Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 48
Offentligt
2477864_0001.png
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
4. november 2021
Formueretskontoret
Terese Trangbæk Døssing
2021-72-0352
2161767
Notat til Europaudvalget, Retsudvalget og Erhvervsudvalget om afgi-
velse af indlæg i sag for EU-Domstolen C-407/21, UFC - Que choisir og
CLCV
Indledning og baggrund
Conséil d’État (Frankrigs øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har i
en sag om den franske regerings håndtering af pakkerejsebranchens udfor-
dringer under COVID-19 forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgs-
mål om fortolkningen af artikel 12 i pakkerejsedirektivet.
1
Artikel 12 regu-
lerer forbrugerens rettigheder ved opsigelse af en aftale om en pakkerejse
inden pakkerejsens begyndelse.
Sagen omhandler en fransk bekendtgørelse (2020-315 af 25. marts 2020)
om de økonomiske vilkår for opsigelse af visse aftaler om turistrejser og
ophold i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder eller
force majeure. Bekendtgørelsen tillader refusion i form af et tilgodeha-
vende, der svarer til beløbet af de foretagne betalinger (dvs. en voucher).
Herudover fastsætter bekendtgørelsen en minimumsperiode på 18 måneder,
hvor tilbuddet om et tilgodehavende gælder. Det er således først efter udlø-
bet af denne periode, at forbrugeren kan få refunderet de foretagne betalin-
ger i form af et pengebeløb. Sagsøgerne, UFC – Que choisir og CLCV, som
er franske forbrugersammenslutninger, har for forvaltningsdomstolen gjort
gældende, at bestemmelserne i bekendtgørelsen strider mod artikel 12 i pak-
kerejsedirektivet.
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pak-
kerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr.
2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af
Rådets direktiv 90/314/EØF
Side 1/3
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 48: Orienteringsnotat om regeringens afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-407/21, UFC - Que choisir og CLCV, fra justitsministeren
Den forelæggende ret har på den baggrund bedt Domstolen tage stilling til,
om pakkerejsedirektivets artikel 12 skal fortolkes sådan, at den i tilfælde af
opsigelse af aftalen pålægger arrangøren af pakkerejsen at yde refusion i
form af et
pengebeløb,
eller sådan at den tillader en tilsvarende refusion,
navnlig i form af et
tilgodehavende,
der svarer til beløbet af de foretagne
betalinger (spørgsmål 1). Såfremt refusion skal forstås som tilbagebetaling
af et pengebeløb, har den forelæggende ret spurgt, om, og i givet fald under
hvilke betingelser og med hvilke begrænsninger, sundhedskrisen forbundet
med COVID-19-epidemien kan begrunde en
midlertidig undtagelse
fra
forpligtelsen for arrangøren til at yde den rejsende fuld refusion inden for
fristen på 14 dage, som er fastsat i pakkerejsedirektivets artikel 12, stk. 4
(spørgsmål 2). Slutteligt beder den forelæggende ret EU-Domstolen om at
tage stilling til mulighederne for tilpasning af de tidsmæssige virkninger af
en dom, som fastslår, at bekendtgørelsen er i strid med pakkerejsedirektivet
(spørgsmål 3).
Regeringens interesse og synspunkter i sagen
Det er regeringens opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i sagen, da
den kan medføre konsekvenser for niveauet af forbrugerbeskyttelse efter
pakkerejsedirektivet.
Det er regeringens opfattelse, at artikel 12 skal fortolkes sådan, at det er
valgfrit for forbrugeren, om vedkommende ønsker at tage imod en voucher
frem for et pengebeløb. I modsat fald vil det stille forbrugerne ringere, fordi
forbrugerne kan blive påtvunget en voucher mod deres vilje. Det er ligele-
des regeringens opfattelse, at fristen for tilbagebetaling på 14 dage ikke bør
kunne udskydes på grund af en krise som COVID-19, da det også vil være
på bekostning af det høje forbrugerbeskyttelsesniveau, som er et af formå-
lene med pakkerejsedirektivet, jf. artikel 1. Regeringen er desuden af den
opfattelse, at formålet med artikel 12 er, at forbrugerne skal nyde en særligt
høj beskyttelse i tilfælde af ekstraordinære og uundgåelige omstændigheder,
som f.eks. en sundhedskrise som COVID-19.
Håndteringen af pakkerejsebranchens udfordringer under COVID-19 i Dan-
mark har vist, at det er muligt at hjælpe pakkerejsebranchen uden at gå på
kompromis med forbrugerbeskyttelsen.
Under COVID-19 har rejsebureauerne været forpligtede til at overholde
gældende regler i pakkerejseloven og pakkerejsedirektivet, og dermed re-
Side 2/3
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 48: Orienteringsnotat om regeringens afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-407/21, UFC - Que choisir og CLCV, fra justitsministeren
fundere kunderne for en aflyst eller afbestilt rejse indenfor 14 dage. Kun-
derne har krav på tilbagebetaling i form af et pengebeløb, men kan også
frivilligt vælge at tage imod et tilgodehavende inden for 14 dage i stedet for.
For at understøtte branchen etablerede regeringen en låneordning i Rejsega-
rantifonden, således at rejseudbydere med behov for ekstra likviditet havde
mulighed for at tage lån for at sikre tilbagebetalingen af kunderne inden for
14 dage. Det har været medvirkende til, at pakkerejseudbyderne kunne over-
holde forpligtelserne i pakkerejsedirektivet og dermed opretholde et højt ni-
veau af forbrugerbeskyttelse.
Denne linje er desuden i tråd med EU-Kommissionens holdning. Ved brev
af 27. marts 2020 til alle medlemsstater har Kommissionen gjort opmærk-
som på, at det inden for rammerne af pakkerejsedirektivet er muligt for rej-
seudbyderne at udstede vouchers i stedet for tilbagebetaling i form af et pen-
gebeløb. Kommissionen understregede dog også, at forbrugerne skal have
ret til at vælge ikke at tage imod en voucher og kræve pengene retur, da de
har ret hertil efter direktivet. Samtidigt bemærkede Kommissionen, at så-
fremt der udstedes vouchers, og den udstedende rejseudbyder går konkurs,
skal forbrugerne have mulighed for at få kompensation fra det pågældende
lands pakkerejsegarantiordning. Ovenstående er efterfølgende kommet til
udtryk i Kommissionens anbefalinger af 13. maj 2020 ((EU) 2020/648).
Det er regeringens opfattelse, at der bør argumenteres for, at artikel 12 i
pakkerejsedirektivet ikke kan fortolkes sådan, at det bliver valgfrit for den
erhvervsdrivende, om forbrugeren skal modtage refusion i form af et pen-
gebeløb eller et tilgodehavende. Dette valg tilkommer forbrugeren. Samti-
dig er det regeringens opfattelse, at der bør argumenteres for, at en krise som
COVID-19 ikke skal kunne begrunde undtagelser fra fristen på 14 dage, da
en høj forbrugerbeskyttelse anses som særligt vigtig netop i krisetider.
På denne baggrund afgiver regeringen indlæg i sagen i overensstemmelse
med det ovenfor anførte.
Side 3/3