Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del Bilag 26
Offentligt
Udtalelse fra Dansk Told & Skatteforbunds repræsentantskabsmøde 26. oktober 2021
Til
Skatteministeren og Folketingets Skatteudvalg
Skatteministeriets departementschef
Skatteforvaltningens styrelsesdirektører
Det er nu mere end tre år siden, at Skatteforvaltningen blev opdelt i syv styrelser, hvor hver styrelse
fik ansvaret for en del af den samlede opgave i Skatteforvaltningen.
En mere entydig placering af ansvaret for løsningen af de enkelte opgaver var netop en af de
centrale bevæggrunde bag opdelingen af det tidligere SKAT i selvstændige styrelser. Det samme
var ønsket om en styrkelse af fagligheden på de enkelte styrelsesområder.
Men stadig udgør de syv styrelser i Skatteforvaltningen én myndighed. Dog uden en entydig chef
for Skatteforvaltningen, da Fælles Myndighedsforum består af syv ligestillede styrelsesdirektører.
Dansk Told & Skatteforbunds repræsentantskab finder ikke, at tiden er inde til endnu et
organisatorisk eksperiment i Skatteministeriet med ændring af Skatteforvaltningens overordnede
struktur med de syv styrelser. Men på centrale områder er der alligevel behov for en justering af den
kurs, der blev sat ved etableringen af Skatteforvaltningen i 2018.
Samarbejdet mellem styrelserne skal udbygges, så medarbejderne i kontakten med
virksomheder og borgere i langt højere grad kan agere som repræsentanter for myndigheden
Skatteforvaltningen.
Et par eksempler: Fogeder fra Gældsstyrelsen og kontrolmedarbejdere fra Skattestyrelsen
skal sammen kunne gå ud i virksomhederne, så virksomhederne både har orden i
angivelserne og skatter og afgifter rent faktisk også bliver betalt. Og tolderne på grænsen,
som finder store kontantbeløb hos personer med gæld til det offentlige, skal umiddelbart
kunne inddrive beløbet.
Snitfladerne mellem styrelserne skal præciseres, så der undgås bureaukratiske
dobbeltfunktioner – og så ingen opgave falder ned mellem to stole.
Et eksempel: Administrations- og Servicestyrelsen, som varetager HR-funktionen i
Skatteforvaltningen, har f.eks. i personalesager alene en konsultativ rolle, mens det er den
enkelte styrelse, der har personaleansvaret. Det er besværligt – og ikke rationelt.
Silotænkning, hvor den enkelte styrelse ”er sig selv nok”, skal undgås – udviklingen af
Skatteforvaltningen er et fælles ansvar for alle.
Et eksempel: Medarbejderne i Skatteforvaltningen skal kunne se helheder. Hos hovedparten
af kernemedarbejderne i de enkelte styrelser er den brede skattefaglighed, som f.eks. kan
opnås gennem diplom i skat eller master i skat, derfor en nødvendighed – også selvom det
betyder kompetenceudvikling på områder, der ligger uden for styrelsens egne opgaver. Så
medarbejderne kan arbejde på tværs – men også så de har brede jobudviklingsmuligheder i
hele Skatteforvaltningen.
Dansk Told & Skatteforbunds repræsentantskab skal derfor opfordre det politiske niveau og den
samlede koncernledelse til at have fokus på dette i den fortsatte udvikling af Skatteforvaltningen –
og med inddragelse af personaleorganisationerne på alle beslutningsniveauer.
Vejene at gå til at nå målene kan være flere. Vi bidrager gerne!
Dansk Told & Skatteforbund