SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 206
Offentligt

2021

Socialpolitisk

Redegørelse

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen kan ske til:

Social- og Ældreministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Tlf. 33 92 93 00

Omslag: Socialpolitisk Redegørelse 2021

Tryk: Stibo Complete

Oplag: 400 eks.

Pris: 125 kr. inkl. moms

ISBN: 978-87-7601-414-8

Elektronisk Publikation:

ISBN: 978-87-7601-415-5

Publikationen kan hentes på

Social- og Ældreministeriet hjemmeside:

www.sm.dk

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Forord

I et velfærdssamfund som det danske skal vi alle sammen trygt kunne regne med at få hjælp

og støtte fra fællesskabet, hvis man fra fødslen har fået dårligere kort på hånden, eller man

senere slår sig på livet. Analyserne i denne redegørelse viser desværre, at vi endnu ikke er i

mål.

Det er som oftest i barndommen, at kimen til de sociale problemer bliver lagt. Men det er

også her, vi tidligt kan bryde den sociale arv. Jeg er derfor utroligt glad for og stolt over, at re-

geringen har indgået en bred politisk aftale om en stor reform – 'Børnene først' – der skal

sikre svigtede børn bedre hjælp tidligere end i dag. Vi giver landets udsatte børn en stærkere

stemme og flere rettigheder. Og vi sikrer anbragte børn og unge færre skift og langt mere sta-

bilitet i deres opvækst.

Med en bred aftale om en markant omlægning af hjemløseindsatsen har regeringen også ta-

get et stort og vigtigt skridt mod at afskaffe langvarig hjemløshed i Danmark. Set over de se-

neste 10 år har hjemløsheden været stigende, og som analyserne i denne redegørelse viser,

ender alt for mange tidligere anbragte unge i hjemløshed. Det er simpelthen ikke godt nok for

et rigt samfund som vores.

Det bliver et langt og sejt træk at få løst de mange udfordringer på socialområdet. Det kræver

strukturelle og kulturelle forandringer. Men en del af løsningerne skal blandt andet findes i, at

vi i større grad lærer, deler og gør brug af vores fælles viden om, hvordan vi bedst muligt

hjælper samfundets mest udsatte og sårbare mennesker. Her giver redegørelsen et vigtigt

bidrag, fordi den netop er med til at tilvejebringe ny og aktuel viden om den socialpolitiske

indsats i Danmark.

Som noget særligt i år følger redegørelsen op på den læring, som kommuner og civilsam-

fundsorganisationer har taget med sig under coronakrisen, og som har bidraget til nytænk-

ning og innovative løsninger på socialområdet. I Danmark er vi kommet godt igennem coro-

nakrisen. Det lykkedes os i fællesskab at passe på de mest sårbare og redde liv. Det giver

mig håb om, at vi ved fælles hjælp også kan finde løsningerne på de svære udfordringer på

socialområdet. Så vi får mere social retfærdighed i vores samfund og forbedret vilkårene for

de sårbare og udsatte.

God læselyst!

Astrid Krag

Social- og ældreminister

Indhold

Sammenfatning ..............................................................................................................11

Socialområdet og Covid-19 ..................................................................................15

Udgifter til sociale indsatser ..................................................................................20

Modtagere af sociale indsatser efter serviceloven ................................................21

Målsætninger for Børnene Først ...........................................................................28

Sociale indsatser forud for en anbringelse ............................................................30

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge ..........................................................32

Vold i nære relationer ...........................................................................................35

Personer med dobbeltdiagnose ............................................................................40

Tilbud på det specialiserede socialområde ...........................................................42

Evalueringen af det specialiserede socialområde .................................................45

Virksomme indsatser og sociale investeringer ......................................................47

Udgifter til sociale indsatser ...........................................................................................59

De samlede udgifter til socialområdet ...................................................................60

Udgifter til udsatte børn og unge...........................................................................63

Enhedsudgifter på børne- og ungeområdet ..........................................................64

Kommunale og geografiske variationer på børne- og ungeområdet .....................66

Udgifter til voksenområdet ....................................................................................68

Enhedsudgifter på voksenområdet .......................................................................70

Kommunale og geografiske variationer på voksenområdet ..................................71

Udgifter til særlige kontante ydelser ......................................................................73

COVID-19-hjælpepakker og initiativer på socialområdet.......................................74

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet .........................................81

Udsatte børn og unge ...........................................................................................82

Udvikling på området ............................................................................................85

Anbragte børn og unge .........................................................................................87

Alder ved første anbringelse .................................................................................89

Kommunale forskelle i valg af anbringelsessted ...................................................90

Underretninger om børn og unge..........................................................................93

Målgrupper og indsatser på voksenområdet ..................................................................99

Voksne modtagere af sociale indsatser ..............................................................101

Botilbud ..............................................................................................................109

Socialpædagogisk støtte mv. ..............................................................................110

Herberger og forsorgshjem .................................................................................113

Kvindekrisecentre ...............................................................................................114

Misbrugsbehandling ...........................................................................................115

Kontante ydelser .................................................................................................118

Målsætninger for Børnene Først ..................................................................................121

Udsatte børn og unge skal tidligere modtage sociale indsatser .......................... 123

Udsatte børn og unge skal trives bedre ..............................................................126

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Indhold

Anbragte børn og unge skal opleve færre skift og bedre kontinuitet i deres

anbringelse .........................................................................................................130

Udsatte børn og unge skal i højere grad opleve at blive hørt og inddraget i

sagsbehandlingen ..............................................................................................134

Flere udsatte børn og unge skal opleve, at de har en voksen, de kan stole på ... 138

Flere udsatte børn og unge skal opleve at have tillid til systemet ....................... 141

Flere udsatte børn og unge skal gøre brug af deres rettigheder ......................... 142

Sociale indsatser forud for en anbringelse ...................................................................145

Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet ................................................. 146

Typer af indsatser forud for en anbringelse ........................................................149

Sammenhæng mellem alder og indsats..............................................................152

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge ..................................................................163

Tidligere anbragte unge i hjemløshed .................................................................165

Anbringelsesforløb og hjemløshed .....................................................................168

Psykiske lidelser og hjemløshed .........................................................................174

Efterværn og hjemløshed ...................................................................................178

Skolegang og hjemløshed ..................................................................................181

Hvilke risikofaktorer har størst betydning for hjemløshed? .................................. 183

Vold i nære relationer ...................................................................................................189

Kvinder med ophold på et kvindekrisecenter ......................................................191

Opholdslængde ..................................................................................................196

Karakteristik af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter .............................. 199

Psykiatriske diagnoser ........................................................................................202

Geografisk fordeling ...........................................................................................203

Ledsagende børn med ophold på et kvindekrisecenter....................................... 207

Sociale indsatser til ledsagende børn på kvindekrisecentre................................ 210

Fagligt niveau i skolen for ledsagende børn på kvindekrisecentre ...................... 214

Personer med dobbeltdiagnose ...................................................................................221

Personer med dobbeltdiagnose ..........................................................................223

Karakteristik af personer med dobbeltdiagnose .................................................. 227

Personer, der afslutter misbrugsbehandlingsforløb............................................. 231

Personer i misbrugsbehandling, der modtager andre sociale indsatser .............. 235

10. Tilbud på det specialiserede socialområde ..................................................................239

Tilbud og afdelinger på det specialiserede socialområde.................................... 242

Målgrupper på voksenområdet ...........................................................................244

Målgrupper på børne- og ungeområdet ..............................................................251

Kvalitetsvurderinger af tilbud på det specialiserede socialområde ...................... 256

Udbetaling af udbytte på kommercielle private tilbud .......................................... 261

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Indhold

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3

Bilag 4

Bilag 5

Bilag 6

Bilag 7

Dokumentation af enhedsudgifter .......................................................................265

Udviklings- og Investeringsprogrammerne ..........................................................274

Udsatte børn og unge .........................................................................................281

Voksenområdet ..................................................................................................287

Diagnosegrupper ................................................................................................298

Tilbudsportalen og kvalitetsvurderinger ..............................................................302

Covid-19 hjælpepakker og initiativer på socialområdet ....................................... 316

Litteraturliste .......................................................................................................................319

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

1. Sammenfatning

Med en systematisk kortlægning af udgifter, målgrupper og indsatser på det specialiserede

socialområde og en række tematiske kapitler giver Socialpolitisk Redegørelse hvert år ny og

aktuel viden om den socialpolitiske indsats i Danmark. Blandt andet tegner redegørelsen i år

et billede af de konsekvenser, som Covid-19 har haft for socialt udsatte og mennesker med

handicap, og gør rede for den indsats, der er gjort for at tage hånd om nogle af de mest ud-

satte og sårbare mennesker i vores samfund under pandemien. Samtidig ser redegørelsen

på den læring, som kommuner og civilsamfundsorganisationer har taget med sig under pan-

demien og nedlukningerne. Læring, som har bidraget til nytænkning og innovative løsninger

på socialområdet med et særligt fokus på de borgernære velfærdsopgaver, samt læring, som

kan fremme nye virksomme indsatser og sociale investeringer.

Redegørelsen sætter også fokus på den politiske aftale om Børnene Først, som regeringen

indgik i maj 2021 med et bredt flertal af Folketingets partier. Aftalen skal sikre bedre og tidli-

gere hjælp til udsatte børn og unge og deres familier og omfatter samlet set mere end 30 ini-

tiativer, herunder en ny

Barnets Lov,

der skal give flere rettigheder til udsatte børn og unge,

sikre at flere børn, der har behov for det, får et nyt hjem tidligere og skabe mere tid til sags-

behandlingen. Her tegner redegørelsen udfordringsbilledet bag initiativerne op med et tema-

kapitel om de syv målsætninger for Børnene Først, som blandt andet omhandler udsatte børn

og unges trivsel, inddragelse i egen sagsbehandling og kontinuitet i anbringelsen samt et te-

makapitel om de forebyggende indsatser, som udsatte børn og unge ofte modtager forud for

en anbringelse.

Analyserne i redegørelsen lægger sig også i forlængelse af aftalen om

Etablering af Fonden

for Blandede Byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed

fra november 2021, hvor

målsætningen er at nedbringe antallet af personer i hjemløshed markant og gøre op med

langvarig hjemløshed i Danmark. Hjemløse har været én af de grupper, der måtte tages sær-

ligt hånd om under nedlukningen, og tidligere anbragte fylder i dag meget i hjemløsestatistik-

kerne. Her indeholder redegørelsen et temakapitel om tidligere anbragte i hjemløshed med

ny viden om nogle af de risikofaktorer, der ser ud til at have størst betydning for, om anbragte

børn og unge oplever hjemløshed senere i livet.

Desuden indeholder redegørelsen et temakapitel om vold i nære relationer, som blandt andet

giver ny viden om kvinder og børn på kvindekrisecentre, og et temakapitel om personer med

dobbeltdiagnoser, det vil sige personer med et misbrug samtidigt med en psykisk lidelse.

Endelig gør redegørelsen status på noget af den nye viden, der er fremkommet med Evalue-

ringen af det specialiserede socialområde, som blev igangsat i 2020. Der gøres også status

på arbejdet med at udvikle og udbrede virksomme indsatser og investeringer på socialområ-

det i Danmark.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Hovedkonklusionerne i redegørelsen er:

•

Socialområdet har under Covid-19 ikke været ”lukket ned” på samme måde som andre

store velfærdsområder, og kommunerne har skullet levere sociale indsatser efter ser-

viceloven til udsatte og sårbare grupper i det danske samfund under pandemien, mens

store dele af samfundet var lukket ned. Samtidig har frivillige foreninger, samt andre ci-

vilsamfundsorganisationer og fonde på det sociale område, også spillet en meget aktiv

og vigtig rolle under pandemien, herunder i samspil med kommuner og regioner.

Der er, udover de lokale initiativer i kommuner og civilsamfundet, fra statsligt hold gjort

en stor indsats for at tage hånd om de mest udsatte og sårbare grupper på det sociale

område under pandemien. De samlede statslige udgifter til hjælpepakker og initiativer på

socialområdet under Covid-19 udgjorde lidt over 400 mio. kr. i 2020.

Til trods for en stor indsats fra både det offentlige og civilsamfundet, vurderes de forskel-

lige målgrupper for sociale indsatser at have været blandt de mest udsatte og sårbare

grupper i samfundet under pandemien.

Det hører med til det samlede billede af Covid-19 på det sociale område, at der også er

mennesker, som har oplevet, at nedlukningerne kunne bringe positive forandringer i

hverdagen, blandt andet nogle mennesker med psykiske vanskeligheder. Det gælder

også nogle børn og unge, der i forbindelse med hjemmeundervisning har oplevet et fri-

rum i forhold til sociale og faglige krav i skolen og en forbedret trivsel.

Samtidig har pandemien og nedlukningerne på flere måder bidraget til nytænkning og

innovation på socialområdet, både i det offentlige og i civilsamfundet. Her tegner sig

blandt andet et billede af, at sociale tilbud kan rumme stor innovationskraft, når hverda-

gen og de normale arbejdsgange bliver forstyrret. Hvor medarbejdere kan være mere

åbne over for forandring, når proceskrav fjernes og beslutningsgange effektiviseres, og

hvor et samlende mål om løsning af en fælles udfordring kan imødegå organisatorisk

træghed og nedbryde silotænkning på tværs af sektorer.

Der var omkring 186.000 personer, som modtog hjælp og støtte i form af en social ind-

sats efter serviceloven i 2020. Det svarer til 3,2 pct. af den danske befolkning. Modta-

gerne af indsatserne kan overordnet inddeles i tre målgrupper: udsatte børn og unge,

udsatte voksne og personer med handicap. De samlede offentlige udgifter til sociale ind-

satser udgør omkring 53 mia. kr. i 2020. Her udgør udgifterne på børne- og ungeområ-

det ca. 17 mia. kr., mens udgifterne på voksenområdet udgør ca. 36 mia. kr.

I maj 2021 indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget aftalen om Børnene Først,

der skal sikre bedre og tidligere hjælp til udsatte børn og unge og deres familier. Med af-

talen er der opstillet syv politiske målsætninger, som blandt andet sigter mod, at udsatte

børn og unge skal trives bedre, at de i højere grad skal inddrages og lyttes til i sagsbe-

handlingen, og at de skal have hjælp i en tidligere alder end i dag.

Målsætningerne i Børnene Først skal blandt andet ses i lyset af, at mange udsatte børn

og unge har massive trivselsproblemer, som følger dem ind i voksenlivet, og at mange

udsatte børn og unge først får hjælp i en relativt sen alder. Eksempelvis bliver mange

børn og unge anbragt uden for hjemmet som teenagere efter flere års forløb med fore-

byggende indsatser. Det tyder på, at de forebyggende indsatser for flere ikke har haft

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

den ønskede effekt, og at omstændighederne omkring barnet er blevet forværret med

tiden.

•

I 2020 blev der truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet af omkring 1.900

børn og unge i alderen 0-17 år. Heraf var omkring 60 pct. mellem 12 og 17 år. Blandt de

børn og unge, som anbringes uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, er det mere end 40

pct., som ville ønske, at de var blevet anbragt i en tidligere alder.

Forud for en anbringelse af et barn eller en ung person har der oftest været et kort eller

længere forløb, hvor barnet og familien har modtaget hjælp og støtte i form af en fore-

byggende indsats eller foranstaltning efter servicelovens bestemmelser. Blandt de børn

og unge, som anbringes uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, har op mod 85 pct. mod-

taget hjælp og støtte i form af en forebyggende indsats forud for anbringelsen.

Der er flere indikationer på, at mange af indsatserne til anbragte børn og unge i dag ikke

lykkes godt nok. Ser man på de knap 33.000 unge i alderen 18-29 år i 2019, som har

været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres barndom, har hele 7 pct.

eksempelvis oplevet hjemløshed i det tidlige voksenliv. Til sammenligning er det omkring

0,5 pct. blandt øvrige unge i alderen 18-29 år.

Når anbragte børn og unge oftere oplever hjemløshed, skal det blandt andet ses i lyset

af de sociale problemer, som har været en medvirkende årsag til, at de blev anbragt

uden for hjemmet. Det kan være omsorgssvigt og andre sociale problemer i hjemmet,

misbrugsproblemer og psykiske vanskeligheder, der sætter dybe spor ind i voksenlivet,

selvom de har fået forskellige former for støtte som led i anbringelsen.

Psykiske lidelser ser ud til at være én af de risikofaktorer, der har størst betydning i for-

hold til hjemløshed blandt tidligere anbragte. Blandt tidligere anbragte mænd med en

psykisk lidelse relateret til et alkohol- eller stofmisbrug er det eksempelvis op mod 30

pct., der har været i hjemløshed i det tidlige voksenliv. Når psykiske lidelser forårsaget af

et alkohol- eller stofmisbrug mv. ser ud til at øge risikoen for hjemløshed, kan det også

afspejle, at hjemløshed i nogle tilfælde kan føre til eller forværre misbrugsproblemer.

Redegørelsen sætter også fokus på personer med et alkohol- eller stofmisbrug, som

samtidig har en psykisk lidelse. De betegnes også som personer med dobbeltdiagnose.

Her tegner analyserne et billede af, at personer med dobbeltdiagnose har komplekse

udfordringer og en generelt større problemtyngde end øvrige personer i misbrugsbe-

handling og dermed et større behov for hjælp og støtte. Ikke desto mindre viser analy-

serne også, at det er muligt at give en vellykket misbrugsbehandling til personer med

dobbeltdiagnose. For nogle i målgruppen er det også muligt at fastholde en tilknytning til

arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

Personer med dobbeltdiagnose modtager også ofte mere hjælp og støtte end øvrige i

misbrugsbehandling. Mens 44 pct. af personerne med dobbeltdiagnose i 2016 har mod-

taget andre sociale indsatser på et tidspunkt i perioden 2016-2018, gælder det 19 pct.

blandt øvrige i misbrugsbehandling.

Vold i nære relationer kan have en række alvorlige og langsigtede konsekvenser i for-

hold til trivsel, helbred og udvikling. Det er både mænd og kvinder, der bliver udsat for

vold i nære relationer, men kvinder har en væsentligt højere risiko end mænd for at blive

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

udsat for partnervold. Derudover kan der være forskel på den vold, som mænd og kvin-

der udsættes for, herunder hvor grov volden er, og hvor ofte der er tale om gensidig

vold. Det kan skønnes, at der hvert år er omkring 82.000 kvinder og 43.000 mænd, som

udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk partnervold. Hertil kommer de

mænd og kvinder, som udsættes for vold af andre i deres nære relationer, eksempelvis

et familiemedlem. Ifølge flere aktører på området har nedlukningen under Covid-19 sam-

tidig betydet, at der i nogle familier er sket en eskalering af voldens karakter og hyppig-

hed, og at det har været sværere for voldsudsatte at række ud efter hjælp.

•

I de mest alvorlige og tragiske tilfælde kan mænd eller kvinder blive dræbt af deres part-

ner. Ofre for partnerdrab er oftest kvinder. I perioden 2012-2017 var der, baseret på af-

gørelsesdato, 35 partnerdrab i Danmark, når der ses på drab i sager, hvor der er faldet

dom i sagen. Heraf var 26 af ofrene, svarende til 74 pct., kvinder.

Redegørelsens analyser af vold i nære relationer centrerer sig om kvinder på kvindekri-

secentre, der omfatter nogle af de mest udsatte og sårbare voldsudsatte i Danmark.

Analysens resultater peger på, at også kvinder med en mere ressourcestærk baggrund

bliver udsat for vold i deres nære relationer, og at vold kan ramme bredt på tværs af so-

ciale skel. Ikke desto mindre er der en tydelig social og kulturel skævhed, hvis man sam-

menligner kvinder med ophold på et kvindekrisecenter med øvrige kvinder i befolknin-

gen. Kvinder på kvindekrisecentre har generelt et lavere uddannelsesniveau, en svagere

tilknytning til arbejdsmarkedet og kommer oftere fra ikke-vestlige lande. Op mod 2.300

kvinder tog ophold på et kvindekrisecenter i 2020, og heraf havde 43 pct. ikke-vestlig op-

rindelse, selvom gruppen kun udgør 11 pct. af alle kvinder i befolkningen.

Partnervold er blandt andet en kendt risikofaktor for udvikling af angst og stressrelate-

rede lidelser, herunder posttraumatisk stress (PTSD). Her viser analyserne, at 16 pct.

blandt kvinder med ophold på et kvindekrisecenter har fået stillet en diagnose for angst

mv., mens det gælder 4 pct. af alle kvinder i befolkningen. Samlet set har 23 pct. af alle

kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i 2020 fået stillet én eller flere af en række

psykiatriske diagnoser i perioden 2014-2018, mens tilsvarende gælder for 7 pct. af kvin-

der i befolkningen.

En kortlægning af tilbud på det specialiserede socialområde viser, at der samlet set fin-

des flere end 2.400 tilbud på Tilbudsportalen med omkring 4.600 afdelinger. De yder en

bred vifte af støtteformer til en række meget forskellige målgrupper med særlige sociale

problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Blandt afdelingerne på vok-

senområdet henvender langt de fleste afdelinger sig til personer, som har en intellektuel

eller kognitiv forstyrrelse. Det gælder 60 pct. af afdelingerne. På børne- og ungeområdet

er der flest afdelinger, som henvender sig til personer med et socialt problem, hvilket

gælder for over 70 pct. af afdelingerne.

Ud af knap 200 private kommercielle virksomheder, der ejer sociale tilbud, har omkring

30 pct. af virksomhederne udbetalt eller foreslået at udbetale udbytte i seneste regn-

skabsperiode. Samlet set er der udbetalt eller foreslået udbetalt udbytte for 43 mio. kr.

Opgørelsen omfatter dog kun de virksomheder, hvor der foreligger offentligt tilgængelige

regnskaber.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.1

Socialområdet og Covid-19

Selvom store dele af samfundet har været lukket ned i perioder under pandemien, har kom-

muner og andre aktører på socialområdet fortsat ydet hjælp og støtte i form af sociale indsat-

ser efter serviceloven til socialt udsatte og mennesker med handicap. Frivillige foreninger,

andre civilsamfundsorganisationer og fonde på det sociale område har også spillet en meget

aktiv og vigtig rolle under pandemien, blandt andet ved at tage sig af helt akutte problemer,

eksempelvis etablering af nødovernatning til mennesker i hjemløshed, herunder i samspil

med det offentlige. Der findes således en lang række forskellige civilsamfundstilbud lokalt i

kommunerne, der blandt andet har aktiviteter rettet mod socialt udsatte og andre sårbare

grupper. De lokale frivilligcentre har under pandemien haft en oplysende og koordinerende

rolle i forhold til at sikre, at de lokale tilbud er kommet de relevante målgrupper til gavn.

Udover de lokale initiativer, der er taget af kommuner og civilsamfundsorganisationer, er der

fra centralt hold gjort en stor indsats for at tage hånd om de mest udsatte og sårbare grupper

på det sociale område. De samlede statslige udgifter til hjælpepakker og initiativer på social-

området i forbindelse med Covid-19 udgjorde således lidt over 400 mio. kr. i 2020.

De statslige udgifter dækker en lang række forskellige initiativer, der blandt andet har skullet

sikre et tilstrækkeligt antal pladser på akutte sociale tilbud samt understøtte forskellige former

for aktiviteter til forskellige målgrupper. Hjælpepakkerne har ligeledes omfattet en økonomisk

håndsrækning til frivillige foreninger med flere, som under Covid-19 har måttet aflyse arran-

gementer med videre.

Tabel 1.1 giver et samlet overblik over de statslige midler, der er afsat til hjælpepakker og ini-

tiativer på socialområdet i forbindelse med Covid-19 i 2020.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.1

Statens udgifter til Covid-19-hjælpepakker og -initiativer på socialområdet i 2020

Hjælpepakke/initiativ

Forlængelse af nødovernatning for hjemløse

Nødpladser til kvindekrisecentre

Akut coronastøtte til hjemløseorganisationer

Børnepakke med hjælp til udsatte børn

Nødpulje til kompensation for aflyste arrangementer

Hjælpepakke til sociale organisationer

Initiativer for sårbare og udsatte grupper

Initiativer for svækkede ældre

Sommeraktiviteter for børn og unge

Sommerpakke

Ekstra midler til at bekæmpe ensomhed

Hjælpepakke til virksomheder, kulturliv og borgere ramt af lokal nedlukning

Ensomhedspakke (midler udmøntes i 2021)

Ekstra midler til nødovernatning til mennesker i hjemløshed

Ekstra julehjælp til udsatte familier

Ekstra pladser på krisecentre i julen

I alt

Mio. kr.

0,8

6,1

5,6

13,7

1,7

47,2

92,6

116,5

19,9

60,9

18,3

6,0

5,1

2,5

6,1

403,0

Anm.: 2021-pl. De forskellige pakker og initiativer omfatter blandt andet en række puljer, hvor det generelt gæl-

der, at de afsatte midler kan afvige fra de realiserede udgifter. Se i øvrigt kapitel 2 for afgrænsning.

Kilde: Regnskabstal for 2020 på finansloven for 2022 samt Socialstyrelsen.

De forskellige målgrupper for sociale indsatser vurderes ikke desto mindre at have været

blandt nogle af de mest udsatte og sårbare grupper i samfundet under pandemien. Det skal

blandt andet ses i lyset af, at mange sociale tilbud har været underlagt forskellige restriktio-

ner og nødvendige begrænsninger ligesom andre dele af samfundet, herunder besøgsrestrik-

tioner på botilbud til eksempelvis mennesker med handicap. Det skal også ses i lyset af, at

behovet for hjælp og støtte for nogle i målgrupperne har været større under pandemien, for

eksempel hvis eksisterende problemer er blevet forværret, eller hvis der er opstået helt nye

problemer og udfordringer gennem en længere periode med isolation. Det kan blandt andet

handle om ensomhed, angst og generel mistrivsel og om misbrugsproblemer eller sociale

problemer i form af vold og overgreb i hjemmet.

Det hører med til det samlede billede af Covid-19 på det sociale område, at der også er men-

nesker, som har oplevet, at nedlukningerne kunne bringe positive forandringer i hverdagen,

blandt andet nogle mennesker med psykiske vanskeligheder. Det gælder også nogle børn og

unge, der i forbindelse med hjemmeundervisning har oplevet et frirum i forhold til sociale og

faglige krav i skolen og en forbedret trivsel. Disse og andre eksempler på målgrupper, der

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

har haft positive erfaringer under pandemien, for eksempel oplevet bedre trivsel, er vigtige

erfaringer, der også kan danne en del af grundlaget for det videre arbejde med at udvikle og

udbrede virksomme sociale indsatser.

Det følgende afsnit ser i forlængelse heraf nærmere på nogle af de positive erfaringer, som

både kommuner og civilsamfundet har gjort sig på socialområdet under pandemien, med

særligt fokus på nytænkning og innovation på området.

Covid-19 har på flere måder bidraget til nytænkning og innovation på socialområdet. Med

nedlukningerne opstod et akut behov for at tænke i nye og kreative løsninger, da kommuner

og andre aktører på det sociale område ikke kunne levere de sociale indsatser på samme

måde som tidligere. Her har nye digitale løsninger og alternative mødeformer været centrale

elementer. Sagsbehandlere har også fortalt, at de under nedlukningerne fik mere tid til sags-

behandling, eksempelvis på grund af mindre transporttid, og at virtuelle møder har givet dem

en bedre og mere hyppig kontakt med borgerne.

Nogle af de positive erfaringer fra den første nedlukning i foråret 2020 blev samlet op af

Tænketanken Mandag Morgen og Bikubenfonden, der i oktober 2020 offentliggjorde under-

søgelsen ”Innovation på socialområdet – læring i en krisetid”. Kortlægningen var baseret på

en spørgeskemaundersøgelse udsendt til ca. 2.500 frivillige sociale foreninger og sociale til-

bud i Danmark, herunder offentlige tilbud, og i alt har ca. 900 organisationer besvaret spørge-

skemaet. Undersøgelsen tog sigte på at kortlægge den innovation, der har fundet sted på so-

cialområdet, samt de barrierer og drivkræfter, som har haft betydning for innovationen.

Undersøgelsen tegner bandt andet et billede af, at såvel offentlige som frivillige sociale tilbud

kan rumme stor innovationskraft, når hverdagen og de normale arbejdsgange bliver forstyr-

ret, eksempelvis som nedlukningen har gjort det. Den viser også, at medarbejdere er mere

åbne for forandringer, når proceskrav bliver fjernet og beslutningsgange effektiviseret, og at

det samlende mål om at løse de fælles udfordringer kan imødegå organisatorisk træghed og

bidrage til at nedbryde silotænkning på tværs af sektorer.

På den baggrund iværksatte det daværende Social- og Indenrigsministerium i efteråret 2020

en ny kortlægning af de positive erfaringer med innovation på socialområdet med afsæt i er-

faringer fra de kommunale forvaltninger i perioden marts til november 2020. Kortlægningen

blev gennemført af VIVE og offentliggjort i 2021. Resultaterne viser blandt andet, at kommu-

nerne i høj grad har oplevet nyskabelser under Covid-19. Resultaterne indikerer også, at der

kan være velfærdsgevinster, hvis de mest innovative og bedste nyskabelser bliver videreud-

viklet og implementeret bredt i kommunerne.

Boks 1.1 indeholder et uddrag af resultaterne fra undersøgelsen.

1.1.1

Nytænkning og innovation under Covid-19

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1

Resultater fra VIVE’s undersøgelse af kommunale nyskabelser på socialområdet under Covid-19

VIVE’s kortlægning bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunale ledere med fokus på at

afdække, hvordan Covid-19 har skabt nye måder at levere serviceydelser til borgere i udsatte positioner,

samt hvilken læring der er vigtig at bringe med videre efter Covid-19. Spørgeskemaet er sendt til knap 600

kommunale ledere (fagchefer, driftschefer, centerchefer m.fl.), hvoraf omkring halvdelen har svaret. I alt har

93 kommuner deltaget i undersøgelsen. Kortlægningen viser blandt andet:

De kommunale ledere vurderer samlet set, at der har været et stort omfang af nyskabelser under Covid-19.

Næsten 55 pct. af lederne vurderer, at der i høj eller meget høj grad er sket nyskabelser på deres fagområde

under Covid-19. Nyskabelserne er samtidig sket bredt i kommunerne – på tværs af alle sektorer og typer af

kommuner.

De kommunale ledere vurderer også, at op mod 30 pct. af nyskabelserne kan karakteriseres som en grund-

læggende ny måde at udvikle og levere den kommunale service på. Eksempler på markante nyskabelser er

online bostøtte til borgere med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, digitale genoptræningsforløb og

rehabiliteringstilbud til borgere med svækkede fysiske og/eller mentale funktioner samt online familiebehand-

ling til familier i udsatte positioner.

Vurderingen blandt de kommunale ledere er samtidig, at nyskabelserne også har et stort potentiale efter Co-

vid-19. Således vurderer 85 pct. af lederne, at det er relevant at gøre én eller flere af deres nyskabelser til per-

manente løsninger, mens omkring 80 pct. vurderer, at deres nyskabelser kan overføres til andre kommuner.

Kilde: VIVE (2021).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Socialstyrelsen har ligeledes gennemført en undersøgelse af kommunernes erfaringer på so-

cialområdet fra nedlukningen under Covid-19, jf. boks 1.2.

Boks 1.2

Resultater fra Socialstyrelsens undersøgelse af kommunale erfaringer på socialområdet fra nedluk-

ningen under Covid-19

Socialstyrelsens undersøgelse baserer sig på et spørgeskema fremsendt til alle landets kommuner i efter-

året 2020. Undersøgelsen er todelt og er gennemført på henholdsvis det specialiserede børne- og unge-

område og på det specialiserede voksenområde. På børne- og ungeområdet fik Socialstyrelsen svar fra 80

ud af 98 kommuner. På voksenområdet fik de svar fra 82 ud af 98 kommuner. Undersøgelsen viser blandt

andet:

De fleste kommunerne har gjort sig positive erfaringer under Covid-19-nedlukningen, som de vil arbejde videre

med fremover med henblik på at løse udfordringer på det sociale område. Det svarer til 74 pct. af kommunerne

i forhold til børne- og ungeområdet, mens det gælder 78 pct. af kommunerne i forhold til voksenområdet.

Kommunerne har generelt erfaret, at nogle børn og unge trives markant bedre under nedlukningen end tidli-

gere, hvilket kan hænge sammen med en øget ro i hverdagen samt færre sociale og faglige krav. Modsat ople-

vede kommunerne også, at nogle børn og unge blev mere udsatte under nedlukningen, blandt andet fordi de

har været mere isolerede og ensomme. Samtidig har nogle personer med misbrug øget deres misbrug under

nedlukningen som følge af isolering og øget mistrivsel.

Flere kommuner har erfaret, at nogle borgere profiterer af virtuelle møder frem for fysiske møder. Virtuelle løs-

ninger har for eksempel vist sig hensigtsmæssige for personer, som er psykisk sårbare, introverte, i alkoholbe-

handling eller lider af angst eller autisme. Her kan de virtuelle møder blandt andet opleves som mindre kon-

frontatoriske og mindre uoverskuelige, når de i stedet kan have samtalerne fra hjemmet, som ofte kan være et

mere trygt miljø for borgerne. I nogle tilfælde har de virtuelle møder også været med til at skabe en hyppigere

og tættere kontakt til borgeren.

For nogle medarbejdere har de virtuelle møder også frigivet tid, blandt andet på grund af nedsat transporttid,

som de i stedet kan bruge på kontakt til borgerne. Som eksempler på møder, der egner sig godt til det virtuelle

set-up, nævnes blandt andet informationsmøder og kompetenceudviklingsmøder.

Nogle kommuner påpeger dog også, at de digitale løsninger ikke kan erstatte de fysiske møder fuldstændigt,

og at det ikke er alle målgrupper, hvor digitale løsninger er hensigtsmæssige. Her nævnes blandt andet meget

sårbare og udsatte børn og unge. Desuden kan virtuelle møder være mindre egnede i mødet med nye bor-

gere, mens det kan være mere egnet til møder med de borgere, hvor man allerede har etableret en god rela-

tion.

Flere kommuner beskriver, at det øgede fokus på hygiejne har medvirket til mindre sygefravær. Samtidig har

flere kommuner oplevet et styrket samarbejde på tværs af sektorer, afdelinger og fagområder, blandt andet

fordi der er kommet mere opmærksomhed på sundhedsområdet. Dog beskriver flere kommuner også, at det

øgede samarbejde samtidig har medført en større koordineringsopgave.

Kilde: Socialstyrelsen (2022).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Samlet set peger undersøgelserne på, at der er vigtig læring at drage af såvel de positive

som de negative erfaringer i forbindelse med nedlukningerne under pandemien, og at den vi-

den i høj grad kan tages med i det videre arbejde med udviklingen af virksomme sociale ind-

satser til socialt udsatte og mennesker med handicap.

De følgende afsnit ser på de offentlige udgifter til sociale indsatser i Danmark og de forskel-

lige målgrupper for sociale indsatser efter serviceloven, samt giver en opsummering af ho-

vedresultater og centrale pointer i temakapitlerne om: målsætninger om Børnene Først, fore-

byggende indsatser forud for en anbringelse, tidligere anbragte unge i hjemløshed, vold i

nære relationer, personer med dobbeltdiagnose, hjælperordninger til personer med handicap

samt tilbud på det specialiserede socialområde.

1.2

Udgifter til sociale indsatser

Kommunerne har det samlede finansierings- og forsyningsansvar på det sociale område og

står for langt de fleste sociale indsatser. Det indebærer, at kommunerne som udgangspunkt

skal stille de nødvendige sociale tilbud til rådighed for borgerne, men den enkelte kommune

kan vælge at samarbejde med andre kommuner, regioner eller med en privat leverandør på

det sociale område om at levere de forskellige tilbud og indsatser. Den enkelte kommune

bærer dog ikke den fulde økonomiske byrde af udgifterne til sociale indsatser, da nogle om-

råder er omfattet af statsrefusion.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser udgjorde næsten 53 mia. kr. i 2020. Det

omfatter indsatser til udsatte børn og unge for ca. 17 mia. kr. og indsatser til udsatte voksne

for ca. 36 mia. kr., jf. figur 1.1.

Figur 1.1

Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser, 2020

Anm.: 2021-pl. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Se i øvrigt kapitel 2 for afgrænsning.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

De offentlige udgifter til udsatte børn og unge omfatter 9,8 mia. kr. til anbringelser uden for

hjemmet og 6,2 mia. kr. til forebyggende foranstaltninger, hvilket også dækker udgifter til ef-

terværn. Dertil kommer udgifter på ca. 1,0 mia. kr. til særlige klub- og dagtilbud. De samlede

udgifter til udsatte børn og unge har ligget på et nogenlunde stabilt niveau over den seneste

årrække, men udviklingen dækker over faldende udgifter til anbringelser uden for hjemmet og

stigende udgifter til forebyggende foranstaltninger til børn og unge og deres familier. Det af-

spejler blandt andet, at kommunerne i en årrække har haft fokus på at sætte ind med tidlige

og forebyggende indsatser. Med aftalen om Børnene Først løftes området med ca. 2 mia. kr.

i årene 2022-2025, og fuldt indfaset er der tale om et varigt løft på mere end 730 mio. kr. om

året.

Udgifterne på voksenområdet dækker over indsatser til voksne med handicap, psykiske van-

skeligheder og sociale problemer. Her udgjorde udgifterne til udsatte voksne på botilbud

mere end halvdelen af de samlede udgifter i 2020 på knap 36 mia. kr. Samlet set er udgif-

terne til voksenområdet steget med knap 300 mio. kr. fra 2019 til 2020, hvilket især er drevet

af stigende udgifter til botilbud.

Kapitel 2 giver et samlet overblik over de offentlige udgifter til sociale indsatser.

1.3

Modtagere af sociale indsatser efter serviceloven

Modtagere af sociale indsatser efter serviceloven omfatter en meget bred og forskelligartet

gruppe, der overordnet kan opdeles i tre målgrupper: Udsatte børn og unge, udsatte voksne

og voksne med handicap. Fælles for målgrupperne er, at de modtager støtte og hjælp efter

serviceloven på grund af sociale problemer, psykiske vanskeligheder eller handicap.

Der var omkring 186.000 personer, som modtog hjælp og støtte i form af en social indsats ef-

ter serviceloven i 2020. Det svarer til ca. 3,2 pct. af befolkningen og omkring 72.000 udsatte

børn og unge i alderen 0-22 år, omkring 63.000 udsatte voksne, og omkring 58.000 voksne

med handicap, jf. figur 1.2 og 1.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.2

Andel af befolkningen, der modtager sociale

indsatser efter serviceloven, 2020

Figur 1.3

Antal modtagere af sociale indsatser efter

serviceloven, opdelt efter målgruppe, 2020

Anm.: Nogle personer indgår i mere end én målgruppe. Det samlede antal modtagere er opgjort som summen af

antal udsatte børn og unge og antallet af modtagere af sociale indsatser på voksenområdet, dvs. udsatte voksne

og voksne med handicap. Nogle unge i alderen 18-22 år, der modtager efterværn, for eksempel efter en anbrin-

gelse uden for hjemmet, kan også modtage en indsats på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der modtager forebyggende

indsatser, eller som er anbragt uden for hjemmet, indgår også i opgørelsen over udsatte børn

og unge, idet de modtager indsatser efter de samme bestemmelser i serviceloven.

Da det ikke er alle modtagere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af register-

data, er opgørelsen af den samlede gruppe et underkantsskøn. Dele af den forebyggende

indsats vil også være underbelyst, da nogle indsatser ikke forudsætter kommunal visitation

eller registrering. Det gælder eksempelvis visse anonyme tilbud.

Det hører også med til billedet, at der findes udsatte mennesker, som enten ikke ønsker at

tage imod en indsats fra det offentlige, for eksempel et behandlingsforløb for stofmisbrug, el-

ler som har så komplekse udfordringer, at de ikke er i stand til at indgå i et behandlingsforløb

eller modtage en anden form for social indsats. Det kan eksempelvis være personer, som

både har et behandlingskrævende misbrug og en behandlingskrævende psykisk lidelse.

Modsat vil der være mennesker, som modtager andre former for hjælp og støtte fra det of-

fentlige end via serviceloven på grund af sociale eller handicaprelaterede udfordringer, samt

børn og unge, der modtager forebyggende indsatser på det almene område, for eksempel i

dagtilbud, i skoler og på uddannelsessteder. Der vil også være udsatte og sårbare menne-

sker, som får hjælp fra en af de mange civilsamfundsorganisationer, der findes i Danmark,

hvoraf en del bliver understøttet økonomisk af det offentlige. Og der kan også være personer

med sociale problemer, som finder hjælp til at løse deres problemer i personlige netværk eller

modtager privat hjælp og støtte, som de selv finansierer.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Antallet af personer, der modtager en social indsats efter serviceloven, har været stigende de

seneste år. Siden 2017 er antallet af modtagere steget fra lidt over 174.000 personer til ca.

186.000 personer i 2020. Det svarer samlet set til en stigning på knap 12.000 personer sam-

menlagt for de tre målgrupper, jf. figur 1.4 og 1.5.

Figur 1.4

Modtagere af sociale indsatser efter

serviceloven, 2017-2020

Figur 1.5

Stigning i antal modtagere af sociale indsatser

efter målgruppe og i alt, 2017-2020

Anm.: Da nogle personer indgår i flere målgrupper, summer de tre målgrupper ikke til ”I alt”. Se i øvrigt anmærk-

ningen til figur 1.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når flere personer er registreret som modtagere af sociale indsatser, kan der været flere for-

klaringer og årsager. For det første kan det skyldes, at der er kommet flere mennesker med

sociale og andre problemer, der gør, at de har brug for særlig hjælp og støtte i form af en so-

cial indsats. For det andet kan det afspejle en styrket indsats fra kommunernes side, for ek-

sempel et styrket fokus på forebyggelse og en større opsøgende indsats. Eksempelvis har

kommunerne på voksenområdet med en ændring af serviceloven fra 2018 haft mulighed for

at tilbyde gruppebaseret hjælp og støtte samt individuel tidsbegrænset socialpædagogisk

hjælp og støtte til personer, der har eller er i risiko for at få nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne eller sociale problemer.

Endelig skal stigningen ses i lyset af et generelt arbejde med at forbedre kommunernes regi-

streringspraksis, herunder at der er mere dækkende data for modtagere af sociale indsatser,

særligt i forhold til udsatte børn og unge, der modtager familierettede foranstaltninger.

1.3.1

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig støtte, skal kommunen un-

dersøge forholdene og iværksætte en eller flere relevante foranstaltninger. Den sociale ind-

sats handler så vidt muligt om at sætte ind med den rette indsats i tide. Det gælder eksem-

pelvis over for børn og unge, som viser begyndende tegn på mistrivsel eller bekymrende ad-

færd.

Børne- og ungeområdet

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Udsatte unge, der modtager en foranstaltning i 18-22-årsalderen, omfatter personer i såkaldt

efterværn. Her retter den sociale indsats sig hovedsageligt mod at sikre en god overgang til

et selvstændigt voksenliv, blandt andet med fokus på at understøtte den unges uddannelse

og beskæftigelse. Som led i et efterværn kan den unge blandt andet få rådgivning og hjælp

fra en fast støtte- eller kontaktperson, eksempelvis om anskaffelse af selvstændig bolig.

I løbet af 2020 modtog lidt flere end 72.000 børn og unge hjælp og støtte efter serviceloven.

Det svarer til 4,6 pct. af alle 0-22-årige børn og unge i Danmark. Heraf modtog mere end

50.000 børn og unge i alderen 0-17 år en forebyggende indsats eller forebyggende foran-

staltning, mens omkring 13.600 børn og unge var anbragt uden for hjemmet. Omkring 9.000

unge i alderen 18-22 år var omfattet af et efterværn i 2020, jf. figur 1.6 og 1.7.

Figur 1.6

Andel af udsatte børn og unge i befolkningen i

alderen 0-22 år, 2020

Figur 1.7

Antal udsatte børn og unge i alderen 0-22 år ef-

ter type af indsats, 2020

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle i alderen 0-22 år, der modtog en forebyggende indsats eller foranstalt-

ning efter serviceloven på et tidspunkt i 2020. I figur 1.7 vil personer i efterværn indgå to gange i opgørelsen, hvis

de også modtog en indsats i 2020, mens de var under 18 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Siden 2007 er det samlede antal børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet i alderen 0-

17 år, faldet fra ca. 15.800 til omkring 13.600 i 2020. Andelen af børn og unge, der er anbragt

uden for hjemmet, er i samme periode faldet fra 1,3 pct. til 1,2 pct. af alle børn og unge i al-

dersgruppen 0-17 år. Udviklingen dækker over et betydeligt fald i antallet af anbragte børn og

unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder mv., mens der har været en

mindre stigning i antallet af anbragte børn og unge i plejefamilier.

I perioden 2007-2020 er antallet af børn og unge i plejefamilier steget med omkring 1.400

børn og unge, mens der i samme periode er sket et markant fald på døgninstitutioner og op-

holdssteder mv. på ca. 3.300 børn og unge. Ved udgangen af 2020 boede 65 pct. af alle an-

bragte børn og unge i alderen 0-17 år i en plejefamilie, jf. figur 1.8 og 1.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.8

Antal anbragte børn og unge efter type af an-

bringelsessted, 2007-2020

Figur 1.9

Antal anbragte børn og unge efter type af an-

bringelsessted ultimo 2020

Anm.: Figur 1.8 omfatter børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år i løbet af året.

Nogle i gruppen vil både have været anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i løbet af

året og vil derfor både indgå i kategorien ”Plejefamilie” og ”Døgninstitution/opholdssted mv,” men kun én gang i ”I

alt”. Figur 1.9 viser anbragte børn og unge i alderen 0-17 år efter anbringelsessted d. 31. december 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det hører med til billedet, at der er betydelige forskelle på tværs af kommuner og landsdele,

når det gælder andelen af børn og unge, der er anbragt i en plejefamilie. Hvor det i nogle af

landets kommuner er under 40 pct. blandt alle anbragte børn og unge, som bor i en plejefa-

milie, er det over 80 pct. i andre kommuner, jf. figur 1.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.10

Andel anbragte børn og unge i kommunen, der bor i en plejefamilie, 2020

Note: *) Af diskretionsmæssige årsager omfatter opgørelsen ikke kommuner med få anbragte i plejefamilier.

Anm.: Andel blandt anbragte børn og unge i alderen 0-17 år, der bor i en plejefamilie pr. 31. december 2020. Op-

gørelsen omfatter alle plejefamilietyper; almindelige, forstærkede, specialiserede samt netværksplejefamilier.

Kommunefordelingen er baseret på handlekommunen, dvs. den kommune, der har truffet afgørelse om, at barnet

eller den unge skal anbringes uden for hjemmet. Anbringelsesstedet kan imidlertid godt være beliggende i en an-

den kommune.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses en tendens til, at det oftest er kommuner på Sjælland og særligt i Hovedstadsområ-

det, hvor andelen af anbragte børn og unge i plejefamilier er lav. Omvendt er det oftest kom-

muner i Jylland, som har en høj andel af anbragte børn og unge i plejefamilier. Den betyde-

lige variation på området skal blandt andet ses i lyset af, at nogle kommuner har sværere ved

at rekruttere nye plejefamilier, som kan matche barnets eller den unges behov for hjælp og

støtte.

Kapitel 3 giver et samlet overblik over målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet.

De sociale indsatser efter serviceloven til voksne retter sig samlet set mod voksne med fysisk

eller psykisk funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer. Modtagerne kan analytisk

opdeles i fire målgrupper: personer med fysisk handicap, personer med kognitivt handicap,

personer med psykiske vanskeligheder og personer med sociale problemer.

1.3.2

Voksenområdet

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Den brede og meget forskelligartede målgruppe for indsatser på voksenområdet afspejler sig

i en række meget forskellige sociale indsatser, der kan variere meget i intensitet. Indsatserne

omfatter blandt andet botilbud til midlertidige og længerevarende ophold, socialpædagogisk

støtte, aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse, borgerstyret personlig assi-

stance, herberger og forsorgshjem, kvindekrisecentre og stofmisbrugsbehandling. Fælles for

indsatserne er, at de skal hjælpe og støtte modtagerne til at kunne klare sig selv eller lette

den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

I 2020 var der omkring 114.000 voksne modtagere af sociale indsatser. Det svarer til 2,4 pct.

af den danske befolkning på 18 år eller derover. Heraf var der omkring 16.000 personer med

et fysisk handicap, 48.000 personer med et kognitivt handicap, 35.000 personer med psyki-

ske vanskeligheder og 36.000 personer med sociale problemer, jf. figur 1.11 og 1.12.

Figur 1.11

Modtagere af sociale indsatser på voksenområ-

det, 2020

Figur 1.12

Modtagere af sociale indsatser på voksenområ-

det efter målgruppe, 2020

Anm.: Personer på 18 år og derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Opgjort på baggrund af et

kommuneudvalg på hhv. 55 kommuner (figur 1.11) og 63 kommuner (figur 1.12 ekskl. sociale problemer, der er

baseret på 55 kommuner). Der er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal, og opgørelsen er bl.a. der-

for behæftet med usikkerhed. Se bilag 4 for yderligere om datagrundlag og forbehold.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der kan være personer, der indgår i flere målgrupper samtidig. Det kan være personer, der

modtager en social indsats, hvor kommunen både har angivet, at borgeren har et fysisk og et

kognitivt handicap, eksempelvis nogle personer med erhvervet hjerneskade.

Opgørelsen af antallet af personer, der modtager sociale indsatser på voksenområdet, er et

underkantsskøn, idet der ikke foreligger data om alle indsatser til udsatte voksne og voksne

med handicap. Samtidig er skønnene baseret på data fra det udvalg af kommuner, der har

godkendt data til Danmarks Statistik. Eksempelvis er antal modtagere af sociale indsatser i

alt på voksenområdet baseret på 55 kommuner. Baggrunden er, at det ikke er alle kommu-

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

ner, der har indberettet og/eller godkendt deres indberetninger på voksenområdet til Dan-

marks Statistik til de forskellige registre på voksenområdet. Der er i kapitlet opregnet til lands-

plan på baggrund af indbyggertal, hvis ikke alle kommuner indgår i datagrundlaget.

Kapitel 4 giver et samlet overblik over målgrupper og indsatser på voksenområdet.

1.4

Målsætninger for Børnene Først

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i maj 2021 aftalen om Børnene Først, der

samlet set omfatter mere end 30 initiativer, der skal sikre bedre og tidligere hjælp til udsatte

børn og unge og deres familier. Samlet set løfter aftalen området med ca. 2 mia. kr. i årene

2022-2025, og fuldt indfaset er der tale om et varigt løft på mere end 730 mio. kr. om året.

Aftalen om Børnene Først fastsætter syv målsætninger:

Udsatte børn og unge skal tidligere modtage sociale indsatser

Udsatte børn og unge skal trives bedre

Anbragte børn og unge skal opleve færre skift og bedre kontinuitet i deres anbringelse

Udsatte børn og unge skal i højere grad opleve at blive hørt og inddraget i sagsbehand-

lingen

Flere udsatte børn og unge skal opleve, at de har en voksen, de kan stole på

Flere udsatte børn og unge skal opleve at have tillid til systemet

Flere udsatte børn og unge skal gøre brug af deres rettigheder

Målsætningen om, at udsatte børn og unge tidligere skal modtage sociale indsatser, skal

blandt andet ses i lyset af, at mange udsatte børn og unge i dag først får hjælp i en relativt

sen alder. Eksempelvis bliver mange børn og unge anbragt uden for hjemmet som teenagere

efter flere års forløb med forebyggende indsatser. Det tyder på, at de forebyggende indsatser

for flere ikke har haft den ønskede effekt, og at omstændighederne omkring barnet er blevet

forværret med tiden.

Der blev i 2020 truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet for omkring 1.900 børn

og unge i alderen 0-17 år, og blandt disse var omkring 60 pct. mellem 12 og 17 år, jf. figur

1.13 og 1.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.13

Alder ved første anbringelse blandt børn og

unge i 2020

Figur 1.14

Alder ved første anbringelse blandt børn og

unge i 2020

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som blev anbragt for første gang uden for hjemmet i 2020. Alderen er op-

gjort på tidspunktet for afgørelsen om anbringelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt de børn og unge, som anbringes uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, er det mere

end 40 pct., som ville ønske, at de var blevet anbragt i en tidligere alder (VIVE, 2022a).

Når det gælder målsætningen om, at anbragte børn og unge skal opleve færre skift i anbrin-

gelsen, skal det blandt andet ses i lyset af, at mange anbragte børn og unge i dag oplever, at

de i løbet af deres anbringelse skal skifte anbringelsessted, eksempelvis fra én plejefamilie til

en anden. Selvom der kan være gode grunde til et skift af anbringelsessted, vil kontinuitet i

anbringelsen have stor betydning for anbragte børn og unges udvikling og trivsel, ikke mindst

deres muligheder for at opbygge nære og tillidsfulde relationer til voksne og til venner i nær-

området.

Et skift af anbringelsessted kan for mange børn og unge også have forskellige utilsigtede og

negative konsekvenser. Det gælder eksempelvis, hvis kommunen ikke kan finde et nyt an-

bringelsessted i nærområdet, som matcher den enkeltes behov for støtte og hjælp. Her kan

en utilsigtet og negativ konsekvens være et skoleskift, hvis det nye anbringelsessted ligger

langt væk fra det gamle. Blandt anbragte børn og unge i 15-17-årsalderen, som har skiftet

anbringelsessted, er det omkring 65 pct., der også har været nødsaget til at skifte skole som

følge af skiftet i anbringelsessted, jf. figur 1.15.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.15

Anbragte unge med skift i anbringelsen, som

har været nødt til at skifte skole, 15-17 år

Figur 1.16

Antal skoleskift blandt anbragte unge, 15-17 år

Anm.: Anbragte i alderen 15 og 17 år, som deltog i Trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge i 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Skift i anbringelsessted kan således være én af forklaringerne på, at anbragte børn og unge

har relativt mange skoleskift. Blandt anbragte i 15-17-årsalderen er det kun lidt over 15 pct.,

som har gået på den samme skole igennem deres grundskoleforløb. Omkring 40 pct. har haft

tre eller flere skoleskift i løbet af deres skolegang, jf. figur 1.16.

De mange skift i anbringelsen og dertilhørende skoleskift kan samtidig have negative konse-

kvenser i forhold til anbragte børn og unges trivsel i skolen og deres udbytte af undervisnin-

gen. Det kan derfor også være en af forklaringerne på, at anbragte børn og unge generelt

klarer sig dårligere i grundskolen sammenlignet med jævnaldrende.

Kapitel 5 ser nærmere på hver af de syv målsætninger, herunder nogle af de massive triv-

selsproblemer, der i dag ses hos udsatte børn og unge.

1.5

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Når børn og unge anbringes uden for hjemmet for første gang, har der i langt de fleste til-

fælde været iværksat forskellige former for forebyggende indsatser forud for anbringelsen.

Der er oftest tale om hjælp og støtte, som er målrettet hele familien, hvilket for eksempel kan

være indsatser, der skal styrke forældrekompetence og omsorgsevne.

Mere end 70 pct. af de børn og unge, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

2019, havde forinden da været omfattet af en familierettet indsats. Til sammenligning havde

47 pct. modtaget en personrettet indsats, det vil sige en indsats eller foranstaltning, som pri-

mært var orienteret mod at give hjælp og støtte til barnet eller den unge selv, jf. figur 1.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.17

Førstegangsanbragte i 2019, der forinden havde modtaget en forebyggende indsats, efter om det er

en familierettet eller personrettet indsats eller foranstaltning

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet for første gang i 2019.

Opgørelsen omfatter 1.853 børn og unge, hvoraf flere både modtager en familierettet og en personrettet indsats.

Derfor summer andelene ikke til 100. Andelen af børn og unge, der har modtaget familierettede indsatser, forven-

tes at være underestimeret, da data for familierettede indsatser først er tilgængelige fra 2014. Derudover vil ind-

satser efter § 11 i nogen grad være underestimeret, da det indtil juli 2020 har været frivilligt for kommunerne af

indberette data omkring disse indsatser.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når de forebyggende indsatser til udsatte børn og unge oftest går gennem familierne, hæn-

ger det dels sammen med, at problematikkerne ofte ligger hos forældrene, og dels er det ud

fra en forventning om, at kommunerne kan have større succes med indsatserne, hvis foræl-

drene bliver inddraget og selv tager del i at finde løsningerne. Her viser forskning på områ-

det, at de familierettede indsatser oftest lykkes bedst, når sagsbehandleren og forældrene er

enige om indsatsen, herunder hvornår formålet med indsatsen er nået.

Ser man nærmere på, hvilke konkrete tiltag den familierettede hjælp og støtte består af, er

familiebehandling

den type af foranstaltning, som kommunerne oftest iværksætter forud for

en anbringelse. Blandt de børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

2019, havde omkring 45 pct. fået hjælp i form af familiebehandling før anbringelsen. Hertil

kommer andre familierettede foranstaltninger såsom økonomisk støtte til forældrene og prak-

tisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, jf. figur 1.18.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.18

Førstegangsanbragte i 2019, der forinden havde modtaget en forebyggende indsat, efter type

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet for første gang i

2019. Se i øvrigt anmærkning til figur 1.17.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forebyggende indsatser og foranstaltninger, som primært er orienteret mod barnet eller den

unge selv, omfatter oftest en fast konktaktperson og en aflastningsordning på et anbringel-

sessted mv. Blandt de mindre anvendte forebyggende indsatser er et døgnophold for familien

på et anbringelsessted, kontaktperson for familien, ophold i dagtilbud, fritidshjem eller lig-

nende, samt formidling af et praktikophold for den unge.

Kapitel 6 giver en samlet gennemgang af de forskellige former for forebyggende indsatser og

foranstaltninger og ser blandt andet nærmere på sammenhæng mellem barnets alder og

kommunernes valg af indsats.

1.6

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet, har en markant større risiko for at

opleve hjemløshed senere i livet end andre børn og unge. Mens 7 pct. af tidligere anbragte

unge i alderen 18-29 år har oplevet hjemløshed, gælder det 0,5 pct. blandt øvrige unge i

samme aldersgruppe.

Når anbragte børn og unge oftere oplever hjemløshed senere i livet, skal det blandt andet

ses i lyset af de sociale problemer, som har været en medvirkende årsag til, at de blev an-

bragt uden for hjemmet. Det kan være omsorgssvigt og andre sociale problemer i hjemmet,

misbrugsproblemer og psykiske vanskeligheder, der stadig sætter dybe spor ind i voksenli-

vet, selvom de unge har fået forskellige former for støtte og hjælp som led i anbringelsen.

Her identificerer analyserne i redegørelsen en række risikofaktorer, som hver for sig og i

kombination kan øge risikoen for at oplever hjemløshed i ungdommen. Blandt andet ser det

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

ud til, at tidligere anbragte mænd med en psykiske lidelse, usammenhængende anbringel-

sesforløb eller manglende afgangsprøve i 9. klasse, er nogle af dem, der vil have en særlig

stor risiko for at opleve hjemløshed.

Samtidig peger analyserne i kapitlet på, at hvis en person har flere individuelle risikofaktorer,

stiger den samlede risiko for at opleve hjemløshed betydeligt. Her kan et fokus på disse risi-

kofaktorer i det sociale arbejde understøtte en tidlig opsporing, hvor der sættes ind med fore-

byggende indsatser, før den unge kommer ud i hjemløshed.

Psykiske lidelser ser ud til at være én af de risikofaktorer, der har størst betydning i forhold til

om anbragte børn og unge oplever hjemløshed i det tidlige voksenliv. For eksempel er det 16

pct. blandt tidligere anbragte mænd med en psykisk lidelse, der har været i hjemløshed,

mens det er 5 pct. blandt øvrige tidligere anbragte mænd, som ikke har haft en psykisk li-

delse. Blandt kvinder ses der ligeledes en større forekomst af hjemløshed hos tidligere an-

bragte unge med en psykisk lidelse, jf. figur 1.19.

Figur 1.19

Andel af tidligere anbragte unge, der har været

hjemløse, efter diagnose for psykisk lidelse

Figur 1.20

Andel af tidligere anbragte unge i hjemløshed,

efter forskellige psykiske lidelser og køn

Anm.: Unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, der har været anbragt uden for hjemmet, og som findes i befolknings-

registret ultimo året. Hjemløshed er opgjort som personer, der indgår i VIVE’s landsdækkende hjemløsetællinger

fra 2017 eller 2019, eller som indgår i Social- og Ældreministeriets boformsstatistik og dermed har taget ophold

på et forsorgshjem eller herberg (servicelovens § 110) i perioden 2008-2019. Psykiske lidelser er baseret på op-

lysninger om diagnoser for skizofreni mv., depression, angst, spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser mv. og

psykiske lidelser forårsaget af alkohol eller stoffer i perioden 1995-2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Særligt psykiske lidelser som følge af alkohol eller stoffer ser ud til at øge risikoen for hjem-

løshed væsentligt. Blandt tidligere anbragte mænd er det op mod 30 pct. med psykiske lidel-

ser på grund af alkohol eller stoffer mv., som har været i hjemløshed, mens det er lidt over 15

pct. af kvinder, jf. figur 1.20.

Når tidligere anbragte unge med en psykisk lidelse oftere oplever hjemløshed, vil det for

nogle også afspejle, at hjemløsheden har været med til at udløse eller forværre en psykisk

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

lidelse, blandt andet på grund af den utryghed og stress, som hjemløshed for mange vil være

forbundet med.

Analysen peger også på, at ustabile anbringelsesforløb, karakteriseret ved skift i anbringel-

sessted og midlertidige ophør i anbringelsen, er med til at øge risikoen for hjemløshed.

Blandt tidligere anbragte mænd, der har skiftet anbringelsessted én eller flere gange i løbet

af deres anbringelse, har eksempelvis ca. 13 pct. været i en form for hjemløshed. Til sam-

menligning gælder det ca. 7 pct. af tidligere anbragte mænd, som ikke har skiftet anbringel-

sessted. Blandt tidligere anbragte kvinder ses samme tendens, jf. figur 1.21.

Figur 1.21

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter skift i anbringelsessted

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 1.20.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når skift og midlertidige ophør i anbringelser er en risikofaktor for hjemløshed, kan det blandt

andet hænge sammen med, at det for nogle er medvirkende til, at de står med et svagere

personligt netværk i det tidlige voksenliv. Når et barn eller en ung skifter anbringelsessted,

kan det således betyde, at barnet eller den unge må starte forfra i forhold til at opbygge soci-

ale relationer, eksempelvis til nye plejeforældre og til klassekammerater på en ny skole. Det

stiller den unge svagere sammenlignet med unge i almindelighed, som kan støtte sig op ad

forældre, venner eller andre nære relationer, og eksempelvis få økonomisk støtte og hjælp til

almindelige daglige gøremål.

Kapitel 7 giver en samlet karakteristik af personer i hjemløshed i alderen 18-29 år, som har

været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres barndom eller ungdom, og

identificerer nogle af de risikofaktorer, der ser ud til at kunne have betydning for, om anbragte

børn og unge oplever hjemløshed senere i livet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.7

Vold i nære relationer

Vold i nære relationer kan have en række alvorlige og langsigtede konsekvenser i forhold til

trivsel, helbred og udvikling. Partnervold er blandt andet en kendt risikofaktor for posttrauma-

tisk stress (PTSD), som kan være meget invaliderende. Samtidig kan PTSD medføre en

række andre komplikationer som depression, misbrug af alkohol og stoffer samt selvska-

dende adfærd. Her er det afgørende, at mennesker, børn som voksne, der har oplevet vold i

nære relationer, får den rette hjælp og støtte i tide.

Både mænd og kvinder oplever at blive udsat for vold i nære relationer. Kvinder har imidlertid

en væsentligt højere risiko end mænd for at blive udsat for partnervold. Derudover kan der

være forskel på den vold, som mænd og kvinder udsættes for, herunder hvor grov volden er,

og hvor ofte der er tale om gensidig vold. I en undersøgelse af VIVE fra 2022 skønnes det, at

omkring 82.000 kvinder og 43.000 mænd årligt er udsat for fysisk, psykisk, seksuel og/eller

økonomisk vold af en nuværende eller tidligere partner (VIVE, 2022c). En anden undersø-

gelse af VIVE fra 2022 finder indikationer på, at den partnervold, kvinder udsættes for, har en

mere omfattende karakter end den partnervold, mænd oplever. Undersøgelsen viser, at kvin-

der oftere end mænd har oplevet flere voldsformer og flere voldshændelser. Desuden har

kvinderne hyppigere oplevet, at den seneste voldshændelse var alvorlig, og at de var meget

bange. Endeligt oplever kvinderne i højere grad, at volden har påvirket deres liv i dag (VIVE,

2022b). Derudover viser en undersøgelse af Syddansk Universitet fra 2018, at mænd udsat

for fysisk partnervold oftere er udsat for spark, slag med knyttet hånd eller genstande, mens

kvinder udsat for fysisk partnervold oftere er udsat for at blive kastet mod møbler, vægge,

ned ad trapper eller lignende samt kvælningsforsøg eller overgreb med kniv eller skydevåben

(Deen et al., 2018).

Ifølge flere aktører på området har nedlukningen i forbindelse med Covid-19 blandt andet be-

tydet, at der i nogle familier er sket en eskalering af voldens karakter og hyppighed, og at det

har været sværere for voldsudsatte at række ud efter hjælp, da de i mindre grad har været

alene i hjemmet.

I de mest alvorlige og tragiske tilfælde kan mænd og kvinder blive dræbt af deres partner, og

her er ofrene oftest kvinder. En nyere undersøgelse af Justitsministeriet fra 2020 viser, at der

i perioden 2012-2017 var, baseret på afgørelsesdato, 35 ofre for partnerdrab i Danmark, hvor

der er faldet dom i sagen, og i langt de fleste tilfælde er offeret en kvinde, jf. boks 1.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.3

Partnervold og -drab

Både mænd og kvinder oplever at blive udsat for vold i deres nære relationer, men kvinder har i forhold til

mænd en væsentligt højere risiko for at blive udsat for vold af en partner eller en ekspartner. I en undersø-

gelse om partnervold i Danmark af VIVE fra 2022 estimeres det, at omkring 82.000 kvinder (mellem 74.000

og 89.000) og 43.000 mænd (mellem 37.000 og 50.000) årligt udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller

økonomisk vold af en nuværende eller tidligere partner. Tallene er baseret på ca. 18.000 besvarelser i 2020

til spørgeskemaundersøgelsen SHILD, som indsamles hvert fjerde år blandt et tilfældigt udsnit af danskere i

alderen 16-64 år. Her svarede 4,5 pct. af de kvindelige respondenter og 2,4 pct. af de mandlige responden-

ter, at de havde været udsat for mindst én af de undersøgte voldsformer inden for det seneste år. Det esti-

merede antal voldsudsatte er, ifølge VIVE, behæftet med en betydelig usikkerhed og skal derfor tolkes med

varsomhed (VIVE, 2022c). VIVE undersøger desuden kun forekomsten af vold fra en partner eller tidligere

partner. Dertil kommer de mænd og kvinder, som har været udsat for vold af andre i deres nære relationer,

for eksempel et familiemedlem.

Undersøgelsen viser også, at blandt de fire voldsformer, VIVE undersøger, er psykisk vold den hyppigst

forekommende form for partnervold blandt både mænd og kvinder, efterfulgt af fysisk vold. Psykisk vold kan

komme til udtryk på mange måder, eksempelvis ved følelsesmæssig manipulation eller kontrollerende og

truende adfærd. VIVE finder, at omkring 3,9 pct. af kvinderne og 1,9 pct. af mændene i undersøgelsen

havde været udsat for psykisk vold af en partner eller ekspartner inden for det seneste år. Der var 1,2 pct.

af kvinderne og 0,6 pct. af mændene, som havde været udsat for fysisk partnervold inden for det seneste år

(VIVE, 2022c). Justitsministeriets offerundersøgelse fra 2020, som blev offentliggjort i 2021, undersøger

også forekomsten af psykisk vold i nære relationer. På baggrund af besvarelser fra 13.255 personer i alde-

ren 16-74 år estimeres det, at mellem 97.000 og 120.000 personer i 2020 er blevet udsat for psykisk vold af

en person nært knyttet til hustanden inden for det seneste år (Justitsministeriet, 2021).

Det er desuden væsentligt, at der kan være forskelle på den vold, som mænd og kvinder udsættes for, her-

under hvor grov volden er, og hvor ofte der er tale om gensidig vold. En anden rapport af VIVE fra 2022,

som undersøger danskernes kendskab til partnervold, finder indikationer på, at den vold, kvinder udsættes

for, har en mere omfattende karakter end den vold, mænd tilsvarende udsættes for. Kvinder, som udsættes

for partnervold, har oftere været udsat for flere former for vold og har oplevet flere voldshændelser. Derud-

over oplever de hyppigere, at den seneste voldshændelse var alvorlig, og de var hyppigere meget bange.

Desuden oplever kvinderne i højere grad end mændene, at volden har påvirket deres liv i dag. Resultaterne

er baseret på knap 1.700 besvarelser til en spørgeskemaundersøgelse blandt 18-64-årige i 2021 (VIVE,

2022b). En anden undersøgelse af Syddansk Universitet (SDU) fra 2018, som blandt andet belyser fore-

komsten af fysisk partnervold, viser, at mænd udsat for partnervold oftere er udsat for spark, slag med knyt-

tet hånd eller genstande, mens kvinder udsat for partnervold oftere er udsat for at blive kastet mod møbler,

vægge, ned ad trapper eller lignende samt kvælningsforsøg eller overgreb med kniv eller skydevåben. Un-

dersøgelsen baserer sig på ca. 14.000 besvarelser til Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2017, som

er en spørgeskemaundersøgelse om befolkningens sundhed og sygelighed (Deen et al., 2018).

Ifølge en undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2020 var der, baseret på afgørelsesdato, i perioden ultimo

2012 til 2017 i alt 150 drab i Danmark, når der ses på drab i sager, hvor der er faldet dom i sagen, og hvor

mindst én person er fundet skyldig. Heraf kan 35 drab, svarende til 23 pct. af alle drab, karakteriseres som

partnerdrab. Ud af de 35 partnerdrab var 26 af ofrene kvinder, hvilket svarer til 74 pct.

Kvinder, som er udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller

samlivsforhold, kan søge ophold på et af landets kvindekrisecentre. Kvindekrisecentrene har

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

først og fremmest til formål at hjælpe den enkelte kvinde og eventuelt ledsagende børn med

beskyttelse, omsorg og støtte. På længere sigt kan opholdet og den medfølgende kommu-

nale støtte og vejledning samt psykologbehandling bidrage til, at kvinderne får etableret en

selvstændig tilværelse uden vold.

I 2020 tog op mod 2.300 kvinder ophold på et kvindekrisecenter. Heraf har 23 pct. fået stillet

en eller flere af en række udvalgte psykiatriske diagnoser i perioden 2014-2018, mens tilsva-

rende gælder for 7 pct. af kvinder i befolkningen. Oftest er det angst mv., som kvinder på

kvindekrisecentre har fået diagnosticeret, hvilket blandt andet omfatter stressrelaterede lidel-

ser, herunder PTSD. Blandt kvinder med ophold på et kvindekrisecenter har 16 pct. fået stil-

let en diagnose for angst mv., mens det gælder 4 pct. af alle kvinder i befolkningen, jf. figur

1.22 og 1.23.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.22

Andel kvinder i 2020 med udvalgte psykiatriske

diagnoser i perioden 2014-2018

Figur 1.23

Kvinder i 2020 efter udvalgte diagnosegrupper i

perioden 2014-2018

Anm.: Kvinder på 18 år og derover, som havde ophold på et kvindekrisecenter (servicelovens § 109) på et tids-

punkt i 2020. Langt størstedelen af kvinder på kvindekrisecentre er mellem 18 og 64 år. Kvinder i befolkningen

omfatter derfor kvinder på 18-64 år ultimo 2020. Baseret på kontakter til behandlingspsykiatrien i perioden 2014-

2018 og omfatter udvalgte diagnosegrupper. Se mere herom i boks 2 i bilag 5.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Lidt over en femtedel af kvinderne med ophold på et kvindekrisecenter har en videregående

uddannelse. Det er med til at illustrere, at også kvinder med en mere ressourcestærk bag-

grund bliver udsat for vold i deres nære relationer, og at vold kan ramme bredt på tværs af

sociale skel. Men der ikke desto mindre en tydelig social og kulturel skævhed, hvis man sam-

menligner kvinder med ophold på et kvindekrisecenter med øvrige kvinder i befolkningen.

Kvinder på kvindekrisecentre har generelt et lavere uddannelsesniveau, en svagere tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet og kommer oftere fra ikke-vestlige lande. Mere end 40 pct. af alle

kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i 2020 havde ikke-vestlig oprindelse, selvom

gruppen kun udgør 11 pct. af alle kvinder i befolkningen.

Når en kvinde har været udsat for vold og tager ophold på et kvindekrisecenter, er det nogle

gange mest hensigtsmæssigt, at kvindekrisecentret er beliggende tæt på for eksempel ar-

bejdsplads og skole. Andre gange kan der omvendt være et behov for at flytte langt væk fra

voldsudøveren. I 2020 var der i Danmark 63 kvindekrisecentre, som samlet set har 75 afde-

linger. Afdelingerne er placeret i 47 kommuner rundt omkring i landet, jf. figur 1.24.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.24

Kommuner hvor der ligger mindst ét kvindekrisecenter, 2020

Anm.: Tilbud som pr. 31. december 2020 er godkendt til kvindekrisecenter (§ 109). Ét tilbud kan have flere afde-

linger. Der tages udgangspunkt i afdelingernes adresser. Kvindekrisecentre med hemmelig adresse fremgår ikke

af kortet. Det drejer sig om 9 afdelinger.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Tilbudsportalen.

Omkring halvdelen af alle kvinder, der tager ophold på et kvindekrisecenter, har ledsagende

børn med sig. I 2020 var der op mod 2.100 børn og unge, som tog ophold sammen med de-

res mor på et kvindekrisecenter.

Kapitel 8 ser på den baggrund også nærmere på børn, som ledsager deres mødre på kvinde-

krisecentre, herunder omfanget af underretninger om og sociale indsatser til børnene, og

hvordan de klarer sig i skolen sammenlignet med deres jævnaldrende.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.8

Personer med dobbeltdiagnose

Personer i misbrugsbehandling har ofte meget komplekse udfordringer, som kræver en spe-

cialiseret og tværfaglig indsats, hvis misbrugsbehandlingen skal lykkes. Det gælder eksem-

pelvis personer med et alkohol- eller stofmisbrug, som samtidig har en psykisk lidelse. Analy-

serne i redegørelsen sætter fokus på denne gruppe af personer, som også betegnes som

personer med dobbeltdiagnose.

Omkring 34.000 personer over 18 år modtog behandling for et alkohol- eller stofmisbrug i

2018, og heraf havde ca. 9.000 personer en dobbeltdiagnose, svarende til 27 pct. af den

samlede gruppe i misbrugsbehandling, jf. figur 1.25.

Figur 1.25

Personer i misbrugsbehandling i 2018

Anm.: Personer, der i løbet af 2018 modtog alkohol- og/eller stofmisbrugsbehandling. Opgørelsen kan afvige fra

opgørelser fra Sundhedsdatastyrelsen grundet forskelle i opgørelsesmetode. Se boks 9.1 i kapitel 9 vedr. defini-

tion af personer med dobbeltdiagnose og opgørelsesmetode. Det er ikke alle kommuner, der har godkendt data

vedrørende personer, der modtog stofmisbrugsbehandling i løbet af perioden 2016-2018. Indberetninger fra disse

kommuner indgår ikke i opgørelsen. Opgørelsen er derfor et skøn og er forbundet med nogen usikkerhed.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister.

Personer med dobbeltdiagnose er i denne sammenhæng afgrænset til personer, der modta-

ger offentligt finansieret behandling for et alkohol- eller stofmisbrug, og som samtidig har en

psykisk lidelse, der er så alvorlig, at den har givet anledning til et aktuelt behandlingsforløb i

behandlingspsykiatrien. Af samme grund vurderes antallet af personer med dobbeltdiagnose

i nogen grad at være underestimeret. Eksempelvis vil personer i misbrugsbehandling, der

samtidig modtager behandling for en psykisk lidelse i primærsektoren ved en læge, psykolog

eller lignende, ikke indgå i gruppen af personer med dobbeltdiagnose. De indgår i stedet i

gruppen af øvrige i misbrugsbehandling.

Derudover vil der være personer med et misbrug og en psykisk lidelse, der ikke aktuelt mod-

tager behandling for deres misbrug, psykiske lidelse eller begge dele. Eksempelvis kan der

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

være personer, der modtager misbrugsbehandling, som har en psykisk lidelse, der ikke er di-

agnosticeret. Endelig kan der være en gruppe, der ikke indgår i opgørelsen, fordi de ikke øn-

sker at indgå i et behandlingsforløb, eller fordi de har udfordringer, der er så komplekse, at

de ikke er i stand til at indgå i et behandlingsforløb, selvom de både har et behandlingskræ-

vende misbrug og en behandlingskrævende psykisk lidelse.

Selvom personer med dobbeltdiagnose generelt har en større problemtyngde end øvrige per-

soner i misbrugsbehandling, tegner analyseresultaterne et billede af, at det er muligt at give

en vellykket misbrugsbehandling til nogle personer med dobbeltdiagnose. Blandt personer

med dobbeltdiagnose, der afsluttede deres forløb i 2016, afsluttede 30 pct. som færdigbe-

handlet, mens det var 36 pct. blandt øvrige i misbrugsbehandling jf. figur 1.26.

Figur 1.26

Personer med afsluttet misbrugsbehandlingsforløb i 2016 efter årsag

Anm.: Personer, der afslutter misbrugsbehandlingsforløb i 2016, opdelt efter afslutningsårsag. Har samme per-

son flere forløb i 2016, tages der udgangspunkt i senest iværksatte forløb. Kategorien

andet

omfatter blandt an-

det, at borgeren er udskrevet til et andet tilbud, udskrevet til hospitalet eller flyttet. Se boks 9.1 i kapitel 9 vedr.

definition af personer med dobbeltdiagnose og opgørelsesmetode.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister.

Når misbrugsbehandlingen afsluttes som færdigbehandlet, er det ikke nødvendigvis ensbety-

dende med, at personen er blevet stof- eller alkoholfri, men det betyder imidlertid, at målet

med behandlingen er opnået. Hvis behandlingen afsluttes som færdigbehandlet, er det samti-

dig en indikation på, at misbrugsbehandlingen er lykkedes. Der er dog stadig en del, som får

behov for misbrugsbehandling igen efterfølgende.

Her hører det med til billedet, at personer med dobbeltdiagnose ofte også modtager mere

hjælp og støtte end øvrige personer i misbrugsbehandling. Mens 44 pct. af personerne med

dobbeltdiagnose i 2016 har modtaget andre sociale indsatser på et tidspunkt i perioden

2016-2018, gælder det 19 pct. blandt øvrige i misbrugsbehandling, jf. figur 1.27.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.27

Andel med dobbeltdiagnose og øvrige i mis-

brugsbehandling i 2016, der har modtaget an-

dre sociale indsatser i perioden 2016-2018

Figur 1.28

Ydelsesgrader for beskæftigelse, fleksjob og

SU for personer med dobbeltdiagnose og øv-

rige i misbrugsbehandling i 2018

Anm.: Figur 1.27 viser andelen, der har modtaget andre udvalgte sociale indsatser i perioden 2016-2018. Figur

1.28 viser, hvor stor en del af året gruppen har været i beskæftigelse, fleksjob eller modtaget SU. Se figur 9.4 i

kapitel 9 samt bilag 4 for opgørelsen af ydelsesgrader. Se boks 9.2 i kapitel 9 for opgørelse af personer, der mod-

tager andre sociale indsatser. Se boks 9.1 i kapitel 9 vedr. definition af personer med dobbeltdiagnose og opgø-

relsesmetode.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister.

Analyseresultaterne viser også, at personer med dobbeltdiagnose i lavere grad har været i

beskæftigelse, fleksjob eller modtaget SU sammenlignet med øvrige i misbrugsbehandling.

Samtidig viser resultaterne, at det for nogle i målgruppen er muligt at fastholde en tilknytning

til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet til trods for deres komplekse udfordringer med

både misbrug og psykisk lidelse. Samlet set har gruppen af personer med dobbeltdiagnose i

2018 i gennemsnit været i beskæftigelse eller modtaget SU i 16 pct. af året. Til sammenlig-

ning har den øvrige gruppe i misbrugsbehandling i gennemsnit været i beskæftigelse eller

modtaget SU i 30 pct. af året, jf. figur 1.28.

Kapitel 9 ser nærmere på, hvad der karakteriserer personer med dobbeltdiagnose, herunder

hvordan de adskiller sig fra øvrige personer i misbrugsbehandling.

1.9

Tilbud på det specialiserede socialområde

Tilbud på det specialiserede socialområde omfatter en række forskellige typer af tilbud, som

har til formål at yde hjælp og støtte til børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det er i udgangspunktet kommunerne, som

visiterer en borger til et tilbud. Henvisningen skal ske på baggrund af en individuel vurdering

af borgerens støttebehov samt tilbuddets kvalifikationer og kompetencer til at imødekomme

netop dette behov.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Her kan Tilbudsportalen være med til at sikre et godt match mellem borger og tilbud, fordi

portalen giver et samlet overblik over tilbuddene, herunder hvilken hjælp og støtte de tilbyder,

og hvilke målgrupper de henvender sig til.

På Tilbudsportalen kan tilbuddenes afdelinger være registreret til at kunne yde hjælp og

støtte til én eller flere af 46 forskellige målgrupper, som er inddelt i følgende seks overord-

nede kategorier: fysisk funktionsnedsættelse, intellektuel eller kognitiv forstyrrelse, udviklings-

forstyrrelse, psykiske vanskeligheder, sociale problemer samt øvrige målgrupper.

På voksenområdet kan langt de fleste afdelinger yde hjælp og støtte til personer, som har en

intellektuel eller kognitiv forstyrrelse. Det kan eksempelvis være personer, som har udvik-

lingshæmning eller en hjerneskade. Ud af 3.983 afdelinger på voksenområdet henvender 60

pct. sig til personer med en intellektuel eller kognitiv forstyrrelse. På børne- og ungeområdet

er der flest afdelinger, som drager omsorg for personer med et socialt problem. Blandt de

1.207 afdelinger på børne- og ungeområdet henvender over 70 pct. sig til personer med et

socialt problem, jf. tabel 1.2.

Tabel 1.2

Afdelinger på henholdsvis voksenområdet og børne- og ungeområdet efter målgruppekategori

Voksenområdet

Målgruppekategori

Fysisk funktionsnedsættelse

Intellektuel/kognitiv forstyrrelse

Udviklingsforstyrrelse

Psykiske vanskeligheder

Socialt problem

Øvrige målgrupper*

Uoplyst

Børne- og ungeområdet

------------------------ Pct. ------------------------

------------------------ Antal ------------------------

Afdelinger i alt

3.983

1.207

Note: *) Øvrige målgrupper dækker over målgrupper til personer dømt til strafferetslig foranstaltning, flygtninge,

personer med multipel funktionsnedsættelse og personer med sjældent forekommende funktionsnedsættelse.

Anm.: Afdelinger pr. 31. december 2020. Se i øvrigt bilag 6 om databehandling og opmærksomhedspunkter.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen.

På voksenområdet henvender afdelingerne sig oftest til færre end fem målgrupper, hvilket

gælder for 65 pct. af afdelingerne. På børne- og ungeområdet er det omkring halvdelen af af-

delingerne, som henvender sig til færre end fem målgrupper, jf. figur 1.29 og 1.30.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.29

Afdelinger på voksenområdet efter antal mål-

grupper

Figur 1.30

Afdelinger på børne- og ungeområdet efter an-

tal målgrupper

Anm.: Afdelinger pr. 31. december 2020. 21 afdelinger på voksenområdet og 5 afdelinger på børne- og ungeom-

rådet har ikke registreret målgruppe på Tilbudsportalen og indgår derfor ikke opgørelsen. Se i øvrigt bilag 6 om

databehandling og opmærksomhedspunkter.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen.

Kapitlet ser også nærmere på udbetaling af udbytte på kommercielle private tilbud. Tilbud-

dene på det specialiserede socialområde kan være ejet af kommuner, regioner eller private

virksomheder, herunder kommercielle private virksomheder som ApS, A/S mv. De kommerci-

elle private virksomheder har mulighed for at udbetale eventuelle overskud som udbytte til

virksomhedens ejerkreds.

Blandt de knap 2.000 tilbud, der er omfattet af socialtilsynet, er 285 tilbud ejet af kommerci-

elle private virksomheder, svarende til 14 pct. af det samlede antal tilbud opgjort i juni 2021.

Det har været muligt at fremsøge regnskaber for 213 af de kommercielle private tilbud, som

er ejet af i alt 199 virksomheder. Omkring 30 pct. af disse virksomheder har udbetalt eller fo-

reslået at udbetale udbytte i seneste regnskabsperiode, jf. figur 1.31. Blandt de virksomhe-

der, der har udbetalt eller foreslået at udbetale udbytte, har 13 pct. udbetalt eller foreslået at

udbetale udbytte på over 1 mio. kr. Derudover har 29 pct. udbetalt eller foreslået at udbetale

udbytte på mellem 0,5 og 1 mio. kr., mens de resterende 58 pct. af virksomhederne har ud-

betalt eller foreslået udbetaling af udbytte på op til 0,5 mio. kr., jf. figur 1.32.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.31

Andel virksomheder, der har udbetalt eller fore-

slået at udbetale udbytte

Figur 1.32

Andel virksomheder, der har udbetalt eller fore-

slået udbetaling, efter størrelse af udbytte

Anm.: Andelen af kommercielle private virksomheder, der ejer sociale tilbud, og som har udbetalt eller foreslået at

udbetale udbytte samt størrelsen af de realiserede eller foreslåede udbytteudbetalinger. Se i øvrigt boks 10.2 i

kapitel 10 for datagrundlag og opmærksomhedspunkter.

Kilde: Egne beregninger på data fra Tilbudsportalen og årsregnskaber fra CVR.dk.

Kapitel 10 ser på baggrund af data fra Tilbudsportalen nærmere på, hvilke og hvor mange

målgrupper de enkelte afdelinger på tilbud på det specialiserede socialområde henvender sig

til, herunder Socialtilsynenes kvalitetsvurderinger af tilbuddene.

1.10 Evalueringen af det specialiserede socialområde

Med aftalen om finansloven for 2020 blev det aftalt at iværksætte en evaluering af det specia-

liserede socialområde (ESS). Baggrunden for evalueringen har blandt andet været, at aktører

på området siden kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne overtog det samlede ansvar

for tilbud på det specialiserede socialområde, har oplevet, at der er sket en afspecialisering

af socialområdet, at vigtig viden er gået tabt, og at højt specialiserede tilbud er forsvundet.

Med kommunalreformen blev der iværksat en række initiativer med henblik på at sikre opret-

holdelsen af specialiseret viden og tilbud, herunder rammeaftaler og specialrådgivningsfunkti-

onen VISO. Som opfølgning på evalueringen af kommunalreformen i 2013 blev den nationale

koordinationsstruktur (NATKO) oprettet til at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede

indsatser og tilbud til borgere på det mest specialiserede social- og specialundervisningsom-

råde. Aktører på området vurderer dog, at de iværksatte initiativer ikke har været tilstrække-

lige til at forhindre afspecialisering. Grundet manglende viden og data tilbage i tid, er det

imidlertid ikke muligt analytisk at be- eller afkræfte, om der er sket en afspecialisering.

Som led i evalueringen er der gennemført et omfattende analysearbejde. Her har nogle af de

centrale analyser blandt andet givet ny viden om den geografiske dækning af tilbud på det

specialiserede socialområde, om kommunernes brug af botilbud i andre kommuner og om

målgruppekombinationer på sociale tilbud. Der er også gennemført en komparativ analyse af

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Danmark, Norge og Sverige med fokus på indsatser, målgrupper og organisering på det spe-

cialiserede socialområde.

Se boks 1.4 for en oversigt over udvalgte analyser, der er udarbejdet som led i Evalueringen

af det specialiserede socialområde.

Boks 1.4

Evalueringen af det specialiserede socialområde – udvalgte analyser og undersøgelser

Som led i Evalueringen af det specialiserede socialområde er der gennemført et omfattende analysearbejde,

herunder en kortlægning af tilbudsbilledet på området. Analyserne er blandt andet offentliggjort som en del

af ministeries løbende analyseserie Velfærdspolitisk Analyse. Nogle af de centrale analyser og undersøgel-

ser omfatter:

•

Velfærdspolitisk Analyse om ”Geografisk dækning af tilbud på det specialiserede socialområde”. Analy-

sen viser bl.a., at der overordnet set ligger tilbud i de fleste af landets kommuner.

Velfærdspolitisk Analyse om ”Størrelse og virksomhedsformer for specialiserede sociale tilbud”. Analy-

sen viser bl.a., at der på de fleste tilbudstyper med døgnophold i gennemsnit er 20-30 pladser på et

tilbud og 10-15 pladser på en afdeling

•

Velfærdspolitisk Analyse om ”Målgruppekombinationer på sociale tilbud”. Analysen viser bl.a., at på

voksenområdet henvender to tredjedele af afdelingerne sig til 1-4 målgrupper, og på børne- og unge-

området gør det samme sig gældende for halvdelen af afdelingerne.

Velfærdspolitisk Analyse om ”Kvalitetsvurderinger af sociale tilbud”. Analysen viser, at Socialtilsynets

kvalitetsvurderinger tegner et billede af en generelt høj kvalitet på de sociale tilbud. Både blandt tilbud på

voksenområdet og børne- og ungeområdet ligger den såkaldte temascore på en skala fra 1 til 5 i gen-

nemsnit på 4 eller derover for hvert af de syv temaer, der indgår i tilsynets kvalitetsmodel samt at regio-

nale, kommunale og private tilbud gennemsnitligt set ikke adskiller sig markant fra hinanden i kvalitets-

vurderingen.

•

Velfærdspolitisk Analyse om ”Brug af botilbud i andre kommuner”. Analysen viser bl.a., at 39 pct. af

beboerne i botilbud bor i en anden kommune end handlekommunen, og at kommunerne i gennemsnit

benytter botilbud i 25 forskellige kommuner.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.4 (forsat)

Evalueringen af det specialiserede socialområde – udvalgte analyser og undersøgelser

•

Velfærdspolitisk Analyse om ”Tendenser i kommunernes brug af botilbud i andre kommuner”. Analysen

opgør bl.a. de individuelle enhedsudgifter, der udtrykker, hvad botilbuddet koster for en person med op-

hold i et år. Analysen viser, at enhedsudgiften er størst for borgere bosat uden for betalingskommunen.

•

Velfærdspolitisk Analyse om ”Uddannelse blandt medarbejdere på døgntilbud og anbringelsesstader”.

Analysen viser bl.a., at omkring halvdelen af medarbejderne (inkl. det borgerrettede og ikke-borgerret-

tede personale) har en uddannelse inden for social- og sundhedsområdet.

VIVE har for Social- og Ældreministeriet gennemført en komparativ undersøgelse af det specialiserede

socialområde i Danmark, Norge og Sverige med det formål at afdække og sammenligne den strukturelle

opbygning og organisering af området.

•

VIVE har for Social- og Ældreministeriet gennemført en brugertilfredshedsundersøgelse på det speciali-

serede voksenområde, hvor de ser på borgernes tilfredshed med en række specifikke ydelser og visita-

tionsprocessen.

•

Analyserne har fra hvert deres perspektiv bidraget med ny viden om socialområdet og har udgjort baggrun-

den for det videre arbejde med Evalueringen af det specialiserede socialområde.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Alle analyserne i regi af Evalueringen af det specialiserede socialområde findes på ministeri-

ets hjemmeside:

https://sm.dk/arbejdsomraader/handicap/evaluering-af-det-specialiserede-

socialomraade.

1.11 Virksomme indsatser og sociale investeringer

Udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser er omdrejningspunktet for en stor del

af socialpolitikken. Sociale indsatser, der virker, er først og fremmest investeringer i menne-

sker, deres trivsel og livsmuligheder. Men indsatserne kan også have et samfundsøkonomisk

afkast, for eksempel når den enkeltes støttebehov bliver nedbragt eller i form af positive ef-

fekter på beskæftigelse, uddannelse og sundhed.

Hvis det fulde potentiale i investeringstankegangen skal gøres til virkelighed, er det blandt

andet nødvendigt, at kommuner, civilsamfund og øvrige aktører på socialområdet har redska-

berne til at arbejde systematisk med sociale indsatser ud fra viden om indsatsernes effekt og

afledte økonomiske konsekvenser. På den baggrund gør de følgende afsnit status over en

del af Social- og Ældreministeriets langsigtede og strategiske arbejde med at udvikle og ud-

brede virksomme sociale indsatser og investeringer på socialområdet. Hjørnestenene i dette

arbejde er

Strategi for udvikling af den sociale indsats,

Udviklings- og Investeringsprogram-

merne (UIP) og Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), og ministeriet har ligele-

des et tæt samarbejde med Den Sociale Investeringsfond, der arbejder med investerings-

dagsordenen bredt på velfærdsområderne.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.11.1

Strategi for udvikling af den sociale indsats

sætter rammerne for Social- og Ældreministeriets

langsigtede og strategiske arbejde med at udvikle og udbrede virksomme indsatser på social-

området, særligt i regi af UIP. ”Strategi for udvikling af sociale indsats” (SUSI) blev lanceret i

2017. Ministeriet har i 2021 igangsat udarbejdelse af en revideret og opdateret version: ”Stra-

tegi for udvikling af den sociale indsats” (SUSI 2.0).

Der har været to overordnede formål med at revidere strategien. For det første er der blandt

kommunerne stor efterspørgsel på indsatser, der omfatter nye måder at organisere den sam-

lede sociale indsats på. Denne efterspørgsel er i dag svær at imødekomme inden for ram-

merne af den nuværende strategi. Det skyldes, at den nuværende strategi i sin tid blev udar-

bejdet med fokus på udvikling af socialfaglige metoder, der retter sig mod en afgrænset mål-

gruppe eller social problemstilling, for eksempel nye metoder til stofmisbrugsbehandling. For

det andet har erfaringerne med blandt andet UIP peget på et potentiale for at styrke bruger-

inddragelsen i indsatsudviklingen og på den måde sikre, at nye sociale indsatser afspejler

behov, ønsker og oplevelser blandt brugere af sociale tilbud med videre. Endelig har vurde-

ringen også været, at den viden, der løbende opnås i udviklingen af nye indsatser, i højere

grad kan nyttiggøres undervejes i udviklingsarbejdet, eksempelvis gennem Socialstyrelsens

rådgivning af kommunerne, end det sker i dag.

Strategen blev i sin tid til som svar på en række konstaterede udfordringer med systematik i

indsatsudviklingen på ministeriets område, ikke mindst i forhold til satspuljeprojekter rettet

mod udvikling og udbredelse af nye socialfaglige metoder.

Metoder, som kom fra udlandet, blev udbredt og implementeret uden først at være modnet

og afprøvet tilstrækkeligt i en dansk kontekst. Og nye indsatser, som viste lovende resultater i

en kommune, blev implementeret i andre kommuner, uden at man sikrede sig, at indsatsen

var den bedst egnede og var virksom udover i den lokale sammenhæng, hvor den var udvik-

let. Mens der i andre projekter blev udviklet, afprøvet og udbredt indsatser inden for en kort

årrække, så der ikke var den fornødne tid til at undersøge, om indsatsen virkede efter hensig-

ten og var bæredygtig efter projektafslutning.

Kernen i den nuværende strategi er en fasemodel, som beskriver en systematik for indsats-

udvikling i fire faser: screening, modning, afprøvning og udbredelse, jf. figur 1.33.

Strategi for udvikling af den sociale indsats

Figur 1.33

Faserne i strategi for udvikling af den sociale indsats

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Udviklingen af en ny social indsats starter i screeningsfasen og bliver systematisk og målret-

tet modnet og afprøvet i en mindre skala på kommunalt niveau, indtil den er klar til at blive

udbredt på nationalt plan. Den systematiske tilgang til indsatsudvikling består i, at der ved fa-

seovergang ud fra tydelige kriterier træffes beslutning om, hvorvidt et udviklingsarbejde kan

fortsætte eller bør stoppes. Dette skal sikre effektiv anvendelse af de midler, der investeres i

udvikling af nye virksomme indsatser. Samtidig sikres det, at der ikke anvendes unødige res-

sourcer på eksempelvis at afprøve en indsats, der ikke er realistisk i drift eller at udbrede ind-

satser, der ikke har vist sig virksomme.

Arbejdet med at revidere SUSI har taget afsæt i de gode erfaringer, der er gjort med imple-

mentering af strategien, og i den læring, der i øvrigt er indhentet siden lanceringen, først og

fremmest i regi af Udviklings- og Investeringsprogrammer, jf. nedenfor.

Med den reviderede og opdaterede strategi er der taget afsæt i den hidtidige fasemodel, men

som centrale nye elementer er det indført to spor i fasemodellen, spor 1 og spor 2. Spor 1

omfatter udvikling af sociale indsatser, der kan udføres ensartet, uanset lokal kontekst, mens

spor 2 omfatter sociale indsatser, som vil variere i udførelsen afhængigt af lokal kontekst, for

eksempel nye måder at organisere den samlede sociale indsats på i en kommune, jf. figur

1.34.

Figur 1.34

Strategi for udvikling af den sociale indsats 2.0

Screeningsfase

Modningsfase

Afprøvningsfase

Udbredelsesfase

Sociale indsatser, som udføres ensartet

Kan udføres ensartet og med klare standarder uan-

set den lokale kontekst

Screening

udvikling af

prototype.

Valg af spor

Sociale indsatser, som varierer i udførelse

Udføres med lokal variation som følge af tilpasning

til den lokale kontekst

Udbredelse

af definerede,

afgrænsede

indsatser

Fast track af viden opnået i fasen

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Boks 1.5 giver konkrete eksempler på indsatser, der ville køre i de to forskellige spor.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.5

ksempel på sociale indsatser i spor 1

CTI (Critical Time Intervention) til hjemløse

Indsatsen er tidsafgrænset (9 mdr.) og skal sikre en god overgang for hjemløse fra forsorgshjem eller her-

berg til egen bolig. Indsatsen er opdelt i tre lige lange faser med aftagende intensitet. CTI-indsatsen er base-

ret på en recovery- og empowermenttilgang. Indsatsen udføres af en CTI-medarbejder, som dels er støtte-

person for borgeren, dels koordinerer og understøtter en sammenhæng i borgerens indsatser med henblik

på at etablere et varigt støttenetværk. Indsatsen er afprøvet, så CTI-indsatsen fungerer på samme måde

over hele landet. CTI-medarbejderens professionelle og faglige skøn er fortsat en integreret del af indsatsen.

Eksempel på sociale indsatser i spor 2

Partnerskab om recoveryorienteret rehabilitering i socialpsykiatrien

Indsatsen består i en omlægning af socialpsykiatrien i en kommune ud fra tilgangen recoveryorienteret reha-

bilitering. Med recoveryorienteret rehabilitering forstås en tilgang, som kræver en helt særlig kulturændring

og faglig tilgang på tværs af kommunens myndighedsarbejde og tilbudsvifte, som sætter borgerens ople-

velse af et meningsfuldt liv i centrum. Der er udviklet otte retningsgivende principper, der skal vejlede prakti-

kere under denne tilgang. Der kan ikke sikres helt ensartet implementering af indsatsen på tværs af kommu-

nerne, fordi kommunernes rammevilkår og organisering af socialpsykiatrien er så forskellig, men der kan

laves ‘dybe’ beskrivelser af de principper, kommunerne skal følge, herunder beskrivelse af praksisimplikatio-

ner og de hjælperedskaber, som kan hjælpe en fagperson til at følge indsatsbeskrivelsen.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Et andet af de centrale elementer i den reviderede strategi er et fast track uden for selve fa-

semodellen, og et tredje centralt element er styrket brugerinddragelse.

Fast track:

Med opdateringen af strategien er der sat skærpet krav til løbende at formidle ny

viden efter hver fase, så opdateret viden hurtigst muligt finder sin vej til praktikerne. Her skal

der som noget nyt efter hver fase tages aktivt stilling til, om det er relevant at videreformidle

den nye viden, som er blevet skabt.

Styrket brugerinddragelse:

Den opdaterede strategi indeholder som noget nyt, at brugerne af

sociale tilbud med videre, for eksempel forskellige modtagere af sociale indsatser efter ser-

viceloven, fremadrettet inddrages systematisk i udviklingsarbejdet. Brugerperspektivet skal

indgå i udviklingen af indsatsen, både når det handler om problemforståelse og om den kon-

krete løsning. Det er relevant i alle faser. De sociale indsatser, der udvikles, skal endvidere

understøtte et ligeværdigt samarbejde med brugerne, så indsatsen for den enkelte tilpasses

brugerens situation, ønsker og behov og er sammenhængende set fra brugerens perspektiv.

De forskellige elementer i den nye strategi og fasemodel er nærmere beskrevet i en dreje-

bog. Drejbogen er Socialstyrelsens centrale værktøj i implementering af strategien i det kon-

krete arbejde med udvikling af nye sociale indsatser i blandt andet UIP-regi. Således beskri-

ver drejebogen blandt andet i detaljer formålet med de enkelte faser, den viden, der skal ud-

vikles i faserne, de typiske leverancer i hver fase samt kriterierne for faseovergang.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.11.2

Udviklings- og Investeringsprogrammerne (UIP) blev politisk vedtaget på voksenområdet i

2017 og på børne- og ungeområdet i 2019. Handicapområdet er dækket af begge program-

mer. Formålet med programmerne er at understøtte en mere vidensbaseret og effektfuld so-

cialpolitik, der fremmer metoder og indsatser, som virker og efterspørges af kommunerne.

Der bliver årligt udmøntet 60-70 mio. kr. under hvert af de to programmer.

Der tages hvert år politisk stilling til udmøntningen af midlerne på henholdsvis børne- og un-

geområdet og voksenområdet. Prioriteringen af initiativer sker efter indstilling fra en faglig

styregruppe, der blandt andet består af kommuner, faglige organisationer og vidensinstitutio-

ner, som kvalificerer, at udviklings- og udbredelsesinitiativer modsvarer behov for ny viden og

nye løsninger på socialområdet. Udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser i

UIP følger ”Strategi for udvikling af den sociale indsats”.

Ved udgangen af 2021 var der samlet udmøntet 658 mio. kr. til udvikling og udbredelse af

indsatser på tværs af voksenområdet samt børne- og ungeområdet, jf. figur 1.35.

Figur 1.35

Udmøntede midler i UIP’erne fordelt på hovedmålgruppe

Udviklings- og Investeringsprogrammerne

Anm.: 2021-pl. Udmøntning af satspuljen for 2017-2020 og 2019-2022, udmøntning af Udviklings- og Investe-

ringsprogrammet for 2017, 2018 og 2019 samt udmøntning af Udviklings- og Investeringsprogrammerne for

2020, 2021 og 2022.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Der er siden 2017 prioriteret 44 initiativer i UIP’erne fordelt på de fire faser i strategien for ud-

vikling af sociale den indsats. Det omfatter 29 initiativer på voksenområdet og 15 initiativer på

børne- og ungeområdet (se også bilag 2).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.11.3

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) skal fremme investeringstankegangen på

socialområdet. Modellen kan hjælpe kommuner med at skabe et overblik over omkostnin-

gerne ved en indsats og opgøre det budgetøkonomiske potentiale, der kan være ved investe-

ringer i forebyggelse og virksomme sociale indsatser.

Erfaringer fra kommunerne viser også, at SØM generelt kan bidrage til at styrke det tværfag-

lige samarbejde i kommunen og det systematiske arbejde med at belyse indsatsers omkost-

ninger og virkning samt afledte økonomiske konsekvenser af sociale indsatser. Langt de fle-

ste kommuner, der har arbejdet med og/eller arbejder med SØM, gør det i regi af Udviklings-

og Investeringsprogrammet (UIP), rådgivningsforløb om SØM og/eller som deltagere i projek-

ter under de to investeringspuljer på hjemløseområdet.

I efteråret 2021 havde medarbejdere fra 83 af landets kommuner været på uddannelse i at

bruge SØM, mens lidt over 20 pct. af landets kommuner – svarende til mere end hver femte

kommune i Danmark – har arbejdet med modellen på mindst ét område siden lanceringen af

modellen i 2018.

Boks 1.6 giver en kort beskrivelse af modellen.

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

Boks 1.6

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel er et beregningsværktøj, der styrker beslutningsgrundlaget i en

konkret lokal sammenhæng og sætter fokus på de budgetøkonomiske potentialer over tid, der kan være ved

at investere i sociale indsatser. SØM består af to dele:

En beregningsramme, der beregner det samlede nettoresultat ud fra brugerens input vedrørende ind-

satsens omkostninger og succesrate samt de økonomiske konsekvenser over tid.

En vidensdatabase, der indeholder viden om effekter, priser og potentielle økonomiske konsekvenser

for udvalgte målgrupper. Vidensdatabasen kan for eksempel bruges som inspiration til kommunernes

egne beregninger på konkrete indsatser.

Kvaliteten af en SØM-beregning afhænger af de antagelser og input, som brugerne selv indtaster i model-

len. Input kan være brugerens egen viden og data eller kan stamme fra vidensdatabasen. Estimaterne i

SØMs vidensdatabase er overordnede skøn baseret på registerdata. Disse skøn kan være mere eller min-

dre repræsentative for den konkrete lokale indsats og målgruppe, man vil undersøge. Gode SØM-beregnin-

ger kræver derfor både økonomfaglige og socialfaglige kompetencer samt et godt kendskab til den lokale

kontekst, hvor den sociale indsats finder sted.

SØM er udviklet af VIVE og Incentive for Socialstyrelsen på baggrund af satspuljeaftalerne for 2016, 2017

og 2018. Modellen er frit tilgængelig på Socialstyrelsens hjemmeside. Den første version af SØM blev of-

fentliggjort i januar 2018 med målgrupper på voksenområdet, og de første børne- og ungemålgrupper blev

lanceret i efteråret 2018. Siden da er nye målgrupper løbende blevet tilføjet til modellen.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

I 2021 er SØM udvidet med viden om effekter af beskæftigelsesrettede indsatser målrettet

borgere med handicap og psykiske vanskeligheder samt viden om konsekvenser for disse

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

målgrupper. Udvidelsen af SØMs vidensdatabase er sket som en del af satspuljeprojektet

”Målrettet viden om handicap og beskæftigelse” fra 2019. Den nye viden kan bruges i bud-

getøkonomiske beregninger af beskæftigelsesrettede indsatser målrettet borgere med handi-

cap og psykiske vanskeligheder. Foruden disse målgrupper er der tilføjet en målgruppe, der

omfatter voksne løsladt fra fængsler og arresthuse. Denne målgruppe er udarbejdet i samar-

bejde med Justitsministeriet og gør det muligt at regne på potentialet af indsatser ved at

undgå recidiv eller forbedre deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse.

Folketinget besluttede i december 2018 at etablere Den Sociale Investeringsfond (DSI) med

to formål: 1) udbrede indsatser på de større velfærdsområder, der skaber bedre resultater og

samtidig mindsker de offentlige udgifter, og 2) udvikle og modne nye indsatser på de større

velfærdsområder, der kan danne grundlag for nye offentlige og private investeringer. For

mere information om Den Sociale Investeringsfonds udviklings arbejde se socialeinvesterin-

ger.nu.

Den Sociale Investeringsfond fik med satspuljeaftalerne i 2018 og 2019 samlet set tilført 78

mio. kr. fondsmidler til fondsinvesteringer, heraf blev 28 mio. kr. øremærket til en underfond

for udvikling af markedet for sociale investeringer (udviklingsfonden) og 50 mio. kr. blev øre-

mærket til en underfond til sociale investeringer (investeringsfonden).I forbindelse med de år-

lige finanslovsforhandlingerne beslutter aftalepartierne bag fonden, hvilke investeringsområ-

der DSI skal investere inden for. De fem nuværende politisk fastlagte investeringsområder er:

Børn og unge i udsatte positioner

Trivsel

Arbejdsmiljø

Mennesker i risiko for livsstilssygdomme

Ind på arbejdsmarkedet.

1.11.4

Den Sociale Investeringsfond

Der er en tæt sammenhæng mellem DSI og UIP’erne, idet begge har til formål at udvikle og

investere i sociale indsatser, hvor fokus er på at udbrede virksomme og omkostningseffektive

indsatser. Det fremgår således også af satspuljeaftalen for 2019, der etablerede UIP på

børne- og ungeområdet, at ”programmet skal ses i relation til Den Sociale Investeringsfond,

hvor der kan ske en større udrulning af indsatser, der efter en gennemafprøvning i Udvik-

lings- og Investeringsprogrammet, har vist sig særligt effektfulde”.

DSI skal ligeledes bidrage til videreudviklingen af vidensdatabasen i Den Socialøkonomiske

Investeringsmodel (SØM).

DSI har ved udgangen af 2021 igangsat otte investeringer. Boks 1.7 indeholder en oversigt

over de investeringer samt partnerskaber, fonden havde indgået ved udgangen af 2021.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.7

Den Sociale Investeringsfonds investeringer og partnerskaber

DSI har ved udgangen af 2021 foretaget otte investeringer.

Bekæmpe ungdomshjemløshed i samarbejde med Aarhus Kommune, Rådet for Sociale Investerin-

ger i Aarhus Kommune og Bikubenfonden.

Stressforebyggelse i samarbejde med Fonden Mental Sundhed for at videreudvikle stressbehand-

lingstilbuddet Åben og Rolig og opbygge kapacitet til at udbrede behandlingen gennem sociale inve-

steringer.

Specialiseret hjælp til børn og unge af forældre med misbrug i samarbejde med Brøndby Kommune

og TUBA.

Behandling til voldsramte familier i samarbejde med Aarhus Kommune, Rådet for Sociale Investerin-

ger i Aarhus Kommune og Dialog Mod Vold.

Stressbehandling i samarbejde med Rudersdal Kommune og Fonden Mental Sundhed.

Forebygge senkomplikationer af type-2 diabetes i samarbejde med Aarhus Kommune og Rådet for

Sociale Investeringer i Aarhus Kommune.

Styrke skolegangen for anbragte og udsatte børn i samarbejde med Aarhus Kommune, Rådet for

Sociale Investeringer i Aarhus Kommune, Lær for livet og Lauritzen Fonden.

Forebygge hjemløshed blandt udsatte unge med ustabil boligsituation i samarbejde med Roskilde

Kommune.

DSI har tre igangværende udviklingspartnerskaber

Partnerskab med Holbæk Kommune om at udvikle en social investering, der skal få flere borgere

med psykiske lidelser i arbejde.

Partnerskab med Svendborg Kommune om at udvikle en social investering i samarbejde med de

lokale almene boligselskaber, der skal styrke beskæftigelsen af borgere med anden etnisk baggrund

end dansk, som er bosat i udsatte boligområder.

Partnerskab med Guldborgssund Kommune om at udvikle en social investering i styrket efterværn til

kommunens udsatte unge i alderen 15 til 24 år, der skal give de unge et netværk uden for kommu-

nen og i sidste ende hjælpe flere i uddannelse og beskæftigelse.

DSI har to igangværende rådgivningspartnerskaber

Partnerskab med Peer Partnerskabet for at bidrage til at udarbejde en investeringscase for Peer

Partnerskabets frivillighedsbaserede, tidlige, forebyggende indsats, der retter sig mod voksne med

psykiske sårbarheder.

Partnerskab med Projekt God Start på Familielivet for at bidrage til at udarbejde en investeringscase

for et styrket tilbud til sårbare gravide og deres partnere i Familieambulatoriet på Amager og Hvid-

ovre Hospital.

Læs mere om Den Sociale Investeringsfond på

www.dsi.dk.

Anm.: DSI har i januar 2022 igangsat to indsatser. En indsats i Ikast-Brande Kommune rettet mod bekæm-

pelse af hjemløshed samt en indsats i Vejle Kommune i samarbejde med Memox om familiebehandling til ud-

satte familier med anden etnisk baggrund end dansk.

Kilde: Den Sociale Investeringsfond.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.11.5

Med Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds og arbejds-

markedsområdet 2021-2024 blev der afsat en ramme på 66,0 mio. kr. (2022-pl) til en civil-

samfundsstrategi, som den frivillige sociale sektor selv skulle komme med inputs til. Der blev

i forlængelse heraf nedsat en arbejdsgruppe bestående af Frivilligrådet, FrivilligCentre og

Selvhjælp Danmark, Danske Handicaporganisationer, Civilsamfundets Brancheorganisation

og Rådet for Socialt Udsatte, som skulle udarbejde et oplæg med strategiske pejlemærker for

1) udmøntning af den afsatte ramme og 2) sammenspillet med øvrig offentlig økonomisk

støtte til frivillige, sociale organisationer. Arbejdsgruppen offentliggjorde sine anbefalinger i

august 2021.

Som led i udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds og arbejdsmar-

kedsområdet 2022-2025 blev Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, So-

cialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance

og Kristendemokraterne enige om at følge op på arbejdsgruppens anbefalinger i form af at

iværksætte en ny civilsamfundsstrategi for årene 2022-2025. Strategien skal understøtte civil-

samfundet med infrastruktur og viden og skal gennem nye partnerskaber sikre et endnu

stærkere fokus på udvikling af velfærd og fællesskaber. Aftalepartierne blev i den forbindelse

enige om at afsætte yderligere 23,9 mio. kr. i 2022-2025 til civilsamfundsstrategien, og de i

alt 89,9 mio. kr. vil blandt andet skulle anvendes på styrket samarbejde med civilsamfundet

om udvikling af velfærden.

Civilsamfundsstrategien indeholder blandt andet fem lokale partnerskaber, hvor der afprøves

en samarbejdsmodel, der har til formål at øge mennesker i udsatte og sårbare positioners

deltagelse i sociale fællesskaber, herunder som frivillige. Derudover etableres et nationalt

partnerskab om unge uden for job og uddannelse. Med partnerskabet afprøves en model for

nationale partnerskaber, hvor relevante aktører aktivt involveres i løsningen af komplekse

velfærdspolitiske udfordringer. Det sker blandt andet med udgangspunkt i eksisterende viden

om virksomme indsatser og gennem et bredt samarbejde på tværs af sektorer og relevante

aktører, herunder for eksempel civilsamfundsorganisationer, fonde, forskere og offentlige

myndigheder.

Endvidere skal civilsamfundsstrategien sikre den eksisterende, grundlæggende infrastruktur,

der understøtter civilsamfundet. Partierne er blandt andet enige om at videreføre grundfinan-

sieringen af etablerede frivilligcentre med henblik på at understøtte den lokale frivilligheds ini-

tiativ og engagement. Infrastrukturen styrkes yderligere gennem udviklingen af en national

civilsamfundsportal, som skal skabe overblik over civilsamfundets lokale tilbud. Hertil vil en

ny rådgivningsenhed støtte mindre, frivillige sociale organisationer i arbejdet med at søge be-

villinger og tilskud samt afrapportere på de støttede aktiviteter. Endelig er parterne enige om,

at der afsættes midler til at styrke og udbygge den eksisterende viden om civilsamfundet

gennem videreførelse af Frivillighedsundersøgelsen og Frivilligrapporten.

Civilsamfundsstrategi

1.11.6

I efteråret 2020 lancerede ministeriet en fondsstrategi for samarbejde med fonde på social-

området med det formål at fremme en mere vidensbaseret socialpolitik gennem styrkelse af

ministeriets samarbejde og løbende dialog med private fonde. Strategien skaber blandt andet

Fondsstrategi og -samarbejder

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

bedre rammer for vidensdeling, der skal understøtte en god ressourceudnyttelse og generelt

et tættere samarbejde mellem fonde, civilsamfundsaktører og myndigheder.

Mange private fonde arbejder også med udvikling, afprøvning og implementering af sociale

indsatser og metoder, og derfor er der også gode grunde til at sammentænke den sociale

indsats og til at dele viden på tværs af fonde, myndigheder og civilsamfund. I 2019 udmøn-

tede private fonde knap 1,4 mia. kr. på socialområdet, jf. tabel 1.3.

Tabel 1.3

Fondes støtte til sociale formål, 2017-2019

2017

2018

2019

-------------------------------------- Mio kr. ---------------------------------------

Bevilligede midler

1.010

1.431

1.355

Anm.: Socialområdet er i denne sammenhæng af Danmarks Statistik defineret som støtte til socialt udsatte og

personer med handicap samt flygtninge og indvandrere. Definitionerne kan derfor afvige i nogen grad fra de be-

tegnelser, der anvendes i Social- og Ældreministeriet generelt.

Kilde: Danmarks Statistiks fondsstatistik.

Fondsstrategien indeholder blandt andet afholdelse af temamøder, etablering af vidensallian-

cer, hvor ministeriet stiller sin faglige rådgivning til rådighed for fonde og deres samarbejds-

partnere, samt initiativer til at fremme konkrete samarbejdsprojekter. I efteråret 2021 er der

eksempelvis igangsat et initiativ om trivsel og læring hos skolebørn i udsatte positioner efter

Covid-19 i et partnerskab mellem staten, KL og en række private fonde, jf. boks 1.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.8

Nationalt initiativ målrettet skolebørns trivsel og læring efter Covid-19

Med opbakning fra et bredt flertal af Folketingets partier er der i et partnerskab mellem staten, KL, Novo

Nordisk Fonden, VILLUM FONDEN og Egmont Fonden igangsat et nationalt initiativ vedrørende særlige

undervisningsindsatser for socialt og fagligt udsatte børn i grundskolealderen. Initiativet er opdelt i to spor

og skal understøtte, at skolebørn i udsatte positioner får hjælp til at indhente fagligt efterslæb efter Covid-

19-nedlukningen.

•

Spor 1: Formålet er at understøtte børns læring, trivsel og netværk for bl.a. at sikre en god start på det

nye skoleår. Civilsamfundsorganisationer, der arrangerer ferielejre, fripladser og lignende aktiviteter for

udsatte børn, er modtagerkredsen, og der er afsat 8,7 mio. kr. i 2021, hvoraf VILLUM FONDEN har

støttet med 3,7 mio. kr., og staten har støttet med 5,0 mio. kr.

•

Spor 2: Formålet er at bidrage til at komme de mest udsatte børns faglige efterslæb til livs og at

fremme deres trivsel gennem længerevarende indsatser i kommunerne. Indsatserne bygger på vi-

densbaserede metoder som for eksempel undervisning i små grupper, indsatser for at styrke undervis-

ningen gennem en ekstra lærer eller ressourceperson i undervisningen (tolærerordning), eller supple-

rende individuelle indsatser uden for undervisningen som for eksempel bogpakker. Sporet implemen-

teres af et sekretariat bestående af repræsentanter fra Social- og Ældreministeriet samt Børne- og Un-

dervisningsministeriet. Der er afsat 77,0 mio. kr. i 2021, hvoraf Novo Nordisk Fonden finansierer 50,0

mio. kr., og staten finansierer 27,0 mio. kr. 25 kommuner med en særlig stor andel af børn i målgrup-

pen er udvalgt til at modtage tilbud om økonomisk støtte.

Kilde: Social- og Ældreministeriet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

2. Udgifter til sociale indsatser

Dette kapitel giver et samlet overblik over de offentlige udgifter til sociale indsatser efter ser-

viceloven. Det samlede billede i kapitlet er, at udgifterne til udsatte børn og unge i en år-

række har ligget stabilt, hvilket dækker over faldende udgifter til anbringelser og stigende ud-

gifter til forebyggende foranstaltninger. På voksenområdet er udgifterne steget med 0,3 mia.

kr. fra 2019 til 2020. Det er blandt andet en stigning i udgifterne til botilbud, der har trukket

udviklingen. Udgifterne til botilbud udgør over halvdelen af de samlede udgifter på voksen-

området.

Kapitlet belyser også udgifterne til Covid-19-hjælpepakker i 2020, hvor der som led i en lang

række initiativer på socialområdet blev afholdt statslige udgifter på over 400 mio. kr. Ud over

statslige hjælpepakker har private, almennyttige og erhvervsdrivende fonde uddelt betydelige

midler for at understøtte socialområdet under Covid-19. I løbet af 2021 blev der ligeledes af-

talt flere hjælpepakker og initiativer for fortsat at sikre den nødvendige støtte og hjælp til soci-

alt udsatte og mennesker med handicap.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser var 52,6 mia. kr. i 2020. Heraf ud-

gjorde udgifter til udsatte børn og unge 17,0 mia. kr., mens udgifter til voksenområdet

var 35,7 mia. kr.

Udgifterne til udsatte børn og unge har i flere år ligget på et stabilt niveau. Udviklingen

dækker over, at udgifter til anbringelser har været faldende, mens udgifter til forebyg-

gende foranstaltninger har været stigende.

Udgifterne til udsatte børn og unge omfatter 9,8 mia. kr. til anbringelser uden for hjem-

met og 6,2 mia. kr. til forebyggende foranstaltninger. Herudover er der udgifter på ca.

1,0 mia. kr. til særlige klub- og dagtilbud.

Udgifterne til udsatte voksne omfatter udgifter til indsatser efter serviceloven til voksne

med handicap, psykiske vanskeligheder og sociale problemer. Over halvdelen af udgif-

terne på voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de samlede udgifter var 19,5

mia. kr. i 2020.

De samlede udgifter til voksenområdet er steget med 0,3 mia. kr. fra 2019 til 2020, hvil-

ket blandt andet skal ses i lyset af en stigning i udgifter til botilbud.

De samlede offentlige udgifter til udsatte børn og unge i alderen 0-17 år var 14.700 kr.

pr. indbygger på landsplan i 2020, men der er betydelig kommunal variation, fra 6.300 til

35.000 kr. pr. indbygger.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

•

De samlede offentlige udgifter til udsatte voksne i alderen 18-64 år var 10.200 kr. pr. ind-

bygger på landsplan i 2020, men der er betydelig kommunal variation, fra 7.400 til

18.600 kr. pr. indbygger.

Der er en tendens til, at kommuner i Vestsjælland, Nordjylland samt en række ø-kommu-

ner har højere udgifter pr. indbygger på børne- og ungeområdet og voksenområdet sam-

menlignet med kommuner i og omkring de store byer. Kommuner i Sydsjælland og Søn-

derjylland har også relativt høje udgifter pr. indbygger på børne- og ungeområdet. De

kommunale forskelle i udgifterne pr. indbygger kan skyldes en række forskellige lokale

forhold, eksempelvis forskelle i socioøkonomiske rammevilkår og befolkningssammen-

sætningen i øvrigt.

Statens udgifter til Covid-19-hjælpepakker og -initiativer på socialområdet udgjorde 403

mio. kr. i 2020, hvilket dækker over indsatser målrettet udsatte børn, unge og voksne,

herunder ældre borgere og mennesker med handicap.

Private, almennyttige og erhvervsdrivende fonde har også uddelt betydelige midler til ini-

tiativer for at understøtte socialområdet under Covid-19. Blandt andet er der igangsat et

nationalt initiativ målrettet trivsel og læring for skolebørn i udsatte positioner i et samar-

bejde mellem staten, fonde og KL. Initiativets sigte har været at give børn en god skole-

start efter genåbningen og indhente fagligt efterslæb som følge af Covid-19.

•

2.1

De samlede udgifter til socialområdet

Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 haft det fulde finansierings- og forsynings-

ansvar på det sociale område. Derfor kan udgifterne til sociale indsatser opgøres på bag-

grund af de kommunale regnskaber. Der er i kapitlet sondret mellem udgifter til udsatte børn

og unge og udgifter til voksne med særlige behov.

Forsyningsansvaret indebærer, at den enkelte kommune som udgangspunkt skal stille de

nødvendige sociale tilbud til rådighed for borgerne i kommunen. Kommunerne kan dog vælge

at samarbejde med andre kommuner og regioner eller med en privat leverandør på det soci-

ale område, fx et privat socialpædagogisk opholdssted for børn og unge eller et døgnbehand-

lingssted for personer med stofmisbrug, om at levere tilbuddene.

Det er også kommunen, der på baggrund af blandt andet serviceloven, samt eventuelle poli-

tisk fastsatte lokale serviceniveauer og kvalitetsstandarder, træffer afgørelse om at yde en

social indsats. Der kan derfor fra kommune til kommune være forskel på, hvilken støtte og

hjælp borgere med lignende behov modtager. Samtidig har kommunerne en generel forplig-

telse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at kommunalbestyrelsen både skal ind-

drage faglige og økonomiske hensyn, når der træffes afgørelse om en social indsats. De

økonomiske hensyn må dog aldrig stå alene. En afgørelse skal altid være baseret på en kon-

kret, individuel vurdering af den enkelte borgers behov.

Den enkelte kommune bærer imidlertid ikke den fulde økonomiske byrde af udgifterne til soci-

ale indsatser. Eksempelvis refunderer staten på nogle områder helt eller delvist kommuner-

nes udgifter. Det gælder blandt andet udgifter til forsorgshjem og herberger for hjemløse.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Desuden bliver kommunerne kompenseret af staten for særligt dyre enkeltsager. Her vil der

ofte være tale om borgere, der fx modtager omfattende eller flere forskellige indsatser efter

serviceloven på samme tid. Det er de samlede udgifter til den enkelte borger, der afgør, om

der ydes statsrefusion.

Det kommunale udligningssystem bidrager herudover til at udjævne forskellige vilkår i kom-

munerne. Det medvirker således til, at kommunerne uanset deres befolkningssammensæt-

ning og indtægtsgrundlag har mere ensartede muligheder for at finansiere opgaverne på

blandt andet socialområdet.

Der tages i kapitlet udgangspunkt i kommunernes regnskaber for 2020.

De samlede udgifter til sociale indsatser udgør 52,6 mia. kr. i 2020. Udgifterne til udsatte

børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de samlede udgifter, mens udgifterne til

voksenområdet tegner sig for omkring to tredjedele, jf. figur 2.1.

Figur 2.1

Udgifterne på det sociale område, 2020

Anm.: 2021-pl. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og

unge. Det gælder blandt andet udgifter til særlige dagtilbud og klubber til børn og unge med

varige funktionsnedsættelser samt forebyggende foranstaltninger og anbringelser af børn og

unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det skyldes, at udgifter til børn og unge

med handicap mv. ikke er skilt ud for sig i den kommunale kontoplan.

Opgørelsen af udgifterne er uddybet i boks 2.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Boks 2.1

Opgørelse af udgifter til socialområdet

De samlede udgifter til socialområdet er opgjort på baggrund af kommunernes regnskaber fra den kommu-

nale kontoplan. Udgifterne er opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter (dranst 1 i kontoplanen)

opgjort uden statsrefusion (dvs. uden dranst 2). Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af Det Udvi-

dede Totalbalanceprincip (DUT). Udgifter er opgjort ekskl. tjenestemandspensioner.

Udgifter til udsatte børn og unge er opgjort ud fra den kommunale kontoplan som udgifterne på hovedfunk-

tion 5.28 Tilbud til børn og unge med særlige behov. Det omfatter udgifter til opholdssteder mv. for børn og

unge (5.28.20), forebyggende foranstaltninger for børn og unge (5.28.21), plejefamilier (5.28.22), døgninsti-

tutioner for børn og unge (5.28.23), sikrede døgninstitutioner mv. for børn og unge (5.28.24) og særlige dag-

tilbud og særlige klubber (5.28.25 fra 2016, 5.25.17 før 2016). Fra 2019 indgår også udgifter i regi af afgørel-

ser efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (5.28.26).

Udgifter til voksenområdet omfatter fra 2018 udgifterne på hovedfunktion 5.38 Tilbud til voksne med særlige

behov. Det omfatter udgifter til personlig og praktisk hjælp og madservice til personer med handicap mv. om-

fattet af frit valg af leverandør samt rehabiliteringsforløb (5.38.38), personlig støtte og pasning af personer

med handicap mv. (5.38.39), rådgivning og rådgivningsinstitutioner (5.38.40), hjælpemidler, forbrugsgoder,

boligindretning og befordring til personer med handicap (5.38.41), botilbud for personer med særlige sociale

problemer (5.38.42), alkoholbehandling og behandlingshjem for alkoholskadede (5.38.44), behandling af

stofmisbrugere (5.38.45), botilbud til længerevarende ophold (5.38.50), botilbudslignende tilbud (5.38.51),

botilbud til midlertidigt ophold (5.38.52), kontaktperson- og ledsageordninger (5.38.53), særlige pladser på

psykiatrisk afdeling (5.38.54), beskyttet beskæftigelse (5.38.58) og aktivitets- og samværstilbud (5.38.59).

Administrative udgifter er medregnet i det omfang, de indgår på de ovennævnte funktioner. Det drejer sig

bl.a. om udgifterne til administration på de enkelte tilbud. Der er imidlertid også administrative udgifter for-

bundet med socialområdet, der ikke er medregnet, herunder administrative udgifter til den kommunale for-

valtning og myndighedsudøvelse på området.

Nogle ydelser på socialområdet indgår ikke i opgørelsen. Udgifter til dækning af merudgifter (§§ 41 og 100)

samt udgifter til tabt arbejdsfortjeneste (§ 42), der konteres under funktion 5.57.72 vedrørende kontante

ydelser til sociale formål, indgår ikke i kapitlets opgørelse af udgifterne til socialområdet. Udgifterne til de tre

typer af støtte fremgår dog særskilt af afsnit 2.8. Udgifter forbundet med forældres hjemmetræning af deres

børn (§ 32 a) er ikke opgjort, mens udgifterne til genoptræning efter serviceloven (§ 86) ikke indgår fuldt ud i

opgørelsen, idet en del af udgifterne konteres på hovedkonto 4 vedrørende sundhedsområdet.

Foruden kommunale udgifter afholder staten derudover udgifter på socialområdet som tilskud til civilsam-

fundsorganisationer mv. bevilget på finansloven, som ikke medtages i opgørelsen.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

2.2

Udgifter til udsatte børn og unge

Udgifter til anbringelser udgør hovedparten af de samlede udgifter til udsatte børn og unge.

Ud af de samlede udgifter på 17,0 mia. kr. blev der brugt 9,8 mia. kr. på anbringelser, 6,2

mia. kr. til forebyggende foranstaltninger, mens udgifter til særlige klubber og dagtilbud ud-

gjorde 1,0 mia. kr. i 2020, jf. figur 2.2.

Figur 2.2

Udgifter til udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, 2020

Anm.: 2021-pl. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Udgifterne til udsatte børn og unge har i flere år ligget på et stabilt niveau, som dækker over,

at udgifter til anbringelser har været faldende, mens udgifter til forebyggende foranstaltninger

har været stigende, jf. tabel 2.1.

Tabel 2.1

Udgifter til sociale foranstaltninger til børn og unge, 2014-2020

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

------------------------------------------ Mia. kr. ---------------------------------------

Anbringelser

Forebyggende foranstaltninger

Særlige klubber og dagtilbud

I alt

10,4

4,9

1,1

16,4

10,2

5,5

1,0

16,7

10,1

5,7

1,0

16,8

10,0

6,0

0,9

16,9

9,9

6,2

0,9

17,0

9,9

6,2

0,9

17,0

9,8

6,2

1,0

17,0

Anm.: 2021-pl. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De faldende udgifter til anbringelser og stigende udgifter til forebyggende foranstaltninger

skal blandt andet ses i lyset af, at der over en årrække har været et fald i antallet af børn og

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

unge, der anbringes uden for hjemmet. Samtidig viser analyser, at kommunerne typisk har

iværksat én eller flere forebyggende indsatser forud for, at et barn anbringes, hvilket er nær-

mere beskrevet i kapitel 5. Herudover anbringer kommunerne i mindre grad end tidligere på

døgninstitutioner mv., som gennemsnitligt er den dyreste anbringelsesform.

I næste afsnit ses der på enhedsudgifterne til indsatser til børn og unge.

2.3

Enhedsudgifter på børne- og ungeområdet

I dette afsnit opgøres enhedsudgifterne for nogle af de mest anvendte sociale indsatser til

udsatte børn og unge. Enhedsudgifterne angiver, hvad en indsats gennemsnitligt set koster

pr. år. Der er tale om en beregnet udgift, som udtrykker, hvad en indsats i gennemsnit koster

for en person, der modtager indsatsen et fuldt kalenderår. Beregningerne om enhedsudgifter

bygger på udgiftstal fra kommunernes regnskaber og på oplysninger om aktiviteten forbundet

med udgifterne. Bilag 1 uddyber beregningerne af enhedsudgifter på børne- og ungeområ-

det, herunder de forbehold der knytter sig til opgørelserne. Opgørelserne over enhedsudgifter

er forbundet med usikkerhed og skal tolkes med varsomhed. Ser man på nogle af de mest

anvendte forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge, så varierer enhedsudgif-

terne fra ca. 94.000 kr. om året for en indsats i form af en fast kontaktperson, til ca. 391.000

kr. om året til indsatser i form af et aflastningsophold på et anbringelsessted, jf. figur 2.3.

Figur 2.3

Enhedsudgifter til forskellige typer af forebyggende foranstaltninger

Anm.: 2021-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige nettodriftsudgifter til en given foranstaltning

pr. år. Opgørelsen er baseret på forebyggende foranstaltninger i 2019. Det bemærkes, at de beregnede gennem-

snitlige enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæftet med usikkerhed som følge

af datagrundlaget. Se bilag 1 for metode til beregning af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

De gennemsnitlige enhedsudgifter kan dække over betydelig variation. Eksempelvis kan ud-

gifterne til en aflastningsordning variere meget afhængigt af, om barnet er i aflastning i en

plejefamilie eller på en døgninstitution.

Enhedsudgifterne til en anbringelse uden for hjemmet er generelt højere sammenlignet med

de forebyggende foranstaltninger. Blandt de mest almindelige anbringelsesformer varierer

enhedsudgifterne fra ca. 152.000 kr. for en anbringelse i en netværksplejefamilie til 1,2 mio.

kr. om året for en anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted eller en almindelig døgn-

institution, jf. figur 2.4.

Figur 2.4

Enhedsudgifter til forskellige typer af anbringelser

Anm.: 2021-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr.

år. Opgørelsen er baseret på anbringelser i 2019. Det bemærkes, at de beregnede gennemsnitlige enhedsudgif-

ter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæftet med usikkerhed som følge af datagrundlaget.

Se bilag 1 for metode til beregning af enhedsudgifter.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Når der er en markant variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af anbringelser, skal

det blandt andet ses i lyset af, at en netværksplejefamilie som hovedregel kun får dækket

omkostninger til almindelige fornødenheder, herunder kost og logi. Almindelige plejefamilier

får udbetalt et vederlag, mens socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner betales

med en takst, der dækker lønudgifter til personale mv. Herudover vil der være forskel i al-

derssammensætning og problemtyngden på tværs af anbringelsesstederne. De børn og

unge, som har det største behov for hjælp og støtte, vil ofte være anbragt på en døgninstitu-

tion eller et socialpædagogisk opholdssted.

Forskellene i enhedsudgifterne til både forebyggende foranstaltninger og anbringelser uden

for hjemmet betyder også, at der er meget stor variation i, hvor meget den sociale indsats ko-

ster fra person til person.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Social- og Ældreministeriet arbejder på at udvikle en ny national statistik om individhenfør-

bare udgiftsdata (SIU), der blandt andet skal gøre det muligt at opgøre mere sikre og præcise

enhedsudgifter.

Mere sikre og præcise enhedsudgifter kan blandt andet spille en vigtig rolle for kommunernes

arbejde med sociale investeringer, da enhedsudgifter udgør en meget væsentlig del af grund-

laget for at udarbejde en business case for en social investering.

Se boks 2.2 for nærmere om den nye statistik.

Boks 2.2

SIU: En national statistik om individhenførbare udgiftsdata på socialområdet

Med satspuljeaftale for 2019 blev det aftalt, at den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM) skulle vide-

reudvikles ved bl.a. at etablere en ny national statistik med individhenførbare udgiftsdata på socialområdet

(SIU). Med individhenførbare udgiftsdata vil det bl.a. være muligt at se på udgiftsniveauet for specifikke mål-

grupper af borgere, da disse udgiftsdata vil kunne kobles til data om sociale indsatser fra andre registre. Det

vil ligeledes være muligt at belyse variationen i udgiftsniveauet til bestemte sociale indsatser både på kom-

munalt og nationalt niveau og dermed give en række helt nye analysemuligheder og udbygge og kvalificere

vidensgrundlaget på socialområdet væsentligt.

Kommunerne kan i foråret 2022 for første gang indberette SIU-data. Det er frivilligt for kommuner at indbe-

rette data, og statistikken vil være afgrænset til indsatser, hvor kommunerne allerede i overvejende grad

registrerer udgifter på CPR-niveau i økonomisystemer, og derudover indsatser, som vurderes afgørende at

medtage, enten fordi der er mange modtagere, eller fordi indsatserne er særligt omkostningstunge.

Arbejdet med SIU er forankret i Social- og Ældreministeriets departement og er en del af ministeriets data-

strategiske arbejde. Formålet med det datastrategiske arbejde er generelt at understøtte, at udsatte og sår-

bare mennesker i det danske samfund, herunder mennesker med handicap, får en indsats af høj kvalitet, og

at ressourcerne på socialområdet kan prioriteres og investeres klogt, herunder at der både nationalt og lo-

kalt kan træffes politiske beslutninger på et oplyst grundlag.

I afsnittet nedenfor belyses kommunale og geografiske variationer i udgifterne til udsatte børn

og unge.

2.4

Kommunale og geografiske variationer på børne-

og ungeområdet

De samlede udgifter til udsatte børn og unge pr. indbygger i alderen 0-17 år var 14.700 kr. på

landsplan i 2020, hvilket dækker over en kommunal variation på mellem 6.300 og 35.000 kr.

Der er en tendens til, at kommuner i Vest- og Sydsjælland, Nord- og Sydjylland samt en

række ø-kommuner, har højere udgifter pr. indbygger sammenlignet med kommuner i og om-

kring de store byer, særligt i Midt- og Østjylland og nord for København, jf. figur 2.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Kommunale variationer i udgifterne pr. indbygger kan skyldes en række forskellige lokale for-

hold, eksempelvis kommunernes socioøkonomiske rammevilkår og befolkningssammensæt-

ning i øvrigt.

Figur 2.5

Samlede udgifter til børn og unge på det sociale område, kr. pr. indbygger (0-17 år), 2020

Anm.: 2021-pl. Befolkningen er opgjort som antal 0-17 årige pr. 1. januar i året. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

I det følgende afsnit ses der nærmere på udgifterne til voksenområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

2.5

Udgifter til voksenområdet

Udgifter til voksenområdet omfatter udgifter til den kommunale indsats for voksne med handi-

cap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer. De samlede udgifter til voksen-

området var 35,7 mia. kr. i 2020.

Over halvdelen af udgifterne på voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de sam-

lede udgifter var 19,5 mia. kr. i 2020. Udgifter til personlig støtte udgjorde 5,3 mia. kr. i 2020

og omfatter blandt andet udgifter til socialpædagogisk støtte og borgerstyret personlig assi-

stance (BPA), hvor borgeren selv ansætter handicaphjælpere, jf. figur 2.6.

Figur 2.6

Udgifter til sociale indsatser til voksne efter type, 2020

Anm.: 2021-pl. Botilbud er opgjort som funktionerne 5.38.50-5.38.52. Personlig støtte er opgjort som funktion

5.38.39. Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud er opgjort som funktionerne 5.38.58-5.38.59,

Hjælpemidler mv. (inkl. forbrugsgoder, boligindretning og befordring) er opgjort som funktion 5.38.41. Personlig

og praktisk hjælp er opgjort som funktion 5.38.38. Misbrugsbehandling er opgjort som funktionerne 5.38.44-

5.38.45. Forsorgshjem og kvindekrisecentre er opgjort som funktion 5.38.42. Øvrige omfatter rådgivning (funktion

5.38.40), kontaktperson og ledsagerordninger (funktion 5.38.53) og særlige pladser på psykiatrisk afdeling (funk-

tion 5.38.54). Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De samlede udgifter til voksenområdet er steget med 0,3 mia. kr. fra 2019 til 2020. Stignin-

gen skyldes en stigning på 0,5 mia. kr. og 0,2 mia. kr. på hhv. botilbudsområdet og udgifter til

forsorgshjem og kvindekrisecentre, mens udgifter til blandt andet hjælpemidler mv. er faldet

med ca. 0,2 mia. kr., jf. tabel 2.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 2.2

Udgifter til sociale indsatser til voksne efter type, 2018-2020

2018

2019

2020

------------------------- Mia. kr. -------------------

Botilbud

Personlig støtte

Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

Hjælpemidler mv.

Personlig og praktisk hjælp

Forsorgshjem og kvindekrisecentre

Misbrugsbehandling

Øvrige

I alt

18,5

5,3

3,9

1,8

1,5

1,3

1,4

0,9

34,5

18,9

5,4

3,9

1,8

1,5

1,4

1,0

35,4

19,5

5,3

3,9

1,7

1,4

1,6

1,4

0,9

35,7

Anm.: 2021-pl. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Angivet udvikling over tid i brødtekst kan af-

vige fra tabel 2.2 som følge af afrunding. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der knytter sig visse forbehold til stigningen fra 2018 til 2019. Kontoplanen, der er den struk-

tur, kommunerne konterer deres udgifter efter, blev ændret med virkning fra budget 2018.

Før 2018 blev dele af udgifterne til voksne med handicap mv. og ældreområdet konteret un-

der de samme poster. I forbindelse med ændringen af kontoplanen i 2018 blev der blandt an-

det oprettet en ny post til udgifter til botilbudslignende tilbud til voksne med handicap mv. Det

kan ikke umiddelbart afgøres, hvorvidt dele af stigningen i udgifterne til botilbud, herunder de

botilbudslignende tilbud, fra 2018 til 2019 skyldes registreringsmæssige forhold som følge af,

at nogle kommuner først fuldt ud implementerede ændringen af kontoplanen fra regnskab

2019.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

2.6

Enhedsudgifter på voksenområdet

Der er stor variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af indsatser og ydelser til

voksne. Mens udgifterne til eksempelvis ledsagerordninger og socialpædagogisk støtte ligger

på under 100.000 kr. pr. år, så er udgifterne til botilbud til længerevarende ophold og BPA-

ordninger på over 1 mio. kr. pr. år, jf. figur 2.7.

Figur 2.7

Enhedsudgifter for udvalgte sociale indsatser til voksne

Anm.: 2021-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige nettodriftsudgifter til en given foranstaltning

pr. år. Opgørelsen er baseret på udvalgte sociale indsatser til voksne i 2020. Det bemærkes, at de beregnede

gennemsnitlige enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæftet med usikkerhed

som følge af datagrundlaget. Beregningen af enhedsudgifterne for ophold på forsorgshjem og herberger samt

kvindekrisecentre bygger på data fra alle landets tilbud. De øvrige enhedsudgifter er baseret på data fra 63 kom-

muner, der har godkendt data til Danmarks Statistiks register Handicap og udsatte voksne. Se bilag 1 for bereg-

ninger af enhedsudgifter. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Variationen afspejler blandt andet, at de forskellige indsatser er rettet mod meget forskellige

målgrupper, der har vidt forskellige behov. Eksempelvis kan personer i botilbud til længereva-

rende ophold omfatte borgere med handicap, der har omfattende og betydelige støttebehov

til mange forskellige daglige aktiviteter døgnet rundt. Indsatser, der ikke omfatter ophold, kan

derimod være begrænset til et bestemt antal timer pr. uge eller måned. Når en ledsageord-

ning er blandt de mindst omkostningstunge indsatser – med en enhedsudgift på omkring

19.000 kr. pr. år – er det blandt andet et udtryk for, at der højst kan ydes ledsagelse i 15 ti-

mer pr. måned inden for rammerne af ordningen.

Samtidig kan der være forskel på behovet for personale og andre ressourcer afhængig af

målgruppen og ydelsens karakter og omfang. Eksempelvis er enhedsudgifter til forsorgshjem

og herberger lavere end for botilbud (midlertidige og længerevarende ophold). De dyreste

former for indsatser er borgerstyret personlig assistance (BPA), hvor den årlige udgift er op

mod 1,3 mio. kr. Det skal ses i lyset af, at målgruppen for BPA er borgere med handicap, der

har et omfattende behov for hjælp og støtte.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Beregningerne af enhedsudgifter bygger på udgiftstal fra kommunernes regnskaber og på

oplysninger om aktiviteten forbundet med udgifterne. Bilag 1 uddyber beregningerne af en-

hedsudgifter på voksenområdet, herunder de forbehold der knytter sig til opgørelserne. Op-

gørelserne over enhedsudgifter er forbundet med usikkerhed og skal tolkes med varsomhed.

I afsnittet nedenfor belyses kommunale og geografiske variationer i udgifterne til indsatser på

voksenområdet.

2.7

Kommunale og geografiske variationer på voksen-

området

De samlede udgifter til udsatte voksne pr. indbygger i alderen 18-64 år var 10.200 kr. på

landsplan i 2020, hvilket dækker over en kommunal variation på mellem 7.400 og 18.600 kr.

pr. indbygger.

Ligesom på børne- og ungeområdet er der en tendens til, at kommuner i Vestsjælland, Nord-

jylland samt en række ø-kommuner har højere udgifter pr. indbygger sammenlignet med

kommuner i og omkring de store byer, særligt i Midt- og Østjylland og nord for København, jf.

figur 2.8.

I lighed med børne- og ungeområdet kan kommunale variationer i udgifterne pr. indbygger på

voksenområdet skyldes en række forskellige lokale forhold, eksempelvis kommunernes so-

cioøkonomiske rammevilkår og befolkningssammensætningen i øvrigt.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Figur 2.8

Samlede udgifter til voksne på det sociale område, kr. pr. indbygger (18-64 år), 2020

Anm.: 2021-pl. Befolkningen er opgjort som antal 18-64 årige pr. 1. januar i året. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De samlede udgifter til sociale indsatser i kapitlet omfatter ikke udgifterne til de særlige kon-

tante ydelser, merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Disse udgifter ses der nærmere

på i det følgende afsnit.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

2.8

Udgifter til særlige kontante ydelser

Kommunen kan bevillige merudgiftsydelse til børn, unge og voksne med betydelig og varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover kan der ydes tabt arbejdsfortjeneste til

personer, der i hjemmet forsørger et barn eller ung med betydeligt og varigt nedsat fysisk el-

ler psykisk funktionsevne. Der er som hovedregel tale om kontante ydelser, det vil sige, at

kommunen bevilger et beløb til borgeren efter nærmere fastsatte regler.

De offentlige udgifter til de tre former for kontante ydelser er i perioden 2014-2020 faldet med

0,2 mia. kr., fra 2,2 mia. kr. i 2014 til 2,0 mia. kr. i 2020.

Udviklingen dækker over, at udgifterne til merudgiftsydelse til børn og til voksne er faldet med

henholdsvis 0,4 mia. kr. og 0,1 mia. kr., mens udgifter til tabt arbejdsfortjeneste er steget med

0,3 mia. kr., jf. tabel 2.3.

Tabel 2.3

Udgifter til særlige kontante ydelser efter servicelovens § 41, § 42 og § 100

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

--------------------------- Mia. kr. -------------------------

Merudgiftsydelse ved forsørgelse af børn med ned-

sat funktionsevne

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste mv. ved

forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne

Merudgifter for voksne med nedsat funktionsevne

I alt

0,8

1,1

0,2

2,2

0,7

1,1

0,2

2,0

0,6

1,1

0,2

1,9

0,5

1,1

0,2

1,9

0,5

1,2

0,2

1,9

0,4

1,3

0,2

1,9

0,4

1,5

0,1

2,0

Anm.: 2021-pl. Grupperingerne 009 Merudgiftsydelse ved forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne (ser-

viceloven, § 41), 010 Merudgifter for voksne med nedsat funktionsevne (serviceloven, § 100) og 015 Hjælp til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste mv. ved forsørgelse af børn med nedsat funktionsevne (serviceloven, § 42)

opgjort på funktion 5.57.72 Sociale formål er medtaget. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Angi-

vet udvikling over tid i brødtekst kan afvige fra tabel 2.3 som følge af afrunding. Se i øvrigt boks 2.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

2.9

Covid-19-hjælpepakker og initiativer på socialom-

rådet

For at understøtte de sociale indsatser under pandemien blev der i løbet af 2020 aftalt en

lang række hjælpepakker og initiativer på det sociale område.

Hjælpepakkerne og initiativerne har rettet sig mod hjælp og støtte til udsatte børn og unge og

voksne, herunder ældre borgere og mennesker med handicap, som under pandemien og

nedlukningen af samfundet har været særligt sårbare i forhold til at opleve psykisk mistrivsel,

isolation og ensomhed.

Initiativerne har blandt andet skullet sikre et tilstrækkeligt antal pladser på akutte tilbud samt

understøtte forskellige aktiviteter for målgrupperne. Hjælpepakkerne har også omfattet en

økonomisk håndsrækning til frivillige organisationer, som under nedlukninger mv. har måtte

aflyse arrangementer.

Statens udgifter til Covid-19-hjælpepakker og -initiativer på socialområdet har samlet udgjort

403 mio. kr. i 2020, jf. tabel 2.4 nedenfor.

Hjælpepakker og initiativer har omfattet:

•

Forlængelse af nødovernatning for hjemløse:

For at kommuner og NGO’er kunne

sikre kapacitet til hjemløse borgere blev pulje til nødovernatning i vintermåneder

forlænget til udgangen af april 2020.

Nødpladser til kvindekrisecentre:

Kapaciteten på landets kvindekrisecentre blev

udvidet for at imødekomme en øget efterspørgsel efter pladser blandt voldsramte

kvinder, der ikke kunne opholde sig hjemme.

Akut coronastøtte til hjemløseorganisationer:

Hjemløseorganisationer modtog

støtte til at udvide egne tilbud, leje værelser på lokale hoteller samt til at uddele

måltider eller madpakker til hjemløse. Tilbud målrettet hjemløse oplevede et akut

øget pres som følge af neddroslede aktiviteter og lukkede tilbud, samtidig med at

hjemløse skulle holde større afstand på tilbuddene.

Børnepakke med hjælp til udsatte børn:

Organisationer på børneområdet, som

oplevede et større behov for rådgivning og praktisk hjælp til udsatte børn og de-

res familier, modtog med hjælpepakken økonomisk støtte.

Nødpulje til kompensation for aflyste arrangementer:

Initiativet gav organisationer

på socialområdet mulighed for at få dækket udgifter som følge af aflyste arrange-

menter.

Hjælpepakke til sociale organisationer:

Der blev aftalt otte tiltag for at støtte civil-

samfundsorganisationer på socialområdet, herunder en pulje til målrettet økono-

misk støtte til civilsamfundsorganisationer som varetager sociale tilbud målrettet

blandt andet sårbare børn, udsatte voksne og mennesker med handicap, jf. Af-

tale om et stærkt civilsamfund både under og efter Covid-19 af april 2020.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

•

Initiativer for sårbare og udsatte grupper:

Der blev aftalt en række initiativer for at

hjælpe sårbare og udsatte grupper, herunder initiativer for at bekæmpe ensom-

hed blandt mennesker med handicap, oprettelse af partnerskaber på socialområ-

det for at skabe tryghed og modvirke ensomhed og mental mistrivsel hos sårbare

og udsatte grupper samt støtte til ferieophold, endagsudflugter og musik- og kul-

turarrangementer for familier, børn og unge, jf. Aftale om initiativer for sårbare og

udsatte grupper i forbindelse med Covid-19 af april 2020.

Initiativer for svækkede ældre:

Der blev aftalt en række initiativer målrettet svæk-

kede ældre med fokus på 1) nye løsninger for fastholdelse af social kontakt og

livskvalitet 2) øget aktivitet på serviceområdet – tilbagevenden til normalt niveau

3) partnerskab på ældreområdet under Covid-19, jf. Aftale om initiativer for svæk-

kede ældre i forbindelse med Covid-19 af maj 2020.

Sommeraktiviteter for børn og unge:

Der blev aftalt en række initiativer for at

sikre, at børn og unge fik en god sommerferie i 2020 trods Covid-19, herunder et

partnerskab med KL til sikring af bredt udbud af sommeraktiviteter i alle landets

kommuner, opsøgende og udgående indsatser for at få kontakt til udsatte børn,

unge og familier samt støtte til organisationer målrettet afholdelse af sommerfe-

rielejre og -aktiviteter, jf. Aftale om sommeraktiviteter for børn og unge af juni

2020

Sommerpakke:

Der blev aftalt en række initiativer i lyset af Covid-19, herunder

lokale aktiviteter til ældre over 65 år samt midler målrettet dagsture i somme-

ren/efteråret 2020 til plejehjemsbeboere og dagsture, udendørsaktiviteter mv. til

borgere på socialpsykiatriske botilbud og andre botilbud, jf. Aftale om sommer-

pakken af juni 2020

Ekstra midler til at bekæmpe ensomhed:

Der blev aftalt en række initiativer for en

akut indsats mod ensomhed og isolation og for at få selvisolerende ind i fælles-

skaber målrettet udsatte børn og sårbare børn og unge, voksne og ældre samt

mennesker med handicap, jf. Aftale om 50 mio. kr. til at bekæmpe ensomhed af

november 2020.

Hjælpepakke til virksomheder, kulturliv og borgere ramt af lokal nedlukning:

Der

blev aftalt en række initiativer målrettet virksomheder, kultur- og idrætsliv samt

udsatte borgere i de syv nordjyske kommuner, der blev ramt af nedlukning og re-

striktioner, herunder en målrettet indsats for at forebygge ensomhed og styrke

fællesskabet og initiativer til uddeling af mad til udsatte borgere, jf. Aftale om

kompensation til nordjyske erhvervs-, kultur, og idrætsliv samt udsatte borgere af

november 2020.

Ensomhedspakke:

For at give udsatte og sårbare borgere bedre adgang til ople-

velser, for derigennem at bekæmpe isolation og ensomhed, blev der afsat midler

målrettet kommuner og civilsamfundsorganisationer med henblik på at støtten

kom bredt ud til gavn for borgere, sociale tilbud, institutioner og lokalt kultur- og

erhvervsliv i hele landet, jf. Aftale om stimuli og grøn genopretning af december

2020.

•

Midler vedrørende partnerskab med KL blev afsat på

§ 20. Børne- og Undervisningsministeriet.

Midler vedrørende lokale aktiviteter til ældre over 65 år blev afsat på tidligere

§ 16. Sundheds- og Ældreministeriet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

•

Ekstra midler til nødovernatning til mennesker i hjemløshed:

Initiativ sikrede flere

nødovernatningspladser og madtilbud for mennesker i hjemløshed under vinteren

2020.

Ekstra julehjælp til udsatte familier:

Organisationer, der allerede havde modtaget

julehjælp i 2020, modtog ekstraordinært tilskud målrettet udsatte familier.

Ekstra pladser på krisecentre i julen:

For at afhjælpe kapacitetsudfordringer hen-

over julen 2020 blev der med initiativet afsat midler til oprettelse og drift af plad-

ser på kvindekrisecentre og Mandecentret.

•

Hertil kommer, at der med Aftale om kommunernes økonomi for 2021 samt opfølgende aftale

med KL blev aftalt kompensation for kommunernes mer- og mindreudgifter til håndtering af

Covid-19 for 3,6 mia. kr. i 2020

Tabel 2.4

Statens udgifter til Covid-19-hjælpepakker og -initiativer på socialområdet i 2020

Hjælpepakke/initiativ

Forlængelse af nødovernatning for hjemløse

Nødpladser til kvindekrisecentre

Akut coronastøtte til hjemløseorganisationer

Børnepakke med hjælp til udsatte børn

Nødpulje til kompensation for aflyste arrangementer

Hjælpepakke til sociale organisationer

Initiativer for sårbare og udsatte grupper

Initiativer for svækkede ældre

Sommeraktiviteter for børn og unge

Sommerpakke

Ekstra midler til at bekæmpe ensomhed

Hjælpepakke til virksomheder, kulturliv og borgere ramt af lokal nedlukning

Ensomhedspakke*

Ekstra midler til nødovernatning til mennesker i hjemløshed

Ekstra julehjælp til udsatte familier

Ekstra pladser på krisecentre i julen

I alt

Note: *) Midler udmøntes i 2021.

Anm.: 2021-pl.

Kilde: Regnskabstal for 2020 på finansloven for 2022 samt Socialstyrelsen.

Mio. kr.

0,8

6,1

5,6

13,7

1,7

47,2

92,6

116,5

19,9

60,9

18,3

6,0

5,1

2,5

6,1

403,0

Aftalt kompensation for kommunernes mer- og mindreudgifter til håndtering af Covid-19 i 2020

er opgjort i 2020-pl.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Opgørelse af statens udgifter til Covid-19-hjælpepakker og -initiativer på socialområdet i

2020 er uddybet i boks 2.3.

Boks 2.3

Opgørelse af udgifter til Covid-19 hjælpepakker og -initiativer på socialområdet

Der er afgrænset til hjælpepakker og initiativer, som er aftalt/tiltrådt i 2020. For uddybning af hjælpepakker

og initiativer henvises til

sm.dk/arbejdsomraader/corona-covid-19/hjaelpepakker-og-initiativer.

Der er endvidere afgrænset til bevilling afsat på tidligere

§ 15. Social- og Indenrigsministeriet

i 2020, jf. til-

lægsbevillingsloven for 2020. Den bevillingsmæssige udmøntning af hjælpepakker og initiativer er herunder

afgrænset til aktstykker mv. relevant for tidligere

§ 15. Social- og Indenrigsministeriet,

jf. bilag 7.

Det bemærkes, at tabel 2.4 tager afsæt i regnskabstal for 2020 på finansloven for 2022, som kan afvige fra

den afsatte bevilling. Det bemærkes endeligt, at administrationsudgifter til hjælpepakker og initiativer ikke er

medtaget.

I løbet af 2021 blev der ligeledes aftalt flere hjælpepakker og initiativer for fortsat at sikre den

nødvendige støtte og hjælp til socialt udsatte og mennesker med handicap.

•

Hjælp til udsatte børn, voksne og mennesker med handicap:

Hjælpepakke med

støtte til udsatte borgere på socialområdet som blandt andet indeholdt initiativer til

forplejning og steder at være i dagtimerne for hjemløse og andre udsatte menne-

sker, opsøgende aktiviteter for at få isolerede børn og unge med i fællesskaber

samt afhjælpning af ensomhed blandt borgere med handicap.

Pulje til varmestuer, væresteder og tilbud til udsatte børn og familier:

Økonomisk

kompensation til frivillige organisationer og socialøkonomiske virksomheder som

har oplevet et økonomisk pres som følge af lukkede genbrugsbutikker. Sociale or-

ganisationer bruger indtægterne fra butikkerne til at drive sociale tilbud, som for ek-

sempel varmestuer, væresteder og tilbud til udsatte børn og sårbare familier.

Pulje til voldsudsatte mænd og deres børn:

For at styrke hjælpen til mænd, der skal

væk fra en voldelig partner, blev der afsat midler til mandekrisecentre, så der kan

etableres flere pladser.

Hjælpepakke til initiativer på ældreområdet:

Hjælpepakke på ældreområdet for at

bekæmpe ensomhed og skabe trygge kontakt- og aktivitetstilbud der kan skabe

livsglæde og socialt samvær for svækkede ældre og deres pårørende, herunder so-

ciale arrangementer, rådgivning, besøgsvenner eller aktiviteter med fokus på bevæ-

gelse, der kan være med til at styrke funktionsevner og mental trivsel blandt ældre.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

•

Sommer- og erhvervspakke:

Hjælpepakke indeholdt blandt andet initiativer vedrø-

rende fysisk og mental rehabilitering hos sårbare ældre, naturoplevelser, heldags-

udflugter og fastholdelse i langvarige fællesskaber for udsatte børn og unge, gratis

handicaptransport hen over sommeren, ferielejre mv. for udsatte børn, indsatser for

børn og unge med angst, jf. Aftale om sommer- og erhvervspakke mv. af juni 2021.

Midler til at bekæmpe ensomhed og skabe trivsel og tryghed blandt sårbare ældre i

juletiden:

Der blev afsat midler til en række organisationer til at bekæmpe ensom-

hed og skabe større trivsel og tryghed blandt sårbare ældre i forbindelse med jul og

nytår 2021.

Midler til Røde Kors’ vaccinationsindsats:

Der blev afsat midler til Røde Kors for at

hjælpe sårbare ældre og udsatte grupper med at blive vaccineret, herunder til drift

af Røde Kors’ vaccinationshjælpelinje, som formidler kontakt til tusindvis af frivillige,

som følger ældre og sårbare til vaccinationer.

•

Ud over de statslige hjælpepakker har private, almennyttige og erhvervsdrivende fonde

uddelt midler, som har bidraget til at understøtte socialområdet under Covid-19.

Samtidig er der igangsat et nationalt initiativ målrettet trivsel og læring for skolebørn i udsatte

positioner i et samarbejde mellem staten, fonde og KL. Initiativets sigte er at give børn en

god skolestart og indhente fagligt efterslæb som følge af Covid-19, jf. boks 2.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 2

Udgifter til sociale indsatser

Boks 2.4

Nationalt initiativ målrettet skolebørns trivsel og læring efter Covid-19 i samarbejde mellem staten,

fonde og KL

Skolebørn i udsatte positioner har været hårdt ramt af Covid-nedlukningen. De har lært mindre under de

lange perioder med hjemmeundervisning, og for manges vedkommende er tiden væk fra kammerater og

skole gået ud over lysten til at lære. Et partnerskab mellem staten, KL, Novo Nordisk Fonden, VILLUM

FONDEN og Egmont Fonden har med opbakning fra et bredt flertal af Folketingets partier igangsat et natio-

nalt initiativ vedrørende særlige undervisningsindsatser for socialt og fagligt udsatte børn i grundskolealde-

ren. Initiativet er opdelt i to spor og skal understøtte, at skolebørn i udsatte positioner får hjælp til at ind-

hente fagligt efterslæb efter Covid-19-nedlukningen.

•

Spor 1: Formålet er at understøtte børns læring, trivsel og netværk for bl.a. at sikre en god start

på det nye skoleår. Civilsamfundsorganisationer, der arrangerer ferielejre, fripladser og lignende

aktiviteter for udsatte børn, er modtagerkredsen, og der er afsat 8,7 mio. kr. i 2021, hvoraf VIL-

LUM FONDEN har støttet med 3,7 mio. kr., og staten har støttet med 5,0 mio. kr.

•

Spor 2: Formålet er at bidrage til at komme de mest udsatte børns faglige efterslæb til livs og at

fremme deres trivsel gennem længerevarende indsatser i kommunerne. Indsatserne bygger på

vidensbaserede metoder som fx undervisning i små grupper, indsatser for at styrke undervisnin-

gen gennem fx ekstra lærer eller ressourceperson i undervisningen (tolærerordning) eller sup-

plerende individuelle indsatser uden for undervisningen som fx bogpakker. Sporet implemente-

res af et sekretariat bestående af repræsentanter fra Social- og Ældreministeriet samt Børne- og

Undervisningsministeriet. Der er afsat 77,0 mio. kr. i 2021, hvoraf Novo Nordisk Fonden finan-

sierer 50,0 mio. kr., og staten finansierer 27,0 mio. kr. 25 kommuner med en særlig stor andel af

børn i målgruppen er udvalgt til at modtage tilbud om økonomisk støtte.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

3. Målgrupper og sociale indsatser

på børne- og ungeområdet

Modtagere af sociale indsatser på børne- og ungeområdet dækker over børn og unge i alde-

ren 0-22-år, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven på grund af sociale problemer,

psykiske vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. I dette kapitel be-

lyses målgrupperne på børne- og ungeområdet nærmere.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

I løbet af 2020 modtog lidt flere end 72.200 børn og unge hjælp og støtte i form af en tid-

lig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning eller en anbringelse uden for

hjemmet. Det svarer til 4,6 pct. af alle 0-22-årige børn og unge i Danmark.

Langt de fleste børn og unge i denne målgruppe får hjælp og støtte i form af en forebyg-

gende indsats eller foranstaltning. Hvor det var omkring 52.500 børn og unge under 18

år, der modtog en forebyggende indsats eller foranstaltning, var der omkring 13.600

børn og unge, som var anbragt uden for hjemmet.

Unge mellem 18 og 22 år kan få hjælp og støtte i form af efterværn. Her handler indsat-

serne om at sikre en god overgang til et selvstændigt voksenliv blandt andet med fokus

på at understøtte de unge i uddannelse og beskæftigelse. Indsatser som led i et efter-

værn kan eksempelvis omfatte rådgivning og hjælp fra en fast kontaktperson eller hjælp

fra et anbringelsessted i form af en udslusningsordning. Omkring 8.700 unge mellem 18

og 22 år var omfattet af et efterværn i 2020.

Udviklingen på børne- og ungeområdet har gennem en årrække været karakteriseret

ved en markant stigning i antallet af børn og unge, der modtager forebyggende hjælp og

støtte, mens antallet af anbringelser uden for hjemmet samtidig er faldet. Udviklingen er

især drevet af, at flere børn, unge og deres familier får hjælp og støtte efter servicelo-

vens § 11. Bestemmelsen dækker over en bred vifte af forebyggende indsatser, som har

til formål at tage hånd om begyndende problemer. Det omfatter eksempelvis familieori-

enteret rådgivning, konsulentbistand, deltagelse i netværks- eller samtalegrupper, øko-

nomisk støtte til fritidsaktiviteter mv.

På anbringelsesområdet er udviklingen gået i retning mod flere anbringelser i plejefami-

lier og færre anbringelser på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder mv.

Billedet dækker imidlertid over betydelig kommunal variation. Hvor det i nogle kommuner

er under 40 pct., der er anbragt i en plejefamilie, er det mere end 80 pct. i andre kommu-

ner. Billedet afspejler blandt andet, at nogle kommuner har sværere ved at rekruttere

nye plejefamilier, som kan matche barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

•

Alderen blandt førstegangsanbragte børn og unge er faldet en smule gennem de senere

år. Hvor gennemsnitsalderen var 11,9 år i 2010, var den 11,2 år i 2020, dvs. et fald i

gennemsnitsalderen blandt førstegangsanbragte børn og unge på 0,7 år svarende til lidt

over 8 måneder. Udviklingen kan blandt andet være udtryk for, at kommunerne er blevet

bedre til at opspore udsatte børn og unge tidligere.

Underretninger spiller en central rolle i kommunernes arbejde med tidlig opsporing af

børn og unge med behov for særlig støtte som følge af sociale problemer. Når kommu-

nerne første gang iværksætter indsatser efter serviceloven til børn og unge, har de forin-

den modtaget en underretning om barnet eller den unge i ca. 7 ud af 10 tilfælde. I 2020

modtog kommunerne ca. 136.000 underretninger fordelt på ca. 77.000 børn og unge.

Heraf kom de fleste fra skoler og sundhedsvæsenet, herunder sundhedsplejersker og

tandlæger.

•

3.1

Udsatte børn og unge

Udsatte børn og unge er i denne redegørelse afgrænset til børn og unge i alderen 0-22 år,

der modtager en indsats eller foranstaltning inden for rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt kapi-

tel 11 og 12 i serviceloven. Det omfatter også de børn og unge, der er omfattet af en foran-

staltning efter Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet efter §§ 12-14, samt unge, der har

ophold på et anbringelsessted som følge af en straffe- eller udlændingeretlig afgørelse.

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig hjælp og støtte, skal kommu-

nen undersøge forholdene nærmere og iværksætte én eller flere relevante indsatser. Det kan

enten være en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning eller en anbrin-

gelse uden for hjemmet.

Formålet med de forebyggende indsatser og foranstaltninger er at sikre, at børn og unge

med særlige støttebehov får den hjælp og støtte, de har brug for, og at der bliver taget hånd

om begyndende problemer. Det kan eksempelvis være børn og unge med tegn på mistrivsel,

herunder et højt skolefravær eller bekymrende adfærd. Hvis problemerne er mere alvorlige

og omfattende, kan en anbringelse uden for hjemmet være nødvendig for at sikre barnets

trivsel og udvikling. Det kan eksempelvis være på grund af problemer som vold og misbrug i

hjemmet, eller hvis barnet har et meget omfattende støttebehov, eksempelvis på grund af en

psykisk lidelse eller en funktionsnedsættelse.

I 2020 var lidt flere end 72.200 børn og unge omfattet af en social indsats efter serviceloven,

hvilket svarer til 4,6 pct. af alle 0-22-årige børn og unge i Danmark. Det omfatter en forholds-

vis bred gruppe af børn og unge med forskelligartede udfordringer, hvor indsatserne varierer

meget i omfang og intensitet. Langt de fleste i målgruppen får hjælp og støtte i form af en fo-

rebyggende indsats eller foranstaltning, hvilket omfattede omkring 52.500 børn og unge i al-

deren 0-17 år i 2020. Omkring 13.600 børn og unge under 18 år var anbragt uden for hjem-

met i 2020, mens ca. 8.700 unge i alderen 18-22 år var omfattet af et efterværn, jf. figur 3.1

og 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 3.1

Udsatte børn og unge, 2020

Figur 3.2

Udsatte børn og unge, 2020

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i alderen 0-22 år var omfattet af en forebyggende foranstaltning

eller var anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af 2020. Se i øvrigt bilag 3 for en nærmere afgrænsning

af udsatte børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Efterværn er et tilbud om støtte til unge mellem 18 og 22 år, som enten har haft en fast kon-

taktperson eller været anbragt uden for hjemmet umiddelbart før, de fyldte 18 år. Her handler

indsatserne om at sikre en god overgang til voksenlivet blandt andet med fokus på at støtte

de unge i at komme i uddannelse og/eller beskæftigelse. Som led i et efterværn kan de unge

eksempelvis få hjælp fra en fast kontaktperson, råd og vejledning om anskaffelse af selv-

stændig bolig, eller hjælp og støtte fra et anbringelsessted i form af en udslusningsordning.

Der findes ikke registerdata over alle forebyggende indsatser, som kommunerne kan iværk-

sætte til børn og unge med behov for særlig støtte, hvorfor opgørelserne af børn og unge i

målgruppen for sociale og andre indsatser ikke et fuldt dækkende. Det gælder blandt andet

for børn og unge, der modtager forebyggende indsatser uden for servicelovens bestemmel-

ser, eksempelvis indsatser via PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), sundhedsplejen

eller SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi).

Opgørelserne omfatter heller ikke børn og unge, som udelukkende får handicapkompense-

rende støtte efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 7-10 som følge af en funktionsned-

sættelse. Det gælder eksempelvis hjælp i form af særlige dagtilbud, hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste eller hjælp til dækning af nødvendige merudgifter.

Andre børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, der får hjælp og støtte

efter serviceloven vil dog indgå i opgørelserne, da de modtager hjælp og støtte efter de

samme lovbestemmelser i serviceloven som udsatte børn og unge. Social- og Ældreministe-

riets datastrategi omfatter etablering af en ny registerbaseret statistik om børn og unge med

en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, jf. boks 1 i bilag 3.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Opgørelserne omfatter også unge, der er idømt en ungdomssanktion efter straffelovens §

74a, unge der har ophold på en sikret døgninstitution, som træder i stedet for en varetægts-

fængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, eller som led i afsoning efter § 78, stk. 2 i lov om

fuldbyrdelse af straf, samt unge under 15 år på sikrede døgninstitutioner efter udlændingelo-

vens §§ 36 og 37.

Hvis man ser nærmere på aldersfordelingen blandt udsatte børn og unge i 2020, ser man en

tydelig overvægt af børn og unge i teenagealderen. For eksempel er der blandt de 15-17-

årige i størrelsesorden 6.000-6.500 på hvert alderstrin, der modtager en social indsats efter

serviceloven, mens det er i størrelsesordenen 1.000-1.500 blandt de 1-3 årige, jf. figur 3.3.

Figur 3.3

Antal udsatte børn og unge efter alder, 2020

Anm.: Børn og unge, der i alderen 0-22 år modtog en forebyggende indsats, forebyggende foranstaltning eller var

anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i 2020. Alderen er opgjort ultimo året.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når antallet af børn og unge, der modtager en social indsats efter serviceloven, stiger frem

mod 15-17-årsalderen, kan det skyldes, at nogle sociale problemer først opstår eller bliver ty-

delige i teenageårene. Det kan eksempelvis være udadreagerende adfærd, psykiske vanske-

ligheder, misbrug eller kriminel adfærd. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at årsagen

til disse udfordringer nødvendigvis ligger hos barnet eller den unge selv. Den bagvedliggende

årsag kan også findes i omsorgssvigt i barndommen.

Det relativt høje antal udsatte børn og unge i alderen 15-17 år kan også være udtryk for, at

der indledningsvist har været iværksat tidlige indsatser på almenområdet eller støtte efter an-

den lovgivning end serviceloven, men at det efter en periode vurderes at være nødvendigt

med særlig støtte efter serviceloven, eller at der ikke er blevet iværksat en indsats tidligt nok.

I de tilfælde, hvor et barn får iværksat en social foranstaltning i en meget tidlig alder, skal år-

sagen i mange tilfælde findes i, at forældrene ikke i tilstrækkelig grad kan sikre barnets om-

sorg, udvikling og trivsel (se også kapitel 4 i Socialpolitisk Redegørelse 2020 om anbragte

børn og unges forældre).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Når omfanget af børn og unge med sociale indsatser falder efter 17-årsalderen, hænger det

sammen med, at mange indsatser ophører, når den unge fylder 18 år og dermed bliver myn-

dig.

3.2

Udvikling på området

Antallet af børn og unge, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven, er steget over en

længere årrække. Hvor der i 2014 var ca. 58.500 børn og unge, der var omfattet af en social

indsats, er det steget til omkring 72.200 i 2020, det vil sige en samlet stigning på ca. 13.700

børn og unge siden 2014. I samme periode er andelen af udsatte børn og unge steget fra 3,6

pct. til 4,6 pct. af alle børn og unge i aldersgruppen 0-22 år, jf. figur 3.4 og 3.5.

Figur 3.4

Antal udsatte børn og unge i alderen 0-22 år,

2014-2020

Figur 3.5

Andel udsatte børn og unge i alderen 0-22 år,

2014-2020

Anm.: Børn og unge, der i alderen 0-22 år modtog en forebyggende indsats, forebyggende foranstaltning eller var

anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af året. Opgørelsen omfatter også unge i efterværn i året, som

ultimo året er fyldt 23 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når antallet af børn og unge, der modtager en indsats efter serviceloven, er steget over en

årrække, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er kommet flere børn og unge, som har

brug for særlig hjælp og støtte sammenlignet med tidligere. Udviklingen skal også ses i lyset

af, at mange kommuner gennem de senere år har arbejdet med en omlægning af området

mod tidligere og flere forebyggende indsatser.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at flere børn og unge er omfattet af en familierettet

forebyggende indsats. Her handler indsatserne ofte om at styrke forældrenes kompetencer

og omsorgsevne, så de bliver bedre til at håndtere konkrete situationer og udfordringer i

hverdagen. Det kan også være hjælp og støtte til forældre med børn, som har et særligt støt-

tebehov på grund af en funktionsnedsættelse eller en psykisk lidelse. Her kan forældrene

have brug for særlig rådgivning og hjælp i forhold til at imødekomme barnets behov for om-

sorg og pleje bedst muligt.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Siden 2014 er antallet børn og unge, der er omfattet af en forebyggende familierettet indsats,

steget fra ca. 28.600 til ca. 43.500 i 2020. Det svarer til en samlet stigning på omkring 15.000

børn og unge, som er omfattet af en familierettet indsats. I samme periode har der været et

mindre fald i antallet af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, mens antallet af 18-

22-årige unge i efterværn stort set er uændret, jf. figur 3.6.

Figur 3.6

Antal udsatte børn og unge efter type af foran-

staltning, 2014-2020

Figur 3.7

Antal børn og unge omfattet af en familierettet

forebyggende foranstaltning, 2014-2020

Anm.: Børn og unge, der i alderen 0-22 år modtog en forebyggende indsats, forebyggende foranstaltning eller var

anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af året. Figur 3.7: Børn og unge, der i alderen 0-22 år modtog en

familierettet forebyggende foranstaltning. En person kan have modtaget flere indsatser i samme år. Opgørelsen

af indsatser efter § 11 er behæftet med betydelig usikkerhed, idet det har været frivilligt for kommunerne at indbe-

rette disse indsatser indtil d. 1. juli 2020. Se i øvrigt anmærkningen til figur 3.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i de familierettede indsatser er især drevet af, at flere børn, unge og deres familier

får hjælp og støtte efter servicelovens § 11. Bestemmelsen dækker over en bred vifte af for-

skellige indsatser, der har til formål at tage hånd om begyndende problemer. Det omfatter ek-

sempelvis familieorienteret rådgivning, konsulentbistand, deltagelse i netværks- eller samta-

legrupper, økonomisk støtte til fritidsaktiviteter mv. Hvis man således ser bort fra indsatser

efter § 11, er der tale om en mindre stigning i de familierettede indsatser fra ca. 25.000 børn

og unge i 2014 til ca. 29.000 børn og unge i 2020, jf. figur 3.7.

Udviklingen skal dog tages med det forbehold, at det indtil den 1. juli 2020 har været frivilligt

for kommunerne at indberette indsatser efter § 11 til Danmarks Statistik. Derfor afspejler en

del af stigningen fra 2014-2020 formentlig også, at kommunerne er blevet mere opmærk-

somme på at få indberettet indsatser efter § 11 til Danmarks Statistik, hvormed statistikken er

blevet mere retvisende over årene.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

3.3

Anbragte børn og unge

Hvis kommunerne bliver opmærksomme på bekymrende forhold hos et barn eller en ung per-

son, kan en anbringelse uden for hjemmet være nødvendig for at sikre barnets trivsel og ud-

vikling. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mere alvorlige og omfattende problemer som

vold og misbrug i hjemmet, eller hvis barnet har et meget omfattende støttebehov, eksempel-

vis på grund af en psykisk lidelse eller en funktionsnedsættelse.

I 2020 var der omkring 13.600 børn og unge, som var anbragt uden for hjemmet i alderen 0-

17 år. Ser man på udviklingen i perioden 2007-2020, er der tale om et samlet fald på mere

end 2.000 anbragte børn og unge. Andelen af børn og unge, der er anbragt uden for hjem-

met, er i samme periode faldet fra 1,3 pct. til 1,2 pct. af alle børn og unge i aldersgruppen 0-

17 år.

Udviklingen er samtidig gået i retning mod flere anbringelser i plejefamilier og færre anbrin-

gelser på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder mv. Hvor antallet af an-

bragte i plejefamilier er steget fra ca. 7.000 børn og unge i 2007 til ca. 8.500 i 2020, er antal-

let af anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder mv. faldet fra ca. 8.700

børn og unge i 2007 til ca. 5.400 i 2020. Ved udgangen af 2020 boede 65 pct. af alle an-

bragte børn og unge i alderen 0-17 år i en plejefamilie, jf. figur 3.8 og 3.9.

Figur 3.8

Antal anbragte børn og unge efter type af an-

bringelsessted, 2007-2020

Figur 3.9

Antal anbragte børn og unge efter type af an-

bringelsessted, ultimo 2020

Anm.: Figur 3.8 omfatter børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år i løbet af et gi-

vent år. Nogle børn og unge har både været anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i

samme år og kan således indgå i begge kategorier (men indgår kun 1 gang i ”I alt”). Figur 3.9 er opgjort pr. 31.

december 2020. Døgninstitutioner og opholdssteder mv. omfatter også anbringelser på socialpædagogiske op-

holdssteder, kost- og efterskoler samt anbringelser på eget værelse, kollegier og kollegielignende opholdssteder.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forud for en anbringelse har kommunerne indledningsvist pligt til at udarbejde en børnefaglig

undersøgelse, som skal afdække en række forhold hos barnet og familien, herunder sund-

hed, trivsel, skole mv. Den børnefaglige undersøgelse skal underbygge, at de konkrete tiltag

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

er bedst i forhold til barnets trivsel og udvikling, herunder at anbringelsen med overvejende

sandsynlighed kan bidrage til, at barnets behov for særlig hjælp og støtte kan imødekommes.

Kommunerne har ligeledes pligt til at udarbejde en handleplan, som skal indeholde konkrete

mål for barnets trivsel og udvikling samt oplysninger om, hvornår der følges op og gøres sta-

tus på, om anbringelsen har den ønskede effekt.

Ser man nærmere på aldersfordelingen blandt anbragte børn og unge, ser man en klar over-

vægt af børn og unge i teenagealderen. Ved udgangen af 2020 udgjorde de 12-17-årige så-

ledes mere end halvdelen af alle anbragte børn og unge. Samlet set udgjorde de 0-5-årige

13 pct., mens de 6-11-årige udgjorde 28 pct., jf. figur 3.10 og 3.11.

Figur 3.10

Anbragte børn og unge efter alder, ultimo 2020

Figur 3.11

Anbragte børn og unge efter alder, ultimo 2020

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år opgjort pr. 31. december 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når mere end halvdelen af alle anbragte børn og unge er mellem 12 og 17 år, så afspejler

det i nogen grad også, at mange anbringelser typisk strækker sig over flere år. Derfor sker

der en gradvis akkumulering af anbringelser på de ældre alderstrin.

Aldersfordelingen er dog meget forskelligartet, når man ser på tværs af anbringelsessteder.

Hvor de yngste børn oftest er anbragt i en plejefamilie, bliver de ældre børn og unge oftere

anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted mv. Det skal blandt andet ses i lyset af, at

der kan være tale om forskellige problematikker, udfordringer og behov på tværs af alders-

grupper. Kommunerne skal altid tage hensyn til barnets støttebehov i valget af anbringelses-

sted.

Samlet set er det i størrelsesorden 5 pct. blandt anbragte børn i 0-5-årsalderen, som bor på

en døgninstitution eller et opholdssted mv. Til sammenligning er det i størrelsesorden 55-65

pct. blandt de 16-17-årige, jf. figur 3.12 og 3.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Figur 3.12

Antal anbragte børn og unge efter alder og an-

bringelsessted, ultimo 2020

Figur 3.13

Andel af anbragte børn og unge efter alder og

anbringelsessted, ultimo 2020

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet efter alder og type af anbringelsessted pr. 31. december 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

3.4

Alder ved første anbringelse

Hvert år er der i størrelsesorden 2.000 børn og unge i alderen 0-17 år, som bliver anbragt

uden for hjemmet for første gang, jf. figur 3.14.

Figur 3.14

Antal førstegangsanbragte børn og unge, 2010-2020

Anm.: Børn og unge, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i alderen 0-17 år i det pågældende år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Mange børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet i en relativt sen alder. De fleste er såle-

des i teenagealderen, når kommunen træffer afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet

for første gang. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at der ofte har været iværksat en eller

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

flere forebyggende indsatser i en årrække forud for anbringelsen, hvilket er nærmere beskre-

vet i kapitel 5.

Det hører dog med til billedet, at der også er en relativt stor gruppe af anbragte spædbørn.

I 2020 var der omkring 200 børn, som blev anbragt uden for hjemmet, før de var fyldt 1 år.

Det svarer til lidt over 10 pct. af alle førstegangsanbragte børn og unge. Det er oftest i de til-

fælde, hvor der er klare indikationer på, at forældrene ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for

barnet, jf. figur 3.15.

Figur 3.15

Aldersfordeling blandt førstegangsanbragte

børn og unge, 2010 og 2020

Figur 3.16

Gennemsnitsalder ved førstegangsanbringel-

ser, 2010-2020

Anm.: Børn og unge, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i alderen 0-17 år i årene 2010-2020.

Døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder mv. omfatter også anbringelser på kost- og efterskoler

samt anbringelser på eget værelse, kollegier og kollegielignende opholdssteder.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man over en længere periode, er alderen blandt førstegangsanbragte børn og unge fal-

det en smule, hvilket kan være udtryk for, at kommunerne er blevet bedre til at opspore børn i

udsatte positioner og få sat tidligere ind. Hvor gennemsnitsalderen blandt førstegangsan-

bragte børn og unge lå på 11,7 år i 2010, var den faldet til 11,2 år i 2020, det vil sige et fald i

gennemsnitsalderen for førstegangsanbragte børn og unge på 0,5 år svarende til lidt over et

halvt år.

Der ses imidlertid forskelle på tværs af anbringelsessteder. Hvor gennemsnitsalderen for før-

stegangsanbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder mv. stort set har lig-

get uændret på omkring 14 år siden 2010, er gennemsnitsalderen for førstegangsanbragte

børn og unge i plejefamilier faldet lidt, fra ca. 7,6 i 2010 til ca. 7,2 i 2020, jf. figur 3.16.

3.5

Kommunale forskelle i valg af anbringelsessted

Plejefamilier, herunder netværksplejefamilier, er som anbringelsesform kendetegnet ved, at

anbragte børn og unge bliver en del af en anden familie end deres biologiske forældres, og

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

hvor barnet eller den unge kan indgå i familien på lige fod med plejeforældrenes egne børn.

Dermed er denne anbringelsesform tættere på et almindeligt børne- og ungdomsliv. Døgnin-

stitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er kendetegnet ved institutionelle rammer,

hvor flere børn og unge er anbragt sammen. Her er de faste voksne oftest pædagoger og

pædagogmedhjælpere, som arbejder på institutionen.

Når kommunerne træffer afgørelse om, at et barn eller en ung skal anbringes uden for hjem-

met, så er der betydelige forskelle mellem kommunerne i forhold til, hvor ofte valget af anbrin-

gelsessted falder på en plejefamilie. Andelen af anbragte børn og unge, der bor i en plejefa-

milie, varierer således betydeligt fra kommune til kommune.

Hvor det i nogle af landets kommuner er under 40 pct. blandt alle anbragte børn og unge,

som bor i en plejefamilie, er det derimod over 80 pct. i andre kommuner. Her ses der en klar

tendens til, at det oftest er kommuner på Sjælland og særligt i Hovedstadsområdet, hvor an-

delen af anbragte i plejefamilier er lav, mens det omvendt oftest er kommuner i Jylland, som

har en høj andel af anbragte i plejefamilier, jf. figur 3.17.

Figur 3.17

Andel anbragte børn og unge i kommunen, der bor i en plejefamilie ultimo 2020

*) Af diskretionsmæssige årsager omfatter opgørelsen ikke kommuner med færre end 5 anbragte i plejefamilier.

Anm.: Andel anbragte børn og unge i alderen 0-17 år, der bor i en plejefamilie pr. 31. december 2020. Opgørel-

sen omfatter alle plejefamilietyper; almindelige, forstærkede, specialiserede samt netværksplejefamilier. Kommu-

nefordelingen er baseret på baggrund af handlekommunen, dvs. den kommune, der har truffet afgørelsen om

anbringelsen. Anbringelsesstedet kan dog ligge i en anden kommune.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Der kan være flere forklaringer på ovenstående forskelle mellem kommunerne, men den

kommunale variation skal blandt andet ses i lyset af, at nogle kommuner har sværere ved at

rekruttere nye plejefamilier, som kan matche barnets eller den unges behov for hjælp og

støtte.

Hvis kommunerne ikke kan finde et egnet anbringelsessted i nærområdet, som matcher bar-

nets støttebehov, kan de vælge at gøre brug af tilbud, som ligger uden for kommunens græn-

ser. Her ses der tydelige forskelle på tværs af landet i, hvor ofte kommunerne vælger anbrin-

gelsessteder beliggende i andre kommuner.

I de større bykommuner som Århus, Odense og København samt i hovedstadsområdet, er

det oftest mere end 60 pct. af alle anbragte børn og unge i plejefamilier, som bor i en plejefa-

milie i en anden kommune, og i enkelte kommuner er det op mod 90 pct. I de fleste kommu-

ner i Jylland og på Fyn er det derimod oftest under 40 pct., jf. figur 3.18.

Figur 3.18

Andel børn og unge i plejefamilier, der er anbragt uden for kommunen ultimo 2020

*) Af diskretionsmæssige årsager omfatter opgørelsen ikke kommuner med færre end 5 børn og unge, som er

anbragt hhv. inden for eller uden for kommunen i en plejefamilie.

Anm.: Se anmærkning til figur 3.14.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

3.6

Underretninger om børn og unge

Alle borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis de bliver opmærksomme på forhold

omkring et barns udvikling og trivsel, der giver anledning til bekymring. Fagpersoner i dagtil-

bud, skoler og sundhedsvæsenet mv. er desuden underlagt en skærpet underretningspligt,

hvis de får kendskab til eller har grund til at antage, at et barn eller en ung person kan have

behov for særlig støtte.

Kommunen har pligt til inden for 24 timer at vurdere, om barnets eller den unges sundhed el-

ler udvikling er i fare, så der er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger efter servicelo-

ven. Hvis det antages, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, skal kommunen

igangsætte en børnefaglig undersøgelse, som kan hjælpe med at afdække en række forhold

hos barnet og familien, herunder sundhed, trivsel, skole mv. Den børnefaglige undersøgelse

skal være med til at afklare, om der er behov for at iværksætte en indsats efter serviceloven,

og i så fald også, hvilken indsats der bedst kan imødekomme barnets behov for særlig støtte

og hjælp. Der kan også iværksættes støtte til børn og unge med hjemmel i dagtilbudsloven

eller folkeskoleloven, eksempelvis i form af en ekstra støttepædagog. Dette er nærmere be-

skrevet i boks 2 i bilag 3.

I 2020 modtog kommunerne omkring 136.000 underretninger fordelt på ca. 79.000 børn og

unge i alderen 0-17 år. Det er ca. 20.000 flere underretninger end i 2015, hvor kommunerne

modtog lidt færre end 100.000 underretninger. Samtidig ses der et lille fald i antallet af under-

retninger fra 2019 til 2020, hvilket blandt andet skal ses i lyset af, at dagtilbud, skoler og

mange andre institutioner har været lukket i perioder på grund af Covid-19, jf. figur 3.19 og

3.20.

Figur 3.19

Antal underretninger om børn og unge, 2015-

2020

Figur 3.20

Antal børn og unge, der er modtaget underret-

ninger om, 2015-2020

Anm.: Underretninger om børn og unge i alderen 0-17 år. For nogle børn og unge er der foretaget flere underret-

ninger i samme år.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1 og UND2).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Kommunerne har indberettet oplysninger om underretninger om børn og unge til underret-

ningsstatistikken siden den 1. april 2014. I perioden 2015 til 2020, hvor der er indberettet un-

derretninger for hele året, har der været en betydelig stigning i antallet af underretninger om

børn og unge.

Når antallet af underretninger samlet set er steget over de senere år, kan det afspejle et øget

fokus på en tidlig opsporing og indsats til udsatte børn og unge i kommunerne. Opgørelsen

skal dog også tages med det forbehold, at Danmarks Statistik løbende har intensiveret kvali-

tetssikringen af data i perioden, hvorfor en del af udviklingen formentlig også kan forklares

ved, at statistikken er blevet mere retvisende. Det er nærmere beskrevet i boks 2 i bilag 3.

Kommunerne modtager flest underretninger om 12-17-årige børn og unge. Det kan blandt

andet afspejle, at nogle problemer typisk optræder eller bliver særligt tydelige i teenage-

årene. Det kan eksempelvis være udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder, mis-

brug eller kriminel adfærd. I 2020 modtog kommunerne knap 12.000 underretninger om unge

i 15-årsalderen, hvilket er det alderstrin med flest underretninger. Blandt de 1-årige blev der

til sammenligning foretaget omkring 4.000 underretninger i 2020, jf. figur 3.21.

Figur 3.21

Antal underretninger om børn og unge i 2020 efter alder

Anm.: Antal underretninger om børn og unge i alderen 0-17 år i 2020. Alder er opgjort ultimo året. De inkluderede

18-årige i opgørelsen var under 18 år på underretningstidspunktet. For nogle børn og unge er der underrettet

flere gange i 2020.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

En underretning er ikke ensbetydende med, at barnet eller den unge nødvendigvis har behov

for særlig støtte eller hjælp. Underretninger indgår imidlertid som en vigtig del af kommuner-

nes arbejde med tidlige, forebyggende indsatser, fordi de i høj grad hjælper kommunerne

med at opspore de børn og unge, som har brug for særlig hjælp og støtte. Når kommunerne

således iværksætter nye indsatser efter serviceloven, har de oftest modtaget en eller flere

underretninger med bekymring for barnet eller den unge forud for indsatsen.

I 2020 iværksatte kommunerne en indsats efter serviceloven for op mod 17.900 børn og

unge i alderen 0-17 år, som ikke tidligere havde været omfattet af en indsats. Det omfatter

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

både forebyggende indsatser og anbringelser uden for hjemmet. Ser man nærmere på forlø-

bet op til iværksættelsen af disse indsatser, havde kommunerne modtaget underretninger om

ca. 11.400 af børnene og de unge inden for det seneste år, svarende til 64 pct. Ser man læn-

gere tilbage i tiden, havde kommunerne modtaget underretninger om ca. 12.500 børn og

unge inden for de seneste to år, svarende til 70 pct., jf. figur 3.22.

Figur 3.22

Sager, hvor der er underrettet om barnet/den unge forud for iværksættelsen af første indsats efter

serviceloven

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som for første gang fik iværksat en forebyggende indsats eller foranstalt-

ning efter serviceloven eller en anbringelse uden for hjemmet i 2020, og hvor kommunerne havde modtaget en

underretning forud for tidspunktet for iværksættelsen af foranstaltningen.

De fleste underretninger om børn og unge kommer fra fagpersoner fra skoler, sundhedsvæ-

senet, politi og domstole. Sundhedsvæsenet, herunder sundhedsplejesker og tandlæger,

stod for 20 pct. af alle underretninger i 2020. Det skal blandt andet ses i lyset af, at det sund-

hedsfaglige personale er blandt de første faggrupper til at møde nyfødte børn og deres fami-

lier. Sundhedsplejerskerne har i den forbindelse en særlig mulighed for at foretage en tidlig

vurdering af barnets sundhed, udvikling og trivsel og for at sætte ind med støtte og vejledning

under deres besøg, hvis de vurderer, at det er nødvendigt eller gavnligt. Her viser en analyse

fra Socialpolitisk Redegørelse 2020, at sundhedsplejerskerne kan observere opmærksom-

hedspunkter og risikofaktorer i børnenes første leveår, som kan være tegn på udsathed, eller

andre forhold som senere kan udvikle sig til udsathed. I 2020 stod skolerne ligeledes for 20

pct. af alle underretninger om børn og unge, jf. tabel 3.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Tabel 3.1

Andel underretninger om børn og unge efter hvem, der har underrettet myndighederne, 2020

Underretter

Mellemkommunal underretning eller

anden kommunal forvaltning

Foreninger, frivillige organisationer

eller krisecentre

Andre

Skole

Dagpleje, daginstitution, fritidshjem,

klub eller SFO

Sundhedsvæsenet, herunder sund-

hedsplejeske og tandlæge

Politi eller domstol

Familie, barn selv eller bekendt-

skabskreds

Anonym

Anbringelsessted

I alt

0-4 år

5-9 år

10-14 år

15-17 år

I alt

------------------------------------ Pct. -----------------------------------

100

Anm.: Underretninger om børn og unge i alderen 0-17 år opdelt efter alder, og hvem der har foretaget underret-

ningen. Alderen er opgjort ultimo året. I gruppen ”15-17 år” indgår også unge, som er fyldt 18 år ultimo året.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

Ser man nærmere på, hvad der oftest ligger til grund for underretninger om børn og unge, er

det bekymrende adfærd hos barnet eller forældrene, som hyppigst bliver angivet som årsag.

Samlet set var ”anden bekymrende adfærd” hos barnet eller den unge angivet som mindst én

af årsagerne ved 17 pct. af alle underretninger i 2020. Tilsvarende var ”anden bekymrende

adfærd” hos forældrene angivet ved 17 pct. af alle underretninger.

Samtidig ses der en tendens til, at underretninger om de yngste børn i højere grad begrun-

des med adfærd hos forældrene, blandt andet utilstrækkelig omsorg og anden bekymrende

adfærd, mens underretninger om de ældre aldersgrupper oftere begrundes med forhold hos

barnet eller den unge selv, eksempelvis udadreagerende adfærd, jf. tabel 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 3

Målgrupper og sociale indsatser på børne- og ungeområdet

Tabel 3.2

Andel underretninger om børn og unge efter årsag til underretningen, 2020

Underretningsårsag

0-4 år

5-9 år

10-14 år

15-18 år

I alt

------------------------------- Pct. ------------------------------

Misbrug hos barn, ung

Kriminalitet hos barn, ung

Skoleproblemer hos barn, ung fx fravær

Anden bekymrende adfærd hos barn, ung fx

udadreagerende adfærd

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne hos barn, ung

Sundhedsforhold hos barn, ung

Overgreb mod barn, ung fx seksuelt eller vol-

deligt

Anden form for omsorgssvigt over for barn,

ung

Misbrug hos forældre

Kriminalitet hos forældre

Anden bekymrende adfærd hos forældre

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne hos forældre

Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mel-

lem voksne

Utilstrækkelig omsorg fra forældre

Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra

bolig

Andet

I alt

100

Anm.: Underretninger om børn og unge i alderen 0-17 år opdelt efter alder og årsag.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND3).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

4. Målgrupper og indsatser på vok-

senområdet

Sociale indsatser til voksne med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller særlige soci-

ale problemer omfatter en række meget forskellige indsatser. Det gælder blandt andet botil-

bud til midlertidige og længerevarende ophold, botilbudslignende tilbud, socialpædagogisk

støtte, aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse, hjælperordninger, ledsagelse,

herberger og forsorgshjem, kvindekrisecentre og stofmisbrugsbehandling. Fælles for indsat-

serne er, at de skal hjælpe og støtte modtagerne til at kunne klare sig selv eller lette den dag-

lige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Dette kapitel ser nærmere på målgrupperne for sociale indsatser til personer på 18 år eller

derover og udviklingen i antallet af modtagere.

Det samlede billede i kapitlet er, at antallet af modtagere af sociale indsatser til voksne er

steget fra 105.500 personer i 2017 til 113.700 personer i 2020. Stigningen ses på tværs af

flere forskellige typer af indsatser, eksempelvis socialpædagogisk støtte og stofmisbrugsbe-

handling.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

Der var omkring 113.700 voksne modtagere af sociale indsatser i 2020. Det svarer

til, at 2,4 pct. af den danske befolkning på 18 år eller derover modtager sociale ind-

satser efter serviceloven.

Modtagerne på voksenområdet omfatter 16.300 personer med et fysisk handicap,

48.200 personer med et kognitivt handicap, 34.600 personer med psykiske vanske-

ligheder og 36.300 personer med sociale problemer. Den samme person kan mod-

tagere flere indsatser og optræde i flere målgrupper.

Det samlede antal af voksne modtagere af sociale indsatser er steget fra 105.500

personer i 2017 til 113.700 personer i 2020. Stigningen er sket på tværs af mål-

grupper og har været størst i målgruppen af personer med sociale problemer.

Stigningen kan blandt andet ses i lyset af en revision af serviceloven med virkning

fra 1. januar 2018, hvor kommunerne fik mulighed for at tilbyde gruppebaseret

hjælp og støtte samt individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte.

Hensigten med de nye bestemmelser er at give kommunerne mulighed for at give

en tidlig indsats, der kan forebygge, at personer med lettere funktionsnedsættelser

eller sociale problemer med tiden udvikler mere alvorlige funktionsnedsættelser el-

ler sociale problemer, der vil kræve mere omfattende og/eller langvarig støtte.

Antallet af personer, der modtager socialpædagogisk støtte, er steget i perioden

2015-2020. I 2015 modtog 42.900 personer socialpædagogisk støtte, mens det i

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

2020 var 48.900. Stigningen i antal modtagere af socialpædagogisk støtte flader

dog ud, og antallet falder lidt fra 2019 til 2020.

•

Ser man samlet på socialpædagogisk støtte, gruppebaseret hjælp og støtte samt

individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte, er der fortsat en stig-

ning fra 2019 til 2020 i antal modtagere. Det samlede antal modtagere af socialpæ-

dagogisk støtte, gruppebaseret støtte og individuel tidsbegrænset socialpædago-

gisk støtte var 53.100 personer i 2020. Den fortsatte stigningen frem mod 2020

skyldes, at kommunerne benytter individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp

og støtte.

De senere år har der været en stigning i antallet af personer i botilbudslignende til-

bud, mens antallet af personer i botilbud til længerevarende ophold er faldet. Fra

2015 til 2020 er antallet af personer i botilbudslignende tilbud steget med 16 pct.,

mens antallet af personer i botilbud til længerevarende ophold er faldet med 12 pct.

Antallet af brugere af herberger og forsorgshjem er de seneste fem år steget med

ca. 7 pct. I 2015 tog omkring 6.000 personer ophold på et herberg eller forsorgs-

hjem i løbet af året, mens det i 2020 var omkring 6.400 personer.

I 2020 var der op mod 2.300 kvinder, som tog ophold på et kvindekrisecenter. Si-

den 2018 er antallet af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter steget med ca.

12 pct. Stigningen kan dog være overvurderet, da kvindekrisecenterstatistikken ikke

indeholder oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017.

I perioden 2016-2020 er der sket en stigning i antallet af personer, der modtager

social eller lægelig stofmisbrugsbehandling. I 2016 modtog ca. 16.300 personer

stofmisbrugsbehandling, mens tallet i 2020 var ca. 19.200.

Endeligt indgår en analyse af antal modtagere af merudgiftsydelse og tabt arbejds-

fortjeneste. Modtagere af disse to former for kontante ydelser indgår ikke i opgørel-

sen af det samlede antal modtagere af sociale indsatser, der er nævnt ovenfor.

Der er sket et markant fald i antallet af personer, der modtager merudgiftsydelse. I

2020 modtog i alt 14.400 personer merudgiftsydelse til børn og unge, mens det i

2015 var 21.700 personer. Det svarer til et fald på 34 pct. I samme periode er antal-

let af modtagere af merudgiftsydelse til voksne faldet fra 13.600 til 7.500, svarende

til et fald på 45 pct. Det er ikke muligt entydigt at vurdere, om dele af faldet kan

skyldes datamæssige forhold. Idet udgifterne også falder, vurderes den faldende

tendens dog at være reel.

Antallet af personer, der modtager tabt arbejdsfortjeneste, er steget fra 2015 til

2020. I 2015 var der 13.500 modtagere, mens der i 2020 var 15.600 modtagere.

•

Kapitlets resultater skal tages med det forbehold, at ikke alle kommuner indgår i de un-

derliggende registerdata. Alle de viste tal i kapitlet er opregnet til landsplan på baggrund

af indbyggertal, hvis ikke alle kommuner har godkendt data.

100

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

4.1

Voksne modtagere af sociale indsatser

Voksne modtagere af sociale indsatser er en meget bred og forskelligartet gruppe, hvor pro-

blemstillinger og behov for hjælp og støtte kan være meget forskellige. Der kan overordnet

skelnes mellem personer, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven grundet handicap,

psykiske vanskeligheder eller sociale problemer. Der er også modtagere af sociale indsatser,

som har flere og samtidige støttebehov.

Voksne med handicap, der modtager en social indsats, omfatter i redegørelsen personer på

18 år eller derover, som modtager hjælp og støtte på grund af en fysisk eller kognitiv funkti-

onsnedsættelse. Fysisk funktionsnedsættelse kan blandt andet være forskellige former for

syns- og hørenedsættelser. Det kan også være personer med mobilitetsnedsættelse såsom

muskelsvind og rygmarvsskader, der påvirker evnen til at bevæge sig. Kognitiv funktionsned-

sættelse kan eksempelvis være ADHD, autisme, hjerneskade og udviklingshæmning. Indsat-

serne rettet mod voksne med handicap omfatter blandt andet botilbud, socialpædagogisk

støtte, beskyttet beskæftigelse, handicaphjælperordninger og ledsagelse.

Voksne, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven som følge af psykiske vanskelighe-

der, omfatter blandt andet personer med psykiatriaske problematikker, eksempelvis angst,

personlighedsforstyrrelser og skizofreni mv., der har behov for en social indsats. Den kom-

munale støtte efter serviceloven til voksne med psykiske vanskeligheder omtales i nogle

sammenhænge som en del af ”socialpsykiatrien”. Indsatserne omfatter blandt andet social-

pædagogisk støtte og forskellige former for botilbud.

Voksne med sociale problemer omfatter i redegørelsen personer, der er i behandling for et

stofmisbrug, brugere af forsorgshjem eller herberger, kvinder på kvindekrisecentre samt mod-

tagere af eksempelvis socialpædagogisk støtte eller botilbud som følge af sociale problemer.

Den samme person kan optræde i flere målgrupper, og målgruppeinddelingen skal tages

med visse forbehold, da målgruppen ikke nødvendigvis giver et dækkende billede af den en-

kelte borgers støttebehov og problematikker. Se også boks 4.1 for yderligere.

Der var omkring 113.700 voksne modtagere af sociale indsatser i 2020. Det svarer til, at 2,4

pct. af den danske befolkning på 18 år eller derover modtager sociale indsatser efter service-

loven. Heraf er der omkring 16.300 personer med et fysisk handicap, 48.200 personer med et

kognitivt handicap, 34.600 personer med psykiske vanskeligheder og 36.300 personer med

sociale problemer, jf. figur 4.1 og 4.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

101

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Figur 4.1

Voksne modtagere af sociale indsatser, 2020

Figur 4.2

Samlet antal voksne modtagere af sociale ind-

satser efter målgruppe, 2020

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år og derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Opgjort

på baggrund af et kommuneudvalg på hhv. 55 kommuner (figur 4.1) og 63 kommuner (figur 4.2, ekskl. sociale

problemer, der er baseret på 55 kommuner). Antal modtagere er opregnet til landsplan på baggrund af indbyg-

gertal og er bl.a. derfor behæftet med usikkerhed. Den samme person kan være registreret i flere målgrupper. Se

boks 4.1 og bilag 4 for yderligere om datagrundlag og forbehold.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Antal voksne modtagere af sociale indsatser er et skøn, som er behæftet med usikkerhed.

Opgørelsen i figur 4.1 er baseret på oplysninger fra 55 kommuner, som har godkendt deres

data alle årene i perioden 2017-2020 på tværs af de relevante registre på voksenområdet.

Københavns Kommune er dog eksempelvis ikke med blandt de 55 kommuner, og den mang-

lende fuldstændige kommunedækning betyder, at opgørelserne skal tages med forbehold.

De 55 kommuner er det mest ”smalle” kommuneudvalg i kapitlet. Antal modtagere med fysisk

handicap, kognitivt handicap og psykiske vanskeligheder er baseret på et kommuneudvalg

med 63 kommuner. Alle de viste tal i kapitlet er opregnet til landsplan på baggrund af indbyg-

gertal, hvis ikke alle kommuner har godkendt data. Se bilag 4 for yderligere om datagrundla-

get.

Opgørelserne omfatter heller ikke alle voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer, idet det ikke er alle personer med handicap, psykiske vanskeligheder og

sociale problemer, der modtager en indsats efter serviceloven. Man kan blandt andet mod-

tage støtte efter andre sektorlovgivninger, eksempelvis på uddannelses- og beskæftigelses-

området. Det skal i den forbindelse også nævnes, at der ikke findes en entydig og generel

definition af eksempelvis ”handicap”. I redegørelsen er målgrupperne defineret ud fra modta-

gelsen af forskellige sociale indsatser, hvilket uddybes i boks 4.1 nedenfor.

Det hører også med til billedet, at der findes udsatte voksne, som enten ikke ønsker eller er i

stand til at tage imod en indsats fra det offentlige. Og der vil også være udsatte og sårbare

mennesker, som får hjælp fra en af de mange civilsamfundsorganisationer, der findes i Dan-

mark, hvoraf en del bliver understøttet økonomisk af det offentlige. Og der kan også være

102

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

personer med sociale problemer, som finder hjælp til at løse deres problemer i personlige

netværk eller modtager privat hjælp og støtte, som de selv finansierer. Disse personer vil hel-

ler ikke indgå, hvis de ikke modtager en indsats efter serviceloven.

Endeligt er det ikke alle voksne, der har modtaget en indsats efter serviceloven, som indgår i

opgørelsen, idet ikke alle indsatser er dækket af registerdata. Særligt blandt voksne med

handicap er der tale om et underkantsskøn, idet det ikke er alle indsatser og ydelser til perso-

ner med handicap, der skal indberettes til den statistik, der udgør datagrundlaget for opgørel-

sen. Eksempelvis indgår hjælpemidler (§ 112) og forbrugsgoder (§ 113) ikke, ligesom kon-

taktpersonordningen til personer med sindslidelser, stof- eller alkoholmisbrug eller særlige

sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig (§ 99), heller ikke ind-

går. Personer med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer, der alene

modtager hjemmehjælp (§ 83), indgår heller ikke.

Boks 4.1 uddyber opgørelsen og inddelingen af voksenområdet i målgrupper.

Boks 4.1

Opgørelse af voksne modtagere og målgrupper

Målgruppeinddelingen er baseret på en kombination af kommunernes vurdering af borgeren og den sociale

indsats. Målgrupperne fysisk handicap, kognitivt handicap og psykiske vanskeligheder er baseret på kom-

munernes vurdering af borgerenes målgruppekategori i forbindelse med indberetning af data til Danmarks

Statistiks register Handicap og udsatte voksne. Målgruppen sociale problemer er i redegørelsen opgjort

som personer i behandling for et stofmisbrug, brugere af forsorgshjem eller herberger og kvinder på kvinde-

krisecentre. Hertil kommer personer, der modtager sociale indsatser efter serviceloven pga. sociale proble-

mer i registret Handicap og udsatte voksne, hvilket omfatter blandt andet socialpædagogisk støtte i eget

hjem, botilbud til midlertidige og længerevarende ophold mv.

Der er tale om en analytisk opgørelse, der ikke nødvendigvis er udtømmende. Eksempelvis vil en del bru-

gere af herberger og forsorgshjem og personer i stofmisbrugsbehandling også have psykiske vanskelighe-

der, men de indgår som udgangspunkt i opgørelsen som en del af målgruppen ”sociale problemer”. Kun

hvis borgerne modtager andre indsatser efter serviceloven, opgjort i Danmarks Statistiks register Handicap

og udsatte voksne, og kommunen vurderer borgerens målgruppe til fx ”psykiske vanskeligheder”, vil borge-

ren fremgå under denne målgruppe.

Modtagere af de kontante ydelser merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste indgår ikke i opgørelsen af

det samlede antal modtagere af sociale indsatser, og modtagerne af disse kontante ydelser er heller ikke

fordelt på målgrupper. Se også afsnit 4.7 nedenfor og bilag 4 vedrørende datagrundlaget.

Det samlede antal voksne modtagere af sociale indsatser er steget fra 105.500 personer i

2017 til 113.700 personer i 2020. Stigningen er sket på tværs af målgrupper og har været

størst i målgruppen af personer med sociale problemer, jf. figur 4.3 og 4.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

103

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Figur 4.3

Udvikling i samlet antal voksne modtagere af

sociale indsatser, 2017-2020

Figur 4.4

Antal voksne modtagere af sociale indsatser

efter målgruppe, 2017 og 2020

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år og derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Opgjort

på baggrund af et kommuneudvalg på hhv. 55 kommuner (figur 4.3) og 63 kommuner (figur 4.4, ekskl. sociale

problemer, der er baseret på 55 kommuner). Antal modtagere er opregnet til landsplan på baggrund af indbyg-

gertal og er bl.a. derfor behæftet med usikkerhed. Den samme person kan være registreret i flere målgrupper. Se

boks 4.1 og bilag 4 for yderligere om datagrundlag og forbehold

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Figur 4.3 og 4.4 omhandler perioden 2017-2020, da det er perioden, hvor der i alle de under-

liggende registre, er data.

Stigningen i antallet af voksne modtagere af sociale indsatser kan skyldes flere forhold. For

det første kan stigningen ses i lyset af en revision af serviceloven med virkning fra 1. januar

2018, hvor kommunerne fik mulighed for at tilbyde gruppebaseret hjælp og støtte samt indivi-

duel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte. Tilbuddene henvender sig til personer,

der har eller er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Dele af

stigningen i antal modtagere kan dermed skyldes et øget fokus på det tidlige og forebyg-

gende arbejde i kommunerne og brug af de nye bestemmelser, hvilket uddybes nedenfor.

Derudover kan stigningen skyldes en stigende levealder blandt mennesker med handicap,

der modtager hjælp og støtte efter serviceloven. Stigningen kan også skyldes, at der er flere

udsatte og personer med handicap, der opsøger hjælp og støtte efter serviceloven. Eksem-

pelvis ser man en stigning i både antal modtagere af stofmisbrugsbehandling og antal bru-

gere af forsorgshjem og herberger. Det er ikke muligt på baggrund af datagrundlaget at vur-

dere, hvor meget af stigningen der skyldes, at flere opsøger hjælp, og hvor meget der kan

skyldes, at flere har fået behov for hjælp i 2020 sammenlignet med 2017.

Endelig kan stigningen skyldes en forbedring af kommunernes registreringspraksis og en ge-

nerel forbedring af datagrundlaget i løbet af perioden. Eksempelvis indeholder statistikken

om kvindekrisecentre ikke oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017, da

statistikken er startet dette år. Antallet af kvinder vil derfor i et vist omfang være underestime-

ret, og her vil antallet af kvinder vil særligt være underestimeret i 2017, der udelukkende om-

fatter kvinder med et påbegyndt ophold i 2017.

104

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Der er store forskelle på modtagerne på tværs af de overordnede målgrupper på voksenom-

rådet i forhold til borgernes diagnoser fra hospitalsvæsenet. Eksempelvis har 21 pct. af

voksne med fysiske handicap erhvervet hjerneskade, hvilket optræder blandt 7 pct. af voksne

med psykiske vanskeligheder og sociale problemer. Hos voksne med kognitivt handicap har

30 pct. udviklingshæmning, hvilket ses hos henholdsvis 8 pct. og 5 pct. blandt voksne med

psykiske vanskeligheder og sociale problemer. De store diagnosegrupper blandt personer

med psykiske vanskeligheder er skizofreni mv. og angst mv., der optræder hos henholdsvis

34 pct. og 31 pct. Blandt voksne med sociale problemer har 23 pct. en diagnose relateret til

psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., hvilket kun forekommer hos 5 pct. blandt

voksne med handicap, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1

Udvalgte diagnoser blandt voksne modtagere af sociale indsatser efter målgruppe, 2020

Fysisk

handicap

Diagnose

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Downs

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Psykiske lidelser pga. alkohol el-

ler stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

I alt*

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

--------------------------------------- Pct. -----------------------------------------

Note: *) I alt omfatter andelen med én eller flere af de udvalgte diagnoser. Den samme borger kan have modtaget

flere diagnoser, og andelene for de enkelte diagnoser summerer derfor ikke til i alt.

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo 2020.

ADHD, autisme, cerebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerneskade og udviklingshæmning er baseret på

kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2018. Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer

mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv. er base-

ret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2014-2018. Se i øvrigt anm. til figur 4.1 og bilag 4 for yderli-

gere om datagrundlag og forbehold samt bilag 5 for opgørelsen af diagnoser.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I tolkningen af resultaterne er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en en-

tydig kobling mellem diagnose og borgernes konkrete funktionsnedsættelse. Det er altid en

Socialpolitisk Redegørelse 2021

105

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsevne, der er udgangspunktet

for, at borgeren visiteres til en indsats efter serviceloven og aldrig en diagnose i sig selv. Der-

udover er opgørelsen af diagnoser baseret på kontakter til sygehusvæsenet og er opgjort

frem til og med 2018. Opgørelsen er uddybet i boks 4.2.

Boks 4.2

Opgørelse af diagnoser og forbehold

At borgeren på et tidspunkt har fået stillet en diagnose fra sygehusvæsenet, kan ikke kobles direkte til, at

borgeren aktuelt har en funktionsnedsættelse, der betyder, at det er nødvendigt for vedkommende at mod-

tage hjælp og støtte. Det er altid en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsevne,

der er udgangspunktet for, at borgeren visiteres til en indsats efter serviceloven, og aldrig en diagnose i sig

selv.

Opgørelserne er baseret på diagnoser, der er stillet i forbindelse med en kontakt til sygehusvæsenet. Kon-

takter til og behandling hos egen læge og privatpraktiserende speciallæge samt brug af lægemidler indgår

ikke i opgørelsen af diagnoser. Forekomsten af de enkelte diagnoser kan derfor være undervurderet.

Det seneste år med oplysninger om diagnoser i det tilgængelige data er 2018. Det betyder, at diagnoserne

viser borgernes situation op til to år før, de modtager indsatsen i 2020. Dette giver anledning til en vis usik-

kerhed. Det er dog vurderingen, at diagnosebilledet for modtagere af sociale indsatser ikke udviser mar-

kante udsving som følge af forsinkelsen. Se bilag 5 om diagnoser for yderligere.

Der er mange indsatser efter serviceloven, som i udgangspunkt ikke er rettet mod én specifik

målgruppe. Det gælder eksempelvis socialpædagogisk støtte og botilbud, som kan gives til

både personer med handicap, psykiske vanskeligheder og sociale problemer.

I det følgende gives et overblik over de hyppigste indsatser til voksne med handicap, psyki-

ske vanskeligheder og sociale problemer. Personer med fysisk og kognitivt handicap er op-

gjort samlet som voksne med handicap, idet der er relativt få i gruppen med fysisk handicap.

Omkring 48.900 personer modtog i 2020 socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85), og

det er dermed den indsats, som flest modtager. Socialpædagogisk støtte gives til både per-

soner med handicap, psykiske vanskeligheder og sociale problemer. Den næststørste ind-

sats er botilbud, der omfattede 27.600 personer i 2020. Botilbud består her af botilbud til mid-

lertidige og længerevarende ophold efter serviceloven og botilbudslignende tilbud. Botilbud

gives blandt andet til personer med handicap. I alt har 21.100 personer med handicap ophold

på et botilbud i 2020, jf. tabel 4.2.

106

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Tabel 4.2

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet efter målgruppe, 2020

Handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Samlet

------------------------------- Antal ------------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte

Botilbud

Stofmisbrugsbehandling

Aktivitets- og samværstilbud

Ledsageordning

Beskyttet beskæftigelse

Herberg og forsorgshjem

Kvindekrisecentre

25.300

21.100

15.300

11.300

8.000

23.300

7.400

3.700

300

1.500

7.500

2.700

19.200

800

100

300

6.400

2.300

48.900

27.600

19.200

18.400

11.500

9.200

6.400

2.300

57.600

34.600

36.300

113.700

Note:”-”: Det samlede antal personer i stofmisbrugsbehandling, brugere af herberger og forsorgshjem og kvinder

på kvindekrisecentre er kategoriseret under målgruppen sociale problemer.

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregistret ultimo året. Den

samme person kan modtage flere indsatser og være i flere målgrupper. Socialpædagogisk støtte omfatter støtte

efter servicelovens § 85 og indeholder ikke støtte efter servicelovens §§ 82a og 82b. Botilbud omfatter botilbud til

midlertidige og længerevarende ophold efter servicelovens §§ 107-108 samt socialpædagogisk efter § 85 i botil-

budslignende tilbud. Kvindekrisecentre er inklusiv kvinder med anonymt ophold. Kvinder med anonyme ophold

kan optræde flere gange i opgørelsen og er ikke mulige at genfinde i befolkningsregistret. Se i øvrigt anmærknin-

gen til figur 4.1 og bilag 4 om forbehold og datagrundlag.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Se bilag 4 for yderligere nøgletal om antal modtagere af sociale indsatser, herunder antal

modtagere for sociale indsatser, der ikke fremgår af tabel 4.2.

Der er en betydelig variation i aldersfordelingen mellem modtagerne af forskellige typer af

indsatser. Eksempelvis er personer i botilbud til midlertidigt ophold og personer i stofmis-

brugsbehandling relativt unge. Blandt voksne i botilbud til midlertidigt ophold er 65 pct. i alde-

ren 18-29 år, mens det blandt personer i stofmisbrugsbehandling er 39 pct. Blandt de øvrige

indsatser er andelen af 18-29-årige mellem 16 pct. og 33 pct. Eksempelvis er andelen af 18-

29-årige blandt beboerne i botilbud til længerevarende ophold 19 pct., jf. tabel 4.3

Socialpolitisk Redegørelse 2021

107

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Tabel 4.3

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet efter alder, 2020

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller

derover

I alt

---------------------------------------- Pct. -----------------------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte

Botilbud til midlertidige ophold

Botilbud til længerevarende ophold

Botilbudslignende tilbud

Stofmisbrugsbehandling

Aktivitets- og samværstilbud

Beskyttet beskæftigelse

Ledsageordning

Herberg og forsorgshjem

Kvindekrisecentre

100

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregistret ultimo året. Den

samme person kan modtage flere forskellige indsatser. Se anm. til tabel 4.2 for opgørelse af indsatser. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 4.1 og bilag 4 om forbehold og datagrundlag.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelserne ovenfor indeholder ikke oplysninger om tildeling af hjælpemidler efter service-

loven. Social- og Ældreministeriet er i gang med at etablere en hjælpemiddelstatistik, der skal

baseres på obligatoriske indberetninger fra landets kommuner. Den nye hjælpemiddelstatistik

tager udgangspunkt i et pilotprojekt startet i 2016. De første resultater fra pilotprojektet frem-

går af boks 4.3.

108

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Boks 4.3

Modtagere af genbrugshjælpemidler

Hjælpemidler er produkter, der har til formål at afhjælpe og kompensere for fysisk og psykisk funktionsned-

sættelse. For at en borger kan få støtte til hjælpemidler efter servicelovens § 112, er det en betingelse, at

hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig

grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et

erhverv.

Social- og Ældreministeriet har med udgangspunkt i et pilotprojekt i 2016 etableret data om hjælpemidler fra

en række kommuner. Hjælpemiddelstatistikken indeholder information om udlån af genbrugshjælpemidler

fra kommunernes hjælpemiddeldepoter.

Det skønnes, at ca. 248.600 personer på landsplan havde et genbrugshjælpemiddel efter servicelovens §

112 i 2018. Hovedparten af modtagerne af hjælpemidler (74 pct.) er 65 år eller derover. Antal modtagere er

opgjort som personer, der har fået udleveret et genbrugshjælpemiddel i perioden 2014-2018 og enten har

indleveret det i eller efter 2018 eller endnu ikke har indleveret det. Opgørelsen er baseret på data fra 60

kommuner og opregnet til landsplan. Læs mere på sm.dk i notatet Modtagere af genbrugshjælpemidler.

De følgende afsnit indeholder en nærmere beskrivelse af udvalgte sociale indsatser og udvik-

lingen i antallet af modtagere af disse indsatser.

Datagrundlaget for beskrivelsen af indsatserne er de specifikke enkelte registre på socialom-

råde. I denne beskrivelse er det muligt at benytte en lidt længere periode end i opgørelsen på

tværs af alle registre. For botilbud og socialpædagogisk støtte mv. er det muligt at opgøre an-

tallet af modtagere i perioden 2015-2020. Denne periode benyttes også for de resterende

indsatser, der inddrages, hvor det er muligt.

4.2

Botilbud

Nogle personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer

kan have behov for at modtage hjælp og støtte i et botilbud i en kortere eller længere peri-

ode. Der findes forskellige typer af botilbud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne eller særlige sociale problemer. Der er botilbud til midlertidigt ophold efter servicelo-

vens § 107, botilbud til længerevarende ophold efter servicelovens § 108 og socialpædago-

gisk støtte efter servicelovens § 85, som ydes i botilbudslignende tilbud

De senere år har der været en stigning i antallet af personer i botilbudslignende tilbud, mens

antallet af personer i botilbud til længerevarende ophold er faldet. Antallet af personer i tilbud

til længerevarende ophold er faldet fra 5.800 i 2015 til 5.100 i 2020, mens antallet af personer

i botilbudslignende tilbud er steget fra 12.800 til 14.900 i samme periode. Samtidig er antallet

af personer i botilbud til midlertidigt ophold steget fra 7.500 til 8.400, jf. figurerne 4.5 og 4.6.

Botilbudslignende tilbud dækker over tilbud omfattet af socialtilsynet, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

109

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Figur 4.5

Modtagere af botilbud efter type, 2015-2020

Figur 4.6

Udvikling i antal modtagere af botilbud efter

type, 2015-2020

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregistret ultimo året. Botilbud

omfatter botilbud til midlertidigt ophold (§ 107), botilbud til længerevarende ophold (§ 108) og socialpædagogisk

støtte (§ 85) i botilbudslignende tilbud (omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om social tilsyn). Antal personer er base-

ret på indberetninger fra 63 kommuner til Danmarks Statistik og opregnet til landsplan og er bl.a. derfor behæftet

med usikkerhed. Se bilag 4 for yderligere om datagrundlaget.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen i antallet af modtagere af botilbud til længerevarende ophold og botilbudslig-

nende tilbud skal blandt andet ses i lyset af, at der er sket en omlægning af botilbudsområ-

det. Der har været en tendens til, at kommunerne har renoveret eller opført boliger til perso-

ner med handicap med videre efter almenboligloven, hvor borgerne blandt andet kan mod-

tage hjælp i form af socialpædagogisk støtte efter serviceloven.

4.3

Socialpædagogisk støtte mv.

Personer, der på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige so-

ciale problemer har behov for hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling

af færdigheder, kan modtage socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85.

Boks 4.4 giver nogle eksempler på, hvad støtten kan omfatte.

110

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Boks 4.4

Socialpædagogisk støtte (§ 85)

Socialpædagogisk støtte kan i praksis omfatte mange forskellige typer indsatser, afhængigt af borgerens

behov, og støtten kan gives med en meget varierende intensitet. I mange kommuner betegnes dele af den

socialpædagogiske støtte ofte som ”bostøtte” eller en ”hjemmevejleder”, der kan støtte borgeren i en række

forskellige konkrete opgaver.

Det kan eksempelvis være hjælp til selvhjælp på praktiske områder, som blandt andet optræning i påklæd-

ning, rengøring, madlavning, spisning og pædagogisk ledsagelse på indkøb og udflugter med videre. Andre

eksempler på socialpædagogisk støtte er hjælp til at skabe struktur i dagligdagen ved eksempelvis at

hjælpe med tilknytning til meningsfulde aktiviteter, uddannelse eller fritidsinteresser eller støtte til udvikling

og fastholdelse af sociale kompetencer, relationer og varetagelse af forældrerolle.

Socialpædagogisk støtte er i redegørelsen opgjort som indsatsen ”øvrig socialpædagogisk støtte (socialpæ-

dagogisk støtte, som ikke leveres på botilbud eller botilbudslignende tilbud, fx borgernes private hjem)” på

baggrund af Danmarks Statistik register Handicap og udsatte voksne.

Med en lovændring har kommunerne siden 2018 haft mulighed for at tilbyde gruppebaseret

hjælp og støtte samt individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte efter ser-

vicelovens §§ 82 a og b.

Støtten kan ydes til personer, som har eller er i risiko for at udvikle nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller sociale problemer, hvis kommunen vurderer, at tilbuddet kan forbedre

borgerens aktuelle funktionsevne eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale

problemer forværres. Hensigten med de nye bestemmelser er at give kommunerne mulighed

for at give en tidlig indsats, der kan forebygge, at personer med lettere funktionsnedsættelser

eller sociale problemer med tiden udvikler mere alvorlige funktionsnedsættelser eller sociale

problemer. Der eksisterer godkendte data fra kommunerne om brugen af de to ordninger fra

1. juli 2020. Data om brugen af §§ 82a og b indgår først fra dette tidspunkt. Det er frivilligt for

kommunerne at indberette gruppebaseret hjælp og støtte til Danmarks Statistik og antal per-

soner, der modtager denne hjælp og støtte skal derfor tages med forbehold. Indberetningen

af individuel socialpædagogisk hjælp og støtte er obligatorisk.

Gruppebaseret hjælp og støtte og tidsbegrænset individuel socialpædagogisk hjælp og støtte

har snitflader til målgruppen for socialpædagogisk støtte (§ 85). I en undersøgelse fra august

2020 fandt Ankestyrelsen eksempelvis, at der i nogle kommuner kan være tvivl om, en ind-

sats skal visiteres efter de nye bestemmelser eller som socialpædagogisk støtte (Ankestyrel-

sen, 2020). Ankestyrelsen fandt, at kommunerne oplever, at målgrupperne ligget tæt op ad

hinanden, men med den væsentlige forskel, at de nye støtteformer generelt henvender sig til

en målgruppe med lettere og mindre komplekse problemer.

Antallet af personer, der modtager socialpædagogisk støtte (§ 85), er steget i perioden 2015-

2020. I 2015 modtog 42.900 personer socialpædagogisk støtte, mens det i 2020 var 48.900,

svarende til en stigning på 14 pct. Stigningen i antal modtagere af socialpædagogisk støtte

flader dog ud, og antallet falder lidt fra 2019 til 2020.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

111

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Ser man samlet på socialpædagogisk støtte (§ 85), gruppebaseret hjælp og støtte (§ 82 a)

og individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (§ 82 b), er der dog fortsat en

stigning fra 2019 til 2020. Den samlede stigning i antal modtagere af socialpædagogisk støtte

opgjort inklusiv gruppebaseret støtte og individuel tidsbegrænset socialpædagogisk støtte

har i perioden 2015-2020 været 24 pct., jf. figur 4.7 og 4.8.

Figur 4.7

Antal modtagere af socialpædagogisk støtte

mv., 2015-2020

Figur 4.8

Udvikling i antal modtagere af socialpædago-

gisk støtte mv., 2015-2020

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregistret ultimo året. Der ind-

går først godkendte data fra kommunerne om gruppebaseret støtte (§ 82a) og individuel tidsbegrænset socialpæ-

dagogisk (§ 82 b) fra 1. juli 2020. Antal personer er baseret på indberetninger fra 63 kommuner til Danmarks Sta-

tistik og opregnet til landsplan og er bl.a. derfor behæftet med usikkerhed. Se bilag 4 for yderligere om data-

grundlaget.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen fra 2019 til 2020 drives særligt af individuel tidsbegrænset socialpædagogisk

hjælp og støtte, hvor der var 4.500 modtagere, mens der var 650 modtagere af gruppebase-

ret hjælp og støtte i 2020.

Den kraftige stigning i antal modtagere af gruppebaseret hjælp og støtte samt individuel tids-

begrænset socialpædagogisk hjælp støtte fra 2019 til 2020 skal ses i lyset af, at det først er

fra 1. juli 2020, at der er godkendte data fra kommunerne om gruppebaseret og individuel

tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte. Selvom kommunerne har kunnet tilbyde

støtten i både 2018 og 2019, indgår de først i opgørelserne fra 1. juli 2020.

112

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

4.4

Herberger og forsorgshjem

Personer i hjemløshed er en meget udsat gruppe, som ofte har komplekse problemstillinger.

Fælles for personer i hjemløshed er, at de ikke disponerer over eller kan opholde sig i egen

bolig/værelse, men for eksempel er henvist til midlertidige boalternativer eller bor midlertidigt

og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte.

Ifølge VIVEs hjemløsetælling fra 2019 benytter cirka en tredjedel af alle personer i hjemløs-

hed sig af herberger og forsorgshjem. Andre kan eksempelvis bo midlertidigt hos familie og

venner, overnatte på gaden eller gøre brug af natvarmestuer.

Herberger og forsorgshjem oprettes og drives efter servicelovens § 110, som indebærer mid-

lertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke

kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende

støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Formålet med indsatsen på herberger og forsorgs-

hjem er at hjælpe hjemløse personer over akutte vanskeligheder og understøtte overgangen

til en varig boligløsning. Optagelse kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra

offentlige myndigheder. Det er lederen, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

De seneste fem år er antallet af personer, som bruger herberger og forsorgshjem, steget. I

2015 var der omkring 6.000 personer, som tog ophold på et herberg eller forsorgshjem i løbet

af året, mens det i 2020 var omkring 6.400 personer, hvilket svarer til en stigning på 7 pct. i

perioden, jf. figur 4.9 og 4.10.

Figur 4.9

Antal brugere af herberger og forsorgshjem,

2015-2020

Figur 4.10

Udvikling i antal brugere af herberger og for-

sorgshjem, 2015-2020

Anm.: Personer på 18 år og derover, der har benyttet boformer efter § 110 (SEL) på et tidspunkt i løbet af året.

Boformer efter § 110 omfatter tilbud om midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer,

som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende

støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Blandt § 110-boformerne findes også mandekrisecentre, som henvender

sig til mænd, som er i krise af forskellige årsager, eksempelvis partnervold. Ved indberetningen af data er bofor-

merne blevet bedt om at godkende data for perioden 2017-2020. I 2017 har nogle boformer afvist data, mens der

ikke er afvist data i perioden 2018-2020. Andelen af brugere med afviste ophold af boformerne i 2017 er 5 pct.

Antallet af brugere i 2017 er således underestimeret. Se bilag 4 for yderligere om forbehold og datagrundlag.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

113

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Antallet af brugere i 2017 er underestimeret, idet omkring 5 pct. af data er blevet afvist af bo-

formerne. Se bilag 4 for yderligere herom.

4.5

Kvindekrisecentre

Kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 henvender sig til kvinder, der har været udsat for

vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvindekri-

secentrene har først og fremmest til formål at hjælpe den enkelte kvinde og eventuelt ledsa-

gende børn med beskyttelse, omsorg og støtte. På længere sigt kan opholdet og den medføl-

gende kommunale støtte og vejledning samt psykologbehandling bidrage til, at kvinderne får

etableret en selvstændig tilværelse uden vold.

Kvinden behøver ikke at være henvist fra en offentlig myndighed for at kunne tage ophold,

men kan også få ophold ved selv at møde op på krisecentret. Det er lederen på krisecentret,

der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

I 2020 var der op mod 2.300 kvinder, som tog ophold på et kvindekrisecenter. Kvinder og led-

sagende børn, der tager ophold på et kvindekrisecenter, har mulighed for at tage anonymt

ophold. I 2020 var der omkring 7 pct. af kvinderne, som tog anonymt ophold, jf. figur 4.11.

Figur 4.11

Antal kvinder med ophold på kvindekrisecen-

tre, 2017-2020

Figur 4.12

Udvikling i antal kvinder med ophold på kvin-

dekrisecenter, 2018-2020

Anm.: Kvinder på 18 år og derover, som havde ophold på et kvindekrisecenter (servicelovens § 109) på et tids-

punkt i løbet af året. Kvinder med anonyme ophold kan optræde flere gange i opgørelsen. Statistikken indeholder

ikke oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017. Antallet af kvinder vil derfor i et vist omfang

være underestimeret. Antallet af kvinder vil særligt være underestimeret i 2017, der udelukkende omfatter kvinder

med et påbegyndt ophold i 2017. Se bilag 4 for yderligere om forbehold og datagrundlag

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Siden 2018 er antallet af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter steget med omkring 12

pct., jf. figur 4.12.

114

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Udviklingen skal dog tolkes med varsomhed, da kvindekrisecenterstatistikken ikke indeholder

oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017.

Der findes også mandekrisecentre, som henvender sig til mænd i krise, herunder mænd der

har været udsat for vold. Mandekrisecentrene kan oprettes og drives efter servicelovens §

110. Boformer efter § 110 henvender sig til en anden og bredere målgruppe end voldsramte

mænd, og det er ikke i data muligt at udskille mandekrisecentre. Det kan således ikke opgø-

res med registerdata, hvor mange voldsudsatte mænd der årligt opholder sig på et mandekri-

secenter.

4.6

Misbrugsbehandling

Mennesker, der har et stofmisbrug, er en sammensat og forskelligartet gruppe. Varigheden

og omfanget af deres misbrug kan variere meget, ligesom omfanget af de sociale og

sundhedsmæssige konsekvenser ved misbruget kan være meget forskellige.

Kommunerne er forpligtet til at tilbyde social stofmisbrugsbehandling til borgere med et stof-

misbrug, jf. servicelovens §§ 101 og 101 a samt lægelig stofmisbrugsbehandling efter sund-

hedslovens § 142. Behandlingen for stofmisbrug både efter serviceloven og efter sundheds-

loven er gratis for borgerne.

I perioden 2016-2020 er der sket en stigning i antallet af personer, der modtager social eller

lægelig stofmisbrugsbehandling. I 2016 modtog ca. 16.300 personer på 18 år eller derover

stofmisbrugsbehandling, mens tallet i 2020 var 19.200, hvilket svarer til en stigning på 18

pct., jf. figur 4.13 og 4.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

115

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Figur 4.13

Antal personer i stofmisbrugsbehandling,

2016-2020

Figur 4.14

Udvikling i antal personer i stormisbrugsbe-

handling, 2016-2020

Anm.: Omfatter personer på 18 år eller derover, der modtog stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101

eller sundhedslovens § 142 på et tidspunkt i løbet af året. Personer i anonym stofmisbrugsbehandling efter ser-

vicelovens § 101 a indgår ikke. Personer med mere end ét behandlingsforløb i løbet af året tælles med én gang i

det enkelte år. Antal personer i stofmisbrugsbehandling i perioden 2016-2020 er opgjort på baggrund af de 82

kommuner, der har godkendt deres indberetninger i perioden 2016-2020. Antal personer i stofmisbrugsbehand-

ling i de 82 kommuner er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal og er bl.a. derfor behæftet med usik-

kerhed. Indbyggertal er opgjort som 18-64-årige. Se bilag 4 for yderligere om forbehold og datagrundlag.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Antallet af personer i stofmisbrugsbehandling i perioden 2016-2020 er opgjort på baggrund af

de 82 kommuner, der har godkendt deres indberetninger i perioden 2016-2020. Der er opreg-

net til landsplan på baggrund af indbyggertal og blandt andet derfor er opgørelsen behæftet

med usikkerhed. Grundet forskelle i opgørelsesmetoder kan der forekomme mindre afvigel-

ser i opgørelserne i dette kapitel i forhold til opgørelser i blandt andet Sundhedsministeriets

publikationer. Metoden anvendt i dette kapitel er nærmere beskrevet i bilag 4.

Personer, der har et alkoholmisbrug, kan modtage offentligt finansieret alkoholbehandling ef-

ter sundhedslovens § 141. Personer i alkoholbehandling indgår ikke de det samlede antal

modtagere af sociale indsatser i kapitlet.

Se boks 4.5 for yderligere om alkoholbehandling.

116

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Boks 4.5

Personer i alkoholbehandling

Oplysninger om personer i alkoholbehandling efter sundhedslovens § 141 er opgjort på baggrund af perso-

ner registreret i ”Det Nationale Alkoholbehandlingsregister” (NAB), der også kan genfindes i befolkningsre-

gisteret ultimo året. Opgørelsen omfatter kun personer i offentligt finansieret, ikke-anonym alkoholbehand-

ling.

Når en borger henvender sig til kommunen med et ønske om behandling, beslutter kommunen, hvorvidt

borgeren skal tilbuddet ambulant behandling, dagbehandling eller døgnbehandling.

Der er sket en stigning i antallet af personer, der modtager alkoholbehandling i perioden 2015-2018. I løbet

af 2018 modtog omkring 15.300 personer behandling for et alkoholmisbrug, mens det var omkring 14.200 i

2015, jf. figuren nedenfor.

Antal personer i alkoholbehandling, 2015-2018

Anm.: Omfatter personer på 18 år eller derover, der i løbet af året har modtaget offentlig finansieret, ikke-anonym alkoholbe-

handling efter sundhedslovens § 141.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister, Sundhedsdatasty-

relsen.

Data om modtagere af alkoholbehandling i 2019-2020 er ikke tilgængelig, da Sundhedsdatastyrelsen er i

gang med at modernisere deres indberetningssystem.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

117

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

4.7

Kontante ydelser

Kommunen kan bevillige merudgiftsydelse til børn, unge og voksne med betydelig og varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover kan der ydes tabt arbejdsfortjeneste til

forældre, der i hjemmet forsørger et barn eller ung med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne. Der er som hovedregel tale om kontante ydelser, hvilket vil sige, at

kommunen bevilger et beløb til borgeren efter nærmere fastsatte regler.

Antallet af modtagere af de kontante ydelser indgår ikke i det samlede antal modtagere af so-

ciale indsatser, som er opgjort i afsnit 4.1. Det er datamæssigt vanskeligt at opgøre antal

voksne modtagere af nogle af de kontante ydelser, da eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste i

nogle kommuner registreres på barnet og ikke den voksne modtager. De kontante ydelser

behandles separat i dette afsnit.

Merudgiftsydelse til børn og unge efter servicelovens § 41 kan gives til dækning af nødven-

dige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Mer-

udgiftsydelse til voksne efter servicelovens § 100 omfatter dækning af nødvendige merudgif-

ter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen

med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse for merudgiftsydel-

sen til både børn og unge samt voksne, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte

funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lov-

givning. Merudgiftsydelser kan eksempelvis omfatte tilskud til tøj, medicin, diæt med videre.

I perioden 2015-2020 er der sket et fald i antallet af personer, der modtager merudgifts-

ydelse. Det gælder både i forhold til merudgiftsydelse til børn og unge samt merudgiftsydelse

til voksne. I 2020 modtog i alt 14.400 personer merudgiftsydelse til børn og unge, mens det i

2015 var 21.700 personer. Det svarer til et fald på 34 pct. I samme periode er antallet af

modtagere af merudgiftsydelse til voksne faldet fra 13.600 til 7.500, svarende til et fald på 45

pct., jf. figurerne 4.15 og 4.16.

118

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Figur 4.15

Modtagere af merudgiftsydelse og tabt arbejds-

fortjeneste, 2015-2020

Figur 4.16

Udvikling i antal modtagere af merudgifts-

ydelse og tabt arbejdsfortjeneste, 2015-2020

Anm.: Antal modtagere er opgjort som berørte personer i året i alle aldre. Merudgiftsydelse til børn og unge om-

fatter servicelovens § 41. Tabt arbejdsfortjeneste omfatter servicelovens § 42. Merudgiftsydelse til voksne omfat-

ter servicelovens § 100. Den mindre stigning fra 2017 til 2018 i tabt arbejdsfortjeneste skal ses i lyset af, at der

fra 2018 og frem indgår syv kommuner, der ikke tidligere har registrerede modtagere af tabt arbejdsfortjeneste.

Der er ikke foretaget opregninger til landsplan for de år, hvor disse kommuner er uden registrerede modtagere af

tabt arbejdsfortjeneste. Antal modtagere af tabt arbejdsfortjeneste kan derfor være undervurderet i perioden

2015-2017, og stigningen fra 2017 til 2018 kan skyldes datamæssige forhold. Se bilag 4 for yderligere om data-

grundlag.

Kilde: Danmarks Statistik, tabel KY050.

Det er ikke muligt entydigt at vurdere, hvorvidt dele af faldet kan forklares ved en ændret re-

gistreringspraksis eller andre datamæssige forhold, som Social- og Ældreministeriet ikke har

kendskab til. Det er dog vurderingen, at der ikke alene er tale om registreringsmæssige for-

hold, idet også kommunernes udgifter til merudgiftsydelse, baseret på de kommunale regn-

skaber, er faldet i perioden 2015-2020, jf. også redegørelsens kapitel 2 om udgifter.

Tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 kan ydes til personer, der i hjemmet forsør-

ger et barn under 18 år, som har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig

konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest

hensigtsmæssigt, at det er en forælder, der passer barnet eller den unge. Dækning af tabt

arbejdsfortjeneste kan omfatte en større eller mindre del af en fuld arbejdstid.

I perioden 2015-2020 er der sket en stigning i antallet af personer, der modtager tabt arbejds-

fortjeneste. I 2015 var der 13.500 modtagere, mens der i 2020 var 15.600 modtagere af tabt

arbejdsfortjeneste, hvilket svarer til en stigning på 15 pct., jf. figurerne 4.15 og 4.16 ovenfor.

Det vurderes dog, at noget af stigningen kan skyldes datamæssige forhold, idet der er en-

kelte kommuner, som ikke har registreret modtagere af tabt arbejdsfortjeneste før 2018. Ud-

viklingen i tabt arbejdsfortjeneste skal derfor tages med et forbehold, da antallet af modta-

gere i perioden 2015-2017 kan være undervurderet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

119

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

5. Målsætninger for Børnene Først

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i maj 2021 aftalen om Børnene Først, der

skal sikre bedre og tidligere hjælp til udsatte børn og unge og deres familier. Aftalen omfatter

mere end 30 initiativer, herunder en ny

Barnets Lov,

der blandt andet skal give flere rettighe-

der til udsatte børn og unge, mere fleksibilitet til sagsbehandlingen i kommunerne og større

kvalitet i indsatserne rettet mod udsatte børn, unge og deres familier. Samlet set løftes områ-

det med ca. 2 mia. kr. i årene 2022-2025, og fuldt indfaset er der tale om et varigt løft på

mere end 730 mio. kr. om året.

Aftalepartierne blev også enige om, at der skal være en tæt og løbende opfølgning på refor-

mens implementering. I den forbindelse er der opstillet syv politiske målsætninger, som skal

indgå i den løbende evaluering af, om intentionerne med reformen bliver realiseret i praksis.

Dette kapitel ser nærmere på de syv målsætninger for Børnene Først. For hver målsætning

belyser kapitlet nogle af de centrale udfordringer på området i dag, herunder hvorfor det er

vigtigt at få indfriet målsætningerne. Målsætningerne for Børnene Først er:

Udsatte børn og unge skal tidligere modtage sociale indsatser

Udsatte børn og unge skal trives bedre

Anbragte børn og unge skal opleve færre skift og bedre kontinuitet i deres anbringelse

Udsatte børn og unge skal i højere grad opleve at blive hørt og inddraget i sagsbehand-

lingen

Flere udsatte børn og unge skal opleve, at de har en voksen, de kan stole på

Flere udsatte børn og unge skal opleve at have tillid til systemet

Flere udsatte børn og unge skal gøre brug af deres rettigheder

For nogle af målsætningerne findes der ikke dækkende register- eller surveydata. Derfor er

der med aftalen også afsat midler til at indsamle nye data, så man fremover kan følge op på

alle reformens målsætninger.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

Målsætningen om tidligere indsatser til udsatte børn og unge sigter mod, at udsatte børn

og unge skal have den rette hjælp i tide, og at der bliver taget hånd om begyndende pro-

blemer, før de vokser sig store. For nogle udsatte børn og unge handler det om, at de

sociale problemer skal opspores tidligere end i dag, så hjælpen kan sættes ind i en tidli-

gere alder. For andre kan det i større grad handle om, at der skal sættes ind med den

rette indsats fra start.

Eksempelvis bliver mange børn og unge anbragt uden for hjemmet som teenagere efter

flere års forløb med forebyggende indsatser. Det tyder på, at de forebyggende indsatser

for flere ikke har haft den ønskede effekt, og at omstændighederne omkring barnet er

•

Socialpolitisk Redegørelse 2021

121

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

blevet forværret med tiden. Ser man på de omkring 1.900 børn og unge, som blev an-

bragt uden for hjemmet for første gang i 2020, så var ca. 60 pct. mellem 12 og 17 år.

Heraf havde op mod 85 pct. modtaget hjælp og støtte i form af en forebyggende indsats

forud for anbringelsen. Samtidig er det lidt over 40 pct. i denne aldersgruppe, der selv

ville ønske, at de var blevet anbragt i en tidligere alder.

•

Hvis udsatte børn og unges muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt skal styr-

kes, så forudsætter det blandt andet, at der bliver taget hånd om at få løst de problemer,

som gør, at de trives dårligere end andre børn og unge. Mistrivsel hos børn og unge kan

være et alvorligt problem, som ud over at forringe livskvaliteten i barndommen, også kan

sætte dybe spor i voksenlivet. Vedvarende mistrivsel og ensomhed kan eksempelvis ud-

vikle sig til psykiske lidelser som angst og depression, ligesom mistrivsel kan føre til mis-

brug og selvskadende adfærd, herunder selvmord.

Ser man på de 18-årige piger, der enten er anbragt uden for hjemmet som led i et efter-

værn, eller som har været anbragt tidligere i livet, er det mere end 60 pct., som på et

tidspunkt i livet har udvist bevidst selvskadende adfærd eller haft tanker om selvskade,

mens 40 pct. har forsøgt selvmord. Nogle af anbringelserne bliver netop iværksat som

følge af psykiske vanskeligheder, herunder selvskadende adfærd.

Kontinuitet i anbringelsen kan være meget vigtig for anbragte børn og unges udvikling og

trivsel, herunder deres muligheder for at opbygge nære og tillidsfulde relationer, eksem-

pelvis til en plejefamilie og venner i nærområdet. Alligevel er det en relativt stor andel

blandt anbragte børn og unge, som skifter anbringelsessted. Ser man på de børn og

unge, der blev anbragt uden for hjemmet i årene 2008-2009, har mere end 40 pct. skiftet

anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen.

Når anbragte børn og unge skifter anbringelsessted, betyder det ofte, at de også må

skifte skole. Blandt anbragte børn og unge i 15-17-årsalderen, som har skiftet anbringel-

sessted, er det omkring 65 pct., som har været nødsaget til at skifte skole som følge

deraf. Skift i anbringelsen kan således være én af forklaringerne på, at anbragte børn og

unge også har mange skoleskift. Blandt anbragte børn og unge i 15-17-årsalderen er det

kun lidt over 15 pct., som har gået på den samme skole igennem deres grundskolefor-

løb, mens ca. 40 pct. haft tre eller flere skoleskift.

Det sker også relativt ofte, at udsatte børn og unge får en ny sagsbehandler ved kommu-

nen. Blandt børn og unge i 12-17 årsalderen, der har en fast kontaktperson eller er an-

bragt uden for hjemmet, er det kun omkring hver tredje, som har haft den samme sags-

behandler i løbet af de seneste to år, og det er omkring hver tredje, der har haft tre eller

flere forskellige sagsbehandlere de seneste to år.

De mange sagsbehandlerskift kan blandt andet gøre det svært for udsatte børn og unge

at opbygge en tillidsfuld relation til deres sagsbehandler. Blandt udsatte børn og unge i

12-17-årsalderen, som har haft den samme sagsbehandler i løbet af de seneste to år, er

det op mod 80 pct., som har en høj grad af tillid til deres sagsbehandler. Blandt de ud-

satte børn og unge, som har haft fire eller flere forskellige sagsbehandlere i løbet af de

seneste to år, er det derimod omkring 45 pct., der har en høj grad af tillid til deres sags-

behandler.

•

122

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

•

Inddragelse af udsatte børn og unge i sagsbehandlingen er vigtigt af flere grunde. Det

kan blandt andet være med til at nuancere omfanget og karakteren af barnet eller den

unges problemer og udfordringer, så sagsbehandleren får en bedre forståelse for situati-

onen og behovet for hjælp og støtte, herunder hvilken indsats der vil være den rette for

barnet og familien. Blandt andet derfor har kommunerne også pligt til at afholde en bør-

nesamtale, før der træffes afgørelse om en foranstaltning efter serviceloven. Her skal

barnets synspunkter inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og

modenhed. Ankestyrelsen vurderede ved en juridisk gennemgang af ca. 700 sager i

2021, at kravet om børnesamtalen ikke var overholdt i næsten 40 pct. af sagerne.

Et centralt initiativ i aftalen om Børnene Først er udformningen af en ny

Barnets Lov,

som skal bygge på et tidssvarende børnesyn, hvor udsatte børn og unge ses i deres

egen ret, får flere rettigheder, og hvor deres stemme får større betydning i sagsbehand-

lingen. Det betyder blandt andet, at aldersgrænsen for selvstændig partsstatus sænkes

fra 12 til 10 år. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i antallet af børn og unge,

som var anbragt uden for hjemmet i løbet af 2020, betyder ændringen helt konkret, at

omkring 1.400 anbragte børn på 10 og 11 år, vil få tildelt selvstændig partstatus, hvor-

med de eksempelvis selv kan påklage en afgørelse om hjemgivelse eller ændret anbrin-

gelsessted til Ankestyrelsen.

Udsatte børn og unge skal have tillid til, at systemet virker, og at der bliver taget hånd

om de problemer, som de selv og deres familie har brug for hjælp til at få løst. Derimod

skal udsatte børn og unge ikke føle, at de selv står med ansvaret for at få løst proble-

merne, eller at det er svært at få hjælp og støtte, hvis de selv rækker ud efter det. For

mange udsatte børn og unge vil deres sagsbehandler i kommunen være deres primære

kontakt og indgang til hjælp fra kommunen. Blandt udsatte børn og unge i alderen 12-17

år, som enten havde en fast kontaktperson eller var anbragt uden for hjemmet i 2019,

var det omkring 30 pct., som oplevede, at de havde svært ved få fat på deres sagsbe-

handler, hvis de havde brug for det.

•

5.1

Udsatte børn og unge skal tidligere modtage soci-

ale indsatser

Målsætningen om tidligere indsatser til udsatte børn og unge sigter mod, at udsatte børn og

unge skal have den rette hjælp i tide, og at der bliver taget hånd om begyndende problemer,

før de vokser sig store. Målsætningen skal blandt andet ses i lyset af, at mange indsatser

først bliver iværksat i en relativt sen alder samtidig med, at mange udsatte unge også får so-

ciale problemer i voksenlivet. Det kan være udtryk for, at der ikke er blevet sat rettidigt ind

over for problemerne med den rette indsats.

Sammenligner man eksempelvis sent anbragte unge med børn, der er anbragt i en tidlig al-

der, så er sent anbragte unge blandt andet karakteriseret ved, at de sjældnere gennemfører

en uddannelse, flere står uden for arbejdsmarkedet, flere begår kriminalitet, flere har psyki-

ske lidelser, flere udviser selvskadende adfærd og flere kommer i hjemløshed i voksenlivet

(Lausten et al., 2020; Social og Indenrigsministeriet, 2020a).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

123

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Man kan ikke uden videre konkludere herudfra, at det er alderen på anbringelsestidspunktet,

der er den udslagsgivende årsag til, at sent anbragte unge klarer sig dårligere i voksenlivet.

Men sene anbringelser kan være udtryk for, at forebyggende indsatser forud for anbringelsen

ikke har haft den ønskede effekt, og at forholdene hos barnet med tiden er blevet forværret,

samt være en indikation på, at der ikke er givet den rette hjælp og støtte fra start.

5.1.1

Mange anbringelser bliver iværksat i en relativt sen alder og oftest, når barnet er blevet teen-

ager. Ser man på de omkring 1.900 børn og unge i alderen 0-17 år, som blev anbragt uden

for hjemmet for første gang i 2020, så var omkring 60 pct. mellem 12 og 17 år. Mere end hver

tredje var mellem 15 og 17 år, jf. figur 5.1 og 5.2.

Figur 5.1

Alder ved første anbringelse blandt børn og

unge i 2020

Alder ved første anbringelse

Figur 5.2

Alder ved første anbringelse blandt børn og

unge i 2020

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som blev anbragt for første gang uden for hjemmet i 2020. Alderen er op-

gjort på tidspunktet for afgørelsen om anbringelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det hører med til billedet, at de 0-årige også udgør en relativt stor andel blandt førstegangs-

anbragte børn og unge. I 2020 var der omkring 200 børn, som blev anbragt uden for hjem-

met, før de var fyldt 1 år.

Når omfanget af anbringelser blandt børn og unge stiger med alderen, skal det ses i lyset af,

at nogle problemer typisk opstår eller bliver mere tydelige i en senere alder. Men i mange til-

fælde har det været forsøgt at imødekomme barnets støttebehov med forebyggende indsat-

ser i en årrække forud for anbringelsen, hvilket også er nærmere beskrevet i kapitel 6.

Blandt de ca. 1.100 børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i 2020 i

alderen 12-17 år, så havde langt størstedelen, 84 pct., modtaget hjælp og støtte forud for an-

bringelsen i form af en forebyggende indsats efter serviceloven. I omkring halvdelen af tilfæl-

dene har kommunen truffet afgørelsen om anbringelsen mere end to år efter, at den første

forebyggende indsats efter serviceloven har været iværksat, jf. figur 5.3.

124

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Figur 5.3

Børn og unge anbragt som 12-17-årig i 2020 med en underretning eller forebyggende indsats før an-

bringelsen

Anm.: Børn og unge i alderen 12-17 år, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Spørger man de sent anbragte unge selv, så svarer en relativt stor andel, at de gerne ville

have været anbragt uden for hjemmet i en tidligere alder. Blandt de 15-17-årige anbragte

unge i 2020, som er blevet anbragt uden for hjemmet i 12-17-årsalderen, er det lidt over 40

pct., som ville ønske, at de var blevet anbragt i en tidligere alder, jf. figur 5.4.

Figur 5.4

Anbragte 15-17-årige, som ville ønske, de var blevet anbragt tidligere efter alder ved første anbrin-

gelse

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet som hhv. 15 og 17-årig, som deltog i Trivselsundersøgelsen

blandt anbragte børn og unge i 2020 opgjort efter deres alder ved første anbringelse. Resultaterne er ikke vægtet

i forhold til stikprøvestørrelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

125

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Ét af de centrale initiativer i aftalen om Børnene Først er, at der skal indføres et nyt lovkrav

om obligatorisk udredning af hjemmeboende søskende til anbragte børn og unge. Initiativet

skal blandt andet være med til at sikre, at udsatte børn og unge og deres familier får den

rette hjælp i tide, jf. boks 5.1.

Boks 5.1

Obligatorisk udredning af hjemmeboende søskende

Med Børnene Først er aftalepartierne enige om at indføre et nyt lovkrav om obligatorisk udredning af hjem-

meboende søskende under 15 år, hvis et barn anbringes uden for hjemmet, fordi forældrene vurderes ikke

at kunne varetage omsorgen for barnet. Samtidig skal der indføres et følg-eller-forklar princip i sager om

anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, som betyder, at hvis kommunen

vælger ikke at anbringe alle børn under 15 år i en søskendeflok, skal den forklare hvorfor. Initiativet skal

blandt andet være med til at sikre, at udsatte børn og unge og deres familier får den rette hjælp i tide.

5.2

Udsatte børn og unge skal trives bedre

Udsatte børn og unge trives ofte markant dårligere end jævnaldrende børn og unge. Det kan

der være flere forskellige grunde til, men det skal blandt andet ses i lyset af de sociale pro-

blemer, som har været en medvirkende årsag til, at kommunen har iværksat en forebyg-

gende indsats eller en anbringelse uden for hjemmet. For nogle udsatte børn og unge vil mis-

trivsel være den direkte årsag til, at de modtager hjælp og støtte, eksempelvis i form af psy-

kologhjælp.

Mistrivsel hos børn og unge kan være et alvorligt problem, som ud over at forringe livskvalite-

ten i barndommen også kan sætte dybe spor i voksenlivet. Vedvarende mistrivsel og ensom-

hed kan eksempelvis udvikle sig til psykiske lidelser som angst og depression, ligesom mistri-

vsel kan føre til misbrug og selvskadende adfærd og i værste fald selvmord. Tidligere under-

søgelser viser også, at der er en tæt og gensidig påvirkning af børn og unges trivsel og deres

faglige udbytte i grundskolen (Rambøll m.fl., 2014). Hvis udsatte børn og unges muligheder

for at udvikle sig fagligt og personligt skal styrkes, så forudsætter det blandt andet, at der bli-

ver taget hånd om at få løst de problemer, som gør, at de trives dårligere end andre børn og

unge.

Trivsel hos børn og unge kan måles og opgøres på flere forskellige måder. Fælles for de fle-

ste tilgange er dog, at trivsel generelt beskrives som en flerdimensionel størrelse (Huppert &

So, 2013, VIVE, 2020b). Analyserne i dette kapitel ser derfor på forskellige dimensioner af

trivsel hos udsatte børn og unge. Det omfatter trivsel i skolen, indikationer på psykisk mistriv-

sel målt ved SDQ-indekset og selvskadende adfærd.

5.2.1

Alle folkeskoler i Danmark skal hvert år gennemføre en måling af elevernes trivsel i 0.-9.

klasse. Resultaterne indgår i skolernes arbejde med at fremme elevernes trivsel, og giver

Trivsel i skolen

126

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

samtidig gode muligheder for at sammenligne trivslen hos udsatte børn og unge med andre

børn og unge på tværs af klassetrin.

Ser man eksempelvis på elevernes selvvurderede trivsel i 8. klasse, så er det 22 pct. blandt

anbragte børn og unge, som kan karakteriseres ved en lav social trivsel. Til sammenligning

er det 20 pct. blandt børn og unge med forebyggende indsatser, mens det er 7 pct. blandt øv-

rige elever. Det gælder for alle klassetrin, at udsatte børn og unge trives dårligere end øvrige

børn og unge, jf. figur 5.5.

Figur 5.5

Elever med lav social trivsel i grundskolen efter klassetrin, 2019

Anm.: Elever med ”lav social trivsel” som deltog i den nationale trivselsmåling i grundskolen i 2019. Det bemær-

kes, at der ikke er en fast definition af lav social trivsel i skolen. Opgørelsen tager afsæt i ministeriets egen af-

grænsning på baggrund af indeks for social trivsel fra Styrelsen for It og Læring, og omfatter her de elever, som

har en samlet score på 3 eller derunder. Udsatte børn og unge omfatter personer, som var omfattet af en fore-

byggende indsats eller foranstaltning efter serviceloven i 2019. For en nærmere opgørelse af ”Lav social trivsel”

se boks 3.4 i bilag 3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Styrelsen for It og Læring.

Det er ikke nødvendigvis alle børn og unge i målgruppen med lav social trivsel, som selv vil

opleve, at de trives dårligt i skolen. Dog gælder det, at elever med en lav social trivsel i sko-

len generelt føler sig mere ensomme, de er mindre glade for deres skole og deres klasse, og

de oplever i større grad mobning end andre børn og unge.

SDQ-indekset bliver anvendt i både danske og internationale studier til at identificere psyki-

ske problemer og afvigende adfærd hos børn og unge

. Det er et spørgeskemabaseret

screeningsinstrument med 25 spørgsmål, hvor barnets trivsel kategoriseres som værende

enten inden for

normalområdet,

grænseområdet

eller

uden for normalområdet.

Her skal nor-

malområdet forstås som en statistisk normalitet, det vil sige, at det er i denne gruppe, hvor

langt størstedelen af populationen vil placere sig (VIVE, 2018).

5.2.2

Psykisk mistrivsel

The Strengths and Difficulties Questionnaire (Goodman et al., 2000).

Socialpolitisk Redegørelse 2021

127

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Hvis man sammenholder udsatte børn og unge på SDQ-indekset med øvrige børn og unge,

er der en markant større andel blandt udsatte børn og unge, som viser tegn på psykisk mistri-

vsel, jf. figur 5.6.

Figur 5.6

Indikationer på psykisk mistrivsel hos udsatte unge som 15-årig efter køn og indsats

Anm.: Indikationer på psykisk mistrivsel blandt 15-årige målt ved SDQ-indekset. For anbragte børn og unge er

opgørelsen baseret på besvarelser fra 15-årige, som deltog i trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og

unge i hhv. 2014, 2016 og 2018. For børn og unge med en fast kontaktperson er opgørelsen baseret på besva-

relser fra 2019. For alle børn og unge er opgørelsen baseret på besvarelser fra 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt Børn og unge i Danmark 2018 (VIVE, 2018)

samt ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling” (VIVE, 2020a).

Der er imidlertid også betydelige forskelle i trivslen hos forskellige grupper af udsatte børn og

unge, ligesom udsatte piger ofte trives dårligere end udsatte drenge. Eksempelvis er det en

meget høj andel blandt 15-årige piger på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholds-

steder mv., der viser tegn på psykisk mistrivsel, hvilket gælder mere end 60 pct. Til sammen-

ligning gælder det lidt over 40 pct. blandt 15-årige drenge opgjort for samme type anbrin-

gelse.

Når børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder ofte trives dårli-

gere end øvrige grupper af udsatte børn og unge, skal det ses i lyset af, at det oftest er børn

og unge med den største problemtyngde, der anbringes på døgninstitutioner mv. De vil i

mange tilfælde have brug for mere socialpædagogisk støtte og hjælp, end en plejefamilie i

udgangspunktet kan tilbyde.

5.2.3

Mange mennesker vil opleve forskellige grader af mistrivsel og ensomhed i perioder af deres

liv, uden at det nødvendigvis har alvorlige konsekvenser til følge. Vedvarende mistrivsel og

ensomhed er derimod et alvorligt problem, som blandt andet kan bidrage til udviklingen af

angst, depression og selvskadende adfærd (Vanhalst et al., 2018; Goosby et al., 2013).

Selvskadende adfærd

128

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

VIVE har i en tidligere survey søgt at belyse omfanget af selvskadende adfærd, herunder

selvmordsforsøg, blandt børn og unge i Danmark. Her viser resultaterne også, at der er mar-

kante forskelle mellem anbragte og øvrige børn og unge. Blandt alle drenge i 18-årsalderen

er det under 10 pct., som på et tidspunkt i livet har udvist bevidst selvskadende adfærd, fx

haft tanker om selvskade, mens 3 pct. har forsøgt selvmord. Blandt alle piger i 18-årsalderen

ligger niveauerne for selvskade og forsøg på selvmord betydeligt højere på henholdsvis 25

pct. og 9 pct.

Ser man på de 18-årige drenge, som enten er anbragt uden for hjemmet som led i et efter-

værn, eller som har været anbragt tidligere i livet, så er det op mod 30 pct., som på et tids-

punkt i livet har udvist bevidst selvskadende adfærd, herunder haft tanker om selvskade,

mens 16 pct. har forsøgt selvmord. Til sammenligning er andelene markant højere hos 18-

årige piger, som enten er anbragt i efterværn, eller som har været anbragt tidligere i livet. Her

er det mere end 60 pct., der har udvist bevidst selvskadende adfærd eller haft tanker om

selvskade, mens 40 pct. har forsøgt selvmord, jf. figur 5.7.

Figur 5.7

Andel med selvskadende tanker/adfærd og forsøg på selvmord som 18-årig, 2017

Anm.: Andel blandt 18-årige, som har udøvet bevidst selvskadende adfærd/haft tanker om selvskade, eller for-

søgt at begå selvmord på et tidspunkt i deres liv.

Kilde: Anbragte unges udsathed (VIVE, 2017b).

Det er vigtigt at holde sig for øje, at de alvorlige hændelser som selvskadende adfærd og for-

søg på selvmord ikke nødvendigvis har fundet sted under anbringelsen. Der kan være tale

om hændelser, som ligger forud for anbringelsen, og i nogle tilfælde har været en medvir-

kende årsag til, at barnet eller den unge blev anbragt uden for hjemmet.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

129

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

5.3

Anbragte børn og unge skal opleve færre skift og

bedre kontinuitet i deres anbringelse

Kontinuitet i anbringelsen kan være meget vigtig for anbragte børn og unges udvikling og triv-

sel, ikke mindst for deres muligheder for at opbygge nære og tillidsfulde relationer eksempel-

vis til en plejefamilie og venner i lokalområdet. Omvendt kan mange skift i anbringelsen, her-

under ved midlertidige ophør og sammenbrud, give ustabilitet i barnets opvækst og gøre det

svært for barnet at opbygge stærke relationer.

I de fleste tilfælde oplever barnet heldigvis selv, at hverdagen har forandret sig til det bedre,

efter at de har skiftet anbringelsessted (VIVE, 2022a). Det kan eksempelvis afspejle, at bar-

net selv kan have haft et ønske om at skifte anbringelsessted, ligesom skiftet kan hænge

sammen med, at barnets støttebehov har ændret sig og bedre kan varetages på et nyt an-

bringelsessted. For nogle børn og unge kan det eksempelvis være ved et skift fra en døgnin-

stitution eller et socialpædagogisk opholdssted til en plejefamilie og dermed en anbringelse i

mere familielignende rammer.

Skift i anbringelsen kan blandt andet også være udtryk for, at det ikke er lykkedes at skabe

det rette match mellem barn og anbringelsessted fra start, eller at det har været nødvendigt

at anbringe et barn akut og midlertidigt, hvor det ikke har været muligt at finde et permanent

løsning fra starten. Når anbragte børn og unge skifter anbringelsessted, vil de i mange til-

fælde ligeledes blive nødt til at skifte skole, hvilket kan have stor betydning for deres skole-

gang, både fagligt og socialt. Derudover ser mange skift i anbringelsen ud til at være en sær-

lig risikofaktor i forhold til, om tidligere anbragte børn og unge kommer i hjemløshed i det tidli-

gere voksenliv, hvilket er nærmere beskrevet i kapitel 7.

Derfor er det vigtigt, at skift i anbringelsen sker af de rette årsager, eksempelvis hvis der sker

en ændring i barnets støttebehov, eller hvis barnet selv ønsker det, og ikke som følge af eks-

terne faktorer såsom økonomiske forhold eller samarbejdsvanskeligheder mellem plejefamilie

og kommune.

5.3.1

Det er ikke muligt på baggrund af eksisterende registerdata at belyse det fulde omfang af

skift, herunder midlertidige ophør, i anbringelser blandt alle børn og unge, som er anbragt

uden for hjemmet i dag. Analyserne nedenfor omfatter børn og unge i alderen 0-16 år, hvor

der blev truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet i årene 2008-2009, og der ses

på omfanget af skift for denne gruppe af børn og unge, fra de blev anbragt uden for hjemmet

til og med 2020 (nogle vil dog have afsluttet deres anbringelse inden da).

Blandt de knap 4.300 børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

årene 2008-2009, har lidt over 40 pct. skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i

løbet af deres anbringelse. Omfanget af skift varierer imidlertid afhængigt af, hvor barnet eller

den unge blev anbragt første gang. Blandt de børn og unge, som blev anbragt i en netværks-

plejefamilie i 2008-2009 er det 34 pct., der har oplevet skift eller et midlertidigt ophør i anbrin-

gelsen. Til sammenligning gælder det 42 pct. blandt anbragte i almindelige plejefamilier og

Antal skift og midlertidige ophør i anbringelsen

130

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

op mod 45 pct. blandt børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder, jf. figur 5.8 og

5.9.

Figur 5.8

Andelen af børn og unge anbragt i 2008-2009,

som har oplevet skift i anbringelsen

Figur 5.9

Andelen af børn og unge anbragt i 2008-2009,

som har oplevet skift i anbringelsen

Anm.: Børn og unge i alderen 0-16 år, hvor der blev truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet i årene

2008-2009, og som har oplevet mindst ét skift eller midlertidigt ophør i anbringelsen. Skift og ophør er målt fra

iværksættelsen til og med 2020. Nogle vil dog have afsluttet deres anbringelse inden da. Børn og unge, der var

anbragt før 2008, indgår ikke. Opgørelsen omfatter ikke anbringelser i kommunale plejefamilier, der først blev

indført med Barnets Reform i 2010.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Barnets alder ved anbringelsen kan have betydning for antallet af skift, idet børn anbragt i en

sen alder har relativt kortere tid til at opleve skift. Det er vigtigt at holde sig for øje, da børn og

unge på døgninstitutioner og opholdssteder oftest er betydeligt ældre, når de anbringes uden

for hjemmet for første gang, end de børn og unge, der anbringes i en plejefamilie. Hvor den

gennemsnitlige alder ved første anbringelse var ca. 13 år for de børn og unge, der blev an-

bragt på en døgninstitution eller et opholdssted i 2008-2009, var den gennemsnitlige alder for

børn, der blev anbragt i en almindelig plejefamilie i samme periode, ca. 7 år, jf. figur 5.10.

Til trods for betydelige forskelle i alderen ved første anbringelse, så ser antallet af skift imid-

lertid relativt ensartet ud for børn og unge i hhv. plejefamilier og på døgninstitutioner. Blandt

anbragte børn og unge på døgninstitutioner mv., hvor kommunen har registreret et skift i an-

bringelsen, er det 74 pct., som har skiftet anbringelsessted én gang, 20 pct. har skiftet an-

bringelsessted to gange, mens 7 pct. har skiftet anbringelsessted tre eller flere gange. Bille-

det er stort set ens for anbragte børn og unge i plejefamilier, jf. figur 5.11.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

131

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Figur 5.10

Gennemsnitlig alder ved første anbringelse ef-

ter anbringelsessted

Figur 5.11

Antal skift for børn og unge anbragt i 2008-

2009, som har skiftet anbringelsessted

Anm.: Børn og unge i alderen 0-16 år, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i årene 2008-2009. Op-

gørelsen i figur 5.10 viser den gennemsnitlige alder ved anbringelsen. Opgørelsen i figur 5.11 omfatter kun de

anbragte børn og unge, hvor kommunen har registreret mindst ét skift i barnets anbringelsessted.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Kommunen skal løbende følge op på indsatsen og føre tilsyn med barnet på anbringelsesste-

det for at sikre sig, at barnet trives på anbringelsesstedet, og i denne sammenhæng vurdere,

om anbringelsesstedet fortsat kan imødekomme barnets behov. Kommunen har i den forbin-

delse pligt til at reagere, hvis et barn ikke trives på det pågældende sted, eller hvis der er

sket en udvikling hos barnet, som gør, at anbringelsesstedet ikke længere kan imødekomme

barnets behov – heller ikke, hvis der sættes ind med supplerende støtte. Kommunen skal i

disse tilfælde vurdere, om det vil være bedst for barnet at flytte anbringelsessted.

Skift kan også være udtryk for en forbedring i barnets støttebehov. Det er eksempelvis børn

på døgninstitutioner, hvor det er lykkedes at sænke barnets støttebehov på grund af en om-

fattende socialpædagogisk indsats. De vil i mange tilfælde have glæde af at flytte til en pleje-

familie, der kan tilbyde en opvækst i mere familielignende rammer. Uanset årsagen kan en

beslutning om ændring af anbringelsessted alene ske, når det er af hensyn til barnets bedste.

Når anbragte børn og unge skifter anbringelsessted, er det ikke altid sikkert, at kommunen

kan finde et nyt anbringelsessted i nærområdet, som matcher barnets behov for støtte og

hjælp. Derfor kan et skift i anbringelsen også føre til, at barnet bliver nødt til at skifte skole,

hvis det nye anbringelsessted ligger langt væk fra det gamle. Blandt anbragte børn og unge i

15-17-årsalderen, som har skiftet anbringelsessted, er det omkring 65 pct., som også har

været nødsaget til at skifte skole som følge deraf, jf. figur 5.12.

132

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Figur 5.12

Anbragte unge med skift i anbringelsen, som

har været nødt til at skifte skole, 15-17 år

Figur 5.13

Antal skoleskift blandt anbragte unge, 15-17 år

Anm.: Anbragte unge på hhv. 15 og 17 år, som deltog i Trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge i

2020. Resultaterne er ikke vægtet i forhold til stikprøvestørrelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Skift i anbringelsen kan således også være en af forklaringerne på, at anbragte børn og unge

har relativt mange skoleskift. Blandt anbragte børn og unge i 15-17-årsalderen er det kun lidt

over 15 pct., som har gået på den samme skole igennem deres grundskoleforløb. Omkring

40 pct. har haft tre eller flere skoleskift i deres grundskoleforløb, jf. figur 5.13.

De mange skoleskift kan blandt andet gøre det svært for anbragte børn og unge at opbygge

nære og varige venskaber med andre børn og unge, ligesom skoleskift kan være en risiko-

faktor i forhold til at klare sig fagligt godt i skolen (Egmont Fonden, 2017).

Aftalen om Børnene Først omfatter en række initiativer, der skal sikre bedre kvalitet i sagsbe-

handlingen. Ét af de centrale initiativer, som også skal forebygge skift i anbringelsen, om-

handler barnets ret til en

second opinion,

hvis kommunen mod barnets vilje beslutter, at bar-

net skal skifte anbringelsessted eller hjemgives til forældrene, jf. boks 5.2.

Boks 5.2

Ret til second opinion ved skift i anbringelsen

Med den kommende Barnets Lov får anbragte børn under 10 år ret til en

second opinion,

inden der sker

skift i deres anbringelse. Det betyder helt konkret, at for børn under 10 år vil barnets plejefamilie, støtteper-

son eller venskabsfamilie få mulighed for at bede om en second opinion hos Ankestyrelsen, hvis kommunen

beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives. Der vil samtidig gælde opsættende virk-

ning, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen behandler sagen. Børn og unge på 10 år og opefter

får med Barnets Lov selvstændig partstatus, og kan dermed selv påklage en afgørelse om anbringelse,

hjemgivelse eller ændret anbringelsessted til Ankestyrelsen. Initiativet skal blandt andet være med til at

sikre, at skift i anbringelsessted sker, fordi det er til barnets bedste.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

133

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

5.4

Udsatte børn og unge skal i højere grad opleve at

blive hørt og inddraget i sagsbehandlingen

Inddragelse af udsatte børn og unge i sagsbehandlingen er vigtigt af flere grunde. Det kan

blandt andet være med til at højne kvaliteten af de sociale indsatser, da barnet kan hjælpe

sagsbehandleren med en bedre forståelse af udfordringerne, herunder bidrage med vigtig vi-

den og nuancering af væsentlig betydning for valg af indsats.

Inddragelse i sagsbehandlingen kan samtidig have en positiv påvirkning på barnets udvikling,

selvværd og trivsel. Gennem inddragelsen kan udsatte børn og unge opleve at blive taget

mere alvorligt og at deres holdninger er vigtige - hvilket samtidig kan styrke barnets motiva-

tion for at få indsatserne til at lykkes. Omvendt kan manglende inddragelse skabe usikkerhed

og utryghed hos barnet, hvis beslutningerne bliver truffet uden deres involvering (Warming,

2011; Kloppenborg & Lausten, 2020; Børnerådet & Oxford Research, 2021). Flere undersø-

gelser peger imidlertid på, at udsatte børn og unge ikke altid bliver inddraget i sagsbehandlin-

gen, herunder i tilrettelæggelsen af indsatserne.

5.4.1

Kommunerne har i dag pligt til at afholde en

børnesamtale

med barnet eller den unge forud

for afgørelsen om eksempelvis en forebyggende foranstaltning eller en anbringelse uden for

hjemmet efter serviceloven. Derudover skal der finde en samtale sted med barnet eller den

unge i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Det bygger blandt andet på et princip

om, at støtten så vidt muligt skal tage afsæt i barnets og familiens ressourcer, ligesom bar-

nets eller den unges synspunkter altid skal inddrages med passende vægt i overensstem-

melse med barnets alder og modenhed.

Med Børnesagsbarometeret følger Ankestyrelsen løbende op på, om kommunerne overhol-

der udvalgte lovkrav i sager om børn og unge. Ankestyrelsen vurderer blandt andet, i hvilken

udstrækning kommunerne overholder kravet om en børnesamtale inden afgørelsen i sager,

hvor kommunerne har truffet afgørelse om familiebehandling eller anbringelse efter servicelo-

vens § 52. Ved en juridisk gennemgang af omkring 700 sager på børne- og ungeområdet i

2021 vurderede Ankestyrelsen, at kravet om børnesamtalen ikke var overholdt i næsten 40

pct. af sagerne, jf. figur 5.14.

Afholdelse af børnesamtaler

134

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Figur 5.14

Andel sager, hvor kravet om en børnesamtale

forud for afgørelsen ikke er overholdt

Figur 5.15

Årsager til, at kravet om børnesamtalen ikke er

overholdt

Anm.: Opgørelsen i figur 5.14 er baseret på en juridisk gennemgang af 699 sager i udvalgte kommuner i 2021,

hvor kommunerne har truffet afgørelse om en foranstaltning til et barn eller en ung efter servicelovens § 52 (fami-

liebehandling efter § 52, stk. 3, nr. 3. og anbringelser efter § 52, stk. 3, nr. 7). Opgørelsen i figur 5.15 er baseret

på de 273 sager, hvor kravet om en børnesamtale forud for afgørelsen ikke var overholdt.

Kilde: Ankestyrelsens Børnesagsbarometer 2021.

I de sager, hvor kravet om børnesamtalen ikke er overholdt, skyldes det i omkring 25 pct. af

tilfældene, at kommunen først har afholdt en børnesamtale med barnet efter, at der er truffet

afgørelse om valg af indsats. I mere end halvdelen af tilfældene fremgik det ikke af sagen, at

der var afholdt en børnesamtale, og Ankestyrelsen vurderede samtidig, at der ikke var grund-

lag for at fravælge samtalen, eksempelvis på grund af barnets alder. Her kan der også være

tilfælde, hvor kommunen muligvis har afholdt samtalen, men hvor samtalen ikke fremgår af

barnets sag, jf. figur 5.15.

Reglerne for afholdelse af en børnesamtale forud for afgørelse om en foranstaltning er nær-

mere beskrevet i boks 5.3.

Boks 5.3

Afholdelse af børnesamtaler

Kommunen skal efter servicelovens § 48 tale med barnet eller den unge forud for en afgørelse om eksem-

pelvis forebyggende foranstaltninger eller en anbringelse med samtykke jf. § 52 eller anbringelse uden sam-

tykke jf. § 58. Dette kaldes for børnesamtalen. For at kravene til børnesamtalen er overholdt, skal nedenstå-

ende betingelser være opfyldt:

•

Samtalen skal afholdes, før kommunen træffer afgørelse.

Der skal tales om den konkrete afgørelse, som kommunen påtænker at træffe

Børnesamtalen kan alene undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad

taler imod det, jf. serviceloven § 48, stk. 2.

Kilde: Ankestyrelsen, 2020.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

135

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Inddragelse i egen sagsbehandling indeholder i høj grad også et subjektivt element, idet ud-

satte børn og unge også skal opleve, at de reelt bliver inddraget, og at deres ønsker og me-

ninger tages alvorligt. Det betyder ikke, at ansvaret skal lægges over på barnet, eller at bar-

net i sidste ende selv kan bestemme, hvilken indsats der skal iværksættes. Det handler om,

at barnet skal føle sig hørt og respekteret, at barnet oplever samtalerne med sagsbehand-

lerne som relevante, og at barnet selv kan se en sammenhæng mellem udfordringer og ind-

sats.

I 2020 gennemførte VIVE en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 2.000 udsatte børn

og unge i alderen 12-17 år, som enten havde en fast kontaktperson eller var anbragt uden for

hjemmet. Undersøgelsen viste blandt andet, at det er i størrelsesorden 70-75 pct. blandt ud-

satte børn og unge i alderen 12-17 år, som oplever, at deres sagsbehandler er lyttende, tager

deres meninger alvorligt og forstår, hvad de siger, jf. figur 5.16.

Figur 5.16

Udsatte børn og unges oplevelse af deres sagsbehandler, 2019

5.4.2

Udsatte børn og unges egen oplevelse af inddragelse

Anm.: Børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten var anbragt uden for hjemmet, eller som modtog en

forebyggende indsats efter serviceloven i form af en fast kontaktperson.

Kilde: Egne beregninger på data fra undersøgelsen ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling”,

VIVE 2020a.

Forud for en forebyggende foranstaltning eller en anbringelse uden for hjemmet efter service-

lovens bestemmelser om særlig hjælp og støtte til udsatte børn og unge, har kommunerne

pligt til at udarbejde en handleplan, som skal indeholde konkrete mål for barnets trivsel og

udvikling, samt angive formålet med indsatsen. Handleplanerne er således centralt for arbej-

det med udsatte børn og unge, og for at sagsbehandlerne kan følge barnets udvikling og triv-

sel over en længere periode. Det gælder især, hvis barnet får en ny sagsbehandler.

Handleplanerne kan også være vigtige for udsatte børn og unge selv at blive inddraget og få

indblik i, så de løbende kan følge med i deres egen sag, ligesom det kan være med til at

skabe en rød tråd fra samtalerne med sagsbehandleren til de konkrete indsatser. Her er det

136

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

imidlertid i størrelsesorden 20-25 pct. blandt udsatte børn og unge i alderen 12-17 år, der op-

lever, at de ikke er med til at bestemme, hvad der skal stå i deres handleplan. Samtidig er det

mere end 20 pct., der ikke ved, hvad der står i deres handleplaner, jf. figur 5.17.

Figur 5.17

Udsatte børn og unges oplevelse af inddragelse i egen handleplan, 2019

Anm.: Børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten var anbragt uden for hjemmet, eller som modtog en

forebyggende indsats efter serviceloven i form af en fast kontaktperson.

Kilde: Egne beregninger på data fra undersøgelsen ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling”,

VIVE 2020a.

Med Børnene Først er aftalepartierne enige om at afsætte ressourcer til sagsbehandlernes

arbejde med at lave en ny, målrettet handleplan – en ”barnets plan”. Samtidig skal oprettel-

sen af et nyt Videnscenter om Børneinddragelse og Udsatte Børns Liv blandt andet bidrage

med ny viden om, hvordan udsatte børn og unge kan inddrages bedre i sagsbehandlingen, jf.

boks 5.4 og 5.5.

Boks 5.4

Nye regler om handleplaner i Barnets Lov

Med Børnene Først er aftalepartierne enige om at afsætte ressourcer til sagsbehandlernes arbejde med at

lave en ny, målrettet handleplan – en ”barnets plan”, hvor barnet i højere grad selv skal være med til at fast-

sætte målene, og hvor barnets eller den unges egne ønsker og drømme for fremtiden skal være i centrum.

For unge over 16 år skal der udarbejdes en ”ungeplan”, som skal opstille konkrete mål for den unges over-

gang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

137

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Boks 5.5

Nyt Videnscenter om Børneinddragelse og Udsatte Børns Liv

Oprettelsen af et nyt Videnscenter om Børneinddragelse og Udsatte Børns Liv i 2021 skal bidrage til, at

kommuner, regioner og andre aktører på det sociale område får redskaber og lettilgængelig viden, så de

bedre kan inddrage og hjælpe udsatte og anbragte børn og unge og deres familier. Videnscenteret to over-

ordnede formål er:

1. At styrke kommuners inddragelse af børn og unge, så inddragelse reelt sker i praksis

2. At samle og formidle viden og forskning om udsatte børn og familiers liv

Videnscenteret er etableret i et samarbejde mellem Socialstyrelsen, VIVE og Børns Vilkår. Sammen skal de

tre organisationer udbrede eksisterende viden om børneinddragelse og udsatte børns liv til fagpersoner.

Det sker blandt andet via rådgivnings- og kompetenceforløb, konferencer og webinarer. Oprettelsen af Vi-

denscenteret er besluttet af et bredt flertal i Folketinget som led i udmøntningen af reserven for socialområ-

det.

Kilde: Socialstyrelsen.

5.5

Flere udsatte børn og unge skal opleve, at de har

en voksen, de kan stole på

Det er en vigtig del af alle børn og unges udvikling og trivsel at få opbygget nære og tillids-

fulde relationer til andre børn og voksne. Her har udsatte børn og unge oftere end andre børn

og unge brug for en voksen i deres netværk, som de kan stole på, og som ikke er deres for-

ældre. Det kan være en fast kontaktperson eller en anden voksen, som er nærværende og

lytter, som drager omsorg og giver støtte, som agerer rollemodel og kan give gode råd i for-

hold til vigtige anliggender i livet, herunder uddannelse og karrierevalg. Det skal blandt andet

ses i lyset af, at udsatte børn og unge oftere end andre børn og unge kommer fra familier,

hvor der kan være forskelligartede problemer i hjemmet. Det kan eksempelvis være tilfælde,

hvor én eller begge forældre har en psykisk sygdom, problemer med misbrug eller kriminalitet

mv. (VIVE, 2018).

Tillid er en tillært og erfaringsbaseret egenskab, der oftest bliver opbygget i varige og stabile

relationer (Levinsen, 2007). Fordi udsatte børn og unge langt oftere har oplevet svigt i barn-

dommen, vil deres erfaringer i nogen grad også kunne præge tilliden til andre mennesker.

Det gælder særligt anbragte børn og unge, hvor omsorgssvigt i hjemmet eller manglende for-

ældrekompetencer ofte er en medvirkende årsag til anbringelsen. Her viser flere undersøgel-

ser også, at der ofte er en sammenhæng mellem anbragte børn og unges trivsel og deres re-

lation til de voksne på anbringelsesstedet. Anbragte børn og unge som har en nær og tillids-

fuld relation til de voksne på anbringelsesstedet trives oftest bedre end andre anbragte børn

og unge (Lausten & Jørgensen, 2016; Rambøll, 2018; Ankestyrelsen, 2019).

138

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Analyserne nedenfor ser nærmere på udsatte børn og unges tillid til deres sagsbehandler.

Der er flere grunde til, at det er vigtigt med en god og tillidsfuld relation mellem udsatte børn

og unge og deres sagsbehandler. Hvis udsatte børn og unge ikke har tillid til deres sagsbe-

handler, kan de måske være tilbageholdende med at dele deres oplevelser og erfaringer med

sagsbehandleren, ligesom det formentlig også kan påvirke deres motivation for selv at tage

del i at finde løsningerne.

I 2020 gennemførte VIVE en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 2.000 udsatte børn

og unge i alderen 12-17 år, som enten havde en fast kontaktperson eller var anbragt uden for

hjemmet. Undersøgelsen viste blandt andet, at 67 pct. blandt udsatte børn og unge i 12-17-

årsalderen oplever en høj grad af tillid til deres sagsbehandler i kommunen. Omkring 15 pct.

oplever, at de ikke kan stole på deres sagsbehandler, mens 18 pct. har svaret, at de delvist

kan stole på deres sagsbehandler. Der ses kun mindre forskelle i tilliden til sagsbehandleren,

når man sammenligner børn og unge, som modtager en forebyggende foranstaltning i form

af en fast kontaktperson med de børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, jf. figur

5.18.

Figur 5.18

Udsatte børn og unges svar på udsagnet ”jeg kan stole på min sagsbehandler”, 2019

5.5.1

Tillid til sagsbehandler

Anm.: Udsatte børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten var anbragt uden for hjemmet, eller som mod-

tog en forebyggende foranstaltning efter serviceloven i form af en fast kontaktperson.

Kilde: Egne beregninger på data fra undersøgelsen ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling”,

VIVE 2020a.

Det kan være en vigtig forudsætning for udsatte børn og unges tillid til deres sagsbehandler,

at de oplever kontinuitet i sagsbehandlingen, og at det er den samme sagsbehandler, de hol-

der møder og lave aftaler med, når de er i kontakt med kommunen. Omvendt kan mange

sagsbehandlerskift gøre det svært for både barn og sagsbehandler at få opbygget en nær og

tillidsfuld relation.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

139

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Det sker imidlertid ofte, at udsatte børn og unge får en ny sagsbehandler ved kommunen.

Blandt udsatte børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten havde en fast kontaktper-

son eller var anbragt uden for hjemmet, er det 33 pct., som har haft den samme sagsbehand-

ler i løbet af de seneste to år. Til sammenligning har 20 pct. haft tre forskellige sagsbehand-

lere, mens 13 pct. har haft fire eller flere forskellige sagsbehandlere i løbet af de seneste to

år, jf. figur 5.19.

Figur 5.19

Antal sagsbehandlere de seneste to år

Figur 5.20

Udsatte børn og unges svar på udsagnet ”jeg

kan stole på min sagsbehandler”, opgjort efter

antal sagsbehandlere

Anm.: Udsatte børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten var anbragt uden for hjemmet, eller som mod-

tog en forebyggende foranstaltning efter serviceloven i form af en fast kontaktperson.

Kilde: Egne beregninger på data fra undersøgelsen ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling”,

VIVE 2020a.

De mange sagsbehandlerskift ser også ud til at påvirke udsatte børn og unges tillid til deres

sagsbehandler. Udsatte børn og unges tillid til deres sagsbehandler falder nemlig i takt med,

at antallet af sagsbehandlerskift stiger. Blandt udsatte børn og unge i 12-17-årsalderen, som

har haft den samme sagsbehandler i løbet af de seneste to år, er det op mod 80 pct., som

har en høj grad af tillid til deres sagsbehandler. Til sammenligning er det kun omkring 45 pct.

blandt de udsatte børn og unge, som har haft fire eller flere forskellige sagsbehandlere i løbet

af de seneste to år, jf. figur 5.20.

Med aftalen om Børnene Først får alle anbragte børn og unge på døgninstitutioner og social-

pædagogisk opholdssteder ret til at få tilbudt en venskabsfamilie, som de selv vælger, og

som kan hjælpe dem med bedre at opbygge nære og varige relationer, jf. boks 5.6.

140

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Boks 5.6

Ret til en venskabsfamilie

Det fremgår af aftalen om Børnene Først, at børn og unge, som er anbragt på en institution, skal have ret til

et tilbud om en venskabsfamilie. Venskabsfamilien kan enten findes i barnets eller den unges familie eller

netværk eller i civilsamfundet. Formålet er at give børnene og de unge mulighed for at opleve, hvad det vil

sige at være en del af en familie, og for at opbygge varige og stabile voksenrelationer.

Med Barnets Lov vil mulighederne for at blive netværksplejefamilie samtidig blive udvidet, så barnet eller

den unge kan blive anbragt hos fx sin venskabsfamilie eller andre, som barnet eller den unge har en tæt

personlig eller familiemæssig tilknytning til.

5.6

Flere udsatte børn og unge skal opleve at have til-

lid til systemet

Udsatte børn og unge skal have tillid til, at systemet virker, og at der bliver taget hånd om de

problemer, som de selv og deres familie har brug for hjælp til at få løst. Udsatte børn og unge

skal derimod ikke føle, at de selv står med ansvaret for at få løst problemerne, eller at det er

svært at få hjælp og støtte, hvis de selv rækker ud efter det.

For mange udsatte børn og unge vil deres sagsbehandler i kommunen være deres primære

kontakt og indgang til hjælp fra kommunen. Det er imidlertid langt fra alle udsatte børn og

unge, som oplever, at de let kan få fat på deres sagsbehandler ved kommunen, når de har

brug for det. Blandt udsatte børn og unge i alderen 12-17 år, som enten havde en fast kon-

taktperson eller var anbragt uden for hjemmet i 2019, var det omkring 40 pct., som oplevede,

at de let kunne få fat på deres sagsbehandler, hvis de havde brug for det. Omkring 30 pct.

oplevede, at det var svært at få fat på deres sagsbehandler, hvis de havde brug for det, jf. fi-

gur 5.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

141

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Figur 5.21

Udsatte børn og unges svar på udsagnet ”jeg kan let få fat på min sagsbehandler, hvis jeg har brug

for det”, 2019

Anm.: Udsatte børn og unge i alderen 12-17 år i 2019, som enten var anbragt uden for hjemmet, eller som mod-

tog en forebyggende foranstaltning efter serviceloven i form af en fast kontaktperson.

Kilde: Egne beregninger på data fra undersøgelsen ”Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling”,

VIVE 2020a.

Udsatte børn og unges tillid til systemet kan komme til udtryk på flere forskellige måder, og

ovenstående opgørelse skal alene ses som ét eksempel på, hvor der kan være udfordringer

på området. Med aftalen om Børnene Først er der afsat ekstra midler til at indsamle nye data,

så man fremover kan følge op på alle reformens målsætninger, herunder udsatte børn og un-

ges tillid til systemet.

5.7

Flere udsatte børn og unge skal gøre brug af deres

rettigheder

Et centralt initiativ i aftalen om Børnene Først er udformningen af en ny

Barnets Lov,

som

skal omfatte børn og unge med behov for støtte på grund af sociale problemer eller en funkti-

onsnedsættelse. Barnets Lov skal bygge på et tidssvarende børnesyn, hvor udsatte børn og

unge ses i deres egen ret, får flere rettigheder, og hvor deres stemme får større betydning i

sagsbehandlingen.

Det betyder blandt andet, at aldersgrænsen for selvstændig partsstatus sænkes fra 12 år til

10 år, og at anbragte børn og unge får en eksplicit ret til at sige nej til samvær med forældre

og netværk. For børn under 10 år, der er anbragt uden for hjemmet, får barnets plejefamilie,

støtteperson eller venskabsfamilie også ret til at anmode om en second opinion hos Ankesty-

relsen, hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse eller skift i anbringelsessted. Med

selvstændig partsstatus for børn over 10 år følger blandt andet en adgang til at kunne klage

over afgørelser, der bliver truffet i barnets sag, ligesom barnet i de særligt indgribende sager

får ret til gratis advokatbistand, og kommunen skal gøre barnet bekendt med retten til efter

forvaltningsloven at se sagens akter og udtale sig, inden afgørelsen træffes.

142

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 5

Målsætninger for Børnene Først

Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i antallet af børn og unge, som var anbragt uden

for hjemmet i løbet af 2020, betyder ændringen helt konkret, at omkring 1.400 anbragte børn

på 10 og 11 år, vil få tildelt selvstændig partstatus med aftalen om Børnene Først, jf. figur

5.22.

Figur 5.22

Anbragte børn og unge efter alder, 2020

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet i løbet af 2020 i alderen 0-17 år. Alder opgjort ultimo 2020.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Aftalen om Børnene Først skal sikre udsatte børn og unge en række nye rettigheder, hvilket

er nærmere beskrevet i boks 5.7.

Boks 5.7

Barnets Lov – eksempler på nye rettigheder til udsatte børn og unge

Selvstændig partstatus fra 10 år.

Med Barnets Lov vil barnet have selvstændig partsstatus fra barnet

fylder 10 år, mod 12 år i dag. Barnet over 10 år vil dermed kunne klage over en afgørelse om eksem-

pelvis ændret anbringelsessted eller om hjemgivelse til forældrene.

Ret til at sige nej til samvær.

I dag er det kun forældrene, der har ret til at sige nej til samvær med bar-

net, men barnet har ikke samme ret til at sige nej til samvær med forældrene. Med Barnets Lov vil

barnet få ret til at anmode om, at samværet med forældrene suspenderes i en periode. Kommunen

skal foretage en vurdering af barnets eller den unges anmodning og kan på den baggrund træffe af-

gørelse, hvis det vurderes at være til barnets bedste.

Ret til at bede om en anbringelse.

Med Barnets Lov vil det blive tydeliggjort, at barnets ret til at bede

om hjælp også omfatter en ret for barnet til at bede om en anbringelse. Hvis et barn beder om at blive

anbragt, vil det være kommunens ansvar at vurdere, om der skal udarbejdes en børneudredning af

barnets forhold og behov, og om betingelserne for en anbringelse af opfyldt.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

143

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

6. Sociale indsatser forud for en

anbringelse

Der var i 2020 omkring 53.000 udsatte børn og unge i alderen 0-17 år, som modtog hjælp og

støtte i form af en forebyggende indsats eller foranstaltning efter serviceloven. Det omfatter

en bred gruppe af børn og unge med forskelligartede udfordringer, og hvor indsatserne kan

variere meget i omfang og intensitet. Formålet med de forebyggende indsatser er at sikre, at

børn og unge med særlige støttebehov får den hjælp, de har brug for, og at der bliver taget

hånd om begyndende problemer, før de vokser sig store. Det kan eksempelvis være børn og

unge med tegn på mistrivsel, der viser sig ved højt skolefravær eller bekymrende adfærd.

Kommunen skal have foretaget en klar vurdering af, at de konkrete tiltag er bedst i forhold til

barnets trivsel og udvikling. Hvis den forebyggende hjælp og støtte viser sig ikke at have den

ønskede effekt eller ikke vurderes tilstrækkelig i forhold til problemets alvor og omfang, kan

en anbringelse uden for hjemmet blive den bedste løsning. En anbringelse kan også blive

nødvendig, hvis forholdene omkring barnet forværres, så barnets støttebehov ikke længere

kan imødekommes med en forebyggende foranstaltning.

Dette kapitel ser på de omkring 1.900 børn og unge i alderen 0-17 år, som blev anbragt uden

for hjemmet for første gang i 2019. Her er det op mod 80 pct., som har modtaget hjælp og

støtte før anbringelsen i form af en forebyggende indsats eller foranstaltning. Kapitlet ser

nærmere på de konkrete støttetiltag, som kommunerne har iværksat før anbringelsen, herun-

der sammenhængen mellem barnets alder og kommunernes valg af indsats.

Det samlede billede i kapitlet er, at størstedelen af børn og unge, som bliver anbragt uden for

hjemmet, forud for anbringelsen har modtaget en familierettet indsats eller foranstaltning.

Barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet hænger imidlertid sammen med,

hvilken type af forebyggende indsats eller foranstaltning de typisk har modtaget. Børn og

unge, der anbringes sent i barndommen eller som unge, har eksempelvis i højere grad mod-

taget en personrettet indsats eller foranstaltning end børn, der anbringes tidligt i barndom-

men.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

Familiebehandling

er den type af forebyggende foranstaltning, som oftest er iværksat

forud for en anbringelse. Blandt de børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for

første gang i 2019, havde omkring 45 pct. modtaget hjælp og støtte før anbringelsen i

form af familiebehandling. Hertil kommer andre familierettede foranstaltninger såsom

økonomisk støtte til forældrene (24 pct.) samt praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet

(19 pct.) med videre.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

145

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

•

Sammenlagt havde mere end 70 pct. af de børn og unge, som blev anbragt uden for

hjemmet for første gang i 2019, tidligere modtaget hjælp og støtte i form af en familieret-

tet indsats. Til sammenligning modtog 47 pct. hjælp og støtte i form af en personrettet

indsats. Det omfatter blandt andet en fast kontaktperson for barnet (28 pct.) og aflast-

ningsordninger på et anbringelsessted mv. (21 pct.).

Resultaterne peger på, at den forebyggende hjælp og støtte forud for en anbringelse of-

test er målrettet familierne. De familierettede indsatser handler i vid udstrækning om at

styrke forældrenes kompetencer og omsorgsevne, så de bliver bedre til at håndtere kon-

krete situationer og udfordringer i hverdagen. Det kan også være forældre til børn, som

har et særligt støttebehov på grund af en funktionsnedsættelse eller en psykisk lidelse,

og hvor forældrene har brug for rådgivning og hjælp i forhold til at imødekomme barnets

behov for omsorg og pleje bedst muligt.

Barnets alder ser ud til i nogen grad at hænge sammen med valg af indsats forud for en

anbringelse. Eksempelvis vil nogle indsatser og foranstaltninger primært være målrettet

de helt små børn, hvilket blandt andet omfatter døgnophold for familien på et anbringel-

sessted. Resultaterne peger umiddelbart på, at op mod 30 pct. af de 0-2-årige børn,

som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i 2019, tidligere har været på et

døgnophold med familien. Til sammenligning er det under 10 pct. for de 6-8-årige og

stort set ingen i de ældre aldersgrupper.

Andre indsatser og foranstaltninger er i højere grad målrettet udsatte unge, som eksem-

pelvis en fast kontaktperson. Omkring 50 pct. af de 15-17-årige, som blev anbragt uden

for hjemmet for første gang i 2019, havde tidligere fået hjælp og støtte i form af en fast

kontaktperson. Til sammenligning var det under 15 pct. for de 9-11-årige og stort set in-

gen i de yngre aldersgrupper.

•

Servicelovens bestemmelser om hjælp til udsatte børn og unge angiver imidlertid ikke et præ-

cist indhold for indsatserne. Det gælder eksempelvis familiebehandling, hvor kommunerne

har et fagligt råderum til selv at tilrettelægge den forebyggende hjælp og støtte på en måde,

så den bedst muligt tager afsæt i familiens ressourcer og det konkrete støttebehov hos det

pågældende barn. Derfor kan familiebehandling dække over forskellige indsatser, ligesom

familiebehandling i nogle tilfælde kan have karakter af andre forebyggende foranstaltninger

såsom praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet.

6.1

Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet

Hvert år er der ca. 2.000 børn og unge i Danmark, som bliver anbragt uden for hjemmet for

første gang i alderen 0-17 år. Heraf bliver ca. hvert 10. barn anbragt før 1-årsalderen. Det er

ofte i de tilfælde, hvor der er klare indikationer på, at forældrene ikke kan drage tilstrækkelig

omsorg for barnet. Størstedelen er dog oftest lidt ældre, når de bliver anbragt uden for hjem-

met første gang. I 2019 fandt 57 pct. af førstegangsanbringelserne sted blandt 12-17-årige, jf.

figur 6.1 og 6.2.

146

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.1

Aldersfordeling blandt førstegangsanbragte

børn og unge i 2019, antal

Figur 6.2

Aldersfordeling blandt førstegangsanbragte

børn og unge i 2019, pct.

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet i 2019, og som ikke

havde været anbragt på et tidligere tidspunkt.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forud for en anbringelse uden for hjemmet har der oftest været et kort eller længerevarende

forløb, hvor barnet og familien har modtaget hjælp og støtte i form af en forebyggende ind-

sats eller foranstaltning efter servicelovens bestemmelser.

Kommunerne skal iværksætte en

forebyggende indsats,

når det vurderes, at barnet eller den

unge har behov for støtte, og at den forebyggende indsats vil være tilstrækkelig i forhold til at

imødekomme dette behov. Formålet er at tage hånd om begyndende vanskeligheder, før de

vokser sig store. Det kan eksempelvis være børn og unge, som viser tegn på mistrivsel, æn-

dret adfærd, eller som oplever reaktioner på problemer omkring barnet, eksempelvis i forbin-

delse med forældres skilsmisse, dødsfald eller sygdom i familien.

Hvis der er tale om mere komplekse udfordringer og et mere omfattende støttebehov, kan

kommunerne iværksætte en

forebyggende foranstaltning.

Her har kommunerne indlednings-

vist pligt til at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, som skal afdække en række forhold

hos barnet og familien, herunder sundhed, trivsel, skole med videre. Den børnefaglige under-

søgelse skal desuden underbygge, at den valgte foranstaltning med overvejende sandsynlig-

hed kan bidrage til, at barnets særlige behov for støtte og hjælp imødekommes.

Kommunerne har ligeledes pligt til at udarbejde en handleplan, som skal indeholde konkrete

mål for barnets trivsel og udvikling samt oplysninger om, hvornår der følges op og gøres sta-

tus på, om foranstaltningen har den ønskede effekt.

I nogle tilfælde kan en anbringelse uden for hjemmet være den bedste løsning for barnet. Det

kan være i tilfælde, hvor kommunerne bliver opmærksomme på så omfattende problemer, at

en forebyggende foranstaltning ikke vurderes tilstrækkeligt. Det kan eksempelvis være på

grund af mere alvorlige problemer som vold og misbrug i hjemmet. I de tilfælde vil den børne-

Socialpolitisk Redegørelse 2021

147

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

faglige undersøgelse pege på, at en anbringelse uden for hjemmet vil være den bedste løs-

ning for at sikre barnets trivsel og udvikling. En tidligere analyse viser, at omkring 80 pct. af

alle de børn og unge, som bliver anbragt uden for hjemmet for første gang i 3-17-årsalderen,

forinden da har modtaget hjælp og støtte i form af en forebyggende indsats eller foranstalt-

ning. Omkring 20 pct. bliver omvendt anbragt uden for hjemmet uden en forudgående indsats

eller foranstaltning efter serviceloven, jf. boks 6.1.

Boks 6.1

Uddrag fra Velfærdspolitisk Analyse – Forløb op til en anbringelse

I løbet af 2018 blev der iværksat førstegangsanbringelser af ca. 2.000 børn og unge i alderen 0-17 år. Om-

kring 80 pct. af de førstegangsanbragte børn og unge i alderen 3-17 år havde modtaget en forebyggende

indsats eller foranstaltning efter serviceloven på et tidspunkt i perioden 2014 og frem til, de blev anbragt

uden for hjemmet i 2018. Blandt de 0-2-årige var det ca. 56 pct., jf. figur nedenfor.

Andel af førstegangsanbragte i 2018, der forinden har fået en forebyggende foranstaltning, efter alder

Anm.: Andelen af de førstegangsanbragte børn og unge, der har modtaget en forebyggende indsats eller foranstaltning inden

for rammerne kapitel 3 (§ 11) samt kapitel 11 og 12 i serviceloven på et tidspunkt i perioden 2014 og frem til iværksættelse af

anbringelsen i 2018.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet (2020b): ”Velfærdspolitisk Analyse – Forløb op til en anbringelse”.

Når andelen af anbragte børn, som har modtaget støtte forud for deres anbringelse, er lavere blandt de 0-2-

årige end blandt de øvrige aldersgrupper, hænger det sammen med, at størstedelen af de 0-2-årige er ble-

vet anbragt uden for hjemmet allerede omkring deres fødsel, således at der ikke har kunnet iværksættes et

forløb med forebyggende støtte forinden.

I det følgende afsnit ses der nærmere på de konkrete indsatser og foranstaltninger, som

kommunerne oftest har iværksat, før de træffer afgørelse om at anbringe et barn eller en ung

person uden for hjemmet. Her er indsatser afgrænset til forebyggende indsatser og foran-

staltninger til børn og unge under 18 år inden for rammerne af § 11 og kapitel 11 i servicelo-

ven samt forebyggende foranstaltninger efter Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitets

§§ 12-14. Se boks 3.1 i bilag 3 for en nærmere beskrivelse.

148

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Det bemærkes, at der ikke findes dækkende registerdata om alle forebyggende indsatser,

som kommunerne kan iværksætte forud for en anbringelse. Det gælder særligt forebyggende

indsatser uden for servicelovens bestemmelser, eksempelvis indsatser via PPR (Pædagogisk

Psykologisk Rådgivning), sundhedsplejen eller SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi). Disse

indsatser indgår derfor ikke i kapitlet, men det er vigtigt at være opmærksom på, at der i de

fleste tilfælde vil foregå en kombination af samtlige indsatser for familier, blandt andet i de al-

mene tilbud.

6.2

Typer af indsatser forud for en anbringelse

Når kommunerne iværksætter en forebyggende indsats eller foranstaltning forud for en an-

bringelse af et barn eller en ung person, er der oftest tale om hjælp og støtte, som er målret-

tet hele familien. Her kan hjælpen blandt andet handle om at styrke forældrenes kompeten-

cer og omsorgsevne, så de bliver bedre til at håndtere konkrete situationer og udfordringer i

hverdagen. Det kan eksempelvis være børn og unge med udadreagerende eller grænseover-

skridende adfærd, hvor forældrene har brug for konkrete værktøjer til eksempelvis at kunne

sætte klare grænser og blive mere støttende i hverdagen, så der kan skabes en bedre foræl-

dre-barn-relation og tryggere rammer i familien.

Mere end 70 pct. af de børn og unge, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

2019, havde forinden da været omfattet af en familierettet indsats. Til sammenligning havde

47 pct. modtaget en personrettet indsats, det vil sige en indsats eller foranstaltning, som pri-

mært var orienteret mod at give hjælp og støtte til barnet eller den unge selv. Det samme

barn eller den samme unge person kan både have modtaget en familierettet og personrettet

indsats eller foranstaltning, jf. figur 6.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

149

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.3

Førstegangsanbragte i 2019, der forinden havde modtaget en forebyggende indsat, efter type

Anm.: Børn og unge i alderen 0-17 år, som fik iværksat en anbringelse uden for hjemmet for første gang i 2019.

Der er i alt tale om 1.853 personer. Andelen af børn og unge, der har modtaget familierettede indsatser, forventes

at være underestimeret, da disse data først er tilgængelige fra 2014. Derudover vil indsatser efter § 11 i nogen

grad være underestimeret, da det indtil juli 2020 har været frivilligt for kommunerne af indberette disse data. For

en nærmere afgrænsning af familie- og personrettede indsatser og foranstaltninger se figur 6.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det bemærkes, at det ikke altid er muligt på baggrund af registerdata at vurdere, om en kon-

kret indsats er målrettet barnet, forældrene eller hele familien. Derfor er opgørelsen i nogen

grad baseret på stiliserede antagelser, ligesom indsatserne kan variere meget i omfang og

intensitet.

Billedet afspejler dog, at kommunerne i overvejende grad målretter deres forebyggende ind-

satser mod hele familien. Det skal blandt andet ses i lyset af, at indsatserne ofte handler om

at få håndteret sociale problemer hos forældrene eller i hjemmet. Det kan eksempelvis være

et højt konfliktniveau mellem forældrene, begyndende misbrug eller psykiske vanskeligheder

hos en forælder, som gør det svært for barnet at trives og få den nødvendige omsorg og

støtte i hjemmet.

Ser man nærmere på, hvilke konkrete tiltag den familierettede hjælp og støtte består af, er

familiebehandling

den type af foranstaltning, som kommunerne oftest iværksætter forud for

en anbringelse. Blandt de børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

2019, havde omkring 45 pct. fået hjælp i form af familiebehandling før anbringelsen. Hertil

kommer andre familierettede foranstaltninger såsom økonomisk støtte til forældrene (24 pct.),

og praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet (19 pct.), jf. figur 6.4.

150

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.4

Førstegangsanbragte i 2019, der forinden havde modtaget en forebyggende indsat, efter type

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Indsatser efter § 11 vil i nogen grad være underestimeret, da det indtil juli

2020 har været frivilligt for kommunerne at indberette data omkring disse indsatser. Det bemærkes, at forebyg-

gende indsatser efter SEL § 11 og

Anden hjælp

efter SEL § 52 stk. 3 nr. 9 i udgangspunktet både kan omfatte

person- og familierettede indsatser.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forebyggende indsatser og foranstaltninger, som primært er orienteret mod barnet eller den

unge selv, omfatter oftest en fast konktaktperson (28 pct.) og en aflastningsordning på et an-

bringelsessted mv. (21 pct.). Blandt de mindre anvendte forebyggende indsatser er et døgn-

ophold for familien på et anbringelsessted (6 pct.), kontaktperson for familien (3 pct.), ophold

i dagtilbud, fritidshjem eller lignende (3 pct.) samt formidling af et praktikophold for den unge

(1 pct.).

Der knytter sig en række opmærksomhedspunkter til opgørelsen ovenfor. Nogle familieret-

tede indsatser, som familiebehandling og praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

vil i nogen grad være underestimerede, idet der ikke foreligger tilgængelige registerdata før

2014. Ligeledes vil indsatser efter § 11 i nogen grad være underestimeret, da det indtil juli

2020 har været frivilligt for kommunerne at indberette data omkring disse indsatser. Derud-

over er det ikke altid muligt på baggrund af registerdata at vurdere, om en konkret indsats er

målrettet barnet, forældrene eller hele familien. Eksempelvis kan indsatser efter servicelo-

vens § 11 og

anden hjælp

efter servicelovens § 52 omfatte en række forskelligartede indsat-

ser, som i udgangspunktet både kan være person- og familierettede. Tilsvarende vil nogle af-

lastningsordninger i højere grad have karakter af en familierettet foranstaltning, hvis ordnin-

gen primært er iværksat som følge af udfordringer hos forældrene. Derfor er opgørelsen i no-

gen grad baseret på stiliserede antagelser, ligesom indsatserne kan variere meget i omfang

og intensitet.

Det følgende afsnit ser nærmere på sammenhængen mellem barnets alder og kommunernes

valg af indsats for de børn og unge, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i al-

deren 0-17 år i 2019, og som havde modtaget forebyggende hjælp og støtte før anbringel-

sen.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

151

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

6.3

Sammenhæng mellem alder og indsats

Barnets alder kan have stor betydning for kommunernes valg af indsats. Det skal blandt an-

det ses i lyset af, at indsatserne tager afsæt i barnets ressourcer og støttebehov. For de helt

små børn vil indsatserne i overvejende grad have fokus på at hjælpe barnet gennem foræl-

drene. Her handler indsatserne oftest om at sikre, at barnet får den nødvendige omsorg og

pleje fra forældrene. I takt med at børnene bliver ældre, vil kommunen i stigende grad kunne

tilrettelægge indsatser, der fokuserer på at hjælpe de unge mere direkte og uden om foræl-

drene. Derfor vil kommunernes faglige handlerum og indsatsområde i nogen grad variere af-

hængigt af barnets alder.

6.3.1

Familiebehandling er den type af forebyggende foranstaltning, som flest anbragte børn og

unge og deres familier har været omfattet af forud for anbringelsen. Det dækker over forskel-

lige former for hjælp og støtte til familien, som ofte har til formål at styrke forældrenes kompe-

tencer og omsorgsevne. Familiebehandling kan eksempelvis være relevant i situationer, hvor

børn og unge viser tegn på mistrivsel og/eller bekymrende adfærd, og en børnefaglig under-

søgelse peger på, at barnets adfærd kan være forbundet med nogle forhold i hjemmet. Det

kan for eksempel være et højt konfliktniveau mellem forældrene eller problemer med at etab-

lere en nær forældre-barn-relation. Her kan kommunen tilrettelægge familiebehandling, som

har til formål at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og styrke de indbyrdes

relationer, eksempelvis gennem familieterapeutiske samtaler med forældrene og barnet.

Det gælder for alle aldersgrupper af førstegangsanbragte børn og unge i 2019, at en stor an-

del har været omfattet af familiebehandling før anbringelsen. Hvor det er ca. 25 pct. blandt

børn anbragt i 0-2-årsalderen, er det i størrelsesordenen 40-55 pct. for de øvrige aldersgrup-

per, jf. figur 6.5.

Familiebehandling

152

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.5

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har modtaget familiebehandling, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Det bemærkes, at andelen, som har modtaget familiebehandling, kan være

underestimeret blandt de 6-17-årige førstegangsanbragte børn og unge, da der ikke eksisterer oplysninger om

familiebehandling fra før 2014.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Familiebehandling kan tilrettelægges på flere måder og efter forskellige behandlingsmetoder,

afhængigt af familiens ressourcer og barnets støttebehov. Det kan eksempelvis foregå gen-

nem praktiske dagligdagsopgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og

individuel støtte.

6.3.2

Kommunerne vil gradvist få bedre muligheder for at tilrettelægge personrettede indsatser i

takt med, at barnets alder stiger. De personrettede indsatser vil oftest være målrettet de lidt

ældre udsatte børn og unge, hvor indsatserne blandt andet kan have til formål at styrke bar-

nets eller den unges egne kompetencer og handlemønstre, eksempelvis for at kompensere

for, at forældrene ikke har lært barnet eller den unge grundlæggende færdigheder. Her kan

en fast kontaktperson eksempelvis hjælpe den unge med råd og vejledning i forhold til at or-

ganisere og strukturere sin hverdag bedre. Det kan også være hjælp i form af konkrete værk-

tøjer til bedre at håndtere udadreagerende adfærd eller vejledning til at bryde dårlige vaner.

Herudover kan støtte i form af en kontaktperson iværksættes for, at barnet eller den unge har

en at tale med om det, der er svært derhjemme, for eksempel hvis der er psykiske eller soci-

ale problematikker hos forældrene.

Indsatser i form af en fast kontaktperson til barnet eller den unge gives derfor sjældent til

børn under 9 år forud for en anbringelse. Blandt de børn og unge, som blev anbragt uden for

hjemmet for første gang i 2019, havde næsten halvdelen af de 15-17-årige haft en fast kon-

taktperson forud for deres anbringelse, mens det var op mod 40 pct. blandt de 12-14-årige og

under 15 pct. blandt de 9-11-årige, jf. figur 6.6.

Kontaktperson til barnet eller den unge

Socialpolitisk Redegørelse 2021

153

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.6

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har haft en fast kontaktperson, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Opgørelsen omfatter indsatser efter SEL § 52. stk. 3. nr. 6 om en fast kontakt-

person til barnet eller den unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det kan være meget forskelligt, hvor ofte barnet mødes med den faste kontaktperson. Ord-

ningen kan variere fra en begrænset støttefunktion i en kortere periode, eksempelvis med fo-

kus på at nedbringe et højt skolefravær hos barnet, til en mere omfattende og længereva-

rende støttefunktion. Det kan være i tilfælde, hvor barnet mangler en nær og betydningsfuld

relation til en anden voksen end forældrene. Her kan en fast kontaktperson eksempelvis

hjælpe ved at være til rådighed, når barnet har behov for det, og ved at give gode råd og vej-

ledning i forhold til barnets livssituation generelt.

6.3.3

En aflastningsordning kan være relevant i tilfælde, hvor forældrene har svært ved at struktu-

rere deres hverdag, eksempelvis på grund af psykiske vanskeligheder, især hvis det fører til

uhensigtsmæssig adfærd såsom et højt konfliktniveau i hjemmet. Her kan en aflastningsord-

ning være et tiltrængt miljøskifte for barnet i en kort periode, hvor forældrene samtidig kan

samle overskud og få hjælp til at bearbejde deres udfordringer.

Barnet eller den unge behøver ikke nødvendigvis at tage ophold på et anbringelsessted som

led i en aflastningsordning. Kommunerne kan også tilbyde ordningen i eget hjem, hvor en

fast støttekontaktperson yder socialpædagogisk hjælp og støtte i hjemmet. Det kan være re-

levant i de tilfælde, hvor barnet eller den unge har brug for at være i mere genkendelige og

trygge rammer. Endvidere er der mulighed for at iværksætte en aflastningsordning i barnets

netværk, eksempelvis hos bedsteforældrene eller hos andre familiemedlemmer.

Blandt førstegangsanbragte børn og unge i 2019 er det særligt de 9-11-årige, som har haft

en aflastningsordning forud for deres anbringelse. Her har 40 pct. haft en aflastningsordning,

mens det er omkring 20-25 pct. af børn og unge i aldersgrupperne 6-8 år og 12-17 år. De 0-

5-årige børn har generelt ikke aflastningsordninger forud for deres anbringelse, jf. figur 6.7.

Aflastningsordning

154

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.7

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har haft en aflastningsordning, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Et aflastningsophold kan variere meget i omfang og længde afhængigt af familiens ressour-

cer og barnets konkrete støttebehov. Hvor nogle aflastningsophold kun er af et par timers va-

righed, kan andre ophold strække sig over flere dage eller uger.

Døgnophold for familien på et anbringelsessted eller et godkendt botilbud anvendes særligt til

udsatte familier med små børn og gravide. Foranstaltningen iværksættes oftest i de situatio-

ner, hvor kommunen har vurderet, at forældrenes omsorgsevner er så begrænsede, at der er

bekymring for barnets trivsel og udvikling, og at man bedst kan tage hånd om problemerne

uden for hjemmet. Under døgnopholdet kan forældrene gennem intensiv familiebehandling få

hjælp og vejledning til bedre at udfylde forældrerollen. De kan eksempelvis modtage under-

visning i barnets pleje og behov for stimulation. Her kan døgnopholdet være med til at opkva-

lificere forældrenes kompetencer og omsorgsevne, hvor barnets behov for omsorg og pleje

samtidig kan imødekommes i nogle trygge rammer.

Blandt de førstegangsanbragte børn og unge i 2019 ser det således ud til, at det primært er

de yngste børn, som har modtaget støtte før anbringelsen i form af et døgnophold for fami-

lien. Hvor det gælder op mod 30 pct. blandt de 0-2-årige, ser det ud til, at det er under 10 pct.

blandt de 6-8-årige børn, jf. figur 6.8.

Det bemærkes, at andelen, som har modtaget støtte i form af et døgnophold for familien, kan

være underestimeret blandt de 6-17-årige, da der ikke eksisterer data om døgnophold for fa-

milien fra før 2014.

6.3.4

Døgnophold for familien

Socialpolitisk Redegørelse 2021

155

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.8

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har haft et døgnophold for familien, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Det bemærkes, at andelen, som har modtaget støtte i form af et døgnophold

for familien, kan være underestimeret blandt de 6-17-årige førstegangsanbragte børn og unge, da der ikke eksi-

sterer oplysninger om døgnophold for familien fra før 2014.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Et døgnophold for familiemedlemmer sammen med barnet giver familier et tilbud, der er min-

dre indgribende end en fast døgnanbringelse af barnet. Opholdet kan være på en døgninsti-

tution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted eller i et godkendt botilbud.

Et døgnophold for familien er ikke tænkt som en langsigtet løsning, og langt de fleste ophold

vil være afsluttet inden for nogle måneder. Tilrettelæggelsen af den konkrete indsats under

opholdet tager afsæt i familiens samlede ressourcer og vanskeligheder. Hvis man efter noget

tid vurderer, at forældrenes omsorgsevner ikke ser ud til at kunne løftes i tilstrækkelig grad til,

at en hjemsendelse af familien er forsvarlig for barnets trivsel og udvikling, kan det blive nød-

vendigt med en anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Før kommunerne træffer afgørelse om at anbringe et barn eller en ung person uden for hjem-

met, har der ofte været forløb forinden med praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjem-

met. Det omfatter forskellige former for støtte med henblik på, at relationerne i familien bliver

styrket, og at forældrene bedre kan drage omsorg for barnets trivsel og udvikling. Støtten i

hjemmet kan eksempelvis bestå i at hjælpe familien med at strukturere hverdagen bedre, og

at de får hjælp til at få børnene op om morgen og dagtilbud eller skole. Et andet eksempel

kan være en familiekonsulent, der hjælper forældrene med at håndtere konkrete situationer i

hjemmet, hvor der ofte opstår konflikter med barnet. Her kan forældrene hjælpes til at skabe

en bedre kontakt og relation til barnet, så de eksempelvis kan forebygge uhensigtsmæssige

konflikter med barnet.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet er oftest givet forud for anbringelser af de

yngre børn. Blandt de 3-11-årige børn, som blev anbragt uden for hjemmet for første gang i

6.3.5

Praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet

156

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

2019, havde over 25 pct. modtaget støtte i hjemmet. Til sammenligning ser det ud til, at det

ca. var 20 pct. af de 12-14-årige og lidt over 10 pct. af de 15-17-årige, jf. figur 6.9.

Det bemærkes, at andelen som har modtaget støtte i hjemmet kan være underestimeret for

de ældre aldersgrupper, da der ikke eksisterer data for støtte i hjemmet før 2014.

Figur 6.9

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har haft støtte i hjemmet*, efter alder

Note: *) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Det bemærkes, at andelen, som har modtaget støtte i hjemmet, kan være un-

derestimeret blandt de 6-17-årige førstegangsanbragte børn og unge, da der ikke eksisterer oplysninger om fami-

lierettede indsatser fra før 2014.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Servicelovens bestemmelser om hjælp til udsatte børn og unge giver ikke en fast definition

på, hvilke indsatser kommunerne kan iværksætte som praktisk og pædagogisk støtte i hjem-

met. Her har kommunerne et fagligt råderum til selv at tilrettelægge den forebyggende hjælp

og støtte på en måde, så den bedst muligt tager afsæt i familiens ressourcer og det konkrete

støttebehov hos det pågældende barn. Derfor kan praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet

dække over forskellige indsatser, ligesom foranstaltningen i nogle tilfælde kan have karakter

af familiebehandling.

6.3.6

Behandling af barnets eller den unges problemer

efter servicelovens § 52 er en af de fore-

byggende foranstaltninger, der i overvejende grad iværksættes forud for en anbringelse af de

lidt ældre børn og unge. Det kan blandt andet omfatte psykologbehandling, og når foranstalt-

ningen oftest bruges som hjælp og støtte til de lidt ældre børn og unge, kan det hænge sam-

men med, at omfanget af psykiatriske diagnoser hos udsatte børn og unge ligeledes stiger

markant med alderen.

Behandling af barnets eller den unges problemer

KL 2020: Udsatte børn - Nøgletal

Socialpolitisk Redegørelse 2021

157

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

For førstegangsanbragte børn og unge i 2019 er det på tværs af aldersgrupperne mellem 4

og 12 pct., som har modtaget denne type indsats forud for deres anbringelse. Der er en over-

ordnet tendens til, at jo ældre børnene eller de unge er ved anbringelsens start, jo flere har

modtaget behandling for egne problemer, jf. figur 6.10.

Figur 6.10

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har fået behandling for sine problemer, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forebyggende foranstaltninger i form af behandling af barnets eller den unges problemer kan

foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder. Det kan for eksem-

pel bestå i, at barnet eller den unge bevilges dagbehandling i en institution eller bevilges en

socialpædagogisk friplads. Behandlingen kan også involvere hele familien, og der kan være

en glidende overgang mellem familiebehandling og behandling af barnets eller den unges

problemer alene.

Et konkret eksempel på behandling af barnets eller den unges problemer kan være bevilling

af et antal psykologsamtaler med den unge for at bearbejde den unges angstproblematik, der

skaber højt fravær i skolen og gør, at den unge isolerer sig i skolen.

6.3.7

Blandt førstegangsanbragte børn og unge i 2019 har 30 pct. af de 15-17-åriges forældre

modtaget økonomisk støtte som en forebyggende foranstaltning forud for anbringelsen.

Blandt de 3-14-årige førstegangsanbragte børn og unge er det knap 25 pct., hvor forældrene

har modtaget økonomisk støtte forud for anbringelsen, mens det er under 10 pct. af de 0-2-

årige, jf. figur 6.11.

Økonomisk støtte til forældrene

158

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.11

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har modtaget økonomiske støtte, efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Økonomisk støtte er opgjort som økonomisk støtte til forældremyndighedsin-

dehaveren efter servicelovens § 52 a.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den økonomiske støtte kan blandt andet dække udgifter til efterskoleophold eller andre tiltag,

der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås. Det kan for eksempel være

tabt arbejdsfortjeneste, hvis forældrene må tage fri for arbejde for at deltage i familiebehand-

ling eller lignende aktiviteter.

Kommunerne kan tilbyde udsatte børn og deres familier

anden hjælp

efter servicelovens

§ 52. Her kan der eksempelvis være tale om rådgivning, behandling eller praktisk og pæda-

gogisk støtte til barnet og familien, men de konkrete indsatser og hjælpetiltag kan variere me-

get afhængigt af de konkrete udfordringer og barnets støttebehov. Foranstaltningen giver

kommunerne et fagligt råderum til selv at tilrettelægge forebyggende hjælp og støtte, som der

ellers ikke ville være hjemmel til under de øvrige bestemmelser efter serviceloven om hjælp

og støtte til udsatte børn og unge.

Samlet set er det omkring 10 pct. blandt de førstegangsanbragte børn og unge i 2019, som

har modtaget hjælp og støtte forud for deres anbringelse i form af

anden hjælp.

Dog ses der

en lille tendens til, at foranstaltningen oftest tages i brug ved de ældre aldersgrupper. Hvor

der er op mod 15 pct. blandt de 15-17-årige, er det mindre end 10 pct. blandt de 3-8-årige og

mindre end 5 pct. blandt de 0-2-årige, jf. figur 6.12.

6.3.8

Anden hjælp

Socialpolitisk Redegørelse 2021

159

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.12

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har modtaget

anden hjælp,

efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når det er en relativt lille andel blandt de 0-2-årige, der har modtaget hjælp og støtte i form af

anden hjælp

før anbringelsen, skal det også ses i lyset af, at mange i aldersgruppen er blevet

anbragt uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen, hvorfor der af naturlige grunde har væ-

ret begrænsede muligheder for at iværksætte forebyggende støtte forinden.

6.3.9

Målgruppen for forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 er i udgangspunktet børn og

unge samt deres familier, som har behov for særlig hjælp og støtte, men hvor der ikke er tale

om så komplekse problemer, at der er behov for en forebyggende foranstaltning eller en an-

bringelse uden for hjemmet. Indsatserne dækker over en relativt bred vifte af støttetiltag som

rådgivning, netværks- eller samtalegrupper, familieplanlægning, psykologhjælp og økono-

misk støtte til fritidsaktiviteter eller prævention med videre. Indsatserne kan derfor have me-

get forskellige formål afhængigt af de konkrete udfordringer hos barnet eller familien.

Samlet set er det en relativt stor andel af de førstegangsanbragte børn og unge i 2019, som

har modtaget hjælp og støtte før anbringelsen i form af indsatser efter § 11. Det gælder op

mod 25 pct. Det skal formentlig ses i lyset af, at udfordringerne hos barnet eller familien i mel-

lemtiden er blevet forværrede, hvorfor en anbringelse uden for hjemmet har været nødven-

dig.

Der ses kun mindre forskelle på tværs af aldersgrupper, hvor det er i størrelsesorden 20-30

pct. blandt de 5-17-årige, der har modtaget hjælp og støtte i form af indsatser efter § 11.

Blandt de 0-2-årige gælder det derimod lidt over 10 pct., jf. figur 6.13.

Forebyggende indsatser efter § 11

160

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 6

Sociale indsatser forud for en anbringelse

Figur 6.13

Andel af førstegangsanbragte i 2019, der forinden har modtaget en forebyggende indsat efter § 11,

efter alder

Anm.: Se anmærkning til figur 6.3. Det bemærkes, at andelen, som har modtaget § 11, sandsynligvis er under-

estimeret, da det har været frivilligt for kommunerne at indberette forebyggende indsatser efter § 11 til Danmarks

Statistik. Derudover eksisterer der ikke oplysninger om indsatser efter § 11 før 2014.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når det er en betydeligt mindre andel blandt de 0-2-årige, som har modtaget hjælp og støtte i

form af indsatser efter § 11, skal det formentlig også ses i lyset af, at mange i denne alders-

gruppe er blevet anbragt uden for hjemmet umiddelbart efter fødslen.

Det bemærkes, at andelen, som har modtaget indsatser efter § 11, i nogen grad vil være un-

derestimeret, da det indtil juli 2020 har været frivilligt for kommunerne at indberette data om-

kring disse indsatser.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

161

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

7. Hjemløshed blandt tidligere an-

bragte unge

Den landsdækkende hjemløsetælling fra 2019 viser, at lidt flere end 6.400 personer befandt

sig i en form for hjemløshed i begyndelsen af 2019, og heraf var omkring 1.900 personer,

svarende til 30 pct. af alle hjemløse, mellem 18 og 29 år på optællingstidspunktet. Med andre

ord udgør unge en meget stor andel af hjemløse i Danmark. Samtidig viser flere undersøgel-

ser, at børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet, har en markant større risiko

for at opleve hjemløshed senere i livet end andre børn og unge.

Den 26. november 2021 har regeringen indgået

Aftale om Etablering af Fonden for Blandede

Byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed.

Målet er at reducere antallet af hjem-

løse markant og gøre op med langvarig hjemløshed i Danmark. Med aftalen udbredes Hou-

sing First-tilgangen, som omfatter, at den hjemløse borger får tilbudt egen bolig kombineret

med en individuelt tilpasset bostøtte, som forskning peger på, er en effektiv vej til at sikre, at

borgeren kan fastholde en bolig. Med aftalen tænkes bolig- og socialpolitik i langt højere grad

end tidligere sammen, så flere hjemløse borgere kommer i egen bolig med den nødvendige

støtte, og færre har behov for ophold på herberger. En bolig og den nødvendige støtte er

også central i indsatsen for unge i hjemløshed og unge i risiko for hjemløshed. Unge i hjem-

løshed eller unge i risiko for hjemløshed kæmper ofte med flere problematikker samtidig med,

at de skal navigere i overgangen til voksenlivet. Det forudsætter en specialiseret og intensiv

støtte, hvorfor der med

Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sund-

heds- og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025

er afsat midler til at udvikle en intensiv case

management-støtte målrettet unge. Indsatsen skal understøtte den unge i overgangen til et

trygt voksenliv med en stabil boligsituation, uddannelse og job.

Hvis det skal lykkes at nedbringe omfanget af hjemløshed blandt unge, kan et vigtigt element

i en samlet indsats på området være, at kommunerne tidligere bliver opmærksomme på de

børn og unge, som er i særlig risiko for at komme ud i hjemløshed. Et fokus på særlige risiko-

grupper og en tidlig opsporing kan således være en forudsætning for at kunne sætte hurtigt

og effektivt ind med forebyggende tiltag, før den unge oplever hjemløshed.

Dette kapitel ser på den baggrund nærmere på, hvad der karakteriserer unge i hjemløshed i

alderen 18-29 år, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres

barndom. Formålet er at identificere nogle af de risikofaktorer, der har størst betydning for,

om anbragte børn og unge ender i hjemløshed senere i livet.

Resultaterne i kapitlet tegner samlet set et billede af, at der er en række risikofaktorer, som

hver for sig og i kombination kan øge risikoen for i hjemløshed i ungdommen. Blandt andet

ser det ud til, at tidligere anbragte mænd med en psykiske lidelse, usammenhængende an-

bringelsesforløb eller manglende afgangsprøve i 9. klasse er nogle af dem, der vil have stor

Socialpolitisk Redegørelse 2021

163

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

risiko for at opleve hjemløshed. Samtidig peger resultaterne på, at jo flere individuelle risiko-

faktorer en person har, desto større er den samlede risiko for at opleve hjemløshed.

Hovedresultater og centrale pointer i kapitlet er:

•

Ser man på de knap 33.000 personer i alderen 18-29 år i 2019, som har været anbragt

uden for hjemmet på et tidspunkt i deres barndom, har hele 7 pct. oplevet hjemløshed i

det tidlige voksenliv. Til sammenligning er det omkring 0,5 pct. blandt øvrige unge i alde-

ren 18-29 år. Tidligere anbragte unge har altså omkring 14 gange så stor en risiko for at

komme ud i hjemløshed sammenlignet med andre jævnaldrende.

Når anbragte børn og unge oftere oplever hjemløshed senere i livet, skal det blandt an-

det ses i lyset af de sociale problemer, som har været en medvirkende årsag til, at de

blev anbragt uden for hjemmet. Det kan være omsorgssvigt eller andre sociale proble-

mer i hjemmet, misbrugsproblemer og psykiske vanskeligheder, der stadig sætter dybe

spor ind i voksenlivet, selvom de unge har fået forskellige former for støtte og hjælp som

led i anbringelsen. Eksempelvis er det en meget høj andel blandt tidligere anbragte

unge, knap 40 pct., som har fået stillet en diagnose for en psykisk lidelse. Til sammenlig-

ning er det mindre end 10 pct. blandt øvrige unge.

Psykiske lidelser ser samtidig ud til at være én af de risikofaktorer, der har størst betyd-

ning i forhold til hjemløshed. Resultaterne indikerer blandt andet, at hvis et anbragt barn

eller ung har eller har haft en psykisk lidelse, så kan det isoleret set mere end fordoble

risikoen for hjemløshed.

Nogle psykiske lidelser er imidlertid forbundet med større risiko for hjemløshed end an-

dre. Her peger resultaterne på, at psykiske lidelser forårsaget af et alkohol- eller stofmis-

brug er den risikofaktor, der isoleret set har størst betydning for, om anbragte børn og

unge kommer ud i hjemløshed senere i livet. Blandt tidligere anbragte mænd med en

psykisk lidelse relateret til et alkohol- eller stofmisbrug er det eksempelvis op mod 30

pct., der har været hjemløse.

Resultaterne peger også på, at ustabile anbringelsesforløb er med til at øge risikoen for

hjemløshed. Når der så vidt muligt tages højde for øvrige risikofaktorer, indikerer analy-

sen, at flere end to midlertidige ophør i anbringelen isoleret set kan mere end fordoble

risikoen for hjemløshed. Skift i anbringelsessteder ser ligeledes ud til at øge risikoen for

hjemløshed i det tidlige voksenliv.

Samlet set peger resultaterne på, at det i nogen grad er muligt at identificere de an-

bragte unge, som har en særlig forhøjet risiko for at opleve hjemløshed, hvilket især

gælder unge, der har en kombination af flere risikofaktorer, for eksempel hvis den unge

både har en psykisk lidelse og samtidig mangler afgangsprøven fra 9. klasse.

Vidensgrundlaget for, hvad der direkte og indirekte er med til at forårsage hjemløshed,

kan dog fortsat styrkes, og analysens resultater giver ikke mulighed for at drage håndfa-

ste konklusioner om årsagssammenhænge mellem de identificerede risikofaktorer og

hjemløshed i ungdommen. Der kan samtidig være risikofaktorer, som ikke er belyst i

denne analyse. Endelig vil omfanget af hjemløshed, blandt tidligere anbragte unge, i

større eller mindre grad være underbelyst af datamæssige årsager.

•

164

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

7.1

Tidligere anbragte unge i hjemløshed

Unge, som har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres barndom, er betydeligt over-

repræsenteret blandt unge i hjemløshed. I den landsdækkende hjemløsetælling fra 2019 var

der omkring 1.900 hjemløse i alderen 18-29 år i begyndelsen af 2019 (VIVE, 2019). Heraf har

33 pct. været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af barndommen. Blandt 18-29-

årige som helhed er det lidt under 4 pct., som har været anbragt uden for hjemmet, jf. figur

7.1.

Figur 7.1

Andel af 18-29-årige unge, der har været anbragt uden for hjemmet, efter hjemløshed i 2019

Anm.: 18-29-årige unge ultimo 2019. Hjemløse personer er opgjort på baggrund af 18-29-årige unge, som indgår

i hjemløsetællingen i 2019.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I dette kapitel ses der på den baggrund nærmere på unge i alderen 18-29 år, som har været

anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af barndommen, herefter ”tidligere anbragte

unge”, og som efterfølgende har været i en form for hjemløshed i deres voksenliv.

Hjemløshed kan defineres som situationen, hvor man ikke disponerer over (ejet eller lejet)

bolig eller værelse, men er henvist til midlertidige boalternativer eller bor midlertidigt og uden

kontrakt hos slægtninge, venner eller bekendte. Personer uden et opholdssted den kom-

mende nat regnes også som personer i hjemløshed. Ligeledes regnes personer, som har en

bolig, de i kortere eller længere perioder ikke magter at benytte, som hjemløse.

I dette kapitel er hjemløse opgjort som personer, som enten indgår i hjemløsetællingerne fra

2017 eller 2019, eller som indgår i Social- og Ældreministeriets statistik over herberger og

forsorgshjem mv. i perioden 2008-2019. Mens hjemløsetællingerne omfatter personer, der

befinder sig i én af flere forskellige hjemløshedssituationer på et givent tidspunkt, omfatter

statistikken over herberger og forsorgshjem mv. alle brugere af forsorgshjem og herberger

efter servicelovens § 110 i løbet af et kalenderår. Selv når de to datakilder anvendes, kan der

imidlertid ikke gives et fuldt dækkende billede af hjemløsheden. Andelen af tidligere anbragte

børn og unge, som har været hjemløse, vil således være undervurderet i analysen, da der

Socialpolitisk Redegørelse 2021

165

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

eksempelvis vil være personer, der har været hjemløse i løbet af året, men ikke på tællings-

tidspunktet.

Se boks 7.1 nedenfor for yderligere om opgørelsen af hjemløshed.

Unge, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af barndommen, er i

betydelig større risiko for at opleve hjemløshed senere i livet sammenlignet med øvrige unge.

Blandt de knap 33.000 tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år i 2019 har 7 pct. været regi-

streret som hjemløse. Til sammenligning gælder det omkring 0,5 pct. af øvrige unge i samme

aldersgruppe, jf. figur 7.2.

Tidligere anbragte unge har dermed omkring 14 gange højere risiko for at komme ud i hjem-

løshed i det tidlige voksenliv.

Figur 7.2

Andel af 18-29-årige unge der har været hjem-

løse, efter anbringelse i barndommen

Figur 7.3

Andel af tidligere anbragte unge der har været

hjemløse, efter alder

Anm.: Unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Tidligere anbragte unge

omfatter 32.710 personer, der på et tidspunkt i løbet af barndommen har været anbragt uden for hjemmet. Hjem-

løshed er opgjort som personer, der indgår i VIVEs landsdækkende hjemløsetællinger fra 2017 eller 2019, eller

som indgår i Social- og Ældreministeriets statistik over herberger og forsorgshjem mv. og dermed har taget op-

hold på et forsorgshjem eller herberg (SEL § 110) i perioden 2008-2019. Se boks 7.1 for yderligere om opgørelse

af hjemløshed.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hvis der ses på sandsynligheden for at have været i hjemløshed efter alderen, er det omkring

1 ud af 10 blandt tidligere anbragte unge, der har været i en form for hjemløshed, før de fyl-

der 30 år, jf. figur 3.

Det er også et opmærksomhedspunkt i denne sammenhæng, at der er tale om underkants-

skøn, da opgørelserne kun omfatter unge, der har optrådt i de forskellige hjemløsestatistik-

ker. Men der vil være unge, som befinder sig i hjemløshed i en kortere eller længere periode,

som ikke registreres, for eksempel hvis de ikke er hjemløse på tællingstidspunktet.

166

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Når anbragte børn og unge har en væsentlig større risiko for hjemløshed senere i livet, skal

det ses i lyset af, at de i langt højere grad end øvrige børn og unge er karakteriseret ved en

række faktorer, som generelt vil have betydning for risikoen for hjemløshed, både for tidligere

anbragte og andre unge. Det indebærer eksempelvis misbrugsproblemer samt psykiske og

adfærdsmæssige vanskeligheder. Ligeledes kan oplevelsen af omsorgssvigt fra forældre i

barndommen, i sig selv eller i kombination med andre risikofaktorer, sætte dybe spor, som

øger risikoen for hjemløshed, selvom de unge har fået forskellige former for støtte og hjælp

som led i anbringelsen.

I Socialstyrelsens vidensnotat

Housing First for unge: Vidensnotat – ny viden om unge og

hjemløshed

beskrives det, hvordan flere internationale studier generelt viser, at børn og

unge, som anbringes uden for hjemmet, meget ofte har været udsat for traumer og en op-

vækst præget af misbrug af alkohol og stoffer i hjemmet (Socialstyrelsen 2019a). Samtidig

viser forskning, at antallet af tidlige traumer er forbundet med hjemløshed.

Risikoen for hjemløshed varierer betydeligt alt efter køn og herkomst. Blandt de tidligere an-

bragte unge mænd har op mod 9 pct. været i hjemløshed, mens det gælder ca. 4 pct. af de

tidligere anbragte unge kvinder. Der ses samtidig en tendens til, at risikoen for hjemløshed er

højere for personer med anden etnisk herkomst end dansk. Eksempelvis har 8 pct. af de i alt

4.700 tidligere anbragte unge med anden etnisk herkomst end dansk været i hjemløshed,

mens det gælder 6 pct. af de tidligere anbragte unge med dansk oprindelse, jf. figur 7.4 og

figur 7.5.

Figur 7.4

Andel af tidligere anbragte unge der har været

hjemløse, efter køn

Figur 7.5

Andel af tidligere anbragte unge der har været

hjemløse, efter herkomst

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I lyset af den kønsmæssige skævhed i hjemløshed vil der gennemgående i kapitlet blive set

på mænd og kvinder hver for sig.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

167

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Boks 7.1

Opgørelse af hjemløshed

I dette kapitel opgøres hjemløse som personer, der indgår i VIVEs nationale hjemløsetællinger fra 2017 el-

ler 2019, eller som indgår i Social- og Ældreministeriets statistik over herberger og forsorgshjem mv. i perio-

den 2008-2019.

VIVEs hjemløsetællinger gennemføres hvert andet år og blev gennemført første gang i 2007.

Hjemløsetællingen 2021 er dog blevet udskudt til 2022 pga. COVID-19. Kortlægningen finder sted i uge 6,

hvor en person tælles med, hvis vedkommende er berørt af hjemløshed i ugen. VIVE opererer med otte for-

skellige hjemløshedssituationer, man som hjemløs kan befinde sig i, heriblandt at sove på gaden, bruge

natvarmestuer, bo midlertidigt hos familie og venner eller benytte sig af forsorgshjem og herberger. Der er

en række udfordringer forbundet med at kortlægge og opgøre antallet af hjemløse personer, hvorfor antallet

af hjemløse, som registreres i hjemløsetællingerne, må anses for at være et underkantsskøn. Se yderligere

om metode og datagrundlag i VIVEs rapporter ”Hjemløshed i Danmark 2017” (VIVE 2017a) og ”Hjemløshed

i Danmark 2019” (VIVE 2019). Social- og Ældreministeriets statistik over herberger og forsorgshjem mv.

indeholder oplysninger om brugere af boformer efter servicelovens § 110 siden 1999. Boformer efter ser-

vicelovens § 110 omfatter primært forsorgshjem og herberger.

Social- og Ældreministeriet har ikke adgang til data fra hjemløsetællingerne fra tidligere år, hvorfor det ude-

lukkende er data fra tællingerne i 2017 og 2019, der indgår i analysen. Fra statistikken over herberger og

forsorgshjem mv. medtages personer med ophold tilbage til 2008, hvor de 29-årige har været 18 år gamle,

og frem til 2019. Kombinationen af de to datakilder giver mulighed for at identificere flere hjemløse, end hvis

blot én af datakilderne blev benyttet. Hjemløsheden vil dog stadig være underestimeret i analysen, hvilket

skyldes en række forhold. Den primære årsag til frafaldet af hjemløse vil være, at hjemløse, som ikke har

benyttet sig af forsorgshjem og herberger, udelukkende indgår i analysen, hvis de har været berørt af hjem-

løshed i uge 6 i 2017 eller 2019 og dermed indgår i VIVEs hjemløsetælling. Der kan således være hjem-

løse, som har befundet sig i øvrige hjemløshedssituationer og ikke har benyttet sig af forsorgshjem og her-

berger, som ikke indgår, fordi de ikke har været hjemløse på optællingstidspunktet

I det følgende afsnit ses der på sammenhængen mellem karakteristika ved selve anbringel-

sesforløbet blandt tidligere anbragte unge og andelen, der oplever hjemløshed i alderen 18-

29 år. Der ses blandt andet på alder ved første anbringelse, skift og midlertidige ophør i an-

bringelsen samt type af anbringelsessted.

7.2

Anbringelsesforløb og hjemløshed

Flere undersøgelser viser, at børn, der anbringes tidligt i barndommen, generelt klarer sig

bedre på en række parametre i voksenlivet end sent anbragte unge. Det gælder eksempelvis

i forhold til uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet.

Dette ses imidlertid ikke i forhold til hjemløshed, hvor alderen på anbringelsestidspunktet

umiddelbart ikke ser ud til at have sammenhæng med risikoen for hjemløshed i ungdommen.

For kvinder ses der dog en svag tendens til, at de, der blev anbragt som små, i lidt lavere

168

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

grad har været hjemløse end dem, der blev anbragt senere i barn- eller ungdommen, jf. figur

7.6.

Figur 7.6

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter alder ved anbringelse

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der kan være flere forklaringer på dette billede. Men det må overordnet ses som udtryk for, at

tidligt anbragte ikke i nævneværdig grad har hverken flere eller færre risikofaktorer for hjem-

løshed i det tidlige voksenliv end sent anbragte. Hvilke typer af risikofaktorer, der ofte ses

hos tidligt anbragte frem for hos sent anbragte, kan dog adskille sig, for eksempel omfanget

af skift i anbringelsessted og forekomsten af psykiske lidelser.

Mange anbragte børn og unge oplever skift og midlertidige ophør i løbet af deres anbrin-

gelse. Midlertidige ophør omfatter situationer, hvor et barn eller en ung person er blevet

hjemgivet fra en anbringelse, men efterfølgende bliver genanbragt.

Omkring én ud af fem af de tidligere anbragte unge i denne analyse har eksempelvis oplevet

ét eller flere skift i deres anbringelsesforløb i form af et nyt anbringelsessted, og ligeledes har

omkring én ud af fem oplevet at blive hjemgivet midlertidigt fra en anbringelse for derefter at

blive genanbragt, jf. boks 7.2 nederst i afsnittet.

Her ses der en overordnet tendens til, at ustabile anbringelsesforløb, kendetegnet ved skift i

anbringelsessted eller genanbringelser, hænger sammen med en øget risiko for hjemløshed i

ungdommen.

Blandt tidligere anbragte mænd, der har skiftet anbringelsessted én eller flere gange i løbet

af deres anbringelse, har ca. 13 pct. været i en form for hjemløshed. Til sammenligning gæl-

der det ca. 7 pct. af tidligere anbragte mænd, som ikke har skiftet anbringelsessted, jf. figur

7.7.

7.2.1

Skift og midlertidige ophør i anbringelsen

Socialpolitisk Redegørelse 2021

169

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.7

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter skift i anbringelsessted

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2 samt boks 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For de tidligere anbragte kvinder ses samme tendens. Her har ca. 7 pct. af de kvinder, der

har skiftet anbringelsessted på et tidspunkt i løbet af deres anbringelse, været hjemløse i

ungdommen, mens det gælder knap 4 pct. af de kvinder, som ikke har oplevet skift.

Der ses også en sammenhæng mellem midlertidige ophør og hjemløshed i ungdommen hos

tidligere anbragte unge. Tidligere anbragte unge, som har oplevet midlertidige hjemgivelser i

deres anbringelse, og som efterfølgende er blevet genanbragt uden for hjemmet, har i væ-

sentligt højere grad været i hjemløshed end øvrige tidligere anbragte unge.

Andelen, som har været i hjemløshed, stiger således gradvist med antallet af genanbringel-

ser, hvilket ses mest tydeligt blandt tidligere anbragte mænd. Blandt tidligere anbragte

mænd, som har oplevet tre eller flere midlertidige ophør i anbringelsen, er det over 20 pct.,

som har været i hjemløshed som ung. Det betyder, at risikoen for hjemløshed er omkring tre

gange højere blandt denne gruppe i forhold til tidligere anbragte mænd, som ikke har haft

midlertidige ophør i løbet af deres anbringelse, jf. figur 7.8.

Der er dog tale om en forholdsvis begrænset gruppe af anbragte, der oplever mange genan-

bringelser. Eksempelvis er det kun ca. 4 pct. af de tidligere anbragte unge, som har oplevet

to eller flere midlertidige ophør i deres anbringelse.

170

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.8

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter antal genanbringelser

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2 og boks 7.2. Det bemærkes, at det er relativt få personer, som har oplevet mange

genanbringelser.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

International forskning peger ligeledes på, at tidligere anbragte, som har oplevet mange skift

og midlertidige ophør i anbringelser, har højere risiko for hjemløshed. Desuden har unge,

som har oplevet mange skift i anbringelsessteder, højere risiko for at have oplevet perioder

med hjemløshed tidligt i deres liv, for eksempel fordi de rømmer fra deres anbringelser (Ga-

etz et al., 2016).

Når skift og midlertidige ophør i anbringelser er en risikofaktor for hjemløshed, kan det blandt

andet hænge sammen med, at det kan være medvirkende til, at den unge står med et sva-

gere personligt netværk i det tidlige voksenliv. Når et barn eller en ung skifter anbringelses-

sted, kan det således betyde, at barnet eller den unge må starte forfra i forhold til at opbygge

sociale relationer, eksempelvis på en ny døgninstitution, og muligvis også i en ny skole. Det

stiller den unge svagere sammenlignet med unge i almindelighed, som kan støtte sig op ad

forældre eller andre nære relationer. Støtte som både kan være økonomisk og hjælp til almin-

delige daglige gøremål.

Et opmærksomhedspunkt i denne sammenhæng er dog, at billederne i figur 7.7 og 7.8 ikke

nødvendigvis afspejler en årsagssammenhæng mellem risikoen for hjemløshed på den ene

side og skift og midlertidige ophør på den anden side. Det vil sige, at ustabile anbringelses-

forløb ikke nødvendigvis er direkte årsag til hjemløshed. Der kan således være tale om et

tredje forhold, som både påvirker sandsynligheden for at opleve skift eller midlertidige ophør

og sandsynligheden for hjemløshed, eksempelvis hvis der har været samarbejdsvanskelighe-

der mellem anbringelsessted, kommune og de biologisk familie.

Det bemærkes desuden, at opgørelsen af skift og midlertidige ophør i anbringelsen også er

forbundet med nogen usikkerhed, jf. boks 7.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

171

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Boks 7.2

Opgørelse af brud i anbringelser

Opgørelserne af brud i anbringelser i form af skift og midlertidige ophør er af datamæssige årsager behæf-

tet med usikkerhed.

Skift i anbringelser

Hvis et barn flytter til et nyt anbringelsessted, skal kommunen indberette det til Danmarks Statistik. Det vil i

så fald være registreret i anbringelsesstatistikken (BUAH) med en selvstændig hændelseskode. Der er imid-

lertid indikationer på, at kommunerne ikke altid får indberettet, når et anbragt barn eller ung flytter til et nyt

anbringelsessted. Det kommer til udtryk ved logiske brister i hændelseskoderne. Omvendt ses der også in-

dikationer på, at kommunerne i nogle tilfælde registrerer skift i anbringelsen, hvor der ikke har været tale om

et skift. For at tage højde for sidstnævnte betinges der i opgørelsen på, at der er sket en adresseændring

(flytning) for barnet eller den unge omkring tidspunktet for det registrerede skift. Dette er opgjort på bag-

grund af flytteregistret (FLYT). På den baggrund forventes det, at antallet af skift er underestimeret i denne

analyse.

Midlertidige ophør i anbringelser

Hvis en anbringelse ophører, og barnet eller den unge hjemgives, skal kommunen indberette det til Dan-

marks Statistik. Det vil i så fald være registreret i anbringelsesstatistikken (BUAH) med en selvstændig

hændelseskode. Der er imidlertid indikationer på, at kommunerne i flere tilfælde indberetter et ophør, hvor

der ikke har været tale om et egentligt ophør eller hjemgivelse. Dette kommer til udtryk i logiske brister i

hændelseskoderne. Af denne grund omfatter ”midlertidige ophør” ikke registrerede ophør, der er efterfulgt

af indberetning af en ny iværksættelse af anbringelse inden for 30 dage efter ophøret. På baggrund af logi-

ske brister i data omkring ophør forventes det, at antallet af midlertidige ophør er overestimeret i denne ana-

lyse.

Andel af tidligere anbragte unge, der har oplevet skift i anbringelsessted og midlertidige ophør

172

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

7.2.2

Der ses også en sammenhæng mellem type af anbringelsessted og hjemløshed blandt tidli-

gere anbragte unge. Børn og unge, der primært har været anbragt på en døgninstitution eller

et socialpædagogisk opholdssted mv., oplever i højere grad hjemløshed i det tidlige voksenliv

end børn og unge, der primært har været anbragt i en plejefamilie. Det gælder både mænd

og kvinder.

Blandt de unge mænd, der på et tidspunkt i løbet af barndommen har været anbragt på en

døgninstitution eller opholdssted mv., har lidt over 9 pct. været hjemløse, mens det gælder

for knap 7 pct. af dem, der har været anbragt i en plejefamilie. Blandt unge kvinder, der har

været anbragt på døgninstitution eller opholdssted mv., har 5 pct. været i hjemløshed, mens

det er ca. 3 pct. blandt de kvinder, som har boet i en plejefamilie, jf. figur 7.9.

Type af anbringelsessted

Figur 7.9

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter

anbringelsessted

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. An-

bringelsessted er opgjort på baggrund af, hvor den unge primært har været anbragt i løbet af sit anbringelsesfor-

løb. Se i øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når andelen, som har været hjemløse, er lavere blandt dem, der har været anbragt i en pleje-

familie sammenlignet med anbragte på døgninstitutioner og opholdssteder mv., kan det for

nogle unge være et udtryk for, at en opvækst i familielignende rammer i en plejefamilie har

været gavnligt for dem i forhold til selv at skabe sig et hjem og en stabil boligsituation i det

tidlige voksenliv. Billedet skal imidlertid også ses i sammenhæng med, at der vil være for-

skelle i de unges udfordringer og støttebehov, alt efter hvor de er anbragt, idet barnet eller

den unges individuelle situation kan spille en afgørende rolle for valg af anbringelsessted.

Plejefamilier er i dag den mest anvendte anbringelsesform og kan være at foretrække, fordi

barnet eller den unge netop får mulighed for en opvækst i familielignende rammer

med en hverdag, der ligner andre børn og unges. Men for nogle kan eksempelvis en døgnin-

stitution bedre imødekomme barnets eller den unges behov for særlig og specialiseret pæda-

gogisk støtte, for eksempel som følge af en diagnose. Der kan derfor være en tendens til, at

Socialpolitisk Redegørelse 2021

173

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, har en større problem-

tyngde og mere komplekse udfordringer og dermed et andet og større støttebehov end børn

og unge, der er anbragt i plejefamilier.

Andre forhold og hensyn kan i større eller mindre grad også spille ind i valget af anbringel-

sessted. Det kan for eksempel være mangel på plejefamilier nogle steder i landet, hvor en

anbringelse på en døgninstitution eller et opholdssted umiddelbart er den eneste mulighed.

Den unge selv kan også have individuelle ønsker til anbringelsessted.

7.3

Psykiske lidelser og hjemløshed

Tidligere kortlægninger af hjemløshed har vist, at psykiske lidelser og psykisk sårbarhed er

væsentlige risikofaktorer i forhold til hjemløshed. Der er således en betydeligt højere fore-

komst af psykiske lidelser blandt personer i hjemløshed end i befolkningen generelt. Psykiske

lidelser er også mere hyppige blandt anbragte børn og unge end blandt øvrige børn og unge,

hvilket kan være med til at forklare, at tidligere anbragte unge er overrepræsenteret i hjemlø-

sestatistikkerne.

På baggrund af oplysninger fra den regionale sygehuspsykiatri skønnes det, at op mod 40

pct. af tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år har eller har haft en psykisk lidelse, mens

det er 9 pct. blandt øvrige unge i samme aldersgruppe. Det omfatter blandt andet diagnoser

for skizofreni, depression, angst, spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser og psykiske

lidelser forårsaget af alkohol eller stoffer. Et opmærksomhedspunkt i denne sammenhæng er

også, at andelen af unge, som har haft en psykisk lidelse, i større eller mindre grad vil være

undervurderet, da ikke alle vil være blevet udredt og have fået stillet en diagnose.

Der ses en klar tendens til, at tidligere anbragte unge med en psykisk lidelse i højere grad

har været i en form for hjemløshed i ungdommen sammenlignet med tidligere anbragte, som

ikke har fået stillet en diagnose for en psykisk lidelse. Blandt tidligere anbragte mænd med

en psykisk lidelse har 16 pct. været i hjemløshed, mens det er 5 pct. for mænd, som ikke har

haft en psykisk lidelse. Blandt kvinder ses der ligeledes en større forekomst af hjemløshed

hos tidligere anbragte unge med en psykisk lidelse, jf. figur 7.10.

174

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.10

Andel af tidligere anbragte unge der har været hjemløse, efter diagnose for psykisk lidelse

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Psyki-

ske lidelser er baseret på kontakter til den regionale sygehuspsykiatri i perioden 1995-2018. Følgende diagnose-

grupper er medtaget: skizofreni mv., depression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv., personlighedsforstyrrelser

mv. og psykiske lidelser samt adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller stoffer. En regi-

strering med en psykisk lidelse forudsætter imidlertid en kontakt med behandlingssystemet, der resulterer i en

diagnosticering. Det betyder, at der vil være et mørketal af unge med psykiske lidelser, uden at der forelægger

oplysninger herom i registrene. Se mere om diagnosegrupperne i bilag 5. Se i øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når tidligere anbragte unge med en psykisk lidelse oftere oplever hjemløshed, vil det for

nogle også afspejle, at hjemløsheden har været med til at udløse eller forværre en psykisk

lidelse, blandt andet på grund af den utryghed og stress som hjemløshed for mange vil være

forbundet med. Forskningslitteraturen på området peger ligeledes på, at psykisk sårbarhed

både er årsag til og et produkt af hjemløshed, og at hjemløshed kan føre til vedvarende kog-

nitive og psykiske konsekvenser (Socialstyrelsen, 2019a).

Særligt psykiske lidelser, som følge af alkohol eller stoffer, ser ud til at øge risikoen for hjem-

løshed væsentligt. Blandt tidligere anbragte mænd er det op mod 30 pct. med psykiske lidel-

ser som følge af alkohol eller stoffer, som har været i hjemløshed, mens det er lidt over 15

pct. af kvinder, jf. figur 7.11.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

175

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.11

Andel af tidligere anbragte unge i hjemløshed, efter forskellige psykiske lidelser og køn

Anm.: Se anmærkning til figur 7.10. Se i øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Derudover ses der også en høj forekomst af hjemløshed hos tidligere anbragte unge med en

diagnose for skizofreni mv. og personlighedsforstyrrelser mv., hvilket især gælder tidligere

anbragte mænd, hvor det er i størrelsesorden 20-22 pct., der har været i en form for hjemløs-

hed, jf. figur 7.11.

Når særligt psykiske lidelser forårsaget af et alkohol- eller stofmisbrug mv. ser ud til at øge

risikoen for hjemløshed, så kan det også afspejle, at hjemløshed i nogle tilfælde kan føre til

eller forværre misbrugsproblemer.

Samlet set synes billedet at være udtryk for den kompleksitet, der er i udsatheden blandt

hjemløse. Hvor psykiske lidelser og misbrugsproblemer både hver for sig og i samspil øger

risikoen for hjemløshed – og hvor hjemløsheden ligeledes kan være med til at udløse eller

forværre psykiske lidelser og misbrug.

Ligesom en række psykiske lidelser kan ADHD være forbundet med en forhøjet risiko for

hjemløshed. ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, og personer med ADHD har karakter

af en forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Det

betyder, at personer med ADHD kan have svært ved at koncentrere sig og bevare opmærk-

somheden i en længere periode. Desuden vil mange personer med ADHD være hyperaktive

og impulsive.

Blandt tidligere anbragte unge i analysen har omkring en femtedel fået stillet en diagnose for

ADHD

, og der ses en klar tendens til, at disse unge har en øget risiko for hjemløshed.

7.3.1

ADHD og hjemløshed

Diagnose for ADHD omfatter i denne opgørelse hyperkinetiske forstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser

uden hyperaktivitet (ADD) og baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og skadestuekontakter på sygehuse

i perioden 1995-2018.

176

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Blandt tidligere anbragte unge mænd diagnosticeret med ADHD har 13 pct. været hjemløse,

mens det gælder 7 pct. af tidligere anbragte mænd uden ADHD. Blandt kvinder ses der lige-

ledes en betydeligt større forekomst af hjemløshed hos tidligere anbragte kvinder diagnosti-

ceret med ADHD, jf. figur 7.12.

Figur 7.12

Andel af tidligere anbragte unge i hjemløshed, efter diagnose for ADHD

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Diag-

nose for ADHD omfatter i denne opgørelse hyperkinetiske forstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser uden

hyperaktivitet (ADD) og baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og skadestuekontakter på sygehuse i pe-

rioden 1995-2018. Se i øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Mange personer med ADHD har samtidig andre psykiske eller adfærdsmæssige diagnoser,

også kaldet komorbiditet. Typiske psykiske lidelser, der ses sammen med ADHD, er eksem-

pelvis angst og depression. Blandt tidligere anbragte unge med ADHD ses det blandt andet,

at over halvdelen samtidig har en diagnose for én eller flere psykiske lidelser, jf. figur 7.13.

Der ses en klar tendens til, at det særligt er unge med ADHD, der samtidig har én eller flere

psykiske lidelser, som har en forhøjet risiko for hjemløshed. Blandt tidligere anbragte unge

mænd med ADHD, som

ikke

samtidig har en psykisk lidelse, har 7 pct. været i hjemløshed,

mens det gælder 19 pct. af tidligere anbragte mænd, som både har ADHD og en psykisk li-

delse. For tidligere anbragte kvinder med ADHD er forekomsten af hjemløshed ligeledes over

dobbelt så høj blandt dem, som samtidig har en psykisk lidelse, jf. figur 7.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

177

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.13

Forekomst af diagnose for psykiske lidelser

blandt tidligere anbragte unge, der har en diag-

nose for ADHD (komorbiditet)

Figur 7.14

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge med

diagnose for ADHD og psykisk lidelse

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019 registreret med en diagnose for ADHD, som findes i

befolkningsregistret ultimo året. Se i øvrigt anmærkning til figur 7.12.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der tegner sig altså et billede af, at der ikke nødvendigvis er en direkte sammenhæng mel-

lem ADHD alene og risikoen for hjemløshed. Hvor den høje forekomst af hjemløshed blandt

tidligere anbragte unge med ADHD i høj grad skal ses i lyset af, at de unge typisk samtidig

har en eller flere psykiske lidelser, som isoleret eller i samspil med ADHD udgør en væsentlig

risikofaktor for hjemløshed.

7.4

Efterværn og hjemløshed

Når anbragte unge fylder 18 år, og dermed bliver myndige, vil anbringelsen uden for hjemmet

som udgangspunkt ophøre. For at lette anbragte unges overgang til et mere selvstændigt

voksenliv kan kommunerne tilbyde de unge et efterværn, når anbringelsen ophører.

Efterværn er et frivilligt tilbud frem til den unge fylder 23 år, der blandt andet kan bestå i at

forlænge opholdet på anbringelsesstedet, eller hjælp og støtte i form af en fast kontaktper-

son.

Omkring halvdelen af tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år har på et tidspunkt modtaget

efterværn. Der ses umiddelbart en tendens til, at unge med efterværn i lidt højere grad har

været i hjemløshed, end tidligere anbragte unge, som ikke har fået efterværn, jf. figur 7.15.

178

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Figur 7.15

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter efterværn og køn

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når tidligere anbragte unge med et efterværn oftere har været i hjemløshed, skal det dog ses

i lyset af, at personer med psykiske vanskeligheder og udfordringer i lidt højere grad får efter-

værn. Tager man højde for, om de unge har fået stillet en diagnose for en psykisk lidelse, ses

der kun små forskelle i forekomsten af hjemløshed mellem tidligere anbragte, der henholds-

vis har været i efterværn og ikke har været i efterværn, jf. figur 7.16.

Figur 7.16

Andel af tidligere anbragte unge, der har været i hjemløshed, efter efterværn og psykisk lidelse

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se

også anmærkning til figur 7.10 og 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2020 indeholdt en større analyse af efterværn blandt tidligere an-

bragte unge, hvor der blandt andet ses på, hvordan tidligere anbragte unge klarer sig i det

Socialpolitisk Redegørelse 2021

179

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

tidligere voksenliv på en række parametre, efter om de har modtaget efterværn, herunder i

forhold til varigheden af efterværnet. En af analysens hovedkonklusioner er, at unge med

lange efterværnsforløb i gennemsnit klarer sig bedre end unge med korte efterværnsforløb i

forhold til uddannelse og beskæftigelse.

Ses der på sammenhængen mellem varighed af efterværn, og om man oplever hjemløshed,

ses der blandt tidligere anbragte mænd en tendens til, at korte efterværnsforløb er forbundet

med en højere forekomst af hjemløshed end lange efterværnsforløb. Samme tendens ses

ikke blandt kvinder, jf. boks 7.3.

Det bemærkes, at datagrundlaget i boks 7.3 adskiller sig fra resten af kapitlet ved, at der kun

ses på de 23-29-årige tidligere anbragte unge, da efterværn kan vare op til det 23. år.

Boks 7.3

Varighed af efterværn

Unge anbragt uden for hjemmet op til det 18. år kan tilbydes efterværn, frem til de fylder 23 år. Der er imid-

lertid stor spredning i efterværnsforløbenes varighed. Det er stort set lige så normalt, at efterværnsstøtte

samlet varer mellem én til tre måneder, som at det varer mellem ca. et halvt til et helt år, jf. kapitel 7 i Social-

politisk Redegørelse 2020.

Når man ser på graden af hjemløshed blandt tidligere anbragte unge i alderen 23-29 år, ses der blandt

mænd en tendens til, at korte efterværnsforløb er forbundet med en højere forekomst af hjemløshed i ung-

dommen. Mænd med korte efterværnsforløb er oftere i hjemløshed i ungdommen end mænd med lange

efterværnsforløb, jf. figuren nedenfor. Samme tendens genfindes imidlertid ikke hos tidligere anbragte kvin-

der.

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse, efter varighed af efterværn

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 23-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

180

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

7.5

Skolegang og hjemløshed

Børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres opvækst, klarer sig

generelt markant dårligere i skolen sammenlignet med øvrige børn og unge. En stor andel af

anbragte unge aflægger eksempelvis ikke alle bundne prøver i dansk og matematik ved af-

gangsprøverne i 9. klasse. Det hænger blandt andet sammen med, at anbragte børn og unge

samlet set har større udfordringer i skolen end andre børn og unge. Eksempelvis går mere

end 40 pct. i et specialskoletilbud eller i specialklasse, hvor det til sammenligning er under 5

pct. blandt øvrige børn og unge, jf. Socialpolitisk Redegørelse 2019.

Hvis der ses på tidligere anbragte unge i hjemløshed, ses der imidlertid en tendens til, at de

har klaret sig dårligere i grundskolen end øvrige tidligere anbragte unge. Hvor det eksempel-

vis er halvdelen, der har aflagt alle bundne prøver i dansk og matematik blandt tidligere an-

bragte kvinder, som

ikke har

været i hjemløshed, gælder det endnu færre, ca. 30 pct., blandt

tidligere anbragte kvinder, der

har

været i hjemløshed, jf. figur 7.17.

Figur 7.17

Tidligere anbragte unge der har aflagt afgangs-

prøve i 9. klasse, efter hjemløshed

Figur 7.18

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9.

klasse for tidligere anbragte, efter hjemløshed

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se

også anmærkning til figur 7.10 og 7.2. Andelen, der har aflagt afgangsprøve, omfatter personer, der har aflagt

alle seks bundne prøver i dansk og matematik. Karaktergennemsnit er beregnet som et simpelt gennemsnit for

elever, der har aflagt prøver i dansk og matematik.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det samlede karaktergennemsnit i dansk og matematik i 9. klasse ligger samtidig omkring ét

karakterpoint lavere ved afgangsprøverne i 9. klasse blandt tidligere anbragte unge, som har

været i hjemløshed, end blandt øvrige tidligere anbragte unge, jf. figur 7.18.

Anbragte unge, som ikke aflægger afgangsprøverne i dansk og matematik i 9. klasse, ser

altså ud til at have en øget risiko for at komme i hjemløshed senere i livet. Det kan være et

udtryk for, at den faglige ballast fra skolen for nogle udgør en beskyttelsesfaktor, der eksem-

pelvis kan skabe stabilitet i deres liv ved at styrke deres muligheder for at gå i gang med og

Socialpolitisk Redegørelse 2021

181

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

gennemføre en ungdomsuddannelse eller finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Dette under-

støttes af forskning på området, som viser, at skoleindsatser kan udgøre en afgørende be-

skyttelsesfaktor for unge (Socialstyrelsen, 2019a). Men billedet vil også i større eller mindre

grad afspejle, at personer med store problembelastninger, for eksempel som følge af en psy-

kisk lidelse, sjældnere aflægger afgangsprøverne, samtidig med at de er mere sårbare og

udsatte i forhold til hjemløshed.

Tages der højde for forekomsten af psykiske lidelser blandt de tidligere anbragte unge, ses

det stadigt, at en aflæggelse af afgangsprøven i 9. klasse er forbundet med en lavere risiko

for hjemløshed. Blandt tidligere anbragte mænd med en psykisk lidelse er risikoen for at

komme i hjemløshed omkring 6 pct.-point højere, hvis de ikke har aflagt afgangsprøve i alle

bundne fag i dansk og matematik. For kvinderne med en psykisk lidelse er risikoen for hjem-

løshed omkring 4 pct.-point højere, jf. figur 7.19.

Figur 7.19

Andel af tidligere anbragte unge, der har været hjemløse fordelt på 9.klasses afgangsprøve og psy-

kisk lidelse

Anm.: Tidligere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se i

øvrigt anmærkning til figur 7.2 og figur 7.10.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det indikerer, at et godt fagligt afsæt fra skolen i nogen grad kan være med til at forebygge

hjemløshed blandt tidligere anbragte unge.

Ud over at dårligere resultater ved afgangsprøven i 9. klasse hænger sammen med risikoen

for senere at ende i hjemløshed, peger international forskning på, at unge i hjemløshed ofte

har dårligere skoleerfaringer. Blandt andet viser et stort canadisk studie, at over 80 pct. af

unge i hjemløshed har oplevet mobning i grundskolen, mens 50 pct. har indlæringsvanske-

ligheder (Socialstyrelsen, 2019a).

182

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

7.6

Hvilke risikofaktorer har størst betydning for hjem-

løshed?

Resultaterne i de foregående afsnit tegner et billede af, at der er en række risikofaktorer, som

hver for sig og i kombination kan øge risikoen for hjemløshed i ungdommen, ligesom der kan

være forskellige beskyttelsesfaktorer. Her ser det ud til, at tidligere anbragte mænd med en

psykiske lidelse, usammenhængende anbringelsesforløb eller manglende afgangsprøve i 9.

klasse, er nogle af dem, der vil have meget stor risiko for at opleve hjemløshed.

Samtidig peger resultaterne på, at jo flere individuelle risikofaktorer en person har, desto

større er den samlede (kumulerede) risiko for hjemløshed. Det betyder blandt andet, at tidli-

gere anbragte mænd, der både har en psykisk lidelse, og som samtidig mangler afgangsprø-

ven fra 9. klasse, er blandt gruppen af tidligere anbragte unge, der er i størst risiko for hjem-

løshed. Blandt gruppen af tidligere anbragte mænd, der enten har eller har haft en psykisk

lidelse, og som ikke har aflagt grundskolens afgangsprøve i dansk og matematik i 9. klasse,

er det helt op mod 18 pct., som har været i hjemløshed, jf. figur 7.20.

Figur 7.20

Andel af unge der har været hjemløse fordelt på udvalgte risikofaktorer

Anm.: Unge i alderen 18-29 år ultimo 2019, som findes i befolkningsregistret ultimo året. Se også anmærkning til

figur 7.2 og 7.10.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De enkelte risikofaktorer, som er identificeret i denne analyse, kan have en direkte årsags-

sammenhæng til hjemløshed. Det er imidlertid også muligt, at en risikofaktor optræder som

en del af en årsagskæde, hvor sammenhængen i forhold til hjemløshed er mere indirekte.

Når en manglende afgangsprøve i 9. klasse eksempelvis er forbundet med en større risiko for

hjemløshed, vil det også hænge sammen med, at det oftest er personer med mere alvorlige

psykiske lidelser, som er i stor risiko for hjemløshed, og som samtidig er blandt de unge, der

er mindre tilbøjelige til at aflægge afgangsprøven i 9. klasse.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

183

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Der ses samtidig en tendens til, at tidligere anbragte unge ofte har flere individuelle risikofak-

torer, hvilket gør det vanskeligt at udskille betydningen af de enkelte risikofaktorer for hinan-

den, herunder om de isoleret set har en selvstændig betydning i forhold til hjemløshed.

For nærmere at isolere de enkelte risikofaktorers betydning for hjemløshed i ungdommen,

gennemføres en såkaldt regressionsanalyse, som er en almindeligt anvendt statistisk me-

tode. Med analysen ses der på alle de umiddelbart identificerede risikofaktorer på én gang.

Metoden er nærmere beskrevet i boks 7.4.

Resultaterne af regressionsanalysen er vist i tabel 1 nedenfor, og de underbygger overordnet

set, at de forskellige identificerede risikofaktorer hver især har en selvstændig (statistisk sig-

nifikant) betydning for hjemløshed.

For eksempel indikerer resultaterne, at en psykisk lidelse isoleret set øger risikoen for hjem-

løshed med 7 pct.-point

for tidligere anbragte med en psykisk lidelse i forhold til tidligere an-

bragte uden en psykisk lidelse (det ses ved, at det såkaldte parameterestimat er 0,07). Og

den forhøjede risiko synes særligt at være drevet af tilfælde, hvor den unge har en psykisk

lidelse forårsaget af alkohol eller stoffer mv., da dette ser ud til selvstændigt at øge risikoen

for hjemløshed med 17 pct.-point.

Derudover indikerer resultaterne eksempelvis også, at typen af anbringelsessted ikke har en

selvstændig betydning for hjemløshed. Det betyder, at den højere forekomst af hjemløshed

blandt tidligere anbragte unge, der har boet på en døgninstitution eller opholdssted, i ud-

gangspunktet kan forklares ved, at de adskiller sig på andre væsentlige punkter fra tidligere

anbragte unge i plejefamilier. Blandt andet vil børn og unge anbragt på døgninstitutioner og

opholdssteder ofte have et mere omfattende støttebehov end børn og unge, der er anbragt i

plejefamilier, eksempelvis på grund af psykiske lidelser eller udadreagerende adfærd.

Et opmærksomhedspunkt i denne sammenhæng er dog, at størrelsen af de enkelte parame-

terestimater skal tages med et vist forbehold, når parameterestimaterne sammenlignes på

tværs. Det kan derfor ikke siges med stor sikkerhed, at en risikofaktor er større eller meget

større end en anden risikofaktor. Hvorimod der er relativt stor sikkerhed om, hvorvidt parame-

terestimaterne er positive eller negative, og om de er statistisk signifikante. Helt generelt skal

man være opmærksom på at fortolke resultaterne med en vis varsomhed, da det i regressi-

onsanalysen ikke er muligt at kontrollere for alle bagvedliggende faktorer, der har betydning

for tidligere anbragte unges risiko for hjemløshed. Blandt andet tages der i regressionen ikke

forbehold for de unges familieforhold, eksempelvis forskellige former for omsorgssvigt i barn-

dommen eller forældres diagnoser, som også kan tænkes at have betydning for de unges ri-

siko for hjemløshed. Ligeledes skal man være opmærksomhed på, at nogle faktorer både

kan ses som årsag til og en konsekvens af hjemløshed. Eksempelvis kan en psykisk lidelse

forårsaget af alkohol eller stoffer både være med til at øge risikoen for hjemløshed og være

en konsekvens, hvor hjemløsheden er medvirkende til at udløse eller forværre et misbrug og

en psykisk lidelse.

Pct.-point er et begreb, der anvendes i forbindelse med ændringer i procentstørrelser. Hvis en persons risiko for

at ende i hjemløshed stiger fra fx 2 pct. til 9 pct., er risikostigningen således 7 pct.-point.

184

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

Tabel 1

Regressionsresultater for sandsynligheden for hjemløshed blandt tidligere anbragte

Parameterestimat

Mand

Anden etnisk herkomst end dansk

Handicaprelateret diagnose

Psykisk lidelse

Skizofreni mv.

Psykisk lidelse pga. alkohol eller stoffer mv.

Angst mv.

Depression mv.

Personlighedsforstyrrelse mv.

Spiseforstyrrelse mv.

ADHD mv.

1 genanbringelse

2 genanbringelser

3 genanbringelser

Mere end 3 genanbringelser

Skift i anbringelsessted

Anbragt i plejefamilie

Alder ved første anbringelse

Efterværn

Alle afgangsprøver i dansk og matematik i 9. klasse

Konstant

Dummies for fødselsår

Antal observationer (N)

0,04***

0,02***

0,04***

0,06***

0,10**

0,03***

0,00

-0,02***

0,04***

32.714

0,05***

0,03***

-0,03***

0,07***

0,03***

0,17***

0,01***

-0,02***

0,02***

-0,02**

0,03***

0,02***

0,03***

0,04**

0,09*

0,02***

-0,00

-0,00*

0,00

-0,02***

0,04***

32.714

Parameterestimat

0,04***

0,03***

-0,02***

Note: ***) angiver signifikans på 1 pct. niveau, **) signifikans på 5 pct. niveau, *) signifikans på 10 pct. niveau.

1) Handicaprelateret diagnose omfatter diagnoser for cerebral parese, udviklingshæmning, autismespektrum,

Downs, erhvervet hjerneskade, muskelsvind. Oplysninger om diagnoser baserer sig på indlæggelser, ambulante

besøg og skadestuekontakter i perioden 1995-2018. 2) Psykiske lidelser omfatter diagnoser for skizofreni mv.,

psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., angst mv., depression mv., personlighedsforstyrrelser mv., spise-

forstyrrelser mv. 3) Opgjort på baggrund af primære anbringelsessted.

Anm.: Lineær sandsynlighedsregression med robuste standardfejl. Analysens population omfatter 32.714 tidli-

gere anbragte unge i alderen 18-29 år ultimo 2019.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Samlet set bidrager analysen af risikofaktorer for hjemløshed med ny viden til den allerede

eksisterende viden om årsager til hjemløshed og systematisk opsporing af unge i risiko for

hjemløshed. Viden som blandt andet er samlet af Socialstyrelsen i vidensnotatet

Housing

Socialpolitisk Redegørelse 2021

185

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 7

Hjemløshed blandt tidligere anbragte unge

First for unge: Vidensnotat – ny viden om unge og hjemløshed,

samt i deres opsporingsguide

Opsporing af unge i risiko for hjemløshed.

Resultaterne er blandt andet med til at underbygge væsentligheden af at belyse størrelses-

forholdet mellem flere af de 10 dimensioner, Socialstyrelsen identificerer som centrale for at

vurdere unges risiko for hjemløshed, herunder familie og opvækst, psykisk sårbarhed, skole-

gang og rusmiddelsproblematikker (Socialstyrelsen, 2019b).

Boks 7.4

Regressionsanalyse – metode og forbehold

Analysen anvender lineær sandsynlighedsregression til at estimere sammenhængen mellem en række ka-

rakteristika hos tidligere anbragte unge og sandsynligheden for at komme i hjemløshed i ungdommen. Mo-

dellen estimerer den statistiske forventede forskel i sandsynligheden for at komme i hjemløshed, hvis en

ung har et bestemt karakteristikum, fx en psykisk lidelse.

Regression

Ved regression forsøger man at estimere sammenhængen mellem en ”behandling” eller baggrundskarakte-

ristika og et givent udfald. For at undgå selektionsproblemer forsøger man at inkludere information om alle

relevante observerbare karakteristika (fx køn, alder etc.), der kan korrigere for systematiske forskelle i fx

støttebehøv for hhv. behandlingsgruppen (fx unge der har været anbragt i en plejefamilie) og ikke-behand-

lingsgruppen (fx unge der har været anbragt på en døgninstitution).

Regressionsresultaterne belyser sammenhænge, som ikke nødvendigvis er kausale (dvs. årsagssammen-

hænge).

Signifikans

Ud fra estimationsresultaterne angives signifikansniveauer med *, (* angiver p<0,10, ** angiver p<0,05, ***

angiver p<0,01). Signifikansniveau angiver risikoen for, at resultaterne er fremkommet som et tilfælde. Jo

lavere signifikansniveau jo mindre er sandsynligheden statistisk set for, at resultatet er tilfældigt.

Forbehold

Resultaterne skal tolkes med varsomhed, da det er sandsynligt, at der ikke fuldt ud kontrolleres for alle rele-

vante faktorer, som har betydning for, om de tidligere anbragte unge oplever hjemløshed. Eksempelvis ken-

der vi ikke de unges præcise støttebehov, da anbringelsessted og diagnoser for handicap og psykiske lidel-

ser kun er proxyvariable for de unges støttebehov.

Andre forbehold drejer sig om, at andelen som har været i hjemløshed er underestimeret, og der dermed

kan være personer i gruppen, der er defineret ved ikke at have være i hjemløshed, som kan have været i

hjemløshed i en kortere eller længere periode.

186

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

8. Vold i nære relationer

Det er skønnet, at der hvert år er omkring 82.000 kvinder i Danmark, som udsættes for fysisk,

psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold af deres nuværende eller tidligere partner. Hertil

kommer de kvinder, som udsættes for vold af andre i deres nære relationer, eksempelvis et

familiemedlem. Nedlukningen af samfundet, som følge af Covid-19, har ifølge flere aktører på

området betydet, at der i nogle familier er sket en eskalering af voldens karakter og hyppig-

hed, og at det har været sværere for voldsudsatte at række ud efter hjælp, da de i mindre

grad har haft mulighed for at være alene.

En del af de kvinder, der udsættes for vold, får hjælp fra landets kvindekrisecentre. Kvindekri-

secentre har til formål at tilbyde midlertidigt ophold til kvinder, som har været udsat for vold,

trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Dette kapitel

ser nærmere på vold i nære relationer med fokus på de kvinder og ledsagende børn, som ta-

ger ophold på et kvindekrisecenter. Kvinderne og børnene beskrives ud fra en række karak-

teristika, og der ses på, hvor længe og hvor i landet kvinderne opholder sig på et kvindekrise-

center. Det belyses også, hvilke indsatser efter serviceloven de ledsagende børn på kvinde-

krisecentre modtager, samt hvordan de klarer sig i skolen.

Det er ikke kun kvinder, som udsættes for vold. Det er skønnet, at omkring 43.000 mænd år-

ligt er udsat for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk partnervold. Når omfanget af vold

mod kvinder og mænd sammenlignes, viser tallene imidlertid, at kvinder er i langt højere ri-

siko for at blive udsat for partnervold end mænd er. Derudover kan der være forskel på den

vold, som mænd og kvinder udsættes for, herunder hvor grov volden er, og hvor ofte der er

tale om gensidig vold. Der eksisterer i dag forskellige tilbud, som henvender sig til mænd i

krise, herunder mandekrisecentre, hvor blandt andet mænd udsat for partnervold kan få

hjælp og støtte. Det er imidlertid ikke muligt ud fra data at foretage nærmere analyser om

voldsudsatte mænd på mandekrisecentre mv., hvorfor voldsudsatte mænd på mandekrise-

centre ikke indgår i analyserne i dette kapitel.

Samlet set tegner kapitlet et billede af, at både kvinder og ledsagende børn, som tager op-

hold på et kvindekrisecenter, er en meget udsat og sårbar gruppe, som kan have behov for

indsatser på både social- og sundhedsområdet og for børnenes vedkommende på undervis-

ningsområdet.

Hovedresultaterne og de centrale pointer i kapitlet er:

•

I 2020 var der op mod 2.300 kvinder, som tog ophold på et kvindekrisecenter. Omkring 8

pct. af kvinderne havde mere end ét ophold i løbet af året. Det kan for eksempel være

kvinder, der af den ene eller anden grund vender tilbage til en voldelig partner, men ef-

terfølgende må tage ophold på et krisecenter igen.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

189

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

Vold i nære relationer

•

Omkring 75 pct. af kvinderne havde en samlet opholdslængde på op til 3 måneder i

2020, når der ses samlet på antallet af dage, kvinderne havde ophold i løbet af året. Ca.

15 pct. af kvinderne havde ophold, der varede op til 1 uge.

43 pct. af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i 2020 har ikke-vestlig oprindelse,

mens det gælder 11 pct. af alle kvinder i befolkningen. Og hvor ca. 50 pct. af kvinderne,

der tog ophold på et kvindekrisecenter, har grundskole mv. som højest fuldførte uddan-

nelse, er det tilsvarende tal ca. 20 pct. for kvinder i befolkningen som helhed.

Mens kvinder på kvindekrisecentre i 2020 var i beskæftigelse eller modtog SU 33 pct. af

året, var kvinder i befolkningen i beskæftigelse eller modtog SU 70 pct. af året. Den la-

vere beskæftigelsesgrad blandt kvinder på kvindekrisecentre kan blandt andet ses i lyset

af, at de kan være nødsaget til at opsige deres arbejde i frygt for, at voldsudøveren kan

finde frem til dem på arbejdspladsen.

Lidt over en femtedel af kvinderne med ophold på et kvindekrisecenter har en videregå-

ende uddannelse. Det er med til at illustrere, at også kvinder, der kan have en mere res-

sourcestærk baggrund, bliver udsat for vold i deres nære relationer, og at vold kan

ramme bredt på tværs af sociale skel.

Der er 23 pct. af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i 2020, som har fået stillet

en eller flere psykiatriske diagnoser i perioden 2014-2018, mens det gælder 7 pct. af

kvinder i befolkningen. Det er oftest angst mv., som kvinder på kvindekrisecentre har

fået diagnosticeret. Det gælder for 16 pct.

Andelen af kvinder, der tog ophold på et kvindekrisecenter i 2020, er størst blandt kvin-

der med bopæl i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Her har ca. 1,5 pr. 1.000

kvinder været på kvindekrisecenter i 2020, hvor det i de øvrige regioner er mellem 0,91

og 1,04 pr. 1.000 kvinder, som har været på kvindekrisecenter i 2020.

Kvinder, der tager ophold på kvindekrisecenter, har mulighed for at have ledsagende

børn med sig. I 2020 var der ca. 2.100 børn og unge, som tog ophold på et kvindekrise-

center med deres mor. Halvdelen var i alderen 0-5 år.

Det gælder for omkring 70 pct. af børn og unge, der ledsagede deres mor på et kvinde-

krisecenter i 2020, og som ikke var på krisecenter i perioden 2017-2019, at der er blevet

underrettet om dem til kommunen inden opholdet på krisecentret.

Blandt ledsagende børn og unge på kvindekrisecenter i 2020 har 3 pct. været anbragt,

og knap 45 pct. har modtaget forebyggende foranstaltninger. Til sammenligning gælder

det henholdsvis 1 og 9 pct. af børn og unge i befolkningen.

Børn, som har ledsaget deres mor på kvindekrisecenter, klarer sig samlet set dårligere

fagligt i skolen end børn i befolkningen som helhed, og de har generelt langt mere fra-

vær og oftere skoleskift. Ses der på elever i 8. klasse, var der eksempelvis 29 pct. af

ledsagende børn på et kvindekrisecenter i 2018, som havde dårlige resultater i dansk,

mens det tilsvarende var 8 pct. af børn i befolkningen.

For ledsagende børn og unge på et kvindekrisecenter i 2018 lå det gennemsnitlige fra-

vær i skoleåret 2018-2019 på mellem 16 dage (2. klasse) og 28 dage (8. klasse). Til

sammenligning havde børn i befolkningen mellem 10 og 14 fraværsdage i gennemsnit.

•

190

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

Vold i nære relationer

•

At børn og unge, som har ledsaget deres mødre på kvindekrisecenter, klarer sig dårli-

gere i skolen, kan muligvis forklares med den vold, de har oplevet i hjemmet, men skal

også ses i lyset af, at der generelt er tale om en udsat gruppe, som blandt andet i højere

grad modtager indsatser efter serviceloven, har ufaglærte forældre og ikke-vestlig oprin-

delse, end børn og unge i befolkningen generelt.

8.1

Kvinder med ophold på et kvindekrisecenter

Når kvinder og børn udsættes for vold i deres nære relationer, kan det have alvorlige og lang-

varige konsekvenser for både deres helbred, trivsel og udvikling. Det er derfor vigtigt, at de

får den rette hjælp og støtte til at skabe sig et selvstændigt liv uden vold.

Kvinder, som er udsat for vold, trusler om vold eller lignende i deres familie- og samlivsfor-

hold, kan søge ophold på et af landets kvindekrisecentre. Kvindekrisecentrene, som oprettes

og drives efter servicelovens § 109, har først og fremmest til formål at hjælpe den enkelte

kvinde og eventuelt ledsagende børn med beskyttelse, omsorg og støtte. På længere sigt

kan opholdet og den medfølgende kommunale støtte og vejledning samt psykologbehandling

bidrage til, at kvinderne får etableret en selvstændig tilværelse uden vold. Der findes også til-

bud om ambulant rådgivning og behandling til personer, der har været udsat for vold. Kvin-

der, der udelukkende har modtaget ambulant rådgivning eller behandling, indgår ikke i kapit-

let, da der ikke findes registerdata om alle disse kvinder.

Alle kvinder kan på eget initiativ søge om ophold på et kvindekrisecenter, men nogle vil blive

henvist fra en offentlig myndighed, som for eksempel kommunen, politiet eller sundhedsvæ-

senet. Det er lederen på det pågældende kvindekrisecenter, som har visitationsretten og be-

slutter, om den pågældende kvinde kan få ophold, jf. servicelovens § 109, stk. 3. Kvinden

skal have været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller

samlivsforhold. Kvinden skal igennem en visitationssamtale med enten en voldsfaglig medar-

bejder eller krisecenterlederen, som foretager en konkret vurdering af kvindens situation, og

om der er grundlag for et ophold på centret.

I 2020 var der op mod 2.300 kvinder, som tog ophold på et kvindekrisecenter, jf. figur 8.1.

Der ses umiddelbart en stigning i antallet af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i pe-

rioden 2018-2020. Stigningen kan dog være overvurderet, da kvindekrisecenterstatistikken

ikke indeholder oplysninger om ophold, der er påbegyndt før 1. januar 2017.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

191

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

Vold i nære relationer

Figur 8.1

Kvinder med ophold på et kvindekrisecenter, 2018-2020

Anm.: Kvinder på 18 år og derover, som havde ophold på et kvindekrisecenter (servicelovens § 109) på et tids-

punkt i året. Kvinder med anonyme ophold kan optræde flere gange pr. år i opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Kvinder og ledsagende børn, som tager ophold på et kvindekrisecenter, har mulighed for at

tage anonymt ophold. Denne mulighed benytter 7-8 pct. af kvinderne sig af. I dette kapitel

indgår der i analyserne kun kvinder med ikke-anonyme ophold. Det skyldes, at kvinder med

anonyme ophold indgår i statistikken uden personnummer, og oplysninger om personnum-

mer er en forudsætning for at kunne koble data til andre kilder og dermed få oplysninger om

eksempelvis kvindernes forsørgelsesgrundlag og uddannelsesniveau.

Kvinder med ophold på kvindekrisecentre udgør blot en delmængde af de kvinder, som årligt

udsættes for vold i nære relationer. Nogle af de voldsudsatte kvinder, der ikke tager ophold

på et kvindekrisecenter, får hjælp andre steder. Der findes eksempelvis tilbud om ambulant

rådgivning og behandling fra civilsamfundsorganisationer som blandt andet Lev Uden Vold,

Mødrehjælpen og Danner. Men det vil for mange kvinder være en lang og svær proces at

bryde ud af et voldeligt forhold. Nogle vil have en tro på, at volden ophører, andre vil ikke

kunne overskue et opbrud i deres liv eller vil mangle støtte fra deres netværk. Blandt kvinder,

der har børn med voldsudøveren, kan der også være en frygt for, hvad der vil ske med bør-

nene ved et brud.

I 2020 var der omkring 8 pct. af kvinderne med ophold på et kvindekrisecenter, som havde

mere end ét ophold i løbet af året, jf. figur 8.2. Heriblandt kan der være kvinder, som er vendt

tilbage til en voldelig partner, for eksempel for at give forholdet en chance til eller ud fra et

hensyn til børnenes bolig- og familiesituation.

192

Socialpolitisk Redegørelse 2021

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

Vold i nære relationer

Figur 8.2

Kvinder med ophold på et kvindekrisecenter i 2020 efter antal ophold

Anm.: Kvinder på 18 år og derover, som havde ophold på et kvindekrisecenter (servicelovens § 109) på et tids-

punkt i 2020. Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonyme ophold. I kvindekrisecentrenes indberetninger til

Danmarks Statistik er der eksempler på, at der er indberettet flere ophold for samme kvinde, som tidsmæssigt

overlapper hinanden. I opgørelsen er to ophold for den samme kvinde med mindre end én dag imellem lagt sam-

men til ét ophold.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er ikke kun kvinder, som udsættes for vold. Det er skønnet, at der er omkring 43.000

mænd, som årligt udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk partnervold (VIVE,

2022c). Et opmærksomhedspunkt i den sammenhæng er, at der kan være forskelle på den

vold, som mænd og kvinder udsættes for, herunder hvor grov volden er, og hvor ofte der er

tale om gensidig vold. En undersøgelse af VIVE fra 2022 finder indikationer på, at den part-

nervold, kvinder udsættes for, har en mere omfattende karakter end den partnervold, mænd

oplever. Undersøgelsen viser, at kvinder oftere end mænd har oplevet flere voldsformer og

flere voldshændelser. Desuden har kvinderne hyppigere oplevet, at den seneste voldshæn-

delse var alvorlig, og at de var meget bange. Endeligt oplever kvinderne i højere grad, at vol-

den har påvirket deres liv i dag (VIVE, 2022b). Derudover viser en undersøgelse fra Syd-

dansk Universitet fra 2018, at mænd udsat for partnervold oftere er udsat for spark, slag med

knyttet hånd eller genstande, mens kvinder udsat for partnervold oftere er udsat for at blive

kastet mod møbler, vægge, ned ad trapper eller lignende samt kvælningsforsøg eller over-

greb med kniv eller skydevåben (Deen et al., 2018).

Der eksisterer i dag forskellige tilbud til mænd i krise. Mænd, der ikke har eller kan opholde

sig i egen bolig, for eksempel på grund af særlige sociale problemer, kan tage midlertidigt op-

hold på en boform efter servicelovens § 110. Boformer efter servicelovens § 110 omhandler

tilbud om midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke

har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om ak-

tiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Blandt § 110-boformerne findes såkaldte

mandekrisecentre, som henvender sig til mænd, som er i krise af forskellige årsager, eksem-

pelvis partnervold.

Socialpolitisk Redegørelse 2021

193

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 206: Orientering om offentliggørelse af Socialpolitisk Redegørelse 2021, fra social- og ældreministeren

Kapitel 8

Vold i nære relationer

Boformer efter servicelovens § 110 er primært forsorgshjem og herberger. Det er ikke muligt

ud fra data om boformer at udskille mandekrisecentre til voldsudsatte mænd fra forsorgshjem

og herberger, som primært henvender sig til hjemløse. Voldsudsatte mænd på mandekrise-

centre indgår derfor ikke i analysen i dette kapitel.

Når omfanget af vold mod kvinder og mænd sammenlignes, viser tallene, at kvinder er i langt

højere risiko for at blive udsat for partnervold, end mænd er. Samtidig er kvinder voldsomt

overrepræsenteret i statistikken over partnerdrab, jf. boks 8.1.

Boks 8.1