Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 266
Offentligt
2587552_0001.png
Center for Straffuldbyrdelse
Direktoratet for Kriminalforsorgen
6. maj 2022
Sagsnr. 22-61-0010
Notat i forlængelse af besvarelse af spørgsmål nr. 116-118 af 28. oktober 2021 fra
Folketingets Retsudvalg (REU alm. del) stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL).
Højesteret afsagde den 15. oktober 2021 en kendelse, som fastslog, at den disciplinærstraf, som
kriminalforsorgen havde ikendt en konkret indsat i medfør af straffuldbyrdelsesloves § 67, nr.
7, var et uforskyldt indgreb under henvisning til, at sigtelsen mod den pågældende efterfølgende
blev påtaleopgivet af anklagemyndigheden, hvorfor sagen ikke kunne føres igennem til
fældende straffedom.
Ved besvarelse af 24. november 2021 af spørgsmål nr. 116 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg oplyste Justitsministeriet, at der fortsat pågik overvejelser om de nærmere
konsekvenser af Højesterets kendelse. Justitsministeriet oplyste endvidere, at ministeren ville
orientere Folketingets Retsudvalg, når overvejelserne var afsluttet.
Overvejelserne om konsekvenserne af kendelsen er nu afsluttet.
På baggrund af Højesterets kendelse har kriminalforsorgen igangsat følgende tiltag:
1. Genoptagelse af disciplinærsager, som er afgjort efter hidtidig praksis
I anledning af Højesterets kendelse er det kriminalforsorgens vurdering, at kriminalforsorgen
har pligt til at genoptage de sager, hvor indsatte er ikendt en disciplinærstraf i medfør af
straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, men hvor samme forhold ikke har ført til en straffældende
dom, herunder f.eks. på grund af anklagemyndighedens senere påtaleopgivelse.
Det er kriminalforsorgens opfattelse, at det vil være forbundet med betydelige administrative
vanskeligheder, hvis kriminalforsorgen af egen drift skulle identificere og genoptage de sager,
Strandgade 100 | 1401 København K | Tlf. 7255 5555
[email protected] | www.kriminalforsorgen.dk
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 266: Notat i forlængelse af svar på spørgsmål stillet i Retsudvalget af Rosa Lund (EL) om Højesterets kendelse af 15/10-21 om uforskyldt strafcelle
2587552_0002.png
der vil skulle genoptages i lyset af Højesterets kendelse. Det er via datatræk i
kriminalforsorgens klientsystem alene muligt at identificere de sager, der er afgjort i medfør af
den pågældende bestemmelse, men ikke hvilke af disse sager, der ikke har medført en
straffældende dom. Hvis kriminalforsorgen vil skulle genoptage de relevante sager af egen drift,
vil det således forudsætte en ressourcekrævende manuel gennemgang af flere tusinde sager for
at identificere og genoptage sagerne. Heraf vil ca. 4.700 sager om disciplinærstraf være afgjort
inden for den tidsperiode, der gør den pågældende berettiget til erstatning, såfremt indgrebet
vurderes at være uforskyldt. Kriminalforsorgen vil derfor ikke genoptage tidligere afgjorte
sager af egen drift, men vil i stedet genoptage sagerne efter anmodning.
I de tilfælde, hvor en sag kan søges frem efter oplysninger baseret på hukommelse eller
lignende, vil kriminalforsorgen dog genoptage den pågældende sag af egen drift.
2. Orientering af nuværende og tidligere indsatte
Kriminalforsorgen vil informere offentligheden generelt om nuværende og tidligere indsattes
mulighed for at få deres tidligere afgjorte sager genoptaget. Det vil ske ved opslag på alle
kriminalforsorgens matrikler og på kriminalforsorgens hjemmeside.
2. Erstatning
Såfremt sagen efter genoptagelsen helt eller delvist omgøres, vil den tidligere ikendte
disciplinærstraf eller dele heraf som udgangspunkt anses for et uforskyldt indgreb, som den
indsatte kan få erstatning for i medfør af straffuldbyrdelsesloven. Der vil ved opslagene på
kriminalforsorgens matrikler og hjemmeside ligeledes blive orienteret om muligheden for at få
tilkendt erstatning
3. Forældelse
Efter de almindelige forældelsesregler forældes krav på erstatning 3 år efter tidspunktet for
skadens indtræden.
Forældelsen kan i visse tilfælde suspenderes, dvs. at fristen først begynder at løbe på et senere
tidspunkt. Det gælder, hvis fordringshaveren (dvs. den der har krav på erstatning) var ubekendt
med fordringen (dvs. ret til erstatning) eller skyldneren. I sådanne tilfælde begynder
Side 2 af 5
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 266: Notat i forlængelse af svar på spørgsmål stillet i Retsudvalget af Rosa Lund (EL) om Højesterets kendelse af 15/10-21 om uforskyldt strafcelle
2587552_0003.png
forældelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået
kendskab hertil.
Der gælder endvidere en absolut forældelsesfrist, hvorefter forældelsen altid indtræder senest
10 år (eller 30 år, hvis kravet vedrører personskade) efter den skadevoldende handlings ophør.
Ved sagsbehandlingen af de pågældende erstatningskrav anvendes som udgangspunkt
forældelseslovens almindelige 3-årige forældelsesfrist. Det betyder, at et krav om erstatning
som udgangspunkt er forældet, hvis der på tidspunktet for anmodning om erstatning er gået
mere end 3 år siden skadens indtræden.
Der kan dog være sager, hvor forældelsen har været suspenderet. Dette gælder i de sager, hvor
den indsatte ikke har været klar over, at vedkommende har været udsat for et uforskyldt indgreb.
I sådanne tilfælde løber den 3-årige forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor den indsatte fik eller
burde have fået kendskab til, at den pågældende havde været udsat for et uforskyldt indgreb og
som følge heraf fået et erstatningskrav.
I sådanne tilfælde er det direktoratets vurdering, at den indsatte først har været klar over, at
vedkommende har været udsat for et uforskyldt indgreb og som følge heraf fået et
erstatningskrav, på det tidspunkt, hvor der blev truffet afgørelse om påtaleopgivelse m.v.
På denne baggrund må forældelsesfristen anses for suspenderet i tidsrummet fra skadens
indtræden og frem til tidspunktet for afgørelse om f.eks. påtaleopgivelse. Forældelsesfristen på
3 år løber således fra dette tidspunkt.
I alle tilfælde gælder der dog en absolut forældelsesfrist, uanset at den indsatte ikke har været
klar over, at der har været tale om et uforskyldt indgreb. Den absolutte forældelsesfrist kan ikke
suspenderes og regnes fra den skadevoldende handlings ophør.
Der vil være tale om en konkret vurdering af, hvorvidt en anmodning, som indgives mere end
3 år efter afgørelsen om påtaleopgivelse, men inden den absolutte forældelsesfrists udløb, skal
realitetsbehandles.
Side 3 af 5
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 266: Notat i forlængelse af svar på spørgsmål stillet i Retsudvalget af Rosa Lund (EL) om Højesterets kendelse af 15/10-21 om uforskyldt strafcelle
2587552_0004.png
Frist for fremsættelse af krav om erstatning
Ud over reglerne om forældelse vil den almindelige frist på 2 måneder i § 108 for fremsættelse
af krav om erstatning være gældende. Dette betyder, at anmodning om erstatning under alle
omstændigheder skal være indgivet 2 måneder efter, at de indsatte vejledes om, at der nu er
mulighed for at anmode om erstatning. Denne vejledning vil i relation til allerede foretagne
indgreb, som det fremgår af ovenstående, ske i form opslag på institutionernes opslagstavler og
på kriminalforsorgens hjemmeside.
4. Praksis efter Højesterets kendelse og udvidelse af hjemmelsgrundlag
Kriminalforsorgen vil justere praksis for ikendelse af disciplinærstraf i overensstemmelse med
Højesterets kendelse.
Uanset at for eksempel vold og trusler ofte kan straffes efter straffeloven, er der
–
uafhængigt
af straffeloven
–
også tale om meget grove disciplinære forseelser i strid med
kriminalforsorgens interne regler for adfærd. Det kan ikke accepteres, at de indsatte udviser
truende eller voldelig adfærd i kriminalforsorgens institutioner, og der er derfor et behov for at
ikende en effektiv og mærkbar disciplinær sanktion. Dette kan også begrundes i det præventive
hensyn i forhold til at sætte rammerne for opførsel og undgå fremtidige episoder.
De groveste disciplinære forseelser, herunder vold, truende adfærd og besiddelse af
euforiserende stoffer, vil i praksis oftest være forhold, hvor der også skal ske politianmeldelse,
fordi de kan være straffelovsovertrædelser, og derfor skal de
–
som minimum - ikendes efter
straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7. Forholdene vil dog typisk også have en karakter, der falder
under enten § 67, nr. 8 eller nr. 9 om overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren eller af
kriminalforsorgsområdet. Disciplinærstraf efter § 67, nr. 8, kan f.eks. være besiddelse af
ulovlige genstande, mens § 67, nr. 9, anvendes ved overtrædelse af institutionernes husorden,
herunder navnlig ved upassende adfærd og sprogbrug.
Ikendelse af disciplinærstraf skal derfor i sager, hvor det er relevant ud fra sagens konkrete
omstændigheder, ske med henvisning til både straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, og enten §
67, nr. 8 eller § 67, nr. 9.
Side 4 af 5
 REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 266: Notat i forlængelse af svar på spørgsmål stillet i Retsudvalget af Rosa Lund (EL) om Højesterets kendelse af 15/10-21 om uforskyldt strafcelle
2587552_0005.png
Skulle gerningsindholdet i § 67, nr. 7, falde bort på grund af påtaleopgivelse mv. af straffesagen,
vil en disciplinærstraf ikendt efter § 67, nr. 8 eller nr. 9, som udgangspunkt kunne fastholdes
med en lavere sanktion til følge.
Side 5 af 5