Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 160
Offentligt
2544811_0001.png
Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familie og netværk i det
sociale arbejde med børn og unge?
-En undersøgelse af to kommuners inddragelsespraksis
Forskningsrapport 2022
Bo Morthorst Rasmussen, Sabine Jørgensen, Sabina Jæger & Jeanne Vogt UC SYD
Udarbejdet af UC SYD og finansieret af Socialstyrelsen
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0002.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk i socialt arbejde?
Forskningsrapport
Forfattere: Bo Morthorst Rasmussen, Sabine Jørgensen, Sabina Jæger & Jeanne Vogt
Udgivet af UC SYD
Udgivelsesår: 2022
Layout: UC SYD
ISBN nr:
978-87-971111-9-2
Forfatterne har ophavsrettighederne til rapporten.
Rapporten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Forord
Professionelle er vigtige når børn og unge har brug for støtte, men barnets familie og netværk spiller en
helt afgørende betydning i barnet og den unges liv, både på kort og lang sigt.
For børn handler relationen til vigtige omsorgspersoner i deres liv ikke om køn. Den måde samfundets
institutioner er indrettet på kan imidlertid betyde at indsatser over for børn og unge, der befinder sig i
en udsat position kommer til at overse eller ekskludere fædre, bonusfædre og deres familie og netværk.
Vi har undersøgt hvordan fædre, bonusfædre og deres familier og netværk inddrages i sociale sager i
Danmark og hvilke udfordringer der opleves i forbindelse hermed. På den baggrund kaster vi lys over
et område, der er forskningsmæssigt underbelyst i en dansk kontekst.
Det er vores håb at vi med denne undersøgelse er med til at øge opmærksomheden på de kønnede
aspekter af socialt arbejde på børneområdet, og at de børn der kommer i kontakt med det sociale
system, oplever større mangfoldighed i kommunernes inddragelsespraksis.
Det har været både været inspirerende og tankevækkende at tale med socialrådgiverne, fædrene,
bonusfædrene, bedstemødrene, børnene og de unge. De har fortalt os om deres oplevelser og erfaringer
og deres historier. Det er vi dybt taknemmelige for.
Vi vil gerne takke de to kommuner og ikke mindst de børn, familier og ansatte ledere, socialrådgivere,
sekretærer og eksperter, der har bidraget til denne undersøgelse. Vi vil især takke lektor Christina Hvas
Andersen for hjælp med statistik, ph.d. Anne-Marie Tyroll-Beck for gennemlæsning af undersøgelsen
og Wiebke Skriver for opsætning og korrektur.
Venlig hilsen
Sabine, Sabina, Jeanne & Bo
3
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Indholdsfortegnelse
Forord ............................................................................................................................................................................. 3
Indholdsfortegnelse ...................................................................................................................................................... 4
Sammenfatning og resume........................................................................................................................................... 6
Rapportens opbygning ................................................................................................................................................. 8
Forskningsoversigt ...................................................................................................................................................... 10
Usynlige fædre ..................................................................................................................................................... 10
Forskning i en dansk kontekst.......................................................................................................................... 12
Inddragelse af fædre i børnesager .................................................................................................................... 12
Børn anbragt uden for hjemmet
–
samvær og kontakt og betydning mv. ................................................ 13
Anbragte børns fædres tilknytning til arbejdsmarkedet................................................................................ 13
Tidligere anbragte unge - relationer til fædre og netværk ............................................................................ 14
Veteranfædre ....................................................................................................................................................... 14
Fædre i fængsel.................................................................................................................................................... 14
Relation til far og stedfar når børn opholder sig på krisecenter med mor ................................................ 15
Fædres deltagelse i familierettede indsatser og programmer ....................................................................... 15
Netværksanbringelse og netværksinddragelse................................................................................................ 16
Hvorfor interessere sig for at involvere fædre i børnesager? ...................................................................... 16
Overordnede forklarings- og forståelsesmodeller i forskningen ................................................................ 17
Maskuline identiteter, traditionelle manderoller og hjælpundvigende adfærd .......................................... 18
”Maternal gatekeeping”
..................................................................................................................................... 18
Det feminiserede hjælpeapparat
–
kønnede kommunikationsstile og mødrefokusering ........................ 19
Ideologi vs. praksis - reproduktion af traditionelle kønsnormer og kulturelle stereotyper .................... 21
Øvrige temaer...................................................................................................................................................... 22
Sted/bonusfædre ................................................................................................................................................ 23
Enlige fædre......................................................................................................................................................... 24
Opsummering ..................................................................................................................................................... 24
Litteratur .............................................................................................................................................................. 25
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk? ...................................................................................... 31
Indledning ............................................................................................................................................................ 31
Metode og analysestrategi ................................................................................................................................. 35
Den kvantitative undersøgelse: ................................................................................................................................. 40
Inddragelsen af barnets forældre, bonusforældre og deres netværk .......................................................... 41
Kvindelige og mandlige rådgiveres inddragelse ............................................................................................. 43
Antal inddragede per sag ................................................................................................................................... 44
Antal sager med familie og netværksinddragelse ........................................................................................... 45
Rådgivernes grunde til, at der ikke har været inddragelse af familie og netværk i sagerne ..................... 47
Betydning og erfaring med inddragelsen af barnets familie og netværk .................................................... 48
Afdækning af netværk ........................................................................................................................................ 48
Afdækningsfremgangmåder eller metoder ..................................................................................................... 49
Den kvalitative undersøgelse ..................................................................................................................................... 51
Rådgivernes perspektiver ........................................................................................................................................... 51
Netværksinddragelsens primære udfordringer ............................................................................................... 52
Rådgivernes rammebetingelser ......................................................................................................................... 52
Rådgivernes holdninger, faglighed og vurderinger........................................................................................ 54
Hensynet til barnet ............................................................................................................................................. 56
Tilbageholdenhed fra og hensyn til forældrene og fortællinger om netværket ......................................... 57
Fem centrale temaer baseret på interview med rådgivere ............................................................................ 59
Der skal bruges mere tid til at aktivere mænd i kommunale sager ............................................................. 59
4
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Mænd er underrepræsenterede og opleves som både aktive og passive .................................................... 61
Konflikter mellem forældrene kan have betydning for inddragelsen......................................................... 63
Der er stadig traditionelle kønsrollemønstre.................................................................................................. 65
Mænd har sværere ved at tale om følelser end kvinder ................................................................................ 67
Konkluderende perspektiver på rådgivernes udsagn .................................................................................... 68
Fædrenes og bonusfædrenes perspektiver ............................................................................................................... 69
Fire centrale temaer baseret på interview med fædre og bonusfædre ........................................................ 70
Fædrene oplever sig inddrages senere i sagsforløbet og at skulle kæmpe for inddragelsen ................... 70
Traditionelle kønsroller og et feminiseret område ........................................................................................ 75
Mor som gatekeeper eller den der udelukker far ........................................................................................... 77
Kønnet kommunikation og sprog ................................................................................................................... 78
Forestillinger og erfaringer med netværk og familie ..................................................................................... 82
Opsamlende bemærkninger/konklusioner..................................................................................................... 85
Børns perspektiver på inddragelse af fædre, bonusfædre, familie og netværk .................................................. 87
Børns oplevelser af forældres inddragelse - med særlig fokus på fædre, bonusfædre og familie
og netværk............................................................................................................................................................ 87
Familiesammensætning og familiehistorie ...................................................................................................... 92
Børnenes bud på forklaringer på manglende inddragelse ............................................................................ 95
Forhold og egenskaber hos fædrene ............................................................................................................... 96
Forhold og egenskaber hos sagsbehandleren ................................................................................................ 97
Forhold og egenskaber hos mødrene .............................................................................................................. 98
Kønnede temaer i børnenes fortællinger ........................................................................................................ 99
Konklusioner..................................................................................................................................................... 100
Familien, netværket og især bedsteforældrenes perspektiv .................................................................................102
Bedsteforældre og især farmødrene ............................................................................................................... 104
Undersøgelsen fra bedsteforeningen ............................................................................................................. 105
Interview med farmødre.................................................................................................................................. 107
Farmødrenes kontakt til og forståelse for deres sønner............................................................................. 108
Farmødrene har ingen part og inddrages ikke i sagen ................................................................................ 109
Kampen for samvær......................................................................................................................................... 110
At snyde sig til samvær .................................................................................................................................... 112
Tværgående temaer og konklusioner .....................................................................................................................113
Den kvantitative del: ........................................................................................................................................ 113
Den kvalitative del: ........................................................................................................................................... 114
Kræver det mere at inddrage fædre, bonusfædre og deres familie og netværk? ..................................... 115
Forhold hos fædre og bonusfædre.................................................................................................................115
Forhold hos mødre og bonusmødre .............................................................................................................116
Familie og netværk ...........................................................................................................................................117
Familiekonflikter, -dynamikker, -historik og -sammensætning .................................................................119
Kønnede kommunikationsstile ......................................................................................................................119
Fædres samarbejdsstile og sagsbehandleres vurderinger og kategoriseringer ......................................... 120
Hvad skal der til?
–
tværgående overvejelser og anbefalinger til det inddragende arbejde med
fædre/bonusfædre og deres familier og netværk ......................................................................................... 122
Inddragelse, deltagelse og inddragelsesniveauer .......................................................................................... 124
Litteraturliste ..............................................................................................................................................................126
Bilag 1
–
Undervisningsmateriale............................................................................................................................129
5
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Sammenfatning og resume
Børns ret til kontakt til familie og netværk og myndighedernes forpligtelser i forhold til at sikre dette i
forbindelse med sociale indsatser understreges flere steder i den danske lovgivning. Danske og nordiske
undersøgelser peger imidlertid på et ensidigt fokus på mødre og et fravær af fædre i socialt arbejde på
børneområdet (Egelund & Sundell, 2001; Petersson, 2006; Slettebø, 2009; Vagli, 2009), ligesom det ikke
altid lykkes kommunerne at inddrage ressourcepersoner fra barnets familie og netværk (Ankestyrelsen
2013).
Selvom der lovgivningsmæssigt er sket en betydelig ligestilling mellem kønnene, når det drejer sig om
fælles forældremyndighed, barselsorlov og ligelig deling af børnepengene mellem
forældremyndighedsindehaverne, så er kan den måde samfundets institutioner er indrettet på betyde at
indsatser over for børn og unge, der befinder sig i en udsat position kommer til at overse eller
ekskludere fædre, bonusfædre og deres familie og netværk.
Undersøgelsen er gennemført i 2019-2021 på baggrund af en kvantitativ registrering af inddragelsen i
samtlige 1298 sager i to kommuner. Desuden er der gennemført 76 interviews med rådgivere i to
familieafdelinger, fædre/bonusfædre, børn og farmødre, hvor vi har undersøgt omfanget af
inddragelsen samt aktørernes perspektiver og udfordringer i forbindelse med inddragelse
Derudover har vi udarbejdet en forskningsoversigt og et undervisningsmateriale til Diplomuddannelsen
i socialt arbejde. Undersøgelsen er finansieret af Socialstyrelsen.
Undersøgelsen viser at far inddrages i 75,7% af sagerne og at mor inddrages i 89,2% af sagerne. Der er
imidlertid stor forskel på inddragelsen og det er stadig mor, der er rådgiverens primære kontakt og
samarbejdspartner, hvis barnet bor hos hende. Med mindre far insisterer på deltagelse eller
problemerne bliver så store, at rådgiveren ’hiver’ far ind, så inddrages han kun i meget begrænset
omfang i beslutningsprocessen.
Når vi taler om inddragelse af bonusfædre, familie og netværk er billedet det samme. Bonusfar har været
inddraget i 10,8% af sagerne, fars familie i 8% af sagerne og hans netværk i 2%, men også her tegner
der sig et billede af nogle få aktive der har insisteret eller er blevet ’hivet’ ind i sidste
øjeblik.
Nedenfor præsenteres nogle af undersøgelsen overordnede resultater i punktform
Den kvantitative del:
•
Inddragelse af far er registreret i 75,7% af de 1298 sager. Inddragelse af fars familie i 8 % af sagerne
og fars netværk i 2 % af sagerne.
•
Inddragelsen af fædre er ’kun’ 10
% lavere end inddragelsen af mødrene (89,2%), men mors familie
(16%) og netværk (5%) inddrages oftere end fars. Der er samlet set 28 socialrådgivere der har
inddraget mors netværk og 19 der har inddraget fars netværk ud af de 44 socialrådgivere.
•
Bonusfædre inddrages i 10,8% af sagerne. Ingen af bonusfædrenes familie og netværk er registreret
inddraget.
•
De fleste sagsbehandlere i undersøgelsen er kvinder 93 %. (4 mandlige og 40 kvinder).
6
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
•
•
•
•
Rådgiverne svinger mellem at inddrage i gennemsnit 1,4 til 3,5 pr. sag i deres sagsstamme. Der
inddrages i gennemsnit 2,57 personer i hver sag. Det er hyppigst mor, far og barnet, der inddrages.
Der har været inddragelse af familie og netværk i 24% af sagerne.
I over halvdelen (59%) af sagerne vurderer rådgiveren at inddragelsen af familie og netværk har haft
positiv betydning i sagen. I 36 % af sagerne har inddragelsen ingen betydning haft og i 5% af
sagerne har inddragelsen haft en negativ betydning.
Årsagerne til manglende inddragelse af familie og netværk angives i 27 % af sagerne at være fordi
moren ikke ønskede det. I 23% af sagerne var det faren der ikke ønskede inddragelsen og i 7% var
det barnet. I 23 % af sagerne skyldtes den manglende inddragelse en vurdering fra rådgiverens side
og i 20% af sagerne er der svaret at der har været andre grunde.
Den kvalitative del:
•
Børn i skilsmissefamilier har oftere bopæl hos deres mødre og det ser ud til at have betydning for
inddragelsen af fædre og fædres netværk.
•
Mødre (og bonusmødre) beskrives mere som værende mere opsøgende og aktive i sagsprocessen.
•
Der er både beretninger om aktive fædre, der kæmper for at få lov at deltage i sagsprocessen og
fædre, der fremstår passive og uinteresserede i at deltage i sagsprocessen.
•
Der er forskel på inddragelsesgraden af fædre og mødre. Fædre ser oftere ud til at få status som
informationsmodtagere, hvor mødrene behandles som den primære samarbejdspartner.
•
Fædre prioriterer nogle gange deres job mv. frem for deltagelse i møder på socialforvaltningen.
Baggrunden for fædrenes prioritering er kompleks.
•
Der er en tendens til at den forælder og de familiemedlemmer, der selv er mest opsøgende også
involveres mere, men det afhænger af om rådgiveren vurderer om forælderen, familien og
netværket bidrager positivt i barnets liv.
•
Ikke-biologiske familiemedlemmer og netværk inddrages ikke systematisk i sagen selvom de har en
tæt relation til barnet og selv søger aktiv involvering.
•
Rådgiver, barn, forældre, øvrige familiemedlemmer og netværk er ikke altid enige om hvem der skal
involveres i sagen.
•
Inddragelse af fædre og bonusfædre hænger nøje sammen med familiens sammensætning og
historie, herunder aktuelle og historiske konflikter.
•
Konflikter familiemedlemmerne imellem eller mellem familien og de professionelle komplicerer
mange af de processer, der er involveret i inddragelsen. Det betyder at tidsforbruget øges, ligesom
konfliktniveauet stiller særlige krav til rådgivernes personlige og professionelle kompetencer.
•
Der er en tværgående opfattelse af at der er forskel på den måde mænd og kvinder kommunikerer
på og at det har betydning for samarbejdet, særligt mellem fædre og overvejende kvindelige
rådgivere.
•
Farmødre ønsker at være en del af deres børnebørns liv og de kæmper for samvær
•
Børnene ønsker kontakt med dem der har betydning for dem, uanset familiær status. Dette ønske er
ikke statisk og kan ændre sig over tid.
•
Professionelle kan gøre en positiv forskel i form af etablering af nye og genetablering af brudte
relationer til barnets forældre, familie og netværk.
7
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Afslutningsvis kan vi stille spørgsmålet om det kræver mere at inddrage fædre, bonusfædre og deres
familie og netværk? Det korte svar på spørgsmålet er ja. Fædre er ikke vanskeligere at inddrage end
mødre. I forhold til fædre, bonusfædre og deres netværk er der identificeret en række udfordringer fx at
inddragelse af flere aktører kan kræve mere tid og koordinering kræver en fagligt balanceret håndtering.
Disse udfordringer der har betydning for inddragelse af fædre/bonusfædre og deres familier har vi
tematiseret under fem overskrifter: 1) forhold hos fædre og bonusfædre 2) forhold hos mødre og
bonusmødre 3) forhold hos familie og netværk 4) forhold i hjælpesystemet og hos den enkelte rådgiver
5) familiekonflikter, -dynamikker, -historik og -sammensætning, 6) kønnede kommunikationsstile og
kønsroller. Det drejer sig om komplekse og sammensatte udfordringer, der i hver unikke sag
manifesteres og håndteres hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt i den mikro og fag-personlige
interaktion mellem aktørerne i sagen, men det er samtidigt udfordringer, som især
socialrådgiverstuderende, rådgiverne og deres ledere med fordel vil kunne diskutere for at kvalificere
praksis. Disse udfordringer uddybes i selve rapporten, hvor der også er en række citater fra
informanterne, der kan anvendes til disse faglige refleksioner.
Børnesocialt arbejde handler om børnene og inddragelse af betydningsfulde voksne omkring et barn bør
have dette fokus og forudsætter inddragelse af barnet.
Rapportens opbygning
Rapporten er disponeret således, at der er en række selvstændige kapitler der kan læses hver for sig eller
samlet, men for at få et overblik anbefales at man læser det første kapitel, som er en sammenfatning og
et resume, der giver et hurtigt overblik over undersøgelsen og hovedresultaterne. Derefter har vi valgt at
præsentere forskningsoversigten for på den måde, at give læseren adgang til forskningen, litteraturen og
ikke mindst problemstillingerne på området. Forskningsoversigten kan springes over og man kan gå
direkte til undersøgelsen.
Selve undersøgelsen har en klassisk opbygning med en indledning, et metodeafsnit, og hhv. resultaterne
af den kvantitative den kvalitative undersøgelse, efterfulgt af en præsentation af tværgående temaer og
konklusioner. Den kvantitative undersøgelse kan læses som en selvstændig undersøgelse, og læses den
sammen med kapitlet om socialrådgivernes perspektiv, så får læseren samtidigt alle socialrådgiverne i de
to kommuners tre prioriterede udfordringer med inddragelse af far, bonusfar og deres familie og netværk.
Det næste kapitel har fokus på fædres og bonusfædres perspektiver på inddragelse og oplevelser af
samarbejdet med socialrådgiverne. Kapitlet kan læses selvstændigt, men læseren skal være opmærksom
på, at der er tale om såkaldt aktive fædre og bonusfædre, hvor socialrådgiverne i deres perspektiver i lige
så høj grad forholder sig til fædre med såkaldt passiv samarbejdsstil, som vi vurderer er de fædre, der er
flest af. Det næste kapitel omhandler børnenes perspektiver på fædres, bonusfædres, familiens og
netværkets inddragelse, og er en dybere analyse af på hvilken måde inddragelsen får betydning for dem,
selv om det vigtigste for dem er deres relation til konkrete personer i deres familie og netværk.
Dernæst følger et kapitel om bedsteforældre og især farmødre. Det er en tilføjelse til undersøgelsen, da
vi i interviewmateriale kunne se, at de havde stor betydning især for fædre og bonusfædre og vi manglede
8
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
deres perspektiv. Vi valgte her at samarbejde med Bedsteforeningen og det er tydeligt, at der er tale om
bedsteforældre, der først og fremmest ønsker kontakt og samvær med deres børnebørn. Det afsluttende
kapitel har overskriften tværgående temaer og konklusioner og balancerer mellem det som undersøgelsen
kan sige noget om og så de mange meget interessante temaer som undersøgelsen kan sige lidt, men langt
fra noget tilbundsgående om.
God læselyst!
9
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0010.png
Forskningsoversigt
Denne forskningsoversigt er udarbejdet til denne undersøgelse på baggrund af søgninger i danske,
norske, svenske og engelske databaser. Det overordnede spørgsmål, der har dannet grundlag for
søgningen har været: Hvad ved vi om inddragelse af fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i
sociale sager. Der er anvendt søgeord på dansk, norsk, svensk og engelsk, som svarer til nedenstående
danske version:
Socialt arbejde
Far/fædre
Børnesag*
Bonusfar/fædre
Omsorgssvigt
Stedfar/fædre
Anbragte børn/unge
Papfar/fædre
Udsatte børn/unge
Plastikfar/plasticfar/fædre
Adoptivfar/fædre
Mandlige omsorgspersoner
Søgningen er afgrænset til tidsrummet 1990-2021 (marts) og er suppleret med
kædesøgning/snowballing, hvor fundne artiklers referencelister har dannet grundlag for videre søgning.
Derudover er der foretaget interne søgninger efter nævnelse af fædre og bonusfædre i danske
forskningsrapporter, der har beskæftiget sig med sociale indsatser over for udsatte børn og unge mere
generelt (primært rapporter fra VIVE, herunder tidl. SFI og AKF). Dette valgte vi at gøre, da der er
meget begrænset forskning der beskæftiger sig særskilt og specifikt med inddragelse af fædre og
bonusfædre i en dansk kontekst.
Usynlige fædre
Generelt peger forskningen i de nordiske lande på et ensidigt fokus på mødre og et fravær af fædre i
socialt arbejde på børneområdet. Det gælder for norske studier (Angel, 2007; Nilsen, 2006; Slettebø,
2009; Vagli, 2009), Svenske studier (Egelund & Sundell, 2001; Petersson, 2006; Ulmanen & Andersson,
2006) og danske studier (se afsnit 2 nedenfor).
Billedet er det samme
i den angelsaksiske forskning, hvor fædre bl.a. betegnes som ”skygger”
(Ewart-
Boyle et al., 2015)
eller ”spøgelser”
(Brown et al., 2009) i relation til deres fravær i børne-
familiearbejdet. Her peges der ligeledes på, at socialt arbejde fejler, når det kommer til at involvere
fædre i børnesager, og at fædre er stærkt underrepræsenterede når det kommer til deltagelse i
støtteforanstaltninger, herunder forældreprogrammer (Baynes & Holland, 2012; Brown et al., 2009;
Ewart-Boyle et al., 2015; Farmer & Owen, 1998; Featherstone, 2003; Ferguson & Hogan, 2004; Lindsay
& Strand, 2013; Scourfield, 2014; T. K. Smith et al., 2012).
Fædres manglende synlighed ses bl.a. i de måder familiens problemer
forstås og forklares
på, hvor
fokus i overvejende grad er på kvaliteten af mor-barn relationen og på mødres egenskaber eller
problemer (Backe-Hansen, 2001; Petersson, 2006; Sagatun, 2008, 2011). På baggrund af en
dokumentanalyse i en norsk kommune peger Petersson (2006) desuden på at mødre og fædre
fremstilles forskelligt i de udredninger der ligger til grund for anbringelse i familiepleje, både i relationen
til barnet og til socialforvaltningen. Eksempelvis beskrives en far uden kontakt til sit barn som en der
ikke har ”støttet familien”, hvor en mor i tilsvarende situation fremstilles som havende ”forladt barnet”
(Petersson, 2006).
10
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0011.png
Derudover ses der en tendens til at ethvert bidrag fra fædres side oftere vurderes positivt, hvorimod
mødre holdes primært ansvarlige for svigt i omsorgen for barnet (også i situationer hvor det er faderen
der eksempelvis udøver vold mod mor og/eller barn) (Haavind, 2006; Petersson, 2006; Ulmanen &
Andersson, 2006).
Fædre inddrages desuden sjældnere i
udredningsprocessen
, hvorimod mødres deltagelse ser ud til at
blive taget for givet. Det betyder at det hovedsageligt er mødre, der deltager i samtaler og møder
(Egelund & Sundell, 2001; Karin Kildedal et al., 2010; Sagatun, 2011; Ulmanen & Andersson, 2006). En
gennemgang af ni svenske studier fandt at mødre blev kontaktet i ni ud af ti tilfælde, hvorimod fædrene
kun i knapt halvdelen (Egelund & Sundell, 2001). Undtagelsen var sager med mistanke om seksuelle
overgreb, hvor fædrene var blevet kontaktet i tre fjerdele af de undersøgte sager (Glingvall-Priftakis &
Sundell, 1994).
Fædrenes fravær ses også i forhold til
deltagelse i støtteforanstaltninger/familierettede indsatser
,
der oftere er rettet mod at forbedre mødrenes omsorgskompetencer (Haavind, 2006; Karin Kildedal et
al., 2010; Sagatun, 2011; T. K. Smith et al., 2012).
Forskningen peger desuden på, at forebyggende indsatser ikke er målrettet mænds behov og at fædre
har mindre udbytte af indsatserne end mødrene (Huebner et al., 2008). Disse studier skal imidlertid
taget med forbehold, da fædre også er underrepræsenterede i evalueringer af indsatserne (T. K. Smith et
al., 2012).
1
Flere studier peger desuden på at forventningerne til mødre og fædre er forskellige og at de krav der
stilles til fædre er lavere set relativt i forhold til de krav der stilles til mødre (Haavind, 2006; Karin
Kildedal et al., 2010; Nygren et al., 2019, 2020; Petersson, 2006; Storhaug, 2015; Ulmanen &
Andersson, 2006). Krav til fædre starter ifølge Haavind (2006)
reelt ”ved nul”
(Haavind, 2006: 686),
hvilket betyder at fædre hverken
opfattes eller bliver mødt som ”fuldgyldige” forældre
(Haavind, 2006;
Ulmanen & Andersson, 2006).
I en oversigt over nordisk og angelsaksisk forskning i udredninger på børneområdet konkluderer
Sundell & Egelund (2001) at det
i løbet af 1990’erne synes at være blevet mere almindeligt at kontakte
fædre i forbindelse med udredningsarbejdet. Denne observation bakkes op af Arvidsson (2003), som i
sit studie af 40 svenske børneværnsudredninger fandt at to tredjedele af fædrene blev kontaktet,
herunder samtlige fædre som boede sammen med barnet.
1
I forbindelse med dette litteraturstudium fandt vi ligeledes en tendens til at de fraværende fædre reproduceres i forskningen. VIVEs
undersøgelse om børn anbragt uden for hjemmet er eksempelvis i overvejende grad baseret på interview med børnenes mødre (85%).
Ifølge Egelund et al. (2004) valgte forskerne at det som udgangspunkt var barnets mor, der skulle interviewes fordi de anbragte børn ofte
kom fra hjem med en enlig mor eller med en mor og en samlever eller ægtefælle som ikke er barnets far. Også i de tilfælde hvor barnets
forældre boede sammen var det moren der blev interviewet. Undtaget er de tilfælde hvor faren har forældremyndigheden alene
–
her er
interviewet gennemført med ham. Af de 50 fædre, som blev interviewet, var de fleste (28) således enlige forsørgere (Egelund et al., 2004).
I en undersøgelse af udsatte unges oplevelser af at blive inddraget når kommunen træffer beslutninger om deres liv valgte forskerne
tilsvarende at fokusere på mødrene som baggrundskarakteristika for stikprøven af udsatte unge. Dette valg skete ifølge forskerne af to
grunde: for det første fordi der var en relativ stor andel (14.6 % af de unge i stikprøven mod 4,8% af unge generelt) og for det andet fordi
man fandt at baggrundskarakteristika for fædre ikke havde samme gennemslagskraft som baggrundskarakteristika for mødre
(Kloppenborg & Lausten, 2020).
Tilsvarende: ”Vi har i kapitel 3 samt i bortfaldsanalysen også lavet sammenligninger af grupper ved hjælp
af mødrenes socioøkonomiske baggrundsfaktorer. Vi har valgt kun at fokusere på mødrene til de unge, da der er en relativt stor andel af
udsatte unge, dvs. både unge, der er anbragt, og unge, der modtager forebyggende indsatser, som ikke har en far, der indgår i registerdata
på Danmarks Statistik. Det gælder for 21 pct. af alle tidligere anbragte unge, 15 pct. af unge, der modtager forebyggende indsatser, mod 10
pct. af øvrige unge, når vi ser på hele populationen fra årgang 95, mens det gælder for knap 5 pct. af øvrige unge, når vi laver en
sammenligning med BFU-undersøgelsen. Der er altså knap en fjerdedel af unge tidligere anbragte, som ikke vil indgå i
sammenligningerne, hvis vi inkluderer baggrundsfaktorer for fædrene”(Lausten
et al., 2020). Særskilt viden om fædre i sociale sager er
desuden
begrænset af at fædre og mødre ofte samles i kategorien ”forældre”. Det er eksempelvis tilfældet i en helt ny udgivelse fra VIVE
baseret på registerdata fra Danmarks Statistik
1
(Lausten & Andreasen, 2021)
Pjecen har til formål at ”at beskrive, hvad der karakteriserer
meget udsatte forældre og forældre til anbragte børn og unge” og videre ”Viden om udsatte forældres karakteristik kan være afgørende
for, at kommunerne kan yde den bedste samlede indsats til den mest udsatte gruppe af forældre, samtidig med at indsatsen tager højde for
målgruppens sammensatte behov”
(Lausten & Andreasen, 2021, p. 0). Vi er desuden ikke heller ikke stødt på eksempler på at der specifikt
er blevet spurgt ind til sted/papfædre og deres familie i dansk forskning.
11
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Nyere forskning peger imidlertid på at socialarbejdere - på tværs af lande i norden og Storbritannien -
stadig har mødre som deres foretrukne samarbejdspartnere i børnesager. Således viser et komparativt
interviewstudie (data fra 2008) baseret på vignetter om en 9-årig pige, at under en tredjedel af de norske
og engelske socialarbejdere som deltog i studiet (n=53) ville overveje at inddrage faderen (hhv. 29% og
32%). Et tilsvarende antal engelske socialarbejdere (28%) angav at de ville involvere pigens stedfar, men
her var andelen hele nede på 14 % for de norske socialarbejdere, selvom det fremgik af vignetten at han
bor sammen med pigen (Skramstad & Skivenes, 2017). Tilsvarende viser et komparativt studie
bestående af vignetbaserede fokusgruppeinterview med socialarbejdere i England, Irland, Norge og
Sverige (data fra 2016) at selvom der er en bevidsthed blandt socialarbejderne om at far bør inddrages,
så betragtes moderen stadig som den primære omsorgsperson, hvilket betyder at faderen reelt
ekskluderes (Nygren et al., 2019, 2020). Studiet peger i den forbindelse på sammenhænge mellem køn
og risikovurderinger og at det stærke børnefokus, som var til stede i alle fire lande, kan have betydning
for eksklusion af fædre, idet fædre vurderedes at udgøre større risiko for barnet end mødre (Nygren et
al., 2019, 2020). I tilknytning til socialarbejderes risikovurderinger viser et amerikansk studie baseret på
nationale surveydata at socialarbejdere opfattede børn, som ikke boede sammen med en mandlig
voksen som havende 50% mindre sandsynlighed for at være i høj risiko, samt at der var 60% mindre
sandsynlighed for at børn der boede sammen med deres biologiske far, blev vurderet til at være i høj
risiko end børn, der boede sammen med en ikke-biologisk mandlig voksen (Bellamy, 2009). I et norsk
studie blandt socialarbejdere på børneområdet fandt Storhaug (2015) at det overvejende er hvis faderen
opfattes som en ressource, at der ses et formål med at involvere ham, hvor potentielle problemer med
ikke at involvere ham overses (Storhaug, 2015). Dette harmonerer med fædrenes egne oplevelser med
enten blive opfattet som ligegyldige eller som en potentiel trussel og risiko for barnet (Storhaug, 2015;
Storhaug & Sobo-Allen, 2018).
Forskning i en dansk kontekst
Dansk forskning i fædres inddragelse i sociale sager på børneområdet er yderst sparsom og det er ikke
lykkes at finde undersøgelser, der har inddragelse af fædre/bonusfædre/netværk i børnesager som et
særskilt fokus. Det er desuden bemærkelsesværdigt at Danmark ikke er med i ovennævnte
vignetundersøgelser (Nygren et al., 2019, 2020), hvor både Sverige og Norge er repræsenteret.
At der ikke findes undersøgelser, der specifikt har undersøgt inddragelse af fædre, bonusfædre og deres
familie og netværk betyder imidlertid ikke at der ikke findes viden om fædre, der har relevans for dette
studium. I nedenstående afsnit præsenteres forskning i en dansk kontekst, som har fokus på fædre i
relation til børn og familier i udsatte positioner. Det skal bemærkes at flere af undersøgelserne er af
ældre dato, ligesom den viden, der er tilgængelig ikke gør det muligt at pege på om der i løbet af de
seneste 20 år er sket en udvikling i den måde fædre, stedfædre og netværk inddrages på i Danmark.
Inddragelse af fædre i børnesager
På baggrund af en evaluering af kommunernes forebyggende indsats på børne- og ungeområdet fandt
Christensen & Egelund (2002) at selvom der er en generel åbenhed blandt socialarbejderne over for at
inddrage fædre og stedfædre (hvis moren er positivt indstillet herfor), så realiseres dette ofte ikke i
egentlig inddragelse. I de fleste sager ”fandtes” der desuden ikke en far, hvilket betød at
socialarbejderne ofte ikke havde en mandlig omsorgsperson at involvere. På baggrund af evalueringen
skønner forfatterne at det i gennemsnit er halvdelen af fædrene der indgår i undersøgelsen af deres
børn, idet socialarbejdere i overvejende grad taler med mødrene om børnenes situation. I en af
evalueringens delrapporter baseret på analyser af journalmateriale fandt Christoffersen (2002)
eksempelvis at der i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse (dengang kaldet en § 38-undersøgelse)
var blevet talt med moren i 85 % af sagerne, hvor fædrene havde været inddraget i 37% af sagerne.
12
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Børn anbragt uden for hjemmet
–
samvær og kontakt og betydning mv.
I VIVE’s børneforløbsundersøgelse (årgang 1995)
indgår der data vedr. fædre til børn anbragt uden for
hjemmet (Egelund et al., 2004). Heraf fremgår det at når anbragte børns familier går i opløsning så
mister de ofte kontakten til den forælder de ikke bor sammen med, hvilket som oftest er faren. Herved
er den fraflyttede forælder og dennes familie og netværk hellere ikke længere tilgængelig som en
ressource i barnet og den anden forælders liv. I rapporten konkluderes det, at anbragte børns relationer
til deres familienetværk er præget af, at de ofte er børn af enlige mødre og at kontakten med faren og
dennes familie i mange tilfælde er ophørt. Det ses bl.a. ved at de anbragte børn (ifølge den adspurgte
forælder) hyppigst føler sig knyttet til deres mormor (40%), mens kun halvt så mange føler sig knyttet
til deres farmor. Morfædre optræder med næsten lige så lav hyppighed som bedsteforældrene på farens
side. Her peger forskerne på, at det kan skyldes at mormoren også har været enlig mor. Mostre og
morbrødre (og deres eventuelle samlevere) er desuden, efter forældrenes opfattelse, i højere grad end
fastre og farbrødre, personer barnet føler sig tæt knyttet til (Egelund et al., 2004).
Når det gælder børnenes egne vurderinger af samvær med forældre under anbringelsen, så svarer 61 %
af børnene i forløbsundersøgelsen at de ser deres far (90 % for moren) (Egelund et al., 2008). I en lidt
nyere undersøgelse svarer anbragte børn at 89 % ser deres mor, mens 65 % har kontakt til deres far
(Lausten & Jørgensen, 2017). I denne undersøgelse er børnene og de unge også blevet spurgt om hvor
nemt det er at tale med far eller mor. Her finder undersøgelsen at der er flere drenge end piger, der
fortæller at de har nemt ved at tale med både mor og far. Der er flere både piger og drenge, der angiver
at de har nemmere ved at tale med mor (63% af pigerne og 79% af drengen) end med far (46% af
pigerne og 68% af drengen). Her bemærker forskerne at dette spørgsmål kun er stillet til dem, der har
kontakt med deres forældre under anbringelsen og at det derfor kan betragtes som en relativt stor
andel, der har svært ved at tale med deres far (Lausten & Jørgensen, 2017).
Ifølge Egelund et al. (2008) gælder det for de anbragte børn, der relativt ofte ser deres far, at de er på
besøg hjemme hos ham, hvorimod de børn der sjældnere ser deres far, i højere grad får besøg af ham
på anbringelsesstedet. 28 % af de anbragte børn får ikke besøg af deres fædre og 10 % får ikke besøg af
deres mødre. 49% af børnene svarer at de ser deres far tilpas meget, mens 43% af børnene gerne vil se
mere til deres far. 4% vil gerne være mindre sammen med ham. 75% af de anbragte børn svarer
desuden at de tror at de voksne på anbringelsesstedet synes det er godt eller rigtig godt for barnet at
være samme med faren. En relativt høj andel (17,8 %) af de anbragte børns fædre er så fraværende, at
der ikke findes statistiske oplysninger om dem (det gælder til sammenligning for 0.3 % af mødrene).
34% af mødrene og 17 % af fædrene har selv været anbragt uden for hjemmet (Egelund et al., 2008).
Anbragte børns fædres tilknytning til arbejdsmarkedet
I forløbsundersøgelsen var 40 % af de anbragte børns fædre uden for arbejdsmarkedet eller på
overførselsindkomster, hvor det gjaldt 77 % mødrene (Egelund et al., 2008). I en anden, lidt nyere
undersøgelse af børn anbragt i familiepleje baseret på registerdata fremgår det at 29 % af børnenes
fædre og 14 % af børnenes mødre er i beskæftigelse. Derudover har hovedparten af forældrene ingen
kompetencegivende uddannelse (54 % af børnenes fædre og 69 % af børnenes mødre) (Mehlbye et al.,
2018). Disse to studier kan være med til at give et billede af, at det for udsatte børns vedkommende
oftest er faderen, der har den tætteste tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette kan have betydning for
fædres prioritering af deltagelse i møder med professionelle, ligesom det kan have betydning for
professionelles forventninger til fædres deltagelse såfremt denne er i arbejde.
I relation hertil fandt Christoffersen (2002) i et ældre studie baseret på en systematisk gennemgang af et
landsdækkende udvalg af 900 journaler for børn og unge, der modtog en forebyggende foranstaltning,
at der i 1998 manglende oplysninger om fædrenes tilknytning til arbejdsmarkedet i 52 % af sagerne
(mod 8 %. af mødrenes).
13
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Tidligere anbragte unge - relationer til fædre og netværk
De anbragte børn fra årgang 1995, som indgik i førnævnte forløbsundersøgelse, er ved deres 18. år
blevet spurgt om forældrenes betydning og støtte. (Lausten et al., 2020). Af deres svar fremgår det, at
de tidligere anbragte unge fortsat oplever, at de i højere grad kan søge støtte hos deres mødre (35%)
end hos deres fædre (28%). Tallene for den gruppe af børn og unge, der ikke har været anbragt, men
har modtaget sociale ydelser er hhv. 56% i forhold til støtte hos mor og 33% i forhold til støtte hos far.
Til sammenligning er tallene for jævnaldrende unge, som aldrig har modtaget sociale indsatser 66% for
støtte hos mor og 55% for støtte far. Af undersøgelsen fremgår det ligeledes at 34% af de tidligere
anbragte unge synes det er meget svært at tale med deres far om ting, der plager dem (tilsvarende 20%
for moren). Dette niveau er langt højere end blandt både unge, som har fået forebyggende indsatser i
barndommen, og de øvrige unge, som hverken har været anbragt eller modtaget sociale indsatser
(Lausten et al., 2020).
De unge har også svaret på hvad forældrene betyder for dem og her har mor og far næsten lige stor
betydning. Her svarer 38% at mor har meget stor betydning i deres liv og 34% svarer at far har meget
stor betydning i deres liv. De tilsvarende tal for de unge der ikke har været anbragt eller modtaget
sociale indsatser er 62% for mor og 61% for far. De unge er desuden blevet spurgt hvem der var med
til det møde, hvor der blev udarbejdet en handleplan før de fyldte 18 år. Her svarer 36% at de havde
deres mor med og 19% at de havde deres far med. Til sammenligning havde 76% en person med fra
deres anbringelsessted, 31% havde en socialrådgiver fra voksenafdelingen og 11% svarede at en
beskæftigelseskonsulent deltog. 35% af de unge angav en ikke specificeret anden var med til mødet,
hvilket således kan være kontaktpersoner, venner eller slægtninge (dog ikke muligt at se af
undersøgelsen). Samlet set konkluderes det at selvom forældrenes betydning er mindre blandt tidligere
anbragte unge, er der stadig over en tredjedel, hvor forældre har meget stor betydning i deres liv, og
omkring en tredjedel, som oplever, at de kan søge støtte hos forældrene. For de unge, som har været
anbragt uden for hjemmet, er der en tendens til at jo længere tid de har været anbragt, jo mindre
betydning har forældrene, og jo mindre støtte opleves fra forældrenes side (Lausten et al., 2020).
11% af de tidligere anbragte unge angiver at de ikke har kontakt med deres forældre, ligesom der er
34% som enten ikke har deres bedsteforældre længere (ikke udspecificeret om det er på fars eller mors
side) eller ikke ser dem. Det samme gør sig gældende for 24% af unge med forebyggende indsatser og
7% af de øvrige unge (Lausten et al., 2020). I en analyse af 14 unge, der tidligere har været anbragt i
familiepleje konkluderes det tilsvarende, at deres familierelationer, både til deres biologiske familie og til
plejefamilie, er præget af skrøbelighed og at de unge ofte har erfaringer med at relationerne ikke varer
ved ind i voksenlivet (Bengtsson et al., 2020).
Veteranfædre
Dansk forskning har desuden interesseret sig for hvad det betyder for børns trivsel at deres far har
været udsendt på militære missioner i udlandet. Her viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 11- og
15-årige børn af veteraner, at børnene generelt klarer sig lige så godt som deres jævnaldrende med
hensyn til forhold til familie, skole og venner. De ældste børn i undersøgelsen ryger desuden mindre og
er i mindre grad involveret i kriminalitet end deres jævnaldrende. Der er imidlertid en mindre gruppe af
børnene, som trives dårligere, hvilket er de børn hvis fædre har psykiske vanskeligheder og hvor
forældrene er skilte. Disse børn trives dårligere psykisk, er mere ensomme og udadreagerende
(Frederiksen, Lausten, et al., 2021; Frederiksen & Lausten, 2018).
Fædre i fængsel
I forhold til børn af fædre i fængsel peger forskningen på at fars fængsling har stor betydning for børn
og unges trivsel i hverdagslivet, herunder deres familieliv og skole og fritidsliv (Oldrup et al., 2016).
Selvom børnene i undersøgelsen giver udtryk for at de generelt trives i skolen, så fremhæves denne
gruppe af børn som sårbare og berørte af farens fængsling. Eksempelvis peges der i rapporten på at de
praktiske vanskeligheder, der er forbundet med børns samvær med en far der er i fængsel, kan have
14
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
betydning for børnenes hverdagsliv. Derudover kan samværet være følelsesmæssigt svært for barnet, da
barnet ofte er sårbart og berørt af farens fængsling. Selvom det i rapporten understreges at der er tale
om en meget heterogen gruppe af børn, så viser analyserne at børn af fængslede har mere komplekse
familieforhold end familier generelt, herunder mange enlige mødre og fædre og mange stedfamilier.
Desuden har fædre, der er i fængsel oftere selv været anbragt uden for hjemmet som børn, ligesom de
oftere har en psykisk diagnose (Oldrup et al., 2016). I relation hertil viser flere undersøgelser at der
blandt forældre til børn anbragt uden for hjemmet er en højere forekomst af fængselsstraffe og
kriminalitet sammenlignet med jævnaldrendes forældre (Egelund et al., 2008; Frederiksen, Hestbæk, et
al., 2021). I VIVES forløbsundersøgelse adskilte mødrene sig især ved at have en - for kvinder
–
høj
frekvens af fængslinger (Egelund et al., 2008).
Relation til far og stedfar når børn opholder sig på krisecenter med mor
Når børn flytter på krisecenter sammen med deres mor, kan det få stor betydning for deres mulighed
for at opretholde kontakten med far eller stedfar. En undersøgelse, der bygger på feltstudier og
interviews med børn, der bor på krisecenter sammen med deres mor på grund af vold udøvet af barnets
far eller stedfar viser hvordan opholdet betyder en midlertidig, længerevarende eller mere permanent
adskillelse fra den far eller stedfar, barnet hidtil har boet sammen med. Undersøgelsen peger på at dette
både kan udvande relationen til faren og påvirke barnets relation til moren. Nogle børn ser deres far
regelmæssigt under opholdet og besøger ham i hjemmet, hvor andre har telefonisk kontakt eller
praktiserer en relation/nærhed til ham på anden vis (fx ved at lytte til farens yndlingsmusik). Nogle af
børnene i undersøgelsen har imidlertid ikke haft nogen former for kontakt med deres far i op mod et
år. I undersøgelsen påpeges det at der i mange vestlige samfund er et voksende fokus på vigtigheden af
fædre i børnenes liv, hvilket konstruerer
”fædre” som kulturelt vigtige for børn. Selvom børnene ikke
har set deres far længe og måske ikke kan huske hvordan han ser ud, så fortsætter han derfor med at
være en vigtig
–
om end fjern og abstrakt figur i deres liv. I interviewene med de børn, hvor deres far
var udøver af volden, udelades volden typisk i barnets fortællinger om faren, hvilket ifølge forfatteren
kan ses som en orientering mod at beskytte og bevare den kulturelle forestilling om ”den gode far”. I
de tilfælde hvor volden er udøvet af en stedfar bruges fortællinger om volden omvendt ofte til at skabe
distance til stedfaren, som også ofte omtales i datid (Henze-Pedersen, 2021).
Fædres deltagelse i familierettede indsatser og programmer
En evaluering af fire forebyggende indsatser (herunder DUÅ Småbørn og DUÅ Baby) i Danmark viser
at flere fædre har oplevet at forløbet har medført en større tilknytning til deres barn, men at der kan
være udfordringer med at rekruttere fædre. Af evalueringen fremgår det at forløbenes placering inden
for normal arbejdstid kan udgøre en væsentlig barriere for fædrenes deltagelse, ligesom der er
eksempler på at mangel på børnepasning kan betyde at det er far, der bliver hjemme og passer barnet.
De kommuner der lykkedes bedst med at inkludere fædrene var dem der gik imod programmets
anbefalinger om at afholde sessioner om formiddagen (begrundet i at børnene er mere veloplagte om
formiddagen) og i stedet afholdt dem om eftermiddagen, selvom det betød at forløbene blev lidt dyrere.
Erfaringerne er desuden at der opnås størst effekt når både mor og far deltager, ligesom udbyttet var
størst i de forløb hvor fremmødet var højt og hvor der var en nogenlunde fordeling mellem kønnene.
Kønsfordelingen betød især noget for de fædre som gerne ville have mulighed for at møde andre mænd
og tale om det at være far (Middelboe et al., 2016).
I en effektmåling af familieprogrammet Parent Management Training
–
Oregon (PMTO) målrettet
familier med 4-12-årige børn, der udviser begyndende eller udtalte adfærdsproblemer, var det ikke
muligt at udlede fædrespecifik viden. Deltagerkarakteristika er rapporteret af den forælder der i
undersøgelsen kaldes ”primærforælderen” som i 90 pct. af tilfældene var barnets mor. I resten af
rapporten skelnes der ikke mellem fædre og mødre og der refereres heller ikke til en ”sekundær”
forælder, stedforældre eller lignende (Lindberg et al., 2019).
15
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Netværksanbringelse og netværksinddragelse
International så vel som national forskning har gennem de sidste 20 år vist, at børn, der anbringes i
slægt og netværk, klarer sig bedre end børn anbragt ved professionelle plejefamilier (Vinnerljung 1993,
Egelund & Hestbæk 2003, Mehlbye 2005, 2011, Scannapieco & Hegar 1999, Winokur et.al. 2007, 2009,
2014, 2018, Washington et.al 2018, Kanisha et.al 2016, Higgins et.al 2016, Connolly et al. 2017).
Forskningsresultaterne viser bl.a., at børn i netværksanbringelser har færre mentale og adfærdsmæssige
problemer, de har højere trivsel, der er færre brud i anbringelsen og de har tættere kontakt med deres
familie sammenlignet med børn anbragt i familiepleje (Connolly et.al 2017, Winokur et.al 2018). Den
seneste undersøgelse af anbragte børns trivsel i Danmark viser endvidere, at børn anbragt i netværk har
højere trivsel end børn anbragt i familiepleje, opholdssteder eller døgninstitutioner (Rambøll 2018).
Forskningen har vist, at typen af anbringelse gør en forskel, men der er begrænset viden om, hvad det
aktive stof i anbringelse er. Hvorfor har de fleste netværksanbringer positive virkninger for børnene?
Der er dog kommet flere interessante forskningsbidrag de senere år. I nordisk sammenhæng er det især
forskningsgruppen med Amy Holtan, Renee Thørnblad og Jeanette Skoglund fra Tromsø Universitet
og Lina Ponnert og Sofia Linderot fra Lund Universitet, der har forsket i netværksanbringelser.
Linderot forsvarede sin afhandling
Av kärlek og plikt
i foråret 2020. I afhandlingen giver hun fine
beskrivelser af, hvorfor og hvordan slægtsanbringelser kommer i stand. Det er meget på initiativ fra
kvindelige slægtninge, der føler kærlighed og pligt, som også afhandlingens titel antyder. De føler sig
forpligtet til at tage vare på barnet, og mange af dem har allerede haft en tæt relation til barnet inden
anbringelsen. Men det er på ingen måde uproblematisk, og der er meget store følelser på spil især i
samspillet med forældrene og familien. Linderot skriver om den dobbelt loyalitet, netværksplejefamilier
bliver sat i og løbende skal balancere. Det ændrer deres familie og fremtid radikalt og ofte helt
pludseligt. De er ikke forberedt på det og skal nu veksle mellem rollen som familie og plejeforældre
(Linderot 2020). Skoglund, Thørnblad og Holtan (2019) har bl.a. undersøgt tre cases (longitudinal
study) med fokus på de slægtsanbragte børns relationer til deres biologiske forældre i både barndom og
voksenliv ift. hvilken mening og betydning, anbringelsen har haft for børnene, og hvordan deres
relation ændrer sig over tid. De konkluderer, at relationerne er meget forskellige og komplekse, og at de
ændrer sig løbende alt efter deres livssituationer, men at de i høj grad dannes i starten af
anbringelsesperioden, men afhænger af komplekse dynamiske relationer i familien.
Ovenstående nordiske forskere peger på et behov for forskning i familierelationer og dynamikker i
slægts-
og netværksanbringelser, og en læsning af deres forskning tyder på, at ’følelser i bred betydning’
er en stor del af denne dynamik til både fordel og ulempe for børnene. Aktuelle undersøgelser af
netværksinddragelse (Rasmussen og Jæger 2019), familierådslagning (Rasmussen og Sandgaard 2018,
2019, 2021) og netværksanbringelse (Rasmussen, Søbjerg, Jæger, Rasmussen 2020) foretaget af
forskerteamet på UC SYD, viser blandt andet, at børneperspektivet er centralt, at inddragelse af
netværket kan noget særligt, at konflikter og følelser spiller en stor rolle for alle aktører, at inddragelsen
er besværlig, og at hvis man ikke har fået inddraget familie og netværk i starten af en sag, så er der ikke
tid til det, når beslutningen om anbringelse er truffet, da der så ofte er behov for akut handling. Der er
så at sige et uforløst potentiale i netværksanbringelse i Danmark.
Hvorfor interessere sig for at involvere fædre i børnesager?
Forskningen peger på to overordnede grunde til at interessere sig for at involvere fædre når det handler
om at sikre børns trivsel. For det første er der udbredt international forskningsmæssig konsensus om at
når fædre er positivt involveret i børns liv, så har det en gavnlig virkning på børns sundhed og udvikling
(H. E. (Eds) Fitzgerald et al., 2020; Lamb, 2010; Lamb & Lewis, 2010; Pleck, 2010; Sarkadi et al., 2008),
herunder bedre kognitive evner (Sarkadi et al., 2008), bedre mental sundhed
(O’Gara et al., 2019; Welsh
et al., 2004), og reduceret risiko for kriminalitet (Flouri & Buchanan, 2002). Ifølge Sarkadi et al. (2008)
er gode fædre-barn relationer desuden forbundet med en reduktion i adfærdsproblemer hos drenge,
16
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
færre psykologiske problemer hos piger, samt en reduktion i risikoen for selv at være økonomisk udsat
som voksen på trods af en opvækst i en familie med lav socioøkonomisk status.
For det andet er der
–
særligt i den angelsaksiske forskning
–
fokus på, at en problematisk relation til
fædre kan have en negativ betydning for børns udvikling og at fædre (eller andre mandlige
omsorgspersoner) kan udgøre en risikofaktor i forhold til børns sundhed og udvikling (J. P. Allen et al.,
2002; Cummings et al., 2008; Featherstone & Peckover, 2007; Lamb & Lewis, 2010). Ifølge Jernbro &
Janson (2017)’s
svenske børnemishandlingsundersøgelse er fædre og stedfædre eksempelvis hyppigere
end mødre og stedmødre, udøvere af psykisk vold mod unge. Derudover viser norske, svenske og
amerikanske undersøgelser at den vold børn overværer mellem forældre oftest udøves af fædre (Hamby
et al., 2011; Jernbro & Janson, 2017; Myhre et al., 2015).
I en dansk kontekst fremgår det af børnehusenes årsstatistik fra 2016, baseret på de sager børnehusene
har behandlet, at den mistænkte (dvs. formodede
–
og dermed hverken sigtede eller dømte) i sager om
vold eller seksuelle overgreb i 39% af tilfældene er far, i 27% mor og i 6,2% af tilfældene stedfar eller
stedmor. Når det handler om mistanke om seksuelle overgreb var fordelingen hhv. 6,4 % for fædre,
0,4% for mødre og 2,6 % for stedfædre (Socialstyrelsen, 2017). Tallene er opgjort på baggrund af 1410
børnehussager behandlet i 2016. I de efterfølgende publikationer er opgørelsen udelukkende foretaget
på køn og ikke i forhold til relationen til barnet.
Fædre kan altså på den ene side udgøre en væsentlig risiko i børns liv, hvis kontakten er negativ og på
den anden side en væsentlig beskyttelse eller ressource, hvis kontakten er positiv. For socialt arbejde er
der således overordnet set to væsentlige grunde til at interessere sig for, hvordan fædre involveres i de
situationer hvor familier kommer i kontakt med de sociale myndigheder på grund af bekymringer for et
barn, uanset om faren udgør en potential risiko eller en potentiel ressource (Zanoni et al., 2013). Flere
forfattere peger på den baggrund på, at det kan have vidtrækkende konsekvenser for børn og deres
familie, når myndighederne ikke lykkes med at engagere fædre i socialt arbejde på børneområdet
(Brown et al., 2009; Ewart-Boyle et al., 2015).
Nygren et al. (2020) peger i relation hertil på, at selvom udviklingen i håndtering af vold i nære
relationer går i retning af tilgange, der involverer hele familien, så viser deres studie blandt engelske,
irske, norske og svenske socialarbejdere en tendens til at socialarbejdere anskuer fædre der begår vold i
familien entydigt som en risikofaktor, hvilket kan føre til eksklusion af fædrene i arbejdet med familien.
De fremhæver i den forbindelse at selvom vold aldrig må negligeres, så er mødre ikke altid i en
situation, hvor de er i stand til at gå fra den mand der begår overgrebene, hvorfor de opfordrer til
involvering af hele familien og undlade at placere ansvaret på mødrene alene (Nygren et al., 2020).
Overordnede forklarings- og forståelsesmodeller i forskningen
Forskningen giver ikke entydige forklaringer på hvorfor fædre er stærkt underrepræsenterede, når det
kommer til involvering i sagsbehandlingsprocessen og deltagelse i støtteforanstaltninger. På baggrund
af dette litteraturstudium har vi identificeret en række overordnede forståelses- og forklaringsmodeller,
hvori køn er et gennemgående tema, som præsenteres nedenfor. Disse er hverken udtømmende, skarpt
afgrænsede eller gensidigt ekskluderende.
17
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0018.png
Maskuline identiteter, traditionelle manderoller2 og hjælpundvigende adfærd
Den første model forklarer manglende deltagelse med, at fædrene selv undviger kontakten med de
sociale myndigheder, fordi det at søge hjælp er uforeneligt med traditionelle opfattelser af maskulinitet.
Denne position suppleres af den generelle forskning i kønsforskelle i hjælpsøgende adfærd, som fx viser
at mænd i mindre grad end kvinder opsøger læge (Danmarks statistik, 2021) (Banks, 2001; Tudiver &
Talbot, 1999), psykologhjælp (Möller-Leimkühler, 2002) og misbrugsbehandling (Generali, 2002).
Et amerikansk studie baseret på interview med mænd fra lavindkomstfamilier peger eksempelvis på at
barrierer for at søge hjælp kan hænge sammen med mændenes selvopfattelse, som forsørgere og
problemløsere, som bl.a. betyder at det at tage imod hjælp knyttes til nederlag og tegn på svaghed.
Problemer ses som noget mændene både kan og bør klare selv ved hjælp af egne ressourcer så som
motivation og tålmodighed. Flere af mændene i undersøgelsen angiver at de frygter at komme i en
situation, hvor professionelle dikterer hvad de skal gøre. De fortæller ligeledes om lange arbejdsdage,
hårdt fysisk arbejde og deraf følgende manglende tid og overskud som barriere for at deltage i støtte til
barnet. Studiet peger imidlertid også på at mænds hjælp undvigende adfærd ser ud til primært at knytte
sig til det formelle hjælpesystem, idet mange angiver at de får støtte fra deres partner og deres egne
forældre (særligt deres mødre). Forskerne peger endvidere på at fædres egne forældre kan være en vigtig
ressource og vej til at involvere og engagere fædre (Summers et al., 2004).
Tilsvarende betragtninger finder Ewart-Boyle et al. (2015) blandt nordirske socialarbejdere, som
fremhæver maskuline identiteter som en psykologisk barriere for fædre for at opsøge og modtage hjælp.
Ifølge de interviewede socialarbejderne ser fædrene hjælpesystemet som noget der er for børn og
mødre og ser ikke deres egen rolle, hverken i forhold til at skabe eller bidrage til at løse problemer i
familien (Ewart-Boyle et al., 2015). I de studier, hvor mændene selv bliver spurgt er der imidlertid ikke
noget der tyder at der er en manglende interesse fra fædres side i forhold til at være involveret i støtte til
barnet (Philip et al., 2019).
En bemærkning i relation til betragtningen om at mænd kan være sværere at engagere fordi de ikke selv
opsøger hjælp, er hvad det betyder for og kræver (fx ressourcemæssigt) at lykkes med at involvere dem.
I et norsk interviewstudie af forståelser af faderskab blandt velfærdsprofessionelle på børneområdet
fremgår det eksempelvis, at socialarbejdere oplever at der er for få ressourcer (tid) til at involvere fædre,
som trækker sig eller signalerer manglende villighed til at involvere sig i processen (Storhaug, 2015).
”Maternal gatekeeping”
En anden position søger forklaringer på den manglende involvering af fædrene hos mødrene. Her
peger studier eksempelvis på at mødre, ved at skjule eller tilbageholde informationer om faderen eller
andre mænd involveret i barnets liv (fx samlevere), agerer som ”moderlige dørvogtere” der forhindrer
mænds involvering i børns liv (S. M. Allen & Hawkins, 1999; Schoppe-Sullivan et al., 2008; Walker &
2
Begreber der refererer til kønnede problemstillinger, er komplekse og det er derfor vigtigt at være omhyggelig i sit
begrebsbrug. En mere dybdegående begrebsdiskussion ligger imidlertid uden for denne litteraturgennemgang. Vi har
gennemgående brugt de begreber der er anvendt i de studier vi refererer til, men trækker i øvrigt på en non-binær
kønsforståelse, hvor begrebet ”mand” refererer til det køn et menneske identificerer sig med, uanset den fysiske krops køn.
Maskulinitet anvendes tilsvarende som en betegnelse for de forventninger, kvaliteter og karakteristika, der historisk set er
blevet tilskrevet det mandlige og derfor ikke som en iboende kvalitet hos mænd. Vi anvender derfor begrebet maskuline
identiteter I flertal for at tydeliggøre og anerkende diversiteten i måder at gøre det at være mand på, ligesom vi anerkender at
historiske kampe og magt spiller en væsentlig rolle for de maskuline identiteter der er tilgængelige.
18
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
McGraw, 2000; Zvara et al., 2013) og som vanskeliggør professionelles involvering af fædre i
børnesager (Brown et al., 2009; Dominelli et al., 2011; Ferguson & Hogan, 2004; Glynn & Dale, 2015).
Blandt socialarbejdernes argumenter for ikke at involvere fædrene indgår mødres negative fortællinger
om fædrene, sammen med andre faktorer så som
barnets behov, mangel på ressourcer, samt ”kendte”
problemer i faderens fortid (Storhaug, 2015). Tilsvarende bekræftede over to tredjedele af de
interviewede socialarbejdere i et nordirsk studie, at mødres negative fortællinger om fædre kan opleves
som en barriere for at involvere dem, bl.a. på baggrund af en opfattelse af at sådanne holdninger er
svære at ændre og at man derfor som socialarbejder må ”arbejde med det man har”
(Ewart-Boyle et al.,
2015, p. 476). Storhaug & Sobo-Allen (2018) bemærker imidlertid at negative opfattelser af fædre
baseret på udsagn fra mødre er dynamiske og kan ændre sig over tid, fx i forbindelse med ændringer i
familiens situation eller hvis socialarbejderen opnår et bedre kendskab til faren (Storhaug & Sobo-Allen,
2018).
Forskningen peger i den forbindelse på at der kan være forskellige årsager til at mødre kan være
tilbageholdende med at give oplysninger om fædre eller ligefrem giver negative oplysninger om ham.
Noget kan måske forklares med mødres opfattelser af moderskabet som deres ”territorium”
(Ferguson
& Hogan, 2004), men der kan også være andre væsentlige grunde hertil, så som frygt for afsløring af
uberettiget modtagelse af velfærdsydelser eller frygt for at afsløringen af problematiske informationer
om faderen eller en mandlig partner eller samlever (fx om vold) kan føre til at barnet bliver anbragt
uden for hjemmet (Dominelli et al., 2011).
Betegnelsen ”maternal gatekeeping” er blevet kritiseret for at placere skyld hos mødrene og for at holde
dem ansvarlige for svigt i omsorgen og for at beskytte deres børn
–
også over for en potentielt farlig far
eller partner (Ulmanen & Andersson, 2006).
Ingen af de ovennævnte studier viser imidlertid eksempler på hvordan gatekeeping konkret foregår.
Hvis vi går helt tæt på praksis, viser det sig at de fænomener, der beskrives under begrebet
”maternal
gatekeeping” ikke alene kan tilskrives moderens handlinger, men skal se som et fænomen, der skabes i
samspillet mellem forældre (af begge køn) og professionelle. I et britisk studie baseret på detaljerede
analyser af lydoptagede telefonopkald til forældre henvist til forældreprogrammer, viser Symonds (2015,
2020) eksempelvis at professionelle formulerede spørgsmål angående faderens kontaktinformationer på
måder, der foregreb en afvisning. Studiet peger på at de professionelle i den konkrete samtale står over
for et dilemmafyldt valg mellem at forfølge informationer om faderen eller komme videre i opkaldet og
forfølge et samarbejde med moderen. Symonds fremhæver i den forbindelse at forhandlinger om
adgang til fædre også må anskues som og håndteres som et problem der skabes interaktionelt i det
konkrete mødet mellem aktørerne (Symonds, 2015, 2020).
Det feminiserede hjælpeapparat
–
kønnede kommunikationsstile og mødrefokusering
En tredje forståelsesmodel peger på at barriererne for fædres involvering skal findes i en feminisering af
det sociale arbejdes felt (Ewart-Boyle et al., 2015). Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med en skæv
kønsfordeling blandt de ansatte (Ferguson & Hogan, 2004) og en mødre-orienteret hjælperkultur
(Arvidsson, 2003; Bayley et al., 2009; Ewart-Boyle et al., 2015; Storhaug, 2015; Zanoni et al., 2013),
hvor mænd ikke føler sig velkomne.
Kønnede kommunikationsstile
Baum (2017) peger på baggrund af en litteraturgennemgang på, at kvindelige socialarbejdere ikke er
opmærksomme nok på kønnede aspekter i arbejdet med mandlige klienter. Det handler blandt andet
19
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
om at kvindelige socialarbejdere mangler viden om deres egne ikke bevidste opfattelser af mænd som
en trussel, men også mangel på viden om forskelle i de måder mænd og kvinder kommunikerer på om
deres følelser og oplevelser. Sidstnævnte bakkes op i Storhaugs (2013) fokusgruppestudie, hvor
socialarbejdere på børneområdet udtrykker at fædrene ikke vidste hvad de skulle svare på deres
spørgsmål og ikke havde ord til at beskrive deres følelser og tanker.
Normer og forventninger forbundet med maskuline og feminine udtryksformer kan desuden have
betydning for den måde følelsesudtryk modtages og tolkes på. I et interviewstudie blandt
socialarbejdere på børneområdet og engelske fædre i kontakt med det sociale system var der enighed
blandt informanterne om at følelser, såsom vrede blev tolket og ”tolereret” forskelligt afhængigt af om
den udtrykkes af en mand eller en kvinde. Mændene oplevede at være fanget mellem at holde deres
følelsesudtryk tilbage med risiko for at blive tolket som ligeglade og give udtryk for dem med risiko for
at blive tolket som aggressive. Blandt fædrene gav dette anledning til en oplevelse af at blive uretfærdigt
behandlet (Philip et al., 2019).
Kønnede forskelle i kommunikationsstile er imidlertid komplekst. Selvom flere studier kæder
traditionelle opfattelser af maskulinitet sammen med en præference for direkte, resultat- og
løsningsorienteret kommunikation og handling (Adamsen et al., 2001; J. A. Smith et al., 2008), samt en
tendens til at mænd stiller spørgsmål for at få information, hvor kvinder stiller spørgsmål for at skabe
relation (West & Zimmerman, 2915), så er der også studier, der peger på at det er problematisk at drage
konklusioner om kommunikationsstile baseret på stereotype forestillinger om kønnede forskelle. Et
studie af mænds opkald til manderådgivningen i Australien fandt eksempelvis at mændenes
henvendelser afveg fra traditionelle maskulinitetsidealer, idet mange mænd ikke efterspurgte praktisk
information eller rådgivning, men blot ønskede en at tale med om deres problemer. På den baggrund
konkluderes det at forestillingen om at mænds præferencer for resultat- og løsningsorienteret
kommunikation indebærer en risiko for en oversimplificering af mænds præferencer i mødet med
hjælpesystemet (Feo & LeCouteur, 2013).
Mødrefokusering
Forestillinger om mødres særlige betydning for børns psykologiske og sociale udvikling fremhæves af
flere studier som en væsentlig årsag til, at fædre ofte overses i socialt arbejde på børneområdet
(Arvidsson, 2003; Ewart-Boyle et al., 2015; Storhaug, 2015; Zanoni et al., 2013). Zanoni et al (2013)
fremhæver i den forbindelse udviklingspsykologien, særligt tilknytningsteoriernes centrale rolle i
socialarbejderes vidensgrundlag som havende betydning for denne mødrefokusering, idet disse teorier
(på trods af at nyere forskning i tilknytning viser at farens rolle er lige så central som morens i barnets
udvikling, se Newland & Coyl, 2010) førhen har haft meget lidt fokus på faderens rolle i barnets
udvikling.
I et norsk studie (Storhaug, 2013, 2015; Storhaug & Sobo-Allen, 2018), baseret på en survey blandt
forældre med kontakt til børneværnet, interview med fædre, hvis barn modtager støtte fra børneværnet,
samt fokusgruppeinterview med socialarbejdere på børneområdet fremgår det at fædre ikke oplever at
deres meninger om hvad der er bedst for barnet bliver hørt eller taget alvorligt, fx hvis de udtrykker
bekymringer for mors omsorgsevne. Fædrene oplever desuden at blive mødt med holdningen om, at
det er mødre der er den vigtigste omsorgsperson. Storhaug (2015) argumenterer i forlængelse heraf for,
at der findes en kønsessentialistisk forståelse af forældreskab, hvor mødre og fædre tilskrives forskellige
egenskaber og hvor relationen mellem mor og barn betragtes som mere naturlig og selvfølgelig og
tillægges større værdi og betydning end far-barn relationen. I de tilfælde hvor far er hovedansvarlig for
20
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
omsorgen fremstår det som en nødløsning og en undtagelse
–
og først når moderen ikke er i stand til at
varetage omsorgen (Storhaug, 2015). Oplevelsen af at myndighederne i overvejende grad fokuserer på
mødrene går igen i flere interviewstudier hvor fædre fortæller om deres erfaringer med det sociale
system (Philip et al., 2019; Storhaug, 2015). Storhaug & Sobo-Allen (2018) peger i den forbindelse på
den kompleksitet, der er forbundet med at opfattelsen af at mødre er bedre egnede til nogle aspekter af
omsorgsrollen over for barnet går igen i fædrenes egne fortællinger, samtidig med at mændene kritiserer
de professionelle for denne holdning (Storhaug & Sobo-Allen, 2018).
Ifølge Ulmanen & Andersson (2006) er det i denne sammenhæng vigtigt at holde sig for øje at ansvars-
og rollefordelingen mellem mødre og fædre i samfundet i al almindelighed er skæv, hvilket bl.a.
indebærer at mødre
–
generelt set - bruger mere tid sammen med børn end fædre gør.
Mødrefokuseringen indebærer at mødre får mere støtte end fædre gør, men de bedømmes også hårdere
i deres varetagelsen heraf. Et aspekt af at fædre ikke behandles som fuldgyldige forældre for deres børn,
er også at de ikke i samme grad som mødre gøres ansvarlig for deres handlinger i relationen til deres
børn.
Ideologi vs. praksis - reproduktion af traditionelle kønsnormer og kulturelle stereotyper
I forlængelse af det forudgående tema skal den manglende inddragelse af mænd i børnesager også ses i
lyset af socialt arbejdes indlejring i bredere kulturelle og samfundsmæssige strukturer hvad angår køn.
Ifølge flere nordiske forfattere er socialt arbejde på børneområdet præget af et traditionelt blik på
kønsroller, som bygger på kulturelle stereotyper om køn (Arvidsson, 2003; Hedin & Månsson, 2010).
Problematiseringen af at socialt arbejde er baseret på traditionelle kønsforestillinger, og at
socialarbejdere lægger vægt på kønsforskelle i deres vurderinger af forældre i relation til omsorgsrollen
for børn og på den måde medvirker til at reproducere og opretholde forskelle mellem kønnene i
samfundet, går igen i flere studier (Arvidsson, 2003; Nygren et al., 2020; Ulmanen & Andersson, 2006).
I sin interviewundersøgelse blandt svenske socialarbejdere på børneområdet fandt Arvidsson (2003) at
socialarbejderne på den ene side udtrykker ambitioner om at mænd skal være moderne mandlige
forbilleder for deres børn, men på den anden side reproducerer traditionelle forestillinger om køn og
rollefordeling mellem mødre og fædre. Derudover fremhæver Ulmanen & Andersson (2006) at
forestillinger om at kvinder og mænd er så forskellige, at de ikke kan erstatte hinanden som forældre,
samt en opfattelse af at drenge har mere brug for mandlige forbilleder end piger er stærke og styrende i
socialt arbejde på børneområdet.
I et norsk studie af forståelser af faderskab blandt velfærdsprofessionelle på børneområdet, fandt
Storhaug (2015) at selvom de officielle værdier for praksis er, at fædre og mødre skal involveres på lige
vilkår, så hersker der i den konkrete praksis det, hun refererer til som en kønsessentialistisk forståelse af
forældreskab. Denne er baseret på en præmis om at mænd og kvinder er født med forskellige
omsorgspotentialer, hvor mor-barn relationen anses som mere given, naturlig og værdifuld end far-barn
relationen. Hun fremhæver en uoverensstemmelse mellem ideologi og praksis og peger på, at der ser ud
til at være en oplevelse blandt socialarbejdere på børneområdet, af at ideologien om ligeværdighed i
forældreskabet udfordres af den praktiske virkelighed (Storhaug, 2015).
I tråd hermed finder Peterson (2006) to forskellige familieforståelser i svenske barneværnsudredninger.
På den ene side findes stereotypen med den utilstrækkelige mor og den fraværende far, hvor familien
antages at bestå af mor og barn og hvor far kun undtagelsesvist regnes med. I den anden forståelse er
begge forældre lige vigtige og forældrene har et fælles ansvar, uanset om de bor sammen eller ej.
21
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Sidstnævnte forståelse stemmer mere overens med de politiske idealer, men fremstår i udredningerne
mere som et ideal i form af generaliserede vendinger (fx at barnet har brug for begge sine forældre i
forhold til sin identitetsudvikling) end en realitet. Ifølge Petersson definerer dette ideal den norm som
familiens situation afviger fra, hvilket tjener som en legitimering af den aktuelle sociale indsats, men er
samtidig med til at reproducere og dermed opretholde denne norm (Petersson, 2006).
Nygren et al. (2020) viser i deres studie hvordan diskrepansen mellem ideologi og praksis i forhold til
idealforestillinger om lighed i køn på den ene side og en praktisk virkelighed, som afspejler det
modsatte på en anden, går igen på tværs af velfærdssystemer, der traditionelt set er blevet fremhævet
som forskellige (Sverige, Norge, Irland og England). De peger i den forbindelse på et stigende
børnefokus på tværs af landene som en mulig forklaring på, at forskellene mellem dem er reduceret,
men at dette ”policy practice gap” er noget der bør udforskes mere
(Nygren et al., 2020).
I relation til forskellene mellem ideologi og praksis peger Skramstad & Skivenæs (2017) på, at det i den
forbindelse er vigtigt at være opmærksom på forskelle i familiesammensætningen mellem de familier der
er i kontakt med de sociale myndigheder og dem der ikke er. I 2010 boede 75% af børn under 17 år i
Norge eksempelvis hos begge deres biologiske forældre, hvorimod det kun var tilfældet hos 29% af de
børn som modtog hjælp fra børneværnet (Skramstad & Skivenes, 2017.)
Øvrige temaer
Tid og timing
Ifølge Philip et al (2019) afhænger fædres oplevelser af at føle sig hørt og involveret ikke kun af
hvorvidt det sker, men også hvornår og hvordan det sker
–
og af hvorvidt fædrene oplever at der
oprigtigt investeres tid i at forstå deres perspektiver. I undersøgelsen, som bestod af kvalitative
interview med engelske fædre, blev timing i forhold til inddragelsen fremhævet som central, idet direkte
kontakt tidligt i processen blev oplevet som vigtig. Den formelle sagsproces med et fast program for
møder fremhæves som utilstrækkelig og nogle gange uegnet i forhold til at etablere en direkte kontakt
med fædre. Mændene oplevede forvaltningens arbejde som på en gang forhastet og langsomt;
pludselige handlinger med en følelse af uopsættelighed efterfulgt af lange perioder med ventetid, hvor
der ikke sker noget. Dette gav anledning til at mange mænd satte spørgsmålstegn ved socialarbejdernes
troværdighed og kompetencer og medførte et generel tab af tillid til det sociale system (Philip et al.,
2019).
Den gode vs. den farlige far
I sin afhandling peger Arvidsson (2003) på den ambivalens i relation til inddragelse af fædre i
børnesager, som hos socialarbejderne udspringer af to forskellige tolkninger af barnets bedste; barnets
behov for at have kontakt med sin (gode) far og barnets behov for at blive beskyttet fra sin (farlige) far.
Denne ambivalens findes tilsvarende af Eriksson (2003), som i forbindelse med sin undersøgelse af den
svenske familierets håndtering af fædres vold mod børn fremhæver at socialarbejdere i bestræbelserne
på at øge fædres involvering i barnets liv kan komme til at lukke øjnene for eksempelvis vold, hvilket
kan efterlade mødre og børn sårbare og udsatte. Eriksson peger imidlertid også på, at der ikke behøver
være et modsætningsforhold mellem at bevare fædrenes involvering i barnets liv og beskytte kvinder og
børn mod overgreb.
22
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0023.png
Sted/bonusfædre
Litteraturstudiet fandt kun ganske få studier, der fokuserer særskilt på involvering af mænd, som bor
sammen med børn, der ikke er deres biologiske børn (herefter sted/bonusfædre
3
). Disse studier peger
imidlertid på at sted/bonusfædre inddrages i endnu mindre omfang end de biologiske fædre (Parent et
al., 2007; Skramstad & Skivenes, 2017).
Et canadisk studie baseret på kvalitative interview med socialarbejdere (n=22) peger på stor
forskellighed blandt de professionelle i de kriterier der fremhæves som betydningsfulde for hhv.
inklusion og eksklusion af stedfædre i forbindelse med iværksættelse af psykosociale interventioner over
for unge (Parent et al., 2007). Af kriterier der bidrager til eksklusion af stedfædre, fremhæves en ustabil
relation til moderen, vold og misbrug, samt det forfatterne fremhæver som den væsentligste, nemlig de
tilfælde hvor stedfædre afviser eller aktivt modarbejder et samarbejde. De tilfælde hvor stedfarens
adfærd vurderes at være årsag til eller bidrage til problemerne i familien fremhæves imidlertid også af
nogle socialarbejdere som et argument for netop at involvere ham. Af kriterier der havde positiv
betydning for socialarbejdernes involveringen af stedfædre, fremhævedes en forældrelignende relation
til barnet, en stabil relation til barnets mor (fx hvis barnet eller moderen selv ikke blot refererer til
stedfaren som ”mors kæreste”), hvis stedfaren
og barnets mor har fået et barn sammen, når moderen
også ønsker stedfaren involveret, samt når stedfaren selv viser interesse for og ønske om at være
involveret. Af faktorer der bidrager til inddragelse af stedfar nævnes også hvis moderens problemer er
af en sådan karakter at hun ikke kan varetage barnets behov, samt fravær af en biologisk far, hvor
stedfaren (særligt for drenge) vurderes at kunne være en mandlig ”rollemodel”
(Parent et al., 2007).
I Skramstad & Skivenes’
(2017) vignetundersøgelse blandt engelske og norske socialarbedere blev
stedfaren nævnt af 11 (44%) af de engelske socialarbejdere og 9 (32%) af de norske socialarbejdere,
hvilket mest handlede om at bemærke hans tilstedeværelse. Henholdsvis 7 (28%) 4 (14%) foreslog at
involvere ham mere i omsorgen for barnet. Kun to af de norske og fire af de engelske socialarbejdere
var nysgerrige efter at vide mere om ham og hans relation til barnet, moderen eller begge. I
socialarbejderes vurderinger af barnets situation var socialarbejderne mere optagede af de enkelte
familiemedlemmer og relationerne mellem dem end af familien som helhed (Skramstad & Skivenes,
2017).
I den tidligere nævnte danske forløbsundersøgelse er det bl.a. blevet undersøgt hvem unge, der tidligere
har været anbragt, eller som har modtaget forebyggende sociale indsatser bor sammen med efter det
fyldte 18. år sammenlignet med unge der aldrig har været anbragt eller har modtaget en social indsats.
Heraf fremgår det at 59% af de unge der aldrig har været anbragt eller har modtaget en social indsats,
bor sammen med begge deres forældre. Det gælder 19% af unge der har modtaget forebyggende
indsatser og 4% af de unge der har været anbragt. Af denne undersøgelse fremgår det desuden at 47 %
af de unge, der har modtaget forebyggende indsatser, bor sammen med kun en af forældrene (oftest
moderen) enten alene eller i en stedfamilie. Det gælder for 33 % af øvrige unge og for 14% af dem, der
tidligere har været anbragt. (Lausten et al., 2020).
3
Brugen af dette begreb siger ikke i sig selv noget om kvaliteten af relationen til barnet/børnene, men anvendes her i
betydningen mors samlever/partner.
23
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Enlige fædre
I et systematisk review af forskning i socialt arbejde med enlige fædre fandt Haworth (2019) tilsvarende
dette område forskningsmæssigt underbelyst og peger på et behov for mere systematisk viden om
betydningen af kønnede stereotyper og stigma for praksis. Reviewet identificerede syv studier og peger
på den baggrund på en tendens til at enlige fædre ekskluderes og marginaliseres, at socialarbejdere har
svært ved at etablere kontakten til de enlige fædre samt at de mangler viden om og ikke forstod
fædrenes behov i tilstrækkelig grad (Haworth, 2019).
Ifølge Storhaug (2015) er både enlige mødre og fædre overrepræsenterede blandt norske familier, som
har været i kontakt med de sociale myndigheder på børneområdet. Samtidig er de den gruppe der
oplever den højeste grad af social belastning og den mindste grad af støtte fra netværket. Storhaug
peger desuden på at en mulig forklaring på at enlige fædre er overrepræsenterede er, at mødrene til
disse børn har så store vanskeligheder at de ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet.
I en dansk undersøgelse fra 1996 sammenligner Christoffersen (1996) opvækstvilkår hos 3-5 årige børn,
der vokser op med en enlig mor med dem der vokser op hos en enlig far. Her fandt han at, de børn der
vokser op hos deres fædre, har hyppigere kontakt med den anden forældre end når barnet vokset op
hos moren. Samværet er sjældnere afbrudt og som følge heraf bevares kontakten med begge
bedsteforældrepar oftere når barnet bor hos faren. Fædrene fremstod desuden mindre tidspressede og
med færre psykosomatiske stress-reaktioner end mødrene. Derudover viste undersøgelsen at fædre i
mindre grad end mødrene afstod fra fysisk afstraffelse af børnene. Det er imidlertid væsentligt at
bemærke at gruppen af enlige fædre i sammenligningsgruppen adskilte sig fra gruppen af enlige mødre
på en række sociale baggrundsforhold ved at have færre belastninger. Undersøgelsen konkluderer
derfor at forskellene mellem det at vokse op hos en enlig mor og en enlig far kan forklares med
forskelle i de sociale baggrundsforhold.
Opsummering
International viden peger samstemmende på fraværende fædre i børnesager både i sagsakterne, i
problemdefinitionen (hvordan problemet forstås og forklares), i udredningsprocessen (fx i forhold til
mangel på samtaler i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse) og i deltagelse i
støtteforanstaltninger/familierettede indsatser.
Der findes en del studier der belyser fædrenes perspektiv, mødrenes perspektiver og de professionelles
perspektiver, men der er et fravær af studier der involverer børnenes perspektiver på fædres deltagelse i
deres sag. Forskning på området er med til at reproducere fraværet at fædre: I en dansk sammenhæng
er fædre fraværende i flere undersøgelser, idet data baserer sig på oplysninger om eller fra moren.
Det er uklart hvordan udviklingen i involvering af fædre i børnesager har udviklet sig de sidste 20 år
(dvs. om socialarbejdere bliver bedre til det i takt med ændringer i kønsrollerne eller ej). Flere
undersøgelser peger imidlertid på at ideologi ikke modsvarer praksis: Socialarbejdere er positive over
for at involvere fædre, men det sker ikke i praksis (derfor må barriererne findes et andet sted).
Når fædre er positivt involveret i børns liv, så har det en gavnlig virkning på børns sundhed og
udvikling. Det betyder at det er vigtigt at involvere fædre, der vurderes at bidrage positivt i barnets liv.
Det betyder også at det er vigtigt at involvere fædre, der vurderes at bidrage negativt i barnets liv med
henblik på at reducere den negative bidrag og om muligt øge den positive.
24
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Fædre er ikke altid selv er opsøgende i samarbejdet og det ser ud til at fædres tilknytning til
arbejdsmarkedet i udsatte familier er stærkere end mødrenes. Det kan have betydning for familiers
prioritering af hvem, der primært deltager i samarbejdet med de sociale myndigheder.
Ansvars- og rollefordelingen mellem mødre og fædre i samfundet er i al almindelighed skæv. Det
indebærer at mødre bruger mere tid sammen med børn end fædre gør, at mødre får mere støtte, samt at
fædre ikke behandles som fuldgyldige forældre for deres børn og ikke i samme grad som mødre gøres
ansvarlige i rollen som forælder.
Når fædre ekskluderes fra samarbejdet, så betyder det også ofte en eksklusion af fædres familie og
netværk.
Litteratur
Adamsen, L., Rasmussen, J. M., & Pedersen, L. S. (2001).
“Brothers in arms”: How men with cancer
experience a sense of comradeship through group intervention which combines physical activity
with information relay.
Journal of Clinical Nursing, 10(4).
https://doi.org/10.1046/j.1365-
2702.2001.00514.x
Allen, J. P., Hauser, S. T., O’Connor, T. G., & Bell, K. L. (2002). Prediction of peer-rated
adult hostility
from autonomy struggles in adolescent - Family interactions.
Development and Psychopathology, 14(1).
https://doi.org/10.1017/S0954579402001074
Allen, S. M., & Hawkins, A. J. (1999). Maternal Gatekeeping: Mothers’ Beliefs and Behaviors That
Inhibit Greater Father Involvement in Family Work.
Journal of Marriage and the Family, 61(1).
https://doi.org/10.2307/353894
Angel, B. Ø. (2007).
Det vanskelige foreldreskapet : en studie av foreldre som har deltatt på kurs til foreldre med barn
i fosterhjem : deres egenopplevelse av sitt foreldreskap i møte med barnevern og fosterhjem : et bidrag til barnevernets
diskusjoner om foreldreskap.
Høgskolen i Agder.
Arvidsson, M. B. (2003).
Ifrågasatta fäder: Olika bilder av fäder till socialt utsatta barn
(Issue Book, Whole).
Doktorgradsavhandling, Lunds Universitet.
Backe-Hansen, E. (2001). Morsbilder i barnevernet.
Norges Barnevern, 78(2),
3–14.
Banks, I.
(2001). No man’s land: Men, illness, and the NHS. In
British Medical Journal
(Vol. 323, Issue
7320, pp. 1058–1060). BMJ Publishing Group. https://doi.org/10.1136/bmj.323.7320.1058
Baum, N. (2017). Gender-sensitive intervention to improve work with fathers in child welfare services.
Child & Family Social Work, 22(1),
419–427. https://doi.org/10.1111/cfs.12259
Bayley, J., Wallace, L. M., & Choudhry, K. (2009). Fathers and parenting programmes: barriers and best
practice.
Community Practitioner : The Journal of the Community Practitioners’ & Health Visitors’
Association, 82(4).
Baynes, P., & Holland, S. (2012). Social work with violent men: A child protection file study in an
English local authority. In
Child Abuse Review
(Vol. 21, Issue 1). https://doi.org/10.1002/car.1159
Bellamy, J. L. (2009). A national study of male involvement among families in contact with the child
welfare system.
Child Maltreatment, 14(3).
https://doi.org/10.1177/1077559508326288
Bengtsson, T. T., Lumby, D., & Poulsen, J. B. (2020). Skrøbelige relationer - tidligere anbragtes
fortællinger om familie.
Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 4.
Brown, L., Callahan, M., Strega, S., Walmsley, C., & Dominelli, L. (2009). Manufacturing ghost fathers:
the paradox of father presence and absence in child welfare.
Child & Family Social Work, 14(1),
25–
34. https://doi.org/10.1111/j.1365-2206.2008.00578.x
Christensen, E., & Egelund, T. (2002).
Børnesager. Evaluering af den forebyggende indsats.
Socialforskningsinstituttet. 02:10.
Christoffersen, M. (1996).
Opvækst hos fædre. En sammenligning af 3-5-årige børns opvækst hos fædre og mødre.
Socialforskningsinstituttet 96:23.
Christoffersen, M. (2002).
Social støtte til børn. En undersøgelse af børn, der modtog hjælp iht Serviceloven for første
25
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
gang i 1998. 5. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge.
Cummings, E. M., Schermerhorn, A. C., Keller, P. S., & Davies, P. T. (2008). Parental depressive
symptoms, children’s representations of family relationships, and child adjustment: Articles.
Social
Development, 17(2).
https://doi.org/10.1111/j.1467-9507.2007.00425.x
Dominelli, L., Strega, S., Walmsley, C., Callahan, M., & Brown, L. (2011). “Here’s my story”: Fathers of
“looked after” children recount their experiences in the Canadian child welfare
system.
British
Journal of Social Work, 41(2).
https://doi.org/10.1093/bjsw/bcq099
Egelund, T., Andersen, D., Hestbæk, A.-D., Lausten, M., Knudsen, L., Olsen, R. F., & Gerstoft, F.
(2008).
Anbragte børns udvikling og vilkår: resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser
af årgang 1995
(SFI - Det
Nationale Forskningscenter for Velfærd, 08:23).
Egelund, T., Hestbæk, A.-D., & Andersen, D. (2004).
Små børn anbragt uden for hjemmet: en
forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995.
Socialforskningsinstituttet.
Egelund, T., & Sundell, K. (2001).
Til barnets bedste : undersøgelser af børn og familier : en forskningsoversigt
(Issue Book, Whole). Hans Reitzel.
Eriksson, M. (2003).
I skuggan av Pappa. Familjerätten och hanteringen av fäders våld.
Förlags AB Gondolin.
Ewart-Boyle, S., Manktelow, R., & Mccolgan, M. (2015). Social work and the shadow father: Lessons
for engaging fathers in Northern Ireland.
Child and Family Social Work, 20(4).
https://doi.org/10.1111/cfs.12096
Farmer, E., & Owen, M. (1998). Gender and the child protection process. In
British Journal of Social
Work
(Vol. 28, Issue 4). https://doi.org/10.1093/oxfordjournals.bjsw.a011366
Featherstone, B. (2003).
Family Life and Family Support: a feminist analysis.
Basingstoke: Palgrave.
Featherstone, B., & Peckover, S. (2007). Letting them get away with it: Fathers, domestic violence and
child welfare.
Critical Social Policy, 27(2).
https://doi.org/10.1177/0261018306075708
Feo, R., & LeCouteur, A. (2013). “I JUST WANT TO TALK”: Establishing Reason for
Call on a
Men’s Counselling Helpline.
Australian Feminist Studies, 28(75),
65–80.
https://doi.org/10.1080/08164649.2012.759310
Ferguson, H., & Hogan, F. (2004).
Strengthening Families through Fathers: developing policy and practice in
relation to vulnerable fathers and their families.
Fitzgerald, H. E. (Eds), von Klitzing, K., Cabrera, N., Scarano de Mendoca, J., & Skjøthaug, T. (2020).
Handbook of Fathers and Child Development. In H. E. Fitzgerald, K. von Klitzing, N. Cabrera, J.
Scarano de Mendoca, & T. Skjøthaug (Eds.),
Handbook of Fathers and Child Development.
Springer.
https://doi.org/10.1007/978-3-030-51027-5
Flouri, E., & Buchanan, A. (2002). Father involvement in childhood and trouble with the police in
adolescence: Findings from the 1958 British cohort.
Journal of Interpersonal Violence, 17(6).
https://doi.org/10.1177/0886260502017006006
Frederiksen, S., Hestbæk, A.-D., & Hestbæk. (2021).
Kontinuitet i anbringelser: slutrapport fra evalueringen af
regler om kontinuitet i Barnets Reform.
Frederiksen, S., & Lausten, M. (2018).
Børn af veteraner: hverdagsliv og trivsel.
Frederiksen, S., Lausten, M., Andersen, S. B., Oldrup, H., & Nielsen, A. B. S. (2021). Is the Well-Being
of Children of Danish Military Deployed Fathers Poorer than Children of Civilian Controls?
Child
Indicators Research, 14(2),
847–869. https://doi.org/10.1007/s12187-020-09769-x
Generali, M. M. (2002). Gender role conflict and help-seeking attitudes among males referred for
alcohol abuse treatment: A comparison of self vs. mandatory referral. In
ProQuest Dissertations and
Theses.
Glingvall-Priftakis, G., & Sundell, K. (1994).
Sexuella övergreb mot barn. Vad händer sedan?
Glynn, L., & Dale, M. (2015). Engaging dads: Enhancing support for fathers through parenting
programmes.
Aotearoa New Zealand Social Work, 27(1–2).
https://doi.org/10.11157/anzswj-
vol27iss1-2id17
Haavind, H. (2006). Midt i tredje akt? Fedres deltakelse i det omsorgsfulle foreldreskap.
Tidsskrift for
26
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Norsk Psykologforening, 43(7),
683–693.
Hamby, S. L., Finkelhor, D., Turner, H. A., & Ormrod, R. K. (2011).
Children’s exposure to intimate partner
violence and other forms of family violence: Nationally representative rates among US youth.
Haworth, S. (2019). A Systematic Review of Research on Social Work Practice with Single Fathers.
Practice, 31(5).
https://doi.org/10.1080/09503153.2019.1575955
Hedin, U.-C., & Månsson, S.-A. (2010). Kön och socialt arbete
–
en introduktion.
Socialvetenskaplig
Tidskrift, 7(1–2).
https://doi.org/10.3384/svt.2000.7.1-2.2822
Henze-Pedersen,
S. (2021). ‘Because I love him’: Children’s relationships to their parents in the context
of intimate partner violence.
Childhood,
090756822098483.
https://doi.org/10.1177/0907568220984835
Huebner, R. A., Werner, M., Hartwig, S., White, S., & Shewa, D. (2008). Engaging fathers: Needs and
satisfaction in child protective services.
Administration in Social Work, 32(2),
87–103.
https://doi.org/10.1300/J147v32n02_06
Jacques, D. (1979).
The Policing of Families.
Pantheon Books.
Jernbro, C., & Janson, S. (2017).
Våld mot barn 2016: en nationell kartläggning.
Kildedal, Karin, Uggerhøj, L., Nordstoga, S., & Sagatun, S. (2010). Den børnefaglige undersøgelse - på
vej mod handleplanen.
Uden for Nummer–Tidsskrift for Forskning Og Praksis i Socialt Arbejde, 11(21),
4–17.
Kloppenborg, H. S., & Lausten, M. (2020).
Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling.
Lamb, M. E. (2010). How Do Fathers Influence Children’s Development? Let Me
Count the Ways.
The
Role of Father in Child Development, 1997.
Lamb, M. E., & Lewis, C. (2010). The development and significance of father-child relationships in
two-parent families. In M. E. Lamb (Ed.),
The role of the father in child development
(5th editio). Wiley
and Sons.
Lausten, M., & Andreasen, A. G. (2021).
Karakteristik af udsatte forældre - VIVE.
https://www.vive.dk/da/temaer/boern-og-unges-trivsel/udgivelser/karakteristik-af-udsatte-
foraeldre-16050/
Lausten, M., Frederiksen, S., & Olsen, R. F. (2020).
Tidligere anbragte unge - 18 år og på vej mod voksenlivet.
Forløbsundersøgelse af tidligere anbragte unge født i 1995.
Lausten, M., & Jørgensen, T. (2017).
Anbragte børn og unges trivsel 2016.
SFI - Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Lindberg, M. R., Molberg, M. R., & Scavenius, C. (2019).
Effekten af familiebehandling i Danmark - Et
felteksperiment PMTO og anden familiebehandling.
Lindsay, G., & Strand, S. (2013). Evaluation of the national roll-out of parenting programmes across
England: The parenting early intervention programme (PEIP).
BMC Public Health, 13(1).
https://doi.org/10.1186/1471-2458-13-972
Mehlbye, J., Bolvig, I., & Kloppenborg, H. S. (2018).
Børn og unge anbragt i familiepleje - anbringelsesgrundlag,
støtte under anbringelsen og børnenes trivsel.
Middelboe, N., Hansen, S. Ø., Storgaard, R. L., Brinck, S., Iversen, K., Pedersen, H. S., & Arendt, J. N.
(2016).
Midtvejsevaluering af familierettede og forebyggende indsatser i "Tidlig Indsats - Livslang Effekt.
Möller-Leimkühler, A. M. (2002). Barriers to help-seeking by men: A review of sociocultural and
clinical literature with particular reference to depression. In
Journal of Affective Disorders
(Vol. 71,
Issues 1–3). https://doi.org/10.1016/S0165-0327(01)00379-2
Myhre, M., Thoresen, S., & Hjemdal, O. (2015).
Vold og voldtekt i oppveksten. En nasjonal intervjuundersøkelse
av 16-og 17-åringer.
Newland, L. A., & Coyl, D. D. (2010).
Fathers’ role as attachment figures: An interview with Sir
Richard Bowlby.
Early Child Development and Care, 180(1–2),
25–32.
https://doi.org/10.1080/03004430903414679
Nilsen, H. T. (2006).
Omsorgsovertakelse som tekst.
–
Om meningsdannelser i barnevernsdokumenter.
27
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0028.png
Nygren, K., Walsh, J. C., Ellingsen, I. T., & Christie, A. (2020). Gender, Parenting and Practices in
Child Welfare Social Work? A Comparative Study from England, Ireland, Norway and Sweden.
The British Journal of Social Work.
https://doi.org/10.1093/bjsw/bcaa085
Nygren, K., Walsh, J., Ellingsen, I. T., & Christie, A. (2019). What about the fathers? The presence and
absence of the father in social work practice in England, Ireland, Norway, and Sweden—A
comparative study.
Child and Family Social Work, 24(1),
148–155.
https://doi.org/10.1111/cfs.12592
O’Gara, J. L., Zhang, A., Padilla, Y., Liu, C., & Wang, K. (2019). Father-youth
closeness and adolescent
self-rated health: The mediating role of mental health.
Children and Youth Services Review, 104.
https://doi.org/10.1016/j.childyouth.2019.104386
Oldrup, H., Frederiksen, S., Henze-Pedersen, S., & Olsen, R. F. (2016).
Indsat far udsat barn? Hverdagsliv
og trivsel blandt børn af fængslede.
Parent, C., Saint-Jacques, M. C., Beaudry, M., & Robitaille, C. (2007). Stepfather involvement in social
interventions made by youth protection services in stepfamilies.
Child and Family Social Work, 12(3),
229–238. https://doi.org/10.1111/j.1365-2206.2007.00494.x
Petersson, G. (2006). Närvarande mödrar och tillräckligt frånvarande fäder: om socialtjänstens
bedömning av föräldrars omsorg.
Socialvetenskaplig Tidskrift, 13(1),
51–65.
Philip, G., Clifton, J., & Brandon, M. (2019). The Trouble With Fathers: The Impact of Time and
Gendered-Thinking on Working Relationships Between Fathers and Social Workers in Child
Protection Practice in England.
Journal of Family Issues, 40(16),
2288–2309.
https://doi.org/10.1177/0192513X18792682
Pleck, J. H. (2010). Paternal involvement: Revised conceptualization and theoretical linkages with child
outcomes. In M. E. Lamb (Ed.),
The Role of the Father in Child Development
(Fith editi). Wiley and
Sons.
Rasmussen, B. & Sandgaard, A. (2018).
Familierådslagning i Esbjerg Kommune.
UC SYD
Rasmussen, B. & Sandgaard, A. (2019).
Børnefokus, barnets perspektiv og børneperspektiver i familierådslagning.
UC SYD
Rasmussen, B. & Jæger, S. (2019).
Netværksinddragelse og familierådslagning.
UC SYD
Rasmussen, B., Søbjerg, L., Jæger, S. & Rasmussen, M. (2020). Netværksanbringelser—Et uforløst
potentiale.
Uden for nummer, 20(40),
14–23.
Rasmussen Bo Morthorst & Jæger Sabina (2021) The Emotional and other Barriers to Kinship Care in
Denmark - a Case Study in two Danish Municipalities. Tidskriftet
The Child and Adolescent Social
Work Journal.
38,
pages201–209 (2021)
Springer Publiching
Rasmussen Bo Morthorst & Sandgaard Anne Mette (2021)
Øget trivsel, deltagelse og forståelse fra familie og
netværk -en større kvantitativ analyse af familierådslagning i Esbjerg Kommune.
Esbjerg. UCSYD
Sagatun, S. (2008).
Kjønn i sosialt arbeid med ungdommer og foreldre.
Oslo: Universiteteforlaget.
Sagatun, S. (2011). Betydning av kjønn i undersøkelsesprosessen. In K. Kildedal, L. Uggerhøj, S.
Nordstoga, & S. Sagatun (Eds.),
Å bli undersøkt. -norske og danske foreldres erfaring med
barnevernsundersøkelsen.
Oslo: Universitetsforlaget.
Sarkadi, A., Kristiansson, R., Oberklaid, F., & Bremberg, S. (2008).
Fathers’ involvement and children’s
developmental outcomes: A systematic review of longitudinal studies. In
Acta Paediatrica,
International Journal of Paediatrics
(Vol. 97, Issue 2). https://doi.org/10.1111/j.1651-
2227.2007.00572.x
Schoppe-Sullivan, S. J., Brown, G. L., Cannon, E. A., Mangelsdorf, S. C., & Sokolowski, M. S. (2008).
Maternal Gatekeeping, Coparenting Quality, and Fathering Behavior in Families With Infants.
Journal of Family Psychology, 22(3).
https://doi.org/10.1037/0893-3200.22.3.389
Scourfield, J. (2014). Improving work with fathers to prevent child maltreatment: Fathers should be
28
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
engaged as allies in child abuse and neglect prevention. In
Child Abuse and Neglect
(Vol. 38, Issue 6,
pp. 974–981). Elsevier Ltd. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2014.05.002
Skramstad, H., & Skivenes, M. (2017). Child welfare workers’ views of fathers in risk assessment and
planned interventions, a comparison between English and Norwegian workers.
Child & Family
Social Work, 22(1),
203–212. https://doi.org/10.1111/cfs.12220
Slettebø, T. (2009).
Oppfølging av foreldre med barn/ungdom plassert utenfor hjemmet av barneverntjenesten:
kunnskap og metoder i praktisk arbeid.
Smith, J. A., Braunack-Mayer, A. J., Wittert, G. A., & Warin, M. J. (2008). Qualities men value when
communicating with general practitioners: Implications for primary care settings.
Medical Journal of
Australia, 189(11–12).
https://doi.org/10.5694/j.1326-5377.2008.tb02214.x
Smith, T. K., Duggan, A., Bair-Merritt, M. H., & Cox,
G. (2012). Systematic Review of Fathers’
Involvement in Programmes for the Primary Prevention of Child Maltreatment.
Child Abuse
Review, 21(4),
237–254. https://doi.org/10.1002/car.2195
Storhaug, A. S. (2013). Fathers’ involvement with the Child Welfare Service.
Children and Youth Services
Review, 35(10).
https://doi.org/10.1016/j.childyouth.2013.08.006
Storhaug, A. S. (2015).
Barnevernets forståelse av farskap.
Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet.
Storhaug, A. S., & Sobo-Allen, L. (2018). Fathers and child welfare services in Norway: Self-concept
and fathering practice.
Families, Relationships and Societies, 7(3).
https://doi.org/10.1332/204674317X14888886530304
Summers, J., Boller, K., & Raikes, H. (2004). Preferences and Perceptions About Getting Support
Expressed by Low-Income Fathers.
Fathering: A Journal of Theory, Research, and Practice about Men as
Fathers, 2(1),
61–82. https://doi.org/10.3149/fth.0201.61
Symonds, J. (2015).
‘Have you got a partner as well?’ Engaging fathers and other carers with parenting services: a
study using conversation analysis.
University of Bristol.
Symonds, J. (2020). Making fathers relevant: How practitioners include both parents in talk about
parenting programmes.
Child & Family Social Work, 25(1),
144–153.
https://doi.org/10.1111/cfs.12672
Tudiver, F., & Talbot, Y. (1999). Why don’t men seek help? Family physicians’ perspectives on
help-
seeking behavior in men.
Journal of Family Practice, 48(1).
Ulmanen, P., & Andersson, G. (2006).
Svensk social barnavård ur ett könsperspektiv 1993-2003. En
litteraturgennemgång.
Vagli, Å. (2009).
Behind closed doors: Exploring the institutional logic of child protection work.
University of
Bergen.
Walker, A. J., & McGraw, L. A. (2000). Who is responsible for responsible fathering? In
Journal of
Marriage and Family
(Vol. 62, Issue 2). https://doi.org/10.1111/j.1741-3737.2000.00563.x
Welsh, E., Buchanan, A., Flouri, E., & Lewis, J. (2004).
“Involved Fathering” and Child Well-Being: Fathers’
Involvement with their Secondary School Age Children.
National Children’s Bureau.
West, C., & Zimmerman, D. H. (2915). Small insults: A study of interruptions in cross-sex
conversations between unacquainted persons. In V. Burr (Ed.),
Critical concepts in psychology. Gender
and psychology
(pp. 59–75). Routledge/Taylor & Francis Group.
Winokur, M., A. Holtan & K. Batchelder (2014) Systematic Review of Kinship Care Effects on Safety,
Permanency, and Well-Being Outcomes.
Cochrane Database of Systematic Reviews.
doi:
10.1002/1451858.CD006546.pub3
Winokur, M., Holtan, A. & Batchelder, K. E. (2018). Systematic Review of Kinship Care Effects on
Safety, Permanency, and Well-Being Outcomes.
Research on Social Work Practice, 28(1),
19–32.
https://doi.org/10.1177/1049731515620843
Zanoni, L., Warburton, W., Bussey, K., & McMaugh, A. (2013). Fathers as “core business” in child
welfare practice and research: An interdisciplinary review.
Children and Youth Services Review, 35(7),
29
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
1055–1070. https://doi.org/10.1016/j.childyouth.2013.04.018
Zvara, B. J., Schoppe-Sullivan,
S. J., & Dush, C. K. (2013). Fathers’ involvement in child health care:
Associations with prenatal involvement, parents’ beliefs, and maternal gatekeeping.
Family
Relations, 62(4).
https://doi.org/10.1111/fare.12023
30
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Indledning
Børns ret til kontakt til familie og netværk og myndighedernes forpligtelser i forhold til at sikre dette i
forbindelse med sociale indsatser understreges flere steder i den danske lovgivning. Danske og nordiske
undersøgelser peger imidlertid på et ensidigt fokus på mødre og et fravær af fædre i socialt arbejde på
børneområdet. (Egelund & Sundell, 2001; Petersson, 2006; Slettebø, 2009; Vagli, 2009), ligesom det
ikke altid lykkes kommunerne at inddrage ressourcepersoner fra barnets familie og netværk
(Ankestyrelsen 2013).
Selvom der lovgivningsmæssigt er sket en betydelig ligestilling mellem kønnene, når det drejer sig om
fælles forældremyndighed, barselsorlov og ligelig deling af børnepengene mellem
forældremyndighedsindehaverne, så kan den måde samfundets institutioner er indrettet på betyde at
indsatser over for børn og unge, der befinder sig i en udsat position kommer til at overse eller
ekskludere fædre, bonusfædre og deres familie og netværk.
Denne undersøgelse vedrører fædre, bonusfædre og deres familie og netværks generelle og konkrete
inddragelse i det børnesociale arbejde. Kommunerne har efter serviceloven (SEL) pligt til at inddrage
forældremyndighedsindehaverne (partstatus) i en børnesocial sag. Ifølge forældreansvarsloven §6 og §7
har forældre der har været gift eller boet sammen i mere end 10 måneder inden barnets fødsel fælles
forældremyndighed og er derfor begge parter i en børnesocial sag og inddrages i sager vedrørende deres
fælles børn.
I 2010 vedtog Folketinget Barnets Reform, som trådte i kraft i 2011, hvor netværksinddragelse blev
skrevet ind i formålsparagraffen SEL § 46 stk. 1:
”barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige
netværk skal understøttes”.
SEL § 47, hvor der står at kommunerne skal overveje, hvordan der kan ske en
systematisk inddragelse af barnets familie og netværk, blev fastholdt, ligesom kravet om at
kommunerne i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse § 50 skal afdække både resurser og
relationer i familien og netværket til gavn for barnet.
Derudover fik barnet
flere rettigheder, fx i forbindelse med samvær, hvor der i den nye § 71 står: ”at
barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt til forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre øvrige
familiemedlemmer, venner, mv under anbringelsen udenfor hjemmet”.
Således fik kommunalbestyrelsen pligt til at
understøtte barnets ret til samvær med familie og netværk.
Ligestilling har siden Barnets Reform været debatteret og der er lovgivningsmæssigt sket en betydelig
ligestilling mellem kønnene, bl.a. når det drejer sig om fælles børn. På det børnesociale område har
barnet fået en række rettigheder ift. inddragelse og kontakt med deres familie og netværk i en
anerkendelse af de sammen med forældrene er betydningsfulde for barnet.
Tidligere danske og nordiske undersøgelser har som nævnt vist et ensidigt fokus på mødre og et fravær
af fædre i socialt arbejde på børneområdet og i en undersøgelse fra 2002 fandt Christensen & Egelund
31
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0032.png
(2002) at selvom socialarbejderne var positive over for at inddrage fædre og stedfædre så realiseres dette
sjældent. De skønnede at fædrene blev inddraget i cirka halvdelen af sagerne og vurderede at
socialarbejdere i overvejende grad talte med mødrene om børnenes situation. I en rapporter baseret på
analyser af journalmateriale fandt Christoffersen (2002), at der i forbindelse med børnefaglige
undersøgelse var blevet talt med mødrene i 85 % af sagerne, hvor fædrene havde været inddraget i 37%
af sagerne.
Ankestyrelsens undersøgelse af hvordan familie og netværk inddrages i børnesager fra 2013, viser, at
det ikke i praksis altid lykkedes kommunerne at inddrage ressourcepersoner fra barnets familie og
netværk, fx havde kun mellem 15-20 % af børnene samvær med søskende, bedsteforældre, øvrig familie
og netværk.
Forskningsspørgsmål
Det overordnede forskningsspørgsmål er: Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk i det
sociale arbejde med børn og unge?
-Herunder hvad er aktørernes perspektiv på inddragelsen og dens udfordringer.
Det er baggrunden for denne undersøgelse, hvor vi i perioden 2019-21 med udgangspunkt i en
kvantitativ registrering af inddragelsen i samtlige 1298 sager i to kommuner, samt interviews med
rådgivere i to familieafdelinger, fædre/bonusfædre, børn og farmødre, har undersøgt omfanget af
inddragelsen samt aktørernes perspektiver og udfordringer i forbindelse med inddragelse. Derudover
har vi udarbejdet en forskningsoversigt og et undervisningsmateriale til Diplomuddannelsen i socialt
arbejde. Undersøgelsen er finansieret af Socialstyrelsen.
Inddragelse
Inddragelse og det at drage nogen ind i noget er alment menneskeligt i alle relationer. Mennesker
bliver hele tiden mere eller mindre tilfældigt draget ind i alle mulige ting, men der hvor det som regel
er vigtigst, er når man inddrages eller ikke inddrages i store og små beslutninger, der har betydning
for ens liv. Og her er det ikke lige meget hvornår og hvordan man inddrages og i hvad. Det gælder
også i socialt arbejde, der grundlæggende handler om løsning af sociale problemer for og med
konkrete medmennesker.
Der findes ikke en entydig og klar definition af inddragelse i hverken lovgivning, praksis, uddannelse
eller forskning på det sociale område, men der findes flere overlappende begreber, der kendetegner
eller anvendes synonymt med inddragelse fx medvirken, medbestemmelse, deltagelse og involvering
(Egilson, Dybbroe og Olsen 2018). Der er dog en vis enighed om, at omfanget af inddragelse og
indflydelse ift. problemdefinition, målformulering, løsningsforslag og ikke mindst deres
gennemførelse, er centralt (Krogstrup & Tjalve 1999). I serviceloven anvendes begrebet inddragelse
dog bredt og det er denne forståelse der er udgangspunkt for vores undersøgelse.
Inddragelse er således en meget upræcis betegnelse for indflydelse, der kan dække over alt fra at blive
informeret, at blive hørt, til at bestemme sammen eller selv at bestemme. Begrebet anvendes ofte i
forbindelse borgerindflydelse på beslutninger (Arnstein 1969) og dermed som en del af en
demokratisk rettighedstænkning, hvor borgere har ret til at deltage i beslutninger, der vedrører deres
32
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
liv og den konkrete inddragelse vurderes fx på borgerens indflydelse på definition af problem, valg
af indsats, mv.
I inddragelsesbegrebet ligger (i modsætning til fx deltagelsesbegrebet) at der er nogen, der inddrager
eller ikke inddrager. I tilknytning hertil er der nogen, der kan opleve sig inddraget og vælge at lade
eller ikke lade sig inddrage. Inddragelse kan i den socialfaglige praksis således forstås som en situeret
interaktionsproces med gensidigt inddragende gestusser og responser (Rasmussen & Jæger 2018).
I inddragelsesbegrebet er der således indlejret en magtasymmetri, forstået på den måde, at
myndigheden har ansvaret for at inddrage, men ikke kan gøre det uden samarbejde fra familien og
barnets side. I forhold til denne undersøgelse, er det de børnesociale myndigheder og helt konkret
de professionelle, der er ansat til at varetage den sociale indsats på børneområdet, der inddrager eller
undlader at inddrage far, bonusfar og deres familier.
Den demokratiske rettighedstænkning har fokus på indflydelse, men inddragelse indgår også i en
effektivitetstænkning, hvor inddragelse mere handler om effektive indsatser, hvor fx forældre, familie
og netværk inddrages med det formål, at de har resurser og leverer den sociale støtte. Og inddragelse
tænkes og vurderes her ud fra fx effekten på barnets trivsel og udvikling. I den bedste af alle verdner
kan inddragelse både fungere som den demokratiske indflydelse på beslutninger, der qua barnet,
forældre, familie og netværks viden og ejerskab fører til trivsel og udvikling for barnet. Koblingen
mellem den demokratiske rettighedstænkning og effektivitetstænkningen kan ofte forstås ud fra
empowerment-, myndiggørelses- og agencyprocesser (Rasmussen & Sandgaard 2018, 2020, 2021),
og selv om at inddragelse ofte kobles til disse processer, ligger det udenfor denne undersøgelses
genstandsfelt.
I den socialfaglige praksis er anvendelsen af begrebet således upræcist på flere parametre, når vi skal
vurdere kvaliteten og resultatet af en inddragelsesproces. Det kan have både fordele og ulemper i
såvel praksis som i forskning. Fordelene er groft sagt, at begrebet indfanger alle inddragelsens mange
dimensioner, uden at man skal gå i detaljen med dem, og dermed reduceres begrebet og praksis
kompleksitet, hvilket gør inddragelses kommunikationen nemmere og hurtigere. Ulempen er, at de
kommunikerende nemt taler forbi hinanden og det er vanskeligt at vurdere inddragelsens kvalitet,
dybde og resultater. Ulemperne er også væsentligste forskningsmæssig validitets problemstillinger.
I denne undersøgelse anvendes begreber indenfor den demokratiske rettighedstilgang. Og her findes
flere forskellige tilgange og modeller til at illustrere og forstå inddragelsens elementer. Arnsteins
(1969) deltagelsesstige illustrerer grader af inddragelse som går fra de ikke-inddragende elementer
af manipulation til fuld borgerkontrol. Deltagelsesstigen indeholder disse trin, som er; manipulation,
terapi, information, konsultation, formidling, partnerskab, delegeret borgerkontrol og borgerkontrol.
Arnstein har især haft stor indflydelse på inddragelsesdiskussionen og hans deltagelsesstige anvendes
i forbindelse med deltagelse i demokratiske beslutningsprocesser, men begreberne er meget
overordnede og vanskelige at operationalisere.
En af de andre deltagelses- eller inddragelsesstiger, der bygger videre på Arnstein og især anvendes
på børneområdet er Harts stigemodel (Hart 1994), hvor fokus mere er medbestemmelse i
beslutninger og hvert trin på deltagelsesstigen illustrerer graden af medbestemmelse.
33
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0034.png
Børnerådet (2017), hvor ovenstående figur er taget fra, anvender denne model, og Børnerådet skriver, at
det ikke altid er relevant eller muligt at arbejde med inddragelse på de højeste niveauer, men at de er
optagede af, om inddragelsen er på baggrund af et børneinitiativ eller et vokseninitiativ. Børnerådet er
dels optagede af initiativer som en dimension der følger inddragelsesgraderne og dels at der godt være
tale om inddragelse af og på initiativ af voksne, men man når aldrig helt til top uden inddragelse af
børnene.
I denne undersøgelse har vi især fokus på inddragelsen af de voksne fædre, bonusfædre og deres familier
og netværk. Vi må ikke glemme, at børnesociale sager altid handler om børn og at inddragelse af de
voksne, som et barn er forbundet med og som har betydning for barnet, ikke nødvendigvis indebærer
inddragelse af barnet eller indeholder
et børneperspektiv. Dette forhold, at nogen inddrages ’i forhold til
og på vegne af’ barnet illustrerer og tilfører inddragelse på det børnesociale område en ekstra
kompleksitet, og vi har som nævnt fokus på inddragelsen af de betydningsfulde voksne i børns liv.
Det er dog ikke den eneste grund til at vi valgt Harts stigemodel. Modellen har udover det eksplicitte
børnefokus, i denne udgave fra Børnerådet, en meget tydelig sondring mellem deltagelse og ikke
deltagelse, initiativ/ikke initiativ og en række deltagelsesgrader, hvor deltagelsesgraderne har en sådan
konkretisering, at de nemt kan operationaliseres og anvendes forskningsmæssigt.
34
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
I denne undersøgelse har vi valgt at anvende inddragelsesbegrebet bredt både i selve registreringen af
inddragelsens omfang og i interviewene med informanterne, men mere præcist i analyserne af deres
udsagn. I forhold til den kvantitative registrering er inddragelse fx defineret som en kontakt til fx far og
en respons på denne henvendelse. Det er en forsker, der fysisk har siddet overfor socialrådgiveren og
registreret dette ift. sagsstammen. Det er det laveste vi kan komme på Harts inddragelsesstige, og vi har
i registreringerne ingen viden om kvaliteten af inddragelsen eller graden i den konkrete sag.
I forhold til de kvalitative interview har vi i brede termer spurgt til informanternes inddragelse, deltagelse
og samarbejde med socialrådgiverne i de konkrete cases, ligesom vi spurgt rådgiverne til deres
inddragelsespraksis. Herved har vi fået viden om deres erfaringer og oplevelser af inddragelsen og
samarbejdet. Det er således først i vores analyser af data, at vi har beskæftiget os med inddragelsens
kvalitet.
Vi har valgt følgende få kvalitative sondringer og dimensioner i vores undersøgelse af inddragelse.
•
Deltagelse /ikke deltagelse (hvor kontakt og respons tæller som den mindste grad af inddragelse
og deltagelse)
•
Synspunkter fremsat og oplevet taget alvorligt (at aktørerne har kunnet fortælle om deres syn på
sagen og oplevelse af at blive hørt som næste inddragelsesgrad)
•
Deltagelse i beslutninger (at de har deltaget i en eller flere af sagens beslutninger som højeste grad
i denne undersøgelse)
•
Initiativ/ikke initiativ (sondring mellem fædre med en aktiv samarbejdsstil og fædre med en mere
passiv samarbejdsstil, hvilket også gælder rådgivere)
Det er en helt enkel operationalisering og en måde at reducere kompleksitet på, for at kunne sondre
mellem inddragelse og ikke inddragelse, omfanget af inddragelse og kvaliteten eller graden af inddragelse.
I selve beskrivelserne af aktørernes perspektiver har vi ved hjælp af citater forsøgt at illustrere aktørernes
oplevelse af deltagelse og inddragelse, for at læseren kan iagttage kompleksiteten i inddragelsesprocessen.
Rådgiverne kan fx godt opleve at de har inddraget en far, men han har måske ikke oplevet sig inddraget
eller kun været inddraget i noget af sagsprocessen. Det er vigtigt her at understrege, at der altid er tale om
en gensidig proces, hvor det ikke er tale om reel inddragelse før end at den er oplevet sådan. Og det er
ikke alle rådgivere, der reelt bliver inddraget i borgernes liv.
Metode og analysestrategi
Undersøgelsen er baseret på en kvalitativ del og en kvantitativ del.
Den kvantitative del
For at kunne besvare undersøgelsesspørgsmålet:
I hvilket kvantitativt omfang far, bonusfar og deres familier og
netværk inddrages i to kommuners børne og unge sager?
Er det nødvendig at have data på sagsniveau. Det kan
umiddelbart lyde enkelt at udarbejde et spørgeskema og bede alle ansatte i to kommuners
familierådgivninger om at gennemgå alle deres sager og besvare et elektronisk spørgeskema for hver
sag, for at forskerne efterfølgende kan analysere disse data ved hjælp af SurveyXact eller et andet
statistikprogram. Det er det ikke.
35
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Der er dels er den begrebsmæssige validitet med spørgsmålet om hvordan socialrådgiverne fx forstår
begreber som inddragelse, familie, netværk, bonusforældre, og dels er det en meget stor og
tidskrævende opgave for to kommuner og deres medarbejdere at gennemgå samtlige sager (N= 1298
sager i denne undersøgelse) for at svare på spørgeskemaerne. Men data på sagsniveau er de bedste data
til at svare på undersøgelsesspørgsmålene, velvidende at ikke alt omkring netværk er blevet registreret i
sagerne, at der er nyansatte socialrådgivere, der ikke kender deres sagsstamme, at en sagsgennemgang
altid vil være et øjebliksbillede, osv.
Derfor valgte vi en pilotundersøgelse med afprøvning af spørgeskemaet, hvorefter spørgsmål så vel
som besvarelsesmetoden blev diskuteret og justeret af forskerne. Vi valgte at registreringen i
spørgeskemaet i de to kommuner blev foretaget i samme periode på cirka 4 måneder i begge
kommuner og af samme forsker for at sikre validitet. Udfyldelse af spørgeskemaerne eller registreringen
i dem blev foretaget af den samme forsker sammen med de enkelte socialrådgivere ift. deres
sagsstamme for at sikre en registrering efter samme kriterier.
Det er helt konkret foregået på den måde, at forskeren har siddet sammen med rådgiveren og tastet
besvarelserne ind i det elektroniske spørgeskema for hver sag i rådgiverens sagsstamme. På den måde
har forskeren samtidigt kunne fortælle hvordan begreber som inddragelse forstås og er operationaliseret
i denne undersøgelse. En tilgang der sikrer validiteten på tværs af de to kommuner og rådgivere.
Tilgangen har sikret en meget høj svarprocent og samtidigt reduceret medarbejdernes tidsforbrug i
forbindelse med deltagelsen.
Derudover er registreringen baseret på en kombination af socialrådgiverens sagsakter og deres
hukommelse, da de fx kan have glemt enten at registrere en farmor i sagsakterne eller have glemt, at
hun har været med til et møde, men når de ser og fokuserer på sagen, genkaldes sagen og dermed
farmor. Det er ofte sådan at rådgiverne kan huske sagen og deres registreringer i den, når de ser den.
Denne kombination af hukommelse og registreringer i sagsakterne gør registreringen lidt mere upræcis
end hvis vi alene forholdt os til det registrerede i sagen. Vi vurderede at vi med den metode kom tættere
på den faktiske inddragelse. Og at vi uanset om vi baserede undersøgelsen på rene sagsakter eller
rådgivernes hukommelse med et sagsgennemsnit på 28,8 og 37,5 sager per medarbejdere ville vi have
fejlkilder både ift reliabilitet og validitet. Med denne kombination af registreringer i sagen og
hukommelse vurderer vi, at vi er kommet så tæt på som vi har kunnet.
Vi har valgt to mindre kommuner med en nogenlunde klassisk og sammenlignelig organisering af
familierådgivningen. Med klassisk organisering forstår vi en begrænset specialisering med en form for
modtagelse af sagerne, hvor et team af rådgivere modtager, partshører, udreder og eventuelt varetager
en forebyggende funktion (fx SEL § 11) inden de qua forskellige procedurer sender en sag videre til en
børnefaglig undersøgelse (BFU) og der er en rådgiver der varetager det videre sagsforløb til sagen
afsluttes.
Valg af kommuner i forbindelse med forskning indebærer altid en række balancer, herunder
repræsentativitet, sammenlignelighed samt omkostningerne i forhold til medarbejdernes tidsforbrug, da
36
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
en undersøgelse koster timer for kommunens medarbejdere. En undersøgelse bør ikke ulejlige
kommunerne mere end en undersøgelse berettiger til. Det er den balance som vore valg er udtryk for.
Vi havde et ønske om at få så høj en svarprocent som muligt, allerhelst på baggrund af en gennemgang
af samtlige sager. Det viste sig vanskeligt, da der dels var vikarer og nyansatte, der ikke kendte hele
deres sagsstamme. Dette har haft den betydning, at i den periode, de har været ansat, ikke havde haft
aktivitet i alle sagerne. I de sagsstammer er de sager de havde kendskab til registreret, og i resten af
deres sager, hvis de ikke umiddelbart har kunnet identificere en form for netværksinddragelse, så er de
registreret som værende uden netværksinddragelse. Vi har dog valgt at lade dem indgå i vores analyser
uden at vægte dem, da der samlet set er tale om relativt få sager i begge kommuner, en tilgang der ikke
ændrer på de samlede resultater.
En af de store udfordringer har som nævnt været operationalisering af inddragelsesbegrebet i
spørgeskemaet, og dermed om vi måler eller får data om det, vi ønsker at måle. Inddragelses og
deltagelsesteorierne som vi trækker på, er Arnstein (1969) og især Hart (1992) der i øvrigt er anvendt af
mange inddragelsesforskere, der alle opererer med en form for kontinuum fra ingen eller symbolsk
deltagelse til fuld deltagelse eller en form for med og selvbestemmelse.
Det er kvalitative dimensioner i interaktionen mellem fx socialrådgiveren og en eller grupper af borgere,
hvilket i denne undersøgelse er fædre, bonusfædre og deres familier og netværk. De ideelle data til at
belyse graden af inddragelse i en interaktion vil være ’in situ’ data fra begge parter, da der først er
tale
om reel inddragelse såfremt fædre, bonusfædre, familie og netværk har oplever sig inddraget i den
konkrete interaktion. Det kan være vanskelige for ikke at svare umuligt at indfange i et spørgeskema til
socialrådgivere og det er vanskeligt at operationalisere herunder at få rimeligt entydige svar på, med
mindre, det fx er autentiske data i form af videooptagelser fra interaktionen og interview umiddelbart
efter interaktionen.
Vi har derfor ikke valgt at operationalisere inddragelsen kvalitativt i den kvantitative undersøgelse, men
at registrere forudsætningen for inddragelse, nemlig om socialrådgiveren har haft en dialog med en eller
flere personer fra barnets familie og netværk. Denne dialog kan have været telefonisk eller været i form
af deltagelse i et, flere eller samtlige møder, ligesom at dialogen kan have haft symbolsk karakter eller
været reel inddragende.
Vi får dermed ikke viden om inddragelsens kvalitet i den kvantitative del af denne undersøgelse, men vi
får viden om hvorvidt der har været en dialog med barnet, mor, mors familie og netværk samt far,
bonusfar og deres familier og netværk, forstået på den måde, at der har været en kontakt og dialog ift.
sagen, hvor man har talt eller skrevet sammen. Vi kan dermed ikke sige noget om kvaliteten af
inddragelse, men at der har været en dialog. I den kvalitative del af undersøgelsen, som er
undersøgelsens anden del, hvor vi har interviewet børn, mødre, fædre, bonusfædre og bedsteforældre,
hvorved vi kan præsentere data om den mere kvalitative del af inddragelsen.
Vi har diskuteret hvorvidt vi i den kvantitative del af undersøgelsen alene burde anvende begrebet
kontakt frem for begrebet inddragelse, da det primært er det vi har data på. Vi, har valgt at holde fast i
37
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
begrebet inddragelse, da vi i den kvantitative undersøgelse, indsamler data om nogle af dimensionerne i
inddragelsesbegrebet.
De kvantitative data anvendes til analyser på sagsniveau, socialrådgiver- og sagsstammeniveau og
kommuneniveau forstået på den måde, at på sagsniveau har vi 1298 sager fordelt på 44 rådgivere i to
kommuner. De statistiske analyser indebærer frekvenser eller såkaldt tællestatistik og enkelte
krydstabuleringer, da undersøgelsesspørgsmålet primært vedrører omfanget af inddragelse og
anvendelse af systematik i inddragelsen. Vi har forsøgt at minimere fejlkilder både ift. reliabilitet og
validitet og har et minimalt bortfald, da samtlige rådgivere i de to kommuner indenfor et tidsrum på 4
måneder har deltaget i registreringen, så er der en usikkerhed forbundet med undersøgelsen, hvilket
bl.a. handler om problemstillingerne med eventuelle manglende registreringer i sagerne og
socialrådgivernes hukommelse. Det betyder, at der er tale om tendenser mere end eksakte tal for
inddragelse/dialog i sagerne, men vi har alligevel valgt at præsentere de præcise tal, da eventuelle
usikkerheder svinger omkring dem og usikkerheden vil altid være størst jo mindre et antal registreringer
af det samlede antal, det drejer sig om. Men det bliver der gjort opmærksom på i analyserne.
Den kvalitative del
For at kunne besvare undersøgelsesspørgsmålene:
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk i det
sociale arbejde med børn og unge? -Herunder hvad er aktørernes perspektiv på inddragelsen og dens udfordringer,
har vi
valgt en kvalitativ undersøgelse af en del af spørgsmålet. Det empiriske grundlag for undersøgelsens
kvalitative del er tilrettelagt så der inddrages perspektiver fra flere forskellige aktører i feltet, dvs.
rådgivere ansat i kommunernes familieafdeling, fædre/bonusfædre, børn og farmødre. Dette er valgt
for at få et så nuanceret billede af inddragelse af fædre, bonusfædre og deres familie og netværk som
muligt. Interview med børnene er særligt tilvalgt fordi litteraturstudiet viste at børnenes perspektiver
kun i meget begrænset indgår i studier af inddragelse af fædre, bonusfædre og deres netværk.
Det samlede kvalitative materiale består af i alt 76 interviews:
•
44 korte interviews i forbindelse med den kvantitative registrering, hvor rådgiverne prioriterede
deres oplevede inddragelses udfordringer.
•
9 interviews med rådgivere i to kommuner (7 kvindelige og 2 mandlige rådgivere). 5 af
interviewene er foregået telefonisk og 4 er foregået face to face på socialrådgivernes
arbejdsplads.
•
9 interviews med fædre og bonusfædre. 6 af de 9 interviewede er biologiske fædre, mens 4 af de
9 interviews er med bonusfædre. 3 ud af de 4 bonusfædre er også fædre til egne biologiske børn.
Der er således 8 ud af 9 informanter, der kan udtale sig med baggrund i rollen som biologisk
far. 3 informanter har både rollen som biologisk far og bonusfar. 2 interviews er foretaget
ansigt til ansigt, henholdsvis i informantens hjem og på kommunen. Resten af interviewene er
gennemført telefonisk eller online.
•
10 interviews med børn/unge. 4 piger og 6 drenge i alderen 9-17 år. På interviewtidspunktet
var 7 af børnene anbragt uden for hjemmet, 2 af drengene boede hos deres far og én hos sin
bonusfarfar. 7 af interviewene blev gennemført under coronanedlukningen i begyndelsen af
2021 og er derfor foretaget online, resten blev gennemført i kontorlokaler hos de kommuner,
der havde formidlet kontakten.
•
4 interviews med farmødre
38
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Rekruttering af informanter er sket ad forskellige veje. De fleste fædre og nogle af børnene er
rekrutteret gennem de to involverede kommuner. Derudover har FBU-forældrestøtteforeningen og
Bedsteforældreforeningen været behjælpsomme med at etablere kontakt til bonusfædre og farmødre.
Interviewene var seminstrukturerede. Interviewguiden har haft fokus på familiens sammensætning,
relationer og dynamikker, fortællinger om samarbejdsforløbet mellem familien og forvaltningen,
inddragelseserfaringer, deltagelse -i og inddragelse på møder. Alle informanter er desuden blevet bedt
om at fortælle hvad der efter deres mening er det vigtigste at være opmærksom på i arbejdet med at
inddrage fædre/bonusfædre og deres familie og netværk. Interviewene varede mellem 45 min
–
120
min.
Analysestrategi
Projektets analysestrategi kombinerer induktive og deduktive elementer. Undersøgelsens
forskningsspørgsmål gav retning i analyseprocessen, men samtidig tilstræbte vi en sensitivitet og
åbenhed over for det empiriske materiale, der ville gøre det muligt at opdage nye temaer og
sammenhænge.
I analysen har vi derfor både anvendt en overvejende åben kodningsstrategi, inspireret af Grounded
Theory (Strauss & Corbin 1998), hvor hvert enkelt interviewudsagn blev behandlet som en unik
informationsbid, der blev undersøgt grundigt med henblik på det kvalitative betydningsindhold (Guvå
& Hylander, 2005), samt mere lukkede koder fra undersøgelsens forskningsspørgsmål for at give
analysen retning. Ved hele tiden at have projektets forskningsspørgsmål for øje kunne vi veksle mellem
en åben tilgang til data og projektets mere specifikke fokus:
Kombinationen af den åbne og lukkede kodning er foregået ved at stille spørgsmål til materialet af
typen:
•
•
•
•
Hvad er informanten optaget af at fortælle?
Hvad er der på spil for netop denne informant?
Hvilke temaer og sammenhænge kan genkendes på tværs af interview og informantgrupper.
Hvilke temaer, begreber og sammenhænge kan kobles til inddragelse af fædre, bonusfædre og deres
familie og netværk?
Analysearbejdets er koncentreret om de fire informantperspektiver (rådgivere, fædre/bonusfædre, børn
og farmødre) og tilrettelagt sådan at interviewene med de fire informantgrupper er kodet uafhængigt af
hinanden. Formålet med denne fremgangsmåde har været at skærpe blikket for temaer, der var særlige
inden for den enkelte informantgrupper og lade de enkelte informantgrupper få hver deres selvstændige
stemme.
Rapporten er struktureret sådan at analyserne af hvert informantperspektiv præsenteres i kapitler for sig
med en selvstændig konklusion. Til sidst i rapporten sættes de fire informantperspektiver i spil med
hinanden i et konkluderende kapitel, hvor der samles op på undersøgelsens væsentligste fund.
39
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Den kvantitative undersøgelse:
Indledning
Dette kapitel vedrører den kvantitative undersøgelse af hvilke persongrupper fra barnets private
netværk, der har været inddraget i to kommuners (N=1298) børnesager. Vi har et særligt fokus fædre,
bonusfædre og deres familier og netværk, men undersøgelsen indeholder også inddragelse af barnet,
mor, bonusmor og deres familier og netværk for at kunne sammenligne omfanget med fædre og
bonusfædre. Derudover undersøges forskelle i mandlige og kvindelige rådgiveres inddragelse, herunder
antal inddragede per sag.
Antal sager med og uden inddragelse af familier og netværk undersøges, herunder nogle af grundene til
at så relativt få inddrages. Inddragelse af fædres familie og netværk sammenlignes med inddragelse af
mødrenes familie og netværk, herunder også persongruppernes positive og negative erfaringer med
inddragelse. Afslutningsvis undersøges praksis i forbindelse med afdækning af netværket og anvendelse
af systematiske inddragelsesmetoder.
I denne kvantitative del af adresseres en del af de to overordnede undersøgelsesspørgsmål
-I hvilket kvantitative omfang far, bonusfar og deres familier og netværk inddrages i to kommuners børne og unge sager?
- Hvorledes myndighedssagsbehandleren fagligt og metodisk afdækker barnets/ den unges familier og netværk.
Metode
Den kvantitative metode er udførligt beskrevet i det indledende metodekapitel, men her er nogle få
præciseringer. Der er tale om en kvantitativ registrering af inddragelsen i samtlige børnesociale sager
(N=1298) i to mindre kommuner med en nogenlunde klassisk og sammenlignelig organisering af
familierådgivningen. Det er helt konkret foregået på den måde, at forskeren har siddet sammen med
rådgiveren (N=44) og tastet besvarelserne ind i det elektroniske spørgeskema for hver sag i rådgiverens
sagsstamme. På den måde har forskeren samtidigt kunne fortælle hvordan begreber som inddragelse
forstås og er operationaliseret i denne undersøgelse; for at sikre validiteten på tværs af kommuner og
rådgivere, for at sikre en meget høj svarprocent og samtidigt en reduktion i tidsforbrug for
medarbejderne. Det er foregået i en periode på 4 måneder af den samme forsker.
Vi har valgt at operationalisere inddragelse ift. forudsætningen for at noget kan kaldes inddragelse og
dermed den mindste form for inddragelse, nemlig at rådgiveren har henvendt sig og fået et svar. De
kvantitative data anvendes til analyser på sagsniveau, på socialrådgiver- og sagsstammeniveau og på
kommuneniveau. De statistiske analyser indebærer frekvenser eller såkaldt tællestatistik og enkelte
krydstabuleringer, da undersøgelsesspørgsmålet primært vedrører omfanget af inddragelse og
anvendelse af systematisk i inddragelsen.
40
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Vi har forsøgt at minimere den statistiske usikkerhed og har et minimalt bortfald, men der er
usikkerhed forbundet med undersøgelsen, hvilket bl.a. omhandler manglende registreringer i sagerne og
socialrådgivernes hukommelse. Det betyder, at der er tale om tendenser mere end eksakte tal for
inddragelse/dialog i sagerne, men vi har alligevel valgt at præsentere de præcise tal.
De kvantitative analyser
Den kvantitative undersøgelse, hvor alle sager i to mindre kommuners familierådgivning er gennemgået
ift. det omfang som far, bonusfar og deres familie og netværk har været inddraget i sagerne, består som
nævnt af en sagsgennemgang og samtidig registrering af en forsker fra UCSYD, der har siddet sammen
med socialrådgiveren og dennes sagsstamme.
Indledningsvis har forskeren spurgt til socialrådgiverens grunddata (køn, alder, mv.) og sagsstamme og
forskeren har med udgangspunkt i relativt få spørgsmål til hver sag fx om der har været afdækning af
netværk i sagen, om der har været inddragelse i sagen, hvem der har været inddraget, hvordan der har
været inddraget, mv., udfyldt det antal registrering- og spørgeskemaer som vedkommende har af sager.
I undersøgelsen drejer det sig i alt om 1298 aktive sager fra 44 socialrådgivere i de to kommuner fordelt
på 750 sager i den ene kommune og 548 i den anden. Der er samlet set tale om relativt mange sager,
hvor der er foretaget en registrering.
Socialrådgivernes antal sager i de to kommuner varierer. I den ene kommune har den enkelte rådgiver
mellem 16 og 45 sager i sin sagsstamme. I den anden kommune har de mellem 12 og 84 sager. Det
giver et gennemsnit på 28,8 sager i den ene kommune og 37,5 sager i den anden. Forskellen mellem
rådgivernes sagstal, og mellem rådgiverne, i de to kommer er større end vi havde forventet. Men de
meget store udsving internt i kommunerne kan primært forklares med organiseringen og tyngden af
sagerne, forstået på den måde, at de medarbejdere der sidder med modtagelsen og forebyggende
indsatser, har mange sager, og de medarbejdere, der sidder med de tunge anbringelsessager, har færre
sager. Det kan dog ikke helt forklare den store forskel imellem kommunerne, men tager vi de tre
rådgivere der har flest sager i den ene kommune ud af beregningen, så har de et gennemsnitligt
sagsantal på 31 sager, hvilket i højere grad svarer til de 28,8 sager i den anden kommune.
Inddragelsen af barnets forældre, bonusforældre og deres netværk
Inddragelse, der i denne undersøgelse er operationaliseret som til kontakt til og dialog med barnet,
forældre, familie og netværk, er den mest centrale variabel i undersøgelsen. Tabellen skal læses
horisontalt på den måde, at der fx er registreret dialog med den biologiske far i 75,7% af sagerne og
dermed ikke i 24,3% af sagerne, hvilket giver 100%. I den samme sag kan der fx have været dialog med
både den biologiske far og mor, da mor er registreret som inddraget i 89,2% af sagerne, og dermed er
det kun i 10,8% af sagerne, hvor mor ikke har en del af dialogen, så i en meget stor del af sagerne har
der været dialog med både den biologiske far og mor. Det fortæller som nævnt ikke noget om graden
eller kvaliteten af den inddragelse, der er foregået. Det er muligt at stort set alle møder er holdt med
mor og at dialogen med far har været sparsom eller omvendt. Far og mor kan også begge have deltaget
på lige fod i alle samtaler og møder. Vi har ikke antallet af døde forældre eller registreret, hvem der bor
41
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0042.png
sammen med barnet og ved derfor her ikke hvor mange fædre og mødre der bor sammen eller bor
sammen med bonusforældre. Registreringen kan således alene sige noget, hvorvidt der har været
inddragelse/kontakt og med hvem i form af dialog i de 1298 sager i de to valgte kommuner.
Inddraget/dialog i sagen
Barnet
Mor
Far
Bonusfar
Bonusmor
Mors familie
Ja
64,9%
89,2%
75,7%
10,8%
13,5%
16%
Nej
35,1%
10,8%
24,3%
89,2%
86,5%
84%
92%
99%
100%
95%
98%
100%
100%
97%
96%
97%
100%
100%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
100%
Fars familie
8%
Bonusmors familie
1%
Bonusfars familie
0,0%
Mors netværk
5%
Fars netværk
2%
Bonusmors netværk
0,0%
Bonusfars netværk
0,0%
Barns netværk
3%
Søstre (alle former)
4%
Brødre ( alle former)
3%
Andre
0,0%
Ikke relevant (der har ikke 0,0%
været nogen inddraget)
Figur 1. Hvem har været inddraget i sagerne.
Inddragelse af far er registreret i 75,7% af sagerne med 24,3% af sagerne hvor han ikke er registreret
som inddraget. Det er vanskeligt alene ud fra ovenstående tal at vurdere om de er lave eller høje, da det
kræver nogle videnskabelige vurderingskriterier, sammenlignelig statistik eller måltal. Men med 75,7%
fædre registreret inddraget, da er det vanskeligt at argumentere for at kommunerne helt har glemt far.
100% inddragelse eller kontakt er nok ikke muligt og heller ikke når det gælder mødre, hvor der er
10,8%, der ikke har været inddraget. Forskellen mellem inddragelsen/kontakten til mor og farer er ikke
mere end 13,5%, men vi kender ikke kvaliteten, så det er et af de store spørgsmål, som vi vender tilbage
til.
Når det drejer sig om bonusfar, så er han registreret i 10,8% af sagerne, men ingen i bonusfars familie
og netværk er registreret som inddraget. Det er kun lidt mindre end inddragelsen af bonusmor som sker
i 13,5% af sagerne. Bonusmors familie og netværk er stort set fraværende. Men både bonusfar og
bonusmødre inddrages således, så de er ikke helt fraværende i de to kommuners sager.
42
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Inddragelse af familie og netværk analyseres senere, men det er helt tydeligt at det især er mors familie
og i mindre grad fars familie, der inddrages. De aggregerede tal bliver sammenlignet og analyseret i det
nedenstående, hvor vi forsøger at forklare, forstå og nuancere dem ud fra undersøgelsens øvrige data.
Kvindelige og mandlige rådgiveres inddragelse
De fleste rådgivere i undersøgelsen er kvinder (93%) og andelen af mandlige rådgivere er 7%. Det
betyder at en undersøgelse med det begrænsede antal mænd, ikke i statistisk forstand på
sagsstammeniveau, kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt mandlige rådgivere er mere tilbøjelige til at
inddrage fædre og bonusfædre og deres familier end kvindelige rådgivere.
I dette talmateriale synes der ikke at være den store forskel mellem de kvindelige rådgiveres og de
mandlige rådgiveres inddragelsespraksis, så kan dette bero på en tilfældighed. Flere af de interviewede
fædre, fra de to respektive kommuner, giver udtryk for, at de oplever en særlig kønnet og et kvindeligt
sprogbrug samt en særlig omsorg for mødrene. For eksempel oplever én
af fædrene at hans kontante mandlige sprogbrug og facon og ønske bl.a. ift. præcise aftaler bliver
opfattet som konfliktoptrappende af den kvindelige rådgiver. Derfor har vi valgt at se nærmere på og
sammenligne kønnenes inddragelsespraksis for at se, om vi kan identificere nogle mulige tendenser og
forskelle.
Vi har dels set på de mandlige respondenternes sagsstammer (cirka 110 sager) og dels på de aggregerede
tal for henholdsvis kvindelige og mandlige rådgivere ift. hvem de har inddraget i procent af deres sager,
forstået på den måde, at figur 1 er blevet delt og krydstabuleret ift. køn, således at vi har kunnet
sammenligne registreringerne for henholdsvis mandlige og kvindelige rådgivere.
Krydstabuleringen af variable i figur 1 ift. rådgiverens køn viser, at der er meget få forskelle mellem
kønnenes registreringer på de variable, hvor vi har det største antal inddragede, hvilket er fædre og
mødre, så det ser ikke ud som om at mandlige rådgivere inddrager flere fædre eller mødre. De har stort
set inddraget lige mange mødre og fædre og deres familier og netværk og der er heller ingen af de
mandlige rådgivere der har inddraget bonusmødre og bonusfædrenes familier og netværk.
Når det imidlertid drejer sig om inddragelse af bonusfædre og bonusmødre, da er procentdelen for
mandlige rådgivere dobbelt så høj i forhold til inddragelse af bonusfædre. I forhold til bonusmødre er
det primært de mandlige rådgivere, der har svaret at de har inddraget dem. Men vi skal huske på, at der
kan der være tale om en statistisk tilfældighed. Sammenholdes resultaterne med interviewene er der dog
noget der tyder på, at køn og inddragelse bør undersøges nærmere. En sidste lille forskel er, at de
mandlige rådgivere i højere grad har inddraget barnets brødre og de kvindelige rådgivere i højere grad
barnets søstre. Også her kan der dog være tale om en tilfældighed. Der skal som nævnt en helt anden
og meget større undersøgelse til for at kunne sige noget faktuelt om kønnenes eventuelt forskellige
inddragelsesmønstre.
43
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Antal inddragede per sag
Mor, far og barnet er som forventet de hyppigst inddragede i sagerne jf. figur 1. En børnesocial sag har
lovgivningsmæssigt barnet i fokus og der er krav om at forældremyndighedsindehaverne skal kontaktes
og involveres uanset om de begge er de primære omsorgsgivere, hvor barnet bor. Vi har ikke i vores
materiale data på hvem der har forældremyndigheden, herunder hvor ofte mor henholdsvis far har
været inddraget i den konkrete sag eller været med til at træffe væsentlige beslutninger. Den kvantitative
undersøgelse kan heller ikke svare på spørgsmålet om, hvorvidt aktørerne har været involveret i
problemdefinition og eller formulering af handleplaner,
Ud over forældremyndighedsindehaverne bør rådgiverkommunerne ifølge Servicelovens §47 og §71
systematisk inddrage andre end barnet og forældremyndighedsindehaverne fx barnets familie og
netværk. Ifølge tabel 1. kan vi se, at det har været tilfældet i en del af undersøgelsens 1298 sager.
Spørgsmålet er i hvilket omfang de har de været det. Det kvantitative spørgsmål er, hvor mange der har
været inddraget i sagerne i gennemsnit inklusive barnet selv. Det vil vi forsøge at svare på i det
følgende.
Tallene for begge kommuner viser, at der i gennemsnit har været inddraget stort set lige mange, nemlig
2,58 og 2,56 personer per sag. Tallene dækker over former for inddragelse, som går fra en enkelt
samtale med den enlige mor og hendes barn til større netværksinddragende møder med deltagelse af
familie og netværk. Der er således registreret et gennemsnit på under tre personer pr. sag, hvoraf vi ved
at disse personer primært er mor, far og barnet.
Når vi ser på tallene for den enkelte rådgiver og sagerne i deres sagsstamme, og dermed de beregninger,
der ligger bag kommunens gennemsnit, så svinger den enkelte rådgiverens gennemsnitlige inddragelse
mellem 1,4 for den rådgiver, der inddrager færrest og til et gennemsnit på 3,5 for den rådgiver, der
inddrager flest på tværs af de to kommuner.
Det kan virke som lidt uforståelige tal, men hvis vi tager to rådgivere med hver 30 sager og undersøger
hvor mange de i gennemsnit har inddraget i hver deres 30 sager, så tager vi antal registrerede
inddragede i alle deres sager og dividerer med 30. Hvis den ene har inddraget 42 personer i sine sager,
giver det i gennemsnit 1,4 inddragede per sag og hvis den anden har inddraget 105 personer i sine sager
giver det i gennemsnit 3,5 inddragede per sag. Det er tallene for den ene kommune og for den anden
kommune har den der har inddraget færrest i gennemsnit inddraget 1,8 person per sag og den der har
inddraget flest har i gennemsnit inddraget 3,2 personer per sag.
Der er således relativ stor forskel på hvor mange personer den enkelte rådgiver inddrager i sine sager.
Den ene rådgiver har kontakt med over dobbelt så mange personer som den anden rådgiver. Noget af
forskellen kan skyldes forskellige arbejdsfunktioner og antallet siger ikke noget om kontakternes eller
sagernes karakter. Ser vi på det samlede billede af personer inddraget i sagerne, da synes et gennemsnit
på 2,58 og 2,56 personer per sag at være relativt få personer i gennemsnit. De relativt små forskelle
kommunerne i mellem tyder på, at der ikke er så stor forskel de to kommuners inddragelseskultur, men
at forskellene er større mellem de enkelte rådgivere.
44
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0045.png
Samlet set synes der at være relativt få personer fra familien og netværket, herunder fars og bonusfars
familie og netværk, der gennemsnitligt har været inddraget i den enkelte sag. Mor har deltaget i de
89,2% af sagerne og fædrene i de 75,7% af sagerne. Ligesom der er stor forskel på hvor mange
personer den enkelte rådgiver inddrager i sine sager.
Antal sager med familie og netværksinddragelse
I denne undersøgelse er vi også interesserede i sager med netværksinddragelse. I dette afsnit har vi
derfor samlet de sager med familie og netværksinddragelse, hvor mindst en person ud over den
biologiske mor og eller far har været inddraget i sagen uanset hvordan og i hvilket omfang inddragelsen
har været.
I den ene kommune er der registreret familie og netværksinddragelse i 175 af de 548 sager og dermed i
32% af sagerne. I den anden kommune er der registreret netværksinddragelse i 135 af 750 sager, hvilket
vil sige i 18% af sagerne, men en gennemgang af vores registreringer viser, at det er den kommune,
hvor vi har de tre personer med det meget høje sagstal, hvilket kan være med til at forklare forskellene.
Vi har dog holdt fast i, at analysere med udgangspunkt i de registrerede tal, da der ikke er tale om en
fejlregistrering.
Der har været inddragelse af familie og netværk i 310 sager af de 1298 sager, hvilket svarer til 24% af
samtlige sager. Nedenstående opgørelse viser, hvem rådgiverne har været i dialog med i disse sager. For
at synliggøre de procentvise forskelle af de 24% inddragede, har vi at angive procentandelen ift. de 310
sager, således at fx inddragelse af mors familie i de 16% af samtlige sager, svarer til at mors familie har
været inddraget i 67,6% af de 310 sager, hvor der har været inddragelse af familie og netværk.
Inddraget/dialog med
I procent af
familie og netværk
samtlige sager
Mors familie
16%
Fars familie
8%
Bonusmors familie
1%
Bonusfars familie
0,0%
Mors netværk
5%
Fars netværk
2%
Bonusmors netværk
0,0%
Bonusfars netværk
0,0%
Barns netværk
3%
Søstre (alle former)
4%
Brødre (alle former)
3%
Andre
0,0%
Ikke relevant (der har ikke 0,0%
været nogen inddraget)
Figur 2. Sager med inddragelse
I procent af de
310 sager
67,6%
32,4%
2,7%
0,0%
18,9%
8,1%
0,0%
0,0%
13,5%
16,2%
10,8%
0,0%
0,0%
45
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Fars familie har været inddraget i 8 % af samtlige sager, hvilket svarer til 32,4% af de sager, hvor der har
været inddragelse af familie og netværk. Rådgiverne har således ikke helt glemt faderens familie eller
hans netværk. Fars netværk er registreret i 2% af sagerne svarende til 8,1% af de 310 sager. Her er
forskellen i forhold til inddragelsen af mors familie med 67,6% af de 310 sager og med netværket på
18,9% af de 310 sager over dobbelt så højt.
Når vi sammenligner de to kommuners inddragelsespraksis, så har den ene kommune inddraget
netværket i betydeligt flere sager end i den anden kommune, selv om det gennemsnitlige inddragelsestal,
når vi tæller mor og far med ligner hinanden. Når vi sammenligner de enkelte rådgiveres registreringer,
så er der dog også her meget store forskelle mellem den enkelte rådgivers inddragelse af netværk i
sagerne. I den ene kommune har den rådgiver, der har registreret flest familie og netværks inddragelser,
registreret det i næsten samtlige sager (98%) i sagsstammen og den rådgiver, der har færrest sager med
familie og netværksinddragelse har kun registreret det i 2 sager. Nogle af forskellene kan selvfølgelig
skyldes at der altid er tale om en konkret faglig vurdering af hvem der skal inddrages i hver enkelt sag.
De store forskelle mellem kommunerne tyder imidlertid på, at der er mere end den fag-personlige
dømmekraft på spil, herunder ledelsesmæssige, organisatoriske, metodiske forskelle kommunerne
imellem, hvilket kunne være interessant at undersøge nærmere i en fremtidig undersøgelse.
Når vi dykker ned på sagsniveau ift. familie og netværksinddragelse, så er variationen i den socialfaglig
praksis mellem den rådgiver der inddrager færrest med to sager i sin sagsstamme og til den der næsten
inddrager familie og netværk i samtlige sine sager, således meget stor. Det bliver ikke mindre
overraskende, når 68% af sagerne er registret uden netværksinddragelse i den ene kommune.
I den anden kommune er variationen ikke helt så stor, men det er helt samme tendens. Der en rådgiver,
hvor der er registreret 25 sager svarende til 68% af vedkommendes sager med familie og
netværksinddragelse, og i den anden ende af skalaen er der en rådgiver, der kun har registreret en sag
med familie og netværksinddragelse i sin sagsstamme. Samlet set har denne kommune registreret
netværksinddragelse i 18% af sagerne og rådgiverne i kommunen har i gennemsnit kun 6,7% sager i
sagsstammen med familie og netværksinddragelse.
Når disse tal på sagsstammeniveau også er interessante og ikke kun de aggregerede tal, hvor der har
været familie og netværksinddragelse, så handler det om at de interne variationer mellem rådgiverne, er
meget store, når det drejer sig om inddragelse af barnets familie og netværk. Sammenligner vi yderligere
på sagsstammeniveau og dermed mellem rådgivernes praksis ift. inddragelse af barnet, far og mor, så
viser det sig ligeledes at variationerne er store imellem de to kommuner og blandt rådgiverne internt i
den enkelte kommune.
Hvis vi ser på variationerne internt for de rådgivere der har over 50% familie og netværksinddragelse i
deres sager, så drejer det sig om 4 rådgivere i den ene kommune og 2 rådgivere i den anden kommune.
Tager vi de rådgivere der har registret under 25% inddragelse i deres sager, så er der 10 rådgivere i den
ene kommune og 12 i den anden kommune. I den ene kommune er der imidlertid 7 rådgivere ud af de
12 rådgivere, der har registreret inddragelse i mindre end 10 % af deres sager. Det er især disse 7
rådgivere i den ene kommune, der trækker gennemsnittet ned.
46
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Samlet set er der med 1298 sager en relativ høj inddragelse af mor (89,2%) og af far (75,7%) i sagerne jf.
figur 1. Derimod ses begrænset inddragelse af barnets familie og netværk i de to kommuner, selvom
inddragelsesprocenten generelt er betydeligt højere i den ene kommune med 32% mod 18% i den
anden ud af det samlede antal sager på 1298. Der er et nogenlunde ensartet mønster i inddragelsen af
barnet, far og mor, men en meget større variation mellem de enkelte rådgivere, når det drejer sig om
inddragelse af barnets familie og netværk Det er først og fremmest mor og fars familie og netværk der
inddrages og andelen fra mors familie og netværk er næsten dobbelt så stor som fra fars. Bonusfædre
og bonusmødre inddrages i begrænset omfang, og deres familie og netværk stort set ikke. Barnets
brødre, søstre og netværk inddrages i begrænset omfang.
Sammenlignes der med en ikke helt sammenlignelig rapport (den bedste vi kunne finde) baseret på
analyser af journalmateriale fra 2002 (Christoffersen 2002), hvor der i forbindelse med børnefaglig
undersøgelser var blevet talt med moren i 85 % af sagerne og fædrene i 37% af sagerne, så er der dog
noget der tyder på et fremskridt ift. inddragelse af far.
Rådgivernes grunde til, at der ikke har været inddragelse af familie og netværk i sagerne
Der er som nævnt altid tale om en konkret individuel vurdering af om familie og netværk skal
inddrages, og dermed mange og ofte sammensatte grunde til om familie og netværk inddrages i en
konkret sag eller om de ikke gør, herunder hvem der inddrages, hvordan og hvornår. I undersøgelsen
har vi sammen med rådgiveren registreret de helt overordnede grunde til at netværket ikke er inddraget
i de konkrete sager, velvidende at det er meget mere komplekst end det vi kan indfange i vores
registreringsskema.
Vi har valgt at undersøge, om der er bestemte og centrale aktører, der ifølge rådgiverne ikke ønsker
familie og netværket inddraget, eller om der er tale om at familien og netværk ikke selv har ønsket at
deltage, selv om de har fået muligheden.
Vi har valgt to registreringer i undersøgelsen til at belyse dette spørgsmål. Den ene er, at der i 76% af
rådgivernes sager, slet ikke har været kontakt til barnets familie og netværk. Den anden er, at af disse
76% af rådgivernes sager, er der ifølge registreringen 6% af de 76%, hvor de kontaktede har sagt nej til
deltagelse, og endelig er der de 24% hvor familie og netværket på en eller anden måde var inddraget.
Det betyder bl.a., at der er en del (N=79) personer fra familie og netværk, der har sagt nej til
inddragelse. Det svarer til det rådgiverne fortæller i vores interview med dem. Vi ved ikke noget om,
hvem i familien og netværket, der har været kontaktet, hvorfor de har takket nej, hvad de har takket nej
til, hvordan rådgiveren har talt med dem eller om de har været kontaktet af forældrene inden eller efter
kontakten, hvor store konflikter der er i familien, osv., men vi kan se i registreringen, at der er tale om
6% i disse to kommuner i denne undersøgelse, hvilket er 79 sager.
Den næste registrering og de spørgsmål vi har stillet, vedrører de cirka 70% af sagerne, hvor familie og
netværk ikke er blevet kontaktet og dermed ikke har været inddraget. Det, der er angivet som årsag til
47
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
valget om ikke at inddrage, er i 27% af sagerne at mor ikke har ønsket det. I 23 % af sagerne var det far,
der ikke ønskede det og i 7 % af sagerne var det barnet, der ikke ønskede det. I 23% af sagerne var der
rådgiveren der ikke ønskede inddragelse og i de sidste 20% af sagerne er der angivet, at der har været
andre (ikke nærmere beskrevne) grunde.
Der er således en relativ ligelig fordeling mellem de centrale aktører, bortset fra at der er registreret
relativt få børn og unge, der ikke har ønsket deres familie og netværk inddraget. Det er således ikke kun
mor, som vi ofte hører i interviewene, der ikke ønsker familie og netværk inddraget. Det er også
fædrene og rådgiverne selv. Der kan som sagt være mange grunde til at aktørerne ikke ønsker familie og
netværk inddraget fx store konflikter i familie og netværk, tabuer, skyld, skam osv., hvilket vi vender
tilbage til i den kvalitative del af undersøgelsen.
Betydning og erfaring med inddragelsen af barnets familie og netværk
I de 310 (24%) af alle sagerne, hvor der har været inddraget familie og netværk, er rådgiverne blevet
spurgt til deres vurdering af hvilken betydning inddragelsen har haft for sagen. I de 59% af sagerne har
de svaret, at det har haft en positiv betydning. I de 21% af sagerne har de svaret, at det både har haft en
positiv og en negativ betydning. I de 5% af sagerne har de vurderet at betydningen har været negativ og
i de 15% af sagerne har de vurderet at inddragelsen af familie og netværk ikke har haft nogen
betydning.
Vi kender ikke den enkelte rådgivers vurderingskriterier, men for det første er der ikke nævneværdige
forskelle kommunerne i mellem på dette spørgsmål. For det andet er billedet rimeligt tydeligt, nemlig at
det kun i 5% af sagerne vurderes at inddragelsen af familie og netværk har været negativ for sagen. Det
vil sige at i 95% af sagerne har det enten haft positiv (59%), eller både en positiv og negativ betydning
eller ingen betydning haft for sagen. Det kan selvfølgelig undre, at der inddrages så relativt få, når
betydningen for sagerne vurderes overvejende positiv, men det kan der naturligvis være mange grunde
til. Det kan både handle om tid, koordineringsudfordringer, at de negative sager overskygger de
positive, eller at rådgiverne faktisk kun har inddraget i de sager, hvor de har vurderet at udfaldet ville
være positivt, osv., hvilket vi vil komme mere ind på i de kvalitative analyser.
Afdækning af netværk
En af forudsætningerne for netværksinddragelse, herunder af far, bonusfar og deres familier og netværk
er, at barnets familie og netværk afdækkes. Denne proces kan ligeledes anskues som en
inddragelsesproces af barnet og forældremyndighedsindehaverne, hvilket kan have betydning for
omfanget og kvaliteten af netværksafdækningen og den efterfølgende inddragelse af netværket, da kun
barnet og forældrene kender til de betydningsfulde personer i deres netværk. Det gælder ligeledes for
fremgangsmåden eller den
’systematiske’
metode som de professionelle anvender til selve afdækningen.
Tidligere undersøgelser peger på at noget af det, der har betydning for omfanget og kvaliteten af
inddragelse af børns familie og netværk er, hvorvidt der er sket forudgående
’systematisk’
afdækning
(Rasmussen og Jæger 2019). For at kunne undersøge sammenhængen mellem rådgivernes
48
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
afdækningsmetoder og inddragelsen af far, bonusfar og dennes familie og netværk har vi derfor
inkluderet registreringer af rådgivernes afdækningsmetoder.
Vi har registreret rådgivernes fremgangsmåde, hvor det i registreringsskemaet har været muligt at
sondre mellem: afdækning alene ved dialog, afdækning via genogram, afdækning via Sign of Safety
(SOS), afdækning via møder, afdækning via andre fremgangsmåder og ikke relevant i sagen. En rådgiver
kan således sagtens have foretaget en afdækning af et barns familie og netværk ved hjælp af én af de
ovenstående fremgangsmåder, ellerud fra en konkret og individuel vurdering valgt ikke at inddrage dem
fx med den begrundelse, at det ønsker mor ikke eller ud fra en vurdering af, at de ikke har noget at
bidrage med til den konkrete problemstilling.
Spørgsmålet er i første omgang om rådgiverne rent faktisk har foretaget en afdækning af barnet familie
og netværk på den ene eller anden måde. I den ene af kommunerne har de svaret, at det har de gjort i
51,9% af sagerne med inddragelse og i den anden har de svaret, at det har de gjort i 82,8% af sagerne
med inddragelse. Kommunerne har således afdækket netværket forskelligt i de 24% af samtlige sager,
hvor de har inddraget familien og netværket. I den kommune hvor de har angivet, at de har afdækket i
51,9% af sagerne har de inddraget i flest (32 %) af alle deres sager, og i den kommune der har afdækket
i 82,8% af sagerne har de inddraget i færrest (18%) af alle deres sager.
På baggrund af tidligere undersøgelser forventede vi, at kommunerne ville afdække mere end de ville
inddrage. Det var imidlertid ikke tilfældet, idet registreringen viser, at der afdækkes mindre end der
inddrages. Derudover ses en betydelig forskel på de to kommuners praksis. Det der især undrer er, at
det ikke er den kommune, der har flest registrerede afdækninger i procent af inddragede familie og
netværk, der samtidigt har flest registrerede familie og netværksinddragelser. Der er ikke noget i
datamaterialet, der umiddelbart kan bidrage til en forklaring på dette fund. Der kan naturligvis være tale
om registreringsfejl, men sandsynligvis ikke i den størrelsesorden.
Det eneste, der umiddelbart kan være med til at forklare forskellen er, at der ikke er en sammenhæng
mellem afdækningen og andelen af familie og netværksinddragelser eller at det foregår på en anden
måde. En mulig forklaring er, at inddragelse i mange konkrete tilfælde skyldes familien selv og deres
insisteren på at deltage i møder. I en tidligere undersøgelse af slægt- og netværksanbringelse var næsten
alle anbringelserne i slægt og netværk på initiativ fra familien og netværket (Rasmussen, Søbjerg, Jæger
og Rasmussen 2020), men hvorfor det især skulle være gældende i den ene kommune og den, hvor der
er tale om flest netværksinddragelser kræver yderligere undersøgelser.
Afdækningsfremgangmåder eller metoder
Et af forskningsspørgsmålene vedrører rådgivernes afdækning af barnets familie og netværk. I denne
undersøgelse er sammenhængen mellem afdækningen og inddragelsen vanskelig at forklare, men vi har
som tidligere nævnt registreret rådgivernes fremgangsmåde. I registreringsskemaet har det derfor været
muligt at sondre mellem: afdækning alene ved dialog, afdækning via genogram, afdækning via Sign of
Safety (SOS), afdækning via møder, afdækning via andre fremgangsmåder og ikke relevant i sagen.
49
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0050.png
I de sager, hvor rådgiverne i de to kommuner har svaret at de har inddraget familie og netværk i sagerne
fordeler afdækningsmetoderne sig sådan, at 51% har afdækket alene via dialog, 13% har svaret via
genogram, 10% har svaret via netværkskort, 8% har svaret via SOS, 10% har svaret via andre
fremgangsmåder og 31% har svaret, at der ikke har været nogen afdækning.
Det ser meget fint ud, men vi ved samtidigt fra ovenstående resultater, at der er stor forskel på de to
kommuners afdækningspraksis. For at få et tydeligere billede af disse forskelle har vi har valgt at tage
kategorien ikke relevant ud, da den vedrører de 31% af sagerne, hvor der ikke har været en afdækning.
Vi har derudover valgt at tage de 10% af sagerne, hvor registreringen har været andre former for
fremgangsmåder ud af vores procentvise beregning, da de dels dækker over noget meget forskelligt, der
vanskeligt lader sig kategorisere fx nogle få familierådslagninger, afdækning i forbindelse med
samværsaftaler og planlagte SOS-møder, mv., da vi har brug for nogle tydelige forskelle. Vi er især
interesserede i hvilken grad, der anvendes netværkskort og genogrammer eller at afdækningen er
foregået alene ved dialog eller møder hvor der ikke er anvendt en systematisk afdækningsmetode.
Afdækningsmåder
Dialog
Kommune 1
45,40%
Kommune 2
42,30%
Tabel 3 Afdækningssystematik
Genogram
7,10%
28,40%
Netværkskort SOS
16,70%
2,20%
21,50%
4,60%
Møder
7,70%
8,50%
Den mest hyppige afdækning er foretaget alene ved dialog. Rådgiverne i begge kommuner har svaret
næsten ens nemlig med 45,4% af sagerne i den ene kommune og med 42,3% af sagerne i den anden
kommune (antallet er faldet fra de 51%, da de har kunnet registrere med flere krydser og vi har taget
41% af besvarelserne ud, jf. ovenstående forklaring). Kommunerne har ligeledes enslydende tal ift.
afdækningen via møder, hvor gennemsnittet er 7,7% i den ene kommune og 8,5% i den anden
kommune.
Det betyder, at vi står tilbage med anvendelsen af enten genogram eller netværkskort som den mest
fremherskende metode, og her er tallene betydeligt højere for den ene kommune. Samlet set for
kommunernes anvendelse af genogram og netværkskort er tallet for kommune 1. 23,8% og 48,9% for
kommune 2. Og det er især anvendelsen af genogrammer med 28,4% i den ene kommune og 7,1% i
den anden kommune, der gør forskellen. Forskellen i anvendelsen af SOS er ligeledes stor, men tallene
er meget små.
Spørgsmålet er, hvad afdækningsmetoderne betyder for selve inddragelsen, herunder for fædrenes og
bonusfædrene og deres familier. Vi havde en indledende forventning om at en øget brug af
netværkskort og genogrammer i afdækningen ville medføre en øget inddragelse af familie og netværk.
Ifølge vores registreringer på kommuneniveau forholder det sig som nævnt ikke sådan. Det er
tværtimod den kommune hvor færrest har angivet anvendelsen af primært genogrammer, der har den
højeste familie- og netværks inddragelsesprocent.
Ovenstående beregninger har ikke fået os tættere på en forklaring for denne forskel, og vi har med
meget små ikke signifikante tal at gøre. Vi har alligevel dykket yderligere ned i sagerne og undersøgt de
50
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
relativt få sager, hvor en eller flere fra far eller bonusfars familie og netværk har været inddraget, da det
især er disse sager vi er interesserede i.
Der er ingen sager i de to kommuner, hvor bonusfars familie og netværk har været inddraget, men ift.
til de 19 rådgivere, der i 146 sager har registreret at fars familie har været inddraget, har der i de 33 sager
været anvendt genogram eller netværkskort. I de 125 sager, hvor fars netværk har været inddraget, har
der i de 50 sager været anvendt genogram eller netværkskort (i en sag kan både familie og netværk have
været inddraget).
Vi kan dermed se at begge metoder anvendes og at de i højere grad har været anvendt ift. afdækning af
netværket som til afdækning af familien, men forskellen er ikke så stor. Det er vores statistiske
usikkerhed imidlertid, da det kun er 4 rådgivere, der har registreret inddragelse af fars netværk. Resten
vedrører sager med inddragelse af familien. Derfor har vi sammenlignet med inddragelse af mors
familie og netværk.
Det giver for det første det interessante fund, at 28 rådgivere har registreret inddragelse af mors familie
og netværk i deres sagsstamme, hvor det var 19 rådgiverne der havde registreret inddragelse af fars
familie og netværk. Det er betydeligt flere, men ift. til anvendelsen af genogrammer og netværkskort er
tendensen den samme uanset om det er fars eller mors familie og netværk, nemlig at anvendelsen er
større i forbindelse med inddragelse af netværket end ift. inddragelse af familien. Det tyder på, at der er
en tendens til at inddragelse af familien er noget der bare tales om eller at de selv kommer på banen, så
når det drejer sig om inddragelse af mor eller fars familie, så taler man om det og ringer til dem. Men
når der er tale om inddragelse af netværket, så er der mere tale om en systematisk afdækningsproces.
Denne relativt begrænsede systematiske afdækning af familie og netværk kan måske være med til at
forklare, at der inddrages relativt få fra familie og netværk i sagerne, da
forældre og rådgiver ’bare’
aftaler om nogen fra familie og netværk skal inddrages. Dermed bliver man ikke opmærksomme på
resurser i familie og netværk.
Den kvalitative undersøgelse
Rådgivernes perspektiver
Indledning
Dette kapitel vedrører rådgiverne fra de to kommuners mere kvalitative perspektiver på om ’vi’ har
glemt far, bonusfar og deres familie og netværk i det sociale arbejde. Kapitlet er baseret på interviews
med samtlige 44 rådgiveres om deres prioritering af hver tre centrale udfordringer i forbindelse med
inddragelsen og 9 kvalitative interviews med rådgivere om deres erfaringer med, oplevelse af og
perspektiver på, hvordan mænd/fædre og deres familie og netværk inddrages i familiesagerne i deres
afdelinger. De 9 kvalitative interviews har alle taget udgangspunkt i en konkret case, hvor den
pågældende rådgiver har samarbejdet med en far eller bonusfar og eventuelt deres familie
og netværk.
Vi har således fået viden om deres konkrete praksis, erfaringer og overvejelser i forbindelse
med inddragelsen og samarbejdet i casene, ligesom vi har fået viden fra fædrene og
51
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
bonusfædre (se kapitlet fædre og bonusfædre) i de samme cases om deres erfaringer,
overvejelser og perspektiver.
I forbindelse med den kvantitative registrering har forskeren som afslutning på spørgeskemaet spurgt
samtlige 44 rådgivere om deres oplevede udfordringer med netværksinddragelse og bedt dem om at
prioritere de tre primære og vigtigste udfordringer. De prioriterede udfordringer er så af forskeren
blevet skrevet så ordret som muligt ind i spørgeskemaet. Vi har valgt denne metode, da rådgiverne i
forbindelse med sagsgennemgangen og registreringen lige har haft fokus på og er koncentreret om den
konkrete netværksinddragelse i samtlige af deres sager
Der er ligeledes udvalgt og foretaget 9 kvalitative case baserede interviews. Casene og dermed
respondenterne er udvalgt ift. at der har været et samarbejde med far, bonusfar og gerne deres familie
og netværk for at kunne få viden fra både rådgivere og fædre om det konkrete samarbejde. Der er
foretaget 7 semistrukturerede interviews med kvindelige rådgivere og 2 interviews med mandlige
rådgivere. Interviewguiden er udarbejdet af forskerne i fællesskab og den er struktureret med
udgangspunkt i casenes forløb fra opstart af sagen til den aktuelle status, hvorefter guiden og
spørgsmålene har været mere generelle og tematiserede. Alle interviews er optaget på lydfiler og de er
transskriberet og lyttet igennem flere gange. De 5 af interviewene er foregået telefonisk og 4 er foregået
face-to-face på rådgivernes arbejdsplads.
Der er foretaget en empirisk kategorisering, analyse og tematisering af data ud fra de konkrete cases
samt informanternes mere generelle og tematiserede svar. I den samlede analyse har vi identificeret fem
temaer: 1.) Der skal bruges mere tid til at aktivere mænd i kommunale sager 2.) Mænd er
underrepræsenterede 3.) Nogle mødre vil gerne udelukke faderen fra sagen/barnets liv 4.) Der er stadig
traditionelle kønsrollemønstre 5.) Mænd har sværere ved at tale om følelser end kvinder.
Netværksinddragelsens primære udfordringer
I forbindelse med registreringen har vi lige efter sagsgennemgangen bedt den enkelte rådgiver om at
prioritere de tre væsentligste udfordringer i forbindelse med netværksinddragelse, herunder især
inddragelse af far, bonusfar og deres familie og netværk. Forskeren har forsøgt så ordret som muligt at
skrive rådgiverens udsagn ind i registreringsskemaet og det er disse udsagn der er genstand for analyse,
hvor nogle af udsagnene gengives som citater i det nedenstående. Der er cirka 132 udfordringer fra 44
rådgivere, hvoraf der er en del relativt enslydende, har vi kunnet kategoriseret som argumenter og
udfordringer, der vedrører rådgivernes rammebetingelser, deres socialfaglighed, et hensyn til barnet,
modstand fra forældrene og forestillinger om netværket.
Rådgivernes rammebetingelser
Tid og resurser bliver af mange nævnt som en af de mest centrale og fremherskende udfordringer og
denne problemstilling uddybes på mange forskellige måder. Èt af
af argumenterne handler om, at rådgiverne oplever at være bagud med deres arbejde og de oplever at
inddragelse af fædre, bonusfædre og deres netværk tager ekstra tid.
En rådgiver siger lige ud:
”Vi mangler tid til at gå på opdagelse i netværket. Vi laver for meget administrativt
arbejde”
52
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En anden rådgiver svarer på spørgsmålet om udfordringer:
”Det er svært at lave BFU
(red. Børnefaglig
undersøgelse)
og så er tiden knap”.
Og en tredje fortæller:
”Vi kan ikke udvide vores repertoire, når vi er så pressede”.
En fjerde siger:
”Efterslæb på opgaver, gør at det bliver nedprioriteret”.
Næsten alle rådgivere giver udtryk for en eller anden form for tidspres og når det kobles til
netværksinddragelse, så er oplevelsen at inddragelse tager længere tid, end ikke at inddrage Det synes at
være den udbredte erfaring og oplevelse, at netværksinddragelse tager længere tid.
Det giver flere af rådgiverne nogle forklaringer på, hvor koordineringsudfordringen med planlægning
og møder, nævnes som den meget tidskrævende del.
En rådgiver fortæller:
”Flere samarbejdspartnere, gør det mere komplekst med mange mennesker, men okay det er
også en resurse”.
En anden rådgiver beskriver det på denne måde:
”Det er tungt at få indkaldt alle og få folk til at overveje, hvem
der skal med til møderne. Det er svært at få fat i folk med mails og telefonopkald osv. Det bliver en lang proces…nogle
gange skal sagerne gå stærkt”.
Denne rådgiver giver som flere af de andre konkrete beskrivelser af, hvor meget mere koordinering det
kræver, når der involveres flere i sagerne, herunder at få kalenderne til at passe, men udover dette peger
rådgiverenpå, at inddragelsesprocesser tager tid, der kan kollidere med et beslutningsbehov. Tid er
således ikke kun en faktor ift. Den enkelte rådgivers kalender, men også et spørgsmål om at
inddragelsesprocesser tager tid, hvilket kan udskyde beslutninger, der opleves at skulle tages fx i akutte
sager.
Der er også flere der nævner organiseringen, ledelse, teamsamarbejdet og opbakningen, som nogle af
grundene til den begrænsede netværksinddragelse. Disse udsagn er ikke så fremherskende som
tidsfaktoren, men de er der.
Eksempelvis er der en rådgiver der fortæller:
”Vi mangler procedurer…at videndele…teammøder, hvor der er
fokus på inddragelse. Der bliver ikke fulgt op på noget og man kører sit sololøb”
I forhold til ovenstående udsagn, da efterspørges en støttestruktur, der kan hjælpe rådgiverne med
deres netværksinddragelse. Hvorvidt en eksplicit støttestruktur og ledelsesmæssig opbakning kan hjælpe
på tids- og koordineringsudfordringen er et åbent spørgsmål, men der er forskellige udsagn der tyder på
at en samlet opmærksomhed på ledelse, rammer og kompetence er vigtig.
Igennem hele undersøgelsen henvises til rådgivernes rammebetingelser, hvor tid især knyttet til
inddragelsesprocessen og til koordineringsudfordringer er det fremtrædende argument. Den oplevede
mangel på tid reducerer også inddragelsen af fars familie og netværk, ligesom det reducerer antallet af
53
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
inddragede fra bonusfædre og deres familie og netværk. Rådgiverne inddrager i gennemsnit 2,57
personer i hver sag inklusive mor, far og barn i sagerne, hvilket er relativt få og det synes nærliggende at
koble det sammen med at en øgning af antallet af inddragede i en sag tager tid og giver koordinerings-,
kompleksitets- og styringsudfordringer.
Rådgivernes holdninger, faglighed og vurderinger
Der er flere der nævner sager, hvor der ikke er en familie eller et netværk at inddrage. Her er
argumentet, at der ganske enkelt ikke findes familie og netværk omkring forældrene og barnet. Et andet
argument i forlængelse af ovenstående er at familie og netværk er uden resurser.
En rådgiver fortæller:
”Det er ofte så belastede familier, at deres netværk ikke er brugbare”
En anden gav udtryk for:
”Det er svært at være sikker på, at det er en god ide at invitere fx bedsteforældre ind, hvis
de har skabt meget skidt for deres børn”
En tredje rådgiver siger:
”Der mangler tillid fra os til familier om at de kan
Ovenstående er kendte forestillinger og udfordringer i den forstand, at de sidste 20 år, hvor der har
været fokus på barnets familie og netværk, har ikke kun rådgivere men også pædagoger og andre
velfærdsprofessionelle set dette som en barriere for inddragelse. Og så er der flere rådgivere, der mere
direkte udtrykker modstand mod inddragelse af familie og netværk.
fx er en rådgiver der siger:
”Vi bruger og misbruger netværket
for meget i Danmark, tanken er god, men mennesker
kan være pressede”
Samtidigt er der rådgivere, der giver udtryk for at familiernes slægt og netværk ikke fylder ret meget i
deres daglige virke.
En rådgiver fortæller om netværksinddragelse:
”Det fylder ikke i vores faglige bevidsthed”
En anden af rådgivernes siger:
”Det er mega nyt, at have så meget fokus på netværket”
Så på den ene side har vi rådgivere der oplever at familie og netværk fylder meget og på den anden side
har vi rådgivere, der synes at netværksinddragelse ikke fylder og er nyt, hvor begge udsagn kan tolkes
som både holdninger og erfaringer, så siger det også noget om den mangfoldighed af lige netop
erfaringer og holdninger som de enkelte rådgivere giver udtryk for.
En måske større udfordring vurdereret ud fra rådgivernes antal prioriteringer, kan karakteriseres som
rådgivernes faglige usikkerhed og mangel på det de kalder redskaber. Der er relativt mange af
rådgiverne, der på en eller anden måde svarer at de er usikre eller mangler redskaber ift.
netværksinddragelse.
En rådgiver siger bare:
”Jeg mangler redskaber”
54
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En anden rådgiver er mere præcis:
”Mangler redskaber til afdækning og vurdering af hvornår et netværk er godt
nok”
En tredje rådgiver:
”Det er tidskrævende at inddrage netværket og jeg føler mig ikke rustet til fx at lave
netværkskort/genogram og tegninger”
En fjerde rådgiver begrunder det:
”Jeg er ikke god nok til det, jeg er ikke god nok til afdækningen”.
Ovenstående tredje og fjerde rådgivere adskiller sig fra de mange andres begrundelser og udfordringer
ved at gøre det til en fag-personlig mangel og ikke bare et redskab som vedkommende mangler. Og så
har vi mange flere udsagn, der mere præcist kobler udfordringen til interaktionen med især forældrene.
Der er en rådgiver der fortæller:
”Udfordringen er at få forældrene til at se og fortælle om deres netværk”,
En rådgiver siger:
”mest udfordrende er at huske at få øje på netværket fx en fars familie”
En anden rådgiver har fokus på egne grænser i interaktionen:
”Det kan være grænseoverskridende at spørge til
netværket”
En tredje rådgiver nuancerer denne problemstilling ved at have fokus på forældrenes grænser og
integritet:
”Det er svært hvordan man inddrager netværket med respekt for forældrenes integritet og hensyn til deres ret
til privatliv… Angst for at det kan skabe uligevægt/ubalance/rolleforvirring i familien”.
En fjerde rådgiver fortæller:
”Professionelle har megen modstand overfor SOS-møder
og de kan ikke lide den
sårbarhed, som er der
– det kan være grænseoverskridende for de professionelle…det er virkelig meget svært at få folks
privatliv
ud i det åbne”
Hvorvidt ovenstående kan tolkes som fag-personlig berøringsangst eller en bekymring som rådgiverne
har på forældrenes vegne ift. deres familie og netværk, kan vi ikke vurdere og de kan begge være
begrundet i erfaringer og oplevelser i konkrete sager. Men vi har en del udsagn, der tyder på en
tilbageholdenhed begrundet i en form for usikkerhed på hvad der vil ske enten med relationerne i
familien og eller med relationen til rådgiveren.
En af rådgiverne fortæller om en udfordring knyttet til familierelationen:
”familien er bange for at hænge
deres beskidte vasketøj ud.”
En anden rådgiver fortæller om en udfordring knyttet til rådgiverrelationen:
”Ingen kan li at sige tingene
direkte, virker det til. De professionelle er også angst for at sige
tingene”
Der er også rådgivere der ganske enkelt giver udtryk for at det er besværligt og at netværket vil blande
sig.
55
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En rådgiver fortæller:
”det kan være svært med et resursestærkt netværk, fordi de vil blande sig i en masse”
En anden rådgiver siger helt ærligt:
”Hvis netværket er meget aktiv, så giver det meget mere arbejde. De kan stille
mange spørgsmålstegn ved mit arbejde, det er nemmere
med dem som bare accepterer”
De to sidste rådgivere står relativt alene med deres udsagn, men ikke desto mindre nævner de
udfordringen med aktive familier og netværk, der vil blande sig. De fleste udfordringer og udsagn
centrerer sig dog om udfordringer med sårbarhed, ubehagelighed, modstand og ikke mindst konflikter.
En rådgiver siger ganske enkelt, at udfordringen er:
”konflikter og dårlig stemning”
En anden rådgiver fortæller:
”Konflikter i familierne/netværket
- hvornår er det sundt at fortsætte eller hvornår skal
man stoppe fx et møde og så må man spørge sig selv om formen virker i denne sag?”
En tredje rådgiver siger:
”det kræver mange samtaler og der er ofte interne konflikter”
Vi har valgt at slutte med de ovenstående citater, da de meget godt indrammer de socialfaglige
udfordringer, hvor der på den ene side er en tilbageholdenhed og usikkerhed ift. at gå ind i det ofte
konfliktfulde og for nogen ’private’ rum og på den anden side en erkendelse af at det er en proces der
kræver mange samtaler, som ikke alle føler sig rustede til. Det er ofte udfordringer uanset om der
inddrages eller ej og argumenter for ikke at inddrage der går igennem hele undersøgelsen og som
rammer inddragelsen af familie og netværk uanset om det er mor, far og eller bonusforældres familie og
netværk. Og dette skal ses i lyset af oplevelser af og erfaringer med få resurser i familie og netværk,
hvor de socialfaglige vurderinger er vanskelige.
Hensynet til barnet
Rådgiverne anvender flere forskellige argumenter og nævner udfordringer for ikke at inddrage barnets
familie og netværk, hvor udgangspunktet er barnets behov. Det helt overordnede argument er, at
barnet skal se og opleve noget andet og bedre end deres familie og netværk kan tilbyde. Det er et
argument, der ofte har været en del af det sociale arbejde især i forbindelse med anbringelser og
argumentet refererer både til at familien og netværk ikke har resurserne til at tilgodese barnets behov og
eller de ikke har fokus på barnets behov.
En af rådgiverne udtrykker det på denne måde:
”Børnene burde gå til en fritidsaktivitet, så de kan lære nogen at
kende. Der er andre ting end netværket, fx bare det at komme ud af huset i regnvejr”.
Denne rådgiver har en oplevelse af, at børnene skal lære nogle andre at kende end deres familie og
netværk og har sandsynligvis erfaring med at børns familie og netværk ikke altid hjælper dem ud i
verden.
Som en anden rådgiver fortæller:
”Barnet har brug for fristeder og ikke det dårlige netværk”
56
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Argumenterne anvendes også af en rådgiver i forbindelse med skilsmissesager:
”I skilsmissesager er der
mest fokus på forældrene og så er det ikke barnet det handler om”.
Et argument hvor hensynet til barnet vejer tungt er forestillingen om at familien og netværket er
ustabilt og kan komme til at love barnet noget de ikke kan holde og at det i hele taget vil komme ud for
nogle af de samme svigt som det har oplevet hos forældrene.
En rådgiver udtrykker det således:
”Det er sårbart, når nogen lover noget og ikke holder det”
En anden rådgiver siger:
”det kan være ustabilt, fordi der måske ikke bliver holdt hånd og hanke med det”.
Udsagnene kan både tolkes som en skepsis overfor familie og netværk samt en usikkerhed ift.
rådgiverens kontrol og ansvar.
En af rådgiverne fortæller:
”Børnene kan blive skuffede over, hvis netværket ikke vil deltage eller give noget af sig
selv”
En anden rådgiver uddyber dette:
”Man har lyst til at skåne børnene for at overhøre alt det grimme de siger”
En tredje rådgiver fortæller:
”Barnet kan have det så svært, at det ikke kan rumme et netværk…hvis børnene er så
udfordrede at de ikke magter relationerne.”
Hensynet til barnet nævnes af flere rådgivere som en problemstilling i forbindelse med inddragelse af
netværket og der er som nævnt altid tale om konkrete individuelle vurderinger i den enkelte sag, hvor
rådgiveren står overfor et konkret valg sammen med forældremyndigheden og skal vægte hensynet til
barnet i vurderingen af inddragelsen af familie og netværk. Hvorvidt argumenterne holder i den
konkrete sag eller mere er udtryk for en holdning om at familien og netværket sjældent har noget at
tilbyde og barnet skal se og opleve noget andet kan vi ikke sige noget om, da det fordrer en empirisk
vurdering på sagsniveau, men når det vurderes af en forælder eller familie og netværk ikke bidrager
positivt i barnets liv, så kan det betyde en tilbageholdenhed ift. inddragelse af familie og netværk.
Tilbageholdenhed fra og hensyn til forældrene og fortællinger om netværket
Mange rådgivere nævner forældrenes egen tilbageholdenhed i forhold til at inddrage øvrige familie og
netværk. Denne tilbageholdenhed har mange ansigter lige fra, at forældrene ikke ønsker at familien og
netværket får viden om de problemer de har, hvor der er tale om et tabu i familien, og at inddragelsevil
være forbundet med skyld og skam, og til en modstand der mere handler om at forældrene er i konflikt
med hinanden og eller deres egen familie og ikke ønsker at have kontakt med dem. Og så er der de
forældre, der mere eller mindre giver udtryk for, at det er kommunens opgave at løse deres problemer.
En rådgiver fortæller:
”de her familier er så vant til at blive kigget skævt til og de orker ikke mere nedværdigende
behandling fra familie og netværk. At have problemer eller en social sag kan være fyldt med skam, skyld og tabuer.”
57
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En anden rådgiver fortæller om forældres begrundelser til ikke at ville involvere familie og netværk:
”Netværket ved ikke hvor svært de har det, og det er svært at sige, at de har problemer…de er lukkede, familierne”
En tredje rådgiver siger:
”Forældre vil gerne have at kommunen løser deres problemer og ikke deres familie”
En fjerde rådgiver fortæller:
”Det er svært for familierne at forstå,
hvad deres netværk skal bruges til i en kommunal
sag”
En anden problemstilling der nævnes, er forældrenes udfordringer med at bede om hjælp fra deres
familie og netværk og hvor forældrene oplever at stå alene eller have trukket rigeligt på deres netværk.
Her er der flere referencer til handicapsager, hvor udfordringen er at netværket måske har hjulpet og nu
trukket sig.
En rådgiver fortæller:
”I handicapsager er det svært, familien føler, at vi griber ind i noget og de oplever, at vi blander
tingene sammen. Handicapfamilier er hårdt spændt for og så er det næsten for meget for dem. Familierne synes, at det er
svært at spørge om mere hjælp ift netværket”.
En rådgiver fortæller mere generelt om familier:
” Udfordringer ift familier der er trætte og at det er svært for dem
at bede om hjælp fra familierne og netværket, men også at de - familien og netværket -
ikke længere kan hjælpe.”
En anden rådgiver fortæller, at forældrene siger:
”familie og netværket har travlt i deres eget liv”
En tredje rådgiver siger:
”Det kan virke hudløst ærligt for forældrene at sidde til disse netværksmøder og det kan være
ubehageligt og der kan komme overraskelser på
disse møder”
En fjerde rådgiver fortæller:
”At
få forældrene til, at se og fortælle om deres netværk.
En femte rådgiver siger bare:
”Familiernes modstand overfor, at involvere nogen.”
Hensyn til og tilbageholdenhed fra forældrene er en af de udfordringer der går igen i undersøgelsen.
Det gælder både her i rådgivernes prioriteringer, i interviewene og i den kvantitative del. I den
kvantitative blev det registreret, at i de cirka 70% af samtlige sager, hvor familie og netværk ikke havde
været kontaktet/inddraget, da skyldes det at mor ikke havde ønsket det i de 27% af sagerne, at far ikke
havde ønsket det i de 23% af de sager.
Når vi ser på denne kvalitative del af undersøgelsens samlede billede af udfordringer og grunde til ikke
at kontakte og inddrage familie og netværk, så synes omfanget ikke helt at svare til ovenstående, da der
er andet og mere på spil. Men
uanset den diskussion og hvordan vi kan forstå ’ikke at ønske familie og
netværk inddraget’, så er det tydeligt at
rådgiverne oplever tilbageholdenhed fra forældre, der ikke
ønsker deres familie og netværk involveret. Det er er der mange grunde til lige fra skyld, skam,
konflikter i familien, et nedslidt netværk og til at nogle forældre ønsker at kommunen løser
problemerne.
58
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Afrunding ift. rådgivernes prioriterede udfordringer
Rådgiverne har ikke vanskeligt ved at nævne udfordringer i forbindelse med inddragelse uanset om det
vedrører mor, far eller bonusforældres familie og netværk. Der nævnes mange og meget forskellige
udfordringer, som vi har kategoriseret inden for rådgivernes ramme, faglighed, hensyn til barnet og
forældrene. De oplevede udfordringer er naturligvis forskellige fra rådgiver til rådgiver og de har alle 44
kun haft mulighed for at prioritere tre hver. Vi ved fra den kvantitative undersøgelse at de i gennemsnit
inddrager relativt få, men også at der er relativ stor variation i inddragelsespraksis mellem rådgiverne ift.
antal og at en del begrundes i at forældrene ikke ønsker familie og netværk inddraget. Analysen tyder på
at både rådgivere og forældre kan være tilbageholdende med inddragelsen, begrundet i sårbarhed,
konflikter, tabu og måske også styring, kompleksitet og uoverskuelighed. Dette understøttes måske af
rådgivernes tid- og koordineringsudfordringer samt deres faglige usikkerhed ift.
at gå ind ’det private
rum’, mv.
Fem centrale temaer baseret på interview med rådgivere
De forudgående udfordringer set ud fra rådgivernes perspektiv havde meget fokus på inddragelse af
familie og netværk, hvor nedenstående har mere fokus på inddragelse af far og bonusfar. Det er en
tematiseret analyse af ni interviews med rådgivere i de to kommuner. Udgangspunktet for interviewene
har været ni konkrete cases involverende mindst en far og eller bonusfar og i flere tilfælde deres familie
og netværk. Den tematiserede analyse har resulteret i de fem centrale temaer.
Der skal bruges mere tid til at aktivere mænd i kommunale sager
Tid er et tema, som gennem interviewene fylder på den ene og på den anden måde og det er typisk
mangel på tid, som italesættes som en udfordring. Mangel på tid er noget af det, flere af de interviewede
rådgivere bruger som en forklaring på den manglende inddragelse, både ift. mænd, men også ift. familie
og netværk generelt.
Flere rådgivere har en opfattelse af
”at der skal mere til”
ift. at inddrage mænd i sagerne end kvinder.
Nogle nævner, at det kræver at man som rådgiver aktivt
”henter mændene ind”
ved at opsøge dem og en
anden nævner, at det er vigtigt at sende breve med posten, udover dem, som kommer i e-Boks, fordi
mænd glemmer at tjekke det, som ligger i e-Boks. Her kan den ekstra indsats gøre at manden husker
mødet og dukker op.
En rådgiver fortæller, at hun har været nødt til at køre langt for at snakke med en far om at involvere
sig i barnets sag og at det ikke kan lade sig gøre særligt ofte, fordi det er for tidskrævende. Mændene
kommer måske til møderne qua den ekstra indsats, fortæller hun.
Og med ’måske’ mener hun at den
ekstra indsats ikke altid kan betale sig.
En anden rådgiver fortæller:
”at det er vigtigt at inddrage
mænd, men at den daglige praksis ikke særligt ofte tillader,
at der kan bruges den ekstra tid, som er nødvendig.”
Men samtidigt er der flere rådgivere, der fortæller, at de ikke umiddelbart oplever, at det er en
udfordring at inddrage mændene. Alligevel er der relativ konsensus blandt de interviewede ift. at det er
59
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
’anderledes’
at samarbejde med fædrene i sagerne end med mødrene. Der skal bruges mere tid ift.
mændene og det kræver mere aktiv handling.
Nogen fortæller som nævnt, at de fysisk kører efter mændene ift. at holde møder med dem for at få
dem til at deltage, og andre sender fysiske breve til dem for at erindre dem om de møder, som de er
indkaldt til. Der er igen andre rådgivere der fortæller, at de ikke gør forskel eller noget særligt ift.
mændene, og de kan så opleve, at mændene udebliver eller er svære at få kontakt til. Når de skal
forklare det, så har flere rådgivere opfattelsen af, at fædre prioriterer deres arbejde mere end mødrene
og at sagsaktiviteter derfor bør placeres senere på dagen.
Adspurgt om der er praksis for at placere møder med fædre senere på dagen fortæller flere, at det ikke
er en mulighed for dem at lægge møderne sent på dagen, fordi de ikke har tid til det og ikke kan arbejde
på andre tidspunkter end
’den
almindelige arbejdstid’. De nævner således en problemstilling med
mændenes prioritering af deres arbejde fremfor møder med rådgiverne i arbejdstiden, men at de ikke
kan ændre mødetidspunkterne.
En anden problemstilling vedrørende tid og samarbejdet med fædre er en oplevelse af at fædre gerne vil
inddrages og der kan laves aftaler med dem, men at de ikke altid lever op til aftalerne og får tingene
gjort.
En rådgiver
fortæller: ”far
ved godt, hvordan tingene skal
være, men får det ikke gjort”
I forbindelse med ovenstående og andre tilsvarende udsagn følger der ikke svar eller refleksioner med,
der kan sige noget om, hvad rådgiverne oplever det skyldes eller hvordan far kan hjælpes til at få
tingene gjort. Men det er tydeligt at fædrenes manglende tid eller prioritering af tid til barnet er en del af
fortællingen om fædre.
En anden rådgiver fortæller, at hun ikke altid har tid til at ringe til begge forældre i sagerne, men at hun
ringer til den ene, som hun så forventer ringer og informerer den anden, hvilket jo kan betyde, at den
anden ikke får besked eller at noget i oversættelsen ændres.
Rådgiveren fortæller:
”Det
er jo så de sager, hvor forældrene ikke har konflikter indbyrdes”,
Rådgiveren er godt klar over, at det ikke fungerer i alle sager og her tager hun kontakt til faderen og i
den forbindelse fortæller hun om en sag, hvor konflikterne er blevet nedbragt gennem tiden og hvor
mor tydeligt giver udtryk for dette.
Rådgiveren fortæller:
”Hun
og faderen er kommet tættere på hinanden gennem sagsforløbet og at hun har fået mere
tillid til faderen”.
I samme sag oplever rådgiveren, at det nu sommetider er far og stedfar, som helt problemfrit deltager i
møder, også uden mor, hvis hun er forhindret i at deltage. Her synes det tidsbesparende, at relationerne
i familien er blevet fri for konflikter og at møderne kan afholdes med eller uden begge parter.
60
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Rådgiveren oplever, at begge forældre samt bonusfar deltager langt mere aktivt i sagen efter at
konflikterne er løst og samarbejdet går gnidningsfrit.
Ovenstående case er interessant på flere måder, da den dels illustrerer at inddragelse er en proces, der
tager tid og dels at når rådgiveren anvender tid og ’tør’ eller tager sig tid
til at inddrage andre end mor,
så deltager fædre, bonusfædre og netværket ’aktivt’ til gavn for barnet. Det understøttes af en række
danske undersøgelser af netværksinddragelse og netværksanbringelse (Rasmussen & Jæger 2018,
Rasmusen & Sandgaard 2020 og Rasmussen et.al 2020)
Mænd er underrepræsenterede og opleves som både aktive og passive
Den kvantitative undersøgelse viser at 75,7% af fædrene på en eller anden måde har været inddraget og
kontaktet i sagen. Den kan ikke sige noget om graden af inddragelse af fædre sammenlignet med
mødre, men det er vanskeligt at argumentere for at fædrene er helt glemt eller meget
underrepræsenterede. I interviewene er billedet lidt anderledes.
De interviewede kvindelige rådgivere siger ikke tydeligt, at mændene eller fædrene er
underrepræsenterede, men en mandlig rådgiver siger:
”Mænd
er underrepræsenterede i sagerne, procentvis-mæssigt. Der er garanteret netværk på faderens side. Fædrene har tit
slidt for at få lov at være med, de har kæmpet og så giver de op. Jeg tror,
at det er hver 4.sag”.
Hvordan denne mandlige rådgiver forstår og vurderer underrepræsentation i sagerne, herunder om han
generelt vurderer ud fra antal møder og kontakter i en sag med deltagelse af mor og far, hvor mor er
med til de fleste møder og far til få eller har refererer til sager, hvor mænd helt er fraværende ved vi
ikke, men han oplever at mænd skal kæmpe for at få lov til at være med.
Det med kampen og spørgsmålet om aktive og passive mænd og fædre er der flere og divergerende
fortællinger om:
En kvindelig rådgiver fortæller:
”nogle fædre bliver overraskede over pludseligt at blive inviteret
og
inddraget”.
Dette udsagn kan tyde på passive fædre, men også at denne rådgiver gør noget andet end tidligere, altså
kontakter og inviterer fædrene ind i sagerne.
En anden rådgiver fortæller:
”at det skal stå i sagen, hvis man skal henvende sig til far”,
Rådgiveren fortæller dog:
”det er ikke svært at inddrage mænd, men der skal hives i dem”.
Det kan dels betyde, at vedkommende betragter det som særligt, når en far skal kontaktes, hvilket kan
synes lidt specielt, da der som regel er delt forældremyndighed og dels at der som en af rådgiverne
fortæller ’bare’ skal ’hives’ i dem så kommer de.
Andre rådgivere oplever, at digitalisering og GDPR-
regler har gjort det nemmere at huske at sende relevante breve til begge forældre idet det digitale system
erindrer rådgiveren om at begge forældremyndighedsindehavere skal orienteres. Ovenstående kan både
61
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
handle om at kulturen i praksis ændrer sig langsomt og at påmindelser hjælper på inddragelsen og
passive fædre nemt kan blive aktive.
Hermed bliver spørgsmålet om inddragelse til andet og mere end den kvantitative undersøgelse kan sige
noget om. Det bliver også til et spørgsmål om, hvorvidt mænd er passive eller skal kæmpe for at blive
en reel del af sagen, hvor meget og hvordan de inddrages og hvilken rolle de får eller tager i sagen.
De kvindelige rådgivere antyder på forskellige måder, at mændene eller fædrene ikke har samme rolle i
sagerne, som kvinderne eller mødrene. Én fortæller, at når man henvender sig til mødre, så sker der
noget og det gør der ikke på samme måde, når man henvender sig til en far. Denne passivitet giver hun
ikke nogen uddybende forklaring på, men der synes at være en forbindelse til rollerne internt i de
pågældende familier i casene, hvor mor er den primære omsorgsperson, hvilket også kan være med til at
forklare, at mor kontaktes hyppigere end far.
En rådgiver
fortæller: ”man
tænker nok automatisk på mødre ift. børn og der skal ske et ryk i samfundet, hvis mænd
skal involveres mere”
En anden rådgiver siger:
”far har aldrig kontaktet mig og siger ja til det, som han bliver informeret om”
Rådgiveren fortsætter:
”praksis
er gennemsyret af at det næsten altid er mor, som man henvender sig til. Hun er
næsten altid omsorgsperson”.
Underrepræsentation bliver på mange måder nuanceret og mor tænkes generelt og i de fleste cases som
barnets primære omsorgsperson og bliver dermed den centrale samarbejdspartner for rådgiveren og
fædrene, bonusfædre, familie og netværk noget mere perifert og som et af de tidligere interview antyder,
så er det mor, der har kontakten med dem. Nedenstående er seks kronologiske citater fra den samme
rådgiver.
En rådgiver fortæller:
”der er masser af historier, hvor far ikke er der, men vi ser også det modsatte.
Rådgiveren fortsætter.:
Jeg har haft en far, som flyttede hertil for at få sine børn hjem.
Rådgiveren fortsætter.:
Det kræver lidt ekstra med fædrene, traditionelt bliver børnene jo givet til mødrene. Jeg har
kørt efter fædre og brugt et par timer på at aktivere dem og så kommer de, måske.
Rådgiveren fortsætter:
Det handler om stereotype kønsrollefordelinger. Jeg ser ikke at mødre har bedre evner end
fædrene, men de er ”valgt ud” til det.
Rådgiveren fortsætter :
Vi fastholder traditionen, det er trygt. Systemet fastholder også, se på Familieretshuset
–
hvor
tit får fædrene bopælen?
Rådgiveren fortsætter.:
Det kan være svært at gøre op med sådan nogle familiemønstre. Tilbage i tid tog mændene på
jagt og kvinder lavede mad og passede børn”.
62
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Denne længere citatrække rummer en dobbelthed ift. mænds rolle, som hun på den ene side siger
kræver en ekstra indsats i mange sager, men også fortæller kan lykkes, hvis der bruges ressourcer på
inddragelsen. Efter hendes opfattelse handler det om traditionelle kønsroller og ikke mangel på evner.
For hende handler det meget om tradition, vaner og kultur, men også at det er lidt mere besværligt med
mændene. Rådgiverne synes at acceptere, at fædrene ikke deltager i det omfang, som mødrene gør og
der trækkes på forklaringer om kultur og traditionelle kønsroller,
Som en afslutning på dette tema har vi valgt at tilføje en problemstilling, der nævnes af mange rådgivere
og som kan være med til at tydeliggøre at rådgivernes praksis ikke kan stå alene eller at de er en del af et
større samarbejde, hvor der ikke er tradition for at inddrage fædre, bonusfædre og deres familier. Og
det vedrører rådgivernes tværprofessionelle samarbejdspartnere i børnehaver, skoler, familiehuse,
psykologer, mfl.
De fleste af de interviewede rådgivere peger på, at deres samarbejdspartnere er dårlige til at inddrage
mændene/fædrene.
En rådgiver fortæller:
”samarbejdspartnere inddrager ikke mænd og inviterer dem ikke til møderne og så sidder
familieafdelingen med det”
Rådgiveren fortsætter:
”skolen
glemmer, at et barn har to forældre…skolen samarbejder kun med den forælder, hvor
barnet bor og det er uanset om det er mor eller far”.
Dette kan tyde på, at rådgiverne opfatter egen praksis, som mere inkluderende generelt, ift. fædre,
familie og netværk end deres forskellige professionelle samarbejdspartnere.
Konflikter mellem forældrene kan have betydning for inddragelsen
Vi kan i vores datamateriale se at relationen mellem barnets forældre ser ud til at have en betydning for
om fædrene inddrages, men ikke i hvor stort et omfang.
En rådgiver fortæller at:
”tid og geografi og relationen mellem forældrene har betydning.
En anden rådgiver udtaler:
Nogle mødre vil jo fx ikke have at far får noget at vide”
En tredje rådgiver fortæller:
”ved konflikter mellem forældrene er det nemmere, hvis der kun kommer en til møder
osv”.
Det tyder på, at det for rådgiverne er en reel problemstilling, som de skal håndtere og det kan betyde at
eventuelle konflikter fører til at rådgiveren bevidst eller ubevidst søger et samarbejde med den forælder,
som er lettest tilgængelig og som responderer på henvendelser. Ud fra vores interview kan det se ud
som om, at valget typisk falder på moderen idet det ofte er hende, som har barnet boende, hvilket flere
rådgivere giver udtryk for.
63
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En rådgiver fortæller i den forbindelse:
”det
er den forælder, som barnet bor hos, der samarbejdes mest med”.
Flere rådgiverne fortæller, at hvis forældrene ikke er samboende og barnet er bosiddende hos moderen,
så kan det være svært for moderen at inddrage faderen i eventuelle problemer i hjemmet. De fortæller
at mødrene siger det kan være svært med et samarbejde om problemer eller at det opleves som
skamfuldt. Her kan mødrene og hensynet til dem nemt komme til give dem rollen som en form for
”dørvogter”,
hvilket kan blive afgørende for om faderen i hele taget kontaktes og inddrages.
Modstand fra den ene forældremyndighedsindehaver kan betyde, at den anden ikke inddrages og når
det drejer sig om inddragelse af bonusforældre, familie og netværk kan det være endnu vanskeligere at
inddrage dem, da de ikke har partstatus. Rådgiverne er formelt set afhængige af tilsagn fra
forældremyndighedsindehaverne. Og i den kvantitative undersøgelse er der eksempelvis i de sager - det
er 76% af alle sager -, hvor der ikke har været registreret inddragelse af familie og netværk, eksempelvis
27% mødre, 23% fædre og 23% rådgivere af de centrale aktører, der ikke har ønsket inddragelse i den
konkrete sag. Det tyder på, at der er mødre, men også fædre og rådgivere, der af forskellige grunde ikke
ønsker andre inddraget i sagen. Der er registreret, at børnene ikke har ønsker det i 7% af sagerne.
Forældrene er ofte afvisende i forhold til at bringe familien og netværket ind i både afdækningen af
problemerne, men også i løsningen af problemerne. Flere rådgivere fortæller at det er svært at stille
spørgsmål, som åbner for en god dialog, og det er svært igen og igen at insistere på, at netværket
inddrages.
En rådgiver fortæller, at:
”hvis
der er konflikter i en sag, fx skilsmissesager, så går det jo udover barnet og
samarbejdet kan være meget svært”.
En af rådgiverne fortæller, at det ikke kun er i skilsmissesager, at det kan være svært at samarbejde med
begge forældre. Der er også sager, hvor forældrene er samboende og hvor moderen ikke ønsker at
faderen skal deltage i møderne. Dette begrundes med, at moderen oplever at faderen og deres fælles
barn har et dårligt forhold til hinanden og at det er nemmere, hvis faderen ikke deltager i møder og
andre sagsaktiviteter.
I sådanne sager oplever rådgiveren flere dilemmaer idet hun vil og skal samarbejde med begge forældre,
men også ønsker at samarbejdet og sagen forløber så glat, som muligt. Ydermere fortæller rådgiveren, at
det er svært at gå imod et sådant ønske, da det jo er helt acceptabelt, at det kun er den ene forælder,
som dukker op til møder.
Rådgiverne oplever generelt, at det er svært at inddrage, når der er tilbageholdenhed fra den ene eller
begge forældrene og hensynet til dem vejer
tungt, herunder hensynet til mor og ønsket om en ’rolig’
sagsgang, når der er konflikter i familien,
64
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Der er stadig traditionelle kønsrollemønstre
I vores interviewmateriale er der mange udsagn fra rådgiverne, der kan kategoriseres som eller refererer
til traditionelle kønsroller i familierne. De er udtryk for rådgivernes oplevelser og erfaringer med
samarbejdet og inddragelsen af fædre og bonusfædre og deres familier og netværk, mænds arbejde og
især deres prioritering af arbejde har ifølge rådgiverne stor betydning for deres deltagelse
En rådgiver fortæller at:
”det kræver fleksibilitet ift. tid at have fædre med til møderne, fordi de arbejder og er svære at
planlægge med”
En anden rådgiver fortæller:
”mænds job fylder meget”
En tredje rådgiver udtaler:
”det er sjældent at fædre deltager i møderne, de arbejder”.
I de ovenstående citater udtrykker rådgiverne en generel erfaring med og opfattelse af mænd, som
forsørgeren og som den, der prioriterer sit arbejde og gøremål udenfor hjemmet. Det betyder, at det
kan betyde at der er vanskeligere at lave aftaler med dem, hvilket kompliceres yderligere, når der er tale
om mænd, der oplever sig som den naturlige autoritet og den der skal bestemme i familien og kan klare
tingene selv.
En rådgiver fortæller:
”nogle mænd er gammeldags og dermed bonderøve og tænker at en mand med en skyder er en
autoritet, ikke en sød blondine. Mænd har en forventning om mænd, når det kommer til at bestemme”.
Der er mange gensidige forestillinger om og givetvis erfaringer med at traditionelle kønsrollemønstre
lever i bedste velgående. Hvorvidt det gør sig særligt gældende for denne målgruppe kan vi ikke sige
noget om, men der synes at være forventninger til en traditionel kønsspecifik arbejdsdeling og far som
autoritet.
En anden rådgiver fortæller:
”far
vil klare tingene selv. Det er nok en mandeting”.
I praksis synes det dog i overvejende grad at være mødrene, der har kontakten og laver aftalerne, hvor
fædrene opleves som mere passivt deltagende. Og den traditionelle kønsrolleopfattelse synes at være, at
omsorgen for barnet og kontakten til rådgiverne er mødrenes opgave og deres ansvar.
En rådgiver fortæller:
”jeg samarbejder mest med mor og tit så bliver far informeret om, hvad
der sker. Far siger tit
bare ja ja og så ikke mere. Han søger ikke selv oplysninger hos mig, men jeg tror at han får lidt at vide fra moderen”
Den samme rådgiver forklarer, at det ofte bare bliver den ene forælder, som man snakker med og at det
næsten altid er moderen, af tids og vanemæssige årsager.
En anden rådgiver fortæller:
”Nogle gange er det bare nemmere, at faderen ikke kommer, hvis der er et barn
eller
ung og en mor til mødet og der er konflikter indbyrdes mellem nogle af dem”
65
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En tredje rådgiver oplever ofte, at hvis hun overtager nogle sager fra andre, så skriver hun til faderen i
en sag og så udtrykker han undren over, at han hører fra kommunen, idet han ikke har hørt noget længe
og egentlig ikke ønsker at deltage. Hun oplever, at nogle mødre og børn også sætter spørgsmålstegn
ved., hvorfor en far pludselig skal inddrages.
En rådgiver refererer til en sag, hvor der er rigtig mange konflikter med den unge og omverden
(forældre, skole, plejefamilie, kontaktperson). I denne sag oplever rådgiveren at moderen forsøger at
gøre noget ved konflikterne og faderen er passiv og trækker sig fuldstændig ud af sagen. Den unge kan
godt lide sin farmor og farmor vil gerne deltage, men moderen kan ikke lide farmor og derfor bliver
farmor helt udelukket fra sagen. Moderen er i denne sag den der i familien har ansvaret for samarbejdet
og kommer til at bestemme hvem der skal inddrages og deltage.
Spørgsmålet om hvem der synes at bestemme og har ansvaret for rådgiversamarbejdet i familierne er
kompliceret, men ifølge rådgivernes beretninger er det ofte mødrene. Det synes dog lidt mere
kompliceret i nogle familier med minoritets baggrund. En enkelt rådgiver peger på forskelle i familierne,
som kommer til udtryk ved at det i danske familier ofte er mødrene, der kommer til møderne,
hvorimod det i familier med muslimsk baggrund typisk er fædrene, som kommer imens mødrene har
omsorgsopgaven.
Der er dog i datamaterialet en række sager, hvor det er far, der både har omsorgsopgaven og ansvaret
eller hvor opgaverne er delte. En rådgiver fortæller om en sag, hvor faderen under datterens sygdom
har taget sig af hende og været der i langt højere grad end moderen
Rådgiveren fortæller:
”far i denne sag er uortodoks, han har smidt alt for at være der for
datteren og det ses ikke
almindeligvis”
Den samme rådgiver siger:
”der er en gammeldags kultur ift. at mor arbejder mindst og far mest og så er det mor,
som bedst kan deltage”.
I ovenstående sager fremhæves faderens indsats, som værende både positiv og uortodoks. Brugen at
begrebet ´uortodoks´ vidner om at denne rollefordeling mellem forældrene opleves som overraskende
og usædvanlig af rådgiverne.
Der er imidlertid også sager, hvor børnene bor hos deres far og hvor han har den primære
omsorgsrolle. En rådgiver fortæller, at hun har en sag, hvor far har sit barn boende hos sig og nu har
fået job. Rådgiveren mener, at det er negativt for familiesagen med jobbet, fordi det betyder, at faderen
kan blive for
’ophængt’
af arbejdet. Rådgiveren vurderer, at faderen skal have tid til at passe datteren, gå
i familiebehandling og egenterapi, fordi det er et stort ansvar for ham at bo med sin datter.
I denne sag fremstilles faderens indsats som positiv og vigtigt at værne om. Samtidig fremgår det at
forældrerollen for datteren i denne sag opfattes som uforenelig med et arbejde, Det kan der jo ikke
sættes spørgsmålstegn ved, da der er tale om en konkret og individuel vurdering af sagen, og rådgiveren
66
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
ville kunne komme til den samme vurdering ift. til en eneforsørgende mor Alligevel er der noget, der
tyder på at fædre opleves som nogle der nemt kan blive ’ophængt’ af arbejde.
Når vi læser og analyserer vores datamateriale ud fra en traditionel kønsrolletilgang, så bliver det helt
tydeligt, at rådgivernes erfaringer med og oplevelser af samarbejdet med fædre og mødre er kønnede i
den forstand at den primære omsorgsgiver er mor og det opleves exceptionelt, når det er far. Det er
primært mor der samarbejdes med og en del fædre opleves som passive eller at de prioriterer arbejdet.
Der er undtagelser, hvor far har omsorgsopgaven, men de benævnes som undtagelser. Vi kan ikke ud
fra datamaterialet se om det er rådgiverne der positionerer fædre og mødre i de traditionelle
kønsrollemønstre eller forældrene selv, der lever sådan og har positioneret sig, men vi kan i
datamaterialet iagttage, at de traditionelle kønsroller står centralt i fortællingerne om praksis i
forbindelse med inddragelse af fædre og bonusfædre.
Mænd har sværere ved at tale om følelser end kvinder
Blandt de interviewede rådgivere er der en udbredt opfattelse af, at mænd kommunikerer anderledes
end kvinder. En rådgiver fortæller at hun forsøger at aflæse fædre ift., hvor meget de er i stand til at tale
om noget følelsesmæssigt.
Rådgiveren fortæller:
”mænd er mere til direkte tale. Man skal ligesom med unge mennesker aflæse mændene ift.
hvordan og hvor meget de forstår, det skal man jo også med nogle kvinder. Klar tale er bedst”.
Her beskriver rådgiveren en oplevelse af, at det kræver en opmærksomhed for hende ift. at aflæse
mænd og deres kunnen eller formåen til at kommunikere om følelsesmæssige emner. Hun nævner, at
dette dog også gør sig gældende ift. nogle kvinder, men det kommer, som en bisætning efter udtalelsen
om, at følelsesmæssig kommunikation med både unge mennesker og mænd kræver aflæsning.
En anden rådgiver
siger, at: ”mænd
er til klar tale, det er mere kompliceret med det følelsesmæssige”.
En kvindelig rådgiver siger:
”det ville være sundt, hvis der var flere mænd i afdelingen her, det
kunne være godt at
høre deres tanker”.
Dette kan tolkes som en tilkendegivelse af, at denne rådgiver oplever at mænd og kvinder tænker
forskelligt og at det er brugbart for kvinder, at høre mændenes refleksioner og tanker i en professionel
praksis.
Flere af de interviewede rådgivere nævner, at kommunikation med fædre kræver noget andet end med
mødre, men ingen af dem synes at referere til en anden form for kommunikation end den, som
anvendes ift kvinderne og mødrene.
En af rådgiverne, reflekterer over forskellen i kommunikation i en af casene:
”far har aldrig kontaktet mig
og siger ja til det, som han bliver informeret om”.
67
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Udsagnet taler ind i problemstillingen med passive fædre, hvor denne rådgiver har en oplevelse af
fædre, der ikke selv tager initiativ og henvender sig og når hun henvender sig, så siger de bare ja, og
indgår ikke i dialogen. Det kan se ud som om, at der er tale om at faderen ikke rigtig medinddrages,
men informeres og responderer positivt på dette.
Rådgiveren kunne have kontakte far med andet end information og vi ved ikke om det er sket i dette
eller andre tilfælde, men rådgiverne følger lovgivningen om inddragelse og information og har derved
levet op til gældende procedurer og far har været kontaktet, hvilket den kvantitative undersøgelse med
75,7% af fædre, der er registreret kontaktet også indikerer.
Det tyder på, at når rådgiverne taler om at kommunikationen med fædre er anderledes, så taler de ikke
alene om kommunikationens følelsesmæssige indhold, men også om, at kontakten med fædrene er
anderledes. Dette kan kun indirekte tolkes ind i en kønnet omsorgskommunikation og handler måske
mere om en traditionel kønsrollediskurs, hvor far
som i nedenstående citat skal ’hives’ ind.
En rådgiver fortæller:
”man
tænker nok automatisk på mødre ift børn og der skal ske et ryk i samfundet, hvis mænd
skal involveres mere… praksis er gennemsyret af at det næsten altid er mor, som man henvender sig til. Hun er næsten
altid omsorgsperson… det er ikke svært at inddrage mænd,
men der skal hives i dem”.
Der synes ikke at være nogen tvivl om, at der er kønnede aspekter i samarbejdet, hvor mænd og
kvinder ofte kommunikerer forskelligt og den mere følelsesmæssige omsorgs kommunikation tilskrives
kvinder, kvindelige rådgivere og mødre. Vores data synes at pege i retning af, at rådgivernes opfattelse
af kommunikation med hhv. mænd og kvinder er domineret af forståelsen af, at mænd er til
’klar
tale’
og kvinder er til samtaler om det
’følelsesmæssige’. Hvorvidt det afholder ’passive’ mænd fra at deltage
eller rådgivere fra at inddrage dem, kan vi ikke sige noget om, men køn har eller får en betydning for
samarbejdet.
Konkluderende perspektiver på rådgivernes udsagn
Rådgiverne har ifølge den kvantitative undersøgelse inddraget far i 75,7% af sagerne og bonusfar i
10,8% af sagerne og vores enkeltinterviews vedrører 9 cases, hvor rådgivere har inddraget faderen, men
de udtaler sig også generelt om inddragelse af fædre og bonusfædre.
Rådgivernes umiddelbare svar på forskelle mellem inddragelse af mødre og fædre, er at der ingen er,
men så snart at interviewene bliver konkrete, så ender alle mere eller mindre med, at der er forskel på
inddragelse af fædre og mødre.
Der er mange der oplever, at de faktisk inddrager fædrene i sagerne, men at det kræver noget mere og
noget andet at aktivere dem, end det gør at inddrage mødrene. Fædre skal kontaktes, sendes breve til,
køres hjem til og der skal arrangeres møder udenfor arbejdstid. Fædrene er
ofte ’passive’
vanskeligere at
få i tale, de prioriterer arbejdet og svarer ofte bare ja til henvendelser og beslutninger, men der er også
de få meget aktive fædre.
68
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Der er en form for konsensus om at kommunikation med fædre er anderledes end med mødre. Det er
en ret generel holdning eller erfaring, at mænd er mere til klar tale og kvinder er mere til
kommunikation omkring det følelsesmæssige.
Klassiske kønsroller er anderledes tydelige i datamaterialet. Det er mødrene, der omtales som de
traditionelle omsorgspersoner og det er dem der kontaktes og samarbejdes med, hvor fædre som
omsorgspersoner opleves som noget exceptionelt.
Det er oftest den primære omsorgsperson, der samarbejdes med. Den primære omsorgsperson som
barnet bor sammen med, er ofte mor og hun synes således at blive inddraget løbende på en helt anden
måde end fædrene. Mødre får måske på den måde en form for informations- og familieautoritet og
monopol, også når det drejer sig om inddragelsen af fædre, der for de passive fædres vedkommende
mere får en symbolsk karakter, som mange mødre, rådgivere og måske fædre synes godt tilfredse med.
Når der er tale om konflikter imellem forældrene eller ift. familie og netværk ser det ud til at mødre,
som den primære omsorgsgiver og samarbejdspartner får afgørende betydning for hvem der inddrages.
Når det drejer sig om de aktive fædre, så synes de selv at have spillet sig på banen, med mindre barnet
har bopæl hos faren og derfor er en aktiv del af den løbende kontakt med rådgiverne.
Fædrenes og bonusfædrenes perspektiver
Inddragelse af fædre og bonusfædre kan ikke kun analyseres og vurderes ud fra rådgivernes perspektiv.
Rådgiverne kan både have haft en intention om og i praksis have oplevet at inddrage såvel fædre som
bonusfædre og deres familier og netværk uden at det er gensidigt fx uden at fædrene har oplevet sig
inddraget. Ensidig inddragelse er ikke det billede vi sidder tilbage med efter at have interviewet både
fædre og rådgivere i de konkrete cases. De aktive fædre har på mange måder oplevet sig inddraget, men
der er mange perspektiver og nuancere i oplevelsen af at blive inddraget, herunder udfordringerne i
forbindelse med at opleve sig reelt inddraget som fædre og bonusfædre, hvilket i denne undersøgelse
vurderes ud fra at ens synspunkter er drøftet og man har deltaget i beslutningsprocessen.
Indledning
Dette kapitel vedrører interview med fædre og bonusfædre fra de to kommuner. Der er således tale om
de mere kvalitative perspektiver på om fædre og bonusfædre oplever sig glemt eller inddraget i det
sociale arbejde. Kapitlet er baseret på 9 længerevarende semistrukturerede interview med fædre og
bonusfædre om deres erfaringer med og oplevelse af hvordan de konkret er blevet inddraget i deres
barn eller bonus børns sagsforløb hos kommunens familieafdeling. Samtidigt er der tale om deres mere
generelle forståelse af og perspektiver på, hvordan fædre og deres familie og netværk inddrages i
familiesager. Interviewene har alle taget udgangspunkt i den pågældende far og eller bonusfars konkrete
samarbejde med familierådgivningen. Vi har således fået viden om fædre og bonusfædres oplevelse af
den konkrete praksis, deres erfaringer og overvejelser i forbindelse med inddragelsen og samarbejdet,
ligesom vi har fået viden fra rådgiverne i det foregående kapitel (se kapitlet rådgivernes perspektiver)
om deres erfaringer, overvejelser og perspektiver i de samme cases.
69
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Metode
Der er foretaget 9 kvalitative semistrukturerede interview. Informanterne er udvalgt ift. at der har været
eller er et aktuelt samarbejde mellem rådgiveren og far eller bonusfar for at kunne få viden fra både
rådgivere og fædre om det konkrete samarbejde i sagen. De 6 af de 9 interviews er med fædre, mens 4
af de 9 interviews er med bonusfædre. 3 ud af de 4 bonusfædre er også fædre til egne biologiske børn.
Der er således 8 ud af 9 informanter, der kan udtale sig med baggrund i rollen som far. Der er 3
informanter, der både har rollen som far og som bonusfar.
Interviewguiden er udarbejdet af forskerne i fællesskab og den er struktureret med udgangspunkt i
sagens forløb fra opstart af sagen til den aktuelle status. Herefter har guiden og spørgsmålene været
mere generelle og tematiserede. Alle interviews er lydoptaget og de er transskriberet og lyttet igennem
flere gange. De 2 af interviewene er foretaget ansigt til ansigt, henholdsvis i informantens hjem og på et
kontor i kommunen. Resten af interviewene er gennemført telefonisk eller online.
Fire centrale temaer baseret på interview med fædre og bonusfædre
Der er foretaget en empirisk kategorisering og tematisering af data ud fra casene samt de mere generelle
og tematiserede svar. I den samlede analyse har vi identificeret fire temaer; 1) fædre og bonusfædres
perspektiv på rådgivernes inddragelse, 2) traditionelle kønsroller og et feminiseret område, 3) kønnet
kommunikation og sprog og 4) forestillinger og erfaring med familie og netværk.
Fædrene oplever sig inddrages senere i sagsforløbet og at skulle kæmpe for inddragelsen
Fædrene oplever sig generelt inddrages senere i sagsforløbet end mor og de oplever at de først
undersøges som en reel ressource for barnet, når mors deltagelse og evner til at bidrage i sagen er
udtømt. Den manglende inddragelse gælder især det indledende sagsforløb hvor familiens udfordringer
og ressourcer afdækkes. Fædrene oplever at mor betragtes som selvskrevet og naturlig
samarbejdspartner for rådgiveren, mens far i ringere grad indtænkes i sagsforløbet. Dette betyder også
at afdækningen af udfordringer og ressourcer i det indledende sagsforløb, bliver med udgangspunkt i
mors fortællinger.
En far fortæller om hans første møde med familieafdelingen, hvor sagen længe havde været i
gang: ”For
det havde kørt i de år der, hvor jeg så pludselig fik et opkald fra en meget undskyldende kommunal person og det var så
fordi han (red. sønnen) ikke havde været i vuggestue eller børnehave, og de ikke kunne få fat på hende (red. mor).
Far fortsætter:
”
jeg fik ikke noget at vide, fordi han boede jo hos hende, så det eneste du som far egentlig har med det
at gøre, er at du får at vide at du skal til at betale 1300 i måneden, så det er sådan set det eneste. Jeg fik ikke noget at
vide om de ustabile fremmøder.”
Af citatet fremgår det at far først blev inddraget efter sagen havde kørt i et par år og at denne
inddragelse primært skyldtes at mor ikke var tilgængelig. Far er af den opfattelse at den sene inddragelse
har resulteret i at hans søns udfordringer er tiltaget, uden at han i den periode har haft mulighed for at
bidrage til sagen med sine ressourcer. Far har i denne sag del i forældremyndigheden og alligevel har de
70
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
professionelles samarbejde primært været med mor måske fordi hun har bopælsretten på deres fælles
søn.
I forlængelse af oplevelsen af først at blive inddraget sent i sagsforløbet er der flere der oplever at de
skal presse på for at blive inddraget og få en rolle i sagen. En far fortæller hvordan han selv måtte
initiere at blive informeret om sagens faktuelle oplysninger samt at komme i dialog med rådgiveren om
de fremadrettede tiltag.
I interviewet er der en drøftelse af hvad der skete, da far pressede på for at blive involveret, men det
husker han ikke helt ud over at han ønsker viden om sagen og på et tidspunkt spørger intervieweren
om det var var ham selv, der skulle sige at han ønskede at være med til møderne.
Far svarer:
Ja det var ikke noget de kom på i hvert fald. Jeg tror det handlede om, at da jeg fandt ud af det, så begyndte
jeg at involvere mig, om hun (red. rådgiver) ville eller ej.
En far til to drenge og bonusfar for 3 piger har haft en tilsvarende oplevelse. Han har en oplevelse af at
være udeladt af flere møder vedrørende hans søn samt erfaringer med selv at måtte initiere og tage
ansvar for at blive inddraget i sagen og komme i dialog med rådgiveren om samvær med hans søn.
Far fortæller:
Ja der var flere møder jeg ikke var med til fordi det mente kommunen og moderen godt at de selv kunne
klare.
Far fortsætter:
Til sidst sagde jeg at jeg VIL have et møde med sagsbehandleren. Jeg tog over til kommunen, og fik sat
et møde op
med hende. Så sagde jeg at det ikke kan være rigtig … sådan og sådan … at jeg ikke får lov til at se min
søn.
Begge informanter beskriver således oplevelser af, ikke blot selv at skulle initiere, men også at måtte
presse på for at blive inddraget i sagsforløbet. Kampen for inddragelse i sagsforløbet handler her om
både at blive informeret om; oplysninger i sagen, forvaltningens vurdering af problemet, inddraget i
løbende dialoger og beslutninger relateret til eksempelvis samvær og indsatser over for barnet
Der er således flere fædre og bonusfædrene der oplever sig ekskluderet fra de dialoger i det indledende
sagsforløb, som kommer til at udgøre et senere beslutningsgrundlag. Fædre og bonusfædrenes
forklaringsbud på den manglende inddragelse relaterer sig her til henholdsvis rådgiveren praksis og til
rådgiverens alliance med moderen.
Far oplever sig inddraget i mindre grad end mor
Ud over at blive inddraget sent i det indledende sagsforløb samt selv at skulle kæmpe for egen
inddragelse, oplever fædrene heller ikke at de inddrages i indsatsen, i lige så høj grad som moderen. En
far fortæller hvordan rådgiverens fokus i forhold til inddragelse, afdækning og støtte, primært retter sig
mod mor. Hans oplevelse med det manglende fokus på hans kompetencer som far, bliver her sat i
relation til at han er på arbejdsmarkedet, hvorfor rådgiveren ikke observerer på hans interaktion og
forældrekompetencer i indsatsen.
71
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Far fortæller om forløbet:
”der var jeg jo ikke en del af det overhovedet, der var det primært hende (red. mor) der
skulle have det hele, det var hende der skulle inddrages og det var hendes der skulle tages af osv.”
Faderen har også et eksempel på, at han ikke er blevet inddraget i selve indsatsen, hvor han sammen
med mor og barnet var indskrevet på et familiebehandlingshjem.
Far fortæller:
”Der kom jeg også derned og var også dernede stort set hele tiden. Og den undersøgelse skulle jo
også
indeholde mig og jeg skulle også snakke med dem dernede osv. Men de havde ikke observeret mig, med hende (red. datter)
eller noget, på trods af at jeg var der hver weekend og efter arbejde osv.”
Denne far havde en oplevelse af, at de professionelle bare tænkte på ham som en far, der gik på arbejde
og at familien var mor og barn, hvorfor der ikke var grund til at lave observationer på ham.
Far fortæller:
”de lavede ikke observationer nok på mig, til i det hele taget at kunne udtale sig om mig som far.
Så man
kan sige, selv der blev jeg jo heller ikke rigtig inddraget.”
De manglende observationer får efter hans vurdering den konsekvens at barnet anbringes med
henvisning til mors manglende ressourcer og forældrekompetencer, og han oplever på den måde ikke at
være blevet taget alvorlig som far.
Fædrene og bonusfædrene oplever således ikke at blive inddraget i lige så vid udstrækning som
moderen, i såvel det indledende sagsforløb, som i afdækning og indsats. Ydermere tegner
informanternes udsagn et billede af at moderen inddrages som en naturlig samarbejdspartner i
sagsforløbet, mens fædre og bonusfædre skal kæmpe for selvsamme.
Systemtid, manglende fleksibilitet og det tager tid at samarbejde
Noget af det fædre og bonusfædre peger på som en udfordring i forhold til inddragelsen i sagsforløb
hos familieafdelingen er en manglende fleksibilitet i forhold til tid. De oplever at skulle tilpasse deres liv
til rådgivernes 8-16 arbejdstid
– det en af fædrene kalder ”systemtid”. En far
fortæller her om hans
oplevelse af at rådgiverne, der inden for deres arbejdstid, har skærpet fokus på det han som far ikke gør
tilstrækkeligt i forhold til hans søn, men så snart klokken bliver tre, kan det indskærpede fokus vente til
en anden dag:
”det blev sådan lidt, når de ser et eller andet, så er der SATANEDME fokus
på det - men hov, nu er klokken jo også
snart tre.”
En anden far/bonusfar har ligeledes oplevelser med tid:
”Jeg blev kontaktet af kommunen og fik besked på at
om en måned så flytter vi din søn. Det var efter kl. 15 om eftermiddagen en fredag, det vil sige man ikke kunne få fat på
nogen.”
Fædrene og bonusfædrene oplever altså at rådgiverne i familieafdelingerne kan udtrykke store
bekymringer eller give beskeder af betydningsfuld og indgribende karakter til familierne, men samtidig
72
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
være utilgængelige for uddybning eller dialog for fædrene og bonusfædrene som modtagere, så snart
klokken bliver 15.00. De oplever, at de skal være fleksible ift. til møder, hvor de fx skal tage fri fra
arbejde, men at det ikke er gensidigt.
Fædrene oplever at samarbejdet med kommunen kræver tid, overskud og ikke mindst ressourcer til at
sætte sig ind i lovgivning og rettigheder.
Far fortæller:
”Jeg kunne ikke finde ud af det med alle de papirer jeg fik dengang. Jeg er så også blevet så meget klogere
på alting i årenes løb: I
dag kan jeg sagtens styre det med kommunerne”
Far fortsætter:
”Du skal tænke på alle de frustrationer … alle de møder man render til .. det fylder rigtig meget når
man har 5 børn... når man også skal passe arbejde ved siden af, det kan være svært at have overskud. Der er så meget
der fylder det hele.”
Det handler ikke blot om manglende fleksibilitet ift. systemets normale arbejdstid, men også
forvaltningen af denne i forhold til hvornår man som rådgiver giver familierne beskeder af
betydningsfuld og indgribende karakter. Og så opleves samarbejdet bare som tidskrævende og nogle
gange er det vanskeligt at forstå love, regler, vurderinger og sprogbrugen.
Hyppige rådgiver skift, nye unge og forskellige rådgivere
Flere af fædrene nævner hyppige rådgiverskift og mange nye unge rådgivere som noget af det, der har
betydning for inddragelsen og samarbejdet. Problemstillingen vedrører også mødrene, men fædrene
nævner problemstillingen som vigtig for deres inddragelse.
En far fortæller:
” næsten hver gang vi
havde møder, så var det en ny socialrådgiver. Hvad de har heddet og sådan noget
kan jeg næsten ikke huske, nogen har jeg kun talt med 2 gange. Det er altid en eller anden ny og de bliver yngre og yngre
for hver gang.
(…) det
var bare sådan en 22 årig der sad
og så lige en gang i mellem udbrød.. ”ehm. (sønnens navn)”, ja
hurra, du ved hvem du er til møde med. Og mere har der ikke været fra dem af egentlig
– så kunne vi starte forfra.”
De hyppige rådgiverskift har for nogle medført en oplevelse af at de nye rådgivere knapt nok vidste
hvem de var til møde med og dermed et manglende kendskab til familien og deres sagsforløb. Så de har
på en måde en oplevelse af at skulle starte forfra hele tiden. Der er imidlertid også fædre i denne
undersøgelse der har haft den
samme rådgiver gennem mange år og de føler sig ’heldige’,
Det er ikke en problemstilling, der primært rammer fædre og bonusfædre, hvilket også gælder
problemstillingen med rådgiveres forskellighed og at der er nogen rådgivere som fædrene og
bonusfædrene oplever at der er gode at samarbejde med og andre der ikke er.
En far udtaler:
”Altså det er ikke alle sagsbehandlere jeg har haft det lige let med og det har min kone heller ikke.”
Vi ved ikke om det er den samme sagsbehandler som faderen henviser til, men fædrene oplever stor
forskel på rådgivere. Og det drejer sig både om ’kemi’, ordentlighed og deres sagsbehandling.
73
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En bonusfar fortæller:
”Jeg synes der er virkelig stor forskel på sagsbehandlere. Vi havde på et tidspunkt en fra X
kommune. Pigernes far vidste lige præcis hvordan han skulle sno hende om sin lille finger, hun tog simpelthen parti for
ham. Det var så slemt på et tidspunkt, at vi beder om at få en anden. Kommunen vurderer at der ikke er grundlag for at
vi skal have en ny.
(…) tre
måneder senere får vi alligevel en, fordi hun har fået en ny stilling i kommunen. Så fik vi en
ny -
en rigtig sød og behagelig sagsbehandler.”
Ovenstående citat kobler problemstillingen med sagsbehandler skift og de oplevede forskelle mellem
sagsbehandlere, hvor de i dette tilfælde var heldige. Citatet illustrerer, at der blive anvendt begreber som
sød, venlig, behagelig osv. om sagsbehandlerne, men der er ikke kun tale om personlige, relationelle
betegnelser, når der tales om deres forskellighed eller deres oplevelse af, at der tages parti i sager.
Oprigtighed og skjulte dagsordner nævnes også af nogle fædre. Der er en af fædrene, der har oplevet at
en rådgiver har misbrugt hans tillid og på den baggrund skrevet noget i journalen og gentaget det på
møder.
Far fortæller:
”Altså tilliden har de jo selv sørget for røg fløjten for mange år siden, altså sådan helt med konkrete ting,
hvor jeg har følt mig direkte stukket i ryggen…hvis du sagde det var så ligegyldigt, hvorfor bliver det så nævnt TO ÅR
EFTER, som om, det skal I
lige vide inden jeg forlader mødet.”
Denne oplevelse af mangel på oprigtighed og ærlighed medfører at denne far føler sig stukket i ryggen
og han tilføjer i interviewet at han passer meget på med hvad han siger og betegner denne rådgiver som
’giftig’.
Den manglende tillid får betydning for samarbejdet.
Der er også fædre og bonusfædre der sætter stor pris på nogle af deres rådgivere.
En far fortæller:
”der
er bare nogen mennesker, der kan du bare mærke du ved
–
integritet vil jeg sige, troværdighed og
oprigtighed.
(…) jeg
tror bare ikke han har nogen skjult agenda, det virker som om han seriøst tror på det. Det virker
som om, at det han siger, det er også det vi arbejder ud fra og at det ikke er sådan et eller andet du ved, som de andre.
Det er mere lige ud af posen, der er ikke alt det der formalitet, hvor man sidder og tænker… Han tror på det og står for
det. Og det virker oprigtigt og helhjertet.
En anden far, der også har følt sig inddraget fortæller:
”jamen
det er vel egentlig bare at man bliver hørt, jeg kan
næsten ikke sige det på andre måder, for det er egentlig så simpelt som det.”
De interviewede fædre har haft mange rådgivere, så de har nogle at sammenligne med og selv om de
generelt har tillid til dem, så oplever de dem som meget forskellige. Og der er fædre der mere direkte
kritiserer deres saglighed, forskelle i vurderinger og tolkninger af loven. Og for de fædre der har
erfaringer på tværs af kommuner, da oplever de også forskelle mellem kommunerne.
En far/ bonusfar fortæller:
”Det der også er et stort problem i, når man går ind og læser de nye regler fra regeringen
af, at den ene kommune siger det ene, den anden siger det tredje. Problemet er at man ikke har den samme holdning eller
tolkning af sproget, af hvad der står i tingene.”
74
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Denne far har, som en flere andre af de interviewede fædre, erfaringer med at samarbejde med flere
kommuner. Denne far oplever at kommunerne har fuldstændig forskellige vurderinger af problemets
omfang og bekymringsgrad. Det har fået den betydning, at han som far og bonusfar har mistet tilliden
til systemet, hvilket ifølge ham har betydning for hans deltagelse i sagsbehandlingen. Han retter
imidlertid kritikken mod systemet og ikke mod den enkelte sagsbehandler.
Næsten uanset hvor irriterede, sure eller glade for en konkret rådgiver som fædrene giver udtryk for i
interviewene, så kan de godt skelne mellem rollen, personen og systemet. De ved godt at rådgiverne er
underlagt bureaukrati, lovgivning, mediernes påvirkning, økonomiske besparelser og som en siger
risikoen for at ”få hovedet i maskinen”.
En far fortæller:
”de har det eddermame heller ikke nemt. Der har jo også været mange sager i medierne. Det er bare
blevet bureaukrati og nærmest ligesom om det bare er et bødekontor.”
(…)
det er jo også alle de love og regler, det er nok
ikke noget de vil indrømme, men det er vel ikke det de har taget deres uddannelse for
–
altså love og regler og bureaukrati
og politik og der bliver skåret ned og skåret ned.
(…)
det er ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, men
politik og lovændringer og det ene og det andet og
de har måske 3 børn de skal hjem til…”
Denne far betragter rådgivernes rammer og vilkår som mulige forklaringer på hvorfor samarbejde og
inddragelse med fædre ikke lykkes tilstrækkeligt. På tværs af interviewene er det tydeligt at fædrene og
bonusfædrene forholder sig til, agerer i og har meget skarpe billeder på familierådgivningerne og de
rådgivere de samarbejder med. De ved på en måde godt, at rådgiverne er forskellige, men også at det er
en rolle de indtager, og at der er grænser for deres beslutningsrum.
Vi har interviewet såkaldt aktive fædre og bonusfædre forstået på den måde, at de enten er blevet
inddraget på et tidspunkt i sagsforløbet, hvor samarbejdet med mor ikke har fungeret eller haft den
ønskede virkning eller også har de selv presset på for at få en rolle. De har ikke været inddraget fra
starten på rådgiverens initiativ og de har meget forskellige erfaringer med meget forskellige og skiftende
rådgivere.
De aktive fædre og bonusfædre har mange forklaringer på deres og andre fædre og bonusfædres
begrænsede inddragelse, hvor nogle handler om udfordringer knyttet til køn fx at møder afholdes i
arbejdstid, medens andre vedrører inddragelsesproblemstillinger generelt fx sagsbehandler skift og
forskelle mellem sagsbehandlere.
Traditionelle kønsroller og et feminiseret område
Fædre og bonusfædrenes fortæller i interviewene om meget traditionelle syn på mænd og kvinder i
kommunernes familieafdeling, herunder at de oplever en overrepræsentativitet af kvindelige
professionelle. I forlængelse heraf opleves rådgivernes tilgang til sagsbehandling og inddragelse af fædre
som værende biased af en ”kvindelogik”.
En far fortæller:
”Én ting er at have socialrådgiver, men så er der også alle de personer der skal melde tilbage til
socialrådgiver for at hun kan tage beslutninger osv
–
og der har vi jo, plejeMOR, vi har den KVINDELIGE marte-
75
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
meo person, vi har den KVINDELIGE terapeut, vi har den KVINDELIGE anbringelseskonsulent
–
der er kvinder
overalt og ikke én éneste mand, overhovedet.
(…)og
samtlige af de her kvinder er heller ikke vant til at faren skulle
kunne varetage en skid, kan man sige.”
Han er ikke den eneste oplever at socialt arbejde med børn og unge domineres af kvinder, og at disse
kvinder har en forudindtaget indstilling til at mødre er vigtigst i forhold til at varetage omsorgsrollen for
børn.
En anden far fortæller:
”
mange gange, har jeg på fornemmelsen af, uanset familiesammensætning, så er henvendelsen
typisk adresseret til moderen og det er også typisk også kvindelige repræsentanter fra kommunen og det gør måske lidt, at
det får en bias i den retning, tror jeg”.
I interviewene har fædre og bonusfædrene i deres fortællinger, givet konkrete eksempler på oplevelser
med manglende inddragelse og mulige årsager hertil. Gennemgående fremhæves forklaringer der
relaterer sig til køn og kønsspecifikke egenskaber, som fædrene oplever som udslagsgivende for de
måder rådgiveren møder og inddrager eller ikke inddrager mødre og fædre på.
Far fortæller:
”Når jeg kom med de her forslag og sagde, kunne det så måske være eller kunne det eventuelt –
NEJ.
Den form for formuleringer fra min side blev så bare tolket som værende diskussionslysten og passiv-aggressiv…Så hvis
man havde den mindste smule anden forståelse eller stillede spørgsmål ind til det hele, så blev jeg, i mit tilfælde, tolket som
værende diskussionslysten og ikke samarbejdsvillig
og sådan nogen ting.”
Far fortsætter:
”Det
var uanset hvor mange gange jeg prøvede at ringe, uanset hvor mange gange jeg prøvede at sige…
uanset hvordan og hvorledes
–
det var bare blankt nej og blank afvisning…Mor kunne skrige, sprælle og slå ned i bordet
og råbe og skrige og skride fra mødet af
–
amen hun var jo også følelsesmæssigt påvirket og det var jo forståeligt. Fair
nok, helt afgjort, godt læst
–
fint. Hvis jeg hæver stemmen, så er jeg jo farlig, så er jeg aggressiv
–
altså giv mig da en
chance for fanden.”
Far har i denne sag oplevet at hans initiativer og forsøg på deltagelse i sagen bliver mødt med afvisning,
ligesom spørgsmål eller holdninger der afviger fra rådgiverens forståelse af sagen blev oplevet som
konfliktoptrappende og førte til en form for stempling af ham som aggressiv, diskussionslysten og ikke
samarbejdsvillig. Han efterlyser i højere grad at blive mødt med forståelse og at få en chance som far,
hvilket står i kontrast til hans reelle erfaring. Det er hans og flere andre fædres oplevelse at der
forekommer forskelsbehandling kønnene imellem og de oplever at blive mødt anderledes end mødrene.
Fædrene fortæller om hvordan de oplever at blive mødt med et traditionelt syn på far-rollen, som
handler om blot at have funktion som indkomstkilde i familien. Dette i kontrast til at mor mødes som
selvskrevet og naturlig omsorgsgiver for barnet.
Denne stereotype opfattelse og inddeling oplever fædrene at systemet og dermed rådgiverne medvirker
til at reproducere, i kraft af deres måde at møde fædrene på og qua deres forskellige forventninger til
parterne.
76
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Far fortæller:
”Det hele handler meget om den individuelle socialrådgiver, hvordan vedkommende vælger at tolke det og
vælger at handle på det hele. Faren er jo en del af det uanset hvordan man vender og drejer den kan man sige, men det
handler også meget om at samfundet generelt set stadigvæk ikke den dag i dag, er sat til at fædre skal være noget som helst
andet end en indkomstkilde.”
Far fortsætter:
”Nu bor jeg jo alene med min datter ikke også, og folk sådan generelt set der hører jeg bor alene og jeg er
enlig far
–
der har jeg ikke mødt en eneste endnu der ikke har været overrasket
–
så de er overrasket over at jeg rent
faktisk har hende på fuldtid og spørger, nå jamen hvad så med hendes mor og er helt forarget. Undskyld mig da, I havde
ikke tænkt 2 gange over det hvis moren var alene med hende. (…) Jamen allerede der er der jo en mistillid, bare fordi jeg
hedder far.”
Far omtaler her både det omgivende samfunds forventninger til ham som far, som han oplever, bliver
negativt reproduceret i hans møde med systemet. Den individuelle rådgivers måder at tolke og handle
overfor fædre, bliver her central set fra faderens perspektiv, og han udtrykker meget godt oplevelsen af
blive mødt med mistillid ift. omsorgsopgaven som også andre fædre nævner.
Mor som gatekeeper eller den der udelukker far
Der er flere fædre og bonusfædre der nævner mor som en form for ’gatekeeper’, der bestemmer
eller
har afgørende betydning for deres inddragelse. Det er særligt udtalt der hvor mor enten har
bopælsretten eller den fulde forældremyndighed og hvor der synes at være konflikter mellem
forældrene.
En far fortæller: ”Hun
manipulerede med tingene og læste op og fortæller mig sådan så der står alt godt. Havde jeg
kunne sætte mig ned og tage papirerne med hjem til nogen der havde forstand på det at læse det, så havde jeg jo kunne gøre
noget for min søn noget før.”
Far fortsætter: ”Det
er svært når man ikke ved hvad man skal gøre, og ingen hjælp får. Problemet er at det er moren der
bremser min viden.”
Denne far er frustreret over ikke at være inddraget og på en måde også over at han ikke ved hvad der
foregår og at der kan være informationer, som han ikke får eller har adgang til og han føler sig på en
måde magtesløs, hvilket også fremgår af nedenstående citat.
Far fortæller: ”Kommunen
og moren de kan gøre hvad de vil, for jeg har ikke noget at skulle sige. De kan godt lytte på
hvad jeg siger, men de behøver ikke følge nogle af de ting jeg siger”.
Det at stå uden for, se på og ikke kunne gøre noget er en problemstilling der synes helt tydelig, når mor
har ene forældremyndighed. Når barnet bor hos mor, påvirkes farens adgangen til både barnet og de
sociale myndigheder.
77
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Når der er større problemer end mor og rådgiver kan klare, så inddrages far i nogle tilfælde uanset om
han har forældremyndigheden og her synes rådgiveren at spille en stor aktiv rolle ift. inddragelsen. I den
nedenstående sag er det rådgiverens aktive rolle, der har haft betydning for inddragelsen.
Far fortæller:
”Det er kun mig der har prøvet at kontakte moren lidt. Så spurgte hun hvad jeg ville, og jeg sagde jeg
synes vi skulle prøve at se om vi kunne snakke sammen om vores søn, så blev der ikke så meget der”.
Far fortsætter:
”Hun
har givet op. Kommunen har givet op på det område. Derfor var det jeg blev indkaldt til et møde
derovre. Så sagde hun (red. rådgiver) om jeg ikke kunne gøre et eller andet, de vidste ikke hvordan de skulle få ham til at
indse at de ting han laver, er forkert. Jeg skulle nok prøve at snakke med ham.”
Far inddrages først i denne sag, da mor ikke kan længere og hun efter hans udsagn har givet op.
Udsagnet tyder på at det lige så meget er rådgiveren, der har givet op ift. mor og har set en mulighed i
at indkalde far.
De fædre vi har interviewet, er det vi forstår som aktive fædre og vi ved ikke så meget om de mere
passive fædre som rådgiverne nævner i det tidligere kapitel. De passive fædre er dem der ikke får adgang
til deltagelse eller ønsker at blive inddraget, og der er mange udsagn fra fædrene og fra rådgiverne i det
tidligere kapitel, der samlet set tyder på at mor tildeles eller tager rollen som den primære omsorgsgiver
og samarbejdspartner og derved kan styre de informationer, der videregives til far.
Så længe det på en eller anden måde går godt, er der noget der tyder på, at de fleste tilfredse rådgivere,
mødre og måske de passive fædre, er meget tilfredse med arbejdsdelingen. Det er først når der opstår
problemer af den ene eller anden art at fædre og måske bonusfædre inddrages. Der er måske de relativt
få aktive fædre, der fra starten af sagen er inddraget eller har presset på for at blive inddraget og så er
der de mange passive fædre, der forsøges hentet ind når problemerne er blevet for store. Her er det
ikke altid et spørgsmål om forældremyndighed, men mere at inddragelsen og henvendelsen kommer fra
rådgiveren med en eller anden form for accept fra mor.
Kønnet kommunikation og sprog
I relation til fædrenes oplevelser af at
’der
er kvinder overalt’, tilføjer fædrene at rådgivernes
kommunikation og sprog er en særlig form for utilgængeligt og irrationelt kvindesprog, hvor der tales
om
følelser, omsorg, osv. Nogle fædre taler om en særlig ’kvinde-
og mandelogik’,
der kommer til
udtryk i sproget.
I det nedenstående interviewcitat fortæller far og bonusfar om hans oplevelse af at kvindelige rådgivere
og øvrige kvindelige professionelle såsom familiekonsulenter, kommunikerer med udgangspunkt i en
følelsesbetonet kvindelogik
og hans ’mandelogik’.
Far fortæller:
”Jamen der kæmper vi jo også helt sådan rent og skær biologisk, helt fra naturens side der er mænd mere
firkantede, logisk tænkende, det er jeg helt afgjort også, hvorimod kvinder er sådan lidt mere nuancerede hvad angår
78
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
tankegang og følelsesmæssigt baserede osv, og det tænker jeg helt afgjort der skulle være et generelt større fokus på det
kommunikationsspil der kan foregå der. ”
Far fortætter med et eksempel:
”Eksempelvis
så havde vi jo de her konsulenter på et tidspunkt i hjemmet, hvor jeg
siger: I er her jo ikke medmindre der er en grund til det
–
så hvad er det vi ikke gør godt nok? Hvis vi gjorde alting
rigtigt, så var i her ikke, ergo vi gør et eller andet forkert
–
hvad gør vi forkert? Jamen den måde kan man ikke stille det
op, blev jeg mødt med, jeg
blev bare generelt set mødt med ”amen det er meget mere nuanceret og bla bla –
ja ja, men når
vi så er færdige med at snakke regnbuer og enhjørninger, hvad er det så vi skal gøre”
Far fortsætter:
”
er der en tjekliste her ikke også, fordi alting kan boiles ned til firkantet sort og hvid, det handler bare
om din måde at fokusere på og snakke på. Som jeg ser det så kan alting kortes ned til på en eller anden måde til at sige
–
så er det det her emne vi har taget, så kan vi nuancere det emne lige så meget som det passer dig, men vi kunne også
konkretisere. Og den har jeg altid manglet rigtig meget”.
Denne far efterlyser et fokus på alle de kvindelige professionelles kommunikationsstil overfor mænd.
Og den ændrede kommunikationsstil, som han ønsker, skal i højere grad være logisk og konkret.
Konkret i forhold til hvad det præcist er forvaltningen ser at forældrene ikke
’gør
godt nok’, således det
er tydeligt hvad der skal arbejdes med. På en måde så blokerer sprogbrugen for hans inddragelse, da
han ikke ved eller har forstået hvad han skal gøre anderledes.
Far beskriver hvordan hans forudsætninger og motivation for deltagelse minimeres når de kvindelige
repræsentanter ikke formår dette, men i stedet møder ham med,
det han kalder ”regnbuer
og
enhjørninger”. I mændenes fortællinger skabes der således en kobling mellem køn og
kommunikationsstile, som har betydning for deres oplevelse af at blive inddraget.
Far uddyber:
”Få
det over og være lidt mere sort hvidt, det kan godt være det er et emne der er lidt… bare fordi mænd,
fordi vi ikke har det som naturlig tankegang, så betyder det ikke at vi ikke er emotionelle og at vi ikke kan tage os af de
ting
–
men ja det skal også kunne forstås på den måde vi nu engang forstår tingene.
Denne far ønsker en konkretisering og gennemsigtighed i sagsforløbet og at der bliver talt til ham i et
sprog, så han forstår det.
En anden far og bonusfar fortæller om lignende erfaringer idet han beskriver forskellen i mænd og
kvinders måde at kommunikere på.
Far fortæller om mænds kommunikationsstil:
”Altså
man kan sige det sådan, hvis man skal karikere det lidt, at
en mandlig tilgang til det, er jo lidt
–
kom hvis du har et problem, lad os tale om problemet, og så er det løst - altså her er
problemet, hvad er årsagen, det er det, hvad gør vi ved det, der gør vi sådan, fint videre, næste.”
Det er ikke alle rådgivere, der ifølge fædrene har denne kvindelige kommunikationsstil. Der er
eksempler på både mandlige og kvindelige rådgivere som de har samarbejdet med og hvor
kommunikationen har været tydeligt. I nedenstående udsagn giver far eksempler på samarbejdet med to
forskellige rådgivere og deres forskellige tilgang.
79
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Far fortæller:
”den
første var meget god til at fortælle os at det vi gjorde, var godt og rigtigt, men hun var ikke så god til
at komme med så meget
–
altså der var ikke det store drev i hende. Og så har vi haft en mere, en yngre kvinde og hun var
bedre til at få det gjort det konkret, så gør vi sådan og sådan og så evaluerer vi på det om 3 måneder”.
Fædrene har generelt en oplevelse af, at kommunikationen er særlig ukonkret og kvindelig, men også at
nogle rådgivere lytter og forsøger at imødekomme deres ønsker om at være mere tydelige og konkrete,
men når der ikke lyttes, så bliver de frustrerede som i beretningen fra denne far.
Far fortæller:
”Det
er noget af det mest irriterende og mest frustrerende, jeg vil næsten gå så langt som at sige decideret
respektløst, at ens forslag ikke bliver taget til eftertanke eller lignende, skide med om man har ret eller om man er
fuldstændig uenige, men så længe man faktisk kan sige, nej fordi sådan og sådan, så man rent faktisk kan køre en
samtale omkring tingene.
Far fortsætter:
”Der
bliver man som far tit mødt med blankt nej eller lignende, især når det handler om eventuelle
emotionelle forhold for barnet eller lignende, hvor faren kan sige, jamen hvad så med sådan og sådan, og så bare nej eller
videre og taler forbi en.”
Nogle fædre føler sig også talt ned til og faderen i nedenstående eksempel har set sig sur på en bestemt
måde at tale på.
Far fortæller:
”men
allervigtigst i lige præcis den sammenhæng også, det er skru ned for det der girafsprog, MEGET,
fordi det er generelt meget, hvor kvinder bare er sådan jamen det må være en kvindelig ting
–
hun snakker til mig som om
jeg er 5 år. Det er virkelig noget der kan sætte en stopper, for når først man kommer som mand og er blevet mødt tilpas
meget med den der og føler man skal kæmpe sig igennem den der konstant”.
Kommunikationen og sproget fremhæves gennemgående i empirien som et meget centralt tema på
tværs af alle interviews med såvel fædre som bonusfædre. De mandlige informanter kommenterer det
og føler sig på en måde i et fremmed kvindeligt univers, hvor de ikke helt kender eller vil acceptere
sprogkoderne og det har en betydning for disse aktive fædres oplevede inddragelse.
I forlængelse af fædrene og bonusfædrenes oplevelse af at mænd og kvinder kommunikerer forskelligt,
så oplever flere af dem også at de kvindelige rådgivere har en forudindtaget indstilling til dem som
emotionelt uafstemte og dermed ude af stand til at tilbyde barnet emotionel omsorg og regulering.
En far fortæller:
”
det er heller ikke sådan man bliver mødt, det er jo heller ikke sådan stereotypet generelt set er, bare
fordi man ikke er en pyller-far, betyder det ikke at man ikke er emotionelt afstemt nok til at kunne tage sig af sit barn”.
Far fortsætter:
”jamen man har behov for at føle sig accepteret som individ i det hele taget. Igen fordi i mit tilfælde der
slåsser jeg meget med stereotypen, der er ikke nogen der har vist bekymring ved det, men de er stadig sådan lidt, er du
sikker på du godt kan det. Så i stedet for at blive mødt med stereotypen,
så kig på mennesket.”
80
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Denne fars oplevelse af en forudindtaget antagelse om at fædre ikke er emotionelt afstemte nok til at
møde barnets behov, får ham til at opleve, at der sås tvivl ved ham som far, på trods af at der ikke
forekommer øvrige bekymringer. Han har som flere andre af mændene en oplevelse af, at der er en
forudindtaget holdning til mænd og fædre som omsorgsgivere, der ikke er til mødrene og at det er
koblet til den måde der kommunikeres på.
En anden mere generisk og kommunikativ problemstilling som flere fædre nævner er fagsproget og
henvisninger til lovgivningens paragraffer som flere oplever skaber distance og er vanskeligt at forstå.
En far fortæller:
”hvis
man spurgte ind til nogen papirer eller et eller andet, hvad det betød, så fik man bare en
skrivelse der var skrevet i deres fagsprog. Så stillede vi dem nogle spørgsmål og så skulle de uddybe, men det ville det slet
ikke jo, de henviste bare til den der paragraf 18 eller paragraf de havde lavet på det tidspunkt. Altså de uddyber ikke
nogen ting”.
En anden far fortæller:
”Både på henvendelser men også generelt som person, fordi hvis du stillede hende et hvilket som
helst spørgsmål, du kunne næsten spørge hende hvad klokken var, jamen der kan jeg kun henvise til sagsakterne siger
hun så. Og man tænker, sig mig har
du ikke læst dem? ”jamen jeg er enig med det der står” –
jamen så kan du vel også
svare mig på de her spørgsmål, for så skal du jo også have læst papirerne jo.”
Far fortsætter:
”så
mange af de formuleringer der generelt set bliver brugt i sådan nogen sager her, de er decideret
altødelæggende for en mands ego”.
De to ovenstående fædre beskriver, hvordan konkrete erfaringer med at blive affejet på spørgsmål og
henvendelser med fagsprog og henvisning til paragraffer, medfører en oplevelse af at blive forbigået og
endda undermineret som fædre- og mænd. Et sådant sprogbrug opleves af fædrene som distancerende,
de får ikke den hjælp de har behov for og det opleves som en form for kommunikativ magtudøvelse,
der skaber distance og underminerer deres inddragelse og deltagelse.
Når ovenstående samtidigt opleves som en afhøring og det en af fædrene kalder et fejlfindingsmøde, så
bliver distancen mellem fædre og rådgivere lang og der er ikke lang vej til konflikt.
En far fortæller: ”
i forhold til at det her er en samtale, har det andet været mere, kvindeligt, pædagogisk, politisk
korrekt afhøring eller forhøring”
Han fortsætter:
”Jamen det er jo ligesom hvis det var en
kriminel-efterforskning, hvor de sidder og skal lede efter,
”Nååårh”…
Også bare det med at have sådan nogle fejlfindingsmøder - Nå skal vi lige kridte op hvad der er af fejl ved
dig i den her måned ikke også - den hjælp er ikke altid en hjælp.”
Fædre og bonusfædrene
fortæller her, at ’fejlfindingsmøder’ ikke
virker befordrende for inddragelse
eller samarbejde med rådgiveren. Og det stiller dem i et dilemma omkring tilliden til rådgiveren og
systemet. Der er også nogle af dem der anvender begrebet kynisme.
81
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
En far fortæller:
”nogle
sagsbehandlere de er så kolde og kyniske i deres væremåde. Man skal helst ikke gøre for meget,
for de vil ikke stå ved hvad de har sagt. De går bare ind og dikterer, hvad skal der siges og hvad skal der gøres.
En anden far siger:
”Jamen
det er fordi, jeg tror ikke de kan forstå at vi har følelser i det her, det har de ikke jo. De
tror vi skal tale lige så koldt som de kan, fordi de ikke har følelser, men det kan man altså ikke i sådan en sag her og
det er det jeg synes der gør det svært.
For begge disse fædre er der noget i relationen og den sprogbrug der anvendes, der får dem til at opleve
rådgiverne som kyniske og nogen der ikke ønsker at inddrage dem på en ligeværdig måde og heller ikke
nogen som de kan tale frit med. Det er egentlig lidt paradoksalt, at flere fædre både oplever sproget
som meget feminint og omsorgsagtigt og samtidigt oplever noget af kommunikationen som meget
kynisk og forhørsagtigt. Det kan naturligvis handle om mange ting fx at de refererer til forskellige
rådgivere, der har hver deres måde at kommunikere og samarbejde på, og det kan handle om
indholdsmæssigt meget forskellige møder og beslutninger som de ikke har haft indflydelse på eller været
enige i. Men uanset hvordan vi forstår modsætningerne i fædrenes udsagn og hvordan vi tolker dem, så
har nogle fædre oplevet nogle rådgivere som kyniske og det har haft betydning for deres konkrete sag
og deres tillid til rådgivere og systemet.
I dette afsnit, hvor der har været fokus på kommunikationens betydning for fædre og bonusfædres
oplevelse af inddragelse, er det blevet helt tydeligt at sprogbrug har betydning i og for samarbejdet.
Sådan helt generelt oplever de fleste af fædrene og bonusfædrene at der er tale om en særlig form for
kvindelig eller kønnet kommunikation, der er fremmed for dem og vanskelig at forstå. Og det
vanskelige ved at forstå kommunikationen gælder ikke kun fagsprog og paragraffer, men også at den for
flere er for ukonkret og diffus til at de ved hvad de skal gøre. Og så er der nogen, der reagerer kraftigt
på sproget og føler sig diskvalificeret og ikke lyttet til og taget alvorligt i samarbejdet. Det er samtidigt
helt tydeligt at fædrene har forskellige erfaringer og at der er en sammenhæng med om samarbejdet
med den enkelte rådgiver i mere generel forstand opleves som positivt eller ej.
Forestillinger og erfaringer med netværk og familie
Fædrene og bonusfædrene er blevet interviewet om deres erfaringer og oplevelser med
familieafdelingernes afdækning og inddragelse af deres familie og netværk i sagsprocessen, deres
samarbejde og eventuelle konflikter i og med familien og netværket samt netværkets betydning for dem.
I interviewene fortæller fædre og bonusfædrene at afdækning og kortlægningen af deres netværk, som
led i sagsprocessen ofte er sket på deres eget initiativ.
En far fortæller:
”
Jamen det var mig selv der egentlig kridtede op, ja hvem der gjorde hvad og hvem der så eventuelt
kunne, altså sådan at man inddrog nogen flere.”
En anden far fortæller:
”vi
tog selv initiativ til det, at vise hvem vores netværk var og sådan noget og det blev da også
lavet og skrevet ned hvem der var og så blev det, fra hvad jeg ved af, krøllet sammen og smidt i papirkurven
–
og så blev
der ikke gjort en skid mere ved det”
82
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
I den sag tog familien selv initiativ og det er lidt uklart hvilken rolle rådgiveren spillede, men der har
været en dialog og far har på en eller anden måde skrevet navnene til rådgiveren og bebrejder
rådgiveren for ikke at have handlet på det. Afdækningen af netværket finder således sted på fædrenes og
familiernes eget initiativ, men ser ikke ud til i det empiriske materiale at få en reel betydning i
sagsforløbet.
Der er kun to af de interviewede fædre/bonusfædre, hvor familie og netværk har spillet en aktiv rolle i
sagen, forstået som i samarbejdet med rådgiveren. I den ene sag er der tale om farmor og fars
barndomsven, der har haft en støttende rolle, der er blevet formaliseret gennem et samarbejde med
rådgiveren.
Far fortæller:”
jeg vil sige i et samarbejde med. Nu er det jo mere officielt netværk, hvor de skriver under på det og vi
har ugeplan og det hele, det hele er sat op for hvert minut dagligt, men før det var det ikke helt på samme måde, det var
mere bare at de spurgte ind til det”.
Far fortsætter:
”
ja altså der er jo en ny version af det der børnerådslagning, men ellers har det været.. jaa jeg kan ikke
helt huske det.
Far fortæller om barndomsvennen:
”han ringer til mig 6.15 hver morgen for lige
- nå du er oppe, skide godt, ses -,
så det har været sådan de der tiltag vi har lavet, for at skulle fikse de ting der”.
I denne fars tilfælde har netværket
–
primært i form af farmor og barndomsven - spillet en støttende
rolle i familiens liv, også før rollen blev formaliseret af kommunen. Far beskriver hvordan
familierådslagning har medvirket til at bringe netværket ind som en mere officiel del af
problemløsningen, hvor netværkets bidrag er blev formaliseret gennem nedskrivning af en ugeplan. Det
ser således ud til det faktum at netværket har været stabilt repræsenteret i familiens liv forud for
kommunens involvering, har lettet inddragelsen af disse i sagsforløbet, hvor metoden
familierådslagning har medvirket til at formalisere samarbejdet.
Den anden informant der har erfaringer med at netværket har været formelt inddraget i sagsforløbet
drejer sig om en netværksanbringelse, hvor han er bonusfar til de anbragte børn. Hans kones forældre
var netværksplejeforældre for børnene i en periode, indtil børnenes mor opdagede at der var problemer
med forældrenes alkoholforbrug:
Han fortæller:
”min
kone angav hendes forældre for druk. Da vi fandt ud af at hun (red. mormor) drak for meget, min
kones forældre, de magtede det ikke. Så gik det faktisk stærkt. Så der var en masse der ikke var på plads. Men det var
godt for børnene”
Han fortsætter:
”Ja
altså vi har jo ikke haft kontakt siden på grund af det. Og fra min side bliver det aldrig godt…
Altså hvis jeg skal være grov, så har det jo ødelagt dem. De skulle nok have været anbragt i stedet.”
83
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Denne bonusfar har en negativ fortælling om at inddragelse af noget af netværket som
netværksplejefamilie har skabt konflikt og afstand i familien. Han oplever endvidere at
netværksanbringelsen har
’ødelagt’
børnene, som han mener skulle have været anbragt i en ordinær
plejefamilie i stedet, hvilket de også blev efterfølgende.
Hvilken inddragelse med hvem der er foregået forud for de to sager, hvor noget af familien og
netværket har været inddraget ved vi ikke, ligesom det er uklart hvorvidt den mor, der har fået to af sine
børn anbragt ved sine forældre har været indforstået med det og hvordan deres relation var inden
anbringelsen. Når hun imidlertid angiver eller underretter kommunen om sine forældrene og dermed
netværksplejeforældrene for druk, så er der noget i deres relation og samarbejde, der ikke har fungeret
og som rådgiveren enten ikke har kunnet se eller gøre noget ved.
Familie og netværkets private støtte
Fra informanterne er der ikke mange eksempler på at netværket har været inddraget som en aktiv og
formel del af sagsprocessen. Dog er der lidt flere eksempler på hvordan familie og netværket virker
støttende, uden at denne støtte er initieret eller formaliseret af familieafdelingen.
En far og bonusfar fortæller:
”
Mine forældre er blevet betragtet som bedsteforældre til begge sider, de vil helst kun
kaldes bedstemor og bedstefar.
Han fortsætter:
”for
min kærestes piger har ikke så meget omgangskreds. De trækker mere på min familie, både min
far og mor, mine søskende ... min storebror og lillesøster bliver brugt noget af tiden også. Min lillebror har vi ikke særlig
meget kontakt til, men det fordi han ikke ønsker det. Vi bruger også min kærestes mor, hun bliver kaldt for mormor. Så
er der stedfar, som er min kærestes lillebrors far.”
Ovenstående citat fra den far og bonusfar illustrer hvordan det udvidede og ikke-biologiske netværk,
kan optræde som en styrke i børns liv, når deres eget biologiske netværk er sparsomt. I dette tilfælde
agerer hans forældre, bedsteforældre for hans kærestes piger og dermed hans bonusdøtre. Videre
fortæller han om hans forældres betydning for ham, som støtte i sagsprocessen med såvel hans egne
drenge, som med hans bonusdøtre:
Far fortæller: ”Når
jeg har frustrationerne, så skal jeg jo have nogen at komme i kontakt med, så tager jeg hjem og så
snakker jeg med min mor. Hun lytter på mig og så forklarer hun mig hvordan nogle af tingene måske hænger sammen, og
så siger hun vi kan prøve at ringe til kommunen, og sige sådan og sådan. Så har jeg fået meget støtte af mine familie, i
hvert fald mine forældre. Den første jeg ringer til det er min mor.
Selvom hans forældre ikke er en formaliseret del af sagsprocessen med hverken hans sønner eller
bonusdøtre, yder de alligevel en værdifuld støtte i relation til hans håndtering af samarbejdet og
processen. En anden far har en lignende fortælling om, at hans forældre ikke er en aktiv del af sagen,
men stadig en del af et støttende netværk i hverdagen.
Far fortæller: ”hendes
farfar, han bor længere nede i byen og så er der så min mor og så har jeg nogen vennepar som har
nogen børn og sådan lidt.
84
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Far fortsætter:
”De
er en del af den yngstes liv. De er ikke så stor en del af den ældstes liv. Men det er jeg jo så egentlig
heller ikke engang rigtigt, kan man jo så sige beklageligvis
Når det drejer sig om den ældste pige, så arbejder de i familien på at få samvær med hende, og det
gælder både ham og hans forældre, men det er ikke så nemt, da hun er anbragt i familiepleje.
Far fortæller om samvær:
”Nej,
det har de (red. Farmor og farfar) ikke, vi arbejder stærkt på det, men min datter
hun…, hendes mor har ADHD, og det tyder også på at hun kommer til at udvikle det.
Far fortsætter:
”Samtidig
med at hun blev fjernet som 2,5 mdr. gammel
–
det har sat en hel del spor og en masse
vanskeligheder i hende. Hun har udviklet noget separationsangst fra plejemor og hun har noget reguleringsbesvær, så hun
er svær ikke at overstimulere i hele processen”.
Den begrundelse for at familien og netværket ikke kan få samvær med datteren er hensynet til datteren,
men de giver udtryk for at de ønsker samvær og arbejder på det.
I forhold til fædrenes fortællinger om netværket, fremkommer det at afdækningen af netværket foregår
på fædrenes og bonusfædrenes eget initiativ, men selvom netværket afdækkes, afføder det ikke
nødvendigvis netværkets inddragelse i sagsprocessen. Der er således meget få beretninger om
netværkets inddragelse i fædrene og bonusfædrenes sagsprocesser. Vi har ikke så meget data om
familierne og netværkets rolle i fædre og bonusfædrenes liv ud over at de har familie og netværk og at
de især har betydning for dem i det private liv, hvor familierådgivningen ikke er involveret.
I de to ovenstående eksempler er det især farmødrene, som støtter dem, men det kan være en
tilfældighed. For nogle af de fædre, der samtidigt er bonusfædre, er der tale om meget familie og
netværk ofte med komplicerede relationer, hvor nogle er tættere på og mere støttende end andre og det
ser også ud til at ændre sig over tid fx er bonusfamilien vigtige for alle familiens børn i den ene sag. De
mere nuancerede fortællinger om netværkets rolle i familiernes liv ligger uden for denne undersøgelses
empiriske materiale, og som også den kvantitative undersøgelse viser er den formelle inddragelse af
fædre og bonusfædres familie og netværk i sagerne begrænset.
Opsamlende bemærkninger/konklusioner
Udsagnene og analyserne viser et gennemgående billede af at fædre og bonusfædre inddrages senere i
sagsforløbet end mødre og at fædre og bonusfædre selv må initiere og endda oplever at måtte presse på
eller ligefrem kæmpe for deltagelsen. Når fædrene inddrages, sker dette i mindre omfang end mødrene
og oftest først, når mors ressourcer er udtømte.
Deres oplevelser svarer på nogle områder til rådgivernes oplevelser af samarbejdet med hensyn til at
rådgiverne først og fremmest samarbejder med den primære omsorgsgiver, hvilket oftest er mor og så
er far en sekundær omsorgsperson der arbejder og bliver informeret gennem mor eller via mail og nem-
id.
85
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
De aktive fædre som vi har interviewet,
er på en måde undtagelser, der er blevet ’presset’ eller har
insisteret på at blive inddraget og tage ansvar. De aktive har mange forklaringer på deres og andre fædre
og bonusfædres begrænsede inddragelse, hvor nogle handler om udfordringer knyttet til de (lave)
forventninger der er til dem som fædre, samt at møder afholdes i arbejdstid, medens andre vedrører
inddragelsesproblemstillinger generelt fx sagsbehandlerskift og forskelle mellem sagsbehandlere.
Rådgivernes kommunikation og sprogbrug har stor betydning for fædre og bonusfædres oplevelse af at
være inddraget. Helt generelt oplever de fleste af fædrene og bonusfædrene at der er tale om en særlig
form for kvindelig eller kønnet kommunikation, der er fremmed for dem og vanskelig at forstå.
Vanskelighederne ved at forstå kommunikationen gælder ikke kun fagsprog og paragraffer, men også at
den for flere er for ukonkret og diffus til at de ved hvad de skal gøre. Fædrene oplever også at blive
presset ned i nogle traditionelle kønsrolleforståelser, hvor de som omsorgsgivere er bagud på point. Og
så er der nogen der reagerer kraftigt på sproget og føler sig diskvalificeret og ikke lyttet til og taget
alvorligt i samarbejdet. Samtidigt er det helt tydeligt, at de har hver deres erfaringer og nogle har oplevet
mange forskellige rådgivere og oplevet deres kommunikation og inddragelse som meget forskellig, men
de reagerer på rådgivernes kommunikation og sprogbrug.
I forhold til fædrene og bonusfædrenes fortællinger om deres familie og netværk, så har vi ingen
oplysninger om at afdækningen er foretaget af rådgiverne, men de få der er tale om er foregået på
fædrenes og bonusfædrenes eget initiativ. Der er meget få beretninger om netværkets inddragelse i
fædrene og bonusfædrenes formelle sagsprocesser og erfaringerne er blandede. Vi har ikke så meget
data om familierne og netværkets rolle i fædre og bonusfædrenes liv ud over at de har familie og
netværk og at de især har betydning for dem i det private liv, hvor familierådgivningen ikke er
involveret. I to eksempler er det især farmødrene, som støtter dem, men det kan være en tilfældighed.
For nogle af de fædre, der samtidigt er bonusfædre, er der tale om meget familie og netværk ofte med
komplicerede relationer, hvor nogle er tættere på og mere støttende end andre og det ser også ud til at
ændre sig over tid fx er bonusfamilien vigtige for alle familiens børn i den ene sag.
Samlet set tyder det på at mor tildeles eller tager rollen som den primære omsorgsgiver og
samarbejdspartner og så er der nogle få aktive fædre der er med fra starten, men i de fleste tilfælde er
mor den centrale person, der videregiver informationer til far. Så længe det på en eller anden måde går
godt, er der noget der tyder på, at de fleste rådgivere, mødre og måske også de passive fædre, er meget
tilfredse med arbejdsdelingen. Det er ofte først, når der opstår problemer af den ene eller anden art, at
fædre og måske bonusfædre inddrages og bliver til aktive fædre, der så - måske for sent - møder et fag-
personligt kvindeunivers, som de ikke helt forstår. Det gælder måske også familie og netværk, der
næsten ikke inddrages.
86
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Børns perspektiver på inddragelse af fædre, bonusfædre, familie og netværk
Indledning og metode
Vi har i alt interviewet 10 børn (unge), 4 piger og 6 drenge i alderen 9-17 år. På interviewtidspunktet var
7 af børnene anbragt uden for hjemmet, to af drengene boede hos deres far og en hos sin bonusfarfar.
7 af interviewene blev gennemført under Coronanedlukningen i begyndelsen af 2021 og er derfor
foretaget online, resten blev gennemført i kontorlokaler hos de kommuner, der havde formidlet
kontakten.
En overordnet observation er at spørgsmålet om hvorvidt far, bonusfar eller dennes familie og netværk
har eller burde have været mere inddraget ikke nødvendigvis trænger sig på hos de børn vi har
interviewet (som det fx typisk er tilfældet for de fædre vi har interviewet, som ikke har oplevet sig set og
hørt). De fleste af børnene har imidlertid en klar oplevelse af hvordan far eller bonusfar er blevet
inddraget når de bliver hjulpet lidt på vej i interviewsituationen.
For at synliggøre at der er tale om interview hvor vidensproduktionen i høj grad skabes i et samspil har
vi derfor i vidt omfang valgt at inkludere interviewerens spørgsmål i de interviewuddrag vi anvender.
Dette er bl.a. med til at synliggøre og tydeliggøre de kategorier interviewerne bringer ind i samtalen,
som de unge kobler sig på og forstår som meningsfulde begreber til at tale om køn på. Samtidig giver
det læseren indblik i børnenes egne formuleringer omkring et komplekst emne.
I det følgende præsenteres fire overordnede temaer fra interviewene, som giver forskellige vinker på
inddragelse af fædre, bonusfædre og deres familier og netværk (fremadrettet FBF) 1) Børnenes
oplevelser af forældres inddragelse
–
med særlig fokus på fædre, bonusfædre og deres familie og
netværk 2) Familiesammensætning og familiehistorie 3) Børnenes bud på manglende inddragelse og 4)
Kønnede temaer i børnenes fortællinger.
Børns oplevelser af forældres inddragelse
- med særlig fokus på fædre, bonusfædre og familie og netværk
Det første tema handler om hvorvidt, hvordan og i hvilken udstrækning børnene selv oplever at FBF
har været inddraget i det sagsforløb, der har været med de sociale myndigheder. Børnene har generelt
meget forskellige oplevelser. Nogle har en oplevelse af at både mor og far er blevet inddraget, som hos
”V” på 15 år, der her
nedenunder fortæller at far måske oplever at have lidt mere indflydelse, men at
der bliver lyttet til både mor og far:
I: Tror du at din far han føler han er lige så meget med i beslutningerne som din mor er?
V: jeg tror han føler at han har lidt mer’ beslutning
(…)
I: hvad tror du din far ville sige hvis jeg spurgte ham om han følte at han bliver lyttet på af socialrådgiveren?
V. jeg tror, det ved jeg ikke. Jeg tror han vil sige at han bliver lyttet til.
I: tror du også din mor ville det?
V: ja
I: okay
(Dreng, ”V” 15 år og anbragt uden for hjemmet)
87
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Tilsvarende fortæller ”J” på 15 år at både far og mor var involveret i beslutningen om at hun skulle
anbringes uden for hjemmet:
I: hvem besluttede at du skulle bo på [anbringelsesstedets navn]
J: det gjorde min sagsbehandler og min familiebehandler og min mor og min far
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
Billedet er imidlertid mere nuanceret end som så. Senere i interviewet med ”J” fortæller hun at hun
oplever at sagsbehandleren taler mere med hendes mor end med hendes far, herunder at der er mor, de
får mails og at far mere er i rollen som en der bliver informeret og at informationen tilgår far sent:
I: Er det fordi du synes hun [sagsbehandleren] snakker mere med din mor end hun snakker med din far
J: det ved jeg ik altså jo nogle gange. Hun snakker egentlig mest med min mor og så min far han får det bare at vide
agtigt. Så kommer jeg hjem og så snakker jeg min far og så er det sådan ”jamen det har jeg da ikke hørt noget om, hvor
jeg er sådan
–
det er noget du skal vide og så ved han det ikke. Det er som om min far han bare bliver sat i sådan en
sådan lille boks. Men altså min kontaktperson hun snakker mere med min far end med min mor hvilket jeg rigtig glad
for fordi så kan min far også lidt være med inde i det i forhold til at min mor hun egentlig bare sådan hun får tingene og
vide og hun får mailsene og alt det der og så min far han får dem først noget tid efter og jeg føler på en måde at jeg er sur
på min mor nogle gange fordi min far han har også en rolle han er altså også inde over det, han er lige så meget inde over
det som du er. Så det kan man godt bliver lidt irriteret over nogle gange
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
Af ”J”’s beretning fremgår det farens manglende viden synliggøres når hun og faren taler sammen og
det går op for dem begge at der er information han ikke har fået. Af citatet fremgår det desuden at der
er forskel på hvor meget forskellige professionelle taler med faren: Kontaktpersonen på
anbringelsesstedet taler mere med faren end med ”J”’s mor, hvilket ”J” udtrykker glæde over. Af citatet
fremgår der ligeledes at den
måde informationen distribueres på har betydning for ”J”’s relation til
begge hendes forældre, idet hun i forhold til faren får en rolle som sendebud og den der afslører hans
manglende viden og idet hun i forhold til moderen udtrykker vrede og irritation i relation til den
privilegerede position hun oplever moren, har i forhold til faren mht. modtagelse af information
At far indtræder i rollen som den der informeres,
går igen i det næste interviewcitat fra ”T”, som
prompte og grinende svarer ”nej” på interviewerens
spørgsmål om hvorvidt kommunen har snakket
lige så meget med hans far som med hans mor i sagsprocessen:
I: Synes du kommunen har snakket lige så meget med din far som de har snakket med din mor?
T: nej! ((griner))
I: ((griner)) prøv at sig lidt mere om det
T: de har snakket mere med min mor end de har snakket med min far
(…)
I: okay, hvad tænker du?
88
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
T: jeg synes det er fint nok
I: ku’ du godt have tænkt dig at din far var med til møderne oppe på kommunen der i starten?
T: næh
I: så det er lige meget for dig eller hvad?
T: ja han kunne ikke gøre noget alligevel
I: ville det have været rart hvis han var der
T: hm det ville ikke gøre nogen forskel for han vil alligevel have fået det at vide
(Dreng, ”T”, 16 år, anbragt uden for hjemmet)
I modsætning til ”J” bor ”T” sammen med begge sine forældre og det ser ud til at ”T” oplever at
moren giver information videre til faren, hvilket i hans perspektiv gør det irrelevant at inddrage faren
yderligere. Som det fremgår af citatet,
afviser ”T” ligeledes at han kunne have tænkt sig at faren var med
til møderne på kommunen i starten af forløbet. Han begrunder svaret med, at det ikke ville have gjort
en forskel fordi han alligevel vil have fået informationerne fra moren, hvilket underbygger den
irrelevans ”T” her taler frem i forhold til farens involvering. Det lille grin i ”T” svar på hvorvidt
kommunen har snakket lige så meget med faren som med moren ser ud til at behandle interviewerens
spørgsmål som fjollet. Der er en bemærkelsesværdig selvfølgelighed i ”T” klart afvisende svar på
relevansen af farens deltagelse, som ser ud til at orientere sig mod en fast rollefordeling forældrene
imellem, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved at det er moren der tales mest med, og at det også er
hende, der deltager i møderne på kommunen.
Når børnene bliver stillet mere åbne spørgsmål i interviewsituationen, synliggøres det at der for nogle er
andre voksne omsorgspersoner, der har spillet en rolle i sagsprocessen. Det er især fædres nye kærester
eller koner, der fremhæves. Hos ”A” har både hun selv, faren og hans kone været med til at beslutte
hvor hun skulle anbringes, ligesom hendes svar nedenfor viser at dette har været en proces, hvor de tre
har talt sammen om det anbringelsessted sagsbehandleren har foreslået og afvejet fordele og ulemper i
fællesskab:
I: Hvem var med til at beslutte at du skulle bo på [anbringelsesstedets navn]
A: mig selv og min far og hans kone og så min øh socialrådgiver
I: så du var selv med i beslutningen
A: ja
I: kan du fortælle lidt om hvordan det kom i stand. Havde du selv fundet det eller var det nogle andre der havde fundet
det?
A: det var min socialrådgiver der foreslog at jeg kunne komme herned og få den hjælp jeg skulle ha’
(…)
I: hvordan inddrog hun dig i den beslutning
A: hun spurgte om jeg havde lyst til det ellers ville hun finde et andet sted
I: så skulle du hjem og kigge på det eller tale om det sammen
A. mig og min far og hans kone vi talte om det sammen og kom med de positive og de negative ting
(Pige ”A”, 17 år,
anbragt uden for hjemmet)
89
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Relationen til en forældres nye partner kan være meget tæt og hos nogle af de interviewede børn er den
så tæt at barnet kalder den nye partner mor eller far. Det kan hænge sammen med at den biologiske
forælder er fraværende eller har været det siden barnet var helt lille, måske endda fordi en forælder er
død, men det behøver ikke skyldes fravær. Manglende inddragelse af en sådan bonusmor eller -far kan
fremstå uforståelig for barnet. Eksempelvis undrer ”M” på 14 år sig over hvorfor
hans bonusmor, som
har været en central omsorgsperson for ham siden han var helt lille og som han kalder for mor, ikke har
været med til de møder, der er blevet afholdt på anbringelsesstedet:
I: var der nogle du synes ikke blev spurgt så meget om det var okay du flyttede derned. Din mor,
din biologiske mor har hun bestemt mindst eller hvad
M: nej men jeg synes. Der er faktisk noget til at starte med, med de her mødre der nogle gange kommer.
Der var min bo- eller min mor, bonusmor. Der
var hun faktisk ik’ med (nå) og det undrede jeg mig lidt over fordi
det er jo hende og min far der har kæmpet den her kamp for at jeg kunne komme herned (ja)
og det gør de faktisk stadig lidt for at jeg kan blive hernede og alt muligt (okay)men så forstod jeg
bare ikke hvorfor hun ikke var hernede og det har jeg så sagt til min far at han skal sige videre til min sagsbehandler at
jeg gerne vil ha’
at hun også er hernede fordi det plejer at være hende der ved mest, men hun vidste ingenting
(..)
fordi hvis der er noget jeg er i tvivl om, så plejer det at være hende, fordi min far glemmer ret hurtigt, men der vidste hun
ingen ting og der blev jeg lidt urolig fordi det plejer at være hende der ved det.
(Dreng, ”M” 14 år, anbragt uden for hjemmet)
I ”M”’s situation har bonusmor ikke blot været en central omsorgsperson for ham, men også været
aktiv i det ”M” beskriver som en kamp for at han kunne flytte
til anbringelsesstedet og få lov til blive
der. Derudover fremgår det at ”M” sætter sin lid til at det er bonusmor, der holder styr på
informationerne og er den der ved mest, idet faren hurtigt glemmer. Når han oplever at der er ting hun
ikke ved reagerer han derfor med at blive urolig.
Der er imidlertid stor variation i hvem børnene selv ønsker inddraget i beslutninger, der vedrører deres
liv. Der er også børn der ikke mener at alle bonusforældre altid spiller en rolle i deres sag. Det
udtrykkes
fx af ”M” der bor hos sine bonus-farforældre
og ikke ønsker sin bonusfars (som han
betragter og benævner ”far”) kæreste involveret:
M: så havde min far ikke lige noget at sige og så kunne jeg godt høre at så skulle det gå efter min fars kæreste der. Jeg
kan godt lide papbørnene og jeg kan godt lide min far men konen der, den går altså ikke lige. Hende er jeg ikke vild med.
Så fik jeg at vide at det var hende der skulle bestemme og der var hende der skulle få mig i seng og hun skulle nok og så
fik jeg det var ligesom med [sagsbehandler] der så står jeg af. Jeg bliver ude ved farmor og farfar.
(Dreng, ”M” 17 år, bor hos bonus-farforældre)
Hos ”M” er det tydeligt han ikke oplever relationen til farens kæreste som positiv og at der har
betydning for hans modvilje
mod hendes involvering i hans hverdag. I ”M”’s fremstilling ser det
desuden ud til at farens kæreste kommer på banen fordi faren forholder sig mere passivt i situationen.
Resultatet bliver imidlertid at ”M” ikke ønsker at tilbringe mere tid hos sin
far og hans kæreste, selvom
90
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
han har en god relation til sine papsøskende og til sin far, men i stedet ønsker at blive boende hos sin
farmor og farfar.
Tilsvarende er ”J” på 15 år hverken interesseret i at hendes mors eller fars kæreste
involveres i
beslutninger, der vedrører hende. Hendes begrundelse er imidlertid lidt anderledes, idet det ikke handler
om negative følelser i forhold til forældrenes nye partnere. Årsagen er at de ikke er hendes biologiske
forældre, hvilket i ”J”’s perspektiv
betyder at de ikke er relevante at inddrage i beslutninger der angår
hende:
J: Hun [sagsbehandleren] snakker ikke med min mor og hendes kæreste og min far og hans
kæreste. Det er kun min mor og far, der sådan er inde over det fordi at min mors kæreste
jeg er ikke hans datter og jeg er ikke min fars kærestes datter det er så’n. Det er jo min mor og far
og jeg er jo deres barn, så derfor synes jeg ikke de skal være inde over en beslutning med hvad der
sker med mig. Derfor synes jeg ikke min sagsbehandler hun skal have kontakt med dem fordi de
kan ikke rigtigt beslutte noget for mig.
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
Senere i interviewet fortæller ”J” imidlertid at hun alligevel godt kunne tænke sig at der blev talt mere
med faren og hans kæreste, hvilket hun begrunder med at den måde hun er på hjemme hos far og
bonusmor er forskellig fra den måde hun er på når hun er hjemme hos sin mor. Hvis hendes far og fars
kæreste blev involveret, ville det derfor give ny viden om hende i form af nye vinkler, som ikke kommer
til udtryk i relationen til moren, hvor hun selv oplever at fremstår vred og råbende:
I: var der andre i din familie hun godt kunne snakke med for at lære dig lidt bedre at kende
B: det ved jeg ikke. Hun ku’ snakke
med, måske med min fars kæreste og min far nogle gange fordi med dem der
kommer jeg ud med rigtig rigtig meget. Min mor der råber jeg bare og er pissesur. Ved dem der sidder jeg ned og snakker
med dem og forklarer dem det. Så jeg ku’ godt tænke mig at hun
snakkede med min far og min fars kæreste lidt mere.
Det ved jeg godt hvis jeg sagde det til min mor så vil hun være pissesur og være lidt irriteret over det, men det synes jeg
virkelig hun sku’. Så vil hun nok se mig fra nogle andre synsvinkler og det synes
jeg ikke rigtig hun gør. Jeg synes hun ser
mig fra det ene, men hun skal også se mig fra de tusind andre så hun måske kan komme lidt ind på mig
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
I tråd med det ”J” har udtrykt tidligere i
interviewet, oplever
”J” at den måde involveringen af
forældrene organiseres på kan have konsekvenser for relationen til hendes forældre. I dette citat
kommer dette til udtryk ved at hun har en formodning om at moren vil blive vred på hende, hvis hun
udtrykker ønske om at sagsbehandleren taler mere med hendes far og hans kæreste.
Sammenfattende er der stor variation imellem hvem børnene oplever som inddraget i sagsprocessen og
hvordan, herunder hvorvidt far har været inddraget mere end mor. Der er dog eksempler på at far
opleves mindre inddraget og tildeles en rolle som informationsmodtager frem for en mere aktivt
involveret rolle.
Der er imidlertid forskel på hvorvidt dette problematiseres af barnet selv eller ej. Ligeledes ser det ud til
at børnene orienterer sig mod forskellige faktorer som betydningsfulde i forhold til relevansen af
91
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
inddragelsen. Disse faktorer omfatter bl.a. hvor tæt barnet oplever at være på den voksne og hvorvidt
den viden den voksne kan bidrage med vurderes som relevant af barnet, herunder om barnet vurderer
at den viden den voksne får adgang til i forbindelse med inddragelsen er relevant.
Barnets vurdering af sidstnævnte kan imidlertid afhænge af om faren får information på anden vis end
at være direkte inddraget, fx gennem moren. Af relevans for inddragelsen regnes således både om den
voksne i barnets øjne har noget at bidrage med, samt om vigtigheden af at den voksne holdes
informeret om væsentlige forhold i barnets liv.
Børnene orienterer sig imidlertid også om biologiske bånd og heraf følgende formel
beslutningskompetence som havende betydning for relevansen af inddragelsen, herunder om
involveringen vil have en betydning, gennemslag eller ej for beslutningen. Hvis moren eksempelvis
vurderes at have mest styr på det, så vurderer barnet det ikke nødvendigvis som vigtigt at faren
involveres ud over de informationer han modtager fra moren.
Derudover kan den måde inddragelsen organiseres på, herunder en oplevet asymmetri i forhold til
hvem der involveres have betydning for barnets relation til forældrene og andre omsorgspersoner. Alle
disse faktorer og den måde de præsenteres på af børnene ses imidlertid som havende en tæt
sammenhæng med familiens historie og sammensætning, hvilket uddybes i det næste afsnit:
Familiesammensætning og familiehistorie
Ikke overraskende er børnenes oplevelse af inddragelse af FBN således tæt koblet til den måde familien
er sammensat på, herunder hvorvidt forældrene bor sammen eller hver for sig, hvem der har
forældremyndighed, hvorvidt den ene eller begge forældre har eller har haft nye partnere og ikke mindst
om familie og netværk bor tæt på eller langt fra hinanden.
Familiens historie spiller en væsentlig rolle for at forstå hvorfor og hvordan familiens sammensætning
ser ud som den gør på interviewtidspunktet. Den er dermed også central for at forstå børnenes
oplevelser af hvordan og hvorvidt FBN er inddraget, herunder hvem i familien og netværket de oplever
som relevante at inddrage. Samlivsbrud, aktuelle og historiske konflikter familiemedlemmer imellem
spiller en væsentlig rolle, det samme gør flytninger, sygdom og dødsfald. ”P” ville eksempelvis gerne
have haft sin farfar, som han var tæt knyttet til under opvæksten involveret. Desværre blev farfaren syg
og døde da processen med de sociale myndigheder var under opstart:
P: Den eneste person jeg ville have haft lyst til at have involveret det er min farfar. Han døde så for syv-seks år siden, så
han var der ikke. Det var lige før, det var faktisk midt i det hele. Der havde han så været dement i et par år. Han
spillede en stor del i min barndom. Ham var jeg meget sammen med.
(”P”, dreng 12 år)
Til historikken knytter sig hvem barnet har haft kontakt til gennem opvæksten, hvem barnet har boet
hos (og hvor længe), samt kvaliteten af denne kontakt sådan som den opleves af barnet (hvem barnet
oplever sig knyttet til). Dette udtrykkes fx af ”M”, som her fortæller om den relation han har til sin
bonusmor, som har fungeret som hans mor, siden han var tre år gammel:
92
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
M: Der er en ting mellem min bonusmor og mig. Jeg kender faktisk min bonusmor bedre end jeg kender min rigtige mor
(nå) fordi indtil jeg var tre der gik min far og mor fra hinanden. Så så jeg ikke min mor i rigtig rigtig lang tid, sådan
indtil jeg var fire-fem år, så så jeg hende igen. Og siden da har min bonusmor været der og så har jeg kun været hjemme
hos min rigtige mor hver anden weekend eller sådan noget. Og så sådan noget en uge eller sådan noget i ferierne (…)
I: så du har simpelthen boet mere sammen med din bonusmor end du har med din mor
M: ja men det der med adoption det har jeg fået at vide mange gange at hvis jeg gerne vil have det så kan vi godt finde ud
af det, men det vil jeg ikke
I: at hun adopterede dig
M: ja fordi både min rigtige mor og min bonusmor har sagt mange gange at hvis det er så ku’
vi finde ud af det, men jeg
har bare sagt nej fordi jeg vil ikke miste noget af min familie
(dreng, ”M” 14 år, anbragt uden for hjemmet)
Selvom ”M” beskriver relationen til sin bonusmor som tættere end til hans ”rigtige” mor, så orienterer
han sig mod den biologiske relation som vigtig, idet han forbinder det at blive adopteret af sin
bonusmor med at miste noget af sin familie.
Børnene orienterer sig generelt mod deres biologiske ophav som væsentligt og forskelligt fra de
relationer der er skabt på
anden vis. Det ses blandt andet i den gennemgående brug af begrebet ”rigtig”
som anvendes til at identificere den biologiske forælder, men billedet er mere kompliceret end som så.
Der er også eksempler på at de biologiske relationer gives mindre betydning, hvilket igen skal ses i
sammenhæng med familiens historik.
I det næste citat orienterer ”M”, som er vokset op hos sine bonus-farforældre
og aldrig har mødt sin
biologiske far, sig eksempelvis mod to forskellige familiefællesskaber, da intervieweren beder ham og
farfaren (”F”) om at fortælle om hvordan deres familie ser ud: ”hans” familie, ”min familie”, se
nedenfor, som refererer til den biologiske mor og far og ”vores” familie, som refererer til bonusfar og
bonus-farforældrene:
I: men hvis I sådan vil starte med at fortælle lidt om hvordan jeres familie ser ud,
hvem er en del af familien og netværket
F: start du bare
M: vores familie eller
I: mhm eller din familie
M: min familie, så jeg skal starte med min okay jeg har min mor tilbage (ja). Jeg har aldrig set min rigtige far (okay). Så
har jeg osse så der hvor det er der hvor min mor dengang hvor jeg skal fødes hun finder sammen med min farmor farfars
dreng som jeg kalder som min far (ja) som er gået ind som jeg ta’r som min biologiske men ikke er
(ja). Der har jeg fået
min bedste farmor og farfar (mhm) ud af (mhm) dem har jeg tilknyttet mig til lige siden jeg var helt lille (…) min farmor
hun var med inde og føde mig. Min far, deres søn har klippet navlestrengen på mig. Det er derfor jeg så’n ser
ham som
min far jo. Han har jo været der lige siden. Så har der så været nogle år imellem hvor vi ikke har set hinanden og så’n
noget (ja) men jeg er sgu stadigvæk tilknyttet til ham
(Dreng, ”M” 17 år, bor hos bonus-farforældre)
93
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Aktuelle og historiske konflikter, som involverer barnet eller andre ser ud til at spille en særlig rolle for
at forstå relationerne familiemedlemmerne imellem, herunder hvem barnet har mere, mindre eller
måske slet ingen kontakt med. Det kan fx være konflikter på tværs af generationerne, der betyder at
barnet ikke har kontakt til sine bedsteforældre. Grundet en konflikt med forældrene har 16-årige
”T”
eksempelvis meget begrænset kontakt med sin farmor:
I: Hvordan er din kontakt til din farmor
T: ikke så god
I: hvordan kan det være
T: hun har irriteret mine forældre nogle gange.
(Dreng, ”T” 16 år, anbragt uden for hjemmet)
Andre gange er det en konflikt mellem barnet og et familiemedlem, der betyder at en kontakt svækkes
eller brydes, enten i en periode eller mere permanent. ”M” fortæller om at relationen til farmor har være
vanskelig i perioder, hvor de ”ikke har været gode venner”:
M: hvis jeg skal være ærlig så kan jeg godt leve uden farmor, men alligevel til tider så kan man ikke. Der er nogle gange
man siger det men jeg har også haft mange perioder med farmor hvor vi ikke har været gode venner og så’n noget, men den
bedste af alle det er altid været MIN farfar, så’n er det. Jeg kan huske da jeg var
helt lille og da kom andre børnebørn de
kom til og der skulle ikke laves noget forskel og alt muligt men farfar gik alligevel bag om ryggen på farmor der
(Dreng, ”M” 17 år, og farfar.
Af citatet ses det samtidig hvordan konflikterne med farmoren har fremhævet og forstærket den særlige
relation ”M” har til sin farfar, som han oplever,
har givet ham særbehandling selvom farmoren havde
en holdning om at der ikke skulle gøres forskel på børnebørnene. Konflikter kan således også betyde at
en kontakt brydes
eller reduceres, imens en anden styrkes eller genetableres. For ”A” var det
eksempelvis en voldsom konflikt med moren, der betød at hun flyttede over til sin far:
I: så hvornår kom din far ind i billedet
A: det ved jeg faktisk ikke. Måske en dag hvor jeg kom hjem fra en weekend med min far hvor jeg var blevet klippet,
hvor jeg ringede til min far og sagde mor er sur på mig hun slår mig. Så ringer der en fra kommunen og så siger jeg det
også til hende at hvis jeg ikke får den hjælp jeg skal have, så springer jeg og så kom min far så og hentede mig fordi nu
var nok bare nok. Der tror jeg han fik alle papirerne fra dengang han var hjemme ved os.
(Pige, ”A”, 17år, anbragt uden for hjemmet)
Denne dynamik illustreres
ligeledes i nedenstående citat. Her fortæller ”J” hvordan hun i en flerårig
periode ikke havde kontakt med sin far grundet en voldsom episode, der betød at hun ikke ønskede at
have noget med ham at gøre og som også betød at faren holdt sig væk fra hende. Da hun senere blev
tvunget til at besøge ham, endte det med at hun blev boede hos ham i en periode. En god relation til
farens kæreste og halvsøskende betyder at hun nu hellere vil bo hos dem og ønsker mindre kontakt
med sin mor:
94
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
J: Der var et tidspunkt hvor jeg ikke snakkede med ham i tre år. Det gad jeg ikke, men nu er det ham jeg gerne vil bo
ved. Nu er det mere min mor jeg lukker ude. Han er altid træt. Min mor kan jeg ringe og brokke mig til men det kan
jeg ikke rigtigt til min far. Han reagerer på nogle lidt andre punkter end min mor. Han ved ikke rigtigt hvad han skal
sige og så ringer han til min kontaktperson. Han tager det mere seriøst end min far. Efter det der ser sket mellem ham og
mig, så tør han ikke.
I: Hvordan kan det være I mistede kontakten.
B: der var fordi jeg havde sagt til kommunen at han havde begået vold fordi han havde fået at vide af hans psykolog at
hver gang jeg flippede ud og ikke ku’ mere og jeg rendte rundt i lejligheden og var helt sindssyg
hvis man kan sige det på
den måde så fik han at vide at han bare skulle tage fat i mig og bare lægge mig ned op gulvet og bare holde mig sådan for
munden agtigt indtil jeg slappede af øh. Men det hjalp jo ikke på mig for så kunne jeg ikke trække vejret og det gjordet
det hele helt værre (…) Da jeg var lidt ligeglad med ham så gik jeg ikke op i det. Han skulle bare fucke af. Jeg gad ikke
have noget med ham at gøre. Jeg ville ikke have kontakt.
(…)
I: Prøvede din far at få kontakt
J: Nej han holdt sig meget væk
(…)
I: Hvad gjorde at I begyndte at få kontakt igen
J: At jeg blev tvunget til at besøge ham og så endte det med at jeg boede sammen med min far i fire uger og så var det ham
jeg mere vil være sammen med ham end min mor. Jeg blev træt af min mor.
I: Er der nogle ting hos din far som du synes er rart lige nu som er noget af det der gør at du hellere vil være hos ham?
J: jamen hans kæreste hun øhm. Hun har været på børnehjem, så hver gang jeg kommer hjem så forstår hun mig og det
der med at der ligesom er børn så jeg er ikke alene.
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet
I ovenstående interviewcitater præsenteres vi for meget forskellige fortællinger om de roller fædre,
bonusfædre og deres familie og netværk har spillet (eller ikke spillet) i børnenes liv under opvæksten,
samt de processer der kan føre til at kontakter opstår, brydes og genetableres.
Her anes ligeledes mulige forståelser for den grad FBN har været inddraget eller ikke-inddraget i
sagsprocessen. Det er tydeligt at situationerne og relationerne er dynamiske og kan ændre sig over
kortere eller længere tid
–
enten grundet hændelser i familien og blandt dens medlemmer eller med
indgriben udefra eller en kombination heraf.
Hos pigerne ”A” og ”J” i de to sidste citater ser det
eksempelvis ud til at indgriben fra professionelle
spillede en væsentlig rolle for at relationen til faren blev genetableret. Hos ”A” fordi situationen blev så
voldsom at hun truede med selvmord og hos ”J” fordi hun blev tvunget til at se sin far igen efter
en
periode uden kontakt.
Børnenes bud på forklaringer på manglende inddragelse
I interviewene er børnene blevet spurgt om og har derfor også en række bud på forklaringer på, hvorfor
deres fædre eller fædre generelt er mindre inddraget i sociale sager. Nedenfor præsenteres deres
forklaringer under tre overskrifter: 4.1) Forklaringer knytter sig henholdsvis til forhold og/eller
95
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
egenskaber hos fædrene selv 4.2) forhold og/eller egenskaber hos de professionelle (særligt
sagsbehandleren) og 4.3) forhold og/eller egenskaber hos moren.
Ofte er der tale om en blanding af forskellige forhold, der spiller sammen og påvirker hinanden
–
eksempelvis når barnet oplever at en sagsbehandler holder sig tilbage med at involvere en forælder på
grund af forhold hos den anden forælder. Det kan fx være hvis den ene forælder er meget aktiv eller
meget passiv i sin måde at involvere sig på, eller hvis sagsbehandleren på anden vis
–
ifølge barnet -
reagerer på en særlig måde i forhold til en forælders fremtrædelsesform, fx med frygt.
Forhold og egenskaber hos fædrene
I det første citat fortæller ”M” at kontakten
til hendes far er blevet lidt bedre efter hun er kommet i
kontakt med kommunen. Af citatet fremgår det at en familiebehandler spillede en væsentlig rolle i at
faren kom mere på banen, idet hun opfordrede faren til at komme med til møderne. Det fremgår dog
også, at selvom faren begyndte at komme mere, så var det stadig i begrænset omfang. ”M”
årsagsforklarer gennemgående farens manglende fremmøde med manglende tid og slutter af med at
pege på arbejde som en mulig årsag til tidsmanglen
–
dog med en del usikkerhedsmarkører:
I: Er dig og din fars kontakt blevet dårligere efter I er kommet i kontakt med kommunen
M: Den er faktisk blevet lidt bedre efter vi er kommet i kontakt med kommunen den var meget dårligere førhen men den
er blevet lidt bedre efter vi fik kontakt til kommunen (…) vi fik en øhm vi snakkede ikke så meget sammen og når vi
skulle til møde med kommunen så var det mest min mor der tog med, men så fik vi sådan en familie- kommune sådan en
fra kommunen der, familiebehandler eller sådan noget. Og så begynde de at sige at du også bliver nødt til at komme til
møderne og vise dig lidt mere og så’n og så
begyndte han at komme mere, men det var ikke meget han havde tid.
I: hvad tror du at grunden var altså var det mest at din far ikke havde tid eller var det mest fordi socialrådgiveren eller
familiebehandleren ikke var gode nok til at tage ham med ind
M: altså jeg tror mest det var fordi han ikke havde tid fordi at hver gang der var møder altså inden det var så sagde han
godt at han havde fået besked fra dem, men han havde ikke tid og sådan noget, så det var mere sådan ham der ikke
havde tid.
I: ved du hvad det var der gjorde at han ikke havde tid
M: nej han sagde bare at han lavede noget andet, noget arbejde eller sådan noget så jeg ved det ikke
(Pige, ”M” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
Manglende tid fremhæves ligeledes af ”T”, som også refererer
til farens arbejde som grunden til at han
ikke er med til møder på anbringelsesstedet. ”T” tilføjer imidlertid at det også handler om et aktivt og
kontinuerligt valg fra farens side og at baggrunden for valget er at faren stoler mere på moren - at hun
har
mere ”styr på det”:
B: fordi min far han er i stalden og så har han ikke rigtig tid (…) min far har også altid valgt at det skulle være hende.
Han sagde i hvert fald at det var noget med at min mor havde mere styr på det eller sådan noget. Jeg forstod det ikke helt
(…) min far stoler lidt mere på min mor at hun har styr på det end han havde.
(Dreng ”T”, 16 år, anbragt uden for hjemmet)
96
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Af det sidste citat fremgår det af interviewet med ”M”, der bor hos sine bonus-farforældre
at fordi hans
far ikke lige
havde ”noget at sige”, så overgik beslutningerne til farens kone, som ”M” ikke har en god
relation til:
B: så havde min far ikke lige noget at sige og så kunne jeg godt høre at så skulle det gå efter min fars kæreste der. Jeg kan
godt lide papbørnene og jeg kan godt lide min far men konen der den går altså ikke lige. Hende er jeg ikke vild med. Så
fik jeg at vide at det var hende der skulle bestemme og der var hende der skulle få mig i seng og hun skulle nok og så fik
jeg det var ligesom med [sagsbehandler] der så står jeg af. Jeg bliver ude ved farmor og farfar (17.41).
(Dreng, ”M” 17 år, bor hos bonus-farforældre)
De tre ovenstående citater tegner et billede af passive fædre der i børnenes øjne er travle med andre
ting end at involvere sig direkte i sagsprocessen. Det er bemærkelsesværdigt at den manglende
deltagelse ikke umiddelbart problematiseres af børnene og at
aktive fravalg, som beskrevet hos ”T” far,
rationaliseres og naturaliseres med referencer til at mor har mere styr på det.
Den gennemgående reference til tid er ligeledes interessant, idet det ikke at have tid her bliver en
generaliseret naturaliserende årssagsforklaring, som ikke kan knyttes direkte til et fravalg om af at
involvere sig i sit barns liv. Med andre ord kan man sige at manglende tid bliver en generisk
årsagsforklaring, der ikke indebærer en trussel mod relationen eller barnets selvopfattelse.
Forhold og egenskaber hos sagsbehandleren
Nogle af børnene reflekterer også over individuelle forhold hos de professionelle, som havende
betydning for involvering af far og fars familie. Her er det ”J” der først afviser at kunne komme på en
forklaring,
men alligevel kobler den manglende involvering til at sagsbehandleren måske ”glemmer
det”. ”J” forklarer yderligere dette med at faren ikke kontakter sagsbehandleren så meget som moren,
der tilsyneladende er mere aktiv, idet hun er kritisk over for ”J”’s
udvikling på anbringelsesstedet:
I: hvordan tror du det kan være at det er sådan, hvis du skulle komme med en forklaring
B: det aner jeg virkelig ikke, måske glemmer hun det (…) det er nok min mor der kontakter mest min sagsbehandler,
min far han kontakter hende ikke så meget. Det er min mor der gør mest ud af at såd’n fordi min mor hun synes også jeg
gør nogle ting og det gjorde jeg ikke før så [anbringelsesstedet] gør mig lidt til en person jeg ikke har lyst til at være
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
I dette citat peger ”J” således på at den manglende involvering kan handle om et komplekst samspil
mellem en aktiv mor og en mere passiv far, hvilket betyder at sagsbehandleren overset faren og
”glemmer” at involvere ham.
Passivitet er ligeledes noget af det, der problematiseres som egenskab hos sagsbehandlerne. Her
opfordrer ”A” professionelle til at snakke mere
med fædrene i stedet for at lade kvinderne (som her i
citatet referer til farens kone) føre ordet.
I: og den vigtigste pointe i forhold til at få fædre mere på banen. Hvad ku’ det være. Har du en idé til det.
A: snak med dem. Snak med dem lad dem sige noget i stedet for at det er kvinden der hele tiden siger noget
97
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
I: er det din oplevelse at det tit og ofte. Altså at det har været kvinden
A: ja! Det var det i hvert fald hjemme ved mig da min sagsbehandler hun var der så stod der faktisk i mine papirer:
”[fars kones navn] snakker for meget [fars navn] siger ikke ret meget”
I: har du en idé om hvorfor det mon egentlig er sådan
A: nej. Jo måske er min far bare er så stille når der er mennesker han ik kender
I: ku’ socialrådgiveren være bedre til at spørge
din far om noget
A: ja
(Pige, ”A” 17 år, anbragt uden for hjemmet)
I et andet eksempel forklarer drengen ”M” at grunden til at hans (bonus)far og (bonus)farforældre ikke
blev involveret mere i beslutningerne skyldtes at en tidligere sagsbehandler var bange for hans mor. Det
betød bl.a. at planer hele tiden blev ændret og blev som moren ville have dem:
B: Hvis min mor ville have ændret et eller andet så gjorde hun lige præcist efter hende, fordi hun var bange for min mor.
Min mor har mange tatoveringer og sådan noget. Hun troede det var sådan en rocker der kom efter hende. Hende den lille
[sagsbehandlers navn] der hun var pissebange for min mor. Hver gang min mor sagde et eller andet så blev det så’n og
så’n og så’n og så ændrede hun ligesom planen
da jeg var hos min farmor og farfar dengang så det gik jo ikke ligesom de
ville have at det skulle gå men gik efter min mors hoved i stedet for. Min mor ændrede i planerne.
(Dreng, ”M” 17 år, bor hos bonusfarforældre,
Et efterfølgende sagsbehandlerskift havde
imidlertid stor betydning for ”M”’s egen oplevelse af være
involveret i sin sag, idet den nye sagsbehandlers måde at samarbejde med moren på var anderledes.
”M” tillægger det at den nye sagsbehandler er mand, stor betydning for hans stil og succes med
at
håndtere moren og fremhæver i sin beskrivelse af sagsbehandleren til at han har ”oplevet meget”,
herunder været på jagt og i militæret:
M: Han har ikke den der som [tidligere sagsbehandlers navn] som var meget bange for min mor. [ny sagsbehandlers
navn]
han har den der…
Det kan godt være han er en lille gut, men han kommer ude fra [navn på bydel] af, han har
oplevet meget. Han har jo være i jagt og alt muligt jo (mm) og I militæret og alt muligt jo. Han har det så’n: ”jeg går til
sagen som den er (ja) og så forklarer jeg hende med ord” det har han fortalt mig op til flere gange ”jeg forklarer simpelthen
bare din mor, det er så’n og så’n og så’n det er” og så min mor hun bliver helt tavs til
sidst, så har [navn på ny
sagsbehandler] ligesom sat hende på plads ik (mm) så indfinder hun sig fandme efter det.
(Dreng, ”M” 17 år, bor hos bonusfarforældre,
Forhold og egenskaber hos mødrene
Et aspekt i de tre forudgående citater knytter sig på den ene side til sagsbehandlerens måde at håndtere
mødrenes mere aktive adfærd på og knytter sig på den måde også forklaringer til egenskaber hos
moren. I det følgende citat forklarer ”J” desuden hvordan
hun egentlig godt kunne tænke sig at
sagsbehandleren talte mere med hendes far og hendes fars kæreste, idet det kunne bidrage til at se
hende fra nye vinkler.
Af citatet fremgår det imidlertid også at ”J” tror det vil afføde stærke negative reaktioner
fra moren hvis
hun fortæller hende at hun ønsker at faren og farens kæreste blev involveret mere.
98
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
I: var der andre i din familie hun godt kunne snakke med for at lære dig lidt bedre at kende
B: det ved jeg ikke. Hun ku’ snakke med, måske med min fars kæreste
og min far nogle gange fordi med dem der
kommer jeg ud med rigtig rigtig meget. Min mor der råber jeg bare og er pissesur. Ved dem der sidder jeg ned og snakker
med dem og forklarer dem det. Så jeg ku’ godt tænke mig at hun snakkede med min far og min
fars kæreste lidt mere.
Det ved jeg godt hvis jeg sagde det til min mor så vil hun være pissesur og være lidt irriteret over det, men det synes jeg
virkelig hun sku’. Så vil hun nok se mig fra nogle andre synsvinkler og det synes jeg ikke rigtig hun gør.
Jeg synes hun ser
mig fra det ene, men hun skal også se mig fra de tusind andre, så hun måske kan komme lidt ind på mig
(Pige, ”J” 15 år, anbragt uden for hjemmet)
Kønnede temaer i børnenes fortællinger
I flere af de interviewcitater vi har gengivet i dette kapitel, er der eksempler på kønnede eller
kønsrolleorienterede temaer og forklaringslogikker i børnenes beretninger. Det viser sig bl.a. i den
selvfølgelighed hvormed nogle børn fremlægger at det er moren der tales mest med af de
professionelle, ligesom der ses en tendens til at mødre og bonusmødre præsenteres som meget aktive
og nogle gange pågående i forhold til at involvere sig i sagsforløbet, mens fædre og bonusfædre
beskrives som mere passive.
Et tema, der opstod i relation til de mere generelle drøftelser af mulige forklaringer på manglende
inddragelse af fædre,
var sagsbehandlerens køn. Dette var særligt tydeligt i interviewet med ”M” og
hans farfar, som har nogle ret markante formuleringer om køns betydning i sagsforløbet. En
kontekstuel bemærkning
er at familien for nylig har fået en ny sagsbehandler, som ”M” og farfaren er
meget glade for.
Den nye sagsbehandler er en mand og selvom de kvaliteter der beskrives som positive hos ham ikke er
kønnede i udgangspunktet (han beskrives som god til at lytte, handlekraftig m.v.), så er det tydeligt at
”M” og hans farfar tilskriver de gode egenskaber sagsbehandlerens køn. I nedenstående citat er det ”M”
der svarer:
I: Tror I det gør en forskel om I har en kvindelig socialrådgiver eller en mandlig?
M: det er en ting der er sikkert. Det ved jeg med sikkerhed.
I: og hvad er forskellen der. Det er jo interessant
M: jeg kan fortælle det. En mand har brug for en mand en
kvinde har brug for en kvinde (…) det er ikke altid en
kvinde har forståelse for hvordan en dreng har det. Det kan godt være en kvinde kan være mor for en dreng men en mor
kan heller aldrig gå ind og se alle de følelser som en dreng har fordi hun er en kvinde (..) for os to vi kommer meget nede
på havnen vi har vores mandlige samfund dernede vi er ude og fiske og så’n noget (…) så får du altså lettere ved at
snakke med en mand når du lever i så’n et miljø (..) jeg kan ikke dele alle følelser med min kæreste.
Det er
kvindefølelser. Det har de altså brug for en kvinde til.
(dreng, ”M” 14 år og farfar)
Af citatet fremgår det altså at ”M” mener at en mand har brug for en mand og en kvinde har brug for
en kvinde. Kønnet fremhæves som noget, der sætter en begrænsning for kvinders indlevelsesevne i
drenges oplevelsesverden
–
at der er forskel på kvindefølelser og mandefølelser. Han fortæller desuden
99
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
hvordan han oplever at det at færdes i et mandsdomineret miljø betyder at det er nemmere at snakke
med en anden mand end med en kvinde.
Da intervieweren spørger videre ind til forskellene mellem mandlige og kvindelige sagsbehandlere,
tilslutter både ”M” og hans bonus-farfar
sig interviewerens kandiderende årsagsforklaring
–
at det
handler om at mænd er mere konkrete,
at de ”kalder en spade for en spade”:
I: Så du siger de har forskellige talemåder og de har forskellige handlemåder. Så hvis vi nu skal gå ind i det du siger med
forskellige talemåder, hvordan taler de forskelligt (.) med jer
B: altså man kan sige begge to de er jo høflige, der er jo ikke nogen forskel der
I: men er der noget I at en mand kalder en spade for en spade. Er det det?
F: ja jeg tror det er så’n noget
B: Ja jeg sku’ lige til at sige det. Når du siger det så’n der
ja der er et eller andet
I: er de mere konkrete?
B: ja!
F: ja!
B: det er de. Det var lige det ord der man sidder og det er svært man kan ik. Det er svært at sætte ord på når der
kommer det der spørgsmål. Hvad er forskellen (…) Der må du lige hjælpe lidt
med nogle ledetråde derovre ((griner)).
(dreng, ”M” 14 år og farfar)
Det er ikke overraskende at temaer, der kan forbindes med køn og kønsroller dukker op i forbindelse
med drøftelser af mulige forklaringer på hvorfor fædre og bonusfædre ikke er bedre repræsenteret i
børnenes sagsforløb. Der er imidlertid ingen tvivl om at børnene orienterer sig mod køn på måder, der
viser at deres kønssyn indgår som organiserende princip i deres måde at skabe mening om og forstå
verden på. Som ovenstående interviewcitat viser ligger kønnede egenskabsforklaringer eksempelvis
tilsyneladende ”parat” som gyldigt svar på komplekse spørgsmål om hvad der gør at der opleves en
forskel mellem en kvindelig og en mandlig sagsbehandler.
Spørgsmål der relaterer til kønnede temaer, er imidlertid komplekse og hvorvidt der mere generelt set er
forskelle på den måde mandlige og kvindelige sagsbehandlere kommunikerer på og om dette har
betydning for inddragelse af henholdsvis fædre og mødre i børnesager vil imidlertid kræve en ny
undersøgelse.
Konklusioner
Der er store variationer i børnenes oplevelser af hvem der inddrages i sagsprocessen og hvordan, og der
tegner sig således ikke noget generelt billede af at fædre, bonusfædre og deres familier og netværk er
blevet glemt, set fra børnenes perspektiv. Overordnet set fremstilles fædre og bonusfædre imidlertid
mere passive i samarbejdet end mødre og bonusmødre, hvilket tyder på at det kræver aktiv handling fra
de professionelles side hvis fædre, bonusfædre og deres familier skal mere på banen.
Børnenes oplevelse af inddragelse af centrale omsorgspersoner er tæt koblet til familiens historie og
sammensætning, herunder hvorvidt forældrene bor sammen eller hver for sig, hvem der har
forældremyndighed, hvorvidt den ene eller begge forældre har eller har haft nye partnere og ikke mindst
100
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
om familie og netværk bor tæt på eller langt fra hinanden. Samlivsbrud, aktuelle og historiske konflikter
familiemedlemmer imellem spiller en væsentlig rolle, det samme gør flytninger, sygdom og dødsfald.
Selvom spørgsmålet om hvorvidt vi har glemt far, bonusfar og deres familie og netværk ikke trænger sig
på hos de børn vi interviewede, så udtrykker de sig gennemgående klart om hvilke personer, de selv
ønsker involveret i deres liv, hvornår og til hvad. Børnenes vurdering af relevansen af inddragelsen
hænger bl.a. sammen med hvor tæt barnet oplever at være på den voksne, om den voksne i barnets øjne
har noget at bidrage med, samt hvorvidt barnet oplever at det er vigtigt at den voksne holdes
informeret om væsentlige forhold i barnets liv.
I den forbindelse er det værd at nævne at den måde informationer distribueres på kan have betydning
for barnets relation til forældrene og andre omsorgspersoner, idet forskelle i informationsniveauet
forældrene imellem kan give anledning til konflikter og vække utryghed hos barnet.
Børnene orienterer sig også mod biologiske bånd og heraf følgende formel beslutningskompetence som
havende betydning for relevansen af inddragelsen, herunder om involveringen vil have en betydning for
beslutningen eller ej. Børnenes ønsker i forhold til inddragelse er imidlertid ikke statiske, forstået på den
måde at der kan være perioder hvor et familiemedlem ønskes involveret i mindre grad og perioder hvor
det samme familiemedlem ønskes involveret mere.
Billedet kompliceres desuden af at barnet kan ændre mening, hvis det bliver hjulpet lidt på vej
–
eksempelvis til at genetablere en kontakt med en far, hvor kontakten har været brudt i en periode.
Professionelles handlinger kan således gøre en positiv forskel i form af etablering af nye og
genetablering af brudte relationer, hvilket nogle gange kræver håndtering af historiske og aktuelle
konflikter som har betydning for familiesammensætningen og dynamikken.
Sammenfattende synes det således vigtigt at professionelle 1) Lytter til barnets ønsker 1) ikke tager
noget for givet når det handler om at involvere de mennesker i barnets liv, som barnet oplever
betydningsfulde at involvere og 2) arbejder aktivt på at aktuelle og potentielle omsorgspersoner i
barnets netværk bliver eller bliver ved med at være en ressource i barnets liv 3) er opmærksomme på at
det kan kræve ekstra indsats at få fædre og bonusfædre på banen 3) er opmærksom på at den måde
information til forældrene organiseres og distribueres på kan have relationelle konsekvenser 4) Har øje
for uudnyttet relationelt potentiale hos voksne omsorgspersoner i barnets netværk, som barnet ikke selv
har øje for, herunder mødres nye partnere.
101
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Familien, netværket og især bedsteforældrenes perspektiv
Indledning bedsteforældre og specifikt farmødre
Spørgsmålet om hvorvidt bedsteforældre og i dette forskningsprojekt far og bonusfars forældre er
blevet glemt i det sociale arbejde kan ikke sådan lige besvares med et ja eller et nej. I vores datamateriale
med den kvantitative registrering af inddragelse af fars familie i 8% af sagerne og ingen af bonusfars
familie, synes familie og netværk ikke at være inddraget i særlig høj grad og dermed synes hypotesen
delvis at blive bekræftet, men der er mange nuancer i forbindelse med inddragelse af far eller bonusfars
familie og netværk uanset om de er biologisk beslægtede med barnet eller har haft denne status qua at
deres søn har været bonus-far for barnet i en periode.
Formelt set er det forældremyndighedsindehaverne, der er parter og inddrages i en social sag på
børneområdet. Som udgangspunkt har begge forældre delt forældremyndighed, men i mange sociale
sager er det mor der de facto bliver indkaldt og varetager forældremyndighedsrollen, selv om vi i denne
undersøgelse kan se at der i en meget stor del af sagerne (75,7%) har været dialog med far jf. figur 1.
Det synes der at være mange forklaringer på, dels er der mange sager, hvor mor er den primære
omsorgsperson, dels er der fædre der har opgivet forældremyndigheden, dels er der fædre der ikke
responderer på henvendelse fra de sociale myndigheder og dels er der en række kulturelle forklaringer,
der gør at henvendelser fra de sociale myndigheder rettes til mor eller den primære omsorgsgiver.
Tidlige har det også været mor, der helt automatisk har fået indsat børnepengene på hendes konto. Og
så viser denne undersøgelse, at selv om far kontaktes, så inddrages
’de passive fædre’
ikke i samme grad
i sagen som mor.
Vi antager, at mors centrale rolle også betyder, at inddragelsen af bedsteforældre uanset hvilken
biologisk side de er på eller om det er bonus bedsteforældre, ofte afhænger af mor og hendes ønsker til
inddragelse og da viser den kvantitative del af denne undersøgelse at mors familie kontaktes og
inddrages (16% af sagerne) i dobbelt så høj grad som fars familie.
Alle børns familier er unikke, herunder den udvidede families indbyrdes relationer, men
forældremyndighedsindehaverne spiller en stor rolle i relationen til de sociale myndigheder alene qua
deres juridiske status og kontakt til socialrådgiverne og de andre professionelle i deres barns liv. Det
betyder, at far og bonusfars familie og netværk ikke formelt set er en del af den sociale sag og skal
inviteres ind i den af socialrådgiveren og eller af sagens parter.
Interviewene med børnene viser helt tydeligt, at børnene ikke lever deres liv på familierådgivningens
kontorer. Det lever først og fremmest deres liv sammen med deres familie og deres netværk, herunder
eventuelle bedsteforældre på fars eller bonusfars side, som de kan have haft et mere eller mindre
hyppigt og tæt forhold til. Og så er der nogle af børnene der lever sammen med fremmede
professionelle, men også for de børn har deres familie og netværk stadig stor betydning. Nogle børn har
i lange perioder boet hos bedsteforældrene, der har været deres primære omsorgspersoner, og så er der
andre børn der aldrig har kendt og mødt nogle af deres bedsteforældre, men uanset dette så fylder
102
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
børnebørn og bedsteforældre så meget i familiers bevidsthed, selv om de få gange eller aldrig har været
sammen.
Det betyder, at en gennemgang af sagsakterne eller interviews med socialrådgivere ikke nødvendigvis
giver et retvisende billede af, i hvilket omfang bedsteforældre spiller en rolle for barnet og i de enkelte
børns liv. De kan sagtens være nogle af de vigtigste og mest betydningsfulde personer i barnets liv uden
at socialforvaltningen har viden derom, hvilket også interviewene med børnene i denne undersøgelse
illustrerer.
Den gode socialrådgiver har dog ofte kendskab til dette gennem samtaler med barnet, mor, far og
gennem familie- og netværksinddragelse. Men ikke desto mindre er der en mulighed for at vigtige
personer i et barns liv ikke kommer i spil og får mulighed for at deltage i barnets liv, når der træffes
beslutninger for, med og omkring barnet for at hjælpe barnet i dets udvikling og trivsel. Det synes
tydeligst i anbringelsessager, hvor barnet bor udenfor familien og netværket, men interviewene med
socialrådgiverne, fædre, bonusfædre og børnene i denne undersøgelse tyder på, at også børn der bor
ved en eller begge deres forældre afskæres fra kontakt til noget af familien fx på grund af
voksenkonflikter i familien.
Vores undersøgelsesfokus handler ikke om hvordan bedsteforældre spiller og kan spille en rolle i børns
liv, men om de i bred forstand er glemt i det sociale arbejde og dermed om de optræder, inddrages og
deltager i børnesagerne. I et sagsforløb kan dette være i forbindelse med en underretning, deltagelse i
møder fx § 47 i Serviceloven om systematisk netværksinddragelse, i forbindelse med en børnefaglig
undersøgelse, i handleplansmøder, som bisiddere eller de er en del af indsatsen fx i form af aflastning,
samvær i forbindelse med anbringelse eller netværksanbringelse.
Der er mange forskellige måder, hvorpå et barns familie og netværk direkte eller indirekte kan være
inddraget og være en del af en sag og et sagsforløb. Der er Serviceloven og dens intentioner på den ene
side og så den kommunale praksis i de sociale sager på den anden side, herunder den betydning som
socialrådgiverne og forældremyndighedsindehaverne tilskriver inddragelsen af familie og netværk i den
konkrete sag. Forældremyndighedsindehaverne kan af mange forskellige grunde ikke ønske barnets
familie og netværk inddraget og det sammen gælder for socialrådgiverne, hvilket vi også kan se i den
kvantitative undersøgelse, hvor mor ikke har ønsket det i 27% af sagerne, far i 23% af sagerne og
socialrådgiveren i 23% af de cirka 70% af de 1298 sager, hvor der ingen inddragelse af familie og
netværk har været.
Lovgivningsmæssigt blev det med Barnets Reform relativt tydeligt, at barnets familie og netværk skulle
inddrages og have en rolle allerede fra opstarten af en børnesag. Både Servicelovens bogstav og
vejledningen er fyldt med paragraffer og hensigtserklæringer ift. betydningen af barnets familie og
netværk. I § 47 i Serviceloven står der, at kommunalbestyrelsen systematisk skal inddrage barnets
netværk. I vejledningen til den børnefaglige undersøgelse (BFU) og § 52 indsatser står der, at der først
skal undersøges muligheder i familien og netværket, og i Servicelovens § 71 fremgår det, at et anbragt
barn skal have mulighed for samvær med forældre, bedsteforældre, familie, søskende, venner, osv.
103
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Dette suppleres i Ankestyrelsen udtalelser om, at kommunen har pligt til at de anbragte børn har denne
mulighed.
Der er således ingen tvivl om, at Folketinget og dermed lovgiver siden 2011 har ønsket
netværksinddragelse, men en række undersøgelser tyder på, at det kun sker i begrænset omfang
(Ankestyrelsen 2013, Rasmussen & Jæger 2019). Det gives der som tidligere nævnt mange forklaringer
på, hvor en af de helt centrale ifølge denne undersøgelses kvantitative registreringer er, at mor, far og
eller at socialrådgiverne ikke ønsker det.
Når vi ser nærmere på de mere kvalitative begrundelser, så er socialrådgiverne tilbageholdende på
baggrund af, at mor ikke ønsker det, det er besværligt, de har ikke tid, de tror ikke på familierne, osv.
For fædrenes vedkommende handler det meget om konflikter i familien. Men der er altid tale om en
konkret individuel afgørelse og den synes ikke at være faldet ud til familiens og netværkets fordel.
Den samlede undersøgelse består af en række nedslag, der alle har til formål at belyse den overordnede
problemstilling om og hvorvidt vi har glemt fædre og bonusfædres familier og netværk i det sociale
arbejde, herunder aktørernes perspektiv på inddragelse og dens udfordringer. Da de indsamlede data fra
den kvantitative undersøgelse og de kvalitative undersøgelser i de to kommuner viste at inddragelsen
var begrænset og vi ikke i de kvalitative undersøgelser fik tilstrækkelige data om inddragelse af
bedsteforældre på fars og bonusfars side, valgte vi at tilføre undersøgelsen dette mindre datanedslag. I
dette kapitel er der fokus på bedsteforældre og specifikt farmødrene.
Bedsteforældre og især farmødrene
Vi har valgt at fokusere på bedsteforældre, da vi dels fra forskningen ved, at det ofte er bedsteforældre,
der er tættest på den biologiske mor og far, da det er deres forældre og dels at vi fra interviewene med
fædrene og børnene har konkrete eksempler på at fx farfar og farmor spiller en stor rolle for dem ift.
rådgivning opbakning og omsorg.
Vi ved også i forbindelse med forskningen i slægts- og netværksanbringer, at det ofte er
bedsteforældrene og især de kvindelige medlemmer i den nære familie, der insisterer på at blive en del
af barnets liv (Lindel 2019, Rasmussen et. al 2020). Vi har valgt biologiske farmødre, da de er en vigtig
del af vores undersøgelsesspørgsmål og vi kan se at fars familie og netværk modsat bonusfars familie og
netværk figurerer i vores kvantitative undersøgelse, som familiemedlemmer der har været inddraget.
Vi har vurderet, at det ville være vanskeligt at finde og interviewe bonusfædres mødre, der har været
direkte inddraget i deres bonusbørnebørns samarbejde med de sociale myndigheder, da de ifølge
registreringerne i den kvantitative undersøgelse ikke har været inddraget: Og da vores formål med dette
forskningsnedslag primært er, at få viden om nære familiemedlemmers perspektiv på og erfaringer med
inddragelse i barnets sag og deres samarbejde med de sociale myndigheder, har vi valgt kun at fokusere
på bedsteforældre og specifikt farmødre, da de hyppigere nævnes.
104
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0105.png
Vi har bl.a. valgt at samarbejde med Landsforeningen Bedsteforeningen om at finde interviewpersoner
og vi har fået mulighed for at anvende resultaterne fra en elektronisk kvantitativ
spørgeskemaundersøgelse, som de har foretaget i 2020. Bedsteforeningen er en frivillig drevet forening,
der er uafhængig af politik og religion og som først og fremmest jf. § 2 i deres vedtægter har til formål
at arbejde for, at bedsteforældre, biologiske familie, i videst muligt omfang, får en sikker og fast
tilknytning til deres anbragte børn, herunder at rettigheder vedrørende anbragte børn overholdes og
forbedres.
Det er således en forening der samler især bedsteforældres interesser i at se deres børnebørn, og mange
af medlemmerne har erfaringer med inddragelse eller mangel på inddragelse. Der er naturligvis tale om
særlige eller atypiske sager, hvor bedsteforældrene har kæmpet for kontakten med deres børnebørn i
forbindelse med anbringelsen, og alle de meget forskellige sager udgør hver for sig en form for ekstrem
case. Interviewene indeholder på den måde erfaringer med noget helt specifikt, ofte smertefuldt,
konfliktfyldt og uforløst, men samtidigt indeholder de også et engagement og en rig viden om og
erfaringer med samarbejdet med myndighedsrådgiverne og dermed også om netværksinddragelse og
bedstemødrenes perspektiv.
Efter flere samtaler med formanden for Bedsteforening aftalte vi, at de hjalp os med at finde farmødre,
fra forskellige kommuner, der havde haft erfaring med samarbejdet med myndighedsrådgivere i et
længere forløb. Farmødrene er blevet interviewet telefonisk ud fra en semistruktureret interviewguide
svarende til de andre fædre og familiemedlemmer, der er interviewet i denne undersøgelse. Fælles for
disse farmødre var at alle var meget engagerede og havde på en eller anden måde oplevet sig i klemme
eller havde følt sig magtesløse i forbindelse med inddragelsen i de sociale sager vedrørende deres
børnebørn og muligheden for at være en del af barnebarnets liv.
Undersøgelsen fra bedsteforeningen
Landsforeningen med navnet Bedsteforeningen, er som nævnt en forening, der arbejder for at
bedsteforældre bliver inddraget og får mulighed for at se deres anbragte børnebørn. Det er en
landsforening, der organiserer og taler bedsteforældre til anbragte børns sag, og via en telefontjeneste
rådgiver og vejleder bedsteforældre og andre ift. denne problemstilling.
I forbindelse med deres arbejde ønskede foreningen mere viden om medlemmernes erfaringer og
holdninger til en række spørgsmål, der er vigtige for foreningen. De udarbejdede et spørgeskema og i
juli 2020 udsendte foreningen det elektronisk spørgeskema til deres medlemmer og andre interesserede
(
www.bedsteforeningen.dk
2020).
Der er tale om et fortløbende spørgeskema, og vi fik i januar 2021 mulighed for et udtræk af
resultaterne og har valgt at bringe nogle af dem med relevans for vores undersøgelse.
I januar 2021 havde 347 svaret på spørgeskemaet. Det er et anonymt spørgeskema og vi ved ikke helt
hvem, der har svaret, men vi kan se at de 59% af respondenterne svarer at deres besvarelse vedrører en
tvangsanbringelse og de 25% svarer, at det vedrører en frivillig anbringelse og vi kan se at alle landets
kommuner er repræsenteret.
105
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Der er meget stor usikkerhed forbundet med anvendelsen af svarene fra dette spørgeskema, da vi ikke
ved hvem der har svaret ud over at informanterne har en form for tilhør til bedsteforeningen, og de er
også blevet stillet spørgsmål, som de har vanskeligt ved at svare helt faktuelt på og derfor tolker vi også
svarene som respondenternes oplevelse af om familien fx har fået tilbudt støtte i hjemmet inden
anbringelsen, da de jo godt kan have fået det uden at bedsteforældrene ved det.
Der er 76% af respondenterne, der har svaret, at de ikke føler sig hørt af kommunerne og 24% der har
oplevet sig hørt. Der er 58% der har svaret at de oplever at samarbejdet med sagsbehandleren som
dårligt og 42% der oplever det som godt. Det er ikke overraskende, at et spørgeskema til medlemmer af
foreningen får det resultatet, at de ikke har følt sig hørt, da mange jo melder sig ind og svarer på
spørgeskemaet for netop at blive hørt og fremme deres sag.
Vi har ikke noget sammenligningsgrundlag af besvarelser fra alle bedsteforældre til anbragte børn eller i
hele taget til bedsteforældre, hvor deres børn og børnebørn har en social sag, men i forbindelse med
vores forskning i netværksinddragelse, anbragte børns samvær og netværksanbringelser har vi ofte
interviewet eller mødt bedsteforældre, der ikke føler sig hørt (Rasmussen & Jæger 2018).
Det er mere overraskende, at ’kun’ 58% oplever at samarbejdet med socialrådgiveren er dårlig, når 76%
samtidigt har svaret at de ikke føler sig hørt af kommunen, hvilket tyder på at det ikke at opleve sig
hørt, som vi jo ikke helt ved, hvad den enkelte respondent forstår ved, ikke bare handler om
samarbejdet med konkrete sagsbehandlere. Vi ved således, at næsten halvdelen (42%) af undersøgelsens
respondenter har været mere eller mindre tilfreds med samarbejdet med sagsbehandleren, men 76% har
ikke oplevet sig hørt.
Respondenterne i undersøgelsen har endvidere svaret på spørgsmål om forholdene og samarbejdet med
kommunens sagsbehandlere inden anbringelsen. Respondenterne (65%) har svaret, at familien ikke har
fået tilbudt støtte i hjemmet inden anbringelsen. Vi kan ikke vide om det faktisk forholder sig sådan,
men der er en meget stor andel af respondenterne på 65%, der har oplevet det sådan. Vi ved heller ikke,
hvad de mener om det, herunder om de vurderer, at en sådan støtte ville kunne have forhindret
anbringelsen, men vurderet ud fra hele denne undersøgelses interview synes svarene at indeholde en
kritik af at der ikke er gjort nok.
Hvis den antagelse om at de 65% af bedsteforældre fra denne undersøgelse oplever at der ikke er gjort
nok, tilstrækkeligt tidligt i sagen, er rigtigt, så er alle de konkrete socialrådgivere, der har mødt disse
bedsteforældre blevet mødt med en oplevelse af at de og systemet ikke har gjort nok. Hvor meget det
kan have fyldt og hvilken betydning det har haft for samarbejdet, ved vi ikke.
Der er 7% af respondenterne der har svaret, at der har været set på muligheder for anbringelse i slægt-
og netværk. Vi har at gøre med en bestemt gruppe bedsteforældre til anbragte børn, der har svaret på
spørgsmålene. Og vi ved ikke på hvilken måde, og med hvem der har været talt om
netværksanbringelse, herunder hvor langt man har været i processen. Det er vanskeligt at tolke på
sådanne tal, men ud fra vore interviews med farmødrene og kendskab til respondenternes øvrige svar,
106
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
så er de nok udtryk for en oplevelse af at familien ikke har fået en chance, selv om der i denne
undersøgelses interviews med farmødrene er blandede erfaringer og holdninger til slægt- og
netværksanbringelse.
Der er 30% af respondenter der oplever, at der ikke er en handleplan på barnet, og samtidigt er der
55% af respondenterne, der svarer, at der ikke er en handleplan på forældrene. I hvilket omfang
respondenter rent faktisk ved det, da de jo ikke er part i sagerne, er måske ikke det væsentligste her. Det
er måske mere det forhold, at håbet om positive forandringer med hensyn til børnene og forældrene
knyttes til handleplanerne, som de ikke oplever altid er til stede. Og så problemstillingen at
socialrådgiverne og hele systemet ift. disse respondenter møder bedsteforældre, der har en form for
mistillid til dem og deres arbejde.
Der er 20% af respondenterne der har svaret, at de oplever at barnet har været eller bliver udsat for
vold på anbringelsesstedet. Uanset om tallet er faktuelt rigtigt, så er det foruroligende, at så mange
respondenter har den oplevelse. Og i forbindelse med det svar, er det lige så foruroligende, at 50% af
respondenterne vurderer, at barnet
’først’
er blevet vurderet behandlingskrævende efter anbringelsen.
Det er naturligvis respondenternes oplevelser og besvarelser. Vi har ikke været inde i sagerne og kender
ikke omfanget af handleplaner, omfanget af vold på anbringelsessteder eller hvornår vurderingen
´behandlingskrævende´ er sat på barnet, ligesom vi ikke ved hvad det betyder, men det er tydeligt, at
disse bedsteforældrene og andre respondenter ikke er tilfredse med sagsbehandlingen og anbringelsen.
Med hensyn til samvær, så er der 90% af respondenterne, der har svaret, at der er samvær med mindst
den ene af forældrene og at i 37% af tilfældene foregår dette samvær i forældrenes eget hjem, i 38% er
der støttet samvær og i 16% er der tale om overvåget samvær.
Med hensyn til bedsteforældrene i undersøgelsen har 49% ikke noget samvær med deres børnebørn. I
de konkrete sager kan socialrådgiverne have mange socialfaglige grunde til selve anbringelsen og til at
bedsteforældrene ikke tildeles samvær fx at mor ikke ønsker det, at barnet har brug for ro og ikke
magter så megen samvær, at barnet er behandlingskrævende osv., men det ændrer ikke på disse
bedsteforældrenes oplevelser og ønsker om at være mere involveret i deres børnebørn liv. Og selv om
vi ikke kan generalisere og tage dem som udtryk for alle bedsteforældre eller alle bedsteforældre til
anbragte børn, så er det alligevel tankevækkende, hvad det betyder for fx et anbragt barn og forældrene,
hvad bedsteforældrene tænker, siger og gør.
Samlet set er der tale om en række bedsteforældre, der bekymrer sig om deres børnebørn og ønsker at
være en del af deres liv. Der er her tale om en række bedsteforældre der ikke oplever sig inddraget og er
relativt utilfredse med samarbejdet med kommunen. Og så er det en række bedsteforældre, der ikke har
noget samvær med børnebørnene selv om de ønsker det.
Interview med farmødre
Ovenstående undersøgelse har besvarelser fra bedsteforældre på både mor og fars side og i vores
mindre interviewundersøgelse er vi især interesserede i bedsteforældre på faderens side og har i den
107
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
forbindelse interviewet 4 farmødre for at få viden om deres inddragelse i sagen og samvær med de
anbragte børnebørn.
Der er tale om 4 meget forskellige, komplicerede, langvarige og ofte smertefulde forløb med sønner,
der på en eller anden måde ikke har fået lov til eller magtet opgaven som fædre, og hvor farmødrene
både har været frivilligt og ufrivilligt på sidelinjen og i perioder været dybt involveret i sønnen og i
børnebørnenes liv. Der er tale om det vi i undersøgelsen kalder ustabile passive fædre, hvor farmødrene
har støttet deres sønner. Fælles for bedstemødrene er at de har kæmpet for samvær med deres
børnebørn, og om selve sagsforløbet fortæller den ene farmor.
En af farmødre med to anbragte børnebørn fortæller:
”Det var en for stor mundfuld for min søn.”
Farmor fortæller om en lang og smertefuld historie, hvor også svigerdatterens manglende erkendelse af
problemerne og om lukkethed omkring problemstillingen, overfor både hende som farmor og overfor
kommunen, hvilket spillede en stor rolle i starten af forløbet. Farmoren og det gælder forså vidt også de
andre interviewede har en erkendelse af, at deres sønner og svigerdøtre eller mødrene ikke rigtig magter
rollen som forældre, men også at anbringelsen var vanskelig.
Farmor fortæller:
”Anbringelsen var
en stor kamel at sluge.”
Og med ovenstående citat mener hun både at hun jo havde været en del af barnebarnets liv og at alt
omkring anbringelsen har været svært og også svært at erkende.
En anden farmor fortæller:
”Min søn var dengang ude i et misbrug og i et kompliceret forhold.”
Denne farmor fortæller, at hun stod på sidelinjen og håbede egentlig på en abort, men hun fik et
barnebarn hvorom der var et stort drama både før, under og efter fødslen. En tredje farmor fortæller
om sin søn, der har en diagnose og det har kæresten måske også, og hun bliver så gravid. Og det er
svært at hjælpe dem og der er ikke et godt samarbejde med kommunen og det ender med en
tvangsanbringelse.
I alle farmødrenes historier beskrives børnebørnenes anbringelserne som svære, komplekse, lidt
kaotiske og fyldt med emotioner, sårbarhed, konflikter, skam, osv. Vi ved fra vore andre undersøgelser
og fra forskningen (Rasmussen & Jæger 2018, Rasmussen etal. 2020), at der findes velforberedte
frivillige anbringelser, hvor forældrene er indstillede på at være forældre på deltid og der er aftalt
samvær, som alle i familien er tilfredse med. Det er ikke tilfældet i disse sager, og ved anbringelser er
der som regel tale om et meget stort indgreb i en families liv, der indebærer store følelser, usikkerhed,
sårbarhed, smerte, osv.
Farmødrenes kontakt til og forståelse for deres sønner.
Fælles for historierne er farmødrenes løbende kontakt til og forståelse for deres sønner. De synes at
kende til deres sønners styrker og svagheder og have en forståelse og kontakt til dem, hvor de støtter
dem. De fortæller også om en i perioder svingende kontakt, der både synes at have noget at gøre med,
108
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
hvor tæt de kommer på, hvor meget de vil bestemme og ikke mindst deres og sønnens forhold til
barnebarnets mor eller den som er kæreste med sønnen. I interviewene med fædre og bonusfædre
nævnes også farmødre som en særlig resurse for to af fædrene, som dem de går til for omsorg, råd og
vejledning.
I en sag er farmor i en periode partsrepræsentant for sønnen, da han helt trækker sig fra sagen og
samarbejdet med kommunen.
Farmor fortæller:
”
at han
ikke kan have med det at gøre”.
Ovenstående citat og i resten af historien udtrykkes et tæt følelsesmæssigt bånd mellem mor og søn,
men hun fortæller, at hun går ind i sagen både for sin søn og for sit barnebarns skyld. Hun ønsker ikke
at miste barnebarnet. Hendes partsstatus ophører igen, da sønnen efter nogle år igen får det bedre og
kan have med det at gøre, som hun siger.
Svigerdøtrene, sønnernes kærester og deres familier især den kvindelige del med mødre og søstre spiller
af mange grunde en stor rolle i historierne. De er alle udtryk for både et meget unikt og også et ofte
kaotisk samspil, hvor man i perioder trækker i samme retning og i andre perioder konflikter og her
synes farmødrene helt naturligt at være en del af disse situationer. Det er samme billede i de andre
kapitler, at der er nogle familier og netværk med store og små konflikter og hvor relationerne løbende
ændrer sig, som der beskrives i interviewene med rådgivere, forældre og især børnene, hvor det er
tydeligt at voksenkonflikter får en betydning for dem, men også at de hurtigt kan ændre sig, så der
opstår nye muligheder for kontakt og relations dannelse med fx far, bonusfædre og deres familier.
Farmødrene i denne undersøgelse ser sig selv som vigtige for deres sønner og børnebørn og vil gerne
inddrages, hvilket på den ene eller anden måde ser ud til at få betydning for fars samarbejde med mor
og kommunen. Og ud over at støtte deres søn, så er samvær med børnebørnene helt centralt for dem.
Farmødrene har ingen part og inddrages ikke i sagen
Farmødrene har ingen formel part i sagerne og derfor fordrer deres inddragelse at enten
socialrådgiverne og eller forældremyndighedsindehaverne inviterer dem direkte ind i sagerne, da deres
inddragelse ellers er indirekte i form af støtte til deres søn og svigerdatter.
Der nogle få af de interviewede der i korte perioder har været inddraget i den forstand at de har deltaget
i møder med kommunens sagsbehandler. I starten af den ene sag bliver en af farmødrene indkaldt til et
møde sammen med mor, mormor og hendes datter. Sønnen der betegnes som ustabil er ikke med og
måske heller ikke informeret.
Mødet er uden hendes søn og på det møde får de besked om at barnebarnet vil blive tvangsfjernet og
rådgiverne spørger til netværksanbringelse. Det kommer meget hurtigt og pludseligt, men alligevel siger
hendes datter ja til at blive netværksplejefamilie. Datteren bliver så godkendt til det og har barnet i cirka
2 år, hvorefter hun og hendes mand ikke længere kan klare opgaven, bl.a. fordi at svigerdatteren ifølge
hende laver en form for splitting, hvor hun løbende klager over anbringelsen, herunder farmors samvær
109
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
og meget andet. Farmor oplever at hun og datteren ikke har fået nok støtte fra kommunen i det forløb.
Og ifølge farmor får forløbet meget stor betydning for hele fars families mulighed for deltagelse i sagen
og kontakt med barnebarnet.
Farmor fortæller:
”at barnet kommer i plejefamilie og ingen indflydelse til hele fars familie”.
Barnebarnet bliver anbragt ved professionelle og det har farmor ikke noget imod, men det at blive
holdt udenfor og ikke mindst at gå fra tæt kontakt til barnebarnet til ingen kontakt og samvær, er svært
for hende. Familierådgivningens argument for at hun ikke må få samvær er, at barnet først skal knytte
sig til de nye plejeforældre og falde til det nye sted.
Det starter så en lang kamp for samvær og det er først da barnebarnet bliver anbragt et nyt sted, at det
ifølge farmor er plejemoren nummer to, der hjælper dem til at få samvær.
Farmor fortæller:
”hun kæmper vores kamp og det bliver til
det gode samvær med os.”
Denne farmor i ovenstående historie har ikke været part i sagen, og da sønnen ikke har kunnet eller
villet deltage, så har barnebarnets mor, der ifølge farmor har mange diagnoser, osv., været den der har
lavet aftalerne med rådgiverne, og farmor og hele fars familie stået på sidelinjen uden indflydelse og
kontakt. Far kommer så lidt på banen med farmors hjælp og de får efter nogle år et begrænset samvær
med hjælp fra plejemor nummer to.
Den ene farmor får som tidligere nævnt partsstatus i en periode og deltager på den måde som
partrepræsentant for sønnen i den periode og dermed i møderne med socialrådgiverne og mor, men
deres kontakt er primært indirekte gennem deres sønner, hvor nogle af dem er ustabile, herunder også i
kontakten til dem. Der er flere af farmødrene der har haft kontakt til socialrådgiverne i deres kamp for
samvær og i forhold til den samvær, nogle har fået tildelt, men megen af den kontakt har været
telefonisk og vedrører alene samværet.
Kampen for samvær
Det der fylder mest i interviewene, er kampen for samvær. Der er på en eller anden måde en fælles
erkendelse blandt disse farmødre om, at barnet ikke kan bo hjemme ved de biologiske forældre. Der
har været megen smerte, kaos og usikkerhed omkring anbringelsen, der kunne have været bedre, men
det vigtigste for dem synes at være muligheden for samvær med børnebørnene.
Det er ikke sådan, at de ønsker at barnebarnets skal bo ved dem og det er heller ikke sådan at de er
ukritiske overfor anbringelsesstederne eller kommunernes anbringelsespraksis, for det er de, men det
vigtigste er et kontinuerligt samvær med børnebørnene, og det har de alle kæmpet for.
Farmødrene har virkelig presset på for at få samvær både ved at presse socialrådgiverne, sønnerne,
mødrene og så har nogle sågar betalt advokater for at hjælpe dem. Og de har ikke været inddraget i
aftalerne om samvær Og hun havde ønsket at der blev lavet en lang kontinuerlig aftale med en form for
110
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
fleksibilitet indbygget. Når de har fået samvær, så har deres samvær med børnebørnene svinget mellem
ingen samvær i perioder, 1 time hver 3 måned til 1�½ time hver måned.
En af de hyppigste forklaringer de er blevet mødt med fra socialrådgivernes side, er som en farmor
siger:
”at barnet ikke kan tåle mere samvær.”
Denne sætning som de alle har hørt mange gange, hører farmødrene første gang barnebarnet bliver
anbragt, og med den begrundelse at barnet lige skal falde til, så de første 3 måneder er der ingen
samvær og ifølge farmødrene gælder det også for deres sønner. Og da farmødrene er langt ude i rækken
af samværskandidater. kan det tage helt op til 6 måneder før de fik lov til at se deres barnebarn, som de
måske har været meget tæt på lige op til anbringelsen.
En af farmødre siger:
”Jeg så hende hver dag.”
Denne farmor fortæller, at barnebarnet ikke kunne forstå, at de ikke kunne ses. Og det er der flere der
har oplevet. Farmødrene fortæller, at hver gang barnebarnet flytter anbringelsessted, og det er ifølge
dem hyppigt, så starter det igen.
Farmor fortæller:
”at barnet kan ikke tåle samvær og skal lige flytte ind og lære plejefamilien at kende.”
En anden farmor fortæller:
”jeg er jo kontinuiteten i pigens liv”.
Og en tredje farmor fortæller:
”jeg har selv været anbragt og kan sætte mig ind i hvor vigtigt det er”
Denne farmor fortæller, at da hun selv har været anbragt, så ved hun hvor meget kontakten til familien
betyder og at det er en af grundene til at hun kæmper så hårdt for at holde kontakten til og skabe
mulighed for, at se sit barnebarn. Farmødrene kæmper ikke for specielt meget samvær, for når vi
spørger, hvor meget samvær de ønsker og hvor. Så fortæller de, at det er nok at se deres barnebarn en
gang om måneden, at så at der er noget fleksibilitet og at børnebørnene engang imellem kan komme på
besøg en weekend og fx være med på besøg i campingvognen og tage med i zoologiskhave.
Farmor fortæller:
”det som alle andre bedstemødre gør”
Og så er der højtiderne og fødselsdagene, hvor de gerne vil kunne holde jul med dem engang imellem,
og hvor børnebørnene også får mulighed for at se resten af familien. Den ene farmor har en historie
om sit barnebarn, der gerne vil se og møde hele familien, men det må hun af en eller anden grund ikke,
og da hun spørger socialrådgiveren, så siger socialrådgiveren, at hun kan tage et familiealbum med til
barnebarnet. Det mener farmor er under al kritik, da barnebarnet har brug for at møde dem rigtigt.
Der er ingen tvivl om, at vi i disse få sager har at gøre med komplicerede anbringelsesforløb, hvor der
bl.a. har været konflikter omkring samvær, men der er tale om helt almene behov og ønsker om kontakt
mellem bedsteforældre og børnebørn, hvilket vi også kan genkende i resten af vores datamateriale fx fra
111
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
interviewene med fædrene og fra interviewene med børnene, hvilket efterlader et indtryk af, at farmor
og farfar sjældent inddrages og står langt nede i samværskøen.
At snyde sig til samvær
Vi ved fra andre af vores undersøgelser af fx netværksinddragelse, anbringelser og
netværksanbringelser, at der kan forekomme en del
’snyd’ i forbindelse med socialt
og pædagogisk
arbejde, herunder
’snyd’ ift. til samvær.
Der er som regel tale om, at der er mere samvær end aftalt eller
at de professionelle gør andet og mere end der er aftalt fordi de vurderer, at det er det rigtige i
situationen.
Inde i interviewene, efter at vi har hørt deres historier og der er skabt en form for fortrolighed, har vi
bl.a. spurgt til om de snyder sig til samvær, da vi jo ved det fra andre sager og det nikker de
genkendende til. For dem handler det om at se deres børnebørn og når de ikke formelt kan få samvær,
så har de brug for at se deres børnebørn og det er et gensidigt behov.
En af måderne der ’snydes’ på er ved at koble
sig på deres sønners samvær, således at når det foregår
hjemme ved sønnen, så er de der i en del af samværet selv om det ikke er en del af den officielle aftale.
Det kan have andre og mere praktiske fordele end selve samværet med barnebarnet fx madlavning,
rengøring og fælles aktiviteter.
Den praktiske hjælp synes at være en af indgangene til at få samvær fx at køre barnet og sønnen til og
fra anbringelsesstedet i forbindelse med samvær. Det giver nogle timer sammen med barnebarnet begge
veje. Og der er eksempler på at de også kører sønnen til samvær på anbringelsesstedet og venter ude i
bilen til at sønnens samvær er overstået. Og da får farmødrene måske set et glimt af eller der åbner sig
en mulighed for at hilse på deres barnebarn. Samtidigt får de talt med sønnen om samværet og hvad
deres barnebarn har fortalt, hvor de på en måde holder kontakten, indirekte hører nyt fra barnebarnet
og også viser deres interesse.
Men der er også en farmor der fortæller, at deres søn er meget bange for denne
’snyd’,
da han er bange
for at risikere, at samværet tages fra ham eller at det igen ender med at blive til støttet samvær, hvor han
skal møde op i et af kommunens lokaler og der deltager en pædagog i de få timer han har ret til samvær.
Der er også en fortælling om en plejemor, der lader farmor komme med ind til en kop kaffe og hvor de
har en aftale om, at hvis farmor lige kommer den vej forbi, så kan hun godt komme ind og se
barnebarnet og få en kop kaffe.
Når vi vælger
at nævne ’snyd’, så er det fordi det fortæller noget om
hvor vigtigt det er for disse
farmødre at se deres børnebørn, men også for at gøre opmærksom på det levede liv, der foregår
udenfor familierådgivningen, hvor fx bedsteforældre forsøger at støtte deres børn og børnebørn, og at
der også er professionelle der
’snyder’ for at
hjælpe dem. Det er muligt, at de gør det fordi det er godt
for barnebarnet eller de fatter sympati for bedsteforældre eller de gør det for at undgå konflikter.
Motiverne er ikke det centrale her. Det centrale er, at bedsteforældre sjældent inddrages og skal kæmpe
for samvær.
112
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Tværgående temaer og konklusioner
Nedenfor præsenteres overordnede fund fra undersøgelsen i punktform. Først præsenteres fund fra
den kvantitative del, baseret på registreringer i to kommuner. Herefter præsenteres tværgående fund fra
den kvalitative del baseret på interviews med fædre/bonusfædre, rådgivere, børn og farmødre.
Den kvantitative del af undersøgelsen viser bl.a., at far inddrages i 75,7% af sagerne og mor i 89,2% af
sagerne, men der er stor forskel på inddragelsen og det er stadig mor, hvis barnet bor hos mor, der er
rådgiverens primære kontakt og samarbejdspartner, og med mindre far (aktive fædre) insisterer på
deltagelse eller problemerne bliver så store, at rådgiveren ’hiver’ far ind (far går så fra passiv til aktiv
far), så inddrages han reelt ikke forstået som at bidrage med synspunkter og deltage i beslutninger.
Sammenlignes der med en ikke helt sammenlignelig rapport (den bedste vi kunne finde) baseret på
analyser af journalmateriale fra 2002 (Christoffersen 2002), hvor der i forbindelse med børnefaglig
undersøgelser var blevet talt med moren i 85 % af sagerne og fædrene i 37% af sagerne, så er der dog
noget der tyder på et fremskridt ift. inddragelse af far.
Der synes dog stadig her 10 år efter at være konsensus mellem rådgivere, mødre og de passive fædre
om den traditionelle arbejdsdeling i samarbejdet med rådgiverne, og det er der mange, ikke mindst
praktiske grunde til. Spørgsmålet er om det lever op til lovgivningens intentioner, og om det er til barnets
bedste, når barnet og mor har brug for støtte også fra deres private netværk?
Når vi taler om inddragelse af bonusfædre, familie og netværk er billedet det samme. Bonusfar har været
inddraget i 10,8% af sagerne, fars familie i 8% af sagerne og hans netværk i 2%, men også her tegner
der sig et billede af nogle få aktive der har insisteret eller er blevet ’hivet’ ind i sidste øjeblik. Spørgsmålet
er igen om det er tilfredsstillende set fra lovgivers side og om det er til barnets bedste på kort og lang
sigt.
Den kvantitative del:
•
•
Inddragelse af far er registreret i 75,7% af de 1298 sager. Inddragelse af faderens familie i 8 % af
sagerne og farens netværk i 2 % af sagerne.
Inddragelsen af fædre er ’kun’ 10 procent lavere end
inddragelsen af mødrene (89,2%), men mors
familie (16%) og netværk (5%) inddrages oftere end fars. Der er samlet set 28 socialrådgivere der
har inddraget mors netværk og 19 der har inddraget fars netværk ud af de 44 socialrådgivere.
Bonusfædre er registreret inddraget i 10,8% af sagerne. Ingen af hans familie og netværk er
registreret inddraget.
De fleste sagsbehandlere i undersøgelsen er kvinder 93 %. (4 mandlige og 40 kvinder)
Rådgiverne svinger mellem at inddrage i gennemsnit 1,4 til 3,5 pr. sag i deres sagsstamme. Der
inddrages i gennemsnit 2,57 personer i hver sag. Det er hyppigst mor, far og barnet, der inddrages
Der har været inddragelse af familie og netværk i 24% af sagerne.
•
•
•
•
113
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
•
•
•
•
•
I over halvdelen (59%) af sagerne vurderer rådgiveren at inddragelsen af familie og netværk har haft
positiv betydning i sagen. I 36 % af sagerne har inddragelsen ingen betydning haft og i 5% af
sagerne har inddragelsen været negativ.
Årsagerne til manglende inddragelse af familie og netværk angives i 27% af sagerne at være fordi
moren ikke ønskede det. I 23% af sagerne var det faren der ikke ønskede inddragelsen og i 7% var
det barnet. I 23 % af sagerne skyldtes den manglende inddragelse en vurdering fra rådgiverens side
og i 20% af sagerne er der svaret at der har været andre grunde.
Der er forskel på netværksinddragelsen i de to kommuner. I den ene kommune er der registreret
familie og netværksinddragelse i 32% af sagerne og i den anden i 18% af sagerne.
Den hyppigste form for afdækning i sager med netværksinddragelse (45%) er foregået alene ved
dialog, dvs. enten telefonisk eller personlig samtale. Den ene kommune har anvendt formaliserede
afdækningsmetoder (genogram, netværkskort mv.) i 48,9% af sagerne og den anden kommune i
28,4% af sagerne.
Der fandtes ingen sammenhæng mellem anvendelsen af formaliserede afdækningsmetoder og
højere inddragelse, men anvendelse af systematisk afdækning synes større ved inddragelse af
netværket end inddragelse af familien.
Den kvalitative del:
•
•
•
•
Børn i skilsmissefamilier har oftere bopæl hos deres mødre og det ser ud til at have betydning for
inddragelsen af fædre og fædres netværk.
Mødre (og bonusmødre) beskrives mere opsøgende og aktive i sagsprocessen.
Der er både beretninger om fædre, der kæmper for at få lov at deltage i sagsprocessen og fædre, der
fremstår passive og uinteresserede i at deltage i sagsprocessen.
Der er forskel på inddragelsesgraden af fædre og mødre. Fædre ser oftere ud til at få status som
informationsmodtagere, hvor mødrene behandles som primære samarbejdspartner. Det kan også
være tilfældet når forældrene bor sammen. Det relativt høje inddragelsesprocent angivet af
rådgiverne i den kvantitative undersøgelse kan derfor dække over at der har været en kontakt til
begge forældre, men at fædre involveres på et lavere niveau.
Fædre prioriterer nogle gange deres job mv. frem for deltagelse i møder på socialforvaltningen.
Baggrunden for fædrenes prioritering er kompleks og skal både ses i samspil med familiens
sammensætning og (økonomiske) situation, forskelle i mødre og fædres tilknytning til
arbejdsmarkedet, forældrenes egen indbyrdes rollefordeling, mødre som gatekeepers, mv.
Der er en tendens til at den forælder og de familiemedlemmer, der selv er mest opsøgende også
involveres mere, men det afhænger af om rådgiveren vurderer om forælderen, familien og
netværket bidrager positivt i barnets liv.
Når fædre bor langt væk fra barnets bopælskommune, kræver det både mere tid af fædrene og af
rådgiverne, hvis inddragelsen skal lykkes.
Ikke-biologiske familiemedlemmer og netværk inddrages ikke rutinemæssigt i sagen selvom de har
en tæt relation til barnet og selv søger aktiv involvering.
Bonusmødre ser ud til at være mere involveret i barnets sag end bonusfædre
•
•
•
•
•
114
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
•
•
•
•
•
•
•
•
Rådgiver, barn, forældre, øvrige familiemedlemmer og netværk er ikke altid enige om hvem der skal
involveres i sagen.
Inddragelse af fædre og bonusfædre hænger nøje sammen med familiens sammensætning og
historie, herunder aktuelle og historiske konflikter.
Konflikter familiemedlemmerne imellem eller mellem familiens medlemmer og de professionelle
komplicerer mange af de processer, der er involveret i inddragelsen. Det betyder at tidsforbruget
øges, ligesom konfliktniveauet stiller særlige krav til rådgivernes personlige og professionelle
kompetencer.
Samarbejdspartnere, fx skoler og psykiatriske afdelinger har ikke altid inddraget far/bonusfar når de
henvender sig til socialforvaltningen. Opgaven med at få far på banen ser således ud til at påhvile
rådgiverne. Kommunernes familieafdelinger ser altså ud til at have en særlig opgave her.
Der er en tværgående opfattelse af at der er forskel på den måde mænd og kvinder kommunikerer
på og at det har betydning for samarbejdet, særligt mellem fædre og overvejende kvindelige
rådgivere.
Farmødre ønsker at være en del af deres børnebørns liv og de kæmper for samvær
Børnene ønsker kontakt med dem der har betydning for dem uanset familiær status. Dette ønske er
ikke statisk og kan ændre sig over tid
Professionelle kan gøre en positiv forskel i form af etablering af nye og genetablering af brudte
relationer til barnets forældre, familie og netværk.
Kræver det mere at inddrage fædre, bonusfædre og deres familie og netværk?
Det korte svar på spørgsmålet om det kræver noget andet eller mere at inddrage fædre og bonusfædre
og deres familier er ja. I det ligger der ikke at fædre som udgangspunkt er sværere at inddrage end
mødre. I forhold til fædre, bonusfædre og deres netværk knytter der sig imidlertid en række betingelser
for inddragelsen, som betyder at det dels kan kræve mere tid og koordinering.
Nedenfor præsenteres nogle af de forhold vi er stødt på i undersøgelsen som har betydning for
inddragelse af fædre/bonusfædre og deres familier under fem overskrifter 1) forhold hos fædre og
bonusfædre 2) forhold hos mødre og bonusmødre 3) Familie og netværk 4) Forhold i hjælpesystemet
og hos den enkelte rådgiver 5) Familiekonflikter, -dynamikker, -historik og -sammensætning, 6)
kønnede kommunikationsstile
Forhold hos fædre og bonusfædre
På tværs af datamaterialet tegner der sig et komplekst billede af fædre, der på den ene side beskrives
som mere passive og vanskeligere at aktivere i forhold til mødrene, og som på den anden side selv
oplever at skulle kæmpe for at blive inddraget i sagsforløbet. I den kvantitative undersøgelse har 8% af
fædrene selv sagt nej til at blive kontaktet, imens rådgiverne angiver at der i 75% af sagerne har været en
eller anden kontakt til eller inddragelse af fædrene.
115
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Kontrasten mellem fædrenes oplevelser af at måtte kæmpe for inddragelse og den høje
inddragelsesprocent angivet af rådgiverne, kan selvfølgelig skyldes at selvom rådgiverne angiver at der
har været en kontakt, så er det ikke ensbetydende med at fædre oplever sig inddraget.
Fædre er desuden forskellige og vi kan se i vores materiale at de fædre vi har interviewet og de fædre,
der beskrives af børn, bedsteforældre og rådgivere på tværs af materialet har forskellige ønsker og
forventninger til og betingelser for at indgå i samarbejdet. De
’aktive’
fædre vi har interviewet, ønsker
alle at være involveret i deres barns sag, men der er også beskrivelser fra de øvrige informanter af fædre,
der trækker sig fra samarbejdet i kortere eller længere tid grundet konflikter i familien eller med barnet
og andre, der ser ud til at foretrække en mere tilbagetrukket rolle og overlade det primære samarbejde til
moren.
Betingelser der knytter sig til fædrenes situation og som er med til at vanskeliggøre samarbejdet er
mangfoldige og handler fx om problemer med at læse og forstå breve fra forvaltningen grundet
ordblindhed, en bopæl, der ligger langt væk fra handlekommunen og der hvor barnet bor, samarbejder
med flere forskellige kommuner grundet flere børn, lange arbejdsdage og en rollefordeling i familien,
hvor far er den primære forsørger.
Langt hen ad vejen ser det ud til at gøre sig tilsvarende betingelser gældende for de bonusfædre, der
ønsker at blive involveret i deres bonusbarns liv. I den kvantitative undersøgelse er inddragelsesgraden
imidlertid langt lavere for bonusfædrene end for de biologiske fædre. Hvor involvering af den
biologiske far ser ud til at være noget der betragtes som både relevant og naturligt på tværs af alle
informantgrupper (på trods af at det ikke altid sker), så behandles bonusfædres deltagelse ikke på
samme måde som selvfølgeligt.
Overordnet set svarer undersøgelsens fund til internationale undersøgelser, der peger på at der gør sig
nogle særlige betingelser gældende for inddragelsen af fædre, som betyder at det kan kræve flere
ressourcer at involvere dem (se fx Storhaug, 2015). Undersøgelsen bidrager til den internationale
forskning ved at vise kontrasten mellem rådgiveres opfattelse af involvere fædre i sagerne og fædres
manglende oplevelse heraf, hvilket kalder på forskning der fokuserer på sammenhænge mellem fædres
oplevelser af inddragelse og den konkrete inddragelsespraksis.
Forhold hos mødre og bonusmødre
I den internationale forskning opereres der med begrebet ”maternal
gatekeeping”
til at beskrive
hvordan mødre på forskellig vis kan fungere som en hindring for inddragelse af fædre i børns liv. I den
kvantitative undersøgelse angav sagsbehandlerne at det i 27% af sagerne var mødrene, der ikke ønskede
familie og netværk involveret i sagen, hvilket både kan henvise til fædre, fædres og egen familie og
netværk).
Vi har i vores materiale i begrænset omfang fundet tegn på at mødre systematisk hindrer inddragelse af
fædre. Derimod er der eksempler på mødre og bonusmødre, der indgår meget aktivt i samarbejdet og
116
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
kan dominere i en grad der ser ud til at kunne føre til at fædrene bliver overset eller fremstår mere
passive. Det gælder i øvrigt både hos forældre, der bor sammen og forældre, der ikke bor sammen.
Hos forældre der er samlevende oplever sagsbehandlere det dilemmafyldt at insistere på at begge
forældre kommer til møderne, hvis det, at det er mor, der kommer til møderne, er udtryk for, at
forældrene har fordelt rollerne mellem sig. Hvis der er konflikter familiemedlemmerne imellem ses der
desuden en tendens til at samarbejdet centreres omkring den person, barnet bor hos, eller som i
forvejen er mest aktiv eller involveret i sagen. I praksis er dette oftest moderen, hvilket kan betyde at
andre centrale omsorgspersoner i barnets familie og netværk glemmes eller udgrænses.
Vores forskning støtter således den internationale
forskning, der viser at begrebet ”maternal
gatekeeping” ikke alene kan tilskrives morens handlinger, men må ses som noget, der skabes i et
samspil mellem forældre (af begge køn) og de professionelle (se fx Symonds, 2015, 2020). Eksempelvis
ser det ud til at dynamikkerne bag det at informationer om barnet ofte tilgår mødrene skal ses i
sammenhæng med at barnet som oftest har bopæl hos moren, ligesom både fædre, børn og
professionelle orienterer sig mod moren som den der forventes at have (bedst) styr på informationerne
om barnet.
Familie og netværk
Fædre og bonusfædres familie og netværk inddrages i begrænset omfang. Den kvantitative undersøgelse
viser at fars familie er registreret inddraget i 8% af sagerne og mors familie i 16% af sagerne. Når det
gælder deres netværk, så er fars netværk registret i 2% af sagerne og mors netværk i 5% af sagerne. Og
bonusfars familie og netværk er ikke registret i nogen af sagerne.
Udover at mors familie og netværk inddrages i dobbelt så mange sager som fars, hvilket alligevel kan
tyde på en form for
”maternal gatekeeping”, så
er interviewene med fædrene, børnene og
bedstemødrene fyldt med eksempler på at familien og netværket spiller en stor rolle i fædre, bonusfædre
og børnenes liv. De er bare ikke formelt inddraget i særlig høj grad, hvilket kan undre os, da de i
Barnets reform med fx § 47 og § 71 i Serviceloven fik tildelt en central rolle.
I de kvalitative interview bliver det tydeligt, at relationerne i familie og netværk skifter og det har
betydning for børnene, men det er ikke sådan at kun de biologiske bånd er stærke, der er eksempler på
at bonusfamilier spiller en lige så stor rolle i perioder, men tager vi de få farmødre til anbragte børn vi
har interviewet, så kæmper de alle for kontakt til og samvær med børnebørnene.
Det er tydeligt, at professionelle kan gøre en positiv forskel i form af etablering af nye og genetablering
af brudte relationer til barnets forældre, familie og netværk, hvilket også svarer til forskningen på
området, hvor fx familierådslagning kan være med til at samle familien og skabe kontakt mellem barnet
og bedsteforældre (Rasmussen & Sandgaard 2018, 2020, Rasmussen et al. 2020)
Forhold i hjælpesystemet og hos den enkelte rådgiver
Langt størstedelen af sagsbehandlere ansat i familieafdelingerne er kvinder, hvilket både afspejles i
undersøgelsens kvantitative og kvalitative del, hvor kvindelige rådgivere er overrepræsenterede. I dette
117
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
studie bemærkes dette både af børnene og rådgiverne selv, men især fædrene fremhæver
sagsbehandlernes køn som væsentligt i og for samarbejdet.
For fædrene handler det om oplevelser med at blive mødt med bestemte forventninger og holdninger
til det at være mand og far, samt at der kommunikeres på måder mændene oplever som feminiseret.
For fædrene handler det desuden især om oplevelser med at føle sig misforstået, særligt i forbindelse
følelsesudtryk, hvor fædrene oplever at udtryk for frustration tolkes som aggression.
Disse fund svarer fuldstændig til internationale undersøgelser, der peger på at det, der beskrives som en
feminiseret hjælpeapparat betyder at mænd ikke føler sig velkomne (Arvidsson, 2003; Bayley et al.,
2009; Ewart-Boyle et al., 2015; Ferguson & Hogan, 2004; Storhaug, 2015; Zanoni et al., 2013). På
sagsniveau fandt vores kvantitative undersøgelse imidlertid ingen systematiske forskelle i de
sagsstammer der tilhører henholdsvis kvindelige (N=40) og mandlige (N=4) rådgivere.
I vores undersøgelse er de individuelle egenskaber der især fremhæves og efterspørges af fædrene i
samarbejdet imidlertid ikke kønnede, i udgangspunktet. På tværs af interviewene med
fædre/bonusfædre, børn og farforældre fremhæves personlige egenskaber hos den enkelte
sagsbehandler så som integritet, troværdighed, engagement, oprigtighed og åbenhed/fordomsfrihed.
Ligeledes fremhæves den måde sagsbehandleren kommunikerer på, som gerne må være klar, konkret og
direkte uden at være autoritær. Derudover fremhæves transparens omkring og fleksibilitet i
sagsforløbet, samt løbende dialog frem for lange møder som noget af det, der fremmer samarbejdet.
De rådgivere vi har interviewet, beskriver også selv en række udfordringer med at inddrage
fædre/bonusfædre og deres familie og netværk, som både knytter sig til rammer og vilkår for
sagsbehandlingen, samt faglige og personlige barrierer. Det helt gennemgående tema er tid og at
involvering af fædre, der ikke selv byder sig til i samarbejdet eller bor i nærheden opleves som
tidskrævende.
Tidsforbruget hænger sammen med antallet af personer, der inddrages i sagen. Jo flere
familiemedlemmer og netværkspersoner der skal inddrages jo mere koordineringsarbejde, Det gælder
både det arbejde der er forbundet med mødeafholdelser og organisering og distribution af information
familiemedlemmer og netværk imellem.
Der er generelt set et ønske om at involvere fædre og familiens netværk, ligesom den kvantitative
undersøgelse viser at rådgiverne i overvejende grad vurderer det som positivt når det sker. Der
beskrives imidlertid også barrierer, der eksempelvis handler om at den enkelte rådgiver kan opleve det
som grænseoverskridende at involvere fædre/bonusfædre familie og netværk, der ikke selv byder sig til,
ligesom der er en tilbageholdenhed med og ambivalens i forhold til at inddrage fædre/bonusfædre
familie og netværk der ikke vurderes at bidrage positivt i barnets liv.
Derudover, fremhæves det, at
flere rådgivere har vanskeligt ved at bevæge sig ind i familiens ’private
rum’,
og at socialrådgivere og forældre i fællesskab er tilbageholdende med inddragelsen, begrundet i
sårbarhed, konflikter og tabuer.
118
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Familiekonflikter, -dynamikker, -historik og -sammensætning
Den kvalitative del af undersøgelsen peger gennemgående på at inddragelse af fædre, bonusfædre og
deres familier og netværk skal ses i sammenhæng med familiens historie og sammensætning. Det drejer
sig om hvorvidt forældrene bor sammen eller hver for sig, hvem der har forældremyndighed, hvorvidt
den ene eller begge forældre har eller har haft nye partnere og ikke mindst om familie og netværk bor
tæt på eller langt fra hinanden. Samlivsbrud, aktuelle og historiske konflikter familiemedlemmer
imellem spiller en væsentlig rolle, det samme gør flytninger, sygdom og dødsfald.
Af interviewene med rådgiverne fremgår det i relation hertil at de oplever at det er nemmest at
samarbejde med den forælder, som barnet bor hos uagtet om det er moderen (hvilket det som oftest er)
eller faderen. Hvis der er konflikter mellem forældrene eller mellem barn og en forælder, så er det i
mange tilfælde nærliggende for rådgiverne at fravælge at inddrage andre end den forælder barnet bor
hos.
I den forbindelse er det værd at nævne at den måde informationer distribueres på kan have betydning
for barnets relation til forældrene og andre omsorgspersoner, idet forskelle i informationsniveauet
forældrene imellem kan give anledning til konflikter familiemedlemmerne imellem og vække utryghed
hos barnet. Dette aspekt af inddragelsen af fædre, bonusfædre og deres familie og netværk er stort set
fraværende i den forskning vi er stødt på i forbindelse med litteraturstudiet og må derfor betragtes som
et væsentligt bidrag.
Kønnede kommunikationsstile
Et gennemgående tema handler om betydningen af kommunikation i og for samarbejdet, som ser ud til
at trække på en forståelse af fædre (mænd) foretrækker at kommunikere mere direkte og ikke i samme
grad som mødre (kvinder) ønsker eller evner at kommunikere om følelser. Disse forskelle i
kommunikationsstile fremhæves af alle informantgrupper som noget, der har betydning i samarbejdet.
De fædre vi har interviewet, oplever eksempelvis at deres følelsesudtryk tolkes anderledes af de
professionelle end mødrenes, hvilket gav anledning til oplevelser af at blive uretfærdigt behandlet. Her
fremhæves udtryk for vrede og frustration, som ifølge fædrene indebærer en risiko for at blive tolket
som aggressivt. Disse oplevelser svarer til oplevelser blandt engelske fædre, som tilsvarende oplevede at
normer og forventninger forbundet med maskuline og feminine udtryksformer kan have betydning for
den måde følelsesudtryk modtages og tolkes på (Philip et al., 2019).
119
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0120.png
Fædres samarbejdsstile og sagsbehandleres vurderinger og kategoriseringer
Hos de fædre og bonusfædre vi har interviewet, er der en generel oplevelse af at skulle kæmpe for at
blive inddraget i deres barns eller bonusbarns sagsforløb. Denne fortælling går igen hos bedsteforældre
på fars side. Omvendt gives der af børn og rådgivere beskrivelser af fædre, der forholder sig mere
passivt end mødrene og ikke byder sig til på samme måde i samarbejdet.
Hvor børnene typisk forklarer passivitet med at fædrene har travlt med andre ting (fx arbejde), så indgår
der i rådgivernes fortællinger, en kategorisering og sortering mellem fædre der betragtes som positivt
bidragende til børnenes liv og fædre der ikke vurderes at bidrage positivt. Derudover er der en
oplevelse hos fædrene og deres netværk af at der kan være et mismatch mellem dem familien selv synes
er relevante at inddrage og dem forvaltningen synes er relevante at inddrage.
For at indkredse noget af den kompleksitet, der tegner sig på tværs af det samlede datamateriale, har vi
konstrueret en model, som skal anskueliggøre mulige sammenhænge/dynamikker mellem manglende
inddragelse, fædres samarbejdsstil og sagsbehandleres vurderinger/kategoriseringer.
Langs den horisontale linje udfoldes et kontinuum mellem de situationer hvor det vurderes at far eller
bonusfar bidrager positivt eller negativt i barnets liv. Den vertikale linje indfanger spændvidden mellem
en passiv og en mere aktiv samarbejdsstil fra far og bonusfars side.
I feltet med fædre med en aktiv samarbejdsstil, som vurderes at bidrage positivt i barnets liv (A) findes
de samarbejdsformer som umiddelbart forekommer enkle og ligetil. Hvis der opstår problemer her, kan
det imidlertid være værd at have øje for eventuelle misforståelser og/eller konflikter mellem dem, der
aktuelt samarbejder omkring barnet.
120
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Hvis vi bevæger os over i feltet med de aktive fædre, der til gengæld vurderes at bidrage negativt i
barnets liv (B), så er det sandsynligvis her vi finder nogle af de frustrerede fædre, som gennem længere
tid har en oplevelse af at byde sig til i samarbejdet, men som ikke oplever sig inddraget. Her tegner sig
en faglig udfordring, som handler om inddragelse af fædre, der ønsker at bidrage og handler aktivt i
forhold til dette ønske, men som ikke vurderes at gøre dette på en måde, der bidrager positivt i barnets
liv. Potentialet ligger i at finde måder at inddrage på, som samtidig beskytter barnet eller arbejde aktivt
på at ændre eller reducere de forhold der gør at fædrene på nuværende tidspunkt vurderes at bidrage
negativt.
I feltet med fædre, der vurderes at bidrage positivt i barnets liv, men som har en mere passiv
samarbejdsstil (C) befinder de fædre sig, som er risikerer at blive overset eller ekskluderet fordi de
arbejder på de tidspunkter møderne ligger, bor langt væk eller af andre årsager ikke melder sig på banen
i samarbejdet. Her er en udfordring bl.a. at identificere hvad den mere tilbageholdende samarbejdsstil er
et udtryk for. Det er også her hvor der kan være behov for at overveje betydningen af mere
organisatoriske og strukturelle barrierer for samarbejdet, herunder hvorvidt fars tilknytning til
arbejdsmarkedet er tættere end morens og hvorvidt der kan tages hensyn til fars arbejdstider i
planlægningen af møder. Det kan også være i dette felt vi finder de familier, hvor rollefordelingen
blandt forældrene er sådan at det er moren der har styr på informationerne og deltager i møderne. Her
rejser der sig således også en række spørgsmål angående de valg familierne selv foretager, som kan have
betydning for inddragelsen og som ofte er indlejret i bredere strukturelle forhold, herunder traditionelle
kønsroller, tilknytning til arbejdsmarkedet mv.
I feltet med fædre, der har en mere passiv samarbejdsstil og som ikke vurderes at bidrage positivt i
barnets liv (D) kunne man måske tænke at problemet med manglende inddragelse er uproblematisk.
International forskning peger imidlertid på vigtigheden af fædres bidrag i børns liv (H. E. (Eds)
Fitzgerald et al., 2020; Lamb, 2010; Lamb & Lewis, 2010; Pleck, 2010; Sarkadi et al., 2008), ligesom den
kvalitative del af vores undersøgelse peger på at der er et potentiale der, hvor samarbejde og kontakt
med fædre er blevet vendt til noget positivt for barnet. Her er det ligeledes vigtigt at undersøge
sammenhænge mellem passivitet og forhold, der har negativ indflydelse på barnets liv som kræver en
social indsats, herunder eksempelvis misbrug eller hjemløshed.
I midten af modellen har vi placeret potentialefeltet (E), som skal skærpe blikket for de
omsorgspersoner i børnenes liv, hvor der mangler viden om hvorvidt han potentielt set kunne bidrage
positivt i barnets liv. Det kan være en far, hvor kontakten til barnet er mistet tidligt og aldrig er blevet
genetableret, eller en tidligere kæreste eller samlever på mors side, som barnet var knyttet til, men som
forsvandt ud af barnets liv inden samarbejdet med forvaltningen startede. Der vil altid vil være
situationer, hvor professionelle mangler viden og dermed risikerer at overse relationelle potentialer i
barnets netværk
–
også i sagsforløb der har varet i mange år, hvorfor dette potentialefelt er vigtigt
Modellens styrke er, at den gør det muligt at udforske krydsfelter mellem forskellige forhold i arbejdet
med at inddrage fædre i børnesager. Modeller fanger imidlertid altid kun dele af en kompleks
virkelighed og dette er selvfølgelig væsentligt at holde sig for øje i læsningen og anvendelsen af den.
Eksempelvis er det vigtigt at bemærke at modellen skal forstås dynamisk, forstået på den måde at
121
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
vurderinger af hvorvidt en mandlig omsorgsperson vurderes at bidrage positivt i et barns liv er
afhængige af de kriterier, der indgår i denne vurdering.
Disse bør altid være begrundede og eksplicitte så det er muligt at diskutere dem, herunder identificere
åbninger og muligheder for hvorvidt og hvordan fædres negative indflydelse på børns liv kan reduceres
eller vendes til en positiv gennem en målrettet indsats. Ligeledes skal fædres samarbejdsstile ikke blot
ses i sammenhæng med forhold hos fædrene, men som afhængig af det samspil der er mellem fædrene
og de professionelle. Forskellige sagsbehandlere kan forstå og tolke den måde fædre agerer på i
samarbejdet forskelligt og der kan være en sammenhæng mellem den måde fædre opleves på i
samarbejdet og den vurdering der foretages angående hvorvidt de bidrager positivt eller negativt i
barnets liv. Derudover kan fædre kan agere forskelligt i samarbejdet afhængig af livssituation og
oplevelse af kemien med sagsbehandleren.
Hvad skal der til?
–
tværgående overvejelser og anbefalinger til det inddragende arbejde med fædre/bonusfædre
og deres familier og netværk
Hvis fædre og bonusfædre og deres familier og netværk skal inddrages mere, så er det på baggrund af
denne rapport ingen tvivl om at inddragelsen skal organiseres og praktiseres anderledes end i
dag. Udgangspunktet for inddragelsen må være børnene og dem der har, har haft og vil kunne få
positiv betydning for dem udover forældremyndigheden og dem de har bopæl ved.
Når det drejer sig om fædrene så er den store udfordring de såkaldt passive fædre, hvor det ikke er
tilstrækkeligt at kontakte og informere dem eller overlade kontakten til mor. Der synes at være et behov
for reelt at inddrage dem fra starten af sagen og i hele sagsforløbet. I den forbindelse kan det være værd
at overveje hvorvidt møder og andre sagsaktiviteter lægges på tidspunkter, hvor fædre har en reel
mulighed for at deltage uden at det går ud over deres arbejdsliv, ligesom det kan være nødvendigt sende
fysiske breve frem for digitale, samt at prioritere at køre hjem til fædre der bor langt væk.
Det kræver nok også ændringer af mere strukturelle forhold, herunder traditionelle opfattelser af køn,
kønsroller og forældreskab, som går igen på tværs af informantgrupperne. Det kræver imidlertid nogle
anderledes og mere gennemgribende kulturelle ændringer
–
ikke alene i det sociale hjælpesystem, men
generelt i samfundet. Her tænkes der bl.a. på den tværgående opfattelse af at drenge og mænd indgår i
og udgør et særligt kulturelt (identitets)fællesskab som gør at de forstår, har brug for og kommunikerer
bedre med hinanden
–
og den tilsvarende fortælling for kvinder, hvilket betyder at kvinder og mænd
opfattes som så forskellige at de ikke kan erstatte hinanden som forældre eller rollemodeller.
I forhold til kønnede kommunikationsstile savnes forskning, der dokumenterer hvorvidt der reelt er
forskel på den måde kvindelige og mandlige sagsbehandlere kommunikerer og interagerer med fædre på
eller om der snarere er tale om at kønnet tillægges og opleves som havende en væsentlig betydning i
kraft af de forventninger der er til samarbejdet, herunder forventninger om gensidig forståelse.
122
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Hvis sidstnævnte er tilfældet, vil en ændret kommunikationsstil hos kvindelige sagsbehandlere
eksempelvis ikke have nogen effekt, og der bør derfor måske i stedet tilstræbes en mere ligelig
kønsfordeling blandt de professionelle. Der er imidlertid ikke noget i denne undersøgelse der peger på
at samarbejde mellem kvindelige sagsbehandlere og fædre som udgangspunkt er problematisk. Der er
dog ingen tvivl om at det kan kræve ekstra relationelt arbejde at imødekomme/overkomme den tøven,
usikkerhed og mistillid nogle fædre oplever i mødet med det de oplever som et feminiseret
hjælpeapparat.
Derudover kræver det helt konkret flere timeressourcer at køre langt for at tage på et eller flere
hjemmebesøg hos en far der bor længere væk, ligesom det kan kræve langt flere end et enkelt
telefonopkald, hvis et samarbejde skal etableres. Det kan desuden være hensigtsmæssigt at gøre det
muligt at skifte sagsbehandler, hvis samarbejdet et vanskeligt eller konfliktfyldt (hvilket der er flere
eksempler på god succes med i datamaterialet) og gøre det muligt at fastholde samarbejdet der hvor det
fungerer godt.
I nogle situationer kan det desuden overvejes om børns forældre skal have hver deres sagsbehandler,
særligt i konfliktsituationer. Her skal dog igen bemærkes at dette kræver omhyggeligt
koordineringsarbejde mellem sagsbehandlerne, idet den måde information organiseres og distribueres
på har betydning, ikke bare for familiens samarbejde med forvaltningen men også for relationerne
blandt familiens medlemmer. I det hele taget synes håndtering af konflikter imellem familiemedlemmer
og imellem familien og familieafdeling at være noget, der har positiv betydning for inddragelse af
fædrene i sagsprocessen.
Den måde de digitale kommunikationssystemer er indrettet ser også ud til at have betydning for
inddragelse af fædre. Det gælder både hvem breve automatisk sendes til, samt hvorvidt
sagsbehandlingssystemet er indrettet på måder, der minder om inddragelsen af fædre.
Selvom spørgsmålet om hvorvidt vi har glemt far, bonusfar og deres familie og netværk ikke trænger sig
på hos de børn vi interviewede, så udtrykker de sig gennemgående klart om hvilke personer, de selv
ønsker involveret i deres liv, hvornår og til hvad. Børnenes vurdering af relevansen af inddragelsen
hænger bl.a. sammen med hvor tæt barnet oplever at være på den voksne, om den voksne i barnets øjne
har noget at bidrage med, samt hvorvidt barnet oplever at det er vigtigt at den voksne holdes
informeret om væsentlige forhold i barnets liv.
Børnene orienterer sig også mod biologiske bånd og heraf følgende formel beslutningskompetence som
havende betydning for relevansen af inddragelsen, herunder om involveringen vil have en betydning for
beslutningen eller ej. Børnenes ønsker i forhold til inddragelse er imidlertid ikke statiske, forstået på den
måde at der kan være perioder hvor et familiemedlem ønskes involveret i mindre grad og perioder hvor
det samme familiemedlem ønskes involveret mere.
Billedet kompliceres desuden af at barnet kan ændre mening, hvis det bliver hjulpet lidt på vej
–
eksempelvis til at genetablere en kontakt med en far, hvor kontakten har været brudt i en periode.
Professionelles handlinger kan således gøre en positiv forskel i form af etablering af nye og
123
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
genetablering af brudte relationer, hvilket nogle gange kræver håndtering af historiske og aktuelle
konflikter som har betydning for familiesammensætningen og dynamikken.
Spørgsmålet om inddragelse af personer der ikke formelt er parter i sagerne, herunder bonusfar,
familiemedlemmer og netværk på mor of fars side, da fordrer det endnu mere systematik, tid og
komplicerer sagsarbejdet yderligere, da både koordineringsarbejdet og de mennesker som
socialrådgiverne skal forholde sig til øges, men vi ved fra bl.a. systematiske inddragelses modeller som
familierådslagning, at inddragelsen betyder, at barnet oplever en øget forståelse fra familien og det
bliver nemmere at være barn i familien og de får kontakt til og mulighed for at se de familiemedlemmer
de ønsker at være sammen med, hvilket igen har betydning for deres trivsel (Rasmussen & Sandgaard
2018, 2020). Så der er al mulig grund til mere systematisk at inddrage barnets familie og netværk, da det
er der de fleste børn lever deres liv og de relationer der som regel er blivende ind i voksenlivet,
herunder bonusfar og hans familie.
Sammenfattende synes det således vigtigt at professionelle 1) Lytter til barnets ønsker 1) ikke tager
noget for givet når det handler om at involvere de mennesker i barnets liv, som barnet oplever
betydningsfulde at involvere og 2) arbejder aktivt på at aktuelle og potentielle omsorgspersoner i
barnets netværk bliver eller bliver ved med at være en ressource i barnets liv 3) arbejder aktivt med
håndtering af samarbejdskonflikter og konflikter familiemedlemmerne imellem 4) er opmærksomme på
at det kan kræve ekstra indsats at få fædre og bonusfædre på banen 5) er opmærksom på at den måde
information til forældrene organiseres og distribueres på kan have relationelle konsekvenser 6) Har øje
for uudnyttet relationelt potentiale hos voksne omsorgspersoner i barnets netværk, som barnet ikke selv
har øje for, herunder fædre og mødres nye partnere.
Inddragelse, deltagelse og inddragelsesniveauer
Inddragelse er som nævnt en meget upræcis betegnelse, der kan dække over alt fra at blive informeret, at
blive hørt, til selv at bestemme. Begrebet anvendes i Serviceloven i forbindelse med indflydelse på og
borgernes ret til deltagelse i beslutninger der vedrører deres liv. Og så er der et andet aspekt af inddragelse
og deltagelse, hvor det øger effekten af det sociale arbejde qua myndiggørelse, ejerskab og samarbejde.
I denne undersøgelse har vi valgt en tilgang til inddragelse og deltagelse, hvor vi i den kvantitative
undersøgelse har sondret mellem inddragelse og ikke inddragelse ved at definere inddragelse og deltagelse
ud fra det laveste trin på Harts (1994) inddragelsesstige, nemlig at der har været en gensidig kontakt med
henvendelse og respons. Hvor meget vedkommende har været inddraget i sagsforløbet eller kvaliteten af
deltagelsen ved vi ikke noget om i den kvantitative registrering, men vi ved noget om hvor mange
forskellige aktører, der i to kommuners 1298 sager, der har været inddraget eller kontakt med, hvilket
også er forudsætningen for en mere kvalitativ inddragelse og det at komme højere på inddragelsesstigen.
Fædrene har ift. denne definition været inddraget i 75,7% af sagerne, hvilket er et relativt højt antal, men
det dækker også over det vi kalder passive fædre og uden at kende andelen af passive fædre, så tyder vores
interview på at den er stor. Selv de aktive fædre og bonusfædre som vi har interviewet har erfaret og
oplevet at mor prioriteres som den centrale samarbejdspartner for socialrådgiverne og at de først bliver
’hentet ind’, når det er gået galt.
124
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Der kan være mange grunde til at fædre og bonusfædre hentes ind senere og går fra at være relativt passive
til aktive i sagen fx at de har overladt samarbejdet til mor, har prioriteret arbejdet, konflikter med mor,
osv., men de har som forældremyndighed haft muligheden. Spørgsmålet er om socialrådgiverne burde
have gjort mere og tidligere for at få fædrene på banen. Her kan vi nemt komme til at tale om aktive og
passive socialrådgivere, når vi i den kvantitative registrering kan se at nogle i gennemsnit inddrager 1,4
personer per sag og andre 3,5 personer.
Bortset fra far, så inddrages der relativt få fra fars familie og netværk og ingen fra bonusfars familie og
netværk, hvilket kan virke lidt besynderligt, da netværksinddragelse er skrevet ind i lovgivningen og vi fra
interviewene kan se at de spiller en vigtig rolle i barnets liv. Her kan der ikke argumenteres for passive
familier og netværk, da de jo ikke er blevet kontaktet. Det ser ud som om at mønstret er det samme som
ved fædrene, nemlig at de kun hentes ind af nogle bestemte rådgivere og når der er problemer, med
mindre, de selv har insisteret og mor eller far har fået dem på banen. Og her er vi stadig på det laveste
inddragelsestrin.
Med hensyn til graden af inddragelse og de mere kvalitative aspekter af inddragelse, så viser de kvalitative
interview meget stor variation i forhold til fædre og bonusfædre. Uanset fædrenes mange forbehold og
historier om at de bliver set ud fra traditionelle kønsrolle forståelser, oplevelsen af, at der er kvinder
overalt, at de møder en særligt kønnet kommunikation og at møder er placeret i arbejdstiden, så synes de
fleste at have fået deres synspunkter hørt og at de har deltaget i beslutningsprocessen fra det tidspunkt,
de bliver aktive i sagen. Så på den måde synes de aktive hurtigt at komme op ad inddragelsesstigen
vurderet ud fra om deres synspunkter høres og de deltager i beslutningerne.
Med hensyn til familier og netværk, da har vi ikke så meget viden om deres direkte og formelle inddragelse
i sagerne. Og de farmødre som vi har interviewet, er først og fremmest interesserede i kontakt og samvær
med deres børnebørn. Farmødrene og i øvrig familie og netværk ser mere ud til at have en indirekte rolle
ift. sagen ved fx at støtte fædrene og barnet. Familieforholdene spiller generelt en stor rolle i sagerne,
men familie og netværk synes ikke at være inddraget formelt i nogen særlig udstrækning.
Hvilken betydning har inddragelsen af fædre, bonusfædre og deres netværk har for børnene er ikke
entydigt og der er stor variation i hvem af far og mor de oplever mest inddraget, og selv om det nok er
mor, så afhænger det af familiens historie, konflikter og indre dynamikker. Spørgsmålet om formel
inddragelse trænger sig ikke på hos de børn vi interviewede, men de udtrykker sig gennemgående klart
om hvilke personer, de selv ønsker involveret i deres liv, hvornår og til hvad. Ud fra børnenes udsagn
og behov for inddragelse børrådgiverne i højere grad inddrager dem der har haft, har og vil kunne få
betydning for børnene. Og det er mange flere end mor og nogle få aktive fædre.
125
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Litteraturliste
Andersen Maja (2017) Empowerment i velfærdsarbejde fordrer professionel læring. Aarhus: Artikel
i
FPPU
vol.1, no.2. s37-52
Andersen, John (2004)
Empowerment og social arbejde.
Kbh. Reitzels Forlag
Bandura, A. (Ed.) (1995).Self-efficacy
in changing societies.
New York: Cambridge University Press.
Brinkmann & Tanggaard (2015)
Kvalitative metoder.
Kbh. Reitzels Forlag
Børnerådet (2017)
Gode råd til fagfolk om mødet med børn og unge.
Kbh. Børnerådet
Cooperrider & Srivastva (1997)
Organizational Wisdom.
San Francisco. Lexington Press
Creswell etal. (2003)
Advanced mixed methods research designs.
CA. Sage Publications
Czarniawska (2002) Narrative, Interviews, and organizations. I: J.F. Gubrin & J.A. Holstein (red)
Handbook of interview research,
s.733-750. Thousand Oaks: Sage Publications
Eigilson, S.P., Dybbroe, B. & Olsen, T. (2018) Brukermedvirkning og velferdstjenester.
Nordisk
välfärdsforskning/Nordic Welfare Research
01, Volume 3.
Faureholm, Jytte, Bo Morthorst Rasmussen, mfl.(2001)
Familierådslagning i Danmark - Demokratisering
af familiearbejdet.
Artikel i
Familierådslagning i Norden.
Stockholm: FOU- Södertörns skriftserie nr.
15/2001
Flyvbjerg B (1998)
Rationality and Power
–
Democacy in practice.
Chicago: University of Chicago Press
Flyvbjerg B. (2001)
Making social science matter.
Cambridge: Cambridge University Press
Freire Paulo (1973)
De undertryktes pædagogik.
Kbh. Christian Ejlers
Guvå, Gunilla & Hylander, Ingrid (2005).
Grounded Theory. Et teorigenererende forskningsperspektiv.
Hans
Reitzels Forlag.
Halldén,
G. Källor (2007)
Den moderna barndomen och barns vardagsliv.
Stockholm: Carlsson Bokförlag
Hansen Jytte, Thomas H. Hansen og Bo Morthorst Rasmussen (2003)
Familierådslagning i Danmark-
2. del af evalueringen af det danske forsøg med Familierådslagning.
Aabenraa: UFC Børn og Unge.
Haven Karen & Christiansen Øivin (2014)
Knowledge Review on Family Group Conferencing.
Bergen.
RKBU West
Hegel (1807)
Åndens fænomenologi.
Kbh: Gyldendal
Heino, T., Reinikainen S. & Bergmann M. (2004)
Familierådslag i Norden:
Helsingfors:
Forskningsinstituttet vid Helsingfors Universitet
Heino Tarja (2009)
Family Group Conference from a Child Perspective.
Nordic Research Report. National
Institute for Health and Welfare
Hjermitslev, H., Albrechtsen, T. & Rasmussen B. (2017)
Professionsdannelse og samarbejde på tværs.
Antologi under redaktion til DJØF-forlag
Holmgren & Holmgren (2016)
Narrativ supervision og vejledning.
Snekkersten: DISPUK-forlag
Honneth (1992)
Kampf um Anerkennung.
Frankfurt: Suhrkamp Verlag
Hoverak, S. (2006)
Hvordan oplever ungdom at å delta i familieråd?
Annandale: Federation Press
Hudson, J. (1996)
Family Group Conferences: Perspectives on policy and practice.
Annandale: Federation Press
Johansen, S. (2014)
Psycho-Social Processes and Outcomes of family Group Conferences.
British Journal of
Social Work, 44(1), 145-162.
Krogstrup, H. K., & Tjalve, J. (1999). Perspektiver i forbindelse med brugerinddragelse. In
Krogstrup, Hanne Kathrine : Kristiansen, Søren : Tjalve, Jakob (Ed.),
Det handicappede samfund : om
brugerinddragelse og medborgerskab
Lupton & Nixon (1999)
Empowering practice?
Bristol. Polity Press
126
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0127.png
Lupton & Nixon (2000) Empowering practice? A critical appraisal of the family group conference
approach.
British Journal of Social Work,
30(2), 268-269
Nixon, P. etal. (2005) A survey of international Practices, Policy and Research on Family Group
Conferencing and Related Practices Vermont: University of Vermont
Mayall, B (2002). Towards a Sociology for Childhood: Thinking from Children's Lives. Philidelfia.
Open University Press
Mead (2005)
Sindet, selvet og samfundet: fra et socialbehavioristisk standpunkt.
Kbh. Akademisk forlag
Moltke & Molly (2009) Systemisk Coaching. Viborg. Dansk Psykologisk Forlag
Mortensen, B. (2007)
Børneperspektivet i familierådslagning.
Odense: Servicestyrelsen
’Paradigmeskiftet 2.0’ i Esbjerg og Esbjerg Kommunes Børn-
og Ungepolitik:
http://www.esbjergkommune.dk/om-kommunen/vision-og-politikker/b%C3%B8rn-og-
unge/b%C3%B8rn-ungepolitik.aspx
Rasmussen Bo Morthorst, Thomas H. Hansen (2002)
En beslutningsmodel med meget mere
Evaluering af det
danske forsøg med familierådslagning. Aabenraa: UFC Børn og Familier.
Rasmussen Bo Morthorst (2002)
En Beslutningsmodel med meget mere - Undersøgelsen af det danske forsøg med
familierådslagning.
Artikel i Faureholm Jytte og Lis Brønholt.
Demokratisering af det sociale arbejde med børn.
København: Reitzels Forlag
Rasmussen Bo Morthorst (2003)
Vulnarbility and Energy.
London: Protecting Children Volume 18. 2003
Rasmussen Bo Morthorst (2004)
Familierådslagning i Danmark.
Bidrag til nordisk vidensopsamling
redigeret af Tarja Heino, Sarianna Reinikainen og Mariana Bergmann (2004)
Familierådslag i Norden:
Helsingfors: Forskningsinstituttet vid Helsingfors universitet
Rasmussen Bo Morthorst (2004)
Familierådslagning i Kjellerup Kommune.
Evaluering af Kjellerup
Kommunes forsøg med familierådslagning. Kjellerup: Kjellerup Kommune
Rasmussen Bo Morthorst (2005)
Mere end gode viljer.
Artikel i Faureholm Jytte og Lis Brønholt.
Antologi
om familierådslagning.
København. Reitzels Forlag
Rasmussen, Bo Morthorst. (2012).
Samarbejde på tværs.
Kapitel i Jepsen Robert, Søren Kronborg og Bo
Morthorst Rasmussen.
Hånd om helheden.
Århus: Klim
Rasmussen, Bo Morthorst. (2012).
Organisation og ledelse.
Kapitel i Jepsen Robert, Søren Kronborg og Bo
Morthorst Rasmussen.
Hånd om helheden.
Århus: Klim
Rasmussen Bo Morthorst (2011)
Fagligt samspil og kollektiv opgaveløsning.
Artikel i antologien red. Harnow
Klausen Søren.
På tværs af Fag.
København: Akademisk Forlag
Rasmussen Bo Morthorst (2014)
Samarbejde på tværs
–Ansats
til en teori om tværfagligt samarbejde undersøgt og
udviklet med udgangspunkt i tværprofessionelt samarbejde i børne- og familiesager og i byggesager.
Haderslev: Center
for Kunst, Videnskab og Håndværk (Ph.d.-afhandling ved SDU)
Rasmussen Bo Morthorst (2015)
Socialrådgiverne bør tage ledelse af det tværfaglige samarbejde.
Kbh. Uden For
Nummer, Tidsskrift for forskning og praksis i socialt arbejde nr. 31/2015
Rasmussen Bo Morthorst (2017)
De uformelle møder gør forskellen.
Artikel i Vejlederforum nr. 1. 2017.
København: Schultz Forlag
Rasmussen Bo Morthorst (2017)
Professionsdannelse og tværprofessionel teori og forskning.
Artikel i antologien
red. Hjermitslev, Albrechtsen og Rasmussen.
Professionsdannelse på tværs.
København: DJØF Forlag
Rasmussen og Sandgaard 2018 ’Familierådslagning i Esbjerg Kommune 2014-2018’. Esbjerg. UCSYD
Rasmussen Bo Morthorst og Jæger Sabina (2019)
Netværksinddragelse og familierådslagning -Socialrådgivernes
mikrofaglige udfordringer og behov for viden.
Esbjerg: UC SYD
127
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0128.png
Rasmussen Bo Morthorst (2019) Socialfaglig ledelse
–
Socialfaglig usikkerhed er måske den største
ledelsesudfordring. Odense: Tidsskrift Social Udvikling. Artikel i Tidsskriftet Social Udvikling nr. 5,
2019
Rasmussen Bo Morthorst og Sandgaard Anne-Mette (2019) Børnefokus, barnetsperspektiv og
børneperspektiver i familierådslagning. Esbjerg: UC SYD
Rasmussen Bo Morthorst, Søbjerg Mosegaard Lene, Jæger Sabina og Rasmussen Mette (2020)
Netværksanbringelser
–
et uforløst potentiale. Kbh. Tidsskrift Uden For Nummer 40/2020
Rasmussen Bo Morthorst & Jæger Sabina (2021) The Emotional and other Barriers to Kinship Care in
Denmark - a Case Study in two Danish Municipalities. Tidsskriftet
The Child and Adolescent Social Work
Journal.
38, pages201–209 (2021)
Springer Publiching
Rasmussen Bo Morthorst & Sandgaard Anne Mette (2021)
Øget trivsel, deltagelse og forståelse fra familie og
netværk -en større kvantitativ analyse af familierådslagning i Esbjerg Kommune.
Esbjerg. UCSYD
Serviceloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=202239
Schultz Jørgensen (2017) Robuste børn. Kbh. Kristeligdagblads forlag
Slettebø T. etal. (2016)
Familieråd i familieværnet.
Oslo: VID vitenskabelige høgskole
Sommer, Samuelsson og Hundeide (2010) Child perspectives and Childrens’ perspektives.
New York.
Springer
Sundell K. & Hæggmann U. (1999)
Familjerådslag i Sverige.
Stockholm: Resursförvaltningen för skola och
socialtjänst.
Strauss, Anselm L. & Corbin, Juliett (1998).
Basics of Qualitative Research. Techniques and Procedures for
developing Grounded Theory.
Sage Publications.
Taylor (1994) The politics of recognition. Princeton: Princeton University Press
Michael White (2006) Narrativ teori. Kbh: Reitzels Forlag
Winter S. & Nielsen V. (2017) Implementering af politik. Kbh:Reitzels Forlag
Esbjerg Kommunes hjemmeside om familierådslagning:
https://www.esbjergkommune.dk/borger/familie-og-børn/råd-og-hjælp/familierådslagning.aspx
128
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
Bilag 1
–
Undervisningsmateriale
Rækkefølge i bilag:
1. Drejebog
2. PowerPoint
3. Case
129
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0130.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familie og netværk i det
sociale arbejde med børn og unge?
Drejebog – undervisning – inddragelse af fædre, bonusfædre og deres familie og netværk
Introduktion til underviser:
•
Diasmaterialet er udarbejdet således at det strukturerer undervisningen.
•
Underviseren kan således slavisk følge strukturen i dias. Ligeledes fremgår alle øvelser,
opgaver og plenumdiskussioner af dias.
•
Overskrifterne i drejebogen følger overskrifterne i dias.
Underviseren bør forberede sig ved at læse/orientere sig i:
o
Forskningsrapporten
o
Inddragende metoder
o
Casen om Camille.
Anbefalet Litteratur:
Forskningsrapporten
•
Rasmussen Bo Morthorst, Jørgensen Sabine, Jæger Sabina & Vogt Jeanne (2022)
Har vi
glemt fædre, bonusfædre og deres familie og netværk i det sociale arbejde med børn og unge? -En
undersøgelse af to kommuners inddragelsespraksis.
Esbjerg; UC SYD
Metoder:
•
Inddragende metoder ((genogram,
tidslinje, netværkskort))
o
Rask, L., Elholm, B. og Haack, Maja (2016):
Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge
i mistrivsel.
1. udg. Akademisk Forlag ISBN: 9788750045434 s.
86-93 – 8 sider
o
Nedenstående links
•
Harts deltagelsesstige
https://www.boerneraadet.dk/media/238461/BRD_Ha%CC%8Andbog_i_boerneinddragel
se_Web.pdf
(s. 29-30)
Links:
•
Det inddragende netværksmøde:
https://vidensportal.dk/temaer/inddragelse/indsatser/det-inddragende-netvaerksmode
•
Familierådslagning:
https://vidensportal.dk/temaer/styring-og-
sagsbehandling/indsatser/familieradslagning
•
SOS:
https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling-born-og-
unge/netvaerksinddragende-metoder/hvad-er-signs-of-safety
Kilder anvendt i dias:
•
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=31407&sid=bornfam2018
•
https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/borgere/husstande-familier-og-boern/skilsmisser
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0131.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
De studerendes forberedelse:
De studerendes bearbejdning af rapporten:
Forud for undervisning:
Vælg 3 centrale temaer fra hhv.:
-Socialrådgivernes perspektiv
-Fædrenes perspektiv
-Børnenes perspektiv
-Farmødrenes perspektiv
Begrund hvorfor du synes de valgte temaer hver især er interessante/relevante. (noter)
6 lektioner - Kl. 9.00 – 15.00 – Tema: inddragelse af fædre, bonusfædre, familie og netværk
Tidspunkt:
Indhold:
Materialer:
9.00-9.15:
Intro oplæg – formål, program, læringsmål
Dias
Prøvebestemmelser/læringsmål
9.15 – 9.45
Oplæg: Empiriske og metodiske perspektiver på
Dias
inddragelse
Litteratur:
Forskningsrapporten
Inddragende metoder
Harts deltagelsesstige
9.45 – 10.00:
10.00 –
10.45.
Pause
Studerendes pointer og podcast
Med udgangspunkt i forberedelse til dagen
Plenum: studerendes pointer (studerendes
forberedelse)
-Hver deltager fremhæver de to vigtigste
temaer/emner/fund fra forskningsrapporten i
plenum og begrunder hvorfor den
dipmomstuderende fandt disse særligt relevante for
egen praksis.
Underviser faciliterer runden. (gul boks slide 26)
Plenum: Podcast
-Underviser afspiller podcast i plenum.
-Næste oplæg understøtter/udfolder temaerne i
podcasten.
Oplæg: Præsentation af forskning
Forskningsrapporten
Podcast
10.45 – 11.15
Dias
Forskningsrapport
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0132.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Inden gennemgang af de empiriske temaer beder
underviser om følgende: (slide 33)
Notér til hvert tema dine refleksioner om egen
praksis:
•
Kan du genkende billedet?
•
Drøftes dette tema på din arbejdsplads?
•
Hvordan kan viden fra kvalitative fund kvalificere
din praksis?
11.15 – 12.30
Casearbejde - Runde 1: (slide 43)
Gå i grupper af 3 studerende:
-Læs casen om Camille.
Diskuter følgende spørgsmål og noter jeres
besvarelser:
-Hvorfor
inddrage? Hvad skal det bidrage med?
-Hvordan vil du afdække netværket/centrale personer som
bør inddrages i sagen?
-Hvem vil du inddrage og hvorfor?
-
H vordan vil du inddrage de valgte parter
(tilrettelæ ggelse)
-Vil du differentiere hvordan du inddrager parterne og
hvorfor (sammen/hver for sig osv.)
-Metode(r)
-Kommunikationsstil – Hvilke kommunikative
overvejelser gør du dig? Er der nogle særlige -
kommunikative tilgange du vil lægge vægt på?
De studerende noterer deres besvarelser.
10 min drøftelse med side M/K. (slide 40)
Opsamling i plenum:
(slide 41)
Hvilke tanker har du nu om mulige forbedringer af egen
praksis?
12.30 – 13.00
13.00 – 13.15
Frokost
Introduktion til runde 2 i casearbejdet
Kort underviseroplæg om modellen side 120.
(danner afsæt for næste øvelse)
Underviserens forberedelse:
Læs afsnittet i forskningsrapporten om:
Dias
Forskningsrapport
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0133.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
-Fædres samarbejdsstile og sagsbehandleres
vurderinger og kategoriseringer (s. 120-122)
Runde 2 – casearbejde
-Anvend modellen på side 120
-Evaluer og indplacer din valgte inddragelsesform
i modellen
-Diskuter potentialefeltet ”E” – diskuter hvorvidt
der i den valgte inddragelse er rum for
uudforskede/oversete potentialer
Plenumopsamling på runde 2
Underviseren faciliterer en plenumopsamling:
Hver gruppe fortæller hvad de har lagt vægt på i
casearbejdet – med særlig fokus på
potentialefeltet – dvs. på oversete/uudforskede
muligheder for inddragelse
Eftermiddagskaffe
Skriveøvelse
1) Hvad tager jeg med af
opmærksomhedspunkter.
2) Hvad kan jeg gøre for at implementere mine
opmærksomhedspunkter.
3) Hvad har mine kollegaer/samarbejdspartnere
brug for at jeg deler med dem.
Fælles afrunding og evaluering
13.15 – 13.50
13.50 –
14.10:
14.10 – 14.30
14.30 – 14.45
14.45 – 15.00
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0134.png
01‐03‐2022
Inddragelse af fædre,
bonusfædre og deres
netværk
- i det sociale arbejde med
udsatte børn og unge
Diplomuddannelse i børn og unge
Modul: Metoder i socialt arbejde med udsatte
børn og unge
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
1
Program
9.00 – 9.15:
9.15 – 9.45:
9.45 – 10.00:
10.00 – 10.45:
10.45 – 11.15:
11.15 – 12.30:
12.30 – 13.00:
13.00 – 13.15:
13.15 – 13.50:
13.50 – 14.10:
14.10 – 14.30:
14.30 – 14.45:
14.45 – 15.00:
INTRO
OPLÆG – PERSPEKTIVER PÅ INDDRAGELSE
PAUSE
STUDERENDES POINTER OG PODCAST
PRÆSENTATION AF FORSKNING – UDVALGTE TEMAER
CASEARBEJDE – RUNDE 1
FROKOST
OPLÆG – MODEL
CASEARBEJDE - RUNDE 2
OPSAMLING I PLENUM
EFTERMIDDAGSKAFFE
SKRIVEØVELSE
AFRUNDING OG EVALUERING
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
2
1
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0135.png
01‐03‐2022
FORMÅL
•
At give indblik i såvel teoretisk som forskningsbaseret viden om
inddragelse af mænd/fædre/familie og netværk i det sociale arbejde med
udsatte børn og unge.
•
Herunder at de studerende får konkret viden om forskningsprojektet:
”Har vi glemt far, bonusfar og deres familier og
netværk i det sociale arbejde med børn og unge”.
•
Rasmussen Bo Morthorst, Jørgensen Sabine, Jæger Sabina & Vogt Jeanne (2022)
Har vi glemt fædre,
bonusfædre og deres familie og netværk i det sociale arbejde med børn og unge? -En undersøgelse af to kommuners
inddragelsespraksis.
Esbjerg; UC SYD
•
Endvidere at styrke de studerendes metodiske refleksioner og
kompetencer ift. egen inddragelsespraksis.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
3
LÆRINGSMÅL
Dagens undervisning omfavner følgende læringsmål:
Diplomuddannelse i udsatte børn og unge:
Vidensmål:
•
“har viden om og forståelse af metoder til forebyggelse, undersøgelse, inddragelse,
tværfagligt samarbejde og intervention i arbejdet med udsatte børn, unge og familier
samt kan reflektere over metodevalgets betydning for praksis”.
Færdighedsmålene og kompetencemålene om:
•
”at anvende og begrunde valg af metode og indsats samt håndtering af komplekse
problemstillinger gennem valg af metodiske tilgange i arbejdet med udsatte børn,
unge og familier.”
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
4
2
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0136.png
01‐03‐2022
Empiriske og metodiske
perspektiver på
inddragelse
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
5
Kvantitative og kvalitative data
Forskningsprojektet baserer sig på både kvantitative og kvalitative data
Kvantitative data:
•
De kvantitative data er blevet til på baggrund af registreringsskemaer, hvor
forskeren sammen med socialrådgiveren (N=44) har registreret inddragelsen
i deres sagsstammer (N=1298 sager)
•
De kvantitative data baserer sig således på registreringer af alle børnesociale
sager i to kommuner.
Kvalitative data:
•
De kvalitative data (N=76) er blevet til på baggrund af interviews, hvor
fædrene, bonusfædre, socialrådgivere, børn og farmødre har givet deres
perspektiver på oplevelser med inddragelse.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
6
3
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0137.png
01‐03‐2022
Kvantitative data
De kvantitative data (N=1298
sager) viser inddragelse af:
•
Far (75,7%) inddrages relativt
meget og forskellen til mor
(89,2%) er ikke så stor (13,5%)
•
Fars familie (8%) inddrages kun
halv så meget som mors familie
(16%)
•
Familie og netværk inddrages i
24% af sagerne (N=310) og den
opleves som positiv, kun negativ i
5% af sagerne
•
Bonusfar (10,8%) og bonusmor
(13,5%) inddrages i
sagsbehandlingen, men ingen fra
deres familie og netværk
•
Rådgiverne inddrager relativt få i
deres sager (gennemsnit mellem
1,4 til 3,5 per sag) og der stor
variation mellem dem.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
7
Kvalitative data
•
De kvalitative data (N=76) viser et andet/nuancerer billedet.
Fædre:
•
Fædrene oplever i modsætning til socialrådgivernes vurderinger i de kvantitative data, at de inddrages i langt mindre grad end
mødre/kvinder.
•
Fædrene oplever selv at skulle kæmpe for/initiere deltagelse i sagsforløbet. Såfremt de ikke selv gør en aktiv indsats
•
Fædrenes oplever at socialrådgiverne i højere grad retter deres samarbejde mod mor og først i det øjeblik mors ressourcer er udtømte,
bliver far inddraget/indtænkt som en ressource for barnet.
Socialrådgivere:
•
Det kræver mere og noget andet at inddrage fædre i sagsforløbet. (tid, fleksibilitet, ressourcer, koordinering, kommunikation)
•
Det er nemmest at samarbejde med forældre som barnets bor hos – særligt hvis der er konflikter.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
8
4
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0138.png
01‐03‐2022
Børns bopæl (2018)
•
•
73% af børn bor hos samboende
forældre
27 % af børn bor i andre
familiekonstellationer end samboende
forældre
Figuren viser en overvægt af børn
boende hos hhv. enlig mor(16%) og mor
med partner(6%)
Kontra enlig far (3%) og far med
partner(1%)
•
•
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=
31407&sid=bornfam2018
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
9
Børns bopæl (2018)
•
256.000 delebørn
•
86% af disse børn bor hos mor
og har samvær med far
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=
31407&sid=bornfam2018
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
10
5
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0139.png
01‐03‐2022
Hos hvem har børn i brudte familier bopæl? (2020)
Bopælsforældre 2020:
•
35.326 børn har bopæl hos far
•
214.143 børn har bopæl hos mor
•
Der er således en markant overvægt af
børn fra brudte familier, som har bopæl
hos mor
•
Dog med en mindre stigning fra 2005-
2020 af antal af børn med bopæl hos far
https://sundmand.dk/PDF-
filer/Viden%20om%20afsnit/ManFam2020.pdf
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
11
Bopælsrettens betydning for inddragelse
•
Socialrådgivernes udsagn i den kvalitative del, om at de overvejende
samarbejder med bopælsforælderen – sammenholdt med de statistisk
data som viser overvægt af børn med bopæl hos mor, tyder på at
samarbejdet primært henvender sig til mor og bekræfter fædrenes
oplevelse.
•
En meget stor del af fædrene (75,7%) kontaktes, men udover relativt få
‘aktive’ fædre forbliver de ‘passive’, hvilket alle aktører synes tilfreds med,
og fædre og bonusfædre inddrages først reelt af rådgiveren, når der er
problemer og bliver så til ‘aktive’ fædre.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
12
6
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0140.png
01‐03‐2022
Afdækning af familie og netværk
– metoder og fremgangsmåder
Forskningsprojektet viser at det samlede billede for de to kommuner er, at afdækningen i de sager (24% af
sagerne), hvor der har været inddragelse af familie og netværk at:
- 51% har svaret alene via dialog,
- 13% har svaret via genogram,
- 10% har svaret via netværkskort,
- 8% har svaret via SOS, 10% har svaret via andre fremgangsmåder
- 31% har svaret, at der ikke har været nogen afdækning.
(Det giver over 100%, da der har været mulighed for at registrere i flere
kategorier).
Fremgangsmåde
Kommune 1
Kommune 2
13
Dialog
45,40%
42,30%
Genogram
7,10%
28,40%
Netværkskort
16,70%
21,50%
SOS
2,20%
4,60%
Møder
7,70%
8,50%
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Anvendelse af metoder
- som afsæt for øget inddragelse af fædre,
bonusfædre og familie og netværk
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
14
7
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0141.png
01‐03‐2022
Krav om systematisk inddragelse
Servicelovens §47
Kommunalbestyrelsen
skal overveje, hvordan der kan ske
en systematisk inddragelse af familie
og netværk.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
15
Netværkskort
Genogram
Inddragende
metoder/redskaber
Tidslinje
SOS
Familierådslagning
Inddragende netværksmøde
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
16
8
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0142.png
01‐03‐2022
Netværkskort
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
17
Genogram
•
Den vertikale dimension= generationerne i
samme slagt.
•
Horisontale dimension = kan både være
slægt, søskende og ikke i slægt med hinanden
– fx mors samlever.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
18
9
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0143.png
01‐03‐2022
Tidslinje/livslinje
•
De faktuelle forhold (enkel
tidslinje)
Eller suppleret med 3 linjer
•
De beskyttende kontakter
•
De belastende kontakter
•
Håb og drømme
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
19
Signs of safety (SOS)
Hvad bekymrer
Her er tre underpunkter:
Bekymringsgrundlag, bekymringsudsagn og
komplicerende faktorer.
•
Bekymringsgrundlaget
er det punkt, hvor
de svigt og eller overgreb barnet har oplevet
beskrives (beskrivende del) Beskrives så
konkret som muligt, oplevelsernes
betydning for barnet beskrives.
•
Bekymringsudsagnet
er den del hvor
forvaltningen beskriver, hvad de er
bekymrede for sker, hvis ikke der sker
ændringer i familien.
•
Komplicerende faktorer.
Faktorer, der
ikke udgøre selve problemet, men som
influerer på det – eks. At der er misbrug
eller psykisk sygdom i familien.
Hvad fungerer
Heri beskrives tre forhold:
•
Forhold der reducerer
bekymringen for barnet
•
Forhold i barnets liv der fungerer
trods problemerne.
•
Ressourcer i familie og netværk.
De forhold der beskrives her, skal
relateres til bekymringsgrundlaget –
dette er væsentligt for ikke at komme
til at negligere nogle problemer.
Hvad skal der ske
Indeholder:
•
Forvaltningens mål
(sikkerhedsmål).
•
Familiens mål.
•
Næste skridt.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
20
10
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0144.png
01‐03‐2022
Familierådslagning (FRS)
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
21
Netværksmøde
https://vidensportal.dk/temaer/inddragelse/indsatser/det-
inddragende-netvaerksmode
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
22
11
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0145.png
01‐03‐2022
Summeøvelse
•
Hvordan kan praksis tilrettelægge sagsbehandlingen på måder hvor
fædres oplevelse af inddragelse styrkes?
•
Diskuter dette med udgangspunkt i inddragende metoder og ved brug af
Harts inddragelsesstige (næste slide)
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
23
Roger Harts deltagelsesstige
Harts deltagelsesstige gengivet og bearbejdet af Børnerådet
i udgivelsen ”Håndbog i børneinddragelse” (2016).
Roger Harts deltagelsesstige viser forskellige niveauer
for inddragelse af børn og unge. Hvert trin på stigen
illustrerer en øget grad af medbestemmelse og
beslutningskompetence. De nederste tre trin på stigen
illustrerer eksempler på ikke-deltagelse.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
24
12
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0146.png
01‐03‐2022
Studerendes pointer og podcast
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
25
Studerendes pointer
Som forberedelse til dagens undervisning skulle i:
Udvælge 3 centrale temaer fra hhv.:
‐
‐
‐
‐
Socialrådgivernes perspektiv
Fædrenes perspektiv
Børnenes perspektiv
Farmødrenes perspektiv
Begrund hvorfor du synes de valgte temaer hver især er interessante/relevante. (noteres ned)
Hver deltager fremhæver de to vigtigste temaer/emner/fund fra forskningsrapporten i 
plenum og begrunder hvorfor disse var særligt relevante for egen praksis.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
26
13
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0147.png
01‐03‐2022
Podcast
Vi skal nu lytte til et interview med to af forskerne
bag forskningsprojektet: “Har
vi glemt far, bonusfar og
deres familier og netværk i det sociale arbejde med børn og
unge”.
I interviewet gennemgår forskerne nogle af
projektets centrale resultater og implikationer for
praksis.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
27
Præsentation af
forskning
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
28
14
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0148.png
01‐03‐2022
Præsentation af projektets formål og
undersøgelsesspørgsmål
•
Formålet med projektet er at undersøge i hvilket omfang og hvordan fædre/andre mænd i børnenes
liv, inddrages i det sociale arbejde med børn og unge.
Vores gensidigt afhængige undersøgelsesspørgsmål er:
•
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk i det sociale arbejde med børn og unge?
•
Hvad er aktørernes perspektiver på inddragelsen og dens udfordringer?
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
29
Inddragelsesbegrebet i rapporten
Identificerede inddragelsesniveauer i
forskningsprojektet
•
Fædre som informationsmodtagere
frem for deltagere
•
Fædre vil gerne involveres i
beslutningerne frem for at
informeres bagefter
•
Dilemma med hvordan information
fordeles og organiseres
Harts deltagelsesstige gengivet og bearbejdet af Børnerådet
i udgivelsen ”Håndbog i børneinddragelse” (2016).
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
30
15
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0149.png
01‐03‐2022
Forskningsoversigt
Usynlige fædre
•
•
•
•
-
Forståelse/forklaring
-
Udredning
-
indsats
Forskellige forskningspositioner der søger at forklare mænds manglende
deltagelse/inddragelse:
Ensidigt fokus på mødre og et fravær af fædre ‐ fædre betegnes som ”skygger” eller ”spøgelser”
Kønsforskelle i hjælpsøgende adfærd ‐ At fædrene selv undviger kontakten med de sociale myndigheder fordi 
det at søge hjælp er uforeneligt med den maskuline selvopfattelse ift. egenskaber, roller og adfærd.
Mødre der skjuler eller tilbageholder informationer om/for faderen eller andre mænd involveret i barnets liv.
Feminisering af det sociale arbejdes felt, som bl.a. skal ses i sammenhæng med en skæv kønsfordeling blandt 
de ansatte ‐ en mødre‐orienteret hjælperkultur, hvor mænd ikke føler sig velkomne og hvor myndighederne i 
overvejende grad fokuserer på mødrene 
Ideologien (blandt socialarbejdere) om ligeværdighed i forældreskabet, udfordres af den praktiske 
virkelighed
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Manderoller og maskuline identiteter
Maternal gatekeeping
Det feminiserede hjælpeapparat
Traditionelle kønsnormer og kulturelle stereotyper
•
31
Empiriske fund
•
Feminiseret hjælpeapperat
•
Kommunikationsstil
•
Kønsstereotyper
•
Systemets reproduktion af kønsroller
•
Hjælpesøgende adfærd
•
Tid / fleksibilitet
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
32
16
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0150.png
01‐03‐2022
Udvalgte empiriske temaer og deres betydning
for din praksis
•
I det efterfølgende præsenteres 6 centrale temaer fra den kvalitative del.
Disse understøttes af udvalgte citater.
Notér til hvert tema dine refleksioner om egen praksis:
•
•
•
Kan du genkende billedet?
Drøftes dette tema på din arbejdsplads?
Hvordan kan viden fra kvalitative fund kvalificere din praksis?
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
33
Det feminiserede hjælpeapparat
93 % af de deltagende
rådgivere i forsknings-
projektet er kvinder
Rådgiver:
”det ville være sundt, hvis der var flere mænd i afdelingen her, det kunne
være godt at høre deres tanker”.
Far:
”det kan handle om konfliktdistancering – i hvert fald hvis jeg skal kigge ind
af og så kan det handle om at mange gange, har jeg på fornemmelsen af, uanset
familiesammensætning, så er henvendelsen typisk adresseret til moderen og det er også
typisk også kvindelige repræsentanter fra kommunen og det gør måske lidt, at det får
en bias i den retning, tror jeg.”
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
34
17
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0151.png
01‐03‐2022
Kommunikationsstil – følelsesudtryk
Socialrådgiver:
”mænd
er mere til direkte tale. Man skal ligesom med unge mennesker aflæse mændene ift. hvordan og hvor
meget de forstår”
Far: ”Så
især i kommunikationen med fædre, jeg ved i hvert fald for mit vedkommende, hvis man ser lidt sort hvid på det, så
mange af de formuleringer der generelt set bliver brugt i sådan nogen sager her, de er decideret altødelæggende for en mands ego”.
Far:
”ja
helt afgjort, men det bliver jo ikke set sådan, det er heller ikke sådan man bliver mødt, det er jo heller ikke sådan
stereotypet generelt set er, bare fordi man ikke er en pyller-far, betyder det ikke at man ikke er emotionelt afstemt nok til at
kunne tage sig af sit barn”.
Far: ”Så
generelt set bare at snakke med mennesker, som de mennesker de nu engang er og oprigtigt lytte til de ting der
bliver sagt. Men for socialrådgivere, som nu engang primært er kvinder, så skal de prøve at få mere fokus på samtale og den
der overpædagogiske giraf-sprogs-ting der, som måske fungerer skidegodt for børn, men ikke for samarbejdet med fædre. Jeg
kender ikke en eneste mand, som kan fordrage den slags, man føler sig så nedgjort og talt forbi. Det kan godt ske det
fungerer for kvinder også, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men i hvert fald ikke for mig.”
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
35
Kønsstereotyper
Socialrådgiver:
”far i denne sag er uortodoks, han har smidt alt for at være der for datteren og
det ses ikke almindeligvis”
og samme socialrådgiver siger:
”der er en gammeldags kultur
ift. at mor arbejder mindst og far mest og så er det mor, som bedst kan deltage”.
Far:
”Nu bor jeg jo alene med min datter ikke også, og folk sådan generelt set der hører jeg bor
alene og jeg er enlig far – der har jeg ikke mødt en eneste endnu der ikke har været overrasket – så
de er overrasket over at jeg rent faktisk har hende på fuldtid og spørger, nå jamen hvad så med
hendes mor og er helt forarget. Undskyld mig da, I havde ikke tænkt 2 gange over det hvis moren
var alene med hende. (…) Jamen allerede der er der jo en mistillid, bare fordi jeg hedder far.”
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
36
18
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0152.png
01‐03‐2022
Systemets reproduktion af kønsroller i familien
Socialrådgiver:
”der er masser af historier, hvor far ikke er der, men vi ser også det modsatte. Jeg har haft en far, som
flyttede hertil for at få sine børn hjem. Det kræver lidt ekstra med fædrene, traditionelt bliver børnene jo givet til mødrene. Jeg
har kørt efter fædre og brugt et par timer på at aktivere dem og så kommer de, måske. Det handler om stereotype
kønsrollefordelinger. Jeg ser ikke at mødre har bedre evner end fædrene, men de er ”valgt ud” til det. Vi fastholder
traditionen, det er trygt. Systemet fastholder også, se på Familieretshuset – hvor tit får fædrene bopælen? Det kan være svært
at gøre op med sådan nogle familiemønstre. Tilbage i tid tog mændene på jagt og kvinder lavede mad og passede børn”.
Far:
”Ja jeg fik ikke noget at vide, fordi han boede jo hos hende, så det eneste du som far egentlig har med det at gøre, er at
du får at vide at du skal til at betale 1300 i måneden, så det er sådan set det eneste.”
Far:
”Men ja sådan helt fra default-mode nærmest, så kan man åbenbart ikke klare sig uden moderen (griner) og det viser
sig også i de her sager, i høj grad vil jeg sige. Så det jo det stereotyp der handler om far generelt set. Jeg føler stadig jeg skal
bevise mit værd”.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
37
Mænd og hjælp
Socialrådgiver:
”far vil klare tingene selv. Det er nok en mandeting”
bare sammen i stedet for. Man kan sige hvis personen så samtidig sidder og snakker ned til mig eller snakker forbi mig osv, så er det da
overhovedet heller ikke der jeg spørger om de ting, så er det da overhovedet heller ikke der jeg spørger om hjælp til det”
Far:
”Jeg er jo nok heller ikke så tilbøjelig til at bede om en terapeut eller terapeutisk hjælp eller sådan noget pis og papir, jeg tager mig
Far:
”Jeg gemmer lidt på det, jeg er ikke en person hvor man kan snakke direkte følelser, det er jeg ikke god til”
Interviewer
: ”Så du går med det selv? Så går du og bliver deprimeret i stedet for?”
Far:
”Ja, jeg prøver at klare det selv i stedet”
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
38
19
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0153.png
01‐03‐2022
Tid/fleksibilitet
Socialrådgiver
: ”det kræver fleksibilitet ift. tid at have fædre med til møderne,
fordi de arbejder og er svære at planlægge med”
Socialrådgiver:
”mænds job fylder meget”
Socialrådgiver:
”det er sjældent at fædre deltager i møderne, de arbejder”
Socialrådgiver:
”det er vigtigt at inddrage mænd, men at den daglige praksis
ikke særligt ofte tillader, at der kan bruges den ekstra tid, som er nødvendig”
fokus på det - men hov, nu er klokken jo også snart tre.”
Far
: ”det blev sådan lidt, når de ser et eller andet, så er der SATANEDME
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
39
Opsamling – drøftelse med
sidemanden/kvinde
Brug 10 min på at drøfte dine noter og
refleksioner med sidemanden.
Notér til hvert tema dine refleksioner om
egen praksis:
•
•
•
Kan du genkende billedet?
Drøftes dette tema på din arbejdsplads?
Hvordan kan viden fra kvalitative fund kvalificere
din praksis?
1) Feminiseret hjælpeapparat
2) Kommunikationsstil
3) Kønsstereotyper
4) Systemets reproduktion af
kønsroller
5) Hjælpesøgende adfærd
6) Tid / fleksibilitet
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
40
20
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0154.png
01‐03‐2022
Opsamling –
Plenum
Hvilke tanker har du nu om
mulige forbedringer af egen
praksis?
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
41
Casearbejde – Runde 1
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
42
21
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0155.png
01‐03‐2022
Casearbejde – Runde 1
Gå i grupper af 3 kursister:
•
Læs casen om Camille.
Diskuter følgende spørgsmål og noter jeres besvarelser:
•
Hvorfor inddrage? Hvad skal det bidrage med?
•
Hvordan vil du afdække netværket/centrale personer som bør inddrages i sagen?
•
Hvem vil du inddrage og hvorfor?
•
Hvordan vil du inddrage de valgte parter (tilrettelæggelse)
•
Vil du differentiere hvordan du inddrager parterne og hvorfor (sammen/hver for sig osv)
•
Metode(r)
•
Kommunikationsstil – Hvilke kommunikative overvejelser gør du dig? Er der nogle særlige kommunikative
tilgange du vil lægge vægt på?
•
Noter jeres besvarelser
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
43
Casearbejde – Runde 2
Introduktion og oplæg om model
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
44
22
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0156.png
01‐03‐2022
Inddragelse
- mellem samarbejdsstil og risikovurdering
Aktiv
samarbejdsstil
Modellen anskueliggør mulige
sammenhænge mellem:
•
Manglende inddragelse,
•
Fædres samarbejdsstil
•
Sagsbehandleres
vurderinger/kategoriseringer
A
Vurderes at bidrage
positivt i barnets liv
B
E
Vurderes at bidrage
negativt i barnets liv
Modellens gør det muligt at
udforske krydsfelter mellem
forskellige forhold i arbejdet
med at inddrage fædre i
børnesager.
C
Passiv
samarbejdsstil
D
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
45
Samarbejdsstile og potentialer
•
A)
Fædre med en aktiv samarbejdsstil, som vurderes at bidrage
positivt i barnets liv
•
B)
Fædre med en aktiv samarbejdsstil, som vurderes at bidrage
negativt i barnets liv
•
C)
Fædre med en passiv samarbejdsstil, som vurderes at bidrage
positivt i barnets liv
•
D)
Fædre med en passiv samarbejdsstil, som vurderes at bidrage
negativt i barnets liv
•
E)
Potentialefeltet – som skal skærpe blikket for mandlige
omsorgspersoner i børns liv, hvor der mangler viden om hvorvidt
han potentielt set kunne bidrage positivt i barnets liv
.
Vurderes at bidrage
positivt i barnets liv
Aktiv
samarbejdsstil
A
E
B
Vurderes at bidrage
negativt i barnets liv
C
Passiv
samarbejdsstil
D
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
46
23
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0157.png
01‐03‐2022
Casearbejde - Runde 2
På baggrund af oplæg og litteratur om model for kategorisering af inddragelse:
Gå i grupperne fra casearbejde runde 1
Evaluer og indplacer din/jeres (i runde 1) valgte inddragelsesform i modellen
Diskuter potentialefeltet ”E” – diskuter hvorvidt der i den valgte inddragelse er rum for 
uudforskede/oversete potentialer. Begrund disse.
Til ovenstående arbejde anvendes model og litteratur fra forskningsrapportens side 
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
47
Opsamling på casearbejde i plenum
•
Hver gruppe fortæller hvad de har lagt vægt på i casearbejdet – med
særlig fokus på potentialefeltet – dvs. på oversete/uudforskede
muligheder for inddragelse.
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
48
24
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0158.png
01‐03‐2022
Skriveøvelse
Brug 15 min på at reflektere over og notere svar på nedenstående spørgsmål:
1
Hvad tager jeg med af
opmærksomhedspunkter?
2
Hvad kan jeg gøre for at
implementere mine
opmærksomhedspunkter?
3
Hvad har mine
kollegaer/samarbejdspartnere
brug for at jeg deler med
dem?
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
49
FamilyID=Office_ArchiveTorn
Afrunding og evaluering
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
50
25
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0159.png
01‐03‐2022
Litteratur til dagen
Forskningsrapporten
Rasmussen Bo Morthorst, Jørgensen Sabine, Jæger Sabina & Vogt Jeanne (2022)
Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres
familie og netværk i det sociale arbejde med børn og unge? -En undersøgelse af to kommuners inddragelsespraksis.
Esbjerg; UC SYD (Forskningsoversigten er inde i forskningsrapporten)
Metoder:
Inddragende metoder (
(genogram, tidslinje, netværkskort)
)
o
Rask, L., Elholm, B. og Haack, Maja (2016):
Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel.
1. udg.
Akademisk Forlag ISBN: 9788750045434 s.
86-93 – 8 sider
o
Nedenstående links
Harts deltagelsesstige
https://www.boerneraadet.dk/media/238461/BRD_Ha%CC%8Andbog_i_boerneinddragelse_Web.pdf
(s. 29-30)
Links:
Det inddragende netværksmøde:
https://vidensportal.dk/temaer/inddragelse/indsatser/det-inddragende-netvaerksmode
Familierådslagning:
https://vidensportal.dk/temaer/styring-og-sagsbehandling/indsatser/familieradslagning
SOS:
https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling-born-og-unge/netvaerksinddragende-metoder/hvad-er-
signs-of-safety
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
51
26
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0160.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familie og netværk i det
sociale arbejde med børn og unge?
Undervisningsmateriale: Casen om Camille
Camille er 8 år og bor sammen med sin mor Sanne og sin lillebror Malte på 5 år. Sanne er 42 år og
arbejder som bogholder i et stort revisionsfirma. Camilles far hedder Steen, er 40 år og han er
tagdækker og bor i samme by, som Sanne og Camille og Malte. Sanne og Steen har været ikke boet
sammen siden Camille var 2 år. Steen er ikke far til Malte. Malte har en far, der hedder Jens og Jens bor
i nabobyen. Steen bor sammen med sin kæreste Anja, som har to børn på 13 og 16 år.
Sanne og Steen gik fra hinanden fordi de havde voldsomme skænderier om børneopdragelse, praktiske
gøremål og økonomi. De har det svært sammen og kan stadig diskutere mangt og meget. Steen har sin
mor og faderen er død. Moderen bor i samme by, som både Sanne og Steen. Sanne har begge sine
forældre, som er skilte og faderen bor i byen imens moderen bor ca. 35 km. væk. Sannes lillebror
Kasper bor også i byen.
Familieafdelingen har kendt Camilla, som børnesag siden Camille var 3 år. Sagen startede med en
underretning fra børnehaven Bæverbo, som oplevede at Camille var vred og kunne komme i store
konflikter med de andre børn. Hun var svær at trøste og hun kunne slå og bide, hvis de andre børn ville
lege med det legetøj, som Camille havde udset sig. Ydermere oplevede de i børnehaven, at moderen
slog problemerne hen, hvis pædagogerne talte med hende om det og Sanne virkede usamarbejdsvillig.
Idet faderen Steen kun havde Camille på samvær hver anden weekend, så mødte de kun ham hver
anden fredag og han virkede uforstående overfor den adfærd, som pædagogerne beskrev at Camille
havde. Der var flere møder i børnehaven og efter en periode blev der sendt en underretning dels fordi
at børnehaven ikke oplevede at der skete noget ift. de aftaler, som de lavede med forældrene og dels
fordi at Camilles adfærd blev mere og mere præget af frustration og konflikt.
Familieafdelingen har således kendt sagen i 5 år og forsøger stadig at få forældrene til at arbejde
sammen. Der har været forskellige foranstaltninger sat i værk, familiebehandling både hvor forældrene
har været sammen og hver for sig, aflastningsfamilie i 2 år, forældrekursus og Camille har været på
børnepsyk., er blevet udredt og er diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse i mild grad.
Der er obs. på om hun har ADHD, men det kunne ikke afgøres på daværende tidspunkt. Camille har
det svært i skolen, svært ved at finde venner, som vil hende og hun kommer ofte i konflikter, som
starter med at Camille bliver vred over en lille ting og så bliver hendes dag dum derfra. Lærerne snakker
om Camille sommetider og de synes generelt, at det er en svær sag fordi der ikke rigtig sker noget godt,
men Camille virker til at få det dårligere og dårligere med sig selv. En af lærerne Klaus er rigtig glad for
Camille og er den eneste, som ikke synes at det er svært at have Camille i klassen. Klaus har også et fint
samarbejde med forældrene, særligt med Steen. De snakker godt sammen og Klaus føler, at han forstår
Steen.
Pt. arbejdes der på at inddrage netværket i sagen idet aflastningsfamilien har sagt op, da samarbejdet
med forældrene blev for svært for aflastningsfamilien. Camille har været glad for familien og særligt de
to biologiske børn, Søren på 15 år og Signe på 13 år fandt Camille meget glæde over at være sammen
med. Signe var også specielt glad for Camille og hun er ked af, at de ikke længere skal have Camille i
aflastning.
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 160: Henvendelse af 17/3-22 fra Bo Morthorst Rasmussen vedr. rapporten Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i der sociale arbejde med børn og unge?
2544811_0161.png
Har vi glemt far, bonusfar og deres familie og netværk?
Adspurgt om samarbejdet, så siger Sanne:
”Familieafdelingen finder alle fejl og jeg har sagt, at det ikke giver
mening at Steen og mig skal sidde til møder sammen”,
Steen fortæller:
”Det er dælme svært at finde ud af, hvad det er
man skal gøre ved det her. Jeg synes, at Camille har det godt og er helt normal, men jeg er træt af at vi skal skændes
sådan, mig og Sanne”
og socialrådgiveren fortæller:
”Det er bare så typisk med den her sag, to forældre som ikke
kan sammen og et barn, som mistrives. Jeg vil gerne inddrage faderen lige så meget, som moderen, men det er jo mega svært
når Camille bor sammen med sin mor og far arbejder meget. Så skal jeg afholde møder sent på dagen og det er jeg ikke
vild med. Jeg skal jo også selv hjem og passe mit”.
Far fortæller at:
”Det er svært, det her – og jeg orker næsten ikke at høre på alt det snak. Der bliver snakket så meget
og jeg skal tage fri fra arbejde for at komme til alle de møder….”
Sanne siger:
”Det er nemmere, når det kun er mig. Vi diskuterer så meget, når Steen også er der og jeg føler mig så
udstillet, som om jeg er en dårlig mor”.
Socialrådgiveren fortæller:
”Jeg skal jo tænke på Camille og hvad der er bedst for hende, men jeg ved det næsten
ikke…der er jo alle de her skænderier…jeg tør næsten ikke invitere Camille med til møderne. Hun er for lille og det er
for ubehageligt”.
Socialrådgiveren har haft et par børnesamtaler med Camille, hvor hun fortæller:
”Jeg ved godt at min mor og
far skændes meget selvom de nogle gange prøver at skjule det, men de råber og det har de altid gjort. Jeg hader det og jeg
får hovedpine af det…og ondt i maven.”
Tiden med covid-19 har været fin for Camille. Hun har haft det bedre med online undervisning og hun
har ikke haft de sædvanlige konflikter med elever og lærere og sig selv, så Sanne oplever at hun har haft
mere overskud i de perioder, hvor skolen har været lukket. Steen kan også mærke, at der er kommet
mere ro på Camille, men han synes at online undervisning er noget skidt og at det umuligt kan være
godt for børn at sidde og være pakket væk bag skærmene. Det har været svært at få fredagene til at
hænge sammen for Steen, idet han hver anden fredag skal have Camille og der er så meget arbejde, også
tit i weekenderne. Steen bliver lidt presset over at sige nej til alt det arbejde, men han er altid stabil og
kommer og henter Camille, dog ret sent, fortæller skolen og SFOen.
Sanne siger:
”Han har hende hver anden weekend og så kan han ikke hente hende før kl. 16.45, det er fandme for
dårligt. Jeg forstår sgu godt, hvis hun er sur på ham…”