Når man som menneske med omfattende handicap ønsker at dyrke idræt, er mulighederne allerede stærkt
begrænsede alene på grund af sit handicap. For gruppen af permanente el-kørestolsbrugere gælder, at man
også behov for, at den idræt, man går til, ligeledes kan dyrkes i el-kørestol.
Ud af de i alt 40 idrætter, der er organiseret under Parasport Danmark, er det kun tre idrætter (el-hockey,
powerchair football og powerchair floorball), der kan imødekomme dette ufravigelige behov. (Når der i den
tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen, vi henviser til, står el-kørestolshockey, svarer det til det nuværende
powerchair floorball.) Fælles for disse tre idrætter for elkørestolsbrugere er:
1) Det kræver en særlig sportsstol for at kunne deltage
2) Det er ganske bekosteligt at dyrke disse idrætter, netop fordi det kræver en særlig sportsstol for at
kunne deltage
En sportsstol - hvad enten det er el-hockey, powerchair football eller powerchair floorball - koster minimum
et sted mellem 60.000
–
100.000 kr. Kræves der pga. funktionsnedsættelsen en særlig tilpasning af
sportsstolen, bliver prisen højere. Det betyder, at uanset hvilken af de tre idrætter, man dyrker, så er det
ganske enkelt bare dyrere end sammenlignelige idrætter, alene fordi mennesker, der er permanente el-
kørestolsbrugere, også behøver særlig sportsstol for at kunne dyrke idræt.
Afslagene fra henholdsvis Horsens Kommune og Ankestyrelsen er således ikke et udtryk for, at den idræt,
som Tim konkret ønsker at dyrke (powerchair floorball) er ekstraordinært dyrere end hverken el-hockey
eller powerchair football, som er de to andre idrætter, Tim henvises til at kunne dyrke.
Særligt vedrørende Ankestyrelsens praksisændring på området:
Tims sag handler helt principielt om ligestilling. Med Ankestyrelsens praksis stilles mennesker med
omfattende handicap markant ringere end andre mennesker uden handicap på samme alder og i samme
livssituation, der kan dyrke den idræt, som de selv ønsker. Ankestyrelsen fastslår med deres afgørelse, at
kommunerne slet ikke er forpligtiget til at tage hensyn til borgerens reelle interesser og ønsker, så længe
der bare kan henvises til en anden holdsport.
Dette er efter vores opfattelse stik imod Ankestyrelsens egen principafgørelse 8-19 (Ankestyrelsens
principafgørelse 8-19 om merudgifter - hjælpemiddel - fritidsaktivitet - elitesport - nødvendig
(retsinformation.dk),
hvor de skriver
”Det kan også være nødvendigt, at kommunen ikke alene ser nærmere
på selve betegnelsen af fritidsaktiviteten, men også undersøger og forholder sig til, hvad borgeren får ud af
den fritidsaktivitet, kommunen henviser til, med det funktionsniveau borgeren har.”.
I 2013 traf Ankestyrelsen principafgørelse 58-13
Søg efter principmeddelelser
—
Ankestyrelsen (ast.dk)
og i
deres begrundelse for at ophæve afgørelsen til principafgørelse fremgår det at
”Ankestyrelsen har
behandlet sagen for at afklare, om udstyr til sports- og fritidsaktiviteter kan bevilges som et hjælpemiddel
efter servicelovens § 112, eller om det kan dækkes som nødvendig merudgift efter servicelovens § 100”
i 2019 traf Ankestyrelsen principafgørelse 8-19
Ankestyrelsens principafgørelse 8-19 om merudgifter -
hjælpemiddel - fritidsaktivitet - elitesport - nødvendig (retsinformation.dk),
som erstattede førnævnte
principafgørelse 58-13. Begrundelsen for den nye principafgørelse er at
”Ankestyrelsen har behandlet fire
sager principielt. Det har vi gjort for at afklare, i hvilket omfang en borger med funktionsnedsættelse kan få
dækket merudgifter i forbindelse med fritidsaktiviteter, og hvilken betydning det har, når der er tale om
eliteidræt.”
De to principafgørelser er begge truffet indenfor en periode, hvor selve lovgivningen på området
(Servicelovens § 100) ikke har ændret sig, for så vidt angår hvilke udgifter, der kan betragtes som
nødvendige merudgifter.
Det til trods foretog Ankestyrelsen med principafgørelse 8-19 alligevel en gevaldig stramning i praksis på
hele området omkring fritidsaktiviteter herunder idræt, hvor der
–
modsat den tidligere principafgørelse
58-13
–
nu i aktuelle principafgørelse 8-19 opstilles en række kriterier (og ikke mindst begrænsninger) for,
hvornår man kan få dækket merudgifter forbundet med fritidsaktiviteter herunder idræt. Følgende kriterier