SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 158: Orientering om Ankestyrelsens fire notater om undersøgelse af den danske adoptionsformidling fra Colombia, Bangladesh, Indonesien og Sri Lanka, fra social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 158
Offentligt

Januar 2022

Indonesien

Notat om adopti-

onsformidlingen

til Danmark i

1976-1981

SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 158: Orientering om Ankestyrelsens fire notater om undersøgelse af den danske adoptionsformidling fra Colombia, Bangladesh, Indonesien og Sri Lanka, fra social- og ældreministeren

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 INDLEDNING

1.1 Afgrænsning

KAPITEL 2 OPLYSNINGER FRA DEN

HOLLANDSKE RAPPORT

2.1 Generelle mistanker og identificerede svagheder i

formidlingen fra Indonesien til Holland

KAPITEL 3 FORMIDLINGEN FRA INDONESIEN

TIL DANMARK

3.1 Danmarks samarbejde med Indonesien

KAPITEL 4 ANALYSE AF FORMIDLINGEN FRA

INDONESIEN TIL DANMARK

4.1 Jakarta

4.2 Yogyakarta

4.3 Sarabaya og Malang

KAPITEL 5 RESULTATER AF

UNDERSØGELSEN

5.1 Den danske formidling ift. den hollandske

formidling

5.2 Adoptionsprocessen

5.3 Børnehjemmet ”Kasik Bunda”

5.4 Øen Biak

KAPITEL 1

Indledning

1.1 AFGRÆNSNING

Fra 1973 til 1981 blev der adopteret i alt 50 børn fra Indone-

sien til Danmark. Herudover blev én adoption formidlet fra In-

donesien i 1998. Langt de fleste adoptioner blev gennemført

med bistand fra DanAdopt

I rapporten fra Holland er der beskrevet indikationer på blandt

andet børnehandel, kidnapning og tyveri af børn. Der er også

beskrevet indikationer på, at mellemmænd og børnehjem har

begået dokumentforfalskning, svig, korruption og forsøg på at

skjule børnenes status. Konkret nævnes blandt andet adoptio-

ner fra øen Biak og børnehjemmet Kasih Bunda.

Formålet med Ankestyrelsens undersøgelse er at afdække, om

DanAdopts formidling af børn fra Indonesien havde sammen-

fald med den hollandske formidling, herunder om der blev for-

midlet børn fra børnehjemmet Kasih Bunda eller øen Biak til

Danmark.

AC Børnehjælp har alene bistået i to adoptionssager fra Indo-

nesien (én sag i 1973 og én sag i 1977). Hovedparten af Da-

nAdopts adoptioner fra Indonesien skete i årene 1976 til 1981

(48 ud af 49 sager). Derfor har Ankestyrelsen i denne under-

søgelse fokuseret på DanAdopts formidling i årene 1976 til

1981.

1.1.1 Oplysningsgrundlag

Ankestyrelsen har indhentet generelle sager, som vedrører for-

midlingen fra Indonesien. Sagerne er indhentet fra arkiver til-

hørende Justitsministeriet med underliggende adoptionsmyn-

digheder samt Adoptionsnævnet. Justitsministeriet og Adopti-

onsnævnet førte på daværende tidspunkt tilsyn med den inter-

nationale adoptionsformidling.

Oplysningerne, som de daværende adoptionsmyndigheder var i

besiddelse af, er tilvejebragt via Rigsarkivet. Der er tale om

sager fremfundet i fysiske arkiver via journalplaner. Det drejer

sig om sager om det generelle formidlingssamarbejde i perio-

den 1973-1987.

Organisationen ”Glemte Børn” skiftede den 1. august 1976 navn til ”DanAdopt”. I

dette notat benyttes betegnelsen ”DanAdopt”.

Arkiverne har været i forskellige myndigheders varetægt, og

da der er begrænsede søgemuligheder, kan det ikke udeluk-

kes, at der findes andre sager af betydning.

Ankestyrelsen har ikke gennemgået generelle sager fra perio-

den efter 1987 og kan dermed ikke udelukke, at der i denne

periode kan forekomme sager af relevans for denne undersø-

gelse. Ankestyrelsen har ikke søgt i andre myndigheders arki-

ver og kan dermed ikke udelukke, at der i sådanne kunne

være oplysninger af relevans for denne undersøgelse.

Ankestyrelsen har blandt de generelle sager ikke fundet oplys-

ninger af relevans for denne undersøgelse.

Ankestyrelsen har indhentet og gennemgået alle generelle op-

lysninger om Indonesien (fra 1973 til 1981), herunder korre-

spondance, fra DIAs arkiver

. Disse oplysninger indeholder ho-

vedsaligt korrespondance mellem DanAdopt og DanAdopts

kontaktpersoner i Indonesien og mellem DanAdopt og de bør-

nehjem og institutioner, DanAdopt samarbejdede med i Indo-

nesien.

Endelig har Ankestyrelsen fra DIA indkaldt og gennemgået do-

kumenterne i 13 af DanAdopts konkrete adoptionssager fra In-

donesien for at få et billede af, hvordan formidlingen forløb, og

hvilken proces de enkelte sager gennemgik. Sagerne spreder

sig jævnt over årene 1976 til 1981 og repræsenterer sager fra

hver af de fire områder i Indonesien, hvor DanAdopt havde

samarbejder.

DIA opbevarer alle internationale adoptionssager undtagen adoptionssager fra orga-

nisationen Terre des Hommes. Disse opbevares i Ankestyrelsen.

KAPITEL 2

Oplysninger fra den holland-

ske rapport

2.1 GENERELLE MISTANKER OG IDENTIFICE-

REDE SVAGHEDER I FORMIDLINGEN FRA INDO-

NESIEN TIL HOLLAND

Formidlende organisationer i Holland har adopteret børn fra In-

donesien siden 1973. I de første 10 år ankom ca. 3.100 indo-

nesiske børn til Holland, flest i årene 1979-1981, hvor mere

end 500 børn årligt blev adopteret til Holland. Den hollandske

organisation BIA bistod i størstedelen af adoptionerne, men

flere andre organisationer har også formidlet børn fra Indone-

sien. Adoptionsformidlingen fra Indonesien til Holland var lige-

ledes præget af private aktører. Én bestemt indonesisk mand

har fx selvstændigt formidlet næsten 100 adoptioner.

I 1981 indstillede BIA formidlingen fra Indonesien, da organi-

sationen mente at formidlingen var præget af upålidelige per-

soner og kanaler samt ugennemsigtige adoptionsomkostnin-

ger. I 1981 gennemførte Indonesien også et midlertidigt stop

for adoptioner til Holland. Det fremgår ikke, hvor længe det

midlertidige stop for adoptioner til Holland varede. Det fremgår

dog, at formidlingen til Holland faldt betydeligt i 1982 og steg

igen i 1983.

Pr. 1. januar 1984 blev der gennemført et permanent stop for

internationale adoptioner fra Indonesien.

Den hollandske undersøgelse beskriver, at der har foregået

ulovlige forhold på flere niveauer i forbindelse med adoptions-

formidlingen fra Indonesien til Holland. Der er konkrete indika-

tioner på børnehandel, kidnapning og tyveri. Herudover er der

tegn på, at mellemmænd og børnehjem har begået dokument-

forfalskning, svig, korruption og forsøg på at skjule børnenes

status.

Undersøgelsen konkluderer, at den hollandske regering, fra

omkring 1977, var opmærksom på tegnene på misbrug.

2.1.1 Eksempler fra den hollandske formidling

Flere episoder omtalt i den hollandske rapport handler om han-

del med børn, herunder:

August 1979:

Hollandske medier omtaler adoptionsmisbrug i Indonesien. In-

donesisk politi anholdte flere personer mistænkt for handel

med børn, herunder en registrator og en jordemoder.



De to var mistænkte for i samarbejde at have henvendt sig til

fattige familier for at få dem til at opgive deres barn mod beta-

ling. Børnene blev derefter videresolgt til børnehjem, hvor de

blev formidlet til international adoption. Mistankerne inklude-

rede dokumentforfalskning, bedrageri, korruption og handel

med børn. De hollandske medier estimerede, at mindst tredive

børn var endt i Holland via denne formidling.

August 1979

Hollandske medier omtaler igen adoptioner fra Indonesien.

Denne gang var opmærksomheden rettet på adoptioner fra

øen Biak.



Den hollandske organisation Flash blev mistænkt for at have

spillet en ledende rolle i en adoptionsrelateret ”aktion”, hvor det

var hensigten at adoptere over 300 børn ulovligt til Holland.

Flash ville have hævdet, at børnene var forældreløse, hvilket

ikke var sandt. En hollandsk udviklingsarbejder endte med at

oplyse den hollandske anklagemyndighed om planerne.

Justitsministeriet og Udenrigsministeriet i Holland og ambassa-

den i Jakarta behandlede herefter anklagen, ligesom anklagen

blev drøftet i det hollandske parlament. Justitsministeriet

endte med at konkludere, at Flash ikke havde formidlet børn til

Holland på en uacceptabel måde. Flash fortsatte med at for-

midle børn fra Indonesien til Holland frem til 1984.

Efteråret 1980

En indonesisk pige blev kidnappet fra sin hjemby. Hun blev

købt og solgt gennem mellemmænd og endte på børnehjem-

met ”Kasih Bunda”. Herefter blev hun adopteret til Holland. Pi-

gens biologiske far anfægtede adoptionen, og sagen blev taget

op af både indonesiske og hollandske medier.



Sagen gav anledning til flere historier om kidnapning og handel

med børn i den hollandske presse, blandt andet fra børnehjem-

met ”Kasih Bunda”. I 1980, et par måneder før pigen fra den

førnævnte sag endte på børnehjemmet, blev direktøren for

børnehjemmet idømt seks måneders fængsel for dokument-

falsk og medvirken til børnekidnapning. Børnehjemmet blev

suspenderet af de indonesiske myndigheder men startede un-

der et nyt navn ”Yayasan Bina S(e) Jahtera”.

Lederen af børnehjemmet havde, siden formidlingens opstart i

1973, haft en ledende rolle i formidlingen fra Indonesien til

Holland. Den hollandske komité har blandt andet fundet flere

eksempler på forfalskede papirer og ufuldstændige adoptions-

sager fra børnehjemmet.



December 1980

En indonesisk jordemoder blev anholdt, efter at der blev fun-

det 18 babyer på hendes loft. Babyerne var bestemt til at

skulle adopteres til vestlige par, hovedsageligt hollandske. Jor-

demoderen arbejdede for en ukendt hollandsk organisation.

Mistanker om såkaldte ”baby farms” blev ofte beskrevet i hol-

landske medier. Mistanken rettede sig ofte mod jordemødres

involvering i disse.

2.1.2 Stop for adoptionsformidlingen fra Indonesien til

Holland

To adoptionsformidlende organisationer (BIA og Werldkinde-

ren) stoppede formidlingen fra Indonesien i 1981, blandt andet

pga. økonomisk ugennemsigtighed. Organisationerne betalte

over 5.000 gylden (svarende til ca. 15.000 kr.) for en adoption

men kunne kun få indsigt i, hvad ca. halvdelen af dette beløb

blev brugt til. Dertil kom de mange historier om baby farms og

kidnapning af børn, som gav Indonesien et dårligt ry som afgi-

verland. Andre organisationer fortsatte formidlingen til Holland

frem til Indonesiens adoptionsstop i 1984.

2.1.3 Adoptionsprocessen og reglerne i Indonesien

ifølge den hollandske rapport

Indonesien er tidligere hollandsk koloni. Derfor var den indone-

siske adoptionslovgivning fra 1950’erne og fremefter delvis ba-

seret på den hollandske østindiske lovgivning fra kolonitiden.

Lovgivningen fokuserede på national adoption, mens internati-

onal adoption ikke var reguleret.

Generelt var lovgivning frem til minimum 1979 præget af det

såkaldte Adat-princip. Det betød, at lokale skikke og vaner

blev sammenflettet med formelle love og regler.

Den indonesiske adoptionsprocedure var påvirket af, at regi-

strering fra fødslen var sjælden. Ofte blev et barn først regi-

streret, når det var nødvendigt, fx når barnet skulle starte i

skole. Lokale love og bestemmelser blev ofte anset som ha-

vende større betydning end centralt pålagte bestemmelser.

Det var desuden heller ikke normalt at have et efternavn,

hvorfor børn ofte blev registreret med samme for- og efter-

navn eller uden efternavn.

I 1979 indførte Indonesien en ny lov om beskyttelse af børn.

Loven fokuserede overordnet på velfærd for indonesiske børn

og indeholdt ikke formelle retningslinjer for adoption, hverken

nationalt eller internationalt. Det supplerende cirkulære ud-

stedt af den indonesiske højesteret i april 1979 fastslog dog, at

adoption af et indonesisk barn kun kunne foretages efter invol-

vering og godkendelse af en domstol.

Den 1. januar 1984 indstillede Indonesien formelt international

adoptionsformidling fra landet. Dette skete som et resultat af

mislykkede forsøg på at regulere og kontrollere adoptionsom-

rådet. Herudover var der blandt befolkningen utilfredshed med

formidlingen og mistanke om korruption, børnehandel og an-

dre overgreb. Endelig voksede de islamiske bevægelsers ind-

flydelse i indonesisk politik, og disse var imod adoption.

Ifølge den hollandske rapport havde den formelle juridiske

adoptionsprocedure i perioden 1973-84 følgende trin (de kræ-

vede dokumenter er kursiv):

Forældrene opgav deres barn

Hvis indonesiske forældre ikke kunne eller ville tage sig af

deres barn, kunne de sende en anmodning til en indonesisk

civilretlig notar om at opgive deres barn. Derefter blev vær-

gemålet over barnet juridisk overført til et børnehjem eller

en organisation. Desuden blev der udstedt en afståelseser-

klæring (Declaration

of relinquishment),

bekræftet af vidner

(normalt personale fra notar eller en kontaktperson fra den

relevante myndighed). Afståelseserklæringen indeholdt

personlige oplysninger om de biologiske forældre og var

underskrevet af landsbychefen.

Børnehjemmet oprettede barnets sag

Det indonesiske børnehjem vurderede, om barnet kunne

bortadopteres. I den forbindelse blev der ofte udstedt en

fødselsattest (Sulat

Kelahiran),

men det var ikke altid til-

fældet. Børnehjemmet udarbejdede et dokument om barnet

med henblik på matchning med eventuelle adoptanter.

Selve koordineringen af matchningen foregik mellem bør-

nehjemmet og adoptionsformidleren.

Matchning af barn og adoptivforældre

Den adoptionsformidlende organisation kontaktede deres

kontaktperson eller børnehjemmet i Indonesien med hen-

blik på at få matchet ansøgere med et barn. Hollandske an-

søgere kunne desuden henvende sig direkte til en privat

formidler i Indonesien med henblik på adoption.

Ambassaden arrangerede de nødvendige dokumenter

Efter matchningen kontaktede den hollandske organisation

den indonesiske ambassade i Holland, som sendte de rele-

vante hollandske dokumenter til de indonesiske myndighe-

der.

Børnehjemmet overdrog barnet til adoptivforældrene

Ifølge den hollandske rapport rejste flere adoptivforældre

fra 1978-84 selv til Indonesien for at hjemtage barnet. Bar-

net blev overdraget til adoptanterne og adoptanterne fik en

notar-erklæring (notary’s

statement)

Adoptanterne betalte

i den forbindelse adoptionsomkostningerne til de indonesi-

ske myndigheder.

En indonesisk dommer godkendte adoptionen

Fra 1978 blev en afgørelse fra retten (Dewan

Nasional)

på-

krævet. Dette foregik ved en høring. De biologiske forældre

var ikke til stede ved høringen, mens adoptanterne i nogle

tilfælde var til stede i retten. Fra 1981 blev det juridisk

præciseret, at mindst én potentiel adoptivforælder skulle

være til stede. Efter retsmødet blev forældremyndigheden

formelt overdraget.

Barnet udrejste af Indonesien

Efter domstolsafgørelsen fik barnet udstedt et udrejsedoku-

ment af den indonesiske migrationstjeneste. Herefter blev

sagens relevante dokumenter (med kursiv herover) sendt

til den hollandske ambassade i Indonesien. På baggrund af

dem fik barnet udstedt et visum, som barnet kunne rejse

på. Før 1978 blev de fleste børn eskorteret til Holland. Her-

efter hjemtog de fleste adoptanter selv børnene.

Adoptionen blev endeligt gennemført

Kort efter indrejsen i Holland blev der ansøgt om opholdstil-

ladelse hos immigrationsmyndighederne i Holland. Adop-

tanterne fik formelt værgemål over barnet gennem den lo-

kale domstol i Holland. Efter et år kunne barnet formelt

adopteres efter hollandsk lov.

KAPITEL 3

Formidlingen fra Indonesien

til Danmark

3.1 DANMARKS SAMARBEJDE MED INDONESIEN

3.1.1 Antallet af adoptioner

Der blev foretaget i alt 50 adoptioner fra Indonesien til Dan-

mark i årene 1973-1981. DanAdopt formidlede 48 adoptioner,

mens AC Børnehjælp formidlede 2 adoptioner. Herudover blev

én adoption formidlet gennem DanAdopt i 1998.

DanAdopt

1973

1974

1975

1976

1977

1978

1979

1980

1981

1998

I alt

AC Børne-

hjælp

I alt

I tabellen er ikke inkluderet internationale adoptioner, som eventuelt

er foretaget i perioden uden de adoptionsformidlende organisationers

bistand (private adoptioner).

3.1.2 Samarbejdsparter

DanAdopt samarbejdede med forskellige organisationer og

børnehjem i fire områder i Indonesien:



Jakarta (beliggende nordvest på øen Java)

Yogyakarta (beliggende midt/syd på øen Java)

Surabaya (beliggende nordøst på øen Java)

Malang (beliggende midt/øst på øen Java)

DanAdopts skiftende kontaktpersoner havde til opgave at vare-

tage kontakten til de forskellige børnehjem og assistere de an-

søgere, som rejste til Indonesien for at hjemtage børn.

3.1.3 DanAdopts kontaktpersoner i Indonesien

Det fremgår af DanAdopts korrespondance, at DanAdopts or-

ganisering i Indonesien kom i stand på grund af et dansk par,

som havde adopteret i Indonesien. Adoptanterne var bosat i

Jakarta og havde adopteret to børn.

Parret kom i kontakt med et andet dansk par, som gerne ville

adoptere i Indonesien via ”Gruppe 2”

. Parret tilbød DanAdopt

at assistere det danske par. Derudover tilbød parret at under-

søge mulighederne for, at DanAdopt kunne indlede et samar-

bejde om international adoption fra Indonesien

. DanAdopt af-

talte med parret, at hustruen skulle assistere i gruppe 2-sagen

og yderligere tre adoptionssager.

DanAdopts første kontaktperson opsøgte forskellige børnehjem

og organisationer med henblik på at etablere et samarbejde.

Så vidt det fremgår af korrespondancen opsøgte hun organisa-

tionerne og børnehjemmene direkte. Det fremgår ikke af kor-

respondancen, at andre organisationer eller mellemled har væ-

ret en del af DanAdopts samarbejdsstruktur.

I de følgende år, fra sidst i 1976 til 1981, havde DanAdopt for-

skellige navngivne kontaktpersoner. Kontaktpersonerne var

ægtefæller til udstationerede danskere.

Flere af DanAdopts kontaktpersoner arrangerede selvstændigt

donationer af fx medicin til børnehjemmene. Dette skete fx

gennem kontakten til andre danskere bosat i Indonesien.

3.1.3.1 Aflønning af DanAdopts kontaktpersoner

Rollen som kontaktperson i Indonesien har udelukkende været

varetaget af danske kvinder, som var udstationerede i Indone-

sien sammen med deres mænd. Kontaktpersonerne fik dækket

deres omkostninger i forbindelse med arbejdet (transport, op-

ringninger, forsendelser, udgifter i forbindelse med hjemtagel-

ser etc.). Herudover blev kontaktpersonerne betalt med én

hjemrejse til Danmark om året (to rejser, hvis der blev hjem-

taget mere end seks børn på et år). Der foreligger regnskab

for kontaktpersonernes udgifter fra 1977 til 1981.

Det må antages, at arbejdet som kontaktperson ikke har været

et fuldtidsarbejde. Kontaktpersonerne har sandsynligvis heller

ikke været afhængige af den indtægt, de kunne få for dette ar-

bejde.

3.1.4 Afslutningen af samarbejdet med Indonesien

Den sidste adoption fra Indonesien blev gennemført i 1981.

Derefter forsøgte DanAdopt og kontaktpersonen flere gange at

Definition af ”Gruppe 2”: Adoptioner, hvor en formidlende organisation bistod med at

gennemføre en adoption i et land, hvor organisationen ikke havde et aktivt samar-

bejde.

På daværende tidspunkt var det ikke et krav ifølge Adoptionsloven, at de danske

myndigheder skulle godkende organisationernes eventuelle nye samarbejder eller

samarbejdslande.

indhente oplysninger om, hvordan adoptionsområdet i Indone-

sien udviklede sig. Meldingerne de fik fra forskellige kontakter i

Indonesien var dog, at international adoption ville blive svæ-

rere eller umulig fremadrettet. Formidlingen blev derfor ikke

genoptaget.

I august 1982 havde DanAdopt besøg i Danmark af to repræ-

sentanter fra det indonesiske justitsministerium. Det fremgår

af DanAdopts interne dokumenter, at de drøftede den davæ-

rende situation på adoptionsområdet i Indonesien, og om der

ville blive åbnet for adoptioner fra Indonesien igen. De to re-

præsentanter oplyste, at domstolene på Østjava, hvor de fle-

ste børn til international adoption kom fra, ikke længere ville

træffe afgørelse om adoption til udlændinge. Der blev i stedet

arbejdet på at placere børnene nationalt og på kun at autori-

sere én organisation til adoption i hvert område for at gøre op

med de mange private adoptioner.

Indonesien indstillede al international adoption pr. 1. januar

1984.

KAPITEL 4

Analyse af formidlingen fra

Indonesien til Danmark

4.1 JAKARTA

I Jakarta samarbejdede DanAdopt med organisationen ”Sayab

Ibu” og de to børnehjem ”Gembala Baik” og ”Lebak”.

Sayab Ibu var, ifølge organisationens egne oplysninger, en pri-

vatejet non-profit organisation, som havde licens til at forestå

internationale adoptioner af den indonesiske regering. Sayab

Ibu drev blandt andet et børnehjem men bistod også i selve

adoptionsprocessen.

Sayab Ibu førte også retssagerne i forbindelse med DanAdopts

adoptioner fra børnehjemmene ”Gembala Baik” (beliggende i

Jakarta) og ”Lebak” (beliggende 2-3 timers kørsel vest for Ja-

karta). DanAdopts samarbejde med Gembala Baik og Lebak er

beskrevet i afsnit 4.1.3.

4.1.1 Adoptionsproceduren ift. samarbejdet med Sayab

Ibu, Gembala Biak og Lebak

Der foreligger i korrespondancen en samarbejdsaftale mellem

Sayab Ibu og DanAdopt, som ligeledes beskriver de to organi-

sationers ansvar i adoptionsprocessen og hvilke krav, ansø-

gerne skulle leve op til. Det fremgår blandt andet:



Hvilke dokumenter, der krævedes fra ansøgerne til domstols-

behandlingen i Indonesien

Hvilke dokumenter, Sayab Ibu var ansvarlig for at få udar-

bejdet, bl.a. samtykke fra biologisk mor og biologisk far eller

bevis for annoncering efter biologisk mor og biologisk far

Procedure for oversættelse af dokumenter

Ansøgernes ophold i Indonesien og fremmøde i domstolen

Sagens omkostninger (varierede fra område til område), men

ca. 750 USD

Beskrivelse af, hvilke dokumenter barnet skulle forlade lan-

det på.

Det fremgår af korrespondancen med Sayab Ibu, at DanAdopt

løbende har sendt danske indfødsretsbeviser til Sayab Ibu ef-

ter endt sagsbehandling i Danmark.

Af en forklaring til procedurerne fremgår det bl.a., at adoption,

særligt international adoption, er et omstridt emne i Indone-

sien, da den dominerende religion er imod adoption. Det frem-

går endvidere, at der ikke findes nogen national adoptionslov-

givning.

Proceduren for, hvordan en adoptionssag skulle foregå, er be-

skrevet på følgende måde:

DanAdopt sendte ansøgernes sag til Sayab Ibu

Ved ansøgernes sag skulle vedlægges tre dokumenter (ska-

beloner til udfyldelse af barnets helbreds- og baggrundsop-

lysninger), som Sayab Ibu skulle udfylde og sende retur til

DanAdopt, når Sayab Ibu matchede et par til ansøgerne

Statsamtet godkendte matchet på baggrund af de doku-

menter, som Sayab Ibu sendte til DanAdopt

DanAdopt sendte ”power of attorney” til Sayab Ibu

Sayab Ibu gav besked til DanAdopt, når sagen var klar i In-

donesien

Ansøgerne rejste til Indonesien (ca. 2-4 uger) for at hjem-

tage barnet og deltage i retshandlingen

Der blev udstedt indonesisk pas til barnet efter retssagens

afslutning

Ansøgerne betalte for sagens omkostninger direkte til

Sayab Ibu, inden de forlod Indonesien.

Efter ansøgerne havde accepteret matchningen af barnet, be-

gyndte Sayab Ibu at forberede retssagen. Det ses af adopti-

onssagerne, at Sayab Ibu oftest bad ansøgerne om at vælge et

kommende navn til barnet allerede inden retsmødet. Det nye

navn blev brugt ved fødselsregistreringen. Fødselsregistrerin-

gen blev udarbejdet på det lokale borgmesterkontor, og det

fremgår af attesterne, at de er udstedt med henblik på adop-

tion og kun var gyldige i seks måneder.

4.1.2 Samarbejdet med Sayab Ibu

Af korrespondancen fremgår det, at Sayab Ibu var særligt fo-

kuseret på den del af samarbejdsaftalen, som handlede om

forventningerne til de danske ansøgere. Det ses bl.a. ved, at

organisationen ikke ville matche børn til ansøgere, der allerede

havde et barn, eller som ikke levede op til ægteskabskravet,

på trods af at DanAdopt ved et par lejligheder alligevel sendte

sådanne sager til Sayab Ibu.

Der var dog også eksempler på situationer, hvor ansatte i

Sayab Ibu agerede mod organisationens egne retningslinjer. I

de tilfælde var det DanAdopts kontaktpersons opfattelse, at

det ikke var forhold, som ledelsen i Sayab Ibu var vidende om,

men at de ansatte agerede på egen hånd. Eksemplerne er

bl.a.:



September 1979 (brev fra kontaktpersonen til DanAdopt): En

ansat hos Sayab Ibu havde tilbudt DanAdopt tvillinger til

bortadoption. Den ene tvilling havde dog brug for yderligere

undersøgelser, som kontaktpersonen havde indvilget i at

sørge for. Inden kontaktpersonen havde nået at arrangere

undersøgelsen, havde den ansatte dog adopteret den raske

tvilling bort, selvom Sayab Ibu havde lovet den biologiske

mor, at tvillingerne ville blive sammen. Den anden tvilling

blev ikke adopteret til Danmark. DanAdopt og kontaktperso-

nen blev enige om ikke at samarbejde med den pågældende

medarbejder igen. Senere blev medarbejderen taget fra ar-

bejdet med adoption, da hun blev afsløret i at have krævet

store kontantbeløb af adoptanter i forbindelse med adoptio-

ner.

November 1979 (brev fra kontaktpersonen til DanAdopt):

Kontaktpersonen fik tilbudt to børn fra en medarbejder på

Sayab Ibu. De to børn kom fra en jordemoder og ville ikke

blive placeret på Sayab Ibus børnehjem. Sayab Ibu ville hel-

ler ikke køre sagen i retten. DanAdopt skulle betale ca. 1.200

d.kr

. Kontaktpersonen afviste de to børn og begrundede det

overfor DanAdopt med, at en normal fødsel kostede omkring

240 d.kr., hvortil der skulle lægges penge til medicin og

eventuel hjemrejse til den biologiske mor. Kontaktpersonen

skrev bl.a. ”så du kan selv regne den historie ud”. Kontakt-

personen tilbød ca. 400 d.kr. pr. barn, da hun i så fald var

overbevist om, at jordemoderen ville sige nej. Børnene blev

ikke adopteret til Danmark.

Februar 1981 (Brev fra kontaktpersonen til DanAdopt): Et

hold adoptanter havde glemt at betale en medarbejder på

Sayab Ibu for at få barnets pas hurtigere igennem. Kontakt-

personen var nødt til at betale medarbejderen, Anieke, for

barnets pas, og det var hun ikke begejstret for, da penge un-

der bordet var strengt forbudt. Kontaktpersonen skrev dog,

at det var ret almindeligt. Hun skrev endvidere, at hun ville

tale med Anieke om problemet, da DanAdopt nødigt skulle

”ryge i fedtefadet på den slags”. Den ekstra betaling for at få

pas hurtigere igennem ses i flere tilfælde i forbindelse med

sager fra Sayab Ibu. I de beskrevne tilfælde er det altid gen-

nem den samme medarbejder i Sayab Ibu (Anieke).



Det har ikke været muligt, at finde præcise oplysninger om kursen på indonesiske ru-

piah (irp) i forhold til danske kroner i denne periode. Med udgangspunkt i DanAdopt

udgiftsbilag er der derfor i dette notat regnet med at 10.000 irp svarede til ca. 80

d.kr.

Sayab Ibu skrev i oktober 1981 til DanAdopt, at fire ministerier

i Indonesien havde anbefalet at indstille international adoption.

Derfor indstillede Sayab Ibu formidlingen og modtog ikke flere

sager fra Danmark.

4.1.2.1 Frigivelsen

Børnene formidlet gennem Sayab Ibu kom fra organisationens

egne børnehjem. Sayab Ibu gjorde opmærksom på, at der blev

opgivet flest drenge til international adoption, da piger ofte

blev adopteret nationalt.

Ifølge korrespondancen mellem DanAdopt og Sayab Ibu var

børnenes biologiske mødre fattige, oftest enlige kvinder. De bi-

ologiske mødre efterlod børnene på børnehjem, fordi de ikke

havde råd til at tage vare på dem.

Af samme korrespondance fremgår det, at Sayab Ibu først

kunne matche et barn til international adoption, hvis den biolo-

giske mor havde samtykket til adoptionen. Alternativt skulle

Sayab Ibu indrykke en annonce i avisen minimum tre gange

for at søge efter de biologiske forældre.

Grunden til annonceringen var blandt andet, at mødre ofte op-

gav falsk navn og kontaktoplysninger, når barnet f.eks. skulle

behandles på et hospital. På den måde slap de biologiske for-

ældre for at betale for barnets behandling, som ellers havde

været umulig. Hvis barnet ikke blev afhentet efter endt be-

handling, blev barnet placeret på et børnehjem. For at sikre at

de biologiske forældre havde mulighed for at hente barnet og

vidste, hvor barnet opholdte sig, var børnehjemmet derfor for-

pligtet til at annoncere efter de biologiske forældre.

I de adoptionssager, Ankestyrelsen har set fra Sayab Ibu, har

der været tale om børn, som var blevet forladt af deres biolo-

giske mor kort efter fødslen. Børnene, som dermed var i hospi-

talets varetægt, blev efterfølgende flyttet til Sayab Ibu. I for-

bindelse med at barnet blev overflyttet til Sayab Ibu, blev der

udstedt en erklæring, hvor hospitalet officielt overdrog ansva-

ret for barnet til Sayab Ibu (Certificate og Surrender of a

Child).

4.1.2.2 Matchningen

Af korrespondancen fremgår det, at DanAdopt sendte ansøger-

nes sager til Sayab Ibu, så der lå 3-5 ansøgninger hos organi-

sationen ad gangen.

Ud fra de ansøgninger, som Sayab Ibu havde liggende, mat-

chede organisationen et barn. Sayab Ibu meddelte derefter

DanAdopt, at de havde matchet et barn til et bestemt ansøger-

par.

Det lader derfor til, at det konkrete match blev foretaget af

Sayab Ibu.

Det fremgår dog af den løbende korrespondance, at kontakt-

personerne ofte besøgte børnehjemmet for at tale med perso-

nalet. Her blev det ofte nævnt eller antydet, hvilke børn der

evt. kunne adopteres til Danmark. Fx skrev kontaktpersonen

efter besøg hos Sayab Ibu:



”… Hun tilbød endda, at vi kunne tage en lille pige som hed

Tina… jeg takkede nej…”.

”… Mrs. Ma’mum havde jo sagt at de ville holde en lille dreng

til den næste danske familie… ved gud om ikke de havde gi-

vet ham til et andet land…”.

”… der var en lille dreng fra maj måned som var ”ledig”…”

Der findes i korrespondancen mellem kontaktpersonerne og

DanAdopt mange af disse eksempler. Eksemplerne er ikke

udelukkende i forhold til Sayab Ibu, men gør sig gældende ved

alle samarbejdsparter.

4.1.3 Samarbejdet med Gembala Baik og Lebak

4.1.3.1 Gembala Biak

Gembala Baik lå i Jakarta og var et børne- og barselshjem.

Børnehjemmet var ikke organiseret under Sayab Ibu, men

Sayab Ibu bistod DanAdopt og børnehjemmet med behandlin-

gen af adoptionssager.

DanAdopts kontaktpersoner på børnehjemmet var Sister Helen

og Sister Cecilia.

Kontaktpersonen skrev til DanAdopt om Gembala Baik, at bør-

nehjemmet drev et hjem, hvor enlige mødre kunne opholde sig

indtil fødslen. Fødslen foregik på en fødeklinik (oftest klinikken

Malania), hvor mødrene bagefter kunne opholde sig i op til to

uger. Hvis en mor ikke ønskede at beholde barnet, blev barnet

senere placeret på børnehjemmet.

Hun skrev desuden, at børnene, der kommer fra Gembala

Baik, som regel var sunde børn, da de biologiske mødre havde

boet på hjemmet og fået god kost og pleje under graviditeten.

De fleste børn, som blev adopteret til Danmark, opholdte sig

på klinikken Melania frem til hjemtagelsen. Adoptanterne be-

talte for barnets ophold direkte til klinikken.

Det ses af korrespondancen, at DanAdopt har sendt opfølg-

ningsrapporter til Gembala Baik.

4.1.3.2 Lebak

Rumah sakit Misi ”Lebak” var et børnehjem i Rangkasbitung

(2-3 timers kørsel vest for Jakarta), som blev ledet af Sister

Kathleen og senere Sister Jeanne D’Arc. Proceduren for adopti-

oner fra dette børnehjem var de samme som fra Gembala

Baik, dvs. at Sayab Ibu forestod selve adoptionsprocessen.

I november 1979 fik DanAdopt et barn i forslag gennem Sister

Kathleen, selvom barnet ikke opholdte sig på Lebak. Barnet

var sendt tilbage til Indonesien efter at have været adopteret

til et spansk par. Barnets opholdte sig hos den private formid-

ler Mrs. Wunnick. Ifølge kontaktpersonens beskrivelse var Mrs.

Wunnick ikke ”sponsoreret” af regeringen. Derfor måtte Sayab

Ibu ikke vide, at barnet opholdte sig der, selvom det var Sayab

Ibu, der skulle føre sagen i retten. Barnet blev adopteret til

Danmark.

Måneden efter sendte kontaktpersonen en avisartikel til DanA-

dopt, hvor flere mellemmænd og børnehjem mistænktes for

handel med børn. Kontaktpersonen havde noteret på artiklen,

at et af de steder, der var nævnt i avisen, formodentlig var

Mrs. Wunnick. Kontaktpersonen vedlagde også en politirap-

port, som beskrev anholdelsen af fire kvinder, som var mis-

tænkt for at sælge børn til adoption. Det nævnes i rapporten,

at det kun var tilladt at have børn i pleje, hvis institutionen var

”officiel”. Straffen var op til seks års fængsel.

Det er ikke nævnt i korrespondancen, om Mrs. Wunnick var en

af de anholdte. Det er dog indikeret, at Mrs. Wunnick ikke var

”sponsoreret” af regeringen. Det kunne indikere, at det ikke

har været lovligt for Mrs. Wunnicks at have børn i pleje.

Da Sister Jeanne D’Arc overtog ledelsen af Lebak, valgte hun

at stoppe med internationale adoptioner. De få børn, der der-

efter blev opgivet til international adoption fra Lebak, blev flyt-

tet til Gembala Biak.

Det ses af korrespondancen, at der er gennemført 13 adoptio-

ner fra Jakarta i årene 1977 til 1981. Heraf var minimum tre

adoptioner gennem Lebak og minimum to adoptioner gennem

Gembala Baik.

4.1.3.1 Frigivelsen

I de adoptionssager Ankestyrelsen har set fra Gembala Biak og

Lebak, er der udarbejdet medical report på børnene. I nogle

tilfælde var dele af medical report udfyldt af DanAdopts kon-

taktperson og underskrevet og stemplet af klinikken Melania.

Dette indikerer, at DanAdopt har haft kendskab til, hvilke børn,

der var bestemt til at skulle adopteres til Danmark, før barnet

var matchet.

Det indikerer også, at DanAdopts kontaktpersoner i nogle til-

fælde var tæt på den proces, der gik forud for matchningen på

Gembala Biak og Lebak. Det kan indikere, at DanAdopts kon-

taktpersoner har haft mulighed for at influere børnehjemmene

i forhold til, hvilke børn der blev matchet til hvilke lande.

I de medical reports, Ankestyrelsen har set, er der sparsomme

oplysninger om barnets biologiske ophav. Ofte fremgår navn

og alder på biologisk mor, men ikke yderligere. Der er dog op-

lysninger om fødslen og barnets tilstand umiddelbart efter

fødslen.

I de fleste af de adoptionssager, Ankestyrelsen har set, forelig-

ger der et samtykke fra den biologiske mor (Certificate for

Child Transfer), hvor hun overdrager ansvaret for barnet og

barnets fremtid til Sayab Ibu. Herudover er der i sagerne et

dokument med oplysninger om barnets baggrund og baggrun-

den for placering på Gembala Biak (Case Study).

4.1.3.2 Matchningen

På Gembala Baik kontaktede Sister Helen eller Sister Cecilia

DanAdopts kontaktperson direkte, når der var et barn til adop-

tion. DanAdopts kontaktperson kontaktede derefter Sayab Ibu,

som stod for håndteringen af adoptionssagen.

DanAdopt sendte ikke ansøgeres sager til hverken Gembala

Baik eller Lebak. Derfor valgte DanAdopt eller DanAdopts kon-

taktperson, hvilke ansøgere barnet skulle gå til ud fra de ansø-

geres sager, som de vidste lå hos Sayab Ibu. Det må derfor

antages, at i sager fra disse to børnehjem var det DanAdopt,

som reelt matchede ansøgerne med det konkrete barn.

4.1.4 Omkostninger og donationer i forbindelse med

adoptioner fra Jakarta

I korrespondancen indgår udgiftsbilag på de enkelte adoptio-

ner. Fx fremgår det, at adoptanterne betalte ca. 2.000 – 2.600

d.kr. i adoptionsgebyr til Sayab Ibu.

Adoptanterne betalte også mellem 800 til 3.000 d.kr. til det

hjem, barnet opholdte sig på (for pleje, tøj, medicin, undersø-

gelser etc.).

Herudover betalte adoptanterne mellem 400 til 2.000 d.kr. til

DanAdopts kontaktperson til at dække de omkostninger, hun

havde haft udlæg for.

Efter hjemtagelsen donerede adoptanterne desuden mellem

400 og 600 d.kr. til børnehjemmene gennem DanAdopt.

Det ses af korrespondancen, at DanAdopt donerede et samlet

beløb til hver af de tre børnehjem på ca. 800-1.600 d.kr. om

året. I disse donationer indgik også de donationer, adoptan-

terne havde givet.

I forbindelse med donationerne har DanAdopt bedt om at få

besked om, hvad midlerne blev brugt til. Sayab Ibu har i den

forbindelse fx svaret, at midlerne er blevet brugt til hjælp til

handicappede børn, børns pleje på børnehjemmene etc. Der

foreligger dog ikke specifik dokumentation for dette.

4.2 YOGYAKARTA

I området Yogyakarta samarbejdede DanAdopt med organisa-

tionen ”Yayasan Kasih Sayang Anak” ledet af Dr. Lucas Budi

Gunawan. Organisationen drev barselsklinikken ”Bersalin”,

hvor de fleste børn opholdte sig til frem til adoptionen.

Det ses af DanAdopts dokumenter at DanAdopt gennemførte

19 adoptioner fra Yogyakarta fra 1978 til 1981.

4.2.1 Adoptionsproceduren i forbindelse med samarbej-

det med Dr. Gunawan

Så vidt det ses af DanAdopts dokumenter, stod Dr. Gunawan

selv for adoptionsprocedurerne, som mere eller mindre sva-

rede overens med procedurerne ved Sayab Ibu. Dr. Gunawan

fik dog hjælp af sin hustru Mrs. Gunawan og en assistent Mrs.

Prapti i forbindelse med procedurerne.

DanAdopts kontaktperson skrev til DanAdopt i forbindelse med

opstarten af samarbejdet med Dr. Gunawan, at han virkede

knapt så ”krævende” i forhold til kravene om ægteskabsvarig-

hed, egne biologiske børn etc. som samarbejdsparterne i Ja-

karta (Sayab Ibu).

Det er dog også beskrevet i korrespondancen, at Dr. Gunawan

i nogle tilfælde behandlede sagerne for hurtigt. I 1977 fik Da-

nAdopt fx kontaktpersonen til at indskærpe over for Dr.

Gunawan, at han under ingen omstændigheder måtte igang-

sætte retsproceduren i Indonesien, før matchet var godkendt i

Danmark, og at han skulle holde sig til de guidelines, som Da-

nAdopt havde sendt til ham.

Der fremgår en adoptionsdom fra ”State Court of Sleman” i de

adoptionssager, som Ankestyrelsen har set. Af dommen frem-

går ansøgerne som barnets ”adoptivforældre”, og det fremgår,

at barnet adopteres af ansøgerne.

Selvom dommen fra den indonesiske domstol omtaler en

adoption, blev sagen efterfølgende behandlet som en plejesag i

Danmark. Det vil sige, at der i Danmark blev udarbejdet en

plejerapport på barnet efter hjemtagelsen, som anbefalede en

adoption. Først derefter blev der gennemført en adoption i

Danmark.

Det ses af korrespondancen, at der løbende er sendt opfølg-

ningsrapporter til Dr. Gunawan. Dr. Gunawan henvendte sig

også til DanAdopt efter samarbejdets ophør for at få præcise-

ret adoptanternes kontaktoplysninger.

4.2.2 Samarbejdet med Dr. Gunawan

De børn, der blev adopteret til Danmark fra Dr. Gunawan, blev

oftest født på Bethesola Hospital i Yogyakarta. Dr. Gunawan

var læge og gynækolog på hospitalet og tilså mødrene under

graviditeten.

Dr. Gunawan oplyste til DanAdopt, at mødrene ofte var indlagt

anonymt eller under falsk navn. Derfor var der sjældent oplys-

ninger om børnenes biologiske ophav. Efter fødslen blev den

biologiske mor og barnet flyttet til klinikken ”Bersalin”. Barnet

opholdte sig oftest her frem til hjemtagelsen.

Det er beskrevet flere gange i korrespondancen, at børnene på

”Bersalin” ikke havde det godt og var understimulerede. I

1980 videresendte Dr. Gunawan selv et brev fra en pædiater,

som havde hjulpet ham på klinikken.

Pædiateren var bekymret for børnene, som han beskrev som

stærkt understimulerede og flere med hudsygdomme pga. ek-

sponeringen for myggestik, og fordi de lå stille i lange perio-

der. Han foreslog, uden honorar, at hjælpe Dr. Gunawan med

vurderinger af børnene, så de kunne placeres hurtigere enten i

plejefamilier eller ved adoption.

DanAdopt svarede Dr. Gunawan, at de bakkede op om lægens

forslag og foreslog, at DanAdopts næste donation skulle bru-

ges til at opbygge et plejesystem.

4.2.2.1 Frigivelsen

Ifølge Dr. Gunawan kunne en adoption gennemføres på to må-

der:

Dr. Gunawan fik overdraget forældremyndigheden over

barnet fra den biologiske mor, hvorefter sagen kunne opta-

ges i retten. I det tilfælde blev den endelige adoption fore-

taget i Danmark, og barnet forblev indonesisk statsborger,

indtil den danske adoptionsbevilling var sendt til Indone-

sien.

De biologiske forældre samtykkede til adoptionen ved frem-

møde i retten, hvor barnet blev overdraget direkte til adop-

tanterne. Ifølge Dr. Gunawan blev barnet i det tilfælde

adopteret efter indonesisk ret, og adoptionen skulle derfor

blot kunne anerkendes efter dansk ret.

Ifølge korrespondancen foretrak Dr. Gunawan en proces, hvor

han fik overdraget forældremyndigheden forud for retssagen.

Forældremyndigheden kunne iflg. korrespondancen først over-

drages, når barnet var to måneder gammel. I de adoptionssa-

ger, Ankestyrelsen har set, havde Dr. Gunawan eller institutio-

nen (Yayasan Kasih Sayang Anak) forældremyndighed over

børnene (guardianship) forud for retssagen. Der fremgår ikke

samtykke fra de biologiske forældre på sagerne.

Der fremgår ikke fødselsregistreringer i de adoptionssager, An-

kestyrelsen har set fra Yogyakarta. Det fremgår dog af dom-

mene, at en fødselsregistrering har været forelagt domstolen i

forbindelse med retssagerne.

4.2.2.2 Matchningen

DanAdopt sendte papirerne på ansøgere til Dr. Gunawan, som

han havde liggende forud for match. Det må antages, at inten-

tionen var, at Dr. Gunawan skulle foretage matchningen. Fx

indskærpede DanAdopt over for Dr. Gunawan i 1980, at det

var vigtigt, at han matchede børnene på baggrund af ansøger-

nes ”homestudies”. Det var ifølge DanAdopt vigtigt, da DanA-

dopt ikke selv måtte matche iflg. organisationens autorisation.

Der ses dog også tilfælde i korrespondancen, hvor DanAdopt

eller DanAdopts kontakperson tydeligvis er inde over at flytte

rundt på match og foreslå eventuelle omfordelinger.

Dr. Gunawan gav besked til DanAdopt, når han havde matchet

et barn, hvorefter han sendte barnets medical report og fotos

til DanAdopt. I de adoptionssager, Ankestyrelsen har set, er

der ingen oplysninger om biologisk mor i medical report. Der

er dog oplysninger om fødslen og barnets tilstand ved fødslen.

4.2.3 Omkostninger og donationer i forbindelse med

adoptioner fra Yogyakarta

I korrespondancen indgår opgørelser over omkostninger i for-

bindelse med adoptioner gennem Dr. Gunawan. DanAdopt be-

talte mellem 5.000 og 8.500 d.kr. pr. sag (som indeholdte sa-

gens omkostninger og udgifter til barnets pleje). Herudover

donerede DanAdopt ca. 15.000 d.kr. om året til Dr. Gunawan

bl.a. i form af hospitalsudstyr.

Det ses af opgørelserne, at der i omkostninger til barnets pleje

også indgik fx udgifter i forbindelse med fødslen og pleje til

den biologiske mor forud for adoptionen. Det er ikke yderligere

specificeret, hvad disse udgifter dækkede over.

4.3 SARABAYA OG MALANG

I Sarabaya samarbejdede DanAdopt med børnehjemmet Mata-

hari Terbit ledet af Miss Widjaja. Dette samarbejde startede i

1977. Miss Widjaja blev overflyttet til et andet børnehjem i

Malang i 1980, hvor samarbejdet fortsatte.

De to børnehjem, som Miss Widjaja var leder af, var begge or-

ganiseret under Frelsens Hær International. Ud over børne-

hjemmene for små børn i Sarabaya og Malang, ledede Miss

Widjaja ligeledes hjem for større børn og hjem for enlige gra-

vide kvinder.

Da Miss Widjaja blev flyttet til Malang, fortsatte DanAdopt også

samarbejdet med den nye leder af børnehjemmet i Sarabaya,

Mrs. Lumbanradja.

Det ses, at der fra 1977 til 1981 er gennemført 12 adoptioner

fra Sarabaya og fire adoptioner fra Malang.

4.3.1 Adoptionsprocessen i forbindelse med samarbej-

det med Miss Widjaja

I forbindelse med opstarten af samarbejdet med Miss Widjaja

skrev kontaktpersonen til DanAdopt, at børnene fra Miss Wid-

jajas børnehjem ”ser meget sundere ud end på de andre bør-

nehjem”.

Hun skrev endvidere, at der på det tidspunkt var en dreng og

to piger på børnehjemmet. Drengen var klar til adoption, da

han var tvilling, og den biologiske mor kun ville beholde den

ene. De to piger var ikke klar til adoption, da de biologiske

mødre var forsvundet. Dermed kunne Miss Widjaja ikke opgive

dem til adoption.

Det kan indikere, at Miss Widjaja har fulgt overordnede ret-

ningslinjer for, hvornår børn kunne frigives til adoption, og at

dette indebar et samtykke fra den biologiske mor, også selv

om den biologiske mor var forsvundet. Dette adskiller sig fra

børnene i fx Jakarta, hvor Sayab Ibu kunne annoncere efter de

biologiske forældre i avisen, hvis de var forsvundet og derefter

kunne bortadoptere barnet. Det fremgår ikke af DanAdopts do-

kumenter om forskellen skyldes forskellige lokale retningslinjer

eller om Miss Widjaja selv har lagt denne restriktion på frigi-

velserne.

De første to adoptionssager fra 1977 blev ikke ført ved en

domstol, men blev afgjort ved en notar. Derfor hentede de

danske ansøgere heller ikke børnene i Indonesien. Børnene

blev eskorteret til Danmark af kontaktpersonen.

I senere sager hyrede Miss Widjaja en advokat til at føre sagen

ved domstolen i Sarabaya. Da Miss Widjaja senere blev over-

flyttet til Malang, benyttede hun samme advokat som i Sara-

baya. Proceduren for adoptioner gennem Miss Widjaja svarede

mere eller mindre til procedurerne ved Sayab Ibu.

Det ses af korrespondancen mellem DanAdopt og Miss Widjaja,

at der løbende er blevet sendt opfølgningsrapporter til Miss

Widjaja.

4.3.2 Samarbejdet med Miss Widjaja

Generelt fremgår det af korrespondancen mellem DanAdopt og

kontaktpersonerne, at de havde et godt forhold til Miss Wid-

jaja, og at Miss Widjaja satte pris på samarbejdet med DanA-

dopt.

Det ses fx da Miss Widjaja blev overflyttet til Malang. I den for-

bindelse skrev kontaktpersonen til DanAdopt, at Miss Widjaja

var bekymret for, hvilken indstilling den nye leder af børne-

hjemmet i Sarabaya havde til adoption. Derfor havde Miss

Widjaja arrangeret, at to børn blev flyttet til børnehjemmet

”Siti Miriam” i byen Lawang, sådan at børnene senere kunne

adopteres til Danmark. Til de øvrige ansatte på børnehjemmet

i Sarabaya havde hun sagt, at kontaktpersonen havde hentet

de to børn for at sende dem til Danmark. På den måde hjalp

Miss Widjaja med at ”sikre” to børn til DanAdopt.

I august 1981 modtog DanAdopt en henvendelse fra en norsk

familie, som havde adopteret to børn fra Miss Widjaja i Sara-

baya (senest i 1979). Familien oplyste, at den norske organi-

sation havde afsluttet samarbejdet med Miss Widjaja pga. øko-

nomisk svig og ”sorte adoptioner”. De oplyste, at bestyrerin-

den derfor var blevet flyttet til et børnehjem i Malang. DanA-

dopt spurgte Miss Widjaja ind til oplysningerne, men Miss Wid-

jaja afviste beskyldningerne med, at der var tale om en mis-

forståelse.

Det ses ikke af de tilgængelige oplysninger, at DanAdopt rea-

gerede yderligere på oplysningerne. I juli 1981 skrev Miss Wid-

jaja til DanAdopt, at hun indstillede arbejdet med adoptioner,

da internationale adoptioner var blevet meget upopulære i In-

donesien. Hun skrev blandt andet, at immigrationskontorene

ikke længere ville udstede pas til børnene.

I maj 1982 oplyste Miss Widjaja, at hun skulle flyttes til et bør-

nehjem i Manado (beliggende i det nordlige Sulawesi, ca.

3.000 km nord or Malang).

4.3.2.1 Frigivelsen

De børn, som blev adopteret gennem Miss Widjaja, opholdte

sig på de børnehjem, som Miss Widjaja var leder af.

Af korrespondancen fremgår det, at børnene blev anbragt på

børnehjemmene af deres forældre, hvis de ikke var hittebørn.

Det fremgår også, at Miss Widjaja tog ud til landsbyer omkring

Sarabaya og Malang, hvorfra der også kom børn til børnehjem-

met. Da Miss Widjaja blev flyttet til Malang, samarbejdede hun

blandt andet med et børnehjem i Lawang, som nogle gange

havde børn til adoption.

Det må derfor formodes, at børnene, der er adopteret til Dan-

mark, ikke nødvendigvis kommer fra byerne Sayabaya og Ma-

lang men kan stamme fra landsbyerne omkring.

I de adoptionssager, Ankestyrelsen har set, foreligger der me-

dical report. Børnene er alle født på børnehjemmene eller har

opholdt sig der fra fødslen. Der er i rapporterne sparsomme

oplysninger om barnets biologiske ophav, der er dog oplysnin-

ger om fødslen og barnets tilstand umiddelbart efter fødslen.

I de fleste af de adoptionssager, Ankestyrelsen har set, forelig-

ger der en erklæring, hvor den biologiske mor overdrager an-

svaret for barnet til børnehjemmet enten i Surabaya eller i Ma-

lang. Der er ligeledes refereret til disse erklæringer i adopti-

onsdommene. I et enkelt tilfælde bekræftede de biologiske for-

ældre også deres samtykke ved fysisk fremmøde under retssa-

gen.

4.3.2.2 Matchningen

DanAdopt sendte ansøgninger til Miss Widjaja, som hun havde

liggende forud for matchning. Dog fremgår det af korrespon-

dancen, at den reelle matchning ofte blev foretaget af DanA-

dopt.

Det fremgår af korrespondancen, at Miss Widjaja i forbindelse

med de første adoptioner afventede, at den danske godken-

delse til det konkrete barn blev sendt til hende, inden hun ville

fortsætte sagen i Indonesien. Miss Widjaja krævede ligeledes

et dokument fra det danske justitsministerium om, at adoptio-

nen ville kunne gennemføres i Danmark. Det tyder på, at Miss

Widjaja har været vidende om og har efterlevet den procedure

for adoption, som hun har fået beskrevet af de lokale myndig-

heder og af DanAdopt.

4.3.3 Omkostninger og donationer i forbindelse med

samarbejdet med Miss Widjaja

I korrespondancen med Miss Widjaja indgår opgørelser over

udgifter i forbindelse med de enkelte adoptionssager fra børne-

hjemmet i Sarabaya. Der har ifølge opgørelserne været udgif-

ter til de enkelte sagers gennemførelse (fx advokatsalær og

pleje af barnet) på ca. 2.000-4.000 d.kr. pr. sag.

Herudover har DanAdopt doneret ca. 4.000-6.000 d.kr. til bør-

nehjemmet én eller to gange om året (fra juli 1977 til oktober

1981).

Af korrespondancen med Miss Widjaja fremgår det, at adopti-

onssagens omkostninger (”legal expences”) var ca. 1.000 kr.

pr. sag.

Det er desuden beskrevet i korrespondancen med Miss Wid-

jaja, at DanAdopt ”sponsorerede” to børn, som havde brug for

særlig medicin eller dyrere hospitalsophold. Det ene barn var

handicappet og døde efter få måneder. Det andet barn endte

med at blive adopteret til Danmark. Det var i forbindelse med

sponsoreringen af dette barn aftalen, at barnet skulle adopte-

res til Danmark efter endt behandling.

DanAdopt sponsorerede også to mødres udgifter til ophold og

fødsel. Miss Widjaja skrev i den forbindelse til DanAdopt, at

mødrene ville bortadoptere børnene, og at børnene derfor

kunne adopteres til Danmark. DanAdopt indvilgede i at spon-

sorere mødrene med det forbehold, at hvis mødrene endte

med at ville beholde børnene, eller hvis børnene ikke var ”pas-

sende” til adoption (fx et handicappet barn), så skulle DanA-

dopts sponsorat ”genovervejes”.

I Malang betalte DanAdopt ca. 5.000-6.000 d.kr. pr. adopti-

onssag. Lidt over halvdelen udgjorde sagens omkostninger, re-

sten udgjorde udgifterne til barnets pleje. Hertil kom donatio-

nerne til børnehjemmet. DanAdopt lavede to donationer til

børnehjemmet i Malang, senest i oktober 1981. DanAdopt har

noteret i forbindelse med donationerne, at de skulle bruges til

”forbedring af institutionen” og ”indkøb af møbler”.

Børnenes ophold på de to børnehjem, som Miss Widjaja drev,

varierede i længde. De tilgængelige oplysninger om omkost-

ningerne i forbindelse med adoptionssagen og barnets pleje,

sammenholdt med de betalinger, der er sket til børnehjem-

mene, tyder på, at der ikke kan have været et stort økonomisk

incitament for Miss Widjaja ifm. adoptionerne til Danmark.

KAPITEL 5

Resultater af undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen har været at afdække, om DanA-

dopts formidling af børn fra Indonesien havde sammenfald

med den hollandske formidling, herunder om der blev formidlet

børn fra børnehjemmet Kasih Bunda eller øen Biak til Dan-

mark.

De oplysninger, som har været tilgængelige for Ankestyrelsen

om formidlingen fra Indonesien til Danmark, vidner overordnet

set om en proces, der ikke har været forbundet med ulovlig

formidling.

Det skal dog i den forbindelse nævnes, at formidlingen fra In-

donesien i 1970’erne og 1980’erne, ligesom fra mange andre

lande, var forholdsvis ureguleret sammenlignet med i dag. På

daværende tidspunkt var der, set med nutidens øjne, ikke til-

strækkelige sikkerhedsforanstaltninger til stede, der kunne

sikre det enkelte barns rettigheder. Dette gjorde sig gældende

i forhold til det indonesiske system, men også det danske.

Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at der ikke eksiste-

rede tilstrækkelig regulering af international adoption, at der

var risikofaktorer som følge af økonomiske interesser, ligesom

der generelt var sparsomme oplysninger i de konkrete adopti-

onssager om bl.a. barnets baggrund og frigivelse.

Undersøgelsens resultater er beskrevet nærmere herunder.

5.1 DEN DANSKE FORMIDLING IFT. DEN HOL-

LANDSKE FORMIDLING

Den proces, der er beskrevet i den hollandske rapport, afviger

til en vis grad fra den proces, som det har været muligt at af-

dække i forhold til den danske formidling. En af grundene hertil

er formentlig, at den hollandske formidling var langt større end

den danske formidling, både i antal adoptioner og i den geo-

grafiske spredning i forhold til samarbejdsparter. Grundlaget

for beskrivelsen af processen har dermed været langt større i

forbindelse med udarbejdelsen af den hollandske rapport.

5.1.1 Regler og procedurer

Regler og procedurer varierede fra område til område i Indone-

sien. De hollandske adoptioner har derfor sandsynligvis også

involveret flere forskellige lokale regler og procedurer. De dan-

ske adoptioner har til sammenligning blot involveret fire områ-

ders forskellige regler og procedurer.

De områder, hvor DanAdopt havde samarbejdsaftaler, lader til

at have haft nogenlunde ens procedurer. Det fremgår ved gen-

nemgangen af det tilgængelige materiale. Det er gennemgå-

ende for alle sager, at den reelle adoption blev foretaget i Dan-

mark, da der ikke eksisterede en lov om international adoption

i Indonesien i denne periode.

5.1.2 Formidlende organisationer og private formidlere

Det er desuden sigende for den hollandske formidling, at der

udover formidlende organisationer også er blevet formidlet

børn gennem private formidlere, både i Holland og i Indone-

sien.

Private adoptioner fra Indonesien har ikke præget den danske

formidling. DanAdopt har desuden udelukkende samarbejdet

med danske kontaktpersoner. Det ses ikke, at kontaktperso-

nerne har samarbejdet med lokale mellemmænd, kontaktper-

soner fra andre lande eller mellemmænd tilknyttet andre lan-

des formidlinger.

Af korrespondancen fremgår det, at børnene oftest blev født

på klinikker tilknyttet de børnehjem eller institutioner, som Da-

nAdopt samarbejdede med. Det betyder, at disse børn ikke

blev flyttet fra sted til sted og dermed ikke håndteret af flere

mellemmænd eller private formidlere.

I korrespondancen mellem DanAdopt og kontaktpersonerne

indgår der flere breve, hvor etiske eller moralske problemstil-

linger drøftes. Det kan fx være i forbindelse med enkelte adop-

tioner eller med de personer, kontaktpersonerne møder i Indo-

nesien. De beslutninger, som kontaktpersonerne har taget på

DanAdopts vegne, lader ofte til at have været op til den en-

kelte kontaktpersons egen etik og moral og dermed ikke et

mere overordnet organisatorisk værdikodeks. Der er blandt

andet eksempler på, at kontaktpersonerne har frasagt samar-

bejde med mellemmænd eller børnehjem, som kontaktperso-

nerne vurderede agerede uetisk eller for økonomisk profit.

5.1.3 Økonomiske incitamenter

Ankestyrelsen har ikke har fundet konkrete eksempler på, at

samarbejdsparter privat har modtaget større pengebeløb i for-

bindelse med adoptionerne til Danmark. Det kan dog ikke ude-

lukkes, at der har været et økonomisk incitament forbundet

med adoptionsformidlingen fra samarbejdsparternes side.

Selvom der foreligger opgørelser over adoptionernes omkost-

ninger, så er omkostningerne til børnenes pleje på børnehjem-

mene ikke altid specificeret. De enkelte børnehjem og klinikker

var sandsynligvis ikke statsligt støttet i Indonesien. Derfor kan

disse børnehjem og klinikker have været afhængige af de år-

lige donationer, som de modtog fra fx adoptionsformidlende

organisationer.

Ankestyrelsen har set to eksempler på ”sponsorater” af børn

og biologiske mødre med henblik på adoption til Danmark. Med

nutidens øjne er det problematisk, at DanAdopt har sponsore-

ret mødre før fødslen med henblik på en fremtidig adoption, li-

gesom det også er problematisk, at DanAdopt har sponsoreret

børns hospitalsophold med henblik på fremtidig adoption.

Det er med nutidens øjne særligt problematisk at sponsorere

de biologiske mødre forud for fødslen med henblik på, at bør-

nene skulle adopteres til Danmark. Det forhold, at de biologi-

ske mødres helbred og sikkerhed i forbindelse med graviditet

og fødsel har været afhængig af den direkte støtte fra DanA-

dopt har, alt andet lige, påvirket den biologiske mors stillingta-

gen til bortadoption. Set i sammenhæng med datidens måde

at drive adoptionsformidling på, var det ikke ualmindeligt, at

en organisation som DanAdopt støttede fx fødselsklinikker øko-

nomisk, som de også adopterede børn fra. Det var dog oftest

ikke støtte af konkrete mødre eller fødsler, men generelle do-

nationer, som tilgik klinikken som helhed.

5.2 ADOPTIONSPROCESSEN

Som nævnt ovenfor adskilte adoptionsprocessen i forbindelse

med den danske formidling sig fra den proces, som er beskre-

vet i den hollandske undersøgelse. Det drejer sig særligt om

disse forhold:



Retsprocessen i Indonesien. I langt de fleste danske adopti-

onssager traf en indonesisk domstol afgørelse om adoption.

Kun de første få adoptioner blev afgjort ved en notar-beslut-

ning i Indonesien. De danske adoptanter skulle være til stede

i retten under retssagen, og det krævede en særlig tilladelse

eller aftale, hvis kun den ene adoptant kunne møde op. Der

var desuden tilfælde, hvor den biologiske mor ligeledes var til

stede i retten.

Hjemtagelse af barnet. Langt de fleste danske adoptanter

rejste selv til Indonesien for at hjemtage barnet. Kun ganske

få af de første adopterede børn blev eskorteret til Danmark.



I de konkrete adoptionssager, som Ankestyrelsen har gennem-

gået ses blandt andet:



At der i alle adoptionssager fremgår en dom fra en indone-

sisk domstol.

I dommen fra Indonesien er formålet omtalt som en adop-

tion. Ansøgerne omtales som adoptivforældre, og der træffes

dom om adoption. At der omtales en adoption i dommen

stemmer ikke overens med det, der beskrives i den holland-

ske rapport om, at der ikke var en lov om international adop-

tion i Indonesien.

Sagernes videre gang kan dog sammenlignes med adoptions-

sager fra andre lande, hvor der blev truffet afgørelse om ple-

jeanbringelse i afgiverlandet og efterfølgende om adoption i

Danmark. Der er i alle de konkrete adoptionssager Ankesty-

relsen har gennemgået, udarbejdet plejerapporter af den

amtskommune, hvor adoptanterne boede. Plejerapporterne

er blandt andet udarbejdet med henblik på en indstilling til

adoption. Der er udstedt dansk adoptionsbevilling i alle de

adoptionssager, Ankestyrelsen har gennemgået.



At fødselsregistrering fremgår på adoptionssagerne eller er

omtalt i dommen.

De fødselsregistreringer, som fremgår på adoptionssagerne,

er alle udstedt til brug for adoptionssagen. De blev udstedt

på det lokale borgmesterkontor med to vidner til stede. De

var alle gyldige i seks måneder. I de adoptionssager, hvor

der ikke forelå fødselsregistrering, er det omtalt i dommene,

at en fødselsregistrering har været forelagt domstolen i for-

bindelse med retssagen.

I flere af de fødselsregistreringer, som Ankestyrelsen har set,

har barnet haft et dansk navn på fødselsregistreringen. Set

med nutidens øjne er det bemærkelsesværdigt, at barnet får

et dansk navn, inden der er afsagt dom om adoption. Men

fødselsregistrering var generelt ikke udbredt i Indonesien på

denne tid, med mindre registreringen tjente et specifikt for-

mål. Derfor er det sandsynligt, at fødselsregistreringerne i

disse adoptionssager udgør et skridt i forbindelse med selve

adoptionssagen og ikke det generelle registreringsformål,

som sådanne attester oftest tjener.



At der foreligger medical reports på alle adoptionssager.

Oplysningerne om barnets ophav i de medical reports, som

Ankestyrelsen har set, er sparsomme. Der er som regel op-

lysninger om den biologiske mors navn, fødselsår og evt.

adresse. Oplysninger om den biologiske far fremgår meget

sjældent. Der er dog i hovedparten af adoptionssagerne op-

lysninger om fødslen og barnets tilstand umiddelbart efter

fødslen.

Dette indikerer, at børnene er født under forholdsvis kontrol-

lerede forhold med adgang til fødselshjælp og pleje, som det

i øvrigt er beskrevet i korrespondancen med de forskellige

samarbejdsparter. Det kan samtidig understøtte vurderingen

af, at børnene ikke har passeret gennem flere mellemmænd

eller børnehjem, inden de blev opgivet til adoption. I så fald

ville det, alt andet lige, være usandsynligt, at børnehjem-

mene ville være i besiddelse af konkrete oplysninger om bar-

nets fødsel.



At der er udarbejdet baggrundsnotater (Case Studies) i flere

adoptionssager.

Særligt i de adoptionssager, der er varetaget af Sayab Ibu,

har Ankestyrelsen set, at der er udarbejdet et baggrundsno-

tat om barnet. Notatet indeholder oplysninger om barnets

ophav og baggrunden for, at den biologiske mor har anbragt

barnet på børnehjem.

Disse notater indikerer, at Sayab Ibu har haft en mere eller

mindre indgående samtale med den biologiske mor om hen-

des baggrund, hendes forhold og hendes bevæggrunde for at

opgive barnet. Det bidrager generelt til oplysningen af sagen

og til kvaliteten af frigivelsesgrundlaget, ligesom det bidrager

til den adopteredes mulighed for at tilegne sig viden om sit

ophav.

Baggrundsoplysningerne om barnet og barnets ophav fra de

andre samarbejdsparter var dog begrænset.



At der i flere adoptionssager foreligger samtykke fra biologisk

mor (Certificate of Child Transfer).

I flere af de adoptionssager, Ankestyrelsen har gennemgået,

foreligger der et dokument, hvor den biologiske mor overdra-

ger ansvaret for barnet til børnehjemmet. Det er ikke speci-

fikt formuleret i dokumentet, at den biologiske mor er indfor-

stået med bortadoption. Det fremgår, at børnehjemmet over-

tager alt fremtidig ansvar for barnet og barnets opdragelse,

og at den biologiske mor ikke senere vil gøre krav på barnet.

I stort set alle adoptionssager Ankestyrelsen har gennemgået

fremgår det af adoptionsdommene, at et overdragelsesdoku-

mentet har indgået i retssagerne (også selvom dette doku-

ment ikke specifikt fremgår af DanAdopts sag), og at dette af

retten er blevet opfattet sådan, at den biologiske mor har gi-

vet afkald på barnet. Det formodes derfor, at overdragelsen

af barnet til børnehjemmet har været opfattet som uigenkal-

deligt og dermed kan opfattes som et samtykke.

5.3 BØRNEHJEMMET ”KASIK BUNDA”

Børnehjemmet ”Kasih Bunda”, som senere skiftede navn til

”Yayasan Bina”, var beliggende på øen Java.

Det ses ikke af DanAdopts korrespondance, at DanAdopt eller

DanAdopts kontaktpersoner har haft kontakt til nogle af de to

børnehjem.

Det ses af korrespondancen, at DanAdopt samarbejdede med

deres kontaktpersoner i Indonesien om kontakten til de en-

kelte børnehjem. Kontaktpersonerne og DanAdopt skrev derfor

ofte til hinanden om, hvilke børnehjem de havde besøgt, hvem

de havde talt med, og hvor de eventuelt havde forsøgt at

skabe nye samarbejdsrelationer. I den forbindelse ses det

ikke, at DanAdopt eller DanAdopts kontaktpersoner refererer

til samarbejde med Holland, hollandske kontaktpersoner eller

lignende.

5.4 ØEN BIAK

Øen Biak ligger nord for Papua, nordvest for Papua Ny Guinea

(ca. 2.500 km i fugleflugtslinje fra DanAdopts nærmeste sa-

marbejdspart i Sayabaya).

Ankestyrelsen har i gennemgangen af materialet ikke set øen

Biak nævnt, ligesom børn fra områder uden for øen Java ikke

er nævnt. Givet at DanAdopts samarbejde har været centreret

omkring øen Java, og at afstanden til øen Biak er så forholds-

vis stor, er det umiddelbart usandsynligt, at børn fra øen Biak

er blevet adopteret til Danmark.