REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 339: Rapport: Anmeldelsestilbøjelighed i sager om vold og seksualforbrydelser. En undersøgelse af omfanget af og årsager til at borgere undlader at anmelde kriminalitet, fra justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 339
Offentligt

Justitsministeriets

FORSKNINGSKONTOR

Anmeldelsestilbøjelighed

i sager om vold og

seksualforbrydelser

En undersøgelse af omfanget af og årsager til at borgere undlader at

anmelde kriminalitet

REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 339: Rapport: Anmeldelsestilbøjelighed i sager om vold og seksualforbrydelser. En undersøgelse af omfanget af og årsager til at borgere undlader at anmelde kriminalitet, fra justitsministeren

Resumé

Denne rapport omhandler en undersøgelse af

omfanget af

årsager til,

at borgere undlader

at anmelde kriminalitet, herunder vold, psykisk vold, voldtægt og øvrige seksuelle krænkel-

ser. Baggrunden for undersøgelsen er ”Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi

2021-2023”,

hvor det fremgår af aftaleteksten (s. 5), at

der i aftaleperioden skal gennemføres

en sådan undersøgelse. Det fremgår endvidere af aftaleteksten, at undersøgelsen blandt andet

skal afdække anmeldelsestilbøjeligheden blandt ofre for partnervold og unge ofre. Yderligere

er det efterfølgende valgt, at undersøgelsen så vidt muligt også skal afdække, hvorvidt hen-

holdsvis frygt for grupperinger af unge kriminelle og bander samt negativ social kontrol ud-

gør årsager til at undlade at anmelde kriminalitet.

Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra de årlige offerundersøgelser i 2019-2021 samt

på interviews med medarbejdere fra politiet, herunder hovedsageligt personer fra de specia-

liserede teams i politikredsene, der skal håndtere sager om vold i nære relationer, voldtægt,

stalking og æresrelaterede forbrydelser.

I de årlige offerundersøgelser opgøres befolkningens udsathed for kriminalitet ved at under-

søge, hvor mange af respondenterne der angiver, at de har været udsat for de nævnte former

for kriminalitet. Det er i den forbindelse vigtigt at nævne, at de t er befolkningens

oplevelse

af forskellige hændelser, der undersøges, og at disse hændelser ikke nødvendigvis er i over-

ensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet.

Anmeldelsestilbøjelighed

I offerundersøgelserne angiver de respondenter, der har oplevet at have været udsat for kri-

minalitet, om de selv har anmeldt hændelsen til politiet, eller om politiet har fået kendskab

til forholdet på anden vis.

•

For ofre, der oplever at have været udsat for

vold,

angiver 32 pct., at de selv har

anmeldt hændelsen til politiet, mens den tilsvarende andel er 23 pct. for ofre for

partnervold og 27 pct. for unge ofre for vold (dvs. unge på 16 til 24 år).

•

For ofre, der oplever at have været udsat for

psykisk vold,

angiver 9 pct., at de selv

har anmeldt hændelsen til politiet, mens den tilsvarende andel er 5 pct. for ofre for

psykisk vold begået af en partner og 8 pct. for unge ofre for psykisk vold.

•

For ofre, der oplever at have været udsat for

voldtægt eller forsøg herpå,

angiver 16

pct., at de selv har anmeldt hændelsen til politiet, mens den tilsvarende andel er 8

pct. for ofre for voldtægt eller forsøg herpå begået af en partner og 15 pct. for unge

ofre for voldtægt eller forsøg herpå.

•

For ofre, der oplever at have været udsat for

øvrige seksuelle krænkelser,

angiver 5

pct., at de selv har anmeldt hændelsen til politiet, mens den tilsvarende andel er

omtrent

6 pct. for øvrige seksuelle krænkelser begået af en partner og 5 pct. for

unge ofre for øvrige seksuelle krænkelser.

Som nævnt kan hændelserne være nået til politiets kendskab på anden vis, end ved at ofrene

selv har anmeldt det, de har været udsat for. Samlet set angiver 45 pct. af ofrene for vold, 14

pct. af ofrene for psykisk vold, 18 pct. af ofrene for voldtægt og 8 pct. af ofrene for øvrige

seksuelle krænkelser, at forholdet er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kend-

skab på anden vis.

Anmeldelsestilbøjeligheden er uanset kriminalitetens art afhængig af, hvor alvo rlig offeret

har oplevet hændelsen: Jo mere alvorlig, desto større tilbøjelighed til at indgive en politian-

meldelse. For ofre for vold ses en lavere anmeldelsestilbøjelighed blandt de unge (16 -24-

årige) end blandt de lidt ældre (25-39-årige), og blandt personer, der angiver at have været

udsat for vold mere end én gang inden for de seneste 12 måneder. For ofre for psykisk vold

ses en lavere anmeldelsestilbøjelighed blandt personer, som har været udsat for psykisk vold

begået af en partner eller af et (andet) familiemedlem, end hvis den psykiske vold er begået

af en (tidligere) ven/kammerat. For ofre for voldtægt eller forsøg herpå ses anmeldelsestilbø-

jeligheden at være lavere blandt 16-24-årige og 25-39-årige end blandt ældre, blandt ofre, der

kender gerningspersonen, og hvis voldtægten eller forsøget herpå er foregået i en privat bolig,

end hvis hændelsen er foregået på et offentligt tilgængeligt sted eller et ”andet” sted.

Årsager til ikke at anmelde til politiet

Vold:

I offerundersøgelserne er nogle af de årsager, der ofte angives som grund til ikke at politian-

melde vold, at anmeldelse ikke fører til noget (21 pct.), herunder blandt andet ”politiet kan/vil

ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”,

at hændelsen ikke er alvorlig

nok (14 pct.), eller at det ikke er vigtigt/irrelevant/ingen grund til det [at anmelde] (11 pct.).

En af de hyppigst forekommende årsager til ikke at anmelde partnervold er ligeledes, at ”po-

litiet kan/vil ikke gøre noget,

eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”. Denne opgø-

relse er dog baseret på et relativt spinkelt materiale, og resultatet skal derfor tolkes med for-

sigtighed. Blandt de unge ofre for vold er ”ikke alvorligt nok”, ”ikke vigtigt/irrelevant/ingen

grund til det”

”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre

noget” også nogle af de ofte nævnte årsager til at undlade anmeldelse.

I interviewene fremhæver medarbejderne fra politikredsene følgende årsager til, at no gle ofre

for vold undlader at anmelde det, de har været udsat for: Offeret er bange for at eskalere en

konflikt/frygter for repressalier, offeret tror ikke, at myndighederne, herunder politiet, kan

eller vil gøre noget, manglende beviser, offeret anser vold som en arbejdsrelateret risiko,

hensynet til gerningspersonen, offeret har ikke overskud/ressourcer til at anmelde, samt pro-

cessen omkring det at anmelde virker uoverskuelig.

Denne andel er behæftet med usikkerhed, da antallet af personer, der har været udsat for øvrige sek-

suelle krænkelser begået af en partner, er stærkt begrænset.

I forhold til voldsofre med anden etnisk herkomst nævnes det, at nogle undlad er at anmelde

forholdet, fordi de er bekymrede for deres opholdsgrundlag og/eller mangler viden om det

danske system og de danske myndigheder.

Specifikt i relation til partnervold nævner interviewpersonerne, at nogle ofre undlader at an-

melde, fordi de negligerer volden, eller fordi volden er blevet normaliseret for dem, på grund

af fælles børn, eller fordi de stadig holder af eller er i et forhold med gerningspersonen.

Psykisk vold:

I offerundersøgelserne er nogle af de årsager, der ofte angives som gr und til ikke at politian-

melde psykisk vold, at offeret ikke tror, at anmeldelse vil føre til noget (19 pct.), herunder

blandt andet ”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”,

at offeret håndterede hændelsen selv/håndterede hændelsen på anden vis (12 pct.) og usik-

kerhed om hændelsens ulovlighed (11 pct.). For psykisk vold er der desuden relativt mange,

der ikke ønsker at besvare spørgsmålet om, hvorfor de ikke har anmeldt den vold, de har

været udsat for. Et tilsvarende billede ses blandt ofre for psykisk vold begået af en partner

samt unge ofre for psykisk vold.

I interviewene fremhæver medarbejderne fra politikredsene følgende årsager til, at nogle ofre

for psykisk vold undlader at anmelde det, de har været udsat for: manglende beviser i sagen,

offeret er usikker på hændelsesforløbets ulovlighed, normalisering af volden fra offerets side,

social isolation, offerets oplevelse af skyld, selvbebrejdelse og manglende tro på sig selv,

fælles børn, offeret har følelser for og/eller er stadig i et forhold med gerningspersonen, of-

feret har forsøgt eller er lykkedes med selv at håndtere volden, offeret er bange for at eskalere

en konflikt, offeret synes ikke, at det er alvorligt nok til at anmelde og hensynet til gernings-

personen.

Voldtægt:

I offerundersøgelserne er nogle af de årsager, der ofte angives som grund til ikke at politian-

melde voldtægt og forsøg herpå, at offeret ikke tror, at anmeldelse vil føre til noget (28 pct.),

herunder blandt andet på grund af manglende beviser, usikkerhed om hændelsens ulovlighed

(12 pct.), skyld og skam (11 pct.) og nervøs for konsekvenser (10 pct.). Tilsvarende ses blandt

ofre for voldtægt og forsøg herpå, hvor gerningspersonen er/var en partner, samt blandt unge

ofre.

I interviewene fremhæver medarbejderne fra politikredsene følgende årsager til, at nogle ofre

for voldtægt undlader at anmelde det, de har været udsat for: Offeret er usikker på, om hæn-

delsen er ulovlig, offerets oplevelse af skyld og skam, frygt for repressalier, offeret er nervøs

for sociale konsekvenser, offeret kan ikke overskue processen og ventetiden, offeret tror ikke,

at myndighederne/politiet kan eller vil gøre noget/tror ikke, at politiet vil tage det alvorligt,

manglende beviser i sagen, og offeret

vil ikke identificeres som et ’voldtægtsoffer’.

Specifikt i forhold til tilfælde, hvor gerningspersonen er en nuværende eller tidligere partner,

nævner interviewpersoner, at nogle voldtægtsofre undlader at anmelde hændelsen, fordi de

har følelser for gerningspersonen eller stadig er i et forhold og eventuelt har børn med ved-

kommende.

Øvrige seksuelle krænkelser:

I offerundersøgelserne er nogle af de årsager, der ofte angives som grund til ikke at politian-

melde andre former for seksuelle krænkelser end voldtægt, at anmeldelse ikke fører til noget

(22 pct.), herunder blandt andet ”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet

kan/vil gøre noget”, og at hændelsen ikke er alvorlig nok (19 pct.). Der er meget få besvarel-

ser, som angår ofre for øvrige seksuelle krænkelser begået af en partner. De unge ofres grunde

til ikke at anmelde hændelsen til politiet adskiller sig ikke fra årsagerne angivet af ofre for

øvrige seksuelle krænkelser samlet set.

I interviewene fremhæver medarbejderne fra politikredsene følgende årsager til, at nogle ofre

for øvrige seksuelle krænkelser undlader at anmelde det, de har været udsat for: oplevelse af

skyld og/eller skam, offeret tror ikke, at myndighederne/politiet kan eller vil gøre noget/tror

ikke, at myndighederne/politiet vil tage det alvorligt, offeret er bange for at eskalere en kon-

flikt/frygter for repressalier, offeret er usikker på hændelsens ulovlighed, offeret håndterer

hændelsen på anden vis, offeret forsøger at glemme hændelsen, manglende beviser i sagen,

samt offeret kan ikke overskue processen og ventetiden.

Sammenligning af årsager til ikke at anmelde kriminalitet på tværs af kriminalitetstyper:

En sammenligning af de årsager, som i offerundersøgelserne angives til ikke at politianmelde

vold, psykisk vold, voldtægt og øvrige seksuelle krænkelser, viser, at der blandt besvarelserne

for ofre udsat for vold og/eller øvrige seksuelle krænkelser er relativt mange, der angiver

årsager relateret til, at hændelsen ikke var alvorlig nok til at politianmelde. Tilsvarende er

der

–

relativt til de øvrige

–

mange ofre for vold, der angiver begrundelser, som handler om,

at det ikke var vigtigt at anmelde hændelsen til politiet (”ikke vigtigt/irrelevant/ikke grund til

det”). Blandt ofre for psykisk vold er

der

–

relativt til de øvrige

–

mange, der beskriver, at de

håndterede hændelsen selv eller på anden vis end ved at gå til politiet. Begrundelserne ”mang-

lende beviser”, ”skyld og skam” og ”frygt for konsekvenser” er særlig udbredt blandt besva-

relserne fra ofre for voldtægt og forsøg herpå.

Yderligere ses begrundelsen ”usikkerhed om

hændelsens ulovlighed” at indgå i relativt mange af besvarelserne om årsagen til ikke at po-

litianmelde psykisk vold og voldtægt.

I interviewene fortæller medarbejdere fra politikredsene, at nogle ofre foretager en samlet

afvejning af de mulige konsekvenser ved at anmelde forholdet til politiet, og at det er resul-

tatet af denne afvejning, der bestemmer, om de anmelder forholdet eller ej.

Grupperinger af unge kriminelle og bander

–

som årsag til ikke at anmelde:

Det er kun ganske få af besvarelserne i offerundersøgelserne angående årsager til at undlade

at anmelde kriminalitet, der ser ud til at være relateret til grupperinger af kriminelle unge og

bander. Overordnet nævner de interviewede medarbejdere i politikredsene frygt for repressa-

lier og dét, at offeret/vidnet ikke mener, at politiet kan hjælpe/beskytte dem, som årsager til

at undlade at anmelde kriminalitet relateret til grupperinger af unge kriminelle og bander.

Negativ social kontrol

–

som årsag til ikke at anmelde:

Også relativt få besvarelser i offerundersøgelserne angående årsager til at undlade at anmelde

kriminalitet ser ud til at omhandle negativ social kontrol. Overordnet nævner de interviewede

medarbejdere i politikredsene frygt for repressalier/bange for at eskalere en konflikt,

nervøsitet for sociale konsekvenser, herunder udstødelse, overvågning og anden form for

kontrol, normalisering grundet social isolation samt manglende selvbestemmelse og tro på

sig selv som årsager til at undlade at anmelde kriminalitet i tilfælde, hvor offeret er underlagt

negativ social kontrol. Interviewpersonerne nævner desuden følgende årsager specifikt i re-

lation til æresrelaterede konflikter/forbrydelser og negativ social kontrol: Offeret er bange

for social isolation/sociale konsekvenser, herunder udstødelse fra familie og venner, hensynet

til familiens ære og til familiemedlemmer generelt, frygt for repressalier, herunder frygt for

personlig sikkerhed, og i den forbindelse, at familierne udgør store netværk, der gør det van-

skeligt at leve i skjul, manglende tillid til myndighederne og/eller kendskab til lovgivningen

samt oplevelsen af skyld og skam (særligt i tilfælde, hvor offeret har været udsat for vold-

tægt).

Indhold

Indledning

Data og metode

2.1

2.2

2.3

2.4

2.5

2.6

Offerundersøgelserne 2019-2021

Vægtning af data

Undersøgelsens metode

Kodning af spørgeskemabesvarelser

Kategorisering af årsager til ikke at anmelde kriminalitet

Interviews med medarbejdere fra politikredsene

Årsager til ikke at anmelde, fordelt efter kriminalitetens

art

Vold

4.1

4.2

4.3

4.4

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

Partnervold

Vold mod unge (16-24-årige)

Interview

Psykisk vold

5.1

5.2

5.3

5.4

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

Psykisk vold begået af partner

Psykisk vold mod unge (16-24-årige)

Interview

Voldtægt

6.1

6.2

6.3

6.4

Anmeldelsestilbøjelighed

–

og årsager til ikke at anmelde

Voldtægt eller forsøg herpå begået af partner

Voldtægt mod unge (16-24-årige)

Interview

Øvrige seksuelle krænkelser

7.1

7.2

7.3

7.4

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

Øvrige seksuelle krænkelser begået af partner

Øvrige seksuelle krænkelser mod unge (16-24-årige)

Interview

Grupperinger af unge kriminelle og bander

–

som årsag

til ikke at anmelde

Negativ social kontrol

–

som årsag til ikke at anmelde

9.1

Æresrelaterede konflikter og forbrydelser

Litteratur

Bilagstabeller

Indledning

Denne rapport omhandler en undersøgelse af

omfanget af

årsager til,

at borgere undlader

at anmelde kriminalitet. Baggrunden for undersøgelsen findes i flerårsaftalen for politiets og

anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023, som Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale

Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borger-

lige blev enige om den 15. december 2020. Det fremgår af aftalen, at

”Aftaleparterne er enige

om, at det skal være trygt at anmelde en forbrydelse. Borgere må ikke afholde sig fra at

anmelde voldsepisoder eller anden kriminalitet grundet trusler eller frygt for repressalier.

Derfor gennemføres i aftaleperioden en undersøgelse af omfanget og årsagerne til, at bor-

gere, eksempelvis unge og ofre for partnervold, undlader at anmelde kriminalitet

” (s. 5).

Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra de årlige undersøgelser af borgernes udsathed

for vold og andre former for kriminalitet (offerundersøgelserne), som Justitsministeriet gen-

nemfører i samarbejde med Københavns Universitet, og som finansieres af Justitsministeriet,

Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd. I offerundersøgelserne spørges et repræsenta-

tivt udsnit af befolkningen i alderen 16-74 år, om de har været udsat for vold og andre former

for kriminalitet, om de har anmeldt kriminaliteten til politiet, og hvorfor de eventuelt ikke

har gjort dette. Figur 1 viser en oversigt over, hvordan disse spørgsmål angående udsathed,

anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde stilles i offerundersøgelserne. Den

gule boks markerer de svar, som denne undersøgelse har særligt fokus på.

Figur 1.

Illustration af spørgsmål angående udsathed for kriminalitet, anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde samt filtre

for disse i offerundersøgelserne.

Har du inden for de seneste 12 måneder/5 år været

udsat for [kriminalitetstype]?

Nej

Har du anmeldt [hændelse]

til politiet?

Nej

Hvorfor har du ikke anmeldt

[hændelse] til politiet?

Har angivet et svar

Har

ikke

angivet et svar

I offerundersøgelserne er det alene borgere, der har angivet, at de har været udsat for vold,

psykisk vold, voldtægt og/eller øvrige seksuelle krænkelser, samt angivet at de ikke selv har

anmeldt den eller de konkrete hændelser til politiet, der efterfølge nde bliver spurgt, hvorfor

de ikke har indgivet politianmeldelse. På den baggrund omhandler indeværende undersøgelse

alene anmeldelsestilbøjeligheden i sager om vold, psykisk vold, voldtægt og øvrige seksuelle

krænkelser. Undersøgelsen fokuserer herunder på kriminalitet, som begås henholdsvis mod

unge og af offerets partner.

Som et supplement til oplysningerne fra offerundersøgelserne har Justitsministeriets Forsk-

ningskontor gennemført interviews med medarbejdere fra politikredsene, blandt andre med-

arbejdere fra de specialiserede teams i politikredsene, der håndterer sager om vold i nære

relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser.

Hvad angår kriminalitet, der er blevet begået af offerets partner, belyses i indeværende unde rsøgelse

hver for sig vold begået af partner, psykisk vold begået af partner, voldtægt begået af partner samt øvrige

seksuelle krænkelser begået af partner. Hertil skal dog bemærkes, at ét offer kan have været udsat for

mere end en kriminalitetstype begået af en partner. Dette potentielle overlap belyses dog

ikke

i indevæ-

rende undersøgelse.

2.1

Data og metode

Offerundersøgelserne 2019-2021

Indeværende undersøgelse er baseret på oplysninger fra de årlige offerundersøgelser i 2019-

2021. I offerundersøgelserne spørges et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 -

74 år,

om de har været udsat for vold og andre former for kriminalitet, om de har anmeldt

kriminaliteten til politiet, og hvorfor de eventuelt ikke har gjort det. Spørgsmålene i offerun-

dersøgelserne stilles som led i Danmarks Statistiks omnibusundersøgelse, hvor der også ind-

går spørgsmål om andre emner. Danmarks Statistik sender digitalt en invitation til at deltage

i undersøgelsen, hvori der er et link til webbesvarelse. Der sendes efterfølgende, både digitalt

og med papirpost, påmindelser om at deltage i undersøgelsen. Har personen efter disse på-

mindelser fortsat ikke udfyldt spørgeskemaet, tages der telefonisk kontakt til den pågælde nde

(typisk op til fem gange) med henblik på at gennemføre undersøgelsen som telefoninterview.

Omnibusundersøgelsen foretages løbende gennem året, dvs. at offerundersøgelsen i 2020 og

2021 omfatter perioder med nedlukning af samfundet grundet COVID -19 pandemien. Det

vides fra andre undersøgelser, at kriminalitetsbilledet var forandret i disse perioder (se f.eks.

Balvig & Holmberg, 2021; Ejrnæs et al., 2021; Kyvsgaard & Kruize, 2021; Mannov et al.,

2020).

I denne undersøgelse er det som nævnt valgt at inkludere oplysninger fra offerundersøgel-

serne i 2019-2021. Oplysninger fra de seneste tre år er valgt for at sikre datamaterialets ak-

tualitet samtidig med, at analyserne af årsager til ikke at anmelde kriminalitet skal bygge på

oplysninger fra et statistisk set tilstrækkeligt stort antal ofre. Samlet set deltog 37.035 perso-

ner i offerundersøgelserne i 2019-2021, idet de enten udfyldte et webbaseret spørgeskema

–

hvilket var tilfældet i hovedparten af tilfældene

–

eller lod sig interviewe. Som det ses af tabel

1, svarer dette til halvdelen af de personer, der blev tilfældigt udvalgt til at deltage i under-

søgelserne.

Tabel 1

Stikprøvestørrelse, antal besvarelser og svarprocent fordelt efter år, 2019 -2021.

Nettostikprøve

2019

2020

2021

2019-2021

22.894

25.122

25.687

73.703

Antal besvarelser

11.385

13.253

12.397

37.035

Svarprocent

50 %

53 %

48 %

50 %

Se Pedersen et al. 2021 for yderligere oplysninger om stikprøveudvælgelse.

2.2

Vægtning af data

For at tage højde for eventuelle skævheder mellem de personer i nettostikprøven, der besvarer

ikke

besvarer offerundersøgelsen, udarbejder Danmarks Statistik hvert år en personvægt

for hver af de personer, der har deltaget i undersøgelsen. Personvægtene er baseret på oplys-

ninger om personernes køn, alder, familietype, (familiens) indkomst, socioøkonomisk klas-

sificering, region, herkomst og højest gennemførte uddannelse.

Tabel 2 viser det uvægtede og det vægtede antal personer i offerundersøgelserne i 2019-2021,

der har været udsat for vold, psykisk vold, voldtægt og øvrige seksuelle krænkelser. Som det

ses, er der flere, der har været udsat for de nævnte former for kriminalitet i det vægtede

materiale end i det uvægtede materiale. Dette indikerer, at det generelt er vanskeligere at

opnå besvarelser fra personer, der har været udsat for kriminalitet, end fra personer, der ikke

har været udsat for kriminalitet. Det betyder også, at når der i undersøgelsen omtales speci-

fikke årsager til ikke at anmelde til politiet, som alene vedrører få besvarelser, kan der relativt

set være meget markante forskelle mellem det vægtede og det uvægtede antal.

Tabel 2

Antal ofre fordelt efter kriminalitetstype.

Kriminalitetstype og periode

Vold, 2019-2021

Psykisk vold, 2020-2021

Voldtægt, 2019-2021

Øvrige seksuelle krænkelser, 2019-2021

Uvægtet

371

1.517

420

371

Vægtet

482

1.816

563

440

2.3

Undersøgelsens metode

I de årlige offerundersøgelser opgøres befolkningens udsathed for kriminalitet ved at under-

søge, hvor mange af respondenterne der angiver, at de har været udsat for de nævnte former

for kriminalitet. Det er i den forbindelse vigtigt at nævne, at det er befolkningens

oplevelse

af forskellige hændelser, der undersøges, og at disse hændelser ikke nødvendigvis er i over-

ensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet. Forskellige mennesker kan have

forskellige opfattelser af, hvad eksempelvis vold og voldtægt er (se f.eks. Balvig 1978), og

disse opfattelser kan ændre sig over tid. Dette betyder blandt andet, at forskellige måder at

Det bemærkes desuden, at fordi data er vægtet, og der samtidig foretages afrundinger i forbindelse

med afrapporteringen af antal og andele, vil det forekomme, at summeringer af de enkelte afrapporterede

antal/andele ikke vil stemme med den afrapporterede total.

spørge på og forskellige spørgsmålsformuleringer udløser forskellige svar og forskellige hyp-

pigheder (Balvig 1995; Kyvsgaard 2015). Det er derfor vigtigt at være særdeles opmærksom

på den anvendte spørgsmålsformulering samt på, at konstaterede forskelle mellem ensartet

gennemførte undersøgelser over tid kan bero på ændrede opfattelser af, hvad kriminalitet er.

Det er herudover vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskel på befolkningens

villighed til at svare på spørgsmål om udsathed for kriminalitet generelt og på spørgsmål om

udsathed for forskellige former for kriminalitet. Der kan eksempelvis være grund til at tro, at

svaruvillighed er et større problem ved kortlægning af partnervold og voldtægt end ved kort-

lægning af tasketyverier begået af fremmede på gaden.

Det bemærkes desuden, at der ligeledes kan være hukommelsesproblemer forbundet med

spørgsmål om udsathed for kriminalitet, hvor nogle ofre for kriminalitet måske helt har glemt

hændelsen, mens andre kan have vanskeligt ved at huske omstændighederne omkring den.

Hukommelsesfaktorens indvirkning kan begrænses ved alene at spørge til hændelser, som har

fundet sted inden for en forholdsvis kort periode forud for undersøgelsen. I denne undersø-

gelse er der anvendt spørgsmål om befolkningens udsathed for kriminalitet inden for de se-

neste fem år, hvad angår voldtægt, og inden for de seneste 12 måneder, hvad angår vold,

psykisk vold

og øvrige seksuelle krænkelser. Ved at anvende et relativt kort perspektiv mind-

skes risikoen desuden for teleskopering, dvs. risikoen for, at respondenterne ganske vist hu-

sker hændelsen men fejlhusker tidspunktet, således at de medregner hændelser, der reelt er

sket før den periode, der spørges til (fremadteleskopering) eller modsat ikke medregner hæn-

delser, der reelt er sket i perioden, men huskes som værende sket tidligere (bagudteleskope-

ring).

For så vidt angår anmeldelsestilbøjelighed,

er det til spørgsmålet ”har du anmeldt [hændel-

sen] til politiet?” muligt at svare ”ja”, ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde” og

”nej”.

I indeværende undersøgelse er der størst fokus på, om ofrene for en given hændelse

angiver selv at have anmeldt hændelsen til politiet eller ej. Dette vil ikke svare til den andel

af hændelser, politiet får kendskab til, idet politiet kan blive oplyst om forholdet på anden

vis. Sidstnævnte andel vil dog også fremgå af indeværende rapport. Angiver offeret at have

været udsat for den samme type kriminalitet flere gange i løbet af perioden, spørges til an-

meldelse af seneste hændelse.

Begrænsningen ved denne metode er, at den ikke giver oplys-

ninger om, hvorvidt ofre, der har været udsat for hændelsen flere gange, er lige tilbøjelige til

at anmelde alle hændelserne til politiet (se Pedersen et al. 2021 for yderligere oplysninger

herom).

Opgørelserne angående psykisk vold angår i visse tilfælde hændelser, der er fundet sted for mellem 1

år og 2 år siden. En nærmere beskrivelse af dette fremgår af afsnit 6.1

Dette gælder dog ikke psykisk vold, da dette i offerundersøgelsen defineres

som, ”… at en person nært

knyttet til din husstand gentagne gange over en periode har udsat dig for groft nedværdigende, forulem-

pende eller krænkende adfærd med henblik på at styre dig”, hvorfor det ikke giver mening at spørge til

seneste hændelse.

For at vurdere, om en forskel i resultater må betragtes som et tilfældigt udsving eller som en

reel forskel, anvendes test for

statistisk signifikans.

Disse indebærer, at der stilles krav om,

at sandsynligheden for, at de fundne forskelle beror på tilfældigheder frem for at afspejle

reelle forandringer, skal være mindre end 5 pct. Hvorvidt dette bliver resultatet af testen,

afhænger naturligvis af, hvor stor en forskel der er mellem resultaterne, men det afhænger i

høj grad også af antallet af observationer, der ligger til grund for beregningerne. Baseres

beregningerne på et stort antal observationer, skal forskellen mellem resultaterne ikke være

særlig stor for at være statistisk signifikant, mens det forholder sig omvendt, hvis beregnin-

gerne baseres på et lille antal observationer.

Test af statistisk signifikans er i indeværende rapport brugt i forbindelse med analyser af, om

–

og hvordan

–

anmeldelsestilbøjeligheden varierer på tværs af kendetegn ved offeret og ved

hændelsen.

Dette omfatter analyser af forskelle i anmeldelsestilbøjeligheden på tværs af køn,

alder,

antal gange offeret har været udsat for kriminalitetstypen, gerningsstedet,

om offeret

kender gerningspersonen, og såfremt dette er tilfældet, hvilken relation offeret har til ger-

ningspersonen,

samt hvor alvorlig offeret oplevede hændelsen.

2.4

Kodning af spørgeskemabesvarelser

Ofres årsager til at undlade at anmelde kriminalitet kan være komplekse og bestå af mange

forskellige overvejelser. I offerundersøgelserne har personer, som har været udsat for vold,

psykisk vold, voldtægt og/eller øvrige seksuelle krænkelser, og som ikke selv har anmeldt

kriminaliteten til politiet, mulighed for i et fritekstfelt (på maksimalt 350 tegn) at angive et

svar på, hvorfor de har undladt at anmelde, hvorved de kan beskrive deres overvejelser med

deres egne ord. Med henblik på analyser af disse årsager er besvarelserne til brug for inde-

værende undersøgelse kodet i forskellige ’årsagskategorier’. En del af detaljegraden i beskri-

velserne af årsager til ikke at anmelde hændelsen til politiet mindskes herved, men det

For vold og voldtægt foretages undersøgelsen for alle de oplistede variable. Ofre for øvrige seksuelle

krænkelser adspørges ikke om gerningssted og ofre for psykisk vold adspørges ikke om antallet af gange,

de har været udsat for psykisk vold, om de kender gerningspersonen, samt om gerningssted, hvorfor

undersøgelsen vedrørende anmeldelsestilbøjeligheden for øvrige seksuelle krænkelser og psykisk vold

ikke omfatter de netop nævnte variable.

Aldersvariablen er inddelt i tre kategorier: 16-24 år, 25-39 år og 40-74 år.

I indeværende rapport er besvarelserne angående gerningsstedet inddelt i fire kategorier: ”privat bolig”

(omfatter offerets, gerningspersonens og anden privat bolig), ”arbejdsplads mv.” (omfatter arbejdsplads,

skole og uddannelsesinstitution),

”offentligt tilgængeligt sted”, (omfatter værtshuse, caféer, gader, parker,

skove, offentlige transportmidler, og andre offentligt tilgængelige steder) samt ”andet sted” (omfatter be-

svarelserne ”udlandet” og ”andet”).

I indeværende rapport er besvarelserne angående offerets relation til gerningspersonen inddelt i fire

kategorier: ”partner”, ”familiemedlem”, ”(tidligere)

ven/kammerat/(kortvarigt) bekendtskab”/”(tidligere)

ven/kammerat”

og ”anden”.

Hvilke svarmuligheder hver kategori omfatter, varierer efter kriminalitetstype.

Offeret kan i den forbindelse svare, at de oplevede hændelsen som

”ikke særlig alvorlig”, ”ret alvorlig”

eller

”meget alvorlig”.

muliggør en opgørelse af omfanget af forskellige typer af årsager, hvilket netop er et af for-

målene med denne undersøgelse.

For at danne årsagskategorierne til undersøgelsen er i alt 200 spørgeskemabesvarelser med

beskrivelser af årsager til, at offeret har undladt at politianmelde den kriminalitet, pågældende

har været udsat for, udtrukket på tilfældig vis fra de seneste års offerundersøgelser .

Disse

besvarelser er først gennemlæst af to medarbejdere fra Justitsministeriets Forskningskontor,

som har noteret forslag til kategorier ved alle besvarelser. Herefter er de nævnte forslag til

årsagskategorier sammenlignet og ensrettet. Med afsæt i de ensrettede årsagskategorier er

hver af de 200 besvarelser igen kodet, sammenlignet og tilrettet. Ved denne tilretning er nogle

kategorier blevet opdelt, andre er slået sammen, nogle kategorier er fjernet, og andre katego-

rier er tilføjet. Med udgangspunkt i denne liste af årsagskategorier er alle de øvrige spørge-

skemabesvarelser i materialet angående årsager til, at ofre har undladt at anmelde den krimi-

nalitet, de har været udsat for, kodet. Kodningen omfatter besvarelser angående vold, vold-

tægt og øvrige seksuelle krænkelser i offerundersøgelserne for 2019-2021 og besvarelser an-

gående psykisk vold i offerundersøgelserne for 2020-2021, da der først er spurgt til udsathed

for psykisk vold fra og med offerundersøgelsen i 2020.

Hertil er vigtigt at bemærke, at besvarelserne er kodet med flere kategorier af årsager, såfremt

dette har været relevant, hvilket også betyder, at omfanget af årsager overstiger omfanget af

spørgeskemabesvarelser.

For at give et indblik i, om der er karakteristika ved offeret eller hændelsen, der gør sig særligt

gældende for nogle af de hyppigst anvendte årsager i forhold til de øvrige årsager til ikke at

politianmelde, er der foretaget test af statistisk signifikans lignende dem, der er præsenteret

i afsnit 2.3, dvs. med hensyn til fordelingen af køn, alder, antal gange offeret har været udsat

for kriminalitetstypen, gerningsstedet, om offeret kendte gerningspersonen, og såfremt dette

er tilfældet, hvilken relation offeret havde til gerningspersonen, samt hvor alvorlig offeret

oplevede hændelsen.

Indeværende undersøgelse har et særskilt fokus på, om negativ social kontrol er en årsag til,

at personer ikke anmelder den kriminalitet, de er blevet udsat for. I kodningsprocessen er det

noteret, hvis ofre i en besvarelse angående årsag til ikke at foretage en politianmeldelse har

beskrevet, at de pågældende blev

kontrolleret

eller

manipuleret

i forbindelse med hændelsen,

hvilket her betragtes som at

omhandle ”negativ social kontrol”.

Det kan ikke vides med sik-

kerhed, om dette i alle tilfælde kan karakteriseres som negativ social kontrol, og modsat er

det også muligt, at besvarelser angående årsager til ikke at foretage en politianmel delse, der

ikke

er markeret som ”negativ social kontrol”,

jf. ovenstående beskrivelse,

kan

dække over,

at offeret har været udsat for negativ social kontrol, men at dette ikke fremgå r tilstrækkeligt

tydeligt i besvarelsen. Tilsvarende gælder, at det er valgt at have fokus på, om ofre for kri-

minalitet undlader at anmelde hændelsen på grund af grupperinger af unge kriminelle eller

Offerundersøgelsen for 2021 er ikke anvendt i denne forbindelse, da Justitsministeriet ikke på tids-

punktet for kodningen havde modtaget data for hele dette år.

bander. Undersøgelsens besvarelser angående årsager til, at ofrene ikke har foretaget en po-

litianmeldelse, er derfor også gennemgået ud fra dette fokus.

2.5

Kategorisering af årsager til ikke at anmelde kriminalitet

Årsager til at ofre undlader at politianmelde den kriminalitet, de har været udsat for, er tidli-

gere belyst i en række undersøgelser. Det gælder ikke mindst offerundersøgelserne (seneste

Pedersen et al. 2021; Pedersen et al. 2022), som denne undersøgelse som nævnt er baseret på,

og som både opgør anmeldelsestilbøjeligheden og årsager til ikke at politianmelde en række

forskellige kriminalitetstyper. En anden rapport,

der også omhandler dette emne, er ”Ny un-

dersøgelse af ofres oplevelser ved anmeldelse af seksuelle overgreb til politiet” (Kyvsgaard

2018), som belyser, om

–

og i bekræftende fald hvorfor

–

ofre for voldtægt, som har anmeldt

dette, var i tvivl om, hvorvidt de skulle anmelde hændelsen. På grund af denne undersøgelses

særlige fokus på

omfanget af

årsager til

at borgere undlader at anmelde kriminalitet har

der dog været behov for en undersøgelse, som også omfatter andre former for kriminalitet

end voldtægt, og som indeholder en mere detaljeret inddeling af årsager til ikke at anmelde

kriminalitet, end hvad der ellers anvendes i offerundersøgelserne. På baggrund af data fra de

seneste års offerundersøgelser, og ud fra den kodningsprocedure, som er bes krevet i afsnit

2.4, er der dannet følgende kategorier af årsager til ikke at politianmelde hændelsen:

Kategorier af årsager

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget, herunder:

•

Nytter ikke

•

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke politiet kan/vil gøre noget

•

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

•

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam, herunder:

•

Oplevelse af skyld

•

Skam

Frygt for konsekvenser, herunder:

•

Trusler og frygt for repressalier

•

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

For voldtægt indgår desuden kategorien ”Forsøg på voldtægt”.

Som det fremgår af beskrivelsen af kodningsproceduren i afsnit 2.4 er det forsøgt at opnå

stringens i kodningen af besvarelserne, men idet der er tale om fritekstbesvarelser, som vari-

erer meget i forhold til, hvor (lidt) udfoldet og (u)tydelige de er, vil kodningen i nogle tilfælde

være forbundet med usikkerhed. Dette betyder, at omfanget af en kategori af årsager til ikke

at anmelde ikke kan betragtes som en nøjagtig angivelse men en omtrentlig størrelse.

I de følgende tekstbokse fremgår eksempler på besvarelser inden for de oplistede årsagska-

tegorier.

Ikke alvorligt nok

”Tænkte ikke, at det var alvorligt nok.”

”Så slemt var det ikke.”

”Fordi jeg ikke syntes, at

[kriminalitetstype]

var voldsom og vigtig nok.”

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

”Jeg mente ikke, det var relevant.”

”Det er der ikke nogen grund til.”

”Det var ikke nødvendigt.”

Orker ikke/var for besværligt

”Fordi det krævede, man tog på skadestuen, og det gad jeg ikke.”

”Jeg havde ikke overskud til at gennemgå en retssag.”

”Jeg har ikke haft tid til det.”

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af det.”

”Troede ikke, det ville gøre noget.”

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

”Fordi at jeg ikke tror, politiet hverken har lysten eller ressourcer til at tage sig af den slags.”

”Fordi jeg var usikker på, om det ville blive taget serøst, og om politiet overhovedet kunne gøre noget.”

”Politiet tager ikke den slags ting alvorligt.”

”Kort fortalt var

personen, jeg snakkede med i telefonen, bare ligeglad og sagde, jeg kun kunne melde det, hvis jeg

var blevet tjekket og havde skader.”

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, myndigheder/ samfundet kan/vil gøre noget

”Det bliver ikke taget alvorligt.”

”Jeg var bange for ikke at blive taget seriøst.”

”De

gør jo ikke en skid, når en mand bliver seksuelt krænket. "Bare nyd det" er, hvad vi hører. Bliver ret irriteret over

det danske system.”

Manglende beviser

”Husker det knap nok selv pga. alkohol, så hvorfor skulle nogen tro på mig?”

”Følte ikke jeg havde beviser nok på det.”

”Fordi det ville være hans ord mod mine.”

”Jeg kendte ikke manden, og han forsvandt hurtigt efter.”

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

”Jeg vidste ikke, om det var noget, man kunne anmelde.”

”Fordi jeg så handlingen som forkert og ikke som kriminel.”

”Troede ikke jeg kunne anmelde en kæreste for voldtægt.”

Størstedelen af disse besvarelser omhandler, at offeret mener eller tror, at politiet ikke kan eller vil gøre

noget (hvilket i nogle tilfælde beskrives at være baseret på egne eller andres tidli gere erfaringer) eller

udtrykker sig mere generelt om politiet (eksempelvis ”politiet gør ingenting”). I enkelte sager udtrykker

offeret, at de har oplevet, at politiet ikke kunne/ville hjælpe/foretage sig noget i forbindelse med den

konkrete hændelse.

Håndterede hændelsen selv/på anden vis”

”Det var en meget kompleks situation, som jeg bare ville ud af og tog det derfor ikke videre, da jeg endelig kom ud af

det”

”Jeg valgte at afbryde kontakten til vedkommende.”

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

”Det skete på arbejdspladsen og er indberettet der.”

”Familierelateret og politiet var allerede involveret.”

Ønsker at glemme hændelsen

”Kendte personen,

som gjorde det,

og ønskede blot at glemme hændelserne.”

”På det tidspunkt foregik der meget i mit liv, og jeg ville bare glemme det.”

”Jeg ville ikke tænke mere på det, jeg ville gerne bare videre…”

Privat anliggende

”Fordi det er noget, vi selv må løse som familie. Det er ikke noget, der kommer politiet ved.”

”Fordi

det var noget, der kunne klares i husstanden”

”Fordi

det er ret personligt, og jeg er vant til at klare mig selv”

Del af arbejde

”Som sygeplejerske er man tit udsat for den slags. Man siger fra, og det er generelt nok til at få patienten til at opføre

sig

ordentligt.”

”Det er en del af mit arbejde at have at gøre med personer med udadreagerende adfærd.”

Gerningsperson: Hensyn og intention

”Fordi personen, som udøvede volden, har problemer nok i forvejen, og derfor ønsker jeg ikke at påføre ham

endnu

flere.”

”Udøveren er psykisk syg, og tidligere forsøg på at få hjælp er ikke blevet taget tilstrækkeligt alvorligt.”

”Vil ikke ødelægge familien.”

”Jeg ville ikke ødelægge hans liv ved at anmelde det…”

Hensyn til børn

”Fordi vi har en søn sammen, som jeg ville beskytte.”

”Af frygt for at det vil virke konfliktoptrappende. For at skåne børnene for yderligere konflikter mellem deres forældre.”

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

”Fordi jeg har haft problemer med at sige fra.”

”Jeg følte, at jeg måske selv var skyld i det.”

”Jeg er var for fuld til at tage ansvar over for mig selv. Hvis jeg ikke havde været fuld var det aldrig sket.”

Skam

”Fordi jeg følte mig flov over, at jeg ikke bare forlod ham.”

”Skammede mig over det og var bange for ikke at blive taget seriøst, fordi jeg var fuld da det skete.”

”Fordi jeg ikke vil have, andre skal vide det.”

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

”Jeg blev truet på mit og min families liv, hvis jeg gik til politiet…”

”Pga. frygt for hvad jeg måtte blive udsat for, hvis jeg stod frem.”

”Personen er meget manipulerende og har et stort netværk, som jeg tænkte, at personen ville kunne anvende.”

”Ellers ville jeg få flere tæsk.”

Nervøs for konsekvenser

”Bange for at skabe konflikter i familien.”

”Det var min venindes storebror, og jeg var og er bange for at miste forholdet til hende”.

”Fordi jeg i selvforsvar brækkede hans næse, og da der ingen vidner var, frygtede jeg, at han ville stå bedre end jeg.”

”Bange for

det ville skabe for store problemer.”

Anden grund

”Det skete ikke i Danmark.”

”Der gik for lang tid.”

”Fordi det har hjulpet med til at blive en bedre person.”

Mangelfuld besvarelse

”Godt spørgsmål.”

”Valgte at lade være.”

”??”

Forsøg på voldtægt m.v.

”Fordi personen stoppede, efter jeg sagde stop 6 eller 7 gang og slog ham.”

”Jeg blev ikke udsat for voldtægt og var i stand til at skubbe personen af mig.”

”Det var forsøg på voldtægt…”

2.6

Interviews med medarbejdere fra politikredsene

Ovennævnte besvarelser fra offerundersøgelserne i 2019-2021 med beskrivelser af ofres år-

sager til ikke at politianmelde kriminalitet er som beskrevet relativt kortfattede (maksimalt

350 tegn). Som et supplement til disse fritekstbesvarelser er der derfor afholdt interviews

med relevante medarbejdere fra de 12 danske politikredse, herunder med medarbejdere fra

de specialiserede teams til håndtering af sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking

og æresrelaterede forbrydelser.

Formålet med interviewene er at indsamle mere uddybende

beskrivelser af, hvorfor nogle personer undlader at anmelde kriminalitet af de nævnte typer

ved at inddrage medarbejdernes viden herom.

Kontakten til interviewpersonerne er etableret ved, at Rigspolitiet på vegne af Justitsministe-

riet har udsendt en forespørgsel om deltagere til interview samt et orienteringsbrev om un-

dersøgelsen til den øverste ledelse i de 12 politikredse. Politikredsene har efterfølgende kon-

taktet Justitsministeriet for at indgå interviewaftaler. Såfremt der er meldt mere end en inter-

viewdeltager ind fra samme politikreds, er der afholdt et fælles interview. Dette har medført,

at der i perioden fra 19. november 2021 til 9. december 2021 er afholdt i alt 12 interviews (ét

for hver politikreds) med i alt 23 medarbejdere. Interviewene har haft en varighed af 30 til

60 minutter. Efterfølgende er én interviewperson fra hver af de 12 politikredse kontaktet med

henblik på et kortere, opfølgende interview. I den forbindelse er der i perioden 21. april 2022

til 5. maj 2022 afholdt ni interviews med i alt 10 medarbejdere fra ni politikredse. Otte af

disse medarbejdere er personer, der også i den forudgående runde havde deltaget i interviews.

Disse interviews har haft en varighed af 10 til 25 minutter.

forbindelse med ”Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023” blev det besluttet,

at der i hver politikreds skulle oprettes et specialiseret team til håndtering af sager om vold i nære relati-

oner, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser (side 10). Disse specialiserede teams er tvær-

faglige og består af medarbejdere fra eksempelvis beredskabet, efterforskningen, forebyggelsen, efter-

retnings- og analyseenheden samt anklagemyndigheden.

Årsager til ikke at anmelde, fordelt efter

kriminalitetens art

Af tabel 3 fremgår ofrenes årsager til ikke at politianmelde den kriminalitet, de har været

udsat for, fordelt efter kriminalitetens art.

Tabel 3

Andel, der angiver de nævnte årsager til ikke at politianmelde kriminalitet, fordelt efter kriminalitetens art, 2019-2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil

gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror

ikke myndigheder/ samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/ på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

N (antal besvarelser)

Vold

14 %

11 %

21 %

11 %

15 %

316

Psykisk

vold

19 %

11 %

12 %

14 %

627

Voldtægt

28 %

10 %

12 %

11 %

14 %

10 %

465

Øvr. seksu-

elle kræn-

kelser

19 %

22 %

11 %

12 %

403

I de følgende kapitler vil årsagerne til ikke at anmelde kriminalitet blive gennemgået mere

uddybende for de enkelte former for kriminalitet, mens der her alene gives et overblik med

fokus på forskelle alt efter kriminalitetens art. Det ses af tabellen, at der blandt besvarelserne

for ofre, der har været udsat for

vold

eller

øvrige seksuelle krænkelser

–

til sammenligning

med ofre udsat for psykisk vold eller voldtægt

–

er relativt mange, der angiver årsager rela-

teret til, at hændelsen ikke var alvorlig nok, som grund til ikke at politianmelde. Ligeledes er

der

–

relativt til de øvrige

–

mange af besvarelserne blandt ofre for

vold,

der angiver begrun-

delser, som handler om, at det ikke var vigtigt/irrelevant/ikke grund til det. B egrundelserne

”manglende beviser”, ”skyld og skam” og ”frygt for konsekvenser” er særlig udbredt blandt

besvarelserne fra ofre for

voldtægt

til sammenligning med de øvrige. Blandt ofre for

psykisk

vold

er der

–

relativt til de øvrige

–

mange af besvarelserne, som vedrører kategorien af årsa-

ger ”håndterede hændelsen selv/på anden vis”. Yderligere ses begrundelsen ”usikkerhed om

hændelsens ulovlighed” at indgå i relativt mange af besvarelserne om årsagen til ikke at po-

litianmelde hændelsen fra ofre for

psykisk vold

voldtægt

til sammenligning med de øvrige.

Vold

I offerundersøgelserne i 2019-2021 er et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16-

74 år blevet spurgt, om de inden for de sidste 12 måneder har været udsat for vold eller trusler,

der var så alvorlige, at de blev bange. Til dette spørgsmål har de kunnet svare

’ja, både vold

og trusler’, ’ja, vold’, ’ja, trusler’ eller ’nej’.

Tabel 4 viser den vægtede andel af de adspurgte,

der angiver at have været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder.

Det fremgår af tabel 4, at 1,3 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019-2021 angiver,

at de har været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder. Dette svarer til 47.000-64.000

personer i befolkningen i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år.

Tabel 4

Ofre for vold, udsat inden for de sidste 12 måneder, 2019-2021.

Periode

2019-2021

Andel ofre

1,3 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(1,2 - 1,4)

4.1

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

De adspurgte, der angiver at have været udsat for vold, bliver herefter spurgt, om de har

anmeldt volden til politiet, og såfremt de ikke har, bliver de spurgt om årsagen hertil, jf. også

figur 1. Af nedenstående tekstboks fremgår en oversigt over besvarelserne af spørgsmålene

om udsathed for vold, anmeldelsestilbøjelighed samt fordelingen af, hvorvidt de adspurgte

har svaret på spørgsmålet ”hvorfor har du ikke anmeldt overfaldet til politiet?”.

I spørgeskemaet efterfølges spørgsmålet med følgende

tekst: ”Skriv så fyldestgørende som muligt,

ikke kun stikord”.

Vold

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 1,3 pct. (482

respondenter) angivet at have været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 482 ofre for vold har 66 pct. (320 ofre)

ikke

selv anmeldt volden til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 320 ofre for vold, som

ikke

selv har anmeldt volden til politiet, har 87 pct. (278

ofre) angivet en årsag hertil. Herudover har 12 pct. (37 ofre)

svaret ”ved ikke” eller ”ønsker

ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 66 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

vold,

ikke

selv anmeldte volden til politiet, og at 87 pct. af disse har angivet en årsag til dette.

Det kan i forlængelse heraf bemærkes, at det omvendt er 32 pct. af ofrene, som angiver, at de

anmeldte forholdet til politiet.

Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på anden

vis i yderligere 12 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 45 pct. af ofrene for vold, at volden

er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

For så vidt angår anmeldelsestilbøjeligheden, viser en analyse, at tilbøjeligheden til at an-

melde en voldsepisode er:

lavere blandt de unge (16-24-årige ofre er mindre tilbøjelige til at anmelde den

voldsepisode, de har været udsat for, end 25-39-årige ofre).

lavere blandt personer, der angiver at have været udsat for vold to eller flere gange

inden for de sidste 12 måneder, end blandt personer, der angiver at have været

udsat for vold én gang inden for de sidste 12 måneder.

højere, desto mere alvorlig offeret har oplevet voldsepisoden.

ikke adskiller sig statistisk signifikant på tværs af køn, gerningssted samt efter, om

offeret kender gerningspersonen eller ej. Ligeledes er der ingen statistisk signifi-

kant forskel på anmeldelsestilbøjelighed ud fra offerets relation til gerningsperso-

nen i de tilfælde, hvor offeret kender gerningspersonen.

Besvarelserne fra de ofre, som har angivet en eller flere årsager til, at de ikke har anmeldt

den vold, de har været udsat for, er kodet som beskrevet i afsnit 2.4. Resultatet af denne

kodning fremgår af tabel 5. Som også tidligere beskrevet, kan en besvarelse kodes med flere

Enkelte har svaret ved ikke/ønsker ikke at svare m.v.

Denne andel afviger fra andelen af besvarelserne, der i tabel 5 falder under kategorien ”politiet har fået

kendskab til det på anden vis/andre anmeldte”. Førstnævnte andel angår de personer, der til spørgsmålet

”har du anmeldt volden til politiet?” svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde”, mens den

sidstnævnte andel angår besvarelser til det opfølgende spørgsmål, der stilles til personer, som angiver,

at de ikke har anmeldt forholdet til politiet, om, hvorfor de ikke har anmeldt det til pol itiet. Der er en del

tilfælde, hvor personer svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde” til spørgsmålet angående,

om forholdet er anmeldt, mens begrundelsen for, hvorfor de ikke har anmeldt, angår årsager såsom

”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”, ”intet overskud/var for

besværligt” og ”ikke alvorligt nok”.

årsager. I tabellen er omfanget af de enkelte kategorier af årsager opgjort i forhold til det

samlede antal vægtede besvarelser, som derfor ikke summerer til 100 pct.

Langt størstedelen af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde vold er dog kategoriseret

under én årsag, mens omtrent en tiendedel af besvarelserne er kategoriseret under to, og enkelte besva-

relser er kategoriseret under tre.

Tabel 5

Omfang og fordeling af kategorier af årsager til ikke at anmelde vold, 2019-2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 316

Antal

343

Andel af

besvarelser

14 %

11 %

21 %

11 %

15 %

Det fremgår af tabel 5

–

at der er relativt mange mangelfulde besvarelser, men herudover

–

at en af de årsager, der ofte angives som grund til ikke at politianmelde vold er, at hændelsen

ikke betragtes som alvorlig nok. En analyse af de ofre, der har angivet denne årsag, til sam-

menligning med ofre, der har angivet de øvrige årsager, viser, at de oftere er mænd, at hæn-

delsen sjældnere har fundet sted i en privat bolig og

–

ikke overraskende

–

at det er en større

andel blandt disse ofre, som karakteriserer hændelsen som ”ikke særlig alvorlig”.

Tilsvarende

er det undersøgt, om der er forskel på ofre, der har angivet denne årsag, sammenlignet med

de øvrige ofre med hensyn til alder, antal gange personen har været udsat for vold og kend-

skab til gerningspersonen (herunder både, om parterne kendte hinanden, og såfremt dette er

tilfældet, hvilken relation offeret havde til gerningspersonen), men her findes ingen statistisk

signifikante sammenhænge.

Af tabellen fremgår desuden, at 21 pct. af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde

vold falder under den overordnede kategori ”anmeldelse fører ikke til noget”

, og at den hyp-

pigst anvendte årsag inden for denne kategori er ”politiet

kan/vil ikke gøre noget, eller offer

tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”. En analyse tilsvarende den, der er beskrevet ovenfor,

viser, at ofre, der angiver disse besvarelser

–

til sammenligning med ofre, der angiver de

øvrige årsager i tabellen

–

oftere har været udsat for mindst to voldsepisoder inden for de

sidste 12 måneder, og at hændelsen oftere er sket på et offentligt tilgængeligt sted. For de

resterende undersøgte sammenhænge (køn, alder og kendskab til gerningspersonen (herunder

både, om parterne kendte hinanden, og såfremt dette er tilfældet, hvilken relation offeret

havde til gerningspersonen)) ses ingen statistisk signifikante forskelle.

Herudover ses det for cirka hver tiende besvarelse, at årsagen til ikke at anmelde vold er, at

det ifølge offeret ikke var vigtigt/at der ikke var grund til det.

Kategorien

”trusler

frygt for repressalier”

er angivet i fire pct. af besvarelserne og omfatter

beskrivelser

såsom ”af

frygt for, hvad voldsmanden så ville gøre ved mig”

og ”ellers

ville jeg

få flere tæsk”.

På grund af det begrænsede antal besvarelser, der vedrører denne årsag, er det

ikke meningsfuldt at undersøge statistisk, hvordan disse besvarelser adskiller sig fra de øvrige

besvarelser. Det kan dog bemærkes, at de fleste af ofrene, der har angivet denne type af årsag

til ikke at anmelde voldsepisoden, har været udsat for vold mindst to gange inden for de sidste

12 måneder, har oplevet hændelsen som værende meget alvorlig eller ret alvorlig, frem for

ikke særlig alvorlig, og at offeret i halvdelen af besvarelserne kendte gerningspersonen (i

disse tilfælde typisk en nuværende eller forhenværende partner).

4.2

Partnervold

I dette afsnit beskrives udsathed for og anmeldelsestilbøjeligheden ved partnervold med afsæt

i offerundersøgelserne i 2019-2021. Partnervold er her defineret ved, at en respondent har

angivet at have været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder og samtidig angivet, at

volden er begået af en partner.

”Partner” omfatter nuværende ægtefælle/samlever/partner, en nu forhenværende ægtefælle/samle-

ver/kæreste, som begik volden inden forholdets ophør eller en forhenværende ægtefælle/samlever/kæ-

reste, som begik volden efter forholdets ophør.

Tabel 6 viser den vægtede andel af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019-2021, der

angiver at have været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder, og at voldsudøveren var

en partner.

Det fremgår af tabellen, at 0,1 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019-2021 angi-

ver, at de har været udsat for vold begået af deres partner inden for de sidste 12 måneder.

Dette svarer til 3.000-9.000 personer i befolkningen i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år.

Tabel 6

Ofre for partnervold, udsat inden for de sidste 12 måneder, 2019-2021.

Periode

2019-2021

Andel ofre (af populationen)

0,1 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(0,1

–

0,2)

I tillæg hertil kan det oplyses, at 11 pct. af alle dem, der angiver at have været udsat for vold

inden for de sidste 12 måneder, har været udsat for partnervold.

Partnervold

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019 -2021, har 0,1 pct. (52

respondenter) angivet at have været udsat for vold begået af deres partner inden for de sidste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 52 ofre for partnervold har 77 pct. (40 ofre)

ikke

selv anmeldt volden til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 40 ofre for partnervold, som

ikke

selv har anmeldt volden til politiet, har 89 pct.

(36 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 4 ofre svaret ”ved ikke” eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 77 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

partnervold,

ikke

selv anmeldte volden til politiet. Til sammenligning kan det bemærkes, at

66 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have været udsat for vold, jf. det tidligere,

angiver, at de har undladt at anmelde volden til politiet.

Besvarelserne fra de respondenter, som har angivet en årsag til, at de ikke har anmeldt den

partnervold, de har været udsat for, er

–

ligesom besvarelserne fra ofre for vold i det hele

taget

–

blevet kategoriseret under forskellige årsager. Da der i dette afsnit alene er tale om 36

Omvendt er det 23 pct. af ofrene, der angiver, at de anmeldte forholdet til politiet. Hertil kommer, at

politiet fik kendskab til forholdet på anden vis i 8 pct. af tilfældene. Samlet set angiver 30 pct. af ofrene

for partnervold, at volden er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

ofre, er analysemulighederne begrænsede.

Det kan dog bemærkes, at ligesom det gør sig

gældende for besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde vold i det hele taget, er en

af de hyppigst forekommende årsager for partnervold

–

foruden

”mangelfuld besvarelse” –

”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

politiet kan/vil

gøre noget”. Blandt

de årsager, der ofte forekommer blandt besvarelserne for ikke at anmelde partnervold, findes

dog

også ”trusler

frygt for repressalier”

(fem besvarelser)

og ”nervøs for konsekvenser”

(fire besvarelser). Da antallet af besvarelser angående årsager til ikke at anmelde partnervold

er så relativt begrænset, skal ovenstående tolkes med forsigtighed.

4.3

Vold mod unge (16-24-årige)

I dette afsnit belyses

unges

udsathed for vold og deres anmeldelsestilbøjelighed i forbindelse

hermed.

Ved ”unge” forstås,

at respondenten er 16-24 år på tidspunktet for besvarelsen, og

udsathed for vold er

–

som ovenfor

–

defineret ved, at en respondent angiver at have været

udsat for vold inden for de sidste 12 måneder.

Ud af alle de respondenter, som i offerundersøgelserne i 2019-2021 angiver at have været

udsat for vold inden for de sidste 12 måneder, er 38 pct. i aldersgruppen 16 -24 år. Godt en

tredjedel af de unge voldsofre angiver, at de kendte gerningspersonerne i forvejen, og enkelte

oplyser i den forbindelse, at gerningspersonen er et familiemedlem, f.eks. en forælder.

Vold mod unge

Udsathed:

Af de i alt 5.629 16-24-årige respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 3,2

pct. (181 respondenter) angivet at have været udsat for vold inden for de sidste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 181 16-24-årige ofre for vold har 72 pct. (131 ofre)

ikke

selv anmeldt volden til

politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 131 16-24-årige ofre for vold, som

ikke

selv har anmeldt volden til politiet, har 88

pct. (115 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 12 pct. (15 ofre) svaret ”ved ikke” eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 72 pct. af de 16-24-årige respondenter, der angiver at have

været udsat for vold,

ikke

selv anmeldte volden til politiet. Til sammenligning kan det be-

mærkes, at 66 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have været udsat for vold, jf.

det tidligere, angiver, at de har undladt at anmelde volden til politiet.

På grund af det lille antal besvarelser er der ikke udarbejdet en tabeloversigt med alle årsagskategori-

erne.

Omvendt angiver 27 pct., at de anmeldte forholdet til politiet, og enkelte har svaret ved ikke/ønsker

ikke at svare m.v. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på anden vis i 15 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 42 pct. af voldsofrene i alderen 16-24 år, at hændelsen er anmeldt af offeret selv eller

kommet til politiets kendskab på anden vis.

Ligesom det gør sig gældende for de angivne årsager til ikke at anmelde vold i det hele taget,

–

foruden

”mangelfuld besvarelse” –

nogle af de hyppigst anvendte årsager blandt de unge

ofre

”ikke alvorligt nok”, ”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

politiet kan/vil

gøre noget” og ”ikke

vigtigt/irrelevant/ingen grund til det”, jf. bilagstabel 1.

4.4

Interview

I interviewene er medarbejdere fra politikredsene blevet spurgt om, hvilke årsager til ikke at

politianmelde vold de er stødt på i deres arbejde, og de er blevet spurgt specifikt ind til nogle

af de årsager til ikke at anmelde vold, som er fremkommet på baggrund af oplysningerne i

offerundersøgelserne.

Det skal indledningsvist nævnes, at da mange af interviewpersonerne arbejder i politikredse-

nes specialiserede teams til håndtering af sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking

og æresrelaterede forbrydelser, omhandler en stor del af materialet om vold årsager til ikke

at anmelde partnervold. Det fremgår så vidt muligt af teksten, når en konkret årsag eller et

citat er direkte relateret til partnervold.

Bange for at eskalere en konflikt/frygt for repressalier: I størstedelen af interviewene nævner

interviewpersonerne, at nogle voldsofre undlader at anmelde den vold, de har været udsat for,

fordi de er bange for at eskalere en konflikt, eller fordi de frygter repressalier.

En af interviewpersonerne beskriver det på følgende måde:

”Det

kan både være gerningspersonens bagland eller gerningspersonen selv,

[offeret] er bange for. Især hvis du har været udsat for vold én gang, så tæn-

ker man, at man eskalerer det, hvis man anmelder det, så man bliver udsat

for vold igen

–

nogle gange er de bange for, at de kan blive slået ihjel. Hvis

man har været udsat for vold én gang, så ligger der bare en naturlig frygt.”

Angående frygt for at eskalere en konflikt mellem to partnere nævner en interviewperson, at

pågældende ”…

oplever, at [ofrene]

er bange for konsekvenserne. ”Vil voldsmanden udøve

endnu mere vold, hvis jeg anmelder?” Der er en frygt for, at

[gerningspersonerne] bliver

mere sure.”

En anden nævner, at ”hvis

[gerningspersonen] i forvejen truer eller følger efter

[offeret], hvad bliver det næste så, når de anmelder vedkommende til politiet? Bliver situati-

onen så bare værre for dem selv?”.

Der er også en interviewperson, som nævner, at frygt for repressalier kan være årsag til, at

nogle ofre for partnervold trækker deres anmeldelse tilbage:

”At

ofre for partnervold trækker deres anmeldelse tilbage, tror jeg, nogle

gange kommer af deciderede trusler mod den, der har anmeldt volden.

”Hvis

du ikke trækker det her tilbage, så bliver det værre for dig selv.””

Nogle interviewpersoner fortæller desuden om

vidners

eventuelle årsager til ikke at politian-

melde det, de har været vidne til. Enkelte interviewpersoner beskriver, at vidner til vold i

nære relationer kan frygte for repressalier. En interviewperson beskriver dette på følgende

måde:

”Det kan også være fordi,

de faktisk også er virkelig bange for gerningsper-

sonen, når de har set, hvad de har gjort mod forurettede.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel, hvor et vidne insisterede på at være

anonym, hvilket betød, at politiet var nødt til at droppe sagen:

”Så vidnet gjorde det [anmeldte anonymt] alene i frygt for,

at den her tyran

ville komme efter hende og hele gaden, som han havde gjort det før. Så der

var klart en frygt for, at hun skulle udsættes for vold af gerningspersonen for

at have sagt det her. Og den her frygt

–

den var helt reel og nok også helt

konkret.”

Normalisering og negligering af volden: En anden årsag til ikke at anmelde vold er, at offeret

negligerer volden, eller at volden er blevet normaliseret for offeret. Denne årsag nævnes også

i størstedelen af interviewene og specifikt i relation til partnervold. En interviewperson be-

skriver det på følgende måde:

”Nogle [ofre] siger, at de bare blev skubbet eller kun fik et par slag eller

begrunder det med, at det ikke er værre, end hvad de tidligere har været udsat

for, så de kan ikke se grunden til, at det skulle være slemt nok nu [til at an-

melde]. Og jeg tror, meget af det bunder i, at hvis du har været udsat for

noget i relativt lang tid, så registrer du det faktisk ikke som vold.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel med en kvinde, der bliver udsat for

vold af sin samlever:

”Kvinden, der er blevet udsat for vold af sin samlever, ønsker ikke at an-

melde, men da jeg snakker med hende, lyder det som om, hun negligerer det.

Hun siger: ”Det er jo kun, når han er fuld, og nu har han jo også

sagt, at han

ikke gør det igen.””

Fælles børn: I sager om partnervold nævnes fælles børn ligeledes i mange af interviewene

som en årsag til, at nogle ofre ikke ønsker at foretage en politianmeldelse. Det kommer til

udtryk på forskellige måder. En interviewperson beskriver eksempelvis:

”Man

har måske også børn sammen og har den følelse, at man på et eller

andet tidspunkt skal kunne samarbejde. Man synes ikke, at det skal gå ud over

børnene, så måske går man på kompromis med nogle ting i sig selv for at

bevare relationen.”

En anden interviewperson fortæller:

”Der

kan også være hensynet til børnene i voldsramte familier, hvor der både

er en bekymring for børnenes relation til en far eksempelvis, men også en

bekymring for, hvordan det kommunale system og andre myndigheder vil re-

agere på, at der er en politisag. Hvad hvis de spørger, om man kan tage vare

på sine børn, eller om de skal lave en social intervention, tvangsanbringelse

osv.”

Når børn angives som en mulig årsag til ikke at politianmelde partner vold, kan det således

både skyldes hensynet til offerets samarbejde med gerningspersonen om deres fælles

barn/børn, et hensyn til barnets/børnenes relation til den anden forældre samt en frygt for

myndighedernes reaktion.

Offeret har følelser for/er i et forhold med gerningspersonen: I forlængelse af det ovenstående

nævner en del af interviewpersonerne også, at nogle ofre for partnervold undlader at anmelde,

fordi de stadig holder af eller er i et forhold med gerningspersonen. En interviewperson be-

skriver det således:

”Det

er typisk sådan, at så vil manden eller kvinden ikke anmelde modparten,

for de skal jo leve med vedkommende bagefter. Udover konsekvensen af at de

anmelder det, vil det måske betyde adskillelse, skilsmisse, separation, så der-

for vælger de ikke at anmelde det.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel med en kvinde, der har været udsat

for partnervold, og som ikke kan opgive sin relation til gerningspersonen:

”Hun var fanget i det her forhold,

uanset hvor meget vi prøvede med krise-

centre, og hvad vi ellers har af tilbud. Så var der ikke så meget at gøre

–

hun

faldt hele tiden tilbage til ham her, som hun ikke kunne leve uden, men heller

ikke kunne leve med.”

Offeret tror ikke, at myndighederne/politiet kan eller vil gøre noget: En del af interviewper-

sonerne nævner myndighederne, herunder blandt andet politiet, som en aktør, der har indfly-

delse på anmeldelsestilbøjeligheden. En række interviewpersoner beskriver således, at nogle

ofre undlader at anmelde den vold, de har været udsat for, fordi de ikke tror, at myndighe-

derne/politiet kan eller vil gøre noget for at hjælpe dem. En interviewperson udtrykker det på

følgende måde i relation til partnervold:

”Nogle ofre tænker: ”Bliver jeg overhovedet taget alvorligt af politiet?”

Der

er rigtig mange ting, der stikker under, hos dem, jeg har talt med. Så tror jeg

virkelig også, man bliver påvirket af mediernes historier og fortællinger, for

der er nogle gange nogle rigtig triste sager, hvor man ikke er blevet mødt

med ordentlighed af politiet.”

En anden interviewperson fortæller i forlængelse heraf, at nogle ofre for partnervold har er-

faringer med myndighederne fra tidligere, som påvirker deres tilbøjelighed til at anmelde:

”Min erfaring fra krisecentre er, at de mangler tiltro

til systemet, fordi de

måske har nogle andre oplevelser med sig, hvor der ikke blev gjort noget, så

hvorfor skulle der det denne

gang.”

En tredje interviewperson fremhæver dog også, at der ikke altid er overensstemmelse mellem

de muligheder, som politiet har for at hjælpe offeret, og hvad offeret kunne ønske sig af

politiet. Det kan være årsag til, at nogle ofre ikke ønsker at politianmelde hændelsen/volden:

”Noget af det ligger også i, at når du anmelder noget, er det ikke lig med, at

politiet kører ud og anholder dem [gerningspersonerne] og smider dem i

fængsel med det samme. Der er også den her venteperiode, og det ved folk

også godt, og det er også det, der afholder nogle fra at anmelde. De bliver i

tvivl om, hvem der skal passe på dem, når de anmelder det [hændelsen/vol-

den], og så vægter de meget, om det er det værd.”

Manglende beviser: Enkelte interviewpersoner peger i forlængelse af ovenstående på, at

manglende beviser kan betyde, at der ikke kan fældes dom i en sag, og at bevidstheden herom

kan have betydning for anmeldelsestilbøjeligheden:

”Når det er ord mod ord, og når der ingen skader, overvågning eller vidner

er, kan man så forvente, at vedkommende bliver dømt? Jeg kan sagtens forstå,

at offeret føler sig udsat for et overgreb på en eller anden måde, og at deres

retfærdighedssans bliver sat på en prøve, men jeg kan også godt forstå, at

anklagemyndigheden ikke rejser tiltale, fordi der vil være en stor procentdel,

hvor de vil blive frikendt.”

Vold er en arbejdsrelateret risiko: I en helt anden kategori af årsager til ikke at politianmelde

vold findes, at offeret mener, at vold er en arbejdsrelateret risiko. En af interviewpersonerne

udtrykker det således:

”Vi ser det eksempelvis med sygeplejersker og hjemmeplejere, der i forbin-

delse med deres arbejde er blevet slået eller skubbet. Det anmelder de ikke,

fordi det er en del af deres arbejde

–

det er en risikobetingelse. Der hører jeg

nogle af dem sige, at voldsepisoden ikke er rettet mod dem som person, men

at volden finder sted, fordi de [gerningspersonerne] har det skidt. Så de tæn-

ker [om hændelsen], at de har et risikobetonet job, og det er, hvad der kan

ske.”

Som det fremgår af citatet, indgår i denne kategori også en begrundelse om, at det ikke var

gerningspersonens intention at udøve vold som årsag til ikke at politianmelde.

Hensynet til gerningspersonen: En anden informant har ligeledes kendskab til sager med pro-

fessionelle, der er blevet udsat for vold i forbindelse med deres arbejde, og nævner i den

forbindelse hensynet til gerningspersonen som en årsag til ikke at anmelde vold:

”Jeg havde kendskab til nogle unge, der var udadreagerende og kunne slå på

pædagoger. [Pædagogerne] tænkte bare, den unge havde det svært i forvejen,

så man skal tage hensyn.”

Hensyn til gerningspersonen nævnes også som en årsag til ikke at anmelde partnervold. En

interviewperson nævner et konkret eksempel, hvor dette var tilfældet:

”Hun [offeret] anmelder ikke, fordi hun rigtig

gerne vil have, at han [ger-

ningspersonen] får noget hjælp. Han har ikke brug for en politisag. Hun har

brug for, at han kommer ind i psykiatrien.”

Manglende overskud/ressourcer: Enkelte interviewpersoner nævner desuden, at ofrenes over-

skud og ressourcer har betydning for deres anmeldelsestilbøjelighed. En interviewperson be-

skriver eksempelvis angående partnervold:

”Det betyder meget, om man har et godt socialt netværk bag sig under

pro-

cessen. Vi kan se, at kvinder, der står alene og ikke er højt på den sociale

rangstige, har svært ved at overskue deres situation. Det kan også ske for

kvinder med uddannelser og godt arbejde, men man ser bare, at kvinder, der

har det skidt, har sværere

ved at komme igennem det.”

En anden interviewperson nævner i forbindelse med partnervold, at

”nogle [ofre] kæmper i

forvejen med bare at få hverdagen til at køre rundt af ren overlevelse, så at skulle få politiet

ind i en voldssag udgør et stort ressourceforbrug

for dem.”

Offeret kan ikke overskue processen: I forlængelse af det ovenstående nævner enkelte inter-

viewpersoner, at processen omkring dét at anmelde vold [og andre former for personfarlig

kriminalitet] kan virke uoverskuelig, og at særligt dét at skulle sidde over for gerningsperso-

nen i en retssal kan gøre, at nogle ofre afholder sig fra at anmelde det, de har været udsat for,

se evt. også afsnit 6.4 om voldtægt. En interviewperson beskriver følgende:

”Der kan være uoverskuelige konsekvenser

ved at køre en anmeldelse igen-

nem. Både afhøring og den efterfølgende konfliktsituation med modparten.

Generelt at have svært ved at overskue den proces. Den tager noget tid, og

det er jo ikke behageligt. Hvis man skal sidde i en retssal med vedkommende,

kan det også afskrække forurettede [fra at anmelde].”

Særligt for ofre med anden etnisk herkomst: Nogle af interviewpersonerne nævner årsager til

ikke at politianmelde vold, som særligt gør sig gældende for personer med anden etnisk her-

komst end dansk. En af disse årsager er, at nogle af ofrene er bekymrede for deres opholds-

tilladelse i Danmark. En interviewperson nævner i den forbindelse, at nogle ofre for vold

undlader at anmelde volden, fordi de er ”bange

for at blive skilt og som resultat deraf miste

deres opholdsgrundlag.”

En anden interviewperson beskriver, at:

”Mange

af kvinderne [i prostitutionsmiljøet] er i Danmark på et ustabilt op-

holdsgrundlag. Mange har ikke arbejds- eller opholdstilladelse i Danmark.

Det betyder også, at det med at få kontakt til myndighederne og gøre op-

mærksom på sin egen eksistens i Danmark er

enormt problematisk.”

Manglende kendskab til det danske system og til myndighederne i Danmark er ifølge nogle

af interviewpersonerne endnu en årsag til, at nogle ofre med etnisk minoritetsbaggrund und-

lader at anmelde blandt andet vold. Ofrene ved ikke, hvilke muligheder og rettigheder de har,

og de kender ikke konsekvenserne af en politianmeldelse. En interviewperson siger følgende

om at anmelde vold i hjemmet:

”Det er en frygt, man ikke kan sætte fingeren på. Hvis man sidder med foru-

rettede, der giver udtryk for, at de er bange for, at nogen tager deres børn

fra dem, hvis sagen ruller, og myndighederne finder ud af, hvad der sker i

familien. Det beror jo på en misforståelse omkring, hvad myndighedernes

opgave er, og hvad opgaven er som forældre, for i de fleste myndigheders

øjne vil man se positivt på, at der bliver tage ansvar for situationen, som her

vil være at skærme sine børn for vold.”

I et interview med to interviewpersoner, fortæller disse yderligere, at manglende kendskab

til systemet kan bruges til at manipulere voldsofre til ikke at indgive politianmeldelse:

Interviewperson 1:

”Særligt

manglende kendskab til systemet kan for psykisk

og fysisk vold blive brugt som et manipulationsmiddel, hvis gerningspersonen

har kendskab til systemet og kan fremstå troværdig og siger til den foruret-

tede, at systemet fungerer på en bestemt måde, og at systemet ikke vil tro på

dem.”

Interviewperson 2:

”I

de situationer kan der også indgå pressionsmidler.

Gerningspersonen kan sige:

”De

tager dine børn, hvis du siger, du har det

skidt, eller

du kan miste din opholdstilladelse.”

Derudover nævner en enkelt interviewperson også, at

vidner

til vold i nære relationer i sager

med personer med anden etnisk herkomst end dansk kan have særlige årsager til at undlade

at anmelde. Interviewpersonen fortæller blandt andet, at

”internt

i familierne er man opdra-

get med det kodeks

–

hvad der sker i familien, bliver i familien.”

Samlet afvejning af eventuelle konsekvenser: Nogle af interviewpersonerne fortæller, at of-

rene foretager en samlet afvejning af de mulige konsekvenser ved at anmelde volden til po-

litiet, og at det er resultatet af denne afvejning, der afgør, om de anmelder forholdet eller ej.

Tilsvarende nævnes også i relation til andre kriminalitetstyper, se evt. også afsnit 6.4 om

voldtægt og afsnit 7.4 om øvrige seksuelle krænkelser, men gælder antageligvis for alle typer

af kriminalitet.

Angående overvejelsen af de mulige konsekvenser af at politianmelde set i forhold til, hvad

sagen kan føre til, beskriver en interviewperson følgende:

”Hvis

[ofrene] hører, at de her sager ikke bliver til noget, fordi der ikke var

nogle mærker, eller at de tænker, at nu er der gået så lang tid, og så bliver

sagerne ikke til noget alligevel, så har de ikke lyst til at anmelde det. Så har

de ikke lyst til at eskalere en situation eller hive op i gammel sorg og skulle

prøve at komme igennem en hel proces, for

at det så ikke bliver til noget”.

I tråd med dette beskriver en anden interviewperson følgende om den afvejning, der kan finde

sted i sager om partnervold:

”[Gerningspersonen] vil få at vide, at der er lavet en anmeldelse, hvis

ved-

kommende skal afhøres, og så kan offeret frygte for, hvad gerningspersonen

så vil gøre. Kan det eskalere volden? Og så er der en risiko for, at anmeldel-

sen ikke kommer til at have konsekvenser alligevel.”

Psykisk vold

I offerundersøgelserne i 2020-2021 er et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16-

74 år blevet stillet

følgende spørgsmål: ”Har

du inden for de seneste 5 år været udsat for

psykisk vold? Det vil sige, at en person nært knyttet til din husstand gentagne gange over en

periode har udsat dig for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd med

henblik på at styre dig?”.

Svarer en respondent bekræftende på dette, bliver der spurgt yder-

ligere ind til, hvornår dette fandt sted, hvortil respondenten kan svare, at det er sket inden for

de seneste 12 måneder, for mellem 1 år og 2 år siden, for mellem 2 år og 3 år siden eller for

mere end 3 år siden.

Det er i den forbindelse vigtigt at bemærke, at der først er spurgt ind til psykisk vold fra

offerundersøgelsen i 2020, hvorfor dette kapitel udelukkende omfatter data fra offerundersø-

gelserne i 2020-2021.

Tabel 7 viser den vægtede andel af de adspurgte, der angiver at have været udsat for psykisk

vold inden for de seneste 12 måneder.

Som det fremgår af tabellen, angiver 2,5 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2020-

2021 at have været udsat for psykisk vold inden for de seneste 12 måneder. Dette svarer til

96.000-120.000 personer i befolkningen i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år.

Tabel 7

Ofre for psykisk vold, udsat inden for de seneste 12 måneder, 2020-2021.

Periode

2020-2021

Andel ofre

2,5 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(2,3

–

2,7)

5.1

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

De adspurgte, der angiver at have været udsat for psykisk vold, bliver herefter spurgt, om de

har anmeldt volden til politiet. Psykisk vold blev dog først skrevet ind i straffeloven som §

243

–

og blev dermed kriminaliseret

–

pr. 1. april 2019. Fordi indeværende afsnit fokuserer

på

anmeldelsestilbøjeligheden

for ofre for psykisk vold, er der foretaget en filtrering af be-

svarelserne, som gør, at kun de personer, der angiver at have været udsat for psykisk vold i

en periode, som helt sikkert placerer sig inden for den periode, hvor psykisk vold har været

kriminaliseret, er inkluderet i opgørelserne nedenfor.

Af nedenstående tekstboks fremgår

en oversigt over besvarelserne på spørgsmålene om udsathed for psykisk vold, anmeldelses-

tilbøjelighed samt fordelingen af, hvorvidt de adspurgte har svaret på spørgsmålet ”hvorfor

har du ikke anmeldt den psykiske

vold til politiet?”

Psykisk vold

Udsathed:

Af de i alt 22.640 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i perioden 1. april 2020 til 31.

december 2021, har 3,1 pct. (691 respondenter) angivet at have været udsat for psykisk vold i perioden fra 1. april

2019 og fremefter.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 691 ofre for psykisk vold, har 91 pct. (628 ofre)

ikke

selv anmeldt den psykiske

vold til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 628 ofre for psykisk vold, som

ikke

selv har anmeldt volden til politiet, har 82 pct.

(517 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 17 pct. (109 ofre) svaret ”ved ikke” eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 91 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

psykisk vold,

ikke

selv anmeldte den psykiske vold til politiet, og at 83 pct. af disse har

angivet en årsag til dette.

Det kan i forlængelse heraf bemærkes, at det omvendt er 9 pct. af ofrene, som angiver, at de

selv anmeldte forholdet til politiet. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på

anden vis i yderligere 5 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 14 pct. af ofrene for psykisk

vold, at forholdet er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

For så vidt angår anmeldelsestilbøjeligheden, viser en analyse, at tilbøjeligheden til at an-

melde psykisk vold er:

Dette betyder, at kun følgende besvarelser er omfattet af afsnittet: 1) Besvarelser, der er givet i april til

december 2020, hvor respondenterne har svaret, at de har været udsat for psykisk vold inden for de

seneste 12 måneder, 2) besvarelser, der er givet i hele 2021, hvor respondentern e har svaret, at de har

været udsat for psykisk vold inden for de seneste 12 måneder,

3) besvarelser, der er givet i april til

december 2021, hvor respondenterne har svaret, at de har været udsat for psykisk vold for mellem 1 og

2 år siden.

I spørgeskemaet

efterfølges spørgsmålet med følgende: ”Skriv så fyldestgørende som muligt, ikke kun

stikord”.

Denne andel afviger fra andelen af besvarelserne, der i tabel 8

falder under kategorien ”politiet har fået

kendskab til det på anden vis/andre anmeldte”.

Førstnævnte andel angår de personer, der til spørgsmålet

”har du anmeldt den psykiske vold til politiet?” svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde”,

mens den sidstnævnte andel angår besvarelser til det opfølgende spørgsmål, der stilles til personer, som

angiver, at de ikke har anmeldt forholdet til politiet, om, hvorfor de ikke har anmeldt det til politiet. Der er

en del tilfælde, hvor personer svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde” til spørgsmålet

angående, om forholdet er anmeldt, mens begrundelsen for, hvorfor de ikke har anmeldt, angår årsager

såsom ”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”, ”gerningsperson:

hensyn og intention” og ”privat anliggende”.

lavere blandt personer, som har været udsat for psykisk vold begået af en partner

eller af et (andet) familiemedlem, end hvis den psykiske vold er blevet begået af

en (tidligere) ven/kammerat.

højere, desto mere alvorlig offeret har oplevet den psykiske vold.

ikke adskiller sig statistisk signifikant på tværs af køn eller alder.

Besvarelserne fra de ofre, som har angivet en årsag til, at de ikke har anmeldt den psykiske

vold, de har været udsat for, fremgår af tabel 8. Som også tidligere beskrevet, kan hver be-

svarelse kategoriseres under flere årsager. I tabellen er de enkelte kategorier af årsager op-

gjort i forhold til det samlede antal vægtede besvarelser, som derfor ikke summerer til 100

pct.

Idet psykisk vold i spørgsmålsformuleringen afgrænses ved at blive udøvet af ”en person nært knyttet

til din husstand” kan det virke overraskende, at nogle angiver, at gerningspersonen var en (tidligere)

ven/kammerat. Det er dog også kun cirka i hver femte tilfælde af psykisk vold, at denne relation til ger-

ningspersonen angives, mens mere end tre ud af fire angives at være en partner eller et (andet) familie-

medlem.

Langt størstedelen af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde psykisk vold er kategoriseret

under én årsag, mens mindre end en tiendedel af besvarelserne indgår i to årsagskategorier.

Tabel 8

Omfang og fordeling af kategorier af årsager til ikke at anmelde psykisk vold, 1. april 2020 til 31. december 2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

Antal

118

677

Andel af

besvarelser

19 %

11 %

12 %

14 %

N (antal besvarelser, vægtet) = 627

Af tabel 8 fremgår, at den hyppigst anvendte enkeltstående årsagskategori til ikke at anmelde

psykisk vold

er ”ønsker ikke at svare”.

Efter denne

er kategorierne ”håndterede

hændelsen selv/på anden vis”

og ”usikkerhed

hændelsens ulovlighed”

de hyppigst anvendte årsager –

anvendt i henholdsvis 12 pct. og 11

pct. af besvarelserne. For at undersøge, om ofre, der har angivet disse typer af årsager til ikke

at anmelde psykisk vold, adskiller sig fra ofre, der har angivet de andre typer af årsager i

tabellen, er der lavet analyser af fordelingen af køn, alder, hvilken relation offeret havde til

gerningspersonen, samt hvor alvorlig offeret oplevede volden. Denne analyse viser, at der

ikke er statistisk signifikante forskelle herimellem.

Tabellen viser desuden, at 19 pct. af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde psy-

kisk vold falder under den

overordnede kategori ”anmeldelse fører ikke til noget”, og at den

hyppigst anvendte årsag inden for denne kategori er ”politiet

kan/vil ikke gøre noget, eller

offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”.

En analyse tilsvarende den, der er beskrevet oven-

for, viser også, at der ikke er statistisk signifikante forskelle ud fra de undersøgte faktorer.

”Trusler

og frygt

for repressalier”

vedrører en procent af besvarelserne og omfatter besvarel-

ser

såsom ”[…]

truede med at fjerne børnene og ikke lade mig se dem”

og ”frygt

for, at

vedkommende skal gøre det igen mod mig”.

5.2

Psykisk vold begået af partner

I dette afsnit beskrives udsathed for og anmeldelsestilbøjeligheden ved psykisk vold begået

af en partner med afsæt i offerundersøgelserne i 2020-2021. Psykisk vold begået af en partner

defineres i den forbindelse som, at en respondent har angivet dels at have været udsat for

psykisk vold, og dels at volden blev begået af en partner.

Tabel 9 viser den vægtede andel af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2020-2021, der

angiver at have været udsat for psykisk vold inden for de seneste 12 måneder, hvor volds-

udøveren var en partner.

”Partner” omfatter nuværende ægtefælle/samlever/partner, en nu forhenværende ægtefælle/samle-

ver/kæreste, som begik volden inden forholdets ophør eller en forhenværende ægtefælle/samlever/kæ-

reste, som begik volden efter forholdets ophør.

Tabel 9

Ofre for psykisk vold begået af partner, udsat inden for de seneste 12 måneder, 2020-2021.

Periode

2020-2021

Andel ofre (af populationen)

1,3 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(1,1

–

1,4)

Som det ses af tabellen, angiver 1,3 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2020-2021,

at de har været udsat for psykisk vold begået af deres partner inden for de seneste 12 måneder.

Dette svarer til 46.000-63.000 personer i befolkningen i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år.

I tillæg hertil kan det oplyses, at 55 pct. af alle dem, der angiver at have været udsat for

psykisk vold i det hele taget, angiver, at det er deres partner, der har udsat dem for psykisk

vold.

Ligesom det er beskrevet i afsnit 5.1, er der i det følgende og i resten af afsnittet foretaget en

filtrering af besvarelserne, som gør, at kun de personer, der angiver at have været udsat for

psykisk vold i en periode, som helt sikkert placerer sig inden for den periode, hvor psykisk

vold har været kriminaliseret, er inkluderet i opgørelserne.

Psykisk vold begået af partner

Udsathed:

Af de i alt 22.640 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i perioden 1. april 2020 til 31.

december 2021, har 1,5 pct. (339 respondenter) angivet at have været udsat for psykisk vold begået af deres partner

i perioden fra 1. april 2019 og fremefter.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 339 ofre for psykisk vold begået af partner har 95 pct. (323 ofre)

ikke

selv an-

meldt den psykiske vold til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 323 ofre for psykisk vold begået af partner, som

ikke

selv har anmeldt den

psykiske vold til politiet, har 82 pct. (266 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 17 pct. (56 ofre) svaret ”ved ikke”

eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 95 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

psykisk vold begået af en partner,

ikke

selv anmeldte den psykiske vold til politiet. Til sam-

menligning kan det bemærkes, at 91 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have

Omvendt angiver 5 pct., at de anmeldte forholdet til politiet. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til

forholdet på anden vis i 4 pct. af tilfældene. Samlet set angives 8 pct. af ofrene for psykisk vold, at

forholdet er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

været udsat for psykisk vold, jf. ovenstående, angiver, at de har undladt at anmelde volden til

politiet.

For så vidt angår årsagerne til ikke at anmelde psykisk vold begået af en partner, er

–

i lighed

med besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde psykisk vold i det hele taget

–

nogle

af de hyppigst anvendte kategorier af årsager

”håndterede hændelsen selv/på anden vis”,

”usikkerhed

hændelsens ulovlighed” samt ”ønsker ikke at svare”,

jf. bilagstabel 2. Det

kan også bemærkes, at mens 4 pct. ofrene for psykisk vold begået af partner angiver årsager

relateret til ”hensyn til børn”, så gælder dette for 2 pct. af ofrene for psykisk vold generelt.

5.3

Psykisk vold mod unge (16-24-årige)

I dette afsnit belyses

unges

udsathed for psykisk vold og deres anmeldelsestilbøjelighed i

forbindelse hermed. Ved ”unge” forstås, at respondenten er 16-24

år på tidspunktet for be-

svarelsen.

Ud af alle de respondenter, som i offerundersøgelserne i 2020-2021 angiver at have været

udsat for psykisk vold inden for de seneste 12 måneder, er hver fjerde i aldersgruppen 16-24

år. 44 pct. af de unge voldsofre angiver, at gerningspersonen er et familiemedlem.

Ligesom det er beskrevet i afsnit 5.1, er der i det følgende og i resten af afsnittet foretaget en

filtrering af besvarelserne, som gør, at kun de personer, der angiver at have været udsat for

psykisk vold i en periode, som helt sikkert placerer sig inden for den periode, hvor psykisk

vold har været kriminaliseret, er inkluderet i opgørelserne.

Psykisk vold mod unge

Udsathed:

Af de i alt 3.484 16-24-årige respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i perioden 1. april 2020

til 31. december 2021, har 4,5 pct. (157 respondenter) angivet at have været udsat for psykisk vold i perioden fra 1.

april 2019 og fremefter.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 157 16-24-årige ofre for psykisk vold har 92 pct. (145 ofre)

ikke

selv anmeldt

volden til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 145 16-24-årige ofre for psykisk vold, som

ikke

selv har anmeldt volden til politiet,

har 85 pct. (123 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 14 pct. (21 ofre) svaret ”ved ikke” eller ”ønsker ikke at

svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 92 pct. af de 16-24-årige respondenter, der angiver at have

været udsat for psykisk vold,

ikke

selv anmeldte den psykiske vold til politiet. Til

Omvendt angiver 8 pct., at de anmeldte forholdet til politiet. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til

forholdet på anden vis i 3 pct. af tilfældene. Samlet set angiver 11 pct. af ofrene for psykisk vold i alderen

16-24 år, at forholdet er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

sammenligning kan det bemærkes, at 91 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have

været udsat for psykisk vold, jf. ovenstående, angiver, at de har undladt at anmelde volden til

politiet.

Ligesom det gør sig gældende for besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde psykisk

vold i det hele taget, er nogle af de hyppigst angivne årsager blandt de

unge ”usikkerhed

hændelsens ulovlighed”,

”håndterede hændelsen selv/ på anden vis” samt ”ønsker ikke at

svare”,

jf. bilagstabel 3. Det kan også bemærkes, at mens 13 pct. af de unge angiver årsager

relateret til ”ikke alvorligt nok”, så gælder dette for 6 pct. af

alle ofrene for psykisk vold.

5.4

Interview

I interviewene er medarbejderne fra politikredsene blevet spurgt til, hvilke årsager til ikke at

anmelde psykisk vold de er stødt på i deres arbejde, og de er blevet spurgt specifikt ind til

nogle af de årsager til ikke at anmelde psykisk vold, som er fremkommet på baggrund af

oplysningerne i offerundersøgelserne. En del af disse årsager nævnes også i relation til vold,

jf. afsnit 5.4. Psykisk vold er som nævnt i afsnittet ovenfor defineret ved, at en person nært

knyttet til et offers husstand gentagne gange over en periode har udsat offeret for groft ned-

værdigende, forulempende eller krænkende adfærd med henblik på at styre offeret.

Manglende beviser: I størstedelen af interviewene nævner interviewpersonerne manglende

beviser på, at den psykiske vold har fundet sted, som en årsag til, at nogle ofre undlader at

politianmelde det, de har været udsat for. Dette kan ifølge interviewpersonerne hænge sam-

men med, at det kan være meget vanskeligt at bevise psykisk vold. En interviewperson be-

skriver i den forbindelse:

”Det

er min fornemmelse, at [ofrene] også godt ved, hvor svært det er for

politiet at bevise psykisk vold. Derfor vil politiet gerne have et fysisk bevis

–

altså hvor offeret er blevet truet på en eller anden måde, som er blevet opta-

get,

eller hvor gerningsmanden har skrevet til offeret.”

En anden interviewperson nævner, at nogle ofre for psykisk vold undlader at politianmelde

volden, fordi de er usikre på, hvad de skal kunne fremvise af dokumentation ved en anmelde:

”[Ofrene]

kan være usikre på, hvor meget man selv skal kunne bevise, før

man går til politiet. Der er ikke et blåt mærke eller andet, man lige kan frem-

vise.”

Offerets usikkerhed om hændelsesforløbets ulovlighed: En stor del af interviewpersonerne

fremhæver derudover, at nogle ofre for psykisk vold undlader at politianmelde volden, fordi

de er i tvivl om, hvorvidt de har været udsat for psykisk vold. Interviewpersonerne peger på,

at dette kan skyldes, at det er relativ kort tid siden, at psykisk vold er blevet kriminaliseret i

straffeloven. En interviewperson udtaler eksempelvis:

”Psykisk vold er også relativt nykriminaliseret,

så man mangler måske også

den grundlæggende kulturændring i at forstå, at psykisk vold også kan være

strafbart på lige fod med fysisk vold. Det er der stadig et arbejde i at få ud-

bredt, og også i at forstå, hvad psykisk vold egentlig er

–

især inden for de

juridiske rammer.”

En anden interviewperson fortæller følgende:

”Det var ikke alle forurettede, der vidste, de havde levet med psykisk vold.

Jeg kunne møde en kvinde, der måske var kommet på krisecenter den dag,

fordi hun var blevet slået, men når vi så fik snakket med hende, kom det mere

og mere frem, at der ikke kun var tale om fysisk, men også psykisk vold. I 95

procent af sagerne om fysisk vold var der også psykisk vold inde over, så de

to ting følger ofte hinanden. Men kvinderne vidste ikke, at den kontrollerende

og nedværdigende adfærd var ulovlig. Så der er en manglende viden

–

men

det er jo også stadig en meget ny lovgivning.”

Normalisering af den psykiske vold: Mange af interviewpersonerne fremhæver desuden, at

psykisk vold for nogle ofre er blevet normaliseret, og at det kan betyde, at det er svært for

ofrene at genkende og anerkende, at de har været udsat for psykisk vold.

En interviewperson beskriver det således:

”Det

kan være svært at se, at der er foregået psykisk vold, fordi man [som

offer] er røget ind i et regime, hvor man tror, det er almindeligt. Man får lidt

en anden virkelighedsopfattelse.”

En anden fortæller, at når ofrene giver udtryk for, at det, de har været udsat for, ikke er

alvorligt nok til at blive anmeldt til politiet, så kan det skyldes, at den psykiske vold er blevet

hverdag for dem:

”Det med at det ikke er groft nok, det handler også om, at der er mange

forskellige opfattelser af, hvad psykisk vold er. Fordi vold er en del af ordet,

så tænker man igen det her med grovhed

–

er det groft nok? Der er vi igen

lidt tilbage til det her med hverdagen. Volden bliver normaliseret.”

En tredje interviewperson kobler denne normalisering af vold og ændrede virkelighedsopfat-

telse til, at nogle af ofrene er blevet isolerede fra omverdenen:

”Det er også svært at få øje på

psykisk vold, hvis man selv er udsat for det,

fordi man langsomt bliver spundet ind i det

–

i en langsom normalisering.

Man bliver suget mere og mere ind, og det handler også typisk om isolation,

så der er sjældent en omverden, der kan få øje på, at der er noget galt. Man

mister sig selv og ens referenceramme til omverdenen, så man ikke er op-

mærksom på, hvad der foregår.”

Social isolation: Flere af interviewpersonerne nævner

–

ligesom i det ovenstående citat

–

isolation som en årsag til ikke at foretage en politianmeldelse. I dette indgår også den sociale

isolations betydning for bevisbyrden.

En interviewperson beskriver følgende:

”De

[ofrene] har jo også en stor bevisbyrde, for så skal der have været vidner,

eller at man kan dokumentere det fra lægeundersøgelser, eller man har noget

netværk eller beskeder/telefonopkald, der kan dokumentere mange af de her

ting. Og ofte har de personer, der har været udsat for psykisk vold, ikke noget

netværk, fordi de er blevet meget isoleret. Så det er nogle sager, der er svære at

bevise, og meget af det ligger ved forurettede, og man kan også høre på dem, at

de ikke ved, om de orker anmeldelsen, om de orker at bære bevisbyrden.”

En anden interviewperson udtrykker følgende om isolation som årsag til ikke at politianmelde

psykisk vold:

”Den

forurettede vil i mange situationer stå isoleret og have haft en dynamik

med voldsudøveren, hvor ens livsverden er begrænset til hjemmet og til den

udøvende part. Der er et underligt afhængighedsforhold, hvor ens tro på sig

selv, grænser og autonomi langsomt forsvinder. Det kan være uoverskueligt

at forestille sig, hvordan ens liv kan se ud efter en anmeldelse og et eventuelt

brud med den udøvende part.”

Oplevelse af skyld, selvbebrejdelse og manglende tro på sig selv: Som det fremgår af oven-

stående citat, kan psykisk vold og social isolation føre til, at nogle ofre mister troen på sig

selv. En af interviewpersonerne nævner i den forbindelse, at ofrene kan opleve en form for

skyld, selvbebrejdelse og manglende tro på sig selv, der medfører, at de ikke anmelder volden

til politiet:

”Det er jo ofte en konsekvens af den psykiske vold, at man på mange måder

bliver isoleret enten som følge af ens partners kontrol, eller fordi man trækker

sig fra sin omgangskreds, fordi det er svært at opretholde et dobbeltliv […].

Hvis man så ikke har nogle andre at holde det op imod, så kan det også være

rigtig svært at tro på sit eget selvbillede, hvis man får at vide, at man gør ting

forkert.

”Er

det min egen skyld? Er det alvorligt nok? Sker det også for andre

hele tiden?” Den her iboende tvivl på sig selv og sine egne observationer,

tror jeg, er ret dominerende for en stor del af de forurettede, som har været

udsat for enten psykisk eller fysisk vold eller en kombination.”

En anden interviewperson beskriver i overensstemmelse hermed følgende:

”Hvis

der er fysisk vold og psykisk vold i en langvarig relation, hvor man er

blevet fortalt, at man selv er skyldig, og at gerningspersonen er blevet nød-

saget til at afstraffe en, kan de små mikroreguleringer skubbe grænserne for

normalen. Det, tænker jeg helt sikkert, kan være en barriere for at anmelde,

fordi man er blevet lullet ind i den virkelighed.”

Fælles børn: Nogle interviewpersoner nævner fælles børn som årsag til ikke at politianmelde

psykisk vold og andre former for vold, se evt. også afsnit 4.4 om vold og afsnit 6.4 om vold-

tægt. En interviewperson siger i den forbindelse, at i de sager, som vedkommende har arbejde

med, der er det

”[…]

børnene, der er omdrejningspunktet for ikke at anmelde. Altså frygten

for, hvordan det skal gå med dem.

”Mister jeg mit barn?””

En anden interviewperson beskriver i tråd hermed, at

”man har måske bedre kontrol over,

hvad der sker i den nuværende situation, så man tænker, man kan beskytte børnene bedre

[ved ikke at anmelde], da man ikke ved, hvad der sker, hvis man inddrager politiet.”

Offeret har følelser for/er i et forhold med gerningspersonen: Enkelte interviewpersoner næv-

ner desuden, at relationen til gerningspersonen og de følelser, som offeret nærer for den på-

gældende, kan være en årsag til ikke at anmelde psykisk vold.

En interviewperson siger eksempelvis:

”Det

kan være, at de stadig elsker personen og er kærester eller gift. Hvad

betyder en politianmeldelse så for forholdet? Dette gælder også, hvis det er

ekspartnere

–

så kan de stadig have følelser for dem.”

Offeret håndterer volden på anden vis: Enkelte interviewpersoner nævner, at nogle ofre for

psykisk vold er lykkedes med eller har forsøgt selv at håndtere volden i stedet for at anmelde

den til politiet. En interviewperson udtrykker det på følgende måde:

”Vi

oplever også andre, der selv har taget sig af det, enten ved at gå fra

vedkommende eller begynde i terapi, hvor de selv arbejder på, hvordan der

bliver snakket eller lignende.”

En anden interviewperson beskriver i lighed hermed, at

”hvis det er et par, så prøver de også

at finde nogle strategier til at være i det.”

Bange for at eskalere en konflikt: Der er også enkelte interviewpersoner, der nævner, at nogle

ofre er bange for, at de vil eskalere konflikten mellem dem selv og gerningspersonen, hvis de

anmelder den pågældende til politiet. En interviewperson beskriver i den forbindelse, at nogle

ofre kan have en

”[…]

frygt for, at det bliver værre, når man involverer andre,”

mens en

anden interviewperson beskriver følgende:

”Det kan også være,

at de synes, partneren har det hårdt nok i forvejen, eller

at de er bange for at eskalere en konflikt. Hvis vedkommende i forvejen truer

eller følger efter dem, hvad bliver det næste så, når de anmelder dem til po-

litiet? Bliver situationen så bare værre for dem selv?”

Andre mindre fremtrædende årsager: Enkelte interviewpersoner nævner herudover, at nogle

ofre for psykisk vold undlader at anmelde volden til politiet, fordi de ikke synes, at den er

alvorlig nok, fordi de kontrolleres af gerningspersonen, se evt. også kapitel 9 om negativ

social kontrol, eller af hensyn til gerningspersonen.

Voldtægt

I offerundersøgelserne i 2019-2021 er et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16-

74 år på forskellig vis blevet spurgt til udsathed for voldtægt. I undersøgelserne i 2019 og

2020 indgik følgende

spørgsmål: ”Har du inden for de seneste 5 år været udsat for voldtægt

eller forsøg herpå, altså at en person ved brug af vold, eller trusler om vold, har forsøgt at

tvinge dig til eller rent faktisk har tvunget dig til samleje?”.

Fra og med 2021 er spørgsmålet

om voldtægt ændret, så spørgsmålsformuleringen passer med den nye samtykkebaserede

voldtægtslovgivning, som trådte i kraft den 1. januar 2021:

”Har

du inden for de seneste 5 år

været udsat for voldtægt eller forsøg herpå, dvs. at en person har haft eller har forsøgt at have

samleje med dig, uden at du samtykkede heri?”

Svarer en respondent bekræftende på disse

spørgsmål, bliver der spurgt yderligere ind til tidsperioden, hvortil respondenten kan svare,

at det er sket inden for de seneste 12 måneder, for mellem 1-2 år siden, for mellem 2-3 år

siden eller for mere end 3 år siden.

Tabel 10 viser den vægtede andel af de adspurgte, der angiver at have været udsat for vold-

tægt eller forsøg på voldtægt inden for de seneste fem år og inden for de seneste 12 måneder.

Som det fremgår af tabellen, angiver 1,5 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019-

2021, at de har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år. Dette

svarer til 56.000-74.000 personer i befolkningen i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år. Ta-

bellen viser desuden, at 0,3 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019 -2021 har an-

givet, at de har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste 12 måneder,

svarende til 9.000-17.000 personer i alderen 16-74 år i gennemsnit pr. år.

Tabel 10

Ofre for voldtægt eller forsøg herpå, udsat inden for de seneste 5 år og inden for de seneste 12 måneder, 2019-2021.

Udsathed, periode

Seneste 5 år

Seneste 12 måneder

Andel ofre

1,5 %

0,3 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(1,4 - 1,6)

(0,2

–

0,4)

Som nævnt dækker disse tal og andele over besvarelser af spørgsmål om udsathed for voldtægt med

forskellige formuleringer.

6.1

Anmeldelsestilbøjelighed

–

og årsager til ikke at anmelde

De adspurgte, der angiver at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå, bliver herefter

spurgt, om de har anmeldt hændelsen til politiet, og såfremt de ikke har, bliver de spurgt om

årsagen hertil, jf. også figur 1. Af nedenstående tekstboks fremgår en oversigt over besvarel-

serne på spørgsmålene om udsathed for voldtægt og forsøg herpå, anmeldelsestilbøjelighed

samt fordelingen af, hvorvidt de adspurgte har svaret på spørgsmålet om, hvorfor de ikke har

anmeldt hændelsen til politiet.

For at få et statistisk set tilstrækkelig stort antal besvarelser

at foretage analyser ud fra, er det valgt at anvende besvarelser fra respondenter, som har

oplyst at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste 5 år.

Voldtægt

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 1,5 pct. (563

respondenter) angivet at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 563 ofre for voldtægt eller forsøg herpå, har 83 pct. (465 ofre)

ikke

selv anmeldt

hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 465 ofre for voldtægt eller forsøg herpå, som

ikke

selv har anmeldt hændelsen

til politiet, har 87 pct. (406 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 12 pct. (58 ofre) svaret ”ved ikke” eller ”ønsker

ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 83 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

voldtægt eller forsøg herpå,

ikke

selv anmeldte hændelsen til politiet, og at 87 pct. af disse

har angivet en årsag til dette.

Det kan i forlængelse heraf bemærkes, at det omvendt er 16 pct. af ofrene som angiver, at de

selv anmeldte forholdet til politiet.

Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på

anden vis i yderligere 2 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 18 pct. af voldtægtsofrene, at

hændelsen er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

For så vidt angår anmeldelsestilbøjeligheden, viser en analyse, at tilbøjeligheden til at an-

melde voldtægt og forsøg herpå er:

I spørgeskemaet efterfølges spørgsmålet med følgende: ”Vigtigt at dette bliver nøje beskrevet”.

Enkelte har svaret ved ikke/ønsker ikke at svare m.v.

Denne andel afviger fra andelen af besvarelserne, der i tabel 11

falder under kategorien ”politiet har

fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte”. Førstnævnte andel angår de personer, der til spørgs-

målet ”har du anmeldt

det

til politiet?” svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde”, mens den

sidstnævnte andel angår besvarelser til det opfølgende spørgsmål, der stilles til personer, som angiver,

at de ikke har anmeldt forholdet til politiet, om, hvorfor de ikke har anmeldt det til politiet. Der er en del

tilfælde, hvor

personer svarer ”nej, men politiet fik det at vide på anden måde” til spørgsmålet angående,

om forholdet er anmeldt, mens begrundelsen for, hvorfor de ikke har anmeldt, angår årsager såsom

”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”, ”hændelsens

ulovlighed”

og ”manglende

beviser”.

lavere blandt 16-24-årige og 25-39-årige ofre end blandt ældre ofre.

lavere blandt ofre, der kender gerningspersonen.

lavere, hvis voldtægten eller forsøget herpå er foregået i en privat bolig, end hvis

hændelsen er foregået på et offentligt tilgængeligt sted eller ”andet” sted

højere for de hændelser, hvor offeret har oplevet hændelsen

som ’meget alvorlig’

frem for ’ret alvorlig’

eller

’ikke særlig alvorlig’.

ikke adskiller sig statistisk signifikant på tværs af køn eller alt efter antallet af

gange, offeret har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå.

Der ses desuden en sammenhæng ved, at anmeldelsestilbøjeligheden er højere blandt perso-

ner, som har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå begået af et familiemedlem end af

en partner, en (tidligere) ven/kammerat/et (kortvarigt) bekendtskab

eller en ”anden”,

men

dette skal tolkes med forsigtighed, da det er baseret på relativt få besvarelser.

Besvarelserne fra de ofre, som har angivet en årsag til, at de ikke har anmeldt den voldtægt

eller det voldtægtsforsøg, de har været udsat for, fremgår af tabel 11. Som også tidligere

beskrevet, kan hver besvarelse kategoriseres under flere årsager. I tabellen er de enkelte ka-

tegorier af årsager opgjort i forhold til det samlede antal vægtede besvarelser , som derfor

ikke summerer til 100 pct.

”Andet sted” er øvrige steder end privat bolig, offentligt tilgængeligt sted og arbejdsplads m.v.

Langt størstedelen af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde voldtægt og forsøg herpå

er kategoriseret under én årsag, godt en sjettedel af besvarelserne indgår i to årsagskategorier, knap en

tyvendedel af besvarelserne i tre og enkelte besvarelser indgår i fire årsagskategorier.

Tabel 11

Omfang og fordeling af kategorier af årsager til ikke at anmelde voldtægt og forsøg herpå, 2019-2021.

Årsager

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/ på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Forsøg på voldtægt mv.

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 465

Antal

131

565

Andel af

besvarelser

28 %

10 %

12 %

11 %

14 %

10 %

Det ses af tabellen, at den hyppigst anvendte enkeltstående årsagskategori til ikke at anmelde

voldtægt eller forsøg herpå

er ”usikkerhed

hændelsens ulovlighed”, da den er anvendt i

12 pct. af besvarelserne. En analyse viser, at ofre, der har angivet denne årsag

–

til sammen-

ligning med de ofre, der har angivet de øvrige årsager

–

i større omfang har angivet at have

oplevet hændelsen som ”ikke særlig alvorlig”,

i mindre omfang har oplevet hændelsen som

”meget alvorlig”,

og endvidere ses, at andelen af tilfælde (blandt de ofre, som kendte ger-

ningspersonen)

, hvor gerningspersonen var offerets partner, er større blandt dem, der har

angivet ”usikkerhed

om hændelsens ulovlighed”

som årsag til ikke at anmelde den

hændelse,

de har været udsat for, mens andelen af tilfælde, hvor gerningspersonen var en (tidligere)

ven/kammerat/et (kortvarigt) bekendtskab, er mindre. Sluttelig ses der en tendens til, at an-

delen af hændelserne, der har fundet sted på

”andet sted”,

er lavere blandt besvarelserne i

årsagskategorien

”usikkerhed

om hændelsens ulovlighed”, end det er tilfældet blandt andre

besvarelser. Tilsvarende er det undersøgt, om der er forskel med hensyn til alder og antal

gange personen har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå, men her findes ingen statistisk

signifikante sammenhænge.

Af tabellen fremgår desuden, at 28 pct. af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde

voldtægt og forsøg herpå

falder under den overordnede kategori ”anmeldelse fører ikke til

noget”, og at den hyppigst anvendte årsag inden for denne kategori er ”

manglende beviser”.

En analyse tilsvarende den, der er beskrevet ovenfor, viser, at andelen af kvindelige ofre er

større blandt besvarelser i denne kategori af årsager til sammenligning med de øvrige besva-

relser, og at andelen af ofre, der ikke kendte gerningspersonen, er statistisk signifikant større

blandt besvarelser i denne kategori af årsager til sammenligning med de øvrige besvarelser.

Blandt de ofre, som kendte gerningspersonen, viser analysen, at andelen af ofrene, der angi-

ver, at voldtægten eller forsøget herpå er blevet begået af en (tidligere) ven/kammerat/et

(kortvarigt) bekendtskab, er statistisk signifikant større blandt ofre, der angiver, at de ikke

har anmeldt hændelsen grundet manglende beviser, end det er tilfældet blandt de ofre, der

har givet andre årsager til ikke at anmelde. For de resterende faktorer ses ingen statistisk

signifikante forskelle.

Tabellen viser yderligere, at 10 pct. af besvarelserne vedrører

”nervøs for konsekvenser”.

Dette dækker over svar som ”bange

for, det ville skabe for store problemer”,

og ”jeg

turde

ikke

–

han var ældre end mig, og det var pinligt”.

Ofre, der har angivet denne type af årsag

til ikke at politianmelde hændelsen, angiver oftere at have oplevet hændelsen som

”meget

alvorlig” –

og sjældnere som

”ikke særlig alvorlig” end

øvrige ofre. For de resterende faktorer

ses ingen statistisk signifikante forskelle.

Fem procent af besvarelserne

vedrører årsagen ”trusler og frygt for repressalier”, og årsagen

dækker over besvarelser

såsom ”jeg

er bange for, at han gør det igen, hvis jeg ikke får ham

"buret inde"…”

og ”jeg

var bange for konsekvenser eller repressalier fra eksmand”.

Da der

er relativt få af denne type af besvarelser, er det ikke meningsfuldt at undersøge statistisk,

hvordan disse besvarelser adskiller sig fra de øvrige besvarelser. Det kan dog bemærkes, at

størsteparten af besvarelserne er givet af ofre, som har været udsat for voldtægt eller forsøg

herpå, der er begået i en privat bolig, samt at næsten alle ofrene bag disse besvarelser har

Der ses ingen signifikant sammenhæng med om offeret kendte gerningspersonen eller ej.

Andet sted” er øvrige steder end privat bolig, offentligt tilgængeligt sted og arbejdsplads m.v.

oplevet hændelsen som værende meget alvorlig eller ret alvorlig, frem for ikke særlig alvor-

lig.

6.2

Voldtægt eller forsøg herpå begået af partner

I dette afsnit beskrives udsathed for og anmeldelsestilbøjeligheden ved voldtægt eller forsøg

herpå begået af en partner med afsæt i offerundersøgelserne i 2019-2021. Voldtægt eller for-

søg herpå begået af en partner defineres i den forbindelse som, at en respondent har angivet

at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år, og at vold-

tægten eller forsøget herpå blev begået af en partner.

Tabel 12 viser den vægtede andel af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019-2021, der

angiver at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år og

inden for de seneste 12 måneder, hvor gerningspersonen var en partner.

Som det ses af tabellen, angiver 0,5 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne i 2019 -2021,

at de har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå begået af deres partner inden for de

seneste fem år. Dette svarer til 14.000-24.000 personer i befolkningen i alderen 16-74 år i

gennemsnit pr. år. Tabellen viser desuden, at 0,1 pct. af de adspurgte i offerundersøgelserne

i 2019-2021 har angivet, at de har været udsat for voldtægt eller forsøg herpå begået af deres

partner inden for de seneste 12 måneder, svarende til 1.000-6.000 personer i alderen 16-74 år

i gennemsnit pr. år. Dette skal tolkes med forsigtighed, da beregningerne er baseret på få

besvarelser.

Tabel 12

Ofre for voldtægt eller forsøg herpå begået af partner, udsat inden for de seneste 5 år og inden for de seneste 12 måneder,

2019-2021.

Udsathed, periode

Seneste 5 år

Seneste 12 måneder

Andel ofre (af populationen)

0,5 %

0,1 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(0,4

–

0,5)

(0,1

–

0,1)

I tillæg hertil kan det oplyses, at 30 pct. af alle dem, der angiver at have været udsat for

voldtægt eller forsøg herpå i det hele taget, oplyser, at gerningspersonen var deres partner.

”Partner” omfatter nuværende ægtefælle/samlever/partner, en nu forhenværende ægtefælle/samle-

ver/kæreste, som begik volden inden forholdets ophør eller en forhenværende ægtefælle/samlever/kæ-

reste, som begik volden efter forholdets ophør.

For at få et tilstrækkelig stort antal besvarelser at foretage analys er ud fra, er det valgt at

anvende besvarelser fra respondenter, som har oplyst at have været udsat for voldtægt eller

forsøg herpå inden for de seneste 5 år i nedenstående.

Voldtægt eller forsøg herpå begået af partner

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 0,5 pct. (167

respondenter) angivet at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå begået af deres partner inden for de seneste

fem år.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 167 ofre for voldtægt eller forsøg herpå begået af deres partner, har 92 pct. (155

ofre)

ikke

selv anmeldt hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 155 ofre for voldtægt eller forsøg herpå begået af deres partner, som

ikke

selv

har anmeldt hændelsen til politiet, har 89 pct. (138 ofre) angivet en årsag hertil. Herudover har 11 pct. (17 ofre) svaret

”ved ikke” eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 92 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

voldtægt eller forsøg herpå begået af deres partner,

ikke

selv har anmeldt hændelsen til poli-

tiet. Til sammenligning kan det bemærkes, at 83 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet

at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå, jf. det tidligere, angiver, at de har undladt

at anmelde hændelsen til politiet.

Ligesom det gør sig gældende for besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde vold-

tægt i det hele taget, er nogle af de hyppigst angivne årsager også her

”usikkerhed

om hæn-

delsens ulovlighed”

”nervøs for konsekvenser”,

jf. bilagstabel 4. Det kan i den forbindelse

bemærkes, at mens 17 pct. ofrene for voldtægt begået af partner angiver årsager relateret til

”usikkerhed om hændelsens ulovlighed”, så gælder dette for 12 pct. af ofrene for voldtægt

generelt. Desuden gælder det, at mens 6 pct. ofrene for voldtægt begået af partner angiver

årsager relateret til ”manglende beviser”,

gør det sig gældende for 10 pct. af ofrene for vold-

tægt generelt.

6.3

Voldtægt mod unge (16-24-årige)

I dette afsnit belyses

unges

udsathed for voldtægt og forsøg herpå samt deres anmeldelsestil-

bøjelighed i forbindelse hermed. Ved ”unge” forstås, at respondenten er 16

-24 år på tids-

punktet for besvarelsen, og udsathed for voldtægt og forsøg herpå er

–

som ovenfor

–

defi-

neret ved, at en respondent angiver at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden

for de seneste fem år.

Omvendt angiver 8 pct., at de selv anmeldte forholdet til politiet. Hertil kommer, at politiet fik kendskab

til forholdet på anden vis i 1 pct. af tilfældene. Samlet set angiver 9 pct. af ofrene for voldtægt eller forsøg

herpå, at hændelsen er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

Ud af alle de respondenter, som i offerundersøgelserne i 2019-2021 angiver at have været

udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år, er 54 pct. i aldersgruppen

16-24 år. 71 pct. af de unge voldtægtsofre angiver, at de kendte gerningspersonerne i forve-

jen, og enkelte oplyser i den forbindelse, at gerningspersonen er et familiemedlem.

Voldtægt eller forsøg herpå mod unge

Udsathed:

Af de i alt 5.629 16-24-årige respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 5,4

pct. (303 respondenter) angivet at have været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 303 16-24-årige ofre for voldtægt eller forsøg herpå har 84 pct. (256 ofre)

ikke

selv anmeldt hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 256 16-24-årige ofre for voldtægt eller forsøg herpå, som

ikke

selv har anmeldt

hændelsen til politiet, har 87 pct. (223 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 13 pct. (33 ofre) svaret ”ved ikke”

eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 84 pct. af de 16-24-årige respondenter, der angiver at have

været udsat for voldtægt eller forsøg herpå,

ikke

selv anmeldte hændelsen til politiet. Til

sammenligning kan det bemærkes, at 83 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have

været udsat for voldtægt eller forsøg herpå, jf. det tidligere, angiver, at de har undladt at

anmelde hændelsen til politiet.

I lighed med besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde voldtægt eller forsøg herpå

i det hele taget, er nogle af de hyppigst anvendte årsager blandt de unge for ikke at anmelde

”manglende

beviser”,

”usikkerhed

om hændelsens ulovlighed”

samt ”nervøs

for konsekven-

ser”, jf. bilagstabel 5. Dette skal ses i relation til, at unge udgør en relativt stor andel (54 pct.)

af det samlede antal ofre.

6.4

Interview

I interviewene er medarbejderne fra politikredsene blevet spurgt om, hvilke årsager til ikke

at politianmelde voldtægt, de er stødt på i deres arbejde, og de er blevet spurgt specifikt ind

til enkelte af de årsager til ikke at anmelde voldtægt, som er fremkommet på baggrund af

oplysningerne i offerundersøgelserne.

Offerets usikkerhed om hændelsens ulovlighed: I langt størstedelen af interviewene nævner

interviewpersonerne usikkerhed om hændelsens ulovlighed som en årsag til, at nogle ofre for

voldtægt undlader at politianmelde hændelsen.

Omvendt angiver 15 pct., at de selv anmeldte forholdet til politiet, og enkelte har svaret ved ikke/ønsker

ikke at svare m.v. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på anden vis i 2 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 16 pct. af voldtægtsofrene i alderen 16-24 år, at hændelsen er anmeldt af offeret selv

eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

Nogle interviewpersoner beskriver, at voldtægtsofre kan være i tvivl om, hvor grænsen går

mellem grænseoverskridende, seksuel adfærd og voldtægt, og at dette kan være en årsag til

ikke at politianmelde hændelsen. En interviewperson beskriver det på følgende måde:

”Der kan være nogle usikkerheder

omkring, hvad voldtægt er, så man er må-

ske ikke helt sikker. Man føler sig måske som offer for noget grænseoverskri-

dende, men man er ikke sikker på, om det er voldtægt. Det kan være en bar-

riere for at henvende sig til politiet, fordi man har en opfattelse af, at man

skal være helt sikker, før

man henvender sig.”

Nogle interviewpersoner beskriver også, at relationen til gerningspersonen kan have betyd-

ning for voldtægtsofres opfattelse af, om de har været udsat for noget strafbart. En interview-

person sondrer her mellem, om offeret kender gerningspersonen eller ej:

”Jeg tænker, at de fleste mennesker har en holdning til, hvad en rigtig vold-

tægt er, og ofte kan en rigtig voldtægt blive forstået som, at [offeret] ikke

kender gerningspersonen. Og når det så bliver de her kontaktvoldtægter

[hvor offeret og gerningspersonen kender hinanden], så er der ret mange

holdninger til, hvordan det har kunnet lade sig gøre, når man nu kendte ger-

ningspersonen.”

Denne pointe bliver endnu mere udtalt i sager om voldtægt, hvor offer og gerningsperson er

i et parforhold med hinanden. En af interviewpersonerne udtrykker det på denne måde:

”Min erfaring er, at det i parforhold, hvor

de forurettede mener, de er blevet

udsat for voldtægt af deres partner, så tænker de ikke, det er forkert, netop

fordi de er i et parforhold med gerningspersonen.”

Oplevelse af skyld og skam: Størstedelen af interviewpersonerne peger på, at en oplevelse af

skyld og skam er en årsag til, at nogle ofre for voldtægt undlader at politianmelde hændelsen.

Skyld og skam er to forskellige begreber med meget forskellig betydning, men informanterne

nævner dem ofte i kontekst af hinanden. En interviewperson beskriver således:

”Jeg tror,

den største grund, til at folk ikke anmelder voldtægt, er både skyld

og skam. Med skyld mener jeg, at man har det med at bebrejde sig selv, og

man er i tvivl om, om det egentlig var en voldtægt. Og her handler det igen

om, at voldtægter ofte begås i nære relationer eksempelvis af en kæreste eller

ekskæreste. Det er meget sjældent en fremmed, der overfalder dig i en mø rk

gyde og voldtager dig. Eller det kan være, man har skrevet nogle frække be-

skeder frem og tilbage eller har været med på nogle af de andre ting, men

ikke lige det sidste, og så har man tænkt, at man vil blive mødt med, at det er

ens egen skyld. Så der er meget det her med:

”Kommer

folk til at tro på mig/er

det min egen skyld?” Og mange skammer sig og føler, de har sat sig selv i

situationen.”

Lignende beskrivelser af især oplevelsen af skyld nævnes af flere andre interviewpersoner

som en årsag til ikke at anmelde voldtægt. En interviewperson beskriver eksempelvis:

”Vi

har unge kvinder, som siger, at de jo også gerne ville mødes med ger-

ningspersonen, og så tror de selv, de bærer skylden. Så de bebrejder sig selv

undervejs, også hvis de eksempelvis har skrevet til vedkommende, at de gerne

vil have sex. Men det kan stadig godt være en voldtægt.”

En tredje interviewperson fortæller, at nogle ofre reflekterer over deres påklædning og over ,

hvad omverdenen mon tænker om dem, og at dette er med i deres overvejelser om at anmelde

voldtægt:

”Jeg

tror, der ligger rigtig meget skyld og skam i, om man selv har lagt op

til det her.

”Er

det mig, der er sippet? Skulle jeg have taget en skjorte på i

stedet for en crop top? Hvad er holdningen fra samfundet eller familien til,

hvordan ordentlige piger skal opføre sig?””

En interviewperson nævner i forlængelse heraf, at netop selvbebrejdelse kan være årsag til

nogle af de sene anmeldelser om voldtægt, politiet modtager:

”[For

de ofres vedkommende, hvor der kan gå måneder før, de anmelder det],

går overvejelsen på, om de selv synes, de har en andel i det, der er sket. Gik

de selv med gerningspersonen hjem? Måske de også selv var med langt hen

ad vejen, men gerningspersonen overskred en grænse. Så det fylder rigtig

meget

–

det med at de tager noget ejerskab for det, der er foregået, og giver

sig selv en rolle i form af, at de måske også selv har bedt om det på en eller

anden vis.”

Frygt for repressalier: En del interviewpersoner beskriver også, at nogle ofre for voldtægt

undlader at politianmelde voldtægten på grund af frygt for repressalier. Dette beskrives meget

forskelligt af interviewpersonerne.

En interviewperson giver et eksempel, hvor en kvinde er blevet udsat for et seksuelt overgreb

af en person, hun bor meget tæt på:

”[Offeret]

var bange for konfrontationen

–

for hvad han

ville gøre eller sige til hende. Altså en frygt for at der ville opstå noget andet en d bare en

akavet situation.”

En anden interviewperson beskriver en grov voldtægtssag, hvor en person har begået vold-

tægt mod flere andre personer, og hvor både de forurettede og vidnerne i sagen ikke har villet

sige noget af frygt for, at gerningspersonen vil komme efter dem efter end t afsoning. Inter-

viewpersonen beskriver her, at

”de

[forurettede] er dødsens bange for, at den her person,

som kommer ud igen på et tidspunkt, vil opsøge dem.”

En tredje interviewperson beskriver et eksempel, hvor en person er blevet udsat for voldtægt

af en person på sin arbejdsplads, og hvor gerningspersonen efterfølgende har truet offeret til

at dele billeder af sig selv med gerningspersonen. Her er årsagen til, at offeret ikke anmelder

voldtægten, at gerningspersonen truer med, at offerets familien vil få kendskab til voldtægten

og delingen af billedmaterialet, samt at den pågældende vil miste sit arbejde.

Et par af interviewpersonerne nævner derudover, at det forekommer, at voldtægtsofre med

anden etnisk herkomst end dansk afholder sig fra at politianmelde voldtægt, fordi de frygter,

at de bliver sendt (tilbage) til det land, de oprindeligt kommer fra, at familien gifter dem bort

til en person, de ikke ønsker at blive gift med, at deres børn bliver taget fra dem, og i værste

fald at de bliver slået ihjel, se evt. også kapitel 9 om negativ social kontrol.

Nervøs for sociale konsekvenser: Enkelte interviewpersoner beskriver desuden, at nogle ofre

for voldtægt er nervøse for, hvilke konsekvenser en anmeldelse vil have i deres netværk. En

interviewperson beskriver det på følgende måde:

”Der er den her risiko for tab af netværk. ”Hvad hvis de andre ikke tror på,

at [en bekendt] har voldtaget mig? Så skal jeg både leve med voldtægten, og

at de andre mener, jeg lyver. Eller jeg kan lukke øjnene og håbe på, at det

går væk?”

Jeg

kan godt forstå, at mange falder fra.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel, hvor netop disse overvejelser havde

betydning for, at forurettede valgte ikke at politianmelde den voldtægt, som vedkommende

havde været udsat for:

”Det,

der klart gjorde udfaldet for hende [i forhold til hendes overvejelser

om at anmelde], var, at gerningspersonen var en ven. Hun var bange for ud-

faldet af sagen. Og hvis sagen ikke kom til at føre til noget

–

at man ikke ville

føre sagen i retten eller rejse tiltale

–

så frygtede hun, at det vil skabe en

dårlig stemning og et dårligt forhold mellem hende og til dels vennen og til

dels hele vennegruppen.”

Offeret kan ikke overskue processen og ventetiden: Det fremkommer ligeledes af interview-

materialet, at ikke alle ofre for voldtægt kan overskue den proces, der starter ved en anmel-

delse af voldtægt. Denne årsag til ikke at anmelde voldtægt påpeges af flere interviewperso-

ner. En interviewperson nævner, at

”Man

skal have ret meget overskud for at medvirke i den

her proces.”

En anden interviewperson siger følgende:

”Hvis

[voldtægtsofre] er lige på kanten af, om de vil anmelde eller ej, og så

vælger at gøre det, så er der også nogle, der bliver overrasket over, hvor

omfattende processen er hos politiet. Der er lægeundersøgelser, der er yderst

ubehagelige, og de skal sidde og fortælle om ubehagelige detaljer. Så vakler

man og vælger ikke at køre det til ende.”

Enkelte andre interviewpersoner fremhæver også, at tiden fra anmeldelse til sagens afslutning

er lang i voldtægtssager, og at dette kan have betydning for anmeldelsestilbøjeligheden. En

interviewperson beskriver i den forbindelse følgende:

”Det, som jeg oplever,

er begrundelsen, er, at de forurettede føler, at det er

en langvarig proces, de går ind i. En ting er efterforskningen. Så er der et

retsligt efterspil, og det kan de godt have svært ved at overskue. Nogle [ofre]

vil bare ud af det så hurtigt som muligt.”

Offeret tror ikke, at myndighederne/politiet kan eller vil gøre noget/tror ikke, at politiet tager

det alvorligt: En del af interviewpersonerne fortæller, at nogle voldtægtsofre undlader at po-

litianmelde hændelsen, fordi de ikke tror, at politiet kan eller vil gøre noget ved det, eller

fordi de ikke tror, at politiet vil tage oplysningen om voldtægten alvorligt. En interviewperson

siger eksempelvis følgende:

”Voldtægtssager har også et dårligt ry for, at de ikke bliver taget alvorligt

nok, eller for at vedkommende ikke bliver dømt, og så er man gået igennem

det her med at fortælle en masse personer nogle meget intime ting, for at

[gernings]personen

så alligevel ikke bliver dømt.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel, hvor et offer for voldtægt undlod

at politianmelde voldtægten, fordi den pågældende

”[…]

havde nogle bekendte, som havde

stået i en lignende situation, hvor de ikke følte, de blev taget alvorligt af politiet.”

I forlængelse heraf beskriver samme interviewperson, at der er nogle ofre for voldtægt, som

ikke har følt, at de er blevet mødt og lyttet til af politiet, og som en konsekvens deraf har

undladt at politianmelde det, de har været udsat for:

”Det handler om, at der virkelig er nogle, der ikke har følt sig mødt i vores

system. Hos os har det især været i voldtægtssager, hvor man ikke har følt

sig lyttet til og ikke har fået lov til at fortælle sin historie. Så det er jeg helt

sikker på, der er nogle med den oplevelse.”

Ovenstående kan blive forstærket, når medierne fremhæver de triste sager, hvor politiet ikke

har mødt de forurettede med ordentlighed, og i og med at mange sager ifølge en af interview-

personerne ender med at blive lukket på grund af manglende eller mangelfulde beviser:

”Så

tror jeg virkelig også, man bliver påvirket af mediernes historier og for-

tællinger, for der er nogle gange nogle rigtig triste sager, hvor man ikke er

blevet mødt med ordentlighed af politiet. Langt de fleste voldtægtssager bli-

ver alligevel lukket på bevisets stilling. Det, tænker jeg, påvirker [anmeldel-

sestilbøjeligheden] rigtig meget.”

Manglende beviser: En del interviewpersoner fremhæver, at nogle ofre for voldtægt undlader

at politianmelde hændelsen, fordi der mangler beviser på, at den har fundet sted. En af inter-

viewpersonerne nævner i den forbindelse, at politiet selv

–

når de taler med en person, der

overvejer at anmelde en voldtægt

–

er nødt til at advare den pågældende om, at det er en svær

sag at føre, hvis ikke der er tilstrækkelige beviser. Dette skyldes ifølge interviewp ersonen, at

politiet bliver nødt til at forberede den forurettede på, at anklagemyndigheden kan vælge ikke

at rejse tiltale i sagen:

”Og der var jeg også ærlig over for hende –

for det skal man være i de her

vejledninger

–

og sagde, at hvis ikke vi har andet end ord mod ord, er det helt

utroligt svært. Hvis der ikke er tekniske beviser eller vidner, så er det nogle

meget svære sager at løfte, og det får de også at vide. Det gør de fordi, at når

de så får et brev fra vores anklagemyndighed om, at der ikke er grundlag for

at føre sagen videre, så er de med på det fra starten af

–

at det er en præmis,

og det er den risiko, der er.”

I forlængelse heraf nævner en interviewperson, at nogle ofre for voldtægt tror, at de selv skal

kunne føre beviser for, hvad der har fundet sted. En anden interviewperson fortæller desuden,

at i tilfælde, hvor offeret har været påvirket af alkohol eller stoffer, bedøvet eller bevidstløs

og dermed ikke kan huske, hvad der præcist er foregået, kan netop dette være årsag til ikke

at anmelde hændelsen.

Offeret har følelser for/er i et forhold med gerningspersonen/har fælles børn: Enkelte inter-

viewpersoner nævner desuden, at i voldtægtsager, hvor gerningspersonen er en nuværende

eller tidligere partner, så kan dét, at offeret har følelser for gerningspersonen, eller at de stadig

er i et forhold og eventuelt har børn sammen, afholde nogle fra at anmelde voldtægten til

politiet. En interviewperson udtaler i den forbindelse:

”Hvis det er et par, der bor sammen og har børn, vil det betyde en

masse at

anmelde for voldtægt. Det kan gøre, at de er tilbageholdende med at an-

melde.”

En anden nævner i den forbindelse, at nogle ofre undlader at anmelde voldtægt, fordi de har

et afhængighedsforhold til gerningspersonen, og fordi de ikke kan overskue de ændringer i

deres privatliv, der følger med anmeldelsen:

”Hvis jeg skal sætte mine egne ord på, så har de et afhængighedsforhold til

gerningspersonen, og det afhængighedsforhold bliver sat på spidsen i forhold

til en anmeldelse. Der siger vi til dem, at ”du er jo nødt til at komme væk fra

det her forhold. Hvis vi skal føre en sag, så er det utroværdigt, hvis du stadig

bor sammen med gerningspersonen, hvis pågældende har udsat dig for en

masse overgreb.”

Og det tror jeg, at de kan have svært ved at se sig ud af.”

Den forurettede vil ikke være et voldtægtsoffer: Enkelte interviewpersoner nævner, at nogle

ofre for voldtægt undlader at anmelde voldtægten, fordi de ikke vil identificeres som vold-

tægtsofre. En interviewperson beskriver et konkret eksempel:

”For ikke så længe siden snakkede jeg med en, som beskrev en voldtægt, og

vi snakkede om muligheden for at anmelde det. Men det ville hun ikke, fordi

hun ikke ville være et voldtægtsoffer. Så den her betegnelse med at være offer,

den ville hun ikke have.”

En anden siger i relation hertil:

”Det kan være en klassisk traumereaktion at have vanskeligt ved at forstå

eller erkende, at man har været udsat for et overgreb. Samtidig kan personer

udsat for kontaktvoldtægter have vanskeligt ved at se det, de har været udsat

for,

som en ”voldtægt”, og de ser ikke sig selv som et ”voldtægtsoffer”, men

de har stadig behov for hjælp og for at kunne tale om det. Og det skal der

være plads til, uden at vi trækker det ned over hovedet på dem, at de skal

betegne sig selv eller forbrydelsen på en bestemt måde, og uden at det for-

ventes, at de udviser bestemte reaktioner.”

Samlet afvejning af eventuelle konsekvenser: Nogle voldtægtsofre foretager ifølge en del af

interviewpersonerne en afvejning af de mulige konsekvenser ved at anmelde voldtægten til

politiet, og at det er resultatet af denne afvejning, der afgør, om de anmelder forholdet eller

ej. At nogle ofre foretager en sådan afvejning, påpeges af interviewpersoner på tværs af for-

skellige kriminalitetstyper, se evt. også afsnit 4.4 om vold og afsnit 7.4 om øvrige seksuelle

krænkelser.

Nedenfor er et citat fra et interview med to interviewpersoner om denne overvejelse i relation

til voldtægt:

Interviewperson 1:

”Jeg tror, det fylder

på mange områder

–

også voldtægt

–

at [offeret] overvejer, hvor store konsekvenser det har at anmelde over for,

hvad det giver. Mange vil tænke i de baner. ”Hvad vil det betyde, hvis jeg

udstiller min ven, min vens far eller lignende? Hvilke konsekvenser har det

for mig familiemæssigt? Vil min nærmeste familie overhovedet tro på mig?”

Interviewperson 2:

””Og hvad sker der, hvis jeg anmelder? Skal jeg så ind i

en retssal, som jeg kender fra film, hvor jeg skal sidde og pege på ham og

sige, det var ham? Skal jeg møde ham igen, og skal han høre min forklaring?”

Det er nogle af de konsekvenser, der kan indgå i konsekvensberegningen,

især hvis man ikke kender systemet.”

En anden interviewperson beskriver i den forbindelse overvejelser om, hvorvidt det er be-

sværet værd at politianmelde en voldtægt, og at dette er en af årsagerne til, at nogle ofre for

voldtægt undlader at anmelde hændelsen:

”Her handler det meget om, hvorvidt det er besværet værd. For

når vi intro-

ducerer, hvad der kommer til at ske, så er det jo et besvær. Det er jo ikke rart

det, der kommer til at ske. Det er nemmere at stikke hovedet ned i jorden og

lade som ingenting. Og dermed er der nogle [ofre], der lader være med at gå

ind i alt det her. For det er ikke besværet værd.”

Øvrige seksuelle krænkelser

I offerundersøgelserne i 2019-2021 er et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16-

74 år blevet stillet følgende spørgsmål: ”Har

du inden for de seneste 12 måneder været udsat

for andre former for seksuelle krænkelser end voldtægt? Dette kan fx være blottelse, at du er

blevet tvunget til berøring intime steder på egen eller andres kroppe, oralsex, at nogen har

videregivet eller truet med at videregive meddelelser, videoer eller billeder af seksuel karak-

ter, at du selv har oplevet dig tvunget til at dele sådanne billeder m.v., eller lignende seksuel

krænkelse, hvor det var imod din vilje?”

Tabel 13 viser den vægtede andel af de adspurgte, der angiver at have været udsat for andre

former for seksuelle krænkelser end voldtægt (herefter: øvrige seksuelle krænkelser) inden

for de seneste 12 måneder. Det fremgår af tabellen, at 1,2 pct. af de adspurgte i offerunder-

søgelserne i 2019-2021 angiver, at de har været udsat for øvrige seksuelle krænkelser inden

for de seneste 12 måneder. Dette svarer til 43.000-59.000 personer i alderen 16-74 år i gen-

nemsnit pr. år.

Tabel 13

Ofre for øvrige seksuelle krænkelser, udsat inden for de seneste 12 måneder, 2019-2021.

Periode

2019-2021

Andel ofre

1,2 %

95 pct. sikkerhedsintervaller

(1,1 - 1,3)

Som det fremgår ovenfor, omfatter ’øvrige seksuelle krænkelser’ en række forskellige typer

af krænkelser. Ofre, der angiver at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser, har i

spørgeskemaet til offerundersøgelsen mulighed for at svare, at de har været udsat for flere

forskellige typer af seksuelle krænkelser. For perioden 2020-2021

gælder således, at 49 pct.

af de seksuelle krænkelser drejer sig om berøring intime steder på kroppen (egen krop eller

andres), 20 pct. vedrører blottelse, 21 pct. drejer sig om uberettiget videredeling af billeder,

videoer eller meddelelser af seksuel karakter eller trusler herom, 13 pct. drejer sig om tvang

til at sende billeder, videoer eller meddelelser af seksuel karakter under trussel om viderede-

ling af andre private oplysninger/informationer, mens den seksuelle krænkelse har været af

typen tvungen oralsex i 9 pct. af tilfældene. 28 pct. af de seksuelle krænkelser angår herud-

over andre typer af krænkelser end dem, der er oplistet ovenfor, herunder chikane og

Andelene, der angiver at have været udsat for de forskellige typer af seksuelle krænkelser, kan ikke

sammenlignes med tallene fra offerundersøgelsen i 2019, da der var fejl i dataleverancen det år.

modtagelse af billeder, videoer eller meddelelser af seksuel karakter . Det bemærkes, at re-

spondenterne har kunnet vælge flere svarmuligheder, og at procenterne derfor ikke summerer

til 100 pct.

7.1

Anmeldelsestilbøjelighed og årsager til ikke at anmelde

De adspurgte, der angiver at have været udsat for andre former for seksuelle krænkelser end

voldtægt, bliver herefter spurgt, om de har anmeldt hændelsen til politiet, og såfremt de ikke

har, bliver de spurgt om årsagerne hertil, jf. også figur 1. Af nedenstående tekstboks fremgår

en oversigt over besvarelserne på spørgsmålene om udsathed for øvrige seksuelle krænkelser,

anmeldelsestilbøjelighed samt fordelingen af, hvorvidt de adspurgte har svaret på spørgsmå-

let

”hvorfor

har du ikke anmeldt

krænkelsen til politiet?”

Øvrige seksuelle krænkelser

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 1,2 pct. (440

respondenter) angivet at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser inden for de seneste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 440 ofre for øvrige seksuelle krænkelser har 95 pct. (419 ofre)

ikke

selv anmeldt

hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 419 ofre for øvrige seksuelle krænkelser, som

ikke

selv har anmeldt hændelsen

til politiet, har 85 pct. (356 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 11 pct. (47 ofre) svaret ”ved ikke” eller ”ønsker

ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 95 pct. af de adspurgte, der angiver at have været udsat for

øvrige seksuelle krænkelser,

ikke

selv anmeldte krænkelsen til politiet, og at 85 pct. af disse

har angivet en årsag til dette.

Det kan i forlængelse heraf bemærkes, at det omvendt er 5 pct. af ofrene, der angiver, at de

selv anmeldte forholdet til politiet.

Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på

anden vis i yderligere 3 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 8 pct. af ofrene for øvrige

I spørgeskemaet efterfølges spørgsmålet med følgende tekst: ”Vigtigt at dette bliver nøje beskrevet”.

En person har svaret ved ikke/ønsker ikke at svare m.v.

Denne andel afviger fra andelen af besvarelserne, der i tabel 1 4

falder under kategorien ”politiet har

fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte”. Førstnævnte andel angår de personer, der til spørgs-

målet ”har du anmeldt det til politiet?” svarer ”nej, men politiet fik at vide om det på anden måde”, mens

den sidstnævnte andel angår besvarelser til det opfølgende spørgsmål, der stilles til personer, som an-

giver, at de ikke har anmeldt forholdet til politiet, om, hvorfor de ikke har anmeldt det til politiet. Der er en

del tilfælde, hvor personer svarer ”nej, men politiet fik at vide om det på anden måde” til spørgsmålet

angående, om forholdet er anmeldt, mens begrundelsen for, hvorfor de ikke har anmeldt, angår årsager

såsom ”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”

”intet

over-

skud/var for besværligt”.

seksuelle krænkelser, at krænkelsen er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kend-

skab på anden vis.

For så vidt angår anmeldelsestilbøjeligheden, viser en analyse, at tilbøjeligheden til at an-

melde øvrige seksuelle krænkelser er:

højere i de tilfælde, hvor offeret har oplevet hændelsen

som ’meget alvorlig’ og

’ret alvorlig’ frem for ’ikke særlig alvorlig’.

ikke adskiller sig statistisk signifikant på tværs af køn, alder eller alt efter, om

offeret har været udsat for en seksuel krænkelse én eller flere gange. Ligeledes er

der ingen statistisk signifikant forskel på anmeldelsestilbøjeligheden alt efter , om

offeret kendte gerningspersonen eller ej, og såfremt pågældende gjorde, har relati-

onen til gerningspersonen ej heller statistisk signifikant betydning.

Besvarelserne fra de ofre, som har angivet en årsag til, at de ikke har anmeldt de øvrige

seksuelle krænkelser, de har været udsat for, fremgår af tabel 14. Som også tidligere beskre-

vet, kan hver besvarelse kategoriseres under flere årsager. I tabellen er de enkelte kategorier

af årsager opgjort i forhold til det samlede antal vægtede besvarelser, som derfor ikke sum-

merer til 100 pct.

Langt størstedelen af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde øvrige seksuelle krænkelser

er kategoriseret under én årsag, omtrent en tiendedel af besvarelserne indgår i to årsagskategorier, og

enkelte besvarelser indgår i tre årsagskategorier.

Tabel 14

Omfang og fordeling af kategorier af årsager til ikke at anmelde øvrige seksuelle krænkelser, 2019-2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/ på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

Antal

444

Andel af

besvarelser

19 %

22 %

11 %

12 %

N (antal besvarelser, vægtet) = 403

Det fremgår af tabellen, at den hyppigst angivne enkeltstående kategori af årsager

er ”ikke

alvorligt nok”. Blandt de ofre, der har angivet denne årsag

–

til sammenligning med de ofre,

der har angivet de øvrige årsager

–

viser en analyse, at der er en større andel unge (16-24 år)

–

ikke overraskende

–

at en større andel angiver at

have oplevet hændelsen som ”ikke

særlig alvorlig”,

og en mindre andel angiver at have oplevet hændelsen som

”ret alvorlig” og

”meget alvorlig”.

Endvidere ses det, at andelen (blandt de ofre, som kendte gerningsperso-

nen) af tilfælde, hvor gerningspersonen var offerets (tidligere) ven/kammerat/(kortvarige)

bekendtskab,

er større blandt dem, der har angivet ”ikke

alvorligt nok”

som årsag

til ikke at

anmelde de øvrige seksuelle krænkelser, de har været udsat for, mens andelen af tilfælde,

hvor gerningspersonen var en

”anden”,

er mindre. Tilsvarende er det undersøgt, om der er

forskel med hensyn til køn, antal gange personen har været udsat for øvrige seksuelle kræn-

kelser, samt om offeret kender gerningspersonen, men her findes ingen statistisk signifikante

sammenhænge.

Det ses desuden af tabellen, at 22 pct. af besvarelserne angående årsager til ikke at anmelde

øvrige seksuelle krænkelser

falder under den overordnede kategori ”anmeldelse fører ikke til

noget”, og at den hyppigst anvendte årsag inden for denne kategori er ”politiet

kan/vil ikke

gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”.

En analyse tilsvarende den, der

er beskrevet ovenfor, viser, at andelen af ofre i aldersgruppen 25-39 år er større

–

og andelen

af ofre i aldersgruppen 40-74 år er mindre

–

blandt de besvarelser, der vedrører kategorien

”politiet

kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget”,

end det er

tilfældet blandt de resterende besvarelser. Ligeledes viser analysen, at andelen af tilfælde,

hvor gerningspersonen havde en

”anden” relation til offeret (end partner, familiemedlem og

(tidligere) ven/kammerat/(kortvarige) bekendtskab) er større blandt de ofre, som har angivet,

at de ikke har anmeldt hændelsen, fordi de tror

–

eller har oplevet

–

at politiet ikke kan/vil

gøre noget. Tilsvarende er det undersøgt, om der er forskel med hensyn til køn, antal gange

personen har været udsat for øvrige seksuelle krænkelser, om offeret kender gerningsperso-

nen samt offerets angivelse af hændelsens grad af alvorlighed, men her findes ingen statistisk

signifikante sammenhænge.

”Trusler

og frygt

for repressalier” er angivet i fire af besvarelserne

og omfatter besvarelser

såsom ”fordi,

at han sagde, han ville sende videoen til alle, jeg kender, hvis jeg ikke var sød”.

Da alene fire besvarelser angår denne type af årsag, foretages der ikke yderligere analyser.

7.2

Øvrige seksuelle krænkelser begået af partner

I dette afsnit beskrives udsathed for og anmeldelsestilbøjeligheden ved andre former for sek-

suelle krænkelser end voldtægt begået af en partner med afsæt i offerundersøgelserne i 2019-

2021. Øvrige seksuelle krænkelser begået af en partner defineres i den forbindelse som, at en

respondent har angivet at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser inden for de se-

neste 12 måneder, og at gerningspersonen var en partner.

”Anden” er andre end (tidligere) ven/kammerat/(kortvarigt)

bekendtskab, partner og (andet) familiemed-

lem.

”Partner”

omfatter nuværende ægtefælle/samlever/partner, en nu forhenværende ægtefælle/samle-

ver/kæreste, som begik volden inden forholdets ophør eller en forhenværende ægtefælle/samlever/kæ-

reste, som begik volden efter forholdets ophør.

Øvrige seksuelle krænkelser begået af partner

Udsathed:

Af de i alt 37.035 respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019 -2021, har 0,1 pct. (22

respondenter) angivet at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser begået af deres partner inden for de

seneste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 22 ofre for øvrige seksuelle krænkelser begået af partner har 21 ofre

ikke

selv

anmeldt hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 21 ofre for øvrige seksuelle krænkelser begået af partner, som

ikke

selv har

anmeldt hændelsen til politiet, har 17 ofre angivet en årsag hertil.

Herudover har 3 ofre svaret ”ved ikke” eller ”ønsker

ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at langt hovedparten af de adspurgte, der angiver at have været

udsat for øvrige seksuelle krænkelser begået af en partner,

ikke

selv anmeldte hændelsen til

politiet. Til sammenligning kan det bemærkes, at 95 pct. af samtlige respondenter, der har

oplevet at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser, jf. det tidligere, angiver, at de

har undladt at anmelde hændelsen til politiet.

Besvarelserne fra de respondenter, som har angivet en årsag til, at de ikke har anmeldt de

øvrige seksuelle krænkelser begået af en partner, de har været udsat for, er

–

ligesom besva-

relserne fra ofre for øvrige seksuelle krænkelser i det hele taget

–

kodet i forskellige årsager.

Da der i dette afsnit alene er tale om 17 ofre, er analysemulighederne begrænsede.

Det kan

dog bemærkes, at ligesom det gør sig gældende for besvarelserne angående årsager til ikke

at anmelde øvrige seksuelle krænkelser i det hele taget, er en af de hyppigt angivne årsager

også her

”ikke

alvorligt nok”, mens årsager relateret til

”politiet kan/vil ikke gøre noget, eller

offer tror ikke,

at politiet kan/vil gøre noget” slet ikke anvendes. ”Usikkerhed

om hændelsens

ulovlighed”

angives til gengæld ofte som årsag til ikke at anmelde i disse tilfælde, hvor ger-

ningspersonen er en partner. Da antallet af besvarelser angående årsager til ikke at anmelde

øvrige seksuelle krænkelser begået af partner er stærkt begrænset, skal dette dog tolkes med

forsigtighed.

Omvendt angiver én person (svarende til 6 pct.), at pågældende selv anmeldte forholdet til politiet.

Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på anden vis i ét tilfælde (svarende til 4 pct.). Differen-

cen i de netop beskrevne andele skyldes vægtning af besvarelserne jf. afsnit 2.2. Samlet set angiver to

af ofrene for øvrige seksuelle krænkelser, at krænkelsen er anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets

kendskab på anden vis.

På grund af det lille antal besvarelser er der ikke udarbejdet en tabeloversigt med alle årsagskategori-

erne.

7.3

Øvrige seksuelle krænkelser mod unge (16-24-årige)

I dette afsnit belyses

unges

udsathed for øvrige seksuelle krænkelser og deres anmeldelses-

tilbøjelighed i forbindelse hermed. Ved ”unge” forstås, at respondenten er 16

-24 år på tids-

punktet for besvarelsen, og udsathed for øvrige seksuelle krænkelser er

–

som ovenfor

–

de-

fineret ved, at en respondent angiver at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser

inden for de seneste 12 måneder.

Ud af alle de respondenter, som i offerundersøgelserne i 2019-2021 angiver at have været

udsat for øvrige seksuelle krænkelser inden for de seneste 12 måneder, er 50 pct. i alders-

gruppen 16-24 år. Halvdelen af de unge ofre for øvrige seksuelle krænkelser angiver, at de

kendte gerningspersonen i forvejen, og en enkelt angiver i den forbindelse, at gerningsperso-

nen er et familiemedlem.

Øvrige seksuelle krænkelser mod unge

Udsathed:

Af de i alt 5.629 16-24-årige respondenter, som har deltaget i offerundersøgelsen i 2019-2021, har 3,9

pct. (218 respondenter) angivet at have været udsat for øvrige seksuelle krænkelser inden for de seneste 12 måneder.

Anmeldelsestilbøjelighed:

Af disse 218 16-24-årige ofre for øvrige seksuelle krænkelser har 95 pct. (206 ofre)

ikke

selv anmeldt hændelsen til politiet.

Årsag til ikke at anmelde:

Af disse 206 16-24-årige ofre for øvrige seksuelle krænkelser, som

ikke

selv har anmeldt

hændelsen til politiet, har 82 pct. (169 ofre) angivet en årsag hertil.

Herudover har 14 pct. (29 ofre) svaret ”ved ikke”

eller ”ønsker ikke at svare”.

* Tekstboksen angår det vægtede antal ofre, som har besvaret spørgsmålene i offerundersøgelsen.

Det fremgår af tekstboksen, at 95 pct. af de 16-24-årige respondenter, der angiver at have

været udsat for øvrige seksuelle krænkelser,

ikke

selv anmeldte hændelsen til politiet. Til

sammenligning kan det bemærkes, at 95 pct. af samtlige respondenter, der har oplevet at have

været udsat for øvrige seksuelle krænkelser, jf. det tidligere, angiver, at de har undladt at

anmelde hændelsen til politiet.

Ligesom det gør sig gældende for besvarelserne angående årsager til ikke at anmel de øvrige

seksuelle krænkelser i det hele taget, er nogle af de hyppigst angivne begrundelser for ikke

at anmelde øvrige

seksuelle krænkelser mod unge ”ikke alvorligt nok” og ”politiet kan/vil

ikke gøre noget, eller offer tror ikke, at politiet kan/vil gøre

noget”,

jf. bilagstabel 6. Dette

skal ses i relation til, at unge udgør halvdelen af det samlede antal ofre.

Det vil samtidig sige, at 5 pct. anmeldte forholdet til politiet, og en enkelt har svaret ved ikke/ønsker

ikke at svare m.v. Hertil kommer, at politiet fik kendskab til forholdet på anden vis i 2 pct. af tilfældene.

Samlet set angiver 7 pct. af ofrene for øvrige seksuelle krænkelser i alderen 16-24 år, at hændelsen er

anmeldt af offeret selv eller kommet til politiets kendskab på anden vis.

7.4

Interview

I interviewene er medarbejdere fra politikredsene blevet spurgt om, hvilke årsager til ikke at

politianmelde andre former for seksuelle krænkelser end voldtægt de er stødt på i deres ar-

bejde, og de er blevet spurgt specifikt ind til nogle af de årsager til ikke at anmelde øvrige

seksuelle krænkelser, som er fremkommet på baggrund af oplysningerne i offerundersøgel-

serne. Med øvrige seksuelle krænkelser menes blandt andet blottelse, at offeret er blevet

tvunget til berøring intime steder på egen eller andres kroppe, oralsex, at nogen har videregi-

vet eller truet med at videregive meddelelser, videoer eller billeder af seksuel karakter, og at

offeret selv har oplevet sig tvunget til at dele sådanne billeder m.v.

Det skal indledningsvist nævnes, at årsagerne til ikke at anmelde en seksuel krænkelse kan

afhænge af, hvilken form for seksuel krænkelse offeret har været udsat for, samt hvilken

relation offeret har til gerningspersonen. Dette er tydeliggjort i afsnittet, hvor det er relevant.

Oplevelse af skyld og skam: Alle de interviewpersoner, der udtaler sig om årsager til ikke at

politianmelde øvrige seksuelle krænkelser, nævner skyld og/eller skam. En interviewperson

nævner oplevelse af skyld som en årsag til ikke at anmelde seksuelle krænkelser, der finder

sted i nattelivet:

”Victim blaming er også en faktor. ”Hvis jeg melder det, vil de begynde at

granske mig, og hvad jeg har bidraget med.”

Nogle undlader at fortælle ting,

fordi hvis de siger det, kan det blive tolket ind i en bestemt retning eller

ramme. Hvis man har været i byen og er blevet krænket, vil man måske und-

lade at sige, man havde drukket, fordi det ville få en til at fremstå dårligt. Så

det kan også være, at man overvejer at melde det, men så går det op for en,

hvad der kommer til at ske, og hvad der kommer til at blive efterforsket. ”Så

vil de opdage, at jeg selv var inde og kigge på hans Facebook-profil”

eller

noget i den stil.”

En række interviewpersoner nævner et element af skyld og skam i tilfælde med ofre, som

undlader at anmelde trusler om eller deling af meddelelser, videoer eller billeder af seksuel

karakter. En interviewperson beskriver:

”[Ofrene]

er flove over det. At det er kommet så langt. Både i forhold til at

de i første omgang er hoppet med på at sende et billede, men også at de har

ladet det stå på lang tid, så de er kommet til at sende rigtig mange billeder.”

En anden interviewperson nævner et konkret eksempel, hvor et offer bebrejder sig selv og

derved bliver i tvivl om, hvorvidt det, der er foregået, er ulovligt:

”Fordi, hun selv havde sendt [billeder og videoer af seksuel karakter], følte

hun, at det var hendes egen skyld [at gerningspersonen sendte materialet vi-

dere]”

Offeret tror ikke, at myndigheder/politiet kan eller vil gøre noget/tror ikke, at myndighe-

derne/politiet vil tage det alvorligt: Langt størstedelen af interviewpersonerne nævner

desuden, at nogle ofre for øvrige seksuelle krænkelser undlader at foretage en politianmel-

delse, fordi de enten ikke tror, at myndighederne kan gøre noget, eller fordi de ikke tror, at

myndighederne tager sådanne sager alvorligt. En interviewperson udtaler i den forbindelse:

”Så er der også dem –

selvom det er et fåtal

–

som har haft mest overskud

efter krænkelsen og har overvejet at melde det til politiet.

[…]

Der er nogle

stykker, der ikke har troet på, der ville komme et resultat, der gik i deres

retning. De var bekymrede for, at retssystemet ikke ville tro på dem.”

En anden interviewperson siger følgende om tilfælde, hvor personer har fået delt billeder

eller videomateriale af seksuel karakter:

”Når

det drejer sig om, at [billeder eller videoer af seksuel karakter] bliver

delt, [kan offeret være i tvivl om] hvorvidt politiet overhovedet vil kunne

hjælpe med at stoppe det. [...] Så jeg kan egentlig godt genkende, at nogen

kan være i tvivl om, hvorvidt vi kan gøre noget i situationen.”

Enkelte interviewpersoner giver som nævnt udtryk for, at ofre kan være i tvivl om, hvorvidt

den hændelse, de har været udsat for, vil blive taget alvorligt. En interviewperson siger f.eks.,

at ofrene kan have

”en negativ forventning om, at [de] ikke vil blive taget alvorligt, og at det

ikke er noget, politiet vil tage sig af. Måske kiggede de mærkeligt på en i politiets service-

center, da man henvendte sig for at fortælle om hændelsen.”

I forlængelse heraf kan det nævnes, at en interviewperson påpeger, at det for nogle typer af

kriminalitet kan være fordelagtigt, hvis personerne, der tager imod anmeldelsen har special-

viden på området, og at det er ikke altid tilfældet:

”Som udgangspunkt kræver det en særlig viden at håndtere forurettedes be-

hov i en så alvorlig sag. Det kræver i mange tilfælde en form for ekspertviden

at kunne vejlede og hjælpe forurettede videre. Der kan være tilfælde, hvor de

personer, der arbejder med disse sager i efterforskningen, ikke altid er de

samme,

som tager imod sagen i anmeldelsesfasen.”

Bange for at eskalere en konflikt/frygt for repressalier: Størstedelen af interviewpersonerne

fremhæver endvidere, at nogle ofre for øvrige seksuelle krænkelser undlader at politianmelde

den hændelse, de har været udsat for, fordi de er bange for at eskalere en konflikt, eller fordi

de frygter repressalier.

En interviewperson siger følgende om ikke at ville eskalere en konflikt som årsag til ikke at

anmelde en seksuel krænkelse:

”Nogle ofre vælger ikke at anmelde, enten fordi de er kommet videre,

eller

fordi det vil eskalere en situation, hvor de egentlig synes, der er faldet ro på

igen. Det kan være, hvis gerningsmanden er en, de har en relation til, eksem-

pelvis en kæreste, kollega eller en ven/bekendt.”

En række interviewpersoner peger desuden på, at nogle ofre for deling af meddelelser, vide-

oer eller billeder af seksuel karakter undlader at indgive politianmeldelse, fordi gerningsper-

sonen truer dem til at lade være. En interviewperson beskriver følgende:

”Der

kan opleves en tendens til, at ofre undlader at anmelde øvrige seksuelle

krænkelser i forbindelse med sextortion, hvor man bliver afpresset online af

nogle, man ikke nødvendigvis kender i forvejen eller overhovedet kender

identiteten på, men som giver udtryk for at ville være en mulig seksuel eller

parforholdslignende relation. Så begynder man at skrive sammen, og [offe-

ret] sender måske nogle billeder eller videoer af sig selv i en seksuel situa-

tion, og dagen efter bliver man afpresset med det her materiale, hvis ikke man

overfører nogle penge, og i øvrigt må man ikke kontakte politiet. Der er for-

urettede bange for, at det bliver delt, hvis de ringer til politiet, eller hvis de

ikke betaler pengene. Så de er bange for at anmelde, fordi det er en del af

afpresningen, at hvis de gør det, så bliver materialet delt.”

I forlængelse af dette nævner en anden interviewperson

–

også angående deling af billed-

og/eller videomateriale m.m. af seksuel karakter

–

at:

”Der er jo også en stor frygt i de unge mennesker omkring det med, at inter-

nettet aldrig glemmer. Det ved de godt, og de ved, at man kan nå en stor

skare. Mange af de unge virker meget velbevandrede på de her platforme,

men der er klart en frygt i dem for, om det kan blive værre end den situation,

de står i nu, og hvis de ikke ved, hvilket materiale gerningspersonen har.”

En interviewperson fortæller desuden, at i situationer, hvor offeret og gerningspersonen har

en relation, kan offeret være bange for, at gerningspersonen vil gøre fysisk skade på vedkom-

mende, hvis vedkommende går til politiet:

”Frygt

kan være en grund til ikke at anmelde, hvor det ikke er frygten for

afpresningen,

men frygten for selve gerningspersonen. ”Hvad kan han gøre

ved mig, hvis jeg anmelder?” Altså ikke

frygt for deling [af billed- eller vi-

deomateriale], men frygt for at man kommer fysisk til skade. Det er ikke nød-

vendigvis parforhold eller eksisterende relationer, det kan også være relati-

oner opbygget gennem chat-samtaler.”

Offerets usikkerhed om hændelsens ulovlighed: Størstedelen af interviewpersonen nævner

ligeledes, at de har mødt ofre for øvrige seksuelle krænkelser, som har været i tvivl om,

hvorvidt det, de har været udsat for, er ulovligt. En interviewperson beskriver eksempelvis

følgende:

”Jeg har oplevet, at der er ofre, som har været i tvivl om,

hvorvidt der egent-

lig har fundet noget strafbart sted, når det er andre seksuelle krænkelser end

voldtægt. Hvor de egentlig henvender sig [til politiet], fordi de siger, det har

været ubehageligt, men det har egentlig ikke været fordi, de har villet an-

melde det. De ville bare gerne snakke med politiet om, at de synes, de har

været

udsat for noget ubehageligt.”

En anden interviewperson beskriver samtidig, at tvivlen om hændelsens ulovlighed kan

hænge sammen med, hvordan hændelsen bliver opfattet af offerets familie eller i omgangs-

kredsen:

”Jeg synes, at

man i sager om f.eks. blufærdighedskrænkelse kan opleve, at

forurettede har fået at vide, at det lå lige under bagatelgrænsen. Ikke af po-

litiet, men af familie eller netværk, så man ikke anmelder de scenarier, som

ens omgangskreds finder ikke-proportionale med en anmeldelse, selvom de

godt kunne være inden for skiven af, hvad der kunne være juridisk strafbart.”

Offeret håndterer hændelsen på anden vis: En række af interviewpersonerne nævner, at nogle

ofre for øvrige seksuelle krænkelser vælger at håndtere hændelsen på en anden måde end ved

at anmelde den til politiet. En interviewperson siger i den forbindelse:

”Jeg kender til sager, hvor [ofrene] er kommet videre,

eller hvor de selv har

taget fat i gerningspersonen eller har søgt hjælp hos venner eller familie og

netværket på den måde. Der er nemlig nogle gange en tredjepart, som anmel-

der, og når vi så snakker med forurettede, så siger de, at nu har de taget sig

af det,

og der er blevet snakket om en løsning”.

En lignende beskrivelse gives af en anden interviewperson:

”Jeg

har oplevet, at nogle har håndteret det selv ved at opsøge hjælp fra en

anden kant, f.eks. fra en psykolog, hvor man har sat oplevelsen på plads i sig

selv. Det kan være en anden måde, hvorpå man føler sig mødt og hørt og

forstået, men hvor man ikke går ud i verden og råber højt om det, der er sket,

hvis man kan sige det på den måde. Eller at man drøfter det med sit netværk

og får støtte og opbakning derigennem.”

En tredje interviewperson peger på, at nogle ofre kan gøre brug af rådgivningstjenester frem

for at anmelde, hvis de eksempelvis har været udsat for digitale seksuelle krænkelser:

”Jeg tror,

der er mange unge, som jo er ret velbevandrede på internettet, som

finder rådgivningsfora og andet, hvor de kan få talt om nogle af de her ting.

Jeg tror, det har en god effekt for mange, og jeg tror også, at de nogle gange

får nogle redskaber og en mulighed for at tænke over nogle ting i forbindelse

med det her, der gør, at de føler, at de ikke nødvendigvis er videre, men de er

klar til at lægge det et sted og

bevæge sig videre fra den hændelse.”

Offeret ønsker at glemme hændelsen: Enkelte interviewpersoner nævner også, at nogle ofre

forsøger at fortrænge hændelsen, og at de derfor ikke anmelder den. En interviewperson ud-

taler eksempelvis:

”Måske

tænker man, at man håndterer det selv, og i øvrigt kan man have

undgåelsesadfærd på grund af traumereaktioner, så man bare vil fortrænge,

at det eksisterer. Så vil en anmeldelse gøre, at man skal konfronteres meget

med det, man har været udsat for, hvor det for nogle vil føles nemmere slet

ikke at gøre noget, fordi det ellers bliver ægte lige pludselig.”

Manglende beviser: Enkelte interviewpersoner nævner manglende beviser som årsag til, at

ofre for øvrige seksuelle krænkelser undlader at anmelde hændelsen til politiet. En interview-

person beskriver eksempelvis følgende:

”Jeg tror,

der er mange i de her sager, der har en holdning til, at det er rigtig

svært at bevise. Det er kun forurettede og gerningspersonen, der var til stede

og ved, hvad der foregik. Så har ofrene ikke det nødvendige overskud til at

gennemføre en afhøring og personundersøgelse.”

En anden interviewperson udtrykker, at nogle typer af øvrige seksuelle krænkelser også

svære at bevise, og at vedkommende derfor godt forstår ræsonnementet:

”Hvis det drejer

sig om sager, som omhandler berøringer eller oralsex eller

andet, kan det også være enormt svært at bevise. Det handler ikke om, at man

[politiet] ikke tror på, at det er sket, men jeg tænker, at der kan være en

forventningsafstemning, hvor vi skal være tydelige over for den forurettede

og selvfølgelig være anerkendende i den måde, vi møder vedkommende på.

Men der kan jo virkelig også være nogle sager, hvor det er virkelig svært at

løfte bevisbyrden, uden at det handler om, hvorvidt man faktisk har været

udsat for nogen af de her former for overgreb. Så jeg kan sagtens forstå, hvis

der er nogle ofre, der på en eller anden måde føler sig overset eller ikke

tilgodeset i den her type sager, fordi de kan være så svære at bevise.

”

Offeret kan ikke overskue processen og ventetiden: Enkelte interviewpersoner nævner, at

lang sagsbehandlingstid kan have indvirkning på anmeldelsestilbøjeligheden. En interview-

person beskriver, at

”der kan gå lang tid, og jeg tror, at det kan være en stor

belastning [for

offeret] at skulle tage det hele frem igen og kigge på det”.

En anden interviewperson beskri-

ver følgende:

”Jeg tror, det kan have en betydning [for anmeldelsestilbøjeligheden]

, at sa-

ger trækker i langdrag. Det kan jeg også mærke, når jeg snakker med foræl-

dre til nogle af de børn, der har været udsat for en digital sexforbrydelse. De

siger, at deres barn er videre nu og er glad igen, så de synes ikke, man bør

gå videre med sagen, for så skal man til at tale om det igen og vente længe

på, at det skal i retten, og de synes ikke, de kan være det bekendt over for

deres barn, og de vil gerne

lukke den her.”

Andre mindre fremtrædende årsager: Enkelte interviewpersoner nævner også andre årsager

end de ovenfornævnte til, at nogle ofre for øvrige seksuelle krænkelser undlader at politian-

melde det, de har været udsat for. Det bliver f.eks. nævnt, at det kan være en overvældende

proces at anmelde en seksuel krænkelse, og at ofre for seksuelle krænkelser ikke nødvendig-

vis opfatter sig selv som ofre, og at de derfor heller ikke anmelder det, de har været udsat for.

Det nævnes herudover, at ressourcesvage personer i nogle tilfælde undlader at indgive en

politianmeldelse, fordi de enten mangler støtte til at gøre det, eller fordi de selv har været på

kant med loven, mens ressourcestærke personer i nogle tilfælde undlader at anmelde, fordi

de vurderer, at de har for meget at tabe ved, at krænkelsen bliver bredere kendt.

Samlet afvejning af eventuelle konsekvenser: Ligesom interviewpersonerne nævner, at det er

tilfældet for nogle ofre for de øvrige kriminalitetsformer (se evt. også afsnit 4.4 og afsnit 6.4),

beskriver en del af interviewpersonerne, at nogle ofre for øvrige seksuelle krænkelser foreta-

ger en samlet afvejning af de mulige konsekvenser af at anmelde hændelsen til politiet. En af

interviewpersonerne udtrykker det således:

”Den udbredte [årsag til ikke at anmelde] er, at skammen er for stor i forhold

til gevinsten ved at anmelde det, og at det er en udbredt coping-mekanisme

for de her kvinder at håbe på, at smerten forsvinder med tiden, og den vil de

hellere hænge deres hat på, end at myndighederne kan hjælpe dem. Det kan

jeg godt forstå, og det siger jeg også til dem, for myndighederne kan ikke

hjælpe dem med at fjerne den oplevelse af at få overtrådt ens grænser. Vi kan

forhåbentlig hjælpe med, at de får en retfærdighedsfølelse omkring det, og

med at sørge for, at andre forhåbentlig ikke bliver udsat for det samme af

samme gerningsmand, men den personlige oplevelse kan vi ikke løse. Så jeg

kan godt forstå kalkulen, men det er jo ærgerligt, at det er sådan.”

En anden interviewperson nævner ligeledes, at nogle ofre for øvrige seksuelle krænkelser

overvejer, om det kan betale sig at politianmelde det, de har været udsat for, hvis der kun er

få spor efter gerningspersonen. Det kan f.eks. være et navn på Snapchat. I sådanne tilfælde

vurderer nogle ofre, at der ikke er stor sandsynlighed for, at gerningspersonen bliver retsfor-

fulgt, og derfor er anmeldelsen ikke det værd.

Grupperinger af unge kriminelle og

bander

–

som årsag til ikke at anmelde

I indeværende undersøgelse er der blandt andet fokus på tilfælde, hvor ofre for kriminalitet

undlader at anmelde hændelsen af årsager relateret til grupperinger af unge kriminelle eller

bander. På den baggrund er besvarelserne fra offerundersøgelserne i 2019-2021 angående

årsager til at undlade at anmelde vold og seksualforbrydelser gennemgået med dette fokus.

Resultatet af gennemgangen viser, at det kun er ganske få af besvarelser ne fra offerundersø-

gelserne om, hvorfor ofrene ikke anmelder den kriminalitet, de har været udsat for, der ud fra

det angivne kan tænkes at være relateret til grupperinger af unge kriminelle eller bander. Det

gælder følgende:

”Fordi jeg var bange for dem, der gjorde det, ville gøre noget, hvis jeg meldte dem.”

”I mit liv får folk et par på skallen, hvis det er "vigtigt" nok, og ellers kommer man sig. Ingen

stikkeri.”

”Bange for hvad der vil ske. Om de måske vil gøre det igen.”

Det vides dog ikke med sikkerhed, om ovenstående besvarelser er relateret til grupperinger

af unge kriminelle eller bander, og modsat er det også muligt, at andre besvarelser angående

årsager til ikke at politianmelde kriminalitet

kan

angå denne årsag, men at dette ikke fremgår

tilstrækkelig tydeligt i besvarelserne. Sidstnævnte kunne eksempelvis være tilfældet for nogle

af de besvarelser, som er placeret i årsagskategorierne ”frygt for repressalier” og ”nervøs for

konsekvenser”, se evt. kapitel

3, tabel 3.

I interviewene er medarbejdere fra politikredsene blevet spurgt om, hvorvidt de har kendskab

til, at ofre og/eller vidner undlader at anmelde kriminalitet, fordi de frygter grupperinger af

unge kriminelle eller bander. Bemærk i den forbindelse at da mange af interviewpersonerne

arbejder i politikredsenes specialiserede teams til håndtering af sager om vold i nære relatio-

ner, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser, vil kriminalitet relateret til grupperin-

ger af unge kriminelle og bander i mange tilfælde ikke være inter viewpersonernes kerneom-

råde. Der er dog flere af interviewpersonerne, der nævner, at de har kendskab til at ofre og/el-

ler vidner undlader at anmelde kriminalitet, fordi de frygter grupperinger af unge kriminelle

eller bander.

Frygt for repressalier fra kriminelle grupperinger/bander: Størstedelen af de politikredse, som

har udtalt sig om årsager til ikke at politianmelde kriminalitet relateret til grupperinger af

unge kriminelle eller bander, nævner frygt for repressalier som årsag hertil. En interviewper-

son beskriver eksempelvis følgende:

”Det

er noget, vi oplever med forurettede, som kan være bange for, at de får

en hel gruppe efter sig. Og vi ser også nogle, der har været vidne til noget,

som ikke har lyst til at vidne, fordi de kan være bange for at stå for skud. Så

der ligger helt sikkert noget i, at hvis du omgås i et miljø, som ikke er til den

gode side, og du har måske set dem gøre voldelige ting mod andre, så kan du

være bange for, at det sker mod dig selv. Hvis det er dig selv, der er forurettet,

kan du være bange for, at det

eskalerer og bliver værre.”

En anden interviewperson nævner et konkret eksempel med en dreng, der blev antastet og

overfaldet af en gruppering af kriminelle unge:

”Han blev så bange og frygtede for sit liv, så han turde ikke

anmelde det.

Han blev mere og mere isoleret og turde ikke at bevæge sig steder, hvor han

frygtede, de ville komme. Han er meget bange for den organisering, der lig-

ger bag.”

En tredje interviewperson beskriver i lighed hermed, at politiet ofte får oplysninger om hæn-

delser, der har fundet sted i rocker/bandemiljøet, men at de forurettede og vidnerne til hæn-

delserne ikke ønsker at anmelde det og udtale sig officielt:

”I forhold til rocker-/bandemiljøet,

der ser vi tit, at vi er klar over, at der er

foregået en eller anden forbrydelse, men de vil ikke anmelde det. Og det er

næsten lige fra, at de har fået en på hovedet, er blevet afpresset, har fået lavet

indbrud hos sig, eller der er nogen, der har skudt efter dem

–

så vil de ikke

anmelde det. Og det er af frygt for repressalier fra miljøet. De vil gerne for-

tælle, hvad der er sket. Det er der nogle gange, hvor de ikke har noget imod.

Men at få dem til at sige noget til en politirapport, som kan holde i retten

osv., det vil de ikke.”

Enkelte interviewpersoner fortæller i forlængelse af ovenstående, at grupperingerne/banderne

opleves som voldsparate og hæmningsløse, og at ofre/vidner derfor ikke tør at anmelde kri-

minalitet til politiet:

”Offeret

kan sige, at vedkommende er rigtig bekymret, fordi pågældendes

fætter, bror eller andre familiemedlemmer/venner er med i en bande, kender

alle og er fuldstændig ligeglade. De er hæmningsløse, så derfor tør jeg ikke

anmelde.”

En anden interviewpersoner fortæller i lighed hermed, at medlemmer af kriminelle gruppe-

ringer udgyder frygt, og kommer med et konkret eksempel på dette:

”De her mennesker skyr ikke rigtig nogle midler for at udgyde frygt. Og hvis

man ikke bliver bange af småtrusler, så eskalerer det bare, indtil man makker

ret. Og [i en konkret sag om en person, der skylder et medlem af en kriminel

gruppering penge] der møder de op på private bopæle med skydevåben og

sådan nogle ting, i hvad der for dig og mig virker som en banal sag om 5.000

kr. Jeg tror, at folk, som har med de her mennesker at gøre, ser dem som

værende afstumpede, og som mennesker der bare gør alt, hvad de kan for at

udgyde den frygt, der skal til, for at folk makker ret. Og det virker desværre

en gang imellem.”

Offeret/vidnet mener ikke, at politiet kan hjælpe/beskytte dem: Enkelte interviewpersoner

nævner i forlængelse af ovenstående, at ofrene for og vidnerne til kriminalitet begået af grup-

peringer af kriminelle unge eller bander undlader at anmelde kriminalitet, fordi de ikke me-

ner, at politiet kan hjælpe dem.

En interviewperson fortæller, at pågældende godt kan forstå, at man som offer eller vidne er

bange for at stille sig op imod en kriminel gruppering eller bande:

”Der kan jeg godt forstå, man bliver bange, hvis [volden]

kan komme alle

steder fra, for så kan politiet ikke gøre noget. De kan ikke gå rundt og holde

mig i hånden alle steder.”

En anden interviewperson fortæller, at man som politi

”kan få

kommentarer om, at det bare

bliver værre, hvis man anmelder”,

mens en anden interviewperson i samme interview fortæl-

ler, at nogle af disse ofre siger

”I kan jo ikke beskytte mig, I ved ikke, hvad jeg er oppe imod.”

I den forbindelse nævner enkelte interviewpersoner, at ofre/vidner, som selv har en tilknyt-

ning til en kriminel gruppering eller bande, typisk ikke anser politiet for at være en legitim

myndighed, som de kan eller vil involveres med:

”Meget af det er jo miljøer, hvor politiet ikke anerkendes som en legitim myn-

dighed med voldsmonopol. Det er rigtig langt fra de unges verden. Det her

med politiet, det skal de fandeme ikke blande sig i. Det er jo en parallel struk-

tur. Det med at anerkende, at politiet kan løse noget i kraft af, at de er en

myndighed, det er jo normer, som hører til i nogle dele af samfundet. Det er

et helt andet normbillede for nogle andre

–

en lille del

–

i vores samfund. Så

hvis man ikke tror på eller anser politiet som legitim myndighed, så anmelder

man ikke. Det er så langt fra verdensbilledet for rockere og bander, det er

slet ikke en mulighed.”

En anden interviewperson fortæller følgende:

”Jeg tror, at der i visse kredse hos de unge er en forståelse af, at det er bedre

at lade være med at anmelde. Den historie findes i kredse, hvor der er øget

vold, og hvor man den ene dag er offer, og den næste er man gerningsmand

[…] I de sager, der løser man sådan noget internt –

politiet er jo bare fjen-

den.”

Enkelte interviewpersoner fortæller desuden, at nogle ofre og vidner undlader at politian-

melde den hændelse, der har fundet sted, fordi den pågældende gruppering/bande har et stort

netværk, som myndighederne kan have vanskeligt ved at beskytte dem imod. En interview-

person beskriver f.eks., at ofrene kan tænke, at:

”Så

kommer han [gerningspersonen] ind og sidde

–

og hvad så? Han kommer

jo ud igen. Og i det øjeblik du er oppe imod et netværk, så er det jo lige meget,

om den ene er inde at sidde.”

Enkelte interviewpersoner nævner desuden, at hvis man som offer eller vidne har en relation

til en kriminel gruppering eller en bande, så kan man ikke politianmelde den kriminalitet,

man har været udsat for eller vidne til, fordi man er underlagt et særligt kodeks:

”Hvis

man har venner, en bror, fætter eller lignende, som færdes i bandemil-

jøet, er der også en form for kodeks

– et ”stikkerkodeks”, hvis man kan

sige

det sådan. Jeg ved, at i nogle situationer er folk blevet kaldt stikker, fordi de

har anmeldt deres egne familiemedlemmer, selvom det er virkelig groft og

grænseoverskridende, hvad man har været udsat for. Det er medvirkende til,

at man i de miljøer ikke fortæller noget til nogen uanset hvad.”

Negativ social kontrol

–

som årsag til

ikke at anmelde

I undersøgelsen er der ligeledes fokus på tilfælde, hvor ofre for kriminalitet undlader at an-

melde forholdet på grund negativ social kontrol.

Besvarelserne fra offerundersøgelserne i 2019-2021 angående årsager til ikke at politian-

melde vold og seksualforbrydelser er gennemgået med henblik på at identificere tilfælde af

negativ social kontrol, jf. afsnit 2.4. Resultaterne af denne gennemgang viser, at nogle af

besvarelserne kan være relateret til dette emne. Det gælder blandt andet følgende besvarelser:

”Han havde manipuleret mig til at tro, at jeg

[var syg] og skulle derfor vælge, om jeg ville

smitte dem, fortælle min historie eller blive indendørs og finde en anden vej. Han havde

overvåget mig i min lejlighed, og han truede med at dele det. Jeg blev derfor indendørs.”

”Personen er meget manipulerende og har

et stort netværk, som jeg tænkte, at personen ville

kunne anvende.”

”Det handlede om kontrol af mig.”

”I samhør med andre familiemedlemmer blev det besluttet, at det var bedst ikke at sige noget.

Det blev set som et tabu. Noget jeg fortryder meget i dag.”

Det kan ikke udelukkes, at der er andre besvarelser angående årsager til ikke at politianmelde

vold og seksualforbrydelser, som kan være relateret til social kontrol, men hvor dette ikke

fremgår tilstrækkelig tydeligt i besvarelserne.

I interviewene er medarbejdere fra politikredsene blevet spurgt om, hvorvidt de har kendskab

til, at ofre undlader at anmelde kriminalitet på grund af negativ social kontrol. Bemærk i den

forbindelse at mange af eksemplerne vedrører kriminalitet begået i nære relationer, og at

interviewpersonerne ofte taler om æresrelaterede konflikter, når de bliver spurgt om negativ

social kontrol som årsag til ikke at anmelde kriminalitet. I det følgende er det valgt at inklu-

dere et afsnit om specifikt det emne. Der vil dog være et overlap mellem indholdet af afsnittet

om henholdsvis negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Negativ social kontrol,

som er relateret til æresrelaterede konflikter, kan beskrives på følgende måde:

”Negativ social

kontrol i forhold til æresrelaterede konflikter handler om handlinger, styring, kontrol eller

sanktioner, der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd,

valg og rettigheder. Det kan f.eks. være kontrol eller restriktioner i forhold til livs stil, fritids-

aktiviteter, sociale relationer, valg af ægtefælle eller retten til at bestemme over egen krop”

(Regeringen 2016).

Frygt for repressalier/bange for at eskalere en konflikt: Enkelte interviewpersoner nævner, at

nogle ofre for vold og seksualforbrydelser

–

som en del af den negative sociale kontrol, de er

underlagt

–

frygter for repressalier ved at anmelde den kriminalitet, de har været udsat for,

og at de derfor undlader at anmelde kriminaliteten. En interviewperson beskriver i den for-

bindelse, hvordan det nogle gange sker, at et offer først foretager en politianmeldelse og

dernæst trækker anmeldelsen tilbage, fordi offeret er bange og frygter for sin egen sikkerhed:

”Der er også nogen, der på et tidspunkt ikke kan se sig ud af det og anmelder

det, men som efterfølgende bliver paniske og vil trække det tilbage. De re-

pressalier der kan ligge i det

–

altså de bliver paniske. Vi havde en, der i

panik sagde, at det bare var en leg, og at det var lige meget, hvor vi tænkte:

Okay, vi må træde forsigtigt, men er nok nødt til at gøre noget. Hvis det er

manden, der udsætter [familien] for negativ social kontrol og vold, der eska-

lerer

–

det er svært at garantere deres fysiske sikkerhed uden at fjerne dem

fysisk.”

En anden interviewperson beskriver et konkret eksempel med en kvinde, der dels er underlagt

negativ social kontrol, dels er udsat for vold, og som ikke tør foretage en politianmeldelse af

frygt for repressalier, herunder mere vold og stalking:

”Vi ved fra kilder, at hun får tæv fysisk og også

lever i et kontrolleret forhold,

hvor han bestemmer, hvem hun må snakke med, og hvem hun ikke må snakke

med, og kontrollerer hendes sociale medier. Vi har så haft nogle snakke med

hende

–

og hun tør ikke anmelde. Og det er simpelthen af frygt for fysisk vold

og for en stalking-situation. Hvis hun skulle væk fra ham, så ville hun blive

stalket af ham, og han vil opsøge hende hvor som helst og når som helst.”

En tredje interviewperson siger følgende om social kontrol af kvinder og frygt for repressalier

i familier af anden etnisk herkomst end dansk:

”Offeret

kender ikke lovgivningen, er isoleret, socialt kontrolleret, taler og

læser måske ikke dansk og kan egentlig ikke rigtig noget. Hvis offeret begyn-

der at blive besværlig, får pågældende at vide, at manden har deres opholds-

tilladelse, og hvis de ikke makker ret, bliver de sendt tilbage til hjemlandet

uden deres børn. ”Jeg fik dig herop, og jeg kan også få dig hjem igen”. ”

Nervøs for sociale konsekvenser, herunder udstødelse: Et par af interviewpersonerne nævner,

at ofre, der er underlagt negativ social kontrol, kan være nervøse for, hvad det vil have af

sociale konsekvenser for dem, hvis de anmelder den kriminalitet, de har været udsat for. En

interviewperson beskriver i den forbindelse, hvordan nogle ofre for vold i nære relationer kan

blive fastholdt i relationen/volden, fordi de er nervøse for de sociale konsekvenser, der kan

være ved at bryde relationen/anmelde forholdet:

”Negativ social kontrol er et lidt bredere begreb, der dækker over et fælles-

skab eller relationer, hvor man med små reguleringer er med til at fastholde

nogen i nogle normer. For vold i nære relationer er det helt åbenlyst, at det

kan være en barriere

–

og det er både for voksne og børn. Ens nærmiljø kig-

ger på en eller anden måde skævt til en, ellers har det nogle andre sociale

konsekvenser. Nogle venner vil ikke ses, man kan ikke handle bestemte steder.

Alle mulige hverdagskonsekvenser.”

En anden interviewperson fortæller, hvordan man som offer

–

når man er underlagt negativ

social kontrol

–

kan frygte for den udstødelse og isolation, som en politianmeldelse kan med-

føre:

”Hvis det er en meget kollektivistisk familiestruktur, er det der, der er negativ

social kontrol. Så er du så meget inde i det her kollektiv og den her familie,

som er hele din hverdag, og selv om der er negativ social kontrol, og du ved,

du bliver udsat for noget, som ikke er rigtigt, så er det det kollektive, du har.

Hvis du træder uden for det og anmelder til politiet, så kan du være bange

for repressalier eller ende med at stå helt alene og være udstødt. Fordi hvem

har du så? Hvis du altid har været en del af et kollektiv, især under negativ

social kontrol hvor du har været meget afhængig af det her kollektiv, så kan

det være meget skræmmende at gå til politiet.”

Praktisk vanskeligt at anmelde kriminalitet grundet overvågning/kontrol: Andre interview-

personerne giver udtryk for, at nogle personer, der er underlagt negativ social kontrol, kan

have svært ved at anmelde den kriminalitet, de har været udsat for, fordi de hele tiden bliver

overvåget eller kontrolleret på anden vis. En interviewperson beskriver det på følgende måde:

”Der er helt sikkert situationer, hvor nogle ikke har anmeldt, fordi en del af

den negative sociale kontrol er også det her med at blive tjekket op på i for-

hold til, hvor de er henne. Derudover har de ikke deres telefoner for sig selv.

Så hvornår skulle de kontakte politiet? Generelt har der været så meget kon-

trol over deres hverdag, så de ikke kan kontakte politiet.”

En anden interviewperson fortæller ligeledes, at

”deres [ofrenes] ramme for, hvor de kan

bevæge sig, og deres netværk bliver afgrænset til at være så småt, og det gør jo også, at deres

muligheder for at bryde ud af negativ social kontrol er minimal.”

Normalisering grundet social isolation: I forlængelse af det ovenstående nævner enkelte in-

terviewpersoner desuden, at den negative sociale kontrol, som nogle ofre er underlagt, kan

indebære, at de lever isoleret fra omverdenen og derved ikke indser det forkerte i kontrollen.

En interviewperson forklarer, at pågældende forstår negativ social kontrol, som at

”man ind-

skrænker andres muligheder for at udfolde sit liv. [Ofrene] bliver så isolerede, at de ikke kan

se, at det er forkert.”

En anden interviewperson fortæller konkret i forhold til kvinder, der er kommet til Danmark

i en senere alder, at social isolation kan betyde, at ofrene ikke indser det forkerte i, at de er

underlagt social kontrol:

”Ofte

er de ikke bare socialt kontrollerede af deres mand, men også af svi-

gerfamilien. De får ikke lov til at have veninder og heller ikke altid til at gå i

sprogskole. Hvis de gør, bliver de kørt frem og tilbage, skal måske ringe hjem,

når der er frikvarter og vise på FaceTime, at de er på skolen, at de ikke taler

med nogen, men bare står alene. De lærer ikke noget om deres rettigheder.

De ved ikke, at de har ret til selv at bestemme over deres egen krop. De kom-

mer herop og skal arbejde for og servicere svigerfamilien, så der er virkelig

nogle problematikker i at få fat på disse kvinder og få fortalt dem, at det ikke

er i orden

–

at blive slået, at blive socialt kontrolleret, ikke at være i besid-

delse af eget nem-ID, kun at få måske 50 kr. i lommepenge om måneden og

ikke selv at bestemme, hvilket tøj de vil gå med.”

Manglende selvbestemmelse og tro på sig selv: Et par interviewpersoner nævner desuden, at

manglende selvbestemmelse og tro på sig selv kan være årsag til, at nogle ofre

–

der er un-

derlagt negativ social kontrol

–

undlader at anmelde den kriminalitet, de har været udsat for.

Interviewpersonerne nævner det specifikt i relation til parforhold/familier af anden etnisk

herkomst, men det udelukker ikke, at det også forekommer hos andre.

En af interviewpersonerne siger følgende:

”I

og med offeret gennem en længere periode bliver frataget alt initiativ,

selvbestemmelse og integritet, så mister man også evnen til at gøre noget ved

sin egen situation”.

På spørgsmålet om i hvilke typer af sager en af interviewpersonerne har oplevet, at negativ

social kontrol har været en årsag til, at ofre undlader at politianmelde kriminalitet, svarer

interviewpersonen følgende:

”Og det handler ofte om kvindens

adfærd og seksualitet. Og de bliver jo styret

med grov negativ social kontrol, grov psykisk vold, hvor de bliver kontrolle-

ret, ydmyget, deres selvtillid og selvværd bliver knust i stykker.”

Andre mindre fremtrædende årsager: Enkelte interviewpersoner nævner også andre årsager

end de ovenfornævnte til, at nogle ofre

–

som er underlagt negativ social kontrol

–

undlader

at politianmelde det, de har været udsat for. Det bliver f.eks. nævnt, at nogle ofre undlader at

indgive politianmeldelse af hensyn til søskende, som kan blive ramt, hvis offeret anmelder

kriminaliteten, og at anmeldelse kan være en overvældende proces med mange valg for en

person, som har været meget begrænset i sin adfærd og sine muligheder.

Det nævnes endvidere af en enkelt interviewperson, at ofre for partnervold foretager en af-

vejning af, om det trods alt ikke er bedre at kunne beholde sine børn og bevare en relation til

familien end at stå helt alene. Interviewpersonen nævner det specifikt i forhold til familier af

anden etnisk herkomst, men det betyder ikke, at en lignende afvejning ikke kan finde sted i

andre familier/parforhold:

”Men

er det bedste at få en på hovedet en gang imellem og få at vide, hvor

man må gå hen, hvem man må være sammen med, og hvilket tøj man skal

have på, men man har sine børn, man er i et større fællesskab, man kan be-

søge sin familie, eller at stå som Palle alene i verden i et dansk samfund,

uden sine børn og udstødt af sin egen familie og mandens familie.”

9.1

Æresrelaterede konflikter og forbrydelser

Da mange af de interviewede medarbejdere fra politikredsene arbejder i de specialiserede

teams til håndtering af sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede

forbrydelser var æresrelaterede konflikter og forbrydelser også et tema i interviewene. Æres-

relaterede konflikter kan beskrives på følgende måde:

”Æresrelaterede konflikter forstås i

denne sammenhæng som konflikter, der opstår inden for nære, familiære relationer, og hvor

konflikten skyldes en opfattelse af, at familiens ære er blevet krænket. Familiens ære er knyt-

tet til en opfattelse af familien som en samlet enhed

–

et fællesskab, hvor den enkeltes hand-

linger påvirker hele familien og dens ære

[…].

En overtrædelse af normer relateret til æres-

begrebet indebærer for nogle familier reaktioner, der skal genoprette familiens ære og sikre,

at den vanærende handling stoppes.” (Regeringen 2016).

Nervøs for social isolation/sociale konsekvenser, herunder udstødelse: Størsteparten af inter-

viewpersonerne nævner, at nogle ofre i æresrelaterede konflikter/forbrydelser undlader at an-

melde det, de har været udsat for, fordi de er bange for social isolation og udstødelse fra

familie og venner. En interviewperson fortæller eksempelvis følgende:

”Hvis

man anmelder sin familie, så kan man oftest ikke være derhjemme. Det

vil sige, at du skal væk fra hjemmet, og situationen kan ende med, at familien

slår hånden af dig, at de ikke vil have noget med dig at gøre. Og det er ikke

kun de nærmeste, men hele din storfamilie. Du kommer til at stå ret alene i

det danske samfund, hvor du selvfølgelig har myndighedspersoner

–

men

hvem har du ellers? Du plejer måske at have en omgangskreds med nogle

venner i det miljø, du kommer fra, men dem mister du også, for hvis du er

stukket af hjemmefra, så bliver der sladret og set ned på dig

–

men også på

hele din familie.”

En anden peger på, at netop det forhold, at en politianmeldelse kan betyde, at offeret bliver

afskåret fra sin familie og omgangskreds, har afgørende betydning for anmeldelsestilbøjelig-

heden:

”Der er helt klart noget på spil i sager, hvor der er et æresmotiv involveret,

fordi ens anmeldelse ikke bare vil have konsekvenser for gerningspersonen ,

men måske også for én selv og for hele familien. I den sammenhæng skal man

pludselig bære på sine skuldre at skære kontakten til hele sit bagland, hele

sit netværk, hele sin familie. Det er frygtindgydende, især hvis man ikke er

særlig gammel. Hvis en ung skal træffe det her valg, involverer det store fø-

lelser, og det er svært at se fordelene ved at begive sig ud i en anmeldelse.”

Det samme beskrives af en tredje interviewperson på følgende måde:

”[Hvis

man anmelder, skal man være klar til at] afskrive en hel familie. [Man

har måske] kun navigeret i miljøer omkring familien, men det er jo også dem,

man bliver afskåret fra [hvis man anmelder]. Så dit netværk er jo simpelthen

reduceret. At bryde ud af det

–

hvor meget ensomhed kan man holde til?

Hvornår er det bedre for mig at være i det, jeg kender og kan navigere i og

føle mig som en del af et fællesskab, som alle mennesker jo vil, og hvornår et

det nødvendigt at cutte alt? Den menneskelige belastning, der ligger i at af-

give forklaring til politiet og føre en retssag videre, er så enorm, at jeg godt

kan forstå, der er mange der falder fra. Jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne

holde til det som menneske

– at blive afskåret fra alt.”

Hensynet til familiens ære og til familiemedlemmer generelt: Nogle af interviewpersonerne

nævner hensynet til familiens ære og til familiemedlemmerne som årsag til ikke at anmelde

kriminalitet i forbindelse med æresrelaterede konflikter og forbrydelser. En interviewperson

fortæller f.eks. følgende om sine erfaringer:

”Jeg oplevede, at de kvinder, der tog beslutningen og

kom væk [fra deres

mænd/familier], bare gerne ville være fri fra det hele […] Æresbegrebet i

familien

–

og også for de kvinder

–

ligger så dybt, så de vil heller ikke an-

melde og ikke krænke familiens ære endnu mere. De har allerede krænket den

ved at flygte,

og hvis de anmelder, krænker de den endnu mere.”

En anden interviewperson siger i forlængelse heraf:

”De

[ofrene] er vokset op i et patriarkalsk og kollektivistisk familiemønster,

hvor [det kan være] hele familiens ære, der er på spil. Hvis du gør noget

”forkert”,

så ved du godt, at det ikke kun er dig, det går ud over, men at det

også risikerer at gå ud over dine forældre og søskende, herunder muligvis

også din familie i hjemlandet. Vi har haft sager, hvor vi har oplevet, at hvis

en kvinde vil skilles fra en mand, skal hendes søskende gift ind i mandens

familie også skilles. Fordi hele kvindens familien bliver betragtet som beskidt

[…] Så der

er så meget på spil for disse kvinder og piger.”

Flere interviewpersoner beskriver i lighed hermed, at et generelt hensyn til og loyalitet over

for familiemedlemmer har betydning for anmeldelsestilbøjelighed i sager om æresrelaterede

konflikter og forbrydelser. En interviewperson beskriver f.eks., at

”de her ofre passer så godt

på deres familie og er loyale, selv om de er flygtet fra dem. Det vil de være resten af deres

liv.”

En anden interviewperson fortæller om nogle af de overvejelser, som nogle gør sig, angående

deres familie i æresrelaterede konflikter:

”Især for æresrelaterede konflikter er opretholdelse

af familiens ære vigtig

–

det kan betyde meget. Hvis man udsætter sin familie for en anmeldelse, og

det er en ung person, kan der både være frygt for de repressalier, man selv

bliver udsat for, men også hvilke adfærdssanktioner f.eks. ens yngre sø-

skende, mor eller kusiner bliver udsat for, så de ikke gør det samme som en

selv. Det kan også have konsekvenser i den forstand, at familien ikke længere

bliver inviteret med til baglandets arrangementer og på den måde bliver ud-

skammet.”

En tredje interviewperson beskriver ligeledes, hvordan ofrenes kærlighed til familien er en

af årsagerne til, at de ikke anmelder den kriminalitet, de har været udsat for:

”Vi

oplever faktisk rigtig ofte, at offeret ikke vil anmelde sin familie. For det

første elsker de som udgangspunkt altid deres mor rigtig højt og har en stor

loyalitetsfølelse over for deres familiemedlemmer. De er ofte en del af et

større familiesammenhold, og de ønsker ikke deres forældre eller nærmeste

familie sat i fængsel.”

Frygt for repressalier, herunder frygt for personlig sikkerhed: Nogle af interviewpersonerne

nævner desuden, at det sker, at ofre i sager vedrørende æresrelaterede konflikter og forbry-

delser undlader at anmelde det, de har været udsat for, fordi de frygter for repressalier og i

yderste konsekvens for deres egen sikkerhed.

En interviewperson siger i den forbindelse:

”Hvis

man bliver fundet eller måske

lokket tilbage til familien igen […] –

hvad kan man så frygte? At blive sendt på genopdragelsesrejse i hjemlandet?

Eller måske et tvangsægteskab? Familien ønsker at komme af med dem, fordi

de er blevet et problem. Familien viser derved over for andre, at de godt selv

kan klare deres problemer, og at de tager hånd om tingene.”

Flere udtaler i forlængelse heraf, at politiet i sager vedrørende æresrelaterede konflikter og

forbrydelser

”i høj grad skal hjælpe de mennesker, der kommer herind, uden at de

[ofrene]

nødvendigvis ønsker at medvirke til en anmeldelse. Det [at anmelde] kan være forbundet med

stor fare for dem.”

En af interviewpersonerne udtrykker det på følgende måde:

”Nogle af dem, der tager afsted fra det miljø, er rigtig bange for,

hvad der

skal ske dem. De siger, at de ikke vil gå og kigge dem selv over skulderen

resten af livet. De har også en eller anden idé om, at hvis der er en bagdør

tilbage til familien, i tilfælde af at det her [adskillelsen/flugten] nu ikke går,

så er det værste, de kan gøre i verdenen at blande politiet ind i sagen. Så vil

de hellere bare gå og så prøve at leve et liv uden familien, men uden at an-

melde noget. Og det oplever vi i ekstrem høj grad. Vi har rigtig mange sager

med både kvinder og yngre piger, som kommer til os enten via safehouses,

kommuner, skoler, eller som ringer til os og siger, at de har brug for at snakke

med politiet og for at komme væk fra deres familie, men de vil ikke anmelde

dem.”

Der er også flere interviewpersoner, der nævner, at nogle ofre i sager om æresrelaterede kon-

flikter og forbrydelser decideret frygter at blive slået ihjel. En interviewperson fortælle r, at

”nogle gange står vi jo nærmest der, hvor det er for sent, og hvor det er vokset dem over

hovedet, så de føler sig truet på livet.”

En anden interviewperson fortæller følgende:

”Flere

af dem siger også, at hvis de anmelder det til politiet, så bliver de

slået ihjel. Det er deres udgangspunkt. Om det så er rigtigt eller ej, det har

vi jo heldigvis ikke set ret mange beviser på. Men vi har da set nogle få sager

her i Danmark, hvor man ved, at det i yderste konsekvens har kostet folk livet

at gøre noget forkert ud fra familiens kontekst.”

Et stort/vidtspændende netværk: I sammenhæng med frygten for repressalier beskriver nogle

interviewpersoner, at ofre i sager vedrører æresrelaterede konflikter og forbrydelser ofte ikke

bare er oppe imod én person, men et stort netværk, og at det kan være en årsag til, at de

undlader at anmelde kriminalitet.

En interviewperson fortæller følgende:

”Vi ser tit i de æresrelaterede konflikter, at nogle ofre har meget ekstrem

frygt, netop fordi æresrelaterede sager breder sig ud over mange personer.

Det er aldrig kun én person. Det kan måske godt være, at patriarken (oftest

far) er den, der virkelig er voldelig, men moren er også en del af det, og ældre

søskende kan være en del af det. Så har man måske også nogle onkler eller

tanter eller nogle fra hjemlandet, som har indflydelse. Så de sager er meget

komplekse, fordi det spreder sig ud. Du er jo bange for, hvem der opdager,

at du går til politiet, fordi der bliver holdt øje med dig hele tiden

–

særligt

kvinderne i forhold til det her med negativ social kontrol

–

om du er de rigtige

steder på de rigtige tidspunkter, hvem du ses med.”

En anden interviewperson siger, at

”fordi

netværket ofte er så stærkt, at det breder sig ud i

hele Europa, er der et kæmpe pres på de her piger og drenge. Man skal gøre op med sig selv,

om man er stærk nok til at bygge et nyt netværk bagefter, og om man er sikker bagefter eller

kan blive fundet.”

Lav grad af tillid til myndighederne og/eller manglende kendskab til lovgivningen: Enkelte

interviewperson nævner desuden, at nogle ofre i sager, der vedrører æresrelaterede konflikter

og forbrydelser, undlader at anmelde det, de har været udsat for, fordi de ikke har tillid til

myndighederne, og/eller fordi de ikke kender lovgivningen og deres rett igheder.

En interviewperson fortæller eksempelvis følgende:

”En anden typisk ting, der kan have indflydelse i de her sager, er et tværkul-

turelt aspekt. Måske kommer nogle af de involverede parter fra et andet land

eller er vokset op i et andet land, så de har svært ved at genkende systemerne

[i Danmark]. Måske har man slet ikke tillid til systemerne, fordi man kommer

fra krig og traumer og usikkerhed. Man er måske ikke vant til at se politiet

som en myndighed, der giver sikkerhed og retfærdighed. Ellers har man må-

ske slet ikke haft mulighed for at integrere sig og kender derfor ikke sine

rettigheder, og hvordan man kan bruge dem. Så manglende viden kan være

en faktor i de her sager.”

En anden interviewperson beskriver i den forbindelse, at nogle ofre hellere vil inddrage andre

familier end politiet, når der er tale om æresrelaterede konflikter/forbrydelser:

”Når man bevæger sig inden for de her miljøer, så er politiet jo ikke en valg-

mulighed, som ligger lige for som i så mange andre tilfælde. Så det her med

at se familien som en enhed, og at man klarer ting i familien, og hvis familien

ikke kan nå til enighed, så inddrager man en anden familie som mægler

–

det

der med at inddrage eksterne med blå skjorter på, som kan sætte noget i værk,

det er ikke en mulighed.”

Oplevelse af skyld og skam: Enkelte interviewpersoner beskriver skam som årsag til, at ofre

for voldtægt i æresrelaterede sager ikke anmelder det, de har været udsat for.

I et af interviewene taler to interviewpersoner om netop dette:

Interviewperson 1:

”For æresrelaterede sager, hvor det i forvejen

måske er

uacceptabelt at have ikke-ægteskabeligt samleje, men man så alligevel har

været udsat for et overgreb, tør man så sige det? Hvad er konsekvenserne?”

Interviewperson 2:

”Man bliver måske udskammet for at være uren.”

Litteratur

Balvig, Flemming

(1978): Angst for kriminalitet. Lov-og-orden tendenser i en dansk provinsby. Køben-

havn: Gyldendal.

Balvig, Flemming

(1995): Ungdom oplever mere vold! En oversigt over danske voldsofferundersøgelser

1970-94. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Balvig, Flemming og Holmberg, Lars

(2021): Hvad er der dog sket med børns og unges risikoadfærd?

København: AFFORD.

Ejrnæs, Anders, Scherg, Rune H., Cold, Adam og Staunstrup, Jan K.

(2021): Natteliv og Vold. Institut

for Statskundskab og Erhverv, Roskilde Universitet.

Gerell, Manne, Kardell, Johan og Kindgren, Johanna

(2020): Minor covid-19 association with crime in

Sweden. Crime Science, 9(1).

Kruize, Peter og Kyvsgaard, Britta

(2021): Effekter af COVID-19 pandemien på indbrud i privat bebo-

else. København: Det Kriminalpræventive Råd

Kyvsgaard, Britta

(2015):

”Jo større jo bedre?” i Kyvsgaard et al. (red):

Kriminalistiske Pejlinger - Fest-

skrift til Flemming Balvig. København: Jurist- og økonomforbundets forlag.

Kyvsgaard, Britta

(2018): Ny undersøgelse af ofres oplevelser ved anmeldelse af seksuelle overgreb til

politiet. København: Justitsministeriet.

Mannov, Jonas, Østergård, Christian og Minke, Linda Kjær

(2020): Kriminalitetsudviklingen i Dan-

mark under Covid-19 pandemien. København: Det Kriminalpræventive Råd.

Pedersen, Anne-Julie Boesen, Okholm, Mikkel Møller og Balvig, Flemming

(2021): Udsathed for vold

og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2020. Justitsministeriet, Københavns Uni-

versitet, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet.

Pedersen, Maria Libak, Okholm, Mikkel Møller og Balvig, Flemming

(2022): Udsathed for vold og

andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2021. Hovedtal. Justitsministeriet, Københavns

Universitet, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet.

Regeringen

(2016): Forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. National hand-

lingsplan. København: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Bilagstabeller

Bilagstabel 1

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde vold mod unge, 2019-2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

Antal

139

Andel af

besvarelser

18 %

15 %

19 %

11 %

12 %

N (antal besvarelser, vægtet) = 131. Bemærk, at sum ikke stemmer i alle tilfælde pga. vægtede besvarelser, jf. afsnit 2.2

Bilagstabel

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde psykisk vold begået af partner, 1. april

2020 til 31. december 2021.

Andel af

besvarelser

20 %

14 %

13 %

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 322

Antal

354

Bilagstabel 3

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde psykisk vold mod unge (16 -24-årige), 1.

april 2020 til 31. december 2021.

Andel af

besvarelser

13 %

20 %

13 %

12 %

11 %

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 145

Antal

159

Bilagstabel 4

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde voldtægt begået af partner, 2019 -2021.

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/ samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Forsøg på voldtægt mv.

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 155

Antal

181

Andel af

besvarelser

16 %

17 %

16 %

10 %

Bilagstabel 5

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde voldtægt mod unge (16 -24-årige), 2019-

2021.

Andel af

besvarelser

30%

12%

11%

16%

11%

10%

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Forsøg på voldtægt mv.

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 256

Antal

315

Bilagstabel

Omfang og fordeling af årsager for besvarelser angående årsager til ikke at anmelde seksuelle krænkelser mod unge (16 -24-

årige), 2019-2021.

Andel af

besvarelser

23%

24%

10%

Årsag

Ikke alvorligt nok

Ikke vigtigt/irrelevant/ingen grund til det

Intet overskud/var for besværligt

Anmeldelse fører ikke til noget

Nytter ikke

Politiet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke, politiet kan/vil gøre noget

Myndigheder/samfundet kan/vil ikke gøre noget, eller offer tror ikke,

myndigheder/samfundet kan/vil gøre noget

Manglende beviser

Usikkerhed om hændelsens ulovlighed

Håndterede hændelsen selv/på anden vis

Politiet har fået kendskab til det på anden vis/andre anmeldte

Ønsker at glemme hændelsen

Privat anliggende

Del af arbejdet

Gerningsperson: Hensyn og intention

Hensyn til børn

Skyld og skam

Oplevelse af skyld

Skam

Frygt for konsekvenser

Trusler og frygt for repressalier

Nervøs for konsekvenser

Anden grund

Mangelfuld besvarelse

Ved ikke

Ønsker ikke at svare

I alt

N (antal besvarelser, vægtet) = 198

Antal

218

Anmeldelsestilbøjelighed i sager om vold og seksualforbrydelser

En undersøgelse af omfanget af og årsager til at borgere undlader at anmelde kriminalitet

Forfatter

Signe Bechmann Hansen

Maria Libak Pedersen

Dato

August 2022

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon

72 26 84 00

[email protected]

ISBN

978-87-93469-90-7