23. april 2022
Kære medlem af Retsudvalget
Jeg håber du vil tage nedenstående tanker om det det familieretslige system i betragtning
under dit fortsatte arbejde som lovgiver. Det handler bl.a. om at landsret, byret og
Familieretshuset ikke koordinerer indsatsen på området hensigtsmæssigt, og om at det bør
være ulovligt at fremsætte usande anklager mod den anden forælder i Familieretshuset.
Som bruger af Familieretshuset (FRH) må jeg sige, at den hårde kritik af FRH fremsat i TV2-
dokumentaren “Med børnene som våben" er berettiget. Udsendelsen kan ligefrem kaldes en
længe savnet redningskrans, for brugerne af FRH tør ikke selv fremsætte kritik. Myndigheden
har næsten absolut magt over, hvor lidt eller hvor meget en forælder skal se sine børn, og
over hvilken af forældrene, der på den andens bekostning skal komme ud af skilsmissen med
en stor ekstra indtægt de næste mange år. Angsten for repressalier ved brugerkritik af det
magtfulde FRH bliver kun forværret af, at myndigheden ikke holder sig tilbage fra fremstå lidt
‘skræp’, lidt irettesættende, lidt "det er for dårligt i ikke kan samarbejde i jeres skilsmisse, tag
jer sammen!” Som om forældrene har konflikt for sjov.
Begrebet “forældrefremmedgørelse” har længe været anerkendt i mange andre lande. Det er
arrogant og uintelligent, når FRH erklærer, de "ikke anerkender begrebet" (jeg citerer
vicedirektør Jacob Buch fra TV2 dokumentaren). Selvfølgelig finder det sted! Begrebet betyder
jo blot, at den ene forælder bevidst eller ubevidst stiller den anden i et dårligt lys, så barnet,
der jo elsker begge sine forældre, kommer i en forfærdelig loyalitetskonflikt. For ikke at gå i
stykker indeni er barnet efter et stykke tid psykologisk tvunget til spontant at løse den
uudholdelige konflikt ved at tro på og internalisere påstandenden om, at den anden forælder
er en skurk, et monster, en djævel. Denne forsvarsmekanisme kan give barnet dybe skader
resten af livet. - Ubegribeligt at FRH ikke anerkender denne problemstilling.
På kommunernes kurser for samarbejde mellem skilte lærere man, at forældrene skal 'spille
hinanden stærke’ og at det mest uacceptable man kan gøre, er at tale grimt om den anden
forælder. Men FRH har en anden filosofi: her har det ingen konsekvens, hvis man bagvasker,
underminerer og injurierer sin modpart. Heller ikke hvis det bliver opdaget, hvilket der ikke er
sandsynlighed for, da FRH ikke undersøger, om der er hold i fremsatte påstande og anklager.
Det er i Danmark ikke ulovligt, at komme med usande påstande om den anden forælder. Det
skal det naturligvis være! Det ville gyde olie på mange konflikter, hvis man ikke havde fripas
til at sværte og beklikke den anden forælder over for myndighederne. Reelt gør FRH sig
medskyldig i en konfliktoptrapning ved ikke at forholde sig kritisk forbeholden til injurierende
anklager. Dette er absurd, da myndighedens opdrag er at mindske konfliktniveauet mellem
forældrene.
Således modarbejder FRH også kommunernes indsats. Mens familie-byretterne typisk
blåstempler FRH’s afgørelser, så omstøder landsretten ganske ofte byretterns kendelser. Jeg
har selv vundet i familie-landsretten efter min sag havde fået en i mine øjne helt useriøs og
overfladisk behandling i byretten. Dette system er tydeligvis i splid med sig selv. Der er ingen
koordinering, hvilket både går ud over børn og forældre, og desuden er det alt for dyrt.
Regeringen har ansvar for at få styr på området. Den tårnhøje skilmisseprocent i Danmark er
et stor samfundproblem, som koster milliarder, og som det ikke nytter noget at ingonere.
Regeringen må og skal financiere området tilstrækkeligt, så sagerne bliver behandlet før der
opstår forældrefremmedgørelse og barnet mister kontakten til den ene forælder. Desuden skal
regeringen skabe et system, hvor myndighederne samarbejder i stedet for at modarbejde
hinanden. Brug dog byretten til at undersøge, om der er hold i anklagerne mod den ene
forælder, mens sagen behandles i FRH! Hvordan kan FRH behandle en sag objektivt og
fyldestgørende, når myndigheden ikke aner, om den ene forælder faktuelt udøver fx. psykisk
1