Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 127
Offentligt
2526876_0001.png
Folketingets Social- og
Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6061
Doknr.
Dato
10-02-2022
Status på arbejdet med styrkelse af retssikkerheden og tilliden på
handicapområdet
Jeg vil hermed som opfølgning på forespørgselsdebatten F 62 om
retssikkerhed den 1. juni 2021 give udvalget en status på arbejdet med
styrkelse af retssikkerheden og tilliden på handicapområdet.
I den vedtagelsestekst, som blev vedtaget efter forespørgselsdebatten, har jeg
givet tilsagn om at indkalde til drøftelser om, hvordan retssikkerheden kan
forbedres. Hen gennem efteråret har der været politiske drøftelser omkring
retssikkerhed i forskellige fora, og jeg vil her orientere udvalget om de tiltag,
som der ved disse drøftelser var enighed om at iværksætte.
I SSA-aftalen for 2022-2025, som blev indgået i november, var der således
enighed om at afsætte i alt 117 mio. kr. til initiativer til styrkelse af
retssikkerheden. Heraf er de 112 mio. kr. afsat til konkrete initiativer, som skal
forbedre retssikkerheden og tilliden på handicapområdet. De konkrete initiativer
ligger inden for temaerne tillid, samarbejde og inddragelse, skærpet opfølgning
og tilsyn med kommunerne, kompetenceudvikling og højnet kvalitet i
sagsbehandlingen. De resterende 5 mio. kr. er afsat til gennemførelse af en
samlet retssikkerhedsundersøgelse, som skal give et billede af de områder på
handicapområdet, hvor kommunerne er mest udfordret i forhold til overholdelse
af gældende lovgivning.
På finansloven for 2022 er der også afsat midler til et initiativ til styrkelse af
retssikkerheden. Dette initiativ omhandler en udvidelse af varslingsordningen i
servicelovens § 3 a, som siger, at kommunens afgørelser om frakendelse eller
nedsættelse af visse typer af hjælp efter serviceloven skal meddeles med et
varsel på mindst 14 uger. Der er fra 2023 og frem afsat 15 mio. kr. om året til,
at varslingsordningen kan udvides til at omfatte flere typer af hjælp, bl.a.
hjemmetræning, ledsagelse og botilbud.
Jeg håber, at alle disse tiltag, som er kommet på plads med bred politisk
opbakning, vil føre til en mærkbar styrkelse af retssikkerheden for borgerne,
når de bliver rullet ud. Men det er fortsat væsentligt løbende at arbejde på at
løfte den meget vigtige dagsorden med at forbedre retssikkerheden, og det
agter regeringen at blive ved med.
Her er det vigtigt for mig at understrege, at regeringen jo arbejder på at få
færdiggjort Evalueringen af det specialiserede socialområde, hvor vi kigger på
mulighederne for at styrke det specialiserede socialområde og højne
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 127: Orientering om retssikkerheden og tilliden på handicapområdet, fra social- og ældreministeren
2526876_0002.png
retssikkerheden. Vi har så småt taget lidt hul på drøftelser af evalueringen ved
at afsætte 5 mio. kr. til opfølgning på Evalueringen af det specialiserede
socialområde i Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-,
sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025. Jeg glæder mig til at drøfte
evalueringens resultater, når den er færdig.
Vi fortsætter også arbejdet med at forbedre retssikkerheden og tilliden på
handicapområdet i partnerskabet med KL, Danske Handicaporganisationer og
Dansk Socialrådgiverforening om retssikkerhed og tillid på handicapområdet,
som blev etableret sidste forår. Jeg har netop inviteret til møde i partnerskabet,
hvor vi efter ønske fra medlemmerne som led i udformningen af charteret om
retssikkerhed og tillid skal have en drøftelse af, hvad der ligger i begrebet
”retssikkerhed”. Jeg ser en sådan drøftelse som meget relevant i forhold til
indholdet i charteret
Samtidig er der også fra partnerskabet opfordret til, at charteret udskydes, til
efter de kommende drøftelser af evalueringen af det specialiserede
socialområde, hvor muligheden for at højne retssikkerheden som nævnt indgår.
Denne opfordring vil jeg følge, så vi ved præcis, hvor vi står, når vi skal
udforme charteret. Imidlertid vil det betyde, at charteret bliver forsinket i forhold
til den oprindelige tidsplan, hvor det skulle have været færdigt i efteråret 2021.
Afslutningsvis vil jeg gerne kvittere for udvalgets store interesse for og
engagement i arbejdet med styrkelse af retssikkerheden, og jeg ser frem til et
fortsat godt og konstruktivt samarbejde om at løfte denne væsentlige
dagsorden.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2