Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 53
Offentligt
2480221_0001.png
De Danske Børnehuse
I 2013 blev De Danske Børnehuse
1
etableret i Danmark. Børn og unge
2
, der har været udsat for seksuelle
og/eller voldelige overgreb, eller hvor der er mistanke herom, skal kunne få en kvalificeret og skånsom
indsats samlet på ét børnevenligt sted, og børnehusene bidrager til kommunernes børnefaglige
undersøgelser
3
i disse sager, når det er relevant at inddrage politiet og/eller sygehusvæsenet.
I børnehusene er de primære faggrupper socialrådgivere og psykologer
og så ind til for nylig altså mig
som souschef/stedfortræder med min juristbaggrund. Jeg fik således indblik i børnehusenes
mangefacetterede opgaver, herunder hvilke juridiske rammer der er
f.eks. for politiets videoafhøringer,
hvor Børnehuset er til stede i monitorrummet
4
.
Det er om videoafhøringerne, jeg henvender mig til dig, fordi særligt
en
problemstilling (under dit
ressortområde) undrer mig og giver mig anledning til at konkludere, at vi som samfund hverken 1) sikrer
børnenes retssikkerhed i form af lige behandling ved mistanke om overgreb eller 2) har skabt en
ordentlig ramme/et godt fundament for politiets ageren i sagerne.
Videoafhøringer
”Inden
politiet foretager videoafhøring af et barn/en ung, skal forældremyndighedens indehaver(e)
orienteres om politiets beslutning om videoafhøring. Politiets videoafhøring kræver ikke et udtrykkeligt
samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e), men hvis forældremyndighedens indehaver(e)
modsætter sig, at politiet afhører barnet, kan politiet ikke foretage afhøring.”
Sådan anføres der i Rigsadvokatmeddelelsen om videoafhøring, og det uddybes, at politiet i de tilfælde,
hvor der er
to
indehavere af forældremyndigheden, og
den ene
af disse modsætter sig politiets
videoafhøring af barnet, vil kunne foretage afhøring af barnet, hvis
den anden
forældremyndighedsindehaver ikke modsætter sig dette. Er der derimod kun
én
indehaver af
forældremyndigheden over barnet, og denne modsætter sig politiets videoafhøring, eller hvis begge
indehavere af forældremyndigheden modsætter sig videoafhøring, så må anklageren forelægge
spørgsmålet om videoafhøring af barnet for retten med henblik på en eventuel indenretlig afhøring af
barnet
5
.
Rammen undrer mig, fordi den skaber forskellige forudsætninger for videoafhøringer af børn alt
afhængigt af, om de har
en eller to
forældremyndighedsindehavere, og alt afhængigt af,
om
det er en
forældremyndighedsindehaver eller en forælder uden forældremyndighed, mistanken retter sig imod.
Rammen undrer mig, fordi den skaber sager, hvor børn udtaler sig om vold eksempelvis til en voksen,
barnet har tillid til f.eks. i sin institution, og hvor den voksne så må underrette til kommunen
6
, som må
afværge ved anmeldelse til politiet
7
, men hvor selve den voksen (forældremyndighedsindehaveren), vi
mistænker, herefter kan modsætte sig, at politiet afhører barnet. Jeg forstår således, at muligheden efter
retsplejelovens § 747
ikke
benyttes ved mistanke om overtrædelse af straffelovens § 244, stk.1.
”Simpel
vold” er således for så vidt
”gratis”
for forældremyndighedsindehaveren, som modsætter sig, og
efterlader børn og unge tilbage med en erfaring om, at det, der startede som en betroelse til en voksen,
barnet havde tillid til, bevirkede en måske værre situation i familien.
1
Forankret i en række lovgivningsmæssige initiativer herunder lov om social service (L181), bekendtgørelse om
børnehuse og overgrebspakken
2
Herefter skriver jeg alene
”barn/børn”,
hvilket skal forstås som børn og unge under 18 år
3
Servicelovens § 50
4
Børnehusets tilstedeværelse tjener flere forskellige formål, nemlig funktion som børnesagkyndig rådgiver for politiet,
jf. Rigsadvokatmeddelelsen om videoafhøring, af skånsomhedshensyn for barnet, så det ikke skal fortælle sin historie
flere gange end højst nødvendigt, og som understøttelse af det tværsektorielle samarbejde og den koordinering, der
foregår ifm. videoafhøringen, herunder særligt som støtte for den kommunale sagsbehandler.
5
Retsplejelovens § 747
6
Servicelovens § 153
7
Straffelovens § 141 og vejledning nr. 3 til serviceloven, punkt 94
REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 53: Henvendelse af 14/11-21 fra Maja Markman om børns retssikkerhed
2480221_0002.png
Rammen undrer mig herudover henset til forældreansvarslovens § 3
8
. Har forældre fælles
forældremyndighed, kræver
væsentlige beslutninger
vedrørende barnets forhold således efter denne
bestemmelse enighed mellem forældrene (§ 3, stk. 1, 1. pkt.)
Rammen er også kritiseret af andre jurister
se f.eks.
lektor, ph.d., Caroline Adolphsen, Juridisk Institut,
Aarhus Universitet, artiklen
”Barnets
ret til (at blive fri for) at blive hørt”
i
UfR
9
. Caroline Adolphsen
skriver heri bl.a., at
”…
Rigsadvokaten [synes] at arbejde ud fra to
lettere tvivlsomme
forudsætninger, nemlig, at forældremyndighedsindehaverens samtykke ikke kræves, så længe
forældremyndighedsindehaveren ikke direkte
modsætter sig
videoafhøringen, samt at det vil være
tilstrækkeligt, at den
ene forældremyndighedsindehaver
(ikke nødvendigvis bopælsforælderen) ikke
modsætter sig.” Hun skriver desuden, at forældremyndighedsindehaveren
”Henset
til indgrebets
karakter, herunder at videoafhøringen kan anvendes som bevis i en straffesag, jf. retsplejelovens § 745
e, stk. 1,” efter hendes vurdering vil skulle informeres om baggrunden for og formålet med
videoafhøringen og på baggrund deraf give et udtrykkeligt, fuldt oplyst samtykke, ligesom det efter
hendes
”vurdering
kan diskuteres, om der er tale om så væsentlig en beslutning, at den kræver enighed
mellem forældrene”.
Mit ærinde er
ikke,
at forældremyndighedsindehavere skal spørges med henblik på at kunne give et
udtrykkeligt, fuldt oplyst samtykke i sager om viden eller mistanke om overgreb.
Mit ærinde er derimod, at
vi skal skabe en klar juridisk ramme
inden for hvilken, vi (politiet) i visse
afgrænsede situationer kan videoafhøre børn og unge
uden forudgående kontakt til forældrene,
dvs.
uagtet forældreansvarslovens § 3, fordi vi her vægter hensynet til barnet højere end hensynet til
forældremyndighedsindehaveren. (Efter videoafhøring skal vi så varetage barnets tarv/hjælpe familien
ifm. barnets genforening med forælderen/forældrene i de mange sager, hvor barnet ikke skal akut
anbringes uden for hjemmet.) I disse sager er formodningen jo netop, at
forældremyndighedsindehaveren
ikke
drager omsorg for barnet, men at vedkommende derimod udsætter
barnet for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling (modsat forpligtelsen i samme
lovs/forældreansvarslovens § 2, stk. 1 og 2).
Mit ønske der således med denne henvendelse at gøre dig opmærksom på ovenstående, og jeg håber, at
du vil vende tilbage til mig med information om, hvordan du vurderer den nuværende ramme.
/Maja Markman
8
Bekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 af forældreansvarsloven
9
U.2018B.83