Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del Bilag 80
Offentligt
9. december 2021
Aftaletekst
En styrket skattekontrol
etape 3
Regeringen samt Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konser-
vative Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne er enige
om at styrke og reformere skattekontrollen i Danmark.
Reformen indebærer et historisk og strukturelt løft af skattekontrollen, hvor der frem mod
2024 skal ansættes i alt 1.000 ekstra medarbejdere og oprettes otte nye skattecentre. Aftale-
partierne er enige om, at der er brug for en markant styrkelse af skattekontrollen i Danmark.
Skattekontrollen skal foregå i alle faser af skattebetalingen og med værktøjer, som kan under-
støtte en effektiv og tidssvarende kontrol.
Reformen bygger videre på de seneste års omfattende arbejde med at genopbygge skattevæ-
senet og genoprette tilliden til skattevæsenet. Aftalepartierne er enige i, at dette arbejde er
nødvendigt, og at en kompetent, effektiv og målrettet skattekontrol er en væsentlig forudsæt-
ning for tilliden til skattevæsenet.
Den samlede reform af skattekontrollen bygger på følgende mål:
Flere skal betale den skat, de skal
Bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet styrkes
Tilliden til skattevæsenet øges
Det skal være nemmere at gøre det rigtige.
Reformen gennemføres i fire etaper. Aftalepartierne noterer sig, at der i forbindelse med
etape 1 og 2 er indgået aftaler om ansættelsen af de første 500 nye medarbejdere og åbnet
fire skattecentre i Frederikssund, Fredericia, Esbjerg og Viborg.
Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alter-
nativet sikret de økonomiske rammer om den samlede reform.
Styrket kontrol med 250 nye medarbejdere og to nye skattecentre
Aftalepartierne er enige om udformningen af tredje etape af reformen, hvor der i 2022 an-
sættes yderligere 250 medarbejdere og åbnes skattecentre i Slagelse og Ringe. Aftaleparti-
erne er enige om, at medarbejderne hovedsageligt skal styrke følgende områder:
Bekæmpelse af skatteøkonomisk kriminalitet
Den skatteøkonomiske kriminalitet bliver fortsat mere kompleks og organiseret. Nye digi-
tale muligheder er med til at øge både omfanget og hastigheden af svindel drastisk. Aftale-
partierne er enige om, at når kriminelle slipper af sted med at svindle og bedrage fællesska-
bet, skader det den danske skattemoral og svækker tilliden til skattevæsenet. Derfor styr-
kes indsatsen mod skatteøkonomisk kriminalitet med 100 medarbejdere.
SAU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 80: Orientering om aftale om en styrket skattekontrol - etape 3
Styrket kontrol med moms og afgifter
Moms og afgifter udgør nogle af statens største indtægtskilder. På momsområdet begår
mere end halvdelen af alle små og mellemstore virksomheder fejl. Samtidig viser skattevæ-
senets undersøgelser, at op imod 14 pct. af virksomhederne svindler, når de afregner
moms. Aftalepartierne er enige om, at fejl og svindel i langt højere grad skal forebygges og
standses. Det skal være lettere for de mange virksomheder, der gerne vil betale deres
moms og afgifter, og sværere for de få, som prøver at svindle. Derfor styrkes området med
70 medarbejdere.
Tidlig kontrol og styrket opkrævning
Knap 95 pct. af oplysningerne på årsopgørelsen om lønindkomst, renteindtægter, pensions-
indbetalinger mv. kommer fra tredjeparter som fx arbejdsgivere, banker og pensionsselska-
ber, mens de resterende oplysninger angives af borgerne selv. Oplysningerne er i langt de
fleste tilfælde korrekte, men der bliver også begået fejl og i nogle tilfælde svindlet. Aftale-
partierne er enige om, at det er vigtigt at sikre korrekte oplysninger om borgernes skatte-
forhold og en effektiv opkrævning. Derfor styrkes området med 80 medarbejdere.
Med aftalen udmøntes 200 mio. kr. årligt, som er en del af de midler regeringen sammen med
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afsatte til styrket skatte-
kontrol med finansloven for 2021.
Skærpelser og sanering af sanktioner samt bekæmpelse af økonomisk kriminalitet
Aftalepartierne er enige om, at en vigtig forudsætning for effektiv bekæmpelse af svindel er,
at det er forbundet med hårde konsekvenser at overtræde skattelovgivningen. Aftaleparti-
erne noterer sig, at resultaterne fra arbejdsgruppen om administrative sanktioner i Skattefor-
valtningen er blevet præsenteret. Afrapporteringen indeholder både forslag til nye sanktions-
muligheder og sanering af sanktioner, som ikke længere anvendes eller hvor andre sanktions-
muligheder vurderes mere effektive,
jf. afrapportering om sanktioner oversendt til Folketin-
gets Skatteudvalg den 1. december 2021.
Aftalepartierne noterer sig, at nogle af arbejdsgruppens forslag kræver yderligere konsolide-
ring og ser positivt på, at andre forslag allerede kan implementeres med etape 3,
jf. bilag.
Det
gælder fx en udvidelse af mulighederne for at nægte eller inddrage virksomheders registre-
ring hos skattevæsenet, hvis det viser sig, at der er tale om en svindelvirksomhed.
Aftalepartierne noterer sig desuden, at Skatteministeriet ser på mulighederne for at sanere i
de sanktioner, som arbejdsgruppen har foreslået, og at håndteringen af arbejdsgruppens øv-
rige forslag drøftes i foråret 2022.
Derudover noterer aftalepartierne sig, at der i forbindelse med etape 4 ses på, om sanktions-
niveauerne ved skatteøkonomisk kriminalitet er tilstrækkeligt effektive, herunder i forhold til
rådgivere, der medvirker til svindlen. Skatteministeriet vil med inddragelse af Justitsministe-
riet og Erhvervsministeriet etablere et grundlag til brug for disse drøftelser.
Regelefterlevelse og retssikkerhed
Aftalepartierne er enige om, at det skal være lettere for borgere og virksomheder at gøre det
rigtige, samtidig med, at der værnes om retssikkerheden. Aftalepartierne noterer sig, at afrap-
porteringen fra arbejdsgruppen om ubevidste fejl kan bidrage til at gøre det lettere for
Side 2 af 3
SAU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 80: Orientering om aftale om en styrket skattekontrol - etape 3
virksomheder at afregne korrekte skatter og afgifter,
jf. afrapportering om ubevidste fejl over-
sendt til Folketingets Skatteudvalg den 1. december 2021.
Aftalepartierne noterer sig, at der foregår en yderligere konsolidering af visse forslag og ser
positivt på, at flere af forslagene kan implementeres allerede i 2022. Fx vejledning og digitale
adviser på moms- og afgiftsområdet, ændring i momsfradragsregler for firmatelefoner samt
bedre vejledning af mindre erhvervsdrivende. Aftalepartierne noterer sig desuden, at håndte-
ringen af de øvrige af arbejdsgruppens forslag drøftes i foråret 2022.
Fortsat prioritering af skattekontrol efter risiko og væsentlighed
Risikobilledet på kontrolområdet kan løbende ændre sig. Derfor er det en væsentlig præmis,
at reformen tager udgangspunkt i skattevæsenets nuværende struktur. Derudover at skatte-
væsenet kan prioritere sin indsats efter risiko og væsentlighed på områder, som er styrket
med første og anden etape af kontrolreformen for at opnå den størst mulige effekt.
Regeringen har opstillet målsætninger for hele reformen og vil opstille konkrete mål for de
specifikke områder, som styrkes i de enkelte etaper. Aftalepartierne er enige om løbende at
følge op på implementeringen af reformen frem mod 2024.
Side 3 af 3