En helt normalt fungerende mor som har mistet retten til sit barn.
Jeg tror ikke jeg kan mere……jeg har ikke lyst til noget…..intet at glæde sig til
eller over…..jeg har kæmpet og kæmpet…..og ligegyldig hvad jeg har stået
med af bevismateriale……lige gyldig om jeg og advokat har stået og spurgt til
helt almindelig logik……er der ingen af de mennesker der tror mig….jo det kan
være de tror mig….men jeg er ligegyldig….de har udført deres plan….og at det
er på løgn og fuldstendigt ødelægger en person, er for dem irrelevant.
Der er ingen lov her i landet der kan få disse mennesker til at indrømme at det
de har gjort et fejlagtigt…ingen beviser der kan fælde dem….for ingen gider se
på dem…..og de der kunne komme med beviserne…er så bange for at miste
deres jobs….at de holder mund, og siger….tja vi kan intet gøre….du må lære at
leve med det.
Men hvad hvis dette var det eneste jeg havde lyst til…at være mor….se min
søn blive almindeligt træt og pinlig over mig med alderen…og se ham flytte fra
reden og blive voksen….jeg for ikke en chance mere….jeg kan ikke få flere
børn…..og dette barn er taget fra mig….og hjernevasket til at hade mig.
Hvad skal han senere hen bruge en ødelagt, knust og fattig mor til…..det er
tydeligt han ikke har brug for det eneste jeg kunne give ham….men kæmpe
store kærlighed.
Den mand som har smadret alt omkring mig de sidste over ti år….den mand
som har hevet mig igennem sølet…..har fåetgivet mig dødsstødet…..han har
taget det eneste der betød noget…og han nyder det….og alle med magt
omkring sagen, hjælper ham.
Jeg er træt…ulykkelig…..og kan ikke finde flere kræfter….der er ikke noget og
kæmpe for mere….jeg for aldrig det kærlige forhold tilbage imellem mig og min
eneste ene…..det min krop har lavet….det bedste jeg har lavet……jeg for ikke
årene tilbage.