Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del Bilag 112
Offentligt
2519037_0001.png
26. januar 2022
Rådet for Socialt Udsattes årsrapport 2021 - bl.a. med bud på fremtidens
socialpolitik
Kære FT-udvalg
Jeg fremsender hermed Rådet for Socialt Udsattes årsrapport for 2021.
Rådet offentliggjorde i december et bud på, hvordan fremtidens socialpolitik kan skabe social
forandring. Et af budskaberne er, at mennesker i social udsathed skal deltage i
politikudviklingen. Et andet er, at socialpolitikken har behov for, at der træffes beslutninger med
konkrete mål på samfundsniveau.
Heldigvis har Folketinget i år truffet en ambitiøs og konkret beslutning om at afskaffe langvarig
hjemløshed senest i 2030. Rådet har været meget involveret i arbejdet med hjemløsereformen.
Rådet vil ligeledes prioritere at følge implementeringen tæt.
Ydelseskommissionens rapport var ventet med spænding. På baggrund af rapporten udgav
Rådet i august fem anbefalinger til et fremtidigt ydelsessystem. Blandt anbefalingerne er en
opbakning til kommissionens forslag om systematisk genvurdering. Alt for mange socialt udsatte
mennesker fastholdes i mange år i kontanthjælpssystemet, selvom de reelt ikke har en
arbejdsevne. Forhåbentlig løser Folketinget dette med en aftale i 2022.
Hvis social udsathed skal mindskes, kræver det en bedre psykiatri. Alt for mange socialt udsatte
mennesker ryger ind og ud af behandlingspsykiatrien i regionerne og i misbrugsbehandlingen i
kommunerne. Og mange bliver udsatte, fordi de ikke har modtaget psykiatrisk behandling i tide.
Rådet har i 2021 især været optaget af, at behandlingen for de mest udsatte mennesker med
dobbeltdiagnoser forbedres. Rådet glæder sig til i de kommende år at bidrage med indspil, der
sikrer, at 10-års planen for psykiatri rummer mennesker i social udsathed.
Jeg håber, du har lyst til at læse mere om dette og meget andet i rapporten, og ønsker dig god
læselyst.
Med venlig hilsen
Kira West
Formand for Rådet for Socialt Udsatte