25. oktober 2021
Input til Regeringens Handlingsplan for FN’s Verdensmål
Erhverv Aarhus ønsker med denne henvendelse at levere input til Regeringens Handlingsplan for FN’s
Verdensmål, som aftalt med 2030-netværkets formand, Katarina Ammitzbøll.
Katarina Ammitzbøll præsenterede den 15. juni 2021 handlingsplanen for Erhverv Aarhus’ udvalg for
Forretning & Verdensmål. I forbindelse med præsentationen forelagde Katarina Ammitzbøll udvalget
muligheden for at bidrage med vores syn på handlingsplanen som østjysk erhvervsorganisation.
En handlingsplan giver mulighed for at gøre ord til handling
Det er positivt, at der fra Regeringen er blevet fremlagt en handlingsplan for, hvordan Danmark accelererer
arbejdet med FN’s Verdensmål. Der er 17 verdensmål, som alle er vigtige, og vi håber, at denne
handlingsplan vil bidrage til at fastholde udviklingen inden for alle verdensmål, både i dansk og international
kontekst.
I forhold til Erhverv Aarhus’ medlemsvirksomheder omtaler vi verdensmålene som et kompas for udvikling.
Både i forhold til udviklingen af en bedre verden, men også for erhvervslivets udvikling, hvor omtanke for
samfund og klima i fremtiden vil være afgørende for at blive opfattet positivt hos kunder, medarbejdere og
omverden.
Der står i handlingsplanen, at Regeringen vil søge opbakning blandt Folketingets partier til de foreslåede
initiativer. Vi har en klar forventning om, at Regeringen vil gå langt for at samle denne nødvendige politiske
opbakning, da en handlingsplans succes selvsagt er afhængig af netop handling.
Vi håber, at 2030-netværkets tværpolitiske netværk kan være med til at bane vejen for handlingsplanens
realisering, og gerne i samarbejde med 2030-Panelet, så vi får en praktisk udmøntning af handlingsplanen,
der opnår opbakning både politisk, samfundsmæssigt og i erhvervslivet.
Vi må ikke lade tiden og mulighederne for handling løbe fra os
Det er bekymrende, at handlingsplanen for FN’s Verdensmål fremlægges uden finansiering og indtil videre
uden anden praktisk handling end følgende: ”Regeringen
vil søge tilslutning blandt partierne i Folketinget til at
implementere initiativerne.”
Vi håber derfor, at handlingsplanen snart følges op af konkrete initiativer, så
handlingsplanens gode intentioner kan realiseres. Dansk erhvervsliv har behov for afklaring og anvisninger
ift. eventuelle øgede krav til deres ageren. Og som den grønne nation Danmark er, bør Folketinget træde i
karakter og understøtte, at dansk erhvervsliv kan fastholde den grønne førertrøje på tværs af sektorer, så vi
fastholder konkurrenceevnen i et globalt perspektiv.
Dialog, sparring og omtanke er vigtige elementer i udrulningen af en handlingsplan. Vi vil dog gerne
understrege behovet for øjeblikkelig handling. Behovet for handling, og dermed også vished for det danske
erhvervsliv mht. hvordan det bedst kan gribe og understøtte mulighederne i verdensmålene, gælder for så
vidt også Regeringens Klimaplan, hvor der desværre først i 2025 er sat mål om at have foretaget de
nødvendige beslutninger for handling.
Rammevilkår for bæredygtig vækst og udvikling
Af handlingsplanen fremgår det, at Regeringen ønsker at styrke rammerne for, hvordan arbejdsmarkedets
parter arbejder med verdensmålene i det daglige. Fra Erhverv Aarhus skal der i denne forbindelse lyde en klar
opfordring til, at man ’kun’ justerer på rammerne for den grønne, bæredygtige omstilling, og ellers lader det
være op til de danske virksomheder selv at styre og tilrettelægge deres arbejde med verdensmålene.