foreslås med lovforslagets
stk. 3
at myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en
bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges
uforbeholdne mening belyst.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at myndigheden vil kunne vurdere barnets forslag til
bisidder og efter en konkret vurdering udelukke bisidderen helt eller delvis fra et møde, hvis det
skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst. Barnet eller den
unge vil, i lighed med de gældende regler, kunne indbringe afgørelser i sager om bisidder til
Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145, stk. 3. Det foreslåede stk. 3 vil dog ikke indebære, at
indehaveren af forældremyndigheden vil kunne gøre indsigelse mod barnets eller den unges valg af
bisidder.
Der foreslås dermed ikke ændringer af myndighedens adgang til efter en konkret vurdering at kunne
udelukke bisidderen helt eller delvis fra et møde. Med det foreslåede stk. 3, videreføres
bestemmelsen i servicelovens § 48 a, stk. 3 uændret.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er, at kommunalbestyrelsen vil kunne anvende muligheden i en
konkret situation, hvis der er tale om en vurdering af, at den pågældende bisidder generelt ikke vil
varetage barnets eller den unges interesser. En afgørelse efter stk. 3 vil kun kunne træffes, hvis det
skønnes, at bisidderens tilstedeværelse vil bevirke, at barnets eller den unges meninger eller udsagn
ikke kommer rigtigt frem. Det foreslåede stk. 3 vil omfatte konkrete situationer, hvor der ikke er
258
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0259.png
tale om, at barnets eller den unges ønske om bisidder helt vil skulle tilsidesættes, men hvor det er
nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks. en del af et møde.
Det fremgår af § 48 a, stk. 4, i serviceloven, at en bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15
år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt. Det fremgår af forarbejderne hertil, at
barnets eller den unges ret til at have en bisidder med til møder i forvaltningen indebærer, at
bisidderen herved kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie,
herunder navnlig barnets eller den unges forældre og barnet eller den unge selv, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.
Det fremgår videre af forarbejderne, at i det omfang, forvaltningen berettiget videregiver fortrolige
oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den unge, vil
den bisidder, der følger barnet eller den unge til møde med det offentlige, berettiget blive gjort
bekendt med disse oplysninger. Forvaltningen har ikke ret til at videregive oplysninger til
bisidderen ud over de oplysninger, bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den
unge. Bisiddere, der er medtaget efter forvaltningslovens § 8, er ikke omfattet af tavshedspligt.
Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens
samtykke, er et indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaveren normalt har til at udøve
barnets eller den unges partsbeføjelser på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for barnet
eller den unge indebærer endvidere, at en tredjemand, en privatperson, f.eks. kan få oplysninger om
forældremyndighedsindehaveren, som meget ofte vil være af særdeles følsom karakter.
Servicelovens § 48 a, stk. 4, fastlægger derfor tavshedspligt for bisidderen.
På den måde sker der en passende afvejning mellem barnets eller den unges behov for en bisidder
og forældremyndighedsindehaverens behov for, at oplysninger om dennes personlige forhold ikke
kommer til uvedkommendes kendskab.
Det foreslås med bestemmelsen med
stk. 4,
at en bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15
år og vil være omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Barnets eller den unges ret til at have en bisidder med til møder i forvaltningen vil indebære, at
bisidderen herved kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie,
herunder navnlig barnets eller den unges forældre og barnet eller den unge selv.
Retten til en bisidder vil endvidere betyde, at i det omfang forvaltningen berettiget videregiver
fortrolige oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den
unge, vil den bisidder, der følger barnet eller den unge til et møde med det offentlige, være
berettiget blive gjort bekendt med disse oplysninger. Med den foreslåede ret til bisidder vil
forvaltningen ikke få ret til at kunne videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger,
bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den unge.
259
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0260.png
Med det foreslåede stk. 4 vil det med aldersgrænsen på 15 år i overensstemmelse med gældende ret
sikres, at bisidderen vil skulle have en vis alder og modenhed samt at bisidder vil blive pålagt
tavshedspligt i forhold til de oplysninger, bisidderen vil blive bekendt med i forbindelse med rollen
som bisidder.
Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens
samtykke, vil være et indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaveren normalt har til at
udøve barnets eller den unges partsbeføjelser på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for
barnet eller den unge vil endvidere indebære, at en tredjemand, en privatperson, kan få oplysninger
om forældremyndighedsindehaveren, som meget ofte vil være af særdeles følsom karakter. Der er
derfor fundet behov for at videreføre gældende ret uændret med det foreslåede stk. 4 om
tavshedspligt for bisidderen. Derved vil bisidderen blive omfattet af straffelovens § 152 om
tavshedspligt, som indebærer, at hvis bisidderen uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger, som bisidderen får kendskab til i kraft af sin rolle som bisidder, kan den pågældende
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Bisiddere, der er medtaget efter forvaltningslovens
§ 8, vil ikke være omfattet af tavshedspligt.
Der foreslås ingen ændringer ift. den gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 4, og
dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der sker en passende afvejning mellem barnets eller den
unges behov for en bisidder og forældremyndighedsindehaverens og barnets eller den unges behov
for, at oplysninger om deres personlige forhold ikke kommer til uvedkommendes kendskab.
Samtidig er formålet med at fastsætte en aldersgrænse på 15 år for bisiddere at sikre, at bisidderen
har en vis alder og modenhed.
Til § 7
Der er ikke i dag fastsat regler om ansvaret hos de voksne, der er omkring et barns eller en ung, for
at sikre barnets bedste og for at give barnet eller den unge den støtte og hjælp, som barnet eller den
unge har brug for. Der er dog i servicelovens § 52, stk. 1, fastsat en pligt for kommunalbestyrelsen
til at træffe afgørelse om foranstaltninger om særlig støtte, når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte.
Der er fundet behov for at fastsætte nye regler om det ansvar, de voksne omkring et barn eller en
ung har for at sikre barnets bedste.
Med bestemmelsen i
§ 7
foreslås det at fastslå, at det er de voksne omkring et barn eller ung, som
har ansvaret for at sikre barnets bedste og give den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har
behov for ud fra en vurdering af de årsager, der ligger bag støttebehovet.
260
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0261.png
Bestemmelsen vil betyde, at det ikke vil være barnet eller den unges ansvar selv at løse eller
afhjælpe de udfordringer, der måtte være, men at dette ansvar entydigt påhviler de voksne omkring
barnet eller den unge. Det vil dermed være de voksne, som har ansvaret for at beskytte barnets eller
den unges grundlæggende rettigheder.
De voksne omkring et barn eller ung skal forstås bredt og vil dermed ud over myndighederne også
omfatte forældre, netværk og fagprofessionelle. Med bestemmelsen tydeliggøres der, at det vil være
et fælles ansvar at støtte op om det enkelte barns eller den unges trivsel og udvikling. I forlængelse
heraf vil det betyde, at fagområder vil skulle samarbejde tæt om at finde løsninger for barnet eller
den unge.
Barnets bedste er et af de vigtigste principper i FN’s konvention om barnets rettigheder, og ved
indsatser over for barnet eller den unge skal der lægges afgørende vægt på, at støtte og hjælp ydes
ud fra barnets eller den unges bedste. Det betyder bl.a., at hvis der er konflikt mellem forældrenes
interesser og hensynet til barnets bedste, skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra
barnets eller den unges bedste. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet eller den
unge får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten, ligesom det er vigtigt, at barnet
eller den unge ikke ses som en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation skal
vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det er også vigtigt at se barnets
eller den unges situation ses i et langsigtet perspektiv.
Bestemmelsen vil ikke ændre på, at det fortsat foreslås at påhvile kommunalbestyrelsen at føre
tilsyn med børn og unge i kommunen og at sætte ind med relevant og tilstrækkelig støtte og hjælp
efter loven til børn og unge i socialt udsatte positioner og børn og unge med fysisk eller nedsat
psykisk funktionsevne som anført i forslaget til § 8. Ligeledes vil det fortsat påhvile
kommunalbestyrelsen at træffe de fornødne afgørelser efter loven i forhold til barnet eller den unge.
Formålet er at tydeliggøre, at ansvaret for at sikre barnets bedste ikke påhviler barnet eller den unge
selv, som dermed ikke må overlades til selv at løse og afhjælpe udfordringer. Det er de voksne
omkring barnet og den unge, som har ansvaret for at sikre barnet eller den unge omsorg, beskyttelse
og inddragelse, så barnet eller den unge kan opnå udvikling, sundhed og trivsel og udvikle sig i
positive fællesskaber som anført i forslaget til § 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.
Til § 8
Der er ikke i dag fastsat samlede regler om, hvordan kommunalbestyrelsen konkret skal
tilrettelægge arbejdet i forhold til at sikre inddragelsen af barnet eller den unge eller om minimering
af antallet af fagprofessionelle voksne, der er om barnet eller den unge.
261
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0262.png
Der er dog fastsat regler i serviceloven om inddragelse af børn og unge i forbindelse med deres
børnesag og om børnesamtale.
Efter servicelovens § 46, stk. 3, skal støtten bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og
barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse
med barnets eller den unges alder og modenhed.
I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at være behov for at fastsætte en samlet
bestemmelse om tilrettelæggelsen af arbejdet.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehandlingen, således at
barnet eller den unge har mulighed for at medvirke aktivt i forløbet på lige fod med deres forældre,
jf. § 5, stk. 2 og 3. Barnets eller den unges medvirken skal ske med respekt for børns forskellighed,
og skal blandt andet tage hensyn til det enkelte barns modenhed og ressourcer, herunder eventuel
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Det foreslåede stk. 1 vil være en pendant til bestemmelserne om barnets grundlæggende rettigheder
som anført i forslaget til § 5. Det foreslåede stk. 1 skal således ses i tæt samspil med denne.
Bestemmelsen vil udgøre en samlet beskrivelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at
kommunens sagsbehandlingsarbejde med hver enkelt barn eller ung i en socialt udsat position eller
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil ske på en sådan måde, at også barnet eller den
unge har mulighed for at medvirke i forløbet.
Bestemmelsen vil samtidig betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for at tilrettelægge og
tilpasse barnets eller den unges medvirken ud fra det enkelte barns individuelle behov herunder
modenhed og ressourcer eller nedsat funktionsevne.
Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i gældende ret.
Formålet med den samlede beskrivelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse er samlet set at sikre
indfrielsen af den foreslåede grundlæggende ret for barnet eller den unge til løbende at blive
inddraget som anført i forslaget til § 5, stk. 2 og 3, og at udfolde rammerne for barnets eller den
unges medvirken og inddragelse både i oplysning af sagen og i de tiltag, der sættes i gang.
Det foreslås med
stk. 2
som noget nyt i forhold til serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
tilrettelægge arbejdet med det enkelte barn eller unge og familie med færrest mulige
fagprofessionelle voksne om barnet.
Bestemmelsen vil betyde, at det vil være kommunalbestyrelsens forpligtelse at sørge for, at arbejdet
med det enkelte barn eller unge tilrettelægges på en sådan måde, at barnet eller den unge så vidt
262
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0263.png
muligt vil opleve kontinuitet og stabilitet i kontakten med kommunen og de fagprofessionelle om
barnet, der vil skulle give barnet eller den unge støtte og hjælp efter loven.
Formålet med bestemmelsen er at skabe de bedste forudsætninger for, at barnet eller den unge kan
opbygge tillidsfulde og trygge relationer til de fagprofessionelle omkring barnet eller den unge.
Dermed skal det undgås, at barnet eller den unge skal forholde sig til unødigt mange fremmede og
skiftende fagprofessionelle, som kan være en barrierer for at barnet eller den unge reelt kan realisere
og udøve sin grundlæggende ret til at blive inddraget og få indflydelse som foreslået med
bestemmelsen til § 5.
Bestemmelsen vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen vil blive forpligte til at fastlægge et
specifikt loft for antallet af fagprofessionelle om det enkelte barn eller den enkelte unge. Det vil
ligeledes forsat vil være op til kommunalbestyrelsen selv at beslutte den nærmere organisering af
arbejdet og tilrettelæggelsen af indsatsen efter en konkret vurdering af behovene i den enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.
Det følger af § 47 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske
systematisk inddragelse af familie og netværk.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 271, at
inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at opnå
resultater af den sociale indsats. Det handler både om, at de rigtige oplysninger skal ligge til grund
for de beslutninger, der tages, og om at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt. Det er
således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien. Når også netværket skal
inddrages, hænger det sammen med at få sat fokus på ressourcer frem for kun at se problemer.
Selvom barnet og forældrene har store problemer, findes der ofte ressourcer i netværket, der kan
trækkes på.
Kommunen skal overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Eksempler på
metoder til systematisk inddragelse er familierådslagning, netværksmøder og familiekontrakter.
Kommunen forpligtes ikke til at anvende en bestemt metode, men kan efter behovene i den enkelte
sag og de lokale prioriteringer på området selv beslutte, hvordan det skal sikres, at familien
inddrages systematisk.
Yderligere fremgår det af forarbejderne til servicelovens § 47, at med henblik på at andre
myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunens overvejelser om, hvordan
familie og netværk kan inddrages i den konkrete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er
sket, fremgå af journalen.
Med
stk. 3
foreslås, at kommunalbestyrelsen i alle sager skal overveje, hvordan der kan ske en
systematisk inddragelse af barnets eller den unges familie og netværk.
263
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0264.png
Med den foreslåede bestemmelse vil gældende ret videreføres med enkelte sproglige tilpasninger.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende
ret i hver enkelt sag vil skulle overveje, hvordan barnets eller den unges netværk kan inddrages.
Endvidere vil bestemmelsen indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle overveje, hvordan
familien og netværket vil kunne inddrages systematisk. Kommunalbestyrelsen vil selv efter
behovene i den enkelte sag og de lokale prioriteringer på området kunne beslutte, hvordan det vil
skulle sikres, at familie og netværk inddrages systematisk, herunder f.eks. ved brug af
familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter. Der vil dermed ikke følge en
forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at anvende en bestemt metode til den systematiske
inddragelse af netværk og familie.
Det vil fortsat være et krav, at kommunens overvejelser om, hvordan familie og netværk vil kunne
inddrages i den konkrete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket, vil skulle fremgå af
sagen. Formålet er at sikre opfølgning på evt. indsatser og samtidig sikre overlevering til andre
myndigheder og sagsbehandlere, som skal behandle sagen.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at barnets individuelle forhold og behov bliver belyst
og afdækket, så kommunalbestyrelsen på den baggrund kan træffe de nødvendige og rigtige
beslutninger for barnet eller den unge og få afdækket de ressourcer, der er omkring barnet eller den
unge, og som kan bidrage og indtænkes i de løsninger, der skal til for at støtte og hjælpe barnet eller
den unge.
Til § 9
Det fremgår af § 146, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen har en generel pligt til at føre
tilsyn med alle de børn og unge samt kommende forældre, der opholder sig i kommunen. Efter
lovens § 146, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilrettelægge tilsynet efter stk. 1 på en sådan måde,
at kommunen tidligt bliver opmærksom på omstændigheder, der kan give formodning om, at et barn
eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, herunder hvor det må antages, at et barn
kan have behov for støtte umiddelbart efter fødslen.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres i barnets lov med enkelte sproglige tilpasninger.
Det foreslås således med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder
alle børn og unge under 18 år samt kommende forældre i kommunen lever.
Tilsynsforpligtelse efter bestemmelsens stk. 1 vil være af generel karakter, og vil indebære en pligt
for kommunalbestyrelsen til at interessere sig for alle de forhold, der har betydning for kommende
forældres og børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. Bestemmelsen vil indebære at
264
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0265.png
kommunen vil have pligt til at gøre andre myndigheder opmærksomme på uhensigtsmæssige
forhold, f.eks. utilfredsstillende bolig- og trafikforhold.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn vil også omfatte alle børn og unge og
kommende forældre, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig
karakter. Det betyder, at tilsynet også vil omfatte børn og unge på krisecentre, ferieophold, samvær,
i fængsler m.v., uanset om barnet eller den unge har opholdskommune efter retssikkerhedsloven i
en anden kommune. Den kommune, hvori barnet, den unge eller de kommende forældre har
midlertidigt ophold, vil således have pligt til både at føre tilsyn med barnet eller den unge, og til at
iværksætte nødvendige øjeblikkelige indsatser, hvis barnet eller den unge har behov for støtte,
herunder efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 30, 32 og 143.
Det er vigtigt, at den kommune, hvor krisecenteret, fængslet m.v. er placeret, sikrer, at personalet på
disse steder orienterer kommunen, når der opholder sig eller bor et barn, en ung eller kommende
forældre på stedet, og oplyser, hvem barnet, den unge eller de kommende forældre er. Denne viden
vil give kommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang, og hvorvidt der skal iværksættes
nødvendige øjeblikkelige indsatser.
Den generelle tilsynsforpligtelse i bestemmelsens stk. 1 skal ses i sammenhæng med
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. den
foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 14.
Den generelle tilsynspligt vil bedst kunne tilrettelægges og udføres i samarbejde mellem de enkelte
forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, private og frivillige
organisationer og foreninger, sådan at kommunen vil kunne danne sig et overblik over de sociale
tilbud, sundhedsfaglige tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge samt kommende forældre, der er
i kommunen. Det er især vigtigt, fordi det vil give et overblik over mulighederne for en tidlig
forebyggende indsats i forskellige sammenhænge, herunder den forebyggende virksomhed i
samarbejdet mellem skole, politi og de sociale myndigheder (SSP-samarbejdet).
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal føre sit tilsyn efter stk. 1 på en
sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at
være behov for støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå
et behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
Efter bestemmelsens stk. 2 vil tilsynspligten også få en mere konkret karakter, idet kommunen
specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver grund til at antage, at et barn eller en
ung under 18 år kan have behov for støtte. Dette tilsyn bør føres på en sådan måde, at der vil kunne
sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov
for hjælp og støtte, herunder også som følge af nedsat funktionsevne.
265
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0266.png
Tilsynspligten vil gælde alle børn og unge under 18 år uanset deres opholdsgrundlag og uanset, om
barnet eller den unge har lovligt ophold i Danmark eller ej. Kommunalbestyrelsens tilsynspligt vil
også gælde, når barnet eller den unge opholder sig på et asylcenter og tilsynspligten vil også
omfatte børn og unge i kommunen, der ikke opholder sig lovligt her i landet i servicelovens
forstand. Kommunen vil, når der er tale om børn og unge, der ikke har lovligt ophold i Danmark,
herunder i servicelovens forstand, samt når der er tale om børn og unge, der opholder sig på et
asylcenter, skulle kontakte udlændingemyndighederne, så der vil kunne tages hånd om barnet eller
den unge efter udlændingelovens regler herom.
Tilsynet vil indebære, at kommunen vil skulle være opmærksom på, om der i kommunen befinder
sig et konkret barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn eller en ung antages at
have behov for støtte, vil kommunen have pligt til at sikre, at der iværksættes en afdækning og evt.
udredning af barnets eller den unges forhold efter forslaget til bestemmelserne i lovforslagets §§ 19
- 20.
Ofte vil tilsynet med det enkelte barn eller en ung ske i dagtilbud og på skoler, da disse steder
benyttes af næsten alle børn og unge. Her vil sundhedsplejersker, lærere, pædagoger og andet
personale skulle være opmærksomme på omstændigheder, der giver formodning om, at et barn eller
en ung har behov for støtte og være opmærksomme på den særlige underretningspligt, der foreslås
at skulle gælde efter lovforslagets § 133.
Der kan være en række særlige omstændigheder, som betyder, at kommunen vil skulle være særligt
opmærksom på et konkret barn eller en konkret ung persons forhold. Der vil eksempelvis kunne
være tilfælde, hvor den kommunale forvaltning modtager underretning fra fogedretten om, at en
familie vil blive udsat fra deres lejemål, eller børn fra familier, hvor forældrene har særlige
problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Når en sagsbehandler eller lignende
kommer i kontakt med voksne med særlige sociale problemer, eksempelvis som følge af alkohol-
eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse, vil det være vigtigt, at der spørges til, om der er børn i
hjemmet, således at der vil kunne iværksættes en familieorienteret og forebyggende indsats over for
børn og unge i disse familier.
Formålet med kommunalbestyrelsens generelle tilsynspligt på børneområdet er at sikre
opmærksomhed generelt på børn, unges og kommende forældres forhold i kommunen og gennem
tilsynet at sikre, at kommunen får kendskab til de børn og unge samt kommende forældre, hvor der
må antages at være behov for støtte.
Til § 10
Det fremgår af § 3, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter
loven.
266
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0267.png
Bestemmelsen fastsætter, at myndighedsansvaret i forhold til borgerne ved tildeling af sociale
ydelser efter serviceloven ligger hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en
offentlig myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller
en bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).
Det er således kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven, medmindre
andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en
forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed
går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at
afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der er også tale
om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse
eller afvisning af en sag.
Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov
og forudsætninger, og hjælpen skal tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige
forudsætninger får indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.
Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, skal den iagttage de gældende forvaltningsretlige
grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge til
grund. Det gælder f.eks. det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrejning.
Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn
er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestemmelse. Det
betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete sager ikke
må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.
Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet
lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere
indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, skal følges.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 1
at videreføre retstilstanden uændret, således at det vil være
kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter foreslåede barnets lov.
Bestemmelsen indebærer, at der vil blive fastsat en entydig ansvarsfordeling, hvorefter
myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter
barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig
myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en
bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).
Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelser om tilbud efter den foreslåede
barnets lov, medmindre andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der
træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger
og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.
267
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0268.png
Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter.
Der vil også være tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et
afslag på genoptagelse eller afvisning af en sag.
Der vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes
behov og forudsætninger, og hjælpen vil skulle tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige
forudsætninger vil få indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.
Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, vil den skulle iagttage de gældende
forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og
eventuelt skal lægge til grund. Det vil f.eks. gælde det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må
ske magtfordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige
hensyn. Saglige hensyn er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den
anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og
afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.
Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet
lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere
indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, vil skulle følges.
Formålet med stk. 1 er at sikre en fortsat klar og entydig ansvarsfordeling, hvorefter
myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter
barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Det fremgår af § 1, stk. 3, 3. pkt., i serviceloven, at en afgørelse efter loven træffes på baggrund af
faglige og økonomiske hensyn. I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal
kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de
centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen. Der henvises til
Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 140 som fremsat, side 10.
Bestemmelsen vil indebære, at når der er foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens
behov, skal der inddrages både faglige og økonomiske hensyn.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at en afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og
økonomiske hensyn. Det foreslås dermed at videreføre gældende retstilstand uændret.
Ved faglige hensyn forstås de f.eks. behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige
hensyn, der er relevante i forhold til det konkrete borgers – det vil sige barnets, den unges, familiens
eller de kommende forældres - situation og i forhold til den konkrete sag.
268
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0269.png
Faglige hensyn skal dermed forstås som de f.eks. behandlingsmæssige, socialfaglige og
sundhedsmæssige hensyn, der er relevante i forhold til den konkrete borgers situation og i forhold
til den konkrete sag.
Ved økonomiske hensyn forstås hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på en
økonomisk hensigtsmæssig måde. Endvidere skal økonomiske hensyn forstås som hensyn til, om
tilbud efter loven er anskaffet og eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks. bør
kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at opfylde borgerens
behov, vælge det billigste.
I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse
med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der indgår i
beslutningsgrundlaget for afgørelsen.
Uanset kommunernes adgang til at fastsætte lokale serviceniveauer og inddrage økonomiske hensyn
må hensynet til kommunernes økonomi aldrig stå alene, da afgørelser skal baseres på den enkeltes
konkrete, individuelle behov for hjælp og støtte.
Kommunen må således ikke sætte skønnet under regel eller fastsætte et serviceniveau, der ikke
ligger inden for de rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i serviceloven og lovgivningen
i øvrigt.
Kommunen må heller aldrig vælge, udsætte, indstille eller reducere en indsats alene ud fra
økonomiske overvejelser eller generelle vejledende serviceniveauer. Borgerne skal stadig have den
rigtige hjælp og støtte, selvom kommunens økonomi måske er presset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Det fremgår af pkt. 110 i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og
generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven), at udgangspunktet for
administrationen af serviceloven er, at afgørelsen skal iværksættes straks efter, at den er truffet af
kommunalbestyrelsen.
Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den konkrete situation, som umuliggør
iværksættelse af tilbuddet straks, ligesom der kan være situationer, hvor et tilbud indeholder flere
forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal
kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne
indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med ansøgeren vil kunne overveje.
Der henvises til statsforvaltningens udtalelse af 28. juni 2012, hvor Statsforvaltningen Midtjylland
udtalte, at det efter omstændighederne ville være i overensstemmelse med servicelovens
forsyningsforpligtelse at lade personer, der er bevilget et botilbud efter servicelovens § 108, vente i
en kortere periode med henblik på et finde et egnet botilbud. I visse særlige situationer vil der
269
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0270.png
endvidere kunne blive tale om, at der skal opføres et helt nyt botilbud. Det vil også kunne
lovliggøre ventetid. I den konkrete sag fandt statsforvaltningen imidlertid, at Århus Kommune ved
at lade personer vente på botilbud i op til fem til seks år tilsidesatte sin forsyningspligt efter
serviceloven.
Det foreslås i
stk. 3,
at en afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes straks, efter den er truffet af
kommunalbestyrelsen, med mindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som
umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks, eller hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag,
som ikke skal iværksættes samtidig.
Bestemmelsen betyder, at gældende retstilstand, som beskrevet i vejledning nr. 9347 af 28. marts
2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven, videreføres uændret.
Bestemmelsen indebærer, en afgørelse vil skulle iværksættes straks efter at den er truffet, med
mindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af
tilbuddet straks. Særlige forhold vil f.eks. kunne omfatte, at der i en kortere periode afventes plads
på et særligt tilbud, eller at barnet eller den unge vil skulle have mulighed for at blive forberedt på
f.eks. en flytning til et nyt anbringelsessted, så barnet eller den unge f.eks. får tid til at tage afsked
eller til at besøge det nye anbringelsessted. Bestemmelsen indebærer også at der i situationer, hvor
et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig, er adgang til, at de
enkelte tiltag iværksættes løbende. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog
forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative
tilbud, som kommunen i et samarbejde med barnet, den unge og familien vil kunne overveje.
Formålet er at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsens pligt til at iværksætte en afgørelse straks efter
denne er truffet, også omfatter afgørelser efter den foreslåede barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.
Det fremgår af § 3, stk. 2, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud
efter bl.a. §§ 32, 36 og 101, som omhandler afgørelser om særlige dagtilbud og særlige klubtilbud
til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt misbrugsbehandling til
unge under 18 år med et stofmisbrug, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om
den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres
væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom.
Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen
efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Der
henvises til forarbejderne til L 82, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 2513.
Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i serviceloven fastslår en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsens
afgørelser om visse tilbud efter loven skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete
indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Oplysningerne skal ikke være så detaljerede som de
270
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0271.png
oplysninger, som indgår i den handleplan, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde efter § 141 i
serviceloven. Afgørelsen kan f.eks. indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen skal leveres som
dagtilbud eller døgntilbud, om valg af en bestemt behandlingsmetode eller valg af en bestemt
pædagogisk metode mv.
Bestemmelsen omfatter ikke døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i serviceloven om
retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet.
Endvidere er kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 140 forpligtet til at udarbejde en
handleplan før den træffer afgørelser i sager om særlig støtte til børn om unge, herunder afgørelser
om anbringelse uden for hjemmet.
Det foreslås i
stk. 4,
at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter lovforslagets §§
33 og 82, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som
iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder
forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunalbestyrelsens beslutning herom.
Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen
efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen i visse tilfælde, når der træffes afgørelse om en
indsats over for et barn eller ung, at skulle beskrive den indsats, som iværksættes og formålet
hermed. Forpligtelsen til en sådan beskrivelse vil efter forslaget omfatte afgørelser om særlige dag-
og klubtilbud til børn og unge og afgørelser om stofmisbrugsbehandling. Forslaget vil alene omfatte
afgørelser efter de anførte bestemmelser, og vil dermed ikke omfatte andre afgørelser efter loven
f.eks. døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i den foreslåede barnets lov om
retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet.
Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelser om et tilbud efter §§ 33 og 82 vil skulle indeholde
en kort beskrivelse af, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis, og hvad formålet med
indsatsen vil være.
Afgørelsen vil f.eks. kunne indeholde oplysninger om formålet med og indholdet af den konkrete
indsats, herunder f.eks. evt. træning, hjælp til udvikling af færdigheder eller at stofmisbrugeren vil
få mulighed for at afbryde kontakten med misbrugsmiljøet m.v.
Der vil ikke være krav om, at beskrivelsen vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan hjælpen
tilrettelægges eller konkrete oplysninger om timetal eller om kvalifikationer hos det udførende
personale, ligesom der ikke vil være krav om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om
træningsredskaber m.v.
Medmindre valgfrie aktiviteter anses for en integreret del af indsatsen, vil der ikke være krav om, at
afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Beskrivelsen vil ikke skulle være lige så detaljeret
som de planer, som kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde efter andre bestemmelser i loven.
271
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0272.png
Afgørelsen om den konkrete indsats vil skulle tage udgangspunkt i en konkret individuel vurdering
af barnets eller den unges behov. Hvis tilbuddet ikke kun omfatter barnet eller den unge, men også
familien, vil der i beskrivelsen af den konkrete indsats også skulle tages hensyn hertil.
Ved sagsbehandlingen vil også en vurdering af barnets eller den unges behov for en fortsat
tilknytning til sit nærområde og lokale netværk skulle indgå.
Med bestemmelsen vil oplysningerne om formålet med indsatsen supplerer den begrundelse, som
afgørelsen vil skulle indeholde efter §§ 22-24 i forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 22 vil
en skriftlig afgørelse skulle være ledsaget af en begrundelse, medmindre den giver den pågældende
part fuldt ud medhold.
Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt kunne træffe beslutninger som led i kommunens
faktiske forvaltningsvirksomhed uden at følge reglerne i forvaltningslovens kapitel 3-7. Når
kommunen ændrer en beslutning om en konkret indsats i forhold til et barn eller en ung, vil
ændringen i almindelighed blive betragtet som led i kommunens udøvelse af faktisk
forvaltningsvirksomhed. Væsentlige ændringer i indsatsen skal imidlertid betragtes som en
afgørelse.
En kommune, der vil give en barn eller en ung, der modtager en indsats efter §§ 33 eller 82, en
anden indsats, vil enten kunne træffe en ny afgørelse om at barnet eller den unge skal have tilbud
efter en anden bestemmelse i loven, ligesom kommunen vil kunne træffe beslutning om en anden
indsats efter samme bestemmelse i loven.
Hvis kommunen ønsker at give barnet eller den unge et tilbud efter en anden bestemmelse i loven,
vil den nye afgørelse herom skulle træffes efter de almindelige sagsbehandlingsregler i
forvaltningsloven og retssikkerhedsloven.
Hvis kommunen derimod ønsker at ændre den konkrete indsats, men altså inden for den samme
bestemmelse i loven, vil kommunen skulle se på, om der er tale om en væsentlig ændring af
indsatsen. Hvis ændringen af indsatsen er væsentlig, finder reglerne i § 5 anvendelse. Det betyder,
at forvaltningslovens kapitel 3-7 gælder. Beslutningen om at ændre indsatsen skal også behandles
efter retssikkerhedsloven, således at eksempelvis borgerens ret til at medvirke ved behandlingen af
sagen gælder.
En væsentlig ændring af den konkrete indsats i forhold til beskrivelsen i den oprindelige afgørelse
vil eksempelvis foreligger, hvis indsatsen i et særligt dagtilbud ændres til et almindeligt dagtilbud.
Det foreslås også i stk. 4, at kommunalbestyrelsens beslutninger om væsentlige ændringer af
indsatsen vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Klagen vil skulle behandles efter reglerne i
kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
272
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0273.png
Med det foreslåede stk. 4 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 3, stk. 2, med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Til § 11
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at meddele afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt
dag- eller klubtilbud, afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de
tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperiode, som social- og ældreministeren har
fastsat, og afgørelser om frakendelse af bilstøtte før udløbet af genanskaffelsesperioden med et
varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen, fremgår i dag af servicelovens § 3
a, stk. 1. Endvidere fremgår det af servicelovens § 3 a, stk. 2, at iværksættelse af de i stk. 1 nævnte
afgørelser i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først må
påbegyndes, når varslingsperioden på mindst 14 uger er udløbet.
Det foreslås, at det i
stk. 1,
fastsættes, at kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en
plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter de foreslåede §§ 82 og 84 skal meddeles med et varsel
på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. Det samme gælder
kommunalbestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 87, stk. 4, om ophør af hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor de af social- og ældreministeren fastsatte regler om
afviklingsperiode finder anvendelse, og kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af
bilstøtte efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114, før udløbet af
genanskaffelsesperioden.
Det foreslåede stk. 1, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk.
1, uden indholdsmæssige ændringer.
Kommunalbestyrelsens pligt til at meddele afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag-
eller klubtilbud, afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der
er omfattet af de af social- og ældreministeren fastsatte regler om afviklingsperiode, i medfør af den
foreslåede § 87, stk. 4, og afgørelser om frakendelse af bilstøtte før udløbet af
genanskaffelsesperioden foreslås dermed videreført uændret. Dette vil indebære, at de nævnte
afgørelser om frakendelse eller ophør af hjælp, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte
borger, dermed vil få opsat virkning i mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen.
Borgeren antages at have modtaget afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til borgeren enten i
borgerens digitale postkasse eller ved almindeligt brev. Varslet efter den foreslåede bestemmelse
skal være på mindst 14 uger, men der er intet til hinder for, at der gives et længere varsel.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 3 a, stk. 1, med de
redaktionelle ændringer, der er omtalt herover. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
273
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0274.png
Formålet med forslaget er at sikre, at en borger kan beholde hjælpen i varslingsperioden, hvis
afgørelsen indebærer en nedsættelse eller frakendelse af hjælpen, som har vidtrækkende
konsekvenser for den enkelte, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette.
Det foreslås, at det i
stk. 2
fastsættes, at iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter de
bestemmelser, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, først må påbegyndes, når varslingsperioden er
udløbet i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen.
Bestemmelsen i § 3 a, stk. 2, i serviceloven, hvorefter iværksættelse af kommunalbestyrelsens
afgørelser efter de bestemmelser, der er omfattet af varslingsordningen, først må påbegyndes, når
varslingsperioden er udløbet ide tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til
Ankestyrelsen, foreslås dermed videreført uændret i forhold til de afgørelser, der er nævnt i den
foreslåede stk. 1. Hermed vil det sikres, at borgerne, når der klages til Ankestyrelsen, vil modtage
den hidtidige hjælp i uændret omfang i hele varslingsperioden, og at kommunalbestyrelsens
afgørelse om frakendelse eller ophør af den hidtidige hjælp først vil skulle effektueres, når
varslingsperioden på 14 uger er udløbet.
Der vil med forslaget således være opsættende virkning i varslingsperioden i klagesager omfattet af
varslingsordningen. I forhold til kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse af en plads i et
særligt dag- eller klubtilbud efter de foreslåede §§ 82 og 84 vil der, hvis der klages til
Ankestyrelsen, dermed først kunne ske opsigelse af pladsen, når varslingsperioden på 14 uger er
udløbet.
Tilsvarende vil afviklingsperioden på 14 uger for en afgørelse om ophør af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter den foreslåede bemyndigelse i § 87, stk. 4, der efter e gældende regler er
udmøntet i § 17, stk. 1, i bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig
sygdom, bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020, først begynde at løbe efter udløbet af
varslingsperioden.
Endelig vil en afgørelse om frakendelse af bilstøtte efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf.
servicelovens § 114, før udløbet af genanskaffelsesperioden først skulle effektueres, når
varslingsperioden er udløbet.
Den særligt hurtige sagsbehandling i Ankestyrelsen, der i dag gælder for behandling af klager
omfattet af servicelovens § 3 a, vil således med lovforslaget gælde klager over sagstyper omfattet af
den foreslåede § 11. Den hurtige sagsbehandling skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden
udløbet af varslingsperioden. I kombination med den særligt hurtige sagsbehandling betyder det, at i
de tilfælde, hvor borgeren i Ankestyrelsen får medhold i en eventuel klagesag, kan hjælpen
fortsætte uændret.
Bestemmelsen indebærer, at der for de sagstyper, der foreslås omfattet af den foreslåede § 10, vil
gælde en kortere frist for kommunalbestyrelsens genvurdering ved klage over afgørelsen. Efter §
274
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0275.png
12, stk. 1, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder den
generelle hovedregel, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere en afgørelse inden fire uger efter, at
klagen er modtaget. For de sagstyper, der er omfattet af bestemmelsen om varsling i § 11, vil
kommunalbestyrelsen imidlertid skulle genvurdere afgørelser inden to uger efter, at klagen er
modtaget, i overensstemmelse med de gældende regler i § 12, stk. 3, i bekendtgørelse om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk.
2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil ikke omfatte de sager, hvor der ikke klages til
Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse. I disse tilfælde vil det i § 11, stk. 1, foreslåede
varsel på 14 uger gælde.
Til § 12
Det fremgår af § 4, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de
nødvendige tilbud efter loven. I forlængelse heraf følger det af § 4, stk. 2 i serviceloven, at
kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Bestemmelserne indebærer, at myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren, og
finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter serviceloven er samlet i kommunen. Det er herefter
den enkelte kommunalbestyrelse, der har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens
visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante sociale tilbud til borgerne, samt ansvar
for finansieringen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre, at der er sociale tilbud
til borgerne betyder, at kommunen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige sociale tilbud til
stede enten i form af kommunens egne tilbud, eller ved køb af pladser i private tilbud, regionale
tilbud eller tilbud i andre kommuner.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter
denne lov. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Med forslaget vil det eksisterende myndighedsansvar, forsyningsansvar i forhold til børn, uge og
familier, og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter denne lov fortsat være samlet i
kommunen.
Det vil dermed fortsat være kommunalbestyrelsen, som altid har forsyningsansvaret for det
nødvendige antal pladser i tilbud til målgrupperne efter loven. Som følge heraf vil det være
kommunalbestyrelsen, som vil skulle sikre, at der er de nødvendige tilbud efter loven. Dette
275
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0276.png
forsyningsansvar vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle opfylde ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Forslaget betyder, at der ikke sker ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres
uændret.
Det følger af § 4, stk. 3, i serviceloven, at tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om
socialtilsyn, skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. § 4,
stk. 2, i serviceloven.
Bestemmelsen er en parallel til § 5, stk. 2, i lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1377 af
21. september 2020, hvor det fremgår, at socialtilsynets godkendelse som generelt egnet af tilbud er
en betingelse for, at kommunalbestyrelserne må anvende de tilbud, som er omfattet af lov om
socialtilsyn, § 4, stk. 1.
Det foreslås med
stk. 2,
at tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal
være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. stk. 1.
Forslaget indebærer, at godkendelse af socialtilsynet fortsat vil være betingelse for, at tilbuddet kan
indgå i kommunens forsyning, fortsat vil gælde, og bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den
almindelige bestemmelse om kommunernes forsyningsforpligtelse i stk. 1.
Forslaget betyder dermed, at der ikke sker ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed
videreføres uændret.
Det fremgår af servicelovens § 4, stk. 4, at i tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere en
borger, og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til tre uger indgå i den
kommunale forsyning uden godkendelse. Socialtilsynet orienteres om anvendelsen af det
ikkegodkendte tilbud og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det
ikkegodkendte tilbud anvendes i yderligere tre uger.
Bestemmelsen giver mulighed for, at en kommune kan lade et ikke-godkendt tilbud indgå i den
kommunale forsyning i op til tre uger, hvis det ikke er muligt at finde en plads til borgeren i et
godkendt tilbud. Det er således en forudsætning, at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
indsatsen over for borgeren, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven f.eks. har undersøgt på
Tilbudsportalen, om der skulle være en egnet plads.
Bestemmelsens anvendelse er en mulighed for kommuner, som akut har behov for at placere f.eks.
en meget udadreagerende borger i et tilbud, og hvor der enten er behov for at kommunen opretter et
særligt tilbud, som kan godkendes efter § 5 i lov om socialtilsyn, eller for, at der bliver en ledig
plads i et eksisterende egnet tilbud. Det forudsættes således, at kommunen hurtigt går i gang med at
finde en mere holdbar løsning.
276
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0277.png
Den visiterende kommune skal orientere socialtilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte
tilbud, og socialtilsynet kan efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde, træffe afgørelse om,
at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i yderligere tre uger. Herefter skal barnet, den unge eller
familien placeres i et godkendt tilbud. De særlige grunde vil f.eks. kunne være, at etablering af et
egnet tilbud er i gang, og at der er højest tre uger, at til det kan tages i brug, eller at den ansvarlige
kommunalbestyrelse ved med sikkerhed, at der inden for tre uger vil blive en ledig plads i et egnet,
godkendt tilbud. Der henvises til Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 206 som fremsat, side 6.
Med
stk. 3
foreslås det, at i tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere et barn eller en ung, og
der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til tre uger indgå i den
kommunale forsyning uden godkendelse. Socialtilsynet orienteres om anvendelsen af det
ikkegodkendte tilbud og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det
ikkegodkendte tilbud anvendes i yderligere tre uger.
Bestemmelsen vil være en mulighed for kommuner, som akut har behov for at placere et barn eller
en ung i et tilbud, og hvor der enten er behov for at kommunen opretter et særligt tilbud, eller for, at
der bliver en ledig plads i et eksisterende egnet tilbud.
Den visiterende kommune vil skulle orientere socialtilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte
tilbud, og socialtilsynet vil efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde, kunne træffe afgørelse
om, at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i yderligere tre uger, hvorefter den pågældende vil
skulle placeres i et godkendt tilbud.
Bestemmelsen foreslås at være målrettet placeringen af børn og unge og familier på ikke godkendte
tilbud som følge af målgruppen for den foreslåede barnets lov. Med forslaget vil der derudover ikke
foretages ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.
Til § 13
Det følger af § 5, stk. 1, i serviceloven, at efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal
regionsrådet etablere og drive særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens §§ 32 og 36, døgninstitutioner for børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, sikrede
døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede
døgninstitutioner, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, og tilbud om behandling af personer med et
stofmisbrug efter servicelovens §§ 101 og 101 a.
Med bestemmelsen har regionsrådet pligt til at etablere pladser i disse tilbud, drive de regionale
sociale tilbud på børne- og ungeområdet, der er beliggende i regionen eller at etablere de nye tilbud
inden for rammerne af bestemmelsen, som kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.
277
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0278.png
Det er kommunalbestyrelsen, der i forhold til borgeren, har det fulde forsyningsansvar for tilbud
efter serviceloven, og det er kommunalbestyrelsen, der afgør, hvordan den vil opfylde
forsyningsansvaret i overensstemmelse med lovens krav. Kommunalbestyrelsen kan vælge, om den
vil opfylde forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne tilbud, eller ved at købe eller indgå
aftaler om pladser hos andre leverandører, herunder i regionale tilbud.
Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at sørge for det nødvendige antal pladser enten ved at
drive egne tilbud eller ved at indgå aftaler med kommuner, private udbydere og andre regionsråd.
I tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, kan regionsrådet efter aftale med
kommunalbestyrelsen yde specialrådgivning. Denne specialrådgivning skal udgå fra og baseres på
den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud. Eksempelvis kan der være tale om
specialrådgivning i forhold til en ung, som i en periode har opholdt sig på en sikret institution under
regionen. Her vil kommunalbestyrelse og regionsråd kunne aftale, at regionen fortsat yder
specialrådgivning i forhold til den unge eller kommunen. Det er dog ingen forudsætning for
specialrådgivningen, at borgeren har haft ophold i et regionalt tilbud, men specialrådgivningen skal
være baseret på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i et regionalt tilbud.
Det er kommunalbestyrelsen, der visiterer til de regionale tilbud.
Med bestemmelsen i
stk. 1,
foreslås det, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i
regionen skal etablere tilbud til børn og unge, som omfatter særlige dag- og klubtilbud til børn og
unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84, børne- og
ungehjem for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 43, stk. 1, nr. 6,
sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til
sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3, og tilbud om behandling af børn og unge
med et stofmisbrug efter § 33.
Med bestemmelsen vil regionsrådet fortsat have pligt til at drive de regionale tilbud til børn og
unge, som er beliggende i regionen og til at etablere nye tilbud til børn og unge, som
kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.
Bestemmelsen betyder, at det forsat vil være kommunalbestyrelsen, der i forhold til børn og unge,
har det fulde forsyningsansvar for tilbud efter denne lov. Derudover vil det være
kommunalbestyrelsen, der vil skulle afgøre, hvordan den vil opfylde forsyningsansvaret i
overensstemmelse med lovens krav. Kommunalbestyrelsen vil kunne vælge, om den vil opfylde
forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne tilbud, eller ved at købe eller indgå aftaler om
pladser hos andre leverandører, herunder i regionale tilbud.
Regionsrådet vil skulle etablere pladser i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84. Endvidere
etablerer og driver regionsrådene døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og sikrede døgninstitutioner efter § 43. Endelig etablerer og driver regionsrådene
278
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0279.png
tilbud om behandling af stofmisbrugere efter § 33. Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at
sørge for det nødvendige antal pladser enten ved at drive egne tilbud eller ved at indgå aftaler med
kommuner, private udbydere og andre regionsråd.
Det foreslås videre, at regionsrådet i tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, efter aftale
med kommunalbestyrelsen fortsat vil kunne yde specialrådgivning. Specialrådgivningen vil skulle
udgå fra og baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud.
Bestemmelsen betyder, at regionsrådets forpligtelser til at etablere pladser og drive de anførte tilbud
med den foreslåede stk. 1, bevares uændret dog således at bestemmelsen er tilpasset i som følge af
målgruppen for den foreslåede barnets lov. Med forslaget vil der derudover ikke foretages
ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.
Det følger af § 5, stk. 2, i serviceloven, at § 5, stk. 1, ikke gælder, når etablering af tilbud sker i
henhold til pålæg efter § 13 c, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
Bestemmelsen fastslår, at reglen i § 5, stk. 1, i serviceloven, hvorefter regionsrådet efter aftale med
kommunerne skal etablere de oplistede tilbud, ikke gælder, når etablering af tilbud sker efter
Socialstyrelsens afgørelse om et etablerings- eller fortsat driftspålæg til en kommunalbestyrelse
efter servicelovens § 13 c, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at i de tilfælde, hvor Socialstyrelsen har truffet
afgørelse om, at en bestemt kommunalbestyrelse skal etablere et konkret tilbud for at sikre
forsyningen af egnede tilbud på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde, som er tilpasset målgruppernes behov, vil kommunalbestyrelsen efter
bestemmelsen ikke kunne sende opgaven videre til regionsrådet. Der henvises til Folketingstidende
2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 15.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at stk. 1 ikke gælder, når etablering af tilbud sker i henhold
til pålæg efter § 180, stk. 1.
Forslaget betyder, at hvis Socialstyrelsen efter den foreslåede § 180 træffer afgørelse om, at en
bestemt kommunalbestyrelse vil skulle etablere eller fortsat drive et konkret tilbud for at sikre
forsyningen af egnede tilbud på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde, som er tilpasset målgruppernes behov, så vil opgaven ikke kunne
sendes videre til regionsrådet.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og gældende retstilstand forslås
dermed videreført uændret.
Det fremgår af § 5, stk. 3, i serviceloven, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i
regionen skal medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.
279
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0280.png
Det foreslås med
stk. 3,
at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal
medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen indgår aftaler med regionsrådet om medvirken til
tilvejebringelsen af hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler, og dermed kan regionerne varetage
driften af hjælpemiddelcentraler. Kommunalbestyrelsen kan også vælge selv at drive
hjælpemiddelcentraler. Det er bl.a. hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om
tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.
Der foreslås herved ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås
gældende retstilstand videreført uændret.
Det følger af § 5, stk. 5, i serviceloven, at regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1, 3 og 4 i
serviceloven ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller
private tilbud.
Bestemmelsen indebærer, at regionsrådet kan opfylde sin forpligtelse til at levere tilbud til
kommunerne efter § 5, stk. 1, 3 og 4 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner,
andre regioner eller private tilbud.
Regionsrådet kan dermed indgå aftaler om pladskøb og pladssalg i overensstemmelse med den
rammeaftale, regionsrådet indgår med kommunalbestyrelserne i den enkelte region.
Med den foreslåede
stk. 4,
foreslås, at regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1 og 3 ved
brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Det vil betyde, at regionsrådet med forslaget vil kunne opfylde sin forpligtelse til at levere tilbud til
kommunerne efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved indgå samarbejde med kommuner,
andre regioner eller private tilbud. Det betyder også, at regionsrådet dermed kan indgå aftaler om
pladskøb og pladssalg i overensstemmelse med den lokale rammeaftale med kommunerne.
Regionsrådet vil også kunne opfylde sin forpligtelse til, efter aftale med kommunalbestyrelserne i
regionen, at medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler ved brug egne
tilbud og ved at indgå samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende
retstilstand videreført uændret.
Det fremgår af § 5, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af
stk. 1, 3 og 4.
280
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0281.png
Bestemmelsen fastslår, at kommunalbestyrelserne selv kan oprette alle tilbud efter serviceloven og
dermed også kan vælge at etablere de tilbud, som er omfattet af servicelovens § 5, stk. 1, 3 og 4.
Med forslaget til
stk. 5
foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af § 12,
stk. 1 og 3. Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelserne selv vil kunne oprette alle tilbud efter
denne lov, og dermed kan kommunalbestyrelserne også vælge at etablere de tilbud, som er omfattet
af regionens muligheder for at etablere tilbud efter bestemmelserne i stk. 1 og 3.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende
retstilstand videreført uændret.
Det følger af § 5, stk. 7, i serviceloven, at regionsrådet kan drive døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1,
nr. 7, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at
blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2.
Bestemmelsen omfatter efter forarbejderne en adgang for regionerne til at drive tidligere
amtskommunale tilbud, som pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen blev overtaget af
beliggenhedskommunen, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 163 som fremsat, side 13.
Det fremgår i forlængelse heraf af § 194, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne med
virkning fra den 1. januar 2007 overtager amtskommunale døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 7,
for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive
anbragt uden for hjemmet, jf. dog stk. 2, og kommunerne indtræder i aftaler med private tilbud, der
er godkendt af amtskommunerne. Det følger af stk. 2, at en kommunalbestyrelse, der overtager
døgninstitutioner efter § 194, stk. 1, kan uanset stk. 1 i 2006 aftale med regionens
forberedelsesudvalg, at regionsrådet på vegne af beliggenhedskommunen driver døgninstitutioner,
der er omfattet af stk. 1, og som ejes af beliggenhedskommunen, videre efter den 1. januar 2007.
For kommuner, der oprettes den 1. januar 2007, kan aftale efter 1. pkt. indgås af
sammenlægningsudvalget.
Med forslaget til
stk. 6,
foreslås det, at regionsrådet kan drive børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 3,
for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive
anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i serviceloven.
Forslaget vil indebære, at regionsrådet vil kunne drive døgninstitutioner for børn og unge, som på
grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet.
Bestemmelsen forudsætter, at det er aftalt mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende
retstilstand videreført med enkelte sproglige tilpasninger.
281
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0282.png
Det følger af § 5, stk. 9, i serviceloven, at regionsrådet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen
kan varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og
hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.
Bestemmelsen indebærer, at regionerne ud over den positive afgrænsning af opgaver, der fremgår af
§ 5 i serviceloven efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kan varetage kommunale
driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har
særlige kompetencer i forhold til den konkrete opgavevaretagelse.
Det foreslås med
stk. 8,
at regionsrådet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan varetage
kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen
derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.
Bestemmelsen vil betyde, at ud over den positive afgrænsning af opgaver, der fremgår af § 13 i
denne lov, vil regionsrådet efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kunne varetage kommunale
opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor vil have
særlige kompetencer i forhold til den konkrete opgavevaretagelse.
Ved naturlig tilknytning forstås opgaver, der hænger tæt sammen med den enkelte regions konkrete
driftsopgaver efter den foreslåede § 13, herunder i forhold til rådgivning mv. Ved særlige
kompetencer forstås eksempelvis specialiseret viden om særlige målgruppers behov, herunder i
forhold til etablering og drift af tilbud.
Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at regionsrådet fortsat efter anmodning fra en
kommunalbestyrelse kan være entreprenører på kommunale opgaver, der ligger i naturlig
tilknytning til regionens opgaver.
Der foreslås dermed ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og derfor foreslås gældende
retstilstand videreført uændret.
Til § 14
Det fremgår af § 11, stk. 1 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der
sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede
indsats for børn og unge med behov for særlig støtte.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, fastslår kommunalbestyrelsens overordnede forpligtelser til at sikre
sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats
over for børn og unge med behov for særlig støtte. Bestemmelsen danner dermed rammen for
kommunens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge via serviceloven.
282
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0283.png
Formålet med bestemmelsen er at understrege, at kommunalbestyrelsen skal sikre en tidlig og
forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier i
kommunen. Den tidlige og forebyggende indsats skal sikre en sammenhæng mellem kommunens
generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsatsfor børn og unge med behov for særlig
støtte. Der henvises til Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 168 som fremsat, s. 7.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge en indsats for børn og unge,
der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede
indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen vil skulle sikre en tidlig og forebyggende indsats for børn
og unge og deres familier i kommunen, som skal danne rammen for kommunens forebyggende
arbejde for udsatte børn og unge og deres familier og derned vil kunne medvirke til at sikre
sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for
børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov, det vil sige
handicapkompenserende støtte eller støtte efter det foreslåede kapitel 4 og 5.
Kommunens tidlige og forebyggende indsats vil skulle sikre sammenhæng mellem kommunens
generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for de børn og unge, der har behov for
særlig støtte, og hænger derfor tæt sammen med den sammenhængende børnepolitik, som
kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 15 vil være forpligtet til at udarbejde.
Indsatsen vil dermed skulle bidrage til at binde kommunens generelle, forebyggende arbejde og
herunder den indsats, der iværksættes i forskellige sektorer på børneområdet, som f.eks.
sundhedspleje, dagtilbud, skole og den frivillige sektor sammen med den målrettede indsats, der vil
være nødvendig for børn og unge, der vil have behov for støtte efter denne lov.
Formålet med bestemmelsen er at understege vigtigheden af at sætte tidligt, målrettet og
forebyggende ind for at undgå, at et barns eller en ungs problemer vokser sig store og vil
nødvendiggøre en mere indgribende og dyrere indsats efter det foreslåede kapitel 4.
Det fremgår af § 19, stk. 1, i serviceloven, at kommunen skal sikre, at både det generelle
forebyggende arbejde og tilbud og den målrettede indsats for børn og unge med særlige behov
udføres i samarbejde med forældrene og tilrettelægges, så det fremmer børn og unges trivsel og
udvikling. Det fremgår af § 19, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at
indsatsen for børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller et behov for
særlig støtte sættes i sammenhæng med andre former for støtte, der iværksættes efter anden
lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.
283
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0284.png
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter
børn og unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og at de tilrettelægges på en
sådan måde, at de fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Bestemmelsen
gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats
for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet behov for særlig
støtte.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle søge for, opgaver og tilbud – uanset
om der er tale om det generelle og forebyggende arbejde og tilbud eller om målrettede indsatser og
tilbud over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet behov for
støtte – vil skulle have samme overordnede mål om at fremme børn og unges udvikling, trivsel og
selvstændighed. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle sørge for at opgaver og tilbud vil udføres
i samarbejde med forældrene.
Bestemmelsen indebærer dermed, at målet for børn og unge principielt vil være den samme, uanset
om barnets eller den unges behov vil være af generel eller særlig karakter. Bestemmelsen indebærer
også, at den særlige eller målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller et andet behov, der vil medføre et særligt behov for støtte efter loven, vil bygge
op de generelle tilbud. Bestemmelsen vil således indebære, at det i forbindelse med igangsættelse af
støtte og hjælp vil skulle vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen vil kunne
bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil kunne indebære,
at eksempelvis barnets dagtilbud vil kunne inddrages både før, under og efter at der er igangsat
støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til støtte efter f.eks. § 32.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med formålet med barnets lov.
Det fremgår af servicelovens § 19, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der
iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat funktionsevne eller med et andet
særligt behov for særlig støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de
samme børn og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført undret til barnets lov.
Det foreslås i
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter
barnets lov for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller med et andet
særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn
og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at den indsats for børn og unge
og deres familier, der vil blive iværksat efter den foreslåede barnets lov, vil indgå som en del af den
samlede indsats for børn og unge. Den indsats, der vil blive iværksat over for børn og unge med
284
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0285.png
særlige behov for støtte, vil dermed skulle være sammenhængende og skulle ses på tværs af
lovgivning, og dermed også på tværs af administrative strukturer og faglige kompetencer.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med stk. 1 og 2, og skal samlet medvirke til at sikre, at
indsatsen for børn, unge og familier på tværs af lovgivninger understøtter fælles mål, så barnet, den
unge og familien oplever en sammenhængende og koordineret indsats.
Det forslås i
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kommunens hjemmeside er en
synlig og let tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet børn og
unge.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen forpligtes til at sikre, at der fremover på kommunes
hjemmeside etableres en let tilgængelig indgang for børn og unge til de kommunale myndigheder.
Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal være synlig og at informationen er målrettet børn
og unge og dermed udformet i et børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.
Formålet med bestemmelsen, der er ny, er at sikre, at børn og unge nemt kan få viden om, hvem de
kan kontakte, hvis de står i en situation med behov for hjælp og støtte – både i akutte situationer og
hvis de har spørgsmål, bekymringer mv. om deres situation.
Til § 15
Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 2, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at
udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det
generelle og forebyggende arbejde og den mere målrettede indsats over for børn og unge med
behov for særlig støtte i kommunen. Den sammenhængende børnepolitik skal være skriftlig,
vedtaget af kommunalbestyrelsen og børnepolitikken skal offentliggøres.
Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 4, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at
udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod
børn og unge. Bestemmelsen stiller krav om, at beredskabet skal være skriftligt og vedtaget af
kommunalbestyrelsen, og at beredskabet skal offentliggøres, ligesom der stilles krav om revision af
beredskabet med maksimalt fire års interval.
Det foreslås, at bestemmelserne om sammenhængende børnepolitik og beredskab om kommunernes
håndtering af sager om overgreb mod børn og unge videreføres uændret.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunerne skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til
formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede
indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal
udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
285
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0286.png
Formålet med bestemmelsen om en sammenhængende børnepolitik vil være at sikre, at den enkelte
kommunalbestyrelse overvejer og opstiller retningslinjer for, hvordan der lokalt kan opnås
sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og
unge med behov for støtte, herunder også børn og unge med nedsat fysisk og psykisk
funktionsevne. Den sammenhængende børnepolitik vil dermed skulle medvirke til at sikre en tidlig
indsats og sikre, at kommunalbestyrelsen lever op til forpligtigelsen om at yde hjælp efter barnets
lov i forbindelse med den indsats, der vil blive iværksat for de samme børn og unge efter anden
lovgivning, herunder handicapkompenserende indsatser efter serviceloven, behandling efter
sundhedsloven og indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskoleloven eller efter reglerne om en
kommunal ungeindsats. I den forbindelse vil det bl.a. være vigtigt, at systemet vil være
tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke vil ske en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge
behov for nedsat funktionsevne eller behov for særlig støtte.
Den sammenhængende børnepolitik vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle beskrive,
hvordan der i kommunen sikres sammenhæng mellem de forskellige sektorer, f.eks. dagtilbud,
skole, sundhedssektor og den frivillige sektor og den målrettede indsats til børn og unge med behov
for støtte.
I den sammenhængende børnepolitik vil kommunalbestyrelsen skulle inddrage de spørgsmål, som
den finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats.
Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne inddrage tilrettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats,
tilrettelæggelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisatoriske strukturer, relationen
til det frivillige sociale arbejde m.v.
Kommunalbestyrelsen vil også kunne bruge den sammenhængende børnepolitik til at sikre, at
oplysninger, der findes ét sted i den kommunale forvaltning, og som kan have betydning for
vurderingen af, om der er behov for støtte til et konkret barn eller en konkret ung, f.eks. oplysninger
om at en familie er blevet sat ud af sit lejemål, vil blive videregivet til den relevante del af den
kommunale forvaltning.
Derudover vil den sammenhængende børnepolitik kunne anvendes til, at kommunalbestyrelsen
formulerer klare mål for indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil eksempelvis
kunne være konkrete mål om, at ungdomskriminaliteten eller skolefraværet skal nedbringes med en
given procent. Kommunalbestyrelsen vil da kunne beskrive, hvilke indsatser der vil skulle
iværksættes for at nå de konkrete mål og beskrive, hvordan og hvornår der vil skulle følges op på
målene. Derved kan den sammenhængende børnepolitik også blive et redskab til at dokumentere
politikkens virkning og reelle indflydelse.
Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik vil betyde, at
det politiske niveaus forventninger til indsatserne i de kommunale sektorer synliggøres.
286
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0287.png
Bestemmelsen vil således danne grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig
tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.
Kommunerne vil ved udarbejdelsen og tilrettelæggelsen af den sammenhængende børnepolitik
kunne inddrage kommunens tværfaglige grupper, og SSP-samarbejdet (det tværfaglige samarbejde
mellem skolerne, de sociale myndigheder og politiet om at forebygge kriminalitet blandt børn og
unge). I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik vil
kommunalbestyrelsen også kunne hente inspiration i FN´s børnekonvention, som Danmark, og
dermed også kommunerne, er forpligtet til at efterleve. Konventionen omhandler langt de fleste
aspekter af børn og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder. Der vil også kunne hentes
inspiration i FN’s handicapkonvention, og der kan i denne forbindelse særligt henvises til
konventionens artikel 7 om børn med funktionsnedsættelse.
Kommunalbestyrelsen vil selv kunne beslutte, hvor ofte den sammenhængende børnepolitik
revideres. Dette vil f.eks. kunne ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse træder til, eller
hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sætte fokus på eller udarbejde en ny politik på området.
Den sammenhængende børnepolitik vil skulle udformes skriftligt og offentliggøres, f.eks. på
kommunens hjemmeside eller på anden måde, som kommunalbestyrelsen finder hensigtsmæssigt.
Kommunalbestyrelsen vil med fordel kunne overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør
formidles på anden vis. Der vil ikke herudover være andre formkrav til den sammenhængende
børnepolitik.
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig
opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen forpligtes
videre til at revidere beredskabet løbende efter behov, dog skal revision ske med maksimalt fire års
interval.
Bestemmelsen indebærer, at alle kommunalbestyrelser vil være forpligtede til at udarbejde skriftlige
beredskaber til sikring af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager, hvor der er viden
eller mistanke om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb. Beredskabet vil skulle
omfatte hele kommunens børne- og ungeområde, herunder daginstitutioner, skoler, sundhedspleje,
tandpleje m.v., og det vil skulle være koordineret på tværs af disse sektorer samt med kommunens
forvaltninger, afdelinger m.v.
Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn
eller en ung har været udsat for overgreb, behandles kvalificeret i kommunens institutioner m.v.
samt i kommunens forvaltning. Beredskabet skal derfor også understøtte, at det kommunale
fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore, hvis et
barn eller en ung har en adfærd, der kan være udtryk for, at barnet eller den unge er udsat for
overgreb. Endvidere skal beredskabet understøtte, at fagpersonerne har kendskab til, hvordan de
skal handle i disse situationer.
287
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0288.png
Kommunens fagpersoner på børne- og ungeområdet bør derfor have kendskab til beredskabet og de
procedurer, beredskabet vil skulle beskrive og være i stand til at efterleve procedurerne i praksis.
Begrebet fagpersoner skal forstås bredt og omfatter blandt andet frontlinjepersonale som
pædagoger, skolelærere m.v., ledere af kommunens institutioner og tilbud m.v. samt ansatte i den
kommunale forvaltning på børn og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere, sagsbehandlere
m.v.
Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der internt i kommunen vil skulle arbejdes,
samarbejdes og handles i tilfælde af viden eller mistanke om overgreb mod børn og unge.
Beredskabet bør omfatte hele kommunens børne- og ungeområde samt eksterne
samarbejdspartnere, herunder eksempelvis politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset samt det
børnehus, jf. forslaget til § 124, kommunen vil være tilknyttet.
Beredskabet bør beskrive, hvordan sager om overgreb mod børn og unge vil skulle behandles. Dette
omhandler eksempelvis, at der i beredskabet beskrives klare procedurer for, hvordan fagpersoner
skal handle ved viden eller mistanke om overgreb mod et barn eller en ung, samt hvordan der skal
handles afhængig af den tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt retter sig mod.
Eksempelvis kan beredskabet angive, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive underretning til
den kommunale forvaltning, samt hvad en underretning skal indeholde. Det kan også beskrives, i
hvilke situationer barnets eller den unges forældre ikke bør orienteres om underretningen,
eksempelvis hvis mistanken retter sig mod en eller begge af barnets eller den unges forældre.
Beredskabet bør ligeledes omhandle den kommunale forvaltnings behandling af sager om viden
eller mistanke om overgreb mod børn eller unge. I den forbindelse vil der kunne beskrives
procedurer for kommunens håndtering af underretninger om, at et barn eller en ung har behov for
støtte. Sådanne procedurer vil skulle udarbejdes i overensstemmelse med reglerne om underretning
og behandling af underretninger, jf. lovforslagets forslag til kapitel 16.
Beredskabet bør også omhandle kommunens initiativer til forebyggelse af overgreb mod børn og
unge. Dette omhandler primært initiativer til at forebygge, at der sker overgreb mod børn og unge,
mens de opholder sig i kommunens institutioner m.v. Beredskabet bør også omhandle kommunens
initiativer til tidlig opsporing. Kommunalbestyrelsen vil i denne forbindelse blandt andet kunne tage
stilling til, om de fagpersoner i kommunen, som arbejder med børn og unge, har den fornødne viden
til at opfange tegn og signaler fra børn og unge, der er eller har været udsat for overgreb.
Kommunalbestyrelsen vil også kunne overveje, hvordan der blandt kommunens fagpersoner
kontinuerligt er det fornødne opmærksomheds- og vidensniveau til at sikre, at der reageres
kvalificeret, når et barn eller en ung viser tegn og signaler på overgreb.
Beredskabet vil skulle omfatte kommunens samarbejde med andre relevante myndigheder som
eksempelvis politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset, krisecentre m.v. Beredskabet bør i den
forbindelse adressere forvaltningens procedurer for samarbejdet med politiet, herunder muligheden
288
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0289.png
for at foretage en samtale med politiet ved de indledende sagsskridt efter den foreslåede § 11 e i det
samtidigt fremsatte forslag til ændring af retssikkerhedsloven.
En væsentlig del af kommunens behandling af sager om overgreb mod børn og unge vil skulle
foregå i samarbejde med det børnehus, kommunen er tilknyttet, jf. lovforslagets § 124 og
bemærkningerne hertil.
Beredskabet bør derfor beskrive kommunens retningslinjer for samarbejdet med børnehuset. Det
bør blandt andet beskrives, hvordan kommunen vil kunne kontakte børnehuset eksempelvis for at
drøfte en mistanke og få rådgivning og vejledning i forhold til, hvordan mistanken bør håndteres.
Kommunen vil ligeledes kunne beskrive samarbejdet med børnehuset, når kommunen skal benytte
børnehuset til undersøgelse af et barn eller en ung, samt under og efter forløbet i børnehuset.
Endelig bør kommunens samarbejde med børnehuset i akutte sager beskrives. Beredskabet vil
endvidere kunne indeholde retningslinjer for, hvordan de lovmæssige sagsskridt gennemføres
sideløbende med, at et barn eller en ung undersøges i et børnehus.
Beredskabet vil skulle udformes skriftligt og vedtages af kommunalbestyrelsen. Der vil således
gælde et delegationsforbud. Beredskabet vil endvidere skulle offentliggøres, således at fagpersoner i
kommunen løbende har mulighed for at rekvirere beredskabet, ligesom eksterne parter kan gøres
bekendt med beredskabets indhold.
Kommunalbestyrelsen vil skulle revidere beredskabet løbende efter behov dog med maksimalt fire
års intervaller. Formålet hermed vil være at sikre, at beredskabet løbende holdes implementeret og
opdateret i forhold til udviklingen og behovene i den enkelte kommune. Et behov for revidering af
beredskabet kan eksempelvis opstå, hvis der sker ændringer i kommunens tilbudsvifte, hvis
kommunalbestyrelsen bliver bekendt med uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab eller
lignende. I forbindelse med revideringen af beredskabet bør kommunalbestyrelsen forholde sig til
den udvikling, der i kommunen er på området. Kommunalbestyrelsen bør eksempelvis vurdere, om
der vil være behov iværksættes yderligere tiltag med henblik på at yde børn og unge i kommunen
den bedst mulige beskyttelse mod overgreb samt sikre en kvalificeret behandling af sager om viden
eller mistanke om overgreb mod børn og unge. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne forholde
sig til, om kommunen har tilstrækkelige tilbud til at sikre, at børn og unge, der har været udsat for
overgreb, kan få en indsats, der imødekommer barnets eller den unges behov. Landets kommuner
vil kunne få gratis og løbende konsulentbistand til beredskabsarbejdet fra SISO, det nationale
videnscenter for sociale indsatser ved vold og seksuelle overgreb mod børn.
Der er ikke fastsat regler om kommunale beredskaber til opsporing og forebyggelse af ekstremisme,
negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter hverken i serviceloven eller anden lovgivning
Det foreslås videre i lovforslagets
stk. 3,
som noget nyt, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde et
beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede
konflikter og ekstremisme. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen
289
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0290.png
og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, og
maksimalt med fire års interval.
Børn og unge i lukkede miljøer udsættes ofte for negativ social kontrol i form af en systematisk
adfærdsregulering, der sikrer, at bestemte sociale normer opretholdes. Forskellige former for social
kontrol findes på tværs af etnicitet, kultur, religion og social status.
Negativ social kontrol fratager børn og unge retten til selv at bestemme over deres eget liv,
herunder forhold der vedrører deres uddannelse, deltagelse på arbejdsmarkedet, venner,
fritidsinteresser, valg af kærester og mulighed for at udleve deres seksualitet.
Ved en æresrelateret konflikt knytter konflikten sig til, at et familiemedlem har krænket familiens
ære. Hvis et barn eller en ung handler på en måde, som i familiens øjne krænker æren, kan familien
reagere ved at opstille restriktioner i forhold til den unges liv og færden. I de værste tilfælde kan der
også være tale om ligefrem isolering af den unge, indespærring, trusler, vold, genopdragelsesrejse,
tvungen forlovelse, tvungen religiøs vielse uden borgerlig gyldighed og tvangsægteskab.
Kontrollen har alvorlige konsekvenser for det enkelte barn eller den enkelte unge i form af f.eks. et
dårligere mentalt helbred, manglende frihed og ligestilling samt manglende mulighed for at deltage
aktivt i det danske samfundet.
Bestemmelsen indebærer, at kommunerne vil være forpligtede til at udarbejde et skriftligt
beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede
konflikter og ekstremisme i forhold til børn og unge og deres familier. Beredskabet vil skulle
omfatte hele kommunens børne- og ungeområde og bør være koordineret på tværs af disse sektorer
samt med kommunens forvaltninger, afdelinger m.v.
Bestemmelsen vil have til formål at sikre, at kommunerne tager stilling til, hvordan de forebygger
og håndterer sager om f.eks. tvangsægteskab, genopdagelsesrejse, trusler eller vold og social
kontrol over for børn og unge, der udøves af familien eller netværket. Styrelsen for International
Rekruttering og Integration (SIRI) rådgiver kommuner, der ønsker at udarbejde et beredskab, og vil
kunne bistå kommunerne med vejledning og sparring.
Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn
eller en ung har været udsat for negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme, vil
blive behandlet kvalificeret i kommunens institutioner m.v. samt i kommunens forvaltning.
Beredskabet vil derfor også skulle understøtte, at det kommunale fagpersonale, der er beskæftiget
på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore tegn på f.eks. negativ social kontrol eller
ekstremisme. Endvidere vil beredskabet også have til hensigt at understøtte, at fagpersonerne har
kendskab til, hvordan de skal handle i disse situationer.
290
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0291.png
Kommunens fagpersoner på børn og ungeområdet bør derfor have kendskab til beredskabet og de
procedurer, beredskabet beskriver og være i stand til at efterleve procedurerne i praksis. Begrebet
fagpersoner skal forstås bredt og omfatter blandt andet frontlinjepersonale som pædagoger,
skolelærere m.v., ledere af kommunens institutioner og tilbud m.v. samt ansatte i den kommunale
forvaltning på børn og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere, sagsbehandlere m.v.
Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der internt i kommunen vil skulle arbejdes,
samarbejdes og handles i tilfælde af viden eller mistanke om negativ social kontrol, æresrelaterede
konflikter og ekstremisme, herunder beskyttelse af barnet eller den unge mod vold eller andre
overgreb og håndtering af underretninger, jf. også lovforslagets § 137. Beredskabet bør omfatte hele
kommunens børn og ungeområde samt eksterne samarbejdspartnere som f.eks. politiet, herunder
gennem det lokale infohus-samarbejde.
Beredskabet bør derfor beskrive, hvordan sager om negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter
og ekstremisme håndteres. Dette omhandler eksempelvis, at der i beredskabet beskrives klare
procedurer for, hvordan infohus-samarbejdet inddrages ved bekymring om ekstremisme, at
fagpersoner skal handle ved viden eller mistanke om negativ social kontrol eller æresrelaterede
konflikter rettet mod et barn eller en ung, eller tegn på ekstremisme hos barnet eller den unge eller
dennes familie eller nære relationer, samt hvordan der vil skulle handles afhængig af den
tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt retter sig mod.
Eksempelvis vil beredskabet kunne angive, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive
underretning til den kommunale forvaltning efter reglerne i den foreslåede § 133, samt hvad en
underretning skal indeholde. Beredskabet kan også indeholde procedurer for samtale med barnet
eller den unge uden orientering eller medvirken af forældremyndighedsindehaveren eller forældre
uden del i forældremyndigheden, hvis den sociale kontrol f.eks. udøves af forældrene, ældre
søskende eller andre nære familiemedlemmer, når der er tale om underretning om viden eller
mistanke om, at barnet eller den unge er udsat for social kontrol.
I lighed med reglerne i forslaget til § 14, stk. 2, stilles der krav om, at beredskabet vil skulle
udformes skriftligt og vedtages af kommunalbestyrelsen. Der vil således gælde et
delegationsforbud. Beredskabet vil også skulle offentliggøres, således at både borgere og
fagpersoner i kommunen løbende vil have mulighed for at rekvirere beredskabet, ligesom eksterne
parter, herunder f.eks. samarbejdsparter i infohus-samarbejdet, anbringelsessteder m.fl. vil kunne
gøres bekendt med beredskabets indhold.
Kommunalbestyrelsen vil i lighed med reglerne i bestemmelsens stk. 2 skulle revidere beredskabet
løbende efter behov og med maksimalt fire års intervaller. Formålet hermed vil være at sikre, at
beredskabet løbende holdes implementeret og opdateret i forhold til udviklingen og behovene i den
enkelte kommune. Et behov for revidering af beredskabet vil eksempelvis kunne opstå, hvis der
sker ændringer i kommunens tilbudsvifte, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med
uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab eller lignende. I forbindelse med revideringen af
291
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0292.png
beredskabet bør kommunalbestyrelsen forholde sig til den udvikling, der i kommunen er på
området.
Kommunalbestyrelsen bør eksempelvis vurdere, om der bør iværksættes yderligere tiltag med
henblik på at yde børn og unge i kommunen den bedst mulige beskyttelse mod negativ social
kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme samt sikre en kvalificeret behandling af sager,
hvor der er mistanke eller viden om, at børn og unge kan være udsat herfor.
Kommunalbestyrelsen kan ligeledes forholde sig til, om kommunen har tilstrækkelige tilbud for
denne målgruppe eller om fagpersoner i kommunen er tilstrækkeligt klædt på til at kunne opspore
og reagere hensigtsmæssigt ved viden eller mistanke om, at et barn eller en ung er udsat for negativ
social kontrol, ekstremisme eller er involveret i en æresrelateret konflikt.
Til § 16
Det fremgår af servicelovens § 16, at brugerne af tilbud efter serviceloven skal have mulighed for at
få indflydelse på tilrettelæggelse af tilbuddene, og at der skal fastsættes skriftlige retningslinjer for
dette. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der kan bistå kommunen med at
tilrettelæggelsen af indsatsen, og skal i forbindelse hermed fastsætte de nærmere rammer for
rådenes opgaver mv.
Det foreslås, at bestemmelsen overføres uændret til barnets lov.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter barnets lov
får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for at brugerne af tilbud efter
loven bliver inddraget i forbindelse med tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbud efter loven m.v.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens regler om borgerens inddragelse i
sagsbehandlingen m.v. Kommunen vil skulle beslutte, hvilken form brugerindflydelsen skal have
under hensyn til tilbuddets karakter og brugernes forudsætninger. Kommunalbestyrelsen vil f.eks.
kunne etablere brugerbestyrelser eller beboerråd på anbringelsessteder, familiehuse m.v.
Brugerne af de enkelte ydelser vil, hvad enten de inddrages via brugerbestyrelser eller lignende eller
individuelt f.eks. gennem handleplaner, skemaer m.v., have brug for en konkret viden om ydelsen
for at kunne vurdere indhold og kvalitet og dermed få medindflydelse på tilbuddets tilrettelæggelse.
Information om de enkelte ydelser vil derfor være en væsentlig forudsætning for indflydelse.
Brugerne eller deres repræsentanter vil kunne inddrages både i visse overordnede opgaver som i
mere praktiske opgaver og beslutninger vedrørende den daglige drift, herunder f.eks. cafesalg,
kulturelle og sociale arrangementer og aktiviteter for børn, unge, forældre og kommende forældre.
292
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0293.png
Brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af tilbuddene har til formål at bidrage til at sikre, at det
sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til brugernes behov,
ressourcer og forudsætninger.
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen
om tilrettelæggelsen af indsatsen efter barnets lov, og at kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne
for og omfanget af rådenes opgaver.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne etablere rådgivende organer i form af
et eller flere råd, der vil kunne rådgive kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter
barnets lov.
Med bestemmelsen vil kommunen, hvor der ikke i forvejen er etableret særlige råd, kunne overveje
og beslutte at etablere samarbejdsfora, hvor f.eks. brugere og pårørende i et samarbejde mellem
socialsektoren, sundhedssektoren, uddannelsessektoren m.fl. vil kunne være rådgivende over for
kommunalbestyrelsen om, hvordan indsatsen kan tilrettelægges bedst muligt, så indsatsen bedst
muligt imødekommer barnets, den unges eller familiens behov.
På den måde vil indsatsen kunne tilrettelægges, så børn, unge og familier så vidt muligt oplever et
sammenhængende system og en sammenhængende vifte af tilbud.
Det bemærkes, at det efter retssikkerhedsloven er obligatorisk for kommunerne at etablere et
handicapråd. Den foreslåede stk. 2 skal derfor ses som et supplement til retssikkerhedslovens regler
på dette område.
Til § 17
Det fremgår af § 18 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale
organisationer og foreninger, og at rammerne for samarbejdet fastsættes af kommunalbestyrelsen.
Det fremgår også, at der skal afsættes midler til støtte til frivilligt socialt arbejde i kommunen.
Bestemmelsens foreslås med redaktionelle ændringer overført til barnets lov.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer
og foreninger på børne- og ungeområdet. Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen årligt skal
afsætte et beløb til støtte af det frivillige sociale arbejde på børne- og ungeområdet, og det foreslås i
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen fastlægger rammerne for kommunens samarbejde med de frivillige
sociale organisationer og foreninger.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at samarbejde med de
frivillige organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet, og at det vil være
293
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0294.png
kommunalbestyrelsens ansvar, hvordan den vil fastlægge rammerne for dette samarbejde.
Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne udmønte samarbejdet ved at nedsætte dialog-/kontaktfora
med de frivillige organisationer.
Bestemmelsen omfatter frivillige sociale organisationer og foreninger, der virker inden for børne-
og ungeområdet. De frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter vil kunne være
organiseret på forskellig vis. Nogle drives udelukkende på basis af en frivillig indsats, andre
udelukkende med lønnet indsats, men med en frivillig, ulønnet bestyrelse. Herimellem findes der
flere organiseringsformer, der bygger på en kombination af frivillig og lønnet indsats. Aktiviteter,
der primært drives med lønnet arbejdskraft, vil typisk være organiseret som selvejende institutioner
under en frivillig organisation.
De frivillige sociale organisationer og foreninger vil kunne tilbyde en række forskellige konkrete
aktiviteter. Disse kan f.eks. omfatte rådgivning og vejledningstilbud, mentorstøtte,
venskabsfamilier, frivilligcentre og kontakt- og netværkssteder, sociale caféer og
samværsaktiviteter, psykologhjælp, frivillig kontaktpersonsstøtte eller sociale aktiviteter f.eks. til
udsatte børn og unge, etniske minoriteter eller i boligområder, pårørendestøtte f.eks. til børn af
alvorligt syge eller børn af misbrugere.
Samarbejdet bør sigte mod lokale sociale organisationer og foreninger, lokale afdelinger af
landsorganisationer, som virker lokalt, og andre frivillighedsinitiativer også af mindre formaliseret
art. Kommunalbestyrelsen vil dog ligeledes kunne beslutte, at samarbejde på tværs af
kommunegrænser om aktiviteter, der dækker et større geografisk område, f.eks. når en frivillig
social organisation eller forening yder en frivillig social indsats over for børn, unge og deres
familier i et større område uden geografisk at være etableret i hver enkelt kommune.
Kommunalbestyrelsen vil i disse situationer kunne vælge at støtte organisationer, foreninger eller
aktiviteter, der ikke har adresse i den pågældende kommune. Kommunalbestyrelsen vil tillige kunne
vælge at støtte frivillige sociale foreninger og aktiviteter, der relaterer sig til opgaver, der er
forankret i regionsregi.
Kommunalbestyrelsen bør sigte mod et bredt samarbejde med forskellige typer af frivillige sociale
organisationer og foreninger eller andre frivillige sociale aktører. Samarbejdet med den frivillige
sektor vil kunne inddrages i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opgaveløsningen i forskellige
sociale indsatser.
Det vil være vigtigt, at samarbejdet baseres på kendskab til og respekt for de forskellige vilkår, der
kendetegner hhv. en kommunal myndighed og en frivillig social organisation eller forening.
Respekt for den frivillige indsats egenart og styrke, og kommunalbestyrelsens myndighedsansvar
for den sociale indsats, vil således være grundlæggende forudsætninger.
294
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0295.png
I den sammenhæng vil det være vigtigt, at de frivillige sociale organisationer og foreninger er
tydelige om deres værdigrundlag og formål og om, hvordan deres frivillige sociale indsats kan gøre
en forskel for børn, unge og deres familier.
Bestemmelsen indebærer, at det vil være op til den enkelte kommunalbestyrelsen at prioritere,
hvilke frivillige sociale aktiviteter, der vil modtage støtte. Det vil sige, at det vil være
kommunalbestyrelsen, som beslutter hvilke formål og rammer, der vil skulle gøre sig gældende for
ansøgningerne til kommunens støtte til frivillige sociale organisationer og foreninger. Sigtet med
bestemmelsen vil være, at også de aktiviteter, der primært eller udelukkende drives med frivillig
arbejdskraft, inddrages i samarbejdet, og at disse støttes økonomisk. Der vil særligt skulle lægges
vægt på at støtte konkrete aktiviteter.
Den støtte, der vil blive tildelt efter bestemmelsen, vil bl.a. skulle tage sigte på den situation, at en
frivillig organisation, forening eller andre frivillige aktører af egen drift og på eget initiativ gør en
frivillig social indsats. Kommunalbestyrelsens rolle vi her være at vurdere, om den vil støtte den
pågældende aktivitet økonomisk. Bestemmelsen vil også kunne indgå som et led i et samarbejde
mellem kommunalbestyrelsen og en frivillig social organisation eller forening om indsatsen for en
bestemt målgruppe eller om en socialt forebyggende indsats for børn, unge og familier. Det vil være
en betingelse, at den frivillige indsats er kernen i aktiviteterne. Tilskuddet vil skulle fungere som en
støtte til den specifikke frivillige indsats.
Det vil kunne være nødvendigt med et lønnet personale til organisering af en frivillig indsats, til
supervision, til indslusning af nye frivillige, til at sikre økonomiske midler osv. Støtten vil derfor
konkret også kunne bruges til at finansiere lønninger til ansatte osv.
Hvis en lokal frivillig social organisation eller forening er utilfreds med forholdene for støtte efter
bestemmelsen, må den gøre sin indflydelse gældende lokalt, herunder over for
kommunalbestyrelsen. Det vil være kommunalbestyrelsen, der skal behandle klager vedrørende
støtte efter § 16. Kommunalbestyrelsens afgørelser herom kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Formålet med § 17 er at sikre, at kommunalbestyrelserne – ud fra lokale ønsker og forhold – vil
arbejde på at fremmer samarbejdet med den lokale frivillige sociale sektor på børne- og
ungeområdet med henblik på at skabe gode rammer for og styrke den frivillige indsats. Formålet vil
videre være at sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organisationer og foreningers
aktiviteter og de offentlige tilbud for børn, unge og deres familier. En styrkelse af samarbejdet vil
endvidere have til hensigt at gavne de børn og unge og forældre, der har brug for hjælp og støtte, og
gavne det lokale forebyggende arbejde.
Til § 18
295
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0296.png
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 10, at myndigheden har ansvaret for, at sager på det sociale
område er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den
unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og
den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader,
og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1.
Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af
støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter
servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller
handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller
indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven, forudsætter ikke gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af
undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov,
eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsen afslutning. Servicelovens § 50. stk.
9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af
de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.
Støtteforanstaltninger iværksættes på baggrund af den børnefaglige undersøgelse, hvis der grundlag
herfor, jf. servicelovens § 52.
Kommunalbestyrelsen skal således vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de
problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 52,
stk. 1, 2. pkt. Støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, som f.eks. praktisk, pædagogisk
eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling m.v., kan som hovedregel kun iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 eller en ungefaglig
undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. servicelovens § 52, stk. 2,
1. pkt. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter
servicelovens § 52, stk. 3, sideløbende med undersøgelsen.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i alle sager, hvor det må antages, at et barn eller en
ung har behov for hjælp og støtte efter denne lov, skal vurdere, om der er tale om:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets, eller den unges
støttebehov.
2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets
eller den unges støttebehov.
296
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0297.png
3) En problemstilling, der kræver en udredning af barnets eller den unges støttebehov.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der vil skulle foretages en indledende screening og
vurdering af behovet for yderligere afdækning.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden der tages stilling til hjælp og støtte
efter denne lov, skal vurdere, om det er en problemstilling, der ikke kræver yderligere
sagsoplysning, en problemstilling der kræver afdækning af et eller flere forhold af betydning for
barnet eller den unge, eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig udredning af barnets
eller den unges støttebehov.
Screeningen vil skulle foretages, når der er grund til at antage, at et barn eller en ung vil have behov
for hjælp eller støtte efter denne lov. Det f.eks. være på baggrund af en underretning eller en
anmodning om hjælp fra barnet, den unge eller forældrene.
Screeningen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen,
herunder eventuelle oplysninger fra barnet eller den unge og forældrene om barnets eller den unges
udfordringer og støttebehov samt baggrunden herfor.
Der vil være tale om indledende screening, som har til formål at vurdere, om der er behov for at få
barnets eller den unges støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en
undersøgelse der så er behov for.
Adgangen til at iværksætte indsatser alene på baggrund af den indledende screening vil dog ikke
ændre på kommunalbestyrelsens overordnede ansvar for at skulle sikre, at alle sager er
tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan træffe korrekte og velbegrundede afgørelser,
jf. retssikkerhedslovens § 10. Det bemærkes endvidere, at kommunalbestyrelsen også fremover vil
have en forpligtelse til at behandle alle ansøgninger og spørgsmål om hjælp fra borgeren, jf.
retssikkerhedslovens § 5.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen i vurderingen vil skulle lægge vægt på sagens
forhold og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af barnets, den unges og
familiens støttebehov vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end det er er
tilfældet i dag.
Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtigheden af, at kommunen allerede i den
indledende vurdering af sagen er opmærksom på, om barnets eller den unges støttebehov er
begrundet i fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, forældrene eller
andre i familien, f.eks. søskende.
297
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0298.png
En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk være en lettere eller
afgrænset problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart,
hvad det for en udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.
Et eksempel kunne være et barn eller en ung, der har behov for psykologsamtaler i en kortere
periode pga. en pludseligt opstået krise, f.eks. ved forældrenes skilsmisse, sygdom eller dødsfald i
familien, og hvor der ikke er indikationer på andre problemstillinger. Et andet eksempel kunne
være et barn eller en ung, som på grund af en varig fysisk funktionsnedsættelse har et behov for
tildeling af et hjælpemiddel – eksempelvis ortopædisk fodtøj – men hvor kommunen og forældrene
er enige om, at der ikke er behov for anden hjælp eller støtte efter barnets lov.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med
indikationer på højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der behov at
belyse sagen nærmere for at kunne vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse
indsatsen. Endvidere vil det være relevant at kommunalbestyrelsen i sin vurdering af, hvorvidt der
er grundlag for at foretage en yderligere afdækning, lægger vægt på eventuelle ønsker, bekymringer
eller andre tilkendegivelser fra barnet, den unge, forældrene eller andre med kendskab til barnets
forhold.
Et eksempel på en problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, kunne være et
barn eller en ung, hvor der er bekymring for begyndende eller sværere mistrivsel på grund af højt
skolefravær eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer, og hvor der er behov for at få afdækket
årsagerne til barnets den unges adfærd for at kunne sætte ind med den rette støtte. Et andet
eksempel kunne være et barn eller en ung, der på grund af en funktionsnedsættelse har et åbenlyst
behov for tildeling af en bestemt handicapkompenserende ydelse efter det foreslåede kapitel 8, men
hvor der vil være behov for yderligere afdækning inden eventuelle yderligere støttebehov kan
afklares. Som led i den yderligere afdækning vil det kunne være relevant for kommunalbestyrelsen
at overveje inddragelse af f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-
medarbejdere eller andre, der har relevant viden om barnet, den unge, familien eller de kommende
forældre, ligesom det efter omstændighederne vil kunne være relevant at indhente særlig faglig
viden, eksempelvis fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
En problemstilling, der vil kræve en udredning, vil være alvorlige eller komplekse sager, hvor der er
behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den unges situation for at sikre en grundig
afdækning af udfordringer, ressourcer og støttebehov. Den foreslåede § 20, stk. 1, oplister
udtømmende de situationer, hvor kommunalbestyrelsen
skal
iværksætte en udredning af barnets
eller den unges situation, mens den foreslåede § 20, stk. 2, giver kommunen mulighed for at
iværksætte en børneudredning i andre situationer, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges behov,
298
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0299.png
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke er behov for yderligere
afdækning af barnets eller den unges behov, vil den foreslåede ordning betyde, at der ikke på det
foreliggende grundlag vil skulle foretages yderligere oplysning af sagen.
En sådan vurdering vil være en procesledende beslutning, der ikke særskilt vil kunne påklages til
anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med
afsæt i vurderingen, vil forældrene dog fortsat kunne klage over sådanne procesledende
beslutninger samtidig med en klage over afgørelsen. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse
med en sådan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har
opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der er behov for yderligere
afdækning eller udredning af barnets eller den unges støttebehov, skal kommunalbestyrelsen
iværksætte en afdækning af de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt.
families konkrete udfordringer og støttebehov efter den foreslåede § 19, eller træffe afgørelse om en
børneudredning efter de foreslåede §§ 20-23. Der henvises til de foreslåede §§ 19-23 og
bemærkningerne hertil.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksættes støtte, når den
indledende screening og vurdering er foretaget, hvis der på baggrund af screening umiddelbart
vurderes at være behov. Der vil gælde i de situationer, hvor der ikke er vurderet behov for nærmere
afdækning, og hvor der efter omstændighederne vil kunne iværksættes en tidligt forebyggende
indsats efter den foreslåede § 30 eller handicapkompenserende indsatser efter de foreslåede §§ 82-
90.
Det vil også gælde i de tilfælde, hvor det vurderes, at der er behov for en nærmere afdækning af
barnets forhold, enten i form af en kortere afklaring eller en børneudredning. Her vil der efter
omstændighederne tillige kunne iværksættes støttende indsatser efter den foreslåede § 32, ligesom
der vil kunne iværksættes tidligt forebyggende eller handicapkompenserende indsatser, hvis der er
grundlag herfor, sideløbende med, at barnets eller den unges behov afdækkes nærmere eller
udredes.
Det kan f.eks. være, at det ud fra screeningen er vurderet, at der i en kortere periode er behov for en
tæt støttet indsats i hjemmet, så familien kan få hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, mens
støttebehovet bliver nærmere udredt. Det kan også være situationer, hvor der på grund af en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er et åbenlyst behov for tildeling af et hjælpemiddel
eller en anden bestemt handicapkompenserende ydelse efter kapitel 8, mens der er behov for
yderligere afdækning inden eventuelle yderligere støttebehov kan afklares.
Efter den yderligere afdækning eller børneudredning har fundet sted vil indsatsen kunne justeres.
Nærmere afdækning af relevante forhold vil ligeledes kunne ske som led i den indsats, barnet eller
den unge eller familien modtager.
299
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0300.png
Der vil ligesom i dag kunne træffes foreløbig eller akut afgørelse om anbringelse efter de foreslåede
§§ 46 og 143, mens sagen udredes, hvis der er grundlag herfor, men ellers vil udgangspunktet være,
at der skal være gennemført en børneudredning, før der kan træffes afgørelse om anbringelse efter
de foreslåede §§ 46 og 47.
Den foreslåede ordning er således dynamisk, så både sagsoplysning og indsats vil kunne justeres
undervejs. Det vil også betyde, at der vil kunne iværksættes en uddybende afdækning eller eventuelt
en udredning af barnets samlede situation, selvom det indledningsvis var vurderet, at der ikke var
behov herfor. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det som led i den hjælp barnet eller den unge
eller familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at afklare et eller flere forhold nærmere.
Tilsvarende vil et afdækningsnotat kunne udbygges til en egentlig undersøgelse, hvis det som led i
afdækningen viser sig, at der er grundlag for det. Der vil i så fald skulle træffes afgørelse om en
børneudredning.
Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om
en børneudredning, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov.
Det vil herefter bero på en kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan udredning skal
igangsættes. Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børneudredning kan ikke
påklages.
Det foreslås videre i
stk. 3,
at hvis der er bekymring for æresrelaterede konflikter, har
kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre
og netværk inddrages i sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen, i sager, hvor der er indikationer på
eventuelle æresrelaterede konflikter, skal foretage en vurdering af risikoen for barnet, den unge og
eventuelle andre børn i familien, inden forældre, søskende, bedsteforældre eller andre
familiemedlemmer inddrages i sagen.
Ved en æresrelateret konflikt forstås en konflikt, som knytter sig til opfattelsen i en familie af, at et
familiemedlem har krænket familiens ære. Æren er tæt knyttet til barnets eller den unges seksualitet,
som skal kontrolleres, så den unge bevarer sin ærbarhed. En krænkelse af familiens ære kan f.eks.
opstå i tilfælde, hvor et familiemedlem har en kæreste, har sex uden for ægteskab eller har valgt en
ægtefælle mod familiens ønske m.v. Æreskodekset gælder kun i nogle familier, og det er ikke
knyttet til bestemte religioner eller kulturer.
Hvis en ung handler på en måde, som i familiens øjne krænker æren, kan familien reagere på
forskellig vis for at forhindre den unges handlinger. Det betyder, at familien f.eks. kan opstille
restriktioner i forhold til barnets eller den unges skolegang, fritidsliv, valg af venner m.v. Der kan
også være tale om isolering af barnet eller den unge, indespærring, trusler, vold,
genopdragelsesrejse, tvungen forlovelse, tvungen religiøs vielse uden borgerlig gyldighed,
300
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0301.png
tvangsægteskab og i værste fald drab. I de sager, der eskalerer, vil der ofte være tale om, at familien
i første omgang har forsøgt at korrigere barnets eller den unges adfærd på en mindre indgribende
måde.
Æresrelaterede konflikter adskiller sig ofte fra vold i nære relationer ved at være planlagt og ved
ofte at være med inddragelse af eller sanktioneret af den øvrige familie og netværk. Kommunen skal
derfor være særligt opmærksom på familiens og netværkets eventuelle rolle i forhold til den unges
sikkerhed ved overvejelser om inddragelse af familien m.v.
Ved en risikovurdering forstås en vurdering af, om barnet eller den unge er truet, herunder f.eks. om
barnet eller den unge risikerer et tvangsægteskab, risikerer at blive frihedsberøvet, bortført eller
sendt på genopdragelsesrejse eller risikerer at blive udsat for vold eller drabsforsøg.
Risikovurderingen kan tage udgangspunkt i, om barnet eller den unge allerede har været udsat for
vold, trusler, forfølgelse, frihedsberøvelse, bortførelse, genopdragelsesrejse eller negativ social
kontrol.
Risikovurderingen kan desuden indeholde oplysninger om, hvorvidt familien f.eks. har brugt vold
mod andre, om andre i familien er blevet tvunget til ægteskab eller sendt på genopdragelsesrejse,
om familien har et stærkt æreskodeks, om truslerne eller volden er eskalerende, og om der er andre
problemer i familien, som f.eks. psykiske problemer eller problemer med stofmisbrug.
I vurderingen skal indgå, om der er behov for at iværksætte akut støtte, herunder eventuelt
anbringelse, efter reglerne i de foreslåede § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143. Ved anbringelse uden
for hjemmet i sager om æresrelaterede konflikter er det desuden vigtig at være opmærksom på, om
der af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, herunder barnets eller den unges
sikkerhed, er grundlag for at træffe afgørelse efter de foreslåede regler i §§ 104 og 105 om
overvåget eller afbrudt samvær og kontakt eller om, at anbringelsesstedet ikke må oplyses over for
forældre og netværk.
Politiet vil efter behov kunne inddrages i vurderingen af risikoen. Kommunen vil også kunne
kontakte den lokale sikkerhedskonsulent fra det nationale team af sikkerhedskonsulenter under
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Sikkerhedskonsulenterne vil bl.a.
kunne bistå med risikovurdering, koordinering og rådgivning om barnets håndtering af barnets eller
den unges sikkerhed. Endelig vil kommunen kunne søge bistand hos Den nationale Videns- og
Specialrådgivningsorganisation (VISO), der yder gratis vejledende specialrådgivning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager, herunder i sager om æresrelaterede konflikter, jf. de
foreslåede §§ 165 og 166.
Den foreslåede screeningsbestemmelse i § 18 skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 19
om afdækning og §§ 20-23 om børneudredning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. og bemærkningerne til §§ 19-23.
301
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0302.png
Til § 19
Iværksættelse af støtteforanstaltninger til børn og unge efter servicelovens § 52 sker i dag som
udgangspunkt efter gennemførelse af en undersøgelse efter servicelovens § 50.
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen således undersøge barnets eller
den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i
samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens §
50, stk. 1, 2. pkt.
Servicelovens § 50, stk. 2-7, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af
undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov og
frister for undersøgelsen afslutning. Servicelovens § 50. stk. 9, indeholder herudover regler for
undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det følger desuden af servicelovens § 50, stk. 8, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en
børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse
af eventuelle andre børn i familien. Den børnefaglige undersøgelse kan gennemføres som én samlet
undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold.
Der gælder særlige regler for udredning af børn og unge, der modtager hjælp og støtte efter
servicelovens § 32 på grund af nedsat funktionsevne.
Efter servicelovens § 32, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen således afgørelse om hjælp til børn,
der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp
eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, jf. servicelovens § 32, stk. 3, i
særlige klubtilbud, jf. servicelovens § § 36, eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven
lov eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet
som hjemmetræning, servicelovens jf. § 32 a.
Efter servicelovens § 32, stk. 2, fastsætter social- og ældreministeren nærmere regler om
samarbejdet med forældre, om inddragelse af barnet eller den unge, om udredning af barnets eller
den unges behov og om fremgangsmåden ved kommunens sagsbehandling i sådanne sager.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 2, er udmøntet i § 1 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni
2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
302
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0303.png
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Bekendtgørelsens § 1 indeholder nærmere
regler om udredning og inddragelse af forældrene og barnet eller den unge.
Det foreslås i
stk. 1,
at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18 vurderer,
at der er behov for at afdække et eller flere forhold med betydning for et barns eller en ungs
støttebehov, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen efter en indledende screening
efter den foreslåede § 18 finder, at der er behov for det, skal kommunalbestyrelsen sørge for
afdække et eller flere forhold, som er væsentlige for at vurdere støttebehovet hos barnet eller den
unge og dermed kunne sætte ind med den rette hjælp.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en målrettet afdækning
af det eller de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. families konkrete
udfordringer og støttebehov. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som ikke vil være
underlagt de samme krav til omfang og proces, som gælder ved børnefaglig undersøgelse i dag.
En afdækning vil skulle belyse et eller flere afgrænsede forhold af betydning for barnets eller den
unges støttebehov. Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være barnets eller unges
funktionsnedsættelse, sproglig eller sansemotorisk udvikling, læring og trivsel i skolen, venskaber
og fritidsliv m.v.
En afdækning vil også kunne indeholde en afgrænset belysning af forhold i familie og netværk, som
har betydning for barnets eller den unges støttebehov, herunder ressourcer og vanskeligheder hos
forældrene. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forældre eller søskende, som har en
funktionsnedsættelse, , og hvor det vil kunne være relevant at overveje om iværksættelse af
handicapkompenserende støtte til forældre eller søskende efter barnets lov eller anden lovgivning
vil kunne have betydning for barnets eller den unges trivsel og støttebehov. Det vil også f.eks.
kunne være en kompleks skilsmisse, som påvirker barnet eller den unge.
Udredning af meget komplekse og alvorlige vanskeligheder i familien, herunder ved bekymring for
fysisk og psykisk vold, misbrug eller manglende forældrekompetencer vil ligge uden for rammerne
af en afdækning og vil stedet kræve iværksættelse af en børneudredning efter den foreslåede § 20.
Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til
barnet, den unge eller familien. I nogle sager vil det ligeledes kunne være relevant at indhente en
udtalelse fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
Hvis det er nødvendigt, vil kommunen også kunne iværksættere kortere forløb med f.eks.
pædagogisk eller psykologisk observation af barnet, den unge eller familien, men er der behov for
en egentlig undersøgelse af forældrene, herunder af deres kompetencer til at drage for barnet eller
303
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0304.png
den unge, vil en sådan undersøgelse alene kunne iværksættes som led i en børneudredning efter den
foreslåede § 22.
Afdækning af et eller flere forhold med betydning for barnet eller den unge vil kunne ske som led i
en indsats på det almene område eller i forbindelse med en tidligt forebyggende eller støttende
indsats efter kapitel 4, der iværksættes sideløbende.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en afdækning vil være en procesledende
beslutning, der ikke vil kunne påklages særskilt til anden administrativ myndighed. I de tilfælde,
hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog fortsat
kunne klage over den procesledende beslutning i forbindelse med en klage over afgørelsen.
Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse med en sådan klage kunne (gen)vurdere om
kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige
forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
Kommunen vil skulle dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne
være i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver de relevante forhold, de oplysninger der er
indhentet, eller faglige observationer mv. der er foretaget, hvordan barnet eller den unge og familien
har været inddraget, og med en socialfaglig vurdering af støttebehovet. Der vil med fordel kunne
arbejdes med dynamisk dokumentation, hvor løbende opdatering også noteres i afdækningsnotatet,
som så dermed kan blive et aktivt redskab, der vil afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn
og familie. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.2-3.4.3.
Det foreslås i
stk. 2,
at afdækning efter stk. 1 så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med
barnet, den unge og forældremyndighedsindehaver.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og
samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om gennemførelse af
afdækningen. Det vil bl.a. betyde, at kommunen vil skulle sikre en tæt og løbende inddragelse af
barnet, den unge og forældrene. Der henvises til de foreslåede §§ 5, 8 og 14. Barnet eller den unge
vil ofte have væsentlig viden om og perspektiver på sit eget liv, ligesom forældrene som ofte vil
have væsentlig viden om børnene og familien. Det vil derfor typisk være afgørende både for et godt
samarbejde og for en vellykket afdækning, at barnet, den unge og forældrene oplever at bliver
inddraget og oplever at blive lyttet til og taget alvorligt.
Forvaltningen vil skulle sørge for, at barnet, eller den unge og forældrene så vidt muligt forstår,
hvorfor der er behov for en afdækning, hvilke forhold der skal belyses, og hvordan det konkret vil
forløbe. Heri vil også ligge, at kommunikationen skal være afpasset efter barnets eller den unges
alder og modenhed og familiens situation i øvrigt.
Barnet, den unge og forældrene vil også skulle inddrages tæt i tilrettelæggelsen af afdækningen, så
de i dialog med forvaltningen er med til at fastlægge, hvad der skal belyses og hvordan, og dermed
304
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0305.png
vil kunne opleve medejerskab. Her vil det også være væsentligt, at der så vidt muligt tages højde for
f.eks. skole- og arbejdstid og familiens hverdag i øvrigt. Barnet, den unge og forældrene vil således
skulle have reel mulighed for at deltage i afdækningen, jf. § 4 i retssikkerhedsloven, så afholdelse af
møder, samtaler eller observation ikke griber unødigt ind i barnets eller den unge og familiens
dagligdag.
Kommunalbestyrelsen vil dog, ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse, have
mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et
positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.
Der vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse hos barnet
eller den unge kan være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om afdækningen
med barnet eller den unge selv. I sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle foregå med
forældremyndighedsindehaveren. Der vil også kunne være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå
et positiv samarbejde med forældremyndighedsindehaveren, f.eks. hvis den pågældende har meget
stor modstand mod undersøgelsen eller afviser kommunens forsøg på dialog
Kommunalbestyrelsen vil også have mulighed for at gennemføre afdækningen i de tilfælde, hvor
det vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt samarbejde med barnet
eller den unge og forældrene. Det vil f.eks. kunne være, hvis den ene af
forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke
har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækning efter stk. 1 skal
vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold med betydning for
støttebehovet hos eventuelle søskende.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 50, stk. 2, 1.
pkt., med den ændring der følger af de foreslåede nye udredningsbestemmelser, hvor servicelovens
nuværende børnefaglige undersøgelse erstattes af henholdsvis afdækning og børneudredning.
Bestemmelsen vil betyde, at hvor kommunalbestyrelsen i dag i forbindelse med en børnefaglig
undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse
af eventuelle søskende, vil kommunalbestyrelsen fremover i forbindelse med en afdækning skulle
vurdere om der skal foretages en afdækning af eventuelle søskende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre
børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp,
når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.
305
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0306.png
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om eventuelle andre børn i familien må
antages at trænge til hjælp og støtte, og om der i givet fald er behov for at afdække et eller flere
forhold med betydning for de pågældende søskendes støttebehov. Barnets egne oplysninger om
andre børn i familien, der har problemer, vil i den forbindelse skulle tillægges vægt.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en afdækning i forhold til et barn, der hovedsageligt har
udfordringer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte
ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos
eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte
påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør
gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks.
primært skyldes forhold i familien, f.eks. højt konfliktniveau hos forældrene.
Det foreslås i
stk. 3, 2. pkt.,
at afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for flere
børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 50, stk. 8, 2.
pkt., med den ændring der følger af de foreslåede nye udredningsbestemmelser, hvor den
børnefaglige undersøgelse erstattes af henholdsvis afdækning og børneudredning.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen vurderer, at der bør iværksættes en
afdækning af forhold hos flere børn i samme familie, vil kommunen således kunne vælge at
udarbejde én samlet afdækning for flere børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i
den konkrete situation. Der vil i så fald skulle tages højde for individuelle problemstillinger og
behov hos det enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes individuelle
støttebehov bliver afdækket i det omfang, det er nødvendigt. Der bør således være en klar
beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks. en familiemæssig situation kan
påvirke børn forskelligt.
Det foreslås i
stk. 4,
at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om afdækning efter §
19 i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge, kortlægning af
barnets eller den unges funktionsevne i sager vedrørende hjælp til børn og unge, der på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for hjælp eller særlig
støtte efter § 82.
Den foreslåede § 19, stk. 4, er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i
servicelovens § 32, stk. 2, i en form som er tilpasset som konsekvens af de foreslåede nye rammer
for screening mv. i lovforslagets kapitel 3.
Bemyndigelsen vil, såfremt lovforslaget vedtages, blive udmøntet i en bekendtgørelse, som i
overensstemmelse med gældende ret fastlægger de nærmere rammer i forhold til samarbejdet med
forældre, inddragelse af barnet eller den unge samt kortlægning af barnets eller den unges
306
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0307.png
funktionsnedsættelse i sager vedrørende særlig hjælp og støtte til børn og unge med varig og
betydeligt nedsat funktionsevne efter § 82.
Til § 20
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den
unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen efter § 50 betegnes som en
børnefaglig undersøgelse.
Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af
støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter
servicelovens § 32 a. Iværksættelse af tidligt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller
handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller
indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven, forudsætter ikke gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
Den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 gennemføres så vidt muligt i samarbejde
med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 50, stk. 1,
2. pkt.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børneudredning undersøgelse i
følgende situationer:
1) Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag.
2) Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.
3) Når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social
service med en forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder
opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i de nævnte situationer vil have pligt til at
iværksætte en børneudredning. Kommunalbestyrelsens afgørelse om iværksættelse af en
børneudredning vil kunne påklages efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10, jf. den
foreslåede § 144.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, nr. 1
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte
en børneudredning, hvis der på baggrund af en indledende screening efter den foreslåede § 18
vurderes, at der er grund til at antage, at der vil være tale om en alvorlig eller kompleks sag.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tegn på alvorlig mistrivsel hos barnet eller den unge,
f.eks. i form af svært udadreagerende eller selvskadende adfærd. Det vil også kunne være tilfældet,
307
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0308.png
hvis der er indikationer på alvorlige problemer hos forældrene, f.eks. misbrug hos forældrene,
meget højt konfliktniveau eller vold i hjemmet eller bekymring for manglende forældre-
kompetencer. Endvidere vil fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, som medfører
store udfordringer, efter omstændighederne også kunne tale herfor.
Det vil altid bero på en konkret og individuel vurdering, om betingelserne § 20 stk. 1, nr. 1, må
anses for opfyldt, og der dermed vil skulle iværksættes en børneudredning frem for en afgrænset
afdækning af et eller flere forhold efter den foreslåede § 19, stk. 1.
Det bemærkes dog, at pligten til at gennemføre en børneudredning efter det foreslåede stk. 1, nr. 1,
også vil gælde i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter de
foreslåede §§ 46 og 47. Der vil i disse tilfælde altid skulle gennemføres en børneudredning inden
eller sideløbende med, at anbringelsen iværksættes. Der henvises til §§ 46, stk. 3 og § 47, stk. 2, og
bemærkningerne dertil. Vurderer kommunen således allerede i forbindelse med en indledende
screening, at en anbringelse vil kunne være relevant, vil kommunalbestyrelsen skulle iværksætte en
børneudredning.
Det skal samtidig understreges, at gennemførelse af en børneudredning efter den foreslåede
bestemmelse naturligvis ikke automatisk vil resultere i, at barnet eller den unge efterfølgende
anbringes. Hvilken hjælp og støtte, der vil være behov for, vil altid afhænge af, hvad udredningen
viser. Dette kan være særligt relevant at holde sig for øje i de tilfælde, hvor en børneudredning er
iværksat på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. Ligeledes
vil udredningen kunne medvirke til at belyse, om udfordringerne i familien har sammenhæng til en
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos en eller begge forældre, og om udfordringerne helt
eller delvist vil kunne imødekommes gennem iværksættelse af støtte til forældrenes varetagelse af
forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp,
hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.
Omvendt vil de kommunale myndigheder ikke skulle afvente børneudredningens gennemførelse,
hvis der er behov for sideløbende støtte, herunder eventuelt anbringelse. Hvis kommunalbestyrelsen
således allerede efter en indledende screening vurderer, at der er grundlag for en anbringelse, vil der
skulle der træffes foreløbig afgørelse om anbringelse med samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, eller formandsafgørelse, hvis der er
grundlag for det og et samtykke ikke kan opnås. Herefter gennemføres en udredning sideløbende
hermed. Der henvises til kapitel 5 og de foreslåede §§ 46 og 143.
Ligeledes vil pligten til at gennemføre en børneudredning efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, gælde i
alle sager om godkendelse af hjemmetræning efter § 85, jf. betingelsen herom i § 85, stk. 3, 1. pkt.,
idet sager herom altid må antages at være komplekse. Hjemmetræningsbestemmelserne er således
målrettet børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, og i sager om godkendelse af
hjemmetræning efter § 85, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende
praksis skulle foretage en grundig afdækning af det enkelte barns eller den enkelte unges
308
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0309.png
støttebehov, en vurdering af den foreslåede træningsmetodes egnethed til at imødekomme disse
behov, samt en vurdering af, om forældrene vil være i stand til at udføre opgaverne. Der henvises i
øvrigt til den foreslåede § 85 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, nr. 2
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte
en børneudredning, når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, herunder vold eller
seksuelle overgreb, hvis der er mistanke herom.
Formålet med bestemmelsen vil være at beskytte barnet eller den unge og sikre, at sager, hvor der er
mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung altid bliver grundigt udredt.
Bestemmelsen vil ikke betyde, at enhver underretning, en kommune modtager om bekymring for
overgreb mod et barn eller en ung automatisk skal medføre en børneudredning.
Kommunalbestyrelsen vil skulle behandle en underretning efter de regler, der vil gælde for
behandling af underretninger, herunder de særlige regler for underretning om overgreb, screene
sagen og på den baggrund vurdere, om betingelserne for iværksættelse af en børneudredning efter
den foreslåede § 20, stk. 1, nr. 2, må anses for opfyldt, dvs. om der er viden eller mistanke om
overgreb.
Åbenlyst grundløse eller rent chikanøse underretninger vil således ikke give anledning til en
børneudredning. I sådanne tilfælde vil sagen efter en indledende screening skulle afsluttes, hvis der
ikke i øvrigt er grundlag for bekymring for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, nr. 3
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte
en børneudredning, når et barn eller en ung har været på kvindekrisecenter, jf. servicelovens § 109,
med sin mor eller haft ophold på et herberg, jf. servicelovens § 110, med sin far på grund af vold i
hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for et vende tilbage til et voldeligt miljø
med barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være på baggrund af en underretning fra krisecentret
eller herberget.
Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening eller eventuel afklaring vurderer, at
betingelserne i et eller flere af de oplistede numre 1-3 i bestemmelsen må anses for opfyldt, vil
kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om en børneudredning. Undersøgelsen vil herefter
skulle gennemføres efter reglerne i den foreslåede § 22.
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen endvidere kan iværksætte en børneudredning, når
kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
støttebehov.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for – men ikke pligt til – at
iværksætte en børneudredning, i andre situationer end de i stk. 1, nr. 1-3, oplistede, hvis
kommunalbestyrelsen konkret vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
309
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0310.png
støttebehov. Formålet er give kommunalbestyrelsen fleksibilitet af hensyn til at sikre den rette
belysning af barnets eller den unges støttebehov.
Kommunalbestyrelsen vil skulle iagttage almindelige forvaltningsretlige proportionalitetshensyn og
må således ikke iværksætte en børneudredning, hvis en mindre omfattende afdækning efter den
foreslåede § 19 vurderes at være tilstrækkeligt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. samt §§ 18-19 og 21-23 samt
bemærkningerne hertil.
Til § 21
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den
unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og
den unge, der er fyldt 15 år. Det fremgår også, at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som
forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af
undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov,
eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsen afslutning. Servicelovens § 50, stk.
9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af
de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.
Det følger af servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en
børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse
af eventuelle andre børn i familien.
Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien,
således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne
havde vokset sig større og mere komplekse. Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om
eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til særlig støtte. Barnets egne oplysninger om
andre børn i familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt. Kommunen skal
således foretage en børnefaglig undersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det efter en
konkret vurdering må antages, at de har behov for særlig støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har
problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte
ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos
eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte
310
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0311.png
påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør
gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks.
primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter
servicelovens § 50 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træffe en afgørelse
herom.
En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således
at der tages højde for børnenes individuelle forhold. Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 8, 2.
pkt.
Hvis kommunen vurderer, at der bør gennemføres en undersøgelse af flere børn i samme familie,
kan kommunen således vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere børn i samme familie,
hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for
individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det
sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det omfang, det er
nødvendigt. Der bør således være en klar beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da
f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt. Der er tale om en selvstændig
afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en børneudredning af et barn eller
en ung skal vurdere, om der skal foretages en udredning af eventuelle andre børn eller unge i
familien, jf. dog den foreslåede § 21, stk. 2, nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der efter servicelovens § 50, stk. 7, gælder ved en
børnefaglig undersøgelse, med de ændringer, der vil følge af, at den børnefaglige undersøgelse
fremover foreslås erstattet af henholdsvis afdækning og børneudredning, jf. §§ 19 og 20.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om eventuelle andre børn
eller unge i familien må antages at trænge til støtte efter denne lov. Barnets egne oplysninger om
andre børn eller unge i familien, der har problemer, vil i den forbindelse skulle tillægges vægt.
Kommunen vil således skulle foretage en børneudredning af andre børn eller unge i familien, hvis
det efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en udredning i forhold til et barn, der hovedsageligt har
problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte
ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en udredning af eventuelle andre børn i
familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn
eller unge i familien negativt.
311
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0312.png
Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en udredning af eventuelle
andre børn eller unge i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyldes forhold i familien,
f.eks. forældrenes misbrug.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en udredning af
eventuelle andre søskendes støttebehov, vil kommunen skulle træffe en selvstændig afgørelse
herom.
Bestemmelsen vil dog ikke gælde de sager, der vil være omfattet af det foreslåede stk. 2 nedenfor,
hvor der som udgangspunkt altid vil skulle iværksættes en børneudredning.
Det foreslås i
stk. 2,
at hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, og anbringelsen er
begrundet i utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som
barnet eller den unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børneudredning
af eventuelle hjemmeboende søskende under 15 år.
Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet på grund
af eksempelvis omsorgssvigt, vil kommunen have pligt til at iværksætte en børneudredning af
eventuelle hel-, halv- og stedsøskende i hustanden, som er under 15 år.
Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal forstås, at forældrene ikke, herunder med
eventuelt relevant hjælp og støtte, formår at give barnet eller den unge den tilstrækkelig omsorg.
Årsagen hertil vil f.eks. kunne være manglende forældrekompetencer, alvorligt misbrug eller
kriminalitet hos forældrene, højt konfliktniveau eller vold i hjemmet eller anden bekymrende
adfærd hos forældrene, som betyder, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge den
omsorg og tryghed, som barnet eller den unge har brug for. Hvis en samlever til
forældremyndighedsindehaveren eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte
som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at
beskytte barnet.
Ved utilstrækkelig behandling af barnet eller den unge skal forstås, at forældrene hindrer, at barnet
eller den unge får nødvendig lægelige eller anden behandling
Ved overgreb skal forstås fysisk eller psykisk vold eller seksuelle overgreb, som barnet eller den
unge har været udsat for af forældremyndighedsindehaveren eller andre.
Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden
samtykke efter de foreslåede §§ 46-47
At anbringelsen vil skulle være begrundet i utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet
eller den unge, eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, vil betyde, at det helt
eller i overvejende grad er forhold hos forældrene, som anbringelse er begrundet i, også selvom der
312
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0313.png
vil kunne være forhold hos barnet eller den unge, der også tillægges vægt i vurderingen. Hvor
anbringelse helt eller i overvejende grad er begrundet i barnets eller den unges forhold, f.eks.
alvorlig selvskade, udadreagerende adfærd, kriminalitet eller betydelig og varigt nedsat
funktionsevne, vil bestemmelsen ikke finde anvende.
Undersøgelsen vil skulle iværksættes med henblik på at vurdere, om der er søskende i hustanden
under 15 år, der også har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i.
Det foreslås i
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde vil kunne tilfælde undlade at
iværksætte en børneudredning efter stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.
Den foreslåede ordning vil indebære, at selvom det klare udgangspunkt vil være, at der altid vil
skulle iværksættes en børneudredning af hjemmeboende søskende under 15 år i disse sager, så vil
kommunen undtagelsesvist kunne undlade det, hvis er åbenlyst, at den eller de pågældende
søskende trives og ikke har behov for støtte. Kommunen vil skulle tage aktivt stilling og begrunde
sin beslutning, og begrundelsen vil skulle noteres på sagen.
For søskende over 15 år vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle foretage en konkret
vurdering af, om der er behov for at undersøge deres forhold, jf. den foreslåede § 18, stk. 1,
ovenfor. Afgrænsningen vil her være begrundet i, at unge over 15 år har en alder, der som
udgangspunkt vil betyde, at de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.
Det foreslås videre i
stk. 4,
at en børneudredning kan gennemføres som én samlet udredning for
flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil kunne beslutte at gennemføre
børneudredningen for flere eller alle børn og unge i en familie som én samlet udredning, frem for at
gennemføre børneudredninger af hvert enkelt barn eller ung. Bestemmelsen indebærer samtidigt, at
kommunen, hvis der gennemføres én samlet børneudredning, der omfatter flere børn og unge i
familien, skal den samlede børneudredning tage højde for de enkelte børn og unges individuelle
forhold, således at særlige udfordringer og trivselsmæssige forhold for det enkelte barn eller den
enkelte unge fremgår af børneudredningen.
Der er ikke i servicelovens § 50 om børnefaglig undersøgelse eller i anden lovgivning fastsat regler
om, hvordan kommunen skal sikre stabilitet og kontinuitet i sagsbehandlingen i forbindelse med
den børnefaglige undersøgelse. Der er herunder ikke fastsat krav til deltagelse af flere
sagsbehandlere i væsentlige møder med barnet eller den unge.
Det foreslås som noget nyt i
stk. 5,
at kommunen i sager, hvor der ikke tidligere er iværksat
støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, under en børneudredning efter den
foreslåede § 20 skal sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge ved, at væsentlige møder
med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere.
313
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0314.png
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i alle sager, hvor der ikke allerede er
iværksat en støttende indsats eller en anbringelse, vil skulle sikre at de væsentligste møder med
barnet eller den unge i forbindelse med en børneudredning som udgangspunkt afholdes med
deltagelse af to sagsbehandlere. Bestemmelsen vil ikke indebære, at der skal deltage to
sagsbehandlere i forbindelse med hele børneudredningen, men betyder, at de væsentligste møder
med barnet, herunder samtaler og møder med barnet eller den unge om barnets ønsker og behov
eller samtaler med barnet eller den unge om valg af indsats, der skal imødekomme barnets eller den
unges behov, som udgangspunkt vil skulle planlægges og afholdes med deltagelse af to
sagsbehandlere. Kravet om deltagelse af to sagsbehandlere vil gælde, indtil børneudredningen er
afsluttet, jf. dog den foreslåede § 156, stk.
Der vil kunne opstå situationer, hvor uforudsete hindringer som f.eks. fravær ved sygdom kan
indebære, at kravet om to sagsbehandlere kan fraviges af hensyn til barnet eller den unge, så kravet
ikke medfører, at sagsbehandlingen og nødvendige samtaler med barnet eller den unge og afgørelser
ikke forsinkes som følge af kravet om deltagelse af to sagsbehandlere.
Det foreslåede stk. 5 vil have til formål at styrke barnets eller den unges tryghed, stabilitet og
kontinuitet i møder med kommunen. Det skal ske ved at sikre, at barnet eller den unge både kender
sin primære sagsbehandler og en anden sagsbehandler, der kan træde til i forbindelse med sygdom,
ferie, barsel m.v. hos barnets primære sagsbehandler.
Den foreslåede § 21 skal ses i tæt sammenhæng med de foreslåede §§ 18-20 og 22. Der henvises til
de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.3. og bemærkningerne til §§ 18-20 og 22.
Den foreslåede § 21 skal endvidere ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 51, stk. 3, om et
’følg-og-forklar princip’ i sager om anbringelse uden samtykke på grund af omsorgssvigt mv., hvor
der er hjemmeboende søskende under 15 år.
Endelig skal den foreslåede § 21 ses i sammenhæng med den foreslåede § 77, stk. 2, om en
obligatorisk plan for støtte til forældre i sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden samtykke
pga. omsorgssvigt mv., og hvor der er hjemmeboende søskende, og dermed flere børn i familien,
der potentielt er i en sårbar position. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15. og
bemærkningerne til § 77.
Til § 22
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den
unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på
grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og
314
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0315.png
den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader,
og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 3. pkt.
Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af
støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter
servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, eller
handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller
indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven, forudsætter derimod ikke
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af
undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov,
eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsen afslutning. Servicelovens § 50. stk.
9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af
de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.
Det foreslås i
stk. 1,
at en børneudredning skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal
afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge, familien og netværket.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge
undersøgelsen, så den kommer hele vejen rundt om barnets, den unges og familiens situation med
henblik på at belyse, hvilke udfordringer der skal afhjælpes, og hvilke ressourcer der er til stede, og
som skal understøttes og bringes i spil.
Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kunne være udvikling, trivsel og adfærd,
familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber m.v. Det er i den
forbindelse vigtigt, at kommunen er opmærksom på eventuel fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller familien, herunder på om udfordringerne helt eller
delvist vil kunne imødekommes gennem iværksættelse af støtte til forældrenes varetagelse af
forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp,
hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.
Det er i denne sammenhæng ligeledes væsentligt, at kommunen er opmærksom på, at nogle
bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller
udadreagerende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, tegn på
udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på, at barnet eller den unge har en
psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser
om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.
315
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0316.png
Det vil afhænge af kommunens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der er behov
for at afdække for at sikre en tilstrækkelig udredning af barnets eller den unges støttebehov. I sager
vedrørende godkendelse af hjemmetræning efter den foreslåede § 85 vil børneudredningen dog
skulle sikre en grundig belysning af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, behov og trivsel,
forældrenes ressourcer og familiens samlede situation.
Kommunalbestyrelsen skal som led i udredningen sørge for at oplyse sagen og skal herunder
inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets, den unges og familiens eller de kommende
forældres forhold. Kommunen vil således skulle inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger,
psykologer, lærere, SSP-medarbejdere eller andre, der har relevant viden om barnet, den unge,
familien eller de vordende forældre. Det vil efter omstændighederne kunne være relevant at
indhente særlig faglig viden, eksempelvis via henvendelse til den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO) eksempelvis hvis der er tale om et barn eller en ung med
alvorlige traumer, spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd, eller sager hvor barnet, den
unge eller én af forældrene har en funktionsnedsættelse, og der kan være behov for at indhente
specialiseret viden herom.
Udredningen vil altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn barnets, den
unges eller de kommende forældres behov for støtte.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at udredningen så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med den
unge, der er fyldt 15 år, og forældremyndighedsindehaver, sådan som det også er tilfældet i dag ved
en børnefaglig undersøgelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet for gennemførelsen af udredningen vil
være, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene
om undersøgelsen. Det vil være vigtigt, at kommunen så vidt muligt sørger for en god inddragelse
af barnet, den unge og forældrene i udredningen både af hensyn til at sikre, at barnets eller den
unges og forældrenes viden og holdninger til sagen er afspejlet, og for at understøtte medejerskab til
udredning og indsatser. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3. og 3.4. samt
bemærkningerne til § 5.
Kommunalbestyrelsen vil dog – ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse –
have mulighed for at gennemføre udredningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at
indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge. Der vil
f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den
unge kan være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om udredningen med
barnet eller den unge selv. I sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle foregå med
forældremyndighedsindehaveren. Der vil også kunne være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå
et positiv samarbejde med forældremyndighedsindehaveren, f.eks. hvis den pågældende har meget
stor modstand mod udredningen eller afviser kommunens forsøg på dialog.
316
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0317.png
Kommunalbestyrelsen vil endvidere – ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig
undersøgelse – have mulighed for at gennemføre udredningen i de tilfælde, hvor det vil være særligt
besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt samarbejde med barnet eller den unge og
forældrene. Det vil f.eks. kunne være, hvis den ene af forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke
er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis
forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på
dialog.
Udredningen vil skulle gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger.
Det foreslås i
stk. 3,
at kommunen, hvis det er nødvendigt, skal lade barnet eller den unge undersøge
af en læge eller en autoriseret psykolog.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen ligesom i dag vil have pligt til at lade barnet
eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i udredningen, hvis det er
nødvendigt. Det kan eksempelvis være nødvendigt i de tilfælde, hvor der er tvivl om årsagen til
barnets eller den unges konkrete udfordringer skyldes fysisk eller psykisk sygdom, som ikke
allerede er belyst gennem lægelige undersøgelser mv.
Det foreslås i
stk. 4,
at hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren eller de vordende forældre, skal undersøgelsen foretages af en
autoriseret psykolog.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen vurderer, at der som led i en
børneudredning er behov for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaver eller de kommende forælde for at belyse deres kompetencer til at
drage omsorg for barnet, vil udredningen skulle foretages af en autoriseret psykolog, der er
underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede
psykologer, som følger af psykologloven.
Kommunen vil således, ligesom i dag, have mulighed for at iværksætte en psykologisk
undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren som led i udredningen, hvis kommunen vurderer,
at det er nødvendigt, og vil så i givet fald ligesom i dag være forpligtet til at anvende i autoriseret
psykolog.
En sådan psykologisk undersøgelse vil så vidt muligt skulle gennemføres i samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil skulle
tilrettelægge behandlingen af sagerne, herunder iværksættelsen af undersøgelsen, på en sådan måde,
at de pågældende har mulighed for at medvirke, jf. § 4 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område.
317
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0318.png
Det vil ligesom i dag være op til kommunen at vurdere, om der er behov for en psykologisk
undersøgelse af forældrene.
Det foreslås i stk. 5,
1. pkt.,
at udredningen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er
grundlag for at iværksætte støtte, jf. §§ 32, 46 eller 47, og i givet fald hvilken.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf.
servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kommunens redegørelse for udredningens
resultater. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen på baggrund af de oplysninger og faglige
vurderinger, der er tilvejebragt som led i udredningen vil skulle sammenfatte og redegøre for
undersøgelsens konklusioner, herunder, om der er behov for støtte og hvori støtte behovet i givet
fald består.
Viser udredningen således, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil
der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet
gennem udredningen, skulle gøres rede for, hvilke støtte i form af indsatser eller anbringelse efter
de foreslåede §§ 32, 46 eller 47, der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende
tilfælde.
Det foreslås videre i stk. 5,
2. pkt.,
at hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at udredningen
gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om denne
støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf.
servicelovens § 50, stk. 6, 2. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at der i forbindelse med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der
skal iværksættes i forhold til barnet eller den unge, jf. det foreslåede 1. pkt., også vil skulle tages
stilling til, om foreløbig eller akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af
børneudredningen, skal videreføres.
Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at
der foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op
af resultaterne af børneudredningen. Dels, at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal
iværksættes, tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan
være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges
behov.
318
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0319.png
Det foreslås i stk. 5,
3. pkt.,
at udredningen skal indeholde oplysninger om, hvordan
forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i
familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnets, den unges og forældremyndighedsindehavers
holdning til den anbefalede indsats vil skulle fremgå af indstillingen. Det vil skulle bidrage til at
sikre, at indstillingen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende,
og at det vil være klart for familien, hvilken indsats der lægges op til, hvorfor og hvad eventuelt
samtykke til en sådan indsats vil indebære.
Den foreslåede § 22 vil skulle ses i tæt sammenhæng med de foreslåede §§ 18-21 og 23. Der
henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. og bemærkningerne til §§ 18-21 og 23.
Til § 23
Efter servicelovens § 51, stk. 1, 1. pkt., kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre
undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk
afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade
på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling,
Bestemmelsen sigter især på de situationer, hvor der endnu ikke er grundlag for at fastslå, at en
anbringelse er nødvendig, men hvor det findes absolut nødvendigt at få afklaret dette.
Bestemmelse vedrører således ikke situationer, hvor barnet eller den unge allerede er anbragt, eller
hvor der er grundlag for en anbringelse, jf. Ankestyrelsens
Principmeddelelse 21-20 om
undersøgelse med tvang - afklaring nødvendig - anbringelsesgrundlag - sagen tilstrækkeligt oplyst.
Heraf fremgår, at hvis kommunen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, at der er en
åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan kommunen
ikke anvende reglerne om undersøgelse af barnet eller den unge uden samtykke i servicelovens §
51, stk. 1. I den situation skal kommunen forelægge sagen for børn og unge-udvalget, som skal tage
stilling til anbringelse uden for hjemmet.
Det fremgår videre af principmeddelelsen, at når et barn eller en ung er anbragt, og hvis kommunen
vurderer, at der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for eksempel for at afdække et
behandlingsbehov, kan kommunen gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen for
børn og unge-udvalget. Kommunen træffer en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under
anbringelsen, jf. servicelovens 69, stk. 1.
Undersøgelsen efter servicelovens § 51, stk. 1, kan bl.a. ske ved indlæggelse på psykiatrisk
afdeling. I den situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller
ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra
319
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0320.png
afdelingens overlæge. Kravet om denne tilslutning fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en
sådan tilslutning skal i almindelighed foreligge forud for en indlæggelse.
Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en
ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk
afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.
Efter servicelovens § 51, stk. 1, nr. 2, skal en sådan undersøgelse være afsluttet inden 2 måneder
efter børn og unge-udvalgets afgørelse.
Bestemmelsen betyder, at undersøgelsen skal være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og
unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter servicelovens § 168, stk. 3, giver en anke over en afgørelse
om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen
fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.
Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen
giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens de
sociale myndigheder udarbejder deres redegørelse om undersøgelsens resultater.
Det fremgår af servicelovens § 51, stk. 2, at børn og unge-udvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at gennemføre
undersøgelsen ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. servicelovens § 50 a,
år det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns
eller en ungs sundhed eller udvikling.
Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at
lade barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnets eller den unge på
baggrund af viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Dette
kan eksempelvis være tilfældet i sager, hvor der er viden eller mistanke om, at barnet eller den unge
har udsat for overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.
Afgørelse herom kan kun træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar
risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette kriterium forudsætter
for det første, at medtagelsen af barnet i børnehuset skal være nødvendigt for at kunne vurdere
sagen, dvs. at det ikke har været muligt for kommunen at tilvejebringe de oplysninger, som ønskes
tilvejebragt på anden vis. Kriteriet indebærer for det andet, at kommunalbestyrelsen skal have en
begrundet mistanke om, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller
den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.
320
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0321.png
Kommunalbestyrelsen bør i disse tilfælde endvidere forholde sig til, om det mest hensigtsmæssige i
den konkrete sag vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet eller den unge uden for
hjemmet, såfremt det vurderes, at der er grundlag herfor.
Det fremgår af servicelovens § 51, stk. 3, at en afgørelse efter servicelovens § 51, stk. 1 og 2, kan
træffes foreløbigt efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.
Bestemmelsen betyder, at hvis behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må
handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en
tvangsmæssig undersøgelse under ophold på døgninstitution eller hospital m.v. eller ved anvendelse
af et børnehus træffes efter reglerne om foreløbige afgørelse (’formandsafgørelse’) efter
servicelovens § 75. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse.
Det foreslås i
stk. 1, 1. pkt.,
at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at gennemføre en
børneudredning under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk
afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade
på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling
Den foreslåede bestemmelse vil således videreføre indholdet i servicelovens § 51, stk. 1, 1. pkt.,
dog med de ændringer, der vil følge af den foreslåede §§ 3 c om børneudredning. Hvor det er i dag
er en børnefaglig undersøgelse, der vil kunne gennemføres tvangsmæssigt under ophold på
institution eller hospital, vil det efter den foreslåede bestemmelse gælde for en børneudredning efter
den foreslåede § 19. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 4.3 og bemærkningerne
til § 19.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at, i de tilfælde, hvor forholdene anses for så alvorlige, at
en børneudredning må anses nødvendig for at afgøre,
om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, vil
børne- og ungeudvalget kunne beslutte at gennemføre en undersøgelse under ophold på institution
eller ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus. Dette vil ligeledes kunne gøres kunne
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år.
Udredning vil bl.a. kunne ske ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling. I den situation forudsættes
udredning at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til
børneudredning på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om denne
tilslutning fremgår ikke direkte af den foreslåede bestemmelsen, men en sådan tilslutning vil i
almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse, hvis kommunen allerede har tilstrækkelige
oplysninger til at vurdere, at der er en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges
321
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0322.png
sundhed eller udvikling1. I den situation vil kommunen skulle forelægge sagen for børne- og
ungeudvalget, som vil skulle tage stilling til anbringelse uden for hjemmet.
Hvis et barn eller en ung er allerede anbragt, og kommunen vurderer, at der er behov for en
nærmere udredning af barnet, for eksempel for at afdække et behandlingsbehov, vil kommunen
kunne gennemføre en sådan udredning uden at forelægge sagen for børne- og ungeudvalget.
Kommunen vil kunne træffe en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen efter
den foreslåede § 97.
Det foreslås i
stk., 2. pkt.,
at en sådan udredning skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og
ungeudvalgets afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udredningen vil skulle gennemføres hurtigst muligt og
senest vil skulle være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børne- og ungeudvalgets afgørelse om
gennemførelsen af udredning. Tidsfristen foreslås af hensyn til barnets eller den unge bedste og
retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene, da der er tale om tvangsmæssigt indgreb.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter den foreslåede § 143, stk. 3, giver en anke over en afgørelse
om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, vil 2-måneders fristen
løbe fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.
Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen
giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens de
sociale myndigheder udarbejder deres redegørelse om undersøgelsens resultater.
Det foreslås i
stk. 2,
at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at gennemføre en børneudredning ved benyttelse af det
børnehus, som kommunen er tilknyttet, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.
Den foreslåede bestemmelsen vil tage sigte på de situationer, hvor forældremyndighedsindehaveren
modsætter sig at lade barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnets eller
den unge på baggrund af viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for
overgreb. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet i sager, hvor der er viden eller mistanke om, at
barnet eller den unge har udsat for overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.
Afgørelse herom vil kun kunne træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette kriterium vil
forudsætte for det første, at medtagelsen af barnet i børnehuset vil skulle være nødvendigt for at
kunne vurdere sagen, dvs. at det ikke vil være muligt for kommunen at tilvejebringe de oplysninger,
som ønskes tilvejebragt på anden vis. Kriteriet vil for det andet indebære, at kommunalbestyrelsen
322
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0323.png
vil skulle have en begrundet mistanke om, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis
karakter på barnet eller den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.
Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde endvidere skulle forholde sig til, om det mest
hensigtsmæssige i den konkrete sag vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet eller
den unge uden for hjemmet, såfremt det vurderes, at der er grundlag herfor.
Afgørelse efter stk. 1 og 2 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 143, når betingelserne herfor er
opfyldt.
Til § 24
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt., fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for
særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres
forhold nærmere.
Det foreslås i
stk. 1,
at hvis kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at der kan opstå behov for
hjælp og støtte efter denne lov til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der er tale om: 1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af de
vordende forældres forhold. 2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold
hos de vordende forældre, jf. §§ 3 i. 3) En problemstilling, der kræver en udredning af de vordende
forældres forhold, jf. §§ 3 k.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen får oplysninger, som giver
grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp eller støtte til et barn efter denne lov
umiddelbart efter, barnet er født, skal kommunalbestyrelsen foretage en indledende screening af
sagen. Det vil f.eks. kunne være på baggrund af en underretning eller en anmodning om hjælp fra de
vordende forældre.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden der tages stilling til hjælp og støtte
efter denne lov, skal vurdere, om det er en problemstilling, der ikke kræver yderligere
sagsoplysning, en problemstilling der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de vordende
forældre, eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig udredning af de vordende
forældres forhold.
Screeningen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen.
Der vil være tale om en indledende screening, som har til formål at vurdere, om der er behov for at
få forældrenes forhold belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der
så er behov for.
323
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0324.png
Det foreslås videre i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen i vurderingen efter stk. 1 skal lægge vægt på
sagens forhold og kompleksitet, herunder en eventuelt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne et
barn umiddelbart efter fødslen eller hos de vordende forældre.
Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af de vordende
forældres forhold vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end det er
tilfældet i dag.
Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtigheden af, at kommunalbestyrelsen
allerede i den indledende vurdering af sagen er opmærksom på, om behovet for støtte til et barn
efter fødslen kan være begrundet i fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de vordende
forældre eller andre i familien, f.eks. søskende, eller eventuel funktionsnedsættelse hos barnet, når
det er født. En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk være en lettere
eller afgrænset problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er
klart, hvad det er for en udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.
Et eksempel kunne være en sårbar vordende mor, som er utryg under graviditeten pga. af tidligere
aborter og har brug for at deltage i samtaleforløb for kvinder i samme situation.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med
indikationer på højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der er behov for at
belyse sagen nærmere for at kunne vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse
indsatsen.
Et eksempel kunne være sårbare unge vordende forældre, som er meget usikre på forældrerollen og
samtidig har udfordringer med at gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fodfæste på
arbejdsmarkedet. Et andet eksempel kunne være, at det er konstateret, at barnet vil blive født med
en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som må forventes at kræve handicapkompenserende
støtte efter det foreslåede kapitel 8 umiddelbart efter fødslen, f.eks. et hjælpemiddel eller en
boligindretning. Det bemærkes herved, at handicapkompenserende støtte til vordende forældre med
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse til varetagelse af forældrerollen skal ydes efter reglerne i
serviceloven.
En problemstilling, der vil kræve en udredning, vil være alvorlige eller komplekse sager, hvor der er
behov for at komme hele vejen rundt om de vordende forældres situation for at sikre en grundig
afdækning af udfordringer, ressourcer og støttebehov. Der henvises til §§ 26 og 27 og
bemærkningerne hertil.
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke er behov for yderligere
afdækning af de vordende forældres forhold, vil den foreslåede ordning betyde, at der ikke på det
foreliggende grundlag vil skulle foretages yderligere oplysning af sagen. En sådan vurdering vil
være en procesledende beslutning, der ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I
324
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0325.png
de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene
dog fortsat kunne klage over denne. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse med en sådan klage
kunne (gen)vurdere om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den
generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der er behov for yderligere
afdækning eller udredning af de vordende forældres forhold, skal kommunalbestyrelsen iværksætte
en afdækning af de relevante forhold eller træffe afgørelse om en udredning. Der henvises til de
foreslåede §§ 25 – 27 og bemærkningerne hertil.
Til § 25
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt. fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for
særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres
forhold nærmere.
Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre, jf.
servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt. Servicelovens § 50, stk. 4-8, finder anvendelse vedafgørelsen, jf.
servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i
stk.1,
at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 24 vurderer, at
der er behov for at afdække et eller flere forhold hos de vordende forældre, skal
kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen efter en indledende screening
efter den foreslåede § 24 finder, at der er behov for det, skal kommunalbestyrelsen sørge for at
afdække et eller flere forhold hos de vordende forældre, som er væsentlige af hensyn til
støttebehovet hos et barn eller en ung efter fødslen og dermed kunne sætte ind med den rette hjælp.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en afgrænset afdækning
af det eller de relevante forhold. Det vil f.eks. kunne være en eventuel fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse hos de vordende forældre, som kan have betydning i forhold til et særligt
behov for støtte for barnet. Det bemærkes herved, at hjælp til varetagelse af forældrerollen, som
alene skyldes tilstedeværelse af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos forældrene, skal
ydes efter servicelovens regler om hjælp og støtte.
Der vil være tale om en mere begrænset undersøgelse, end hvad der følger af § 50, stk. 9, i dag.
Udredning af komplekse eller alvorlige vanskeligheder hos de vordende forældre, herunder ved
bekymring for misbrug eller manglende forældrekompetencer vil ligge uden for rammerne af en
afdækning og vil stedet kræve iværksættelse af en børneudredning efter den foreslåede § 26.
325
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0326.png
Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til de
vordende forældre. Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse
med afdækningen sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at
afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende foranstaltninger til
de vordende forældre.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en afdækning vil være en procesledende
beslutning, der ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der
træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog fortsat kunne
klage over denne. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse med en sådan klage kunne
(gen)vurdere om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle
forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
Kommunalbestyrelsen vil skulle dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det vil
f.eks. kunne være i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver, de relevante forhold, de
oplysninger der er indhentet, eller faglige observationer mv. der er foretaget, hvordan de vordende
forældre har været inddraget, og med en socialfaglig vurdering af støttebehovet.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at afdækningen efter stk. 1 så vidt muligt gennemføres i samarbejde med
de vordende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt., med de
ændringer der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter der i disse sager fremover vil skulle laves
en mere afgrænset afdækning og ikke en fuld undersøgelse af de vordende forældres forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå
dialog og samarbejde med de vordende forældre om gennemførelse af afdækningen. De vordende
forældre vil alt andet lige have afgørende viden om deres eget liv og det vil derfor typisk være
væsentligt for et godt samarbejde og for en vellykket afdækning, at de vordende forældre oplever at
bliver inddraget og oplever at blive lyttet til og taget alvorligt. Kommunalbestyrelsen vil, hvis
tilstedeværelse af en psykisk funktionsnedsættelse hos de vordende forældre vanskeliggør
samarbejdet, skulle være særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende
proces.
Kommunalbestyrelsen vil også ved tilrettelæggelsen af afdækningen skulle sikre, at de vordende
forældre har mulighed for at deltage i afdækningen, jf. retssikkerhedslovens § 4. Det vil bl.a.
betyde, at der ved afholdelse af afholdelse af møder, samtaler eller observation så vidt muligt skal
tages højde for de vordende forældres arbejde og situation i øvrigt, så afdækningens gennemførelse
ikke griber unødigt ind i de vordende forældres hverdagsliv.
Kommunalbestyrelsen vil dog - ligesom det i dag er tilfældet ved en undersøgelse efter
servicelovens § 50 - have mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det
326
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0327.png
ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med de vordende forældre, samt i de tilfælde, hvor
dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende.
Det foreslås i
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal
vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold med betydning for
støttebehovet hos eventuelle børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet
afdækning for de vordende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde
for børnenes og de vordende forældres individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8,
og stk. 9, 3. pkt., med den ændringer der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter en fuld
udredning af de vordende forældres forhold kun skal foretages i sager, som kommunalbestyrelsen
har vurderet er alvorlige eller komplekse.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis de vordende forældre allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen
i forbindelse med en udredning af vordende forældre vurdere, om der også skal foretages en
udredning af støttebehovet hos en eller flere af disse børn.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle børn i
familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når
problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.
Til § 26
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt., fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for
særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres
forhold nærmere.
Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre, jf.
servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt.
Servicelovens § 50, stk. 4-8, finder anvendelse vedafgørelsen, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en udredning af de vordende forældre,
når kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte til et
barn umiddelbart efter fødslen, og det er en alvorlig eller kompleks sag.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage en udredning af
de vordende forældres forhold, hvis kommunalbestyrelsen f.eks. på baggrund af underretninger fra
fagpersoner eller anmodninger om hjælp fra de vordende forældre har grund til at antage, at der kan
327
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0328.png
opstå behov for hjælp og støtte et barn, umiddelbart efter, at barnet er født, og kommunalbestyrelsen
efter en indledende screening har vurderet, at sagen må antages at være alvorlig eller kompleks.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en udredning vil være en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, der vil kunne påklages af de vordende forældre efter reglerne i
retssikkerhedslovens kapitel 10.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 9,
3. pkt., dog med den ændring, at en fuld udredning af de vordende forældres forhold fremover vil
være begrænset til alvorlige eller komplekse sager.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en udredning af de vordende
forældres forhold skal vurdere, om der skal foretages en udredning af eventuelle børn i familien.
Udredningen kan gennemføres som én samlet udredning for de vordende forældre og et eller flere
børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de vordende forældres individuelle
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8,
og stk. 9, 3. pkt., med de ændringer der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter der i disse sager
fremover vil skulle laves en mere afgrænset afdækning og ikke en fuld undersøgelse af de vordende
forældres forhold.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis de vordende forældre allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen
i forbindelse med en afdækning af forholdene hos de vordende forældre vurdere, om der også skal
foretages en afdækning af støttebehovet hos en eller flere af disse børn.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle børn i
familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når
problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.
Til § 27
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt. fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for
særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres
forhold nærmere. Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende
forældre, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt.
Servicelovens § 50, stk. 4-8, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.
328
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0329.png
Det foreslås i
stk. 1,
at en udredning af de vordende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en
helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de vordende forældre, familien
og netværket.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge
udredningen, så den kommer hele vejen rundt om de vordende forældres situation med henblik på at
belyse, hvilke udfordringer, der skal afhjælpes, og hvilke ressourcer der er til stede, og som skal
understøttes og bringes i spil.
Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kunne være familieforhold,
sundhedsforhold, uddannelse eller beskæftigelse m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at
kommunalbestyrelsen er opmærksom på eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de
vordende forældre eller eventuel risiko herfor hos et kommende barn.
Kommunalbestyrelsen vil som led i udredningen skulle sørge for at oplyse sagen og vil herunder
skulle inddrage de fagfolk, som allerede har relevant viden om de vordende forældres forhold.
Kommunalbestyrelsen vil således skulle inddrage f.eks. jordmødre, pædagoger, psykologer eller
andre, der har viden om de vordende forældre, som er væsentligt for vurderingen af behovet for
støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med udredningen
sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdække, om der er
behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende foranstaltninger til de vordende
forældre
Det vil afhænge af kommunalbestyrelsens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der
vil være behov for at afdække for at sikre en tilstrækkelig belysning af vordende forældres situation.
Dog må udredningen aldrig være mere omfattende end nødvendigt af hensyn til formålet.
Udredningen vil altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til behovet for
støtte til et barn efter fødslen.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at udredningen så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de
vordende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved gennemførelse af undersøgelse
af de vordende forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet for gennemførelsen af udredningen vil
være, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med de vordende
forældre om undersøgelsen. Det vil være vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt sørger for
en god inddragelse af de vordende forældre i udredningen både af hensyn til at sikre, at de vordende
329
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0330.png
forældres viden og holdninger til sagen er afspejlet og for at understøtte medejerskab til udredning
og indsatser. I den forbindelse skal kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at
tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces, hvis de vordende forældre har psykisk
funktionsnedsættelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.2. -3.4.3 samt
bemærkningerne til § 26.
Kommunalbestyrelsen vil dog ligesom det i dag er tilfældet ved en undersøgelse efter servicelovens
§ 50 have mulighed for at gennemføre udredning i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at
indlede et positivt samarbejde med de vordende forældre samt i de tilfælde, hvor dette vil være
særligt besværligt eller meget tidskrævende f.eks. hvis den ene af de vordende forældres bopæl ikke
er kendt af myndighederne, eller hvis den pågældende afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Udredningen vil skulle gennemføres så skånsomt, som
forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade den vordende
mor undersøge af en læge.
Den foreslåede bestemmelse vil være en præcisering af gældende ret.
Kommunalbestyrelsen er således efter servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt., i dag forpligtet til at lade et
barn eller en ung undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i en børnefaglig
undersøgelse, og det følger af servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt., at denne bestemmelse også finder
anvendelse ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Da barnet i disse tilfælde endnu
ikke er født, må det lægges til grund at bestemmelsen vedrører eventuel lægelig eller psykologisk
undersøgelse af de vordende forældre under graviditeten, som måtte være nødvendig af hensyn til
vurderingen af behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
Kommunen er endvidere efter servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt. forpligtet til at anvende en
autoriseret psykolog, hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren, og det følger af § 50, stk. 9, 3. pkt., at bestemmelsen også finder
anvendelse ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Da der ikke er nogen
forældremyndighedsindehaver, før barnet er født, må det lægges til grund, at bestemmelsen i disse
tilfælde vedrører de vordende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt
af hensyn til vurderingen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal
kommunalbestyrelsen lade de vordende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
En lægelig undersøgelse af de vordende forældre vil skulle ske efter reglerne i
sundhedslovgivningen.
330
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0331.png
En psykologisk undersøgelse af de vordende forældre vil ligesom i dag skulle foretages af en
autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de
særlige pligter for autoriserede psykologer, som følger af psykologloven.
Det vil ligesom i dag være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, om det er nødvendigt at
iværksætte psykologisk undersøgelse af de vordende forældre med henblik på at undersøge de
vordende forældres kompetencer til at drage omsorg for et barn eller en ung.
Det foreslås i
stk. 4, 1. pkt.,
at udredningen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er
grundlag for at iværksætte støtte, jf. § 32, stk. 5, eller § 49 og i givet fald hvilken.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en undersøgelse af de vordende
forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt., og stk. 9, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kommunalbestyrelsens redegørelse for
udredningens resultater. Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen på baggrund af de
oplysninger og faglige vurderinger, der er tilvejebragt som led i udredningen vil skulle sammenfatte
og redegøre for undersøgelsens konklusioner, herunder om der er behov for støtte og hvori
støttebehovet i givet fald består.
Viser udredningen således, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil
der således på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er
opsamlet gennem udredningen, skulle gøres rede for, hvilke støtte i form af indsatser eller
anbringelse efter de foreslåede § 32, stk. 5, eller § 49, der må anses for at være den eller de bedste i
det foreliggende tilfælde.
Det foreslås i
stk. 4, 2. pkt.,
at hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at udredningen
gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres,
ændres eller ophøre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf.
servicelovens § 50, stk. 6, 2. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at der i forbindelse med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der
skal iværksættes i forhold til barnet eller den unge, jf. det foreslåede 1. pkt., også vil skulle tages
stilling til, om foreløbig eller akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af
børneudredningen, skal videreføres.
Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at
der foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op
af resultaterne af børneudredningen. Dels, at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal
iværksættes, tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan
331
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0332.png
være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges
behov.
Det foreslås i
stk. 4, 3. pkt.,
at udredningen skal indeholde oplysninger om, hvordan de vordende
forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan
bidrage til at klare vanskelighederne. Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag
gælder ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 3. pkt.,
og stk. 9, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnets, den unges og forældrenes holdning til den
anbefalede indsats vil skulle fremgå af indstillingen. Det vil skulle bidrage til at sikre, at
indstillingen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende, og at det
vil være klart for familien, hvilken indsats der lægges op til, hvorfor og hvad eventuelt samtykke til
en sådan indsats vil indebære.
Det foreslås i
stk. 5,
at hvis en anbringelse overvejes, skal den person, der udarbejder den
begrundede stillingtagen, jf. stk. 5, som led i vurderingen inddrage en anden person i den
myndighed, der har ansvaret for børneudredningen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at sørge for faglig
sparring i sager, hvor en anbringelse overvejes, og at der derfor altid vil skulle en anden
myndighedssagsbehandler eller faglig leder m.v. fra den ansvarlige forvaltning ind over
vurderingen af støttebehovet i disse alvorlige eller meget komplekse sager.
Formålet er at sikre, at den enkelte sagsbehandler ikke vil skulle stå alene med den svære faglige
vurdering af, om der er behov for at anbringe barnet eller den unge, eller om barnets eller den unges
støttebehov vil kunne håndteres med hjælp og støtte til barnet, den unge eller forældrene under
barnets eller den unges forbliven i hjemmet.
Til § 28
Efter servicelovens § 10, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i dag sørge for, at enhver har mulighed
for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at
hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i
stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i
forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud, jf. servicelovens § 10, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte
har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. servicelovens § 10, stk. 3.
332
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0333.png
Det foreslås med lovens
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn og unge har
mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer
og at hjælpe barnet eller den unge over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er det formålet
med rådgivningen at sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede problemer ved egen
hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden
lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 10, stk. 1, for så vidt angår
børn og unge.
Den foreslåede ordning vil indebære, at ligesom i dag vil skulle sikre, at børn og unge kan få gratis
forebyggende rådgivning. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen endvidere være
opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde børn eller forældre rådgivning efter § 81.
Voksne vil ligesom i dag kunne få generel rådgivning efter servicelovens § 10.
Der foreslås videre i bestemmelsens
stk. 2,
at rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og
åbent tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 10, stk. 2, for så vidt angår
børn og unge. Bestemmelsen vil betyde, at børn og unge ligesom i dag skal kunne henvende sig
uden forudgående visitation, og skal kunne modtage rådgivningen anonymt, hvis de ønsker det. De
almindelige underretningsregler efter kapitel 14 vil dog fortsat gælde, hvis rådgiver får oplysninger,
som giver anledning til bekymring for barnet eller den unge, og barnet eller den vil skulle oplyses
herom i forbindelse med rådgivningen.
Det foreslås i bestemmelsens
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med rådgivningen skal
være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden
lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 10, stk. 3, for så vidt angår
børn og unge. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen vi skulle sørge for, at barnet eller den unge
tilbydes relevant hjælp efter reglerne i barnets lov eller anden lovgivning, f.eks. på undervisnings-
eller dagtilbudsområdet, hvis kommunen som led i rådgivningen bliver opmærksom på, at barnet
eller den unge har behov herfor. Eventuel iværksættelse af hjælp vil skulle ske efter reglerne i den
relevante lovgivning.
Til § 29
Efter servicelovens § 11, stk. 2, 1. pkt. skal kommunalbestyrelsen som led i det tidlige
forebyggende arbejde sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et
333
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0334.png
barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i
familien.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver,
som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det, jf. 2. pkt. Tilbuddet om
rådgivning skal også omfatte vordende forældre, jf. 3. pkt. Såvel forældre som børn og unge, der
alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud, jf. 4. pkt.
Det foreslås i
stk. 1,
at Kommunalbestyrelsen som led i det tidlige forebyggende arbejde skal sørge
for, at børn og unge, forældre med børn og unge, andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung,
og vordende forældre kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i
familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning
til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Såvel forældre som
børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent
tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 2, 1., 2. og 4. pkt.,
og stk. 2, 3. pkt., hvor det dog tydeliggøres i lovteksten, at adgangen til gratis familieorienteret
rådgivning også skal omfatte børn og unge.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen ligesom som det i dag er tilfældet vil skulle sørge, at der er
adgang til familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at
der i øvrigt er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Viser det sig i forbindelse med
rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har behov for anden form for støtte, vil de
foreslåede regler om forebyggende og støttende indsatser efter dette kapitel samt reglerne om
anbringelse efter kapitel 4 finde anvendelse, ligesom kommunen vil skulle være opmærksom på, om
der er behov for hjælp efter anden lovgivning. Familien vil ligesom i dag have krav på
familieorienteret rådgivning uanset årsagen til behovet.
Ved familieorienteret forstås, at der vil kunne rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn,
unge og deres familier. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit
for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning.
Rådgivningen vil være gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen vil kunne bestå i en
enkeltstående oplysning, i samtaler, i hjælp til løsning af praktiske problemer eller i formidling af
kontakt til andre myndigheder, og der vil kunne være tale om en løbende kontakt afhængig af
behovet. En egentlig behandling vil derimod ikke være af bestemmelsen.
Der vil ligesom i dag ikke være notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. I
tilfælde, hvor et barn eller en ung selv søger rådgivning, og hvor henvendelsen giver anledning til at
overveje, om der er behov for en nærmere afdækning med henblik på iværksættelse af støttende
334
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0335.png
indsatser eller anbringelse, vil der være notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som
forvaltningen får.
I sådanne tilfælde vil forvaltningen skulle være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets
eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende
behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt vil
derfor altid skulle føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om
undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt kan anvendes.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil skulle sørge for, at
vordende forældre vil kunne få gratis familieorienteret rådgivning, ligesom kommunen ved
opsøgende arbejde aktivt vil skulle tilbyde det det vordende forældre, som på grund af særlige
forhold må antages at have behov for det. Det vil bl.a. kunne være sårbare og udsatte vordende
forældre, tidligere anbragte, som mangler rollemodeller eller netværk, meget unge vordende
forældre m.v.
Bestemmelsen vil alene vedrøre familieorienteret orienteret rådgivning, dvs. rådgivning om forhold
med betydning for et kommende barn og evt. ældre søskende, herunder håndtering af forældrerolle
m.v. Anden rådgivning til voksne vil ligesom i dag skulle tilbydes efter relevant anden lovgivning
på eksempelvis social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, herunder efter servicelovens § 10.
Til § 30
Efter servicelovens § 11, stk. 3., skal kommunalbestyrelsen tilbyde en forebyggende indsats til
barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at støtte efter nr. 1-4 kan imødekomme barnets
eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde følgende forebyggende indsatser:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens
vanskeligheder.
Formålet med indsatserne efter § 11, stk. 3, er at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs
problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store. Som det fremgår af
bestemmelsen, er kommunen forpligtet til at tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge
eller familien, når det vurderes, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og det samtidig
vurderes, at støtte efter bestemmelsen kan imødekomme barnets eller den unges behov.
Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge samt deres familier, der ikke har så
komplekse problemer, at der er behov for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11.
Servicelovens § 11, stk. 3, finder således anvendelse i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen
335
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0336.png
vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette behov vil kunne
imødekommes af en forebyggende indsats efter § 11, stk. 3.
Bestemmelsens nr. 1 giver mulighed for at tilbyde konsulentbistand og rådgivning om
familieplanlægning. Konsulentbistand kan ydes til forældre og børn og unge, som har behov for et
længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter
servicelovens § 11, stk. 2. Rådgivningen kan således i højere grad målrettes de konkrete problemer,
der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov
herfor. Konsulentbistand forudsætter, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs
særlige behov for støtte, og kan tilbydes i det tilfælde, hvor det antages, at bistanden er relevant i
forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt
støttebehov hos barnet eller den unge.
Det fremgår særskilt, at kommunalbestyrelsen efter denne bestemmelse kan iværksætte
familierettede indsatser som en forebyggende indsats. Familierettede indsatser kan også iværksættes
som en forebyggende foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3. Hvorvidt servicelovens § 11
eller § 52, stk. 3, finder anvendelse vil bero på en konkret vurdering. Vurderingen af, om der skal
iværksættes en indsats efter forslagets § 11, stk. 3, eller efter § 52, stk. 3, beror på et konkret skøn,
herunder af sagens kompleksitet og indsatsens intensitet.
Et forebyggende forældreprogram efter denne bestemmelse kan omfatte tilbud om
undervisningsforløb til forældre, der har behov for vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi
deres barn vurderes til at have et behov for særlig støtte, men hvor kommunalbestyrelsen vurderer,
at der ikke foreligger et behov for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter § 50 (eksempelvis
»De Utrolige År«). Et sådan forældreprogram vil kunne gives efter § 11, stk. 3. Omvendt
forudsætter et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk Terapi (MST), der retter sig mod børn
og unge, som har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko for at skulle anbringes
uden for hjemmet, en børnefaglig undersøgelse efter § 50, og vil skulle gives efter § 52, stk. 3.
I bestemmelsens nr. 2 angives netværks- og samtalegrupper som eksempel på en relevant
forebyggende indsats. Disse grupper kan være oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab
mellem flere kommuner eller af private humanitære organisationer, der er specialiserede inden for
det pågældende område.
Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsens nr. 3 tilbyde rådgivning om familieplanlægning.
Rådgivning om familieplanlægning kan f.eks. være aktuelt i forbindelse med eventuel anden
rådgivning af enlige eller sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor familiens/den enlige forælders
situation er af en sådan karakter, at familien/den enlige forælder med fordel kunne overveje at vente
med at få endnu et barn til familien eller den enlige forælder har det fornødne overskud til at kunne
tage tilstrækkeligt vare på barnet.
336
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0337.png
Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlægning også gives konkret rådgivning om
prævention, bør der lægges vægt på at hjælpe med at vælge en præventionsform, som passer til
kvindens præferencer og livsstil. Der er alene tale om rådgivning og dialog om muligheden for
prævention generelt. Specifik rådgivning om valg af konkrete præventionsformer, herunder også
helbredsundersøgelse, vejledning i anvendelse af præventionsmidlet og udskrivning af recepter
foretages fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den praktiserende læge.
Kommunalbestyrelsen kan ud over de nævnte typer af forebyggende indsatser i nr. 1-3, iværksætte
en anden indsats, der har et forebyggende sigte, jf. nr. 4. Det kan eksempelvis være rådgivning om
et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Hensigten er at give kommunerne så vide rammer som
muligt i forhold til den forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og
deres familier og samtidig give kommunerne mulighed for at iværksætte indsatser, der ikke er
nævnt i bestemmelsen. Det er i den forbindelse afgørende, at den valgte forebyggende indsats er
sagligt begrundet.
Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen
oplistede indsatstyper. Kommunen kan således selv vælge, hvilke forebyggende indsatser, der
generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats, der er
formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.
Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter den foreslåede § 11,
stk. 3, og der er dermed heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. En forebyggende indsats efter
§ 11, stk. 3, forudsætter heller ikke udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50
eller udarbejdelse af en handleplan efter § 140. Hvis kommunalbestyrelsen iværksætter en
forebyggende indsats efter servicelovens § 11, vil det dog være muligt for
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år at klage over, at
kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en foranstaltning efter § 52, jf. § § 166 og 167.
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den unges problemer er
så komplekse, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 for at få
udredt barnets og familiens forhold. Der kan være situationer, hvor et barn eller en ung har behov
for en akut indsats, men hvor problemet er så afgrænset, at der ikke er behov for en børnefaglig
undersøgelse af barnets og familiens forhold. Det kan eksempelvis være i en situation, hvor barnets
eller den unges forældre er blevet skilt, eller hvor den ene forælder dør. Hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at barnets eller den unges problemer er afgrænset til denne hændelse, og at en
forebyggende indsats efter § 11 vil være tilstrækkelig til at imødekomme dets behov, vil der ikke
være behov for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse.
Når kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvorvidt et barn eller en ung skal tilbydes en indsats efter §
11, eller hvorvidt der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, er det
væsentligt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt der er et tilstrækkeligt kendskab til
omfanget af barnets eller den unges problemer til at kunne tilbyde en indsats efter servicelovens §
337
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0338.png
11, stk. 3, og ikke at udarbejde en børnefaglig undersøgelse. Den hjælp, kommunalbestyrelsen
tilbyder et barn eller en ung, skal således tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel
vurdering af barnets eller den unges behov og forudsætninger.
I de situationer, hvor kommunalbestyrelsen har vurderet, at der skal tilbydes en forebyggende
indsats efter servicelovens § 11, stk. 3, og at der ikke er behov for udarbejdelse af en børnefaglig
undersøgelse, er det væsentligt at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den
ungs behov samt forholdene i familien ændrer sig undervejs. Der kan således være tilfælde, hvor
der er iværksat en forebyggende indsats, og efterfølgende forhold nødvendiggør, at der udarbejdes
en børnefaglig undersøgelse.
Det foreslås i
§ 30,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde en af følgende tidligt forebyggende indsats
til barnet, den unge eller familien, når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme
barnets eller den unges behov:
1)
2)
3)
4)
Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
Netværks- eller samtalegrupper.
Rådgivning om familieplanlægning.
Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens
vanskeligheder.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 3.
Formålet med foreslåede bestemmelse vil være at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs
problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store.
Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge samt deres familier, der ikke har så
komplekse problemer, at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en
anbringelse, jf. kapitel 5. Den foreslåede § 30 vil således finde anvendelse i de tilfælde, hvor
kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette behov
vil kunne imødekommes af en forebyggende indsats.
Bestemmelsen vil ikke indeholde en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen
oplistede indsatstyper. Kommunen vil således selv kunne vælge, hvilke forebyggende indsatser der
generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats der er
formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.
En forebyggende indsats efter den foreslåede bestemmelse vil ikke forudsætte udarbejdelse af
børneudredning eller afdækning, jf. de foreslåede §§ 19 og 20 eller udarbejdelse af en barnets plan,
jf. den foreslåede § 91.
338
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0339.png
Der vil ikke skulle træffes afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter den
foreslåede bestemmelse, og der vil dermed heller ikke være adgang til at klage over tilbuddet.
Iværksætter kommunalbestyrelsen en forebyggende indsats efter bestemmelsen, vil det være dog
muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 10 år at klage over, at
kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en støttende indsats eller anbringelse efter de foreslåede §§
32, 46 eller 47.
Konsulentbistand efter bestemmelsens
nr. 1,
vil kunne ydes til forældre og børn og unge, som har
behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der vil kunne ydes som
rådgivning efter de foreslåede §§ 4 a og b. Rådgivningen vil således i højere grad kunne målrettes
de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der vil kunne ydes støtte over en længerevarende
periode, hvis der er behov herfor.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter bestemmelsens nr. 1 kunne tilbyde konsulentbistand i
form af familierettede indsatser. Et forebyggende forældreprogram efter denne bestemmelse vil
kunne omfatte tilbud om undervisningsforløb, f.eks. ”De utrolige År” til forældre, der har behov for
vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi deres barn vurderes til at have et behov for særlig
støtte, men hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger et behov for nærmere
afdækning eller udredning af barnets eller den unges behov, jf. de foreslåede § 4 b og 4 d.
Omvendt vil et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk Terapi (MST), der retter sig mod børn
og unge, som har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko for at skulle anbringes
uden for hjemmet, forudsætte en afdækning eller udredning efter de foreslåede §§ 29 og 31 og vil
skulle gives som en støttende indsats efter den foreslåede § 32.
Hvorvidt der i et konkret tilfælde vil være behov en familierettet indsats efter den foreslåede
bestemmelse eller en støttende indsats efter den foreslåede § 32, vil bero på en konkret vurdering,
herunder af sagens kompleksitet og indsatsens intensitet.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsens
nr. 2
kunne tilbyde et barn eller et eller flere
familiemedlemmer at deltage i samtale- eller netværksgrupper. Disse grupper vil kunne være
oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab mellem flere kommuner eller af private
humanitære organisationer, der er specialiserede inden for det pågældende område. Der vil
eksempelvis kunne være tale om gruppeforløb som kan understøtte barnet, den unge eller familien i
at mestre særlige udfordringer i hverdagen som følge af psykiske vanskeligheder eller en fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Efter bestemmelsens
nr. 3
vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde rådgivning om
familieplanlægning. Det vil f.eks. kunne være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning
af sårbare forældre, hvor de pågældende situation er af en sådan karakter, at forældrene med fordel
kunne overveje at vente med at få endnu et barn til der er det fornødne overskud til at kunne tage
tilstrækkeligt vare på barnet.
339
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0340.png
Efter bestemmelsens
nr. 4
vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde andre indsatser, der har til formål
at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder. Hensigten vil være at give
kommunerne mulighed for at udvikle nye tidligt forebyggende indsatser og skræddersy indsatser til
det enkelte barn eller unge. Der vil dog skulle være tale om tidligt forebyggende indsatser, dvs.
indsatser målrettet afgrænsede problemstillinger med begrænset tyngde. Der vil således ikke kunne
efter bestemmelsen kunne iværksættes indsatser, som i karakter og intensitet vil svare til støttende
indsatser som f.eks. familiebehandling efter den foreslåede § 31.
Til § 31
Efter servicelovens § 11, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse
og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Det foreslås i
§ 31,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og
behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder samt deres familier. Opgaverne kan
varetages i samarbejde med andre kommuner.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 7, for så vidt angår
børn og unge med adfærdsvanskeligheder. For så vidt angår børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier henvises til § 81 og bemærkningerne hertil.
Målgruppen for rådgivning, undersøgelse og behandling efter den foreslåede bestemmelse vil være
de børn, unge og familier, der har sociale og adfærdsmæssige problemer, der ikke er så store endnu,
at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse. Der vil f.eks.
kunne være tale om børn med mindre adfærdsmæssige vanskeligheder, der kan håndteres ved f.eks.
nogle få psykologsamtaler.
Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter den foreslåede bestemmelse vil således
dels være at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have
forbigående karakter, fordi de f.eks. er opstået i forbindelse med en ulykke, dels at forebygge at
problemerne vokser sig større, så der ikke senere bliver behov for at tage mere alvorlige
foranstaltninger i anvendelse.
Til § 32
Efter servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en
ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
340
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0341.png
Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og
behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, jf.
servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehavere, og – når der er tale om
anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 – den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens §
52, stk. 1, 3. og 4. pkt. Dog kan afgørelse om visse foranstaltninger træffes uden samtykke efter
reglerne i servicelovens §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a, når betingelser herfor
er opfyldt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt., at støtteforanstaltninger kun kan iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler
herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3 sideløbende med
undersøgelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 2. pkt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, at kommunalbestyrelsen iværksætte hjælp inden for
følgende typer af tilbud:
1)
2)
3)
4)
Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.
Døgnophold, jf. servicelovens § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller
den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 1-3, 6 og 7, eller i et botilbud, jf. § 107
Aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie, på et opholdssted
eller på en døgninstitution, jf. § servicelovens 66, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7.
Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf.
servicelovens § 66.
Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
5)
6)
7)
8)
9)
Servicelovens § 52, stk. 4, 1. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsen under en graviditet skal træffe
afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller 9, og § 52 a, når det må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen.
341
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0342.png
Bestemmelsen betyder, at en række af de foranstaltninger, der er oplistet i servicelovens § 52, stk. 3,
(støtte i hjemmet, familiebehandling, døgnophold og kontaktperson og anden støtte) ligeledes kan
anvendes over for vordende forældre.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 2. pkt. Servicelovens
§ 52, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 3. pkt. Det betyder, at
foranstaltningerne som udgangspunkt kun kan iværksættes efter gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse, men at der dog kan iværksættes foreløbige eller akutte foranstaltninger, hvis særlige
forhold taler herfor.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, skal træffe afgørelse om en eller flere
støttende indsatser, jf. dog § 54 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
Familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge.
Familieanbringelse i form af et døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren,
barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en
forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et opholdssted eller på en
døgninstitution, jf. § 43 eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social service.
Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret
plejefamilie eller i en netværksplejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf.
§ 43.
Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
7.
8.
Bestemmelsen vil i vidt omfang svare til servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, med visse
ændringer. Målgruppen for bestemmelsen vil i lighed med den eksisterende bestemmelse i
serviceloven være alle børn og unge med behov for særlig støtte, uanset om støttebehovet har afsæt
i sociale problemer hos barnet, den unge eller forældrene, i en funktionsnedsættelse hos barnet eller
den unge, eller i en kombination heraf.
Af lovtekniske grunde og for at sikre klare og anvendelige regler samler bestemmelsen samles
således det centrale materielle kriterium for iværksættelse af støtten og oplistningen af de
forskellige typer af støtte, som kan gives.
Samtidig ændres ’terminologien’ foranstaltninger’ til ’støttende indsatser’. Ændringen er en del af
opgøret med forældet eller stigmatiserende sprogbrug, der gennemføres med en ny barnets lov.
342
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0343.png
Betegnelsen ’støttende indsatser’ skal signalere kontinuitet til kommunens forebyggende indsatser
efter den foreslåede § 30, men samtidig tydeliggøre, at der her er tale om mere intensiv støtte, end
hvad der kan gives som led i den helt tidligere forebyggelse.
Den foreslåede bestemmelse vil fastlægge det materielle (dvs. indholdsmæssige) kriterium for
iværksættelse af frivillige støttende indsatser. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte
efter bestemmelsen. Det udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal
være af hensyn til et særligt behov for støtte.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse indebære en afgræsning til andre, tilgrænsende
sektorområder. Der må således ikke efter denne bestemmelse varetages hensyn, der hører til andre
sektorer, som f.eks. undervisningssektoren. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være
gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte, og
derfor ikke falder inden for anvendelsesområdet for af bestemmelsen.
Kriteriet er dog samtidig udformet tilpas rummeligt med henblik på at sikre, at det ikke afskærer
kommunen fra at yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens
situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i bestemmelsen.
Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt ikke kunne træffe afgørelser om støtte efter den
foreslåede bestemmelse i sager, som er som er omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets
kompetence. Kommunalbestyrelsen vil dog under et barns eller en ungs forbedringsforløb, jf. § 13 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kunne træffe afgørelse om supplerende indsatser efter
bestemmelsens, nr. 1-8, jf. § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når det anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og
der kan opnås samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.
Oplistningen af typer af indsatser i den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang svare til
oplistningen i servicelovens § 52, stk. 3, men med den væsentlige forskel, at frivillig anbringelse af
et barn eller en ung uden for hjemmet ikke indgår og derfor ikke vil kunne iværksættes efter denne
bestemmelsen. Anbringelsesreglerne foreslås således samlet i et særskilt kapitel. Der henvises til det
foreslåede kapitel 5.
Formålet med at udskille anbringelsesreglerne fra de øvrige indsatser er at give mulighed for at
tilpasse kravene til sagsoplysning ved støttende indsatser, så de bedre afspejler intensiteten i støtten,
uden det går ud over de særligt høje krav til grundig udredning, der nødvendigvis må gælde ved en
anbringelse uden for hjemmet af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil kunne iværksætte støtte inden for en
eller flere af oplistede typer af indsatser. Det vil ligesom i dag være muligt at kombinere de
forskellige indsatser og f.eks. tilbyde både praktisk, pædagogisk støtte i hjemmet og en
kontaktperson til barnet eller den unge. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller
343
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0344.png
psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse, vil kommunalbestyrelsen også
fremover skulle overveje om der, ud over eventuelle indsatser efter dette kapitel, er grundlag for at
tilbyde hjælp og støtte efter kapitel 8 eller for at afdække behovet herfor.
Det vil også ligesom i dag være muligt at iværksætte en eller flere støttende indsatser til barnet, den
unge eller familien, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Det kunne f.eks. være
familiebehandling til forældrene med henblik på at arbejde med deres forældrekompetencer under
anbringelsen, eller behandling til barnet eller den unge, som ligger udover, hvad anbringelsesstedet
selv kan tilbyde.
De enkelte støttende indsatser vil hver især have et indbygget formål, men samtidig nogle fleksible
ydre grænser, der gør, at indsatserne vil kunne overlappe hinanden. To eller flere foranstaltninger
vil kunne anvendes samtidig eller i forlængelse af hinanden. Indsatsen vil ligesom i dag kunne
udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen i bestemmelsen ikke vil forhindre
udviklingen. af nye tilbud.
Rækkefølgen af indsatser vil ikke være udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.
Bestemmelsens
nr. 1
vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i
form af ophold til barnet eller den unge i et dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted
el.lign. som en støttende indsats.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 1.
Bestemmelsens
nr.
2 vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i
form af praktisk pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 2.
Det vil være en type af indsats, der primært vil tage sigte på forskellige former for støtte i hjemmet
(»hjemme-hos«-ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Det vil f.eks.
kunne bestå i at støtte familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til
idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene
til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.
Støtten vil dog også, ligesom øvrige indsatser efter det foreslåede stk. 3, kunne gives under barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet, f.eks. for at understøtte forældrene i varetage
omsorgen for barnet eller den unge under samvær eller med henblik på eventuel hjemgivelse af
barnet eller den unge. Der henvises til Kapitel 7 om hjælp til barnets forældre.
Støtten vil ligesom i dag kunne ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og
tilstedeværelsen af en støtteperson i familien vil kunne variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2
344
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0345.png
timer én gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af
problemerne må antages at kræve.
Bestemmelsens
nr. 3
vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i
form af en fast kontaktperson til barnet eller den unge eller hele familien.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 6.
Ved en fast kontaktperson for barnet eller den unge forstås en indsatstype, der ligesom i dag vil
kunne spænde fra en begrænset støttefunktion i forhold til f.eks. skolegang til en mere omfattende
støttefunktion, der vil kunne yde vejledning og støtte i forhold til hele barnets eller den unges
livssituation. En kontaktperson vil også kunne fungere som mentor for f.eks. unge kriminelle og
hermed varetage en funktion som rollemodel og sparringspartner for den unge.
Kontaktpersonen vil således udfylde flere forskellige funktioner alt efter, hvad barnet eller den unge
har behov for.
Kontaktpersonens opgave vil være er at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en
voksen til at tale med, blive trøstet af mv. Der vil derfor være tale om en opgave, der principielt vil
kunne blive aktuel døgnet rundt.
Da kontaktpersonens opgaver vil ligge på et nært personligt plan, vil det være væsentligt, at den, der
udpeges, er en person, som barnet eller den unge med tryghed vil kunne henvende sig til. En mulig
kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, f.eks. en
pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet
eller den unge vil have tillid til.
Ved en fast kontaktperson for hele familien forstås en tilsvarende en indsats, der vil kunne udfylde
forskellige funktioner i form af støtte og vejledning til hele familien alt efter familiens behov.
Bestemmelsens
nr. 4
vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i
form af formidling af et praktikophold for den unge hos en privat eller offentlig arbejdsgiver, og
kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse kunne udbetale godtgørelse til den unge.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 8.
Målgruppen for den foreslåede ordning vil især være med unge med sociale og adfærdsmæssige
vanskeligheder, som har svært ved at fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet og til at opnå
eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp.
345
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0346.png
Målgruppen vil også kunne omfatte unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som vil
kunne have behov for at afprøve sig i en arbejdspraktik, idet funktionsnedsættelsen kan skabe
barrierer for de unges muligheder for at finde beskæftigelse på almindelige vilkår.
Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med
godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, men behøver ikke at være det. Det kan være et
tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på
forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.
Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke
hensigten at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for unge under 18 år.
Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb.
Der er ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har
midler hertil. For unge, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, skal godtgørelsen
betragtes som indtægt ved eget arbejde. Godtgørelse ophører ved den unges 18. år.
Bestemmelsens
nr. 5
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte hjælp i form af
familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr.
3.
Ved familiebehandling forstås forskellige typer af familierettede indsatser, der som udgangspunkt
har til formål at bevare familien samlet. Familiebehandling vil dog kunne tilbydes familien i
tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, f.eks. med henblik på at
arbejde med forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge under samvær
eller ved en eventuel hjemgivelse. Der henvises til kapitel 7 om forældrestøtte.
Familiebehandling kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller som led i barnets eller den
unges ophold i et dagbehandlingstilbud. For familiebehandling under døgnophold for hele familien
henvises til den foreslåede stk. 1, nr. 6, jf. nedenfor.
Ved behandling af barnet eller den unge forstås socialpædagogisk, psykologisk eller anden
tilsvarende behandling af barnet eller den unge, der har til formål at afhjælpe barnets eller den
unges vanskeligheder. Det vil f.eks. kunne være målrettet traumer hos barnet eller den unge,
tilknytningsforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser, selvskade eller udadregerende adfærd, andre
adfærds- eller tilpasningsvanskeligheder m.v.
Behandlingen vil kunne foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder.
Behandlingen vil f.eks. kunne gives ambulant eller ved at barnet eller den unges bevilges
dagbehandling i en privat eller offentlig institution. Behandling af barnet eller den unges problemer
346
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0347.png
efter foreslåede bestemmelse vil også kunne gives som supplerende støtte under barnets eller den
unges anbringelse uden for hjemmet.
Behandling af barnets eller den unges problemer vil også kunne involvere
familien, og der vil derfor kunne være en glidende overgang mellem familiebehandling og
behandling af barnet eller den unge.
Bestemmelsens
nr. 6
vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i
form af døgnophold til hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den
unge. Opholdet vil med bestemmelsen fremover blive betegnet en ’familieanbringelse’.
Den foreslåede bestemmelse vil i øvrigt svare til servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 4.
Formålet med en sådan familieanbringelse vil være at give familier et tilbud om intensivt støtte, der
er mindre indgribende end anbringelse af barnet eller den unge alene. Der bør dog sikres, at
døgnopholdet ikke anvendes, hvis der allerede foreligger oplysninger som peger på, at en
anbringelse uden for hjemmet, vil være bedst for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil f.eks. kunne give mulighed for at arbejde målrettet og helhedsorienteret
med familien, herunder med relationer, tilknytning og samspil og forældrenes kompetencer til at
skabe trygge rammer og struktur og sætte grænser. Med en familieanbringelse vil familierne således
kunne støttes i deres konkrete udfordringer – eksempelvis fremme børnenes trivsel, understøtte
relationen mellem forældre og børn og styrke forældrenes forældrekompetencer – til gavn for både
børn og forældre.
Døgnophold efter den foreslåede bestemmelse vil oftest indgå som led i en familiebehandling, men
kan også foregå som del af en undersøgelse af forældrenes kompetencer til at drage omsorg for
barnet eller den unge i forbindelse med en børneudredning.
Opholdet vil skulle ske på et børne- eller ungehjem, i en almindelig plejefamilie, en forstærket
plejefamilie eller en specialiseret plejefamilie, jf. 43, eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social
service.
En familieanbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke være en anbringelse af barnet eller
den unge efter lovens kapitel 5 og vil derfor ikke være omfatter af de særlige regler om bl.a.
hjemgivelse og samvær m.v., der særskilt knytter sig til en anbringelse af børn og unge uden for
hjemmet.
Bestemmelsens
nr. 7
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte hjælp i form at et
støtteophold for et barn eller en ung i form af et døgnophold i en plejefamilie eller i et børne- eller
ungehjem.
347
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0348.png
Hensigten med den foreslåede bestemmelse vil være at præcisere de muligheder, kommunerne har i
dag efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, for at iværksætte fleksible, støttende og aflastende ophold
for barnet eller den unge i en plejefamilie eller i et børne- eller ungehjem, mens barnet eller den
unge fortsat bor hjemme hos forældrene. Det vil skulle sikre, at udsatte børn og unge vil kunne
blive boende hjemme hos familien, men samtidig få den nødvendige støtte eller det nødvendige
pusterum, når sådan en fleksibel model er bedst for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det tydeligt, at det vil være barnets eller den unges behov, som
vil være udgangspunktet for indsatsen, og ikke f.eks. forældres eller plejeforældres behov for
aflastning. For at understrege dette, vil den foreslåede ordning indebære en ændring af
terminologien fra ’aflastning’ til ’støtteophold’, så barnet eller den unge ikke vil skulle opleve at
være en belastning, som de voksne omkring barnet eller den unge skal aflastes fra. Ændringen vil
indgå som et led i det bredere opgør med stigmatiserende sprogbrug i en ny barnets lov. I sager
vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller
kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der kan være grundlag for at
tilbyde aflastning til familien efter kapitel 8.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil således være at give barnet eller den unge mulighed
for at komme væk hjemmefra i en kortere periode, når barnet eller den unge har behov for det.
Tidsmæssigt vil de enkelte støtteophold kunne strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad
gangen, typisk weekender og ferieperioder. Selve ordningen vil kunne fungere for en længere
årrække, eventuelt under hele opvæksten.
Det vil ikke være muligt med hjemmel i den foreslåede bestemmelse at bevillige støtteophold på
timebasis. Støtte efter denne bestemmelse vil således ligesom i dag kun kunne bevilliges som
døgnophold.
Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7, vil ikke være en anbringelse, selvom det vil skulle foregå i et
godkendt anbringelsessted. Et støtteophold vil derfor heller ikke kunne erstatte en anbringelse uden
for hjemmet, hvis det er en anbringelse barnet eller den unge har behov for.
Støtteophold vil dog også kunne gives som en supplerende indsats under en anbringelse i en
plejefamilie eller på et børne- eller ungehjem.
Kommunerne vil skulle tilrettelægge indsatsen og fastsætte de nærmere rammer for støtteopholdet i
dialog med barnet eller den unge og familien, så opholdet tilpasses behovet hos det enkelte barn
eller den enkelte unge. I forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges
udvikling og trivsel, jf. § 95, vil kommunen i dialog med barnet eller den unge og familien skulle
tage stilling til, om der er behov for at justere indsatsen.
348
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0349.png
Bestemmelsens
nr. 8
vil give kommunalbestyrelsen mulighed for at iværksætte anden hjælp, der har
til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9.
Hensigten vil være at give kommunerne så vide rammer som muligt i forhold til at målrette hjælpen
til barnet eller den unge og familien og gøre det muligt at iværksætte tilbud, der ikke er taget højde
for i opremsningen af typer af støttende indsatser. Der udvikles således løbende nye metoder, og der
opstår nye initiativer. Disse skal ikke begrænses af en udtømmende opremsning af indsatstyper.
Betingelserne for at iværksætte støtte, jf. stk. 1, vil dog altid skulle være opfyldt.
Der vil ikke kunne ske anbringelse uden for hjemmet eller ydes døgnophold til barnet eller den unge
eller familien efter den foreslåede nr. 8, jf. formuleringen »anden hjælp«. Hjælpen vil dog godt ydes
kunne uden for hjemmet, f.eks. i et børnehus eller i et dagbehandlingstilbud.
Det foreslås i
stk. 2,
at afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf.
dog §§ 37-39.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 1, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen alene vil kunne træffe afgørelse
om støttende indsatser efter denne bestemmelse, hvis der foreligger samtykke fra den eller de
personer, som har del i forældremyndigheden. Visse indsatser vil dog efter omstændighederne
kunne iværksættes uden samtykke efter reglerne i de foreslåede §§ 37-39, hvis betingelserne herfor
er oplyst.
Samtykket vil skulle omfattet indholdet af den støttende indsats, det overordnede formål med
indsatsen samt den forventede varighed, jf. nedenfor.
Samtykket vil skulle skal være frit og informeret og vil til enhver tid kunne trækkes tilbage. Det vil
betyde, at kommunen vil skulle sørge for, at forældremyndighedsindehaver er tilstrækkeligt oplyst
om og forstår, hvad indsatsen vil indebære, hvad formålet er med at iværksætte hjælpen, og hvor
længe indsatsen forventes at vare.
Det foreslås i stk. 3,
1. pkt.,
at ved en afgørelse efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen vælge den
eller de støttende indsatser, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges særlige behov for
støtte.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at det vil være hensynet til at imødekomme barnets eller
den unges støttebehov, som vil skulle være bestemmende for, hvilke indsatser der iværksættes.
Bestemmelsen vil afspejle, at hjælp og støtte altid skal iværksættes med henblik på at sikre barnets
eller den unges bedste, jf. formålsbestemmelsen i den foreslåede § 2.
349
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0350.png
Den vil endvidere afspejle den forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, hvorefter en
foranstaltning altid skal være egnet til at løse det formål, den skal opfylde. Kommunalbestyrelsen
skal således sikre, at afgørelsen som middel er egnet til at opnå målet.
Endelig illustrerer formuleringen hensynet til proportionalitetsprincippet. Støttende indsatser vil
variere i intensitet og karakter og vil efter omstændighederne kunne være indgribende for både
børn, unge og forældre. Det er derfor vigtigt, at de valgte indsatser kan bidrage til at løse de
vanskeligheder, som barnet, den unge eller familien, har brug for hjælp til, og at indsatserne står i et
rimeligt forhold til formålet. Princippet er som forvaltningsretligt grundprincip gældende, uanset
om det står udtrykkeligt i lovteksten.
Samlet set vil det betyde, at en afgørelse om iværksættelse af støttende indsatser ikke bør være så
lidt indgribende, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den senere viser sig ikke at
have effekt. Samtidig bør det altid sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større
bivirkninger end fordele for barnet eller den unge. Der er således tale om, at sagsbehandleren i de
enkelte tilfælde nøje må overveje balancen imellem disse
forvaltningsretlige og faglige hensyn.
Det foreslås videre i stk. 3,
2. pkt.,
at afgørelsen skal angive formålet med indsatsen og den
forventede varighed.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om støttende
indsatser vil skulle angive det overordnede formål med den eller de valgte indsatsen.
Et eksempel kunne være en afgørelse om praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet med det
overordnede formål at styrke barnets trivsel ved at hjælpe forældrene med at skabe struktur i
familien hverdag og støtte forældrene i at sætte grænser. Det konkrete mål for indsatsen vil skulle
fastsættes i samarbejde med barnet eller den unge og forældrene i Barnets Plan. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.12.3
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal
indeholde en angivelse af, hvor længe indsatsen forventes at vare. Det vil sige, at kommunen i
forbindelse med iværksættelsen af støtten skal tage stilling til, om indsatsen forventes at skulle være
af kortere eller længere varighed.
Med stk. 3, 2. pkt. videreføres dele af de gældende regler i servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om
indsatsens formål og forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 91 og 92 og
til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2. og 3.12.3.
350
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0351.png
Det foreslås i
stk. 4,
at støtte efter bestemmelsens stk. 1 kan iværksættes på grundlag af en
afdækning eller udredning, jf. §§ 19-20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller sideløbende hermed.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om støttende indsatser
baggrund af en afklaring af et flere forhold med betydning for barnet eller en egentlig udredning af
barnets eller den unge situation. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
Kommunalbestyrelsen vil altså ikke, som i dag, som udgangspunkt skulle iværksætte støtte efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse eller hvad der svarer her til, idet en mere afgrænset
afklaring vil kunne vil være tilstrækkeligt grundlag, når der ikke er tale om meget alvorlige og
komplekse sager, hvor der kan være behov for en anbringelse. Formålet er at sikre, at barnet eller
den unge og familien vil få hurtigere hjælp end i dag, og at kommunerne ikke bruger unødige
ressourcer på langvarige og omfangsrige undersøgelser, når det ikke står mål med problemtyngden
og indsatsens karakter.
Støtte vil dog også kunne iværksættes på grundlag af en børneudredning, der kommer hele vejen
rundt om barnets eller den unges situation. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, i en situation, hvor
kommunen indledningsvis har vurderet, at der er tale om en så alvorlig sag, at en anbringelse vil
kunne være relevant, og derfor har iværksat en børneudredning, jf. den foreslåede § 20. På
baggrund af udredning har kommunen imidlertid vurderet, at der ikke er grundlag for en
anbringelse af barnet men behov for f.eks. intensiv familiebehandling under et døgnophold for
barnet og forældrene. Det vil også kunne være tilfældet i en situation, hvor barnet anbringes uden
for hjemmet, og der vurderes at være behov for supplerende støtte til barnet eller forældrene under
anbringelsen.
Den foreslåede ordning vil også betyde, at kommunerne vil få lettere adgang til at iværksætte
støttende indsatser sideløbende med en afdækning af barnets eller den unges behov. I dag kan
foranstaltninger efter servicelovens § 52 alene iværksættes sideløbende med en børnefaglig
undersøgelse, hvis særlige grunde taler herfor, men det klare udgangspunkt er, at undersøgelsen skal
være gennemført forinden. Det vil den foreslåede bestemmelse gøre op med.
Støttende indsatser, herunder eventuelle handicapkompenserende indsatser efter kapitel 8, vil
således kunne iværksættes sideløbende med afklaring eller udredning, hvis kommunalbestyrelsen på
baggrund af de oplysninger, der allerede foreligger i sagen, vurderer, at det vil være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Formålet er igen at sikre
hurtigere og mere fleksibel hjælp til barnet eller den unge og familien. Det vil samtidig give bedre
mulighed for en mere aktiv afdækningsperiode, hvor afdækningen af barnets, eller den unges og
familiens ressourcer udfordringer sker som led i en støttende indsats. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.3.
351
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0352.png
Der vil være en forudsætning, jf. det foreslåede stk. 1, at der foreligger tilstrækkelig oplysninger til,
at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om barnet eller den unge har behov for
særlig støtte,
dvs. at
støttebehovet ligger udover, hvad der kan imødekommes som led i en tidligt forebyggende indsats
efter den foreslåede § 30, og om støtten vil være af
væsentlig betydning.
Endelig skal kommunen
for at kunne træffe afgørelse have tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, hvilke indsatser,
der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov.
Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler om
partshøring og klagevejledning m.v., ligesom kommunen vil have ansvar for at sikre, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov.
Hvis der iværksættes støttende indsatser sideløbende med afklaring eller udredning, skal
kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, jf. den
foreslåede § 95, tage stilling til, om afklaringen eller udredningen giver anledning til at justere
indsatsen, herunder iværksætte handicapkompenserende indsatser efter kapitel 8, hvis der i
forbindelse med opfølgningen viser sig et grundlag herfor.
Det foreslås i
stk. 5, 1. pkt.,
at kommunalbestyrelsen under en graviditet med samtykke fra de
kommende forældre skal træffe afgørelse om støttende indsatser efter den foreslåede stk. 1, nr. 2, 3,
5, 6 eller 8, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov
for støtte efter fødslen.
Det foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 4, med de
redaktionelle ændringer, der følger af, at rækkefølgen af de oplistede indsatser i stk. 1 justeres i
forhold til, hvad der er i dag gælder i servicelovens § 52, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en række af de støttende indsatser, der er oplistet i det
foreslåede stk. 1, fortsat vil kunne iværksættes inden barnets fødsel.
Det vil kunne ske, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige
behov for støtte umiddelbart efter fødslen.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen ligesom i dag inden fødslen vil kunne træffe
afgørelse om støtte i hjemmet efter den foreslåede nr. 2, udpegning af kontaktperson til forældrene
efter den foreslåede stk. 1, nr. 3, familiebehandling efter den foreslåede stk. 1, nr. 5, døgnophold for
de vordende forældre efter den foreslåede stk. 1, nr. 6, ligesom opsamlingsbestemmelsen i den
foreslåede stk. 1, nr. 8 vil finde anvendelse.
Kommunerne vil især kunne anvende familiebehandling efter den foreslåede nr. 3 således, at de
kommende forældre gennem f.eks. terapi, øvelser m.v. kan øge deres forældrekompetencer.
Kommunen vil dog altid i det enkelte tilfælde skulle vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent
352
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0353.png
indholdsmæssigt vil disse støttende indsatser i praksis skulle udmøntes, så de retter sig mod at
forberede forældrene på den kommende familieforøgelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at afgørelsen om støttende indsatser under graviditeten
træffes med samtykke fra de kommende forældre.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter
kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den
mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på
afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til
barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand
eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
Det foreslås i § 5,
2. pkt.,
at afgørelsen efter 1. pkt. træffes over for de vordende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at når der er behov for at træffe afgørelse om støttende
indsatser under en vordende mors graviditet efter § 32, stk. 5, 1. pkt., træffes afgørelsen over for de
kommende forældre.
Det foreslås i
3. pkt.,
at stk. 4 finder anvendelse ved afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at støtten vil kunne iværksættes på grundlag af eller
sideløbende med en afklaring eller udredning, jf. de foreslåede §§ 19-20.
Til § 33
Efter servicelovens § 101, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde social behandling til personer
med stofmisbrug. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, jf.
servicelovens § 101, stk. 4.
Servicelovens § 101, stk. 12, bemyndiger social- og ældreministeren til at fastsætte regler om
behandling af stofmisbrug efter servicelovens § 101, stk. 1 og 4, af børn og unge under 18 år i
særlige tilfælde.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 714 af 19. juni 2013 om garanti for social
behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at kommunalbestyrelsen sørger for tilbud om
behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.
353
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0354.png
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at tilbud efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal
iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
Forældre eller den unge kan anmode kommunen om et behandlingstilbud, jf.- bekendtgørelsens § 1,
stk. 3.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsætter, at målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har
alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i
forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Der er tale om unge med sociale, fysiske og/eller
psykiske skader forårsaget af stofmisbruget.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at tilbud skal iværksættes med forældremyndighedens
samtykke og tillige kræver samtykke fra den unge, når denne er fyldt 15 år.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at den kommunale forpligtelse til særlig støtte over for børn
og unge er reguleret efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 11. Forpligtelsen, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, ændrer ikke ved dette, men er en ekstra forpligtelse til at yde
hurtig hjælp til målgruppen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 4, at det er kommunalbestyrelsen, der foretager den
faglige vurdering af, om den unges problemer er så alvorlige, at der skal iværksættes et tilbud inden
for 14 dage.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 5, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at sagen
undersøges og for, at der tages stilling til den samlede sociale støtte samt for, at der udarbejdes en
handleplan for den samlede indsats, herunder for behandlingen for stofmisbruget, jf. servicelovens §
140, stk. 2.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, at klage over afslag på behandling, herunder manglende
iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, kan indbringes for
Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen senest 14 dage efter henvendelsen fra en ung under 18
år eller forældrene skal iværksætte social behandling af den unges stofmisbrug, når den unge har
alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at den
unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 1 og 4, for så vidt
angår børn og unge under 18 år, og de regler om en behandlingsgaranti, der med hjemmel i
servicelovens § 101, stk. 12, er fastsat i bekendtgørelsens §§ 1, og 3-5.
354
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0355.png
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil have pligt til at
iværksætte behandlingstilbud til unge med alvorligt stofmisbrug inden for 14 dage fra henvendelsen
den unge eller forældrene.
Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, som vil skulle oplyse sagen og vurdere, om den
unges stofmisbrug er så alvorligt, at der vil skulle iværksættes et behandlingstilbud inden for 14
dage.
Bestemmelsen vil ikke ændre på kommunens forpligtelser i øvrigt til at oplyse sagen og iværksætte
anden støtte efter de foreslåede bestemmelser i denne lov, i det omfang der er er grundlag herfor.
Kommunen vil således kunne iværksætte andre indsatser efter dette kapitel eller kapitel 5 ved siden
af, hvis der er behov det.
Der vil tilsvarende kunne iværksættes andre indsatser efter denne lov, selvom kommunalbestyrelsen
vurderer, at den unges misbrug ikke er så alvorligt, at den unge er omfattet af behandlingsgarantien
efter den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved
kommunens mulighed for at iværksætte behandling af den unge, herunder for stofmisbrug, efter de
almindelige regler i den foreslåede § 4 e, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afslag på behandling efter den foreslåede bestemmelse, herunder manglende
iværksættelse inden for 14 dage, vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i den foreslåede
§ 144.
Det foreslås videre i
stk. 2,
at afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1 træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
De foreslåede bestemmelse vil svare til § 2 i den nuværende bekendtgørelse. Bestemmelsen vil
betyde, at iværksættelse af stofmisbrugsbehandling til unge med alvorligt stofmisbrug efter det
foreslåede stk. 1 vil kræve samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, og
forældremyndighedsindehaveren.
Da de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 vil træde i stedet for de regler om en behandlingsgaranti
til unge under 18 år i særlige tilfælde, som i dag er fastsat i bekendtgørelsesform, vil den nuværende
bekendtgørelse herom blive ophævet, og bemyndigelsen i servicelovens § 101, stk. 12, vil ikke
blive videreført.
Til § 34
Efter servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsen anvende gave kort i forbindelse
med behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101 og under behandlingen. Med et gavekort
forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at købe varer i en forretning, jf.
servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.
355
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0356.png
Det fremgår videre af servicelovens § 101, stk. 10, at bestemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende
finder anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, som får
behandling i medfør af servicelovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter servicelovens § 52, stk. 3.
Servicelovens § 101, stk. 11, fastsætter, at gavekort, jf. servicelovens § 101, stk. 9, kan modtages,
uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige ydelser.
Det følger videre af servicelovens § 101, stk. 13, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om bl.a. anvendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Bemyndigelsen er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 1477 af 17. december 2018 om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for
social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende
gavekort i behandling af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social service, som en
del af kommunens generelle serviceniveau.
Gavekort anvendes i forbindelse med tilbud om behandling efter § 101 i lov om social service og
under behandlingsforløbet med det formål at fastholde personer med et stofmisbrug i behandling, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsen skal som led i beslutningen om at anvende gavekort i behandlingen af
stofmisbrug fastlægge retningslinjer for anvendelsen af gavekort samt beløb på gavekortet, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunalbestyrelsen som
en del af kommunens generelle serviceniveau beslutter at anvende gavekort i behandling af børn og
unge under 18 år med et stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 10, i lov om social service, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling til
af en unge med et stofmisbrug, der får behandling efter § 33, et tilbud efter § 32, stk. 1, eller § 43
med henblik på at fastholde den unge i behandlingen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt., for så
vidt angår stofmisbrugsbehandling af unge under 18 år, og servicelovens § 101, stk. 10.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil have hjemmel til at anvende
gavekort til unge under 18 år i forbindelse med stofmisbrugsbehandling.
356
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0357.png
Hjemlen til at anvende gavekort vil både gælde ved misbrugsbehandling omfattet af den særlige
behandlingsgaranti efter den foreslåede § 33 og ved misbrugsbehandling i et tilbud efter den
foreslåede § 32, stk. 1 eller § 43.
Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, der vil skulle tage stilling til, hvorvidt den enkelte
kommune skal have mulighed for at anvende gavekort som led i stofmisbrugsbehandling af unge
under 18 år. Dermed vil muligheden for at kunne anvende gavekort ligesom i dag være betragte
også som en del af det generelle serviceniveau. Det følger af § 60, stk. 3, i lov om retssikkerhed og
administration, at beslutninger om det generelle serviceniveau ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Det foreslås i
stk. 2,
at der med gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt
beløb til at kunne købe varer i en forretning.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt. jf. servicelovens §
101, stk. 10, for så vidt angår unge under 18 år.
Bestemmelsen vil betyde, at det af selve lovteksten vil fremgå, hvad der menes med gavekort, med
det formål at give en bedre forståelse af gavekort for forvaltninger og borgere.
Gavekortet vil f.eks. kunne anvendes til at købe biografbilletter eller lignende for.
Det foreslås i
stk. 3,
at gavekort efter, jf. stk. 1, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i
forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 11, for så vidt
angår unge under 18 år.
Med den foreslåede bestemmelse er det dels hensigten at sikre effekten af gavekortene ved, at
kommunerne ikke skal fradrage værdien af gavekortet, hvis den unge modtager en offentlig
forsørgelsesydelse eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Dels er hensigten at sikre, at
gavekort ikke skal have betydning for den unges ret til anden hjælp.
Det foreslås i
stk. 4,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af
gavekort efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 13, for så vidt
angår fastsættelse af nærmere regler om gavekort ved stofmisbrugsbehandling af unge under 18 år.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og ældreministeren ligesom i dag vil kunne
fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort, i det omfang det er er nødvendigt f.eks. at
fastsætte en grænse for antal af gavekort eller beløbets størrelse.
357
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0358.png
Til § 35
Efter servicelovens § 11, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk
støtte til forældremyndighedsindehaveren, når kommunalbestyrelsen vurderer, at efter nr. 1 og 2 i
bestemmelsens 2. pkt. kan imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte. Der kan
ydes økonomisk støtte til:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. servicelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen give økonomisk støtte til udgifter hhv.
konsulentbistand efter servicelovens § 11, stk. 3, og prævention, når kommunalbestyrelsen vurderer,
at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og at den økonomiske støtte efter § 11, stk. 4, vil
kunne imødekomme barnets eller den unges behov. Bestemmelsens nr. 2 om udgifter til prævention
sal ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens adgang til at tilbyde rådgivning om
familieplanlægning efter servicelovens § 11, stk. 3, nr. 3.
Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økonomisk støtte efter § 11, stk. 4, er børn og
unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for særlige
foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11.
Økonomisk støtte efter servicelovens § 11, stk. 4, nr. 1, er betinget af, at
forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 11,
stk. 5.
Bestemmelsen betyder, at støtte til udgifter i forbindelse med konsulentbistand efter servicelovens §
11, stk. 3, nr. 1, kan gives, når forældrene har udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke
selv har råd til at afholde. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen
i servicelovens § 173.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens § 11, stk. 6, som led i det forebyggende
arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for
særlig støtte. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte,
Kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tilbyde økonomisk støtte til
fritidsaktiviteter til børn og unge. Dette kan give mulighed for, at børn og unge, som ellers ikke
deltager i relevante fritidsaktiviteter, får yderligere mulighed for at deltage i sædvanlige fritidstilbud
på linje med andre børn og unge, hvilket kan have stor betydning i den forebyggende indsats. Den
økonomiske støtte kan eksempelvis gå til at betale for udstyr og kontingent.
358
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0359.png
Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til
udgifterne i forbindelse med et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan
eksempelvis opstille kriterier for familiens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold
til særlige boligområder mv.
Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at kommunen ikke benytter hjemlen til at give økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter er således
valgfri for kommunerne.
Kommunen kan på forskellig vis forsøge at begrænse åbenbare grundløse ansøgninger. Det kan
f.eks. gøres ved, at offentliggøre de kriterier, som kommunen vælger at opstille, på kommunens
hjemmeside, eller ved at oplyse herom i forbindelse med den generelle rådgivning af borgere, som
henvender sig til kommunen. Dette kan medvirke til at tydeliggøre over for borgerne, hvilke
grupper af børn og unge, som kommunen har valgt at give mulighed for at ansøge om økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter.
Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til
fritidsaktiviteter til børn og unge, er således en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige
princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle
afvejning med anvendelsen af en intern opstillet regel.
Det skal bemærkes, at kommunen er forpligtet til at vurdere alle inden for bestemmelsens
målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kriterium. Dette indebærer, at hvis kommunen for
eksempel har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte boligområder kan tildeles støtte, så er
kommunalbestyrelsen forpligtet til at behandle alle i målgruppen lige. Kommunalbestyrelsen er i
øvrigt både i forbindelse med fastsættelse af kriterium og i forbindelse med behandling af konkrete
ansøgninger forpligtet til at overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder
ligebehandlingsprincippet og saglighedsprincippet.
Kommunalbestyrelsens beslutning om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Det forslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan
imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte, kan træffe afgørelse om at yde
økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren til dækning af følgende udgifter:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. § 30, stk. 1, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 4.
359
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0360.png
Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økonomisk støtte efter det foreslåede stk. 1, er
børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for
støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse efter de foreslåede regler i kapitel
5.
Bestemmelsens
nr. 1
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne give økonomisk støtte til
forældrene til at udgifter, som forældrene måtte have som følge af indsatsen efter den foreslåede §
30, stk. 1, nr. 1, f.eks. transportudgifter. Udgifterne til selve indsatsen vil skulle afholdes af
kommunen efter den foreslåede § 30.
Bestemmelsens
nr. 2
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne yde økonomisk støtte til udgifter
til p-piller, spiral eller anden prævention.
Det foreslås i
stk. 2,
at støtte efter stk. 1, nr. 1, er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren
ikke selv har tilstrækkelige midler til dækning af udgifterne.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 5. Bestemmelsen
vil betyde, økonomisk støtte i forbindelse med tilbud om konsulentbistand kun vil kunne gives, når
kommunen vurderer, at forældrene ikke selv har råd til at afholde eventuelle udgifter i forbindelse
med indsatsen. Det afgørende for vurderingen heraf vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt
rimeligt budget ud af balance.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at kommunalbestyrelsen som led i det forebyggende arbejde kan
beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig
støtte.
Den foreslåede bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6, 1. pkt.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte, at der som led i
kommunens forebyggende arbejde kan gives økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge,
som har behov for særlig støtte. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen eksempelvis vil kunne
betale for udstyr og kontingent til unges fritidsaktiviteter.
Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte, at den ikke vil benytte hjemlen til at give økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter vil således
være valgfri for kommunerne.
Det foreslås videre i stk. 3,
2. pkt.,
at kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af
støtte efter 1. pkt.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6, 2. pkt. Kriterier for tildeling af
støtte vil f.eks. kunne være familiens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold til
særlige boligområder mv.
360
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0361.png
Muligheden for at fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og
unge, vil være en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om, at skønnet er
pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning med
anvendelsen af en intern opstillet regel.
Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil være forpligtet til at vurdere alle
inden for bestemmelsens målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kriterium. Dette vil
indebære, at hvis kommunen for eksempel har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte
boligområder kan tildeles støtte, så vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at behandle alle i
målgruppen lige. Kommunalbestyrelsen vil i øvrigt både i forbindelse med fastsættelse af kriterium
og i forbindelse med behandling af konkrete ansøgninger forpligtet til at overholde almindelige
forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprincippet og saglighedsprincippet.
Endelig foreslås i stk. 3,
3. pkt.,
at kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til
fritidsaktiviteter ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6, 3. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen i en konkret sag har truffet afgørelse om at
afslå en anmodning om støtte til fritidsaktiviteter til et barn eller en ung, f.eks. fordi det vurderes, at
barnet eller den unge ikke har behov for særlig støtte, vil kommunalbestyrelsen afgørelse ikke
kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Efter servicelovens § 52 a, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk
støtte til forældremyndighedsindehaveren, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog bestemmelsens stk. 2. Der kan ydes
økonomisk støtte til følgende:
1) Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende
og omfattende foranstaltning efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en
hjemgivelse kan fremskyndes.
3) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets
anbringelse uden for hjemmet.
.
Servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1, giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge
af en foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, udgifter, der er en del af foranstaltningen samt
udgifter, der er en mere indirekte følge af en foranstaltning.
361
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0362.png
Forældrene kan have udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde,
og det er derfor muligt at yde støtte til disse udgifter efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1. Der kan
eksempelvis være tale om dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der
indgår som en del af indsatsen.
Der kan desuden være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling
iværksat efter § 52 stk. 3, nr. 3 og 4, hvis forældrene på grund af deres deltagelse i
familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage deres arbejde.
Støtte efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1, kan kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren
ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 52 a, stk. 2.
Det foreslås i
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren til dækning af følgende udgifter, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte:
1) Udgifter i forbindelse med støttende indsatser efter § 32, stk. 1, eller foranstaltninger efter §
13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46-47 eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
3) Udgifter, der erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats efter § 32, stk. 1, §§
46-47, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
4) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en
hjemgivelse kan fremskyndes.
5) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets
anbringelse uden for hjemmet.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af servicelovens § 52 a, stk. 1, med de
redaktionelle ændringer, der vil følge af, at regler om anbringelse udskilles fra de øvrige regler om
støttende indsatser, jf. den foreslåede § 32 og §§ 46 og 47.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne træffe afgørelse om
økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver, når visse betingelser er opfyldt. Bestemmelsen
vil således fastsætte de materielle (indholdsmæssige) betingelser for, hvornår der efter den
foreslåede stk. 4 kan tilbydes økonomisk støtte til forældrene: Barnet eller den unge vil skulle have
behov for mere intensiv eller langvarig støtte end hvad der kan gives som led i den tidligere
forebyggende indsats efter de foreslåede §§ 30-31, og den økonomiske støtte til forældrene vil
skulle have væsentlig betydning herfor.
De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter den foreslåede bestemmelse, vil
skattefri for denne, jf. § 7, nr. 9, i ligningsloven.
362
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0363.png
Bestemmelse vil opliste de udgifter, der vil kunne ydes støtte til.
Bestemmelsens
nr. 1
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at dække udgifter,
der er en direkte følge af støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, eller af et
forbedringsforløb efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne dække udgifter, der vil være en del af indsatsen efter
disse bestemmelser og udgifter, der er en mere indirekte følge af indsatsen.
Forældrene vil således kunne have udgifter som følge af den tilbudte støtte, som de ikke selv har råd
til at afholde, og det vil derfor være muligt at yde støtte til disse udgifter efter bestemmelsens nr. 1.
Der vil eksempelvis kunne være tale om dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter,
efterskoleophold m.v., der indgår som en del af indsatsen.
Der vil desuden kunne være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af f.eks.
familiebehandling og døgnophold for familien iværksat efter den foreslåede § 32, hvis forældrene
på grund af deres deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage
deres arbejde.
Bestemmelsens nr. 1 vil også give mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en
iværksat indsats, som f.eks. udgifter til tansport i forbindelse med indsatsen.
Bestemmelsens
nr. 2
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at dække udgifter,
som er en direkte eller indirekte følge af, at barnet eller den unges anbringes uden for hjemmet efter
de foreslåede §§ 46-47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens
nr. 3
vil give mulighed for yde støtte til udgifter, hvis den økonomiske støtte
erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats.
Bestemmelsens
nr. 4
vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne yde økonomisk bistand som en
formålsbestemt indsats for at undgå, at det bliver nødvendigt at anbringe barnet eller den unge, eller
for at fremme en hjemgivelse.
Når støtten ydes for at undgå en anbringelse eller for at fremme en hjemgivelse, vil det være en
forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og muligheden for
at undgå anbringelse eller fremme hjemgivelse, hvilket skal fremgå af afgørelsen. Det vil derfor
være af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer,
og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder.
Eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder vil kunne være hjælp til bedre bolig, f.eks.
hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld, kortvarig betaling af husleje eller
363
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0364.png
betaling af mindre anskaffelser. Bestemmelsen vil ikke give mulighed for at yde en familie hjælp til
løbende forsørgelsesudgifter.
Endelig vil bestemmelsens
nr. 5
betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne yde hjælp
til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge
under anbringelsen for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.
I disse situationer vil det være en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem ydelsen af
økonomisk støtte og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.
Eksempelvis vil bestemmelsen kunne anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i
forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et barn med fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse kan besøge forældrene i hjemmet. Der vil f.eks. kunne ydes støtte til
udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge
kan besøge forældrene i hjemmet. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om hjælpemidler eller
boligindretning i forældrenes hjem. I relation til støtte til hjælpemidler skal kommunen være
opmærksom på muligheden for at yde hjælp efter servicelovens § 112.
Det bemærkes, at kommunen vil kunne dække eventuelle merudgifter i forbindelse med en bil efter
den foreslåede nr. 3, hvis det i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og
barnet eller den unge under anbringelsen uden for hjemmet. Det vil især gælde den situation, hvor
familien har en bil alene til befordring af barnet/den unge. Det vil også gælde, hvis det kan
sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som
følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.
Det vil endvidere gælde i en situation, hvor en familie har en ekstraordinær stor og driftsmæssig
kostbar bil som følge af barnets /den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. I disse situationer
kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må
anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den unge. Merudgiften skal altid beregnes
konkret.
I relation til særlig indretning af barnets hjem bemærkes, at der ud over hjælp hertil efter
bestemmelsen også er mulighed for at yde støtte efter servicelovens § 116, stk. 1, om
boligindretning. Permanent ophold uden for hjemmet for et barn eller en ung med nedsat
funktionsevne er således ikke i sig selv til hinder for, at der gives hjælp til boligindretning i barnets
hjem. Det er dog en forudsætning, at barnet eller den unge har hyppigt ophold hos forældrene, og at
de omhandlede boligindretninger barnets eller den unges funktionsnedsættelse taget i betragtning
må anses som nødvendige for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet eller den unge
under besøgene.
Det foreslås i
stk. 5,
at støtte efter stk. 4, nr. 1-3, kun kan ydes, når forældremyndighedsindehaveren
ikke selv har tilstrækkelige midler til det.
364
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0365.png
Den foreslåede bestemmelse vil svare indholdsmæssigt til servicelovens § 52 a, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil betyde, at økonomisk støtte efter stk. 4, nr. 1-3, vil være trangsbestemt.
Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt
budget ud af balance, men det vil i øvrigt op til kommunen at fastlægge, hvordan beregningen vil
skulle foretages. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, vil der også kunne ydes hjælp til
mindre udgifter.
Hjælp i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 4, nr. 4 og 5, vil ikke være trangsbestemt.
Det vil betyde, at den økonomiske efter bestemmelsen ikke må afhænge af forældrenes økonomi,
men alene af formålet med støtten.
Til § 36
Efter servicelovens § 71, stk. 9, kan kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune yde bistand
til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.
Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen, at bestemmelsen giver hjemmel til, at
barnets opholdskommune kan dække udgifter til transport til møder i barnets opholdskommune, når
forældrene har bopæl i en anden kommune
Det foreslås i
§ 36,
at kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune kan yde støtte til dækning
af udgifter til forældres transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 71, stk. 9.
Bestemmelsen vil betyde, at der, ligesom det er i dag er tilfældet, vil være hjemmel til, at barnets
opholdskommune kan dække udgifter til transport til møder i barnets opholdskommune, når
forældrene har bopæl i en anden kommune.
Til § 37
Efter servicelovens § 56 kan afgørelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår
behandling af barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52, stk. 1, kan træffes, selv om
forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når
formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en
foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal foreligge
forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den
365
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0366.png
udviste modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52, stk. 1, om at foranstaltningen
skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være
opfyldt.
Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i
forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de
modsætter sig støtten.
Bestemmelsen omfatter foranstaltninger i form af ophold i dagtilbud m.v. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1),
behandling af barnets eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) og udpegning af en fast
kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6).
Det foreslås i
§ 37,
at hvis det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller en ungs særlige behov for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1,
nr. 1, 3 og 5, om ophold i dagtilbud, om en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller om
behandling af barnet eller den unge, uanset at forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, når
formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 56 med visse redaktionelle
ændringer samt med de ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32, stk. 4.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne træffe afgørelse om
visse støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, selvom forældremyndighedsindehaveren
ikke samtykker, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
De materielle betingelser for iværksættelse af hjælp efter denne bestemmelse vil ligesom i dag
være, 1) at det må anses for at være af væsentlige betydning for et barns særlige behov for støtte, og
2) at formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås, selvom forældremyndighedsindehaveren ikke
samtykker.
Det vil for det første betyde, at de materielle betingelser for iværksættelse af en eller flere støttende
indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, som er omfattet af bestemmelsen, skal være opfyldt.
Det vil for det andet betyde, at bestemmelsen kun vil kunne anvendes, når det kan anses for
formålstjenligt at iværksætte en indsats på trods af modstand fra forældremyndighedsindehaveren.
Det vil indebære, at der vil skulle foreligge forhold, der vil sandsynliggøre, at der vil kunne opnås et
positivt resultat af indsatsen trods den udviste modstand.
Bestemmelsen vil omfatte støttende indsatser i form af ophold i dagtilbud m.v. jf. § 32, stk. 1, nr. 1,
udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, og behandling af
barnet eller den unge jf. § 32, stk. 1, nr. 5. Det vil svare til, hvad der i dag gælder efter servicelovens
§ 56, med de redaktionelle ændringer, der følger af § 32, stk. 1.
366
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0367.png
Støttende indsatser i form af ophold for barnet i f.eks. et dagtilbud eller udpegning af en fast
kontaktperson vil således som udgangspunkt forudsætte samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren. En vellykket indsats vil således normalt fordre, at der et minimum
af vilje til samarbejde hos barnets eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.
Bestemmelsen vil dog give mulighed for at afgørelse om indsatsen uden samtykke.
Udgangspunktet for gennemførelsen af en psykologisk, pædagogisk eller anden tilsvarende
behandling af et barn eller en ung vil også være, at forældremyndighedsindehaveren skal give
samtykke. Kommunen vil derfor så vidt muligt skulle søge at opnå dialog og samarbejde med
familien om behandlingen. Hvis behandlingen skal gavne barnet eller den unge, vil det således som
oftest være en forudsætning, at begge forældre bakker op om det, herunder som minimum den
forælder, som barnet bor hos.
Men bestemmelsen vil give kommunalbestyrelsen få mulighed for at gennemføre behandling af
barnet eller den uden samtykke i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt
samarbejde med begge forældremyndighedsindehavere, samt i særlige tilfælde hvor den ene
forældremyndighedsindehaver afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg på dialog.
Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor to forældremyndighedsindehavere ikke bor
sammen, og kun den ene vil give samtykke til, at et hjemmeboende barn eller en ung, der har behov
for f.eks. psykologhjælp, uden at der dog er grund til en anbringelse uden for hjemmet.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes i situationer, hvor barnets eller den unges behov for
behandling er begrundet i problemer hos forældrene med f.eks. misbrug, som forældrene har svært
ved at erkende, og forældrene derfor ikke ønsker behandling af barnet.
Kommunen vil dog stadig så vidt muligt skulle informere forældremyndighedsindehaveren om
behandlingsforløbet og om øvrige sagsskridt, herunder sikre sig at forældremyndighedsindehaveren
forstår kommunens bevæggrunde og tiltag.
Bestemmelsen vil alene give kommunen mulighed for at fravige samtykkekravet i forhold til
afgørelser, der vedrører de angivne bestemmelser i barnets lov. Forslaget påvirker ikke eventuelle
samtykkeregler, som behandlerne vil kunne være omfattet af.
Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. I
disse tilfælde vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag kunne træffe afgørelse om behandling af
barnet eller den unge uden samtykke efter reglerne i den foreslåede § 47.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede
bestemmelse på baggrund af en afklaring eller udredning af støttebehovet eller sideløbende hermed,
jf. den foreslåede § 32, stk. 4.
367
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0368.png
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en
børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige
forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil
være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32, stk. 3.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan
træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde, at sagen skal være
tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om
partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt
muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de
grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil
skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke
er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.
Til § 38
Efter servicelovens § 57 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele
forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, jf. bestemmelsens stk. 3, når der er risiko for, at
et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at
forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger
oplysninger om,
1) at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke
opfyldes,
2) at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller
4) at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer.
Et forældrepålæg angiver en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaveren,
som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i
rimeligt forhold til formålet, jf. servicelovens § 57 a, stk. 3.
Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindehaveren skal
368
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0369.png
1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge
i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang,
3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller
den unge til det pågældende sted,
4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,
5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller
6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges
problemer.
Det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 4, at afgørelse om forældrepålæg træffes uden forudgående
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.
Det følger af servicelovens § 57 a, stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at en afgørelse om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode
af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal oplyse
forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage
børne- og ungeydelsen, jf. lov om en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn eller den
pågældende unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.
Hvis kommunen vurderer, at den, der er meddelt et forældrepålæg, ikke efterlever pålægget, og at
den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette, jf. servicelovens § 57 a. stk. 8. Afgørelsen er
gældende for ét kvartal.
Efter servicelovens § 57 a, stk. 9, skal kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af
forældrepålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
1) at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller
2) at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele
forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs
udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til
sit forældreansvar.
369
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0370.png
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 1.
Formålet med et forældrepålæg efter den foreslåede bestemmelse vil være, at
forældremyndighedsindehaverne skal påtage sig det ansvar, der følger af at have
forældremyndigheden over et barn eller en ung.
Ved et forældrepålæg forstås et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete opgaver og
pligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig. Hvis forældrene har fælles
forældremyndighed, vil afgørelsen skulle træffes i forhold til begge forældremyndighedsindehavere.
Det vil således være op til forældremyndighedsindehaverne sammen at sikre, at pålægget efterleves.
Hvis et barn eller en ung har fast ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren, vil der
ikke kunne anvendes et forældrepålæg. Et forældrepålæg vil således være møntet på
forældremyndighedsindehaveren alene, hvorfor det ikke vil finde tilsvarende anvendelse på andre
personer.
Det vil være en betingelse for at meddele forældrepålæg, at forældremyndighedsindehaveren ikke i
tilstrækkelig omfang har levet op til sit ansvar som forælder og dermed har været medvirkende til
barnets eller den unges negative udvikling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis
forældremyndighedsindehaveren ikke har reageret på meddelelser fra skolen om et barns fravær.
I nogle tilfælde vil der kunne der være problemer i forhold til flere børn eller unge i en familie. Hvis
kommunen overvejer at anvende forældrepålæg for at løse problemerne, vil betingelserne skulle
være opfyldt, og afgørelserne træffes individuelt i forhold til hvert enkelt barn på baggrund af
konkrete vurderinger.
Afgørelse om et forældrepålæg efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes, selvom der ikke
er gennemført en børneudredning eller afdækning, jf. §§ 19 og 20, ligesom afgørelsen i dag kan
træffes uden forudgående børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 57 a, stk. 4.
Hensigten er, at kommunen hurtigt og effektivt vil kunne pålægge forældremyndighedsindehaveren
at sikre, at barnet eller den unge f.eks. møder i skolen eller er hjemme på bestemte tidspunkter. Det
forudsættes således, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et forældrepålæg,
når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at barnets eller den unges udvikling er i fare.
Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler for
myndigheders behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af
sagen. I de sager, hvor der vil være tale om børn og unge, som er kendt af de sociale myndigheder,
vil der ofte allerede foreligge afklaringsnotater, børneudredning eller anden undersøgelse i sagen,
som vil kunne indgå i sagens oplysning.
370
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0371.png
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere afdækning af
støttebehovet hos et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en afklaring eller
børneudredning efter reglerne i det foreslåede kapitel 3 sideløbende med gennemførelsen af
forældrepålægget. Den efterfølgende afdækning vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen
vil træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke
længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer, jf. nedenfor.
Det foreslås i
stk. 2,
at meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om
et af følgende forhold:
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt
ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.
4) Forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 2, og vil angive, hvilke
konkrete situationer, der vil skulle føre til meddelelse af et forældrepålæg, hvis betingelserne i stk. 1
er opfyldt. De udvalgte situationer vil være typeeksempler på tilfælde, hvor børn og unge har brug
for hjælp til at komme på ret køl igen. Der vil være tale om en udtømmende opregning.
Bestemmelsen vil betyde, at der vil skulle foreligge en af fire nærmere angivne situationer for, at
kommunen har grundlag for at træffe afgørelse om forældrepålæg. Betingelserne i det foreslåede
stk. 1 vil også skulle være opfyldt.
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet eller den unge udviser de oplistede
bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller
den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør således give anledning
til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder
afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller
ADHD.
Det foreslåede
nr. 1
vil betyde, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i
øvrigt ikke opfyldes vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der
henvises til bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen og §
6, stk. 2, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 9. august
2021 (friskoleloven). Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at skolefravær i nogle
tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I disse tilfælde vil der som
371
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0372.png
udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse nr.
1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være
grundlag for at udløse et forældrepålæg.
Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt forstås, at barnet eller den unge ikke
modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I
tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning
under sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der således skulle foretages
en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører
kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v.
Det foreslåede
nr. 2
vil betyde, at om mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af
straffeloven, lov om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kunne begrunde et
forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang
eller grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af et forældrepålæg vil også skulle
være opfyldt. Kommunalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på, at adfærd som fører
til mistanke om overtrædelse af straffeloven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk
funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.
I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for
anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten
har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være
tilstrækkelig til at begrunde et forældrepålæg.
Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de
er under den kriminelle lavalder.
Det foreslåede
nr. 3
vil betyde, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer til udtryk i skolen, om problemer der på
andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum« f.eks. ved truende adfærd i
grupperingsmæssige sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved den unges
misbrug eller anden selvskadende adfærd.
I sager hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer er det vigtigt, at
kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet
eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give
anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden,
herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme
eller ADHD.
372
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0373.png
Det foreslåede
nr. 4
vil betyde, at oplysninger om, at forældrene ikke vil samarbejde med
myndighederne om at løse barnets eller den unges problemer, vil kunne udløse et forældrepålæg,
hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt,
Manglende samarbejde vil f.eks. kunne bestå i, at forældremyndighedsindehaverne ikke kommer til
forældremøder eller ikke møder op, når kommunen har indkaldt dem til et møde, f.eks. i
forbindelse med udarbejdelse af barnets plan, jf. den foreslåede § 91. Der vil også kunne være tale
om en situation, hvor forældremyndighedsindehaverne afviser at samarbejde med Ungdommens
Uddannelsesvejledning om planlægningen af den unges uddannelse efter folkeskolens 9. klasse.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for
forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller
den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at et forældrepålæg vil være et specificeret, fremadrettet krav om en eller
flere konkrete handlepligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig med henblik på,
at barnets eller den unges udvikling bringes uden for fare. Formålet vil være at sikre, at
forældremyndighedsindehaveren bidrager til løsningen af barnets eller den unges problemer.
Et forældrepålæg kan indeholde flere forskellige pligter og opgaver, hvis kommunen i det konkrete
tilfælde vurderer, at det er nødvendigt.
Det foreslås således i
stk. 3, 2. pkt.,
at det herunder kan fastsættes, at
forældremyndighedsindehaveren skal:
1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den
unge i skole.
2) Deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang.
3) Sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller
den unge til det pågældende sted.
4) Sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.
5) Deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram.
6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges
problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 3., 2. pkt.
Bestemmelsen vil fastsætte en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være udtømmende, da det
ikke vil være muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der kan være egnede til at løse
konkrete problemer.
Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg inden for visse rammer,
som vil afgrænses af,
373
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0374.png
- At pålæggene vil skulle være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete
sag. Det vil sige, at der skal være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold
og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge.
- At efterlevelsen af pålægget vil skulle være realistisk for forældrene. Det betyder, at der ved
fastlæggelsen af pålægget f.eks. skal tages højde for barnets eller den unges alder i forhold til, om
forældrene har reel mulighed for at efterleve pålægget.
- At pålæggets indhold vil skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer,
der søges løst.
- At forældrene kun vil kunne pålægges at foretage handlinger e.l., som ligger inden for rammerne
af ansvarlig forældremyndighedsudøvelse. Det vil sige, at forældrene f.eks. naturligvis ikke kan
pålægges at låse deres børn inde.
- At forældrepålæggene vil skulle være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet af
barnets lov.
- At pålæggets indhold i den konkrete sag vil skulle fastlægges, så forældrene vil have mulighed for
at opfylde deres øvrige forpligtelser f.eks. i forhold til familiens eventuelt øvrige børn og i forhold
til arbejdspladsen.
Et eksempel på et egnet pålæg, som vil stå i rimelig forhold til formålet, kan være et pålæg om at
følge barnet eller den unge i skole hver dag, hvis det pågældende barn eller den unge har ulovligt
fravær.
Forældremyndighedsindehavere vil dog ikke kunne blive pålagt selv at følge deres børn i skole,
hvis det kommer i konflikt med deres arbejdstider, men pålægget vil så kunne være, at
forældremyndighedsindehaverne skal sørge for, at barnet bliver fulgt i skole af andre.
Det vil i afgørelsen om forældrepålæg skulle angives:
- Hvad pålægget nøjagtigt skal gå ud på, herunder hvad den eller de konkrete handlepligter vil
skulle bestå i.
- Hvilken periode pålægget vil gælder for, og under hvilke omstændigheder det vil være muligt at
forlænge pålægget.
- Hvilke parter der - efter kommunens vurdering i den konkrete sag - vil få meddelelse om
pålægget.
374
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0375.png
- Hvad konsekvensen vil være af, at pålægget ikke efterleves, nemlig at udbetalingen af
børnefamilieydelsen stoppes.
Det vil således skulle være helt klart for forældremyndighedsindehaverne, hvad det er for
handlepligter, de vil få pålagt, så det også vil stå tydeligt for dem, hvordan de vil kunne efterleve
det, og dermed også, hvornår et pålæg anses for ikke at være blevet efterlevet med de konsekvenser,
der vil følge af en manglende efterlevelse.
Det foreslås i
stk. 4,
at hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg efter stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter §
32 stk. 1, nr. 1, 3, 5 og 8, uanset at forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker til indsatsen,
når det vurderes, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. dog
§ 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 5, med de
ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede
bestemmelse på baggrund af en afklaring eller udredning af støttebehovet eller sideløbende hermed,
jf. den foreslåede § 32, stk. 4.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en
børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige
forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil
være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan
træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde, at sagen skal være
tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om
partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt
muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de
grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil
skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke
er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.
Det foreslås i
stk. 5,
at afgørelsen om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12
måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
375
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0376.png
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 6. Bestemmelsen
vil betyde, at det af afgørelse vil skulle fremgå, hvor længe pålægget vil skulle gælde, idet perioden,
dog ikke vil kunne overstige 12 måneder, uden at det vil kræve en ny afgørelse.
Bestemmelsen vil ikke fastsætte ikke en grænse for, hvor mange gange et pålæg vil kunne
forlænges, eller hvor længe en forældremyndighedsindehaver
i alt
vil kunne være underlagt
forældrepålæg.
Der sættes dog en naturlig grænse for den tidsmæssige udstrækning ved, at betingelserne til
stadighed vil skulle være opfyldt, herunder den betingelse, at forældrepålægget vil skulle være
egnet til at løse problemerne.
Både for den enkelte afgørelse og for afgørelsen inklusiv forlængelser gælder det, at den
tidsmæssige udstrækning vil skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer,
der søges løst.
Som eksempel vil kunne nævnes et pålæg om at deltage i et forældreprogram bestående af to
weekend-ophold. Et sådant pålæg vil typisk kun skulle vare den periode, som de to weekend-ophold
varer. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke møder op til weekend-opholdene, vil pålægget
kunne forlænges, ligesom udbetalingen af børnefamilieydelsen vil kunne stoppes, jf. nedenfor.
Det foreslås således i
stk. 6,
at kommunalbestyrelsen vil skulle oplyse
forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage
børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn eller den
pågældende unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 7. Bestemmelsen
vil betyde, at kommunen har ansvaret for at sikre, at forældrene er gjort bekendt med de
økonomiske konsekvenser for familien ved ikke at overholde forældrepålægget.
Det foreslås i
stk. 7,
at hvis kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke efterlever
et forældrepålæg efter stk. 1, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige
omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for
ét kvartal.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 8. Bestemmelsen
vil regulerer reaktionsmulighederne over for en forældremyndighedsindehaver, som ikke efterlever
et forældrepålæg. Efter forslaget er det kommunens opgave at følge op på og vurdere, om et
meddelt forældrepålæg er efterlevet.
Det vil f.eks. betyde, at kommunen vil skulle undersøge, om en forældremyndighedsindehaver, som
har fået pålæg om at sikre, at barnet opholder sig hjemme på visse tidspunkter, har taget skridt til at
376
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0377.png
sikre dette. Kommunen vil i den forbindelse kunne tage kontakt til politiet for at få bekræftet, at
politiet ikke længere møder barnet eller den unge på gaden sent på natten.
Udgangspunktet vil være, at et forældrepålæg vil skulle efterleves fuldt ud i hele den periode,
pålægget er i kraft.
Hvis forældremyndighedsindehaveren pludselig viser vilje til at efterleve pålægget omkring det
tidspunkt, hvor betingelserne for at være berettiget til børnefamilieydelsen skal være opfyldt, vil
kommunen skulle vurdere, om den opståede vilje er reel, eller om der er tale om forsøg på
omgåelse. Hvis kommunen træffer afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet, med henvisning til
forældrenes forsøg på at omgå reglerne, vil det dog kræve klare oplysninger, der støtter denne
antagelse.
Kommunen vil til brug for vurderingen af, om pålægget er efterlevet, skulle inddrage samtlige
omstændigheder i sagen og foretage en konkret helhedsbedømmelse på baggrund heraf. Kommunen
vil i disse tilfælde være tildelt en vis skønsmulighed.
Hvis et pålæg ikke er efterlevet, og dette ikke skyldes undskyldelige forhold hos
forældremyndighedsindehaveren, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om dette. Følgen
af at et pålæg ikke efterleves vil i så fald være, at betingelserne for udbetaling af
børnefamilieydelsen ikke længere er opfyldt, og at udbetalingen stoppes, jf. § 38, stk. 6.
Afgørelsen om manglende efterlevelse af et pålæg vil skulle træffes med virkning for det
førstkommende kvartal og for ét kvartal af gangen. Hvis forældremyndighedsindehaverne efter et
kvartal med stop for udbetalingen af børnefamilieydelsen stadig ikke efterlever pålægget, og
kommunen vurderer, at betingelserne for at opretholde pålægget stadig er gældende, vil kommunen
skulle træffe en ny afgørelse med efterfølgende stop for udbetalingen af børnefamilieydelsen for det
næste kvartal også.
Kommunen vil i denne forbindelse skulle være opmærksom på de tidsterminer, der gælder i forhold
til udbetalingen af børnefamilieydelsen.
I den vurdering, der vil skulle ligge til grund for afgørelsen, vil dels skulle indgå, om
forældremyndighedsindehaverne objektivt set har efterlevet pålægget, dels, hvis det ikke er
tilfældet, om der foreligger undskyldelige omstændigheder for den manglende efterlevelse.
Kommunen vil således skulle tage hensyn til, om den manglende efterlevelse skyldes forhold, der er
uden for forældremyndighedsindehaverens kontrol, f.eks. dokumenteret sygdom.
Der vil ikke i forbindelse med afgørelsen om manglende efterlevelse af pålæg ligge en vurdering
hos kommunen om det hensigtsmæssige i at stoppe for udbetalingen af børnefamilieydelsen i den
konkrete sag. Der vil alene være tale om en konstatering af, at et forældrepålæg ikke er efterlevet.
377
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0378.png
Det foreslås i
stk. 8,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer, at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller at
forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 9. Bestemmelsen
vil regulere, hvornår et pålæg bortfalder. Der vil være tale om en udtømmende opregning.
Bestemmelsen vil betyde, at pålægget vil bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis det
forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, f.eks. hvis barnet eller den unge, som
tidligere har haft et omfattende ulovligt skolefravær, nu møder i skole hver dag.
Et forældrepålæg, der er meddelt på grund af ulovligt skolefravær, eller fordi undervisningspligten
ikke i øvrigt opfyldes, vil ikke bortfalde som følge af, at forældrene hjemtager barnet eller den unge
til hjemmeundervisning. Kun hvis det vurderes, at undervisningspligten rent faktisk opfyldes, vil
være der grundlag for at træffe afgørelse om bortfald.
Et pålæg vil endvidere bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis det ikke længere er
egnet til at løse de foreliggende problemer. Det kan f.eks. være i en situation, hvor et pålæg om at
sikre barnets eller den unges deltagelse i bestemte fritidsaktiviteter i kommunen ikke længere er
meningsfyldt, fordi forældremyndighedsindehaveren og barnet er flyttet til en anden landsdel, eller
hvor forældremyndighedsindehaveren har efterlevet pålægget, men det har vist sig, at det ikke har
påvirket barnets eller den unges problemer i en positiv retning.
Kommunerne vil i øvrigt skulle være opmærksomme på, at bortfald af et konkret pålæg vil kunne
kombineres med et nyt pålæg med nye handlepligter.
Kommunen vil kunne træffe afgørelsen om bortfald af pålægget af egen drift, og
skal
gøre det, hvis
den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunen vil også kunne tage sagen op
på baggrund af en henvendelse fra forældrene.
Til § 39
Efter servicelovens § 57 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele et barn
eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har
adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets
eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller
den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, ikke er
tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
378
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0379.png
Servicelovens § 57 b, stk. 2, fastsætter, at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2) er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist
omfang eller en vis grovhed,
3) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller
4) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer.
Efter servicelovens § 57 b, stk. 3, skal et børne- og ungepålæg angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af
barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder
fastsættes, at barnet eller den unge skal
1) modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9,
2) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,
3) bidrage til at genoprette forrettet skade eller
4) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt
arbejde.
Det fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 4, at børne- og ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf.
stk. 3, nr. 2-4, iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. §
50.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først at udarbejde en børnefaglig
undersøgelse, vil kunne pålægge barnet eller den unge at være hjemme på et bestemt tidspunkt (nr.
2), at bidrage til at genoprette skade, som barnet eller den unge, har forrettet (nr. 3), eller deltage i
andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde (nr. 4), hvis
betingelserne i stk. 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.
Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et børne- og
ungepålæg, når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges
problemer.
Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet eller den unge udviser
de oplistede bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at
barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør således give
anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden,
herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme
eller ADHD.
379
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0380.png
Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler for myndigheders
behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af sagen.
I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som allerede er kendt af de sociale
myndigheder, idet børne- og ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisterende redskab
over for børn og unge, som ikke umiddelbart kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde
vil der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den eksisterende børnefaglig undersøgelse
kan indgå i sagens oplysning.
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere undersøgelser af et
barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter §
50 sideløbende med gennemførelse af forældrepålægget. En sideløbende eller efterfølgende
børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for iværksættelse af foranstaltninger. Den
efterfølgende undersøgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse
om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til
at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9.
Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke.
Uanset stk. 4, kan sådanne støtteforanstaltninger først iværksættes efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut
støtte sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt.
Servicelovens § 57 b, stk. 6, fastsætter, at reglerne i servicelovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder
tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der gælder samme
regler om varighed og ophør af børne- og ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.
Servicelovens § 57 b, stk. 7, fastsætter, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og
ungepålæg skal overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter
servicelovens § 57 a.
Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og
ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og
anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.
380
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0381.png
Servicelovens § 57 b, stk. 9, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter social- og
ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets
bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en
ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller
udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling
er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets
eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 1. Formålet med
børne- og ungepålægget vil være at få barnet eller den unge ind i en positiv udvikling. Det vil være
afgørende for anvendelse af børne- og ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet bestræbelse på
at ændre barnets eller den unges adfærd og ikke som en straf med bagudrettet perspektiv. Pålægget,
der vil skulle gives efter en konkret vurdering, vil være et led i den forebyggende indsats og vil ikke
have karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at træffe afgørelse
om et børne- og ungepålæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmelsen vil samtidig
fastsætte de grundlæggende materielle krav til en afgørelse om børne- og ungepålæg. Det vil
således være et krav at barnet eller den unge udviser negativ adfærd eller adfærdsproblemer, at disse
adfærdsmæssige problemer er så alvorlige, at der risiko for, at barnets eller den unges adfærd eller
udvikling er i fare, og at et frivilligt samarbejde om støttende indsatser i form af f.eks. behandling af
barnet eller unge efter § 32 ikke vurderes at være tilstrækkeligt.
Børne- og ungepålægget vil i forlængelse heraf skulle ses i sammenhæng med øvrig støtte og den
samlede indsats over for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie. Pålægget vil
typisk anvendes, hvor samarbejdet er »kørt fast«, men det er ikke påkrævet, at der er gået et længere
forløb forud med sociale indsatser eller forsøg på iværksættelse af sådanne. Det vil dog altid skulle
vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om børne- og ungepålæg ud
fra et almindeligt proportionalitetsprincip.
Det vil være forudsætning for at træffe afgørelse om ungepålæg, at barnet eller den unge
grundlæggende vurderes at være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen udvikling. Børn
eller unge med psykiske funktionsnedsættelser som f.eks. udviklingshæmning eller
opmærksomhedsforstyrrelser, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de
netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes at kunne tage samme ansvar for deres
egen udvikling som deres jævnaldrende.
381
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0382.png
Det foreslås i
stk. 2,
at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger
oplysninger om et af følgende forhold:
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt
ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden
kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.
4) Barnet eller den unge nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af
barnets eller den unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 2. Formålet med
den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at ungepålægget anvendes målrettet. Bestemmelsen
vil derfor betyde, anvendelsen af pålægget knyttes til nogle af de centrale problemstillinger hos
målgruppen, som oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse
problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle forstås som indikatorer på, at barnets eller den
unges udvikling er i fare. Der vil således skulle foreligge mindst en af fire nedenfor angivne
situationer for, at kommunen vil have grundlag for at træffe afgørelse om ungepålæg:
Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger vil ikke per automatik føre til et børne-
og ungepålæg. Afgørelse om børne- og ungepålæg vil skule træffes på baggrund af en konkret
vurdering af, om de samlede betingelser for at anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget
vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. Kommunalbestyrelsen skal være
opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller
den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1,
stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen,
og der vil derfor heller ikke være grundlag for at udløse et forældrepålæg.
Den foreslåede
nr. 1
vil betyde, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i
øvrigt ikke opfyldes vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der
henvises til bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen og §
6, stk. 2, i friskoleloven.
Der vil således være tale om ulovligt fravær i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om fravær,
som efter reglerne i folkeskole- og eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. I forhold til meddelelse
af et børne- og ungepålæg vil det afgørende dog ikke nødvendigvis være antallet af ulovlige
fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et mønster eller en karakter, der giver
anledning til bekymring i forhold til den unges sociale og faglige udvikling. Det vil være en
vurderingssag, om barnets eller den unges fravær har et omfang eller et mønster, der vil begrunde
382
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0383.png
anvendelse af ungepålæg. Der vil således ikke på forhånd kunne opstille objektive kriterier for, hvor
meget fravær der vil være tilstrækkeligt.
Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt forstås, at barnet eller den unge ikke
modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning
under sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der således skulle foretages
en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører
kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v.
Det vil være er afgørende for meddelelse af et børne- og ungepålæg, at den manglende opfyldelse af
undervisningspligten i en konkret sag skyldes barnets eller den unges egne forhold og ikke f.eks., at
kommunen ikke stiller et passende skoletilbud til rådighed.
Det skal ligeledes bemærkes, at der kun kan træffes afgørelse om børne- og ungepålæg med
begrundelse i kriteriet om ulovligt fravær eller manglende opfyldelse af undervisningspligten i
øvrigt over for børn eller unge, der er omfattet af undervisningspligten, selvom pålægget i
udgangspunktet omfatter alle børn og unge i alderen 10 - 17 år.
Den foreslåede
nr. 2
vil betyde, at om mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af
straffeloven, lov om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kunne begrunde et
forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang
eller grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af et forældrepålæg vil også skulle
være opfyldt.
I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for
anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten
har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være
tilstrækkelig til at begrunde et børne- og ungepålæg. Kommunalbestyrelsen vil også her skulle være
opmærksom på, at adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straffeloven i nogle tilfælde
kan skyldes en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.
Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de
er under den kriminelle lavalder.
Den foreslåede
nr.
3 vil betyde, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer til udtryk gennem udadreagerende eller
anden bekymrende adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der på andre måder
kommer til udtryk i »det offentlige rum«, f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige
383
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0384.png
sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets eller den unges misbrug eller
anden selvskadende adfærd.
Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges adfærdsmæssige problemer har en tyngde og en
karakter, der begrunder anvendelse af ungepålæg. Man kan således ikke på forhånd opstille
objektive kriterier for, hvilken type problemer der fører til afgørelse om ungepålæg.
I sager, hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, er det vigtigt, at
kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet
eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give
anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden,
herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme
eller ADHD.
Den foreslåede
nr. 4
vil betyde, at oplysninger om, at barnet eller den unge ikke vil samarbejde med
myndighederne om at løse barnets eller den unges problemer vil kunne begrunde et børne- og
ungepålæg, hvis betingelserne her i øvrigt er opfyldt.
Et eksempel på manglende vilje til at samarbejde vil f.eks. kunne være ung, som flere gange
udebliver fra aftalte møder eller tilbud, når det i øvrigt vurderes, at den unge både er i stand til at
overskue, hvad der er aftalt, og reelt har mulighed for at møde op. I vurderingen af, om barnets eller
den unges ageren i en konkret situation er udtryk for, at barnet eller den unge ikke ønsker
samarbejde om at løse barnets eller den unges problemer, vil der altid skulle tages højde for barnets
eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte funktionsevne og sagens omstændigheder i
øvrigt.
For at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg forudsættes det, at der foreligger oplysninger om et
eller flere af de forhold, der oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse
problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle ses som indikatorer på, at barnets eller den
unges udvikling er i fare. Om de konkrete forhold udgør en trussel for barnets eller den unges
udvikling vil altid skulle gøres til genstand for en konkret vurdering.
Det foreslås i
stk. 3, 1. pkt.,
at et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af
barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at børne- og ungepålægget vil skulle indeholde et specificeret,
fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som barnet eller den unge vil skulle
påtage sig.
Det foreslåede videre i
2. pkt.,
at det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal:
384
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0385.png
1)
2)
3)
4)
Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5 og 8.
Være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.
Bidrage til at genoprette forrettet skade.
Deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt
arbejde.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 2. pkt. med de
ændringer, som vil følge af den foreslåede § 4 g, som uddybet nedenfor.
Bestemmelsen vil ligesom i dag indeholde en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være
udtømmende, da det ikke er muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der vil kunne være
egnede til at løse konkrete problemer. Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de
konkrete pålæg inden for visse rammer, som afgrænses af,
- at pålæggene vil skulle være klart formulerede, så det er tydeligt for barnet eller den unge, hvad
pågældende skal gøre for at efterleve pålægget,
- at pålæggene vil skulle være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag.
Det vil sige, at der vil skulle være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold
og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge. Handlepligterne
vil i forlængelse heraf skulle hjælpe barnet eller den unge til at handle anderledes,
- at de konkrete handlepligter, barnet eller den unge pålægges, vil skulle være realistiske at
efterleve,
- at pålæggets indhold vil skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer,
der søges løst og
- at forældrepålæggene vil skulle være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i
lov om social service.
Nr. 1
vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges en eller flere støttende indsatser efter §
32 stk. 1, nr. 1 (ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lign.), nr. 3
(fast kontaktperson), nr. 4 (formidling af praktiktilbud), nr. 6 (familiebehandling eller behandling af
barnets eller den unges problemer) eller 8 (anden støtte). Barnet eller den unge vil således f.eks.
kunne pålægges:
- at tage imod et f.eks. et klubtilbud, hvis barnet eller den unge f.eks. har brug for at indgå i et
pædagogisk tilbud efter skole.
- at tage imod en kontaktperson, hvis barnet eller den unge har behov for stabil og vedvarende
voksenkontakt at støtte sig til for at holde fokus på de rette ting, f.eks. uddannelse og
beskæftigelse, men ikke umiddelbart ønsker at samarbejde med en kontaktperson.
385
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0386.png
-
-
-
-
at tage i mod et praktiktilbud, hvis barnet eller den unge vurderes i øvrigt at være klar til og
kunne profitere af f.eks. et fritidsjob, men ikke umiddelbart er motiveret til at arbejde.
At deltage i f.eks. et kursus i vredeshåndtering, hvis barnet eller den unge udviser
udadreagerende adfærd og ikke kan udtrykke eller håndtere sine følelser på anden vis.
At deltage i et relevant socialpædagogisk behandlingstilbud for hele familien, f.eks. i
tilfælde hvor der er behov for en samlet indsats i familien for at undgå anbringelse, men
hvor barnet eller den unge ikke gider deltage, selvom forældrene er indstillede på det.
At tage imod anden rådgivning, behandling, praktisk og pædagogisk støtte.
Nr. 2
vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges at være hjemme på et bestemt
tidspunkt. Det vil f.eks. kunne være relevant, hvis barnet eller den unge flere gange har begået
småkriminalitet eller udvist negativ adfærd i bestemte tidsrum, f.eks. fredag og lørdag aften.
Nr. 3
vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges at bidrage til at genoprette forrettet
skade, f.eks. ved deltage i oprydning i lokalområdet efter hærværk eller lignende, så det bliver
tydeligt, at barnets eller den unges handlinger har negative konsekvenser for lokalområdet.
Nr. 4
vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges at deltage i andre aktiviteter med
genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Der vil kunne ikke opregnes en udtømmende liste over aktiviteter med genoprettende formål,
herunder samfundsnyttigt arbejde, som vil kunne anvendes, idet det ikke på forhånd er muligt at
forudse, hvilken konkret handlepligt, der vil være bedst egnet i en konkret sag i forhold til barnet
eller den unge, herunder under hensyn til de lokale forhold. Eksempler på aktiviteter med
genoprettede formål, herunder samfundsnyttigt arbejde vil dog kunne være, at den unge skal gøre
rent i lokale boligforeninger, vaske brandbiler eller vedligeholde parker og andre offentlige
områder.
Børne- og ungepålæggets konkrete handlepligter vil skulle fastsættes efter en konkret vurdering,
herunder bl.a. på baggrund af barnets eller den unges alder og modenhed samt fysiske og psykiske
funktionsevne, og vil ikke have karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et
bestemt forhold. Pålægget vil indgå i den samlede forebyggende indsats over for barnet eller den
unge og vil skulle støtte barnet eller den unge i at ændre adfærd. Ved fastsættelse af pålæg om
samfundsnyttigt arbejde vil således der ikke være tale om arbejde for en arbejdsgiver i
arbejdsmiljølovgivningens forstand. Der vil imidlertid skulle tages hensyn til de gældende regler for
børn og unges muligheder for at udføre arbejde for en arbejdsgiver, herunder i forhold til varighed
og tyngden af arbejdet.
Det foreslås i
stk. 4,
at hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 4 e, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter §
32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5 eller 8, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
386
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0387.png
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det
manglende samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 5, med de
ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32.
Bestemmelsen vil betyde, at afgørelse om at iværksætte en eller flere af de nævnte støttende
indsatser i forbindelse med afgørelse om børne- og ungepålæg vil kunne ske, selvom
forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at
formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset. Der vil i så fald være tale om
selvstændig afgørelse.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede
bestemmelse på baggrund af en afklaring eller udredning af støttebehovet eller sideløbende hermed,
jf. den foreslåede § 32.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en
børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige
forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil
være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32, stk. 4.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan
træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde, at sagen skal være
tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om
partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt
muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de
grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil
skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke
er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.
Det foreslås i
stk. 5,
at § 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget
efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 6. Bestemmelsen
vil betyde, at der vil gælde samme regler for varigheden og bortfald af børne- og ungepålæg som
der gælde forældrepålægget, jf. § den foreslåede § 38, stk. 5 og 8, jf. ovenfor.
Af hensyn til barnets eller den unges retssikkerhed vil det skulle fremgå klart af afgørelsen, hvor
længe pålægget gælder. Den tidsmæssige udstrækning vil i forlængelse heraf skulle stå i rimeligt
387
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0388.png
forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, jf. også
proportionalitetsgrundsætningen.
Afgørelse om børne- og ungepålæg vil således kunne træffes for en afgrænset periode af højst 12
måneders varighed og vil kunne kan forlænges med 6 måneder ad gangen, hvis betingelserne for at
træffe afgørelse om ungepålæg fortsat er opfyldt. Det vil i forbindelse med forlængelse af pålægget
skulle vurderes, om de oprindelige handlepligter fortsat er egnede til en løsning af barnets eller den
unges problemer, eller om der er behov for at justere indholdet. Der vil være ikke fastsat en grænse
for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges.
Et børne- og ungepålæg vil skulle bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis de forhold,
der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, herunder hvis pålægget har levet op til sit
formål. Pålægget vil ligeledes skulle bortfalde, hvis det ikke længere er egnet til at løse barnets eller
den unges problemer, herunder hvis pålægget efterleves, men ikke påvirker barnets eller den unges
problemer i en positiv retning. Der vil være tale om en udtømmende opregning.
Kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om bortfald af pålægget af egen drift, og vil skulle
gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunalbestyrelsen vil
også kunne tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene eller andre.
Bortfald af et pålæg kan eventuelt kombineres med afgørelse om et nyt børne- og ungepålæg med
nye - og mere egnede - handlepligter.
Det foreslås i
stk. 6,
at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1 skal
overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 7.
Hvis det er nødvendigt og formålstjenstligt for at sikre forældrenes aktive opbakning til barnets eller
den unges efterlevelse af børne- og ungepålægget, vil der som udgangspunkt skulle træffes
afgørelse om et forældrepålæg over for forældremyndighedsindehaveren samtidig med, at der
træffes afgørelse om børne- og ungepålæg. Afgørelse om et sådant ledsagende forældrepålæg vil
forudsætte, at kriterierne for anvendelse af forældrepålægget er opfyldt, også når afgørelsen om
forældrepålæg træffes for at understøtte et børne- og ungepålæg.
Hvis der træffes afgørelse om forældrepålæg, vil forældrene kunne pålægges konkrete
handlepligter, som bidrager til eller supplerer barnets eller den unges efterlevelse af børne- og
ungepålægget. Hvis barnet eller den unge f.eks. pålægges at deltage i et socialpædagogisk forløb,
vil forældrene kunne pålægges også at deltage. Eller forældrene vil pålægges at sørge for, at barnet
eller den unge møder op i skole, til en fritidsaktivitet eller til oprydning efter hærværk - alt afhængig
af, hvad barnet eller den unge pålægges.
388
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0389.png
Der vil dog også kunne tænkes situationer, hvor det ikke vil give mening at ledsage ungepålægget
med et forældrepålæg, f.eks. i situationer hvor forældrene i forvejen bakker aktivt op om afgørelsen
om ungepålæg og derfor kan forventes selv at bidrage til den unges efterlevelse af pålægget.
Et ledsagende forældrepålæg vil skulle håndhæves på samme måde som andre forældrepålæg, dvs.
ved at stoppe udbetalingen af børnefamilieydelse, hvis forældrene ikke efterlever de konkrete
handlepligter i det ledsagende forældrepålæg. Der vil dog være en del tilfælde, hvor forældrene
overholder deres forældrepålæg, men hvor barnet eller den unge ikke overholder ungepålægget.
F.eks. hvor forældrene er blevet pålagt at følge den unge skole, mens barnet eller den unge er blevet
pålagt at følge undervisningen hele dagen. I sådanne tilfælde vil der ikke kunne træffes afgørelse
om manglende efterlevelse af forældrepålægget.
Forældremyndighedsindehaveren vil kunne påklage kommunalbestyrelsens afgørelse, jf. den
foreslåede § 144 og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås i
stk. 7,
at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal
kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til
kommunens udøvelse af beføjelser efter § 139.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 8. Bestemmelsen
vil betyde, at kommunen i alle tilfælde af overtrædelse af et børne- og ungepålæg skal vurdere, om
det vil være relevant at få bistand fra politiet til at hente og bringe barnet til stedet, hvor børne- og
ungepålægget skal opfyldes. Det vil bero på en vurdering af den konkrete situation, om bistand fra
politiet vil være relevant for at gennemføre børne- og ungepålægget. I vurderingen vil bl.a. skulle
indgå barnets ellers den unges forhold, alder og modenhed, fysiske og psykiske funktionsniveau
samt baggrunden for pålægget.
Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet,
dvs. om beslutningen om, at politiet skal bistå ved gennemførelsen af børne- og ungepålægget, står i
rimeligt forhold til overtrædelsen af den konkret pålagte handlepligt.
Politiets bistand vil primært være relevant i forbindelse med opfyldelse af enkeltstående
handlepligter og vil som udgangspunkt bestå i enkeltstående afhentning og aflevering på det sted,
hvor ungepålægget skal opfyldes.
Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med denne bistand fremgår navnlig af §§ 15-
16 i lov om politiets virksomhed (politiloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019.
Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne vil kunne anvende magt,
forudsat at magtanvendelse er nødvendigt og forsvarligt ved udøvelsen af bistanden. Dette vil bl.a.
indebære, at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være
tilstrækkelige.
389
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0390.png
Det foreslås i
stk. 8,
at social- og ældreministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af
børne- og ungepålæg.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 9, med en enkelt
redaktionel ændring, i det social- og indenrigsministeren ændres til social- og ældreministeren.
Til § 40
Servicelovens § 63, stk. 1, fastsætter således, at hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at
lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-
udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.
En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne
herfor er opfyldt, jf. servicelovens § 63, stk. 2.
Det foreslås i
§ 40,
at hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung
undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den
unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om
at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 63, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at børne- og ungeudvalget, ligesom i dag, vil have hjemmel
til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse og behandling af et barn eller en ung, uden samtykke
forældremyndighedsindehaveren, når visse betingelser er opfyldt.
Det vil ligesom i dag være et krav, at der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i
høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der
medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges
vægt på, at der også ved
risiko
for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, foreligger en situation,
hvor forældremyndighedens indehavers ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling
må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.
Anvendelsen af bestemmelse vil forudsætte, at der foreligger tilslutning fra den behandlende
overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet
eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades.
Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse oftest vil
390
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0391.png
udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til
anden behandling, som forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig.
Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling vil kunne
være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den
unge, hvor der vil være behov for en anbringelse af barnet eller den unge. I så fald bør den
foreslåede bestemmelse ikke anvendes, da denne alene giver adgang til at gennemføre den lægelige
undersøgelse og behandling.
Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er
behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter den
foreslåede § 47, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke til
anbringelsen.
I tilknytning til en anbringelsesafgørelse, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig
undersøgelse og lægebehandling efter den foreslåede § 97, og en sådan afgørelse vil i modsætning
til afgørelser efter den foreslåede § 40 ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der
kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Kommunen vil dog skulle søge at inddrage
forældremyndighedsindehaveren og om muligt sikre deres samtykke.
Til § 41
Kommunerne har ansvaret for at sikre hjælp og støtte til børn og unge og skal træffe afgørelse om
den nødvendige støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller en ungs særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 52, stk. 1. Kommunen skal vælge den eller
de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den
børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50.
Kommunerne kan bl.a. træffe afgørelse om psykologbehandling, herunder uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren, når behandling iværksættes efter bl.a. reglerne i § 52, stk. 3, jf. §
56 i serviceloven. I disse tilfælde træffer kommunen afgørelse om behandling af barnets eller den
unges problemer i form af psykologhjælp efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3. Hvis indehaveren af
forældremyndigheden ikke vil give samtykke til, at behandlingen iværksættes, kan kommunen
træffe afgørelse om behandling, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at
kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Efter § 2 i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020
(forældreansvarsloven), kan forældremyndighedens indehaver træffe afgørelse om barnets
personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Det følger af lovens § 3, at når forældre har
fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed
mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede
391
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0392.png
forhold i barnets daglige liv. Har barnet delt bopæl, kræver afgørelse om overordnede forhold i
barnets daglige liv efter 2. pkt. enighed mellem forældrene.
Der er i dag etableret en række tilbud i regi af civilsamfundsorganisationer, der yder rådgivning og
støtte, herunder psykologbehandling til børn og unge under 18 år. Det gælder blandt andet i forhold
til børn og unge, der har levet eller lever med en forælder, der har et misbrug.
Efter forældreansvarsloven kræver det imidlertid forældremyndighedsindehavers samtykke, hvis
barnet skal modtage behandling i regi af et privat tilbud, idet en sådan behandling er omfattet af
forældremyndighedsindehaverens beslutningskompetence. Der er ikke i dag fastsat regler i
serviceloven eller i anden lovgivning, herunder forældreansvarsloven, der giver børn og unge under
18 år adgang til at modtage psykologhjælp i regi af et privat tilbud i en civilsamfundsorganisation
uden forældremyndighedsindehaver samtykke.
Det kan være meget utrygt og forbundet med skam for et barn eller ung at vokse op med voksne i et
hjem, der har et alkohol- eller et stofmisbrug. Barnet eller den unge kan dermed opleve at stå alene
og isoleret i forhold til de udfordringer alkohol- eller stofmisbruget kan indebære for barnet eller
den unge.
Erfaringerne viser imidlertid, at det kan være svært for børn og unge at tale med deres forældre om
misbrug i hjemmet og i forlængelse heraf bede dem om samtykke til netop at få behandling, f.eks.
hvis forældrene ikke vil erkende deres misbrug eller modsætter sig indblanding udefra af forholdene
i hjemmet.
Der har derfor i forbindelse med aftalen om Børnene Først været ønske om at fastsætte regler, der
giver børn og unge fra 12-17 år ret til at modtage et psykologbehandling i regi af et privat
organisation uden om kommunen, uden at det kræver samtykke fra forældremyndighedens
indehaver.
Det foreslås i
stk. 1,
at børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til at opsøge og modtage behandling i
regi af civilsamfundsorganisationer uden forældremyndighedsindehavers samtykke.
Bestemmelsen vil indebære, at børn og unge vil får ret til uden samtykke at henvende sig til et af de
tilbud der findes i regi af civilsamfundsorganisationer som f.eks. foreninger målrettet børn og unge,
der er børn af alkohol- eller stofmisbrugere, og modtage psykologbehandling ud over den
rådgivning og støtte, som barnet eller den unge i dag har mulighed for at få uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen vil dermed indebære en fravigelse af reglerne i
forældreansvarsloven om, at det er forældemyndighedens indehaver, der kan træffe afgørelse om
barnets personlige forhold.
392
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0393.png
Det vil betyde, at behandling inden for rammerne af bestemmelsen vil kunne iværksættes, når
barnet eller den unge er motiveret for at opsøge hjælp og støtte, og at behandlingen dermed vil
kunne iværksættes hurtigere, idet der ikke vil være krav om, at der skal indhentes et samtykke.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børn og unge kan tilbydes behandling i tilbud i regi af
civilsamfundsorganisationer, når barnet eller den unge er motiveret for at få behandling, og uden at
barnet eller den unge – eller det private tilbud – skal indhente samtykke og dermed f.eks.
konfrontere forældremyndighedens indehaver med et alkohol- eller stofmisbrug, som han eller hun
ikke har erkendt.
Det foreslås i
stk. 2,
at det er en forudsætning for behandling efter stk. 1, at behandlingen ydes af en
autoriseret psykolog.
Bestemmelsen i stk. 2 vil indebære, at den eller de personer, der ansættes af det private tilbud i en
civilsamfundsorganisation eller forening, skal være autoriseret af Psykolognævnet. Det vil betyde,
at den pågældende har gennemført den praktiske uddannelse til autorisation af psykologer og
ansøger Psykolognævnet om autorisation. Indholdet af uddannelsen er bestemt af Psykolognævnet
og omfatter både krav om uddannelsens indhold og varighed samt krav til omfanget af supervision i
forbindelse med uddannelsen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre kvaliteten i den behandling, barnet eller den unge modtager
efter § 41, stk. 1, herunder, at sikre, at den pågældende psykolog er underlagt Psykolognævnets
tilsyn med psykologens faglige virksomhed og egnethed til udøvelse af erhvervet.
Til § 42
Efter servicelovens § 78, stk. 1, må ingen modtage et under 14 år til døgnophold i privat
familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn eller en ung bor
hos andre end forældrene, uden at barnets eller forældrenes opholdskommune har medvirket ved
etableringen af opholdet.
Der er ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse kræver en afgørelse truffet af
kommunalbestyrelsen eller børn og unge-udvalget efter reglerne i det foreslåede kapitel 5, som er
begrundet i barnets eller den unges støttebehov.
Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning efter serviceloven, men beror alene på en
aftale mellem forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje. Privat familiepleje kan
f.eks. komme på tale, hvis forældremyndighedsindehaveren skal i fængsel, på sygehuset eller tager
393
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0394.png
arbejde i udlandet i en periode.
Efter servicelovens § 78, stk. 2, kan plejetilladelse kun udstedes, når det efter en undersøgelse af
familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse
skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.
Efter servicelovens § 78, stk. 3, påhviler det forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at
plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.
Efter servicelovens § 78, stk. 4, kan børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens
opholdskommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn
eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at
skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.
Efter servicelovens § 78, stk. 5, kan en afgørelse efter stk. 4 træffes foreløbigt efter reglerne i §
servicelovens 75, når betingelserne herfor er opfyldt.
Efter servicelovens § 78, stk. 6, gælder reglerne i servicelovens § 78, stk. 1-5, ikke i tilfælde, hvor
kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos
den anden af forældrene.
Efter servicelovens § 78, stk. 7, må døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som
drives af private uden offentlige midler, kun oprettes og drives med tilladelse af
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører
tilsyn med forholdene i hjemmet.
Det foreslås i
stk. 1,
at ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i
en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 1.
Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn eller en ung bor
hos andre end forældrene, uden at barnets eller forældrenes opholdskommune har medvirket ved
etableringen af opholdet.
Der vil ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse vil kræver en afgørelse truffet af
kommunalbestyrelsen eller børne- og ungeudvalget efter reglerne i det foreslåede kapitel 5, som er
begrundet i barnets eller den unges støttebehov.
394
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0395.png
Privat familiepleje er således ikke en indsats efter denne lov, men beror alene på en aftale mellem
forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje. Privat familiepleje kan f.eks. komme
på tale, hvis forældremyndighedsindehaveren skal i fængsel, på sygehuset eller tager
arbejde i udlandet i en periode.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis et barn under 14 år skal i privat familiepleje, og hvis
der er tale om et ophold hos plejefamilien, der skal vare længere end 3 sammenhængende måneder,
kræves der en plejetilladelse fra den stedlige kommune, dvs. den kommune, hvor den private
familiepleje bor.
Selvom det fra starten var forventet, at opholdet ville vare kortere tid end 3 måneder, vil der skulle
indhentes en plejetilladelse, når man bliver klar over, at opholdet kommer til at vare ud over
tidsgrænsen på de 3 måneder.
Hvis det fra starten af plejeforholdet er klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien,
bør der foreligge plejetilladelse, inden barnet tager ophold i plejefamilien. Ved sådanne
længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt bånd mellem barn og plejefamilie. Dette
vil særligt gælde, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold vil desuden
kunne resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet
vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet
er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet.
Det foreslås i
stk. 2, 1. pkt. punkt,
at plejetilladelse kun kan udstedes, når det efter en undersøgelse
af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen vil
betyde, at der inden udstedelse af plejetilladelse må foretages en nærmere undersøgelse af
forholdene i den familie, som barnet skal opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan
undersøgelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder, såsom barnets tilknytning til
plejefamilien og opholdets forventede varighed.
Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en indledende samtale med plejefamilien, hvor
kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved den indledende undersøgelse må familien give
relevante oplysninger om alder, civilstand, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold m.v.,
som kommunen kan bruge i sin vurdering af, om der kan gives plejetilladelse i den konkrete sag.
Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede
plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.
Ved ansøgning om plejetilladelse i forbindelse med længerevarende ophold må det af hensyn til
vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet, i samtaler med ansøgerne afklares, hvad
der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgerne har til barnet og plejeforholdet
395
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0396.png
samt til varigheden af plejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien,
dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og
forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvad enten
det er egne børn eller andre plejebørn og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover
vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende
samfund indgå i vurderingen.
Den kommune, der skal give plejetilladelsen, kan også indhente oplysninger om barnet og dets
forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for
barnet. Det kan f.eks. være, hvis barnet har en funktionsnedsættelse, eller hvis der tidligere har
været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet. Hvis der reelt er behov for en
anbringelse uden for hjemmet eller for anden særlig støtte, skal kommunen foretage en
børneudredning efter den foreslåede § 32, så der på den baggrund kan iværksættes den rette indsats.
Indsatser efter denne lov kan med forældremyndighedsindehaverens samtykke gennemføres under
opholdet i den private familiepleje.
Forinden udstedelse af plejetilladelse indhentes oplysninger om indtægtsforhold med ansøgernes
samtykke. Ligeledes med ansøgernes samtykke indhentes straffeattest fra Kriminalregisteret. De
nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse herom. Heraf fremgår det, at
straffeattest rekvireres af ansøgernes opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgerne bor. I
begæringen skal det angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om
tilladelse til at have børn i privat familiepleje.
Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at
påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når
kommunen finder behov for det. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften
dertil.
Der vil kun kunne udstedes plejetilladelse, hvis opholdet på baggrund af undersøgelsen kan anses
for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale
om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes under hensyntagen til opholdets længde, barnets alder
og tilknytning til plejefamilien.
Plejetilladelsen vil skulle udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor. Tilladelsen vil altid
skulle vedrøre et bestemt barn, og der vil dermed ikke tale om en generel godkendelse til at være
plejefamilie.
Det vil bero på et individuelt skøn hvor mange børn, der vil kunne gives plejetilladelse til. Antallet
af børn, herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om
opholdet vil være til gavn for barnet.
396
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0397.png
Det foreslås i stk. 2,
2. pkt.,
at kommunen ved udstedelse af plejetilladelse skal gøre
forældremyndighedsindehaveren opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen, inden der udstedes en plejetilladelse, vil skulle gøre
forældremyndighedsindehaveren opmærksom på, at flytning eller hjemtagelse af et barn eller en
ung, som er i privat familiepleje, efter anmodning fra barnet eller den unge eller plejefamilien vil
kunne nægtes, hvis det vil være til skade for barnet eller den unge.
Det foreslås i stk.
3,
at det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet
har fornøden plejetilladelse.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 3. Bestemmelsen vil betyde, at
forældremyndighedsindehaveren vil have pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne
plejetilladelse. Det vil indebære, at forældremyndighedsindehaveren vil have pligt til at underrette
den kommune, hvor barnet er i pleje, hvis et plejeforhold varer ud over en sammenhængende
periode på tre måneder.
Det foreslås i
stk. 4, 1. pkt.,
at børne- og ungeudvalget i forældremyndighedsindehaverens
opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et
barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at
skade barnet eller den unge.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 4, 1. pkt.
Formålet med den foreslåede bestemmelsen er, at tilgodese hensynet til det barn eller den unge, som
måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene og har knyttet sig meget til
familien.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis flytningen eller hjemtagelsen må antages at skade barnet eller den
unge, kan hjemtagelse eller flytning nægtes. Kriteriet »skade barnet eller den unge« kan siges at
ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige anbringelser uden for
hjemmet, jf. de foreslåede §§ 46 og 47.
Anvendelsen af bestemmelsen vil ikke være betinget af, at opholdet har varet i et nærmere fastsat
tidsrum, men det må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre er risikoen for, at
flytningen eller hjemtagelsen vil være til skade for barnet eller den unge.
En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, kan træffes efter en
begæring fra plejeforældrene eller barnet eller den unge.
397
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0398.png
Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunen modtager en begæring, skal sagen forelægges børne-
og ungeudvalget. Det vil betyde, barnet eller den unge ligesom det i dag er tilfældet vil have en
egentlig adgang til selv at starte sagen. Der fastsættes ikke nogen aldersgrænse for den initiativret,
der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket vil betyde, at en begæring fra et mindre barn kan
medføre, at sagen må forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse.
Afgørelsen om, at barnet eller den unge ikke må hjemtages eller flyttes, vil ligesom i dag skulle
træffes af børne- og ungeudvalget.
Der vil ikke skulle fastsættes en genbehandlingsfrist, da der fortsat vil være tale om et privat
familieplejeforhold. Da udvalget kun vil kunne nægte flytning eller hjemtagelse, hvis flytningen
eller hjemtagelsen kan antages at være til skade for barnet eller den unge, vil der ikke være tale om,
at der gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme, hvor barnet eller den unge vil bo.
Det foreslås i stk. 4,
2. pkt.,
at der forud for afgørelsen efter stk. 1 indhentes en udtalelse fra den
stedlige kommune.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 4. Formålet med høringen er en
sikring af, at det samtidig overvejes, om der er behov for en opfølgning på sagen, herunder om der
er behov støtte til familien efter den foreslåede § 4 e.
Det foreslås i
stk. 5,
at reglerne i stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har
forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.
Bestemmelsen vil svare til servicelovens § 78, stk. 6.
Bestemmelsen vil betyde, at reglerne om plejetilladelse og nægtet flytning eller hjemtagning i de
foreslåede stykker 1-5 ikke vil finde anvendelse, hvis kun den ene af forældrene har
forældremyndigheden, og barnet eller den unge får døgnophold hos den anden forælder. II sådanne
tilfælde, vil eventuelle tvivlsspørgsmål forældrene imellem således løses af forældrene selv eller om
nødvendigt efter reglerne i forældreansvarsloven.
Det bemærkes dog, at kommunen ligesom det i dag er tilfældet i særlige tilfælde vil kunne anbringe
barnet eller den unge hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden efter reglerne i det
foreslåede kapitel 5. Der vil i sådanne tilfælde ikke være tale om privat familiepleje, men en
netværksanbringelse.
Det foreslås i
stk. 6,
at døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af
private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i
den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i
hjemmet.
398
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0399.png
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 7.
Bestemmelsen vil betyde, at døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der
modtager børn og unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller offentlige midler,
kun oprettes og drives med tilladelse fra den kommune, hvori institutionen er beliggende.
Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der vil ligeledes kunne
fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang f.eks. med hensyn til tilsyn, ledelse og
bygningsmæssige forhold.
Kommunen vil efter bestemmelsen skulle føre tilsyn med forholdene i døgnplejehjemmet. Tilsynet
vil omfatte en vurdering af, om forholdene på stedet er forsvarlige i forhold til at sikre børnenes
sikkerhed og trivsel.
Til § 43
Det fremgår af § 66, stk. 1, i serviceloven, at anbringelsessteder for børn og unge kan være almene
plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne
værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Det fremgår af § 66, stk. 2, i serviceloven, at det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse
om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 eller 7, i serviceloven eller efter § 19, stk.
1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er
godkendt efter § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1, eller § 66 f, stk. 1, i serviceloven eller efter § 5 i
socialtilsynsloven.
Det fremgår af § 66, stk. 3, i serviceloven, at døgninstitutioner kan oprettes og drives af kommuner,
jf. § 4, eller af regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 7, eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 1,
at børn og unge vil kunne anbringes på anbringelsessteder
nævnt under nr. 1-7. Det drejer sig om almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier,
specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende
børne- og ungehjem, børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger og
pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Bestemmelsen vil således indeholde en opremsningen af mulige anbringelsessteder. Bestemmelsen
vil videreføre den gældende § 66, stk. 1, i serviceloven alene med redaktionelle ændringer, dog
399
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0400.png
således, at opholdssteder for børn og unge samt døgninstitutioner erstattes af børne- og ungehjem.
Formålet hermed er at gøre op med stigmatiserende sprogbrug. Der er ikke hermed tiltænkt
ændringer i forhold til gældende ret.
Bestemmelsen vil tydeliggøre viften af forskellige typer anbringelsessteder, som hver med deres
karakteristika vil kunne inddrages i kommunens overvejelser forud for valg af anbringelsessted til et
konkret barn eller en ung, som skal anbringes uden for hjemmet. Det vil ved valg af
anbringelsessted efter den foreslåede stk. 1 skulle indgå i vurderingen, om det er muligt at anbringe
barnet i en netværksplejefamilie, såfremt dette er hensigtsmæssigt. Har et barn eller en ung, der har
brug for et hjem, således mulighed for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler
på, vil kommunen skulle forsøge at anbringe barnet i den pågældende netværksfamilie. Det vil være
en forudsætning for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det givne
anbringelsessted har de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til 58.
De enkelte typer anbringelsessteder godkendes og defineres nærmere i andre bestemmelser, hvortil
der henvises.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om
anbringelse af børn og unge efter §§ 46, 47 eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 58, stk. 1, §
65, stk. 1, eller § 66, stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Med
stk.
2, videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk. 2, i serviceloven, alene med
redaktionelle ændringer.
Det vil således være en betingelse, at når et barn eller en ung anbringes med samtykke efter den
foreslåede bestemmelse i § 46 eller uden samtykke efter den foreslående bestemmelse i § 47 eller
efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at anbringelsesstedet er godkendt
efter de regler, der gælder for den pågældende type anbringelsessted. For netværksplejefamilier vil
efter den foreslåede § 58 gælde, at anbringelsesstedet er godkendt som konkret egnet i forhold til et
bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse
om at anbringe barnet eller den unge. For egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og
ungehjem vil efter den foreslåede §§ 65 gælde, at anbringelsesstedet er godkendt som konkret egnet
i forhold til en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at
anbringe den unge. For efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling, der har
otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge, vil efter den foreslåede § 66 gælde, at
anbringelsesstedet er godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung
af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.
For de resterende anbringelsessteder, dvs. almene, forstærkede og specialiseret plejefamilier, børne-
og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, vil reglerne i
400
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0401.png
socialtilsynsloven gælde, hvorefter socialtilsynet efter ansøgning og dialog med ansøger træffer
afgørelse om godkendelse som generelt egnet af tilbud.
Med
stk. 2,
foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 66, stk. 2, i serviceloven,
alene med redaktionelle ændringer.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 3,
at børne- og ungehjem kan oprettes og drives som
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted
for børn og unge.
Med bestemmelsen i den forslåede § 43, stk. 1, nr. 6, vil børne- og ungehjem skulle anvendes som
betegnelse for opholdssteder for børn og unge samt for døgninstitutioner. Børn- og ungehjem vil
således være et overordnet begreb med ”døgninstitution” og ”opholdssted” som lovfastsatte
underbegreber. Børne- og ungehjem som samlet overordnet begreb vil have til formål at illustrere,
at der for barnet eller den unge ikke er forskel på, om anbringelsen sker på en døgninstitution eller
et opholdssted.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil børne- og ungehjem kunne oprettes og drives som
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted
for børn og unge. Der henvises til bemærkninger til de foreslåede bestemmelser i §§ 61-63.
De eksisterende typer af anbringelsessteder i form af døgninstitutioner og opholdssteder videreføres
dermed uændret, men foreslås samlet set fremadrettet at blive benævnt ”børne- og ungehjem.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 4,
at døgninstitutioner efter § 43, stk. 3, kan oprettes og drives
af kommuner, jf. § 12, af regioner, jf. § 13, eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Med stk. 4 videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk. 3, i serviceloven, alene med sproglige
ændringer.
Bestemmelsen vil fastsætte, at Børne- og ungehjem kan oprettes og drives af en kommune, en
region eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale
med.
Formålet med § 43 er at opregne anbringelsessteder, hvor børn og unge, som anbringes uden for
hjemmet, kan have ophold. Anbringelsesstederne dækker over en række indbyrdes forskellige
anbringelsesmuligheder fra den traditionelle plejefamilie til en egentlig døgninstitution.
Bestemmelsen vil fastsætte, at anbringelsesstederne skal være godkendt, hvilket har til formål at
401
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0402.png
sikre, at barnet eller den unge anbringes i overensstemmelse med dennes behov. Der påtænkes ikke
med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 44
Det fremgår af § 67 i serviceloven, at formålet med indsatsen på opholdssteder og døgninstitutioner
efter § 66 stk. 1, nr. 6 og 7, er at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling for de anbragte børn
og unge. Opholdssteder og døgninstitutioner skal arbejde målrettet med at understøtte uddannelse,
beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
Det foreslås med
§ 44,
at formålet med indsatsen på børne- og ungehjem efter § 43 stk. 1, nr. 6, vil
være at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge. Det foreslås
videre, at børne- og ungehjem vil skulle arbejde målrettet med at understøtte uddannelse,
beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
Med den foreslåede § 44 foreslås en præcisering af formålet med en anbringelse, så det fremgår at
omsorg for barnet eller den unge og barnets trivsel, udvikling uddannelse m.v. er generelle opgaver
for anbringelsessteder, hvor plejeforældre eller personale, som varetager disse opgaver.
Den foreslåede § 44 vil dermed finde anvendelse på plejefamilier, børne- og ungehjem, herunder
delvis lukkede og sikrede institutioner og delvis lukkede eller særligt sikrede afdelinger, jf.
bestemmelserne i den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4 og 6.
Den foreslåede bestemmelse vil have til formål, at tydeliggøre, at den overordnede hensigt med
anbringelser af børn og unge både er at sikre trivsel og omsorg, og så vidt muligt understøtte barnet
eller den unge i at opnå uddannelse og beskæftigelse og en kriminalitetsfri tilværelse som ung og
voksen. Plejefamilier skal således varetage disse opgaver, og børne- og ungehjem skal indrette den
pædagogiske praksis i overensstemmelse med disse formål.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med bestemmelserne i kapitel 1, som fastlægger det
overordnede formål med al hjælp og støtte efter denne lov, og § 5l, som fastlægger de nærmere
rammer for døgnophold. Bestemmelsen vil således bl.a. uddybe, hvad der ligger i at forberede
barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Dertil vil bestemmelsen, i sammenhæng med § 45, også have til formål at tydeliggøre, hvilke krav
der stilles til kvaliteten af den pædagogiske indsats over for børn og unge som er anbragt på et
børne- og ungehjem samt generelt sætte de overordnede rammer for den individuelle indsats, der
skal understøtte det enkelte barn eller den enkelte unges konkrete behov.
402
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0403.png
Det er væsentligt, at indsatsen tilrettelægges under hensyn til det enkelte barns eller den enkelte
unges ressourcer og behov. Uagtet målsætningen i det foreslåede § 44, stk. 1, 2. pkt., vil dette blandt
andet kunne betyde, at der for visse børn og unge med varig og betydeligt fysiske eller psykiske
funktionsnedsættelser ikke vil være relevant at tilrettelægge indsatsen med henblik på at understøtte
uddannelse og beskæftigelse. For disse børn og unge vil det i stedet være en målsætning at børne-
og ungehjemmet, ud over at sikre den nødvendige omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk
rådgivning og behandling, jf. § 45, vil skulle have fokus på at lette den daglige tilværelse og
forbedre livskvaliteten for barnet eller den unge, jf. § 2, stk. 1.
I forhold til børn og unge, hvor målsætningen om at understøtte uddannelse og beskæftigelse er
relevant, vil det kunne være nødvendigt, at indføre mødepligt til undervisning eller iværksætte
andre aktiviteter, der kan bidrage til, at gøre barnet eller den unge parat til at gennemføre en
uddannelse eller komme i job. Tilsvarende vil de faste huslige pligter – ud over oprydning og
rengøring på eget værelse – kunne være med til at forberede barnet eller den unge til dagligdagen
efter anbringelsen. Det vil samtidig i nogle tilfælde kunne være afgørende med en målrettet og
intensiv indsats i forhold til misbrugsproblematikker for at forebygge ny kriminalitet.
Disse elementer vil skulle bidrage positivt i forhold til at forebygge negativ eller kriminel adfærd og
udvikle barnets eller den unges sociale kompetencer, hvilket er essentielt i forhold til både det
løbende arbejde med barnet eller den unge og i barnets eller den unges fremadrettede situation efter
endt anbringelse.
Institutionens arbejde med at understøtte uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet
vil skulle tilpasses det enkelte anbragte barns eller den enkelte anbragte unges behov. Indsatser
målrettet beskæftigelse vil således ikke i alle tilfælde være relevant, f.eks. for meget små børn. På
samme måde vil målrettede kriminalitetsforebyggende indsatser ikke nødvendigvis være relevant
for børn og unge, der ikke er anbragt på baggrund af kriminalitet.
Bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre et fælles vurderingsgrundlag, som socialtilsynene kan
følge op på i det løbende tilsyn med børne- og ungehjem. Hvis børne- og ungehjem ikke til
stadighed har den fornødne kvalitet, skal deres godkendelse til at arbejde med udsatte børn og unge
inddrages efter socialtilsynsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 45
Det fremgår af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5
og 7, § 76, stk. 3, nr. 1 og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg,
personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere
foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.
403
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0404.png
Det fremgår af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at ved særlige behov kan der endvidere foretages
undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 55, stk. 2, i serviceloven, at et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold,
indgår som en ydelse efter § 55, stk. 1.
Det foreslås med
stk. 1,
at barnet, den unge eller de kommende forældre modtager omsorg,
personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling under: en familieanbringelse efter det
foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, et støtteophold efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7, et døgnophold
efter de foreslåede §§ 46, 4 og, § 114, stk. 1, nr. 1 og 3, eller § 120 stk. 1, og et døgnophold efter §
13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, dog
således at der er foretaget sproglige rettelser, ligesom der er foretaget en oplistning af de ophold,
som udløser forpligtelsen i den foreslået bestemmelse. Ophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4,
betegnes i den foreslået bestemmelse som familieophold.
Den foreslåede bestemmelse vil angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte.
Døgnopholdet vil bl.a. omfatte omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og
behandling samt varetagelse af barnets, den unges eller de vordende forældres særlige behov,
herunder behov som har afsæt i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge
eller forældrene. Der kan ikke laves en udtømmende beskrivelse af, hvad døgnopholdet vil kunne
omfatte, da det afhænger af behovene hos det enkelte barn eller den unge, der skal anbringes uden
for hjemmet, eller hos de vordende forældre, som er beskrevet i barnets plan eller ungeplanen. Det
vil være formålet med hjælpen samt barnets eller den unges behov under opholdet, der er grundlaget
for visitationen af det enkelte barn eller den unge til et anbringelsessted, og dermed hvad der vil
indgå i døgnopholdet.
Betegnelsen vordende forældre omhandler gravide enlige kvinder samt gifte og samlevende par,
uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A,
side 4555.
Et støtteophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold, vil indgå i døgnopholdet.
Der vil være en række grundlæggende ydelser, der er forbundet med selve døgnopholdet for børn og
unge, som den anbringende kommune vil kunne forvente er til stede ved et døgnophold. De
omhandler blandt andet, at barnet eller den unge vil få støtte til at benytte relevante tilbud svarende
til barnets eller den unges alder, udvikling og interesser i form af skolegang eller undervisning,
uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.
404
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0405.png
Barnet eller den unge vil også skulle sikres den nødvendige omsorg i form af en god og stabil
voksenkontakt. Derudover vil der skulle sikres adgang til den nødvendige praktiske hjælp, såsom
mad, tøj, bolig, lommepenge, transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige tilbud. Der
vil skulle ske en løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle udvikling, så
man kan identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at opnå det samme niveau for
personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som jævnaldrende børn og unge.
I forbindelse med den løbende systematiske vurdering vil barnets eller den unges behov for særlige
interne eller eksterne tilbud skulle overvejes. Det vil blandt andet kunne omfatte tilbud om
psykologbehandling, fysioterapi, specialundervisning m.v. Hvis det skønnes nødvendigt, vil der
skulle udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den unge eller familien, der skal indgå
i barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108. Det vil være op til anbringelsesstedet at udforme
mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet eller den unge vil skulle sikres den nødvendige
socialpædagogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske, emotionelle og sociale
udvikling.
Det vil også kunne forventes, at anbringelsesstedet yder socialfaglig rådgivning og indgår i
socialfagligt samarbejde med kommunen, barnet eller den unge, familien og andre
samarbejdspartnere, som f.eks. uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen. Samarbejdet vil
inkludere orientering om udviklingen i forhold til barnets plan eller ungeplanen og en eventuel
revidering af denne. Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til
familien og i denne forbindelse omsorg til forældrene vil også være en del af de grundlæggende
ydelser.
Endvidere bør døgnopholdet yde hjælp svarende til den foreslåede § 90, jf. servicelovens § 83, dvs.
til personlig hjælp og pleje.
Hvilke af de ovennævnte ydelser, der vil være nødvendige, samt i hvilket omfang tilbuddene vil
skulle ydes for at sikre barnets eller den unges udvikling, vil afhænge af det enkelte barns eller den
enkelte unges behov ud fra en konkret vurdering. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i
vurderingen er opmærksom på eventuelle behov afledt af en fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, blandt andet seng, bord, stol m.v. vil
som hovedregel være dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som
knytter sig til det enkelte barn eller den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet,
når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, vil efter en individuel vurdering og
beslutning kunne ydes ved siden af døgnopholdet, og der vil derfor skulle være en supplerende
finansiering til dette. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos
barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål eller skal kunne noget særligt, som ikke kan
opnås gennem standardudstyr.
405
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0406.png
Når kommunalbestyrelsen vælger et anbringelsessted efter 52, stk. 1, vil det skulle ske med
udgangspunkt i børneudredningen, jf. § 32 og barnets plan, jf. § 91 eller ungeplanen, jf. § 108. På
den måde vil det blive defineret, hvilken opgave det pågældende anbringelsessted skal være i stand
til at løfte, herunder hvilken skolegang og fritidstilbud det skal være muligt at tilbyde barnet eller
den unge under anbringelsen.
Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold eller på
anden måde. Det vil ikke være afgørende, om det konkrete anbringelsessted selv er i stand til at yde
hjælpen i forbindelse med den almindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen af det
enkelte barn eller den unge vil være behov for at købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge
uden for anbringelsesstedet. Det vil eksempelvis kunne være relevant at overveje om en del af
hjælpen og/eller behandlingen til børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse med
fordel kan ydes uden for anbringelsesstedet.
Det vil være vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får
beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, at anbringelsesstedet skal levere og
hvilke, der skal leveres i et andet regi, idet det fastlægger den økonomiske aftale mellem
anbringelsesstedet og den anbringende kommune.
Hjælpen efter den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 1, vil kunne ydes af det sted, hvor barnet, den
unge eller de vordende forældre har døgnophold, eller på anden måde. Hjælpen vil kunne ydes af
personer, der er tilknyttet det konkrete sted, hvor barnet eller den unge opholder sig, eller på anden
måde, jf. også gældende ret efter servicelovens § 55, stk. 3, jf. Folketingende 2003-04, tillæg A,
side 4487.
Døgnophold vil skulle tilgodese mangeartede behov, der strækker sig fra meget generelle behov for
omsorg til tillige at skulle omfatte meget specialiserede behov for behandling, eksempelvis til børn
og unge som har behov herfor på grund af varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. I praksis er der derfor med hensyn til, hvilke behov de enkelte tilbud kan
imødekomme, en betydelig differentiering både imellem og inden for de forskellige
anbringelsesformer.
I almindelighed vil det være hensigtsmæssigt, at barnet søges anbragt på en sådan måde, at flest
mulige af barnets eller den unges behov kan imødekommes på stedet. Men hvis der f.eks. ikke er
plads på det mest ideelle sted, eller der er særlige grunde til at vælge et andet ikke fuldt optimalt
sted, vil der kunne være brug for at supplere på anden måde i forhold til den hjælp, barnet eller den
unge har brug for.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 45, stk. 2,
at ved særlige behov kan der foretages undersøgelser
og observation samt ydes terapi eller anden behandling. Undersøgelser kan foregå på et godkendt
anbringelsessted.
406
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0407.png
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, dog således at
indholdet videreføres i et selvstændig stk. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Ud over de grundlæggende ydelser, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil der
være en række tilbud, der kan være behov for som en del af opholdet for at dække barnets eller den
unges særlige behov. Det er elementer, som kommunen ikke automatisk vil kunne forvente, at
anbringelsesstedet leverer, og det vil derfor ofte være nødvendigt at købe disse ydelser ved siden af
døgnopholdet. Det vil kunne dreje sig om: intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige
dagtilbud og særlige klubtilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 82 og § 84, stk. 1. Særlige
undersøgelser og observationer, herunder f.eks. bidrag til forældrekompetenceundersøgelser,
observationer med henblik på erklæringer, bidrag til udredning efter § 20 og pædagogisk eller
psykologisk undersøgelse. Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v. som eksempelvis kan
medvirke til at styrke barnets eller den unges mestring af udfordringer i hverdagen, som kan følge
af sociale problemer eller fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge
Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk
familiebehandling m.v. Hjælp svarende til f.eks. den foreslåede § 89, dvs. ledsagelse til unge som
på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.
Hjælpemidler til fælles brug. Disse former for ydelser vil kunne indgå som en del af et døgnophold.
Det foreslås med bestemmelsen i §
45, stk. 3,
at et støtteophold, jf. 32, stk. 1, nr. 7, som ydes under
et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 2, i serviceloven, dog således at
aflastningsophold foreslås erstattet af støtteophold. Formålet hermed er at gøre op med det
stigmatiserende sprogbrug. Der henvises i denne forbindelse til bemærkninger til § 32, stk. 1, nr. 7.
Støtteophold, som ydes under døgnopholdet, vil indgå som en del af selve opholdet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 5l er samlet at angive en ramme for, hvad et
døgnophold bør omfatte, således at barnet, den unge eller de vordende forældre modtager den rettet
omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 46
Det fremgår af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, hvorefter kommunalbestyrelsen for børn og unge omfattet af lov om
407
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0408.png
bekæmpelse af ungdomskriminalitet kun kan træffe afgørelse om supplerende foranstaltninger efter
§ 52, st. 3, nr. 1-6, 8 og 9, i serviceloven.
Det fremgår videre af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de
foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den
børnefaglige undersøgelse efter § 50 i serviceloven. Afgørelsen træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren. Der fremgår dog særlige bestemmelser om iværksættelse af hjælp
uden samtykke efter §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a. En afgørelse efter § 52,
stk. 3, nr. 7, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.
Det fremgår af § 52, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at støtte efter § 52, stk. 3, kan kun iværksættes
efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. §
31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp
inden for følgende typer af tilbud: anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et
anbringelsessted, jf. § 66.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgøre om, at barnet eller den unge anbringes uden for
hjemmet på et anbringelsessted, jf. den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. dog §
54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive formålet med
anbringelsen og den forventede varighed
Med den foreslåede bestemmelse i § 46 foreslås § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven udskilt og
videreført som selvstændig bestemmelse. Der foreslås ikke ændringer i kriterierne for anbringelse
uden for hjemmet med samtykke.
Tre betingelser vil skulle være opfyldt i den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 1, før der kan
iværksættes foranstaltninger efter § 46. For det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle
foreligge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, der er fyldt femten år.
Endelig vil der skulle være gennemført en undersøgelse af barnets eller den unges forhold.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet med samtykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for
iværksættelse af en anbringelse med samtykke uden for hjemmet. Det vil således ikke være ethvert
behov, der kan danne grundlag for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen vil skulle være
af væsentlig betydning og ved, at det anbringelsen vil skulle være af hensyn til et særligt behov for
støtte. Derudover må der ikke efter forslaget varetages hensyn, der hører til andre sektorer, som
408
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0409.png
f.eks. undervisningssektoren. Et eksempel herpå er, at det vil være gavnligt for en ung at komme på
efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte. Den unge vil derfor ikke falde inden
for anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte. Det må dog samtidig understreges, at det, i
overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A 4906, side 4957, er
hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når
det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de
hjælpemuligheder, som findes i loven. Dette er begrundet i, at en anbringelse for nogle børn vil
kunne være den nødvendige indsats til at forebygge mistrivsel, og at anbringelse dermed vil kunne
være den rettidige indsats.
Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede bestemmelse i § 46 vil skulle
træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over femten år. Efter
forslagets § 47 er der dog adgang til at træffe afgørelse om anbringelse, selv om
forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, men kravene i den
foreslåede § 47 vil i givet fald skulle være opfyldt. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til § 47.
Er der fælles forældremyndighed vil begge forældre skulle give samtykke, uanset at forældrene ikke
bor sammen. Dette vil gælde i alle tilfælde, også i de tilfælde, hvor der f.eks. er tale om et
familiebehandlingsophold, som kun omfatter den ene af forældremyndighedsindehaverne.
Har barnet eller den unge under femten år lovligt ophold i Danmark, mens
forældremyndighedsindehaveren ikke har lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede §
46, stk. 1, over for barnet, medmindre andet er reguleret ved lov.
Det foreslåede stk. 1,
2. pkt.,
vil indebære, at kommunalbestyrelsen i afgørelsen om anbringelse
uden for hjemmet vil skulle angive det overordnede formål med anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal
indeholde en angivelse af, hvor længe anbringelsen forventes at vare. Det vil sige, at kommunen i
forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse af et barn eller en ung skal tage stilling til, om
anbringelsen forventes at skulle være af kortere eller længere varighed.
Bestemmelsen viderefører dele af de gældende regler i servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om
indsatsens formål og forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 91 og 92.
Det foreslås med
stk. 2,
at samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen.
Med bestemmelsen vil samtykket skulle omfatte formålet med anbringelsen. Den foreslåede
bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om anbringelse vil skulle angive
det overordnede formål med anbringelsen. Det vil således være beskrivelsen af formålet med
409
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0410.png
afgørelsen om anbringelsen, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske
undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og
tillige fra den unge, når denne er fyldt femten år.
På den måde vil formålet med anbringelsen fremstå tydeligt, således at det samtykke, der gives til
en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.
Med sin accept af formålet med anbringelsen er det endvidere formodningen, at
forældremyndighedsindehaveren vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen
om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt.
Hvis forældremyndighedsindehaver eller den unge over femten år har givet samtykke til
anbringelsen, men ikke er enige i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på denne
baggrund kunne betragtes som et samtykke efter § 46, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må
vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47.
Denne situation vil f.eks. kunne opstå, hvis forældremyndighedsindehaveren mener, at formålet
med anbringelsen er at give en ung behandling for psykiske problemer, hvorimod kommunen
mener, at formålet er at give den unge tydelige voksne, som kan være med til at forbedre adfærden
hos den unge. Her vil der kunne være enighed om, at den unge skal anbringes, men ikke hvad
formålet skal være.
Der foreslås ikke med bestemmelsen opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må
anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt, så der ikke senere opstår tvivlsspørgsmål.
Den praktiske fremgangsmåde vil i øvrigt kunne fastlægges af kommunen. Kommunen må herved
være opmærksom på de særlige forhold, der kan være omkring samtykke fra børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen kan have indflydelse på
evnen til at afgive informeret samtykke.
Det foreslås med
stk. 3,
at der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1 efter gennemførelse af en
børneudredning, jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 1, vil kun kunne iværksættes efter, at der
er gennemført en udredning efter § 20. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra
starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med foranstaltningen og løbende følge op på,
om foranstaltningerne har de ønskede virkninger.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra de vordende forældre træffe
en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes
uden for hjemmet, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det endnu
ufødte barns behov for støtte.
410
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0411.png
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for kommunalbestyrelsen at træffe en afgørelse
efter den foreslåede § 46, stk. 1, for det endnu ufødte barn, såfremt betingelserne i den foreslåede
bestemmelse er opfyldt.
Betingelserne for at anbringe et kommende barn efter det foreslåede stk. 4, vil være de samme som
følger af den foreslåede § 47, stk. 1, dog således, at der vil skulle tages højde for, at der er tale om
en afgørelse, der træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken
foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene.
Tre betingelser vil skulle være opfyldt i det foreslåede stk. 4, før der kan iværksættes
foranstaltninger efter bestemmelsen. For det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig
betydning af hensyn til det kommende barns særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle
foreligge et samtykke fra de vordende forældre. Endelig vil der skulle være gennemført en
undersøgelse af det kommende barns forhold.
Betegnelsen vordende forældre omhandler både gravide enlige kvinder, gifte og samlevende par,
uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A,
side 4555.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 4 kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet med samtykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det
kommende barns særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for
iværksættelse af en anbringelse uden for hjemmet med samtykke. Det vil således ikke være ethvert
behov, der kan danne grundlag for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen vil skulle være
af væsentlig betydning og ved, at det anbringelsen vil skulle være af hensyn til et særligt behov for
støtte.
Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter det foreslåede stk. 4 vil skulle træffes med
samtykke fra de vordende forældre. Samtykket vil skulle omfatte formålet med anbringelsen. Efter
forslagets § 49 er der dog adgang til at træffe afgørelse, selv om de vordende forældre ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, men kravene i den foreslåede § 49 vil i givet fald skulle være opfyldt.
Der henvises til bemærkninger til § 49.
Det vil være væsentligt, at barnets plan på en forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for
indsatsen i form af opstillede mål. På den måde vil barnets plan fremstå som et rimeligt
bedømmelsesgrundlag for, hvad formålet med anbringelsen er, således at det samtykke, der gives til
en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke. Hvis de vordende forældre har givet
samtykke til anbringelsen, men ikke er enige i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på
denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter § 47, hvorfor en anbringelse i et sådant
tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 49.
411
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0412.png
Der vil kun kunne træffes afgørelse efter stk. 4 efter gennemførelse af en børneudredning, jf. § 20.
En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp,
beskrive formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om foranstaltningerne har de
ønskede virkninger.
Formålet med dem foreslåede § 46 er at give mulighed for at anbringe et barn eller en ung eller et
endnu ufødt barn uden for hjemmet med samtykke når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets, den unges eller det endnu ufødte barns særlige behov for støtte.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 47
Det fremgår af § 58, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for
eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og
ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år,
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.
Efter § 58, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, kan der kun træffes en afgørelse efter§ 58, stk. 1, 1. pkt.,
når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges
fortsatte ophold i hjemmet.
Det fremgår af § 58, stk. 2, i serviceloven, at når hensynet til barnet eller den unge på afgørende
måde taler for det, kan børn- og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden
for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til
anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.
Det fremgår af § 58, stk. 3, i serviceloven, at såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i
anbringelsen, kan børn og unge- udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at
anbringe den unge uden for hjemmet, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan
løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Det fremgår af § 58, stk. 4, i serviceloven, at børn og unge-udvalget ikke kan træffe afgørelse efter
§ 58, stk. 1-3, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og
117 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsen i § 58, stk. 5.
412
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0413.png
Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan
træffe afgørelse om en straksreaktion og et forbedringsforløb i sager om børn og unge i alderen 10
til 17 år, der er mistænkt eller dømt for personfarlig kriminalitet og børn og unge i alderen 10 til 17
år, der er mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminalitet, og som samtidig er særligt udsat for at
ende i den hårde kerne af kriminelle unge. I sådanne sager løftes ansvaret for at træffe afgørelse
over i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at barnet
eller den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den
unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af et af de i nr. 1-4 oplistede forhold.
Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge. Andet
forhold vil være overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for. Tredje forhold vil være
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller
den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, med
alene redaktionelle ændringer.
Det centrale kriterium for at kunne gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt vil være, at der
foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling.
Sundhed i denne sammenhæng vil skulle forstås som barnets eller den unges almentilstand, hvori
der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller
den unges trivsel. Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver endvidere, at
der vil skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets
fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at
gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget
vanskeligt at hjælpe. Det vil således ikke være en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der
kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen vil give adgang til
tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan
åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – på grund af
forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet – kan fastslås, at denne
er helt ude af stand til at tage vare på barnet.
Dette vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 21, stk.1, der fastslår, at
kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal
vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.
For at tydeliggøre hvornår der vil foreligge en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed
eller udvikling lider alvorlig skade, er der i stk. 1, nr. 1-4, nævnt de forhold, der vil kunne begrunde
413
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0414.png
en anbringelse uden samtykke. Der er tale om forhold, der enten kun omhandler forælderen,
hovedsageligt omhandler barnet eller den unge eller forhold der relaterer sig til både forælderen og
barnet eller den unge. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4, vil ikke i sig selv give grundlag for en
beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, vil føre
til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når
problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil
betingelserne for tvangsmæssig anbringelse være opfyldt. Det vil f.eks. betyde, at en bestemt
diagnose eller specifikke problemer hos forældremyndighedsindehaveren ikke i sig selv vil kunne
begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en
eventuel lidelse hos forældremyndighedsindehaveren har på det enkelte barns eller unges sundhed
eller udvikling.
Opregningen af forholdene i nr. 1-4 vil indebære, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt vil
skulle angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade
på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om, at
den afgørelse, der træffes, vil skulle udførligt begrundes efter forholdene i de foreslåede
bestemmelser i § 47, stk. 1.Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
vurderingen af, om der er grundlag for at iværksætte en anbringelse uden samtykke, er opmærksom
på, at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social
isolation eller udadreagerende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i
hjemmet, tegn på udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på, at barnet eller den
unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Hvis sådanne tegn på mistrivsel indgår som en del af
grundlaget for kommunalbestyrelsens overvejelse om iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke, bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at få afdækket om adfærden
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. I disse tilfælde vil
denne afdækning således kunne resultere i, at der i stedet for iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke bør tilbydes hjælp og støtte til barnet, den unge og familien med henblik på at understøtte
familien i at håndtere den psykiske funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør i sådanne sager
være særligt opmærksom på, om der er behov for at koordinere hjælpen og støtten på tværs af
sektorer og forvaltninger, eksempelvis med henblik på at sikre en sammenhængende og tilpasset
indsats på tværs af skole- og socialforvaltningen.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 1,
at en anledning til at anbringe et barn eller en ung vil være, at
forælderen ikke giver barnet eller den unge tilstrækkelig omsorg eller sikrer det behandling.
Årsagen til, at forælderen ikke formår dette, vil kunne skyldes flere forhold. Der vil kunne være tale
om manglende personlige ressourcer hos forælderen som følge af for eksempel dårlig begavelse,
forstyrrelser i personligheden eller andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol- eller
stofmisbrug eller andet misbrug. Der vil kunne være tale om manglende evne til at sætte sig ind i
barnets behov eller en adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne
behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende
omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis.
414
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0415.png
Forælderen vil også kunne mangle evne til at stimulere barnet, skabe ro og tryghed eller sikre
stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet eller den unge. Et eksempel på omsorgsvigt vil også
kunne være, når forælderen ikke sørger for, at barnet eller den unge møder stabilt i skole, hvorved
undervisningspligten ikke overholdes, og barnets udvikling lider skade på grund af manglende
skolegang.
Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren eller andre udsætter barnet for overgreb, vil
dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis
denne ikke har søgt at beskytte barnet.
Endelig vil eksempler på utilstrækkelig omsorg også kunne være, at forælderen mangler
samarbejdsvilje, er negativ overfor at modtage hjælp og ændre adfærd eller mangler forståelse for,
at barnet har brug for hjælp.
Kommunalbestyrelsen bør i forbindelse med vurderingen af, om forældrene mangler evnen til at
yde den tilstrækkelige omsorg over for barnet være opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos
barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd,
kan skyldes udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller være tegn på, at barnet eller den
unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør derfor overveje, om der er
grundlag for yderligere af afdække grundlaget for den bekymrende adfærd, herunder om adfærden
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 2,
at en anbringelsesgrund kan være, at barnet eller den unge udsættes
for vold eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.
Hvis forældremyndighedsindehaveren imidlertid ikke er dømt for volden eller overgrebet eller ikke
selv erkender at have begået det, vil en formodning om vold eller overgreb mod barnet eller den
unge som udgangspunkt ikke i sig selv være grundlag for en anbringelse. I disse tilfælde vil det
være vigtigt, at man undersøger, om der er andre forhold, der vil kunne begrunde en anbringelse.
Det vil eksempelvis kunne være, at barnet eller den unge har været udsat for omsorgssvigt efter
denne lovs § 47, stk. 1, nr. 1, ved at have overværet vold eller overgreb, at der er begået vold eller
overgreb mod søskende eller at barnet eller den unge er blevet udsat for vold eller overgreb af
andre, uden at forældremyndighedsindehaveren har grebet ind. Endvidere vil årsagerne til, at et barn
eller en ung udsættes for vold eller overgreb, kunne skyldes andre alvorlige problemer i familien i
form af eksempelvis misbrug eller sindslidelse hos forældrene. Disse forhold vil ikke sjældent
optræde i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal
arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold,
måske med skiftende partnere.
415
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0416.png
Hvis forældremyndighedsindehaveren frifindes for vold eller overgreb eller venter på dom, må
sagen ikke henlægges. Her må barnets eller den unges tegn på trivsel eller mistrivsel være
udgangspunktet for, hvilken indsats der vil skulle ske.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 3,
at barnets eller den unges egne vanskeligheder er så betydelige, at det
kan danne grundlag for en anbringelse. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med
misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn og unge med kriminel
adfærd. Årsagerne til barnets eller den unges egne vanskeligheder vil ofte hidrøre fra forhold nævnt
i de foreslåede § 47, stk. 1, nr. 1 og 2, men vil også kunne have afsæt i andre forhold, eksempelvis
autisme, ADHD, angst eller andre psykiske funktionsnedsættelser eller udfordringer hos barnet eller
de unge, som ikke har sammenhæng til manglende forældreevne eller sociale problemer i familien.
Uanset årsagen til vanskelighederne er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller
den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse. Hvis
vanskelighederne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos
barnet eller den unge bør kommunalbestyrelsen dog være særligt opmærksom på, om anbringelse
uden samtykke er den rette løsning, eller om vanskelighederne kan afhjælpes med støttende
foranstaltninger efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud
efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet. Det vil ligeledes i
behandlingsmæssigt øjemed kunne være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne med
henblik på iværksættelse af den rette indsats.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1,
nr. 4,
at andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet kan danne grundlag for anbringelsen. Kriteriet vil vedrøre den situation, hvor barnets eller
den unges problemer er årsagen eller en del af årsagen til anbringelsen uden samtykke. Kriteriet vil
oftest skulle anvendes sammen med et eller flere af de øvrige kriterier. Dette vil f. eks. være
tilfældet, hvor barnet eller den unge har vanskeligheder, som barnet eller den unge har brug for
professionel støtte til. Det vil også ofte være tilfældet i situationer, hvor forældre ikke har forståelse
for, at barnet eller den unge særligt har brug for støtte og derfor ikke formår at samarbejde om at
sikre barnet eller den unge relevant støtte.
Selvom kriteriet oftest vil blive anvendt sammen med et eller flere af de øvrige kriterier, vil det
kunne stå alene, som grundlag for en anbringelse uden samtykke. Et eksempel vil være en ung på
femten år eller derover, der ikke selv erkender, at han/hun har følelsesmæssige vanskeligheder,
eksempelvis på grund af en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse, og derfor
ikke er enig i en anbringelse, men forældrene erkender, at den nødvendige støtte er en anbringelse.
Uanset årsagen til at barnet eller den unge har adfærds- eller tilpasningsproblemer er det vigtigt, at
kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter
hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse.
416
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0417.png
Hvis adfærds- eller tilpasningsproblemerne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre
psykiske udfordringer hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen dog være særligt
opmærksom på, om anbringelse uden samtykke er den rette løsning, eller om udfordringerne i stedet
kan afhjælpes med støttende foranstaltninger efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser
eller omlægninger af tilbud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet.
Ligeledes vil omfanget og karakteren af problemet vil have betydning. Der vil skulle være tale om
problemer af en vis størrelse og alvor. Tidshorisonten vil i den forbindelse spille en rolle. Skønnes
der alene at være tale om en kortvarig krise, hvor f.eks. et to måneders barn reagerer med vigende
kontakt eller et større barn reagerer på forældrenes skilsmisse, vil der ikke være grundlag for at
anvende kriteriet.
Der vil ikke være krav om, at barnets eller den unges problemer er endelig afklaret f.eks. ved en
diagnose eller udredning, men hvis en anbringelse uden samtykke overvejes, bør
kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækningen være særligt opmærksom på adfærden kan
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. En undersøgelse
kan indikere, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte og dermed er omfattet af kriteriet,
men det er altid en konkret vurdering på baggrund af sagens øvrige oplysninger.
Det forhold, at problemerne vil kunne afhjælpes efter en kortere periode med den rette indsats, vil
ikke udelukke anvendelsen af kriteriet, hvis blot problemet har et vist omfang og ikke kan betegnes
som en krise. Anvendelse af kriteriet må ikke blive et ”stempel” af barnet eller den unge, og ved
genbehandling må spørgsmålet, om barnet eller den unge fortsat har adfærds- eller
tilpasningsproblemer, altid vurderes på ny.
En henvisning til adfærds- og tilpasningsproblemer som anbringelsesgrundlag vil samtidig være et
signal til kommunalbestyrelsen om, at barnet eller den unge har nogle særlige behov, og at der skal
sættes ind med særlig støtte og behandling, for at barnet eller den unge kan udvikle sig.
Har barnet eller den unge under 15 år lovligt ophold i Danmark, mens
forældremyndighedsindehaveren ikke har lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede §
47, stk. 1, over for barnet, medmindre andet er reguleret ved lov.
Det foreslås med
stk. 2,
at der kun kan træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet
formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i
hjemmet efter gennemførelse af en børneudredning, jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. §
31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås videre at afgørelsen efter stk. 1 skal
angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. er således en videreførelse af § 58, stk. 1, 2. pkt., i
serviceloven med alene redaktionelle ændringer. En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i §
47, stk. 1, vil kun kunne iværksættes efter, at der er gennemført en børneudredning, jf. § 20, eller en
417
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0418.png
ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. En god
undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive
formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om foranstaltningerne har de ønskede
virkninger.
Det vil efter det foreslåede stk. 2, være en betingelse for at træffe beslutning om en anbringelse
uden samtykke efter § 47, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan
løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse vil skulle ses i
sammenhæng med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 6, hvorefter en undersøgelse af
barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for
at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være.
Hvis der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør det indgå i overvejelserne, om
forældrene modtager den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver anledning
til, herunder i forhold til forældrerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte anden støtte
eller som handicapkompenserende støtte efter servicelovens bestemmelser.
Det er endvidere vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt udfordringerne helt
eller delvist har afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos
barnet eller den unge, idet baggrunden for udfordringerne kan have stor betydning for, hvilken
hjælp og støtte det vil være relevant at iværksætte for barnet, den unge og familien i hjemmet.
En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte
ophold i hjemmet, vil betyde, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at
kommunalbestyrelsen først har afprøvet alternative foranstaltninger. Dette vil især have betydning i
sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at
problemerne ikke vil kunne løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil f.eks.
kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at
tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, og
hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at
forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den
unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende
materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at
sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende
oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. En anbringelse vil således
ikke være sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte.
Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye
ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs-
eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale
er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt indsatserne i den foreslåede
bestemmelse i § 32, vil der altid skulle vælges den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de
418
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0419.png
problemer og behov, der er afdækket gennem børneudredningen efter den foreslåede bestemmelse i
§ 20.
Det foreslåede stk. 1,
2. pkt.,
vil indebære, at børne- og ungeudvalget i en afgørelse om anbringelse
uden for hjemmet vil skulle angive det overordnede formål med anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at børne- og ungeudvalgets afgørelse skal
indeholde en angivelse af, hvor længe anbringelsen forventes at vare. Det vil sige, at børne- og
ungeudvalget i forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse af et barn eller en ung skal tage
stilling til, om anbringelsen forventes at skulle være af kortere eller længere varighed.
Bestemmelsen viderefører dele af de gældende regler i servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om
indsatsens formål og forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 91 og 92.
Det foreslås med
stk. 3,
at børne- og ungeudvalget kan beslutte, at barnet eller den unge skal
anbringes uden for hjemmet efter § 58, stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den
unge giver samtykke til anbringelse efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på
afgørende måde taler for det.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 1, i serviceloven, med alene
sproglige ændringer.
Selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til
anbringelse, foreslås det, at være muligt at gennemføre anbringelsen uden samtykke efter den
foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, hvis hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde
taler herfor. Der vil her skulle tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil
blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for
en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel vil kunne
nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om
forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et
afgørende hensyn til barnet eller den unge ville kunne være, at barnet eller den unge har et særligt
behov for med sikkerhed at vide, hvor barnet eller den unge skal bo. Anvendelsen af bestemmelsen
vil forudsætte, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, er opfyldt.
For forældremyndighedsindehaver vil konsekvensen af, at anbringelsen sker uden samtykke efter
den foreslåede § 47, være, at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet med efterfølgende
afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter de foreslåede §§ 100 og 102, som det ville
have været tilfældet ved en frivillig anbringelse efter den foreslåede § 46. I stedet vil de
processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter § 47, stk. 1, gælde fuldt ud ved en afgørelse
efter § 47, stk. 3, hvilket blandt andet vil betyde, at sagen skal forelægges til afgørelse i børne- og
ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, jf.
den foreslåede § x.
419
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0420.png
Det foreslås med
stk. 4,
at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af en ung,
der er fyldt femten år, uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og at
forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker.
Det er et krav, at anbringelsen må anses at være af væsentlig betydning for den unges særlige
behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Den foreslåede bestemmelse vil give en særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at beslutte at
anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig i anbringelsen uden
for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det vil være en betingelse for at
anvende bestemmelsen, at anbringelsen er af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige
behov. Denne betingelse vil være den samme, som vil gælde for iværksættelsen af foranstaltninger
med samtykke efter den foreslåede § 47. Der er således tale om et lempeligere kriterium end for
anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1. Det vil endvidere være
en betingelse for anvendelse af bestemmelsen i § 47, stk. 4, at problemerne ikke kan løses under den
unges fortsatte ophold i hjemmet.
Hvis de skrappere betingelser i § 47, stk. 1, er opfyldt, vil det som udgangspunkt være denne
bestemmelse, der vil skulle træffes afgørelse efter, selvom sagen vedrører en ung, der er fyldt
femten år, og som giver samtykke til anbringelsen idet anbringelse efter § 47, stk. 1, ikke vil bero på
den unges samtykke.
Da en beslutning efter bestemmelsen vil være frivillig i forhold til den unge, der er fyldt femten år,
men tvangsmæssig i forhold forældremyndighedsindehaveren, vil beslutningen skulle træffes efter
de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om anbringelse uden samtykke.
Den unge vil selv kunne rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for
hjemmet, men det er kommunen, der skal afgøre, om der er grundlag for en anbringelse. Det er i
den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold herunder
bl.a. modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne. Kommunalbestyrelsen bør således
have særlig opmærksomhed på, om den unges samtykke og tilkendegivelse af ønske om anbringelse
kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller andre psykiske
udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt den unges
samtykke skal tillægges i forhold til det manglende samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 48. Det er
forudsat, at bestemmelsen ikke vil have som formål at løse de almindelige generationskonflikter,
der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde,
hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre
iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.
420
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0421.png
Det foreslås med
stk. 5,
at børne- og ungeudvalget ikke kan træffe afgørelse efter de foreslåede
bestemmelser i § 47, stk. 1-4, i sager om børn og unge, der er henvist til
Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 4, i serviceloven. Der er alene
foretaget sproglige ændringer.
Det foreslåede stk. 5 vil indebære, at børne- og ungeudvalgets kompetence til at træffe afgørelse om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke ikke gælder i de tilfælde, hvor
barnets eller den unges sag behandles af Ungdomskriminalitetsnævnet.
Formålet med den foreslåede § 47 er, at give mulighed for at anbringe et barn eller ung uden for
hjemmet, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade. Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den hidtidige retstilstand, således at
børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, når en række
betingelser er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 48
Børn og unge, som ikke er fyldt femten år kan bede kommunen om generel hjælp, og kommunen
har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom servicelovens § 11 indeholder en
rådgivningsforpligtelse over for børn og unge med behov for særlig støtte. Således har børn og unge
i dag mulighed for at bede kommunen om hjælp, når de oplever at mistrives. Specifikt skal
kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet
uden samtykke efter servicelovens § 59, stk. 1, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til
den påtænkte foranstaltning. Der er derimod efter gældende ret ikke en ret for et barn eller en ung,
som er fyldt ti år, til at anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes afgørelse om at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet.
Det foreslås med
stk. 1,
at et barn eller en ung har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at
blive anbragt uden for hjemmet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 4, vil børne- og ungeudvalget kunne beslutte at
anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig i anbringelsen uden
for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Den foreslåede bestemmelse i §
5c, stk. 1, vil skulle understrege, at barnet selv har en stemme i forhold til at kunne pege på, at der
er behov for en anbringelse. Børn er som hovedregel meget loyale over for deres forældre, og langt
de fleste børn ønsker at blive boende hos deres forældre. Derfor skal det tages alvorligt og vægtes
421
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0422.png
højt, hvis et barn selv udtrykker ønske om at blive anbragt, også selvom barnet ikke er fyldt femten
år.
Med den foreslåede bestemmelses vil barnet eller den unge kunne gøre kommunen opmærksom på,
at vedkommende ønsker at blive anbragt uden for hjemmet. Der vil ikke være formkrav til, hvordan
en anmodning om at blive anbragt uden for hjemmet skal finde sted. Den vil således både kunne
være skriftlig, telefonisk, mundtlig, via e-mail, sms etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til
indholdet af anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse,
at vedkommende anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet.
Retten efter det foreslåede stk. 1 vil være en ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet,
og således ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for anmodningen vil det
være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have
brug for og herunder afgøre, om barnet eller den unge vil skulle anbringes jf. den foreslåede § 48,
stk. 2. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges
forhold herunder modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne.
Kommunalbestyrelsen bør således have særlig opmærksomhed på, om den unges tilkendegivelse af
ønske om anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne
eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken
vægt den unges ønske om anbringelse skal tillægges. Der henvises desuden til bemærkningerne til
den foreslåede § 48, stk. 2.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis et barn eller ung anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes
en børneudredning, jf. § 20, og herunder vurdere om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelsen vil betyde, at hvis et barn eller en ung anmoder om at blive anbragt
uden for hjemmet, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der af hensyn til barnets eller den
unges bedste skal igangsætte en børneudredning, jf. § 20, indeholdende en beskrivelse af om
betingelserne i §§ 46 eller 47 kan anses for opfyldt. Hvis barnet eller dem unge selv har kunnet pege
på, hvilke behov og løsninger barnet eller den unge mener, vil være bedst for den pågældende, vil
børneudredningen skulle indeholde disse samt en vurdering af, hvilken effekt sådanne initiativer vil
have.
Det foreslåede stk. 2 vil ikke sigte på situationer, hvor der er tale om almindelige
generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. Kommunen bør
f.eks. være opmærksom på, at nogle psykiske funktionsnedsættelser som eksempelvis autisme kan
medføre, at den unge reagerer mere voldsomt på almindelige generationskonflikter end
jævnaldrende unge, og at dette vil kunne have betydning for den unges ønske om at blive anbragt
uden for hjemmet.
422
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0423.png
Det vil gælde, at uanset indholdet i barnets anmodning vil det være op til kommunalbestyrelsen at
vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om
barnet eller den unge vil skulle anbringes. Den foreslåede bestemmelsen vil således skulle
tydeliggøre, at selvom barnets ret til at bede om hjælp også omfatter en ret for barnet til at bede om
at bo et andet sted, vil det ikke være barnets eller den unges ansvar at beslutte, hvilken indsats som
er den rette. Det vil således fortsat være de voksne omkring barnet, der har ansvaret for de
beslutninger, der træffes. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager
afsæt i den unges forhold herunder modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne samt
overvejer, hvorvidt funktionsnedsættelsen har betydning for de ønsker, barnet eller den unge
fremsætter.
I kommunalbestyrelsens vurdering af, at hvilken indsats, der er den rette for barnet eller den unge,
er det generelt set væsentligt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på barnets eller den unges
eventuelle funktionsnedsættelse. Hvis kommunalbestyrelsen ikke har kendskab til en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er det ligeledes vigtigt, at kommunalbestyrelsen er
opmærksom på, om barnets adfærd eller forældrenes oplysninger herom giver anledning til en
yderligere afdækning af barnets eller den unges forhold, herunder om barnet eller den unge
eventuelt har en ikke-afdækket psykisk funktionsnedsættelse.
Formålet med den foreslåede § 48 er overordnet at tydeliggøre, at barnet eller den unge selv har en
stemme til at kunne pege på, hvilke behov og løsninger barnet eller den unge mener vil være bedst
for barnet eller den unge. Reglerne skal sikre, at barnets perspektiv altid er i fokus og er styrende
både i udredningen af barnets behov, indsatser og opfølgning på trivsel og udvikling. Den
foreslåede § 48 skal således ses i sammenhæng med § 47, stk. 4. Det vil i alle tilfælde herefter være
op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for, og herunder afgøre,
om barnet skal anbringes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 49
Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den
unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller
behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og
ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år,
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der
kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Afgørelse om anbringelse af et
barn uden samtykke kan ikke træffes inden barnets fødsel efter gældende ret.
423
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0424.png
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra de vordende forældre kan
træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen
anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed
eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af manglende evner eller
ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for børne- og ungeudvalget at træffe en afgørelse
efter det foreslåede stk. 1 for det endnu ufødte barn, såfremt betingelserne i den foreslåede
bestemmelse er opfyldt.
De grundlæggende betingelser for at anbringe et kommende barn efter den foreslåede § 49 vil være
de samme som følger af den foreslåede § 47, dog således, at der tages hensyn til, at afgørelse om
anbringelse uden samtykke træffes inden barnets fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at
der er tale om en meget indgribende afgørelse, der træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag,
da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og
forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen,
og det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv
efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
overholdes. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 5.1 og 5.2.
En afgørelse efter den foreslåede § 49 vil kun kunne træffes, når der foreligger en ekstraordinær
overbevisende begrundelse på grund af tungtvejende hensyn til barnets bedste. Bestemmelsen vil
navnlig kunne finde anvendelse i relation til børn, hvis forældre på grund af svære kroniske
psykiske lidelser, svære personlighedsforstyrrelser eller betydelig og varigt nedsat psykisk
funktionsevne har en så begrænset forældreevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, heller
ikke selv om der iværksættes omfattende støtteforanstaltninger for at hjælpe forældrene med at
varetage forældrerollen. Der vil også kunne være tale om forældre, der på grund af manglende
forældreevne tidligere har fået et barn anbragt uden samtykke, navnlig hvis forældrene trods støtte
ikke har udvist interesse for eller evne til at forbedre deres forældreevne. Dog vil kommunen altid
skulle have overvejet alternative, mindre indgribende foranstaltninger, inden der bliver truffet
afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Ligeledes vil en afgørelse efter
den foreslåede § 49 kun kunne træffes, hvis manglende evner eller ressourcer hos de vordende
forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed eller
udvikling vil lide alvorlig skade efter fødsel, og problemerne ikke vil kunne løses inden barnets
fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet. Anbringelse af en ældre søskende til det endnu
ufødte barn vil ikke automatisk føre til anbringelse af det endnu ufødte barn. Der skal således være
tale om en ekstraordinær overbevisende begrundelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det centrale kriterium for at kunne træffe afgørelse om, at et
endnu ufødt barn skal anbringes uden samtykke umiddelbart efter fødslen være, at der foreligger
åbenbar risiko for alvorlig skade på det endnu ufødte barns sundhed eller udvikling efter fødslen.
Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets kommende almentilstand, hvori indgår ikke blot
424
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0425.png
helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets kommende trivsel.
Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver, at der vil skulle tages hensyn til
barnets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være
mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet er skadet i en grad, der gør det meget
vanskeligt at hjælpe. Det vil selvsagt ikke være en betingelse for anbringelse efter den foreslåede §
49, stk. 1, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Med den foreslåede
bestemmelse gøres det muligt i de helt særlige tilfælde, hvor ekstraordinær overbevisende grunde
taler for det, at træffe afgørelse om anbringelse med eller uden samtykke af et endnu ufødt barn
samt om valg af barnets anbringelsessted.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.8.
Det vil være de tilfælde, hvor der foreligger en åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller
udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det på grund af
de vordende forældres adfærd over for ældre søskende til det endnu ufødte barn kan fastslås, at
denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette vil skulle ses i sammenhæng med den
foreslåede § 20, hvori foreslås, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af
barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien. Anbringelse af en ældre søskende til det endnu ufødte barn vil ikke
automatisk føre til anbringelse af det endnu ufødte barn.
Betegnelsen vordende forældre omhandler både gravide enlige kvinder, gifte og samlevende par,
uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A,
side 4555.
I vurderingen af, om der vil foreligge en situation, der er omfattet af § 49, stk. 1, vil det under
graviditeten skulle vurderes, om de vordende forældre kan drage omsorg for barnet i tiden efter
fødslen. Det centrale i vurderingen er, om de vordende forældres manglende evner eller ressourcer
til at tilbyde tilstrækkeligt omsorg for eller behandling af det endnu ufødte barn vil udgøre et
faremoment ved barnets fødsel. Er de vordende forældre ikke i stand til at opfylde sine egne basale
behov for f.eks. mad og behandling, vil det kunne udgøre en umiddelbar risiko for, at barnets
sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade. Der henvises endvidere til § 47, stk. 1, nr. 1 og til
bemærkningerne hertil.
En bestemt diagnose eller specifikke problemer hos de vordende forældre vil ikke i sig selv kunne
begrunde en anbringelse uden samtykke. Det afgørende vil være, hvilken indflydelse en eventuel
lidelse hos de vordende forældre vil have på det endnu ufødte barns sundhed eller udvikling. Kun
hvis manglende evner eller ressourcer hos de vordende forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar
risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, og problemerne
ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet, vil
betingelserne for anbringelse uden samtykke være opfyldt.
425
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0426.png
Årsagen til, at de vordende forældre ikke har de nødvendige evner eller ressourcer til at tilbyde
tilstrækkelig omsorg for eller behandling af det endnu ufødte barn, vil kunne skyldes flere forhold.
Der vil kunne være tale om manglende personlige ressourcer hos de vordende forældre som følge af
for eksempel betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, forstyrrelser i personligheden eller
andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol-, stofmisbrug eller andet misbrug. Der vil kunne
være tale om manglende evne til at sætte sig ind i det kommende barns behov eller en adfærd fra
forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet vil blive
tilsidesat eller udsat for en ødelæggende omklamring, der vil forhindre barnet eller i at udvikle sig
på normal vis. De vordende forældre vil også kunne mangle evne til at kunne stimulere barnet,
skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet.
De vordende forældres adfærd over for ældre søskende til det endnu ufødte barn vil altid skulle
indgå i vurderingen af, om betingelserne i den foreslåede § 49, stk. 1, er opfyldt. De vordende
forældres adfærd over for ældre søskende til det endnu ufødte barn vil kunne indikere, at denne vil
være helt ude af stand til at tage vare på barnet. Når et barn anbringes, fordi forældrene ikke er i
stand til at varetage omsorgen for barnet, vil barnets søskende eller kommende søskende i
udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet. Uanset de vordende forældres adfærd
over for ældre søskende, vil betingelserne for anbringelse efter den foreslåede § 49 kun være
opfyldt, hvis manglende evner eller ressourcer hos de vordende forældre vurderes at ville udgøre en
åbenbar risiko for, at det endnu ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, og
problemerne ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende ophold i
hjemmet. Der skal således være tale om en ekstraordinær overbevisende begrundelse.
De vordende forældre vil i forbindelse med en afgørelse efter den foreslåede § 49 have de samme
rettigheder og partbeføjelser som i øvrige sager om anbringelse uden samtykke. Dvs. forældrene vil
skulle partshøres, have adgang til at se sagens akter og udtale sig over for børne- og ungeudvalget,
før der træffes afgørelser og have ret til en bisidder og til gratis advokatbistand under hele sagens
behandling.
En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke truffet af børne- og ungeudvalget
kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at de vordende forældre har fået meddelelse
om afgørelsen. Hvis Ankestyrelsen ikke ændrer beslutningen om anbringelse af det kommende
barm uden for hjemmet uden de vordende forældres samtykke, kan denne bede Ankestyrelsen om at
indbringe sagen for retten. Der gælder en frist på 4 uger. Kommunalbestyrelsen skal altid tilbyde de
vordende forældre gratis advokatbistand under en sag om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 140.
Der vil i alle sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke være behov for et helt særligt
fokus på at processen har været betryggende, og at processuelle garantier har været overholdt. Dette
vil særligt gælde i sager om anbringelse uden samtykke inden fødslen, da der er tale om en
indgribende afgørelse. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.8. og 3.18.
426
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0427.png
Det foreslås med
stk. 2,
at der kun kan træffes en afgørelse efter § 49, stk. 1, når der er begrundet
formodning om, at problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende
ophold i hjemmet.
Hvis der er tale om vordende forældre med funktionsnedsættelser, bør det indgå i overvejelserne,
om forældrene modtager den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver
anledning til, herunder i forhold til forældrerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte
anden støtte efter reglerne i kapitel 4 eller og/eller handicapkompenserende støtte efter kapitel 8.
Det er ikke en betingelse for anbringelse uden samtykke efter den foreslåede § 49, at kommunen
først har afprøvet alternative foranstaltninger. Kommunen vil dog altid skulle have overvejet
alternative, mindre indgribende foranstaltninger, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af
et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Der henvises i den forbindelse til bemærkninger den
foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 1, nr. 2. Heraf fremgår, at bestemmelsen vil indebære, at det vil
skulle fremgå eksplicit af indstillingen om anbringelse uden samtykke til børne- og ungeudvalget
hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen har lagt særlig vægt på og hvorfor.
Heri vil det skulle fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke
med støtte efter denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet
eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre
indgribende støttetiltag som har været forsøgt eller som minimum overvejet.
Er betingelserne i de foreslåede bestemmelser § 49, stk. 1 og 2, opfyldt, vil børne- og ungeudvalget
kunne træffe afgørelse efter den foreslåede § 49, stk. 1. I situationer, hvor det ud fra det
foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være
tilstrækkelige til at sikre, at det endnu ufødte barn får den fornødne omsorg og pleje, vil der derfor
ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke, og ekstraordinær overbevisende grunde taler for det.
En begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets kommende ophold
i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis de vordende forældre har andre børn eller unge i
husstanden, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra
forældremyndighedsindehaverens side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes
aktuelle situation må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være
tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre
situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger
i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn får den fornødne omsorg
og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet. Kommunen vil fortsat altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende
foranstaltninger, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter
fødslen.
427
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0428.png
Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye
ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af de vordende forældres omsorgs- eller
forældreevne i forhold til det kommende barn, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt,
til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt indsatserne i den foreslåede bestemmelse i § 32, vil
der altid skulle vælges den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der
er afdækket gennem børneudredningen efter den foreslåede bestemmelse i § SEL 20.
Det foreslås med
stk. 3,
at afgørelser efter stk. 1 tidligst kan træffes tre måneder før kvindens
terminsdato.
Der kan kun træffes en afgørelse efter § 49, stk. 1, når det må anses for godtgjort, at problemerne
ikke kan løses inden barnets fødsel. Af hensyn hertil og til forældremyndighedshaverens mulighed
for at løse problemerne inden barnets fødsel, foreslås det med § 49, stk. 3, at afgørelse tidligst kan
træffes tre måneder før kvindens terminsdato.
Formålet med den foreslåede § 49 er overordnet at sikre den tidligst mulige indsats og medvirke til
at sikre kontinuerlig omsorg for barnet. I få tilfælde vil det allerede inden barnets fødsel stå klart, at
forældremyndighedshaverens situation bevirker, at der foreligger en åbenbar risiko det endnu ufødte
barns kommende sundhed og udvikling. Bestemmelsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen
har mulighed for at træffe afgørelser, der sikrer barnet en tryg base gennem en anbringelse, før
barnet er født. Det betyder, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for at skulle træffes akut
fra fødegangen. Ligeledes vil der være ordentlig tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så
barnet kan få en tryg og stabil start på livet og undgår unødige skift.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 50
Det fremgår § 62, stk. 1, i serviceloven, at hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden
for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter
opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over ét år fra børn og unge-udvalgets afgørelse
fornyet afgørelse i udvalget.
Det fremgår af § 62, stk. 2, i serviceloven, at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for
hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse
af en foranstaltning efter § 58 i serviceloven ud over to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse
fornyet afgørelse i udvalget.
Det fremgår af § 62, stk. 3, i serviceloven, at hvis sagen efter servicelovens § 62, stk. 1 og 2, er
indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller
dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten
fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.
428
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0429.png
Det fremgår af § 62, stk. 4, i serviceloven, at børn og ungeudvalget ved afgørelser efter § 58
undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist end nævnt i § 62, stk. 1-3, når de forhold, der ligger til
grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen.
Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
Det fremgår af § 62, stk. 5, i serviceloven, at børn og unge-udvalget i særlige tilfælde kan træffe
afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 af et barn, der ikke er
fyldt ét år, skal gælde i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder
anbringelsen, vil være til stede i denne periode. De samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
Det fremgår af § 62, stk. 6, i serviceloven, at § 62, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved
afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 65, stk. 3.
Det fremgår af § 65, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrelsen har kompetence til at tage sager op af
egen drift. Ankestyrelsen kan endvidere selv kan træffe afgørelser efter §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.
Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens §
58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige
tidspunktet for børne- og ungeudvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for
den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt.
Det foreslås med
stk. 1,
at hvis barnet eller den unge fortsat skal være anbragt uden for hjemmet ud
over ét år fra, at børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet
afgørelse herom, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 1, i serviceloven med sproglige
ændringer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at opretholdelse af en anbringelse efter forslagets § 47 ud
over ét år fra børne- og ungeudvalgets afgørelse vil kræve en fornyet afgørelse i udvalget. Ved
genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at
opretholde anbringelsen fortsat er opfyldt. Reglen vil således i overensstemmelse med gældende ret,
jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A 4823, spalte 4876, udgøre en retssikkerhedsgaranti.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for
det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter den foreslåede
bestemmelse i § 50, stk. 1, to år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 2, i serviceloven med sproglige
ændringer.
429
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0430.png
Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen
for den aktuelle anbringelse, vil børne- og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelse først
være forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 47, to år efter
afgørelsen blev truffet. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt
ved en foreløbig afgørelse, vil blive betragtet som anbragt første gang ved den endelige afgørelse
om anbringelse, og der vil således gælde en genbehandlingsfrist på ét år. Dette vil gælde uanset, om
den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børne- og ungeudvalget
eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist vil således gælde i de tilfælde, hvor barnet eller den unge
allerede er eller inden for det seneste år har været anbragt med eller uden samtykke.
Det foreslås med
stk. 3,
at hvis sagen efter de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, er
indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller
dom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 3, 1. pkt., i serviceloven. Der er
alene foretaget sproglige ændringer.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis en sag om anbringelse uden samtykke efter § 47 er indbragt for
Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes genbehandlingsfristerne i de foreslåede
bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, fra den endelige afgørelse eller dom.
Det foreslås med
stk. 4,
at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten uanset de foreslåede
bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, kan fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis
der er begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1
eller 2 år senere.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven. Der er
alene foretaget sproglige ændringer.
Den foreslåede stk. 4 indebærer, børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten vil kunne
fastsætte en kortere frist end de, der følger af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, for
fornyet behandling i børne- og ungeudvalget af en sag om anbringelse uden samtykke efter den
foreslåede bestemmelse i § 47. Det forudsættes, at der skal være begrundet tvivl om hvorvidt
anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis ét eller to år senere.
Det foreslås med
stk. 5,
at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten uanset de foreslåede
bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist, når de forhold, der
ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også gælde ud over
fristen og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For
endnu ufødte børn og børn under ét år, kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til
tre år.
430
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0431.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 4 og 5, i serviceloven med
sproglige ændringer og med den tilføjelse på baggrund af den foreslåede bestemmelse i § 5b om
afgørelse om anbringelse af endnu ufødte børn, at for endnu ufødte børn kan genbehandlingsfristen
maksimal forlænges til tre år.
Efter den foreslåede stk. 5 vil børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis
kunne fastsætte en længere frist for genbehandling end den, der fremgår af de foreslåede
bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Denne mulighed vil kun kunne benyttes i de tilfælde, hvor
anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det vil være en betingelse for at
anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må
antages at vedvare ud over den normale ét eller to års periode for genbehandling, og at hensynet til
barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. I den del af betingelsen, der
relaterer sig til barnet eller den unge, vil det afgørende spørgsmål være, hvorvidt selve sagens
behandling vil være belastende for barnet eller den unge. Ved vurderingen af, om
genbehandlingsfristen skal forlænges, vil forlængelsen skulle sættes i forhold til den generelle
genbehandlingsfrist. Der vil skulle foreligge væsentlige omstændigheder, før der er grundlag for at
fravige de almindelige genbehandlingsfrister således at genbehandlingen fastsættes til længere end
et eller to år. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Følgende forhold vil
kunne indgå i vurderingen af, om fristen kan forlænges: længerevarende anbringelse;
behandlingskrævende barn/ung; barnet/den unge har massivt behov for ro og stabilitet og/eller
længerevarende behandling; forældrene har en svær eller dyb udviklingshæmning; forældrene er
alvorligt og/eller kronisk psykisk syge; forældre har alvorlige følelses- og personlighedsmæssige
vanskeligheder; langvarigt misbrug hos forældrene; langvarig ustabil livsførelse og udtalte sociale
problemer hos forældrene, eventuelt kombineret med kriminalitet; ringe udsigt til forbedring af
hverken barnets/den unges eller forældrenes vanskeligheder; andre børn i familien er anbragt;
forældrene har gennem flere år ingen eller meget begrænset kontakt til det anbragte barn; eller
barnet eller den unge bliver negativt påvirket af sagens behandling. Listen er ikke udtømmende.
Både forældrenes og barnets eller den unges forhold kan begrunde en forlængelse af
genbehandlingsfristen. Hvis børn og unge-udvalget forlænger genbehandlingsfristen, skal det
nærmere begrundes.
Bestemmelsen vil medføre, at sagen ikke følger de normale frister for genbehandling i de foreslåede
bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget vil således ikke skulle prøves under den
maksimalt tre årige periode, medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der er sket væsentlige
ændringer af forhold hos forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde vil være en sag om et barn, hvis mor er psykisk
syg og derfor over en årrække ikke har kunnet varetage omsorgen for barnet, eller hvor barnet har
søskende, som har været anbragt siden fødslen, og som stort set ikke har haft nogen kontakt med
moderen under anbringelsen. I kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget vil
familiens eventuelle misbrugs- og sygdomshistorik således skulle indgå, ligesom en vurdering af
barnets og eventuelle andre søskendes anbringelseshistorik. Oplysninger om forældres misbrug eller
431
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0432.png
sygdom vil efter den foreslåede bestemmelse i § 20, skulle være oplyst i sagen. Ligeledes vil
informationer om eventuelle søskendes anbringelseshistorik være belyst, jf. § 51, stk. 3.
Bestemmelsen vil være særlig relevant i forhold til vordende forældre, da bestemmelsen vil give
mulighed for meget tidligt i barnets liv at sikre barnet kontinuitet og tryghed.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse uden samtykke med en forlænget
genbehandlingsfrist efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter den
foreslåede bestemmelse i § 146 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende vurdering finder, at forholdene i hjemmet
gradvist forbedres, vil den forlængede genbehandlingsperiode kunne anvendes til at øge kontakten
mellem forældrene og barnet. Det vil kunne ske gradvist for eksempel med hyppigere kontakt,
længere besøg i hjemmet og i ferier. Det vil kunne give grundlag for en beslutning om barnets
fremtidige forhold og en mere stabil situation for barnet.
På baggrund af en vurdering af barnet og dets behov vil der efter udløbet af den forlængede
genbehandlings periode kunne træffes afgørelse om, at barnet hjemgives, hvis betingelserne efter
den foreslåede § 47 for at opretholde en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldte, og der ikke er
grundlag for at opretholde anbringelse efter den foreslåede § 67. Hvis der træffes afgørelse om, at
barnet ikke kan hjemgives, skal der træffes afgørelse om den fortsatte anbringelse efter den
foreslåede § 47 eller eventuelt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren efter den
foreslåede § 46.
Det foreslås med
stk. 6,
at de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse
ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § § 151, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 62, stk. 6, i
serviceloven.
Det foreslås med
stk. 7,
som er ny, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets
genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 skal overveje, om hensynet til
barnets bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4.
Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for
hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en
permanent anbringelse efter 1. pkt.
Det foreslås med bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets
genbehandling vil skulle overveje af hensyn til barnets eller den unges bedste at indstille til børne-
og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om en permanent anbringelse, jf. bestemmelsen i den
foreslåede § 67, stk. 1. Forpligtelsen vil gælde i tilfælde, hvor barnet eller den unge er anbragt uden
432
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0433.png
samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47, og hvor der er faste frister for genbehandling af
sagen.
Ved børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter den
foreslåede § 50, vil kommunalbestyrelsen ud fra sagens faktiske oplysninger skulle overveje, om
barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og
længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive
på anbringelsesstedet. Vurderer kommunen, at dette er tilfældet, vil den have pligt til at udarbejde
en indstilling om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67, stk. 4.
Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter den foreslåede § 50 været
anbragt uden for hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at
overveje en permanent anbringelse efter den foreslåede § 50, stk. 7.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 51
Det fremgår af § 59 i serviceloven, at en indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 58 skal
omfatte børneudredningen, jf. § 50, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i § 58 anses for
opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 50, stk. 6, en vurdering af
forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge
og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne
lov eller anden relevant lovgivning, handleplanen for anbringelsen, jf. § 140, herunder den støtte og
de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden
for hjemmet og i tiden derefter, og barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden
for hjemmet efter §§ 47 eller 49 skal omfatte følgende: For det første børneudredningen, jf. den
foreslåede §§ 20 eller 26, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i § 47 eller 49 anses for
opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 20. For det andet en vurdering af
forældremyndighedsindehavers kompetencer til at varetage omsorgen barnet eller den unge og at
tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov
eller anden relevant lovgivning. For det tredje barnets plan, jf. den foreslåede § 91 eller ungeplanen,
jf. den foreslåede §108, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den
unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter. For det fjerde
barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
Med den foreslåede bestemmelses stk. 1 foreslås en videreførelse af den retstilstand, der hidtil har
været gældende efter § 59 i serviceloven vedrørende indholdet af en indstilling om anbringelse uden
433
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0434.png
for hjemmet, dog således at bestemmelsen tager højde for, at reglerne om børneudredning for
kommende forældre er fastsat i § 26 og at reglerne også gælder for den foreslåede § 49.
Der opstilles i den foreslåede bestemmelse nogle basale krav til indstillingen om en anbringelse
uden samtykke. For indehaveren af forældremyndigheden og dennes advokat vil det betyde, at de
kan stille krav om, at disse oplysninger, der er omfattet af indstillingen, skal foreligge forinden
mødet i børne- og ungeudvalget. Selv om kravene kun vil være lovfæstet for så vidt angår
anbringelse efter forslagets §§ 47 og 49, vil der også i de øvrige situationer – forud for en afgørelse
om et tvangsmæssigt indgreb – skulle udfærdiges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag
for at træffe afgørelsen. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, og
det vil som hidtil påhvile dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt.
Opregningen angiver de elementer, der som minimum vil skulle indgå i indstillingen. Herudover vil
der kunne være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkeltes sags særlige
omstændigheder.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 1,
at indstillingen vil skulle indeholde børneudredningen, jf. § den
foreslåede § 20, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49 anses for opfyldt, og af
de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under
anbringelsen, jf. § 22, stk. 5. Kommunen vil altid skulle have overvejet alternative, mindre
indgribende foranstaltninger, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn
umiddelbart efter fødslen. Det vil dog ikke være et krav, at der skal have været iværksat andre og
mindre indgribende former for foranstaltninger forud for indstillingen om en anbringelse uden
samtykke. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 47 og 49.
Børneudredningen vil altid skulle tilpasses konkret efter den pågældende sag. Således vil en
børneudredning i en sag om anbringelse uden samtykke af det endnu ufødte barn efter den
foreslåede § 49 ikke skulle indeholde en beskrivelse af de ressourcer hos barnet som kan bidrage til
at klare vanskelighederne under anbringelsen.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 2,
at kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om
tvangsmæssig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet skal indeholde en vurdering af
forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage
hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuelt med støtte efter denne lov eller
anden relevant lovgivning.
Det vil være forudsat, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kompetencer vil skulle
foretages på grundlag af børneudredningen og sagens oplysninger i øvrigt. Bestemmelsen vil
bevirke, at kommunen skal sammenfatte de relevante eksisterende oplysninger, så det sikres, at
kommunens samlede vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage
omsorg for barnet eller den unge, herunder med relevant støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til
børne- og ungeudvalget, så udvalget ikke selv skal uddrage disse.
434
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0435.png
Bestemmelsen vil indebære, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen til børne- og
ungeudvalget hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen har lagt særlig vægt
på og hvorfor, hvis indstillingen er begrundet helt eller delvist i forældrenes forhold. Endvidere vil
det skulle fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte
efter denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den
unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende
støttetiltag som eventuelt har været forsøgt eller overvejet. Det vil f.eks. med fordel kunne fremgå,
hvilke overvejelser kommunen har gjort sig om iværksættelses af støtteforanstaltninger, som kunne
give forældremyndighedsindehaveren hjælp til varetagelse af forældrerollen. Denne forpligtelse
gælder ikke mindst i sager, hvor forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge har en
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse som kan give anledning til overvejelser om iværksættelses
af støtteforanstaltninger for at kompensere herfor.
Vil indstillingen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 47 være begrundet i
barnets eller den unges forhold og ikke i forældremyndighedsindehaverens forhold, vil den
foreslåede bestemmelse betyde, at det vil skulle fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at
forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter denne lov eller anden lovgivning vil være i
stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges
særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har været forsøgt eller
overvejet. Her vil det skulle fremgå, hvorfor det vurderes, at f.eks. et relevant ambulant
behandlingstilbud til barnet eller den unge kombineret med støtteophold eller praktisk, pædagogisk
eller anden støtte i hjemmet ikke vil være tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte, behandling m.v.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 3,
at den plan, jf. den foreslåede § 91, eller en ung, jf. §§ 108-109, der
altid vil skulle udformes, inden et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, herunder den støtte
og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen
uden for hjemmet og i tiden derefter, ligeledes skulle indgå i indstillingen. Planen vil altid skulle
tilpasses konkret efter den pågældende sag.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 59, stk. 1, nr. 3. Der er alene
foretaget redaktionelle ændringer.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 4,
at kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om tvangsmæssig
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet også skal indeholde barnets eller den unges
holdning til den påtænkte foranstaltning.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 59, stk. 1, nr. 4, uden ændringer.
Det vil af indstillingen skulle fremgå, hvorledes barnet eller den unge stiller sig til anbringelsen.
Med denne bestemmelse vil der altid skulle ske en orientering af barnet eller den unge, forinden der
træffes afgørelse om anbringelse uden samtykke. Barnets reaktion herpå vil skulle beskrives, og det
435
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0436.png
vil være vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med
et forsøg på at få barnet til at give samtykke. Derfor er det heller ikke fundet hensigtsmæssigt med
en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor barnet er så lille, at det bliver
meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har
behov for at få vide, hvad der skal ske med dem. I sager om anbringelser uden samtykke inden
fødslen, vil den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 1, nr. 4, ikke finde anvendelse. Barnet må på
ingen måde presses til at have en holdning og inddragelsen bør altid ske under hensyntagen til
barnet eller den unges forhold herunder alder, modenhed og eventuelle fysiske eller psykiske
funktionsnedsættelse. Hvis barnet vægrer sig herimod, vil oplysninger herom være tilstrækkelige til
at opfylde kravet i bestemmelsen.
Det foreslås med
stk. 2,
der er ny, at er der udarbejdet en plan til forældrene efter § 77, stk. 1, eller
en begrundelse efter § 77, stk. 2, skal denne vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget.
Efter den foreslåede bestemmelse i § § 77, stk.2, vil kommunalbestyrelsen i forbindelse med
indstilling om anbringelse uden samtykke af et barn eller en ung efter den foreslåede § 51, skulle
udarbejde en særskilt plan for støtte til forældrene efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan
efter § 110, hvis barnet eller den unge har søskende under atten år i husstanden, og hvor
indstillingen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor
det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en plan efter § 77, stk.1. Kommunalbestyrelsen
skal dog begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtte til forældrene. Der henvises til
bemærkningerne til § 77.
Efter det foreslåede stk. 2, vil planen, jf. den foreslåede § § 77 eller begrundelsen for ikke at
udarbejde planen, jf. det foreslåede § § 77, stk. 3, skulle vedlægges indstillingen efter § 51, stk. 1.
Dette skal sikre, at børne- og ungeudvalget træffer afgørelse på det bedst mulige grundlag.
Det foreslås med
stk. 3,
der er ny, at hvis indstillingen efter stk. 1, er begrundet helt eller delvist i
omsorgssvigt, vold eller overgreb, og forvaltningen ikke påtænker at indstille til børne- og
ungeudvalget, at barnets eller den unges søskende i husstanden under femten år anbringes uden for
hjemmet, skal indstillingen indeholde en begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde en
beskrivelse af, hvilken støtte som igangsættes for barnet, barnets søskende og familien.
Når et barn anbringes, fordi forældrene ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet, vil
barnets søskende i udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet. Den foreslåede
bestemmelse vil skulle sikre, at søskende til anbragte børn ikke risikerer ikke at modtage den
fornødne hjælp. Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at indstillingen efter § 51 i sager om
anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, hvor
kommunalbestyrelsen vælger ikke at anbringe alle børn under femten år i en søskendeflok, vil
skulle indeholde en begrundelse herfor. Indstillingen vil ligeledes skulle indeholde en beskrivelse
436
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0437.png
af, hvilken støtte som igangsættes for de resterende søskende og familien. Dette skal medvirke til, at
forældre, der med den rette hjælp og støtte kan blive i stand til at varetage omsorgen for deres børn,
eller som har behov for hjælp til at håndtere deres situation, også får hjælp hertil. De forebyggende
indsatser vil altid skulle ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns behov.
Det foreslås med
stk. 4,
der er ny, at såfremt børne- og ungeudvalget finder, at begrundelsen efter
den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 3, for ikke at anbringe én eller flere søskende giver
anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte, skal børne-
og ungeudvalget underrette Ankestyrelsen.
Efter servicelovens § 153 og den foreslåede § 133 skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller
offentligt hverv, underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet
får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år kan have behov for
særlig støtte. Underretningspligten vil for det første gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under atten år kan have behov for særlig støtte. Pligten vil for det
andet gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen
kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold. Pligten vil for det tredje
gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år kan
have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær, eller
undladelse af at opfylde undervisningspligten. Pligten vil for det fjerde gælde, hvis de får kendskab
til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år har været udsat for overgreb. Denne
forpligtelse gælder også for børne- og ungeudvalget, og vil forsat gælde efter den foreslåede
bestemmelse i § 133.
Hvis man som fagperson har indgivet en underretning om et barn eller en ung til den kommunale
forvaltning, men har en oplevelse af at kommunen ikke iværksætter foranstaltninger, eller at barnet
eller den unge ikke får tilstrækkelig hjælp, kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen. Denne
forpligtelse vil forsat gælde efter den foreslåede bestemmelse i § 152.
Med den foreslåede bestemmelse vil børne- og ungeudvalget skulle underrette Ankestyrelsen, hvis
begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til en bekymring for, om
konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte. Bestemmelsen vil bevirke, at børne- og
ungeudvalget får en klar forpligtelse i sager, hvor de er bekymrede. Ankestyrelsen kan efter den
foreslåede bestemmelse i § 151 og i overensstemmelse med gældende ret, vælge at benytte sin
kompetence til at gå ind i sagen af egen drift og beslutte, at et barn eller en ung skal anbringes uden
for hjemmet, eller at en kommune skal tage andre initiativer over for barnet eller den unge og
familien.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre i Ankestyrelsens egendriftskompetence. Ankestyrelsen
vil fortsat kun kunne træffe afgørelse i en sag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst.
437
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0438.png
Formålet med de foreslåede bestemmelser i § 51, stk. 1-3, er at få en større gennemskuelighed med
hensyn til afgørelsesgrundlaget samt en større ensartethed ved at der opstille basale krav til
indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse i lighed med reglerne efter gældende ret. Krav til
indstillingen skal også være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlingen, således at en indstilling
giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 4, er at indføre et følg-eller-forklar-princip i
sager om anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, som indebærer,
at hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke at indstille til børne- og ungeudvalget at anbringe alle
børn under femten år i en søskendeflok, skal kommunalbestyrelsen forklare baggrunden herfor.
Bestemmelsen skal bidrage til at undgå, at søskende til anbragte børn ikke modtager den fornødne
hjælp.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 52
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse
om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. § 140, i
serviceloven, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at samtidig med valg af anbringelsessted skal
der tages stilling til barnets eller den unges skolegang.
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, sidste pkt., i serviceloven, at hvis anbringelsesstedet er beliggende i en
anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at
underrette den stedlige kommune forud for anbringelse.
Det fremgår af § 68 b, stk. 2, i serviceloven, at ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge
det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal
lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4, er mest
hensigtsmæssig. Det fremgår videre, at kommunen endvidere skal lægge vægt på hensynet til
barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet
til barnets eller den unges behov taler imod.
Det fremgår af § 68 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis barnet eller den unge har søskende, der er
anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre
de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod
dette.
438
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0439.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted i overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller
forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven. Der
er alene foretaget sproglige ændringer.
Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet enten med
forældremyndighedsindehaverens samtykke efter den foreslåede § 46 eller uden samtykke efter den
foreslåede § 47, vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse skulle træffe afgørelse
om valg af konkret anbringelsessted. Valget vil skulle være i overensstemmelse med barnets plan,
jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, som vil skulle være udarbejdet forud for beslutningen
Dette indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen vil skulle
vælges et anbringelsessted, der kan bidrage til, at målene i barnets plan, ungeplanen eller
forbedringsforløbet opnås.
Det vil derfor være centralt, at barnets eller den unges forhold er grundigt undersøgt, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 20, og at målene med anbringelsen er klart beskrevet i barnets plan eller
ungeplanen. Dette vil give kommunen et godt udgangspunkt for at identificere egnede
anbringelsessteder, som kommunen har mulighed for at indgå i en dialog med. På den måde sikres
det, at kommunen og anbringelsesstedet, der har et medansvar for at sikre, at det modtager børn og
unge, som det er egnet til at hjælpe, får valgt det rigtige anbringelsessted. En af de mest omvæltende
og usikre faktorer for et anbragt barn er, når deres hjem skifter, eller de voksne omkring barnet
skiftes ud. Anbragte børn og unge skal have en langt mere stabil opvækst i trygge rammer, hvor
børnene kan slå rod. Derfor er det vigtigt for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra
starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet eller den unge i videst muligt omfang
kan undgå de brud og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet kan indebære. Hvis barnet
eller den unge tidligere har været i aflastning i en plejefamilie, vil det være relevant at overveje, om
den pågældende plejefamilie kan anvendes som anbringelsessted, således at der skabes kontinuitet i
opvæksten.
Det foreslås med
stk. 2,
at ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted,
som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kommunen skal særligt lægge
vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer samt den
nødvendige hjælp og støtte og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1,
nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller
den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets
eller den unges behov taler imod.
439
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0440.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 2, i serviceloven. Der er
alene foretaget sproglige ændringer.
Ved valget af anbringelsessted vil der skulle foretages en vurdering af, om de personlige ressourcer
på anbringelsesstedet og tilbuddene i tilknytning til anbringelsesstedet svarer til barnets eller den
unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos
barnet eller den unge, og målene med anbringelsen. Efter bestemmelsen i de foreslåede § 91 om
barnets plan og § 108 om ungeplanen kan målene med anbringelsen dække et bredt spektrum af
forhold. Kommunen vil derfor skulle anlægge en bred vurdering af anbringelsesstedets egnethed.
Desuden vil det være hensigtsmæssigt for at sikre et godt forløb, at barnets eller den unges ønsker
søges tilgodeset, hvis ønskerne er i overensstemmelse med formålene med anbringelsen. Det vil
være relevant, at barnet eller den unge og forældrene som udgangspunkt besøger stedet, inden der
træffes afgørelse om valg af anbringelsessted.
Hvis et barn eller en ung har været hjemgivet i en periode, og det senere bliver nødvendigt med en
genanbringelse, bør kommunen overveje, om det er hensigtsmæssigt og muligt for barnet eller den
unge at vende tilbage til det anbringelsessted, hvor barnet eller den unge tidligere har været anbragt.
Desuden vil det være oplagt, at kommunen i forbindelse med valget af det konkrete
anbringelsessted, lægger vægt på tidligere erfaringer med brug af netop dette anbringelsessted.
Kommunen kan f.eks. selv foretage en systematisk opsamling af erfaringerne med forskellige
anbringelsessteder eller kontakte andre kommuner, der tidligere har gjort brug af det pågældende
sted. Dette skal ske under hensyntagen til de generelle regler om videregivelse og indhentelse af
oplysninger.
Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske minoriteter samt grønlandske og færøske
børn og unge må kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den
unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Der må særligt lægges
vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst, og herunder om
at have forståelse for de vilkår, der kan gøre det sværere for forældre og børn at håndtere en
anbringelse: Det kan f.eks. være sprogproblemer, andre samfundsforståelser, eller forhold som at
anbringelsesstedet mangler personale med samme etniske baggrund eller personale med forståelse
for familiens etniske baggrund. Det følger af Børnekonventionens artikel 20, at der ved anbringelser
skal tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets
etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
Ved valg af anbringelsessted i sager om adoption bør kommunen overveje at kontakte
Adoptionsnævnet for at forhøre sig, om der er godkendte adoptanter, som ønsker at være
plejefamilie med henblik på adoption.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved, at kommunalbestyrelsen ved valg af
konkret anbringelsessted altid vil skulle vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme
440
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0441.png
barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge. Den foreslåede bestemmelses fokus på overvejelse af en
plejefamilie som anbringelsessted skal ikke ses i modsætning til, at den særlige støtte skal gives
med udgangspunkt i barnets behov og på et veldokumenteret grundlag. Denne del af den foreslåede
bestemmelse har til hensigt at sikre, at alle børn bliver anbragt hos en plejefamilie i de tilfælde, hvor
det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere af de mere
familiære rammer, som denne anbringelsesform indebærer.
Den foreslåede bestemmelse har endvidere fokus på overvejelse af en netværksplejefamilie som
anbringelsessted. Det er hensigten med bestemmelsen, at hvis et barn eller en ung, der har brug for
et nyt hjem, således har mulighed for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på,
skal kommunen i valg af anbringelsessted lægge særligt vægt herpå. I kommunens vurdering af, om
der vil være tale om en familiær relation, vil det være afgørende, at der lægges vægt på den
personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Det er en forudsætning for
enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det givne anbringelsessted har de
nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet samt imødekomme barnets eller den
unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos
barnet eller den unge.
Det skal understreges, at ikke alle børn og unges behov vil kunne varetages bedst i en plejefamilie.
Nogle grupper af børn og unge, herunder nogle børn og unge med fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse, vil have et behandlingsbehov, der tilsiger, at de anbringes i en plejefamilie og
modtager den nødvendige støtte og behandling sideløbende hermed efter de støttemuligheder, som
den foreslåede § 32, rummer. Anbringelsen i en plejefamilie i sådanne tilfælde vil derfor skulle ses
som et supplement til en professionel indsats. F.eks. kan et barn eller en ung være anbragt i en
plejefamilie sideløbende med, at det modtager behandling og/eller socialpædagogisk hjælp og støtte
på en specialiseret institution. I andre tilfælde vil barnet derimod have et støttebehov, der tilsiger, at
der i stedet må ske anbringelse på en specialiseret døgninstitution eller et opholdssted.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2,
3. pkt.,
vil kommunen endvidere skulle lægge vægt på
hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift,
medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod. Dette vil indebære, at
kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge,
ved valg af konkret anbringelsessted skal prioritere og tage højde for valg af egnet
undervisningstilbud. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle lægge vægt på, at barnet
eller den unge kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, medmindre hensynet til barnets
eller den unges behov taler imod dette.
Situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges behov vil kunne tale imod, at det tillægges
vægt, at barnet eller den unge kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, vil f.eks. kunne
være, at barnets eller den unges støttebehov er af sådan karakter, at det er nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges bedste, at barnet eller den unge anbringes på et konkret anbringelsessted,
441
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0442.png
f.eks. en meget specialiseret døgninstitution, som er beliggende langt fra barnets eller den unges
nuværende skole.
Bestemmelsen vil ikke ændre ved, at valg af konkret anbringelsessted skal foretages ud fra en
samlet vurdering af barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, men det tydeliggøres, at hensynet til
barnets eller den unges skolegang er et blandt flere hensyn, der skal indgå med vægt i denne
vurdering.
Bestemmelsen vil betyde, at det tydeliggøres, at overvejelser om egnet undervisnings tilbud skal
foretages allerede, når anbringelsen planlægges, og ikke først efter en anbringelse har fundet sted.
Det følger således af, at hensynet til barnets skolegang vil skulle tillægges vægt i vurderingen af,
hvilket anbringelsessted der bedst kan imødekomme barnets behov.
Det foreslås med,
stk. 3,
at hvis barnet eller den unge har søskende, der er anbragt uden for
hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige
søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 68 b, stk. 3, i
serviceloven.
Efter bestemmelsen vil den anbringende kommune så vidt muligt skulle vælge det samme
anbringelsessted, hvis der er flere søskende i en familie, der skal anbringes eller er anbragt.
Kommunen vil dog kunne undlade at anbringe barnet eller den unge på samme anbringelsessted
som eventuelle søskende, hvis de øvrige søskendes behov, barnets eller den unges behov eller andre
væsentlige forhold taler imod dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor barnet har et støttebehov, der
er meget forskelligt fra den eller de anbragte søskendes, og at den indsats, der er behov for, derfor
ikke kan tilbydes på det samme anbringelsessted.
Det foreslås med
stk. 4,
at samtidig med valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen tage
stilling til barnets eller den unges skolegang.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, 2. pkt. Den foreslåede
bestemmelse i § 52, stk. 4, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.
Valget af undervisningstilbud kan have stor betydning for, hvilket anbringelsessted der vælges. Ved
valg af anbringelsessted vil kommunen således skulle sikre sig, at barnet eller den unge, der
anbringes, kan få dækket behovet for undervisning, helst på en lokal folkeskole eller, hvis det er
nødvendigt, på anbringelsesstedets interne skole. Det vil derfor være vigtigt, at valg af
anbringelsessted finder sted på grundlag af en tværfaglig vurdering, hvor også pædagogisk-
psykologisk rådgivning inddrages.
442
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0443.png
Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må ikke medføre, at anbringelse forsinkes. Det vil betyde,
at kommunen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af anbringelsessted, selvom
skolemyndighederne ikke har taget stilling til, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have
under anbringelse. Det vil for eksempel kunne være nødvendigt i situationer, hvor en anbringelse
skal ske akut, eller hvor skolemyndighederne har brug for tid til udredning og vurdering, før valg af
skoletilbud kan træffes. I alle tilfælde vil planlægning af barnets eller den unges fremtidige
skolegang dog skulle påbegyndes samtidig med valget af anbringelsessted.
Det foreslås med
stk. 5,
at er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune,
der har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen
underrette den kommune, hvor anbringelsessteder er beliggende, om anbringelsen forud for
anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, sidste pkt. Den foreslåede
bestemmelse i § 52, stk. 5, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.
Underretning til anbringelsesstedets beliggenhedskommune er begrundet i hensynet til
beliggenhedskommunes ansvar for barnet efter anden lovgivning, herunder lovgivning på
uddannelses- og sundhedsområdet.
Formålet med den foreslåede § 52 er overordnet, at sikre at der i valg af anbringelsessted træffes en
afgørelse, som er i overensstemmelse med barnets plan eller ungeplanen, hvilket indebærer, at der
ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen skal vælges et anbringelsessted,
der kan bidrage til at målene i barnets plan eller ungeplanen opnås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 53
Det fremgår af § 68 b, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, at forud for anbringelsen skal
kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges
familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden en anbringelse, hjælpe
barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som
kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække
støttepersonens udgifter til telefon, transport og lign.
Bestemmelsen vil videreføre den gældende § 68 b, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, uden ændringer.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens forpligtigelse til
systematisk at inddrage familie og netværk efter bestemmelsen i den foreslåede § 7, stk. 3, samt
443
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0444.png
forpligtelsen til forud for anbringelsen at have undersøgt de forhold i familien eller i dennes
omgivelser, som vil kunne bidrage til at klare vanskelighederne efter bestemmelsen i den foreslåede
§ 22, stk. 5.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bestå i at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien
eller netværket, de har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres
støtteperson. Det vil f.eks. kunne være en skolelærer, nabo, fodboldtræner, familiemedlem eller en
anden i netværket, som barnet har tillid til. Denne forpligtelse vil f.eks. kunne opfyldes ved at
gennemføre en samtale herom, jf. forslaget til lovens § 5. I forhold til børn og unge med nedsat
funktionsevne, som er anbragt på grund af manglende kompetencer hos forældremyndigheds-
indehaveren til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, vil kommunen skulle være
opmærksom på, at der vil kunne være forhold omkring funktionsnedsættelsen, der kan
vanskeliggøre denne dialog. Dette vil der i størst mulig omfang skulle tages højde for ved samtalen
med barnet eller den unge.
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger
mulighederne for en støtteperson i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil dels betyde,
at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage en støtteperson. Der vil derfor kunne være
tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at den eksisterende relation med en voksenperson
bliver formaliseret ved at udpege denne som støtteperson. Endvidere vil det betyde, at der ikke vil
være pligt til at give barnet en støtteperson, hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er muligt for
kommunen at finde en person, som vurderes at være egnet til at være støtteperson til barnet, eller
hvis den eller de personer, som vurderes egnede, ikke ønsker at være støttepersoner for barnet eller
den unge.
Hvis barnet identificerer en støtteperson, vil det skulle overvejes, om støttepersonen vil kunne
udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller
den unges fremtidige udvikling.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede person vil være hensigtsmæssig for
barnet eller den unge at have som støtteperson, vil der skulle tages kontakt til vedkommende for at
afklare, om denne ønsker at være støtteperson for barnet. Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde
med barnet eller den unge og støttepersonen kunne udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten
vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke blive stillet krav om formaliserede møder mellem
barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet
eller den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget. Hvis
kommunalbestyrelsen vurderer det nødvendigt, vil omfanget af samværet kunne fastsættes efter §
104.
Støttepersonen vil kunne få de relevante kontaktoplysninger om barnet sag, som er nødvendige, for
at støttepersonen kan opretholde kontakten med barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne dreje sig
om oplysninger vedr. adresse og kontaktperson på anbringelsesstedet.
444
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0445.png
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 54 om
venskabsfamilie til barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at en identificerede
støtteperson og dennes familie vil kunne udgøre en venskabsfamilie efter den foreslåede § 5u, stk.
1, og det vil være hensigtsmæssigt for barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle tage
kontakt til familien for at afklare, om støttepersonen og dennes familie også ønsker at være
venskabsfamilie for barnet eller den unge efter den foreslåede § 54.
Det foreslås med
stk. 2,
der er ny, at hvis det ikke muligt forud for anbringelsen at finde en person
efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe
barnet eller den unge med at finde en person uden for barnets eller den unges familie eller netværk,
som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.
Det foreslås med stk. 2, at udvide den eksisterende ordning med støttepersoner til alle børn, der er
anbragt uden for hjemmet, således at kommunen vil være forpligtet til i samarbejde med
civilsamfundet at hjælpe barnet eller den unge med at finde en støtteperson til de børn eller unge,
der ikke har relevante personer i sit netværk.
Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil gælde i de tilfælde, hvor det ikke har
været muligt at finde en støtteperson efter stk. 1.
Har det således ikke været muligt at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk,
som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen, vil kommunalbestyrelsen være
forpligtet til, at forsøge at finde en støtteperson uden for barnet eller den unges familie eller
netværk.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen skulle finde den mulige støtteperson i samarbejde
med civilsamfundet. Det vil være op til kommunalbestyrelsen i den konkrete sag, at afgøre, hvilke
civilsamfundsorganisationer som vil være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde en
støtteperson til et konkret barn eller en ung.
Den potentielle støtteperson vil skulle kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den
unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling. Som eksempel på
mulige støttepersoner vil være frivillige voksne i civilsamfundsorganisationer, som har erfaring med
at arbejde med udsatte børn.
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger
mulighederne for i samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer, at finde en støtteperson
til barnet eller den unge. Det vil betyde, at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage en
støtteperson.
445
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0446.png
Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil medføre, at der ikke vil være pligt til at give barnet en
støtteperson, hvis årsagen hertil alene er, barnet eller den unge ikke ønsker, at få en støtteperson.
Forinden at barnet accepterer en mulig støtteperson, vil det skulle overvejes, om støttepersonen vil
kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for
barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller den unge og støttepersonen kunne
udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke være
stillet krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt
mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge, støttepersonen og
kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer det
nødvendigt, vil omfanget af samværet kunne fastsættes efter § 104.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen efter behov kan dække støttepersonens udgifter til
telefon, transport og lignende.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med udpegning af en støtteperson efter de foreslåede
bestemmelser i § 53, stk. 1 og 2, skulle vurdere, om der er behov for at dække støttepersonens
udgifter til transport, telefon eller andre lignende udgifter, således at manglende mulighed for at
betale for dette ikke kommer til at fungere som en barriere for, at kontakten kan vedligeholdes. Det
vil dog ikke være hensigten med bestemmelsen, at støttepersonen skal ansættes eller aflønnes af
kommunalbestyrelsen eller civilsamfundsorganisationen, da der netop lægges op til at styrke barnets
eller den unges forbindelse til en person, der har et personligt engagement og/eller en
følelsesmæssig forpligtelse over for barnets eller den unge.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i 53 er at videreføre kommunalbestyrelsens forpligtelse
til aktivt at hjælpe barnet eller den unge, som skal anbringes, med at identificere en person og som
kan være barnet eller den unges støtteperson under anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 54
Der er ikke i dag fastsat regler, der regulerer anbragte børn og unges muligheder for at få en
venskabsfamilie. Der findes dog frivillige organisationer, der tilbyder udsatte og anbragte børn og
unge en venskabsfamilie eller lignede.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen så vidt muligt inden en anbringelse på et børne- og
ungehjem m.fl. jf. § 43, stk. 1, nr. 5-8, skal hjælpe barnet eller den unge med at finde en familie i
barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie
under anbringelsen.
446
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0447.png
Den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, nr. 5-8, oplister følgende anbringelsessteder: egne
værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, børne- og ungehjem og herunder
delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, samt pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie
grundskoler med kostafdeling. Forpligtelsen efter det foreslåede stk. 1 vil således ikke gælde for
børn og unge anbragt i en plejefamilie. For børn og unge anbragt i en plejefamilie vil denne familie
udgøre den familielignende relation. Kommunalbestyrelsen vil derfor ikke være forpligtet til at
finde en venskabsfamilie efter bestemmelsen i den foreslåede § 54, når anbringelse sker på
anbringelsessteder efter den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4.
Med en venskabsfamilie vil skulle forstås en familie, hvor barnet eller den unge, uden at være
anbragt, vil kunne opleve, hvad det vil sige at være en del af en helt almindelig familie.
Venskabsfamilien vil skulle være et trygt og rart fristed, som barnet kan besøge og som rækker ud
til barnet, så barnet ikke oplever at stå alene. Tilbuddet skal gives til de børn og unge, der ønsker det
og er i stand til det. Relationen vil skulle være båret af frivillighed og ønske om at skabe en varig
relation, der kan vare ved også efter anbringelsen.
I valget af venskabsfamilie vil kommunalbestyrelsen skulle lægge særligt vægt på
venskabsfamiliens mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer. Efter den foreslåede
stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om det vil være muligt at vælge en venskabsfamilie i
barnet eller den unges familie eller netværk. Kommunalbestyrelsen vil ved valg af en konkret
venskabsfamilie altid skulle vælge den venskabsfamilie, som bedst vil kunne imødekomme barnets
eller den unges behov. Barnet eller den unges behov for et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og
kontinuerlige relationer til voksne vil skulle tillægges vægt også i forbindelse med valg af
venskabsfamilie. Dette vil skulle sikre, at alle børn bliver tilbudt en venskabsfamilie i de tilfælde,
hvor det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere af de mere
familiære rammer, som en sådan venskabsfamilie indebærer.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter stk. 1 vil indebære at kommunalbestyrelsen skal tale med
barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, vedkommende har en særlig tillid til, og
som de selv kunne forestille sig kunne være venskabsfamilie.
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger
mulighederne for en venskabsfamilie i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil dels
betyde, at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage en venskabsfamilie. Der vil derfor
kunne være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at den eksisterende relation med en
familie bliver formaliseret ved at udpege denne som venskabsfamilie. Endvidere vil det betyde, at
der ikke vil være pligt til at give barnet en venskabsfamilie fra dennes netværk, hvis årsagen hertil
alene er, at det ikke er muligt for kommunen at finde en familie, som vurderes at være egnet til at
være venskabsfamilie til barnet, eller hvis den eller de familier, som vurderes egnede, ikke ønsker at
være venskabsbarnet for barnet eller den unge.
447
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0448.png
Hvis barnet identificerer en venskabsfamilie i sit netværk, vil det skulle overvejes, om familien vil
kunne udgøre en egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med positiv betydning for
barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 53 om
støtteperson til barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede
venskabsfamilie vil være hensigtsmæssig for barnet eller den unge at have som støtteperson efter
den foreslåede § 53, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle tage kontakt til familien for at afklare,
om familien eller personer i familien ønsker at være støtteperson for barnet. Der henvises til
bemærkningerne til § 53.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bevirke, at der ikke vil være pligt til at give barnet en
venskabsfamilie, hvis årsagen hertil alene er, barnet eller den unge ikke ønsker, at få en
venskabsfamilie.
Forinden at barnet accepterer en mulig venskabsfamilie, vil det altid skulle overvejes, om familien
vil kunne udgøre en egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med positiv betydning for
barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller den unge og venskabsfamilien kunne
udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke være
stillet krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og venskabsfamilien, en bestemt
mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge, støttepersonen og
kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget.
Det foreslås med
stk. 2,
at er det ikke muligt forud for anbringelsen, at finde en familie efter stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en familie uden for barnets
eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie under
anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil bevirke, at hvis det ikke muligt at finde en venskabsfamilie i
barnets netværk efter den foreslåede § 54, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i samarbejde med en
civilsamfundsorganisation skulle finde en mulig venskabsfamilie uden for barnets eller den unges
netværk. Dette vil skulle foregå i samarbejde med civilsamfundet. Det vil være op til
kommunalbestyrelsen i den konkrete sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil
være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde en venskabsfamilie til et konkret barn
eller en ung.
Det foreslås med
stk. 3,
der er ny, at kommunalbestyrelsen kan efter behov dække
venskabsfamiliens udgifter til telefon, transport og lignende.
448
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0449.png
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med udpegning af en venskabsfamilie efter de foreslåede
bestemmelser i § 54, stk. 1 og 2, skulle vurdere, om der er behov for at dække venskabsfamiliens
udgifter til transport, telefon eller andre lignende udgifter, således at manglende mulighed for at
betale for dette ikke kommer til at fungere som en barriere for, at kontakten kan vedligeholdes. Det
vil dog ikke være hensigten med bestemmelsen, at venskabsfamilien skal ansættes eller aflønnes af
kommunalbestyrelsen eller civilsamfundsorganisationen, da venskabsfamilien vil skulle styrke
barnets eller den unges forbindelse til en familie og personer, der har et personligt engagement
og/eller en følelsesmæssig forpligtelse over for barnets eller den unge.
Formålet med 54 er at udsatte børn får adgang til omsorg fra relationer, også uden for
anbringelsesstedet, igennem en venskabsfamilie.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 55
Det fremgår af § 66 a, 1. pkt., i serviceloven, at ved anbringelse af et barn eller en ung i en
plejefamilie skal kommunalbestyrelsen vælge den plejefamilie, der imødekommer barnets eller den
unges behov for støtte.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 55,
at ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie
skal kommunalbestyrelsen vælge den plejefamilietype efter §§ 57 og 58 og den konkrete
plejefamilie, der imødekommer barnets eller den unges behov for støtte, herunder eventuelle behov
som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.
Den foreslåede §
55
er således en videreførelse af servicelovens § 66 a, 1. pkt., med de sproglige
tilpasninger der følger af terminologien i barnets og så det dog præciseres, at bestemmelsen både
omhandler valg af plejefamilietype og den konkrete plejefamilie, hvor barnet eller den unge skal
anbringes samt præciseres, at der i udvælgelsen også skal tages hensyn til plejefamiliens
kompetencer i forhold til at imødekomme eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge.
Med bestemmelsen foreslås det, at kommunalbestyrelsen ved anbringelse af et barn eller en ung i en
plejefamilie vil skulle vælge den plejefamilietype og den konkrete plejefamilie, der imødekommer
barnet eller den unges behov for støtte, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 56
449
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0450.png
Det fremgår af § 66 c, stk. 1, i serviceloven, at når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn
eller en ung i en almen plejefamilie, en forstærket plejefamilie, en specialiseret plejefamilie eller en
netværksplejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4, skal den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
barnets eller den unges ophold hos plejefamilien, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, sørge for, at
plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at
plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse
med plejeopgavens omfang.
Det fremgår af § 66 c, stk. 2, i serviceloven, at støtten til plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal være
intensiv i begyndelsen af anbringelsen, dvs. i det første år, plejefamilien har barnet eller den unge
anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt være påbegyndt inden for
anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler imod. I de
tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for ét år fra anbringelsestidspunktet.
Det fremgår af § 66 c, stk. 3, i serviceloven, at støtten til plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal ydes
af en anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien.
Det fremgår af § 66 c, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier,
forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af
den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den
intensive støtte og om gennemførelse af kursus i det underliggende materiale til Socialstyrelsens tæt
støttede opstartsforløb forud for udbydelse af dette forløb til plejefamilier.
Det foreslås med
stk. 1,
at når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en
plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under
anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien
modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med
plejeopgavens omfang.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 1, i serviceloven. De
gældende regler for efteruddannelse og supervision til plejefamilier foreslås således videreført
uændret med de sproglige ændringer, der følger af barnets lov.
Hvilken kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i plejefamilien og
dermed forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse vil følge af §§ 9 og 9 a retssikkerhedsloven.
Supervision til plejefamilier vil ud over supervision til plejefamilien fra en fagperson i kommunen,
en kommunalt ansat psykolog eller en ekstern psykolog også kunne bestå af løbende råd og
vejledning til plejefamilien under anbringelsen.
Det foreslås med
stk. 2,
at støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal være intensiv i det første år,
plejefamilien har barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt
450
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0451.png
være påbegyndt inden for anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller
den unge taler imod. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for 1 år fra
anbringelsestidspunktet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 2, i
serviceloven.
Det er ofte i den første svære tid, efter at et barn er anbragt, at plejefamilier har behov for støtte.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres derfor kravet om, at den støtte, kommunen giver
plejefamilien under anbringelsen, skal være intensiv i begyndelsen af anbringelsen.
Formålet med dette krav er, at anbringelsen kommer godt fra start. Med intensivt menes, at støtten
til plejefamilien fra kommunen, skal være størst i omfang i begyndelsen af anbringelsen. Den
intensive støtte i begyndelsen af anbringelsen vil skulle bygge videre på grundkurset og klæde
plejefamilierne på i forhold til mere generelle temaer, der kendetegner dét at være plejefamilie, men
den intensive støtte vil også skulle være målrettet familiens konkrete behov i forhold til det nye
plejebarn, der er blevet anbragt hos dem.
Det foreslås med
stk. 3,
at støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal ydes af en anden person end den,
der aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 3, i
serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ikke må være samme person, der yder støtte til
plejefamilien under anbringelsen og aftaler honorering og vilkår med plejefamilien, f.eks. i
forbindelse med kontraktens indgåelse. Støtten til plejefamilien under anbringelsen vil for eksempel
kunne ydes af familieplejekonsulenter.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der bliver en adskillelse af økonomi og
supervision, råd og vejledning, så plejefamilien får et optimalt udbytte af den råd, vejledning og
supervision, som plejefamilien modtager fra kommunen under anbringelsen.
Det stilles ikke nærmere krav til, hvordan kommunerne konkret vil skulle organisere dette lokalt.
Kommunerne vil således have frihed til at indrette ordningen på den måde, de finder passer bedst
ind i den lokale organisering i øvrigt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommunerne fortsat kan anvende en kommunal
eller ekstern psykolog til at give alle deres plejefamilier eller en del af dem al den fornødne
supervision eller dele af den. Den foreslåede bestemmelse vil heller ikke ændre ved, at kommunen
kan anvende private aktører, der kan stå for eksempelvis den løbende efteruddannelse af
plejefamilier.
451
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0452.png
Det foreslås med
stk. 4,
social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision,
rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier,
specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive støtte i
begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om
gennemførelse af kursus.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 4, i
serviceloven.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 522 af 30. april 2019 om
plejefamilier (plejefamiliebekendtgørelsen).
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om
supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, forstærkede
plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive
støtte i begyndelsen af en anbringelse og om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive
støtte.
Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte, at kurset til
plejefamilier vil skulle omhandle det underliggende materiale til Socialstyrelsens tæt støttede
opstartsforløb.
Formålet med den foreslåede § 56 er overordnet at videreføre servicelovens regler for
efteruddannelse og supervision m.v., for plejefamilier, der efter gældende ret fremgår af
servicelovens § 66 c, således at kommunalbestyrelsen løbende gennemfører den fornødne
efteruddannelse, og sikrer, at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og
vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 57
Det fremgår af § 66 a, 2. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ved anbringelse af et barn
eller en ung i en plejefamilie kan vælge en netværksplejefamilie, jf. § 66 b, eller en af følgende
plejefamilietyper: almene plejefamilier dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og
sikre udvikling og trivsel for børn og unge med lette til moderate støttebehov; forstærkede
plejefamilier dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for
børn og unge med moderate til svære støttebehov; eller specialiserede plejefamilier dvs. familier,
der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære
støttebehov.
452
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0453.png
Det foreslås med
§ 57,
at et barn eller en ung kan anbringes i en af følgende plejefamilietyper:
almene plejefamilier, familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel
for børn og unge med lette til moderate støttebehov; forstærkede plejefamilier, familier, der er
godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til
svære støttebehov; eller specialiserede plejefamilier, familier, der er godkendt til at varetage
omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene redaktionelle ændringer af § 66
a, 2. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede § 57, nr. 1-3, foreslås det at opregne dels plejefamilietyperne, dels hvilke børn
de forskellige plejefamilietyper er godkendt til at kunne varetage omsorgen for defineret ud fra
børnenes støttebehov (lette, moderate eller svære).
En almen plejefamilie vil således ikke kunne modtage et barn eller en ung med svære støttebehov i
pleje. En specialiseret plejefamilie - derimod - vil godt kunne modtage et barn eller en ung i pleje
med moderate støttebehov, selvom familien er godkendt til at modtage børn og unge med svære
støttebehov. Det vil således ikke altid være hensigtsmæssigt, at en specialiseret plejefamilie, selvom
den er godkendt til børn eller unge med svære støttebehov, modtager flere børn eller unge i denne
kategori, da det kan sætte familien under et alt for stort pres, der kan få negative konsekvenser for
de børn og unge, der er anbragt der.
Det foreslås med
nr. 1,
at almene plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1, er plejefamilier,
der er godkendt til at levere en grundlæggende indsats bl.a. i form af et omsorgsfuldt familieliv, en
forudsigelig hverdagsstruktur og et stort engagement til et sårbart eller udsat barn eller ung med
lettere til moderate støttebehov. Almene plejefamilier vil kunne sikre udvikling og trivsel for barnet
eller den unge, håndtere omsorgsopgaver, opdragelse og et uproblematisk eller lettere problematisk
forældresamarbejde. Almene plejefamilier vil også kunne samarbejde med eksterne fagpersoner og
understøtte iværksatte supplerende støtte- eller behandlingsindsatser i hverdagen med barnet. Med
dette menes der, at den almene plejefamilie vil skulle være i stand til at forstå, sætte sig ind i og
bakke op om den støtte- eller behandlingsindsats, der er iværksat over for barnet i dagligdagen, men
ikke i en grad, der forudsætter en særlig viden eller bestemte faglige kompetencer. Almene
plejefamilier vil ikke være godkendt til børn med svære problematikker. Der kan undtagelsesvist
opstå behov for i en bestemt periode at indgå aftale med en almen plejefamilie om hel eller delvis
erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige forhold hos barnet eller den unge, der tilsiger dette. Det
gælder eksempelvis, hvis der er tale om anbringelse af et spædbarn.
Almene plejefamilier vil alene være omfattet af § 3 voksenansvarsloven, hvorefter der som led i
varetagelsen af den daglige omsorg kan foretages nødvendige indgreb i barnet eller den unges
selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesse.
453
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0454.png
En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har været udsat
for omsorgssvigt pga. forældrenes begrænsede overskud til stabil omsorg og stimulering f.eks. pga.
misbrug eller psykiske vanskeligheder. Plejefamilien vil have almene kompetencer til at yde
omsorg og støtte til barnet f.eks. i form af en struktureret og forudsigelig hverdag, der understøtter
skolegang og samvær med jævnaldrende børn.
En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har forsinket
sproglig og motorisk udvikling som følge af forældrenes fysiske helbred, og hvor der periodevis har
været begrænset overskud til omsorg og stimulering af barnet. Plejefamilien vil have kompetencer
til at yde omsorg for barnet og yde en målrettet indsats, der bringer barnet hen imod en
alderssvarende udvikling bl.a. i form af støtte til skolegang og ledsagelse til fritidsaktiviteter.
Det foreslås med
nr. 2,
at forstærkede plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 2, vil være
plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, som har moderate til svære
støttebehov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos
barnet eller den unge. Forstærkede plejefamilier vil have viden om børn med særlige behov og/eller
børn, der viser tegn på mistrivsel. Forstærkede plejefamilier vil kunne omsætte denne viden i
plejeforholdet i hverdagen på en måde, der tilgodeser barnets særlige problemstillinger.
Forstærkede plejefamilier vil i kraft af deres personlige og faglige kompetencer kunne sikre barnet
eller den unge udvikling og trivsel samt samarbejde med eksterne fagpersoner og medvirke til, at en
eventuelt iværksat supplerende støtte eller behandlingsindsats i forhold til barnet følges op i
hjemmet, således at barnet får de optimale muligheder for udvikling og trivsel. Med dette menes
der, at den forstærkede plejefamilie skal kunne spille en mere aktiv rolle i forhold til at følge
indsatsen op i hverdagen med barnet, f.eks. under vejledning fra professionelle behandlere eller
tilbud. Forstærkede plejefamilier vil alene være omfattet af § 3 i voksenansvarsloven, hvorefter der
som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretages nødvendige indgreb i barnet eller den
unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesse. Det vil i perioder kunne
være nødvendigt med en aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige behov
hos barnet, der tilsiger dette.
Forstærkede plejefamilier vil i forhold til specialiseringsgrad og kompetencer ligge et niveau over
almene plejefamilier og et niveau under specialiserede plejefamilier. Forstærkede plejefamilier vil
ligesom specialiserede plejefamilier kunne modtage børn i pleje, der ud over et behov for en
hverdag i familielignende rammer også har et behov for mere specialiseret støtte eller behandling,
herunder behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge,
samtidig med, at de bor i plejefamilien, men forstærkede plejefamilier vil som udgangspunkt ikke
selv skulle kunne yde egentlig specialiseret støtte eller behandling. Denne vil i stedet skulle gives af
fagprofessionelle udefra som en supplerende indsats samtidig med, at barnet bor i plejefamilien.
I brugen af ordet forstærket ligger således, at anbringelsen hos plejefamilien ikke nødvendigvis vil
være en tilstrækkelig indsats til barnet, men at der i perioder under anbringelsen kan være behov for
at tilbyde plejefamilien ”forstærkning”. Forstærkningen vil for eksempel kunne bestå i at sætte ind
454
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0455.png
med ekstra støtte til plejefamilien som led i kommunens pligt til at tilbyde plejefamilier supervision,
råd og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang efter den foreslåede bestemmelse
i § 56. Den vil også kunne bestå i, at der i perioder sættes ind med supplerende støtte eller
behandling til barnet samtidig med, at barnet bor i plejefamilien, jf. § 32. I sådanne perioder vil det
kunne være meningsfuldt at indgå en aftale med forstærkede plejefamilier om hel eller delvis
erhvervsbegrænsning, så plejefamilien vil kunne indgå i et samarbejde med eksterne fagpersoner
om støtten eller behandlingen og følge denne op i hjemmet.
En forstærket plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage en omsorgsvigtet ung
med angstproblematikker og højt skolefravær. Plejefamilien vil have erfaring med og viden om
unge, som har været udsat for omsorgssvigt, og vil kunne tilrettelægge en struktureret hverdag, der
tilgodeser den unge i tæt samarbejde med den unges skoletilbud og behandlingstilbud/psykolog.
En forstærket plejefamilie vil også kunne være en familie, der kan modtage et omsorgssvigtet barn
med selvskadende adfærd og selvmordstanker. Plejefamilien vil have erfaring og viden om børn,
der har været udsat for omsorgssvigt, og kan tilrettelægge en hverdag, der tilgodeser barnet i tæt
samarbejde med f.eks. en psykolog.
Det foreslås med
nr. 3,
at specialiserede plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 3, er
plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, der har svære støttebehov, herunder
eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har
mere specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel, men som samtidig vurderes at have
gavn af at bo i familielignende rammer. Specialiserede plejefamilier vil kunne sikre barnet eller den
unge udvikling og trivsel og vil have særlige kompetencer og kvalifikationer, som gør dem i stand
til at samarbejde med eksterne fagpersoner og tilbud samt indgå i supplerende støtte og behandling i
forhold til barnet. Der vil f.eks. kunne være tale om plejefamilier med solid erfaring med arbejdet
med udsatte børn og unge eller plejefamilier, som har særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer,
eksempelvis i form af kendskab til specifikke fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser om end
dette ikke er et krav. Specialiserede plejefamilier vil skulle kunne håndtere særlige behov eller
udfordringer hos barnet eller den unge og i nogle tilfælde også skulle kunne håndtere et kompliceret
forældresamarbejde, og det vil kunne være nødvendigt, at der laves aftale om hel eller delvis
erhvervsbegrænsning.
Specialiserede plejefamilier vil have adgang til at anvende fysisk guidning og afværgehjælp efter
voksenansvarslovens §§ 6 og 8 over for anbragte børn og unge med svære støttebehov.
Specialiserede plejefamilier vil ligesom forstærkede plejefamilier kunne indgå i et samarbejde med
andre fagprofessionelle om supplerende støtte eller specialiseret behandling til barnet, men det vil i
højere grad end for forstærkede plejefamilier kunne forventes, at de på grund af deres særlige
kompetencer og kvalifikationer også vil kunne indgå i selve behandlingen.
455
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0456.png
En specialiseret plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn med fysisk
og psykisk funktionsnedsættelse. Det kunne være et barn med opmærksomhedsforstyrrelser svær
eller dyb udviklingshæmning og epileptiske anfald, hvor barnet af og til bliver udadreagerende.
Plejefamilien vil måske have en særlig socialpædagogisk og sundhedsfaglig uddannelse eller indsigt
i og erfaring med målgruppen, og hvis der er tale om et barn med epilepsi vil plejefamilien kunne
skabe særlige skærmende rammer samt overvåge barnets epileptiske anfald.
En specialiseret plejefamilie vil f.eks. også kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har
været udsat for massivt omsorgssvigt, og hvor der er behov for akutanbringelse. Plejefamilien vil
eksempelvis have solid erfaring, pædagogisk uddannelse eller indsigt i målgruppen, herunder særlig
viden eller erfaring med sorg- og krisereaktioner og svært forældresamarbejde. Plejefamilien vil
have særlige kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med andre eksterne fagpersoner,
f.eks. børnehusene i forhold til at afdække barnets støttebehov.
Formålet med den foreslåede § 57 er at beskrive de forskellige plejefamilietyper. Det skal
understrege, at der er stor forskel på de børn, der anbringes i plejefamilier, og at det stiller
forskellige krav til plejefamiliernes kompetencer og karakteren og omfanget af den støtte, de har
brug for i løbet af anbringelsen. Beskrivelsen skal også understøtte kommunernes arbejde med at
matche barn og plejefamilie ved at gøre det klart, hvad der kendetegner de forskellige
plejefamilietyper og de opgaver, de godkendes til at kunne varetage. Beskrivelsen skal endvidere
medvirke til at skabe en øget bevidsthed og opmærksomhed omkring det forhold, at en anbringelse i
en plejefamilie i mange tilfælde ikke vil være en tilstrækkelig indsats for et anbragt barn. Derfor
skal kommunerne altid vurdere behovet for supplerende støtte til barn og plejefamilie i forbindelse
med anbringelsen og løbende som den skrider frem.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 58
Det fremgår af § 66 b, stk. 1, i serviceloven, at netværksplejefamilier skal være godkendt som
konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune.
Det fremgår af § 66 b, stk. 2, i serviceloven, at den kommunalbestyrelse, der godkender
netværksplejefamilien som konkret egnet, jf. § 66 b, stk. 1, i forbindelse med godkendelsen skal
tilbyde plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.
Det fremgår af § 66 b, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser om godkendelse som
netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt ung ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
456
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0457.png
Det fremgår af § 66 b, stk. 6, i serviceloven, at en familie, der har haft et barn midlertidigt placeret
efter § 32 a i adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet, hvis retten
ophæver Ankestyrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse, jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier, om dækning af
netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og
regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf. § 66 b, stk. 4.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebekendtgørelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at en netværksplejefamilie skal være godkendt som konkret egnede i
forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer
afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 66 b,
stk. 1, i serviceloven.
At en netværksplejefamilie skal godkendes som konkret egnet vil sige, at familien vil skulle
vurderes til at være egnet til at modtage ét bestemt barn, men at det ikke vil være relevant, om
familien vil kunne modtage andre børn.
I kommunens vurdering af, om der er tale om en netværksplejefamilie eller eksempelvis en almen
plejefamilie, der skal generelt godkendes af socialtilsynet, vil det være afgørende, at der lægges
vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige
relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som
anbringelsessted, vil der være tale om en netværksanbringelse. I netværksanbringelser vil barnets
kontakt og relation til familien desuden kunne tillægges større betydning end eksempelvis familiens
alder, erfaring og uddannelsesmæssige baggrund. Med den foreslåede stk. 1 vil relationen mellem
netværksplejefamilien og det pågældende barn eller unge kunne være etableret igennem den
pågældende plejeforælder/-families professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale
problemer. Barnet eller den unge vil således kunne blive anbragt i netværkspleje hos f.eks. sin
støttepædagog eller andre, hvis der lægges vægt på den personlige relation mellem den potentielle
plejeforælder/-familie og barnet eller den unge. Det centrale vil være, at der er en vis tilknytning
mellem barnet og familien – eller alternativt, at det vurderes, at der kan komme dette, f.eks. ved
anbringelser af spædbørn, men relationen vil kunne udspringe af en professionel relation.
Kriteriet for, at en netværksplejefamilie vil kunne godkendes vil være, at familien skal have de
fornødne ressourcer til at give det konkrete barn eller den unge den støtte og omsorg, som barnet
eller den unge har behov for, herunder eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, evt. suppleret med den nødvendige
professionelle behandling udefra. Det er hensigten, at målgruppen for netværksplejeanbringelser vil
457
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0458.png
være børn eller unge, der ellers skulle have været anbragt i familiepleje. Netværksplejefamilier vil
derfor ikke kunne godkendes til børn og unge med så omfattende støtte- eller behandlingsbehov, at
de falder i målgruppen af børn og unge, der skal anbringes på en specialiseret døgninstitution eller
opholdssted. En netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn samtidig, f.eks.
søskende. Netværksplejefamilien vil i de tilfælde skulle have en godkendelse for hvert enkelt barn.
Det foreslås med
stk. 2,
at den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien, skal
tilbyde netværksplejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 2, i
serviceloven.
Der forventes fastsat nærmere regler om grundkurset i den bekendtgørelse, der foreslås udstedt med
hjemmel i forslagets § 58, stk. 5. Det forventes, at disse regler vil være en videreførelse af de
bestemmelser, der efter gældende ret fremgår af § 11 i plejefamiliebekendtgørelsen. Det fremgår
heraf, at den kommunalbestyrelse, der godkender familien som netværksplejefamilie, skal sørge for,
at familien deltager i et grundkursus, der giver dem den fornødne information og viden om at være
plejefamilie. Det fremgår videre, at kurset skal gives i forbindelse med godkendelsen og har til
formål at opkvalificere familien og mindske risikoen for, at anbringelsen bryder sammen, samt at
grundkurset derfor både skal give den kommende netværksplejefamilie viden om, hvilken opgave
de går ind til og redskaber til at løse opgaven. Endelig fremgår, at netværksplejefamilier har pligt til
at gennemføre et grundkursus, at kurset omfatter begge plejeforældre, og at grundkurset som
minimum skal have en varighed svarende til fire hele kursusdage. Der forventes ikke i forbindelse
med udstedelsen af bekendtgørelsen med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, ændringer i disse regler.
Der forventes ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, at der med hjemmel i forslagets § 58,
stk. 5, vil blive regler om, at kurset som minimum ville skulle omhandle følgende tre aspekter. For
det første vil kurset skulle omhandle omsorg for og opdragelse af børn, herunder forståelse for
anbragte børns særlige situation og eventuelle forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelsen for
relationen mellem plejefamilie, plejebarn og plejefamiliens egne børn. For det andet vil kurset
skulle omhandle samarbejdet med barnets forældre, herunder hvordan barnets og forældrenes
relation støttes. For det tredje vil kurset skulle omhandle plejefamiliens rolle i samarbejdet med de
professionelle omkring barnet/den unge.
Det foreslås med
stk. 3,
at afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn
eller en bestemt ung ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 3, i
serviceloven. Der foreslås med den foreslåede bestemmelse ikke ændret ved, at afgørelse om afslag
på en godkendelse som netværksplejefamilie ikke kan påklages.
458
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0459.png
Det foreslås med
stk. 4,
at en familie, der har haft et barn midlertidigt placeret efter § 32 a i
adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet, hvis retten ophæver
Ankestyrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 6, i
serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at såfremt et barn har været midlertidigt placeret hos
godkendte adoptionsansøgere efter § 32 a i adoptionsloven, og domstolene ophæver Ankestyrelsens
afgørelse om, at barnet skal adopteres uden samtykke, vil barnet kunne blive boende hos familien
ved, at familien bliver netværksplejefamilie for barnet. Kommunalbestyrelsen vil i hvert enkelt
tilfælde skulle foretage en vurdering af, hvorvidt det er til barnets bedste at blive anbragt i
netværkspleje hos familien i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
anbringelse af barnet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er begrundet i behovet for at skabe kontinuitet og en tryg og
stabil opvækst for barnet, hvor barnet oplever så få skift som muligt. Barnet vil have været
midlertidigt placeret hos familien under domstolenes behandling af sagen, hvilket kan være op imod
to år, og således have knyttet bånd til familien. Disse bånd bør af hensyn til barnets bedste ikke
brydes, uanset at der træffes afgørelse om, at barnet ikke kan adopteres uden samtykke.
Det foreslås med
stk. 5,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse,
jf. § 58, stk. 1, og om grundkursus til netværksplejefamilier.
Den foreslåede bestemmelse er således en delvis videreførelse af § 66 b, stk. 7, i serviceloven,
således at bemyndigelsen dækker over regler om godkendelse af og grundkursus til
netværksplejefamilier. Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 viderefører social- og ældreministerens
adgang til at fastsætte nærmere regler om visse forhold angående netværksplejefamilier.
Bemyndigelse til at fastsætte de resterende forhold som nævnt i servicelovens § 66 b, stk. 7, er
videreført i § 59, stk. 4. Bestemmelsen ændrer således ikke på gældende ret.
Endvidere forventes at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, i lighed med efter gældende ret vil
blive fastsat regler om, at grundkurset kun skal gennemføres i forbindelse med
netværksplejefamiliens første godkendelse. Ansøger familien om en ny godkendelse efter en
periode uden godkendelse, skal grundkurset således ikke gennemføres på ny. Dog kan den
godkendende myndighed stille krav herom, hvis særlige forhold gør sig gældende.
Endvidere forventes at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, i lighed med efter gældende ret vil
blive fastsat regler om, at det vil være en forudsætning for netværksplejefamilier, at familien
gennemfører grundkurset i forbindelse med godkendelsen, samt at hvis en netværksplejefamilie
modtager et barn eller en ung, inden grundkurset er gennemført, vil grundkurset skulle gennemføres
hurtigst muligt herefter.
459
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0460.png
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om
godkendelse af og grundkursus til netværksplejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at videreføre servicelovens regler for
netværksplejefamilier. Bestemmelsen har til formål at sikre, at et barn eller en ung, der har brug for
et nyt hjem, kan komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 59
Det fremgår af § 66 b, stk. 4, i serviceloven, at den kommunalbestyrelse, der har godkendt
netværksplejefamilien, ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 55, stk. 4, i serviceloven, skal
dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den
unge boende. Det fremgår videre, at op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt kan dækkes som
øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en
konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Det fremgår af § 66 b, stk. 5, i serviceloven, at afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære
omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan påklages efter reglerne i kapitel 10 i
retssikkerhedsloven.
Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse, jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier, om dækning af
netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og
regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf. § 66 b, stk. 4.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliefamiliebekendtgørelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, skal
ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 197, dække netværksplejefamiliens øvrige og
ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn
eller ung årligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation.
Netværksplejefamilier kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 4, i
serviceloven.
Det vil være op til den anbringende kommune konkret at vurdere behovet for dækning af eventuelle
omkostninger, ud over kost og logi, jf. det foreslåede stk.1, for hver enkelt netværksplejefamilie.
460
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0461.png
Kommunens dækning af omkostninger til netværksplejefamilier vil være skattefri, hvis
godtgørelsen er til dækning af nærmere bestemte omkostninger, jf. ligningslovens § 7, nr. 9.
Med stk. 1,
1. og 2. pkt.,
foreslås det, at den kommunalbestyrelse, der har godkendt
netværksplejefamilien, ud over kost og logi, jf. den foreslåede §197, også vil skulle dække
netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge
boende. Op til 20.000 kr. pr. barn vil årligt kunne dækkes som øvrige omkostninger uden
forevisning af dokumentation.
Netværksplejefamiliers omkostninger ud over kost og logi, jf. den foreslåede § 197, vil skulle
dækkes. Den foreslåede bestemmelse om dækning af øvrige omkostninger op til 20.000 kr. uden
forevisning af dokumentation muliggør, at omkostninger under denne beløbsgrænse kan dækkes
skattefrit uden nærmere konkretisering.
Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer af kommunernes praksis for
dækning af netværksplejefamiliers omkostninger.
Det vil fortsat være op til den enkelte kommune, hvordan den i praksis vil administrere dækningen
af netværksplejefamiliernes øvrige omkostninger, herunder om der skal tages stilling til dækningen
af familiens øvrige omkostninger i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung i familien
og eventuelt være en årlig genvurdering af behovet, og/eller om der kan/skal kunne ansøges om
dækning af øvrige omkostninger løbende.
Kommunen vil i lighed med gældende ret kunne kræve dokumentation for, at barnet eller den unge
har et behov, som medfører øvrige omkostninger, samt vurdere hvor meget det kan forventes at
beløbe sig til, men kommunen vil altså ikke efterfølgende kunne kræve fremvisning af kvitteringer
for at udgifterne er afholdt.
Det vil således ikke være alle netværksplejefamilier, der vil få udbetalt et beløb til dækning af
eventuelt øvrige omkostninger, men alene dem, hvor kommunen efter en konkret og individuel
vurdering har fundet, at der er et behov hos barnet eller den unge, som ligger ud over det, der
dækkes af kost og logi. Det vil f.eks. kunne være løbende faste ekstra udgifter, primært til særlige
behov hos barnet såsom medicin, vådliggerudstyr eller lignende. Udbetalingen til
netværksplejefamilien vil kunne være månedlig og/eller evt. bestå af enkeltstående mindre
engangsudbetalinger.
Med stk. 1,
3. pkt.,
foreslås det, at netværksplejefamilier efter en konkret vurdering kan få hel eller
delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Kommunen vil i lighed med efter gældende ret have mulighed for at yde godtgørelse for tabt
arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier. Godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste vil kunne gives i
461
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0462.png
de tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge konkret betyder, at netværksplejeforældre ikke
har mulighed for at passe deres almindelige arbejde eller må gå ned i arbejdstid. Det vil f.eks. kunne
være nødvendigt, at den ene plejeforælder i en periode tager orlov fra sit arbejde, hvis det barn, der
skal anbringes i pleje, er et spædbarn, der endnu ikke er i dagtilbud. Der vil også kunne være tale
om et barn, der har behov for en særlig opmærksomhed fra plejeforældrene, der betyder, at de i
indkøringsfasen tager helt eller delvist orlov.
Det forudsættes dog, at dette kun vil finde sted, når hensynet til barnet eller den unge gør det
nødvendigt. Hovedreglen vil være, at netværksplejefamilien lader barnet eller den unge indgå i den
hverdag, familien havde før anbringelsen. Hvis barnet eller den unge har et særligt behov for støtte,
bør dette som udgangspunkt ydes professionelt, dvs. ikke af netværksplejefamilien, men af andre
professionelle, som kommunen betaler for denne ydelse.
Der er fastsat nærmere regler vedrørende dækning af tabt arbejdsfortjeneste for
netværksplejefamilier i plejefamiliebekendtgørelsen. Det forventes, at disse regler ligeledes vil blive
videreført uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås med
stk. 2,
der er ny, at netværksplejefamilien kan frabede sig kompensation efter stk.
1.
Bestemmelsen vil skulle gøre det muligt for netværksplejefamilier, at frasige sig økonomisk
kompensation, hvis de ikke ønsker at modtage den eller de mener, at de ikke har behov for det.
Det foreslås med
stk. 3,
afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om
dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter de foreslåede bestemmelser i § 59, stk. 1, kan påklages til
Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 5, i
serviceloven. Der foreslås dermed ikke ændringer i netværksplejefamiliers adgang til at klage over
afgørelser om dækning af øvrige omkostninger ved at have barnet boende og om dækning af tabt
arbejdstjeneste.
Det foreslås med
stk. 4,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af
netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og beregning og
regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 7, i
serviceloven. Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 viderefører social- og ældreministerens adgang til
at fastsætte nærmere regler om visse forhold angående netværksplejefamilier. Bestemmelsen ændrer
således ikke på gældende ret.
462
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0463.png
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om
dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om
beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at videreføre servicelovens regler for dækning af
netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 60
Det fremgår af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den
fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Det fremgår af § 66 d, stk. 2, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om faglig støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller en ung,
der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebekendtgørelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til
netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i
serviceloven.
Netværksplejefamiliers ret til faglig støtte vil ligge ud over retten og pligten til efteruddannelse og
supervision efter den foreslåede § 56, stk. 1. Formålet med den faglige støtte vil være at understøtte
en stabil anbringelse ved at målrette støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov.
Støtten vil for eksempel kunne være råd eller vejledning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte
til at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie. Støtten vil også kunne bestå af
samtaler med fagpersoner på området (for eksempel familieplejekonsulenter, familiebehandlere,
sagsbehandlere m.v.), kurser eller undervisning, der kan støtte netværksplejefamilien i at
imødekomme barnets eller den unges behov.
Den faglige støttes omfang og indhold vil skulle fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af
en konkret vurdering af den enkelte netværksplejefamilies behov herfor. Det vil være
hensigtsmæssigt at dette sker i dialog med netværksplejefamilien selv. Behovet for faglig støtte kan
variere i perioder, eksempelvis vil omfanget af støtte kunne stige i perioder med store konflikter
med barnets eller den unges biologiske forældre og falde igen, når disse er håndteret.
463
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0464.png
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om faglig støtte
til netværksplejefamilier.
Der er således tale om en videreførelse af den del af social- og ældreministerens bemyndigelse i §
66 d, stk. 2, i serviceloven, der omhandler fastsættelse af nærmere regler om faglig støtte til
netværksplejefamilier.
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om
faglig støtte til netværksplejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 60 er overordnet at sikre at netværksplejefamilier vil få en faglig
støtte, som kan understøtte en stabil anbringelse for barnet eller den ungeved at målrette støtten til
den enkelte netværksplejefamilies behov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 61
Det fremgår af § 63 a, stk. 1, i serviceloven, at børn- og unge-udvalget kan træffe afgørelse om
anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner,
jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i § 63 a, stk. 2, er
opfyldt. Det fremgår af § 63 a, stk. 2, i serviceloven, at delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år efter servicelovens §
66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at
kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge fysisk.
Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig
skade på grund af kriminel adfærd hos barnet eller den unge, misbrugsproblemer hos barnet eller
den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Det fremgår af § 63 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, og at børn- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om
at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 a, stk. 2, i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung
mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. de foreslåede §§ 46 og 47, på en delvis lukket døgninstitution
eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, når det er afgørende for den socialpædagogiske
behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den
unge fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd hos barnet eller den unge, misbrugsproblemer hos
barnet eller den unge og andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
464
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0465.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene redaktionelle ændringer af § 63
a, stk. 1 og 2, i serviceloven.
Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller
afdeling efter den foreslåede bestemmelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen, og afgørelse herom vil alene kunne træffes, når betingelserne for anbringelse
på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en delvis lukket afdeling eller institution vil
kunne træffes på samme møde, som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbringelse uden
for hjemmet uden samtykke. Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet skal dog træffes først og
efter en selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 47,
50 og 51.
Delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger vil kun kunne anvendes for børn og unge fra tolv år
og til og med sytten år og er målrettet børn og unge med negativ og udadreagerende adfærd,
misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for et længerevarende behandlingsforløb.
Kriterierne for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger vil således være knyttet
til barnet eller den unge og ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene.
Formålet med institutionstypen vil være at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et
barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det
afgørende for anvendelse af denne type institution vil således være, at det vurderes, at det er
påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge
tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det. Det vil f.eks. kunne
være, hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra institutionen, eller hvis
barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en
socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller
den unge om at opgive sit forehavende. Det vil ikke være en forudsætning for anvendelse af
institutionstypen, at den anbringende kommune tidligere har forsøgt anbringelse af barnet eller den
unge på en åben institution, eller at barnet eller den unge tidligere er rømmet eller har begået
kriminalitet.
De øgede muligheder for magtanvendelse, der vil eksistere på en delvis lukket døgninstitution eller
afdeling, vil være begrænset til de perioder, hvor barnet eller den unge har behov for en intensiv
indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling.
Den foreslåede bestemmelsen angiver desuden, at yderdøre og vinduer vil kunne aflåses i perioder,
og at børn og unge vil kunne fastholdes fysisk på delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger.
Det følger af gældende ret efter voksenansvarslovens § 12, at anbragte børn og unge kan
tilbageholdes på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger ved at yderdøre og
vinduer aflåses i perioder. I praksis vil muligheden for tilbageholdelse af det enkelte barn eller den
465
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0466.png
enkelte unge i form af periodevis aflåsning af yderdøre og vinduer kunne ske ved, at der på
institutionen er en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdøre og vinduer.
Ved fysisk fastholdelse forstås, at der fysisk tages fast i barnet eller den unge i en kortere periode
eller at den pågældende mandsopdækkes. Det følger af gældende ret efter voksenansvarslovens §
13, at anbragte børn og unge kan fastholdes fysisk på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger uanset om betingelserne for at anvende fysisk magt efter voksenavnsvarslovens
§ 9 er opfyldt. Der vil således være adgang til at anvende mere magt end ved fysisk magtanvendelse
efter § 9 i voksenansvarsloven. Den fysiske magtanvendelse må dog ikke erstatte omsorg og
socialpædagogisk behandling, og den må alene anvendes, når det har afgørende betydning f.eks. for
at forhindre barnet eller den unge i at rømme, begå kriminalitet, indtage euforiserende stoffer eller
deltage i banderelaterede aktiviteter. Når barnet eller den unge fastholdes, skal indgrebet være
proportionalt med det, der skal opnås med indgrebet.
Der er ikke med den foreslående bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen
af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner. Det foreslås endvidere, at social- og ældreministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at børne- og ungeudvalget i særlige situationer kan træffe afgørelse om at
anbringe et barn, der er yngre end tolv år, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket
afdeling på en døgninstitution.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 a,
stk. 4, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold til
gældende ret.
Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om, i hvilke situationer de anbragte børn og
unge kan tilbageholdes eller fysisk fastholdes, hvornår der kan gives udgangsforbud samt begrænset
adgang til frisk luft, og hvornår der skal foretages indberetning.
Formålet med den foreslåede § 61 og den deri hjemlede mulighed for anbringelse på delvis lukkede
døgninstitutioner og afdelinger er kunne at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et
barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det
afgørende for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger er, at det vurderes, at det
er påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller den
unge kan fastholdes eller tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for
det.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 62
466
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0467.png
Det fremgår af § 63 b, stk. 1, i serviceloven, at børn- og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at
anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på sikrede døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. §
52, stk. 1, og § 58 i serviceloven, når betingelserne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt.
Det fremgår af § 63 b, stk. 2, i serviceloven, at en sikret døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 7,
alene må anvendes til børn og unge, når det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den
unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved
andre mere lempelige forholdsregler, det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for
at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, det på baggrund af den
indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et
længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution, opholdet træder i
stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i
straffuldbyrdelsesloven, og betingelserne i § 63 b, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt,
opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, eller der er tale om udlændinge
under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændingeloven.
Det fremgår af § 63 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis betingelserne i § 63 b, stk. , nr. 1-3, eller § 16,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt
15 år, og som er anbragt på en åben døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i serviceloven, hvortil der
også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller dennes
stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen uden for
hjemmet, træffe midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution. Overførslen
kan iværksættes straks. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i
opholdskommunen til afgørelse, jf. § 63 b, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 6.
Det fremgår af § 63 b, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de
nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.
Efter § 63 b, stk. 5, i serviceloven kan social- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om
anvendelsen af sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte
de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse, og at børn- og ungeudvalget kan træffe
afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 b, stk. 1, i særlige situationer i forhold til børn
under 12 år.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i bekendtgørelse nr. 810 af 13. august
2019 om voksenansvar for anbragte børn og unge (voksenansvarsbekendtgørelsen).
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung
mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. de foreslåede §§ 46 og 47, på en sikret døgninstitution, hvis
en af følgende betingelser er opfyldt: Det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den
unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved
467
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0468.png
andre mere lempelige forholdsregler; Det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet
for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling; eller det på baggrund
af den indledende iagttagelsesperiode efter fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et
længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 b,
stk. 1, nr. 1-3 og stk. 2, i serviceloven. Af den foreslåede bestemmelse følger, at børn og unge kan
anbringes på sikrede døgninstitutioner som følge af sociale årsager.
Det er børne- og ungeudvalget, der vil kunne træffe afgørelse om anbringelse af børn og unge på
sikrede døgninstitutioner af sociale årsager, når betingelserne, jf. de foreslåede bestemmelser i § 62,
stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Efter disse betingelser vil anbringelse på sikrede døgninstitutioner af
sociale årsager således kunne ske, når det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den
unge skader sig selv eller andre, og faren ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere
lempelige forholdsregler, når det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at
tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, eller når det på baggrund af
den indledende iagttagelsesperiode er slået fast at det er absolut påkrævet, at iværksætte et
længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.
Et barn eller en ung vil kunne anbringes på en sikret institution af sociale årsager, jf. bestemmelsens
stk. 1, nr. 1-3, når det er absolut påkrævet. Kriteriet indebærer, at andre lempeligere foranstaltninger
ikke nødvendigvis vil skulle have været prøvet, hvis de på forhånd vurderes at være utilstrækkelige.
Anvendelse af en sikret døgninstitution vil således eksempelvis kunne være relevant i forbindelse
med meget udadreagerende børn og unge, som kan være vanskelige at rumme på åbne
anbringelsessteder.
Det foreslås med
stk. 2,
at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år endvidere vil kunne anbringes på
en sikret døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: Opholdet træder i stedet for
varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven; Opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 1, i
straffuldbyrdelsesloven, og betingelserne i den foreslåede § 62, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er
opfyldt; Opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje; Opholdet
er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven; barnet eller den unge under 15 år er
omfattet af udlændingelovens §§ 36 eller 37 eller hjemrejselovens § 16 for udlændinge uden lovligt
ophold; eller barnet eller den unge er omfattet af udlændingelovens § 62 l.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 b,
stk. 1, nr. 4-7 og stk. 2, i serviceloven.
Af den foreslåede bestemmelse følger, at børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner
via retssystemet som led i varetægtssurrogat, afsoning af dom eller en ungdomssanktion. Herudover
følger, at frihedsberøvet udlændinge under femten år kan anbringes på en sikret døgninstitution.
468
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0469.png
Modsat afgørelser om anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter bestemmelsen i den foreslåede
§ 62, stk. 1, træffes afgørelser efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 2, ikke af børne- og
ungeudvalget.
Anbringelse af børn og unge på sikrede institutioner vil, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 1-3,
kunne ske i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, som led i afsoning jf. § 78, stk.
2, i straffuldbyrdelsesloven, når betingelserne i forslagets § 62, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er
opfyldt, eller når opholdet er et led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven. Desuden vil
børn og unge under 15 år, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 4, kunne anbringes i sikrede
institutioner, når de er omfattet af udlændingelovens §§ 36 eller 37 eller § 16 i lov om hjemrejse for
udlændinge uden lovligt ophold. Endeligt vil børn og unge, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 5,
kunne anbringes i sikrede institutioner, når de er omfattet af udlændingelovens § 62 l.
Efter hjemrejselovens § 14, stk. 3, og § 15, stk. 2, finder lov bestemmelser i rettens pleje om
varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt anvendelse. Dette er
eksempelvis retsplejelovens § 765. Såfremt en mindreårig udlænding varetægtsfængsles i medfør af
§§ 14 og 15 i lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold, vil de således kunne omfattes
af § 765 i lov om rettens pleje, og således være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 62, stk.
nr. 2, 1.
Ophold på en sikret døgninstitution vil skulle være påbegyndt før det fyldte 18. år. Det følger af
gældende ret, jf. § 1, stk. 2 i voksenansvarsbekendtgørelsen, at ophold i en sikret døgninstitution
som led i ungdomssanktionen, jf. servicelovens stk. 1, nr. 6, vil kunne påbegyndes efter det fyldte
attende år, hvis kriminaliteten er begået inden det fyldte attende år. Ophold i en sikret
døgninstitution som led i ungdomssanktionen efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 3,
og efter gældende ret, vil kunne påbegyndes efter det fyldte 18. år, hvis kriminaliteten er begået
inden det fyldte 18. år.
Den tidligere henvisning til udlændingelovens §§ 36 og 37 er således rettet til § 16 i Lov om
hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven), jf. lov nr. 982 af 26. maj 2021 som
ændret ved § 4 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021. Det fremgår af § 16 i hjemrejseloven, hvornår en
udlænding i Danmark kan frihedsberøves.
Det foreslås med
stk. 3,
at hvis betingelserne i forslagets § 62, stk. 1, nr. 1-3 eller § 16, stk. 1, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som
er anbragt på en åben døgninstitution, jf. § 5k, stk. 1, nr. 7, hvortil der også er knyttet en sikret
døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset hvilket
anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen, træffe midlertidig beslutning om
overførsel af barnet eller den unge til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan iværksættes
straks.
469
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0470.png
Beslutningen herom skal straks forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. forslagets § 62,
stk. 1, i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 63 b, stk. 3, i serviceloven, med
redaktionelle ændringer. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold
til gældende ret.
Det foreslås med
stk. 4,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen
af sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere
rammer og vilkår for den konkrete anbringelse, og at børne- og ungeudvalget i særlige situationer
kan træffe afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end 12 år, på en sikret døgninstitution.
Bemyndigelsen er anvendt ved voksenansvarsbekendtgørelsen.
Formålet med den foreslåede § 62 og dermed sikrede døgninstitutioner som institutionstype er
overordnet at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få
barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 63
Det fremgår af § 63 c, stk. 1, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at
anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på særligt sikrede afdelinger, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. §
52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i § 63 c, stk. 2 er opfyldt.
Det fremgår af § 63 c, stk. 2, at en særligt sikret afdeling efter § § 66, stk. 1, nr. 7, alene må
anvendes til børn og unge, når der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution
efter § 63 b, stk. 2, anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet
barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort
ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og der i forhold til
barnet eller den unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig lægefaglig vurdering af,
at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Det fremgår af § 63 c, stk. 3, i serviceloven, at lederen af en sikret døgninstitution eller dennes
stedfortræder, hvis betingelserne i § 63 c, stk. 2, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, uafhængigt af om der på
den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, kan træffe midlertidig beslutning om
overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-
udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. § 63 c, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 7.
470
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0471.png
Det fremgår af § 63 c, stk. 5, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om forholdene på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder om
kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete
anbringelse samt om orientering af forældremyndighedsindehaveren.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung
mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. forslagets §§ 46 og 47, på en særligt sikret afdeling, hvis
følgende betingelser er opfyldte: Der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret
døgninstitution efter forslagets § 62, stk. 1; Anbringelse på en sikret døgninstitution ikke er eller vil
være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk
afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold på en sikret døgninstitution uforsvarligt; og
der, hvis barnet eller den unge har en psykisk afvigende adfærd, foreligger en skriftlig lægefaglig
vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 c,
stk. 1 og 2, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige
ændringer i forhold til gældende ret.
Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en særligt sikrede afdeling efter den
foreslåede bestemmelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, og
afgørelse herom vil alene kunne træffes, når betingelserne for anbringelse på en særligt sikrede
afdeling er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en særligt sikrede afdeling vil kunne træffes
på samme møde, som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet
uden samtykke. Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet skal dog træffes først og efter en
selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 47, 49, 50 og
51.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis betingelserne i den foreslåede § 63, stk. 1 eller § 17, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen
af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af om der på den sikrede
døgninstitution er en særligt sikret afdeling, træffe midlertidig beslutning om overførsel til en
særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børne- og ungeudvalget til
afgørelse, jf. forslagets § 63 stk. 1, i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 c,
stk. 3, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige
ændringer i forhold til gældende ret.
471
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0472.png
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at lederen af en sikret døgninstitution eller dennes
stedfortræder, uafhængigt af at der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, vil
kunne træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom
skal straks forelægge børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1 i den kommune der har truffet
afgørelse om anbringelse.
Efter § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan anbringelse efter § 14 for unge
i alderen 12 til 17 år ske på en sikret døgninstitution, når en af betingelserne i bestemmelsens stk. 1,
nr. 1-3 er opfyldt. Disse er: at det er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv
eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige
forholdsregler; at det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et
grundlag for den videre socialpædagogiske behandling; eller at det på baggrund af den indledende
iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende
behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution. Efter § 16, stk. 2, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil bestemmelsen i servicelovens § 63 b, stk. 4, også skulle
finde anvendelse.
Efter § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan anbringelse efter § 14 for unge
i alderen 12 til 17 år ske på en særligt sikret afdeling, når den unge opfylder betingelserne for
anbringelse efter § 16, men anbringelse på en sikret døgninstitution ikke er eller vil være
tilstrækkelig, idet den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har
gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt. Er der tale om
en ung med psykisk afvigende adfærd, skal der foreligge en skriftlig lægefaglig vurdering af, at den
unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdene
på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at
fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om orientering af
forældremyndighedsindehaveren.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 63 c, stk. 5, i
serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i
forhold til gældende ret.
Den foreslåede bestemmelsen vil i lighed med efter gældende ret, bemyndige social- og
ældreministeren til at fastsætte nærmere regler for anbringelse på, varigheden af og forholdene
under anbringelse på en særligt sikret afdeling. Hjemlen forventes blive anvendt til at fastsætte
regler om varigheden af ophold i en særligt sikret afdeling, ophold uden for en særligt sikret
afdeling og adgang til frisk luft samt screening af børn og unge på særligt sikrede afdelinger.
472
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0473.png
Formålet med den foreslåede § 63 og dermed de særligt sikrede afdelinger som institutionstype er
overordnet, at kunne modtage børn eller unge, der har mere massive udfordringer end de børn og
unge, der placeres på almindelige sikrede døgninstitutioner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 64
Det fremgår af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge
på sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer.
Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.
Det fremgår af § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler
om screeningens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af voksenansvarsbekendtgørelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at børn og unge, der er anbragt på
sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 63 b, stk. 2, eller § 63 c, stk. 2, i lov
om social service, eller § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
og som ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning, skal tilbydes screening med
henblik på at få afdækket et eventuelt behov for psykiatrisk udredning, jf. § 57 d, stk. 2, i lov om
social service.
Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen forudsætter
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 15 år.
Det fremgår af § 14, stk. 3, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at i forbindelse med anbringelsen
fremsender kommunen til den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling sagsakter, der
har relevans for screeningen.
Det fremgår af § 14, stk. 4, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen skal være påbegyndt
senest 1 måned efter anbringelsen på den sikrede døgninstitution eller den særligt sikrede afdeling.
Det fremgår af § 14, stk. 5, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen skal foretages af en
psykolog, en sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller en person med lignende baggrund eller
efteruddannelse. Screeningen skal have et omfang og en kvalitet, der kan angive, om der er behov
for en psykiatrisk udredning.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede
institutioner og særligt sikrede afdelinger tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske
473
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0474.png
problemer. Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er
fyldt 15 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 57 d, stk. 2, i
serviceloven, således at særligt sikrede afdelinger fremgår af bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre at alle børn og
unge, der anbringes på sikrede døgninstitutioner, får et tilbud om screening med henblik på at
afdække eventuelle psykiatriske problemer. Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med
forarbejderne til § 57 d, stk. 2, i serviceloven, eventuelt i samarbejde med regionen, hvis det er
regionen, der driver den sikrede døgninstitution, skulle sørge for at tilbuddet etableres, og at
tilbuddet gives som led i en fast procedure på den sikrede døgninstitution, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat side 14.
Screeningen vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 2, i serviceloven skulle
foretages med henblik på at afdække et eventuelt behov for psykiatrisk udredning og behandling.
Samtidig vil screeningen give mulighed for, at den socialpædagogiske behandling kan tilpasses
eventuelle psykiatriske problemstillinger.
Screeningen vil skulle have en sådan kvalitet, at den er velegnet til at foretage en vurdering af,
hvorvidt der skal ske en henvisning til psykiatrisk udredning og behandling i den behandlende
psykiatri, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 57 d,
stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14-15.
Screeningen vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne sidestilles med en omfattende
psykiatrisk udredning, men vil alene være en metode, som kan angive, hvorvidt der kan være
psykiatriske problemstillinger.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om screeningens
omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 57 d, stk. 3, i
serviceloven.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 3, i serviceloven være hensigten, at det
i bekendtgørelsen fastsættes, at screeningen vil skulle foretages af personer med særlige
kompetencer f.eks. en psykolog, sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller personer med
lignende baggrund eller efteruddannelse og vil skulle bygge på anerkendte og allerede afprøvede
metoder, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 15.
474
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0475.png
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at det vil blive
fastsat, at screeningen vil skulle være påbegyndt senest en måned efter anbringelsen på den sikrede
døgninstitution eller den særligt sikrede afdeling.
Formålet med § 64 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at
kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening med
henblik på at afdække psykiatriske problemer. Det vil også i barnets lov skulle fastsættes, at social-
og ældreministeren vil blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om
screeningens omfang. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 65
Det fremgår af § 66 e, stk. 1, i serviceloven, at egne værelser, kollegier eller kollegielignende
opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, jf. § 66, stk. 1, nr. 5, skal være
godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende
kommune.
Det fremgår af § 66 e, stk. 2, i serviceloven, at afgørelsen om godkendelse efter § 66 e, stk. 1, ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Det fremgår af § 66 e, stk. 3, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder.
Det foreslås med
stk. 1,
at egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor
den unge selv råder over sin egen bolig, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 5, skal være godkendt som
konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer
afgørelse om at anbringe den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 66 e,
stk. 1, i serviceloven.
Der er derfor ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer i reglerne for godkendelse af egne
værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem i forhold til gældende ret.
Ved egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv råder
over en bolig i form af en lejlighed eller et værelse, vil den enkelte bolig eller det enkelte værelse
skulle anses for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder vil konkret skulle godkendes af den
kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge. Det vil gælde uanset, om der er visse
fælles faciliteter eller om der ydes en begrænset personlig støtte til de unge.
475
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0476.png
Det vil være kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge,
der vil skulle foretage godkendelsen og føre tilsyn med stedet, herunder den daglige drift og det
pædagogiske arbejde. Kommunen vil således skulle skride ind, såfremt der på et værelse anbringes
en ung, der har behov for mere støtte, end det er forudsat i godkendelsen.
En konkret godkendelse af sådanne anbringelsessteder må ikke anvendes for at omgå de krav til
børne- og ungehjem, som følger af socialtilsynsloven. Det er ikke muligt at trække en klar
skillelinje mellem egne værelser, som vil kunne godkendes af kommunalbestyrelsen i den
kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge, som konkret egnede, og børne- og
ungehjem, som skal godkendes af socialtilsynet efter § 5 i socialtilsynsloven. Men det forhold, at
der bor flere børn eller unge med ensartede problematikker i samme bygning, at der er fælles
servicearealer, fastansat personale og måske en fælles ledelse vil tale for, at tilbuddet bør godkendes
som generelt egnet efter socialtilsynsloven frem for som konkret egnet efter serviceloven.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge, vil i alle
tilfælde, hvor den anbringer et barn eller en ung i en konkret på eget værelse m.v., skulle sikre en
tæt opfølgning på indsatsen og barnet som led i det løbende personrettede tilsyn, jf. forslagets § 156
.
Det foreslås med
stk. 2,
at afgørelse om godkendelse efter forslagets § 65, stk. 1, ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 e, stk. 2, i
serviceloven. Der ændres med den foreslåede bestemmelse ikke ved, at kommunalbestyrelsens
afgørelser om konkret godkendelse af egne værelser ikke vil kunne påklages. Børn og unge, der er
fyldt 10 år, vil fortsat kunne klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på egne
værelser, jf. forslaget § 145.
Det foreslås med
stk. 3,
social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af
og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende børne- og ungehjem.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 e, stk. 3, i
serviceloven. Det foreslås således at videreføre social- og ældreministerens bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kollegier og
kollegielignende børne- og ungehjem.
Formålet med forslagets § 65 er overordnet at videreføre gældende ret efter § 66 e i serviceloven og
dermed sikre, at egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge
selv råder over sin egen bolig skal være godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
476
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0477.png
Til § 66
Det fremgår af § 66 f, stk. 1, i serviceloven, at hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri
grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter §
52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den enkelte plads
være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Det fremgår af § 66 f, stk. 2, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og
frie grundskoler med kostafdeling.
Det foreslås med
stk. 1,
at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der
har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter § 46, stk. 1, § 47, stk. 1 eller
efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal være godkendt som konkret egnet til
det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der
træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 f,
stk. 1, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige
ændringer i reglerne for godkendelse af pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler
med kostafdeling i forhold til gældende ret.
Hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller
derunder til anbringelse af børn eller unge efter den foreslåede bestemmelse i 46, den foreslåede
bestemmelse i 47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil den enkelte
plads skulle være godkendt som konkret egnet i forhold til det pågældende barn eller den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Det er således
kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge,
der vil skulle godkende pladsen til anbringelse samtidig med anbringelsen.
Dette vil indebære, at der i sådanne tilfælde ikke stilles krav om en generel godkendelse fra
socialtilsynet. Dette vil også indebære, at skolen som anbringelsessted alene er omfattet af den
enkelte kommunes personrettede tilsyn med det anbragte barn efter forslagets § 156 og af det
generelle løbende tilsyn på undervisningsområdet. Det vil betyde, at en kommune kan vælge en
hvilken som helst skole uden socialtilsynets godkendelse, som kommunen finder konkret egnet til
anbringelse af det konkrete barn eller den konkrete unge, når den skal anbringe et barn eller en ung
på en efterskole eller lignende. Den eneste forudsætning er, at der højst er eller bliver anbragt otte
børn og unge efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på den
pågældende skole.
477
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0478.png
Skoler, der har ni pladser eller derover, skal godkendes af socialtilsynet som opholdssted for børn
og unge, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 5, eller som døgninstitution for børn og unge, jf. forslagets §
43, stk. 1, nr. 6.
Det foreslås med
stk. 2,
social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af
og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 f, stk. 2, i
serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i
forhold til gældende ret.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og
tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med
kostafdeling.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og
tilsyn med
Formålet med forslagets § 66 er overordnet at videreføre gældende ret efter § 66 f i serviceloven og
dermed sikre, at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling der har otte
pladser eller derunder til anbringelse af børn og unge, er godkendt som konkret egnede til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 67
Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse
om, at et barn eller en ung, der efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, fortsat skal være anbragt
uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk
tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig
betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at afgørelser om videreførelse af en anbringelse
efter 1. pkt. ikke skal forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter § 62 i
serviceloven.
Det fremgår af § 68 a, stk. 2, i serviceloven, at for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der
kun træffes afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, stk. 1, hvis barnet eller den
unge samtykker i afgørelsen.
478
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0479.png
Det fremgår af § 68 a, stk. 3, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om
videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i § 52, stk. 1, eller § 58, stk. 1,
eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ikke længere er opfyldt.
Det fremgår af § 68 a, stk. 4, i serviceloven, at til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om
videreførelse af anbringelsen, jf. § 68 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling,
der indeholder: en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50 eller § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en revideret handleplan, jf. § 140, eller et revideret
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en psykologisk,
lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til
anbringelsesstedet; og barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen.
Efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet
fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til to år, og for børn og
unge i alderen ti til fjorten år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til fire
år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov
for støtte. Afgørelsen om et forbedringsforløb træffes som udgangspunkt med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren, men kan under visse omstændigheder træffes uden samtykke.
Efter § 14 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet som led i
forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et
anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses for
at være af væsentlig betydning. Afgørelsen om, at barnet eller den unge som led i
forbedringsforløbet anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted træffes som udgangspunkt
med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt femten år, men kan
under visse omstændigheder træffes uden samtykke.
Efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den ungefaglige undersøgelse så vidt
det er muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den
unge. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget vil kunne træffe afgørelse om, at et barn eller en
ung, der efter § 46, stk. 1, eller § 47 stk. 1, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, jf. dog § 68, stk. 2, fortsat
skal være anbragt uden for hjemmet i en permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har
opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at
være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det
er ikke et krav, at betingelserne i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet er opfyldt.
479
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0480.png
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., og § 68 a, stk. 3, i
serviceloven. Til forskel fra gældende ret vil en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse
således blive betegnet som en permanent anbringelse. Dertil er der indsat en henvisning til
undtagelsen i den foreslåede § 50.
Børne- og ungeudvalget vil kunne beslutte, at en eksisterende anbringelse skal gøres permanent
alene på baggrund af tilknytningen til anbringelsesstedet. Bestemmelsen er en
undtagelsesbestemmelse, men vil kunne anvendes for de børn og unge, som er stærkt knyttet til
deres anbringelsessted, og hvor det vil være af væsentlig betydning for barnets eller den unges
udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten kan bevares.
Det foreslås, at en eksisterende anbringelse skal kunne gøres permanent, hvis barnet eller den unge
har været anbragt i mindst tre år, og efter denne periode har opnået så stærk en tilknytning til
anbringelsesstedet, at det på kortere såvel som længere sigt må antages at være af væsentlig
betydning for barnet eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelsen vil kunne
træffes, uanset om barnet eller den unge har været anbragt med eller uden samtykke efter
henholdsvis §§ 46 eller 47, og uanset om barnet stadig har et støttebehov.
Betingelsen i § 67, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i
mindst tre år, vil ikke gælde, hvis bestemmelsen i den foreslåede § 68, stk. 2, finder anvendelse. Der
henvises til bemærkninger til den foreslåede § 68, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil kunne indstille til børne- og ungeudvalget, at der skal træffes en afgørelse
efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1, uanset om forældrene anmoder om, at få barnet eller
den unge hjemgivet. For børn og unge, der har været anbragt i mere end tre år, vil muligheden for at
træffe en sådan afgørelse når som helst under anbringelsen medvirke til at give børn og unge
tryghed i anbringelsen, så de ikke skal være usikre på, om de kan blive boende eller ej, hvis de føler
sig tæt knyttet til anbringelsesstedet.
Den foreslåede bestemmelse forventes i lighed med efter gældende ret, jf. bemærkningerne til § 68
a, jf. Folketingstidende 2008/09, Tillæg A, side 3368-3369, fortrinsvist anvendt for børn og unge,
der er anbragt i plejefamilier, men vil også kunne anvendes i forhold til børn og unge, der er anbragt
på en døgninstitution eller på et opholdssted. Et barn eller en ung vil således godt kunne have en
stærk tilknytning til et opholdssted eller en institution, dels i form af tilknytning til en eller flere
pædagoger eller andet personale, dels i forhold til selve stedet og omgivelserne. Det vigtige vil
være, at barnet eller den unge oplever anbringelsesstedet som sit hjem og føler et stærkt
tilhørsforhold til stedet og de omsorgspersoner, der er på stedet. Barnet eller den unge vil også
kunne være tæt knyttet til andre børn på anbringelsesstedet, skolen, fritidsaktiviteter mv. Barnet
eller den unges følelsesmæssige tilknytning til en eller flere personer vil være en forudsætning for,
men ikke eneafgørende for, at kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. I
vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til opholdsstedet eller institutionen vil det
480
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0481.png
imidlertid skulle indgå, om det vil kunne forventes, at opholdsstedet eller institutionen har rammer,
der sikrer, at der fortsat vil være personer, som vil kunne være en del af barnets eller den unges
tilværelse både gennem hele anbringelsen og efter anbringelsen.
En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes
ikke kun for børn og unge, der har været anbragt på samme anbringelsessted i hele
anbringelsesperioden, men også for børn og unge, der har været anbragt på flere anbringelsessteder.
Det afgørende vil være barnets eller den unges tilknytning til det aktuelle anbringelsessted
sammenholdt med tilknytningen til forældrene.
Barnet eller den unges tilknytning til et anbringelsessted vil ikke i almindelighed kunne antages at
ophøre, fordi en ansat, som barnet eller den unge er særlig knyttet til, for eksempel barnets eller den
unges kontaktpædagog, forlader stedet. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til
opholdsstedet eller institutionen bør det imidlertid skulle indgå, om det kan forventes, at
opholdsstedet eller institutionen har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være omsorgspersoner,
som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilværelse gennem hele anbringelsen. Det er
også baggrunden for, at det forventes, at bestemmelsen fortrinsvis vil blive anvendt for børn i
plejefamilier, da man her vil have større sikkerhed for, at de personer, som barnet er tilknyttet,
forbliver på anbringelsesstedet hele barndommen igennem.
Som udgangspunkt vil barnet eller den unge ikke kunne skifte anbringelsessted uden, at der skal ske
hjemgivelse til forældrene, da det netop vil være egenskaber ved det konkrete anbringelsessted, der
begrunder, at en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil kunne videreføres. Det vil dog
være muligt, at barnet eller den unges tilknytning til for eksempel en bestemt pædagog på en
døgninstitution vil kunne betyde, at dennes jobskifte kan begrunde en opretholdt anbringelse på et
andet anbringelsessted. Det vil også være muligt, at en plejefamilie beslutter sig for at oprette et
opholdssted, og at der derfor formelt sker en ændring af anbringelsesstedet. I sådanne situationer vil
der kunne ske fortsat opretholdelse af den permanente anbringelse, men da der ofte vil være tale om
væsentlig ændrede forhold, vil en bedømmelse af den konkrete situation kunne føre til, at
forældrene vil kunne forlange sagen forelagt for børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 98.
De normale regler under en anbringelse vil fortsat gælde efter, at der er truffet afgørelse efter den
foreslåede § 67 om at gøre anbringelse permanent. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat
vil skulle føre tilsyn med barnet og herunder revidere barnets plan og vurdere, om der er grundlag
for at ændre indsatsen eller hjemgive barnet. Desuden vil reglerne for samvær og kontakt jf. det
foreslåede kapitel 10, ligesom forældremyndighedsindehaveren fortsat vil skulle have tilbudt en
støtteperson jf. bestemmelsen i den foreslåede § 75. Der vil ikke kunne fastsættes betaling for en
permanent anbringelse efter § 67, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 187, stk.2.
Den foreslåede bestemmelses sidste pkt. vil medføre, at det ikke er et krav, at der foreligger et
anbringelsesgrundlag på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om at gøre anbringelsen
permanent efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1. Grundlaget for afgørelsen om permanent
481
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0482.png
anbringelse vil alene være barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, og afgørelse om
en permanent anbringelse vil således kunne træffes, selvom der ikke længere er et
anbringelsesgrundlag efter de almindelige regler om anbringelse.
Det foreslås med
stk. 2,
at når der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, skal
børne- og ungeudvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, med
alene redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at en permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse
i § 67 vil være uden tidsbegrænsning. Herved forstås, at de almindelige regler om genbehandling
efter lovforslagets § 50 ikke vil skulle følges, og at anbringelsesgrundlaget således ikke vil skulle
tages op til genbehandling uden, at der er klaget i sagen, eller at kommunalbestyrelsen vurderer, at
der ikke længere er grundlag for en permanent anbringelse. Anbringelsen vil således være en
permanent anbringelse. Derfor ændres brugen af ”videreført anbringelse” til ”permanent
anbringelse” som er baseret på barnets tilknytning til anbringelsesstedet.
Kommunalbestyrelsen vil alene have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse af barnet
eller den unge, hvis der foreligger væsentligt ændrede forhold.
Det foreslås med
stk. 3,
at for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse
om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 2.
Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Med den foreslåede bestemmelse vil en afgørelse om en permanent anbringelse efter den foreslåede
bestemmelse i § 67, stk. 1, alene kunne træffes eller opretholdes for unge over femten år, hvis den
unge er enig i afgørelsen. Begrundelsen for denne vetoret for unge er, at uanset en børnesagkyndig
måtte finde, at barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet er så stærk, at det på kortere
og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at
forblive på anbringelsesstedet, vil det være svært at fastholde dem i en anbringelse og at sikre, at en
permanent anbringelse lever op til formålet omkring øget stabilitet, hvis den unge ikke selv ønsker
videreførelsen. Fastsættelsen af en femtenårs grænse vil være i overensstemmelse med
aldersgrænsen for, hvornår der vil skulle indhentes samtykke til en frivillig anbringelse, jf.
bestemmelsen i den foreslåede § 46, stk. 1. Hvis der er truffet afgørelse om permanent anbringelse
efter den foreslåede § 67, inden barnet fylder 15 år, vil sagen ikke automatisk skulle behandles på
ny, når den unge fylder femten år, men hvis den unge ikke længere ønsker anbringelsen opretholdt,
skal der tages stilling til, hvad der skal ske i sagen.
482
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0483.png
Den foreslåede stk. 3 vil skulle ses sammenhænge med bestemmelsen i den foreslåede § 4,
hvorefter der vil skulle finde en samtale sted med barnet uanset barnets alder, inden der vil kunne
træffes afgørelse efter blandt andet den foreslåede § 67. Desuden foreslås det at fremgå af den
foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, at barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse skal
fremgå af kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Barnet eller den unge vil
have ret til at lade sig bistå af andre jf. § 5.
Det foreslås med
stk. 4,
at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent
anbringelse efter § 67, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder: En
revideret udredning af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 eller § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet; En revideret barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. §§ 108-109, eller et
revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; En
psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget
af en autoriseret psykolog; og barnets eller den unges holdning til permanent anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 3,
dog således, at undersøgelsen efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 3, skal foretages af en autoriseret
psykolog.
Når kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en indstilling for børne- og ungeudvalget om en
permanent anbringelse uden tidsbegrænsning, vil der være krav om, at de i den foreslåede § 67, stk.
4, nr. 1-4, oplistede elementer er indeholdt i indstillingen for at sikre, at sagen vil være oplyst bedst
muligt ved udvalgets behandling af sagen. Indstillingen vil skulle give børne- og ungeudvalget det
bedst mulige grundlag at træffe afgørelsen på.
Efter bestemmelse i den foreslåede stk. 4,
nr. 1,
vil der, som grundlag for en beslutning om en
permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til
anbringelsesstedet, skulle indgå en revideret udredning af barnets eller den unges forhold, jf. § 20
eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 vil børneudredningen skulle tilrettelægges ud fra en
helhedsbetragtning og vil skulle afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge eller de
kommende forældre, familien og netværket. Udredningen vil skulle så vidt muligt gennemføres i
samarbejde med den unge, der er fyldt femten år og forældremyndighedsindehaveren eller de
kommende forældre. Udredningen vil skulle resultere i en begrundet vurdering af barnets, den
unges eller de kommende forældres behov for støtte. Vurderingen vil skulle omfatte problemer og
ressourcer, herunder de forhold i familien eller i familiens omgivelser, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at udredningen gennemføres, vil der
desuden skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.
Efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 4,
nr. 2,
vil der, som grundlag for en beslutning om en
permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til
483
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0484.png
anbringelsesstedet, ligeledes skulle indgå en revideret barnets plan, jf.§ 91, eller en ungeplan, jf. §§
108-109, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Efter bestemmelsen i den foreslåede § 91, stk.2, vil kommunalbestyrelsen ved iværksættelse af
indsatser efter §§ 46 og 47, skulle udarbejde en barnets plan, med mindre særlige forhold Tager
imod. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges
ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag.
Efter bestemmelsen i den foreslåede § 92, vil barnets plan skulle indeholde konkrete mål i forhold
til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med
støtten. De konkrete mål vil skulle afspejle det enkelte barns ønsker og behov, og
kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af de
konkrete mål.
Som grundlag for en beslutning om videreførelse af en anbringelse uden for hjemmet på grund af
barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet vil der skulle foretages en psykologisk
helhedsvurdering af tilknytningen, jf. den foreslåede stk. 4,
nr. 3.
Af hensyn til barnets eller den
unges bedste og dennes samt families retssikkerhed, vil den psykologiske helhedsvurdering skulle
være udarbejdet af en autoriseret psykolog. I de tilfælde, hvor der vil være flere erklæringer, vil der
skulle være foretaget en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet
vurdering.
Den psykologiske helhedsvurdering vil, i det omfang det er muligt, skulle indeholde en individuel
beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets
omsorgspersoner, anbringelsesstedets netværk og omgivelser, f.eks. daginstitution, skole og
fritidsinteresser, og forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v. med henblik på en vurdering
af forældrenes udviklingspotentiale i relation til at udvikle tilknytningen. Tilknytningen vil skulle
være beskrevet gennem observationer og relevante test, således at karakteren af tilknytningen bliver
afdækket med en anerkendt videnskabelig metode. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysninger
og vurderinger fremgår af andre akter i sagen.
I de tilfælde, hvor der vil være tale om bestemte børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser
og/eller sygdomme hos barnet eller den unge, vil det være afgørende, at beskrivelsen af
tilknytningen sammenholdes med denne forstyrrelse.
Undersøgelsen vil skulle indeholde en vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnet eller
den unges sundhed og udvikling, hvis barnet eller den unge flyttes fra anbringelsesstedet. Endvidere
vil undersøgelsen skulle give grundlag for en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må
antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen.
484
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0485.png
Som led i undersøgelsen af tilknytningen til den biologiske familie og netværk, vil der også skulle
indgå en vurdering af barnet eller den unges tilknytning til sine forældre, eventuelle søskende,
bedsteforældre m.v. samt forhold hos forældrene, der vil kunne have betydning for barnets
tilknytning til forældrene. I helhedsvurderingen af barnet eller den unges tilknytning vil der
endvidere skulle indgå en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle
sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen. Det vil således skulle vurderes, hvilket
netværk barnet eller den unge må forventes at have, når det bliver 18 år og fremefter, dels hvis
barnet eller den unge hjemgives, dels hvis barnet eller den unge forbliver på anbringelsesstedet. Der
vil således skulle lægges vægt på, om for eksempel plejeforældrene eller institutionen også vil være
der for barnet eller den unge, når barnet eller den unge bliver voksen. Der vil ligeledes skulle
lægges vægt på, om barnet eller den unge med tiden vil antages at kunne få en så stærk tilknytning
til de biologiske forældre, at det på lang sigt vil være bedst for barnet eller den unge, hvis der sker
en hjemgivelse.
Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil skulle fremgå af kommunens
indstilling til børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede stk. 4,
nr. 4.
Dette skal ses i sammenhæng
med forslagets § 4, der fastsætter, at der vil skulle finde en samtale sted med barnet uanset barnets
alder, inden der kan træffes afgørelse efter blandt andet § 67. Har barnet eller den unge anmodet om
at blive permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68, vil dette
tydeligt skulle fremgå af indstillingen.
Formålet med § 67 er at medvirke til, at anbragte børn og unge, der har opnået en stærk tilknytning
til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, ikke skal kunne hjemgives, hvis det
er af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2. og 3.9.3.
Til § 68
Efter de gældende regler kan børn og unge, som ikke er fyldt 15 år, bede kommunen om generel
hjælp, og kommunen har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom at servicelovens § 11
indeholder en rådgivningsforpligtelse over for børn og unge med behov for særlig støtte. Specifikt
skal kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om forsat anbringelse efter
servicelovens § 68 a, stk. 4, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til videreførelse af
anbringelsen. Der er derimod efter gældende ret ikke en ret for et barn eller en ung, som er fyldt ti
år, og som er anbragt uden for hjemmet, til at anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes
afgørelse om at videreføre anbringelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at et barn eller en ung, som er fyldt ti år, har ret til at anmode
kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter § 6a, stk. 1. Det
foreslås videre, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en sådan anmodning skal
485
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0486.png
kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes
en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Med den foreslåede bestemmelse understreges, at barnet selv har en stemme i forhold til at kunne
pege på, at der er behov for en permanent anbringelse. Børn er som hovedregel meget loyale over
for deres forældre. Derfor vil det skulle tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn eller en ung selv
udtrykker ønske om at blive permanent anbragt. Samtidig er det dog væsentligt, at kommunen i sin
vurdering tager afsæt i barnets eller den unges modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske
funktionsevne, samt har særlig opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af ønske om permanent
anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre
psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt barnets
eller den unges ønske om permanent anbringelse skal tillægges.
Med det foreslåede
stk. 1, 1. pkt.,
vil barnet eller den unge kunne gøre kommunen opmærksom på,
at vedkommende ønsker at blive anbragt permanent. Der vil ikke være formkrav til, hvordan en
anmodning om at anbringelsen bliver permanent, vil skulle indgives. Den vil således både kunne
være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til
indholdet af anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse,
at vedkommende anmoder om at blive permanent anbragt uden for hjemmet.
Retten efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil være en ret til at anmode om at blive anbragt uden for
hjemmet og således ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for anmodningen
vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil
have brug for og herunder afgøre om der af hensyn til barnets bedste, skal udarbejdes en indstilling
om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelsen vil dermed tydeliggøre, at selvom barnets eller den unges ret til at
bede om hjælp også omfatter en ret til at anmode om permanent anbringelse, vil det ikke være op til
barnet eller den unge at beslutte, hvorvidt permanent anbringelse er det rette. Det vil således fortsat
være børne- og ungeudvalget, der vil have ansvaret for beslutningen.
Barnet eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr.
4, skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Heraf vil også følge,
at har et barn eller en ung anmodet om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, vil anmodningen
skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede
beslutningsgrundlag.
Der vil i vurderingen af anmodningen altid skulle tages særligt hensyn til barnets eller den unges
modenhed og til andre forhold, som måtte have betydning for, hvilken vægt anmodningen kan
tillægges. Derfor skal det indgå i kommunalbestyrelsens vurdering, om særlige forhold hos det
enkelte barn eller den enkelte unge, eksempelvis nedsat psykisk funktionsevne, har betydning for
barnets eller den unges ønske om en permanent anbringelse samt for, om barnet eller den unge kan
486
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0487.png
overskue konsekvenserne af anmodningen samt ansvaret for at spille en så aktiv rolle i deres egen
sag.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis kommunalbestyrelsen som følge af en anmodning efter § 6, stk. 1,
har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget
træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den unge har været anbragt i mindre end tre
år.
Det følger af bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1, som er en videreførelse af gældende ret i
servicelovens § 68 a, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge vil skulle have været anbragt uden for
hjemmet i mindst tre år, for at der kan træffes afgørelse efter den foreslåede § 67, stk. 1. Kravet om
minimum tre år skal generelt medvirke til at sikre, at barnet faktisk har opnået en tilstrækkelig stærk
tilknytning, at det må antages at være af væsentlig betydning for barnets bedste at forblive på
anbringelsesstedet.
Anmoder et barn eller en ung, som er fyldt ti år, om at blive permanent anbragt uden for hjemmet,
jf. den foreslåede § 68, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 68, stk. 1, 2.
pkt., skulle vurdere, om der af hensyn til barnets bedste, vil skulle udarbejdes en indstilling om
permanent indbringelse, jf. den foreslåede § 67, stk. 4. Med den foreslåede stk. 2 vil kravet om, at
barnet eller den unge vil skulle have været anbragt i minimum tre år ikke gælde i et sådant tilfælde.
Et barn eller en ung vil inden tre års anbringelse uden for hjemmet efter en konkret vurdering kunne
have opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må
antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på
anbringelsesstedet. For børn og unge, der er anbragt, vil muligheden for at træffe en afgørelse om
en permanent anbringelse uden for hjemmet på ethvert tidspunkt under anbringelse, når barnet eller
den unge selv ønsker det, medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke vil
skulle være usikre på, om de kan blive boende på anbringelsesstedet eller ej, hvis de føler sig tæt
knyttet til hertil.
Det vil gælde, at uanset at barnet eller den unge anmoder om en permanent anbringelse uden for
hjemmet, vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug
for, og herunder afgøre om barnet eller den unge skal anbringes permanent.
Formålet med den foreslåede § 68 er overordnet at styrke anbragte børns og unges ret til en stabil
opvækst ved at give dem ret til at anmode om en permanent anbringelse og lempe kravet til
længden af anbringelsen, når barnet eller den unge selv anmoder om en permanent anbringelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2. og 3.9.3.
Til § 69
487
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0488.png
Det fremgår af § 68 d i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1,
(anbringelse med samtykke) eller § 58 (anbringelse uden samtykke) eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvor det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt
i en længere årrække, skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den
unges opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet bliver adopteret.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i en række situationer skal overveje, om hensynet
til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge
gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en
længere årrække. For det første skal kommunalbestyrelsen efter bestemmelsens
nr. 1
overveje dette
ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
efter §§ 46 og 47. For det andet skal kommunalbestyrelsen efter bestemmelsens
nr. 2
overveje dette
ved indstilling til børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse efter § 50. For det
tredje skal kommunalbestyrelsen efter bestemmelsens
nr. 3
overveje dette, når
Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås videre med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen, når en forælder til et barn eller en ung, der
er anbragt eller er blevet bortadopteret på grund af manglende forældreevne, venter endnu et barn,
skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i det kommende barns opvækst taler for, at
dette barn gennem adoption får en ny familie.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen i lighed med efter
gældende ret vil skulle overveje adoption, når et barn eller en ung anbringes efter lovforslagets §§
46-47. I forhold til § 68 d i serviceloven foreslås bestemmelsens anvendelsesområde udvidet til
også omfatte situationer, hvor der inden barnets fødsel træffes afgørelse om at anbringe barnet ved
fødslen efter lovforslagets § 49, samt situationer, hvor en afgørelse om anbringelse uden samtykke
efter lovforslagets § 50 skal genbehandles.
Den foreslåede stk. 2 vil betyde, at kommunalbestyrelsen også vil få pligt til at overveje adoption af
kommende søskende til børn og unge, der allerede er anbragt uden for hjemmet eller er blevet
bortadopteret på grund af manglende forældreevne. Bestemmelsen vil derfor ikke finde anvendelse,
når anbringelsen ikke har sammenhæng med manglende forældreevne, men er begrundet i andre
forhold, herunder nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge eller hos en
eller begge forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om den tidligere anbringelse eller
adoption er sket med eller uden samtykke. Den foreslåede bestemmelse vil også finde anvendelse,
selvom det kun er den ene af forældrene til det anbragte eller bortadopterede barn, der er forælder til
det kommende barn.
488
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0489.png
Efter den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, i barnets lov vil kommunalbestyrelsen skulle
overveje adoption ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser i § 47. Endvidere vil kommunalbestyrelsen efter
den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 2, skulle overveje adoption ved indstilling til børne-
og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 50.
Endelig vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 3, skulle
overveje adoption, når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn
eller en ung uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til barnets eller den unges bedste bør
kommunalbestyrelsens pligt til at overveje adoption ikke bare gælde ved anbringelsen af et barn
eller en ung, men også ved genbehandling af eller opfølgning på en anbringelse, og når en forælder
til et barn eller en ung, der er anbragt eller bortadopteret, venter endnu et barn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.10.1, samt til lovforslagets §§ 47 og
50 og bemærkningerne hertil.
Til § 70
Gennem adoption kan et barn eller en ung få en ny familie. Reglerne herom findes i adoptionsloven.
Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn eller en ung som udgangspunkt samtykke fra
forældrene. Efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven kan det dog bestemmes, at en adoption skal
gennemføres uden forældresamtykke. Det drejer sig navnlig om bestemmelsens stk. 3 om adoption
uden samtykke, når forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller
den unge, og om bestemmelsens stk. 4 om en plejefamilies mulighed for at adoptere deres plejebarn
uden samtykke. Efter begge bestemmelser er adoption uden samtykke betinget af, at adoption er
bedst for barnet eller den unge, og at betingelserne for anbringelse af barnet eller den unge uden for
hjemmet uden samtykke i § 58, stk. 1, i serviceloven er opfyldt.
Efter § 58, stk. 1, i serviceloven kan et barn eller en ung uden forældremyndighedsindehaverens
samtykke anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling
af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung bør bortadopteres, at forældrene ikke vil
give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden samtykke efter § 9 i
adoptionsloven, forelægger kommunalbestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn
og unge-udvalget.
Efter § 68 e, stk. 2, nr. 1, i serviceloven skal indstillingen indeholde den børnefaglige undersøgelse
efter § 50 i serviceloven eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
489
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0490.png
ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 2, i serviceloven skal indstillingen også indeholde
handleplanen efter § 140 i serviceloven eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 3, i serviceloven skal indstillingen
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk.
2-4, i adoptionsloven er opfyldt. Denne redegørelse skal derfor også indeholde oplysninger om,
hvorfor adoption vil være bedst for barnet eller den unge. Endelig skal indstillingen efter § 68 e, stk.
2, nr. 4, i serviceloven indeholde oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte
adoption, jf. § 6 i adoptionsloven.
Efter § 68 e, stk. 3, i serviceloven skal en indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i
adoptionsloven endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for anbringelse af barnet
eller den unge uden for hjemmet i § 58, stk. 1, er opfyldt.
Det foreslås med
stk. 1,
at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at adoption af et barn eller en ung
vil være bedst for barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke
til adoptionen efter § 7 i adoptionsloven, og at adoptionen vil kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4,
i adoptionsloven, skal kommunalbestyrelsen indstille til børne- og ungeudvalget, at barnet eller den
unge adopteres.
Med forslaget til
stk. 2
foreslås det, at en indstilling efter det foreslåede stk. 1 skal indeholde en
række dokumenter og oplysninger.
Med
stk. 2, nr. 1,
foreslås det, at indstillingen skal indeholde børneudredningen, jf. lovforslagets §
32 eller den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Videre
foreslås det med
stk. 2, nr. 2,
at indstillingen skal indeholde barnets plan eller ungeplanen, jf.
lovforslagets §§ 91 og 108-109, eller forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet. Med
stk. 2, nr. 3,
i barnets lov foreslås det
endvidere, at indstillingen skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden
samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt, og med
stk. 2, nr. 4,
foreslås det, at
indstillingen skal indeholde oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte
adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i adoptionsloven. Endvidere foreslås det med
stk. 2, nr. 5,
at
indstillingen skal indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser
om at hjemgive barnet eller den unge.
Endelig foreslås det med
stk. 3,
at en indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i
adoptionsloven endvidere skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne i lovforslagets § 47 for
anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet uden samtykke er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i § 70 er således en videreførelse af § 68 e i serviceloven med enkelte
ændringer samt lovtekniske justeringer og præciseringer.
490
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0491.png
For det første foreslås det i det foreslåede stk. 1 præciseret, at kommunalbestyrelsen vil skulle
udarbejde en indstilling om adoption uden samtykke, når kommunalbestyrelsen vurderer, at
adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, at barnets eller den unges
forældre ikke vil give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres efter § 9, stk.
2-4, i adoptionsloven. Samtidig foreslås det, at indstillingen vil skulle forelægges for børne- og
ungeudvalget og ikke børn og unge-udvalget.
For det andet foreslås gennem indsættelse af ”navnlig” i det foreslåede stk. 2, at opregningen af de
dokumenter og oplysninger, som indstillingen skal indeholde, ikke vil være udtømmende.
Indstillingen vil således også skulle indeholde andre oplysninger, der er relevante for behandlingen
af indstillingen. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om supplerende helbredsoplysninger og
redegørelse for, at der ikke foreligger forandrede forhold, og at der derfor ikke er behov for at
foretage en ny undersøgelse af bestemte forhold, selvom den foreliggende undersøgelse er foretaget
for nogen tid siden.
Videre foreslås det i det stk. 2, at der i stedet for henvisning til børnefaglig undersøgelse efter § 50 i
serviceloven og handleplan efter § 140 i serviceloven vil blive henvist til henholdsvis
børneudredning efter lovforslagets § 20 og barnets plan eller ungeplanen efter lovforslagets §§ 91-
92 og 108, at indstillingen kun vil skulle indeholde barnets plan, ungeplanen eller
forbedringsforløbet, hvis en sådan er udarbejdet på det tidspunkt, hvor indstillingen udarbejdes.
Udarbejdes planen senere, vil kommunalbestyrelsen skulle eftersende den til myndighed, der på det
tidspunkt har sagen under behandling, dvs. børne- eller ungeudvalget eller Ankestyrelsen.
Samtidig foreslås det, at henvisningen til § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke
videreføres.
Endvidere foreslås det med det foreslåede stk. 2, nr. 5, at det lovfæstes, at indstillingen skal
indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive
barnet eller den unge. Der henvises til § 68 i serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som
§§ 99 og 100. Efter denne bestemmelse vil en anbringelse skulle ophøre, når formålet er nået, eller
når indsatsen ikke længere opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen vil således løbende skulle
følge op på, om der er grundlag for at opretholde anbringelsen, eller om det vil være til barnets eller
den unges bedste at blive hjemgivet til forældrene.
På den baggrund vil det foreslåede stk. 2, nr. 5, for det første indebære, at indstillingen vil skulle
indeholde en redegørelse for, hvilke initiativer kommunalbestyrelsen har taget eller har overvejet at
tage med henblik på at kunne hjemgive barnet eller den unge. For det andet vil redegørelsen skulle
indeholde en beskrivelse af kommunalbestyrelsens overvejelser om at hjemgive barnet eller den
unge, hvilket navnlig er relevant, hvis kommunalbestyrelsen ikke har taget initiativer med henblik
på at kunne hjemgive barnet eller den unge. I så fald vil redegørelsen skulle indeholde en
beskrivelse af begrundelsen herfor, f.eks. at kommunalbestyrelsen har vurderet, at forældrene varigt
vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge.
491
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0492.png
Endelig foreslås det med stk. 3, at henvisningen til § 58, stk. 1, i serviceloven vil blive ændret til
lovforslagets § 47.
Det bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 11 d i retssikkerhedsloven, jf. § 2, nr. 13, i
det samtidigt fremsatte følgelovforslag, vil kommunalbestyrelsen som led i behandlingen af en sag
om udarbejdelse af en indstilling om adoption uden samtykke efter den foreslåede bestemmelsen i §
70 uden samtykke kunne videregive nødvendige oplysninger, herunder om barnets, den unges eller
familiens rent private forhold, til VISO, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til
afdækningen af, hvad der er bedst for barnet eller den unge.
Begrundelsen for forslaget er overordnet, at det er vigtigt, at der i sager om adoption uden samtykke
foretages en grundig belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige
involveredes forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af
hensyn til barnets og den unges bedste og retssikkerheden for alle involverede bør kravene til
kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke efter § 68 e i serviceloven således
videreføres i barnets lov.
Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 1, i forhold til § 68 e, stk. 1, i
serviceloven er for det første, at det med det samtidigt fremsatte følgelovforslags § 2, nr. 1, foreslås
at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget, således at det følger
dansk retskrivning. Den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændringer
.
For det andet bør det præciseres, hvilke vurderinger kommunalbestyrelsen skal foretage, før den
forelægger en indstilling om adoption uden samtykke for børne- og ungeudvalget, navnlig at
kommunalbestyrelsen kun skal indstille til adoption uden samtykke, når det vurderes, at adoption
vil være bedst for barnet eller den unge.
Begrundelsen for, at opregningen i det foreslåede § 70, stk. 2, af, hvilke oplysninger og dokumenter
indstillingen skal indeholde, ikke skal være udtømmende, er, at der i nogle sager kan være behov
for yderligere oplysninger.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne i det foreslåede § 70, stk. 2, i forhold til
§ 68 e, stk. 2, i serviceloven er, at § 50 i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som § 20, dog
således at børneudredning foreslås anvendt i stedet for børnefaglig undersøgelse, at § 140 i
serviceloven foreslås videreført i barnets lov som §§ 91-92 og 108, dog således at barnets plan og
ungeplanen foreslås anvendt i stedet for handleplan, og at forbedringsforløbet ikke fastsættes efter §
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Begrundelsen for, at indstillingen efter forslaget
kun skal indeholde barnets plan, ungeplanen eller forbedringsforløbet, hvis der er udarbejdet en
plan eller et forbedringsforløb, er, at der ikke i alle situationer vil være udarbejdet en plan eller et
forbedringsforløb, når indstillingen udarbejdes. Efter lovforslagets §§ 91 og 108 vil barnets plan
eller ungeplanen således ikke skulle være udarbejdet på tidspunktet for en afgørelse om anbringelse
med samtykke, eller når der inden fødslen træffes afgørelse om, at barnet skal anbringes ved
492
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0493.png
fødslen. I disse situationer vil kommunalbestyrelsen dog efterfølgende skulle udarbejde barnets plan
eller ungeplanen.
Begrundelsen for det foreslåede § 70, stk. 2, nr. 5, er, at overholdelse af forpligtelsen efter EMRK
artikel 8 for at arbejde for at genforene familien, når et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet, bør lovfæstes.
Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 3, i forhold til § 68 e, stk. 3, i
serviceloven er, at det efter de gældende § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven er en betingelse for
adoption uden samtykke, at betingelserne i § 58, stk. 1, i serviceloven for anbringelse af barnet eller
den unge uden for hjemmet er opfyldt, at denne henvisning ved de i § 4, nr. 1 og 3, i det samtidigt
fremsatte følgelovforslag foreslåede ændringer af § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven foreslås ændret
til § 50 i barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1 samt til lovforslagets §§ 47 og
50 og til § 4, nr. 1 og 3, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag samt til bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Til § 71
Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende rådgivning til kommuner i sager om
adoption uden samtykke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, afholder temadage
for kommunerne og vejleder kommunerne i behandlingen af konkrete sager.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at sager om adoption uden samtykke er komplekse,
og på grund af det begrænsede sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbestyrelse at
oparbejde erfaring med og ekspertise i at håndtere dem.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har derfor bl.a. til formål at øge
kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt barn eller
ung kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem
adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets egen. Rådgivningen drejer sig
bl.a. om at styrke kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de kan vurdere, om en forælder er
uden forældreevne, og om hvordan dette dokumenteres, samt hvordan det vurderes og
dokumenteres, at adoption er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge. Den
generelle rådgivning gives ofte i form af temadage.
VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke har til formål at understøtte
kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter efter behov
navnlig, hvordan det belyses, hvad der er barnets eller den unges bedste, og i givet fald hvordan det
dokumenteres, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt. VISO tilrettelægger sin
rådgivning til kommunalbestyrelsen om behandlingen af en konkret sag på grundlag af de
493
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0494.png
oplysninger om barnet og forældrene og andre relevante involverede, som kommunalbestyrelsen har
sendt til VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser.
Rådgivning gives normalt mundtligt på et eller flere møder. VISO tager ikke stilling til, om en
konkret indstilling er fyldestgørende.
Ved for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke er det kommunalbestyrelsens ansvar at
vurdere behovet for rådgivning fra VISO og i givet fald søge rådgivning hos VISO.
Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, er det altid kommunalbestyrelsen,
der beslutter, om et barn eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VISOs vejledning
efter § 13, stk. 7, i serviceloven er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er altid den
enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden
samtykke efter § 68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en myndighedsfunktion fra
kommunalbestyrelsen.
Det foreslås, at barnets lov i
§ 71
indeholder en bestemmelse om VISOs rådgivning af
kommunalbestyrelserne om adoption.
Med
stk. 1
foreslås det, at kommunalbestyrelsen til brug for overvejelser om adoption efter den
foreslåede bestemmelse i § 69 og til brug for udarbejdelse af en indstilling efter den foreslåede
bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven kan
anmode VISO om vejledende rådgivning, jf. lovforslagets § 18h.
Videre foreslås det med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen til brug for udarbejdelsen af en indstilling
efter lovforslagets § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven skal søge
vejledende rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 18h.
Endelig foreslås det med
stk. 3, 1. pkt.,
at VISO skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage
generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp fra VISO til
behandling af en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om
adoption fra VISO. Efter det foreslåede
2. pkt.
kan VISOs beslutning om pålæg efter det foreslåede
1. pkt. ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 1, vil have til formål at øge
kommunalbestyrelsernes
opmærksomhed på muligheden for efter lovforslagets § 167 at søge vejledende rådgivning fra VISO
til brug for behandlingen af sager om adoption. Efter lovforslagets § 71, der uden indholdsmæssige
ændringer foreslås at videreføre § 13, stk. 7, i serviceloven, vil VISO yde gratis vejledende
rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.
Den foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 1, vil for det første finde anvendelse, når
kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 69 overvejer, om hensynet til kontinuitet
og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får
494
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0495.png
en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.
For det andet vil bestemmelsen finde anvendelse ved kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en
indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller
4, i adoptionsloven.
Den
foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 2,
vil betyde, at kommunalbestyrelsen inden udarbejdelsen
af en indstilling om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven vil skulle søge
vejledende rådgivning til brug for den videre behandling af sagen.
Det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvilke behov kommunalbestyrelsen har for
vejledende rådgivning fra VISO, og på hvilket grundlag og hvordan kommunalbestyrelsen skal søge
rådgivningen. Det vil også bero på en konkret vurdering, hvilke dele af sagen rådgivningen rettes
mod, men sikring af barnets, den unges og forældrenes retssikkerhed vil altid indgå i rådgivningen.
Ved tilrettelæggelsen af rådgivningen vil VISO kunne inddrage sine hidtidige erfaringer med
samarbejdet med kommunalbestyrelsen om adoptionssager.
Den omstændighed, at en kommunalbestyrelse udarbejder en indstilling om adoption uden
samtykke til børne- og ungeudvalget uden først at have søgt vejledende rådgivning fra VISO, vil
ikke betyde, at udvalget eller Ankestyrelsen skal hjemvise sagen til fornyet behandling.
Den foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 3, vil betyde, at VISO vil skulle pålægge en
kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen ikke
tidligere hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden
samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Denne generelle rådgivning
udformes på samme måde som VISOs generelle rådgivning om adoption efter § 13, stk. 7, i
serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som § 18h. Rådgivningen vil således typisk blive
gennemført i form af temadage.
VISO vil således med forslaget få en initiativpligt til at kontakte de pågældende kommuner.
Kontakten vil have til formål at aftale og planlægge generel rådgivning om adoption uden samtykke
i form af temadage eller anden form for egnet rådgivning til den konkrete kommunalbestyrelse.
Ønsker en kommune ikke at benytte sig af tilbuddet, vil VISO skulle træffe beslutning om at
pålægge kommunalbestyrelsen at modtage rådgivningen.
VISOs beslutning om, at en kommunalbestyrelse skal pålægges at modtage generel rådgivning om
adoption, vil bygge på VISOs hidtidige erfaring med samarbejde med kommunalbestyrelsen om
adoptionssager. Ifølge oplysninger fra VISO vil 33 kommuner være omfattet af den foreslåede
ordning.
Den rådgivning om adoption, som VISO efter det foreslåede stk. 3 skal pålægge en kommune at
modtage, vil skulle tilpasses efter forholdene i den enkelte kommune. Rådgivningen vil navnlig
have fokus på retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke, sagsproces og
495
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0496.png
dokumentationskrav, herunder hvilke undersøgelser af bl.a. barnets eller den unges, forældrenes og
plejeforældrenes indbyrdes forhold der skal gennemføres for at udarbejde en indstilling om
adoption uden samtykke, og hvad indstillingen skal indeholde sådan, at den opfylder betingelserne i
lovforslagets § 70. Et andet fokuspunkt vil være, i hvilke situationer kommunalbestyrelsen skal
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at
barnet eller den unge bliver adopteret og dermed får en ny og blivende familie i stedet for en meget
langvarig anbringelse.
Endelig vil rådgivningen fokusere på de udfordringer og dilemmaer, der kan opstå, når man
arbejder med adoption uden samtykke, og hvordan kultur og organisering i en kommune kan
understøtte anvendelsen af bestemmelserne om adoption uden samtykke.
Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke øges for både barnet
og forældrene. Forslagene vil således gøre det klarere for den enkelte kommunalbestyrelse, hvor
grundige undersøgelser af barnets, forældrenes og plejeforældrenes forhold der kræves, for at der
kan træffes afgørelse om adoption uden samtykke. Samtidig vil forslagene betyde, at
kommunalbestyrelserne bliver mere opmærksomme på muligheden for at hjælpe udsatte børn og
unge ved gennem adoption at give dem mulighed for at vokse op i en ny og blivende familie.
Den foreslåede bestemmelse i § 71 i barnets lov vil ikke ændre VISOs rolle i behandlingen af sager
om adoption uden samtykke i forhold til gældende ret. VISO vil således fortsat alene have til
opgave at yde vejledning til kommunalbestyrelserne, VISOs vejledning vil fortsat ikke være
bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil fortsat være den enkelte kommunalbestyrelse, der har
ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter lovforslagets § 70. VISO
vil således ikke overtage en myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.
Begrundelsen for forslaget er, at der i forhold til gældende ret er behov for at styrke rådgivningen af
kommunalbestyrelserne om adoption, navnlig i relation til behandlingen af konkrete sager om
adoption uden samtykke.
Behovet for at styrke rådgivningen af kommunerne om adoption skyldes det lave antal sager om
adoption uden samtykke og den heraf følgende begrænsede erfaring med denne sagstype hos en
række kommunalbestyrelser samt de meget høje krav til vurderingen af og dokumentationen for, at
en adoption uden samtykke er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.2, samt lovforslagets §§ 69, 70
og 167 og bemærkningerne hertil.
Til § 72
Det fremgår af § 68 f i serviceloven, at børn og unge-udvalget på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen efter lovens § 68 e, stk. 2, på et møde kan indstille til Ankestyrelsen, at
496
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0497.png
styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven. § 68 e i serviceloven vedrører indstilling fra kommunalbestyrelsen til børn og unge-
udvalget om adoption af et barn eller en ung uden forældrenes samtykke efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven.
Inden børn og unge-udvalget afgiver indstillingen til Ankestyrelsen, skal udvalget give barnet eller
den unge, barnets eller den unges forældre, indehaverne af forældremyndigheden over barnet eller
den unge og barnets eller den unges eventuelle plejeforældre samt advokaterne og bisidderne for
dem lejlighed til at udtale sig. Plejeforældre kan udtale sig under mødet i børn og unge-udvalget,
men anses alene som part i sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den unge.
En indstilling kan kun vedtages, hvis mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for
indstillingen. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles sagens parter,
kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres
udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde oplysning om dommerens
opfattelse.
Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens parter og
kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen, jf. lovforslagets § 70, stk. 1, på et møde kan indstille til Ankestyrelsen, at
Ankestyrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven.
Videre foreslås det med
stk. 2,
at børne- og ungeudvalget inden afgivelse af indstilling efter det
foreslåede stk. 1 skal give barnet eller den unge, barnets eller den unges forældre,
forældremyndighedsindehaverne, barnets eller den unges eventuelle plejeforældre og disse parters
eventuelle advokater og bisiddere lejlighed til at udtale sig. Samtidig foreslås det, at plejeforældre
alene anses som parter i sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den unge.
Endelig foreslås det med
stk. 3,
at en indstilling efter det foreslåede stk. 1 kun kan vedtages, hvis
mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Samtidig foreslås det, at
indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og at den skal meddeles sagens parter, jf. det
foreslåede stk. 2, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillingen,
skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse. Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens
parter, jf. det foreslåede stk. 2, og kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal
indeholde oplysning om dommerens opfattelse.
497
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0498.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 f i serviceloven, dog således at
henvisningen til § 68, stk. 2, i serviceloven foreslås erstattet af en henvisning til lovforslagets § 70,
stk. 2, og at det foreslås, at indstillingen behandles af børne- og ungeudvalget og ikke af børn og
unge-udvalget.
Forslaget vil betyde, at behandlingen i børne- og ungeudvalget af kommunalbestyrelsens indstilling
om adoption uden samtykke vil være reguleret som efter gældende ret.
Begrundelsen for forslaget er, at det er vigtigt, at der i sager om adoption uden samtykke foretages
en grundig belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige involveredes
forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hensyn til
barnets og den unges bedste og retssikkerheden for alle involverede bør kravene til børne- og
ungeudvalgets behandling af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke efter §
68 f i serviceloven med de nævnte ændringer således videreføres i barnets lov. Det bemærkes i den
forbindelse at det med det samtidigt fremsatte følgelovforslags § 2, nr. 1, foreslås at ændre
betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget, således at det følger dansk
retskrivning. Den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændringer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1 samt til lovforslagets § 167 og
bemærkningerne hertil.
Til § 73
Det fremgår af § 68 h i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager efter lovens §§ 68 e og 68 f. Disse bestemmelser drejer sig om
kommunalbestyrelsens og børn og unge-udvalgets behandling af sager om adoption uden samtykke
efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven er udnyttet til at udstede regler i
retssikkerhedsbekendtgørelsen.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 73,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler
om behandlingen af indstillinger efter lovforslagets §§ 70 og 72.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af 68 h i serviceloven, dog således at
henvisningerne til §§ 68 e og 68 f i serviceloven om kommunalbestyrelsens og børne- og
ungeudvalgets behandling af indstillinger om adoption uden samtykke foreslås erstattet af
henvisninger til lovforslagets §§ 70 og 72, og at den gældende henvisning til sager foreslås erstattet
af en henvisning til indstillinger.
Forslaget vil betyde, at social- og ældreministeren fortsat vil have mulighed for at fastsætte regler
om behandlingen af indstillinger om adoption uden samtykke. I overensstemmelse med
498
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0499.png
forarbejderne til § 68 h i serviceloven forventes bemyndigelsesbestemmelsen anvendt til at fastsætte
nærmere regler om kommunalbestyrelsens, børn og unge-udvalgets og Ankestyrelsens behandling
af sager om adoption uden samtykke, herunder om Ankestyrelsens mulighed for at hjemvise en sag
til kommunen, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, og kommunen ikke forventes at være i
besiddelse af de ønskede oplysninger, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side 19.
Begrundelsen for forslaget er, at der som efter gældende ret fortsat vil være behov for mulighed for
at kunne fastsætte regler om behandlingen af indstillinger om adoption uden samtykke.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne m.v. i forhold til § 68 h i serviceloven
er, at §§ 68 e og 68 f i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som §§ 70 og 72 uden
indholdsmæssige ændringer af betydning for den foreslåede videreførelse i barnets lov af § 68 h i
serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1, samt til lovforslagets §§ 70 og
72 og bemærkningerne hertil.
Til § 74
Det fremgår af § 68 c i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til
plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge.
Den faglige støtte skal målrettes situationen før adoptionen.
Videre fremgår det af § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den
fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været
anbragt i pleje i familien. Efter bestemmelsens stk. 2 kan social- og ældreministeren fastsætte
nærmere regler om faglig støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har
været anbragt i pleje i familien.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 66 d, stk. 2, er ikke anvendt.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et
barn eller en ung anbragt, og som ønsker at adoptere barnet eller den unge. Den faglige støtte skal
målrettes situationen før adoptionen.
Videre foreslås det med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen også skal tilbyde den fornødne faglige støtte
til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er en videreførelse af § 68 c i serviceloven, med de sproglige
tilpasninger, der følger af barnets lov, idet forslaget dog vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil
skulle tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn. Bestemmelsens
anvendelsesområde foreslås således ændret i forhold til den gældende § 68 c i serviceloven således,
499
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0500.png
at den ikke vil omfatte plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere
barnet eller den unge, men at den i stedet vil omfatte plejefamilier, der ønsker at adoptere deres
plejebarn.
De foreslåede bestemmelser i stk. 2, er en videreførelse af § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven.
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde den fornødne faglige støtte til
familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 1, er, at det er vigtigt, at plejefamilier, der
ønsker at adoptere deres plejebarn, fortsat har mulighed for at få faglig støtte hertil. Begrundelsen
for den foreslåede ændring af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til § 68 c i serviceloven
er, at indtil den 1. juli 2019 skulle kommunalbestyrelsen efter § 68 c, stk. 1, i serviceloven ved
anbringelse med henblik på adoption så vidt muligt anbringe barnet eller den unge i en plejefamilie,
der var indstillet på at adoptere barnet eller den unge. Denne bestemmelse blev ophævet ved § 2, nr.
2, i lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige
andre love (Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke). Da
kommunalbestyrelsen herefter ikke længere skal søge at anbringe børn og unge i plejefamilier, der
er indstillet på at adoptere barnet eller den unge, foreslås det, at alle plejefamilier, der ønsker at
adoptere deres plejebarn, får mulighed for at få faglig støtte hertil.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 2, er, at det er vigtigt, at familier, der har
adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, har mulighed for at
modtage faglig støtte.
Begrundelsen for, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 66, stk. 2, i serviceloven ikke foreslås
videreført, er, at bemyndigelsen ikke er blevet udnyttet, og at der ikke er behov for at videreføre
den.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.3.
Til § 75
Det fremgår af § 54, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 75,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at tilbyde
forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
500
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0501.png
Med § 75 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, i serviceloven, alene
med redaktionelle ændringer.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret skulle træffe
afgørelse om at tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det vil gælde, uanset om barnet eller den unge er
anbragt med eller uden samtykke. Det er i den forbindelse også væsentligt at være opmærksom på
de forældre, som pga. af funktionsnedsættelse, f.eks. forældre med udviklingshæmning, der har et
særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen.
Støttepersonen vil skulle tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor
en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede indsatser. Støttepersonen vil
kunne fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen vil skulle være et tilbud
under selve anbringelsen.
Det vil være forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der vil skulle bevilge
støttepersonen og dække udgifterne, der er forbundet dermed. Det vil være støttepersonens opgave
at lytte og være der for at støtte forældrene. En støtteperson til forældrene vil kunne være med til at
dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og kan dermed også være med til at
styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet med barnet.
Støttepersonen vil skulle give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til
den måde det offentlige system fungerer på, med forberedelse og evaluering af møder og med at
læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det vil være vigtigt af hensyn til
forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke
opgaver af behandlingsmæssig karakter f.eks. i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer
m.v. Støttepersonen vil kunne medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til
anbringelsen. Dette vil kunne være relevant i forhold til alle forældre, også forældre hvis barn er
anbragt uden for hjemmet alene på grund af nedsat funktionsevne, fordi forældrene ikke længere
kan varetage pasningen af barnet i hjemmet.
Det vil være vigtigt, at støttepersonen er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit vil kunne
vælge, og at forældre selv vil kunne vælge den konkrete støtteperson. Dertil vil det være vigtigt, at
støttepersonen er uafhængig af forvaltningen, er fleksibel og har kompetencer der kan opfylde de
krav, der bør stilles til en støtteperson.
Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen udarbejder en liste over kvalificerede
støttepersoner, som forældrene vil kunne vælge ud fra. Det er således ikke tanken, at nære
familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk vil blive udpeget som
støtteperson. Kommunen vil skulle fastsætte tidsforbruget for støttepersonen og vil i den forbindelse
kunne vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten og hvornår i
anbringelsesforløbet støtten ydes. Kommunens stillingtagen til forældrenes eventuelle valg af en
501
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0502.png
støtteperson, der ikke er opført på listen, vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende
bestemmelse i § 54, stk. 1, kunne indbringes for Ankestyrelsen, ligesom forældrene kan indbringe
spørgsmålet om støttens omfang, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6748.
Det er ikke hensigten med forslaget, at en støtteperson vil skulle træde i stedet for en eventuel
bisidder. Forældrene vil ud over støttepersonen også kunne have en eventuel bisidder.
Myndighederne vil ikke kunne afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen.
Formålet med en støtteperson vil være at medvirke til, at forældrene støttes til at acceptere
anbringelsen, at forældreskabet under anbringelsen forbedres, og at kontakten mellem barnet og
forældrene styrkes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 76
Det fremgår af § 54, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at under barnets eller den unges anbringelse uden
for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældrene efter § 54, stk. 1 eller § 52, stk. 3, i
serviceloven eller efter anden lovgivning.
Det fremgår af § 54, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, at støtten så vidt muligt skal medvirke til at løse
de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage
omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den
unge under anbringelsen.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 76
at under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet efter §§ 46, 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældremyndighedsindehaveren efter § 75, §
32, stk.1, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer,
som har været årsag til anbringelsen med henblik på at hjælpe forældrene i at varetage omsorgen for
barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Med § 76 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, 1. og 2. pkt., i
serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse i § 76 vil kommunalbestyrelsen, udover at skulle tilbyde
forældrene en støtteperson efter den foreslåede bestemmelse i § 75, skulle træffe afgørelse om,
hvorvidt forældrene har behov for anden støtte. Samtidig vil der skulle træffes en afgørelse om,
502
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0503.png
hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i givet fald hvad denne støtte skal bestå af.
Afgørelsen vil skulle begrundes, ligesom der vil skulle gives klagevejledning.
Kommunalbestyrelsen vil som led i børneudredningen efter den foreslåede bestemmelse i § 20 eller
den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skulle
foretage en undersøgelse af familiens forhold, og de forhold, der kan begrunde, at forældrene kan
have behov for støtte, bør derfor allerede være kortlagt i forbindelse med børneudredningen. Denne
støtte vil kunne være indsatser efter lovens § 32 som f.eks. familiebehandling, forældrekurser,
forældreprogrammer eller lignende eller økonomisk støtte efter de foreslåede bestemmelser i § 35.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes skulle være opmærksom på, om der skal gives støtte efter anden
lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling, en arbejdsmarkedsindsats eller andet, der kan medvirke
til, at forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle for barnet. Hjælp efter anden lovgivning vil
også kunne omfatte kompenserende eller støttende indsatser til forældre med nedsat funktionsevne,
eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter
servicelovens bestemmelser.
Støtten til forældrene vil så vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller
den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan varetage omsorgen for barnet eller den
unge, og barnet eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene, eller ej, spiller
forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den unge. Støtten vil derfor også kunne iværksættes
med henblik på at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den unge eller på anden måde
bidrage til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse om støtte til forældrene vil gælde under barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet, hvad enten afgørelsen træffes med samtykke efter bestemmelsen i
den foreslåede § 46 eller uden samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 75 er at medvirke til at løse de problemer, som har
været årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet
eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 77
Det fremgår af § 54, stk. 2, sidste pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte en
særskilt plan for støtten til forældrene.
503
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0504.png
Det foreslås med
stk. 1,
at når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal
kommunalbestyrelsen fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, sidste pkt., i
serviceloven, med redaktionelle ændringer.
Efter bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle fastsætte en
særskilt plan for støtten efter de foreslåede §§ 75 og 76 til forældrene. Denne plan omtales
almindeligvis som en ”forældrehandleplan”. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om at tildele
støtte til forældrene efter de foreslåede §§ 75 eller 76, og iværksættes støtten, vil
kommunalbestyrelsen være forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 77, stk. 1.
Hvis der træffes afgørelse om støtte efter den foreslåede § 77, stk. 1, vil der skulle udarbejdes en
særskilt forældrehandleplan. Såfremt forældrene er i målgruppen for en helhedsorienteret plan og
giver samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 78, vil beskrivelsen af støtten skulle indgå heri. Kommunen vil skulle følge op på
planen efter reglerne i den foreslåede § 79, uanset om støtten fremgår af en særskilt plan eller en
helhedsorienteret plan.
Det foreslås med
stk. 2,
der er ny, at i forbindelse med en indstilling om anbringelse uden samtykke
efter § 47 af et barn eller en ung, der har søskende under atten år i husstanden, og hvor anbringelsen
er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal
kommunalbestyrelsen fastsætte en plan efter § 77, stk. 1, uanset om forældrene har afvist at
modtage støtten efter §§ 75 eller 76.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen skulle udarbejde en forældrehandleplan
efter den foreslåede § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 78 uanset om
forældrene har afvist støtten, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt.
Efter gældende ret i § 54, stk. 2, sidste pkt., i serviceloven, er kommunalbestyrelsen kun forpligtet
til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis støtten iværksættes. Således er kommunalbestyrelsen
efter gældende ret ikke forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis
forældremyndighedsindehaveren afslår tilbud om støtte efter lovens §§ 75-76.
I sager, hvor kommunalbestyrelsen indstiller, at et barn eller en ung anbringes uden samtykke på
grund af omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale problemer hos forældremyndighedsindehaveren,
og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position, er
behovet særligt stort for at sætte målrettet ind med hjælp til hele familien og til at arbejde målrettet
med forældrene. Kommunalbestyrelsen vil derfor som udgangspunkt skulle udarbejde en
504
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0505.png
forældrehandleplan efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter § 78, hvis betingelserne i
§ 77, stk. 2, er opfyldt, jf. dog § 77, stk. 3.
Efter den foreslåede § 51 vil der skulle udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget, når der
træffes afgørelse om anbringelse uden samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47.
Forpligtelsen til at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan efter den foreslåede
§ 77, stk. 2, vil kun gælde, hvis kommunalbestyrelsen udarbejder en indstilling efter den foreslåede
§ 51. Der henvises til bemærkningerne til § 51.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indstillingen om anbringelse af barnet eller den unge
skulle være begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Herved
vil skulle forstås, at indstillingen om anbringelse i overvejende grad vil være begrundet i forhold
hos forældrene. Efter bestemmelsen i den foreslåede § 47 vil børne- og ungeudvalget kunne træffe
afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: utilstrækkelig omsorg for
eller behandling af barnet eller den unge; overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for;
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge; eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 2, vil kun finde anvendelse, hvis
indstillingen i overvejende grad er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold
hos forældrene. Indstillingen vil således også kunne være delvis begrundet i forhold hos barnet eller
den unge, men det afgørende vil være, at indstillingen overvejende er begrundet i omsorgssvigt eller
andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Omsorgssvigt vil i denne sammenhæng skulle
forstås på samme måde som i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1. Ud over omsorgssvigt
vil andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, som direkte påvirker barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, også medføre pligt til at udarbejde en forældrehandleplan efter den
foreslåede stk. 2. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis barnet eller den unge udsættes for vold
eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side. Der henvises i den forbindelse
til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.
Efter den foreslåede stk. 2 vil det være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen vil skulle
udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, at barnet eller den unge har søskende
under atten år. Med søskende vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende under atten år i
husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan være hel- og halvsøskende, der bor hos den anden
forælder, hvor der ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af den foreslåede § 77, stk. 2.
Det foreslås med
stk. 3,
at uanset at betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kan kommunalbestyrelsen i
særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en plan efter § 77, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.
505
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0506.png
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at udarbejde en
forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, hvis det er åbenlyst unødigt. Åbenlyst unødigt vil i
denne sammenhæng skulle forstås således, at der vil skulle være en tydelig og stærk grund til, at der
ikke vil opnås en positiv effekt ved at udarbejde en forældrehandleplan.
Som eksempel på situationer, hvor det vil være åbenlyst unødigt at udarbejde en plan, vil være
situationer, hvor forældrene er ude af stand til at modtage hjælp, og forældrehandleplanen eller den
helhedsorienterede plan derfor ikke vil have en effekt. Dette vil kunne skyldes alvorlige sociale
problemer, som svære alkohol- eller misbrugsproblemer. Det samme vil være tilfældet, hvis det
ikke er muligt at få kontakt til forældrene. Er denne tilstand midlertidig, vil der efterfølgende kunne
udarbejdes en forældrehandleplan efter bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.
Er betingelserne i den foreslåede stk. 2, opfyldt, og vurderer kommunalbestyrelsen, at det er
åbenlyst unødigt at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, vil
kommunalbestyrelsen skulle begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en forældrehandleplan, jf. den
foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, 2. pkt., vil skulle sikre, at kommunalbestyrelsens
beslutning om ikke at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan er tilstrækkelig
begrundet. Bestemmelsen vil derfor sikre, at kommunalbestyrelsen faktisk tager stilling til, hvorfor
der ikke skal udarbejdes en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan. Bestemmelsen vil også
sikre, at forældrene har mulighed for at se en begrundelse for, at der ikke er fastsat en
forældrehandleplan. Bestemmelsen vil således også bidrage til at styrke forældrenes retssikkerhed.
Begrundelsen vil også kunne bidrage til at sikre et bedre grundlag for det videre arbejde med barnet,
forældrene og familien, da begrundelsen vil skulle vedlægges indstillingen til børne- og
ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 5.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 77 i sin helhed er at sikre støtte til forældrene i sager,
hvor et barn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og dermed flere
børn i familien, der potentielt er i en sårbar position.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 78
Det fremgår af § 54, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om den
særskilte plan for støtte til forældrene under anbringelsen af et barn eller en ung, jf. § 54, stk. 2, kan
fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en helhedsorienteret plan for en eller begge forældre, når
der er tale om forældre med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal
udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed.
Forældrene skal give samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
506
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0507.png
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 78,
at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om den
særskilte plan for støtten til forældrene, jf. § 77, stk. 1, kan fraviges, og at forældrene i stedet
tilbydes en helhedsorienteret plan for en eller begge forældre, jf. § 110, når der er tale om forældre
med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for
indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Forældrene skal give samtykke
til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Med § 78, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 3, i serviceloven,
alene med redaktionelle ændringer.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at kravet om den særskilte plan for
støtten til forældrene, jf. den foreslåede § 77, stk. 1, kan fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes
en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 110, når der er tale om forældre med
komplekse og sammensatte problemer, hvor der vil kunne eller vil skulle udarbejdes flere planer for
indsatserne, og hvor der vil være et koordinationsbehov forbundet hermed. Forælderen vil skulle
samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil indebære, at kommunen vil kunne vælge at tilbyde, at støtte
og indsatser til forældre til et anbragt barn eller en ung, jf. de foreslåede §§ 75 og 76, vil kunne
indgå i en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110, frem for, at der udarbejdes en særskilt
plan for støtten, når forældrene eller familien samlet set har komplekse og sammensatte problemer,
som med fordel kan understøttes gennem en sådan helhedsorienteret plan. Den foreslåede
bestemmelse i § 78 vil ikke indebære ændringer i forældrenes ret til støtte under anbringelsen af et
barn eller en ung uden for hjemmet eller i formålet med denne støtte. Kommunalbestyrelsen vil
således fortsat skulle træffe afgørelse om støtte til forældrene under anbringelsen, og støtten vil så
vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer, der har været årsag til anbringelsen, herunder
støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse, eller
støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Den foreslåede
bestemmelse vil ikke indebære ændringer i forældrenes ret til tilbud om en støtteperson under
anbringelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 75 og til anden støtte efter den foreslåede
bestemmelse i § 76 eller efter anden lovgivning. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil heller ikke
indebære ændringer i, at kommunalbestyrelsen vil skulle fastsætte en plan for støtten til forældrene i
forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Den foreslåede bestemmelse
i § 78 vil heller ikke indebære ændringer i forældrenes adgang til at klage over en afgørelse om
støtte i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.
Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil have til formål at understøtte en helhedsorienteret plan for
indsatser til forældre med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområder, idet
kommunalbestyrelsen foreslås at få adgang til at tilbyde disse forældre, at støtte efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 75 og 76 indgår i en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110. Den
helhedsorienterede plan vil skulle udarbejdes i samarbejde med borgeren og vil skulle samle
507
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0508.png
indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder. Den helhedsorienterede plan for
forældrene vil, ud over støtte i forbindelsen med anbringelsen, kunne indeholde andre relevante
indsatser, afhængigt af forældrenes konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesrettede indsatser
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller sociale indsatser efter serviceloven. Planen vil
skulle medvirke til at sikre borgeren og myndighederne overblik over og sammenhæng mellem
borgerens indsatser f.eks. på tværs af det sociale område, undervisnings- og uddannelsesområdet
eller beskæftigelsesområdet.
Kommunens vurdering af, om forældrene med fordel kan tilbydes en helhedsorienteret plan, vil som
udgangspunkt bero på en konkret vurdering og vil bl.a. skulle baseres på, om forældrene vurderes at
have komplekse og sammensatte problemer, som med fordel kan sammentænkes via en
helhedsorienteret plan. Der vil for eksempel kunne være tale om en jobparat
kontanthjælpsmodtager, som får en beskæftigelsesrettet indsats i ”Min Plan” og også modtager
støtte efter den foreslåede bestemmelse i § 76 på baggrund af anbringelse af forælderens barn, og
hvor det vil være hensigtsmæssigt at samle indsatserne i en helhedsorienteret plan. Derudover vil
andre personlige forhold for forældrene, f.eks. forældrenes motivation, samarbejdsvilje, egne og
familiemæssige ressourcer m.v. kunne indgå i vurderingen af, hvordan indsatserne mest
hensigtsmæssigt tilrettelægges, herunder også hvorvidt forældrene bør tilbydes en helhedsorienteret
plan. Samtidig vil administrative hensyn, herunder hensyn til bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige
og prioriteringsmæssige forhold, kunne indgå i kommunernes vurdering af, om forældrene kan
tilbydes en helhedsorienteret plan. Den foreslåede § 78 vil ikke give forældrene et retskrav på at få
tilbudt en helhedsorienteret plan.
Komplekse og sammensatte problemer vil f.eks. kunne dække over, at forældrene har flere
samtidige udfordringer, som f.eks. sygdom, funktionsnedsættelser, arbejdsløshed eller
misbrugsproblemer, der skal tages højde for ved tilrettelæggelsen af indsatser for forældrene, og at
der er tale om udfordringer, som har betydning for flere områder af forældrenes tilværelse f.eks. i
forhold til familielivet, beskæftigelse eller uddannelse, og at disse udfordringer medfører kontakt
med flere forvaltninger, myndigheder eller tilbud. Ved koordinationsbehov vil skulle forstås, at
forældrenes og familiens udfordringer og de indsatser, der sættes i gang på baggrund heraf,
medfører et behov for, at indsatserne koordineres mellem forskellige myndigheder, forvaltninger
eller tilbud, så der sikres en sammenhængende indsats.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at planen for støtte efter
den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1, kan indgå i den helhedsorienterede plan for støtte og
indsatser på tværs af sektorområder, frem for at der udarbejdes en særskilt plan for støtten til
forældrene i forbindelse med anbringelsen af et barn eller en ung. Den helhedsorienterede plan vil
kunne omfatte begge forældre.
Kommunens beslutning om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil alene være en processuel
beslutning og vil ikke berøre de tilbud og indsatser, som forældrene har ret til efter de foreslående
regler. Beslutningen om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil ikke være en forvaltningsretlig
508
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0509.png
afgørelse, og forældrene vil ikke kunne klage over kommunens beslutning. Forældrene vil kunne
klage over de afgørelser om indsatser, der indgår i en helhedsorienteret plan.
Forældrene vil skulle samtykke til, at der udarbejdes en helhedsorienteret plan, der samler indsatser
på tværs af sektorområder. Samtykket vil kunne bidrage til en generel accept fra forælderen af, at
kommunen foretager en tværgående koordinering af indsatser og i den forbindelse deler oplysninger
om forælderen til udarbejdelsen af planen. Samtidig vil samtykket være et vigtigt element i at sikre
forældrenes ejerskab til og deltagelse i arbejdet med at sikre en sammenhængende og koordineret
indsats gennem den helhedsorienterede plan. Samtykke vil i overensstemmelse med forarbejderne
til den gældende bestemmelse i § 54, stk. 3, i serviceloven, skulle forstås i overensstemmelse med
definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, enhver frivillig, specifik, informeret
og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller
klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger der vedrører den pågældende, gøres til genstand
for behandling, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 35. Såfremt forældrene ikke
samtykker til en helhedsorienteret plan, vil kommunen skulle udarbejde en særskilt plan for støtten
til forældrene i forbindelse med anbringelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.
Såfremt der udarbejdes en helhedsorienteret plan for støtten til forældrene under anbringelsen, og
den ene eller begge forældre efterfølgende trækker samtykket tilbage, vil kommunen herefter
hurtigst muligt skulle flytte den del af indholdet af den helhedsorienterede plan, der vedrører støtten
til forældrene under anbringelsen, til en særskilt plan, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.
Hvis forældrene er omfattet af integrationslovens § 16, vil støtten til forældrene kunne samles i
integrationskontrakten, jf. § 19 b i lov om integration af udlændinge i Danmark, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 som ændret ved § 3 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at understøtte en helhedsorienteret plan for
indsatser til borgere med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområder, idet
kommunalbestyrelsen får adgang til at tilbyde at støtten til forældre efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 75 og 76 indgår i en helhedsorienteret plan.
Til § 79
Det fremgår af § 70, stk. 4, i serviceloven, at hvis der er udarbejdet en plan for støtten til forældrene
efter § 54, stk. 2 eller stk. 3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne, når der er behov
for det. Kommunalbestyrelsen skal, senest tre måneder efter at barnet eller den unge har fået ophold
uden for hjemmet, tilbyde en sådan revision. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst tolv
måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen
eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere en udarbejdet plan for
støtten til forældrene efter §§ 77 eller 78 når der er behov for det, jf. dog § 73, stk. 2 og stk. 3.
509
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0510.png
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, 1. pkt. i
serviceloven, med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen vil medføre, at hvis der er udarbejdet en plan for støtten til forældrene efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 77 eller 78, vil kommunalbestyrelsen skulle tilbyde at revidere denne,
når der er behov for det.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde forældrene en revision af planen for støtten efter
behov, vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i
serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 38, gælde uanset om planen for
støtten til forældrene i forbindelse med anbringelsen af et barn eller en ung udarbejdes som en
særskilt plan, jf. den foreslåede § 77 eller som en del af en samlet plan for støtten, jf. den foreslåede
§ 78. Hvis forældrenes plan for støtte under anbringelsen af et barn eller en ung indgår i en
helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 78, vil kommunen skulle tilbyde at
revidere de dele af forældrenes samlede plan, der vedrører støtte til forældre under et barns
anbringelse, når der er behov for det.
Behovet for revision vil f.eks. kunne opstå ved ændringer i barnets, den unges eller forældrenes
forhold under anbringelsen, og når der iværksættes nye indsatser.
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede § 79, stk. 1, vil ikke gælde i
de tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor
barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter, at barnet eller den unge
har fået ophold uden for hjemmet, skal tilbyde en revision af planen for støtten efter § 79, stk. 1.
Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, 2. pkt., i
serviceloven, med redaktionelle ændringer.
Kommunalbestyrelsen vil således senest tre måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold
uden for hjemmet, skulle tilbyde en revision efter stk. 1 af de dele af den samlede plan, der vedrører
støtte til forældrene under anbringelsen, uanset om der er tale om en særskilt plan, eller om støtten
indgår i den helhedsorienterede plan for den ene eller begge forældre. Revision vil i
overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf.
Folketidende 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 38, fortsat skulle tilbydes første gang senest tre
måneder efter anbringelsen.
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede § 79, stk. 2, vil ikke gælde i
de tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor
barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.
510
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0511.png
Det foreslås med
stk. 3,
at hvis kommunalbestyrelsen har foretaget en revision efter § 79, stk. 1 eller
stk. 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med højst tolv måneders mellemrum foretage en
vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en
helhedsorienteret plan.
Med stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, sidste pkt., i
serviceloven, med redaktionelle ændringer.
Uanset bestemmelsen i den foreslåede § 79, stk. 1, om at kommunalbestyrelsen skal tilbyde at
revidere planen for støtte, vil det efter stk. 3 og i overensstemmelse med forarbejderne til den
gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som
fremsat, side 38, gælde, at hvis kommunalbestyrelsen har foretaget en revision de foreslåede
bestemmelser i § 79, stk. 1 eller stk. 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med højst tolv måneders
mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af
relevante dele af en helhedsorienteret plan.
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede stk. 3 vil ikke gælde i de
tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor
barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at sikre, at støtten hele tiden tilgodeser
forældrene samt barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er opstillet i
den enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 80
Der er ikke i dag fastsat en samlet, overordnet bestemmelse som rammesætter
kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre den særlige rådgivning, hjælp og støtte, som alene er
målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier.
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et
særligt behov for kompenserende hjælp og støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier. Det drejer sig både
om bestemmelser, som specifikt er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier, om bestemmelser,
som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe,
samt om bestemmelser om hjælp og støtte, der primært er målrettet voksne, men som i et vist
511
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0512.png
omfang også kan danne afsæt for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier.
Endvidere indeholder såvel serviceloven som retssikkerhedsloven en række bestemmelser om
tilrettelæggelsen af de indsatser, som skal iværksættes over for børn og unge med behov for særlig
støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Det fremgår således af servicelovens § 1 at hjælp og støtte skal gives på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af den enkeltes behov. Det fremgår endvidere af servicelovens § 19, stk. 1, at
opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, skal udføres i samarbejde med
forældrene med henblik på at fremme børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Det
fremgår ligeledes af servicelovens § 19, stk. 3, at den indsats, der iværksættes over for børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal sættes i sammenhæng med indsatser over for de
samme børn og unge efter anden lovgivning. Endeligt fremgår det af servicelovens § 46, stk. 2, at
støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, skal tilrettelægges på baggrund af en konkret
vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold, samt af servicelovens §
46, stk. 3, at støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer.
I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at være behov for at fastsætte en samlet
ramme for den rådgivning, hjælp og støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og støtte efter det
foreslåede kapitel 8 til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Med den foreslåede stk. 1, rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte, overordnede ansvar for at
sikre, at børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse og deres familier vil få den særlige hjælp og støtte, som de har behov
for.
Målgruppen for den særlige hjælp og støtte, som nævnes i det foreslåede § 80, stk. 1, vil være de
børn og unge under 18 år og deres familier, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge efter
gældende ret er i målgruppen for målrettet hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter
servicelovens bestemmelser.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller kognitiv funktion, som har betydning i
forhold til barnets eller den unge daglige tilværelse.
512
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0513.png
For en stor del af den konkrete hjælp og støtte, der vil kunne iværksættes efter barnets lov, vil det i
overensstemmelse med gældende ret være en betingelse, at barnet eller den unge har en betydelig
og varigt nedsat funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af
indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er
betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede
livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges
aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt
til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at
afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige
følger i den daglige tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår,
normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare
barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de
opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at
vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægges vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller
mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det
vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens
regler målrettet børn og unge og deres familier samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov,
som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen,
uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den særlige hjælp og
støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Som følge heraf vil kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre den særlige hjælp og støtte,
herunder kompenserende indsatser, til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier fremover skulle
imødekommes med afsæt i den foreslåede barnets lov.
513
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0514.png
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte efter dette
kapitel tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med
forældrene ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den
enkelte families ressourcer og behov, samt at hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at
fremme børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed eller med henblik på at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af de principper, som i dag fremgår af servicelovens § 1,
stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., samt principperne fra servicelovens § 19, stk. 1 og 3, i en sammenskrevet
form med sproglige ændringer med henblik på at gøre bestemmelsen mere overskuelig og
forståelig. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 2 vil skulle synliggøre, at kommunalbestyrelsen også i forbindelse med
tilrettelæggelsen af særlig hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier vil skulle
iagttage de generelle og grundlæggende principper for hjælp og støtte, som foreslås fastlagt i det
foreslåede kapitel 1.
Disse foreslåede principper, der som nævnt i medfør af de foreslåede kapitel 1 og 2 også gælder
andre tilbud om hjælp og støtte efter barnets lov, vil skulle medvirke til at sikre, at den særlige
hjælp og støtte vil afspejle barnets eller den unges støttebehov, og at de tiltag, der vil blive iværksat,
matcher de behov, som den enkelte har.
De foreslåede principper vil samtidig skulle understøtte, at også hjælp og støtte efter det foreslåede
kapitel 8 vil skulle tilrettelægges i samarbejde med forældrene med henblik på at understøtte den
enkeltes udvikling, trivsel og selvstændighed og/eller lette den daglige tilværelse og forbedre
livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
Endelig foreslås det med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at den hjælp og støtte til børn og
unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier efter det foreslåede kapitel 8 tilrettelægges i sammenhæng med
de øvrige tilbud og indsatser efter den foreslåede barnets lov, serviceloven samt anden relevant
lovgivning.
Den foreslåede forpligtelse i den foreslåede stk. 3, har baggrund i det forhold, at en del af de børn,
unge og familier, som vil kunne få særlig kompenserende støtte efter det foreslåede kapitel 8,
ligeledes vil være er en del af målgruppen for hjælp og støtte efter andre bestemmelser i denne lov,
hjælp og støtte efter serviceloven eller indsatser efter anden lovgivning, eksempelvis behandling
efter sundhedsloven eller indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskoleloven eller reglerne om en
kommunal ungeindsats. .
514
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0515.png
Det foreslåede stk. 3, er en let omskreven videreførelse af den forpligtelse, kommunalbestyrelsen i
medfør af servicelovens § 19, stk. 3, har til at sørge for, at indsatsen for børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier efter serviceloven sættes i sammenhæng med
den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. Med det
foreslåede stk. 2, videreføres bestemmelsen i servicelovens § 19, stk. 3 således med sproglige
opdateringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at skabe grundlag for, at de indsatser, der vil skulle
iværksættes for børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier, vil blive tænkt sammen med de
eventuelle øvrige indsatser, der iværksættes for børnene, de unge og familierne.
Med den foreslåede § 80 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier som følge
af de sammenskrivninger og øvrige sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der videreføres fra
serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 81
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at yde rådgivning og vejledning af særlig relevans for børn og unge, der har behov for særlig
støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Servicelovens § 10, stk. 4, forpligter således kommunalbestyrelsen til at yde rådgivning om valg af
hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Kommunalbestyrelsen skal i medfør
af servicelovens § 11, stk. 7, tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge
med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Det
fremgår endvidere af servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., at opgaverne med at tilbyde gratis
rådgivning, undersøgelse og behandling kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Endvidere følger det af servicelovens § 11, stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig
familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Det følger af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og
ældreministeren fastsætter nærmere regler om familievejlederordningen. Bemyndigelsen i
servicelovens § 11, stk. 9, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 583 af 23. juni 2009 om
familievejlederordningen efter lov om social service § 11, som fastlægger nærmere rammer for
ordningens indhold og omfang, herunder afgrænsning af familievejlederens kompetencer.
515
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0516.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og
behandling af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier.
Med den foreslåede stk. 1,
1. pkt.,
rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte overordnede ansvar
for at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skulle yde gratis rådgivning og
behandling til børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier.
Rådgivningen vil række ud over den generelle familieorienterede rådgivning til løsning af
vanskeligheder i familien, jf. den foreslåede § 29, men vil på den anden side ikke skulle angå
problemer, der er så store, at der vil skulle sættes hjælp og støtte i værk efter de foreslåede §§ 30,
32, 46-47, 82 eller 85-90.
Rådgivningen og behandlingen vil eksempelvis kunne omfatte psykologsamtaler,
familiebehandling, fysio- eller ergoterapeutisk behandling eller tilbud om mestringskurser eller
lignende læringsforløb til barnet, den unge eller familien.
Endelig vil kommunalbestyrelsen efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skulle undersøge barnets eller
den unges problemer.
Den foreslåede forpligtelse til at undersøge barnets eller den unges problemer efter det foreslåede §
81, stk. 1, 1. pkt., vil være et supplement til de generelle forpligtelser til at afdække forholdene, som
vil følge af bestemmelserne i det foreslåede kapitel 3 i lovforslaget.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens
regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov,
barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til
målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den gratis
rådgivning, undersøgelse og behandling, som er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier. For så vidt angår børn og unge med
adfærdsvanskeligheder og deres familier henvises til § 31 og bemærkningerne hertil. Med det
foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 11, stk. 7 med sproglige opdateringer
som afspejler, at stykket alene vil skulle omfatter gratis rådgivning, undersøgelse og behandling til
børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier. Der er ikke
tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret vil formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling
efter det foreslåede stk. 1, vil således dels være at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og
516
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0517.png
som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, dels at forebygge at problemerne vokser sig
større, så der ikke senere bliver behov for at iværksætte mere omfattende hjælp og støtte.
Det foreslås med
§ stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler
og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf.
Formålet med det foreslåede § stk. 2 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have en
forpligtelse til at rådgive om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt tilbyde instruktion i
brugen heraf.
Med det foreslåede stk. 2 videreføres servicelovens § 10, stk. 4, 1. pkt. uden indholdsmæssige
ændringer.
Det fremgår af servicelovens § 10, stk. 1, 4. pkt., at gratis rådgivning kan gives særskilt eller i
forbindelse med anden hjælp efter serviceloven eller anden lovgivning. Det fremgår af
servicelovens § 10, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med rådgivningen skal være
opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter serviceloven eller anden
lovgivning. Det fremgår desuden af servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., at kommunens tilbud om
rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf kan varetages
i samarbejde med andre kommuner, ligesom det tilsvarende fremgår af servicelovens § 11, stk. 7, 2.
pkt., at opgaverne i forbindelse med kommunens tilbud om gratis rådgivning, undersøgelse og
behandling kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Det foreslås med
§ 81, stk. 3,
at kommunalbestyrelsens rådgivning efter de foreslåede bestemmelser
i § 81, stk. 1 og 2, kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden
lovgivning, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med rådgivningen skal være opmærksom på, om
den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Den foreslåede § 81, stk. 3, er en videreførelse af de rammer for tilrettelæggelsen af
kommunalbestyrelsens rådgivning, som efter gældende ret fremgår af servicelovens § 10, stk. 1, 4.
pkt. og § 10, stk. 3, som i den foreslåede form er sammenskrevet med henblik på at gøre
bestemmelsen mere overskuelig. Dog foreslås servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt. samt servicelovens
§ 11, stk. 7, 2. pkt. om, at opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner ikke
videreført, da denne mulighed foreslås at ville skulle fremgå af barnets lov § 11, stk. 1, og der
derfor ville være tale om dobbeltregulering. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i
forbindelse med den sproglige sammenskrivning og tilretning.
Formålet med det foreslåede stk. 3, er at synliggøre, at rådgivning og vejledning til børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier efter det foreslåede § 81, stk. 1 og 2
også fremover vil kunne ydes enten selvstændigt eller i forbindelse med anden rådgivning.
Endvidere il det foreslåede stk. skulle synliggøre, at kommunalbestyrelsen også fremover i
forbindelse med rådgivning og vejledning efter det foreslåede § 81, stk. 1 og 2, vil skulle være
517
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0518.png
opmærksom på om barnet, den unge eller familien har behov for hjælp og støtte efter barnets lov
eller anden lovgivning.
Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig
familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne samt at vejledningen skal tilbydes, inden for 3 måneder efter at
kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for
familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, samt at vejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter at
kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.
Den foreslåede ordningen vil skulle omfatte både familier med nyfødte børn med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres
under barnets opvækst.
Vejledningen vil skulle medvirke til at øge familiens kendskab til muligheden for iværksættelse af
sociale indsatser og kendskabet til de tilbud om offentlig hjælp på tværs af sektorerne, som barnets
opvækst- og udviklingsvilkår i vidt omfang vil være betinget af.
Kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde hjemmebesøg inden for tre måneder efter, at
kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.
Familievejlederen vil skulle kunne tilbyde en introducerende og helhedsorienteret information og
vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne og oplyse om, hvad
der findes af bl.a. vidensmiljøer og interesseorganisationer på området. Familievejlederen vil
desuden skulle kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier med børn med nedsat
funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.
Familievejlederen vil ikke have kompetence til at træffe afgørelser om hjælpen til familien, men vil
skulle kunne formidle kontakten og viden om familien til den kommunale socialforvaltning.
Information og vejledning vil så vidt muligt skulle gives ved besøg i hjemmet, bl.a. fordi
familievejlederen på den måde får mulighed for at få et bedre indtryk af forældrenes, barnets og
eventuelle søskendes behov og af de hjemlige forhold generelt, hvilket kan have relevans for
vejledningen.
Når vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat
rådgivning og vejledning fra kommunalbestyrelsen efter de øvrige regler herom i barnets lov.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens
regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov,
518
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0519.png
barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til
målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den
familievejledning, som er målrettet familier med børn med betydelig og varigt nedsat
funktionsevne.
Med det foreslåede stk. 4 videreføres den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 11, stk. 8, i
sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at etablere en
familievejlederordning er også fremover at sikre, at familier med børn med betydelig og varigt
nedsat funktionsevne i den indledende fase efter, at funktionsnedsættelsen er konstateret, vil få et
tilbud om indgående vejledning for at styrke familiens og barnets videre udvikling og trivsel set i
lyset af familiens ændrede livssituation som følge af barnets funktionsnedsættelse.
Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler
om familievejlederordningen.
Det foreslås med
stk. 5,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
familievejlederordningen.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som
vil tydeliggøre målgruppen for familievejledningen, fastlægge nærmere rammer for
familievejledningens indhold, herunder forpligtelsen til at formidle oplysninger om relevante
støttemuligheder, vidensmiljøer og interesseorganisationer samt fastslå at familievejlederen ikke har
kompetence til at træffe afgørelse om konkrete indsatser, men pligt til at formidle kontakt og viden
om familien til socialforvaltningen.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i
servicelovens § 11, stk. 9, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med den foreslåede § 81 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier som følge af de sproglige tilpasninger af de
bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 82
519
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0520.png
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsens træffer afgørelse om
hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
behov for hjælp eller særlig støtte.
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i
særlige klubtilbud eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven,
samt at hjælpen også kan udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.
Det foreslås med
§ 82,
at kommunalbestyrelsen til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, skal træffe
afgørelse om hjælp, der kan tilrettelægges 1) i særlige dagtilbud, 2) i særlige klubtilbud, 3) helt eller
delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning 4) i forbindelse med andre tilbud efter barnets
lov eller efter dagtilbudsloven.
Den foreslåede § 82, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk.
1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer. Det bemærkes, at den
eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 2, som giver social- og ældreministeren
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af
barnet eller den unge, om udredning af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden ved
kommunalbestyrelsens sagsbehandling, ikke foreslås videreført i den foreslåede § 82. Reguleringen
i denne bemyndigelse samt i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og
unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for
hjælp eller særlig støtte, som udmønter bemyndigelsen, foreslås i stedet videreført i kapitel x.
Med den foreslåede § 82, vil kommunalbestyrelsen blive forpligtet til at træffe afgørelser om hjælp
til børn og unge med behov for særlig støtte, som har behov herfor på grund af betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Hjælpen vil kunne tilrettelægges i særlige dagtilbud, i
særlige klubtilbud eller andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven. Den foreslåede §
82 vil endvidere fortsat skabe hjemmel til, at hjælpen helt eller delvis vil skulle kunne udføres af
forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. den foreslåede § 85.
Formålet med det foreslåede § 82, stk. 1 er at videreføre kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
tilgodese børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for
særlig støtte, behandling og træning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel.
Med den foreslåede § 82 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til særlige indsatser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der
foreslås videreført fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
520
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0521.png
Til § 83
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det
nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven. Det
fremgår endvidere af servicelovens § 32, stk. 4 og 5, at social- og ældreministeren kan fastsætte
nærmere regler forældrebestyrelser i særlige dagtilbud samt om beregning af tilskud og
egenbetaling for ophold i de særlige dagtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 4, vedrørende forældrebestyrelser er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 1033 af 20. august 2007 om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud, som
fastlægger nærmere rammer for kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oprette
forældrebestyrelser, herunder de betingelser hvorunder kommunalbestyrelsen kan fravige denne
forpligtelse, rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og kompetencer samt rammerne for
oprettelse af forældrebestyrelser i selvejende, særlige dagtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 5, vedrørende beregning af tilskud og egenbetaling for
særlige dagtilbud er udmøntet i § 1 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007 om tilskud til
ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen
i de særlige dagtilbud, herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i
særlige dagtilbud, hvis barnet er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal
pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Det foreslåede stk. 1, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk.
3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 forpligtes kommunalbestyrelsens til at sikre det nødvendige antal pladser i
særlige dagtilbud til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som
har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af
tilbuddene efter dagtilbudsloven.
De særlige dagtilbud vil i overensstemmelse med gældende ret kunne oprettes og drives som
selvstændige dagtilbud eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.
Kommunalbestyrelsen vil herudover kunne indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner
eller med selvejende særlige dagtilbud om oprettelse og drift af et særligt dagtilbud i form af f.eks.
vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner og fritidshjem.
521
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0522.png
Særlige dagtilbud m.v. til børn og unge under 18 år, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., vil skulle
oprettes efter § 82 i den foreslåede barnets lov.
De særlige dagtilbudspladser vil i overensstemmelse med gældende ret skulle tilbydes børn med så
omfattende funktionsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at tilbyde dem tilstrækkelig individuel
støtte og behandling til, at de kan integreres i et alment tilbud, som også rummer børn uden
funktionsnedsættelser.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets behov tilsiger, at der skal være helt særlige
fysiske rammer for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste personale i
daginstitutionen. Det kan også være tilfældet, hvis barnets funktionsnedsættelse og behov er så
omfattende, at indsatsen i dagtilbuddet hovedsageligt består af behandling og pleje.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
forældrebestyrelser i særlige dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de
særlige dagtilbud.
Den foreslåede stk. 2, er en videreførelse af de eksisterende bemyndigelsesbestemmelser i
servicelovens § 32, stk. 4 og 5, som i den foreslåede form er sammenskrevet med henblik på at gøre
bestemmelsen mere overskuelig. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forbindelse med
den foreslåede sammenskrivning.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som
fastlægger nærmere rammer for kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oprette forældre-
bestyrelser, herunder de betingelser hvorunder kommunalbestyrelsen kan fravige denne forpligtelse,
rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og kompetencer samt rammerne for oprettelse af
forældrebestyrelser i selvejende, særlige dagtilbud. Bekendtgørelsen forventes endvidere i
overensstemmelse med gældende ret at fastlægge rammerne for beregningen af forældrebetalingen i
de særlige dagtilbud, herunder pålægge kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i
særlige dagtilbud, hvis barnet er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.
Med den foreslåede § 83 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til særlige dagtilbud til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier eller i rammerne for forældrebestyrelser eller forældrebetaling som
følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for de særlige dagtilbud,
som skal tilbydes børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har et særligt behov for støtte.
522
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0523.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 84
Det fremgår af servicelovens § 36, stk.1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det
nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, be‐ handling m.v.,
der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i
dagtilbudsloven. Det fremgår endvidere af servicelovens § 36, stk. 2, at social- og ældreministeren
har bemyndigelse til at fastsætte regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de
særlige klubtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 36, stk. 2, vedrørende beregning af tilskud og egenbetaling for
særlige dagtilbud er udmøntet i § 2 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007 om tilskud til
ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen
i de særlige klubtilbud, herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i
særlige klubtilbud, hvis barnet eller den unge er optaget alene eller i hovedsagen af behandlings-
mæssige grunde.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal
pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes
gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 36, stk. 1, med sproglige
opdateringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede § stk. 1, forpligtes kommunalbestyrelsen til at sikre det nødvendige antal pladser
i særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, som har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem
ophold i et tilbud efter dagtilbudsloven.
De særlige klubtilbudspladser vil i overensstemmelse med gældende ret skulle tilbydes børn og
unge med så omfattende funktionsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at tilbyde dem
tilstrækkelig individuel støtte og behandling til, at de kan integreres i et alment tilbud, som også
rummer børn og unge uden funktionsnedsættelser.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets behov tilsiger, at der skal være helt særlige
fysiske rammer for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste personale i
klubtilbuddet. Det kan også være tilfældet, hvis barnets funktionsnedsættelse og behov er så
omfattende, at indsatsen i klubtilbuddet hovedsageligt består af behandling og pleje.
523
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0524.png
De særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne vil i
overensstemmelse med gældende ret kunne oprettes og drives som selvstændige tilbud eller i
forbindelse med et almindeligt klubtilbud oprettet efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen vil
herudover kunne indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige
klubtilbud om oprettelse og drift af et særligt klubtilbud.
I overensstemmelse med gældende ret vil er med den foreslåede § 84 ikke blive fastsat en øvre
aldersgrænse for optagelse i særlige klubtilbud. Dette indebærer, at unge over 18 år også fremover
vil kunne forblive i klubtilbuddet, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsens
forpligtelse efter den foreslåede § 84 vil dog alene omfatte aldersgruppen under 18 år.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af
tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i
servicelovens § 36, stk. 2, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som
fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige klubtilbud, herunder
pålægge kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige klubtilbud, hvis barnet
eller den unge er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.
Med den foreslåede § 84 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af adgangen til særlige klubtilbud til større børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra
serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 85
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og yde støtte i forbindelse med forældres
hjemmetræning af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
fremgår i dag af servicelovens § 32 a.
Det fremgår således af servicelovens § 32 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren godkender, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i
hjemmet, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den
unges tarv og trivsel og imødekommer barnets eller den unges behov. 2) Forældrene er i stand til at
udføre opgaverne. 3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.
524
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0525.png
Det fremgår servicelovens § 32 a, stk. 2, at sundhedsfaglige træningselementer, som enten er
fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig
behandling, ikke kan godkendes som en del af hjemmetræningen.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 3, at godkendelse skal ske på baggrund af
børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske,
sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at
afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige
kompetencer.
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 4, at kommunalbestyrelsen løbende skal føre tilsyn med
indsatsen over for barnet eller den unge, herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges
fysiske, psykiske og sociale behov. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med trænings‐
metoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 43 til forældre, der forsørger og
træner et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne i hjemmet. Af servicelovens § 32 a, stk. 5, 2. pkt. fremgår det endvidere, at der ikke
kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter
kapitel 8 i lov om friskoler og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen foregår i
kombination med hjemmetræning efter serviceloven. Af servicelovens af servicelovens § 32 a, stk.
5, 3. pkt., fremgår det, at kommunalbestyrelsen, hvis den tillægger omfanget af
hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, skal foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med
afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 6, at kommunalbestyrelsen sørger for træningsredskaber,
kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet, samt at
kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller
den enkelte unge må ikke overstige 500.000 kr. årligt.
Endeligt fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 7, at social- og ældreministeren fastsætter
nærmere regler om særlig støtte i hjemmet, herunder regler om dokumenterbare metoder,
godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsat‐
sen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32 a, stk. 7, er udmøntet i §§ 2-6 i bekendtgørelse nr. 717 af 9.
juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, som uddyber begrebet dokumenterbare
525
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0526.png
metoder samt fastlægger nærmere rammer for godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af
sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste,
brug af sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder
rammer for udbetaling af støtte hertil. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1-3, at
kommunalbestyrelsen med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50
skal vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode imødekommer
barnets behov, tarv og trivsel, samt vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige
ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndigheds-
indehaveren godkender, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, hvis
følgende betingelser er opfyldt:
1) Hjemmetræningen vurderes at være til barnets eller den unges bedste og imødekommer
barnets eller den unges behov.
2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne.
3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk.
1, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede, sproglige tilpasning består i, at formuleringen i den eksisterende bestemmelse i
servicelovens § 32 a, stk. 1, nr. 1 om at det er en betingelse for godkendelse af hjemmetræningen at
hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel i det foreslåede stk. 1, nr. 1,
foreslås erstattet med en formulering om, at det er en betingelse for godkendelse at
hjemmetræningen vurderes at være til barnets eller den unges bedste. Den foreslåede ændring vil
gøre bestemmelsen sprogligt mere tidssvarende. Den foreslåede sproglige ændring ændrer ikke på
formålet med det foreslåede stk. 1, nr. 1. den sprogligt omformulerede betingelse vil således i lighed
med gældende ret alene skulle tjene til at tydeliggøre, at afgørelser om hjemmetræning skal tage
afsæt i en samlet vurdering af barnets eller den unges tarv og trivsel under hensyntagen til barnets
eller den unges støttebehov, alder og udvikling.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte, overordnede ansvar for
under visse betingelser at godkende hjemmetræning af et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen om, at kommunalbestyrelsen efter anmodning
fra forældremyndighedsindehaveren godkender, at forældrene helt eller delvist udfører hjælpen i
hjemmet. Ligeledes videreføres reglerne om, at det er en betingelse for godkendelse af
hjemmetræning, at afgørelser om hjemmetræning skal tage afsæt i en samlet vurdering af, om
hjemmetræningen vil være til barnets eller den unges bedste under hensyntagen til barnets eller den
unges støttebehov, alder og udvikling, at hjælpen skal imødekomme barnet eller den unges behov,
526
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0527.png
at forældrene er i stand til at udføre opgaverne, samt at hjemmetræningen sker efter dokumenterbare
træningsmetoder.
Den foreslåede betingelse om at afgørelser om hjemmetræning skal tage afsæt i en samlet vurdering
af om hjemmetræningen vil være til barnets eller den unges bedste under hensyntagen til barnets
eller den unges støttebehov, alder og udvikling vil betyde, at kommunalbestyrelsen forud for
afgørelsen vil skulle foretage en samlet vurdering af barnets eller den unges konkrete fysiske,
psykiske og sociale behov i lyset af barnets alder og udviklingstrin.
Den foreslåede betingelse om at forældrene skal være i stand til at udføre opgaverne vil betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige
ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.
Den foreslåede betingelse om at træningsmetoden skal være dokumenterbar vil betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som vil
kunne anvendes til måling af, om metoden resulterer i den forventede effekt.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil være
forpligtet til at godkende, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, hvis de
betingelser, som beskrives i den foreslåede bestemmelses nr. 1-3 er opfyldt.
Det foreslås med
stk. 2,
at sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som
sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, ikke
kan godkendes som en del af hjemmetræningen.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk.
2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Ved træningselementer af sundhedsfaglig karakter, som enten er fastlagt som sygehusbehandling
eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling skal f.eks., men ikke
alene, forstås anvendelse af carbogengas, genindånding i refleksposer og trykkammerbehandling
(uanset tryksætning).
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at træningselementer af sundhedsfaglig karakter, som
enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret
sundhedsfaglig behandling, i overensstemmelse med gældende ret ikke vil kunne godkendes som en
del af hjemmetræningen, således videreført.
Det foreslås med
stk. 3,
at godkendelse efter det foreslåede stk. 1 skal ske på baggrund af en
børneudredning, jf. § § 20 og 22. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen om
godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.
527
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0528.png
Det foreslåede stk. 3,
1. pkt.,
er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens §
32 a, stk. 3, 1. pkt., som er tilrettet som konsekvens af, at den børnefaglige undersøgelse i
serviceloven foreslås afløst af den foreslåede § 20 om gennemførelse af en børneudredning. For
nærmere omtale heraf henvises til de foreslåede §§ 20 og 22 samt bemærkningerne hertil.
Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil den eksisterende praksis om, at en afgørelse om godkendelse
af hjemmetræning forudsætter en grundig undersøgelse af såvel barnets eller den unges som
forældrenes og familiens behov og ressourcer, blive videreført. Børneudredningen vil, jf.
bemærkningerne til § 22, skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets
eller den unges behov for støtte, ligesom udredningen ikke må være mere omfattende end formålet
tilsiger. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af de krav til kommunal-
bestyrelsens udredning forud for en afgørelse om godkendelse af hjemmetræning som i dag fremgår
af servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt.
Formålet med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., er således at sikre, at barnets eller den unges
funktionsevne, behov og trivsel, forældrenes ressourcer og familiens samlede situation, også
fremover vil være fuldt udredt og beskrevet af kommunalbestyrelsen, før en hjemmetrænings-
ordning vil kunne godkendes.
Endvidere foreslås det med stk. 3,
2. pkt.,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at afgørelsen om
godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer,
hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang.
Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens §
32 a, stk. 3, 2. pkt. uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag vil skulle vurdere, om de
træningsmetoder, forældre ønsker at anvende, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et
ikke uvæsentligt omfang. Der findes ikke en udtømmende liste over, hvilke metoder eller
kombinationer af metoder der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed heller ikke en liste over,
hvilke metoder der vil blive berørt af det foreslåede krav.
Valget af metode vil dog skulle afspejle barnets eller den unges funktionsnedsættelse. Som
udgangspunkt vil børn og unge med omfattende funktionsnedsættelser, som både har fysiske,
motoriske og kognitive udfordringer, typisk blive trænet efter metoder, som både har fysiske
træningselementer og elementer af kognitiv træning. Da træning af disse børn eller unge som regel
vil indeholde fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil
hjemmetræningsordninger for denne målgruppe typisk blive omfattet af det foreslåede krav om
inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer i sagsbehandlingen.
Omvendt vil børn eller unge med udviklings- eller opmærksomhedsforstyrrelser og andre ikke-
fysiske funktionsnedsættelser typisk blive trænet efter metoder, som fokuserer på træning af
528
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0529.png
kognitive og sociale færdigheder, sprog mv. Hjemmetræningsordninger for disse børn eller unge vil
typisk ikke blive omfattet af det foreslåede krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer i
sagsbehandlingen, medmindre der i disse træningsmetoder også indgår fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke uvæsentligt omfang.
Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan nævnes træning af bevægelsesfunktioner,
træning af respirationsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskelstyrke (f.eks. som bøj
og stræk af lemmer eller krybe-kravle øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener
(f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsmetoden indeholder disse eller andre fysiske,
sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbestyrelsen skulle sikre, at
afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige
kompetencer, så afgørelsen om godkendelsen kan ske på baggrund af en samlet social- og
sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den foreslåede behandlings- og træningsindsats er til gavn for
barnet eller den unge.
Den sundhedsfaglige person vil skulle bidrage med en vurdering af de fysiske, sundhedsfaglige
elementer i træningen, blandt andet med henblik på at sikre at der ikke anvendes træningselementer,
som sundhedsfagligt vurderes at være enten kontraindicerede til det enkelte barn eller den enkelte
unge, eller som kan anses for at være potentielt farlige for barnet eller den unge. Den
sundhedsfaglige person vil også kunne bidrage med sundhedsfaglige vurderinger af konkrete,
sundhedsfaglige træningselementer eller træningsredskaber og vil kunne rådgive sagsbehandleren
om, hvorvidt der er behov for at inddrage anden specialiseret ekspertise, f.eks. relevant
speciallægeviden, til at vurdere, om specifikke træningselementer kan godkendes som en del af
hjemmetræningen.
I overensstemmelse med gældende ret foreslås der ikke fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige
kompetencer der vil skulle inddrages, da dette vil kunne variere fra sag til sag. Det skønnes dog, at
det ofte vil være relevant at inddrage en kommunal sundhedsperson som eksempelvis en ergo- eller
fysioterapeut. Den sundhedsfaglige person vil desuden kunne rådgive den kommunale
sagsbehandler i forhold til, om der bør inddrages yderligere sundhedsfaglige kompetencer i
forbindelse med godkendelse af hjemmetræningen, hvis der f.eks. er tale om meget omfattende,
højintensive eller komplekse træningsmetoder eller træningselementer. Dette vil eksempelvis kunne
være relevant i forhold til de børn og unge, der på grund af meget komplekse funktionsnedsættelser
allerede er kendt i sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale indsats eller
hjemmetræningen følges i sundhedsvæsenet. I forhold til disse børn og unge vil
kommunalbestyrelsen ofte kunne inddrage erklæringer eller anden rådgivning fra den eller de
speciallæger, som i forvejen følger barnet eller den unge i sygehusvæsenet.
Formålet med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil
skulle inddrage sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med godkendelse af træningsmetoder,
som indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke ubetydeligt omfang.
529
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0530.png
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med hjemmetræningen,
herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov. Hvis
træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal
kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med træningsmetoden sker med inddragelse af relevante
sundhedsfaglige kompetencer.
Den foreslåede stk. 4, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a,
stk. 4, i sprogligt tilrettet form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 4,
1. pkt.,
vil det således også fremover blive tydeliggjort, at tilsynet med
hjemmetræningen vil skulle sikre, at træningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske
og sociale behov.
Det vil følge heraf, at kommunalbestyrelsen under tilsynsbesøgene også fremover vil skulle have
særlig opmærksomhed på, om træningen samlet set skønnes at være til gavn for barnet eller den
unge under hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling.
Heri ligger blandt andet, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge op på de mål, der er sat for
træningen og vurdere, om de stadig er relevante. Der vil kunne være behov for at justere på målene,
hvis barnet eller den unge ikke trives eller udvikler sig som forventet, eller hvis barnet eller den
unge har nået en alder, hvor der er behov for at sætte nye mål, eksempelvis samvær med
jævnaldrende eller deltagelse i sociale aktiviteter uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsen vil også under tilsynsbesøget skulle vurdere, om barnets eller den unges
fysiske eller psykiske behov har ændret sig som følge af, at barnet eller den unge er blevet ældre.
Kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er sket ændringer i barnets eller den unges fysiske,
psykiske og sociale behov ved hvert tilsynsbesøg. Denne vurdering findes at være særligt væsentlig
i forbindelse med skift i barnets eller den unges livsfaser, eksempelvis overgangen fra spædbarn til
småbarn, fra småbarn til skolebarn, fra barn til teenager og i forbindelse med en kommende
overgang fra ung til voksen.
Formålet med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., er således at videreføre kommunalbestyrelsens
eksisterende tilsynsforpligtelse samt at sikre, at der i forbindelse med tilsynet vil blive fulgt op på,
om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller den unges behov.
Endvidere foreslås det med stk. 4,
2. pkt.,
at den eksisterende forpligtelse til at inddrage relevante
sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med hjemmetræning, hvis
træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang,
videreføres.
530
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0531.png
Det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens §
32 a, stk. 4, 2. pkt., uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag vil skulle vurdere, om de
træningsmetoder, forældre anvender, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke
uvæsentligt omfang. Der findes ikke en udtømmende liste over, hvilke metoder eller kombinationer
af metoder der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed heller ikke en liste over, hvilke metoder
der vil blive berørt af det foreslåede krav.
Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan nævnes træning af bevægelsesfunktioner,
træning af respirationsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskelstyrke (f.eks. som bøj
og stræk af lemmer eller krybe-kravle øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener
(f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsmetoden indeholder disse eller andre fysiske,
sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbestyrelsen skulle sikre, at
tilsynet med træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer, så
tilsynet kan ske på baggrund af en samlet social- og sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den
foreslåede behandlings- og træningsindsats er til gavn for barnet eller den unge.
Den sundhedsfaglige person vil også kunne bidrage med sundhedsfaglige vurderinger af konkrete,
sundhedsfaglige træningselementer eller træningsredskaber og vil kunne rådgive sagsbehandleren
om, hvorvidt der er behov for at inddrage anden specialiseret ekspertise, f.eks. relevant
speciallægeviden, i forhold til at vurdere, om specifikke træningselementer kan indgå som en del af
hjemmetræningen.
Der foreslås ikke fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige kompetencer der vil skulle inddrages, og
dette vil kunne variere fra sag til sag. Det skønnes dog, at det ofte vil være relevant at inddrage en
kommunal sundhedsperson som eksempelvis en ergo- eller fysioterapeut.
Den sundhedsfaglige person vil desuden kunne rådgive den kommunale sagsbehandler i forhold til,
om der bør inddrages yderligere sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med
hjemmetræningen, hvis der f.eks. er tale om meget omfattende, højintensive eller komplekse
træningsmetoder eller –elementer. Dette vil eksempelvis kunne være relevant i forhold til de børn
eller unge, der på grund af meget komplekse funktionsnedsættelser allerede er kendt i
sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale indsats eller hjemmetræningen følges i
sundhedsvæsenet. I forhold til disse børn eller unge vil kommunalbestyrelsen ofte kunne inddrage
erklæringer eller anden rådgivning fra den eller de speciallæger, som i forvejen følger barnet eller
den unge i sygehusvæsenet.
Den sundhedsfaglige person vil også skulle deltage i tilsynsbesøgene hos de familier, som har fået
godkendt en hjemmetræningsordning for at sikre, at vurderingen af hjemmetræningen kan ske på
baggrund af en samlet social og sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den igangværende træning er
til gavn for barnet eller den unge.
531
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0532.png
Formålet med det foreslåede
stk. 4, 2. pkt.,
er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil
skulle inddrage sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med træningsmetoder, som
indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke ubetydeligt omfang.
Det foreslås med
stk. 5,
at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og 88 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under
18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet. Der kan ikke
ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter
kapitel 8 i lov om friskoler og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen foregår i
kombination med hjemmetræning efter den foreslåede barnets lov. Kommunalbestyrelsen skal, hvis
den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, foretage en konkret vurdering af omfanget af
hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a,
stk. 5, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 5,
1. pkt.,
vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at
kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der
hjemmetræner deres børn.
Med det foreslåede stk. 5,
2.
og
3. pkt.,
vil det endvidere også fremover fremgå af lovgivningen, at
der ikke vil kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af
hjemmeundervisning af børn, uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning
efter denne lov, samt at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage en konkret vurdering af omfanget
af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne, hvis
omfanget af hjemmeundervisningen tillægges betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil også fremover skulle ydes efter de foreslåede
regler i den foreslåede barnets lov §§ 87 og 88. Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil
fortsat forudsætte, at det er en nødvendig konsekvens af barnets eller den unges
funktionsnedsættelse, at barnet eller den unge passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt,
at det er forældreren, der passer barnet eller den unge. En afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste vil
ifølge gældende regler blandt andet skulle tage afsæt i en vurdering af, om barnet eller den unge har
et stort behov for pleje og overvågning, sover meget uroligt eller sparsomt, eller hvis sygdom er
meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald. Hensyn til søskende vil også kunne indgå i
vurderingen.
Den foreslåede regel om at der ikke vil kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som
følge af hjemmeundervisning af børn efter reglerne i friskoleloven er en videreførelse af gældende
532
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0533.png
ret. Dette gælder også selv om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning, hvilket
er blevet fastslået i Højesterets dom af 19. august 2014 og Ankestyrelsens principafgørelse nr. 69-
14.
Det vil således heller ikke fremover kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som
følge af hjemmeundervisning, men tildelingen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil
også fremover altid skulle ske ud fra en helhedsvurdering af barnets eller den unges og familiens
samlede behov. Dette vil også gælde i familier, som både ønsker at hjemmetræne deres barn efter
barnets lov og hjemmeundervise deres barn efter reglerne i friskoleloven.
Det foreslåede stk. 5, 3. pkt., vil i overensstemmelse med gældende ret pålægge
kommunalbestyrelsen at foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen, hvis
omfanget af hjemmeundervisningen tillægges betydning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.
Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering ved udmålingen af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste vil kunne tage afsæt i Ministeriet for Børne- og Undervisningsministeriets
almindelige regler for undervisningstiden i folkeskolen, herunder reglerne om
enkeltmandsundervisning, lige som det vil kunne indgå som del af grundlaget for vurderingen, hvor
mange timer barnet alternativt skulle have været undervist i skolen – det såkaldte normtimetal.
De generelle rammer for fastsættelse af undervisningstiden vil dog alene kunne tjene som afsæt for
den konkrete vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen. Kommunalbestyrelsen vil dermed
ikke per automatik kunne anvende normtimetallet, når omfanget af hjemmeundervisningen skal
fastlægges, eller henvise til fastlæggelse af timetallet i andre sager.
Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen vil heller ikke
udelukkende måtte tage afsæt i barnets kronologiske alder, men vil skulle tage højde for det enkelte
barns eller den unges funktionsevne og udviklingstrin. Hvis barnets eller den unges
udviklingsniveau er betydeligt lavere end den kronologiske alder, vil dette skulle afspejles i
fastsættelsen af omfanget af hjemmeundervisningen.
Det timetal, som kommunalbestyrelsen vurderer vil skulle afsættes til hjemmeundervisningen i
forbindelse med afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil således skulle
afspejle et realistisk omfang af hjemmeundervisningen for det pågældende barn eller den
pågældende unge.
Forslaget vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen automatisk vil kunne reducere den tabte
arbejdsfortjeneste med det antal timer, der skønnes at skulle bruges på at hjemmeundervise barnet.
Det vil blandt andet skulle indgå i kommunalbestyrelsens vurdering af, om omfanget af
hjemmeundervisningen har betydning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste,
533
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0534.png
om det er den samme forælder, der står for hjemmetræningen og for hjemmeundervisningen. Hvis
barnet eller den unge både hjemmeundervises og hjemmetrænes på fuld tid, vurderes det dog at ville
være en forudsætning for, at der fortsat kan ydes tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, at det ikke er
den samme forælder, der både hjemmetræner og hjemmeunderviser barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil også skulle være opmærksom på, at omfanget af hjemmeundervisningen
ikke altid vil have betydning for udmålingen af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Hvis
en hjemmetræningsordning fortsætter uændret, eksempelvis så kommunalbestyrelsen stadig
godkender hjemmetræning på fuld tid, som supplement til (hjemme)undervisning af barnet eller den
unge, vil det som udgangspunkt betyde, at omfanget af hjælpen til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste også fortsætter uændret. Dette vil forudsætte, at betingelserne for at modtage
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, herunder betingelsen om, at den
godkendte hjemmetræningsordning medfører et indtægtstab for den forælder, der hjemmetræner
barnet eller den unge.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at videreføre kommunalbestyrelsens eksisterende
forpligtelse til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som er godkendt til at
hjemmetræne deres børn efter det foreslåede stk. 1, samt at sikre, at der i overensstemmelse med
gældende ret i forbindelse med udmålingen af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste tages
hensyn til, om barnet eller den unge hjemmeundervises.
Det foreslås med
§ stk. 6,
at kommunalbestyrelsen skal dække udgifterne til træningsredskaber,
kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Kommunalbestyrelsens
udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må
ikke overstige 666.689 kr. årligt (2022-niveau).
Det foreslåede, stk. 6, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a,
stk. 6, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af det angivne
grænsebeløb.
Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 i den foreslåede barnets lov skulle reguleres en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser offentliggøres
hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
Den foreslåede forpligtelse indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle sørge for
de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældre er godkendt til at
hjemmetræne et barn eller en ung i hjemmet. At træningsredskaber m.v. skal være nødvendige
betyder, at træningen efter den konkrete metode ikke vil kunne gennemføres uden de pågældende
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.
Hvis træningsredskaber m.v. efter en konkret og individuel vurdering vil være nødvendige for, at
forældrene vil kunne gennemføre træningen, vil intet træningsredskab som udgangspunkt på
534
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0535.png
forhånd være udelukket, dog med undtagelse af sundhedsfaglige træningselementer, som enten er
fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig
behandling, jf. det foreslåede stk. 2.
Den foreslåede hjælp vil både kunne omfatte enkeltstående og løbende ydelser til dækning af
udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv., som er er nødvendige for at gennemføre
den godkendte hjemmetræning, og vil skulle bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter.
Dokumentationen vil foregå enten i forbindelse med ansøgningen eller efter afholdelse af udgiften.
Der vil eksempelvis efter en konkret vurdering kunne gives hjælp til træningsredskaber i form af
sliske, trampolin, hoppebolde, til ansættelse af hjælpere, som kan bistå med træningen og til
supervision af forældrene fra fagligt relevante personer, hvis supervisionen er nødvendig for, at
forældrene kan gennemføre træningen.
Der vil ligeledes kunne gives støtte til kurser, der er af relevans for træningen.
Formålet med det foreslåede stk. 6 er at sikre, at forældre, som er godkendt til at hjemmetræne deres
børn efter stk. 1, fremover vil have uændret ret til hjælp til nødvendige træningsredskaber, kurser,
hjælpere m.v., der er forbundet med hjemmetræningen, inden for den fastsatte beløbsgrænse.
Det foreslås med
stk. 7,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om særlig støtte i
hjemmet, herunder regler om dokumenterbare metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse
af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste,
brug af sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder
rammer for udbetaling af støtte hertil.
Det foreslåede stk. 7, er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i
servicelovens § 32 a, stk. 7, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse.
Bekendtgørelsen vil i forhold til godkendelse af hjemmetræning videreføre den eksisterende
fastlæggelse af, at kommunalbestyrelsen med udgangspunkt i børneudredningen vil skulle vurdere,
om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode er til barnets bedste og
imødekommer barnets behov, samt vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige
ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.
I forhold til godkendelse af hjemmetræning vil bekendtgørelse ligeledes fortsat skulle fastslå, at det
foreslåede krav om dokumenterbarhed vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om
metoden indeholder målbare indikatorer, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at følge op på
effekten af hjemmetræningen og den anvendte metode på barnets eller den unges udvikling og
trivsel, men også vil slå fast, at kommunalbestyrelsen ikke kan stille som betingelse for
godkendelse, at den ønskede metode skal være evidensbaseret.
535
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0536.png
Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere at skulle fastlægge de nærmere rammer for de
foreslåede, lovpligtige tilsynsbesøg, herunder tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen under tilsynet
blandt andet vil skulle vurdere, om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske,
psykiske og sociale behov, samt vurdere familiens trivsel som helhed, tydeliggøre, at
kommunalbestyrelsen på baggrund af tilsynet vil skulle udforme en tilsynsrapport med begrundet
indstilling om fortsættelse, justering eller ophør af hjemmetræningen, som vil skulle sendes til
høring både hos forældrene og, hvor det er muligt og relevant, hos barnet eller den unge, samt
videreføre den eksisterende hjemmel til at kommunalbestyrelsen ud over de to obligatoriske årlige
tilsynsbesøg, vil kunne vælge at gennemføre yderligere tilsyn, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
at der er behov herfor.
Den foreslåede bekendtgørelse forventes desuden i overensstemmelse med gældende ret at skulle
synliggøre, at kommunalbestyrelsens støtte til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv.,
vil kunne omfatte både enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til
træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv. på grundlag af dokumenterede udgifter.
Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere i overensstemmelse med gældende ret at skulle
indeholde hjemmel til, at kommunalbestyrelsen og forældrene med afsæt i det foreslåede § 85, stk.
6, vil kunne indgå frivillige aftaler om, at der udbetales et fast månedligt, halvårligt eller årligt
beløb til dækning af forventede udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., samt en
bestemmelse om, at grænsebeløbet for tilskuddet til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv.
vil skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
Formålet med det foreslåede stk. 7 er at skabe en bemyndigelse til, at social- og ældreministeren i
overensstemmelse med gældende ret også fremover vil have mulighed for at fastlægge nærmere
regler om hjemmetræning.
Baggrunden for den foreslåede § 85 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Med den foreslåede § 85 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af rammerne for godkendelse af, tilsyn med, eller støtte i forbindelse med
hjemmetræning af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af de
sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der videreføres fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
536
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0537.png
Til § 86
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i
hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 41.
Det fremgår således af § 41, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige
merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår endvidere,
at det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan
dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning. Det fremgår af servicelovens §
41, stk. 2, at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det
enkelte barn, og af § 41, stk. 3, at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de
skønnede merudgifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Endvidere fremgår det af
servicelovens § 41, stk. 4, at hjælpen betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn
til pasning m.v. følges, samt af § 41, stk. 5, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
Bemyndigelsen i servicelovens 41, stk. 5, er udmøntet i kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 932 af 19.
juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet
indeholder definitioner på de begreber, der anvendes om målgruppen for hjælp til dækning af
nødvendige merudgifter, tydeliggør at behovet for dækning af merudgifter vurderes i forhold til
personer uden handicapbørn på samme alder og i samme livssituation samt fastslår, at beløbet til
dækning af merudgifter er uafhængigt af forsørgerens indtægt og er ikke skattepligtigt.
Bekendtgørelsen fastlægger også rammerne for udbetaling af støtten, rammerne for støtte til særlige
diætpræparater til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri (Føllings sygdom) og
Alcaptonori, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for omlægning af
tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved
forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det foreslås videre, at det er
en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den
indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets
lov eller anden lovgivning.
Den foreslåede stk. 1, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk.
1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1, rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse
betingelser at yde dækning af de nødvendige merudgifter, som forældre har som følge af, at de
537
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0538.png
forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Med det foreslåede stk. 1,
1. pkt.,
vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at
kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i
hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil således, i lighed med den eksisterede § 41 i serviceloven, være
målrettet borgere, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller kognitiv funktion, som har betydning i
forhold til barnets eller den unges daglige tilværelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af
indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er
betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede
livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges
aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt
til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at
afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige
følger i den daglige tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår,
normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare
barnealderen ud.
Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt
vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen
ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller
mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det
vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
538
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0539.png
Med det foreslåede stk. 1,
2. pkt.,
foreslås en videreførelse af betingelsen fra servicelovens § 41, stk.
1, 2. pkt., om, at der alene vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en
konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke vil kunne dækkes efter andre bestemmelser i den
foreslåede barnets lov eller anden lovgivning. Som en sproglig præcisering foreslås det tydeliggjort,
at også nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af en konstateret indgribende kroniske eller
langvarige lidelse hos barnet eller den unge efter 1. pkt., vil kunne dækkes efter bestemmelsen. Der
er tale om en rent sproglig tilretning uden indholdsmæssig betydning, med henblik på at ensrettes
sprogbrugen i bestemmelsens foreslåede 1. og 2. pkt.
Den foreslåede forpligtelse vil således også fremover omfatte merudgifter, som familien ikke ville
have haft, hvis barnet eller den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk eller
langvarig lidelse.
Det vil ligeledes følge af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at denne bestemmelse også fremover vil være
subsidiær til hjælp og støtte efter andre bestemmelser i den foreslåede barnets lov eller anden
lovgivning.
Hermed forstås, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om hjælp til dækning af
nødvendige merudgifter efter den foreslåede § 86, vil skulle have afdækket, om de nødvendige
merudgifter kan dækkes ad anden vej.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt
til at yde støtte til dækning af nødvendige merudgifter som følge af barnets eller den unges
betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås med
stk. 2,
at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte
merudgifter for det enkelte barn eller den enkelte unge, f.eks. merudgifter til individuel befordring
og fritidsaktiviteter.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk.
2, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
At merudgifterne skal være sandsynliggjorte vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil kunne
kræve dokumentation for afholdelsen af udgifterne. Der vil således skulle laves et overslag over
omfanget af de behov, som barnet eller den unge efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og
hvad det medfører af merudgifter. Udgifter, som forældrene kan dokumentere, vil ligeledes skulle
indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.
Merudgifterne vil kunne vedrøre såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og udgifter, der
afholdes inden for ét år (12 på hinanden løbende måneder), vil skulle sammenlægges.
539
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0540.png
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt
til at foretage en samlet vurdering af familiens sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge
af barnets eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske
eller langvarige lidelse med henblik på at kunne yde hjælp til dækning af disse efter stk. 1, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås med
stk. 3,
at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de
skønnede merudgifter udgør mindst 5.207 kr. pr. år (2022-niveau), samt at ydelsen fastsættes ud fra
de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Det foreslåede stk. 3, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk.
3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af det årlige grænsebeløb,
som i serviceloven står angivet i 2015-niveau.
Med det foreslåede stk. 3,
1. pkt.,
vil det således også fremover være en forudsætning for, at der vil
kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at de samlede, skønnede merudgifter
udgør mindst 5.207 kr. pr. år (2022-niveau).
Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske eller langvarige lidelser, vil
det være de samlede merudgifter for disse børn, der vil skulle lægges til grund ved beregningen.
Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 i den foreslåede barnets lov skulle reguleres en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser offentliggøres
hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
Med det foreslåede stk. 3,
2. pkt.,
vil udgangspunktet for vurderingen af de skønnede merudgifter
også fremover skulle være familiens skønnede merudgifter pr. måned afrundet til nærmeste
kronebeløb, der er deleligt med 100.
Ved vurderingen af, om familiens årlige, sandsynliggøre merudgifter har en størrelsesorden, der
overskrider det fastsatte grænsebeløb, vil der således som udgangspunkt skulle tages afsæt i de
sandsynliggjorte månedlige merudgifter for familien, afrundet til nærmeste 100.
Som udgangspunkt vil det således være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning
af nødvendige merudgifter, at familiens sandsynliggjorte, månedlige merudgifter udgør 1/12 af det
årlige grænsebeløb. Selv om de skønnede, månedlige merudgifter ikke overstiger dette beløb, vil
kommunalbestyrelsen dog skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, hvis
kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 5.207 kr.
pr. år (2022-niveau).
Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, vil dette kunne ske ved en
enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb.
540
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0541.png
Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være blivende, vil udmålingen af hjælpen skulle
revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne måtte vise sig at være lavere end
oprindelig antaget. Opfølgningen bør herefter normalt fastsættes til senest et år efter det tidspunkt,
hvor udmålingen af hjælpen senest blev revideret.
Hvis der som led i opfølgningen skal ske ændringer i den udbetalte ydelse, vil
kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse herom. Udbetalingen af den ydelse, som borgeren
hidtil har modtaget, vil skulle fortsætte, indtil der er truffet en ny afgørelse om enten nedsættelse
eller standsning. Der bør så vidt det er muligt være et passende varsel, så borgeren får mulighed for
at indrette sig på den nye situation, hvis ydelsen nedsættes væsentligt eller helt standses, for
eksempel som følge af akut anbringelse eller dødsfald.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt
til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter med et afrundet beløb, hvis familiens
samlede merudgifter overstiger det fastlagte grænsebeløb.
Det foreslås med
stk. 4,
at hjælpen efter det foreslåede stk. 1, er betinget af, at
kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk.
4, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 4 er at sikre, at det også fremover vil være en betingelse for, at
kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at forældrene har
fulgt kommunalbestyrelsens anvisninger i forhold til pasning af barnet m.v.
Det foreslås med
stk. 5,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1, og betingelserne herfor.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk.
5, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er at sikre, at social- og ældreministeren også fremover vil kunne
fastlægge nærmere regler for, hvilke typer af nødvendige merudgifter der vil kunne ydes hjælp til
efter det foreslåede stk. 1, og om betingelserne for ydelse af hjælp.
I overensstemmelse med gældende ret forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at
fastsætte om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, rammerne for
beregningen og udbetaling af ydelsen, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt
rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter
541
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0542.png
Baggrunden for forslaget om § 86 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Samlet set er formålet med den foreslåede § 86 at sikre en videreførelse af kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som også fremover vil skulle
understøtte børnenes og de unges mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens
mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets eller den unges nedsatte
funktionsevne samt medvirke til at forhindre, at barnets eller den unges nedsatte funktionsevne
forværres eller får andre følger.
Med den foreslåede § 86 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af nødvendige
merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 87
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer,
der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 42.
Det fremgår således af servicelovens § 42, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse, samt at ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte
funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller
faderen, der passer det.
Det fremgår af servicelovens § 42, stk. 2, at kravet om, at barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke
gælder børn i målgruppen, som er anbragt uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, i
forbindelse med barnets hospitalsbesøg. Det er en betingelse, at moderens eller faderens
tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets funktionsnedsættelse, og at
tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssige for barnet.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 42, stk. 3, at ydelsen fastsættes på baggrund af den
tidligere bruttoindtægt og højst med et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-niveau), samt at
maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste
542
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0543.png
udgør af den samlede arbejdstid. Det fremgår desuden af stk. 3, at der skal beregnes bidrag til
pensionsordning på 10 pct. af bruttoydelsen. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det
hidtidige arbejdsgiverbidrag. Det fremgår ligeledes af stk. 3, at kommunen efter reglerne i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal indbetale ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, samt at ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal
betale 2/3 af bidraget.
Endeligt fremgår det af servicelovens § 42, stk. 4, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere
regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste, herunder om beregning og indbetaling
af bidrag til pensionsordning og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
betaling af ATP-bidrag.
Bemyndigelsen i servicelovens § 42, stk. 4, er udmøntet i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 932 af 19.
juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet
tydeliggør, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-
skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag.
Bekendtgørelsen fastsætter endvidere nærmere retningslinjer for fastlæggelse af den tidligere
bruttoindtægt for såvel lønmodtager som selvstændige og personer som ikke forud for tilkendelse af
ydelsen har haft en fast lønindtægt, samt rammer for reguleringen heraf. Bekendtgørelsen fastslår
endvidere, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med beregningen af tabt arbejdsfortjeneste skal
tage hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dog ikke besparelser vedrørende
fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløshedsforsikring, samt tydeliggør, at der ikke kan ske
udbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste under ferie, hvis modtageren samtidig får
feriegodtgørelse eller ferietillæg for optjent ferie. Bekendtgørelsen indeholder endvidere rammer for
beregningen og udbetalingen af tillæg til ferieformål til personer, der modtager hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste, herunder tillæg i forbindelse med ophør af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, samt rammer for ophør af ydelsen, herunder fastlæggelse af en afviklingsperiode
på i 14 uger efter, at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.
Det foreslås med
§ 87, stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen
er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den
indgribende kroniske eller langvarige lidelse, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer barnet eller den unge.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk.
1, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse
betingelser at skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer og
543
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0544.png
forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslige eller kognitive funktion, som har betydning i
forhold til barnets eller den unges den daglige tilværelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af
indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er
betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede
livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges
aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt
til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at
afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige
følger i den daglige tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår,
normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare
barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de
opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at
vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller
mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det
vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Med det foreslåede stk. 1,
1. pkt.,
vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at
kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der passer
og forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.
Betingelsen om, at barnet eller den unge passes og forsørges i hjemmet, vil skulle forstås således, at
barnet eller den unge skal bo hos den person, som søger om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, i modsætning til, at barnet eller den unge ved medvirken fra de sociale
myndigheder har ophold uden for hjemmet, jf. dog undtagelsen i det foreslåede stk. 2.
Det vil ligeledes fremover fremgå af det foreslåede stk. 1,
2. pkt.,
at det er en betingelse for
tilkendelse af ydelsen, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den
544
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0545.png
indgribende kroniske eller langvarige lidelse, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er forælderen, der passer det. Som en sproglig præcisering foreslås det
tydeliggjort, at en konstateret indgribende kroniske eller langvarige lidelse hos barnet eller den unge
efter 1. pkt., vil kunne danne grundlag for tilkendelse af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Der er tale om en rent sproglig tilretning uden indholdsmæssig betydning, med henblik på at
ensrettes sprogbrugen i bestemmelsens foreslåede 1. og 2. pkt.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., skulle foretage en konkret og individuel
vurdering af, om pasningsbehovet og behovet for, at moderen eller faderen står for pasningen, er en
nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelsen hos barnet eller den unge.
I vurderingen heraf vil kommunalbestyrelsen blandt andet kunne lægge vægt på, om barnet eller
den unge har et stort behov for pleje og overvågning eller tilsyn, sover meget uroligt eller sparsomt,
skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser, har meget varierede kræfter, smerter og anfald
eller har nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko. Hensynet til søskende vil også kunne indgå,
hvor behovet for forældrenes omsorg ikke kan tilgodeses på grund af ekstra opgaver i forhold til
barnet med funktionsnedsættelsen eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse.
Endvidere foreslås det, at det også fremover vil skulle være en betingelse, at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer barnet eller den unge. Heri vil skulle
ligge en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne passes af andre, f.eks. om en barnepige vil
kunne passe barnet eller den unge i tidsrummet mellem, at barnet kommer fra dagtilbud eller skole,
og forældrene kommer fra arbejde.
Det vil efter forslaget også fremover være muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
fra nogle timer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsindtægt. Det afgørende vil være,
hvor længe det er nødvendigt, at barnet eller den unge bliver passet i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.
Der vil endvidere kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en kortere periode, idet
det er varigheden af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende for at opnå denne
ydelse og ikke varigheden af hjælpen.
Personkredsen vil efter det foreslåede fortsat omfatte begge forældre, selv om de ikke bor sammen,
og/eller den ene forælder ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, også vil kunne få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste,
hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af
Ankestyrelsen i principafgørelse C-1-01 vil personkredsen under visse omstændigheder ligeledes
kunne omfatte stedforældre, hvis disse bor sammen med barnet eller den unge og deltager i barnets
forsørgelse, jf. principafgørelse C1-01.
545
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0546.png
Det foreslås med
stk. 2,
at kravet om, at barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke gælder for børn,
som er anbragt uden for hjemmet efter den foreslåede § 46 eller 47, i forbindelse med barnets
hospitalsbesøg, hvis moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig
konsekvens af barnets funktionsnedsættelse og tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssige for
barnet.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk.
2, i sprogligt tilrettet form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med stk. 2 foreslås det, at forældre også fremover vil skulle have hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste i forbindelse med hospitalsindlæggelse af barnet eller den unge, også selv om
barnet er anbragt uden for hjemmet, hvis moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er
nødvendigt på grund af barnets funktionsnedsættelse, og tilstedeværelsen er mest hensigtsmæssig
for barnet.
Forældrenes ret til tabt arbejdsfortjeneste vil således under visse betingelser også fremover gælde
ved hospitalsbesøg, herunder indlæggelser, ambulante besøg eller kontrolbesøg, selv hvis barnet er
anbragt uden for hjemmet.
Ved vurderingen af, hvorvidt en af forældrenes tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig
konsekvens af funktionsnedsættelsen ud over barnets behov for forældreomsorg i en fremmedartet
situation, vil der blandt andet kunne lægges vægt på årsagen til hospitalsbesøget samt på, om barnet
har kommunikationsvanskeligheder som følge af sin funktionsnedsættelse eller let bliver angst.
Ved vurderingen af, om moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet vil være det mest
hensigtsmæssige for barnet, vil der blandt andet kunne tages hensyn til, om forældrene har
alkoholproblemer, misbrugsproblemer eller et problematisk forhold til barnet, hvor forældrenes
tilstedeværelse på hospitalet ikke vil være det mest hensigtsmæssige for barnet.
Det foreslås med
stk. 3,
at ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, og højst
med et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-niveau), samt at maksimumsbeløbet reduceres i
forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid.
Det foreslås videre, at der beregnes bidrag til pensionsordning, som udgør 10 pct. af bruttoydelsen.
Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Endelig
foreslås, at kommunen efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014 med senere ændringer, indbetaler ATP-bidrag af
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og
kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk.
3, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
546
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0547.png
Det foreslås, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3,
1. pkt.,
at udgangspunktet for
beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fortsat vil være borgerens tidligere
bruttoindtægt.
I overensstemmelse med gældende ret vil den tidligere bruttoindtægt som udgangspunktet skulle
fastlægges med afsæt i den seneste lønindtægt, som forsørgeren har haft inden modtagelse af tabt
arbejdsfortjeneste. I tilfælde, hvor forsørgeren endnu ikke måtte have opnået tilknytning til
arbejdsmarkedet, vil der som udgangspunkt skulle tages afsæt i den indtægt, som forsørgeren efter
sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå, mens der for selvstændig erhvervsdrivende som
udgangspunkt vil skulle tages afsæt i dokumenterede indtægtstab på baggrund af regnskab m.v.
eller i helt særlige tilfælde et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes hidtidige disponible
indkomst. Tillæg, som er et integreret led i lønnen, vil skulle indgå i beregningsgrundlaget, hvis
forsørgeren normalt modtager tillæggene.
Ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil kommunalbestyrelsen skulle tage
hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, eksempelvis i besparelser i
forældrebetalingen til dagtilbud, dog ikke besparelser vedrørende fagforeningskontingent og bidrag
til arbejdsløshedsforsikring.
Det foreslås ligeledes, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den
samlede ydelse højst vil kunne udgøre et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-niveau). Det
foreslås endvidere, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede § 87, stk. 3,
2. pkt.,
at
maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste
udgør af forsørgerens samlede arbejdstid.
Med dette forslag vil der også fremadrettet dels være et loft for, hvor stor en samlet ydelse der vil
kunne tildeles som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, dels være fastlagt et princip om, at
den tildelte ydelse skal afspejle den andel af forsørgerens arbejdstid, som forsørgeren har måttet gå
ned i tid for at passe barnet.
Det foreslåede ydelsesloft vil efter den foreslåede § 204 skulle reguleres en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten, jf. satserne på Social- og Ældreministeriets område, der
offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeside inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
I overensstemmelse med gældende ret vil borgere, der har fået udbetalt hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, skulle have fastsat ydelsen på baggrund af deres hidtidige
bruttoindtægt uden hensyntagen til ydelsesloftet, hvis betingelserne for at modtage hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, jf. overgangsbestemmelsen i den foreslåede §
214.
547
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0548.png
Det foreslås endvidere, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3,
3.
og
4. pkt.,
at
kommunalbestyrelsen vil skulle beregne bidrag til pensionsordning, som udgør 10 pct. af
bruttoydelsen, dog højst et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag.
Formålet med dette forslag er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil have en
forpligtelse til at indbetale pensionsbidrag til modtagere af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, ligesom der fortsat vil være en begrænsning på pensionsindbetalingen, så denne
ikke vil komme til at overstige den indbetaling, der ville være sket, hvis modtageren var forblevet i
beskæftigelse.
Endeligt foreslås det, at det fremover skal følge af det foreslåede § 87, stk. 3,
5.
og
6. pkt.,
at
kommunalbestyrelsen vil skulle indbetale ATP-bidrag efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt at ydelsesmodtageren vil skulle
betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen vil skulle betale 2/3 af bidraget.
Formålet med dette forslag er at sikre, at ydelsesmodtagerne også fremadrettet vil skulle have
indbetalt ATP af ydelsen i den periode, hvor de modtager hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste.
Det foreslås med
§ 87, stk. 4,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 3, herunder om beregning og indbetaling
af bidrag til pensionsordning, og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
betaling af ATP-bidrag.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk.
4, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede § 87 foreslås det således, at social- og ældreministeren også fremover vil skulle
kunne fastlægge nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsesbestemmelsen anvendt til at
fastsætte nærmere regler om beregning af bruttoydelsen, beregning af pension og ferietillæg til
ydelsesmodtagerne samt om afvikling af ydelsen, jf. også de særlige regler om varsling og
opsættende virkning i lovforslagets § 10.
Baggrunden for den foreslåede § 87 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
548
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0549.png
Formålet med den foreslåede § 87 er samlet set at sikre videreførelse af kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet
forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen vil også fremover skulle understøtte børnenes
og de unges mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, understøtte familiens
mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne samt
medvirke til at forhindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.
Med den foreslåede § 87 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 88
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til i tilfælde af ledighed at give en særlig supplerende ydelse til
personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, i op til tre måneder efter
udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer, fremgår i dag af servicelovens § 43.
Det fremgår således af servicelovens § 43, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i tilfælde af ledighed skal
give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, i op til tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer.
Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen er arbejdsløshedsforsikret, ikke er berettiget
til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af
12. februar 2021, ikke er selvforskyldt ledig, ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et
deltidsarbejde og ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.
Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 2, at den særlige supplerende ydelse skal gives uden hensyn
til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold, samt af servicelovens § 43, stk. 3, at
ydelsen udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, men dog højst kan udgøre et beløb, der
udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.
Det fremgår endvidere af servicelovens § 43, stk. 4, at den særlige supplerende ydelse skal
nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmod-
tagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 43, stk. 5, 1. og 2. pkt., at kommunen skal indbetale ATP-
bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension samt at
ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Desuden fremgår det af servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., at social- og ældreministeren efter
549
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0550.png
indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse kan fastsætte regler om
bidragsbetalingen.
Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 6, 1. pkt., at kommunen skal indbetale bidrag til den særlige
pensionsopsparing efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til den særlige
pensionsopsparing af den særlige supplerende ydelse. Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 6, 2.
pkt., at social- og ældreministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en
bekendtgørelse skal fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og indberetning. Endeligt fremgår
det af servicelovens § 43, stk. 6, 3. pkt., at reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension finder tilsvarende anvendelse hvis opsparingsbeløbet efter 1. pkt. ikke indbetales
rettidigt.
Bemyndigelsesbestemmelserne i servicelovens § 43, stk. 5 og 6, er udmøntet i kapitel 3 og 4 i
bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig
sygdom, som blandt andet fastlægger nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberetning
af ATP-bidrag for personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste eller den
særlige supplerende ydelse, herunder rammerne for håndtering af situationer, hvor
kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidraget rettidigt.
Det foreslås med
§ 88, stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i tilfælde af ledighed skal give en særlig
supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp efter § 87, i op til tre måneder efter udgangen af
den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen 1) er
arbejdsløshedsforsikret, 2) ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., 3) ikke er selvforskyldt ledig, 4) ikke har et rimeligt tilbud om
ansættelse i et deltidsarbejde og 5) ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden
lovgivning.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse
betingelser at give en særlig supplerende ydelse til personer, der bliver ledige, mens de modtager
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
I overensstemmelse med gældende ret skal ydelsen ses som et økonomisk sikkerhedsnet i en
afgrænset periode, så der er mulighed for, at ydelsesmodtageren selv med kommunens bistand kan
finde et nyt deltidsarbejde.
Baggrunden for den foreslåede, begrænsede periode på tre måneder er, at ydelsen vil skulle ses som
et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der vil være mulighed for, at
ydelsesmodtageren selv med kommunalbestyrelsens bistand vil kunne finde et nyt deltidsarbejde.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til
at udbetale en særlig ledighedsydelse, samt videreføre de eksisterende betingelser for, at modtagere
550
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0551.png
af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil være berettigede til at modtage denne særlige
ledighedsydelse i en periode på op til tre måneder, også fremover vil fremgå af lovgivningen.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal give den særlige supplerende ydelse uden
hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Det foreslås med
stk. 3
at den særligt supplerende ydelse udgør et beløb svarende til højeste
dagpengebeløb, jf. lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar 2021. Ydelsen
kan dog højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det
tidligere arbejde.
Det foreslåede stk. 3, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at videreføre de eksisterende rammer for fastlæggelsen af
ydelsens omfang.
Det foreslås med
stk. 4,
at den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte
eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med
ophør af ansættelsen.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
4, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret er formålet med det foreslåede stk. 4 at sikre, at
ydelsesmodtageren ikke bliver dobbeltkompenseret for det indtægtstab, modtageren lider ved
ansættelsens ophør.
Det foreslås med
stk. 5,
at kommunalbestyrelsen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige
supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale
1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
5, 1. og 2. pkt., uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 5, 1. og 2. pkt., er at sikre, at modtagere af den særligt supplerende
ydelse også fremover vil få indbetalt ATP-bidrag af ydelsen.
Af lovtekniske årsager foreslås bemyndigelsen i servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., videreført som et
nyt selvstændigt stk. 6 i den foreslåede § 88, jf. nedenfor.
551
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0552.png
Det foreslås med
stk. 6,
at social- og ældreministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets
Tillægspension i en bekendtgørelse kan fastsætte regler om bidragsbetaling.
Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i
servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., uden indholdsmæssige ændringer. Som sproglig
konsekvensrettelse i forbindelse med tilpasningen af bestemmelserne i den foreslåede barnets lov er
det dog foreslået, at begrebet ”kommunen” i servicelovens § 43, stk. 5, i det foreslåede stk. 6, rettes
til det mere korrekte ’kommunalbestyrelsen’.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som
vil skulle fastlægger nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberetning af ATP-bidrag for
personer, der modtager den særlige supplerende ydelse, herunder rammerne for håndtering af
situationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidraget rettidigt.
Baggrunden for den foreslåede § 88 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at give en
særlig supplerende ydelse ved ledighed til personer, der modtager hjælp til dækning af
arbejdsfortjeneste, vil i overensstemmelse med gældende ret være at understøtte, at modtagere af
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som bliver ledige fra deres deltids erhvervsarbejde, vil
kunne få mulighed for at bevare/genskabe den delvise tilknytning til arbejdsmarkedet under
perioden med tabt arbejdsfortjeneste.
Med den foreslåede § 88 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til give en særlig supplerende ydelse ved ledighed
til personer, der modtager hjælp til dækning af arbejdsfortjeneste. Det bemærkes i den forbindelse at
den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 6, som pålægger kommunalbestyrelsen at
indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing, ikke foreslås videreført, da reglerne om den
særlige pensionsopsparing i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension er blevet ophævet med
aftalen om Forårspakken i 2004.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 89
552
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0553.png
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge
mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, fremgår i dag af servicelovens § 45.
Det fremgår således af servicelovens § 45, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og
unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.
Det fremgår af servicelovens § 45, stk. 2, at en person, som er berettiget til ledsagelse efter § 45,
stk. 1, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven samt at kommunen skal godkende og
ansætte den udpegede person.
Det fremgår af servicelovens § 45, stk. 3, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en
meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 45, stk. 4, at modtageren kan opspare timer inden for en
periode på seks måneder, og at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor. Det
fremgår desuden af servicelovens § 45, stk. 5, at modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og
andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 948 kr.
årligt (2022-niveau), og at beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.
Endelig fremgår det af servicelovens § 45, stk. 6, at social- og ældreministeren i en bekendtgørelse
kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.
Bemyndigelserne i servicelovens § 45, stk. 6, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 235 af 9. marts 2012
om betingelser for ledsageordningen efter serviceloven, som også udmønter bemyndigelsen i
servicelovens § 97, stk. 9, om ledsagelse til voksne. Bekendtgørelsen tydeliggør blandt andet at
ledsageordningen ikke omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse
eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk bistand, men
udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i. Bekendtgørelsen
fastlægger endvidere de nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne for godtgørelse for
udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse,
afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den
pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.
Bekendtgørelsen fastlægger endvidere, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde ledsagelse
som en naturalydelse, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en
ledsager, samt at kommunalbestyrelsen skal give ledsagere, der er udpeget af den person, der
modtager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til
ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt fastlægger bekendtgørelsen de nærmere
rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med
553
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0554.png
tilknytning til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt
for kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til
børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som
har et døgn- eller støtteophold efter §§ 32, stk. 1, nr. 6 og 7, eller efter §§ 46 og 47.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1,
1. pkt.,
rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at tilbyde
ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Børn og unge i målgruppen for den foreslåede
ordning vil med den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med gældende ret også fremover
have ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til formål, som de pågældende selv vælger.
Den foreslåede ledsagelse vil i overensstemmelse med gældende ret som udgangspunkt skulle ydes
af kommunalbestyrelsen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere. Ledsageordningen
vil skulle omfatte selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen,
f.eks. at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med kørestol og andre ganghjælpemidler.
Ledsageordningen vil kunne tilbydes hjemmeboende børn og unge mellem 12 og 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for
hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap,
blinde og stærkt svagsynede, børn eller unge med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den
ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd. I overensstemmelse med gældende
ret vil ordningen ikke skulle omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af
sindslidelse eller af sociale årsager, da arbejdet med denne gruppe børn og unge stiller nogle særlige
krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt
ansatte ledsagere vil forudsættes at skulle have.
Det foreslåede stk. 1,
2. pkt.,
vil indebære, at forpligtelsen til at tilbyde ledsagelse i
overensstemmelse med gældende ret ikke vil skulle omfatte børn og unge, som er i døgnophold.
For børn og unge i døgnpleje vil vurderingen af behovet for ledsagelse således i overensstemmelse
med gældende ret også fremover skulle indgå i tilbuddets generelle tilrettelæggelse af indsatsen for
barnet eller den unge.
Det foreslås med
stk. 2,
at et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagelse, har ret til selv at
udpege en person til at udføre opgaven. Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den
udpegede person.
554
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0555.png
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
2, i sprogligt tilpasset for form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås såvel barnets eller den unges ret til selv at udpege en person til at
stå for ledsagelsen som kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og ansætte den
pågældende, således videreført i overensstemmelse med gældende ret.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat have arbejdsgiveransvaret for ledsageren og vil skulle varetage
den administration, der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættelseskontrakt, løn,
forsikring og arbejdsforhold. Aftale om den konkrete ledsagelsesopgave kan indgås direkte mellem
borger og ledsageren, men vil skulle meddeles kommunalbestyrelsen som et led i opgørelsen af
timeforbruget. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med godkendelse og ansættelse af den
ønskede ledsager skulle vurdere, om den udpegede ledsager kan anses for egnet til opgaven.
Det foreslås med
stk. 3,
at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær
tilknytning til barnet eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
3, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede afgrænsning af personkredsen, som kan ansættes som ledsagere for barnet eller den
unge, har afsæt i det forhold, at ledsageordningen er tænkt til at skulle dække ledsagelse, der ligger
ud over den ledsagelse, som forældre, søskende eller andre med nær tilknytning til barnet eller den
unge ellers yder.
Formålet med den foreslåede afgrænsning er at understøtte, at ledsageordningen i overensstemmelse
med gældende ret vil skulle skabe mulighed for, at børn og unge i målgruppen kan komme uden for
hjemmet uden at det er forældrene eller andre nærtstående, der ledsager dem.
Det foreslås med
stk. 4,
at barnet eller den unge kan opspare timer inden for en periode på seks
måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
4, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med forslaget om at videreføre retten til opsparing af ledsagetimer vil barnet eller den unge inden
for en seks måneders periode også fremover kunne disponere over op til 90 timer til forbrug eller
opsparing, hvilket giver større fleksibilitet i anvendelsen af de tilkendte ledsagetimer.
I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af Ankestyrelsen i principafgørelse 25-17 vil
ikke-forbrugte timer fra den første af de seks måneder falde bort i den måned, hvor de overskrider
555
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0556.png
seks måneder, såfremt de ikke er blevet anvendt. Det er kun de opsparede timer for den pågældende
måned, der bortfalder efter seks måneder og ikke alle de opsparede timer. Barnet eller den unge vil
således heller ikke fremover i en given måned kunne have mere end 90 timer til rådighed.
Forslaget om at videreføre kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge retningslinjer for opsparingen
vil indebære, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have mulighed for at sikre den bedst
mulige overensstemmelse mellem børnenes og de unges ønsker og kommunalbestyrelsens
muligheder for at administrere ordningen.
Formålet med det foreslåede stk. 4 er sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle
tilrettelægge ledsageordningen således, at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst muligt
omfang at imødekomme barnets eller den unges ønsker, men også således, at ordningen bliver
mulig at administrere.
Det foreslås med
stk. 5,
at barnets eller den unges udgifter til ledsagerens befordring og andre
aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 948 kr. årligt
(2022-niveau). Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
5, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
I udgangspunktet vil den person, der modtager ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret
også fremadrettet skulle afholde sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt
ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der
skal betales for.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede § 89, stk. 5, ligeledes i overensstemmelse med
gældende ret, også fremover kunne udbetale tilskuddet som et samlet beløb én gang årligt, på
baggrund af de sandsynliggjorte udgifter, som den person, der modtager ledsagelse, vil have
forelagt.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes også fremover i forbindelse med den enkelte ledsageopgave
efter en konkret vurdering kunne yde tilskud til udgifter til ledsagerens lokalbefordring.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet
efter anmodning fra den person, der modtager ledsagelse, vil kunne yde tilskud til ledsagerens
befordring og andre aktiviteter med tilknytning hertil op til det foreslåede årlige grænsebeløb, som
vil være skattefrit for modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 9.
Det foreslås med
stk. 6,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser
for ledsageordningen.
556
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0557.png
Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk.
6, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 6 vil social- og ældreministeren også fremover vil skulle kunne fastlægge
nærmere regler for ledsageordningen til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes
alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I overensstemmelse
med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som blandt andet vil
tydeliggøre, at ledsageordningen ikke vil omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge
af sindslidelse eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk
bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i.
Bekendtgørelsen forventes endvidere at ville fastlægge de nærmere rammer for opsparing af timer
samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at
den person, der modtager ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v.
samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under
aktiviteter, der skal betales for. Bekendtgørelsen forventes desuden at fastlægge, at
kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre den
person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen
vil skulle give ledsagere, der er udpeget af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion til
arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kommunens
ledsagekorps. Endeligt forventes bekendtgørelsen at ville fastlægge de nærmere rammer for
udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til
ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt for
kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.
Baggrunden for forslaget om en ny § 89 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde
ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er også fremover at medvirke til børnenes og de
unges selvstændiggørelse og integration i samfundet, samt tilgodese disse børn og unges for at
kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for børn
og unge, der lever et relativt aktivt liv og for de, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne
medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.
Med den foreslåede § 89 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til
557
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0558.png
børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 90
Servicelovens kapitel 21-23 indeholder en række bestemmelser om kompenserende hjælp og støtte,
som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.
Endvidere fremgår det i dag af servicelovens § 44, at bestemmelserne i servicelovens § 83 om
personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v., § 84, stk. 1, om afløsning/aflastning og § 86, stk. 2, om
vedligeholdelsestræning, finder tilsvarende anvendelse for børn, der har behov herfor.
Det foreslås med
§ 90,
at følgende bestemmelser i serviceloven finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor:
1) § 83 (personlig og praktisk hjælp).
2) § 84, stk. 1 (afløsning og aflastning).
3) § 86, stk. 2 (vedligeholdelsestræning).
4) § 112 (hjælpemidler).
5) § 113 (forbrugsgoder).
6) §113 b (midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder).
7) § 114 (bilstøtte).
8) § 116 (boligindretning).
9) § 117 (individuel befordring).
10) § 118 (pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom).
11) §§ 119-122 (pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem)
Med det foreslåede § 90 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at sikre, at børn og
unge og deres familier får den særlige hjælp og støtte, som de i dag har ret til i medfør af
serviceloven på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse hos barnet eller den unge, også selv om rammerne for de nævnte indsatser fortsat
vil være fastlagt i serviceloven.
De foreslåede
nr. 1-3,
er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44 i
sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med de foreslåede nr. 1-3, vil børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier i overensstemmelse med gældende ret også fremover have adgang til personlig og praktisk
hjælp efter servicelovens § 83, aflastning og afløsning efter servicelovens § 84, stk. 1, samt
vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2, selv om disse servicelovsbestemmelser i
udgangspunktet er målrettet voksne.
558
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0559.png
Det foreslås med nr. 1, at bestemmelser i servicelovens § 83 finder tilsvarende anvendelse for børn,
unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil
skulle yde støtte i form af personlig og praktisk hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier, som har behov herfor.
Den personlig og praktiske hjælp vil i overensstemmelse med gældende ret skulle bidrage dels til at
vedligeholde barnets eller den unge fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe
væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.
I overensstemmelse med gældende ret vil denne adgang også fremadrettet skulle omfatte personlig
og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven, mens en del af de bestemmelser om tilrettelæggelse og
levering af hjælpen og kontant tilskud i serviceloven, som henviser til § 83, ikke vil finde
anvendelse for børn og unge, der vil modtage hjælp, jf. § 90. Det drejer sig eksempelvis om om
servicelovens § 95, der ikke vil finde anvendelse.
I lighed med den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44, jf. Ankestyrelsens
principmeddelelse nr. 67-17, vil det foreslåede § 90, nr. 1, således ikke medføre, at eksempelvis
servicelovens § 95, stk. 3, som giver mulighed for, at kommunen i særlige tilfælde i stedet for
naturalydelse efter servicelovens § 83 kan udbetale et tilskud til hjælp, som ydelsesmodtageren selv
antager, finder anvendelse for børn og unge, der har behov for personlig og praktisk hjælp efter
servicelovens § 83.
Med det foreslåede nr. 1 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde personlig og praktisk hjælp til børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette
gælder også i forhold til de processuelle regler i serviceloven, som træder i kraft for
kommunalbestyrelsen i forhold til afgørelser om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. efter
servicelovens § 83. Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til
at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil
finde anvendelse ved tildeling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. til børn og unge efter
det foreslåede § 90, nr. 1, jf. servicelovens § 83.
Formålet med det foreslåede nr. 1 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til personlig og praktisk hjælp efter
servicelovens § 83.
Det foreslås med nr. 2, at bestemmelser i servicelovens § 84, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse
for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
559
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0560.png
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle give tilbud om afløsning eller
aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Aflastning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 2, kan bevilges til forældre eller andre nære
pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afløsning gives i
hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller
døgnophold i et egnet tilbud.
I overensstemmelse med gældende ret efter servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1, jf. Ankestyrelsens
principafgørelse 85-13, vil denne adgang også fremadrettet kun skulle finde anvendelse, når
behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og
når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie. Det vil eksempelvis kunne være relevant at
give aflastning efter den foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1, i situationer, hvor der
er behov herfor med henblik på at give forældrene tid til de andre søskende, uden at barnet med
funktionsnedsættelse er til stede.
Med det foreslåede nr. 2 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde afløsning og aflastning efter
serviceloven til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor.
Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at hjælpen i
fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved
tildeling af aflastning og afløsning til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, jf.
servicelovens § 84, stk. 1.
Formålet med det foreslåede, nr. 2, er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til afløsning eller aflastning efter
servicelovens § 84, stk. 1.
Det foreslås med nr. 3, at bestemmelser i servicelovens § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse
for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, jf. servicelovens §
44, jf. § 86, stk. 2, også fremadrettet vil skulle give tilbud om vedligeholdelsestræning til børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har brug for en individuel træningsindsats
med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.
I overensstemmelse med gældende ret vil have karakter af målrettet træning for at forhindre
funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau og vil kunne omfatte vedligeholdelse
af såvel fysiske som psykiske færdigheder. Vedligeholdelsestræning vil også fremover skulle
bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til at
fastholde hidtidige funktionsniveau og vil således også kunne have et forebyggende sigte.
560
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0561.png
Med det foreslåede nr. 3 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde vedligeholdelsestræning til børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at
servicelovens §§ 88-90 om afgørelse m.v. finder anvendelse ved tildeling af
vedligeholdelsestræning til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 3, jf. servicelovens §
86, stk. 2.
Formålet med det foreslåede nr. 3 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til vedligeholdelsestræning efter
servicelovens § 86, stk. 2.
Med de foreslåede
nr. 4-11,
foreslås det, at der skabes en ny hjemmel i barnets lov, som i
overensstemmelse med gældende ret vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilbyde hjælp og støtte
til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor
efter de bestemmelser i serviceloven, som i dag har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne som målgruppe.
Med den foreslåede nr. 4 foreslås det, at bestemmelser i servicelovens § 112 finder tilsvarende
anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil
skulle yde støtte til hjælpemidler til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte
funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at
den pågældende kan udøve et erhverv.
Med det foreslåede nr. 4 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde hjælpemidler til børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 112
a om ansøgning via digital selvbetjening og § 112 b om pligt til i visse tilfælde at træffe afgørelse
om støtte til et hjælpemiddel inden for fire uger finder anvendelse ved tildeling af hjælpemidler til
børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112.
Det samme gælder i forhold til servicelovens §§ 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og
115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til hjælpemidler. Det indebærer endvidere, at de
rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som med afsæt i bemyndigelsen i
servicelovens § 112, stk. 5, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til
anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder anvendelse ved tildeling af
hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112. De
tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver
og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 112, vil også finde anvendelse, såfremt
561
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0562.png
ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 4, i barnets lov,
jf. § 112 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 4 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne også fremover vil have adgang til hjælpemidler efter servicelovens § 112.
Det foreslås med nr. 5, at bestemmelser i servicelovens § 113 finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover
skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i servicelovens § 113, er opfyldt. I
overensstemmelse med gældende ret vil der ikke kunne ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt
indgår i sædvanligt indbo, ligesom der kun vil kunne ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.
Hjælpen vil også fremover som hovedregel skulle udgøre 50 pct. af prisen på et almindeligt
standardprodukt af den pågældende art.
Med det foreslåede nr. 5 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder til
børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov
herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og § 115
om forudsætninger for støtte efter serviceloven til forbrugsgoder finder anvendelse ved tildeling af
forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5, jf. servicelovens § 113. Det
indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder, som med
afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 113, stk. 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13.
november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder
anvendelse ved tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder til børn og unge efter det
foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5, jf. servicelovens § 113. De tværgående bestemmelser i serviceloven
om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i
relation til ydelser efter § 113, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en
ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 5, i barnets lov, jf. § 113 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 5 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til hjælp til køb af forbrugsgoder
efter servicelovens § 113.
Det foreslås med
nr. 6,
at bestemmelser i servicelovens § 113 b finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens ret til i medfør af servicelovens § 113 b at yde støtte til
hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i servicelovens § 112, stk. 1, eller
servicelovens § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt, også vil gælde børn og unge og deres familier.
562
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0563.png
Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret også fremover i alle tilfælde skulle ydes som
naturalydelse uden egenbetaling for borgeren, ligesom der også fremover alene vil kunne ydes støtte
til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede
periode.
Med det foreslåede nr. 6 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde midlertidige hjælpemidler og
forbrugsgoder til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med
behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter
serviceloven vil finde anvendelse ved tildeling af midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder til
børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 6, jf. servicelovens § 113 b. De tværgående
bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle,
som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 113 b, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen
gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 6, i barnets lov, jf. §
113 b i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 6 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet af servicelovens § 113 b.
Det foreslås med nr. 7, at bestemmelser i servicelovens § 114 finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil
skulle yde støtte til køb af bil, hvis der er behov herfor, fordi barnets eller den unges varigt nedsatte
fysiske eller psykiske funktionsevne i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at gennemføre en
uddannelse uden brug af bil eller forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor barnet eller den unge
har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.
Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret skulle ydes som et rentefrit lån inden for en
ramme på 201.000 kr. (2022-niveau). I situationer, hvor prisen på den billigst egnede bil måtte
overstige lånerammen, vil der skulle ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen
mellem lånerammen og prisen på den billigst egnede bil.
Med det foreslåede nr. 7 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde støtte til køb af bil til børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer,
at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til køb af bil vil finde
anvendelse ved tildeling af støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7,
jf. servicelovens § 114. Det indebærer endvidere, at de rammer for støtte til køb af bil som med
afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 114, stk. 4, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1252 af 20.
november 2017 om støtte til køb af bil efter serviceloven finder anvendelse i forbindelse med støtte
563
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0564.png
til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114. De
tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver
og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 114, vil også finde anvendelse, såfremt
ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 7, i barnets lov,
jf. § 114 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 7 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til støtte til køb af bil, hvis
betingelserne i servicelovens § 114 om bilstøtte er opfyldt.
Det foreslås med nr. 8, at bestemmelser i servicelovens § 116 finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil
skulle yde hjælp til indretning af bolig til et barn eller en ung med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for
barnet eller den unge, lige som modtageren af hjælpen også fremover vil skulle have adgang til selv
at lade en håndværker udføre boligindretningen og i stedet modtage en refusion for udgifterne
hertil, svarende til de udgifter, kommunen ville have haft, hvis en håndværker havde udført opgaven
direkte for kommunen.
Med det foreslåede nr. 8 vil det ligeledes blive sikret, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet af kommunalbestyrelsens
mulighed for i de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, ikke er
tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, at yde hjælp til dækning af udgifter til
anskaffelse af anden bolig, hvis der ikke kan anvises anden bolig, som dækker barnets eller den
unges behov. Med det foreslåede § 90, nr. 8, vil de rammer for hjælp til indretning af bolig, som
med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 116, stk. 3 og 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1076 af
14. september 2010 om adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social service samt i
bekendtgørelse nr. 1389 af 11. december 2013 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring
ved pant for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig, finder anvendelse i forbindelse med
hjælp til indretning af bolig til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 8, jf. servicelovens
§ 116. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og
regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 116, vil også
finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90,
nr. 8, i barnets lov, jf. § 116 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 8 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier også fremover vil have ret til hjælp til indretning af bolig efter
servicelovens § 116.
564
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0565.png
Det foreslås med nr. 9, at bestemmelser i servicelovens § 117 finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret også fremover vil
have mulighed for efter servicelovens § 117 at yde tilskud til børn og unge, som på grund af varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne måtte have behov for befordring med individuelle
transportmidler.
I overensstemmelse med gældende ret efter § 117, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt
til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse, lige som der ikke vil være adgang til
at klage til anden administrativ myndighed over kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter
det foreslåede nr. 9, jf. servicelovens § 117, stk. 1.
Med det foreslåede nr. 9 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens muligheder for at tilbyde individuel befordring til børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. De tværgående bestemmelser i
serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder
anvendelse i relation til ydelser efter § 117, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et
barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 9, i barnets lov, jf. § 117 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 9 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier vil også fremover vil være en del af målgruppen for eventuelle
tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for
befordring med individuelle transportmidler.
Det foreslås med nr. 10, at bestemmelser i servicelovens § 118 finder tilsvarende anvendelse for
børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil
skulle tilbyde ansættelse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe
et nærtstående barn eller en nærtstående ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet,
når alternativet til pasning i hjemmet vil være døgnophold uden for hjemmet eller plejebehovet vil
svare til et fuldtidsarbejde, der måtte være enighed mellem parterne om etablering af
pasningsforholdet, og kommunalbestyrelsen måtte vurdere, at der ikke er afgørende hensyn, der
måtte tale imod, at det er den pågældende person, der vil skulle passe den nærtstående.
Med det foreslåede nr. 10 vil personen i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet
skulle ansættes af den kommune, hvor den nærtstående bor, samt udbetale løn og indbetale pension
i overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 118, stk. 2.
565
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0566.png
Ansættelsen vil fortsat kunne ske i indtil seks måneder med henblik på at passe den nærtstående via
indgåelse af en ansættelsesaftale mellem personen og kommunalbestyrelsen, med mulighed for, at
pasningsperioden vil kunne forlænges med indtil tre måneder, hvis særlige forhold taler herfor, samt
kunne opdeles i perioder og deles af flere personer. Der vil alene kunne ydes én pasningsordning til
ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap, med mindre der tilstøder den pågældende en
anden lidelse eller funktionsnedsættelse.
Med det foreslåede nr. 10 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ansættelse af en person med
tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtstående
ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet. De tværgående bestemmelser i
serviceloven om bl.a. regulering og om kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle,
som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 118, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen
gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 10, i barnets lov, jf. § 118 i
serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 10 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for
servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.
Det foreslås med nr. 11, at bestemmelser i servicelovens § 119-122 finder tilsvarende anvendelse
for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at personer som passer et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at
dø i eget hjem, i overensstemmelse med gældende ret også fremover efter ansøgning vil være
berettiget til plejevederlag efter servicelovens § 119, hvis hospitalsbehandling efter en lægelig
vurdering anses for udsigtsløs, og den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller
forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign., og den syge i øvrigt er indforstået
med etableringen af plejeforholdet.
Med det foreslåede nr. 11 vil en arbejdsgiver der vil yde løn til en ansat i forbindelse med pasning
af en nærtstående, således at den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, også fremover være
berettiget til at få udbetalt det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i plejevederlag.
Dette er i overensstemmelse med gældende ret.
Med det foreslåede nr. 11 vil plejevederlaget også fremadrettet skulle fastlægges i
overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 120, ligesom
muligheden for at plejevederlaget kan deles af flere personer vil blive videreført i overensstemmelse
med de retningslinjer, der er fastsat i samme bestemmelse. Endvidere vil det foreslåede § 90, stk. 1,
nr. 11, indebære en videreførelse af den gældende retstilstand for ophøret af retten til plejevederlag.
Retten vil således også fremover i medfør af servicelovens § 121 skulle ophøre ved plejeforholdets
566
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0567.png
afslutning, således at retten til plejevederlag bevares i indtil 14 dage efter dødsfaldet ved den
plejekrævendes død, og således at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis vil kunne træffe afgørelse
om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Med det foreslåede nr. 11, vil kommunalbestyrelsen, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis,
også fremadrettet uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold kunne yde
hjælp til sygeplejeartikler og lign., når nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter
servicelovens § 119 passer en døende, kommunen varetager plejen helt eller delvis, eller et hospice
varetager plejen.
Med det foreslåede nr. 11 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde plejevederlag til personer som passer
et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse med
retningslinjerne i servicelovens §§ 119-122.
Formålet med det foreslåede nr. 11 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for
servicelovens §§ 119-122 om pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem.
Baggrunden for forslaget om en ny § 90 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at
sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle
sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Den foreslåede § 90 i barnets lov vil således fremover også skulle give hjemmel til, at børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil kunne have uændret adgang til
hjælp og støtte efter de bestemmelser i serviceloven, som også fremadrettet skal danne rammen om
særlige kompenserende indsatser, som både har børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne som målgruppe.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 91
Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan,
inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter §§ 52, 76 og 76 a. Betyder hensynet til barnet
eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af
formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt
og senest inden fire måneder at opstille en handleplan.
Det fremgår endvidere af § 140, stk. 5, i serviceloven, at der kan udarbejdes én samlet handleplan
for flere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.
567
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0568.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, når der træffes afgørelse om indsatser efter § 32
skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan, jf. dog § 108. Planen skal i givet fald
foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen.
Det foreslås med
stk. 2,
at når der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46-47,
skal kommunalbestyrelsen udarbejde en barnets plan, medmindre særlige forhold taler imod. Planen
skal foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om anbringelse. Hvis anbringelsen
sker uden samtykke, jf. § 47, skal planen dog foreligge, når der træffes afgørelse om anbringelse, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 51.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at der kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere børn i
familien. Den samlede barnets plan skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at kommunalbestyrelsen i den enkelte sag vil skulle tage stilling
til, om der skal udarbejdes en barnets plan, og det vil skulle ske, når der træffes afgørelse om
indsatser efter den foreslåede § 32. Den foreslåede bestemmelse i § 32 omfatter afgørelser om
støttende indsatser, der spænder bredt fra eksempelvis kontaktperson til familiebehandling eller
psykologbehandling.
Kommunalbestyrelsens beslutning efter det foreslåede stk. 1 vil skulle tage udgangspunkt i barnets
eller den unges egne ønsker og behov og vil derudover skulle tage hensyn til forholdene i den
konkrete sag. Det vil bl.a. betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til barnets eller
den unges og familiens samlede situation, når den foretager en vurdering af behovet for at udarbejde
en barnets plan. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom på baggrunden for
barnets eller den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller delvist skyldes en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos forældrene eller hos søskende. I sager
vedrørende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse bør
kommunalbestyrelsen også være opmærksom på, om der kan være behov for at tilbyde hjælp og
støtte efter det foreslåede kapitel 8. Kommunalbestyrelsen bør desuden tage hensyn til barnets eller
den unges ressourcer og evne til at formulere egne holdninger og tage stilling til egne behov. I den
forbindelse bør kommunalbestyrelsen altid foretage en konkret afvejning af barnets eller den unges
egne ønsker over for den socialfaglige vurdering af behovet for en barnets plan i den konkrete sag.
Barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver vil altid kunne anmode kommunen om at
udarbejde en barnets plan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde vil skulle foretage en
konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at imødekomme anmodningen om en
barnets plan. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme anmodningen, vil der ikke
være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.
Efter de gældende regler skal der som udgangspunkt udarbejdes en handleplan, når der træffes
afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, og der stilles samme krav til fristen og
568
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0569.png
formen for handleplanen, uanset om der er tale om f.eks. en forebyggende indsats i form af en
kontaktperson eller en anbringelse uden for hjemmet. Med den foreslåede ordning vil det
fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en barnets
plan, når der iværksættes en indsats efter den foreslåede bestemmelse i § 32, ligesom der vil være
større fleksibilitet i forhold til udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljeringsgraden af barnets
plan vil således skulle afspejle tyngden af problemerne, og hvor indgribende indsatser der sættes i
værk.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes en barnets plan efter den foreslåede § 91,
stk. 1, vil planen efter
2. pkt.
i den foreslåede bestemmelse skulle foreligge senest tre måneder efter,
at der er truffet afgørelse om indsatsen. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen
om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det vil gælde uanset, om indsatsen iværksættes
sideløbende med eller på baggrund af en afklaring eller udredning af barnets eller den unges behov.
Formålet med at barnets plan først skal udarbejdes efter iværksættelsen af en indsats efter § 32 er at
understøtte, at de konkrete mål i barnets plan udarbejdes i samarbejde med og med inddragelse af
barnet eller den unge og familien, når der er taget stilling til behovet for en indsats. Hensynet er
bl.a. at sikre, at barnet eller den unge og forældrene i højere grad skal kunne se deres egne ønsker
afspejlet i målene og i højere grad vil kunne tage ejerskab over de opstillede mål. Det skal være
med til at understøtte, at barnets plan bliver et fælles redskab for barnet eller den unge og familien
og sagsbehandleren.
Formålet med tidsfristen er at sikre, at planen bliver udarbejdet, og at der tidligt i forløbet vil være
en dialog mellem sagsbehandleren, barnet eller den unge og familien om de konkrete mål for
barnets eller den unges trivsel og udvikling, som ønskes opnået med indsatsen. Tidsfristen på tre
måneder skal desuden ses i sammenhæng med den foreslåede ordning om løbende opfølgning på
barnets eller den unges trivsel, hvor det ligeledes foreslås, at der skal tages stilling til behovet for
opfølgning senest efter tre måneder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at sikre, at der vil
være en sammenhæng mellem kommunalbestyrelsens beslutning om barnets plan og om
tilrettelæggelse af opfølgning i den enkelte sag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede
§ 95.
Når barnets plan udarbejdes efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen, vil det blive muligt at
tage udgangspunkt i den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete tilbud, hvis det
vurderes at være relevant. Samtidig vil det betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet
vil være afhængig af, om der er udarbejdet en barnets plan. Det vil dels betyde, at udarbejdelse af
planen ikke risikerer at forsinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom sagsbehandleren ikke
risikerer at befinde sig i en situation, hvor det kan være nødvendigt at haste en barnets plan igennem
for at kunne iværksætte indsatsen.
Forslaget indebærer således, at de gældende regler om handeplan vil blive erstattet af en ny
bestemmelse om barnets plan. Hensynet er at tydeliggøre, at planen først og fremmest vil skulle
569
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0570.png
være barnets plan, og sekundært en plan for barnets sagsbehandler og et eventuelt behandlings- eller
anbringelsestilbud. Dog vil det også fremadrettet gælde, at planen vil være et centralt redskab for
den løbende opfølgning i sagen, ligesom relevante dele af planen vil skulle udleveres til barnets
eller den unges behandlings- eller anbringelsestilbud i de tilfælde, hvor det er relevant, jf. det
foreslåede § 94.
Formålet med barnets plan vil således være todelt: Barnets plan vil skulle fungere som et
dialogværktøj og et aftaledokument for den samlede omsorgsopgave i forhold til den iværksatte
indsats efter det foreslåede § 32, så der er enighed om en fælles retning. Den vil derfor skulle være
et dokument, som barnet eller den unge og familien skal kunne læse og forstå, og som barnet eller
den unge og familien føler ejerskab over. Barnets plan vil samtidig skulle være et værktøj for
kommuner og tilbud til at følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 foreslås det, at der i alle tilfælde vil skulle udarbejdes en
barnets plan, når der iværksættes en anbringelse uden for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser
i §§ 46 og 47. Det vil således gælde uanset, om der er tale om en anbringelse med eller uden
samtykke.
For anbringelser uden for hjemmet vil barnets plan således spille en særlig rolle. Det skyldes dels, at
der med en anbringelse uden for hjemmet vil være tale om en særligt indgribende indsats for barnet
eller den unge og familien, og dels at barnets plan vil være et centralt redskab for
kommunalbestyrelsens opfølgning på barnets eller den unges trivsel under anbringelsen, jf. de
foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96.
Ved anbringelser uden samtykke vil barnets plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51, skulle
indgå i kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om, at der skal træffes en sådan
beslutning, og vil derfor være af væsentlig betydning for afgørelsen. Det følger derfor af
3. pkt.
i
den foreslåede bestemmelse, at hvis der er tale om en anbringelse uden samtykke, skal
kommunalbestyrelsen udarbejde barnets plan, før der træffes afgørelse om anbringelse. Det vil
således være nødvendigt, at barnets plan foreligger før afgørelsen om anbringelse, idet planen vil
skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget, jf. det foreslåede § 51,
og så anbringelsen kan iværksættes. I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden samtykke
ikke kan afvente udarbejdelse af barnets plan, vil der være mulighed for at træffe en foreløbig
afgørelse efter det foreslåede § 143.
For anbringelser med samtykke vil udgangspunktet være, at planen vil skulle foreligge senest tre
måneder efter, der er truffet afgørelse om anbringelse, jf. 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at kravet om barnets plan i anbringelsessager alene vil
kunne fraviges, hvis særlige forhold taler imod. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis
barnet eller den unge modsætter sig, at der udarbejdes en plan, eller hvis barnets alder eller en
eventuel funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge ikke gør det muligt for sagsbehandleren at
570
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0571.png
formulere konkrete mål i samarbejde med barnet eller den unge. I så fald vil sagsbehandleren skulle
dokumentere og begrunde denne beslutning på sagens akter. Derudover bør sagsbehandleren i disse
tilfælde tage stilling til, om det alligevel kan være relevant at opstille konkrete mål andetsteds,
eksempelvis i forbindelse med afgørelsen eller børneudredningen, som sagsbehandleren således vil
kunne tage udgangspunkt i, i forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges
trivsel og udvikling. Sagsbehandleren bør derudover også tage stilling til, om det kan være relevant
at inddrage forældrene eller barnets eller den unges anbringelsessted i formuleringen af de konkrete
mål, således at forældrene eksempelvis på barnets eller den unges vegne kan være med til at opstille
konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det vil f.eks. kunne være relevant i
tilfælde, hvor barnet har en alder eller funktionsnedsættelse, der betyder, at barnet ikke selv er i
stand til at medvirke til udarbejdelse af planen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at der kan udarbejdes én samlet barnets plan for
flere børn i familien. Den samlede barnets plan vil i så fald skulle tage højde for børnenes
individuelle forhold.
Der er tale om en videreførelse af § 140, stk. 5, i serviceloven med den nødvendige
konsekvensrettelse som følge af, at handleplanen med den foreslåede bestemmelse i § 91 foreslås
erstattet af en barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være muligt for kommunalbestyrelsen at
udarbejde én fælles barnets plan for alle børn i familien, som modtager indsatser efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 32, 46 eller 47.
Barnets plan vil dog skulle tage højde for individuelle forskelle hos børnene. Barnets plan vil
således skulle tage højde for, at børn i samme familie kan have forskellige behov baseret på
forskellige problemstillinger og ressourcer. Barnets plan vil ligeledes skulle tage højde for, at
problemstillinger og ressourcer ikke nødvendigvis håndteres bedst med den samme indsats, når der
er tale om forskellige børn. Det forudsættes derfor, at der fortsat vil skulle være fokus på de enkelte
børns behov i barnets plan såvel som i valg af de konkrete indsatser. Det vil i den forbindelse være
vigtigt at være opmærksom på, at barnets plan både vil være kommunalbestyrelsens redskab i
forhold til at sikre en systematisk opfølgning over for det enkelte barn og samtidig et redskab, som
kommunerne vil kunne bruge aktivt i samarbejdet med familien og barnet eller den unge.
Det er i den forbindelse centralt, at barnet eller den unge føler sig inddraget i udformningen af de
konkrete mål i planen, og at barnet eller den unge oplever, at barnets eller den unges egne konkrete
ønsker og drømme for fremtiden er afspejlet i målene. Hvis det vurderes, at dette ikke kan opnås i
en fælles barnets plan, bør det overvejes, om der i stedet bør udarbejdes en særskilt barnets plan for
hvert af børnene i familien.
Det vil kunne være hensigtsmæssigt at strukturere en eventuel fælles barnets plan på en måde, der
gør det muligt at adskille målene og oplysningerne om de enkelte børn senere hen. Dette kan være
571
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0572.png
f.eks. være nødvendigt i tilfælde af en eventuel senere anmodning om aktindsigt fra en person, som
ikke nødvendigvis har ret til aktindsigt i alle børnenes forhold.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre fleksibilitet i sagsbehandlerens arbejde,
således at sagsbehandleren ikke unødigt skal bruge ressourcer på at udarbejde flere planer i de
tilfælde, hvor de konkrete mål for flere børn i familien med fordel kan samles i én barnets plan.
Dette er i overensstemmelse med formålet efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L
178 som fremsat, side 57.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 92
Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan skal angive formålet med indsatsen, og
hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50.
Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete
mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten, jf. § 46.
Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52,
stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal
iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for
hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 1,
at barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål for
barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med
indsatsen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, og § 47, stk. 2. Planen skal så
vidt muligt udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år. De konkrete mål skal afspejle det enkelte barns ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen
skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af målene.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at barnets plan skal tage udgangspunkt i den valgte indsats.
Hvis der er foretaget en afklaring eller børneudredning af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19
eller 20, skal barnets plan desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 92, stk. 3, at i sager om anbringelse uden for
hjemmet, jf. §§ 46 og 47, skal barnets plan angive, hvilke former for støtte der skal iværksættes for
familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter
barnets eller den unges hjemgivelse.
572
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0573.png
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, angiver de indholdsmæssige krav til udarbejdelse af barnets
plan, jf. det foreslåede § 91.
Med den foreslåede bestemmelse i § 91 vil det bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag,
om der vil skulle udarbejdes en barnets plan, når der træffes afgørelse om støttende indsatser efter
den foreslåede bestemmelse i § 32. Det vil i forlængelse heraf være op til en socialfaglig vurdering
at tage stilling til planens omfang, detaljeringsgrad og udformning. Der vil således være fleksibilitet
i forhold til f.eks. formatet for planen, antallet af konkrete mål m.m.
Dog fastslår det foreslåede stk. 1, at i de tilfælde, hvor der udarbejdes en barnets plan, vil planen
skulle indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse
med det overordnede formål med den valgte indsats. Den foreslåede bestemmelse beskriver således
formålet med at udarbejde barnets plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at de konkrete mål i barnets plan vil skulle handle om
barnets eller den unges trivsel og udvikling og således vil skulle have fokus på, hvordan barnet eller
den unge har det fremfor på formelle mål for indsatsen. Derudover er det hensigten, at målene i
højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes som at have i dag. De konkrete mål vil
derfor først og fremmest skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af konteksten
fremfor på barnets eller den unges person. Målene vil således kunne være rettet mod familie,
netværk og fagpersoner, og hvordan de kan understøtte barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Kravet om, at der i barnets plan vil skulle opstilles konkrete mål betyder f.eks., at man ved
beslutning om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet bør angive i barnets plan, hvilke
konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling, opholdet uden for hjemmet skal
hjælpe med til at forbedre. Det vil eksempelvis kunne angives, om behovet for anbringelse
fortrinsvist har baggrund i barnets eller den unges egne udfordringer eller forholdet til forældrene
eller helt andre forhold, der fører til, at barnet eller den unge i en periode anbringes uden for
hjemmet. De konkrete mål bør angive barnets eller den unges eller familiens ønsker for fremtiden,
og det bør angives præcist, hvordan de iværksatte indsatser og konteksten omkring barnet eller den
unge skal bidrage til at opnå målene. Dermed vil barnets plan kunne bidrage til at følge op på
effekterne af indsatsen løbende.
Planens målsætninger bør anføres så specifikt som muligt. Det vil bl.a. betyde, at barnets plan bør
give præcise og konkrete anvisninger på, hvordan barnets kontekst kan understøtte, at de konkrete
mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling kan nås. Samtidig bør målene også beskrives så
præcist, at det er muligt for både barnet eller den unge, familien, kommunen og personalet i de
enkelte tilbud at vurdere målene og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 3, § 46, stk. 1 og § 47, stk. 2, vil det fremadrettet skulle
beskrives i forbindelse med en afgørelse om en støttende indsats eller anbringelse uden for
hjemmet, hvad det overordnede formål med indsatsen er. De konkrete mål i barnets plan vil, jf. det
573
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0574.png
foreslåede stk. 1, skulle opstilles i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen,
men vil konkret skulle være målrettet barnets trivsel og udvikling og vil samtidig skulle defineres
sammen med barnet og familien.
Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overensstemmelse med det overordnede formål
med den støttende indsats eller anbringelsen, er det begrundet i et hensyn til at sikre, at der er
sammenhæng mellem de konkrete mål og det overordnede formål med den valgte indsats.
Hensigten er bl.a. at understøtte, at målene i barnets plan bliver et anvendeligt redskab for
sagsbehandleren såvel som for barnet eller den unge og familien i forbindelse med den løbende
opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling samt den løbende vurdering af behovet
for justering af indsatsen.
Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af praktisk eller pædagogisk støtte i hjemmet
med det overordnede formål at hjælpe familien med at få mere struktur på hverdagen, så bør de
konkrete mål for barnets trivsel og udvikling i barnets plan formuleres således, at de er i
overensstemmelse med dette overordnede formål. Barnets plan vil f.eks. kunne omfatte en konkret
målsætning om, at det skal være en god oplevelse for barnet at komme op og afsted om morgenen. I
forlængelse heraf vil det i planen kunne aftales, at forældrene hjælper barnet eller den unge med at
stå op på et bestemt tidspunkt hver dag med henblik på at sikre mere tid og ro og dermed færre
konflikter i familien om morgenen. Hensigten med de konkrete mål er således at konkretisere for
barnet eller den unge og familien, hvilke skridt der skal tages for at nå det overordnede formål med
den iværksatte indsats.
De konkrete mål bør opstilles under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag, og
kommunalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov, herunder
om den iværksatte støtte primært er rettet mod barnet eller den unge selv eller mod forældrene eller
den samlede familie. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på
årsagen til barnets, den unges eller familiens behov for støtte, herunder om det primært udspringer
af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, eller hos forældrene eller
søskende. Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge,
vil det kunne være et mål i sig selv at fastholde det aktuelle funktionsniveau frem for at have fokus
på udvikling.
Det følger af
2. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at barnets plan så vidt muligt vil skulle
udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Baggrunden for forslaget er, at efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, der foreslås
videreført i den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 5, skal revision af barnets plan så vidt muligt
ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Efter
gældende ret er det obligatorisk at udarbejde en handleplan, men med den foreslåede bestemmelse i
§ 91 vil det fremadrettet bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal
udarbejdes en barnets plan, med mindre der er tale om en anbringelse. Det foreslås derfor, at
udarbejdelse af barnets plan ligesom revision af barnets plan så vidt muligt vil skulle ske med
574
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0575.png
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år. Med forslaget vil der
hermed sikres parallelitet mellem samtykkekrav ved hhv. udarbejdelse og revision af planen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der så vidt muligt vil skulle opnås samtykke. Det vil
betyde, at barnets plan vil kunne udarbejdes, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil være til
barnets eller den unges bedste i den konkrete sag, at der udarbejdes en barnets plan, uanset at
forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år ikke samtykker. Der kan også være
tilfælde, hvor forældrenes samtykke til barnets plan ikke kan opnås, men hvor den unge samtykker
hertil. Her vil kommunen trods det manglende samtykke fra forældrene kunne udarbejde planen.
Dermed vil det være muligt at tilgodese den unges behov for en barnets plan, uanset at samtykke fra
forældrene ikke kan opnås.
Det følger af
3. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at de konkrete mål skal afspejle det enkelte barns
ønsker og behov, og at kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i
formuleringen af de konkrete mål. Formålet er at sikre, at målene i barnets plan også bliver barnets
eller den unges mål, som barnet eller den unge selv har været med til at formulere. Der bør i den
forbindelse tages hensyn til barnets eller den unges alder og modenhed.
Det vil samtidig være vigtigt, at både barnet eller den unge og forældrene forstår og føler sig
inddraget i de enkelte mål i barnets plan. Kommunen bør i denne forbindelse være opmærksom på
de særlige tilfælde, hvor tilstedeværelsen af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan
nødvendiggøre en særlig kommunikationsform, eller hvor det kan være vanskeligt at bibringe
barnet eller den unge en forståelse af barnets plan.
Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning jævnligt
genovervejer, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus på i barnets plan og i indsatsen for
et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den
unge, eksempelvis i forbindelse med vigtige overgange i barnets liv. F.eks. vil det for et treårigt
barn ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang i barnets plan, men når barnet bliver seks år,
kan det meget nemt blive relevant at have fokus herpå, herunder have fokus på at skabe en god
overgang fra dagtilbud til skole. Derfor vil kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning og
revision af barnets plan, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, skulle overveje, hvorvidt nogle af de
konkrete mål, som hidtil ikke har været relevante i forhold til det enkelte barn, nu er relevante, samt
på, om det kan være relevant at fastsætte mål som specifik relaterer til vigtige overgange i barnets
liv. Samtidig vil behovet for at inddrage forældrene i formuleringen af de konkrete mål også kunne
udvikle sig over tid.
Det følger af den foreslåede
stk. 2,
at barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats.
Hvis der er foretaget en afklaring eller børneudredning af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19
eller 20, vil barnets plan desuden skulle tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
575
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0576.png
Den foreslåede bestemmelse opregner de emner, som barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i,
når det er besluttet, at der skal udarbejdes en barnets plan. Den foreslåede bestemmelse stiller ikke
krav til omfanget af beskrivelsen af de opregnede emner.
Barnets plan vil skulle sikre en god opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling og
effekterne af indsatsen i den henseende samt give familien et overblik over sagens forløb og give en
konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift. Det foreslås derfor, at barnets
plan vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 eller
47. Formålet er, at der i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål skal være fokus på at
sikre, hvordan den iværksatte indsats kan understøtte, at målene nås. Samtidig vil de konkrete mål
skulle formuleres i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, jf. den foreslåede
§ 92, stk. 1.
Hensigten med forslaget er bl.a. at understøtte, at sagsbehandleren kan bruge målene i barnets plan
som udgangspunkt for at foretage en løbende vurdering af den iværksatte indsats, og så det er
muligt at vurdere indsatsens effekt. Sagsbehandleren bør således løbende tage stilling til, om den
iværksatte indsats er med til at understøtte en positiv udvikling og trivsel for barnet eller den unge
eller den samlede familie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give anledning til at se på, om der er
behov for at justere indsatsen.
Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangspunkt i resultaterne af afklaringen eller
børneudredningen af barnets eller den unges behov. Hvis der på tidspunktet for udarbejdelse af
barnets plan ikke er foretaget en afklaring eller udredning, eller hvis denne ikke er afsluttet på det
givne tidspunkt, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på at få inddraget resultaterne heraf i
forbindelse med den efterfølgende opfølgning og en eventuel revision af barnets plan.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 56-57, stilles der ikke krav om, at der i barnets plan skal opstilles mål for alle de forhold, som
indgår i udredningen eller afklaringen af barnets eller den unges behov. Disse bør alene indgå i
barnets plan i det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller for at iværksætte indsatser i
forhold hertil. Planen bør således forholde sig til de relevante ressourcer og problemer, der er
afdækket i barnets eller den unges familie og netværk, og som således kan være relevante i forhold
til barnets eller den unges konkrete mål for fremtiden og vejen derhen. Resultatet af afklaringen
eller udredningen vil også kunne understøtte kommunen i med barnets plan at forholde sig til,
hvilke af barnets eller den unges forhold og behov der vil skulle handles på og gøres en særlig
indsats i forhold til, samt angive, hvad målene for denne indsats er.
Den foreslåede bestemmelse udelukker imidlertid ikke, at der vil kunne være tilfælde, hvor det i den
enkelte sag vurderes, at det ikke er relevant at inddrage resultatet af udredningen eller afklaringen
direkte i forbindelse med udarbejdelsen af barnets plan. Hensigten er, at der tages udgangspunkt
heri, når de konkrete mål skal formuleres, men det vil ikke være et krav, at resultatet af udredningen
skal kunne ses direkte afspejlet i målene.
576
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0577.png
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at sagsbehandleren kommer omkring de
emner, som vurderes at være relevante i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål for
barnets eller den unges trivsel og udvikling, således at planen bliver et anvendeligt redskab for såvel
barnet eller den unge og familien samt den enkelte sagsbehandler i forbindelse med den løbende
opfølgning.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 92, stk. 3,
at i sager om anbringelse uden for hjemmet,
jf. §§ 46 og 47, vil barnets plan endvidere skulle angive, hvilke former for støtte der selvstændigt
skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for
hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 140, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven
med sproglige ændringer.
Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien vil
barnets plan skulle beskrive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for
familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter
barnets eller den unges hjemgivelse. Det vil f.eks. kunne være støtte efter de foreslåede
bestemmelser i kapitel 7.
Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den
unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for udarbejdelse af barnets plan. Dette element i
planen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende opfølgning og ved revisioner af barnets
plan under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Dette element i barnets plan bør
således kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse.
Der vil derudover gælde de samme krav for barnets plan i sager om anbringelse uden for hjemmet
efter den foreslåede § 92, stk. 1 og 2. Dog bemærkes, at der, jf. den foreslåede bestemmelse i § 91,
stk. 3, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid vil skulle udarbejdes en barnets plan i sager
om anbringelse uden for hjemmet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der også fremadrettet er fokus på at tage
stilling til behovet for støtte til forældrene og den samlede familie, når et barn eller en ung
anbringes uden for hjemmet, og at de konkrete mål i barnets plan således både vil skulle ses i
sammenhæng med det overordnede formål med anbringelsen samt de andre former for støtte, der
kan være iværksat over for familien i forbindelse med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 93
577
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0578.png
Det fremgår af § 140 a i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan til
et barn eller en ung, jf. § 140, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de elementer af en handleplan,
jf. § 140, stk. 1-3 og 5, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 93,
at kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer af
barnets plan, jf. § 92, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. § 110.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, 1. pkt., med de nødvendige redaktionelle
ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 foreslås erstattet af en
barnets plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 93, i overensstemmelse med gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 39-41, at når kommunalbestyrelsen
udarbejder en barnets plan, jf. det foreslåede § 91, vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at de
elementer af barnets plan, jf. det foreslåede § 92, der vedrører forældrene, erstattes af en
helhedsorienteret plan, som samler forældrenes indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og
områder.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 110, hvoraf det bl.a. følger, at den
helhedsorienterede plan vil skulle opfylde kravene til indholdet m.v. til en barnets plan efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 91 og 92.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 93 er at understøtte adgangen til, at der kan ydes en
sammenhængende indsats i en helhedsorienteret plan for personer med komplekse og sammensatte
problemer. Forslaget har således til formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til
borgere med komplekse problemer på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen vil have
adgang til at tilbyde forældre en helhedsorienteret plan frem for flere planer efter forskellig
sektorlovgivning. Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 110.
Til § 94
Det fremgår af servicelovens § 140, stk. 6, at når et barn eller en ung anbringes på et
anbringelsessted efter § 66 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug
efter § 101, skal relevante dele af handleplanen eller den helhedsorienterede plan udleveres til
tilbuddet.
Det foreslås med bestemmelsen i § 94, at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted
efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 33, og der er
udarbejdet en barnets plan efter §§ 91 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele
af barnets plan eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
578
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0579.png
Der er tale om en videreførelse servicelovens § 140, stk. 6, med de nødvendige sproglige ændringer
som følge af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 erstattes af barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 38-39, at når et barn eller en ung er anbragt
uden for hjemmet, eller visiteres til et behandlingstilbud for stofmisbrugere efter lovens § 133, vil
relevante dele af barnets plan eller den helhedsorienterede plan skulle udleveres til tilbuddet. For så
vidt angår behandlingstilbud for stofmisbrugere, vil den foreslåede bestemmelse alene finde
anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen har besluttet efter den foreslåede § 91, stk. 1, at der
skal udarbejdes en barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der både er pligt og adgang til, at kommunen kan
udlevere relevante oplysninger om barnets eller den unges forhold til det konkrete anbringelsessted
eller behandlingstilbud, hvor barnet eller den unge anbringes eller modtager
stofmisbrugsbehandling efter lovens § 33. Det kan f.eks. være om barnets eller den unges
helbredsmæssige forhold, familieforhold eller sociale problemer.
Hensynet er at sikre, at de enkelte tilbud kender til de konkrete forhold for barnet eller den unge, der
er anbragt eller visiteret til et behandlingstilbud for stofmisbrugere, for på det bedste mulige
grundlag at kunne sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige og rette indsats.
Kommunalbestyrelsens udlevering af oplysninger om et barn eller en ungs rent private forhold vil
derfor ske med henblik på at sikre, at barnets eller den unges behov for hjælp er tilstrækkeligt
oplyst.
Kommunens videregivelse af relevante dele af barnets plan eller en helhedsorienteret plan til
tilbuddet vil medføre, at konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende barnet eller den
unge, som oplysningerne i planen vedrører, vil blive undergivet databehandling, som er omfattet af
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, idet oplysningerne kan vedrøre barnets eller
den unges evt. sociale problemer eller helbredsmæssige forhold.
Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete
tilfælde må anses for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats over for barnet eller den unge. Der
vil derfor skulle foretages en konkret vurdering af oplysningerne i planen, så det kun er de
oplysninger i den enkelte plan, som i det konkrete tilfælde kan anses for relevante og nødvendige i
forhold til den konkrete indsats, der skal ydes til barnet eller den unge, der må udleveres til det
konkrete tilbud.
Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet om barnet eller den unge og tilbuddets
efterfølgende behandling af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle leve op til
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende krav til
databehandlingen.
579
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0580.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 95
Det fremgår af § 70, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter, der er
iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, skal vurdere, om
indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf.
§ 140 a, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en
sådan vurdering. Beslutning om revision af handleplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan skal så vidt muligt ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år. Bestemmelsen omfatter opfølgning på foranstaltninger, der iværksættes efter
servicelovens §§ 52, 58, 76 og 76 a.
Det fremgår endvidere af § 70, stk. 2, i serviceloven, at vurderingen af behovet for at revidere
handleplanen, jf. § 70, stk. 1, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil
beskrevne, jf. § 140 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante, og
i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller
et revideret forbedringsforløb.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen løbende skal følge op på barnets eller den unges
trivsel og udvikling eller dekommende forældres forhold, når der er iværksat en indsats efter §§ 32,
46-47, 114-116 og 120.
I forhold til efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, vil det med forslaget blive tydeliggjort,
hvilke konkrete indsatser der er omfattet af bestemmelsen. Med den foreslåede bestemmelse fastslås
det samtidig, at opfølgning vil skulle ske løbende.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge op på barnets
eller den unges trivsel og udvikling. Det skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i
§ 92 om barnets plan, hvorefter barnets plan vil skulle have fokus på at opstille konkrete mål for
barnets trivsel og udvikling. Hvis der er tale om et endnu ufødt barn vil kommunalbestyrelsen skulle
følge op på de kommende forældres forhold.
Den foreslåede bestemmelse omfatter indsatser efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§
32, 46-47, 114-116 og 120. I de tilfælde, hvor der er tale om en indsats for vordende forældre, bør
barnets fødsel betragtes som et naturligt nedslagspunkt i den løbende opfølgning. I disse tilfælde vil
det være naturligt, at kommunen følger op på, hvordan barnet og familien har det, når barnet er født,
ligesom kommunen i forbindelse med barnets fødsel bør tage stilling til, om der er behov for nye
indsatser, som f.eks. en anbringelse, og om det i den forbindelse vurderes at være relevant at
revidere barnets plan.
580
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0581.png
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at sikre, at der løbende følges op på barnets
trivsel og udvikling. Det handler således primært om at sikre, at barnet har det godt og er i trivsel,
samt at barnet eller den unge udvikler sig alderssvarende i forhold til barnets eller den unges
ressourcer og støttebehov. En god løbende opfølgning vil samtidig kunne sikre, at indsatsen, jf. det
foreslåede §§ 32, 46-47, 114-116 og 120, hele tiden tilgodeser barnets eller den unges behov og
fortsat bidrager til at nå de konkrete mål, der er opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den
helhedsorienterede plan.
Det foreslås med
stk. 2,
at opfølgningen efter stk. 1 første gang skal finde sted på det tidligste af
følgende tidspunkter: 1) Når afklaringen eller udredningen af barnets behov efter §§ 19 eller 20 er
afsluttet, eller 2) tre måneder efter iværksættelse af indsatsen.
Efter den foreslåede stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle følge op første gang, når afklaringen
eller udredningen af barnets eller den unges behov er afsluttet, eller senest tre måneder efter
iværksættelsen af indsatsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46-47, 114-116 og 120.
De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal iværksættes en indsats, er
truffet. Det vil gælde uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med eller på baggrund af en
afklaring eller udredning af barnets eller den unges behov. Det vil sige, at i de tilfælde, hvor der er
foretaget en afklaring eller udredning før iværksættelse af indsatsen, vil fristen på tre måneder løbe
fra afgørelsen om indsatsen og være uafhængig af forløbet for afklaringen eller udredningen, der
således allerede vil være afsluttet. I tilfælde, hvor indsatsen igangsættes sideløbende med
afklaringen eller udredningen, vil kommunalbestyrelsen som udgangspunkt skulle følge op, når
afklaringen eller udredningen er afsluttet. Dog gælder, at hvis afklaringen eller udredningen ikke er
afsluttet inden tre måneder efter iværksættelse af indsatsen, så vil dette være det senest mulige
tidspunkt for kommunalbestyrelsens første opfølgning i sagen.
Den foreslåede tidsfrist på tre måneder er en videreførelse af gældende ret i § 70, stk. 1, i
serviceloven, hvorefter kommunen er forpligtet til at følge op senest tre måneder efter, at der er
iværksat en indsats. Tidsfristen skal derudover ses i sammenhæng med tidsfristen for udarbejdelse
af barnets plan, jf. den foreslåede § 91, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på, at der kan være behov for at følge op på et
tidligere tidspunkt. Iværksættelsen af en indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46-47,
114-116 og 120 kan således betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse. Derfor
kan der allerede kort tid efter iværksættelsen af en indsats vise sig nye eller ændrede behov, som
betyder, at der er behov for at følge op på barnets trivsel og udvikling og på, om indsatsen skal
ændres. Der kan f.eks. være tale om, at man sideløbende med indsatsen har iværksat en udredning,
og at man på den baggrund finder ud af, at barnets eller den unges behov er mere omfattende end
først antaget, og at der derfor er behov for en anden og mere indgribende indsats.
581
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0582.png
Med den foreslåede ordning vil der ikke fremadrettet være krav om opfølgning med minimum seks
måneders interval. Det er således alene den første opfølgning i sagen, der vil være lovfastsat. Det vil
fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, hvor ofte der herefter vil skulle
følges op. Hensigten er, at den løbende opfølgning i højere grad end efter gældende ret skal afspejle
behovet i den enkelte sag på baggrund af en konkret og individuel vurdering.
Barnet eller den unge og forældrene vil altid kunne anmode kommunen om at ændre
tilrettelæggelsen af opfølgningen i en sag om generelle, støttende indsatser, anbringelse eller
efterværn.
Kommunen vil i disse tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er
grundlag til at handle på anmodningen. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme
anmodningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning skal træffe
beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunalbestyrelsens
beslutning skal afspejle forholdene i den konkrete sag, og barnets eller den unges ønsker og behov
skal inddrages. Kommunalbestyrelsen skal begrunde sin beslutning over for barnet eller den unge
og forældrene.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning
vil skulle træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen på barnets trivsel
og udvikling, når der er iværksat en indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46-47, 114-
116 og 120. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle afspejle forholdene i den konkrete sag, og
barnets eller den unges ønsker og behov vil skulle inddrages. Kommunalbestyrelsen vil skulle
begrunde sin beslutning over for barnet eller den unge og forældrene.
I forbindelse med den første opfølgning vil kommunen således skulle tage stilling til behovet for
opfølgning, herunder både hyppigheden og tidspunktet for opfølgningen. Kommunalbestyrelsen vil
således skulle træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, og
beslutningen vil skulle afspejle forholdene i den enkelte sag. Der vil ikke være tale om en
forvaltningsretlig afgørelse, og beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgningen vil derfor ikke
kunne påklages særskilt. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage
barnets eller den unges ønsker og behov. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse tale med
barnet eller den unge og inddrage barnets holdning til opfølgningen. Formålet er at sikre, at det er
barnets eller den unges egne ønsker, der bliver styrende for kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse
af opfølgningen. Det gælder både i forhold til hyppighed, tidspunkt og formen for opfølgning.
Barnets eller den unges ønsker bør tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller
den unges alder og eventuelle funktionsnedsættelse, og barnet eller den unge må aldrig blive
ansvarliggjort for de beslutninger, der træffes. I tilfælde, hvor barnet eller den unge eksempelvis
582
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0583.png
udtrykker ønske om ingen eller et minimum af opfølgning, vil det altid være kommunalbestyrelsens
ansvar at træffe den endelige beslutning og sikre, at opfølgningen afspejler det faktiske behov i den
enkelte sag.
Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges og familiens
støttebehov og baggrunden herfor. Herunder bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om
behovet for støtte primært udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos
forældrene eller hos søskende, og om det kan have betydning for behovet for opfølgning i den
konkrete sag. I sager, hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller en kronisk eller
langvarig lidelse hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen ligeledes være opmærksom
på, om der som supplement til de iværksatte indsatser efter det foreslåede §§ 32, 46-47, 113-115 og
120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 8.
Derudover bør beslutningen om opfølgning afspejle sagens kompleksitet, hvor indgribende
indsatsen er, samt hvor længe indsatsen har forløbet. Nye indsatser vil som udgangspunkt stille krav
om hyppig opfølgning, mens indsatser, som har været stabile over flere år og til stor gavn for
barnets eller den unges trivsel kan kræve mindre opfølgning. Kommunen vil dog skulle være
opmærksom på, at der kan være individuelle forhold hos det enkelte barn eller den enkelte unge, der
tilskriver mere eller mindre opfølgning, ligesom behovet for opfølgning kan variere over tid.
Forslaget er en konsekvens af, at de eksisterende lovfastsatte krav om opfølgning med minimum
seks måneders interval ophæves. Med forslaget får sagsbehandleren større fleksibilitet end efter
gældende ret til at tilpasse opfølgningen ud fra en faglig vurdering af barnets eller den unges behov
i den enkelte sag. Formålet er at understøtte, at opfølgningen ikke tilrettelægges på baggrund af
lovfastsatte, arbitrære nedslagspunkter hvert halve år, men i stedet afspejler en konkret og
individuel vurdering af behovet for opfølgning i den enkelte sag.
Kommunalbestyrelsen skal efter gældende ret, jf. § 70, stk. 1, i serviceloven, tage stilling til, om der
er behov for yderligere opfølgning end de halvårlige nedslagspunkter, som følger af bestemmelsen.
Hensigten med at ophæve kravet om opfølgning med maksimalt seks måneders interval er at
understøtte, at sagsbehandleren i højere grad tager stilling til behovet for opfølgning i den enkelte
sag, således at der følges hyppigere op, når der er behov for det. Samtidig er formålet at sikre, at
sagsbehandleren ikke bruger ressourcer på unødige processkridt i de tilfælde, hvor barnets eller den
unges behov tilsiger, at opfølgningen finder sted sjældnere, end de gældende regler kræver. Det kan
eksempelvis være tilfældet, hvis et barn eller en ung har været anbragt i den samme plejefamilie i en
lang årrække, hvor barnet trives, og hvor barnet eller den unge først og fremmest betragter
opfølgningen som en forstyrrelse af sin dagligdag. I en sådan situation vil det fortsat være relevant,
at kommunen følger op på barnets eller den unges trivsel og udvikling med jævne mellemrum, men
opfølgningen behøver ikke nødvendigvis finde sted hvert halve år.
Der vil med den foreslåede ordning ikke være krav til kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af
opfølgningen, og formen på opfølgningen vil således kunne variere. I nogle tilfælde vil sagens
583
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0584.png
forhold kræve, at sagsbehandleren besøger barnet eller den unge på anbringelsesstedet, i hjemmet
eller på tilbuddet, og andre gange kan det være tilstrækkeligt med et telefonopkald. Der vil med den
foreslåede ordning være fleksibilitet til at tilrettelægge opfølgningen på en måde, der smidiggør
arbejdsgangene for sagsbehandleren og samtidig imødekommer barnets eller den unges behov.
Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på at møde barnet eller den unge via de
kommunikationsformer og –kanaler, som barnet eller den unge kender og er tryg ved. Det vil
imidlertid være vigtigt, at sagsbehandleren tager initiativ til og insisterer på fysiske møder i de
tilfælde, hvor sagens karakter eller barnets eller den unges behov tilsiger det.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved kommunens pligt til at føre et personrettet tilsyn,
herunder tilsynsforpligtelsen i forhold til barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Der henvises
til bemærkningerne til den foreslåede § 156.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning skal
vurdere, om indsatsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere afdækning eller udredning
af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19 eller 20.
Kommunalbestyrelsen skal desuden løbende tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen og
vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere barnets plan, jf. § 91 eller ungeplan, jf. §
108 eller revidererelevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf.
§§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende
opfølgning efter den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 1, vil skulle vurdere, om indsatsen skal
justeres, eller om der er behov for yderligere afklaring eller udredning af barnets behov eller den
unges, jf. §§ 19 og 20. Kommunalbestyrelsen vil desuden løbende skulle tage stilling til
tilrettelæggelsen af opfølgningen og vil løbende skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde
eller revidere barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller om der er behov for at revidere
relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,.
Den foreslåede bestemmelse beskriver kommunalbestyrelsens konkrete opgaver i forbindelse med
den løbende opfølgning efter den foreslåede § 95, stk. 1.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen for det første vil skulle vurdere, om indsatsen skal ændres,
dvs. om indsatsen bidrager til at nå de konkrete mål, der er opstillet i barnets plan, ungeplanen eller
den helhedsorienterede plan, og om barnet eller den unge profiterer af indsatsen.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, om barnet eller den unge trives og
udvikler sig alderssvarende i forhold til barnets eller den unges ressourcer og støttebehov. Samtidig
bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der er sket en udvikling hos barnet eller den
584
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0585.png
unge eller den samlede familie, som betyder, at der kan være grundlag for at revidere indsatsen. Det
vil både kunne være relevant, hvis barnet eller den unge eller familien har opnået en forbedret
trivsel, eller hvis udviklingen vurderes at gå den forkerte vej. Derudover bør kommunalbestyrelsen
være opmærksom på, at barnets eller den unges behov kan ændre sig over tid, ligesom der kan være
behov for at være særligt opmærksom på overgange, f.eks. i forbindelse med skolestart eller
overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse. Endvidere vil kommunalbestyrelsen i sager, hvor
støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet
eller den unge, skulle være opmærksom på, om der som supplement til de iværksatte indsatser efter
det foreslåede §§ 32, 46-47, 114-116 og 120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter
de foreslåede bestemmelser i kapitel 8.
For det andet foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er behov for
yderligere afklaring eller udredning af barnets eller den unges behov. Det følger af den foreslåede
ordning i §§ 19 og 20, at der fremadrettet vil være større fleksibilitet i forhold til kommunens
udredning af barnets behov i den enkelte sag. Det vil stille krav til kommunens opfølgning, idet det
vil være relevant, at kommunen løbende tager stilling til, om der kan være grundlag for at foretage
en nærmere udredning af behovet hos barnet eller den unge eller den samlede familie. Det vil f.eks.
kunne være relevant i tilfælde, hvor der indledningsvist er foretaget en afklaring af støttebehovet,
men hvor kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning bliver opmærksom på, at det kan
være relevant at iværksætte en børneudredning efter lovforslagets § 20. Det vil også kunne være
tilfældet i sager, hvor eksempelvis bekymrende adfærd hos barnet eller den unge giver anledning til
at afdække, om adfærden kan have afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den
unge.
Kommunalbestyrelsen vil desuden med den foreslåede ordning løbende skulle tage stilling til
tilrettelæggelsen af opfølgningen. Det vil også gælde i tilfælde, hvor der træffes afgørelse om en ny
indsats, og der som følge heraf vil skulle tages stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen, jf. det
foreslåede § 95, stk. 3. Formålet med den løbende stillingtagen til behovet for opfølgning er at sikre,
at det ikke bliver sagens omstændigheder og barnets eller den unges behov på tidspunktet for den
første opfølgning, der alene kommer til at diktere den fremadrettede tilrettelæggelse af
opfølgningen. Barnets eller den unges behov i forhold til opfølgningen kan ændre sig over tid,
ligesom der kan ske en udvikling i konteksten omkring barnet eller den unge, der betyder, at det er
nødvendigt at tage beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgningen op til revision. Det drejer sig
både om hyppigheden, tidspunkt og formen for opfølgning mm. Der kan også være omstændigheder
i den enkelte sag, der betyder, at det kan være relevant i en periode at skrue op eller ned for
kadencen for opfølgning. Der kan også ske en omvæltning i barnets eller den unges liv, f.eks. hvis
barnet eller den unge skal skifte anbringelsessted, der betyder, at der pludselig opstår et behov for at
følge hyppigere op i en periode.
I forlængelse af dette kan der ske en udvikling i sagen, der betyder, at kommunalbestyrelsen også
vil skulle tage beslutningen om udarbejdelse af barnets plan efter den foreslåede § 91, stk. 1, eller
ungeplanen efter den foreslåede §§ 108, op til revision. Efter den foreslåede ordning vil
585
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0586.png
kommunalbestyrelsen således i forbindelse med den løbende opfølgning skulle vurdere, om der er
behov for at udarbejde en barnets plan efter § 91 eller en ungeplan efter § 108. Det vil f.eks. kunne
være relevant i tilfælde, hvor det indledningsvist er besluttet, at der ikke er behov for at udarbejde
en barnets plan, men hvor der undervejs i sagens forløb iværksættes en mere indgribende indsats
efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 eller 47, der betyder, at der opstår et behov for at
udarbejde en barnets plan eller en ungeplan. I tilfælde, hvor der træffes afgørelse om anbringelse
efter lovforslagets §§ 46 eller 47 vil kommunalbestyrelsen jf. det foreslåede § 91, stk. 2, være
forpligtet til at udarbejde en barnets plan. Det vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet
eller den unge i forbindelse med den løbende opfølgning giver udtryk for et ønske om, at der
alligevel udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan.
Det foreslås derudover, at kommunalbestyrelsen løbende skal vurdere, om barnets plan, jf. den
foreslåede § 91, ungeplanen jf. den foreslåede § 108 eller den helhedsorienterede plan, jf. det
foreslåede § 110, skal revideres. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor de konkrete mål
vurderes at være opnået, og der derfor er behov for at opstille nye mål for barnets trivsel og
udvikling. Det vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor indsatsen justeres, og der derfor er
behov for at justere de konkrete mål i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
Der vil også kunne være tilfælde, hvor der ikke er behov for en revision af barnets plan eller
ungeplanen, men alene behov for justeringer i indsatsen. F.eks. vil en indsats i form af en
kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relationen mellem den unge og den
pågældende kontaktperson, kunne justeres ved, at der findes en ny kontaktperson. Et andet
eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er opstået problemer, som kan løses ved, at
anbringelsesstedet modtager den nødvendige supervision. Omvendt vil der normalt skulle foretages
en revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, hvis der
skal ske ændringer i barnets eller den unges behandling, eller hvis der skal foretages nærmere
undersøgelser af barnets eller den unges forhold eller lignende, der har betydning for de konkrete
mål i planen.
I forbindelse med den løbende opfølgning vil kommunen skulle dokumentere overvejelser og
beslutninger på sagen i relevant omfang. Det vil både være relevant af hensyn til, at man i sagens
akter kan se kommunens tidligere overvejelser i forbindelse med opfølgningen, og af hensyn til at
andre myndigheder eller sagsbehandlere senere vil kunne tage stilling til sagen. Uanset at det
vurderes, at der ikke er behov for at justere indsatsen eller revidere de konkrete mål i barnets plan
eller ungeplanen, vil det alligevel kunne være relevant at dokumentere, at der er taget stilling til
dette i forbindelse med opfølgningen. Således vil det også kunne give sagsbehandleren, barnet eller
den unge og familien et fælles grundlag for den fremadrettede opfølgning. Kommunalbestyrelsen
vil med fordel kunne bruge barnets plan som et aktivt redskab i opfølgningen og således
dokumentere direkte i planen, hvilke forhold opfølgningen har berørt, og hvad der konkret er taget
stilling til og eventuelt er besluttet. Barnets plan vil også kunne blive et redskab, som barnet eller
den unge og forældrene kan bruge til dels at se tilbage på sagens forløb og fremad i forhold til at
opnå det overordnede formål med støtten.
586
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0587.png
Det foreslås med
stk. 5,
at vurderingen, jf. det foreslåede stk. 4, skal omfatte en stillingtagen til,
hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. §§ 92, 109 eller 110, eller § 13, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante. I givet fald skal disse indgå i en revideret barnets
plan, ungeplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.
Det følger af det foreslåede stk. 5, at vurderingen, jf. det foreslåede § 95, stk. 4, vil skulle omfatte
en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. den foreslåede bestemmelse i
§§ 92 og 109 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante, og i så
fald vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan eller ungeplan, relevante dele af en
helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vurderingen af behovet for revision
af planen, jf. stk. 4, vil skulle tage stilling til, hvorvidt der er andre forhold end de hidtil beskrevne,
der kan være relevante, og i så fald vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan, ungeplan,
helhedsorienteret plan eller revideret forbedringsforløb.
Kommunalbestyrelsen bør jævnligt genoverveje, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus
på i planen og i indsatsen for et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye
behov hos barnet eller den unge. F.eks. vil det for et treårigt barn ikke være nødvendigt at fokusere
på skolegang i barnets plan, men når barnet bliver seks år, kan det meget nemt blive relevant at have
fokus herpå. Derfor vil kommunen i forbindelse med revision af barnets plan, ungeplanen eller den
helhedsorienterede plan skulle overveje, hvorvidt nogle af de forhold, som hidtil ikke har været
relevante at beskrive i planen for det enkelte barn eller den enkelte unge, nu kan være relevante.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
revision af planen er opmærksom på, om der er andre relevante forhold, der giver anledning til at
justere i de konkrete mål.
Det foreslås med
stk. 6,
at beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af
en helhedsorienteret plan skal ske med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene, og så
vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
Det følger af det foreslåede stk. 6, at beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan vil skulle ske med inddragelse af barnet eller den unge
og forældrene og så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der
er fyldt 15 år.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 10-
11, vil revision af barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan skulle betragtes som
en procesledende beslutning og vil således ikke ske ved en afgørelse omfattet af de
forvaltningsretlige regler. Det betyder, at beslutningen om at revidere planen vil skulle ske som et
led i, at der eventuelt skal træffes en afgørelse om ændring af den iværksatte indsats.
587
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0588.png
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle træffe afgørelse om at revidere
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan, og at beslutningen om revisionen af
planen vil ikke kunne påklages særskilt. Dette vil ikke ændre på, at parterne fortsat vil kunne klage
over en afgørelse om ændrede indsatser i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om at ændre
indsatsen. Revisionen af barnets plan, ungeplanen eller dele af den helhedsorienterede plan vil
dermed skulle indgå i kommunens løbende opfølgningsarbejde.
Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller dele af den helhedsorienterede plan vil i
lighed med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 11, så vidt
det er muligt, skulle ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år. Det gælder i det hele taget, at kommunalbestyrelsen bør inddrage barnets eller den
unges ønsker i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål i barnets plan eller ungeplanen,
også når der er tale om at revidere målene. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til de
foreslåede bestemmelser i § 92, stk. 1, og § 109.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at samtykke så vidt muligt vil skulle opnås. Der vil
kunne være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til revision af barnets plan eller ungeplanen ikke
kan opnås. I så fald vil kommunen trods det manglende samtykke alligevel kunne revidere planen,
hvis det vurderes at være til barnets eller den unges bedste. Dermed vil det være muligt at tilgodese
barnets eller den unges behov for en revideret barnets plan, ungeplan eller helhedsorienteret plan,
uanset at samtykke fra forældremyndighedsindehaver ikke kan opnås. På samme måde vil det også
være muligt at revidere planen i tilfælde, hvor den unge over 15 år ikke samtykker, men hvor det
vurderes at være til den unges bedste at revidere planen, uanset at samtykke ikke kan opnås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 96
Det fremgår af § 70, stk. 2, i serviceloven, at ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af
indsatsen efter § 70, stk. 1, og af behovet for revision af handleplanen, relevante dele af en
helhedsorienteret plan eller forbedringsforløbet ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet
eller den unge, jf. § 148, stk. 1 og 3, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Det
fremgår endvidere af § 70, stk. 2, at vurderingen skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre
forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan, relevante
dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.
Det foreslås med
stk. 1,
at hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46-47
skal den løbende opfølgning efter § 95 ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller
den unge, jf. § 156, og skal ske efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren.
588
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0589.png
Det følger af det foreslåede stk. 1, at den løbende opfølgning i sager om anbringelse uden for
hjemmet vil skulle ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. det
foreslåede § 156, stk. 1 og 3.
Bestemmelsen indebærer, at den løbende opfølgning i anbringelsessager i modsætning til efter
gældende ret ikke vil skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men at opfølgningen vil
skulle ses i sammenhæng med det tilsynet. Således vil en eventuel justering af indsatsen og revision
af barnets plan ikke nødvendigvis skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men kan være
forhold, der træffes beslutning eller afgørelse om i forbindelse med den løbende opfølgning.
Formålet med forslaget er dels at tydeliggøre den tætte sammenhæng, der også fremadrettet vil være
mellem den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn i sager om anbringelse uden for
hjemmet. Samtidig følger det af forslaget, at formålet med henholdsvis den løbende opfølgning og
det personrettede tilsyn også vil være forskellige. Det skyldes bl.a., at den løbende opfølgning først
og fremmest vil skulle have fokus på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. den foreslåede
§ 95, stk. 1, samt at der vil være større fleksibilitet i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af
opfølgningen i forhold til efter gældende ret, jf. den foreslåede § 95, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at opfølgningen i sager om anbringelse uden for
hjemmet vil skulle ske efter den foreslåede § 95. Det betyder bl.a., at formålet vil være at følge op
på barnets eller den unges trivsel og udvikling, og at kommunalbestyrelsen også i sager om
anbringelse vil skulle tage konkret stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag. Det vil bl.a.
sige, at den første opfølgning vil skulle finde sted senest efter tre måneder, jf. det foreslåede § 95,
stk. 2, og at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning vil skulle træffe
beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, jf. det foreslåede § 95, stk. 3.
Med den foreslåede bestemmelse vil den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn således
kunne tilrettelægges forskelligt. Kommunalbestyrelsen vil også fremadrettet skulle besøge og tale
med barnet eller den unge på anbringelsesstedet minimum to gange årligt i forbindelse med det
personrettede tilsyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 156, men vil kunne supplere det
personrettede tilsyn med løbende opfølgning, som fremadrettet vil kunne tilrettelægges og tilpasses
fleksibelt ud fra behovet i den konkrete sag og udviklingen i barnets eller den unges behov over tid.
Eksempelvis vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der i starten af anbringelsen skal følges
hyppigt op i form af f.eks. telefonsamtaler med barnet eller den unge hver uge, og over tid vil
intensiteten i opfølgningen kunne skrues ned, eller opfølgningen vil kunne tilrettelægges på en
anden måde. Dette vil skulle ses i sammenhæng med, men vil samtidig være uafhængig af det
personrettede tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 156. Dog vil kommunalbestyrelsen
også fremadrettet skulle være opmærksom på, at der kan være behov for flere fysiske samtaler med
barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, end kravet om to årlige samtaler jf. den
foreslåede § 156. Der kan dels være behov for flere samtaler som led i det personrettede tilsyn,
ligesom der kan være behov for at tilrettelægge opfølgningen således, at sagsbehandleren mødes
med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, på barnets eller den unges skole eller evt. på
589
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0590.png
neutral grund. Det vil altid skulle bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, hvordan
opfølgningen bedst tilrettelægges, så den imødekommer barnets eller den unges behov.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på grund af nedsat funktionsevne, vil der
desuden kunne gøre sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen af
opfølgningen. F.eks. vil det kunne være nødvendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan
give sig udslag i kommunikative vanskeligheder hos barnet eller den unge.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, skal
vurderingen af behovet for revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan eller forbedringsforløbet, jf. § 95, stk. 4-5, ske med udgangspunkt i resultatet
af børneudredningen, jf. § 20, eller den ungefaglige udredning efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslåede stk. 2 angiver konkrete elementer, som vil skulle indgå i kommunalbestyrelsens
opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling i sager om anbringelse uden for hjemmet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der i sager om anbringelse jf. de foreslåede bestemmelser
i § 91, stk. 2, og § 109, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid vil skulle udarbejdes en
barnets plan eller en ungeplan, medmindre særlige forhold taler imod, ligesom der efter den
foreslåede bestemmelse i § 20 vil være krav om at foretage en børneudredning af barnets eller den
unges behov før en afgørelse om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår derfor, at barnets plan, ungeplanen eller den
helhedsorienterede plan såvel som resultatet af børneudredningen altid bør være centrale elementer i
opfølgningen i sager om anbringelse uden for hjemmet. I tilfælde, hvor barnet eller den unge er
anbragt uden for hjemmet efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil resultatet af den
ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skulle indgå.
Formålet med den foreslåede ordning i § 96, stk. 1 og 2, er at sikre, at kommunalbestyrelsen er
opmærksom på, at den løbende opfølgning i sager om anbringelse uden for hjemmet skal
tilrettelægges ud fra og tilpasses behovet i den konkrete sag. Formålet er samtidig at sikre, at de
konkrete forhold, der vil være afdækket i børneudredningen eller den ungefaglige undersøgelse,
indgår i opfølgningen på anbringelsen, og at opfølgningen har fokus på de konkrete mål for barnets
trivsel og udvikling, der vil være opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede
plan.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 97
590
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0591.png
Det fremgår af § 69, stk. 1, i serviceloven, at i det omfang det må anses for nødvendigt under
hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende
tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 70 stk. 2, og § 148, træffe afgørelse om
ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet.
Det foreslås med bestemmelsen i § 97, stk. 1, at når et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet, overtager kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune ansvaret for den daglige
omsorg for barnet eller den unge.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 97, stk. 2, at kommunalbestyrelsen, i det omfang det
må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, på baggrund af den løbende
opfølgning, jf. § 96, eller det personrettede tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet,
jf. § 156 skal træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under
anbringelsen uden for hjemmet.
Med det foreslåede
stk. 1,
fastslås, at kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune vil
overtage ansvaret for den daglige omsorg for barnet eller den unge, når barnet eller den unge
anbringes uden for hjemmet.
Forslaget indebærer, at når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, vil
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune overtage ansvaret for barnet eller den unge og
vil dermed have vidtgående adgang til at træffe beslutninger om barnet eller den unges forhold, når
det er nødvendigt. Det vil dog fortsat være forældremyndighedsindehaverne, der bevarer retten til at
bestemme over mere personlige forhold vedrørende barnet eller den unge.
Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, vil forældremyndigheden således ikke
blive frataget forældrene. Det vil betyde, at der vil være en række forhold, som det som
udgangspunkt alene vil være forældrene, der vil kunne tage stilling til. I nogle tilfælde vil barnet
eller den unge selv kunne tage et spørgsmål op. Det vil bero på lovgivningen inden for det enkelte
område, hvilke rettigheder barnet eller den unge har.
Retten til at bestemme over en række meget personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil
således under en anbringelse fortsat tilkomme forældremyndighedsindehaveren.
Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen vil overtage ved
anbringelsen, at kommunen, jf. den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
om nødvendigt vil kunne træffe
afgørelse om ændret anbringelsessted, uddannelse samt om undersøgelse og lægebehandling af
barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på
psykiatrisk afdeling.
Hvilke forhold forældremyndighedsindehaveren selv vil kunne beslutte, og hvilke forhold
kommunen vil kunne træffe afgørelse om, vil med den foreslåede bestemmelse være reguleret af,
591
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0592.png
hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. De afgørelser, som kommunen vil
kunne træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under en anbringelse uden for hjemmet, vil
således skulle angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for
nødvendigt at træffe bestemmelse om. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor
forældremyndighedsindehaveren modsætter sig en beslutning, og kommunalbestyrelsen på denne
baggrund vurderer, at det er nødvendigt at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
Hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks. valg af en praktiserende læge,
indkøb af tøj og lignende, vil kommunen ikke skulle træffe afgørelse efter denne bestemmelse.
Normalt vil det være ting, som kommunen i samarbejde med anbringelsesstedet vil kunne beslutte,
men det bør overvejes, hvilke af disse ting som forældremyndighedsindehaveren med fordel kan få
indflydelse på, så vedkommende stadig vil have indflydelse på sit barns liv og oplever sig som
forælder. Anbringelsesstedet vil have mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens
beslutninger efter denne bestemmelse, men vil ikke kunne beslutte, at et barn eller en ung f.eks. skal
skifte skoletilbud, da det alene vil være anbringende kommune, der vil kunne træffe beslutning efter
den foreslåede bestemmelse.
Forældrenes indflydelse på barnets eller den unges personlige forhold, eksempelvis vedrørende tøj,
skoletilbud og fritidsaktiviteter, vil dog ofte kunne fastholdes i meget vidt omfang i tilfælde, hvor
anbringelsen uden for hjemmet ikke har afsæt i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold
hos forældrene, men alene skyldes udfordringer hos barnet eller den unge, eksempelvis som følge af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, misbrug eller selvskadende adfærd. I
disse tilfælde vil det kunne være relevant at skabe grundlag for en løbende dialog mellem
forældrene og anbringelsesstedet vedrørende tilrettelæggelsen af barnets eller den unges hverdag.
Forslaget indebærer endvidere, at kommunen på baggrund af den løbende opfølgning efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96 og det løbende tilsyn med barnet eller den unge på
anbringelsesstedet efter den foreslåede bestemmelse i § 156 vil skulle være opmærksom på behovet
for eventuelt at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det omfang det må anses for
nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Med forslaget vil kommunalbestyrelsen
endvidere om nødvendigt skulle træffe afgørelse om andre forhold under anbringelsen, herunder om
behandling, uddannelse m.v.
Med den foreslåede bestemmelse følger der således en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsen vil
skulle være opmærksom på, om det er nødvendigt at træffe afgørelse om henholdsvis ændret
anbringelsessted, behandling eller uddannelse m.v., ligesom den foreslåede bestemmelse vil give
kommunalbestyrelsen adgang til at træffe de nødvendige afgørelser i det omfang, det må anses for
at være nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen.
Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted efter § 97, stk. 2, vil
kommunalbestyrelsen herefter skulle træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted efter den
foreslåede § 52. Faktisk flytning af et barn eller en ung fra ét anbringelsessted til et andet vil
således forudsætte både en afgørelse om ændret anbringelsessted og en afgørelse om valg af
anbringelsessted.
592
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0593.png
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at kommunalbestyrelsen har adgang til at
træffe de nødvendige beslutninger om barnets eller den unges forhold under hensynet til formålet
med anbringelsen. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor
forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samarbejde med kommunen, eller hvis kommunen
vurderer, at der er behov for en afgørelse om barnets eller den unges forhold, som
forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i. I så fald vil kommunen således kunne træffe
afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 97 Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det
vurderes, at det er nødvendigt at foretage en lægelig undersøgelse af barnet eller den unge, eller at
barnet eller den unge skal skifte skoletilbud, og forældremyndighedsindehaveren er imod. Det vil i
sådanne situationer potentielt kunne være kritisk for barnets eller den unges sundhed, trivsel og
udvikling, at der er adgang til at træffe de fornødne beslutninger. Samtidig giver forslaget
kommunalbestyrelsen en pligt til at træffe de fornødne afgørelser, når det er nødvendigt under
hensyn til formålet med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 98
Det fremgår af § 69, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af
anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12
år, jf. dog § 69, stk. 3.
Det fremgår af § 69, stk. 3, i serviceloven, at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan
opnås, jf. § 69, stk. 2, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted,
jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børn og unge-
udvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for
kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes
ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter
af kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.
Det fremgår endvidere af § 69, stk. 4, i serviceloven, at til brug for børn og unge-udvalgets
afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. § 69, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en
indstilling, der indeholder 1) den seneste handleplan, jf. § 140, 2) barnets eller den unges holdning
til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 48, 3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til
barnet eller den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan
imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds
forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og for nære og
stabile voksenrelationer, 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. § 69, stk. 5, og 6)
øvrige nødvendige oplysninger.
593
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0594.png
Efter § 69, stk. 5, i serviceloven, skal kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om ændret
anbringelsessted, indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted efter
det foreslåede § 97, stk. 2, kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den
unge, der er fyldt 10 år, jf. dog stk. 4.
Det følger af den foreslåede stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af
anbringelsessted efter § 97, stk. 2, vil kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, jf. dog § 98, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at barnet eller den unge med barnets lov foreslås at blive tillagt
selvstændig partsstatus fra 10 år. Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring
af anbringelsessted efter den foreslåede § 97, stk. 2, vil kræve samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år. Såfremt der ikke kan
opnås samtykke, vil afgørelsen skulle træffes af kommunens børne- og ungeudvalg, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4.
Bestemmelsen er afgrænset til afgørelser om ændring af anbringelsessted. Der vil således ikke
gælde de samme betingelser for en afgørelse om eksempelvis behandling eller uddannelse, der vil
kunne træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 97, stk. 2.
Hensynet er, at en ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan føles som en meget
indgribende afgørelse for forældrene og for barnet eller den unge. Derfor vil en ændring af
anbringelsesstedet skulle kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den
unge, der er fyldt 10 år. Det vil gælde uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for
hjemmet er iværksat med eller uden samtykke.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret
anbringelsessted.
Ved fælles forældremyndighed vil der kræves samtykke fra begge forældre. Det følger af det
foreslåede stk. 2, at kommunalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra det aktuelle
anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted.
594
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0595.png
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den
del af bestemmelsen, der vedrører afgørelse om ændret anbringelsessted.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, L
178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre barnets eller den
unges aktuelle anbringelsessted i forbindelse med afgørelser om ændring af anbringelsessted.
Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov,
herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til
familien osv.
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om skift af
anbringelsessted at høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation og behov. En
anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have
karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af
offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning har notatpligt. Ved
akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen
træffes. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på
sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse vil blive givet
partsstatus.
Formålet med forslaget er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af
grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil
skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kan
anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter det foreslåede §
97, stk. 2, om ændring af anbringelsessted for et barn under 10 år.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie vil
kunne anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 97, stk. 2,
om ændring af anbringelsessted for et barn under 10 år.
Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et anbragt barn under 10
år vil få ret til på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen i tilfælde,
hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted.
Med lovforslaget foreslås aldersgrænsen for selvstændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12
år i dag. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs.
595
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0596.png
at de bl.a. vil få mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om eksempelvis
ændret anbringelsessted.
Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed for at udøve partsbeføjelser. Derfor
foreslås med stk. 3, en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til
børn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en vurdering af en
afgørelse om ændret anbringelsessted.
Ordningen vil bestå i, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under 10 år vil
kunne bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
ændret anbringelsessted, og barnet giver udtryk for ikke at være enig i dette, eller plejeforældre,
støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at
hindre unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen efter §
98, stk. 3, blive tillagt opsættende virkning, jf. § x, nr. x, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.
Det vil sige, at flytningen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen.
Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten i og med,
at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en
alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at anbragte
børn ikke bliver flyttet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af
økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever,
at deres plejebarn flyttes som følge af samarbejdsproblemer med kommunen.
Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforældrene, støttepersonen eller
venskabsfamilien efter den foreslåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at det som
udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for
ikke at være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om ændret anbringelsessted. Dog vil der kunne
være tilfælde, hvor barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv kan
udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en ændring i
anbringelsesstedet er til barnets eget bedste. Derfor vil det ikke være et krav, at barnet skal være
imod kommunens afgørelse om ændret anbringelsessted.
Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om ændret
anbringelsessted vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste. Ankestyrelsen
bør således være opmærksom på, at anmodningen ikke alene bør være begrundet i rent personlige
hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse
også være særligt opmærksom på de konkrete forhold i den enkelte sag, herunder barnets eller den
unges støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller den unge eller forældrene.
Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 98, stk. 2, efter reglerne i den foreslåede
bestemmelse i § 153.
596
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0597.png
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan opnås,
træffes afgørelse om ændring af anbringelsessted af børne- og ungeudvalget, jf. dog § 24 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børne- og ungeudvalget under hensyn til
formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere,
om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af
anbringelsessted.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan
opnås, jf. stk. 1, vil børne- og ungeudvalget skulle træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted,
jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen vil børne- og
ungeudvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for
kontinuitet i opvæksten skulle vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst
imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.
Forslaget indebærer, at i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke til en afgørelse om ændret
anbringelsessted efter stk. 1, vil en ændring af anbringelsesstedet forudsætte, at der træffes afgørelse
i børne- og ungeudvalget herom. I behandlingen af sagen vil børne- og ungeudvalget skulle tage
stilling til, om grundlaget for at flytte barnet eller den unge er til stede. Børne- og ungeudvalget vil
skulle træffe afgørelse om at ændre anbringelsesstedet i de tilfælde, hvor det anses for at være
nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen, jf. § 97, stk. 2, og hvor udvalget vurderer,
at barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af
anbringelsesstedet, herunder af hensyn til barnets eller den unges behov for kontinuitet i
anbringelsen.
Med den foreslåede bestemmelse vil udvalget i deres afgørelse skulle tage stilling til grundlaget for
at ændre anbringelsesstedet på baggrund af kommunalbestyrelsens indstilling, jf. det foreslåede §
98, stk. 5. Børne- og ungeudvalget vil således skulle efterprøve kommunalbestyrelsens vurdering af
behovet for at flytte barnet eller den unge.
Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
indebærer, at hvis der ikke kan opnås samtykke til en ændring af anbringelsessted for et barn eller
en ung, der er anbragt af Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, vil sagen skulle forelægges Ungdomskriminalitetsnævnet med henblik på, at
nævnet kan efterprøve kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for at ændre anbringelsessted.
Ungdomskriminalitetsnævnets prøvelse af kommunalbestyrelsens vurdering vil således svare til
børne- og ungeudvalgets prøvelse efter den foreslåede ordning i § 98, stk. 4. Kommunalbestyrelsen
vil fortsat kunne træffe afgørelse om ændret anbringelsessted med samtykke, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 98, stk. 1.
Hvis børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om ændret anbringelsessted efter den foreslåede
bestemmelse, vil kommunalbestyrelsen herefter skulle træffe afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted efter den foreslåede § 52, stk. 1. Faktisk flytning af et barn eller en ung fra ét
597
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0598.png
anbringelsessted til et andet vil således forudsætte både en afgørelse om ændret anbringelsessted og
en afgørelse om valg af konkret anbringelsessted.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted vil kunne påklages til
Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 10 år, jf. lovforslagets §
145. Forældremyndighedsindehaver og barnet, der er fyldt 10 år, vil også kunne klage til
Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse om valg af konkret anbringelsessted. Mens
klager over børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted ikke vil have
opsættende virkning, vil klager over afgørelse om et nyt, konkret anbringelsessted, som
udgangspunkt have opsættende virkning. Det vil betyde, at barnet eller den unge som hovedregel
ikke vil kunne flyttes til et nyt anbringelsessted, før Ankestyrelsen har behandlet klagen over valg af
anbringelsessted.
Det foreslås endelig med
stk. 5,
at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af
anbringelsessted, jf. § 98, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der bl.a. skal
indeholde: 1) Den seneste handleplan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. § 108, 2) barnets eller den unges
holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. lovforslagets § 4, stk. 3, 3) en beskrivelse af,
hvorvidt støttende indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat ophold på det aktuelle
anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et
nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for
støtte og for nære og stabile voksenrelationer, og 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf.
§ 98, stk. 2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om
ændring af anbringelsessted, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 4, vil kommunalbestyrelsen skulle
udarbejde en indstilling, der bl.a. vil skulle indeholde: 1) Den seneste barnets plan, jf. § 91, eller
ungeplan, jf. § 108 2) barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 4,
3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støttende indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32,
under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at
imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer, og 5)
en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse opregner de elementer, der som minimum vil skulle indgå i
indstillingen til børne- og ungeudvalget i forbindelse med en afgørelse om ændring af
anbringelsessted. Der er tale om en ikke-udtømmende liste, da der vil kunne være andre end de
nævnte elementer, der kan være nødvendige for sagens oplysning i en konkret sag.
Den samlede
indstilling vil skulle danne grundlag for børne- og ungeudvalgets afgørelse efter det foreslåede § 98,
stk. 4.
Det foreslås, jf. stk. 5,
nr. 1,
at indstillingen bl.a. skal omfatte den seneste version af barnets plan, jf.
§ 91, eller ungeplanen, jf. § 108, der angiver konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og
598
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0599.png
udvikling. De konkrete mål i barnets plan vil, jf. § 92, stk. 2, skulle tage udgangspunkt i den valgte
indsats, og kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med opfølgning og tilsynet med barnet eller den
unge på anbringelsesstedet løbende skulle vurdere, om der er behov for at revidere planen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5,
nr. 2,
vil barnets eller den unges holdning, jf.
lovforslagets § 4
, stk. 3,
il ændringen af anbringelsesstedet også skulle indgå i indstillingen. Forud for
afgørelsen vil kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 4, skulle inddrage barnet eller den unge,
hvorved barnets eller den unges holdning til flytningen vil skulle tilvejebringes. Det vil betyde, at
kommunalbestyrelsen i alle tilfælde vil skulle inddrage barnet eller den unge i forbindelse med en
afgørelse om ændret anbringelsessted, uanset om der gives samtykke til afgørelsen eller ej.
Ændring af anbringelsessted uden samtykke er en indgribende beslutning for barnet eller den unge.
Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen i indstillingen til børne- og ungeudvalget vil skulle
kunne godtgøre behovet for at flytte barnet. Derfor foreslås det, jf. stk. 5,
nr. 3,
at indstillingen
yderligere vil skulle beskrive, hvorfor supplerende støttende indsatser til barnet eller den unge, jf. §
32, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekomme barnets eller den
unges behov for støtte.
I den forbindelse vil kommunalbestyrelsen i indstillingen skulle foretage en
vurdering af det aktuelle anbringelsessteds egnethed til at tilbyde barnet eller den unge nære og
stabile relationer til voksne. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, hvorvidt
barnet eller den unge har opnået så stærk tilknytning til det aktuelle anbringelsessted, at det på
kortere eller længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at
forblive på anbringelsesstedet. Kommunalbestyrelsen vil her skulle vurdere, hvorvidt barnet eller
den unge har så stærke relationer til anbringelsesstedet, at det bedst imødekommer barnets eller den
unges samlede behov at forblive på anbringelsesstedet, og om et behov for yderligere støtte til
barnet eller den unges eller anbringelsesstedet kan være et alternativ til flytning. Det kan for
eksempel være i tilfælde, hvor et barn har været anbragt i en plejefamilie siden fødslen og ved
overgang til skolealderen har støttebehov, som plejefamilien ikke har kompetencer til at kunne
imødekomme, men hvor det vurderes, at yderligere støtte til plejefamilien og/eller barnet eller den
unge kan bringe barnet eller den unge i en positiv udvikling ved fortsat anbringelse i familien.
Med det foreslåede stk. 5,
nr. 4,
vil kommunalbestyrelsen endvidere skulle beskrive et nyt
anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte
og mulighed for at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne.
Med det foreslåede stk. 4,
nr. 5,
vil en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted desuden skulle
indgå i indstillingen. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 2.
De opregnede punkter beskriver elementer, der som minimum vil skulle indgå i indstillingen. Det
følger således af den foreslåede bestemmelse at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er
øvrige relevante eller nødvendige oplysninger, som vil skulle indgå i indstillingen til børne- og
ungeudvalget. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om relevante oplysninger fra barnets skole eller
daginstitution.
599
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0600.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 99
Det fremgår af § 68, stk. 1, i serviceloven, at foranstaltninger efter lovens § 52, stk. 3, skal ophøre,
når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf.
dog §§ 76 og 76 a om efterværn.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 99,
at støttende indsatser og anbringelser efter §§ 32, 46, 47 og
67 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge
fylder 18 år, jf. dog §§ 114-116 og 120.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de konkrete afgørelser om støttende indsatser, anbringelse og om efterværn med
barnets lov vil skulle træffes efter henholdsvis de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47 og 67
samt de foreslåede bestemmelser i §§ 114-116 og 120.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09,
tillæg A, side 3366, at alle støttende indsatser, der vil kunne iværksættes efter den foreslåede
bestemmelse i § 32, vil skulle ophøre, når formålet med indsatsen er nået, når indsatsen ikke
længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Det samme vil med forslaget gælde for
anbringelser, der iværksættes efter §§ 46 eller 47. De oplistede indsatser vil skulle ophøre, uanset
om de iværksættes med samtykke eller uden samtykke.
Det følger derfor også af den foreslåede bestemmelse, at alle hjemgivelsesperioder, jf. den
foreslåede § 100, stk. 1 og 3, og videreførte anbringelser, jf. den foreslåede § 67, ligesom alle
øvrige indsatstyper efter de foreslåede §§ 32, 46 og 47 vil skulle ophøre, når formålet er nået, når de
ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år. Ved eksempelvis en
videreførelse af en anbringelse efter den foreslåede § 67 vil formålet være at opretholde barnets
eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Har barnet eller den unge ikke længere det
tilknytningsforhold til anbringelsesstedet, der begrundede den videreførte anbringelse, vil
anbringelsen således ikke længere opfylde sit formål og vil skulle ophøre. Dette er i
overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side
3366.
Ved anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke vil opholdet på anbringelsesstedet dog
eventuelt kunne opretholdes efter det fyldte 18. år efter reglerne om efterværn i de foreslåede § 114-
116 eller efter reglerne i den foreslåede §§ 120, hvis den unge er indforstået med det. Når en indsats
efter §§ 32, 46, 47 eller 67 ophører, fordi den unge fylder 18 år, vil kommunalbestyrelsen således
skulle være opmærksom på, om den unge har ret til støtte i form af efterværn efter de foreslåede §
114- 116 eller opretholdt anbringelse i en plejefamilie efter den foreslåede § 120.
600
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0601.png
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at en iværksat indsats ikke forløber over en
længere periode, end hvad formålet med indsatsen tilsiger. Kommunalbestyrelsen vil derfor løbende
skulle tage stilling til, om en iværksat indsats fortsat opfylder sit formål, og om formålet med
indsatsen er opnået. Det vil være nærliggende, at kommunalbestyrelsen tager stilling til dette i
forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 95, eller i forbindelse med det løbende personrettede tilsyn med børn eller unge,
der er anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 156.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.2. og 3.13.3.
Til § 100
Det fremgår af § 68, stk. 2, i serviceloven, at et anbragt barn eller en anbragt ung først kan
hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om
hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte,
at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode.
Det fremgår af § 68, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en
hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under
hensyn til 1) muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge,
2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter §
52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er
grundlag for at træffe afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt
et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Det fremgår af § 68, stk. 5, i serviceloven, at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den
eksisterende anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Det fremgår af § 68, stk. 10, i serviceloven, at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen
revidere handleplanen, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 140 a, og
angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter
straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller
beskæftigelse nås.
Det fremgår endvidere af § 69, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes
afgørelse om bl.a. hjemgivelse, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og om
hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 3, forud for hjemgivelse af et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 og 47. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at
601
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0602.png
der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Det foreslås videre, at som led i vurderingen af, om et
barn eller ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges
bedste.
Det foreslås således med den foreslåede stk. 1, i overensstemmelse med efter gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, at et barn eller en ung, der er anbragt uden
for hjemmet, ikke vil kunne hjemgives til forældrene, uden kommunalbestyrelsen forinden har
truffet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede ordning altid skulle træffe
afgørelse om, at en hjemgivelse skal ske, samt om en hjemgivelsesperiode.
Bestemmelsen har til formål at understøtte den samlede proces omkring hjemgivelse, hvor det
velovervejede og tilrettelagte forløb for barnet eller den unge vil skulle vægtes højere end
forældrenes mulighed for at få barnet hjem umiddelbart. I overensstemmelse hermed vil
kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte en hjemgivelsesperiode.
Hjemgivelsesperioden vil kunne vare op til seks måneder, jf. det foreslåede § 100, stk. 3. Kun i
særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der ikke skal fastsættes en
hjemgivelsesperiode.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om fastsættelse af en hjemgivelsesperiode vil kunne påklages til
Ankestyrelsen efter de almindelige regler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. det foreslåede § 144.
Kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en anmodning fra forældrene om hjemgivelse af barnet
eller den unge til afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan
imødekomme forældrenes ønske om hjemgivelse. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede
bestemmelse i § 102.
Kommunalbestyrelsen vil alene kunne undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode i særlige
tilfælde, jf. ovenfor. Det altovervejende udgangspunkt vil således være, at der vil skulle fastsættes
en hjemgivelsesperiode. Særlige tilfælde vil for eksempel kunne være, hvis plejeforældrene flytter
eller siger op samtidig med, at barnet eller den unge af andre årsager skal hjemgives. I sådanne
tilfælde kan det være bedre for barnet eller den unge at komme hjem med det samme end at blive
anbragt hos nye plejeforældre i en kortere hjemgivelsesperiode. Det kan også være, at hjemgivelsen
sker lige op til skolestart, hvor det vurderes at være til barnet eller den unges bedste at komme hjem
hurtigt og starte i ny skole samtidig med, at de øvrige børn starter i skole. Endelig kan der være
tilfælde, hvor et barn eller en ung anbringes kortvarigt, for eksempel på grund af en forælders
hospitalsindlæggelse. I sådanne tilfælde vil det ikke være hensigtsmæssigt, at der fastsættes en
hjemgivelsesperiode.
Kravet om, at kommunen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og herunder evt. fastsætte en
hjemgivelsesperiode, vil betyde, at forældrene ikke vil kunne få barnet eller den unge hjem ved at
tilbagekalde deres samtykke til anbringelsen til enhver tid, f.eks. ved ophør af samvær med barnet
602
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0603.png
eller den unge. Uanset at barnet eller den unge er anbragt med samtykke fra
forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne ske hjemgivelse, førend kommunen har truffet en
afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.
Det foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 68, stk. 2 i serviceloven tydeliggjort, at der
som led i vurderingen af, om et barn eller en ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil
være til barnets eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere,
om en hjemgivelse vil sikre god udvikling og trivsel hos barnet eller den unge. Dette vil skulle
indgå i den samlede vurdering af sagen, herunder vurderingen af det oprindelige
anbringelsesgrundlag og barnets eller den unges og familiens samlede situation. Det følger af det
overordnede formål med barnets lov, at alle afgørelser, der træffes, skal være til barnets eller den
unges bedste, i overensstemmelse med Børnekonventionen.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle
anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om hjemgivelse.
Den foreslåede bestemmelse, er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den
del af bestemmelsen, der vedrører afgørelser om hjemgivelse.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A,
L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre det konkret
relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i
forbindelse med afgørelser om hjemgivelse.
Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov,
herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til
familien osv.
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om
hjemgivelse at høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation og behov. En
anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have
karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af
offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning har notatpligt. Ved
akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen
træffes. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på
sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse gives partsstatus.
Formålet med den foreslåede stk. 2 er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig
del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge.
603
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0604.png
Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil
skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.
Det foreslås med
stk. 3,
at en hjemgivelsesperiode kan vare op til seks måneder, og længden
fastsættes under hensyn til: 1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for
barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel støttende indsatser til barnet eller den unge eller
forældrene efter hjemgivelsen efter § 32, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering
af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter § 47 eller § 67 i situationer, hvor forældrene har
tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 46.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at en hjemgivelsesperiode efter den foreslåede §
100, stk. 1, kan vare op til seks måneder, ligesom bestemmelsen oplister de forhold, som
kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af hjemgivelsesperiodens længde vil skulle tage hensyn til.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A,
side 3366-3367, har bestemmelsen flere formål:
For det første vil den skulle hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er
til skade for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan for eksempel være, at barnet eller
den unge er ved at afslutte et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på anbringelsesstedet, at
barnet eller den unge har brug for tid til at vænne sig til at skulle hjem gennem hyppigere samvær
med forældrene, eller at barnet eller den unge har brug for tid til at tage ordentligt afsked med
venner og omsorgspersoner på anbringelsesstedet.
For det andet vil den skulle give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen.
Kommunalbestyrelsen vil skulle have mulighed for at forberede støttende indsatser til barnet eller
den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter servicelovens § 32. I sager vedrørende børn og
unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse vil kommunalbestyrelsen også i
relevant omfang skulle være opmærksom på, om der kan være behov for at forberede iværksættelse
af hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Samtidig kan det være hensigtsmæssigt, at
kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene i bredere forstand sikrer, at der er gode forhold
for barnet eller den unge efter hjemgivelsen, for eksempel ved at sikre at barnet eller den unge har
et passende fritids-, skole- og/eller dagtilbud straks efter hjemgivelsen
For det tredje vil kommunalbestyrelsen skulle have mulighed for at overveje, om en
hjemgivelsesperiode skal benyttes til at vurdere, om sagen skal forelægges kommunens børne- og
ungeudvalg med henblik på afgørelse om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede
bestemmelse i § 47 eller opretholdelse af en anbringelse på grund af barnets eller den unges
tilknytning til anbringelsesstedet efter det foreslåede § 67.
Hjemgivelsesperioden vil kunne vare fra få dage til seks måneder afhængigt af behovet. Det
vurderes dog, at det kun sjældent vil være relevant at fastsætte hjemgivelsesperioder af længere
604
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0605.png
varighed, da op til seks måneder er ganske lang tid i et barns perspektiv. Hjemgivelsesperioden må i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke vare længere, end formålet med at fastsætte
perioden tilsiger.
I kommunalbestyrelsens vurdering af periodens længde vil barnet eller den unges og eventuelle
søskendes anbringelseshistorik skulle indgå. Således vil det også være relevant i forhold til det
konkrete barn eller den konkrete unge, om der har været hjemgivelser og efterfølgende
genanbringelser af barnet eller den unges søskende. Ligeledes vil der kunne være grundlag for, at
forældrenes eventuelle sygdoms- og misbrugshistorik medtages i kommunens vurdering af
hjemgivelsesperiodens længde. Oplysninger herom vil eksempelvis kunne være tilvejebragt i
forbindelse med udredningen af barnets eller den unges behov, jf. den foreslåede bestemmelse i §
20, eller i forbindelse med opfølgningen, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95-96, og vil skulle
tillægges betydning af hensyn til at undgå genanbringelser.
Endelig vil forholdene og behovene for særlige støttetiltag, skoletilbud, fritidstilbud mv. skulle
indgå. I hjemgivelsesperioden vil kommunalbestyrelsen kunne lave et udslusningsforløb, der
således langsomt giver barnet eller den unge mulighed for at vænne sig til det nye liv.
Det foreslås med
stk. 4,
at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse
efter §§ 46, 47 eller 67.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 5, med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at en afgørelse om anbringelse med barnets lov vil skulle
træffes efter § 46 eller 47.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 336-
3367, foreslås det således, at hjemgivelsesperioden skal betragtes som en videreførelse af den
eksisterende anbringelse af barnet eller den unge efter den foreslåede §§ 46, 47 og 67. Det fastslås
herved, at der med kommunalbestyrelsens afgørelse om en hjemgivelsesperiode ikke vil være tale
om iværksættelse af en ny anbringelse. Det vil betyde, at vilkårene for den eksisterende anbringelse
opretholdes i hjemgivelsesperioden. De regler, der i øvrigt gælder for barnets eller den unges
anbringelse vil samtidig finde tilsvarende anvendelse i hjemgivelsesperioden, herunder krav om
opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95-96.
Det foreslås med
stk. 5,
at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere barnets plan, jf.
§ 91, ungeplanen, jf. § 108 eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, og angive den
videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens §
74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 91, stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen i
sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle udarbejde en barnets plan, medmindre særlige
forhold taler imod. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede § 108, hvorefter
605
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0606.png
kommunalbestyrelsen for den unge over 16 år, der er anbragt uden for hjemmet, vil skulle
udarbejde en ungeplan.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende retstilstand, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 35-37, hvorefter kommunalbestyrelsen
forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, der med lovforslaget foreslås erstattet af
barnets plan og ungeplanen, eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, og angive den
videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, vil revisionen særligt skulle vedrøre, hvordan planens mål om uddannelse og beskæftigelse
nås.
Forslaget indebærer, at når et anbragt barn eller en ung skal hjemgives, vil barnets plan, ungeplanen
eller relevante dele af den helhedsorienterede plan for støtte skulle revideres, og planen vil skulle
angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. Det vil således gælde uanset, om der er
tale om en barnets plan efter lovens § 91, en ungeplan efter § 108, eller om indsatser og støtte er
samlet i en helhedsorienteret plan efter lovens § 110.
Såfremt der er dele af forældrenes helhedsorienterede plan, der vedrører indsatser, der er iværksat af
hensyn til barnets eller den unges behov for støtte, vil disse ligeledes skulle revideres, inden barnet
eller den unge hjemgives. Hvis den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen indgår i en
helhedsorienteret plan, som omfatter familien, vil disse elementer i den helhedsorienterede plan
ligeledes skulle revideres. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2017-18, A, L 232 som fremsat, side 36.
Det følger af
2. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at når der er tale om unge, der er idømt en
sanktion efter straffelovens § 74 a, vil revision af den unges plan forud for hjemgivelsen særligt
skulle vedrøre, hvordan målene om, at den unge senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder
en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 128, kan nås. Dette
er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2006-07, tillæg A, side
6570.
Den foreslåede stk. 5, 2. pkt., retter sig mod tilfælde, hvor der er tale om hjemgivelse af en ung i et
ungdomssanktionsforløb. Baggrunden for forslaget er, at afslutningen af fase 2 i
ungdomssanktionen og overgangen til fase 3 er at betragte som en hjemgivelse i henhold til det
foreslåede § 100, stk. 1. Det foreslås, i overensstemmelse med efter gældende ret, at revisionen af
ungeplanen i forbindelse med en hjemgivelse særligt skal rette sig mod, hvordan målene om
uddannelse og beskæftigelse nås i 3. fase, når der er tale om en ung i et ungdomssanktionsforløb.
Der vil således, jf. den foreslåede bestemmelse i § 129 på dette tidspunkt skulle være en konkret
plan for, hvilken uddannelse eller beskæftigelse den unge skal i gang med i 3. fase. Der henvises til
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 129.
606
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0607.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1-3.17.3.
Til § 101
Der er efter gældende regler ikke hjemmel til, at pårørende til et barn, der ikke har særskilt
partsstatus i en konkret sag, kan anmode Ankestyrelsen om at foretage en vurdering af
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse af et barn under 10 år.
Det foreslås med bestemmelsen i § 101, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie
kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1,
om hjemgivelse af et barn under 10 år.
Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et anbragt barn under 10
år vil få ret til på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen i tilfælde,
hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse.
Med lovforslaget foreslås aldersgrænsen for selvstændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12
år i dag. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs.
at de bl.a. vil få mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om eksempelvis
hjemgivelse.
Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed for at udøve partsbeføjelser. Derfor
foreslås med bestemmelsen
§ 101
en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson eller
venskabsfamilie til børn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en
vurdering af en afgørelse om hjemgivelse.
Ordningen vil konkret bestå i, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under
10 år kan bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse
om hjemgivelse, og barnet giver udtryk for ikke at være enig i dette, eller plejeforældre,
støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at
hindre unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen efter §
101 blive tillagt opsættende virkning, jf. § X, nr. X (REL, § 72), i det samtidigt fremsatte
følgelovforslag. Det vil sige, at hjemgivelsen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har
behandlet sagen.
Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten i og med,
at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en
alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at børn, der er
anbragt uden for hjemmet, ikke bliver hjemgivet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks.
udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor
f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn hjemgives som følge af samarbejdsproblemer med
kommunen.
607
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0608.png
Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforældrene, støttepersonen eller
venskabsfamilien efter den foreslåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at det som
udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for
ikke at være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse. Dog vil der kunne være
tilfælde, hvor barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv kan udtrykke
sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en hjemgivelse er til barnets eget
bedste. Derfor vil det ikke være et krav, at barnet skal være imod kommunens afgørelse om
hjemgivelse.
Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om
hjemgivelse vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste. Ankestyrelsen bør
således være opmærksom på, at anmodningen ikke alene bør være begrundet i rent personlige
hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse
også være særligt opmærksom på de konkrete forhold i den enkelte sag, herunder barnets
støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller forældrene.
Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 101, efter reglerne i den foreslåede
bestemmelse i § 153.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.1-3.18.3.
Til § 102
Det fremgår af § 68, stk. 3, i serviceloven, at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren
anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra
anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med
samtykke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet.
Det fremgår af § 68, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en
anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved
retten.
Det fremgår af § 68, stk. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en
anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er
anbragt efter 1) § 58, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 68 a, hvis der ikke er sket
væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
Det fremgår af § 68, stk. 8, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller
en ung, der er anbragt efter § 58 eller § 68 a, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
608
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0609.png
hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 2, hvis der er grundlag herfor. Hvis
kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge,
forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. §§ 58 eller 68 a.
Det fremgår af § 68, stk. 9, i serviceloven, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58 eller § 68 a, skal
kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom.
Det foreslås med
stk. 1,
at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få
hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen
tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest syv dage fra anmodningen fremsættes. Det
samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at
blive hjemgivet.
Forslaget viderefører § 68, stk. 3, i serviceloven med de nødvendige konsekvensændringer som
følge af, at en afgørelse om anbringelse med samtykke fremover vil blive truffet efter § 46, i barnets
lov.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 3367, vil
forslaget indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse og fastsættelse af
hjemgivelsesperiode vil skulle træffes inden syv dage i de tilfælde, hvor forældre til et barn eller en
ung, der er anbragt med samtykke fra forældrene, henvender sig med ønske om at få hjemgivet
barnet eller den unge, eller hvor en ung på 15 år eller derover anmoder om at blive hjemgivet fra en
anbringelse med samtykke. Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til både børn, unge og
forældre, der ønsker en hjemgivelse, er det vigtigt, at tidsperspektivet for hjemgivelsen hurtig
fastlægges, således at både børn, unge og forældre får tryghed i at vide, hvornår deres livssituation
forandres.
Det følger af reglerne om anbringelse, jf. det foreslåede § 46, at en anbringelse med samtykke kan
ophøre enten på baggrund af, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse eller på baggrund af,
at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der fyldt 15 år, tilbagekalder samtykket.
Ved frivillige anbringelser vil samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år, til enhver tid kunne tilbagekaldes. Ved tilbagekaldelse af samtykket vil betingelserne for
den frivillige anbringelse ikke længere være opfyldt. Kommunen vil herefter skulle træffe afgørelse
om hjemgivelse samt om, hvor lang hjemgivelsesperioden skal være, jf. det foreslåede § 100. Hvis
kommunalbestyrelsen finder, at der ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen
skulle forelægges for børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 4.
Der kan være tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket til en anbringelse.
609
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0610.png
Hvis forældremyndighedsindehaveren ønsker at få den unge hjemgivet, mens den unge modsætter
sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunen overveje, om der er
grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge
uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1
eller 3. Kommunen bør afdække, hvad der er baggrunden for, at den unge modsætter sig
hjemgivelsen, således at der vil kunne sættes ind over for de bekymringer, som den unge måtte
have. Det vil f.eks. kunne ske ved at gennemføre en samtale med den unge. Kommunen bør i denne
sammenhæng være opmærksom på, at den unges ønsker bør tillægges passende vægt i
overensstemmelse med den unges modenhed og eventuelle nedsat psykisk funktionsevne.
I alle tilfælde, hvor det er forældremyndighedsindehaveren, der anmoder om hjemgivelse, vil
kommunen skulle være opmærksom på at inddrage barnets eller den unges holdning i vurderingen
af, om en hjemgivelse er i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Kommunen bør i
den forbindelse være opmærksom på, at barnets eller den unges alder, modenhed eller en eventuel
psykisk funktionsevne kan have betydning for barnets eller den unges evne til at give udtryk for
egne ønsker.
Er det den unge, der anmoder om at blive hjemgivet, mens forældremyndighedsindehaveren
modsætter sig hjemgivelsen, f.eks. fordi der er tale om en behandlingskrævende ung, som
forældrene ikke selv kan håndtere, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig
hjemgivelse vil forudsætte, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør
kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes
afgørelse om at anbringe den unge uden samtykke fra den unge selv efter bestemmelsen i
lovforslagets § 47, stk. 1.
Klager over afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode har som udgangspunkt opsættende
virkning, jf. § X, nr. X (REL § 72) i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.
Det foreslås med
stk. 2,
kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om
hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 6. I overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 35, vil forslaget indebære, at
kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den
periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Ved anmodning om hjemgivelse vil her skulle forstås en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om at barnet eller den unge, der
er anbragt uden for hjemmet, hjemgives til forældremyndighedsindehaveren, dvs. at barnet eller den
unge efter en nærmere fastsat overgangsperiode (hjemgivelsesperioden) overdrages til
forældremyndighedsindehaveren, og anbringelsen ophører.
610
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0611.png
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med efter gældende ret indebære, at kommunalbestyrelsen vil
kunne afvise at behandle en anmodning om hjemgivelse, mens sagen er under behandling i
Ankestyrelsen eller ved retten.
Bestemmelsen vil gælde i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.
Bestemmelsen vil således også gælde i sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter
lovforslagets § 47 eller videreført anbringelse efter lovforslagets § 67 herunder uanset om en
anmodning om hjemgivelse fremsættes af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er
fyldt 15 år, og uanset om betingelserne efter det foreslåede § 102, stk. 3 for at afvise
forældremyndighedsindehaveren anmodning er opfyldt eller ej.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 15 år, på ethvert tidspunkt vil kunne fremsætte begæring om hjemgivelse.
Forældremyndighedsindehaveren og den unge behøver således ikke at afvente, at børne- og
ungeudvalget vil skulle behandle sagen på baggrund af den fastsatte genbehandlingsfrist efter den
foreslåede § 50.
Udgangspunktet vil således være, at kommunen skal behandle begæringen om hjemgivelse og
vurdere, hvorvidt kommunen mener, at der stadig er grundlag for den tvangsmæssige foranstaltning.
Forældremyndighedsindehaveren vil kunne anmode om hjemgivelse umiddelbart efter, at der er
truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og uanset, at sagen samtidig
behandles i ankesystemet. Dette kan imidlertid være belastende for barnet eller den unge, som ikke
får den fornødne ro og stabilitet. Det vil samtidigt være uhensigtsmæssigt, at flere instanser
behandler den samme sag på samme tid. Derfor vil kommunen ikke have pligt til at behandle en
anmodning om hjemgivelse, når en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene,
jf. den foreslåede bestemmelse.
I de tilfælde, hvor sagen ikke er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, vil
kommunen altid skulle behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. dog det foreslåede § 102, stk. 3.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter
følgende bestemmelser: 1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 67 hvis der ikke er sket
væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 7, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf.
servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.
611
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0612.png
Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i forhold til gældende retstilstand. Forslaget indebærer
således, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som
fremsat, side 36-39, at kommunalbestyrelsen skal kunne afvise at behandle en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter de
bestemmelser, der er nævnt i den foreslåede § 102, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2, når de betingelser, der
fremgår af nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt.
Det foreslås i
nr. 1,
at en afvisning af behandling om en anmodning om hjemgivelse vil kunne ske,
når barnet eller den unge er anbragt efter lovens § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af
forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller i situationer omfattet
af den foreslåede bestemmelses nr. 2.
Ved anbringelse efter lovens § 47 vil skulle forstås alle tilfælde, hvor et barn eller en ung er anbragt
uden for hjemmet efter reglerne i denne bestemmelse. Det vil omfatte sager, hvor afgørelsen om
anbringelse er truffet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år efter lovforslagets § 47, stk. 1, sager hvor børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter
lovens § 47, stk. 3, selvom forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år,
samtykker til en anbringelse efter lovforslagets § 46, jf. lovens § 47, stk. 3, samt sager, hvor den
unge erklærer sig enig i anbringelsen, og børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter lovens § 47,
stk. 4.
Det følger af nr. 1 i den foreslåede bestemmelse, at kommunen vil kunne afvise at behandle
anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse i alle sager om anbringelse af et
barn eller en ung uden for hjemmet efter lovens § 47, hvis der er ikke er sket væsentlige ændringer
af forholdene hos forældrene, barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at det alene vil være, hvis forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge er væsentligt ændrede, at
kommunalbestyrelsen vil have pligt til at realitetsbehandle anmodningen fra forældrene.
Væsentligt ændrede forhold på anbringelsesstedet vil ikke medføre, at en anmodning om
hjemgivelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet efter lovens § 47 vil skulle
realitetsbehandles. Det skyldes, at en anbringelse efter § 47 aldrig kan være begrundet i forhold på
anbringelsesstedet, og ændrede forhold på anbringelsesstedet vil derfor ikke i sig selv kunne
begrunde en hjemgivelse af barnet eller den unge, selvom det i nogen tilfælde vil kunne give
anledning til, at barnet eller den unge flyttes til et andet anbringelsessted.
Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehaverens forhold vil skulle forstås, at forhold
omkring forældremyndighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden samtykke var helt
eller delvist begrundet i, ikke længere er til stede eller er ændret markant og i positiv retning for
barnet eller den unge.
612
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0613.png
Det vil f.eks. kunne være, hvis forældremyndighedsindehavere, som har haft et misbrug af alkohol,
har gennemført en misbrugsbehandling og er ude af misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis
forældremyndighedsindehavere, som har haft en alvorlig psykisk lidelse, der betød, at de ikke var i
stand til at drage omsorg for barnet eller den unge, har modtaget virksom behandling. Andre
eksempler på væsentlige ændringer af forholdene vil kunne være en forældremyndighedsindehaver,
der har været i et voldeligt forhold, hvor den pågældende og eventuelt barnet eller den unge og/eller
andre børn i familien har været udsat for fysisk eller psykisk vold, men hvor den pågældende
forældremyndighedsindehaver er ude af forholdet, og der ikke længere er vold i hjemmet. Det vil
f.eks. også kunne være en forældremyndighedsindehaver, som ikke tidligere har haft de fornødne
kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, men som har modtaget og profiteret af
relevant hjælp og støtte, så der f.eks. ses en markant og positiv udvikling i samværet med barnet
eller den unge. En forældremyndighedsindehavers demonstrerede evne til at varetage omsorgen for
andre børn end det pågældende barn og unge kan også efter omstændighederne være en væsentlig
ændring af forholdene. Ændringer i, hvem der har del i forældremyndigheden, vil f.eks. også kunne
være en væsentlig ændring, da afgørelsen om anbringelse herefter vil være truffet over for en anden
personkreds.
Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehaverens forhold vil
skulle ses i tæt sammenhæng med den støtte til forældremyndighedsindehaveren under
anbringelsen, som kommunen efter den foreslåede §§ 75-76, skal træffe afgørelse om, herunder den
særskilte plan eller eventuelle helhedsorienteret plan for støtten til forældrene, jf. det foreslåede §§
77 og 78.
Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle forstås, at forhold omkring
barnet eller den unge, som anbringelsen uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, er ændret
betydeligt og i en positiv retning for barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være, hvis en ung,
som har haft et alvorligt misbrug af hash, har gennemført misbrugsbehandling og er kommet ud af
misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis et barn eller en ung, som før anbringelsen har haft
meget udadreagerende eller selvskadende adfærd, gennem en støttende indsats og behandling er
blevet markant bedre i stand til håndtere vrede og konflikt eller er ophørt med alvorlig selvskade.
Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle ses i
sammenhæng med opfølgningen på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de foreslåede
bestemmelser i §§ 95-96.
Ovenstående er ikke en udtømmende oplistning af eksempler på væsentlige ændringer af forholdene
hos forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge.
Af hensyn til barnets eller den unges behov for stabilitet og kontinuitet vil det være af stor
betydning, at ændringer af forældremyndighedsindehaverens eller barnets eller den unges forhold
må antages at have den fornødne varighed og ikke være af forbigående karakter. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge i en længere
613
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0614.png
periode har været ude af misbrug. Hvornår det må antages, at ændringer har den fornødne varighed,
vil skulle bero på en konkret og individuel vurdering af forholdene i den enkelte sag og under
hensyn til barnets eller den unges støttebehov. Ved vurderingen vil bl.a. kunne indgå, hvor alvorlige
forhold, der er tale om, og om der tidligere er sket hjemgivelse i sagen på baggrund af tilsvarende
ændringer i forældremyndighedsindehaverens forhold, som efterfølgende viste sig ikke at være
stabile, f.eks. ved tilbagefald til misbrug. Eventuelle relevante udtalelser fra f.eks. en læge eller
andre relevante fagpersoner, som forældrene har medsendt, eller som i øvrigt fremgår af sagen, vil
skulle indgå i vurderingen.
Adgangen efter det foreslåede, stk. 3, nr. 1, til at afvise at behandle anmodninger om hjemgivelse
vil alene omfatte anmodninger fra forældre med del i forældremyndigheden. Begrundelsen for dette
er, at det alene vil være forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, som vil
kunne anmode om hjemgivelse, ligesom det vil være disse parter, der vil kunne samtykke til en
anbringelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 46.
Det foreslås i
nr. 2,
at kommunalbestyrelsen vil kunne afvise at behandle en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens
§ 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene på anbringelsesstedet, barnet eller
den unge.
En anbringelse efter lovens § 67 er en videreført anbringelse. Herved vil skulle forstås, at børne- og
ungeudvalget skal have truffet afgørelse om, at et barn eller en ung, som har været anbragt uden for
hjemmet i mindst tre år efter reglerne i barnets lov eller reglerne i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis
barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og
længere sigt må antages at være af væsentligt betydning for barnets eller den unges bedste at
forblive på anbringelsesstedet.
Afgørelse om videreført anbringelse vil forudsætte samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år og vil
kunne træffes, selvom betingelserne for anbringelse efter lovens § 46, § 47 eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke længere er opfyldt. En videreført anbringelse vil ikke
skulle genbehandles efter genbehandlingsfristerne i lovens § 50 Herudover gælder de almindelige
regler under en anbringelse.
I lighed med efter den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 3, nr. 1, vil bestemmelsen alene vedrøre
anmodninger fra forældremyndighedsindehaver.
Bestemmelsen vil medføre, at kommunalbestyrelsen i lighed med efter gældende ret vil kunne
afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse i sager om
anbringelse af et barn eller en ung i en videreført anbringelse efter lovforslagets § 67, hvis der er
ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
614
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0615.png
I forhold til en videreført anbringelse, jf. § 67, vil væsentlige ændringer for eksempel kunne være, at
barnet eller den unge ikke længere føler et tilhørsforhold til anbringelsesstedet, men langsomt har
opnået større tilknytning til forældremyndighedsindehaveren. Det vil også kunne være, at der er
forhold hos anbringelsesstedet, som er væsentligt ændrede. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis
den primære omsorgsperson i plejefamilien dør eller forlader familien på grund af skilsmisse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens
§ 47 eller § 67, vil kommunalbestyrelsen indledningsvis skulle vurdere, om der er grundlag for at
behandle anmodningen eller ej. Dette vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om der
væsentlige ændringer af relevante forhold.
Kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen
vil kunne foretage denne vurdering, jf. retssikkerhedslovens § 10. Der vil være tale om en afgrænset
sagsoplysning, som alene skal belyse, om der er væsentlige ændringer af relevante forhold. Der vil
således ikke skulle ske fuld sagsoplysning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for
hjemgivelse.
Oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold må først og fremmest komme fra
forældremyndighedsindehaveren selv, f.eks. ved at forældremyndighedsindehaveren fremsender en
udtalelse fra egen læge eller lignende, der kan sandsynliggøre, at forældremyndighedsindehaverens
forhold er ændret væsentligt. Der vil således ikke påhvile kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at
iværksætte f.eks. en psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, medmindre
forældremyndighedsindehaveren selv er fremkommet med oplysninger, som gør det overvejende
sandsynligt, at eksempelvis forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge
er væsentligt forbedrede.
Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold må kommunen
som altovervejende udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af
anbringelsessagen og kommunens løbende opfølgning på barnets trivsel og udvikling og det
personrettede tilsyn med barnet eller den unge, jf. lovens §§ 95-96 og § 156. I særlige tilfælde vil
der dog kunne være behov for at indhente oplysninger fra andre myndigheder, anbringelsesstedet
m.v.
Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet i sager om
videreført anbringelse må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages at være i
besiddelse af allerede som led i behandlingen af anbringelsessagen, samarbejdet med
anbringelsesstedet, oplysninger fra socialtilsynet m.v. I nogle tilfælde vil der dog kunne være behov
for at indhente oplysninger fra anbringelsesstedet, andre myndigheder m.v.
Som hovedregel må det antages, at vurderingen af, om forholdene er væsentligt ændrede, vil blive
foretaget på grundlag af oplysninger, som forældremyndighedsindehaveren selv har fremsendt eller
615
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0616.png
på anden vis må antages at være bekendt med, jf. ovenfor, og der vil derfor ikke være behov for at
høre forældremyndighedsindehaveren forinden. I nogle tilfælde vil det dog kunne være nødvendigt
at høre parterne, jf. forvaltningslovens § 19.
Kommunen vil efter omstændighederne skulle inddrage barnet eller den unge, inden vurderingen
foretages, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4. Inddragelse af barnet eller den unge i forbindelse
med vurderingen vil kunne undlades, hvis barnets modenhed, eventuelle funktionsnedsættelse eller
sagens karakter i afgørende grad taler imod, f.eks. fordi anmodningen om hjemgivelse er åbenlyst
ubegrundet, eller fordi barnet eller den unge har afgørende behov for ro og for at blive skærmet.
Ved vurderingen af, om inddragelse af barnet eller den unge kan undlades vil det skulle tillægges
vægt, at der ikke her er tale om en undersøgelse af grundlaget for hjemgivelse, men alene en
indledende afklaring af, om der er grundlag for behandle sagen, hvorfor hensynet til at skåne barnet
eller den unge som udgangspunkt må veje tungere end ved en realitetsbehandling af en
hjemgivelsessag, hvor barnets eller den unges interesse i at blive inddraget alt andet lige vil være
væsentligt større.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at relevante forhold ikke er væsentligt ændrede, vil
kommunen ikke skulle realitetsbehandle anmodningen. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsen
ikke vil skulle oplyse sagen yderligere, herunder iværksætte nye undersøgelser m.v., med henblik
på at vurdere, om der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge eller opretholde
anbringelsen. Der vil ikke skulle træffes afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens
længde. Sagen vil heller ikke skulle forelæggelse for børne- og ungeudvalget til fornyet afgørelse
efter lovforslagets § 47 eller § 67. Sagen om anbringelse uden samtykke vil således ikke skulle
genbehandles, herunder ved børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten. Kommunen vil i
stedet skulle afvise at behandle anmodningen om hjemgivelse.
Forældremyndighedsindehaveren vil kunne indbringe kommunens afvisning af at behandle sagen
for Ankestyrelsen, jf. lovens § 144 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Hvis kommunen finder, at der er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle
realitetsbehandle forældremyndighedsindehaverens anmodning om hjemgivelse af barnet eller den
unge, jf. det foreslåede § 102, stk. 4. Dog vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at behandle
anmodningen, hvis sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede §
102, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommunalbestyrelsen i lighed med efter
gældende ret vil have pligt til at behandle anmodninger fra en ung, der er fyldt 15 år, og som er
anbragt efter §§ 47 eller 47, også selvom der er ikke sket væsentlige ændringer af forholdene, hvis
sagen i øvrigt ikke under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2.
Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68
som fremsat, side 36-39.
616
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0617.png
Det foreslås med
stk. 4,
at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller
en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis
kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge,
forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 8, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf.
servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67, i barnets lov.
Det foreslås i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68
som fremsat, side 39-40, at det fastsættes, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en
ung, som er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om
hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde jf. det foreslåede § 100, stk. 1, hvis der er
grundlag herfor.
Det følger således af det foreslåede § 100, stk. 1, 1. pkt., at et barn eller en ung, der er anbragt uden
for hjemmet, først kan hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og
hjemgivelsesperiodens længde. Kun i særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen dog kunne beslutte,
at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode, jf. det foreslåede § 100, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter regler for realitetsbehandling af hjemgivelsesanmodninger fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge i denne type sager. Bestemmelsen vil således alene
gælde i de sager, hvor der skal ske en realitetsbehandling af anmodningen, og ikke for sager, hvor
kommunalbestyrelsen efter reglerne i de foreslåede § 102, stk. 2 og 3, afviser at behandle
anmodningen, fordi sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, eller fordi forholdene
ikke er væsentligt ændrede.
Når kommunalbestyrelsen skal realitetsbehandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47
eller 67, vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle oplyse sagen med henblik på at vurdere, om
der er grundlag for hjemgivelse. Det vil sige, at kommunen i det omfang der måtte være behov for
det, vil skulle undersøge barnets eller den unges og/eller forældremyndighedsindehaverens forhold
med henblik på at vurdere, om barnet eller den unge skal hjemgives, og i givet fald, hvordan
hjemgivelsen skal forberedes, og hvilken støtte til barnet eller den unge og familien der måtte være
behov for ved hjemgivelsen. Dette vil kunne betyde, at den eksisterende børneudredning vil skulle
opdateres eller suppleres i fornødent omfang. Er der tidligere udarbejdet en psykologisk eller anden
faglig undersøgelse af forældrene, barnet eller den unge, vil der i nogle tilfælde kunne være behov
for at supplere eller opdatere denne.
617
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0618.png
Kommunen vil skulle høre parterne, hvis der er grundlag herfor, jf. forvaltningslovens § 19.
Derudover vil kommunen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, skulle inddrage barnet eller den
unge, inden der træffes beslutninger af betydning for barnet eller den unge. Barnets eller den unges
synspunkter vil altid skulle tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den
unges alder og modenhed.
Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling af anmodningen om hjemgivelse
vurderer, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle
træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. det foreslåede § 100, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle revidere barnets plan eller ungeplanen og angive den
videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen, jf. det foreslåede § 100, stk. 5.
Det følger af
2. pkt.
i det foreslåede § 102, stk. 4, at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin
realitetsbehandling af en anmodning om hjemgivelse ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive
barnet eller den unge, vil sagen skulle forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf. lovens
§§ 47 eller 67. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 47 og 67 om
anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
de foreslåede bestemmelser i §§ 140-142 og 146 om børne- og ungeudvalgets afgørelser samt om
klage over tvangsmæssige afgørelser mm.
Det foreslås med
stk. 5,
at kommunalbestyrelsen umiddelbart skal orientere børne- og ungeudvalget
om afgørelser om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 9, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de konkrete afgørelser om anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, der
i dag træffes efter servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil skulle træffes efter §§ 47 og 67 i
barnets lov.
Det foreslås således i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A,
L 68 som fremsat, side 40, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens § 58 eller § 68 a, vil
kommunalbestyrelsen umiddelbart skulle orientere børne- og ungeudvalget herom.
Det vil gælde ved alle sådanne afgørelser, uanset om hjemgivelsen er foranlediget af en anmodning
fra den unge eller forældremyndighedsindehaveren eller sker på kommunens eget initiativ.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børne- og ungeudvalget får indblik i kommunens praksis
i sager om hjemgivelse og dermed får mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt
kommunens afgørelser om hjemgivelse er i overensstemmelse med loven. Børne- og ungeudvalget
vil ikke kunne gribe ind i de enkelte afgørelser, som kommunen træffer, men udvalget eller enkelte
medlemmer af udvalget vil kunne underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen træffer ikke afgørelse
618
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0619.png
om hjemgivelse, men vil have mulighed for at tage sagen op af egen drift og eventuelt pålægge
kommunen at opretholde anbringelsen, jf. det foreslåede § 151.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.1.-3.13.3.
Til § 103
Det fremgår af § 71, stk. 1, i serviceloven, at barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt
med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner
m.v. under anbringelsen uden for hjemmet. Det fremgår endvidere, at kommunalbestyrelsen under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller
den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb skal sørge
for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.
Ved tilrettelæggelse af samværet skal der efter servicelovens § 71, stk. 1, lægges vægt på, at barnet
eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre
og netværket. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får
information om barnets hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at en ret til samvær og kontakt, der er
aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af forældreansvarsloven, opretholdes under barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter
reglerne i servicelovens § 71, stk. 2-5.
Det foreslås med
stk. 1,
at barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og
netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under en
anbringelsen uden for hjemmet. I den forbindelse foreslås det, at barnet eller den unge skal have ret
til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted
for samværet m.v.
Forslaget vil indebære, at børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, vil have ret til samvær og
kontakt med deres forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer og venner m.v. Udtrykket forældrene dækker både
forældremyndighedsindehavere og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden. Kommunen
vil derfor skulle være opmærksom på, at også kontakten til og samværet med forældre uden del i
forældremyndigheden holdes ved lige. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
kommunalbestyrelsens afgørelser om samvær og kontakt efter § 104 vil kunne påklages til
Ankestyrelsen af forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, når afgørelsen vedrører samvær
og/eller kontakt med den pågældende forælder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 145, stk. 2.
At det er barnet eller den unge, der har ret til samvær og kontakt, vil betyde, at hensynet til barnet
eller den unge vil stå over forældrenes ønske om kontakt og samvær.
619
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0620.png
I forbindelse med tilrettelæggelse af samværet vil barnet eller den unge med forslaget have ret til, at
kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for
samværet m.v. Hensynet er at sikre, at barnets perspektiv er i centrum for kommunens beslutninger
om tilrettelæggelse af samværet, der vil skulle ses som en del af den samlede indsats for barnet eller
den unge.
I forbindelse med vurderingen af barnets behov vil kommunalbestyrelsen i lighed med efter
gældende ret være forpligtet til at sikre, at der finder en samtale sted med barnet eller den unge, jf.
det foreslåede § 4 hvorved barnet eller den unges holdning til en afgørelse om samvær vil kunne
tilvejebringes. Barnets eller den unges mening vil skulle tillægges vægt i forhold til barnets eller
den unges alder, modenhed og udvikling, herunder barnets eller den unges eventuelle fysiske eller
psykiske funktionsnedsættelse.
Hensigten med forslaget er, at barnets eller den unges ønsker vil skulle være styrende i forhold til
tilrettelæggelsen af samværet. I lighed med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L
178 som fremsat, side 54, vil hensynet til barnet eller den unge endvidere skulle tillægges en større
vægt end hensynet til forældrene. Dog vil det fortsat være kommunalbestyrelsen, der efter en
konkret vurdering vil skulle tilrettelægge samværet samt om fornødent træffe afgørelse om
samværet, herunder om samværets omfang. Det bør dog fremgå af afgørelsen, hvis barnets eller den
unges holdning ikke følges. Det vil samtidig være vigtigt, at kommunalbestyrelsen åbent og tydeligt
gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv skal
tage beslutningen om samvær. Dermed vil det for det første kunne undgås, at barnet eller den unge
oplever selv at stå med ansvaret for beslutningen om samvær. For det andet bør barnet eller den
unge få at vide, at kommunalbestyrelsen ud fra hensynet til barnet eller den unge vil kunne træffe en
beslutning eller afgørelse, der går imod, hvad barnet eller den unge selv har peget på.
Udgangspunktet for forvaltningens tilrettelæggelse af samværet og afgørelser herom vil skulle være,
at barnet eller den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til sine forældre.
Barnets eller den unges ret til samvær vil både omfatte en ret til, at forældrene kan besøge barnet
eller den unge, og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Dette vil også gælde for
samværet med det øvrige netværk. Netværket til det anbragte barn eller den anbragte unge vil som
udgangspunkt kunne være alle personer, som har eller kan opnå en tilknytning til barnet eller den
unge på det tidspunkt, hvor afgørelsen om samvær og kontakt bliver truffet.
Retten til kontakt vil også omfatte brev-, e-mail- og telefonkontakt samt anden kommunikation,
med mindre der er truffet afgørelse om begrænsning af kontakten.
Det foreslås med
stk. 2,
at give barnet eller den unge ret til at anmode om, at samværet alene kan
finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge eller om at få suspenderet
samværet med forældre eller netværk i en periode.
Forslaget indebærer, at barnet eller den unge vil få en eksplicit ret til at anmode om, at samværet
alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge, ligesom barnet
620
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0621.png
eller den unge vil kunne anmode om at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en
periode. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis barnet eller den unge giver udtryk for at opleve
utrygge samvær på grund af en forælders adfærd under samværet, og barnet eller den unge derfor
ikke ønsker at have samvær med den pågældende i en periode.
Med forslaget vil barnet eller den unge til enhver tid kunne fremsætte en anmodning efter
bestemmelsen i stk. 2. Barnets eller den unges anmodning vil herefter skulle behandles af
kommunalbestyrelsen. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen på baggrund af barnets eller den unges
anmodning vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at
træffe afgørelse om regulering eller suspendering af samværet. En sådan afgørelse vil herefter
skulle træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 104. Det vil således være kommunalbestyrelsen,
der vil være ansvarlig for at foretage vurderingen af, hvorvidt barnets eller den unges anmodning
skal imødekommes, samt eventuelt træffe afgørelse herom.
Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge efter den foreslåede §
103, stk. 2, ikke kan imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overensstemmelse med
barnets eller den unges bedste. En sådan beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den
unges anmodning vil ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlængelse af
kommunalbestyrelsens pligt til at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge vil
kommunalbestyrelsen imidlertid skulle sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår
de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Det vil også gøre
sig gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103, stk.
2, ikke kan imødekommes.
Barnet eller den unge vil efter den foreslåede bestemmelse kunne anmode om at få suspenderet
samværet i en afgrænset periode. Det følger af det foreslåede § 104, stk. 5, at kommunalbestyrelsen
ikke vil kunne træffe afgørelse, der suspenderer samværet i mere end en måned. Selvom barnet eller
den unge til enhver tid vil kunne fremsætte en anmodning om suspension af samværet, vil
kommunalbestyrelsen ikke kunne træffe successive afgørelser om suspension af samværet, der
indebærer, at samværet suspenderes i mere end en måned, idet dette, jf. det foreslåede § 104, stk. 5,
vil være sidestillet med en afbrydelse af forbindelsen. Hvis et barn eller en ung gentagne gange
anmoder om at få samværet suspenderet, bør det imidlertid give anledning til overvejelser om,
hvorvidt der er grundlag for, at børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om afbrydelse af
forbindelsen, jf. det foreslåede § 105, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen bør ved behandling af barnets eller den unges anmodning foretage en
konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den
unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v. Kommunalbestyrelsen
bør tage hensyn til, om barnet eller den unge er i stand til selv at kunne tage stilling til, om det
eksempelvis vil være i barnets interesse at suspendere samværet. I den forbindelse vil
kommunalbestyrelsen skulle foretage en vurdering af barnets eller den unges udfordringer og behov
621
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0622.png
for støtte, herunder som følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet
eller den unge.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller
den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Det skal ske under hensyntagen til barnets
eller den unges bedste og til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og
beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.
Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen at sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den
unge og forældrene og netværket holdes ved lige.
Baggrunden for forslaget er, at barnet eller den unge ofte har gavn af og interesse i at skabe og
bevare nære relationer til forældrene i de tilfælde, hvor forældrene har lyst og ressourcer til at være
inddraget i barnets liv og kan spille en positiv rolle under anbringelsen. Dette vil eksempelvis typisk
være tilfældet i situationer, hvor barnet eller den unge på grund af omfattende fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse ikke kan bo fast hos forældrene og derfor er anbragt uden for hjemmet.
Samtidig kan der være socialt udsatte børn og unge, der er anbragt, fordi forældrene ikke er i stand
til at varetage den daglige omsorg eller ikke har den fornødne forældreevne, men hvor det alligevel
er til barnets eller den unges bedste at bibeholde kontakten til forældrene, eventuelt i et begrænset
omfang, under anbringelsen.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse også skulle være opmærksom på, at bedsteforældre,
søskende, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan
have haft tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af betydning at opretholde
under anbringelsen uden for hjemmet. Kontakten til netværket og nære slægtninge bør af
kommunalbestyrelsen støttes i dét omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge.
Ud over at arbejde for at bevare kontakten til forældrene, vil kommunen således skulle sørge for
samvær med andre fra barnets eller den unges netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer, venner m.v., jf. også det foreslåede § 103, stk. 1. I den forbindelse vil det skulle
vurderes, om der er behov for særlige initiativer for at fremme og holde kontakten ved lige, i det
omfang det vurderes at være til gavn for barnet eller den unge.
Med forslaget vil der skulle lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har
mulighed for at skabe og bevare relationer til familiemedlemmer og netværk, som barnet eller den
unge kan støtte sig til, og som kan spille en vigtig rolle i barnets eller den unges liv. F.eks. kan det
være afgørende for barnet eller den unge at bevare kontakt til sine søskende, ligesom
bedsteforældrene også i tiden inden anbringelsen kan have spillet en stor rolle i barnets eller den
unges liv. På samme måde vil samværet skulle ses som led i, at barnet eller den unge kan bevare
eller skabe nære relationer, som i sig selv kan være med til at støtte barnet eller den unge, også efter
en anbringelse er ophørt.
622
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0623.png
Kommunen vil desuden skulle lægge vægt på barnets eller den unges egne ønsker om at bevare
tilknytningen til bestemte personer, jf. det foreslåede § 103, stk. 1. Behovet for kontakt til en eller
flere personer fra netværket vil ofte kunne afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge
selv, bl.a. jf. det foreslåede § 4 om løbende inddragelse. Barnets eller den unges relationer til
personer i netværket, f.eks. søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner m.v. bør
desuden være afdækket i den børnefaglige udredning efter det foreslåede § 20. På den måde bør der
allerede fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde relationer der bør bevares under
anbringelsen.
Med den foreslåede bestemmelse understreges det i øvrigt, at kommunen i forbindelse med samvær
vil skulle have et særligt fokus på at beskytte barnet eller den unge mod overgreb, herunder mod
nye overgreb i de sager, hvor der er viden eller formodning om overgreb.
En formodning om overgreb mod barnet eller den unge begået af forældrene eller netværket vil
eksempelvis kunne opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring barnet, den unge
eller familien, en samtale med barnet eller den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil
ikke være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, formodningen er
rettet mod. Kommunen vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn eller unge, der er
udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil
derfor skulle være opmærksom på, at der både kan være tale om sager, hvor barnet eller den unge er
anbragt på grund af overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn eller den unge først senere
fortæller om overgreb.
Afviklingen af samvær og kontakt kan rejse en række praktiske problemer. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at samværet og kontakten med forældrene og netværket vil skulle udøves
under hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet har sin
tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres. Udgangspunktet vil derfor skulle være, at
forældrene eller netværket og anbringelsesstedet aftaler, hvornår samværet skal foregå inden for de
rammer, der er udstukket af kommunen, således at afviklingen af samværet kommer til at passe
begge parter og sker under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen under hensyntagen til barnets eller den unges
bedste skal understøtte, at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om
barnets eller den unges hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet.
Med forslaget tydeliggøres kommunalbestyrelsens forpligtelse til at understøtte, at forældrene kan
spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv under anbringelsen under hensyntagen til barnets
eller den unges bedste. Dette er formålet med kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at forældrene
får relevant information om barnets hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem
forældrene og anbringelsesstedet. Der er således tale om en tydeliggørelse af gældende ret.
623
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0624.png
Formålet er bl.a. at understøtte, at barnet på sigt kan bevare en god relation til forældrene, herunder
når anbringelsen ophører. Den foreslåede forpligtelse til at understøtte forældrenes rolle i barnets
eller den unges liv skal derfor ses i tæt sammenhæng med den foreslåede forpligtelse til at
understøtte kontakten til forældre og netværk i det foreslåede § 103, stk. 3.
Hensigten med forslaget er, at forældrene vil skulle have mulighed for at danne sig et indtryk af
barnets eller den unges dagligdag, herunder forholdet til dagtilbud, skole eller uddannelsessted,
samt forholdet til venner, aktiviteter og lignende. Der vil med forslaget ikke være tale om, at
forældrene vil have krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i barnets eller den unges liv,
men forældrene vil skulle kunne føle, at de opnår en rimelig indsigt i barnets eller den unges
dagligdag. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at anbringelsesstedet selv informerer forældrene
om barnets eller den unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde mellem forældrene
og anbringelsesstedet, men der kan være tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at orienteringen
sker via kommunen. Kommunens forpligtelse vil alene være at sikre, at forældrene modtager de
nødvendige informationer. Det vil f.eks. kunne påses i de aftaler, kommunen indgår med
anbringelsesstedet.
Det foreslås med
stk. 5,
at samvær og kontakt, der er aftalt eller fastsat efter forældreansvarsloven,
opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller
midlertidigt ophæves
efter reglerne i §§ 104 og 105.
Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Med forslaget understreges, at for en forælder, der har samvær efter forældreansvarsloven med
barnet eller den unge (samværsforælderen), vil udgangspunktet for samværet med barnet eller den
unge være det samvær, der er fastsat i medfør af forældreansvarsloven. Kommunalbestyrelsen kan
imidlertid inden for den af efter forældreansvarsloven fastsatte tidsmæssige ramme for samværet
tilrettelægge den praktiske gennemførelse af samværet, f.eks. fordele samværet over to dage.
Hviler samværet på en aftale, vil det være det aftalte samvær, der danner udgangspunkt for
samværet mellem barnet eller den unge og samværsforælderen.
I begge de nævnte tilfælde vil der med de forslåede §§ 104 og 105 i barnets lov kunne træffes
beslutning om at regulere eller midlertidigt afbryde det aftalte samvær, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
Det bemærkes, at efter § 24 i forældreansvarsloven finder forældreansvarslovens bestemmelser om
samvær og anden kontakt ikke anvendelse, hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet.
Dette indebærer, at efter en anbringelse kan Familieretshuset og familieretten ikke træffe afgørelse
om samvær, og at kompetencen til at træffe afgørelse om samvær alene tilkommer
kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 104.
624
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0625.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 104
Det fremgår af § 71, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen om fornødent skal træffe
afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten mellem et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet, og barnets eller den unges forældre og netværk, og at
kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen
lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan
ikke efter bestemmelsen træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted
mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen
og skal træffes af børn og unge-udvalget efter servicelovens § 71, stk. 3 og 4.
Det fremgår endvidere af § 71, stk. 2, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at
samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til
stede.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær og kontakt mellem
barnet eller den unge og dennes familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under
hensyntagen til barnets eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som
følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrettelæggelse af samværet skal
der lægges vægt på barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at understøtte at
barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til
forældre og netværket.
Med forslaget understreges, at det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge samvær
og kontakt mellem barnet eller den unge og familien eller netværket under anbringelsen. Det vil
skulle ske ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til det enkelte barn eller den
enkelte unge, herunder hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov samt eventuelle fysiske
eller psykiske funktionsnedsættelser.
Med forslaget understreges desuden, at der ved tilrettelæggelsen af samværet vil skulle lægges vægt
på barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at understøtte at barnet eller den
unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og
netværket.
Kommunalbestyrelsen vil således skulle inddrage barnets eller den unges ønsker til omfang,
rammer og sted for samvær m.v., jf. § 103, stk. 1, ligesom der også bør tages hensyn til eventuelle
konkrete anmodninger, som er fremsat af barnet eller den unge efter § 103, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil skulle tillægge barnets eller den unges ønsker passende vægt på baggrund
625
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0626.png
af en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og
eventuelle funktionsnedsættelse m.v.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen om fornødent skal træffe afgørelse om omfanget
og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.
Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den
enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse.
Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med
anbringelsen.
Med forslaget beskrives kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte omfanget og udøvelsen af
samværet eller kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene eller netværket.
Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller
kontakten vil også omfatte forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, samt netværket.
Kommunalbestyrelsen vil således efter den foreslåede bestemmelse have adgang til om nødvendigt
at træffe afgørelse om omfanget, herunder hyppighed og tidsmæssig varighed og udøvelsen af
samværet eller kontakten mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge. Det vil kunne
dreje sig om både tilrettelæggelsen af de gensidige besøg og om, hvordan brev- og telefonkontakten
eller anden kommunikation skal foregå.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne fastsætte nærmere vilkår for samværet, f.eks. at
samværet skal foregå et bestemt sted, eksempelvis på barnets eller den unges anbringelsessted eller
et neutralt sted, eller at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene eller netværket
ikke er påvirket af alkohol eller stoffer. Dette vil dog ikke indebære, at kommunen kan opstille
vilkår om f.eks. indtagelse af antabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær, og
kommunalbestyrelsen vil endvidere ikke kunne indskrænke omfanget af samvær alene med den
begrundelse, at en person har et misbrug.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter den foreslåede bestemmelse kunne træffe afgørelse om, at
barnets eller den unges samvær med en person fra netværket skal støttes ved, at der er en tredje
person til stede. Det kan eksempelvis være relevant, hvis barnet efter den foreslåede § 103, stk. 2,
har fremsat en anmodning om, at barnets eller den unges støtteperson skal være til stede under
samværet med en person fra netværket. Støttepersonens tilstedeværelse ved samværet vil i så fald
skulle ses som en støtte for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke efter den
foreslåede bestemmelse kunne fastsætte, at barnets eller den unges samvær med forældrene skal
støttes ved, at der skal være en tredje person til stede under samværet. En sådan afgørelse foreslås
med den foreslåede bestemmelse i § 104, stk. 3, at kræve samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år.
Kommunalbestyrelsens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at
tilgodese barnet eller den unge. Det foreslås derfor, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på
hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Kommunen vil således med
626
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0627.png
forslaget have adgang til at træffe afgørelse om at regulere og begrænse en kontakt, som
forældremyndighedsindehaveren ønsker opretholdt, hvis dette vurderes at være til barnets eller den
unges bedste. Det vil altså altid være hensynet til barnet eller den unge, der vil veje tungere end
hensynet til et ønske om samvær og kontakt fra forældrenes side.
I den konkrete vurdering af omfang af samvær vil det i lighed med efter gældende ret skulle
tillægges betydning, at et barn eller ung som udgangspunkt har behov for og interesse i at bibeholde
en hyppig kontakt til forældrene og netværket. Vurderingen vil også skulle inddrage forældrenes
ønske om samvær med barnet eller den unge. Det vil imidlertid være afgørende, at
kommunalbestyrelsen i sine afgørelser tager hensyn til, at barnet eller den unge ikke skal opleve et
samvær eller en kontakt med en forælder i de situationer, hvor selve kontakten vurderes som
skadeligt for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan f.eks. være i situationer, hvor en
forælder tidligere har udsat barnet eller den unge for vold eller seksuelle overgreb, og hvor samvær
derfor vurderes at være til skade for barnet.
Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter det foreslåede § 104, stk. 1, vil være forpligtet til
at lægge vægt på barnets eller den unges ønsker ved tilrettelæggelse af samværet. Det vil dog være
kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at den trufne afgørelse er i overensstemmelse med barnets
eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse sikre, at barnets eller den unges
ønsker tillægges passende vægt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets eller
den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse ligeledes skulle være opmærksom på, at der på den ene
side vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller psykiske
funktionsnedsættelse ikke vil være i stand til at vurdere eller ikke vil kunne give udtryk for, om
samvær med forældre eller netværk er til deres eget bedste, og af samme årsag ikke har grundlag for
at tage stilling til rammerne for og omfanget af samværet. På den anden side vil der kunne være
socialt udsatte børn og unge, der på grund af f.eks. loyalitet over for forældrene ikke giver udtryk
for de ønsker, de har, eller som omvendt giver udtryk for ønsker, der ikke afspejler barnets eller den
unges egentlige interesser.
I forbindelse med vurderingen af barnets eller den unges behov vil kommunen være forpligtet til at
sikre, at der finder en samtale sted med barnet eller den unge, jf. den foreslåede § 5, hvorved barnets
eller den unges holdning til samværet kan tilvejebringes. Her bør kommunen være opmærksom på,
at børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan have vanskeligheder ved at
udtrykke deres mening. Dette bør der tages højde for ved samtalen med barnet eller den unge.
Kommunen bør derudover være særligt opmærksom på, at barnet eller den unge kan have svært ved
at formulere, at det er utrygt at have samvær med en bestemt person. Det kan f.eks. være relevant i
tilfælde, hvor barnet eller den unge har været udsat for overgreb fra den person, barnet eller den
unge skal have samvær med. I forbindelse med en vurdering af eksempelvis samvær i hjemmet, kan
627
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0628.png
der desuden være behov for at være opmærksom på, at overgrebet eller formodningen om overgreb,
kan være knyttet til en person, der ofte færdes i hjemmet frem for en af forældrene.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen have mulighed for at fastsætte nærmere vilkår for
gennemførelsen af samværet og kontakten. Det vil f.eks. betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne
træffe afgørelse om, at den, der har samvær med barnet eller den unge, ikke må optage samværene
på bånd, hvis kommunen vurderer, at dette vil forstyrre samværene eller være til gene for barnet
eller den unge.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at
samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til
stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2, barnets eller den unges støtteperson.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år, vil kunne træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og
barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede. Det vil f.eks. kunne være
en bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende, ligesom det vil kunne være barnets eller den
unges støtteperson.
I tilfælde, hvor barnet eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2, anmoder om, at barnets eller
den unges støtteperson skal være til stede under samværet, bør kommunalbestyrelsen overveje, om
barnets eller den unges støtteperson også vil kunne fungere som en støtte under barnets eller den
unges samvær med forældrene og således vil kunne udgøre en støtte for både barnet eller den unge
og forældrene. Det vil forudsætte, at støttpersonens tilstedeværelse under samværet er i
overensstemmelse med forældrenes eller den pågældende forælders ønsker og behov. Afgørelser
om støttet samvær efter den foreslåede bestemmelse forudsætter således, at der foreligger samtykke
fra forældremyndighedsindehaver samt den unge over 15 år.
Hvis der er behov for overvågning af samværet, f.eks. fordi der er bekymring for barnets eller den
unges sikkerhed under samværet, vil der skulle træffes afgørelse om at iværksætte overvåget
samvær efter den foreslåede § 105. I disse tilfælde vil det være kommunens børne- og ungeudvalg,
der har kompetencen til at træffe afgørelse om overvåget samvær, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 105.
Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær vil bl.a. være, at der normalt vil skulle laves
rapporter om forløbet af samværet ved overvåget samvær, da det overvågede samvær etableres af
hensyn til barnet eller den unge, f.eks. for at beskytte barnet eller den unge mod uhensigtsmæssig
adfærd fra samværspersonen, mens støttet samvær ofte vil være målrettet forældrene af hensyn til
barnet eller den unge. Overvåget samvær vil ofte blive etableret, fordi der er bekymring for barnets
eller den unges sikkerhed under samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget svært med
samværet, f.eks. fordi barnet eller den unge ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der
628
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0629.png
er behov for at genetablere tilliden mellem et barn eller en unge og forældre. I modsætning hertil
bør det støttede samvær både være en støtte til forældrene, øvrig familie eller netværk og til barnet
eller den unge, og det vil således i højere grad skulle betragtes som en hjælp og ikke som en
egentlig kontrol eller en ”overvågning”.
Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 71, stk. 2, med sproglige
justeringer samt med indsat henvisning til barnets eller den unges ret til, jf. § 103, stk. 2, at anmode
om, at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen på barnets eller den unges anmodning efter § 103,
stk. 2, kan træffe afgørelse om at suspendere samvær mellem barnet eller den unge og forældre eller
netværk i en afgrænset periode.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen på barnets eller den unges anmodning vil kunne
træffe afgørelse om at suspendere samværet med barnets eller den unges forældre eller netværk i en
afgrænset periode. Anvendelse af bestemmelsen vil forudsætte en anmodning fra barnet eller den
unge, og kommunalbestyrelsen vil således ikke ex officio kunne træffe en sådan afgørelse.
Forslaget skal ses i tæt sammenhæng med barnets eller den unges ret til at anmode om at få
suspenderet samværet i en periode efter den foreslåede bestemmelse i § 103, stk. 2. Kommunen vil i
alle tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges
anmodning ud fra forholdene i den enkelte sag, før der træffes afgørelse herom.
Kommunalbestyrelsen vil således som led i behandlingen af barnets eller den unges anmodning
altid skulle foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere samværet, på
baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets eller den unges interesser over for interesser
hos forældre m.v., barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle
funktionsnedsættelse, formålet med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på hensynet til barnets eller den unges bedste,
herunder hensynet til barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde forbindelsen til
forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse blandt andet skulle være
opmærksom på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller
psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk for, om
suspendering af samværet med forældre eller netværk er til deres eget bedste.
Med forslaget understreges, at det ikke er barnet eller den unge, der ansvarliggøres for den konkrete
beslutning om at suspendere samværet. Det bemærkes, at barnet eller den unge derudover efter §
104, stk. 1, har ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets holdning til omfang, rammer og
sted for samværet m.v. i den generelle tilrettelæggelse af samværet og i forbindelse med afgørelser
om samvær og kontakt, jf. § 104, stk. 2. Barnet eller den unge vil i den forbindelse kunne give
629
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0630.png
udtryk for ønsker til f.eks. rammerne eller stedet for samværet, som kommunalbestyrelsen vil skulle
inddrage i tilrettelæggelsen af samværet.
Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge efter det foreslåede §
103, stk. 2, ikke kan imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overensstemmelse med
barnets bedste. En sådan beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning vil
ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlængelse af kommunalbestyrelsens pligt
til, jf. det foreslåede § 4, at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge skal
kommunalbestyrelsen imidlertid sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår de
beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Det vil også gøre sig
gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103, stk. 2,
ikke kan imødekommes. Uanset om kommunen imødekommer barnets eller den unges ønske eller
ej, bør kommunen overveje, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges anmodning. Hvis
barnet eller den unge ønsker at få suspenderet samværet, kan det eksempelvis være udtryk for, at
barnet er utrygt ved at have samvær med den pågældende, eller at barnet har haft en dårlig oplevelse
under samvær eller lignende. Kommunen bør derfor søge at afdække, hvad der ligger til grund for
barnets eller den unges ønske.
Suspension af samvær, der varer længere end en måned, vil skulle anses for afbrydelse af samvær,
og det vil i disse tilfælde være kommunens børne- og ungeudvalg, der vil skulle træffe afgørelse
herom, jf. det foreslåede § 104, stk. 5. I overensstemmelse med efter gældende ret vil barnets eller
unges utryghed ved samværet være et element, som efter en konkret vurdering vil kunne begrunde
en afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær efter det foreslåede § 105, stk. 1.
Det foreslås med
stk. 5,
at der ikke efter stk. 2 og 4 kan træffes afgørelser, som medfører, at samvær
og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med
en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.
Bestemmelsen sætter en grænse for, i hvilket omfang samvær og kontakt kan reguleres af
kommunalbestyrelsen. Det er således fastsat efter denne bestemmelse, at der ikke efter § 104, stk. 2
og 4, vil kunne træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre
end en gang om måneden. En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted
mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af
forbindelsen mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge og vil skulle behandles
efter reglerne herom, jf. § 105.
Begrundelsen for den foreslåede § 104 er at tydeligøre kommunalbestyrelsens ansvar i forhold til
barnets eller den unges ret til samvær og kontakt, herunder kommunalbestyrelsens kompetence i
forhold til tilrettelæggelsen af samværet og kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene
eller netværket.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt, 3.9.2 og 3.9.3.
630
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0631.png
Til § 105
Efter servicelovens § 71, stk. 3, kan børn og unge-udvalget, når det er nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges sundhed eller udvikling, for en bestemt periode træffe afgørelse om, at
samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Børn og unge-
udvalget kan desuden under de samme betingelser for en bestemt periode træffe afgørelse om at
afbryde forbindelsen i form af samvær og kontakt, og herunder brev-, mail- og telefonforbindelse
mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om,
at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.
Det følger endvidere af servicelovens § 71, stk. 4, at ved viden eller formodning om, at den person,
som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung,
skal børn og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode
træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af
samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under
tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
Det foreslås med
stk. 1,
at når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller
udvikling, skal børne- og ungeudvalget for en bestemt periode kunne træffe afgørelse om 1) at
samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, 2) at afbryde
forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene eller
netværket og barnet eller den unge, og 3) at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må
oplyses over for forældrene eller netværket.
Den foreslåede bestemmelse stk. 1, giver i lighed med efter gældende ret mulighed for at regulere
samværet mellem barnet eller den unge og forældre og netværk på en mere indgribende måde, end
det er muligt efter det foreslåede § 104. Forholdene ved anbringelsen vil således kunne være af en
sådan art, eller de vil senere kunne udvikle sig på en sådan måde, at det vil kunne være nødvendigt
at regulere samværet af hensyn til barnet eller den unge.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis det er påkrævet at etablere overvåget samvær,
afbrydelse af kontakt m.v. af hensyn til barnet eller den unge, så vil sagen skulle forelægges
kommunens børne- og ungeudvalg. Det vil også gælde, hvis forældrene har givet samtykke.
Betingelsen for en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil være, at det vil skulle være
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og en afgørelse om
overvåget samvær eller om afbrydelse af forbindelse mellem barnet eller den unge og forældre eller
netværk vil skulle angive, for hvilken periode den vil være gældende. Barnet eller den unge vil
skulle høres forud for afgørelsen, ligesom barnet eller den unge bør have baggrunden for afgørelsen
forklaret efterfølgende.
631
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0632.png
Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse være adgang til at træffe afgørelse om, at samværet
skal være overvåget af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet. I sådanne tilfælde
vil der i stedet skulle træffes en afgørelse med samtykke efter den foreslåede § 104, stk. 3.
Et overvåget samvær vil betyde, at samværet kun må foregå under tilstedeværelse af en
repræsentant for kommunen, det vil sige en person, der er udpeget af kommunen. En afgørelse om
overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke kan opnås med mindre indgribende
forholdsregler som for eksempel en regulering af samværet efter lovens § 104. Dog vil samværet
efter lovens § 105, stk. 2, for en bestemt periode skulle afbrydes eller overvåges, hvis der er viden
eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået
overgreb mod et barn eller en ung.
Hvis kommunen indstiller til børne- og ungeudvalget, at samværet med
forældremyndighedsindehaveren eller en forælder uden del i forældremyndigheden skal være
overvåget, vil forældremyndighedsindehaveren eller den pågældende forælder uden del i
forældremyndigheden have ret til advokatbistand efter lovens § 140, når samværet vedrører den
pågældende forælder selv.
Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræsentant, der skal foretage overvågningen
af samværet. Kommunen bør i den forbindelse tage højde for forholdene i den enkelte sag, herunder
forhold hos barnet eller den unge og forældrene eller netværk, som barnet skal have samvær med.
Kommunen bør samtidig være opmærksom på at undgå, at der opstår loyalitetskonflikter. Risikoen
for konflikter vil f.eks. kunne opstå, hvis kommunen udpeger en person, der er tæt på familien i
forvejen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis opgaven overlades til en plejeforælder.
Med forslaget vil børne- og ungeudvalget endvidere kunne træffe afgørelse om afbrydelse af
forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- og telefonforbindelse, om overvåget samvær og om
anonymisering af opholdssted. I tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem
barnet eller den unge og de pårørende, vil det jf. ovenfor skulle ske af hensyn til beskyttelsen af
barnet eller den unge.
Afbrydelse af samvær eller kontakt er et meget alvorligt indgreb. En afgørelse om ikke at måtte
have forbindelse med barnet eller den unge vil af barnet, den unge og forældrene eller netværket
kunne føles som endog mere vidtgående end en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden
deres samtykke. Det vil derfor skulle være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed
eller udvikling eller beskyttelse af barnet eller den unge mod overgreb at træffe en sådan afgørelse.
Det vil eksempelvis kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge har brug for at blive
beskyttet mod negativ kontakt fra forælderen, hvor forælderen mangler evnen til at leve sig ind i
barnet eller den unges behov, eller hvor samvær med forælderen gør barnet eller den unge utryg.
Afbrydelsen af forbindelsen vil kunne omfatte alle former for kontakt samtidig eller kun visse
former for kontakt. Det vil f.eks. betyde, at der efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes
afgørelse om, at samværet skal afbrydes, uden at den telefoniske forbindelse afbrydes.
632
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0633.png
En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge vil i første
række angå forældrenes eller netværkets kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør derimod
ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene eller
netværket, da barnet eller den unge uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt
medfører, kan have et væsentligt behov for at meddele sig til især forældrene såvel positivt som
negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i
direkte modstrid med formålet med anbringelsen.
Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse kunne træffes afgørelse om at kontrollere barnets
eller den unges brev-, mail- eller telefonforbindelse med forældrene eller netværket. Brev- og
telefonkontrol kan kun finde sted efter reglerne i § 15 i voksenansvarsloven.
Med forslaget gives der endvidere adgang til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges
anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket. Der vil i praksis være tale om
en anonymisering af anbringelsesstedet. Der vil f.eks. kunne være grund til at anonymisere
opholdsstedet over for en forælder, hvis forælderen truer med at ville hente barnet eller den unge.
Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse vil være de samme som for at træffe afgørelse om
overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen, jf. ovenfor.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tydeliggøre børne- og ungeudvalgets ansvar og
kompetence i forhold til at regulere og begrænse barnets eller den unges samvær og kontakt med
forældre eller netværk, herunder i forhold til at afbryde samværet og kontakten. Begrundelsen for
forslaget er, at der kan være situationer, hvor der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed
under samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget svært med samværet, f.eks. fordi
barnet eller den unge ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at
genetablere tilliden mellem et barn eller en ung og forælderen. Det vil f.eks. kunne være relevant i
tilfælde, hvor barnet eller den unge viser, at hun/han ikke er tryg under samvær med forælderen,
hvor forælderen har svært ved at skabe kontakt med barnet eller den unge, hvor forælderen flere
gange under samvær har overskredet barnets eller den unges grænser, eller hvor barnet eller den
unge på grund af følelsesmæssige problemer i særlig grad har brug for tryghed og forudsigelighed,
også under samværene med forælderen.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller
den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børne- og
ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om
at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-,
mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en
repræsentant for kommunen.
633
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0634.png
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at ved viden eller formodning om, at den person, som
barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, vil
børne- og ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode skulle
træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af
samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under
tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
Forslaget indebærer, at børne- og ungeudvalget også fremadrettet vil have pligt til at træffe
afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden eller formodning
om, at den person, der skal have samvær med barnet eller den unge, har begået overgreb mod et
barn eller en ung. Afgørelse om overvåget samvær vil indebære, at samvær kun må foregå under
tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Afbrydelse af forbindelsen indebærer afbrydelse
af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse m.v. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til den foreslåede bestemmelse i § 105, stk. 1.
Formålet med forslaget er at beskytte anbragte børn og unge mod at opleve overgreb, når de har
samvær med forældre og netværk.
En formodning om overgreb mod barnet eller den unge begået af forældrene eller netværket vil
eksempelvis kunne opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring barnet, den unge
eller familien, en samtale med barnet eller den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil
ikke være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, formodningen er
rettet mod. Kommunen vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn eller unge, der er
udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil
derfor videre skulle være opmærksom på, at der både kan være tale om sager, hvor barnet eller den
unge er anbragt på grund af overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn eller den unge først
senere fortæller om overgreb.
Bestemmelsen forudsætter, at det med den fornødne sikkerhed vil kunne godtgøres, at
samværspersonen har begået overgreb mod et barn eller en ung, eller at der er en formodning om, at
samværspersonen her begået sådanne overgreb. Enkelstående løse rygter vil som udgangspunkt ikke
være tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen eller overvåget
samvær, mens for eksempel udsagn herom fra barnet eller den unge selv, bør tillægges vægt.
Ved overgreb forstås først og fremmest handlinger, der er omfattet af straffelovens bestemmelser
om vold og sædelighedsforbrydelser. Den foreslåede bestemmelse vil dog også finde anvendelse
ved handlinger, der indeholder en dyb krænkelse af offerets personlige integritet, selvom
handlingen ikke er strafbar.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke kun omfatte overgreb mod barnet eller den unge. Den vil også
omfatte overgreb mod andre børn og unge, hvor overgrebet er af en karakter, der sandsynliggør, at
barnets eller den unges sundhed og udvikling vil være i fare ved samvær med den pågældende.
634
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0635.png
I de omhandlede situationer vil børne- og ungeudvalget nøje skulle overveje, om samværspersonens
kontakt med barnet eller den unge i en periode skal afbrydes, eller om samværet skal foregå under
overvågning. I grundlaget for denne afgørelse vil navnlig skulle indgå resultatet af kommunens
udredning af barnets eller den unges behov efter den foreslåede § 20.
Ved afgørelsen vil børne- og ungeudvalget skulle tage udgangspunkt i sikringen af barnets eller den
unges bedste og ikke i samværspersonens interesse i at have kontakt med barnet eller den unge. Det
vigtigste vil skulle være hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Dernæst bør
der tages hensyn til, om kontakten vil være skadelig for barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Samtidig vil der skulle tages hensyn til barnets eller den unges interesse i ikke at blive konfronteret
med en person, der har begået overgreb mod barnet eller den unge selv eller andre børn og unge.
Selvom samværspersonen har begået overgreb som beskrevet ovenfor, vil der kunne forekomme
situationer, hvor det må anses for at være til barnets eller den unges bedste, at der er kontakt, dog
forudsat at kontakten foregår under overvågning. Eksempelvis kan resultatet af en børneudredning
være, at det vil være i barnets eller den unges interesse at fastholde relationer til samværspersonen,
eller barnet eller den unge kan have givet udtryk for et velovervejet ønske om at have kontakt med
samværspersonen under kontrollerede forhold. Der vil derfor også kunne lægges vægt på
overgrebets karakter og alvorlighed, hvem overgrebet var rettet mod, og hvor længe det er siden, at
overgrebet blev begået. Kommunen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret vurdering ud fra
forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle
funktionsnedsættelse. Det gælder ikke mindst i situationer, hvor barnet eller den unge selv
udtrykker ønske om samvær og kontakt. Det vil altid være kommunens ansvar at foretage en
vurdering af barnets ønske i forhold til hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb.
Med bestemmelsen understreges, at kun hvis særlige forhold taler imod, at samværet skal foregå
overvåget, eller at forbindelsen skal afbrydes, kan børne- og ungeudvalget undlade at træffe
afgørelse herom. Børne- og ungeudvalget vil således have mulighed for undtagelsesvist og efter en
konkret vurdering at bestemme, at der skal være samvær uden overvågning, selvom
samværspersoner har begået overgreb. Dette forudsætter, at det skønnes bedst for barnet eller den
unge, at der er samvær uden overvågning. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor
overgrebet var rettet mod andre end barnet eller den unge og var af en karakter, der ikke giver
anledning til en formodning om, at samværspersonen vil begå overgreb mod barnet eller den unge.
Det vil f.eks. også kunne være tilfældet, hvor overgrebet er begået tilbage i tiden, og
samværspersonen har været i behandling og ikke sidenhen har haft en adfærd, der giver anledning
til bekymring.
En afgørelse om at afbryde samværspersonens kontakt med barnet eller den unge eller om, at
samvær skal foregå under overvågning, vil skulle træffes for en bestemt periode. Der vil senere
kunne træffes en tilsvarende afgørelse for en ny periode. En afgørelse om afbrydelse af forbindelsen
635
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0636.png
vil ikke være til hinder for, at der senere fastsættes samvær under overvågning efterfulgt på et
senere tidspunkt af samvær uden overvågning.
Den foreslåede bestemmelsen vil således blandt andet give mulighed for at afbryde kontakten i en
periode eller træffe afgørelse om overvåget samvær, mens det afdækkes, om der er grundlag for en
formodning om overgreb.
I forbindelse med en vurdering af eksempelvis samvær i hjemmet, vil der desuden kunne være
behov for at være opmærksom på, at overgrebet eller formodningen om overgreb ikke kun kan
vedrøre forældrene, men også kan være knyttet til en person, der færdes ofte i hjemmet. I en sådan
situation vil der kunne være behov for at træffe afgørelse om udøvelsen af samværet, jf. den
foreslåede § 104, stk. 2, eller om overvåget samvær, jf. den foreslåede § 105, stk. 1, hvis det
vurderes nødvendigt af hensyn til beskyttelsen af barnet eller den unge mod nye overgreb.
Det vil i forbindelse med en afgørelse efter § 105, stk. 2, være vigtigt at skelne mellem de
forskellige former for afbrydelse af kontakten. For eksempel vil der kunne være tilfælde hvor det
vurderes, at det vil være gavnligt for barnet eller den unge at bevare telefon- eller brevkontakt til
den voksne, der har eller formodes at have krænket barnet eller den unge, selvom det vurderes, at
samvær vil være skadeligt for barnet eller den unge - f.eks. hvis der er tale om et nærtstående
familiemedlem, som barnet er tæt knyttet til.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3
Til § 106
Det fremgår af servicelovens § 69, stk. 5, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om
bl.a. ændret samvær, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 106,
at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret samvær.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den
del af bestemmelsen, der vedrører afgørelse om ændret samvær.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A,
L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre det konkret
relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i
forbindelse med afgørelser om ændret samvær.
Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov,
herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til
familien osv.
636
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0637.png
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om ændret
samvær at høre anbringelsesstedet om barnets situation og behov. En anmodning efter den
foreslåede bestemmelse giver ikke anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have
karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af
offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning vil have notatpligt.
Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden
afgørelsen træffes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 143. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende
skulle høres, og udtalelsen vil skulle lægges på sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse gives partsstatus.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en
vigtig del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil
skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 107
Efter servicelovens § 71, stk. 5, finder § 71, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse under gennemførelsen
af en børnefaglig undersøgelse efter § 50 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller
ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. servicelovens § 50 a, jf. § 51, stk. 1
og 2, eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med
§ 107,
at §§ 104 og 105 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en
børneudredning efter § 20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse
af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 2, i barnets lov eller § 32 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Forslaget indebærer i lighed med efter gældende ret, at bestemmelserne i de foreslåede § 104 og §
105 om afgørelse om omfang og udøvelse af samvær, overvåget samvær og afbrydelse af
forbindelsen, vil kunne anvendes i forbindelse med en børneudredning efter det foreslåede § 20
eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under
ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som
kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 2, i barnets lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
637
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0638.png
Det følger af den foreslåede § 23, at kommunens børne- og ungeudvalg uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren vil kunne beslutte, at en børneudredning efter den foreslåede § 20
skal gennemføres under barnets eller den unges ophold på en institution eller indlæggelse på
sygehus. Det følger endvidere af det foreslåede § 125, at når et barn eller en ung har været udsat for
overgreb, eller ved mistanke herom, vil kommunalbestyrelsen til brug for den børnefaglige
udredning efter § 20 skulle benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Efter lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kommunalbestyrelsen til brug for
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser skulle udarbejde ungefaglige undersøgelser, jf. § 31, og
undersøgelserne skal kunne gennemføres under ophold på institution, indlæggelse på et sygehus
eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 32.
Der kan være situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at barnets eller den unges samvær med
forældrene under gennemførelsen af en undersøgelse vil kunne begrænses på samme måde som
under en anbringelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give mulighed for at regulere samværet,
mens en undersøgelse uden for hjemmet gennemføres, hvis dette anses for påkrævet. Reguleringen
vil skulle ske efter samme hensyn som ved en anbringelse uden for hjemmet.
Udgangspunktet for en undersøgelse uden for hjemmet og for en eventuel regulering af samvær i
den forbindelse vil være, at det så vidt muligt vil skulle ske i dialog og samarbejde med forældrene.
Hvis undersøgelsen skal gavne barnet eller den unge, vil det således som oftest være en
forudsætning, at forældrene bakker op om undersøgelsen, herunder også at indehaveren af
forældremyndigheden forstår kommunens bevæggrunde for eventuelt at regulere samværet.
Forældremyndighedsindehaveren bør så vidt muligt informeres om undersøgelsesforløbet og om
eventuelle øvrige sagsskridt, herunder hvad undersøgelsen kan føre til, og hvad dette kan få af
konsekvenser for samværet senere hen. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor samtykke ikke kan
opnås. Formålet med den foreslåede bestemmelse er derfor at give mulighed for, at børne- og
ungeudvalget kan træffe afgørelse om regulering og afbrydelse af samvær og kontakt under en
undersøgelse efter de samme betingelser som afgørelser, der træffes af børne- og ungeudvalget efter
§ 105, stk. 1-2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 108
Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan,
inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. §§ 52, 76 og 76 a. Betyder hensynet til barnet
eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af
formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt
og senest inden fire måneder at opstille en handleplan.
638
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0639.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en
ungeplan i følgende tilfælde; når en ung, der har en barnets plan efter § 91 fylder 16 år, når en ung,
der modtager støttende indsatser efter § 32, stk. 1, hvor kommunen har vurderet, at der ikke skulle
udarbejdes en barnets plan efter § 91, fylder 16 år, og når der iværksættes støtte efter §§ 114, 115 og
120 til en ung over 16 år, som ikke tidligere har modtaget støtte efter § 32, stk. 1.
Forslaget indebærer, at de gældende regler om handeplan efter servicelovens § 140 vil blive
erstattet af en ny bestemmelse om barnets plan, jf. de foreslåede § 91, og en ny bestemmelse om en
ungeplan, jf. de foreslåede §§ 108 og 109.
Hensynet med at erstatte handleplanen for unge med en ungeplan vil være at tydeliggøre, at planen
først og fremmest vil skulle være den unges plan, og sekundært en plan for den unges sagsbehandler
og et eventuelt tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling. Dog vil det
også fremadrettet gælde, at planen vil være et centralt redskab for den løbende opfølgning i sagen,
ligesom relevante dele af planen vil skulle udleveres til det tilbud, hvor den unge er anbragt og
modtager stofmisbrugsbehandling i de tilfælde, hvor det er relevant.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes
en ungeplan, når en ung, der har en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.
Kommunalbestyrelsen vil for børn, der ud fra en socialfaglig vurdering har fået udarbejdet en
barnets plan efter den foreslåede § 91, være forpligtet til at tage stilling til, om der vil skulle
udarbejdes en ungeplan, når den unge fylder 16 år. Ungeplanen vil dermed kunne ses som en slags
videreførelse af barnets plan.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 2,
at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes
en ungeplan, når en ung, der modtager støttende indsatser efter hvor kommunen har vurderet, at der
ikke skulle udarbejdes en barnets plan efter § 91 fylder 16 år.
Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at skulle tage stilling til, om børn, der modtaget
støttende indsatsaser efter lovforslagets § 32, stk. 1, hvor det tidligere er vurderet, at der ikke skulle
udarbejdes en barnets plan efter den foreslåede § 91, har behov for at der udarbejdes en ungeplan,
når den unge er fyldt 16 år.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 3,
at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes
en ungeplan, når der iværksættes støtte efter §§ 114, 115 og 120 til en ung over 16 år, som ikke
tidligere har modtaget støttende indsatser efter 32, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen vil have en forpligtelse til at tage stilling til, om der er behov for at udarbejde
en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1, nr. 3, hvis der bliver iværksat indsatser til den unge
efter de foreslåede § 32 §§ 114,115 og 120 efter den unge er fyldt 16 år. Med den foreslåede
639
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0640.png
bestemmelse fastslås det dermed, at der også vil kunne være mulighed for at der udarbejdes en
ungeplan, selvom den unge ikke forud for det fyldte 16. år har modtaget hjælp og støtte, hvis
behovet først er opstået efter den unge er fyldt 16 år.
Formålet med ungeplanen vil som med barnets plan være todelt: Ungeplanen vil skulle fungere som
et dialogværktøj og et aftaledokument for den samlede omsorgsopgave, så der er enighed om en
fælles retning. Den vil derfor skulle være et dokument, som den unge og familien kan læse og
forstå, og som den unge og familien føler ejerskab over. Ungeplanen vil samtidig skulle være et
værktøj for kommuner og tilbud til at følge op på den unges trivsel og udvikling.
Med den foreslåede ordning vil det fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag,
om der skal udarbejdes en ungeplan, ligesom der vil være større fleksibilitet i forhold til
udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljeringsgraden af ungeplanen vil således skulle afspejle
tyngden af problemerne og hvor indgribende indsatser, der sættes i værk.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede stk. 1 i den enkelte sag skulle tage stilling til, om der
skal udarbejdes en ungeplan, og det vil skulle ske, når der er iværksat en indsats. Formålet med at
rykke udarbejdelsen af ungeplanen til efter iværksættelsen af indsatsen er at understøtte, at de
konkrete mål i ungeplanen udarbejdes i samarbejde med og med inddragelse af den unge og
familien, når der er taget stilling til den unges behov for indsats. Hensynet vil bl.a. være at sikre, at
den unge og forældrene i højere grad skal kunne se deres egne ønsker afspejlet i målene og i højere
grad vil kunne tage ejerskab over de opstillede mål. Det skal være med til at understøtte, at
ungeplanen bliver et fælles redskab for den unge og familien og sagsbehandleren.
Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i den unges egne ønsker og behov
og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen vil
skulle tage hensyn til den unges og familiens samlede situation, når den foretager en vurdering af
behovet for at udarbejde ungeplanen. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom
på baggrunden for den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller delvist skyldes en
funktionsnedsættelse hos den unge eller forældrene. Kommunalbestyrelsen bør tage hensyn til den
unges ressourcer og evne til at formulere egne holdninger og tage stilling til egne behov. I den
forbindelse bør kommunalbestyrelsen altid foretage en konkret afvejning af den unges egne ønsker
over for den socialfaglige vurdering af behovet for en ungeplan i den konkrete sag.
Den unge og forældremyndighedsindehaver vil altid kunne anmode kommunen om at udarbejde en
ungeplan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde vil skulle foretage en konkret og individuel
vurdering af, om der er grundlag for at imødekomme anmodningen. Hvis kommunen ikke finder
grundlag for at imødekomme anmodningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig
afgørelse, som kan påklages.
640
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0641.png
Ungeplanen vil således skulle sikre en god opfølgning på den unges trivsel og udvikling og
effekterne af indsatsen i den henseende, samt give den unge og eventuelt familien et overblik over
sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift.
Det foreslås med
stk. 2,
at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, skal
kommunalbestyrelsen udarbejde en ungeplan, medmindre særlige forhold taler imod.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastslået, at der i alle tilfælde skal udarbejdes en
ungeplan, hvis der iværksættes en anbringelse uden for hjemmet. Dette vil gælde uanset, om der er
tale om en anbringelse med eller uden samtykke.
I forhold til anbringelser uden for hjemmet vil ungeplanen således spille en særlig rolle. For en
frivillig anbringelse efter den foreslåede § 46 vil samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og
den unge, der er fyldt 15 år, skulle omfatte formålet med anbringelsen, jf. den foreslåede § 46, stk.
2.
Det foreslås med bestemmelsen, at kravet om ungeplanen i anbringelsessager alene vil kunne
fraviges, hvis særlige forhold taler imod. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den unge
modsætter sig, at der udarbejdes en plan, eller hvis den unges funktionsevne ikke gør det muligt for
sagsbehandleren at formulere konkrete mål i samarbejde med den unge. I så fald vil
sagsbehandleren skulle dokumentere og begrunde denne beslutning på sagens akter. Derudover bør
sagsbehandleren i disse tilfælde tage stilling til, om det alligevel kan være relevant at opstille
konkrete mål andetsteds, eksempelvis i forbindelse med afgørelsen eller børneudredningen, som
sagsbehandleren således kan tage udgangspunkt i, i forbindelse med den løbende opfølgning på
barnets trivsel og udvikling. Sagsbehandleren bør derudover også tage stilling til, om det kan være
relevant at inddrage forældrene eller den unges anbringelsessted i formuleringen af de konkrete mål,
således at forældrene eksempelvis på den unges vegne kan være med til at opstille konkrete mål for
den unges trivsel og udvikling. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor den unge har en
funktionsevne, der betyder, at den unge ikke selv er i stand til at medvirke til udarbejdelse af
planen.
Det foreslås med
stk. 3,
at en ungeplan skal foreligge senest 3 måneder efter, at der er truffet
afgørelse om indsatsen.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes en ungeplan efter den foreslåede § 108,
stk. 1, vil planen efter den foreslåede stk. 3 skulle foreligge senest tre måneder efter, der er truffet
afgørelse om indsats. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal
iværksættes en indsats, er truffet. Det gælder uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med
eller på baggrund af en afklaring eller udredning af den unges behov.
Formålet med tidsfristen vil være at sikre, at planen bliver udarbejdet, og at der tidligt i forløbet vil
være en dialog mellem sagsbehandleren, den unge og familien om de konkrete mål for den unges
trivsel og udvikling, som ønskes opnået med indsatsen. Tidsfristen på tre måneder vil desuden
641
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0642.png
skulle ses i sammenhæng med den foreslåede ordning om løbende opfølgning på den unges trivsel,
hvor det ligeledes foreslås, at der skal tages stilling til behovet for opfølgning senest efter tre
måneder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at sikre, at der er en sammenhæng mellem
kommunalbestyrelsens beslutning om ungeplanen og om tilrettelæggelse af opfølgning i den enkelte
sag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 95.
Når ungeplanen udarbejdes efter, der er truffet afgørelse om indsats, vil det også være muligt at tage
udgangspunkt i den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete tilbud, hvis det vurderes
at være relevant. Samtidig vil det betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet vil være
afhængig af, om der er udarbejdet en ungeplan. Det betyder dels, at udarbejdelse af planen ikke
risikerer at forsinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom sagsbehandleren ikke risikerer at
befinde sig i en situation, hvor det kan være nødvendigt at haste en ungeplan igennem, for at kunne
iværksætte indsatsen.
Det foreslås med
stk. 4,
at i sager om anbringelse uden samtykke skal planen udarbejdes før, der
træffes afgørelse om indsats, jf. 51.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen, hvis der er tale om en anbringelse uden
samtykke, skulle udarbejde en ungeplan, før der træffes afgørelse om indsats. Det vil således være
nødvendigt, således at planen kan indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og
ungeudvalget og for at anbringelsen kan iværksættes.
Ved tvangsmæssige anbringelser vil ungeplanen skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til
børne- og ungeudvalget om, at der skal træffes en sådan beslutning, og vil derfor være af væsentlig
betydning for afgørelsen.
I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden samtykke ikke kan afvente udarbejdelse af
ungeplanen, vil der være mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143.
Formålet med den foreslåede § 108 er at fastsætte regler om, hvornår kommunalbestyrelsen skal
tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan til en ung, der er fyldt 16 år. Det er endvidere
formålet at fastsætte nærmere regler om, hvornår ungeplanen senest skal være udarbejdet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.2-3.14.3
Til § 109
Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan skal angive formålet med indsatsen, og
hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50.
Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete
mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år,
642
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0643.png
opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og
uddannelse.
Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at en handleplan endvidere skal angive indsatsens
forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en
handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for
familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter
barnets eller den unges hjemgivelse.
Det fremgår af § 140, stk. 6, i serviceloven, at når et barn eller en ung anbringes på et
anbringelsessted efter § 66 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug
efter § 101, skal relevante dele af handleplanen eller den helhedsorienterede plan udleveres til
tilbuddet.
Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der
har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for
personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Det fremgår af § 50, stk. 1, i serviceloven, at hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til
særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal
kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i
form af anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.
Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling
af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-
udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe
afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.
Anbringelsessteder for børn og unge kan efter § 66, stk. 1, i serviceloven, være almene
plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne
værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Det fremgår af § 101, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling
til personer med et stofmisbrug.
643
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0644.png
Det foreslås med
stk. 1,
at ungeplanen skal tage udgangspunkt i den unges ønsker og behov og skal
tage hensyn til forholdene i den konkrete sag. Ungeplanen skal i lighed med barnets plan, jf. § 92,
stk. 1, indeholde konkrete mål i forhold til den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med
det overordnede formål med støtten, jf. § 32, stk. 3. De konkrete mål skal afspejle den enkelte unges
ønsker, behov og overgangen til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse, og
kommunalbestyrelsen skal inddrage den unge og forældrene i formuleringen af målene.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 2, 3. og sidste
pkt., i serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan og det præciseres, at målene skal
afspejle den unges ønsker og behov.
Det vil med den foreslåede bestemmelse være op til en socialfaglig vurdering at tage stilling til
planens omfang, detaljeringsgrad og udformning. Der vil således være fleksibilitet i forhold til
f.eks. formatet for planen, antallet af mål m.m. I de tilfælde, hvor der vil skulle udarbejdes en
ungeplan, vil planen skulle indeholde konkrete mål i forhold til den unges trivsel og udvikling.
De konkrete mål i ungeplanen vil skulle handle om den unges trivsel og udvikling og vil skulle have
fokus på, hvordan den unge har det, fremfor på formelle mål for indsatsen. Derudover vil det være
hensigten, at målene i højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes som at have i dag. De
konkrete mål vil først og fremmest skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af
konteksten, frem for på den unges person. Målene vil derfor kunne være rettet mod familie, netværk
og fagpersoner, og hvordan de vil kunne understøtte den unges trivsel og udvikling.
Kravet om, at der i ungeplanen vil skulle opstilles konkrete mål betyder f.eks., at man ved
beslutning om at anbringe en ung uden for hjemmet bør angive i ungeplanen, hvilke konkrete mål
for den unges trivsel og udvikling, opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det
vil eksempelvis kunne angives, om behovet for anbringelse fortrinsvist har baggrund i den unges
egne udfordringer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at den unge i en
periode anbringes uden for hjemmet. De konkrete mål bør angive den unges eller familiens ønsker
for fremtiden, og det bør angives præcist, hvordan de iværksatte indsatser og konteksten omkring
den unge skal bidrage til at opnå målene. Dermed vil ungeplanen kunne bidrage til at følge op på
effekterne af indsatsen løbende.
Planens målsætninger bør anføres så specifikt som muligt. Det vil bl.a. betyde, at ungeplanen bør
give præcise og konkrete anvisninger på, hvordan den unges kontekst kan understøtte, at de
konkrete mål for den unges trivsel og udvikling kan nås. Samtidig vil målene også skulle beskrives
så præcist, at det er muligt for både den unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte
indsatser at vurdere målene og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.
Det foreslås med bestemmelsen, at det fremadrettet vil skulle beskrives i forbindelse med afgørelsen
om indsatsen, hvad det overordnede formål er. De konkrete mål i ungeplanen vil skulle opstilles i
644
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0645.png
overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, men vil konkret skulle være
målrettet den unges trivsel og udvikling og vil samtidig skulle defineres sammen med den unge og
familien.
Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overensstemmelse med det overordnede formål
med støtten, er det begrundet i et hensyn til at sikre, at der er sammenhæng mellem de konkrete mål
og det overordnede formål med den valgte indsats. Hensigten er bl.a. at understøtte, at målene i
ungeplanen bliver et anvendeligt redskab for sagsbehandleren såvel som for den unge og familien i
forbindelse med den løbende opfølgning på den unges trivsel og udvikling samt den løbende
vurdering af behovet for justering af indsatsen.
Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af praktisk eller pædagogisk støtte i hjemmet
med det overordnede formål at hjælpe familien med at få mere struktur på hverdagen, så bør de
konkrete mål for den unges trivsel og udvikling i ungeplanen formuleres således, at de er i
overensstemmelse med det overordnede formål. Ungeplanen vil f.eks. kunne omfatte en konkret
målsætning om, at det skal være en god oplevelse for den unge at komme op og afsted om
morgenen. I forlængelse heraf kan det i planen aftales, at forældrene hjælper den unge med at stå op
på et bestemt tidspunkt hver dag med henblik på at sikre mere tid og ro og dermed færre konflikter i
familien om morgenen. Hensigten med de konkrete mål vil således være at konkretisere for den
unge og familien, hvilke skridt der skal tages for at nå det overordnede formål med den iværksatte
indsats.
De konkrete mål vil skulle opstilles under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag, og
kommunalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov, herunder
om den iværksatte støtte primært er rettet mod den unge selv eller mod forældrene eller den samlede
familie. Dette kan således have betydning for behovet i den enkelte sag i forhold til forældrenes
indflydelse på og ejerskab over målene i planen. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen være
særligt opmærksom på årsagen til den unges eller familiens behov for støtte, herunder om det
primært udspringer af en nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne hos den unge eller forældrene.
Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsnedsættelse hos den unge, vil det kunne være et
mål i sig selv at fastholde det aktuelle funktionsniveau frem for at have fokus på udvikling.
Ungeplanen vil så vidt muligt skulle udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge. Baggrunden for forslaget er, at efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, der
foreslås videreført i den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 5, skal revision af ungeplanen så vidt
muligt ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge. Efter gældende ret er
det obligatorisk at udarbejde en handleplan, men med den foreslåede bestemmelse i § 108 vil det
fremadrettet bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en
ungeplan, med mindre der er tale om en anbringelse. Det foreslås derfor, at udarbejdelse af
ungeplanen ligesom revision af ungeplanen så vidt muligt vil skulle ske med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge. Med forslaget vil der hermed sikres parallelitet
mellem samtykkekrav ved hhv. udarbejdelse og revision af planen.
645
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0646.png
De konkrete mål vil skulle afspejle den enkelte unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen vil
skulle inddrage den unge og forældrene i formuleringen af de konkrete mål. Formålet vil være at
sikre, at målene i ungeplanen også bliver den unges mål, som den unge selv har været med til at
formulere. Derudover bør forældrene inddrages i formuleringen i relevant omfang, og der bør i den
forbindelse tages hensyn til den unges modenhed.
Det følger bl.a. af formålsbestemmelserne i de foreslåede § 1 og § 2, at ungeplanen så vidt muligt
vil skulle udarbejdes i samarbejde med den unge og eventuelt forældremyndighedsindehaveren. Et
forpligtigende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge vil således være det
bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor vil det også være vigtigt, at både den unge
og forældrene forstår og føler sig inddraget i de enkelte mål i ungeplanen.
Kommunalbestyrelsen vil i denne forbindelse skulle være opmærksom på de særlige tilfælde, hvor
tilstedeværelsen af en funktionsnedsættelse hos den unge kan nødvendiggøre en særlig
kommunikationsform, eller hvor det kan være vanskeligt at bibringe den unge en forståelse af
ungeplanen.
Selve beslutningen om at udarbejde en ungeplan vil ikke kræve forældrenes samtykke, men
kommunalbestyrelsen vil så vidt muligt altid skulle udarbejde ungeplanen i samarbejde med
forældrene og den unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med indsatsen, og da det bl.a.
også kan medvirke til at forhindre en tilbagekaldelse af et samtykke til en indsats.
Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning jævnligt
genovervejer, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus på i ungeplanen og i indsatsen for
en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos den unge. Derfor vil
kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning og revision af ungeplanen, jf. den
foreslåede § 95, stk. 4, skulle overveje, hvorvidt nogle af de konkrete mål som hidtil ikke har været
relevante for den enkelte unge nu er relevante. Samtidig kan behovet for at inddrage forældrene i
formuleringen af de konkrete mål også udvikle sig over tid.
I ungeplanen vil der til forskel fra barnets plan skulle opstilles konkrete mål for den unges overgang
til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Formålet vil være at sikre en
mere sammenhængende og langsigtet indsat i forhold til den unges overgang til voksenlivet, hvorfor
der allerede inden det fyldte 18. år skal være et fokus på at sikre den unge de nødvendige
kompetencer.
Der bør i forbindelse med fastsættelsen af disse mål indgå overvejelser om, hvilket forløb den unge
bør have før og efter sin 18 års fødselsdag, herunder fokus på hvilke konkrete initiativer der er
nødvendige for at sikre en god overgang. I forlængelse heraf vil det være særligt relevant at have
fokus på, hvordan det sikres, at den unge tilegner sig de nødvendige kompetencer for at kunne klare
sig selv. Der kan f.eks. være tale om et særligt fokus på fastholdelse i uddannelse, fremtidige
646
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0647.png
jobmuligheder, husholdningsøkonomi, tøjvask m.v. I forhold til unge med funktionsnedsættelse bør
kommunen være opmærksom på, at der på grund af funktionsnedsættelsen kan være behov for at
opretholde en anbringelse efter de foreslåede §§ 119-120 eller for iværksættelse af støtte efter
servicelovens voksenbestemmelser umiddelbart ved den unges fyldte 18. år, hvilket bør indgå i
ungeplanen.
Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav til omfanget af beskrivelsen af de konkrete mål.
Formålet vil være at sikre, at sagsbehandleren kommer omkring de emner, som vurderes at være
relevante i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling,
således at planen bliver et anvendeligt redskab for såvel den unge og familien samt den enkelte
sagsbehandler i forbindelse med den løbende opfølgning.
Ungeplanen vil skulle koordineres med den unges uddannelsesplan, jf. lov om kommunal indsats
for unge under 25 år, lov nr. 1659 af 11. august 2021 (KUI-loven). Det følger af KUI-loven, at alle
unge skal have en uddannelsesplan ved udgangen af grundskolens 9. klasse. Uddannelsesplanen er
en gennemgående plan for den unges uddannelses- og jobmæssige aktiviteter og skal medvirke til at
sikre overblik over den unges situation samt understøtte gennemførelsen af en sammenhængende
indsats for den unge på tværs af uddannelses-, social- og beskæftigelsesområdet.
Planen skal tage udgangspunkt i den unges behov med henblik på, at den unge støttes i at
tilrettelægge et realistisk forløb, der forankrer vedkommende i uddannelse eller beskæftigelse. Alle
relevante indsatser og oplysninger, som bidrager til at forankre den unge i uddannelse og
beskæftigelse, skal fremgå af uddannelsesplanen, herunder uddannelsesønsker, standpunkts- og
prøvekarakterer fra grundskolen, forberedende aktivitetsforløb og uddannelsesforløb og -hændelser
(optag, afbrud, gennemførelse af forløb, frafald, risiko for frafald), beskæftigelsesforløb,
boligsituation, sociale forhold og misbrugsindsatser.
Uddannelsesplanen revideres, når det er påkrævet. Det vil sige, når der sker ændringer i den unges
situation, mål, ønsker og behov, som har betydning for den unges uddannelse eller beskæftigelse.
Det foreslås med
stk. 2,
at planen så vidt muligt skal udarbejdes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil der så vidt muligt skulle opnås samtykke. Det vil betyde, at
ungeplanen vil kunne udarbejdes, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil være til den unges
bedste i den konkrete sag, at der udarbejdes en ungeplan, uanset at forældremyndighedsindehaveren
eller den unge ikke samtykker. Der kan også være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til
ungeplanen ikke kan opnås, men hvor den unge samtykker hertil. Her vil kommunen trods det
manglende samtykke fra forældrene kunne udarbejde planen. Dermed vil det være muligt at
tilgodese den unges behov for en ungeplan, uanset at samtykke fra forældrene ikke kan opnås.
647
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0648.png
Det foreslås med
stk. 3,
at ungeplanen skal tage udgangspunkt i den valgte indsats og kan tage
udgangspunkt i barnets plan, jf. § 91. Hvis der er foretaget en afdækning eller udredning af den
unges behov, jf. §§ 18 eller 20, skal ungeplanen desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 2, 2. pkt., i
serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af ungeplanen og ændringer i udgangspunktet sådan at
der først og fremmest tages udgangspunkt i den valgte indsats og barnets plan.
Hvis det af kommunalbestyrelsen besluttes, at der skal laves en ungeplan, vil planen skulle tage
udgangspunkt i den valgte indsats. Såfremt der er foretaget en afklaring eller udredning af den
unges behov, ville resultaterne heraf også skulle indgå. Ungeplanen vil, hvor det er relevant, kunne
tage udgangspunkt i barnets plan, idet denne ofte vil indeholde indsatser og mål, der vil skulle
videreføres i ungeplanen.
Det foreslås, at ungeplanen vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats. Formålet vil være, at
sikre, at der i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål er fokus på at sikre, hvordan den
valgte indsats kan understøtte, at målene nås. Samtidig vil de konkrete mål skulle formuleres i
overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, jf. den foreslåede § 109, stk. 1.
Hensigten med forslaget vil bl.a. være at understøtte, at sagsbehandleren kan bruge målene i
ungeplanen som udgangspunkt for at foretage en løbende vurdering af den valgte indsats, og så det
vil være muligt at vurdere indsatsens effekt. Sagsbehandleren bør således løbende tage stilling til,
om den valgte indsats er med til at understøtte en positiv udvikling og trivsel for den unge eller den
samlede familie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give anledning til at se på, om der er behov for at
justere indsatsen.
Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangspunkt i resultaterne af afklaringen eller
børneudredningen af den unges behov. Hvis der på tidspunktet for udarbejdelse af ungeplanen ikke
er foretaget en afklaring eller udredning, eller hvis denne ikke er afsluttet på det givne tidspunkt,
bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på at få inddraget resultaterne heraf i forbindelse med
den efterfølgende opfølgning og eventuelle revision af ungeplanen.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 140, stk. 2, ikke blive stillet krav
om, at ungeplanen skal opstille mål i forhold til alle de forhold, som indgår i udredningen, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 56. Disse bør alene indgå i
ungeplanen i det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller for at iværksætte indsatser i
forhold hertil. Planen bør således forholde sig til de relevante ressourcer og problemer, der er
afdækket i den unges familie og netværk, og som således vil kunne være relevante i forhold til den
unges konkrete mål for fremtiden og vejen derhen.
Resultatet af afklaringen eller udredningen vil også kunne understøtte kommunalbestyrelsen med i
ungeplanen at forholde sig til, hvilke af den unges forhold og behov der skal handles på og gøres en
særlig indsats i forhold til og angive, hvad målene for denne indsats er.
648
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0649.png
Den foreslåede bestemmelse vil ikke udelukke, at der kan være tilfælde, hvor det i den enkelte sag
vurderes, at det ikke er relevant at inddrage resultatet af udredningen direkte i forbindelse med
udarbejdelsen af ungeplanen. Hensigten vil være, at der tages udgangspunkt heri, når de konkrete
mål skal formuleres, men det vil ikke være et krav, at resultatet af udredningen skal kunne ses
direkte afspejlet i målene.
Det foreslås med
stk. 4,
at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, skal en
ungeplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i
forbindelse med, at den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter den unges hjemgivelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 3, 2. pkt., i
serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan.
Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både den unge og familien vil ungeplanen
skulle beskrive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i
forbindelse med, at den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter den unges hjemgivelse.
Det vil f.eks. kunne være støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 4.
Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af den unge, kan
være vanskeligt at forudse på tidspunktet for udarbejdelse af ungeplanen. Dette element i planen vil
imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og ved revisioner af ungeplanen under
den unges anbringelse uden for hjemmet. Dette element i ungeplanen bør således kunne beskrives
klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse.
Der vil derudover gælde de samme krav for ungeplanen i sager om anbringelse uden for hjemmet
som beskrevet i den foreslåede § 109, stk. 1 og 2. Det bemærkes, at der jf. den foreslåede § 108, stk.
4, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid skal udarbejdes en ungeplan i sager om
anbringelse uden for hjemmet.
Det vil således være vigtigt, at der under en anbringelse arbejdes med at støtte familien til en
løsning af de problemer, som har været medvirkende til den unges vanskeligheder. For det første
fordi det er vigtigt at arbejde på at løse familiens eventuelle problemer, således at den unge igen kan
hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte forældrene i at kunne udfylde deres
forældrerolle også under anbringelsen. Det er i den forbindelse væsentligt at være opmærksom på
de forældre, som på grund af egen eller den unges funktionsnedsættelse, har et særligt behov for
støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen. Forholdet til forældrene er således
væsentligt for den unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold
til at sikre en positiv udvikling for den unge.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at der også fremadrettet vil være fokus
på at tage stilling til behovet for støtte over for forældrene og den samlede familie, når en ung
649
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0650.png
anbringes uden for hjemmet, og at de konkrete mål i ungeplanen vil således både skulle ses i
sammenhæng med det overordnede formål med anbringelsen samt de andre former for støtte, der vil
kunne være iværksat over for familien i forbindelse med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede kapitel 7.
Det foreslås med
stk. 5,
at når en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visiteres til et
behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 33 eller § 101 i serviceloven, og der er
udarbejdet en ungeplan efter § 108 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele af
ungeplanen udleveres til tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af servicelovens § 140, stk.
6, som følge af, at handleplanen med den foreslåede ordning i § 108 fremadrettet vil erstattes af en
ungeplan for unge, der er fyldt 16 år.
Når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet eller visiteres til et behandlingstilbud for
stofmisbrugere efter den foreslåede § 33 eller servicelovens § 101, vil relevante dele af ungeplanen
eller den helhedsorienterede plan efter den foreslåede bestemmelse skulle udleveres til tilbuddet.
For så vidt angår det tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling, vil den
foreslåede bestemmelse alene finde anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen har besluttet
efter den foreslåede § 108, stk. 1, at der skal udarbejdes en ungeplan.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at der både er pligt og adgang til, at
kommunalbestyrelsen kan udlevere relevante oplysninger om den unges forhold til det konkrete
tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling, hvor den unge anbringes
eller modtager stofmisbrugsbehandling efter 33 eller servicelovens § 101. Det kan f.eks. være om
den unges helbredsmæssige forhold, familieforhold eller sociale problemer.
Hensynet vil være at sikre, at det enkelte tilbud kender til de konkrete forhold for den unge, der er
anbragt eller visiteret til et tilbud, hvor en ung modtager stofmisbrugsbehandling, for på det bedste
mulige grundlag at kunne sikre, at den unge får den nødvendige og rette indsats. Kommunens
udlevering af oplysninger om den unges rent private forhold vil ske med henblik på at sikre, at den
unges behov for hjælp er tilstrækkeligt oplyst.
Kommunens videregivelse af relevante dele af ungeplanen eller en helhedsorienteret plan til
tilbuddet vil medføre, at konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende den unge, som
oplysningerne i planen vedrører, bliver undergivet databehandling, som er omfattet af
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, idet oplysningerne kan vedrøre den unges
eventuelle sociale problemer eller helbredsmæssige forhold.
Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete
tilfælde må anses for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats for den unge. Der vil derfor skulle
foretages en konkret vurdering af oplysningerne i planen, så det kun er de oplysninger i den enkelte
650
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0651.png
plan, som i det konkrete tilfælde kan anses for relevante og nødvendige i forhold til den konkrete
indsats, der skal ydes til den unge, der må udleveres til det konkrete tilbud.
Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet om den unge uden samtykke og tilbuddets
efterfølgende behandling af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle leve op til
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende krav til
databehandlingen.
Mens der, jf. den foreslåede § 108, stk. 4, vil være krav om at udarbejde en ungeplan i sager om
anbringelse, så vil det ikke være et krav for kommunerne at udarbejde en ungeplan i forbindelse
med stofmisbrugsbehandling efter § 33 eller servicelovens § 101. Det vil som udgangspunkt alene
være relevant at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede § 108, hvis der foruden behandling efter
den foreslåede § 33 eller servicelovens § 101 er iværksat anden indsats og støtte efter de foreslåede
§ 32, § 46, §§ 114, 115 eller 120.
Formålet med den foreslåede § 109 er at fastsætte regler om de nærmere krav til indholdet af
ungeplanen efter barnets lov. Det er endvidere formålet at fastsætte, hvilke krav til ungeplanen der
er, såfremt den unge er anbragt uden for hjemmet og om ungeplanen skal udleveres, såfremt en ung
er visiteret til et behandlingstilbud for personer med stofmisbrug.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.3.
Til § 110
Det fremgår af § 140 a i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan til
et barn eller en ung, jf. § 140, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de elementer af en handleplan,
jf. § 140, stk. 1-3 og 5, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan. For unge
mellem 16 og 23 år kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at handleplanen, jf. § 140, stk. 1-4, erstattes
af en helhedsorienteret plan.
Det fremgår af § 140 a, stk. 2, i serviceloven, at den helhedsorienterede plan, jf. stk. 1, kan tilbydes
forældre og unge med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det er en
forudsætning, at forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år, giver samtykke
til, at handleplanen erstattes af en helhedsorienteret plan.
Det fremgår endvidere af § 140 a, stk. 3, i serviceloven, at den helhedsorienterede plan indeholder
de sociale foranstaltninger og indsatser samt øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning. Den
helhedsorienterede plan skal opfylde kravene til indholdet af en handleplan efter § 140, stk. 1-4.
Det foreslås med
stk. 1,
at for unge mellem 16 og 23 år kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at
ungeplanen, jf. § 108, erstattes af en helhedsorienteret plan.
651
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0652.png
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk. 1, med de nødvendige redaktionelle
ændringer som følge af, at handleplanen med den foreslåede § 108 foreslås erstattet af en ungeplan.
Det følger af den foreslåede stk. 1, i overensstemmelse med efter gældende retstilstand, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 39-41, at for unge mellem 16 og 23 år vil
kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at ungeplanen, jf. det foreslåede § 108, erstattes af en
helhedsorienteret plan. Den helhedsorienterede plan vil i disse tilfælde skulle opfylde kravene til
indholdet m.v. af en ungeplan efter de foreslåede bestemmelser i §§ 108 og 109.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge at tilbyde forældrene, at de dele af
den unges plan, som vedrører forældrene, vil kunne indgå i en helhedsorienteret plan, der samler
forældrenes indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og områder.
Den foreslåede bestemmelse indebærer videre, at når en ung mellem 16 og 23 år har en ungeplan
efter reglerne i de foreslåede §§ 108 og 109, vil kommunalbestyrelsen kunne vælge at tilbyde den
unge, at indholdet af den unges plan samles i en helhedsorienteret plan på tværs af lovgivning og
områder.
Således vil kommunen kunne vælge at tilbyde forældrene eller den unge, at indholdet af planen kan
indgå i en samlet, helhedsorienteret plan for forældrene eller den unge frem for, at der udarbejdes en
særskilt plan efter barnets lov. Kommunens vurdering af, om en helhedsorienteret plan kan være
relevant i den konkrete sag, vil bero på en konkret vurdering og vil bl.a. skulle baseres på, om
forældrene eller den unge vurderes at have komplekse og sammensatte problemer, som med fordel
kan sammentænkes via en helhedsorienteret plan. Der kan f.eks. være tale om en ung, som
modtager støtte efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 eller 120 i barnets lov, og
hvor der er behov for at en særlig indsats i forhold til uddannelse eller beskæftigelse.
Derudover kan andre personlige forhold for forældrene og den unge, f.eks. motivation,
samarbejdsvilje, egne og familiemæssige ressourcer m.v. indgå i vurderingen af, hvordan
indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges, herunder også hvorvidt forældrene eller den unge
bør tilbydes en helhedsorienteret plan.
Samtidig vil administrative hensyn, herunder hensyn til bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige og
prioriteringsmæssige forhold, kunne indgå i kommunernes vurdering af, om forældrene eller den
unge kan tilbydes en helhedsorienteret plan. Den foreslåede bestemmelse vil ikke give forældrene
og den unge et retskrav på at få tilbudt en helhedsorienteret plan.
Kommunens beslutning om at udarbejde en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 110 vil
alene være en processuel beslutning og berører ikke de tilbud og indsatser, jf. de foreslåede
bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 eller 120, som den unge har ret til efter barnets lov.
Beslutningen om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil således ikke være en forvaltningsretlig
652
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0653.png
afgørelse, og den unge og forældremyndighedsindehaveren vil ikke kunne klage over kommunens
beslutning.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. §§
91 og 92, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk. 1, med de nødvendige redaktionelle
ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede § 91 foreslås erstattet af en barnets
plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, i overensstemmelse med efter gældende
retstilstand, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 39-41, at når
kommunalbestyrelsen udarbejder en barnets plan, jf. det foreslåede § 91, vil kommunalbestyrelsen
kunne tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. det foreslåede § 92, der vedrører forældrene,
erstattes af en helhedsorienteret plan. Den helhedsorienterede plan vil i disse tilfælde skulle opfylde
kravene til indholdet m.v. til en barnets plan efter de foreslåede bestemmelser i §§ 91 og 92.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge at tilbyde forældrene, at de dele af
barnets plan, som vedrører forældrene, vil kunne indgå i en helhedsorienteret plan, der samler
forældrenes indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og områder.
Kommunens beslutning om at udarbejde en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 110 vil
alene være en processuel beslutning og berører ikke de tilbud og indsatser, jf. de foreslåede
bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120, som barnet har ret til efter barnets lov. Beslutningen
om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil således ikke være en forvaltningsretlig afgørelse, og
barnet og forældremyndighedsindehaveren vil ikke kunne klage over kommunens beslutning.
Det foreslås med
stk. 3,
at den helhedsorienterede plan, jf. stk. 1, kan tilbydes forældre og unge med
komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for
indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det er en forudsætning, at
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år, giver samtykke til, at ungeplanen
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk. 2, med de nødvendige redaktionelle
ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede § 91 og § 108 foreslås erstattet af en
barnets plan og ungeplan.
Det følger af den foreslåede stk. 2, at den helhedsorienterede plan, jf. stk. 1, vil kunne tilbydes
forældre og unge med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det vil være en
forudsætning, at forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år, samtykker til, at
ungeplanen erstattes af en helhedsorienteret plan.
653
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0654.png
Komplekse og sammensatte problemer vil f.eks. kunne dække over, at forældrene eller den unge
over 16 år har flere samtidige udfordringer, som f.eks. sygdom eller misbrugsproblemer,
arbejdsløshed eller udfordringer i forhold til uddannelse, der skal tages højde for ved
tilrettelæggelsen af indsatser for forældrene eller den unge. Der vil også kunne være tale om
udfordringer, som har betydning for flere områder af forældrenes eller den unges tilværelse f.eks. i
forhold til familielivet, beskæftigelse eller uddannelse, og at disse udfordringer vil medføre kontakt
med flere forvaltninger, myndigheder eller tilbud. Ved koordinationsbehov forstås i forlængelse
heraf, at forældrenes eller den unges udfordringer og de indsatser, der sættes i gang på baggrund
heraf, vil medføre et behov for, at indsatserne koordineres mellem forskellige myndigheder,
forvaltninger eller tilbud, så der sikres en sammenhængende indsats.
Forældrene eller den unge, der er fyldt 16 år, vil skulle samtykke til, at der udarbejdes en
helhedsorienteret plan, der samler indsatser på tværs af sektorområder. Samtykket vil kunne bidrage
til en generel accept fra borgeren af, at kommunen foretager en tværgående koordinering af
indsatser og i den forbindelse deler nødvendige oplysninger om forældrene eller den unge til brug
for udarbejdelsen af den helhedsorienterede plan.
Samtidig vil samtykket være et vigtigt element i at sikre forældrenes og den unges ejerskab til og
deltagelse i arbejdet med at sikre en sammenhængende og koordineret indsats gennem den
helhedsorienterede plan. Med samtykket vil blive igangsat en dialog med forældrene og den unge,
som er afgørende for udviklingen af samarbejdet mellem kommunen og forældrene og den unge om
den helhedsorienterede plan.
Såfremt forældrene og den unge, der er fyldt 16 år, ikke samtykker til en helhedsorienteret plan, vil
kommunen skulle udarbejde en barnets plan eller ungeplan i overensstemmelse med de foreslåede
§§ 91 eller 108 i barnets lov.
Såfremt der udarbejdes en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110, stk. 1, og indehaveren af
forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 16 år, efterfølgende trækker samtykket tilbage, vil
kommunen herefter hurtigst muligt skulle udarbejde en barnets plan eller en ungeplan efter reglerne
i de foreslåede §§ 91 eller 108.
Det foreslås med
stk. 4,
at den helhedsorienterede plan vedrører de indsatser, der iværksættes efter
denne lov, samt øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning. Den helhedsorienterede plan skal
opfylde kravene til indholdet af en barnets plan, jf. § 92, eller en ungeplan, jf. § 109.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk. 3, med de nødvendige redaktionelle
ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91-92 og §§ 108-109 foreslås
erstattet af en barnets plan og ungeplan.
654
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0655.png
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at den helhedsorienterede plan vil vedrøre de
indsatser, der iværksættes efter barnets lov, samt øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning.
Den helhedsorienterede plan vil skulle opfylde kravene til indholdet af en barnets plan, jf. § 92,
eller en ungeplan, jf. § 109.
Forslaget indebærer, at den helhedsorienterede plan vil kunne indeholde både indsatser, der ydes
efter barnets lov, og andre indsatser efter anden lovgivning, der i det konkrete tilfælde er relevante
at indarbejde i den helhedsorienterede plan. Forslaget indebærer videre, at der vil blive stillet
samme krav til indholdet af den helhedsorienterede plan, som der stilles til indholdet af barnets plan
efter den foreslåede § 92 og ungeplanen efter den foreslåede § 109.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 110 er at understøtte adgangen til, at der kan ydes en
sammenhængende indsats i en helhedsorienteret plan for personer med komplekse og sammensatte
problemer. Forslaget har således til formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til
forældre og unge med komplekse problemer på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen
vil have adgang til at tilbyde forældre og unge en helhedsorienteret plan frem for flere planer efter
forskellig sektorlovgivning.
Den helhedsorienterede plan vil skulle udarbejdes i samarbejde med forældrene og den unge og vil
skulle samle indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder og vil dermed skulle
medvirke til at sikre borgerne og myndighederne overblik over og sammenhæng mellem indsatser
f.eks. på tværs af det sociale område, integrationsområdet, undervisningsområdet eller
beskæftigelsesområdet.
Til § 111
Det fremgår af § 68, stk. 11, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune
senest seks måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år skal træffe afgørelse om,
hvorvidt den unge har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse, jf. § 76 a, og i givet fald
træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes efter §§ 76 eller 76 a.
Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen
eller relevante dele af en helhedsorienteret plan og herunder have taget stilling til den unges videre
forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold. Hvis en ung frem
til sit fyldte 18. år har været anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, udarbejder kommunalbestyrelsen en handleplan, jf. § 140.
Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en
varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige
tilfælde have en varighed af op til 4 år.
655
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0656.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune senest seks måneder
forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år skal træffe afgørelse om efterværnsindsatser
til den unge efter §§ 114-116 og 120.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 68, stk. 11, 1.
pkt., i serviceloven, således at der i stedet anvendes efterværnsindsatser og afgørelsen om, hvorvidt
den unge har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse, og hvilken indsats der skal
iværksættes, samles.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 11, 1. pkt., vil
kommunalbestyrelsen have pligt til senest seks måneder forud for ophør af en anbringelse ved det
fyldte 18. år at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en indsats efter de foreslåede §§
114-116 og 120, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, spalte 264. Kommunalbestyrelsen vil kun
skulle træffe afgørelse om en indsats efter de foreslåede §§ 114-116 og 120 såfremt dette er relevant
for den unge.
Ved at kræve at kommunalbestyrelsen vil skulle træffe selve afgørelsen om efterværn, skærpes
kommunalbestyrelsens opmærksomhed på efterværnet, idet kommunalbestyrelsen ikke vil kunne
træffe en afgørelse om efterværn uden at have forholdt sig til det videre forløb for den unge, og
dermed hvilken indsats der skal iværksættes. Samtidig vil den unge få en skriftlig og begrundet
afgørelse samt mulighed for at påklage afgørelsen til Ankestyrelsen.
Den foreslåede forpligtelse for kommunalbestyrelsen til senest seks måneder forud for ophør af en
anbringelse ved det fyldte 18. år at træffe afgørelse vil også gælde for opretholdelse af en
anbringelse, jf. den foreslåede § 120. I overensstemmelse med forarbejderne til § 68, stk. 11, 1. pkt.,
i serviceloven, vil unge med betydelige og varige funktionsnedsættelser ligesom øvrige unge i
plejefamilie skulle have mulighed for at blive i deres plejefamilie indtil deres 23. år., hvis det
vurderes at understøtte den enkelte unges behov for støtte, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15
som fremsat, side 8.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen forinden afgørelse, jf. stk. 1, i samarbejde med den
unge skal have revideret ungeplanen, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan og herunder
have taget stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt
øvrige relevante forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 68, stk. 11, 2. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 11, 2. pkt., vil
kommunalbestyrelsen have pligt til i samarbejde med den unge at revidere ungeplanen, eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan, og tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til
656
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0657.png
den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold, jf. Folketingstidende 2004-05,
tillæg A, spalte 264.
Pligten til at tage stilling til den unges videre uddannelse og beskæftigelsesforløb vil i
overensstemmelse med forarbejderne have til hensigt at sikre, at den unge efter anbringelsen
fortsætter i et hensigtsmæssigt og fremadrettet forløb. I de tilfælde hvor den unge allerede er inde i
et godt uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, der ikke afbrydes ved hjemgivelsen, vil det være
tilstrækkeligt for kommunalbestyrelsen at konstatere dette i ungeplanen den helhedsorienterede
plan. I andre tilfælde vil der kunne være behov for initiativer fra kommunalbestyrelsens side, f.eks.
med et samarbejde mellem de relevante afdelinger i kommunen.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse skulle sikre, at den unge kommer i
kontakt med de relevante hjælpesystemer, således at den unge vil komme i gang med relevant
uddannelse eller beskæftigelse.
Hvilke forhold, kommunalbestyrelsen i øvrigt vil skulle inddrage i revisionen af ungeplanen eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan, vil afhænge af den konkrete sag. Der kan f.eks. være tale
om boligforhold, familiesituation m.v.
For unge med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år vil der i overensstemmelse med
forarbejderne være et andet fokus på beskæftigelse og uddannelse end ved efterværn, da formålet
med opretholdelsen af anbringelsen vil være et andet end for efterværn, jf. Folketingstidende 2013-
14, A, L 15 som fremsat, side 8. For disse unge vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med
forarbejderne skulle begrunde, hvorfor den unge vurderes ikke at være i stand til at få en
selvstændig voksentilværelse gennem uddannelse og arbejde og forholde sig til den unges
udviklingspotentialer. Med udgangspunkt heri vil kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til den
unges videre forløb og herunder overveje formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig
i forhold hertil, den forventede varighed af indsatsen og andre relevante forhold. I den forbindelse
vil der skulle indgå overvejelser om den unges udviklingsmuligheder samt, hvilke(n) indsats(er) der
kan understøtte den unges udvikling, såfremt det vurderes aktuelt. Det vil f.eks. kunne være, at den
unge vurderes at kunne starte på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), komme i
beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud eller lignende.
Handleplanen vil endvidere skulle udarbejdes ud fra den unges forudsætninger og så vidt muligt i
samarbejde med den unge.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse efter den foreslåede
stk. 1, hvis en ung frem til sit fyldte 18. år har været anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13
og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal udarbejde en ungeplan, jf. § 108.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68, stk. 11, 3. pkt., i serviceloven, med
sproglige ændringer, herunder den ændring at handleplanen erstattes af en ungeplan.
657
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0658.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 11, 3. pkt., vil
kommunalbestyrelsen skulle udarbejde en ungeplan, hvis en ung frem til sit fyldte 18. år har været
anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 85 som fremsat, side 68.
Børn og unge, der er eller har været i et forbedringsforløb, vil ikke få udarbejdet en ungeplan efter
den foreslåede § 108. De vil i stedet få en handleplan i form af forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der vil således være behov for, at
kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune udarbejder en ungeplan for at kunne vurdere,
om den unge har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse efter de foreslåede §§ 114-116 og
120 i barnets lov.
At barnet eller den unge frem til sit fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet som led i et
forbedringsforløb vil indebære, at den ungeplan, som kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde for
en ung efter den foreslåede bestemmelse, i praksis vil være en revidering af forbedringsforløbet,
men med et indhold som opfylder kravene i den foreslåede §§ 108 og 109.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at kommunalbestyrelsen i den unges
opholdskommune, også når en ung frem til det fyldte 18. år har været anbragt som led i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, senest seks
måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år, jf. den foreslåede § 111, stk. 1, vil
skulle træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværnindsats eller opretholdt
anbringelse, jf. §§ 114-6 og 120 og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal
iværksættes efter §§ 114-116 og 120.
Formålet med den foreslåede § 111 er at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at træffe afgørelse forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år efter barnets lov. Det vil
både gælde for anbringelse hos en plejefamilie og anbringelse som led i et forbedringsforløb. Der er
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.2 og 3.14.3.
Til § 112
Det fremgår af § 68, stk. 12, i serviceloven, at hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været
anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter
opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune forud for skiftet oversende den unges
reviderede handleplan eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 68, stk. 11, til den nye
opholdskommune, medmindre der er truffet afgørelse om foranstaltninger efter § 76 a.
Oversendelse af handleplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skal ske med
samtykke fra den unge og forældremyndighedsindehaveren.
658
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0659.png
Det fremgår videre af § 68, stk. 13, at den nye opholdskommune inden 30 dage fra modtagelsen
skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for støtte efter § 76, og i givet fald træffe
afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Hvis der iværksættes støtte efter § 76,
skal der udarbejdes en ny handleplan, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf.
§ 140 a, skal opdateres.
Det foreslås med
stk. 1,
at hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte
18. år, eller som har haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter opholdskommune, skal
den hidtidige opholdskommune, jf. § 111, stk. 2, forud for skiftet oversende den unges reviderede
ungeplan eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, til den nye opholdskommune, medmindre
der er truffet afgørelse om indsatser efter § 120.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 68, stk. 12, 1. pkt., i
serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 12, 1. pkt., vil den hidtidige
opholdskommune ved skift i opholdskommune, skulle oversende den unges reviderede ungeplan
eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110, stk. 2, til den nye
opholdskommune forud for skiftet, dvs. forud for den unges 18. års fødselsdag, jf.
Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 28.
Opholdskommune forstås i overensstemmelse med retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 68, stk. 12, i
serviceloven have til formål at sikre, at tilflytningskommunen vil få de nødvendige oplysninger fra
fraflytningskommunen, så grundlaget for en kontinuerlig indsats uden unødvendige brud er lagt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at det er væsentligt, at de to kommuner indleder et
samarbejde i forbindelse med revisionen af ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan. Det vil sikre, at den unge relativt tidligt ved, om der vil blive tilbudt støtte efter det fyldte 18.
år. Samtidig vil et tæt samarbejde mellem kommunerne være med til at sikre udveksling af relevant
viden om den unge og dennes forløb.
Den hidtidige opholdskommune vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 68, stk. 12, i
serviceloven skulle oversende den unges reviderede ungeplan eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan, til den nye opholdskommune, hvis den får kendskab til, at den unge skifter
opholdskommune, når den pågældende fylder 18 år, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som
fremsat, side 51. Det vil i overensstemmelse med forarbejderne typisk ske, hvis den unge har været
anbragt i en anden kommune end den anbringende kommune, og den unge så vælger at blive
boende i kommunen. Hvis kommunen først senere får kendskab til, at den unge skifter
opholdskommune, vil ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skulle oversendes
snarest efter det tidspunkt, hvor kommunen får kendskab hertil.
659
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0660.png
Den oprindelige opholdskommunes ungeplan eller relevante dele af en helhedsorienteret plan vil
skulle bidrage til den nye opholdskommunes grundlag for at træffe en afgørelse om efterværn.
Det foreslås med
stk. 2,
at oversendelse af ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan skal ske med samtykke fra den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68, stk. 12, 2. pkt., i serviceloven, med
den ændring at handleplanen erstattes af en ungeplan.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 12, 1. pkt., vil oversendelse af
ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan fra den hidtidige opholdskommune til
den nye opholdskommune kun kunne ske med den unges eller forældremyndighedsindehaverens
udtrykkelige samtykke. Samtykke skal forstås i overensstemmelse med de almindelige regler i
databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen.
Det foreslås med
stk. 3,
at den nye opholdskommune inden 30 dage fra modtagelsen af ungeplanen
skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for indsatser efter §§ 113-116, og i givet fald
træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal iværksættes. Hvis der iværksættes indsatser efter §§
114, 115 og 120, skal der udarbejdes en ny ungeplan, jf. § 108, eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan, jf. § 110, skal opdateres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68, stk. 13, i serviceloven, med den
ændring at handleplanen erstattes af en ungeplan og ensretning af begrebet indsats.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 68, stk.
13, have til formål at sikre, at tilflytningskommunen vil få de nødvendige oplysninger fra
fraflytningskommunen, så grundlaget for en kontinuerlig indsats uden unødvendige brud er lagt jf.
Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 28.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at det er væsentligt, at de to kommuner indleder et
samarbejde i forbindelse med revisionen af ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan. Det vil sikre, at den unge relativt tidligt ved, om der vil blive tilbudt støtte efter det fyldte 18.
år. Samtidig vil et tæt samarbejde mellem kommunerne være med til at sikre udveksling af relevant
viden om den unge og dennes forløb.
Den oprindelige opholdskommunes ungeplan vil skulle bidrage til den nye opholdskommunes
grundlag for at træffe en afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværnindsats, og i givet
fald om, hvilke indsatser der skal iværksættes over for den unge.
Hvis der iværksættes en ny form for indsats efter §§ 114, 115 og 120, vil der i den forbindelse også
skulle udarbejdes en ny ungeplan.
660
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0661.png
Formålet med den foreslåede § 112 er at fastsætte regler i barnets lov om, at en hidtidig
opholdskommune har pligt til at oversende ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan for en ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte 18. år, og som skifter
opholdskommune. Det foreslås endvidere at fremgå af bestemmelsen, at oversendelsen skal ske
med samtykke, og at den nye opholdskommune skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har
behov for støtte og i givet fald hvilken. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og
opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.2. – 3.14.3.
Til § 113
Det fremgår af § 76, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter § 76,
stk. 2-5, til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage
til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges
uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig.
Det fremgår videre af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om,
at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på
et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnophold, jf. § 55, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes, at udpege en fast
kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i det
hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en
god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Det fremgår yderligere af § 76, stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte
efter § 76, stk. 2 og 3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis den unge fortryder
tidligere at have afvist støtte og behovet fortsat er til stede, den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte, eller støtte er ophørt, jf. stk. 7, og behovet herfor opstår igen.
Det fremgår af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og den unge,
der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, støtte i
form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i
form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
661
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0662.png
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser efter §§ 114 og 115 til unge i
alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges
behov for støtte, og hvis den unge har samtykket.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 1, 1.
pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 1, 1. pkt., vil
kommunalbestyrelsen skulle tilbyde indsatser efter de foreslåede §§ 1154 og 115 til unge mellem 18
og 22 år, for at give mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen, jf.
Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6740. Støtten vil i overensstemmelse med forarbejderne
skulle gives, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for
støtte, og den unge vil skulle være indforstået med, at kommunen vil kunne træffe afgørelse herom.
Støtten vil skulle gives til unge mellem 18 og 22 år, der forud for det fyldte 18 år har modtaget visse
indsatser for børn og unge, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 76, stk. 1, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6740. Det skal
understreges, at Støtten også vil skulle gives til unge mellem 18 og 22 år i situationer, hvor den
unge er udsat for æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol.
Der vil skulle være udsigt til en positiv udvikling, og den unge vil skulle kunne få noget væsentligt
ud af at modtage efterværnindsatsen, men der vil ikke kunne blive opstillet et krav om, at den unge
skal være helt selvhjulpen, således at der ikke er behov for støtte, når den unge fylder 23 år.
Det foreslås med
stk. 2,
at indsatsen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og
herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse, beskæftigelse og øvrige relevante
forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 1, 2.
pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle være et
fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig tilværelse i
forbindelse med tilrettelæggelsen af støtte i form af efterværnindsats til den unge over 18 år, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 55.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne indebære fokus på den unges uddannelse og
beskæftigelse samt andre relevante forhold. Det vil f.eks. kunne være en stabil og selvstændig
boligsituation for den unge eller økonomihåndtering, husholdning mv. Der vil skulle lægges vægt
på, at indsatsen skal bidrage til en bedre overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have
fokus på at understøtte den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold f.eks.
opnåelse af selvstændig bolig.
662
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0663.png
Formålet med den foreslåede § 113 er, at der også efter barnets lov fastsættes regler om, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser til unge mellem 18 og 22 år, hvis det er af væsentlig
betydning af hensyn til den unge behov for støtte. Det vil også i barnets lov skulle fremgå, at
hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig voksentilværelse. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.3.
Til § 114
Det fremgår af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en
udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på
et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnopholdet, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes, at udpege
en fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. § 55,
i det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til
en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Servicelovens kapitel 11 omhandler regler om særlig støtte til børn og unge, herunder bl.a.
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6, § 55 og § 66.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i
form af udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Det fremgår af § 55, stk. 1, i serviceloven, at under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, §
76, stk. 3, nr. 1 og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg,
personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere
foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 66, stk. 1, i serviceloven, at anbringelsessteder for børn og unge kan være almene
plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne
værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
663
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0664.png
Det fremgår af § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en
varighed af op til to år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige
tilfælde have en varighed af op til fire år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete
foranstaltninger for barnet eller den unge, som vurderes egnede i forhold til barnets eller den unges
problemer og behov. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal have udpeget en fast
kontaktperson.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet kan som led i forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den
unges særlige behov for støtte må anses for at være af væsentlig betydning. Afgørelsen træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket skal omfatte
formålet med anbringelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at der kan ske anbringelse
uden for hjemmet efter stk. 1 uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er
fyldt 15 år, når der er begrundet formodning om, at barnets eller den unges problemer ikke kan
løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, og der er en åbenbar risiko for, at
barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Det foreslås med
stk. 1,
at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted
efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart
inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold, jf. § 45 på et
anbringelsessted, jf. § 43 opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. 32, stk. 1,
nr. 3, at etablere en udslusningsordning, jf. § 45, i det hidtidige anbringelsessted eller at tildele
andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse
for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 76, stk. 3, i
serviceloven.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 1,
at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om at døgnophold, jf. § 45 på et anbringelsessted, jf. 43, opretholdes.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen således kunne træffe afgørelse om at
opretholde et døgnophold på et anbringelsessted ud over det 18. år.
664
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0665.png
Herved vil behovet i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1,
imødekommes for, at der for unge, der tidligere har været anbragt i alderen 20-22 år ydes en særlig
socialpædagogisk indsats jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6756-6757.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 3, i serviceloven vil opholdet kunne opretholdes
også i de tilfælde, hvor anbringelsesstedet ændres efter det fyldte 18. år.
Den unge, der er fyldt 18 år, vil efter den foreslåede § 188, stk. 1, skulle betale for døgnopholdet.
De nærmere regler om betalingen forventes at blive fastsat i en bekendtgørelse udstedt efter den
foreslåede § 188, stk. 2.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 2,
at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 32, stk.1, nr. 3.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 3, nr. 2, vil kommunalbestyrelsen
have mulighed for at udpege en fast kontaktperson for unge i alderen 18 til 22 år, der var anbragt
umiddelbart inden det fyldte 18. år, hvis den unge har samtykket, jf. Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, spalte 6757. Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne
træffe afgørelse om udpegning af en kontaktperson for unge over 18 år under de samme
forudsætninger som for unge, der ikke er fyldt 18 år.
Den unge, der tidligere har været anbragt, vil herved få mulighed for at få en kontaktperson, hvis
der efterfølgende viser sig behov herfor, selv om dette ikke var forudset inden det fyldte 18. år. En
fast kontaktperson vil herefter over en kortere eller længere periode kunne være med til at give den
unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 3,
at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om at etablere en udslusningsordning, jf. §45, i det hidtidige anbringelsessted.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 3, nr. 3, vil kommunalbestyrelsen
over for den gruppe af unge, der har været eller er anbragt uden for hjemmet inden det fyldte 18. år,
kunne tilbyde ophold af kortere varighed - betegnet udslusningsophold - i det tidligere
anbringelsessted, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6757. Der vil i overensstemmelse
med forarbejderne kunne være tale om tilbud til unge som ikke har en naturlig familiemæssig
hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse med ferier, weekender mv.
665
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0666.png
Tidsmæssigt forudsættes det i overensstemmelse med forarbejderne, at opholdet ligesom ved
støtteophold for unge under 18 år, jf. den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7, vil kunne strække sig fra en
til to dage til to til tre uger ad gangen. Selve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere
periode afhængig af den enkelte unges situation.
Ordningen vil ophøre, når tilbuddet ikke længere anses for at være af væsentlig betydning af hensyn
til den unges behov for støtte, eller senest når den unge fylder 23 år.
Den unge vil herved få muligheden for ”at læne” sig op af anbringelsesstedet hvor andre unge
tilsvarende vil have muligheden for ”at læne” sig op af deres forældre.
I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet vil det være vigtigt, at de unge har eller får et
netværk. Anbringelsesstedet vil i overensstemmelse med forarbejderne på forskellig måde kunne
være med til at forberede dette under anbringelsen, f.eks. ved at etablere netværks- eller
rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge kan trække på.
Det foreslås med, stk. 1,
nr. 4,
at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en
selvstændig tilværelse for den unge.
Det vil betyde, at kommunerne får mulighed for at tilpasse støtten efter den enkelte unges
individuelle behov, idet nogle unge kan have behov for andre typer indsatser end de foreslåede §
114, stk. 1, nr. 1-3.
Det foreslås i overensstemmelse med forarbejderne at indsætte muligheden for
kommunalbestyrelsen til at yde andre former for støtte, som har til formål at bidrage til en bedre
overgang til en selvstændig tilværelse for den unge, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som
fremsat, side 55.
Kommunalbestyrelsen vil kunne tage hensyn til de unges individuelle behov, så støtten i bedst
muligt omfang kan afhjælpe den unges problemer og medvirke til at give den unge den rette hjælp i
henhold til formålet med støtten. F.eks. vil der være mulighed for at tildele psykologsamtaler til
unge, som har gavn heraf, eller at danne og anvende netværks- eller samtalegrupper, oprette
mødesteder for tidligere anbragte mv. Bestemmelsen vil således i overensstemmelse med
forarbejderne kunne anvendes i situationer, hvor den unge har et behov, som de øvrige
indsatsformer i de foreslåede nr. 1-3 i tilstrækkeligt omfang modsvarer.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast
kontaktperson, jf. § 32, stk. 2, nr. 3, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
666
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0667.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 76, stk. 2, i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen
kunne træffe afgørelse om at opretholde en fast kontaktperson, der er tildelt den unge før det 18. år
efter den foreslåede § 32, stk.1, nr. 3, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, til den unge fylder 22 år, hvis den unge er indforstået hermed, jf.
Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6756.
En fast udpeget kontaktperson vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 2, i
serviceloven herved over en længere periode kunne være med til at give den unge råd, vejledning
og tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb også i forhold til uddannelse og
beskæftigelse.
Der henvises til bemærkningerne til § 32, stk.1, nr. 3, om kontaktpersonsordningen.
Formålet med den foreslåede § 114 er, at der også efter barnets lov fastsættes regler om, at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om støtte til en ung, der enten er eller har været anbragt
inden den fyldte 18. år. Endvidere skal det også efter barnets lov fastsættes, at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om opretholdelse af en fast udpeget kontaktperson. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1.-3.14.3
Til § 115
Det fremgår videre af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden
det fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes
støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
Det fremgår af § 76, stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende
opholdssteder, jf. § 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven støtte i form af en kontaktperson frem til det
fyldte 19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold
efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i form af udpegning
af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
667
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0668.png
Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling
af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den
unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-
udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe
afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan
kun træffes en sådan afgørelse, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses
under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Det fremgår af § 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven, at Anbringelsessteder for børn og unge kan være
egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder.
Det fremgår af § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven, at for unge, der er eller var anbragt uden for
hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnophold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at der kan ske anbringelse
uden for hjemmet efter § 14, stk. 1, uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung,
der er fyldt 15 år, når der er begrundet formodning om, at barnets eller den unges problemer ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, og der er en åbenbar risiko for,
at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Det fremgår videre af § 14, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden
for hjemmet efter § 14, stk. 2, selv om forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15
år, giver samtykke til anbringelse efter § 14, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på
afgørende måde taler for det.
Det fremgår af § 14, stk. 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet uanset betingelserne i § 14, stk. 2, kan anbringe en ung, der er fyldt
15 år, uden for hjemmet efter stk. 1, hvis den unge giver samtykke til anbringelsen, anbringelsen må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov, og problemerne
ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte
18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år, jf. § 47 eller § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, en udpeget
668
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0669.png
fast kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Hvis den unges døgnophold opretholdes efter § 114,
stk. 1, nr. 1, tilbydes dog ikke en kontaktperson.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 5, i
serviceloven.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse skulle tilbyde unge, der umiddelbart
inden det fyldte 18 år, er eller var anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, en fast udpeget kontaktperson.
Der vil således være tale om en ret for den unge, såfremt den unge selv ønsker det.
Retten til en kontaktperson må i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 5, i serviceloven
ikke erstatte mere egnede indsatser, medmindre den unge selv ønsker dette, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 55. Kontaktpersonen vil med fordel kunne tænkes
sammen med indsatsen i forbindelse med udslusningsordningen eller øvrige relevante støtteformer.
Unge, der tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr.
1, vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 5, i serviceloven ikke have ret til en
kontaktperson efter den foreslåede § 115, stk. 1, hvis anbringelsen fortsættes umiddelbart efter det
fyldte 18. år, da personalet på anbringelsesstedet forventes at kunne varetage samme funktion som
en støtteperson.
Når den unge ikke længere modtager en indsats i form af et døgnophold, vil den unge have ret til en
kontaktperson frem til det fyldte 23. år efter den foreslåede § 115, stk. 1. Endvidere vil den unge
kunne opretholde en tildelt støtteperson efter den foreslåede § 115, stk. 1, hvis den unge vælger at
genoptage et døgnophold, jf. den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, frem til det fyldte 23. år efter den
foreslåede § 116.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat, jf. den foreslåede § 113, stk. 1, skulle vurdere den unges
støttebehov, herunder om den unge, der er fyldt 18 år, som tidligere har fået tildelt en kontaktperson
efter den foreslåede § 52, igen under anbringelsen, jf. den foreslåede § 115, stk. 1, kan opretholde
eller få tildelt en kontaktperson efter den foreslåede § 52.
Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson efter den foreslåede § 115, stk. 1,
tidligere har haft en kontaktperson, som den unge har tillid til, og som har positiv effekt for den
unge, vil det være hensigtsmæssigt, hvis det så vidt muligt bliver denne person, som fortsætter med
at være kontaktperson for den unge som efterværn.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte
18. år er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 46 eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende børne- og ungehjem, jf. §
669
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0670.png
43, stk. 1, nr. 5, støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 19. år. Indsatsen skal tilbydes
unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 114, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 6, i
serviceloven.
Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at tilbyde unge, der
umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller har været anbragt uden for hjemmet, jf. 46, på eget
værelse, kollegium eller kollegielignende børne- og ungehjem, jf. den foreslåede § 43, nr. 5, støtte i
form af en kontaktperson frem til det fyldte 19. år.
Der vil således være tale om en ret for den unge, såfremt den unge selv ønsker det.
Forpligtelsen for kommunen vil efter den foreslåede bestemmelse alene gælde i forhold til unge,
som ikke tilbydes støtte i form af et døgnophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, idet denne
gruppe vil få anden støtte under anbringelsen.
Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson efter den foreslåede § 115, stk. 2,
tidligere har haft en kontaktperson, som den unge har tillid til, og som har positiv effekt for den
unge, vil det være hensigtsmæssigt, hvis det så vidt muligt bliver denne person, som fortsætter med
at være kontaktperson for den unge som efterværn.
Formålet med den foreslåede § 115 er, at der også efter barnets lov fastsættes regler om, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt
uden for hjemmet en fast udpeget kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Endvidere skal det også
efter barnets lov fastsættes, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde en kontaktperson til
en ung frem til det 19. år, hvis den unge umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller har været
anbragt på eget værelse, kollegium eller kollegielignende børne- og ungehjem. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden og som følge af den ændrede
terminologi for opholdssteder og døgninstitutioner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3.
Til § 116
Det fremgår af § 76, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
støtte efter § 76, stk. 2 og 3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis den unge
fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede, den unges situation ændrer
sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller støtten er ophørt, jf. § 76, stk. 7, og behovet for
støtte opstår igen.
670
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0671.png
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 116, nr. 1-3,
at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om,
at indsatser efter § 114 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis den unge fortryder
tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede, den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte, eller støtten er ophørt, jf. § 117, og behovet for støtte opstår igen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 4, i
serviceloven.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 4,
kunne træffe afgørelse om, at indsatser i form af opretholdelse af en udpeget fast kontaktperson,
opretholdelse af døgnophold, en fast kontaktperson, etablering af en udslusningsordning, eller andre
former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for
unge, jf. den foreslåede § 114, kan tildeles eller genetableres efter det fyldte 18. år, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 27-28.
Der vil kunne træffes afgørelse om at indsatsen enten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte
18 år i tilfælde, hvor unge, der i første omgang har takket nej til støtte og senere har ændret
holdning, i tilfælde, hvor der senere opstår et behov for støtte, selvom den unge ikke umiddelbart
ved det fyldte 18. år, blev vurderet til at have behov for støtte, eller i tilfælde, hvor støtte til den
unge tidligere er ophørt på baggrund af den foreslåede § 117.
Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at tildele eller genetablere indsatsen i perioden
frem til, at den unge fylder 23 år.
Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, hvor den unge
er mellem 18 og 22 år, f.eks. vil kunne anbringe den unge på et tidligere eller på et nyt
anbringelsessted. Selv om den unge afslår et tilbud om efterværn, kan kommunen f.eks. genetablere
en anbringelse eller tilbyde den unge en kontaktperson på et senere tidspunkt, hvis den unge f.eks.
efterfølgende får problemer eller fortryder et tidligere afslag på støtte. Det er ikke nødvendigt, at
rollen som kontaktperson personligt varetages af den samme person som tidligere.
Som udgangspunkt vil det dog i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 4, i serviceloven
ikke give mening at tale om genetablering af udslusning, da den unge i sådanne tilfælde vil have
forladt institutionen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 56. I stedet
må andre former for indsatser overvejes.
Formålet med den foreslåede § 116 er, at der efter barnets lov fastsættes regler om genetablering
eller tildeling af indsatser til unge, der fortryder, og stadig har behov for støtte, unge, hvis situation
ændrer sig, og unge, hvor indsatsen er ophørt efter den foreslåede § 117, og behovet opstår igen.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3.
671
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0672.png
Til § 117
Det fremgår af § 76, stk. 7, i serviceloven, at tilbud efter § 76, stk. 2-6, skal ophøre, når de ikke
længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder
23 år.
Det fremgår videre af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om,
at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnophold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes, at udpege en
fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i
det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en
god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Det fremgår yderligere af § 76, stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte
efter § 76, stk. 2 og 3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis den unge fortryder
tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede, den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte, eller støtte er ophørt, jf. § 76, stk. 7, og behovet herfor opstår igen.
Det fremgår af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, støtte i
form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i
form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
Det fremgår videre af § 76, stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden
det fyldte 18. år er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende
opholdssteder, jf. § 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven støtte i form af en kontaktperson frem til det
fyldte 19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold
efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 117,
at indsatser efter §§ 114-116 skal ophøre, når de ikke
længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder
23 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 7, i
serviceloven.
672
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0673.png
Indsatser til unge efter barnets lov §§ 114-116 vil skulle ophøre, når de ikke længere opfylder deres
formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. Det vil være
kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indsatsen er opfyldt,
ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af indsatsen. Kommunalbestyrelsen vil skulle se på
formålet med indsatsen, som kommunalbestyrelsen bl.a. vil skulle forholde sig til, hvis der er
udarbejdet en ungeplan, jf. den foreslåede § 108, stk. 1.
Et opretholdt døgnophold hos en plejefamilie efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, vil
eksempelvis skulle ophøre, såfremt den unge selv ønsker at stoppe anbringelsen for derefter at flytte
i egen lejlighed. Hvis det viser sig, at behovet for støtte vender tilbage, fordi den unge har svært ved
at tackle personlige udfordringer, vil indsatsen kunne genetableres efter den foreslåede § 116, nr. 3.
Kommunalbestyrelsen vil ved afgørelsen skulle inddrage alle relevante hensyn. Den unge vil have
adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser om efterværn efter den foreslåede
servicelovens § 145. Hvis der træffes afgørelse om ophør af anbringelsen, vil en klage over
afgørelsen have opsættende virkning, jf. § 72, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven.
Formålet med den foreslåede § 117 er, at der også efter barnets lov fastsættes regler om ophør af
efterværn, når den unge enten ikke længere har behov for støtte eller når den unge fylder 23 år. Der
er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3.
Til § 118
Det fremgår af § 76, stk. 8, at kommunalbestyrelsen, i det omfang det er muligt, skal sørge for, at
unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende
tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter
§ 76, stk. 3, eller § 76 a, stk. 2.
Servicelovens kapitel 11 omhandler regler om særlig støtte til børn og unge.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på
et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnophold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes, at udpege en
fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i
det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en
god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
673
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0674.png
Det fremgår af § 76 a, stk. 2, i serviceloven, at for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter
reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie
efter § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at
døgnophold, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke længere vurderes egnet som
plejefamilie for den pågældende unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en
anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse
hos en anden plejefamilie skal betingelserne i § 76 a, stk. 1, være opfyldt.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet som led i forbedringsforløbet kan træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den
unges særlige behov for støtte må anses for at være af væsentlig betydning. Afgørelsen træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket skal omfatte
formålet med anbringelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at der kan ske anbringelse
uden for hjemmet efter § 14, stk. 1, uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung,
der er fyldt 15 år, når der er begrundet formodning om, at barnets eller den unges problemer ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, og der er en åbenbar risiko for,
at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 118,
at kommunalbestyrelsen, i det omfang det er muligt, skal
sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for
at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes en indsats
efter § 114, stk. 1, eller § 119, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76, stk. 8, i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 8, vil nogle tidligere anbragte
ikke have behov for egentlige indsatser, men alene en mere løs tilknytning til et tidligere
anbringelsessted, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, spalte 255.
Unge, der har været anbragt lang tid et sted, vil ofte opbygge et særligt forhold til de voksne på
anbringelsesstedet. Ligeledes kan nogle unge have behov for at kunne komme tilbage, f.eks. i
forbindelse med ferier og højtider.
674
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0675.png
Det vil med den foreslåede § 118 være hensigten at gøre det muligt at sikre, at alle tidligere
anbragte som udgangspunkt vil have mulighed for at bevare kontakten til det tidligere
anbringelsessted og komme på besøg f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Der vil dermed
være tale om fleksibelt efterværn.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 8, i serviceloven være forudsat, at
omfanget vil være begrænset til et mindre antal dage i løbet af året, og at der ikke nødvendigvis vil
være overnatning i forbindelse med besøgene, jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling), tillæg A,
spalte 273.
Er der tale om tidsmæssigt mere omfattende ordninger, eller at den unge har et egentligt behov for
særlig støtte, vil der skulle iværksættes indsatser efter den foreslåede § 114.
Forudsætningen for, at den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse, vil være, at
anbringelsesstedet fortsat eksisterer. Som udgangspunkt vil den unge i overensstemmelse med
forarbejderne til § 76, stk. 8, i serviceloven have mulighed for fleksibelt efterværn, såfremt
anbringelsesstedet fortsat eksisterer, jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling), tillæg A, spalte
274.
Der vil dog i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 8, i serviceloven være situationer,
hvor det fleksible efterværn ikke er muligt, f.eks. hvis forholdene omkring anbringelsen eller
hensynet til de nuværende børn, der er anbragt ikke gør dette umuligt. Det vil f.eks. kunne være
uhensigtsmæssigt at gennemføre efterværnet af hensyn til nuværende anbragte børn, hvis en
plejefamilie har modtaget et nyt og usædvanligt skrøbeligt barn, som ikke ville kunne håndtere
besøg af et eller flere unge, der tidligere har været anbragt. Der kan ligeledes være tale om særlige
anbringelsessteder som sikrede afdelinger og skibsprojekter, hvor det ikke umiddelbart vil være
praktisk muligt eller relevant med muligheden for fleksibelt efterværn.
Formålet med den foreslåede § 118 er, at der også efter barnets lov fastsættes en mulighed for unge,
der har været anbragt uden for hjemmet, at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3
Til § 119
Det fremgår af § 76 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter § 76 a,
stk. 2 og 3, til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov
for støtte, og hvis den unge eller dennes værge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en
675
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0676.png
god overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste
boform.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser efter § 120 til unge i alderen
18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge har
samtykket.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med en mindre sproglig ændring af § 76 a,
stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, således at værge udgår, da det forudsættes, at såfremt den unge ikke
selv kan tage stilling, vil det være værgen, der vil indtræde i den unges sted.
Med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne forstås i overensstemmelse med
forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven, at funktionsnedsættelsen vil medføre, at den unge vil
være afhængig af massiv støtte i sin voksentilværelse og ikke forventes at kunne bo i selvstændig
bolig, gennemføre en uddannelse eller opnå selvforsørgelse gennem et arbejde, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 8.
Med væsentlig betydning for den unges behov for støtte forstås i overensstemmelse med
forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven, at opretholdelse af anbringelse i plejefamilien
forudsætter, at den unge ikke er klar til at flytte hjemmefra, men har behov for den familiære støtte
og omsorg, som plejefamilien kan give i kraft af de relationer, der allerede er blevet knyttet gennem
anbringelsen.
Hvis den unge således ikke vurderes at kunne drage nytte af denne familiære omsorg efter sit fyldte
18. år, men vurderes at ville have mere gavn af at flytte i en anden boform, der i højere grad kan
understøtte den unges særlige behov, vil den unge således ikke være omfattet af den foreslåede §
119, stk. 1.
Opretholdelsen af anbringelsen vil samlet set skulle vurderes at være den bedste løsning for den
unge.
At den unge eller den unges værge vil skulle have samtykket til anbringelsen, medfører, at der alene
er tale om en frivillig anbringelsesform. Hvis den unge eller dennes værge ikke ønsker at fortsætte
anbringelsen, vil kommunalbestyrelsen skulle finde et andet tilbud til den unge.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven så vidt muligt skulle
tilstræbes at få den unge til selv at træffe afgørelse om sin boligsituation, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 8.
Såfremt den unge ikke selv er i stand til at give udtryk for sit ønske, vil den unges værge skulle
samtykke for at det er en frivillig anbringelse. Det vil være værgens ansvar at træffe en beslutning
676
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0677.png
ud fra en vurdering af, hvad der er i den unges interesse. Da opretholdelse af anbringelse i
plejefamilie efter den foreslåede § 119, stk. 1, er et frivilligt og midlertidigt ophold, vil
magtanvendelsesreglerne i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven
ikke finde anvendelse, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
Det foreslås med
stk. 2,
at støtten skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder have
fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste bolig.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 76 a, stk. 1, 2.
pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil støtten i form af opretholdelse af anbringelse efter § 119, stk.
1, skulle bidrage til en god overgang til voksenlivet, og herunder have fokus på omsorg og
forberedelse til den unges næste bolig.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk. 1, 2. pkt., vil opretholdelsen af
anbringelsen skulle ses i et udviklingsperspektiv, hvor den pågældende plejefamilie gennem
familiær omsorg og nærvær støtter den unge i forberedelsen til voksenlivet, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
Når et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie, bliver der ofte knyttet tætte relationer, som kan
være til gavn for den unge at fastholde i en overgangsfase, hvis den unge ikke er moden til at flytte
hjemmefra som 18 årig. For disse unge vil det være en hjælp at blive i deres plejefamilies trygge og
omsorgsfulde rammer et par år endnu og bruge den opbyggede familiære relation som en støtte i
forbindelse med forberedelsen til deres voksentilværelse.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk.
1, dermed at skabe hjemmel til, at kommunen kan imødekomme den unges behov for støtte og
omsorg i plejefamiliens trygge rammer og derigennem bidrage til en god overgang til
voksentilværelsen, hvor den unge bl.a. forberedes til sin næste bolig, jf. Folketingstidende 2013-14,
A, L 15 som fremsat, side 4.
Det vil f.eks. kunne gøres ved at have samtaler med den unge om, hvad der kommer til at ændre sig,
når den unge en dag flytter hjemmefra, hvordan relationen til plejefamilien bliver fremover, besøge
det næste sted den unge skal bo m.v. Opretholdelse af anbringelsen vil ligeledes i overensstemmelse
med forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven kunne være relevant for at sikre kontinuitet i
forbindelse med væsentlige ændringer i den unges liv omkring det 18. år, herunder f.eks. ophør i
specialskole, start på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), beskyttet beskæftigelse,
aktivitets- og samværstilbud m.v. Ved sådanne skift vil det kunne være en hjælp for den unge at
bevare stabilitet i forhold til boligsituationen, således at der ikke sker for mange større skift på en
gang.
677
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0678.png
Formålet med den foreslåede § 119 er at fastsætte regler efter barnets lov om, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte til unge mellem 18 og 22 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges behov for støtte. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i
flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3.
Til § 120
Det fremgår af § 76 a, stk. 2, i serviceloven, at for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter
reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie
efter § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at
døgnophold, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke længere vurderes egnet som
plejefamilie for den pågældende unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en
anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse
hos en anden plejefamilie skal betingelserne i § 76 a, stk. 1, være opfyldt.
Det foreslås med
stk. 1,
at for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i
kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie efter § 43,
stk. 1, nr. 1-4, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold, jf. 51, opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 76 a, stk. 2, 1. pkt., i
serviceloven.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at unge med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt i
en plejefamilie efter den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4, kan opretholde anbringelsen i døgnopholdet
indtil den unges 23. år.
Med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne forstås i overensstemmelse med
forarbejderne til § 76 a, stk. 2, i serviceloven, at funktionsnedsættelsen vil medføre, at den unge vil
være afhængig af massiv støtte i sin voksentilværelse og ikke forventes at kunne bo i selvstændig
bolig, gennemføre en uddannelse eller opnå selvforsørgelse gennem et arbejde, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 8.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk. 2, vil afgørelsen skulle træffes
under hensyn til den unges eller den unges værges ønske og på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af den unges støttebehov, plejefamiliens egnethed, og hvorvidt opretholdelsen
678
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0679.png
af anbringelsen vil være den form for indsats, der bedst opfylder den unges behov for støtte i
overgangen til voksentilværelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
Med behov for støtte forstås i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a, stk. 2, i serviceloven
den unges behov for personlig pleje, omsorg og familiære relationer i hverdagen samt støtte af mere
social karakter som f.eks. at tale om forhold i den unges dagligdag og tilværelse generelt og
understøtte den unge i at kunne deltage i de aktiviteter og fællesskaber, som den unge ønsker.
Det foreslås med
stk. 2,
at såfremt den unges plejefamilie ikke længere vurderes egnet som
plejefamilie for den pågældende unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en
anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 76 a, stk. 2, 2. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen
have mulighed for at tilbyde den unge anbringelse i en plejefamilie, som den unge har en nær
relation til og er tryg ved, såfremt den unges hidtidige plejefamilie ikke længere vurderes egnet som
plejefamilie for den pågældende unge, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
Formålet hermed er at gøre det muligt for den unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt
nedsat funktionsevne at blive boende i en plejefamilie og modtage den omsorg og tryghed, det kan
give. For at bevare kontinuiteten for den unge vil det være vigtigt, at den eventuelle nye plejefamilie
har et tæt forhold til den unge og er en familie, som den unge føler sig tryg ved. Det vil f.eks. kunne
være familiemedlemmer, nære venner m.v.
Formålet med den foreslåede § 120 er, at der også efter barnets lov fastsættes regler om, at
kommunalbestyrelsen har mulighed for at opretholde et døgnophold i en plejefamilie, for unge
mellem 18 og 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ligeledes er
det formålet at der fastsættes regler om, at der kan tilbydes anbringelse i en ny plejefamilie, hvis
den unges plejefamilie ikke længere vurderes egnet for den unge. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås opdeling i
flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1.- 3.14.3.
Til § 121
Det fremgår af § 76 a, stk. 3, i serviceloven, at opretholdelse af døgnophold efter § 76 a, stk. 2, skal
ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog
senest når den unge fylder 23 år.
679
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0680.png
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 121,
at opretholdelse af døgnophold efter § 120, stk. 1, skal
ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog
senest når den unge fylder 23 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 76 a, stk. 3, i
serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil tilbuddet om opretholdt anbringelse skulle ophøre, når det ikke
længere opfylder sit formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge
fylder 23 år. Såfremt det viser sig, at anbringelsen ikke længere imødekommer den unges behov for
støtte, eller den unge fylder 23 år, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med forarbejderne
til § 76 a, stk. 3, skulle finde et andet tilbud til den unge, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15
som fremsat, side 9.
En opretholdt anbringelse i en plejefamilie efter den foreslåede § 120, stk. 1, vil eksempelvis skulle
ophøre, hvis den unge i stedet overgår til en indsats efter serviceloven, f.eks. ophold i botilbud efter
servicelovens § 108, plejebolig, bofællesskab eller lignende.
Hensigten med at opretholdelsen af anbringelsen i plejefamilien skal ophøre, når den ikke længere
opfylder sit formål, eller senest når den unge fylder 23 år, vil i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 76 a, stk. 3, være at understrege ordningens karakter af at være en midlertidig
støtteordning i overgangen til den unges voksentilværelse, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15
som fremsat, side 5.
Formålet med den foreslåede § 121 er, at der efter barnets lov fastsættes regler om, hvornår
opretholdelse af døgnophold efter den foreslåede § 120 skal ophøre. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1.- 3.14.3.
Til § 122
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, når en ung med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse, som modtager hjælp efter denne lov, fylder 16 år, skal påbegynde forberedelsen af
overgangen til voksenlivet. Det samme gælder for unge, hvis forældremyndighedsindehavere
modtager hjælp efter denne lov alene med afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte fysiske
eller psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, når en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte
efter denne lov, fylder 16 år, skal påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet.
680
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0681.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 19 a, stk. 1, 1.
pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19 a, stk. 1, 1. pkt., vil
kommunalbestyrelsen blive pålagt en forpligtelse til at igangsætte forberedelsen af overgangen til
voksenlivet, når den unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter barnets lov fylder 16 år,
uanset hvilke bestemmelser i barnets lov, støtten gives efter, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17
som fremsat, side 4.
Bestemmelsen vil omfatte unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter barnets lov.
Det bemærkes, at den foreslåede forpligtelse til at igangsætte forberedelsen af overgangen til
voksenlivet, når den unge fylder 16 år, i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i
serviceloven, vil have til formål at lovfæste de processkridt, kommunalbestyrelsen skal tage i
forbindelse med forberedelsen af den unges overgang til voksentilværelsen, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 17 som fremsat, side 4.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære en selvstændig klageadgang, idet sådanne
processkridt ikke vil blive betragtet som egentlige afgørelser. Kommunalbestyrelsens generelle
forpligtelse til at efterleve lovgivningen og sikre en rettidig sagsbehandling vil dog også gælde den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslåede krav i stk. 1 om, at kommunalbestyrelsen vil skulle påbegynde forberedelsen, når
den unge fylder 16 år, vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i serviceloven,
indebære, at kommunen vil skulle påbegynde forberedelsen så hurtigt som muligt efter den unges
16 års fødselsdag, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6. Forberedelsen vil
skulle ses i sammenhæng med og bygge videre på de tidligere indsatser over for den unge og
familien, herunder de eventuelle langsigtet forberedende og forebyggende forløb, som måtte være
iværksat allerede i de tidlige barneår.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at stk. 1 finder anvendelse for unge, hvis
forældremyndighedsindehavere modtager støtte efter denne lov alene med afsæt i den unges
betydelige og varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller
langvarige lidelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 19 a, stk. 1, 2.
pkt., i serviceloven.
Den foreslåede § 122, stk. 1, vil ud over, at omfatte en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte
681
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0682.png
efter denne lov, fylder 16 år, ligeledes omfatte unge, hvis forældre modtager støtte efter barnets lov
alene med afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
En del af de foreslåede bestemmelser i barnets lov, som skal sikre den nødvendige indsats og støtte
til børn og unge under 18 år med betydelig og varig funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse,
vil ikke blive givet til barnet eller den unge selv, men til forældremyndighedsindehaverne.
Det vil gælde indsatser til dækning af nødvendige merudgifter efter den foreslåede § 86 og indsatser
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter den foreslåede § 87 I nogle familier kan der være tale om,
at der ikke gives støtte direkte til barnet eller den unge under 18 år, men at der udelukkende gives
støtte til forældremyndighedsindehaverne, selv om støtten alene har afsæt i den unges betydelige og
varige funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt., vil den foreslåede §
122, stk. 2, sikre, at unge fra sådanne familier også bliver en del af målgruppen for den foreslåede
bestemmelse, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6.
Formålet med den foreslåede § 122 er at fastsætte regler om de processkridt, kommunalbestyrelsen
skal tage i forbindelse med forberedelsen af den unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, eller unge, hvis
forældremyndighedsindehaveren modtager støtte efter barnets lov med afsæt i den unges betydelige
og varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige
lidelse, fylder 16 år og dennes overgang til voksentilværelsen. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte
sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. - 3.14.3.
Til § 123
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, 3. og sidste pkt., i serviceloven, at forberedelsen af overgangen til
voksenlivet skal være tværgående og helhedsorienteret og skal foregå i dialog med den unge og
dennes forældre. Forberedelsen skal ikke være mere omfattende, end formålet i det enkelte tilfælde
tilsiger.
Det fremgår videre af § 19 a, stk. 2, i serviceloven, at i forberedelsen, jf. § 19 a, stk. 1, skal indgå
overvejelser om følgende forhold vedrørende den unge; behov for hjælp og støtte som følge af
funktionsnedsættelsen eller lidelsen, uddannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag,
boligforhold, sociale forhold og øvrige relevante forhold.
682
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0683.png
Det fremgår videre af § 19 a, stk. 3, i serviceloven, at forberedelsen af overgangen, jf. § 19 a, stk. 1
og 2, skal være afsluttet, således at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om den fremtidige
hjælp og støtte, og således at denne kan iværksættes, umiddelbart efter at den unge er fyldt 18 år.
Det foreslås med
stk. 1,
at forberedelsen efter § 122 skal være tværgående og helhedsorienteret og
skal foregå i dialog med den unge og dennes forældre. Forberedelsen skal ikke være mere
omfattende, end formålet i det enkelte tilfælde tilsiger.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 19 a, stk. 1, 3. og
sidste pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19 a, stk. 1, 3. pkt., vil den foreslåede stk.
1, sikre, at forberedelsen til overgangen til voksenlivet, jf. § 122 vil være tværgående og
helhedsorienteret, og at forberedelsen vil ske i dialog med den unge selv og vedkommendes
forældre, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6. At forberedelsen vil skulle
være tværgående og helhedsorienteret, vil sikre kommunalbestyrelsens forpligtelse at få alle
relevante forhold afdækket og vurderet i den enkelte sag.
Formålet med det foreslåede krav om, at forberedelsen vil skulle foregå i dialog med den unge og
dennes forældre, er i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i serviceloven at sikre,
at både den unge og forældrene bliver inddraget og hørt i forbindelse med forberedelsen af den
unges overgang til voksenlivet, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 7.
Med den foreslåede bestemmelse vil forberedelsen ikke skulle være mere omfattende, end formålet
i det enkelte tilfælde tilsiger.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i serviceloven vil omfanget af forberedelsen
skulle afspejle den enkelte unges ressourcer og behov og tage afsæt i en konkret og individuel
vurdering af disse, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 7. Endvidere må
forberedelsen, herunder dialogen med den unge og forældrene, ikke kunne begrunde en udsættelse
af et øjeblikkeligt behov for ændring af de allerede igangværende indsatser.
Den foreslåede forpligtelse til dialog efter det foreslåede stk. 1 vil indebære, at
kommunalbestyrelsen kort efter den unges 16 års fødselsdag vil skulle kontakte den unge og dennes
forældre med henblik på at påbegynde forberedelsen, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som
fremsat, side 7.
Forpligtelsen til at igangsætte forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16
år, vil kunne imødekommes via udfærdigelse af en ungeplan efter den foreslåede § 108.
Unge under 25 år er omfattet af lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1659 af 11. august 2021. For unge med betydelig og varig
683
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0684.png
funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse vil forpligtelsen til at igangsætte forberedelsen af
overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16 år, helt eller delvist kunne imødekommes via
iværksættelse af initiativer i regi af den sammenhængende ungeindsats.
Det foreslås med
stk. 2,
at i forberedelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 123, stk. 1, skal indgå
overvejelser om følgende forhold vedrørende den unge; behov for indsats og støtte som følge af
funktionsnedsættelsen eller lidelsen, uddannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag,
boligforhold, sociale forhold og øvrige relevante forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 19 a, stk. 2, i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19 a, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen
skulle indgå i dialog med den unge og forældrene om overvejelserne om overgangen, herunder
overvejelserne om de konkrete temaer; den unges behov for indsats og støtte som følge af
funktionsnedsættelsen eller den indgribende lidelse, uddannelse, beskæftigelse og
forsørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og øvrige relevante forhold, jf.
Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 7.
Øvrige relevante forhold vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 2, i serviceloven
eksempelvis kunne dreje sig om den unges netværk og relationer, fritidsliv og sundhedsmæssige
forhold, som har betydning for den unges overgang til voksenlivet. Det vil i den forbindelse
eksempelvis være relevant at overveje faktorer, der kan øge den enkelte unges oplevelse af
livskvalitet og trivsel, herunder muligheden for at understøtte den unges vaner, interesser og
netværk.
I det omfang det er relevant for den enkelte unge, vil det for eksempel kunne overvejes at give eller
henvise til støtte til at skabe eller fastholde sociale relationer og venskaber eller deltage i
fritidsaktiviteter. Det vil endvidere kunne overvejes, om det vil være relevant at give eller henvise
til sundhedsmæssig vejledning, herunder vejledning om kost, motion eller seksualitet.
Herudover bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med forberedelsen tilbyde en drøftelse med den
unge og forældrene om forældrenes eventuelle fremtidige rolle i den unges dialog med
myndighederne. I denne sammenhæng vil det i overensstemmelse med forarbejderne være relevant
at orientere den unge og forældrene om reglerne vedrørende værgemål, fuldmagt og bisidder-rollen
eller andre forhold, der findes relevante i det konkrete tilfælde.
Omfanget og tilrettelæggelsen af dialogen vil bero på de konkrete forhold samt på den unges og
dennes families formåen/overskud til inddragelse og den unges og forældrenes egne ønsker om
inddragelse. I dialogen bør kommunalbestyrelsen blandt andet være opmærksom på vigtigheden af,
at den unge selv bliver inddraget og hørt. Dette vil ikke mindst være væsentligt i familier, hvor der
684
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0685.png
kan være uoverensstemmelse mellem forældrenes og den unges egne ønsker og vurderinger i
forhold til den unges fremtid.
Idet overvejelserne omfatter forhold, som er reguleret efter forskellig lovgivning, vil der for den
enkelte kommunalbestyrelse kunne være behov for, at forberedelsen varetages på tværs af
kommunens forvaltninger og med inddragelse af personale med forskellige ekspertiseområder,
kompetencer og fagligheder. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen forholder sig til og eventuelt
fastsætter nærmere interne retningslinjer og processer for tilrettelæggelsen på baggrund af
forvaltningernes indretning.
De konkrete forhold, som er oplistet i det foreslåede stk. 2, vil altid skulle overvejes i forbindelse
med forberedelsen.
Forpligtelsen til at igangsætte forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16
år, vil kunne imødekommes via udfærdigelse af en ungeplan efter den foreslåede § 108. I givet fald
vil det i overensstemmelse med forarbejderne være væsentligt, at kommunalbestyrelsen ved
udfærdigelse af ungeplanen har overvejet alle relevante forhold i forbindelse med den unges
overgang til voksenlivet i overensstemmelse med retningslinjerne i det foreslåede stk. 2.
Det foreslås med
stk. 3,
at forberedelsen af overgangen, jf. stk. 1 og 2, skal være afsluttet, således at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om den fremtidige indsats og støtte, og således at denne
kan iværksættes, umiddelbart efter at den unge er fyldt 18 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 19 a, stk. 3, i
serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen blive pålagt at påse, at forberedelsen
afsluttes i så god tid, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om den fremtidige indsats
og støtte, og således at denne vil kunne iværksættes umiddelbart efter den unge er fyldt 18 år.
Formålet med dette krav er i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 3, i serviceloven at
sikre en grundig og rettidig sagsbehandling som opfølgning på den forberedelse af overgangen til
voksenlivet, som er iværksat i forbindelse med den unges 16 års fødselsdag, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6. Ved at sikre dette kan kommunalbestyrelsen forebygge, at
den unge kommer til at stå uden støtte i en periode i forbindelse med overgangen til voksenlivet.
Den konkrete vurdering af, hvordan dette sikres i forhold til den enkelte unge, vil dog i
overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 3, i serviceloven kunne variere fra sag til sag,
blandt andet afhængigt af hvilken indsats og støtte der konkret skal træffes afgørelse om og
iværksættes for den enkelte, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 8.
685
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0686.png
Eksempelvis bør kommunalbestyrelsen typisk kunne træffe afgørelse om indsats og støtte i
voksenlivet straks efter den unge er fyldt 18 år i de sager, hvor den unges hjælpebehov er enkelt og
entydigt, eksempelvis fordi den unge alene har behov for fortsat at have adgang til et bestemt
hjælpemiddel i voksenlivet, mens sagsbehandlingstiden må forventes at kunne være lidt længere i
sager, hvor den unges behov er meget sammensatte og komplekse, og der derfor vil være behov for
tilkendelse af indsatser og støtte efter en række forskellige bestemmelser i serviceloven og/eller
anden lovgivning.
Vurderingen af, om der vil kunne træffes afgørelse om indsatser og støtte ind i voksenlivet straks
efter den unge er fyldt 18 år, vil skulle tage afsæt i dialogen med den unge og forældrene samt i de
overvejelser og vurderinger, som kommunalbestyrelsen har gennemført i forbindelse med den
tværgående og helhedsorienterede forberedelse af overgangen. Den foreslåede forpligtelse til at
sikre, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse, umiddelbart efter den unge er fyldt 18 år,
indebærer dog i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 3, også, at sagsbehandlingen
efter serviceloven og/eller anden lovgivning aldrig må tage længere tid, end det er nødvendigt for at
sikre en korrekt afgørelse i den enkelte unges sag.
Formålet med den foreslåede § 123 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om
selve forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, herunder at
forberedelsen skal foregå i dialog med den unge og dennes forældre, hvilke overvejelser der skal
indgå, og hvornår den skal være afsluttet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og
opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.1. – 3.14.3.
Til § 124
Det fremgår af § 50 a i serviceloven, at kommunerne i hver region skal oprette et børnehus, som
skal anvendes til undersøgelse af et barns eller en ungs forhold, når barnet eller den unge har været
udsat for eller ved mistanke om overgreb. Det fremgår videre, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om børnehusene. Bestemmelsen foreslås videreført i barnets lov med
redaktionelle ændringer.
Det foreslås derfor med bestemmelsen i
§ 124,
at kommunalbestyrelserne i regionerne skal oprette
et børnehus i hver region til udredning af et barns eller en ungs forhold, når barnet har været udsat
for overgreb, eller ved mistanke herom. Det foreslås videre i
stk. 2,
at social- og ældreministeren
kan fastsætte nærmere regler om børnehusenes indretning, drift, finansiering og opgaver m.v.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der forsat skal være fysiske børnehuse i hver region.
Såfremt geografiske forhold m.v. tilsiger det, kan der til et børnehus tilknyttes en eller flere
686
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0687.png
matrikler. Der er i dag oprettet to matrikler i tre regioner: Region Midtjylland, Region Syddanmark
og Region Hovedstaden, med henblik på at sikre let tilgængelighed for børnene og de unge og deres
familier.
Bestemmelsen indebærer videre, at kommunalbestyrelserne i hver region skal aftale nærmere herom
kommunalbestyrelserne i forbindelse med aftalen om drift af børnehusene kan aftales, hvordan
samarbejdet i børnehuset skal organiseres, og hvordan børnehuset skal samarbejde med de
involverede kommuner og de involverede samarbejdspartnere, navnlig politiet og sundhedsvæsenet
i regionen. Disse samarbejdspartner bør inddrages ved udarbejdelsen af aftalerne om børnehuset.
Lovforslagets § 124 indebærer, at den kommunale myndighedssagsbehandler fra barnets eller den
unges handlekommune vil kunne få rådgivning, vejledning og bistand til løsningen af den konkrete
sag og herunder i forhold til familiens situation af det faste personale i børnehuset. Den kommune,
som driver et børnehus, er ansættelsesmyndighed for det faste personale i børnehuset.
Personalet i børnehuset inddrager øvrige relevante fagpersoner som eksempelvis politi og
sundhedsvæsen efter behovet i den konkrete sag og sørger for, at myndighedernes udredninger og
undersøgelser m.v. koordineres, så forløbet i børnehuset tilrettelægges efter barnets eller den unges
behov og så skånsomt som muligt for barnet eller den unge. I tilfælde hvor barnet eller den unge har
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan der inddrages fagpersoner med særlig ekspertise på
dette område. De involverede myndigheder og fagpersoner samarbejder om hjælpen til barnet eller
den unge og har mulighed for at dele oplysninger fra udredninger, undersøgelser og samtaler m.v.,
således at barnet eller den unge ikke skal fortælle hændelsesforløb m.v. gentagne gange, jf. også
bemærkningerne til § 126.
Børnehuset skal dermed udgøre den fysisk ramme for samarbejdet mellem kommuner,
sygehusvæsen og politi. Medarbejderne i børnehuset samarbejder således med en række faste
eksterne samarbejdsparter, som inddrages efter behov i de konkrete sager. Det vil som oftest være
den kommunale myndighedsrådgiver, politi, pædiater og/eller retsmediciner.
Politiet deltager i den tværsektorielle koordinering af sagerne og anvender derudover børnehusene
til afhøringer og videoafhøringer af barnet til brug i en politimæssig efterforskning. Hvis politiet
vurderer, at der er grundlag for det, rekvireres desuden en retsmedicinsk undersøgelse til brug i den
politimæssige efterforskning.
Det sundhedsfaglige personale, i form af en pædiater eller socialpædiater, deltager i den
tværsektorielle koordinering af sagerne og foretager den indledende sundhedsfaglige udredning og
vurdering af behov for eventuel sundhedsfaglig viderevisitation.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1-3.16.3
Til § 125
687
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0688.png
Det fremgår af § 50 b i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal anvende børnehuset i regionen,
til brug for den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i sager, hvor et barn eller en ung har været
udsat for overgreb, eller når der er mistanke om overgreb.
Bestemmelsen foreslås videreført i barnets lov med enkelte redaktionelle ændringer.
Det foreslås derfor med bestemmelsen i
§ 125,
at når et barn eller en ung har været udsat for
overgreb, eller når der er mistanke herom, skal kommunalbestyrelsen til brug for børneudredningen
efter lovens § 20, benytte det børnehus, kommunen er tilknyttet efter reglerne i § 124.
Den foreslåede bestemmelse i § 125, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal foretage en udredning
af barnets eller den unges forhold ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, med
henblik på afklaring af barnets eller den unges behov for særlig støtte. Udredningen foretages som
del af børneudredningen efter § 20 i barnets lov.
Målgruppen for børnehuse er børn og unge til og med 17 år, der har været udsat for overgreb, eller
hvor der er mistanke herom, samt deres nærmeste omsorgspersoner. I børnehusene håndteres som
udgangspunkt sager, hvor overgrebet har en sådan karakter, at der er behov for et samarbejde
mellem kommune, politi og sundhedsvæsen. Det vil som udgangspunkt være sager, hvor der er
mistanke om strafbare forhold, og hvor der derfor er behov for en tværsektoriel indsats i sagen. Det
beror på en konkret vurdering, hvorvidt der i tilfælde af overgreb på et barn eller en ung eller
mistanke herom skal iværksættes en børneudredning efter lovens § 20. Hvis det er
kommunalbestyrelsens vurdering, at der skal iværksættes en børneudredning, skal
kommunalbestyrelsen i disse tilfælde benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124.
Eksempelvis vil sager om vold i nattelivet mellem to jævnaldrende således som udgangspunkt ikke
være omfattet af målgruppen for anvendelse af børnehuset. Det er underordnet, om overgrebet mod
barnet netop er sket, eller om overgrebet er begået tilbage i tiden.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov for at benytte et børnehus til udredning af
barnets eller den unges forhold, bør kommunalbestyrelsen forinden kontakte børnehuset med
henblik på at advisere om den forestående sag samt modtage rådgivning og vejledning i forhold til
den indledningsvise håndtering af sagen ud fra det enkelte barns eller den enkelte unges og
familiens konkrete situation. Vejledningen kan eksempelvis omhandle spørgsmål i forhold til, om
forældrene bør følge med barnet eller den unge i børnehuset, og om barnet eller den unge har behov
for akutte indsatser efter barnets lov. Det gælder særligt i tilfælde, hvor overgrebet er begået af
forældre eller en omsorgsperson, hvor det kan være nødvendigt at foretage en akut anbringelse af
barnet eller den unge.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det i en konkret sag er relevant at lade barnet eller den
unge blive udredt i børnehuset, eksempelvis fordi der er tale om en yderst vag mistanke, kan
kommunalbestyrelsen kontakte børnehuset med henblik på at vurdere sagen sammen med
688
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0689.png
børnehusets faste personale og modtage rådgivning og vejledning fra personalet i forhold til, om
barnet eller den unge bør udredes og undersøges i børnehuset.
I børnehuset foretages de nødvendige udredninger af barnets eller den unges forhold med henblik på
at afdække barnets eller den unges behov for indsatser efter barnets lov. Da udredning og
undersøgelse m.v. i børnehuset alene fokuserer på de forhold hos barnet eller den unge, der er
relateret til overgrebet eller mistanken om overgrebet, er det fortsat påkrævet at foretage en samlet
børneudredning. Børneudredningen gennemføres da i sammenhæng med forløbet i børnehuset.
Oplysninger om barnets eller den unges forhold, der fremkommer under udredning eller
undersøgelser i børnehuset, inddrages i den samlede vurdering af barnets eller den unges behov for
støtte.
Udredning i børnehuset er et led i den samlede børneudredning efter § 20 af barnet eller den unge.
Reglerne om gennemførelse af børneudredninger efter § 20 i barnets lov finder således også
anvendelse på udredninger, der af de sociale myndigheder foretages i et børnehus.
Der vil være tilfælde, hvor et barn eller en ung udredes i et børnehus på baggrund af en mistanke,
og hvor mistanken aldrig bliver be- eller afkræftet, og hvor politiet eksempelvis lukker straffesagen.
I disse tilfælde kan barnet eller den unge fortsat have behov for støtte efter barnets lov, og det er
derfor vigtigt, at den udredningen af barnets eller den unges forhold fortsættes, så der kan træffes de
fornødne afgørelser om behovet for indsatser over for barnet eller den unge.
Der kan endvidere være tilfælde, hvor viden eller mistanke om overgreb mod et barn eller en ung
først fremkommer nogen tid efter, at der er truffet afgørelse om en indsats over for barnet eller den
unge. Det gælder eksempelvis i situationer, hvor barnet eller den unge er blevet anbragt og først
efterfølgende beretter om overgreb. I disse tilfælde skal barnet eller den unge ligeledes henvises til
en indsats i et børnehus. I sådanne sager vil der allerede foreligge en børneudredning efter § 20 samt
en barnets plan eller ungeplan efter § 91 eller § 108. Imidlertid vil viden eller mistanke om overgreb
udgøre nye oplysninger i sagen, hvorfor det kan være nødvendigt at udrede disse forhold
sideløbende med indsatsen i børnehuset med henblik på at revurdere barnets samlede behov for
indsatser.
Indsatsen i børnehuset er tilendebragt, når de involverede myndigheder har foretaget de nødvendige
udredninger og undersøgelser m.v. samt når barnets eller den unges behov for støtte foranlediget af
overgrebet er afdækket. Den nødvendige støtte til barnet eller den unge gives efter bestemmelserne i
barnets lov herom. Det er barnets eller den unges handlekommune, der har kompetence til at træffe
afgørelse om foranstaltninger på baggrund af den udredning af barnets eller den unges forhold, der
er fortaget i børnehuset. Kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune bevarer således
myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset.
En myndighedssagsbehandler fra barnets eller den unges handlekommune skal følge barnet eller
den unge i børnehuset og deltage i forløbet heri. I løsningen af den konkrete sag indgår
689
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0690.png
sagsbehandleren i praksis som en del af børnehusteamet. Ved gennemførelse af udredninger, som
ikke henhører under andre myndigheder, har sagsbehandleren fortsat ansvar for at foretage de
nødvendige vurderinger og beslutninger under vejledning, rådgivning og bistand fra personalet i
børnehuset. Myndighedssagsbehandleren kan vælge at lade sig bistå af børnehusets personale i
gennemførelsen af konkrete sagsskridt. Det kan eksempelvis være hensigtsmæssigt i forhold til
gennemførelse af samtaler med barnet eller den unge, hvis sagsbehandleren finder det vanskeligt at
tale med barnet eller den unge om selve overgrebet eller forhold der relaterer sig hertil.
Myndighedssagsbehandleren bevarer dog sit myndighedsansvar og skal derfor altid forestå de
konkrete sagsskridt, således at sagsbehandleren efterfølgende selvstændigt kan vurdere barnets eller
den unges behov for støtte.
Undersøgelse i et børnehus er ikke en indsats eller et tilbud i barnets lovs forstand, og derfor er
kommunernes anvendelse af børnehuset ikke omfattet af det grundlæggende princip i barnets lov
om, at tilbud finansieres ved takstbetaling af de visiterende kommuner. Den foreslåede § 195 om
takster finder således ikke anvendelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1-3.16.3
Til § 126
Det fremgår af § 50 c i serviceloven, at de myndigheder, der inddrages under behandlingen af sag,
hvor et børnehus benyttes, kan udveksle oplysninger i den konkrete sag. Bestemmelsen omfatter
fagpersoner og myndigheder, der er involveret i en sag, hvor et børnehus benyttes, herunder den
kommunale myndighedssagsbehandler fra barnets eller den unges handlekommune, politiet og
sundhedsmyndigheder i form af lægefagligt personale, sygeplejersker m.v. Endvidere omfatter
bestemmelsen det faste personale i børnehuset.
Bestemmelsen foreslås videreført uændret i barnets lov.
Det foreslås derfor med bestemmelsen i
§ 126,
at personalet i børnehuset, politiet og
anklagemyndigheden og sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale
myndigheder, der løser opgaver inden for området udsatte børn og unge under behandlingen af en
sag i børnehuset indbyrdes kan udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets
eller den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for
nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling.
Bestemmelsen medfører, at oplysningerne i en konkret sag kan udveksles op til, at et barn eller en
ung undersøges i børnehuset, under forløbet i børnehuset og efter forløbet i børnehuset, når
udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling.
Derudover kan der i den konkrete sag foretages udveksling af oplysninger som led i
erfaringsudveksling og etablering af fælles vidensgrundlag myndighederne imellem.
690
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0691.png
De oplysninger, der efter bestemmelsen må udveksles, omfatter oplysninger om rent private forhold
vedrørende barnets eller den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, herunder
oplysninger om helbredsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer. Derudover kan der ske
udveksling af oplysninger om barnets eller den unges tilstand som eksempelvis barnets eller den
unges fortælling om hændelsesforløb, psykiske traumer, fysiske skader m.v. Endvidere kan der ske
udveksling af oplysninger i forhold til, hvilke undersøgelser og sagsskridt, de involverede
myndigheder og fagpersoner vurderer, er nødvendige i den konkrete sag, således at myndighedernes
indsatser kan koordineres, og der kan samarbejdes om indsatsen over for barnet eller den unge.
Oplysninger, det kan være relevant at udveksle, kan eksempelvis være oplysninger fra
videoafhøring af barnet eller den unge. Her kan der være behov for, at politiet videregiver barnets
eller den unges oplevelse af hændelsesforløbet til eksempelvis børnehusets faste personale, der yder
krisestøtte og psykologbehandling til barnet eller den unge. Der kan ligeledes være behov for, at
oplysninger om resultater af undersøgelser og behandlinger foretaget i sundhedsvæsenet videregives
til de øvrige involverede fagpersoner.
Derudover kan børnehusets faste personale i forbindelse med, at der ydes krisestøtte og
psykologbehandling til barnet eller den unge få beretninger fra barnet eller den unge, indsigt i
traumer m.v., som er relevante at videregive til øvrige fagpersoner, der er involveret i sagen.
Muligheden for at udveksle oplysninger kan benyttes af hensyn til barnet eller den unge med
henblik på at beskytte barnet eller den unge og yde en skånsom indsats, der belaster barnet eller den
unge mindst muligt. Det er herunder vigtigt, at barnet eller den unge skånes fra gentagne gange at
skulle videregive de relevante oplysninger. Muligheden kan endvidere benyttes af hensyn til
fyldestgørende at afdække barnets eller den unges situation og behov med henblik på at kunne yde
barnet eller den unge en hjælp og støtte, der imødekommer barnets eller den unges behov.
Hjemlen kan således benyttes til, at fagpersoner og myndigheder, der er involveret i en konkret sag i
et børnehus, kan opbygge et fælles vidensgrundlag i sagen, og dermed kan samarbejde og
koordinere sine indsatser hensigtsmæssigt med henblik på, at barnet eller den unge kan få afdækket
sine behov og modtage en højt kvalificeret og helhedsorienteret indsats og støtte.
Bestemmelsen i den foreslåede § 126 c giver børnehuset og de involverede myndigheder mulighed
for at udveksle private oplysninger også i de tilfælde, hvor det ikke vurderes muligt eller
hensigtsmæssigt at opnå samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt
15 år.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en fravigelse af forvaltningslovens og sundhedslovens
regler om tavshedspligt samt af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen
om behandling af personoplysninger, idet der efter bestemmelsen kan videregives følsomme
personoplysninger, herunder sundhedsoplysninger, uden den pågældendes samtykke.
691
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0692.png
De oplysninger, der kan udveksles, kan være oplysninger om helt private forhold, herunder
strafbare forhold hos barnet eller barnets familie, sociale problemer, sundhedsoplysninger og
herunder oplysninger om fysiske eller psykiske traumer mv.
Den foreslåede § 126 medfører således, at databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-10, og
databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10, ikke regulerer videregivelse af oplysninger mellem
fagpersoner og myndigheder og i situationer omfattet af de foreslåede bestemmelse i § 126.
Oplysninger der er omfattet af § 126 kan således videregives uden samtykke fra den registrerede.
De oplysninger, der kan videregives mellem de omtalte fagpersoner og myndigheder kan således
ske til varetagelse af andre formål, end oplysningerne oprindeligt er indsamlet. Videregivelsen af
disse oplysninger kan kun ske, hvis betingelserne i artikel 6, stk. 4, jf. artikel 23, i
databeskyttelsesforordningen er opfyldte. Dette er tilfældet, da videregivelsen af oplysningerne sker
med henblik på at varetage barnets bedste og dermed beskyttelsen af barnets rettigheder og
frihedsrettigheder.
Den foreslåede bestemmelse i § 126 medfører ikke indskrænkninger i den registreredes rettigheder
efter kapitel III i forordningen, der bl.a. indeholder regler om den dataansvarliges oplysningspligt
over for den registrerede og den registreredes rettigheder efter artikel 15-23 i
databeskyttelsesforordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1 -3.16.3.
Til § 127
Det fremgår af § 54 a i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge,
der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele
forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen i ungdomssanktionens faser og afholde
møder med den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de
målsætninger, der er fastlagt i handleplanen, jf. § 140.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var
fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten
bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser (ungdomssanktion).
En ungdomssanktion består typisk af tre faser, herunder et indledende ophold i en sikret afdeling
(første fase), et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted (anden fase), og en periode i
ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder (tredje fase).
692
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0693.png
Det fremgår af § 140, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven, at handleplanen, der skal udarbejdes efter § 140,
stk. 1, i serviceloven, i forhold til de problemer, der er afdækket i den børnefaglige undersøgelse
efter servicelovens § 50, skal indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. servicelovens § 46.
Herudover skal handleplanen efter § 140, stk. 2, 4. pkt., for unge, der er fyldt 16 år, opstille
konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og
uddannelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt
en sanktion efter straffelovens § 74 a.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 54 a, 1. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 54 a, vil den unge skulle have tilknyttet
en koordinator i perioden for hele ungdomssanktionen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
6569-6970.
Det overordnede formål med bestemmelsen vil være at styrke indholdet af ungdomssanktionen,
således at unge, der er undergivet en ungdomssanktion, kommer ud af kriminalitet og efterfølgende
kan vende tilbage til et normalt liv. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne
til servicelovens § 54 a, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6566.
Formålet med at tilknytte en koordinator vil være at sikre sammenhæng i de tre faser, og at den
unge har én gennemgående voksen i hele perioden. Dette betyder samtidig, at der er en voksen, som
kender den unge og kan støtte den unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig selv.
Koordinatoren vil så vidt muligt skulle være en, den unge kender i forvejen, og kan f.eks. være en
ansat fra et af de anbringelsessteder, hvor den unge er anbragt, en ansat fra f.eks. skole eller
fritidsaktiviteter, eller en person som kommunen udpeger. Ved valg af koordinator bør der lægges
vægt på, at vedkommende har mulighed for at følge den unge gennem hele ungdomssanktionen.
Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til § 54 a, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 6566.
Det foreslås med
stk. 2,
at koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele forløbet og være den
unges rådgiver, sikre sammenhængen i sanktionens faser og afholde møder med den unge,
forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i
barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorienterede plan, jf. § 110.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 54 a, 2. pkt., i serviceloven, dog med
den ændring, at barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handleplanen. Det præciseres
samtidigt, at målsætningerne ligeledes kan være fastlagt i den helhedsorienterede plan.
693
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0694.png
At den unge vil skulle have tilknyttet en koordinator gennem hele forløbet vil i overensstemmelse
med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 54 a, 2. pkt., i serviceloven betyde, at der vil
skulle være en koordinator udpeget, når kommunen indstiller en ung til en ungdomssanktion, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6569-6970. Koordinatoren vil i overensstemmelse med
forarbejderne både skulle fungere som kontaktperson/personlig rådgiver for den unge, koordinere
indsatsen i de tre faser i sanktionen og sikre, at den unge, forældrene og andre relevante parter
inddrages i udformningen af og ansvarliggøres i forhold til de målsætninger, der vil blive opstillet i
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
For at sikre sammenhængen mellem de tre faser i sanktionen vil det være afgørende, at den unge har
én gennemgående voksen i hele perioden. Dette vil samtidig betyde, at der vil være en voksen, som
kender den unge og kan støtte den unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig selv.
Inddragelsen af den unge, forældrene, sagsbehandler og andre relevante parter vil skulle ske
gennem afholdelse af gennemsnitligt fem netværksmøder i løbet af de to år, som sanktionen skal
vare. Afholdelse af netværksmøder vil specielt være relevant i starten af sanktionen og i forbindelse
med overgangen mellem faserne, hvor repræsentanter fra anbringelsesstederne vil få muligheder for
at samle op på, hvor langt man er nået i forhold til målsætninger for indsatsen i barnets plan,
ungeplanen eller den helhedsorienterede plan og videregive relevante oplysninger fra den ene fase
til den næste fase. Netværksmøderne vil kunne bruges til at følge op på og give input i forhold til
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
Det forudsættes, at den unge under opholdet på anbringelsesstedet i første og anden fase vil blive
støttet af personalet på anbringelsesstedet, hvorfor behovet for, at koordinatoren fungerer som
kontaktperson i disse faser, vil være mindre end i den tredje fase, hvor den unge ikke længere er
anbragt.
For at sikre at koordinatorerne er klar over deres rolle og har forudsætninger for at afholde
netværksmøderne, vil det være hensigten, at de vil skulle deltage i et kortere kursus som
forudsætning for at varetage opgaverne og som led i ansættelsen.
Socialstyrelsen vil skulle forestå uddannelsen samt bistå med rådgivning og vejledning til
koordinatorerne i forbindelse med spørgsmål og problemer.
Selvom den unge vil få tilknyttet en koordinator, som vil skulle fastholde sammenhængen i de tre
faser i sanktionen, vil det fortsat være kommunalbestyrelsen, som vil have ansvaret for at sikre
sammenhængen mellem de tre faser samt ansvaret for at træffe afgørelser i henhold til afviklingen
af ungdomssanktionen og evt. yde støtte via barnets lov. Der bør derfor være en tæt kontakt og
samarbejde mellem den unges sagsbehandler og koordinator.
Formålet med § 127 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at der
skal tilknyttes en koordinator til en ung, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Det skal
også fastsættes, hvor længe koordinatoren skal være tilknyttet og hvad dennes opgaver er. Der er
694
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0695.png
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås bestemmelsen ændret således, at barnets plan og ungeplanen træder i stedet for
handleplanen, og ligeledes præciseres det, at den unge kan have udarbejdet en helhedsorienteret
plan. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets §§ 91-92. Endvidere
foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1 – 3.17.3.
Til § 128
Det fremgår af § 140, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en
handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. servicelovens §§ 52, 76 og 76 a.
Det fremgår af § 140, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven, at handleplanen, der skal udarbejdes efter § 140,
stk. 1, i serviceloven, i forhold til de problemer, der er afdækket i den børnefaglige undersøgelse
efter servicelovens § 50, skal indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. servicelovens § 46.
Herudover skal handleplanen efter § 140, stk. 2, 4. pkt., for unge, der er fyldt 16 år, opstille
konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og
uddannelse.
Det fremgår af § 140, stk. 4, i serviceloven, at for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest
ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var
fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten
bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser (ungdomssanktion).
En ungdomssanktion består typisk af tre faser, herunder et indledende ophold i en sikret afdeling
(første fase), et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted (anden fase) og en periode i
ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder (tredje fase).
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 128,
at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en barnets plan, jf.
§ 91, eller en ungeplan, jf. § 108, for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a.
Barnets plan eller ungeplanen skal indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt
og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 140, stk. 4, i
serviceloven, idet barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handleplanen. Der henvises i denne
forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets §§ 91, 92, 108 og 109.
695
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0696.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 140, stk. 4, vil barnets plan eller
ungeplanen for unge, der er idømt en ungdomssanktion, som omfatter et to årigt struktureret
socialpædagogisk behandlingsforløb, skulle indeholde en konkret plan for, hvordan den unge i løbet
af ungdomssanktionen og senest ved afslutningen af den tredje fase kommer i gang med en
uddannelse eller i beskæftigelse, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6572.
Barnets plan eller ungeplanen vil tillige i overensstemmelse med forarbejderne til § 140, stk. 4, i
serviceloven skulle opstille mål og delmål for, hvordan disse mål nås. Kravet om at barnets plan
eller ungeplanen for unge, der er idømt en ungdomssanktion, vil skulle forholde sig til uddannelse
og beskæftigelse, vil ikke erstatte kravene til barnets plan, jf. §§ 91-92 eller ungeplanen jf. §§ 108-
109, men vil supplere disse.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 140, stk. 4, i serviceloven af barnets plan eller
ungeplanen skulle fremgå, hvordan man i de enkelte faser arbejder hen mod at forbedre den unges
faglige og praktiske forudsætninger, således at den unge kan forbedre sine grundlæggende faglige
og sproglige færdigheder, forberede sig på eller gå i gang med en ungdomsuddannelse eller komme
i beskæftigelse.
Det følger af lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at kommunalbestyrelsen skal vejlede
unge under 25 år om valg af ungdomsuddannelse og erhverv. Ud over at vejledningen skal gives til
elever i folkeskolens 7.-9. klasse og til elever, der følger folkeskolens 10. klasse, skal vejledningen
gives til unge under 25 år med bopæl eller længerevarende ophold i kommunen, når de pågældende
hverken er i fuldtidsbeskæftigelse eller i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en
videregående uddannelse, efter af de har forladt grundskolen, 10. klasse eller forberedende
grunduddannelse.
Andre unge under 25 år skal have vejledning, hvis de henvender sig herom. Endvidere kan
kommunalbestyrelsen efter anmodning fra jobcentret yde vejledning til unge under 30 år, der har
fået uddannelsespålæg, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Den vejledning, der skal gives efter grundskolen og 10. klasse omfatter gruppevejledning og
individuel vejledning samt bistand til at løse praktiske problemer i forbindelse med den unges
bestræbelser på at begynde på en uddannelse eller komme i beskæftigelse. Hvis det ikke er muligt
for kommunalbestyrelsen (den kommunale ungeindsats) at komme i kontakt med den unge
skriftligt, elektronisk eller telefonisk, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der rettes personlig
henvendelse til den unge.
Formålet med § 128 er, at det også efter barnets lov fastsættes, at ungeplanen skal indeholde en
konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt kommer i beskæftigelse eller i uddannelse. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås det, at barnets plan og ungeplanen vil træde i stedet for handleplanen. Endvidere
696
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0697.png
foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden. Der henvises i denne
forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets §§ 91, 92, 108 og 109.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1. – 3.17.3.
Til § 129
Det fremgår af § 70, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal vurdering og revision af handleplanen eller den helhedsorienterede plan og indsats
særligt vedrøre, hvordan det sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal
senest i forbindelse med den første vurdering konkretiseres, hvordan de overordnede mål om
uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var
fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten
bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser (ungdomssanktion).
Det foreslås med
stk. 1,
at for unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal
vurdering og revision af barnets plan eller ungeplanen og indsatsen særligt vedrøre, hvordan det
sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 70, stk. 3, 1. pkt., i serviceloven, dog
med den ændring, at barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handleplanen.
I overensstemmelse med forarbejderne vil der ved eventuel vurdering og revision, når det drejer sig
om unge, idømt en ungdomssanktion, skulle tages særligt stilling til målene om uddannelse og
beskæftigelse.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede § 95, stk. 1, løbende skulle følge op på den unges
trivsel og udvikling, når der er iværksat en indsats over for den unge, jf. de foreslåede §§ 32, 46 og
46.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede § 95, stk. 2, skulle følge op første gang, når
afklaringen eller udredningen af barnets behov er afsluttet, eller senest tre måneder efter
iværksættelsen af indsatsen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 91 om barnets plan og § 108 om
ungeplanen.
Tidsfristen på tre måneder er en videreførelse af gældende ret, idet kommunalbestyrelsen allerede i
dag også over for unge, der er idømt en ungdomssanktion, er forpligtet til at følge op senest tre
697
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0698.png
måneder efter, der er iværksat en indsats, hvilket er i overensstemmelse med forarbejderne til
servicelovens § 70, stk. 1, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6570.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede § 95, stk. 4, i forbindelse med den løbende
opfølgning, jf. § 95, stk. 1, skulle vurdere, om indsatsen skal justeres, eller om der er behov for
yderligere afklaring eller udredning af den unges behov jf. de foreslåede §§ 19-22.
Kommunalbestyrelsen vil desuden løbende skulle tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen
og vil løbende skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere ungeplanen, jf. § 108.
Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets §§ 95 og 108.
Det foreslås med
stk. 2,
at det senest i forbindelse med den første vurdering af planen skal
konkretiseres, hvordan de overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af
sanktionen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 70, stk. 3, 2. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 70, stk. 3, 2. pkt., vil det senest i
forbindelse med den vurdering, der foretages inden for de første tre måneder, skulle konkretiseres,
hvordan de overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6570.
Ved denne vurdering af barnets plan, jf. den foreslåede § 91, eller ungeplanen, jf. den foreslåede §
108, og indsats vil kommunen således i overensstemmelse med forarbejderne skulle sikre, at
ungeplanen indeholder konkrete mål for, hvordan der skal arbejdes hen imod, at den unge kommer i
uddannelse eller beskæftigelse. At det vil skulle konkretiseres, hvordan målene om uddannelse og
beskæftigelse nås, vil betyde, at det vil skulle beskrives konkret, hvilke aktiviteter og tiltag der skal
gennemføres for at sikre, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse.
I nogle tilfælde vil barnets plan eller ungeplanen allerede fra starten kunne indeholde en sådan
konkretisering af indsatsen. I de tilfælde, hvor det fra starten kun er muligt at beskrive mere
overordnede mål, vil konkretiseringen i overensstemmelse med forarbejderne til § 70, stk. 3, i
serviceloven således skulle ske senest inden for de første tre måneder.
Vurderingen af indsatsen og barnets plan og/eller ungeplanen vil i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 70, stk. 3, med fordel kunne knyttes sammen med afholdelse af
netværksmøder efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 127, idet netværksmøderne vil
kunne bruges til at følge op på, om de opstillede målsætninger er nået, og om der i den forbindelse
er behov for at justere eller ændre målsætningerne. Ved at bruge netværksmøderne til at vurdere
indsatsen og barnets plan og/eller ungeplanen, vil man samtidig kunne trække på den viden og de
observationer, som anbringelsesstedet har gjort sig i den daglige kontakt med den unge.
698
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0699.png
Formålet med § 129 er således, at det også efter barnets lov fastsættes nærmere, at barnets plan og
ungeplanen vil skulle indeholde, hvordan den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse, og
hvornår det senest vil skulle konkretiseres. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås det, at barnets plan og ungeplanen
vil træde i stedet for handleplanen, og der foreslås en opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1 – 3.17.3.
Til § 130
Det fremgår af § 57 c, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, senest 7 dage efter den har
modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået
alvorlig kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante
personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af
behov for iværksættelse af foranstaltninger.
Det fremgår videre af § 57 c, stk. 2, i serviceloven, at modtager kommunalbestyrelsen inden for et
år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. § 57 c, stk. 1, dokumentation fra politiet om mistanke mod
den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet
indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre
foranstaltninger.
Det fremgår af § 57 c, stk. 3, i serviceloven, at bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for
børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsens
stk. 4.
Det fremgår således af § 57 c, stk. 4, i serviceloven, at bestemmelsens stk. 1 og 2 finder anvendelse
i sager, som afvises af Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen skal senest syv dage efter modtagelse af sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter § 57 c, stk. 1, i serviceloven.
Ved indførelsen af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet medførte det, at ansvaret for at
behandle sager om børn og unge omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence blev løftet
væk fra kommunerne og over i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at
Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis nævnet finder, at barnet eller den unge ikke
opfylder betingelserne i lovens § 2, stk. 2. Nævnet afviser endvidere en sag, hvis den unge fylder 18
år senest en måned efter sagens behandling i nævnet.
699
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0700.png
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at loven tillige finder
anvendelse for børn og unge i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast,
lovligt ophold i Danmark, og som er mistænkt for personfarlig kriminalitet eller mistænkt for anden
alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1736 af 26. august 2021 (våbenloven) eller lov om knive og blankvåben m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 27. april 2016 (knivloven), og som samtidig vurderes at være i
særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, senest syv dage efter den har modtaget
dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig
kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer
fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behov for
iværksættelse af indsatser for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 57 c, stk. 1, i serviceloven, dog med
den ændring at foranstaltninger erstattes af indsatser.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle indkalde en ung under
18 år, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante
fagpersoner til et netværkssamråd, senest syv dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget
dokumentation fra politiet om, at den unge under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig
kriminalitet.
Formålet med netværkssamrådet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i
serviceloven være at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og kontrolleret indsats,
med henblik på at forpligte den unge, forældremyndighedsindehaveren, netværket og andre
relevante fagpersoner på en indsats, der skal hjælpe den unge ud af kriminalitet, jf.
Folketingstidende 2013-14, A, L 169 som fremsat, side 12.
Hermed vil forældremyndighedsindehaverens og de relevante fagpersoners ansvar for den unge
blive fastholdt, samtidig med at den unge stilles til ansvar for sine handlinger. Der vil i
overensstemmelse med forarbejderne ikke være tale om juridisk forpligtende aftaler, men om
aftaler, hvor alle involverede parter gensidigt beslutter at ville støtte den unge.
Fristen på syv dage vil have til formål at signalere over for den unge og familien, at der vil blive
reageret hurtigt på kriminaliteten. Mødet vil skulle blive afholdt snarest herefter med henblik på at
sikre, at der hurtigst muligt skabes grundlag for at iværksætte en indsats over for den unge. Dette er
i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169 som fremsat, side
12.
700
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0701.png
Begrebet alvorlig kriminalitet vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c,
stk. 1, omfatte eksempelvis vold, voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og tyveri samt
forsøg på sådanne forbrydelser.
Unge, der er idømt ungdomssanktion, som følge af at de har begået grovere personfarlig
kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, vil allerede være inde i et fast struktureret forløb, og
de vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven på den baggrund ikke
være en del af målgruppen for netværkssamråd, da netværkssamråd vil være for unge, der blot er
mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet.
Dokumentation fra politiet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i
serviceloven kunne være politiets underretninger til kommunen om børn og unges kriminalitet via
ungelister. Ungelisterne omfatter unge, som politiet er bekymret for af forskellige årsager, men det
vil i denne sammenhæng alene være de unge, som politiet mistænker for at have begået alvorlig
kriminalitet, der er omfattet. Dokumentationen fra politiet vil være et udgangspunkt for aktivt at
inddrage den unge og forældrene i sagen ved at indkalde dem til et netværkssamråd, da
underretningen i sig selv udgør et grundlag for bekymring for den unges udvikling og behov for
særlig støtte. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L
169 som fremsat, side 12.
Med fagpersoner henvises i overensstemmelse med forarbejderne til de relevante fagpersoner, som i
kraft af deres stilling og deres kendskab til den unge vil kunne bidrage til at bakke op om og
kvalificere indsatsen. Det vil bl.a. være afgørende, at der indkaldes en repræsentant fra den unges
skole eller uddannelsessted, da den unges skolegang vil være et væsentligt element i den unges vej
ud af kriminalitet. Herudover vil der kunne indkaldes andre personer, hvis det vurderes
formålstjeneligt.
Selve afholdelsen af netværkssamrådet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1,
ikke forudsætte indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år, og der kan ikke klages herover, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169 som fremsat,
side 12. I praksis vil det dog være centralt, at den unge og familien frivilligt deltager i
netværkssamrådet, fordi de oplever det som en god idé. Et tæt samarbejde vil skulle sikre, at
netværkssamrådet fører til tiltag, som den unge og familien støtter op om og ser som hjælpsomme i
forhold til at få den unge på rette spor.
Der vil således ikke være direkte reaktionsmuligheder i det sociale system, hvis den unge og
familien udebliver fra netværkssamrådet. I sådanne situationer vil kommunen i stedet skulle
vurdere, om der er behov for yderligere indsatser efter barnets lov.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis kommunalbestyrelsen inden for et år efter netværkssamrådets
afholdelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 130, stk. 1, modtager dokumentation fra politiet om
mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen
701
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0702.png
uden fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre
indsatsen for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 57 c, stk. 2, i serviceloven, dog med
den ændring, at foranstaltninger erstattes med indsatser.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kun
skulle afholde netværkssamråd med den unge én gang inden for en kortere periode, uanset om den
unge skulle have begået gentagen alvorlig kriminalitet, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169
som fremsat, side 13.
Hvis den unge igen begår kriminalitet inden for en kortere periode, vil kommunalbestyrelsen i
overensstemmelse med forarbejderne i stedet være forpligtet til at vurdere, om der er behov for at
iværksætte eller ændre indsatsen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 9.
Såfremt det første netværkssamråd medfører, at kommunalbestyrelsen iværksætter indsatser efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 32 og 46, vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at tage stilling
til, om der skal udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108. Hvis
kommunalbestyrelsen inden for et år modtager dokumentation fra politiet om mistanke mod den
unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, vil kommunalbestyrelsen i dette tilfælde skulle
vurdere, om der er behov for at iværksætte andre eller nye indsatser efter de foreslåede § 32 og §
46, og herved vil kommunalbestyrelsen også skulle beslutte at revidere den plan, der allerede er
udarbejdet, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, 2. pkt.
Hvis det første netværkssamråd ikke medfører, at kommunalbestyrelsen iværksætter indsatser efter
de foreslåede §§ 32 og 46, vil kommunalbestyrelsen i forbindelse med forarbejderne til
servicelovens § 57 c, stk. 2, ikke være forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en
barnets plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108, eller en helhedsorienteret plan efter
den foreslåede § 110, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 9.
Det foreslås med
stk. 3,
at de foreslåede bestemmelser i § 130, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse
for børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis
Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter modtagelse af sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse med sproglige ændringer af § 57 c, stk. 3 og 4, i
serviceloven, idet det foreslås at samle stk. 3 og 4 i et stykke og slette stk. 4, 1. pkt.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 3, vil målgruppen for
netværkssamråd i vidt omfang være den samme gruppe, som vil være omfattet af
Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf.
Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som fremsat, side 59.
702
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0703.png
Det foreslås dermed, at de foreslåede § 130, stk. 1 og 2, ikke vil skulle finde anvendelse for børn og
unge, der er omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 3, indebære, at der
ikke vil skulle afholdes netværkssamråd for børn og unge omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets
kompetence.
Ungdomskriminalitetsnævnets behandling af sagen vil træde i stedet for afholdelsen af et
netværkssamråd og kommunalbestyrelsens vurdering af, om der skal iværksættes eller ændres
indsatser, som skal modvirke yderligere kriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 4, 1. pkt., vil udgangspunktet i
den foreslåede § 130, stk. 3, blive fraveget i de situationer, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet
afviser en sag efter § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende
2018-19, A, L 85 som fremsat, side 60. Ungdomskriminalitetsnævnet vil bl.a. afvise en henvist sag,
hvis barnet eller den unge ikke opfylder betingelserne for nævnets behandling af sagen, herunder
f.eks. ikke opfylder kravene til alder eller kriminel adfærd efter § 2 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 4, 2. pkt., vil
kommunalbestyrelsen senest syv dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet, skulle indkalde den unge, den unges
forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante
fagpersoner til et netværkssamråd, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som fremsat, side 60.
Fristen på syv dage vil i overensstemmelse med forarbejderne have til formål at signalere over for
barnet eller den unge, at der reageres hurtigt på mistanke om alvorlig kriminalitet.
Netværkssamrådet vil skulle afholdes snarest efter indkaldelsen, så der hurtigst muligt skabes
grundlag for at iværksætte en indsats for barnet eller den unge.
Formålet med § 130 er, at det også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om netværkssamråd,
herunder hvornår der senest skal indkaldes til et netværkssamråd, hvordan kommunalbestyrelsen
skal forholde sig, hvis kommunalbestyrelsen inden for et år efter afholdelsen af netværkssamrådet,
modtager dokumentation fra politiet om mistanke om ny kriminalitet, og hvorvidt
Ungdomskriminalitetsnævnet har kompetence i stedet for kommunalbestyrelsen. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1 – 3.17.3.
Til § 131
703
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0704.png
Det fremgår af § 57 d, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med løsladelse
skal give unge under 18 år, der har afsonet frihedsstraf eller været varetægtsfængslet eller anbragt i
varetægtssurrogat, et tilbud om udslusning. Tilbuddet om udslusning skal så vidt muligt etableres
inden løsladelsen og have en varighed på mindst seks måneder efter løsladelsen. Tilbuddet skal som
minimum have et omfang svarende til en kontaktperson efter § 52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i form af udpegning
af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med løsladelse skal give unge under
18 år, der har afsonet frihedsstraf eller været varetægtsfængslet eller anbragt i varetægtssurrogat, et
tilbud om udslusning.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 57 d, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, dog
således at det præciseres, at unge der opholder sig på særligt sikrede afdelinger også er omfattet af
bestemmelsen.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen skulle give en ung under 18 år, der har
afsonet en frihedsstraf, været varetægtsfængslet eller anbragt i varetægtssurrogat, i forbindelse med
løsladelse, et tilbud om udslusning. Udslusningen vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57
d, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven kunne være i form af en kontaktperson, en mentor, et gruppeforløb
eller andet, der vil kunne lette den unges overgang til et selvstændigt voksenliv, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, side 13. Udslusningsordningen vil bl.a. kunne støtte og hjælpe
den unge med, hvor det er relevant, at finde bolig, skabe sig en struktureret hverdag, finde
uddannelse eller arbejde, administrere sin økonomi, styrke sit netværk og finde fritidstilbud.
Målgruppen vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, 1. pkt., være unge, der
løslades efter ophold i åbent eller lukket anbringelsessted i socialt regi, arresthus eller fængsel i
forbindelse med varetægtsfængsling, anbringelse i varetægtssurrogat eller afsoning af straf. Det vil
dermed være sikret, at alle unge omfattet af målgruppen vil få et tilbud om udslusning, når de
løslades, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 d, stk. 1, 1. pkt., ikke være en
forudsætning for tilbuddet om udslusning, at kommunen har udarbejdet de foreslåede afdækninger
eller udredninger i §§ 19 og 20 eller en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1.
Allerede mens den unge opholder sig på en sikret døgninstitution, herunder også på en særligt
sikrede afdeling, vil det i overensstemmelse med forarbejderne være vigtigt at sætte fokus på
uddannelse. Unge på sikrede døgninstitutioner er omfattet af undervisningspligten efter
folkeskoleloven, herunder også reglerne om specialundervisning, og vil skulle have tilbudt
skolegang, som er tilpasset deres behov, mens de opholder sig på en sikret døgninstitution.
704
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0705.png
Unge, der opholder sig på særligt sikrede afdelinger, vil således også skulle tilbydes udslusning,
hvilket ikke tidligere har været præciseret.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 d, stk. 1, 1. pkt., vil det med
bestemmelsen blive sikret, at alle unge vil få ret til et tilbud om udslusning, når de løslades, uanset
om de har behov for støttende indsatser eller anbringelse efter reglerne i de foreslåede § 32 og § 46.
Det foreslås med
stk. 2,
at tilbuddet om udslusning så vidt muligt skal etableres inden løsladelsen og
have en varighed på mindst seks måneder efter løsladelsen. Tilbuddet skal som minimum svare til
en kontaktpersonordning efter § 32, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 57 d, stk. 1, 2. og 3.
pkt., i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at tilbuddet om udslusning så vidt muligt vil skulle
etableres inden løsladelsen.
Formålet med at få tilbuddet etableret inden løsladelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne
til § 57 d, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven være at sikre, at de nødvendige sagsbehandlingsskridt og
praktiske forhold er på plads så hurtigt som muligt, så den unge ikke vil stå uden relevant støtte på
tidspunktet for løsladelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14.
I nogle tilfælde vil det være vanskeligt at nå at etablere udslusningen inden løsladelsen, f.eks. i
forbindelse med kortvarige varetægtsfængslinger eller kortvarige anbringelser i varetægtssurrogat.
Det må dog forventes, at det altid vil være muligt at etablere udslusningen før løsladelsen, når der er
tale om løsladelse fra afsoning, længerevarende varetægtsfængslinger eller længerevarende
anbringelser i varetægtssurrogat.
Tilbuddet om udslusning bør i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven
indgå som led i barnets plan eller den ungeplan, kommunerne vil have pligt til at tage stilling til, om
en plan skal udarbejdes efter de foreslåede §§ 9 a og 108, for unge, der har begået voldskriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet samt i de handleplaner, som kommunerne skal koordinere med
kriminalforsorgen jf. bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at
koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at tilbuddet om udslusning vil skulle have en varighed på
mindst seks måneder efter løsladelsen og minimum skulle svare til en kontaktpersonordning.
Formålet hermed vil være at sikre tilstrækkelig tid til at gennemføre en hensigtsmæssig udslusning,
herunder i forhold til at få den unge i uddannelse eller beskæftigelse, og sikre at der vil kunne ydes
vejledning og støtte i forhold til hele den unges livssituation.
705
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0706.png
Forpligtelsen til at tilbyde udslusning vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, i
serviceloven ikke erstatte kommunalbestyrelsens forpligtelse til at afdække eller udrede den unges
støttebehov, jf. de foreslåede §§ 17, 18 og 20, og at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede §
108, stk. 1, hvis det vurderes, at den unge har behov for støtte efter loven. Der vil efter de
almindelige regler skulle iværksættes støttende indsatser efter den foreslåede § 32, hvis
afdækningen eller udredningen og ungeplanen viser, at den unge har behov for støtte efter loven ud
over tilbuddet i forbindelse med udslusningen.
I nogle tilfælde vil det i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven, f.eks.
være relevant at formidle et praktiktilbud efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 4, for at styrke den
unges tilknytning til arbejdsmarkedet, mens det i andre tilfælde vil være relevant at iværksætte
behandling af den unges problemer efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5, med henblik på at sikre
en vedvarende forandring i den unges adfærd og handlemønstre. Det kan f.eks. være i form af
psykologhjælp eller misbrugsbehandling.
Hvis et barn eller en ung, der løslades, har behov for mere omfattende støtte efter barnets lovs regler
og/eller støtte af en anden karakter, vil denne i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk.
1, i serviceloven skulle iværksættes, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat,
side 14. Kommunalbestyrelsen vil herunder skulle være opmærksom på, om barnet eller den unge
har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der indebærer, at den pågældende har ret til
handicapkompenserende ydelser m.v. efter det foreslåede kapitel 8.
Formålet med § 131 er, at det også efter barnets lov fastsættes, at den unge under 18 år efter afsonet
frihedsstraf, varetægtsfængsling eller anbringelse i varetægtssurrogat vil skulle tilbydes udslusning.
Det vil også efter barnets lov skulle fastsættes, hvornår tilbuddet om udslusning skal etableres,
varigheden heraf og omfangets minimum. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås der opdeling i flere stykker med
henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1 – 3.17.3.
Til § 132
I servicelovens kapitel 27 er der fastsat regler om pligt til at underrette kommunen om
kommunernes behandling af underretninger.
Underretningspligten vedrører som udgangspunkt den kommune, hvor
forældremyndighedsindehaver bor, idet det er denne kommune, der har forpligtelsen til at
iværksætte særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Det følger af i § 9 a, stk. 1, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
706
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0707.png
Det fremgår af servicelovens § 152, at hvis en familie med et eller flere børn under 18 år eller
vordende forældre flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder,
at et eller flere børn eller de vordende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets
eventuelle særlige behov for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette
tilflytningskommune. Det er i bestemmelsens stk. 2 fastsat, at fraflytningskommunen i forbindelse
med en mellemkommunal underretning skal oversende nødvendigt sagsmateriale, herunder en
opsummering af relevante vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget i sagen.
Det foreslås i
stk. 1,
at fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen, hvis en familie
med et eller flere børn under 18 år eller kommende forældre flytter fra en kommune til en anden
kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn eller de kommende forældre har
behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov efter fødslen.
Det foreslås i
stk. 2,
at fraflytningskommunen i forbindelse med en underretning efter stk. 1 skal
oversende nødvendigt sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante vurderinger, som
fraflytningskommunen har foretaget i sagen. Det er videre fastsat, at oversendelse af sagsmateriale
kan ske uden samtykke.
Den foreslåede § 132 svarer til de gældende regler i servicelovens § 152, med den sproglige
ændring, at vordende forældre er ændret til kommende forælde. Det er videre som noget nyt
tydeliggjort i § 132, stk. 2, at oversendelse af sagsmateriale kan ske uden samtykke.
Bestemmelsens stk. 1 omfatter familier, der flytter mellem danske kommuner, hvilket som
udgangspunkt medfører, at opholdskommunen, dvs. den kommune, som er forpligtet til at
iværksætte støtte over for familien, skifter.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at tilflytningskommunen for familien eller de kommende
forældre bliver opmærksomme på, at et barn eller en ung eller kommende forældre kan have behov
for særlig støtte, og modtager en relevante oplysninger af fraflytningskommunen, med henblik på at
sikre, at tilflytningskommunen får afdækket forholdene og hurtigst muligt kan iværksætte den
nødvendige indsats over for barnet, den unge, familien eller de kommende forældre.
Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at fraflytningskommunen af egen drift skal fremsende nødvendig
og relevant materialet til tilflytningskommunen. Endvidere stilles der krav om, at der samtidig
hermed skal oversendes en kort opsummering af relevante vurderinger, som fraflytningskommunen
har foretaget i sagen.
Bestemmelsen medfører ikke, at alt sagsmateriale skal oversendes. Fraflytningskommunen skal
alene oversende det, som kommunen vurderer, er relevant og nødvendigt for at
tilflytningskommunen kan foretage en vurdering af familiens eller de vordende forældres behov for
hjælp og støtte.
707
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0708.png
Det kan eksempelvis omfatte oplysninger, som har indgået i en screening eller afdækning efter
reglerne i lovforslagets §§ 18-19, en børneudredning efter lovforslagets § 20, barnets plan eller
ungeplan efter lovforslagets § 91 eller § 108 eller andre vigtige vurderinger. Der kan også være tale
om nylige underretninger om familien. Desuden skal fraflytningskommunen udarbejde en kort
opsummering af de vurderinger, som kommunen har foretaget.
Formålet er, at tilflytningskommunen hurtigt kan danne sig et overblik over fraflytningskommunens
foreløbige vurdering af karakteren af familiens eller de kommende forældres sociale problemer,
således at kommunen får et bedre grundlag for at bedømme, om der kræves akut handling i forhold
til støtte til barnet, den unge, familien eller de vordende forældre.
Det nødvendige og relevante sagsmateriale kan oversendes uden forældrenes samtykke med henblik
på at sikre, at tilflytningskommunen hurtigt kan danne sig et overblik over forholdene i sagen og
kan iværksætte den nødvendige støtte til et udsat barn, en udsat ung eller vordende forældre.
Tilflytningskommunen er ikke forpligtet af de vurderinger, som fraflytningskommunen har
foretaget og oversender, men de skal indgå i sagsoplysningen på linje med andre fagpersoners
vurderinger, som måtte være i kommunens besiddelse.
Den foreslåede adgang til at videregive oplysninger uden samtykke medfører, at
databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-10, og databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10,
ikke regulerer videregivelsen af oplysninger i situationer omfattet af den foreslåede bestemmelse i §
132.
Det bemærkes, at videregivelsen af oplysninger kan resultere i en afgørelse, der er indgribende for
de registrerede, da tilflytningskommunen bl.a. under henvisning til de oplysninger, der fremgår af
det oversendte sagsmateriale, kan træffe afgørelse om indsatser over for barnet eller den unge,
herunder om anbringelse uden for hjemmet. Dette skal dog ses i forhold til, at de oversendte
oplysninger i sagsmaterialet kan indgå som en del af et nødvendigt grundlag for, at der kan træffes
afgørelse til barnets bedste, herunder afgørelser, der kan beskytte barnet eller den unge mod
overgreb, omsorgssvigt m.v. og at barnets bedste dermed kan varetages i overensstemmelse med
FN’s børnekonvention.
Efter artikel 3, stk. 1 og 2, i konventionen skal barnets tarv komme i første række i alle
foranstaltninger vedrørende børn.
Den foreslåede bestemmelse i § 132, medfører ikke indskrænkninger i den registreredes rettigheder
efter kapitel III i forordningen, der bl.a. indeholder regler om den dataansvarliges oplysningspligt
over for den registrerede og den registreredes rettigheder efter artikel 15-23 i
databeskyttelsesforordningen.
708
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0709.png
I forhold til beskrivelse af databeskyttelsesreglerne og adgangen til at videregive oplysninger uden
samtykke henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.-3.16.3.
Til § 133
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 1, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til
eller grund til at antage, 1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, 2) at
et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres
forhold, 3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets
eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten , eller 4) at
et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 2, at skoleledere skal underrette kommunalbestyrelsen, når
en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 3, at, social- og ældreministeren kan fastsætte regler om
underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab
til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være
anledning til foranstaltninger efter serviceloven. Social- og ældreministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt. Bemyndigelsesbestemmelsen er
udmøntet i bekendtgørelse nr. 1651 af 3. august 2021 om underretningspligt over for kommunen
efter lov om social service.
Bestemmelsen foreslås overført uændret bortset fra redaktionelle ændringer, der følger af barnets
lov og indeholder derfor ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås i
stk. 1,
at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentlig hverv, skal underrette
kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund
til at antage, 1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte, 2) at et barn
umiddelbart efter fødslen kan få behov for støtte på grund af de kommende forældres forhold, 3) at
et barn eller en ung kan have behov for støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige
skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller, 4) at et barn eller en ung under
18 år er udsat for vold eller andre overgreb.
Ved »personer, der udøver offentlig tjeneste« forstås personer, som er ansat til at udfylde offentlige
opgaver på vegne af offentlige myndigheder (f.eks. statslige myndigheder, dvs. ministerier,
direktorater, politi og domstole, og kommunale forvaltninger), som udøver deres virksomhed i
henhold til lovregler eller bestemmelser, der er fastsat med hjemmel i lov. Der kan f.eks. være tale
om skolelærere, skoletandlæger eller pædagoger ansat i daginstitutioner eller klubtilbud for børn og
unge.
709
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0710.png
Med »personer, der udøver offentligt hverv« forstås personer, som ikke er ansat til at udfylde
offentlig tjeneste, men som i kraft af deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myndighed, som
medfører visse handlebeføjelser udadtil. Der kan f.eks. være tale om en privatansat læge, der efter
anmodning tilser en beboer på et kvindekrisecenter, eller et kommunalbestyrelsesmedlem, som i
udøvelsen af sit hverv får kendskab til et forhold vedrørende et barn eller en ung, der bør
underrettes om efter denne bestemmelse.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der kræves et kendskab til barnets eller den unges forhold med
sådan sikkerhed, at vedkommende har formodning om, at barnet eller den unge kan have behov for
støtte efter denne lov. Derimod skal der fortsat være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i
barnets eller den unges forhold, som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges
udvikling eller sundhed, der betyder, at barnet eller den unge kan have behov for støtte, herunder
umiddelbart efter fødslen, når en underretning vedrører vordende forældre.
Er der tale om vanskeligheder, der har en karakter, som reglerne i denne lovs kapitel 4 eller 5 tager
sigte på at løse, er der underretningspligt, uanset at den, der underretter, har mulighed for og fortsat
kan benytte de tilbud og midler, som findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at
skolen fortsat kan søge dialog med forældre og tilbyde specialundervisning, uanset at
socialforvaltningen er underrettet om barnets eller den unges problemer.
Der er således ikke underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har
en karakter, som reglerne om støtte efter kapitel 4 eller 5 ikke tager sigte på at løse. Som eksempel
kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en særlig socialpædagogisk indsats efter
folkeskolelovens regler. Underretningspligten indtræder, uanset hvad der er årsagen til, at barnet
eller den unge kan have behov for støtte. Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af,
om barnet eller den unge kan opnå støtte. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen.
I forhold til gravide, jf. stk. 1,
nr. 2,
vil underretningspligten omfatte alle kommende forældre, hvor
der er anledning til alvorlig bekymring for familiens situation og den indvirkning, det vil kunne få
på barnets fremtidige livsvilkår. Bestemmelsen omfatter enlige gravide kvinder, gifte og
samlevende par mv. For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved »kommende forældre«
henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3.
Formålet hermed er at sikre, at kommunen er opmærksom på, at der er tale om en familie, der kan
have behov for støtte og hjælp i tilfælde, hvor det må antages, at situationen vil få indvirkning på
barnets situation, når det er kommet til verden. Der kan f.eks. være tale om, at personale på et
misbrugscenter eller i lokalpsykiatrien bliver opmærksom på, at en klient med misbrugsproblemer
eller psykiske problemer er gravid.
Det er ikke en betingelse, at vurderingen af familiens situation alene kan føre til indsatser efter
loven, men der skal være tale om problemstillinger i familien, der er af en sådan karakter, at det
vurderes nødvendigt at handle i forhold til det, og hvor man ikke ved egen hjælp er i stand til at
710
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0711.png
afhjælpe problemerne. Der bør altid forsøges indhentet samtykke, inden underretningen foretages,
så at den så vidt muligt ikke skader et opbygget tillidsforhold mellem de kommende forældre og
den fagperson, der vil underrette, eksempelvis en jordemoder eller læge.
Hvis der ikke kan opnås et samtykke fra de kommende forældre, skal der foretages en afvejning
mellem på den ene side hensynet til disse og deres ret til privatliv, og på den anden side afgørende
modstående hensyn til de kommende forældre selv og til barnet. Det skal indgå i overvejelserne, at
fostre og spædbørn er særligt sårbare over for forældrenes forhold, og at den tidlige indsats er af
afgørende betydning for barnets mulighed for en sund udvikling.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 3,
at der fastsættes underretningspligt i de tilfælde, hvor det må antages, at
et bekymrende ulovligt skolefravær kan indikere, at der er vanskeligheder i barnets eller den unges
forhold, som lovens regler om støtte til udsatte børn og unge og deres familier tager sigte på at løse.
Ulovligt skolefravær betegner de tilfælde, hvor eleven har mange forsømmelser af kortere eller
længere varighed eller meget lange fraværsperioder, som ikke skyldes f.eks. sygdom eller
ekstraordinær frihed med skolelederens tilladelse. Ulovligt skolefravær kan også omfatte de
tilfælde, hvor eleven har meget lange fraværsperioder i forbindelse med f.eks. udlandsophold,
herunder selvbestaltet feriefravær.
Der kan imidlertid også forekomme tilfælde, hvor der vil være grund til at underrette
kommunalbestyrelsen, selv om elevens fravær ikke af skolen er kategoriseret som ulovligt fravær,
men hvor fraværet er kategoriseret som fravær på grund af elevens sygdom el. lign. Det drejer sig
om tilfælde, hvor der er grundlag for at antage, at elevens sygdom eller lignende skyldes
vanskeligheder i barnets eller den unges forhold, som lovens regler om støtte til udsatte børn og
unge og deres familier tager sigte på at løse. Det drejer sig derimod ikke om kortere eller længere
perioder med sygdom, hvor det er utvivlsomt, at barnets sygdom ikke skyldes sådanne forhold.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 4,
at der fastsættes særlige en særlig regulering af den
underretningspligt, der ellers følger af den almindelige regel i § 133, stk. 1, nr. 1, med henblik på at
understrege vigtigheden af, at kommunen så hurtigt som muligt får mulighed for at gribe ind i de
tilfælde, hvor der kan være tale om vold eller andre overgreb mod et barn eller en ung.
Med vold eller andre overgreb forstås sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under
18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser med kønssædeligheden,
forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens §
210 og § 213. Underretningspligten gælder i forhold til vold eller andre overgreb mod barnet eller
den unge, der finder sted på vedkommendes sædvanlige opholdssted, herunder i hjemmet eller på en
institution begået af personer, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med på dette
sted. Den gælder også i forhold til vold eller andre overgreb, der sker i omgivelser, hvor barnet eller
den unge tilfældigvis har sin gang, og hvor gerningsmanden ikke er en person, som barnet eller den
unge sædvanligvis omgiver sig med.
711
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0712.png
Det foreslås i
stk. 2,
at skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev
har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Bestemmelsen omfatter elevers ulovlige fravær i folkeskolen. Der er tale om ulovligt fravær, hvis
det ikke skyldes sygdom og lignende forhold, og skolelederen ikke har godkendt det pågældende
fravær.
Skolelederen er ansvarlig for, at registreringen og indberetningen af fravær sker efter reglerne i den
gældende bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, bekendtgørelse nr.
1063 af 24. oktober 2019, og at der foreligger den fornødne dokumentation for fraværet. Det er lagt
til grund, at kommunerne anvender eksisterende data og registreringsløsninger til at registrere
fravær til brug for kommunalbestyrelsen, og at der ikke skal ske en central statslig
systemunderstøttelse af denne registrering.
I de tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning om ulovligt skolefravær, skal kommunen
vurdere, om underretningen giver anledning til, at der, sideløbende med afgørelsen om at standse
børne- og ungeydelsen, jf. lovforslagets § 14 c, er et behov for støtte hos barnet, den unge eller
familien. Ulovligt skolefravær er bekymrende adfærd og kan være udtryk for, at barnet eller den
unge har behov for støtte, og kommunen skal derfor vurdere underretningen med henblik på at
afklare, om barnet eller den unge har behov for støtte, jf. §§ 136 og 137.
Bestemmelsen har til formål at indskærpe, at 15 pct. ulovligt skolefravær og derover er så
bekymrende, at kommunen skal underrettes, uagtet om barnet eller den unge ellers vurderes at have
behov for støtte efter denne lov. Det gælder dog stadig, uanset hvor meget eller lidt skolefravær et
barn eller ung har, at skolelederen – i lighed med øvrige fagpersoner omfattet af den udvidede
underretningspligt – skal underrette kommunen, hvis vedkommende får kendskab til eller grund til
at antage, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, har været udsat for overgreb, eller
at der på anden vis foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger
efter denne lov, jf. lovforslagets § 133, stk. 1.
Det foreslås i
stk. 3,
at social- og ældreministeren skal kunne fastsætte regler om underretningspligt
for andre grupper af personer, som under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til eller grund til
at antage, at der foreligger forhold, som bevirker at der kan være anledning til indsatser efter denne
lov.
Bestemmelsen indebærer, at social- og ældreministeren også fremover vil kunne fastsætte regler om
underretningspligt for andre persongrupper, som under udøvelsen af deres arbejde får kendskab til
eller grund til at antage, at der kan foreligge forhold for et barn eller en ung, som medfører, at der
kan være behov for at iværksætte støttende indsatser eller anbringelse uden for hjemmet efter
barnets lov.
712
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0713.png
Bestemmelsen forventes udmøntet i lighed med den gældende underretningsbekendtgørelse,
bekendtgørelse nr. 1651 af 3. august 2021 om underretningspligt over for kommunen efter lov om
social service, som fastsætter underretningspligt for læger, der ikke er omfattet af reglerne om
underretningspligt for personer i offentligt tjeneste eller hverv, ansatte ved frie grundskoler,
efterskoler og frie fagskoler, en række persongrupper, der er beskæftiget personer, der er
beskæftiget i dag-, fritids- og klubtilbud drevet som selvejende daginstitutioner eller
privatinstitutioner efter § 19, stk. 3 og 5, i dagtilbudsloven, og private pasningsformer efter
dagtilbudsloven, samt personer beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre,
behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod
personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Til § 134
Det fremgår af § 155 c i serviceloven at kommunalbestyrelsen skal standse udbetalingen af børne-
og ungeydelsen for det pågældende barn eller den unge, når der modtages underretning om, at en
elev har et ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Det foreslås, at reglerne i servicelovens §155 c overføres uændret til denne lov.
Det foreslås således i lovforslagets
§ 134,
at når kommunalbestyrelsen modtager en underretning
om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal, jf. § 133, stk. 2,
skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om at fratage
forældremyndighedsindehaverne børne- og ungeydelsen for ét kvartal, vil skulle partshøre
forældremyndighedsindehaverne samt den unge over 12 år, jf. reglerne i forvaltningslovens kapitel
5. Partshøringen vil skulle afklare, om der er undskyldelige omstændigheder for det ulovlige
skolefravær, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Reglerne om ulovligt skolefravær er fastsat i bekendtgørelse om elevers fravær fra folkeskolen, jf.
bemærkningerne til § 133, og nærmere beskrevet i den tilhørende vejledning til bekendtgørelsen om
elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen efter omstændighederne vil skulle kontakte skolelederen
med henblik på at få bekræftet, at eleven rent faktisk har 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær.
Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor partshøringen har givet anledning til at formode, at der er tale
om fejlregistrering af fraværet på skolen.
Hvis der ikke er undskyldelige omstændigheder for fraværet, indebærer bestemmelsen, at
kommunalbestyrelsen herefter vil skulle træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Efter der er truffet en afgørelse efter servicelovens § 134, skal kommunalbestyrelsen meddele
Udbetaling Danmark, at der skal ske en standsning af børne- og ungeydelsen for ét kvartal.
713
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0714.png
En afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen vil være gældende for ét kvartal og vil ikke
kunne forlænges. En ny afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen på grund af 15 pct. eller
derover i ulovligt skolefravær vil således kræve, at kommunen modtager en ny underretning efter
servicelovens § 133, stk. 2.
Til § 135
Det fremgår af § 154 i serviceloven, at der gælder en generel underretningspligt til kommunen for
alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år af forældrene eller andre, der er trådt i
forældrenes sted, udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under forhold, der
bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.
Bestemmelsen foreslås overfør uændret til barnets lov.
Det foreslås således i lovforslagets
§ 135,
at den, der får kendskab til, at et barn eller en ung fra
forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller
lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette
kommune.
Bestemmelsen vil finde anvendelse f.eks. i situationer, hvor borgeren bliver bekendt med, at barnet
eller den unge udsættes for vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Underretningspligten efter
den foreslåede § 135 omfatter ubetinget enhver.
Bestemmelsen indebærer ikke, at underretteren vil blive part i sagen, eller bliver berettiget til at
klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller ikke at foretage. Underretter vil
dermed ikke kunne få oplysninger om sagens videre udvikling, herunder om vedkommendes
bekymring for barnet var begrundet, om underretningen fører til, at kommunen iværksætter en
udredning af barnet eller den unges forhold eller iværksætter støtte til barnet eller den unge.
En underretning vil ikke medføre, at kommunen vil blive forpligtet til at iværksætte indsatser. Der
vil ikke efter bestemmelsen kunne stilles formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted.
Underretning vil således både kunne være skriftligt, telefonisk eller mundtligt mv., herunder ske
anonymt. Som udgangspunkt må en anmelders ønske om anonymitet respekteres.
Til § 136
Det fremgår af § 155 i serviceloven, at kommunen har pligt til at sikre, at der iværksættes en rettidig
og systematisk vurdering af alle underretninger efter §§ 152-154 med henblik på at afklare, om
barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunen skal sikre en central registrering af
underretningerne og skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning vurdere, om barnet
714
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0715.png
eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der er derfor skal iværksættes akutte
foranstaltninger.
Det foreslås, at indholdet af bestemmelsen overføres uændret, med enkelte redaktionelle ændringer.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksættes en rettidig og
systematisk vurdering af alle underretninger efter de foreslåede §§ 132, 133 og 135 med henblik på
at afklare, om barnet eller den unge har behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal foretage en
central registrering af underretningerne med henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af indsatsen.
Det foreslåede stk. 1 vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at organisere
behandlingen af indkomne underretninger på en måde, som sikrer, at kommunen følger rettidigt og
systematisk op på alle indkomne underretninger.
Bestemmelsen indebærer ikke nærmere regulering af, hvordan kommunalbestyrelsen vil skulle
udarbejde og gennemføre proceduren for behandling af underretninger. Det vil dog eksempelvis
være hensigtsmæssigt, at en underretning bliver behandlet centralt og inden for en nærmere
afgrænset tidsperiode, sådan at det vil blive sikret, at kommunalbestyrelsen hurtigst muligt får
klarhed over, hvorvidt der er tale om et barn eller en ung, som kan have behov for hjælp. Det vil
således være afgørende, at kommunens procedurer for behandling af underretninger så vidt muligt
underbygger en hurtig afklaring af, om en given underretning giver anledning til at iværksætte en
børneudredning efter § 20 af barnets eller den unges forhold.
Det vil endvidere kunne være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen sørger for, at behandlingen
af underretninger gennemføres systematisk og baseres på et socialfagligt grundlag med henblik på
at der sikres en fyldestgørende belysning af den pågældende bekymring for barnet eller den unge.
Dette vil, foruden indsamling af relevante oplysninger fra det pågældende barn eller den unge og
dets familie samt fra relevante fagfolk, også kunne omfatte måden, hvorpå en eventuel overlevering
af sagen til anden sagsbehandler foregår, således at det sikres, at alle relevante oplysninger fremgår
i sagen og videregives.
Der er med bestemmelsen ikke tale om, at kommunalbestyrelsens behandling af en underretning vil
skulle antage samme omfang som en børneudredning efter § 20. Kommunalbestyrelsen skal
derimod i overensstemmelse med gældende ret vurdere, om der er grundlag for at iværksætte en
udredning på baggrund af en vurdering af konkrete relevante forhold, som kan belyse de forhold,
underretningen bygger på.
Med forslagets stk. 1, 2. pkt., skal kommunalbestyrelsen foretage en central registrering af alle
underretninger. Bestemmelsen indebærer, at underretningerne registreres centralt ved modtagelsen,
således at der fremkommer overblik over antallet af modtagne underretninger i kommunen, hvor
hurtigt underretningerne herefter behandles m.v.
715
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0716.png
Formålet hermed vil være at understøtte kommunernes mulighed for at anvende data vedrørende
underretningerne i et strategisk øjemed for eksempel som led i den generelle ledelsesinformation og
øvrige tilrettelæggelse af kommunens indsats på området. Eksempelvis kan der ved registrering af
underretningerne vise sig et behov for en særlig indsats på et konkret område, for eksempel hvis
kommunen registrerer en stigning i underretninger vedrørende kriminelle børn og unge eller
vedrørende for eksempel små børn af unge mødre. Formålet vil endvidere være at styrke den
kommunale ledelsesinformation blandt andet med henblik på at ansvarliggøre kommunalbestyrelsen
politisk, som herved får mulighed for at følge området og iværksætte tiltag, hvis der vurderes behov
herfor.
Der vil med bestemmelsen ikke være tale om specifikke krav til kommunalbestyrelsens registrering
af underretningerne, og registreringen kan således tilrettelægges i overensstemmelse med
kommunens øvrige procedurer på området, herunder for eksempel i forhold til om kommunen
anvender DUBU eller andet tilsvarende it-system.
Nøgledata vedrørende underretningerne skal indberettes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1502 af
29. juni 2021 om dataindberetninger på socialområdet til brug for den landsdækkende statistik over
underretninger fra fagpersoner og borgere til kommunerne om konkrete børn og unge, som de er
bekymrede for.
Det primære formål med pligten til at registrere og indberette underretningerne vil være at kunne
følge udviklingen i underretninger og underretningsmønstre på nationalt plan samt sikre, at
kommunerne selv får et præcist grundlag for at følge udviklingen.
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen senest 24 timer efter modtagelse af en underretning
efter stk. 1 skal vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der
derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser over for barnet eller den unge.
Det følger af stk. 2 at kommunalbestyrelsen inden for 24 timer efter, at en underretning er modtaget,
vil skulle vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, således at der straks
vil skulle iværksættes en indsats. Bestemmelsen retter sig mod de tilfælde, hvor kommunen
modtager en underretning med en alvorlig bekymring, eksempelvis hvis et barn eller en ung har
været udsat for overgreb. Sådanne bekymringer må antages at være af så alvorlig karakter, at barnet
eller den unge kan risikere at lide alvorlig skade og have behov for akut hjælp. Forslaget vil
indebære et krav om, at alle indkomne underretninger vil skulle vurderes hurtigst muligt og senest
inden for 24 timer med henblik på at afgøre, om der er behov for akut indsats i forhold til at hjælpe
og beskytte barnet eller den unge. Hvis det vurderes, at der ikke er behov for en akut indsats, kan
den pågældende underretning overgå til kommunens øvrige sagsgang for indkomne underretninger,
jf. bemærkningerne til bestemmelsens stk. 1.
Kravet om, at alle underretninger skal vurderes, inden der er gået 24 timer, vil også omfatte
weekender og helligdage m.v. Det bemærkes, at fristen vil gælde fra det tidspunkt, hvor
716
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0717.png
underretningen er modtaget i den del af forvaltningen, som behandler underretninger. Ved
underretninger, som indkommer uden for kommunens åbningstid, vil kommunens eksisterende
beredskab kunne benyttes. Kommunen vil i den forbindelse eventuelt kunne vælge at oprette en
særskilt mailadresse for akutte underretninger, som indgives uden for kommunens åbningstid.
Kommunen vil endvidere kunne vælge at oprette en autoreply på indkomne mails m.v., der angiver,
hvor man skal henvende sig, hvis man ønsker at indsende en underretning, som kræver en akut
indsats, således at kommunen ikke overser underretninger som sendes til mailadresser, som ikke
bliver anvendt uden for kommunens åbningstid.
Til § 137
Det fremgår af § 155 a i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere sagen, når
kommunen modtager en underretning om et barn eller en ung, som modtager foranstaltninger efter
serviceloven. Det er desuden fastsat, at en eller flere personer i den myndighed, der varetager
opgaverne på udsatte børn og ungeområdet, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af den
pågældende sag, skal deltage i genvurderingen.
Det fremgår af § 155 a, stk. 2, i serviceloven, at der kan afholdes en samtale med barnet eller den
unge til brug for vurderingen af en underretning efter servicelovens §§ 152-154, og at denne
samtale kan afholdes uden samtykke fra og deltagelse af forældremyndighedsindehaveren, når dette
sker under hensyn til barnets eller den unges bedste. Det er videre fastsat, at der ved underretning
om overgreb mod et barn eller en ung skal afholdes en samtale med barnet eller den unge, og at
samtalen – hvis underretningen vedrører overgreb fra forældrenes side – skal ske uden samtykke fra
og deltagelse af forældremyndighedsindehaveren.
Det fremgår af § 155 a, stk. 3, i serviceloven, at samtalen efter § 155 a kan undlades i det omfang
barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod at afholde en sådan samtale med
barnet eller den unge.
Det foreslås, at de gældende regler i servicelovens § 155 a, stk. 1, overføres uden materielle
ændringer men med de redaktionelle ændringer, der følger af barnets lov.
Det foreslås i
stk. 1,
at det fastsættes, at når kommunalbestyrelsen modetager en underretning om et
barn eller en ung, som kommunalbestyrelsen allerede har iværksat en indsats over for, skal
kommunalbestyrelsen genvurdere sagen. En eller flere personer i den myndighed, der løser opgaver
inden for området udsatte børn og unge, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen, skal
deltage i genvurderingen.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at kommunen altid vil skulle genvurdere en konkret sag, hvis der
indkommer underretninger vedrørende et barn eller en ung, hvor kommunalbestyrelsen allerede har
iværksat indsatser. Hvis underretningen modtages, mens der pågår en børneudredning efter § 20, vil
717
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0718.png
den som et led i den almindelige sagsbehandling skulle indgå som en del af udredningen. I disse
tilfælde vil der således ikke skulle indgå en genvurdering efter forslagets stk. 1. Genvurderingen vil
skulle afklare, hvorvidt underretningen giver anledning til at revidere indsatsen over for barnet eller
den unge og familien.
Kommunalbestyrelsen vil som led heri skulle inddrage en anden eller andre personer i den
myndighed, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, der ikke tidligere har
deltaget i behandlingen af sagen. Dette vil have til hensigt at fremme en fælles faglige drøftelse af
den konkrete sag, således at det vil blive sikre, at den enkelte ansvarlige sagsbehandler vil få
kvalificeret sparring og opbakning, herunder i forhold til at vurdere om den igangværende indsats
vil være tilstrækkelig eller skal justeres i forhold til barnets eller den unges behov, eller om
underretningen vil give anledning til at undersøge andre aspekter af barnets eller den unges forhold
og træffe afgørelse om ny indsats.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en bekymring vedrørende et udsat barn eller en ung ikke
vil blive overset i de tilfælde, hvor der er igangsat støtte, men hvor der fortsat kan være grund til
bekymring for et konkret barns eller en ungs trivsel på trods af, at kommunalbestyrelsen har
iværksat indsatser over for barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil selv kunne vælge, hvilken person i forvaltningen der vil skulle inddrages
i drøftelsen, herunder om drøftelsen for eksempel skal foregå i et fagligt team eller med en kollega
eller en faglig leder. Det vil dog være afgørende, at den ansvarlige sagsbehandler sikres mulighed
for at få kvalificeret sparring, således at der er mindre risiko for, at sagens forskellige aspekter
overses eller fejltolkes. Som udgangspunkt bør der ske en genvurdering af en sag første gang, der
indkommer en ny underretning på det pågældende barn eller den unge. I tilfælde, hvor der allerede
er foretaget en genvurdering af sagen, men hvor dette er sket for tid tilbage, bør sagen genvurderes
på ny. Drøftelsens karakter må bero på et konkret skøn og kan være af kortere eller længere
varighed. Det bemærkes, at genvurderingen som udgangspunkt må antages at have karakter af et
væsentligt sagsskridt, der bør noteres på sagen.
Det foreslås i
stk. 2,
at der til brug for vurderingen af en underretning efter § 132, 133 og 135 kan
finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den
unges bedste taler herfor, herunder, når der er mistanke eller viden om, at barnet eller den unge kan
være i risiko for en æresrelateret konflikt.
Det foreslåede
stk. 2
betyder, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at gennemføre en
børnesamtale i forbindelse med behandlingen af underretninger vil skærpes. Forslagets formål er at
sikre, at kommunerne er opmærksomme på muligheden for at afholde en samtale med barnet eller
den unge i forbindelse med vurderingen af en underretning. Kommunen skal således altid som led i
sin behandling af en underretning overveje, om det vil være relevant at gennemføre en samtale med
barnet eller den unge, jf. også den foreslåede § 5.
718
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0719.png
Bestemmelsen vil indebære adgang til, at samtalen med barnet eller den unge vil kunne ske uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når det vil kunne være
nødvendigt under hensynet til barnets bedste, og herunder – som noget nyt - i forhold til
underretninger om børn eller unge, hvor der er mistanke eller viden om, at barnet eller den unge vil
kunne være i risiko for at være eller blive involveret i en æresrelateret konflikt.
Ved æresrelateret konflikt forstås i denne sammenhæng en konflikt, som knytter sig til opfattelsen i
en familie af, at et familiemedlem har krænket familiens ære. Æren er tæt knyttet til barnets eller
den unges (ofte kvindes) seksualitet, som skal kontrolleres, så den unge bevarer sin ærbarhed. En
krænkelse af familiens ære kan f.eks. opstå i tilfælde, hvor et familiemedlem har en kæreste, har sex
uden for ægteskab, afviser en ægtefælle mod familiens ønske m.v., og hvor familien kan reagere på
forskellig vis for at forhindre den unges handlinger, herunder med restriktioner, isolering eller
indespærring af barnet eller den unge, trusler eller vold. Æresrelaterede konflikter adskiller sig ofte
fra vold i nære relationer ved at være planlagt og ved ofte at være med inddragelse af eller
sanktioneret af den øvrige familie og netværk.
I sådanne tilfælde kan forældremyndighedsindehaverens viden om underretningen – og afholdelsen
af en børnesamtale – udgøre en betydelig risiko for barnet eller den unge, herunder for, at den
æresrelaterede konflikt eskalerer. Formålet med denne del af bestemmelsen er således at tydeliggøre
over for kommunerne, der er behov for at være særligt opmærksom på beskyttelse af barnet eller
den unge og på familiens og netværkets eventuelle rolle i forhold til den unges sikkerhed ved
overvejelser om inddragelse af familien i forbindelse med håndteringen af underretninger, hvor der
er risiko for eller viden om en æresrelateret konflikt.
Det foreslås i
stk. 3,
at der ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung skal finde en
samtale sted med barnet eller den unge. Det foreslås videre, denne samtale ved underretning om
overgreb mod et barn eller en ung fra forældres side skal finde sted uden
forældremyndighedsindehavers samtykke og uden dennes tilstedeværelse.
Den foreslåede stk. 3, vil skulle sikre, at kommunalbestyrelsen altid gennemfører en børnesamtale i
forbindelse med underretninger om overgreb mod et barn eller en ung. Med underretninger om
overgreb sigtes på de tilfælde, hvor underretningen omfatter et konkret tilfælde eller en konkret
mistanke om overgreb mod et barn eller en ung. Såfremt underretningen omhandler bekymring for,
at en eller begge forældre begår overgreb eller har begået overgreb mod barnet eller den unge, skal
samtalen gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og tilstedeværelse.
Formålet hermed vil blandt andet være at sikre, at forældrenes tilstedeværelse ikke vil udgøre en
barriere for, at barnet eller den unge uforbeholdent kan tilkendegive sine synspunkter.
719
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0720.png
Endelig foreslås i
stk. 4,
at det fastsættes at samtale efter denne bestemmelse kan udelades, i det
omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod gennemførelse af
samtalen.
Efter bestemmelsen i
stk. 4,
vil kravet om at afholde en børnesamtale kunne undlades, hvis barnets
eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse. For eksempel
vil der ikke være krav om at gennemføre en børnesamtale, såfremt underretningen i sig selv vil føre
til, at der træffes afgørelse om at igangsætte en børneudredning. Endvidere vil en vurdering af
barnets eller den unges modenhed kunne lægges til grund for ikke at gennemføre en samtale.
Endelig vil det i tilfælde, hvor der åbenlyst er tale om chikane eller grundløse underretninger kunne
betyde, at der ikke skal gennemføres en børnesamtale i forbindelse med kommunens behandling af
en underretning.
Bestemmelsen vil indebære, at såfremt kommunen modtager en underretning om overgreb mod et
barn eller en ung sideløbende med, at kommunen er i færd med at vurdere en tidligere underretning
om en bekymring for barnet eller den unge, vil den nye underretning skulle indgå i en samlet
vurdering af behovet for eventuelt at igangsætte en børneudredning efter § 20 i barnets lov.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle gennemføre en samtale med barnet eller den
unge, således at bekymringen vedrørende et eventuelt overgreb vil kunne belyses. I tilfælde, hvor
kommunalbestyrelsen eventuelt allerede har gennemført en børnesamtale med barnet eller den unge,
vil det skulle vurderes, om endnu en samtale vil være til unødig belastning for barnet eller den unge.
Det bemærkes, at der således løbende bør tages højde for, om barnet eller den unge for eksempel vil
kunne bidrage til at belyse behovet for en børneudredning yderligere. Ved underretninger om
overgreb vil det i nogle situationer kunne være hensigtsmæssigt at gennemføre samtalen med barnet
eller den unge, inden forældremyndighedsindehaver er orienteret om underretningen og dermed
uden samtykke fra denne eller disse, samt uden at forældremyndighedsindehaver deltager i
samtalen. Dette vil for eksempel kunne være relevant i forbindelse med underretninger, der
medfører en mistanke om overgreb begået af barnets eller den unges forældre eller andre i den nære
familie eller det nære netværk. Gennemførelsen af en samtale med barnet eller den unge uden
forældrenes samtykke eller tilstedeværelse vil altid skulle bero på en konkret vurdering af
underretningen.
Kommunen bør forud for gennemførelsen af en samtale med barnet eller den unge, herunder særligt
hvis samtalen gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse, altid vurdere, om det vil være
hensigtsmæssigt for samtalens gennemførelse at sørge for, at barnet eller den unge kender til sin ret
til at medbringe en bisidder til samtalen, jf. lovforslagets § 6. Kommunalbestyrelsen vil skulle være
særligt opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer for barnet eller den unge.
Det kan være i et børnevenligt indrettet lokale eller et sted uden for forvaltningen, hvor barnet eller
den unge føler sig tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller på barnets eller den unges skole.
720
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0721.png
I forhold til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse vil der endvidere
kunne være særlige kommunikative vanskeligheder som følge af funktionsnedsættelsen, som der
bør tages højde for ved gennemførelse af samtalen. Kommunalbestyrelsen vil endvidere skulle være
særligt opmærksom på at søge at opretholde en god dialog med barnets eller den unges
forældremyndighedsindehaver. Der bør forsøges at opnå forældremyndighedsindehaverens
forståelse for, hvorfor det ikke vil være hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samtalen.
Endvidere bør der efter samtalen være en god dialog med forældremyndighedsindehaveren om
samtalens formål m.v.
Til § 138
Det fremgår af § 155 b i serviceloven, at kommunalbestyrelsen senest seks hverdage efter
modtagelsen af en underretning efter servicelovens §§ 153-154 skal sende en bekræftelse af
modtagelsen til underretter.
Det fremgår af § 155 b, stk. 2, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til på eget initiativ at orientere
den der har underrettet efter reglerne i lovens § 153, om underretningen har givet anledning til at
iværksætte en børnefaglig undersøgelse eller en foranstaltning vedrørende barnet eller den unge,
med mindre særlige forhold gør sig gældende.
Det fremgår af § 155 b, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ved underretninger efter
servicelovens § 153 desuden oplyse kan underretter om typen og forventet varighed af
foranstaltningen, der er iværksat, hvis oplysningen kan have væsentlig betydning for den støtte, som
den pågældende kan yde barnet eller den unge som led i sit arbejde eller hverv. Det gælder dog
ikke hvis særlige forhold gør sig gældende.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres med enkelte redaktionelle ændringer i barnets lov.
Det foreslås med
stk. 1,
at det fastsættes at kommunalbestyrelsen senest seks hverdage efter
modtagelsen af en underretning efter denne lovs §§ 132, 133 og 135 skal bekræfte modtagelsen
over for den, der foretog underretningen.
Bestemmelse vil indebære, at kommunen senest seks hverdage fra modtagelse af en underretning
efter den foreslåede § 132 om mellemkommunal underretning, § 133 om fagpersoners skærpede
underretningspligt eller § 135 om den generelle underretningspligt vil skulle bekræfte modtagelsen
af underretningen over for underretter.
Det foreslås med
stk. 2,
skal kommunalbestyrelsen orientere den, der har foretaget en underretning
efter § 133, om, hvorvidt den har iværksat en børneudredning eller indsatser vedrørende det barn
eller den unge, som underretningen vedrører med mindre særlige forhold gør sig gældende.
721
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0722.png
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til på eget initiativ at videregive de nævnte oplysninger til den
person, der underretter efter § 133, vil ikke være reguleret nærmere i forhold til, hvordan og på
hvilket tidspunkt, videregivelsen bør ske. Af hensyn til forslagets formål bør den person, der
underretter efter § 133, dog som udgangspunkt informeres inden for rimelig tid, for eksempel i
forbindelse med, at der iværksættes en børneudredning efter § 20 eller iværksættes støttende
indsatser eller anbringelse efter §§ 32, 46 eller 47.
Efter det forslåede stk. 2,
2. pkt.,
vil kommunalbestyrelsen være undtaget fra at udveksle
oplysninger efter stk. 1, 1.pkt. såfremt særlige forhold gør sig gældende, eksempelvis hvis der vil
være særlige hensyn til det pågældende barn eller en ung og familien, som vil betyde, at
udvekslingen ikke vil kunne fremme indsatsen på trods af, at fagpersonen i øvrigt skønnes omfattet
af bestemmelsen. Dette vil for eksempel kunne gøre sig gældende i tilfælde, hvor familiens
tillidsforhold til de offentlige myndigheder vil være af en sådan karakter, at udvekslingen af
oplysninger vil skabe unødige barrierer for det videre samarbejde mellem parterne. Det vil
endvidere kunne være i tilfælde, hvor der eventuelt eksisterer en konflikt mellem den konkrete
fagperson og familien m.v.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen ved underretning efter § 133 kan orientere den, der
fortog underretningen om, hvilken type indsats kommunen har iværksat, og om den planlagte
varighed heraf, hvis oplysningen herom vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den
pågældende under udøvelsen af sit hverv eller tjeneste kan yde barnet eller den unge. Det gælder
dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.
Med det foreslåede stk. 3 foreslås i forlængelse af forslaget i stk. 2, at kommunalbestyrelsen på
baggrund af et konkret skøn vil kunne videregive oplysninger vedrørende type og varighed af en
given indsats til den fagperson, der underretter, såfremt nærmere bestemte forhold gør sig
gældende. Det fremgår således af forslaget, at de pågældende oplysninger vil kunne udveksles,
såfremt de skønnes at have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende under
udøvelsen af hvervet eller tjenesten kan yde barnet eller den unge. Dette vil således kunne ske,
såfremt den, der underretter, er en fagperson som via sin ansættelse skønnes at kunne kvalificere
den pågældende indsats over for barnet eller den unge på en måde, der giver større sikkerhed for, at
indsatsen vil få den ønskede effekt. Det bemærkes i den forbindelse, at det som udgangspunkt vil
være fagpersoner i for eksempel dagtilbud, skole og sundhedspleje, som vil være omfattet af
bestemmelsen. Det forudsættes dermed, at den pågældende fagperson i kraft af sit daglige arbejde
vil varetage en opgave over for barnet eller den unge, som vil give mulighed for at understøtte den
indsats, der er igangsat for at afhjælpe de pågældende problemer. Eksempelvis vil en pædagog i et
dagtilbud kunne bakke op om en iværksat familiebehandling, der har til hensigt at afhjælpe
udadreagerende adfærd. Den endelige vurdering af, hvorvidt den pågældende fagperson vil kunne
medvirke til at kvalificere effekten af en given indsats, vil afhænge af et konkret skøn.
722
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0723.png
Efter stk. 3, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen være undtaget fra at udveksle oplysninger efter 1. pkt.
såfremt særlige forhold gør sig gældende. I forhold til uddybning heraf, henvises til
bemærkningerne til § 138, stk. 2, 2. pkt. herover.
Forslaget har til formål at sikre, at den fagperson, der underretter, vil få viden om, hvorvidt
kommunalbestyrelsen har fulgt op på den pågældende bekymring. Dette vil kunne være relevant i
forhold til den pågældende fagpersons eventuelle videre arbejde med det pågældende barn eller den
unge samt i de tilfælde, hvor fagpersonen overvejer at underrette Ankestyrelsen om sin bekymring
vedrørende barnet eller den unge, fordi der fortsat er bekymring for barnet eller den unge.
Videregivelse af nødvendige oplysninger vil skulle ske inden for reglerne i
databeskyttelsesforordningen, forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og databeskyttelsesloven. Der henvises til punkt 3.16.1-3.16.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger for nærmere beskrivelse af reglerne herom.
Til § 139
Det fremgår af § 64, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser
efter servicelovens §§ 51, 57 b, 58 og 63, § 68, stk. 2, § 68 a og § 69, stk. 3, og efter § 12, § 13, stk.
3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
fuldbyrdes.
Det fremgår af servicelovens § 64, stk. 2, at kommunen mod behørig legitimation og uden
retskendelse har adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer for at
eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i
stk. 1. Kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge til stedet, hvor børne- og ungepålægget
skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter servicelovens § 57 b eller stedet, hvor en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. §
13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
Efter servicelovens § 64, stk. 3, har kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse
adgang til et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn
eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter §
24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det fremgår af § 64, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedens
indehavers bolig og rum, når to kriterier er opfyldt. For det første skal adgangen til hjemmet ske
som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og skal anses for nødvendig for at afgøre, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. For det andet
723
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0724.png
skal forældrene have modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan
gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
Efter servicelovens § 64, stk. 5, yder politiet bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter
stk. 2-4. Social- og ældreministeren fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere regler i en
bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen.
Det fremgår af § 64, stk. 6, i serviceloven, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så
skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges
bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets
eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til
afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad
taler imod.
Det følger endvidere af § 64, stk. 7, i serviceloven, at fuldbyrdelse af en afgørelse, jf. stk. 3, hvor
politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til
Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Efter servicelovens § 64, stk. 8, skal kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 registreres og
indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af
bestemmelsen.
Det foreslås i
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40, 47,
67, § 98, stk. 4, og § 100, stk.1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk.
1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen have ansvaret for, at en række afgørelser
uden samtykke efter denne lov og efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes. Det
vil bl.a. omfatte fuldbyrdelse af afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter
barnets lov og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede ordning er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 1, med de nødvendige
konsekvensændringer, som følge af at kommunalbestyrelsen med barnets lov fremadrettet vil have
ansvar for at fuldbyrde de afgørelser, der træffes efter denne lovs §§ 23, 38, 39, 40, 47, 67, § 98,
stk. 4, og § 100, stk. 1.
I overensstemmelse med gældende ret vil kommunalbestyrelsen med den foreslåede ordning også
fremadrettet have ansvaret for at fuldbyrde afgørelser truffet efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk.
2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A,
side 3366, vil kommunalbestyrelsen med den foreslåede bestemmelse have det formelle ansvar for
724
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0725.png
at fuldbyrde afgørelser om hjemgivelsesperioder truffet efter servicelovens § 68, stk. 2, der med
barnets lov foreslås videreført som § 100, stk. 1, og afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget
efter servicelovens § 68 a om videreførte anbringelser, der med barnets lov foreslås videreført som
§ 67.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som
fremsat, side 30, vil kommunalbestyrelsen endvidere have det formelle ansvar for at fuldbyrde
afgørelser efter servicelovens § 69, stk. 3, som med barnets lov foreslås videreført som § 98, stk. 4,
og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen
vil således have ansvaret for, at afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter det
foreslåede § 98, stk.4, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
fuldbyrdes.
Efter § 53 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er kommunalbestyrelsen ansvarlig for at
fuldburde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter ungdomskriminalitetslovens §§ 12-14. I
overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat,
side 112, vil det således være kommunalbestyrelsen, der også fremadrettet vil have ansvaret for at
sikre gennemførelsen af straksreaktioner og forbedringsforløb, der iværksættes efter lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ligesom det i overensstemmelse med efter gældende ret også
fremadrettet vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle iværksætte de foranstaltninger, der skal
iværksættes over for et barn eller en ung efter serviceloven. Formålet med dette er at sikre, at
kommunernes fuldbyrdelse af afgørelser uden samtykke vil være ens, uanset om en afgørelse er
truffet efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til
forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller
en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Det foreslås, at kommunen
kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med
henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 40 eller stedet, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 2 med sproglige justeringer, hvorefter
kommunen med henblik på at fuldbyrde de i stk. 1 nævnte afgørelser vil have adgang til
forældremyndighedsindehavers bolig, rum eller gemmer uden retskendelse.
At der vil være adgang uden retskendelse begrundes med, at der vil foreligge en afgørelse fra børne-
og ungeudvalget, og at det må formodes, at barnet eller den unge vil opholde sig hos
forældremyndighedsindehaveren. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage
stilling til. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende
1999-00, tillæg A, spalte 6753-6754, hvoraf det fremgår at den gældende bestemmelse i
725
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0726.png
serviceloven i sin væsentlighed er en videreførelse af retstilstanden helt tilbage fra forsorgsloven af
1993.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat,
side 51, vil kommunalbestyrelsen på samme måde som i dag mod behørig legitimation og uden
retskendelse have adgang til forældremyndighedsindehavernes bolig, rum eller gemmer for at
eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser truffet af
Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 12 og § 13, stk. 3 og 4, i ungdomskriminalitetsloven.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat,
side 11, vil kommunen alene kunne eftersøge barnet eller den unge hos
forældremyndighedsindehaveren. Opholder et barn eller en ung sig hos andre end
forældremyndighedsindehaveren, vil kommunen ikke kunne eftersøge og medtage barnet eller den
unge efter reglerne i den foreslåede bestemmelse.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat,
side 30, vil kommunalbestyrelsens udøvelse af de beføjelser, der følger af den foreslåede
bestemmelse, skulle ske i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Heraf følger bl.a., at
kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter den foreslåede bestemmelse,
således kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis
indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Indgrebet vil endvidere skulle foretages
så skånsomt som muligt.
Kommunalbestyrelsen vil desuden skulle tage hensyn til barnets eller den unges forhold, herunder
barnets eller den unges støttebehov, ligesom kommunalbestyrelsen bør tage højde for familiens
samlede situation. I den forbindelse vil kommunalbestyrelsen skulle være opmærksom på, om
barnets eller den unges støttebehov udspringer af sociale problemer eller af en psykisk eller fysisk
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller familien. Kommunalbestyrelsen vil i alle
tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til
et anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på
at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 3, med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at anbringelsessteder med forslaget til barnets lov vil være
reguleret i den foreslåede bestemmelse i § 43, som erstatter servicelovens § 66, stk. 1, og at
afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke vil være reguleret i den foreslåede
bestemmelse i § 98, stk. 4, som erstatter servicelovens § 69, stk. 3. Der er herudover ikke tilsigtet
ændringer i retstilstanden.
726
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0727.png
Forslaget indebærer således i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 30, at kommunen mod behørig legitimation og uden
retskendelse vil have adgang til et anbringelsessted efter den foreslåede bestemmelse i § 139 for at
eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter den
foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i de helt særlige tilfælde, hvor dette måtte
være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, uden retskendelse og mod behørig
legitimation vil have adgang til f.eks. en døgninstitution, et opholdssted eller til en plejefamilies
bopæl for at eftersøge og medtage et barn eller en ung, der er anbragt, med henblik på at fuldbyrde
en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke, der er truffet efter den foreslåede
bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslås med
stk. 4,
at kommunalbestyrelsen, når følgende kriterier er opfyldt, kan træffe
afgørelse om adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum mod behørig legitimation
og uden retskendelse: 1) For det første skal adgangen til hjemmet ske som led i børneudredningen
efter § 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig
skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. 2) For det andet skal forældrene have
modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre
mere lempelige foranstaltninger.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 4 med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at udredningen af barnets behov fremadrettet vil skulle ske efter
den foreslåede bestemmelse i § 20.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat,
side 12, vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig
legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum,
når 1) adgangen til hjemmet sker som led i børneudredningen efter § 20 eller den ungefaglige
undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for
at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller
udvikling, og 2) forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov
kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil den foreslåede bestemmelse finde anvendelse ved
gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at
kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til
727
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0728.png
forældremyndighedsindehavernes bolig og rum, når adgangen til hjemmet sker som led i en
ungefaglig undersøgelse, og adgangen må anses som nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar
risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og forældrene har
modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov, kan gennemføres med andre
mere lempelige foranstaltninger. Der henvises til forarbejderne til § 53 i
ungdomskriminalitetsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen har ansvar for at fuldbyrde
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat, side
112.
Det foreslås med
stk. 5,
at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk.
2-4.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 5, 1. pkt., hvoraf det følger at politiet yder
bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter servicelovens § 64 stk. 2-4, der med barnets
lov foreslås videreført i de foreslåede bestemmelser i § 139, stk. 2-4.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, vil den
foreslåede bestemmelse indebære, at politiet ligesom i dag vil kunne yde bistand til kommunen ved
udøvelsen af de beføjelser, der følger af § 139, stk. 2-4.
Forslaget vil bl.a. indebære, at politiet vil kunne yde bistand til kommunen ved gennemførelse af
afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 139, når
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med efter gældende ret vil politiet også
kunne yde bistand til kommunen ved udøvelse af beføjelser efter stk. 2-4, når det sker med henblik
på at fuldbyrde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4
og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der henvises til Folketingstidende, 2018-19,
A, L 84 som fremsat, side 112.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side
31, vil kommunen i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet,
dvs. om politiets bistand ved gennemførslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller
den unges bedste og står i rimeligt forhold til formålet med afgørelsen.
Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand vil skulle ske så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 6. Heraf følger bl.a., at kommunen vil kunne anmode om, at
politiet ikke optræder i uniform eller anvender udrykningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en
afgørelse om anbringelse uden samtykke eller om ændret anbringelsessted uden samtykke ofte vil
være en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt,
hvis politiet optræder i civil.
728
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0729.png
Rammerne for politiets eventuelle magtanvendelse i forbindelse med denne bistand vil fremgå
navnlig af politilovens §§ 15 og 16. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til
kommunerne vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved
udøvelsen af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende
midler ikke findes at være tilstrækkelige, og at eventuel magtudøvelse skal ske så skånsomt som
omstændighederne tillader.
Det foreslås med
stk. 6,
at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen
skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og
eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens
fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 6, som fastsætter, at fuldbyrdelse af
afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1, der med barnets lov foreslås videreført som § 140,
stk. 1, vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og med henblik på at sikre barnets
eller den unges bedste.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68
som fremsat, side 31-33, indebære, at det vil være tydeligt, at fuldbyrdelse af afgørelser om f.eks.
anbringelse uden for hjemmet og ændret anbringelsessted uden samtykke skal varetage barnets eller
den unges bedste og skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det vil bl.a. indebære, at
afhentningen af barnet eller den unge hos forældrene eller på anbringelsesstedet skal tilrettelægges
og gennemføres på en måde, der er så skånsom som muligt over for barnet eller den unge,
forældrene, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn og unge på anbringelsesstedet og med
størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges integritet. Der kan f.eks. være behov for, at de
biologiske forældre, plejeforældre, bedsteforældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller
den unge er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller den unge og sammen med
sagsbehandler ledsager barnet eller den unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil det endvidere blive fastsat, at kommunen skal afsøge
mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt
andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse,
medmindre hensynet til barnets eller den unges bedste i afgørende grad taler imod.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunen vil skulle afsøge mulighederne for at opnå
forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers
eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets
eller den unges bedste taler afgørende imod.
Herved vil skulle forstås, at kommunen både forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen
herefter skal effektueres, som udgangspunkt vil skulle søge at inddrage barnet eller den unge og
729
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0730.png
forældremyndighedsindehaveren med henblik på så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og
sikre en skånsom fuldbyrdelse Der vil også efter omstændighederne kunne være behov for
inddragelse af andre personer i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil især gælde
personer i familien eller netværket, som barnet eller den unge er nært knyttet til, og som opholder
sig sammen med barnet eller den unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet, herunder f.eks.
søskende, en plejefamilie, m.v. Vedrører sagen fuldbyrdelse af afgørelser om ændret
anbringelsessted uden samtykke, vil tæt inddragelse af den nuværende plejefamilie/institution ofte
kunne bidrage til at understøtte en god og skånsom proces for barnet eller den unge.
Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare baggrunden, formål og indhold af
afgørelsen. Kommunen kan også med fordel forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt konkret forventes
at forløbe.
Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at kommunen ad flere omgang forsøger at
opnår barnets eller den unges, forældremyndighedsindehaverens og eventuelle andres frivillig
medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor vedholdende kommunen vil skulle være vil altid bero
på en konkret og individuel vurdering under hensyn til barnets eller den unges bedste, som uddybet
nedenfor. Kommunen vil således så vidt muligt skulle søge at undgå, at det bliver nødvendigt at
fuldbyrde afgørelser med de beføjelser, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 139.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunen i særlige tilfælde vil kunne undlade at
afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og
eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens
fuldbyrdelse, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod. Herved vil
skulle forstås, at undladelsen alene vil kunne ske af hensyn til barnets eller den unges bedste, og at
der vil skulle være tale om tungtvejende grunde.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på barnets
eller den unges sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller omsorgssvigt, og hvis
barnets eller den unges øjeblikkelig behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke vil kunne afvente
kommunens forsøg på at opnå de pågældende frivillige medvirken. Det vil også efter
omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der er grund til at antage, at forældrene eller andre vil
søge at hindre at afgørelsen gennemføres, herunder f.eks. ved rejse ud af landet med barnet eller den
unge, inden fuldbyrdelsen.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis der er behov for at fuldbyrde afgørelsen tvangsmæssigt,
herunder med politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet eller
den unge og forældremyndighedsindehaveren og eventuelt andre personer i barnets eller den unges
familie og netværk, herunder f.eks. barnets eller den unges plejefamilie, ikke er muligt at opnå deres
frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, vil kommunen skulle foretage en afvejning af på
den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden hensynet til at
730
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0731.png
beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller den unge vil kunne opleve som
indgribende.
Kommunen vil som led i afvejningen skulle vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges
bedste er afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af
hensyn til barnets eller den unges bedste vil være bedre at arbejde yderligere med barnet eller den
unge og forældrene med henblik på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens
effektuering.
Der vil ved afvejningen skulle tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og
eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Er der således f.eks. tale om et barn under
skolealderen, vil dette som hovedregel tale imod fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand,
da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og overskue situationen og vil
kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles voldsom. Der vil dog kunne være situationer, hvor
det af hensyn til barnets eller den unges behov vil være nødvendigt at gennemtvinge afgørelsen med
politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under skolealderen, hvis barnet f.eks. skal
fjernes fra hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet begået af forældrene. Det
samme vil gælde, hvis der er tale om børn og unge, som på grund af betydeligt nedsat psykisk
funktionsevne vil have vanskeligt ved forstå og overskue situationen og vil kunne opleve
tvangsfuldbyrdelsen som særdeles indgribende.
Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod sin vilje fra f.eks. en plejefamilie til en
døgninstitution for at modtage en meget specialiseret pædagogisk behandling, som barnet eller den
unge ikke vil kunne få under sit fortsatte ophold i plejefamilien, bør støtten som hovedregel og
altovervejende udgangspunkt alene gennemføres i dialog med barnet eller den unge, forældrene og
anbringelsesstedet og uden politiets bistand. Kun i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller den unges
behov for ændret støtte er meget betydeligt og som udgangspunkt akut, vil der ud fra hensynet til
barnets eller den unges bedste kunne være grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets
bistand.
Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand vil skulle ske så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Heraf følger
bl.a., at kommunen vil kunne anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender
udrykningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden samtykke eller
om ændret anbringelsessted uden samtykke ofte vil være en voldsom oplevelse for et barn eller en
ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede § 139, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, som
fortsat vil finde anvendelse.
731
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0732.png
Det foreslås med
stk. 7,
at fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af det foreslåede § 139, stk. 3, hvor
politiet yder bistand til kommunen efter det foreslåede § 139, stk. 5, skal registreres og indberettes
af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af
bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 7.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 31-33, betyde, at kommunen løbende skal registrere og
indberette eventuelle sager, hvor politiet yder bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller
den unge uden retskendelse og mod behørig legitimation på et anbringelsessted med henblik på at
fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den foreslåede
bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand.
Barnet eller den unge vil skulle gøres bekendt med registreringen, og barnets eller den unges
oplevelse af situationen vil skulle indgå i indberetningen til Ankestyrelsen.
Endelig fastsætter den foreslåede bestemmelse, at der i overensstemmelse med efter gældende ret
årligt vil skulle udarbejdes en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Det vil betyde, at der på baggrund af kommunernes indberetninger til Ankestyrelsen efter
bestemmelsens
1. pkt.,
årligt vil blive udarbejdet en rapport, som oversendes til Folketinget.
Det foreslås med
stk. 8,
at kommunalbestyrelsens afgørelser efter det foreslåede § 139, stk. 4, skal
registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over
anvendelsen af bestemmelsen.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 8, hvorefter kommunalbestyrelsens
afgørelser efter servicelovens § 64, stk. 4, som med barnets lov foreslås videreført som § 139, stk. 4,
skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L
68 som fremsat, side 33, indebære, at kommunerne løbende vil skulle registrere og indberette
anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 4, til Ankestyrelsen, fremfor at
Ankestyrelsen vil skulle indhente disse oplysninger ved en undersøgelse, hvor samtlige kommuner
vil skulle kontaktes.
Bestemmelsen vil sikre, at kommunerne vil kunne gennemføre registrering og indberetning
samtidig med gennemførelsen af den konkrete børnefaglige udredning. Dette vil betyde, at
kommunen ikke efterfølgende vil skulle fremsøge og gennemgå relevante sager, for at kunne oplyse
732
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0733.png
over for Ankestyrelsen i hvilket omfang kommunen har anvendt § 139, stk. 4, i den pågældende
periode.
Det foreslås videre i
2. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at der årligt udarbejdes en rapport over
anvendelsen af bestemmelsen.
Det vil betyde, at der på baggrund af kommunernes indberetning til Ankestyrelsen efter
1. pkt.
i den
foreslåede bestemmelse, årligt vil blive udarbejdet en rapport over anvendelsen af bestemmelsen i §
139, stk. 4.
Det foreslås endvidere med
stk. 9,
at social- og ældreministeren efter aftale med justitsministeren
fastsætter nærmere regler i en bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 5, 2. pkt.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, at social- og ældreministeren vil
blive givet bemyndigelse til efter aftale med justitsministeren at kunne fastsætte nærmere regler i en
bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Til § 140
Det fremgår af § 72, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag
om 1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51, 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58, 3)
opretholdelse af en anbringelse efter § 62, 4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller
behandling efter § 63, 5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1, 6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter
§ 63 b, stk. 1, 7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3, 8) videreførelse
af en anbringelse efter § 68 a, 9) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, 10)
ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, 11) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-
5, 12) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og
13) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Det fremgår af § 72, stk. 2, i serviceloven, at forældremyndighedens indehaver, den unge, der er
fyldt 12 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning
eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 72, stk. 3, i serviceloven, at under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter
§ 71, stk. 3-5, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for
733
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0734.png
anbragte børn og unge, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne
have tilbud om gratis advokatbistand.
Det fremgår af § 72, stk. 4, i serviceloven, at om salær og godtgørelse for udlæg til advokater
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedsindehaver eller
kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbistand, når der
træffes afgørelse efter følgende bestemmelser: 1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23. 2)
Anbringelse uden for hjemmet efter § 47 og 49. 3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50. 4)
Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40. 5) Anbringelse på en delvis
lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution efter § 61, stk. 1. 6)
Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1. 7) Anbringelse på en særligt sikret
afdeling efter § 63, stk. 1 og 3. 8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67. 9) Godkendelse af en
foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4. 10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4. 11)
Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105. 12) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge. 13) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Med forslaget nedsættes aldersgrænsen for, hvornår barnet eller den unge skal have tilbud om gratis
advokatbistand, til 10 år imod de 12 år, som følger af gældende ret. Forslaget er en konsekvens af,
at aldersgrænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget til barnets lov foreslås fastsat til 10 år.
Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 145, stk. 1, hvorefter
aldersgrænsen for at påklage en afgørelse til Ankestyrelsen foreslås fastsat til 10 år imod de 12 år,
som gælder i dag.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde
forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år,
gratis advokatbistand, når der behandles en sag om nærmere bestemte forhold, jf. de opregnede
bestemmelser i
nr. 1-13.
Det vil bl.a. gælde for afgørelser om anbringelse uden samtykke eller om
ændring af anbringelsessted uden samtykke.
Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter
kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den
mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på
afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til
barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand
eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
734
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0735.png
I forhold til opregningen af konkrete afgørelser i nr. 1-13 er der tale om en videreførelse af
gældende ret efter servicelovens § 72, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer som følge
af, at de konkrete afgørelser, der i dag træffes efter serviceloven, fremadrettet vil blive truffet efter
de relevante bestemmelser i barnets lov, og af den foreslåede § 49 om afgørelse om anbringelse af
over for kommende forældre.
Forslaget vil betyde, at barnet eller den unge, der er over 10 år, vil skulle have tilbudt gratis
advokatbistand under en klagesag på lige fod med forældremyndighedsindehaveren, samt at også
barnet eller den unge over 10 år skal gøres bekendt med retten til aktindsigt efter forvaltningsloven
og med retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Der henvises i den forbindelse til det
foreslåede § 141.
I overensstemmelse med gældende ret vil tilbuddet om gratis advokatbistand således omfatte den,
der er part i en sag, hvor der ifølge den foreslåede bestemmelse, træffes en afgørelse uden
samtykke.
Gratis advokatbistand vil være bestemt som støtte til sagens parter i forbindelse med afgørelsen.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at parterne får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse mod sagens
faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om indsatser uden samtykke.
Der vil ikke med forslaget være fastsat noget tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om
advokatbistand, men det anses for afgørende for en advokats mulighed for at bistå under sagen, at
advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen inden mødet i børne- og ungeudvalget.
Som udgangspunkt vil retten til gratis advokatbistand alene omfatte situationer, hvor der er
berammet møde i børne- og ungeudvalget. I særlige tilfælde vil der dog være ret til gratis
advokatbistand, selvom der ikke har været berammet møde i børne- og ungeudvalget.
Det vil f.eks. kunne være situationer, hvor kommunen har undladt at fastsætte samvær, og hvor
afbrydelse af samvær ikke har været forelagt børne- og ungeudvalget. Her vil sagens parter alligevel
have ret til at få dækket udgifterne til advokatomkostninger, som har været nødvendige for enten at
få fastsat samværet eller kontakten eller få sagen forelagt børne- og ungeudvalget.
Gratis advokatbistand vil i så fald skulle ydes for perioden fra kommunen undlader at fastsætte
samværet til samværet fastsættes eller sagen forelægges for børne- og ungeudvalget.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at der vil skulle gives et tilbud om advokatbistand, men det
vil være forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge over 10 år eller andre berettigede, der
vil skulle afgøre, om de vil tage imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af.
Kommunen kan ikke med den foreslåede ordning påtvinge forældremyndighedsindehaveren, barnet
eller den unge eller andre en advokat mod deres vilje. Kommunen vil imidlertid som en del af den
almindelige vejledning kunne opfordre parterne til at benytte sig af tilbuddet. Kommunen bør i den
735
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0736.png
forbindelse være opmærksom på de tilfælde, hvor der af f.eks. forældremyndighedsindehaveren
eller barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbuddet, men
hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat.
Kommunen bør i så fald gøre en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende.
Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på eventuelle særlige hensyn hos barnet eller
den unge eller forældrene, herunder f.eks. på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Det foreslås med
stk. 2,
at forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge, der er fyldt 10 år,
og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller
hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 42, stk. 4.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 72, stk. 2, med den nødvendige konsekvensændring
som følge af, at barnet eller den unge med forslaget til barnets lov vil have partstatus fra 10 år mod
12 år i dag. Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Der er herudover ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.
Forslaget vil indebære, at plejeforældrene ved privat familiepleje vil have ret til gratis
advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter lovens § 42,
stk. 4, på lige fod med forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 141, stk. 2, hvorefter
plejeforældrene ved privat familiepleje vil have ret til at se sagens akter og til at udtale sig, inden
der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter lovens § 42, stk. 4,
på lige fod med forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år.
Det foreslås med
stk. 3,
at under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105, og en sag
om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, med
den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis
advokatbistand.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 72, stk. 3, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at servicelovens § 71, stk. 3-5 foreslås erstattet af § 105 i barnets lov. Der er således
ikke med forslaget tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret.
Efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, vil børne- og ungeudvalget uden
retskendelse kunne træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling,
telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen
under barnets eller den unges ophold på anbringelsessteder efter § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov, når
det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 13, vil forældremyndighedsindehaver og barnet eller
den unge, der er fyldt 10 år, have ret til gratis advokatbistand i forbindelse med behandling af en sag
736
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0737.png
i børne- og ungeudvalget om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar over
for anbragte børn og unge.
Med den foreslåede ordning vil der være samme ret til gratis advokatbistand for den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, når den konkrete afgørelse vedrører den pågældende. Dette
er i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2015-16, A, L 163 som
fremsat, side 18.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme
regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 72, stk. 4, hvorefter der gælder
de samme regler om salær og godtgørelse til advokater som i sager, hvor der er meddelt fri proces,
jf. retsplejelovens kapitel 31.
Forslaget indebærer, at dommeren i børne- og ungeudvalget vil skulle træffe beslutning om salær og
godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 9. Ved sagens behandling i Ankestyrelsen vil det
være forvaltningen, der vil skulle træffe afgørelse om salær og godtgørelse. Der vil ikke være
mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfælde vil forvaltningen eventuelt kunne
rådføre sig med dommeren, men dommeren vil ikke være forpligtet til at yde rådgivning.
Der henvises til retsplejelovens regler herom.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Til § 141
Det fremgår af § 73, stk. 1, i serviceloven, at inden der træffes afgørelse i en sag efter servicelovens
§ 72, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge,
der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at
udtale sig, inden afgørelsen træffes.
Det fremgår af § 73, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen har en tilsvarende forpligtelse
over for de personer, der er nævnt i § 72, stk. 2 og 3, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse i en sag efter § 140,
skal gøre forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge, der er
fyldt 10 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale
sig, inden afgørelsen træffes.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 73, stk. 1, med tilføjelse af
kommende forældre og den nødvendige konsekvensændring som følge af, at aldersgrænsen for
737
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0738.png
partstatus med lovforslaget til barnets lov foreslås fastsat til 10 år imod 12 år i dag. Der henvises i
den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
I overensstemmelse med efter gældende ret, vil det i forbindelse med afgørelser, som er nævnt i den
foreslåede bestemmelse i § 140, påhvile kommunalbestyrelsen at gøre sagens parter bekendt med
retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen, inden afgørelsen
træffes.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke fritage kommunalbestyrelsen for at foranstalte partshøring
mm., jf. forvaltningslovens regler.
Forvaltningslovens regler vil således gælde fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter de foreslåede
bestemmelser i lovforslaget til barnets lov om tvangsmæssig gennemførelse af indsatser efter
kapitel 4 og 5 i sager vedrørende børn og unge, herunder også børn og unge med
funktionsnedsættelse.
Den foreslåede ordning vil imidlertid fastsætte en pligt for kommunen til at gøre indehaveren af
forældremyndigheden, barnet eller den unge, der er fyldt 10 år samt eventuelle andre parter i sagen
bekendt med de rettigheder, der tilkommer dem efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til
aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.
Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og formen, vil i overensstemmelse med
efter gældende ret skulle afgøres efter reglerne i forvaltningsloven. Den foreslåede bestemmelse vil
således ikke være udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end
hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende
aktindsigt vil således finde tilsvarende anvendelse.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for de personer, der er
nævnt i § 140, stk. 2 og 3, for så vidt angår de i disse bestemmelser nævnte afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter i overensstemmelse med efter gældende ret, at i sager om
flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4, vil
plejeforældrene have ret til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig, inden
afgørelsen træffes, og det vil påhvile kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse at
gøre plejeforældrene bekendt med denne ret.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter desuden, at i sager, hvor der træffes afgørelse om afbrydelse
af forbindelsen mv. efter den foreslåede bestemmelse i § 105, stk. 3-5 , eller hvor der efter § 15 i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge, træffes afgørelse om kontrol med barnets eller den
unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, og afgørelsen vedrører en forælder,
der ikke har del i forældemyndigheden, vil den pågældende forælder på lige fod med sagens parter
have ret til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.
738
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0739.png
Det vil da påhvile kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse at gøre den pågældende
bekendt med denne ret.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 140, stk. 2 og 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 142
Det fremgår af § 74, stk. 1, i serviceloven, at børn og unge-udvalget i et møde træffer afgørelse om
1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51, 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58, 3)
opretholdelse af en anbringelse efter § 62, 4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller
behandling efter § 63, 5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1, 6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter
§ 63 b, stk. 1, 7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3, 8) videreførelse
af en anbringelse efter § 68 a, 9) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, 10)
ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, 11) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-
5, 12) flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, 13) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge og 14) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Det fremgår af § 74, stk. 2, i serviceloven, at inden der træffes afgørelse efter stk. 1, skal
indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder
for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over
for børn og unge-udvalget. Det fremgår endvidere, at tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan
undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den
unge.
Efter § 74, stk. 3, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse på den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 3-5, og § 15, stk. 1,
i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på
plejeforældre, inden der træffes afgørelse efter servicelovens § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 74, stk. 4, at til vedtagelse af en afgørelse efter lovens §§ 51, 58, 62 og 63, § 63 a,
stk. 1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 75, stk. 3, samt § 11,
stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge kræves, at mindst 4 af
børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter servicelovens § 78,
stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Det fremgår af § 74, stk. 5, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette
tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om
dommerens afvigende opfattelse.
739
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0740.png
Efter § 74, stk. 6, i serviceloven, skal børn og unge-udvalgets afgørelser meddeles skriftligt.
Det foreslås med
stk. 1,
at børne- og ungeudvalget i et møde træffer afgørelse efter følgende
bestemmelser: 1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23. 2) Anbringelse uden for hjemmet
efter § 47 og 49. 3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50. 4) Gennemførelse af en lægelig
undersøgelse eller behandling efter § 40. 5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller
delvis lukket afdeling på en døgninstitution efter § 61, stk. 1. 6) Anbringelse på en sikret
døgninstitution efter § 62, stk. 1. 7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 og 3.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67. 9) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143,
stk. 4. 10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4. 11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter §
105. 12) Flytning eller hjemtagelse efter § 42, stk. 4. 13) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i
lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. 14) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 1, med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser, der er opregnet i
nr. 1-14,
med
lovforslaget fremadrettet vil skulle træffes efter de relevante bestemmelser i barnets lov, samt den
foreslåede § 49 om afgørelse om anbringelse uden for hjemmet over for kommende forældre. Der er
ikke herudover tilsigtet en ændring i retstilstanden og de opregnede bestemmelser i nr. 1-14,
hvorefter børne- og ungeudvalget vil skulle træffe afgørelse i et møde, svarer således til gældende
regler efter servicelovens bestemmelser.
Efter den foreslåede bestemmelse vil børne- og ungeudvalget have kompetence til at træffe
afgørelse om iværksættelse af indsatser uden samtykke efter de bestemmelser, der er opregnet i nr.
1-14. Bestemmelsen er således afgrænset til tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år.
I disse tilfælde vil forvaltningen skulle foretage en indstilling om godkendelse af de indsatser, der er
opremset i nr. 1-14. Forvaltningens indstilling vil skulle være klar og entydig, således at der ikke vil
kunne opstå tvivl om, hvad der kan træffes beslutning om. Børne- og ungeudvalget vil med den
foreslåede ordning alene have kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for uden
samtykke at gennemføre de indsatser, som forvaltningen indstiller. Udvalget vil således
eksempelvis ikke kunne træffe beslutning om, at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal
afbrydes, hvis der kun foreligger en indstilling om, at samværet skal være overvåget. Børne- og
ungeudvalget vil heller ikke have kompetence til at fastsætte vilkår i forbindelse med en afgørelse
om, at barnet eller den unge skal anbringes et specifikt sted, eller at der skal foranstaltes et bestemt
behandlingstilbud.
Der vil som udgangspunkt ikke kunne foretages alternative indstillinger, således at der eksempelvis
primært indstilles til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær under en anbringelse
uden for hjemmet. Dog har Ankestyrelsen ved principafgørelse 128-10 fastslået, at der
740
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0741.png
administrativt kan foreligge to indstillinger fra forvaltningen til børne- og ungeudvalget, når der
foreligger en anbringelsessag, hvor der er grundlag for at kunne træffe afgørelse om videreført
anbringelse efter § 68 a og om fortsat anbringelse efter § 58. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 6.
De beføjelser, der med den foreslåede bestemmelse vil være henlagt til børne- og ungeudvalget, vil
ikke kunne varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis
afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen
behandles i udvalget, vil formanden eller i dennes fravær næstformanden kunne træffe en foreløbig
afgørelse efter reglerne i det foreslåede § 143. Forvaltningen vil således ikke kunne iværksætte
akutte indsatser uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller dennes stedfortræder har
truffet afgørelse i sagen.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at inden børne- og ungeudvalget træffer afgørelse, skal
forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for
forældremyndighedsindehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for
børne- og ungeudvalget. Dette kan dog, for så vidt angår barnet eller den unge, undlades, hvis
barnet er under 10 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 2, hvoraf det følger, at
indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder
for forældremyndighedsindehaver eller barnet eller den unge vil skulle have lejlighed til at udtale
sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse efter det foreslåede stk. 1. I
overensstemmelse med gældende ret følger det endvidere af den foreslåede ordning, at tilbud efter
1. punktum
til barnet eller den unge vil kunne undlades, hvis barnet er under 10 år, eller det må
antages at være til skade for barnet eller den unge, men udgangspunktet er, at barnet eller den unge
har ret til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Undtagelsen i
2. punktum
har til formål at
beskytte barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse angår alene retten til at udtale sig over for børne- og ungeudvalget.
Herudover vil barnet eller den unge efter den foreslåede bestemmelse i § 5 skulle inddrages, før der
træffes afgørelse om indsatser efter de i stk. 1 opregnede bestemmelser.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 105, og § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge. Det foreslås endvidere, at stk. 2 ligeledes finder
tilsvarende anvendelse for plejeforældre, inden der træffes afgørelse efter § 42, stk. 4.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 3, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at afgørelser om henholdsvis afbrydelse af forbindelsen m.v. eller om flytning eller
hjemtagelse fra privat familiepleje fremadrettet vil skulle træffes efter de foreslåede bestemmelser i
§§ 105 og 42.
741
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0742.png
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af
forbindelsen m.v. efter de foreslåede bestemmelser i § 105, eller om brev- og telefonkontrol efter §
15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, og afgørelsen angår den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat eller en bisidder have lejlighed til
at udtale sig over for udvalget. Plejeforældrene ved sager om privat familiepleje efter lovens § 42
vil ligeledes have ret til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter
den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med det foreslåede § 140, stk. 3, og det foreslåede § 141, stk.
2, hvorefter en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, vil have konkrete partsbeføjelser i
en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105, i barnets lov, eller om brev- og telefonkontrol
efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, når afgørelsen vedrører den
pågældende forælder.
Forslaget vil endvidere skulle ses i sammenhæng med det foreslåede § 140, stk. 2, og § 141, stk. 2,
hvorefter plejeforældrene vil have konkrete partsbeføjelser i en sag om flytning eller hjemtagelse
fra privat familiepleje efter lovens § 42, stk. 4.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at mindst fire ud af børne- og ungeudvalgets fem medlemmer
skal stemme for vedtagelse af en afgørelse efter §§ 23, 40, 47 og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63,
stk. 1 og 3, § 67, § 98, stk. 4, § 105, og § 143, stk. 4, og efter § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge. Afgørelser efter § 42, stk. 4, træffes ved almindelig
stemmeflerhed.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 4, med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at de i bestemmelsen konkrete opregnede afgørelser
fremadrettet vil skulle træffes efter de relevante bestemmelser i barnets lov. Der er ikke herudover
tilsigtet en ændring i retstilstanden, og de opregnede bestemmelser i barnets lov, hvorefter børne- og
ungeudvalget vil skulle træffe afgørelse, svarer således til gældende regler efter servicelovens
bestemmelser.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der til vedtagelse af afgørelser efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 23, 40, 47 og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1 og 3, § 67, § 98, stk. 4, §
105, og § 143, stk. 4, samt § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge, kræves at mindst fire af børne- og ungeudvalgets fem medlemmer vil skulle stemme for
afgørelsen. Udvalget vil således kun være beslutningsdygtigt, hvis mindst fire af udvalgets
medlemmer (inkl. dommeren og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse
af beslutningen vil kræve, at mindst fire medlemmer stemmer for beslutningen, jf.
forretningsordenen for børne- og ungeudvalgene, § 7, stk. 2.
742
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0743.png
Begrundelsen for forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2015-16,
A, L 163 som fremsat, side 19, at der vil være tale om indgribende afgørelser over for barnet eller
den unge og forældrene.
Ved en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4, vil udvalget være
beslutningsdygtigt, når tre af udvalgets medlemmer, herunder dommeren og en pædagogisk-
psykologisk sagkyndig, og et medlem valgt af kommunalbestyrelsens medlemmer er til stede, jf.
2.
punktum
i den foreslåede bestemmelse. Afgørelsen vil i disse tilfælde træffes ved almindelig
stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte vil skulle stemme for beslutningen. Der henvises
til § 7 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene.
Begrundelsen for, at beslutninger efter § 42, stk. 4, vil kunne træffes ved almindelig stemmeflerhed,
og ikke ved kvalificeret flertal, er, at det ikke er helt entydigt, hvilken beslutning der vil kunne
betegnes som mest vidtgående. I forhold til forældrene vil et afslag på flytning eller hjemtagelse
være mest vidtgående, mens det omvendte vil være tilfældet for plejeforældrene og muligvis for
barnet, hvis barnet har været i plejefamilien længe.
Børne- og ungeudvalgets sammensætning er reguleret i retssikkerhedslovens § 19.
Det foreslås med
stk. 5,
at såfremt dommeren ikke er enig i børne- og ungeudvalgets afgørelse, skal
dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning
om dommerens afvigende opfattelse.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 5, som er en videreførelse af retstilstanden
tilbage fra bistandsloven. Der henvises til forarbejderne, jf. Folketingstidende, 1991-92, L 2014 som
fremsat, spalte 4901, hvoraf det følger, at der vil skulle gøres bemærkning til protokollen, hvis
dommeren har en anden opfattelse af sagen end udvalgets øvrige medlemmer, og at meddelelsen
om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.
Forslaget er i overensstemmelse med § 8, stk. 2, i forretningsordenen for børne- og ungeudvalget.
Det foreslås med
stk. 6,
at kommunalbestyrelsen skal underrette Ankestyrelsen, hvis børne- og
ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om
anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67, og der ved
afgørelsen ikke er enstemmighed i børne- og ungeudvalget. Er barnet eller den unge allerede
anbragt, opretholdes anbringelsen under Ankestyrelsens behandling af sagen.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsen altid vil skulle underrettes i tilfælde, hvor kommunens børne-
og ungeudvalg ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om
anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47 eller om opretholdelse af en
anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, og der ved afgørelsen ikke er enstemmighed i
børne- og ungeudvalget. Ankestyrelsen vil således altid skulle underrettes, når der ikke er enighed i
743
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0744.png
børne- og ungeudvalget, og en anbringelse uden samtykke dermed ikke igangsættes eller
opretholdes. Det vil betyde, at Ankestyrelsen vil få mulighed for at foretage en uvildig vurdering af
børne- og ungeudvalgets afgørelse og således vurdere grundlaget for anbringelsen i disse sager.
Efter den foreslåede § 142 vil det således også fremadrettet være børne- og ungeudvalget, der på
baggrund af en indstilling fra forvaltningen, træffer afgørelse om at iværksætte en anbringelse uden
samtykke efter § 47 eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67. Efter det foreslåede § 142,
stk. 4, vil en afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om opretholdelse af en
anbringelse efter § 67 kræve, at mindst fire ud af fem af børne- og ungeudvalgets medlemmer
stemmer for vedtagelse af afgørelsen. Hvis dette ikke er tilfældet, vil afgørelsen ikke kunne
iværksættes. Det vil konkret betyde, at børne- og ungeudvalget i disse tilfælde træffer en beslutning,
der går imod forvaltningens faglige vurdering.
Med den foreslåede ordning vil pligten til at underrette Ankestyrelsen i de pågældende tilfælde
tilfalde kommunalbestyrelsen. Begrundelsen for dette er, at det vil være kommunalbestyrelsen, der
jf. det foreslåede § 139, stk. 1, vil være ansvarlig for at fuldbyrde en afgørelse truffet af børne- og
ungeudvalget.
Ankestyrelsens behandling af en underretning efter den foreslåede bestemmelse vil svare til
Ankestyrelsens behandling af underretninger efter gældende regler. Det vil sige, at Ankestyrelsen
vil kunne beslutte at tage sagen op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er grundlag
herfor. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 151.
Til forskel fra efter gældende regler vil det imidlertid følge af den foreslåede bestemmelse, at en
allerede iværksat anbringelse vil skulle opretholdes under Ankestyrelsens behandling af en
underretning, jf. § 15d, stk. 6,
2. punktum.
Det vil indebære, at hvis barnet eller den unge allerede er
anbragt uden for hjemmet, vil anbringelsen blive opretholdt, uanset at børne- og ungeudvalget ikke
har truffet afgørelse om at opretholde anbringelsen. Hensynet er at sikre, at barnet eller den unge
ikke vil blive hjemgivet til forældrene, før Ankestyrelsen har taget stilling til, om der er grundlag
for at tage sagen op af egen drift. Kommunalbestyrelsen vil imidlertid i alle tilfælde skulle være
opmærksom på, om der kan være forhold i sagen, der betyder, at det ikke vil være i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, at anbringelsen opretholdes. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis der er mistanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet. I så
fald vil kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til, om det eksempelvis vil være til barnets eller
den unges bedste at flytte til et andet anbringelsessted, mens Ankestyrelsen behandler sagen.
Ankestyrelsen har i principafgørelse 128-10 fastslået, at der administrativt skal foreligge to
indstillinger fra forvaltningen til børne- og ungeudvalget, når der foreligger en anbringelsessag,
hvor der er grundlag for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse efter servicelovens §
68 a, der med lovforslaget foreslås videreført i § 67 i barnets lov, og om fortsat anbringelse efter
servicelovens § 58, der med lovforslaget foreslås videreført i § 47 i barnets lov. Ankestyrelsen har i
den forbindelse fastslået, at en indstilling om videreført anbringelse ikke automatisk vil indebære, at
744
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0745.png
børne- og ungeudvalget også vil kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke. Dertil vil der skulle foreligge en særskilt indstilling, hvis børn og unge-udvalget skal
kunne tage stilling til dette. Det vil betyder, at kommunen i sager, hvor der sker indstilling om en
videreført anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, samtidig vil skulle udarbejde en
indstilling om en fortsat anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 47, hvis kommunen
vurderer, at betingelserne for at bruge denne bestemmelse er opfyldte.
Det vil således være i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis i denne type sager, når det
med den foreslåede ordning fastsættes, at en iværksat anbringelse vil skulle opretholdes under
Ankestyrelsens behandling af en underretning efter det foreslåede stk. 6.
Formålet med forslaget er at styrke børn og unges retssikkerhed i tilfælde, hvor børne- og
ungeudvalget ikke følger forvaltningens indstilling om at iværksætte eller opretholde en anbringelse
uden samtykke. Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og
3.16.3.
Det foreslås endvidere med
stk. 7,
at børne- og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt.
Der er tale om en videreførelse af gældende servicelovens § 74, stk. 6, 1. pkt., hvorefter børne- og
ungeudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt.
Der vil i overensstemmelse med efter gældende ret skulle gives meddelelse om den trufne afgørelse
snarest muligt. Ved afgørelser om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i §
47, vil meddelelsen skulle omfatte den fastsatte genbehandlingsfrist efter den foreslåede
bestemmelse i § 50, samt meddelelse om, at en eventuel anke vil medføre udsættelse af, hvornår
sagen vil skulle behandles igen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 3, 1. pkt.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser vil desuden efter forvaltningslovens regler skulle indeholde en
begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning, der lever op til kravene i forvaltningslovens §§
22-24 og § 25.
Formålet med den foreslåede ordning i § 142 er dels at afgrænse de konkrete afgørelser, der vil
blive truffet af børne- og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, og dels at fastsætte
de særlige betingelser og proceskrav, der vil gøre sig gældende for børne- og ungeudvalgets
behandling af sagerne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Til § 143
Det fremgår af § 75, stk. 1, i serviceloven, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for
børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter lovens §§ 51, 58 og 63, § 63 a, stk. 1, §
745
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0746.png
63 b, stk. 1 og 3, § 63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 78, stk. 4, samt § 11, stk.
1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets
eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.
Det fremgår endvidere af § 75, stk. 1, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og
unge-udvalget i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan træffe foreløbige afgørelser efter §§ 63 og 68 a, § 71, stk.
3-5, og § 78, stk. 4, efter § 11, stk. 2, og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og
efter § 14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1
og 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Efter § 75, stk. 2, i serviceloven, skal forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter,
jf. servicelovens § 72, inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig
meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde
oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt
om retten til vederlagsfri advokatbistand.
Det følger af servicelovens § 75, stk. 3, at en foreløbig afgørelse efter stk. 1 snarest muligt og senest
inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen skal forelægges børn og unge-udvalget til
godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
Efter § 75, stk. 4, har en afgørelse, der er godkendt efter bestemmelsens stk. 3, gyldighed i 1 måned.
En afgørelse vedrørende servicelovens § 51 eller vedrørende § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra
den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrørende § 78, stk. 4, har gyldighed, indtil der
træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.
Det fremgår af § 75, stk. 5, i serviceloven, at direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser
som formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister, der er
nævnt i bestemmelsens stk. 4, 2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den
foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 3.
Det følger af servicelovens § 75, stk. 6, at hvis børn og unge-udvalget eller, når et barn eller en ung
er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med
direktørens foreløbige afgørelse, jf. bestemmelsens stk. 5, skal børn og unge-udvalget eller
Ungdomskriminalitetsnævnet umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets
eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før direktøren snarest muligt og
746
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0747.png
senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis
direktøren træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i servicelovens § 65,
stk. 3, senest 8 uger efter børn og unge-udvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse.
Ankestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. træffes dog efter §§ 63 og 68 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er
pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter § 75, stk. 7, i serviceloven, skal formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og
unge-udvalget, jf. bestemmelsens stk. 1, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. bestemmelsens stk. 5,
straks orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter stk. 1, der vedrører et
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslås med
stk. 1,
at formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og
ungeudvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter lovens §§ 23 og 40, § 42, stk. 4, § 47, § 61, stk.
1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4 og § 105, samt § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk.
1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at de i bestemmelse konkrete opregnede afgørelser om indsatser
efter serviceloven fremadrettet vil blive truffet efter de relevante bestemmelser i barnets lov. Der er
ikke herudover tilsigtet en ændring i retstilstanden og de opregnede bestemmelser i barnets lov,
hvorefter der vil kunne træffes foreløbige afgørelser efter § 143, stk. 1, svarer således til gældende
regler efter servicelovens bestemmelser.
Med forslaget vil formanden for børne- og ungeudvalget, eller næstformanden i formandens fravær,
få hjemmel til at træffe foreløbige afgørelser efter en række konkrete bestemmelser i barnets lov.
Det drejer sig om: Gennemførelse af undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 23, lægelig
undersøgelse og behandling efter det foreslåede § 40, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat
familiepleje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4, anbringelse uden for hjemmet, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 47, anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner, jf. det foreslåede § 61, stk. 1, anbringelse på sikrede
døgninstitutioner, jf. det foreslåede §62, stk. 2 og 3, anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. det
foreslåede § 63, stk. 1 og 3, videreførelse af en anbringelse, jf. det foreslåede § 67, ændring af
anbringelsessted uden samtykke, jf. det foreslåede § 98, stk. 4, samt afbrydelse af forbindelsen m.v.,
jf. det foreslåede § 105.
747
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0748.png
Med forslaget vil formanden for børne- og ungeudvalget, eller næstformanden i formandens fravær,
endvidere få hjemmel til at træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse på et anbringelsessted
efter § 11, stk. 1 og 2, og brevkontrol mv. efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2015-16, A, side 19.
Formålet med bestemmelsen er at sikre mulighed for at træffe afgørelser, der af hensyn til barnets
eller den unges øjeblikkelige behov for støtte ikke vil kunne afvente, at sagen behandles i børne- og
ungeudvalget. Bestemmelsen vil således finde anvendelse i tilfælde, hvor situationen er sådan, at
der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt.
Det vil således være betingelse for en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, at der vil skulle
være et akut opstået behov for en foreløbig afgørelse om en bestemt indsats. Det vil være afgørende,
at sagen ikke vil kunne afvente en mødebehandling i børne- og ungeudvalget. Der vil skulle
foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og afgørelsen vil skulle ske under hensyntagen til
barnets eller den unges bedste.
I overensstemmelse med betingelserne for at træffe afgørelse uden samtykke i øvrigt vil det desuden
være en betingelse, at forvaltningen forud for den foreløbige afgørelse vil skulle have forsøgt at
indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år til den påtænkte
indsats.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det endvidere, at forvaltningen ikke vil kunne
iværksætte akutte foranstaltninger uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller dennes
stedfortræder har truffet afgørelse i sagen. Det vil således alene være børne- og ungeudvalgets
formand, eller i dennes fravær næstformanden, der vil have kompetence til at træffe en foreløbig
afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
Forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge over 10 år, samt andre parter i sagen vil have
adgang til at klage over foreløbige afgørelser. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede §
146. For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det imidlertid i § 146 fastsat, at en
klage over en foreløbig afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag
om anbringelse efter lovens § 47 ved børne- og ungeudvalget. Det vil betyde, at sagen ikke vil
kunne behandles, før endelig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet er truffet i børn og unge-
udvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og
ungeudvalget i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan træffe foreløbige afgørelser efter lovens § 40, § 42, stk. 4,
§ 67 og § 105, efter § 11, stk. 2, og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og efter §
14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i
748
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0749.png
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige
behov ikke kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 1, 2. pkt., med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at de i bestemmelsen konkrete opregnede afgørelser efter
serviceloven fremadrettet vil blive truffet efter de relevante bestemmelser i barnets lov. Der er ikke
herudover tilsigtet en ændring i retstilstanden og de opregnede bestemmelser i barnets lov, hvorefter
der vil kunne træffes foreløbig afgørelse, svarer således til gældende regler efter servicelovens
bestemmelser.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A,
L 85 som fremsat, side 77 , at formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og
ungeudvalget vil kunne træffe foreløbige afgørelser efter de nævnte bestemmelser i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet i sager om børn eller unge, der er pålagt en straksreaktion efter
§ 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil formanden eller i dennes fravær næstformanden for
børne- og ungeudvalget således med forslaget kunne træffe foreløbige afgørelser om lægelig
undersøgelse og behandling efter det foreslåede §40, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat
familiepleje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4, videreførelse af en anbringelse, jf. det
foreslåede § 67 samt afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. det foreslåede § 105.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget vil endvidere efter den
foreslåede bestemmelse kunne træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse og om kontrol med
brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation efter henholdsvis § 11 eller § 15 i lov om
voksenansvar over for anbragte børn og unge.
Endelig vil formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget kunne
træffe afgørelse efter en række konkrete bestemmelser i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Det drejer sig om anbringelse som led i et forbedringsforløb, jf. § 14, stk. 2-4,
anbringelse efter § 14 på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en
døgninstitution, jf. § 15, stk. 1, anbringelse efter § 14 på en sikret døgninstitution, jf. § 16, stk. 1,
anbringelse efter § 14 på en særligt sikret afdeling, jf. § 17, stk. 1, tilbageholdelse i forbindelse med
en anbringelse efter § 14, jf. § 18, stk. 1 og 2, ændret anbringelsessted, jf. § 24, stk. 1, samt
gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden samtykke, jf. § 32, stk. 1 og 2, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med formålet med det foreslåede § 143, stk. 1,
at sikre mulighed for at træffe afgørelser, der af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige
behov for støtte ikke kan afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget. Bestemmelsen vil
749
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0750.png
således finde anvendelse i tilfælde, hvor situationen er sådan, at der er behov for øjeblikkelig
indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt.
Der vil også skulle gælde de samme betingelser for en afgørelse efter stk. 2, som efter det
foreslåede § 143, stk. 1. Det vil således være en betingelse for en afgørelse efter den foreslåede
bestemmelse, at der vil skulle være et akut opstået behov for en foreløbig afgørelse om en bestemt
indsats. Det vil være afgørende, at sagen ikke kan afvente en mødebehandling i børne- og
ungeudvalget. Der vil skulle foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og afgørelsen vil
skulle ske under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
I overensstemmelse med betingelserne for at træffe afgørelse uden samtykke i øvrigt vil det desuden
være en betingelse, at forvaltningen forud for den foreløbige afgørelse vil skulle have forsøgt at
indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år til den påtænkte
indsats.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det desuden, at forvaltningen ikke vil kunne iværksætte
akutte foranstaltninger uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller dennes stedfortræder
har truffet afgørelse i sagen. Det vil således alene være børne- og ungeudvalgets formand, eller i
dennes fravær næstformanden, der vil have kompetence til at træffe en foreløbig afgørelse efter den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre parter, jf. §
140, inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse skal have skriftlig meddelelse om
afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til vederlagsfri advokatbistand.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 2, med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at sagens parter fremadrettet vil være afgrænset i § 140 i barnets
lov.
Forslaget vil i overensstemmelse med efter gældende ret indebære en pligt til inden for 24 timer
efter, iværksættelsen af en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1-2, at give
forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre parter i sagen en skriftlig meddelelse om
afgørelsen. Meddelelsen vil skulle indeholde oplysning til sagens parter om retten til vederlagsfri
advokatbistand efter det foreslåede § 140.
Meddelelsen vil endvidere efter forvaltningslovens regler skulle indeholde oplysning om retten til at
se sagens akter samt retten til at udtale sig.
24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre parter vil
skulle påregnes fra kommunens iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for
iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen
ikke umiddelbart kan effektueres, f.eks. fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen
750
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0751.png
være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, f.eks. ved at
kontakte politiet om bistand til at få barnet eller den unge eftersøgt. Det vil ikke være en
ugyldighedsgrund, hvis man ikke kan finde forældremyndighedsindehaver eller eventuelle andre
parter inden for de 24 timer trods en aktiv indsats.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at en foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2 snarest muligt og senest
inden syv dage efter iværksættelsen af afgørelsen skal forelægges børne- og ungeudvalget til
godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 3, med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at den foreløbige afgørelse fremadrettet vil skulle træffes efter de
foreslåede bestemmelser i § 143, stk. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse understreger, at en formandsafgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1
og 2, alene vil være en foreløbig afgørelse. Forslaget fastsætter således, at formandens eller
næstformandens afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, snarest muligt og senest inden syv
dage efter, at afgørelsen er truffet, vil skulle forelægges børne- og ungeudvalget til godkendelse.
Det vil gælde uanset om indsatsen måtte være ophørt. Syv dages fristen for forelæggelsen for børne-
og ungeudvalget vil skulle regnes fra iværksættelsen af afgørelsen. Ved beregningen af syv dages
fristen vil dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage skulle medregnes. Hvis børne- og
ungeudvalget ikke har taget stilling til den foreløbige afgørelse inden syv dage, vil afgørelsen skulle
bortfalde. Syv dages fristen vil være ufravigelig, uanset om forældremyndighedsindehaveren eller
andre parter ikke vil kunne deltage på mødet, da der vil være tale om et tilbud og ikke en pligt.
Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil alene skulle dreje
sig om den foreløbige afgørelse, som formanden eller næstformanden har truffet. Derfor vil
bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen kun skulle ske med udgangspunkt i det
beslutningsgrundlag, som kommunen vil have forlagt formanden eller næstformanden, når
formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget har truffet sin afgørelse. Der vil således
ikke på dette tidspunkt skulle tages stilling til, om der vil være grundlag for efterfølgende at træffe
afgørelse om eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Hvis kommunen
har sagen klar til den endelige afgørelse ved godkendelsesmødet, vil børne- og ungeudvalget
imidlertid kunne behandle denne indstilling efter indstillingen om godkendelse. Man vil dog skulle
være opmærksom på, at procedurereglerne også vil skulle være fulgt i forhold til behandlingen af
den endelige afgørelse. Dette vil eksempelvis gælde, hvis sagen alligevel vil være på vej til at blive
forelagt børne- og ungeudvalget.
Ved godkendelsen vil udvalget skulle tage stilling til, om betingelserne for den pågældende indsats
var opfyldt på afgørelsestidspunktet, og om indsatsen af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børne- og ungeudvalget.
Formanden eller næstformanden vil ikke være inhabil som medlem af børne- og ungeudvalget, selv
om pågældende har truffet den foreløbige afgørelse.
751
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0752.png
Hvis børne- og ungeudvalget ikke godkender en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet af et barn eller en ung, vil der ikke længere foreligge en anbringelse. Kommunen vil i
disse tilfælde derfor ikke kunne træffe afgørelse om hjemgivelse og vil ikke kunne fastsætte en
hjemgivelsesperiode.
Det foreslås endvidere med
stk. 5,
at en afgørelse, der er godkendt efter stk. 4, har gyldighed i en
måned. En afgørelse efter § 23 eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har
gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst to måneder regnet fra den foreløbige afgørelse
efter stk. 1. En afgørelse efter § 42, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om
flytning eller hjemtagelse.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 4, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de i bestemmelsen nævnte afgørelser efter servicelovens § 51 og § 78, stk. 4,
fremadrettet vil blive truffet efter henholdsvis det foreslåede § 23 og det foreslåede § 42, stk. 4, i
barnets lov.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 4, som
udgangspunkt have gyldighed i en måned. Der vil dog være en række undtagelser herfra, som
beskrevet nedenfor. Forslaget indebærer, at en indsats, der er iværksat på baggrund af en foreløbig
afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, vil skulle ophøre, med mindre børne- og
ungeudvalget i mellemtiden træffer afgørelse om at opretholde indsatsen efter det foreslåede § 15d.
Fristen vil skulle beregnes fra afgørelsen om børne- og ungeudvalgets godkendelse af den
foreløbige afgørelse, jf. det foreslåede § 143, stk. 4.
I tilfælde, hvor indsatsen ophører inden udløbet af månedsfristen, jf.
1. pkt.
i den foreslåede
bestemmelse, vil der ikke være krav om fornyet forelæggelse for børne- og ungeudvalget, da
formålet med en fornyet forelæggelse vil være at tage stilling til, om der fortsat skal være indsatser
uden samtykke. Selv om indsatsen er ophørt, inden syv dages fristen er udløbet, vil børne- og
ungeudvalget alligevel skulle godkende den foreløbige afgørelse, jf. det foreslåede § 143, stk. 4.
Der vil med den foreslåede bestemmelse være to undtagelser fra bestemmelsen om
gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse på en måned.
Den første undtagelse vil være, hvis der er truffet afgørelse om undersøgelse af barnet eller den
unge efter den foreslåede bestemmelse i § 23 eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. I disse tilfælde vil afgørelsen ikke skulle forelægges udvalget inden en
måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter § 23 eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf.
2. pkt.
i det foreslåede § 143, stk. 5, vil have gyldighed, indtil
undersøgelsen er afsluttet, dog højst to måneder. I disse tilfælde vil to måneders fristen skulle
beregnes fra formandens afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2.
752
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0753.png
Den anden undtagelse vil være, hvis der træffes en foreløbig afgørelse om, at et barn eller en ung
ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk.
4. I disse tilfælde vil den foreløbige afgørelse ikke ændre på det forhold, at der vil være tale om et
privat plejeforhold, som er foranstaltet af forældremyndighedsindehaveren selv. Afgørelsen vil
derfor have gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse, jf.
3. pkt.
i
den foreslåede § 143, stk. 5, eller kommunen vælger at træffe afgørelse om indsatser efter kap. 4-5 i
barnets lov.
Det foreslås endvidere med
stk. 6,
at direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser som
formanden for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1-3, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i en måned, jf. dog de frister, der er
nævnt i stk. 5, 2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse
skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 4.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 5, hvorefter direktøren for Ankestyrelsen
vil have samme beføjelser til at træffe foreløbige afgørelser som børne- og ungeudvalgets formand
eller næstformand.
Forslaget indebærer således, at direktøren for Ankestyrelsen eller den, der af direktøren er
bemyndiget hertil, vil have samme adgang som formanden for børn og unge-udvalget til at træffe en
foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, og således vil kunne pålægge kommunen
at gennemføre afgørelsen.
Direktørens foreløbige afgørelse vil som udgangspunkt have gyldighed i en måned, jf. dog de
udtagelser, der er nævnt i det foreslåede § 143, stk. 5, og afgørelsen vil ikke skulle godkendes.
Direktøren vil dog undtagelsesvis kunne bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af
Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af afgørelsen, jf. fristen
efter det foreslåede § 143, stk. 4, uanset at indsatsen eventuelt er ophørt.
Reglerne efter det foreslåede § 143, stk. 3 og 5 om underretning af forældremyndighedsindehaver
og eventuelle andre parter om gyldighedsperiode, vil tilsvarende finde anvendelse i situationer, hvor
direktøren træffer en foreløbig afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2018-
19, A, L 84 som fremsat, side 17, at sikre, at den nødvendige hjælp vil kunne iværksættes i tilfælde,
hvor det enten ikke er muligt at komme i kontakt med formanden eller næstformanden for børne- og
ungeudvalget, eller hvor denne ikke finder, at det er nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om
eksempelvis anbringelse uden for hjemmet.
Betingelserne for, at Ankestyrelsen vil kunne træffe en sådan foreløbig afgørelse, vil være de
samme, som når formanden for børne- og ungeudvalget træffer en foreløbig afgørelse, dog med den
753
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0754.png
undtagelse, at Ankestyrelsens foreløbige afgørelse ikke vil skulle godkendes syv dage efter af
børne- og ungeudvalget. Det vil således også indebære, at bestemmelsen vil finde anvendelse i
tilfælde, hvor sagen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov for støtte ikke kan
afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget. Bestemmelsen vil således finde anvendelse i
tilfælde, hvor situationen er sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut
omsorgssvigt. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §
143, stk. 1 og 2.
Det foreslås endvidere med
stk. 7,
at hvis børne- og ungeudvalget eller, når et barn eller en ung er
pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden en måned træffer afgørelse i overensstemmelse med
direktørens foreløbige afgørelse, jf. stk. 6, skal børne- og ungeudvalget eller
Ungdomskriminalitetsnævnet umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børne- og ungeudvalgets
eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før direktøren snarest muligt og
senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis
direktøren træffer afgørelse om, at børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter § 151, stk. 3, senest otte
uger efter børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. Ankestyrelsens
afgørelse efter 3. pkt. træffes dog efter §§ 40 og 100 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod de tilfælde, hvor direktøren for Ankestyrelsen har truffet
en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 6, og hvor børne- og ungeudvalget ikke inden
en måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse.
Bestemmelsen fastsætter således, at i disse tilfælde vil børne- og ungeudvalget straks skulle
orientere Ankestyrelsen herom.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om ikke at træffe afgørelse i overensstemmelse med direktørens
foreløbige afgørelse vil i disse tilfælde ikke have virkning, før direktøren snarest muligt og senest
inden 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal have virkning.
Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge mod at blive flyttet frem og tilbage, således at der
sikres kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.
Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børne- og ungeudvalgets afgørelse om ikke at iværksætte
foranstaltninger ikke skal have virkning, vil Ankestyrelsen skulle træffe afgørelse efter reglerne i
det foreslåede § 151. Dette vil skulle ske senest otte uger fra børne- og ungeudvalgets afgørelse.
Herved vil Ankestyrelsen træffe en endelig afgørelse, som det vil påhvile kommunen at
gennemføre.
754
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0755.png
Hvis direktøren ikke finder grundlag for, at sagen behandles efter Ankestyrelsens
egendriftsbeføjelse, jf. det foreslåede § 151, vil børne- og ungeudvalgets afgørelse kunne
iværksættes umiddelbart herefter.
Efter den foreslåede bestemmelse vil orienteringspligten efter
1. pkt.
tilfalde
Ungdomskriminalitetsnævnet i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion eller er
i et forbedringforløb efter §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og hvor der
træffes afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 6. Det vil i praksis indebære, at
kommunalbestyrelsen, når den bliver bekendt med direktøren for Ankestyrelsens foreløbige
afgørelse, jf. stk. 6, vil skulle forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet med henblik på, at
nævnet vil kunne træffe afgørelse i overensstemmelse med direktørens afgørelse.
Det følger af 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at hvis Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden
for en måned træffer afgørelse i overensstemmelse med Ankestyrelsens direktørs foreløbige
afgørelse, vil Ungdomskriminalitetsnævnet skulle underrette Ankestyrelsen herom. Det følger
endvidere af
2. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse ikke
vil have virkning, før direktøren for Ankestyrelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have
virkning. Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børne- og unge-udvalgets afgørelse om ikke at
iværksætte foranstaltninger ikke skal have virkning, vil Ankestyrelsen skulle træffe afgørelse efter
reglerne i det foreslåede § 151. Der vil således gælde de samme betingelser som i tilfælde
beskrevet, hvor orienteringspligten vil tilfalde børne- og ungeudvalget.
Dog gælder det, jf.
4. pkt.
i den foreslåede bestemmelse, at Ankestyrelsens afgørelse efter
3. pkt.
træffes efter §§ 40 og 100 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås endvidere med
stk. 8,
at formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og
ungeudvalget, jf. § 143, stk. 1 og 2, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. § 143, stk. 6, straks skal
orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2, der vedrører et
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 7, hvorefter formanden eller i dennes
fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1 og 2 i det foreslåede § 143, eller
direktøren for Ankestyrelsen, jf. det foreslåede § 143, stk. 6, straks vil skulle orientere
Ungdomskriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, der vedrører et barn
eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
755
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0756.png
Formålet med forslaget er at sikre, at Ungdomskriminalitetsnævnet bliver opmærksom på de
konkrete sager, med henblik på at nævnet vil kunne træffe afgørelse i overensstemmelse med den
foreløbige afgørelse, der vil være truffet af børne- og ungeudvalgets formand eller næstformand, jf.
det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, eller af direktøren for Ankestyrelsen, jf. det foreslåede § 143, stk.
6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Til § 144
Det fremgår af § 166, i serviceloven, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven,
medmindre andet er fastsat i loven eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 144
at kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område. Det foreslås videre, at forældremyndighedsindehaver og den personkreds, der
fremgår af §§ 145-148, for så vidt angår de anførte afgørelser, som udgangspunktet er
klageberettiget, og at kommende forældre endvidere vil være klageberettiget for afgørelser efter §
24, § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, og § 49.
Forslagets 1. pkt. er en videreførelse af servicelovens § 166. Forslagets 2. og 3. pkt. er nye.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 1996-97, tillæg A, side 5001,
fastsætter bestemmelsen, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter barnets lov vil kunne indbringes
for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
medmindre andet er fastsat i barnets lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i §§ 140, 145 og 146. Om
de almindelige klageregler, herunder om klagefrister, genvurdering af sager m.v., henvises til
kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Processen for at klage vil således følge af kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Det vil bl.a. indebære, at
klagen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen, der vil skulle genvurdere sin afgørelse og sende
klagen videre til Ankestyrelsen inden for fire uger, hvis den ikke ændrer sin afgørelse ved
genvurderingen.
756
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0757.png
Ankestyrelsen vil herefter have mulighed for at afvise, stadfæste, hjemvise, ophæve eller ændre en
kommunal afgørelse, der er klaget over efter denne bestemmelse. Der henvises i den forbindelse til
kapitel 9 i retssikkerhedsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Bestemmelsen
2. pkt.
fastsætter, at forældremyndighedsindehaveren og den personkreds, der
fremgår af de foreslåede §§ 145-148 om klage over kommunes afgørelser, klage over børne- og
ungeudvalgets afgørelser og domstolsprøvelse af afgørelser, vil være klageberettiget i forhold til
afgørelser efter barnets lov. Bestemmelsen, som er ny, skal ses i sammenhæng med den foreslåede §
3, som fastsætter, at afgørelser efter barnets lov som udgangspunkt træffes over for
forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, med mindre andet er fastsat i de enkelte
bestemmelser.
Bestemmelsen indebærer en tydeliggørelse af, hvem der vil være klageberettiget i afgørelser, der
træffes efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3.
Bestemmelsens
3. pkt.
fastsætter, at kommende forældre vil være klageberettiget, når der træffes
afgørelser over for kommende forældre efter de foreslåede bestemmelser i § 24 om børneudredning,
§ 32, stk. 5, om støttende indsatser § 46, stk. 4, om anbringelse med samtykke og § 49 om
anbringelse uden samtykke.
Bestemmelsen indebærer en tydeliggørelse af, hvem der vil være klageberettiget i afgørelser, der
træffes efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.
Bestemmelsen indebærer videre, at kommende forældre også fremover vil være klageberettiget i
forhold til afgørelser om indsatser, der træffes inden barnet er født. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt ændringer i retstilstanden i forhold til adgangen til kommende forældres
adgang til at klage over afgørelser om særlig støtte.
For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved kommende forældre henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets § 3.
Til § 145
Det fremgår af § 167, stk. 1, i serviceloven, at følgende afgørelser af barnet eller den unge, der er
fyldt 12 år, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område: 1) Forebyggende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet efter §
52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57 b, 3) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, 4)
757
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0758.png
valg af anbringelsessted efter § 68 b, stk. 1, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 69, stk. 1, og
6) samvær og kontakt efter § 71, stk. 2.
Det fremgår af § 167, stk. 2, i serviceloven, at i det omfang afgørelsen efter stk. 1, nr. 5 og 6, angår
den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne på samme måde
indbringes for Ankestyrelsen.
Det fremgår af § 167, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter §
48 a af barnet eller den unge kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område.
Endelig fremgår det af § 167, stk. 4, i serviceloven, at afgørelser om efterværn efter § 76 eller
opretholdt anbringelse efter § 76 a, der træffes i medfør af § 68, stk. 11 og 13, inden den unge fylder
18 år, kan indbringes af den unge for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Det foreslås med
stk. 1,
at følgende afgørelser af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område: 1) Indsatser efter § 32, 2) børne- og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet
efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 97,
stk.2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104,
stk. 2-4 og 8) efterværn efter §§ 114-115 eller opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i
medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 167, stk. 1, og servicelovens § 167, stk. 4, med de
nødvendige konsekvensændringer som følge af, at barnet eller den unge med lovforslaget foreslås at
blive tildelt selvstændig partstatus fra 10 år mod 12 år i dag, samt at de konkrete afgørelser, der
opregnes i de gældende bestemmelser i serviceloven, fremadrettet vil blive truffet efter de relevante
bestemmelser i barnets lov.
Bestemmelsen foreslås affattet således, at gældende ret efter servicelovens § 167, stk. 4,
fremadrettet vil følge af det foreslåede
nr. 1-8.
Der er ikke tilsigtet en ændring i gældende
retstilstand, og de oplistede afgørelser, som barnet over 10 år vil have mulighed for at indbringe for
Ankestyrelsen, jf. nr. nr. 1-8 i den foreslåede bestemmelse, svarer derfor til de opregnede afgørelser
i servicelovens § 167, stk. 1 og 4.
Med forslaget vil barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, således have ret til at indbringe en række
konkrete afgørelser for Ankestyrelsen. Det drejer sig om følgende afgørelser: Støttende indsatser
efter § 32, børne- og ungepålæg efter § 39, anbringelse uden for hjemmet efter § 46, valg af
anbringelsessted efter § 52, stk. 1, behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2, hjemgivelse og
hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, samt samvær og kontakt efter § § 104, stk. 2-4.
758
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0759.png
Derudover vil den unge have mulighed for at klage over afgørelser om efterværn, der træffes, inden
den unge fylder 18 år. Begrundelsen for dette er i overensstemmelse med efter gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2011-12, A, L 117 som fremsat, side 4 og 7, at sikre, at der er tydelig
lovhjemmel til, at unge under 18 år vil kunne klage over afgørelser om efterværn efter § 114-115
eller opretholdt døgnophold i en plejefamilie efter § 120.
Kommunalbestyrelsen vil skulle støtte barnet eller den unge i at udnytte deres klagemuligheder.
Hvis et barn eller en ung retter henvendelse til en sagsbehandler eller andre i kommunen, fordi
barnet eller den unge ønsker at klage over eksempelvis valg af anbringelsessted eller ændret
anbringelsessted m.v., vil denne person skulle sørge for at videregive klagen til rette myndighed
eller støtte barnet eller den unge i at tage kontakt til den rette myndighed.
Ankestyrelsen vil med forslaget skulle behandle en klage efter den foreslåede bestemmelse efter
reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås med
stk. 2,
at i det omfang afgørelsen efter det foreslåede § 145, stk. 1, nr. 5 og 7,
angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne på
samme måde indbringes for Ankestyrelsen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 167, stk. 2, med redaktionelle ændringer.
Forslaget viderefører således den gældende retstilstand.
Baggrunden for forslaget er, at en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, som
udgangspunkt ikke vil have partsstatus og derfor som udgangspunkt ikke vil være klageberettiget.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter imidlertid, at i tilfælde, hvor der træffes afgørelse efter de
bestemmelser, der er nævnt i det foreslåede § 145, stk. 1, nr. 5 og 7, og afgørelsen vedrører den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, vil afgørelsen af den pågældende kunne
indbringes for Ankestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor
kommunalbestyrelsen efter det foreslåede § 104, træffer afgørelse om at begrænse omfanget af
samværet mellem barnet eller den unge og en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 140, stk. 2 og 3, samt det foreslåede § 141,
stk. 2.
Hensynet med den foreslåede bestemmelse er, at der kan være tale om afgørelser af indgribende
karakter for den af forældrene, som afgørelsen vedrører.
Det foreslås med bestemmelsen i § 145, stk. 3, at afgørelser i sager om bisidder til børn og unge
efter § 5 af barnet eller den unge kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
759
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0760.png
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 167, stk. 3. Det følger heraf, at børn og unge har
adgang til at klage over en afgørelse, der fratager dem retten til at tage en bestemt person med som
bisidder.
Med den foreslåede bestemmelse vil afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 5 således
kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område af barnet eller den unge, uanset barnets eller den unges alder.
Hvis en sagsbehandler, en pædagog eller andre omkring barnet bliver klar over, at barnet eller den
unge ønsker at klage over afslaget på at medtage den pågældende person som bisidder, vil
vedkommende skulle hjælpe barnet eller den unge med at viderebringe klagen til den rette
myndighed.
Formålet med bestemmelsen er, i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende,
2006-07, tillæg A, side 4556, at beskytte børn og unges retssikkerhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.2 og 3.16.3.
Til § 146
Det fremgår af § 168, stk. 1, i serviceloven, at afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74,
kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
En klage over en afgørelse efter § 75, stk. 3, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der
verserer en sag om anbringelse efter § 58 for børn og unge-udvalget.
Det fremgår af § 168, stk. 2, i serviceloven, at berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år. Afgørelser efter § 71, stk. 3-5, og
§ 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der ikke
har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan
plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 168, stk. 3, i serviceloven, at indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke
iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan direktøren under ganske særlige
omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet
afgørelse i sagen.
Det fremgår af § 168, stk. 4, i serviceloven, at ved behandlingen i Ankestyrelsen finder § 72, § 73
og § 74, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager
en sag om særlig støtte til børn og unge op, jf. § 65, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at
det ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer
afgørelse efter § 65, stk. 3.
760
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0761.png
Det fremgår af § 168, stk. 5, i serviceloven, at i forbindelse med behandlingen af sagen i
Ankestyrelsen har forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, ret til at få
dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. § 142, kan indbringes for
Ankestyrelsen inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en
afgørelse efter § 143, stk. 4, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag
om anbringelse efter § 47 for børne- og ungeudvalget.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168, stk. 1. Den gældende bestemmelse i
serviceloven viderefører retstilstanden tilbage fra bistandsloven, jf. Folketingstidende, 1991-92,
tillæg A, spalte 4901.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 142, vil kunne indbringes for Ankestyrelsen.
Det foreslåede stk. 1 oplister de konkrete afgørelser, der træffes af børne- og ungeudvalget, og som
således efter det foreslåede stk. 1 vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Det drejer sig bl.a. om
afgørelser om gennemførelse af en undersøgelse efter det foreslåede § 23 om anbringelse uden
samtykke efter det foreslåede § 47 eller om ændring af anbringelsessted uden samtykke efter det
foreslåede § 98, stk. 4.
Ankestyrelsen vil med forslaget skulle behandle en klage efter den foreslåede bestemmelse efter
reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ankestyrelsen vil ikke
være begrænset af retssikkerhedslovens § 69 i disse sager og vil derfor have mulighed for fuld
efterprøvelse af børne- og ungeudvalgets afgørelser.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser vil skulle oplyse sagens parter om klagemulighederne og
klagefristerne, jf. reglerne i retssikkerhedsloven.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes for
Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år.
Afgørelser efter § 105 og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der angår
den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for
Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 42, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter hvem, der jf. den foreslåede bestemmelse i § 146, stk. 1, er
berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen, hvor børne- og ungeudvalget har truffet
afgørelse. Forslaget afgrænser således, hvem der vil skulle betragtes som parter i sagen.
761
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0762.png
Med den foreslåede bestemmelse foreslås det at sænke aldersgrænsen for, hvornår et barn eller en
ung kan klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, således at en
afgørelse fremover vil kunne indbringes af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år imod 12 år i dag.
Forslaget er en konsekvens af, at aldersgrænsen for selvstændig partstatus med barnets lov foreslås
fastsat til 10 år. Dermed udvides gruppen af børn og unge, der selvstændigt har mulighed for at få
indflydelse på deres egen sag for så vidt angår afgørelser uden samtykke på samme måde som i
afgørelser med samtykke. Forslaget vil således skulle ses i sammenhæng med det foreslåede § 140,
stk. 1, og § 145, stk. 1.
Med forslaget vil forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge over 10 år være berettiget
til at indbringe en sag for Ankestyrelsen, hvor børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse. I
overensstemmelse med efter gældende ret vil ankeadgang for barnet eller den unge også gælde,
hvor den unge først fylder 10 år efter den trufne afgørelse, men inden udløbet af ankefristen, jf.
Folketingstidende, 1996-97, tillæg A, side 5001.
Begrundelsen for forslaget er, at der kan være situationer, hvor barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren har modsatrettede interesser, og hvor det derfor kan være et
problem, at forældrene skal varetage både egne og barnets eller den unges interesser. Derfor
foreslås det, at barnet eller den unge over 10 år skal have ret til at udøve egne partsbeføjelser som
selvstændige part i egen sag.
For børn og unge under 10 år vil en sag således alene kunne indbringes for Ankestyrelsen af
forældremyndighedsindehaverne, og det vil da påhvile indehaverne af forældremyndigheden at
varetage barnets eller den unges interesser i forbindelse med klage.
Hensynet med bestemmelsen er således først og fremmest, i overensstemmelse med gældende ret,
jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178, side 14, at i sager om særlig støtte til børn og unge kan det
ofte være tilfældet, at forældrene enten ikke er i stand til at varetage barnets eller den unges tarv,
eller at forældrene og barnet eller den unge har modsatrettede interesser i forhold til hvilke
indsatser, der bedst kan gavne barnet eller den unge. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor forældrene
ønsker barnet hjemme, til trods for at det er bedst for barnet at blive anbragt. Det kan påvirke den
endelige afgørelse om foranstaltning på en måde, der ikke altid er til gavn for barnet.
Med forslaget fastsættes desuden, at for så vidt angår afgørelser efter105, og § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, vil denne tillige kunne indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere fastslår den
foreslåede bestemmelse, at plejeforældrene i privat familiepleje vil kunne indbringe afgørelser efter
§ 42, stk. 4.
Det følger således heraf, at en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, vil have konkrete
partsbeføjelser i sager, hvor der træffes konkrete afgørelser efter det foreslåede § 105, der angår den
pågældende forælder. Begrundelsen er, at der kan være tale om afgørelser af potentielt indgribende
762
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0763.png
karakter for den pågældende, fordi der kan være tale om at afskære eller begrænse kontakt og
samvær mellem forælderen og barnet eller den unge. På samme måde følger det af forslaget, at
plejeforældrene, når et barn eller en ung er i privat familiepleje, vil have partsbeføjelser i en sag,
hvor der træffes afgørelse efter lovens § 42, stk. 4. Dette vil endvidere skulle ses i sammenhæng
med det foreslåede § 140, stk. 2-3, § 141, stk. 2, samt § 142, stk. 3.
Det foreslås med
stk. 3,
at indbringelse af en afgørelse for Ankestyrelsen ikke hindrer iværksættelse
af afgørelsen. Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder bestemme, at
en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168, stk. 3. Det følger af den foreslåede
bestemmelse, at en klage til Ankestyrelsen jf. det foreslåede § 146, stk. 1, som hovedregel ikke vil
have opsættende virkning. Det vil sige, at hvis børne- og ungeudvalget eksempelvis træffer
afgørelse om anbringelse uden samtykke, og denne afgørelse påklages af
forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge over 10 år, så vil anbringelsen som
hovedregel skulle iværksættes, uagtet at sagen er indbragt for Ankestyrelsen.
Der vil dog under ganske særlige omstændigheder kunne gives opsættende virkning i forbindelse
med en klage til Ankestyrelsen over en afgørelse truffet af børne- og ungeudvalget. Dette vil i så
fald skulle fastsættes af Ankestyrelsens direktør og vil medføre, at den trufne afgørelse ikke må
iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen. Det vil f.eks. kunne være relevant i
tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse om ændring af anbringelsessted uden
samtykke, og hvor barnet eller den unge over 10 år har klaget over afgørelsen. I sådanne tilfælde vil
Ankestyrelsen kunne vurdere, at det vil være bedst for barnet at blive boende på sit nuværende
anbringelsessted, mens sagen behandles i Ankestyrelsen, for at undgå unødige skift for barnet eller
den unge.
Formålet med bestemmelsen er således at beskytte barnets tarv. Når en klage ikke vil have
opsættende virkning, vil det have begrundelse i, at en klage ikke må forhindre, at barnet eller den
unge får den rette hjælp og støtte. Når det under ganske særlige omstændigheder kan besluttes, at
klagen skal have opsættende virkning, vil det skulle begrundes i, at det vil være det bedste for
barnet eller den unge under hensyntagen til barnets eller den unges tarv og behov for støtte.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 140, 141 og 142,
stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag
om særlig støtte til børn og unge op, jf. § 151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det
ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse
efter § 151, stk. 3.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 168, stk. 4, med redaktionelle ændringer. Der er
ikke med forslaget tilsigtet en ændring i forhold til gældende retstilstand.
763
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0764.png
Med forslaget fastsættes, at de foreslåede bestemmelser i §§ 140, 141 og § 142, stk. 2 og 3, vil finde
tilsvarende anvendelse ved behandling af en sag efter det foreslåede § 146, stk. 1. Det vil sige, at
parterne i sagen vil have ret til gratis advokatbistand i overensstemmelse med reglerne i § 140,
ligesom kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 141 vil have pligt til at gøre parterne bekendt med
retten til efter forvaltningslovens regler at se sagens akter og til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes. Derudover vil parterne, samt parternes advokat eller eventuelt anden bisidder, have ret til at
udtale sig i overensstemmelse med reglerne i § 142, stk. 2 og 3. Med forslaget fastsættes desuden, at
det samme gør sig gældende, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag om støtte til børn og unge
op, jf. den foreslåede bestemmelse i § 151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke
kan udelukkes, at behandlingen af sagen vil kunne resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer
afgørelse efter det foreslåede § 151, stk. 3.
I overensstemmelse med efter gældende ret har forslaget til formål at fastslå, at sagens parter vil
have samme ret til advokatbistand, ret til orientering om aktindsigt samt samme udtaleret, ved
Ankestyrelsens behandling af sagen, som de vil have ved behandlingen af sagen i børn og unge-
udvalgene. Der henvises i den forbindelse til Folketingstidende, 2011-12, A, L 107 som fremsat,
side 7.
Bestemmelsen fastslår, at forpligtelsen til at tilbyde forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 10 år, gratis advokatbistand m.v. i forbindelse med, at Ankestyrelsen tager en sag op af
egen drift, foreligger, når Ankestyrelsen vurderer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen af
sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om en indsats uden samtykke. Med
bestemmelsen fastslås samtidig, at Ankestyrelsen skal foretage en vurdering af, om sagen kan ende
med en afgørelse om en indsats uden samtykke. Hvis dette som udgangspunkt kan udelukkes, f.eks.
fordi det er forældrene selv, der har bedt Ankestyrelsen tage sagen op, fordi forældrene ikke mener,
at kommunen har gjort tilstrækkeligt, eller hvor der i øvrigt ikke er noget, der tyder på, at
forældrene ikke er villige til at samarbejde, behandles sagen uden advokatbistand. Hvis det imod
forventning skulle ske, at Ankestyrelsen i sådanne tilfælde ender med at behandle sagen efter § 151,
skal der indkaldes til et nyt ankemøde, hvor sagens parter har ret til gratis advokatbistand m.v.
Det foreslås endvidere med
stk. 5,
at i forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, ret til at få dækket
udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168, stk. 5, med redaktionelle ændringer som
følge af, at aldersgrænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget foreslås nedsat til 10 år imod
12 år i dag.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i forbindelse med behandlingen af en sag i
Ankestyrelsen, jf. det foreslåede § 146, stk. 1, vil forældremyndighedsindehaveren og barnet eller
den unge, der er fyldt 10 år, have ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
764
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0765.png
Ydelsen vil ikke være trangsbestemt. Det vil være forældrenes og barnets eller den unges
opholdskommune, der vil skulle finansiere ydelser efter bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 147
Det fremgår af § 169, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168
kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen, kræves forelagt for retten.
Det fremgår af § 169, stk. 2, at hvis ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet
prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at Ankestyrelsens afgørelser efter § 146 og § 151, stk. 3, ved henvendelse
til Ankestyrelsen inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan kræves
forelagt for retten.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 169, stk. 1, med redaktionelle ændringer.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsens afgørelser, jf. det foreslåede § 146 og det foreslåede § 151,
stk. 3, vil kunne kræves forelagt for byretten. Dette vil således gælde i tilfælde, hvor Ankestyrelsen
har truffet afgørelse på baggrund af en klage efter § 146, stk. 1, eller hvor Ankestyrelsen har truffet
afgørelse i medfør af Ankestyrelsens egendriftskompetence, jf. § 151, stk. 3.
Der henvises til forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2005-06, tillæg A, side 5448-
5449, hvoraf det fremgår, at i og med at Ankestyrelsens afgørelser i klagesager om børne- og
ungeudvalgets afgørelser m.m. er henlagt til byretten frem for landsretten i første instans, vil der
være parallelitet med andre civile sager, der også som udgangspunkt vil skulle behandles ved
byretten i første instans.
Ifølge grundloven vil domstolene kunne påkende ethvert spørgsmål om forvaltningens grænser. Det
vil ikke være en almindelig betingelse for indbringelse af forvaltningens afgørelser for domstolene,
at borgeren forinden har udnyttet sine muligheder for at påklage afgørelsen til en anden
administrativ myndighed. Retten vil dog have mulighed for at udsætte en sag, når dette findes
hensigtsmæssigt. Det vil f.eks. kunne ske med henblik på at afvente udfaldet af en administrativ
afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Retten vil i den forbindelse kunne udsætte
sagen, indtil en klagesag inden for det administrative klagesystem er blevet afgjort.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at hvis Ankestyrelsens afgørelse er stadfæstet ved dom, kan
fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til
afgørelse.
765
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0766.png
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 169, stk. 2.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 1996-97,
tillæg A, side 5002, at fornyet prøvelse for retten kun vil kunne kræves, hvis Ankestyrelsen på ny
har behandlet sagen, dvs. at den administrative rekurs vil skulle være udnyttet. Der vil således ikke
være mulighed for at få foretaget fornyet domstolsprøvelse på uændret grundlag.
Byrettens dom vil ikke kunne ankes til landsretten. Byrettens dom vil kun kunne ankes til
landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. reglerne i retsplejeloven. Der henvises i den
forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 149, stk. 1.
Der henvises endvidere til retsplejelovens regler om frister for indbringelse af sager for retten m.v.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 148
Det fremgår af § 170, stk. 1, i serviceloven, at byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et
retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller
ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Det fremgår af § 170, stk. 2, at sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager,
herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der
er angivet i dette kapitel.
Det fremgår af § 170, stk. 3, at som parter anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der
er fyldt 12 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Efter § 170, stk. 4, kan retten bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.
Det fremgår af § 170, stk. 5, at ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen
må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de
under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Endelig fremgår det af § 170, stk. 6, at ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.
Det foreslås med
stk. 1,
at byretten under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er
sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i
psykologi.
766
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0767.png
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 1. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden helt tilbage fra lov om børne- og
ungdomsforsorg. Det fremgår af forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 1963-64,
tillæg A, spalte 709, at kredsen af sagkyndige i sin tid er blevet udvidet til foruden børnesagkyndige
at omfatte kyndige i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykiatri, med den begrundelse, at det må
anses for ønskeligt at kunne drage nytte af den faglige indsigt vedrørende børn og unge, som
psykologerne repræsenterer. Det vil i disse sager ofte dreje sig om bedømmelse af en pædagogisk-
psykologisk situation, der vil omfatte barnet eller den unge og, familien og de muligheder, som
støtte efter loven i form af f.eks. en eventuel anbringelse uden for hjemmet, vil kunne give.
Begrundelsen for, at bestemmelsen giver adgang til enten at vælge et retsmedlem, der er sagkyndig
i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykiatri, er desuden, jf. Folketingstidende, 1963-64, tillæg
A, spalte 709, at det må anses for en fordel, at den kreds, af hvilken de sagkyndige medlemmer
tages, herved bliver større. På denne måde vil det bl.a. lettere kunne undgås, at de pågældende
gennem deres arbejde ved psykiatriske afdelinger og klinikker m.v. vil have beskæftiget sig med
den enkelte sag, inden den bringes for retten.
I forhold til udpegning af børnesagkyndige dommere, vil der i overensstemmelse med efter
gældende ret ikke stilles specifikke krav om pædagogisk uddannelse. Der forudsættes relevant
uddannelse på børneområdet samt praktisk erfaring med specialområdet udsatte børn og unge
og/eller ift. børn og unge med en funktionsnedsættelse. Det vil ofte kunne være ønskeligt, at
pædagogisk uddannede udpeges til dette hverv, men personer med erfaringer fra praktisk
pædagogisk arbejde eller andet arbejde inden for børne- og ungeområdet vil også kunne være
relevant, hvorfor der ikke stilles specifikke krav om pædagogisk uddannelse, jf. Folketingstidende,
1963-64, tillæg A, spalte 710.
Der henvises i øvrigt til Folketingstidende, 2005-06, tillæg A, side 5449, hvoraf det følger, at der i
lovteksten benyttes udtrykket sagkyndige eller sagkyndige retsmedlemmer i overensstemmelse med
retsplejelovens sprogbrug, hvor betegnelsen dommere er forbeholdt juridiske dommere.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige
sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de
ændringer, der er angivet i dette kapitel.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 2. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven.
Forslaget angiver de regler i retsplejeloven, efter hvilke sagerne skal behandles.
Forslaget indebærer således, at sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser i klagesager om børne- og
ungeudvalgets afgørelser indbringes for byretten, jf. det foreslåede § 147, vil blive behandlet efter
retsplejelovens regler om borgerlige sager. Der henvises i den forbindelse til bekendtgørelse af lov
767
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0768.png
om rettens pleje, herunder særligt kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at som parter anses forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 10 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 3, med den nødvendige
konsekvensændring som følge af, at aldersgrænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget
foreslås fastsat til 10 år imod de 12 år, som følger af gældende ret. Der henvises i den forbindelse til
de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3. Forlaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med
det foreslåede § 145. Der er ikke med den foreslåede ordning tilsigtet yderligere ændringer i forhold
til gældende ret.
Med forslaget fastslås, at såvel indehaveren af forældremyndigheden som barnet eller den unge, der
er fyldt 10 år, vil være parter i sagen. Dette vil også gælde i de tilfælde, hvor den pågældende ikke
selv har krævet sagen forelagt for retten.
Ankestyrelsen, hvis afgørelse indbringes for retten, vil ligeledes være part i sagen, jf.
retsplejelovens § 470, stk.1.
I det omfang, der er tillagt plejeforældre og den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, en klageret, vil disse endvidere være part i sagen i det omfang, de har
indbragt sagen for retten.
Da det antages, at parter, der optræder på egen hånd, har ret til at overvære retsmøderne, uanset
bestemmelsen i retsplejelovens § 32, stk. 1, vil den unge, der er fyldt 10 år, i kraft af sin partsstatus
have ret til at overvære retsmøderne.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede
døre.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 4. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven, jf.
også bemærkninger til det foreslåede § 148, stk. 1. Bestemmelsen fastsætter parallelitet med
retsplejelovens regler om dørlukning under rettens behandling af sager.
Der henvises til retsplejelovens § 29, hvorefter retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for
lukkede døre, når særlige forhold gør sig gældende. Det vil f.eks. kunne være tilfælde, når hensynet
til ro og orden i retslokalet kræver det, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil
udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 29, stk. 2, at i
borgerlige sager vil der efter anmodning fra parterne kunne træffes bestemmelse om dørlukning,
768
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0769.png
hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen og ingen afgørende
offentlig interesse strider herimod.
Det foreslås med
stk. 5,
at ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må
der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de
under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 5. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven. Der henvises i den
forbindelse til Folketingstidende, 1991-92, tillæg A, side 4903, hvoraf det fremgår, at formålet med
bestemmelsen i overensstemmelse med § 473 i retsplejeloven er at beskytte sagens parter mod
offentliggørelse af deres identitet, f. eks. gennem fotografering. Der henvises i øvrigt til
retsplejelovens regler herom.
Det foreslås endvidere med
stk. 6,
at ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 6, der viderefører retstilstanden tilbage fra
bistandsloven. I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 1991-92, tillæg A,
side 4903, følger det af forslaget, at i tilfælde af dissens, vil der ikke gives oplysning om
dommernes navne. Dette er forudsat, at der kan gives oplysning om dissens. Det følger af
forarbejderne til gældende ret, at der vil kunne være en vis vejledning i at få oplyst om eventuel
dissens, uanset at dommernes navne ikke vil kunne angives.
Der er tale om en særregel til retsplejelovens § 218.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 149
Det fremgår af § 171, i serviceloven, at byrettens afgørelse ikke kan indbringes for landsretten.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller
særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden fire uger
efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden et år efter afsigelsen.
Det foreslås med
stk. 1,
at byrettens afgørelse ikke kan indbringes for landsretten.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller
særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden fire uger
efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 1etår efter afsigelsen.
769
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0770.png
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 171.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2013-14, A, L 178 som fremsat,
side 133, vil forslaget indebære, at prøvelsen af byrettens domme om prøvelse af Ankestyrelsens
afgørelser vil være begrænset, således at anke til landsretten kun vil kunne ske med tilladelse fra
Procesbevillingsnævnet. En sådan tilladelse vil kunne meddeles, hvis sagen er af principiel karakter,
eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, vil skulle bero på en konkret vurdering af den
enkelte sag, men det forudsættes bl.a. at kunne omfatte tilfælde, hvor byrettens afgørelse vurderes at
være (åbenbart) forkert, eller hvor der i øvrigt er grund til at tro, at afgørelsen vil blive ændret af
landsretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 150
Det fremgår af § 172, stk. 1, i serviceloven, at de sagkyndige, der er nævnt i servicelovens § 170,
beskikkes af domstolsstyrelsen efter forhandling med social- og ældreministeren. Domstolsstyrelsen
fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal
være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål
efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige.
Det fremgår af § 172, stk. 2, at beskikkelse gælder for 4 år. En sagkyndig afgår ved udgangen af
den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år.
Det fremgår af § 172, stk. 3, at ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå at modtage
beskikkelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.
Endelig fremgår det af § 172, stk. 4, at udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede
sagkyndige foretages af retsformanden. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retsplejeloven
ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.
Det foreslås med
stk. 1,
at de sagkyndige, der er nævnt i § 148, beskikkes af domstolsstyrelsen efter
forhandling med social- og ældreministeren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres antal og træffer
bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være
under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og
skal være uberygtede og vederhæftige.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 172, stk. 1. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven.
770
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0771.png
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 1997-98, tillæg A, side 885, vil
bestemmelsen indebære, at de sagkyndige efter det foreslåede § 148 beskikkes af domstolsstyrelsen
efter forhandling med social- og ældreministeren. De beskikkede vil skulle være myndige, må ikke
være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens §
7 og vil skulle være uberygtede og vederhæftige.
Begreberne ”uberygtet” og ”vederhæftig” i serviceloven er en terminologi, der stammer fra de
tidligere sociale love. Begrebet ”uberygtet” er endvidere anvendt i retsplejelovens § 69 i relation til
nævninge og domsmænd, uden at begrebet er nærmere defineret.
Med begreberne vil skulle forstås, at den sagkyndige skal være pålidelig, troværdig, uangribelig og
ubelastet. Dvs. at vedkommende f.eks. ikke må have begået handlinger, der i almindeligt omdømme
gør pågældende uværdig til at bestride hvervet som sagkyndig. Der vil derudover være tale om
kvaliteter, som pågældende må forventes at besidde for at varetage vedkommendes virke som
psykolog, da kravene er formuleret i forbindelse med en faglig beskikkelse. Sager vedrørende
vedkommendes professionelle virke må derfor skulle vægtes betydeligt tungere i vurderingen, end
sager vedrørendes vedkommendes private forhold.
Der vil således ikke kunne opstilles klare kriterier for, eller nedre grænse for, hvornår en beskikket
sagkyndig opfylder kravene om at være vederhæftig og uberygtet, men der vil skulle være tale om
en individuel, konkret og samlet vurdering af den pågældende.
Det foreslås med
stk. 2,
at beskikkelse gælder for fire år. En sagkyndig afgår ved udgangen af den
måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 172, stk. 2. Den gældende bestemmelse i
serviceloven er i sin væsentlighed, dog med redaktionelle ændringer, en videreførelse af
retstilstanden tilbage fra forsorgsloven.
Med forslaget fastholdes den gældende retstilstand således, at en beskikkelse vil gælde for fire år,
og en sagkyndig vil afgå ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år, jf.
Folketingstidende, 1957-58, tillæg A, spalte 1027-1028.
Det foreslås med
stk. 3,
at ingen, der opfylder betingelserne i det foreslåede § 150, stk. 1, kan afslå
at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig
fritagelsesgrund.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens, § 172, stk. 3. Den gældende
bestemmelse i serviceloven er i sin væsentlighed, dog med redaktionelle ændringer, en videreførelse
af retstilstanden tilbage fra forsorgsloven.
771
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0772.png
Med forslaget fastholdes den gældende retstilstand således, at ingen, der opfylder betingelserne i det
foreslåede § 150, stk. 1, vil kunne afslå at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 150, stk. 4, er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund. Der
henvises til forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 1957-58, tillæg A, spalte 1027-
1028.
Det foreslås endvidere med
stk. 4,
at udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede
sagkyndige foretages af retsformanden. Det foreslås, at ingen kan udtages, som efter §§ 60 og 61 i
retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 172, stk. 4. I overensstemmelse efter gældende ret,
jf. Folketingstidende, 2005-06, tillæg A, side 5449, vil forslaget indebære, at kompetencen til at
udtage sagkyndige dommere for den enkelte sag vil være henlagt til retsformanden. Dette vil være i
overensstemmelse med den almindelige regel om udtagning af sagkyndige dommere i
retsplejelovens § 94, og det vil være antaget i praksis, at den gældende regel i lov om social service
§ 172, stk. 4, 1. pkt., der foreslås videreført med det
stk. 4, 1. pkt.,
ikke vil være til hinder for, at
landsretspræsidenten kan bemyndige retsformanden til at udtage sagkyndige dommere for den
enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 151
Det fremgår af § 65, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrelsen af egen drift kan tage sager om særlig
støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har
foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog stk. 6. Ankestyrelsen kan da pålægge
kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne
afgørelser.
Det fremgår af § 65, stk. 2, i serviceloven, at hvis der er behov for foranstaltninger efter §§ 52 eller
52 a og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang, kan Ankestyrelsen
selv træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger. Ankestyrelsen kan dog ikke træffe en
foreløbig afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et
forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen
skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde omfattet af 2. pkt. og om afgørelser efter 1.
pkt., når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter § 65, stk. 3, i serviceloven, kan Ankestyrelsen endvidere selv træffe afgørelse efter §§ 51, 58,
63, 68 a og 71.
772
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0773.png
Efter § 65, stk. 4, i serviceloven, kan Ankestyrelsen pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre
afgørelser efter stk. 1-3 og kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en
nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
bedste.
Det fremgår endvidere af § 65, stk. 6, i serviceloven, at Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse
efter stk. 1 og 3 i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse
om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet.
Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter 2. pkt.
Det foreslås med
stk. 1,
at Ankestyrelsen af egen drift kan tage sager om støtte efter denne lov til
børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget
de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste, jf. dog det foreslåede § 151, stk. 5 og 6. Det foreslås, at
Ankestyrelsen da kan pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt
eller at træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 1, med redaktionelle
ændringer.
Det foreslås i forhold til gældende ret at tydeliggøre i den foreslåede bestemmelses
2.pkt.,
at
Ankestyrelsen har kompetence til at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i barnets
lov.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 49, vil Ankestyrelsen således med forslaget have mulighed for at gå ind i alle sager vedrørende
støtte efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i barnets lov, hvor kommunalbestyrelsen ikke har foretaget
eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor de
foretagne sagsskridt og trufne afgørelser ikke er foretaget eller truffet i overensstemmelse med
barnets eller den unges bedste.
Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus
eller pårørende til barnet eller den unge, men også henvendelser fra et barn eller en ung eller omtale
af en sag i medierne vil kunne give anledning til, at en sag tages op efter den foreslåede
bestemmelse. Ankestyrelsen vil konkret skulle vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage
sagen op efter det foreslåede § 151.
I visse tilfælde vil der desuden foreligge en konkret pligt til at underrette Ankestyrelsen. Det vil
f.eks. gælde i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med
773
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0774.png
kommunalbestyrelsens indstilling om opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i børne- og ungeudvalget herom, jf. det
foreslåede § § 142, stk.6. Det vil også gælde i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse
med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke finder, at kommunalbestyrelsens
begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til det pågældende barn giver anledning til
bekymring, jf. det foreslåede § 51, stk. 4. I dette tilfælde vil Ankestyrelsen konkret skulle vurdere,
om der er grundlag for at tage sagen op af egen drift.
Det foreslås konkret, at Ankestyrelsen med den foreslåede ordning vil kunne gå ind i alle sager,
hvor kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.
Bestemmelsen vil både omfatte formelle sagsbehandlingsskridt som f.eks. inddragelse af barnet
eller den unge, jf. det foreslåede § 5, der har til formål at bidrage til sagsoplysningen eller om
indsatser, jf. det foreslåede § 32, m.fl.
Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift vil efter forslaget både gælde i
tilfælde, hvor det lovpligtige sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget eller afgørelse ikke er
truffet, og i de tilfælde, hvor sagsbehandlingsskridtet er foretaget eller afgørelsen er truffet, men
hvor de ikke lever op til lovens krav. Det vil f.eks. kunne være, hvor børneudredningen er
mangelfuld, hvor der ikke er sammenhæng mellem udredningen og den valgte indsats efter det
foreslåede § 32, eller hvor en afgørelse om eksempelvis samvær mellem barnet eller den unge og
forældre eller netværk ikke er truffet under fornødent hensyntagen til barnets bedste.
Som reaktion på kommunalbestyrelsens manglende overholdelse af loven vil Ankestyrelsen kunne
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de
fornødne afgørelser.
Dog følger det af den foreslåede bestemmelse, at Ankestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse
af egen drift vil være afskåret, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb
efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der henvises i den forbindelse til
det foreslåede § 151, stk. 5 og 6. Dette er i overensstemmelse med gældende retstilstand, jf.
Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat, side 45, og vil skulle ses i lyset af, at
Ungdomskriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget denne kompetence og pligt til at
reagere, hvis kommunen ikke gør det fornødne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de
foreslåede bestemmelser i § 151, stk. 5 og 6.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse om indsatser efter det
foreslåede §§ 32, 35, stk. 4 og 5, eller § 46, hvis der er behov herfor, og kommunalbestyrelsen
undlader at iværksætte disse i fornødent omfang.
774
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0775.png
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2, 1. pkt., med de nødvendige
konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser om indsatser med lovforslaget
fremadrettet vil skulle træffes efter de foreslåede bestemmelser i § 32 om støttende indsatser, § 35,
stk. 4 og 5 om økonomisk støtte, eller 46 om anbringelse med samtykke.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 49-50, indebærer forslaget, at Ankestyrelsen udover at kunne pålægge kommunalbestyrelsen at
træffe en afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 1, også selv vil kunne træffe en foreløbig afgørelse
om iværksættelse af indsatser efter de foreslåede bestemmelser i § 32, , § 35, stk. 4 og 5 eller § 46.
Ankestyrelsen vil på den måde kunne reagere i sager, hvor kommunen f.eks. har truffet afgørelse
om en indsats efter det foreslåede § 32, men hvor Ankestyrelsen vurderer, at denne ikke er
dækkende i forhold til at imødekomme barnets eller den unges behov. I disse tilfælde vil
Ankestyrelsen kunne pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 1,
eller Ankestyrelsen vil selv kunne træffe en foreløbig afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 2.
Ankestyrelsen vil imidlertid ikke kunne tage stilling til det konkrete metodevalg eller det konkrete
anbringelsessted, forudsat at det valgte modsvarer barnets eller den unges behov.
Med den foreslåede ordning vil Ankestyrelsen f.eks. kunne træffe en foreløbig afgørelse om
familiebehandling eller anbringelse. Det vil dog kræve, at parterne giver samtykke hertil.
Ankestyrelsens direktør vil desuden kunne træffe foreløbig afgørelse og pålægge
kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen efter det foreslåede § 143, stk. 6.
Det foreslås endvidere med
stk. 3,
at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 67 og
104-105.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 3, hvorefter Ankestyrelsen selv kan træffe
afgørelse efter servicelovens §§ 51, 58, 63 og 68 a og 71, som med barnets lov foreslås videreført
som §§ 23, 40, 47, 67, 104 og 105.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A,
L 68 som fremsat, side 34, at Ankestyrelsen selv vil kunne træffe visse afgørelser uden samtykke
efter barnets lov, herunder bl.a. om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når betingelserne
herfor er opfyldt. Ankestyrelsen vil således selv kunne træffe afgørelse efter det foreslåede § 23
(undersøgelse under ophold på institution m.v.), § 40 (lægelig undersøgelse og behandling uden
samtykke). § 47 (anbringelse uden samtykke), § 67 (videreført anbringelse), og §§ 104 og 105
(samvær og kontakt).
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som
fremsat, side 34 vil forslaget indebære, at Ankestyrelsen af egen drift vil kunne træffe afgørelse
efter § 104, stk. 2, i barnets lov, der erstatter servicelovens § 71, stk. 2, 1. pkt., om omfanget og
775
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0776.png
udøvelsen af samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk og vil
kunne fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Det vil også omfatte adgang til at træffe
afgørelse om samvær mellem barnet eller den unge og f.eks. en tidligere plejefamilie, som barnet
eller den unge er knyttet til, og som derfor må betragtes som en del af barnets eller den unges
netværk. Ved afgørelse om fastsættelse af samvær efter det foreslåede § 104 vil udgangspunktet
altid være, at kommunen, som alt andet lige har det bedste kendskab til barnet eller den unge eller
familien, vil være nærmest til at træffe afgørelse, og der vil således skulle være tale om særlige
omstændigheder, før det vil være relevant at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse herom af egen
drift frem for at pålægge kommunen at træffe de nødvendige afgørelser.
En sådan afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne være relevant i en situation,
hvor kommunalbestyrelsen i en længere periode har undladt at sørge for, at barnets eller den unges
forbindelse med f.eks. forældre, bedsteforældre, søskende eller en tidligere plejefamilie, som barnet
er nært knyttet til, holdes ved lige, og hvor dette ikke er begrundet i hensynet til at beskytte barnets
eller den unges sundhed eller udvikling eller beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Her vil
hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges mulighed
for at bevare nære relationer til netværket kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om
omfang og udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette vurderes nødvendigt, så sagen ikke
forsinkes yderligere.
Hvor længe kommunen vil skulle have undladt at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige, før
Ankestyrelsen selv bør træffe afgørelse frem for at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de
fornødne sagsbehandlingskridt eller træffe de fornødne afgørelser, vil bero på en konkret og
individuel vurdering i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. skulle lægges vægt på
barnets eller den unges tilknytning til den eller de pågældende, som samværet vedrører, og/eller
barnets eller den unges behov og mulighed for fremadrettet at skabe og bevare nære relationer til
vedkommende.
Ankestyrelsen vil desuden efter den foreslåede bestemmelse med samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kunne træffe afgørelse om, at
samværet mellem forældrene og barnet eller den unge skal støttes ved, at der en tredje person til
stede (støttet samvær), jf. § 104, stk. 3, i barnets lov, der erstatter servicelovens § 71, stk. 2, 4. pkt.
Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor
kommunalbestyrelsen har tilrettelagt eller fastsat samvær med forældrene, men hvor samværet
inden for de fastsatte rammer og vilkår ikke er til barnets eller den unges bedste, fordi forældrene
har behov for råd, hjælp og vejledning under samværet med barnet eller den unge med henblik på at
forbedre relationen mellem barnet eller den unge og forældrene, uden at der dog er risiko for
barnets eller den unges sikkerhed ved samværet. Hvis behovet for at justere rammerne for samvær
vurderes at være hastende af hensyn til barnets eller den unges bedste, vil det efter
omstændighederne kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse, så sagen ikke skal
afvente, at kommunalbestyrelsen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg fra Ankestyrelsen.
776
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0777.png
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om overvåget eller
afbrudt samvær efter lovens § 105, der erstatter servicelovens § 71, stk. 3-5, når betingelserne
herfor er opfyldt, også selvom sagen ikke så hastende, at der er grundlag for en foreløbig afgørelse
efter det foreslåede § 143, stk. 6.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved behandlingen af en sag, som Ankestyrelsen har rejst af egen
drift, eller en klagesag om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke,
hvor Ankestyrelsen vurderer, at det af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling er
nødvendigt at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet eller den unge og forældrene for en
periode skal afbrydes eller være overvåget.
Ankestyrelsen vil kunne pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre de afgørelser, som
Ankestyrelsen måtte træffe efter den foreslåede bestemmelse, og Ankestyrelsen vil desuden kunne
bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må
anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, jf. det foreslåede § 151, stk. 4.
Det foreslås med
stk. 4,
at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre en
afgørelse efter det foreslåede § 151, stk. 1-3, og kan bestemme, at afgørelsen skal gennemføres
inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller
den unges bedste.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 4, hvorefter
Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre Ankestyrelsens afgørelser inden
for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges bedste.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2007-08, tillæg A, side 5407,
giver forslaget hjemmel til, at Ankestyrelsen vil kunne fastsætte en frist for, hvornår
kommunalbestyrelsen vil skulle efterleve Ankestyrelsens pålæg om at foretage de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser i de sager, hvor kommunalbestyrelsen
ikke har opfyldt sagsbehandlingskravene eller iværksat de fornødne indsatser, og som
Ankestyrelsen har taget op af egen drift. Fristen vil eksempelvis kunne anvendes i sager, hvor
Ankestyrelsen har en formodning om, at barnet muligvis er akut truet, og der derfor er behov for at
foretage en udredning af barnets behov inden for en nærmere afgrænset periode. Fristen vil skulle
fastsættes ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag afhængig af, hvad pålægget omhandler, og
hvor akut barnets situation vurderes at være.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 50, vil forslaget indebære, at Ankestyrelsen skal kunne fastsætte en tidsfrist for
kommunalbestyrelsens gennemførelse af alle de afgørelser, som er truffet af Ankestyrelsen efter det
foreslåede § 151. Det vil sige afgørelser truffet af Ankestyrelsen efter stk. 1, 2 eller 3.
777
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0778.png
Det foreslås endvidere med
stk. 5,
at Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse efter det foreslåede §
151, stk. 1 og 3, i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse
om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet.
Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter 2.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 5.
Forslaget vil, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat, side 45, skulle ses i lyset af, at
Ungdomskriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget kompetencen og pligten til at reagere,
hvis kommunen ikke gør det fornødne.
Ankestyrelsen vil således i overensstemmelse med efter gældende ret ikke kunne anvende sin
egendriftskompetence efter § 151, stk. 1 og 3, hvis barnet eller den unge er i et forbedringsforløb.
Hvis Ankestyrelsen bliver opmærksom på, at der burde reageres i en sag, hvor barnet eller den unge
er i et forbedringsforløb, vil Ankestyrelsen skulle underrette Ungdomskriminalitetsnævnet.
Ungdomskriminalitetsnævnet vil herefter – ligesom Ankestyrelsen – kunne pålægge kommunen at
foretage de fornødne sagsskridt inden for en nærmere angivet tidsfrist eller træffe en ny afgørelse,
som kommunen herefter er forpligtet til at fuldbyrde.
Det foreslås endvidere med
stk. 6,
at Ankestyrelsen ikke kan træffe en foreløbig afgørelse efter §§
46 og 47, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet
om tilfælde omfattet af 1. pkt. og om afgørelser efter det foreslåede § 151, stk. 2, når afgørelsen
vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2, 2. og 3. pkt.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende ret, at Ankestyrelsen vil være afskåret
fra at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter § 46 eller 47, når sagen vedrører et
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion efter § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 151, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 152
778
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0779.png
Det fremgår af § 65, stk. 5, i serviceloven, at hvis borgere, fagpersoner eller andre har grund til at
antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan
disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage
sagen op efter § 151, stk. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i § 152, at hvis borgere, fagpersoner eller andre har grund til at
antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan
disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage
sagen op efter § 151, stk. 1.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 5.
I overensstemmelse med efter gældende ret jf. Folketingstidende, 2005-06, tillæg A, side 50, vil
forslaget indebære, at personer, der har grund til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har
foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, vil kunne underrette Ankestyrelsen herom.
Ankestyrelsen vil herefter selv skulle vurdere, hvorvidt der er grundlag for at optage en sag til
behandling.
I overensstemmelse med efter gældende retstilstand vil der ikke være nogen begrænsninger med
hensyn til, hvem der vil kunne rette henvendelse til Ankestyrelsen og gøre opmærksom på en sag,
som vil kunne være relevant at tage op af egen drift
Forslaget vil indebære en mulighed for enhver for at underrette Ankestyrelsen. Der vil således ikke
være tale om en underretningsforpligtelse.
Der vil imidlertid påhvile kommunen en pligt til at underrette Ankestyrelsen i følgende konkrete
tilfælde: I tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med
kommunalbestyrelsens indstilling om opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i børne- og ungeudvalget herom, vil
kommunalbestyrelsen jf. det foreslåede § 142, stk. 6 skulle underrette Ankestyrelsen. I tilfælde,
hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden
samtykke finder, at kommunalbestyrelsens begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende
til det pågældende barn giver anledning til bekymring, jf. det foreslåede § 51, stk. 4, vil børne- og
ungeudvalget skulle underrette Ankestyrelsen herom.
I begge de nævnte tilfælde vil Ankestyrelsen skulle behandle underretningen som enhver anden
underretning efter det foreslåede § 152, og Ankestyrelsen vil således på baggrund af underretningen
skulle vurdere, om der er grundlag til at tage sagen på efter det foreslåede § 151, stk. 1.
779
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0780.png
I forhold til en underretning efter det foreslåede § 142, stk. 6, vil det gælde, at hvis barnet eller den
unge allerede er anbragt uden for hjemmet, vil anbringelsen skulle opretholdes under
Ankestyrelsens behandling af sagen. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 142, stk.
6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 153
Der er efter gældende regler ikke mulighed for at anmode Ankestyrelsen om en uvildig vurdering af
en afgørelse om hjemgivelse eller skift i anbringelsessted, som det med lovforslaget foreslås at
indføre med de foreslåede bestemmelser i § 98, stk. 3 og § 101. Serviceloven omfatter derfor ikke i
dag hjemmel til, at Ankestyrelsen kan behandle denne type af sager.
Det foreslås med
stk. 1,
at ved Ankestyrelsens behandling af en anmodning efter § 98, stk. 3, eller §
101 finder retssikkerhedslovens §§ 68, 70 og 72, stk. 7, tilsvarende anvendelse. Ankestyrelsen
behandler sagen efter retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1.
Det foreslås endvidere med
stk. 2,
at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
Ankestyrelsens behandling af sager efter det foreslåede § 153, stk. 1, herunder tidsfrister for
sagsbehandlingen mv.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 98, stk. 3, hvoraf det følger, at når
kommunalbestyrelsen efter § 97, stk. 1, træffer afgørelse om ændring af anbringelsessted for et barn
under 10 år, vil barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kunne anmode
Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med det foreslåede § 101 hvorefter barnets plejefamilie,
støtteperson eller venskabsfamilie vil kunne anmode Ankestyrelsen om en vurdering af
kommunalbestyrelsens afgørelse efter det foreslåede § 100, stk. 1, om hjemgivelse for et barn under
10 år.
Med det foreslåede § 153, stk. 1, gives Ankestyrelsen hjemmel til at behandle en anmodning efter
det foreslåede §98, stk. 3, eller § 101.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsen vil skulle foretage en vurdering af sagen, når Ankestyrelsen
modtager en anmodning herom på baggrund af det foreslåede § 98, stk. 3, eller § 101. Det følger af
den foreslåede bestemmelse, at §§ 68, 70 og 72, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, vil finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sagen. Det følger
endvidere, at Ankestyrelsen vil behandle sagen efter retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1.
780
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0781.png
Sagen vil skulle behandles administrativt i Ankestyrelsen. Det vil svare til Ankestyrelsens
indledningsvise behandling af underretninger, jf. det foreslåede § 151. Det vil indebære, at
Ankestyrelsen vil kunne foretage en restlig prøvelse af sagen, ligesom Ankestyrelsen vil kunne
foretage en prøvelse af de skøn, kommunen har foretaget.
Der vil samtidig gælde et krav om sagsbehandling inden for otte uger svarende til, hvad der gælder
ved behandling af underretninger. Der henvises i den forbindelse til bekendtgørelse om
forretningsorden for Ankestyrelsen, § 20, hvoraf det følger, at Ankestyrelsen i sager omfattet af §
65 i lov om social service, der foreslås videreført i § 151 i barnets lov, inden otte uger skal beslutte,
om sagen skal tages op til behandling. Ankestyrelsen vil skulle inddrage en børnesagkyndig i
vurderingen af sagen, med mindre det er åbenlyst unødvendigt med en børnesagkyndig vurdering i
den enkelte sag, jf. også § 20 i Ankestyrelsens forretningsorden.
Som udgangspunkt vil Ankestyrelsen skulle forholde sig til de oplysninger, der ligger på sagen, fra
da afgørelsen er blevet truffet og vil således ikke skulle indhente nye oplysninger i sagen.
§ X nr. X, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag, vil finde anvendelse ved Ankestyrelsens
behandling af sagen. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt ikke vil kunne
iværksætte en hjemgivelse eller ændring af anbringelsessted, mens Ankestyrelsen efter § 153
behandler en anmodning efter de foreslåede bestemmelser i § 98, stk. 3, eller 101.
Hvis Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse i sager om skift i anbringelsessted eller
hjemgivelse, vil Ankestyrelsen kunne afslutte behandlingen af sagen, og processen i forlængelse af
enten afgørelsen om flytning af barnet eller hjemgivelse vil herefter kunne sættes i værk.
Hvis Ankestyrelsen ikke er enig med kommunen i sager om skift i anbringelsessted eller
hjemgivelse, vil Ankestyrelsen kunne ophæve kommunens afgørelse. Ankestyrelsen vil også kunne
hjemvise kommunens afgørelse til fornyet behandling, hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er
tilstrækkelig oplyst. I begge tilfælde vil barnet, jf. ovenfor, skulle forblive på sit nuværende
anbringelsessted, indtil der evt. træffes en ny afgørelse om ændring af anbringelsessted eller
hjemgivelse.
Med det foreslåede stk. 2, vil social- og ældreministeren have bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler om Ankestyrelsens behandling af sager efter det foreslåede § 153, stk. 1, herunder tidsfrister
for sagsbehandlingen mv. Dette vil skulle ses i lyset af, at der er tale om en ny type af sager i
Ankestyrelsen, som styrelsen skal behandle.
Formålet med det foreslåede § 153, stk. 1 og 2, er at styrke hensynet til barnets behov for
kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de
tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser.
Forslaget vil desuden skulle sikre, at barnet ikke bliver flyttet eller hjemgivet af årsager som ikke er
til barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være
781
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0782.png
relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn flyttes eller hjemgives som
følge af samarbejdsproblemer med kommunen. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede §
98, stk. 3, og § 101.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 154
Det fremgår af § 138, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan træffe
beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp
efter loven.
Det foreslås med bestemmelsen i § 154, at kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan
træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af
hjælp efter loven.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 138.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2011-12, A, L 140 som fremsat,
side 10, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte generelle lokale
serviceniveauer inden for lovens rammer.
Barnets lov vil således ligesom serviceloven have karakter af rammelov, hvilket vil indebære, at der
er tiltænkt den enkelte kommunalbestyrelse en fleksibilitet i sammensætningen af løsninger og i
anvendelsen af faglige metoder. Det vil indebære et politisk handlerum til, at kommunalbestyrelsen
på visse områder vil kunne fastsætte lokale kvalitetsstandarder, retningslinjer eller lokale
serviceniveauer (vejledende retningslinjer) om, hvilken type hjælp der i den pågældende kommune
typisk gives i forhold til bestemte typer af behov eller målgrupper. Dette handlerum vil variere
mellem de enkelte bestemmelser i barnets lov alt efter bestemmelsens udformning eller efter, om
rummet for skøn er indsnævret som følge af en mangeårig retspraksis. Uanset om der er et rum for
udøvelse af skøn og fastsættelse af lokale serviceniveauer, vil der altid i den enkelte sag skulle
foretages en konkret og individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos
borgeren, ligesom kommunalbestyrelsen vil være bundet af gældende regler og forvaltningsretlige
grundsætninger, selv om der er fastsat et lokalt serviceniveau.
Det politiske handlerum vil altid skulle udfyldes af kommunalbestyrelsen eller et udvalg og vil
skulle udøves naturligt i forbindelse med kommunalbestyrelsens udformning af generelle
retningslinjer (mål, midler, standarder). Det lokale politiske råderum vil kunne bruges til at
fastlægge retningslinjer for sagsbehandlingen og den konkrete afgørelse. Fastsættelse af
serviceniveauer vil således være en lokalpolitisk beslutning.
782
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0783.png
Hvis kommunalbestyrelsen har fastsat et politisk besluttet serviceniveau, og serviceniveauet senere
ændres, vil kommunalbestyrelsen ikke alene med henvisning til det ændrede serviceniveau kunne
træffe afgørelse om anden hjælp eller hjælp i ændret omfang i forhold til den enkelte borger. Der vil
f.eks. godt kunne træffes afgørelse om hjælp i øget/nedsat omfang med henvisning til et ændret
serviceniveau, men det vil altid kræve en ny, konkret og individuel afgørelse i forhold til den
enkelte borger for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder borgerens behov, lige som det vil skulle ske
inden for rammerne af lovgivningen, retspraksis m.v. Afgørelsen vil endvidere skulle være i
overensstemmelse med principperne for, hvornår man kan tilbagekalde begunstigende
forvaltningsakter.
Lokale serviceniveauer vil skulle fastsættes inden for de rammer, der følger af den konkrete
bestemmelse i barnets lov og af lovgivningen i øvrigt, herunder generelle regler i
retssikkerhedsloven og barnets lov om f.eks. kommunernes forsyningspligt og de generelle
forvaltningsretlige regler og grundsætninger.
Serviceniveauerne vil også skulle udarbejdes på en måde, som giver forvaltningen mulighed for at
behandle de konkrete sager efter de regler og retningslinjer i forvaltningsretten, barnets lov og
retssikkerhedsloven m.v., som er beskrevet ovenfor. Det omfatter blandt andet de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger, som regulerer udfyldningen af skønnet. Der vil således ikke
kunne fastsættes lokale regler, der f.eks. betyder, at hensyn, som er obligatoriske, ikke skal
inddrages i sagen. Der vil på den anden side godt kunne fastsættes lokale krav om, at visse saglige
hensyn obligatorisk skal inddrages i den konkrete afgørelse. Der vil ikke på forhånd kunne
udelukkes en bestemt type foranstaltning eller handicapkompenserende støtte eller gives en fast
økonomisk ramme for en given foranstaltning eller handicapkompenserende støtte.
I det omfang, der er fastsat et serviceniveau, som er fastlagt inden for lovens rammer, og som skal
ligge til grund for behandlingen og afgørelsen af konkrete sager, som altid skal hvile på, at der er
foretaget en korrekt konkret og individuel vurdering, vil serviceniveauet blive en del af
afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse. Det vil på den ene side betyde, at
kommunalbestyrelsen vil blive bundet af serviceniveauet i relation til iagttagelse af
ligebehandlingsprincippet, og at kommunalbestyrelsen derfor som udgangspunkt skal kunne
begrunde en fravigelse fra serviceniveauet i såvel nedadgående som opadgående retning. På den
anden side vil det også betyde, at hvis der i afgørelsen henvises til et serviceniveau, vil
ankemyndighederne, hvis der klages over afgørelsen, skulle inddrage hensynet til
kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge serviceniveauet. Hvis ankemyndigheden sætter sin egen
afgørelse i stedet for kommunalbestyrelsens i forbindelse med en ankesag, eller hvis Ankestyrelsen
træffer afgørelse i en egendriftsag, vil ankemyndigheden således skulle inddrage
kommunalbestyrelsens serviceniveau i afgørelsen, såfremt det er oplyst i sagen.
Efter retssikkerhedsloven § 60, stk. 3, vil afgørelser om det generelle serviceniveau – herunder
hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene – ikke
kunne indbringes for ankemyndighederne. Ankemyndighederne både kan og skal imidlertid som
783
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0784.png
anført ovenfor ved behandlingen af klager over konkrete afgørelser inddrage kommunens generelle
serviceniveau, når der tages stilling til den enkelte afgørelses lovlighed. Lovligheden af det
generelle fastsatte serviceniveau vil kunne efterprøves af tilsynet med kommunerne i Ankestyrelsen
efter § 48 i lov om kommunernes styrelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 155
Bestemmelserne i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse,
fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn
(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen) gælder her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lov om
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Konventionen indeholder regler om (international) kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse
og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn under 18 år, der
har tilknytning til mere end én stat. På det sociale område vil det bl.a. omfatte sager om anbringelse
af et barn uden for hjemmet, som har tilknytning til mere end én stat.
Efter servicelovens § 172 a, kan social- og ældreministeren fastsætte regler om behandling af sager
efter serviceloven lov, der er omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Ministeren kan
endvidere fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der
er truffet med henvisning til konventionen.
Bestemmelsen bemyndiger social- og ældreministeren til at fastsætte nærmere regler om
kommunernes behandling af sager om beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af
konventionen.
Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke i dag udnyttet.
Efter bestemmelsens 1. pkt. omfatter bemyndigelsen fastsættelse af regler om bl.a. overførsel af
kompetence (artikel 8 og 9), herunder om særskilt klageadgang, internationale sager om samvær i
relation til anbragte børn (artikel 35) samt anmodning fra samværsforælderen om oplysninger til
brug for en samværssag, der behandles i en anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2).
Bemyndigelsen omfatter endvidere fastsættelse af regler om behandling af anmodninger fra
myndigheder i en anden kontraherende stat om en rapport om barnet (artikel 32) eller om
oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet (artikel 34) samt om gennemførelse af
udenlandske plejeanbringelser her i landet (artikel 33).
Bestemmelsens 2. pkt. bemyndiger endvidere social- og ældreministeren til at fastsætte regler om
kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til
konventionen. Det drejer sig om situationer, hvor myndighederne i den konventionsstat, hvor et
784
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0785.png
barn har sædvanligt opholdssted, bestemmer, at barnet skal anbringes uden for eget hjem, og hvor
myndighederne ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark, f.eks. fordi barnets familie eller
omgangskreds bor her.
Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan
foranstaltning kun anerkendes i Danmark, hvis kommunen på forhånd har godkendt, at
foranstaltningen gennemføres her i landet. Denne procedure giver danske myndigheder mulighed
for at vurdere, om gennemførelsen af foranstaltningen i Danmark er hensigtsmæssig af hensyn til
barnets bedste. Samtidig giver den de involverede myndigheder mulighed for at aftale
gennemførelsen af anbringelsen nærmere, herunder spørgsmål om afholdelsen af de udgifter, der er
forbundet med anbringelsen.
Bestemmelsen bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om kommunernes adgang til at
opkræve betaling fra uden landske myndigheder og privatpersoner til dækning af udgifterne ved
sådanne anbringelser.
Det foreslås i
§ 155, stk. 1, 1. pkt.,
social- og ældreministeren kan fastsætte regler om behandling af
sager efter denne lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence,
lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger
til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).
Bestemmelsen vil være videreførelse af servicelovens § 172 a, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og ældreministeren ligesom i dag vil have
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kommunernes behandling af sager om
beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af konventionen.
Bemyndigelsen vil omfatte adgang til at fastsætte nærmere regler om bl.a. overførsel af kompetence
(artikel 8 og 9), internationale sager om samvær i relation til anbragte børn (artikel 35) samt
anmodning fra samværsforælderen om oplysninger til brug for en samværssag, der behandles i en
anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2). Bemyndigelsen vil endvidere omfatte fastsættelse af
regler om behandling af anmodninger fra myndigheder i en anden kontraherende stat om en rapport
om barnet (artikel 32) eller om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet (artikel 34)
samt om gennemførelse af udenlandske plejeanbringelser her i landet (artikel 33).
Det foreslåede i § 155, stk. 1,
2. pkt.,
ministeren endvidere kan fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 172 a, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsens vil betyde, at social- og ældreministeren ligesom i dag vil have bemyndigelse til at
fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet
785
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0786.png
med henvisning til konventionen. Det vil dreje sig om situationer, hvor myndighederne i den
konventionsstat, hvor et barn har sædvanligt opholdssted, ønsker, at barnet skal anbringes uden for
eget hjem, og hvor myndighederne ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark, f.eks. fordi
barnets familie eller omgangskreds bor her.
Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan
foranstaltning kun anerkendes i Danmark, hvis den relevante kommune på forhånd har godkendt, at
foranstaltningen gennemføres her i landet. Denne procedure giver danske myndigheder mulighed
for at vurdere, om gennemførelsen af foranstaltningen i Danmark er hensigtsmæssig af hensyn til
barnets bedste. Samtidig giver den de involverede myndigheder mulighed for at aftale
gennemførelsen af anbringelsen nærmere, herunder spørgsmål om afholdelsen af de udgifter, der er
forbundet med anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil bemyndige socialministeren til at fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling fra uden landske myndigheder og privatpersoner til dækning af
udgifterne ved sådanne anbringelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 156
Det fremgår af § 148, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt
til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som
kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om, jf.
§ 3, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 148 a og
socialtilsynsloven.
Det fremgår af § 148, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt
til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, løbende skal følge de enkelte
sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder
være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud
fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
Det fremgår af § 148, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt
til at iagttage de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som
Ungdomskriminalitetsnævnet i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge har truffet
afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen skal
løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål, herunder være
opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra
modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
786
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0787.png
§§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet regulerer Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelser. Efter § 12 kan Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis visse betingelser er opfyldt, pålægge
barnet eller den unge en straksreaktion, som kan bestå i at bidrage til at genoprette forrettet skade
eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
§ 13 indeholder en ret for Ungdomskriminalitetsnævnet til at fastsætte et forbedringsforløb i form af
en handleplan for barnet eller den unge. Efter § 14 kan Ungdomskriminalitetsnævnet som led i
forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et
anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses for
at være af væsentlig betydning. Afgørelsen træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket skal omfatte formålet med
anbringelsen.
Det fremgår af § 148, stk. 4, i serviceloven, at hvis den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
barnets eller den unges ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i retssikkerhedsloven, i forbindelse med
tilsynet efter stk. 1 og 3 bliver opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af
socialtilsynsloven, skal kommunalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som efter § 2 i
socialtilsynsloven har ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.
Efter § 2 i socialtilsynsloven gælder, at inden for hver region har kommunalbestyrelsen i en af
kommunerne ansvaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med en række tilbud. Disse
kommunalbestyrelser er: Frederiksberg Kommune i Region Hovedstaden; Holbæk Kommune i
Region Sjælland; Faaborg-Midtfyn Kommune i Region Syddanmark; Silkeborg Kommune i Region
Midtjylland; og Hjørring Kommune i Region Nordjylland. Kommunalbestyrelserne, som varetager
denne funktion, benævnes som socialtilsyn.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter
denne lov, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i
denne kommune i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge har truffet afgørelse om, jf. §
10, stk. 1 Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 157 og
socialtilsynsloven.
Med § 156, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148, stk. 1, i
serviceloven, dog således at det præciseres, at forpligtelsen gælder den kommunalbestyrelse som
har pligt til at yde hjælp, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven i forhold til det enkelte barn eller den enkelte
unge som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 148, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L
85 som fremsat, side 80, vil kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp
efter denne lov, jf. retssikkerhedslovens § 9 a efter bestemmelsen i den foreslåede § 156, stk. 1,
skulle føre tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til det
enkelte barn eller unge har truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1. Dette tilsyn vil i almindelighed og i
overensstemmelse med gældende ret skulle betegnes som det personrettede tilsyn.
787
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0788.png
Tilsynspligten i forbindelse med det personrettede tilsyn omfatter alle typer af ydelser og indsatser
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om over for det enkelte barn eller den enkelte unge.
Derfor vil f.eks. en kommunalbestyrelses afgørelse om at yde støtte til hjælpemidler såvel som en
afgørelse om at tilbyde børn eller unge ophold i et tilbud indgå i det personrettede tilsyn.
Det personrettede tilsyn vil altid skulle udføres af den kommune, der vil have pligt til at yde
hjælpen til det enkelte barn eller den enkelte unge, efter retssikkerhedslovens § 9 a.
Opholdskommunen bør derfor f.eks. sikre sig, at et anbringelsessted ikke f.eks. gennem interviews,
fotografering eller via internettet bringer anbragte børn og unge i en situation, der kan skade dem
eller deres familier.
Kommunen vil altid skulle vurdere, hvor ofte og hvordan, der skal føres tilsyn. Det vil i hvert enkelt
tilfælde bero på det enkelte barns eller den enkelte unges behov. I nogle sager vil det være
nødvendigt at besøge barnet eller den unge mere regelmæssigt, andre gange vil den supplerende
kontakt kunne foregå telefonisk eller via møder på forvaltningen.
Samtalen med barnet eller den unge i forbindelse med tilsynet vil så vidt muligt skulle finde sted i
fravær af ansatte fra anbringelsessteder. Begrebet ”ansatte” vil her dække over ansatte på
opholdssteder og døgninstitutioner og plejefamilie, uanset om de er ansat af kommunen eller
tilknyttet kommunen på anden vis. Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, vil variere
fra sag til sag. Eksempelvis vil det i nogle sager kunne være en fordel, at barnet eller den unge selv
har sagsbehandlerens telefonnummer, så barnet eller den unge også selv kan kontakte
sagsbehandleren. I nogle tilfælde vil det også kunne være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges
således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på grund af nedsat funktionsevne, vil der
kunne gøre sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen af tilsynet. F.eks.
vil det kunne være nødvendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i
kommunikative vanskeligheder hos barnet.
Tilsynet vil ikke omfatte det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. bestemmelsen i den foreslåede §
157 og socialtilsynsloven.
Det foreslås i
stk. 2,
at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter
retssikkerhedsloven, løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder
sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde
andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra barnets eller den unges forudsætninger og så
vidt muligt i samarbejde med barnet eller den unge og dennes familie.
Med § 156, stk. 2, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148, stk. 2, i
serviceloven, alene med sproglige ændringer.
788
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0789.png
Det personrettede tilsyn vil have til formål at sikre, at den hjælp, der er truffet afgørelse om at yde,
fortsat opfylder sit formål. Det vil medføre, at kommunalbestyrelsen løbende vil skulle følge de
enkelte sager for at sikre sig dette, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 156, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med opfølgningen skulle være opmærksom på, om der er
behov for at yde andre former for hjælp. Hvis det personrettede tilsyn viser, at forudsætningerne for
f.eks. barnets eller den unges ophold i et tilbud eller for at modtage støtte til et hjælpemiddel ikke
længere er opfyldt, vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at reagere herpå. Det samme vil
være tilfældet, hvis der er sket ændringer i forholdene for et barn eller en ung med funktions-
nedsættelse, som medfører behov for yderligere handicapkompenserende støtte. Den opfølgning,
som kommunalbestyrelsen foretager, vil skulle ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt
muligt i samarbejde med den, der modtager ydelsen eller indsatsen. I tillæg til det personrettede
tilsyn foreslås det med bestemmelsen i den foreslåede § 96, stk. 2, at den løbende opfølgning i
anbringelsessager ikke fremadrettet skal ske på baggrund af tilsynet, men at opfølgningen skal ses i
sammenhæng med det personrettede tilsyn. Således vil en eventuel justering af indsatsen og
revision af barnets plan ikke nødvendigvis skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men
kan være forhold, der træffes beslutning eller afgørelse om i forbindelse med den løbende
opfølgning på barnets trivsel og udvikling.
Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Det foreslås med
stk. 3,
at § 156, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse for
kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at iagttage de forpligtelser, der påhviler
kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, for børn og unge, som
Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Med bestemmelsen i stk. 3, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148, stk. 3, i
serviceloven, alene med sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 3 foreslås det således fastlagt, hvilken kommune der vil være ansvarlig for
at føre tilsyn med børn og unge i Ungdomskriminalitetsnævnets målgruppe. Formålet med forslaget
vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 148, stk. 3, i serviceloven, være at ligestille det
personrettede tilsyn efter den foreslåede lov og det personrettede tilsyn med børn og unge, der har
fået fastsat straksreaktioner og forbedringsforløb efter §§ 12 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som fremsat, side 80.
Der er med forslaget ikke tilsigtet forskelle i indholdet eller gennemførelsen af det personrettede
tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i § 156, stk. 3, og efter de foreslåede bestemmelser i § 156,
stk. 1 og 2 i forhold til gældende ret.
789
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0790.png
Det foreslås med
stk. 4,
at hvis den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den
unges ophold i tilbuddet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, i forbindelse med tilsynet efter § 156, stk. 1
og 3, bliver opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af socialtilsynsloven,
skal kommunalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som efter § 2 i socialtilsynsloven
har ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.
Med § 156, stk. 4, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148, stk. 4, i
serviceloven, alene med sproglige ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse i § 156, stk. 4, vil de kommunalbestyrelser, der har ansvar for de
enkelte børn og unges ophold i tilbuddet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, få pligt til at underrette
socialtilsynet, hvis kommunen får oplysninger om bekymrende forhold i tilbuddet.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 148, stk. 4, i serviceloven, vil det for eksempel kunne
være oplysninger om magtanvendelse, som ikke bliver indberettet, eller oplysninger om
uhensigtsmæssig adfærd fra tilbuddets ansatte, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 206 som
fremsat, side 11.
Formålet med en sådan underretningspligt vil være at give socialtilsynet det bedst mulige
oplysningsgrundlag for at udføre det driftsorienterede tilsyn med det konkrete tilbud.
Oplysninger, som efter den foreslåede bestemmelse vil skulle videregives til socialtilsynet, vil både
kunne relatere sig til generelle forhold i tilbuddet, som til mere konkrete situationer eller hændelser
om en bestemt eller flere bestemte beboere, som den kommunalbestyrelse, der underretter
socialtilsynet, anser for bekymrende.
Hvis socialtilsynet modtager personoplysninger fra den ansvarlige kommunalbestyrelse som følge
heraf, vil tilsynet skulle vurdere, om der er grundlag for at orientere borgeren herom efter de
almindelige regler om oplysningspligt efter databeskyttelsesforordningens artikel 14.
Socialtilsynet er, jf. socialtilsynslovens § 10, stk. 1, tilsvarende forpligtet til at underrette den
kommunalbestyrelse, der fører det personrettede tilsyn, hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på
bekymrende forhold, der relaterer sig til det enkelte barn eller den enkelte unge i et tilbud.
Det fremgår af § 70, stk. 2, 2. og 3. pkt., i serviceloven, at tilsynet efter § 148, stk. 1 og 3, skal
omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller
den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra
anbringelsesstedet.
Det foreslås med
stk. 5,
at tilsynet efter stk. 1 skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på
anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt
finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet.
790
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0791.png
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 70, stk. 2, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat s.
53.
Forslaget vil, i lighed med gældende ret, indebære, at tilsynet efter det foreslåede § 156, stk. 1, vil
skulle omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen vil skulle tale
med barnet eller den unge. Den anbringende kommune vil således efter den foreslåede bestemmelse
være forpligtet til at afholde en samtale med barnet eller den unge mindst to gange pm året som led
i det personrettede tilsyn.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med det personrettede tilsyn skulle foretage en vurdering af
anbringelsesstedets evne til at imødekomme barnets eller den unges behov, herunder barnets behov
for støtte eller behandling i forbindelse med anbringelsen.
Det foreslås i lighed med gældende ret, at samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet
som led i tilsynet så vidt muligt vil skulle gennemføres uden tilstedeværelse af ansatte på
anbringelsesstedet, uanset om barnet eller den unge er anbragt i en plejefamilie, på et opholdssted
eller på en døgninstitution. Det kan give barnet eller den unge god mulighed for at tale frit om,
hvordan han eller hun har det, og om der f.eks. er problemer på stedet. Barnet eller den unge vil dog
efter eget valg kunne medbringe en bisidder eller en anden person til samtalen, hvis barnet eller den
unge ønsker dette.
Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt vil variere fra sag til sag.
Kommunalbestyrelsen bør således tilrettelægge det personrettede tilsyn ud fra forholdene i den
enkelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges situation og støttebehov.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på grund af nedsat funktionsevne, vil der
kunne gøre sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen af tilsynet. F.eks.
vil det kunne være nødvendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i
kommunikative vanskeligheder hos barnet. Hvis barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse,
som gør, at der er behov for assistance til gennemførelse af samtalen, bør det overvejes, hvorledes
denne assistance kan ydes på uvildig vis.
Samtalen med barnet eller den unge vil kun kunne undlades i særlige tilfælde, hvor hensynet til
barnet eller den unge taler imod, at samtalen foretages. Undladelse af samtalen vil i så fald skulle
begrundes i sagen.
Det foreslås med
stk. 6,
at kommunalbestyrelsen skal sikre kontinuitet og stabilitet, jf. også den
foreslåede § 21, stk. 5, for det anbragte barn eller den anbragte unge i barnets eller den unges
samtaler efter stk. 5, ved at disse samtaler med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes
med deltagelse af to sagsbehandlere.
791
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0792.png
Den foreslåede bestemmelse er ny.
Forslaget vil indebære, at kommunen, når der som led i det personrettede tilsyn med et anbragt barn
eller en anbragt ung, afholdes en samtale med barnet eller den unge, som udgangspunkt skal sikre,
at disse samtaler planlægges og afholdes med deltagelse af to sagsbehandlere.
Forslaget vil desuden indebære, at det anbragte barn eller den anbragte unge vil kunne opbygge og
fastholde en tryg og stabil relation både til barnets primære sagsbehandler og en anden
sagsbehandler. Forslaget vil dermed indebære, at barnet eller den unge også f.eks. i tilfælde af den
ene sagsbehandlers fravær trygt vil kunne mødes med eller kontakte den anden sagsbehandler, hvis
der opstår spørgsmål eller udfordringer under anbringelsen for barnet eller den unge.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der skal deltage to sagsbehandlere i alle forhold vedrørende det
personrettede tilsyn, herunder i møder i forbindelse med opfølgning, herunder revision af barnets
plan eller ungeplanen, jf. §§ 91 eller 108, eller i møder med barnets eller den unges
anbringelsessted.
Der vil kunne opstå situationer, hvor uforudsete hindringer som f.eks. fravær ved sygdom kan
indebære, at kravet om to sagsbehandlere vil kunne fraviges af hensyn til barnet eller den unge, så
kravet ikke vil medføre, at samtaler i forbindelse med det personrettede tilsyn og eventuel
opfølgning på baggrund heraf forsinkes som følge af kravet om deltagelse af to sagsbehandlere.
I de tilfælde, hvor barnet eller den unge vil have etableret en relation til flere sagsbehandlere f.eks. i
forbindelse med børneudredningen eller tidligere tilsynsbesøg, eller hvor barnet eller den unge ikke
ønsker, at der skal deltage to sagsbehandlere i samtaler i forbindelse med det personrettede tilsyn,
vil kravet om deltagelse af to sagsbehandlere kunne fraviges, eller det vil kunne aftales, at den ene
sagsbehandler deltager virtuelt.
Formålet med den foreslåede § 156 og det personrettede tilsyn er, at sikre, at den hjælp, der er
truffet afgørelse om at yde, fortsat opfylder sit formål. Underretningspligten efter den foreslåede
bestemmelses stk. 4 skal endvidere give socialtilsynet det bedst mulige oplysningsgrundlag for at
udføre det driftsorienterede tilsyn med det konkrete tilbud.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.2. og 3.20.3.
Til § 157
Det fremgår af § 148 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen fører generelt driftsorienteret
tilsyn med egne tilbud efter denne lov, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, og med
private tilbud efter serviceloven beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i
792
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0793.png
socialtilsynsloven. Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes personale, bygninger
og økonomi.
Det fremgår af § 148 a, stk. 2, i serviceloven, at tilsynet efter § 148 a, stk. 1, dog ikke omfatter
tilbud, hvor en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået aftale om anvendelse af
samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Det fremgår af § 148 a, stk. 3, i serviceloven, at tilsynet efter stk. 1, ikke omfatter
netværksplejefamilier, jf. § 66, stk. 1, nr. 4, eller egne værelser m.v., jf. § 66, stk. 1, nr. 5.
Det fremgår af § 148 a, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence
efter denne bestemmelse til socialtilsynet, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i socialtilsynsloven.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen fører generelt driftsorienteret tilsyn med egne
tilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1, og med private tilbud efter de
foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1. Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med
tilbuddenes personale, bygninger og økonomi.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148 a, stk. 1, i serviceloven,
dog således, at kommunalbestyrelsens driftsorienteret tilsyn målrettes særlige dagtilbud og særlige
klubtilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1. Af børne- og ungetilbud er det
alene særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32 og 36, som ikke er omfattet af
socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsynslovens § 4 samt netværksplejefamilier, jf. servicelovens
§ 66 b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e, som begge skal være godkendt som konkret
egnet. Derfor foreslås det, at tilsynet alene skal gælde særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til
børn og unge. Tilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1, er videreførelser af de
eksisterende bestemmelser i servicelovens § 32, stk. 3 og § 36, stk. 1, uden indholdsmæssige eller
sproglige ændringer. Der er derfor ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i gældende ret.
Med det foreslåede § 83, vil kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at der er det nødvendige antal
pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Med det foreslåede § 84, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at der er det nødvendige
antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil den enkelte kommunalbestyrelse alene skulle føre
driftsorienteret tilsyn med egne tilbud og private tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, beliggende i
kommunen. Den stedlige kommunes forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn med tilbud, der
793
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0794.png
ligger i kommunen, vil gælde, uanset at kommunens børn og unge ikke benytter det pågældende
tilbud.
Det driftsorienterede tilsyn vil omfatte tilsyn med tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold
og økonomi. Det vil bl.a. omfatte tilsyn med, om personalets kvalifikationer svarer til den opgave,
som tilbuddet skal løse, bygningsmæssige forhold og om tilbuddets forvaltning af økonomien er
forsvarlig. Da sociale tilbud har forskelligt indhold, vil tilsynet altid skulle tilpasses forholdene i det
enkelte tilbud.
Hvis en kommune i forbindelse med sit driftsorienterede tilsyn bliver opmærksom på bekymrende
eller kritisable forhold i et tilbud, vil kommunen kunne orientere de visiterende kommuner om
forholdene under hensyn til, at denne orientering af de visiterende kommuner vil kunne have så
indgribende betydning for tilbuddet, at der vil være tale om en de facto afgørelse, som vil skulle
opfylde de almindelige forvaltningsretlige regler om f.eks. partshøring og begrundelse.
Det foreslås med
stk. 2,
at tilsynet efter den foreslåede bestemmelse i § 17 b, stk. 1, dog ikke
omfatter tilbud, hvor en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået aftale om
anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148 a, stk. 2, i serviceloven,
uden ændringer.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil den stedlige kommunes forpligtelse til at føre det
generelle driftsorienterede tilsyn ikke omfatte de situationer, hvor en anden kommune eller en
region har indgået aftale om anvendelse af alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn.
Undtagelsen vil gælde uanset, om den anden kommune eller region har disponeret over nogle af
pladserne ved at "videresælge" enkeltpladser. Det vil være den kommune, som i henhold til aftalen
råder over samtlige pladser, som vil være forpligtet til at føre det generelle driftsorienterede tilsyn i
disse tilfælde.
Det foreslås med
stk. 3,
at kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence efter § 17 b, stk. 1, til
socialtilsynet, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i socialtilsynsloven.
Med stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 148 a, stk. 4, i serviceloven,
uden materielle ændringer, dog således, at kompetencen som kommunalbestyrelsen vil kunne
delegere alene indeholder driftsorienteret tilsyn med særlige dag- og klubtilbud efter § 83 og § 84,
stk. 1, da det driftsorienterede tilsyn efter lovforslagets § 17 b, stk. 1, alene omfatter disse tilbud.
Når en kommunalbestyrelse delegerer sin kompetence til at varetage en opgave til socialtilsynet
efter den foreslåede bestemmelse i § 157, stk. 4, vil det betyde, at socialtilsynet udfører opgaven og
træffer afgørelse på vegne af den stedlige kommunalbestyrelse. Ansvaret for opgaven, herunder det
økonomiske, vil fortsat være den delegerende kommunalbestyrelses.
794
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0795.png
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 157 og det driftsorienterede tilsyn er, at følge op på
om tilbuddenes bygninger og økonomi samt personalets kvalifikationer på det enkelte
anbringelsessted, svarer til den opgave, som tilbuddet skal løse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.2. og 3.20.3.
Til § 158
Det fremgår af § 5, stk. 8, i serviceloven, at regionsrådet skal føre tilsyn med regionalt drevne tilbud
om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud efter §§ 103 og 104 og regionalt drevne
særlige dag- og klubtilbud tilbud efter §§ 32 og 36, jf. § 5, stk. 1, nr. 2. Det gælder dog ikke for
tilbud, hvor en kommune har indgået en generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet
og om tilsyn. Regionsrådet kan delegere sin kompetence efter denne bestemmelse til socialtilsynet,
jf. § 2 i socialtilsynsloven.
Det foreslås med
stk. 1,
at regionsrådet fører tilsyn med regionalt drevne tilbud efter § 83 og § 84,
stk. 1.
Med § 158, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 5, stk. 8, 1. pkt., i
serviceloven, dog således, at regionsrådets tilsyn målrettes særlige dag- og klubtilbud efter de
foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1. Tilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og §
84, stk. 1, er videreførelser af de eksisterende bestemmelser i servicelovens § 32, stk. 3 og § 36, stk.
1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer. Der er derfor ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer i gældende ret.
Med det foreslåede § 83 vil kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at der er det nødvendige antal
pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Med det foreslåede § 84, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at der er det nødvendige
antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven. Af tilbud i
servicelovens § 5, stk. 8, er det alene særlige dag- og særlige klubtilbud, som videreføres i denne
lov Derfor vil det foreslåede § 158, stk. 1, alene indeholde en henvisning til særlige dag- og
klubtilbud.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 1, vil det enkelte regionsråd alene skulle føre
driftsorienteret tilsyn med regionalt drevne tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, beliggende i regionen.
795
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0796.png
Den stedlige regions forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn med tilbud, der ligger i regionen,
vil gælde, uanset at regionens børn og unge ikke benytter det pågældende tilbud.
Det driftsorienterede tilsyn vil omfatte tilsyn med tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold
og økonomi. Det vil bl.a. omfatte tilsyn med, om personalets kvalifikationer svarer til den opgave,
som tilbuddet skal løse, bygningsmæssige forhold og om tilbuddets forvaltning af økonomien er
forsvarlig.
Det foreslås med
stk. 2,
at tilsynet efter § 158, stk. 1, ikke omfatter tilbud, hvor en kommune har
indgået en generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 2, vil regionsrådets tilsyn ikke omfatte tilbud, som
har indgået en generel aftale med en kommunalbestyrelse om anvendelse af samtlige pladser og om
tilsyn. Bestemmelsen af en videreførelse af § 5, stk. 8, 2. pkt., i serviceloven. Der er derfor ikke
tiltænkt indholdsmæssige ændringer i gældende ret.
Det foreslås med
stk. 3,
at regionsrådet kan delegere sin kompetence efter § 158, stk. 1, til
socialtilsynet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.
Med § 158, stk. 3, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 5, stk. 8, sidste pkt., i
serviceloven, uden indholdsmæssige ændringer, dog således, at kompetencen som
kommunalbestyrelsen vil kunne delegere alene indeholder tilsyn med særlige dag- og klubtilbud
efter § 83 og § 84, stk. 1, da tilsynet efter lovforslagets § 158, stk. 1, alene omfatter disse tilbud.
Når et regionsråd delegerer sin kompetence til at varetage en opgave til socialtilsynet efter den
foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 3, vil det betyde, at socialtilsynet udfører opgaven og træffer
afgørelse på vegne af regionsrådet. Ansvaret for opgaven, herunder det økonomiske, vil fortsat være
det delegerende regionsråd.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 158 og tilsynet er, at følge op på om tilbuddenes
bygninger og økonomi samt personalets kvalifikationer på det enkelte anbringelsessted, svarer til
den opgave, som tilbuddet skal løse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 159
Det fremgår af § 149, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter en
takst for det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 8, og § 148 a, som betales af de tilbud, der
er omfattet af tilsynet.
796
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0797.png
Det fremgår af § 149, stk. 2, i serviceloven, at taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i
de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter en takst for det generelle
driftsorienterede tilsyn, jf. §§ 157 og 158, som betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Med § 159, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 149, stk. 1, i
serviceloven, uden ændringer.
Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 vil den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der fører
det generelle driftsorienterede tilsyn, skulle opkræve en takst for tilsynet.
Taksten vil skulle betales af alle de særlige dagtilbud og klubtilbud, der er omfattet af tilsynet.
Tilbuddets udgift til tilsynet, dvs. taksten, vil skulle indgå i den samlede betaling for brug af
tilbuddet, og udgiften afholdes dermed endeligt af den visiterende kommune.
Det foreslås med
stk. 2,
at taksten efter § 159, stk. 1, skal beregnes med udgangspunkt i de
gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 149, stk. 2, i
serviceloven, uden ændringer.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 159, stk. 2, vil taksten for det driftsorienterede tilsyn skulle
beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i
tilbuddet eller typen af tilbud. Omkostningerne vil omfatte både de praktiske opgaver, der vil være
forbundet med at varetage og gennemføre tilsynet, og de administrative opgaver, der vil være en del
af udøvelsen af det generelle driftsorienterede tilsyn f.eks. andelen af central ledelse og
administration.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.2. og 3.20.3.
Til § 160
Det fremgår af § 13 b, stk. 1, i serviceloven, at Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrupper,
tilbud og indsatser og indsamle og formidle viden om effekt af indsatserne på det mest
specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede specialundervisning, der
gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 160
at Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrupper,
tilbud og indsatser og indsamle og formidle viden om effekt af indsatserne på det mest
specialiserede socialområde for børn og unge og på området for den mest specialiserede
797
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0798.png
specialundervisning, der gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for
voksne.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 b, stk. 1, i
serviceloven afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Socialstyrelsen vil i lighed med gældende ret skulle have en overvågningsfunktion, der vil skulle
skabe et nationalt overblik over viden og indsatser på det mest specialiserede socialområde og
området for den mest specialiserede specialundervisning, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af lov om social service,
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning
på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
17. I overensstemmelse med forarbejderne vil der ikke kunne videregives personoplysninger efter
den foreslåede bestemmelse.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne løbende skulle fastlægge målgrupperne
ud fra to kriterier, hvoraf mindst ét skal være opfyldt. For det første målgrupper der er meget små,
og hvor der er meget begrænset underlag for at opbygge specialiseret viden. For det andet
målgrupper, hvor der er kompleksitet i målgruppernes problemstilling eller en flerhed af
problemstillinger, som kræver faglig specialviden, herunder tværfaglig viden.
Børne- og Undervisningsministeriet vil skulle inddrages i Socialstyrelsens overvågning af
målgrupper m.v., for så vidt angår området for den mest specialiserede specialundervisning.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b, stk. 1, i serviceloven skulle
udarbejde vejledende, faglige forløbsbeskrivelser på det mest specialiserede socialområde og
området for den mest specialiserede specialundervisning, når Socialstyrelsen vurderer, at der er
behov for det, og at der er tilstrækkelig sikker viden om den specialiserede indsats på et område.
Forløbsbeskrivelser vil skulle indeholde den aktuelt bedste viden om, hvilke tilbud og indsatser der
kan være relevante for den omfattede målgruppe, herunder hvilke faglige kompetencer, der er
relevante at inddrage i indsatsen i de forskellige faser.
Forløbsbeskrivelserne vil på den baggrund skulle udgøre en faglig ramme for tilrettelæggelsen af
kommunernes indsats over for en række målgrupper, men vil ikke skulle erstatte den konkrete
individuelle vurdering i den enkelte sag.
Forløbsbeskrivelserne vil desuden være et vigtigt redskab, som kommunerne kan støtte sig til, når
de skal visitere borgere med særligt komplekse og sjældne behov. Forløbsbeskrivelserne vil være på
et overordnet niveau og derfor ikke tilstrækkelige detaljerede til at tage højde for variationer i
borgernes komplekse behov og kunne fungere som en egentlig retningslinje for visitation.
Forløbsbeskrivelserne vil ikke forpligte den enkelte kommune i forhold til visitation og fastsættelse
af serviceniveauer eller organisering af opgaven mellem kommuner og regioner. Dette vil fortsat
798
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0799.png
skulle afklares lokalt, herunder bl.a. i regi af sundheds- og rammeaftaler, med mulighed for
hensyntagen til lokale strukturer m.v. Borgeren vil heller ikke kunne støtte ret på dem i sin sag.
Dette er bl.a. fordi, at det vil skulle være muligt for kommunerne at tilpasse indsatsen i den enkelte
sag afhængigt af borgerens behov.
Forløbsbeskrivelserne vil skulle udarbejdes af en faglig arbejdsgruppe, bestående af Socialstyrelsen
og KL samt med deltagelse fra Børne- og Undervisningsministeriet, når forløbsbeskrivelserne har
betydning for området for den mest specialiserede specialundervisning. Sundhedsstyrelsen og
Danske Regioner kan inddrages, hvis forløbet for borgeren indeholder indsatser som går på tværs af
social- og sundhedsområdet.
Arbejdsgruppen om forløbsbeskrivelser vil skulle inddrage relevante organisationer m.v., herunder
bruger- og interessegruppers erfaringer i udarbejdelsen af forløbsbeskrivelsen. Det overlades til
arbejdsgruppen selv at afgøre, hvordan inddragelsen bedst sker i de konkrete tilfælde. Inddragelsen
kan for eksempel ske ved, at Socialstyrelsen nedsætter en referencegruppe med relevante
organisationer m.v., som kan fungere som dialogforum i forhold til arbejdet i selve arbejdsgruppen
om forløbsbeskrivelser, eller ved at relevante organisationer m.v. inviteres til nogle af
arbejdsgruppens møder.
Formålet med bestemmelsen er således, at der også i barnets lov fastsættes nærmere regler om, at
Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser og indsamle og formidle
viden om effekt af indsatserne på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest
specialiserede specialundervisning, der gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om
specialundervisning for voksne. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 161
Det fremgår af § 13 b, stk. 2, i serviceloven, at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede
tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde
og på området for den mest specialiserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på
tværs af kommunerne i en eller flere regioner.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer om
kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte
målgrupper og indsatser, jf. § 13 b, stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 13 b, stk. 4, i serviceloven, at Socialstyrelsen i forbindelse med en
anmodning efter servicelovens § 13 b, stk. 3, kan meddele en kommunalbestyrelse eller et
799
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0800.png
regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af
servicelovens § 13 c har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende tilbud eller ophæver
det midlertidige pålæg.
Det foreslås med
stk. 1,
at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde for børn og
unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på
tværs af kommunerne i en eller flere regioner.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 b, stk. 2, i
serviceloven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, b, stk. 2, skulle
gives kompetence til at udmelde målgrupper og særlige indsatser, hvor der er behov for øget
koordination eller planlægning mellem kommunerne for at sikre og videreudvikle den mest
specialiserede indsats, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af lov om social service, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning på
evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
17.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b, stk. 2, i serviceloven vil det være forudsat, at
Socialstyrelsen tager afsæt i en løbende faglig dialog med kommuner, regioner og bruger- og
interesseorganisationer, som har kendskab til lokale, regionale og landsdækkende behov. Der vil
skulle sættes fokus på forhold og udviklingstendenser, som er af betydning for sikring af
specialiseret viden. Det vil skulle indgå, om kommunalbestyrelserne har viden om specialiserede
tilbud, der er sårbare eller lukningstruede på grund af vigende efterspørgsel fra kommunerne.
Derudover vil Socialstyrelsens viden på området, eksisterende forløbsbeskrivelser og data fra
Socialstyrelsens overvågning skulle indgå.
Det vil derudover være forudsat, at der hvert år forud for drøftelse af potentielle udmeldinger i det
faglige råd foretages en høring, hvor relevante organisationer, herunder bruger- og
interesseorganisationer, kan komme med input til brug for Socialstyrelsens vurdering af, om der er
behov for en central udmelding af målgrupper og indsatser, for at sikre og videreudvikle den mest
specialiserede indsats på tværs af kommuner og regioner.
Det vil videre være forudsat, at potentielle udmeldinger hvert år derefter drøftes med det faglige
råd, der sammensættes af repræsentanter fra Socialstyrelsen, Børne- og Undervisningsministeriet,
KL, Danske Regioner, udvalgte eksperter samt evt. andre ministerier.
800
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0801.png
Socialstyrelsen vil efter en samlet vurdering af løbende input fra samarbejdspartnere, høringssvar
og drøftelse i det faglige råd skulle træffe den endelige afgørelse af, om der er behov for at komme
med en central udmelding på et område.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne fastlægges krav til hyppighed eller
tidsfrist for centrale udmeldinger, herunder om at de skal være årlige. Det vil dog være forudsat, at
en central udmelding foretages senest i januar måned, hvis den skal kunne behandles i forbindelse
med rammeaftalen for det næstkommende år.
Den centrale udmelding vil bl.a. kunne dreje sig om behov for at sikre og videreudvikle
specialiseret viden, hvis særlige vidensmiljøer er under pres, og Socialstyrelsen vurderer, at den
viden, der findes i det særlige vidensmiljø, ikke kan undværes, viden eller indsatser bør udvikles,
omlægges eller samles, f.eks. på baggrund af national eller international dokumenteret viden om
effekt af indsatser på det sociale område, eller fordi de kan skabe mere omkostningseffektivitet,
eller hvis der er behov for, at alle kommuner har adgang til et særligt specialiseret tilbud for den
specifikke målgruppe.
En central udmelding vil kunne være regional eller landsdækkende. I sidstnævnte tilfælde vil der
kunne stilles krav om, at der skal ske en koordinering på tværs af regioner.
I overensstemmelse med forarbejderne vil det kunne fastsættes i den bekendtgørelse om
rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde
(rammeaftalebekendtgørelsen), der vil kunne udstedes med hjemmel i den foreslåede § 173, stk. 3,
og som efter gældende ret udstedes med hjemmel i § 6, stk. 3, i serviceloven, at
kommunalbestyrelserne i hver region vil skulle behandle den centrale udmelding i det eksisterende
rammeaftale-regi.
Det foreslås med
stk. 2,
at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer om
kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte
målgrupper og indsatser, jf. § 161, stk. 1, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 b, stk. 3, i
serviceloven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 b, stk. 3, foreslås det med
bestemmelsen, at Socialstyrelsen på baggrund af modtagne afrapporteringer for, hvorledes
kommunalbestyrelserne i en region vil tilrettelægge indsatsen i forhold til en central udmelding, vil
blive givet beføjelse til at anmode kommunalbestyrelserne i regionen eller flere regioner om en
fornyet behandling heraf, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning på
evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
801
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0802.png
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
18. Som det fremgår af forarbejderne, vil denne mulighed kun skulle tages i anvendelse, hvis
dialogen med kommunalbestyrelsen ikke i sig selv sikrer en tilstrækkelig løsning.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b, stk. 3, i serviceloven som udgangspunkt
være op til kommunalbestyrelserne i hver region selv at beslutte, hvordan de vil tilrettelægge og
organisere indsatsen i forhold til de udmeldte målgrupper og indsatser. Kommunerne vil f.eks.
kunne aftale, at én kommune påtager sig ansvar for drift og udvikling af et specialiseret tilbud og
indgår aftaler med en række af de øvrige kommuner om køb af ydelser. Kommunerne vil alternativt
kunne bede regionen om at påtage sig driftsansvaret, hvis regionen f.eks. i forvejen har specialiseret
viden/tilbud på det konkrete område.
Udgangspunktet for Socialstyrelsens behandling af kommunalbestyrelsernes afrapporteringer vil
være en dialogbaseret tilbagemelding. Den dialogbaserede tilbagemelding indebærer, at
Socialstyrelsen vil være i løbende dialog med kommunalbestyrelserne om, hvorvidt kommunernes
anviste løsningsmuligheder er tilstrækkelige og sikrer den nødvendige specialiserede indsats på det
udmeldte område.
Socialstyrelsens indgangsvinkel til dialogen vil være kommunekontaktrådene (KKR).
Socialstyrelsen vil kunne bistå med viden og rådgivning med henblik på koordination og et
landsdækkende overblik på tværs af regioner. Derudover vil eventuelle forløbsbeskrivelser på
området kunne fungere som udgangspunkt for kommunernes arbejde med den centrale udmelding
og med tilrettelæggelsen af indsatsen på området.
Socialstyrelsen vil skulle beslutte om, kommunalbestyrelsernes tilbagemelding giver anledning til
opfølgning, og om der er behov for, at Socialstyrelsen benytter sin beføjelse til at pålægge
kommunalbestyrelserne en fornyet behandling af afrapporteringerne. Socialstyrelsen vil dermed
blive givet en reaktionsmulighed, der vil gøre det muligt at tilbagevise og dermed påvirke
kommunernes løsningsforslag, hvis de ikke vurderes at være fagligt tilstrækkelige.
Beføjelsen vil indebære, at Socialstyrelsen vil kunne anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i
forhold til centralt udmeldte målgrupper og indsatser. En sådan mulighed vil kun skulle tages i
anvendelse, hvis dialogen med kommunalbestyrelsen ikke i sig selv sikrer en tilstrækkelig løsning.
Hvis Socialstyrelsen vurderer, at kommunernes løsningsforslag er tilfredsstillende, vil kommunerne
kunne gå i gang med implementeringsfasen.
Socialstyrelsen vil skulle gå i dialog med kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om, hvad
en fornyet behandling og afrapportering skal fokusere på, herunder om der er behov for
koordinering på tværs af flere regioner.
802
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0803.png
Det foreslås med
stk. 3,
at Socialstyrelsen i forbindelse med en anmodning efter § 161, stk. 2, kan
meddele en kommunalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud,
indtil Socialstyrelsen i medfør af §§ 180-185 har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det
pågældende tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 b, stk. 4, i
serviceloven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 b, stk. 4, foreslås det, at
Socialstyrelsen i forbindelse med en anmodning om fornyet behandling vil kunne meddele en
kommunalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om, at opretholde et konkret tilbud
indtil Socialstyrelsen i medfør af de foreslåede §§ 180-185 har truffet afgørelse om pålæg
vedrørende det pågældende tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg, jf. lov nr. 722 af 25. juni
2014 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område og forskellige andre love (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen vedrørende det
mest specialiserede socialområde og den mest specialiserede specialundervisning m.v.), jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 18.
Dette vil ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b, stk. 4, i serviceloven skulle ske
for at sikre, at formålet med pålægget ikke forspildes i perioden frem til, en afgørelse foreligger.
Formålet med den foreslåede § 161 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere
regler om Socialstyrelsens mulighed for at anmode kommunalbestyrelserne om fornyet behandling
af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen samt at kunne pålægge kommunalbestyrelsen
eller et regionsråd midlertidigt at opretholde et tilbud efter barnets lov. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.2-3.19.3
Til § 162
Det fremgår af § 13 b, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsens udmelding af målgrupper og
indsatser efter § 13 b, stk. 2, og afgørelser på området for den mest specialiserede
specialundervisning efter § 13 b, stk. 3 og 4, sker efter forhandling med Børne- og
Undervisningsministeriet.
Det foreslås med
§ 162
at Socialstyrelsens udmelding af målgrupper og indsatser efter § 161, stk. 1,
og afgørelser på området for den mest specialiserede specialundervisning efter § 161, stk. 2 og 3,
sker efter forhandling med Børne- og Undervisningsministeriet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 b, stk. 5, i
serviceloven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
803
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0804.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 b, stk. 5, foreslås det i forhold til
specialundervisningsområdet, at kompetencen deles mellem Socialstyrelsen og Børne- og
Undervisningsministeriet, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning på
evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
19.
Formålet med § 162 er således, at kompetencen i forhold til udmelding af målgrupper og indsatser
efter den foreslåede § 161, stk. 1, og afgørelser på specialundervisningsområdet også efter barnets
lov skal deles mellem Socialstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 163
Det fremgår af § 15 i serviceloven, at en uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og
vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.
Det foreslås med
§ 163
at en uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager
om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres familier.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 15 i serviceloven
afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, således at det præciseres, at det både er rådgivning og
vejledning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres familier.
Ordningen vil i overensstemmelse med forarbejderne til daværende § 70 a, i serviceloven, der nu er
§ 15 i serviceloven, være forudsat oprettet som en selvejende institution med en bestyrelse og vil
blive tilrettelagt i samarbejde med de kommunale parter og repræsentanter fra
brugerorganisationerne på området, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om social
service og lov om hjemmesygeplejerskeordninger (Indførelse af en grundtakstmodel for visse
sociale serviceydelser i stedet for delt finansiering), jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, spalte
4489.
Formålet med konsulentordningen vil være at bidrage til at styrke retssikkerheden for mennesker
med handicap ved at kunne yde gratis rådgivning og vejledning i enkeltsager og generelt at kunne
bidrage med oplysninger om udviklingen på handicapområdet. Den primære målgruppe for
konsulentordningen vil være mennesker med handicap og deres pårørende, der frit kan rette
henvendelse om bistand.
Den uvildige konsulentordning vil også kunne rådgive eller give sparring til kommunale
sagsbehandlere i ”sager, der går i hårdknude”, hvor det især er kommunikationen eller samarbejdet
804
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0805.png
mellem kommunen og borgeren, der giver vanskeligheder. Her vil den uvildige konsulentordning
kunne spille en uvildig rolle til forbedring af samarbejdet. Det vil være en forudsætning, at
forældremyndighedsindehaveren til barnet eller den unge giver samtykke.
Ligeledes vil den uvildige konsulentordning kunne give rådgivning til kontaktpersoner og andre
kommunalt ansatte, som har kontakt med en borger med handicap, som har brug for rådgivning.
Forudsætningen vil her være, at forældremyndighedsindehaveren til barnet eller den unge giver
samtykke.
Den uvildige konsulentordning vil ikke kunne give vejledning til kommunale sagsbehandlere om
regler og regelfortolkning. Kommunerne vil skulle søge en sådan vejledning hos Social- og
Ældreministeriet eller hos Ankestyrelsen.
Den uvildige konsulentordning vil også have til opgave at oplyse om klagemuligheder og hjælpe
med at udforme klager til offentlige myndigheder.
Formålet med § 163 er således, at der også efter barnets lov vil være fastsat regler om, at en uvildig
konsulentordning skal yde gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres familier. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 164
Det fremgår af § 14, stk. 1, i serviceloven, at social- og ældreministeren samler og formidler
oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og om
kommunale, regionale og private tilbud efter bl.a. servicelovens §§ 32 og 36 i en landsdækkende
oversigt (Tilbudsportalen).
Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i serviceloven, at kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen,
kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.
Efter § 4, stk. 2, i serviceloven, opfylder kommunalbestyrelsen sit forsyningsarbejde, som den skal
sørge for efter § 4, stk. 1, ved at brug af egne tilbud og ved at samarbejde med andre kommuner,
regioner eller privat tilbud.
Det fremgår af § 14, stk. 3, i serviceloven, at sociale tilbud m.v., der er omfattet af § 4 i
socialtilsynsloven, kun kan registreres i Tilbudsportalen, hvis de er godkendt af socialtilsynet.
805
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0806.png
Efter § 14, stk. 4, i serviceloven, fører Socialstyrelsen stikprøvekontrol med, at oplysningerne i
Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at oplysningerne i
Tilbudsportalen er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Det fremgår af § 14, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om at udstede et
påbud til et registreret tilbud, hvis oplysninger, der er indberettet af tilbuddet, og som offentliggøres
i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller tilbuddets indberetning
af oplysninger, som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med
Tilbudsportalens systematik.
Efter § 14, stk. 6, i serviceloven, kan Socialstyrelsen træffe afgørelse om at markere forholdet i
Tilbudsportalen, hvis et tilbud ikke har fulgt et påbud efter §14, stk. 5, inden fire uger.
Det fremgår af § 14, stk. 7, at Socialstyrelsens afgørelser efter § 14, stk. 5 og 6, ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed.
Det fremgår af § 14, stk. 8, i serviceloven, at social- og ældreministeren i en bekendtgørelse
fastsætter nærmere regler om Tilbudsportalen, herunder om kommuners og regioners pligt til at give
oplysninger til Tilbudsportalen og om Socialstyrelsens afgørelser efter bestemmelsens § 14, stk. 5
og 6. Social- og ældreministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre
tilbud end de tilbud, som er nævnt i bestemmelsens stk. 1.
Finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i servicelovens § 175, hvorefter staten afholder
udgifterne til Tilbudsportalen.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 164
at reglerne i § 14 i serviceloven om Tilbudsportalen finder
tilsvarende anvendelse for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lov, der er omfattet
af § 4 i socialtilsynsloven og om kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og
84.
Idet finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i serviceloven, og det findes mest hensigtsmæssig
ikke at duplikere reglerne om Tilbudsportalen i barnets lov, vil reglerne om Tilbudsportalen med
den foreslåede bestemmelse således fortsat være at finde i serviceloven, men finde tilsvarende
anvendelse for de tilbud, der hidtil har været reguleret i serviceloven, men som med dette lovforslag
foreslås videreført i barnets lov. Der vil i barnets lov alene være en henvisning til, at reglerne om
Tilbudsportalen finder tilsvarende anvendelse for kommunale, regionale og private tilbud omfattet
af § 4 i socialtilsynsloven og for kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og
84. Disse tilbud efter barnets lov vil således i overensstemmelse med gældende ret være forpligtede
til at fremgå af Tilbudsportalen for at kunne indgå i den kommunale forsyning, jf. den foreslåede
bestemmelse i servicelovens § 4.
806
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0807.png
Formålet med § 164 er således, at der i barnets lov vil være en henvisning til de regler, der gælder
for Tilbudsportalen, som også er relevante for kommunale, regionale og private tilbud omfattet af §
4 i socialtilsynsloven og for kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 165
Det fremgår af § 13, stk. 1, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO) bistår kommuner og borgere med gratis
vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Tilsvarende
ydes gratis specialrådgivning til kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. samt borgere om
specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
VISO er en netværksorganisation med en mindre central enhed, men hvor hovedparten af
specialisterne er placeret decentralt, idet de er ansat i kommuner, regioner eller i private tilbud.
Netværket fastholdes således samlet som en del af det kommunale/regionale tilbud, dvs. er lokalt i
de tilbud, hvor de i øvrigt arbejder.
Formålet med VISO er at sikre sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og –
formidling til kommuner og tilbud og gøre den anvendelig for både kommunernes og VISOs
specialrådgivning og udredning i enkeltsager, at sikre et landsdækkende overblik over den samlede
specialrådgivning, at sikre inddragelsen af relevante internationale erfaringer og bidrage til det
internationale samarbejde, at sikre et tæt samspil mellem de forskellige videns- og
rådgivningsspecialer på socialområdet, at sikre fortsat udvikling af viden og specialrådgivning, at
tilbyde kommuner og borgere vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og
komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle
og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den
enkelte kommune eller i regionens tilbud, samt at sikre overblik over og samarbejde med netværk i
øvrige sektorer.
I det omfang, det er relevant for VISOs virksomhed, kan VISO også samarbejde med funktioner
under andre sektorer, f.eks. sundhed og arbejdsmarked.
VISO består af en vidensfunktion, en specialrådgivningsfunktion og en udredningsfunktion. VISO
er primært praksisorienteret og skal opbygge viden om, hvordan man håndterer personer med
specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer). VISO kan også pege på
indsatsområder for forskning og omsætte forskningsresultater til anvendelig viden.
VISO skal dække de mest specialiserede, komplicerede problemstillinger inden for bl.a. områder
med børn og unge med handicap, herunder sjældne handicap, børn og unge med sociale eller
adfærdsmæssige problemer, udsatte børn og unge, socialpsykiatrien, andre grupper med meget
807
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0808.png
komplekse problemstillinger og specialundervisning og specialpædagogisk bistand til bl.a. børn og
unge.
Den centrale enhed i VISO varetager flere opgaver, herunder at sikre én indgang til overblik over
VISOs funktioner, den eksisterende viden dvs. hvem der laver hvad, og hvor man skal henvende
sig, at sikre en koordineret vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af
dimensioneringen inden for den samlede ramme, at have overblik over den kommunale og regionale
rådgivningsstruktur, at kunne foretage en faglig vurdering som grundlag for at henvise kommuner,
tilbud og borgere til den rigtige viden og rådgivning, at indgå kontrakter mellem VISO og de
pågældende kommuner og regioner om specialrådgivning, at sikre overblik over og samarbejde med
netværk i øvrige sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren og sundhedssektoren, samt være
sekretariat for bestyrelsen for VISO.
For VISO er der nedsat en faglig bestyrelse bestående af repræsentanter fra staten, KL og
regionerne i forening samt brugerorganisationer. Bestyrelsen skal løbende følge udviklingen i
behovene og fastlægge den overordnede indsats på områderne, løbende vurdere dimensioneringen
af indsatsområderne inden for den samlede ramme og løbende evaluere VISOs virksomhed og
udarbejde en årsrapport.
Under VISO indgår også sekretariatsfunktionerne vedr. en række netværk, der blev oprettet af
amterne, herunder netværk vedr. Asperger/autisme, netværk vedr. omsorgssvigt, vidensteam vedr.
kriminelle og udviklingshæmmede, vidensteam vedr. læbe/ganespalte, netværk vedr.
rusmiddelområdet, netværk vedr. udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser og netværk vedr.
blinde udviklingshæmmede.
Det foreslås med
stk. 1,
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen
bistår kommunalbestyrelser og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven
afgrænset til målgrupperne efter barnets lov og med den ændring, at ”kommuner” erstattes af
”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i de foreslåede bestemmelser om VISO.
Med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO) vil der i
overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 skulle sikres en sammenhængende og
helhedsorienteret vidensindsamling og – udvikling, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling),
tillæg A, side 2151. Der vil endvidere i overensstemmelse med forarbejderne skulle sikres
rådgivning og vejledning af borgere og kommuner og et landsdækkende overblik over den samlede
specialrådgivning.
808
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0809.png
Kommunalbestyrelserne vil i overensstemmelse med forarbejderne have ansvaret for at tilbyde
såvel den almindelige som den specialiserede rådgivning af brugere og pårørende, som de efter
loven har krav på.
Kommunalbestyrelserne vil kunne søge støtte til deres rådgivningsopgaver dels i andre kommuner
og hos private dels i de tilbud, som regionerne driver. Som supplement hertil vil VISO skulle
tilbyde kommunalbestyrelser og borgere vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og
komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle
og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den
enkelte kommune eller i regionens tilbud.
Specialrådgivningsfunktionen vil skulle være en gratis ydelse i forhold til kommunalbestyrelser og
borgere.
Borgere vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 i serviceloven kunne henvende sig
direkte til VISO om specialrådgivning, men i langt de fleste tilfælde vil det være mest
hensigtsmæssigt for borgeren, at henvendelsen går via kommunalbestyrelsen for at sikre en dialog
mellem borger, den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende instans (VISO).
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 i serviceloven skulle dække de mest
specialiserede rådgivningsopgaver i de mest komplicerede enkeltsager, jf. Folketingstidende 2004-
05 (2. samling), tillæg A, side 2153. Karakteristisk for de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil forekomme sjældent, ligesom indsatsen i
mange tilfælde vil involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles udgiftskrævende.
VISO vil i mange tilfælde være nødt til at trække på ekspertise i andre sektorer.
Specialrådgivningsfunktionen vil have vejledende karakter i forhold til borger og kommune, idet
det alene er den enkelte kommune, som har ansvaret for at træffe beslutninger i forhold til borgeren.
Rådgivningsfunktioner i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager vil i overensstemmelse
med forarbejderne til § 13 i serviceloven bestå i at bistå kommuner, regionale tilbud og borgere med
vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2152.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil i overensstemmelse
forarbejderne f.eks. kunne vedrøre børn og unge med social eller adfærdsmæssige problemer,
herunder børn og unge med meget svære sociale og adfærdsmæssige problemer, massivt
omsorgssvigtede børn og unge, børn og unge med ADHD, børn og unge, der har været udsat for
seksuelt misbrug, børn og unge, der har begået kriminalitet, børn og unge med stof- og
alkoholmisbrug eller børn og unge med psykiske problemer, herunder selvskadende adfærd.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil også kunne vedrøre børn
og unge med handicap, herunder småbørn med komplekse tale-, høre- eller synsproblemer, børn og
unge med behov for særlige teknologiske hjælpemidler, børn og unge med autisme, børn og unge
der er svært multihandicappede eller børn og unge med små eller usynlige handicap.
809
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0810.png
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil derudover kunne vedrøre
hjerneskade, herunder senhjerneskadede og genoptræning af fysisk handicappede/hjerneskadede
eller vedrøre udviklingshæmmede, herunder kriminelle udviklingshæmmede f.eks. personer med
Prader Wille Syndrom eller med anden etnisk baggrund end dansk, meget udadreagerende svært
multihandicappede uden verbalt sprog eller udviklingshæmmede med dobbeltdiagnoser.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil endvidere kunne vedrøre
udsatte grupper, herunder hjemløse, gravide stofmisbrugere, svære blandingsmisbrug, andre meget
specialiserede og komplicerede personlige eller sociale problemer, eller sindslidende.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil yderligere kunne vedrøre
øvrige meget komplekse sager, herunder komplicerede sager eller meget små komplekse
handicapgrupper/sammensatte problemstillinger, f.eks. børn og unge med Huntingtons Chorea eller
Spielmeyer-Vogt’s sygdom, børn og unge med tilsvarende sjældne handicaps, hvor
funktionsnedsættelsen kræver kompleks og specialiseret indsats, børn og unge med komplicerede
bevægehandicap, læbe/ganespalte, sjældne handicap, børn og unge med handicap, der har flere
diagnoser og andre områder, hvor der kræves en kompleks og specialiseret indsats, eller
specialiseret rådgivning om epilepsi fra Kolonien Filadelfia.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil ydermere kunne vedrøre
blinde børn og unge, herunder specialrådgivningsfunktioner ved Instituttet for Blinde og
Svagsynede, ved Synscenter Refsnæs og ved Kennedy Centrets øjenklinik, eller anden
specialrådgivning vedr. blinde. Det vil også kunne vedrøre døve og døvblinde børn og unge,
herunder i form af døve- og døvblindekonsulenter, eller specialrådgivningsfunktioner ved
Ålborgskolen, Center for Høretab, Fredericia eller Børneklinikken.
Det foreslås med
stk. 2,
at VISO tilsvarende yder gratis specialrådgivning til kommuner, regioner,
skoler og institutioner m.v. samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven
afgrænset til målgrupperne efter barnets lov og med den ændring, at ”kommuner” erstattes af
”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i de foreslåede bestemmelser om VISO.
Specialrådgivning i de mest specielle og komplicerede enkeltsager vil i overensstemmelse med
ordlyden af § 13, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven kunne vedrøre specialundervisning af børn og unge.
Det følger af bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske
bistand, bekendtgørelse nr. 693 af 20. juni 2014, at der i forbindelse med den pædagogisk-
psykologiske vurdering, der skal foretages efter folkeskoleloven, skal pædagogisk-psykologisk
rådgivning tage stilling til om der er behov for at indhente specialrådgivning fra den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) og om der er behov for at indhente bistand til
udredningen fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
810
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0811.png
Beslutningen om at inddrage den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) efter
stk. 1 træffes efter samråd med forældrene.
Der skal efter folkeskoleloven udarbejdes en pædagogisk psykologisk vurdering i forbindelse med
specialpædagogisk bistand til førskolebørn og i forbindelse med afgørelser om specialundervisning
i folkeskolen.
Formålet med § 165 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om VISOs
gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og om
specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.1- 3.19.3.
Til § 166
Det fremgår af § 13, stk. 2, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende udredning til kommuner og borgere i de få
mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise
ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om henvisning af borgeren. Tilsvarende ydes gratis bistand
til kommunens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 166, stk. 1,
at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende udredning til kommunalbestyrelser og
borgere i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den
fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens
tilbud. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om henvisning af borgeren efter 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 2, 1. og 3. pkt., i serviceloven
afgrænset til målgrupperne efter barnets lov og med de ændringer, at ”kommuner” og ”kommunen”
erstattes af ”kommunalbestyrelser” og ”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne i
bestemmelserne om VISO.
En udredning er en afklaring af en borgers tilstand og situation. Når VISO efter den foreslåede
bestemmelse vil hjælpe kommunen med udredning af specielle forhold i en sag, vil det have til
formål at sikre, at kommunen har et solidt faktuelt grundlag til at afgøre, hvad der kan gøres for
borgeren. Hvor det er relevant, vil en udredning fra VISO f.eks. indeholde forslag til behandling og
støtte.
811
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0812.png
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 2, skulle dække de mest
specialiserede udredningsopgaver i de mest komplicerede enkeltsager, jf. Folketingstidende 2004-
05 (2. samling), tillæg A, side 2153. Karakteristisk for de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil forekomme sjældent, ligesom indsatsen i
mange tilfælde vil involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles udgiftskrævende.
VISO vil i mange tilfælde være nødt til at trække på ekspertise i andre sektorer.
Når kommunalbestyrelsen ønsker en udredning i VISO, vil det være vigtigt, at
kommunalbestyrelsen har foretaget et indledende arbejde med at afdække problemstillingerne i
sagen, således at kommunalbestyrelsen ved henvendelsen kan redegøre for, på hvilket niveau
borgerens sag allerede er udredt.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 2, i serviceloven vil udredningsfunktionen efter
den foreslåede bestemmelse i § 166, stk. 1, være snævrere end specialrådgivningsfunktionen efter
den foreslåede bestemmelse i § 165, stk. 1, idet den vil være afgrænset til de få mest sjældent
forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan
forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.
Udredningsfunktionen i de få mest specialiserede og komplicerede enkeltsager vil i
overensstemmelse med forarbejderne skulle tilbyde kommunalbestyrelser og borgere vejledende
udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den
fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens
tilbud.
Udredningsfunktionen vil have vejledende karakter i forhold til barnet eller den unge og
kommunalbestyrelsen, idet det alene er den enkelte kommunalbestyrelse, som vil have ansvaret for
at træffe beslutninger i forhold til barnet eller den unge.
Henvendelser om udredning vil i alle tilfælde skulle ske via kommunalbestyrelsen, og VISO vil
alene på kommunalbestyrelsens anmodning kunne gå ind i et udredningsforløb. Det vil ikke være
muligt for borgeren selv eller et tilbud at anmode VISO om en udredning.
Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter den
foreslåede § 144.
Det foreslås med
stk. 2,
at der tilsvarende ydes gratis bistand til kommunalbestyrelsens udredning
vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven
afgrænset til målgrupperne efter barnets lov og med de ændringer, at ”kommunen” erstattes af
”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne i bestemmelserne om VISO.
812
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0813.png
Udredningsfunktionen i de få mest specialiserede og komplicerede enkeltsager vil i
overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 2, i serviceloven skulle tilbyde bistand til
kommunalbestyrelsens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand i
de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne
ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommunalbestyrelse, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2153.
VISO vil skulle yde gratis bistand til en kommunalbestyrelses udredning vedrørende
specialundervisning og specialpædagogisk bistand inden for folkeskoleområdet og
specialundervisning for voksne.
Hvis en kommunes pædagogiske psykologiske rådgivning (PPR)som led i sagsbehandlingen inden
for folkeskoleområdet afslår forældrenes anmodning om at få bistand til udredningen fra VISO, vil
det skulle fremgå af udtalelsen til skolens leder og være ledsaget af en begrundelse for afslaget.
Hvis skolelederens afgørelse indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning, vil klagenævnet i
forbindelse med behandling af klagen kunne tage stilling til, om PPR burde have indhentet bistand
til udredningen fra VISO.
Udredningsfunktionen vil have vejledende karakter i forhold til barnet eller den unge og
kommunalbestyrelsen, idet det alene er den enkelte kommunalbestyrelse, som har ansvaret for at
træffe beslutninger i forhold til barnet eller den unge.
Formålet med § 166 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om VISOs
gratis vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede
enkeltsager og vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand for børn og unge. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.1-3.19.3.
Til § 167
Det fremgår af § 13, stk. 7, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption
uden samtykke.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 167
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
yder gratis vejledende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13, stk. 7, i
serviceloven.
813
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0814.png
Sager om adoption uden samtykke er som oftest komplekse, og behandlingen af dem kræver
specialviden. Dertil kommer, at der er tale om et yderst begrænset antal sager. Dette betyder, at det
vil være vanskeligt at oparbejde en erfaring med og ekspertise i at håndtere denne type sager i de
enkelte kommuner. Endvidere er kommunalbestyrelserne generelt tilbageholdende med at anvende
adoption som indsats over for børn og unge, der er anbragt. Det kan derfor være vanskeligt for
kommunalbestyrelserne at vurdere, om forældrene er uden forældreevne, ligesom det kan være
vanskeligt for kommunalbestyrelserne at godtgøre, at dette er tilfældet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 7, foreslås det eksplicit nævnt i
barnets lov, at kommunerne har mulighed for at trække på specialiseret vejledende rådgivning og
ekspertbistand fra VISO i sager om adoption uden samtykke, jf. Folketingstidende 2014-15, A L
121 som fremsat, side 20.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke vil bl.a. have til formål at øge
kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et barn eller en ung,
der er anbragt, kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge
gennem adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets egen. VISOs
rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke vil have til formål at understøtte
kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag.
Det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for at søge rådgivning fra VISO til
brug for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke, og uanset om kommunalbestyrelsen
har søgt rådgivning hos VISO, vil det altid være kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et barn
eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VISOs vejledning efter den foreslåede § 18 h
vil ikke være bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil altid være den enkelte
kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke.
Det bemærkes at med lovforslagets § 71, stk. 2, foreslås det, at kommunalbestyrelsen inden
udarbejdelsen af en indstilling om adoption uden samtykke i visse sager skal søge vejledende
rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 167. Det foreslås videre med lovforslagets § 71, stk. 3, at
VISO i visse situationer kan pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om
adoption.
Formålet med § 167 er, at det også i barnets lov tydeliggøres for kommunalbestyrelserne, at VISOs
rådgivningsforpligtelse over for kommunalbestyrelserne også omfatter sager om adoption uden
samtykke. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19. samt til lovforslagets § 71 og
bemærkningerne hertil.
814
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0815.png
Til § 168
Det fremgår af § 13, stk. 3, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse om ydelser efter § 13, stk. 1 og 2. Afgørelsen kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 168
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
træffer afgørelse om ydelser efter de foreslåede §§ 165 og 166. Afgørelsen kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13, stk. 3, i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 3, foreslås det, at VISO vil kunne
afgøre om en konkret sag og problemstilling efter de foreslåede §§ 165 og 166 falder inden for
VISOs område, og VISO vil således kunne afvise henvendelser, der falder uden for, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2151. Afgørelsen vil ligeledes i
overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne påklages til hverken social- og ældreministeren
eller anden administrativ myndighed.
Formålet med § 168 er således, at det også efter barnets lov fastsættes nærmere, at VISO har
kompetencen til at afgøre, hvorvidt en konkret sag falder inden for VISOs område, og at afgørelsen
ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 169
Det fremgår af § 13, stk. 4, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser,
herunder relevant materialeproduktion, til kommuner, borgere, skoler m.fl. i forhold til
specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Det fremgår videre af § 13, stk. 8, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation sikrer en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og
formidling af den faglige viden på det sociale område og på området for den mest specialiserede
specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v. Videns- og
specialrådgivningsorganisationen sørger for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og
informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.
815
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0816.png
Det foreslås med
stk. 1,
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal
tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til
kommunalbestyrelser, borgere, skoler m.fl. i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk
bistand m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 4, i serviceloven afgrænset til
målgrupperne efter barnets lov dog med ændringer, sådan at ”kommuner” erstattes af
”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i bestemmelserne om VISO.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 4, foreslås det med
bestemmelsen, at VISO i Socialstyrelsen for at sikre en samlet koordination af specialrådgivningen
og vidensudvikling på området for den mest specialiserede specialundervisning vil skulle
tilvejebringe de specialrådgivningsydelser, der bl.a. gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov
om specialundervisning for voksne, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 15.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 4, i serviceloven vil målgrupperne for disse
mest specialiserede rådgivningsydelser være børn og unge med synshandicap, hørehandicap,
døvblindhed og epilepsi samt førskolebørn med svære kommunikative, sociale, udviklingsmæssige
eller motoriske vanskeligheder og eventuelt andre vanskeligheder samt deres pårørende.
Derudover vil målgruppen være fagprofessionelle, som arbejder med de nævnte målgrupper. Det vil
blandt andet sige fagpersonale i dagtilbud, grundskoler, ungdomsuddannelser, fagpersoner i
kommuner og regioner, ungdommens uddannelsesvejledning, jobcentre m.v., synskonsulenter, tale-
hørekonsulenter, lærere, pædagoger og PPR-konsulenter.
Specialrådgivningen til disse målgrupper vil kunne supplere bl.a. syns- og
kommunikationscentrenes virksomhed.
Kommunalbestyrelser, borgere m.fl. vil kunne henvende sig direkte til leverandøren og skal således
ikke først henvende sig til VISO.
Rådgivning og vejledning vil således kunne finde sted på initiativ fra henvender til leverandør og
vil kunne ske i form af fysiske møder, telefonsamtaler eller skriftlig kommunikation.
Rådgivningen vil som udgangspunkt skulle foregå dér, hvor det er mest hensigtsmæssigt for den
part, der søger rådgivning. Der vil derfor kunne være tale om, at rådgivningen finder sted hos
myndigheden, på tilbuddet, i barnets eller den unges hjem eller uddannelsessted.
Rådgivningen vil kunne ydes til både enkeltpersoner og grupper af personer. Rådgivningen vil
kunne strække sig over både kort og længere tid og i visse tilfælde også være livslang.
Specialrådgivningsydelserne vil blive tilvejebragt gennem leverandører, som VISO indgår kontrakt
med, således at der fortsat er tilknytning til praksis. Omfanget af og indholdet i
specialrådgivningsydelserne vil blive reguleret i kontrakterne med de enkelte leverandører.
816
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0817.png
Materialeproduktionen vil have til formål at fremstille konkrete produkter, der skal kompensere for
en funktionsnedsættelse i en undervisningssituation. Der kan for eksempel være tale om
undervisningsmaterialer til punktundervisning for at sikre blinde børn de samme muligheder som
andre børn i folkeskolen eller undervisningsmaterialer med tegn til hørehæmmede børn.
Forslaget vil dermed indebære, at VISO vil skulle tilvejebringe den produktion og levering af
materialer til brug i produktion og undervisning af blinde og svagsynede over hele landet.
Forslaget vil endvidere indebære, at VISO også vil skulle tilvejebringe den produktion og levering
af undervisningsmaterialer for døve, hørehæmmede og døvblinde.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en samlet koordination af specialrådgivning og
vidensudvikling på området.
De mest specialiserede rådgivningsydelser i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk
bistand m.v. vil bl.a. omfatte udredning, herunder tværfaglig udredning, kurser, rådgivning,
vejledning og supervision af fagprofessionelle i kommunalbestyrelserne og regionerne samt af
lærere og PPR-konsulenter, specialrådgivning af forældre i forhold til barnets udviklingsbetingelser,
specialrådgivning til børn og unge om kompenserende hjælpemidler og udviklingsmæssige
konsekvenser af deres handicap, specialvejledning i forhold til valg af uddannelse, kurser for børn
og unge og deres forældre samt udvikling af undervisningsmaterialer. Hertil kommer udvikling,
bearbejdning og formidling af viden.
Når der sker henvendelse til en af VISOs leverandører for at få rådgivning i forhold til
specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v., vil der ofte forinden skulle foretages en
udredning af barnets eller den unges funktionsevne eller funktionsnedsættelse og/eller andre
forhold, der har eller kan få betydning for barnet eller den unges livssituation.
Udredning vil kunne bestå af en systematisk, helhedsorienteret, tværfaglig og koordineret
undersøgelse. Udredningen vil kunne sammensættes af flere forløb. For eksempel kan der for børn
og unge med høretab blandt andet indgå høretekniske målinger, samtaler med psykolog,
undersøgelse hos ergoterapeut m.v., mens der for børn og unge med synshandicap kan være tale om
en psykologisk og pædagogisk udviklingsvurdering, oftalmologisk og specialoptisk udredning,
udredning hos læse- og synspædagoger og/eller arbejdsmarkedskonsulenter.
Undervisning og kurser vil som nævnt ligeledes være en del af specialrådgivningsydelserne og vil
bestå i afholdelse af kortere undervisningsforløb inden for et afgrænset emne for en gruppe af
personer.
Specialrådgivningsydelserne vil dermed være bredere og mere varierede end VISOs øvrige
specialrådgivning på social- og specialundervisningsområdet efter den foreslåede § 165, hvor der
alene ydes rådgivning og udredning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og i
forhold til grupper af borgere med samme problemstilling.
817
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0818.png
VISOs specialrådgivning vil ikke kunne omfatte ydelser, der strider mod VISOs lovgrundlag. Den
Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) vil efter den foreslåede § 163 tilbyde
juridisk rådgivning. Kommunerne vil skulle søge vejledning om regelfortolkning hos Social- og
Ældreministeriet eller hos Ankestyrelsen.
Det foreslås med
stk. 2,
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal sikre en
systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale
område for børn og unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning og
specialpædagogiske bistand m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13, stk. 8, 1. pkt., i
serviceloven.
Som nævnt vil der i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 med den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO) skulle sikres en
sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og –udvikling, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2151.
VISO vil bl.a. bestå af en vidensfunktion. VISO er primært praksisorienteret og vil skulle opbygge
viden om, hvordan man håndterer personer med specifikke problemer (metodeudvikling inden for
behandlingsformer).
VISO vil ved indsamlingen og formidlingen af viden skulle dække de mest specialiserede,
komplicerede problemstillinger inden for bl.a. børn og unge med handicap, herunder sjældne
handicap, børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer, udsatte grupper,
socialpsykiatrien, andre grupper med meget komplekse problemstillinger og specialundervisning og
specialpædagogisk bistand til bl.a. børn og unge.
Den centrale enhed i VISO vil skulle varetage flere opgaver, herunder at sikre én indgang til
overblik over VISOs funktioner, sikre den eksisterende viden, dvs. hvem der laver hvad, og hvor
man skal henvende sig, at sikre en koordineret vidensopbygning, -udvikling og grundlag for
bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ramme, at have overblik over
den kommunale og regionale rådgivningsstruktur, at kunne foretage en faglig vurdering som
grundlag for at henvise kommuner, tilbud og borgere til den rigtige viden og rådgivning, at indgå
kontrakter mellem VISO og de pågældende kommuner og regioner om specialrådgivning samt at
sikre overblik over og samarbejde med netværk i øvrige sektorer, herunder sundhedssektoren.
Formålet med VISOs vidensfunktion vil være at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden til
kommunernes forvaltninger og tilbud i både kommuner og regioner med henblik på at gøre viden
anvendelig i praksis.
Indsamling af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne
foregå ved at holde sig bredt orienteret om udviklingen også internationalt, systematisk og målrettet
818
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0819.png
indsamling af viden som følge af konkrete forespørgsler fra kommuner, tilbud, borgere eller fra
VISO internt, indsamle internationale erfaringer og deltage i internationale netværk samt udvikle
viden om, hvordan man håndterer personer med meget specifikke problemer (metodeudvikling
inden for behandlingsformer), jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2152.
Udvikling og bearbejdning af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne foregå ved
opbygning af en database, vedligeholdelse og opbygning af faglige miljøer og netværk og ved at
være ansvarlig for udvikling af/tilvejebringelse af viden også på nye områder.
Formidling af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne
foregå ved formidling af den viden, som skal danne grundlag for rådgivnings- og
udredningsfunktionen, for udvikling af relevante tilbud, og som skal kunne bruges generelt i
sagsbehandlingen, skriftlig formidling i form af nyhedsbreve, rapporter, pjecer, hjemmesider mv. til
myndigheder samt borgere, pårørende m.v., mundtlig formidling i form af konferencer, temadage
mv., løbende udvikling af nye formidlingsstrategier eller registrering af relevant særlig sagkundskab
på andre områder, herunder sundhedsområdet og undervisningsområdet.
Vidensfunktionen vil ikke være afgrænset til de mest komplicerede og specialiserede
vidensområder, men er bredere funderet, idet en grundlæggende og mere kontinuerlig viden er en
forudsætning for den mere specialiserede viden, som VISO benytter i sine rådgivnings- og
udredningsopgaver.
Vidensfunktionen vil skulle dække alle VISOs børne- og ungemålgrupper på socialområdet og på
området for den mest specialiserede specialundervisning m.v. VISOs ansvar for koordinering af
vidensudvikling på det specialiserede specialundervisningsområde vil sammen med
specialrådgivningen og den nationale koordinationsstruktur skulle understøtte fastholdelse,
udvikling og udbredelse af den mest specialiserede viden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 8, vil børn og unge i målgruppen
for den specialiserede rådgivning, der har et støttebehov i den almindelige undervisning på under ni
timers ugentlig støtte, tillige være omfattet af VISOs funktion, jf. Folketingstidende 2013-14, B,
ændringsforslag nr. 6 til L 165, side 1.
Det foreslås med
stk. 3,
at videns- og specialrådgivningsorganisationen skal sørge for at koordinere
og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets
lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13, stk. 8, 2. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil VISO have ansvaret for at koordinere og deltage i prøvnings-,
forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet. VISO vil herefter kunne pege på
indsatsområder for forskning og omsætte forskningsresultater til anvendelig viden.
819
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0820.png
Formålet med § 169 er således, at det også efter barnets lov bliver fastsat, at det er VISO, der skal
tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser og sikre en systematisk indsamling,
udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område og på området for
den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v. Det vil endvidere
med den foreslåede bestemmelse blive fastsat i barnets lov, at det er VISO, der har ansvaret for at
koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på
hjælpemiddelområdet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker
med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 170
Det fremgår af § 13, stk. 9, i serviceloven, at kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale
med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommunen eller regionen mod
betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i
bestemmelsens stk. 1, 2 og 4.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 170,
at kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale med
den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommunalbestyrelsen eller regionen
mod betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i
§§ 165, 166 og § 169, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 9, i serviceloven afgrænset til
målgrupperne efter barnets lov og med de ændringer, at ”kommunen” erstattes af
”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne i bestemmelserne om VISO.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 9, foreslås det med
bestemmelsen, at VISO vil kunne samarbejde med og indgå kontrakter med kommunalbestyrelser,
regioner m.fl. om, at kommunalbestyrelsen eller regionen leverer specialiseret rådgivning og
vejledning fra de lokale tilbud til de ydelser, der er nævnt i de foreslåede §§ 165, 166 og § 169, stk.
1, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2151.
Formålet med § 170 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at VISO kan
indgå aftaler med kommunalbestyrelser og regioner om levering af specialrådgivning og vejledning
fra de lokale tilbud til de ydelser, der er nævnt i de foreslåede §§ 165-166 og § 169, stk. 1. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
820
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0821.png
Til § 171
Det fremgår af § 13, stk. 10, i serviceloven, at social- og ældreministeren efter forhandling med
børne- og undervisningsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisations virksomhed og organisering.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 817 af 27. juni 2014 om den
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation - VISO - i Socialstyrelsen (VISO-
bekendtgørelsen).
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 171,
at social- og ældreministeren efter forhandling med børne-
og undervisningsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisations virksomhed og organisering på området for børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets
lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13, stk. 10, i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse forventes anvendt til, at social- og ældreministeren efter forhandling
med børne- og undervisningsministeren vil fastsætte nærmere regler om, hvilke opgaver VISO er
ansvarlig for, om den nærmere organisering og finansiering af VISO samt om den faglige bestyrelse
i VISO.
Formålet med § 171 er, at der også efter barnets lov vil blive givet social- og ældreministeren efter
forhandling med børne- og undervisningsministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere
regler om VISOs organisering og virksomhed. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 172
Det fremgår af § 127, stk. 1, i serviceloven, at den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra
specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når borgere modtager
gratis vejledende specialrådgivning efter § 13, stk. 1 og 3.
Det fremgår af § 127, stk. 2, i serviceloven, at befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter stk.
1, skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Det fremgår af § 127, stk. 3, i serviceloven, at godtgørelse for udgifter efter stk. 1 ydes kun, når
afstanden til behandlingsstedet overstiger en af social- og ældreministeren fastsat grænse.
821
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0822.png
Det fremgår af § 127, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren efter forhandling med
børne- og undervisningsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om
befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1748 af 20. december 2006 om
befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i sager, hvor Styrelsen for
Specialrådgivning og Social Service anviser specialrådgivningsydelser.
I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at godtgørelse af udgifter efter § 13, stk. 1, i
serviceloven kun ydes, når afstanden til eller fra det specialrådgivningssted, som Socialstyrelsen har
anvist, overstiger en afstand på 50 km.
Det foreslås med
stk. 1,
at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse
for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i
forbindelse hermed, når børn og unge og deres familier modtager gratis vejledende
specialrådgivning efter §§ 165 og 168.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets
lov, men i øvrigt uden ændringer af § 127, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 127 foreslås det med bestemmelsen, at
VISO vil skulle afholde udgifter til borgerens transport til VISOs eksperter i de tilfælde, hvor
borgeren selv henvender sig til VISO om specialrådgivning og i de tilfælde, hvor VISO henviser
borgeren til specialrådgivning, jf. lov nr. 1585 af 20. december 2006 om ændring af lov om social
service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om psykologer m.v.
(Tilpasning af reglerne om tilsyn med løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen, samt
regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med specialrådgivning i VISO m.v.), jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne yde dækning af andre nødvendige
rejseudgifter i forbindelse med henvisning af borgeren til specialrådgivning, hvilket bl.a. kan dreje
sig om nødvendig befordringsgodtgørelse til ledsager, udgifter til nødvendig overnatning samt time-
og dagpenge, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1661.
Det foreslås med
stk. 2,
at der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til det efter forholdene
billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets
lov, men i øvrigt uden ændringer af § 127, stk. 2, i serviceloven.
822
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0823.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 127, foreslås det med bestemmelsen, at
befordring vil skulle ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren efter forhandling med børne- og
undervisningsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse
og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der kun ydes
godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets
lov, med sproglige ændringer af § 127, stk. 3 og 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 127, foreslås det med bestemmelsen, at
befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter kun vil kunne blive ydet, når afstanden til
behandlingsstedet overstiger en vis grænse, jf. Folk2etingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
Bemyndigelsen forventes udmøntet således, at afstanden mellem borgeren og specialrådgivningen
vil skulle ligge over en fastsat grænse - som udgangspunkt 50 km – før der ydes
befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter fra VISO, hvilket er i overensstemmelse
med forarbejderne til servicelovens § 127. Det forventes dermed ikke, at der ændres på den
nuværende grænse.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 127, foreslås det med bestemmelsen, at
social- og ældreministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren i en
bekendtgørelse vil kunne fastsætte nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse og dækning
af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A,
side 1664-1665.
Derudover forventes det i overensstemmelse med forarbejderne, at der vil blive fastsat mulighed for
befordringsgodtgørelse til ledsager, såfremt ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder
eller helbredstilstand og til godtgørelse for nødvendig overnatning samt time- og dagpenge m.v.
Formålet med § 172 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om
befordringsgodtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige
rejseudgifter i forbindelse hermed for at understøtte børn, unge og deres familiers brug af VISOs
specialrådgivningsydelser. Der vil derudover i barnets lov skulle fastsættes, at befordringen skal ske
med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel. Det vil også i barnets lov skulle
fastsættes, at social- og ældreministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren
bliver givet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning
af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
823
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0824.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 173
Det fremgår af § 6, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet
hvert andet år indgår en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale
og regionale tilbud efter serviceloven, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og
regionsrådet kan aftale løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Det fremgår videre af § 6, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer
udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Socialstyrelsen.
Det fremgår yderligere af § 6, stk. 3, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om
rammeaftalerne, herunder om, hvilke tilbud efter serviceloven der er omfattet af rammeaftalen, om
de nærmere krav til aftalernes indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne, om koordinering af
kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud og om
udviklingsplaner, jf. servicelovens § 9.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1298 af 3. september 2020 om
rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde
(rammeaftalebekendtgørelsen).
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år indgår
en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud
efter barnets lov, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale
løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 1, foreslås det med bestemmelsen,
at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år vil skulle indgå en rammeaftale
om faglig udvikling, styring og koordinering af tilbud efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2017-
18, A, L 12 som fremsat, side 5. Der vil dog i overensstemmelse med forarbejderne være mulighed
for, at det lokalt vil kunne aftales at opdatere eller revidere hele eller dele af rammeaftalen, hvis der
er behov for det og enighed om det.
Med aftaleindgåelse hvert andet år får rammeaftalerne et længere tidsperspektiv, som findes
hensigtsmæssigt, og vil kunne sikre god politisk forankring af rammeaftalerne.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af
rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Socialstyrelsen.
824
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0825.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 2, ved lov nr. 201 af 13. marts
2011, foreslås det med bestemmelsen, at det vil være kommunalbestyrelsernes fælles ansvar at
forberede arbejdet ved f.eks. at indhente de relevante baggrundsoplysninger hos regioner,
kommuner og Tilbudsportalen og udarbejde udkast til aftaler, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg
A, side 8.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne stå kommunalbestyrelserne frit for at tilrettelægge
arbejdet, herunder hvordan de vælger at inddrage brugerorganisationerne.
Rammeaftalen vil efter rammeaftalebekendtgørelsens § 10 skulle være indgået senest den 1.
december i den kommunale valgperiodes første år med virkning for valgperiodens andet og tredje år
og den 1. december i den kommunale valgperiodes tredje år med virkning for valgperiodens fjerde
år og den følgende valgperiodes første år. Aftalen vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle
offentliggøres på både den enkelte kommunes og regionens hjemmesider og sendes til
Socialstyrelsen.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne,
herunder om hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af rammeaftalen, de nærmere krav til
aftalernes indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne og koordinering af kapacitet og
sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 3, i serviceloven, dog foreslås bestemmelsen opstillet med en
nummereret opregning.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 3, i lov nr. 201 af 13. marts 2011,
foreslås det med bestemmelsen, at social- og ældreministeren vil få bemyndigelse til at kunne
fastsætte nærmere regler om rammeaftalerne, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, side 9.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om rammeaftalernes
indhold og krav til processen, herunder hvilke tilbud efter barnets lov der er omfattet af
rammeaftalen, om de nærmere krav til aftalernes indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne og
om koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud.
Formålet med § 173 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om rammeaftalerne,
herunder hvor ofte de skal indgås, og hvem der koordinerer udarbejdelsen, samt give social- og
ældreministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om rammeaftalernes indhold
m.v. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
825
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0826.png
gældende ret, men dog foreslås anvendelse af en nummereret opregning i den foreslåede stk. 3 med
henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 174
Det fremgår af § 186, stk. 1, i serviceloven, at en kommunalbestyrelse efter reglerne i serviceloven
en gang i hver valgperiode kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen. En
kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, skal meddele regionsrådet dette
senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse skal ske senest den 1. januar i
valgperiodens fjerde år.
Det fremgår af § 186, stk. 2, i serviceloven, at overtagelse som nævnt i § 186, stk. 1, dog kan ske på
andre tidspunkter, når overtagelse af regionalt tilbud sker i henhold til § 186 a, stk. 1, efter pålæg i
henhold til § 13 c, stk. 2.
Servicelovens § 186 skal ifølge forarbejderne fremme kommunal overtagelse af regionale tilbud,
således at kommunalreformens mål om, at de sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i
tæt samspil med de almindelige tilbud, realiseres, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 2170. Det giver bedre muligheder for lokalt at tilbyde sammenhængende og fleksible
løsninger tilpasset den enkelte borgers behov.
Det foreslås med
stk. 1,
at en kommunalbestyrelse efter reglerne i barnets lov en gang i hver
valgperiode kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 1, foreslås der med
bestemmelsen en tidsmæssig begrænsning i kommunernes overtagelsesmuligheder, hvorefter en
kommunalbestyrelse kun vil kunne overtage regionale tilbud én gang i hver valgperiode, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
I overensstemmelse med forarbejderne findes det mest hensigtsmæssigt at sætte en tidsmæssig
begrænsning i overtagelsesmulighederne, idet regionerne ikke vil kunne vide sig sikre på
tidsperspektivet for varetagelsen af driftsopgaven, såfremt de regionale tilbud hvert år kan overtages
af beliggenhedskommunen, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 11. Det vil
således ellers kunne begrænse mulighederne for langsigtet planlægning af drift og udvikling,
herunder større sikkerhed for fremtidig placering og dermed et bedre grundlag for planlægning af
investeringer.
826
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0827.png
Det vil være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive
tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis, hvilket er i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 186, stk.1, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2170.
I overensstemmelse med forarbejderne vil en kommunalbestyrelse også kunne overtage den del af
såkaldte satellitinstitutioner (som kan være en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af
flere regionstilbud placeret i flere kommuner), der er beliggende i kommunen. Det vil i
overensstemmelse med forarbejderne være en forudsætning, at den del af satellitinstitutionen, der
overtages, kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.
En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune vil dog i overensstemmelse med forarbejderne
ikke kunne overtage en del af en satellitinstitution, såfremt de enkelte dele af tilbuddet udgør et
sammenhængende behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal
overtagelse af en del af satellitinstitutionen.
En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune, som overtager et regionalt tilbud, vil overtage
hele tilbuddet, dvs. også et evt. skoletilbud, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 1.
Det foreslås med
stk. 2,
at en kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud efter
stk. 1, skal meddele regionsrådet dette senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse
skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 1, 2. og 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 1, foreslås det med
bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, vil skulle
meddele dette til regionsrådet senest den 1. januar i valgperiodens tredje år, jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 22. Overtagelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne
skulle ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Det vil ikke være hensigtsmæssigt, hvis en ny kommunalbestyrelse skal starte med at tage stilling til
overtagelse af regionale tilbud, ligesom det heller ikke findes hensigtsmæssigt, hvis overtagelsen
sker i kommunalbestyrelsens sidste år i valgperioden, hvilket er i overensstemmelse med
forarbejderne, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 11.
Det foreslås med
stk. 3,
at overtagelse som nævnt i stk. 1 dog kan ske på andre tidspunkter, når
overtagelse af regionalt tilbud sker i henhold til § 178, stk. 1, efter pålæg i henhold til § 180, stk. 3
og § 181.
827
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0828.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 2, foreslås det med
bestemmelsen, at de tidsmæssige begrænsninger i kommunernes overtagelsesmuligheder i stk. 1
ikke vil skulle gælde, når en kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud sker efter
Socialstyrelsens afgørelse om pålæg om samling af flere tilbud til ét tilbud i henhold til den
foreslåede § 178, stk. 1, eller efter pålæg i henhold til de foreslåede § 180, stk. 3 og § 181, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
Denne undtagelse er i overensstemmelse med forarbejderne begrundet i, at Socialstyrelsen i dette
tilfælde vil have fundet, at pålæg om samling af flere små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud er nødvendigt af hensyn til den faglige bæredygtighed, hvorfor hensynet til regionernes
planlægningshorisont i et sådant særligt tilfælde, må vige for hensynet til den faglige
bæredygtighed.
Formålet med § 174 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, hvornår en
kommunalbestyrelse har mulighed for at overtage et regionalt tilbud beliggende i kommunen. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 175
Det fremgår af § 186, stk. 3, i serviceloven, at på kommunalbestyrelsens anmodning skal
regionsrådet udarbejde et udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om
overtagelse af et tilbud efter § 186, stk. 1.
Efter § 186, stk. 1, i serviceloven, kan en kommunalbestyrelse efter reglerne i serviceloven i hver
valgperiode overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Det fremgår af § 186, stk. 4, i serviceloven, at for den kommunalbestyrelse, som overtager et tilbud
efter § 186, stk. 1, fastsættes følgende vilkår; tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner,
i det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 6, og kommunalbestyrelsen overtager
regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede
lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Det foreslås med
stk. 1,
at på kommunalbestyrelsens anmodning skal regionsrådet udarbejde et
udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
828
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0829.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 3, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 3, foreslås det med
bestemmelsen, at regionsrådet på kommunalbestyrelsens anmodning vil skulle udarbejde et udkast
til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen om overtagelse af
et tilbud efter den foreslåede bestemmelse i § 174, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 2170.
Regionsrådet og kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle aftale en
frist for, hvornår aftaleudkastet skal foreligge. Aftaleudkastet vil skulle indeholde en opgørelse
over, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter der skal overføres med tilbuddet, samt
hvilke ansatte der skal overføres, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne
til servicelovens § 186, stk. 3.
Det vil i den forbindelse være forudsat, at regionsrådet, der udarbejder aftaleudkastet, i videst
muligt omfang indgår i en dialog med kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen med henblik
på, at overførslen af ansatte kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2170.
Det foreslås med
stk. 2,
at for den kommunalbestyrelse, som overtager et tilbud efter § 174, stk. 1-2,
fastsættes følgende vilkår; tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner, i det omfang det
fastlægges i rammeaftalen, jf. § 173, og kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse
til at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 4, i serviceloven.
Det foreslås med stk. 2,
nr. 1,
at det fastsættes som vilkår, at tilbuddet skal være til rådighed for
øvrige kommuner, i det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 173.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 4, foreslås det med
bestemmelsen, at tilbuddet vil skulle være til rådighed for kommunerne i det omfang, det fastlægges
i den årlige rammeaftale, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2171.
Det foreslås med stk. 2,
nr. 2,
at det fastsættes som vilkår, at kommunalbestyrelsen overtager
regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede
lands- og landsdelsdækkende tilbud.
For de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud vil kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen skulle overtage regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og
829
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0830.png
sammensætning af disse tilbud, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 186, stk. 4.
Formålet med § 175 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om hvem der
udarbejder et udkast til aftale om overførsel af regionale tilbud mellem regionsrådet og
kommunalbestyrelsen, samt under hvilke vilkår en kommunalbestyrelse overtager et tilbud efter den
foreslåede § 174, stk. 1-2. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 176
Efter § 186, stk. 1, i serviceloven, kan en kommunalbestyrelse efter reglerne i serviceloven i hver
valgperiode overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Det fremgår af § 186, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, som
overtager et tilbud efter § 186, stk. 1, overtager aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte, der er knyttet til varetagelsen af tilbuddet. Svarer aktivernes og passivernes værdi ikke til
hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der overtager det regionale tilbud, eller regionsrådet
kompenseres herfor.
Det fremgår af § 186, stk. 6, i serviceloven, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om
lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for
personale omfattet af § 186, stk. 5, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser
om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel
aftale, og som ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Det fremgår videre af § 186, stk. 7, i serviceloven, at tjenestemænd, der overføres som følge af en
kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud efter § 186, stk. 1, overgår til ansættelse
under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Det fremgår yderligere af § 186, stk. 8, i serviceloven, at tjenestemænd omfattet af § 186, stk. 7. ved
pensionering fra denne ansættelse får udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye
ansættelsesmyndighed.
Det foreslås med
stk. 1,
at kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, som overtager et tilbud
efter § 174, stk. 1-2, overtager aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er knyttet
til varetagelsen af tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven.
830
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0831.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 5, foreslås det med
bestemmelsen, at beliggenhedskommunen vil skulle overtage de aktiver og passiver, rettigheder og
pligter samt ansatte, der er knyttet til det tilbud, der overtages, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.
samling), tillæg A, side 2171. Det vil dermed ikke kun være de ansatte, der arbejder i tilbuddet, men
alle de ansatte, der er knyttet til varetagelsen af selve tilbuddet.
Det foreslås med
stk. 2,
hvis aktivernes og passivernes værdi ikke svarer til hinanden, skal den
kommunalbestyrelse, der overtager det regionale tilbud, eller regionsrådet kompenseres herfor.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 5, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 186, stk. 5, 2. pkt., i serviceloven vil det være forudsat,
at den del af aktiver og passiver samt ansatte mv., der overtages, vil skulle svare til hinanden, og at
der ikke skal være nogen finansiel fordel knyttet til tilbuddene, uanset om regionen eller kommunen
overtager tilbuddene, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), B, betænkning over L 38, side
908. Såfremt dette ikke er tilfælde, vil den kommunalbestyrelse, der overtager tilbuddet, eller
regionsrådet skulle kompenseres herfor.
Det foreslås med
stk. 3,
at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling
ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale omfattet af § 176, stk. 1
og 2, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der
er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som ikke er omfattet af
lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 6, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 6, foreslås det med
bestemmelsen, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 som ændret ved § 4 i lov nr. 385 af 26. april 2017 og §
3 i lov nr. 530 af 27. marts 2021 (virksomhedsoverdragelsesloven), vil finde anvendelse for
personale omfattet af den foreslåede § 176, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst,
bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller
individuel aftale, og som ikke i forbindelse med beliggenhedskommunens overtagelse af et
regionalt tilbud efter den foreslåede § 174, stk. 1, er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2171.
De pågældende ansatte vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 186, stk. 6, i serviceloven,
herunder blive omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videreførelse af de ansattes
ansættelsesvilkår. Den nye ansættelsesmyndighed vil således indtræde umiddelbart i de rettigheder
og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i henhold til kollektiv overenskomst og
831
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0832.png
aftale, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig
myndighed, og individuel aftale om løn- og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2.
De pågældende ansatte vil endvidere i overensstemmelse med forarbejderne til § 186, stk. 6, i
serviceloven blive omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyrderegler, der
beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af overtagelsen af tilbuddet, jf.
virksomhedsoverdragelseslovens § 3.
Bestemmelsen vil også indebære, at alle overenskomstansatte m.v., der overføres som led i
overtagelsen af et regionalt tilbud, som udgangspunkt er forpligtet til at opfylde arbejdsaftalen ved
ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed.
Det foreslås med
stk. 4,
at tjenestemænd, der overføres som følge af en kommunalbestyrelses
overtagelse af et regionalt tilbud efter § 174, stk. 1, overgår til ansættelse under den nye
ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 7, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 7, foreslås det med
bestemmelsen, at tjenestemænd, der overføres som led i beliggenhedskommunens overtagelse af et
regionalt tilbud, vil overgå til ansættelse på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2171-2172.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne ved den pensionsmæssige indplacering hos
beliggenhedskommunen blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den
pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de
pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos beliggenhedskommunen, blive sikret
mod lønnedgang som følge af overgangen.
Overgang til ansættelse hos beliggenhedskommunen vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke
i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter den foreslåede § 176, stk. 1, vil
således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af
selve overgangen til ansættelse hos beliggenhedskommunen.
Endvidere indebærer den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med forarbejderne, at de
pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende
stilling inden for det nye ansættelsesområde, som ikke ændrer tjenestens karakter. Der kan ikke
angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling.
832
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0833.png
Det foreslås med
stk. 5,
at tjenestemænd omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 176, stk. 4, ved
pensionering fra denne ansættelse får udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye
ansættelsesmyndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186, stk. 8, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 8, vil tjenestemænd, der som led
i en beliggenhedskommunes overtagelse af et regionalt tilbud overføres til ansættelse i en
kommune, ved pensionering fra ansættelsen få udbetalt tjenestemandspensionen af denne
kommune, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2172.
Formålet med § 176 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om hvilke aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af tilbuddet, som
medfølger ved overtagelsen af et tilbud, og hvad der gælder, hvis aktiverne og passivernes værdi
ikke svarer til hinanden. Der skal også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om pligter og
rettigheder over for det personale, der overdrages til en kommunalbestyrelse samt regler for
tjenestemænds ansættelse og pension ved overdragelse til en kommunalbestyrelse. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog
foreslås opdeling af servicelovens § 186, stk. 5, i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 177
Det fremgår af § 186, stk. 1, i serviceloven, at en kommunalbestyrelse efter reglerne i serviceloven i
hver valgperiode kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Det fremgår af § 186, stk. 9, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om overtagelsen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i tilbuddet efter §
186, stk. 5, herunder regler om fordelingen mellem regionen og beliggenhedskommunen af
pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 186, stk. 5.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 782 af 6. juli 2006 om overtagelse af
aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i regionale sociale tilbud og i regionale
almene ældreboliger m.v., herunder regler om fordeling af pensionsforpligtelser, der overtages af en
kommunalbestyrelse.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 177
at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om
overtagelsen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i tilbuddet efter § 176,
herunder regler om fordelingen mellem regionen og beliggenhedskommunen af
pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 176.
833
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0834.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse § 186, stk. 9, i serviceloven afgrænset til
tilbud efter barnets lov og med sproglige ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse forventes det, at social- og ældreministeren vil fastsætte nærmere
regler om overtagelse og værdiansættelse af aktiver og passiver i tilbuddet, rettigheder og pligter
samt hvilke ansatte i tilbuddet efter den foreslåede § 176, der overtages. Det forventes videre, at
bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, hvem der har
pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af tilbuddet efter den
foreslåede § 176.
Formålet med § 177 er, at der også efter barnets lov vil blive givet social- og ældreministeren
bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om selve overtagelsen af aktiver og passiver i
tilbuddet, rettigheder og pligter samt ansatte i tilbuddet efter § 176, herunder regler om fordelingen
mellem regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og
andre ansatte omfattet af § 176. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 178
Det fremgår af § 186 a, stk. 1, i serviceloven, at en kommunalbestyrelse efter Socialstyrelsens
udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 13 b, stk. 2 og 3, og med Socialstyrelsens
godkendelse kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
Efter § 13 b, stk. 2, i serviceloven, kan Socialstyrelsen for at sikre det fornødne udbud af højt
specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede specialundervisning
udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller
planlægning på tværs af kommunerne i en eller flere regioner.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer om
kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte
målgrupper og indsatser, jf. § 13 b, stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 186 a, stk. 2, i serviceloven, at § 186 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse
på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter
serviceloven i henhold til § 13 b, stk. 2 og 3.
834
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0835.png
Det fremgår af § 186 a, stk. 3, i serviceloven, at ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét
tilbud efter § 13 c, stk. 2, kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og
regionale tilbud efter serviceloven.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det
samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis
kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der
skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i
den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det fremgår yderligere af § 186 a, stk. 4, i serviceloven, at § 186 a, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter
serviceloven i henhold til § 13 c, stk. 2.
Det fremgår af § 186 a, stk. 5, i serviceloven, at ved overtagelse efter § 186 a, stk. 1-4, finder § 186,
stk. 2-9, anvendelse. Servicelovens § 186, stk. 2-9 omhandler de nærmere regler for en
kommunalbestyrelses overtagelse af regionale tilbud, herunder hvornår der kan ske overtagelse,
under hvilke vilkår, hvad der sker med de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte,
der er knyttet til tilbuddets varetagelse, og hvad der gælder for tjenestemænd.
Bestemmelserne i § 186 a blev indført som en konsekvens af indførelsen af servicelovens §§ 13 b
og c, hvorefter der gives pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud.
Det foreslås med
stk. 1,
at en kommunalbestyrelse med Socialstyrelsens godkendelse, og efter
Socialstyrelsens udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 161, stk. 1 og 2, kan
overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 186 a, stk. 1, i serviceloven afgrænset
til tilbud efter barnets lov og med sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 1, foreslås der indført
mulighed for, at en kommunalbestyrelse med Socialstyrelsens godkendelse, når dette sker efter
Socialstyrelsen udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter den foreslåede § 161, stk. 1
og 2, kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22. Dette foreslås for at muliggøre, at
kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner forud for et pålæg, dvs. allerede ved en central
udmelding eller fornyet anmodning om behandling heraf, selv vil kunne aftale sig til en sådan
samling af tilbud.
835
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0836.png
Det foreslås med
stk. 2,
at den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse
ved en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets
lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 2, foreslås der med
bestemmelsen indført en mulighed for, at en region i tilsvarende tilfælde, som med den foreslåede §
178, stk. 1, med Socialstyrelsen godkendelse vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale
tilbud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
22.
Det foreslås med
stk. 3,
at ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 180, stk. 3
og § 181, kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter
denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 3, i serviceloven.
For at muliggøre samling af tilbud efter pålæg herom efter § 180, stk. 3 og § 181, foreslås der med
stk. 3 indført mulighed for, at en kommunalbestyrelse i sådanne tilfælde vil kunne overtage
kommunale tilbud i andre kommuner samt regionale tilbud efter barnets lov, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 3, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med
stk. 4,
at den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse
på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov
i henhold til § 180, stk. 3 og § 181.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 4, foreslås det tilsvarende med
den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 3, indført en mulighed for, at en region vil kunne overtage
kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2013-
14, A L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med
stk. 5,
at ved overtagelse efter de foreslåede bestemmelser i § 176, stk. 1-4, finder
§ 174, stk. 2, og §§ 175-177, anvendelse.
836
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0837.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 5, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil procesreglerne i de foreslåede § 174, stk. 2, og §§ 175-177
skulle finde anvendelse ved overtagelse af et tilbud efter den foreslåede § 178, stk. 1-4, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 5, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
I overensstemmelse med forarbejderne foreslås det dog, at de tidsmæssige begrænsninger i den
foreslåede § 174, stk. 1, ikke vil skulle finde anvendelse, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165
som fremsat, side 22.
Formålet med § 178 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om en
kommunalbestyrelses eller regions overtagelses af andre kommuners tilbud og regionale tilbud,
herunder for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i
målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest
specialiserede specialundervisning, eller ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud. Der
fastsættes også nærmere om, hvilke procesregler der finder anvendelse ved sådan en overtagelse.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 179
Det fremgår af § 187, stk. 1, i serviceloven, at enhver kommunalbestyrelse i regionen kan anmode
om, at et ønske fra en kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune om at overtage et regionalt
tilbud, jf. § 186, stk. 1, drøftes i kontaktudvalget.
Det fremgår videre af § 187, stk. 2, at kontaktudvalget mindst én gang i hver valgperiode skal
drøfte, om der i regionen er sociale tilbud, som mere hensigtsmæssigt kan overgå til en
beliggenhedskommunes ansvar.
Med kommunalreformen og oprettelsen af regionerne blev der etableret kontaktudvalg mellem
regionen og kommunerne i regionen.
Det foreslås med
stk. 1,
at kontaktudvalget mindst én gang i hver valgperiode skal drøfte, om der i
regionen er sociale tilbud, som mere hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommunes
ansvar.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 187, stk. 2, i serviceloven.
837
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0838.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 187, stk. 2, vil bestemmelsen skulle sikre,
at spørgsmålet om kommunal overtagelse af regionale tilbud bliver taget op mindst én gang i hver
valgperiode, og at kommunalbestyrelserne i regionen tilskyndes til at overtage sociale tilbud, der
drives af regionsrådet, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2172.
Kontaktudvalget vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne træffe beslutninger, bortset
fra beslutninger om formelle forhold som dagsorden, forretningsorden m.v. Det vil være
kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om overtagelse.
Det foreslås med
stk. 2,
at enhver kommunalbestyrelse i regionen kan anmode om, at et ønske fra en
kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune om at overtage et regionalt tilbud, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 174, stk. 1 og 2, drøftes i kontaktudvalget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 187, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 187, stk. 1, foreslås det med
bestemmelsen, at enhver kommunalbestyrelse vil kunne anmode om, at spørgsmålet om en
kommunal overtagelse tages op i kontaktudvalget, således at alle aspekter af overtagelsen belyses,
herunder om den kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, reelt vil have
mulighed for at drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis, jf. Folketingstidende 2004-
05 (2. samling), tillæg A, side 2172. Kontaktudvalget vil dog i overensstemmelse med forarbejderne
ikke have nogen beslutningskompetence om spørgsmålet.
Formålet med § 179 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at en aftale om
overførsel af regionalt tilbud kan tages op i kontaktudvalget, og om hvor ofte det skal drøftes, om
der i regionen er sociale tilbud, der mere hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommune
ansvar. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret, men dog foreslås ændring i stykkernes oprindelige rækkefølge i servicelovens § 187
med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 180
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede
tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde
og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne
lov. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kommune eller en region at
838
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0839.png
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaftale,
hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det foreslås med
stk. 1,
at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af
barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 1, vil et driftspålæg indebære, at
en kommune eller region pålægges et driftsansvar, herunder at etablere eller fortsat at drive et tilbud
eller en indsats omfattet af barnets lov, og at tilbudsstrukturen på området dermed fastlægges af
Socialstyrelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19. Det vil være forudsat
i overensstemmelse med forarbejderne, at den foreslåede bestemmelse vil blive anvendt
undtagelsesvis for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset
udviklingen i målgruppernes behov på det mest specialiserede socialområde og
specialundervisningsområde, når det ikke har været muligt at finde en anden løsning til at
videreføre indsatsen.
I overensstemmelse med forarbejderne vil Socialstyrelsen skulle meddele de omfattede kommuner
og regioner om eventuelle fornyede afrapporteringer giver anledning til driftspålæg.
Driftspålæg vil kun kunne meddeles til offentlige driftsherrer og vil således ikke omfatte private
tilbud, herunder heller ikke private tilbud som har en driftsaftale, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 1.
Det foreslås med
stk. 2,
at Socialstyrelsen endvidere undtagelsesvis kan pålægge en kommune eller
en region at videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny
driftsaftale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 1, foreslås det, at
Socialstyrelsen undtagelsesvis vil kunne pålægge en kommune eller region at videreføre eller forny
en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud samt at indgå en ny driftsaftale, hvis en eksisterende
er opsagt, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19. Socialstyrelsen vil i
overensstemmelse med forarbejderne skulle være opmærksom på, om videreførelsen kan ske på
rimelige vilkår, og vil heller ikke kunne pålægge private tilbud at videreføre, forny eller indgå en ny
driftsaftale med en kommune eller en region.
839
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0840.png
Uanset pålæg om etablering af et tilbud vil et tilbud ikke kunne indgå i den kommunale forsyning,
medmindre det er godkendt af det stedlige socialtilsyn, jf. socialtilsynslovens § 2, stk. 1, hvorefter
socialtilsynene er tildelt myndighedskompetencen i forhold til godkendelse af tilbud på det område.
Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til § 13 c, stk. 1.
Formålet med § 180 er, at Socialstyrelsen også efter barnets lov skal have hjemmel til
undtagelsesvis at kunne pålægge en kommunalbestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat
at drive et tilbud eller tilbyde en indsats efter loven, for at sikre det fornødne udbud af højt
specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde. Endvidere skal Socialstyrelsen også
efter barnets lov have hjemmel til undtagelsesvis at kunne pålægge en kommune eller en region at
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaftale,
hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 181
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det
samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis
kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der
skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i
den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at Socialstyrelsen på samme betingelser som i den foreslåede § 180
undtagelsesvis kan meddele et pålæg om samling af små tilbud efter denne lov og serviceloven
rettet mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for
sig er fagligt og økonomisk bæredygtige.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13 c, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven med
alene den ændring, at der vil kunne meddeles pålæg om samling af små tilbud efter serviceloven og
barnets lov. Denne ændring vil ikke have materiel betydning, da tilbud efter forslag til barnets lov
efter gældende ret er tilbud efter serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 2, foreslås det med
bestemmelsen, at Socialstyrelsen på samme betingelser som efter den foreslåede bestemmelse i §
180 undtagelsesvist vil kunne meddele pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme
840
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0841.png
målgruppe til ét tilbud, hvis tilbuddene hver for sig ikke vurderes at være fagligt og økonomisk
bæredygtige, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19.
Det foreslås med bestemmelsen, at Socialstyrelsen også vil kunne meddele et pålæg om samling af
små tilbud, såfremt de små tilbud oprettet efter henholdsvis serviceloven og barnets lov retter sig
mod samme målgruppe.
Det foreslås med
stk. 2,
at kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der
skal drive det samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 178, stk. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 2, foreslås det med
bestemmelsen, at kommunerne og regionerne indbyrdes vil skulle aftale, hvilken kommune eller
region der skal drive det samlede tilbud efter den foreslåede § 180, og herunder overtage et eller
flere tilbud efter den foreslåede § 178, stk. 1 eller 2, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som
fremsat, side 19.
Kommunalbestyrelserne og regionsrådet vil skulle følge proceduren for overførsel af regionale
tilbud efter den foreslåede § 178, stk. 1 og 2.
Det foreslås med
stk. 3,
at hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter et pålæg
efter den foreslåede § 181, stk. 1, har indgået aftale om, hvem der skal drive tilbuddet efter stk. 1,
træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 2, foreslås det med
bestemmelsen, at hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har
indgået aftale om, hvem der skal drive tilbuddet, vil Socialstyrelsen skulle træffe afgørelse herom,
jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19. Socialstyrelsen vil i
overensstemmelse med forarbejderne forud for en sådan afgørelse skulle drøfte mulige udfald med
KL.
Det foreslås med
stk. 4,
at andre kommuner og regioner i den periode, pålægget gælder, ikke kan
oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 2, 4. pkt., i serviceloven.
841
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0842.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 2, foreslås det med
bestemmelsen, at øvrige kommuner og regioner, i den periode pålægget gælder, vil skulle henvende
sig til Socialstyrelsen, hvis de ønsker at oprette nye tilbud i forhold til samme målgruppe, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19. Socialstyrelsen vil ligeledes i
overensstemmelse med forarbejderne skulle foretage en vurdering af hensigtsmæssigheden heraf og
godkende om oprettelse kan ske.
Formålet med § 181 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at
Socialstyrelsen undtagelsesvis skal have hjemmel til at kunne meddele et pålæg om samling af små
tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke
hver for sig er fagligt og økonomisk bæredygtige. Endvidere skal der også efter barnets lov
fastsættes regler om, at kommunerne og regionerne selv kan aftale indbyrdes, hvilken kommune
eller region, der skal drive det samlede tilbud. Det skal også fastsættes efter barnets lov, at hvis
denne aftale ikke indgås inden fire måneder, vil det være Socialstyrelsen, der træffer afgørelse
herom. Endelig skal det efter barnets lov fastsættes, at andre kommuner og regioner i den periode,
pålægget gælder, ikke kan oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens
godkendelse. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret, men dog foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 182
Det fremgår af § 13 c, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg efter § 13
c, stk. 1 og 2, skal pålægge kommunerne i den pågældende region eller landsdel at indgå aftale om
finansiering af driften af det tilbud, som pålægget vedrører. Hvis kommunerne ikke inden fire
måneder efter pålægget har indgået aftale om en finansieringsmodel, træffer Socialstyrelsen
afgørelse herom.
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede
tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde
og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne
lov. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kommune eller en region at
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaftale,
hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det
samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis
842
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0843.png
kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der
skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i
den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det fremgår videre af § 13 c, stk. 4, i serviceloven, at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg
efter § 13 c, stk. 1 og 2, kan meddele eller forlænge et midlertidigt pålæg efter § 13 b, stk. 4, indtil
aftale eller afgørelse om finansieringsmodel, jf. stk. 3, foreligger.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer om
kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte
målgrupper og indsatser, jf. stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om
at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 13 b, stk. 4, i serviceloven, at Socialstyrelsen i forbindelse med en
anmodning efter servicelovens § 13 b, stk. 3, kan meddele en kommunalbestyrelse eller et
regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af
servicelovens § 13 c har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende tilbud eller ophæver
det midlertidige pålæg.
Det foreslås med
stk. 1,
at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 skal
pålægge kommunerne i den pågældende region eller landsdel at indgå aftale om finansiering af
driften af det tilbud, som pålægget vedrører.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 3, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 3, foreslås det med
bestemmelsen, at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 vil skulle
pålægge kommunerne i den pågældende region eller landsdel at indgå aftale om finansiering af
driften af det tilbud, som pålægget vedrører, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat,
side 19.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis kommunerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået
aftale om en finansieringsmodel, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 3, foreslås det med
bestemmelsen, at hvis kommunerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om
finansiering, vil Socialstyrelsen skulle træffe afgørelse om finansieringsmodel, jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 19. Dette vil ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne
843
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0844.png
skulle ske efter forudgående drøftelse med KL. Finansieringsmodellen vil skulle sammensættes ud
fra en konkret vurdering og vil blandt andet kunne bestå af en kombination af objektiv finansiering
og takstfinansiering.
Det foreslås med
stk. 3,
at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 kan
meddele eller forlænge et midlertidigt pålæg efter § 161, stk. 3, indtil aftale eller afgørelse om
finansieringsmodel, jf. stk. 1 og 2, foreligger.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 4, foreslås det med
bestemmelsen, at Socialstyrelsen i forbindelse med et pålæg, vil kunne meddele eller forlænge et
midlertidigt pålæg efter den foreslåede § 161, stk. 2, om at opretholde et tilbud indtil aftale eller
afgørelse om sikring af den mest specialiserede indsats, herunder finansieringsmodel foreligger, jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19. Dette vil i overensstemmelse med
forarbejderne skulle ske for at sikre, at formålet med pålægget ikke forspildes, i perioden frem til
aftale eller afgørelse foreligger.
Ikrafttræden af et driftspålæg vil være situationsbestemt, idet det vil afhænge af, hvad der ønskes
opnået med pålægget, herunder hvor omfattende det er, hvilket er i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 4. I tilfælde, hvor det allerede har været nødvendigt at
meddele et midlertidigt pålæg efter de foreslåede § 161, stk. 3, eller § 182, stk. 3, for at opretholde
et tilbud, vil ikrafttræden ofte være i forlængelse heraf, idet formålet ellers risikerer at forspildes.
Hvorimod tilfælde, hvor pålæg meddeles med henblik på etablering af tilbud, efter
omstændighederne vil kunne have en senere ikrafttræden.
Formålet med § 182 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at der i
forbindelse med et pålæg efter de foreslåede §§ 180 eller 181 også skal indgås aftale om
finansiering af driften af tilbuddet, at Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om finansieringsmodel,
hvis der ikke er indgået aftale herom inden for fire måneder, samt at Socialstyrelsen kan meddele
eller forlænge et pålæg indtil aftale eller afgørelse om finansieringsmodel foreligger. Der er ikke
med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog
foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 183
Det fremgår af § 13 c, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om
pålæg efter § 13 c, stk. 1 og 2, fastsætter en frist for, hvor længe pålægget skal gælde. Et pålæg kan
højst gælde i 2 år. Socialstyrelsen kan inden fristens udløb træffe afgørelse om at forny pålægget.
844
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0845.png
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede
tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde
og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne
lov. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kommune eller en region at
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaftale,
hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det
samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis
kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der
skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i
den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 183,
at Socialstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om pålæg
efter §§ 180 eller 181 fastsætter en frist for, hvor længe pålægget skal gælde. Et pålæg kan højest
gælde i to år. Socialstyrelsen kan inden fristens udløb træffe afgørelse om at forny pålægget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 5, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 5, foreslås det med
bestemmelsen, at Socialstyrelsen i forbindelse med, at der meddeles et driftspålæg efter de
foreslåede §§ 180 eller 181, samtidig vil skulle fastsætte en frist for, hvor længe pålægget skal
gælde, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19-20. Fristen vil også i
overensstemmelse med forarbejderne skulle fastsættes under hensyntagen til udviklingen på det
konkrete område.
Det foreslås videre, at et pålæg højest vil kunne gælde i to år. Socialstyrelsen vil derefter skulle
genoverveje driftspålægget og vil inden fristens udløb kunne træffe afgørelse om at forny pålægget.
Dette foreslås for at sikre en dynamisk udvikling og fleksibilitet i tilbudsstrukturen.
Formålet med § 183 er, at der også efter barnets lov vil blive fastsat, at et pålæg efter de foreslåede
§§ 180 eller 181 også meddeles en frist. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
845
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0846.png
Til § 184
Det fremgår af § 13 c, stk. 6, i serviceloven, at afgørelse om driftspålæg, herunder eventuel
afgørelse om en finansieringsmodel, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Ved et driftspålæg pålægges en kommunalbestyrelse eller et regionsråd at etablere eller opretholde
driften af et tilbud. Et driftspålæg kan meddeles af Socialstyrelsen efter servicelovens § 13 c, stk. 1
og 2. Et midlertidigt driftspålæg kan meddeles af Socialstyrelsen efter servicelovens § 13 b, stk. 4.
Det fremgår videre af § 13 c, stk. 7, i serviceloven, at Socialstyrelsens afgørelser på området for den
mest specialiserede specialundervisning efter denne bestemmelse træffes efter forhandling med
Børne- og Undervisningsministeriet.
Det foreslås med
stk. 1,
at afgørelse om driftspålæg, herunder eventuel afgørelse om en
finansieringsmodel, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 6, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk. 6, foreslås det med
bestemmelsen, at der ikke vil være adgang til at indbringe afgørelser om driftspålæg, herunder
eventuel afgørelse om finansiering af driften, for anden administrativ myndighed. jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 20.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne være begrundet i at sikre forsyningen af egnede
tilbud på det mest specialiserede socialområde og området for den mest specialiserede
specialundervisning, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, idet formålet hermed
ellers risikerer at blive forspildt.
I overensstemmelse med forarbejderne vil det være forudsat, at pålæg anvendes undtagelsesvis, og
at der i sådanne tilfælde vil have været en længere forudgående dialogproces, hvor det ikke vil have
været muligt at finde en anden løsning i forhold til at videreføre indsatsen, samt at Socialstyrelsen
vil være den myndighed med størst ekspertise på området.
Det foreslås med
stk. 2,
at Socialstyrelsens afgørelser på området for den mest specialiserede
specialundervisning efter § 180, § 181, stk. 1 og 3, § 182 og § 183, 1. pkt. træffes efter forhandling
med Børne- og Undervisningsministeriet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13 c, stk. 7, i
serviceloven.
846
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0847.png
I overensstemmelse med ordlyden af § 13 c, stk. 7, i serviceloven, foreslås det, at Socialstyrelsens
afgørelser på området for den mest specialiserede specialundervisning efter de foreslåede § 180, §
181, stk. 1 og 3, § 182 og § 183,3. pkt. træffes efter forhandling med Børne- og
Undervisningsministeriet, idet kompetencen på specialundervisningsområdet er delt mellem
Socialstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet.
Formålet med § 184 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at en afgørelse
om driftspålæg eller om finansieringsmodel ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. Endvidere at der også efter barnets lov fastsættes regler om, at Socialstyrelsen efter
forhandling med Børne- og Undervisningsministeriet har kompetencen til at træffe afgørelse på
området for den mest specialiserede specialundervisning. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 185
Det fremgår af § 13 c, stk. 8, i serviceloven, at hvis et pålæg efter § 13 c, stk. 1 eller 2, vedrører et
eksisterende tilbud eller etablering af et tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, er det en
betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf. § 2 henholdsvis § 5 i socialtilsynsloven, har godkendt
eller efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud.
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede
tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde
og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne
lov. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kommune eller en region at
videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaftale,
hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét
tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk
bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det
samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis
kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der
skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i
den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 185,
at hvis et pålæg efter §§ 180 eller 181 vedrører et
eksisterende tilbud eller etablering af et tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, er det en
847
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0848.png
betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf. § 2 henholdsvis § 5 i socialtilsynsloven, har godkendt
eller efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i
øvrigt uden ændringer af § 13 c, stk. 8, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13 c, stk. 8, foreslås det, at et pålæg fra Socialstyrelsen
som vedrører nye eller eksisterende tilbud, som er omfattet af socialtilsynet, vil skulle være
godkendt eller vil kunne godkendes af socialtilsynet, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som
fremsat, side 20. Det vil, i overensstemmelse med forarbejderne, kunne sikre, at de omfattede tilbud
lever op til generelle krav til kvaliteten i tilbuddene. Socialtilsynet vil i dermed nogle tilfælde skulle
godkende et eksisterende tilbud.
De tilbud, der vil kunne være relevante for et pålæg fra Socialstyrelsen efter de foreslåede §§ 180
eller 181 vil ofte være omfattet af socialtilsynenes godkendelses- og tilsynskompetence efter
socialtilsynsloven. Socialstyrelsen vil derfor i overensstemmelse med forarbejderne til brug for
vurderingen af om små tilbud er fagligt og økonomisk bæredygtige skulle indhente relevant
information fra socialtilsynene, der som led i deres godkendelse og tilsyn med sociale tilbud
ligeledes vil skulle foretage en vurdering af disse tilbuds faglige og økonomiske bæredygtighed.
Formålet med § 185 er, at det også efter barnets lov fastsættes, at det er en betingelse, at
socialtilsynet har godkendt eller efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud, hvis et
pålæg vedrører et eksisterende tilbud eller etablering af et tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 186
Det fremgår af § 158, stk. 1, i serviceloven, at den, der modtager hjælp efter serviceloven eller lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, medmindre andet
er bestemt i serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal betale for den
hjælp, der modtages.
Det foreslås med
§ 186,
at den, der modtager hjælp efter barnets lov eller lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, medmindre andet er bestemt i barnets
lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal betale for den hjælp, der modtages.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 158, stk. 1, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
848
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0849.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 158, foreslås det med bestemmelsen
principielt fastslået, at der skal ydes betaling for bistand fra det offentlige til en person selv eller til
familiemedlemmer, der er omfattet af pågældendes forsørgelsespligt jf. Folketingstidende 1972-73,
tillæg A, spalte 3613. Der vil dog ligeledes i overensstemmelse med forarbejder ikke kunne blive
tale om at kræve betaling hos modtageren af kontanthjælp og hjælp i øvrigt, der ydes under hensyn
til den pågældendes økonomiske trang. I forsørgelsespligten vil i lighed med efter gældende ret
også ligge en pligt over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle og børn under 18 år.
Det vil være kommunen, der med hjemmel i den foreslåede bestemmelse, træffer afgørelse om
borgerens egenbetaling og opkræver betalingen fra borgeren.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 158 i serviceloven skulle være et yderligere
retsgrundlag ud over den foreslåede § 186, stk. 1, hvis der skal kunne ske opkrævning af betaling.
De konkrete betalingsregler vil derfor skulle fremgå af lov eller bekendtgørelse. Med den foreslåede
§ 189, stk. 2 og 3, vil der findes en række bemyndigelsesbestemmelser i barnets lov, der vil give
social- og ældreministeren adgang til at fastsætte betalingsregler. Der vil også være en række steder
i barnets lov, hvor det specifikt vil være angivet, at ydelsen er gratis, og at der derfor ikke kan
opkræves betaling.
Formålet med den foreslåede § 186 er at fastsætte regler for betaling af hjælp efter barnets lov. Den
foreslåede § 186 vil således fastsætte udgangspunktet om, at forældrene eller den unge selv skal
betale for den hjælp, der modtages efter barnets lov eller lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, medmindre andet er bestemt i loven. Bestemmelsen skal samtidig give social-
og ældreministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om opkrævning af et gebyr, såfremt
der ikke bliver betalt rettidigt for ydelser efter barnets lov eller lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 187
Det fremgår af § 159, 1. pkt., i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte regler om,
at forældrene betaler for døgnopholdet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Det fremgår videre af § 159, 2. pkt., at der ikke kan fastsættes betaling for et
døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, når der er tale om en videreførelse af en anbringelse efter § 68 a i
serviceloven.
Det foreslås med
stk. 1,
at forældrene til et barn, der er anbragt uden for hjemmet, skal betale for
døgnopholdet, jf. § 46, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 159, 1. pkt., i serviceloven.
849
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0850.png
Med den foreslåede bestemmelse i § 187, stk. 1, fastsættes det således, at forældrene til et barn, der
er anbragt uden for hjemmet, skal betale for døgnopholdet efter den foreslåede § 46, og § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med
stk. 2,
at der ikke kan fastsættes betaling for et døgnophold efter § 46 og § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når der er tale om en videreførelse af en anbringelse efter
den foreslåede § 67.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 159, 2. pkt., i
serviceloven, idet § 159 dog foreslås delt op i flere stykker for at øge læsbarheden.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil det således være angivet, at der ikke vil skulle kunne
fastsættes betaling for et døgnophold efter § 46 og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, hvis der er tale om en videreført anbringelse efter den foreslåede § 67.
Hvis ikke der angives, at der ikke kan fastsættes betaling for et døgnophold efter § 46 og § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ville der kunne forekomme situationer, hvor unge, der er
anbragt, risikerer at skulle tage stilling til, om deres forældre eller om de selv skal betale for den
videreførte anbringelse. Der ville således være risiko for, at betaling for anbringelsen ville påvirke
den unges ønske om fortsat at være anbragt.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling af døgnophold,
jf. den foreslåede § 187, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 159, 1. pkt., i
serviceloven, idet bemyndigelsen til at fastsætte regler foreslås fastsat i et særskilt stykke.
Med den foreslåede bestemmelse i § 187, stk. 3, vil social- og ældreministeren blive givet
bemyndigelse til at fastsætte regler om, at forældre skal bidrage til udgifterne ved ophold på et
anbringelsessted. Bemyndigelsen forventes anvendt til at videreføre bestemmelserne, der fremgår
efter bekendtgørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og
unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22
år. Bekendtgørelsen vil kunne indeholde rammerne for, hvordan kommunen kan fastsætte
betalingsbeløbet i det konkrete tilfælde.
Formålet med forslagets § 187 er, at der også i barnets lov skal sikres en hjemmel i forhold til
betaling af døgnophold efter § 46, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. De
foreslåede bestemmelser i § 187 er således en videreførelse af § 159 i serviceloven. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog
foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
850
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0851.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 188
Det fremgår af § 160 i serviceloven, at den unge betaler for døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og §
76 a, stk. 2, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, efter regler, der fastsættes af social- og
ældreministeren i en bekendtgørelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at den unge betaler for døgnophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1,
og den foreslåede § 120, og for udslusningsophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 160 i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil den unge, der er fyldt 18 år, skulle betale for døgnophold på et
anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold, idet kommunens forsørgelsespligt over
for den unge ophører, når denne fylder 18 år og ikke længere modtager lommepenge fra
kommunen.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling af døgnophold
og udslusningsophold efter § 188, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 160 i serviceloven.
Den foreslåede bemyndigelse forventes anvendt til at fastsætte regler, der tilsvarer de, der er fastsat
for betaling m.v. for midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 og 110, hvorefter kommunen
fastsætter betalingen efter reglerne i servicelovens § 163. Der vil således med hjemmel i
bestemmelsen kunne ske en videreførelse af de regler, som fremgår af bekendtgørelse nr. 535 af 2.
maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for
døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år.
Formålet med den foreslåede § 188 er således, at det angives, at den unge, der er fyldt 18 år, selv
betaler for døgnophold på et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold. Det er
endvidere formålet, at der også efter barnets lov vil blive givet social- og ældreministeren
bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om den unges betaling af døgnophold efter den
foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 1, og den foreslåede bestemmelse i § 120, og for
udslusningsophold efter den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 3. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 189
851
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0852.png
Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger
til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig
modtager hjælp efter bl.a. §§ 41 og 42.
Det fremgår videre af § 161, stk. 3, at social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling for
tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse
tilbud.
Det fremgår yderligere af § 161, stk. 4, at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om
regulering af egenbetalingen.
Det foreslås med
stk. 1,
at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger efter § 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter § 90, stk. 1, nr. 2, hvis borgeren ikke
samtidig modtager hjælp efter §§ 86-87.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til
målgrupperne for barnets lov.
Kommunalbestyrelsen vil kunne opkræve betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, om madservice, og til afløsning og
aflastning efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis barnet eller den unge ikke samtidig får hjælp
efter den foreslåede § 86 om merudgiftsydelse til børn eller den foreslåede § 87 om tabt
arbejdsfortjeneste.
Det vil være frivilligt for kommunalbestyrelsen at opkræve betaling for midlertidig personlig og
praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 629 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service,
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om
ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. (Afbureaukratisering på området
for ældre, handicappede m.fl.), jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, side 15-16. Den enkelte
kommunalbestyrelse vil således have frihed til selv at træffe beslutning om, hvorvidt og hvornår en
opkrævning af betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp vil være hensigtsmæssig,
herunder i forhold til de enkelte ydelseskategorier, administrative udgifter m.v.
Kommunalbestyrelsen vil ikke kunne opkræve betaling for personaleomkostninger, når personlig og
praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, gives midlertidigt, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 25 af 8. oktober 2014 til lov om ændring af social
service som fremsat, side 7-8.
852
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0853.png
Kommunalbestyrelsen vil dog i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 161, stk. 1,
fortsat kunne opkræve betaling for personaleomkostninger til madservice efter servicelovens § 83,
stk. 1, og hjælp efter § 84, hvis modtageren af hjælpen ikke samtidig får hjælp efter servicelovens
§ 41 om merudgiftsydelse til børn eller § 42 om tabt arbejdsfortjeneste.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil der således blive indsat hjemmel i barnets lov til, at der
kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede § 90,
stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis borgeren ikke samtidig
modtager hjælp efter §§ 86 og 87.
Det foreslås med
stk. 2,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter §
90, stk. 1, nr. 1-3, og servicelovens § 83 a og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen
for disse tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til
målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 161, stk. 3, foreslås det med
bestemmelsen, at social- og ældreministeren vil kunne fastsætte i en betalingsbekendtgørelse, at
kommunalbestyrelsen højst må medregne de gennemsnitlige langsigtede omkostninger til tilbuddet,
jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, side 10. Dette vil indebære, at takstfastsættelsen for
tilbuddene vil skulle ske på grundlag af de omkostninger, der kan henføres til selve tilbuddet og
ikke blot udgifterne, som de fremgår af kommunens budget eller regnskab. Rammen for
beregningen af taksten for betaling vil ikke kunne udgøres af fremtidige, forventede udgifter, men
vil skulle tage udgangspunkt i kommunens regnskabstal.
Såfremt der er tale om en madserviceordning omfattet af et loft over modtagerens egenbetaling, vil
loftet i overensstemmelse med forarbejderne til § 161, stk. 3, i serviceloven udgøre den maksimale
beløbsgrænse for modtagerens betaling, også selvom kommunalbestyrelsens omkostninger til
tilbuddet vil udgøre et højere beløb end loftets størrelse.
Med den foreslåede bestemmelse stk. 2 vil social- og ældreministeren således blive givet
bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om betalingen for tilbud efter servicelovens §§
83 om personlig og praktisk hjælp og madservice, 83 a om rehabiliteringsforløb, 84 om afløsning
og aflastning og 86 om genoptræning og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for
disse tilbud.
Ministeren vil således i en bekendtgørelse kunne fastsætte regler om, hvordan beregningen af
egenbetalingen skal foregå, hvornår man ikke kan opkræve betaling for personaleomkostninger, og
om fastsættelsen af betalingen for tilbuddene.
853
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0854.png
Det foreslås med,
stk. 3,
at social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens
maksimale egenbetaling for madservice efter § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af
egenbetalingen.
Med den foreslåede bestemmelse stk. 3 vil social- og ældreministeren blive givet bemyndigelse til
at kunne fastsætte nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter
den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af egenbetalingen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 4, i serviceloven, afgrænset til
målgrupperne for barnets lov.
Bemyndigelsen påtænkes anvendt til at udstede regler om loftets størrelse. Dette er i
overensstemmelse med gældende ret, idet det af forarbejderne til lov nr. 548 af 26. maj 2010 om
ændring af lov om social service (Loft over egenbetaling for madservice m.v.) fremgår, at
bemyndigelsen vil kunne blive anvendt således, at loftets størrelse fastsættes i en bekendtgørelse, og
at der i bekendtgørelsen vil kunne blive indført en bestemmelse om, hvilket beløb
kommunalbestyrelsen maksimalt kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en hovedret
hos barnet eller den unge. I overensstemmelse med forarbejderne må den kommunale myndighed
ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice, end ydelsen koster at producere og
levere til modtageren.
Prisloftet, som social- og ældreministeren forventes at ville fastsætte efter bemyndigelsen, vil i
overensstemmelse med forarbejderne til § 161 i serviceloven, gælde uanset modtagerens indkomst-
og formueforhold.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 161 i serviceloven vil indførelsen af en maksimal
beløbsgrænse for, hvor meget modtageren kan komme til at betale for det kommunale tilbud om en
madserviceordning, ikke ske på bekostning af valgfriheden og mangfoldigheden i tilbuddene eller
på bekostning af selve ydelsens kvalitet.
Formålet med § 189 er således, at der også efter barnets lov vil være hjemmel til opkrævning af
betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1,
og til hjælp efter den foreslåede § 90, nr. 1 og 2, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter
de foreslåede §§ 86 og 87. Det er derudover formålet, at der også efter barnets lov vil blive givet
bemyndigelse til social- og ældreministeren til at kunne fastsætte nærmere regler om betalingen for
tilbud efter de foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1-3, og servicelovens § 83 a til børn og unge og
beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen af disse tilbud samt regler om modtagerens
maksimale egenbetaling for madservice efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, til børn og unge,
herunder om regulering af egenbetalingen.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås opdelingen i stykker ændret som konsekvens af ressortomlægning ved kongelig
854
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0855.png
resolution af 21. januar 2021, der overførte ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet til
social- og ældreministeren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 190
Det fremgår af § 164 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbagebetaling,
når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet efter
retssikkerhedsloven, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter
serviceloven.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 190, nr. 1 og 2,
at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet efter
retssikkerhedsloven, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter
barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 164 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med bestemmelsen foreslås en ubetinget tilbagebetalingspligt for den, der mod bedre vidende
uberettiget har modtaget ydelser efter lovforslaget, hvorefter den der modtog social bistand, vil have
pligt til at underrette om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at hjælpen indskrænkes eller
ophører. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til § 164 i serviceloven, jf.
Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 3618.
Med de foreslåede bestemmelser i nr. 1 og 2, vil der blive givet hjemmel til kommunalbestyrelsen
til at træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give
oplysninger som krævet efter retssikkerhedsloven, eller når en person mod bedre vidende
uberettiget har modtaget hjælp efter barnets lov.
Formålet med § 190 er således, at der også efter barnets lov vil være hjemmel til, at
kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre
vidende har undladt at give oplysninger som krævet efter retssikkerhedsloven, eller når en person
mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter barnets lov. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 191
855
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0856.png
Det fremgår af § 165, stk. 1, i serviceloven, at tilbagebetalingsbeløbet efter § 164 opkræves af
kommunen efter regler fastsat af social- og ældreministeren i samråd med skatteministeren. Det
fremgår videre, at det herunder kan fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods
påkrav udebliver med ydelser.
Bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om social service er udstedt i medfør af § 165, stk. 1, i serviceloven.
Bekendtgørelsen regulerer de nærmere regler om opkrævningen af tilbagebetalingspligtige ydelser,
hvornår der sker bortfald af et tilbagebetalingskrav, overdragelse af krav til
restanceinddrivelsesmyndigheden mv.
Det fremgår af § 165, stk. 2, i serviceloven, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået fem
år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemgøre kravet. Dette
finder dog ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet, hvis
tilbagebetalingskravet overdrages til en restanceinddrivelsesmyndighed. Fra modtagelsen finder i
stedet forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015, anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder tre år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 som ændret ved lov nr. 551 af 29. maj
2018, jf. lov nr. 1110 af 13. november 2019, jf. § 165, stk. 2, 3. pkt. Hvis tilbagebetalingskravet
tilbagesendes til kommunen, finder reglen i § 165, stk. 2, 1. pkt., om bortfald fem år efter hjælpens
ophør på ny anvendelse.
Det foreslås med
stk. 1,
at tilbagebetalingsbeløbet efter lovforslagets § 190 opkræves af kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 165, stk. 1, 1.
pkt., i serviceloven, idet bemyndigelsen foreslås fastsat i et særskilt stykke.
Med den foreslåede bestemmelse i § 191, stk. 1, vil kommunen få hjemmel til at opkræve de
ydelser, der efter lovforslagets § 190 er tilbagebetalingspligtige.
Det foreslås med
stk. 2,
at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået fem år efter hjælpens
ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 165, stk. 2, 1. pkt., i
serviceloven.
Det foreslås med
stk. 3,
at hvis tilbagebetalingskravet overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder den foreslåede bestemmelse i stk. 2 ikke anvendelse fra
restanceinddrivelses-myndighedens modtagelse af kravet. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
tilbagesender tilbagebetalingskravet til kommunen, finder den foreslåede bestemmelse i stk. 2
anvendelse på ny.
856
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0857.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 2, 2. og 4. pkt., i serviceloven.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om
kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social service. Disse regler
foreslås fortsat fastsat med hjemmel i den i § x, stk. 1, foreslåede bestemmelse. Der forventes,
således at ske en videreførelse af reglerne i § 9 i bekendtgørelsen, hvoraf fremgår, at hvis en
skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og
hele gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes
manglende betaling trods mulighed for at betale.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, vil der kunne fastsættes en afdragsordning. Misligholdes
denne, vil kravet blive overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-myndigheden.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder bortfaldsreglen på ny anvendelse. Det
betyder, at hvis der er forløbet fem år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Bestemmelsen vil dermed videreføre, hvad der følger af gældende ret.
Det foreslås med
stk. 4,
at fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet finder
forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder tre år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven.
I lighed med hvad der gælder efter § 165, stk. 2, i serviceloven, jf. bemærkningerne til lov nr. 551 af
29. maj 2018 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love
og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og
forældelseshåndtering m.v.), jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 87, vil det
blive lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse af den
tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden,
alene omfattes af forældelsesloven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen.
Den foreslåede bestemmelse vil desuden ses i sammenhæng med at det af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår, at forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
857
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0858.png
Med den foreslåede bestemmelse vil det fra modtagelsen af tilbagebetalingskravet være
forældelsesloven, der finder anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter
tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel er dermed en videreførelse af gældende ret i barnets lov.
Det foreslås med
stk. 5,
at social- og ældreministeren i samråd med skatteministeren fastsætter
nærmere regler om tilbagebetaling efter den foreslåede bestemmelse i § 191, stk. 1, og det kan
herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med
ydelser.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 1, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vil social- og ældreministeren blive givet bemyndigelse til
i samråd med skatteministeren at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte de nærmere regler om tilbagebetaling,
herunder at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser,
hvornår en kommune vil kunne overdrage et krav til en restanceinddrivelsesmyndighed og
hvorledes de tilbagebetalingspligtige ydelser kan opkræves.
Formålet med § 191 er, at der også efter barnets lov vil være hjemmel for kommunerne til at kunne
opkræve tilbagebetalingsbeløb efter den foreslåede § 190, og at social- og ældreministeren gives
bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om tilbagebetaling og regler om, hvornår
tilbagebetalingskravet bortfalder som følge af forældelse. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte
sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 192
Det fremgår af § 165 a, stk. 1, i serviceloven, at udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 om tabt
arbejdsfortjeneste ophører for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i
tilfælde, hvor den pågældende er varetægtsfængslet, politiet eftersøger den pågældende med henblik
på varetægtsfængsling, eller der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
Udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste ophører derudover for
personer, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetslig følge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, jf. § 165 a, stk. 2.
858
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0859.png
Udbetaling af en bagudbetalt ydelse i de i § 165, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde sker med virkning fra
det tidspunkt, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. § 165 a, stk. 3,
1. pkt., og udbetaling af en forudbetalt ydelse ophører med virkning for den måned, der følger efter
den måned, hvor den pågældende unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. § 165 a,
stk. 3, 2. pkt.
Efterfølges en strafforfølgning ikke af en domfældelse, efterbetales den del af ydelsen, der ikke er
udbetalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning, jf. § 165 a, stk. 4, 1. pkt. Ydelsen efterbetales
ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen, jf. § 165 a, stk.
4, 2. pkt.
Det foreslås med
stk. 1,
at udbetaling af ydelser efter den foreslåede § 87, ophører for personer, som
bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor den
pågældende enten er varetægtsfængslet, politiet eftersøger den pågældende med henblik på
varetægtsfængsling, der foreligger en varetægtsfængslingskendelse, eller den pågældende er idømt
en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165 a, stk. 1 og 2, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil der blive givet hjemmel til, at udbetaling af økonomiske tilskud efter den
foreslåede § 87 i barnets lov ophører, hvis en person bevidst unddrager sig strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse her i landet. Det vil dreje sig om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til
personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne m.v. efter den foreslåede § 87.
Hvis ikke der bliver indført hjemmel til at udbetalingen af økonomiske tilskud efter den foreslåede
§ 87 kunne ophøre, vil de økonomiske tilskud fortsat kunne blive udbetalt til de personer, der
bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, hvis de øvrige betingelser herfor er
opfyldt.
Det foreslås med
stk. 2,
at udbetaling af en bagudbetalt ydelse i tilfælde omfattet af forslagets § 192,
stk. 1, vil ophøre med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse, og at udbetaling af en forudbetalt ydelse i tilfælde omfattet af forslagets § 192 g,
stk. 1, vil ophøre med virkning for den måned, der følger efter den måned, hvor den pågældende
unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165 a, stk. 3, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil det blive fastsat, hvornår ophøret af udbetalingen af henholdsvis bagudbetalt
og forudbetalt ydelse ville skulle ske med virkning fra. Ophøret af en bagudbetalt ydelse vil ske
med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog sig strafforfølgningen eller
straffuldbyrdelsen. Ophøret af en forudbetalt ydelse vil skulle ske med virkning for måneden efter
unddragelsestidspunktet.
859
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0860.png
Det foreslås med
stk. 3,
at såfremt strafforfølgning som nævnt i forslagets § 192, stk. 1, ikke
efterfølges af en domfældelse, vil den del af ydelsen, der ikke er udbetalt, mens personen unddrog
sig strafforfølgning, blive efterbetalt. Ydelsen vil dog ikke blive efterbetalt til afdødes bo, hvis
personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse af § 165 a, stk. 4, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil der ske efterbetaling af den del af ydelsen, som ikke blev udbetalt, mens
personen unddrog sig strafforfølgning, såfremt strafforfølgningen ikke ender med en domfældelse.
Bestemmelsen vil svare til de gældende regler om efterbetaling af pension i situationer, hvor en
afgørelse om varetægt ikke efterfølges af en domfældelse.
Det foreslås, at der ikke i unddragelsessituationen vil skulle ske efterbetaling af ydelsen til afdødes
bo, hvis den pågældende afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen. Hermed undgås det, at
en person ved fortsat unddragelse af strafforfølgning indtil sin død ”kan foretage opsparing” til boet
af en ydelse, der ikke har været udbetalt på grund af unddragelsen.
Formålet med § 192 er, at der i barnets lov indføres hjemmel til at hindre udbetalingen af
økonomiske tilskud efter den foreslåede § 87, såfremt en person bevidst unddrager sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet. De foreslåede bestemmelser i § 192 er således
en videreførelse af de dele af § 165 a i serviceloven, der er relevante for de ydelser, der med dette
lovforslag vil kunne ydes efter barnets lov. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, idet stykkerne dog er blevet samlet for at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 193
Det fremgår af § 165 b i serviceloven, at politiet eller kriminalforsorgen skal underrette kommunen
om unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig
strafforfølgning, jf. § 165 a, stk. 1, eller straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 165 a, stk. 2, samtidig
modtager ydelser, som er omfattet af § 165 a, stk. 1 og 2, herunder tabt arbejdsfortjeneste efter § 42
og kontant tilskud efter § 95, stk. 2.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 193,
at politiet eller kriminalforsorgen skal underrette
kommunen om unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst
unddrager sig strafforfølgning, eller straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 192, stk. 1, samtidig
modtager ydelser, som er omfattet af § 192, stk. 1.
860
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0861.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165 b i serviceloven med de
nødvendige konsekvensændringer som følge af de foreslåede redaktionelle ændringer i forslagets §
192 i forhold til den gældende bestemmelse i § 165 a.
Politiet eller kriminalforsorgen vil med den foreslåede bestemmelse få pligt til at underrette
kommunen om unddragelsen, når de får en formodning om, at den person, der bevidst unddrager sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, samtidig modtager de ydelser, der er nævnt i den foreslåede
§ 192 i dette lovforslag, dvs. tabt arbejdsfortjeneste efter den foreslåede § 87.
Formålet med den foreslåede § 193 er, at politiet og kriminalforsorgen også efter barnets lov vil
have pligt til at underrette en kommune, såfremt der er en formodning om, at en person, der bevidst
unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, også modtager sociale ydelser efter barnets
lov, således at udbetalingen af ydelserne kan ophøre efter den foreslåede § 192. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 194
Det fremgår af § 173 i serviceloven, at kommunen endeligt afholder udgifterne efter serviceloven.
Kommunerne har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud.
I nogle tilfælde kan kommunen helt eller delvist opkræve en egenbetaling for opholdet eller ydelsen
hos borgeren. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 186.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 194,
at kommunen skal afholde udgifterne endeligt efter barnets
lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 173 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov, for så vidt angår de ydelser, der i dag er hjemlede i
serviceloven, og som foreslås videreført i barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det dermed fortsat være kommunerne, der har det fulde
myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud.
Ligeledes vil kommunen i nogle tilfælde kunne opkræve helt eller delvist en egenbetaling for et
ophold eller en ydelse hos borgeren efter den foreslåede bestemmelse i § 186.
Formålet med § 194 er at fastlægge, hvem der endeligt afholder udgifterne efter barnets lov. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
861
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0862.png
Til § 195
Det fremgår af § 174, stk. 1, i serviceloven, at den kommunale, regionale eller private leverandør
fastsætter vejledende takster for ydelser og tilbud efter serviceloven, jf. dog § 174, stk. 3. Det
fremgår videre, at taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte
langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter serviceloven, skal
krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. § 174, stk. 1, være fremsat, senest
12 måneder efter at hjælpen er ydet, jf. servicelovens § 174, stk. 2.
Efter § 174, stk. 3, fastsætter social- og ældreministeren regler om takstberegningen, herunder om
grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter serviceloven, og hvilken
sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven, der er omfattet af § 174, stk. 1, og om, hvornår stk.
1 kan fraviges.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 4, i serviceloven, i en bekendtgørelse fastsætte
regler om principperne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 5, i serviceloven, fastsætte regler om kommunernes
finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 4-7, for børn
og unge uden lovligt ophold her i landet.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 6, i serviceloven, fastsætte regler om opkrævning af
en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
Det foreslås med
stk. 1,
at den kommunale, regionale eller private leverandør fastsætter vejledende
takster for ydelser og tilbud efter barnets lov, jf. dog forslagets § 195, stk. 3, nr. 1. Det foreslås
videre, at taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede
omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 174, stk. 1, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Bestemmelsen vil omfatte både kommunale, regionale og private leverandører og taksterne vil være
vejledende, hvilket vil være i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 174, stk. 1, jf.
bemærkningerne til lov nr. 722 af 25. juni 2014 om ændring af om ændring af lov om social service,
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning
på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
862
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0863.png
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
20.
Den beregnede og offentliggjorte takst for en ydelse vil således ikke nødvendigvis være identisk
med den pris, kommunen kom til at betale for ydelsen. Taksterne vil skulle fungere som en del af
sammenligningsgrundlaget, når en kommune skal vælge, hvor den vil købe en konkret ydelse, og
det vil være taksten, kommunen og leverandøren tager udgangspunkt i, når der skal forhandles og
indgås konkret aftale om nærmere specifikation af ydelsen samt om prisen for ydelsen.
Der vil skulle fastsættes takster for alle de omfattede ydelser uanset, om det f.eks. drejer sig om en
kommunal leverandør, der alene leverer ydelsen til den pågældende kommune selv som
myndighedskommune.
Taksterne vil skulle blive offentliggjort som efter gældende regler, der fremgår af bekendtgørelse
om Tilbudsportalen.
Taksterne vil skulle beregnes på baggrund af samtlige direkte og indirekte omkostninger ved
levering af ydelsen.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud
efter barnets lov, skal krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. forslagets §
195, stk. 1, være fremsat senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 174, stk. 2, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil der blive fastsat en frist for at fremsætte krav om betaling,
såfremt en kommune anvender en anden kommunes eller regions tilbud.
Dette er i tråd med gældende ret, idet det af forarbejderne til § 174, stk. 2, i serviceloven, jf.
bemærkningerne til lov nr. 596 af 18. juni 2012 om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område (Inddragelse af faglige og økonomiske
hensyn, fastsættelse af serviceniveauer, refusion for særligt dyre enkeltsager, afregningsfrister og
opprioritering af juridisk sagkyndige i de sociale nævn m.v.), jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg
A, side 10, fremgår, at bestemmelsen skal bevirke, at kommunerne undgår, at der fremsendes
uforudsete regninger flere år efter at hjælpen er ydet.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om takstberegningen,
herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven og hvilken
sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven, der er omfattet af lovforslagets § 195, stk. 1, og om
hvornår forslagets § 195, stk. 1, kan fraviges. Det foreslås videre med bestemmelsen, at social- og
ældreministeren fastsætter regler om principperne for kommunernes finansiering af de mest
863
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0864.png
specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, om kommunernes finansiering af ophold i
sikrede døgninstitutioner efter den foreslåede § 62, stk. x, nr. x-x, for børn og unge uden lovligt
ophold her i landet og om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har
ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 174, stk. 3-6, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 3,
nr. 1,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om takstberegningen,
herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven og hvilken
sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven, der er omfattet af forslagets § 195, stk. 1, og om
hvornår forslagets § 195, stk. 1, kan fraviges.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 174, stk. 3, i serviceloven, forventes bemyndigelsen
anvendt til at fastsætte regler om, at taksterne beregnes for et år ad gangen på grundlag af samtlige
direkte og indirekte omkostninger ved levering af ydelsen, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og
forskellige andre love (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest
specialiserede socialområde og den mest specialiserede specialundervisning m.v.), jf.
Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 20.
Det forventes videre i overensstemmelse med forarbejderne til § 174, stk. 3, i serviceloven fastsat,
at der vil skulle beregnes takster for nærmere bestemte typer af ydelser efter barnets lov, uanset om
de leveres af private, kommunale eller regionale leverandører.
Listen over ydelser, der vil skulle takstfastsættes vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne
udvides eller indskrænkes.
Det forventes også, at bemyndigelsen vil blive anvendt til, at social- og ældreministeren vil
fastsætte nærmere regler om, hvornår udgangspunktet om beregning af vejledende takster for
enkeltydelser kan fraviges, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til §
174, stk. 3, i serviceloven, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 21.
Det betyder, at der i overensstemmelse med forarbejderne i en bekendtgørelse vil kunne blive
fastsat regler om, hvornår og hvordan private og offentlige driftsherrer kan indgå aftaler om f.eks.
frivillige abonnementsordninger eller andre former for fleksible finansieringsordninger, hvor der
ikke er en direkte sammenhæng mellem en leveret ydelse og den pris, myndighedskommunen
betaler.
Det forventes videre i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 174, stk. 3, at
bemyndigelsen vil blive anvendt til, at social- og ældreministeren vil fastsætte regler om, at udgifter
til sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2018
864
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0865.png
som senest ændret ved lov nr. 292 af 27. februar 2021, kan indregnes i taksterne for tilbud efter
barnets lov, jf. lov nr. 2394 af 14. december 2021 om ændring af lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, lov om social service og lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler om finansiering, mellemkommunal
refusion og satsregulering m.v.), jf. .). Der henvises til Folketingstidende 2021-2022, tillæg A, L 27
som fremsat, side 25 ff (
Det vil medføre den uhensigtsmæssige konsekvens, hvis udgifter til visse former for sundhedsfaglig
behandling, der ydes som led i opholdet på et tilbud efter barnets lov, ikke kan indgå i beregningen
for taksterne for tilbuddet, at kommuner, der opretter et specialiseret tilbud efter serviceloven inden
for kommunegrænsen, belastes uforholdsmæssigt økonomisk i form af at have
betalingsforpligtelsen for sundhedsydelser for borgere, der er visiteret til tilbuddet af en anden
kommune. Dette er ifølge forarbejderne til loven i overensstemmelse med gældende ret.
Sundhedsfaglig behandling skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 5 og omfatter
undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig
pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient, jf. forarbejderne til §
174, stk. 3, i lov nr. nr. 2394 af 14. december 2021 om ændring af lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, lov om social service og lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler om finansiering, mellemkommunal
refusion og satsregulering m.v.).
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at
fastsætte regler om, at omkostninger til visse former for sundhedsfaglig behandling, der ydes af
tilbuddet til borgere som led i opholdet på tilbuddet kan indregnes i taksten for tilbuddet efter
servicelovens § 174, stk. 1. Det vil således alene være sundhedsfaglig behandling, der ydes af
tilbuddet selv, der vil skulle indregnes.
Bemyndigelsen forventes heller ikke i overensstemmelse med forarbejderne anvendt til at fastsætte
regler om, at udgifter til kommunale sundhedsydelser (behandlinger), der ydes efter sundhedsloven
kan indregnes i taksterne for tilbud efter serviceloven.
Det foreslås med stk. 3,
nr. 2,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om principperne for
kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 174, stk. 4, foreslås det med
bestemmelsen fastslået, at der skal fastsættes nærmere principper for betalingen af de lands- og
landsdelsdækkende tilbud, jf. lov nr. 573 af 24. juni 2005 om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning på
evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.)
865
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0866.png
Den særlige regulering skyldes i overensstemmelse med forarbejderne dels, at disse tilbud ville
blive anvendt tværregionalt, hvorfor takstreguleringen ikke kan ske i den enkelte regions
rammeaftale, dels at der er tale om meget specialiserede tilbud, som kommunerne ikke umiddelbart
kan substituere med egne eller private tilbud. Taksterne vil derfor afspejle en fælles kommunal
interesse.
Social- og ældreministeren vil skulle fastsætte finansieringsprincipperne for de lands- og
landsdelsdækkende tilbud, herunder for ophold i sikrede afdelinger. Kommunerne skal som
hovedregel betale en takst for brug af tilbuddene, og bekendtgørelsen forventes at ville indeholde
regler om en objektiv finansieret andel af tilbuddenes udgifter, som vil reducere den takst,
kommunerne skal betale, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov
nr. 573 af 24. juni 2005.
Som angivet i forarbejderne vil udgifterne skulle fordeles ud over taksten mellem alle kommuner,
efter enten folketal eller antallet af 0–6 årige.
I overensstemmelse med forarbejderne er der særligt med hensyn til de sikrede afdelinger
forskelligartet finansiering af driftsudgifterne efter grundlaget for opholdet i den sikrede afdeling.
Ophold der alene hviler på serviceloven vil skulle finansieres som øvrige døgnophold for børn og
unge, og øvrige ophold vil skulle fordeles efter de gældende regler mellem kommuner og amter
efter objektive kriterier, hvilket også er i overensstemmelse med forarbejderne. Det forventes
ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne, at der vil blive fastsat regler om, at finansieringen
af de løbende driftsudgifter videreføres med hensyn til den objektive finansiering.
Det foreslås med stk. 3,
nr. 3,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om kommunernes
finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter den foreslåede § 62, stk. x, nr. x-x, for børn
og unge uden lovligt ophold her i landet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 174, stk. 5, foreslås der fastsat, hvad der
vil skulle gælde for kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner for børn og
unge uden lovligt ophold efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4-6, jf.
forarbejderne til lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om social service, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.). Det vil desuden i overensstemmelse med
forarbejderne skulle fastsættes, at ophold for unge uden lovligt ophold finansieres ved objektiv
finansiering.
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne, at bemyndigelses-bestemmelsen vil blive
udmøntet ved fastsættelse af regler i den gældende takstbekendtgørelse. Reglerne forventes fastsat
således, at udgifter vedrørende ophold i sikrede institutioner for udenlandske børn og unge uden
lovligt ophold fordeles mellem alle landets kommuner efter antallet af 15-17-årige, der bor i de
enkelte kommuner pr. 1. januar i året forud for regnskabsåret.
866
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0867.png
Det foreslås med stk. 3,
nr. 4,
at social- og ældreministeren fastsætter regler om opkrævning af en
fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 174, stk. 6, til lov nr. 627 af 11. juni
2010, vil den enkelte kommune skulle betale en fast takst, når unge under 18 år fra kommunen
opholder sig på sikrede afdelinger eller på Kriminalforsorgens institutioner for at sikre, at
kommunerne griber ind så tidligt som muligt, hvis en ung udvikler sig i kriminel retning, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, side 7. En kommunal egenbetaling, der er højere end taksten
for en åben institution, vil i overensstemmelse med forarbejderne samtidig tilskynde kommunerne
til hurtigt at finde en plads til kriminelle unge, som skal afsone en dom på en åben institution. Det
vil bidrage til at afhjælpe flaskehalsproblemer og nedbringe ventetiden på de sikrede institutioner.
I overensstemmelse med forarbejderne vil taksten skulle fastsættes uafhængigt af de faktiske
udgifter til den unges ophold i hhv. Kriminalforsorgens institutioner og på de sikrede afdelinger.
Det betyder, at kommunerne også fremover finansierer en del af opholdet i sikrede afdelinger i
fællesskab, idet kommunerne betaler differencen mellem den enkelte kommunes egenbetaling og de
faktiske udgifter via objektiv finansiering.
Udgifter ud over den faste takst på sikrede afdelinger, finansieres i overensstemmelse med
forarbejderne via objektiv finansiering, hvor kommunerne betaler i forhold til antallet af 15-17-
årige i kommunen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 195, stk. 3, nr. 4, får social- og ældreministeren hjemmel til at
kunne fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når børn og unge under 18
år opholder sig i Kriminalforsorgens institutioner.
Det bliver hermed muligt at fastsætte en fast takst for børn og unges ophold, uanset om de opholder
sig på sikrede afdelinger eller i Kriminalforsorgens regi.
Formålet med § 195 er, at det også efter barnets lov vil være fastsat, hvordan vejledende takster for
ydelser og tilbud efter barnets lov fastsættes, og at der vil være krav om betaling for anvendelse af
en anden kommunes eller regions tilbud. Det er samtidig formålet, at social- og ældreministeren
også efter barnets lov vil blive givet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om
takstberegning, principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud, kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter den
foreslåede § 62, stk. x, nr. x-x, og opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18
år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer og samling af stykkerne med henblik på at øge læsbarheden.
867
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0868.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 196
Det fremgår af § 175 i serviceloven, at staten afholder udgifterne til den nationale videns- og
specialiseringsrådgivningsorganisation.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 196,
at staten afholder udgifterne til den nationale videns- og
specialiseringsrådgivningsorganisation.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 175 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det også efter barnets lov blive fastsat, at staten skal afholde
udgifterne til nationale videns- og specialiseringsrådgivningsorganisation. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til forslagets §§ 165-172 vedrørende den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation.
Formålet med § 196 er således at fastsætte i barnets lov, at staten skal afholde udgifterne til den
nationale videns- og specialiseringsrådgivningsorganisation.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 197
Det fremgår af § 55, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi
i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af
takstfinansiering, jf. § 174, stk. 1.
For det første og andet barn eller ung placeret på samme sted udgør godtgørelsen 193 kr. pr. døgn
pr. barn under 10 år og 206 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år (2021-niveau). For tredje barn
eller ung og derover placeret på samme sted udgør godtgørelsen 177 kr. pr. døgn pr. barn eller ung
(2021-niveau) uanset barnets eller den unges alder.
Kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen
har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et anbringelsessted efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering, jf. servicelovens
§ 174, stk. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 197
at kommunalbestyrelsen skal godtgøre udgifter til kost og
logi i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller
den unge på et anbringelsessted efter lovforslagets § 46, når opholdet ikke er omfattet af
868
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0869.png
takstfinansiering, jf. den foreslåede § 195. Det foreslås endvidere med bestemmelsen, at fastsætte
godtgørelsen af udgifterne for første og andet barn eller ung placeret samme sted til 193 kr. pr. døgn
pr. barn under 10 år og 206 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år (2021-niveau) samt fastsætte
godtgørelsen for tredje barn eller ung og derover placeret samme sted til 177 kr. pr. døgn pr. barn
eller ung (2021-niveau) uanset barnets eller den unges alder.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændringer af § 55, stk. 4, i serviceloven.
Ved formidlet døgnophold forstås således i overensstemmelse med forarbejderne til § 55, stk. 4, i
serviceloven ophold, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om anbringelse, aflastning
m.v. Børn og unge, der er i døgnophold i privat familiepleje, vil således ikke være omfattet af
bestemmelsen, idet der ikke er tale om en kommunalt iværksat hjælpeforanstaltning, men en aftale
mellem forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje, jf. Folketingstidende 2015-16,
A, L 163 som fremsat, side 13-14.
Med bestemmelsen vil det i § 197, 2. og 3. pkt., blive fastsat, at godtgørelsen af udgifterne for første
og andet barn eller ung placeret samme sted til 193 kr. pr. døgn pr. barn under 10 år og 206 kr. pr.
døgn pr. barn eller ung over 10 år (2021-niveau) samt fastsætte godtgørelsen for tredje barn eller
ung og derover placeret samme sted til 177 kr. pr. døgn pr. barn eller ung (2021-niveau) uanset
barnets eller den unges alder.
De foreslåede satser i § 197, 2. og 3. pkt., er beregnet på baggrund af de gældende satser for
godtgørelse for kost og logi, der efter den foreslåede § 204, stk. 1, vil blive reguleret en gang årligt
den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocenten.
Formålet med § 197 er, at der også i barnets lov sikres en udtrykkelig hjemmel til
kommunalbestyrelsens godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med, at
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et
anbringelsessted efter § 46, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden og med henblik på at ensrette
begreber.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1
Til § 198
Det fremgår af § 176, stk. 1, i serviceloven, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter
serviceloven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 850.000 kr. årligt (2021-niveau),
refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del
af udgifterne, der overstiger 1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct., og for
869
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0870.png
den del af udgifterne, der overstiger 2.090.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 75
pct.
Fra 1. januar 2007 samledes myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren og
finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter serviceloven i kommunerne. Amtskommunerne
blev nedlagt, og de nye regioner kom til og fik i forhold til kommunerne et leverandøransvar, der
omfatter nogle af de opgaver, som amtskommunerne hidtil havde varetaget.
Som en del af den ændrede opgavefordeling, hvor kommunerne vil have det fulde
finansieringsansvar, blev der indført en central refusionsordning, der skulle sikre kommunerne mod
meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager.
Af servicelovens § 176, stk. 2, fremgår det, at § 176, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for
summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven for børn og unge under 18 år
og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende
børn og unge tilhører samme husstand.
Det fremgår af § 176, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om statsrefusion efter § 176, stk. 1-3, i en bekendtgørelse.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 1,
at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter
loven i en konkret sag overstiger 850.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer staten 25 pct. af den
del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger
1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der
overstiger 2.090.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 176, stk. 1, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 1, i lov nr. 573 af 24. juni 2005,
foreslås det med bestemmelsen indført en central refusionsordning, der vil skulle sikre kommunerne
mod meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager, således at der ved nærmere fastsatte
beløbsgrænser vil kunne blive refunderet 25, 50 eller 75 pct. af udgifterne, jf. Folketingstidende
2004-05, tillæg A, side 2143.
Med den foreslåede bestemmelse i § 198, stk. 1, vil staten yde refusion efter den centrale
refusionsordning, som vil omfatte udgifter, som afholdes af kommunen efter barnets lov i særligt
dyre enkeltsager. Ordningen vil indebære, at staten refunderer 25 pct. for den del af kommunens
udgifter, som ligger over 850.000 kr. årligt (2021-niveau). For den del af udgiften, der overstiger
1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en
samlet statsrefusion på 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.090.000 kr. årligt (2021-
870
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0871.png
niveau), refunderer staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet statsrefusion på 75
pct.
Beløbsgrænserne vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf.
lov om en satsreguleringsprocent. Beløbsgrænserne for året vil blive afrundet til nærmeste 10.000
kr.
Det foreslås med
stk. 2,
at hvis børn og unge tilhører samme husstand, finder forslagets § 198 m,
stk. 1, tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter loven. Det
foreslås endvidere med bestemmelsen, at der i udgifterne efter forslagets § 198, stk. 2, 1. pkt.,
indgår kommunens udgifter til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 og 32 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 176, stk. 2, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 2,
1.pkt.,
at hvis børn og unge tilhører samme husstand, finder forslagets §
198, stk. 1, tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter loven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 2, i lov nr. 1060 af 30. juni
2020, vil refusionsgrænserne ligeledes gælde for en kommunes samlede udgifter til hjælp og støtte
efter loven for børn og unge under 18 år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 114-116 og 120 for
unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 197 som fremsat, side 7.
En kommune vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne få dækket udgifter til de samlede
indsatser til søskende, uanset hvor mange søskende der er i samme husstand, og uanset hvilken type
indsats der er tale om, hvis udgifterne samlet set overstiger beløbsgrænserne efter forslagets § 198
m, stk. 1.
En kommune vil kunne sammenlægge alle udgifter til hjælp og støtte efter denne lov til en
søskendeflok i familien, dvs. både udgifter til forebyggende foranstaltninger i hjemmet og udgifter
til anbringelser uden for hjemmet. Bestemmelsen vil gælde for hjælp og støtte efter loven til
søskende under 18 år og for søskende i alderen 18 år til 22 år, der modtager hjælp og støtte efter §§
114-116 og 120. Bestemmelsen foreslås at gælde for søskende i samme husstand. Forslagene vil
være i overensstemmelse med gældende ret.
Det foreslås med stk. 2,
2. pkt.,
at der i udgifterne efter forslagets § 198, stk. 2, 1. pkt., indgår
kommunens udgifter til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 og 32 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
871
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0872.png
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 2394 af 14.
december 2021 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov
om social service og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af
regler om finansiering, mellemkommunal refusion og satsregulering m.v.), vil kommunerne kunne
medtage de samlede udgifter til et barn eller en ung efter både barnets lov og de nærmere angivne
bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, i opgørelsen af udgifter, som kan
omfattes af reglerne om statsrefusion, jf. Folketingstidende XX. Det betyder også i
overensstemmelse med forarbejderne, at kommunernes udgifter til foranstaltninger iværksat efter
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kunne indgå i kommunernes opgørelse af udgifter
til søskende i den samlede husstand, når betingelserne herfor er oplyst.
Det foreslås med
stk. 3,
at social- og ældreministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere
regler om statsrefusion efter lovforslagets § 198, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 176, stk. 4, i
serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil social- og ældreministeren efter barnets lov i en
bekendtgørelse kunne fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter de foreslåede bestemmelser
i stk. 1 og 2.
Ministeren vil i en bekendtgørelse således kunne fastsætte, hvilke betingelser der skal være opfyldt
for at opnå statsrefusion.
Det er hensigten, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat nærmere regler om, hvilke børn og unge
der hører under samme husstand, herunder til hvilken husstand en kommunes udgifter til børn, der
er anbragt, vil skulle medregnes.
Formålet med den foreslåede § 198 er således, at kommunerne også efter barnets lov kan opnå
refusion i særligt dyre enkeltsager, samt at der vil blive givet bemyndigelse til social- og
ældreministeren til at fastsætte nærmere regler om statsrefusionen. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte
sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 199
Det fremgår af § 177 i serviceloven, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til tilskud
efter servicelovens § 41 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hjælp efter § 42 til dækning af tabt
872
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0873.png
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v., og gratis advokatbistand, jf. § 72.
Det foreslås med bestemmelserne i
§ 199, nr. 1-3,
at staten refunderer 50 pct. af kommunens
udgifter til tilskud efter den foreslåede § 86 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hjælp efter den
foreslåede § 87 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v. og gratis
advokatbistand efter servicelovens § 72.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse uden ændring af § 177 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med de foreslåede bestemmelser vil det blive angivet, hvilke udgifter kommunen vil kunne få
refunderet hos staten.
Formålet med § 199 er således, at kommunerne også efter barnets lov vil kunne få statsrefusion for
udgifter til merudgiftsydelse, tabt arbejdsfortjeneste samt advokatbistand efter den foreslåede § 140.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 200
Det fremgår af § 179 i serviceloven, at staten yder forskudsrefusion af en kommunes
refusionsberettigede udgifter efter serviceloven.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 200,
at staten yder forskudsrefusion af en kommunes
refusionsberettigede udgifter efter barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 179 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således blive angivet, at refusionen til kommunen vil skulle
ydes forud.
Formålet med § 200 er således, at det også i barnets lov vil blive fastsat, at staten yder
forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigede udgifter efter barnets lov. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
873
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0874.png
Til § 201
Det fremgår af § 180 i serviceloven, at staten afholder udgifterne til den uvildige konsulentfunktion
efter servicelovens § 15.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 201,
at staten afholder udgifterne til den uvildige
konsulentfunktion efter den foreslåede § 163.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 180 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Formålet med § 201 er således, at det også i barnets lov vil blive fastsat, hvem der afholder
udgifterne til den uvildige konsulentfunktion efter den foreslåede § 163. Der er ikke med den
foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 202
Det fremgår af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, at staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser
efter denne lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion,
kommunen anmelder krav herom, og staten modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens
sociale sikringsmyndigheder.
Hjemlen til at opkræve mellemstatslig refusion for naturalydelser ved sygdom har sin oprindelse i
Rådets forordninger af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for
Fællesskabet, nr. 1408/71, og Rådets forordning af 21. marts 1972 om gennemførelse af forordning
nr. 1408/71, nr. 574/72. Rådets forordning nr. 1408/71 er senere ændret ved den nugældende
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 647/2005 af 13. april 2005.
Det fremgår videre af § 180 a, stk. 2, i serviceloven, at sundhedsministeren efter forhandling med
social- og ældreministeren fastsætter regler om den nationale administrative gennemførelse af
mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten. Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af
bekendtgørelse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til
visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med stater eller til EU-retten.
Det foreslås med
stk. 1,
at staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter barnets lov, når
udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Kommunen anmelder krav om
refusion til staten, som modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale
sikringsmyndigheder.
874
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0875.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 180 a, stk. 1,
i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov, for at øge læsbarheden.
Ved lov nr. 293 af 27. marts 2007 blev der indført hjemmel til, at kommunerne kan få refusion for
deres udgifter til visse sociale ydelser, som efter EU-retten har karakter af naturalydelser ved
sygdom.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 180 a, stk. 1, vil enhver med lovligt
ophold i Danmark have ret til ydelser efter barnets lov, jf. § 1 b, jf. lov nr. 293 af 27. marts 2007 om
ændring af lov om social service, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Bemyndigelse til at fastsætte regler
om administration af kommunale krav om mellemstatslig refusion efter EF-retten m.v.). Det betyder
i overensstemmelse med forarbejderne, at en statsborger fra et EU/EØS-land/Schweiz under lovligt
ophold i Danmark, allerede direkte efter barnets lov vil have ret til de pågældende (natural)ydelser.
Såfremt en person er socialt sikret i et andet medlemsland end Danmark, vil den danske kommune
kunne søge at få udgifterne til visse ydelser efter barnets lov refunderet af den kompetente
institution i det land, hvori den pågældende er forsikret, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret.
Refusionskravet til disse ydelser vil i overensstemmelse med forarbejderne blive behandlet på
samme måde som de øvrige sundhedsydelser, og kravet vil derfor skulle gøres gældende via
Styrelsen for Patientsikkerhed, International Sygesikring.
”Naturalydelser ved sygdom” er et fællesskabsretligt begreb, som efter EU-domstolens praksis
omfatter ydelser, der har til formål at fremme plejekrævende personers selvstændighed, med
henblik på at forbedre den plejekrævende persons sundhedstilstand og levevilkår, hvilket ifølge
forarbejderne til lov nr. 293 af 27. marts 2007 er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 3276. Der indgår således også visse ydelser efter barnets
lov, som i EU-rettens forstand defineres som social sikring.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke være afgørende for bedømmelsen heraf, i
hvilken lovgivning en ydelse er beskrevet, men hvilke karakteristika den pågældende ydelse
besidder. Den betegnelse, en ydelse har i national lovgivning, vil være uden betydning for
vurderingen i henhold til EU-retten.
I overensstemmelse med forarbejderne vil EU-rettens regler udpege den stat, en borger betragtes
som socialsikret i. Når en borger midlertidigt eller permanent opholder sig uden for den stat, hvori
han eller hun er sikret, følger det af EU-rettens principper om ligebehandling og eksport, at denne
borger har ret til at modtage naturalydelser ved sygdom på samme vilkår, som de borgere, der er
sikrede i opholdsstaten. Dette vil dog i overensstemmelse med forarbejderne ikke gælde, hvis der er
indgået aftale om at give afkald på refusionskravene mellem to stater.
875
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0876.png
EU-retten giver hjemmel til, at de enkelte medlemsstater kan indgå aftaler om helt eller delvist at
give afkald på refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom. Disse aftaler indgås for Danmarks
vedkommende af sundhedsministeren.
Refusionskravene vil i overensstemmelse med forarbejderne blive ekspederet af medlemsstaternes
nationale kontaktorgan, som i Danmark er Sundhedsministeriet.
Kommunerne vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle indberette refusionskravene
elektronisk til Sundhedsministeriet. Sundhedsministeriet vil herefter sende kravene videre til den
udenlandske myndighed, som er ansvarlig for den borger, der har fået en naturalydelse ved sygdom
under ophold i Danmark. Den udenlandske myndighed vil udbetale refusionen til
Sundhedsministeriet, som herefter overfører beløbet til den kommune, der har haft udgiften.
Regler om koordinering af sociale sikringsordninger er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger -
kaldet grundforordningen. Den anvendes sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning
(EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - kaldet
gennemførelsesforordningen.
På nuværende tidspunkt er følgende ydelser omfattet af sikringsordningen; dækning af merudgifter
til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig sygdom, jf. den foreslåede § 86, personlig hjælp og pleje, jf. den foreslåede
§§ 89, 90, stk. 1, nr. 1, 90, stk. 1, nr. 2, og 90, stk. 1, nr. 3, behandling til personer med et
stofmisbrug, jf. servicelovens § 101, hjælpemidler, hjælp til indretning af bolig for personer med
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. den foreslåede §§ 90, stk. 1, nr. 4 og 9, og
pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom; ansættelse af personer med tilknytning
til arbejdsmarkedet, der ønsker at passe en nærtstående med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i
hjemmet, jf. den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 11, jf. Erklæring afgivet af Danmark i henhold til artikel
9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering
af de sociale sikringsordninger for det referenceår, der sluttede den 31. december 2019.
Det foreslås med
stk. 2,
at sundhedsministeren efter forhandling med social- og ældreministeren
fastsætter regler om den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i
henhold til EU-retten.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 180 a, stk. 2, i
serviceloven.
876
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0877.png
Loven er på nuværende tidspunkt udmøntet ved bekendtgørelse nr. 564 af 29. april 2015 om
refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold til
overenskomster med stater eller til EU-retten.
Med den foreslåede bestemmelse vil sundhedsministeren efter forhandling med social- og
ældreministeren kunne fastsætte de nærmere regler om den nationale administrative gennemførelse
af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten i en bekendtgørelse. I bekendtgørelse vil der
kunne fastsættes regler om, hvordan der vil kunne ske refusion af offentlige sundhedsudgifter og
udgifter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med andre stater eller til EU-retten.
Formålet med § 202 er således, at det også efter barnets lov skal være muligt at fastsætte nærmere
regler om refusion af en kommunes udgifter efter barnets lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens
regler om mellemstatslig refusion. Det skal endvidere været muligt for sundhedsministeren efter
forhandling med social- og ældreministeren at fastsætte nærmere regler om den nationale
administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 203
Det fremgår af § 181, stk. 1, i serviceloven, at staten efter reglerne i stk. 2 og 3 afholder udgifter til
en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens
§ 9 b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning
til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de
bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til en person over 18 år, hvis fader eller
moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, udlændingelovens
§ 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med
opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en
asylsøgende udlænding, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af
en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 9 c, udlændingelovens § 9 e, lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Det fremgår videre af § 181, stk. 2, i serviceloven, at staten fuldt ud afholder udgifter til hjælp efter
bl.a. § 11, stk. 3, §§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2 og stk. 3, nr.
2, i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen.
Det fremgår yderligere af § 181, stk. 3, i serviceloven, at uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder
staten en kommunes udgifter til udlændinge, som inden 24 måneder efter datoen for
877
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0878.png
opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har
klaret sig selv, og 2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst
indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.
Det foreslås med
stk. 1,
at staten efter reglerne i forslagets § 203, stk. 2 og 3, afholder en kommunes
udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i
umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 2, som konsekvens af at barnet eller den unge har tilknytning til en i Danmark fastboende
person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i
nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person, udlændingelovens § 9 c, stk. 1,
når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som
nævnt i nr. 2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøgende
udlænding, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en
tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 9 c, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i
Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 181, stk. 1, i serviceloven, dog kun for
så vidt angår bestemmelserne, der er relevant for børn og unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil staten skulle afholde udgifterne ved forsørgelsen af de
udenlandske børn og unge, der har fået opholdstilladelse efter opregningen i bestemmelsens nr. 1-8.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 1,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse som flygtning efter reglerne i udlændingelovens §§ 7 og 8.
I udlændingelovens §§ 7 og 8 er fastsat regler for meddelelse af opholdstilladelse til henholdsvis
spontane flygtninge og flygtninge, der kommer hertil som led i en international aftale. Begge
bestemmelser gælder både konventionsflygtninge og de facto-flygtninge.
Gennem henvisning til de to bestemmelser i udlændingeloven vil det i overensstemmelse med
forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 3, der blev afløst af servicelovens § 181, stk. 1, nr. 1,
blive sikret, at reglen om fuld statsrefusion kommer til at gælde for alle grupper af flygtninge, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 1135-1136.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 2,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.
878
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0879.png
Efter udlændingelovens § 9 b kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, der befinder sig i en
sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme en
ansøgning, uden at den pågældende dog anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 3,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller ung, hvis
opholdsstatus ændres fra opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 til en opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, bliver omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 4,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som konsekvens af at barnet eller
den unge har tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået
opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan
føres tilbage til en sådan person.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 348 af 14. maj 1992 om ændring af lov om social bistand og lov
om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (Finansiering af
udgifter efter bistandsloven til flygtninge, tilskud til kommunerne vedrørende sociale udgifter til
flygtninge), havde udlændinge med humanitær opholdstilladelse ikke krav på familiesammenføring
i den første fase, hvor de i princippet ikke blev betragtet som fastboende. Deres opholdstilladelse
var midlertidig, men sædvanligvis gøres den varig efter 2 år ved en ny opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c, stk. 1, hvorefter de
almindelige familiesammenføringsregler fandt anvendelse.
Det skete i en række tilfælde, at der blev givet opholdstilladelse til familiemedlemmer, selv om den
herboende endnu ikke har opnået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Men hverken
disse eller de familiesammenføringer, der gennemførtes derefter, var omfattet af
flygtningerefusionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at familiesammenføringer til humanitære
flygtninge vil blive omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 5,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til
eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller en ung, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til
879
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0880.png
eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, vil blive omfattet af
bestemmelsen.
I forhold til den foreslåede § 203, stk. 1, nr. 5, kan man som udgangspunkt ikke få en tilladelse efter
§ 9 c, stk. 1, som mindreårig ægtefælle/fast samlever. Det kan dog ikke udelukkes, at man i visse
situationer vil anerkende, at der kan være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK
artikel 8, selvom der er tale om en ung under 18 år.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 6,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig
asylansøgende udlænding.
Ifølge bemærkningerne til L 79 til lov om ændring af lov om social bistand (ændring af reglerne om
finansiering), jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2155-2156, opnår en del af børnene,
der ankommer til landet uden forældre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
En lille gruppe, overvejende de yngste, får ikke flygtningestatus, men opholdstilladelse efter § 9,
stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c, stk. 1, i udlændingeloven. Det skyldes, at barnet
som følge af sin alder ikke antages at være udsat for forfølgelse på grund af sin race, religion,
nationalitet etc.
Med den foreslåede bestemmelse vil det dermed blive sikret, at de børn, der ikke opnår
flygtningestatus, ligeledes vil være omfattet af bestemmelsen om, at staten afholder udgifterne.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 7,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens
af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 9 c.
Med den foreslåede bestemmelse sikres gruppen af udenlandske børn eller unge, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og familiesammenføres med en mindreårig
asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c
omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås med stk. 1,
nr. 8,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har
bistået danske myndigheder m.v.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller ung, der har fået
opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har
bistået danske myndigheder m.v., omfattes af persongruppen i bestemmelsen.
880
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0881.png
Det foreslås med stk. 1,
nr. 9,
at staten afholder udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har
fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra
Ukraine.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller ung, der har fået
opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine
omfattes af persongruppen i bestemmelsen.
Det vil alene være udgifter til de udlændinge, der er nævnt i bestemmelsen, som kommunen vil
kunne anmode om refusion for efter de foreslåede § 203, stk. 2 og 3. Bestemmelsen vil dermed ikke
omfatte udlændinge, som har opholdstilladelse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri
bevægelighed, eller udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter andre bestemmelser end dem,
som er nævnt i stk. 1. Bestemmelsen vil heller ikke omfatte udlændinge, der opholder sig her i
landet og enten har indgivet ansøgning om asyl eller ikke har ret til at opholde sig her i landet.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at staten fuldt ud afholder en kommunes udgifter til hjælp
til et udenlandsk barn eller udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114,
stk. 1 og stk. 2, nr. 2, i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 181, stk. 2, i
serviceloven, dog således at det kun er bestemmelserne, der er relevant for børn og unge, der er
medtaget i bestemmelsen.
Staten vil skulle afholde visse nærmere angivne udgifter til udlændinge, som har fået
opholdstilladelse efter forslagets § 203, stk. 1, i de første tre år efter datoen for opholdstilladelse.
Det vil fremgå af bestemmelsen, hvilke udgifter der kan refunderes inden for den treårige periode.
Som hovedregel vil ikke alle udgifter efter barnets lov til udlændinge være omfattet af statsrefusion.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil staten skulle afholde udgifter til hjælp efter
lovforslagets § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr. 2,
Det vil dreje sig om udgifter til den forebyggende indsats, merudgiftsydelse, dækning af tabt
arbejdsfortjeneste og udgifter til særlige indsatser for børn eller unge efter den foreslåede § 32.
Udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på
et godkendt opholdssted efter servicelovens § 46, vil ikke kunne anmeldes til statsrefusion,
medmindre anbringelsen er omfattet af reglen i den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 2.
Udgifter til en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson til unge i alderen fra 18 til 22 år efter
de nævnte bestemmelser i § 114, stk. 2, vil også kunne anmeldes til statsrefusion.
881
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0882.png
Når de tre år er gået, betragtedes de som ligestillede med danske statsborgere, og eventuel hjælp til
dem i tiden derefter ydes og refunderes som for danske statsborgere, dvs. som hovedregel med 50
pct.
Det foreslås med
stk. 3,
at uanset bestemmelserne i forslagets § 203, stk. 2, afholder staten en
kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller ung, som inden 24 måneder efter datoen for
opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har
klaret sig selv, og et udenlandsk barn eller en ung, der har søgt asyl, dog kun indtil barnet eller den
unges forældre får lovligt ophold her i landet.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse uden ændringer af § 181, stk. 3, nr. 1 og 2, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 3,
nr. 1,
at staten uanset stk. 2 afholder en kommunes udgifter til hjælp til et
udenlandsk barn eller ung, som inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil
den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv.
I overensstemmelse med forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 4, der svarer til den
nugældende § 181, stk. 3, i serviceloven, vil det omfatte flygtninge, som ved ankomsten til landet
eller kort tid herefter på grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap må anbringes i
institution eller lignende, jf. lov nr. 348 af 14. maj 1992 om ændring af lov om social bistand og lov
om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (Finansiering af
udgifter efter bistandsloven til flygtninge, tilskud til kommunerne vedrørende sociale udgifter til
flygtninge).
Udgifterne til disse personer dækkes, indtil de i en periode på 2 sammenhængende år har klaret sig
selv.
Det foreslås med stk. 3,
nr. 2,
at staten uanset stk. 2 afholder en kommunes udgifter til hjælp til et
udenlandsk barn eller ung, der har søgt asyl, dog kun indtil barnets forældre får lovligt ophold her i
landet.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 4, der svarer til den
nugældende § 181, stk. 3, i serviceloven, omfatte uledsagede flygtningebørn, for hvem man, navnlig
når barnet ikke er ret gammelt ved ankomsten, kan forudse, at det ikke vil være i stand til at klare
sig selv.
Statens dækning af udgifter til henholdsvis institutions- og serviceydelser skyldes, at det ikke findes
rimeligt, at kommunerne efter de almindelige regler om opholdskommune i retssikkerhedsloven
overtager et økonomisk medansvar for disse to mindre grupper af flygtninge, for hvilke man typisk
882
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0883.png
ikke kan forvente, at de inden for denne periode bliver selvhjulpne, hvilket er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 348 af 14. maj 1992.
Reglerne om opholdskommune for personer under 18 år findes i retssikkerhedslovens § 9 a. Et barn
eller en ung under 18 år har som udgangspunkt samme opholdskommune som forældrene, jf. § 9 a,
stk. 2, og denne opholdskommune har pligt til at yde hjælp efter § 9 a, stk. 1. Hvis ikke barnet eller
den unge har samme som forældrene, har denne selvstændig opholdskommune efter reglerne i § 9 a,
stk. 3-5.
Uden den foreslåede bestemmelse i § 203, stk. 3, vil den kommune, hvor disse flygtninge første
gang får ophold, kunne komme til at afholde de ofte betydelige udgifter til hjælp til henholdsvis
uledsagede flygtningebørn og til visse flygtninge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap,
hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 348 af 14. maj 1992.
Problemerne med ikke at indføre reglen om statens dækning af udgifter vil i overensstemmelse med
forarbejderne derfor vise sig for kommuner med større opholdscentre for de asylsøgere, der kommer
her til landet uden opholdstilladelse, og som typisk bliver indkvarteret på et asylcenter, mens der
bliver taget stilling til, om de kan få opholdstilladelse.
For at hjælpe disse kommuner bør det blive fastsat, at staten skal påtage sig et videregående
økonomisk ansvar for udgifter efter barnets lov til flygtninge med vidtgående fysiske eller psykiske
handicap, som på grund af handicappet anbringes i døgnophold i institution efter det foreslåede §
46, og til uledsagede flygtningebørn, indtil de fylder 18 år.
Hvis et uledsaget flygtningebarn eller en flygtning med funktionsnedsættelse opnår dansk
statsborgskab, ophører pågældende med at være flygtning, og pågældende vil derfor ikke længere
være omfattet af reglerne om flygtningerefusion.
For så vidt angår den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1, vil det ikke være ethvert udenlandsk barn eller
ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som medfører, at
kommunerne vil kunne få refusion fra staten – det vil kun gælde, når barnet eller den unge bliver
anbragt i døgnophold på institution efter det foreslåede § 46.
Det vil være en betingelse, at behovet for anbringelse vil skulle være til stede ved ankomsten til
Danmark, eller at det viser sig kort tid herefter, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
forarbejderne til lov nr. 348 af 14. maj 1992.
Med udtrykket »klaret sig selv« sigtes til, at pågældende er i stand til at forsørge sig selv uden at
modtage hjælp til udgifter, der står i direkte forbindelse med det pågældende handicap. Det vil
f.eks. betyde, at hvis den pågældende får egen bolig uden for institutionen, og der vedvarende er
behov for hjælpeforanstaltninger af hensyn til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne, vil
kommunen fortsat kunne få refusion efter denne regel. Hjælp til et enkelt formål eller en ganske
883
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0884.png
kortvarig hjælp vil ikke anses for at afbryde to-års fristen. Modtagelse af dagpenge fra en
arbejdsløshedskasse eller dagpenge efter dagpengeloven vil heller ikke blive betragtet som hjælp fra
det offentlige.
Når statens pligt til at dække kommunernes udgifter ophører, vil flygtningen blive omfattet af de
almindelige bestemmelser, dvs. at kommunen inden for tre-års perioden vil kunne få hel eller delvis
dækning fra staten for udgifter efter loven.
Perioden, som kommunerne har til at afdække den enkeltes behov i forhold til anbringelse i
døgnophold efter den foreslåede § 203, nr. 1, vil blive fastsat til 24 måneder, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 1543 af 13. december 2016 om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og
lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.).
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne give kommunerne længere tid til at afdække den
enkeltes konkrete behov og dermed medvirke til at forebygge, at kommunerne alene for at sikre
retten til refusion visiterer til døgnophold i stedet for at afprøve mindre indgribende og billigere
foranstaltninger.
Kommunen vil kunne anmelde de samlede udgifter til ydelser og tilbud efter barnets lov til
statsrefusion. Refusionen vil i disse tilfælde ikke være begrænset til de ydelser og tilbud, der er
nævnt i den foreslåede § 203, stk. 2.
Der vil således gælde to undtagelser efter det foreslåede stk. 3, til denne bestemmelse.
Hvis et udenlandsk barn eller ung inden for 24 måneder efter opholdstilladelsen på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, vil
kommunen kunne få dækket alle udgifter efter barnets lov. Som udgangspunkt vil der ikke blive
fastsat en tidsmæssig begrænsning for kommunens ret til refusion efter den foreslåede stk. 3, men
hvis den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv, vil retten til
refusion bortfalde efter den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1.
Staten vil også skulle betale alle udgifter for mindreårige uledsagede flygtninge, indtil barnet fylder
18 år. Kommunens ret til refusion vil bortfalde, hvis barnets forældre får lovligt ophold her i landet.
Det skyldes, at barnet ikke længere betragtes som uledsaget.
Staten vil skulle dække kommunernes udgifter til uledsagede flygtningebørn, hvorved forstås
mindreårige asylansøger, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven § 9 c, stk. 3. Når
man er uledsaget, er man indrejst uden ledsagelse af sine forældre eller andre myndige personer,
som kan anses for at være trådt i forældrenes sted, herunder familiemedlemmer.
Hvis en mindreårig asylansøger indrejser uden sine forældre, men sammen med en eller flere
voksne personer, som reelt er trådt i forældrenes sted, idet den eller de pågældende har påtaget sig
884
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0885.png
ansvaret for den mindreårige, vil den mindreårige ikke blive anset for uledsaget. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor et forældrepar indrejser sammen med sine egne børn samt et
søskendebarn.
Det er Udlændingestyrelsen, der i første instans vil beslutte, om en mindreårig asylansøger skal
anses for uledsaget. Denne beslutning vil blive truffet på grundlag af en konkret vurdering af den
pågældendes personlige forhold, herunder navnlig tilknytningen til den eventuelle ledsager.
Den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 2, vil give kommunen adgang til at anmelde alle udgifter efter
serviceloven til refusion. Retten til refusion er således ikke begrænset til de ydelser, der er nævnt i
stk. 2.
Refusionen vil ophøre, når den mindreårige flygtning fylder 18 år.
Retten til refusion vil også ophøre, hvis forældrene får lovligt ophold i landet. Hvis barnets forældre
får lovligt ophold i landet, er barnet ikke længere uledsaget. Kommunen kan dog opnå refusion efter
den foreslåede § 203, stk. 2, indtil udløbet af perioden på tre år efter datoen for barnets
opholdstilladelse.
Formålet med § 203 er således, at staten også efter barnets lov skal afholde udgifterne til en
udlænding, der har fået opholdstilladelse efter nærmere bestemte bestemmelser i udlændingeloven
Der er i den forbindelse behov for at fastsætte, hvilke udgifter staten afholder fuldt ud, samt i hvilke
tilfælde staten afholder udgifterne, uanset hvilke udgifter der er tale om. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, idet der dog
foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden og for at tydeliggøre børn
og unge som målgruppe.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 204
Det fremgår af § 182, stk. 1, i serviceloven, at det beløb, der er nævnt i servicelovens § 41,
reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 2, i serviceloven, at det beløb, der er nævnt i servicelovens § 32 a, stk. 6,
reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2023.
885
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0886.png
Det fremgår af § 182, stk. 3, i serviceloven, at det beløb, der er nævnt i servicelovens § 42, stk. 3,
reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det
pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar
2022.
Det fremgår af § 182, stk. 4, i serviceloven, at det beløb, der er nævnt i servicelovens § 45, stk. 5,
og § 97, stk. 7, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 5, i serviceloven, at de beløb, der er nævnt i servicelovens § 55, stk. 4,
reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 10, i serviceloven, at fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time,
der fastsættes i medfør af servicelovens § 161, stk. 2 og 3, reguleres en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til
nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes til
nærmeste kronebeløb.
Det fremgår af § 182, stk. 11, i serviceloven, at beløbene i servicelovens § 176 reguleres en gang
årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2022, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Beløbene afrundes til nærmeste 10.000 kr.
Det foreslås med
stk. 1,
at de beløb, der er nævnt i den foreslåede §§ 85, 86, 89 og 197 reguleres en
gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det
foreslås videre, at det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb.
Endelig foreslås, at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2024.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 182, stk. 1-5 og 11 i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsreguleringen foretages første gang, og hvordan
rækkefølgen er for regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 182, stk. 1, 2, 4, 5 og 9, ved lov nr. 2394 af 14. december
2021 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social
service og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler om
finansiering, mellemkommunal refusion og satsregulering m.v.). Der henvises til Folketingstidende
2021-2022, tillæg A, L 27 som fremsat, side. 25 ff
886
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0887.png
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at de beløb, der
fremgår af §§ 85-86, 89 og 197, vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De beløb, der fremkommer efter
regulering, vil skulle afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen vil skulle foretages første
gang den 1. januar 2024.
Det foreslås med
stk. 2,
at det beløb, der er nævnt i § 87, stk. 3, reguleres en gang årligt pr. 1. januar
med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2024.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 182, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til
målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at beløbene i § 87,
stk. 3, vil blive reguleret en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en
tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der
fremkommer efter regulering, vil skulle afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen vil skulle
foretages første gang den 1. januar 2024.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsreguleringen foretages første gang, og hvordan
rækkefølgen er for regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 182, stk. 3. Der henvises til Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 27 som fremsat, side 25 ff.
Det foreslås med
stk. 3,
at fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør
af § 189, stk. 2 og 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Den maksimale betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 182, stk. 10, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at fradragsbeløb og
den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 189, stk. 2 og 3, vil blive reguleret en
gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksimale betaling
pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvordan rækkefølgen er for regulering henholdsvis
afrunding.
887
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0888.png
Det foreslås med
stk. 4,
at beløbene i § 198 reguleres en gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1.
januar 2024, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De beløb, der
fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste 10.000 kr.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 182, stk. 11, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at beløbene i § 198
vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2024, med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste 10.000 kr.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsreguleringen foretages første gang, og hvordan
rækkefølgen er for regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 182, stk. 11. Der henvises til Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 27 som fremsat, side 25 ff.
Formålet med § 204 er således, at det også efter barnets lov skal være muligt at fastsætte nærmere
regler om reguleringen af en række satser i barnets lov, og at de skal reguleres en gang årligt den 1.
januar. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændringer og samling af flere stykker med
henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 205
Det fremgår af § 183, stk. 1, i serviceloven, at opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter servicelovens
§§ 114 og 161 foretages af Skat på grundlag af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår.
Opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Det fremgår af § 183, stk. 2, at skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om
forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 205, stk. 1,
at opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter den
foreslåede § 189 foretages af Skat på grundlag af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår.
Opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 183, stk. 1, i
serviceloven, således at henvisningen til servicelovens § 114 udgår.
888
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0889.png
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at
indtægtsgrundlaget efter den foreslåede § 189 foretages af Skat på grundlag af oplysninger for det
senest afsluttede indkomstår, og at opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår efter
indkomstårets udløb
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 205, stk. 2,
at skatteforvaltningslovens regler om klage over
afgørelser om forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om
indtægtsgrundlaget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af § 183, stk. 2, i
serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i barnets lov blive fastsat, at
skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om forskudsregistrering af indkomst finder
tilsvarende anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Formålet med § 205 er således, at der også efter barnets lov bliver fastsat nærmere regler om
opgørelsen af indkomstgrundlaget efter den foreslåede 189 samt regler om klage over afgørelser om
forskudsregistrering af indkomst.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 206
Det fremgår af § 184, stk. 1, i serviceloven, at for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det
sociale område kan Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse
med et forsøg, jf. dog § 184, stk. 3. Godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperiode. Det er en
betingelse for godkendelse, at forsøget evalueres.
Det foreslås med
stk. 1,
at for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område for
børn og unge kan Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse
med et forsøg.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 184, stk. 1, 1. pkt., i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 1. pkt., foreslås det med
bestemmelsen, at Social- og Ældreministeriet efter en ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud vil kunne give godkendelse til, at ansøgeren i forbindelse med et
889
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0890.png
forsøg fraviger en eller flere bestemmelser i barnets lov, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12
som fremsat, side 8 og 14.
Sociale tilbud med en privat driftsherre vil dermed i overensstemmelse med forarbejderne kunne
gennemføre forsøg med en forsøgsgodkendelse efter bestemmelsen uden at være afhængige af et
samarbejde med en kommune.
Ved privat tilbud forstås i overensstemmelse med forarbejderne en privat organisation, der leverer
ydelser, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14. Tilbuddet behøver ikke være
en selvstændig juridisk enhed, men kan være ejet af andre. Begrebet "privat tilbud" omfatter bl.a.
selvejende institutioner, tilbud oprettet som fonde og tilbud, der indgår i en koncern eller en
koncernlignende konstruktion.
Social- og Ældreministeriet vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om der skal gives
forsøgsgodkendelse på baggrund af den indsendte ansøgning, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1. Ministeriet vil skulle foretage en
vurdering af en ansøgning om forsøgsgodkendelse, herunder kvaliteten og potentialet i det påtænkte
forsøg, sammenhængen med øvrige initiativer på området og opfyldelsen af formålet med forsøg på
det sociale område, og på baggrund heraf vurdere, hvorvidt ministeriet ønsker at give en
forsøgsgodkendelse.
Ansøgningen vil i overensstemmelse med forarbejderne bl.a. skulle indeholde en detaljeret
beskrivelse af forsøget, angivelse af hvilke bestemmelser i barnets lov der ønskes
forsøgsgodkendelse til fravigelse af og behovet herfor, beskrivelse af hvordan kravet om evaluering
opfyldes, og hvorledes kravene i den foreslåede bestemmelse i § 206, stk. 1, opfyldes, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14.
Forsøgsgodkendelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle indeholde en beskrivelse af
det forsøg, der gives godkendelse til, herunder hvilke bestemmelser i barnets lov der kan fraviges i
medfør af godkendelsen samt begrundelsen herfor. Af godkendelsen vil endvidere skulle fremgå
forsøgsperioden. Der vil i forsøgsgodkendelsen kunne fastsættes vilkår for godkendelsen, herunder,
men ikke udelukkende, for forsøgets indhold, gennemførelse og evaluering. Manglende
overholdelse af vilkårene for forsøgsgodkendelsen vil efter omstændighederne kunne føre til
forsøgsgodkendelsens bortfald.
Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for forsøgserfaringer på flere forskellige områder,
som kan danne grundlag for evaluering og vurdering med henblik på, om forsøget skal
implementeres i lovgivningen.
Det foreslås med
stk. 2,
at godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperiode.
890
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0891.png
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 184, stk. 1, 2. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 2. pkt., foreslås det med
bestemmelsen, at forsøgsgodkendelse kun vil kunne blive givet for en afgrænset forsøgsperiode, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14. Kravet vil i overensstemmelse med
forarbejderne skulle ses i sammenhæng med bestemmelsens foreslåede formål om, at muligheden
for forsøgsgodkendelse skal medvirke til at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale
område. Forsøgsgodkendelse vil dermed alene kunne blive givet til reelle forsøg og ikke til f.eks.
særlige typer af tilbud, som ønskes etableret permanent. I disse tilfælde vil hjemlen i
overensstemmelse med forarbejderne skulle etableres ved en lovændring.
Der foreslås i overensstemmelse med forarbejderne ikke indsat en fast grænse i lovgivningen for,
hvor lang en forsøgsperiode kan være. Dette vil bero på en konkret vurdering af, bl.a. hvor lang tid
implementeringen af forsøget vil tage. Forsøgsperioden vil dog i overensstemmelse med
forarbejderne som udgangspunkt ikke kunne udstrække sig udover fire år. Ligeledes vil der kun i
helt særlige tilfælde kunne gives fornyet forsøgsgodkendelse efter udløbet af en forsøgsperiode.
Dette vil kunne være aktuelt, hvor et forsøg ikke er blevet igangsat før sent i forsøgsperioden.
Derimod vil der ikke kunne blive givet en ny forsøgsgodkendelse efter udløbet af forsøgsperioden
til forsøg, som er forløbet og implementeret planmæssigt.
Det foreslås med
stk. 3,
at det er en betingelse for godkendelse, at forsøget evalueres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 184, stk. 1, 3. pkt., i
serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 3. pkt., foreslås det med
bestemmelsen, at det vil være et krav, at forsøget evalueres, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12
som fremsat, side 14.
Formålet hermed vil i overensstemmelse med forarbejderne være at sikre, at forsøget kan medvirke
til længerevarende udvikling på det sociale område. Der vil ikke blive stillet specifikke krav til form
eller omfang af evalueringen. Dette vil afhænge af det konkrete forsøg. Der vil som en del af
vilkårene for forsøgsgodkendelsen kunne blive stillet specifikke krav til evalueringen af det
konkrete forsøg.
Formålet med § 206 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at Social-
og Ældreministeriet kan give godkendelse til en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat
tilbud til, at bestemmelser efter barnets lov kan fraviges i forbindelse med et forsøg. Der er
endvidere behov for at fastsætte, at forsøgsperioden kun vil kunne være begrænset, og at det vil
være en betingelse, at forsøget vil skulle evalueres. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
891
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0892.png
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås opdeling i flere stykker
med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 207
Det fremgår af § 184, stk. 2, i serviceloven, at der kan ikke gives godkendelse efter stk. 1 til forsøg,
som indebærer, at borgere stilles dårligere end efter loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud til
børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 32 og 36,
der medfører fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbetaling, forsøg, som medfører
statslige merudgifter, forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn, og forsøg, som
indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 207,
at der ikke kan gives godkendelse efter den foreslåede
bestemmelse i § 206 til forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge stilles dårligere end efter
loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 83-84, der medfører fravigelse af de almindelige regler om
forældrenes egenbetaling, forsøg, som medfører statslige merudgifter, forsøg, som indebærer
fravigelse af reglerne om tilsyn, eller forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 184, stk. 2, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2, findes det hensigtsmæssigt, at
det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, hvad der ikke vil kunne gives forsøgsgodkendelse til.
Det foreslås med
nr. 1,
at der ikke kan gives godkendelse efter den foreslåede bestemmelse i § 206
til forsøg, som vil indebære, at barnet eller den unge stilles dårligere end efter loven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2, nr. 1, foreslås det med
bestemmelsen, at der ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn ikke vil kunne gives godkendelse til
forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge omfattet af forsøget stilles dårligere end efter de
almindelige regler i barnets lov, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 15.
Idet der vil kunne gives forsøgsgodkendelse til fravigelse af bestemmelser i barnets lov, findes det
relevant, at hensynet til det enkelte barn eller den unges retssikkerhed fastsættes som et krav i loven.
Kravet vil overensstemmelse med forarbejderne bl.a. betyde, at barnet eller den unge, der omfattes
af forsøget, vil skulle have dækket deres behov for hjælp i samme omfang, som efter de almindelige
regler i barnets lov, egenbetaling må ikke have et omfang, der overstiger, hvad der følger af de
892
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0893.png
almindelige regler i barnets lov, og der vil ikke kunne anvendes magt over for barnet eller den unge
i videre omfang, end hvad der følger af de almindelige regler i barnets lov.
Ved vurderingen af om et forsøg stiller barnet eller den unge dårligere end efter loven, vil der skulle
foretages en helhedsvurdering set fra barnets eller den unges perspektiv, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2. Der vil som
led i helhedsvurderingen skulle foretages en nøje vurdering af hvert enkelt element i forsøget og
dets mulige konsekvenser. Såfremt et enkelt element i forsøget indebærer, at barnet eller den unge
stilles dårligere end efter loven, vil der ikke kunne gives en forsøgsgodkendelse. I sådanne tilfælde
bør Social- og Ældreministeriet gå i dialog med ansøgeren om, hvorvidt forsøget vil kunne blive
etableret uden det pågældende element. Kravet vil skulle fortolkes udvidende, således vil der i
tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt et forsøg vil stille barnet eller den unge dårligere, ikke kunne
gives forsøgsgodkendelse, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 15.
For forsøg med f.eks. oprettelse af nye typer af tilbud eller nye typer af ydelser vil kravet i
overensstemmelse med forarbejderne betyde, at der vil kunne gives godkendelse til forsøg, hvor
barnet eller den unges behov opfyldes i samme omfang i den nye type tilbud eller med den nye type
ydelse, som med den type hjælp barnet eller den unge normalt vil modtage efter barnets lov.
Omvendt vil kravet om, at barnet eller den unge ikke må stilles dårligere betyde, at der ikke vil
kunne gives godkendelse til forsøg, hvor barnet eller den unges behov for støtte og hjælp dækkes
dårligere, end hvad der er tilfældet efter barnets lovs almindelige bestemmelser. Som eksempel vil
der ikke kunne gives godkendelse til forsøg, der indebærer ledsagelse til børn og unge mellem 12
og 18 år efter den foreslåede § 89 i 10 timer fremfor 15 timer om måneden.
Der vil endvidere i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne gives godkendelse til forsøg,
hvor barnet eller den unges valgmuligheder indskrænkes.
For forsøg med sagsbehandlingsregler m.v. vil kravet om, at barnet eller den unge ikke må stilles
dårligere, betyde, at der i forsøget vil skulle tages de samme retssikkerhedsmæssige hensyn, som
sikres med de almindelige regler. Det betyder, at der f.eks. vil kunne gives godkendelse til et forsøg
med fravigelse af bestemmelsen om inddragelse i det foreslåede § 5, hvis barnets ret til at blive hørt
bliver tilgodeset i mindst samme omfang i forsøget. Der vil omvendt ikke kunne gives godkendelse
til et forsøg, hvor barnet ikke høres, eller hvor måden eller tidspunktet for samtalen med barnet vil
medføre, at barnets synspunkter tillægges eller kan risikere at blive tillagt mindre vægt.
Det foreslås med
nr. 2,
at der ikke kan gives godkendelse til forsøg om særlige dag- og klubtilbud
til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter de
foreslåede §§ 83-84, hvor forsøget medfører fravigelse af de almindelige regler om forældrenes
egenbetaling.
893
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0894.png
I overensstemmelse med gældende ret i servicelovens § 184, stk. 2, nr. 2, vil der ikke kunne gives
godkendelse til forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydeligt og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter de foreslåede §§ 83-84, hvor forsøget medfører
fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbetaling. Hermed sigtes til de regler, der pt.
er fastsat i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007 om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne.
Det foreslås med
nr. 3,
at der ikke kan gives godkendelse til forsøg, som medfører statslige
merudgifter.
I overensstemmelse med gældende ret i servicelovens § 184, stk. 2, nr. 3, vil der ikke kunne gives
godkendelse til forsøg, som medfører statslige merudgifter.
Det foreslås med
nr. 4,
at der ikke kan gives godkendelse til forsøg, som indebærer fravigelse af
reglerne om tilsyn.
Det driftsmæssige og personrettede tilsyn er essentielt for, at den enkelte borger modtager den
nødvendige indsats i gode og sikre tilbud af høj kvalitet, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12
som fremsat, side 15. Af hensyn til den enkelte borgers retssikkerhed findes det derfor ikke, at der
bør være mulighed for at gennemføre forsøg, der vedrører hverken det driftsorienterede eller det
personrettede tilsyn.
Det foreslås med
nr. 5,
at der ikke kan gives godkendelse til forsøg, som indebærer fravigelse af
reglerne om klage.
Adgangen til at klage og sagsbehandlingsmæssige krav knyttet hertil, som skal sikre, at
klageadgangen er reel, er grundlæggende retssikkerhedsgarantier, jf. Folketingstidende, 2017-18, A,
L 12 som fremsat, side 15-16. Det findes i overensstemmelse med forarbejderne til § 184, stk. 2, nr.
5, derfor ikke hensigtsmæssigt, at der etableres mulighed for at gennemføre forsøg inden for dette
område.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2, nr. 5, ikke
skulle fortolkes indskrænkende, men vil dække alle regler knyttet til klageadgang, såsom bl.a.
bestemmelser om hvilken personkreds der er klageberettiget, ret til at få dækket transportudgifter
ved møder i Ankestyrelsen, ret til at kræve en afgørelse indbragt for retten og børns ret til at klage.
Formålet med § 207 er således, at det også efter barnets lov fastsættes nærmere, hvilke forsøg på det
sociale område der ikke vil kunne gives godkendelse til. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
894
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0895.png
Til § 208
Det fremgår af § 184, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren årligt offentliggør en
status for anvendelsen af forsøg på det sociale område.
Det foreslås med bestemmelsen i
§ 208,
at social- og ældreministeren årligt offentliggør en status
for anvendelsen af forsøg på det sociale område for børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 184, stk. 4, i
serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 4, vil den årlige statusoversigt
skulle indeholde oplysninger om forsøg, der er iværksat eller afsluttede siden offentliggørelsen af
sidste status, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 16.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 4, endvidere skulle være
oplysninger om, hvordan afsluttede forsøg er evaluerede, samt hvad evalueringerne har vist.
Statusoversigten vil dermed skulle kunne danne grundlag for en drøftelse mere generelt af
forsøgsvirksomhed på det sociale område.
Formålet med § 208 er, at det også efter barnets lov fastsættes, at social- og ældreministeren årligt
skal offentliggøre en status for anvendelsen af forsøg på det sociale område for børn og unge. Der er
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 209
Det fremgår af § 156 i serviceloven, at den, der tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet i medfør af serviceloven, til at undvige anbringelse eller holder barnet
eller den unge skjult, kan straffes med fængsel eller bøde.
Bestemmelsen foreslås videreført med redaktionelle ændringer i barnets lov.
Det foreslås med lovforslagets
§ 209,
at den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet i medfør af loven, til at undvige anbringelse eller holder den undvegne
skjult, straffes med fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde.
Bestemmelsen svarer således til de gældende regler i servicelovens § 156 i lov om social service.
895
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0896.png
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være muligt at straffe personer, der medvirker til, at et
barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter barnets lov, unddrager sig anbringelsen.
Bestemmelsen finder anvendelse både på forældremyndighedsindehaverne og andre
udenforstående. Barnet eller den unge vil dog ikke kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvis
forældremyndighedsindehaverne ikke afleverer et anbragt barn eller ung efter samvær, eller hvis en
person på anden måde hjælper anbragte børn eller unge med at unddrage sig anbringelsen, f.eks.
ved at skjule vedkommende i sit hjem.
Efter straffelovens § 215 straffes den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden
rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan
myndighed eller forsorg, efter reglerne i straffelovens § 261 om frihedsberøvelse. Bestemmelsen
vedrører såkaldt ”uegentlig frihedsberøvelse”, hvilket indebærer, at personen under 18 år frivilligt
unddrages enten forældremyndighedsindehaverne eller rette myndighed.
Bestemmelsen finder almindeligvis anvendelse på bortførelse af små børn og tilfælde, hvor en af
forældrene, der har fået frataget forældremyndigheden, unddrager barnet fra den anden forælder,
som har forældremyndigheden alene. Bestemmelsen omfatter også efter stk. 2 tilfælde, hvor barnet
eller den unge føres ud af landet. Modsat den foreslåede bestemmelse finder straffelovens § 215 dog
ikke anvendelse på forældremyndighedsindehaverne.
Til § 210
Det fremgår af § 157 i serviceloven, at den, der anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje
eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, kan straffes.
Det foreslås med lovforslagets
§ 210,
at den, der anbringer eller modtager et barn i pleje i strid med
loven eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.
Bestemmelsen svarer således til de gældende regler i servicelovens § 157.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være muligt at straffe personer, der anbringer et barn eller
en ung uden for hjemmet eller modtager et barn i pleje i strid med reglerne i barnets lov, samt
personer, der fjerner et barn eller en ung fra privat familiepleje. Bestemmelsen finder anvendelse
både på forældremyndighedsindehaverne og andre udenforstående, herunder kommunalt ansatte,
der forsætligt handler i strid med reglerne i loven.
Bestemmelsen vil således kunne finde anvendelse, hvis et barn anbringes eller modtages i pleje
uden for hjemmet, uden at en kompetent myndighed har truffet afgørelse herom, eller hvis
896
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0897.png
forældremyndighedsindehaveren eller andre udenforstående fjerner et barn fra privat familiepleje i
strid med reglerne i barnets lov.
Til § 211
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 88, stk. 1, at social- og ældreministeren nedsætter et
børneråd, som skal virke som fortaler for børn. Rådet er uafhængigt og tværfagligt sammensat. Som
led i sin fortalervirksomhed skal rådet informere og rådgive regering og Folketing om børns forhold
i samfundet samt arbejde på at sikre børns rettigheder. Rådet har endvidere til opgave at vurdere og
informere om børns vilkår i Danmark. Rådet skal inddrage børns synspunkter i sit arbejde og kan
anmode institutioner, hvor børn opholder sig, om at måtte aflægge dem besøg.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 88, stk. 2, at staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed,
og at social- og ældreministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.
Bemyndigelsen er anvendt til at udstede regler i bekendtgørelse nr. 1200 af 7. juni 2021 om råd på
det sociale område, der bl.a. indeholder bestemmelser om børnerådets sammensætning, opgaver og
forretningsorden.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 1,
at social- og ældreministeren nedsætter et børneråd, som
skal virke som fortaler for børn. Rådet er uafhængigt og tværfagligt sammensat. Som led i sin
fortalervirksomhed skal rådet informere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i
samfundet samt arbejde for at sikre børns rettigheder. Rådet har endvidere til opgave at vurdere og
informere om børns vilkår i Danmark.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikkerhedsloven § 88, stk. 1, 1-4. pkt.,
videreføres i barnets lov. Det vil betyde, at der ikke vil blive foretaget ændringer i Børnerådets
overordnede opgaver. Herefter vil Børnerådet virke som fortaler for børn. Som led i sin
fortalervirksomhed vil rådet skulle informere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i
samfundet samt arbejde for at sikre børns rettigheder. Rådet vil endvidere have til opgave at vurdere
og informere om børns vilkår i Danmark, herunder set i lyset af bestemmelserne og intentionerne i
FN’s Konvention om Barnets Rettigheder.
Formålet med bestemmelsen i stk. 1 er at videreføre Børnerådets overordnede opgave med at
fremme børns rettigheder og interesser samt at virke som fortaler for børn. Med forslaget fastsættes,
at Børnerådet er et uafhængigt og tværfagligt sammensat råd, der har til opgave at informere og
rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet. Rådet har endvidere til opgave at
vurdere og informere om børns vilkår i Danmark.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 2,
at Børnerådet skal inddrage børns synspunkter i sit arbejde,
og rådet nedsætter som led heri et børne- og ungepanel.
897
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0898.png
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikkerhedslovens § 88, stk. 1, 5. pkt.,
videreføres i barnets lov. Som noget nyt i forhold til gældende ret foreslås det, at Børnerådet vil
skulle nedsætte et børne- og ungepanel. Bestemmelsen vil betyde, at Børnerådet vil skulle
formalisere en del af sin børneinddragelse i et panel, der vil kunne give input til rådets arbejde ud
fra et børneperspektiv. Forslaget vil ikke betyde, at Børnerådets børneinddragelse vil skulle
begrænse sig til panelet. Børnerådet vil således fortsat også have mulighed for at inddrage børns
synspunkter i sit arbejde på anden vis.
Social- og ældreministeren vil skulle fastsætte nærmere regler om børne- og ungepanelet, herunder
om panelets sammensætning, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 5. Børnerådet vil skulle nedsætte
børne- og ungepanelet, og rådet forventes at skulle fastlægge mødehyppighed og rammerne for de
drøftelser, der skal informere og kvalificere rådets opgavevaretagelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er at styrke børnenes egne stemmer i Børnerådets
arbejde. Formålet med børne- og ungepanelet er at informere og rådgive rådet i dets arbejde med at
sikre børns rettigheder, behov og interesser ud fra et børneperspektiv. Panelet understøtter således,
at børn og unge kan komme til orde om forhold, der vedrører dem selv.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 3
at Børnerådet kan anmode institutioner, hvor børn opholder
sig, om at aflægge dem besøg.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikkerhedslovens § 88, stk. 1, 5. pkt.,
videreføres i barnets lov. Det vil medføre, at Børnerådet vil kunne anmode institutioner, hvor børn
opholder sig, om at aflægge dem besøg. Bestemmelsen vil ikke medføre, at Børnerådet vil få en
egentlig ret til at få adgang til institutioner. Det fremgår af forarbejderne til retssikkerhedslovens §
88, stk. 1, at rådet i forbindelse med et evt. afslag på en anmodning om besøg vil kunne overveje,
om afslaget giver grundlag for at henvende sig til den ansvarlige myndighed, herunder f.eks.
kommunalbestyrelsen, med henblik på at vurdere, om afslaget giver anledning til bekymring for
børns forhold, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som fremsat, side 6.
Det fremgår videre af forarbejderne, at Børnerådet anses for at være en del af den offentlige
forvaltning, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som fremsat, side 6. Rådet vil dermed
tilsvarende være omfattet af de regler, som gælder for offentlige myndigheder, herunder f.eks.
reglerne om indhentning samt videregivelse af oplysninger efter databeskyttelseslovens §§ 7 og 8
samt forvaltningslovens almindelige bestemmelser, jf. bl.a. forvaltningslovens §§ 27 og 32 og
straffelovens § 152. Det vil bl.a. medføre, at Børnerådet som udgangspunkt ikke vil kunne indhente
oplysninger om personers rent private forhold uden samtykke. Endvidere vil det bl.a. medføre, at
Børnerådet ikke vil kunne skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke vil være af betydning for
udførelsen af rådets opgave.
Såfremt Børnerådet i sin besøgsvirksomhed vil blive bekendt med konkrete forhold, som rådet vil
finde bekymrende, vil rådet skulle videregive sin bekymring til relevante myndigheder, herunder
898
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0899.png
eksempelvis den kommunale myndighed, Folketingets Ombudsmand, Ankestyrelsen eller
tilsvarende kompetente myndigheder. Forslaget vil således ikke tildele Børnerådet kontrol-, klage-
eller tilsynsbeføjelser i lighed med de beføjelser, som f.eks. kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen
har efter forslaget til barnets lov.
Børnerådet vil være omfattet af lovforslagets § 133 om fagpersoners skærpede underretningspligt,
herunder også når Børnerådet vil aflægge besøg på institutioner, hvor børn opholder sig.
Underretningspligten vil indtræde, når der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en
ung under 18 år kan have behov for støtte efter barnets lov, at et barn umiddelbart efter fødslen kan
få behov for støtte på grund af de kommende forældres forhold, at et barn eller en ung under 18 år
kan have behov for støtte efter barnets lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær
eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller at et barn eller en ung under 18 år er udsat
for overgreb.
Formålet med bestemmelsen i stk. 3 er at sikre rådets muligheder for at opnå viden og læring ved at
aflægge besøg på institutioner, hvor børn opholder sig. Det er væsentligt, at Børnerådet som led i
sin rådgivning kender til børns forhold, herunder på de institutioner, hvor børns rettigheder
håndhæves af offentlige myndigheder, samt af private institutioner, der varetager opgaver
vedrørende børn under tilsyn fra offentlige forvaltningsmyndigheder. Rådet vil i lighed med
gældende ret ikke have til opgave at udøve tilsynsvirksomhed i forhold til konkrete institutioner
eller børn, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som fremsat, side 6. Bestemmelsen har alene til
hensigt at understøtte rådets vidensindsamling om børns generelle opvækstvilkår, herunder også om
de børn, som kun sjældent kommer til orde i samfundsdebatten.
Det foreslås med bestemmelsen i
stk. 4,
at social- og ældreministeren udpeger et repræsentantskab
for Børnerådet bestående af organisationer og foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og
rettigheder, herunder børne- og ungdomsorganisationer.
Bestemmelsen vil medføre, at der med repræsentantskabet vil blive givet et fagligt forum, der er
tydeligere end efter gældende ret, for Børnerådets dialog med og inddragelse af organisationer og
foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, herunder børne- og
ungdomsorganisationer. Det kan f.eks. være organisationer, der beskæftiger sig med børns
skolegang, sociale liv og fritid. Repræsentantskabet vil ikke have instruktionsbeføjelser over for
Børnerådet og vil således ikke kunne pålægge rådet at foretage bestemte handlinger.
Repræsentantskabets opdrag vil være at oplyse og vejlede Børnerådet i dets arbejde, og social- og
ældreministeren vil skulle fastsætte nærmere regler om repræsentantskabet, herunder om
repræsentantskabets sammensætning, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 5. Børnerådet vil
forventeligt skulle inddrage repræsentantskabet inden for de temaer, som rådet fokuserer på.
Børnerådet forventes desuden at skulle fastlægge mødehyppighed og rammerne for de drøftelser,
der skal oplyse og vejlede Børnerådet i dets arbejde.
899
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0900.png
Formålet med bestemmelsen i stk. 4 er at styrke Børnerådets opgave med at vurdere og infomere
om børns vilkår i Danmark. Repræsentantskabet skal give input til Børnerådets arbejde og dermed
understøtte rådet i at sikre børns rettigheder, interesser og behov.
Det foreslås med
stk. 5,
at staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed. Det foreslås videre, at
social- og ældreministeren fastsætter regler om rådets sammensætning, opgaver og honorering, samt
børne- og ungepanelet og repræsentantskabet, herunder om deres sammensætning.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikkerhedslovens § 88, stk. 2, videreføres i
barnets lov. Det vil medføre, at staten vil skulle betale udgifterne ved rådets virksomhed, og at
social- og ældreministeren vil skulle fastsætte regler om rådets sammensætning og opgaver. Som
noget nyt i forhold til gældende ret vil social- og ældreministeren i henhold til forslaget skulle
fastsætte regler om rådets honorering samt om børne- og ungepanelet og repræsentantskabet,
herunder om panelet og repræsentantskabets sammensætning.
Forslaget forventes for det første at ville medføre, at social- og ældreministeren vil fastsætte regler
om, at Børnerådets formand honoreres efter aftale med Social- og Ældreministeriet. Forslaget
forventes for det andet at ville medføre dels, at Børnerådet som led i sin virksomhed vil dække
eventuelle transportudgifter til børn og unges deltagelse i børne- og ungepanelets arbejde, dels at
social- og ældreministeren vil skulle fastsætte regler om panelets størrelse. Forslaget forventes for
det tredje at ville medføre, at social- og ældreministeren vil skulle fastsætte regler om
repræsentantskabet for så vidt angår repræsentantskabets størrelse, udpegningsperiode og nærmere
opgaver.
Formålet med bestemmelsen i stk. 5,
2. pkt.,
er at give social- og ældreministeren bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning, opgaver og honorering samt børne- og
ungepanelet og repræsentantskabet, herunder om deres sammensætning. Formålet med at udvide
bemyndigelsesbestemmelsen til at omfatte honorering er at præcisere bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt.,
efter hvilken staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.21.
Til § 212
Det foreslås med lovforslagets
§ 212,
at loven træder i kraft den 1. april 2023. Det foreslås dog i stk.
2, at reglerne om børnerådet i lovforslagets § 211 om et børneråd skal træde i kraft den 1. januar
2023.
Til § 213
[Bemærkninger udestår til stk. 1-3 og 5-7]
900
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0901.png
Efter servicelovens § 42, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen
er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i
hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moren eller faren, der passer barnet.
Efter servicelovens § 42, stk. 3, fastsættes størrelsen på den ydelse, der kan udbetales som hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter lovens § 42, stk. 1, på baggrund af den tidligere
bruttoindtægt, dog højst med et beløb på 33.063 kr. (2022-niveau) om måneden. Dette beløb kaldes
ydelsesloftet. Der beregnes tillæg til ferieformål samt bidrag til pensionsordning af bruttoydelsen,
og der indbetales ATP-bidrag.
Det gældende ydelsesloft blev indført ved en lovændring, der trådte i kraft den 1. juli 2012, jf. lov
nr. 286 af 28. marts 2012 om ændring af lov om social service (Forhøjelse af ydelsesloftet for tabt
arbejdsfortjeneste).
Ydelsesloftet blev første gang indført i serviceloven ved en lovændring som trådte i kraft den 1.
januar 2011, jf. lov nr. 1613 af 22. december 2010 om ændring af lov om social service (Loft over
ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste), jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 28 som
fremsat. Før 2011 var der ikke loft over ydelse for tabt arbejdsfortjeneste efter lovens § 42, men ved
lovændringen blev der indsat et loft på dengang 19.613 kr.
I forbindelse med indførelsen af ydelsesloftet den 1. januar 2011 blev der med § 2, stk. 2 og 3, i lov
nr. 1613 af 22. december 2010 indført to overgangsbestemmelser, hvorefter familier, der ikke
tidligere havde været omfattet af et ydelsesloft, skulle være undtaget herfra.
Det foreslås med
stk.4,
at for personer, der har indgivet ansøgning om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service før 1. januar 2011, og for personer, der i løbet af
2010 har fået udbetalt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter de hidtidige bestemmelser i
§ 42 i lov om social service, finder § 87, stk. 3, 1. og 2. pkt., ikke anvendelse. For disse personer
fastsættes ydelsen efter § 87, stk. 1, på baggrund af personens hidtidige bruttoindtægt, hvis
betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 42, stk. 3, 1. og 2. pkt., jf. ovenstående,
foreslås således med den foreslåede § 214 en videreførelse af de overgangsbestemmelser, der blev
indført med § 2, stk. 2 og 3, i lov nr. 1613 af 22. december 2010 om ændring af lov om social
service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste), jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling),
A, L 28 som fremsat.
Forslaget vil i relation til ansøgninger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, der er
indgivet før den 1. januar 2011, medføre, at sådanne ansøgninger fortsat vil skulle behandles uden
hensyntagen til ydelsesloftet. Dette vil betyde, at hvis en ansøgning er indgivet før 1. januar 2011,
901
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0902.png
men afgørelsen først er truffet efter dette tidspunkt, vil ydelsesloftet i det foreslåede § 87, stk. 3, 1.
og 2. pkt., fortsat ikke finde anvendelse.
Forslaget om at videreføre de nævnte overgangsbestemmelser vil også medføre, at for borgere, der
har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, vil ydelsen fortsat skulle fastsættes uden
hensyntagen til ydelsesloftet i det foreslåede § 87, stk. 3, nr. 1 og 2. Dermed vil borgere, der har fået
udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, uanset omfanget af hjælpen og uanset, at
ansøgningstidspunktet ligger efter den 1. januar 2011, fortsat få beregnet ydelsen på baggrund af
den tidligere bruttoindtægt uden hensyn til det ydelsesloft, der pr. 1. januar 2011 blev indført med
lov nr. 1613 af 22. december 2010. Det vil fortsat være en forudsætning herfor, at betingelserne for
at modtage tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
Det bemærkes, at den foreslåede § 214 ikke er fuldt ud enslydende med de overgangsbestemmelser,
der blev indført med § 2, stk. 2 og 3, i lov nr. 1613 af 22. december 2010 om ændring af lov om
social service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste). Der er dog alene tale om sproglige og
lovtekniske ændringer i forhold til disse overgangsbestemmelser. Der er således ikke tilsigtet
indholdsmæssige ændringer ved den foreslåede formulering.
Til § 214
Det er fastsat i § 196 i serviceloven, at serviceloven ikke finder anvendelse for Færøerne og
Grønland. Det er fastsat i § 196, stk. 2, at social- og ældreministeren efter aftale med Færøernes
Landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut fastsætter regler i en bekendtgørelse om visitation,
betaling og refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser
m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i
Danmark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en
bekendtgørelse for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på
foranledning af danske sociale myndigheder. Det er videre fastsat, at der efter aftale kan fastsættes
regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark og
Grønland og mellem sociale myndigheder i Danmark og på Færøerne. Endelig er det fastsat i § 196,
stk. 3, i serviceloven, at uenighed mellem færøske eller grønlandske myndigheder og danske sociale
myndigheder efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.
Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i
Danmark og Grønland, og i bekendtgørelse nr. 715 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud
Danmark eller på Færøerne.
Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp efter de
love, der er omfattet af retssikkerhedsloven, herunder hjælp efter serviceloven. En person har efter
retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, som udgangspunkt opholdskommune, hvor personen har sin bopæl
eller sædvanligvis opholder sig. Udgangspunktet er således i dag, at en person, der har ophold i et
botilbud i en dansk kommune, har ret til hjælp efter serviceloven fra denne kommune, uanset om
902
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0903.png
den pågældende er visiteret til botilbuddet af de færøske eller grønlandske myndigheder. Regler om
finansiering fra de færøske og grønlandske myndigheder er fastsat i de ovennævnte bekendtgørelser
om besøgsrejser og ophold i Danmark eller på Færøerne henholdsvis i Grønland i tilbud i boformer.
Det foreslås, at der fastsættes regler om den territoriale udstrækning for foreslåede barnets lov.
Det foreslås, at der med forslaget til § 215 fastsættes regler om den territoriale udstrækning for den
foreslåede barnets lov.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Med den foreslåede stk. 1 videreføres reglerne om territorial udstrækning uden ændringer i den
foreslåede barnets lov.
Det følger af servicelovens § 2, at serviceloven finder anvendelse på enhver, som opholder sig
lovligt her i landet. Det følger af servicelovens § 196, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Servicelovens kapitel 27, som regulerer underretningspligten, finder derved kun
anvendelse for børn og unge, som opholder sig i Danmark.
Såfremt fagpersoner i Danmark får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller ung, som
opholder sig i en anden del af Rigsfællesskabet end Danmark, har behov for hjælp eller støtte, er de
med gældende regler ikke forpligtet til at underrette myndighederne i den del af Rigsfællesskabet,
hvor barnet eller den unge opholder sig. Samtidig kan regler om videregivelse af oplysninger i
persondataloven og persondataforordningen skabe usikkerhed hos den enkelte fagperson om,
hvorvidt den pågældende fagperson er berettiget til at videregive oplysninger om et barns eller en
ungs personlige forhold på tværs af Rigsfælleskabet uden udtrykkelig hjemmel.
Det foreslås i
stk. 2,
at der som noget nyt fastsættes regler om, at personer, der udøver offentlig
tjeneste eller offentligt hverv og personer, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet for det
offentlige, kan underrette den kompetente myndighed i Grønland eller på Færøerne, hvis de under
udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung
der har bopæl i Grønland eller på Færøerne kan have behov for særlig støtte eller har været udsat for
overgreb, eller at et barn umiddelbart efter fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for
særlig støtte på grund af de kommende forældres forhold.
Den foreslåede stk. 2 vil indebære, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv i
Danmark, samt personer, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet for det offentlige, vil får
adgang - men ikke pligt - til at underrette de relevante grønlandske og færøske myndigheder
(kommuner). Det gælder, når personen under udøvelsen af sin tjeneste eller hverv får kendskab til
forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning
til at iværksætte nødvendige foranstaltninger om særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år,
som opholder sig i Grønland eller på Færøerne, at et barn eller en ung under 18 år, der har bopæl i
Grønland eller på Færøerne har været udsat for overgreb, eller at et barn umiddelbart efter fødslen i
903
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0904.png
Grønland eller på Færøerne kan få behov for særlig støtte på grund af de kommende forældres
forhold.
Bestemmelsen indebærer, at offentligt ansatte som f.eks. fagpersoner i skoletandpleje, pædagoger
og lærere i folkeskolen eller i kommunale daginstitutioner kan underrette en grønlandsk eller færøsk
kommune, hvor et barn eller en ung i Grønland eller på Færøerne kan have behov for
foranstaltninger som omtalt i bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer også, at personer, der udfører
opgaver på børne- og ungeområdet, herunder læger, der ikke er offentligt ansatte eller i offentligt
hverv, personer, der er beskæftiget i selvejende institutioner på dag- eller fritids- eller
klubtilbudsområdet, private dagplejere, ansatte ved frie grundskoler, efterskoler og frie fagskoler
samt personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud
eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vil være omfattet af adgangen til
at underrette relevante myndigheder i Grønland eller på Færøerne.
Bestemmelsen indebærer, at adgangen til at underrette går forud for fagpersonens tavshedspligt, og
indebærer dermed, at fagpersonen får samme adgang til at udveksle oplysninger efter
databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen som efter underretningspligten. Der henvises
i øvrigt til punkt 3.16. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede stk. 2 har til formål at sikre, at de kompetente myndigheder i Grønland og på
Færøerne bliver opmærksomme på og får den nødvendige kendskab til børn og unge, som
mistrives, således at myndighederne kan vurdere, hvorvidt der er behov for at iværksætte
foranstaltninger.
Forslaget har dermed også til formål at medvirke til, at alle børn og unge under 18 år i
Rigsfællesskabet får den nødvendige hjælp og støtte, uanset hvilken del af Rigsfællesskabet, de
opholder sig i.
Det foreslås i bestemmelsens
stk. 3,
at social- og ældreministeren efter aftale med Færøernes
landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse om
visitation, betaling, refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt
besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske myndigheder for
ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov.
Social- og ældreministeren kan videre efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse for personer,
der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale
myndigheder, ligesom social- og ældreministeren efter aftale kan fastsættes regler i en
bekendtgørelse om underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark og Grønland og
mellem sociale myndigheder i Danmark og på Færøerne.
904
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 225: Lovudkast: Orientering vedr. høring over udkast til barnets lov, fra social- og ældreministeren
2583151_0905.png
Endelig foreslås det bestemmelsens
stk.43,
at uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale
myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af
Ankestyrelsen.
Bestemmelserne i stk. 3 og 4 svarer til reglerne i servicelovens § 196. Der er dermed ikke tale om
en indholdsmæssig udvidelse af bemyndigelsen og det grundlæggende princip om, at
bemyndigelsen kun kan udnyttes efter aftale med Færøernes landsstyre henholdsvis Grønlands
Naalakkersuisut.
Bemyndigelsesbestemmelsen forventes anvendt på samme måde som i de gældende regler i
bekendtgørelse om døgnophold i tilbud i Danmark eller på Færøerne, bekendtgørelse nr. 715 af 31.
maj 2017 og bekendtgørelse om døgnophold i tilbud i Danmark eller og Grønland, bekendtgørelse
nr. 647 af 31. maj 2017. Disse bekendtgørelser fastsætter nærmere regler om mellemkommunal
underretning, iværksættelse og ændring af indsatser, handleplaner, handle- og betalingskompetence,
besøgsrejser og lovvalg, når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale
myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven, og når personer fra
Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.
Bemyndigelsen betyder, at der i en bekendtgørelse kan fastsættes regler, der fraviger de respektive
regler i Danmark, i Grønland og på Færøerne om visitation, betaling og refusion, besøgsrejser,
handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg m.v. Der kan således f.eks. fastsættes regler,
der fraviger retssikkerhedslovens bestemmelser om handle- og betalingskommune.
905