Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 163
Offentligt
2548392_0001.png
Pårørendegruppe
Mette Friis
[email protected]
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
[email protected]
Sagsnr.
2019 - 6606
Doknr.
157308
Dato
20-11-2019
Kære Mette Friis
Tak for dit brev af 19. september 2019, hvori du på vegne af en pårørendegruppe
skriver om de udfordringer, I oplever med at få den tilstrækkelige hjælp og støtte til
jeres pårørende, som både har behov for omfattende hjælp og støtte og behov for
overvågning.
Indledningsvist beklager jeg det sene svar, og jeg må desværre takke nej til din
invitation om et møde, som du sendte med din seneste henvendelse af den 21. oktober,
da min kalender desværre ikke tillader det.
Det gør meget stort indtryk på mig at læse om jeres oplevelser.
Jeres fortælling bekræfter mig i, at der er mange mennesker som jer, der venter på, at
der kan sikres overvågning som en del af hjælpen efter servicelovens § 95, stk. 3. Og
jeg ved, at I pårørende til daglig yder en meget stor indsats for at yde omsorg til jeres
familiemedlem.
Regeringen arbejder derfor aktivt på at finde en model for overvågning. Der er flere
veje at gå, men særligt vigtigt er det, at vi i en konkret model får tilgodeset unge
mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og deres hårdt prøvede forældre.
Det skal ikke være en kamp at få den hjælp og støtte, som ens barn, søskende eller
nære pårørende har behov for. Jeg vil arbejde målrettet for at styrke retssikkerheden,
så mennesker med behov for hjælp og støtte får gode og rigtige afgørelser uden først at
skulle slås med systemet i årevis.
Et vigtigt skridt hen imod bedre retssikkerhed for borgere med funktionsnedsættelser
er at forbedre kommunernes mulighed for at prioritere området. Det arbejde har
regeringen startet med økonomiaftalen, hvor der er afsat 2,2 mia. kr. til en
genopretning af velfærden næste år.
Men jeg må også understrege, at kommunerne, uanset deres økonomi, er forpligtede
til at sikre, at den enkelte borger får den hjælp og støtte, der ud fra en konkret og
individuel vurdering modsvarer borgerens hjælpebehov. De kommunalt fastsatte
kvalitetsstandarder er alene vejledende, og de må aldrig træde i stedet for den
konkrete og individuelle vurdering, som kommunen altid skal foretage ved tildeling af
hjælp og støtte til den enkelte.
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 163: Socialministerens svar af 20. november 2019 til Mette Friis og pårørendegruppen om spekulation i besparelser på BPA-området hos kommunerne
2548392_0002.png
Kommunerne er forpligtet til at behandle spørgsmål om hjælp i forhold til alle de
muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder
rådgivning og vejledning. Kommunen skal også være opmærksom på, om der kan
søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.
Jeg vil ligeledes gøre opmærksom på, at kommunerne i deres behandling af
ansøgninger om hjælp til borgere over 18 år skal tage højde for de forskellige formål,
der er med servicelovens voksenbestemmelser, herunder at forbedre den enkeltes
sociale og personlige funktion og at fremme borgerens inklusion i samfundet.
Disse forpligtelser gælder også, når kommunerne træffer afgørelse om hjælp efter
servicelovens §§ 95 og 96. Kommunen skal som grundlag for afgørelser om hjælp efter
servicelovens §§ 95 og 96 tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med kontant
tilskud til ansættelse af hjælpere og BPA er at tilbyde borgeren en fleksibel ordning,
der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller
opbygge et selvstændigt liv. Og kommunen skal udmåle hjælpen, så det er muligt for
borgeren at ansætte de nødvendige hjælpere. I skriver også, at kommunerne ofte ikke
følger Ankestyrelsens henstilling. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at hvis
Ankestyrelsen træffer en bindende afgørelse over for en kommune, er kommunen
forpligtet til at følge Ankestyrelsens afgørelse. Jeg kan samtidig oplyse, at
Ankestyrelsen i kraft af sine beføjelser som kommunal tilsynsmyndighed har mulighed
for at gennemtvinge, at en kommune efterlever en bindende afgørelse fra en
klagemyndighed – om nødvendigt med tvangsbøder over for de ansvarlige
kommunalbestyrelsesmedlemmer. Og selvom det er beklageligt, at det kan være
nødvendigt at klage for at få den tilstrækkelige hjælp og støtte, kan jeg kun opfordre
til, at man klager til Ankestyrelsen, hvis man ikke mener, at kommunen har truffet en
korrekt afgørelse.
Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak for, at I gør opmærksom på de problemer, som I
oplever. Input fra pårørendegrupper som jeres er helt nødvendigt for god
politikudvikling på socialområdet.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2