Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del Bilag 236
Offentligt
2586428_0001.png
31. maj 2022
Klik eller tryk her for at skrive tekst.
Grøn skattereform: Stigende CO2-afgift på biogas vil skade danske
virksomheders konkurrenceevne og bremse Danmarks grønne omstilling
Danmark har på få år opbygget en global førerposition på biogas og verdens mest klima-
venlige gasnet. Der forhandles i øjeblikket om at øge produktionen af biogas i Danmark for at
gøre os uafhængige af importeret naturgas fra Rusland.
Over 80 pct. af al den biogas, der produceres i Danmark, bliver købt af virksomheder i vores
nabolande, fordi de har bedre konkurrencevilkår for at bruge biogas i industri og transport.
Regeringens udspil til en grøn skattereform med stigende CO2-afgift på biogas vil forværre
denne i forvejen uhensigtsmæssige udvikling, skade danske virksomheders konkurrenceevne
og bremse den grønne omstilling i Danmark.
Biogas Danmark anbefaler, at danske virksomheder, der køber biogas leveret gennem
gasnettet, skal have afgiftsrefusion som deres konkurrenter i Sverige og Tyskland. Her kan
virksomheder opnå afgiftsrefusion for CO2-afgift ved køb af biogas med en oprindelses-
garanti for biogas sammen med et bæredygtighedscertifikat.
Giv danske virksomheder fair konkurrencevilkår med Sverige og Tyskland
I Sverige og Tyskland kan virksomheder opnå afgiftsrefusion for CO2-afgift ved køb af biogas
dokumenteret med en oprindelsesgaranti sammen med et bæredygtighedscertifikat. Implementeringen
af VE-II direktivets krav om oprindelsesgarantier muliggør, at dette system kan indføres sikkert i
Danmark.
Anbefaling: Biogas Danmark anbefaler, at der i grøn skattereform laves en klog afgiftsstruktur, som giver
danske virksomheder fair konkurrencevilkår ligesom i Sverige og Tyskland, hvor virksomheder der køber
klimavenlig biogas kan opnå afgiftsrefusion.
Fakta: Afgifter på biogas i Sverige og Danmark
Der er betydelige forskelle på afgiftssystemerne i Danmark og Sverige, hvilket er en central årsag til, at
danskproduceret biogas i vidt omfang eksporteres til Sverige.
I Danmark betaler den kvoteomfattede industri ikke CO2-afgifter, mens virksomheder uden for
kvotesektoren betaler samme CO2-afgift på både fossil naturgas og klimaneutral biogas, når det
leveres via gasnettet. I dag er CO2-afgiften på biogas 180 kr./ton uden for kvotesektoren, som
med grøn skattereform foreslås mangedoblet til 750 kr./ton i 2030. For den kvoteomfattede
industri foreslås en helt ny afgift på 375 kr./ton i 2030.
I Sverige betaler almindelig procesindustri markant højere CO2-afgifter på naturgas end de
danske virksomheder. Til gengæld får de fuld afgiftsrefusion, når de køber biogas dokumenteret
med oprindelsesgarantier. Dette gælder også for danskproduceret biogas.
Side 1 af 4
SAU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 236: Henvendelse af 31/5-22 fra Biogas Danmark om foretræde vedrørende uhensigtsmæssige konsekvenser af grøn skattereforms forslag om stigende CO2-afgift på biogas
2586428_0002.png
Afgiftsforskellene er mest markante i den ikke-kvotebelagte sektor, hvor almindelige svenske
procesindustrier har kraftige afgiftsmæssige incitamenter til at vælge den klimaneutrale biogas frem for
naturgas, men for de kvotebelagte virksomheder er der også betydelige forskelle.
I Danmark har procesindustrien ingen afgiftsmæssige incitamenter til at vælge biogas, der bliver leveret
via gasnettet, frem for naturgas. I figuren herunder ses forskellen i beregnede gasomkostninger og
afgifter for henholdsvis danske og svenske industrivirksomheder uden for kvotesektoren i 2030, når CO2-
afgiften forventes fuldt indfaset.
Figuren viser flere uhensigtsmæssige konsekvenser af grøn skattereforms forslag om stigende CO2-afgift
på biogas:
At grøn skattereform vil forringe danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til Sverige,
medmindre der gives afgiftsrefusion for køb af biogas til danske virksomheder.
At danske virksomheder skal betale CO2-afgift for at købe danskproduceret biogas, mens de
svenske virksomheder slipper for afgiften og dermed har en konkurrencefordel.
At grøn skattereform vil gøre det billigere for en dansk virksomhed at købe fossil naturgas end
klimavenlig biogas, fordi biogassen pålægges samme høje CO2-afgift som naturgas, mens det
modsatte gør sig gældende for virksomheder i Sverige.
Fakta: Oprindelsesgarantier og eksport af dansk biogas
Hovedparten af den danske biogas er gennem en årrække blevet købt af udenlandske virksomheder i
Sverige og Tyskland. Sidste år blev 84 pct. af biogassen købt af udenlandske virksomheder. 44 pct. gik til
Sverige, 28 pct. til Tyskland og de sidste 12 pct. til andre EU-lande.
Side 2 af 4
SAU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 236: Henvendelse af 31/5-22 fra Biogas Danmark om foretræde vedrørende uhensigtsmæssige konsekvenser af grøn skattereforms forslag om stigende CO2-afgift på biogas
2586428_0003.png
Baggrunden for den høje eksport af dansk biogas er, at især Sverige og Tyskland har højere klimakrav og
incitamenter, der fremmer anvendelsen af grønne brændstoffer som biogas.
Blandt de centrale incitamenter er høje CO2-afgifter på fossile brændstoffer kombineret med muligheden
for afgiftsrefusion på biogas. Da Danmark ikke har haft høje CO2-afgifter eller mulighed for at få
afgiftsrefusion på biogas, der bliver leveret via gasnettet, har virksomhederne i Danmark ikke haft samme
incitamenter til at vælge klimaneutral biogas frem for fossil naturgas.
Svenske og tyske virksomheder kan bruge oprindelsesgarantier for danskproduceret biogas som grundlag
for at opnå CO2-afgiftsrefusion. Dermed har virksomhederne i vores nabolande større incitamenter til at
købe danskproduceret biogas, end de danske virksomheder har.
Kilde: Energinet.dk
Sådan fungerer salg af oprindelsesgarantier for biogas
Når et dansk biogasanlæg leverer biogas ind på gasnettet, måles mængden af biogas af det statslige
Energinet.dk, der udsteder oprindelsesgarantier for biogassen. Når en gasforbrugende virksomhed køber
oprindelsesgarantier, bliver garantierne annulleret af Energinet.dk, hvilket sikrer, at biogassen ikke kan
sælges flere gange.
Klimaeffekten bliver i Danmark
Oprindelsesgarantierne giver virksomhederne i udlandet mulighed for dels en afgiftsrefusion og dels for
at markedsføre grønne produkter. Selvom oprindelsesgarantierne og dermed biogassen eksporteres, så
regnes klimaeffekten af biogasproduktionen stadig med i det danske klimaregnskab. Indtægterne fra
salget af oprindelsesgarantier medvirker til at nedbringe støtten til biogasproduktionen.
Nyt EU-direktiv muliggør indførelse af refusionsordning i Danmark
Med implementeringen af VE-II direktivet i hele EU fra d. 1. juli 2021 erstattes landenes frivillige
certifikatordninger med lovbundne oprindelsesgarantier efter fælles retningslinjer, hvilket baner vejen for
at fritage biogas leveret via naturgasnettet for CO2-afgift.
I et svar fra daværende skatteminister Morten Bødskov til Folketingets Klima-, Energi,- og
Forsyningsudvalg d. 4. maj 2021 har begrundelsen imod at fritage biogas for CO2-afgift gennem
Side 3 af 4
SAU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 236: Henvendelse af 31/5-22 fra Biogas Danmark om foretræde vedrørende uhensigtsmæssige konsekvenser af grøn skattereforms forslag om stigende CO2-afgift på biogas
2586428_0004.png
afgiftsrefusion ellers været kontrolproblemer for skattemyndighederne, som en afgiftsdifferentiering
baseret på landenes frivillige og forskellige certifikatordninger vurderes at medføre.
1
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Energistyrelsen anvender allerede i dag oprindelsesgarantier
til at skelne biogas fra naturgas leveret gennem gasnettet for at kvalificere for hhv. kvotefritagelse og
CO2-fortrængningskrav i transporten, hvorfor dette også skulle være muligt for SKAT.
Finansiering
Forslaget om at give danske virksomheder afgiftsrefusion for køb af biogas forventes både at give et
mindre afgiftsprovenu, mens det også forventes at give en provenugevinst i form af sparede
støtteudgifter til biogasproduktion.
Forslaget om afgiftsrefusion forventes med en vis usikkerhed at reducere det kommende provenu fra
CO2-afgifterne med omkring 300-400 mio. kr. i 2030, hvor afgifterne er fuldt indfaset. Beløbet er
beregnet på basis af Energistyrelsens fremskrivning (AF221) af gasforbruget i de forskellige sektorer. Det
forventes at 50 pct. af de 18 PJ til den energiintensive industri går til mineralogiske virksomheder, mens
resten går til de øvrige kvoteomfattede virksomheder. Energistyrelsen forventer at den ikke-
kvoteomfattede industri vil aftage ca. 4 PJ i 2030.
Samtidig forventes danske virksomheders øgede betalingsvilje for oprindelsesgarantier at reducere
statens tilskudsomkostninger via overkompensationsreguleringen under den nuværende støtteordning
og ved mindre støttebehov under de kommende udbud. Et usikkert bud vil være et tilbageløb på 50 pct. af
provenuet i form af reduceret støttebehov. Det skal bemærkes, at virksomhedernes betalingsvilje for
biogas er sammensat af naturgasprisen, kvoteprisen og den nye CO2-afgift.
Med denne antagelse bliver den samlede provenureduktion på omkring 150-200 mio. kr. Provenutabet
kan alternativt blive lige så stort ved at virksomhederne flytter en del af deres produktion til vores
nabolande, hvor der opnås fuld afgiftsrefusion på dansk biogas.
1
https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/kef/spm/342/svar/1797150/2422624.pdf
Side 4 af 4