Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 375
Offentligt
2624426_0001.png
Advokaterne Bonnez & Ziebe P/S
Aarhus, den 13. september 2022
Krims Retshjælp
Fiskergade 33-37
8000 Aarhus C.
Krims Retshjælp har bedt mig om at kommentere kriminalforsorgens publikation af 22. juni 2022
om problemstillingen vedrørende kriminalforsorgens korttelefonordning.
Krims Retshjælp har endvidere bedt mig kommentere Justitsministeriets besvarelse af 31. august
2021 på spørgsmål nr. 1249 fra Folketingets Retsudvalg.
Jeg skal beklage den sene besvarelse.
Kriminalforsorgens redegørelse af 22. juni 2022
Kriminalforsorgen har 22. juni 2022 offentliggjort en publikation med titlen ”Redegørelse for
problemstilling vedrørende kriminalforsorgens korttelefonordning”. Det kan udledes af
publikationen, at kriminalforsorgen – med få undtagelser - vil fortsætte ulovlig og
konventionsstridig optagelse af telefonsamtaler mellem indsatte i lukkede fængsler og deres
samtalepartnere.
Den offentlige debat, som publikationen har medført, giver overordnet det indtryk, at offentligheden
og pressen mest har haft fokus på den omstændighed, at kriminalforsorgen i nogle tilfælde ulovligt
har
aflyttet
telefonsamtaler ført mellem indsatte i lukkede fængsler og deres samtalepartnere. Det er
imidlertid mindst ligeså alvorligt, at kriminalforsorgen rutinemæssigt har
optaget og opbevaret
samtaler ført mellem indsatte i lukkede fængsler og disses samtalepartnere med undtagelse af visse
myndigheder, bistandsværger og en snæver gruppe advokater, samt at kriminalforsorgen har tænkt
sig at fortsætte dette, selv om dette efter Landsforeningen KRIMs opfattelse åbenlyst strider mod
Danmarks internationale forpligtelser.
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (i det følgende ”EMD”) har ikke blot fundet, at
rutinemæssig aflytning af indsattes telefonsamtaler krænker artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (i det følgende ”EMRK”). Dette gælder i lige så høj grad også
rutinemæssig
optagelse
af indsattes telefonsamtaler, også selv om rutinemæssig optagelse undlades
i forhold til enkelte typer samtaler som for eksempel samtaler med bistandsværger, visse
myndigheder og visse advokater. Optagelse af en indsats telefonsamtaler må aldrig ske
rutinemæssigt men kun, når der
foreligger en konkret mistanke
om, at denne bestemte indsatte
misbruger adgangen til uovervågede samtaler. Dette gælder således også, selv om lydoptagelserne
ikke nødvendigvis senere måtte blive aflyttet. Myndighedernes optagelse af indsattes
telefonsamtaler strider i sig selv mod den indsattes ret til privatliv efter EMRK artikel 8,
hvis dette
ikke er begrundet i en konkret mistanke om, at en indsat misbruger adgangen til uovervågede
telefonsamtaler,
idet sådanne indgreb anses som alvorlige indgreb i retten til privatliv. I Doergo v.
the Netherlands afgjort 27. april 2004 udtalte EMD i præmis 50 blandt andet ”tapping
and other
forms of interception of telephone conversations constitute a serious interference with private life
and correspondence
”. Holland blev i sagen dømt for at krænke EMRK artikel 8 til trods for, at
hollandske indsatte faktisk er beskyttet betydeligt bedre mod vilkårlighed og myndighedernes
misbrug af reglerne end danske indsatte: For eksempel er det i Holland kun fængslets inspektør, der
kan bestemme, at der skal ske optagelse af en konkret indsats samtaler. Dertil kommer, at dette kun
må ske på baggrund af en konkret mistanke om, at den indsatte er involveret i kriminalitet. Dette
fremgår af præmis 35, 2. pkt., som lyder således: ”...
only the Governor could order the tapping of
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 375: Henvendelse af 13/9-22 fra Krims Retshjælp om indsattes telefonkorrespondance
2624426_0002.png
telephone calls of a particular detainee against whom there existed concrete suspicions of
involvement in a criminal offence.
..”. Dette står i kontrast til de danske regler, hvor optagelse af
indsattes telefonsamtaler sker helt uden, at det kræves, at der skal foreligge en konkret mistanke om
en lovovertrædelse.
Alle
typer
af kommunikation med omverdenen, som fængsler tillader indsatte at benytte, er omfattet
af retten til privatliv efter EMRK artikel 8. I
Lebois v. Bulgaria
fra 10. oktober 2017 præciserede
menneskerettighedsdomstolen, at indgreb i forhold til korttelefoner, som et fængsel stiller til
rådighed for de indsatte, er begrænset af retten til privatliv efter EMRK artikel 8. EMD udtaler i
præmis 64 således, at ”limitations on his possibility to use that cardphone” anses som en
”interference with his “private life””. Dette indebærer, at
den ret til privatliv, som indsatte har, når
de kommunikerer for eksempel pr. brev, også gælder i forhold til kommunikation via fængslers
korttelefoner.
Reglerne om optagelse, overhøring og aflytning af indsattes telefonsamtaler efter § 57, stk. 3, i
straffuldbyrdelsesloven (i det følgende ”SFBL”) er blevet anvendt til at udstede en administrativ
forskrift i telefonbekendtgørelsens § 13, stk. 3. Her er det bestemt, at kriminalforsorgen kan kræve,
at telefonsamtaler ”skal
føres på et sprog, som den, der skal kontrollere samtalen, forstår.”
Denne
regel afskærer i praksis mange indsatte i danske fængsler fra at føre telefonsamtaler med deres
nærmeste pårørende på disses modersmål. Ikke overraskende kan praksis meget vel være
konventionsstridig. I Nusret Kaya and Others v. Turkey afgjort af EMD 22. april 2014 fandt EMD,
at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at en indsat i et tyrkisk fængsel var blevet nægtet
at føre telefonsamtaler med sine pårørende på kurdisk.
Justitsministeriet besvarelse af 31. august 2021 af spørgsmål fra retsudvalget var mangelfuld
I besvarelse af 31. august 2021 på spørgsmål nr. 1249 fra Folketingets Retsudvalg har
Justitsministeren redegjort for, hvorfor ministeren
ikke
mener, at det udgør en krænkelse af EMRK
artikel 8, at indsatte i lukkede fængsler siden efteråret 2020 er blevet nægtet at føre samtaler i
fængslernes uovervågede ”advokattelefoner” med sagsbehandlere ved gratis retshjælpsinstitutioner
herunder KRIMSs Retshjælp, der blandt andet bistår indsatte med klagesager mod
Kriminalforsorgen. Justitsministeriet henviste blandt andet til EMD's afgørelse i sagen Boris Popov
mod Rusland afgjort af EMD 28. oktober 2010.
Justitsministeriet bestred ikke i sin besvarelse til retsudvalget, at EMD i afgørelsen havde dømt
Rusland for at krænke EMRK artikel 8. Ministeriet mente imidlertid ikke, at dommen kunne
overføres på danske forhold. Justitsministeriet anførte blandt andet, at EMD i sagen fandt (side 3, 2.
afsnit): ”at
der ikke kunne ske rutinemæssig overvågning af den indsattes brevkorrespondance med
vedkommendes advokat, idet der hverken forelå en konkret sikkerhedsrisiko eller påvirkningsrisiko
mellem klagerne og advokaten. På den baggrund fandt EMD, at den russiske lovgivning ikke
indeholdt tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte klagerne imod vilkårlige indgreb
fra myndighedernes side.”
Ministeriet har tilsyneladende overset, at EMD i præmis 107 til støtte for, at EMD anså EMRK
artikel 8 for krænket, blandt andet påpegede, at den russiske lovgivning ikke påbyder
myndighederne i det enkelte tilfælde at give en
begrundelse
for iværksættelsen af overvågningen
(”..
No reasons were required to warrents its application”).
Justitsministeriet forholder sig således ikke til, at EMD dømte Rusland for at krænke EMRK artikel
8, fordi den russiske lovgivning tillod rutinemæssig overvågning, uden at indgrebet skulle være
konkret begrundet.
Da straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3 – akkurat som de russiske regler -
ikke
pålægger myndighederne at fremkomme med en konkret begrundelse forud for hvert enkelt indgreb
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 375: Henvendelse af 13/9-22 fra Krims Retshjælp om indsattes telefonkorrespondance
i en indsats kommunikation med omverdenen, lever de danske regler heller ikke op til EMRK
artikel 8.
Særligt om indsattes korrespondance med advokater og NGOer, der yder dem retshjælp
Som det fremgår af mange andre afgørelser fra EMD, er det ikke kun i forhold til indsattes
kommunikation med advokater og juridiske rådgivere (”legal advisers”), at myndighederne har pligt
til konkret at begrunde indgreb som for eksempel optagelse af den indsattes samtaler.
Uanset hvem
samtalepartneren er,
består der en sådan pligt. Efter EMDs praksis er denne pligt blot skærpet, når
samtalepartneren er advokat eller ”legal adviser” (juridisk rådgiver). Se for eksempel præmis 44 i
Petrov v. Bulgaria
afgjort af EMD 22. august 2008, hvor EMD kritiserer, at alt den indsattes
korrespondance blev overvåget herunder breve fra den pågældendes advokat (”including
letters to
and from his lawyer”).
Som det fremgår af præmis 44 sammenholdt med præmis 45 statueres der
krænkelse af EMRK artikel 8
både
for så vidt angår korrespondancen med advokaten
og
for så vidt
angår korrespondancen med den indsattes pårørende. Dette skyldtes, at myndighederne ifølge de
bulgarske regler ikke var forpligtet til at give en begrundelse i en konkret sag (”not
bound to give
any reasons in a particular case”).
Da en sådan pligt kan udledes af EMRK artikel 8, blev
Bulgarien dømt.
I tilfælde, hvor juridisk korrespondance vedrører
klager over fængselsmyndighederne,
er EMD
særlig opmærksom på det betænkelige i, at fængselsmyndighederne overvåger korrespondancen.
Dette ses for eksempel i præmis 144 i Yefimenko mod Rusland afgjort af EMD 12. februar 2013.
Her udtaler EMD, at der består særlig risiko for myndighedsmisbrug i tilfælde, hvor
fængselsmyndighederne overvåger korrespondance, der vedrører klager over netop
fængselsmyndighederne (”particularly
where such correspondence relates to claims and
complaints against the prison authorities”).
Det er ikke kun i forhold til advokater, at begrundelseskravet skærpes. Dette gælder også i forhold
til NGOer, hvor frivillige som for eksempel jurastuderende yder retshjælp til indsatte.
I AFFAIRE DIMCHO DIMOV c. BULGARIE afgjort af EMD den 16. december 2014 blev
Bulgarien dømt for at krænke EMRK artikel 8, fordi de bulgarske myndigheder havde tilladt, at en
indsats kommunikation med en NGO (Non-Governmental Organisation), der ydede gratis retshjælp
til indsatte, der ville klage over fængselsforholdene, blev overvåget. I præmis 90 fremhævede EMD,
at overvågningen havde omfattet den indsattes korrespondance med dennes partsrepræsentant
(”compris des lettres de son représentant”). EMD fandt, at EMRK artikel 8 krænket, da der ikke var
påvist konkrete grunde til støtte for, at dette havde været nødvendigt.
Både for advokater og for NGO'er, der yder retshjælp til indsatte, skærpes kravet til en konkret
begrundelse for overvågning af korrespondancen - især når retshjælpen angår klager over
fængselsmyndighederne. Dette ændrer imidlertid ikke på, at EMD i
alle sager om overvågning
af
indsattes korrespondance med omverdenen kræver, at overvågningen er konkret begrundet i det
enkelte tilfælde, således også selv om samtalepartneren ikke er en advokat eller en ”legal adviser”
men for eksempel en kæreste eller anden pårørende.
Uforeneligheden mellem straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, og EMRK artikel 8
Det fremgår af SFBL § 57, stk. 3, at telefonsamtaler i lukkede fængsler ”optages,
påhøres eller
aflyttes”
uden retskendelse,
”medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte hensyn.”
Det er således udgangspunktet i dansk ret, at samtalerne rutinemæssigt skal optages, påhøres eller
aflyttes, medmindre kriminalforsorgen efter en konkret vurdering finder, at dette ikke er nødvendigt
af de i stk. 2 nævnte hensyn. En sådan fremgangsmåde er - som demonstreret ovenfor med
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 375: Henvendelse af 13/9-22 fra Krims Retshjælp om indsattes telefonkorrespondance
afgørelser fra EMD - i strid med EMRK artikel 8, idet EMRK kræver, at der skal foreligge en
konkret mistanke
om, at en uovervåget samtale vil blive misbrugt, inden myndighederne må optage,
overhøre eller aflytte samtalen. Dette gælder i forhold til
alle
samtalepartnere – herunder
organisationer, familiemedlemmer, bekendte mv. Dokumentationskravet til denne konkrete
mistanke skærpes, hvis samtaleparteren er en advokat eller en NGO, der optræder som juridisk
rådgiver (”legal adviser”), og dokumentationskravet skærpes yderligere, hvis den juridiske
rådgivning vedrører
en klage over fængselsmyndighederne.
EMRK udelukker således ikke, at kriminalforsorgen optager og/eller aflytter indsattes
telefonsamtaler. Kravet er blot, at der skal være en konkret mistanke om, at adgangen til
uovervågede samtaler bliver misbrugt.
I FRIEDENSBERG v. POLAND afgjort den 27. april 2010 anså EMD det for en krænkelse af
EMRK artikel 8, at en indsat i et polsk fængsel fik overvåget sin korrespondance med en
bank.
I
præmis 45 påpegede domstolen, at de nationale myndigheder ikke havde redegjort for, hvorfor det
var nødvendigt at overvåge den indsattes korrespondance med banken. Af præmis 45 fremgår blandt
andet følgende på originalsprog: ”...
the Government failed to submit any arguments making it
possible to assess the need for censorship of the applicant's correspondence with his bank and the
aim of such interference with his right under Article 8. Hence, the Court cannot but conclude that
the requirements of Article 8 § 2 were not complied with ….”
Det er værd at bemærke, at EMD i præmis 43 bemærkede, at overvågningen var i
overensstemmelse med national ret, idet der var adgang til sådan overvågning i § 217 i den polske
straffuldbyrdelseslov. Der var – ligesom i den danske straffuldbyrdelseslov - ikke noget
begrundelseskrav i den polske straffuldbyrdelseslov, når myndighederne ville overvåge indsattes
korrespondance, derfor fandt EMD i præmis 45, at overvågningen var i strid med EMRK artikel 8.
I BOBEL v. POLAND afgjort den 22. januar 2008 anså EMD det for en krænkelse af EMRK artikel
8, at en indsat i et polsk fængsel fik overvåget sin korrespondance med sin familie. I præmis 64
påpegede domstolen, at de nationale myndigheder ikke havde redegjort for, hvorfor det var
nødvendigt at overvåge den indsattes korrespondance med familien. Præmis 64 har følgende ordlyd
på originalsprog: ”Having
regard to the fact that the Government failed to submit any arguments
making it possible to assess the need for censorship of the applicant's correspondence with his
family the Court cannot but conclude that the requirements of Article 8 § 2 were not complied with.”
Det er værd at bemærke, at EMD i præmis 62 bemærkede, at overvågningen var i
overensstemmelse med national ret, idet der var adgang til sådan overvågning i § 217 i den polske
straffuldbyrdelseslov. Der var – ligesom i den danske straffuldbyrdelseslov - ikke noget
begrundelseskrav i den polske straffuldbyrdelseslov, når myndighederne ville overvåge indsattes
korrespondance, derfor fandt EMD i præmis 64, at overvågningen var i strid med EMRK artikel 8.
Som vist ovenfor sker der i dansk ret rutinemæssig optagelse af alle samtaler mellem indsatte og
personer/institutioner, der ikke er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 56, eller som ikke er
bistandsværger, medmindre dette ikke findes nødvendigt. Det vil sige, at optagelsen af samtalerne
sker uden nogen forudgående konkret begrundelse, hvilket er i strid med EMRK artikel 8.
Pligt efter SFBL § 57, stk. 3, til konkret at vurdere om rutinemæssig optagelse af samtaler kan
undlades
SFBL § 57, stk. 3, har følgende ordlyd:
”I lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes
telefonsamtalen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte
hensyn.”
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 375: Henvendelse af 13/9-22 fra Krims Retshjælp om indsattes telefonkorrespondance
Denne lovbestemmelse kan næppe forstås anderledes, end at lovgivningsmagten har pålagt de
ansvarlige myndigheder i forhold til hver enkelt indsat i et lukket fængsel at foretage et
pligtmæssigt skøn i forhold til, hvorvidt det ”findes nødvendigt” rutinemæssig at optage, påhøre
eller aflytte denne indsattes telefonsamtaler. Bestemmelsen synes også efter sin ordlyd at foreskrive,
at der skal foretages en løbende vurdering af nødvendigheden af at
fortsætte
med rutinemæssigt at
optage, påhøre eller aflytte samtaler i forhold til indsatte, hvor en sådan ordning ikke er bragt til
ophør. Der ses ikke i trykt praksis eller andre retskilder eksempler på, at kriminalforsorgen
nogensinde har overholdt denne regel. Det tyder således på, at kriminalforsorgen rutinemæssig – og
således (også) i strid med dansk ret - blot optager alle samtaler, hvor samtalepartneren ikke er
omfattet af SFBL § 56 eller er bistandsværge.
Samtaler med bistandsværger optages ikke modsat af, hvad der gælder for f. eks. ikke-
beneficerede advokater
Af side 5, 2. afsnit, i Kriminalforsorgens ”Redegørelse for problemstilling vedrørende
kriminalforsorgens korttelefonordning” af 22. juni 2022 fremgår følgende: ”I
forhold
bistandsværger er det Direktoratet for Kriminalforsorgens vurdering, at retten til ”fri og uhindret
personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse” efter bistandsværgebekendtgørelsens § 9, stk. 2, 1.
pkt., skal forstås som en ret for bistandsværgen til, at deres samtaler med indsatte ikke optages
og/eller aflyttes, og at kriminalforsorgen dermed ikke må optage eller aflytte samtaler mellem ind-
satte og bistandsværger, når der ikke er tale om de i § 9, stk. 2, 2. pkt., omtalte tilfælde.
”
(§9, stk. 2,
2. pkt. drejer sig i det væsentlige varetægtsarrestanter, der således ikke kan føre uovervågede
samtaler med bistandsværgen.)
§ 3, stk. 3, i Bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger har følgende indhold:
”Som
bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste
pårørende.”
Af bekendtgørelsens kapitel 1 ses, at statsforvaltningerne (nu Rigspolitiet) efter ansøgning antager
et antal bistandsværger, som beskikkes til domfældte, der ikke efter § 3, stk. 3, har fået beskikket en
pårørende som bistandsværge.
Dette indebærer det paradoks, at en indsat i et lukket fængsel ved for eksempel at vælge sin bror
som bistandsværge vil kunne føre samtaler med broderen fra fængslets uovervågede advokattelefon,
medens den indsatte derimod skal tale i en overvåget telefon, når den indsatte skal drøfte en
klagesag mod fængslet med en sagsbehandler ved en NGO (for eksempel KRIMs Retshjælp) eller
en ikke-beneficeret advokat, som ikke er den indsattes forsvarer i en straffesag.
Risikoen ved beneficerede advokaters særstatus i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3
Beneficerede advokater er en særlig gruppe advokater, som fra domstolene – efter tur – automatisk
får tildelt klienter, som ikke selv har valgt en advokat. ”Beneficier” tildeles efter ansøgning af
Justitsministeriet (Civilstyrelsen) efter indstilling fra blandt andet domstolene og politiet.
Tildelingen afhænger ifølge et cirkulære blandt andet af, hvordan en ansøger ”fremstår for de
pågældende retter”. Statsmagtens indflydelse på udvælgelsen af ”legal aid providers” (beneficerede
advokater) øger ifølge ”Guideline 15” i ”United Nations Principles and Guidelines on Access to
Legal Aid in Criminal Justice Systems” risikoen for ”corruption”. Beneficerede advokater bør i
stedet udvælges af
advokatsamfundet
på baggrund af tydelige og objektive kriterier, da frygten for
ikke at blive favoriseret af statsmagten kan skræmme advokater væk fra sager mod myndigheder
som for eksempel kriminalforsorgen. I ”Advokatetik – ret og rammer” udgivet af
Advokatsamfundet, fremhæves risikoen for, at beneficerede advokater får ”et
særligt forhold til den
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 375: Henvendelse af 13/9-22 fra Krims Retshjælp om indsattes telefonkorrespondance
ret, som har advokaten på listen”.
I en kronik i Jyllands-Posten den 4. februar 2019 anfører en
forsvarsadvokat blandt andet, at ”det tilsyneladende ikke forudsætter de store strafferetlige
forudsætninger at blive udpeget som beneficeret advokat af domstolene”.
Det er nærliggende at overveje, om det kan begrænse indsattes adgang til effektiv juridisk bistand til
klager over fængselsmyndighederne, at den eneste
uovervågede
juridiske bistand, som de har
adgang til i denne type sager, er beneficerede advokater eller advokaten, der førte deres straffesag,
og som ikke nødvendigvis interesserer sig for fængselsforhold. Ønsker indsatte bistand fra en gratis
retshjælpsinstitution eller en specialist i straffuldbyrdelsesret, der ikke er beneficeret, må de finde
sig i, at kommunikationen vedrørende sagen overvåges af den part, som de klager over.
Den omstændighed, at fængselsindsatte med få undtagelser er ubemidlede, og at både beneficerede
advokater og ikke-beneficerede advokater tager betaling for deres arbejde, afskærer i praksis langt
de fleste indsatte fra advokatbistand i klagesager mod kriminalforsorgen. Dette indebærer, at
indsatte er henvist til gratis retshjælpstilbud i sager mod kriminalforsorgen.
Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, giver dermed kriminalforsorgen en høj grad af sikkerhed for,
at indsatte skræmmes væk fra at benytte sådanne retshjælpstilbud, idet indsatte af gode grunde er
utrygge ved at klage over kriminalforsorgen i en telefonsamtale, hvor kriminalforsorgen lytter med.
Konklusion
Efter SFBL § 57, stk. 3, er det udgangspunktet, at samtaler, der føres af indsatte i lukkede fængsler,
rutinemæssigt skal optages, overhøres eller aflyttes, medmindre dette efter en konkret vurdering
ikke findes nødvendigt, eller medmindre samtalen føres med en bistandsværge, en beneficeret
advokat eller en advokat, der enten er forsvarer for den indsatte i en straffesag eller var forsvarer for
den indsatte i straffesagen, der førte til indsættelsen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
forståelse af artikel 8 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention fører imidlertid til, at
samtaler mellem på den ene side indsatte og på den anden side
alle andre
- herunder private eller
offentlige institutioner, organisationer, advokater, retshjælpsinstitutioner, pårørende eller venner -
kun må optages, overhøres eller aflyttes, når dette efter en
konkret vurdering
findes nødvendigt for
at forebygge misbrug af adgangen til uovervågede samtaler.
Indgrebene må aldrig være
rutinemæssige.
Er den indsattes samtalepartner en advokat eller en NGO bemandet for eksempel
med frivillige, der yder den indsatte juridisk bistand, skærpes kravet til myndighedernes
begrundelse for indgrebet. Handler rådgivningen om en klagesag mod fængselsmyndighederne, er
begrundelseskravet særligt skærpet. Af de anførte grunde må det antages, at bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, strider mod artikel 8 i Den europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Kriminalforsorgen handler endvidere i strid med Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, medmindre
kriminalforsorgen løbende foretager en konkret vurdering af, hvorvidt det i forhold til hver enkelt
indsat i lukkede fængsler er ”nødvendigt” at iværksætte eller opretholde den rutinemæssige
overvågning, idet loven pålægger kriminalforsorgen at foretage en sådan vurdering. Der foreligger
ikke offentliggjort praksis, der viser, at kriminalforsorgen nogensinde har besluttet, at en konkret
indsat i et lukket fængsel kan fritages for den rutinemæssige overvågning af sine samtaler. Der er
således grund til at antage, at Kriminalforsorgen handler såvel i strid med artikel 8 i Den
europæiske Menneskerettighedskonvention som i strid med straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3.
Med venlig hilsen
Claus Bonnez
advokat (H)