REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 186: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Effektivisering af straffesagskæden og af nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotos og forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.), fra justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 186
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

3. marts 2022

Strafferetskontoret

Anne Sofie Brix

2021-0090-3592

2338809

UDKAST

Forslag

til

lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love

(Effektivisering af straffesagskæden og af nævnsprocessen m.v. i Ung-

domskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fo-

tos og forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021, som

ændret ved § 4 lov nr. 2591 af 28. december 2021, § 1 i lov nr. 2600 af 28.

december 2021, § 1 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 226

af 15. februar 2022, foretages følgende ændring:

Efter § 79 c indsættes i

9. kapitel:

»§

79 d.

De oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk.

8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10, omfatter bl.a. fotografier af de pågældende

personer, herunder:

1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2,

2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72,

3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens

§ 40 b, og

4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør af retsplejelo-

vens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 186: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Effektivisering af straffesagskæden og af nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotos og forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.), fra justitsministeren

Stk. 2.

Politiet og kriminalforsorgen kan med henblik på videregivelse vide-

regive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10, optage

personfotografier af

1) en person, der ved endelig dom er dømt for en eller flere af de overtræ-

delser, som er nævnt i § 79 b, stk. 1,

2) en person, der ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter § 79 c,

stk. 1, jf. stk. 2, eller

3) en person, der ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter § 236,

stk. 1, nr. 1.

Stk. 3.

Optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal foretages i overens-

stemmelse med reglerne i retsplejelovens § 792 e, stk. 1 og 2.«

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021,

som ændret ved § 2 i lov nr. 2600 af 28. december 2021, § 2 i lov nr. 2601

af 28. december 2021, § 1 i lov nr. 158 af 31. januar 2022, § 2 i lov nr. 226

af 15. februar 2022 og § 6 i lov nr. 227 af 15. februar 2022, foretages føl-

gende ændringer:

§ 41 f, stk. 2, 2. pkt.,

indsættes efter »§ 41 e,«: » stk. 1, 2. pkt., og«.

§ 788, stk. 2, nr. 2,

udgår »og«.

§ 788, stk. 2, nr. 3,

ændres »forsendelsen.« til: »forsendelsen, og«.

§ 788, stk. 2,

indsættes som

nr. 4:

»4) ved registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet

lignende apparat til personen, hvis færden registreres, samt til kendte bru-

gere af det køretøj eller den ejendom, registreringen angår.«

§ 791 a, stk. 8, 2. pkt.,

ændres »stk. 5« til: »stk. 5, nr. 1,«.

§ 791 a, stk. 8,

indsættes som

3. pkt.:

»§ 788, stk. 1, stk. 2, nr. 4, og stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse

på de i stk. 5, nr. 2, omhandlede tilfælde, idet underretning i disse tilfælde

gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe beslutning om at undlade

eller udsætte underretning i et nærmere fastsat tidsrum i disse tilfælde til-

kommer politiet.«

§ 791 d, stk. 1,

ændres »119 eller 119 a« til: »119-119 a eller 264 d, stk.

2«.

§ 791 d, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Blokering kan endvidere ske, hvis der er grund til at antage, at der fra

hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a,

279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301.«

§ 791 d, stk. 4,

ændres »kendelser efter stk. 2« til: »blokeringer«.

10.

§ 791 d

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Såfremt indgrebets øjemed i medfør af stk. 1, 2. pkt., ville forspil-

des, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om blo-

kering. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra ind-

grebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse,

om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet

efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse

herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde

være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsmini-

steriet.«

11.

Efter § 819 indsættes i

kapitel 75 a:

»§ 820.

Er der en særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet

er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan med-

føre fængsel i 6 år eller derover, kan politiet offentliggøre et signalement

eller andre oplysninger, der er egnede til at identificere den pågældende,

eller et fotografi af den pågældende i presse, radio, fjernsyn eller anden form

for medie, med henblik på at identificere vidner, såfremt vidnets forklaring

må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennem-

førelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende

grovhed.

Stk. 2.

Ved offentliggørelse af signalementer eller fotografier som nævnt i

stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den

sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl.

Stk. 3.

Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det

efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som

indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et ufor-

holdsmæssigt indgreb.

Stk. 4.

Afgørelse om offentliggørelse træffes af politiet.

§3

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. august 2021, som

ændret ved lov nr. 2396 af 14. december 2021 og § 22 i lov nr. 2601 af 28.

december 2021, foretages følgende ændring:

§ 118 c, stk. 6,

indsættes som

2. pkt.:

»Der kan uanset straffelovens § 26, stk. 2, pålægges enkeltmandsvirksom-

heder strafansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset virksom-

hedens størrelse og organisation.«

§4

I hjemrejseloven, jf. lov nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret ved § 2 i lov

nr. 1191 af 8. juni 2021, § 4 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021 og § 23 i lov nr.

2055 af 16. november 2021, foretages følgende ændring:

§ 14

indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4.

Retten kan bestemme, at en udlænding deltager i et retsmøde efter

stk. 1 eller 2 om varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foran-

staltning efter retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse

som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse af

telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Stk. 5.

Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægtsfængsling efter

stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommunikation med billede, skal den

beskikkede advokat deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen,

medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikkede advokat i ste-

det møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation

med billede fra et andet sted end udlændingen.

Stk. 6.

Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægtsfængsling efter

stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommunikation med billede, deltager

anklageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,

medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 7.

§5

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. no-

vember 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021, foretages

følgende ændring:

Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a.

På steder, hvor der efter lov om knive og blankvåben m.v. § 1

gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige

en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande med henblik på

at kontrollere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.

Stk. 2.

Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der

er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare

handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3.

Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af

politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal

være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og

tidsrum, som beslutningen gælder for.

Stk. 4.

Politiet kan tilbageholde en person, der undersøges i medfør af

stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af undersøgel-

sen.«

§6

I lov om nr. 1705 af 17. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskrimi-

nalitet, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 1, 3. pkt.,

udgår »,«.

§ 2, stk. 1, nr. 1,

stk. 2, nr. 1,

ændres »personfarlig kriminalitet« til:

»overtrædelse af bestemmelser omfattet af straffelovens kapitel 25 og 26

samt §§ 119, 119 b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288«.

§ 5, stk. 2,

ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3,

eller § 51, stk. 3.« til: »jf. dog § 21, stk. 3-5 og 8, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, §

36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, eller § 51, stk. 3«

§ 6, stk. 1,

ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, og

§ 51, stk. 3.« til: »jf. dog § 21, stk. 3-5 og 8, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a,

stk. 2, § 42, stk. 2, og § 51, stk. 3«

§ 6

indsættes som stk. 3:

»Formanden kan, ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde, træffe afgørelse om,

at Ungdomskriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesagkyndig i sager

vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles påkrævet af

hensyn til den unge.«

§ 9

affattes således:

»§

Justitsministeren fastsætter regler om, hvilken myndighed Ungdoms-

kriminalitetsnævnets sekretariat skal høre under.«

§ 12, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om erstatning og godtgø-

relse til børn og unge for følger af ulykkestilfælde m.v., der pådrages ved

udførelsen af en straksreaktion fastsat efter stk. 1.«

§ 21, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 3-5«.

§ 21,

indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk.

Anmodninger om ophør eller ændring af en foranstaltning fastsat

efter §§ 12-14 kan afgøres skriftligt af formanden eller en næstformand, hvis

alle parter er enige heri.

Stk. 5.

Anmodninger om fornyet behandling af sager om anbringelse af

et barn eller en ung, jf. § 14, tilbageholdelse under en anbringelse, jf. § 18,

stk. 1, samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2, hjemgivelse af et barn eller en

ung, jf. § 22, opretholdelse af en anbringelse, jf. § 23, eller ændring af an-

bringelsessted uden samtykke, jf. § 24, kan afgøres skriftligt af formanden

eller en næstformand, hvis alle parter er enige heri, og hvis betingelserne for

ophør eller ændring af foranstaltningen åbenbart må anses for opfyldt.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 6-8.

10.

§ 21, stk. 4,

der bliver stk. 6, ændres »uanset stk. 3« til: »uanset stk. 3-

5.«.

11.

§ 22

indsættes som

stk. 7:

»Stk.

Forud for, at et forbedringsforløb fastsat i medfør af § 13 ophører,

har kommunalbestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse om hjemgivelse

efter reglerne i § 68, stk. 1-4, i lov om social service.«

12.

§ 23, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »i nævnet, jf. dog stk. 2«, og

2. pkt.

ophæves.

13.

§ 23, stk. 2,

udgår »i nævnet«.

14.

§ 23, stk. 3, 1. pkt.,

affattes således:

»Fristerne i stk. 1 og 2 regnes fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse

om anbringelse, jf. § 14, stk. 2-4.«

15.

§ 23

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2, træffes af kommunens børn-

og unge-udvalg efter reglerne i § 62 i lov om social service.«

16.

§ 31, stk. 4,

indsættes som

3. pkt.:

»Kommunen kan iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældre-

myndighedsindehaveren. Iværksætter kommunen en sådan undersøgelse,

skal den foretages af en autoriseret psykolog.«

17.

§ 33, 1. pkt.,

§ 34, stk. 1,

ændres »§ 31,« til: »§§ 31 og 32,«.

18.

§ 34, stk. 2,

indsættes som

nr. 4:

»4) En vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at

varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller

den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter lov om social

service eller anden relevant lovgivning.«

19.

Efter

§ 36

indsættes før overskriften før § 37:

»§

36 a.

Kommunen kan til Ungdomskriminalitetsnævnet indstille, at der

ikke skal iværksættes foranstaltninger, jf. §§ 12-14, af hensyn til svært ned-

sat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Ungdomskriminalitets-

nævnet træffer på baggrund af kommunens indstilling afgørelse herom.

Stk. 2.

Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, jf. stk. 1, 2. pkt., kan

træffes af formanden eller en næstformand på skriftligt grundlag.«

20.

§ 42

indsættes som nyt stk. 2:

»Afvisning af en sag på baggrund af den unges alder, jf. stk. 1, 2. pkt.,

kan afgøres skriftligt af formanden eller en næstformand.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter til stk. 3 og 4.

21.

§ 43, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Ungdomskriminalitetsnævnes formand eller en næstformand kan end-

videre forud for et nævnsmøde beslutte at udsætte en sag med henblik på

indhentelse af yderligere oplysninger.«

§7

Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

§8

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Lovens §§ 4 og 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udvidelse af politiets adgang til at blokere hjemmesider

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Fremstilling via videokommunikation af udlændinge efter afsoning

med henblik på udsendelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Adgang for politiet til at registrere en mistænkts eller anden persons

færden ved brug af gps eller et andet lignende apparat uden retskendelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Adgang for politiet til at foretage stikprøvekontroller for

eksplosivstoffer

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Optagelse og videregivelse af personfotografier i forbindelse med

kontakt- og opholdsforbud

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Aktindsigt i anklageskrifter

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre fotografier mv.

mhp. identifikation af vidner

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8. Automatisk udstedelse af bøder til enkeltmandsvirksomheder ved

visse hastighedsovertrædelser i ATK-systemet

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9. Udvidelse af anvendelsesområdet for ungdomskriminalitetslovens §

2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, om personfarlig kriminalitet

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

2.9.3. Den foreslåede ordning

2.10. Mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk

funktionsevne fra nævnsbehandling

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser

2.10.3. Den foreslåede ordning

2.11. Øget mulighed for at anvende børnesagkyndige i sager vedrørende

unge i alderen 15 til 17 år

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser

2.11.3. Den foreslåede ordning

2.12. Øget brug af straksreaktioner mv.

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser

2.12.3. Den foreslåede ordning

2.13. Sekretariatsbistand til Ungdomskriminalitetsnævnet

2.13.1. Gældende ret

2.13.2. Justitsministeriets overvejelser

2.13.3. Den foreslåede ordning

2.14. Øget mulighed for at træffe afgørelser på skriftligt grundlag

2.14.1. Gældende ret

2.14.2. Justitsministeriets overvejelser

2.14.3. Den foreslåede ordning

2.15. Mulighed for udsættelse af en sag inden nævnsmøde

2.15.1. Gældende ret

2.15.2. Justitsministeriets overvejelser

2.15.3. Den foreslåede ordning

2.16. Smidigere overgang til den sociale indsats

2.16.1. Gældende ret

2.16.2. Justitsministeriets overvejelser

2.16.3. Den foreslåede ordning

2.17. Forældremyndighedsindehaverens kompetencer

2.17.1. Gældende ret

2.17.2. Justitsministeriets overvejelser

2.17.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

8.1. Blokering af hjemmesider

8.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

1.1. Rettidig og effektiv sagsbehandling er en grundlæggende forudsætning

for et retssamfund. Lange sagsbehandlingstider i straffesager har betydning

for både forurettede, sigtede og tiltalte, men også for mulighederne for at

opklare forbrydelser og for den generelle retsfølelse i samfundet. Smidige

og effektive efterforskningsmuligheder er samtidig væsentlige for politiets

opklaring af forbrydelser.

Det er i den forbindelse vigtigt, at strafferetsplejen er indrettet hensigtsmæs-

sigt og tidssvarende. En løbende tilpasning af strafferetsplejen skal således

medvirke til at sikre, at retsforfølgning sker hurtigt og konsekvent, og at

ressourcerne hos politi, anklagemyndighed og domstole anvendes effektivt

og hensigtsmæssigt.

Lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag til ændringer af

straffeloven, retsplejeloven, ungdomskriminalitetsloven og forskellige an-

dre love, der overordnet har til formål at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse

af politiets, anklagemyndighedens, domstolenes, kriminalforsorgens og

Ungdomskriminalitetsnævnets ressourcer, herunder ved at forbedre politiets

efterforskningsmuligheder.

Lovforslaget indeholder

for det første

et forslag om at udvide politiets mu-

ligheder for at blokere hjemmesider, hvorfra der bliver begået visse straffe-

lovsovertrædelser. Udvidelsen skal bl.a. gøre det muligt at blokere hjemme-

sider, der anvendes til såkaldt phishing. Da indgreb i forhold til phishing-

kampagner i særlig grad er tidskritiske, foreslås det, at politiet i forhold til

straffelovens bestemmelser om uberettiget adgang til et datasystem, udbre-

delse af adgang til et datasystem og de formueforbrydelser, for hvilke der

nu foreslås indført en adgang til at blokere hjemmesider, skal have mulighed

for at træffe beslutning om blokering uden forudgående retskendelse, så-

fremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

Med lovforslaget foreslås det

for det andet

at udvide muligheden for at af-

holde retsmøder med anvendelse af telekommunikation med billede ved va-

retægtsfængsling af udlændinge i medfør af visse af hjemrejselovens regler.

Ændringen vil indebære, at retten kan bestemme, at et retsmøde efter hjem-

rejselovens § 14, stk. 1 eller 2, hvor der efter dom og afsoning første gang

skal tages stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt,

gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten

finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige

omstændigheder.

Lovforslaget indeholder

for det tredje

et forslag om ændring af retsplejelo-

vens regler om politiets registrering af en mistænkts eller anden persons fær-

den ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, således at dette vil

kunne ske uden retskendelse.

Med lovforslaget foreslås det

for det fjerde

at give politiet adgang til at lave

stikprøvekontroller for eksplosivstoffer. Det foreslås, at der i politiloven

indsættes en ny bestemmelse, hvorefter politiet på steder, hvor der efter lov

om knive og blankvåben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde eller bære

knive mv., kan besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre

genstande med henblik på at kontrollere, om vedkommende er i besiddelse

af eksplosivstoffer.

Det foreslås

for det femte

at indsætte en bestemmelse i straffeloven, hvori

det præciseres, at de oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af

straffelovens regler om opholds- og kontaktforbud bl.a. omfatter personfo-

tografier optaget af politiet og kriminalforsorgen, og der skabes hjemmel til,

at politiet og kriminalforsorgen kan optage personfotografier med det spe-

cifikke formål, at fotografierne kan videregives i medfør af de nævnte regler

om opholds- og kontaktforbud.

Lovforslaget indeholder

for det sjette

et forslag til ændring af retsplejelo-

vens regler om massemediers adgang til aktindsigt i anklageskrifter og rets-

mødebegæringer. Den foreslåede ændring vil indebære, at der – for at sikre,

at ansøgerens reelle interesse i imødekommelse af ansøgningen står mål

med det ressourceforbrug, som myndigheden vil skulle anvende for at be-

handle anmodningen – stilles krav om, at anmodninger om aktindsigt i et

større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt be-

grundede, ligesom det allerede i dag gælder for anmodninger om aktindsigt

i et større antal straffesager mv. Kravet foreslås udformet således, at det ikke

hindrer medier i at få en sådan adgang til aktindsigt i anklageskrifter og rets-

mødebegæringer, som er nødvendig for, at de kan vurdere, om en konkret

sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at omtale sagen

forud for hovedforhandling og dom.

Lovforslaget indeholder

for det syvende

et forslag om at udvide politiets

muligheder for at offentliggøre signalement og fotografier af en formodet

gerningsperson med det formål at finde frem til den angiveligt forurettede

eller andre vidner. Adgangen foreslås begrænset til de groveste forbrydelser

i straffeloven og til tilfælde, hvor politiet har en særlig bestyrket mistanke

om, at vedkommende er skyldig i lovovertrædelsen, og hvor vidnets forkla-

ring må antages at være af afgørende betydning for straffeforfølgningens

gennemførelse eller for at forebygge nye lovovertrædelser.

Lovforslaget indeholder

for det ottende

forslag om at ændre færdselslovens

regler om adgangen til at pålægge juridiske personer strafansvar for ha-

stighedsovertrædelser, der konstateres ved ATK (automatisk trafikkontrol),

som ikke kan medføre frakendelse af førerretten eller kørselsforbud, sådan

at strafansvaret for sådanne overtrædelser kan pålægges enkeltmandsvirk-

somheder uanset størrelsen på og organiseringen af virksomheden.

Lovforslaget indeholder

for det niende

en række forslag om at ændre ung-

domskriminalitetsloven, således at der bl.a. sikres en øget brug af straksre-

aktioner, og at nævnsprocessen effektiviseres og smidiggøres, herunder

overgangen fra kriminalitetsforebyggende indsatser efter ungdomskrimina-

litetsloven til sociale indsatser efter serviceloven.

Forslagene følger op på delevalueringerne ”Nævnsmødet. En delevaluering

af Ungdomskriminalitetsnævnet”, ”Screening og henvisning. En delevalue-

ring af Ungdomskriminalitetsnævnet” og ”Ungefaglige undersøgelser og

indstillinger. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”, som

Justitsministeriet pr. 22. december 2021 har udarbejdet som forudsat i afta-

len om Ungdomskriminalitetsnævnet af 29. juni 2018, jf. Retsudvalget,

samling 2020-21, Alm. del, bilag 324, og samling 2021-22, Alm. del, bilag

111.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udvidelse af politiets adgang til at blokere hjemmesider

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en

hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en

overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler

om vold mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer

i offentlig tjeneste).

Ved »blokering« forstås en ordning, der er rettet mod danske internetudby-

dere med henblik på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af hjemme-

sider med ulovligt materiale. DNS-blokering medfører, at forsøg på at opnå

adgang til siden automatisk afvises af internetudbyderen. Det er dog muligt

at omgå en blokering af en hjemmeside for en person med en vis teknisk

indsigt. Bestemmelsen forudsætter, at afvisningen vil være ledsaget af en

tekst, hvoraf det fremgår, at politiet har opnået rettens kendelse til at blokere

den pågældende hjemmeside, og at eventuelle indsigelser kan rettes til poli-

tiet, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 192 som fremsat, s. 32.

Kravet om, at der skal være »grund til at antage«, skal forstås i overensstem-

melse med det tilsvarende udtryk i retsplejelovens §§ 803 og 804 om be-

slaglæggelse over for ikke-mistænkte og edition, jf. Folketingstidende 2016-

17, tillæg A, L 192 som fremsat, s. 32.

Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens

§§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod personer i of-

fentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer i offentlig tjeneste), in-

debærer, at siden skal indeholde tekst, video eller lyd mv., der udgør en så-

dan overtrædelse, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 192 som frem-

sat, s. 32.

Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af en hjemmeside af

retten ved kendelse efter politiets begæring. I kendelsen anføres de konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet

er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Det forudsættes endvidere, at såfremt politiet bliver bekendt med, at grund-

laget for kendelsen ikke længere er til stede – for eksempel fordi det ulovlige

indhold er fjernet fra hjemmesiden – skal politiet hurtigst muligt foranle-

dige, at blokeringen fjernes. Politiet er dog ikke hermed pålagt en pligt til

løbende at kontrollere blokerede hjemmesider, jf. Folketingstidende 2016-

17, tillæg A, L 192 som fremsat, s. 32.

Politiet forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig

mod, dvs. af lejeren (registranten) af den hjemmeside, som retten har givet

tilladelse til at blokere. Indeholder hjemmesiden ikke kontaktoplysninger,

og kan politiet ikke umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden vis,

kan underretning undlades. Underretning af personer i udlandet vil ske efter

de almindelige retshjælpsregler om underretning til personer i andre lande,

jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 192 som fremsat, s. 32.

Blokering må ikke foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens

betydning og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre, jf. bestem-

melsens stk. 3.

Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og

administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gennemførelsen af

kendelser efter stk. 2. Afviser udbyderen eller administratoren uden lovlig

grund at bistå politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsva-

rende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.

Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal po-

litiet snarest muligt forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse,

om indgrebet skal opretholdes, jf. bestemmelsens stk. 5.

2.1.1.2.

Det følger af retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., at genstande, som

en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som

led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig på-

tale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør

konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve

den tilbage.

Efter retspraksis omfatter genstande også hjemmesider og dokumenter på

hjemmesider, og der kan derfor ske beslaglæggelse heraf, jf. f.eks. Højeste-

rets kendelse af 13. april 2007 som gengivet i UfR 2007.1831 H og Østre

Landsrets kendelse af 23. marts 2018 som gengivet i TfK 2018.681.

Afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten ved kendelse efter politiets

begæring, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2.

Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afven-

tes, kan politiet dog træffe beslutning om beslaglæggelse. Fremsætter den,

mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest mu-

ligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse

afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 4.

En retskendelse sendes til administratoren af den pågældende hjemmeside

(ved danske hjemmesider DK Hostmaster), hvorefter administratoren træf-

fer de fornødne tekniske foranstaltninger til at overføre rettighederne til

hjemmesiden til politiet.

Beslaglæggelse af hjemmesider er hovedsageligt blevet anvendt af politiet i

sager, hvor hjemmesiden administreres i Danmark. Det vil i praksis være

hjemmesider, der ender på ”.dk.”, som administreres af DK Hostmaster. I

det omfang, der er tale om en hjemmeside, som administreres i udlandet,

kan det i praksis være vanskeligt at gennemføre en beslaglæggelse, idet det

kræver bistand fra det land, hvor hjemmesiden administreres. Det er muligt

at anmode udenlandske myndigheder om retshjælp til gennemførelsen af en

beslaglæggelse af en udenlandsk hjemmeside, men det er ofte meget tids-

krævende, og erfaringsmæssigt er der lande, hvor det ikke er muligt at få

denne retshjælp.

2.1.1.3.

I sager om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale

med børn anvendes blokering af hjemmesider aktuelt i Danmark på aftale-

baseret basis i form af den såkaldte ”Netfilterordning”.

Rigspolitiet har siden 2005 samarbejdet med Red Barnet og størstedelen af

internetudbyderne i Danmark – som deltager på frivillig basis – i bestræbel-

serne på at forhindre adgang via internettet til materiale vedrørende seksuelt

misbrug af børn. Som led i samarbejdet med internetudbyderne videregiver

Rigspolitiet løbende på grundlag af konkrete samarbejdsaftaler oplysninger

til internetudbydere om internetadresser, der efter Rigspolitiets vurdering

indeholder ulovligt materiale af den omtalte karakter. Internetudbyderen

iværksætter herefter en DNS-blokering af hjemmesiden.

En DNS-blokering, der er iværksat i forbindelse med Netfilterordningen,

medfører, at man i forbindelse med forsøg på at tilgå en blokeret hjemme-

side vil blive mødt med en besked om, at adgangen til den hjemmeside, som

man har forsøgt at tilgå, er blokeret, fordi hjemmesiden indeholder materi-

ale, som er omfattet af straffelovens § 235 (om besiddelse og udbredelse af

seksuelt overgrebsmateriale med børn). Det er dog muligt at omgå en sådan

blokering for en person med en vis teknisk indsigt.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.2.1.

Det fremgår af aftale om politiets og anklagemyndighedens øko-

nomi for 2021-2023 indgået af Regeringen (Socialdemokratiet) og Dansk

Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det

Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, at aftaleparterne vil bekæmpe

den stigende it-relaterede kriminalitet og finde nye måder til at forebygge

og forhindre kriminaliteten.

Med afsæt i aftalen blev der i 2021 igangsat et arbejde i Rigspolitiet med at

undersøge mulige nye initiativer om forebyggelse og forhindring (”disrup-

tion”) af økonomisk og it-relateret kriminalitet for at imødegå den eksplo-

sive vækst inden for særligt it-relateret økonomisk kriminalitet. Undersøgel-

sen blev desuden igangsat med henblik på eventuel fremsættelse af forslag

om nødvendige lovændringer i aftaleperioden. Forslaget om blokering af

hjemmesider udspringer af dette arbejde.

2.1.2.2.

Som led i håndteringen af covid-19-epidemien i Danmark vedtog

Folketinget den 2. april 2020 lov nr. 349 om ændring af straffeloven, rets-

plejeloven og udlændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med

baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider,

hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammen-

hæng med covid-19). Loven indeholdt bl.a. en midlertidig bestemmelse i

retsplejelovens § 791 d, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der kunne ske blokering af

hjemmesider, hvis der var grund til at antage, at der fra hjemmesiden blev

begået en overtrædelse af straffelovens §§ 161, 163, 171 eller 189, § 263,

stk. 1, eller §§ 263 a, 276, 278-283, 289-290 a, 300 a, 301 eller 303, som

havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Der blev endvidere indsat en periculum in mora-regel i retsplejelovens §

791 d, stk. 6, hvorefter politiet kunne træffe beslutning om blokering af en

hjemmeside i de tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes, hvis rets-

kendelse skulle afventes. Politiet skulle snarest muligt og senest inden 24

timer efter indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten.

De midlertidige bestemmelser blev bl.a. indført, på baggrund af, at både

Center for Cybersikkerhed (CFCS) og Rigspolitiet havde konstateret en

stigning i antallet af hjemmesider, der via phishing-kampagner forsøgte at

udnytte covid-19-epidemien til at franarre privatpersoner deres kreditkort-

oplysninger, som derefter blev misbrugt.

Under hensyn til bestemmelsernes formål og kontekst blev bestemmelserne

omfattet af solnedgangsklausulen i lov nr. 349 af 2. april 2020, som blev

udskudt ved lov nr. 289 af 27. februar 2021. Retsplejelovens § 791 d, stk. 1,

2. pkt. og stk. 6, blev derfor automatisk ophævet den 1. januar 2022.

Det har vist sig, at bestemmelserne har været et særdeles effektivt redskab

for politiet i bekæmpelsen af covid-19-relateret kriminalitet begået via in-

ternettet.

Rigspolitiet har samtidig konstateret en stigning i antallet af falske hjemme-

sider, hvorfra der iværksættes phishing-kampagner, som ikke relaterer sig

til covid-19-epidemien. Størstedelen af hjemmesiderne fremstår som tilhø-

rende Danske Bank, skattemyndighederne, Nets mv. og har til formål at fra-

narre borgere oplysninger om eksempelvis MitID eller betalingsmidler. En

række af de anmeldelser, som politiet modtager, ses at vedrøre udenlandske

domæner, herunder ”.net”, ”.com” eller ”.eu”.

Der vil således ofte være tale om formueforbrydelser, som ikke er omfattet

af den nuværende bestemmelse om blokering af hjemmesider, og politiet vil

derfor i givet fald skulle anvende reglerne om beslaglæggelse i det omfang,

denne fremgangsmåde er praktisk anvendelig.

Det er Justitsministeriets vurdering, at reglerne om beslaglæggelse ikke i

tilstrækkelig grad sikrer en effektiv bekæmpelse af kriminalitet begået på

internettet, og at det særligt gør sig gældende i sager om udenlandsk base-

rede hjemmesider, hvor det ofte er tidskrævende og forbundet med praktiske

vanskeligheder at beslaglægge en hjemmeside.

Politiet har i dag, som anført under pkt. 2.1.1.1, i medfør af retsplejelovens

§ 791 d, stk. 1, adgang til at blokere en hjemmeside, hvis der er grund til at

antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§

114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod personer i offentlig

tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer i offentlig tjeneste).

Der er – bl.a. i lyset af politiets erfaringer med reglerne om blokering af

hjemmesider, hvorfra der begås visse covid-19-relaterede lovovertrædelser

– efter Justitsministeriets opfattelse behov for at udvide denne adgang for

politiet til at blokere en hjemmeside, så blokeringsmuligheden fremadrettet

kan anvendes i flere sager og uden, at lovovertrædelsen har baggrund i eller

sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Det bemærkes, at det fremgår af bemærkningerne til L 192, hvorved den

nugældende § 791 d om blokering blev indsat i retsplejeloven, at Justitsmi-

nisteriet ville tilstræbe at gennemføre en evaluering af erfaringerne med den

foreslåede ordning 3 år efter lovforslagets ikrafttræden. Henset til det oven-

stående er det Justitsministeriets vurdering, at der ikke længere er behov for

at foretage en sådan evaluering.

En udvidelse af adgangen til at blokere hjemmesider bør efter Justitsmini-

steriets vurdering alene omfatte visse straffelovovertrædelser, som primært

begås på internettet, og hvor der vurderes at være et praktisk behov for at

kunne blokere hjemmesider for at forebygge (yderligere) straffelovsover-

trædelser eller begrænse konsekvenserne af en igangværende overtrædelse.

Det gælder efter ministeriets vurdering en række formueforbrydelser i straf-

feloven samt visse freds- og ærekrænkelser, herunder straffelovens § 264 d,

stk. 2, om uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende

private forhold under særligt skærpende omstændigheder.

Fælles for formueforbrydelserne er, at de ofte begås via phishing-kampag-

ner på internettet.

For så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2, vurderes adgangen til at fore-

tage beslaglæggelse ikke at være tilstrækkeligt til at sikre en effektiv be-

kæmpelse af overtrædelser af bestemmelsen begået på internettet, da det i

nogle tilfælde har vist sig ikke at være muligt at få udenlandske administra-

torer til at bistå til beslaglæggelse af hjemmesider, hvorfra der begås så-

danne overtrædelser.

Der bør efter ministeriets vurdering indføres en mulighed for, at politiet i

denne type sager – ligesom det var tilfældet for politiet efter den nu ophæ-

vede bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 6 – vil kunne iværksætte

indgrebet, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle

afventes. Det skal ses i lyset af, at størstedelen af formueforbrydelserne be-

gås via phishing-kampagner. Indgreb i forhold til phishing-kampagner er i

særlig grad tidskritiske, da kriminelle i løbet af få minutter og med få om-

kostninger kan udsende store mængder e-mails eller sms-beskeder til et stort

antal personer, der franarres personoplysninger, kreditkortoplysninger eller

lignende, som de kriminelle derefter kan misbruge. Det kan således efter en

konkret vurdering være nødvendigt for politiet at kunne iværksætte bloke-

ring inden, at der indhentes en retskendelse, hvis det skal sikres, at det do-

mænenavn, som kampagnen linker til, blokeres, inden et stort antal personer

har reageret på kampagnen.

Efter ministeriets vurdering er der ikke behov for en tilsvarende mulighed

for så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2 (uberettiget videregivelse af

meddelelser eller billeder vedrørende private forhold under særligt skær-

pende omstændigheder), idet der som udgangspunkt ikke på samme måde

er tale om straffelovsovertrædelser, der er særligt tidskritiske.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1.

Det foreslås, at retsplejelovens § 791 d, stk. 1, udvides, så blokering

af en hjemmeside kan ske, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemme-

siden begås en overtrædelse af § 263, stk. 1, (uberettiget adgang til et data-

system), §§ 263 a (udbredelse af adgang til et datasystem) eller 264 d, stk.

2 (uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende private

forhold under særligt skærpende omstændigheder), §§ 279, 300 a (hhv. for-

sætlig og groft uagtsomt bedrageri), 279 a (databedrageri), 281 (afpresning),

290 (hæleri), 290 a (hvidvask) eller 301 (uberettiget anvendelse af betalings-

oplysninger).

Forslaget indebærer, at der på samme måde som for hjemmesider, hvorfra

der begås overtrædelser af straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold

og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane

mod personer i offentlig tjeneste), fremover efter en konkret vurdering vil

kunne ske blokering, når der er tale om en overtrædelse af straffelovens §

263, stk. 1, §§ 263 a eller 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300

a eller 301.

Det følger af retsplejelovens § 791 d, stk. 3, at blokering ikke må foretages,

såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og den ulempe,

som indgrebet må antages at medføre. Der vil således skulle foretages en

proportionalitetsafvejning, inden der træffes afgørelse om blokering.

Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tidspunkt alene er

teknisk muligt ved hjælp af DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside,

også selvom det kun er en del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en

lovovertrædelse. Det skal derfor indgå i vurderingen, om det efter en kon-

kret vurdering vil være for indgribende at blokere en hel hjemmeside, hvis

det kun er en lille del af indholdet på siden, der er ulovligt. Det vil f.eks.

ikke i dag være muligt alene at DNS-blokere en profil på et socialt medie.

Med en DNS-blokering er det således kun på nuværende tidspunkt muligt

at blokere hele det sociale medie, hvilket generelt må antages at være et

disproportionalt indgreb. Tilsvarende må det i almindelighed antages at

være et disproportionalt indgreb at blokere en hel hjemmeside, hvis der i et

kommentarspor eller lignende er linket til en hjemmeside, hvorfra der ud-

sendes phishing-kampagner, eller hvor der videregives indhold i strid med

straffelovens § 264 d, stk. 2. Det skal indgå i vurderingen, om den hjemme-

side, det overvejes at blokere, må antages at være oprettet med det formål at

begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser, eller om der må antages

at være tale om en hjemmeside med et legitimt formål, som af tredjemand

forsøges anvendt til at begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser. I

den forbindelse kan det indgå i vurderingen, om ejeren af hjemmesiden trods

henvendelse fra politiet ikke fjerner indhold på undersider eller i kommen-

tarspor eller lignende, hvor der f.eks. er linket til en hjemmeside, hvorfra der

udsendes phishing-kampagner.

Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er grundlag for at antage, at

en phishing-kampagne alene kan nå ud til et meget begrænset antal potenti-

elle ofre, eller at der alene er risiko for, at de pågældende bliver franarret et

meget lille beløb.

Yderligere skal grovheden af den straffelovsovertrædelse, der antages at

blive begået fra hjemmesiden, inddrages i proportionalitetsafvejningen.

Reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 vil – som det er

tilfældet med de nuværende regler – blive opretholdt ved siden af den fore-

slåede udvidelse af blokeringsbestemmelsen. Det vil således forsat være

muligt for politiet at beslaglægge hjemmesider efter reglerne i retsplejelo-

vens kapitel 74. Reglerne om beslaglæggelse forudsættes anvendt, når

denne fremgangsmåde vurderes praktisk anvendelig. Eftersom det på nuvæ-

rende tidspunkt alene er teknisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at

blokere en hel hjemmeside, vil der kunne være tilfælde, hvor de foreslåede

regler om blokering ikke vil kunne finde anvendelse som følge af kravet om

proportionalitet i retsplejelovens § 791 d, stk. 3, men hvor det efter en kon-

kret vurdering kan være proportionalt at gå frem efter reglerne om beslag-

læggelse i retsplejelovens kapitel 74, eftersom det er muligt alene at beslag-

lægge bestemte dokumenter på hjemmesiden og ikke hele hjemmesiden.

Der foreslås derudover ingen ændringer i betingelserne og fremgangsmåden

for at kunne blokere en hjemmeside, jf. dog den foreslåede bestemmelse i §

791 d, stk. 6. Politiet skal dermed i overensstemmelse med gældende ret

bl.a. hurtigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis politiet bliver

bekendt med, at grundlaget for en kendelse om blokering ikke længere er til

stede, ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage underretning af

den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.1.

De straffelovbestemmelser, der foreslås omfattet af enten det nugældende §

791 d, stk. 1, i retsplejeloven eller det foreslåede § 791 d, stk. 1, 2. pkt., er

beskrevet nærmere i det følgende.

2.1.3.1.1.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens § 263, stk. 1.

Efter straffelovens § 263, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år

og 6 måneder den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens datasy-

stem eller data, som er bestemt til at bruges i et datasystem.

Hvis de forhold, der er nævnt i stk. 1, begås med forsæt til at skaffe sig eller

gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmelig-

heder eller under andre skærpende omstændigheder, kan straffen stige til

fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold, der er nævnt i stk.

1, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret ka-

rakter, jf. straffelovens § 263, stk. 3.

Henvisningen til § 263, stk. 1, indebærer, at der efter en konkret vurdering

f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra personer udsender

phishing-kampagner med henblik på at skaffe sig adgang til en anden per-

sons computer, tablet eller lignende.

2.1.3.1.2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens § 263 a.

Efter straffelovens § 263 a straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder den, der uberettiget (1) erhvervsmæssigt sælger eller i en videre

kreds udbreder et adgangsmiddel til et datasystem, (2) videregiver et større

antal adgangsmidler til et datasystem, eller (3) skaffer sig eller videregiver

et adgangsmiddel til et datasystem, (a) der er samfundsvigtigt, jf. § 193, (b)

der behandler oplysninger, som er omfattet af artikel 9, stk. 1, eller artikel

10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679/EU af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, eller (c)

hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere.

Hvis de forhold, der er nævnt i stk. 1, begås under særligt skærpende om-

stændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263 a, stk. 2.

Henvisningen til § 263 a indebærer, at der efter en konkret vurdering f.eks.

vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra personer udsender

phishing-kampagner med henblik på at skaffe sig adgang til en anden per-

sons password til et datasystem for efterfølgende at kunne udbrede oplys-

ningerne til en bredere kreds.

2.1.3.1.3.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2.

Efter straffelovens § 264 d, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6

måneder den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrø-

rende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende

under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere of-

fentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller

billedet vedrører en afdød person.

Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karak-

ter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstæn-

digheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år, jf. § 264 d, stk. 2.

Henvisningen til § 264 d, stk. 2, indebærer, at der efter en konkret vurdering

f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside, der bruges til at dele bille-

der eller videoer af særlig krænkende karakter, f.eks. hvor der begås drab,

eller hvor der foregår seksuel aktivitet.

2.1.3.1.4.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens §§ 279, 279 a eller 300 a.

Efter straffelovens § 279 straffes for bedrageri den, som, for derigennem at

skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, be-

styrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller

undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen el-

ler undladelsen bliver afgørende, et formuetab.

Efter straffelovens § 279 a om databedrageri straffes den, som for derigen-

nem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt ændrer, tilføjer

eller sletter oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling el-

ler i øvrigt retsstridigt søger at påvirke resultatet af sådan databehandling.

Strafferammen for bedrageri og databedrageri er fængsel indtil 1 år og 6

måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt. Efter straffelovens § 286, stk.

2, kan straffen stige til fængsel indtil 8 år, når lovovertrædelsen er af særligt

grov beskaffenhed, navnlig på grund af udførelsesmåden eller på grund af

omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding

Efter straffelovens § 287, stk. 1, er straffen for bedrageri og databedrageri

bøde, hvis den begåede forbrydelse er af mindre strafværdighed på grund af

de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstan-

des eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde. Under i

øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens

§ 287, stk. 1, 2. pkt.

Efter straffelovens § 300 a straffes for groft uagtsomt bedrageri den, som,

uden at betingelserne for at anvende § 279 foreligger, på retsstridig måde

forsætligt eller groft uagtsomt bevirker, at en person, der befinder sig i en

vildfarelse, af denne grund bestemmes til en handling eller undladelse, og

derved påfører ham eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bli-

ver afgørende, et betydeligt formuetab, med bøde eller fængsel indtil 6 må-

neder.

Henvisningen til §§ 279, 279 a og 300 indebærer, at der efter en konkret

vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra en per-

son udsender phishing-kampagner med henblik på at franarre en anden per-

sons kreditkortoplysninger for derefter at kunne misbruge oplysninger til at

opnå en økonomisk vinding.

2.1.3.1.5.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens § 281.

Ifølge straffelovens § 281 straffes for afpresning (1) den, som for derigen-

nem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, truer nogen med vold, be-

tydelig skade på gods eller frihedsberøvelse, med at fremsætte usand sigtelse

for strafbart eller ærerørigt forhold eller åbenbare privatlivet tilhørende for-

hold, og (2) den, som truer nogen med at anmelde eller åbenbare et strafbart

forhold eller med at fremsætte sande ærerørige beskyldninger for derigen-

nem at skaffe sig eller andre en vinding, der ikke er tilbørligt begrundet ved

det forhold, som har givet anledning til truslens fremsættelse.

Strafferammen for afpresning er fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straf-

felovens § 285, stk. 1, 1. pkt. Efter straffelovens § 286, stk. 1, kan straffen

stige til fængsel i 6 år, når lovovertrædelsen er af særligt grov beskaffenhed,

navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af

flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab

eller middel, eller fordi der er tale om systematisk eller organiseret afpres-

ning, eller når et større antal forbrydelser er begået.

Efter straffelovens § 287, stk. 1, er straffen for afpresning bøde, hvis den

begåede forbrydelse er af mindre strafværdighed på grund af de omstændig-

heder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det

lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde. Under i øvrigt for-

mildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. § 287, stk. 1, 2. pkt.

Henvisningen til § 281 indebærer, at der efter en konkret vurdering f.eks. vil

kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kam-

pagner med henblik på at komme i besiddelse af oplysninger, der efterføl-

gende vil kunne anvendes som led i afpresning.

2.1.3.1.6.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens §§ 290 eller 290 a.

Efter straffelovens § 290, stk. 1, om hæleri straffes den, som uberettiget

modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en

strafbar lovovertrædelse, med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

På samme måde straffes den, der uberettiget ved at skjule, opbevare, trans-

portere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til

at sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel i 6 år, når hæleriet

er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervs-

mæssige karakter eller som følge af den opnåede eller tilsigtede vinding,

eller når et større antal forbrydelser er begået.

Det følger af bestemmelsens stk. 3, at straf efter stk. 1 og 2 ikke kan pålæg-

ges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold fra familiemedlem-

mer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag

for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

Efter straffelovens § 290 a, stk. 1, straffes for hvidvask den, der konverterer

eller overfører penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en strafbar

handling, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, med fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Straffen kan efter stk. 2, stige til fængsel indtil 8 år, når hvidvasken er af

særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af forbrydelsens erhvervsmæs-

sige eller professionelle karakter eller som følge af den opnåede vinding,

eller når et større antal forbrydelser er begået.

Henvisningen til §§ 290 og 290 a indebærer, at der efter en konkret vurde-

ring f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra der udsendes

phishing-kampagner med henblik på at opnå adgang til en anden persons

MitID, person- eller kontooplysninger for efterfølgende at kunne anvende

oplysningerne til at videreføre udbytte fra anden økonomisk kriminalitet el-

ler sløre bagmændenes identitet.

2.1.3.1.7.

Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne blo-

keres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en over-

trædelse af straffelovens § 301.

Efter straffelovens § 301 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder den, der med forsæt til uberettiget anvendelse fremstiller, skaffer

sig, besidder eller videregiver (1) oplysninger, som identificerer et beta-

lingsmiddel, der er tildelt andre, eller (2) genererede betalingskortnumre.

Hvis den i stk. 1 nævnte videregivelse mv. sker i en videre kreds eller under

i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, er straffen fængsel indtil 6 år,

jf. stk. 2.

Efter stk. 3 finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse på ægte betalings-

kort.

Henvisningen til § 301 indebærer, at der efter en konkret vurdering f.eks. vil

kunne ske blokering af en hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kam-

pagner med henblik på at opnå adgang til en anden persons kontooplysnin-

ger.

2.1.3.2.

Det foreslås, at der indføres en mulighed for, at politiet kan træffe

beslutning om blokering i sager om overtrædelse af straffelovens § 263, stk.

1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301, hvis indgrebets

øjemed ville forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes.

Forslaget indebærer, at politiet vil kunne iværksætte indgrebet ud fra en øje-

medsbetragtning, når blokeringen sker efter den foreslåede § 791 d, stk. 1,

2. pkt.

Politiet skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværk-

sættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet

kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet efter rettens

opfattelse ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse herom til

Rigsadvokaten. Hvis indgrebet er foretaget af Politiets Efterretningstjeneste,

skal indberetningen gives til Justitsministeriet.

Det bemærkes, at det ved beslutninger om blokering på øjemedet i første

række vil være overladt til politiet at foretage den fornødne proportionali-

tetsafvejning, jf. retsplejelovens § 791 d, stk. 3, og pkt. 2.1.3.1. Det vil i

afvejningen skulle indgå, at indgrebet i disse tilfælde foretages uden forud-

gående forelæggelse for domstolene.

Også i tilfælde hvor politiet træffer beslutning om blokering på øjemedet,

skal politiet hurtigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis politiet

bliver bekendt med, at grundlaget for en kendelse om blokering ikke læn-

gere er til stede, ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage un-

derretning af den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.1.

Retsplejelovens § 791 d, stk. 4, hvorefter det påhviler udbydere af elektro-

niske kommunikationsnet- og tjenester og administratorer af internetdomæ-

ner at bistå politiet ved gennemførelsen af kendelser efter bestemmelsen stk.

2, jf. pkt. 2.1.1.1, foreslås ændret, sådan at det på tilsvarende hvis påhviler

de pågældende udbydere og administratorer at bistå politiet i de tilfælde,

hvor politiet træffer beslutning om blokering på øjemedet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 7-10.

2.2. Fremstilling via videokommunikation af udlændinge efter afsoning

med henblik på udsendelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

En udlænding kan efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, varetægts-

fængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nød-

vendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under even-

tuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel

beslutning om udvisning, og mindst en af følgende betingelser er opfyldt: 1)

udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke

om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvis-

ning ved dom, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, finder anvendelse i

tilfælde, hvor udvisning på grund af strafbart forhold sker ved dom i forbin-

delse med straffesagens behandling, og hvor der er behov for en særlig

hjemmel til sikring af udlændingens tilstedeværelse under straffesagen, un-

der en eventuel appel, og indtil dommens bestemmelser om udvisning efter

domfældelse kan fuldbyrdes.

Efter bestemmelsen kan en varetægtsfængsling opretholdes, indtil der kan

ske fuldbyrdelse af en udvisning ved dom. Fuldbyrdelse af en dom om ud-

visning indebærer, at udlændingens udsendelse skal varetages af Hjemrej-

sestyrelsen og om nødvendigt med politiets bistand, jf. hjemrejselovens § 1,

stk. 3. En udvist udlænding kan således varetægtsfængsles efter at have af-

sonet eventuel straf, så længe den pågældendes udsendelsessag er under for-

beredelse, og fremdriften af udsendelsen sikres med den fornødne omhu.

Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 2, sikrer, at en

udlænding, der har overtrådt et indrejseforbud – og som idømmes friheds-

straf herfor – kan varetægtsfængsles under sagen og med henblik på fuld-

byrdelse af straffedommen for overtrædelse af indrejseforbuddet.

2.2.1.2.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding, som har

indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7,

og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan

varetægtsfængsles med henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som

følge af beslutningen om udvisning.

Der kan således ske varetægtsfængsling efter endelig dom og efter endt af-

soning, og indtil asylansøgeren enten opnår opholdstilladelse efter reglerne

om asyl (udlændingelovens § 7), opholdstilladelse på andet grundlag eller

kan udsendes af landet.

Varetægtsfængsling skal ikke ske, hvis det er overvejende sandsynligt, at

den pågældende på baggrund af en bestemt nationalitet eller befolknings-

gruppe vil få opholdstilladelse efter reglerne om asyl (udlændingelovens §

7).

Varetægtsfængsling, herunder forlængelsen af denne, skal altid ske efter en

konkret og individuel vurdering af den pågældendes forhold. Der skal såle-

des tages stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt på

det tidspunkt, hvor udlændingen søger asyl efter endelig dom, eller når en

asylansøger, der afsoner for et kriminelt forhold, nærmer sig endt afsoning.

Såfremt en varetægtsfængsling ønskes forlænget, skal der endvidere tages

stilling til, om betingelserne herfor er opfyldt.

I den forbindelse indhenter Hjemrejsestyrelsen en udtalelse fra Udlændin-

gestyrelsen eller Flygtningenævnet om bl.a., hvornår den pågældende asyl-

ansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold der måtte

være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling.

2.2.1.3.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at retsplejelovens

bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet

herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Bestemmelsen i hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., er en videreførelse af

den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 35, som blev ophævet med

hjemrejselovens ikrafttræden. Der var med overførslen af bestemmelsen tale

om en videreførelse af gældende ret uden materielle ændringer.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at adgangen til varetægtsfængsling i medfør

af hjemrejselovens § 14, stk. 3, supplerer varetægtsfængslingsreglerne i rets-

plejelovens kapitel 70 og navnlig § 762, jf. Folketingstidende 2020-21, Til-

læg A, L 203 som fremsat, side 161.

Henvisningen til retsplejelovens regler i bestemmelsen omfatter ikke blot

bestemmelserne om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70, men

også de relevante bestemmelser i retsplejelovens øvrige kapitler, jf. Folke-

tingstidende 1999-00, Tillæg A, side 7394.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 748 b om sigtedes, forsvarerens og ankla-

gerens deltagelse i retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling eller

andre frihedsberøvende foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70 fin-

der således tilsvarende anvendelse på udlændingens, forsvarerens og ankla-

gerens deltagelse i retsmøder om forlængelse af en varetægtsfængsling i

medfør af hjemrejselovens § 14.

Det betyder, at retten efter omstændighederne kan bestemme, at deltagelse

i retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling i medfør af hjemrejselo-

vens § 14 skal ske ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Det følger endvidere af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 2. og 3. pkt., at der altid

fastsættes en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde,

når denne træder i stedet herfor og alene iværksættes med henblik på udsen-

delse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter

2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Der er ikke fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslingen,

og den afhænger derfor af de konkrete omstændigheder, herunder den ud-

målte strafs længde, længden af en eventuel reststraf, udlændingens eventu-

elt manglende medvirken med hensyn til f.eks. id-oplysninger, om Hjemrej-

sestyrelsen og andre relevante myndigheder fremmer sagen med fornøden

omhu, samt om der er reel udsigt til udsendelse.

2.2.1.4.

Det følger af retsplejelovens § 748 b, stk. 1, at retten kan bestemme,

at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberø-

vende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70, deltager i et retsmøde

om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen

ved anvendelse af telekommunikation med billede (herefter videokommu-

nikation), når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmø-

det og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder dog bl.a. ikke for rets-

møder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en vare-

tægtsfængsling ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2.

Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 2, at deltager en sigtet i et retsmøde

om fristforlængelse via videokommunikation, skal forsvareren deltage i

retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetæn-

keligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager via video-

kommunikation fra et andet sted end sigtede. Deltager den sigtede ikke i et

retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager i

retsmødet via videokommunikation, hvis det er forsvarligt.

Sigtedes kan som nævnt kun deltage ved anvendelse af videokommunika-

tion, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og

sagens øvrige omstændigheder, hvilket vil bero på en konkret helhedsvur-

dering. Ved vurderingen kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrun-

delse for et ønske om sigtedes personlige deltagelse, og om sigtede er blevet

sigtet for nye og væsentlige lovovertrædelser, som skal indgå i rettens be-

handling under retsmødet.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 748 b, stk. 3, at deltager sigtede i

et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med

billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, deltager

anklageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,

medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet. Det vil som ved vurde-

ringen efter retsplejelovens § 748 b, stk. 2, bero på en konkret helhedsvur-

dering, om det undtagelsesvist er betænkeligt henset til formålet med rets-

mødet og sagens øvrige omstændigheder, at anklageren deltager ved anven-

delse af videokommunikation.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Retten kan i dag beslutte, at en udlænding, der allerede er varetægtsfængslet

efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2, og hvis varetægtsfængslings even-

tuelle forlængelse skal behandles på et retsmøde, kan fremstilles for retten

ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ube-

tænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændighe-

der.

Justitsministeriet har overvejet, hvorvidt den nugældende ordning kan ud-

strækkes til også at gælde for udlændinge, der første gang fremstilles for

retten med henblik på en stillingtagen til varetægtsfængsling i medfør af

hjemrejselovens § 14 med henblik på udsendelse efter en endelig dom om

udvisning.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke de samme hensyn, der gør sig

gældende, alt efter om beslutningen om varetægtsfængsling træffes før eller

efter endelig dom.

Ved varetægtsfængsling før dom vil retten efter hjemrejselovens § 14, stk.

1, nr. 1, både skulle tage stilling til, om der er begrundet mistanke om, at

udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved

dom, og om der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nød-

vendig med henblik på at sikre udlændingens udsendelse. Da der ved vare-

tægtsfængsling før dom skal tages stilling til mistankegrundlaget, taler det

med en vis styrke for, at udlændingen skal have mulighed for at være til

stede i retten, hvis vedkommende ønsker det.

Efter endelig dom vil der omvendt allerede være taget stilling til, at udlæn-

dingen skal udvises. Retten vil derfor som udgangspunkt kun skulle vurdere,

om der på baggrund af oplysninger fra Hjemrejsestyrelsen er bestemte

grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig med henblik på at sikre

udlændingens udsendelse.

Der foretages således ingen vurdering af mistankegrundlaget, og i praksis

vil retsmøder, hvor der første gang tages stilling til spørgsmålet om vare-

tægtsfængsling for at sikre udlændingens tilstedeværelse med henblik på

udsendelse som følge af en endelig beslutning om udvisning, normalt være

både korte og relativt ukomplicerede.

Det samme gælder, når retten skal tage stilling til varetægtsfængsling efter

hjemrejselovens § 14, stk. 2, som giver mulighed for at varetægtsfængsle en

udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

udlændingelovens § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom efter udlæn-

dingelovens §§ 22-24, med henblik på at sikre udlændingens udsendelse

som følge af beslutningen om udvisning

Retsmøder, der afholdes med henblik på varetægtsfængsling, når denne

alene iværksættes med henblik på udsendelse som følge af en beslutning ved

endelig dom om udvisning, er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke

sammenlignelige med grundlovsforhør, hvor der skal tages stilling til mis-

tankegrundlaget. Sådanne retsmøder er nærmere at sammenligne med rets-

møder om fristforlængelse, som allerede i dag kan afholdes ved anvendelse

af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset

til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at erfaringerne med at an-

vende telekommunikation med billede ved fristforlængelser er gode. Mini-

steriet finder derfor ikke, at der er tungtvejende hensyn, som taler imod, at

også det første retsmøde om iværksættelse af varetægtsfængsling efter en-

delig dom om udvisning kan afholdes ved anvendelse af telekommunikation

med billede.

En sådan mulighed vil desuden betyde en stor ressourcebesparelse for poli-

tiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen. Det vil således både spare

de ganske betydelige ressourcer, der i dag anvendes til transport og bevogt-

ning af de udviste udlændinge i forbindelse med transporten, samt transport-

tid for de anklagere, der skal møde i sagerne.

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse således være mulighed for, at ret-

ten fremover kan beslutte, at retsmøder, hvor der skal tages stilling til, om

betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller

2, er opfyldt når denne alene iværksættes med henblik på udsendelse som

følge af en beslutning ved endelig dom om udvisning, afholdes ved anven-

delse af telekommunikation med billede.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i hjemrejselovens § 14, hvorefter

retten kan bestemme, at en udlænding deltager i et retsmøde efter § 14, stk.

1 eller 2, om varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-

ning efter retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som

følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til

formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Forslaget indebærer, at en udlænding fremover vil skulle deltage i det rets-

møde, hvor der efter dom og endt afsoning første gang tages stilling til, om

betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller

2, er opfyldt, ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Det vil dog være en betingelse, at retten henset til formålet med retsmødet

og sagens øvrige omstændigheder finder det ubetænkeligt at anvende tele-

kommunikation med billede.

Bestemmelsen omfatter ikke efterfølgende retsmøder, hvor der skal tages

stilling til forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen, da retsplejelo-

vens § 748 b i medfør af den gældende § 14, stk. 3, 1. pkt., i hjemrejseloven

allerede finder anvendelse på disse retsmøder. Der kan således allerede i dag

anvendes telekommunikation med billede i forbindelse med disse retsmø-

der.

Det er efter forslaget ikke en betingelse, at udlændingen giver sit samtykke

til, at deltage i retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Retten kan således træffe bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om ud-

lændingen ønsker at være personligt til stede, og selv om en sådan personlig

tilstedeværelse ved retsmødet ikke vil være forbundet med uforholdsmæs-

sige vanskeligheder.

Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede

vil kun kunne ske, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med

retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det vil bero på en konkret vur-

dering, om der skal ske anvendelse af telekommunikation med billede. I

denne vurdering bør bl.a. udlændingens og den beskikkede advokats be-

grundelse for et ønske om udlændingens personlige deltagelse indgå.

Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation vil som ud-

gangspunkt forudsætte, at der inden retsmødet er beskikket en advokat for

den pågældende, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet i dag, hvor beskik-

kelse ofte først sker i forbindelse med selve retsmødet. Det forudsættes så-

ledes med lovforslaget, at der fremover sker beskikkelse forud for retsmø-

det, således at retsmøderne som forudsat kan afvikles ved anvendelse af te-

lekommunikation med billede.

Det foreslås herudover, at der indsættes et nyt stk. 5 i hjemrejselovens § 14,

hvorefter den beskikkede advokat, såfremt en udlænding deltager i et rets-

møde om varetægtsfængsling efter § 14, stk. 1 eller 2, ved anvendelse af

telekommunikation med billede, skal deltage i retsmødet på samme sted

som udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskik-

kede advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af

telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Endvidere foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 6 i hjemrejselovens § 14,

hvorefter anklageren, såfremt en udlænding deltager i et retsmøde om vare-

tægtsfængsling efter § 14, stk. 1 eller 2, ved anvendelse af telekommunika-

tion med billede, deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation

med billede, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet.

De foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6 om henholdsvis den beskikkede

advokats og anklagerens deltagelse via videokommunikation i et retsmøde

om varetægtsfængsling efter § 14, stk. 1 eller 2, svarer i det væsentlige til

reglerne i retsplejelovens § 748 b, stk. 2 og 3.

Der henvises til i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 1.

2.3. Adgang for politiet til at registrere en mistænkts eller anden per-

sons færden ved brug af gps eller et andet lignende apparat uden rets-

kendelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om, at politiet under nær-

mere angivne betingelser som led i efterforskningen af en lovovertrædelse

kan foretage observation og teleobservation.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, at politiet kan foretage fotografering el-

ler iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der be-

finder sig på et ikke frit tilgængeligt sted (observation), hvis indgrebet må

antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforsk-

ningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsels-

straf.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at der er tale om ob-

servation af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Foto-

grafering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af perso-

ner, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted, er dermed ikke omfattet af

§ 791 a.

Beslutning om observation i medfør af retsplejelovens § 791 a, stk. 1, træf-

fes af politiet. Der stilles således ved observation efter stk. 1 ikke krav om

retskendelse, jf. bestemmelsens stk. 8.

Ifølge § 791 a, stk. 2, må observation som nævnt i stk. 1 ved hjælp af fjern-

betjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende

apparat kun foretages, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse,

der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Ved

observation efter stk. 2 stilles der som udgangspunkt krav om forudgående

retskendelse, jf. bestemmelsens stk. 8.

Politiets anvendelse af teleobservation er reguleret i § 791 a, stk. 5, hvorefter

politiet kan foretage teleobservation, hvis indgrebet må antages at være af

væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en

lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Politiet kan i medfør af stk. 5, nr. 1, indhente oplysninger fra udbydere af

telenet og teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der an-

tages benyttet af en mistænkt. Dette drejer sig navnlig om oplysninger om,

hvilke mobiltelefonmaster den pågældende mobiltelefon er i forbindelse

med ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt ved opdateringen, og i

hvilken retning og afstand fra masten mobiltelefonen befinder sig.

Politiet kan desuden på anden måde end nævnt i stk. 5, nr. 1, ved hjælp af

en gps eller et andet lignende apparat registrere en mistænkts færden eller

en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til en mis-

tænkt eller til samme køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende,

jf. stk. 5, nr. 2.

Bestemmelsens stk. 5, nr. 2, fastsætter således hjemmel for politiet til efter

visse nærmere betingelser at foretage registrering af personers færden ved

brug af gps eller andet lignende apparat, i det omfang det ellers vil være

strafbart at foretage sådanne indgreb.

Bestemmelsen omfatter politiets anvendelse af en gps eller andet lignende

teknisk apparat til at registrere en bestemt persons færden, dvs. transmittere

eller lagre oplysninger om personens geografiske placering, sådan at det er

muligt enten løbende eller efterfølgende at følge personens færden. Bestem-

melsen omfatter desuden overvågning ved pejling af radiosignaler, der ud-

sendes af genstande mv., som personen har med sig (herunder en mobiltele-

fon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videokamera, der viser personens fær-

den. Bestemmelsen omfatter modsat ikke tilfælde, hvor der uden politiets

medvirken er lagret oplysninger om en persons geografiske placering.

Det følger af bemærkningerne til retsplejelovens § 791 a, stk. 5, jf. Folke-

tingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 69, at

når politiet kan foretage teleobservation ved hjælp af gps eller andet lig-

nende apparat efter nr. 2, kan politiet også foretage de foranstaltninger, der

teknisk muliggør den pågældende teleobservation. Dette kan f.eks. indbe-

fatte indtrængen på privat område, placering af udstyr og indgreb i udstyr,

som den mistænkte anvender.

Efter § 791 a, stk. 5, nr. 2, litra a, om registrering af en mistænkts færden

forudsættes der adgang for politiet til at placere eller montere en gps eller et

andet lignende apparat på eller i bl.a. en mistænkts køretøj med henblik på

at følge den mistænktes færden. Bestemmelsen kan anvendes som hjemmel

for sådanne indgreb over for en mistænkt, uanset om f.eks. placeringen eller

monteringen af en gps på køretøjet også medfører registrering af færden for

andre personer end mistænkte, som måtte benytte det samme køretøj eller

fartøj.

Efter § 791 a, stk. 5, nr. 2, litra b, er der adgang for politiet til at foretage

tilsvarende indgreb rettet mod andre personer end en mistænkt. Den pågæl-

dende person skal enten have en tilknytning til en mistænkt eller til samme

køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende. Udtrykket ”tilknyt-

ning til en mistænkt” skal forstås bredt og omfatter bl.a. en mistænkts fami-

lie, kæreste, venner eller bekendte, som formodes at have kontakt til den

mistænkte på en sådan måde, at det kan have væsentlig betydning for efter-

forskningen at kende den pågældendes færden, f.eks. for at undgå kompro-

mittering af efterforskningen, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling),

tillæg A, L 20 som fremsat, side 70.

Med udtrykket tilknytning ”til samme køretøj eller ejendom som en mis-

tænkt eller lignende” tilkendegives det, at også andre ikke-mistænkte end

personer med en tilknytning til en mistænkt er omfattet af bestemmelsen,

hvis der er en anden tilknytning, som gør, at det kan være væsentligt for

politiet at kunne registrere den pågældendes færden i forbindelse med efter-

forskningen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der er en eller flere personer,

der benytter det samme køretøj eller ejendom som en mistænkt, men ikke

som sådan har en tilknytning til den mistænkte, jf. Folketingstidende 2018-

19 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 70.

2.3.1.2.

Det fremgår af § 791 a, stk. 8, 2. pkt., at reglerne i §§ 783-785, §

788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsva-

rende anvendelse på de i stk. 5 omhandlede tilfælde.

Dette indebærer bl.a., at teleobservation, herunder ved hjælp af gps eller lig-

nende apparat, som udgangspunkt kræver forudgående retskendelse, med-

mindre indgrebets øjemed hermed forspildes. I sådanne tilfælde skal politiet

snarest muligt og senest inden for 24 timer forelægge indgrebet for retten,

jf. retsplejelovens § 783. Det medfører endvidere, at der skal beskikkes en

indgrebsadvokat i medfør af §§ 784 og 785, og at der efterfølgende gives

underretning om indgrebet, medmindre retten bestemmer andet efter § 788.

Efter retsplejelovens § 791 a, stk. 6, påhviler det udbydere af telenet eller

teletjenester at bistå politiet ved gennemførelse af teleobservation, herunder

ved at give oplysninger om lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages

benyttet af en mistænkt efter stk. 5, nr. 1.

Der gælder endvidere efter § 791 a, stk. 7, en almindelig proportionalitets-

regel, hvorfor observation og teleobservation ikke må foretages, såfremt det

efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som

indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer,

ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

2.3.1.3.

Det fremgår af retsplejelovens § 788, stk. 1, at der efter afslutningen

af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal gives underretning om ind-

grebet. Har den person, til hvem underretning skal gives, været mistænkt i

sagen, skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertræ-

delse mistanken har angået.

Som følge af henvisningen i § 791 a, stk. 8, 2. pkt., til § 788, stk. 1, stk. 2,

nr. 1, og stk. 3 og 4, omfatter underretningsforpligtelsen desuden indgreb

ved gps-overvågning efter § 791 a, stk. 5, nr. 2.

Det fremgår af § 788, stk. 2, nr. 1, at underretningen ved telefonaflytning og

teleoplysning gives til indehaveren af den pågældende telefon. Efter § 788,

stk. 3, gives underretningen af den byret, som har truffet afgørelse om ind-

grebet. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet ikke senest 14

dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, har

fremsat begæring om undladelse af eller udsættelse med underretning.

Det følger af § 788, stk. 4, at hvis underretningen vil være til skade for ef-

terforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag

om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i

meddelelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige

oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i

øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at

underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der

kan forlænges ved senere beslutning.

2.3.1.4.

Det fremgår af retsplejelovens § 746, stk. 1, at retten afgør tvistig-

heder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og

forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sig-

tede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt.

Bestemmelsen fastlægger rettens opgaver under efterforskningen. For så

vidt angår politiets efterforskningsskridt, træffer retten kun afgørelse om

lovligheden, men ikke om hensigtsmæssigheden, jf. betænkning nr. 622/71

om efterforskning i straffesager m.v.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er afgørende, at politiet har nødvendige og effektive efterforskningsred-

skaber for at kunne forebygge og opklare bl.a. alvorlig, organiseret og græn-

seoverskridende kriminalitet.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3.1.1 har politiet i dag adgang til at foretage

registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved brug af gps eller

et andet lignende apparat, jf. retsplejelovens § 791 a, stk. 5, nr. 2. Politiets

iværksættelse af dette efterforskningsredskab er betinget af, at det må anta-

ges at være af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskravet),

og at efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fæng-

sel i 1 år og 6 måneder eller derover (kriminalitetskravet). Samtidig gælder

der – i lighed med politiets observation, jf. § 791 a, stk. 1, og øvrig teleob-

servation, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 1 – en almindelig proportionalitetsregel i

relation til indgrebet.

Herudover forudsætter indgrebet som anført ovenfor under pkt. 2.3.1.2 for-

udgående retskendelse, medmindre indgrebets øjemed hermed forspildes, jf.

henholdsvis retsplejelovens § 783, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.

Justitsministeriet vurderede i forbindelse med kriminaliseringen af uberetti-

get anvendelse af en gps eller et andet lignende apparat, at beslutningen om

at iværksætte politiets registrering af en mistænkts eller anden persons fær-

den ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat bør træffes af retten,

jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side

16, hvilket er baggrunden for den gældende retstilstand, jf. pkt. 2.3.1.2.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at Straffelovrådet i sin betænkning nr.

1563/2017 om freds- og ærekrænkelser lagde op til, at hjemlen for politiet

til under nærmere fastsatte betingelser at anvende sporings- og pejlingsud-

styr i forbindelse med efterforskningen af strafbare forhold kunne tage ud-

gangspunkt i retsplejelovens § 791 a, stk. 1, herunder også således, at ind-

grebet ikke skulle kræve en forudgående kendelse fra retten, jf. betænknin-

gens side 115. Efter retsplejelovens § 791 a, stk. 1, om observation gælder

der ikke krav om indhentelse af retskendelse eller om efterfølgende under-

retning om indgrebet.

Selvom politiet i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 4, 1. pkt., har adgang

til selv at træffe beslutning om at iværksætte gps-overvågning, hvis indgre-

bets øjemed forspildes, dersom retskendelse skal afventes er denne adgang

imidlertid ressourcetung for politiet, idet politiet snarest muligt og senest

inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse skal forelægge sagen for retten,

som afgør, om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes, og i

bekræftende fald for hvilket tidsrum, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at retsplejelovens § 791 a, stk. 8,

2. pkt., bør ændres, så politiet fremover kan foretage registrering af en mis-

tænkts eller anden persons færden ved brug af gps eller andet lignende ap-

parat, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 2, uden retskendelse. En sådan ændring vil kunne

bidrage til ressourcebesparelser for både politiet, anklagemyndigheden og

domstolene, da der fremover ikke vil skulle indhentes retskendelse i de på-

gældende sager.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ikke vil være væsentlige retssik-

kerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med den foreslåede ordning,

idet ovennævnte indikationskrav og kriminalitetskrav fortsat vil gælde for

indgrebet, ligesom den almindelige proportionalitetsregel, jf. § 791 a, stk. 7,

fortsat vil gælde i relation til indgrebet. Justitsministeriet finder imidlertid,

at de personer, som indgrebet rettes imod, bør sikres kendskab til, at der har

været iværksat et indgreb. Dette skal ses i lyset af, at retsplejelovens § 746

om adgangen til at få prøvet lovligheden af politiets efterforskningsskridt

ikke kan udgøre et effektivt retsmiddel, hvis de pågældende ikke bliver be-

kendt med, at der har været iværksat et indgreb. Derfor bør der efter mini-

steriets opfattelse indføres et krav om efterfølgende underretning.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2. pkt., ændres, så reglerne i

retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 3, samt § 791 ikke finder anvendelse

på politiets registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2.

Samtidig foreslås der indsat et nyt 3. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8,

hvorefter lovens § 788, stk. 1, stk. 2, nr. 4, og stk. 4, 1. pkt., finder anven-

delse på politiets registrering af en mistænkts eller anden persons færden

ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr.

2. Dog sådan at underretning efter retsplejelovens § 788, stk. 1, i disse til-

fælde gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe beslutning om at

undlade eller udsætte underretning i et nærmere fastsat tidsrum efter § 788,

stk. 4, i disse tilfælde tilkommer politiet.

Ændringen vil indebære, at politiet har adgang til at registrere en mistænkts

eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende appa-

rat, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 2, uden retskendelse efter retsplejelovens § 783,

ligesom der ikke skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører,

efter § 784.

Indgrebet vil fortsat være betinget af, at det må antages at være af væsentlig

betydning for efterforskningen (indikationskravet), og at efterforskningen

vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder

eller derover (kriminalitetskravet).

Samtidig vil der – i lighed med politiets observation, jf. § 791 a, stk. 1, og

øvrig teleobservation, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 1 – fortsat gælde en almindelig

proportionalitetsregel i relation til indgrebet. Indgrebet må derfor ikke fore-

tages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse

og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som

det rammer, vil være et uforholdsmæssigt indgreb.

Endvidere vil politiet skulle foretage efterfølgende underretning, medmin-

dre der er grundlag for at undlade underretning som følge af, at underretnin-

gen vil være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen

i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne

grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller hensynet til be-

skyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller

omstændighederne i øvrigt taler imod underretning.

Endelig foreslås det, at der i retsplejelovens § 788, stk. 2, indsættes et nr. 4,

hvor det præciseres, at ved registrering af en persons færden ved hjælp af en

gps eller et andet lignende apparat gives underretning til personen, hvis fær-

den registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom,

registreringen angår.

Ved ”kendte brugere” af køretøjer og ejendom forstås personer, som politiet

har grund til at antage har brugt køretøjet eller ejendommen i den pågæl-

dende periode. Det vil som udgangspunkt i forhold til køretøjer omfatte et

køretøjs registrerede ejer og brugere, medmindre politiet har konkrete hol-

depunkter til at antage, at den eller de pågældende personer ikke har anvendt

køretøjet i den pågældende periode.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i anvendelses-

området for retsplejelovens § 791 a, stk. 5 eller stk. 8.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 5 og 6.

2.4. Adgang for politiet til at foretage stikprøvekontroller for eksplosiv-

stoffer

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1.

Lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indeholder en lang

række forbud og restriktioner vedrørende bl.a. besiddelse og anvendelse af

våben og eksplosivstoffer.

Det er efter våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, bl.a. forbudt uden tilladelse

fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at indføre,

fremstille, erhverve, besidde, bære eller anvende bl.a. skydevåben, ammu-

nition, håndgranater, bomber, miner og eksplosivstoffer.

Efter knivlovens § 1, stk. 1, må knive og blankvåben mv. ikke bæres eller

besiddes på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdoms-

klubber, fritidsordninger og lign., medmindre det sker som led i erhvervs-

udøvelse eller til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et

andet lignende anerkendelsesværdigt formål.

Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder, hvortil der er almindelig

adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restaurationer

(herunder diskoteker, værtshuse og lign.), butikker og butikscentre i åb-

ningstiden, forlystelsessteder og offentlige kontorer. Området svarer til det

område, der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 2. Ved uddannelses-

steder forstås steder, hvor der foregår undervisning, såsom folkeskoler,

gymnasier, universiteter, tekniske skoler, produktionsskoler mv., uanset om

der er tale om private uddannelsessteder. Uddannelsessteder dækker såvel

undervisningslokaler som andre områder på disse steder (f.eks. et sportsom-

råde eller en fællessal). Ved ungdomsklubber forstås klubtilbud og andre

socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. lov om social ser-

vice, men også andre klubordninger og lignede fritidstilbud til større børn

og unge er omfattet af bestemmelsen, uanset om ordningerne drives i kom-

munalt, regionalt eller privat regi eller som selvejende institutioner, jf. Fol-

ketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 13.

Overtrædelse af våbenlovgivningen straffes som udgangspunkt med bøde,

fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel

indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10 og knivlovens § 7, stk. 1. Særligt grove

overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer straffes efter

straffelovens § 192 a.

Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der overtræder lovgivnin-

gen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under

særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, er-

hverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med hen-

blik på udvikling forske i skydevåben (straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1)

eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne

på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig

skade (straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2), straffes med fængsel fra 2 år indtil

8 år.

Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer un-

der særligt skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år, jf.

straffelovens § 192 a, stk. 2.

2.4.1.2.

Politiloven regulerer bl.a. politiets opgavevaretagelse og lovens ka-

pitel 3 regulerer politiets mulighed for at foretage indgreb uden for straffe-

retsplejen.

Politiet har efter gældende ret ikke mulighed for at foretage visitation af en

person, der ikke er mistænkt for en forbrydelse, eller dennes ejendele med

henblik på at kontrollere, om den pågældende er i besiddelse af eksplosiv-

stoffer

2.4.1.2.1.

Det følger af politilovens § 3, 1. pkt., at politiet uden for de til-

fælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene kan foretage ind-

greb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i lovens

kapitel 3. Politiloven hjemler således en række indgreb, som politiet kan

foretage over for borgerne som led i politiets opgavevaretagelse i forbin-

delse med orden og sikkerhed (§§ 4-6 b), offentlige forsamlinger og opløb

(§§ 7-9) og svage og udsatte persongrupper (§§ 10-13).

2.4.1.2.2.

Det følger af politilovens § 4, stk. 1, at politiet har til opgave at

forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkelt-

personers eller den offentlige sikkerhed. Bestemmelsen omfatter tilfælde,

hvor der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, men hvor omstæn-

dighederne ved situationen i øvrigt tilsiger, at der er behov for en politimæs-

sig indsats i form af forebyggende foranstaltninger med henblik på at regu-

lere borgernes adfærd, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5915.

I det omfang, det er nødvendigt for at forebygge fare som nævnt i stk. 1, kan

politiet rydde og afspærre områder samt etablere adgangskontrol til områ-

der, jf. bestemmelsens stk. 2.

Er en person i besiddelse af farlige genstande, som den pågældende ikke vil

aflevere, vil politiet kunne afvise vedkommende fra et arrangement. Be-

stemmelsen indeholder derimod ikke hjemmel til at fratage en person gen-

stande imod den pågældendes vilje. Hjemmel hertil skal i givet fald søges i

kapitlets øvrige bestemmelser om indgreb over for borgerne, eller hvis der

er tale om ulovlige genstande i retsplejelovens regler om beslaglæggelse og

straffelovens regler om konfiskation, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, side 5916.

2.4.1.2.3.

Det følger af politilovens § 5, stk. 1, at politiet har til opgave at

afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltper-

soners og den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er navnlig tilfælde, hvor en person ud-

gør en fare for andre eller den offentlige orden eller sikkerhed, jf. Folke-

tingstidende 2003-04, tillæg A, side 5916.

Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage ind-

greb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan

herunder udstede påbud, besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og

andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når ved-

kommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at for-

styrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltperso-

ners eller den offentlige sikkerhed, samt fratage personer genstande, jf. be-

stemmelsens stk. 2.

Indgreb efter bestemmelsen kan foretages med henblik på at "afværge fare".

Indgreb forudsætter således, at der er konstateret en konkret og nærliggende

fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners

eller den offentlige sikkerhed. Hvorvidt der foreligger den til et indgreb for-

nødne fare, afhænger af en konkret vurdering af situationen, jf. Folketings-

tidende 2003-04, tillæg A, side 5917.

Det er ikke en betingelse, at der er realiseret en krænkelse af den offentlige

orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, men der skal være

en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Et indgreb forudsætter ikke nødven-

digvis viden om, hvorledes en krænkelse i detaljer vil udmønte sig, eller

hvilke konkrete interesser der vil blive krænket. Endvidere forudsætter en

konkret og nærliggende fare ikke nødvendigvis, at faren i tidsmæssig sam-

menhæng er tæt på at blive realiseret. Det afgørende er sandsynligheden for,

at faren vil blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 5917-5918.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan politiet besigtige en persons legeme

samt undersøge tøj og andre genstande i den pågældendes besiddelse, når

vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at for-

styrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltperso-

ners eller den offentlige sikkerhed.

Legemsbesigtigelse af en person omfatter besigtigelse af legemets ydre, op-

tagelse af fotografier, aftryk og lign. af legemets ydre samt visitation af det

tøj, som den pågældende er iført. Afgrænsningen svarer til retsplejelovens §

792, stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse inden for strafferetsplejen. Bestem-

melsen indeholder endvidere hjemmel til undersøgelse af andet tøj end det,

personen er iført, samt andre genstande, herunder køretøjer, i dennes besid-

delse. Herefter vil f.eks. tasker, kufferter el.lign. kunne undersøges. Køretø-

jer skal forstås i overensstemmelse med færdselslovens afgrænsning heraf,

jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5917-5918.

Efter stk. 2, nr. 3, kan politiet fratage personer genstande. Det er en forud-

sætning, at fratagelsen – eventuelt sammen med andre indgreb – kan med-

virke til at afværge fare for ordensforstyrrelser eller sikkerheden, jf. Folke-

tingstidende 2003-04, tillæg A, side 5919.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til at konfiskere de pågældende

genstande. Genstandene vil således som udgangspunkt skulle tilbageleve-

res, når den fare, der begrundede fratagelsen, ikke længere er til stede. Viser

en genstand sig at være ulovlig, vil politiet herefter skulle følge de regler,

der gælder inden for strafferetsplejen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, side 5919.

Anvendelse af indgreb efter nr. 2 og 3 er betinget af, at vedkommende "for-

modes" at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offent-

lige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den of-

fentlige sikkerhed. Formodningen skal være velbegrundet, f.eks. ved at po-

litiet observerer, at en person forsøger at gemme de omhandlede genstande

på kroppen eller i en medbragt taske el.lign., eller modtager troværdige op-

lysninger om, at en person er i besiddelse af farlige genstande, jf. Folke-

tingstidende 2003-04, tillæg A, side 5919.

Det er endvidere en forudsætning, at politiet har en formodning om, at en

ordensforstyrrelse mv. vil blive realiseret, hvis der ikke gribes ind, jf. Fol-

ketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5919.

Politiet kan skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retsken-

delse, når det er nødvendigt for at afværge fare som nævnt i stk. 1, jf. be-

stemmelsens stk. 4.

2.4.1.2.4.

Efter politilovens § 6, stk. 1, kan politiet på steder, hvor der efter

lov om knive og blankvåben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde eller

bære knive m.v., besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre

genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen be-

sidder eller bærer våben, jf. stk. 2. Som det følger af bestemmelsens stk. 3,

2. pkt., skal en beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 bl.a.

indeholde en angivelse af det sted, som beslutningen gælder for (en såkaldt

”visitationszone”).

Det fremgår af politilovens § 6, stk. 2, at besigtigelse og undersøgelse som

nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge,

at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers

liv, helbred eller velfærd. Denne formulering indebærer, at der skal være en

forøget risiko for, at nogen på det pågældende sted foretager strafbare hand-

linger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det af-

hænger af en samlet vurdering af de konkrete oplysninger, som politiet har,

om der foreligger en sådan forøget risiko. Det er ikke et krav, at der forelig-

ger en mistanke om konkrete strafbare handlinger, der indebærer fare for

liv, helbred eller velfærd, og det er således heller ikke en betingelse, at der

foreligger en konkret mistanke mod enkeltpersoner. Det kan efter omstæn-

dighederne være tilstrækkeligt for at træffe beslutning om visitation mv., at

der for nylig på det pågældende sted er begået strafbare handlinger, der in-

debærer fare for liv, helbred eller velfærd, f.eks. slagsmål eller et voldeligt

overfald, eller at der foreligger oplysninger om, at der er optræk til eller

planlægges sådanne strafbare handlinger, og der derfor er forøget risiko her-

for, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5893.

Ved vurderingen af, om der på baggrund af tidligere strafbare handlinger er

en sådan forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, der in-

debærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, at der er grund til at

foretage visitation mv. for at forebygge dette, skal karakteren og omfanget

af de tidligere konstaterede strafbare handlinger indgå. En række mindre

overtrædelser af våbenlovgivningen, der er konstateret inden for en kortere

periode, kan danne det fornødne grundlag for at anvende bestemmelsen.

Endvidere kan én alvorlig strafbar handling, hvor der f.eks. er blevet stukket

med kniv eller anvendt andre våben i forbindelse med et overfald eller rø-

veri, efter omstændighederne begrunde, at der træffes beslutning om visita-

tion mv. med henblik på at forebygge lignende forhold, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 5893.

Der må endvidere være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem det tidligere

strafbare forhold, der giver anledning til beslutningen om visitation mv., og

selve beslutningen. En beslutning om visitation mv. kan som udgangspunkt

ikke begrundes i forhold, som ligger flere måneder forud, medmindre der i

den mellemliggende periode er begået andre strafbare handlinger, som sam-

men med det eller de ældre forhold kan begrunde en beslutning om visita-

tion, eller der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. at et arrange-

ment, som tidligere har været præget af vold mv., afholdes med længere

mellemrum, f.eks. én gang om året, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A,

side 5893.

Selve karakteren af et sted, område eller arrangement kan ikke alene danne

det fornødne grundlag for en beslutning om visitation mv. efter bestemmel-

sen. Det er således et krav, at politiet kan begrunde, hvorfor der på det på-

gældende sted er en forhøjet risiko for strafbare handlinger, der indebærer

fare for nogens liv, legeme eller velfærd. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

der tidligere har været slagsmål eller andre voldshandlinger i forbindelse

med det diskotek eller værtshus, som beslutningen gælder for, jf. Folke-

tingstidende 2003-04, tillæg A, side 5893.

En beslutning om visitation mv., der er baseret på forekomsten af tidligere

strafbare handlinger, kan være begrænset til det bestemte sted eller arrange-

ment, hvor de tidligere handlinger fandt sted. Tidligere strafbare handlinger

kan imidlertid være af en sådan karakter, at de tillige giver grundlag for at

træffe beslutning om stikprøvevis kontrol på andre steder. Det gælder i til-

fælde, hvor de tidligere strafbare handlinger indebærer en forøget risiko for

nye strafbare handlinger på andre nærmere afgrænsede steder – f.eks. hvis

de begåede strafbare handlinger anses for at være et led i et opgør mellem

kriminelle bander mv., jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5894.

Det geografiske anvendelsesområde for den konkrete beslutning om visita-

tion mv. må fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets

vurdering af, at der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare

handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Dette indebærer, at en beslutning om visitation mv. typisk vil omfatte et

bestemt afgrænset område, f.eks. et værtshus, et butikscenter, en gade eller

en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation mv. i f.eks. en

hel politikreds eller kommune. Der er derimod ikke noget til hinder for, at

der kan træffes flere samtidige beslutninger om visitation mv. i den enkelte

politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt,

jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5894. Det geografiske anven-

delsesområde for den konkrete beslutning omtales undertiden som ”visitati-

onszonen”.

Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter bestemmelsens stk. 1 træf-

fes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen

skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted

og tidsrum, som beslutningen gælder for, jf. bestemmelsens stk. 3. Der vil

således ikke kunne foretages visitation mv. efter bestemmelsens stk. 1, før

der er etableret en visitationszone i et nærmere afgrænset tidsrum.

Det følger af bestemmelsen, at besigtigelse af personer og undersøgelse af

tøj mv. alene kan ske efter en forudgående beslutning fra politidirektøren

eller den, som denne bemyndiger hertil. Det er forudsat, at beslutning om

stikprøvekontrol for våben træffes på ledelsesniveau. Visitation efter be-

stemmelsen kan ske uden retskendelse, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, side 5894.

En beslutning om visitation mv. skal nærmere angive de forhold, der be-

grunder, at der er en forøget risiko for vold eller andre strafbare handlinger,

som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det skal samti-

dig angives, hvilket sted og tidsrum beslutningen gælder for, og beslutnin-

gen kan alene danne grundlag for visitationer mv. inden for det tidsrum, som

er angivet i beslutningen. Bestemmelsen indeholder ikke en absolut grænse

for, hvor lang tid en beslutning om at foretage visitationer mv. kan være

gældende, men det forudsættes, at tidsrummet fastsættes efter en konkret

vurdering af forholdene på stedet og de foreliggende erfaringer. Medmindre

helt særlige omstændigheder gør sig gældende, er der ikke grundlag for at

fastsætte en længere periode end én måned. Hvis betingelserne er opfyldt,

kan der imidlertid ved udløbet af den fastsatte periode træffes en ny beslut-

ning om visitation mv., jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5894.

Det er endvidere forudsat, at det i beslutningen angives, hvilket sted, område

eller arrangement beslutningen er gældende for, jf. Folketingstidende 2003-

04, tillæg A, side 5894.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er afgørende, at politiet har tilstrækkelige muligheder for at sikre tryg-

heden og sikkerheden i det offentlige rum. Den utryghed, som besiddelse af

eksplosivstoffer i det offentlige rum kan medføre hos befolkningen, bør der-

for også afspejles i de værktøjer, som politiet har til rådighed til at kunne

foretage en effektiv præventiv indsats mod eksplosivstoffer.

Som det fremgår af pkt. 2.4.1.2, har politiet efter gældende ret ikke mulig-

hed for at foretage visitation af en person, der ikke er mistænkt for en for-

brydelse, eller dennes ejendele med henblik på at kontrollere, om den på-

gældende er i besiddelse af eksplosivstoffer.

Justitsministeriet finder, at en sådan mulighed bør indføres for politiet, så

politiet som en kriminalitetsforebyggende foranstaltning uden for straffe-

retsplejens regler og uden krav om, at der er konstateret en konkret og nær-

liggende fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, i visitati-

onszoner kan foretage stikprøvekontroller for eksplosivstoffer. Dette vil

kunne give politiet en hurtig indikation af mulig indførelse eller transport af

eksplosivstoffer og dermed udgøre et vigtigt led i at sikre tilstrækkelig kon-

trol hermed.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at sprængninger med eksplosiv-

stoffer kan bringe almindelige borgeres liv i fare og skabe en trussel mod

borgernes tryghed og det normale samfundsliv. Ulovlig anvendelse af ek-

splosivstoffer indebærer generelt en alvorlig fare for personers liv, helbred

eller velfærd. Eksplosivstoffer er således – ligesom det er tilfældet for vå-

ben, som politiet efter gældende ret har mulighed for at visitere for, jf. pkt.

2.4.1.2.4 – af farlig og utryghedsskabende karakter, og som det bl.a. var til-

fældet i hovedstadsområdet i 2019, er der set eksempler på, at eksplosivstof-

fer besiddes på offentligt tilgængelige steder.

Justitsministeriet finder endvidere, at der i forbindelse med indførelsen af

en sådan adgang for politiet til at foretage stikprøvekontroller tillige bør ind-

føres adgang for politiet til at tilbageholde den person, der undersøges, så-

dan at den pågældende vil kunne tages i politiets varetægt, hvis prøven måtte

vise spor af eksplosivstoffer.

Visitation af enkeltpersoner uden konkret mistanke er et politimæssigt ind-

greb af en vis intensitet. Det skal imidlertid fremhæves, at der alene vil være

tale om en adgang for politiet til at foretage en undersøgelse ved brug af

særligt prøvetagningsudstyr, herunder såkaldte ”swipes” bestående af en

serviet, vatpind eller lignende, der kan teste en persons ydre legeme samt

vedkommendes ejendele, herunder tasker mv., for eksplosivstoffer svarende

til f.eks. den sikkerhedskontrol, der i dag foretages i Københavns Lufthavn.

Dette skal sammenholdes med, at en sådan adgang for politiet efter Justits-

ministeriets vurdering vil have en præventiv effekt og dermed også vil

kunne medvirke til at begrænse risikoen for sprængninger med eksplosiv-

stoffer, som bl.a. hovedstadsområdet i 2019 var udsat for.

Det er desuden Justitsministeriets vurdering, at en adgang for politiet til at

foretage stikprøvevis kontrol efter eksplosivstoffer vil indebære en forbedret

mulighed for at håndhæve lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, her-

under forbuddet mod bl.a. at besidde eller anvende eksplosivstoffer, da mu-

ligheden for opdagelse af ulovlige eksplosivstoffer vil forøges.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i politiloven indsættes en ny bestemmelse i § 5 a, hvor-

efter politiet på steder, hvor der efter lov om knive og blankvåben mv. § 1

gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan besigtige en per-

sons legeme samt undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kon-

trollere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer, jf. den fore-

slåede § 5 a, stk. 1.

Betingelserne for, hvornår der på steder, hvor der gælder forbud mod at be-

sidde eller bære knive mv., kan ske besigtigelse og undersøgelse af personer

og genstande, fremgår af stk. 2 i den foreslåede bestemmelse. Besigtigelse

og undersøgelse for eksplosivstoffer kan herefter ske, hvis der er grund til

det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger,

som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Eksempler på,

hvornår der kan ske besigtigelse mv. i medfør af bestemmelsen vil kunne

være, hvor der tidligere har været sprængninger i det pågældende område.

Det vil endvidere kunne være i situationer, hvor der har været sprængnin-

ger i bestemte områder i Danmark, f.eks. områder, der er kendt som til-

holdssted for bestemte grupperinger mv., og politiet på den baggrund vur-

derer, at der i lignende områder er en risiko for sprængninger. Herudover

vil det kunne omfatte tilfælde, hvor der i andre lande har været sprængnin-

ger ved bestemte lokationer, f.eks. parlamentsbygninger, trafikknudepunk-

ter mv., og politiet på baggrund heraf vurderer, at der er risiko for spræng-

ninger ved tilsvarende lokationer på dansk grund. Betingelserne skal for-

stås i overensstemmelse med betingelserne efter politilovens § 6, stk. 2, jf.

pkt. 2.4.1.2.4.

Det følger af den foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., at beslutningen om besig-

tigelse og undersøgelse efter stk. 1 skal træffes af politidirektøren eller den,

som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde

en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen

gælder for. Beslutningen om stikprøvekontrol efter den foreslåede § 5 a, stk.

3, 1. pkt., er undergivet de samme betingelser som beslutningen om visita-

tion mv. efter politilovens § 6, stk. 3, jf. pkt. 2.4.1.2.4.

Den foreslåede § 5 a betyder således, at politiet i visitationszoner, som etab-

leres efter den foreslåede § 5 a, stk. 3, uden mistankegrundlag og uden sam-

tykke hertil kan foretage stikprøvekontrol af, om en person er i besiddelse

af eller har været i kontakt med eksplosivstoffer.

Med bestemmelsen vil politiet kunne anvende særligt prøvetagningsudstyr

til brug for undersøgelsen, herunder såkaldte ”swipes” bestående af en ser-

viet, vatpind eller lignende, der kan teste for eksplosivstoffer på personer,

disse personers tøj og andre genstande. Dette prøvetagningsudstyr vil give

politiet mulighed for at få en hurtig indikation af besiddelse af eksplosiv-

stoffer.

Der er tale om visitation af ikke-mistænkte personer, svarende til metoden

anvendt i lufthavne, hvor der stikprøvevis aftørres bagage mv., og hvor der

kort tid herefter foreligger et prøvesvar på, hvorvidt der er udslag for ek-

splosivstoffer.

Politiet vil således efter den foreslåede bestemmelse kunne aftørre en per-

sons legeme, det vil sige aftørring af legemets ydre, samt undersøge det tøj,

som den pågældende er iført. Der vil endvidere være adgang til at aftørre

andet tøj og genstande, herunder køretøjer, der befinder sig på det sted, der

undersøges. Politiet kan således med henblik på at kontrollere, om nogen

besidder eksplosivstoffer, undersøge og aftørre f.eks. tasker, kufferter og bi-

ler, som personer, der befinder sig på stedet, er i besiddelse af. Fsva. indgre-

bets intensitet vurderes den besigtigelse eller undersøgelse, der vil kunne

foretages i medfør af den foreslåede § 5 a, at kunne sidestilles med den be-

sigtigelse og undersøgelser, der kan foretages i medfør af politilovens § 6.

Det følger af den foreslåede § 5 a, stk. 4, at politiet vil kunne tilbageholde

en person, der undersøges i medfør af stk. 1, i det tidsrum, der er nødven-

digt til gennemførelse af undersøgelsen. Politiet vil således kunne tilbage-

holde en person, hvis tøj og andre genstande er blevet aftørret, indtil der

efter få minutter foreligger et prøvesvar på, hvorvidt der er udslag for ek-

splosivstoffer. Bestemmelsen giver derimod ikke politiet adgang til at ind-

bringe personer til prøveafgivelse eller undersøgelser på f.eks. en politista-

tion eller til at tilbageholde den pågældende, indtil særligt prøvetagningsud-

styr kommer til stede. Det bemærkes, at denne adgang går videre end poli-

tiets beføjelser i forbindelse med visitation for knive mv. efter politilovens

§ 6, hvilket hænger sammen med, at der i forbindelse med stikprøvekontrol-

ler for eksplosivstoffer – modsat ved visitation for våben – er behov for at

afvente prøvesvaret på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer.

Besigtigelse og undersøgelse efter bestemmelsen kan ske med henblik på at

kontrollere, om nogen på steder, hvor der efter knivloven gælder forbud mod

at besidde eller bære knive mv., besidder eksplosivstoffer. Formålet skal så-

ledes være at undersøge, om nogen besidder eksplosivstoffer. Der kan ikke

efter bestemmelsen foretages visitation mv. med henblik på at undersøge,

om nogen f.eks. er i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer eller red-

skaber, som kan anvendes ved indbrud. Visitationer med dette formål vil

skulle ske under iagttagelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsbe-

sigtigelse mv.

Adgangen til at foretage besigtigelse eller undersøgelse efter den foreslåede

bestemmelse vil som anført være afgrænset til offentligt tilgængelige steder,

uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lign., sådan som

disse begreber anvendes i knivlovens § 1, jf. pkt. 2.4.1.1. Der vil således

ikke kunne foretages besigtigelse eller undersøgelse efter den foreslåede be-

stemmelse i boliger, private garager eller andre steder, hvor det ikke er for-

budt at besidde eller bære knive mv.

Da der er tale om et politimæssigt indgreb uden for straffeprocessen, inde-

bærer politiets besigtigelse efter den foreslåede bestemmelse ikke, at den,

der besigtiges, herved får status som sigtet. Findes der imidlertid under be-

sigtigelsen eller undersøgelsen ulovlige genstande, der kan danne grundlag

for sigtelse for et strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser om sig-

tede personers rettigheder og om beslaglæggelse mv. skulle finde anven-

delse fra det tidspunkt, hvor den pågældende findes i besiddelse af den ulov-

lige genstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 1.

2.5. Optagelse og videregivelse af personfotografier i forbindelse med

kontakt- og opholdsforbud

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1.

Straffeloven indeholder i dag en række bestemmelser om, at en per-

son, der dømmes for overtrædelse af en række nærmere bestemte overtræ-

delser, ved dommen kan gives et kontakt- og/eller opholdsforbud. Sådanne

regler findes i §§ 79 a-c og 236.

For så vidt angår kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3,

samt opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, og § 236, stk. 1, nr. 1, er

der hjemmel til, at politiet kan videregive visse personoplysninger til nær-

mere bestemte personer uden for politiet, i det omfang det er nødvendigt for

at håndhæve de nævnte kontakt- og opholdsforbud. Reglerne herom findes

i straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10.

2.5.1.1.1.

Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-

ter for en overtrædelse, der er omfattet af § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk.

1, for så vidt angår tilskyndelse til en af de i 12. eller 13. kapitel omhandlede

forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af

handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved dommen gives bl.a. et kontaktfor-

bud.

Det fremgår af § 79 b, stk. 3, at der ved et sådant kontaktforbud forstås et

forbud mod at søge at kontakte personer, der er dømt for en eller flere af de

overtrædelser, der er nævnt i stk. 1. Kontaktforbud omfatter dog ikke nær-

meste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks in-

ternationale forpligtelser.

Efter § 79 b, stk. 8, kan politiet videregive oplysninger til den dømte, der er

meddelt et kontaktforbud, om, at en anden person er dømt for en eller flere

af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1, og således er omfattet af kontakt-

forbuddet. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at

håndhæve kontaktforbuddet.

Af bemærkningerne til § 79 b, stk. 8, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg

A, L 130 som fremsat, side 37, fremgår bl.a., at politiet som udgangspunkt

vil kunne videregive oplysninger om andre dømtes navn og andre dømtes

billede mv. Oplysninger om, hvilken af de konkrete terrorbestemmelser i

straffeloven, den pågældende er domfældt for, vil derimod ikke kunne vide-

regives.

Den dømte har efter § 79 b, stk. 9, 1. pkt., tavshedspligt med hensyn til op-

lysninger, som den pågældende er kommet i besiddelse af i medfør af § 79

b, stk. 8. Overtrædelse af tavshedspligten kan straffes efter straffelovens §§

152 og 152 c-152 f, jf. § 79 b, stk. 9, 2. pkt.

2.5.1.1.2.

Efter straffelovens § 79 c, stk. 1, kan den, som idømmes fængsels-

straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og

246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af

lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive

og blankvåben, ved dommen gives et opholdsforbud.

Af § 79 c, stk. 2, fremgår, at der ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et

forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der fore-

går salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der

er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om po-

litiets virksomhed. Et sådant opholdsforbud gælder i tidsrummet fra kl. 24

til kl. 5. Udtrykket ”serveringssteder” i bestemmelsen omfatter ikke serve-

ring i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller

servering ved enkeltstående arrangementer.

Efter § 79 c, stk. 5, kan politiet videregive oplysninger til indehavere og

bestyrere af serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholds-

forbud efter stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er nødven-

digt for at håndhæve forbuddet.

Af bemærkningerne til § 79 c, stk. 5, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg

A, L 189 som fremsat, side 11, fremgår bl.a., at politiet alene vil kunne vi-

deregive oplysninger om den dømtes navn, den dømtes billede og om for-

buddets tidsmæssige udstrækning. Oplysninger om, hvilke konkrete straf-

bare forhold der ligger til grund for forbuddet vil derimod ikke kunne vide-

regives, da oplysningen ikke i sig selv har betydning for håndhævelsen af

forbuddet.

Det følger af § 79 c, stk. 6, at de oplysninger, som politiet videregiver i

medfør af stk. 5, kun må behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd,

dog kan justitsministeren i medfør af § 79 c, stk. 8, nr. 3, fastsætte nærmere

regler om, bl.a. hvorvidt oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles

af andre ansatte end de nævnte.

Indehavere, bestyrere, dørmænd og andre, der i medfør af regler fastsat efter

stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende oplysninger, har tavshedspligt med

hensyn til oplysningerne. Overtrædelse af tavshedspligten kan straffes efter

straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f, jf. § 79 c, stk. 7, 2. pkt.

2.5.1.1.3.

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, kan der, når nogen dømmes

efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§

216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående

bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dommen gives den pågældende

opholdsforbud. Ved et sådant opholdsforbud forstås forbud mod at opholde

sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder, hvor der er fare for, at den

pågældende vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.

Efter § 236, stk. 10, kan politiet videregive oplysninger til indehavere og

ledere af virksomheder, institutioner m.v. om, hvilke personer der har fået

et sådant forbud mod at opholde sig eller færdes i den pågældende virksom-

hed, institution m.v. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødven-

digt for at håndhæve opholdsforbuddet. Oplysningerne må kun behandles af

modtagerne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævelse af

forbuddet.

Med virksomheder, institutioner mv. sigtes bl.a. til svømmehaller, idræts-

haller, daginstitutioner og skoler, dvs. steder som kan være opfattet af et

opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, jf. Folketingstidende

2019-20, tillæg A, L 9 som fremsat, side 7.

Det fremgår af bemærkningerne til § 236, stk. 10, jf. Folketingstidende

2019-20, tillæg A, L 9 som fremsat, side 19, at politiet som udgangspunkt

vil kunne videregive oplysninger om den dømtes navn, den dømtes billede,

og om forbuddets tidsmæssige udstrækning. Oplysning om, hvilket konkret

strafbart forhold der ligger til grund for det meddelte forbud, vil derimod

ikke kunne videregives, da disse oplysninger ikke i sig selv har betydning

for håndhævelsen af forbuddet.

Justitsministeren kan i medfør af § 236, stk. 12, nr. 3, fastsætte nærmere

regler om, bl.a. at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af an-

dre ansatte end de i stk. 10 nævnte.

Efter § 236, stk. 11, har modtagerne og andre personer, som i medfør af

regler fastsat efter stk. 12, nr. 3, kan behandle de pågældende oplysninger,

tavshedspligt med hensyn til oplysningerne. Overtrædelse af tavshedsplig-

ten kan straffes efter straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f, jf. § 236, stk. 11,

3. pkt.

2.5.1.2.

Politiet kan i en række nærmere bestemte tilfælde i forbindelse med

en konkret efterforskning optage personfotografier efter retsplejelovens ka-

pitel 72 om legemsindgreb. Politiet kan desuden i en række nærmere be-

stemte tilfælde optage eller registrere personfotografier af en udlænding ef-

ter udlændingelovens § 40 b, stk. 1-4. Sådanne personfotos optaget eller re-

gistreret af politiet lagres i Nationalt Fotoregister, der administreres af Na-

tional enhed for Særlig Kriminalitet.

Desuden kan kriminalforsorgen optage fotos af indsatte og arrestanter i

medfør af hhv. straffuldbyrdelseslovens § 61 og retsplejelovens § 776 a.

2.5.1.2.1.

Optagelse af personfotografier af en sigtet i medfør af retsplejelo-

vens kapitel 72 skal foretages i overensstemmelse med retsplejelovens § 792

Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 1, må legemsindgreb ikke foretages, så-

fremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det

ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæs-

sigt indgreb. Bestemmelsens stk. 1 lovfæster den proportionalitetsgrundsæt-

ning, der antages at gælde ved alle former for straffeprocessuelle tvangsind-

greb, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2250.

Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 2, skal legemsindgreb foretages så skån-

somt, som omstændighederne tillader. Det skal herved bl.a. så vidt muligt

iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden,

kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sund-

hedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt

kun overværes af personer af samme køn som den undersøgte eller af sund-

hedspersonale.

Bestemmelsens stk. 2 lovfæster således den såkaldte skånsomhedsgrundsæt-

ning. I 2. og 3. pkt. reguleres specielt spørgsmålet om kønsfællesskab mel-

lem den undersøgte person og de personer, der henholdsvis foretager eller

overværer indgrebet. Reglerne i 2. og 3. pkt. knytter sig til begrebet blufær-

dighed, men finder dog anvendelse på et væsentligt videre område end det,

der er omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, jf.

Justitsministeriets strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1104/1987 om le-

gemsindgreb, s. 68. Henvisning til begrebet blufærdighed giver mulighed

for i retspraksis at lade bestemmelserne tilpasse sig skiftende tiders vurde-

ringer, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2250. Bestemmel-

serne omfatter således alene indgreb, der efter den til enhver tid gældende

retsopfattelse er egnede til at krænke blufærdigheden. Hvorvidt der ved

afklædning kræves kønsfællesskab, vil derimod i det enkelte tilfælde af-

hænge af, om der er tale om hel eller delvis afklædning, om det er en mand

eller kvinde, hvor på kroppen undersøgelsen foretages osv., jf. Folketings-

tidende 1988-89, tillæg A, spalte 2250. Af betænkning nr. 1104/1987, s. 68,

fremgår som et eksempel, at bestemmelsen i 3. punktum om afklædning ikke

omfatter en undersøgelse, der består i, at en mand affører sig skjorten, for at

man kan se, om han har kradsemærker på ryggen.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af bemærkninger til straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5,

og § 236, stk. 10, at den dømtes billede er en af de oplysninger, som politiet

kan videregive i medfør af de pågældende bestemmelser.

Det er således Justitsministeriets vurdering, at der efter gældende ret er

hjemmel til, at politiet i medfør af bestemmelserne kan forevise eller vide-

regive personfotografier, der er optaget eller registreret i medfør af bl.a. rets-

plejelovens § 776 a og kapitel 72, udlændingelovens § 40 b og straffuldbyr-

delseslovens § 61, hvis det er nødvendigt til brug for håndhævelsen af et

kontakt- eller opholdsforbud.

Det er dog Justitsministeriets vurdering, at et udtrykkeligt og let gennem-

skueligt hjemmelsgrundlag for videregivelsen vil være hensigtsmæssigt

både af hensyn til politiet og borgerne.

Herudover er der efter ministeriets vurdering behov for, at politiet og krimi-

nalforsorgen gives mulighed for at optage personfotografier med det formål,

at fotografiet kan videregives, hvis det bliver nødvendigt for at håndhæve et

kontakt- eller opholdsforbud. Da en sådan adgang først vil være relevant,

når den pågældende ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter straf-

felovens § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, nr. 1, eller er dømt for en

eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i § 79 b, stk. 1, foreslås det af

proportionalitetshensyn at begrænse adgangen til fotooptagelse til dette for-

mål til efter endelig dom.

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.5.3.1.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 79

d, stk. 1, hvori det tydeliggøres, at de oplysninger, som politiet kan videre-

give i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10, bl.a. omfatter

fotografier af de pågældende personer.

Der er ikke med bestemmelsen tiltænkt nogen materiel ændring i forhold til

gældende ret, idet der allerede efter straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk.

5, og § 236, stk. 10, er adgang til at videregive billeder af de personer, som

er nævnt i de respektive bestemmelser.

2.5.3.2.

Det foreslås i § 79 d, stk. 1, tillige at tydeliggøre, at de fotografier,

som politiet kan videregive, bl.a. omfatter personfotografier optaget i med-

før af det foreslåede stk. 2, personfotografier optaget i medfør af retspleje-

lovens kapitel 72, personfotografier optaget eller registreret i medfør af ud-

lændingelovens § 40 b samt personfotografier optaget af kriminalforsorgen

i medfør af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.

Det bemærkes, at oplistningen i det foreslåede § 79 d, stk. 1, ikke er udtøm-

mende. Hvis det vurderes at være nødvendigt, kan politiet som hidtil også

videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder ef-

ter andre bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på at fore-

bygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuld-

byrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge

trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1.

Tilsvarende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier

optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når

behandlingen sker på baggrund af lov og er nødvendig og forholdsmæssig i

forhold til dette efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.

2.5.3.3.

Det foreslås i § 79 d, stk. 2, at politiet og kriminalforsorgen med

henblik på videregivelse kan optage fotografier af (1) en person, der ved

endelig dom er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er nævnt i §

79 b, stk. 1, (2) en person, der ved endelig dom er idømt et opholdsforbud

efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller (3) en person, der ved endelig dom er

idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse kan anvendes i de tilfælde, hvor politiet og kri-

minalforsorgen ikke er i besiddelse af personfotografi af den pågældende

person, eller hvor de fotografier, som de nævnte myndigheder er i besiddelse

af, ikke er anvendelige til videregivelse i medfør af straffelovens § 79 b, stk.

8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10. Det sidste kunne f.eks. være tilfældet,

hvor de personfotografier, som politiet er i besiddelse af, kan afsløre oplys-

ninger om det strafbare forhold, som vedkommende er dømt for, eller hvis

de pågældende personfotografier ikke længere er vellignende.

Som det fremgår af den foreslåede ordlyd, kan bestemmelsen først anven-

des, når der foreligger endelig dom om det forhold, der medfører, at oplys-

ninger om vedkommende kan videregives efter straffelovens § 79 b, stk. 8,

§ 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10.

Det er derimod ikke en betingelse for fotooptagelsen, at der er en aktuel

anledning til at videregive oplysninger efter de nævnte bestemmelser. Poli-

tiet eller kriminalforsorgen vil således efter bestemmelsen være berettiget

til at optage fotos af en person, der ved endelig dom er idømt et opholdsfor-

bud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, 1. pkt.,

eller som ved endelig dom er dømt for en af de overtrædelser, som er nævnt

i § 79 b, stk. 1, og som således vil være omfattet af eventuelle kontaktforbud,

som andre personer måtte være eller blive idømt i medfør af § 79 b, stk. 1,

jf. stk. 3, med henblik på et eventuelt fremtidigt behov for videregivelse.

Det bemærkes, at der er tale om et supplement til retsplejelovens regler om

optagelse af fotografier af sigtede og andre i retsplejelovens kapitel 72, og

at der således ikke med bestemmelsen er tilsigtet nogen begrænsning af po-

litiets adgang til at optage fotografier efter gældende regler. Politiet kan så-

ledes optage fotografier af en person, der er nævnt i den foreslåede § 79 d,

stk. 2, i medfør af retsplejelovens regler herom, såfremt betingelserne i rets-

plejeloven er opfyldt.

2.5.3.4.

Det foreslås i § 79 d, stk. 3, at optagelse af personfotografier efter

stk. 2 skal foretages i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §

792 e, stk. 1 og 2, og dermed i overensstemmelse med proportionalitets- og

skånsomhedsgrundsætningerne, jf. pkt. 2.5.1.2.1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

2.6. Aktindsigt i anklageskrifter

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 41 e angår fremgangsmåden ved

behandlingen af anmodninger om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d. Bestemmel-

sen omfatter således både aktindsigt efter reglerne i §§ 41 a-41 c for enhver

og aktindsigt efter § 41 d for personer, der kan påvise en særlig interesse i

at få aktindsigt.

Retsplejelovens § 41 e, stk. 1, stiller det grundlæggende krav til enhver an-

modning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d, at ansøgeren kan identificere det

dokument eller den sag, som den pågældende ønsker aktindsigt i. Stk. 2 an-

giver, hvilken myndighed en anmodning om aktindsigt skal indgives til, og

stk. 3 foreskriver en frist for myndighedens svar på anmodningen. Endelig

indeholder stk. 4 regler om anonymisering, mens stk. 5 undtager person-

numre fra retten til aktindsigt.

Retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at den, der anmoder om akt-

indsigt, skal angive det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker

at blive gjort bekendt med.

Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., kan anmodninger om aktindsigt

i et større antal sager afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet,

herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller

journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at den særlige adgang

til at anmode om aktindsigt i et større antal sager ikke kun gælder for danske

massemedier, men derimod – ligesom for den videnskabelige forsknings

vedkommende – er udformet generelt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, side 638.

Reglen er begrundet i, at der ikke bør være adgang for enhver til at gen-

nemgå sagerne i en given periode med henblik på herigennem at finde frem

til en bestemt sag eller til sager af en bestemt art. Det er således muligt ved

hjælp af retslisterne at udarbejde en fortegnelse over alle afsagte domme i

en vis periode, og hvis der ikke gjaldt nogen begrænsninger i, hvor mange

domme man samtidig kunne få aktindsigt i, ville enhver på grundlag af en

sådan fortegnelse kunne forlange aktindsigt i samtlige afsagte domme i en

given periode jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638.

Formålet med reglen er således at begrænse mulighederne for at omgå kra-

vet om, at der kun er adgang til aktindsigt i sager, som den, der søger akt-

indsigt, på forhånd er bekendt med. Reglen forhindrer ikke, at nogen gen-

tagne gange anmoder om aktindsigt i et mindre antal domme og dermed over

en periode opnår aktindsigt i et større antal domme. Ved anvendelsen af

reglen kan det dog tillægges betydning, om den pågældende gentagne gange

anmoder om aktindsigt i nye sager, eller om der er tale om en enkeltstående

anmodning, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638.

Desuden indebærer bestemmelsen, at en anmodning om aktindsigt i et større

antal sager, der hver især er individuelt identificeret, således skal imøde-

kommes, hvis anmodningen er sagligt begrundet, herunder når der søges

aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redak-

tionelt arbejde.

Det er i bemærkningerne til bestemmelsen forudsat, at når en forsker eller

journalist angiver, at der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forsk-

ning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde, vil retten i almindelighed

uden videre lægge dette til grund, medmindre særlige forhold giver anled-

ning til at formode, at aktindsigt reelt søges med henblik på formål, der er

den videnskabelige forskning eller det journalistiske eller redaktionelle ar-

bejde uvedkommende, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 639.

2.6.1.2.

Retsplejelovens § 41 f, stk. 2, vedrører massemediers adgang til at

gøre sig bekendt med anklageskrifter og retsmødebegæringer.

Det følger af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 1. pkt., at anklagemyndigheden

efter anmodning udleverer kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til

de personer, der er nævnt i § 41 f, stk. 1, dvs. redaktører og redaktionelle

medarbejdere ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved

radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven

og ved massemedier omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

Retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt., fastslår, at § 41 b, stk. 3, nr. 1-3, og §

41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at retten til aktindsigt

i anklageskrifter alene kan begrænses, i det omfang det er af væsentlig be-

tydning for statens sikkerhed, at fortrolighed følger af EU-retlige eller fol-

keretlige forpligtelser el.lign., eller det er nødvendigt til beskyttelse af væ-

sentlige hensyn til forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige in-

stitutioner, jf. henvisningen til § 41 b, stk. 3, nr. 1-3. Herudover betyder det,

at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. henvisningen til §

41 e, stk. 5. Derimod giver retsplejelovens § 41 f, stk. 2, i modsætning til §

41 e, stk. 1, ingen mulighed for at afslå anmodninger om aktindsigt i et større

antal anklageskrifter. Det gælder også, selvom anmodningerne ikke måtte

være rimeligt begrundet.

Det følger videre af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 3. pkt., at dokumentet

inden kopieringen skal anonymiseres, således at forurettedes eller vidners

identitet ikke fremgår. Bestemmelsen regulerer efter sin ordlyd massemedi-

ers adgang til at få udleveret kopi af dokumenterne, men der er efter forar-

bejderne ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden efter anmodning

giver et massemedium aktindsigt i anklageskrift eller retsmødebegæring ved

gennemsyn, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

Det følger af § 6 i bekendtgørelse nr. 546 af 18. juni 2004 med senere æn-

dringer, der er udstedt med hjemmel i retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 4. pkt.,

at anklagemyndighedens udlevering af kopi af anklageskrift eller retsmøde-

begæring i medfør af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, kan ske på det tidligste

af følgende tidspunkter:

1) En uge efter at dokumentet er forkyndt for tiltalte eller sigtede.

2) En uge efter at dokumentet er sendt til tiltalte eller sigtede med digi-

tal post.

3) 14 dage efter at dokumentet er sendt til tiltalte eller sigtede med al-

mindelig post, medmindre dokumentet er modtaget retur.

4) På dagen for hovedforhandlingen eller retsmødet

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Som anført under pkt. 2.6.1.2 følger det af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, at

anklagemyndigheden efter anmodning udleverer kopi af anklageskrifter el-

ler retsmødebegæringer til personer omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at pressen, der bl.a. har til opgave

at informere offentligheden om verserende straffesager, i kraft af kendskab

til anklageskriftet eller retsmødebegæringen får bedre mulighed for at forstå,

hvad der sker under sagen. Pressen kan således også få mulighed for at vur-

dere, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet

fald at omtale sagen forud for hovedforhandling og dom.

Justitsministeriet finder, at pressens vide adgang til at få indsigt i anklage-

skrifter og retsmødebegæringer uden forudgående kendskab til den konkrete

sag er velbegrundet i pressens særlige rolle.

Rigsadvokaten har imidlertid oplyst, at der i praksis er eksempler på, at

samme ansøger på ugentlig basis søger om aktindsigt i et meget stort antal

anklageskrifter eller retsmødebegæringer med udgangspunkt i offentlig-

gjorte retslister, og at samme ansøger desuden sender sådanne ”massean-

søgninger” til alle landets politikredse. Rigsadvokaten har videre oplyst, at

behandlingen af sådanne ”masseansøgninger” i sig selv udgør et ikke ube-

tydeligt ressourceforbrug i politikredsene.

Det er Justitsministeriets vurdering, at et sådant ressourceforbrug kan ud-

gøre en uforholdsmæssig ressourcebelastning for den myndighed, der vil

skulle behandle anmodningen, som ikke står mål med ansøgerens interesse

i en imødekommelse af ansøgningen, hvis ikke ansøgeren har et reelt jour-

nalistisk eller redaktionelt formål. Det skal ses i sammenhæng med, at et

sådant ressourcetræk i sidste ende kan indebære, at der anvendes ressourcer

på behandling af sådanne masseansøgninger, som kunne være anvendt til

behandling af straffesager.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør kunne stilles krav om,

at anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmøde-

begæringer, jf. retsplejelovens § 41 f, stk. 2, skal være rimeligt begrundede,

ligesom det efter retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., allerede i dag gælder

for anmodninger om aktindsigt i et større antal straffesager mv.

Et sådan krav om begrundelse ved anmodninger om aktindsigt i et større

antal anklageskrifter og retsmødebegæringer vil gøre det muligt at vurdere,

om ansøgerens reelle interesse i en imødekommelse af ansøgningen står mål

med det ressourceforbrug, som myndigheden vil skulle anvende for at be-

handle anmodningen.

Justitsministeriet er opmærksom på, at et krav om begrundelse ved anmod-

ninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer

ikke må hindre medierne i at få en sådan adgang til aktindsigt i anklageskrif-

ter og retsmødebegæringer, som er nødvendig for, at medierne kan vurdere,

om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at

omtale sagen forud for hovedforhandling og dom.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at det i bemærkningerne til

retsplejelovens § 41 e, stk. 1, er forudsat, at når en journalist angiver, at der

søges aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde, vil retten

i almindelighed uden videre lægge dette til grund, medmindre særlige for-

hold giver anledning til at formode, at aktindsigt reelt søges med henblik på

formål, der er det journalistiske eller redaktionelle arbejde uvedkommende,

jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 639.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt., så det af bestem-

melsen kommer til at fremgå, at bestemmelsen i retsplejelovens § 41 e, stk.

1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Ændringen vil indebære, at det fremover bliver muligt at afslå anmodninger

om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, når

anmodningen ikke er rimeligt begrundet. Det er i den forbindelse uden be-

tydning, om der er tale om én anmodning i et større antal anklageskrifter og

retsmødebegæringer eller mange samtidige anmodninger i et mindre antal

anklageskrifter og retsmødebegæringer, som samlet udgør et større antal.

Det vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering, hvad der udgør et

”større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer”. Det forudsættes dog,

at der i almindelighed vil skulle være tale om anmodninger i et ikke uvæ-

sentligt antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer. Der kan i den for-

bindelse lægges vægt på, om anmodningen eksempelvis tager udgangspunkt

i offentliggjorte retslister, eller om ansøgningen i øvrigt er så bredt formu-

leret og omfatter så mange sager, at den allerede af den grund ikke kan anses

for rimeligt begrundet. Det forudsættes i øvrigt, at den foreslåede bestem-

melse vil blive administreret i overensstemmelse med retsplejelovens § 41

e, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at en anmodning om aktindsigt

i anklageskrifter eller retsmødebegæringer, som i øvrigt er rimeligt begrun-

det, vil skulle imødekommes, uanset hvor mange anklageskrifter eller rets-

mødebegæringer der konkret er anmodet om aktindsigt i. Anmodningen vil

desuden som udgangspunkt være rimeligt begrundet, hvis der søges om akt-

indsigt til brug for almindeligt journalistisk eller redaktionelt arbejde, og

derved tilgodese det bagvedliggende formål, at pressen får mulighed for at

vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet

fald at omtale sagen forud for hovedforhandling og dom.

Dog vil ikke alle anmodninger, som indgives af et massemedie, eller hvor

formålet i øvrigt angives at være journalistisk eller redaktionelt arbejde,

uden videre kunne anses for rimeligt begrundede. Sådanne anmodninger vil

således også kunne afvises efter en samlet vurdering. Anmoder samme an-

søger f.eks. på ugentlig basis og til flere politikredse samtidig om aktindsigt

i et større antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer, vil det således i

almindelighed ikke skulle anses for rimeligt begrundet, med mindre der er

indikationer på, at ansøgningerne reelt er til journalistisk eller redaktionelt

arbejde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1.

2.7. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre fotografier mv.

mhp. identifikation af vidner

2.7.1. Gældende ret

Retsplejelovens kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt indeholder reg-

ler for politiets mulighed for at offentliggøre fotos af en formodet gernings-

person.

Efter retsplejelovens § 818, stk. 1, må politiet kun offentliggøre signalement

eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en for-

modet gerningsmand, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mis-

tænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) of-

fentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for efterforsknin-

gen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at

forebygge yderligere lovovertrædelse.

Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun

finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har

begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6

måneder eller derover, jf. bestemmelsens stk. 2.

Efter § 818, stk. 3, må offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 dog ikke

foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den

krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det

rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Afgørelse om offentliggø-

relse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet, jf. bestemmelsens stk. 4.

Det fremgår af forarbejderne til § 818, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg

A, side 886, at det alene er offentlige efterlysninger, der anses for at være et

strafprocessuelt tvangsindgreb, der er omfattet af bestemmelsens anvendel-

sesområde. Efterlysning af bortgåede eller savnede personer eller undvegne

strafafsonere er derfor ikke omfattet af bestemmelsen. Uden for regulerin-

gen falder endvidere efterlysninger af forurettede eller andre vidner, uanset

at efterlysningen sker som led i strafforfølgningen, jf. Folketingstidende

1998-99, tillæg A, side 856. Sidstnævnte omhandler den situation, hvor po-

litiet offentliggør oplysninger om den forurettede eller andre vidner, uden at

der samtidig gives oplysninger om den formodede gerningsmand.

§ 818 vedrører politiets adgang til at offentliggøre signalement eller andre

oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten« af en formodet ger-

ningsmand. Bestemmelsen finder typisk anvendelse i tilfælde, hvor politiet

ikke kender den pågældendes identitet, og hvor formålet med offentliggø-

relsen af signalement mv. er at få fastlagt identiteten. Bestemmelsen finder

imidlertid også anvendelse i tilfælde, hvor politiet nok kender den pågæl-

dendes identitet, men hvor man ikke ønsker at oplyse identiteten, jf. Folke-

tingstidende 1998-99, tillæg A, side 886.

Det følger af retsplejelovens § 819, stk. 1, at hvis der er særligt bestyrket

mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder

eller derover, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio,

fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, såfremt dette må

antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemfø-

relse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grov-

hed.

Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den på-

sigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og

bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi

af den pågældende, jf. bestemmelsens stk. 2.

Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens

betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at for-

volde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. be-

stemmelsens stk. 3. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet, jf. bestem-

melsens stk. 4.

Det følger af forarbejderne til § 819, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg

A, side 887, at den omhandler politiets adgang til at anvende offentlige ef-

terlysninger med henblik på at finde frem til en formodet gerningsmand,

hvis identitet politiet er bekendt med.

Østre Landsret har ved kendelse af 19. februar 2021 som gengivet i UfR

2021.1507 fastslået, at retsplejelovens §§ 818 og 819 ikke indeholder til-

strækkelig sikker hjemmel til, at politiet kan foretage straffeprocessuelle

tvangsindgreb i form af offentliggørelse af et fotografi af en mistænkt eller

sigtet med det formål at finde frem til en angiveligt forurettede ved eller

vidner til den påsigtede kriminalitet.

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er vigtigt, at politiet har de fornødne redskaber til effektivt at kunne

efterforske grov kriminalitet. Det er i den forbindelse afgørende, at politiet

har mulighed for at videregive oplysninger til offentligheden, så eventuelle

vidner eller andre, der er i besiddelse af relevante oplysninger, kan henvende

sig til politiet.

Retsplejeloven indeholder mulighed for, at politiet som led i efterforsknin-

gen af kriminalitet kan offentliggøre signalementer eller andre oplysninger,

der er egnet til at fastlægge identiteten på en formodet gerningsperson. På

tilsvarende vis kan politiet under nærmere bestemte betingelser offentlig-

gøre fotografier af en formodet gerningsperson med henblik på at finde frem

til den pågældendes opholdssted.

Formålet med offentliggørelsen vil i begge tilfælde være at finde frem til

den formodede gerningsperson. Politiet kan derimod ikke offentliggøre et

fotografi af den formodede gerningsperson med det formål at finde frem til

den angiveligt forurettede eller vidner til den påsigtede kriminalitet.

En sådan mulighed vil dog udgøre et effektivt redskab for politiet i eksem-

pelvis de tilfælde, hvor politiet på den formodede gerningspersons telefon

eller i den pågældendes hjem finder billede- eller videomateriale af mulige

forbrydelser. I disse tilfælde kan det være afgørende for politiet at finde frem

til den angiveligt forurettede eller andre vidner, såfremt billede- eller video-

materialet ikke – herunder i lyset af gerningspersonens forklaring – i sig selv

vurderes at være tilstrækkeligt til at kunne opnå domfældelse. Der bør derfor

indføres en mulighed for, at politiet i særlige tilfælde kan offentliggøre fo-

tografi af den formodede gerningsperson med henblik på at finde frem til

vidnerne.

Det bemærkes, at en sådan offentliggørelse vil udgøre et straffeprocessuelt

tvangsindgreb, der efter omstændigheder – såfremt det blev iværksat af an-

dre politiet – kan være en overtrædelse af straffelovens § 267 (ærekrænkel-

ser). Der bør derfor opstilles restriktive kriterier, som tager udgangspunkt i

formålet med offentliggørelsen og den krænkelse, som offentliggørelsen vil

indebære for den formodede gerningsperson.

Der bør således efter Justitsministeriets vurdering stilles krav om, at der fo-

religger et kvalificeret mistankekrav, så risikoen for at uskyldige udråbes

som gerningsperson begrænses mest muligt. Det bør således efter bestem-

melsen være en betingelse, at der foreligger en særligt bestyrket mistanke

om, at den pågældende har begået den relevante lovovertrædelse.

Der bør derudover stilles et kvalificeret kriminalitetskrav, så det kun er de

groveste forbrydelser i straffeloven, der giver politiet mulighed for at offent-

liggøre fotografiet. Kriminalitetskravet bør efter Justitsministeriets vurde-

ring fastsættes til 6 år eller derover, hvilket svarer til eksempelvis krimina-

litetskravet for indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens §

781, stk. 1, nr. 3, særlig kvalificeret observation efter retsplejelovens § 791

a, stk. 3, dataaflæsning, jf. retsplejelovens § 791 b, stk. 1, nr. 3, eller over-

tagelse af tv-overvågning fra andre myndigheder eller private, jf. retspleje-

lovens § 791 e, stk. 1, idet tvangsindgreb efter disse andre bestemmelser dog

tillige kan iværksættes, såfremt der foreligger en forsætlig overtrædelse af

visse nærmere bestemte straffelovsbestemmelser.

Endelig bør der efter Justitsministeriets vurdering stilles et indikationskrav,

som indebærer, at offentliggørelsen skal være af afgørende betydning for

strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovover-

trædelser af tilsvarende grovhed.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en beslutning om at offentliggøre et

fotografi af en formodet gerningsperson bør træffes af politiet, som har de

bedste forudsætninger for at skønne over, om offentliggørelsen vil være

nødvendig. En tilsvarende ordning gælder for offentliggørelse af fotografier

af en formodet gerningsperson efter retsplejelovens § 819, og ministeriet

finder, at en sådan ordning ikke er betænkelig henset til, at politiet har de

bedste forudsætninger for at skønne over, om offentliggørelsen vil være

nødvendig.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i retsplejelovens § 820, hvor-

efter politiet kan offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er

egnede til at fastlægge identiteten på en formodet gerningsperson, eller et

fotografi af den pågældende med henblik på at identificere vidner, hvis dette

vil være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller

for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Forslaget indebærer for det første, at politiets mulighed for at offentliggøre

et signalement eller andre oplysninger, som er egnet til at fastlægge identi-

teten på en formodet gerningsperson, udvides til at omfatte sager, hvor of-

fentliggørelsen har til formål at finde frem til den angiveligt forurettede eller

andre vidner til den påsigtede kriminalitet. Offentliggørelse vil således

kunne ske, selvom politiet er bekendt med vedkommendes identitet og op-

holdssted.

Oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten« omfatter bl.a. op-

lysninger om alder, højde, særlige kendetegn mv. De såkaldte fantombille-

der – dvs. billeder, der er konstrueret af politiet på baggrund af oplysninger

fra vidner – vil også være omfattet af reguleringen. Oplysningerne kan også

angå en bil af et bestemt mærke, som den formodede gerningsperson sættes

i forbindelse med, oplysninger om gerningspersonens »modus operandi«

(fremgangsmåde) eller lignende.

Forslaget indebærer for det andet, at politiets mulighed for at offentliggøre

et fotografi af en formodet gerningsperson udvides til at omfatte sager, hvor

offentliggørelsen har til formål at finde frem til den angiveligt forurettede

eller andre vidner til den påsigtede kriminalitet. Offentliggørelse vil således

kunne ske, selvom politiet er bekendt med vedkommendes identitet og op-

holdssted.

Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse alene kunne offentliggøre et

signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at identificere ved-

kommende eller et fotografi af den pågældende, hvis der er en særlig bestyr-

ket mistanke om, at vedkommende er skyldig i en lovovertrædelse, der kan

medføre straf i 6 år eller derover. Der vil således alene kunne ske offentlig-

gørelse, hvis politiet vurderer, at der er en høj grad af sikkerhed for, at den

pågældende faktisk er gerningspersonen.

Det vil derudover være en betingelse, at vidnets forklaring er af afgørende

betydning for straffeforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge

nye lovovertrædelser, hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet kun må anvendes,

hvis de øvrige oplysninger i sagen ikke er tilstrækkeligt til at kunne fastslå,

om der er begået en forbrydelse, og det vurderes, at vidnet vil kunne bidrage

med yderligere oplysninger til brug herfor. Det kan f.eks. været tilfældet,

hvis politiet har fundet videomateriale på den formodede gerningspersons

telefon af en potentiel overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt), hvor

det er afgørende at høre forklaringen fra den person, som optræder på vide-

oen.

Det foreslås, at politiet samtidig med offentliggørelsen af et signalement el-

ler fotografi vil kunne give oplysninger om den kriminalitet, som den på-

gældende er mistænkt for at have begået samt, hvis dette er relevant, oplys-

ninger om vedkommendes navn, stilling og bopæl.

Det forudsættes i den forbindelse, at det i størstedelen af tilfældene vil være

tilstrækkeligt at offentliggøre et fotografi i kombination med oplysninger

om den påsigtede kriminalitet, således at det alene vil være relevant at of-

fentliggøre oplysninger om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og

bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Offentliggørelse må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sa-

gens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at

forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at

identificere vedkommende, samt fotografier må således ikke foretages, hvis

mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige til at kunne identifi-

cere angivelige vidner. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis politiet gennem

offentliggørelse af oplysninger om forbrydelsens karakter eller gerningsste-

det vil kunne finde frem til de angivelige vidner. På tilsvarende vis skal det

indgå i vurderingen, om det vil være tilstrækkeligt at offentliggøre navn,

stilling eller bopæl på den formodede gerningsperson. Endvidere skal det

indgå, om det vil være tilstrækkeligt at foretage offentliggørelse i en snæv-

rere kreds, f.eks. hvis der er grund til at antage, at de relevante vidner har

tilknytning til en bestemt forening eller lignende. Yderligere forudsættes

det, at politiet ikke vil foretage offentliggørelse, såfremt der ikke er en vis

sandsynlighed for, at det vil kunne medvirke til at identificere vidner. Dette

vil eksempelvis ikke være tilfældet, såfremt politiet har en stærk formodning

for, at de relevante vidner ikke længere befinder sig i Danmark.

Beslutningen om offentliggørelse vil skulle træffes af politiet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 11.

2.8. Automatisk udstedelse af bøder til enkeltmandsvirksomheder ved

visse hastighedsovertrædelser i ATK-systemet

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1.

Det følger af færdselslovens § 118 c, stk. 1, at for overtrædelser af

§§ 42 og 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller

anden afmærkning konstateret ved hastighedskontrol, hvor køretøjet ikke

bringes til standsning (automatisk trafikkontrol), som ikke kan medføre fra-

kendelse af førerretten eller kørselsforbud efter kapitel 18, og som ikke er

omfattet af § 125, stk. 2, nr. 5, pålægges ejeren (brugeren) af køretøjet bø-

deansvar efter § 118, stk. 1-3, selv om den pågældende ikke var fører, og

selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig el-

ler uagtsom.

Bestemmelsen, der indebærer et såkaldt betinget objektivt ejeransvar, om-

fatter alene hastighedsovertrædelser, som er konstateret ved automatisk tra-

fikkontrol (ATK). Hastighedsovertrædelser, der er konstateret på anden vis,

f.eks. med lasermåling eller tids- og distancemåling, er ikke underlagt et

betinget objektivt ejeransvar.

Bestemmelsen om det betingede objektive ejeransvar i ATK-sager omfatter

endvidere alene hastighedsovertrædelser på højest 30 pct. Det betingede ob-

jektive ejeransvar omfatter således ikke sager, hvor andre sanktioner end en

bøde for hastighedsforseelsen kan komme på tale.

Det er ejeren, der pålægges bødeansvaret, medmindre en anden person er

registreret i Motorstyrelsens Motorregister som bruger. I disse tilfælde på-

lægges brugeren bødeansvaret. Det er det reelle ejer- eller brugerforhold,

der er afgørende for, hvem bødeansvaret pålægges. Hvis det således kan på-

vises af den på gerningstidspunktet registrerede ejer (bruger), at der er sket

en ændring af ejer- eller brugerforholdet, som endnu ikke var blevet regi-

streret i Motorregistret på gerningstidspunktet, ifalder den pågældende ikke

bødeansvar. Bødeforelægget vil i stedet kunne rettes mod den reelle ejer

(bruger) af køretøjet.

Ifølge § 118 c, stk. 2, pålægges ejeren (brugeren) ikke ansvar efter stk. 1,

hvis en anden end ejeren (brugeren) af køretøjet, inden for 30 dage fra at

ejeren (brugeren) har modtaget et bødeforelæg vedrørende forseelsen, over

for politiet har erkendt at have ført køretøjet på gerningstidspunktet.

Trækkes erkendelsen efter stk. 2 tilbage, inden påtale er opgivet efter stk. 4,

kan ejeren (brugeren) fortsat pålægges ansvar efter stk. 1, jf. § 118 c, stk. 3.

Det følger af § 118 c, stk. 4, at hvis der ikke inden for 3 måneder fra politiets

modtagelse af en førers erkendelse efter stk. 2 er tilkendegivet andet over

for ejeren (brugeren), er påtalen efter stk. 1 mod denne opgivet.

Ifølge § 118 c, stk. 5, pålægges ejeren (brugeren) af køretøjet ikke ansvar

efter stk. 1, hvis en anden person ved brugstyveri, berigelseskriminalitet el-

ler på tilsvarende vis uberettiget var i besiddelse af køretøjet på gernings-

tidspunktet.

I medfør af § 118 c, stk. 6, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske per-

soner) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Efter § 118 c, stk. 7, kan der ikke fastsættes forvandlingsstraf for bødean-

svaret efter stk. 1.

Det følger endvidere af § 118 c, stk. 8, at straffelovens § 50, stk. 3, ikke

finder anvendelse for bøder pålagt efter stk. 1. Efter straffelovens § 50, stk.

3, kan en person, der er idømt en bøde, ikke kræve bøden betalt eller erstattet

af andre. Bestemmelsen i færdselslovens § 118 c, stk. 8, indebærer, at hvis

en ejer på objektivt grundlag pålægges en bøde efter stk. 1, selvom denne

ikke har ført køretøjet, er forholdet mellem ejeren og føreren af civilretlig

karakter. Det vil således kunne aftales mellem f.eks. biludlejnings- og dele-

bilsselskaber og disses lejere, at lejeren efterfølgende til selskabet skal be-

tale bøder pålagt selskabet på objektivt grundlag efter færdselslovens § 118

c, stk. 1, mens køretøjet har været i lejerens besiddelse.

2.8.1.2.

Ifølge straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med bøde,

når det er bestemt ved eller i medfør af lov.

Det følger af straffelovens § 26, stk. 1, at bestemmelser om strafansvar for

selskaber m.v. omfatter, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk per-

son, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, for-

eninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Ifølge § 26, stk.

2, omfatter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. enkeltmands-

virksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og

organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 26, stk. 2, at strafansvar for

en enkeltmandsvirksomhed ifølge bestemmelsen kun kan anvendes, hvor

enkeltmandsvirksomheden klart kan sidestilles med et af de i § 26, stk. 1,

nævnte selskaber, det vil sige aktie-, anparts- eller andelsselskaber. Det an-

føres videre, at bestemmelsen således forudsættes afgrænset til tilfælde,

hvor enkeltmandsvirksomheden under hensyn til kompetence- og ansvars-

fordeling og den praktiske arbejdsdeling er organiseret på en sådan måde, at

det findes rigtigt og naturligt at sidestille virksomheden med en juridisk per-

son, der kan ifalde strafansvar som sådan. Derudover anføres det, at det bør

anses for en forudsætning, at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstids-

punktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte, og at dette gælder, uanset om

en sådan mindre enkeltmandsvirksomhed vil kunne sidestilles med f.eks. et

anpartsselskab med et tilsvarende antal ansatte, jf. Folketingstidende 1995-

96, tillæg A, spalte 4060.

Strafansvar kan således i henhold til straffelovens § 26, stk. 2, ikke pålægges

mindre enkeltmandsvirksomheder, der alene består af ejeren og et mindre

antal ansatte. I sådanne situationer skal et strafansvar rettes mod virksom-

hedsejeren personligt.

Henvisningen i færdselslovens § 118 c, stk. 6, til reglerne i straffelovens

kapitel 5 om strafansvar for selskaber (juridiske personer), medfører såle-

des, at strafansvaret i sager efter § 118 c, stk. 1, kun kan pålægges større

enkeltmandsvirksomheder, hvorimod strafansvaret i sager efter § 118 c, stk.

1, skal rettes mod virksomhedsejeren personligt, hvis der er tale om mindre

enkeltmandsvirksomheder.

2.8.1.3.

Sager efter færdselslovens § 118 c, stk. 1, de såkaldte ejeransvars-

sager, behandles ved en automatiseret sagsbehandlingsproces i politiets

sagsbehandlingssystem ATKS og politiets bødesystem, hvor udregning af

bødens størrelse, dannelse af bødeforelæg og udsendelse af bødeforelægget

til den person, virksomhed eller lignende, der står registreret som ejer (bru-

ger) af køretøjet, sker automatisk uden involvering af manuel sagsbehand-

ling. Oplysninger om et køretøjs ejer (bruger) findes via Motorregistret.

I tilfælde, hvor et køretøj er ejet af en virksomhed, er virksomheden regi-

streret med firmanavn og CVR-nr. som ejer (bruger) i Motorregisteret, uden

at den personlige ejer nødvendigvis er angivet ved navn og personnummer.

Motorregistret indeholder endvidere ikke oplysninger om antal ansatte i de

enkelte virksomheder.

Det er således ikke muligt ved den automatiserede sagsbehandling, der i dag

finder sted for ejeransvarssagerne efter færdselslovens § 118 c, stk. 1, at

skelne mellem større og mindre enkeltmandsvirksomheder, og i tilfælde,

hvor der er tale om mindre enkeltmandsvirksomheder, at udstede bødeforel-

ægget til virksomhedsejeren personligt på dennes personnummer.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

For høj hastighed er blandt de største ulykkesfaktorer i trafikken og har af-

gørende betydning for, om en ulykke sker. Samtidig øger for høj hastighed

risikoen for alvorlige personskader eller død ved et færdselsuheld.

Det har således stor færdselssikkerhedsmæssig betydning, at de gældende

hastighedsgrænser overholdes. Et væsentligt element til at sikre overhol-

delse af hastighedsgrænserne er politiets anvendelse af mobile og stationære

ATK-enheder, der udgør en særlig effektiv kontrolmetode.

Overtrædelser af hastighedsgrænserne konstateret ved ATK er – modsat for-

seelser konstateret ved andre hastighedskontroller – kendetegnet ved, at kø-

retøjet ikke straks bringes til standsning, hvorefter forseelsen umiddelbart

foreholdes føreren.

Hvis ATK i befolkningen skal opfattes som et effektivt redskab mod ha-

stighedsovertrædelser, er det vigtigt, at politiets sagsbehandling af ATK-sa-

gerne er effektiv og hurtig. Hvis befolkningen får en opfattelse af, at kon-

staterede hastighedsovertrædelser ikke strafforfølges, eller at sagerne ekspe-

deres langsomt, kan det have negativ indvirkning på færdselssikkerheden.

Den automatiserede sagsbehandlingsproces, der i dag finder sted via politi-

ets sagsbehandlingssystem ATKS og politiets bødesystem, og som er mulig

i kraft af reglerne om det betingede objektive ejeransvar, er en afgørende

forudsætning for, at en meget stor del af hastighedsovertrædelser konstateret

ved ATK sagsbehandles hurtigt og effektivt.

Overtrædelse af hastighedsgrænserne med op til 30 pct., der konstateres ved

ATK, og som sker med et køretøj, der ejes af en enkeltmandsvirksomhed,

er omfattet af reglerne om det betingede objektive ejeransvar for visse ATK-

forseelser i færdselslovens § 118 c, stk. 1. Dette gælder uanset enkeltmands-

virksomhedens størrelse.

På grund af straffelovens generelle regler om strafansvar for juridiske per-

soner og enkeltmandsvirksomheder er den konkrete enkeltmandsvirksom-

heds størrelse imidlertid som udgangspunkt afgørende for, om bødeansvaret

i medfør af færdselslovens betingede objektive ejeransvar i ATK-sager skal

rettes mod virksomheden eller virksomhedsejeren personligt.

Det er dog ikke muligt i den nuværende automatiserede sagsbehandlings-

proces at skelne mellem større og mindre enkeltmandsvirksomheder, hvor-

for det har vist sig vanskeligt at håndtere de pågældende sager.

Af hensyn til at sikre en effektiv sagsbehandling er det Justitsministeriets

opfattelse, at alle sager, der er omfattet af reglerne om det betingede objek-

tive ejeransvar for visse ATK-forseelser i færdselslovens § 118 c, stk. 1, skal

kunne behandles i den automatiserede sagsbehandlingsproces i politiets

ATKS-system. Det gælder også for overtrædelser, der begås i køretøjer, som

ejes af enkeltmandsvirksomheder.

Da vurderingen af, hvorvidt en enkeltmandsvirksomhed efter straffelovens

§ 26, stk. 2, kan sidestilles med et af de i stk. 1 nævnte selskaber er et konkret

skøn på baggrund af kompetence- og ansvarsfordeling, den praktiske ar-

bejdsdeling og antallet af ansatte i enkeltmandsvirksomheden, jf. pkt.

2.8.1.2, kan politiets it-systemer ikke foretage vurderingen. Justitsministe-

riet finder derfor, at der i stedet bør indføres en ordning, hvorefter enkelt-

mandsvirksomheders organisation og størrelse ikke skal være afgørende for,

om det betingede objektive ejeransvar for visse ATK-forseelser i færdsels-

lovens § 118 c, stk. 1, skal pålægges virksomheden eller virksomhedens ejer

personligt, men at det betingede objektive ejeransvar i alle tilfælde vil skulle

kunne pålægges enkeltmandsvirksomheden.

Det bemærkes i den forbindelse, at ejeren af en enkeltmandsvirksomhed

hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser, hvorfor det i praksis

næppe vil have afgørende betydning for hverken den enkelte virksomheds-

ejer eller statens inddrivelsesmuligheder, at bødeansvaret vil kunne pålæg-

ges enkeltmandsvirksomheden i stedet for virksomhedsejeren personligt.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i færdselslovens § 118 c, stk. 6, indsættes et 2. punktum,

hvoraf fremgår, at der uanset straffelovens § 26, stk. 2, kan pålægges enkelt-

mandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27

uanset virksomhedens størrelse og organisation.

Den foreslåede ordning vil udgøre en fravigelse af straffelovens § 26, stk. 2,

idet størrelsen på enkeltmandsvirksomheden i de omhandlede tilfælde ikke

vil være afgørende for, om enkeltmandsvirksomheden vil kunne pålægges

strafansvar i medfør af færdselslovens § 118 c.

Den foreslåede ordning vil ikke indebære ændringer for større enkeltmands-

virksomheder. Det følger således allerede af den gældende bestemmelse i

færdselslovens § 118 c, stk. 6, der henviser til straffelovens kapitel 5, at

disse virksomheder kan pålægges strafansvar efter færdselslovens § 118 c,

stk. 1.

For de mindre enkeltmandsvirksomheder vil den foreslåede ordning alene

indebære, at strafansvaret efter § 118 c, stk. 1, kan pålægges virksomheden,

i modsætning til de gældende regler, hvor strafansvaret skal pålægges virk-

somhedsejeren personligt.

Der foreslås ikke yderligere ændringer af færdselslovens § 118 c, hvilket

indebærer, at alle øvrige gældende betingelser for pålæggelse af betinget

objektivt ejeransvar i ATK-sager fortsat vil være gældende for hastigheds-

forseelser, der begås i køretøjer, som ejes af en enkeltmandsvirksomhed.

Der henvises herved nærmere til beskrivelsen af gældende ret i lovforslagets

almindelige bemærkninger pkt. 2.8.1.1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1.

2.9. Udvidelse af anvendelsesområdet for ungdomskriminalitetslovens

§ 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, om personfarlig kriminalitet

2.9.1. Gældende ret

Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet som følge af ”Aftale om en re-

form af indsatsen mod ungdomskriminalitet – Alle handlinger har konse-

kvenser” af 29. juni 2018 mellem den daværende regering (Venstre, Liberal

Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Fol-

keparti. De nærmere regler om Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder om

behandling af sager i nævnet og nævnets kompetencer mv., er fastsat i lov

nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der

trådte i kraft den 1. januar 2019.

Formålet med Ungdomskriminalitetsnævnet er at sikre en hurtig konsekvens

af kriminelle handlinger og et målrettet fokus på at bringe børn og unge ud

af kriminalitet og tilbage i fællesskabet. Ungdomskriminalitetsnævnet fast-

lægger individuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10 til

17 år med henblik på at få barnet eller den unge ud af kriminalitet og tilbage

i fællesskabet.

§ 2 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (ungdomskriminalitetslo-

ven) fastsætter lovens anvendelsesområde.

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, at loven finder anven-

delse for unge i alderen 15 til 17 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt

fast, lovligt ophold i Danmark, og som er 1) idømt fængselsstraf for person-

farlig kriminalitet, eller 2) idømt fængselsstraf for anden alvorlig kriminali-

tet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenlo-

ven eller knivloven, og som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at

begå yderligere kriminalitet.

Endvidere følger det af bestemmelsens § 2, stk. 2, at ungdomskriminalitets-

loven ligeledes finder anvendelse for børn og unge i alderen 10 til 14 år,

som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og

som er 1) mistænkt for personfarlig kriminalitet eller 2) mistænkt for anden

alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende

stoffer, våbenloven eller knivloven, og som samtidig vurderes at være i sær-

lig risiko for at begå yderligere kriminalitet.

Bestemmelsen indeholder således et alderskriterium, et opholdskriterium og

et kriminalitetskriterium. Særligt for så vidt angår anden alvorlig kriminali-

tet omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kræves det endvidere, at

barnet eller den unge vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere

kriminalitet.

Ved »personfarlig kriminalitet« forstås i denne sammenhæng overtrædelser

af bestemmelser i straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og le-

geme, straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed,

straffelovens § 119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste

eller hverv, § 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse under skærpende

omstændigheder, seksualforbrydelser omfattet af §§ 216-225, § 266 om

trusler, § 281 om afpresning og § 288 om røveri, jf. nærmere Folketingsti-

dende 2018-2019 (1. samling) A, L 84 som fremsat, s. 57.

Det afgørende ved vurderingen af, om et barn eller en ung kan henvises til

Ungdomskriminalitetsnævnet efter lovens § 2, stk. 2, er, om den eller de

pågældende kriminelle handlinger efter praksis ville kunne udløse en fæng-

selsstraf, hvis sagen blev behandlet som en straffesag mod en mindreårig.

Vurderingen skal således ikke ske på baggrund af strafferammerne i de re-

levante strafbestemmelser, men på baggrund af en konkret vurdering, jf.

nærmere Folketingstidende 2018-2019 (1. samling), A, L 84 som fremsat,

s. 58.

Politiets eller domstolenes henvisning af en sag til Ungdomskriminalitets-

nævnet vil i alle sager skulle ske med udgangspunkt i karakteren af krimi-

naliteten og barnets eller den unges udsathed i forhold til at begå yderligere

kriminalitet. I forhold til børn og unge, der begår personfarlig kriminalitet

som f.eks. vold eller røveri, vil kriminalitetens karakter alene kunne be-

grunde henvisningen, da denne form for kriminalitet i sig selv vil tale for

iværksættelse af en særlig kriminalitetsforebyggende indsats over for barnet

eller den unge, jf. Folketingstidende 2018-2019 (1. samling), A, L 84 som

fremsat, s. 29.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

Efter ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, kan et

barn eller en ung henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis den pågæl-

dende er mistænkt for eller idømt fængselsstraf for personfarlig kriminalitet.

Det fremgår nærmere af bemærkningerne til bestemmelsen, at personfarlig

kriminalitet i denne sammenhæng omfatter overtrædelser af bestemmelser i

straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, straffelovens

kapitel 26 om forbrydelse mod den personlige frihed og straffelovens § 119

om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste eller hverv, jf. nærmere

Folketingstidende 2018-2019 (1. samling), A, L 84 som fremsat, s. 57.

Siden ungdomskriminalitetsloven trådte i kraft den 1. januar 2019 er § 119

b blevet indsat i straffeloven ved lov nr. 1832 af 8. december 2020. Efter

straffelovens § 119 b straffes den, der med genstande angriber nogen af de

i § 119 nævnte personer, med bøde eller fængsel.

Justitsministeriet finder, at overtrædelser af straffelovens § 119 b i lighed

med overtrædelser af f.eks. straffelovens § 119 udgør personfarlig krimina-

litet, der bør være omfattet af anvendelsesområdet for ungdomskriminali-

tetsloven. Efter ministeriets vurdering bør begrebet »personfarlig kriminali-

tet« i ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, derfor

udvides til også at omfatte overtrædelser af straffelovens § 119 b.

Det må dog antages, at overtrædelser af straffelovens § 119 b allerede i dag

vil kunne være omfattet af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 2, og

stk. 2, nr. 2, såfremt betingelsen om, at den unge vurderes at være i særlig

risiko for at begå yderligere kriminalitet, også er opfyldt.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre »personfarlig kriminalitet« til: »overtrædelse af be-

stemmelser omfattet af straffelovens kapitel 25 og 26 samt §§ 119, 119 b,

123, 180, 216-225, 266, 281 og 288« i ungdomskriminalitetslovens § 2, stk.

1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1. Der er tale om sproglige ændringer af lovteksten,

der har til formål at udvide begrebet »personfarlig kriminalitet« til også at

omfatte overtrædelser af straffelovens § 119 b.

Forslaget indebærer herved, at ungdomskriminalitetsloven efter § 2, stk. 1,

nr. 1, og stk. 2, nr. 1, vil kunne finde anvendelse på børn og unge, der er

mistænkt for eller idømt fængselsstraf for at have overtrådt straffelovens §

119 b ved at angribe personer i offentlig tjeneste eller hverv. De pågældende

sager vil derfor kunne henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset om

den pågældende samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderli-

gere kriminalitet, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 2.

2.10. Mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk

funktionsevne fra nævnsbehandling

2.10.1. Gældende ret

Som det nærmere fremgår af pkt. 2.9.1 ovenfor følger det af ungdomskrimi-

nalitetslovens § 2, at loven finder anvendelse på børn og unge i alderen 10

til 17 år.

Det bemærkes i den forbindelse, at 15-17-årige, der får en foranstaltnings-

dom fremfor en fængselsstraf, ikke vil kunne få deres sag behandlet i Ung-

domskriminalitetsnævnet.

Ungdomskriminalitetslovens § 2 fastsætter lovens anvendelsesområde på

baggrund af et alderskriterium, et opholdskriterium og et kriminalitetskrite-

rium. Loven giver imidlertid ikke i dag mulighed for efter et konkret skøn

at undtage børn og unge, der formelt er omfattet af målgruppen for Ung-

domskriminalitetsnævnet, selv om de lider af en svært nedsat psykisk funk-

tionsevne, der bevirker, at det ikke er formålstjenstligt at behandle sagen i

nævnet.

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af Justitsministeriets delevaluering ”Screening og henvisning.

En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”, at sager, der vedrører

børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne er omfattet af Ung-

domskriminalitetsnævnets målgruppe, men at der er en opfattelse af, at disse

sager ikke i alle tilfælde er formålstjenlige at behandle i Ungdomskrimina-

litetsnævnet. Videre fremgår det, at der omfangsmæssigt vurderes at være

tale om få sager, men at det samtidig er et stort problem, at sagerne ikke kan

undtages fra behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. delevaluerin-

gens side 67.

Der peges i den forbindelse bl.a. på, at børn og unge med svært nedsat psy-

kisk funktionsevne ikke vurderes at være kognitivt i stand til at forstå sags-

processen, og at deltagelsen i nævnsmødet kan være en belastning for det

pågældende barns eller den unges mentale helbred. Videre peges på, at børn

og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne i vidt omfang i forvejen

modtager omfattende social støtte efter serviceloven, hvorfor et af Ung-

domskriminalitetsnævnet fastsat forbedringsforløb med dertilhørende tilsyn

ved ungekriminalforsorgen ikke vurderes at kunne forbedre den kriminal-

præventive indsats.

Efter Justitsministeriets opfattelse illustrerer delevalueringen, at det ikke i

alle tilfælde vurderes formålstjenstligt i forhold til den kriminalpræventive

indsats, at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne får deres

sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset at lovens kriminali-

tetskriterium mv. formelt er opfyldt.

Justitsministeriet finder derfor, at der i ungdomskriminalitetsloven bør ind-

sættes en ny bestemmelse som § 36 a, hvorefter kommunen kan indstille til

Ungdomskriminalitetsnævnet, at der ikke skal iværksættes foranstaltninger

efter lovens §§ 12-14 af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos

et barn eller en ung. Ministeriet har herved lagt vægt på, at sådanne børn og

unge af fagpersoner ikke vurderes at være kognitivt i stand til at forstå sags-

processen i nævnet, og at deltagelsen i nævnsmødet kan være en belastning

for det pågældende barns eller den unges mentale helbred. Der er ligeledes

lagt vægt på, at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne i vidt

omfang i forvejen modtager omfattende social støtte efter serviceloven.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i ungdomskriminalitetslo-

ven som § 36 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter kommunen kan indstille til Ung-

domskriminalitetsnævnet, at der ikke skal iværksættes foranstaltninger, jf.

§§ 12-14 (straksreaktion, forbedringsforløb eller tvangsmæssig anbringelse)

af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.

Ungdomskriminalitetsnævnet træffer på baggrund af kommunens indstil-

ling afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelses 2. pkt.

Den foreslåede ændring indebærer, at kommunen under forberedelsen af sa-

gen og indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet vil skulle afdække bar-

nets eller den unges særlige udfordringer, herunder barnets eller den unges

eventuelle svært nedsatte psykiske funktionsevne med henblik på at afklare,

om der er behov for, at Ungdomskriminalitetsnævnet undtager barnet eller

den unge fra behandling i nævnet, uanset at kriterierne i ungdomskriminali-

tetslovens § 2 formelt er opfyldt.

Det forudsættes i den forbindelse, at kommunens indstilling til nævnet som

udgangspunkt vil bygge på konklusionerne i den ungefaglige undersøgelse

efter lovens § 31. Kommunen kan dog også uden at udarbejde en sådan un-

dersøgelse indstille til nævnet, at sagen ikke skal behandles i nævnet, så-

fremt kommunen under sagens forberedelse, herunder gennem tidligere ud-

arbejdet materiale vedrørende barnet eller den unge, kan konstatere, at bar-

net eller den unge har en svært nedsat psykisk funktionsevne.

Ved »svært nedsat psykisk funktionsevne« forstås særligt børn eller unge,

hvis psykiske udviklingsniveau er langt fra aldersmæssigt svarende, således

at barnets eller den unges udvikling, herunder særligt den pågældendes mo-

denhed (dvs. evnen til at handle klogt, ansvarsbevidst og selvstændigt) og

evne til at forstå konsekvensen af ens handlinger er betydeligt hæmmet.

Målgruppen vil således bl.a. kunne omfatte børn og unge, der er diagnosti-

ceret med infantil autisme, mental retardering, udviklingshæmning og lig-

nende. Endvidere vil målgruppen kunne omfatte børn og unge, der er diag-

nosticeret med en opmærksomhedsforstyrrelse, eksempelvis ADHD eller

autismespektrum-forstyrrelse, men vil også kunne omfatte børn og unge,

som har betydelige psykiske udfordringer uden at der foreligger en psykia-

trisk diagnose.

Ved vurderingen af, om et barn eller en ung har svært nedsat psykisk funk-

tionsevne, kan der særligt lægges vægt på, om barnets eller den unges evne

til at fungere i hverdagen afviger betydeligt fra en gennemsnitlig person på

samme alder, og om barnet eller den unge vurderes at være kognitivt i stand

til at forstå sagsprocessen i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der vil ligeledes

kunne lægges vægt på, om et forløb fastsat i Ungdomskriminalitetsnævnet

vurderes at kunne have en positiv effekt på barnets eller den unges fremad-

rettede udvikling og bidrage til, at barnet eller den unge bringes ud af kri-

minalitet, eller om deltagelsen i nævnsmødet mv. omvendt vurderes at være

en belastning for barnets eller den unges mentale helbred, herunder i lyset

af allerede igangsatte indsatser efter f.eks. serviceloven.

Det foreslås i ungdomskriminalitetslovens § 36 a, stk. 2, at Ungdomskrimi-

nalitetsnævnets afgørelse efter stk. 1 kan træffes af formanden eller en næst-

formand på skriftligt grundlag. Der er tale om en konkret vurdering i forhold

til, om svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge med

betydelig vægt taler for, at sagen ikke skal behandles af nævnet. Formanden

eller en næstformand vil i den forbindelse kunne lægge vægt på de samme

forhold, som kommunen kan lægge vægt i forbindelse med sin indstilling

efter stk. 1.

I sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske nævnsbehandling af børn

eller unge med svært nedsat psykisk funktionsevne, bør der efter omstæn-

dighederne tages højde herfor under behandlingen af sagen i Ungdomskri-

minalitetsnævnet, f.eks. ved at lade barnet deltage via videolink i et andet

lokale eller lignende. I sådanne sager vil formanden endvidere kunne træffe

afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesag-

kyndig, jf. det foreslåede § 6, stk. 3, samt bemærkningerne hertil nedenfor.

2.11. Øget mulighed for at anvende børnesagkyndige i sager vedrø-

rende unge i alderen 15 til 17 år

2.11.1. Gældende ret

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 1, at Ungdomskriminali-

tetsnævnet i sager vedrørende børn og unge i alderen 10 til 14 år bistås af en

børnesagkyndig, jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3 og § 51,

stk. 3. Den børnesagkyndige deltager i alle mundtlige nævnsmøder, men

ikke i sager hvor der træffes afgørelse om formandskompetencen.

Det følger endvidere af § 6, stk. 2, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås af

en børnesagkyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når der

skal træffes afgørelse om 1) gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse

under ophold på institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et

børnehus, jf. § 32, 2) anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 14,

stk. 2-4, 3) anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner eller afdelinger,

jf. § 15, 4) anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 16, 5) anbringelse

på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17, 6) tilbageholdelse i forbindelse med

anbringelse, jf. § 18, stk. 1, 7) samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2 eller § 32,

stk. 2, 8) opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23 og 9) æn-

dring af anbringelsessted, jf. § 24.

Den børnesagkyndiges opgave er at sikre en yderligere faglig indsigt, men

den pågældende deltager ikke som et nævnsmedlem og har således ikke

stemmeret, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 84

som fremsat, s. 61.

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet bemærker, at børnesagkyndige som udgangspunkt skal

deltage på nævnsmøder, når sagen vedrører børn og unge i alderen 10 til 14

år, mens dette alene er tilfældet i særlige tilfælde, når det gælder unge i al-

deren 15 til 17 år.

Det fremgår af Justitsministeriets delevaluering ”Nævnsmødet. En deleva-

luering af Ungdomskriminalitetsnævnet”, at de fleste nævnsmedlemmer til-

kendegiver, at afgrænsningen af de børnesagkyndiges deltagelse på nævns-

møder er velfungerende, mens få giver udtryk for et ønske om børnesagkyn-

diges deltagelse ved flere nævnsmøder. Enkelte nævnsmedlemmer nævner

også eksempler på nævnsmøder med 15-17-årige, hvor en børnesagkyndig

ekstraordinært har deltaget på grund af barnets eller den unges nedsatte psy-

kiske funktionsevne, jf. side 41 og 56. Størstedelen af dommerne (71 pct.)

finder samtidig, at de børnesagkyndiges deltagelse styrker dialogen ved

mere end 90 pct. af nævnsmøderne.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der bør gives yderligere mu-

lighed for, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan bistås af en børnesagkyndig

i sager vedrørende børn og unge i alderen 15 til 17 år, hvor det skønnes

særdeles påkrævet af hensyn til den unge.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre et nyt stk. 3 i ungdomskriminalitetslovens § 6, hvor-

efter formanden, ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde, kan træffe afgørelse

om, at Ungdomskriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesagkyndig i sa-

ger vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles påkrævet

af hensyn til den unge.

Ved vurderingen af om det skønnes »særdeles påkrævet af hensyn til den

unge«, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås af en børnesagkyndig, vil der

navnlig skulle lægges vægt på, om den unge har nedsat psykisk funktions-

evne eller andre psykiske udfordringer, uden at der dog er tale om en sådan

svært nedsat psykisk funktionsevne, at den pågældende efter den foreslåede

§ 36 a i ungdomskriminalitetsloven bør undtages fra nævnsbehandling.

Det kan eksempelvis være i sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske

nævnsbehandling af en ung med nedsat psykisk funktionsevne eller andre

psykiske udfordringer, fordi nævnsbehandlingen vurderes at kunne have en

positiv effekt på den unges fremadrettede udvikling. I sådanne sager kan der

være behov for yderligere faglig indsigt i forhold til, om den unges nedsatte

psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer medfører, at den

unge ikke vil profitere af en straksreaktion og/eller et forbedringsforløb.

En børnesagkyndig vil derimod som udgangspunkt ikke være særdeles på-

krævet af hensyn til den unge, hvis den pågældende alene vurderes at kunne

bidrage til en bedre dialog med den unge.

Der vil ved vurderingen endvidere kunne lægges vægt på, om den gennem-

førte ungefaglige undersøgelse efter ungdomskriminalitetslovens § 31 vur-

deres at udgøre et tilstrækkeligt grundlagt, således at der ikke er behov for

yderligere faglig indsigt.

Det er alene formanden, der vil kunne træffe afgørelse om at lade Ungdoms-

kriminalitetsnævnet bistå af en børnesagkyndig.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.

2.12. Øget brug af straksreaktioner mv.

2.12.1. Gældende ret

2.12.1.1.

Formålet med nævnsprocessen i Ungdomskriminalitetsnævnet er

at bringe barnet eller den unge ud af sin kriminelle løbebane og ikke at pla-

cere et strafferetligt ansvar. Ungdomskriminalitetsnævnet har i den forbin-

delse en række reaktionsmuligheder, herunder mulighed for at træffe afgø-

relse om en straksreaktion efter ungdomskriminalitetslovens § 12. Det frem-

går nærmere af bestemmelsens stk. 1, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan

pålægge et barn eller en ung en straksreaktion, som kan bestå i at bidrage til

at genoprette forrettet skade eller deltage i andre aktiviteter med genopret-

tende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Det følger af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folketingstidende 2018-19

(1. samling), A, L 84 som fremsat, side 36f, at straksreaktionen som ud-

gangspunkt skal fastsættes ud fra principperne om ”restorative justice” (gen-

oprettende ret). Formålet med reaktionen er således at gøre den skete skade

god igen, og at den, der primært skal forpligtes hertil, er en konkret person,

nemlig gerningsmanden.

Det følger endvidere af forarbejderne, at der ikke kan opregnes en udtøm-

mende liste over de straksreaktioner, som vil kunne anvendes, idet det ikke

på forhånd er muligt at forudse, hvilken konkret reaktion der vil være bedst

egnet i en konkret sag i forhold til barnet eller den unge og under hensyn til

de lokale forhold.

En straksreaktion vil ifølge forarbejderne f.eks. kunne bestå i at rydde op

efter begået hærværk, at vaske brandbiler, at gøre rent i boligforeninger eller

hjælpe med at gøre rent i offentlige parker og områder. Ligeledes vil en

straksreaktion kunne bestå i konfliktmægling, hvis et barn eller en ung har

udøvet vold mod en anden, og hvor den forurettede og barnet eller den unge

mødes under tilstedeværelsen af en neutral mægler.

Det afgørende er i den forbindelse, at straksreaktionen har et klart opdra-

gende og dermed udviklingsmæssigt sigte, herunder at barnet eller den unge

bringes til at forstå konsekvenserne af sine handlinger. Straksreaktionen ind-

går således i den forebyggende indsats og skal støtte barnet eller den unge i

at ændre adfærd. Endvidere skal straksreaktionen være klart formuleret, så

det er tydeligt, hvad barnet eller den unge skal gøre for at efterleve straksre-

aktionen.

De nærmere betingelser for, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan pålægge

barnet eller den unge en straksreaktion, er reguleret i ungdomskriminalitets-

lovens § 12, stk. 2. Det fremgår heraf, at det er en betingelse for pålæg af en

straksreaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har

adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der

er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare.

Det fremgår nærmere af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folketingsti-

dende 2018-19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 64, at adfærdspro-

blemer f.eks. kan være oplysninger om kriminalitet af et vist omfang eller

grovhed, ulovligt skolefravær eller anden forsømmelse af undervisnings-

pligten, alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller at barnet eller

den unge forud for en sags behandling har nægtet at samarbejde med de

relevante myndigheder om løsning af sine problemer.

Det er Ungdomskriminalitetsnævnets opgave at vurdere, om der er det til-

strækkelige grundlag for at pålægge et barn eller en ung en straksreaktion.

Der skal foretages en konkret vurdering af barnets eller den unges forhold

på baggrund af den ungefaglige undersøgelse, som kommunen har udarbej-

det til sagen.

Straksreaktionen skal udføres hurtigst muligt efter Ungdomskriminalitets-

nævnets afgørelse og skal have en kortere varighed. Ungdomskriminalitets-

nævnet har i de sager, hvor der er fastsat straksreaktioner, pålagt barnet eller

den unge at deltage i et møde med en konfliktrådsmægler eller konfliktmæg-

ler med henblik på at etablere konfliktmægling eller lignende.

2.12.1.2.

En straksreaktion, der efter ungdomskriminalitetslovens § 12, stk.

1, er fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet, har ikke karakter af arbejde for

en arbejdsgiver i henhold til lov nr. 2062 af 16. november 2021 om arbejds-

miljø (arbejdsmiljøloven). Dette skyldes, at en sådan straksreaktion vil

indgå i den forebyggende indsats og have til formål at støtte barnet eller den

unge i at ændre adfærd. Ved fastsættelsen af en straksreaktion vil der dog

alligevel skulle tages hensyn til de særlige gældende regler om bl.a. arbejds-

tid mv. for børn og unge under 18 år.

Ungdomskriminalitetsloven indeholder ikke bestemmelser, der regulerer

spørgsmålet om erstatningsforhold mv., såfremt et barn eller en ung kommer

til skade eller pådrager sig sygdomme i forbindelse med udførelsen af en

straksreaktion.

Spørgsmålet om eventuel erstatning for skader i denne forbindelse reguleres

derfor af de almindelige regler i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 376 af 31. marts 2020 med senere ændringer (arbejdsskadesik-

ringsloven), som indeholder regler om erstatning og godtgørelse til tilska-

dekomne eller deres efterladte ved arbejdsskader. For at kunne tilkendes er-

statning eller godtgørelse skal skaden i medfør af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt.,

være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§

5-7, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende.

Ved en arbejdsskade forstås i medfør af lovens § 5 ulykke og erhvervssyg-

dom.

Ved ”ulykke” forstås efter arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1, en person-

skade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller

inden for 5 dage.

Ved ”erhvervssygdomme” forstås efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk.

1, nr. 1, bl.a. sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget

af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde

eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer

uden sådant arbejde.

Det afhænger af en konkret vurdering i den enkelte sag, om straksreaktioner

fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet vil kunne blive anset som omfattet

af arbejdsskadesikringsloven.

Det vil i den forbindelse f.eks. kunne tale herfor, hvis en af aktiviteterne

skulle have været løst af egentlig arbejdskraft, såfremt den ikke var blevet

udført af barnet eller den unge som en del af en straksreaktion. I sådanne

situationer har aktiviteten således en værdi for ”arbejdsgiveren”, selvom der

ikke er tale om et egentligt arbejdsforhold mellem en ansat og en arbejdsgi-

ver. Hvis straksreaktionen ikke har karakter af at have værdi for ”arbejdsgi-

veren”, vil der ikke være grundlag for, at reaktionen er omfattet af arbejds-

skadesikringsloven. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor der holdes møde

med en konfliktmægler med henblik på at undersøge muligheden for mæg-

ling.

En offentlig myndighed eller privat virksomhed, der drager nytte af den ak-

tivitet, et barn eller en ung udfører i forbindelse med en straksreaktion, be-

tragtes som arbejdsgiver i arbejdsskadesikringslovens forstand, hvilket

medfører en pligt til at sikre barnet eller den unge.

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår bl.a. af Justitsministeriets delevaluering ”Nævnsmødet. En

delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”, at straksreaktioner i dag

bliver benyttet i få sager i praksis. Fra 1. januar 2019 til 31. august 2020

blev der truffet afgørelse i 1.059 sager i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Heraf blev 24 sager afvist og 1.035 sager optaget til behandling, jf. s. 63.

Kun i 21 af disse sager er der truffet afgørelse om en straksreaktion. I fem

af sagerne er der alene truffet afgørelse om straksreaktion, mens der i de

resterende 16 desuden er truffet afgørelse om et forbedringsforløb. Alle sa-

gerne var blevet henvist på baggrund af personfarlig kriminalitet, og straks-

reaktionerne bestod i alle sager af konfliktmægling, jf. delevalueringens side

67.

Som forklaring herpå peges der i delevalueringen bl.a. på, at en af barrie-

rerne for den begrænsede brug af straksreaktioner er formuleringen i ung-

domskriminalitetslovens § 12, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for, at

Ungdomskriminalitetsnævnet kan pålægge en straksreaktion, at der forelig-

ger oplysninger om, at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller ud-

viser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller

den unges udvikling er i fare. Dette opfattes af nogle af nævnsmedlemmerne

som et snævert anvendelsesområde, jf. delevalueringens side 75.

Der peges i delevalueringen endvidere på, at kommunerne sjældent indstil-

ler til straksreaktioner. Nogle nævnsmedlemmer oplever derfor, at det er

vanskeligt at træffe afgørelse om en straksreaktion om eksempelvis renhol-

delse af offentlige parker, hvis ikke kommunen på forhånd har undersøgt

mulighederne herfor, og det er afklaret, at en sådan afgørelse kan realiseres.

Der peges herudover også på, at en barriere for indstilling til straksreaktio-

ner angår vurderingen af, at der i praksis ofte ikke vil være tale om en hurtig

reaktion, hvis der er gået lang tid fra hændelsen, der har ført til henvisningen

til Ungdomskriminalitetsnævnet, til afholdelse af nævnsmødet.

Endelig fremgår det af Justitsministeriets delevaluering ”Ungefaglige un-

dersøgelser og indstillinger. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnæv-

net”, at der blandt fagpersonerne er et manglende kendskab til, hvad straks-

reaktioner er, og hvad det vil sige at indstille til en straksreaktion, og at en

barriere for den begrænsede brug af straksreaktioner angår tvivl om rammer

og retningslinjer for brugen af straksreaktioner, herunder sammenhængen

med arbejdsmiljølovgivningen og forsikringsmæssige forhold.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at straksreaktioner er et vigtigt forebyg-

gende redskab, der er egnet til at få børn og unge til at forstå, at kriminelle

handlinger har konsekvenser og herved hjælpe dem ud af en kriminel løbe-

bane. Justitsministeriet finder det derfor ikke tilfredsstillende, at Ungdoms-

kriminalitetsnævnet alene i 21 sager har truffet afgørelse om en straksreak-

tion. Efter ministeriets opfattelse bør anvendelsesområdet for straksreaktio-

ner derfor udvides med henblik på at sikre, at kommunerne i langt videre

omfang indstiller til brug af straksreaktion i de sager, som henvises til Ung-

domskriminalitetsnævnet, og at nævnet i langt videre omfang end i dag på-

lægger straksreaktioner.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en sådan øget brug af straksreaktioner

bedst vil kunne opnås ved at ophæve ungdomskriminalitetslovens § 12, stk.

2. En ophævelse vil således indebære, at det ikke længere er en betingelse

for at pålægge en straksreaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet

eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en så-

dan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i

fare. I stedet vil en straksreaktion skulle pålægges, hvis barnets eller den

unges udviste adfærd giver grundlag herfor.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at regeringen som en del af udspillet ”Et

tryggere Danmark” af 14. november 2021 vil udarbejde et idékatalog med

en række nye bud på mulige straksreaktioner. Formålet med idékataloget er

at gøre straksreaktioner til et mere anvendeligt værktøj for kommunerne ved

at give kommunerne en række konkrete bud på straksreaktioner, der vil

kunne anvendes udover konfliktmægling.

Det er herudover Justitsministeriets opfattelse, at alle børn og unge, der ud-

fører en straksreaktion, bør være sikret ret til erstatning eller godtgørelse i

tilfælde af ulykkestilfælde m.v., som forårsages i forbindelse med udførelse

af en straksreaktion fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet. Det gælder

også, selvom formålet med en straksreaktion ikke er, at en virksomhed skal

drage nytte af den aktivitet, som barnet eller den unge udfører.

2.12.3. Den foreslåede ordning

2.12.3.1.

Det foreslås at ophæve ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 2.

Ophævelsen vil indebære, at det ikke længere er en betingelse for at pålægge

en straksreaktion efter bestemmelsens stk. 1, at der foreligger oplysninger

om, at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ ad-

færd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges

udvikling er i fare. I stedet vil en straksreaktion skulle pålægges, hvis bar-

nets eller den unges udviste adfærd giver grundlag herfor. I den forbindelse

vil Ungdomskriminalitetsnævnet bl.a. kunne tage udgangspunkt i den unge-

faglige undersøgelse.

Det forudsættes således med ændringen, at Ungdomskriminalitetsnævnet

fremadrettet alene vil skulle lægge vægt på de grundlæggende hensyn, der

ligger til grund for reglerne om straksreaktioner, herunder navnlig at reakti-

onen skal have en opdragende karakter over for barnet eller den unge, og at

reaktionen har et udviklingsmæssigt sigte, således at barnet eller den unge

kommer til at opleve, at barnet eller den unge bidrager til et trygt og ordent-

ligt samfund.

Ungdomskriminalitetsnævnet vil fortsat kunne lægge vægt på, om barnets

eller den unges adfærd giver grundlag for at pålægge en straksreaktion. Op-

lysninger om kriminalitet, herunder af et vist omfang eller grovhed, ulovligt

skolefravær eller anden forsømmelse af undervisningspligten, adfærds- eller

tilpasningsproblemer, eller at barnet eller den unge forud for sagens behand-

ling har nægtet eller undladt at samarbejde med de relevante myndigheder

om løsning af sine problemer, vil derfor fortsat kunne give grundlag for af-

gørelse om en straksreaktion.

Ungdomskriminalitetsnævnet vil i forbindelse med afgørelsen om, hvorvidt

der skal pålægges en straksreaktion efter lovens § 12, stk. 1, skulle foretage

en konkret helhedsvurdering af alle sagens oplysninger med henblik på at

fastsætte den straksreaktion, som vurderes bedst egnet til at få barnet eller

den unge til at indse konsekvenserne af kriminelle handlinger og understøtte

barnet eller den unge i at komme væk fra den kriminelle løbebane. En pålagt

straksreaktion skal være klart formuleret, så det er tydeligt, hvad barnet eller

den unge skal gøre for at efterleve reaktionen.

Det er kommunen, som indstiller til en straksreaktion. Det forudsættes, at

kommunerne i langt videre omfang end i dag vil skulle indstille til brug af

straksreaktion i de sager, som henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 7.

2.12.3.2.

Det foreslås at affatte et nyt stk. 2 i § 12 i ungdomskriminalitets-

loven, hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om er-

statning og godtgørelse til børn og unge for følger af ulykkestilfælde, der

pådrages ved udførelsen af en straksreaktion fastsat efter bestemmelsens stk.

»Ulykkestilfælde« skal forstås i overensstemmelse med begrebet »ulykke«

i arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1, og omfatter således en personskade

forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for

fem dage, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1.

Det er en betingelse for erstatning, at det pågældende ulykkestilfælde pådra-

ges ved udførelsen af en straksreaktion. Herved forstås f.eks. situationer,

hvor et barn eller en ung i forbindelse med udførelse af en straksreaktion

pådrager sig skade i forbindelse med et fald eller lignende.

Det forudsættes, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat nærmere regler

om, at den relevante offentlige myndighed yder erstatning og godtgørelse til

børn og unge for følger af ulykkestilfælde, der pådrages under udførelse af

en sådan straksreaktion. Dette indebærer, at barnet eller den unge efter om-

stændighederne vil kunne tildeles erstatning og/eller godtgørelse for ulyk-

kestilfælde, uanset om straksreaktionen kan antages at have værdi for ”ar-

bejdsgiveren”.

En kommende bekendtgørelse vil medføre, at børn og unge, der er underlagt

en straksreaktion fra Ungdomskriminalitetsnævnet, klart vil være omfattet

af reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Dermed vil børn og unge kunne

ydes erstatning og godtgørelse for en ulykke, som pådrages under udførelse

af en straksreaktion.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 7.

2.13. Sekretariatsbistand til Ungdomskriminalitetsnævnet

2.13.1. Gældende ret

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 9, at politiet stiller sekretari-

atsbistand til rådighed for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat har siden oprettelsen af nævnet i

2019 været organisatorisk forankret i Rigspolitiet, men virker i øvrigt uaf-

hængigt af politiets arbejde. Nævnssekretariatets hovedopgave er at yde

kvalificeret juridisk og praktisk servicering af Ungdomskriminalitetsnæv-

nets formandskab, koordinationsudvalget og nævnets øvrige medlemmer.

Sekretariatet forbereder sagerne til brug for nævnets behandling, herunder

fremsendelse af sagen til nævnet, indhentning af udtalelse fra den ansvarlige

kommune, fremsendelse af akter til barnet eller den unge og indkaldelse af

de relevante personer til nævnsmøderne m.v.

Sekretariatet bistår endvidere med undersøgelse af juridiske problemstillin-

ger, besvarelse af folketingsspørgsmål og henvendelser fra andre myndig-

heder eller institutioner og vil herudover bistå formandskabet med udfærdi-

gelse af udkast til afgørelser vedrørende spørgsmål om genoptagelse af sa-

ger og andre henvendelser i konkrete sager, jf. Folketingstidende 2018-2019

(1. samling), A, L 84 som fremsat, s. 62.

Sekretariatets opgaver mv. er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 32 af

9. januar 2019 om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

2.13.2. Justitsministeriets overvejelser

Regeringen (Socialdemokratiet) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, So-

cialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye

Borgerlige blev med aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi

2021-2023 enige om en reform af Rigspolitiet, der bl.a. indebærer, at der

skal ske en halvering af Rigspolitiets størrelse, og at Rigspolitiet fremover

skal fokusere på de klassiske styrelsesopgaver som øverste politimyndighed

i Danmark. På denne baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at Ung-

domskriminalitetsnævnets sekretariat skal udskilles fra Rigspolitiet. Det er

i den forbindelse forventningen, at sekretariatsbetjeningen af Ungdomskri-

minalitetsnævnet fra den 1. januar 2023 vil blive overført fra politiet til

Domstolsstyrelsen.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 9 nyaffattes således, at justits-

ministeren kan fastsætte regler om, hvilken myndighed Ungdomskriminali-

tetsnævnets sekretariat skal høre under.

Det er i den forbindelse forventningen, at sekretariatsbetjeningen af Ung-

domskriminalitetsnævnet fra den 1. januar 2023 vil blive overført fra politiet

til Domstolsstyrelsen.

Det forudsættes således, at det i bekendtgørelse nr. 32 af 9. januar 2019 om

forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet (forretningsordenen) vil

blive fastsat nærmere, at Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat er orga-

nisatorisk forankret Danmarks Domstole. Denne forankring vil bl.a. inde-

bære, at Domstolsstyrelsen stiller administrativ bistand og it til rådighed.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 6.

2.14. Øget mulighed for at træffe afgørelser på skriftligt grundlag

2.14.1. Gældende ret

2.14.1.1.

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., at

Ungdomskriminalitetsnævnet efter anmodning fra ungekriminalforsorgen,

den ansvarlige kommune, den unge, der er fyldt 12 år, eller forældremyn-

dighedsindehaverne kan træffe afgørelse om ophør eller ændring af foran-

staltninger fastsat efter lovens §§ 12-14 eller § 18 (straksreaktioner, forbed-

ringsforløb, afgørelser om tilbageholdelse i forbindelse med eller under an-

bringelse), når der foreligger nye oplysninger, der har væsentlig betydning

for indsatsen over for barnet eller den unge. Efter bestemmelsens 2. pkt. sker

den fornyede behandling af sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. dog stk. 3

Bestemmelsen giver hjemmel til, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan gen-

optage behandlingen af de i bestemmelsen nævnte sagstyper, når nye oplys-

ninger giver grundlag herfor. Det fremgår af bestemmelsens bemærkninger,

jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 79, at

bestemmelsen har til formål at sikre, at der til enhver tid er den rette indsats

over for et barn eller ung. Det skal på denne baggrund sikres, at der er en vis

fleksibilitet indbygget i forløbet, så der kan tages hensyn til ændrede livs-

forhold. Dette skal ses i lyset af, at foranstaltninger efter lovens §§ 12-14

eller § 18 skal ophøre, når deres formål er nået, eller foranstaltningerne ikke

længere opfylder deres formål.

Nye oplysninger, der har væsentlig betydning for indsatsen over for barnet

eller den unge, vil f.eks. kunne være oplysninger om, at barnet eller den

unge er mistænkt eller dømt for ny kriminalitet eller ikke efterkommer næv-

nets afgørelse. Der kan endvidere være tale om situationer, hvor en iværksat

behandling efter et stykke tid skønnes udsigtsløs, hvorfor den bør ophøre og

erstattes af en anden form for indsats, eller situationer hvor barnets eller den

unges behov ændrer sig, f.eks. fordi den unge har måtte opgive at gennem-

føre folkeskolen og har brug for en praktikplads for at komme videre. Der

kan også være tale om situationer, hvor forholdene i hjemmet forværres, og

der derfor bliver behov for en anbringelse uden for hjemmet. Det er altid en

konkret og individuel vurdering, om der foreligger væsentlige nye oplysnin-

ger, der kan begrunde genoptagelse af sagen.

Ungdomskriminalitetslovens § 21, stk. 3, indeholder hjemmel til, at Ung-

domskriminalitetsnævnet i visse typer af sager om fornyet behandling kan

træffe afgørelse på skriftligt grundlag på trods af udgangspunktet om, at be-

handlingen af sådanne sager finder sted på et mundtligt nævnsmøde.

Det fremgår således af bestemmelsen, at anmodninger om fornyet behand-

ling kan afgøres skriftligt af formanden eller en næstformand, når der ikke

er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse, eller når betingel-

serne for ændring eller ophør af foranstaltningerne åbenbart må anses for

opfyldt.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-

19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 80, at bestemmelsen er en pro-

cesregel, hvorefter nævnets formand eller en næstformand (formandskom-

petence) kan afgøre en anmodning om genoptagelse på skriftligt grundlag,

når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse, eller

når betingelserne for ophør eller ændring af en foranstaltning åbenbart må

anses for opfyldt. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i sager, hvor de oplys-

ninger, som nævnet har modtaget i forbindelse med en anmodning om gen-

optagelse, ikke er relevante i forhold til den foranstaltning, som anmodes

ændret.

Det er en betingelse for ophør eller ændring af en foranstaltning, at foran-

staltningens formål enten er nået, eller at foranstaltningen ikke længere op-

fylder sit formål. Bestemmelsen kan således f.eks. også anvendes i tilfælde,

hvor der er fastsat pligt for den unge til at deltage i lektiehjælp, men den

unge ikke længere er under uddannelse, men har fået tildelt et praktiktilbud.

Det følger videre af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen dels er at

sikre, at ophør eller ændring af en foranstaltning kan ske så hurtigt som mu-

ligt, når betingelserne herfor åbenbart er opfyldt, dels at spare ressourcer

ved ikke at skulle sætte et fuldt nævn, hvis der er tale om sager, hvor der

ikke er grund til at antage, at de fremlagte oplysninger vil føre til en ændret

vurdering.

2.14.1.2.

Det følger endvidere af ungdomskriminalitetsnævnets § 42, stk. 1,

2. pkt., at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis den unge fylder

18 år senest 1 måned efter sagens behandling i nævnet. Bestemmelsen skal

ses i lyset af lovens § 20, hvorefter foranstaltninger efter §§ 12-14 ophører,

når den unge fylder 18 år. Der vil således i sådanne situationer være tale om,

at nævnet enten ikke vil kunne fastsætte foranstaltninger på grund af § 20,

eller at foranstaltninger tidsmæssigt ikke kan nå at blive iværksat og derved

bidrage meningsfuldt til den unges udvikling henset til det meget korte for-

løb til det fyldte 18 år, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 84

som fremsat, s. 104.

2.14.1.3.

Endelig følger det af ungdomskriminalitetslovens § 25, stk. 1, at

sager for Ungdomskriminalitetsnævnt skal fremmes med den fornødne hur-

tighed. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingsti-

dende 2018-19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 88, at dette indebæ-

rer, at sagerne skal behandles uden unødigt ophold, og at det forudsættes, at

en sag vedrørende en 10 til 14-årig som udgangspunkt skal behandles senest

4 uger efter politiets henvisning af sagen til nævnet. Det forudsættes endvi-

dere, at sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år henvist fra domstolene

som udgangspunkt skal behandles senest 14 dage efter endelig dom.

Hvis den unge skal afsone en ubetinget fængselsstraf forudsættes det, at sa-

gen som udgangspunkt skal behandles senest 14 dage før prøveløsladelses-

eller løsladelsestidspunktet. Udgangspunktet kan fraviges, når der er tale om

korte fængselsstraffe, hvor dette ikke tidsmæssigt vil være muligt.

2.14.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår bl.a. af Justitsministeriets delevaluering ”Nævnsmødet. En

delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet” side 33-34, at andelen af

hovedsager (sager, der behandles ved nævnet for første gang), som ikke er

behandlet inden for den forudsatte frist på senest 4 uger efter politiets hen-

visning af sagen for så vidt angår 10 til 14-årige og på senest 14 dage efter

endelig dom for så vidt angår 15 til 17-årige, er steget i perioden fra 1. halvår

2019 til 3. kvartal 2020. Justitsministeriet finder dette problematisk i forhold

til ungdomskriminalitetslovens § 25, stk. 1, hvorefter sager for Ungdoms-

kriminalitetsnævnt skal fremmes med den fornødne hurtighed.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det er afgørende, at der er en hurtig

og mærkbar reaktion, når børn og unge begår kriminalitet. Barnet eller den

unge skal ansvarliggøres og skal opleve, at kriminel adfærd har konsekven-

ser.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at de hidtidige erfaringer med

behandlingen af sager i Ungdomskriminalitetsnævnet har vist, at nævnspro-

cessen på en række punkter kan smidiggøres og effektiviseres.

Justitsministeriets finder for det første, at der i ungdomskriminalitetslovens

§ 21 bør indsættes et nyt stk. 4 og 5, således at Ungdomskriminalitetsnævnet

i højere grad end i dag vil kunne træffe afgørelser på skriftligt grundlag i

sager, hvor en skriftlig nævnsbehandling ikke går ud over retssikkerheden

for barnet eller den unge.

Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at sager om anmod-

ninger om ophør eller ændring af en foranstaltning fastsat efter ungdoms-

kriminalitetslovens §§ 12-14 (straksreaktioner, forbedringsforløb og anbrin-

gelse uden for hjemmet) skal kunne afgøres skriftligt af formanden eller en

næstformand, såfremt der er enighed mellem parterne herom. Ligeledes fin-

der ministeriet, at sager om anmodning om fornyet behandling om anbrin-

gelse af et barn eller en ung, jf. ungdomskriminalitetslovens § 14, tilbage-

holdelse under en anbringelse, jf. § 18, stk. 1, samvær og kontakt, jf. § 18,

stk. 2, hjemgivelse af et barn eller en ung, jf. § 22, opretholdelse af en an-

bringelse, jf. § 23, eller ændring af anbringelsessted uden samtykke, jf. § 24,

skal kunne afgøres på skriftligt grundlag af formanden eller en næstformand,

såfremt der er enighed mellem parterne herom, og hvis betingelserne for

ophør eller ændring af foranstaltningen åbenbart må anses for opfyldt.

Justitsministeriet finder derimod ikke, at en sådan udvidet adgang for at

træffe afgørelse på skriftligt grundlag bør omfatte afgørelser om tilbagehol-

delse i forbindelse med en anbringelse efter lovens § 18, stk. 1. Der er herved

lagt på, at der er tale om sager af en mere indgribende karakter.

For det andet finder Justitsministeriet, at der i ungdomskriminalitetslovens

§ 42 bør indsættes et nyt stk. 2, der giver formanden eller en næstformand

mulighed for at træffe skriftlig afgørelse om afvisning af sager, hvor den

unge fylder 18 år senest 1 måned efter sagens behandling i nævnet, jf. § 42,

stk. 1, 2. pkt.

2.14.3. Den foreslåede ordning

2.14.3.1.

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 21 indsættes et

nyt stk. 4, hvorefter anmodninger om ophør eller ændring af en foranstalt-

ning fastsat efter §§ 12-14 (straksreaktion, forbedringsforløb og anbrin-

gelse) kan afgøres skriftligt af formanden eller en næstformand, hvis alle

parter er enige heri.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt stk. 5 i ungdomskriminalitets-

lovens § 21, hvorefter anmodninger om fornyet behandling om anbringelse

af et barn eller en ung, jf. § 14, tilbageholdelse under en anbringelse, jf. §

18, stk. 1, samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2, hjemgivelse af et barn eller en

ung, jf. § 22, opretholdelse af en anbringelse, jf. § 23, eller ændring af an-

bringelsessted uden samtykke, jf. § 24, kan afgøres skriftligt af formanden

eller en næstformand, hvis alle parter er enige heri, og hvis betingelserne for

ophør eller ændring af foranstaltningen åbenbart må anses for opfyldt. Den

foreslåede § 21, stk. 5, vil alene give Ungdomskriminalitetsnævnets for-

mand eller en næstformand kompetence til at træffe afgørelse på skriftligt

grundlag, når sagen vedrører anmodning om fornyet behandling af de i be-

stemmelsen nævnte sager.

Ved »parter« forstås ungekriminalforsorgen, den ansvarlige kommune, den

unge, der er fyldt 12 år, og forældremyndighedsindehaverne. Det er i den

forbindelse en betingelse, at de pågældende parter enten mundtligt eller

skriftligt over for Ungdomskriminalitetsnævnet bekræfter deres tilsagn til

en skriftlig behandling af sagen forud for formandens eller en næstformands

beslutning herom.

De foreslåede § 21, stk. 4 og 5, vil være en undtagelse til udgangspunktet

om mundtlige retsmøder i bestemmelsens stk. 1. Betingelsen i ungdomskri-

minalitetslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., hvorefter en afgørelse om anmodning

om ophør eller ændring af en foranstaltning fastsat efter lovens §§ 12-14,

forudsætter, at der foreligger nye oplysninger, der har væsentlig betydning

for indsatsen over for barnet eller den unge, vil derfor fortsat skulle opfyl-

des. Der vil f.eks. være tale om, at barnet eller den unge er mistænkt eller

dømt for ny kriminalitet eller ikke efterkommer nævnets afgørelse. jf. nær-

mere herom pkt. 2.14.1.1 ovenfor.

Endvidere vil betingelserne for ændring eller ophør efter lovens § 21, stk. 3,

skulle opfyldes. Dette indebærer, at skriftlig behandling efter de foreslåede

§ 21, stk. 4 og 5, alene kan ske, når der ikke er grund til at antage, at nævnet

vil ændre sin afgørelse, eller når betingelserne for ændring eller ophør af

foranstaltningerne åbenbart må anses for opfyldt.

Herudover forudsætter den foreslåede § 21, stk. 5, at »betingelserne for op-

hør eller ændring af foranstaltningen åbenbart må anses for opfyldt«. Der er

tale om en konkret og individuel vurdering.

Som eksempel kan dog nævnes, at et barn eller en ung, der har fået en prak-

tikplads, ikke længere skal være forpligtet til at gennemføre folkeskolen,

idet formålet med foranstaltningen ellers må anses for spildt.

2.14.3.2.

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 2 i ungdomskrimina-

litetslovens § 42, hvorefter afvisning af en sag på baggrund af den unges

alder, jf. stk. 1, 2. pkt., kan afgøres skriftligt af formanden eller en næstfor-

mand. Den foreslåede § 42, stk. 2, vil være en undtagelse til udgangspunktet

om mundtlighed.

Den foreslåede ændring har til formål at sikre, at nævnets formand eller en

næstformand på skriftligt grundlag kan afvise sager i de tilfælde, hvor Ung-

domskriminalitetsnævnet – henset til det meget korte forløb til det fyldte 18

år – alligevel ikke vil kunne fastsætte foranstaltninger, der vil kunne bidrage

meningsfuldt til den unges udvikling. Det bemærkes, at der er tale om en

pligtmæssig afgørelse, hvor nævnet ikke er tillagt et skøn.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 8-10 og

20.

2.15. Mulighed for udsættelse af en sag inden nævnsmøde

2.15.1. Gældende ret

Kommunalbestyrelsen kan iværksætte en ungefaglig undersøgelse efter

ungdomskriminalitetslovens § 31, når den unge ved dom er henvist til Ung-

domskriminalitetsnævnet, jf. lovens § 30, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, og når bar-

net eller den unge er henvist til nævnet, jf. lovens § 29, stk. 1, 1. pkt., jf. §

11.

Den ungefaglige undersøgelse skal i sager, der henvises efter lovens § 10,

afsluttes tidsnok til, at der kan sendes en indstilling til nævnet, jf. lovens §

34, senest 1 uge før nævnsmødet, jf. § 30, stk. 2, 1. pkt. Den ungefaglige

undersøgelse skal i sager, der henvises efter lovens § 11, afsluttes senest 3

uger efter modtagelsen af en anmodning fra Ungdomskriminalitetsnævnet,

jf. § 29, stk. 2, 1. pkt.

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1, at Ungdomskrimina-

litetsnævnet beslutter, om en sag er tilstrækkeligt oplyst, og at Ungdomskri-

minalitetsnævnet kan udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderli-

gere oplysninger.

Vurderer nævnet under mødet, at ikke alle relevante forhold er belyst, og

kan de ikke belyses på mødet, f.eks. gennem opklarende spørgsmål til kom-

munens repræsentant eller parterne, kan nævnet udsætte sagen med henblik

på, at der indhentes yderligere oplysninger, jf. ”Ud af kriminalitet og tilbage

i trivsel – håndbog til behandling af sager omfattet af lov om bekæmpelse

af ungdomskriminalitet”, udgivet af Børne- og Socialministeriet sammen

med Justitsministeriet, side 42.

2.15.2. Justitsministeriets overvejelser

Ungdomskriminalitetsnævnet har over for Justitsministeriet oplyst, at flere

sager bliver udsat på nævnsmødet, fordi det på nævnsmødet kan konstateres,

at der ikke er tilstrækkelige oplysninger til, at sagen kan afgøres. Dette fører

bl.a. til, at der i praksis indkaldes til en række nævnsmøder, selvom sagen

ikke er tilstrækkeligt oplyst, hvilket både medfører et øget tids- og ressour-

ceforbrug for Ungdomskriminalitetsnævnets medlemmer og er til gene for

barnet eller den unge, der som følge heraf skal møde op i nævnet flere gange

end nødvendigt.

Justitsministeriet finder derfor, at der i ungdomskriminalitetslovens § 43,

stk. 1, bør indsættes et 2. pkt. med henblik på at give mulighed for, at Ung-

domskriminalitetsnævnets formand eller en næstformand forud for et

nævnsmøde kan beslutte at udsætte en sag for at indhente yderligere oplys-

ninger.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den pågældende ændring kunne bi-

drage til, at Ungdomskriminalitetsnævnets ressourcer i højere grad anven-

des optimalt, hvilket på sigt må forventes at have en positiv effekt på den

samlede sagsbehandlingstid i nævnet.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1, indsættes et

nyt punktum, således at Ungdomskriminalitetsnævnets formand eller en

næstformand forud for et nævnsmøde kan beslutte at udsætte en sag med

henblik på indhentelse af yderligere oplysninger.

Den foreslåede ændring indebærer, at formanden eller en næstformand vil

kunne udsætte en sag forud for et nævnsmøde, hvis det konkret vurderes, at

en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst, og med henblik på indhentelse af yder-

ligere oplysninger. Et eksempel herpå kan være, at barnets eller den unges

skoleforhold eller lignende ikke er tilstrækkeligt oplyst i den ungefaglige

undersøgelse.

Sagen vil skulle udsættes, hvis det konkret vurderes, at sagen ikke er til-

strækkeligt belyst til, at sagen på nævnsmødet vil kunne afgøres.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at en formand eller en

næstformand under sagens forberedelse vil kunne beslutte at udsætte sagens

behandling, hvis det konstateres, at der f.eks. mangler oplysninger om bar-

nets eller den unges skoleforhold eller lignende, der må anses for afgørende

med henblik på at kunne træffe en afgørelse. Derimod vil sagen ikke skulle

udsættes, hvis der alene er tale om mindre vigtige oplysninger, der f.eks. vil

kunne afdækkes gennem spørgsmål til barnet eller den unge eller forældre-

myndighedsindehaverne under nævnsmødet.

En beslutning om udsættelse vil i praksis f.eks. kunne træffes på grundlag

af en indstilling fra et nævnsmedlem, der i forbindelse med sagens forbere-

delse vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at nævnet kan træffe

afgørelse i sagen, ligesom formanden eller en næstformand også af egen

drift vil kunne beslutte at udsætte sagen.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 21.

100

2.16. Smidigere overgang til den sociale indsats

2.16.1. Gældende ret

2.16.1.1. Fastsættelse af genbehandlingsfrister i sager med tvangsmæssige

anbringelser

Ungdomskriminalitetsnævnet kan efter ungdomskriminalitetslovens § 13,

stk. 1, 1. pkt., fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en

varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan varigheden

under ganske særlige omstændigheder fastsættes til op til fire år, jf. bestem-

melsens 2. pkt. Et sådant forbedringsforløb er et struktureret og kontrolleret

fremadrettet forløb, som skal have til formål at bringe barnet eller den unge

tilbage i trivsel og væk fra sin kriminelle løbebane.

Som led i et forbedringsforløb kan Ungdomskriminalitetsnævnet efter lo-

vens § 14 under nærmere betingelser træffe afgørelse om, at et barn eller en

ung skal anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted med samtykke

fra forældremyndighedsindehaveren og en unge, der er fyldt 15 år, jf. stk. 1,

eller uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er

fyldt 15 år, jf. stk. 2.

Efter lovens § 14, stk. 3, kan nævnet dog træffe afgørelse om, at barnet eller

den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 2, selvom forældremyn-

dighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbrin-

gelse efter stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde

taler for det.

Endvidere kan Ungdomskriminalitetsnævnet i medfør af lovens § 14, stk. 4,

uanset betingelserne i stk. 2, anbringe en ung, der er fyldt 15 år, uden for

hjemmet efter stk. 1, hvis den unge giver samtykke til anbringelsen, anbrin-

gelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges

særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte op-

hold i hjemmet. Efter bestemmelsens stk. 5 skal nævnet i alle sager vedrø-

rende grovere personfarlig kriminalitet overveje, om der er grundlag for at

anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, jf. bestemmelsens stk. 1-

Ungdomskriminalitetslovens § 14 svarer til servicelovens §§ 52 og 58 og

skal administreres i overensstemmelse hermed.

Ungdomskriminalitetslovens § 23 regulerer varigheden og opretholdelsen

af en afgørelse om tvangsmæssig anbringelse efter § 14, stk. 2-4. Ungdoms-

101

kriminalitetsnævnet skal altid, når nævnet træffer afgørelse om en tvangs-

mæssig anbringelse, tage stilling til varigheden og opretholdelsen (genbe-

handlingsfristen), hvilket vil sige tidspunktet for Ungdomskriminalitets-

nævnets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den

tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt, jf. Folketingstidende (2018-

19 (1. samling) A, L 84, som fremsat, side 84.

Varigheden af en anbringelse efter § 14, stk. 2-4, ud over 1 år fra Ungdoms-

kriminalitetsnævnets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i nævnet, jf. lo-

vens § 23, stk. 1, 1. pkt. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at såfremt

barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det se-

neste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse

af en foranstaltning efter § 14, stk. 2-4, ud over 2 år fra nævnets afgørelse

fornyet afgørelse i nævnet.

Hvis Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse om anbringelse er indbragt

for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige

afgørelse eller dom, jf. lovens § 23, stk. 3, 1. pkt. Ungdomskriminalitets-

nævnet, Ankestyrelsen eller retten kan altid fastsætte en frist, der er kortere

end 1 eller 2 år, jf. § 23, stk. 3, 2. pkt., men kun undtagelsesvist fastsætte en

frist der er længere, jf. § 23, stk. 4, 1. pkt. Dette kan ske, når de forhold, der

ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages

at vare længere end 1 eller 2 år.

Ungdomskriminalitetslovens § 23 svarer til servicelovens § 62, stk. 1-4,

hvor det dog er kommunens børn- og unge-udvalg, der har kompetencen.

Bestemmelsen skal således administreres overensstemmelse hermed.

2.16.1.2. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om hjemgi-

velse efter reglerne i serviceloven

Reglerne om hjemgivelse (dvs. hvis forældremyndighedsindehaver ønsker,

at barnet eller den unge kommer hjem og bor igen, eller den unge, der er

over 15 år, ikke længere ønsker at være anbragt eller på initiativ fra kom-

munen) af et barn eller en ung, som er anbragt efter ungdomskriminalitets-

lovens § 14, følger af ungdomskriminalitetslovens § 22.

Det er i medfør af lovens § 22, stk. 1, 1. pkt., Ungdomskriminalitetsnævnet,

som efter forelæggelse fra kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjem-

givelse af et barn eller en ung, som er anbragt efter lovens § 14, stk. 2 (an-

bringelse uden for hjemmet uden samtykke), eller stk. 3 (anbringelse uden

102

for hjemmet efter reglerne § 14, stk. 2, selv om forældremyndighedsindeha-

verne og en ung, der er fyldt 15 år, giver samtykke). Forelæggelsen kan ske

efter begæring fra forældremyndighedsindehaverne eller den unge, der er

fyldt 15 år, eller på kommunalbestyrelsens initiativ, jf. bestemmelsens 2.

pkt.

Lovens § 22, stk. 2, fastsætter, at kommunalbestyrelsens forelæggelse skal

indeholde en begrundet stillingtagen til, om der bør ske hjemgivelse, hjem-

givelsesperiodens længde og indsatsen under og efter hjemgivelsesperioden

efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 4.

Formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at hindre, at en hjem-

givelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets

eller den unges trivsel og udvikling. Det kan f.eks. være, at barnet eller den

unge er ved at afslutte et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på

anbringelsesstedet, at barnet eller den unge har brug for tid til at vænne sig

til at skulle hjem gennem hyppigere samvær med forældrene, eller at barnet

eller den unge har brug for tid til at tage ordentligt afsked med venner og

omsorgspersoner på anbringelsesstedet, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L

84, som fremsat, s. 82.

Bestemmelsens stk. 3 og 4 vedrører kommunalbestyrelsens mulighed for at

afvise at behandle en sag om hjemgivelse af et anbragt barn eller ung, her-

under hvis sagen om hjemgivelse er under behandling hos Ankestyrelsen

eller retten, med henblik på at sikre stabilitet og ro omkring barnets eller den

unges anbringelse, ligesom det er uhensigtsmæssigt, at flere instanser be-

handler sagen på samme tid.

Efter lovens § 22, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen efter reglerne i service-

lovens § 68, stk. 1-4, træffe afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung

anbragt efter § 14, stk. 1, (anbringelse uden for hjemmet med samtykke),

hvis forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, samtyk-

ker hertil.

Endelig fastsætter bestemmelsens stk. 6 bl.a. nærmere regler om, at kom-

munalbestyrelsen efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4, kan træffe

afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung anbragt efter § 14, stk. 4

(anbringelse uden for hjemmet af en ung, der er fyldt 15 år, hvor anbringel-

sen anses for at være af væsentlig betydning mv.), hvis barnet eller den unge

giver samtykke til hjemgivelsen. Kommunalbestyrelsen skal straks orientere

Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis der træffes afgørelse om hjemgivelse,

103

og kommunalbestyrelsen skal ved fastsættelsen af længden af hjemgivelses-

perioden tage hensyn til, at nævnet skal have mulighed for at gennemgå

kommunalbestyrelsens orientering om hjemgivelse, jf. stk. 6, 2. og 3. pkt.

De nærmere betingelser for hjemgivelse af et barn eller en ung efter ung-

domskriminalitetslovens § 22 og fastsættelsen af længden for hjemgivelse

fremgår således af servicelovens § 68, stk.1-4.

Det følger af servicelovens § 68, stk. 1, at foranstaltninger efter lovens § 52,

stk. 3 (kommunalbestyrelsens iværksættelse af hjælp inden for visse typer

af tilbud, f.eks. ophold i dagtilbud eller anbringelse uden for hjemmet på et

anbringelsessted), skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere op-

fylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog lovens §§ 76 og

76 a (tilbud til unge i alderen 18 til 22 år, når det må anses for at være af

væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den

unge er indforstået hermed).

Det fremgår endvidere af servicelovens § 68, stk. 2, at et anbragt barn eller

en anbragt ung først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet

afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I

særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en

hjemgivelsesperiode.

I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgi-

vet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter lovens § 52, stk.

1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse

senest 7 dage fra anmodningen fremsættes, jf. § 68, stk. 3. Det samme gæl-

der, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk.

1, anmoder om at blive hjemgivet.

Endelig følger det af lovens § 68, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal fast-

sætte længden af en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare

op til 6 måneder, og længden skal fastsættes under hensyn til 1) muligheden

for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 2)

forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter

hjemgivelsen efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed

for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse

efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et sam-

tykke til en frivillig anbringelse efter lovens § 52, stk. 3, nr. 7.

104

2.16.2. Justitsministeriets overvejelser

Ungdomskriminalitetsnævnet har over for Justitsministeriet oplyst, at der i

praksis ses at være et uhensigtsmæssigt overlap mellem nævnets og Anke-

styrelsens kompetence efter henholdsvis ungdomskriminalitetsloven og ser-

viceloven. Efter det oplyste har Ankestyrelsen i flere sager vedrørende an-

bringelse uden samtykke ændret Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse,

således at der efter ungdomskriminalitetslovens § 23 er blevet fastsat en

genbehandlingsfrist, der ligger samtidig med eller efter det tidspunkt, hvor

forbedringsforløbet efter Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse udløber.

Ungdomskriminalitetsnævnet har endvidere oplyst, at Ankestyrelsen i flere

sager har truffet afgørelse om, at en anbringelse skal vare ud over den peri-

ode, hvori forbedringsforløbet løber.

Dette skal ses i sammenhæng med retningslinjerne i ”Ud af kriminalitet og

tilbage i trivsel – håndbog til behandling af sager omfattet af lov om bekæm-

pelse af ungdomskriminalitet”. Det fremgår af håndbogens kapitel 16

”Overgang til det sociale system”, at såfremt et barn eller en ung, der er

anbragt uden for hjemmet efter afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet,

fortsat vurderes at skulle være anbragt uden for hjemmet, vil kommunen

skulle træffe fornyet afgørelse herom eller forelægge en sådan afgørelse for

børn- og unge-udvalget. En sådan afgørelse eller forelæggelse bør ske forud

for afslutningen af forbedringsforløbet, så barnet eller den unge ikke oplever

unødige brud i indsatsen ved at blive hjemgivet for kort tid efter at blive

anbragt igen.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der på området er behov for at tilve-

jebringe en klarere kompetencefordeling mellem de involverede myndighe-

der og en tydeligere overgang fra kriminalitetsforebyggende indsatser

iværksat efter ungdomskriminalitetsloven til sociale indsatser efter service-

loven.

Justitsministeriet finder i den forbindelse, at det i ungdomskriminalitetslo-

vens § 23, stk. 3, bør præciseres, at fristen for fornyet behandling af varig-

heden og opretholdelsen (genbehandlingen) af sager om tvangsmæssig an-

bringelse bør regnes fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse herom.

Justitsministeriet vurderer desuden, at den løbende efterprøvelse af grund-

laget for tvangsanbringelser bør lovfæstes med henblik på at styrke retssik-

kerheden på området og undgå en forkert administrativ praksis på området.

105

Justitsministeriet finder i den forbindelse, at det bør fremgå direkte af ung-

domskriminalitetslovens § 23 – og ikke alene af håndbogen – at en anbrin-

gelse efter lovens § 14, stk. 2-4, der af Ungdomskriminalitetsnævnet er fast-

sat som led i et forbedringsforløb, alene vil kunne opretholdes efter forbed-

ringsforløbets udløb, hvis kommunens børn- og unge-udvalg træffer fornyet

afgørelse herom efter reglerne i servicelovens § 62.

Herudover har Ungdomskriminalitetsnævnet over for Justitsministeriet op-

lyst, at der i praksis er tvivl om, hvem der træffer afgørelse om hjemgivelse

af et anbragt barn eller ung i en situation, hvor hjemgivelsesprocessen øn-

skes igangsat i forbindelse med, at et forbedringsforløb fastsat af Ungdoms-

kriminalitetsnævnet efter ungdomskriminalitetslovens § 13 ophører. Det er

i praksis tillige uklart, om der bør fastsættes en hjemgivelsesperiode for et

barn eller en ung, hvis forbedringsforløb ophører.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne uklarhed hænger sammen med,

at ungdomskriminalitetsloven i dag ikke i tilstrækkeligt omfang regulerer

overgangen fra et forbedringsforløb, som er fastsat i medfør af loven, til det

sociale system.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes et nyt stk. 7 i ungdoms-

kriminalitetslovens § 22, der fastsætter, at kommunalbestyrelsen – forud for

et forbedringsforløbs ophør – har kompetence til at træffe afgørelse om

hjemgivelse efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4. Herved sikres det,

at barnet eller den unge ikke oplever unødige brud i indsatsen. Hensigten

med den foreslåede ændring er således at give kommunalbestyrelsen mulig-

hed for at tilrettelægge et velovervejet hjemgivelsesforløb for barnet eller

den unge, således at en hjemgivelse efter et forbedringsforløb ophør ikke

sker pludseligt og uden forberedelse til skade for barnets eller den unges

trivsel og udvikling.

2.16.3. Den foreslåede ordning

2.16.3.1. Fastsættelse af genbehandlingsfrister i sager med tvangsmæssige

anbringelser

Det foreslås at nyaffatte ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 3, 1. pkt.,

således at fristerne i bestemmelsens stk. 1 og 2 regnes fra Ungdomskrimi-

nalitetsnævnets afgørelse om anbringelse efter lovens § 14, stk. 2-4.

Forslaget indebærer, at fristen for fornyet behandling af varigheden og op-

retholdelsen (genbehandlingen) af en sag om tvangsmæssig anbringelse al-

tid regnes fra Ungdomskriminalitetsnævnes afgørelse herom.

106

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i ungdomskriminalitetslovens § 23,

hvorefter fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2, træffes af kommunens børn- og

unge-udvalg efter reglerne i servicelovens § 62. Samtidig foreslås det at

præcisere bestemmelsens stk. 1 og 2 således, at henvisningen til fornyet af-

gørelse i nævnet udgår.

Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 5, sam-

menholdt med de foreslåede justeringer af bestemmelsens stk. 1 og 2, inde-

bærer, at en anbringelse efter lovens § 14, stk. 2-4, der af Ungdomskrimina-

litetsnævnet er fastsat som led i et forbedringsforløb, alene vil kunne opret-

holdes efter forbedringsforløbets udløb, hvis kommunens børn- og ungeud-

valg træffer fornyet afgørelse herom efter reglerne i servicelovens § 62.

Børn- og unge-udvalgets fornyede afgørelse skal foreligge inden udløbet af

det af Ungdomskriminalitetsnævnet fastsatte forbedringsforløb.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 12-15.

2.16.3.2. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om hjemgi-

velse efter reglerne i serviceloven

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 22 indsættes et nyt stk.

7, hvoraf det følger, at kommunalbestyrelsen forud for et forbedringsforløbs

ophør, jf. § 13, har kompetence til at træffe afgørelse om hjemgivelse efter

reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen inden udløbet af et af Ung-

domskriminalitetsnævnet fastsat forbedringsforløb efter lovens § 13 vil

kunne træffe afgørelse om hjemgivelse efter reglerne i servicelovens § 68,

stk. 1-4, som fastsætter nærmere regler om hjemgivelse af et barn eller en

ung og længden for en hjemgivelsesperiode.

Det forudsættes i den forbindelse, at hjemgivelsesperioden kan vare op til 6

måneder, og at en hjemgivelse ikke sker pludseligt og uden forberedelse, så

den kan være til skade for barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de

i servicelovens § 68, stk. 4, oplistede hensyn.

107

Det forudsættes endvidere, at Ungdomskriminalitetsnævnet i forbindelse

med kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse skal orienteres

herom.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 11.

2.17. Forældremyndighedsindehaverens kompetencer

2.17.1. Gældende ret

2.17.1.1.

Ungdomskriminalitetslovens § 31 indeholder nærmere regler for

den ungefaglige undersøgelse. Det følger af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt. at

den ungefaglige undersøgelse gennemføres så vidt muligt i samarbejde med

forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge. Efter bestemmel-

sens 2. pkt. skal undersøgelsen gennemføres så skånsomt, som forholdene

tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Det fremgår endvidere af lovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at kommunen, såfremt

det er nødvendigt, skal lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller

en autoriseret psykolog.

Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 31 svarer i det væsentligste

til en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Servicelovens § 50,

stk. 5, 4. pkt., giver dog – i modsætning til ungdomskriminalitetslovens §

31 – endvidere mulighed for, at kommunen kan iværksætte en psykologisk

undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, som foretages af en auto-

riseret psykolog.

Det fremgår af bemærkningerne til servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt., jf.

Folketingstidende 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 25, at bestemmelsen

har til formål at sikre, at hvis kommunen som led i en børnefaglig undersø-

gelse iværksætter en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsinde-

haveren f.eks. for at belyse forældrekompetencer, så skal undersøgelsen fo-

retages af en autoriseret psykolog. Det fremgår endvidere, at bestemmelsens

formål er at øge kvaliteten af eventuelle psykologiske undersøgelser af for-

ældremyndighedsindehaveren ved børnefaglige undersøgelser med henblik

på at styrke det faglige grundlag for kommunernes afgørelser om foranstalt-

ninger, herunder i sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet

uden samtykke.

108

Det er kommunen, som i medfør af bestemmelsen vurderer, om der er behov

for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsinde-

haveren som led i den børnefaglige undersøgelse, jf. nærmere Folketingsti-

dende 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 28.

Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 33 vedrører resultatet af den

ungefaglige undersøgelse, som kommunalbestyrelsen har iværksat. Det føl-

ger af bestemmelsens 1. pkt., at den ungefaglige undersøgelse skal resultere

i en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte

foranstaltninger om en straksreaktion, et forbedringsforløb eller en anbrin-

gelse uden for hjemmet efter §§ 12-14, jf. § 34.

Det følger endvidere af lovens § 33, 2. pkt., at der, hvis barnet eller den unge

i forvejen er underlagt foranstaltninger efter § 52 i serviceloven (kommu-

nens afgørelse om at iværksætte hjælp inden for forskellige typer af tilbud,

herunder bl.a. ophold i dagtilbud eller lignende), desuden skal tages stilling

til, om disse foranstaltninger bør videreføres.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-

19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 97, at det skal vurderes, om den

umiddelbare vurdering af barnets eller den unges behov for støtte bakkes op

af resultaterne af den ungefaglige undersøgelse, ligesom der i beslutningen

om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, skal tages højde for, hvis

barnet eller den unge allerede er underlagt foranstaltninger, som det kan

være hensigtsmæssigt at fortsætte.

Derudover følger det af § 33, 3. pkt., at indstillingen skal indeholde oplys-

ninger om, hvordan forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den

unge stiller sig til foranstaltningerne, og om forhold i familien eller i dennes

omgivelser kan bidrage til at bringe barnet eller den unge tilbage i trivsel.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at tydeliggøre, om der ses enighed og mo-

tivation hos barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne til

den givne foranstaltning og sikre, at der redegøres for de forhold, der taler

for, at en foranstaltning er egnet, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19 (1.

samling), A, L 84 som fremsat, side 97.

2.17.1.2.

Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 vedrører indhol-

det af kommunens indstilling til brug for Ungdomskriminalitetsnævnets af-

gørelse.

109

Det følger af § 34, stk. 1, at indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet

skal omfatte den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, herunder en beskrivelse

af de foranstaltninger, jf. §§ 12-14, som foreslås iværksat.

Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at en indstilling om anbrin-

gelse uden for hjemmet, jf. §14 eller § 14, jf. §§15-17, herudover skal inde-

holde 1) en beskrivelse af, at betingelserne for anbringelse i § 14 eller i §

14, jf. §§ 15-17, anses for opfyldt, og af de ressourcer hos den unge, familien

og netværket, som kan bidrage til at bringe barnet eller den unge tilbage i

trivsel under anbringelsen, 2) en beskrivelse af den støtte og de initiativer,

som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringel-

sen uden for hjemmet og i tiden derefter, og 3) den unges holdning til den

påtænkte anbringelse.

Efter § 34, stk. 3, 1. pkt., skal indstillingen indeholde oplysning om, hvor-

vidt kommunen indstiller, at der skal indkaldes ressourcepersoner til mødet,

og barnets eller den unges og forældremyndighedsindehavernes holdning

hertil. Endelig følger det af § 34, stk. 3, 2. pkt., at hvis barnet eller den unge

eller forældremyndighedsindehaverne har anmodet om deltagelse af res-

sourcepersoner, som kommunen ikke indstiller, skal dette og begrundelsen

herfor fremgå af indstillingen.

Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 svarer i det væsentligste

til servicelovens § 59, som fastsætter krav til, hvad kommunens indstilling

til børn- og unge-udvalget om anbringelse uden for hjemmet efter service-

lovens § 58 skal omfatte. Servicelovens § 59, stk. 1, nr. 2, indeholder dog

endvidere et krav om, at kommunen ved indstilling om anbringelse uden for

hjemmet har foretaget en vurdering af forældremyndighedsindehaverens

kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd

om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter

serviceloven eller anden relevant lovgivning.

Det fremgår i den forbindelse af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Fol-

ketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 68 som fremsat, side 24, at det

forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kompeten-

cer foretages på grundlag af den børnefaglige undersøgelse og sagens op-

lysning i øvrigt. Det fremgår endvidere, at kommunen skal sammenfatte de

relevante eksisterende oplysninger i den børnefaglig undersøgelse og sagen

i øvrigt, så det sikres, at kommunens samlede vurdering af forældremyndig-

hedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge,

110

herunder med støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til børn- og unge-ud-

valget, så udvalget ikke selv skal uddrage disse, jf. nærmere Folketingsti-

dende 2018-19 (1. samling), A, L 68 som fremsat, side 24.

2.17.2. Justitsministeriets overvejelser

Ungdomskriminalitetsloven giver ikke i dag mulighed for, at der i forbin-

delse med den ungefaglige undersøgelse efter lovens § 31 kan foretages en

psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren. Ligeledes

indeholder ungdomskriminalitetsloven ikke direkte krav om, at der i kom-

munalbestyrelsens indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet om anbrin-

gelse uden for hjemmet skal indgå en vurdering af forældremyndighedsin-

dehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og

tage hånd om barnets eller den unges særlige behov.

Justitsministeriet finder, at det i visse sager kan være hensigtsmæssigt, at

der foretages en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-

veren, herunder særligt i de sager hvor barnets eller den unges familiefor-

hold skal belyses i den ungefaglige undersøgelse En psykologisk undersø-

gelse af forældremyndighedsindehaveren vil endvidere efter Justitsministe-

riets opfattelse kunne bidrage positivt til at få belyst barnets eller den unges

familieforhold, ligesom en hensigtsmæssig tilrettelagt inddragelse af foræl-

dremyndighedsindehaveren vil kunne styrke den ungefaglige undersøgelses

kvalitet.

Justitsministeriet finder, at den pågældende ordning bør gennemføres ved at

indsætte et 3. pkt. i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 4, der giver kom-

munen mulighed for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældre-

myndighedsindehaveren. Det bør i den forbindelse fastsættes, at den psyko-

logiske undersøgelse vil skulle foretages af en autoriseret psykolog.

Justitsministeriet finder samtidig, at det i ungdomskriminalitetslovens § 34,

stk. 2, bør fastsættes, at kommunalbestyrelsens indstilling til Ungdomskri-

minalitetsnævnet om anbringelse uden for hjemmet endvidere skal inde-

holde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at

drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den

unges særlige behov.

Herved sikres der dokumentation for, hvilke forhold hos forældremyndig-

hedsindehaveren kommunalbestyrelsen lægger vægt på og/eller vurderer

som udslagsgivende for indstillingen om anbringelse uden samtykke. Dette

111

vurderes samtidig at ville styrke forældremyndighedsindehavernes retssik-

kerhed.

De foreslåede ændringer vil samtidig indebære, at retstilstanden efter ung-

domskriminalitetsloven i højere grad svarer til serviceloven.

2.17.3. Den foreslåede ordning

2.17.3.1.

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 4, ind-

sættes et 3. pkt., hvorefter kommunen kan iværksætte en psykologisk under-

søgelse af forældremyndighedsindehaveren. Iværksætter kommunen en så-

dan undersøgelse, skal den foretages af en autoriseret psykolog.

Forslaget indebærer, at kommunen som led i den ungefaglige undersøgelse

vil kunne iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndigheds-

indehaveren. Forslaget indebærer samtidig, at hvis kommunen iværksætter

en sådan undersøgelse, vil det skulle være en autoriseret psykolog, som fo-

retager undersøgelsen. Dette kan f.eks. være relevant for at belyse forældre-

myndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller

den unge og tage hånd om den pågældendes særlige behov.

Baggrunden for, at den psykologiske undersøgelse af forældremyndigheds-

indehaveren skal foretages af en autoriseret psykolog, er, at lov om psyko-

loger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1534 af 1. juli 2021, fastsætter en række

faglige krav, som psykologer skal leve op til for kunne meddeles autorisa-

tion, ligesom autoriserede psykologer har pligt til bl.a. at udvise omhu og

være upartiske ved udfærdigelse af erklæringer, som de afgiver i deres egen-

skab af autoriserede psykologer, jf. § 16 i lov om psykologer. Autoriserede

psykologer er endvidere underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforan-

staltninger, jf. lovens kapitel 1 b.

Den psykologiske undersøgelse vil så vidt muligt skulle gennemføres i sam-

arbejde med den pågældende forældremyndighedsindehaver og barnet eller

den unge, jf. ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 1. Bestemmelsen vil så-

ledes ikke give kommunen mulighed for at iværksætte en psykologisk un-

dersøgelse af forældremyndighedsindehaveren ved brug af en autoriseret

psykolog, hvis der ikke foreligger samtykke hertil fra forældremyndigheds-

indehaveren.

Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 4, 3.

pkt., vil herefter indholdsmæssigt svare til servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt.

112

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand.

2.17.3.2.

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt nr. 4 i ungdomskrimina-

litetslovens § 34, stk. 2, hvorefter en vurdering af forældremyndighedsinde-

haverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unges

særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter serviceloven eller anden

relevant lovgivning, skal indgå i en indstilling om anbringelse uden for

hjemmet efter lovens § 14 eller § 14, jf. §§ 15-17.

Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kom-

petencer vil kunne foretages på grundlag af den ungefaglige undersøgelse

og sagens oplysning i øvrigt, og uden at kommunen vil skulle foretage en

række supplerende undersøgelser mv., som kommunen ikke også foretager

efter de gældende regler. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbe-

styrelsen allerede efter de gældende regler i ungdomskriminalitetslovens §

32, stk. 2, er forpligtet til at anlægge en helhedsvurdering, der som udgangs-

punkt bl.a. skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd, fami-

lieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber og

andre relevante forhold. Kommunalbestyrelsen er endvidere allerede efter

gældende ret forpligtet til at afdække ressourcer og problemer hos barnet

eller den unge, familien og netværket, jf. lovens § 31, stk. 3, 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil således alene betyde, at kommunalbestyrelsen

skal sammenfatte de relevante eksisterende oplysninger i den ungefaglig un-

dersøgelse og sagen i øvrigt, så det sikres, at kommunens samlede vurdering

af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for

barnet eller den unge, herunder med støtte, fremgår tydeligt af indstillingen

til Ungdomskriminalitetsnævnet. Dette skal sikre, at forældremyndigheds-

indehaverens retssikkerhed og grundlaget for kommunalbestyrelsens og

børn- og unge-udvalgets afgørelse styrkes.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende

retstilstand. Det bemærkes i den forbindelse særligt, at den foreslåede ord-

ning således ikke vil medføre ændringer af kravene til en ungefaglig under-

søgelse efter ungdomskriminalitetslovens § 31, herunder til kommunalbe-

styrelsens undersøgelse af barnets eller den unges familieforhold og afdæk-

ning af ressourcer og problemer hos barnet eller den unge og familien. Det

vil således fortsat være op til kommunen ud fra en konkret og individuel

113

vurdering at tage stilling til, hvordan disse forhold i en given sag skal bely-

ses, herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks. en psykologisk

undersøgelse af forældremyndighedsindehaverens forældrekompetencer.

Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens § 34, stk. 2, nr.

4, vil herefter i det væsentligste svare til servicelovens § 59.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 16 og nr.

18.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget forventes at medføre yderligere udgifter i omegnen af 0,3 mio.

kr. årligt til beskikkelse af børnesagskyndige.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at have økonomiske konsekvenser af

betydning for Justitsministeriets myndigheder.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

[Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at påvirke virksomhedernes mulighe-

der for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmo-

deller, hvorfor principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke vurderes

relevante. Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administra-

tive konsekvenser for erhvervslivet.]

Principperne for agil erhvervsrettet regulering ses ikke at være relevante i

relation til de i lovforslaget foreslåede bestemmelser.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

[…]

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 fastsætter – som anført

under lovforslagets pkt. 2.7.3 – nærmere betingelser for, hvornår politiet må

offentliggøre fotografier mv. af en formodet gerningsperson med henblik på

114

identifikation af vidner. Betingelserne består af et kvalificeret mistankekrav,

et kvalificeret kriminalitetskrav og et indikationskrav.

Bestemmelsen indebærer en behandling af personoplysninger omfattet af

retshåndhævelsesdirektivet (direktiv 2016/680 af 27. april 2016), som Dan-

mark har tilsluttet sig i oktober 2016. Retshåndhævelsesdirektivet er gen-

nemført i retshåndhævelsesloven (lov nr. 410 af 27. april 2017).

Efter retshåndhævelsesdirektivets artikel 4 skal der fastsættes nogle grund-

læggende principper for kompetente myndigheders behandling af personop-

lysninger om, at personoplysninger bl.a. skal være tilstrækkelige, relevante

og ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvor-

til de behandles.

Efter direktivets artikel 8 skal det fastsættes, at behandling af personoplys-

ninger kun er lovlig, hvis og i det omfang behandlingen er nødvendig for, at

en kompetent myndighed kan udføre en opgave bl.a. med henblik på efter-

forskning og strafforfølgning af strafbare handlinger. Er der tale om særlige

kategorier af personoplysninger, herunder f.eks. oplysninger om race, etnisk

oprindelse eller seksuelle forhold, må behandling af oplysningerne kun be-

handles til sådanne formål, når det er strengt nødvendigt, jf. artikel 10.

Retshåndhævelsesdirektivets artikel 4, 8 og 10 er gennemført i retshåndhæ-

velseslovens §§ 4, 5, 9 og 10.

Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter minimumsstandarder for beskyttelse

af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder med hensyn til kom-

petente myndigheders behandling af personoplysninger og forhindrer såle-

des ikke medlemsstaterne i at fastsætte højere standarder, jf. herved direkti-

vets artikel 1, stk. 3. Det er på den baggrund fastsat i retshåndhævelsesloven,

at regler i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling,

går forud for reglerne i retshåndhævelsesloven, jf. lovens § 2.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 rejser således ikke

spørgsmål i forhold til retshåndhævelsesdirektivet.

8. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

8.1. Blokering af hjemmesider

8.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10,

stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Artikel 10 omfatter udtrykkeligt såvel

115

ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold som tilkendegivelser af

personlige meninger. Beskyttelsen omfatter dog ifølge praksis fra Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedsdomstol ikke ytringer, der truer med eller til-

skynder til vold, eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller forhå-

nelse af andre persongrupper.

Beskyttelse af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke ubegrænset. Der kan

foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og

er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikker-

hed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte

andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af

fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartisk-

hed, jf. artikel 10, stk. 2.

Justitsministeriet finder, at lovforslagets § 2, nr. 7-10 (forslag til ændring af

retsplejelovens § 791 d om blokering af hjemmesider), vil kunne indebære

indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 10, jf. Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstols dom af 18. december 2012 i sagen Ahmet Yildirim

mod Tyrkiet og dom af 1. december 2015 i sagen Cengiz m.fl. mod Tyrkiet.

Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at ændringerne kan gennem-

føres inden for rammerne af denne artikel. Der er herved lagt vægt på, at der

med den foreslåede bestemmelse indføres lovhjemmel for indgrebene, som

forfølger en række saglige formål, herunder forebyggelse af uorden eller

forbrydelse.

Ved vurderingen af, om den foreslåede bestemmelse er nødvendig i et de-

mokratisk samfund (proportional), er der lagt vægt på, at der gælder en

række betingelser for blokering af en hjemmeside. Ifølge den foreslåede æn-

dring af retsplejelovens § 791 d, stk. 1, samt den foreslåede § 791 d, stk. 1,

2. pkt., skal der således være grund til at antage, at der fra hjemmesiden

begås en overtrædelse af en af de nævnte straffelovsbestemmelser. Endvi-

dere fastslår retsplejelovens § 791 d, stk. 3, et proportionalitetsprincip, hvor-

efter blokering ikke må foretages, hvis den står i misforhold til sagens be-

tydning og den ulempe, indgrebet må antages at medføre. Som det fremgår

af pkt. 2.1.3.1 ovenfor, vil der således skulle foretages en proportionalitets-

afvejning, inden der træffes afgørelse om blokering.

Det vil bl.a. skulle indgå i denne vurdering, at det på nuværende tidspunkt

alene er teknisk muligt ved hjælp af DNS-blokering at blokere en hel hjem-

meside, selvom det kun er en del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en

116

lovovertrædelse omfattet af den foreslåede ordning. Det indebærer, at det

f.eks. ikke med en DNS-blokering er muligt at blokere en profil på et socialt

medie, og det må derfor generelt antages at være et uproportionalt indgreb

at blokere hele det sociale medie. I den forbindelse kan der henvises til Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 18. december 2012 i sa-

gen Ahmet Yildirim mod Tyrkiet, hvor Domstolen fandt, at det var i strid

med legalitetskravet i EMRK artikel 10 at blokere al adgang til hostingsiden

Google Sites med henvisning til indholdet på en enkelt brugers webside,

som Google Sites hostede. Det må antages at følge af dommen, at der ved

vurderingen af, om der kan ske blokering af en hjemmeside, bl.a. skal tages

hensyn til mængden af information, der gøres utilgængelig, og den afledte

effekt af blokeringen (præmis 66).

Det forudsættes endvidere, at politiet – hvis politiet bliver bekendt med, at

grundlaget for blokeringen ikke længere er til stede – hurtigst muligt skal

fjerne blokeringen.

Der er endvidere lagt vægt på, at det følger af den gældende bestemmelse i

retsplejelovens § 791 d, stk. 2, at afgørelse om blokering af en hjemmeside

træffes af domstolene ved en konkret begrundet kendelse. Det foreslås dog

af hensyn til effektivt at kunne begrænse visse straffelovsovertrædelser, der

begås via tidskritiske phishing-kampagner, at politiet i disse tilfælde skal

kunne træffe beslutning om blokering, hvis indgrebets øjemed ville forspil-

des, hvis retskendelse skulle afventes. I sådanne tilfælde, hvor det konkret

vurderes, at der er tale om et tilstrækkeligt tidskritisk forhold, vil der imid-

lertid fortsat være efterfølgende domstolskontrol, idet politiet snarest muligt

og senest inden 24 timer efter indgrebets iværksættelse skal forelægge sagen

for retten.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den […] til den […] været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreud- Negative konsekvenser/merudgif-

gifter

ter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

117

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Lovforslaget forventes at medføre

yderligere udgifter i omegnen af

0,3 mio. kr. årligt til beskikkelse af

børnesagskyndige.

Lovforslaget forventes i øvrigt ikke

at have økonomiske konsekvenser

af betydning for Justitsministeriets

myndigheder.

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Klima- og miljø-

mæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU- Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 fastsætter nær-

retten

mere betingelser for, hvornår politiet må offentliggøre fotografier mv.

af en formodet gerningsperson med henblik på identifikation af vid-

ner, hvilket indebærer en behandling af personoplysninger omfattet af

retshåndhævelsesdirektivet.

Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter minimumsstandarder for be-

skyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder med

hensyn til kompetente myndigheders behandling af personoplysnin-

ger og er gennemført i retshåndhævelsesloven. Da direktivet ikke for-

hindrer medlemsstaterne i at fastsætte højere standarder end dem, der

er fastsat i direktivet, rejser den foreslåede bestemmelse i retsplejelo-

vens § 820 ikke spørgsmål i forhold til retshåndhævelsesdirektivet.

118

Herudover indeholder lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

119

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10, er der hjemmel

til, at politiet kan videregive visse personoplysninger til nærmere bestemte

personer uden for politiet, i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve

hhv. et kontaktforbud efter § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, et opholdsforbud efter §

79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

I bemærkningerne til hver af bestemmelserne er det præciseret, at de oplys-

ninger, som politiet kan videregive, bl.a. omfatter vedkommendes billede.

Det foreslås, at der i straffeloven indsættes en ny § 79 d.

Med det foreslåede § 79 d,

stk. 1,

tydeliggøres, at de oplysninger, som poli-

tiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10,

bl.a. omfatter fotografier af de pågældende personer, herunder 1) personfo-

tografier optaget i medfør af det foreslåede stk. 2, 2) personfotografier op-

taget i medfør af retsplejelovens kapitel 72, 3) personfotografier optaget el-

ler registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b, og 4) personfotografier

optaget af kriminalforsorgsområdet i medfør af retsplejelovens § 776 a eller

straffuldbyrdelseslovens § 61.

Der er med bestemmelsen ikke tiltænkt nogen materiel ændring i forhold til

gældende ret. Personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel

72 eller § 776 a, personfotografier optaget eller registreret i medfør af ud-

lændingelovens § 40 b samt personfotografier optaget efter straffuldbyrdel-

seslovens § 61 kan således allerede efter gældende ret videregives i medfør

af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10. Denne retstil-

stand videreføres.

Det bemærkes, at oplistningen i det foreslåede § 79 d, stk. 1, ikke er udtøm-

mende. Hvis det vurderes at være nødvendigt, kan politiet som hidtil også

videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder ef-

ter andre bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på at fore-

bygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuld-

byrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge

120

trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1.

Tilsvarende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier

optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når

behandlingen sker på baggrund af lov og er nødvendig og forholdsmæssig i

forhold til dette efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 d,

stk. 2,

indebærer, at politiet og krimi-

nalforsorgen med henblik på videregivelse kan optage personfotografier af

(1) en person, der ved endelig dom er dømt for en eller flere af de overtræ-

delser, som er nævnt i § 79 b, stk. 1, (2) en person, der ved endelig dom er

idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller (3) en person, der

ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse kan anvendes i de tilfælde, hvor politiet og kri-

minalforsorgen ikke er i besiddelse af personfotografi af den pågældende

person, eller hvor de fotografier, som myndighederne er i besiddelse af, ikke

er anvendelige til videregivelse i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79

c, stk. 5, og § 236, stk. 10. Det sidste kunne f.eks. være tilfældet, hvor de

personfotografier, som politiet er i besiddelse af, kan afsløre oplysninger om

det strafbare forhold, som vedkommende er dømt for, eller hvis de pågæl-

dende personfotografier ikke længere er vellignende.

Bestemmelsen kan først anvendes, når der foreligger endelig dom om det

forhold, der medfører, at oplysninger om vedkommende kan videregives ef-

ter straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 10.