REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 145: Konkursrådets betænkning (nr. 1578/2022) om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, samt betænkning (nr. 1579/2022) om revision af reglerne om rekonstruktion, her-under implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, fra justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 145
Offentligt

Betænkning om revision af reglerne om

rekonstruktion, herunder implementering af

rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Betænkning nr. 1579

REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 145: Konkursrådets betænkning (nr. 1578/2022) om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, samt betænkning (nr. 1579/2022) om revision af reglerne om rekonstruktion, her-under implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om

forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om

revision af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig

befordring i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste

mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte

til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge

i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til

væbnede konflikter i udlandet, som den danske

stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-

sagen: Betænkning fra Udvalget om

opfølgning på Christiania-sagen

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den

civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede

konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

2012

strafudmåling.

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område.

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og

ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund

end folkekirken

1565 Databeskyttelsesforordningen

1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners

deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

2013

1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie

1569 Ekspropriation efter planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed

1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske

undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af

Udvalget om Undersøgelseskommissioner

1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter

2011

2016

2017

2018

2019

2020

2014

1573 Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark:

Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen

1574 Straffelovrådets betænkning om

en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse

1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurdering af

ledelsesmedlemmer m.fl. i finansielle virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

1577 Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele

af direktivpakken New Deal for Consumers

2021

2015

1578 Betænkning om modernisering og revision

af reglerne om gældssanering, herunder

implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet

1579 Betænkning om revision af reglerne om

rekonstruktion, herunder implementering af

rekonstruktions- og insolvensdirektivet

2022

Betænkning om revision af reglerne om rekonstruk-

tion, herunder implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet

Afgivet af Konkursrådet

Betænkning nr. 1579

København 2022

Betænkning om revision af reglerne om rekonstruktion, herunder implementering af re-

konstruktions- og insolvensdirektivet

Betænkning nr. 1579

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Stibo Complete

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

boghandel.stibocomplete.com

ISBN: 978-87-93469-76-1

ISBN: 978-87-93469-77-8 (e-udgave)

Tryk: Stibo Complete

Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning.......................................................................................... 14

1. Konkursrådets kommissorium ............................................................................................. 14

2. Konkursrådets sammensætning............................................................................................ 15

3. Konkursrådets arbejde.......................................................................................................... 16

4. Konkursrådets udtalelse om ændringer i rekonstruktionsreglerne som følge af covid-19 .. 16

5. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag ............................................................... 17

6. De økonomiske konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet .......................... 22

Kapitel 2 Gældende ret i hovedtræk ............................................................... 24

1. De gældende regler om rekonstruktion ................................................................................ 24

Kapitel 3 EU-retten ........................................................................................... 30

1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet .............................................................................. 30

1.1 Gældende ret i hovedtræk ............................................................................................. 31

Kapitel 4 Små og mellemstore virksomheder ................................................. 33

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 33

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 33

1.2 Konkursloven ................................................................................................................ 34

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 35

Kapitel 5 Tidlig varsling og ledelsens pligter ved sandsynlighed for insolvens

............................................................................................................................. 37

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 37

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 37

1.1.1 Tidlig varsling ........................................................................................................ 37

1.1.2 Ledelsens pligter ..................................................................................................... 38

1.2 Konkursloven ................................................................................................................ 39

1.2.1 Tidlig varsling ........................................................................................................ 39

1.2.2 Ledelsens pligter ..................................................................................................... 40

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 41

2.1 Tidlig varsling ................................................................................................................ 41

2.2 Ledelsens pligter ............................................................................................................ 44

Kapitel 6 Selvstændig procedure til forebyggende rekonstruktion eller ét

rekonstruktionsregelsæt ................................................................................... 45

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 45

1.1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 45

1.2 Konkursloven ................................................................................................................ 46

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 48

Kapitel 7 Anvendelsesområdet for den forebyggende rekonstruktion ........ 52

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 52

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ........................................................................ 52

1.1.1 Skyldnere, som ikke er iværksættere ...................................................................... 52

1.1.2 Skyldnere, som udgør en finansiel enhed, der yder finansielle tjenester ............... 52

1.1.3 Skyldnere, som er offentlige organer ..................................................................... 53

1.1.4 Skyldnere, som ikke opfylder en levedygtighedstest ............................................. 53

1.1.5 Skyldnere, som har overtrådt regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser m.v.

1.1.6 Skyldnere, som har ikkefinansielle vanskeligheder ............................................... 54

1.1.7 Undtagelse af visse kreditorkrav fra rammerne om forebyggende rekonstruktion 54

1.1.8 Gengangere ............................................................................................................. 55

1.2 Konkursloven ................................................................................................................. 55

1.2.1 Kreditorkrav, som omfattes af rekonstruktionsbehandling .................................... 55

1.2.2 Skyldnere, som kan undergives rekonstruktionsbehandling .................................. 56

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 57

2.1 Skyldnere, som bør omfattes af den forebyggende rekonstruktionsprocedure ............. 57

2.1.1 Skyldnere, som driver erhvervsmæssig virksomhed m.v. ...................................... 57

2.1.2 Skyldnere, som har sandsynlighed for at blive insolvent eller er insolvente ......... 60

2.1.3 Skyldnere, som ikke er levedygtige, herunder skyldnere som er under

tvangsopløsning ............................................................................................................... 60

2.1.4 Skyldnere, som har overtrådt regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser m.v.

2.1.5 Gengangere ............................................................................................................. 62

2.2 Kreditorkrav, som bør omfattes af den forebyggende rekonstruktionsprocedure .......... 63

Kapitel 8 Den forebyggende rekonstruktionsbehandling ............................. 64

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 64

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 64

1.1.1 Begæring om forebyggende rekonstruktion ........................................................... 64

1.1.2 Indgivelse af en begæring om forebyggende rekonstruktion m.v. ......................... 64

1.2 Konkursloven ................................................................................................................ 64

1.2.1 Begæring om rekonstruktion ................................................................................. 65

1.2.2 Indgivelse af en begæring om rekonstruktion m.v. ............................................... 65

1.2.3 Formkrav til skyldnerens begæring om rekonstruktion m.v. ................................. 66

1.2.4 Sikkerhedsstillelse og retsafgift ............................................................................. 67

1.2.5 Indkaldelse af skyldneren til et indledende møde m.v. .......................................... 67

1.2.6 Skyldnerens personlige fremmøde......................................................................... 68

1.2.7 Det indledende møde og skifterettens vejledningspligt ......................................... 68

1.2.8 Skifterettens beslutning om indledning af rekonstruktionsbehandling m.v. ......... 69

1.2.9 Udeblivelse fra det indledende møde eller skyldnerens mangelfulde besvarelse af

spørgsmål ......................................................................................................................... 69

1.2.10 Fremsættelse af en rekonstruktionsplan og et rekonstruktionsforslag ............. 69

1.2.11 Rekonstruktionsbehandlingens ophør, kreditorinformation m.v...................... 70

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 70

2.1 Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling og princippet om frivillighed 70

2.2

Indgivelse af begæring om forebyggende rekonstruktion mv. ...................................... 72

2.3 Formkrav til skyldnerens begæring om forebyggende rekonstruktion m.v. ................. 72

2.4 Sikkerhedsstillelse og retsafgift..................................................................................... 74

2.5 Indledning af rekonstruktionsbehandling ved skifteretten ............................................ 76

2.5.1 Indkaldelse af skyldneren til et indledende møde .................................................. 76

2.5.2 Skyldnerens personlige fremmøde ......................................................................... 76

2.5.3 Det indledende møde i skifteretten og skifterettens vejledningspligt .................... 77

2.5.4 Skifterettens beslutning om indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling

2.5.5 Skyldnerens udeblivelse eller mangelfulde besvarelse af spørgsmål ..................... 78

2.6

Eventuel beskikkelse af en rekonstruktør, regnskabskyndig tillidsmand m.v. ............. 79

2.7 Afværgelse af skyldnerens økonomiske problemer ...................................................... 80

2.7.1 Skyldnerens anmodning om et fyldestgørelsesforbud ............................................ 81

2.7.2 Skyldnerens fremsættelse af et rekonstruktionsforslag .......................................... 84

2.8 Retsvirkninger af forebyggende rekonstruktionsbehandling ........................................ 86

2.9 Ophør af forebyggende rekonstruktion ......................................................................... 87

2.9.1 Hvis skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent

2.9.2 Skyldneren samarbejder ikke loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare ...... 87

2.9.3 Skyldneren begærer det .......................................................................................... 87

2.9.4 Den forebyggende rekonstruktionsbehandling må anses for udsigtsløs................. 88

2.9.5 Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløsning af skyldneren .............. 88

2.9.6 Der er forløbet et år siden indledningen af den forebyggende

rekonstruktionsbehandling .............................................................................................. 89

2.9.7 Skifteretten afviser en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, der

indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende

rekonstruktionsbehandling .............................................................................................. 89

2.9.8 Rekonstruktionsforslaget stadfæstes, forkastes eller nægtes stadfæstelse ............. 90

2.9.9 Indgivelse af begæring om konkurs- eller rekonstruktionsbehandling .................. 90

2.9.10 Meddelelse om ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling .................... 92

Kapitel 9 Insolvensdefinitionen (”sandsynlighed for at blive insolvent”) ... 93

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 93

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 93

1.2 Konkursloven ................................................................................................................ 93

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 94

2.1 Begrebet sandsynlighed for at blive insolvent .............................................................. 94

2.2 Omstændigheder under hvilke der i almindelighed foreligger sandsynlighed for at blive

insolvent ............................................................................................................................... 95

2.2.1 Skyldnerens erkendelse af sandsynlighed for at blive insolvent ............................ 95

2.2.2 Forbigående betalingsudygtighed ........................................................................... 96

2.2.3 Skyldnerens likviditetsmæssige vanskeligheder .................................................... 96

2.2.4 Løbende underbalance i skyldnerens regnskaber ................................................... 97

2.2.5 Skyldnerens manglende overholdelse af forlig ...................................................... 97

2.2.6 Oplysninger om indkaldelse af skyldneren til fogedretten ..................................... 97

2.2.7 Skyldneren har opnået udsættelse af betalingsfrister eller henstand. ..................... 98

2.2.8 Tidlig varsling ........................................................................................................ 98

Kapitel 10 Forbud mod individualforfølgning ............................................... 99

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 99

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ....................................................................... 99

1.1.1 Skyldners mulighed for at opnå et fyldestgørelsesforbud ...................................... 99

1.1.2 Fyldestgørelsesforbuddets omfang ....................................................................... 100

1.1.3 Fyldestgørelsesforbuddets varighed, herunder muligheden for forlængelse ........ 101

1.1.4 Ophævelse af et fyldestgørelsesforbud ................................................................. 102

1.1.5 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger ............................................................. 103

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 104

1.2.1 Automatisk fyldestgørelsesforbud under rekonstruktionsbehandlingen .............. 104

1.2.2 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger ............................................................. 104

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 107

2.1 Skyldners mulighed for at opnå et fyldestgørelsesforbud ........................................... 107

2.2 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger ................................................................... 108

2.3 Fyldestgørelsesforbuddets varighed ............................................................................ 108

2.4 Ophævelse af et fyldestgørelsesforbud........................................................................ 109

Kapitel 11 Skyldnerens rådighed, herunder reglerne om ledelsesovertagelse

........................................................................................................................... 111

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 111

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 111

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 111

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 114

Kapitel 12 Rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag ....................... 117

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 117

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 117

1.1.1 Rekonstruktionsplanen ......................................................................................... 117

1.1.2 Adgangen til at fremsætte en rekonstruktionsplan ............................................... 117

1.1.3 Kravene til rekonstruktionsplanen ........................................................................ 117

1.1.4 En tjekliste for rekonstruktionsplaner skal gøres tilgængelig for skyldneren ...... 119

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 120

1.2.1 Rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag ................................................... 120

1.2.2 Adgangen til at fremsætte et rekonstruktionsforslag ............................................ 120

1.2.3 Krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag ..................................................... 120

1.2.4 Tjekliste for rekonstruktionsforslag ..................................................................... 123

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 123

2.1 Begreberne rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag ......................................... 123

2.2 Adgangen til at fremsætte rekonstruktionsforslag........................................................ 124

2.3 Krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag ............................................................ 124

2.3.1. Direktivets krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag. Ens regler om

rekonstruktionsforslag

rekonstruktionsbehandling

forebyggende

rekonstruktionsbehandling ............................................................................................ 124

2.3.2. Generel fleksibilitet med hensyn til indholdet af et rekonstruktionsforslag........ 125

2.3.3. Øget fleksibilitet vedrørende indholdet af en tvangsakkord................................ 125

2.3.4. Ny selskabskapital som led i tvangsakkord ......................................................... 126

2.4. Tjekliste for rekonstruktionsforslag ............................................................................ 128

Kapitel 13 Vedtagelse af rekonstruktionsplaner og afstemningsregler,

herunder klasseinddeling mv. ........................................................................ 129

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 129

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 129

1.1.1 Stemmeret ............................................................................................................. 129

1.1.2 Klasseinddeling .................................................................................................... 130

1.1.3 Afstemningsregler ................................................................................................ 131

1.1.4 Afstemningen om vedtagelse af en rekonstruktionsplan ...................................... 132

1.1.5 Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling ....................................... 132

1.1.6 Retsvirkningerne af vedtagelse af en rekonstruktionsplan ................................... 132

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 133

1.2.1 Stemmeret og kreditorklasser ............................................................................... 133

1.2.2 Afstemningsregler ................................................................................................ 134

1.2.3 Afstemningen om vedtagelse af et rekonstruktionsforslag .................................. 134

1.2.4 Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling ....................................... 134

1.2.5 Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag................................ 135

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 135

2.1 Majoritetskrav til vedtagelse af rekonstruktionsforslag ............................................... 135

2.2. Stemmeret.................................................................................................................... 135

2.3. Klasseinddeling og afstemning i klasser ..................................................................... 137

2.4 Afstemningsmødet ....................................................................................................... 140

2.5. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling .............................................. 140

2.6. Retsvirkninger af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag .......................................... 140

Kapitel 14 Stadfæstelse, herunder nægtelse af rekonstruktion .................. 142

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 142

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 142

1.1.1 Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsplaner .................................................... 142

1.1.2 Betingelserne for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan .................................... 142

1.1.3 Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen, herunder værdiansættelse af

skyldnerens virksomhed ................................................................................................ 146

1.1.4 Retsvirkninger af stadfæstelse af en rekonstruktionsplan.................................... 148

1.1.5 Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning af en rekonstruktionsplan m.v.

148

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 150

1.2.1 Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsforslag................................................... 150

1.2.2 Betingelserne for stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag og samspillet med

reglerne om gældssanering ............................................................................................ 150

1.2.3 Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionsforslag ......................................... 152

1.2.4 Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning af et rekonstruktionsforslag m.v.

153

1.2.5 Retsvirkninger af stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag ................................. 153

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 156

2.1 Implementering af direktivets regler om stadfæstelse m.v. ........................................ 156

Kapitel 15 Arbejdstagere ................................................................................ 160

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 160

1.1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 160

1.1.1. Arbejdstagerbegrebet ........................................................................................... 160

1.1.2. Sikring af arbejdstagerrettigheder ....................................................................... 160

1.2. Konkursloven .............................................................................................................. 164

1.2.1. Arbejdstagerbegrebet ........................................................................................... 164

1.2.2. Arbejdstageres retsstilling under rekonstruktionsbehandling ............................. 164

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 169

2.1. Arbejdstagerbegrebet .................................................................................................. 169

2.2. Arbejdstageres retsstilling under forebyggende rekonstruktionsbehandling m.v. ...... 170

2.2.1. Information og høring.......................................................................................... 170

2.2.2. Virksomhedsoverdragelse under forebyggende rekonstruktionsbehandling....... 172

2.2.3. Sikring af arbejdstagerkrav ved forebyggende rekonstruktion ........................... 174

Kapitel 16 Gensidigt bebyrdende aftaler ...................................................... 178

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 178

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 178

1.1.1 Begrebet gensidigt bebyrdende aftale .................................................................. 178

1.1.2 Retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud i relation til gensidigt bebyrdende

aftaler ............................................................................................................................. 178

1.1.3 Ipso facto-klausuler .............................................................................................. 179

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 179

1.2.1 Skyldnerens ret til at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler under

rekonstruktionsbehandling ............................................................................................ 179

1.2.2 Skyldnerens adgang til at opsige løbende aftaler ................................................. 180

1.2.3 Skyldnerens adgang til at opsige aftaler om et vedvarende retsforhold ............... 180

1.2.4 Særligt om videreførelse af arbejdsaftaler ............................................................ 180

1.2.5 Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler .......................... 181

1.2.6 Modregning i skyldnerens krav iht. videreført aftale ........................................... 183

1.2.7 Retsvirkninger af ikke at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler ...................... 183

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 184

2.1. Reguleringen af skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler under forebyggende

rekonstruktionsbehandling ................................................................................................. 184

2.2 Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler.................................. 187

2.3 Modregning i skyldnerens krav iht. videreført aftale ................................................... 190

Kapitel 17 Ny finansiering og midlertidig finansiering, herunder forholdet til

virksomhedspant ............................................................................................. 192

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 192

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 192

1.1.1 Finansiel bistand under rekonstruktionsforhandlingerne ..................................... 192

1.1.2 Beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering................................... 193

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 194

1.3 Tinglysningsloven ....................................................................................................... 194

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 195

2.1 Fortrinsret i relation til ny finansiering og midlertidig finansiering ........................... 195

2.2 Virksomhedspant ......................................................................................................... 196

Kapitel 18 Omstødelse .................................................................................... 197

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 197

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 197

1.1.1 Beskyttelse af dispositioner, der er rimelige og umiddelbart nødvendige for

rekonstruktionen ............................................................................................................ 197

1.1.2 Beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering................................... 198

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 199

1.2.1 Etablering af fristdag ved rekonstruktion ............................................................. 199

1.2.2 Omstødelse ved rekonstruktion ............................................................................ 199

1.2.3 Fortrinsret ved forsøg på at opnå en samlet ordning ............................................ 200

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 201

2.1 Etablering af fristdag ved forebyggende rekonstruktion ............................................. 201

2.2 Omstødelse ved forebyggende rekonstruktionsbehandling ......................................... 201

2.3 Beskyttelse af visse nødvendige dispositioner ............................................................ 203

Kapitel 19 Behandlingen af skattekrav, herunder latente skatter ............. 205

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 205

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 205

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 205

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 206

2.1 Akkordering af indkomstskat for igangværende indkomstår ...................................... 206

2.2 Latente genvundne avancer/genvundne afskrivning ................................................... 211

2.3 Udlodning fra andelsselskaber .................................................................................... 212

Kapitel 20 Tvangsakkord under konkurs ..................................................... 216

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 216

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 216

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 216

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 217

Kapitel 21 Krav til aktører, som beskæftiger sig med rekonstruktion,

konkurs og gældssanering .............................................................................. 219

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 219

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet ..................................................................... 219

1.1.1 Krav til aktørernes faglighed baseret på forordning (EU) 2015/848 .................... 219

1.1.2 Krav til sagsbehandleres habilitet ......................................................................... 221

1.1.3 Krav om sagsbehandleres integritet...................................................................... 221

1.1.4 Krav vedrørende udpegning, afsættelse og fratræden af sagsbehandlere............. 221

1.1.5 Tilsyn med sagsbehandlere og sagsbehandleres ansvar ....................................... 222

1.1.6 Vederlag ............................................................................................................... 223

1.1.7 Effektivitetskrav, herunder adgang til digital kommunikation............................. 223

1.2 Konkursloven .............................................................................................................. 225

1.2.1 Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjurister........................................... 225

1.2.2 Krav til kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og medhjælpere ........................ 226

1.2.3 Krav om sagens fremme og mulighed for digital kommunikation ...................... 252

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 253

2.1. Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjurister ................................................. 253

2.2. Krav til kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og medhjælpere ............................... 254

2.2.1 Faglige og integritetsmæssige krav ...................................................................... 254

2.2.2 Tilsyn, ansvar, forsikring og vederlag .................................................................. 256

2.3 Sikring af effektive rekonstruktions-, konkurs- og gældssaneringsprocedurer, herunder

digital kommunikation ....................................................................................................... 257

2.3.1 Digital kommunikation......................................................................................... 257

Kapitel 22 Omkostninger................................................................................ 259

Kapitel 23 Konkursrådets lovudkast ............................................................. 261

1. Lovudkast ........................................................................................................................... 261

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ....................................................... 273

Kapitel 1

Indledning

1. Konkursrådets kommissorium

Ved brev af 1. oktober 2019 har Justitsministeriet anmodet Konkursrådet om i forbindelse med

rådets overvejelser om bedre muligheder for påbegyndelse af ny virksomhed efter konkurs til-

lige at vurdere de lovgivningsmæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Brevet er sålydende:

”Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 20. juni 2019 direktiv (EU) 2019/1023

om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om

foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, in-

solvensbehandling og gældssanering (rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Direktivet er udstedt med henblik på at harmonisere dele af insolvensretten og

skabe et mere ensrettet regelsæt på tværs af EU-medlemsstaterne.

Direktivet skal implementeres i EU-medlemsstaterne senest den 17. juli 2021. Fri-

sten for at implementere direktivets artikel 28, som angår anvendelse af elektroni-

ske kommunikationsmidler, er dog den 17. juli 2024 for dele af bestemmelsen og

den 17. juli 2026 for den resterende del af bestemmelsen.

Konkursrådet anmodes på den baggrund om i forbindelse med rådets overvejelser

om bedre muligheder for påbegyndelse af ny virksomhed efter konkurs tillige at

vurdere de lovgivningsmæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivet. Såfremt der er behov for lovændringer for at implementere direktivet i

dansk ret, anmodes Konkursrådet om at udarbejde et lovudkast.

Konkursrådet anmodes i den forbindelse endvidere om at vurdere de økonomiske

konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Konkursrådet anmodes om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om påbegyn-

delse af ny virksomhed efter konkurs og om implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet senest den 15. november 2020.”

Justitsministeriet har ved brev af 10. maj 2021 meddelt Konkursrådet:

”Justitsministeriet anmodede ved brev af 1. oktober 2019 Konkursrådet om at vur-

dere de lovgivningsmæssige konsekvenser af Europa-Parlamentet og Rådets direk-

tiv (EU) 2019/1023 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og

udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for

rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering (rekonstruktions- og insol-

vensdirektivet).

Konkursrådet blev anmodet om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om im-

plementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet senest den 15. november

2020.

Som bekendt fylder håndteringen af corona lige nu ekstra meget i samfundet, og

der er dermed også i øjeblikket et ekstra pres på Justitsministeriet, som står for bl.a.

koordineringen af den samlede indsats mod COVID-19 og lovgivningen relateret

hertil mv.

På den baggrund har Justitsministeriet rettet henvendelse til EU-Kommissionen

med en anmodning om 1 års udsættelse af fristen for at implementere direktivet i

dansk ret. Denne anmodning har Kommissionen imødekommet. Justitsministeriet

har i de anledning besluttet, at Konkursrådets frist til at afslutte sine overvejelser

vedrørende implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet forlænges til

den 15. november 2021.”

2. Konkursrådets sammensætning

Konkursrådet havde ved afgivelse af denne betænkning følgende sammensætning:

Professor, dr. jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Københavns Universitet (formand)

Professor, Kim Sommer Jensen, Aarhus Universitet

Advokat Kristian Dalsgaard, Advokatrådet

Advokat Nete Weber, Danske Advokater

Dommer Torben Kuld Hansen, Den Danske Dommerforening

Retsassessor Preben Veng, Dommerfuldmægtigforeningen

Kontorchef Annemette Ottosen, Skatteministeriet

Statsautoriseret revisor Elan Schapiro, FSR - Danske Revisorer

Fg. statsadvokat Per Fiig, Rigsadvokaten

Chefkonsulent Rikke Stenild Hansen, Erhvervsministeriet

Fg. kontorchef Jørgen Jørgensen, Justitsministeriet

Ved indledning af arbejdet var retsassessor Bente Højmose Thrane medlem af Konkursrådet.

Hun blev afløst af retsassessor Preben Veng. Endvidere var statsautoriseret revisor Jens Baes

medlem af Konkursrådet og blev afløst af statsautoriseret revisor Elan Schapiro. Endvidere var

statsadvokat Morten Niels Jakobsen medlem af Konkursrådet og blev afløst af fg. statsadvokat

Per Fiig. Endvidere var kontorchef i Erhvervsministeriet Cécile Nielsen medlem af Konkursrå-

det og blev afløst af chefkonsulent Rikke Demant Hansen, som blev afløst af Rikke Stenild

Hansen. Endelig var kontorchef i Justitsministeriet Henrik Hjort Elmquist medlem af Konkurs-

rådet og blev afløst af kontorchef Jørgen Jørgensen.

Som sekretær for Konkursrådet har fungeret fuldmægtig Cecilie Armand, som blev afløst af

chefkonsulent Lise Troelsen, som blev afløst af fuldmægtig Jimmi Hilkøb.

3. Konkursrådets arbejde

Konkursrådet indledte arbejdet med kommissoriet vedrørende rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivets regler for rekonstruktion i efteråret 2020.

Konkursrådet afgiver hermed betænkning om revision af reglerne om rekonstruktion, herunder

implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Konkursrådet har ud over overvejelser relateret til implementeringen af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet overvejet generelle ændringer relateret til de insolvensretlige regler. Der har

således også været overvejelser i relation til regler inden for skatteområdet. Konkursrådet har

valgt ikke at gå nærmere ind i overvejelser om virksomhedspant og panthaverregnskab.

Det bemærkes, at Konkursrådet også afgiver en betænkning om modernisering og revision af

reglerne om gældssanering, som indeholder forslag til implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivers regler om gældssanering.

Det bemærkes endvidere, at Konkursrådet er anmodet om at vurdere de lovgivningsmæssige

konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, og at rådet derfor ikke har fundet an-

ledning til at foretage en nærmere analyse af direktivets samspil med det danske retsforbehold.

4. Konkursrådets udtalelse om ændringer i rekonstruktionsreglerne som

følge af covid-19

Konkursrådet afgav den 3. juli 2020 udtalelse om ændringer i rekonstruktionsreglerne som

følge af covid-19. Udtalelsen indeholder forslag til forenkling af konkurslovens regler om re-

konstruktion og en styrkelse af ansattes retsstilling under arbejdsgiverens rekonstruktionsbe-

handling.

Konkursrådets udtalelse af 3. juli 2020 blev afgivet på baggrund af en anmodning fra Justits-

ministeriet i foråret 2020 om i anledning af covid-19 at overveje behovet for ændringer af gæl-

dende regler om rekonstruktion.

Konkursrådets anbefalinger til lovændringer i rådets udtalelse af 3. juli 2020 tager sigte på at

gøre rekonstruktionsreglerne mere smidige og mindre omkostningskrævende og dermed mere

anvendelige for virksomheder, der er levedygtige, men som grundet covid-19 eller andre om-

stændigheder er blevet insolvente.

Konkursrådets anbefaler i den nævnte udtalelse, at rekonstruktionsreglerne ændres således, at

den indledende periode bliver en slags kontrolleret ”time-out” på fire til otte uger. Det er rådets

hensigt, at virksomheden i denne indledende fase skal beskyttes mod sine fordringshavere,

mens mulighederne for at opnå en rekonstruktion sonderes, men modsat i dag anbefaler Kon-

kursrådet, at en virksomhed ikke automatisk skal undergives konkursbehandling, hvis rekon-

struktionen slår fejl i ”time-out”-perioden. Den foreslåede ”time-out”-periode får dermed ka-

rakter af en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet anbefaler endvidere at æn-

dre rekonstruktionsreglerne, så reglerne bliver mindre omkostningstunge at anvende navnlig til

fordel for mindre virksomheder. Konkursrådet anbefaler herudover, at der indføres en forbedret

og hurtigere adgang til at redde en virksomhed ved en virksomhedsoverdragelse, der kan gen-

nemføres ved en ”fast track”-procedure med betryggende retsgarantier for fordringshaverne.

Konkursrådet anbefaler yderligere, at rekonstruktionsbehandling gøres til udbetalingsgrund hos

Lønmodtagernes Garantifond. Endelig anbefaler Konkursrådet, at reglerne om virksomheds-

pant gøres mere fleksible med henblik på, at en virksomhed kan fortsætte sin sædvanlige drift

under en rekonstruktionsbehandling.

De nævnte forslag fra Konkursrådet i rådets af udtalelse af 3. juli 2020 er med undtagelse af

forslaget vedrørende virksomhedspant gennemført ved lov nr. 530 af 27. marts 2021 om æn-

dring af konkursloven, lov om Lønmodtagernes Garantifond og lov om lønmodtageres retsstil-

ling ved virksomhedsoverdragelse (Værneting ved gældssanering og ændringer i rekonstrukti-

onsreglerne som følge af covid-19). Loven trådte i kraft den 29. marts 2021.

5. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag

kapitel 1

redegøres der for Konkursrådets Kommissorium, sammensætning og arbejde med

nærværende betænkning.

kapitel 2

foretages en gennemgang af gældende ret i hovedtræk vedrørende reglerne om re-

konstruktion.

kapitel 3

redegøres der overordnet for insolvensforordningen, som er omfattet af det danske

retsforbehold, og rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Kapitel 4

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvordan direktivets begreb SMV (små og

mellemstore virksomheder) skal defineres i dansk ret.

Kapitel 5

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvordan der kan etableres en tidlig vars-

ling af nødlidende virksomheder. Konkursrådet finder, at det eksisterende Early Warning pro-

gram skal gøres permanent. Konkursrådet finder endvidere, at nødlidende virksomheder skal

identificeres og varsles ved brug af en machine learning platform udviklet af Erhvervsstyrelsen.

Kapitel 6

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvorvidt rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivets regler bør implementeres i et nyt regelsæt i konkursloven om forebyggende rekon-

struktion, eller om implementeringen bør ske gennem tilpasning af den eksisterende lovgivning.

Konkursrådet finder, at konkursloven fremover bør indeholde en forebyggende rekonstrukti-

onsprocedure og en rekonstruktionsprocedure, der svarer til den, der er reguleret i konkursloven

i dag.

Kapitel 7

indeholder Konkursrådets overvejelser om anvendelsesområdet for den forebyggende

rekonstruktion. Konkursrådet finder, at såvel fysiske som juridiske personer bør have adgang

til at anvende regler om forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådets finder for så

vidt angår fysiske personer, at kun erhvervsdrivende bør have adgang til at anvende reglerne

om forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Kapitel 8

indeholder Konkursrådets overvejelser om, de processuelle regler for forebyggende

rekonstruktionsbehandling, herunder formkrav til begæring om forebyggende rekonstrutkions-

behandling, skifterettens behandling af begæringen, indledning af forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling, beskikkelse af rekonstruktør og eventuel tillidsmand, retsvirkninger af forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling og ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Kapi-

tel 8

indeholder også overvejelser om ændring af regler i konkursloven, som vedrører både

rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder regler om

sikkerhedsstillelse.

Kapitel 9

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvorvidt konkurslovens begreb ”insol-

vens” kan opretholdes i lyset af direktivets begreb om ”sandsynlighed for at blive insolvent”.

Konkursrådet finder, at konkursloven fremover bør indeholde et selvstændigt begreb om sand-

synlighed for at blive insolvent i forhold til de foreslåede regler om forebyggende rekonstruk-

tion. Konkursrådet finder endvidere, at en skyldner har sandsynlighed for at blive insolvent, når

skyldneren har økonomiske vanskeligheder.

Kapitel 10

indeholder Konkursrådets overvejelser om fyldestgørelsesforbuddet, herunder

skyldners mulighed for at opnå et fyldestgørelsesforbud samt fyldestgørelsesforbuddets om-

fang, varighed, retsvirkninger og ophævelse. Konkursrådet finder, at personer, som kan tages

under forebyggende rekonstruktionsbehandling, bør kunne anmode om et fyldestgørelsesfor-

bud. Konkursrådet finder derudover, at fyldestgørelsesforbuddet bør gælde i forhold til samtlige

fordringshavere. Konkursrådet finder endvidere, at et fyldestgørelsesforbud ikke bør kunne

overstige en varighed på ét år.

Kapitel 11

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvorvidt der i medfør af rekonstruktions-

og insolvensdirektivet bør stilles krav om obligatorisk udpegelse af en rekonstruktør under den

forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet finder, at der ikke inden for rammerne

af direktivet kan stilles krav om obligatorisk udpegelse af rekonstruktør under den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet finder imidlertid, at skifterettens afgørelse om

et fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør ledsages af

udpegelsen af en rekonstruktør.

Kapitel 12

indeholder Konkursrådets overvejelser om rekonstruktionsforslag. Konkursrådet

finder, at der ikke bør være forskel på, hvilket typer rekonstruktionsforslag, der kan fremsættes

under henholdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet foreslår en ændring af konkurslovens § 10 a, der indeholder en mulighed for at

akkordere ansvarlig lånekapital eller efterstillet krav på konventionalbod. Konkursrådet foreslår

endvidere, at en tvangsakkord vedrørende et kapitalselskab kan indeholde bestemmelse om, at

den eksisterende selskabskapital nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabskapital.

Kapitel 13

indeholder Konkursrådets overvejelser om stemmeregler i relation til vedtagelse af

et rekonstruktionsforslag. Konkursrådet finder, at det fortsat bør gælde et majoritetskrav for

vedtagelse af rekonstruktionsforslag, og at der bør stemmes efter fordringernes beløb. Med hen-

blik på at implementere direktivets regler, foreslår Konkursrådet justeringer af § 13 d, herunder

at det bør være stemmeret på fordringer, der påvirkes af, om forslaget vedtages eller forkastes.

Konkursrådet foreslår derudover, at fordringshaverne bør kunne opdeles i flere klasser, når

skyldneren ikke er en SMV. Konkursrådets foreslår endvidere, at der bør være stemmeret på

pantsikrede krav i de tilfælde, hvor der sker klasseinddeling af fordringshaverne.

Kapitel 14

indeholder Konkursrådets overvejelser om stadfæstelse af rekonstruktionsforslag,

herunder i hvilket omfang skifteretten skal nægte at stadfæste en rekonstruktion. Konkursrådet

foreslår, at de gældende regler om stadfæstelse i vidt omfang opretholdes, samt at der skal gælde

de samme regler om vedtagelse og stadfæstelse under rekonstruktionsbehandling henholdsvis

forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet foreslår dog at ændre § 13 e, stk. 5,

således, at skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en

eller flere fordringshavere får en ringere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehand-

ling, samt at en skyldner, der er en fysisk person, der ikke er erhvervsdrivende, alene skal kunne

opnå tvangsakkord, hvis den tilbudte akkorddividende mindst svarer til den dividende, som

skyldneren skulle betale under en gældssanering. Konkursrådet foreslår endvidere at overføre

visse af nægtelsesgrundene under gældssanering til rekonstruktioner, der indeholder bestem-

melse om tvangsakkord, såfremt skyldner er en fysisk person.

Kapitel 15

indeholder Konkursrådets overvejelser om arbejdstageres retsstilling under forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling samt overvejelser om der bør foretages ændringer i de eksi-

sterende regler i konkursloven om information til ansatte under rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder, at alle ansatte skal modtage information på samme vilkår som kreditorerne

i en rekonstruktion og i en forebyggende rekonstruktion, hvor der er nedlagt fyldestgørelses-

forbud. I

kapitel 15

har Konkursrådet derudover overvejet, om virksomhedsoverdragelseslo-

vens § 2, stk. 4, bør udvides til også at omfatte forebyggende rekonstruktion. Konkursrådet

finder, at mest taler for at undlade at udvide den nævnte lovs § 2, stk. 4 til forebyggende rekon-

struktion. Konkursrådet har endvidere overvejet, om reglerne om dækning af lønmodtagerkrav

m.v. via Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med arbejdsgiverens rekonstruktion også

bør gælde under forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet finder, at der ikke er

behov for at foretage ændringer i lov om Lønmodtagernes Garantifond som følge af de nye

regler om forebyggende rekonstruktion.

Kapitel 16

indeholder Konkursrådets overvejelser om gensidigt bebyrdende aftaler, herunder

om reglernes anvendelse ved forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet foreslår,

at der som udgangspunkt bør gælde de samme regler om gensidigt bebyrdende aftaler under

henholdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det for-

hold, at skyldneren ikke nødvendigvis er insolvent under en forebyggende rekonstruktion, for-

drer dog nogle undtagelser til udgangspunktet om, at de samme regler finder anvendelse. Kon-

kursrådet foreslår endvidere generelt en række ændringer af reglerne om videreførelse af gen-

sidigt bebyrdende aftaler under rekonstruktion og konkurs. De foreslåede ændringer skal blandt

andet tydeliggøre, hvilke krav som får § 94-status, herunder når der er tale om løbende aftaler,

samt i hvilket omfang der kan ske modregning.

Kapitel 17

indeholder Konkursrådets overvejelser om beskyttelse af ny finansiering og midler-

tidig finansiering under en forebyggende rekonstruktion, herunder om virksomhedspanteord-

ningen. Det er Konkursrådets vurdering, at det vil være vanskeligt for en skyldner at opnå fi-

nansiering, hvis ikke långiver kan opnå sikkerhed for sit krav i form af § 94-status. Det foreslås

derfor, at gældsstiftelsen skal have § 94-status, hvis der er nedlagt et fyldestgørelsesforbud, og

rekonstruktøren har samtykket til gældsstiftelsen. Konkursrådet har noteret sig, at der pågår

overvejelser i Justitsministeriet om en bredere evaluering af virksomhedspanteordningen, hvor-

for Konkursrådet har undladt nærmere at overveje ændringer af reglerne om virksomhedspant.

Kapitel 18

indeholder Konkursrådets overvejelser om omstødelsesreglernes anvendelse ved fo-

rebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet vurderer, at der bør etableres fristdag fra

det tidspunkt, hvor skifteretten måtte træffe bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Det er end-

videre Konkursrådets vurdering, at konkurslovens regler om omstødelse bør finde anvendelse

ved forebyggende rekonstruktionsbehandling. Da der under en forebyggende rekonstruktions-

behandling ikke vil være sikkerhed for, at skyldneren er insolvent, bør muligheden for omstø-

delse være begrænset til de tilfælde, hvor der er stadfæstet en tvangsakkord. Det er Konkursrå-

dets vurdering, at de eksisterende omstødelsesregler i tilstrækkelig grad beskytter nødvendige

dispositioner fra omstødelse.

Kapitel 19

indeholder Konkursrådets overvejelser om aktuelle skattemæssige problemstillinger

i insolvensretten, herunder akkordering af indkomstskat for igangværende indkomstår, latente

skatteretlige krav på avancer og genvundne afskrivninger, samt skattekrav som følge af udlod-

ning fra andelsselskaber. Det er Konkursrådets vurdering, at der bør være adgang til at lade

krav på B-skat, acontoskat og restskat for perioden inden akkordforslagets fremsættelse omfatte

af akkorden. Konkursrådet vurderer desuden, at skatteforvaltningen samtidig bør have adgang

til at modregne krav på B-skat og acontoskat i overskydende skat uden hensyn til akkorden,

dvs. med det oprindelige beløb. Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at problemet med

latente genvundne avancer og genvundne afskrivninger ud fra et insolvensretlige perspektiv

hensigtsmæssigt kunne løses ved at sidestille en tvangsakkord med en virksomhedsoverdra-

gelse. Det vil dog kræve yderligere skatteretlige overvejelser, hvorfor det ikke forslås på nuvæ-

rende tidspunkt. Endelig er det Konkursrådets vurdering, at der bør indsættes en mulighed i

Konkursloven for, at skyldneren henholdsvis konkursboet kan kræve indeståender i andelssel-

skaber udbetalt efter opsigelsen.

Kapitel 20

indeholder Konkursrådets overvejelser om muligheden for at opnå en tvangsakkord

under konkurs. Konkursrådet bemærker, at det tidligere har været en mulighed, samt at der kan

opstå situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, og at der ikke er tungtvejende hensyn, der

taler imod at genindføre muligheden for at opnå tvangsakkord under konkurs. Konkursrådet

foreslår derfor at indsætte en bestemmelse i Konkursloven, som giver mulighed herfor.

Kapitel 21

indeholder Konkursrådets overvejelser om krav til aktører, som beskæftiger sig med

rekonstruktion, konkurs og gældssanering. Konkursrådet finder, at der ikke er behov for at stille

yderligere krav til domstolsjuristers uddannelse og ekspertise, herunder til specialisering. I

ka-

pitel 21

har Konkursrådet overvejet, om direktivets bestemmelser om sagsbehandlere giver an-

ledning til at foreslå ændringer i konkursloven, herunder om f.eks. kuratorer bør være underlagt

en certificeringsordning. Konkursrådet finder, at det bør være den enkelte skifteret, som i alle

sager foretager en konkret vurdering, af om en person er kvalificeret til at blive kurator, rekon-

struktør, tillidsmand eller medhjælper. Konkursrådet finder derudover, at skifteretten bør kunne

afvise en person ved tvivl om dennes kvalifikationer.

kapitel 22

redegøres der overordnet for de økonomiske konsekvenser ved de fremsatte forslag.

Det er Konkursrådets vurdering, at indførelsen af regler om forebyggende rekonstruktion ikke

vil føre til flere sager end skønnet i Konkursrådets udtalelse om ændringer i rekonstruktions-

reglerne som følge af covid-19. Konkursrådet foreslår, at Early Warning programmet gøres

permanent. Det er vurderingen, at det vil kunne gennemføres med en årlig bevilling på 6-7 mio.

kr. Konkursrådet forslag om at varsle virksomheder ved brug af en machine learning-model

forventes at medføre omkostninger på ca. 2.5 mio. kr. det første år og dernæst 0,5 mio. kr. i

drift og vedligeholdelse de efterfølgende år.

Kapitel 23

indeholder Konkursrådets lovudkast samt bemærkninger til udkastets enkelte be-

stemmelser.

6. De økonomiske konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Konkursrådet er i kommissoriet blevet bedt om at vurdere de økonomiske konsekvenser af re-

konstruktions- og insolvensdirektivet.

Det er Konkursrådets vurdering, at rådets forslag om at indføre en ny forebyggende rekonstruk-

tionsprocedure ikke skønnes at medføre øget økonomiske omkostninger for skifteretterne.

Konkursrådets forslag om at implementere direktivets krav om tidlig varsling af konkurstruede

virksomheder ved at gøre den danske Early Warning-rådgivningstjeneste permanent skønnes at

medføre udgifter på ca. 6-7. mio. kr. årligt. Derudover skønnes Konkursrådets anbefaling om

at udvikle en machine learning-model til varsling af konkurstruede virksomheder at medføre en

udgift på ca. 2.5 mio. kr. det første år og dernæst 0.5 mio. kr. i de efterfølgende år til drift og

vedligeholdelse af modellen.

Konkursrådets nærmere overvejelser om økonomiske omkostninger forbundet med implemen-

tering af direktivet følger af kapitel 22.

Kapitel 2

Gældende ret i hovedtræk

1. De gældende regler om rekonstruktion

Konkurslovens afsnit IA indeholder regler om rekonstruktion. Reglerne blev indført ved lov nr.

718 af 25. juni 2010, der samtidig ophævede de hidtil gældende regler i konkursloven om an-

meldt betalingsstandsning og forhandling om tvangsakkord. Loven bygger på Konkursrådets

betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv.

Formålet med reglerne om rekonstruktion er at forbedre mulighederne for, at virksomheder, der

er levedygtige, når der ses bort fra de aktuelle økonomiske vanskeligheder, kan videreføres i

stedet for at blive erklæret konkurs.

Mens det primære formål med en konkursbehandling er at få realiseret skyldnerens aktiver med

henblik på at fyldestgøre skyldnerens og konkursboets fordringshavere, er formålet med en re-

konstruktionsbehandling at videreføre skyldnerens virksomhed ved at gøre denne solvent igen

via en tvangsakkord eller ved at overdrage virksomheden til en solvent tredjemand. En rekon-

struktion skal derfor indeholde mindst en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse, jf.

konkurslovens § 10.

En tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne mod skyld-

neren, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 1, 1. pkt. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på beta-

lingsudsættelse, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 1, 2. pkt. En tvangsakkord kan imidlertid bl.a.

ikke omfatte fordringer, der har fortrin frem for andre fordringer i tilfælde af konkurs, jf. kon-

kurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3.

En virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens igangværende

virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som udgør en økonomisk enhed, der

er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, jf. konkurslovens § 10 b.

Fordringshavere skal behandles lige, medmindre de samtykker i en mindre gunstig behandling,

eller andet følger af lovens øvrige bestemmelser, jf. konkurslovens § 10 c. Dette indebærer, at

fordringshavere i samme konkursklasse skal behandles lige, og at krav i højere konkursklasser

skal betales fuldt ud, før der betales noget til en lavere konkursklasse.

Indledning af en rekonstruktionsbehandling forudsætter en begæring fra skyldneren eller en

fordringshaver, jf. konkurslovens § 11, stk. 1, 1. pkt. Såvel fysiske personer som juridiske per-

soner kan undergives rekonstruktionsbehandling, dog således at en fysisk person ikke kan un-

dergives rekonstruktionsbehandling mod sin vilje. Foreligger der ikke samtykke, anses en for-

dringshavers begæring om rekonstruktionsbehandling for en konkursbegæring, der straks skal

behandles, jf. konkurslovens § 11, stk. 5.

Rekonstruktionsbehandling kan alene indledes, hvis skyldneren er insolvent, jf. konkurslovens

§ 11, stk. 1, 1. pkt., jf. § 17, stk. 2, og § 18.

Indledning af rekonstruktionsbehandling er ikke betinget af, at den, der fremsætter begæringen,

stiller sikkerhed for en eventuel efterfølgende konkursbehandling. Tidligere var indledning af

rekonstruktionsbehandling betinget af, at den, der fremsatte begæring om rekonstruktionsbe-

handling, stillede sikkerhed for en eventuel efterfølgende konkursbehandling, jf. konkurslovens

§ 11 a, stk. 7. Kravet om sikkerhedsstillelse for en eventuel efterfølgende konkursbehandling

blev ophævet ved lov nr. 530 af 27. marts 2021 ud fra en betragtning om, at den likviditetsmæs-

sige fordel for skyldneren ved ikke at skulle stille sikkerhed for en efterfølgende konkurs ville

fremme anvendelsen af rekonstruktionsreglerne, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 65 som

fremsat, side 12-13 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3.2).

Skifteretten beskikker ved indledningen af rekonstruktionsbehandlingen en eller flere rekon-

struktører, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 1, 1. pkt. En begæring om rekonstruktionsbehandling

er uden virkning, hvis den ikke indeholder forslag til beskikkelse af en eller flere rekonstruktø-

rer samt en erklæring fra de pågældende om, at de er villige til at påtage sig hvervet og opfylder

habilitetsbetingelserne i konkurslovens § 238, jf. § 11, stk. 2. Rekonstruktøren skal i samarbejde

med skyldneren undersøge mulighederne for at rekonstruere den nødlidende virksomhed.

Skyldneren kan vælge at anmode om beskikkelse af en regnskabskyndig tillidsmand i forbin-

delse med begæringen om rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 4. Tidligere

var en begæring om rekonstruktionsbehandling uden virkning, hvis den ikke – ud over at inde-

holde forslag til en eller flere rekonstruktører – indeholdt forslag til beskikkelse af en regn-

skabskyndig tillidsmand, og skifteretten beskikkede ved indledningen af rekonstruktionsbe-

handlingen en regnskabskyndig tillidsmand for skyldneren. Med vedtagelsen af lov nr. 530 af

27. marts 2021 blev det gjort valgfrit for skyldneren, om en regnskabskyndig tillidsmand skal

beskikkes i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingens indledning.

I de tilfælde hvor skyldneren ikke i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingens indledning

har anmodet om beskikkelse af en regnskabskyndig tillidsmand, er skyldneren ikke udelukket

fra på et senere tidspunkt at stille krav herom, jf. § 11 a, stk. 4. Skyldneren kan frem til tids-

punktet for mødet med fordringshaverne om forslaget til rekonstruktionsplanen kræve en regn-

skabskyndig tillidsmand beskikket.

Samtidig kan rekonstruktøren eller fordringshaverne på mødet om rekonstruktionsplanen eller

senere kræve, at der beskikkes en regnskabskyndig tillidsmand, jf. konkurslovens § 11 a, stk.

Rekonstruktøren kan på et hvilket som helst tidspunkt antage fornøden sagkyndig bistand, der

ikke er beskikket af skifteretten, jf. konkurslovens 11 a, stk. 1, sidste pkt.

Under en rekonstruktionsbehandling bevarer skyldneren som udgangspunkt ejerskabet og rå-

digheden over sine aktiver, men rådigheden begrænses. Skyldneren må ikke foretage dispositi-

oner af væsentlig betydning uden rekonstruktørens samtykke, og betaling af gæld må kun ske i

overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab, jf.

konkurslovens § 12, stk. 1. Hvis skyldneren er en juridisk person med begrænset hæftelse kan

skifteretten træffe bestemmelse om, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af skyldneren, jf.

konkurslovens §§ 12 a og 12 b.

Skifteretten fastsætter tidspunktet for møde med fordringshaverne, hvor rekonstruktørens for-

slag til rekonstruktionsplan for virksomheden drøftes, jf. konkurslovens §§ 11 a, stk. 2, 1. pkt.,

og 11 e, stk. 1, 1. pkt. Mødet skal holdes senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens

indledning, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 2, 2. pkt.

Hvis rekonstruktøren anmoder om det, udsætter skifteretten drøftelsen af forslaget til rekon-

struktionsplan til et senere møde, som skal holdes inden fire uger, jf. konkurslovens § 11 e, stk.

5, 1. pkt. Udsættelsen kan dog ikke ske, hvis et flertal af fordringshaverne stemmer imod, og

dette flertal repræsenterer mindst 25 % af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation

ville give stemmeret, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 5, 3. pkt. Rekonstruktionsbehandlingen kan

kun fortsætte, hvis rekonstruktionsplanen ikke forkastes af fordringshaverne, jf. konkurslovens

§ 13 f, stk. 1.

Tidligere krævede det særlige grunde at udsætte drøftelsen af forslaget til rekonstruktionsplan

til et senere møde. Med lov nr. 530 af 27. marts 2021 blev det gjort nemmere for rekonstruktøren

at anmode om udsættelse af planmødet uden yderligere begrundelse. Lovændringen gennem-

førte Konkursrådets forslag i rådets udtalelse af 3. juli 2020 om ændring i rekonstruktionsreg-

lerne som følge af covid-19. Forslaget var begrundet i, at den dagældende frist på fire uger for

fastsættelse af møde med fordringshaverne om rekonstruktionens forløb af mange blev opfattet

som for kort, hvilket vurderedes at være hæmmende for, at rekonstruktion af virksomheden

gennemførtes.

Forslaget til rekonstruktionsplan anses for vedtaget, medmindre et flertal af fordringshaverne

stemmer imod, og dette flertal repræsenterer mindst 25 % af det samlede kendte beløb, der ved

repræsentation ville give stemmeret, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 2.

Der skal senest seks måneder efter mødet med fordringshaverne om rekonstruktionsplanen, jf.

§ 11 e, holdes møde i skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktionsforslaget, jf.

konkurslovens § 13, stk. 1.

Skifteretten kan dog forlænge fristen med indtil i alt fire måneder, hvis skyldneren med rekon-

struktørens samtykke anmoder herom, og fordringshaverne vedtager det, jf. § 13 a, stk. 1.

Rekonstruktøren skal forinden udarbejde et rekonstruktionsforslag, dvs. rekonstruktørens for-

slag til, hvordan skyldnerens virksomhed skal rekonstrueres. En rekonstruktion skal som nævnt

indeholde en tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse.

Rekonstruktionsforslaget anses for vedtaget, medmindre et flertal af de fordringshavere, der er

repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer imod, jf. konkurslovens § 13 d,

stk. 1.

Det vedtagne rekonstruktionsforlag er først gyldigt, når det er stadfæstet af skifteretten, jf. kon-

kurslovens § 13 e, stk. 1.

Skifteretten skal nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis sagsbehandlingsfejl eller fejl

i de foreliggende oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for vedtagelsen, hvis

rekonstruktionsforslaget er i strid med loven, eller hvis en fordringshaver er tilsagt fordele uden

for rekonstruktionen for at indvirke på afstemningen, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 3. Skifteret-

ten kan nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis vilkårene i forslaget står i misforhold

til skyldnerens økonomiske stilling, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 5. Skifteretten kan herudover

betinge stadfæstelse af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren, jf. konkurslovens

§ 13 e, stk. 6, 1. pkt.

En stadfæstet rekonstruktion vil på begæring af en fordringshaver eller tilsynet kunne ophæves

af skifteretten, hvis skyldneren har handlet svigagtigt, hvis der forud for rekonstruktionens stad-

fæstelse af skyldneren eller med dennes vidende hemmeligt er indrømmet én fordringshaver

fordele frem for de øvrige, eller hvis skyldneren groft har tilsidesat sine forpligtelser ifølge

rekonstruktionen, jf. konkurslovens § 14 e, stk. 1.

Under rekonstruktionsbehandlingen gælder en række begrænsninger i adgangen til at søge fyl-

destgørelse i skyldnerens aktiver. Der vil under rekonstruktionsbehandlingen være adgang til

modregning, omstødelse og videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler efter regler, der i vidt

omfang svarer til reglerne i konkurs.

Hvis der stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord,

kan skyldnerens virksomhed (eller en del heraf) fortsætte med samme ejer.

Hvis der stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om virksomheds-

overdragelse, kan skyldnerens virksomhed (eller en del heraf) fortsætte med ny ejer. Skyldneren

vil i denne situation normalt gå konkurs, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag ikke tillige

indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Det er dog ikke udelukket, at skyldneren ved virk-

somhedsoverdragelsen – eventuelt i kombination med en eller flere fordringshaveres (frivillige)

gældseftergivelse – bliver solvent, således at skyldneren undgår en konkurs.

En virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling kan også ske efter en mere enkel

procedure uden skifterettens mellemkomst, jf. konkurslovens § 13 g. Formålet med den forenk-

lede procedure for virksomhedsoverdragelse, der blev indført med vedtagelsen af lov nr. 530 af

27. marts 2021, er at øge incitamentet til at foretage virksomhedsoverdragelse under en rekon-

struktionsbehandling.

Tidligere måtte virksomhedsoverdragelse under en rekonstruktionsbehandling alene ske i over-

ensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der var stadfæstet af skifteretten, jf. konkurslo-

vens § 12, stk. 2. En virksomhedsoverdragelse foretaget uden iagttagelse af konkurslovens §

12, stk. 2, kan omstødes, hvis overdragelsen har medført et tab, jf. herved konkurslovens § 75,

stk. 1.

Hvis en rekonstruktionsbehandling ophører af andre grunde end ved stadfæstelse af en rekon-

struktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller at skyldneren (i øvrigt) ikke læn-

gere er insolvent, tages skyldnerens bo automatisk under konkursbehandling samtidig med re-

konstruktionsbehandlingens ophør, jf. konkurslovens § 15, stk. 3, 1. pkt. Dette gælder dog ikke,

hvis rekonstruktionsbehandlingen ophører, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan, jf.

konkurslovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

Den nævnte undtagelse til § 15, stk. 3, 1. pkt., om umiddelbar konkursbehandling efter en fejl-

slagen rekonstruktion, blev indført ved lov nr. 530 af 27. marts 2021, der byggede på et forslag

fra Konkursrådet i rådets udtalelse af 3. juli 2020 om ændringer i regler om rekonstruktion i

anledning af covid-19.

Indførelsen af den nævnte undtagelse var begrundet i, at den automatiske konkurs i tilfælde af

en fejlslagen rekonstruktionsbehandling vurderes at afskrække skyldnere fra at bruge rekon-

struktionsreglerne.

En begæring om rekonstruktionsbehandling kan ikke tilbagekaldes efter indledningen af rekon-

struktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11, stk. 6.

Kapitel 3

EU-retten

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbe-

handling (herefter insolvensforordningen) indeholder bl.a. regler om kompetence, lovvalg og

gensidig anerkendelse. Forordningen finder anvendelse på kollektive insolvensbehandlinger,

f.eks. konkurs og rekonstruktion samt gældssanering.

Insolvensforordningen er omfattet af protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som

bilag til Lissabontraktaten. Dette indebærer, at forordningen ikke er bindende for – og ikke

finder anvendelse i – Danmark.

Forordningen indeholder ikke materielle regler for insolvensbehandling, men overlader den

materielle behandling til medlemsstaterne.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for fore-

byggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik

på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om

ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) indeholder regler

om gældssanering for fysiske personer, rekonstruktion og procedurer herfor.

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet blev vedtaget den 20. juni 2019.

Direktivet er vedtaget med hjemmel i artikel 53 og 114 i traktaten om den Europæiske Unions

funktionsmåde, og direktivet er dermed bindende for Danmark.

Det følger af direktivets artikel 34, stk. 1, at medlemsstaterne senest den 17. juli 2021 skal have

vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direkti-

vet.

Implementeringsfristen er for Danmarks vedkommende i henhold til direktivets artikel 34, stk.

2, udsat til den 17. juli 2022.

1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1 Gældende ret i hovedtræk

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder bestemmelser om rammerne for forebyg-

gende rekonstruktion, procedurer for gældssanering af insolvente iværksættere og foranstalt-

ninger med henblik på at sikre mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehand-

ling og gældssanering, jf. artikel 1, stk. 1.

De nationale reglers forhold til direktivets regler om gældssanering er behandlet i Konkursrå-

dets betænkning nr. 1578/2022 om modernisering og revision af reglerne om gældssanering,

herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, og vil ikke blive behandlet

nærmere i nærværende betænkning.

I denne betænkning behandles de nationale reglers forhold til rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivets bestemmelser for rammer for forebyggende rekonstruktion.

Direktivets regler om rekonstruktion har til formål at sikre, at levedygtige virksomheder og

iværksættere i finansielle vanskeligheder har adgang til effektive nationale regler vedrørende

forebyggende rekonstruktion, således at de får mulighed for at fortsætte driften.

I denne betænkning behandles endvidere de nationale reglers forhold til direktivets bestemmel-

ser om mere effektive procedurer for rekonstruktion og insolvensbehandling og overvågning af

disse procedurer.

Direktivets afsnit I fastsætter direktivets anvendelsesområde. Direktivet finder ikke anvendelse,

såfremt de i artikel 1, stk. 1, nævnte procedurer omfatter visse skyldnere, herunder fysiske per-

soner, som ikke er iværksættere, jf. artikel 1, stk. 2. Direktivet berører dog ikke medlemsstater-

nes adgang til at indføre tilsvarende bestemmelser for fysiske personer, som ikke er iværksæt-

tere. Medlemsstaterne kan endvidere bestemme, at direktivets rammer for forebyggende rekon-

struktion alene skal finde anvendelse på juridiske personer, jf. artikel 1, stk. 4, 2. pkt., og at

bestemte fordringer er udelukket fra eller ikke berøres af de nævnte rammer.

Direktivets afsnit I angiver, hvad der skal forstås ved begreberne ”rekonstruktion”, ”berørte

parter”, ”rekonstruktør”, ”SMV’er” mv.

Endelig indeholder direktivets afsnit I regler om skyldneres adgang til tidlige varslingsmeka-

nismer, som kan afsløre forhold, der kan give anledning til sandsynlighed for insolvens, og som

kan indikere over for dem, at det er nødvendigt straks at træffe foranstaltninger.

Direktivets afsnit II indeholder regler om rammerne for forebyggende rekonstruktion. Direkti-

vets afsnit II fastsætter regler for skyldnerens rådighed over sine aktiver under rekonstruktions-

behandlingen (kapitel 5), for suspension af individuel kreditorforfølgning under rekonstrukti-

onsbehandlingen (fyldestgørelsesforbud) (artikel 6 og artikel 7), for rekonstruktionsplanens

indhold og virkning mv. (artikel 8, artikel 9, artikel 10 og artikel 15), for rekonstruktionsplanens

gennemtvingelse over for alle kreditorklasser (artikel 11), for kapitalejere og arbejdstageres

retstilling (artikel 12 og artikel 13), for værdiansættelse af skyldnerens virksomhed (artikel 14),

for klage over afgørelser vedrørende rekonstruktionsplaner (artikel 16), for beskyttelse af ny

finansiering og midlertidig finansiering under rekonstruktionsbehandlingen (artikel 17), for be-

skyttelse af andre rekonstruktionsrelaterede dispositioner (artikel 18) og endelig for ledelsens

pligter ved sandsynlighed for insolvens (artikel 19).

Direktivets afsnit IV indeholder regler om foranstaltninger med henblik på mere effektive pro-

cedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering.

Direktivets afsnit V indeholder regler for overvågning af procedurer for rekonstruktion, insol-

vensbehandling og gældssanering.

Kapitel 4

Små og mellemstore virksomheder

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet baserer sig i en række henseender på en sondring mel-

lem små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og store virksomheder.

Hvad der skal anses som SMV’er afhænger af, hvordan dette begreb er defineret i henhold til

national ret, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra c. Medlemsstaterne bør ved den nationale fast-

læggelse af SMV-begrebet tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2013/34 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om

ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (årsregnskabsdirektivet) eller til

Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mel-

lemstore virksomheder (2003/361/EF), jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets præambel-

betragtning nr. 18.

Det følger af årsregnskabsdirektivets artikel 3, at kategorien mikrovirksomheder, små og mel-

lemstore virksomheder (svarende til SMV’er) i henhold til dette direktiv omfatter virksomhe-

der, der på balancetidspunktet ikke overskrider de numeriske grænser for mindst to af følgende

tre kriterier: en balancesum på 20 mio. EUR, en nettoomsætning på 40 mio. EUR og et gen-

nemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250. Direktivet indeholder i artikel

3, stk. 9, en mulighed for, at medlemsstater, der ikke har indført euroen, ved omregning til

nationale valutaer, kan runde de angivne beløb op eller ned med indtil 5 % til et helt beløb i de

nationale valutaer.

Det fremgår af Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomhe-

der, små og mellemstore virksomheder (svarende til SMV’er) i artikel 1, stk. 2, litra a, at med-

lemsstaterne opfordres til at anvende en definition, hvorefter virksomheder, som beskæftiger

under 250 personer og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet

balance på ikke over 43 mio. EUR anses for SMV’er. De anførte tærskler er maksimalsatser,

og medlemsstaterne kan i særlige tilfælde vælge at fastsætte lavere takster, jf. henstillingens

artikel 2. Ved gennemførelsen af visse af deres politikker kan medlemsstaterne vælge udeluk-

kende at anvende kriteriet om antallet af beskæftigede, undtagen på de områder, der er omfattet

af de forskellige regler om statsstøtte.

1.2 Konkursloven

Konkursloven indeholder ikke en definition af SMV’er og sondrer ikke mellem SMV’er og

store virksomheder i relation til anvendelsen af lovens regler.

I årsregnskabsloven inddeles virksomheder i fire regnskabsklasser fra A-D, jf. § 7.

Regnskabsklasse A gælder for virksomheder, der ikke har pligt til at aflægge årsrapport efter

årsregnskabslovens § 3, stk. 1, men som efter § 3, stk. 2, frivilligt aflægger en årsrapport, der

ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug, jf. § 7, stk. 1, nr. 1. Virksomheder, der

aflægger årsrapport efter regnskabsklasse A, kan f.eks. være personligt ejede virksomheder,

interessentskaber og kommanditselskaber, hvori en eller flere ansvarlige deltagere ikke er ka-

pitalselskaber, og meget små virksomheder med begrænset ansvar omfattet af lov om visse

erhvervsdrivende virksomheder. Disse virksomheder er uanset størrelse altid omfattet af klasse

Regnskabsklasse B omfatter mikrovirksomheder og andre små virksomheder, jf. årsregnskabs-

lovens § 7, stk. 1, nr. 2, og § 22 a, stk. 1. De omfattede virksomheder, som har pligt til at aflægge

årsrapport efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1, kan f.eks. være aktie- og anpartsselskaber, part-

nerselskaber, interessentskaber og kommanditselskaber, hvori alle ansvarlige deltagere er ka-

pitalselskaber, erhvervsdrivende fonde og virksomheder med begrænset ansvar omfattet af lov

om visse erhvervsdrivende virksomheder, medmindre disse er omfattet af regnskabsklasse A.

Som mikrovirksomheder anses ifølge årsregnskabslovens § 22 a, stk. 1, meget små virksomhe-

der omfattet af regnskabsklasse B, som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetids-

punktet ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 2,7 mio. kr., en

nettoomsætning på 5,4 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regn-

skabsåret på 10. Uanset, at størrelsesgrænserne i § 22 a, stk. 1, er opfyldt, kan visse virksomhe-

der være undtaget i henhold til reglerne i samme bestemmelses stk. 3.

Som små virksomheder anses i øvrigt virksomheder, som i to på hinanden følgende regnskabsår

på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 44

mio. kr., en nettoomsætning på 89 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i

løbet af regnskabsåret på 50, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1.

Regnskabsklasse C omfatter både mellemstore og store virksomheder, som har pligt til at af-

lægge årsrapport efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1.

Regnskabsklasse mellemstor C omfatter erhvervsdrivende virksomheder, der ikke er omfattet

af klasse A og B, og som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke

overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning

på 313 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250,

jf. § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2.

Regnskabsklasse stor C omfatter erhvervsdrivende virksomheder, der ikke er omfattet af regn-

skabsklasse A, B og mellemstore C, og som i to på hinanden følgende regnskabsår overskrider

to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313

mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250, jf. § 7,

stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 3.

Regnskabsklasse D omfatter børsnoterede og statslige aktieselskaber uanset størrelse, jf. § 7,

stk. 1, nr. 4.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, anses i henhold til årsregnskabsloven som små og mel-

lemstore virksomheder således virksomheder, som i to på hinanden følgende regnskabsår på

balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156

mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i

løbet af regnskabsåret på 250.

Årsregnskabslovens fastsættelse af tærsklerne er baseret på regnskabsdirektivets artikel 3, hvis

tærskler er udnyttet fuldt ud i medfør af direktivets artikel 3, stk. 9. Der henvises herom til

Folketingstidende 2014-15, A, L 117 som fremsat, side 132 (vedrørende de specielle bemærk-

ninger til § 7, stk. 2).

2. Konkursrådets overvejelser

Det fremgår som ovenfor anført af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 2, stk. 2, litra

c, at direktivets SMV-begreb skal forstås som defineret i henhold til national ret.

Som ligeledes anført ovenfor, fremgår det af direktivets præambelbetragtning nr. 18, at med-

lemsstaterne ved definitionen af SMV'er bør tage behørigt hensyn til årsregnskabsdirektivet

eller Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og

mellemstore virksomheder.

Konkursrådet har overvejet, i hvilket omfang det på baggrund af ovenstående er overladt til

medlemsstaterne frit at afgrænse den kreds af virksomheder, som i national ret defineres som

SMV’er.

Det er Konkursrådets vurdering, at medlemsstaterne er overladt et vist skøn ved definitionen af

SMV’er i forhold til definitionerne af dette begreb i årsregnskabsdirektivet og Kommissionens

henstilling af 6. maj 2003.

Konkursrådet finder, at en national definition af begrebet SMV’er bør fastlægges på baggrund

af kriterier om størrelsen af virksomhedens balance, omsætning og antallet af ansatte. Konkurs-

rådet har herved lagt vægt på, at disse kriterier anvendes i såvel årsregnskabsdirektivet som

Kommissionens henstilling af 6. maj 2003.

Konkursrådet finder, at det ud fra praktiske hensyn må anses for mest hensigtsmæssigt at fast-

sætte sådanne numeriske værdier vedrørende virksomhedens balance, omsætning og antallet af

ansatte til værdier, som svarer til de numeriske værdier i årsregnskabslovens § 7 for så vidt

angår regnskabsklasse mellemstor C. Disse værdier svarer til værdierne i årsregnskabsdirekti-

vets artikel 3.

Konkursrådet finder, at disse numeriske værdier også bør gælde i relation til selskaberne om-

fattet af årsregnskabslovens regnskabsklasse A og D.

Som SMV’er bør således anses virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og mellemstor C.

Endvidere bør som SMV’er anses de i regnskabsklasse A og D omhandlede selskaber, som på

tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden følgende regnskabsår

ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en nettoom-

sætning på 313 mio. kr., og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret

på 250.

Kapitel 5

Tidlig varsling og ledelsens pligter ved sandsynlighed for insolvens

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Tidlig varsling

Medlemsstaterne skal sikre, at skyldnere har adgang til en eller flere klare og gennemsigtige

tidlige varslingsmekanismer, som kan afsløre forhold, der kan give anledning til sandsynlighed

for insolvens, og som kan indikere over for dem, at det er nødvendigt straks at træffe foranstalt-

ninger, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 3, stk. 1.

Kravet om, at skyldnere skal have adgang til tidlige varslingsmekanismer (”early warning”-

mekanismer), er begrundet i, at jo tidligere en skyldner kan konstatere sine finansielle vanske-

ligheder og tage passende tiltag, desto større er sandsynligheden for, at vedkommende kan

undgå en forestående insolvens, eller, hvis der er tale om en virksomhed, hvis levedygtighed er

permanent svækket, desto mere ordnet og effektivt kan afviklingen finde sted, jf. direktivets

præambelbetragtning nr. 22.

Tidlige varslingsmekanismer kan omfatte ordninger, som varsler, når skyldneren ikke har fore-

taget visse typer betalinger, f.eks. skatter og afgifter eller bidrag til socialsikringsordninger, jf.

direktivets artikel 3, stk. 2, litra a, og præambelbetragtning nr. 22.

Endvidere kan tidlige varslingsmekanismer omfatte rådgivningstjenester fra offentlige eller pri-

vate organisationer, eller foranstaltninger, der motiverer revisorer, skattemyndigheder, sociale

sikringsmyndigheder eller andre tredjeparter til at gøre skyldneren opmærksom på en negativ

udvikling, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, litra b og c.

Medlemsstaterne har valgfrihed i forhold til, om tidlige varslingsmekanismer udvikles af med-

lemsstaterne eller den private sektor, når blot målet nås, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

22.

Ved indførelsen af sådanne foranstaltninger bør der tages hensyn til, at SMV'er har begrænsede

ressourcer til at ansætte eksperter, og medlemsstaterne kan tilpasse foranstaltningerne til virk-

somhedens størrelse, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 17 og 22.

Oplysninger om tidlige varslingsmekanismer skal gøres offentligt tilgængelige online og, navn-

lig for SMV’er, præsenteres på en let tilgængelig og brugervenlig måde. Skyldnere og medar-

bejderrepræsentanter skal endvidere have adgang til relevante og ajourførte oplysninger om de

tilgængelige tidlige varslingsmekanismer samt om procedurerne og foranstaltningerne vedrø-

rende forebyggende rekonstruktion og gældssanering. Informationen om den forebyggende re-

konstruktionsprocedure bør være tydelig, ajourført, koncis og brugervenlig, jf. direktivets arti-

kel 3, stk. 3 og 4, og præambelbetragtning nr. 22.

Medlemsstaterne har mulighed for at yde støtte til arbejdstagerrepræsentanter i forbindelse med

vurderingen af skyldners økonomiske situation, jf. direktivets artikel 3, stk. 5.

1.1.2 Ledelsens pligter

Medlemsstaterne skal sikre, at ledelsen ved sandsynlighed for insolvens tager hensyn til for-

dringshaveres, kapitalejeres og andre interessenters interesser samt til behovet for at tage skridt

for at undgå insolvens og afstå fra forsætlige eller groft uagtsomme handlinger, der bringer

virksomhedens levedygtighed i fare, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 19.

Det er dog omvendt vigtigt for at fremme forebyggende rekonstruktion, at virksomhedsledere

ikke afskrækkes fra at foretage rimelige forretningsmæssige vurderinger eller tage rimelige for-

retningsmæssige risici, navnlig når dette ville forbedre mulighederne for rekonstruktion af po-

tentielt levedygtige virksomheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 70.

Hvis et selskab har finansielle vanskeligheder, bør dets ledelse tage skridt til at mindske tab og

undgå insolvens, f.eks. søge professionel rådgivning, herunder om rekonstruktion og insolvens.

Dette kan bl.a. være ved at anvende tidlige varslingsmekanismer, beskytte virksomhedens ak-

tiver for at maksimere værdien, undgå tab af vigtige aktiver, se nærmere på virksomhedens

struktur og funktioner for at undersøge levedygtigheden og mindske udgifterne, afstå fra at

udsætte virksomheden for typer af dispositioner, der kunne blive genstand for anfægtelsessøgs-

mål, medmindre der er en passende forretningsmæssig begrundelse hertil, fortsætte med at drive

forretning under omstændigheder, hvor det er hensigtsmæssigt for at maksimere værdien som

going concern, samt forhandle med fordringshavere og indlede en forebyggende rekonstrukti-

onsprocedure, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 70.

Er en skyldnervirksomhed tæt på insolvens, er det også vigtigt, at ledelsen beskytter fordrings-

havernes berettigede interesser mod ledelsesbeslutninger, der kan få indvirkning på skyldners

bo. Dette gælder navnlig, når sådanne beslutninger kan bevirke en yderligere mindskelse af

værdien af den del af boet, der er tilgængelig til rekonstruktion eller udlodning til fordringsha-

verne. Det er derfor nødvendigt at sikre, at virksomhedsledere under sådanne omstændigheder

undgår forsætlige eller groft uagtsomme handlinger, der resulterer i en personlig gevinst på

bekostning af interessenter, og at de undgår at godkende dispositioner til under markedsværdi

eller tager skridt, der fører til, at der gives en urimelig fordel til en eller flere interessenter, jf.

direktivets præambelbetragtning nr. 71.

Det er muligt for medlemsstaterne at gennemføre direktivets artikel 19 ved at sikre, at judicielle

eller administrative myndigheder, når de vurderer, om en ledelse skal drages til ansvar for ikke

at have udvist rettidig omhu, tager de nævnte regler om ledelsens pligter i betragtning, jf. di-

rektivets præambelbetragtning nr. 71.

Medlemsstaterne kan frit fastsætte, hvilken rangorden der bør være imellem de forskellige par-

ter, hvis interesser, der skal tages behørigt hensyn til ved ledelsens udøvelse af sine pligter,

ligesom direktivet ikke berører nationale bestemmelser om beslutningsprocesserne i en virk-

somhed, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 71.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Tidlig varsling

Der er ikke i national ret fastsat bestemmelser, som sikrer, at skyldnere har adgang til tidlige

varslingsmekanismer.

Konkursrådet er dog opmærksom på, at foranstaltninger, som kan afsløre forhold, der kan give

anledning til sandsynlighed for insolvens, og indikere over for skyldnere, at det er nødvendigt

straks at træffe foranstaltninger, tilbydes af private rådgivningstjenester, hvoraf nogle er støttet

af offentlige midler.

En af disse rådgivningstjenester er Early Warning-programmet, som blev etableret af Erhvervs-

ministeriet i 2007. Programmet tilbyder kriseramte virksomheder i hele landet gratis adgang til

kompetent sparring og vejledning fra konsulenter i de tværkommunale erhvervshuse og et korps

af frivillige rådgivere samt tilknyttede insolvensadvokater. De frivillige rådgivere i programmet

har selv ledelseserfaring fra forskellige brancher og hjælper virksomhedsejerne med at afgøre,

om og hvordan den konkurstruede virksomhed kan fortsætte. Hvis det vurderes, at virksomhe-

den bør lukke, fokuserer rådgivningen på at afvikle virksomheden så hensigtsmæssigt som mu-

ligt, bl.a. med mindre gæld til det offentlige, og hjælpe ejeren godt videre efter konkursen. På

langt sigt er formålet med Early Warning, at effektive lukninger skal gøre det nemmere for ejere

at starte ny virksomhed efter en konkurs.

Early Warning-programmet er i dag finansieret gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Den årlige økonomiske ramme til driften af Early Warning har over årene ligget på et niveau

på 5-6 mio. kr. eksklusiv lønudgifter til Early Warning-konsulenterne hos de tværkommunale

Erhvervshuse.

Programmet dækker hele Danmark via konsulenter i de tværkommunale Erhvervshuse og er

forankret hos erhvervshusene med Erhvervshus Midtjylland som tovholder. Programmet byg-

ger på et samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet, fordi selve rådgivningen vareta-

ges af et korps på ca. 120 frivillige. Siden 2007 har omkring 7.000 små og mellemstore virk-

somheder i krise fået vejledning via Early Warning-programmet.

1.2.2 Ledelsens pligter

Bestyrelsen i kapitalselskaber, der har en bestyrelse, skal påse, at selskabets kapitalberedskab til

enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nu-

værende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og bestyrelsen er således til

enhver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende

kapitalberedskab er forsvarligt, jf. selskabslovens § 115, nr. 5.

En tilsvarende pligt gælder tilsynsrådet, jf. selskabslovens § 116, stk. 5, eller direktionen, jf. §

118, stk. 2, 2. pkt., afhængig af, hvilken ledelsesstruktur selskabet har valgt, jf. § 111.

Der henvises herved tillige til bestemmelsen i selskabslovens § 119.

Lever kapitalselskabets ledelse ikke op til sit ansvar for selskabets forsvarlige kapitalberedskab,

kan ledelsen efter omstændighederne ifalde et erstatningsansvar, jf. eksempelvis Paul Krüger

Andersen, Aktie- og anpartsselskabsret, 14. udgave, 2019, side 517 f.

Ledelsen vil endvidere kunne blive pålagt konkurskarantæne efter reglerne i konkurslovens af-

snit III. Det er navnlig en betingelse herfor, at det må antages, at den pågældende på grund af

groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed,

jf. konkurslovens § 157, stk. 1.

Endelig vil ledelsen efter omstændighederne kunne ifalde et strafferetligt ansvar.

Det bemærkes, at det følger af selskabslovens § 233, stk. 2, at en likvidator, såfremt likvidator

finder, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til fordringshaverne, skal indgive begæring

om rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Tidlig varsling

Konkursrådet finder, at tidlige varslingsmekanismer bør etableres ved, at det eksisterende Early

Warning-program gøres permanent, herunder at Early Warning gives permanent finansiering

på finansloven.

Konkursrådet har lagt vægt på, at det er oplyst af Erhvervsministeriet, at det er ministeriets

vurdering, at det eksisterende Early Warning-program, som har fungeret siden 2007, er en vel-

fungerende rådgivningstjeneste for tidlig varsling, og at implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivets krav om tidlige varslingsmekanismer bør ske gennem Early Warning-pro-

grammet. Ifølge Erhvervsministeriet forudsætter dette permanent finansiering på finansloven,

med henblik på at give ordningen stabile rammer og udvikle og udbrede værktøjerne til endnu

flere virksomheder.

Konkursrådet har overvejet, hvordan yderligere tidlige varslingsmekanismer kan etableres.

Konkursrådet har ved disse overvejelser lagt vægt på, at tidlige varslingsmekanismer ud fra

praktiske og omkostningsmæssige hensyn så vidt muligt bør knyttes til allerede eksisterende

mekanismer. Eksempler på sådanne eksisterende mekanismer kan være offentlige myndighe-

ders konstatering af skyldnerens manglende betaling af skat og moms, manglende indberetnin-

ger eller manglende aflæggelse af regnskab. Indgivelse af begæringer til fogedretten mod skyld-

neren, herunder om foretagelse af udlæg, udpantning eller tvangsauktion, kan ligeledes udgøre

eksempler på sådanne eksisterende mekanismer.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at tidlige varslingsmekanismer for at være tilstræk-

kelig effektive bør give skyldnere information om, at det er nødvendigt straks at træffe foran-

staltninger, i en særskilt meddelelse. En sådan meddelelse kan eksempelvis indeholde informa-

tion til den pågældende om mulighederne for bistand hos skyldnerens bankforbindelse, revisor

eller advokat samt oplysninger om gratis rådgivningstjenester, som kan være skyldneren be-

hjælpelig, f.eks. rådgivning ved Early Warning-programmet.

Konkursrådet har desuden lagt vægt på, at tidlige varslingsmekanismer bør målrettes skyldnere,

som reelt er nødlidende, hvorfor information, som indikerer over for skyldnere, at det er nød-

vendigt straks at træffe foranstaltninger, ikke automatisk bør udsendes ved enhver overskridelse

af frister for betalinger eller indberetninger til det offentlige eller lignende. Konkursrådet er dog

opmærksom på, at en sådan selektering i praksis kan vise sig vanskelig og omkostningstung,

ligesom det vil åbne op for, at visse skyldnere ikke modtager den relevante information.

Konkursrådet har bedt Skatteministeriet om at vurdere, hvorvidt det vil være muligt for Skatte-

forvaltningen at bidrage til at varsle skyldnere i forbindelse med afgivelse af rykkere for mang-

lende betaling af skat og moms.

Skatteministeriet har i den forbindelse oplyst til Konkursrådet, at Skattestyrelsen i forbindelse

med rykkere, der fra skattekontoen udsendes til virksomheder, når virksomhedens debetsaldo

overstiger 5.000 kr., kan vedlægge et bilag med en vejledning om muligheden for at opnå råd-

givning hos Early Warning. Skatteministeriet bemærker dog, at det er en betingelse for anven-

delsen af denne model, at Skatteforvaltningen ikke kan stilles til ansvar for den rådgivning, som

Early Warning udøver.

Konkursrådet har endvidere bedt Erhvervsministeriet om at vurdere, hvorvidt det vil være mu-

ligt for Erhvervsstyrelsen at bidrage til at varsle skyldnere i forbindelse med skyldnerens ind-

levering af årsrapport.

Erhvervsministeriet har i den forbindelse oplyst til Konkursrådet, at Erhvervsstyrelsen i samar-

bejde med Skatteforvaltningen har etableret en kontrolplatform baseret på machine learning

(ML) og data fra fx CVR, årsregnskaber og momsdata, hvor styrelsen udsøger virksomheder,

personer og netværk, der udviser høj risiko for at have intentioner om at begå økonomisk kri-

minalitet. Styrelsen har i den forbindelse udviklet en ML-model, som på baggrund af et indle-

veret årsregnskab bedømmer sandsynligheden for, at virksomheden går konkurs indenfor 2 år.

Modellen benyttes i dag til at gennemføre kontroller.

Erhvervsministeriet har derudover oplyst til Konkursrådet, at platformen og metoden kan bru-

ges til at vurdere risikoen for, om en virksomhed vil gå konkurs inden for et givent tidsrum. Det

kan ske ved, at ML-modellernes algoritmer undersøger relevante indikatorer og beregner en

risikoscore. Hvis risikoen overstiger en vis størrelse, kan der med det rette set-up genereres en

besked til virksomheden, hvor der tilbydes hjælp, f.eks. fra Erhvervshusene.

Erhvervsministeriet har endvidere oplyst, at den model for konkursrisiko, som Erhvervsstyrel-

sen anvender i dag, kun kontrollerer virksomheder, som indleverer årsregnskab, hvilket eksklu-

derer enkeltmandsvirksomheder m.fl. Hvis modellen viser sig at passe til behovet for varsling

af skyldnere i forbindelse med implementering af insolvensdirektivet, vil den skulle valideres

af konkurskyndige fagfolk inden ibrugtagen. Hvis den yderligere skal inkludere alle virksom-

hedsformer, skal der også anvendes virksomhedsdata fra Skatteforvaltningen, som Erhvervs-

styrelsen i øjeblikket er ved at få adgang til. Denne udvidelse vil kræve videreudvikling af mo-

dellen. Det kan ikke på forhånd vurderes, om disse nye data kan lægges til grund for en tilfreds-

stillende ML-model – det vil afhænge af tests.

Der vil skulle tages stilling til, hvordan de enkelte virksomheder skal informeres om algorit-

mens vurdering af, at de muligvis er konkurstruede. Der skal desuden tages stilling til, hvilken

eller hvilke myndigheder, der skal stå for en eventuel varsling. En mulighed er, at algoritmens

vurdering af den enkelte virksomhed kan kobles til Digital Post, så der automatisk sendes noti-

fikationer til de berørte virksomheder, fx med relevant information om rådgivningsmuligheder.

Dette kan ske i nær-realtid efter modtagelse af regnskabsoplysninger. Det vil være muligt at

justere mængden af afsendte notifikationer ved at fastsætte modellens grænseværdi, dvs. hvor

sikker modellen skal være på, at virksomheden vil gå konkurs, før der reageres.

Det er Erhvervsstyrelsens foreløbige estimat, at udvikling og drift af en egnet ML-model til

varsling af konkurstruede virksomheder vil koste ca. 2,5 mio. første år. Dette omfatter udvikling

og integrationer (fx med Digital Post). I de følgende år vurderes det, at drift og vedligehold af

modellen vil koste 0,5 mio. årligt. Hertil kommer evt. udgifter til en evt. udvidet vejledning og

rådgivningsindsats for de pågældende virksomheder.

Konkursrådet finder, at information om straks at træffe foranstaltninger bør gives målrettet, så

det tilstræbes kun at give information til skyldnere, der reelt er nødlidende. Det er Konkursrå-

dets opfattelse, at dette bør ske ved anvendelse af den ovenfor beskrevne machine learning-

model.

Det er Konkursrådets opfattelse, at såfremt det ikke bliver muligt for Erhvervsstyrelsen at lave

en machine learning-model, som også kan anvende virksomhedsdata fra Skatteforvaltningen,

bør Skatteforvaltningen også udsende varslingsmeddelelser, når en virksomheds debetsaldo

overstiger den i opkrævningsloven fastsatte beløbsgrænse for, hvornår en virksomhed rykkes

for betaling af skatter og afgifter.

Konkursrådet finder endvidere, at tidlig varsling også bør ske ved, at fogedretten udsender in-

formationsmateriale til erhvervsdrivende skyldnere, som mødes med anmodninger om foreta-

gelse af udlæg, udpantning, tvangsauktion m.v.

I informationen fra domstolene og de nævnte offentlige myndigheder bør det fremgå, at der på

internettet kan søges yderligere information om Early Warning.

Da arbejdsgiveres bidrag til sociale sikringsordninger i form af f.eks. indbetalinger til barsels-

og sygedagpenge spiller en mindre rolle i dansk ret, finder Konkursrådet det ikke hensigtsmæs-

sigt at benytte skyldnerens manglende bidrag til socialsikringsordninger som en tidlig vars-

lingsmekanisme.

Konkursrådet er bekendt med, at visse private aktører har oparbejdet databaser og/eller udviklet

it-værktøjer, som gør det muligt at forudse skyldnerens sandsynlighed for insolvens eller insol-

vens med en vis sikkerhed. Uanset det hensigtsmæssige i at udnytte de fordele, som kan være

forbundet med udnyttelsen af sådanne værktøjer, finder Konkursrådet, at private aktører ikke

bør pålægges at udgøre et led i de tidligere varslingsmekanismer, som stilles til rådighed for

skyldnere. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at den eksisterende lovgivning ikke rummer

adgang til at pålægge private sådanne forpligtelser, og at oplysninger om skyldnerens sandsyn-

lighed for insolvens er af en sådan karakter, at disse oplysninger ikke bør tilskyndes udvekslet

af den danske stat, som bl.a. ikke har mulighed for at kontrollere oplysningernes rigtighed.

Konkursrådet bemærker, at dette ikke forhindrer private aktører i selv at sende meddelelser til

skyldneren, som indeholder opfordringer til straks at træffe foranstaltninger.

Konkursrådet finder samlet, at domstolene og Erhvervsstyrelsen (og evt. Skatteforvaltningen)

bør foretage tidlig varsling af skyldneren i de tilfælde, hvor skyldneren reelt er nødlidende, og

at det bør være op til den enkelte myndighed, om det er nødvendigt at indføre konkret lovhjem-

mel til brug herfor, og hvordan denne lovhjemmel i givet fald bør udformes.

2.2 Ledelsens pligter

Konkursrådet finder, at de eksisterende bestemmelser i konkursloven, selskabsloven og andre

regelsæt om ledelsens pligter og ansvar må anses for værende i overensstemmelse med rekon-

struktions- og insolvensdirektivets bestemmelser.

Det er således Konkursrådets opfattelse, at der ikke er anledning til at foreslå ændringer i de

gældende regler.

Kapitel 6

Selvstændig procedure til forebyggende rekonstruktion eller ét rekonstruk-

tionsregelsæt

1. Gældende ret

1.1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Medlemsstaterne skal sikre, at skyldnere ved sandsynlighed for insolvens har adgang til en

ramme for forebyggende rekonstruktion, som sætter skyldnere i stand til at gennemføre en re-

konstruktion, med henblik på at afværge insolvens og sikre levedygtighed, uden at det berører

andre løsninger for at undgå insolvens, og dermed beskytte arbejdspladser og opretholde er-

hvervsaktiviteten, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 4, stk. 1.

Direktivets artikel 4, stk. 7, fastsætter, at skyldnere på begæring skal have adgang til rammer

for forebyggende rekonstruktion i henhold til direktivet. I henhold til direktivets artikel 4, stk.

8, kan medlemsstaterne også fastsætte, at sådanne rammer for forebyggende rekonstruktion er

tilgængelige på anmodning fra fordringshavere og arbejdstagerrepræsentanter med skyldners

samtykke. Medlemsstaterne kan begrænse dette krav om opnåelse af samtykke til tilfælde, hvor

skyldnerne er SMV’er.

Rammerne for forebyggende rekonstruktion bør først og fremmest gøre det muligt for skyldnere

at rekonstruere effektivt på et tidligt tidspunkt og med henblik på at undgå insolvens og derved

begrænse unødig afvikling af levedygtige virksomheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

Rammerne for forebyggende rekonstruktion i henhold til direktivet kan bestå i en eller flere

procedurer, foranstaltninger eller bestemmelser, hvoraf nogle kan gennemføres udenretsligt,

uden at dette berører eventuelle andre rammer for rekonstruktion i henhold til national ret. Med-

lemsstaterne skal sikre, at rammen for rekonstruktion på en sammenhængende måde giver

skyldnere og berørte parter de rettigheder og garantier, der er fastsat i direktivets afsnit II, jf.

direktivets artikel 4, stk. 5.

De nationale rammer for forebyggende rekonstruktion bør inkludere fleksible procedurer, og

skyldnere bør have adgang til alle de rettigheder og garantier, der er fastsat i direktivet, med

henblik på at opnå effektiv rekonstruktion, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 29.

Medlemsstaterne kan i tilfælde, hvor judicielle eller administrative myndigheders inddragelse

ikke er obligatorisk i henhold til direktivet, indføre bestemmelser, som begrænser disses ind-

dragelse i rammer for forebyggende rekonstruktion til tilfælde, hvor den er nødvendig og for-

holdsmæssig, samtidig med at det sikres, at berørte parters og relevante interessenters rettighe-

der beskyttes og der tages hensyn til målet om at mindske forsinkelser og omkostninger ved

procedurerne, jf. direktivets artikel 4, stk. 6, og præambelbetragtning nr. 29

1.2 Konkursloven

Skyldnere har ikke i henhold til national ret adgang til lovfæstede rekonstruktionsprocedurer,

som giver mulighed for at rekonstruere skyldnerens virksomhed på et tidligt tidspunkt med

henblik på at undgå insolvens.

Skyldnere har under dansk ret mulighed for at få indledt rekonstruktionsbehandling inden for

rammerne af konkurslovens afsnit IA, hvilket kræver, at skyldneren er insolvent, jf. konkurslo-

vens § 11, jf. § 17, stk. 2, og § 18.

Det primære formål med den rekonstruktionsprocedure, der er foreskrevet i konkurslovens af-

snit IA, er at videreføre skyldnerens virksomhed ved at gøre denne solvent igen via en tvangs-

akkord eller ved at overdrage virksomheden til en solvent tredjemand.

Rekonstruktionsbehandling inden for rammerne af konkursloven er karakteriseret ved, at der

etableres en fristdag, der har betydning for en lang række forhold under insolvensbehandlingen,

herunder omstødelsesfrister, frister for lønprivilegium og afskæring af mulighed for modreg-

ning, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen,

Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. ud-

gave, 2020, side 42.

Under rekonstruktionsbehandlingen gælder der et forbud mod retsforfølgning mod skyldneren,

og der vil være adgang til modregning, omstødelse og videreførelse af gensidigt bebyrdende

aftaler efter regler, der i vidt omfang svarer til reglerne i konkurs.

Skifterettens rolle under rekonstruktionsproceduren er forholdsvis passiv, jf. det anførte om

skifterettens rolle i betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv. Det fremgår af den

nævnte betænkning, at Konkursrådet fandt, at skifterettens rolle burde være begrænset til at

træffe bestemmelse om indledning af rekonstruktionsbehandling og til at påse, at rekonstrukti-

onsbehandlingen foregik inden for lovens rammer, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekon-

struktion mv., side 26, og Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 43 (lovforsla-

gets almindelige bemærkninger, pkt. 3.6.2.1).

Konkurslovens § 13 e fastsætter, at det af fordringshaverne vedtagne rekonstruktionsforlag først

er gyldigt, når det er stadfæstet af skifteretten. Skifteretten kan kun nægte at stadfæste rekon-

struktionsforslaget, hvis sagsbehandlingsfejl eller fejl i de foreliggende oplysninger må antages

at have haft væsentlig betydning for vedtagelsen, hvis en fordringshaver er tilsagt fordele uden

for rekonstruktionen for at indvirke på afstemningen, eller hvis rekonstruktionsforslaget er i

strid med loven eller står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, jf. konkurslovens §

13 e, stk. 3 og 5.

En virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling kan også ske efter en mindre

tidskrævende procedure uden skifterettens mellemkomst, jf. konkurslovens § 13 g.

Tidligere måtte virksomhedsoverdragelse under en rekonstruktionsbehandling alene ske i over-

ensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der var stadfæstet af skifteretten, jf. konkurslo-

vens § 12, stk. 2. En virksomhedsoverdragelse, der var foretaget uden iagttagelse af konkurslo-

vens § 12, stk. 2, ville kunne omstødes, hvis overdragelsen havde medført et tab, jf. herved

konkurslovens § 75.

Det følger af konkurslovens § 14 e, at en stadfæstet rekonstruktion på begæring af en fordrings-

haver vil kunne ophæves af skifteretten, hvis skyldneren har handlet svigagtigt eller groft til-

sidesætter sine forpligtelser ifølge rekonstruktionen.

Konkurslovens § 15, stk. 3, 1. pkt., fastsætter, at skyldnerens bo automatisk tages under kon-

kursbehandling, hvis en rekonstruktionsbehandling ophører af andre grunde end ved stadfæ-

stelse af en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller at skyldneren

(i øvrigt) ikke længere er insolvent. Dette gælder dog ikke, hvis rekonstruktionsbehandlingen

ophører, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan, jf. konkurslovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

Konkurslovens § 11, stk. 6, fastsætter endelig, at en begæring om rekonstruktionsbehandling

ikke kan tilbagekaldes efter indledningen af rekonstruktionsbehandling.

Ved siden af mulighederne for rekonstruktion af en virksomhed inden for konkurslovens ram-

mer, som i et vist omfang er underlagt offentlig kontrol, er der også mulighed for at opnå en

frivillig gældsordning. En frivillig gældsordning er karakteriseret ved, at der er tale om en

gældsordning, der er etableret uden anmeldelse til skifteretten og uden orientering i øvrigt til

offentlige instanser, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim

Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori

og praksis, 2. udgave, 2020, side 41. Der vil under en frivillig gældsordning ikke være adgang

til de virkemidler, der er adgang til under en rekonstruktionsprocedure inden for konkurslovens

rammer. Det drejer sig bl.a. om adgangen til omstødelse, videreførelsen af gensidigt bebyr-

dende aftaler og tvunget debitorskifte som led i en virksomhedsoverdragelse. En frivillig gælds-

ordning er kun bindende for de fordringshavere, som har tiltrådt den, og ordningen omfatter

således ikke nødvendigvis alle skyldnerens fordringshavere. Manglende tilslutning fra for-

dringshavere vil betyde risiko for individualforfølgning m.v. fra de udenforstående fordrings-

haveres side og dermed risiko for, at den frivillige gældsordning ikke kan overholdes af skyld-

neren.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets regler for forebyg-

gende rekonstruktion bør implementeres i et nyt regelsæt i konkursloven om forebyggende re-

konstruktion, eller om implementeringen af de nævnte regler i direktivet bør ske gennem en

tilpasning af den eksisterende lovgivning.

Som nævnt nedenfor er det på baggrund af en samlet hensynsafvejning Konkursrådets opfat-

telse, at konkursloven fremover bør indeholde regler om en selvstændig procedure for forebyg-

gende rekonstruktion. Konkursrådet vil i det følgende redegøre for de hovedhensyn, som rådet

har tillagt vægt i valget mellem én eller flere lovfæstede rekonstruktionsprocedurer.

Først og fremmest har Konkursrådet tillagt det vægt, at hensynet til at sikre videreførelsen af

levedygtige virksomheder, der har forbigående økonomiske vanskeligheder, tilsiger, at insol-

vente skyldnere fortsat automatisk skal meddeles et fyldestgørelsesforbud ved rekonstruktions-

behandlingens indledning.

Konkursrådet har i den forbindelse vurderet, at direktivets artikel 6 må læses således, at der

under en forebyggende rekonstruktion ikke gælder et automatisk fyldestgørelsesforbud, dvs. at

et fyldestgørelsesforbud kræver en begæring fra skyldneren.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at et sådant fyldestgørelsesforbud fortsat bør supple-

res af en af skifteretten udpeget rekonstruktør, som kan varetage fordringshavernes interesser

og sikre, at rekonstruktionsbehandlingen forløber forsvarligt og ikke misbruges til skade for

fordringshaverne. Konkursrådet har i den forbindelse hæftet sig ved, at det af direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 30 fremgår, at udpegelsen af en rekonstruktør til at føre tilsyn med skyld-

nerens aktiviteter eller til delvist at overtage kontrollen over den daglige drift ikke bør være

obligatorisk i alle tilfælde, men bør afgøres fra sag til sag afhængigt af sagens omstændigheder

eller skyldners specifikke behov.

Konkursrådet har endvidere kunnet konstatere, at det af direktivets artikel 5, stk. 3, følger, at

der kan vedtages regler om obligatorisk udpegelse af en rekonstruktør i tilfælde, hvor et fyl-

destgørelsesforbud meddeles af en judiciel eller administrativ myndighed, og den judicielle el-

ler administrative myndighed beslutter, at en sådan rekonstruktør er nødvendig for at beskytte

parternes interesser.

Konkursrådet har på ovenstående baggrund vurderet, at reglerne i konkursloven om automatisk

fyldestgørelsesforbud og obligatorisk beskikkelse af en rekonstruktør ikke vil kunne oprethol-

des, hvis konkurslovens eksisterende rekonstruktionsregler skal tilpasses direktivet. Hvis skyld-

neren ikke anmoder om et fyldestgørelsesforbud, kan der ikke stilles krav om, at der skal be-

skikkes en rekonstruktør. Udpegelse af rekonstruktør kan efter direktivet alene gøres obligato-

risk, hvis skifteretten konkret træffer bestemmelse om et fyldestgørelsesforbud, og hvis skifte-

retten konkret vurderer, at en rekonstruktør er nødvendig for at beskytte parternes interesser.

Konkursrådet bemærker, at såfremt der træffes bestemmelse om et fyldestgørelsesforbud, må

det i almindelighed anses for nødvendigt at beskikke en rekonstruktør for at beskytte fordrings-

havernes interesser i den periode, hvor de er afskåret fra individualforfølgning.

Konkursrådet har også lagt vægt på, at det ikke kan udelukkes, at nogle skyldnere kan have et

ønske om at forsøge at opnå en rekonstruktion uden et fyldestgørelsesforbud, hvis dette mulig-

gør, at skyldneren kan vente længere med at orientere sine fordringshavere om rekonstruktions-

bestræbelserne. En selvstændig procedure for forebyggende rekonstruktion vil således kunne

anvendes som alternativ til en udenretlig rekonstruktion.

Ovenstående taler efter Konkursrådets opfattelse for at indføre et nyt regelsæt i konkursloven

med en selvstændig procedure for forebyggende rekonstruktion. En sådan fremgangsmåde vil

indebære, at kravet om beskikkelse af en rekonstruktør ikke længere vil kunne opretholdes i

alle tilfælde.

Ud fra en sådan betragtning bør konkursloven i lyset af direktivets regler fremover stille to

særskilte rekonstruktionsprocedurer til rådighed for skyldnere i økonomiske vanskeligheder,

således at insolvente skyldnere under i hvert fald én rekonstruktionsprocedure fortsat vil kunne

opnå et automatisk fyldestgørelsesforbud og deraf følgende krav om beskikkelse af rekonstruk-

tør.

Ved valget mellem en eller flere rekonstruktionsprocedurer har Konkursrådet endvidere tillagt

den omstændighed vægt, at solvente skyldnere, der har sandsynlighed for insolvens, på lige fod

med insolvente skyldnere skal kunne få adgang til den direktivforeskrevne procedure. Det in-

debærer efter Konkursrådets opfattelse, at den gældende adgang til kreditorbegærede rekon-

struktionsprocedurer og de gældende regler om indledning af rekonstruktionsbehandling uden

skyldnerens samtykke ikke vil kunne opretholdes, såfremt de gældende rekonstruktionsregler

skal tilpasses direktivet. Det er således tvivlsomt, om det ud fra navnlig hensynet til den private

ejendomsret vil være forsvarligt at tvinge solvente skyldnere ind i en rekonstruktionsprocedure

med de retsvirkninger, der følger heraf.

Konkursrådet finder, at hensynet til at sikre, at flest mulige virksomheder videreføres i stedet

for at blive erklæret konkurs, taler afgørende for, at insolvente skyldnere automatisk skal kunne

opnå beskyttelse mod retsforfølgning fra fordringshaverne allerede på tidspunktet for rekon-

struktionsbehandlingens indledning. Den beskyttelse af fordringshaverne, der er påkrævet un-

der et sådant forbud mod retsforfølgning, varetages efter Konkursrådets opfattelse bedst gen-

nem et krav om tvungen beskikkelse af en rekonstruktør til at føre tilsyn med skyldnerens akti-

viteter. Et sådant krav om obligatorisk tilsyn fra en rekonstruktør vurderes, som anført ovenfor,

ikke at være i overensstemmelse med direktivets regler for skyldnerens rådighed over sine ak-

tiver under rekonstruktionsproceduren.

Konkursrådet finder det også på den baggrund mest hensigtsmæssigt, at konkursloven fremover

stiller to forskellige former for rekonstruktionsprocedurer til rådighed for skyldnere i økonomi-

ske vanskeligheder, nemlig en forebyggende rekonstruktionsprocedure og en rekonstruktions-

procedure, der svarer til den, der er reguleret i konkursloven i dag.

Konkursrådet er opmærksom på, at indførelsen af et selvstændig regelsæt for forebyggende

rekonstruktion, som supplement til de eksisterende rekonstruktionsregler i konkursloven, kan

øge retsområdets kompleksitet og dermed gøre det vanskeligere for virksomheder at bevare

overblikket over rekonstruktionslovgivningen. En tilpasning af de nugældende regler i konkurs-

loven til direktivets regler, således at konkursloven alene vil indeholde ét rekonstruktionsregel-

sæt, vil efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt føre til et mere overskueligt rekon-

struktionsområde. Konkursrådet har tillagt det vægt i den forbindelse, at rekonstruktionslovgiv-

ningen i forvejen må anses at bestå af mangeartede og detaljerede bestemmelser. Dette støtter

valget af en løsning, hvorefter direktivets regler implementeres i konkursloven ved at bringe de

gældende rekonstruktionsregler i overensstemmelse med direktivet. På den anden side vil ét

regelsæt skulle indeholde en række særregler om tilfælde, hvor skyldneren ikke er solvent, idet

der eksempelvis kan være betænkeligheder ved at bringe reglerne om omstødelse i anvendelse

i sådanne tilfælde. Selv om der alene laves ét regelsæt, vil der således alligevel blive tale om et

komplekst regelsæt.

Konkursrådet bemærker, at der må forventes et tæt samspil mellem reglerne om forebyggende

rekonstruktion og den eksisterende rekonstruktionsprocedure. Det er herunder Konkursrådets

forventning, at en skyldner, for hvem den forebyggende rekonstruktionsprocedure ikke lykkes,

ofte vil overgå til rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Konkursrådet har i forbindelse med forslaget, om at der bør være to forskellige rekonstrukti-

onsprocedurer, overvejet, om der vil være behov for at ændre i lovgivning som bestemmer, at

autorisationer, tilladelser, beskikkelser mv. bortfalder i tilfælde af rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder, at det bør overvejes af de relevante myndigheder, hvorvidt regler om at

autorisationer, tilladelser, beskikkelser mv. bortfalder ved indledningen af rekonstruktionsbe-

handlingen også bør finde anvendelse ved indledningen af en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling. Det er Konkursrådets opfattelse, at det samtidig bør overvejes, om det er formålstjen-

ligt i forhold til at redde konkurstruede virksomheder at opretholde en regel om, at f.eks. en

autorisation bortfalder ved indledning af en rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at det bør inddrages i overvejelserne, at en skyldner

under en forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke nødvendigvis er insolvent. Konkursrå-

det bemærker endvidere, at såfremt man gør en forebyggende rekonstruktion til en bortfalds-

grund i forhold til autorisationer mv., bør det overvejes, om dette kun skal gælde, hvis der er

nedlagt fyldestgørelsesforbud.

Kapitel 7

Anvendelsesområdet for den forebyggende rekonstruktion

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Skyldnere, som ikke er iværksættere

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet finder ikke anvendelse på skyldnere, som er fysiske

personer, der ikke er iværksættere, jf. artikel 1, stk. 2, litra h.

Som ”iværksætter” defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 9, en fysisk person, som driver

forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller erhverv.

Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af rammerne for forebyggende rekonstruktion til

juridiske personer. Denne mulighed er begrundet i, at iværksætteres finansielle vanskeligheder

alternativt kan håndteres effektivt ved hjælp af procedurer, som fører til gældssanering, eller

ved hjælp af uformelle rekonstruktioner på grundlag af kontraktmæssige aftaler, jf. direktivets

artikel 1, stk. 4, og præambelbetragtning nr. 20.

1.1.2 Skyldnere, som udgør en finansiel enhed, der yder finansielle tjenester

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet finder ikke anvendelse på visse finansielle enheder,

der yder finansielle tjenester, jf. artikel 1, stk. 2, litra a-f. Herunder finder direktivet ikke an-

vendelse på:

forsikrings- og genforsikringsselskaber som defineret i direktivets artikel 13, nr. 1 og 4,

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (artikel 1, stk. 2, litra a)

kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2013/575 (artikel 1, stk. 2, litra b)

investeringsselskaber og kollektive investeringsordninger som defineret i artikel 4, stk.

1, nr. 2 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2013/575 (artikel 1, stk.

2, litra c)

centrale modparter som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) 2012/648 (artikel 1, stk. 2, litra d)

værdipapircentraler som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2014/909 og andre finansieringsinstitutter og enheder, der er

anført i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2014/59 (artikel 1, stk. 2, litra e)

andre finansieringsinstitutter og enheder, der er anført i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/59 (artikel 1, stk. 2, litra f)

Medlemsstaterne kan også udelukke andre finansielle enheder, der yder finansielle tjenester, og

som er omfattet af sammenlignelige ordninger og indgrebsbeføjelser, jf. direktivets artikel 1,

stk. 3.

Undtagelsen af de ovennævnte skyldnere er ifølge præambelbetragtning nr. 19 begrundet i, at

sådanne skyldnere er omfattet af særordninger, og at de nationale tilsyns- og afviklingsmyndig-

heder har vidtgående indgrebsbeføjelser i forhold til dem.

1.1.3 Skyldnere, som er offentlige organer

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet finder ikke anvendelse på offentlige organer i henhold

til national ret, jf. direktivets artikel 1, stk. 2, litra g.

Det følger af præambelbetragtning nr. 20, at undtagelsen af disse skyldnere skyldes de samme

hensyn, som gør sig gældende vedrørende finansielle enheder, der yder finansielle tjenester, jf.

ovenfor i pkt. 1.1.2.

1.1.4 Skyldnere, som ikke opfylder en levedygtighedstest

Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre en levedygtighedstest i henhold til national ret,

forudsat at en sådan test har til formål at udelukke skyldnere uden udsigt til at opnå levedygtig-

hed fra adgangen til den forebyggende rekonstruktionsprocedure, og at den kan gennemføres

uden at være til skade for skyldnerens aktiver. En sådan test bør foretages uden at være til skade

for skyldners aktiver, hvilket kan ske på den måde, at der bevilges et fyldestgørelsesforbud,

eller at testen udføres uden unødig forsinkelse. At testen ikke bør være til skade for skyldnerens

aktiver, bør dog ikke forhindre medlemsstater i at kræve, at skyldner for egen regning doku-

menterer sin levedygtighed, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 4, stk. 3, og præ-

ambelbetragtning nr. 26.

1.1.5 Skyldnere, som har overtrådt regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser m.v.

Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at skyldnere, der er dømt for alvorlige over-

trædelser af regnskabsmæssige eller bogføringsmæssige forpligtelser i henhold til national ret,

først kan få adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, efter de pågældende skyld-

nere har truffet fyldestgørende foranstaltninger til at afhjælpe de forhold, der gav anledning til

dommen, med henblik på give fordringshaverne de oplysninger, de behøver for at kunne træffe

en beslutning under rekonstruktionsforhandlingerne, jf. rekonstruktions- og insolvensdirekti-

vets artikel 4, stk. 2.

Den omstændighed, at medlemsstaterne kan begrænse adgangen til en rekonstruktionsramme

for sådanne skyldnere, der er dømt for alvorlige overtrædelser af deres regnskabs- eller bogfø-

ringsmæssige forpligtelser, bør ikke forhindre medlemsstaterne i også at begrænse deres adgang

til rammer for forebyggende rekonstruktion, hvis deres bøger og forretningspapirer er ufuld-

stændige eller mangelfulde i en grad, der gør det umuligt at fastslå deres aktiviteter og finan-

sielle situation, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 27.

1.1.6 Skyldnere, som har ikkefinansielle vanskeligheder

Anvendelsesområdet for rammerne for forebyggende rekonstruktion kan udvides til også at

omfatte situationer, hvor skyldnere har ikkefinansielle vanskeligheder, f.eks. at skyldneren har

mistet en kontrakt, der har central betydning for vedkommende. Det er dog en forudsætning

herfor, at sådanne vanskeligheder medfører en reel og alvorlig trussel mod en skyldners aktuelle

eller fremtidige evne til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, jf. rekonstruktions-

og insolvensdirektivets præambelbetragtning nr. 28.

Den relevante tidsramme for fastlæggelse af en trussel som den ovennævnte, kan udgøre en

periode på flere måneder eller endnu længere for at tage hensyn til tilfælde, hvor skyldner har

ikkefinansielle vanskeligheder, der truer skyldnerens aktiviteters status som en going concern

og på mellemlang sigt likviditet, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 28.

1.1.7 Undtagelse af visse kreditorkrav fra rammerne om forebyggende rekonstruktion

Medlemsstaterne kan fastsætte, at visse fordringer er udelukket fra eller ikke berøres af ram-

merne for forebyggende rekonstruktion, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 1,

stk. 5, litra a-c.

Dette omfatter for det første nuværende eller tidligere arbejdstageres eksisterende og fremtidige

tilgodehavender, for det andet underholdskrav, der er opstået i forbindelse med et familiefor-

hold, forælder-barn-forhold, ægteskab eller svogerskab, og for det tredje fordringer som følge

af skyldners erstatningsansvar uden for kontraktforhold.

Medlemsstaterne skal herudover sikre, at rammerne for forebyggende rekonstruktion ikke på-

virker arbejdsmarkedspensionsrettigheder, der blev opnået på et tidspunkt forud for rekonstruk-

tionen, jf. direktivets artikel 1, stk. 6, og præambelbetragtning nr. 20.

Medlemsstaterne kan bestemme, om fordringer, der forfalder eller indtræder efter, at en begæ-

ring om at indlede en forebyggende rekonstruktionsprocedure er indgivet, eller efter indledning

af proceduren er omfattet af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 25.

1.1.8 Gengangere

Medlemsstaterne kan begrænse det antal gange, en skyldner inden for en bestemt periode kan

få adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, jf. rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivets artikel 4, stk. 4.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Kreditorkrav, som omfattes af rekonstruktionsbehandling

Det følger af konkurslovens § 10 a, at en tvangsakkord som led i en rekonstruktion – foruden

fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der indehol-

der bestemmelse om tvangsakkord – ikke omfatter fordringer sikret ved pant, fordringer, der

har fortrin frem for almindelige fordringshavere i tilfælde af konkurs, eller fordringer, som er

under et vist beløb.

Som fortrinsberettigede i tilfælde af konkurs anses fordringer, der er omfattet af konkurslovens

§§ 94-96.

Fortrinsberettigede er i henhold til konkurslovens § 94 rimelige omkostninger ved forsøg på at

tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold, anden gæld, som skyldne-

ren har pådraget sig med samtykke af rekonstruktøren og rimelige omkostninger ved en påbe-

gyndt likvidation af et solvent aktie- eller anpartsselskab og retsafgift.

Konkurslovens § 95 angiver som fortrinsberettigede fordringer bl.a. visse arbejdstagerkrav på

løn, feriegodtgørelse, erstatning, godtgørelse m.v., skatteforvaltningens krav på A-skat, ar-

bejdsmarkedsbidrag m.v. og Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på

tilgodehavende feriemidler. Skyldners nærtstående kan nægtes fortrinsret efter konkurslovens

§ 95, jf. bestemmelsens stk. 2.

Herudover er der i medfør af konkurslovens § 96 tillagt visse leverandørers og statens krav på

afgifter en fortrinsret.

En tvangsakkord medfører bortfald af gaveløfter, visse rente- og leasingkrav, krav på konven-

tionalbod, som ikke er erstatning for et lidt tab, og fordringer, der i henhold til aftale står tilbage

for de øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af af-

talen, at den ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion, jf. konkurslovens § 10 a, stk.

1.2.2 Skyldnere, som kan undergives rekonstruktionsbehandling

De gældende regler i konkursloven indeholder ikke regler, som undtager visse skyldnere fra

anvendelsesområdet for rekonstruktionsbehandling.

Det er dog en forudsætning for, at skyldneren kan undergives rekonstruktion, at skyldneren har

retsevne, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jen-

sen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2.

udgave, 2020, side 72.

Det er endvidere en forudsætning for indledning af rekonstruktion, at skyldneren er insolvent,

jf. konkurslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

Enhver fysisk person kan som udgangspunkt undergives rekonstruktionsprocedurer.

Tilsvarende gælder som udgangspunkt alle juridiske personer som f.eks. aktie- og anpartssel-

skaber, andelsforeninger, foreninger, selvejende institutioner mv.

Rekonstruktionsbehandling er tilgængelig i relation til både erhvervsdrivende og ikkeerhvervs-

drivende skyldnere.

Finansielle enheder er ikke undtaget fra konkurslovens regler om rekonstruktion. Nødlidende

eller forventeligt nødlidende finansielle enheders forhold reguleres dog i stedet af lovbekendt-

gørelse nr. 24 af 1. april 2019 om rekonstruktion og afvikling af visse finansielle virksomheder

og af andre særregler.

Der er ikke i dansk ret regler, som hindrer personer, som tidligere har undergået rekonstrukti-

onsbehandling, i på ny at undergå sådanne procedurer, idet skifteretten i medfør af konkurslo-

vens § 15, stk. 5, dog skal afvise en begæring om rekonstruktionsbehandling, der indgives tid-

ligere end en måned efter en forudgående rekonstruktionsbehandlings ophør, hvis den forudgå-

ende rekonstruktionsbehandling er ophørt, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan. Med

denne bestemmelse sikres det, at skyldneren ikke med hjemmel i konkurslovens § 24, 2. pkt.,

kan afværge en konkursbehandling, hvis en rekonstruktionsbehandling for nylig er ophørt, uden

at der blev vedtaget en rekonstruktionsplan. Fordringshaverne vil dermed kunne få skyldnerens

bo taget under konkursbehandling, selv om der efterfølgende indgives begæring om rekonstruk-

tion.

Der er endvidere i dansk ret ikke noget til hinder for, at personer, som tidligere er dømt for

alvorlig kriminalitet, som relaterer sig til deres virksomhedsudøvelse, kan undergives rekon-

struktionsbehandling. Konkurslovens § 157 indeholder imidlertid mulighed for under visse

nærmere betingelser at pålægge personer, der har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed,

konkurskarantæne, hvis det må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forret-

ningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Det følger af konkurs-

lovens § 159, at den, der er pålagt konkurskarantæne, ikke må deltage i ledelsen af en erhvervs-

virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Personer,

som tidligere er idømt konkurskarantæne, må under visse yderligere betingelser heller ikke del-

tage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksom-

hedens forpligtelser.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Skyldnere, som bør omfattes af den forebyggende rekonstruktionsprocedure

2.1.1 Skyldnere, som driver erhvervsmæssig virksomhed m.v.

Det følger som ovenfor anført af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 1, stk. 2, litra

h, at direktivet ikke finder anvendelse på skyldnere, der ikke er iværksættere, dvs. fysiske per-

soner, som ikke driver forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller erhverv.

Det følger som anført endvidere af direktivets artikel 1, stk. 4, at medlemsstaterne kan begrænse

forebyggende rekonstruktion til at angå juridiske personer.

Det er Konkursrådets opfattelse, at såvel fysiske som juridiske personer bør have adgang til at

anvende reglerne om forebyggende rekonstruktion, og at det i almindelighed bør være en be-

tingelse herfor, at de pågældende er erhvervsdrivende. Det bemærkes, at direktivets iværksæt-

terbegreb må forstås i overensstemmelse med det danske begreb erhvervsdrivende.

Begrebet juridiske personer bør i relation til forebyggende rekonstruktion defineres på samme

måde, som ved rekonstruktion efter de eksisterende regler i konkursloven. Juridiske personer

vil normalt være erhvervsdrivende og bør som sådan have adgang til den forebyggende rekon-

struktionsprocedure. Konkursrådet finder, at praktiske hensyn tilsiger, at det begrænsede antal

juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, tillige tillades adgang til den forebyggende

rekonstruktionsprocedure.

For så vidt angår fysiske personer, finder Konkursrådet, at kun erhvervsdrivende bør have ad-

gang til den forebyggende rekonstruktionsproces. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at fy-

siske personer, som ikke er erhvervsdrivende, i stedet vil kunne anvende reglerne om gældssa-

nering. Fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, vil også fortsat kunne anvende de ek-

sisterende rekonstruktionsregler, ligesom det er tilfældet for så vidt angår juridiske personer og

fysiske personer, som er erhvervsdrivende.

Konkursrådet har overvejet, hvordan det skal vurderes, om en fysisk person er erhvervsdri-

vende.

I konkurslovens § 3, stk. 1 og 2, anvendes udtrykket ”erhvervsmæssig virksomhed”. Det er ikke

nærmere defineret i loven, hvad der skal forstås ved ”erhvervsmæssig virksomhed”, men der er

fra retspraksis eksempler på, hvordan det vurderes, om skyldneren driver erhvervsmæssig virk-

somhed.

En skyldner antages f.eks. ikke at drive erhvervsmæssig virksomhed alene af den grund, at

skyldneren er medstifter af et aktieselskab under stiftelse jf. U 1984.324 V.

I U 2016.3611 Ø vurderede landsretten at en skyldner med bopæl i USA, hvor han også var

ansat som administrerende direktør, udøvede erhvervsmæssig virksomhed i Danmark. Der blev

i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at skyldneren ejede 2 sommerhuse i Danmark, som i det

væsentligste blev brugt til udlejning, hvilket i 2014 indbragte skyldneren en bruttoindtægt på

140.000 kr. Der blev endvidere lagt vægt på, at skyldneren var eneanpartshaver i et dansk sel-

skab, hvor hans hustru var registreret som direktør.

I tinglysningslovens § 47 c, om virksomhedspant, anvendes udtrykket ”indehaveren af en er-

hvervsvirksomhed”. Med udtrykket menes der den juridiske enhed, der ejer den faktiske virk-

somhed, uanset om det er et selskab eller en enkeltmandsvirksomhed, jf. Folketingstidende

2004-05, tillæg A, side 7397-7409 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 47 c). Pantsæt-

teren skal således være indehaver af erhvervsvirksomheden på det tidspunkt, hvor virksom-

hedspantet stiftes.

Selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand er kendetegnet ved, at der for egen

regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et over-

skud, jf. Folketingtidende 2016-17, A, L 194 som fremsat. Det fremgår endvidere, at der ved

vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed kan lægges vægt på flere

kriterier, som ikke i sig selv er afgørende, jf. Folketingtidende 2016-17, A, L 194 som fremsat

side 6-9 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 1). Disse kriterier er f.eks., at indkomst-

modtageren ikke er underlagt en instruktionsbeføjelse, indkomsten afhænger af eventuelt over-

skud, og at indkomstmodtageren i henhold til momsloven er momsregistreret.

Konkursrådet finder, at det bør bero på en konkret vurdering, om en fysisk person udøver er-

hvervsmæssig virksomhed. I denne vurdering kan der lægges vægt på, om skyldneren er inde-

haver af en virksomhed, i hvilken han udøver virksomhed af økonomisk karakter med det for-

mål at opnå et økonomisk overskud. Konkursrådet finder derudover, at skyldneren skal deltage

aktivt i driften af virksomheden for at udøve erhvervsvirksomhed. Det betyder bl.a., at skyld-

neren som udgangspunkt ikke bør anses for at udøve erhvervsmæssig virksomhed alene fordi,

skyldneren er deltager i et interessentskab, eller fordi skyldneren er stifter af et kapitalselskab.

Ved vurderingen af, om en fysisk person er erhvervsdrivende, bør den omstændighed, at ved-

kommende har et CVR-nummer, i almindelighed anses som udtryk for, at den pågældende er

erhvervsdrivende. Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende på grund

af lav omsætning eller af andre grunde ikke har et CVR-nummer. Omvendt vil det kunne fore-

komme, at en fysisk person, som har et CVR-nummer, f.eks. aldrig har startet virksomhed.

Fysiske personer, f.eks. kautionister eller kapitalejere, som tidligere har drevet erhvervsmæssig

virksomhed, bør – uanset om gælden kan henføres til den erhvervsmæssige aktivitet – ikke

omfattes af reglerne om forebyggende rekonstruktion.

I tilfælde, hvor skyldneren ophører med at være erhvervsdrivende under den forebyggende re-

konstruktionsprocedure, bør skifteretten ikke bringe den forebyggende rekonstruktionsproce-

dure til ophør.

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt konkurslovens regler om rekonstruktion bør ændres, så-

ledes at fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, tillige udelukkes fra at anvende den

eksisterende rekonstruktionsprocedure, men har ikke fundet, at der er anledning til at foretage

en sådan ændring. Konkursrådet har herved lagt vægt på, rekonstruktion efter de eksisterende

regler forudsætter insolvens, og at en fysisk person derfor efter omstændighederne kan have en

legitim interesse i at anvende disse regler til at opnå en akkord, mens en fysisk person, der ikke

driver virksomhed, ikke bør kunne anvende regler om forebyggende rekonstruktion, da en så-

dan person ikke nødvendigvis er insolvent, og der ikke består et hensyn til at bevare en virk-

somhed.

2.1.2 Skyldnere, som har sandsynlighed for at blive insolvent eller er insolvente

Konkursrådet har overvejet om den forebyggende rekonstruktionsprocedure alene bør kunne

anvendes af skyldnere, der endnu ikke er insolvente, men kun har sandsynlighed for at blive

insolvent. Konkursrådet finder imidlertid ikke grundlag for at afskære en insolvent skyldner fra

at anvende den forebyggende rekonstruktionsprocedure frem for den nugældende rekonstrukti-

onsprocedure, hvis skyldneren måtte foretrække dette.

Konkursrådet finder, at der ikke er et praktisk behov for at udvide den forebyggende rekon-

struktionsproces til også at omfatte skyldnere, som har ikkefinansielle vanskeligheder.

2.1.3 Skyldnere, som ikke er levedygtige, herunder skyldnere som er under tvangsopløs-

ning

Konkursrådet finder, at skyldnere i relation til hvilke Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning

om tvangsopløsning ikke bør kunne anvende reglerne om forebyggende rekonstruktionsbe-

handling. Konkursrådet har herved lagt vægt på formålet med ordningen om forebyggende re-

konstruktion.

Modtager skifteretten en begæring om forebyggende rekonstruktion samtidig med eller senere

end en tvangsopløsningsbegæring, udsættes skifterettens behandling af begæringen om fore-

byggende rekonstruktion på behandling af tvangsopløsningssagen.

Er forebyggende rekonstruktionsbehandling indledt på tidspunktet for tvangsopløsningsbegæ-

ringens modtagelse, sætter skifteretten den forebyggende rekonstruktionsproces i bero, indtil

det er afklaret, om opløsningsbegæringen afværges af skyldneren. Afværger skyldneren ikke

opløsningsbegæringen, bringer skifteretten den forebyggende rekonstruktionsprocedure til op-

hør uden, at der herved gælder krav om forudgående høring af skyldneren.

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, afsnit 2.9.4 om skifterettens mulighed for bringe den fore-

byggende rekonstruktionsprocedure til ophør, såfremt denne må anses for udsigtsløs.

2.1.4 Skyldnere, som har overtrådt regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser m.v.

Det fremgår som anført ovenfor af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 4, stk. 2, at

medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at skyldnere, der er dømt for alvorlige over-

trædelser af regnskabsmæssige eller bogføringsmæssige forpligtelser i henhold til national ret,

først kan få adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, efter de pågældende skyld-

nere har truffet fyldestgørende foranstaltninger til at afhjælpe de forhold, der gav anledning til

dommen, med henblik på at give fordringshaverne de oplysninger, de behøver for at kunne

træffe en beslutning under rekonstruktionsforhandlingerne. Dette hindrer efter direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 27 ikke medlemsstaterne i også at begrænse skyldneres adgang til rammer

for forebyggende rekonstruktion, hvis deres bøger og forretningspapirer er ufuldstændige eller

mangelfulde i en grad, der gør det umuligt at fastslå skyldners aktiviteter og finansielle situa-

tion.

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt og i så fald i hvilke tilfælde personer, som tidligere er

straffet for alvorlige overtrædelser af regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser, bør ude-

lukkes fra den forebyggende rekonstruktionsprocedure.

Konkursrådet har herunder overvejet paralleliteten med reglerne om gældssanering, hvorefter

fysiske personers gæld hidrørende fra strafbare forhold ikke kan saneres, medmindre der er

forløbet nogle år, siden gælden blev stiftet, samt paralleliteten med de eksisterende rekonstruk-

tionsregler, som ikke indeholder særlige regler vedrørende skyldnere, som har gjort sig skyldige

i strafbare forhold.

Det er Konkursrådets opfattelse, at der med henblik på at undgå misbrug bør etableres visse

lovgivningsmæssige sikkerhedsmekanismer, som hindrer skyldnere, som er straffet for alvor-

lige overtrædelser af regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser, i at benytte den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling, såfremt den af skyldneren begåede kriminalitet indebæ-

rer, at fordringshaverne ikke har et tilstrækkeligt grundlag for at træffe en beslutning under

rekonstruktionsforhandlingerne.

Som anført i kapitel 9, afsnit 2.2.1, finder Konkursrådet, at der bør gælde en formodningsregel,

hvorefter skyldnerens erkendelse af sandsynlighed for insolvens eller insolvens som udgangs-

punkt vil kunne danne grundlag for indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Skifteretten bør således ikke i forbindelse med indledning af forebyggende rekonstruktion stille

som krav, at skyldneren fremlægger en straffeattest.

Konstateres det ved den forebyggende rekonstruktionsbehandlings indledning eller senere, at

skyldnerens regnskabs- og bogføringsmateriale som følge af skyldnerens forsømmelse af sine

pligter er af en sådan karakter, at fordringshaverne ikke deraf kan få et sådant indblik i skyld-

nerens økonomiske forhold, at de er i stand til at træffe beslutninger af betydning for rekon-

struktionen, bør skifteretten kunne nægte at indlede forebyggende rekonstruktionsbehandling

eller bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør. Dette bør efter Konkursrå-

dets opfattelse gælde, uanset om skyldneren er straffet for forsømmelsen af sine regnskabs- og

bogføringsmæssige forpligtelser.

Etablering af en regel, hvorefter det ikke er afgørende, om skyldneren er straffet for den eller

de overtrædelser af regnskabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser, som bevirker den ufuld-

stændige eller mangelfulde kreditorinformation, vil medføre, at den foreslåede regel ikke ram-

mer fysiske personer hårdere end juridiske personer. Det vil herunder navnlig ikke være afgø-

rende, om det er skyldneren eller eksempelvis selskabets direktør, der er straffet for overtræ-

delse af de nævnte forpligtelser.

Konkursrådet bemærker, at den omstændighed, at en skyldner er idømt konkurskarantæne, ikke

i sig selv afskærer den pågældende fra at benytte den forebyggende rekonstruktionsprocedure.

En skyldner der er pålagt en konkurskarantæne i medfør af konkurslovens § 159, stk. 1, pkt.,

må således gerne drive virksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens

forpligtelser.

2.1.5 Gengangere

Konkursrådet finder, at der ved forebyggende rekonstruktion bør gælde en regel svarende til

konkurslovens § 15, stk. 5, således at det også ved forebyggende rekonstruktion kan sikres, at

skyldneren ikke med hjemmel i konkurslovens § 24, 2. pkt., kan afværge en konkursbehandling,

hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling for nylig er ophørt, ved umiddelbart herefter

at indgive en ny anmodning om forebyggende rekonstruktion.

Konkursrådet finder, at der ikke i øvrigt bør opstilles regler, som alene med den begrundelse,

at skyldneren tidligere har været undergivet forebyggende rekonstruktionsbehandling, forhin-

drer skyldneren i på ny at indgive anmodning om forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet har herved lagt vægt på, at skifteretten vil kunne afslå at indlede en ny forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, såfremt en sådan behandling må anses for udsigtsløs, og at

opstilling af generelle regler, som hindrer gengangere i at indgive ny begæring om forebyg-

gende rekonstruktion må antages i højere grad at ramme fysiske end juridiske personer.

2.2 Kreditorkrav, som bør omfattes af den forebyggende rekonstruktionsprocedure

Konkursrådet finder, at der for så vidt angår de kreditorkrav, som omfattes af den forebyggende

rekonstruktionsprocedure, bør gælde regler, som svarer til de eksisterende regler om rekon-

struktion i konkursloven.

Kapitel 8

Den forebyggende rekonstruktionsbehandling

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Begæring om forebyggende rekonstruktion

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 4, stk. 7, at skyldneren på begæ-

ring skal have adgang til rammer for forebyggende rekonstruktion. Der henvises om de skyld-

nere, som er omfattet af anvendelsesområdet for forebyggende rekonstruktion til kapitel 7, af-

snit 2.1.

Medlemsstaterne kan også fastsætte, at rammer for forebyggende rekonstruktion i henhold til

direktivet også er tilgængelige på anmodning fra fordringshavere og arbejdstagerrepræsentanter

med skyldners samtykke. Medlemsstaterne kan begrænse dette krav om opnåelse af skyldners

samtykke til tilfælde, hvor skyldnerne er SMV'er, jf. direktivets artikel 4, stk. 8.

1.1.2 Indgivelse af en begæring om forebyggende rekonstruktion m.v.

Medlemsstaterne kan i tilfælde, hvor judicielle eller administrative myndigheders inddragelse

ikke er obligatorisk i henhold til direktivet, indføre bestemmelser, som begrænser disses ind-

dragelse i rammer for forebyggende rekonstruktion til tilfælde, hvor den er nødvendig og for-

holdsmæssig, samtidig med at det sikres, at berørte parters og relevante interessenters rettighe-

der beskyttes og målet om at mindske forsinkelser og omkostninger ved procedurerne, jf. di-

rektivets artikel 4, stk. 6, og præambelbetragtning nr. 29.

Det følger heraf forudsætningsvis, at en begæring om forebyggende rekonstruktion i alminde-

lighed vil skulle behandles af en judiciel eller administrativ myndighed. Denne forudsætning

kommer også til udtryk i direktivets bestemmelser om f.eks. behandling af en anmodning om

fyldestgørelsesforbud eller stadfæstelse af en rekonstruktionsplan.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Begæring om rekonstruktion

Det følger af konkurslovens § 11, stk. 3 og 4, at en begæring om rekonstruktion kan indgives

af skyldneren eller en fordringshaver.

Er begæring om rekonstruktionsbehandling indgivet af skyldneren, indleder skifteretten rekon-

struktionsbehandlingen straks ved begæringens modtagelse, jf. konkurslovens § 11, stk. 3.

Såfremt begæringen om rekonstruktionsbehandling er indgivet af en fordringshaver, er det et

krav for skifterettens indledning af rekonstruktionsbehandling, at skyldneren samtykker i be-

gæringen. Foreligger skyldnerens samtykke ikke, indkaldes skyldneren til et møde i skifteret-

ten, hvori begæringen behandles, jf. konkurslovens § 11, stk. 4.

Hvis en skyldner, der er en fysisk person, ikke senest på det nævnte møde, giver sit samtykke,

anses fordringshaverens begæring, for en konkursbegæring, som straks behandles. Tilsvarende

gælder, hvis skyldneren er en sammenslutning, hvori mindst en af deltagerne hæfter personligt

og direkte for sammenslutningens forpligtelser, jf. konkurslovens § 11, stk. 5.

Manglende samtykke fra andre skyldnere, f.eks. aktie- eller anpartsselskaber, er ikke til hinder

for, at skifteretten straks indleder rekonstruktionsbehandling, såfremt betingelserne for rekon-

struktionsbehandling i øvrigt er opfyldt.

En begæring om rekonstruktion kan ikke tilbagekaldes, når rekonstruktionsbehandlingen er

indledt, jf. konkurslovens § 11, stk. 6. Skyldneren kan dog, indtil en rekonstruktionsplan er

vedtaget, anmode om, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, uden at skyldneren derved går

konkurs, jf. konkurslovens § 15, stk. 3.

1.2.2 Indgivelse af en begæring om rekonstruktion m.v.

En anmodning om rekonstruktion indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens er-

hvervsmæssige virksomhed udøves. I de områder, der er henlagt under Københavns Byret, Ret-

ten på Frederiksberg og retterne i Glostrup og Lyngby, indgives begæring om rekonstruktions-

behandling dog til Sø- og Handelsretten, jf. konkurslovens §§ 3 og 4.

Udøver skyldneren ikke erhvervsmæssig virksomhed i Danmark, indgives rekonstruktionsbe-

gæring til skifteretten i den retskreds, hvor skyldneren har sit hjemting, jf. konkurslovens § 3,

stk. 2.

Skifteretten skal henvise begæringen til rette skifteret, såfremt begæringen er indgivet til den

forkerte skifteret, ligesom en rekonstruktionsbegæring kan henvises til en anden skifteret, hvor

dette må anses for hensigtsmæssigt, jf. konkurslovens § 5, stk. 1.

En begæring om rekonstruktion offentliggøres som udgangspunkt ikke, jf. konkurslovens § 9.

1.2.3 Formkrav til skyldnerens begæring om rekonstruktion m.v.

Det fremgår af konkurslovens § 7, stk. 1, at en begæring om rekonstruktion skal indgives skrift-

ligt og så vidt muligt med angivelse af skyldnerens fulde navn, personnummer og bopæl, det

navn, hvorunder han eventuelt driver forretning (firma), hans erhvervsgren, samt hvorfra hans

erhvervsvirksomhed drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal CVR-nummeret

så vidt muligt angives.

Begæringen om rekonstruktion skal vedlægges de dokumenter, der påberåbes, jf. konkurslo-

vens § 7, stk. 1.

Skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original under-

skrift, når skifteretten finder anledning hertil, jf. konkurslovens § 237 a.

Det følger endvidere af konkurslovens § 11, stk. 2, at en begæring om rekonstruktion skal in-

deholde forslag til beskikkelse af en eller flere rekonstruktører samt en erklæring fra den eller

de pågældende om at være villig til at modtage beskikkelse og opfylde habilitetsbetingelserne

i konkurslovens § 238.

Hvis skyldneren i forbindelse med begæringen om rekonstruktionsbehandling anmoder om be-

skikkelse af en regnskabskyndig tillidsmand, skal skyldneren komme med et forslag hertil i

begæringen og en erklæring fra den pågældende om, at denne er villig hertil og opfylder betin-

gelserne i konkurslovens § 238, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 4.

Når det er skyldneren, der indgiver en begæring om rekonstruktion, er det et krav, at begæringen

vedlægges en opgørelse over skyldnerens aktiver og passiver samt en kreditorliste, jf. konkurs-

lovens § 11, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.

Såfremt rekonstruktionsbegæringen er indgivet af en fordringshaver, skal fordringshaveren an-

give de omstændigheder, hvorpå begæring om rekonstruktion støttes, ligesom begæringen skal

indgives i to eksemplarer, jf. konkurslovens § 11, stk. 1, jf. § 23, stk. 1.

Skifteretten kan meddele den, som indgiver rekonstruktionsbegæringen, en kort frist, i almin-

delighed ikke ud over en uge, til at fremskaffe manglende oplysninger, jf. konkurslovens § 8.

1.2.4 Sikkerhedsstillelse og retsafgift

Indledning af rekonstruktionsbehandling uden skyldnerens samtykke er betinget af sikkerheds-

stillelse for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, jf.

konkurslovens 11 a, stk. 5.

En fordringshaver, der har begæret rekonstruktionsbehandling, hæfter ikke for omkostningerne

ved rekonstruktionsbehandlingen ud over sikkerhedsstillelsen, og alene i det omfang omkost-

ningerne ikke dækkes af skyldnerens midler, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 5.

Skifteretten kan efter rekonstruktørens begæring bestemme, at der skal stilles yderligere sikker-

hed for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed. Stilles

sikkerheden ikke, lader skifteretten rekonstruktionsbehandlingen ophøre, jf. konkurslovens §

11 a, stk. 6.

Skifteretten kan undtagelsesvis bestemme, at statskassen indestår for omkostninger ved rekon-

struktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler

og en eventuel stillet sikkerhed, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 7.

Det er efter indførelsen af lov nr. 530 af 27. marts 2021 ikke længere et krav, at den, der har

fremsat begæring om rekonstruktionsbehandling, skal stille sikkerhed for en eventuel konkurs-

behandling. Ophævelsen af dette krav er en følge af den samtidige ophævelse af reglen om, at

ophør af rekonstruktion automatisk medfører skyldnerens konkurs.

Det følger af retsafgiftslovens § 18, stk. 1, at der skal svares retsafgift med 1.500 kr. for skifte-

rettens behandling af en begæring fra en fordringshaver om rekonstruktion.

1.2.5 Indkaldelse af skyldneren til et indledende møde m.v.

Ved indledning af rekonstruktionsbehandling er skifterettens funktion begrænset til at tage

imod begæringen, kontrollere om formkravene til begæringen er overholdt, foretage en prøvelse

af, om skyldneren er insolvent, og i tilfælde af, at begæringen om rekonstruktion er indgivet af

en fordringshaver undersøge, om denne har en fordring mod skyldneren.

Er begæringen om rekonstruktion indgivet af skyldneren, kan skifteretten straks ved begærin-

gens modtagelse indlede rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11, stk. 3.

Som ovenfor anført indkalder skifteretten skyldneren til et møde, såfremt begæringen er indgi-

vet af en fordringshaver, og skyldnerens samtykke ikke foreligger, jf. konkurslovens § 11, stk.

4, 2. pkt. Foreligger skyldnerens samtykke, kan skifteretten straks indlede rekonstruktionsbe-

handling uden afholdelse af et møde med skyldneren, jf. konkurslovens § 11, stk. 4, 1. pkt.

Indkaldelse af skyldneren til et sådant møde sker ved forkyndelse efter reglerne i konkurslovens

§ 23, stk. 2-3, jf. § 11, stk. 4.

Mødet bør så vidt muligt afholdes senest tre dage efter begæringens modtagelse, jf. konkurslo-

vens § 23, stk. 2.

Skifteretten kan på et hvilket som helst tidspunkt af egen drift indkalde til et møde i skifteretten,

hvis skifteretten finder det hensigtsmæssigt. En sådan hjemmel bør dog alene udnyttes, hvis det

ikke forsinker rekonstruktionsproceduren, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Høj-

lund Christensen, Kim Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin,

Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side 92.

1.2.6 Skyldnerens personlige fremmøde

Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 10, 1. pkt., jf. stk. 1, at en part under en skiftebehandling

kan give møde ved andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3. Indskrænkning i skyldne-

rens adgang til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig gøres alene, hvis der under retsmødet

skal foregå forhandling om en tvist, jf. retsplejelovens § 260, stk. 10, 3. pkt.

1.2.7 Det indledende møde og skifterettens vejledningspligt

Det indledende møde har som ovenfor anført til formål at afklare, om betingelserne for at ind-

lede rekonstruktion er opfyldt. Skifteretten skal dog ikke prøve, om skyldneren har udsigt til at

få en ordning med fordringshaverne, eller om en rekonstruktionsbehandling er hensigtsmæssig.

Det anføres i Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer

Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis,

2. udgave, 2020, side 95, at skifteretten på mødet bl.a. skal orientere skyldneren om den ind-

komne begæring og i fornødent omfang vejlede skyldneren om dennes retsstilling som følge af

begæringen.

1.2.8 Skifterettens beslutning om indledning af rekonstruktionsbehandling m.v.

Vurderer skifteretten, at betingelserne for indledning af rekonstruktionsbehandling er opfyldt,

indleder skifteretten sagen. Dette kan som ovenfor anført ske ved skifterettens modtagelse af

en begæring eller på et indledende møde.

Skifteretten skal ved indledning af rekonstruktionsbehandling beskikke en eller flere rekon-

struktører, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 1. Anmodes der om en regnskabskyndig tillidsmand,

beskikkes en sådan efter konkurslovens § 11 a, stk. 4.

Skifteretten fastsætter samtidig tidspunktet for et møde med fordringshaverne og indkalder

disse i overensstemmelse med fremgangsmåden i konkurslovens § 11 a, stk. 2.

Det følger af konkurslovens § 11 a, stk. 3, at skifteretten samtidig bestemmer, at rekonstruktø-

ren skal overtage ledelsen af virksomheden, såfremt rekonstruktionsbehandlingen er indledt

uden skyldnerens samtykke.

1.2.9 Udeblivelse fra det indledende møde eller skyldnerens mangelfulde besvarelse af

spørgsmål

Udebliver fordringshaveren fra det indledende møde, anses begæringen om rekonstruktion for

bortfaldet, jf. konkurslovens § 23, stk. 4.

Udebliver skyldneren, og har denne ikke meddelt lovligt forfald, kan skifteretten tage skyldne-

ren under rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 23, stk. 5, jf. § 11, stk. 4. Det samme

gør sig gældende, hvis skyldneren undlader at besvare spørgsmål. Dette forudsætter, at skifte-

retten skønner sig i stand til på forsvarlig måde at kunne træffe afgørelse uden skyldnerens

tilstedeværelse.

Det antages i Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer

Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis,

2. udgave, 2020, side 95, note 91, at skifteretten endvidere kan pålægge skyldneren at afgive

forklaring efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19.

1.2.10

Fremsættelse af en rekonstruktionsplan og et rekonstruktionsforslag

Det fremgår af konkurslovens § 11 b, stk. 1, at rekonstruktøren senest en uge efter sin beskik-

kelse skal sende en meddelelse om rekonstruktionsbehandlingen til samtlige kendte fordrings-

havere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen,

og til skifteretten. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,

skal rekonstruktøren samtidig registrere meddelelsen i Erhvervsstyrelsens it-system, ligesom

rekonstruktøren skal sende meddelelse til virksomheds- og fordringspanthavere, jf. konkurslo-

vens § 11 b, stk. 1 og 3. Meddelelsen skal vedlægges de i konkurslovens § 11 b, stk. 2, angive

oplysninger.

Om fremsendelsen af rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag, de indholdsmæssige krav

hertil m.v. henvises til kapitel 12 nedenfor.

1.2.11

Rekonstruktionsbehandlingens ophør, kreditorinformation m.v.

Det fremgår af konkurslovens § 15, stk. 1, at rekonstruktionsbehandlingen bringes til ophør,

når skyldneren ikke er insolvent, skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringsha-

vernes ret i fare, skyldneren begærer det, eller rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.

Som ophørsgrunde angiver konkurslovens § 15, stk. 1, endvidere, at skyldneren ikke stiller en

af skifteretten krævet sikkerhed, at forslaget til rekonstruktionsplan ikke opfylder kravene hertil

senest på mødet med fordringshaverne, at skyldneren udebliver fra mødet, hvori rekonstrukti-

onsplanen skal behandles, at rekonstruktionsplanen ikke vedtages, at rekonstruktøren afsættes,

og der ikke kan beskikkes en ny rekonstruktør, at rekonstruktionsforslaget og materialet nævnt

i konkurslovens § 13 b ikke fremsendes rettidigt, at skyldneren udebliver fra mødet, hvori der

skal stemmes om rekonstruktionsforslaget, at rekonstruktionsforslaget forkastes, nægtes stad-

fæstelse eller stadfæstes, og at en virksomhedsoverdragelse tiltrædes af erhververen, eller fri-

sten herfor overskrides, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 3.

Rekonstruktionsbehandlingens ophør bekendtgøres i Statstidende og registreres i Erhvervssty-

relsens it-system, ligesom meddelelse herom sendes til samtlige kendte fordringshavere og an-

dre, der blev berørt af rekonstruktionsbehandlingen, medmindre skyldnerens bo samtidig tages

under konkursbehandling, jf. konkurslovens § 15 b.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling og princippet om frivillighed

Konkursrådet har overvejet, om det kun er skyldneren, der skal kunne fremsætte begæring om

den foreslåede forebyggende rekonstruktionsprocedure, eller om en sådan forebyggende rekon-

struktionsprocedure også skal kunne iværksættes på begæring af en fordringshaver.

Konkursrådet fremhæver i den forbindelse, at skyldnere, der har adgang til den forebyggende

rekonstruktionsprocedure, ikke nødvendigvis er insolvente, hvilket taler for at begrænse iværk-

sættelse af den forebyggende rekonstruktionsprocedure til tilfælde, hvor dette begæres af skyld-

neren. Det er som omtalt ovenfor under alle omstændigheder Konkursrådets opfattelse, at der

ikke bør kunne indledes en forebyggende rekonstruktionsprocedure uden skyldnerens sam-

tykke.

Konkursrådet har overvejet, om det overhovedet giver mening at tildele fordringshaverne ad-

gang til at begære rekonstruktionsbehandling, når rekonstruktionsbehandlingen efter Konkurs-

rådets opfattelse alligevel kun bør kunne indledes med skyldnerens samtykke. I overensstem-

melse med Konkursrådets tidligere synspunkter i betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion

mv. kan det efter rådets opfattelse ikke udelukkes, at en sådan adgang kan udgøre det fornødne

afsæt for, at fordringshaverne kan få iværksat en forebyggende rekonstruktionsbehandling for

skyldnere, der enten ikke er bevidste om muligheden herfor eller i en situation med økonomiske

vanskeligheder ikke selv formår at iværksætte et sådant forløb, eller er opmærksomme på de

økonomiske risici, der kan være forbundet med ikke at reagere i virksomhedens øjeblikkelige

situation. Konkursrådet henviser i den forbindelse til Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009

om rekonstruktion mv., side 70.

I overensstemmelse med Konkursrådets tidligere overvejelser i den nævnte betænkning er det

rådets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at en adgang for fordringshaverne til at begære

rekonstruktionsbehandling kan føre til en forøgelse af antallet af virksomheder, der underkastes

forebyggende rekonstruktionsbehandling. Dette vil kunne bidrage til, at flere levedygtige virk-

somheder overlever til gavn for såvel skyldnere som fordringshavere.

I praksis forekommer det dog sjældent, at en fordringshaver begærer rekonstruktionsbehand-

ling, hvilket taler imod at indføre en adgang til kreditorbegæret forebyggende rekonstruktion.

Samlet set er det Konkursrådets vurdering, at der ikke er et behov for at indføre en regel om, at

en fordringshaver kan begære en skyldner undergivet forebyggende rekonstruktion.

Konkursrådet bemærker, at heller ikke arbejdstagere, uanset om disse er fordringshavere eller

ej, bør have adgang til at begære en skyldner undergivet forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling.

Det er i øvrigt Konkursrådets opfattelse, at den forebyggende rekonstruktionsprocedure gene-

relt bør baseres på et princip om frivillighed. Det indebærer, at skyldnere, der har begæret

iværksættelsen af en forebyggende rekonstruktionsprocedure, bør kunne tilbagekalde begærin-

gen, også selv om forebyggende rekonstruktionsbehandling er indledt.

Konkursrådet har overvejet om den forebyggende rekonstruktionsprocedure alene bør kunne

anvendes af skyldnere, der endnu ikke er insolvente, men kun har sandsynlighed for at blive

det. Konkursrådet finder imidlertid ikke grundlag for at afskære en insolvent skyldner fra at

anvende den forebyggende rekonstruktionsprocedure frem for den nugældende rekonstrukti-

onsprocedure, hvis skyldneren måtte foretrække dette.

2.2 Indgivelse af begæring om forebyggende rekonstruktion mv.

Konkursrådet finder, at en forebyggende rekonstruktionsprocedure bør iværksættes ved, at

skyldneren indgiver begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling til skifteretten.

Værnetingsreglerne for rekonstruktionsbehandling i konkurslovens §§ 3-5 bør efter Konkurs-

rådets opfattelse finde tilsvarende anvendelse ved forebyggende rekonstruktion.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens § 9 bør finde tilsvarende anven-

delse for så vidt angår begæringer om forebyggende rekonstruktion.

2.3 Formkrav til skyldnerens begæring om forebyggende rekonstruktion m.v.

Konkursrådet finder, at skyldnerens begæring om forebyggende rekonstruktion bør opfylde de

formkrav, som fremgår af konkurslovens § 7, stk. 1.

Konkursrådet har overvejet, om en begæring om forebyggende rekonstruktion bør være begrun-

det i, at skyldneren er insolvent, jf. konkurslovens § 17, stk. 2, eller at skyldneren som følge af

økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent, jf. nærmere herom i kapi-

tel 9.

I betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 77, var det Konkursrådets opfattelse,

at skifteretten uden nærmere efterprøvelse straks skulle indlede en rekonstruktionsbehandling,

når der var fremsat begæring herom fra skyldneren. Det fremgår derudover af Konkurslovens

§ 18, at en skyldner antages at være insolvent, hvis skyldneren erkender at være insolvent.

Konkursrådet finder, at en skyldners begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling

ikke behøver at være nærmere begrundet, da skyldnerens begæring til skifteretten formodes at

indeholde en erkendelse af at skyldneren er insolvent, eller at skyldneren som følge af økono-

miske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent.

En begæring om forebyggende rekonstruktion må efter Konkursrådets opfattelse i almindelig-

hed forventes indgivet af skyldneren med henblik på at fremsætte et rekonstruktionsforslag og

opnå et fyldestgørelsesforbud, og skyldneren bør under en forebyggende rekonstruktion således

have mulighed for at fremsætte sådanne begæringer. Konkursrådet finder dog, at det ikke bør

være en betingelse for indgivelse af begæringen om forebyggende rekonstruktion til skifteret-

ten, at skyldneren i sin begæring oplyser at have til hensigt at fremsætte sådanne anmodninger.

Konkursrådet har herved lagt vægt på, at skyldneren bør have en smidig adgang til at fremsætte

en anmodning om forebyggende rekonstruktion, og på det nedenfor angivne om formålet med

det indledende møde i skifteretten. Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at skifteretten vil

kunne bringe en forebyggende rekonstruktionsproces til ophør, såfremt denne må anses for ud-

sigtsløs, jf. afsnit 2.9.4.

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt og i så fald i hvilket omfang skyldneren ved indgivelse af

en anmodning om forebyggende rekonstruktion til skifteretten bør pålægges at vedlægge op-

lysninger om sine økonomiske forhold.

Det er Konkursrådets opfattelse, at skyldnere, som i begæringen om forebyggende rekonstruk-

tion ikke har anmodet om en rekonstruktør eller et fyldestgørelsesforbud, bør pålægges at ved-

lægge en opgørelse over aktiver og passiver og en liste over fordringshavere i overensstem-

melse med, hvad der kræves ved skyldnerens begæring om indledning af rekonstruktionsbe-

handling, jf. konkurslovens § 22, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, sidste pkt. Det er endvidere Konkursrå-

dets opfattelse, at såfremt der er beskikket en rekonstruktør, bør det være rekonstruktøren, som

tilvejebringer de nødvendige oplysninger om skyldnerens økonomi.

Konkursrådet har ved fastlæggelsen af de foreslåede krav til skyldnerens begæring lagt vægt på

nødvendigheden af at tilvejebringe en række grundlæggende informationer om skyldnerens

økonomiske forhold til brug for skifterettens behandling af begæringen om forebyggende re-

konstruktionsbehandling.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at sådanne grundlæggende oplysninger om skyldne-

rens økonomiske forhold bør tilvejebringes på det tidligst mulige tidspunkt med henblik på

senere at kunne konstatere et eventuelt misbrug af den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling.

Konkursrådet har i modsat retning lagt vægt på, at hensynet til at sikre reglernes effektivitet

tilsiger, at der ikke opstilles unødigt høje krav til udformningen af begæringen om forebyggende

rekonstruktionen. Vigtigheden af ikke at opstille for høje krav til, hvilke oplysninger skyldneren

bør fremsende med en begæring om forebyggende rekonstruktion, understøttes af, at det må

forventes, at erhvervsdrivende, der driver en mindre virksomhed, oftest ikke vil at have advo-

katbistand i forbindelse med udformning af anmodningen.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at der henset til det i kapitel 9, afsnit 2.2.1 anførte

om, at skyldnerens erkendelse af sandsynlighed for insolvens eller insolvens i sig selv bør med-

føre en formodning for, at betingelserne for indledning af forebyggende rekonstruktion er til

stede, ikke er praktisk behov for at stille yderligere krav til de oplysninger, som skyldneren skal

fremkomme med i forbindelse med begæringen.

Konkursrådet finder ud fra en samlet vurdering, at en begæring om rekonstruktion skal vedlæg-

ges oplysninger i overensstemmelse med konkurslovens § 22, stk. 1.

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt de foreslåede krav indebærer en risiko for misbrug af den

forebyggende rekonstruktionsproces. Konkursrådet finder, at en sådan risiko for misbrug alene

vil være til stede, hvor skyldneren anmoder om et fyldestgørelsesforbud, og at en eventuel risiko

for misbrug således vil kunne imødegås ved, at den i sådanne tilfælde obligatorisk udpegede

rekonstruktør, pålægges en pligt til at underrette skifteretten og fordringshaverne, såfremt denne

konstaterer, at der ikke foreligger sandsynlighed for skyldnerens insolvens eller insolvens. Der

henvises herom til kapitel 8, afsnit 2.9.1 og til afsnit 2.9.4 om skifterettens mulighed for at

bringe den forebyggende rekonstruktionsproces til standsning, såfremt denne måtte anses for

udsigtsløs.

Konkursrådet finder, at skifteretten i medfør af konkurslovens § 8 bør kunne meddele skyldne-

ren en kort frist til at fremskaffe manglende oplysninger, såfremt skyldnerens begæring ikke

opfylder de nævnte krav. Den forebyggende rekonstruktionsprocedure kan først anses for ind-

ledt fra det tidspunkt, hvor de manglende oplysninger modtages.

2.4 Sikkerhedsstillelse og retsafgift

Det er Konkursrådets opfattelse, at der ikke bør stilles krav om sikkerhedsstillelse for en even-

tuel rekonstruktørs og tillidsmands virksomhed, medmindre skifteretten træffer bestemmelse

herom.

Konkursrådet har overvejet, i hvilke situationer skifteretten kan træffe bestemmelse om, at der

skal stilles sikkerhed for rekonstruktørs og tillidsmands virksomhed i forbindelse med en fore-

byggende rekonstruktionsbehandling.

Det fremgår af betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 223, at skifteretten efter

rekonstruktørens begæring kan bestemme, at der ud over i de tilfælde, der er nævnt i konkurs-

lovens § 11, stk. 4 (nu stk. 5), skal stilles passende sikkerhed for omkostningerne ved rekon-

struktørens og tillidsmandens virksomhed. Dette er kommet til udtryk i konkurslovens § 11,

stk. 6, hvor det fremgår, at skifteretten efter rekonstruktørens begæring kan bestemme, at der

skal stilles yderligere sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og eventuel tillids-

mands virksomhed.

Det er Konkursrådets opfattelse, at rekonstruktørens adgang til at begære sikkerhed efter kon-

kurslovens § 11, stk. 6, skal finde tilsvarende anvendelse i en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling. Konkursrådet finder dog, at det bør præciseres, at bestemmelsen også kan finde an-

vendelse ved egenbegæringer.

Konkursrådet finder derudover, at det kun bør være muligt for skyldneren at stille sikkerhed

over for rekonstruktør/tillidsmand, hvis det er bestemt af skifteretten, da det i forhold til øvrige

§ 94-kreditorer ikke er rimeligt, at en sådan sikkerhed stilles uden skifterettens godkendelse.

Dette bør dog ikke hindre, at tredjemand – f.eks. skyldners bankforbindelse - stiller sikkerhed

over for rekonstruktør/tillidsmand uden skifterettens godkendelse.

Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens § 11 a, stk. 7, skal finde tilsvarende anven-

delse i en forebyggende rekonstruktionsbehandling, således at skifteretten undtagelsesvis skal

kunne bestemme, at omkostninger, der ikke kan dækkes af skyldnerens og en eventuelt stillet

sikkerhed, betales af statskassen. Konkursrådet har navnlig lagt vægt på, at det overordnede

samfundsmæssige hensyn til videreførelse af levedygtige virksomheder tilsiger, at statskassen

bør kunne indestå for omkostninger forbundet med en forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling.

Er det ikke muligt for skyldneren at stille sikkerhed, når skifteretten har truffet bestemmelse

om sikkerhedsstillelse, bør skifteretten kunne bringe den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling til ophør.

Konkursrådet finder, at der bør gælde regler om betaling af retsafgift, som svarer til reglerne

for indgivelse af en begæring om rekonstruktion, jf. herved retsafgiftslovens § 18 a, stk. 1.

2.5 Indledning af rekonstruktionsbehandling ved skifteretten

2.5.1 Indkaldelse af skyldneren til et indledende møde

Skifterettens funktion ved indledningen af en forebyggende rekonstruktionsbehandling bør ef-

ter Konkursrådets opfattelse begrænses til at tage imod skyldnerens begæring om forebyggende

rekonstruktion og efter en undersøgelse af, om begæringen opfylder de i afsnit 2.3 angivne

betingelser, indkalde skyldneren til et møde, hvori begæringen kan behandles. Mødet bør af-

holdes snarest muligt.

Konkursrådet finder, at indkaldelse af skyldneren til det indledende møde bør kunne foretages

ved almindeligt brev, som så vidt muligt bør kunne fremsendes til skyldnerens e-boks. Henset

til, at forebyggende rekonstruktion alene kan iværksættes ved en begæring fra skyldneren, fin-

der Konkursrådet det ikke nødvendigt, at indkaldelsen forkyndes for skyldneren.

Konkursrådet finder, at fordringshaverne – henset til karakteren og stadiet af den forebyggende

rekonstruktionsproces samt for i videst muligt omfang at give skyldnere incitament til at indgive

begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling – ikke bør indkaldes til det indledende

møde i skifteretten.

2.5.2 Skyldnerens personlige fremmøde

Det følger som nævnt af retsplejelovens § 260, stk. 10, 1. pkt., jf. stk. 1, at en part under en

skiftebehandling kan give møde ved andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3, og at

indskrænkning i skyldnerens adgang til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig alene gøres,

hvis der skal foregå forhandling om en tvist, jf. § 260, stk. 10, 3. pkt.

Konkursrådet finder, at der i relation til forebyggende rekonstruktionsbehandling består så-

danne særligt tungtvejende hensyn til at sikre skyldnerens personlige fremmøde, når denne ikke

har anmodet om en rekonstruktør, at der bør indføres en yderligere indskrænkning i skyldnerens

ret til at lade sig repræsentere ved fuldmægtig. Konkursrådet har herved lagt vægt på de vidt-

gående konsekvenser, som iværksættelse af en forebyggende rekonstruktionsprocedure kan

have for skyldneren.

Konkursrådet bemærker, at en tilsvarende indskrænkning i fuldmagtsreglerne bør overvejes

indført i relation til de eksisterende rekonstruktionsregler i konkursloven.

Det bør overlades til skifterettens nærmere bestemmelse at beslutte, hvorvidt et retsmøde skal

afholdes digitalt, i det omfang der er hjemmel til det.

2.5.3 Det indledende møde i skifteretten og skifterettens vejledningspligt

Det indledende møde med skyldneren har til formål at afklare, om der er grundlag for, at skif-

teretten indleder forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder ved at afklare, om der fo-

religger sandsynlighed for, at skyldneren bliver insolvent, eller om skyldneren er insolvent. Der

henvises vedrørende skifterettens vurdering af dette spørgsmål til kapitel 9.

På mødet bør skifteretten endvidere afklare, om skyldneren ønsker et fyldestgørelsesforbud,

eller om skyldneren ønsker beskikkelse af en rekonstruktør.

Skifteretten bør herudover søge afklaret, om skyldneren ønsker en regnskabskyndig tillids-

mand.

Konkursrådet har overvejet, om det indledende møde med skyldneren, såfremt denne ikke øn-

sker en rekonstruktør beskikket, bør have karakter af et vejledningsmøde, hvorunder skifteret-

ten har pligt til at vejlede skyldneren om fremgangsmåden ved forebyggende rekonstruktion,

muligheden for udpegning af en rekonstruktør og mulighederne for at søge yderligere bistand

hos early warning-ordninger, advokat eller revisor.

Konkursrådet finder, at det må anses for bedst stemmende med domstolenes udvidede vejled-

ningspligt over for selvmødere og hensynene bag direktivet, at skifteretten pålægges en sådan

vejledningspligt. Konkursrådet finder dog ikke, at skifterettens vejledningspligt bør udstrækkes

til at omfatte en undersøgelse af skyldnerens økonomiske situation eller en vurdering af skyld-

nerens chancer for at opnå en løsning med fordringshaverne. Konkursrådet finder endvidere, at

skifteretten ikke bør pålægges at yde skyldneren konkret bistand til udformning af de dokumen-

ter, som skyldneren skal udarbejde til skifteretten og fordringshaverne som led i den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet bemærker, at skifterettens vejledningspligt eventuelt vil kunne opfyldes ved ud-

levering af skriftligt vejledningsmateriale til skyldneren.

2.5.4 Skifterettens beslutning om indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling

Finder skifteretten på det indledende møde, at skyldnerens begæring kan danne grundlag for

forebyggende rekonstruktionsbehandling, beslutter skifteretten at indlede en sådan behandling

og afslår i modsat fald at indlede forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder, at skifteretten bør afslå at indlede forebyggende rekonstruktion, såfremt

skyldnerens begæring ikke opfylder de ovenfor anførte krav, eller der foreligger en eller flere

af de i afsnit 2.9 nævnte forhold, som vil kunne medføre, at skifteretten bringer en allerede

indledt forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør. Afslag på at indlede forebyggende

rekonstruktionsbehandling forudsætter, at skyldneren har haft lejlighed til at udtale sig om de

omstændigheder, som begrunder afslaget.

Skifteretten bør derudover afslå at indlede en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når det

begæres af en skyldner, som er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed. Skifte-

retten bør endvidere afslå at indlede en forebyggende rekonstruktion, når det begæres af en

skyldner, hvorom Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning om tvangsopløsning, jf. kapitel 7,

afsnit 2.1.

Indledning af en forebyggende rekonstruktionsbehandling meddeles ikke fordringshaverne,

medmindre skyldneren anmoder om et fyldestgørelsesforbud eller fremsætter et rekonstrukti-

onsforslag. I så fald følges den i kapitel 8, afsnit 2.7.1 angivne fremgangsmåde for underretning

af fordringshaverne.

Konkursrådet finder, at en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke bør

kunne tilbagekaldes, når den forebyggende rekonstruktionsbehandling er indledt. En skyldner

må derfor begære, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, såfremt dette øn-

skes, jf. den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 3.

2.5.5 Skyldnerens udeblivelse eller mangelfulde besvarelse af spørgsmål

Udebliver skyldneren fra det indledende møde i skifteretten uden at have meddelt lovligt for-

fald, finder Konkursrådet, at begæringen om forebyggende rekonstruktion i overensstemmelse

med almindelige processuelle grundsætninger og tilsvarende, hvad der gør sig gældende ved

konkursbehandling, jf. konkurslovens § 22, stk. 3, må anses for bortfaldet.

Konkursrådet har overvejet, at der i praksis vil kunne forekomme situationer, hvor de tilgæn-

gelige oplysninger om skyldneren og skyldnerens økonomiske situation er så ringe, at skifte-

retten er ude af stand til at foretage en vurdering af, om der foreligger sandsynlighed for, at

skyldneren bliver insolvent eller er insolvent, selv om skyldneren giver møde.

Som anført nedenfor i kapitel 9 lægger Konkursrådet op til, at skifteretten som udgangspunkt

lægger skyldnerens tilkendegivelse om, at der foreligger sandsynlighed for, at skyldneren bliver

insolvent, eller at skyldneren er insolvent, til grund. Konkursrådet finder dog, at det for at mu-

liggøre skifterettens behandling af sagen og undgå misbrug er nødvendigt at indføre en regel,

hvorefter skyldnerens ufyldestgørende besvarelse af spørgsmål kan tillægges processuel skade-

virkning. Samarbejder skyldneren således ikke loyalt, vil skifteretten kunne afslå at indlede

forebyggende rekonstruktionsbehandling eller bringe en allerede indledt forebyggende rekon-

struktionsbehandling til ophør som udsigtsløs.

2.6 Eventuel beskikkelse af en rekonstruktør, regnskabskyndig tillidsmand m.v.

Skifteretten beskikker ved indledningen af forebyggende rekonstruktionsbehandling eller se-

nere én eller flere rekonstruktører, såfremt skyldneren anmoder herom, eller betingelserne her-

for i øvrigt er opfyldt jf. kapitel 8, afsnit 1.2.3. En anmodning om fyldestgørelsesforbud anses

tillige for en anmodning om beskikkelse af rekonstruktør.

Rekonstruktøren skal i samarbejde med skyldneren undersøge mulighederne for at rekonstruere

den nødlidende virksomhed.

Det er en forudsætning for beskikkelse, at skifteretten vurderer, at rekonstruktøren har de for-

nødne kvalifikationer til opgaven, jf. nærmere herom i kapitel 21. Det er endvidere en forud-

sætning for beskikkelse som rekonstruktør, at rekonstruktøren afgiver en erklæring om at være

villig til at påtage sig hvervet og opfylde betingelserne i konkurslovens § 238.

Anmoder skyldneren om beskikkelse af en rekonstruktør, skal skyldneren fremsende et forslag

til rekonstruktør, der skal opfylde kravene hertil. Anmoder skyldneren ikke om en bestemt re-

konstruktør, vælger skifteretten en rekonstruktør.

Der kan under en forebyggende rekonstruktion udpeges en regnskabskyndig tillidsmand, lige-

som rekonstruktøren kan antage anden sagkyndig bistand.

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 g skal finde anvendelse i forbindelse med en fore-

byggende rekonstruktionsbehandling, således at skifteretten kan afsætte en rekonstruktør, hvis

særlige grunde taler for det.

Konkursrådet har overvejet, om det skal være muligt for skyldneren at skifte rekonstruktør og

tillidsmand.

Konkursrådet finder, at skifteretten skal afbeskikke rekonstruktøren og tillidsmanden, hvis

skyldneren anmoder herom. Skyldneren skal i den forbindelse have ret til at foreslå en ny re-

konstruktør og tillidsmand. Det skal imidlertid ikke være muligt for skyldneren at få afbeskikket

rekonstruktøren, hvis der er truffet afgørelse om fyldestgørelsesforbud. I sådanne tilfælde kan

afbeskikkelse alene ske efter reglerne i § 11 g. Det vil derimod være muligt at få afbeskikket

en tillidsmand, selvom der er truffet afgørelse om fyldestgørelsesforbud.

Det er Konkursrådets opfattelse, at der ikke bør stilles krav om sikkerhedsstillelse for en even-

tuel rekonstruktørs og tillidsmands virksomhed, medmindre skifteretten træffer bestemmelse

herom, jf. kapitel 8, afsnit 2.4.

Konkursrådet finder, at det ikke skal være muligt at beskikke en advokat for skyldneren under

den forebyggende rekonstruktionsprocedure.

2.7 Afværgelse af skyldnerens økonomiske problemer

Det er Konkursrådets opfattelse, at det bør være en forudsætning for en forebyggende rekon-

struktionsbehandling, at skyldneren fremsætter – eller arbejder mod at fremsætte – et rekon-

struktionsforslag eller på anden måde sigter mod at opnå en samlet ordning af sine økonomiske

forhold.

Skyldnerens valgfrihed i forhold til at forsøge at afværge sine økonomiske problemer bør ikke

indskrænkes ved opstilling af en sådan regel som i konkurslovens § 10, hvorefter en rekon-

struktion skal indeholde en tvangsakkord eller virksomhedsoverdragelse.

Konkursrådet finder således, at skyldneren også bør have adgang til den forebyggende rekon-

struktionsprocedure f.eks. med det formål at opnå en ramme for en forhandling med fordrings-

haverne om en frivillig akkord, henstand m.v. eller med kapitalejerne om indskud. En forebyg-

gende rekonstruktionsprocedure bør således kunne indledes, uden at dette har til hensigt at sætte

et rekonstruktionsforslag til afstemning.

Konkursrådet finder derimod ikke, at et fyldestgørelsesforbud i sig selv bør kunne udgøre et

formål med forebyggende rekonstruktion, men alene bør være et middel, som giver skyldneren

mulighed for at opnå arbejdsro til at afværge sine økonomiske vanskeligheder.

For at sikre fremme af den forebyggende rekonstruktionsbehandling og hindre, at der pågår

forebyggende rekonstruktionsbehandling, som må anses for udsigtsløs, finder Konkursrådet det

nødvendigt, at der opstilles visse rammer for, hvor længe skyldneren kan forblive i den fore-

byggende rekonstruktionsproces.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en skyldner, som ikke har anmodet om et fyldestgørelses-

forbud ikke skal indkaldes til møder eller afgive skriftlige redegørelser til skifteretten.

Hvis der er beskikket en rekonstruktør eller anmodet om fyldestgørelsesforbud, skal rekon-

struktøren give en statusopdatering til skifteretten hver anden måned. Skifteretten bør kunne

indkalde til et møde med rekonstruktøren med henblik på at drøfte sagen. Hvis rekonstruktøren

anmoder om et møde med skifteretten, bør skifteretten i almindelighed indkalde til et møde.

Det er endvidere Konkursrådet opfattelse, at der bør fastsættes en øvre tidsmæssig grænse for,

hvor længe den forebyggende rekonstruktionsbehandling kan udstrækkes. Konkursrådet har i

den forbindelse overvejet, om den øvre tidsmæssige grænse bør fastsættes til over et år under

hensyn til skyldnerens eventuelle uafklarede skattemæssige forhold.

Konkursrådet finder, at forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud

ikke bør kunne udstrækkes til at vare mere end et år fra tidspunktet for skifterettens bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud. Hvis skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør

skifteretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis rekonstruktionsbehand-

lingen sammenlagt med varigheden af fyldestgørelsesforbuddet har varet i et år. Hvis den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling ophørte en måned før indledningen af rekonstruktionsbe-

handlingen, skal varigheden af den forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke medregnes.

2.7.1 Skyldnerens anmodning om et fyldestgørelsesforbud

Konkursrådet finder, at skyldneren som led i en forebyggende rekonstruktion skal kunne frem-

sætte anmodning om et fyldestgørelsesforbud med henblik på at opnå arbejdsro til at få gen-

nemført et rekonstruktionsforslag eller finde en anden samlet løsning på sin økonomiske situa-

tion, jf. herved kapitel 10, afsnit 2.1.

Skyldneren skal kunne fremsætte sin anmodning om et fyldestgørelsesforbud i begæringen om

forebyggende rekonstruktionsbehandling, eller på et hvilket som helst tidspunkt, efter forebyg-

gende rekonstruktionsprocedure er indledt.

Konkursrådet finder, at der ikke skal opstilles formkrav til skyldnerens begæring om et fyldest-

gørelsesforbud. Skyldneren vil således f.eks. kunne fremsætte sin anmodning skriftligt, herun-

der i begæringen om forebyggende rekonstruktionsbehandling, eller mundtligt under et møde i

skifteretten.

Modtager skifteretten en anmodning om et fyldestgørelsesforbud, skal anmodningen behandles

straks. Skifteretten skal have mulighed for at behandle anmodningen på skriftligt grundlag, så-

fremt skifteretten finder det hensigtsmæssigt.

Konkursrådet finder, at skifteretten skal nedlægge et fyldestgørelsesforbud, medmindre skifte-

retten vurderer, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal bringes til ophør. Kon-

kursrådet har overvejet, om et sådant udgangspunkt, hvorefter fyldestgørelsesforbud nedlæg-

ges, medmindre forholdene taler for at bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til

ophør, indebærer en risiko for misbrug. Det er dog Konkursrådets vurdering, at den misbrugs-

mulighed, som består ved, at der nedlægges fyldestgørelsesforbud over for skyldnerne, som kan

være solvente, er begrænset, og at en sådan misbrugsrisiko vil kunne imødegås ved forslaget

om, at skifteretten bør kunne bringe den forebyggende rekonstruktionsproces til ophør og der-

med samtidigt fyldestgørelsesforbuddet.

Henset til det anførte om, at skifteretten skal nedlægge et fyldestgørelsesforbud, medmindre

skifteretten finder, at den forebyggende rekonstruktionsmulighed skal bringes til ophør, bør der

ikke gælde krav om høring af fordringshaverne, inden skifteretten træffer afgørelse herom. Der

skal endvidere heller ikke gælde krav om underretning af virksomhedspanthavere eller andre

panthavere.

Det er som anført i kapitel 6, afsnit 2 en betingelse for nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud,

at der beskikkes en rekonstruktør.

Fyldestgørelsesforbuddet træder i kraft på klokkeslættet for skifterettens beslutning om at imø-

dekomme skyldnerens anmodning.

Konkursrådet finder, at der ikke skal være en adgang for fordringshaverne til at kære et fyldest-

gørelsesforbud, idet enhver fordringshaver kan indgive konkursbegæring.

Træffer skifteretten afgørelse om et fyldestgørelsesforbud, indkalder skifteretten straks for-

dringshaverne til et møde, som skal afholdes senest fire uger, efter bestemmelsen om fyldest-

gørelsesforbud blev truffet. Indkaldelse sker ved indrykning af en bekendtgørelse i Statstidende

jf. konkurslovens § 11, a, stk. 2, 3. pkt. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret

i Erhvervsstyrelsen, registrerer rekonstruktøren straks mødeindkaldelsen i Erhvervsstyrelsens

it-system, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 2, 4. pkt.

Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand skal være til stede på mødet med for-

dringshaverne, jf. konkurslovens § 11 d, stk. 1. Udebliver skyldneren uden lovligt forfald, be-

stemmer skifteretten, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, jf. § 11 d, stk.

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 c skal finde anvendelse, således at rekonstruktøren

senest en uge før mødet med fordringshaverne skal sende et forslag til en rekonstruktionsplan.

I modsætning til en almindelig rekonstruktionsbehandling, skal der på mødet ikke stemmes om

rekonstruktionsplanen. Konkursrådet bemærker derudover, at det endelige rekonstruktionsfor-

slag ikke nødvendigvis skal harmonere med den plan, som er blevet fremsat.

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 b, stk. 1 og 2, skal finde anvendelse, således, at

rekonstruktøren senest en uge efter beskikkelsen skal sende en meddelelse til skyldnerens

kendte fordringshavere og skifteretten om den forebyggende rekonstruktionsbehandling. Med-

delelsen skal vedlægges skyldnerens seneste årsrapport samt oplysninger om skyldnerens vig-

tigste aktiver og passiver mv.

På mødet i skifteretten gives skyldneren og fordringshaverne lejlighed til at udtale sig om op-

retholdelse og eventuel forlængelse af den forebyggende rekonstruktionsbehandling. Skifteret-

ten kan på mødet beskikke en eller flere yderligere rekonstruktører eller beskikke en anden

tillidsmand, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 4.

Konkursrådet finder, at rekonstruktøren, inden tre måneder efter der er truffet bestemmelse om

fyldestgørelsesforbud og derefter med højest to måneders mellemrum, skal sende en redegø-

relse til samtlige kendte fordringshavere og skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende

den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder derudover, at de løbende redegørelser skal ske efter samme model som

konkurslovens § 11 f. Der skal imidlertid ikke stemmes om eventuelle ændringer i rekonstruk-

tionsplanen.

Konkursrådet finder endvidere, at såfremt der ikke sendes en redegørelse senest tre måneder

efter, der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, kan skifteretten træffe bestemmelse

om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører.

Skifteretten forlænger fyldestgørelsesforbuddet, medmindre der fremkommer oplysninger, der

bevirker, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør bringes til ophør, jf. kapitel 8,

afsnit 2.9. Skifteretten vil herunder kunne bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling

til ophør, såfremt den må anses for udsigtsløs. Dette vil kunne være tilfældet, hvis skyldneren

er insolvent, og det står klart, at skyldneren ikke kan reddes, f.eks. hvis et flertal af de stemme-

berettigede fordringshavere erklærer, at de er imod en rekonstruktion. Det vil f.eks. også kunne

være tilfældet, hvis skyldneren er solvent og ikke har brug for at anvende den forebyggende

rekonstruktionsprocedure, men alene søger at udnytte et fyldestgørelsesforbud på urimelig vis.

Skifteretten træffer efter anmodning sin afgørelse om at bringe den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling til ophør ved kendelse.

Et fyldestgørelsesforbud skal første gang meddeles frem til det ovenfor nævnte møde med for-

dringshaverne. Fyldestgørelsesforbuddet skal således, første gang det meddeles, højest medde-

les for fire uger. Fyldestgørelsesforbuddets samlede længde, inklusive forlængelser og fornyel-

ser, kan ikke overstige et år, jf. kapitel 10, afsnit 2.3.

Konkursrådet bemærker, at en forlængelse af fyldestgørelsesforbuddet ikke forhindrer for-

dringshaverne i at begære skyldneren konkurs og derved bringe den forebyggende rekonstruk-

tion til ophør. Skyldneren vil i den forbindelse overgå til konkurs eller til rekonstruktion efter

de eksisterende regler i konkursloven.

2.7.2 Skyldnerens fremsættelse af et rekonstruktionsforslag

Konkursrådet finder, at skyldneren som led i en forebyggende rekonstruktion skal kunne frem-

sætte et rekonstruktionsforslag.

Om rekonstruktionsforslagets indhold og kravene hertil henvises til kapitel 12.

Det skal ikke være et krav for skyldnerens fremsættelse af et rekonstruktionsforslag, at der

beskikkes en rekonstruktør.

Modtager skifteretten et rekonstruktionsforslag, indkalder skifteretten fordringshaverne til et

møde, som så vidt muligt skal afholdes senest fire uger efter, at rekonstruktionsforslaget er

fremsat.

Konkursrådet har overvejet, om skifteretten i et tilfælde, hvor et rekonstruktionsforslag er frem-

sat af skyldneren og ikke en rekonstruktør, bør gennemgå rekonstruktionsforslaget, inden der

sker indkaldelse af fordringshaverne. Konkursrådet har efter en samlet afvejning fundet, at skif-

teretten af ressourcemæssige hensyn ikke skal pålægges at foretage en sådan gennemgang. Det

bemærkes herved, at skifteretten kan bestemme, at et rekonstruktionsforslag ikke sættes til af-

stemning, såfremt forslaget er åbenbart uegnet hertil. Skifteretten skal desuden nægte stadfæ-

stelse, hvis forslaget er i strid med loven, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 2, hvorfor skifteretten kan afvise

at holde afstemning om et forslag, der er åbenbart i strid med loven.

Konkursrådet har overvejet, om samtlige fordringshavere skal indkaldes til mødet eller alene

de fordringshavere, som berøres af rekonstruktionsforslaget. Konkursrådet finder, at praktiske

hensyn tilsiger, at samtlige fordringshavere indkaldes til mødet. Konkursrådet har herved navn-

lig lagt vægt på, at det ikke skal pålægges skifteretten at foretage en nærmere gennemgang af

skyldnerens rekonstruktionsforslag og kreditorliste, og at samtlige fordringshavere skal have

mulighed for at gøre sig bekendt med rekonstruktionsforslaget.

Konkursrådet finder, at indkaldelse til mødet skal ske i overensstemmelse med fremgangsmå-

den i konkurslovens § 13, stk. 2, 1. pkt. Skyldneren eller en eventuel rekonstruktør skal således

senest fem hverdage før mødets afholdelse sende rekonstruktionsforslaget og det nedenfor

nævnte materiale til skifteretten og samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyld-

nerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet.

Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, registrerer skyld-

neren eller en eventuelt udpeget rekonstruktør i overensstemmelse med reglen i konkurslovens

§ 13, stk. 2, sidste pkt., samtidig en meddelelse i Erhvervsstyrelsens it-system, hvoraf det frem-

går, at materialet er udsendt og ligger til gennemsyn i skifteretten.

Konkursrådet finder, at det udsendte materiale skal opfylde formkravene i konkurslovens § 13

b, stk. 1, nr. 1 og 2, og såfremt en rekonstruktør eller tillidsmand er beskikket, tillige formkra-

vene i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3.

Skifteretten skal så vidt muligt senest 14 dage før mødets afholdelse indrykke en bekendtgørelse

i Statstidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. I bekendtgørelsen opfordres for-

dringshavere, hvis fordringer ikke tidligere er gjort gældende, til at anmelde disse til skyldneren

eller en eventuel rekonstruktør, jf. den tilsvarende regel i konkurslovens § 13, stk. 3. Bestrides

en fordring, skal dette meddeles fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryg-

gende måde, jf. konkurslovens § 13, stk. 4.

Konkursrådet har overvejet, om en skyldner i et tilfælde, hvor der ikke er beskikket en rekon-

struktør, kan forventes at være i stand til at iagttage den ovennævnte fremgangsmåde for ind-

kaldelse til kreditormøde og de angivne formkrav. Konkursrådet bemærker, at det må forventes,

at der i praksis oftest vil være udpeget en rekonstruktør under en forebyggende rekonstrukti-

onsproces, og at skyldneren har mulighed for at anmode om udpegning af en rekonstruktør på

ethvert tidspunkt under sagens behandling, såfremt skyldneren ikke ser sig i stand til at varetage

processen. Konkursrådet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at fastsætte lempeli-

gere formkrav. Konkursrådet har herved også lagt vægt på, at skifteretten har en videregående

vejledningsforpligtelse i tilfælde, hvor der ikke er udpeget en rekonstruktør.

Konkursrådet finder, at skyldneren og en eventuel rekonstruktør og/eller regnskabskyndig til-

lidsmand skal være til stede på mødet med fordringshaverne, og at skifteretten, såfremt skyld-

neren udebliver uden lovligt forfald, bør kunne bestemme, at den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling ophører.

På mødet stemmer fordringshaverne om rekonstruktionsforslaget.

Der henvises vedrørende rekonstruktionsforslaget, herunder dettes vedtagelse og forkastelse,

nærmere til kapitlerne 12-14.

2.8 Retsvirkninger af forebyggende rekonstruktionsbehandling

Hvis der er beskikket en rekonstruktør, bør reglerne i konkurslovens § 12, stk. 1-3 finde anven-

delse.

Konkursrådet finder, at det ikke skal være muligt for rekonstruktøren at anvende tvangsmidler

over for skyldneren. Hvis skyldneren ikke samarbejder loyalt, må den forebyggende rekon-

struktionsbehandling i stedet bringes til ophør. Dette kan i praksis ske ved, at rekonstruktøren

anmoder skifteretten om at bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør.

Hvis skifteretten har truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, bør reglerne i konkurslo-

vens § 12 c, 12 f og 12 g, stk. 1-2, og stk. 4, finde anvendelse. I forhold til retsvirkningerne af

et fyldestgørelsesforbud henvises der til kapitel 10, afsnit 2.2.

Konkursrådet finder, at indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke skal

medføre at virksomheds- og fordringspant fryses. Hvis skyldneren forud for indledningen af

den forebyggende rekonstruktionsbehandling havde adgang til at udskille aktiver fra et pant, så

skal dette fortsat være en mulighed for skyldneren. Dette gælder også rettigheder stiftet ved

retsforfølgning.

2.9 Ophør af forebyggende rekonstruktion

2.9.1 Hvis skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent

Skifteretten skal ved det indledende møde med skyldneren afklare, om der er grundlag for, at

skifteretten indleder forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder ved at afklare om der

foreligger sandsynlighed for, at skyldneren bliver insolvent, eller skyldneren er insolvent. Der

henvises vedrørende skifterettens vurdering af dette spørgsmål til kapitel 9.

Konkursrådet finder, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør ophøre, hvis skyld-

neren hverken er insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent.

Det er således muligt, at skifteretten indleder en forebyggende rekonstruktionsbehandling, fordi

skyldneren vurderes være insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent, men at skif-

teretten på et senere tidspunkt kommer frem til, at skyldneren er solvent, og at skyldneren ikke

har sandsynlighed for at blive insolvent. I sådanne situationer bør skifteretten træffe bestem-

melse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører.

2.9.2 Skyldneren samarbejder ikke loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare

Konkursrådet finder, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal ophøre, hvis skyld-

neren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare.

En skyldner samarbejder ikke loyalt, hvis skyldneren tilbageholder væsentlige oplysninger om

sin økonomi. Fordringshavernes ret kan bl.a. bringes i fare, hvis en væsentlig forudsætning for

en effektiv gennemførelse af den forebyggende rekonstruktionsbehandling brister, og behand-

lingen således ikke længere har et rimeligt formål.

Konkursrådet bemærker, at der gælder en tilsvarende regel i konkurslovens § 15, stk. 1, nr. 2,

som kan medføre, at en rekonstruktionsbehandling bringes til ophør.

2.9.3 Skyldneren begærer det

Konkursrådet finder, at skifteretten bør træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekon-

struktionsbehandling ophører, hvis skyldneren begærer det.

Konkursrådet lægger i den forbindelse vægt på, at en forebyggende rekonstruktionsbehandling

er baseret på et princip om frivillighed, jf. kapitel 8, afsnit 2.1. Skyldnerens begæring om ophør

af den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør derfor medføre, at skifteretten træffer be-

stemmelse herom.

2.9.4 Den forebyggende rekonstruktionsbehandling må anses for udsigtsløs

Som ovenfor anført er det Konkursrådet opfattelse, at skifteretten bør kunne bringe den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling til ophør, såfremt den forebyggende rekonstruktionsbe-

handling må anses for udsigtsløs.

Skifteretten må efter Konkursrådets vurdering forventes navnlig at anvende denne mulighed,

såfremt de opfølgende møder med skyldneren eller den skriftlige status fra en eventuel rekon-

struktør viser, at der ikke er fremdrift i den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet bemærker, at skifterettens mulighed for at bringe den forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling til ophør som udsigtsløs bør kræve, at der er er sket en forudgående høring af

skyldneren og en eventuel rekonstruktør.

Som eksempel herpå må anses tilfælde, hvor det står klart, at en insolvent skyldner ikke kan

reddes, f.eks. hvis et flertal af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at de er imod en

rekonstruktion, eller hvor en solvent skyldner ikke har brug for at anvende den forebyggende

rekonstruktionsproces, men alene søger at udnytte et fyldestgørelsesforbud på urimelig vis.

Hvis skyldnerens regnskabs- og bogføringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil indebære ufor-

holdsmæssige omkostninger at opnå tilstrækkelig indsigt i skyldnerens økonomiske forhold,

bør skifteretten træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det er i den forbindelse en forudsætning, at skifteretten bliver bekendt med, at regnskabs- og

bogføringsmaterialet er mangelfuldt.

Konkursrådet finder, at høring efter skifterettens nærmere bestemmelse bør kunne foretages på

skriftligt grundlag eller eventuelt telefonisk.

2.9.5 Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløsning af skyldneren

Konkursrådet finder, at skifteretten bør træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekon-

struktionsbehandling skal ophøre, hvis Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløs-

ning af skyldneren.

Skifteretten bør træffe beslutning om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal op-

høre, når skifteretten har modtaget Erhvervsstyrelsens beslutning om tvangsopløsning af skyld-

neren.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at skyldnere i relation til hvilke Erhvervsstyrelsen

har truffet beslutning om tvangsopløsning, ikke bør kunne anvende reglerne om forebyggende

rekonstruktionsbehandling, jf. kapitel 7, afsnit 2.1.3.

2.9.6 Der er forløbet et år siden indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbe-

handling

Konkursrådet finder, at en forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke bør kunne udstrækkes

ud over et år. Overstiger processen et år, bringer skifteretten den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling til ophør. Et eventuelt nedlagt fyldestgørelsesforbud ophører samtidig med den

forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet bemærker, at ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke i sig selv

medfører skyldnerens konkurs, ligesom skyldneren ikke nødvendigvis vil overgå til rekonstruk-

tionsbehandling efter de eksisterende regler.

2.9.7 Skifteretten afviser en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, der

indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling

Konkursrådet finder, at skifteretten skal afvise en begæring om forebyggende rekonstruktions-

behandling, der indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling.

Konkursrådet har lagt vægt på, at det ikke skal være muligt for skyldneren at misbruge retsmid-

lerne i forbindelse med en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det skal f.eks. ikke være

muligt for skyldneren at misbruge muligheden for at få nedlagt et fyldestgørelsesforbud.

Konkursrådet lægger endvidere vægt på, at hvis det i første omgang ikke er lykkedes skyldneren

at afværge sine økonomiske problemer ved den første forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling, må skyldneren overveje, om der i stedet skal indgives en begæring om rekonstruktions-

eller konkursbehandling.

2.9.8 Rekonstruktionsforslaget stadfæstes, forkastes eller nægtes stadfæstelse

Forkastes rekonstruktionsforslaget, nægtes stadfæstelse eller stadfæster skifteretten forslaget,

bør den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophøre i overensstemmelse med reglerne i

konkurslovens § 13 f, herunder med de i § 13 f, stk. 2 og 3, angivne undtagelser. Dette medfører

ikke i sig selv skyldnerens konkurs, ligesom skyldneren ikke nødvendigvis vil overgå til rekon-

struktionsbehandling efter de eksisterende regler.

Konkursrådet finder henset til forslaget om en komprimeret forebyggende rekonstruktionspro-

ces, at det ikke bør være muligt for skyldneren at fremsætte et nyt rekonstruktionsforslag under

samme forebyggende rekonstruktionsprocedure, såfremt et forslag forkastes af fordringsha-

verne eller stadfæstelse nægtes.

En skyldner, som ønsker at fremsætte et nyt rekonstruktionsforslag, efter dennes forslag er ble-

vet forkastet eller nægtet stadfæstelse under en forebyggende rekonstruktionsprocedure, kan

anmode om at overgå til rekonstruktionsbehandling efter de eksisterende regler i konkursloven.

Forkastes et rekonstruktionsforslag eller nægtes stadfæstelse, bør skyldneren eller fordringsha-

verne straks kunne indgive konkursbegæring, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. En

sådan konkursbegæring vil kunne behandles på mødet med fordringshaverne efter afstemnin-

gen om rekonstruktionsforslaget, jf. i øvrigt afsnit 2.9.9 nedenfor.

Konkursrådet bemærker, at vedtagelse og stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag ikke er til

hinder for indgivelse af en konkursbegæring, såfremt skyldneren efter forslagets vedtagelse er

insolvent.

Konkursrådet bemærker endvidere, at den situation, hvor skyldneren under den forebyggende

rekonstruktionsprocedure ophører med at være erhvervsdrivende, ikke bør medføre ophør af

behandlingen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, da der skal være mulighed for

at lave akkord efter salg eller likvidation af virksomheden, jf. også kapitel 7, afsnit 2.1.1.

2.9.9 Indgivelse af begæring om konkurs- eller rekonstruktionsbehandling

Konkursrådet finder, at skyldneren under den forebyggende rekonstruktion skal kunne anmode

om at overgå til rekonstruktion eller konkurs, forudsat at skyldneren er insolvent.

En rekonstruktør, som har været udpeget under en forebyggende rekonstruktionsproces, bør

som udgangspunkt fortsætte under rekonstruktionsbehandlingen. Det samme gælder en tillids-

mand, som har været udpeget under den forebyggende rekonstruktionsproces, såfremt skyldne-

ren ønsker en tillidsmand udpeget under rekonstruktionsbehandlingen.

Konkursrådet bemærker, at forebyggende rekonstruktion ikke i sig selv bør kunne medføre ud-

sættelse af en fordringshavers anmodning om konkurs, jf. konkurslovens § 24.

Hvis en fordringshaver indgiver konkursbegæring mod en skyldner under forebyggende rekon-

struktion, behandles begæringen på et møde, hvor skyldneren kan bede om at få indledt rekon-

struktion. En sådan anmodning fra skyldneren vil kunne udsætte fordringshavers konkursbe-

gæring i overensstemmelse med reglen i konkurslovens § 24.

Konkursrådet har overvejet, om en konkursbegæring, der er indgivet efter, at der er fremsat et

rekonstruktionsforslag under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, men før afstemnin-

gen om forslaget, bør kunne udsættes, indtil det er afgjort, om rekonstruktionsforslaget vedtages

og stadfæstes. Hensynet til stringensen i de insolvensretlige regler taler for, at en skyldner, som

er insolvent, ikke bør kunne opnå et ”helle” i en sådan periode mellem rekonstruktionsforslagets

fremsættelse og afstemningen herom. Omvendt taler praktiske hensyn for, at også en forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling bør kunne udsætte konkursbegæringen i denne situation.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en afvejning af disse hensyn bør føre til, at skifteretten kan

udsætte en konkursbegæring, som er indgivet efter, at rekonstruktionsforslaget er fremsat, til

behandling på det møde med fordringshaverne, hvori rekonstruktionsforslaget skal behandles.

Med henblik på beskyttelse af fordringshavernes interesser, bør en sådan udsættelse dog forud-

sætte, at der er beskikket en rekonstruktør på det tidspunkt, hvor skyldneren har fremsat rekon-

struktionsforslaget.

Konkursrådet finder, at såfremt skyldneren er overgået fra en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling med fyldestgørelsesforbud til en rekonstruktionsbehandling, bør rekonstruktionsbe-

handlingen, sammenlagt kun kunne vare i et år. Dette år bør regnes fra det tidspunkt, hvor der

blev nedlagt fyldestgørelsesforbud. Dette bør gælde, uanset om der sker direkte overgang til

rekonstruktion, eller dette først sker efter tre uger, jf. princippet om fristdag.

Konkursrådet er opmærksom på, at det nævnte afkortningsprincip kan medføre, at en rekon-

struktionsbehandling bliver forhastet eller ligefrem illusorisk. Konkursrådet finder dog, at hen-

synet til fordringshavernes interesser og den almindelige kreditgivning afgørende taler for, at

fyldestgørelsesforbuddet ikke udstrækkes til mere end et år før en konkurs. Skifteretten bør

derfor afvise en begæring om rekonstruktionsbehandling, såfremt skyldneren på tidspunktet for

begæringens indgivelse har været undergivet et fyldestgørelsesforbud i et år. Det bemærkes, at

skifteretten kan afvise at indlede rekonstruktionsbehandling, såfremt der resterer en så kort pe-

riode af det mulige fyldestgørelsesforbud, at rekonstruktionsbehandling må anses for udsigt-

sløs.

2.9.10 Meddelelse om ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling

Det er Konkursrådets opfattelse, at ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling bør an-

nonceres i Statstidende, såfremt der har været nedlagt et fyldestgørelsesforbud. Annoncering

bør dog ikke ske, hvis skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling eller behandling

efter de eksisterende rekonstruktionsregler.

Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruk-

tøren samtidig registrere den forebyggende rekonstruktionsbehandlings ophør i Erhvervsstyrel-

sens it-system.

Rekonstruktøren bør endvidere sende en meddelelse om den forebyggende rekonstruktionsbe-

handlings ophør til samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbe-

handling eller behandling efter de eksisterende rekonstruktionsregler.

Har der ikke været nedlagt et fyldestgørelsesforbud, skal skyldneren eller en eventuelt beskikket

rekonstruktør alene sende meddelelse om ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling til fordringshavere, som har været orienteret om den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling.

Hvis skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør rekonstruktøren i sin meddelelse til

kreditorerne informere om, at skyldneren således er overgået fra forebyggende rekonstruktions-

behandling til rekonstruktionsbehandling.

Kapitel 9

Insolvensdefinitionen (”sandsynlighed for at blive insolvent”)

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Medlemsstaterne skal sikre, at en skyldner allerede ved sandsynlighed for insolvens har adgang

til en ramme for forebyggende rekonstruktion, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets arti-

kel 4. Direktivets begreber ”insolvens” og ”sandsynlighed for insolvens” skal forstås som defi-

neret i henhold til national ret, jf. direktivets artikel 2, stk. 2.

Dette indebærer ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 24, at der bør være adgang til en

rekonstruktionsramme, før en skyldner bliver insolvent i henhold til national ret, dvs. før skyld-

ner opfylder betingelserne i national ret for at blive genstand for kollektiv insolvensbehandling,

der normalt medfører, at skyldner fuldt ud mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpe-

ges en kurator. For at undgå misbrug bør skyldnerens finansielle vanskeligheder afspejle en

sandsynlighed for insolvens, og rekonstruktionsplanen bør kunne afværge skyldners insolvens

og sikre virksomhedens levedygtighed.

1.2 Konkursloven

Rekonstruktionsbehandling i henhold til konkurslovens afsnit IA kan kun indledes over for en

skyldner, der er insolvent. Dette følger af konkurslovens § 11, stk. 1, der henviser til konkurs-

lovens § 17, stk. 2 og § 18, som nærmere fastlægger, hvornår en skyldner er insolvent.

Ovenstående svarer til betingelserne for at indlede konkursbehandling, men adskiller sig fra

betingelsen for at indlede gældssanering. Det er en betingelse for skifterettens imødekommelse

af en skyldners begæring om gældssanering, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de

nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. konkurslovens §§

197, stk. 1, og 231 a, stk. 1. Det er med andre ord en betingelse for at få indledt sag om gælds-

sanering, at skyldneren er håbløst forgældet.

Konkurslovens § 17, stk. 2, fastsætter, at en skyldner er insolvent, hvis skyldneren ikke kan

opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må

antages blot at være forbigående. Det er således afgørende, om skyldneren mangler likviditet

til at betale de løbende forpligtelser. Hvis skyldneren er i stand til at betale de løbende forplig-

telser, er det uden betydning, om gælden er større end aktiverne, eller om der er fuld dækning

til fordringshaverne.

En underbalance kan imidlertid være et indicium for manglende betalingsevne, jf. Torben Kuld

Hansen og Lars Lindencrone Pedersen, Insolvensprocesret, 4. udgave, 2020, side 178. En række

landsretsafgørelser har i overensstemmelse hermed ved insolvensvurderingen tillagt oplysnin-

ger om aktiver og passiver og/eller en negativ egenkapital vægt, jf. bl.a. ØLK B-3005-94, ØLK

B-258-95 og ØLK V-586-95, jf. Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Pedersen, Insol-

vensprocesret, 4. udgave, 2020, side 178.

Det følger af konkurslovens § 18, at insolvens i almindelighed antages at foreligge, hvis skyld-

neren erkender at være insolvent eller inden for de seneste tre uger har været eller er under

rekonstruktionsbehandling, har standset sine betalinger, eller hvis der ved udlæg inden for de

sidste tre måneder før modtagelsen af begæringen om rekonstruktionsbehandling ikke har

kunne opnås dækning hos skyldneren.

Kravet om insolvens gælder, hvad enten rekonstruktionsbehandlingen er indledt på baggrund

af en begæring fra skyldneren selv eller af en fordringshaver. Hvis skyldneren selv begærer

iværksættelse af rekonstruktionsbehandling, vil skifteretten normalt ikke gå ind i en nærmere

prøvelse af, om insolvensbetingelsen er opfyldt, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse

Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin,

Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side 74.

Der kan dog opstå situationer, hvor domstolene skal prøve insolvensbetingelserne, uanset at

skyldner selv har meddelt at være insolvent, jf. eksempelvis U 1996.962 V. I sagen havde et

selskab indgivet konkursbegæring, jf. konkurslovens § 17, men selskabets obligationsejere kæ-

rede konkursdekretet med henvisning til, at insolvensbetingelsen i konkurslovens § 17 ikke var

opfyldt. Landsretten stadfæstede konkursdekretet.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Begrebet sandsynlighed for at blive insolvent

Konkursrådet har overvejet, om begrebet ”insolvens”, som det er defineret i konkursloven, kan

opretholdes i lyset af det indførte begreb om ”sandsynlighed for at blive insolvent” i direktivet,

eller om dette bør give anledning til at indføre en selvstændig insolvensdefinition i forhold til

konkurslovens regler om forebyggende rekonstruktion.

Det er Konkursrådets vurdering, at direktivets bestemmelser om, at skyldnere, allerede før de

er insolvente, skal have adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, indebærer, at

skyldnere skal have adgang til en rekonstruktionsprocedure på et tidligere tidspunkt, end skyld-

nere har det efter lovgivningen i dag.

I lyset heraf finder Konkursrådet, at konkursloven fremover bør indeholde et selvstændigt be-

greb om sandsynlighed for at blive insolvent i forhold til de foreslåede regler om forebyggende

rekonstruktion.

Konkursrådet har overvejet, hvordan begrebet sandsynlighed for at blive insolvent fremover

kan afgrænses i lovgivningen. Som omtalt ovenfor er det i direktivet overladt til medlemssta-

terne at definere begrebet. Konkursrådet noterer sig, at direktivet ikke fastsætter nærmere krav

til, hvordan begrebet ”sandsynlighed for at blive insolvens” skal defineres i national ret.

Konkursrådet finder, at en skyldner har sandsynlighed for at blive insolvent, når skyldneren har

økonomiske vanskeligheder.

Konkursrådet finder endvidere, at økonomiske vanskeligheder skal fortolkes bredt.

2.2 Omstændigheder under hvilke der i almindelighed foreligger sandsynlighed for at

blive insolvent

Konkursrådet har som led i overvejelserne om, hvordan begrebet sandsynlighed for at blive

insolvent kan afgrænses i lovgivningen, overvejet, under hvilke omstændigheder skyldneren

har sandsynlighed for at blive insolvent.

Det er Konkursrådets opfattelse, at betragtningerne nedenfor kan bruges til at vurdere, hvornår

skyldneren har sandsynlighed for at blive insolvent.

2.2.1 Skyldnerens erkendelse af sandsynlighed for at blive insolvent

Konkursrådet finder, at sandsynlighed for at blive insolvent i almindelighed må antages at fo-

religge, hvis skyldneren erkender, at der foreligger sandsynlighed for insolvens.

Stemmer erkendelsen med de foreliggende oplysninger, vil videre undersøgelse i almindelighed

være overflødig.

Skønner skifteretten derimod, at erkendelsen ikke svarer til de virkelige forhold, må skifteretten

forlange yderligere oplysninger, og, hvis disse ikke stemmer med skyldnerens erklæring om, at

skyldneren har sandsynlighed for at blive insolvent, forkaste begæringen om forebyggende re-

konstruktion.

Konkursrådet har ved denne vurdering lagt vægt på, at intensiteten af skifterettens prøvelse ved

skyldnerens erkendelse af at have sandsynlighed for at blive insolvent ikke bør overstige inten-

siteten af prøvelsen ved skyldnerens erkendelse af insolvens, jf. konkurslovens § 18, nr. 1.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at hensynene bag reglerne om forebyggende rekon-

struktion tilsiger, at skyldnere opfordres til på et tidligere stadie at reagere på økonomiske kri-

setegn. Tærsklen for, hvornår skyldneren har sandsynlighed for at blive insolvent, bør således

ikke sættes for højt.

Konkursrådet har endelig lagt vægt på, at der i praksis næppe kan antages at være en risiko for

misbrug af ordningen om forebyggende rekonstruktion.

2.2.2 Forbigående betalingsudygtighed

Det følger som omtalt af konkurslovens § 17, stk. 2, at en skyldner er insolvent, hvis skyldneren

ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtig-

heden må antages blot at være forbigående.

Konkursrådet finder, at der i relation til en skyldner, som er forbigående insolvent, også må

antages at foreligge sandsynlighed for at blive insolvent.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående navnlig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens er-

kendelse konkret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed for at blive insolvent.

2.2.3 Skyldnerens likviditetsmæssige vanskeligheder

Det bør efter Konkursrådets opfattelse være tilstrækkeligt til at anse sandsynlighed for skyld-

nerens insolvens for at foreligge, hvis det på baggrund af skyldnerens seneste årsregnskaber

kan konstateres, at skyldneren i en årrække har haft likviditetsmæssige vanskeligheder.

Sådanne likviditetsmæssige vanskeligheder vil eksempelvis kunne konstateres på baggrund af

oplysninger om, at skyldneren efter forhandlinger med långivere og investorer ikke har kunnet

fremskaffe den fornødne kapital.

Oplysninger om indskrænkninger i skyldnerens kreditfaciliteter vil endvidere kunne indgå i en

vurdering af, om der foreligger sandsynlighed for skyldnerens insolvens.

Konkursrådet bemærker, at likviditetsmæssige vanskeligheder også vil kunne konstateres på

grundlag af en revisorpåtegning i årsregnskabet om, at årsregnskabet ikke giver et retvisende

billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling.

Likviditetsmæssige vanskeligheder vil tillige kunne være indikeret af en oplysning i årsrappor-

ten om usikkerhed vedrørende virksomhedens fortsatte drift.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående navnlig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens er-

kendelse konkret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed for at blive insolvent.

2.2.4 Løbende underbalance i skyldnerens regnskaber

Konkursrådet finder, at en løbende underbalance i skyldnerens regnskab bør tillægges afgø-

rende vægt i vurderingen af, om betingelsen om sandsynlighed for, at skyldneren bliver insol-

vent, er opfyldt.

Kan det på baggrund af skyldnerens seneste årsregnskaber konstateres, at der løbende har været

ikke uvæsentlige underskud, som har ført til tab af en væsentlig del af skyldnerens kapital, bør

dette være tilstrækkeligt til konstatere, at sandsynlighed for insolvens foreligger.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående navnlig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens er-

kendelse konkret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed for at blive insolvent.

2.2.5 Skyldnerens manglende overholdelse af forlig

Konkursrådet finder, at oplysninger om, at skyldneren har indgået forlig med samarbejdspart-

nere, som ikke er blevet overholdt, i almindelighed vil medføre, at sandsynlighed for, at skyld-

neren bliver insolvent, foreligger.

2.2.6 Oplysninger om indkaldelse af skyldneren til fogedretten

Det er Konkursrådets opfattelse, at oplysninger om indkaldelse af skyldneren til fogedretten

efter omstændighederne bør kunne begrunde, at der foreligger sandsynlighed for, at skyldneren

bliver insolvent.

Dette bør efter rådets opfattelse gælde i tilfælde, hvor skyldneren flere gange har været indkaldt

til møder i fogedretten, som følge af, at skyldneren ikke har overholdt sine afdragsordninger

eller i øvrigt ikke har betalt sin gæld.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående navnlig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens er-

kendelse konkret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed for at blive insolvent.

2.2.7 Skyldneren har opnået udsættelse af betalingsfrister eller henstand.

Konkursrådet finder, at det ved vurderingen af sandsynligheden for, at skyldneren bliver insol-

vent, efter en konkret vurdering bør kunne tillægges betydning, om skyldneren har opnået ud-

sættelse af gældende betalingsfrister eller henstand med betalingen af sin gæld til offentlige

eller private fordringshavere.

Hvis skyldneren må formodes ikke at ville kunne honorere sine økonomiske forpligtelser, så-

fremt en sådan udsættelse eller henstand ikke var ydet, bør dette være tilstrækkeligt til at be-

grunde sandsynlighed for, at skyldneren bliver insolvent. Konkursrådet har herved lagt vægt, at

udsættelse eller henstand alene indebærer en midlertidig forbedring af skyldnerens likviditet.

2.2.8 Tidlig varsling

Konkursrådet finder, at de omstændigheder, som kan give anledning til tidlig varsling, jf. kapi-

tel 5, afsnit 2.1, som udgangspunkt vil indebære sandsynlighed for, at skyldneren bliver insol-

vent.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående navnlig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens er-

kendelse konkret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed for at blive insolvent.

Kapitel 10

Forbud mod individualforfølgning

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Skyldners mulighed for at opnå et fyldestgørelsesforbud

Skyldneren skal under en forebyggende rekonstruktionsbehandling have mulighed for at opnå

et fyldestgørelsesforbud for at understøtte forhandlingerne om en rekonstruktionsplan, jf. re-

konstruktions- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 1.

Som et fyldestgørelsesforbud defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 1, en af en judiciel eller

administrativ myndighed meddelt eller på lov støttet midlertidig suspension af en fordringsha-

vers ret til at fuldbyrde et krav mod en skyldner og, hvis dette er foreskrevet i national ret, mod

en tredjepartssikkerhedsstiller i forbindelse med en retslig, administrativ eller anden procedure

eller af retten til at beslaglægge eller udenretligt at realisere skyldners aktiver eller virksomhed.

Skyldnere bør kunne opnå et fyldestgørelsesforbud, hvad enten et sådant forbud indrømmes af

en judiciel eller administrativ myndighed eller støttes på lov, med det formål at kunne fortsætte

sin drift eller i det mindste bevare værdien af sit bo under forhandlingerne, jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 32.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at de judicielle eller administrative myndigheder kan afvise at

indrømme et fyldestgørelsesforbud, hvis et sådant fyldestgørelsesforbud ikke er nødvendigt,

eller hvis fyldestgørelsesforbuddet ikke ville opfylde formålet om at understøtte forhandlin-

gerne om en rekonstruktionsplan som led i en ramme for forebyggende rekonstruktion.

Sådanne afvisningsgrunde kan omfatte manglende støtte fra det påkrævede flertal af fordrings-

haverne eller, hvis dette er foreskrevet i national ret, skyldners faktiske manglende evne til at

betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, jf. direktivets artikel 6, stk. 1, og præambelbe-

tragtning nr. 32.

Med henblik på at lette og fremskynde sagsbehandlingen kan der med hensyn til forekomsten

af grunde til at afvise at nedlægge et fyldestgørelsesforbud opstilles formodningsregler, som

kan afkræftes. Dette kan f.eks. være, hvis skyldneren udviser en adfærd, der er typisk for en

skyldner, som er ude af stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder – såsom en

væsentlig betalingsmisligholdelse over for arbejdstagere eller skatte- eller socialsikringsorga-

ner – eller hvis skyldneren eller den aktuelle ledelse af en virksomhed har begået økonomisk

kriminalitet, der giver grund til at tro, at et flertal af fordringshaverne ikke vil støtte indledning

af forhandlingerne, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 33.

1.1.2 Fyldestgørelsesforbuddets omfang

Rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 2, fastsætter, at medlemsstaterne – uden

at det berører artikel 6, stk. 4 og 5 – skal sikre, at et fyldestgørelsesforbud kan omfatte alle typer

af krav, herunder privilegerede krav.

Dette indebærer ikke, at alle typer af krav skal omfattes af et fyldestgørelsesforbud, men med-

lemsstaterne kan beslutte, at det skal være tilfældet, jf. direktivets artikel 6, stk. 3. Et fyldest-

gørelsesforbud kan således være generelt og omfatte alle krav eller være begrænset og omfatte

en eller flere individuelle krav eller kategorier af krav. Begrænses fyldestgørelsesforbuddet,

finder det kun anvendelse på de krav, som er blevet underrettet om forhandlinger om rekon-

struktionsplanen eller om fyldestgørelsesforbuddet i overensstemmelse med national ret.

Medlemsstaterne kan således f.eks. udelukke bestemte krav eller kategorier af krav fra anven-

delsesområdet for et fyldestgørelsesforbud, hvor en sådan udelukkelse er behørigt begrundet,

og såfremt kreditorforfølgning ikke kan antages at bringe rekonstruktionen af virksomheden i

fare, eller et fyldestgørelsesforbud kan antages at ville være til urimelig skade for de pågæl-

dende fordringshavere, jf. direktivets artikel 6, stk. 4. Dette kan f.eks. være i relation til sikrede

krav, hvor de tilknyttede aktivers fjernelse ikke vil bringe en rekonstruktion i fare, eller krav

hvis suspension vil påføre fordringshaver urimelig skade, såsom ved et ikkekompenseret tab

eller værdiforringelse af sikkerhedsstillelsen, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 34.

Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at et fyldestgørelsesforbud kan omfatte alle krav, fin-

der udtrykkeligt ikke anvendelse for så vidt angår arbejdstageres tilgodehavender, medmindre

betaling af sådanne tilgodehavender er garanteret på et tilsvarende beskyttelsesniveau som led

i en ramme for forebyggende rekonstruktion, jf. direktivets artikel 6, stk. 5. Ifølge direktivets

præambelbetragtning nr. 61 bør medlemsstaterne således pålægges at undtage arbejdstagernes

tilgodehavender fra et eventuelt fyldestgørelsesforbud, uanset om disse tilgodehavender opstår

før eller efter fyldestgørelsesforbuddet nedlægges. Et fyldestgørelsesforbud bør, for så vidt an-

går arbejdstageres tilgodehavender, kun være tilladt for de beløb og den periode, hvor betalin-

gen af sådanne tilgodehavender reelt garanteres på et tilsvarende niveau ved andre midler i

100

henhold til national ret. Hvis der i henhold til national ret gælder begrænsninger af garantiinsti-

tutionernes ansvar med hensyn til enten garantiens længde eller det beløb, der udbetales til

arbejdstagere, bør arbejdstagere have mulighed for at gøre deres tilgodehavender gældende

over for arbejdsgiveren, selv under fyldestgørelsesforbuddet. Alternativt bør medlemsstaterne

kunne udelukke arbejdstagernes tilgodehavender fra anvendelsesområdet for rammerne af fo-

rebyggende rekonstruktion og sørge for, at de beskyttes i henhold til national ret.

Medlemsstaterne kan bestemme, om krav, der forfalder eller indtræder efter, at en begæring om

at indlede en forebyggende rekonstruktionsprocedure er indgivet, eller efter indledning af pro-

ceduren, er omfattet af et fyldestgørelsesforbud, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 25.

Fyldestgørelsesforbud bør, hvor dette er foreskrevet i national ret, også kunne finde anvendelse

på sikkerhed, der er stillet af tredjemand, herunder kautionister og sikkerhedsstillere, jf. direk-

tivets præambelbetragtning nr. 32.

For at sikre, at fordringshavere med krav, der er opstået før indledning af en rekonstruktions-

procedure eller nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud, ikke presser skyldner til at indfri disse

krav, som ellers ville blive nedskrevet ved gennemførelsen af rekonstruktionsplanen, bør med-

lemsstaterne kunne foreskrive et fyldestgørelsesforbud for så vidt angår betaling af disse krav,

jf. direktivets præambelbetragtning nr. 39.

1.1.3 Fyldestgørelsesforbuddets varighed, herunder muligheden for forlængelse

Rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 6, fastsætter, at den indledningsvise va-

righed af et fyldestgørelsesforbud skal være begrænset til højst fire måneder. Denne maksi-

mumperiode skal sikre en rimelig balance mellem skyldners og fordringshavernes rettigheder,

jf. direktivets præambelbetragtning nr. 35.

Medlemsstaterne kan under visse betingelser forlænge varigheden af et fyldestgørelsesforbud

eller indrømme et nyt fyldestgørelsesforbud, f.eks. hvor de er tale om en kompleks rekonstruk-

tion, jf. artikel 6, stk. 7, 1. pkt., og præambelbetragtning nr. 35.

Træffer den judicielle eller administrative myndighed ikke afgørelse om forlængelse, inden fyl-

destgørelsesforbuddet udløber, bør fyldestgørelsesforbuddet ophøre med at have virkning ved

fyldestgørelsesforbudsperiodens udløb, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 35.

Den samlede varighed af fyldestgørelsesforbuddet, inklusive forlængelser og fornyelser, må

under hensyn til retssikkerheden ikke overstige et år. Bliver skyldneren insolvent i henhold til

101

national ret, kan der dog fastsættes et tidsubegrænset fyldestgørelsesforbud, jf. direktivets arti-

kel 6, stk. 8, og præambelbetragtning nr. 35.

Medlemsstaterne kan bestemme, om et kort midlertidigt fyldestgørelsesforbud, indtil en judiciel

eller administrativ myndighed har truffet afgørelse om adgang til rammen for forebyggende

rekonstruktion, skal være underlagt tidsfristerne i direktivet, jf. direktivets præambelbetragt-

ning nr. 35.

1.1.4 Ophævelse af et fyldestgørelsesforbud

Medlemsstaterne kan bestemme, hvem der er berettiget til at anmode om ophævelse af et fyl-

destgørelsesforbud, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets præambelbetragtning nr. 37.

Et fyldestgørelsesforbud skal kunne ophæves, når det ikke længere opfylder formålet om at

støtte forhandlingerne om rekonstruktionsplanen, f.eks. hvis det viser sig, at en bestemt andel

af fordringshaverne ikke ønsker at fortsætte forhandlingerne, når skyldneren eller rekonstruk-

tøren anmoder herom, når en eller flere fordringshavere eller kreditorklasser vil lide urimelig

skade som følge af fyldestgørelsesforbuddet, eller når fyldestgørelsesforbuddet giver anledning

til en fordringshavers insolvens, jf. direktivets artikel 6, stk. 9. I de to sidstnævnte tilfælde kræ-

ves, at det er foreskrevet i national ret.

Ved bestemmelsen af, om fordringshavere lider urimelig skade, bør judicielle eller administra-

tive myndigheder kunne tage hensyn til, om fyldestgørelsesforbuddet vil bevare boets samlede

værdi, og om skyldner handler i ond tro eller med det formål at forårsage skade eller generelt

handler i strid med den samlede kreditormasses berettigede forventninger, jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 36.

En enkelt fordringshaver eller klasse af fordringshavere anses for at lide urimelig skade som

følge af fyldestgørelsesforbuddet, hvis deres krav eksempelvis stilles væsentligt ringere som

følge af fyldestgørelsesforbuddet, end hvis fyldestgørelsesforbuddet ikke fandt anvendelse, el-

ler hvis fordringshaveren stilles ringere end andre fordringshavere i en lignende situation, jf.

direktivets præambelbetragtning nr. 37. Det bemærkes, at direktivet ikke omfatter bestemmel-

ser om kompensation eller garantier for fordringshavere, hvis sikkerhedsstillelse sandsynligvis

vil falde i værdi under fyldestgørelsesforbuddet.

Medlemsstaterne kan ophæve et fyldestgørelsesforbud for fordringshavere eller en eller flere

klasser af fordringshavere, som har lidt urimelig skade som følge af fyldestgørelsesforbuddet,

jf. direktivets præambelbetragtning nr. 37.

102

Beføjelsen til at ophæve et fyldestgørelsesforbud kan begrænses til situationer, hvor fordrings-

haverne ikke har haft mulighed for at blive hørt, før fyldestgørelsesforbuddet trådte i kraft eller

blev forlænget, jf. direktivets artikel 6, stk. 9.

Der kan fastsættes en minimumsperiode, der ikke overstiger et år, inden for hvilken fyldestgø-

relsesforbuddet ikke kan ophæves, jf. direktivets artikel 6, stk. 9.

1.1.5 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger

Opstår der under et fyldestgørelsesforbud i henhold til national ret pligt for en skyldner til selv

at begære indledning af insolvensbehandling, der kan resultere i konkurs, skal medlemsstaterne

sikre, at denne pligt udsættes, så længe fyldestgørelsesforbuddet varer, jf. rekonstruktions- og

insolvensdirektivets artikel 7, stk. 1.

Et fyldestgørelsesforbud udsætter endvidere en kreditoranmodning om indledning af konkurs-

behandling, jf. direktivets artikel 7, stk. 2.

Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, kan fraviges, hvis skyldneren ikke kan betale sin gæld, efter-

hånden som den forfalder, jf. direktivets artikel 7, stk. 3. I sådanne tilfælde, hvor skyldneren er

insolvent, skal det sikres, at et fyldestgørelsesforbud kan opretholdes, hvis det efter omstæn-

dighederne må lægges til grund, at indledning af konkursbehandling, ikke ville være i fordrings-

havernes almindelige interesse.

Det kan bestemmes, at et fyldestgørelsesforbud ikke finder anvendelse på visse aftaler på fi-

nansielle markeder, energimarkeder og råvaremarkeder, jf. artikel 7, stk. 6. Om baggrunden

herfor henvises til direktivets præambelbetragtning nr. 94.

Medlemsstaterne sikrer, at udløb af et fyldestgørelsesforbud uden vedtagelse af en rekonstruk-

tionsplan ikke i sig selv giver anledning til indledning af en insolvensprocedure, der kan resul-

tere i skyldners afvikling, medmindre de øvrige betingelser i national ret for en sådan indledning

er opfyldt, jf. direktivets artikel 7, stk. 7.

Medlemsstaterne kan frit bestemme, om et fyldestgørelsesforbud skal have indflydelse på for-

faldne renter af fordringer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 25.

Om retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud i forhold til gensidigt bebyrdende aftaler hen-

vises til kapitel 16.

103

1.2 Konkursloven

1.2.1 Automatisk fyldestgørelsesforbud under rekonstruktionsbehandlingen

Fordringshavere er, som nærmere angivet nedenfor i afsnit 1.2.2, som udgangspunkt afskåret

fra at søge sig fyldestgjort i skyldnerens aktiver gennem individualforfølgning, når der er iværk-

sat rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens 12 c. Dette gælder ligeledes under en iværksat

konkursbehandling, jf. konkurslovens § 31.

Fyldestgørelsesforbuddet indtræder automatisk ved rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Dette står i modsætning til de tidligere regler i konkurslovens §§ 16-16 a om betalingsstands-

ning, hvor fyldestgørelsesforbuddet vedrørende panterettigheder først indtrådte ved skifteret-

tens bestemmelse herom, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen,

Kim Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion –

Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side 277.

Forbuddet mod individualforfølgning under rekonstruktionsbehandling og konkurs bygger på

et princip om kreditorlighed, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Kreditorerne, 3. udgave,

side 88.

1.2.2 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger

Konkurslovens § 12 c, stk. 1, fastsætter de nærmere begrænsninger for fordringshaverne i ad-

gangen til at søge sig fyldestgjort i skyldnerens aktiver gennem individualforfølgning, når der

er iværksat rekonstruktionsbehandling.

Arrest og udlæg kan herefter ikke foretages, når der er iværksat rekonstruktionsbehandling, jf.

konkurslovens § 12 c, stk. 1, nr. 1. Det betyder, at usikrede fordringshavere efter rekonstrukti-

onsbehandlingens indledning ikke kan opnå en retspanteret til skade for de øvrige fordringsha-

vere. Det betyder endvidere, at fordringshavere, der har pant eller anden sikkerhedsret i skyld-

nerens aktiver, ikke kan foretage udlæg under rekonstruktionsbehandlingen.

Det bemærkes i den sammenhæng, at udlæg, der er foretaget før rekonstruktionsbehandlingens

indledning, bortfalder, hvis de er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, jf. konkurslo-

vens §§ 12 i og 12 j, stk. 2, 1. pkt. Udlæg kan også falde bort, fordi de bliver ekstingveret af

rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurslovens § 12 h. Arrest, der er foretaget før rekonstruk-

tionsbehandlingens indledning, bortfalder, jf. § 12 j, stk. 2, 2. pkt.

104

For udlæg foretaget før rekonstruktionsbehandlingens indledning gælder, at der under rekon-

struktionsbehandlingen ikke uden rekonstruktøren og skyldnerens samtykke kan søges fyldest-

gørelse på grundlag heraf, jf. konkurslovens § 12 c, stk. 1, nr. 4. Det betyder, at tvangsauktion

ikke uden deres samtykke kan foretages, når rekonstruktionsbehandling er iværksat. Har rekon-

struktøren overtaget ledelsen, udgør rekonstruktørens samtykke til fyldestgørelse samtidig

skyldnerens samtykke, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim

Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori

og praksis, 2. udgave, 2020, side 281.

For udlæg foretaget før rekonstruktionsbehandlingens indledning gælder endvidere, at der ikke

på grundlag heraf kan udøves rådighedsberøvelse, jf. konkurslovens § 12 c, stk. 1, nr. 3. Dette

indebærer, at der efter rekonstruktionsbehandlingens indledning ikke kan iværksættes rådig-

hedsberøvelse på grundlag af et udlæg, og at rådighedsberøvelse foranstaltet inden rekonstruk-

tionsbehandlingen ophører. Det betyder navnlig, at det udlagte ikke kan fratages skyldneren

efter retsplejelovens § 523, og at tvangsadministration af fast ejendom m.v. efter retsplejelovens

§ 520, stk. 2, ikke kan fortsættes eller iværksættes under rekonstruktionsbehandlingen, jf. Fol-

ketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 100-105 (vedrørende de specielle bemærk-

ninger til § 12 c), og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Som-

mer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og

praksis, 2. udgave, 2020, side 279.

Brugspanteret kan heller ikke udøves under rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurslovens §

12 c, stk. 1, nr. 2. Dette indebærer, at skyldnerens ejendom ikke kan tages til brugeligt pant af

en panthaver efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og at et allerede etableret brugs-

panteforhold ophører ved rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Det følger af ovenstående regler om forbud mod fyldestgørelse i skyldnerens aktiver under re-

konstruktionsbehandlingen, at panthaver eller en indehaver af en anden sikkerhedsret som ud-

gangspunkt ikke kan søge sig fyldestgjort i pantet eller sikkerheden under rekonstruktionsbe-

handlingen. Der gælder imidlertid en række undtagelser til det nævnte forbud mod fyldestgø-

relse i pantet eller sikkerheden.

Konkurslovens § 12 c stk. 3, fastsætter som undtagelse til fyldestgørelsesforbuddet i stk. 1, at

foretagelse af udlæg og fyldestgørelse i tilbageholdte ejendele i medfør af en tilbageholdsret

kan ske efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Udlæg kan dog kun gøres, hvis skyld-

neren trods opfordring fremsat efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og mindst 14

dage inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet.

105

Det er yderligere en undtagelse til fyldestgørelsesforbuddet i stk. 1, at adgangen til fyldestgø-

relse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret eller ved virksom-

hedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. tinglys-

ningslovens § 47 d, ikke berøres af rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurslovens § 12 c, stk.

Herudover udgør det en undtagelse til fyldestgørelsesforbuddet i stk. 1, at iværksættelse af re-

konstruktionsbehandling ikke berører panthavers mulighed for at søge fyldestgørelse i det pant-

satte aktiv, såfremt skyldneren ikke rettidigt betaler en ydelse, jf. konkurslovens § 12 c, stk. 5.

Dette hænger sammen med, at skyldneren efter anmodning skal betale de løbende ydelser, der

vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, på pantefordringer, der ikke vil

kunne omstødes i tilfælde af konkurs, og som ikke omfattes af konkurslovens § 12 c, stk. 4.

Dermed sikres, at skyldneren løbende kompenserer panthaveren for den fordel, som skyldneren

opnår som følge af fyldestgørelsesforbuddet i pantet under rekonstruktionsbehandlingen. Et

fyldestgørelsesforbud uden løbende kompensation ville ellers kunne få negative konsekvenser

for navnlig sekundære prioriteter i fast ejendom, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat, side 168, og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Som-

mer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og

praksis, 2. udgave, 2020, side 283.

De nævnte retsvirkninger af en iværksat rekonstruktion for så vidt angår foretagelse og fyldest-

gørelse på grundlag af udlæg, gælder endelig ikke udlæg i fordringer, jf. konkurslovens § 12 c,

stk. 2. Dette indebærer, at fordringshaverne kan udøve rådighedsberøvelse og søge fyldestgø-

relse på grundlag af udlæg i fordringer også efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Det

betyder konkret, at fordringshaveren efter retsplejelovens regler kan sælge den udlagte fordring

på tvangsauktion eller indkassere den, efterhånden som den forfalder, jf. Folketingstidende

2009-10, A, L 199 som fremsat, side 100-105 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 12

c ), og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen,

Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. ud-

gave, 2020, side 280.

Direktivet hindrer ikke, at skyldnere som led i den normale drift indfrier krav i forhold til for-

dringshavere, der ikke er berørt af et fyldestgørelsesforbud, og krav i forhold til fordringsha-

vere, der er berørt af fyldestgørelsesforbuddet, som opstår under fyldestgørelsesforbuddet, jf.

direktivets præambelbetragtning nr. 39.

106

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Skyldners mulighed for at opnå et fyldestgørelsesforbud

Konkursrådet har overvejet, om det gældende forbud mod retsforfølgning af skyldneren under

rekonstruktionsbehandlingen bør finde tilsvarende anvendelse under en forebyggende rekon-

struktionsbehandling, herunder om et forbud automatisk bør gælde skyldnere i den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Som omtalt i kapitel 6 er det Konkursrådets opfattelse, at der som supplement til konkurslovens

regler om rekonstruktionsbehandling bør indføres et selvstændigt regelsæt i konkursloven om

forebyggende rekonstruktion.

Som anført i kapitel 6 kan det efter Konkursrådets opfattelse ikke udelukkes, at nogle skyldnere

kan have et ønske om at forsøge at opnå en rekonstruktion uden et fyldestgørelsesforbud, hvis

dette muliggør, at skyldneren kan vente længere med at orientere sine fordringshavere om re-

konstruktionsbestræbelserne. En selvstændig procedure for forebyggende rekonstruktion vil så-

ledes kunne anvendes som alternativ til en udenretlig rekonstruktion.

Konkursrådet bemærker desuden, at et sådant automatisk fyldestgørelsesforbud allerede med-

deles insolvente skyldnere, der begærer eller får indledt rekonstruktion efter de gældende regler

i konkursloven, som ikke foreslås ændret.

Det er som omtalt i kapitel 6, afsnit 2, endvidere Konkursrådets vurdering, at direktivets artikel

6 må læses sådan, at der under en forebyggende rekonstruktion ikke gælder et automatisk fyl-

destgørelsesforbud, dvs. at et sådant fyldestgørelsesforbud kræver en begæring fra skyldneren.

Det er på ovenstående baggrund Konkursrådets opfattelse, at der ikke automatisk bør træffes

bestemmelse om et fyldestgørelsesforbud til skyldnere i den forebyggende rekonstruktionsbe-

handling.

Det er som omtalt i kapitel 7 Konkursrådets vurdering, at skyldnere der er insolvente, eller har

sandsynlighed for at blive insolvente, skal kunne tages under forebyggende rekonstruktionsbe-

handling. Dette bør dog ikke gælde for fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende.

Konkursrådet finder, at de personer, som kan tages under en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling, også skal kunne anmode om at få nedlagt et fyldestgørelsesforbud.

107

2.2 Fyldestgørelsesforbuddets retsvirkninger

Medlemsstaterne kan som ovenfor angivet bestemme, at et fyldestgørelsesforbud kan gælde

generelt og omfatte alle krav eller kan være begrænset og omfatte en eller flere individuelle

krav eller kategorier af krav, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 3.

Konkursrådet har på denne baggrund overvejet, om et fyldestgørelsesforbud under forebyg-

gende rekonstruktion bør omfatte alle fordringshaverne, eller om skyldneren i stedet må henvi-

ses til at anmode om et fyldestgørelsesforbud i forhold til hver enkelt fordringshaver. Konkurs-

rådet har endvidere overvejet, om der bør være en mellemform, således at skyldneren bør kunne

anmode om et fyldestgørelsesforbud i forhold til visse kategorier af fordringshavere.

Det er Konkursrådets vurdering, at der ikke er praktisk behov for et fyldestgørelsesforbud i

forhold til enkeltkreditorer eller visse kreditorkategorier. Et fyldestgørelsesforbud i forhold til

enkelte fordringshavere eller visse kreditorkategorier vil endvidere stride mod ligedelingsprin-

cippet. Det er således Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørelsesforbud som udgangspunkt

bør gælde i forhold til samtlige fordringshavere, men med de begrænsninger der gælder efter

konkurslovens § 12 c, stk. 2-5.

Det er Konkursrådets vurdering, at ovenstående model er i overensstemmelse med direktivets

artikel 6, stk. 3.

Konkursrådets finder samlet, at et fyldestgørelsesforbud under en forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling bør have tilsvarende anvendelse som under en rekonstruktionsbehandling, jf.

konkurslovens § 12 c.

Konkursrådet finder derudover, at reglerne i konkurslovens § 12 f og 12 g, skal finde tilsvarende

anvendelse i en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når skifteretten har truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud.

Konkursrådet finder endvidere, at såfremt der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud,

bør der kunne ske virksomhedsoverdragelse efter konkurslovens § 13 g.

2.3 Fyldestgørelsesforbuddets varighed

108

Det er Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørelsesforbuds længde, inklusive forlængelser og

fornyelser, ikke bør kunne overstige et år. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at den fore-

byggende rekonstruktionsproces bør have en mere komprimeret karakter.

Fyldestgørelsesforbuddet kan, første gang det nedlægges, ikke overstige fire ugers varighed.

Det indebærer, at skifteretten bør tage stilling til, om fyldestgørelsesforbuddet skal forlænges

på det møde, som bør afholdes med fordringshaverne 4 uger efter der blev truffet bestemmelse

om fyldestgørelsesforbuddet første gang, jf. kapitel 8, afsnit 2.7.1.

Konkursrådet har overvejet, om fyldestgørelsesforbuddet kan vare i længere end et år, hvis

skyldneren overgår fra forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor der er nedlagt fyldestgø-

relsesforbud, til en rekonstruktionsbehandling.

Det er Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørelsesforbud har en indgribende karakter over

for fordringshaverne, hvorfor fyldestgørelsesforbuddet ikke bør kunne udstrækkes længere end

1 år.

Det indebærer, at hvis der har været nedlagt et fyldestgørelsesforbud under en forebyggende

rekonstruktionsbehandling, og skyldneren efterfølgende overgår til en rekonstruktionsbehand-

ling, skal skifteretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal ophøre, når fyldestgørel-

sesforbuddets varighed samlet har varet i et år. Varigheden af fyldestgørelsesforbuddet under

den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal således medregnes ved overgangen til rekon-

struktionsbehandling.

Konkursrådet finder, at såfremt den forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldestgø-

relsesforbud er ophørt mindst en måned før indledningen af rekonstruktionsbehandlingen, bør

varigheden af fyldestgørelsesforbuddet ikke medregnes.

2.4 Ophævelse af et fyldestgørelsesforbud

Det er Konkursrådets opfattelse, at der bør indføres en ordning, hvorefter et fyldestgørelsesfor-

bud ophører, samtidig med at den forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvorunder fyldest-

gørelsesforbuddet er nedlagt, bringes til ophør.

Konkursrådet har ikke fundet behov for at foreslå en regel, hvorefter et fyldestgørelsesforbud

kan bringes til ophør uafhængigt af selve den forebyggende rekonstruktionsproces.

109

En fordringshaver, som ønsker et fyldestgørelsesforbud bragt til ophør, må således henvises til

at søge den forebyggende rekonstruktionsbehandling bragt til ophør.

Det bemærkes, at en forebyggende rekonstruktionsbehandlings varighed som anført i kapitel 8,

afsnit 2.9.6, ikke kan overstige et år.

Konkursrådet finder ikke, at fyldestgørelsesforbuddet bør suspendere muligheden for at begære

skyldneren konkurs. Det er således Konkursrådets opfattelse, at såfremt en kreditor indgiver en

konkursbegæring mod skyldneren under en forebyggende rekonstruktion, hvor der samtidig er

nedlagt et fyldestgørelsesforbud, må skyldneren indgive begæring om rekonstruktionsbehand-

ling, hvis skyldneren ønsker at afværge konkursbegæringen.

110

Kapitel 11

Skyldnerens rådighed, herunder reglerne om ledelsesovertagelse

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Medlemsstaterne skal sørge for, at skyldneren under en forebyggende rekonstruktion bevarer

fuld eller i det mindste delvis kontrol over sine aktiver og sin virksomheds daglige drift, jf.

rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 5, stk. 1.

Den judicielle eller administrative myndighed træffer beslutning om udpegelse af en rekon-

struktør fra sag til sag afhængigt af sagens omstændigheder eller skyldnerens specifikke behov.

I visse tilfælde kan medlemsstaterne dog kræve, at udpegelse af en sådan rekonstruktør altid er

obligatorisk, jf. direktivets artikel 5, stk. 2, og præambelbetragtning nr. 30.

En rekonstruktør kan i henhold til direktivets artikel 5, stk. 3, som minimum udpeges til at bistå

skyldneren og fordringshaverne i forhandlingerne om og udarbejdelsen af en rekonstruktions-

plan, når der nedlægges et fyldestgørelsesforbud, og en rekonstruktør er nødvendig for at be-

skytte parternes interesser, når rekonstruktionsplanen skal stadfæstes af en judiciel eller admi-

nistrativ myndighed ved gennemtvingelse over for alle kreditorklasser efter direktivets artikel

11, eller når skyldneren eller et flertal af fordringshaverne anmoder herom, forudsat i sidst-

nævnte tilfælde at omkostningerne til rekonstruktøren afholdes af fordringshaverne.

Medlemsstaterne kan desuden bestemme, at udpegelse af en rekonstruktør altid er nødvendig

under visse omstændigheder, såsom hvis skyldner har fordel af et fyldestgørelsesforbud, rekon-

struktionsplanen skal stadfæstes ved gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, rekonstruk-

tionsplanen omfatter foranstaltninger, der berører arbejdstagernes rettigheder, eller skyldner el-

ler ledelsen har handlet på en kriminel, svigagtig eller skadelig måde i forretningsforbindel-

serne, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 30.

1.2 Konkursloven

Hovedreglen i konkursloven er, at skyldneren bevarer rådigheden over sine aktiver og i øvrigt

disponerer over disse under rekonstruktionsbehandlingen, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L

111

199 som fremsat, side 47-50 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8), og betænkning

nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 143-144.

Det følger imidlertid af konkurslovens §§ 11, stk. 2, og 11 a, stk. 1, 1. pkt., at en rekonstruktørs

deltagelse i rekonstruktionsproceduren er obligatorisk.

Konkurslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., fastsætter således den begrænsning i skyldnerens dispositi-

onsret, at dispositioner af væsentlig betydning i en rekonstruktion ikke må foretages uden re-

konstruktørens samtykke. Det beror på en konkret vurdering i forhold til karakteren og størrel-

sen af skyldnerens virksomhed, om der er tale om en væsentlig disposition, som kræver rekon-

struktørens samtykke.

Konkurslovens § 12, stk. 1, 2. pkt., fastsætter endvidere, at betaling af gæld kun må ske i over-

ensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab.

Konkurslovens § 12 skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med den tidligere bestem-

melse i konkurslovens § 15, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 144, og

Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 48 f. Den tidligere § 15 i konkursloven

angik skyldnerens dispositionsret under en anmeldt betalingsstandsning, hvor væsentlige di-

spositioner skulle godkendes af tilsynet.

Indledning af rekonstruktionsbehandling kan også uden for konkurslovens regulering medføre

en indskrænkning af skyldnerens dispositionsret, idet dette kan betyde, at en særlig autorisation,

myndighedsgodkendelser eller andet i forhold til skyldnerens virksomhed kan ophøre, jf. Ulrik

Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen, Christian Jul

Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side

127.

Herudover kan indskrænkning af skyldnerens dispositionsret ske på anden og mere indirekte

måde, som for eksempel ved tinglysning af rekonstruktionsbehandlingen på skyldnerens faste

ejendomme eller rådighedsberøvelse af værdipapirer i depot, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pe-

dersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas

Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side 129.

Konkurslovens indeholder bestemmelser om muligheden for tvungen gennemførelse af ledel-

sesovertagelse for en skyldner, der ikke hæfter personligt og direkte. En ledelsesovertagelse

indebærer, at rekonstruktøren overtager ledelsen, men at der fortsat disponeres for skyldneren.

112

Konkursloven fastsætter regler om ledelsesovertagelse for de nævnte skyldnere i tre situationer,

jf. netop nedenfor.

For det første fastsætter konkurslovens § 11 a, stk. 3, at ledelsesovertagelse er obligatorisk ved

indledning af rekonstruktionsbehandling efter en begæring fra en fordringshaver, hvor der enten

ikke er eller kan indhentes samtykke til rekonstruktionsbehandlingen fra skyldneren. Denne

regel hviler på en betragtning om, at det ikke kan forventes, at den eksisterende ledelse vil

medvirke loyalt til gennemførelse af rekonstruktionen, når ikke denne vil samtykke til, at re-

konstruktionsbehandling iværksættes, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv.,

side 141-152.

For det andet fastsætter konkurslovens § 12 a, at ledelsesovertagelse kan ske på begæring af en

fordringshaver eller rekonstruktør ved afstemning. Dette gælder, uanset om skyldner har givet

samtykke til rekonstruktionsbehandling, eller om rekonstruktionsbehandlingen er indledt efter

skyldners egen begæring. En sådan begæring om ledelsesovertagelse skal ikke ledsages af no-

gen nærmere begrundelse, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 48-50

(lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8.2).

Der kan ifølge Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer

Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis,

2. udgave, 2020, side 191, i praksis være mange årsager til, at et ønske om ledelsesovertagelse

aktualiseres. Dette kan eksempelvis være ønsket om at sende et stærkt signal til markedet, mis-

tillid til den eksisterende ledelse, manglende medvirken fra ledelsen i rekonstruktionen og dår-

ligt personforhold til rekonstruktøren eller væsentlige fordringshavere.

Skifteretten indkalder ved begæring efter konkurslovens § 12 a, stk. 1, straks skyldneren, for-

dringshaverne og rekonstruktøren til et møde i skifteretten, jf. § 12 a, stk. 2. Begæringen om

ledelsesovertagelse skal indgives af enten en rekonstruktør eller fordringshavere, som tilsam-

men repræsenterer mindst 25 % af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give

stemmeret. På mødet i skifteretten om begæringen om ledelsesovertagelse foretages en afstem-

ning om ledelsesovertagelsen. Vedtagelsesproceduren følger reglerne i konkurslovens § 13 d,

jf. § 12 a, stk. 3.

For det tredje kan ledelsesovertagelse ske midlertidigt, hvis der er fare for, at skyldner vil råde

over ejendele til skade for fordringshaverne, jf. konkurslovens § 12 b, stk. 1. Bestemmelsen er

kun relevant i tilfælde, hvor rekonstruktionsbehandlingen er indledt efter begæring fra skyldner,

med skyldnerens samtykke, eller hvor skifteretten ikke allerede i medfør af konkurslovens § 12

a har bestemt, at rekonstruktøren har overtaget ledelsen af skyldnerens virksomhed.

113

Begæringen om ledelsesovertagelse i medfør af konkurslovens § 12 b må indeholde oplysning

om konkrete forhold, som giver en velbegrundet mistillid til den eksisterende ledelse, jf. be-

tænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 151. I den nævnte betænkning anføres

som eksempler en række ubegrundede afhændelser af aktiver, betalinger af gældsposter i tiden

op til konkursbegæringens indgivelse, forberedelser til bortrejse til udlandet, eller forhandlinger

under en enkelt fordringshavers medvirken om salg af fast ejendom eller virksomhed, jf. be-

tænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 86, og bemærkningerne til betænkningens

lovudkast herom.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens regler om obligatorisk udpegelse af en rekon-

struktør, der skal samtykke til skyldnerens væsentlige dispositioner, skal finde tilsvarende an-

vendelse under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Som omtalt ovenfor fastsætter rekonstruktions- og insolvensdirektivet, at skyldneren som ud-

gangspunkt bør bevare fuld eller i det mindste delvis kontrol over sine aktiver og sin virksom-

heds daglige drift.

Direktivet efterlader imidlertid mulighed for konkret at udpege en rekonstruktør til at føre tilsyn

med en skyldners aktiviteter eller delvis overtage kontrollen over den daglige drift. Direktivet

forskriver som omtalt, at en sådan udpegelse bør afgøres fra sag til sag afhængigt af sagens

omstændigheder eller skyldners specifikke behov, undtagen under visse omstændigheder, hvor

medlemsstaterne kan kræve, at udpegelse af en sådan rekonstruktør er obligatorisk i alle til-

fælde.

Direktivets bestemmelser om muligheden for at udpege en rekonstruktør til at føre tilsyn med

skyldnerens aktiviteter eller delvis overtage kontrollen over den daglige drift må efter Konkurs-

rådets opfattelse forstås som en undtagelse til direktivets udgangspunkt om, at skyldneren skal

bevare kontrollen over virksomhedens daglige drift.

Udgangspunktet i henhold til direktivet må efter rådets vurdering således være, at skyldneren

under den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal kunne agere, som skyldneren gjorde

før rekonstruktionsbehandlingens indledning, dvs. uden en rekonstruktørs godkendelse af

skyldnerens væsentlige dispositioner, medmindre der konkret er grundlag for at udpege en re-

konstruktør til at føre tilsyn med skyldneren.

114

Ovenstående rejser det spørgsmål, om konkurslovens regler om obligatorisk udpegelse af en

rekonstruktør til at godkende skyldnerens væsentlige dispositioner mv. er forenelig med direk-

tivets bestemmelser om rekonstruktørens udpegelse fra sag til sag.

Konkursrådet tillægger det i den forbindelse vægt, at direktivet som undtagelse til reglen om

rekonstruktørens udpegelse fra sag til sag efterlader mulighed for at fastsætte regler om obliga-

torisk udpegelse af rekonstruktører i de tilfælde, hvor et fyldestgørelsesforbud meddeles af en

judiciel eller administrativ myndighed, og den judicielle eller administrative myndighed beslut-

ter, at en sådan rekonstruktør er nødvendig for at beskytte parternes interesser.

En sådan mulighed for at fastsætte regler om obligatorisk udpegelse af rekonstruktører gælder

som anført ovenfor også i tilfælde hvor, rekonstruktionsplanen skal stadfæstes af en judiciel

eller administrativ myndighed ved gennemtvingelse over for alle kreditorklasser efter artikel

11.

Endelig efterlader direktivet medlemsstaterne et råderum til at fastsætte regler om obligatorisk

udpegelse af rekonstruktører i tilfælde, hvor skyldner eller et flertal af fordringshaverne anmo-

der herom, forudsat at omkostningerne i forbindelse med rekonstruktøren afholdes af fordrings-

haverne i sidstnævnte tilfælde.

Det er Konkursrådets vurdering, at der ikke inden for direktivets rammer kan stilles krav om

obligatorisk udpegelse af en rekonstruktør under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Der bør derfor kun beskikkes en rekonstruktør under den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling, hvis skyldner eller et flertal af fordringshaverne anmoder herom.

Det er imidlertid Konkursrådets vurdering, at skifterettens afgørelse om et fyldestgørelsesfor-

bud under den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør ledsages af udpegelsen af en re-

konstruktør. For at sikre direktivets overholdelse bør det fastsættes, at skifteretten under den

forebyggende rekonstruktionsbehandling udpeger en rekonstruktør i tilfælde, hvor et fyldest-

gørelsesforbud nedlægges af retten, såfremt retten finder, at en sådan rekonstruktør er nødven-

dig for at beskytte parternes interesser.

Konkursrådet har dernæst overvejet, om de ovenfor omtalte regler om rekonstruktørens kontrol

med skyldnerens dispositioner under rekonstruktionsbehandlingen bør finde tilsvarende anven-

delse under den forebyggende rekonstruktionsbehandling i de tilfælde, hvor skifteretten konkret

beskikker en rekonstruktør til at deltage i den forebyggende procedure. Det er Konkursrådets

opfattelse, at de gældende regler for rekonstruktørens tilsyn med skyldnerens aktiviteter under

115

rekonstruktionsbehandling bør finde tilsvarende anvendelse under den forebyggende rekon-

struktionsbehandling.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om de ovenfor omtalte regler om tvungen gennemførelse

af ledelsesovertagelse for en skyldner, der ikke hæfter personligt og direkte, bør finde tilsva-

rende anvendelse under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Som omtalt i kapitel 8, afsnit 2.1, er det Konkursrådets opfattelse, at den forebyggende rekon-

struktionsbehandling bør være baseret på et princip om frivillighed. Dette er begrundet i, at den

forebyggende rekonstruktionsbehandling skal kunne iværksættes af solvente såvel som insol-

vente skyldnere. Iværksættelse af tvungen ledelsesovertagelse for en skyldner under den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling vurderes ikke at være i overensstemmelse med et sådant

princip om frivillighed i den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at de omtalte regler om tvungen gennemfø-

relse af ledelsesovertagelse for en skyldner, der ikke hæfter personligt og direkte, ikke bør finde

tilsvarende anvendelse under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder det i lyset heraf ikke nødvendigt at vurdere, om de gældende regler for

tvungen gennemførelse af ledelsesovertagelse for skyldneren er forenelige med direktivet i de

tilfælde, hvor en rekonstruktør i overensstemmelse med direktivet udpeges til at føre tilsyn med

en skyldners aktiviteter mv. under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

116

Kapitel 12

Rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Rekonstruktionsplanen

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 1, at som rekonstruk-

tion anses foranstaltninger, som sigter på at rekonstruere skyldners virksomhed og indebærer

en ændring af sammensætningen af, vilkårene for eller strukturen i skyldners aktiver og passiver

eller af enhver anden del af skyldners kapitalstruktur, såsom salg af aktiver eller dele af virk-

somheden og, hvis dette er foreskrevet i national ret, frasalg af virksomheden som en going

concern samt eventuelle nødvendige driftsændringer, eller en kombination af disse elementer.

En rekonstruktionsplan indeholder de foranstaltninger, som skyldneren foreslår gennemført

med henblik på at afværge skyldnerens insolvens og sikre virksomhedens levedygtighed, jf.

direktivets præambelbetragtning nr. 24.

1.1.2 Adgangen til at fremsætte en rekonstruktionsplan

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne

skal sikre, at skyldner, uanset hvem der ansøger om en procedure for forebyggende rekonstruk-

tion i overensstemmelse med artikel 4, har ret til at forelægge rekonstruktionsplaner til vedta-

gelse af de berørte parter.

Det fremgår endvidere af direktivets artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne også kan fastsætte, at

fordringshavere og rekonstruktører har ret til at forelægge rekonstruktionsplaner og på hvilke

betingelser.

1.1.3 Kravene til rekonstruktionsplanen

117

Direktivet fastsætter ikke udtrykkelige krav til det materielle indhold af en rekonstruktionsplan,

herunder er det ikke et krav, at rekonstruktionsplanen indeholder en tvangsakkord eller en virk-

somhedsoverdragelse.

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne skal

sikre, at rekonstruktionsplaner, som indgives til vedtagelse eller stadfæstelse, som minimum

opfylder nedenstående formkrav.

Rekonstruktionsplanen skal for det første indeholde oplysning om skyldnerens identitet, jf. di-

rektivets artikel 8, stk. 1, litra a.

Rekonstruktionsplanen skal for det andet efter direktivets artikel 8, stk. 1, litra b, indeholde

oplysning om skyldners aktiver og passiver på tidspunktet for indgivelsen af rekonstruktions-

planen. Det er herunder et krav, at planen indeholder oplysning om værdien af skyldnerens

aktiver og en beskrivelse af skyldners økonomiske situation. Det er endvidere herunder et krav,

at planen indeholder oplysning om arbejdstagernes stilling og en beskrivelse af årsagerne til og

omfanget af skyldners vanskeligheder.

For det tredje opstilles der i direktivets artikel 8, stk. 1, litra c, krav om, at rekonstruktionsplanen

skal indeholde en angivelse af de parter, der er berørt af rekonstruktionsplanen, samt de af disses

krav eller interesser, der er omfattet heraf. De berørte parter kan angives individuelt eller be-

skrevet ved gældskategorier i overensstemmelse med national ret.

Rekonstruktionsplanen skal for det fjerde efter direktivets artikel 8, stk. 1, litra d, hvor dette er

relevant, angive de klasser, som de berørte parter er inddelt i med henblik på vedtagelsen af

rekonstruktionsplanen, og de respektive værdier af kravene og interesserne i hver klasse.

Det er for det femte et krav, at rekonstruktionsplanen, hvor dette er relevant, indeholder oplys-

ning om de parter, som ikke er berørt af rekonstruktionsplanen, og en redegørelse for grundene

til, hvorfor det foreslås, at de ikke skal berøres. Disse parter kan angives individuelt eller be-

skrevet ved gældskategorier i overensstemmelse med national ret.

Direktivets artikel 8, stk. 1, litra f, opstiller for det sjette krav om, at rekonstruktionsforslaget,

hvor dette er relevant, indeholder oplysning om rekonstruktørens identitet.

I direktivets artikel 8, stk. 1, litra g, opstilles for det syvende krav om, at rekonstruktionsplanen

indeholder oplysning om planens betingelser. Herunder skal der navnlig oplyses om følgende:

118

i) eventuelle foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger, jf. direktivets artikel 2, stk. 1,

nr. 1,

ii) hvor det er relevant, den foreslåede varighed af eventuelle foreslåede rekonstrukti-

onsforanstaltninger,

iii) ordningerne vedrørende information og høring af arbejdstagerrepræsentanterne i

overensstemmelse med EU-retten og national ret,

iv) hvor det er relevant, generelle konsekvenser for beskæftigelsen såsom afskedigelser,

arbejdsfordelingsordninger eller lignende,

v) debitors skønnede pengestrømme, hvis dette er foreskrevet i national ret, og

vi) forventet ny finansiering som led i rekonstruktionen og grundene til, at det er nød-

vendigt med ny finansiering for at gennemføre den pågældende plan.

Rekonstruktionsplanen skal endelig for det ottende i henhold til direktivets artikel 8, stk. 1, litra

h, indeholde en begrundelse for, hvorfor rekonstruktionsplanen har rimelig udsigt til at afværge

skyldners insolvens og sikre virksomhedens levedygtighed. Begrundelsen skal herunder inde-

holde en angivelse af de nødvendige forudsætninger for, at planen lykkes. Medlemsstaterne kan

kræve, at denne begrundelse udarbejdes eller valideres enten af en ekstern ekspert eller af re-

konstruktøren, hvis en sådan rekonstruktør er udpeget.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 42, at medlemsstaterne foruden de i direktivet fastsatte

minimumsstandarder for indholdet af en rekonstruktionsplan, kan kræve yderligere forklaringer

i rekonstruktionsplanen, f.eks. vedrørende de kriterier, efter hvilke fordringshaverne er inddelt

i grupper, hvilket kan være relevant i tilfælde, hvor en gæld kun er delvis sikret.

1.1.4 En tjekliste for rekonstruktionsplaner skal gøres tilgængelig for skyldneren

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 8, stk. 2, at medlemsstaterne skal

gøre en omfattende tjekliste for rekonstruktionsplaner tilgængelig på internettet, og tjeklisten

skal være tilpasset SMV'ers behov.

Det følger endvidere af artikel 8, stk. 2, at tjeklisten skal indeholde praktiske retningslinjer for,

hvordan rekonstruktionsplanen skal udarbejdes i henhold til national ret.

Det fremgår endelig af artikel 8, stk. 2, at tjeklisten skal offentliggøres på medlemsstatens offi-

cielle sprog, og at medlemsstaterne skal overveje at gøre tjeklisten tilgængelig på mindst et

andet sprog, navnlig et sprog der bruges i det internationale erhvervsliv.

119

Af direktivets præambelbetragtning nr. 17 følger, at sådanne tjeklister på nationalt plan bør

udvikles og gøres tilgængelige for skyldnere på internettet med henblik på at hjælpe disse med

at rekonstruere med lave omkostninger, og at sådanne tjeklister særligt bør tilpasses SMV’ers

behov og særlige forhold.

Det anføres i præambelbetragtning nr. 17, at især når SMV'er er i finansielle vanskeligheder,

har de ofte ikke de fornødne ressourcer til at gennemføre bekostelige rekonstruktioner og drage

fordel af de mere effektive rekonstruktionsprocedurer, der kun er til rådighed i nogle medlems-

stater, og at SMV’er, som udgør 99 % af alle virksomheder i EU, derfor i højere grad risikerer

at gå konkurs end at blive rekonstrueret, da de har uforholdsmæssigt højere omkostninger end

større virksomheder.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag

Det følger forudsætningsvis af konkurslovens § 11 c, stk. 1, at rekonstruktøren forud for det i §

11 e angivne møde med fordringshaverne skal udarbejde et forslag til en rekonstruktionsplan,

som skal danne rammen for det videre rekonstruktionsarbejde, der skal udmunde i udarbejdel-

sen af et egentligt rekonstruktionsforslag.

Det er i konkurslovens § 13 b, stk. 2, forudsat, at rekonstruktøren efter udarbejdelsen af en

rekonstruktionsplan skal udarbejde et rekonstruktionsforslag, dvs. rekonstruktørens forslag til,

hvordan skyldnerens virksomhed skal rekonstrueres. Rekonstruktionsforslaget skal tilveje-

bringe fordringshaverne og skifteretten et beslutningsgrundlag til at træffe afgørelse om, hvor-

vidt forslaget kan tiltrædes.

1.2.2 Adgangen til at fremsætte et rekonstruktionsforslag

Det følger af konkurslovens § 13 b, stk. 2, at rekonstruktøren fremsætter et rekonstruktionsfor-

slag, som skal være tiltrådt af skyldneren.

1.2.3 Krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag

Det er en følge af konkurslovens § 10, at et rekonstruktionsforslag skal indeholde forslag om

en tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse, således som nærmere fastlagt i konkurs-

lovens §§ 10 a og 10 b.

120

Bestemmelsen i konkurslovens § 10 giver også mulighed for, at andre tiltag end tvangsakkord

og virksomhedsoverdragelse inddrages i rekonstruktionen. Det er angivet i Konkursrådets be-

tænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., bemærkningerne til lovudkastets § 10, at så-

danne andre tiltag f.eks. kan dreje sig om at indsætte en ny ledelse i virksomheden, udvide

aktiekapitalen, reducere antallet af ansatte eller indgå aftale med tredjemand om samhandel på

visse nærmere vilkår.

Det fremgår af konkurslovens § 10 a, stk. 1, at en tvangsakkord kan gå ud på procentvis ned-

sættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren, ligesom en tvangsakkord kan gå ud på

betalingsudsættelse. En tvangsakkord kan efter konkurslovens § 10 a, stk. 2, ikke omfatte:

fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der

indeholder bestemmelse om tvangsakkord (§ 10, stk. 2, nr. 1),

pantefordringer, i det omfang pantet strækker til (§ 10, stk. 2, nr. 2),

fordringer, der har fortrin frem for almindelige fordringer i tilfælde af konkurs, og

fordringer under et vist mindre beløb, hvis det er bestemt i tvangsakkorden, og det må

anses rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens forhold og øvrige omstændighe-

der.

En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue eller en del af denne fordeles mellem

fordringshaverne, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 1, 3. pkt.

Efter konkurslovens § 10 a, stk. 3, medfører en tvangsakkord bortfald af:

gaveløfter,

krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning af de fordringer,

der er omfattet af tvangsakkorden,

krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede

aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden

efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det

omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag,

krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab, og

fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af

skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af

skyldnerens rekonstruktion.

121

En virksomhedsoverdragelse kan efter konkurslovens § 10 b gå ud på overdragelse til eje af

skyldnerens igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som udgør

en økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet.

Konkurslovens § 13 b indeholder formkravene til rekonstruktionsforslaget og det materiale,

som skal ledsage rekonstruktionsforslaget.

Af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 1, fremgår for det første, at rekonstruktionsforslaget, hvis

det indeholder bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal indeholde oplysning om erhver-

veren, overdragelsessummen og hvilke aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler, der

omfattes af overdragelsen.

Det følger for det andet af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 2, at rekonstruktionsforslaget skal

ledsages af en oversigt over skyldnerens status. Denne status skal indeholde en oversigt over

skyldnerens aktiver med oplysning om værdien af de enkelte aktiver. Statussen skal endvidere

indeholde en oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt størrel-

sen af pantefordringerne og eventuel friværdi i de enkelte aktiver. Statussen skal endelig inde-

holde en oversigt over usikrede krav, herunder pantsikrede krav, i det omfang pantet ikke stræk-

ker til, med angivelse af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i konkursordenen.

For det tredje følger det af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, at rekonstruktionsforslaget skal

ledsages af en redegørelse fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørelsen skal

indeholde følgende:

eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra a),

en redegørelse for sammenhængen mellem den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2, og

skyldnerens senest aflagte regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),

oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om anlagte omstødelsessager og om

rettigheder, der er bortfaldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),

oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra d),

oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra e),

oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske vanskeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra f),

anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra g),

122

forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra h), og

en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand om, hvorvidt rekonstrukti-

onsforslaget efter deres skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for

forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).

Det fremgår forudsætningsvis af konkurslovens § 11 c, stk. 1, at rekonstruktøren forud for frem-

sendelse af rekonstruktionsforslaget og de ovenfor nævnte oplysninger til samtlige kendte for-

dringshavere og skifteretten har fremsendt følgende:

en begrundet redegørelse for, hvilken type forslag til rekonstruktion der agtes frem-

sat, og en vurdering af, om der er væsentlige forhold, som kan være til hinder for en

gennemførelse af denne rekonstruktion (§ 11 c, stk. 2, nr. 1),

så vidt muligt oplysning om skyldnerens balance pr. dagen for indledningen af rekon-

struktionsbehandling med angivelse af afvigelser som følge af senere indtrufne ændrin-

ger (§ 11 c, stk. 2, nr. 2),

oplysning om, hvorvidt der er mangler ved skyldnerens seneste årsrapport. Er der be-

skikket en tillidsmand, afgives oplysningen af denne (§ 11 c, stk. 2, nr. 3),

en redegørelse for de væsentligste skridt, der agtes foretaget under rekonstruktionsbe-

handlingen (§ 11 c, stk. 2, nr. 4),

en vurdering af skyldnerens aktiver (§ 11 c, stk. 3, 2. pkt., 1. led), og

en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand om, hvorvidt planen efter

dennes skøn er gennemførlig (§ 11 c, stk. 3, 2. pkt., 2. led).

1.2.4 Tjekliste for rekonstruktionsforslag

Konkursloven indeholder ikke regler, hvorefter en tjekliste for rekonstruktionsforslag er gjort

tilgængelig.

Det bemærkes, at det som ovenfor anført følger af konkurslovens § 11 a, stk. 1, 1. pkt., at

skyldneren ved indledning af rekonstruktion får beskikket en rekonstruktør, som udarbejder

rekonstruktionsforslaget.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Begreberne rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag

123

Konkursrådet bemærker, at rekonstruktions- og insolvensdirektivet som ovenfor anført anven-

der begrebet ”rekonstruktionsplan” om det, der i konkursloven er benævnt ”rekonstruktionsfor-

slag”.

Direktivet indeholder ikke regler om det, der i konkursloven betegnes ”rekonstruktionsplan”.

Det bemærkes herved, at direktivets regler om forebyggende rekonstruktion baserer sig på en

forenklet proces set i forhold til den, der følger af konkurslovens eksisterende regler om rekon-

struktion.

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt denne uoverensstemmelse mellem det i direktivet an-

vendte udtryk ”rekonstruktionsplan” og det i konkursloven i relation til de gældende rekon-

struktionsregler anvendte udtryk ”rekonstruktionsforslag” bør medføre en ændring af den eksi-

sterende terminologi med henblik på at kunne indføre en ensartet begrebsanvendelse i relation

til direktivet, de eksisterende regler om rekonstruktion og foreslåede regler om forebyggende

rekonstruktion.

Konkursrådet har fundet det mest hensigtsmæssigt at bevare den eksisterende terminologi i

konkursloven, og foreslår således, at betegnelsen ”rekonstruktionsforslag” i dansk ret anvendes

om det, der i direktivet betegnes ”rekonstruktionsplan”.

2.2 Adgangen til at fremsætte rekonstruktionsforslag

Konkursrådet finder, at det alene er skyldneren, eller hvis en sådan er beskikket, rekonstruktø-

ren, som skal kunne fremsætte et rekonstruktionsforslag under en forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling.

2.3 Krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag

2.3.1. Direktivets krav til indholdet af et rekonstruktionsforslag. Ens regler om rekon-

struktionsforslag i rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling

Konkursrådet finder, at de krav, som bør stilles til et rekonstruktionsforslag fremsat i en fore-

byggende rekonstruktion, bør svare til de krav, som er indeholdt i rekonstruktions- og insol-

vensdirektivets artikel 8, således som gengivet i kapitel 12, afsnit 1.1.3. Konkursrådet finder, at

det materiale, der skal udsendes efter konkurslovens § 13 b generelt opfylder de krav, som

124

direktivet stiller til et rekonstruktionsforslag. Konkursrådet bemærker herved, at direktivets ar-

tikel 8, stk. 1, litra g, nr. iii-iv, må anses for implementeret ved ansættelsesretlig lovgivning og

overenskomster, jf. nærmere kapitel 15.

Konkursrådet finder, at der i almindelighed ikke bør være forskel på, hvilke typer rekonstruk-

tionsforslag, der kan fremsættes under henholdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende

rekonstruktionsbehandling. Det vil således være uhensigtsmæssigt, hvis mulighederne for at

opnå en rekonstruktion, skulle afhænge af, om skyldneren har valgt den ene eller den anden

procedure. Herudover taler hensynet til, at det samlede regelkompleks ikke bliver unødigt kom-

pliceret for, at samme typer rekonstruktionsbehandling kan fremsættes under henholdsvis re-

konstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder på den baggrund, at konkurslovens §§ 10-10 c og §§ 13 b bør finde tilsva-

rende anvendelse i en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det bemærkes herved, at hvis

en skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke er solvent, skal rekonstrukti-

onsforslaget sikre, at skyldner ikke længere har sandsynlighed for at blive insolvent.

2.3.2. Generel fleksibilitet med hensyn til indholdet af et rekonstruktionsforslag

Konkursrådet finder generelt, at der ikke bør gælde begrænsninger i skyldnerens muligheder

for at foreslå løsninger på sine økonomiske problemer. Der bør således ikke være begrænsnin-

ger i, hvad skyldneren kan angive i et rekonstruktionsforslag, så længe forslaget tjener til at løse

skyldnerens økonomiske problemer. Hensynet til fordringshaverne bør i stedet komme til ud-

tryk via stemmereglerne.

Et rekonstruktionsforslag bør således kunne omfatte enhver tvangsakkord, virksomhedsover-

dragelse eller andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige dele af rekonstruktionen

medfører, at skyldneren ophører med at være insolvent eller har sandsynlighed for at blive in-

solvent. Konkursrådet foreslår følgelig, at konkurslovens § 10 ændres således, at det ikke er et

krav, at rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om virksomhedsoverdragelse eller

tvangsakkord.

2.3.3. Øget fleksibilitet vedrørende indholdet af en tvangsakkord

Konkurslovens § 10 a giver kun mulighed for at akkordere § 97-krav. Konkursrådet har over-

vejet, om konkurslovens § 10 a bør ændres, således at det også er muligt at akkordere andre

krav.

125

Konkursrådet finder, at bestemmelsen bør ændres, således at der også er mulighed for at lave

en tvangsakkord af ansvarlig lånekapital eller af et efterstillet krav på konventionalbod. Der kan

således forekomme tilfælde, hvor der er udsigt til fuld dækning af § 97-kravene, og hvor en

akkordering af en af de nævnte typer efterstillede krav kan føre til, at skyldneren bliver solvent.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om det skal være muligt at lave en tvangsakkord af §

95-krav. Det kan anføres, at dette kunne være hensigtsmæssigt i tilfælde, hvor der kun er udsigt

til delvis dækning af § 95-krav, idet det for LG og skatteforvaltningen efter omstændighederne

kunne være en fordel med en tvangsakkord frem for en konkurs. Konkursrådet finder imidlertid,

at der i forhold til skyldnerens fortsat ansatte er betænkeligheder ved at give mulighed for en

tvangsakkord af § 95-krav, idet det kunne føre til, at disses ansatte kunne få deres krav nedskre-

vet, selv om de stemte imod akkorden, da LG og skatteforvaltningen ofte vil kunne udgøre

stemmeflertallet. Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at der ikke bør gives mulighed for

tvangsakkord af § 95-krav.

Konkursrådet finder, at en tvangsakkord af § 97-krav bør omfatte visse skattekrav vedrørende

det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget fremsættes. Der henvises nærmere til kapitel 19.

2.3.4. Ny selskabskapital som led i tvangsakkord

Efter direktivets artikel 12 skal medlemsstaterne sikre, at kapitalejerne ikke har mulighed for

urimeligt at forhindre vedtagelsen eller stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag eller i øvrigt

urimeligt at hindre eller skabe hindringer for gennemførelsen af en rekonstruktion.

Konkursrådet bemærker indledningsvis, at kapitalejere ikke har stemmeret efter konkurslovens

§ 13 d, og at Konkursrådet ikke stiller forslag om at give kapitalejerne stemmeret. En kapital-

ejer, der tillige er fordringshaver, kan stemme i sin egenskab af fordringshaver, forudsat at ka-

pitalejeren ikke er skyldnerens nærtstående, dvs. hvor den pågældende ikke ejer en væsentlig

del af selskabets kapital. Da kapitalejerne ikke i deres egenskab af sådanne kan hindre vedta-

gelsen eller stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, er der ikke behov for yderligere regler

herom. Imidlertid kan kapitalejerne efter omstændighederne hindre gennemførelsen af en re-

konstruktion. Hvis en rekonstruktion går ud på, at der skal tilføres ny selskabskapital, kan de

eksisterende kapitalejere således blokere herfor, idet en kapitaludvidelse skal vedtages på ge-

neralforsamlingen. Af samme årsag kan de eksisterende kapitalejere blokere for, at disses sel-

skabskapital nedskrives til 0 kr., uanset om dette konkret ikke er rimeligt, fordi deres kapital-

andele må anses for værdiløse som følge af skyldnerens (selskabets) insolvens.

126

Hvis kapitalejerne ikke ønsker at medvirke til, at der tilføres ny selskabskapital, kan det hindre

gennemførelsen af en rekonstruktion bestående i en tvangsakkord kombineret med kapitaltil-

førsel. Der vil ikke altid være hensigtsmæssigt, at rekonstruktionen i stedet gennemføres ved

en virksomhedsoverdragelse, da der eksempelvis kan være administrative, kontraktuelle eller

skattemæssige fordele ved en tvangsakkord. Under alle omstændigheder kan det ikke anses for

foreneligt med direktivet, hvis de eksisterende kapitalejere kan blokere for en tvangsakkord

kombineret med en kapitaltilførsel.

Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at en tvangsakkord vedrørende et kapitalselskab kan

indeholde bestemmelse om, at den eksisterende selskabskapital nedsættes til 0 kr. og samtidig

forhøjes med en ny selskabskapital. Det skal af forslaget fremgå, hvem der tegner den nye sel-

skabskapital. Den nye selskabskapital kan tegnes af investorer eller af fordringshavere. Der er

ikke fortegningsret for de hidtidige kapitalejere eller andre, dvs. at det kan frit bestemmes i

akkordforslaget, hvem der tegner den nye selskabskapital.

Reglen foreslås at gælde såvel aktie- som anpartsselskaber og foreslås ikke begrænset til sel-

skaber, der ikke er SMV’ere. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at selskabslovens udgangs-

punkt er, at der bør gælde samme regler for aktie- og anpartsselskaber.

Konkursrådet finder, at den nye selskabskapital skal tegnes kontant, idet det derved sikres, at

selskabet efter rekonstruktion opfylder selskabslovens krav til minimumskapital. Konkursrådet

er opmærksom på, at man herved principielt afskærer en rekonstruktion bestående i gældskon-

vertering. Imidlertid vil man i praksis kunne anvende den nye regel på en måde, der i al væ-

sentlighed svarer til en gældskonvertering. Det kan således bestemmes i tvangsakkorden, at en

bestemt gruppe fordringshaveres krav nedskrives til 0 kr., og at disse fordringshavere til gen-

gæld tegner den nye selskabskapital, der kan fastsættes til selskabslovens minimum.

Konkursrådet finder, at de foreslåedes regler om ændring af selskabskapitalen som led i en

tvangsakkord alene bør finde anvendelse, hvis skyldneren er insolvent, og det må antages, at en

konkursbehandling af selskabet ikke vil give fuld dækning til alle fordringshaverne. Disse be-

tingelser sikrer, at ændring af selskabskapitalen som led i en tvangsakkord alene kan ske, når

den eksisterende selskabskapital må anses for værdiløs. I og med at ændringen af selskabska-

pitalen sker uden samtykke fra de eksisterende kapitalejere, er det afgørende, at ændringen

alene kan ske under de nævnte betingelser, da der i modsat fald kunne forekomme tilfælde, hvor

ændringen af selskabskapitalen kunne anses for et indgreb i de eksisterende kapitalejeres grund-

lovsbeskyttede ejendomsret.

127

En skyldner under rekonstruktionsbehandling vil i almindelighed være insolvent. Når det alli-

gevel foreslås eksplicit at gøre det til en betingelse, at skyldneren er insolvent for ændringen af

selskabskapital, skyldes det, dels mulighed for at skyldneren kan være blevet solvent under

rekonstruktionsbehandlingen, dels at rekonstruktionsforslaget om ændring af selskabskapitalen

kan fremsættes under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor skyldneren ikke nød-

vendigvis er insolvent. Betingelsen om, at der ikke må være udsigt til fuld dækning af samtlige

fordringer i tilfælde af konkurs, harmonerer med det selskabsretlige insolvensbegreb i selskabs-

lovens § 233, stk. 2. Selv om et selskab efter konkursloven anses for insolvent, bør ændring af

selskabskapitalen som led i en tvangsakkord således alene kunne ske, hvis en konkursbehand-

ling ikke ville resultere i et overskud, der skal udbetales til kapitalejerne.

En stadfæstelse af en tvangsakkord, der indeholder bestemmelse om nedskrivning af den eksi-

sterende selskabskapital og forhøjelse med ny selskabskapital træder selskabsretligt i stedet for

generalforsamlingens beslutning herom. Kapitalejerne kan således ikke blokere registreringen

af ændringen af selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.

Konkursrådet bemærker, at ovenstående forslag ikke vil ændre ved, at man efter selskabslovens

regler kan gennemføre gældskonvertering, hvis der ikke er behov for at gennemtvinge en ned-

sættelse af den eksisterende selskabskapital til 0 kr.

2.4. Tjekliste for rekonstruktionsforslag

Konkursrådet finder, at der bør udformes en tjekliste, som indeholder en praktisk vejledning til

skyldneren om udarbejdelse af et rekonstruktionsforslag.

Den i tjeklisten indeholdte vejledning bør være så udførlig, at den sætter en skyldner uden pro-

fessionel bistand i stand til at udarbejde et rekonstruktionsforslag, som opfylder lovens betin-

gelser.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en sådan tjekliste mest hensigtsmæssigt kan udarbejdes af

domstolene og gøres tilgængelig for skyldneren på domstolenes hjemmeside.

Det er Konkursrådets opfattelse, at tjeklisten bør udformes både på dansk og engelsk.

Den nærmere udformning af tjeklisten bør i øvrigt overlades til domstolene.

128

Kapitel 13

Vedtagelse af rekonstruktionsplaner og afstemningsregler, herunder klasse-

inddeling mv.

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Stemmeret

Medlemsstaterne skal sørge for, at berørte parter har ret til at stemme om vedtagelsen af en

rekonstruktionsplan. Som stemmeberettigede anses fordringshavere og aktionærer, dog for så

vidt angår sidstnævnte alene, hvor dette er foreskrevet i national ret, jf. rekonstruktions- og

insolvensdirektivets artikel 9, stk. 2.

Parter, der ikke er berørt af rekonstruktionsplanen, har omvendt ikke stemmeret, og der bør

derfor heller ikke stilles krav om deres støtte for at godkende planen, jf. direktivets artikel 9,

stk. 2, og præambelbetragtning nr. 43.

Medlemsstaterne kan udelukke visse berørte parter fra at stemme. En sådan undtagelse kan

gøres for så vidt angår kapitalejere, fordringshavere, hvis krav rangerer efter ordinære usikrede

fordringshavere i den normale prioritetsrækkefølge i en konkurs, og/eller en eventuel nærtstå-

ende part til skyldner eller skyldners virksomhed med en interessekonflikt i henhold til national

ret, jf. direktivets artikel 9, stk. 3.

Medlemsstaterne kan regulere, hvordan bestridte fordringer skal håndteres med henblik på til-

deling af stemmerettigheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 46.

Kapitalejere, som udelukkes fra anvendelsen af direktivets artikel 9-11, skal af medlemsstaterne

hindres i på anden måde urimeligt at forhindre eller skabe forhindringer for vedtagelsen, stad-

fæstelsen eller gennemførelsen af en rekonstruktionsplan, jf. direktivets artikel 12, stk. 1 og 2.

Medlemsstaterne kan tilpasse, hvad det vil sige urimeligt at forhindre eller skabe hindringer i

henhold til denne bestemmelse. Sådanne tilpasninger kan foretages for bl.a. at tage hensyn til,

hvorvidt skyldner er en SMV, de foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger, der berører kapi-

talejernes rettigheder, kapitalejertypen, om skyldner er en juridisk eller fysisk person, eller om

parterne i en virksomhed har begrænset eller personlig hæftelse, jf. direktivets artikel 12, stk.

129

3. Som ”kapitalejer” defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 3, en person, som har en ejen-

domsinteresse i en skyldner eller en skyldners virksomhed, herunder en aktionær, for så vidt

den pågældende person ikke er fordringshaver.

Medlemsstaterne kan ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 57 benytte forskellige midler

til at nå dette mål, f.eks. ikke at give kapitalejere ret til at stemme om en rekonstruktionsplan

og ved ikke at gøre vedtagelsen af en rekonstruktionsplan betinget af samtykke fra kapitalejere,

der efter en værdiansættelse af virksomheden ikke ville modtage nogen betaling eller anden

erstatning, hvis den normale prioritetsrækkefølge i en konkurs blev anvendt.

Det er i direktivets præambelbetragtning nr. 59 anført, at med henblik på gennemførelsen af

rekonstruktionsplanen bør planen gøre det muligt for kapitalejere i SMV'er at yde et ikkeøko-

nomisk bidrag til rekonstruktionen, f.eks. i form af erfaring, omdømme eller forretningsforbin-

delser.

1.1.2 Klasseinddeling

En rekonstruktionsplan skal som ovenfor anført indeholde – hvor dette er relevant – oplysning

om, de klasser, som de berørte parter er inddelt i med henblik på vedtagelsen af rekonstrukti-

onsplanen, og de respektive værdier af kravene og interesserne i hver klasse, jf. rekonstruktions-

og insolvensdirektivets artikel 8, stk. 1, litra d.

Afstemning om rekonstruktionsplanen sker således ikke i én samlet pulje, men ud fra den ind-

deling i afstemningsklasser, som den, der har udarbejdet rekonstruktionsplanen, har foretaget.

Klasseinddelingssystemet har til hensigt at sikre en højere grad af beskyttelse for mindretals-

kreditorer, hvis interesse i skyldnerens overlevelse eller alternativt konkurs er forskellig fra

flertallets.

Medlemsstaterne skal sikre, at berørte parter med henblik på vedtagelsen af en rekonstruktions-

plan behandles i særskilte klasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald baseret på

verificerbare kriterier, der modsvarer kriterierne for klasseinddeling i national ret, jf. direktivets

artikel 9, stk. 4. Det fremgår ikke af direktivet, hvilke kriterier der anses for verificerbare.

Klasseopdeling skal ske for at sikre, at rettigheder, som i alt væsentligt ligner hinanden, be-

handles ensartet, og at rekonstruktionsplaner kan vedtages uden urimelig skade for de berørte

parters rettigheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 44.

130

Klasseinddelingen skal som minimum sikre, at fordringshavere med sikrede og usikrede krav

behandles i særskilte klasser, herunder bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at sikrede krav

kan opdeles i sikrede og usikrede dele baseret på en værdiansættelse af sikkerheden, jf. direk-

tivets artikel 9, stk. 4, og præambelbetragtning nr. 44. Inddelingen skal endvidere ske med sær-

ligt henblik på beskyttelse af sårbare fordringshavere så som arbejdstagere eller små leveran-

dører, hvilket f.eks. kan ske ved fastlæggelse af specifikke regler, som støtter klasseinddeling,

hvis ikkediversificerede eller på anden vis særligt sårbare fordringshavere kan drage fordel af

dannelsen af en sådan klasse, jf. direktivets artikel 9, stk. 4, og præambelbetragtning nr. 44.

Endelig bør medlemsstaterne sikre en passende behandling i national ret af spørgsmål af særlig

betydning for klasseinddelingen, såsom fordringer fra forbundne parter, og at national ret inde-

holder regler om eventualfordringer og bestridte fordringer, jf. præambelbetragtning nr. 46.

Medlemsstaterne kan bestemme, at skyldnere, som er SMV'er, kan vælge ikke at behandle be-

rørte parter i særskilte klasser, jf. direktivets artikel 9, stk. 4. Dette begrundes i direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 45 med disse selskabers forholdsvis enkle kapitalstruktur. Hvor SMV’er

har valgt kun at danne én afstemningspulje, og denne stemmer imod planen, bør skyldnerne

kunne forelægge en anden plan i overensstemmelse med direktivets generelle principper.

Der kan være behov for flere klasser af kapitalejere, når der findes forskellige klasser af kapi-

talandele med forskellige rettigheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 58, og nedenfor

om gennemtvingelse over for SMV’er.

1.1.3 Afstemningsregler

En rekonstruktionsplan vedtages af de berørte parter, hvis der opnås et flertal af enten størrelsen

af kravene eller interesserne i hver klasse. Medlemsstaterne kan desuden kræve, at vedtagelsen

forudsætter et flertal af antallet af berørte parter i hver klasse, jf. rekonstruktions- og insolvens-

direktivets artikel 9, stk. 6.

Medlemsstaterne fastsætter selv størrelsen af de nævnte flertal, som dog højest må udgøre 75

% af størrelsen af kravene eller interesserne i hver klasse eller, hvor dette er relevant, af antallet

af berørte parter i hver klasse, jf. direktivets artikel. 9, stk. 6.

Det bør i national ret sikres, at et mindretal af berørte parter i hver klasse ikke kan hindre ved-

tagelsen af en rekonstruktionsplan, der ikke forringer deres rettigheder eller interesser i urime-

ligt omfang. Dette er ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 47 begrundet i, at det uden en

flertalsregel, som binder sikrede fordringshavere, der ikke samtykker, i mange tilfælde ikke

131

ville være muligt at gennemføre en tidlig rekonstruktion, f.eks. når der er behov for en finansiel

rekonstruktion, men virksomheden ellers er levedygtig.

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte regler med hensyn til berørte parter med stemmeret, der

ikke udøver retten på korrekt vis eller ikke er repræsenteret, såsom regler om at tage disse be-

rørte parter i betragtning i forbindelse med en deltagelsestærskel eller ved beregningen af et

flertal. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte en tærskel for deltagelse i afstemningen, jf.

direktivets præambelbetragtning nr. 47.

Er der flertal i den pågældende afstemningsklasse, er rekonstruktionsplanen i udgangspunktet

bindende for samtlige parter, der er placeret i denne klasse, og som har deltaget i rekonstrukti-

onen, jf. direktivets artikel 15. Vedtagelse af rekonstruktionsplanen har derimod ingen betyd-

ning for parter, der er placeret i en anden afstemningsklasse, dog er det under visse omstændig-

heder muligt at gennemtvinge rekonstruktionsplanen over for disse, jf. kapitel 14, afsnit 1.1.2.

1.1.4 Afstemningen om vedtagelse af en rekonstruktionsplan

Afstemningen om vedtagelsen af en rekonstruktionsplan kan tage form af en formel afstem-

ningsproces eller af en høring og aftale med det påkrævede flertal af berørte parter. Tager af-

stemningen form af en aftale med det påkrævede flertal, kan de berørte parter, som ikke var

involveret i aftalen, gives mulighed for at tilslutte sig rekonstruktionsplanen, jf. rekonstrukti-

ons- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 7, og præambelbetragtning nr. 43.

1.1.5 Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling

Stemmerettigheder og klasseinddeling efterprøves af en judiciel eller administrativ myndighed,

når en begæring om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen indgives, jf. rekonstruktions- og in-

solvensdirektivets artikel 9, stk. 5.

Det kan dog fastsættes, at en judiciel eller administrativ myndighed kan efterprøve og stadfæste

stemmerettighederne og klasseinddelingen forud for indgivelse af begæringen om stadfæstelse

af rekonstruktionsplanen. Dette bør kunne ske, hvis forslagsstilleren til rekonstruktionsplanen

søger forudgående validering eller vejledning, jf. direktivets artikel 9, stk. 5, og præambelbe-

tragtning nr. 46.

1.1.6 Retsvirkningerne af vedtagelse af en rekonstruktionsplan

132

Medlemsstaterne skal sikre, at en rekonstruktionsplan, der er stadfæstet af den relevante myn-

dighed, er bindende for alle berørte parter, jf. direktivets artikel 8, stk. 1.

En rekonstruktionsplan er ikke bindende for kreditorer, der ikke har deltaget i planens vedta-

gelse, jf. direktivets artikel 8, stk. 2. Imidlertid har medlemsstaterne valgfrihed i forhold til at

bestemme, hvad det indebærer for en fordringshaver at deltage i vedtagelsen af en rekonstruk-

tionsplan. Dette gælder f.eks. i forhold til tilfælde af ukendte fordringshavere eller fordringsha-

vere for fremtidige fordringer, eller f.eks. hvordan fordringshavere, der er underrettet på korrekt

vis, men som ikke har deltaget i procedurerne, skal håndteres, jf. rekonstruktions- og insolvens-

direktivets præambelbetragtning nr. 64.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Stemmeret og kreditorklasser

Det er udgangspunktet i dansk ret, at alle fordringshavere har stemmeret, jf. konkurslovens §

13 d.

En fordring eller en del af en sådan, som uanset afstemningens udfald efter skifterettens skøn

vil opnå fuld eller ingen dækning, giver dog ikke stemmeret, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2,

jf. § 120, stk. 1. Reglen har i praksis navnlig betydning for privilegerede krav, jf. konkurslovens

§§ 94-96, og for den del af fordringshavernes fordringer, som efter skifterettens skøn er dækket

af pant eller anden sikkerhed, jf. konkursloven § 13 d, stk. 2, jf. § 120, stk. 2. Skifteretten udøver

et relativt forsigtigt skøn og giver, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt en fordring vil opnå

dividende i tilfælde af konkurs, den pågældende fordringshaver stemmeret, jf. Folketingsti-

dende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 124 (vedrørende de særlige bemærkninger til kon-

kurslovens § 13 d).

Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, giver fordringer kun stem-

meret, i det omfang de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En fordring, der bort-

falder som følge af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbe-

handlingen, giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stad-

fæstelse, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 4.

Krav fra skyldneres nærtstående berettiger ikke til stemmeret, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 3.

Det er herudover et krav for at have stemmeret, at fordringshaveren er repræsenteret på det

møde, hvori der skal stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 1.

133

Fordringshaveren kan på mødet afgive sin stemme skriftligt eller mundtligt, jf. konkurslovens

§ 13 d, stk. 2, jf. § 123, stk. 3.

Er en fordring betinget, kan stemmeret udøves, selv om betingelsen endnu ikke er opfyldt. Til-

kommer fordringen flere efter hinanden, udøves stemmeretten af den, der for tiden må anses

for nærmest berettiget, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf. § 121.

Fordringshavere, hvis krav er bestridt, deltager foreløbigt i afstemningen om rekonstruktions-

forslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, bestemmer

skifteretten, hvilke af kravene, der giver stemmeret og for hvilke beløb, jf. konkurslovens § 13

d, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Regler om opdeling af fordringshaverne i kreditorklasser findes ikke i dansk ret, og alle stem-

meberettigede fordringshavere stemmer således samlet i én gruppe, jf. konkurslovens § 13 d.

1.2.2 Afstemningsregler

Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, medmindre et flertal af de fordringshavere, der er repræ-

senteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer imod, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 1.

Der stemmes efter fordringernes størrelse, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2. Antallet af fordringer

eller andre forhold i øvrigt er således uden betydning.

1.2.3 Afstemningen om vedtagelse af et rekonstruktionsforslag

Afstemning om rekonstruktionsforslaget finder sted på et møde, hvori skyldneren, rekonstruk-

tøren og en eventuel tillidsmand skal deltage, og hvor fordringshaverne kan deltage, jf. kon-

kurslovens § 13 c, stk. 1.

1.2.4 Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling

Skifteretten træffer som ovenfor anført afgørelse om stemmeret på mødet med afstemning om

rekonstruktionsforslaget.

Skifterettens afgørelser kan som udgangspunkt kæres, jf. dog de i konkurslovens § 249 nærmere

angivne undtagelser.

134

1.2.5 Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag

Det er efter konkurslovens § 13 e, stk. 1, en betingelse for et rekonstruktionsforslags gyldighed,

at forslaget stadfæstes af skifteretten.

Stadfæstes rekonstruktionsforslaget, er det bindende for alle fordringshavere, herunder for-

dringshaverne, der ikke har meldt sig, jf. konkurslovens § 14.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Majoritetskrav til vedtagelse af rekonstruktionsforslag

Konkursrådet finder ud fra rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 6, at det al-

mindelige udgangspunkt bør være, at et rekonstruktionsforslag, som er fremsat under en fore-

byggende rekonstruktionsbehandling, er vedtaget, såfremt et flertal af de fordringshavere, der

er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer for. Det er derudover Konkurs-

rådets holdning, at der skal stemmes efter fordringernes beløb (og ikke efter antal), jf. § 13, d,

stk. 2, 1. pkt. Som konsekvens af den foreslåede ændring af § 13 d, stk. 1, vil det også ved

afstemninger om andre emner end rekonstruktionsforslag være således, at den generelle regel

bliver, at vedtagelse kræver, at der er et flertal for, idet reglerne om disse afstemninger i almin-

delighed henviser til § 13 d, stk. 1. Konkursrådet er dog opmærksom på, at der i reglen i § 11 e

ikke henvises til § 13 d, stk. 1. Konkursrådet foreslår ingen ændring af § 11 e, idet Konkursrådet

finder, at forkastelse af en rekonstruktionsplan fortsat bør kræve, at der er et flertal imod, og at

dette flertal repræsenterer mindst 25 % af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation

ville give stemmeret.

2.2. Stemmeret

Som beskrevet ovenfor skal det efter direktivet sikres, at berørte parter har ret til at stemme om

vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det udelukkende er fordringshaverne, som

bør have stemmeret ved vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag, eller om f.eks. ikke-nærtstå-

ende kapitalejere også bør have stemmeret.

En forebyggende rekonstruktion adskiller sig fra en rekonstruktion ved, at skyldneren ikke nød-

vendigvis er insolvent ved vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag. Kapitalejernes økonomiske

135

interesse i selskabet er således ikke nødvendigvis tabt, da selskabet måske ikke er insolvent,

hvilket kan tale til fordel for, at kapitalejerne har en berettiget interesse i at have en stemmeret

ved beslutninger om selskabets fremtid. Omvendt bør kapitalejernes indskudte selskabskapital

fungere som en sikkerhed for selskabets kreditorer. I en situation, hvor selskabet er insolvent

eller der er sandsynlighed herfor, vejer hensynet til fordringshavere tungere end hensynet til

kapitalejere.

Konkursrådet finder derfor, at det kun bør være fordringshavere, der har stemmeret. Det be-

mærkes i den forbindelse, at direktivet giver mulighed for at udelukke kapitalejere fra retten til

at stemme om et rekonstruktionsforslag.

Konkursrådet finder, at de gældende regler om stemmeret i konkurslovens § 13 d som udgangs-

punkt bør opretholdes. Disse regler er generelt baseret på et princip om, at der alene er stem-

meret på fordringer, der berøres af rekonstruktionsforslaget, og som ikke tilhører skyldnerens

nærtstående. Konkursrådet finder fortsat, at dette bør være det bærende princip ved udformnin-

gen af reglerne om stemmeret.

Konkursrådet foreslår dog nogle mindre justeringer af reglerne om stemmeret. Efter de gæl-

dende regler i konkursloven, er det ikke klart, hvilken gruppe af fordringshavere, der har stem-

meret, når udfaldet af afstemningen er afgørende for, hvilken gruppe fordringshavere, der på-

virkes. Det kunne eksempelvis være en situation, hvor vedtagelsen af et forslag om en virksom-

hedsoverdragelse forventes at resultere i, at der i en efterfølgende konkurs bliver dividende til

§ 97-kravene, mens en forkastelse af forslaget vil medføre, at der kun bliver dividende til § 95-

kravene. Konkursrådet finder i et sådant tilfælde, at det er rimeligst og bedst stemmende med

direktivet, hvis begge grupper fordringshavere har stemmeret. Der skal med andre ord i et så-

dant tilfælde afholdes en afstemning blandt samtlige § 95- og § 97-fordringshavere, således at

disse hver især kan stemme efter størrelsen af deres fordring (uden hensyn til om denne omfattes

af § 95 eller § 97), og således at de nævnte fordringshavere udgør én gruppe ved afstemningen.

Konkursrådet finder, at det fortsat bør være således, at der ved afstemning om et forslag om

tvangsakkord altid er stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden uden at bortfalde

ved denne. Dette gælder således, uanset om den tilbudte dividende er på 0 %, og de nævnte

fordringshavere dermed ikke påvirkes af, om forslaget vedtages eller ikke, hvis den forventede

konkursdividende til de nævnte fordringshavere tillige er 0 %. Konkursrådet finder dog i over-

ensstemmelse med det ovenfor anførte, at der også ved afstemning om en tvangsakkord bør

være stemmeret på fordringer, der påvirkes af, om forslaget vedtages eller forkastes. Hvis der

tilbydes en akkorddividende på 5 % til krav omfattet af § 97, og det anslås, at der ved forkastelse

136

af forslaget alene vil være dividende (og ikke fuld dækning) til § 95-kravene, bør § 95-kravene

således tillige have stemmeret om akkordforslaget.

Konkursrådet foreslår på denne baggrund § 13 d ændret, således at stemmeretten for de for-

dringshavere, der omfattes af akkorden uden at bortfalde ved denne, dvs. de fordringer der om-

fattes af den foreslåede regel i konkurslovens § 10 a, stk. 4, ikke fratager øvrige fordringshavere,

der berøres af forslaget, deres stemmeret.

Konkursrådet foreslår i øvrigt § 13 d, stk. 2, teknisk udformet således, at den tager udgangs-

punkt i, at der er stemmeret på de fordringer, der påvirkes af forslaget. Dette skal herefter anses

for hovedreglen, der således finder anvendelse på andre afstemninger end afstemninger om re-

konstruktionsforslag (med de respektive særregler der måtte gælde herom). Reglen om, at der

tillige er stemmeret på fordringer, der omfattes af en tvangsakkord uden at bortfalde ved denne,

uanset at den tilbudte dividende måtte være på 0 % (eller 100 %), har således kun betydning

ved afstemning om rekonstruktionsforslag.

Endelig bemærkes det, at Konkursrådet på baggrund af direktivet foreslår, at der er stemmeret

på pantsikrede krav i de tilfælde, hvor der sker en klasseinddeling af fordringshaverne, jf. afsnit

2.3.

Der foreslås ingen ændringer i reglerne om stemmeret på bestridte fordringer og for nærtstå-

ende, men alene at disse regler som af ændringen af konkurslovens § 13 d, stk. 2, flyttes til

konkurslovens § 13 d, stk. 3 og 4.

2.3. Klasseinddeling og afstemning i klasser

Konkursrådet har overvejet, hvordan det sikres, at fordringshaverne kan opdeles i flere afstem-

ningsklasser, jf. direktivets artikel 9, stk. 4.

Efter Konkursrådets opfattelse er direktivets regler om inddeling i afstemningsklasser unødigt

komplicerede, og reglerne kan nemt føre til en forøgelse af udgifterne ved en rekonstruktion,

dels fordi de forskellige afstemningsklasser ofte vil have behov for separate rådgivere, dels

fordi der kan opstå tvister om selve inddelingen i klasser. Endvidere anser Konkursrådet det for

betænkeligt, at man via klasseinddeling efter omstændigheder kan skabe et flertal af klasser,

der kan vedtage et rekonstruktionsforslag, uanset at kreditorerne i dette klasseflertal ikke til-

sammen repræsenterer mere end halvdelen af den samlede gæld.

137

Uanset ovenstående betragtninger vurderer Konkursrådet dog, at ordlyden af rekonstruktions-

og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 4, indebærer, at der skal være regler om klasseinddeling i

konkursloven. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at reglerne om klasseinddeling skal an-

vendes ved virksomheder, der ikke er SMV’er, samt at SMV’er skal have mulighed for at be-

gære klasseinddeling.

Konkursrådet foreslår dog, at reglerne om klasseinddeling alene skal finde anvendelse ved af-

stemning om rekonstruktionsforslag, men ikke ved andre afstemninger under rekonstruktions-

behandlingen, eksempelvis om ledelsesovertagelse eller salg af omstødelseskrav. Klasseindde-

lingen skal heller ikke finde anvendelse ved ”fast-track”-virksomhedsoverdragelse efter kon-

kurslovens § 13 g.

I de tilfælde, hvor reglerne om klasseinddeling finder anvendelse, foreslår Konkursrådet, at

skifteretten skal opdele fordringshaverne i flere afstemningsklasser.

Skyldnerens forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser skal, efter

Konkursrådets opfattelse, fremgå af det rekonstruktionsforslag, som skal fremsendes til skifte-

retten inden mødet, hvor der skal stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. § 13. På den bag-

grund foreslår Konkursrådet en ændring af § 13 b om indholdet af rekonstruktionsforslaget. For

en SMV vil dette kun være relevant, hvis skyldneren ønsker at fremsætte begæring om klasse-

inddeling. Konkursrådet foreslår desuden, at rekonstruktionsforslaget skal fremsendes senest

fem hverdage inden mødet om afstemning om rekonstruktionsforslaget. Det vil sige, at såfremt

mødet skal afholdes mandag, skal materialet fremsendes senest mandagen før. Hvis der er en

eller flere helligdage i den pågældende uge, der ikke falder på en lørdag eller søndag, forlænges

fristen med den eller de pågældende helligdage. Hvis forslaget ikke udsendes rettidigt, skal

skifteretten udsætte afstemningen.

Hvis en SMV først fremsætter begæringen om afstemningsklasser på det møde, hvor der skal

stemmes om rekonstruktionsforslaget, skal skifteretten afvise begæringen, dvs. afholde afstem-

ningen uden klasseinddeling.

Direktivet kæver som minimum, at berørte fordringshavere skal inddeles i særskilte afstem-

ningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne i den

enkelte klasse. Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvilke fordringshavere der kan

anses for at være berørte.

Fordringshavere, der har stemmeret efter reglerne i konkurslovens § 13 d, stk. 2-4, må anses

for berørte fordringshavere, der kan inddeles i forskellige klasser. Endvidere må panthavere på

138

baggrund af direktivet indgå i en afstemningsklasse. En fordringshaver, der er nærtstående, har

ikke stemmeret og skal derfor ikke indgå i klasseinddelingen, uanset om den nærtstående for-

dringshaver påvirkes af afstemningen.

Fordringshavere, der er omfattet af en tvangsakkord efter den foreslåede regel i § 10 a, stk. 4,

jf. stk. 3, kan inddeles i flere forskellige afstemningsklasser. På tilsvarende måde kan der ved

afstemning om en virksomhedsoverdragelse ske inddeling af de i §§ 95-98 nævnte grupper af

fordringer, der har stemmeret i flere forskellige afstemningsklasser. Eksempelvis kan en klas-

seinddeling af krav omfattet af § 10 a, stk. 3, nr. 1, eller af § 97 ske således, at krav tilhørende

det offentlige placeres i én afstemningsklasse, krav tilhørende finansielle kreditorer i en anden

afstemningsklasse og øvrige krav i en tredje afstemningsklasse. Panthavere placeres i relation

til deres sikrede krav i én særskilt afstemningsklasse, jf. direktivets artikel 9, stk. 4. Hvis en

panthavers krav overstiger den skønnede værdi af pantet, placeres den reelt usikrede del af

kravet efter de førnævnte principper i en af de klasser, der opstår ved inddelingen af § 97-

kravene (forudsat der er stemmeret på disse krav). Dette kan, men behøver ikke, være i en

afstemningsklasse sammen med andre § 97-krav.

Konkursrådet har overvejet, om panthavere i relation til den reelt sikrede del af deres krav skal

kunne inddeles i flere afstemningsklasser. Konkursrådet anser det imidlertid for uhensigtsmæs-

sigt, da panthavere i relation til den reelt sikrede del af deres krav ikke påvirkes af rekonstruk-

tionsforslaget, hvorfor det ikke vil være rimeligt, hvis panthavernes indflydelse kunne forøges

ved at inddele disse i flere klasser.

Når der er sket klasseinddeling, stemmes der separat i de forskellige afstemningsklasser, således

at det herved afgøres, om den enkelte klasse er for eller imod rekonstruktionsforslaget. Rekon-

struktionsforslaget er vedtaget, hvis et flertal af afstemningsklasserne stemmer for forslaget.

Dette gælder, uanset om de fordringshavere, der har stemt for (i deres respektive afstemnings-

klasser) repræsenterer et mindre beløb end de fordringshavere, der har stemt imod. Hvis der er

lige mange klasser, der er for henholdsvis imod, er rekonstruktionsforslaget forkastet. Dette

gælder, uanset om de fordringshavere, der har stemt for (i deres respektive afstemningsklasser)

repræsenterer et større beløb end de fordringshavere, der har stemt imod. Konkursrådet bemær-

ker, at dette er en konsekvens af direktivets regler. Det ligger implicit i de nævnte regler, at et

rekonstruktionsforslag alene kan vedtages, hvis mindst én klasse af usikrede fordringshavere

stemmer for, idet panthaverne i relation til deres sikrede krav udgør én afstemningsklasse, der

dermed ikke alene kan udgøre et flertal af klasserne.

Konkursrådet foreslår, at de beskrevne regler om klasseinddeling ved afstemning om rekon-

struktionsforslag bør gælde såvel under rekonstruktionsbehandling som under forebyggende

139

rekonstruktionsbehandling. Der bør således gælde de samme stemmeregler, uanset hvilken af

de to procedurer, der anvendes. Reglerne om klasseinddeling foreslås ikke indført under kon-

kursbehandling.

2.4 Afstemningsmødet

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 13 c skal finde tilsvarende anvendelse i en forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Hvis der er beskikket en rekonstruktør i en forebyggende rekonstruktionsbehandling, bør denne

være til stede på afstemningsmødet. Hvis der ikke er beskikket en rekonstruktør, kan forslaget

i sagens natur behandles på afstemningsmødet uden tilstedeværelse af en rekonstruktør.

Såfremt skyldneren uden lovligt forfald udebliver fra mødet, hvor der stemmes om rekonstruk-

tionsforslaget, bør skifteretten bestemme, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal

ophøre. Konkursrådet bemærker, at det i en forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke bør

være muligt for en rekonstruktør at overtage ledelsen af skyldnerens virksomhed.

2.5. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling

Stemmerettigheder og klasseinddeling skal i medfør af direktivets artikel 9, stk. 5, efterprøves

af en judiciel eller administrativ myndighed.

Konkursrådet finder, at reglerne i den foreslåede § 13 d, jf. §§ 120-122, er i overensstemmelse

med direktivets krav. Konkursrådet bemærker derudover, at det vil være skifteretten, som efter

de ovenfor foreslåede regler bør inddele fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, her-

under hvis en SMV begærer klasseinddeling, jf. kapitel 13, afsnit 2.3.

Konkursrådet finder ikke, at det skal være muligt at kære skifterettens afgørelse om klasseind-

deling, da det vil medføre en uhensigtsmæssig forsinkelse af afstemningen, der potentielt kan

føre til, at rekonstruktionen mislykkes. Dette harmonerer med, at der i forvejen gælder kærebe-

grænsning vedrørende en række andre afgørelser i forhold til afstemningen, jf. konkurslovens

§ 249.

2.6. Retsvirkninger af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag

140

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 13 e skal finde tilsvarende anvendelse i en forebyg-

gende rekonstruktion, således at det vedtagne rekonstruktionsforslag ikke er gyldigt, før det er

stadfæstet af skifteretten, jf. kapitel 14.

141

Kapitel 14

Stadfæstelse, herunder nægtelse af rekonstruktion

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsplaner

Det er nødvendigt, at en judiciel eller administrativ myndighed stadfæster en rekonstruktions-

plan, for at sikre, at indskrænkningen af fordringshavernes rettigheder eller kapitalejernes inte-

resser står i forhold til fordelene ved rekonstruktionen, og at de har adgang til et effektivt rets-

middel, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets præambelbetragtning nr. 48.

Direktivet opstiller dog ikke et absolut krav om stadfæstelse som betingelse for rekonstrukti-

onsplanens bindende virkning, men overlader en vis valgfrihed til medlemsstaterne. En vedta-

get rekonstruktionsplan kan således være gyldig, selv om den ikke er stadfæstet.

Som minimum skal medlemsstaterne dog sikre, at en rekonstruktionsplan kun er bindende for

parterne, hvis den er stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndighed, når planen berører

krav eller interesser for parter, der ikke samtykker, når planen indebærer ny finansiering, eller

når planen indebærer tab af mere end 25 % af arbejdsstyrken, hvis et sådant tab er tilladt i

henhold til national ret, jf. direktivets artikel 10, stk. 1. Sidstnævnte bør kun være tilladt, hvis

national ret tillader, at forebyggende rekonstruktion omfatter foranstaltninger, der har direkte

indvirkning på arbejdskontrakter, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 48.

Medlemsstaterne kan bestemme, at stadfæstelse ved en judiciel eller administrativ myndighed

også er nødvendig i andre tilfælde, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 48.

1.1.2 Betingelserne for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan

Medlemslandene skal opstille klart definerede betingelser for, hvornår en judiciel eller admini-

strativ myndighed kan stadfæste en rekonstruktionsplan, jf. rekonstruktions- og insolvensdirek-

tivets artikel 10, stk. 2.

142

Som betingelse for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan skal det kræves, at rekonstruktions-

planen er vedtaget i overensstemmelse med direktivets artikel 9, jf. artikel 10, stk. 2, litra a.

Dvs. at reglerne om, hvem der kan forelægge en rekonstruktionsplan, og stemmereglerne skal

være overholdt.

Det skal også stilles som krav, at fordringshavere med tilstrækkeligt interessefællesskab i

samme klasse behandles lige og på en måde, der står i forhold til deres fordringer, jf. direktivets

artikel 10, stk. 2, litra b.

Det skal yderligere kræves, at rekonstruktionsplanen er meddelt alle berørte parter i overens-

stemmelse med national ret. Det står medlemsstaterne frit i hvilket format og på hvilket tids-

punkt, underretning skal ske. Det står ligeledes medlemsstaterne frit at fastsætte bestemmelser

om underretning i relation til ukendte fordringer. Medlemsstaterne kan også bestemme, at ikke-

berørte parter skal underrettes om rekonstruktionsplanen, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra

c, og præambelbetragtning nr. 51.

Rekonstruktionsplanen skal, såfremt der er fordringshavere, der ikke samtykker, desuden op-

fylde kriteriet om kreditorernes bedste interesse, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra d, og arti-

kel 2, stk. 1, nr. 6. Kriteriet udtrykker en rimelighedsstandard, hvorefter en rekonstruktionsplan

ikke må stille en ikkesamtykkende fordringshaver ringere, end han måtte være stillet i tilfælde

af konkurs, uanset om der er tale om en gradvis afvikling eller frasalg som en going concern,

eller i tilfælde af ”det næstbedste alternativ”. Med sidstnævnte henvises til, hvad der realistisk

vil ske med skyldneren, såfremt rekonstruktionsplanen ikke gennemføres. Medlemsstaterne har

ved gennemførslen af direktivet valgfrihed i forhold til hvilket sammenligningskriterium, der

skal anvendes, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 52. Det sammenligningskriterium, som

anvendes, bør angives, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 49.

Som følge af kriteriet om ”kreditorernes bedste interesse” kan medlemsstaterne fastsætte, at

rekonstruktionsplanen, hvor offentlige institutionelle fordringshavere har en privilegeret status

i henhold til national ret, ikke kan pålægge disse fordringshavere et fuldstændigt eller delvist

bortfald af deres fordringer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 52.

Hvor dette er relevant, skal det endvidere kræves som en betingelse for stadfæstelse, at rekon-

struktionsplanen indeholder bestemmelse om en eventuel ny finansiering, der er nødvendig for

rekonstruktionsplanens gennemførelse og ikke urimeligt skader fordringshavernes rettigheder,

jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra e.

143

De ovennævnte betingelser for stadfæstelse er minimumskrav, og medlemsstaterne kan således

fastsætte yderligere betingelser for, at en rekonstruktionsplan kan stadfæstes. Dette kan f.eks.

være for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af kapitalejere, jf. direktivets præambelbetragtning

nr. 50.

Den judicielle eller administrative myndighed skal prøve, at de ovenfor nævnte betingelser er

opfyldt, idet betingelsen om, at kriteriet om kreditorernes bedste interesse er opfyldt, dog kun

skal efterprøves, hvis der gøres indsigelse mod rekonstruktionsplanen på dette grundlag, jf. di-

rektivets artikel 10, stk. 2. I øvrigt kan medlemsstaterne bestemme, at andre betingelser for

stadfæstelse skal undersøges på eget initiativ, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 50.

Judicielle eller administrative myndigheder skal herudover have en fakultativ adgang til at af-

vise at stadfæste en rekonstruktionsplan, hvis planen ikke har rimelig udsigt til at afværge skyld-

ners insolvens eller sikre virksomhedens levedygtighed, jf. direktivets artikel 10, stk. 3.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at en rekonstruktionsplan, der ikke er tiltrådt af det for-

nødne antal berørte parter i hver afstemningsklasse i overensstemmelse med reglerne i direkti-

vets artikel 9, stk. 6, på skyldners forslag eller med skyldners samtykke kan stadfæstes af en

judiciel eller administrativ myndighed og gøres bindende for afstemningsklasser, der ikke sam-

tykker til rekonstruktionsplanen, jf. direktivets artikel 11, stk. 1.

Medlemsstaterne kan begrænse kravet i direktivets artikel 9, stk. 6, om indhentelse af skyldners

samtykke til tilfælde, hvor skyldnerne er SMV'er, og dermed gøre gennemtvingelse af rekon-

struktionsplanen over for SMV’er frivillig, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 58. Med-

lemsstaternes valgfrihed i denne henseende skyldes, at kapitalejere i SMV'er, der ikke blot er

investorer, men ejere af virksomheden og bidrager til virksomheden på andre måder, såsom

med ledelsesekspertise, ikke nødvendigvis har incitament til at rekonstruere under sådanne for-

hold.

Hvis der er tale om en juridisk person, kan medlemsstaterne bestemme, om skyldner med hen-

blik på vedtagelse eller stadfæstelse af en rekonstruktionsplan skal forstås som den juridiske

persons bestyrelse eller et vist flertal af aktionærer eller kapitalejere, jf. direktivets præambel-

betragtning nr. 53.

Det skal generelt sikres, at berørte parter, der ikke samtykker, ved gennemtvingelse over for

alle kreditorklasser, ikke lider urimelig skade i henhold til den foreslåede rekonstruktionsplan,

og at disse ydes tilstrækkelig beskyttelse, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 55.

144

Planen skal som minimum kunne gennemtvinges, når den opfylder følgende kumulative betin-

gelser:

planen overholder direktivets artikel 10, stk. 2 og 3, som angivet ovenfor,

planen er blevet tiltrådt af enten:

i) et flertal af afstemningsklasserne af berørte parter, forudsat at mindst én af disse

klasser er en klasse af sikrede fordringshavere eller har forrang for klassen af ordi-

nære usikrede fordringshavere, eller, hvis dette ikke er tilfældet,

ii) mindst én afstemningsklasse af berørte parter eller, hvis dette er foreskrevet i natio-

nal ret, skadelidte parter, der ikke er en klasse af kapitalejere, eller enhver anden

klasse, som efter værdiansættelse af skyldner som en going concern ikke ville blive

fyldestgjort eller bevare eventuelle interesser, eller som, hvis dette er foreskrevet i

national ret, med rimelighed kan antages ikke at ville blive fyldestgjort eller bevare

eventuelle interesser, hvis den normale prioritetsrækkefølge i en konkurs fandt an-

vendelse i henhold til national ret. Medlemsstaterne kan øge minimumsantallet af

klasser af berørte parter eller, hvis dette er foreskrevet i national ret, skadelidte par-

ter, der skal tiltræde planen. Ved skadelidte fordringshavere bør forstås, at der sker

en værdiforringelse af deres fordringer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 54.

planen sikrer, at afstemningsklasser af berørte fordringshavere, der ikke samtykker, be-

handles mindst lige så gunstigt som enhver anden klasse af samme rangorden og gun-

stigere end enhver lavere prioriteret klasse. Medlemsstaterne kan dog i henhold til reg-

len om absolut fortrinsstilling fastsætte, at fordringerne hos fordringshaverne i en af-

stemningsklasse, der ikke samtykker, fyldestgøres fuldt ud på samme eller tilsvarende

måde, hvis en lavere prioriteret klasse skal fyldestgøres eller bevare eventuelle interes-

ser i henhold til rekonstruktionsplanen, ligesom medlemsstaterne kan opretholde eller

indføre bestemmelser, der fraviger dette, hvis det er nødvendigt for at nå målene med

rekonstruktionsplanen, og hvis rekonstruktionsplanen ikke urimeligt skader eventuelle

berørte parters rettigheder eller interesser. Medlemsstaterne er overladt et skøn ved gen-

nemførelsen af konceptet med fuld betaling, herunder for så vidt angår tidspunktet for

betaling, så længe hovedkravet og, i tilfælde af sikrede fordringshavere, sikkerhedsstil-

lelsens værdi beskyttes. Medlemsstaterne kan også fastsætte, med hvilke tilsvarende

midler den oprindelige fordring kan fyldestgøres fuldt ud, jf. direktivets præambelbe-

tragtning nr. 55. Medlemsstaterne kan fravige reglen om absolut fortrinsstilling, f.eks.

når det skønnes rimeligt, at kapitalejere bevarer visse interesser i henhold til planen,

selv om en højere prioriteret klasse er forpligtet til at acceptere en nedsættelse af sine

krav, eller at væsentlige leverandører, der er omfattet af et fyldestgørelsesforbud, betales

145

før højere prioriterede kreditorklasser. Medlemsstaterne bør kunne vælge, hvilken af de

ovennævnte beskyttelsesmekanismer de vil indføre, jf. direktivets præambelbetragtning

nr. 56.

planen sikrer, at ingen klasse af berørte parter får eller bevarer mere end det fulde beløb

af sine fordringer eller interesser.

Medlemsstaterne bør ikke for stadfæstelse kræve samtykke fra alle klasser. Hvis der kun er to

kreditorklasser, bør samtykke fra mindst én klasse betragtes som fyldestgørende, hvis de øvrige

betingelser for gennemtvingelse over for alle kreditorklasser er opfyldt, jf. direktivets præam-

belbetragtning nr. 54.

Hvis kapitalejere har ret til at stemme om en rekonstruktionsplan, kan planen stadfæstes ved at

anvende reglerne om gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, uanset om en eller flere

klasser af kapitalejere ikke samtykker. Det er ikke et krav, at medlemsstater, som udelukker

kapitalejere fra at stemme, anvender reglen om absolut fortrinsstilling i forholdet mellem for-

dringshavere og kapitalejere. Et andet muligt middel til at sikre, at kapitalejere ikke urimeligt

forhindrer vedtagelsen af rekonstruktionsplaner, ville være at sikre, at rekonstruktionsforan-

staltninger, som direkte berører kapitalejeres rettigheder og skal godkendes på en generalfor-

samling af aktionærer i henhold til selskabsretten, ikke er underlagt urimeligt høje flertalskrav,

og at kapitalejere ingen kompetence har i forhold til rekonstruktionsforanstaltninger, der ikke

direkte berører deres rettigheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 57.

1.1.3 Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen, herunder værdiansættelse af

skyldnerens virksomhed

Medlemsstaterne skal sikre, at afgørelsen i de tilfælde, hvor en judiciel eller administrativ myn-

dighed skal stadfæste en rekonstruktionsplan, for at den bliver bindende, træffes på en effektiv

måde med henblik på en hurtig behandling af spørgsmålet, jf. rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivets artikel 10, stk. 4.

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 14, stk. 1, at den judicielle eller

administrative myndighed skal træffe afgørelse om værdiansættelsen af skyldners virksomhed,

hvis en berørt part, der ikke samtykker, gør indsigelse mod en rekonstruktionsplan. Medlems-

staterne kan efter direktivets artikel 14, stk. 3, bestemme, at en sådan indsigelse kan fremsættes

i forbindelse med en klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan.

146

Berørte parter er efter direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 2, fordringshavere, herunder, hvis det er

relevant i henhold til national ret, arbejdstagere, eller kreditorklasser og, hvis det er relevant i

henhold til national ret, kapitalejere, hvis fordringer henholdsvis interesser berøres direkte af

en rekonstruktionsplan.

Det er efter direktivets artikel 14, stk. 1, endvidere en betingelse for, at den judicielle eller

administrative myndighed skal foretage en værdiansættelse, at indsigelsen fra den berørte part

er begrundet i enten kriteriet om kreditorernes bedste interesse, jf. direktivets artikel 2, stk. 1,

nr. 6, eller i betingelserne for gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, jf. direktivets arti-

kel 11, stk. 1, litra b, nr. ii.

Det følger af direktivets artikel 14, stk. 1, modsætningsvis, at berørte parter i henhold til direk-

tivet kun har krav på, at judicielle eller administrative myndigheder træffer afgørelse om vær-

difastsættelse i de nævnte situationer.

Judicielle eller administrative myndigheder bør kun træffe afgørelse om en værdiansættelse af

en virksomhed enten ved konkurs eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis rekonstruk-

tionsplanen ikke blev stadfæstet, såfremt en berørt part, der ikke samtykker, gør indsigelse mod

rekonstruktionsplanen. Dette forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at foretage værdiansættel-

ser i anden sammenhæng i henhold til national ret, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 63.

Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at de judicielle eller administrative myndigheder med

henblik på at træffe afgørelse om en værdiansættelse kan udpege eller høre behørigt kvalifice-

rede sagkyndige, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 14, stk. 2.

Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at kræve en udtalelse fra en sagkyndig om værdien af

aktiver, som skal være angivet i rekonstruktionsplanen, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

42.

Judicielle eller administrative myndigheders afgørelse om værdifastsættelse kan også bestå i en

godkendelse af en værdiansættelse foretaget af en sagkyndig eller en værdiansættelse, som

skyldner eller en anden part har fremlagt i sagen på et tidligere tidspunkt, jf. direktivets præam-

belbetragtning nr. 63.

Medlemsstaterne kan fastsætte særlige bestemmelser, som er adskilt fra den almindelige civile

retspleje, for værdiansættelse i tilfælde af rekonstruktion med henblik på at sikre, at den fore-

tages hurtigt, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 63.

147

Direktivets bestemmelser berører ikke bevisbyrdereglerne i henhold til national ret i tilfælde af

en værdiansættelse, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 63.

1.1.4 Retsvirkninger af stadfæstelse af en rekonstruktionsplan

Medlemsstaterne skal sikre, at rekonstruktionsplaner, der er stadfæstet af en judiciel eller ad-

ministrativ myndighed, er bindende for alle berørte parter, som af forslagsstilleren er nævnt

eller beskrevet i rekonstruktionsplanen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, litra c, jf. re-

konstruktions- og insolvensdirektivets artikel 15, stk. 1.

Medlemsstaterne skal modsætningsvis sikre, at fordringshavere, som ikke har deltaget i rekon-

struktionsplanens vedtagelse i henhold til national ret, ikke berøres af planen, jf. direktivets

artikel 15, stk. 2. Det er den enkelte medlemsstat, der bestemmer, hvad det indebærer for en

fordringshaver at deltage, herunder i tilfælde af ukendte fordringshavere, og den enkelte med-

lemsstat beslutter, hvordan fordringshaverne, der er blevet underrettet, men som ikke har del-

taget, skal håndteres, jf. præambelbetragtning nr. 64.

En stadfæstet rekonstruktionsplan er bindende for fordringshavere eller kreditorklasser og, hvis

det er relevant i henhold til national ret, kapitalejere, som har deltaget i vedtagelsen af rekon-

struktionsplanen, også selvom disse var en del af et mindretal, jf. direktivets artikel 15, stk. 1,

jf. artikel 8, stk. 1, litra c.

1.1.5 Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning af en rekonstruktionsplan m.v.

1.1.5.1 Klageberettigede og klageadgangens omfang

Medlemsstaterne skal sikre, at en eventuel klage i henhold til national ret over en judiciel myn-

digheds afgørelse om at stadfæste eller afvise en rekonstruktionsplan kan indbringes for en hø-

jere judiciel myndighed, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 16, stk. 1.

Medlemsstaterne kan dog fastsætte og begrænse begrundelserne for en klage, jf. direktivets

præambelbetragtning nr. 65.

Som klageberettigede i relation til en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan bør

anses interesserede berørte parter, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 65.

148

Medlemsstaterne kan efter direktivets artikel 14, stk. 1, fastsætte, at en indsigelse vedrørende

værdiansættelse af skyldnerens virksomhed kan fremsættes i forbindelse med en klage over en

afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan.

1.1.5.2 Opsættende virkning

Klagesager skal behandles på en effektiv måde med henblik på en hurtig behandling med hen-

blik på at mindske usikkerhed, jf. direktivets artikel 16, stk. 2, og præambelbetragtning nr. 65.

En klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan har således ikke opsæt-

tende virkning for planens gennemførelse, idet medlemsstaterne dog kan fastsætte, at judicielle

myndigheder kan udsætte gennemførelsen af rekonstruktionsplanen eller dele heraf, hvis dette

er nødvendigt og hensigtsmæssigt for at beskytte en parts interesser, jf. direktivets artikel 16,

stk. 3.

Hvis den judicielle myndighed beslutter, at en klage har opsættende virkning, bør national ret

kunne håndtere en potentiel ny suspension eller forlængelse af suspensionen, jf. præambelbe-

tragtning nr. 65.

1.1.5.3 Den judicielle myndigheds afgørelse af klagen

Medlemsstaterne skal sikre, at den judicielle myndighed, hvis en klage over en afgørelse om

stadfæstelse af en rekonstruktionsplan tages til følge, enten kan omstøde rekonstruktionsplanen

eller stadfæste rekonstruktionsplanen enten med ændringer, hvis dette er foreskrevet i national

ret, eller uden ændringer, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 16, stk. 4.

Eventuelle ændringer af planen bør kunne foreslås af parterne eller sættes til afstemning af

parterne på eget initiativ eller efter anmodning fra den judicielle myndighed, jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 65.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at der kan ydes kompensation til en part, som har fået medhold

i en klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan, såfremt rekonstrukti-

onsplanen stadfæstes enten med ændringer, hvis dette er foreskrevet i national ret, eller uden

ændringer. Det er en forudsætning herfor, at parten har lidt et pengetab, jf. direktivets artikel

16, stk. 4.

Påklages afgørelsen om planens stadfæstelse, bør medlemsstaterne kunne tillade den judicielle

myndighed at udstede en foreløbig eller kortfattet afgørelse, der beskytter gennemførelsen og

149

anvendelsen af planen mod konsekvenserne af, at den verserende klage tages til følge, jf. direk-

tivets præambelbetragtning nr. 65.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsforslag

Et vedtaget rekonstruktionsforslag er som ovenfor anført ikke gyldigt, før det er stadfæstet af

skifteretten, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 1.

Indsigelse mod stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag skal fremsættes senest i det møde, hvor

der stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 2. Skifteretten kan give

en kort frist til nærmere at begrunde indsigelsen. En sådan indsigelse kan fremsættes af enhver,

der har retlig interesse heri, dvs. enhver fordringshaver, der havde stemmeret om rekonstrukti-

onsforslaget, eller andre, f.eks. en nærtstående fordringshaver uden stemmeret, som berøres af

forslaget, jf. Vestre Landsrets kendelse af 1. februar 2020 (U 2002.1059 V).

1.2.2 Betingelserne for stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag og samspillet med reg-

lerne om gældssanering

Skifteretten skal i en række situationer nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag.

Dette gælder for det første, når der er begået fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af

rekonstruktionsforslaget, eller der er ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger, som må

antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen, jf. konkurslovens

§ 13 e, stk. 3, nr. 1. Skifteretten kan udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har

været underkastet en ny afstemning inden for fristen i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en even-

tuel forlænget frist, jf. § 13 a, jf. § 13 e, stk. 4.

Skifteretten skal for det andet nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis det indeholder

bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a, eller forslaget

i øvrigt er i strid med loven, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 2. Skifteretten kan efter om-

stændighederne af egen drift nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, uanset om der frem-

kommer en indsigelse. Dette gælder f.eks., hvis indholdet af rekonstruktionsforslaget er i strid

med loven, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 2.

150

For det tredje skal skifteretten nægte stadfæstelse, når skyldneren eller tredjemand for at ind-

virke på afstemningen har tilsagt en fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen, jf. kon-

kurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3.

Skifteretten kan herudover nægte stadfæstelse, hvis vilkårene i rekonstruktionsforslaget står i

misforhold til skyldnerens økonomiske stilling, dvs. at rekonstruktionsforslaget ikke må stille

fordringshaverne ringere, end hvis skyldneren gik konkurs, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 5,

Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 125-126 (vedrørende de særlige be-

mærkninger til konkurslovens § 13 e).

Reglerne i konkurslovens afsnit I A om rekonstruktion blev indsat ved lov nr. 718 af 25. juni

2010. Reglerne er baseret på Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv.

Af Konkursrådets betænkning fremgår bl.a., at det altovervejende hovedområde og sigtet for

reglerne om rekonstruktion vil være selskaber og andre erhvervsdrivende. For fysiske personer

udgør reglerne om bl.a. gældssanering et lettere alternativ.

Konkursrådet fandt imidlertid ikke, at fysiske personer, som ikke driver erhvervsvirksomhed,

skulle udelukkes fra reglerne om rekonstruktion. Dette indebærer, at en fysisk person efter om-

stændighederne kan få saneret sin gæld efter reglerne om tvangsakkord og reglerne om gælds-

sanering.

Gældssanering kan nægtes af en række grunde, herunder systematisk oparbejdelse af gæld til

det offentlige, at gælden i det væsentligste stammer fra strafbare eller erstatningspådragende

forhold mv., og gældssanering i forbindelse med rekonstruktion eller konkurs kan yderligere

nægtes som følge af bl.a. manglende indberetning og betaling af A-skat og AM-bidrag. Disse

nægtelsesgrunde gælder ikke i forbindelse med rekonstruktionsbehandling.

Østre Landsret stadfæstede ved afgørelse af 18. december 2015 (U 2016.1421 Ø) et af skyld-

neren fremsat rekonstruktionsforslag om en dividende på 0,065 %. Landsretten fandt, at regel-

sættet om rekonstruktion kunne anvendes af en fysisk person, uanset om den pågældende ikke

længere driver erhvervsvirksomhed. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at gældssa-

neringsreglerne skulle finde anvendelse under rekonstruktionsbehandling. Stadfæstelse af et re-

konstruktionsforslag var således ikke udelukket som følge af, at betingelserne for gældssane-

ring ikke var opfyldt.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen i konkurslovens § 13 e, stk. 5, har været behandlet af

Højesteret i to kendelser.

151

I kendelse af 12. juni 2018 (U 2018.3090 H) nægtede Højesteret at stadfæste et vedtaget rekon-

struktionsforslag. Højesteret udtalte, at formålet med reglerne om rekonstruktion må inddrages

ved vurderingen af, i hvilke tilfælde retten bør nægte at stadfæste et vedtaget rekonstruktions-

forslag i medfør af konkurslovens § 13 e, stk. 5. Det fremgår af forarbejderne til reglerne om

rekonstruktion bl.a., at det ikke er et selvstændigt formål med rekonstruktion at forbedre skyld-

nerens retsstilling. Højesteret anførte endvidere bl.a., at de krav, som var rejst under rekonstruk-

tionsbehandlingen, hovedsagelig vedrørte skyldnerens personlige konkurs i 2012, og at rekon-

struktionsforslaget således næsten udelukkende ville tilgodese skyldnerens interesse i at få slet-

tet en personlig gæld. Højesteret lagde endelig vægt på, at rekonstruktionsforslaget gik ud på,

at skyldneren skulle betale ca. 250.000 kr. ud af en samlet gæld på over 23 mio. kr., hvilket

svarede til en dividende på 1,03 %. I tilfælde af konkurs ville dividenden være 0 %.

I kendelse af 28. marts 2019 (U 2019.1859 H) stadfæstede Højesteret et vedtaget rekonstrukti-

onsforslag. Højesteret henviste til begrundelsen i den ovenfor omtalte kendelse af 12. juni 2018.

I den konkrete sag lagde Højesteret vægt på, at de krav, der var rejst under rekonstruktionsbe-

handlingen, ikke var krav, som bestod efter en personlig konkurs. Højesteret lagde endvidere

vægt på, at rekonstruktionsforslaget ville indebære en dividende på 4,8 %, mens dividenden i

tilfælde af konkurs ville være 0 %. Højesteret fandt herefter, at rekonstruktionsforslaget ikke

kunne anses for næsten udelukkende at ville tilgodese skyldnerens interesse i at få slettet en

personlig gæld, og at rekonstruktionsforslaget således ikke kunne anses for at stå i misforhold

til skyldnerens økonomiske stilling.

Skifteretten kan endelig betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekon-

struktøren, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 6. Et sådant tilsyn skal påse, at skyldneren overholder

vilkårene for rekonstruktionen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af

stand hertil, og om fornødent foretage indberetning til skifteretten.

Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til

skifteretten, som skal gøre fordringshaverne bekendt med indberetningen. Fordringshaverne må

herefter overveje, om de vil fremsætte begæring om ophævelse af rekonstruktionen efter kon-

kurslovens § 14 e, stk. 1, nr. 2.

1.2.3 Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionsforslag

Afgørelsen om stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag træffes almindeligvis af skifteretten

under det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 e, stk.

152

1.2.4 Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning af et rekonstruktionsforslag m.v.

En afgørelse om stadfæstelse eller afvisning af et rekonstruktionsforslag kan kæres, jf. konkurs-

lovens § 249.

Herudover kan en rekonstruktion på begæring af en fordringshaver eller et eventuelt tilsyn op-

hæves af skifteretten, hvis skyldneren har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller skyldneren

eller andre med skyldnerens vidende i øvrigt forud for rekonstruktionens stadfæstelse hemme-

ligt har indrømmet nogen fordringshaver fordele frem for de øvrige, eller skyldneren groft til-

sidesætter sine pligter ifølge rekonstruktionen, jf. konkurslovens § 14 e. Det er en forudsætning

for en sådan ophævelse, at der forinden har været afholdt et møde som omhandlet i konkurslo-

vens § 14 e, stk. 2.

Ophæves en rekonstruktion, bortfalder en tvangsakkord og en af tredjemand stillet sikkerhed

eller kaution for opfyldelse af en tvangsakkord, medmindre tredjemanden vidste eller burde

vide, at det svigagtige forhold som beskrevet ovenfor forelå, eller har medvirket til, at skyldne-

ren har tilsidesat sine pligter ifølge rekonstruktionen, jf. konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 1 og

Ophævelse af en rekonstruktion medfører, for så vidt angår en virksomhedsoverdragelse, der er

gennemført på grundlag af rekonstruktionen, at virksomhedsoverdragelsen kan omstødes, jf.

konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 3.

1.2.5 Retsvirkninger af stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag

1.2.5.1 Generelt om retsvirkningerne af stadfæstelse

Det er en forudsætning for det vedtagne rekonstruktionsforslags gyldighed, at forslaget stadfæ-

stes af skifteretten, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 1. De i kapitel 13, afsnit 1.2.5, angivne rets-

virkninger af rekonstruktionsforslaget indtræder således først ved stadfæstelsen.

Stadfæster skifteretten rekonstruktionsforslaget, ophører rekonstruktionsbehandlingen. Skifte-

retten kan dog bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det

stadfæstede forslag, at der vil blive fremsat yderligere rekonstruktionsforslag inden for fristen

i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a, jf. § 13 f, stk. 1 og 2.

Det gælder dog ikke, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om

153

tvangsakkord, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 4, idet en skyldner, som herved bliver solvent, ikke

længere bør kunne være undergivet insolvensbehandling.

Skifteretten kan i andre tilfælde end ved fremsættelse af nyt rekonstruktionsforslag bestemme,

at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag in-

deholder bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse, som endnu ikke er tiltrådt af erhverve-

ren, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 3. Rekonstruktionsbehandlingen kan dog ikke fortsætte ud

over fristen i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a. Skifteretten

fastsætter en frist for erhververens tiltrædelse af aftalen om virksomhedsoverdragelse på højest

fire uger. Når virksomhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhververen, eller når den frist, skifteret-

ten har fastsat, er udløbet, uden at aftalen er tiltrådt af erhververen, bestemmer skifteretten, at

rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 3. Det gælder dog ikke,

hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om tvangsakkord, jf. kon-

kurslovens § 13 f, stk. 4, idet en skyldner, som herved bliver solvent, ikke længere bør kunne

være undergivet insolvensbehandling.

Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages af fordringshaverne, og det vedtagne forslag herefter

stadfæstes af skifteretten, vil rekonstruktionen have forskellige retsvirkninger afhængig af det

vedtagne rekonstruktionsforslags indhold.

1.2.5.2 Tvangsakkord

Ved en tvangsakkord befries skyldneren for den gæld, der efter det stadfæstede forslag skal

nedsættes eller bortfalde, jf. Konkurslovens § 14, stk. 2. En tvangsakkord har virkning som et

retsforlig, jf. lovens § 14, stk. 1, hvilket bl.a. har den betydning, at tvangsakkorden kan bruges

som eksekutionsfundament, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2.

Hovedvirkningen af tvangsakkorden er, at skyldneren befries for den gæld, der efter det stad-

fæstede forslag skal nedsættes eller bortfalde. Denne retsvirkning indtræder også for fordrings-

havere, der ikke har accepteret det vedtaget rekonstruktionsforslag. En tvangsakkord omfatter

efter konkurslovens § 14, stk. 3, ikke fordringshavernes krav mod kautionister.

Kan et afdrag på en fordring omfattet af en tvangsakkord ikke betales, fordi fordringen er om-

tvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten i medfør af konkurs-

lovens § 14 a, stk. 1, bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut.

Skal de midler, der er afsat til dækning af bestridte eller betingende fordringer, ikke benyttes,

fordi det viser sig, at kravet ikke består, eller at betingelsen ikke vil blive opfyldt, skal de som

154

udgangspunkt tilfalde kreditorerne som yderligere dividende, medmindre det er bestemt i ak-

korden, at beløbet skal tilbagebetales til skyldneren, jf. konkurslovens § 14 b, stk. 2.

Såfremt der er stadfæstet en rekonstruktion, der indeholder en tvangsakkord, regulerer bestem-

melsen i konkurslovens § 14 b anmeldelsesretten for akkorderede fordringer i en efterfølgende

ny rekonstruktion, der indeholder en tvangsakkord, en gældssanering eller en konkurs. De ak-

korderede fordringer kan således anmeldes med deres fulde beløb fratrukket eventuelle afdrag

på akkorden. Fordringshaverne kan dog ikke få en højere dividende end den i akkorden opnå-

ede, medmindre rekonstruktionen ophæves efter konkurslovens § 14 e.

1.2.5.3 Virksomhedsoverdragelse

Som led i en rekonstruktionsbehandling kan der ske hel eller delvist virksomhedsoverdragelse

af skyldnerens virksomhed, jf. konkurslovens § 10 b, og dette vil eventuelt kunne ske i kombi-

nation med en tvangsakkord.

Konkursloven regulerer ikke aftalen om virksomhedsoverdragelse mellem skyldneren og er-

hververen af virksomheden. Denne aftale følger således dealmindelige principper for virksom-

hedsoverdragelse. Som beskrevet i kapitel 12, afsnit 1.2.3, skal et rekonstruktionsforslag, som

indeholder en virksomhedsoverdragelse, indeholde nærmere oplysninger om virksomhedsover-

dragelsen.

Gennemføres der som led i en stadfæstet rekonstruktion en virksomhedsoverdragelse, kan den

efter konkurslovens § 14 c, stk. 1, ikke omstødes i forbindelse med en efterfølgende insolvens-

behandling. Ophæves rekonstruktionen efter konkurslovens § 14 e, kan virksomhedsoverdra-

gelsen omstødes.

Konkurslovens § 14 c, stk. 2-4 indeholder regler om lovbestemt debitorskifte og om behandlin-

gen af pantesikrede aktiver, der indgår i en virksomhedsoverdragelse.

Det er muligt at gennemføre en virksomhedsoverdragelse med rekonstruktørens samtykke, in-

den der er vedtaget et rekonstruktionsforslag, jf. konkurslovens § 13 g, stk. 1.

Gennemføres der en virksomhedsoverdragelse i medfør af konkurslovens § 13 g, kan der ikke

ske omstødelse af selve virksomhedsoverdragelsen i en efterfølgende konkurs, jf. konkurslo-

vens § 72, stk. 3.

155

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Implementering af direktivets regler om stadfæstelse m.v.

Konkursrådet anser det for mest hensigtsmæssigt, at der gælder samme regler om vedtagelse

og stadfæstelse under henholdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling. De følgende overvejelser om stadfæstelse gælder således generelt stadfæstelse

under begge procedurer.

Konkursrådet finder, at de gældende regler i konkurslovens § 13 e generelt opfylder direktivets

regler om stadfæstelse. Afgørelsen om stadfæstelse eller nægtelse træffes således af skifteretten.

Skifteretten har ud fra det materiale, der fremlægges sammen med rekonstruktionsforslaget ef-

ter konkurslovens § 13 b, de fornødne oplysninger om værdien af skyldnerens virksomhed m.v.

til at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt der bør ske stadfæstelse af det vedtagne forslag, her-

under om det står i rimeligt forhold til skyldnerens økonomiske stilling.

Direktivets regler om mulighed for at opdele fordringshaverne i klasser, således at et flertal af

disse klasser kan gennemtvinge forslaget, er behandlet i kapitel 13 og foreslås således imple-

menteret som en del af afstemningsreglerne. Skifteretten påser ved sin afgørelse om stadfæ-

stelse således generelt, at afstemningen er foregået i overensstemmelse med reglerne herom.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at de gældende regler om stadfæstelse som

udgangspunkt bør opretholdes. Konkursrådet foreslår på denne baggrund ikke nogen ændring

af reglen i konkurslovens § 13 e, stk. 1, om at stadfæstelse er en betingelse for det vedtagne

rekonstruktionsforslags gyldighed, eller af reglen i konkurslovens § 13 e, stk. 2, om at indsi-

gelse mod stadfæstelse skal fremsættes senest på afstemningsmødet. Konkursrådet finder end-

videre, at reglerne i konkurslovens § 13 e, stk. 3, om nægtelse af stadfæstelse i de tre tilfælde,

der er nævnt i bestemmelsen, skal opretholdes uændret.

Konkursrådet finder derimod, at der på baggrund af den i afsnit 1.2.1 omtalte retspraksis og af

direktivet er behov for en justering af reglen i konkurslovens § 13 e, stk. 5, herunder for at

regulere samspillet mellem rekonstruktion og gældssanering.

Konkursrådet foreslår, at konkurslovens § 13 e, stk. 5, ændres således, at skifteretten skal nægte

stadfæstelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en rin-

gere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehandling. Dette er et mere præcist kriterium

end det nuværende, hvor det er uklart i hvilket omfang andre faktorer end den forventede kon-

kursdividende kan inddrages ved vurderingen af, om et rekonstruktionsforslag står i misforhold

156

til skyldnerens økonomiske stilling. Endvidere harmonerer det foreslåede kriterium bedre med

direktivet, idet kriteriet er udtryk for, at man opfylder betingelsen om ”kreditorernes bedste

interesse” ved at sammenligne rekonstruktionsforslaget med konkursalternativet. Det bemær-

kes i denne forbindelse, at den forventede konkursdividende ikke nødvendigvis skal beregnes

ud fra en forudsætning om, at skyldnerens virksomhed lukkes (likvideres) ved konkursbehand-

lingens indledning, men må ske ud fra en konkret vurdering af, hvilken dividende, der kan

forventes opnået i en konkurs, herunder under hensyn til de konkrete muligheder for, at kon-

kursboet ville kunne sælge skyldnerens virksomhed helt eller delvist.

Konkursrådet finder, at der er behov for yderligere regler, der regulerer samspillet mellem re-

konstruktion og gældssanering. Hvis skyldneren er en fysik person, der ikke er erhvervsdri-

vende, finder Konkursrådet, at en skyldner alene bør kunne opnå tvangsakkord, hvis den til-

budte akkorddividende mindst svarer til den dividende, som skyldneren skulle betale under en

gældssanering. I sådanne tilfælde skal den tilbudte akkorddividende med andre ord mindst svare

til såvel konkursdividenden som gældssaneringsdividenden. Når skyldneren ikke udøver er-

hvervsvirksomhed, er der efter Konkursrådets opfattelse ikke tilstrækkeligt tungtvejende hen-

syn, der taler for, at et ”skyldnervenligt” kreditorflertal skal kunne gennemtvinge en tvangsak-

kord, der stiller mindretallet ringere end en konkurs eller en gældssanering. Konkursrådet be-

mærker, at hvis den tilbudte akkorddividende overstiger den forventede konkursdividende og

gældssanering, bør der fremover ikke ske nægtelse af stadfæstelse, uanset om skyldneren ville

være i stand til at betale yderligere dividende ved at ophæve sin pensionsopsparing. Når det

skal beregnes, hvad den forventede gældssaneringsdividende vil udgøre, skal pensionsopspa-

ringer således alene indgå med de beløb, der følger af gældssaneringsreglerne, herunder kon-

kurslovens § 222 a og reglerne om gældssaneringsbudgettet. Den foreslåede regel vil medføre

en ændring af retstilstanden i forhold til U 2021.1270 V, hvor skyldnerens pensionsopsparing

blev tillagt betydning ved landsrettens stadfæstelse af skifterettens kendelse om at nægte stad-

fæstelse af rekonstruktionsforslaget. Det bemærkes dog herved, at skyldneren også fremover

vil kunne inddrage pensioner i videre omfang end ved en gældssanering, hvis det skønnes nød-

vendigt for at få tvangsakkorden vedtaget, dvs. at den foreslåede ændring alene angår skifteret-

tens stadfæstelse.

Hvis skyldneren er erhvervsdrivende, finder Konkursrådet ikke, at den tilbudte akkorddivi-

dende skal sammenlignes med en anslået gældssaneringsdividende, dels fordi en sådan er van-

skelig at anslå for erhvervsdrivende, dels fordi det synes tvivlsomt, om det vil være foreneligt

med direktivet, hvis man afskærer erhvervsdrivende fra at opnå rekonstruktion alene med hen-

visning til, at skyldneren ville skulle betale en højere dividende i en gældssanering.

157

Konkursrådet finder dog ikke, at ovenstående forslag er tilstrækkeligt til at regulere samspillet

med rekonstruktion og gældssanering. Selv om skyldneren tilbyder en akkorddividende, der

overstiger den anslåede gældssaneringsdividende, kan det efter omstændighederne virke stø-

dende, hvis skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord i en situation, hvor denne ville blive

nægtet en gældssanering eksempelvis som følge af, at en væsentlig del af gælden er pådraget

ved strafbare handlinger.

Konkursrådet finder ikke grundlag for at fastsætte en regel om, at skifteretten skal nægte stad-

fæstelse af en tvangsakkord, hvis skyldneren ikke opfylder betingelserne for gældssanering. I

og med at tvangsakkorden er vedtaget, er det udtryk for, at et flertal af fordringshaverne ikke

er imod tvangsakkorden. Det bør derfor efter Konkursrådets opfattelse kræve skærpede om-

stændigheder sammenlignet med gældssanering, hvis skifteretten skal nægte at stadfæste

tvangsakkorden. Endvidere bemærkes det, at uafklarede forhold ikke bør være til hinder for

stadfæstelse af en tvangsakkord.

Konkursrådet foreslår, at skifteretten skal nægte at stadfæste en tvangsakkord, hvis skyldneren

som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå

en gældssanering. Nægtelse som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse skal ske i samme

omfang som under gældssanering, dvs. uanset om skyldneren er pålagt konkurskarantæne, men

er skyldneren frifundet i en forudgående konkurskarantænesag, fordi retten ikke anså skyldne-

rens adfærd for groft uforsvarlig forretningsførelse, må skifteretten ved sin afgørelse om stad-

fæstelse lægge den forudgående afgørelse til grund.

Endvidere foreslår Konkursrådet, at skifteretten kan nægte at stadfæste en tvangsakkord, hvis

skyldneren som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspå-

dragende forhold ikke ville kunne opnå en gældssanering. I disse tilfælde skal skifteretten så-

ledes foretage en konkret vurdering af, hvor graverende de konkrete omstændigheder er.

Konkursrådet foreslår, at de nævnte regler om, at stadfæstelse skal eller kan nægtes som følge

af de omtalte omstændigheder ved gældens stiftelse, skal finde anvendelse, uanset om skyldne-

ren er erhvervsdrivende eller ikke. Selv om det kan anføres, at der er et særligt hensyn til at

give erhvervsdrivende skyldnere mulighed for at opnå tvangsakkord, finder Konkursrådet at

hensynet til at undgå stødende afgørelser vejer tungere.

2.2 Rekonstruktionens virkninger

Konkursrådet finder, at hvis skifteretten i forbindelse med en forebyggende rekonstruktion stad-

fæster et rekonstruktionsforslag, bør reglerne i konkurslovens kapitel 2 d om rekonstruktionens

158

virkninger finde tilsvarende anvendelse. Udgangspunktet bør således være, at retsvirkningerne

af en stadfæstet rekonstruktion ikke bør afhænge af, om rekonstruktionen er opnået under re-

konstruktionsbehandling eller forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens § 14 c, stk. 2-4, ikke skal finde

tilsvarende anvendelse under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det er Konkursrå-

dets vurdering, at muligheden for at anvende sådanne regler under en forebyggende rekonstruk-

tion vil være for vidtgående, når det ikke vides om skyldneren er insolvent eller kun har sand-

synlighed for at blive insolvent.

Som det fremgår af kapitel 12, afsnit 2.3.4, kan det bestemmes i rekonstruktionsforslaget, at

selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabskapital. Konkursrådet

har i den forbindelse overvejet, hvordan det sikres, at stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget

får selskabsretlig virkning.

Konkursrådet foreslår, at skifterettens stadfæstelse af en tvangsakkord, som indeholder en sam-

tidig nedsættelse og forhøjelse af selskabskapitalen træder i stedet for generalforsamlingens

beslutning herom.

Konkursrådet finder derudover, at indbetalingen af den nye selskabskapital bør ske senest to

uger efter tvangsakkordens stadfæstelse. Konkursrådet finder endvidere, at rekonstruktøren

uden unødigt ophold efter indbetalingen bør registrere den nye selskabskapital og nedsættelsen

af den gamle selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.

Konkursrådet bemærker, at det bør være rekonstruktørens opgave at registrere den nye sel-

skabskapital, selvom personen efter stadfæstelsen ikke længere fungerer som rekonstruktør.

Der er således tale om en accessorisk pligt for rekonstruktøren til at registrere selskabskapitalen,

og det bør derfor også indgå i rekonstruktørens vederlag for udførelsen af arbejdet i forbindelse

med rekonstruktionen.

159

Kapitel 15

Arbejdstagere

Gældende ret

1.1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1. Arbejdstagerbegrebet

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder ikke en nærmere definition af begrebet ”ar-

bejdstager”, idet det dog fremgår forudsætningsvis af præambelbetragtning nr. 43, at såvel ar-

bejdstagere med og uden forfaldne krav mod skyldneren er omfattet af direktivet. Det er imid-

lertid alene arbejdstagere, som er fordringshavere, som vil kunne anses for ”berørte parter” og

dermed have ret til bl.a. at deltage i afstemningen om en rekonstruktionsplan, jf. artikel 2, stk.

1, nr. 2, og præambelbetragtning nr. 43 og 62.

Det må således antages, at begrebet arbejdstager skal forstås i overensstemmelse med det al-

mindelige EU-retlige arbejdstagerbegreb i TEUF artikel 45 og den hertil relaterede praksis. Det

følger heraf, at for at blive anset for arbejdstager, skal den pågældende yde arbejde for en anden

og være undergivet denne andens instruktionsbeføjelse, ligesom arbejdsydelsen skal ske mod

vederlag.

1.1.2. Sikring af arbejdstagerrettigheder

Medlemsstaterne skal efter rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1, sikre, at

individuelle og kollektive arbejdstagerrettigheder i henhold til EU-arbejdsret og national ar-

bejdsret ikke berøres af rammen for forebyggende rekonstruktion.

Som eksempel på rettigheder, der ikke berøres, angives i artikel 13, stk. 1, litra a, forhandlings-

retten og retten til kollektive skridt.

Artikel 13, stk. 1, litra b, angiver endvidere som eksempel på rettigheder, der ikke berøres,

retten til information og høring i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring

af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i

160

fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre ar-

bejdstagerne.

Som eksempel på rettigheder, der ikke berøres, angiver artikel 13, stk. 1, litra c, endvidere,

rettighederne garanteret i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlems-

staternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.

marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes

rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksom-

heder eller bedrifter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008

om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.

Arbejdstagere nyder således fuldstændig arbejdsretlig beskyttelse under en forebyggende re-

konstruktionsbehandling, herunder forbliver forpligtelserne i henhold til den nationale ret, der

gennemfører de nævnte direktiver, uforandrede, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 60.

Herudover indeholder rekonstruktions- og insolvensdirektivet visse selvstændige rettigheder

for arbejdstagere og disses repræsentanter, jf. kapitel 15, afsnit 1.1.2.1.2, nedenfor.

1.1.2.1. Information og høring

1.1.2.1.1. Information om konkrete procedurer m.v.

Som anført ovenfor i kapitel 15, afsnit 1.1.2, skal medlemsstaterne sikre bl.a., at rekonstrukti-

ons- og insolvensdirektivets ramme for forebyggende rekonstruktion ikke berører retten til in-

formation og høring i overensstemmelse med direktiv 2002/14 og direktiv 2009/38, jf. rekon-

struktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1, litra b.

De nævnte direktivers bestemmelser om, at arbejdstagerrepræsentanter har ret til bl.a. at mod-

tage information om både den seneste og forventede udvikling i virksomhedens eller forret-

ningsstedets aktiviteter og økonomiske situation, der gør det muligt for dem at tilkendegive

deres bekymringer over for skyldner med hensyn til virksomhedens situation og for så vidt

angår behovet for at overveje rekonstruktionsordninger, berøres således ikke.

Ligeledes berøres ikke de nævnte direktivers bestemmelser om, at arbejdstagerrepræsentanter

har ret til information om en eventuel procedure for forebyggende rekonstruktion, som kan have

betydning for beskæftigelsen, såsom arbejdstagernes mulighed for at få dækket deres lønkrav

og fremtidige betalinger, herunder arbejdsmarkedspensioner.

161

Endelig berøres ikke de nævnte direktivers bestemmelser om, at arbejdstagerrepræsentanter har

ret til at blive informeret og hørt om rekonstruktionsplaner, før de fremlægges til vedtagelse

eller stadfæstelse i overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdirektivets henholdsvis

artikel 9 og 10.

Herudover skal en arbejdsgiver, som påtænker at foretage kollektive afskedigelser, bl.a. indlede

konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter og forsyne disse med en række nærmere

angivne oplysninger i overensstemmelse med artikel 2 i direktiv 98/59/EF, herunder om årsagen

til de påtænkte afskedigelser. Disse rettigheder berøres ikke af rekonstruktions- og insolvens-

direktivet, jf. artikel 13, stk. 1, litra c.

1.1.2.1.2. Generel information m.v.

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 3, stk. 3, at medarbejderrepræsen-

tanter ligesom skyldneren skal sikres adgang til relevante og ajourførte oplysninger om de til-

gængelige tidlige varslingsmekanismer samt om procedurerne og foranstaltningerne vedrø-

rende forebyggende rekonstruktion og gældssanering. Oplysningerne skal være offentligt til-

gængelige online og præsenteres på en brugervenlig måde, jf. artikel 3, stk. 4.

Direktivet indeholder i artikel 3, stk. 5, endvidere en mulighed for, at medlemsstaterne kan yde

støtte til arbejdsrepræsentanter i forbindelse med vurderingen af skyldnerens økonomiske situ-

ation.

Herudover indeholder direktivets artikel 13, stk. 2, en bestemmelse om, at hvis rekonstrukti-

onsplanen omfatter foranstaltninger, der medfører ændringer i arbejdstilrettelæggelsen eller de

kontraktlige forhold med arbejdstager, skal sådanne foranstaltninger godkendes af disse ar-

bejdstagere, hvis national ret eller kollektive overenskomster indeholder bestemmelser om god-

kendelse i sådanne tilfælde.

1.1.2.2. Virksomhedsoverdragelse

Som anført ovenfor i kapitel 15, afsnit 1.1.2, berører rekonstruktions- og insolvensdirektivet

ikke arbejdstagerrettighederne i direktiv 2001/23/EF, jf. rekonstruktions- og insolvensdirekti-

vets artikel 13, stk. 1, litra c.

I et tilfælde, hvor en forebyggende rekonstruktionsbehandling indebærer overdragelse af en

virksomhed eller bedrift, beskyttes arbejdstagerrettigheder, herunder navnlig retten til løn, så-

ledes i overensstemmelse med artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23/EF, jf. rekonstruktions- og in-

solvensdirektivets præambelbetragtning nr. 62.

162

Det følger af artikel 3 navnlig, at overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en

arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, som ud-

gangspunkt overgår til erhververen. Efter overførslen skal erhververen opretholde de løn- og

arbejdsvilkår, som ifølge en kollektiv overenskomst gjaldt for overdrageren, indtil den kollek-

tive overenskomst opsiges eller udløber, eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft

eller får virkning.

Af artikel 4 fremgår navnlig, at overdragelse af en virksomhed eller bedrift m.v. almindeligvis

ikke i sig selv giver overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedi-

gelser.

I et tilfælde, hvor der er indledt insolvensbehandling mod overdrageren på overførselstidspunk-

tet, og reglerne i artikel 3 og 4 finder anvendelse, kan en medlemsstat i henhold til artikel 5,

stk. 2, litra a, efter omstændighederne bestemme bl.a., at overdragerens økonomiske forpligtel-

ser i henhold til arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som skal opfyldes inden overførslen

eller indledningen af insolvensbehandling, ikke skal overgå til erhververen, forudsat at denne

behandling i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning indebærer en beskyttelse

svarende til direktiv 2008/94/EF.

1.1.2.3. Sikring af arbejdstagerkrav

Det følger som anført i kapitel 15, afsnit 1.1.2, af rekonstruktions- og insolvensdirektivets arti-

kel 13, stk. 1, litra a, at direktivet ikke berører rettighederne i henhold til direktiv 2008/94/EF

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af ar-

bejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens om dækning af visse arbejdstagertilgode-

havender via nationale garantiinstitutioner.

Hvis og i det omfang en medlemsstat sikrer, at betaling af arbejdstageres tilgodehavender er

garanteret som led i en ramme for forebyggende rekonstruktion, kan en medlemsstat bestemme,

at sådanne tilgodehavender omfattes af et fyldestgørelsesforbud, jf. rekonstruktions- og insol-

vensdirektivets artikel 6, stk. 5.

I modsat fald omfattes arbejdstagertilgodehavender ikke af et fyldestgørelsesforbud nedlagt un-

der en forebyggende rekonstruktionsprocedure, jf. artikel 6, stk. 5, jf. stk. 2. Dette gælder ifølge

direktivets præambelbetragtning nr. 61, uanset om arbejdstagernes tilgodehavender er opstået

før eller efter nedlæggelse af fyldestgørelsesforbuddet.

Et fyldestgørelsesforbud er således alene tilladt for så vidt angår arbejdstageres tilgodehavender

for de beløb og den periode, hvor betalingen af sådanne tilgodehavender reelt garanteres på et

tilsvarende niveau ved andre midler i henhold til national ret, jf. præambelbetragtning nr. 61.

163

Medlemsstaterne kan alternativt fastsætte, at nuværende eller tidligere arbejdstageres eksiste-

rende og fremtidige tilgodehavender som udgangspunkt ikke er omfattet af rammerne for fore-

byggende rekonstruktion, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 1, stk. 5, litra a.

1.2. Konkursloven

1.2.1. Arbejdstagerbegrebet

Det er alene arbejdstagere, som er fordringshavere, der nyder rettigheder i henhold til konkurs-

lovens bestemmelser. Om den særlige bestemmelse i konkurslovens § 15 b, stk. 2, henvises til

kapitel 15, afsnit 1.2.2.1.1.

Som privilegerede i henhold til konkurslovens § 95, stk. 1, anses krav fra personer, som har

tilgodehavender vedrørende løn m.v. for arbejde udført i skyldnerens tjeneste. Virksomhedens

egentlige ledere eller personer, som i hovedsagen har arbejdet selvstændigt uden personligt un-

derordnelsesforhold, har ikke privilegium.

Ligeledes kan skyldnerens nærtstående nægtes fortrinsret, såfremt en sådan fortrinsret under

hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til eventuel økonomisk interesse i

virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet, jf. § 95, stk. 2.

1.2.2. Arbejdstageres retsstilling under rekonstruktionsbehandling

1.2.2.1. Information og høring

1.2.2.1.1. Konkurslovens regler om information m.v.

Det følger af det anførte ovenfor i kapitel 15, afsnit 1.2.1, at skyldnerens ansatte i relation til

konkurslovens bestemmelser har status som fordringshavere, når den ansatte har et forfaldent

krav på løn mv.

Den ansatte har som følge heraf krav på samme information, som tilkommer boets øvrige for-

dringshavere.

Dette omfatter information om bl.a. indledning af rekonstruktion, jf. konkurslovens § 11 a, stk.

2, og § 11 b, stk. 1 og 2, samt om rekonstruktionsplan og -forslag, jf. henholdsvis § 11 c, stk. 1

og 2, og § 13, stk. 2, og § 13 b.

Den ansatte har endvidere bl.a. adgang til at deltage i f.eks. mødet, hvor der stemmes om re-

konstruktionsplanen og -forslaget, jf. henholdsvis § 11 e, stk. 1 og 2, og § 13 d.

164

Alle arbejdstagere, herunder også de, der ikke har forfaldne krav mod skyldneren, informeres

om ophør af rekonstruktionsbehandling, medmindre der er direkte overgang til konkurs, jf. kon-

kurslovens § 15 b. Dette sker ved såvel bekendtgørelse i Statstidende, jf. stk. 1, som ved rekon-

struktørens meddelelse herom til fordringshavere og andre, der blev berørt af rekonstruktions-

behandlingen, jf. stk. 2. Bestemmelsen i § 15 b, stk. 2, er indsat ved lov nr. 530 af 27. marts

2021. Det følger af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 22 (§ 15 b), at bestemmelsen er be-

grundet i hensynet til fordringshavernes retssikkerhed, idet reglen giver fordringshaverne mu-

lighed for at indgive en konkursbegæring, der bevarer den oprindelige fristdag, jf. Folketings-

tidende 2020-21, A, L 65, som fremsat, side 31-32.

Som anført i kapitel 5 indeholder konkursloven ikke regler om tidlig varsling, herunder ikke

om arbejdstageres ret til information herom.

De gældende regler i konkursloven indeholder endvidere ikke en regulering af, hvornår arbejds-

tagere eller disses repræsentanter skal have adgang til generel information om rekonstruktions-

og gældssaneringsprocedurer m.v.

1.2.2.1.2. Lønmodtagerhøringsloven

Det følger af lønmodtagerhøringsloven, som gennemfører direktiv 2002/14/EF i dansk ret, at

alle ansatte i virksomheder med mindst 35 ansatte via deres repræsentanter har ret til at blive

informeret og hørt om forhold, som har eller vil få væsentlig betydning for deres ansættelse og

arbejdsmæssige forhold, jf. § 1 og 2.

En sådan pligt for arbejdsgiveren til at informere og høre arbejdstagere kan alternativt følge af

en kollektiv overenskomst eller aftale, jf. lønmodtagerhøringslovens § 3.

Arbejdstagerrepræsentanterne skal efter lønmodtagerhøringslovens § 4, stk. 1, som minimum

informeres om den seneste udvikling og den forventede udvikling i virksomhedens aktiviteter,

virksomhedens økonomiske situation og fremtidsudsigter, herunder om ordre- og markedssitu-

ationen samt produktionsforhold, om virksomhedens beskæftigelsesforhold, herunder hvis be-

skæftigelsen på virksomheden er truet, og planer om større ændringer og foranstaltninger, som

får betydning for beskæftigelsen, samt om virksomhedens beslutninger, som kan medføre be-

tydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene.

Disse oplysninger skal gives jævnligt og på passende tidspunkter, ligesom det så vidt muligt

skal ske skriftligt, jf. § 4, stk. 2.

Informationen skal kunne danne grundlag for den høring, som i medfør af § 4, stk. 3, skal ske

af lønmodtagerrepræsentanterne om de pågældende forhold.

165

I særlige tilfælde, hvor det alvorligt vil kunne skade eller påvirke virksomhedens drift eller

skade virksomheden at give information eller foretage høring efter § 4, er virksomheden ikke

forpligtet hertil, jf. lønmodtagerhøringslovens § 5.

Efter omstændighederne kan informationen til arbejdstagerrepræsentanterne være fortrolig, jf.

lønmodtagerhøringslovens § 7, såfremt dette tilsiges af virksomhedens legitime interesser. Så-

danne legitime interesser kan efter omstændighederne bl.a. være oplysninger om, at virksom-

heden er i en vanskelig økonomisk situation eller overvejer at sælge, jf. Folketingstidende 2004-

05 (2. saml.), tillæg A, side 610 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 7).

1.2.2.1.3. Lov om europæiske samarbejdsudvalg

Direktiv 2009/38, som er en revision af det tidligere direktiv 94/45/EF af 22. september 1994

om europæiske samarbejdsudvalg, er gennemført i dansk ret ved lov om europæiske samar-

bejdsudvalg.

Loven om europæiske samarbejdsudvalg har til formål at forbedre arbejdstageres mulighe-

der for information og høring om spørgsmål, der berører de ansatte i flere medlemsstaterne i

fællesskabsvirksomheder eller -koncerner, jf. lovens §§ 2 og 2 a, i det omfang en kollektiv

overenskomst eller aftale ikke indeholder forpligtelser og rettigheder, der som minimum sva-

rer til bestemmelserne, jf. § 3.

Denne forbedring af arbejdstageres muligheder for information og høring skal ifølge loven ske

ved oprettelse af europæiske samarbejdsudvalg eller indførelse af en informations- og hørings-

procedure.

Det europæiske samarbejdsudvalg skal især have information om og høres om virksomhedens

struktur, dennes økonomiske og finansielle situation, den forventede udvikling, for så vidt

angår dens aktiviteter, produktion og salg, beskæftigelsessituationen og dennes sandsynlige

udvikling, investeringer, væsentlige ændringer i organisationen, indførelsen af nye arbejds-

metoder eller produktionsprocesser, produktionsoverførsler, fusioner, nedskæringer eller luk-

ning af virksomheder, bedrifter eller væsentlige dele heraf og kollektive afskedigelser, jf. lov

om europæiske samarbejdsudvalg § 21.

Fortrolighed om oplysningerne kan pålægges i medfør af reglerne i kapitel 6 i lov om euro-

pæiske samarbejdsudvalg.

166

1.2.2.1.4. Lov om kollektive afskedigelser

Direktiv 98/59/EF er gennemført i dansk ret ved lov om kollektive afskedigelser.

Det følger af lov om kollektive afskedigelser bl.a., at arbejdsgivere, som agter at foretage et

større antal afskedigelser, jf. lovens § 1, har pligt til så tidligt som muligt at indlede forhandlin-

ger med de ansatte eller disses repræsentanter med henblik på at undgå eller forsøge at mindske

antallet af opsigelser og at afbøde virkningerne for de personer, der opsiges, jf. § 5.

Til brug for de nævnte forhandlinger, skal arbejdsgiveren give de ansatte eller disses repræsen-

tanter al relevant information, herunder bl.a. om årsagen til de påtænkte afskedigelser, jf. lov

om kollektive afskedigelser § 6.

Agter arbejdsgiveren efter forhandlingerne fortsat at foretage afskedigelser omfattet af § 1, skal

arbejdsgiveren foretage varsling i medfør af lov om kollektive afskedigelser § 7, herunder af

arbejdstagerne og disses repræsentanter.

Arbejdsgiveren kan pålægge de ansatte eller disses repræsentanter m.v. ikke at videregive op-

lysninger, der udtrykkeligt er givet som fortrolige i henhold til loven, jf. lov om kollektive af-

skedigelser § 10.

1.2.2.2. Virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling

Det følger af konkurslovens § 10, nr. 2, at en rekonstruktion kan indeholde en virksomheds-

overdragelse. En sådan virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldne-

rens igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som udgør en

økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, jf.

konkurslovens § 10 b.

I et tilfælde, hvor et rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om en virksomhedsover-

dragelse, skal forslaget indeholde oplysning om overdragelsessummen, hvilke aktiver, passiver

og gensidigt bebyrdende aftaler der omfattes af overdragelsen og om erhververen, jf. konkurs-

lovens § 13 b, stk. 1, nr. 1.

En virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling må ifølge konkurslovens § 12,

stk. 2, alene ske i overensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifte-

retten, eller i henhold til den ved lov nr. 530 af 27. marts 2021 indførte bestemmelse i konkurs-

lovens § 13 g om en særlig ”fast track”-procedure, hvorefter rekonstruktion i form af en virk-

167

somhedsoverdragelse med rekonstruktørens samtykke kan ske, inden der er vedtaget en rekon-

struktionsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyldnerens virksom-

hed, og medmindre indsigelse mod overdragelsen fra et flertal af fordringshaverne er kommet

frem til rekonstruktøren inden en nærmere angiven frist.

En virksomhedsoverdragelse, der gennemføres på grundlag af et stadfæstet rekonstruktionsfor-

slag, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 14 c, stk. 1.

Det følger af virksomhedsoverdragelsesloven, som gennemfører direktiv 2001/23, jf. kapitel

15, afsnit 1.1.2.2, ovenfor, at erhververen af en virksomhed, der helt eller delvist overdrages,

indtræder umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overtagelsestidspunktet i

henhold til aftaler mv. om løn og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk.

Finder overdragelsen sted under overdragerens rekonstruktionsbehandling, indtræder erhverve-

ren dog kun i rettigheder og forpligtelser, der vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens

indledning, jf. § 2, stk. 4.

Det indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond udbetaler den løn til ansatte, der vedrører tiden

inden indledning af rekonstruktionsbehandling, og at erhververen kun indtræder i krav, der ved-

rører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. herom kapitel 15, afsnit 1.2.2.3.

Med bestemmelsen i virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4, som blev indført ved lov nr.

530 af 27. marts 2021, sidestilles reglerne for dækning i forbindelse med rekonstruktionsbe-

handling med reglerne ved konkursbehandling.

1.2.2.3. Dækning via Lønmodtagernes Garantifond ved rekonstruktion

Direktiv 2008/94 er gennemført i dansk ret ved lov om Lønmodtagernes Garantifond (LG-lo-

ven).

Det følger af § 1, stk. 1, nr. 4, i denne lov, at arbejdstageres krav på løn m.v. også sikres i

tilfælde, hvor arbejdsgiveren kommer under rekonstruktionsbehandling.

I tilfælde af rekonstruktionsbehandling omfatter garantien ifølge LG-lovens § 2 a, stk. 1, 1. pkt.,

krav fra lønmodtagere, der før eller under rekonstruktionsbehandlingen er opsagt og fritstillet.

Lønmodtagernes Garantifond skal således udbetale alle krav, herunder krav vedrørende opsi-

gelsesperioden, til ansatte, der ikke beskæftiges af arbejdsgiveren under rekonstruktionsbe-

handlingen.

168

Modsætningsvis skal Lønmodtagernes Garantifond ikke udbetale krav ved rekonstruktionsbe-

handlingens indledning til ansatte, som fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren under rekonstruk-

tionen. Sådanne krav kan dog betales af fonden som led i låneordningen i LG-lovens § 2 a, stk.

3 og 4.

Overdrages arbejdsgiverens virksomhed eller en del heraf, omfatter garantien krav fra over-

dragne arbejdstagere, der vedrører tiden inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf.

LG-lovens § 2 a, stk. 1, 2. pkt. Det er ifølge stk. 1, sidste pkt., en forudsætning, at kravene i

tilfælde af konkurs vil være omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., eller § 95, stk. 1, nr.

1-5, jf. stk. 2. Garantien omfatter i disse tilfælde tilsvarende krav, som kan støttes på konkurs-

lovens § 94, nr. 2, såfremt den skifteret, der behandler rekonstruktionssagen, attesterer, at det

for tiden ikke er muligt at opfylde kravene.

Lønmodtagernes Garantifond kan med rekonstruktørens samtykke udbetale op til tre måneders

løn, der forfalder under rekonstruktionsbehandlingen, til arbejdstagere, som fortsat er beskæf-

tiget af skyldneren. Endvidere kan fonden med rekonstruktørens samtykke via arbejdsgiveren

udbetale op til en måneds løn m.v., der forfaldt inden rekonstruktionsbehandlingen, til sådanne

arbejdstagere, idet udbetalingen dog ikke omfattes af konkurslovens § 94, jf. § 2, stk. 2 i LG-

loven. Dvs. i praksis omfattes kravet typisk af § 95 i konkursloven.

Rekonstruktørens samtykke kræves, da garantien for udbetaling af løn under rekonstruktion

reelt er et lån til den rekonstruktionsramte virksomhed, jf. § 14 i bekendtgørelse nr. 1002 af 8.

august 2013 om Lønmodtagernes Garantifond udstedt i medfør af LG-lovens § 7, stk. 2. Udbe-

taling af garantien for krav, der forfalder under rekonstruktionsbehandling, kan således ikke

gøres gældende af den enkelte ansatte, men er en mulighed for arbejdsgiveren.

Erklæres virksomheden efterfølgende konkurs, indtræder Lønmodtagernes Garantifond i ar-

bejdstagerens krav mod arbejdsgiveren, jf. LG-lovens § 7, stk. 1, og fonden vil på den baggrund

kunne anmelde sit krav, der enten er omfattet af konkurslovens § 94 eller § 95, i boet.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1. Arbejdstagerbegrebet

169

Det er Konkursrådets opfattelse, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets arbejdstagerbegreb

må fortolkes i overensstemmelse med det EU-retlige arbejdstagerbegreb og således som nær-

mere fastlagt i national ret, herunder konkurslovens § 95, jf. kapitel 15, afsnit 1.1.1 og 1.2.1,

ovenfor.

Dette indebærer som anført, at direktivets arbejdstagerbegreb må forstås bl.a. således, at begre-

bet i overensstemmelse med national ret ikke omfatter ansatte, der er en del af den øverste

ledelse eller har arbejdet selvstændigt uden et egentligt underordnelsesforhold, ligesom skyld-

nerens nærtstående på baggrund af de i konkurslovens § 95, stk. 2, angivne hensyn, kan være

udelukket fra kredsen af personer, der skal nyde rettigheder som reelle arbejdstagere.

2.2. Arbejdstageres retsstilling under forebyggende rekonstruktionsbehandling m.v.

2.2.1. Information og høring

2.2.1.1. Konkurslovens regler om information m.v.

Konkursrådet har overvejet, om der bør foretages ændringer i de eksisterende regler i konkurs-

loven om information til ansatte under rekonstruktionsbehandling, og hvilke regler der skal

gælde med hensyn til sådan information under forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det fremgår som anført i kapitel 15, afsnit 1.2.2.1.1, at arbejdstagere i henhold til konkurslovens

gældende regler som udgangspunkt alene modtager information under en arbejdsgivers rekon-

struktionsbehandling, når arbejdstageren har et forfaldent krav mod skyldneren.

Det er Konkursrådets opfattelse, at denne sondring mellem ansatte med og uden forfaldne krav

på løn m.v. umiddelbart kan forekomme kunstig, herunder fordi alle ansatte må antages at have

uforfaldne krav, i og med at de har udført arbejde. Dette kan tale for, at information, som under

rekonstruktionsbehandling tilkommer fordringshavere, fremover skal gives også til ansatte,

som ikke har forfaldne krav mod skyldneren.

I samme retning taler, at alle ansatte i medfør af konkurslovens § 15 b, stk. 2, skal informeres

om ophøret af rekonstruktionsbehandling.

Modsætningsvis taler det imod, at ansatte, som ikke er fordringshavere, skal modtage samme

information, at en sådan øget informationspligt vil kunne udgøre en byrde for skyldneren og

rekonstruktøren, uden at der, så vidt det er Konkursrådet bekendt, har været ytret ønske fra

fagforeninger m.v. om at udvide informationspligten.

170

Det er samlet set Konkursrådets vurdering, at alle ansatte skal have oplysningerne, uanset om

den ansatte har et forfaldent krav mod skyldneren. Det betyder, at ansatte modtager information

på samme vilkår som kreditorerne.

For så vidt angår forebyggende rekonstruktionsbehandling, finder Konkursrådet, at der i til-

fælde, hvor der er nedlagt fyldestgørelsesforbud, bør gælde samme regler om information til

arbejdstagere, som under rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet har herudover overvejet, i hvilket omfang der i de tilfælde, hvor der ikke er ned-

lagt et fyldestgørelsesforbud, skal gælde regler om information til arbejdstagere. Da der i disse

tilfælde ikke er pligt til at informere fordringshaverne, taler det afgørende for, at der heller ikke

skal være pligt til at informere de ansatte, uanset om disse er fordringshavere eller ej. Dette

skyldes det i kapitel 6, afsnit 2, omtalte hensyn til, at skyldneren kan undergive sig forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling uden at orientere fordringshaverne herom, så længe der ikke

er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Det er således Konkursrådets opfattelse, at

der ikke bør indføres regler i konkursloven, som pålægger skyldneren at informere sine ansatte

om en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når der ikke er nedlagt et fyldestgørelsesfor-

bud. Der skal i disse tilfælde således alene gives information til arbejdstagerrepræsentanterne,

i det omfang det følger af allerede eksisterende regler.

2.2.1.2. Betydningen af øvrige regelsæt om information m.v.

Rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1, indeholder ikke nye rettigheder for

arbejdstagere, men angiver, at de gældende EU-retlige regler om information til arbejdstagere

m.v. ikke berøres af direktivet.

De i artikel 13, stk. 1, nævnte regelsæt, herunder direktiverne 2002/14, 2009/38, 98/59, 2001/23

og 2008/94, er gennemført i dansk ret, jf. kapitel 15, afsnit 1.2.2.1.2, 1.2.2.1.3, 1.2.2.1.4, 1.2.2.2,

og 1.2.2.3.

Det er Konkursrådets opfattelse, at Danmark i kraft af implementeringen af disse EU-retsakter,

og da de af Konkursrådet fremsatte forslag ikke indebærer ændringer heri, lever op til rekon-

struktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1.

Konkursrådet bemærker, at informationspligten i lønmodtagerhøringslovens § 4, hvorefter ar-

bejdsgiveren har pligt til via arbejdstagerepræsentanterne at give de ansatte fyldestgørende op-

lysninger om forhold af væsentlig betydning for de ansatte på virksomheden, i lyset af rekon-

struktions- og insolvensdirektivet må fortolkes således, at der i forbindelse med forebyggende

171

rekonstruktion skal gives information som nævnt i artikel 13, stk. 1, litra b. Konkursrådet finder

således, at der ikke er behov for at lave udtrykkelige regler herom i lønmodtagerhøringsloven.

Konkursrådet bemærker endvidere, at lønmodtagerhøringsloven angår information til arbejds-

tagerrepræsentanter og ikke direkte til alle ansatte, og at virksomheden efter § 7 efter omstæn-

dighederne kan pålægge repræsentanterne ikke at videregive oplysningerne, hvilket navnlig kan

være relevant ved indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling uden fyldestgørelses-

forbud.

Tilsvarende bør efter Konkursrådets opfattelse gælde i relation til de lignende bestemmelser i

lov om europæiske samarbejdsudvalg og lov om kollektive afskedigelser.

2.2.1.3. Generel information m.v.

Som anført i kapitel 15, afsnit 1.1.2.1.2, skal arbejdstagerrepræsentanter i henhold til rekon-

struktions- og insolvensdirektivets artikel 3, stk. 3, sikres adgang til relevante og ajourførte

oplysninger om de tilgængelige tidlige varslingsmekanismer samt om procedurerne og foran-

staltningerne vedrørende forebyggende rekonstruktion og gældssanering.

Offentlige tilgængelig information om adgang til tidlige varslingsmekanismer skal endvidere

være til rådighed online for alle, herunder arbejdstagere og disses repræsentanter, jf. artikel 3,

stk. 4.

Konkursrådet forstår de nævnte bestemmelser i direktivet således, at bestemmelserne angår ge-

nerel information, og således modsætningsvis ikke konkret information om, at en bestemt ar-

bejdsgiver har modtaget tidlig varsling, eller at denne er under gældssanering eller forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder, at tilgængeligheden af den nævnte information må sikres via aftaler mel-

lem arbejdsmarkedets parter eller af Beskæftigelsesministeriet.

Konkursrådet finder således ikke anledning til at fremsætte forslag til ændringer i konkursloven,

der regulerer tilgængeligheden af sådan information.

Endvidere finder Konkursrådet ikke anledning til at fremsætte forslag om økonomisk støtte til

arbejdstagerrepræsentanter som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 5.

2.2.2. Virksomhedsoverdragelse under forebyggende rekonstruktionsbehandling

172

Konkursrådet har overvejet, om der ved forebyggende rekonstruktionsbehandling skal gælde

en regel svarende til virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4, således at en erhverver af en

virksomhed ikke hæfter for restancer forud for indledning af den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling.

Virksomhedsoverdragelsesloven gennemfører som angivet i kapitel 15, afsnit 1.2.2.2, direktiv

2001/23. En eventuel ændring af virksomhedsoverdragelsesloven kan således alene ske, i det

omfang det er foreneligt med direktivet.

Direktiv 2001/23 artikel 5, stk. 2, litra a, giver, jf. kapitel 15, afsnit 1.1.2.2, hjemmel til, at en

medlemsstat i tilfælde af insolvensbehandling kan fastsætte, at erhververen ikke hæfter for re-

stancer vedrørende arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som hidrører fra perioden forud for

overførslen eller indledningen af insolvensbehandlingen, forudsat at der gives arbejdstageren

en beskyttelse, som mindst svarer til direktiv 2008/94, der i dansk ret er implementeret ved lov

om Lønmodtagernes Garantifond, jf. kapitel 15, afsnit 1.2.2.3.

Direktiv 2001/23 er som ligeledes angivet ovenfor opretholdt fuldt ud ved indførelsen af rekon-

struktions- og insolvensdirektivet, jf. sidstnævnte direktivs artikel 13, stk. 1, litra c.

Konkursrådet har overvejet, om forebyggende rekonstruktionsbehandling kan anses for en in-

solvensbehandling, der giver mulighed for at fritage erhververen for hæftelse for restancer efter

direktiv 2001/23 artikel 5, stk. 2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivets præambelbetragt-

ning nr. 62 henviser dog til bl.a. artikel 5, stk. 2, i direktiv 2001/23, hvilket efter Konkursrådets

opfattelse må fortolkes således, at det er muligt i national ret at fritage erhververen for at hæfte

for restancer også i tilfælde, hvor overdragelsen sker under en forebyggende rekonstruktions-

behandling.

Spørgsmålet er herefter, om virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4, bør ændres til også at

omfatte forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Direktiv 2001/23, artikel 5, stk. 2, giver mulighed for at lægge skæringstidspunktet for hæftel-

sen enten ved overførslen af virksomheden eller indledningen af insolvensbehandlingen. Der-

imod vil det næppe være foreneligt med direktivet at lægge skæringstidspunktet eksempelvis

på tidspunktet for nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud.

Det synes efter Konkursrådets opfattelse betænkeligt at anvende overførselstidspunktet som

skæringspunkt under forebyggende rekonstruktionsbehandling, når det efter de gældende regler

om rekonstruktion er tidspunktet for behandlingens indledning, som anvendes. I så fald ville

173

erhververen blive stillet bedre under forebyggende rekonstruktionsbehandling end under rekon-

struktionsbehandling.

Der synes imidlertid også at være betænkeligheder ved at anvende tidspunktet for indledning

af forebyggende rekonstruktionsbehandling som skæringspunkt, idet der ikke nødvendigvis er

etableret fristdag herved, og de ansatte i øvrigt ikke altid vil være bekendt med, at der er indledt

forebyggende rekonstruktionsbehandling. En ansats privilegium efter konkurslovens § 95 kan

afhænge af tidspunktet for fristdagen, og den ansattes mulighed for dækning i Lønmodtagernes

Garantifond kan være afhængig heraf. Det synes derfor tvivlsomt foreneligt med direktiv

2001/23, artikel 5, stk. 2, at fritage erhververen for hæftelse for restancer vedrørende perioden

forud for indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling, da der ikke altid vil være dæk-

ning af disse krav via Lønmodtagernes Garantifond under en efterfølgende konkursbehandling.

Konkursrådet finder, at der samlet set således er mest, der taler for at undlade at udvide virk-

somhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4, til også at omfatte forebyggende rekonstruktion.

Det er således Konkursrådets opfattelse, at den, som erhverver en virksomhed under en fore-

byggende rekonstruktionsbehandling, må acceptere at hæfte fuldt ud for forpligtelserne over

for de overdragne ansatte. Erhververen må således tage dette i betragtning ved forhandlingen

af vilkårene for overdragelsen, herunder prisen.

2.2.3. Sikring af arbejdstagerkrav ved forebyggende rekonstruktion

Som anført i kapitel 15, afsnit 1.1.2.3, kan en medlemsstat fastsætte, at et forbud mod indivi-

dualforfølgning mod skyldneren også omfatter inddrivelse af arbejdstagertilgodehavender, hvis

og i det omfang medlemsstaten sikrer, at betaling af sådanne tilgodehavender er garanteret som

led i en ramme for forebyggende rekonstruktion på et tilsvarende beskyttelsesniveau, jf. rekon-

struktions- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 5.

Konkursrådet finder, at det er uhensigtsmæssigt, såfremt arbejdstagertilgodehavender ikke om-

fattes af et fyldestgørelsesforbud, idet en mulighed for fortsat at inddrive sådanne tilgodeha-

vender mod skyldneren under forebyggende rekonstruktionsbehandling må antages i praksis at

ville kunne udgøre en hindring for formålet med den nævnte procedure.

Konkursrådet finder således, at betaling af lønmodtagertilgodehavender bør garanteres på et

tilsvarende beskyttelsesniveau som omtalt i artikel 6, stk. 5.

Et sådant beskyttelsesniveau kan efter Konkursrådets opfattelse imødekommes ved, at den an-

satte omfattes af lov om Lønmodtagernes Garantifond.

174

Konkursrådet har derfor overvejet, om reglerne om dækning af lønmodtagerkrav m.v. via Løn-

modtagernes Garantifond i forbindelse med arbejdsgiverens rekonstruktion også bør gælde

også under forebyggende rekonstruktionsbehandling, således at fonden skal udbetale dækning

til fritstillede ansatte, udbetale tilgodehavender til ansatte, der virksomhedsoverdrages, og yde

lån til skyldneren til betaling af løn m.v., eller om en anden løsning vil kunne anses for lige så

betryggende.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det alene er relevant at overveje, hvorvidt Lønmodtagernes

Garantifond bør fortage en sådan udbetaling af dækning af løn m.v. eller yde lån, i tilfælde,

hvor der under en forebyggende rekonstruktionsprocedure er nedlagt et fyldestgørelsesforbud.

Dette skyldes, at det må anses for betænkeligt i forhold til Lønmodtagernes Garantifond at fo-

retage udbetaling eller yde lån i situationer, hvor fondens regreskrav ville kunne blive forringet

som følge af, at sådanne midler ville kunne gøres til genstand for individualforfølgning fra

andre fordringshavere.

I tilfælde, hvor der under en forebyggende rekonstruktionsprocedure er nedlagt et fyldestgørel-

sesforbud, kan der efter Konkursrådets opfattelse argumenteres for, at Lønmodtagernes Garan-

tifond bør foretage udbetaling til fritstillede ansatte, således at disse stilles på samme måde som

under rekonstruktionsbehandling. Udbetaling under disse omstændigheder indebærer ikke en

større risiko for Lønmodtagernes Garantifond, idet der er etableret en fristdag, som fonden vil

kunne sikre fastholdt ved at indgive konkursbegæring ved den forebyggende rekonstruktions-

behandlings ophør. Tilsvarende gælder, hvor en rekonstruktionsbehandling ophører inden ved-

tagelsen af en rekonstruktionsplan.

Omvendt finder Konkursrådet, at det ikke er nødvendigt at give fritstillede ansatte ret til udbe-

taling, selv om der er nedlagt et fyldestgørelsesforbud, som også omfatter arbejdstagertilgode-

havender. Dette skyldes, at arbejdstagere som andre fordringshavere har mulighed for at ind-

give konkursbegæring og dermed tvinge skyldneren over i rekonstruktionsbehandling med

deraf følgende udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond.

Konkursrådet lægger i samme retning vægt på, at hensynet til Lønmodtagernes Garantifonds

administration taler imod at gøre et fyldestgørelsesforbud nedlagt under forebyggende rekon-

struktionsbehandling til udbetalingsgrund.

Hertil kommer, at forebyggende rekonstruktionsbehandling kan anvendes af skyldnere, der

alene har sandsynlighed for insolvens, hvilket øger sandsynligheden for, at skyldneren ved op-

høret af behandlingen er solvent (eventuelt som følge af en akkord), hvilket vil medføre, at

175

Lønmodtagerens Garantifond vil kunne blive påført omkostninger til inddrivelse af de udbetalte

beløb hos skyldneren.

Det er Konkursrådets vurdering, at der samlet set er mest, som taler for ikke at give fritstillede

ansatte ret til udbetaling under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Fritstillede ansatte

med tilgodehavender må således i stedet indgive konkursbegæring og dermed tvinge skyldne-

ren over i rekonstruktionsbehandling, hvorefter der kan ske udbetaling fra Lønmodtagernes Ga-

rantifond.

En sådan ordning er efter Konkursrådets opfattelse tilstrækkelig til at opfylde kravene til be-

skyttelse af arbejdstagertilgodehavender i direktivets artikel 6, stk. 5. Arbejdstagertilgodeha-

vender vil således også kunne omfattes af et fyldestgørelsesforbud nedlagt under forebyggende

rekonstruktionsbehandling.

For så vidt angår ansatte overdraget i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse under fore-

byggende rekonstruktion, finder Konkursrådet, at der, uanset at forebyggende rekonstruktions-

behandling i relation til virksomhedsoverdragelsesloven ikke sidestilles med rekonstruktions-

behandling, jf. kapitel 15, afsnit 2.2.1, ikke bør indføres regler om, at sådanne ansatte kan kræve

restancer betalt af Lønmodtagernes Garantifond allerede under den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling. I så fald ville overdragne ansatte blive stillet bedre end fritstillede ansatte, som

må afvente udbetaling, indtil der indledes rekonstruktionsbehandling eller konkurs, jf. ovenfor.

Det synes derfor rimeligst at opretholde, at overdragne ansatte også først kan kræve betaling af

Lønmodtagernes Garantifond, når der indledes rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

I relation til låneadgangen i lov om Lønmodtagernes Garantifond, finder Konkursrådet ligele-

des, at den ovenfor nævnte sandsynlighed for, at fonden vil få omkostninger til at inddrive lån

ydet til skyldnere, der bliver solvente, taler imod at indføre en låneadgang under forebyggende

rekonstruktionsbehandling. En udvidelse af lånemuligheden vil i øvrigt medføre, at der skulle

laves komplekse regler om samspillet mellem låneadgang under forebyggende rekonstruktions-

behandling og rekonstruktionsbehandling, idet der samlet set ikke bør kunne lånes mere end

efter de nugældende regler. Der ses da heller ikke at være tungtvejende argumenter for at udvide

låneadgangen til at gælde under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder henset

til, at en skyldner, der har brug for et lån i Lønmodtagernes Garantifond, vil kunne opnå dette

ved anmode om behandling efter de eksisterende regler om rekonstruktion. Samlet set taler

mest således for ikke at give adgang til lån i Lønmodtagernes Garantifond under forebyggende

rekonstruktionsbehandling.

176

Samlet vurderes Konkursrådet således, at der ikke er behov for at foretage ændringer i lov om

Lønmodtagernes Garantifond som følge af de nye regler om en forebyggende rekonstruktions-

procedure.

177

Kapitel 16

Gensidigt bebyrdende aftaler

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Begrebet gensidigt bebyrdende aftale

Som en gensidigt bebyrdende aftale anses efter rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel

2, stk. 1, nr. 5, en aftale mellem en skyldner og en eller flere fordringshavere, i henhold til

hvilken der stadig påhviler parterne forpligtelser på det tidspunkt, hvor et fyldestgørelsesforbud

nedlægges eller anvendes.

Direktivets præambelbetragtning nr. 41 nævner som typiske eksempler leasing- og licensafta-

ler, langsigtede leveringsaftaler og franchiseaftaler.

1.1.2 Retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud i relation til gensidigt bebyrdende af-

taler

Medlemsstaterne skal fastsætte regler, der forhindrer fordringshavere omfattet af et fyldestgø-

relsesforbud i at tilbageholde en ydelse eller ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde

ændre væsentlige gensidigt bebyrdende aftaler vedrørende gæld, der er opstået, før fyldestgø-

relsesforbuddet blev nedlagt, til skade for skyldner alene på grund af, at gælden ikke er blevet

betalt af skyldneren. Dette er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne giver sådanne for-

dringshavere passende garantier med henblik på at forhindre, at de lider urimelig skade som

følge heraf, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 7, stk. 4.

Medlemsstaterne bør modsætningsvis ikke opstille regler, som forhindrer sådanne fordringsha-

vere i at tilbageholde en ydelse eller ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde ændre

væsentlige gensidigt bebyrdende aftaler vedrørende gæld, der er opstået før fyldestgørelsesfor-

buddet blev nedlagt, i tilfælde, hvor skyldneren ikke opfylder de af sine forpligtelser i henhold

til sådanne aftaler, der forfalder efter nedlæggelsen af fyldestgørelsesforbuddet, jf. direktivets

artikel 7, stk. 4, sammenholdt med præambelbetragtning nr. 41.

178

Medlemsstaterne kan bestemme, at ovenstående også skal finde anvendelse på ikkevæsentlige

gensidigt bebyrdende aftaler, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

Det følger af direktivets artikel 7, stk. 6, at medlemsstaterne kan fastsætte, at et fyldestgørel-

sesforbud ikke finder anvendelse på visse aftaler på finansielle markeder, energimarkeder og

råvaremarkeder.

1.1.3 Ipso facto-klausuler

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet beskriver i præambelbetragtning nr. 40 muligheden

for, at nogle af skyldnerens leverandører på det tidspunkt, hvor skyldneren bliver genstand for

en insolvensprocedure eller ansøger om forebyggende rekonstruktionsforanstaltninger, kan

have kontraktlige rettigheder i form af såkaldte ipso facto-klausuler, som berettiger dem til at

ophæve kontrakten alene på grund af disse forhold, selv om skyldneren behørigt har opfyldt

sine forpligtelser.

En sådan tidlig ophævelse af kontrakten kan ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 40 få

negativ indvirkning på skyldners virksomhed og en vellykket redning af denne. Dette gør sig

særligt gældende i relation til kontrakter om væsentlige leverancer af betydning for driften så

som gas, elektricitet, vand, telekommunikation og betalingskorttjenester, jf. direktivets præam-

belbetragtning nr. 41.

Direktivets artikel 7, stk. 5, fastsætter på denne baggrund, at det skal sikres, at fordringshavere

ikke ved at indføre klausuler herom i en aftale med skyldneren har ret til at tilbageholde ydelsen

eller ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde ændre gensidigt bebyrdende aftaler til

skade for skyldner alene på grund af en begæring om indledning af forebyggende rekonstruk-

tion, en begæring om et fyldestgørelsesforbud, indledning af forebyggende rekonstruktion eller

nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Skyldnerens ret til at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler under rekonstrukti-

onsbehandling

Skyldneren kan videreføre en gensidigt bebyrdende aftale under en rekonstruktionsbehandling,

såfremt rekonstruktøren samtykker heri, jf. konkurslovens § 12 o, stk. 1, 1. pkt. Denne adgang

omfatter efter konkurslovens § 12 o, stk. 1, 2. pkt., også aftaler, som medkontrahenten inden

179

for de seneste fire uger før, rekonstruktionsbehandlingen iværksættes, har ophævet på grund af

skyldnerens misligholdelse, medmindre medkontrahenten har disponeret i henhold til ophævel-

sen.

Skyldneren kan dog ikke uden medkontrahentens samtykke videreføre en aftale, hvis medkon-

trahenten bortset fra rekonstruktionsbehandlingen havde adgang til at hæve aftalen af andre

årsager end skyldnerens forsinkelse med egen ydelse, jf. konkurslovens § 12 o, stk. 2.

Medkontrahenten kan med hjemmel i konkurslovens § 12 o, stk. 3, forlange, at skyldneren uden

ugrundet ophold tager stilling til, om en gensidigt bebyrdende aftale skal videreføres. For ar-

bejdsaftaler med ansatte i skyldnerens virksomhed gælder dette dog først efter udløbet af fristen

i konkurslovens § 12 u, stk. 1, 1. pkt.

1.2.2 Skyldnerens adgang til at opsige løbende aftaler

Det fremgår af konkurslovens § 12 o, stk. 4, at løbende aftaler, der er videreført efter konkurs-

lovens § 12 o, stk. 1, altid kan opsiges af skyldneren med rekonstruktørens samtykke med en

måneds varsel.

Medkontrahenten kan i et sådant tilfælde kræve erstatning for tab, ved at opsigelsen er sket med

forkortet varsel, medmindre andet følger af konkurslovens § 12 t.

1.2.3 Skyldnerens adgang til at opsige aftaler om et vedvarende retsforhold

Skyldneren kan opsige aftaler om et vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt var-

sel, selv om længere varsel eller uopsigelighed er aftalt, når rekonstruktøren samtykker hertil.

Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod skyldnerens fordringshavere ved ting-

lysning eller anden lignende offentlig registrering, jf. konkurslovens § 12 t, stk. 1.

Når særlige grunde taler derfor, kan medkontrahenten kræve det derved forvoldte tab erstattet

af skyldneren, jf. konkurslovens § 12 t, stk. 2.

1.2.4 Særligt om videreførelse af arbejdsaftaler

Af konkurslovens § 12 u, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at hvis skyldneren inden 14 dage efter rekon-

struktionsbehandlingens indledning erklærer ikke at ville videreføre en arbejdsaftale med en

ansat i skyldnerens virksomhed, jf. konkurslovens § 12 o, er kravet på arbejdsvederlag for tiden

180

efter rekonstruktionsbehandlingens indledning stillet som vederlag for den forudgående peri-

ode.

Dette gælder efter konkurslovens § 12 u, stk. 1, 2. pkt., dog ikke krav på vederlag for den tid,

den ansatte faktisk har udført arbejde for skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen, idet

et sådant vederlag er omfattet af konkurslovens § 94.

Afgiver skyldneren først efter 14-dagesfristens udløb erklæring om ikke at ville videreføre ar-

bejdsaftalen, er kravet for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning til afgivelsen af

skyldnerens erklæring omfattet af konkurslovens § 94, jf. konkurslovens § 12 u, stk. 1, sidste

pkt.

Det følger af konkurslovens § 12 o, stk. 3, at arbejdstagere først efter udløbet af 14-dagesfristen

kan forlange, at skyldneren uden ugrundet ophold tager stilling til, om arbejdsaftalen skal vide-

reføres.

Den ansatte kan hæve arbejdsaftalen, hvis den af rekonstruktionen følgende ændring af arbejds-

forholdene giver den pågældende særlig grund hertil, jf. konkurslovens § 12 u, stk. 2.

1.2.5 Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler

Videreføres en aftale efter konkurslovens § 12 o, omfattes medkontrahentens krav af konkurs-

lovens § 94, jf. konkurslovens § 12 p, stk. 1. Dette gælder, for så vidt angår løbende aftaler dog

alene medkontrahentens krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. § 12

p, stk. 2. Medkontrahentens krav for tiden efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes

ikke af konkurslovens § 94.

Hvis der er tale om en aftale om successive ydelser (rammeaftale mv.) kan det i medfør af

konkurslovens § 12 p, stk. 1, diskuteres, om videreførelse medfører, at samtlige krav vedrørende

aftalen får § 94-status, eller om det kun gælder krav vedrørende leverancer foretaget under re-

konstruktionsbehandlingen. Dette afhænger af, om aftalen anses for én aftale med den virkning,

at samtlige krav vedrørende aftalen anses for konnekse og stiftet ved aftalens indgåelse, eller

om aftalen kun anses for en ”paraply” med den virkning, at de enkelte leverancer anses for

separate aftaler, der ikke er indbyrdes konnekse.

Sidstnævnte er den mest rekonstruktionsfremmende løsning, idet den muliggør, at man kan

videreføre aftaler vedrørende leverancer under rekonstruktionsbehandlingen uden dermed at

pådrage sig § 94-status for krav vedrørende forudgående leverancer. Den løsning harmonerer

181

også bedst med lighedsprincippet, idet medkontrahenten i relation til leverancer foretaget inden

rekonstruktionsbehandlingen i almindelighed ikke bør behandles bedre end andre simple kre-

ditorer.

U 2021.114 H har imidlertid skabt tvivl om, hvorvidt ovenstående om successive aftaler er

gældende ret. Sagen vedrørte modregning, men kan have en afsmittende virkning på successive

aftaler generelt.

I sagen, som angik successive ydelser i form af opmagasinering, fandt Højesteret, at krav ved-

rørende aftalen var konnekse. Dette er i overensstemmelse med U 2011.1267 H, hvor Højesteret

ligeledes fandt, at der forelå konneksitet mellem krav vedrørende forskellige leverancer under

en aftale om successive ydelser. Sagen i U 2011.1267 H angik modregning over for tredjemand

og ikke modregning under insolvensbehandling.

Parterne var i U 2021.114 H enige om, at krav vedrørende opmagasinering inden fristdagen

skulle anses for stiftet inden fristdagen, mens krav vedrørende opmagasinering efter fristdagen

skulle anses stiftet efter fristdagen. Da Højesteret eksplicit nævner parternes enighed herom, er

det tvivlsomt, om denne del af afgørelsen har nogen præjudikatsværdi.

Hvis Højesteret anser krav vedrørende en aftale om successive ydelser for konnekse, må det ses

som udtryk for, at man anser aftalen for én aftale. Dette vil have den konsekvens, at man ved

videreførelse af en sådan aftale pådrager sig § 94-status for samtlige krav i medfør af aftalen,

herunder krav vedrørende perioden inden rekonstruktionsbehandlingen.

Medkontrahenten kan ikke kræve sikkerhedsstillelse for sine krav, når en gensidigt bebyrdende

aftale videreføres, jf. konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 1.

Medkontrahenten kan ligeledes ikke holde sin ydelse tilbage eller hindre dens overgivelse som

følge af rekonstruktionsbehandling eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt, når en gen-

sidigt bebyrdende aftale videreføres, jf. konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 2.

Ved videreførelse af en gensidigt bebyrdende aftale kan medkontrahenten ikke kræve, at skyld-

neren som følge af rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt

præsterer sin ydelse før forfaldstid, jf. konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 3.

Medkontrahenten kan ved videreførelse af en gensidigt bebyrdende aftale endvidere ikke hæve

aftalen som følge af forsinkelse med skyldnerens ydelse, medmindre medkontrahentens krav

på ydelsen omfattes af konkurslovens § 94, og skyldneren ikke præsterer ydelsen uden ugrundet

182

ophold efter videreførelsen af aftalen, jf. konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 4. Præsterer skyldne-

ren i et sådant tilfælde ikke sin ydelse uden ugrundet ophold, vil medkontrahenten kunne hæve

og kræve erstatning, hvilket erstatningskrav vil være omfattet af konkurslovens § 94.

Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og som vederlægges periodevis bagud, kan

efter konkurslovens § 12 q, stk. 2, kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed for det til

enhver tid først forfaldende vederlag, i det omfang det vedrører tiden efter rekonstruktionsbe-

handlingens indledning. Stilles en sådan sikkerhed ikke inden 14 dage eller, hvis tiden for den

ansattes ydelse til skyldneren er kommet, uden ugrundet ophold, kan den ansatte hæve arbejd-

saftalen.

1.2.6 Modregning i skyldnerens krav iht. videreført aftale

En fordringshaver kan ikke anvende et krav omfattet af § 97 til modregning i skyldnerens krav

i medfør af en aftale, der er videreført efter § 12 o, jf. konkurslovens § 12 g, stk. 3.

Højesteret har i U 2021.114 H fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser retten til konneks mod-

regning. I sagen kunne et § 97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstruktionsbehand-

lingens indledning således modregnes i skyldnerens krav på vederlag for opmagasinering i re-

konstruktionsbehandlingsperioden.

Som beskrevet i kapitel 16, afsnit 1.2.5, angik U 2021.114 H en aftale om successiv levering af

opmagasineringsydelser. Sagen må imidlertid også have præjudikatsværdi i relation til aftaler

om løbende ydelser, da Højesteret generelt har fastslået, at konkurslovens § 12 g, stk. 3, ikke

hindrer konneks modregning.

Hvis en skyldner viderefører en aftale om en løbende ydelse, må det således antages, at med-

kontrahenten kan modregne et § 97-krav fra perioden før rekonstruktionsbehandlingens indled-

ning i skyldnerens tilgodehavende for perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.

1.2.7 Retsvirkninger af ikke at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler

Videreføres en gensidigt bebyrdende aftale ikke efter konkurslovens § 12 o, således at medkon-

trahentens krav dermed er omfattet af konkurslovens § 94, kan medkontrahenten hæve aftalen,

jf. konkurslovens § 12 r, stk. 1.

Medkontrahenten kan i et sådant tilfælde efter almindelige obligationsretlige regler kræve sin

positive opfyldelsesinteresse erstattet, medmindre andet følger af konkurslovens § 12 t.

183

En medkontrahent, som helt eller delvist har erlagt sin ydelse, kan kun hæve en ikke videreført

gensidigt bebyrdende aftale og kræve det erlagte tilbage, hvis reglerne om vedkommende rets-

forhold berettiger den pågældende til det, jf. konkurslovens § 12 r, stk. 2.

Har medkontrahenten efter rekonstruktionsbehandlingens indledning overgivet en ydelse til

skyldneren, for hvilken der skal svares vederlag, kan medkontrahenten kræve ydelsen tilbage,

jf. konkurslovens § 12 s, stk. 1, når aftalen ikke videreføres. Er der under rekonstruktionsbe-

handlingen rådet over ydelsen på en sådan måde, at den ikke kan tilbageleveres i væsentlig

uforandret stand, omfattes medkontrahentens krav af konkurslovens § 94.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1.Reguleringen af skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler under forebyggende rekon-

struktionsbehandling

Konkursrådet finder på baggrund af direktivet, at der er behov for regler, der regulerer skyld-

nerens gensidigt bebyrdende aftaler under forebyggende rekonstruktionsbehandlingen. De hen-

syn, der ligger bag direktivets regler om gensidigt bebyrdende aftaler, svarer til de hensyn, der

ligger bag konkurslovens regler, der regulerer gensidigt bebyrdende aftaler under rekonstrukti-

onsbehandling. På denne baggrund og ud fra hensynet til, at der gælder ensartede regelsæt under

rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling, finder Konkursrådet,

at der som udgangspunkt bør gælde samme regler om gensidigt bebyrdende aftaler under hen-

holdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktionsbehandling. Der er imid-

lertid den afgørende forskel, at en skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke

nødvendigvis er insolvent, og at der ikke altid vil være fyldestgørelsesforbud og dermed heller

ikke være etableret fristdag under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Disse forhold

bevirker efter Konkursrådets opfattelse, at der må gøres visse undtagelser til udgangspunktet

om, at der bør gælde samme regler under rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekon-

struktionsbehandling.

Konkursrådet finder på denne baggrund ikke, at reglen i konkurslovens § 12 o i sin helhed bør

gælde tilsvarende under forebyggende rekonstruktionsbehandling. Når skyldneren ikke nød-

vendigvis er insolvent, bør der ikke være adgang til at ”genoplive” ophævede aftaler efter kon-

kurslovens § 12 o, stk. 1. Endvidere bør medkontrahenten ikke kunne forlange, at skyldneren

tager stilling til, om aftalen videreføres. Konkursrådet foreslår derfor, at der under forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling i stedet skal gælde en regel om, at medkontrahenten ikke kan

184

ophæve aftalen som følge af, at skyldneren er under forebyggende rekonstruktionsbehandling

eller har indgivet begæring herom. Bestemmelsen, der skal gælde uanset modstående bestem-

melse i den gensidigt bebyrdende aftale, gennemfører direktivets artikel 7, stk. 5, hvorefter ipso

facto klausuler ikke skal kunne gøres gældende over for medkontrahenten.

En sådan regel er dog efter Konkursrådets opfattelse ikke tilstrækkelig til at varetage hensynet

til at opnå rekonstruktion under forebyggende rekonstruktionsbehandling. Hvis der ikke gælder

regler, der giver mulighed for at videreføre aftaler, vil medkontrahenten kunne udøve alminde-

lige obligationsretlige beføjelser, herunder de som følger af købelovens § 39 og obligationsret-

tens regler om anticiperet misligholdelse. Konkursrådet finder derfor, at der – som parallel til

mulighed for at opnå ny finansiering med § 94-status – bør være mulighed for at videreføre

aftaler, hvis der er nedlagt fyldestgørelsesforbud og dermed er etableret fristdag.

Det er en betingelse for at videreføre aftalen, at rekonstruktøren udtrykkeligt samtykker hertil.

Konkursrådet finder under hensyntagen til, at skyldneren ikke nødvendigvis er insolvent, at

medkontrahenten – ligesom i tilfælde af konkursbehandling – bør bevare sin ret til at hæve

aftalen som følge af forudgående væsentlig misligholdelse, uanset om denne misligholdelse

består i forsinkelse. Det vil således være indgribende over for medkontrahenten, hvis en solvent

skyldner skal kunne afskære medkontrahentens mulighed for at ophæve en aftale. Hvis skyld-

neren viser sig at være insolvent, vil skyldneren have mulighed for at indgive en begæring om

rekonstruktionsbehandling og på den måde hindre en ophævelse af aftalen. Konkursrådet fore-

slår følgelig, at konkurslovens § 58, stk. 2, skal finde tilsvarende anvendelse under forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling. Det afgørende tidspunkt bør i denne sammenhæng være tids-

punktet for iværksættelsen af fyldestgørelsesforbuddet.

Hvis medkontrahenten ikke har hæveadgang som følge af en sådan forudgående misligholdelse,

finder Konkursrådet, at reglerne i konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, jf. dog stk. 2, skal finde

tilsvarende anvendelse og dermed begrænse medkontrahentens beføjelser, hvis aftalen videre-

føres.

Endvidere foreslår Konkursrådet, at reglerne i konkurslovens § 12 p om retsvirkningerne af

videreførelse skal finde tilsvarende anvendelse på en aftale, der videreføres under en forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling. Er der tale om en aftale om en løbende ydelse, foreslås det,

at konkurslovens § 12 o, stk. 4, endvidere skal finde tilsvarende anvendelse, således at aftalen

kan opsiges med en måneds varsel.

185

Hvis skyldneren ikke viderefører en aftale, afgøres det efter de obligationsretlige regler, hvilke

beføjelser medkontrahenten kan udøve over for skyldneren, jf. dog den foreslåede regel om at

ophævelse ikke kan ske som følge af den forebyggende rekonstruktionsbehandling. Reglen i

konkurslovens § 12 r, stk. 1, foreslås således ikke overført til forebyggende rekonstruktionsbe-

handling. Konkursrådet finder dog, at konkurslovens § 12 s bør finde anvendelse under en fo-

rebyggende rekonstruktionsbehandling, når der er nedlagt fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet

finder derimod ikke, at konkurslovens § 12 s skal kunne finde anvendelse under en forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, når der ikke er nedlagt fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet

har i den forbindelse lagt vægt på, at man kan sammenligne en forebyggende rekonstruktions-

behandling uden et fyldestgørelsesforbud med en udenretlig rekonstruktion. Ved en udenretlig

rekonstruktion vil medkontrahenten ikke kunne kræve ydelsen leveret tilbage, medmindre de

obligationsretlige betingelser for et krav på tilbagelevering er opfyldt.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det ovenfor beskrevne bør finde anvendelse, medmindre

andet følger af andre lovbestemmelser. Det skal dog – ligesom under rekonstruktionsbehand-

ling – være muligt at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler i forebyggende rekonstruktion,

når der er nedlagt fyldestgørelsesforbud, uanset købelovens regler.

Konkursrådet har overvejet om retsforholdets beskaffenhed bør kunne begrunde, at en gensidigt

bebyrdende aftale ikke skal kunne videreføres under forebyggende rekonstruktion. Det er Kon-

kursrådets opfattelse, at dette spørgsmål særligt påkalder sig interesse i forhold til videreførelse

af kreditaftaler med banken, som f.eks. en kassekredit, hvor skyldneren kan have en uudnyttet

trækningsret.

På den ene side er formålet med forebyggende rekonstruktionsbehandling at redde og videre-

føre virksomheden, og medkontrahentens stilling vil derfor ikke nødvendigvis blive dårligere

af, at skyldneren får lov til at videreføre en aftale om f.eks. en trækningsret på en uudnyttet

kassekredit. Derudover vil det være af væsentlig betydning for skyldnerens mulighed for over-

levelse fortsat at have adgang til likviditet. Omvendt bør det ikke være muligt for en skyldner

at låne flere penge ved yderligere træk på en kassekredit, hvis det er sandsynligt, at skyldneren

bliver insolvent, eller skyldneren ligefrem er insolvent.

Konkursrådet finder herefter, at retsforholdets beskaffenhed også skal begrænse muligheden

for at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler i forebyggende rekonstruktion i samme omfang

som under en rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder ikke, at reglerne om insolvensregulering i konkurslovens § 12 t bør finde

anvendelse under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet finder, at det vil

186

være for vidtgående at give adgang til insolvensregulering, når skyldneren ikke nødvendigvis

er insolvent. Følgelig vil der heller ikke ved opsigelse af en aftale efter den foreslåede § 9 e,

stk. 2, jf. § 12 o, stk. 4, kunne ske insolvensregulering under den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling af medkontrahentens erstatningskrav efter sidste led i § 12 o, stk. 4. Hvis skyld-

neren er insolvent, og insolvensregulering har væsentlig betydning for mulighederne for at opnå

en rekonstruktion, må skyldneren således begære rekonstruktionsbehandling.

2.2 Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler

Konkursrådet finder nævnt i kapitel 15, afsnit 2.1, at reglerne i konkurslovens § 12 p om rets-

virkningerne af videreførelse af en gensidigt bebyrdende aftale bør finde tilsvarende anvendelse

i en forebyggende rekonstruktionsbehandling, således at medkontrahenten opnår § 94-status for

sit krav.

Konkursrådet finder, at der er et behov for at ændre konkurslovens § 12 p, dvs. ændre reglerne

om retsvirkningen af videreførelse både under rekonstruktionsbehandling og forebyggende re-

konstruktionsbehandling.

Hvad angår retsvirkningen af en videreførelse af en aftale om en løbende ydelse, følger det af

konkurslovens § 12 p, stk. 2, at medkontrahenten har § 94-status for krav for tiden efter rekon-

struktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse. Ordlyden af bestemmelsen

svarer ikke helt til den tilsvarende regel om konkurs i konkurslovens § 56, stk. 2, der hjemler

massekravstatus for medkontrahentens vederlag for tiden efter konkursdekretet og indtil en

eventuel opsigelse. Konkursrådet er opmærksom på, at Østre Landsret har afsagt to domme om

sidstnævnte bestemmelse, hvori det er fastslået, at krav på henholdsvis en stay-on bonus og et

indretningstilskud ikke kan anses som periodiske vederlag og derfor ikke omfattes af konkurs-

lovens § 56, stk. 2. I afgørelserne blev det implicit lagt til grund, at de nævnte krav heller ikke

havde § 93-status efter konkurslovens § 56, stk. 1. Der henvises nærmere til Østre Landsrets

domme af den 8. november 2021 i Sag BS-41244/2020 og Sag BS-39950/2020.

Konkursrådet finder, at resultatet i de to afgørelser er korrekt og udtryk for en hensigtsmæssig

retstilstand. Imidlertid bemærker Konkursrådet, at man ikke nødvendigvis ville være nået til

samme resultat, hvis der havde været tale om aftaler, der var videreført under en rekonstrukti-

onsbehandling, da ordet ”krav” i konkurslovens § 12 p, stk. 2, kan forstås bredere end (perio-

disk) vederlag. Konkursrådet foreslår derfor, at man også anvender udtrykket ”vederlag” i kon-

kurslovens § 12 p, stk. 2. Konkursrådet finder i øvrigt, at det bør præciseres i konkurslovens §

12 p, stk. 2, og § 56, stk. 2, at disse bestemmelser udtømmende regulerer medkontrahentens

187

stilling, når der er tale om en løbende ydelse. I den forbindelse finder Konkursrådet, at med-

kontrahenten tillige bør have § 94-status for krav, som skyldes skyldnerens faktiske dispositio-

ner under rekonstruktionsbehandlingen, henholdsvis § 93-status for krav, der skyldes faktiske

dispositioner foretaget af konkursboet. Det vil eksempelvis medføre, at hvis skyldneren vide-

refører en lejeaftale, vil krav vedrørende skyldnerens beskadigelse af det lejede under rekon-

struktionsbehandlingen være et § 94-krav. Derimod vil et krav vedrørende en skade, der er sket

inden rekonstruktionsbehandlingen, ikke være et § 94-krav, uanset at det lejede først tilbagegi-

ves til medkontrahenten under rekonstruktionsbehandling, og medkontrahenten først på dette

tidspunkt konstaterer skaden. En stay-on bonus vil ikke have § 94-status, hvis den er tilsagt

inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, uanset at denne bonus er betinget af, at den

ansatte udfører arbejde i en periode, der først udløber under rekonstruktionsbehandlingen.

Konkursrådet bemærker endvidere, at U 2021.114 H har skabt tvivl om, hvorvidt videreførelse

af en aftale om successive ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen får § 94-status,

eller om det alene gælder krav vedrørende ydelser præsteret under rekonstruktionsbehandlin-

gen. Tilsvarende tvivl gælder med hensyn til retsvirkningerne af et konkursbos indtræden i en

aftale om successive ydelser.

Konkursrådet har overvejet, hvad der nærmere skal forstås ved successive ydelser kontra en

delydelse.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en successiv ydelse er kendetegnet ved, at ydelsen kan stå

alene. Der kan eksempelvis være indgået en aftale mellem skyldneren og medkontrahenten om,

at medkontrahenten skal levere varer til skyldneren efterhånden. En delydelse kan derimod ikke

stå alene. Hvis der eksempelvis skal leveres et tag til et hus, som opføres af et typehusfirma, vil

der ikke være tale om en successiv ydelse, da leveringen af huset uden tag ikke kan stå alene.

Konkursrådet finder, at såfremt en aftale angår successive ydelser, bør den del af medkontra-

hentens krav, der vedrører ydelser præsteret efter rekonstruktionsbehandlingens indledning,

omfattes af § 94. Dette bør tilsvarende gælde i en forebyggende rekonstruktion og konkurs,

hvor det i konkurs vil være omfattet af § 93. Konkursrådet finder derimod ikke, at en viderefø-

relse af en aftale, der angår successive ydelser, skal medføre § 94-status for krav vedrørende

ydelser præsteret før rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Det er Konkursrådets vurdering, at det anførte om successive ydelser bør gælde, uanset om alle

medkontrahentens krav hidrørende fra aftalen anses som ét (konnekst) krav. Det bør også

gælde, uanset om medkontrahentens ydelse har karakter af en vare eller en tjenesteydelse.

188

Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at det ovenfor anførte om successive ydelser bør

gælde, uanset om det er medkontrahenten eller skyldneren, der skal levere realydelsen. Situati-

onen kunne eksempelvis være, at skyldneren månedligt leverer varer til medkontrahenten. Hvis

aftalen videreføres, omfattes medkontrahentens krav vedrørende varer leveret under rekon-

struktionsbehandlingen af § 94, dvs. såvel kravet på naturalopfyldelse som et eventuelt erstat-

ningskrav vedrørende disse varer. Et erstatningskrav vedrørende varer leveret inden den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen bør derimod ikke have

§ 94-status.

Konkursrådet har overvejet, om der bør gøres en undtagelse til det ovenfor beskrevne, hvis

aftalen om successive ydelser fastsætter en minimumsaftageforpligtelse.

På den ene side kan der argumenteres for, at hvis medkontrahenten eksempelvis har forpligtet

sig til at bestille mindst 1 palle varer pr. måned i 5 måneder, bør situationen ikke behandles

anderledes end, hvis medkontrahenten på én gang havde bestilt 5 paller varer. Følgelig kunne

det overvejes, om medkontrahenten bør have § 94-status for krav vedrørende samtlige 5 paller,

uanset om kun 2 af disse er leveret under rekonstruktionsbehandlingen. I modsat fald vil med-

kontrahentens eventuelle erstatningskrav for de 3 paller, der blev leveret inden rekonstruktions-

behandlingen, ikke kunne kræves dækket som § 94-krav, uanset at medkontrahenten skal betale

for de 2 øvrige paller. På den anden side kan der argumenteres for, at dette netop er en hensigts-

mæssig retstilstand, da § 94-status alene bør haves i relation til ydelser, der er leveret under

rekonstruktionsbehandlingen, og at situationen derfor adskiller sig fra tilfældet, hvor der på én

gang bestilles 5 paller.

Konkursrådet finder, at der ikke bør gøres en undtagelse i forhold til aftaler om successive

ydelser, der fastsætter en minimumsaftageforpligtelse, hvorfor det i disse aftaler også bør

gælde, at det kun er krav vedrørende ydelser, der er eller skulle præsteres under rekonstrukti-

onsbehandlingen, som bør have § 94-status.

Konkursrådet bemærker, at det ovenfor foreslået kan medføre, at medkontrahenten stilles rin-

gere under insolvensbehandling end i forhold til skyldnerens transportshavere efter gældsbrevs-

loven, jf. U 2011.1267 H.

Hvis dette skal undgås, vil Konkursrådet skulle fremsætte et forslag om en mere generel regu-

lering af, hvornår krav ifølge aftaler om successive ydelser skal anses for konnekse, hvilket

synes at være for omfattende og vidtgående at gøre. Der findes i øvrigt andre eksempler på, at

189

retsstillingen under insolvensbehandling adskiller sig for retsstillingen i forhold til transportha-

vere. Dette gælder eksempelvis reglen i konkurslovens § 12 o om adgang til ”genoplivning” af

ophævede aftaler.

Konkursrådet finder derfor ikke, at der er noget påtrængende behov for at gå videre end at

foreslå insolvensretlig regulering.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det reguleres i konkurslovens § 12 p og den tilsva-

rende regel i konkurslovens § 56, i hvilket omfang der er § 94-status henholdsvis § 93-status

for krav ifølge en aftale om successive ydelser.

2.3 Modregning i skyldnerens krav iht. videreført aftale

Videreføres aftale om løbende eller successive ydelser under en rekonstruktionsbehandling, vil

det ofte resultere i, at skyldneren får et krav mod medkontrahenten vedrørende perioden efter

rekonstruktionsbehandlingens indledning. Det er Konkursrådets opfattelse, at dette krav bør

komme alle fordringshavere til gode, således at det beløb, som medkontrahenten skal betale,

bør fordeles efter konkurs- eller rekonstruktionsordenen. Kravet bør således ikke kunne opfyl-

des ved, at medkontrahenten modregner med krav, som denne måtte have for perioden inden

rekonstruktionsbehandlingen. Det er derfor bestemt i konkurslovens § 12 g, stk. 3, at medkon-

trahenten ikke kan modregne et § 97-krav i dennes gæld i henhold til en videreført aftale.

Som beskrevet i kapitel 16, afsnit 1.2.5, har Højesteret i U 2021.114 H fundet, at § 12 g, stk. 3,

ikke begrænser retten til konneks modregning. Det er Konkursrådets opfattelse, at denne rets-

tilstand er uhensigtsmæssig og strider mod formålet med konkurslovens § 12 g, stk. 3.

Selvom der som foreslået i afsnit 2.2 indføres regler om, at der alene haves § 94-krav for ydelser

præsteret under rekonstruktionsbehandlingen, løser det ikke modregningsproblemet. I modreg-

ningssituationen er der således ikke tale om at afgøre, om medkontrahenten har et § 94-krav,

men derimod om medkontrahenten har en gæld vedrørende rekonstruktionsperioden, som søges

berigtiget ved modregning.

Konkursrådet finder på den baggrund, at modregningsbegrænsningen i konkurslovens § 12 g,

stk. 3, bør gælde for krav vedrørende løbende eller successive ydelser, uanset om kravene er

konnekse. Konkursrådet finder endvidere, at dette også bør gælde under forebyggende rekon-

struktionsbehandling. I forhold til hvad der skal forstås ved successive ydelser henvises til afsnit

2.2.

190

Konkursrådet bemærker, at dette ikke bør indebære en ændring af, hvad der forstås ved kon-

neksitet, men bør blot udvide konkurslovens § 12 g, stk. 3, til at gælde for løbende eller succes-

sive ydelser.

Konkursrådet bemærker endvidere, at hvis domstolene fortsat anser krav vedrørende samme

aftale om successive ydelser (rammeaftaler mv.) for konnekse, er det nærliggende at antage, at

man også vil anse kravene for stiftet samtidigt, hvilket vil sige ved aftalens indgåelse. Dermed

er udgangspunktet, at der kan ske modregning, jf. konkurslovens § 12 g, jf. § 42, stk. 1 og 2.

Konkurslovens § 12 g, stk. 3, indeholder imidlertid en undtagelse til dette udgangspunkt, hvor-

for det vil være tilstrækkeligt, at § 12 g, stk. 3, hindrer konneks modregning med et § 97-krav i

et krav, som tilkommer skyldneren vedrørende perioden efter rekonstruktionsbehandlingen.

Konkursrådet har i lyset af U 2021.114 H overvejet, om der i konkurslovens bør indføres en

generel begrænsning i konkurslovens § 12 g til konneks modregning i forhold til videreførte

aftaler.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det vil være for vidtgående at udstrække denne ændring til

enkeltstående aftaler, der ikke har karakter af successive ydelser. Konsekvensen vil være, at en

skyldner – f.eks. en entreprenør – ville kunne videreføre en aftale om opførelse af et sommerhus

og kræve effektiv betaling for den del af arbejdet, der udføres under rekonstruktionsbehandlin-

gen, uden at medkontrahenten – f.eks. bygherren – ville kunne foretage modregning heri med

krav vedrørende mangler og forsinkelse ved arbejdet udført inden rekonstruktionsbehandlin-

gen.

Derudover vil en generel udvidelse af konkurslovens § 12 g kunne have utilsigtede virkninger.

Det vil eksempelvis nødvendiggøre overvejelser om, hvorvidt man ønsker at fravige den rets-

tilstand, som Højesteret i U 2016.3724 H har fastlagt vedrørende konneks modregning med

momskrav.

Konkursrådet finder, at de hensyn, der taler for den nævnte ændring af § 12 g, gør sig tilsvarende

gældende i relation til modregning i konkurs. Konkursrådet foreslår følgelig, at konkurslovens

§ 42 ændres således, at modregning i gæld vedrørende aftaler, der angår løbende eller succes-

sive ydelser, og som konkursboet er indtrådt i, bør begrænses i samme omfang som modregning

i gæld vedrørende sådanne aftaler, der er videreført under en rekonstruktionsbehandling. Hvis

medkontrahenten under en forudgående rekonstruktionsbehandling eller forebyggende rekon-

struktionsbehandling er kommet i gæld til skyldneren, bør denne gæld ikke efter konkursens

indtræden kunne opfyldes ved modregning med § 97-krav vedrørende den videreførte aftale.

191

Kapitel 17

Ny finansiering og midlertidig finansiering, herunder forholdet til virksom-

hedspant

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Finansiel bistand under rekonstruktionsforhandlingerne

En rekonstruktionsplans succes afhænger af, om der ydes finansiel bistand til skyldner til at

støtte dels virksomhedens drift under rekonstruktionsforhandlingerne, dels gennemførelsen af

rekonstruktionsplanen efter stadfæstelsen heraf, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets

præambelbetragtning nr. 66. Finansiel bistand bør i denne sammenhæng forstås bredt og her-

under i form af ydelse af penge eller garantier fra tredjemand og levering af materiel, lagerbe-

holdning, råvarer og forsyninger, f.eks. ved at indrømme skyldner en længere tilbagebetalings-

periode.

Risiko for anfægtelsessøgsmål mod ny finansiering og midlertidig finansiering samt en risiko

for, at nye långivere kan pådrage sig civilretlige, forvaltningsretlige eller strafferetlige sanktio-

ner for kreditgivning til skyldnere i finansielle vanskeligheder, kan bringe adgangen til den

finansiering, der er nødvendig for en vellykket forhandling om og gennemførelse af en rekon-

struktionsplan, i fare, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 67.

For at opmuntre nye långivere til at tage den øgede risiko ved at investere i en levedygtig skyld-

ner i finansielle vanskeligheder kan der være behov for yderligere incitamenter såsom i det

mindste at prioritere sådan finansiering højere end usikrede krav i forbindelse med senere in-

solvensprocedurer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 68.

Som ”ny finansiering” defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 7, enhver finansiel bistand, der

tilvejebringes af en eksisterende eller ny fordringshaver for at gennemføre en rekonstruktions-

plan, og som er omfattet af den pågældende rekonstruktionsplan.

Som ”midlertidig finansiering” defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 8, enhver ny finansiel

bistand, der tilvejebringes af en eksisterende eller ny fordringshaver, og som mindst omfatter

finansiel bistand under et fyldestgørelsesforbud og er rimelig og umiddelbart nødvendig for, at

192

skyldners virksomhed kan fortsætte sin drift eller for at bevare eller øge værdien af denne virk-

somhed.

1.1.2 Beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering

Medlemsstaterne skal af de ovenfor angivne grunde sikre, at ny finansiering og midlertidig

finansiering beskyttes i passende omfang, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel

17, stk. 1.

Beskyttelsen skal for det første i tilfælde af skyldnerens eventuelle senere insolvens som mini-

mum indebære, at finansieringen ikke erklæres ugyldig, omstødelig eller umulig at håndhæve,

jf. direktivets artikel 17, stk. 1, litra a.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at dette kun gælder i relation til ny finansiering, hvis rekon-

struktionsplanen er blevet stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndighed, jf. direktivets

artikel 17, stk. 2, og/eller at dette kun gælder i relation til midlertidig finansiering, når denne

ydes efter, at skyldner er blevet ude af stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder

(insolvenstidspunktet), jf. direktivets artikel 17, stk. 3.

Ved ydelse af midlertidig finansiering ved parterne ikke, om rekonstruktionsplanen i sidste ende

vil blive stadfæstet eller ej. Medlemsstaterne bør derfor ifølge direktivets præambelbetragtning

nr. 68 ikke være forpligtet til at begrænse beskyttelsen af midlertidig finansiering til tilfælde,

hvor planen vedtages af fordringshavere eller stadfæstes af en judiciel eller administrativ myn-

dighed.

Det skal for det andet som minimum sikres, at ydere af en sådan finansiering ikke kan pådrage

sig et civilretligt, administrativt eller strafferetligt ansvar med den begrundelse, at finansierin-

gen er skadelig for den samlede kreditormasse, medmindre der foreligger andre yderligere

grunde fastlagt i national ret, jf. direktivets artikel 17, stk. 1, litra b. Sådanne andre grunde kan

bl.a. omfatte svig, ond tro eller et særligt forhold mellem parterne, der kan være forbundet med

en interessekonflikt, såsom i tilfælde af dispositioner mellem nærtstående parter eller mellem

aktionærerne og virksomheden, og dispositioner, hvor en part har modtaget værdier eller sik-

kerhedsstillelse uden at have ret til det på dispositionstidspunktet eller med hensyn til den måde,

det er foregået på, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 67.

193

Medlemsstaterne kan herudover fastsætte, at ydere af ny finansiering eller midlertidig finansie-

ring ved senere insolvensprocedurer har fortrinsret til fyldestgørelse i forhold til andre for-

dringshavere, der ellers ville have foranstillede eller ligeværdige krav, jf. direktivets artikel 17,

stk. 4.

For at undgå et eventuelt misbrug er det kun finansiering, der er rimelig og umiddelbart nød-

vendig for fortsættelsen eller overlevelsen af skyldners virksomhed eller for at bevare eller for-

øge virksomhedens værdi i afventning af planens stadfæstelse, der bør beskyttes, jf. direktivets

præambelbetragtning nr. 68.

Medlemsstaterne bør kunne begrænse beskyttelsen af ny finansiering til tilfælde, hvor planen

stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed, og af midlertidig finansiering til til-

fælde, hvor den er underlagt en forudgående kontrol. En forudgående kontrolmekanisme for

midlertidig finansiering eller andre dispositioner kan udøves af en rekonstruktør, af et kreditor-

udvalg eller af en judiciel eller administrativ myndighed, jf. direktivets præambelbetragtning

nr. 68.

1.2 Konkursloven

Det følger af konkurslovens § 94, nr. 2, at anden gæld, som skyldneren efter fristdagen har

pådraget sig med samtykke af en rekonstruktør, der er beskikket af skifteretten, opnår fortrinsret

i prioritetsstillingen mellem fordringshaverne i en rekonstruktion. Denne gæld skal således ind-

fries førend krav omfattet af §§ 95-98 kan indfries.

Bestemmelsen gør det muligt for skyldnere at påtage sig nye forpligtelser på kredit. Dette kom-

mer bl.a. til udtryk i konkurslovens § 12 s, hvor en ydelse, der skal svares vederlag for, og som

er overgivet til skyldneren efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, kan kræves tilbage.

Det gælder medmindre aftalen videreføres efter konkurslovens § 12 o. I dette tilfælde vil med-

kontrahenten opnå en fortrinsret for sit krav i medfør af konkurslovens § 12 o, jf. § 12 p, jf. §

94.

1.3 Tinglysningsloven

Det følger af tinglysningslovens § 47 c, stk. 1, at indehaveren af en erhvervsvirksomhed ved

anvendelse af skadesløsbrev eller ejerpantebrev kan underpantsætte, hvad virksomheden ejer

og fremtidig erhverver.

194

Efter tinglysningslovens § 47 f, stk. 2, omfatter virksomhedspant, der er stiftet inden skifteret-

tens beslutning om indledning af rekonstruktionsbehandling, ikke aktiver erhvervet efter be-

slutningen.

Bestemmelsen indebærer, at virksomhedspantet ”fryses” ved indledning af rekonstruktionsbe-

handling. Formålet er at sikre, at skyldnerens indtægter under rekonstruktionsbehandlingen

ikke anvendes til indkøb af aktiver, der omfattes af pantet, og som dermed fører til en styrkelse

af panthavers stilling.

Det følger endvidere af konkurslovens § 12 d, stk. 1, at skyldnerens adgang til at udskille aktiver

fra virksomhedspantet som led i regelmæssig drift af virksomheden ophører, når rekonstrukti-

onsbehandlingen er indledt.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Fortrinsret i relation til ny finansiering og midlertidig finansiering

Konkursrådet har overvejet, hvordan ny finansiering og midlertidig finansiering kan beskyttes

i overensstemmelse med direktivets krav herom.

Som beskrevet i kapitel 18, afsnit 2.2, finder Konkursrådet, at konkurslovens regler om omstø-

delse bør finde tilsvarende anvendelse i en forebyggende rekonstruktion, når der er stadfæstet

en tvangsakkord.

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 72, stk. 3, yder en passende beskyttelse mod omstø-

delse af gæld, som skyldneren med rekonstruktørens samtykke har stiftet efter fristdagen.

Som beskrevet i kapitel 18, afsnit 2.1, finder Konkursrådet, at fristdagen under en forebyggende

rekonstruktion bør være det tidspunkt, hvor der træffes bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Konkursrådet har overvejet, om det skal være muligt for skyldneren under en forebyggende

rekonstruktion at påtage sig gældsforpligtelser, som bør have fortrinsret i medfør af konkurslo-

vens § 94, nr. 2.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det vil være vanskeligt for en skyldner at opnå finansiering

af en nødlidende virksomhed, hvis ikke långiver kan opnå en sikkerhed for sit krav i form af §

94-status.

195

Konkursrådet har dernæst overvejet, om det skal være muligt for skyldneren at stifte gæld, som

er omfattet af fortrinsretten i konkurslovens § 94 uden samtykke fra en rekonstruktør.

Det er Konkursrådets opfattelse, at skyldnerens gældsstiftelse kun skal have § 94-status, hvis

der er nedlagt et fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet finder derudover, at rekonstruktøren bør

samtykke til gældsstiftelsen, førend långiver kan opnå § 94-status for sit krav. Som anført i

kapitel 6, afsnit 2, bør det ved nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud været et krav, at der

samtidig beskikkes en rekonstruktør.

Konkursrådet har lagt vægt på, at der bør være en vis kontrol med omfanget af fortrinsstillingen,

hvilket efter rådets opfattelse bedst sikres ved, at rekonstruktøren skal have godkendt gælds-

stiftelsen. Derudover har rådet lagt vægt på, at hensynet til fordringshaverne tilsiger, at der skal

være offentlighed om skyldnerens økonomiske situation, når der stiftes gæld med mulighed for

fortrinsret i medfør af konkurslovens § 94. Som beskrevet i kapitel 6, afsnit 2, er det kun, når

der nedlægges et fyldestgørelsesforbud, at der skal ske offentliggørelse i statstidende.

Konkursrådet finder på den baggrund, at långivere skal have §-94 status for deres krav, når der

under en forebyggende rekonstruktion er nedlagt et fyldestgørelsesforbud, og rekonstruktøren

har samtykket til gældsstiftelsen.

2.2 Virksomhedspant

Konkursrådet vil i nærværende betænkning undlade nærmere at overveje, om væsentlige æn-

dringer af reglerne om virksomhedspant ud fra rekonstruktionsretlige synspunkter generelt

måtte være ønskelige, idet rådet har noteret sig, at der pågår overvejelser i Justitsministeriet om

en bredere evaluering af virksomhedspanteordningen.

Konkursrådet henviser til rådets udtalelse af 3. juli 2020 om ændringer i rekonstruktionsreg-

lerne som følge af covid-19.

196

Kapitel 18

Omstødelse

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Beskyttelse af dispositioner, der er rimelige og umiddelbart nødvendige for rekon-

struktionen

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet angiver ikke, hvornår omstødelse skal eller bør kunne

finde sted, men fastsætter i stedet en række regler, som beskytter visse dispositioner mod om-

stødelse.

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 18, stk. 1, at medlemsstaterne

skal sikre, at dispositioner, der er rimelige og umiddelbart nødvendige for

forhandlingerne

en rekonstruktionsplan, i tilfælde af en skyldners eventuelle senere insolvens ikke erklæres

ugyldige, omstødelige eller umulige at håndhæve med den begrundelse, at sådanne dispositio-

ner er skadelige for den samlede kreditormasse, medmindre der foreligger andre gyldige grunde

fastlagt i national ret.

Beskyttelsen af sådanne dispositioner er begrundet i et ønske om at fremme en kultur, som

tilskynder til tidlig forebyggende rekonstruktion, ved at øge sikkerheden med hensyn til dispo-

sitioner med virksomheder, der vides at være i finansielle vanskeligheder, og fjerne fordrings-

haveres og investorers frygt for, at sådanne dispositioner eventuelt erklæres ugyldige, hvis re-

konstruktionen mislykkes, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 69.

Dispositioner som omhandlet i direktivets artikel 18, stk. 1, skal som minimum omfatte betaling

af vederlag for og udgifter til forhandling, vedtagelse eller stadfæstelse af en rekonstruktions-

plan, betaling af vederlag for og udgifter til professionel rådgivning i tæt forbindelse med re-

konstruktionen, betaling af arbejdstageres løn for arbejde, der allerede er udført, uden at dette

berører øvrig beskyttelse i henhold til EU-retten og national ret, samt enhver anden betaling

eller udgift som led i den normale drift.

197

Medlemsstaterne kan bestemme, at dispositioner, som foretages efter, at skyldneren er blevet

ude af stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder (insolvenstidspunktet), ikke

skal nyde den nævnte beskyttelse, jf. direktivets artikel 18, stk. 3.

Medlemsstaterne kan endvidere bestemme, at dispositioner kun skal nyde beskyttelse efter di-

rektivets artikel 18, stk. 1, hvor planen er stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndig-

hed, eller hvis sådanne dispositioner har undergået forudgående kontrol, jf. direktivets artikel

18, stk. 2.

Ved vurderingen af, om omkostninger og gebyrer er rimelige og umiddelbart nødvendige, bør

judicielle og administrative myndigheder f.eks. kunne tage hensyn til de prognoser og skøn, der

er fremlagt for berørte parter, et kreditorudvalg, en rekonstruktør eller den judicielle eller ad-

ministrative myndighed selv. Medlemsstaterne bør med henblik herpå kunne kræve, at skyldner

fremlægger og ajourfører relevante skøn, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 69.

Medlemsstaterne kan fastsætte et tidspunkt, før en procedure for forebyggende rekonstruktion

indledes, og et fyldestgørelsesforbud nedlægges, fra hvilket gebyrer og omkostninger til for-

handling, vedtagelse, stadfæstelse eller professionel rådgivning vedrørende rekonstruktionspla-

nen begynder at nyde beskyttelsen mod anfægtelsessøgsmål, jf. præambelbetragtning nr. 69. I

relation til andre betalinger og udgifter samt beskyttelse af betaling af arbejdsløn kan starttids-

punktet ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 69 også være, når fyldestgørelsesforbud ned-

lægges, eller proceduren for den forebyggende rekonstruktion indledes.

Det påhviler efter direktivets artikel 18, stk. 4, medlemsstaterne at sikre, at dispositioner, der er

rimelige og umiddelbart nødvendige for

gennemførelsen

af en rekonstruktionsplan, og som gen-

nemføres i overensstemmelse med den af en judiciel eller administrativ myndighed stadfæstede

rekonstruktionsplan, i tilfælde af skyldners eventuelle senere insolvens ikke erklæres ugyldig,

omstødelig eller umulig at håndhæve med den begrundelse, at sådanne dispositioner er skade-

lige for den samlede kreditormasse, medmindre der foreligger andre yderligere grunde fastlagt

i national ret.

1.1.2 Beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder i artikel 17 særlige regler om beskyttelse af

ny finansiering og midlertidig finansiering. Bestemmelserne i direktivets artikel 18 finder såle-

des ikke anvendelse på sådanne dispositioner.

198

Der henvises vedrørende beskyttelsen af ny finansiering og midlertidig finansiering til afsnit

kapitel 17, afsnit 1.1.2.

1.2 Konkursloven

1.2.1 Etablering af fristdag ved rekonstruktion

Det følger af konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 1, at som fristdag anses den dag, hvor skifteretten

modtog begæring om rekonstruktionsbehandling, medmindre skifteretten forinden har modta-

get begæring om konkurs eller gældssanering. I tilfælde af sidstnævnte regnes fristdagen fra det

tidligste af disse tidspunkter.

Tilbagekaldes eller afslås en begæring om rekonstruktionsbehandling, regnes dagen for modta-

gelsen af begæringen for fristdag, hvis skifteretten inden tre uger efter tilbagekaldelsen eller

afslaget modtager ny begæring om rekonstruktionsbehandling eller begæring om konkurs eller

gældssanering, jf. konkurslovens § 1, stk. 2. Tilsvarende gælder i henhold til samme bestem-

melse, hvis en rekonstruktionsbehandling ophører, og skifteretten inden tre uger modtager be-

gæring om konkurs eller gældssanering.

Indgives en begæring om rekonstruktion, inden tre uger efter en konkursbegæring er tilbage-

kaldt eller afslået, regnes fristdagen fra modtagelsen af konkursbegæringen, jf. konkurslovens

§ 1, stk. 3. Tilsvarende gælder efter konkurslovens § 1, stk. 4, hvis skifteretten modtager en

begæring om rekonstruktion inden tre uger efter en begæring om gældssanering er tilbagekaldt,

eller gældssanering er nægtet.

1.2.2 Omstødelse ved rekonstruktion

Det fremgår af konkurslovens § 12 i, at konkurslovens regler om omstødelse i konkurs i §§ 64-

80 finder tilsvarende anvendelse fra indledning af rekonstruktionsbehandling.

Adgangen til omstødelse ved rekonstruktion er begrundet i, at fordringshaverne ellers ville

kunne have et uheldigt incitament til at begære skyldneren konkurs frem for at forsøge rekon-

struktion, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., side 199.

Konkurslovens § 72 om omstødelse af betalinger og andre dispositioner foretaget efter fristda-

gen, undtager fra omstødelse bl.a. betaling af gæld dækket efter reglerne om konkursordenen,

nødvendige dispositioner af hensyn til bevarelse af skyldnerens virksomhed, dispositioner til

199

rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles interesser og betalinger og dispositioner foreta-

get af en beskikket rekonstruktør.

Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten

bestemmer andet, jf. konkurslovens § 12 j, stk. 1, ligesom fordringshaveren efter stk. 2 kan

sælge retten til at gøre et krav på omstødelse gældende.

Forslag om anlæg af en omstødelsessag eller salg af retten til at gøre omstødelse gældende kan

stilles af enhver stemmeberettiget fordringshaver, dog senest på det møde, hvor der stemmes

om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 12 k, stk. 1. Ved afstemningen om forslaget

finder stemmereglerne i konkurslovens § 13 d tilsvarende anvendelse, idet dog mindst en for-

dringshaver skal stemme for forslaget om anlæg af omstødelsessag, og den begunstigede har

ikke stemmeret.

Vedtages sagsanlæg, udpeger skifteretten efter reglerne i konkurslovens § 12 k, stk. 3, en ad-

vokat til at føre sagen. Fordringshavere, der stemte for sagsanlægget, hæfter solidarisk for om-

kostningerne ved omstødelsessagen, jf. nærmere reglerne i konkurslovens § 12 k, stk. 2.

Vedtages et forslag om sagsanlæg eller salg af retten til at gøre omstødelse gældende ikke, kan

ifølge konkurslovens § 12 k, stk. 4, enhver stemmeberettiget fordringshaver anlægge omstødel-

sessag, hvis fordringshaveren senest på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforsla-

get, giver skifteretten meddelelse herom, og skifteretten finder, at anlæg af omstødelsessag ikke

vil stride mod fordringshavernes fælles interesser.

Fristen for anlæg af omstødelsessag udløber senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens

ophør, jf. konkurslovens § 12 k, stk. 5.

Afsiges der dom om omstødelse i en sag anlagt efter de nævnte bestemmelser, indbetales det

eventuelt idømte beløb til skifteretten, som heraf afholder sagens rimelige omkostninger og

udlodder resten til fordringshaverne efter samme fordeling som ved rekonstruktionen, jf. kon-

kurslovens § 12 l. I et tilfælde, hvor retten til at gøre omstødelseskrav gældende sælges, indbe-

tales salgssummen efter konkurslovens § 12 m til rekonstruktøren, der fordeler beløbet til for-

dringshaverne efter samme fordeling som ved rekonstruktionen, medmindre andet er bestemt

ved beslutningen om salget.

1.2.3 Fortrinsret ved forsøg på at opnå en samlet ordning

200

Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økono-

miske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde, er ifølge konkurslo-

vens § 94, nr. 1, alene efterstillet massekravene.

Det indebærer, at rimelige omkostninger forbundet med et forsøg på at gennemføre en samlet

ordning af skyldnerens økonomiske forhold nyder en fortrinsret i tilfælde af en stadfæstet

tvangsakkord eller en efterfølgende konkurs.

Fortrinsretten omfatter omkostninger til rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand i forhold til

det honorar, skifteretten fastsætter, jf. konkurslovens § 239. Såfremt rekonstruktøren eller til-

lidsmanden med rekonstruktørens samtykke antager anden sagkyndig hjælp, kan honoraret her-

til også være fortrinsstillet.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Etablering af fristdag ved forebyggende rekonstruktion

Konkursrådet har overvejet, hvorvidt der er behov for at indføre en regel om etablering af frist-

dag, jf. konkurslovens § 1, i forbindelse med en forebyggende rekonstruktion.

Det er Konkursrådets opfattelse, at der bør etableres fristdag fra det tidspunkt, hvor skifteretten

måtte træffe bestemmelse om et fyldestgørelsesforbud.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling

ophører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, som frist-

dag, hvis skifteretten inden 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruktionsbehand-

ling, konkurs eller gældssanering.

Konkursrådet har ved denne vurdering lagt vægt på, at indledning af en forebyggende rekon-

struktionsbehandling ikke i sig selv indebærer et behov for etablering af en fristdag, men at

hensynet til fordringshavernes mulighed for omstødelse, muligheden for modregning m.v. kræ-

ver, at fristdag etableres, når skyldneren opnår et fyldestgørelsesforbud.

2.2 Omstødelse ved forebyggende rekonstruktionsbehandling

201

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet opstiller som ovenfor anført ikke krav til, hvornår for-

dringshaverne skal have adgang til omstødelsesregler i forbindelse med forebyggende rekon-

struktion, men alene begrænsninger i omstødelsesadgangen for så vidt angår visse dispositio-

ner, jf. nærmere herom kapitel 18, afsnit 1.1.1.

Det er Konkursrådets opfattelse, at der også i forbindelse med forebyggende rekonstruktions-

behandling bør være adgang til omstødelse, da fordringshaverne ellers ville kunne have et uhel-

digt incitament til at begære skyldneren konkurs.

Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens §§ 64-80 om omstødelse bør kunne anvendes

allerede fra indledning af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, eller om omstødelse

bør forudsætte, at der er stadfæstet en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse. Kon-

kursrådet har alternativt overvejet, om omstødelse alene bør være mulig, hvis skyldneren efter-

følgende overgår til konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.

Under en forebyggende rekonstruktion er der ikke sikkerhed for, at skyldneren er insolvent, og

det vil derfor være betænkeligt at tillade omstødelse fra indledningen af forebyggende rekon-

struktionsbehandling.

Det er Konkursrådets opfattelse, at hvis der er stadfæstet en tvangsakkord, vil fordringshaverne

have lagt til grund, at skyldneren er insolvent, og det vil derfor ikke være betænkeligt at give

mulighed for omstødelse efter stadfæstelse af en tvangsakkord.

Omvendt vil det være muligt under en forebyggende rekonstruktion at stadfæste en virksom-

hedsoverdragelse, uden at fordringshaverne har vurderet, at skyldneren er insolvent. Det vil

således være betænkeligt at tillade omstødelse fra tidspunktet for stadfæstelsen af et rekonstruk-

tionsforslag, som kun indeholder en virksomhedsoverdragelse.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at muligheden for at foretage en virksomhedsover-

dragelse uden stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag efter konkurslovens § 13 g, også bør

finde anvendelse i en forebyggende rekonstruktion, når skifteretten har truffet bestemmelse om

fyldestgørelsesforbud.

Konkursrådet finder, at det kun bør være muligt at anvende konkurslovens regler om omstø-

delse, når der er stadfæstet en tvangsakkord.

202

Konkursrådet finder derudover, at konkurslovens regler om, at omstødelse kan gøres gældende

ved vedtagelse af sagsanlæg, ved salg af omstødelseskravet, eller ved at fordringshaverne an-

lægger omstødelsessag, bør finde anvendelse i forebyggende rekonstruktion.

Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens regel om, at indledning af rekonstruktionsbe-

handling i relation til sikringsakters foretagelse og retsvirkning sidestilles med afsigelse af kon-

kursdekret, bør finde tilsvarende anvendelse i forebyggende rekonstruktion. Det er imidlertid

Konkursrådets opfattelse, at den ekstinktive virkning skal være betinget af, at der stadfæstes en

tvangsakkord.

2.3 Beskyttelse af visse nødvendige dispositioner

Konkursrådet har overvejet, hvordan nødvendige dispositioner, jf. direktivets artikel 18, stk. 1,

kan beskyttes.

Som anført ovenfor finder Konkursrådet, at det skal være muligt at anvende de eksisterende

regler i konkursloven om omstødelse under forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det er Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens § 72 vil opfylde direktivets krav om beskyt-

telse af nødvendige dispositioner fra omstødelse.

Konkursrådet har ved denne vurdering lagt vægt på, at betaling af gæld eller andre dispositio-

ner, der er foretaget efter fristdagen ikke kan fordres omstødt, når dispositionen var nødvendig

af hensyn til bevarelse af skyldnerens virksomhed eller rimelig varetagelse af fordringshavernes

fælles interesser, jf. § 72, stk. 2-3. Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at betalinger eller

dispositioner godkendt af rekonstruktøren, kun kan omstødes, hvis rekonstruktøren åbenbart

har overskredet sine beføjelser, jf. § 72, stk. 3.

Som anført i kapitel 18, afsnit 2.1, finder Konkursrådet, at fristdagen etableres på dagen, hvor

skifteretten træffer bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet finder som følge

heraf, at det i konkurslovens § 72, stk. 3, bør præciseres, at der kun kan ske omstødelse efter

fristdagen efter denne bestemmelse.

Konkursrådet har overvejet, om betaling af arbejdstageres løn for arbejde, der allerede er udført,

jf. direktivets artikel 18, stk. 1, jf. stk. 4, litra c, skal kunne beskyttes mod omstødelse.

203

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at det følger af direktivets artikel 18, stk. 3, at det er

muligt at undlade beskyttelse af dispositioner, som er foretaget, efter skyldneren er blevet in-

solvent.

Eftersom omstødelse efter konkurslovens §§ 72 og 74, forudsætter at skyldneren var insolvent

ved betalingen, er det Konkursrådets vurdering, at der ikke er behov for at indskrænke anven-

delsen af de omhandlede bestemmelser, således at det ikke er muligt at omstøde betaling af løn

for arbejde, som allerede er udført af arbejdstagere.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens § 94, nr. 1, bør sikre, at omkost-

ninger i forbindelse med at opnå en samlet ordning under en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling har fortrinsret som § 94-krav i forhold til en tvangsakkord eller en efterfølgende kon-

kurs.

I forhold til beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering henvises der til kapitel

17.

204

Kapitel 19

Behandlingen af skattekrav, herunder latente skatter

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder ikke særlige bestemmelser vedrørende

medlemsstaternes håndtering af skattekrav, herunder ikke latente skatter.

1.2 Konkursloven

Skatteforvaltningens krav på indkomstskat opstår i henhold til princippet om indkomstårets

udelelighed ved indkomstårets udløb, jf. U 1985.619 H. I dommen afviste Højesteret, at et krav

på B-skat vedrørende det år, hvor konkursdekretet blev afsagt, kunne anmeldes i konkursboet.

Det bemærkes, at det nu følger af konkurslovens § 38, at man i relation til selskaber og fonde

kan anmelde krav på skat vedrørende det år, hvor konkursdekretet blev afsagt, i konkursboet.

Den ved U 1987.925 H anlagte retspraksis medfører, at hvis der som led i rekonstruktionsbe-

handling fremsættes et forslag til tvangsakkord i et givent år, medfører dette, at skattetilsvaret

(B-skat for fysiske personer og acontoskat for selskaber mv.) for dette indkomstår anses for

stiftet efter forslagets fremsættelse og dermed ikke omfattes af en tvangsakkord, selvom der er

tale om krav, der forfaldt inden forslagets fremsættelse.

Det fremgår af forarbejderne til reglerne om rekonstruktion, at det i forbindelse med reglernes

indførelse overvejedes, om der burde foretages ændringer i skattelovgivningen eller indføres

særlige regler i konkursloven med henblik på at håndtere eventuelle uhensigtsmæssigheder,

som kunne følge af denne retstilstand, således at mulighederne for at gennemføre en rekon-

struktion ikke hæmmedes på grund af latente skattekrav.

Konkursrådet pegede i betænkning nr. 1215/2009 om rekonstruktion mv., side 252 ff., bl.a. på,

at det kunne fremstå som urimeligt i forhold til de øvrige fordringshavere, hvis skattetilsvaret i

en situation som den nævnte hovedsagligt var begrundet i indtægter, der lå forud for forslagets

fremsættelse, da de øvrige fordringshaveres krav stiftet inden dette tidspunkt omfattes af ak-

korden.

205

Konkursrådet pegede endvidere på, at der bestod et særligt problem i relation til afskrivninger,

herunder beskatning af genvundne afskrivninger. Som eksempel herpå angav Konkursrådet den

situation, at et aktiv ved rekonstruktionsbehandlingens indledning skattemæssigt er afskrevet

til en værdi, der ligger under markedsværdien, og der ved salg af aktivet til markedsværdi eller

mere kan opstå genvundne skrivninger, som indgår i den skattepligtige indkomst i salgsåret. En

sådan latent skattepligt, som består ved fremsættelsen af et rekonstruktionsforslag og udløses

for skyldneren, påvirkes ikke af tvangsakkorden.

Konkursrådet pegede endelig på, at problemer svarende til problemstillingen vedrørende gen-

vundne afskrivninger kunne foreligge i forhold til momsreguleringsforpligtelser vedrørende

fast ejendom og løsøre.

Skatteministeriet afgav i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslag nr. L 199 af 26. marts

2010 om ændring af konkursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.) en vurdering

vedrørende de skatteretlige problemstillinger, som Konkursrådet havde peget på. Det var Skat-

teministeriets vurdering, at der ikke var grundlag for at fravige det grundlæggende skatteretlige

princip om indkomstårets udelelighed, og at der ikke burde indføres særlige regler for gen-

vundne afskrivninger i forbindelse med rekonstruktionsbehandling. Om Skatteministeriets vur-

dering og baggrunden herfor henvises nærmere til Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat, side 71-72 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.15.2.5).

Indførelsen af reglerne om rekonstruktion gav på denne baggrund ikke anledning til ændringer

i skattelovgivningen eller indførelsen af særlige regler i konkursloven om håndtering af skatte-

krav.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Akkordering af indkomstskat for igangværende indkomstår

Som beskrevet ovenfor har Konkursrådet tidligere overvejet en skattemæssig opdeling af ind-

komståret, således at der skattemæssigt ansættes separat skat for henholdsvis perioden indtil

rekonstruktionsforslagets fremsættelse (der omfattes af tvangsakkorden), og perioden fra for-

slagets fremsættelse og indtil indkomstårets udløb (der ikke omfattes af tvangsakkorden), jf.

betænkning nr. 1215/2009 om rekonstruktion mv., side 253.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at det ikke er realistisk at få gennemført en sådan

opdeling af indkomståret. Konkursrådet finder derfor ikke anledning til at fremsætte et forslag

206

herom. Princippet om indkomstårets udelelighed må således lægges til grund for Konkursrådets

overvejelser om, hvordan indkomstskat for et igangværende indkomstår kan akkorderes.

Konkursrådet har overvejet, hvordan det insolvensretligt kan gøres muligt, at en tvangsakkord

kan omfatte indkomstskat vedrørende det igangværende indkomstår.

Den ved U 1987.925 H anlagte retspraksis medfører, at hvis der som led i rekonstruktionsbe-

handling fremsættes et forslag til tvangsakkord i et givent år, medfører dette, at B-skat for fy-

siske personer og acontoskat for selskaber mv. for dette indkomstår anses for stiftet efter for-

slagets fremsættelse og dermed ikke omfattes af en tvangsakkord, selvom der er tale om krav,

der forfaldt inden forslagets fremsættelse.

Det har afgørende betydning, hvorledes man insolvensretligt behandler krav på B-skat og acon-

toskat. Dette skyldes, at skyldneren ved beregningen af restskat for indkomståret godskrives B-

skatten hhv. acontoskatten, uanset om den ikke er betalt, jf. kildeskattelovens § 60 hhv. sel-

skabsskattelovens § 29 B, stk. 4. Hvis en skyldner eksempelvis skulle have betalt 4 rater B-skat

på i alt 400.000 kr. inden akkordforslagets fremsættelse, men har undladt at betale disse rater

som følge af likviditetsvanskeligheder, vil de 400.000 kr. således alligevel fragå ved beregnin-

gen af årets restskat, der således bliver den samme, uanset de 400.000 kr. er betalt eller ikke.

De 400.000 kr. udgør med andre ord et selvstændigt krav og ikke en del af restskatten. En

insolvensretlig regel, der alene omhandler årets restskat, vil således ikke være tilstrækkelig,

dvs. at der må forholdes til, i hvilket omfang krav på B-skat og acontoskat skal omfattes af en

tvangsakkord.

Da krav på B-skat og acontoskat udskrives i startet af året (eller i slutningen af det foregående

indkomstår), har Konkursrådet overvejet, om sådanne krav bør anses for stiftede inden akkord-

forslagets fremsættelse, herunder de rater, der forfalder efter akkordforslagets fremsættelse.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at det vil være ganske vidtgående at lade akkorden

omfatte de rater, der forfalder efter akkordforslagets fremsættelse, da disse rater må anses som

foreløbig beskatning af den indkomst, som skyldneren må forvente at få efter akkordforslagets

fremsættelse.

Konkursrådet finder, at rater på B-skat og acontoskat, der forfalder inden akkordforslagets

fremsættelse bør omfattes af en tvangsakkord, hvorimod rater, der først forfalder senere, ikke

bør omfattes af akkorden.

207

Det bemærkes, at der ikke foreslås ændringer i relation til krav på moms. Det betyder, at det

fortsat vil være afgørende, om kravet vedrører en momsperiode, der er udløbet inden forslagets

fremsættelse. Krav på moms vedrørende virksomhed, der udøves under rekonstruktionsbehand-

lingen, vil typisk være omfattet af konkurslovens § 94 og dermed falde uden for tvangsakkor-

den. Tilsvarende gælder krav på A-skat af løn vedrørende arbejde, der er udført af skyldnerens

ansatte under rekonstruktionsbehandlingen.

Konkursrådets har overvejet, om skatteforvaltningens krav på restskat for det igangværende

indkomstår helt eller delvist bør omfattes af tvangsakkorden, hvis det er bestemt i akkorden.

B-skat og acontoskat fastsættes ud fra et skøn over skyldnerens forventede årsindkomst. Hvis

det ved indkomstårets udløb viser sig, at skønnet var nogenlunde retvisende, vil årets eventuelle

restskat være af en beløbsmæssig beskeden størrelse. Det vil i så fald ikke være af afgørende

betydning, om kravet på restskat omfattes af akkorden eller ikke. Der kan imidlertid være til-

fælde, hvor årsindkomsten markant overstiger den skønnede årsindkomst, der lå til grund for

beregningen af B-skat hhv. acontoskat. Dette kan eksempelvis skyldes, at skyldneren i løbet af

indkomståret har realiseret aktiver, hvis salget har udløst skattepligtige genvundne afskrivnin-

ger eller avance.

Det er Konkursrådets opfattelse, at hvis de dispositioner, der er årsag til restskatten, er foretaget

inden akkordforslagets fremsættelse, bør kravet på restskat omfattes af akkorden.

Det bemærkes, at en sådan regel ikke i praksis kan forventes at indebære et større provenutab

for skatteforvaltningen, da en skyldner i mangel en sådan regel ofte vil kunne spekulere i at

udsætte akkordforslagets fremsættelse indtil efter indkomstårets udløb og dermed få kravet på

restskat omfattet af akkorden. Det er uhensigtsmæssigt, hvis skyldneren af denne årsag venter

med at fremsætte akkordforslag, da det kan skade mulighederne for at redde virksomheden,

hvis skyldneren fastholdes i en unødig lang rekonstruktionsbehandling. Endvidere vil det i

nogle tilfælde ikke være muligt at udsætte akkordforslaget, hvorved kravet på restskat kan hin-

dre, at der opnås en rekonstruktion af skyldneren.

Konkursrådet har overvejet, hvor stor en del af kravet på restskat, der bør omfattes af akkorden,

samt hvordan skyldnerens restskat bør opgøres.

Konkursrådet finder, at kriteriet for hvor stor en beløbsmæssig del af restskatten, der bør om-

fattes af akkorden, bør være om restskatten skyldes dispositioner foretaget inden akkordforsla-

gets fremsættelse. Dispositioner bør i den forbindelse forstås bredt, således at dispositioner om-

fatter alle skyldnerens skattepligtige aktiviteter, herunder salg af aktiver.

208

På tidspunktet for akkordforslagets fremsættelse er det ikke muligt beløbsmæssigt endeligt at

opgøre kravet på restskat, fordi det bl.a. afhænger af skyldnerens indkomst efter akkordforsla-

gets fremsættelse og den begrænsning af eventuel underskudsfremførsel, som sker ved akkor-

den. Dette kunne tale for, at man først efter udløbet af indkomståret, dvs. når skatteforvaltnin-

gen har fastsat restskatten, tager stilling til, hvor stor en del af denne, der omfattes af akkorden.

Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, hvis skifteretten alene af denne grund på ny skal behandle

tvangsakkorden i det efterfølgende år. Endvidere vil det medføre, at der efter omstændighederne

vil skulle ske separat udlodning af den fordel, der opnås ved akkorderingen af restskattekravet,

hvilket vil komplicere akkordreglerne og kunne medføre øgede omkostninger ved tvangsakkor-

den.

Konkursrådet finder derfor, at der ved akkordforslagets fremsættelse må ske en fastsættelse af,

hvilken beløbsmæssig del af restskatten, der omfattes af tvangsakkorden. Dette indebærer end-

videre den fordel, at der opnås klarhed over, hvilket beløb, som skatteforvaltningen har stem-

meret for.

Det er Konkursrådets opfattelse, at skifterettens fastsættelse af hvilke beløb af restskatten, der

omfattes af tvangsakkorden, må ske ud fra et skøn, idet der som nævnt ikke på dette tidspunkt

kan foretages en eksakt opgørelse af restskattekravet.

For at give skifteretten grundlag herfor, finder Konkursrådet, at det skal tilføjes til konkurslo-

vens § 13 b, at der i det materiale, der udsendes sammen med rekonstruktionsforslaget, skal

indgå en beregning af den forventede restskat, herunder hvilket beløb heraf, som hidrører fra

dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold. Be-

regningen må således tage højde for, at skyldneren ved akkorden får reduceret sin underskuds-

fremførsel med virkning fra det igangværende indkomstår. Endvidere må det indgå i beregnin-

gen, hvis skyldneren forud for rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller som led i dette af-

hænder aktiver og dermed udløser beskatning af avance eller genvundne afskrivninger. Hvis

der er beskikket en tillidsmand, bør beregningen foretages af denne. Er der ikke beskikket til-

lidsmand, bør beregningen foretages af en godkendt revisor.

Konkursrådet finder, at beregningen bør udsendes til skatteforvaltningen 10 hverdage før mø-

dets afholdelse. Skatteforvaltningen får dermed mulighed for over for skifteretten at kommen-

tere på den foretagne beregning, inden skifteretten foretager sit skøn. Skifteretten er ved sit

skøn således ikke bundet af den fremlagte beregning. Hvis skifteretten på baggrund af skatte-

forvaltningens kommentarer eller af andre grunde mener, at der er begrundet tvivl om bereg-

ningen, bør skifteretten ved sit skøn kunne fastsætte et beløb, der er lavere end det, der fremgår

209

af beregningen, eller helt afvise at lade nogen del af restskattekravet omfatte af akkorden, dvs.

skønne beløbet til 0 kr.

Det ovenfor anførte kan blive relevant, hvis skyldneren bevidst har formået at få nedsat sin B-

skat/acontoskat med henblik på at forøge restskattekravet. En sådan spekulation vil dog for-

mentlig kun forekomme, hvis tvangsakkordforslaget forventes fremsat relativt sent i indkomst-

året, da skyldnerens største fordel ved at få ansat B-skat/acontoskat for lavt er i relation til de

rater, der forfalder efter forslagets fremsættelse (og dermed ikke akkorderes).

Det bør ikke anses som spekulation, at skyldneren undlader at få sat sin B-skat/acontoskat op

som følge af, at skyldneren inden forslagets fremsættelse har solgt aktiver, der har udløst avance

eller genvundne afskrivninger, idet den deraf følgende restskat netop bør omfattes af tvangsak-

korden. En skyldner, der er insolvent eller har sandsynlighed herfor, vil ofte kunne have et

skattemæssigt underskud, der kan have medført, at skyldnerens B-skat/acontoskat er ansat til et

mindre beløb. Det kan heller ikke ses som udtryk for spekulation, idet skyldneren ikke forud

for tvangsakkordens stadfæstelse kan agere ud fra en forventning om, at dennes underskuds-

fremførsel reduceres ved tvangsakkorden. Hvis skyldneren efter tvangsakkordens stadfæstelse

anmoder om at få ændret sin B-skat for den resterende del af indkomståret, bør skatteforvalt-

ningen være berettiget til at afslå anmodningen, hvis denne som følge af tvangsakkorden, her-

under den deraf følgende begrænsning af underskudsfremførsel, ikke er berettiget.

Konkursrådet har overvejet, om skatteforvaltningen bør have adgang til at modregne krav på

B-skat/ acontoskat i overskydende skat.

Det er Konkursrådets opfattelse, at selv om kravet på B-skat/acontoskat og restskat behandles

som særskilte krav, er der en nær indbyrdes sammenhæng mellem kravene. Hvis der ansættes

en for høj B-skat/acontoskat, vil dette således udløse overskydende skat. En skyldner kan spe-

kulere i at få ansat B-skat/acontoskat for højt og dermed få akkorderet B-skat/acontoskat, der

er forfaldet inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse og samtidig få overskydende skat.

Konkursrådet finder det ikke rimeligt, at en skyldner vedrørende samme indkomstår kan få

akkorderet krav på B-skat/acontoskat og samtidig få udbetalt overskydende skat. Konkursrådet

finder derfor, at skatteforvaltningen bør have adgang til at modregne krav på B-skat/acontoskat

vedrørende det igangværende indkomstår med det oprindelige beløb, dvs. uden hensyn til ak-

korden, i krav på overskydende skat vedrørende dette år.

Konkursrådet bemærker, at adgangen til at spekulere i en for høj ansættelse af B-skat/aconto-

skat i øvrigt begrænses af det forhold, at skatteforvaltningen har stemmeret for det beløb, som

210

udgøres af ubetalte krav på B-skat/acontoskat, der er forfaldet inden rekonstruktionsforslagets

fremsættelse.

2.2 Latente genvundne avancer/genvundne afskrivning

Fremsætter en skyldner et akkordforslag, vil latente skatteretlige krav på avancer og genvundne

afskrivninger vedrørende aktiver, som skyldneren ikke sælger i det indkomstår, hvor akkord-

forslaget fremsættes, ikke blive omfattet af akkorden. Dermed vil en senere afhændelse af ak-

tivet potentielt kunne medføre, at skyldneren bliver insolvent.

Konkursrådet har overvejet, om de ovenfor nævnte latente skattekrav skal kunne omfattes helt

eller delvist af en tvangsakkord.

Konkursrådet har overvejet, om der bør indføres en skatteretlig regel, hvorved en stadfæstelse

af en tvangsakkord bør medføre, at skyldneren med virkning fra akkordforslagets fremsættelse

anses for at have afstået (og erhvervet) sine aktiver til den pris, som tillidsmanden måtte have

vurderet aktiverne til. Hensynet til, at prisen fastsættes retvisende, taler således for, at reglen

alene bør kunne benyttes, hvis aktivet er vurderet af en tillidsmand.

Det kan imod denne løsning indvendes, at skyldneren ikke altid har en interesse i at udløse de

latente skattekrav. Skyldneren kan således foretrække en latent skattegæld frem for her og nu

at skulle betale dividende af denne. Dette kan dog imødegås ved kun at lade latente skattekrav

være omfattet af akkorden, hvis det fremgår af akkordforslaget, dvs. hvis skyldneren har valgt

det.

Det kan derudover indvendes, at en regel om at sidestille tvangsakkord med afståelse medfører,

at skyldneren (som erhverver) på ny får mulighed for at afskrive på aktiverne til erhvervelses-

prisen, selv om skyldneren alene betaler dividende af kravet på genvundne afskrivninger. Om-

vendt kan det anføres, at samme situation vil gøre sig gældende, hvis rekonstruktionen i stedet

gennemføres som en virksomhedsoverdragelse (til et selskab med samme ejerkreds som skyld-

neren), idet det erhvervende selskab i så fald har afskrivningsret. En sådan virksomhedsover-

dragelse vil typisk ske til en pris fastsat ud fra tillidsmandens vurdering og giver dermed ikke

større betryggelse for, at prisen er retvisende.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det ud fra et insolvensretligt perspektiv vil være hensigts-

mæssigt, hvis der er adgang til skatteretligt at sidestille en tvangsakkord med en virksomheds-

overdragelse. Det er Konkursrådets opfattelse, at valget af rekonstruktionsform dermed i højere

211

grad vil blive uafhængig af skatteretlige overvejelser, men i stedet afhængig af hvilken rekon-

struktionsform der er bedst egnet til at redde virksomheden. Endvidere vil det i nogle brancher

være vanskeligt at gennemføre en rekonstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse, hvilket

taler for, at man som skyldner behandles på samme måde, uanset om rekonstruktionen sker ved

tvangsakkord eller virksomhedsoverdragelse.

Konkursrådet finder samlet set, at der insolvensretligt er gode argumenter for at sidestille en

tvangsakkord med en afståelse. Konkursrådet finder imidlertid også, at det ikke på det forelig-

gende grundlag kan anbefales, at en tvangsakkord sidestilles med en afståelse, da det vil kræve

yderligere skatteretlige overvejelser.

2.3 Udlodning fra andelsselskaber

I en række andelsselskaber har andelshaveren (skyldneren) en konto, hvis indestående udbetales

en årrække efter akkorden. Det er almindeligt, at andelshaveren kan pantsætte kontoen. Skatte-

retligt anses andelshaveren først for at have erhvervet kontoindeståendet i takt med, at der sker

udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til skyldnerens bankforbindelse – vil udbetalingen

ske til banken, men det vil fortsat være andelshaveren, der har skattepligten. Hvis andelshaveren

(skyldneren) er blevet insolvent, vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Selvom

skyldneren opnår en tvangsakkord, vil akkorden ikke omfatte krav, der stiftes efter akkordfor-

slagets fremsættelse.

Det er Konkursrådets opfattelse, at det ud fra en insolvensretlig synsvinkel er urimeligt, at

skyldneren ikke kan få akkorderet krav på skat af de fremtidige udlodninger fra andelsselskabet,

når disse er pantsat til f.eks. banken inden rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet, hvordan skyldnerens problem med at betale skat

af udbetalinger i efterfølgende indkomstår fra andelsselskabet kan løses. Det bemærkes, at ban-

kens panteret ikke berøres af akkorden.

Konkursrådet har overvejet en skatteretlig løsning, hvor udlodningerne fra andelsselskabet skat-

teretligt anses for erhvervet på et tidligere tidspunkt end udlodningstidspunktet, f.eks. ved en

pantsætning. Denne løsning vil imidlertid stride imod det skatteretlige retserhvervelsesprincip,

som ikke kan forventes ændret.

Det vil derudover næppe være muligt at løse problemet med en insolvensretlig regel om, at skat

af fremtidige udlodninger omfattes af en tvangsakkord. Der beregnes således ikke et særskilt

212

skattekrav vedrørende den enkelte udlodning, idet denne blot indgår som en del af årets ind-

komst og dermed implicit i fastsættelsen af det enkelte indkomstårs samlede skat. En insolvens-

retlig løsning af problemet vil kræve en regel, hvor der er hel eller delvis adgang til akkordering

af restskat for det igangværende indkomstår samt skat, herunder B-skat og acontoskat, for ef-

terfølgende indkomstår. Det vil imidlertid være meget uhensigtsmæssigt, hvis skifteretten over

en årrække skal træffe afgørelser om, hvor meget af skyldnerens skat, der skal akkorderes.

Konkursrådet har derudover overvejet en løsning, hvor tvangsakkorden kunne have den virk-

ning, at pantsatte, fremtidige udlodninger er skattefri. Det kan enten ske ved en eksplicit regel

om skattefrihed, eller ved at man på trods af akkorden giver skyldneren adgang til at fremføre

et skattemæssigt underskud svarende til de pantsatte fremtidige udlodninger. En sådan samlet

løsning vil efter Skatteministeriets vurdering indebære et umiddelbart mindre provenu på ca.

10 mio. kr. årligt. Herudover kan det indvendes, at løsningen er for fordelagtig for skyldnerens

øvrige kreditorer, idet lighedsprincippet taler for, at skyldneren skal betale akkorddividende af

skattekravet. Løsningen vil desuden efter Skatteministeriets vurdering ikke kunne forbeholdes

landbrug, idet der ellers efter Skatteministeriets vurdering vil kunne være tale om ulovlig stats-

støtte.

Konkursrådet har endvidere overvejet en løsning, hvor andelsselskabet i tilfælde af, at en an-

delshaver tages under rekonstruktionsbehandling, udbetaler hele andelshaverens indestående

på én gang, således at udbetalingen indgår i den skattepligtige indkomst i det år, hvor akkord-

forslaget fremsættes og dermed kan omfattes af akkorden efter den foreslåede regel i lovudka-

stets § 10 a, stk. 6.

Det er i den forbindelse en mulighed, at andelsselskaberne selv indfører en ordning, hvor an-

delshaverens indestående udbetales, hvis andelshaveren tages under rekonstruktionsbehand-

ling. Visse af de store andelsselskaber har i deres vedtægter mulighed for, at man i tilfælde af

en andelshavers udtræden i forbindelse med konkurs kan beslutte at udbetale indeståendet på

en andelshavers konto med et engangsbeløb.

Det bemærkes dog, at de nævnte vedtægtsvilkår ikke omfatter rekonstruktion og gældssanering,

samt at vedtægterne ikke giver et egentligt retskrav på udbetaling. Sidstnævnte indebærer, at

andelsselskabet efter omstændighederne kan betinge udbetaling af en dekort i indeståendet, som

panthaveren ikke nødvendigvis vil acceptere, hvilket i så fald vil hindre udbetaling (og beskat-

ning), da panthaveren skal samtykke til, at indeståendet udbetales. Det bemærkes endvidere, at

de øvrige andelsselskaber så vidt vides ikke har indført tilsvarende bestemmelser.

213

Samlet set er det Konkursrådets opfattelse, at det er meget tvivlsomt, om problemet på sigt vil

blive løst ved, at andelsselskaberne giver adgang til udbetaling uden dekort i tilfælde af insol-

vensbehandling.

Konkursrådet har endelig overvejet, om en skyldner under rekonstruktionsbehandling hen-

holdsvis skyldnerens konkursbo under en konkursbehandling kan kræve at få udbetalt hele sit

indestående efter reglerne om insolvensregulering i konkurslovens § 12 t eller § 61.

Det antages, at disse regler giver et konkursbo adgang til at opsige en interessentskabsaftale

med henblik på at få udbetalt skyldnerens kapitalindestående i interessentskabet. Det må derfor

antages, at reglerne tillige giver adgang til at opsige en deltagelse i et andelsselskab. Heraf

følger dog ikke nødvendigvis, at opsigelsen giver krav på, at der med det samme sker en samlet

udbetaling af skyldnerens indestående på andelskontoen. Der kan således argumenteres for, at

en insolvensregulering kun giver adgang til udtræden af andelsselskabet, men ikke på førtidig

udbetaling af indeståendet. Reglerne om insolvensregulering giver således i almindelighed

næppe en skyldner krav på førtidig indfrielse fra sine debitorer, hvilket kan støttes på en mod-

sætningsslutning fra konkurslovens § 41, der giver skyldneren adgang til førtidig indfrielse af

sine forpligtelser, men ikke til at kræve førtidig indfrielse af sine krav mod tredjemand.

Selvom det måtte antages, at reglerne om insolvensregulering skulle give adgang til at kræve

udbetaling af indestående på en andelshaverkonto, vil der ikke kunne kræves udbetaling straks,

men alene med sædvanligt eller rimeligt varsel, jf. konkurslovens §§ 12 t og 61. Hvis domsto-

lene finder, at et sådant varsel eksempelvis er 6 måneder, vil der ofte være risiko for, at udbe-

talingen ikke sker i det indkomstår, hvor akkordforslaget blev fremsat, men først i det efterføl-

gende indkomstår. Dermed vil en eventuel akkordering af skattekravet efter den ovenfor fore-

slåede regel i pkt. 2.1, ikke omfatte skattekravet for det sidstnævnte indkomstår. Det bemærkes

derudover, at det ikke kan udelukkes, at domstolene vil anse et sædvanligt eller rimeligt varsel

på udbetaling af indeståendet på en andelshaverkonto for at være længere end de 6 måneder.

Det er Konkursrådets opfattelse, at såfremt problemet skal løses via reglerne om insolvensre-

gulering, vil det formentlig kræve en ændring af konkurslovens §§ 12 t og 61, der sikrer, at

skyldneren henholdsvis dennes konkursbo kan kræve at få udbetalt sit samlede indestående på

andelshaverkontoen inden for en vis kortere tidsfrist, som skal give stor sandsynlighed for ud-

betaling i det igangværende indkomstår, og som samtidig giver selskabet passende tid til at

foretage udbetalingen. Det vil implicit følge af en sådan regel, at andelsselskabet ikke kan be-

tinge udbetaling af en dekort. Det bemærkes, at en panthaver i andelskontoen ikke vil kunne

nægte at modtage førtidig indfrielse via udbetalingen, jf. konkurslovens 41.

214

Det er Konkursrådets opfattelse, at der også er udfordringer forbundet med at lave en ændring

af konkurslovens §§ 12 t og 61 som beskrevet ovenfor. Det er således en udfordring at sikre, at

reglen ikke får utilsigtede vidtgående konsekvenser. Det bør bl.a. undgås, at reglen generelt

regulerer, i hvilket omfang en skyldner henholdsvis et konkursbo kan forlange førtidig indfri-

else af pengekrav mod tredjemand, idet en regulering herom må forudsætte mere dybdegående

overvejelser.

Konkursrådet har overvejet, om reglen kun skal angå andelsselskaber og andelsforeninger

(bortset fra andelsboligforeninger), eller om reglen også skal omfatte f.eks. interessentskaber

og lignende med den virkning, at der efter omstændighederne bliver krav på udbetaling af ka-

pitalkontoen med et kortere varsel end efter de gældende regler.

På den ene side kan et interessentskab sammenlignes med et andelsselskab, hvilket taler for, at

det også skal være muligt for en skyldner i et interessentskab at få udbetalt sit indestående via

en regel om insolvensregulering. Omvendt finder Konkursrådet, at reglen ikke bør have utilsig-

tede vidtgående konsekvenser, hvorfor reglen udelukkende skal gælde for andelsselskaber.

Konkursrådet finder ud fra en samlet vurdering, at der ved udtræden eller opsigelse af en aftale

om deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening bør kunne kræves udbetaling af kapi-

talindeståendet inden for en i loven bestemt tidsfrist. Konkursrådet vurderer, at dette bedst sik-

res ved at tilføje en bestemmelse herom i konkurslovens §§ 12 t og 61.

Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens § 12 t ikke bør finde anvendelse under en

forebyggende rekonstruktionsbehandling, da krav på førtidig indfrielse er vidtgående, hvis

skyldneren ikke med sikkerhed er insolvent.

215

Kapitel 20

Tvangsakkord under konkurs

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder ikke bestemmelser, som regulerer mulig-

heden for at rekonstruere skyldneren ved en tvangsakkord, når denne er overgået til konkurs-

behandling.

1.2 Konkursloven

Det fremgår af konkurslovens § 17, stk. 1, at en skyldner, som er insolvent, skal tages under

konkursbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver.

Skifteretten påser ex officio, om skyldneren er insolvent, således som nærmere defineret i kon-

kurslovens § 17, stk. 2. Der henvises herom til betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangs-

akkord, side 74, og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, og Kim

Sommer Jensen, Konkurs, 2. udgave, 2020, side 672 ff.

Bliver skyldneren under en konkurs solvent, må konkursbehandlingen ophøre, jf. konkurslo-

vens § 144. Bestemmelsen har betydning, f.eks. hvor der fremkommer aktiver, som ikke kunne

forudses ved konkursbehandlingens indledning.

Det fremgår af konkurslovens § 144, stk. 1., at såfremt skyldneren efter udløbet af anmeldel-

sesfristen fremlægger samtykke fra samtlige fordringshavere eller bevis for, at de er fyldest-

gjort, sluttes boet straks, og dets aktiver udleveres til skyldneren med fradrag af omkostningerne

ved boets behandling.

Bestemmelsen indebærer, at det er muligt for skyldneren at slutte boet ved at indgå en frivillig

gældsordning med kreditorerne.

Konkursloven indeholder ikke regler om skyldners mulighed for at få gennemført en tvangsak-

kord i en konkursbehandling.

216

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om der er behov for at indføre en regel i konkursloven, som regu-

lerer muligheden for en tvangsakkord under konkurs.

Det er et almindeligt princip, at konkursbehandling har til formål at afvikle skyldnerens aktiver

og aktiviteter med henblik på, at fordringshaverne kan få den bedst mulige dækning for deres

krav. Omvendt har en rekonstruktionsbehandling til formål at videreføre levedygtige virksom-

heder. Hvis skyldneren mener, der er grundlag for at blive rekonstrueret, bør skyldneren gå i

rekonstruktionsbehandling med henblik på at få vedtaget og stadfæstet en tvangsakkord. Denne

mulighed består også selvom, der er indgivet en konkursbegæring, idet skyldneren kan få udsat

afgørelsen om konkurs ved at indgive en begæring om rekonstruktionsbehandling, jf. konkurs-

lovens § 24.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at der i praksis kan opstå behov for at lave en tvangs-

akkord i en konkurs, og at der i øvrigt ikke er tungtvejende insolvensretlige hensyn, som taler

imod muligheden for at kunne lave en tvangsakkord i en konkurs. I praksis vil det navnlig være

relevant, hvor det er en personlig skyldner, som er gået konkurs, og hvor den personlige skyld-

ner har hjulpet med at få realiseret aktiverne bedst muligt, således at kreditorerne vil være ind-

stillet på at stemme for en akkord.

Konkursrådet bemærker, at det tidligere har været muligt at gennemføre en tvangsakkord i kon-

kurs, men at muligheden herfor blev ophævet ved lov nr. 718 af 2010, hvor reglerne om rekon-

struktionsbehandling erstattede de dagældende regler om betalingsstandsning og tvangsakkord,

herunder reglen om muligheden for tvangsakkord i konkurs. Konkursrådets holdning var den-

gang, at hvis en skyldner ønskede hjælp til at afværge sine økonomiske vanskeligheder, måtte

skyldneren gå i rekonstruktion.

Konkursrådet finder, at der bør genindføres en regel i konkursloven, som gør det muligt for

skyldneren at kunne fremsætte et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangs-

akkord under konkurs. Bestemmelsen bør have samme indhold og retsvirkninger som den tid-

ligere regel i konkurslovens § 196, jf. Folketingstidende 1976-77 (2. saml.), tillæg A, spalte 321

ff. (forslag til konkurslov).

Konkursrådet har overvejet, om kurator skal hjælpe skyldneren med at fremsætte et rekonstruk-

tionsforslag.

217

Konkursrådet finder, at kurator skal hjælpe skyldneren med at fremsætte et rekonstruktionsfor-

slag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord. Det er dog en forudsætning for kurators

hjælp, at kurator vurderer, at det vil være en god idé at fremsætte et rekonstruktionsforslag

indeholdende bestemmelse om tvangsakkord. Hvis kurator vurderer, at det ikke giver mening

at bruge fordringshavernes penge på at udarbejde og fremsætte et rekonstruktionsforlag inde-

holdende bestemmelse om tvangsakkord, bør skyldneren selv have ansvaret for at udarbejde og

fremsætte forslaget.

Konkursrådet har endvidere overvejet, hvilket organ der bør have mulighed for at fremsætte

forslag, såfremt det er et kapitalselskab, som er skyldner.

Konkursrådet finder i den forbindelse, at det bør være kapitalejerne, som bør have mulighed for

at fremsætte et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om en tvangsakkord.

218

Kapitel 21

Krav til aktører, som beskæftiger sig med rekonstruktion, konkurs og

gældssanering

1. Gældende ret

1.1 Rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1.1 Krav til aktørernes faglighed baseret på forordning (EU) 2015/848

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder en række faglige krav til aktører, der be-

skæftiger sig med procedurer for rekonstruktion, konkurs og gældssanering. Disse krav omfat-

ter aktører i form af judicielle og administrative myndigheder såvel som aktører i form af sags-

behandlere.

Som sagsbehandlere bør ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 87 anses insolvensbehand-

lere, således som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 om in-

solvensbehandling, artikel 2, nr. 5. Af denne bestemmelse følger, at en sagsbehandler er en

person eller et organ, som har til opgave – herunder midlertidigt – at prøve og anerkende for-

dringer i forbindelse med insolvensbehandling, repræsentere fordringshavernes kollektive inte-

resser, helt eller delvis at forvalte aktiver, som skyldneren har mistet rådigheden over, at afvikle

de aktiver, som skyldneren har mistet rådigheden over, eller at føre tilsyn med forvaltningen af

skyldnerens forretninger. Medlemsstaterne kan ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 89

bestemme, at andre sagsbehandlere også skal være omfattet af direktivet.

Det følger af direktivets præambelbetragtning 85, at kravene til aktørernes faglighed er begrun-

det i de mekanismer for forstærket samarbejde mellem retter og sagsbehandlere i grænseover-

skridende sager, der blev indført i henhold til forordning (EU) 2015/848, idet det som følge af

forordningen er nødvendigt, at alle involverede aktørers faglighed bringes op på et ensartet højt

niveau i hele EU.

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til

traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktions-

måde, er forordning (EU) 2015/848 ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

219

1.1.1.1 Faglige krav til judicielle myndigheder m.v.

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 25, litra a, at medlemsstaterne

skal sikre, at medlemmerne af de judicielle og administrative myndigheder, der beskæftiger sig

med procedurer for rekonstruktion, konkursbehandling og gældssanering modtager passende

uddannelse og har den fornødne ekspertise til at varetage deres ansvarsområder.

En sådan træning og uddannelse bør efter direktivets præambelbetragtning nr. 86 gøre det mu-

ligt for de nævnte aktører effektivt at træffe afgørelser, der potentielt kan have betydelige øko-

nomiske og samfundsmæssige konsekvenser.

Passende uddannelse og ekspertise kan eventuelt erhverves under udøvelsen af hvervet som

medlem af en judiciel myndighed eller administrativ myndighed, eller inden udnævnelsen til et

sådant hverv, under udøvelsen af andre relevante hverv, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

85.

De nævnte krav om træning og uddannelse indebærer efter direktivets præambelbetragtning nr.

86 ikke, at medlemmer af en judiciel myndighed udelukkende skal behandle spørgsmål om

rekonstruktion, konkurs og gældssanering.

Det nævnes i direktivets præambelbetragtning nr. 86, at oprettelsen af specialiserede domstole

eller afdelinger eller udnævnelse af specialiserede dommere i overensstemmelse med national

ret samt en koncentration af jurisdiktion hos et begrænset antal judicielle eller administrative

myndigheder vil være effektive midler til at nå målene om retssikkerhed og effektive procedu-

rer.

Direktivets krav til aktørernes faglighed berører ikke retsvæsenets uafhængighed og eventuelle

forskelle i retssystemernes opbygning i EU, jf. direktivets artikel 25.

1.1.1.2 Faglige krav til sagsbehandlere

Medlemsstaterne skal efter rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 26, stk. 1, litra a,

sikre, at sagsbehandlere, der udpeges af en judiciel eller administrativ myndighed i forbindelse

med procedurer for rekonstruktion, konkurs og gældssanering, modtager passende uddannelse

og har den fornødne ekspertise til deres ansvarsområde.

Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 87, at passende uddannelse, kvalifikationer

og ekspertise for sagsbehandlere også kan være erhvervet under udøvelsen af deres erhverv.

220

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til selv at sørge for den nødvendige uddannelse, men

denne kan leveres af f.eks. faglige sammenslutninger eller andre organer, jf. direktivets præam-

belbetragtning nr. 87.

1.1.2 Krav til sagsbehandleres habilitet

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne via

passende tilsyns- og reguleringsmekanismer skal sikre, at sagsbehandlere yder deres tjenester

på en måde, som i forhold til de involverede parter er upartisk og uafhængig.

For at undgå enhver interessekonflikt, har skyldneren og fordringshaverne adgang til at gøre

indsigelse mod en bestemt sagsbehandler, jf. kapitel 21, afsnit 1.1.4.

1.1.3 Krav om sagsbehandleres integritet

Medlemsstaterne bør sikre, at sagsbehandlere udfører deres opgaver med integritet, og med-

lemsstaterne kan tilskynde til, at sagsbehandlere udarbejder og følger adfærdskodekser, jf. di-

rektivets artikel 27, stk. 3, og præambelbetragtning nr. 87.

1.1.4 Krav vedrørende udpegning, afsættelse og fratræden af sagsbehandlere

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 26, stk. 1, litra b, at medlemssta-

terne skal sikre, at betingelserne for at kunne komme i betragtning som sagsbehandler, der be-

skæftiger sig med rekonstruktion, konkurs og gældssanering, er klare, gennemsigtige og retfær-

dige, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra b.

Procedurerne for udpegning, afsættelse og fratræden af sådanne sagsbehandlere, skal ligeledes

være klare, gennemsigtige og retfærdige, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra b.

Medlemsstaterne skal sikre, at der ved udpegning af en sagsbehandler til en bestemt sag, her-

under sager med grænseoverskridende elementer, tages behørigt hensyn til dennes erfaring og

ekspertise og til sagens nærmere omstændigheder, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra c. Om

kravene til uddannelse og ekspertise henvises til kapitel 21, afsnit 1.1.1.2, ovenfor.

221

Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter, at en sagsbehandler kan vælges

af en skyldner, fordringshavere eller et kreditorudvalg fra en liste eller en pulje, der er forhånds-

godkendt af en judiciel eller administrativ myndighed, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

88.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at en sagsbehandler vælges ved en anden metode såsom tilfæl-

dig udvælgelse ved et softwareprogram, forudsat at det sikres, at der ved anvendelse af disse

metoder tages behørigt hensyn til sagsbehandlerens erfaring og ekspertise, jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 88.

I sager med grænseoverskridende elementer bør der efter direktivets præambelbetragtning nr.

88 ved udpegning af en sagsbehandler bl.a. tages hensyn til sagsbehandlerens evne til at opfylde

forpligtelserne i henhold til forordning (EU) 2015/848 til at kommunikere og samarbejde med

udenlandske insolvensbehandlere og judicielle og administrative myndigheder fra andre med-

lemsstater samt vedkommendes menneskelige og administrative ressourcer til at håndtere po-

tentielt komplekse sager. Danmark er som ovenfor anført ikke bundet af den nævnte forordning.

For at undgå enhver interessekonflikt skal skyldneren og fordringshaverne have mulighed for

at gøre indsigelse mod udvælgelsen eller udpegningen af en sagsbehandler eller kunne anmode

om, at sagsbehandleren erstattes af en anden, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra d.

1.1.5 Tilsyn med sagsbehandlere og sagsbehandleres ansvar

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne skal

indføre passende tilsyns- og reguleringsmekanismer med henblik på at sikre et effektivt tilsyn

med sagsbehandleres arbejde for at sikre, at deres tjenester ydes på effektiv og kompetent måde

og i forhold til de involverede parter på upartisk og uafhængig vis. Disse mekanismer skal også

omfatte foranstaltninger for ansvaret for sagsbehandlere, der har forsømt deres pligter.

Sådanne tilsyns- og reguleringsmekanismer bør omfatte effektive foranstaltninger vedrørende

ansvaret hos sagsbehandlere, der har forsømt deres pligter, såsom nedsættelse af en sagsbe-

handlers vederlag, udelukkelse fra listen eller puljen med sagsbehandlere, der kan udpeges i

insolvenssager, og, hvis det er relevant, disciplinære, administrative eller strafferetlige sankti-

oner, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 89.

Sagsbehandlere vil herudover kunne ifalde civilretligt erstatningsansvar ved tilsidesættelse af

kontraktlige forpligtelser eller forpligtelser uden for kontrakt, idet omfang dette følger af nati-

onal ret, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 89.

222

Direktivets præambelbetragtning nr. 87 fremhæver vigtigheden af, at sagsbehandlere, som be-

skæftiger sig med rekonstruktion, konkurs og gældssanering, følger standarder for sådanne op-

gaver, såsom at de opnår forsikring for erhvervsansvar.

Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om de myndigheder eller organer, der udøver tilsyn med

sagsbehandlere, er offentligt tilgængelige, jf. direktivets artikel 27, stk. 2. En simpel henvisning

til den judicielle eller administrative myndighed vil være tilstrækkelig oplysning, jf. direktivets

præambelbetragtning nr. 89. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at oprette specifikke

myndigheder eller organer, som kan udføre de nævnte tilsynsopgaver m.v., jf. direktivets præ-

ambelbetragtning nr. 89.

Medlemsstaterne bør kunne udvide bestemmelserne om kontrol med sagsbehandlere til også at

omfatte andre sagsbehandlere, som ikke er dækket af dette direktiv, jf. direktivets præambelbe-

tragtning nr. 89.

1.1.6 Vederlag

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 27, stk. 4, at medlemsstaterne

skal sikre, at sagsbehandleres vederlag er omfattet af bestemmelser, der er i overensstemmelse

med målet om en effektiv afvikling af procedurerne, ligesom medlemsstaterne skal sørge for,

at der findes hensigtsmæssige procedurer til løsning af eventuelle tvister om vederlag.

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fastsætte, at tvister vedrørende vederlag til sags-

behandlere skal prioriteres frem for andre procedurer, jf. direktivets præambelbetragtning nr.

89.

1.1.7 Effektivitetskrav, herunder adgang til digital kommunikation

Medlemsstaterne skal i henhold til rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 25, litra b,

sikre, at procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering behandles på en

effektiv måde med henblik på en hurtig behandling. Dette er ifølge direktivets præambelbe-

tragtning nr. 87 begrundet i, at uforholdsmæssigt lange insolvensprocedurer i mange medlems-

stater resulterer i retsusikkerhed for fordringshavere og investorer og lave inddrivelsesrater.

Forpligtelsen til at sikre en effektiv behandling indebærer ifølge direktivets præambelbetragt-

ning nr. 86 ikke, at medlemsstaterne bør være forpligtet til at kræve, at procedurer for rekon-

struktion, konkurs og gældssanering prioriteres frem for andre procedurer.

223

Direktivets krav om effektivisering berører ikke retsvæsenets uafhængighed og eventuelle for-

skelle i retssystemernes opbygning i EU, jf. direktivets artikel 25.

1.1.7.1 Adgang til digital kommunikation

Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 28, at medlemsstaterne i forbin-

delse med procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering skal sikre, at

parterne i proceduren, dvs. skyldneren og fordringshaverne, sagsbehandleren og den judicielle

eller administrative myndighed, som minimum kan anmelde krav, forelægge rekonstruktions-

eller tilbagebetalingsplaner, underrette fordringshavere og indgive indsigelser og klager ved

anvendelse af elektroniske kommunikationsmidler, herunder i grænseoverskridende situatio-

ner.

Kravet om adgang til digitale kommunikationsmidler er ifølge direktivets præambelbetragtning

nr. 90 begrundet i hensynet til at afkorte procedurernes varighed, lette bedre deltagelse af for-

dringshavere i procedurer for rekonstruktion, konkurs og gældssanering og sikre ensartede vil-

kår for fordringshavere, uanset hvor de befinder sig i EU.

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at underretninger af en fordringshaver kun kan foretages

elektronisk, hvis den pågældende fordringshaver tidligere har samtykket til anvendelse af elek-

tronisk kommunikation, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 90.

Af direktivets præambelbetragtning nr. 91 følger, at parterne i procedurer for rekonstruktion,

insolvensbehandling og gældssanering ikke bør være forpligtet til at anvende elektroniske kom-

munikationsmidler, hvis sådan anvendelse ikke er obligatorisk i henhold til national ret, uden

at dette dog forhindrer medlemsstaterne i at indføre et obligatorisk system til elektronisk indgi-

velse og forkyndelse af dokumenter i procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og

gældssanering.

Medlemsstaterne bør i henhold til direktivets præambelbetragtning nr. 91 selv kunne vælge de

elektroniske kommunikationsmidler. Eksempler på sådanne midler kan omfatte et specifikt sy-

stem til elektronisk overførsel af sådanne dokumenter eller brug af e-mail, uden at dette forhin-

drer medlemsstaterne i at indføre funktioner til at sikre sikker elektronisk overførsel, såsom

elektronisk signatur eller tillidstjenester, såsom elektroniske leveringstjenester, i overensstem-

melse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2014/910 af 23. juli 2014 om elek-

tronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre mar-

ked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF.

224

1.2 Konkursloven

1.2.1 Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjurister

Skiftesagsbehandling foretages af skifteretterne ved landets byretter, idet behandling af begæ-

ringer om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering i de områder, der er henlagt

under Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup og Retten i Lyngby, dog

behandles af Sø- og Handelsretten, jf. konkurslovens §§ 3 og 4. Undtagelse herfra gøres, hvis

en skyldners konkursbo allerede er under behandling ved en skifteret, og der indgives en ny

begæring om konkurs, jf. konkurslovens § 4, jf. § 3, stk. 3.

Der medvirker ved behandlingen af konkurs-, rekonstruktions- og gældssaneringssager i almin-

delighed kun én dommer, jf. retsplejelovens §§ 12 og 16. Det vil ofte være en dommerfuld-

mægtig, der behandler sagen.

Præsidenten ved den enkelte byret eller ved Sø- og Handelsretten træffer efter forhandling med

rettens øvrige dommere bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om sagernes

administrative behandling, jf. retsplejelovens § 12, stk. 1, 2. pkt. og § 16, stk. 1, 2. pkt.

Det er et krav for at kunne beskikkes som dommer ved de almindelige domstole, at den pågæl-

dende har bestået juridisk kandidateksamen, jf. retsplejelovens § 42, stk. 3. Beskikkelse som

dommer i by- eller landsret eller i Sø- og Handelsretten kræver i reglen også, at den pågælden-

des egnethed har været bedømt i landsretten, jf. retsplejelovens § 42, stk. 4.

Besættelsen af dommerstillinger skal efter retsplejelovens § 43 ske ud fra en samlet vurdering

af ansøgernes kvalifikationer til den pågældende stilling. Der skal herved lægges afgørende

vægt på ansøgernes juridiske og personlige kvalifikationer. Også bredden i ansøgernes juridiske

erfaringsgrundlag skal tillægges vægt, ligesom det skal indgå i vurderingen, at der ved domsto-

lene bør være dommere med forskellig juridisk erhvervsbaggrund.

Det antages herudover at følge af forholdets natur, at de pågældende er uberygtede og veder-

hæftige.

Beskikkelse af dommere foretages af Justitsministeren, som træffer afgørelse på baggrund af

en begrundet indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet, jf. retsplejelovens § 43 a.

225

Udviser dommeren forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen eller gør sig skyldig i et

utilbørligt eller usømmeligt forhold, kan dommeren efter de i retsplejelovens §§ 48-49 nærmere

angivne regler efter omstændighederne tildeles en advarsel, modtage en misbilligelse eller en

bøde, ligesom dommeren kan afsættes.

Det om dommere anførte gælder tilsvarende for konstituerede dommere.

For dommerfuldmægtige og retsassessorer gælder som udgangspunkt alene et krav om, at de

pågældende skal have juridisk embedseksamen, jf. retsplejelovens § 52, stk. 2. Viser en dom-

merfuldmægtig eller retsassessor sig fagligt uegnet med hensyn til juridiske kvalifikationer,

evne til at lede retsforhandlingerne, samarbejdsevner eller langsommelighed i sagsbehandlin-

gen, kan den pågældende afskediges, jf. retsplejelovens § 54, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens

§§ 48-49 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår dommerfuldmægtige og retsassessorer.

Det er retspræsidenten, som afgør, hvilke sager der behandles af rettens dommerfuldmægtige

og retsassessorer.

1.2.2 Krav til kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og medhjælpere

1.2.2.1 Kuratorer

1.2.2.1.1 Kurators opgaver

På grundlag af betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbe-

handlingen, der med visse justeringer blev gennemført ved lov nr. 382 af 22. maj 1996, blev

konkurslovens daværende regler om bostyre ændret væsentligt, hvorved den dagældende ord-

ning med en midlertidig bestyrer for boet blev ophævet og erstattet af konkurslovens § 110

om kuratorfuldmagten. Ændringen, hvor en kurator udpeges straks ved dekretets afsigelse,

var begrundet i, at det fandtes at være af afgørende betydning, at bostyret straks efter dekretets

afsigelse får adgang til at disponere på boets vegne. Det følger således af betænkning nr.

1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen, side 25:

”Det er en almindelig erfaring, at forløbet af den første periode efter afsigelsen af

et konkursdekret er af væsentlig betydning for udfaldet af den videre bobehand-

ling. Der vil således i mange tilfælde skulle tages stilling til spørgsmålet om vi-

dereførelse af skyldnerens virksomhed, til indtræden i gensidigt bebyrdende kon-

trakter – leje- og leasingaftaler, entrepriseaftaler og ansættelsesaftaler m.v. – og

tilbud om køb af boets aktiver eller den samlede virksomhed.”

226

Konkurslovens § 110, stk. 1, 1 pkt., erstattede den hidtidige regel i § 115, stk. 1, der indeholdt

eksemplificering af kurators opgaver, men den kortere formulering tilsigtede ikke nogen rea-

litetsændring af kurators kompetence, jf. betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og

modernisering af konkursbehandlingen, side 55.

Det følger af konkurslovens § 110, at kurator ved udførelsen af sit hverv skal varetage boets

interesser, herunder sikre boets aktiver og foretage de fornødne skridt til værn mod uberettigede

dispositioner over aktiverne, samt repræsentere boet i enhver henseende. Kurator skal fremme

boets behandling mest muligt og om fornødent afgive meddelelse til politiet om forhold, som

kan give anledning til efterforskning, jf. konkurslovens § 110, stk. 1 og 4.

Straks efter konkursdekretets afsigelse sender kurator meddelelse herom til fordringshaverne

samt virksomheds- og fordringspanthavere, som indeholder de i konkurslovens § 124, stk. 1,

sidste pkt., nævnte oplysninger. Endvidere underretter kurator fordringshaverne om et eventuelt

kommende kuratorvalg og/eller valg til kreditorudvalg, jf. konkurslovens § 124, stk. 2. Kurator

orienterer efter sådant eventuelt valg fordringshaverne om det endelige bostyre, jf. konkurslo-

vens § 124, stk. 3.

Skyldneren mister ved afsigelsen af dekretet retten til at overdrage eller opgive sine ejendele,

modtage betaling og andre ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer,

stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet, jf. konkurs-

lovens § 29.

Efter dekretets afsigelse disponerer kurator i enhver henseende på boets vegne, jf. konkurslo-

vens § 110. For at kurator kan opfylde sine forpligtelser til at varetage boets og dermed kredi-

torernes interesser, bør kurator fra skyldneren skaffe alle relevante oplysninger om dennes for-

hold, herunder f.eks. oplysninger om drift, gensidigt bebyrdende kontrakter, aktiver, stillede

sikkerheder, herunder pant, forpligtelser m.m. Kurator skal tillige skaffe oplysninger om bl.a.,

hvordan skyldnerens forretningsførelse har været, skyldnerens regnskabsmateriale m.m. Skyld-

neren skal afgive alle fornødne oplysninger til kurator, jf. konkurslovens § 100, hvilke forplig-

telser påhviler ledelsen og revisor, hvis skyldneren er et selskab, en forening eller en anden

organisation, jf. konkurslovens § 105, jf. § 100.

Ved konkursdekretets afsigelse overtager kurator rådigheden over skyldnerens aktiver, og ku-

rator skal foretage de fornødne skridt til værn mod uberettigede dispositioner over aktiverne,

jf. konkurslovens § 110, stk. 1, 1. pkt.

227

Konkursen omfatter skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under

konkursen tilfalder ham, jf. konkurslovens § 32, herunder arv, medmindre andet følger af arve-

laders gyldige bestemmelse, eller konkursboet afstår fra arven, jf. konkurslovens § 34. Konkur-

sen omfatter derimod ikke skyldnerens indtægter under konkursen, jf. konkurslovens § 33, og

som hovedregel ikke aktiver, hvori udlæg ikke kan foretages, jf. konkurslovens § 36. Lejemål

om hus og husrum, der tjener til bolig for skyldneren, kan inddrages under boet i visse tilfælde,

jf. konkurslovens § 37.

Kurator skal ved udøvelse af sit hverv tage stilling til, hvilke aktiver der indgår i konkursmas-

sen, jf. konkurslovens §§ 32-37, herunder om erhververe har opnået sikrede rettigheder til gen-

stande, der måtte være overdraget forud for konkursen, og dermed måtte være separatister til

sådanne genstande, jf. konkurslovens § 82. Kurator skal ved vurdering af, hvilke aktiver der

indgår i konkursmassen, tillige tage stilling til, om sikringsakter, der måtte være fornødne for

at sikre en rettighedshavers krav over et aktiv, er behørigt foretaget, eller om der måtte være

indtrådt ekstinktion som følge af dekretet og bekendtgørelse herom i Statstidende, jf. konkurs-

lovens § 30, stk. 1, henholdsvis ved kurators foretagelse af den for pågældende aktiv relevante

og nødvendige sikringsakt.

Kurator antager én eller flere sagkyndige personer, der snarest skal foretage registrering og

eventuelt vurdering af boets aktiver i henhold til konkurslovens § 110, stk. 2.

Kurator forestår udover sikring af boets aktiver realisation heraf. Kurator skal i forbindelse

hermed tage stilling til, hvorvidt skyldnerens virksomhed skal videreføres, jf. betænkning nr.

1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen. Ved vurdering heraf

skal kurator beslutte, om det tjener boets interesser at indtræde i gensidigt bebyrdende kon-

trakter, jf. konkurslovens kapital 7. Kurator skal bl.a. vurdere, om boet skal indtræde i skyld-

nerens kontrakter om leje og forpagtning af fast ejendom, jf. konkurslovens § 62. Kurator

skal træffe afgørelse om, hvorvidt boet skal indtræde i arbejdsaftaler med personer, der er

ansat i skyldnerens erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 63. Ved afgørelsen af, om boet

skal indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler, jf. konkurslovens kapital 7, skal kurator forholde

sig til retsvirkningerne af indtræden, herunder om stiftelse af massekrav i medfør af konkurs-

lovens § 93, nr. 3, i den konkrete situation tjener boets interesser bedst.

Kurator skal sørge for inddrivelse af udestående fordringer. Kurator skal administrere og be-

styre boets aktiver indtil salg af disse, herunder opkræve leje af fast ejendom, når boet er

berettiget hertil. Ved salg af boets aktiver omfatter kurators hverv forhandling om og fastsæt-

telse af vilkår for overdragelsen, ligesom kurator skal sikre boets interesser i forbindelse med

228

berigtigelse af overdragelsen. Ved salg af aktiver, der er pantsatte, skal der foretages vurde-

ring af panterettigheders gyldighed og omfang, herunder for så vidt angår rentekrav, priori-

tetsstilling mellem flere panthavere, muligheder for anfægtelse af rettigheder, herunder ved

ekstinktion, omstødelse m.m. Gyldighed m.m. af andre sikkerheder skal ligeledes fastlægges.

Hvis der er overskud ved pantets bestyrelse, skal der tages stilling til, om overskuddet tilfalder

panthavere eller indgår i boets masse, jf. konkurslovens § 87, stk. 1, mens det skal sikres, at

køber tilsvarer underskud ved pantets bestyrelse, jf. konkurslovens § 87, stk. 2.

Kurator skal under behandlingen af konkursboet orientere et eventuelt kreditorudvalg om alle

vigtige dispositioner samt underrette dette om påtænkte, særlig væsentlige dispositioner,

medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet.

Ved betænkning nr.1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen,

der med visse justeringer blev gennemført ved lov nr. 382 af 22. maj 1996, blev konkurslo-

vens daværende regler om kuratorers pligter til at afgive redegørelser om boets forhold er-

stattet af en pligt til løbende at holde fordringshaverne orienteret om boets forhold inden for

fastsatte tidsfrister. På grundlag af Konkursrådets betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere

behandling af konkursboer, der blev gennemført ved lov nr. 396 af 30. april 2007, blev bl.a.

reglerne i § 125 justeret. På grundlag af Konkursrådets betænkning nr. 1525/2011 om kon-

kurskarantæne, der blev gennemført ved lov nr. 429 af 1. maj 2013, blev der indført regler

om konkurskarantæne, og et nyt stk., § 125, stk. 3, om kurators begrundede indstilling om,

hvorvidt der er grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne, blev indsat. I henhold til

konkurslovens § 125 skal kurator tillige sende redegørelserne til skifteretten.

Kurator skal således fremsende periodiske redegørelser til skifteretten og fordringshaverne

efter reglerne i konkurslovens § 125.

Kurator skal udarbejde en oversigt over boets aktiver og passiver og inden tre uger fra konkurs-

dekretets afsigelse sende denne til skifteretten og fordringshaverne, jf. konkurslovens § 125,

stk. 1.

Kurator sender inden fire måneder fra konkursdekretets afsigelse til skifteretten og fordrings-

haverne en statusoversigt og redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen samt oplysning

om de vigtigste regnskabstal for den periode, der er forløbet siden det senest udarbejdede regn-

skab, forklaring på væsentlige afvigelser mellem dette og boets status, hvilke opgaver kurator

indtil videre har varetaget, med oplysninger om den tid, der er medgået til udførelsen af de

enkelte opgaver, og om, hvornår opgaverne er udført. Redegørelsen skal desuden indeholde

oplysning om, hvorpå boet beror, og om muligt, hvornår det forventes afsluttet, samt kurators

229

begrundede indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede en konkurskarantænesag, jf.

konkurslovens § 125, stk. 2-3.

Kurator skal i statusoversigt og redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, medtage

bemærkninger om de væsentligste afvigelser mellem skyldnerens seneste regnskab og boets

status og en indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede konkurskarantænesag, jf.

konkurslovens § 125, stk. 3.

Kurator skal bl.a. til brug for den nævnte orientering til fordringshaverne og stillingtagen til

indstilling om indledning af konkurskarantænesag, men tillige til brug for stillingtagen til, om

boet har fået rådighed over alle aktiver, om der kan foreligge omstødelige dispositioner, ledel-

sesansvar m.m., foretage gennemgang og vurdering af skyldnerens bogføring, regnskabsaflæg-

gelse og økonomistyring.

Når skyldnerens bogføring m.m. enten ikke stilles til rådighed for kurator eller ikke er ajourført,

er mangelfuld og/eller misvisende, må de væsentligste afvigelser beskrives på grundlag af de

tilgængelige oplysninger. Manglende udlevering eller uforklarlig bortkomst af regnskabsmate-

riale kan tillægges betydning ved vurdering af, om skyldneren på grundlag af groft uforsvarlig

forretningsførelse i medfør af konkurslovens § 157 anses at være uegnet til at deltage i ledelsen

af en erhvervsvirksomhed. Tilsvarende kan væsentlig tilsidesættelse af forpligtelser til at fore-

tage bogføring, aflægge regnskab, angive og afregne momstilsvar, indberette, indeholde og af-

regne AM-bidrag og A-skat tillægges betydning ved vurdering af, om skyldneren på grundlag

af groft uforsvarlig forretningsførelse i medfør af konkurslovens § 157 anses at være uegnet til

at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Kurator skal afgive begrundet indstilling, jf. konkurslovens § 125, stk., 3, om, hvorvidt den, der

senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, skal pålægges

konkurskarantæne. Konkurskarantæne kan pålægges, hvis pågældende på grund af groft ufor-

svarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. kon-

kurslovens § 157, stk. 1. Kurator fører en eventuel konkurskarantænesag i overensstemmelse

med reglerne i konkurslovens kapitel 20.

Senest 10 måneder efter konkursdekretets afsigelse og derefter hvert halve år sender kurator en

redegørelse for boets forhold til skifteretten og til de fordringshavere, der forventes at kunne

opnå dividende, som indeholder oplysning om boets aktiver og passiver, herunder om der fore-

ligger dispositioner eller retsforfølgning, der kan være omstødelige, redegørelse for bobehand-

lingen i den forløbne periode, herunder forløbet og resultatet af boets eventuelle fortsættelse af

driften af skyldnerens virksomhed, oplysning om, hvilke opgaver kurator har varetaget siden

230

den senest afgivne redegørelse, om den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver,

og om, hvornår opgaverne er udført, oplysning om, hvorpå boet beror og om muligt, hvornår

det forventes afsluttet, og oplysning om eventuel begæring om udbetaling af acontosalær til

kurator, jf. konkurslovens § 125, stk. 4.

Kurator skal under boets behandling indhente, gennemgå og vurdere oplysninger om dispositi-

oner foretaget i perioden forud for dekretet med henblik på at vurdere, om der er dispositioner

eller retsskridt, der skal søges omstødt i medfør af reglerne i konkurslovens kapitel 8. Omstø-

delse kan under nærmere betingelser gennemføres på grundlag af objektive eller subjektive

bestemmelser og kan omfatte såvel forringende som forrykkende dispositioner. Kurator skal ud

over at søge at fastlægge fakta ved dispositionerne foretage vurdering af jus med henblik på

stillingtagen til, om retssag til gennemførelse af krav skal anlægges, hvilket som hovedregel

kan ske indtil 12 måneder efter, at konkursdekret er afsagt, jf. konkurslovens § 81, stk. 1, 1. pkt.

Retssag om krav, der rejses af boet, anlægges af kurator på boets vegne, jf. konkurslovens §

135.

Det påhviler tillige kurator at foretage vurdering af, om der f.eks. måtte være grundlag for at

rejse krav, herunder ved sagsanlæg, om ledelsesansvar, ansvar som følge af drift ud over håb-

løshedstidspunktet, erstatningsansvar for skyldnerens tidligere rådgivere m.m.

Kurator skal i redegørelserne i medfør af konkurslovens § 125 medtage oplysninger om kon-

staterede forhold af nævnte art, respektive forløbet og udfaldet af tvister om f.eks. omstødelse,

ledelsesansvar m.m. og/eller andre retssager.

Kurator foretager registrering af anmeldte fordringer og andre krav, jf. konkurslovens § 129,

udarbejder indstilling om, hvorvidt anmeldte fordringer og andre krav bør anerkendes eller af-

vises, jf. konkurslovens § 130, stk. 1, og indkalder til møde, der afholdes på kurators kontor, i

Statstidende, jf. konkurslovens § 131, stk. 1. Hvis der fremsættes og opretholdes indsigelse mod

kurators indstilling, må den, der ikke kan anerkende indstillingen, anlægge retssag ved skifte-

retten, jf. konkurslovens § 133, stk. 1. Kurator repræsenterer boet under en sådan retssag, jf.

konkurslovens § 110, stk. 1. Afgørelse træffes af skifteretten ved dom, jf. konkurslovens § 246.

Konkursmassen anvendes til fyldestgørelse af dem, der ved konkursdekretets afsigelse havde

krav mod skyldneren, jf. dog konkurslovens § 30, samt et krav på indkomstskat i henhold sel-

skabsskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende det indkomstår, der udløber efter kon-

kursdekretets afsigelse, jf. konkurslovens § 38.

231

I konkurslovens kapitel 6 er endvidere medtaget bestemmelser om retsstillingen for regreskrav,

jf. konkurslovens § 39, adgangen til at kræve krav omsat til penge og kursfastsættelse for for-

dringer i fremmed mønt, jf. konkurslovens § 40, boets frigørelsestid, jf. konkurslovens § 41,

regler om modregning, jf. konkurslovens §§ 42-45, retsvirkningen af delvis dækning til for-

dringshaver via pant stillet af skyldner, jf. konkurslovens § 46, og retsvirkninger ved solidariske

skyldforhold, jf. konkurslovens §§ 47-52.

Konkursordenen er reguleret i konkurslovens kapitel 10, hvor § 93 vedrører massekrav, § 94

vedrører fortrinsberettigede krav, § 95 vedrører krav på løn m.m. med privilegium, § 96 vedrø-

rer visse afgiftskrav, § 97 vedrører øvrige fordringer, bortset fra §98-krav, der vedrører efter-

stillede krav.

Kurator skal ved indstillinger om, hvorvidt de anmeldte fordringer og andre krav skal indstilles

til godkendelse, hel eller delvis afvisning under fordringsprøvelsen i boets regi, dels tage stilling

til, hvorvidt og i givet fald hvilke krav, der har ret til dividende, dels tage stilling til kravenes

placering i konkursordenen.

Det påhviler kurator at varetage eventuelle retssager, som boet er involveret i, og at tage stilling

til boets indtræden i sager anlagt mod skyldneren før konkursen, jf. konkurslovens §§ 135-136.

Viser det sig, at boet ikke har yderligere aktiver, sluttes boet efter konkurslovens § 143.

Når boets aktiver er realiseret, dets tilgodehavender inddrevet og mulige tvister endeligt af-

gjort, udarbejder kurator udkast til regnskab, og samtidig eller så snart regnskabet er stadfæ-

stet, udkast til endelig udlodning, jf. konkurslovens § 148.

Kurator underretter med mindst 14 dages varsel fordringshaverne om afholdelse af skiftesam-

ling og vedlægger regnskab eller uddrag heraf til de fordringshavere, der forventes at opnå

dividende, jf. konkurslovens § 125, stk. 5. Informationen sendes samtidig til skifteretten, jf.

konkurslovens § 126, stk. 1.

Når skifteretten har stadfæstet udkastet til regnskab og udlodning, og ankefristen er udløbet,

uden at anke er sket, udbetaler kurator dividenden, jf. konkurslovens § 152.

1.2.2.1.2 Faglige krav til kuratorer

Konkursloven stiller ikke krav om en bestemt uddannelse for kurator, men det må anses for en

almindelig forudsætning, at kurator er i stand til at varetage de opgaver, som følger af hvervet,

232

idet kurator dog kan antage sagkyndig bistand til f.eks. at løse opgaver, som kræver kendskab

til forretningsforhold, jf. konkurslovens § 110, stk. 1, sidste pkt.

Kurator har i praksis været en advokat. Det følger af betænkning nr. 1273/1994 om rationali-

sering og modernisering af konkursbehandlingen, side 26, at dette også må anses for mest

hensigtsmæssigt, idet de problemer, der skal løses i forbindelse med en bobehandling, kræver

et nøje kendskab til retsreglerne på en række forskellige områder og til konfliktbehandling og

konfliktløsning. I den nævnte betænkning er angivet, at også kendskab til forretnings- og mar-

kedsforhold kan være af væsentlig betydning i forbindelse med boets behandling, særligt når

boet fortsætter driften af en virksomhed i en periode eller i forbindelse med salg af virksomhe-

den. Hvis kurator ikke selv er branchekyndig, vil han derfor ofte med fordel kunne lade skyld-

neren, den tidligere ledelse eller ledende medarbejdere fortsætte i virksomheden under afvik-

lingen. Er dette ikke hensigtsmæssigt, kan det være påkrævet, at kurator antager sagkyndig

bistand.

1.2.2.1.3 Kurators habilitet og integritet

Ingen må handle som kurator, hvis han er en af skyldnerens nærtstående, afhængig af skyldne-

ren eller der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans

upartiskhed i det foreliggende spørgsmål, jf. konkurslovens § 238, stk. 1. Vurderingen foretages

af skifteretten, men kurator skal naturligvis også selv vurdere sin habilitet og alene acceptere

hvervet, såfremt inhabilitet ikke foreligger.

Kurator, dennes nærtstående eller ansatte i disses virksomheder må ikke erhverve nogen del af

boets aktiver, jf. konkurslovens § 238, stk. 4.

Konkursloven indeholder ikke krav til kurators integritet. Kurator vil som angivet typisk være

advokat og dermed undergivet de advokatetiske regler.

Konkursrådet vil ikke behandle spørgsmålet om habilitet i denne betænkning.

1.2.2.1.4 Udpegning af kuratorer

Skifteretten udpeger ved konkursdekretets afsigelse straks én eller flere kuratorer, jf. konkurs-

lovens § 107, efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede. Skyldneren, som

normalt vil være til stede, har ikke nogen formel indflydelse på valget, men kan høres.

Kuratorhvervet er et personligt hverv.

233

Det følger af forarbejderne til konkurslovens § 107, at skifteretten bør udpege en kyndig i be-

handlingen af konkursboer, og at kurators mere selvstændige stilling stiller krav såvel til kura-

tors egnethed som til hans habilitet. Ved udpegningen skal skifteretten tage hensyn til boets

omfang og beskaffenhed, og til at kurator nyder almindelig tillid blandt boets fordringshavere.

Skifteretten bør ved udpegningen også lægge vægt på, om der efter boets beskaffenhed er behov

for særlig sagkyndig eller branchemæssig indsigt hos kurator. Det skal desuden generelt tilstræ-

bes, at der udpeges en kurator, der også kan forventes eventuelt at blive valgt af fordringsha-

verne, jf. betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehand-

lingen, side 26.

I Vestre Landsrets kendelse af 24. november 2000 (U 2001.476 V) havde skifteretten nægtet at

udpege en advokat som kurator med henvisning til hans manglende rutine. Landsretten ophæ-

vede imidlertid skifterettens vurdering med følgende begrundelse:

”Skifterettens begrundelse for ikke at udpege advokat […] som kurator er ifølge

retsbogen, at han ikke har den fornødne sagsbehandlingsrutine vedrørende konkurs-

boer. Landsretten finder ikke, at denne begrundelse, der er af helt generel karakter,

kan begrunde, at skifteretten i stedet for advokat […] som kurator udpeger advokat

Mogens Hebbelstrup, der efter det oplyste ikke på forhånd har kendskab til sagen

og er indkaldt til retsmødet af skifteretten.”

I betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere behandling af konkursboer, side 71 f., anføres i til-

slutning til denne afgørelse, at en afgørelse må indeholde en tilstrækkelig konkretiseret begrun-

delse, der henviser til hvilke dårlige erfaringer, der har været med den valgte kurators admini-

stration af tidligere boer.

For at have mulighed for at udpege en kvalificeret kurator, er skifteretten i realiteten nødt til at

have et beredskab af advokater, der uden varsel kan virke som kuratorer, jf. Ulrik Rammeskow

Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen og Kim Sommer Jensen, Konkurs, 2. udgave, 2020,

side 97. Sådanne ordninger findes bl.a. ved Sø- og Handelsretten, hvor der er udpeget et antal

faste kuratorer, der har insolvensskifteret som speciale. Disse bliver udpeget til kurator i de

konkursboer, hvor boets fordringshavere ikke vælger en anden kurator. De faste kuratorer an-

tages efter opslag.

Konflikten mellem en fremmødt kreditors ønske og skifterettens valgret har været genstand for

en række kendelser:

234

I Vestre Landsrets kendelse af 9. maj 2008 (U 2008.2027 V) underkendte landsret-

ten skifterettens udpegning af en anden end konkursrekvirentens advokat. Denne

repræsenterede ca. 1,4 mio. kr. ud fra en kreditormasse på ca. 7,4 mio. kr., og der

måtte i boet forventes dækning til § 97-krav. Skifteretten havde udpeget en fast

medhjælper og henvist rekvirenten til at forlange kuratorvalg.

Vestre Landsrets kendelse af 16. november 2012 (U 2013.633 V) omhandlede an-

vendelsen af konkurslovens § 107, stk. 1, 1. pkt., når en kreditor fremsætter begæ-

ring om udpegning af en kurator, som ikke kan forventes valgt på en skiftesamling.

Landsretten anførte om spørgsmålet: ”Skifteretten er således ikke bundet af en

eventuel indstilling fra kreditorerne, men skal træffe afgørelsen efter egnethed.

Dette gælder også, selv om kun en enkelt kreditor er til stede, og den pågældende

peger på en bestemt advokat som kurator. Ved valget mellem flere egnede og habile

kuratoremner står skifteretten principielt frit, men det vil være naturligt, at skifte-

retten – også uanset en eventuel ordning med faste kuratorer – straks udpeger en

bestemt advokat som kurator, hvis det må forventes, at den pågældende vil blive

valgt på en skiftesamling.”

Vestre Landsrets kendelse af 27. november 2014 (U 2015.860 V) omhandlede et bo

uden frie midler, men pantsatte aktiver. Udpegningen af kurator var en tvist mellem

en lønmodtagerrepræsentant og panthavernes repræsentant. Landsretten anførte om

spørgsmålet: ”Under hensyn til, at alle selskabets aktiver er pantsat til Nordea Bank

Danmark A/S og Spar Nord Bank A/S, og at konkursbehandlingen derfor vil bestå

i realisering af de pantsatte aktiver, finder landsretten, at Nordea Bank Danmark

A/S og Spar Nord Bank A/S efter en samlet vurdering har den største og væsentlig-

ste interesse i, hvem der udpeges som kurator.”

Det må ligge fast, at en egnet og habil advokat, der kan forventes valgt i tilfælde af kuratorvalg,

skal udpeges af skifteretten. Dette er udtryk for kreditordemokratiet, og det skal respekteres

allerede fra konkursens begyndelse. I forhold til ordlyden af konkurslovens § 107 om at rådføre

sig med de tilstedeværende fordringshavere er det dog en for vidtgående fortolkning, hvis skif-

teretten i øvrigt skulle have helt frit valg, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund

Christensen og Kim Sommer Jensen, Konkurs, 2. udgave, 2020, side 97 f.

Skifteretten kan i forbindelse med afsigelse af konkursdekretet bestemme, at der skal indkaldes

til skiftesamling til valg af kurator, som afholdes inden tre uger efter bekendtgørelsen om kon-

kurs. Der skal endvidere indkaldes til kuratorvalg inden tre uger fra en begæring herom fra

kurator eller en fordringshaver begærer det, jf. konkurslovens § 108, stk. 1 og 2. Kurator vælges

235

på skiftesamlingen ved afstemning blandt fordringshaverne efter stemmereglerne i konkurslo-

vens § 113, stk. 1. Skiftesamlingen kan vedtage, at der skal vælges flere kuratorer, jf. konkurs-

lovens § 113, stk. 2.

Hvis særlige grunde taler derfor, kan skifteretten forkaste valget af kurator. Fordringshaverne

kan da foretage et nyt kuratorvalg, jf. konkurslovens § 113, stk. 3. Skifteretten kan af egen drift

endvidere udpege yderligere en kurator, jf. konkurslovens § 113, stk. 4.

1.2.2.1.5 Afsættelse og fratræden

Skifteretten kan afsætte en kurator, såfremt særlige grunde taler herfor, jf. konkurslovens § 114,

stk. 1, 1. pkt. Sådanne særlige grunde kan f.eks. være udygtighed, langsommelighed eller inha-

bilitet.

Er denne kurator valgt af fordringshaverne, vælger disse en ny kurator. Er kuratoren udpeget af

skifteretten, udpeger skifteretten en anden kurator, jf. konkurslovens § 114, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Dette gælder tilsvarende, hvis kurator fratræder, jf. konkurslovens § 114, stk. 2.

1.2.2.1.6 Tilsyn med kuratorer

Skifteretten fik ved lov nr. 396 af 30. april 2007 om ændring af konkursloven (hurtigere be-

handling af konkursboer) en skærpet tilsynsrolle i forbindelse med bobehandlingen med hen-

blik på at varetage hensynet til, at sager ikke trækker unødigt længere ud. Lovændringen hviler

på Konkursrådets anbefalinger i betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere behandling af kon-

kursboer, om indførelsen af en ordning, hvorefter det sikredes, at skifteretten fører et reelt lø-

bende tilsyn med behandlingen med henblik på at sikre en hurtig og effektiv bobehandling,

samtidig med at der i det enkelte tilfælde i fornødent omfang fuldt ud kan tages hensyn til den

tid, en forsvarlig bobehandling af høj kvalitet konkret vil kræve. Fordringshaverne kan klage

til skifteretten over kurator også i relation til boets fremme.

Det er en følge af lovændringen, at kurator nu tillige skal sende det i konkurslovens § 125, stk.

1-3, nævnte materiale til skifteretten med henblik på, at skifteretten kan følge udviklingen i

bobehandlingen og føre tilsyn med den formelle del af bobehandlingen, herunder at boet frem-

mes behørigt. Materialet skal derfor efter konkurslovens § 125, stk. 2 og 3, indeholde oplys-

ning om, hvilke opgaver kurator har varetaget gennem forløbet af bobehandlingen, om den tid,

der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver, og om hvornår opgaverne er udført. Halv-

årlige redegørelser for boets forhold, jf. konkurslovens § 125, stk. 4, skal tilsvarende redegøre

236

for, hvilke opgaver kurator har varetaget siden den senest afgivne redegørelse, tiden medgået

til udførelsen af de enkelte opgaver, tidspunktet for opgavernes udførelse, samt hvorpå boet

beror og om muligt, hvornår det forventes afsluttet.

Skifteretten skal derimod ikke føre en egentlig almen kontrol med kurators bobehandling. Det

er således op til fordringshaverne at reagere, i det omfang de f.eks. måtte være utilfredse med

den materielle del af kurators bobehandling. Skifterettens opgaver i forhold til den materielle

bobehandling er begrænset til at behandle de tvister eller klager over kurator, der kan indbringes

for skifteretten.

Konkurslovens § 126, stk. 2, indeholder en hjemmel for skifteretten til på ethvert tidspunkt at

afkræve kurator yderligere oplysninger om boets forhold, herunder hvorpå boet beror, ligesom

skifteretten kan pålægge kurator at udarbejde statusoversigt eller redegørelser efter konkurslo-

vens § 125, stk. 2 og 4, uanset de almindelige tidsfrister herfor. Skifteretten kan endvidere på-

lægge kurator at foretage det fornødne til fremme af boets behandling og slutning inden for en

af skifteretten fastsat frist.

Skyldneren eller en fordringshaver kan forlange, at skifteretten benytter sine beføjelser efter

konkurslovens § 126, stk. 2, og at skifteretten fastsætter tidspunktet for afholdelse af skifte-

samling efter konkurslovens § 143 eller § 150, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i

artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for

en rimelig frist, jf. konkurslovens § 127 a.

Skifteretten har herudover mulighed for at afsætte kurator, hvis særlige grunde taler derfor, jf.

konkurslovens § 114, stk. 1, 1. pkt. Dette kan f.eks. være, hvis kurator er ukyndig, ikke lever

op til sin forpligtelse til at fremme bobehandlingen mest muligt, eller er blevet inhabil. Det

forudsættes i betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere behandling af konkursboer, side 71, at

denne adgang alene benyttes ved grovere eller gentagne tilfælde af forsømmelighed. Skifteret-

ten kan i sådanne tilfælde også lade kurators forsømmelighed indgå i vurderingen af, om skif-

teretten på ny vil udpege den pågældende som kurator i et andet konkursbo, herunder eventuelt

udnytte kompetencen efter konkurslovens § 113, stk. 3, til at forkaste et valg af den pågældende

som kurator i et andet bo.

Handler kurator eller skiftesamlingen til skade for boet, eller krænkes rettigheder, som til-

kommer panthavere, skyldneren eller andre, kan skifteretten tilsidesætte de trufne beslutnin-

ger, meddele kurator pålæg og foretage, hvad der i øvrigt måtte være fornødent, jf. konkurs-

lovens § 127.

237

Herudover forudsættes det i forarbejderne til konkurslovens § 239, at skifteretten kan tillægge

kurators forsømmelighed betydning ved vederlagsfastsættelsen, jf. betænkning nr. 1484/2006

om hurtigere behandling af konkursboer, side 71.

I medfør af konkurslovens § 126, stk. 4, har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 137

af 12. februar 2016 om tilsyn med konkursboer. Det følger bl.a. af bekendtgørelsen, at kurator

skal bestyre boets midler på en betryggende måde. Det gælder bl.a. for kurators håndtering af

bogføring, kontante midler og værdipapirer. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 7, at

tilsynet med kurators forvaltning af boets beholdninger og værdipapirer føres af den skifteret,

der har afsagt konkursdekretet.

1.2.2.1.7 Kurators ansvar og forsikring

Kurators ansvar bedømmes som udgangspunkt ud fra dansk rets almindelige erstatningsregler,

hvorefter kurator vil kunne ifalde ansvar over for boet og de tredjemænd, som lider tab som

følge af kurators handlinger eller undladelser.

En kurator, der er advokat, vil have et særligt professionsansvar, ligesom denne kan ifalde an-

svar for overtrædelse af de advokatetiske regler.

Kurator kan endvidere ifalde et ledelsesansvar f.eks. efter selskabslovens regler, ligesom en

kurator vil kunne ifalde et strafferetligt ansvar.

Skifteretten kan ikke tage stilling til, hvorvidt en kurator har pådraget sig et ansvar som angivet

ovenfor.

Kurator skal straks efter udpegningen ved tegning af sædvanlig kautionsforsikring eller på

anden lignende måde sikre boet mod tab, jf. konkurslovens § 111, stk. 1. Sikkerhedens stør-

relse fastsættes af skifteretten. Udgiften til kautionsforsikring afholdes som boudgift.

Har kurator ikke i forvejen en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække

boets tab på grund af fejl og forsømmelser ved bobehandlingen, skal kurator straks efter ud-

pegningen tegne en sådan forsikring, jf. konkurslovens § 111, stk. 2.

Skifteretten kan til enhver tid stille krav om ændring af forsikringsdækningen, jf. konkurslo-

vens § 111, stk. 3.

238

1.2.2.1.8 Vederlag

Skifteretten fastsætter vederlaget til kurator efter en konkret bedømmelse på grundlag af en

begrundet indstilling fra kurator. Indstillingen skal indeholde oplysning om den tid, der er med-

gået til udførelsen af de enkelte opgaver, som den pågældende har varetaget, og om, hvornår

opgaverne er udført, jf. konkurslovens § 239, stk. 1.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske ud fra en samlet vurdering af det udførte arbejde. Ved vur-

deringen skal der tages hensyn til navnlig arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med

arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat. Vederlaget

afholdes af boet, jf. konkurslovens § 239, stk. 2 og 3.

Der kan ved fastsættelsen af vederlaget tages hensyn til bl.a. kvaliteten af det udførte arbejde.

1.2.2.2 Rekonstruktører

1.2.2.2.1 Rekonstruktørens opgaver

Ved 2010-loven blev rekonstruktionsinstituttet indført. Reglerne herom afløste den hidtidige

betalingsstandsningsinstitut. En del af reglerne om betalingsstandsning blev overført til rekon-

struktionsinstituttet, herunder nogle af reglerne om tvangsakkord, men ikke alle.

Formålet med en rekonstruktion er ikke alene at søge en tvangsakkord, men kan også være at

gennemføre en virksomhedsoverdragelse af skyldnerens virksomhed, jf. § 10.

Begæring om rekonstruktion kan indgives af skyldneren på egne vegne, men kan også indgives

af en af skyldnerens fordringshavere. Enhver begæring om rekonstruktion skal indeholde et

forslag til, hvem der skal udpeges som rekonstruktør, jf. § 11 stk. 2, samt den pågældendes

accept heraf og bekræftelse på, at betingelserne for beskikkelse efter § 238 er opfyldt. Indehol-

der en begæring om rekonstruktion ikke forslag herom, er begæringen uden retsvirkning.

Såfremt en rekonstruktion indledes på begæring af en kreditor uden samtykke fra en skyldner,

bestemmer skifteretten, at rekonstruktøren overtager ledelsen af skyldnerens virksomhed, jf. §

11a stk. 3.

Som følge heraf er rekonstruktørens opgaver mangeartede, og en rekonstruktør er således ikke

altid alene et tilsyns- eller godkendelsesorgan.

Konkursloven angiver i kapitel 2 a en række opgaver, som rekonstruktøren altid skal varetage.

239

Rekonstruktøren skal herunder eksempelvis udsende forskellige meddelelser, indkaldelser og

redegørelser, og foretage registreringer i Erhvervsstyrelsens it-system mv., jf. konkurslovens

§§ 11 a, stk. 2, 11 b, stk. 1 og 3, 11 f, 12, stk. 6, 13, stk. 2, 13 g, stk. 3-5, 15, stk. 4, 15 b og 15

Rekonstruktøren skal endvidere deltage i møder i skifteretten, jf. bl.a. konkurslovens §§ 11d,

stk. 1, og 13 c, stk. 1.

Rekonstruktøren skal endvidere – i samarbejde med en eventuelt beskikket tillidsmand – ind-

samle oplysninger og udarbejde forskelligt materiale, herunder navnlig en rekonstruktionsplan

og et rekonstruktionsforslag, jf. konkurslovens §§ 11 b, stk. 2, 11 c, stk. 1-3, og 13 b.

I forbindelse med rekonstruktørens fremsættelse af rekonstruktionsforslaget skal rekonstruktø-

ren sammen med en eventuel tillidsmand udarbejde en redegørelse indeholdende eventuelle

kommentarer til statusoversigten, der er nævnt i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 2, oplysning

om omstødelige forhold og bortfaldne rettigheder, jf. konkurslovens § 12 j, stk. 2, oplysning

om skyldners eventuelle ansvarspådragende forhold, herunder særligt overholdelse af bogfø-

rings-, skatte-, moms- og afgiftslovgivning, oplysning om eventuelle konkurskarantænebegrun-

dende forhold, oplysning om årsagerne til skyldners økonomiske vanskeligheder, oplysning om

anslået dividende i tilfælde af skyldners konkurs, oplysning om forløbet af samarbejdet med

skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen og en erklæring om, hvorvidt rekonstruktions-

forslaget efter rekonstruktørens skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for

forslagets opfyldelse, jf. konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3.

Herudover skal rekonstruktøren, såfremt dette bestemmes, overtage ledelsen af virksomheden,

jf. konkurslovens § 11 a, stk. 3. Det kan være en meget omfattende opgave, som kræver ledel-

sesmæssig erfaring.

Rekonstruktøren skal give skifteretten meddelelse om omstændigheder, som kan give anledning

til at bringe rekonstruktionsbehandlingen til ophør, jf. konkurslovens § 15, stk. 2.

Rekonstruktøren skal også føre tilsyn med skyldneren for at påse, at skyldneren overholder

vilkårene for rekonstruktionen, når dette bestemmes af skifteretten, jf. konkurslovens § 13 e,

stk. 6.

Det følger af forarbejderne, at rekonstruktionsopgaven bør placeres hos en forretningsmæssig

ledelse, der er gearet til at modtage og behandle en virksomhed i drift, således at der hurtigt og

240

sikkert kan tages hånd om de spørgsmål, der opstår i forlængelse af en begæring om rekon-

struktionsbehandling, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., afsnit 7.2.2.1.

Det fremgår endvidere af de nævnte forarbejder, at den grundlæggende opgave for rekonstruk-

tøren først og fremmest er at foretage en basal vurdering af, om virksomheden isoleret set kan

betragtes som levedygtig, når der ses bort fra de aktuelle økonomiske vanskeligheder, hvilket

ofte må ske under et større tidspres og under hensyntagen til de rettigheder og forpligtelser, som

hviler på virksomheden.

De af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende kontrakter før rekonstruktionen skal vurderes

af rekonstruktøren, ligesom det skal vurderes, om disse skal videreføres eller søges reguleret,

Derudover skal det undersøges, om der før rekonstruktionen er foretaget dispositioner, som skal

søges omstødt.

Likviditetsudviklingen i en virksomhed under rekonstruktion har stor betydning for vurderin-

gen af muligheden for at opretholde den fortsatte drift under rekonstruktionen. Rekonstruktøren

skal ved anvendelse af enhver form for likviditet tilstræbe, at likviditetsanvendelsen i sidste

ende fører til større dækning for fordringshaverne. I modsat fald bør virksomhedsdriften ind-

stilles, således at yderligere tabsgivende drift undgås med tab af dividende til følge. Dette skal

sammenholdes med de betydelige yderligere krav, herunder særligt lønkrav, som kan udløses

ved indstilling af virksomhedsdriften og meddelelse af opsigelser til følge.

Medarbejdernes retsstilling efter indgåede overenskomster og/eller ansættelseskontrakter skal

udredes og afklares ved indtræden af en rekonstruktion, ligesom det skal afklares i hvilken

udstrækning skyldige lønninger med videre kan dækkes/udlægges af Lønmodtagernes Garanti-

fond. Ved tilpasning af arbejdsstyrken skal reglerne i lov om kollektive afskedigelser iagttages,

og tilsvarende skal reglerne i lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse

iagttages ved en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse.

Under rekonstruktionsforløbet kan det blive nødvendigt at foretage sikring af aktiver og ret-

tigheder ved anvendelse af retsmidler til bevissikring, til afhøringer og meddelelse af alle for-

nødne oplysninger og til at sikre besiddelsen af og adgang til skyldnerens aktiver og lokaler

med videre. Derudover skal rekonstruktøren også vurdere boniteten af igangværende og vars-

lede retstvister, og hvad der tjener den samlede kreditormasse bedst.

I tilknytning hertil skal der tillige ske afdækning af virksomhedens skattemæssige positioner

samt udredning af mulige skattemæssige konsekvenser af påtænkte dispositioner.

241

Såfremt der ikke er beskikket en regnskabskyndig tillidsmand, varetager rekonstruktøren til-

lidsmandens opgaver, jf. afsnit 1.2.2.3.1, herunder at verificere de til rådighed værende oplys-

ninger om skyldners økonomiske forhold og selvstændigt producere andet relevant regnskabs-

materiale.

1.2.2.2.2 Faglige krav til rekonstruktører

Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens faglige kvalifikationer.

Kravene til rekonstruktørens faglige kvalifikationer fremgår i stedet af de almindelige bemærk-

ninger i lovforslag nr. L 199 af 26. marts 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat, side 34, og betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., afsnit 7.2.2.2, hvortil

der henvises.

Det fremgår af de nævnte forarbejder til konkursloven, at der ved vurderingen af, hvem skifte-

retten skal udpege som rekonstruktør, skal lægges vægt på den pågældendes kompetencer og

erfaring.

Det fremgår yderligere af de nævnte forarbejder til konkursloven, at skifteretten i den forbin-

delse bl.a. kan lægge vægt på de præsenterede oplysninger om og eventuelle tidligere erfaringer

med den foreslåede kandidat, herunder særligt kandidatens faglige baggrund, erfaring med re-

konstruktionsbehandling, konkursbehandling og den foreslåedes rekonstruktørs integritet, mu-

ligheden for at undgå en personlig interessekonflikt eller anden inhabilitet og den konkrete

virksomheds størrelse og beskaffenhed.

En rekonstruktør har efter hidtidig praksis været advokat.

1.2.2.2.3 Rekonstruktørens habilitet og integritet

Rekonstruktøren skal opfylde habilitetsbetingelserne i konkurslovens § 238, stk. 1, hvorefter

ingen kan virke som rekonstruktør, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller afhængig af

skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er

tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

Rekonstruktøren, dennes nærtstående eller ansatte i disses virksomheder må ikke erhverve no-

gen del af boets aktiver, jf. konkurslovens § 238, stk. 4.

242

Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens integritet. Rekonstruktøren vil som an-

givet typisk være advokat og dermed tillige undergivet de advokatetiske regler, som vil gælde

for al virksomhed, som udøves af en advokat som rekonstruktør.

Konkursrådet vil ikke behandle spørgsmålet om habilitet i denne betænkning.

1.2.2.2.4 Udpegning af rekonstruktører

Konkursloven fastsætter, at skifteretten ved indledning af rekonstruktionsbehandling beskikker

en eller flere rekonstruktører, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 1, 1. pkt.

Det følger endvidere af konkursloven § 11, stk. 2, at en begæring om rekonstruktionsbehandling

er uden virkning, hvis den ikke indeholder forslag til beskikkelse af en eller flere rekonstruktø-

rer samt en erklæring fra de pågældende om, at de er villige hertil og opfylder habilitetsbetin-

gelserne i § 238. Skifteretten er dog ikke bundet af de forslag til rekonstruktører, der fremgår

af begæringen, jf. § 11 a, stk. 1, 2. pkt.

Som beskrevet i kapitel 21, afsnit 1.2.2.1.4, om udpegning af kuratorer, kan skifteretten afvise

at udpege en person grundet manglende kvalifikationer. Det må antages, at skifteretten også

kan afvise at beskikke en person som rekonstruktør grundet dennes manglende erfaring og/eller

kvalifikationer med hensyn til at virke som rekonstruktør.

1.2.2.2.5 Afsættelse og fratræden

En rekonstruktør kan som udgangspunkt ikke afbeskikkes, når rekonstruktøren er beskikket ved

indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Der kan dog opstå situationer, hvor det under rekonstruktionsproceduren er nødvendigt at af-

sætte rekonstruktøren. Skifteretten har således efter reglerne i konkurslovens § 11 g mulighed

for at afbeskikke en rekonstruktør, hvis der foreligger særlige grunde.

Det fremgår af forarbejderne til konkursloven, at afsættelse af en rekonstruktør efter konkurs-

lovens § 11 g under hensyn til den forsinkelse og de omkostninger, der er forbundet med en

sådan afsættelse, kun kan ske helt undtagelsesvist, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat, side 36-37 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2).

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at adgangen til afsættelse af en rekonstruktør navnlig

bør være forbeholdt tilfælde, hvor der foreligger inhabilitet, eller behandlingsforløb, hvor det

243

er åbenbart, at rekonstruktøren ikke længere har fordringshavernes tillid eller evner at udføre

opgaven.

Der henvises om adgangen til at afsætte en rekonstruktør i øvrigt til Ulrik Rammeskow Bang-

Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim Sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas

Kærsgaard Mylin, Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, 2020, side 166 ff.

Skifteretten kan på mødet, hvori der stemmes om rekonstruktionsplanen, beskikke en eller flere

yderligere rekonstruktører, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 4.

Skifteretten vil efter anmodning kunne afbeskikke en rekonstruktør, som ønsker at fratræde, jf.

konkurslovens § 11 g, stk. 4.

Den, der har fremsat begæring om rekonstruktionsbehandling, skal have lejlighed til over for

skifteretten at fremsætte forslag til beskikkelse af en ny rekonstruktør, jf. konkurslovens § 11

g, stk. 3.

1.2.2.2.6 Tilsyn med rekonstruktører

Skifteretten har ved rekonstruktionsbehandling en mere tilbagetrukket rolle, idet skifteretten

dog orienteres om rekonstruktionsarbejdet, jf. bl.a. konkurslovens § 11 f.

Skifteretten kan dog som anført i kapitel 21, afsnit 1.2.2.2.5, afsætte en rekonstruktør, hvis der

er særlige grunde, som taler herfor, jf. konkurslovens § 11 g.

1.2.2.2.7 Rekonstruktørens ansvar og forsikring

En rekonstruktør vil kunne ifalde ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler. En be-

dømmelse af en rekonstruktørs ansvar vil ske efter reglerne for professionsansvar.

Enhver bestallingshavende advokat er forpligtet til at have tegnet en advokatansvarsforsikring,

og en sådan vil også dække et ansvar for at virke som rekonstruktør. Sædvanligvis vil et advo-

katfirma, hvori en advokat virker, have tegnet en ansvarsforsikring for virksomhedens ansatte,

som har en betydelig større dækning beløbsmæssigt, end de krav til minimumsdækning, som

gælder for alle bestallings-havende advokater. Det vil være naturligt, at en skifteret, før udpeg-

ning af en rekonstruktør, forespørger til størrelsen af den foreslåede rekonstruktørs ansvarsfor-

sikring, samt om der er anmeldt krav under denne.

244

1.2.2.2.8 Vederlag

Skifteretten fastsætter vederlaget til rekonstruktøren efter en konkret bedømmelse på grundlag

af en begrundet indstilling fra rekonstruktøren. Indstillingen skal indeholde oplysning om den

tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver, som den pågældende har varetaget, og

om, hvornår opgaverne er udført, jf. konkurslovens § 239, stk. 1.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske ud fra en samlet vurdering af det udførte arbejde. Ved

vurderingen skal der navnlig tages hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det

med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat. Ve-

derlaget afholdes af boet, konkurslovens § 239, stk. 2 og 3.

Der kan ved fastsættelsen af vederlaget tages hensyn til bl.a. kvaliteten af det udførte arbejde.

1.2.2.3 Tillidsmænd

1.2.2.3.1 Tillidsmandens opgaver

En regnskabskyndig tillidsmand fungerer som fordringshavernes uafhængige tillidsrepræsen-

tant over for skyldnerens økonomiske forhold.

Konkursloven angiver som tillidsmandens opgaver undersøgelse og afgivelse af oplysninger i

forslaget til rekonstruktionsplan om, hvorvidt der efter tillidsmandens opfattelse er mangler ved

skyldners sidste årsrapport, jf. konkurslovens § 11 c, stk. 2, nr. 3, udarbejdelse og vedlæggelse

af en vurdering af skyldnerens aktiver i forslaget til rekonstruktionsplan og en udtalelse om,

hvorvidt planen efter dennes skøn er gennemførlig, jf. konkurslovens § 11 c, stk. 3.

Tillidsmanden deltager også i skifteretsmødet i forbindelse med vedtagelse af forslag til rekon-

struktionsplan, konkurslovens § 11 d, stk. 1, jf. § 11 e.

Tillidsmanden kan på skyldnerens begæring med rekonstruktørens samtykke foretage enkeltvis

vurdering af skyldnerens aktiver, som har været vurderet samlet, hvis det kan ske uden ufor-

holdsmæssige omkostninger, jf. konkurslovens § 12 e, stk. 2, 2. pkt.

I forbindelse med rekonstruktørens fremsættelse af rekonstruktionsforslaget skal tillidsmanden

sammen med rekonstruktøren udarbejde en redegørelse indeholdende eventuelle kommentarer

til statusoversigten i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 2, en redegørelse for sammenhængen

245

mellem statusoversigten og skyldnerens senest aflagte regnskab, oplysning om omstødelige

forhold og bortfaldne rettigheder, jf. konkurslovens § 12 j, stk. 2, oplysning om skyldners even-

tuelle ansvarspådragende forhold, herunder særligt overholdelse af bogførings-, skatte-, moms-

og afgiftslovgivning, oplysning om eventuelle konkurskarantænebegrundende forhold, oplys-

ning om årsagerne til skyldners økonomiske vanskeligheder, oplysning om anslået dividende i

tilfælde af skyldners konkurs, oplysning om forløbet af samarbejdet med skyldneren under re-

konstruktionsbehandlingen, og en erklæring om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter tillids-

mandens skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for forslagets opfyldelse,

jf. konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3.

Tillidsmanden skal deltage i mødet i forbindelse med vedtagelse af rekonstruktionsforslaget, jf.

konkurslovens § 13 c, stk. 1.

Tillidsmandens opgaver består således samlet set navnlig i at verificere de til rådighed værende

oplysninger om skyldners økonomiske forhold, herunder forhold omkring angivelse og afreg-

ning til det offentlige og selvstændigt producere andet relevant regnskabsmateriale.

1.2.2.3.2 Faglige krav til tillidsmænd

Den tillidsmand, som foreslås, skal være regnskabskyndig, og skifteretten kan stille høje krav

til denne. Skifteretten kan lægge vægt på, om kandidaten må forventes at have fordringshaver-

nes tillid, ligesom skifteretten samtidig kan inddrage tidligere erfaringer med den pågældende.

Tillidsmanden vil ofte være godkendt (statsautoriseret eller registeret) revisor, men det er ikke

et krav.

Om de faglige krav til tillidsmænd henvises nærmere til betænkning nr. 1512/2009 om rekon-

struktion mv., afsnit 7.2.3.2.

1.2.2.3.3 Tillidsmandens habilitet og integritet

Tillidsmanden skal opfylde konkurslovens almindelige habilitetsbetingelser i § 238, stk. 1,

hvorefter ingen kan virke som tillidsmand, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller af-

hængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre

grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

246

Tillidsmanden skal endvidere opfylde den almindelige habilitetsbetingelse i konkurslovens §

238, stk. 3, hvorefter tillidsmanden, dennes nærtstående eller ansatte i disses virksomheder ikke

må erhverve nogen del af boets aktiver.

Konkursloven stiller herudover i konkurslovens § 238, stk. 2 og 5, nogle skærpede krav til

tillidsmænds habilitet med henblik på at sikre dennes neutralitet og uafhængighed.

Heraf følger, at hvis skyldneren har drevet erhvervsvirksomhed, eller skyldneren er et selskab,

en forening eller anden organisation, må tillidsmanden ikke på nogen af de i konkurslovens §

238, stk. 1, nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelse eller direktion, til kurator,

skifterettens medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisationens kasserer

eller bogholder, jf. konkurslovens § 238, stk. 2.

En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af konkurslovens § 11 a, stk. 4, eller § 11 e,

stk. 6, må endvidere ikke have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i

to år forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning og må ikke virke som revisor eller

forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to år efter at have afsluttet hvervet

som tillidsmand, jf. konkurslovens § 238, stk. 5.

En tillidsmand vil som nævnt ofte være godkendt revisor og som sådan undergivet retningslinjer

for godkendte revisorers etiske adfærd.

Konkursrådet vil ikke behandle spørgsmålet om habilitet i denne betænkning.

1.2.2.3.4 Udpegning af tillidsmænd

Kravet om obligatorisk beskikkelse af en tillidsmand er ophævet ved lov nr. 530 af 27. marts

2021. Det er således valgfrit for skyldneren, om denne ønsker beskikkelse af en regnskabskyn-

dig tillidsmand.

Det er alene skyldneren, som kan anmode om beskikkelse af en tillidsmand, jf. konkurslovens

§ 11 a, stk. 4, 1. pkt., hvilket i praksis vil ske ved samarbejde med rekonstruktøren. Skyldneren

kan i henhold til samme bestemmelse fremsætte en sådan anmodning fra indledning af rekon-

struktionsbehandling og helt frem til tidspunktet for mødet med fordringshaverne om forslaget

til rekonstruktionsplanen.

Fremsætter skyldneren en anmodning om beskikkelse af en tillidsmand, har skyldneren krav

herpå, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 4, 1. pkt. Det er dog en forudsætning for beskikkelse, at

247

skyldneren fremkommer med et forslag til tillidsmand og en erklæring fra den pågældende om,

at denne er villig hertil og opfylder betingelserne i konkurslovens § 238.

Skifteretten kan på mødet, hvori der stemmes om rekonstruktionsplanen, beskikke en anden

tillidsmand, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 4.

Efter vedtagelsen af rekonstruktionsplanen kan rekonstruktøren eller fordringshavere, der re-

præsenterer mindst 25 % af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give stem-

meret, anmode om, at skifteretten beskikker en regnskabskyndig tillidsmand, hvis der ikke al-

lerede er beskikket en sådan, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 6. Konkurslovens § 13 d, stk. 2 og

3, finder tilsvarende anvendelse i relation til afstemningen. Skifteretten skal i så fald snarest

muligt beskikke en tillidsmand, der opfylder betingelserne i § 238.

Der kan alene beskikkes én tillidsmand, og tillidsmandens hverv er personligt.

1.2.2.3.5 Afsættelse og fratræden

Det følger af konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1. pkt., at skifteretten kan afsætte en tillids-

mand, hvis særlige grunde taler for det.

Den, der har fremsat begæring om rekonstruktionsbehandling, skal efter konkurslovens § 11 g,

stk. 5, jf. stk. 2, 1. pkt., i så fald have lejlighed til over for skifteretten at fremsætte forslag til

beskikkelse af en ny tillidsmand. Der kan af skifteretten fastsættes en kort frist herfor, jf. kon-

kurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 2, 2. pkt. Dette gælder efter konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf.

stk. 4, også, hvis tillidsmanden fratræder.

En afsat eller fratrådt tillidsmand har pligt til at aflevere dokumenter vedrørende boet til skifte-

retten, jf. konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 114, og stk. 4, jf. stk. 1, 1. pkt., jf.

§ 114.

1.2.2.3.6 Tilsyn med tillidsmænd

Skifteretten har som anført i kapitel 21, afsnit 1.2.2.2.6, en mere tilbagetrukket rolle, i det skif-

teretten dog orienteres om rekonstruktionsarbejdet.

Skifteretten kan dog afsætte en tillidsmand, hvis særlige grunde taler for det, jf. konkurslovens

§ 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1. pkt.

248

1.2.2.3.7 Tillidsmandens ansvar og forsikring

En tillidsmand vil kunne ifalde ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler. En tillids-

mand, der er godkendt revisor, vil have et særligt professionsansvar, ligesom denne kan ifalde

ansvar for overtrædelse af de revisoretiske regler.

Erhvervsstyrelsen kan godkende en person som statsautoriseret revisor, hvis bl.a. vedkom-

mende er forsikret mod økonomiske krav, som måtte blive rejst i forbindelse med revisorens

udførelse af opgaver, som kræver afgivelse af erklæringer med sikkerhed, jf. revisorlovens § 3,

stk. 1, nr. 7 (lovbekendtgørelse nr. 25 af 1. august 2021). Denne forsikring dækker imidlertid

ikke, når revisoren yder rådgivning om skatteret, likviditetsbudgetter mv.

1.2.2.3.8 Vederlag

Skifteretten fastsætter vederlaget til tillidsmænd, jf. konkurslovens § 239 under hensyn til ar-

bejdets omfang og boets beskaffenhed.

1.2.2.4 Medhjælpere

Efter konkurslovens § 219, stk. 1, kan skifteretten antage en medhjælper til under skifterettens

tilsyn at udføre opgaver i sager om gældssanering.

1.2.2.4.1 Medhjælperens opgaver

Skifteretten kan – og i de fleste tilfælde vil – efter konkurslovens § 219 antage en medhjælper

til at udføre de i §§ 208, 208 a, stk. 3, 209, stk. 2, 210, 213-214, 216, stk. 5, og 218, stk. 2-3,

nævnte opgaver.

Dette omfatter en række administrative opgaver, herunder indrykning af proklama, udsendelse

af forskellige meddelelser til fordringshaverne og håndtering af anmeldte krav, herunder under-

retning af fordringshaverne om skyldnerens indsigelser mod et krav.

Medhjælperens opgaver omfatter endvidere opregning af skyldnerens aktiver og passiver og

udarbejdelse af en oversigt over skyldnerens status. Medhjælperen skal desuden udarbejde en

redegørelse for de vigtigste årsager til skyldnerens økonomiske situation og eventuelle omstø-

delige forhold samt undersøge skyldnerens sociale forhold af betydning for sagen ved at rette

henvendelse til kommunen.

249

Herudover skal medhjælperen yde skyldneren bistand til udarbejdelse af et forslag til gældens

sanering. Når forslaget er modtaget, skal medhjælperen indkalde til et møde, hvori forslaget

kan behandles.

Opnår skyldneren gældssanering, yder medhjælperen skyldneren vejledning om dennes rets-

stilling, herunder vedrørende realisation af aktiver og tilrettelæggelse af betaling af afdrag til

fordringshaverne.

Bekendtgørelse af sagens udfald ved bl.a. indrykning i Statstidende kan foretages af medhjæl-

peren.

Tilbagekaldes forslaget, eller nægtes gældssanering, orienterer medhjælperen fordringshaverne

herom.

Da medhjælperen er antaget af skifteretten, falder det uden for medhjælperens opgave at vare-

tage skyldnerens eller fordringshavernes interesser.

1.2.2.4.2 Faglige krav til medhjælpere

Konkursloven stiller ikke faglige krav til medhjælperen, idet det dog er en forudsætning, at

medhjælperen har den fornødne uddannelse og erfaring til at varetage de i kapitel 21, afsnit

1.2.2.4.1, nævnte opgaver.

Medhjælperen vil typisk være advokat, men det er ikke et krav.

1.2.2.4.3 Medhjælperens habilitet og integritet

Medhjælperen skal opfylde habilitetsbetingelserne i konkurslovens § 238, stk. 1, hvorefter in-

gen kan virke som medhjælper, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller afhængig af

skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er

tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

Medhjælperen, dennes nærtstående eller ansatte i disse personers virksomheder må endvidere

ikke erhverve nogen del af boets aktiver, jf. konkurslovens § 238, stk. 4.

Den omstændighed, at medhjælperen tidligere har været advokat for skyldneren, medfører ikke

i sig selv inhabilitet. Inhabilitetsspørgsmålet må i stedet afgøres efter en konkret vurdering.

250

Konkursloven indeholder ikke krav til medhjælperens integritet. Medhjælperen vil som angivet

typisk være advokat og dermed undergivet de advokatetiske regler.

Konkursrådet vil ikke behandle spørgsmål om habilitet i denne betænkning

1.2.2.4.4 Antagelse af medhjælper

Det er ifølge konkurslovens § 219 skifteretten, som antager en medhjælper. Det er således også

skifteretten, som afgør, hvem der skal være medhjælper, og skifteretten må derfor også sikre

sig, at medhjælperen besidder de fornødne kvalifikationer.

Skifteretten antager i praksis en af de advokater, som hører til den faste stab af medhjælpere.

Det vil almindeligvis stå skifteretten frit for at antage en advokat, der hører til skifterettens faste

stab af medhjælpere, også hvor den, der begærer gældssanering, har anmodet skifteretten om at

antage en anden advokat. Der henvises i øvrigt nærmere til betænkning nr. 1578/2022 om mo-

dernisering og revision af reglerne om gældssanering mv.

Skifteretten kan afvise at antage en person, som skyldneren har anmodet om grundet dennes

manglende kvalifikationer.

1.2.2.4.5 Afsættelse og fratræden

Da medhjælperen, jf. konkurslovens § 219, er antaget af skifteretten, kan skifteretten beslutte

at afsætte medhjælperen. Dette vil dog forudsætte, at der foreligger særlige grunde. Skifteretten

kan i et sådant tilfælde antage en ny medhjælper.

Fra praksis henvises til Vestre Landsrets kendelse af 8. juni 1994 (FM 1994.148/3 V), hvor en

medhjælper blev fritaget for hvervet, da der opstod uenighed mellem skifteretten og medhjæl-

peren. En klage fra skyldneren over medhjælperen vil endvidere kunne danne grundlag for af-

sættelse af medhjælperen.

Fratræder en medhjælper, kan en ny medhjælper antages i dennes sted, jf. konkurslovens § 219.

1.2.2.4.6 Tilsyn med medhjælpere

Det fremgår af konkurslovens § 219, at skifteretten fører tilsyn med medhjælperen. Skifteretten

kan som anført i kapitel 21, afsnit 1.2.2.4.5, efter et skøn fritage medhjælperen fra sine opgaver.

251

1.2.2.4.7 Medhjælperens ansvar og forsikring

Konkursloven indeholder ikke særlige regler om medhjælperens ansvar for eventuelle fejl be-

gået under gældssaneringssagens behandling. Medhjælperen vil efter almindelige civilretlige

regler dog kunne pådrage sig et ansvar. En medhjælper, som er advokat, vil endvidere være

undergivet tilsyn af advokatmyndighederne.

Ligeledes indeholder konkursloven ikke regler om medhjælpers forsikringsforhold eller be-

handling af betroede midler.

1.2.2.4.8 Vederlag

Skifteretten fastsætter vederlaget til medhjælperen efter en konkret bedømmelse på grundlag af

en begrundet indstilling fra medhjælperen. I praksis sker dette almindeligvis efter faste takster.

Indstillingen skal indeholde oplysning om den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte

opgaver, som den pågældende har varetaget, og om, hvornår opgaverne er udført, jf. konkurs-

lovens § 239, stk. 1.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske ud fra en samlet vurdering af det udførte arbejde. Ved

vurderingen skal der navnlig tages hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det

med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat. Ve-

derlaget afholdes af boet, jf. konkurslovens § 239, stk. 2 og 3.

Der kan ved fastsættelsen af vederlaget tages hensyn til bl.a. kvaliteten af det udførte arbejde.

1.2.3 Krav om sagens fremme og mulighed for digital kommunikation

Det må anses for et krav, at aktører, som beskæftiger sig med konkurs, rekonstruktion og gælds-

sanering, skal fremme processen mest muligt. For så vidt angår kuratorer, er dette udtrykkeligt

angivet i konkurslovens § 110, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af forarbejderne til konkursloven, at rekonstruktøren har ansvaret for, at forløbet

fremmes mest muligt og i øvrigt afsluttes snarest muligt, hvis en fortsættelse af rekonstrukti-

onsbehandlingen ikke (længere) er mulig eller forsvarlig, f.eks. fordi virksomhedens midler

ikke strækker til iværksættelse af de nødvendige tiltag, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekon-

struktion mv., afsnit 7.2.2.1.

252

Medhjælpere varetager opgaver på vegne af skifteretten og har som sådan pligt til at fremme

sagen mest muligt.

Skifteretten kan som udgangspunkt modtage alle dokumenter og henvendelser digitalt, jf. kon-

kurslovens § 237 a modsætningsvis. Skifteretten kan dog bestemme, at en begæring om rekon-

struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering skal forsynes med original underskrift, når

den finder anledning hertil. Der gives derimod ikke regler om andre aktørers anvendelse af

digital kommunikation.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1. Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjurister

Konkursrådet har overvejet, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets bestemmelser om

dommere, dommerfuldmægtige og retsassessorers uddannelse og ekspertise giver anledning til

at foreslå ændringer i de eksisterende regler i retsplejeloven.

De eksisterende bestemmelser i retsplejeloven stiller som ovenfor anført krav om, at dommere

skal være juridisk uddannet, og indeholder en angivelse af de elementer, der bør lægges vægt

på ved vurderingen af dommeres kvalifikationer. Udnævnelse som dommer forudsætter endvi-

dere som altovervejende hovedregel, at den pågældendes egnethed har været bedømt i lands-

retten med henblik på at give Dommerudnævnelsesrådet et sikkert grundlag for at vurdere den

pågældende.

For så vidt angår dommerfuldmægtige og retsassessorer følger det af retsplejeloven, at disse

skal være jurister, ligesom dommerfuldmægtige og retsassessorer skal være egnede til at be-

stride de opgaver, som de tildeles.

Konkursrådet har overvejet, om de eksisterende regler om dommere, dommerfuldmægtige og

retsassessorers uddannelse og ekspertise er tilstrækkelige til at opfylde direktivets krav om ud-

dannelse og ekspertise, når disse beskæftiger sig med konkurs-, rekonstruktion- og gældssane-

ringsprocedurer.

Konkursrådet har herunder overvejet, om der bør stilles krav om en yderligere specialisering af

domstolsjurister, som beskæftiger sig med konkurs-, rekonstruktion- og gældssaneringsproce-

durer, henset til disse procedurers komplekse karakter.

253

Konkursrådet har lagt vægt på, at retspræsidenten efter forhandling med dommerne træffer be-

stemmelse om sagernes fordeling, således at disse kan fordeles, som retterne finder hensigts-

mæssigt, herunder i relation til de enkelte domstolsjuristers ekspertise, erfaring m.v.

Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at behandling af konkurs-, rekonstruktion- og gælds-

saneringssager i regi af skifteretterne i sig selv indebærer en specialisering.

Behandling af konkurs-, rekonstruktion- og gældssaneringssager foretages således i praksis al-

lerede af faste skifteretsjurister, som er juridisk uddannede, og ved ansættelsen har eller under

udøvelsen af deres opgaver erhverver ekspertise i behandlingen af disse sagstyper.

Det er derudover Konkursrådets opfattelse, at insolvensretlige sager i visse tilfælde vil have en

væsentlig kompleksitet, og at der henset hertil må forventes, at sådanne sager vil blive behandlet

af en udnævnt dommer eller en juridisk fuldmægtig med større erfaring.

Det er efter en samlet vurdering Konkursrådets opfattelse, at der ikke er behov for stille yderli-

gere krav til domstolsjuristers uddannelse og ekspertise, herunder til specialisering.

2.2. Krav til kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og medhjælpere

2.2.1 Faglige og integritetsmæssige krav

Konkursrådet har overvejet om rekonstruktions- og insolvensdirektivets bestemmelser om sags-

behandlere giver anledning til at foreslå ændringer af de eksisterende regler i konkursloven.

Konkursrådet finder i overensstemmelse med gældende ret, at det alene bør være fysiske per-

soner, der kan udpeges henholdsvis beskikkes som kurator, rekonstruktør og tillidsmand.

Konkursrådet har overvejet, om der skal gælde en certificeringsordning, således at personer

skal certificeres for at kunne komme i betragtning som kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd

og medhjælpere.

I den forbindelse har Konkursrådet ligeledes overvejet, hvem der i givet fald bør certificere de

pågældende personer. Konkursrådet har bl.a. overvejet muligheden for, at den enkelte skifteret

skulle have kompetencen til at certificere personer, og at skifterettens certificering også ville

gælde for andre skifteretter.

254

Ulempen herved vil bl.a. være, at skifteretten vil mangle kendskab til de personer, der er certi-

ficeret i andre retskredse. Derudover vil en generel certificering ikke kunne tage højde for, at

der afhængig af den konkrete sag (konkursbo) kan være forskel på kvalifikationskravene. Der

er således forskel på at være kurator i et mindre konkursbo med få aktiver og være kurator i et

stort konkursbo med mange aktiver, ansatte mv. Det samme gælder inden for rekonstruktion.

Hvis kravene til certificering sættes for lavt, er det således ikke sikkert, at en certificeret person

har de fornødne kvalifikationer i den konkrete sag. Hvis der omvendt stilles strenge krav til

certificering, kan det indebære unødig indskrænkning af konkurrencen og en væsentlig ind-

skrænkning af kreditorernes adgang til at vælge kurator eller rekonstruktør. Det er således Kon-

kursrådets opfattelse, at det generelt er en vanskelig opgave for skifteretten eller andre at skulle

tage stilling til, hvem der generelt er kvalificeret til at være kurator.

Konkursrådet har derudover overvejet en løsning, hvor hver skifteret udpeger et antal personer,

der ved den konkrete skifteret er eneberettigede til at agere som kurator, rekonstruktør, tillids-

mand og medhjælper.

Ulempen ved denne løsning er, at den kan føre til, at det kun vil være en meget begrænset

personkreds, som vil kunne udpeges. Løsningen vil derfor kunne virke konkurrencebegræn-

sende. Endvidere vil løsningen have praktiske ulemper, da den vil forhindre, at en person er

kurator for selskaber i forskellige retskredse, selvom selskaberne er forbundne (koncern mv.)

og dermed ideelt set bør behandles af samme kurator.

Konkursrådet har endvidere overvejet en løsning, hvor det er den enkelte skifteret, som i hver

enkelt sag konkret skal vurdere, om en person er kvalificeret til at blive udpeget til kurator,

rekonstruktør mv.

En ulempe ved denne løsning kan være, at hensynet til en ensartet praksis tilsiger, at den i visse

tilfælde vanskelige vurdering af, hvilke personer der har de fornødne kompetencer og den for-

nødne erfaring til at blive aktør i en af de nævnte procedurer, ikke bør overlades til de lokale

skifteretter. Omvendt vil den enkelte skifteret ved denne løsning få muligheden for at vælge

den mest kvalificeret person til den konkrete sag uden at begrænse konkurrencen.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at det bør være den enkelte skifteret som i

alle sager foretager en konkret vurdering af, om en person er kvalificeret til at blive kurator,

rekonstruktør, tillidsmand eller medhjælper.

255

Som beskrevet ovenfor i kapitel 21, afsnit 1.2.2.1.4 og 1.2.2.2.4, har skifteretten allerede efter

gældende ret en vis mulighed for at afvise en person med henvisning til manglende kvalifikati-

oner. Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at skifterettens adgang til at afvise en person

bør være bredere og fremgå eksplicit af konkursloven.

Konkursrådet finder derfor, at skifteretten bør kunne afvise en person ved tvivl om dennes kva-

lifikationer. Kvalifikationer forstås her både som uddannelse og erfaring. Konkursrådet finder

derudover, at dette bør gælde generelt, hvorfor kreditorerne heller ikke ved et kuratorvalg bør

kunne vælge en person, der ikke er kvalificeret efter de anførte kriterier.

Det er Konkursrådets opfattelse, at skifteretten bør have en bred skønsmargin i dens vurdering

af, hvem der er kvalificeret til at løse den konkrete opgave.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at der ved vurderingen af, hvem der er kvalificeret

til at løse den konkrete opgave, ikke bør stilles krav om en bestemt uddannelse. Personens ud-

dannelse bør dog indgå i den samlede konkrete vurdering af, om personen er kvalificeret til det

konkrete hverv.

Det indebærer, at en bestemt uddannelse ikke nødvendigvis er tilstrækkelig til at blive anset

som kvalificeret. En advokat, der ikke tidligere har beskæftiget sig med konkurssager, bør så-

ledes i almindelighed som følge af sin manglende erfaring ikke være kvalificeret som kurator.

Tilsvarende bør gælde i forhold til beskikkelse af en godkendt revisor som tillidsmand. Om-

vendt kan en person som ikke tidligere har været udpeget til en bestemt type hverv, eksempelvis

kurator, alligevel have opnået den fornødne erfaring til at blive kvalificeret som kurator ved at

have arbejdet for en kurator. Skifteretten bør også lægge vægt på tidligere erfaringer, såsom

hvis en person tidligere – ved samme eller anden skifteret – har udført tilsvarende hverv med

dårlig kvalitet, herunder for lang sagsbehandlingstid eller unødigt høje omkostninger.

Konkursrådet finder, at før en person udpeges som kurator eller beskikkes som rekonstruktør

eller tillidsmand, bør personen afgive en kort skriftlig redegørelse for sine kvalifikationer i for-

hold til det konkrete hverv, hvilket navnlig vil være en redegørelse for relevant uddannelse og

erfaring.

2.2.2 Tilsyn, ansvar, forsikring og vederlag

Konkursrådet finder, at aktørerne bør være undergivet skifterettens tilsyn, således som det al-

lerede er tilfældet for de omhandlede procedurer, bortset fra forebyggende rekonstruktion. Ved

256

indførelsen af reglerne om forebyggende rekonstruktion, foreslås regler om et sådant tilsyn også

for denne proces indført i konkursloven.

2.3 Sikring af effektive rekonstruktions-, konkurs- og gældssaneringsprocedurer, herun-

der digital kommunikation

Det gælder i dansk ret alene udtrykkelige krav til kuratorer for så vidt angår disses pligt til at

fremme processen.

I forhold til forebyggende rekonstruktionsbehandling og rekonstruktionsbehandling gælder, at

behandlingen højest kan vare et år, hvilket i sig selv medfører, at rekonstruktøren har en for-

pligtelse til at fremme processen. Konkursrådet finder på denne baggrund ikke behov for at

foreslå yderligere lovregler om rekonstruktørens pligt til at fremme processen.

I forhold til gældssanering er medhjælperen skifterettens medhjælper, og skifteretten kan på

den baggrund pålægge medhjælperen at fremme sagen med passende hurtighed. Konkursrådet

finder på denne baggrund ikke behov for at foreslå yderligere lovregler om medhjælperens pligt

til at fremme processen.

2.3.1 Digital kommunikation

Det bør efter Konkursrådets opfattelse lovfæstes, at kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og

medhjælpere er forpligtet til at kunne modtage digital kommunikation.

Konkursrådet finder, at konkurslovens § 237 a bør udvides, således at udgangspunktet fremover

bør være, at meddelelser til kurator, rekonstruktør, tillidsmand og medhjælper kan fremsendes

digitalt, f.eks. som e-mail.

Det er Konkursrådets opfattelse, at ovenstående, i overensstemmelse med direktivets krav, sik-

rer muligheden for at kunne kommunikere digitalt med de nævnte aktører. Konkursrådet be-

mærker i den forbindelse, at udgangspunktet i dag er, at meddelelser til skifteretten kan frem-

sendes digitalt, jf. kapitel 21, afsnit 1.2.3.

Det er derudover Konkursrådets opfattelse, at det ikke efter direktivet er nødvendigt at lovfæste

en forpligtelse i konkursloven for skyldnere og fordringshavere til at skulle modtage digital

kommunikation.

257

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af direktivets artikel 28, litra c, at det skal være

muligt at underrette kreditorer ved digital kommunikation. Omvendt følger det også af præam-

belbetragtning 90, at medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at underretninger af kreditor kun

kan foretages elektronisk, hvis den pågældende kreditor tidligere har samtykket til anvendelse

af digital kommunikation.

Det er Konkursrådets opfattelse, at såfremt kreditor anmoder en rekonstruktør eller kurator om,

at modtage underretninger digitalt, så bør rekonstruktør eller kurator opfylde denne anmodning

med henblik på at fremme sagen.

Konkursrådet finder derudover, at såfremt en fordringshaver vælger at anmelde et krav mod

skyldneren ved brug af digital kommunikation, bør dette anses som et samtykke til, at f.eks.

kurator kan sende meddelelser til fordringshaveren via digital kommunikation, såsom e-mail.

Konkursrådet anbefaler i øvrigt, at der arbejdes videre med at sikre effektiv og omkostningsbe-

sparende kommunikation, således at kuratorer mv. i videst muligt omfang kan kommunikere

digitalt med fordringshaverne.

258

Kapitel 22

Omkostninger

Det er efter Konkursrådets opfattelse kun muligt at give et overordnet skøn over de økonomiske

konsekvenser af Konkursrådets forslag til, hvordan direktivet bør implementeres i dansk ret.

Konkursrådet har således ikke mulighed for mere præcist at beregne de økonomiske effekter af

det samlede forslag.

Konkursrådet har indhentet oplysninger fra Domstolsstolsstyrelsen om antallet af afsluttede re-

konstruktioner ved byretter og Sø- og Handelsretten i perioden 2016-2020. I perioden var der

henholdsvis 115, 104, 86, 86 og 74 afsluttede rekonstruktioner. Udgiften til en rekonstruktions-

sag er ifølge Domstolsstyrelsens model i gennemsnit ca. 13.000 kr.

I Konkursrådets udtalelse om ændringer i rekonstruktionsreglerne som følge af covid-19 blev

det skønnet, at der som følge af forslaget i udtalelsen ville være i størrelsesordenen 500 flere

sager om rekonstruktion årligt.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en forebyggende rekonstruktion vil være en forløber eller et

alternativ til en rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet forventer derfor, at det samlede antal

rekonstruktioner – inklusiv forebyggende rekonstruktioner – vil være på i alt 500 flere sager

årligt set i forhold til antallet af rekonstruktionssager før ændringen af konkursloven ved lov nr.

530 af 27. marts 2021.

Konkursrådet finder således ikke, at indførelse af regler om forebyggende rekonstruktion bør

medføre flere sager end skønnet i Konkursrådets udtalelse om ændringer i rekonstruktionsreg-

lerne som følge af covid-19.

Konkursrådet har forslået, at Early Warning programmet bør gøres permanent, og at det bør

finansieres over finansloven, se herom kapitel 5.

Early Warning har oplyst, at den årlige økonomiske ramme til driften af Early Warning har

ligget på ca. 5-6 mio. kr., eksklusiv lønudgifter til konsulenterne i de 6 erhvervshuse. Early

Warning har skønnet, at en forøgelse af de virksomheder, som skal rådgives hos Early Warning

fra det nuværende antal på 500-700 virksomheder til 1.000-1.500 virksomheder i den nuvæ-

rende organisatoriske ramme, umiddelbart vil kunne gennemføres med en årlig bevilling på 6-

7 mio. kr. årligt.

259

Konkursrådet har endvidere foreslået, at varsling af nødlidende virksomheder bør ske målrettet,

så det tilstræbes kun at give information til skyldnere, der reelt er nødlidende, og at dette bør

ske ved anvendelse af en af Erhvervsstyrelsen udviklet machine learning-model til varsling af

konkurstruede virksomheder, jf. kapitel 5, afsnit 2.1.

Det er Erhvervsstyrelsens estimat, at udvikling og drift af en egnet machine learning-model til

varsling af konkurstruede virksomheder vil koste ca. 2,5 mio. kr. det første år. I de efterfølgende

år vurderes det, at drift og vedligehold af modellen vil koste 0,5 mio. årligt.

260

Kapitel 23

Konkursrådets lovudkast

1. Lovudkast

Forslag

til

Lov om ændring af konkursloven

(Revision af reglerne om rekonstruktion, herunder implementering af rekonstruktions- og in-

solvensdirektivet)

§1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021, som ændret ved § 5 i lov nr. 1169

af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

»4)

Den dag, hvor skifteretten under en forebyggende rekonstruktionsbehandling traf be-

stemmelse om fyldestgørelsesforbud.«

§ 1

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, regnes dagen, hvor skif-

teretten traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten inden 3 uger

efter ophøret modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.«

§ 3, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1,

§ 128,

indsættes før »rekonstruktionsbehandling«:

»forebyggende rekonstruktionsbehandling,«.

Efter § 9 indsættes:

»Afsnit

[…]

Forebyggende rekonstruktion

261

Kapitel 1 a

Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling

§ 9 a.

En skyldner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2, eller som følge af økonomiske vanskelighe-

der har sandsynlighed for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekonstruktionsbe-

handling, når det begæres af skyldneren. § 22, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en skyldner, hvorom Erhvervsstyrelsen har

truffet beslutning om tvangsopløsning, eller som er en fysisk person, der ikke udøver erhvervs-

virksomhed.

Stk. 3.

Skifteretten indleder forebyggende rekonstruktionsbehandling straks efter modtagelsen

af begæringen. Hvis skyldneren i sin begæring ikke har anmodet om beskikkelse af rekonstruk-

tør, skal skifteretten dog indkalde skyldneren til et møde, hvor skifteretten beslutter, om der

skal indledes forebyggende rekonstruktionsbehandling. Skyldneren skal give møde personligt.

Udebliver skyldneren fra mødet, anses begæringen for bortfaldet.

Stk. 4.

Efter indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling kan begæring herom

ikke tilbagekaldes.

§ 9 b.

Hvis skyldneren i forbindelse med begæringen om forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling eller på et senere tidspunkt anmoder herom, skal skifteretten træffe bestemmelse om, at der

er fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekonstruktionsbehandling. En anmodning

om fyldestgørelsesforbud anses tillige for en anmodning om beskikkelse af rekonstruktør.

Stk. 2.

Skifteretten beskikker en eller flere rekonstruktører, hvis skyldneren anmoder herom.

Skyldneren kan komme med forslag til rekonstruktør, der skal være vedlagt en erklæring fra de

pågældende om, at de er villige hertil og opfylder betingelserne i § 238. Skifteretten er ikke

bundet af forslaget. Rekonstruktøren kan antage fornøden sagkyndig bistand.

Stk. 3.

Skifteretten skal beskikke en regnskabskyndig tillidsmand, hvis skyldneren i forbindelse

med begæringen om forebyggende rekonstruktionsbehandling eller på et senere tidspunkt an-

moder herom. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

§ 11 a, stk. 6 og 7, og § 11 g finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5.

Skifteretten skal afbeskikke rekonstruktøren og tillidsmanden, hvis skyldneren anmoder

herom. Afbeskikkelse af rekonstruktøren kan dog ikke ske, hvis der er truffet bestemmelse om

fyldestgørelsesforbud.

§ 9 c.

Hvis der træffes bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, skal skifteretten fast-

sætte tidspunktet for et møde med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest 4 uger efter be-

stemmelsen om fyldestgørelsesforbud blev truffet. Reglerne i § 11 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 11

b, stk. 1 og 2, §§ 11 c og 11 d, og § 11 e, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

262

Stk. 2.

Rekonstruktøren skal inden tre måneder, efter der er truffet bestemmelse om fyldestgø-

relsesforbud, og derefter med højst to måneders mellemrum, sende en redegørelse til samtlige

kendte fordringshavere og skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende den forebyggende

rekonstruktionsbehandling. § 11 f finder tilsvarende anvendelse. Såfremt der ikke sendes en

redegørelse efter 1. pkt., kan skifteretten træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekon-

struktionsbehandling ophører.

Kapitel 1 b

Retsvirkninger af forebyggende rekonstruktionsbehandling

§ 9 d.

Hvis der er beskikket en rekonstruktør, finder reglerne i § 12, stk. 1-3, tilsvarende anven-

delse.

Stk. 2.

Hvis skifteretten har truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, finder

reglerne i §§ 12 c, 12 f og 12 g, tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 g træder

bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Stk. 3.

Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling fratager ikke skyldneren en ad-

gang, som bestod forud for den forebyggende rekonstruktionsbehandling, til at udskille aktiver

fra et pant. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på rettigheder stiftet ved retsforfølgning.

§ 9 e.

Uanset modstående bestemmelse i en gensidigt bebyrdende aftale kan medkontrahenten

ikke hæve aftalen som følge af, at skyldneren er under forebyggende rekonstruktionsbehandling

eller har indgivet begæring herom.

Stk. 2.

Såfremt der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, kan skyldneren med re-

konstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale. § 12 o, stk. 4, § 12 p, § 12

q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, og § 58, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af §

12 p træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for rekonstruktionsbehandlingens

indledning.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 anvendes kun, hvis ikke andet følger af andre lovbestemmelser eller af ved-

kommende retsforholds beskaffenhed. Stk. 2 finder dog anvendelse uanset købelovens regler.

Stk. 4.

§ 12 s finder tilsvarende anvendelse på ydelser, der overgives til skyldneren, efter der

blev truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Kapitel 1 c

Gennemførelse af rekonstruktion under forebyggende rekonstruktionsbehandling

263

§ 9 f.

En skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling kan fremsætte rekonstrukti-

onsforslag. Reglerne i §§ 10-10 c og §§ 13 b-13 f finder tilsvarende anvendelse. Ved anvendel-

sen af § 10 a, stk. 5, nr. 2 og 3, træder rekonstruktionsforslagets fremsættelse i stedet for rekon-

struktionsbehandlingens indledning.

Stk. 2.

Såfremt der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, kan der ske virksomheds-

overdragelse efter reglerne i § 13 g.

§ 9 g.

Hvis skifteretten stadfæster et rekonstruktionsforslag, finder reglerne i §§ 14-14 b, § 14

c, stk. 1, § 14 d og § 14 e tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, fin-

der reglerne i §§ 12 h-12 m tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 h træder bestem-

melsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Kapitel 1 d

Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling

§ 9 h.

Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 9 c og § 9 f, jf. § 13 c, stk. 2, og § 13 f, træffer

skifteretten bestemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, hvis

1) skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent,

2) skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare,

3) skyldneren begærer det,

4) den forebyggende rekonstruktionsbehandling er udsigtsløs, herunder hvis skyldnerens

regnskabs- og bogføringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil indebære uforholdsmæs-

sige omkostninger at opnå tilstrækkelig indsigt i skyldnerens økonomiske forhold,

5) Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløsning af skyldneren, eller

6) der er forløbet et år siden indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Stk. 2.

Skifteretten afviser en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling, der ind-

gives tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende rekonstruktionsbehandlings op-

hør.

§ 9 i.

Skifteretten bekendtgør ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbehandling i Stats-

tidende, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling eller rekonstruk-

tionsbehandling. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,

skal rekonstruktøren samtidig registrere ophøret af rekonstruktionsbehandlingen i Erhvervssty-

relsens it-system.

264

Stk. 2.

Rekonstruktøren skal sende en meddelelse om ophøret af den forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling til samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbe-

handling eller rekonstruktionsbehandling.

Stk. 3.

Reglerne i stk. 1 og 2 finder alene anvendelse, hvis der er truffet bestemmelse om fyl-

destgørelsesforbud efter § 9 b. Er der ikke truffet sådan bestemmelse, skal skyldneren eller en

eventuelt beskikket rekonstruktør alene sende meddelelse om ophøret af den forebyggende re-

konstruktionsbehandling til fordringshavere, som har været orienteret om den forebyggende

rekonstruktionsbehandling.«

§ 10

indsættes som

nr. 3:

»3)

Andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige dele af rekonstruktionen medfører,

at skyldneren ophører med at være insolvent.«

§ 10 a

affattes således:

»§

10 a.

En tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne

mod skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættelse. En tvangsakkord

kan betinges af, at skyldnerens formue eller en del af denne fordeles mellem fordringshaverne.

Stk. 2.

En tvangsakkord kan ikke omfatte:

1) Fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der

indeholder bestemmelse om tvangsakkord, jf. dog stk. 6.

2) Pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af tvangs-

akkorden, for så vidt angår den del af deres personlige fordring, som ikke dækkes af

pantet. Hvis skifteretten i medfør af § 12 e har fastsat værdien af et pantsat aktiv, er den

fastsatte værdi bindende ved opgørelse af panthaverens fordring efter 1. pkt.

3) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af §§ 94-96.

Stk. 3.

En tvangsakkord kan alene omfatte én af følgende grupper af fordringer:

1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, 1. led.

2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af

skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af

skyldnerens rekonstruktion.

3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

Stk. 4.

Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de i stk. 3 nævnte grupper af fordringer,

som tvangsakkorden omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer under et vist

mindre beløb ikke omfattes, hvis det må anses rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens

forhold og øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme fordringshaver sammenlæg-

ges. Fordringer, som overstiger det fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb.

Stk. 5.

En tvangsakkord medfører bortfald af

1) gaveløfter,

265

2) krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning af de fordringer,

der er omfattet af tvangsakkorden,

3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede

aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden

efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det

omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og

4) fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en lavere gruppe end den, som omfattes af tvangs-

akkorden.

Stk. 6.

En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1, omfatter krav på B-skat og acontoind-

komstskat, der er forfaldne ved skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget. Det kan

bestemmes i tvangsakkorden, at denne omfatter krav på restskat vedrørende det indkomstår,

hvor rekonstruktionsforslaget blev fremsat. Hvis tvangsakkorden indeholder en sådan bestem-

melse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig del af kravet, der omfattes af tvangsakkor-

den, ud fra et skøn over, hvilken del af kravet, der skyldes dispositioner foretaget inden rekon-

struktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold.

Stk. 7.

Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden kan kræves betalt samtidig med

andre fordringer.

Stk. 8.

Hvis skyldneren er et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan det bestemmes i tvangs-

akkorden, at selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabskapital,

der skal opfylde kravene i selskabsloven. Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner

den nye selskabskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske kontant. Reglerne i 1.-

3. pkt. finder alene anvendelse, hvis skyldneren er insolvent, og det må antages, at en konkurs-

behandling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringshavere.«

§ 11 a, stk. 2, 2. pkt.,

indsættes efter »indledning«: », jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5«.

§ 11 a, stk. 6, 1. pkt.,

udgår »yderligere«, og efter »virksomhed« indsættes: », i det skifte-

retten herved skal tage en eventuel stillet sikkerhed efter stk. 5 i betragtning«.

§ 11 a, stk. 6,

indsættes som

3. pkt.:

»En af skyldneren stillet sikkerhed for de i 1. pkt. nævnte omkostninger er ikke gyldig, hvis

den ikke er bestemt af skifteretten.«

10.

§ 11 e, stk. 5, 1. pkt.,

indsættes efter »uger«: », jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5«.

11.

§ 12 a, stk. 3,

ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk. 1-4«.

12.

§ 12 g, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

266

»Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene

er konnekse.«

13.

§ 12 k, stk. 1, 3. pkt.,

affattes således: »§ 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.«

14.

§ 12 p, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes alene medkontrahentens krav på vederlag

for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør

af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget

af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen, af § 94.«

15.

§ 12 p

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Angår aftalen successive ydelser, omfattes den del af medkontrahentens krav, der

vedrører ydelser præsteret under rekonstruktionsbehandlingen efter rekonstruktionsbehandlin-

gens indledning, af § 94.«

16.

§ 12 t, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren

kræve sit indestående betalt senest 3 måneder efter opsigelsen.«

17.

§ 13, stk. 1,

indsættes efter »rekonstruktionsforslaget«: », jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5«.

18.

§ 13, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »så vidt muligt senest 14 dage« til: »senest 5 hverdage«.

19.

§ 13, stk. 2,

indsættes som

4. pkt.:

»Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal den

i § 13 b, stk. 1, nr. 2, nævnte beregning sendes til skatteforvaltningen senest 10 hverdage før

mødets afholdelse. Såfremt skyldneren er en SMV, skal en eventuel begæring om inddeling af

fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser fremsendes sammen med rekonstruktionsfor-

slaget.«

20.

§ 13 a, stk. 1,

indsættes efter »§ 13, stk. 1,«: »jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5,«.

21.

§ 13 a, stk. 1, nr. 2,

ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk. 1-4«.

22.

§ 13 b, stk. 1, nr. 2,

indsættes som

litra d:

»d) Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt.: En

beregning af skyldnerens forventede restskat for det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget

267

fremsættes, med angivelse af, hvilket beløb heraf, der skyldes dispositioner foretaget inden re-

konstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold. Beregningen skal være foretaget af

tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket, og ellers af en revisor, der er godkendt efter revisor-

lovens § 3.«

23.

§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

indsættes som

litra j:

»j) Oplysning om, hvorvidt skyldneren er en SMV.«

24.

§ 13 b, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

»4) Forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, medmindre

skyldneren er en SMV, og der ikke fremsættes begæring efter § 13, stk. 2.«

25.

§ 13 d

affattes således:

»§

13 d.

Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et flertal af de fordringshavere, der er

repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer for.

Stk. 2.

Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og 121 og § 123, stk. 3, finder tilsva-

rende anvendelse. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, er der

uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige stemmeret på de fordringer, der omfattes af

akkorden efter § 10 a, stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som følge af fordrings-

haverens indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stem-

meret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Hvis flere grupper

af fordringer er stemmeberettigede efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de

nævnte grupper stemmeret.

Stk. 3.

De fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbig i afstemningen om

rekonstruktionsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet,

bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret og for hvilke beløb.

Stk. 4.

Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, giver ikke stemmeret.

Stk. 5.

Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstemningsklasser, der afspejler et til-

strækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En gruppe af

fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan inddeles i flere afstemningsklasser. En

fordring, der ikke giver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemningsklasse. Pante-

fordringer har dog stemmeret uanset reglen i stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt

afstemningsklasse.

Stk. 6.

Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages

af et flertal af afstemningsklasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget.

Stk. 7.

Reglerne i stk. 5-6 finder alene anvendelse, hvis skyldneren ved fremsendelsen af

rekonstruktionsforslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis skyldneren ikke

er en SMV.«

268

26.

§ 13 e

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og skyld-

neren er en fysisk person, gælder endvidere følgende:

1) Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af strafbare forhold eller

groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. § 197,

stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.

2) Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af uforsvarlige handlin-

ger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende forhold ikke ville kunne opnå

en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197, stk. 3.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

27.

§ 13 e, stk. 5,

der bliver stk. 6, affattes således:

»Stk.

Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en

eller flere fordringshavere får en ringere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehand-

ling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren

er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, skal skifteretten endvidere nægte

stadfæstelse, hvis det samlede beløb, som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforsla-

get, er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville skulle betale i tilfælde af gældssa-

nering.«

28.

Efter § 13 g indsættes:

»§

13 h.

En skyldner, hvis bo er taget under konkursbehandling, kan anmode skifteretten om

at indkalde en skiftesamling til behandling af og afstemning om et af skyldneren fremsat rekon-

struktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord.

Stk. 2.

Ved sagens videre behandling finder reglerne i dette afsnit anvendelse med de af

forholdets natur følgende ændringer samt med følgende begrænsninger:

1) Begæringen skal fremsættes inden den i § 150, stk. 2, nævnte dato.

2) Afstemning om rekonstruktionsforslaget kan ikke finde sted før afholdelse af det i § 131

nævnte møde til fordringernes prøvelse.

3) Boet må ikke udleveres til skyldneren, forinden de, der har krav på forlods dækning, er

fyldestgjort.

Stk. 3.

Så længe rekonstruktionsforslaget ikke er forkastet eller nægtet stadfæstelse, skal bo-

styret kun foretage, hvad der ikke tåler opsættelse.«

29.

§ 14, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Uanset reglen i 1. pkt. har tvangsakkorden ingen indflydelse på skatteforvaltningens adgang

til at modregne krav omfattet af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrørende samme

indkomstår.«

269

30.

§ 14

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Tvangsakkordens bestemmelser efter § 10 a, stk. 8, træder i stedet for generalfor-

samlingens beslutning herom. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske senest to uger

efter tvangsakkordens stadfæstelse. Rekonstruktøren skal uden unødigt ophold efter indbetalin-

gen registrere den nye selskabskapital og nedsættelsen af den hidtidige selskabskapital i Er-

hvervsstyrelsen.«

31.

§ 15, stk. 1

affattes således:

»§

15.

Ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6, § 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e,

stk. 3, § 11 g, stk. 3, § 13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og 3, bestemmer skifteretten, at

rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis:

1) Skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18.

2) Skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare.

3) Skyldneren begærer det.

4) Rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.

5) Rekonstruktionsbehandlingen sammenlagt med den periode, hvor der under en foregå-

ende forebyggende rekonstruktionsbehandling har været fyldestgørelsesforbud efter § 9

b, har varet i en periode på et år. Hvis skyldneren forud for rekonstruktionsbehandlingen

har været under forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud ef-

ter § 9 b, medregnes varigheden af fyldestgørelsesforbuddet i den i 1. pkt. nævnte peri-

ode, medmindre den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophørte mindst en måned

før indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.«

32.

§ 24

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Hvis skyldneren er under forebyggende rekonstruktionsbehandling og har fremsat

et rekonstruktionsforslag, kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, indtil det er afgjort,

om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæstes. Dette gælder dog kun, hvis der er beskik-

ket en rekonstruktør.«

33.

§ 42

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

En fordringshaver kan ikke anvende et krav omfattet af § 97 til modregning i boets

krav i medfør af en aftale, som skyldneren videreførte efter § 9 e eller § 12 o, eller som boet er

indtrådt i efter § 55. Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt.,

uanset om kravene er konnekse.«

34.

§ 56, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes alene medkontrahentens krav på vederlag

for tiden efter konkursbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af §

270

55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af

konkursboet, af § 93.«

35.

§ 56

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Angår aftalen successive ydelser, omfattes alene den del af medkontrahentens krav,

der vedrører ydelser præsteret efter konkursbehandlingens indledning, af § 93.«

36.

§ 61, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren

kræve sit indestående betalt senest 3 måneder efter opsigelsen.«

37.

§ 72, stk. 3,

indsættes før »godkendt«: »efter fristdagen«.

38.

§ 110, stk. 2,

§ 217

indsættes før »rekonstruktionsbehandling«: »forebyggende rekon-

struktionsbehandling eller«.

39.

§ 237 a,

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Kurator, rekonstruktør, tillidsmand og medhjælper skal kunne modtage meddelelser,

der sendes som digital kommunikation. Hvis en fordringshaver har anmeldt sit krav til en af de

i 1. pkt. nævnte personer ved anvendelse af digital kommunikation, kan meddelelser til for-

dringshaveren sendes som digital kommunikation.«

40.

§ 238, stk. 5,

indsættes efter »i medfør af«: »§ 9 b, stk. 3,«, og »rekonstruktionsbehandlin-

gens indledning« ændres til: »indledning af den forebyggende rekonstruktionsbehandling eller

rekonstruktionsbehandlingen«.

41.

Efter § 238 indsættes:

»§

238 a.

Ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, rekonstruktør eller tillids-

mand, hvis der er tvivl om, hvorvidt den pågældende har de fornødne kvalifikationer hertil. En

person kan ikke udpeges eller beskikkes til de i 1. pkt. nævnte hverv, hvis vedkommende ikke

forinden har givet skifteretten en kort, skriftlig redegørelse for sin i forholdet til hvervet rele-

vante uddannelse og erfaring.«

42.

§ 249

ændres »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« til: »§ 13 d, stk. 3, § 13 d, stk. 5«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 17. juli 2022

271

Stk. 2.

Loven finder anvendelse, hvor forebyggende rekonstruktionsbehandling, rekonstrukti-

onsbehandling eller konkursbehandling indledes efter lovens ikrafttræden. Er rekonstruktions-

behandling eller konkursbehandling indledt før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende

regler anvendelse.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist

sættes i kraft for disse Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønland-

ske forhold tilsiger.

272

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 4)

Det følger af konkurslovens § 1, stk. 1, at ved fristdagen forstås i denne lov et af følgende

tidspunkter: 1) Den dag, da skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling, kon-

kurs eller gældssanering. 2) dagen for skyldnerens død, hvis dødsboet behandles efter reglerne

om insolvente boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer. 3) Dagen for beslutningen om

likvidation eller tvangsopløsning af et aktieselskab eller anpartsselskab, hvis skifteretten inden

tre måneder efter denne beslutning modtager begæring om rekonstruktionsbehandling eller

konkurs eller af egen drift indleder rekonstruktionsbehandling eller afsiger konkursdekret.

Det foreslås, at indsætte et nyt § 1, stk. 1,

nr. 4,

der regulerer, at der ved fristdagen også skal

forstås, den dag, hvor skifteretten under en forebyggende rekonstruktionsbehandling traf be-

stemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Det indebærer, at dagen for skifterettens beslutning om, at der skal gælde et fyldestgørelsesfor-

bud kan være fristdag, hvilket forudsætter at skifterettens beslutning er truffet tidligere end

eksempelvis den dag, hvor skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling, kon-

kurs eller gældssanering, jf. § 1, nr. 1.

Fastsættelse af fristdagen har betydning for beregningen af en række frister i konkursloven samt

for anvendelsen af forskellige af konkurslovens regler, eksempelvis hvornår det efter konkurs-

loven er muligt at omstøde dispositioner foretaget før og efter fristdagen, og muligheden for at

anvende reglerne om modregning.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 5)

Det følger af konkurslovens § 1, stk. 2-4, at tilbagekaldes eller afslås en begæring om rekon-

struktionsbehandling eller konkursbegæring, eller hvis en begæring om rekonstruktionsbehand-

ling eller gældssanering ikke fører til stadfæstelse af rekonstruktion eller kendelse om gældssa-

nering, kan fristdagen bevares, hvis ny begæring indkommer til skifteretten inden for en frist

på 3 uger.

273

Det foreslås at indsætte et nyt § 1,

stk. 5,

hvoraf det følger, at hvis en forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling ophører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse om fyldestgørelses-

forbud, som fristdag, hvis skifteretten inden 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekon-

struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Forslaget indebærer, at det vil være muligt at bevare dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse

om fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten modtager en ny begæring om rekon-

struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering inden 3 uger efter ophøret af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Reglerne i § 1, stk. 2-4, foreslås ikke ændret. En begæring om forebyggende rekonstruktions-

behandling kan således ikke fastholde en fristdag, der er etableret ved en begæring om rekon-

struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 128)

Konkurslovens § 3, stk. 1, fastsætter værnetingsreglerne for indgivelse af begæring om rekon-

struktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Konkurslovens § 7, stk. 1, fastsætter formkrav til en begæring om rekonstruktionsbehandling,

konkurs eller gældssanering. Det følger heraf, at begæringen skal indgives skriftligt og så vidt

muligt angive skyldnerens fulde navn, personnummer og bopæl, det navn, hvorunder skyldne-

ren driver forretning (firma), erhvervsgren, samt hvorfra erhvervsvirksomheden drives. Hvis

skyldneren er et aktie- eller anpartsselskab, skal CVR-nummeret så vidt muligt angives.

Konkurslovens § 9, stk. 1, fastsætter, at en begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs

eller gældssanering ikke offentliggøres.

Konkurslovens § 128 fastsætter krav til skifterettens bekendtgørelse om konkurs, herunder at

der skal oplyses om, at anmeldelser, der er indgivet under en forudgående rekonstruktionsbe-

handling, likvidation, indledt gældssanering eller anden gældsordning, vil blive taget i betragt-

ning uden fornyet anmeldelse.

Det foreslås, at der i

§ 3, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1,

§ 128

indsættes ”forebyggende rekon-

struktionsbehandling,” før ”rekonstruktionsbehandling”.

274

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende rekonstruktionsbehandling indføres i

konkursloven og vil medføre, at de nævnte bestemmelser også finder anvendelse ved forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling. Det er en forudsætning for at anvende reglen i § 128, 2. pkt.,

efter en forudgående forebyggende rekonstruktionsbehandling, at der var beskikket en rekon-

struktør under denne.

Til nr. 4 (§§ 9 a – 9 i)

Til § 9 a

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 a

om indgivelse af begæring om forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling.

Det foreslås i

stk. 1,

at en skyldner, der er insolvent, eller som følge af økonomiske vanske-

ligheder har sandsynlighed for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling, når det begæres af skyldneren. § 22, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

For det første foreslås det, at der skal fremsættes begæring om forebyggende rekonstruktions-

behandling af skyldneren. Der vil normalt ikke være anledning til, at skifteretten nærmere skal

prøve, om betingelserne for at indlede forebyggende rekonstruktionsbehandling er opfyldt, idet

skyldneren ved at indgive begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling erkender at

være insolvent eller som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive

insolvent.

For det andet stilles der krav om, at skyldneren skal være insolvent, jf. konkurslovens § 17, stk.

2, eller som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent.

Efter konkurslovens § 17, stk. 2, er skyldneren insolvent, hvis skyldneren ikke kan opfylde sine

forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot

at være forbigående. Efter § 18 antages insolvens i almindelighed at foreligge, hvis skyldneren

erkender at være insolvent.

Rekonstruktions- og insolvensdirektivets bestemmelser om, at skyldnere, allerede før de er in-

solvente, skal have adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, indebærer, at skyld-

nere skal have adgang til forebyggende rekonstruktion på et tidligere tidspunkt end, når skyld-

neren allerede er insolvent.

275

Det foreslås i lyset heraf, at en skyldner, der som følge af økonomiske vanskeligheder har sand-

synlighed for at blive insolvent, skal have mulighed for at blive taget under forebyggende re-

konstruktionsbehandling.

Ved vurderingen af om der foreligger økonomiske vanskeligheder, bør der anlægges en bred

fortolkning, som tager hensyn til, at formålet med en forebyggende rekonstruktion bl.a. er at

redde skyldnere, som endnu ikke er insolvente, samt at økonomiske vanskeligheder kan antage

forskellige former. Ved vurderingen kan der f.eks. lægges vægt på, om virksomheden er finan-

sieret på en måde, som gør det sandsynligt, at virksomheden i fremtiden kan blive insolvent.

Der kan derudover lægges vægt på, om skyldneren har eller har haft likviditetsmæssige van-

skeligheder. Der kan endvidere lægges vægt på, at skyldneren har opnået udsættelse af gæl-

dende betalingsfrister eller henstand med betalingen af gæld til offentlige og private fordrings-

havere.

For det tredje vil § 22, stk. 1 finde tilsvarende anvendelse. Konkurslovens § 22, stk. 1, fastslår,

at skyldneren skal vedlægge sin konkursbegæring en opgørelse over aktiver og passiver samt

en liste over fordringshavere. Skyldneren skal således ved begæring om forebyggende rekon-

struktion vedlægge en opgørelse over aktiver og passiver.

I overensstemmelse med konkurslovens § 7 (som foreslås konsekvensændret ved lovudkastets

§ 1 nr. 3) skal en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling desuden indgives

skriftligt og så vidt muligt angive skyldnerens fulde navn, personnummer og bopæl, det navn,

hvorunder skyldneren eventuelt driver forretning (firma), skyldnerens erhvervsgren, samt hvor-

fra skyldnerens erhvervsvirksomhed drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal

CVR-nr. så vidt muligt angives.

Manglende overholdelse af pligterne i § 7 fører ikke uden videre til afvisning af begæringen

om forebyggende rekonstruktionsbehandling, idet skifteretten kan give en kort udsættelse efter

konkurslovens § 8 til at fremskaffe sådanne oplysninger. Hvis skyldneren efter en sådan udsæt-

telse fortsat ikke har fremlagt de nævnte oplysninger, vil skifteretten efter omstændighederne

kunne afslå at indlede en forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås i

stk. 2,

at reglerne i stk. 1, ikke skal finde anvendelse på en skyldner, hvorom

Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning om tvangsopløsning, eller som er en fysisk person, der

ikke udøver erhvervsvirksomhed.

276

Bestemmelsen medfører for det første, at skyldnere, i relation til hvilke Erhvervsstyrelsen har

truffet beslutning om tvangsopløsning, ikke vil kunne anvende reglerne om forebyggende re-

konstruktionsbehandling. Bestemmelsen er begrundet i, at formålet med ordningen om fore-

byggende rekonstruktionsbehandling er at bevare virksomheden, og at reglerne ikke bør kunne

anvendes af skyldnere, som ikke opfylder selskabslovgivningens regler.

Bestemmelsen medfører for det andet, at fysiske personer, der ikke udøver erhvervsvirksom-

hed, ikke vil kunne anvende reglerne om forebyggende rekonstruktionsbehandling. Bestem-

melsen er begrundet i, at fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, i stedet vil kunne

anvende reglerne om gældssanering. Fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, vil end-

videre fortsat kunne anvende de eksisterende regler om rekonstruktionsbehandling.

Ved anvendelsen af bestemmelsen vil det skulle vurderes, om skyldneren er erhvervsdrivende.

I konkurslovens § 3, stk. 1 og 2, anvendes udtrykket ”erhvervsmæssig virksomhed”. Det er ikke

nærmere defineret i loven, hvad der skal forstås ved ”erhvervsmæssig virksomhed”, men der er

fra retspraksis eksempler på, hvordan det vurderes, om skyldneren driver erhvervsmæssig virk-

somhed. Der henvises i den forbindelse til kapitel 7, afsnit 2.1.1.

Ved vurderingen af, om en fysisk person er erhvervsdrivende, vil den omstændighed, at ved-

kommende har et CVR-nummer, i almindelighed anses som udtryk for, at den pågældende er

erhvervsdrivende. Der vil dog under alle omstændigheder skulle foretages en konkret vurde-

ring, idet der kan forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, på grund af lav omsætning

eller af andre grunde, ikke har et CVR-nummer, eller tilfælde, hvor en fysisk person, som har

et CVR-nummer, aldrig har startet en virksomhed.

Fysiske personer, f.eks. kautionister eller kapitalejere, som tidligere har drevet erhvervsmæssig

virksomhed, vil – uanset om gælden kan henføres til den erhvervsmæssige aktivitet – ikke være

omfattet af reglerne om forebyggende rekonstruktion.

Det foreslås i

stk. 3, 1. pkt.,

at skifteretten indleder forebyggende rekonstruktionsbehandling

straks efter modtagelsen af begæringen.

Skifteretten vil således skulle indlede den forebyggende rekonstruktionsbehandling straks efter

modtagelsen af begæringen. Skyldnerens begæring om forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling behøver ikke at være nærmere begrundet, da der vil være en formodning for, at skyldnerens

begæring til skifteretten indeholder en erkendelse af, at skyldneren er insolvent, eller at skyld-

neren som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent. På

tilsvarende vis vil der ikke være krav om, at skyldneren i sin begæring oplyser om at have til

277

hensigt at fremsætte en anmodning om fyldestgørelsesforbud eller beskikkelse af rekonstruktør.

Skyldneren vil således have en smidig adgang til at fremsætte en anmodning om forebyggende

rekonstruktion.

Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med konkurslovens § 22. Det følger heraf, at en

skyldner vil skulle vedlægge en opgørelse over aktiver og passiver og en liste over fordrings-

havere i overensstemmelse med, hvad der kræves ved skyldnerens begæring om indledning af

rekonstruktionsbehandling, jf. § 22, stk. 1, jf. det foreslåede stk. 1.

Skyldneren vil desuden skulle opfylde formkravene i konkurslovens § 7, jf. den foreslåede æn-

dring af § 7 i lovudkastets § 1, nr. 3.

Det foreslås i stk. 3,

2. pkt.,

at hvis skyldneren i sin begæring ikke har anmodet om beskikkelse

af rekonstruktør, skal skifteretten dog indkalde skyldneren til et møde, hvor skifteretten beslut-

ter, om der skal indledes forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det følger heraf, at der ikke vil være et krav om, at der skal beskikkes en rekonstruktør ved den

forebyggende rekonstruktionsbehandling. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med den

foreslåede § 9 b (som foreslås indsat ved lovudkastets § 1, nr. 4). Det følger heraf, at hvis

skyldneren anmoder om, at skifteretten træffer bestemmelse om, at der er fyldestgørelsesforbud

under den forebyggende rekonstruktionsbehandling, anses anmodningen om fyldestgørelses-

forbud tillige for en anmodning om beskikkelse af rekonstruktør.

Indkaldelse til mødet kan ske ved almindeligt brev, som så vidt muligt sendes til skyldnerens

e-boks. Det er ikke nødvendigt, at skifteretten forkynder indkaldelsen for skyldneren, henset til

at den forebyggende rekonstruktionsprocedure alene kan indledes ved skyldnerens begæring.

Det foreslås i stk. 3,

3. pkt.,

at skyldneren skal give møde personligt.

Bestemmelsen fastslår, at skyldneren vil skulle møde ved det indledende møde personligt. Be-

stemmelsen fraviger således retsplejelovens § 260, stk. 10, 1. pkt., jf. stk. 1, hvoraf fremgår, at

en part under en skiftebehandling kan give møde ved andre end de personer, der er nævnt i stk.

2 og 3, og at indskrænkning i skyldnerens adgang til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig

alene gøres, hvis der skal foregå forhandling om en tvist, jf. § 260, stk. 10, 3. pkt. Fravigelsen

af denne bestemmelse har baggrund i, at tungtvejende hensyn tilsiger, at skyldneren bør være

personligt til stede på mødet, henset til de vidtgående konsekvenser som iværksættelse af en

forebyggende rekonstruktionsprocedure kan have for skyldneren.

278

Det foreslås i stk. 3,

4. pkt.,

at udebliver skyldneren fra mødet, anses begæringen for bortfaldet.

Det foreslås i

stk. 4,

at efter indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehandling kan

begæring herom ikke tilbagekaldes.

Det følger heraf, at ønsker skyldneren, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling afslut-

tes, vil skyldneren skulle begære det efter den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 3, jf. lovudkastets §

1, nr. 4.

Til § 9 b

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 b

om fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekon-

struktionsbehandling, beskikkelse af rekonstruktør og tillidsmand og om sikkerhedsstillelse for

omkostningerne ved rekonstruktionsbehandlingen mv.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

at hvis skyldneren anmoder herom, skal skifteretten træffe bestem-

melse om, at der er fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det følger af bestemmelsen, at skyldneren vil have mulighed for at anmode om et fyldestgørel-

sesforbud. Det følger heraf, at der ikke vil gælde et automatisk fyldestgørelsesforbud ved fore-

byggende rekonstruktion, idet skifteretten alene vil skulle træffe bestemmelse om fyldestgørel-

sesforbud, hvis skyldneren anmoder herom. Skyldneren vil derfor kunne vælge ikke at anmode

om et fyldestgørelsesforbud og som konsekvens heraf vente længere med at orientere sine for-

dringshavere om rekonstruktionsbestræbelserne.

Skyldneren vil kunne fremsætte sin anmodning om et fyldestgørelsesforbud i begæringen om

forebyggende rekonstruktion, eller på et hvilket som helst tidspunkt efter en forebyggende re-

konstruktionsprocedure er indledt. Der stilles ikke formkrav til skyldnerens begæring om et

fyldestgørelsesforbud. Begæringen vil således kunne fremsætte både skriftligt eller mundtligt,

f.eks. i forbindelse med et møde i skifteretten. Fyldestgørelsesforbuddet træder i kraft på klok-

keslættet for skifterettens beslutning om at imødekomme skyldnerens anmodning.

Skifteretten skal behandle en anmodning om fyldestgørelsesforbud straks. Skifteretten har mu-

lighed for at behandle anmodningen på et skriftligt grundlag, såfremt skifteretten finder det

hensigtsmæssigt. Skifteretten bør nedlægge et fyldestgørelsesforbud, medmindre skifteretten

vurderer, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør bringes til ophør. Der gælder ikke

krav om, at skifteretten skal høre fordringshavere forinden, der træffes afgørelse om fyldestgø-

279

relsesforbud, eller at der skal ske underretning af virksomhedspanthavere eller panthavere, hen-

set til, at skifteretten alene bør nedlægge et fyldestgørelsesforbud, hvis skifteretten ikke finder,

at den forebyggende rekonstruktionsbehandling bør bringes til ophør.

Et fyldestgørelsesforbud er defineret som en af en judiciel eller administrativ myndighed med-

delt eller på lov støttet midlertidig suspension af en fordringshavers ret til at fuldbyrde et krav

mod en skyldner, og hvis dette er foreskrevet i national ret, mod en tredjepartssikkerhedsstiller

i forbindelse med en retslig, administrativ eller anden procedure eller af retten til at beslaglægge

eller udenretsligt at realisere skyldners aktiver eller virksomhed, jf. rekonstruktions- og insol-

vensdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 1.

Et meddelt fyldestgørelsesforbud gælder for samtlige fordringshavere, men begrænses af § 12

c, stk. 2-5, jf. § 9 d, stk. 2, jf. lovudkastets § 1 nr. 4.

Det foreslås i stk. 1,

2. pkt.,

at en anmodning om fyldestgørelsesforbud tillige skal anses for en

anmodning om beskikkelse af rekonstruktør.

Det følger af bestemmelsen, at såfremt skyldner anmoder om et fyldestgørelsesforbud, vil skif-

teretten tillige skulle anse det som en anmodning om beskikkelse af rekonstruktør. Der vil så-

ledes ikke kunne meddeles et fyldestgørelsesforbud uden, at der samtidig beskikkes en rekon-

struktør. Rekonstruktøren skal i samarbejde med skyldneren undersøge mulighederne for at

rekonstruere den nødlidende virksomhed.

Bestemmelsen vil varetage hensynet til fordringshaverne, som ved et fyldestgørelsesforbud

ikke har mulighed for at foretage individualforfølgning over for skyldner. Bestemmelsen vil

dermed sikre, at der skabes ro om den forebyggende rekonstruktionsproces, samt varetage hen-

synet til princippet om ligelig fordeling af aktiverne blandt fordringshaverne.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at skifteretten beskikker en eller flere rekonstruktører, hvis skyld-

neren anmoder herom.

Bestemmelsen giver mulighed for at beskikke flere rekonstruktører. Dette svarer til, hvad der

ved rekonstruktion gælder om rekonstruktørbeskikkelse, jf. § 11 a, stk. 1, og til hvad der i kon-

kurs gælder om kuratorbeskikkelse, jf. § 107, stk. 1. Det vil navnlig være relevant at beskikke

flere rekonstruktører ved større og mere komplicerede forebyggende rekonstruktionsbehand-

linger.

280

Det foreslås i stk. 2,

2. pkt.,

at skyldneren kan komme med forslag til rekonstruktør. Ved for-

slaget skal der være vedlagt en erklæring fra de pågældende om, at de er villige til at være

rekonstruktør og opfylder betingelserne i § 238.

Bestemmelsen giver skyldneren mulighed for at forslå bestemte personer til rollen som rekon-

struktør. Skyldneren skal samtidig vedlægge en erklæring fra den eller de foreslåede personer

om, at de er villige til at påtage sig rollen som rekonstruktør, samt at de opfylder betingelserne

i § 238.

Det følger af § 238, stk. 1, at ingen må handle som rekonstruktør, hvis han er en af skyldnerens

nærtstående eller er afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens

udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål. Det

følger endvidere af § 238, stk. 4, at rekonstruktøren, nærtstående til rekonstruktøren eller ansatte

i rekonstruktørens virksomheder, ikke må erhverve nogen del af boets aktiver. Det er en forud-

sætning for beskikkelse som rekonstruktør, at vedkommende opfylder disse betingelser. De re-

sterende betingelser i § 238, stk. 2-3 og 5, er ikke relevante for rekonstruktøren.

Det foreslås i stk. 2,

3. pkt.,

at skifteretten ikke er bundet af skyldnerens forslag til rekonstruktør.

Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan vælge at beskikke en anden rekonstruktør end

den, der er foreslået af skyldner. Det svarer til, hvad der også gælder ved rekonstruktionsreg-

lerne, jf. § 11 a, stk. 1. Såfremt skyldneren ikke foreslår en rekonstruktør, eller skifteretten ikke

vælger at beskikke den rekonstruktør, som foreslås af skyldneren, beskikker skifteretten en re-

konstruktør.

Skifteretten vil f.eks. kunne afvise at udpege den af skyldneren foreslåede rekonstruktør, så-

fremt vedkommende ikke opfylder kravene i den foreslåede § 238 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 41.

Det følger af denne bestemmelse, at ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper,

rekonstruktør eller tillidsmand, hvis der er tvivl om, hvorvidt han har de fornødne kvalifikatio-

ner hertil. Vedkommende vil efter bestemmelsen endvidere skulle give skifteretten en kort,

skriftlig redegørelse for sin i forhold til hvervet relevante uddannelse og erfaring.

Det foreslås i stk. 2,

4. pkt.,

at rekonstruktøren kan antage fornøden sagkyndig bistand.

Det foreslås i

stk. 3, 1. pkt.,

at skifteretten skal beskikke en regnskabskyndig tillidsmand, hvis

skyldneren anmoder herom.

281

Det foreslås i stk. 3,

2. pkt.,

at stk. 2, 2. og 3. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse ved beskik-

kelsen af en tillidsmand.

Det følger heraf, at skyldneren vil have mulighed for at komme med forslag til hvem, der skal

beskikkes som tillidsmand ved den forebyggende rekonstruktion. Der skal være vedlagt en er-

klæring fra den pågældende om, at vedkommende er villig til at være tillidsmand og opfylder

betingelserne i § 238 ved skyldnerens forslag til tillidsmand. Skifteretten vil ikke være bundet

af skyldnerens forslag til tillidsmand. Skifteretten vil f.eks. kunne afvise at udpege den af skyld-

neren foreslåede tillidsmand, såfremt vedkommende ikke opfylder kravene i den foreslåede §

238 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 41.

Det foreslås i

stk. 4,

at § 11 a, stk. 6 og 7, og § 11 g, tilsvarende skal finde anvendelse ved

forebyggende rekonstruktion.

Konkurslovens § 11 a, stk. 6, foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr. 8. Det følger heraf, at

skifteretten, efter rekonstruktørens begæring, vil kunne bestemme, at der skal stilles sikkerhed

for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, idet skifte-

retten herved skal tage en eventuel stillet sikkerhed efter § 11 a, stk. 5 i betragtning. Stilles

sikkerheden ikke, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. § 11 a,

stk. 6. Det foreslås i lovudkastets § 1, nr. 9, at en af skyldneren stillet sikkerhed ikke er gyldig,

hvis den ikke er bestemt af skifteretten. Skifteretten vil endvidere undtagelsesvis kunne be-

stemme, at statskassen indestår for omkostninger ved rekonstruktørens og en eventuel tillids-

mands virksomhed, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler og en eventuel stillet sikkerhed,

jf. § 11 a, stk. 7.

Der vil således ikke blive stillet krav om sikkerhedsstillelse for rekonstruktørens eller tillids-

mandens virksomhed ved en forebyggende rekonstruktion, medmindre skifteretten har truffet

særskilt bestemmelse herom.

Skifteretten vil desuden kunne afsætte en rekonstruktør eller tillidsmand, hvis særlige grunde

taler for det, jf. henholdsvis § 11 g, stk. 1 og 5. Såfremt skifteretten træffer beslutning om at

afsætte en rekonstruktør, skal skyldneren have lejlighed til over for skifteretten at fremsætte

forslag til beskikkelse af en ny rekonstruktør eller tillidsmand. Skifteretten kan give den pågæl-

dende en kort frist, i almindelighed ikke over en uge, hertil, jf. § 11 g, stk. 2. Det samme vil

gælde, hvis rekonstruktøren eller tillidsmanden fratræder, jf. § 11 g, stk. 4. Såfremt samtlige

rekonstruktører afsættes, og der ikke kan beskikkes en eller flere nye rekonstruktører, bestem-

mer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. § 11 g, stk. 3.

282

Det foreslås i

stk. 5, 1. pkt.¸

at skifteretten skal afbeskikke rekonstruktøren og tillidsmanden,

hvis skyldneren anmoder skifteretten herom.

Såfremt skyldneren anmoder skifteretten om, at rekonstruktøren eller tillidsmanden afbeskik-

kes, vil skyldneren have ret til at foreslå en ny rekonstruktør eller tillidsmand.

Det foreslås i stk. 5,

2. pkt.¸

at afbeskikkelse – på skyldnerens anmodning – dog ikke kan ske,

hvis der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at det vil være en betingelse for meddelelse af fyldestgørel-

sesforbud, at der beskikkes en rekonstruktør. Det vil derfor ikke være muligt for skyldneren at

få afbeskikket rekonstruktøren, hvis der er truffet afgørelse om fyldestgørelsesforbud, og i så-

danne tilfælde kan udskiftning af rekonstruktøren alene ske efter reglerne i § 11 g. Det vil om-

vendt være muligt for skyldneren at få afbeskikket en tillidsmand, selvom der er meddelt fyl-

destgørelsesforbud, idet beskikkelse af en tillidsmand ikke er en betingelse for meddelelse af

fyldestgørelsesforbud.

Til § 9 c

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 c

om formelle krav ved bestemmelse om fyldestgørelsesfor-

bud, herunder om kravene til den forebyggende rekonstruktionsbehandling ved møder i skifte-

retten.

Det foreslås i

stk. 1,

at hvis der træffes bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, skal

skifteretten fastsætte et tidspunkt for et møde med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest

4 uger efter bestemmelsen om fyldestgørelsesforbuddet blev truffet. Det foreslås desuden, at

reglerne i § 11 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 11 b, stk. 1 og 2, § 11 c, § 11 d og § 11 e, stk. 4,

tilsvarende skal finde anvendelse.

Det følger af bestemmelsen, at skifteretten straks indkalder fordringshaverne til et møde, efter

skifteretten har truffet afgørelse om et fyldestgørelsesforbud. Mødet vil skulle afholdes senest

fire uger, efter bestemmelse om fyldestgørelsesforbud er truffet. Indkaldelse til mødet sker ved

indrykning af en bekendtgørelse i Statstidende, jf. § 11 a, stk. 2, 3. pkt. Hvis skyldneren er en

sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, registrerer rekonstruktøren straks mø-

deindkaldelsen i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 11 a, stk. 2, 4. pkt.

Det følger af henvisningen til § 11 b, stk. 1, at rekonstruktøren senest en uge efter beskikkelsen

vil skulle sende en meddelelse om den forebyggende rekonstruktionsbehandling til samtlige

283

kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, og til skifteretten. Hvis skyldneren er en sammenslutning,

der er registreret i Erhvervsstyrelsen, vil rekonstruktøren samtidig skulle registrere meddelelsen

i Erhvervsstyrelsens it-system.

Meddelelsen vil skulle vedlægges skyldnerens seneste årsrapport eller efter omstændighederne

uddrag heraf. Derudover vil meddelelsen skulle indeholde oplysning om skyldnerens vigtigste

aktiver og passiver og så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerhe-

der, oplysning om skyldnerens regnskabsføring, en redegørelse for årsagerne til og formålet

med rekonstruktionsbehandlingen og oplysning om tidspunktet for mødet med fordringsha-

verne, jf. § 11 b, stk. 2.

Det følger af henvisningen til § 11 c, at senest en uge før mødet med fordringshaverne, vil

rekonstruktøren skulle sende et forslag til en rekonstruktionsplan til samtlige kendte fordrings-

havere og skifteretten. Forslaget til rekonstruktionsplanen skal indeholde følgende, jf. § 11 c,

stk. 2:

- En begrundet redegørelse for, hvilken type forslag til rekonstruktion, der agtes fremsat, og en

vurdering af, om der er væsentlige forhold, som kan være til hinder for en gennemførelse af

denne rekonstruktion, jf. nr. 1.

- Så vidt muligt oplysning om skyldnerens balance pr. dagen for indledning af rekonstruktions-

behandlingen med angivelse af afvigelser som følge af senere indtrufne ændringer, jf. nr. 2.

Under en forebyggende rekonstruktionsbehandling vil tidspunktet for bestemmelse om fyldest-

gørelsesforbud være afgørende for fastsættelse af balancedag.

- Oplysning om, hvorvidt der er mangler ved skyldnerens seneste årsrapport. Hvis der er be-

skikket en tillidsmand, afgives oplysning herom af denne, jf. nr. 3.

- En redegørelse for de væsentligste skridt, der agtes foretaget under rekonstruktionsbehandlin-

gen, jf. nr. 4.

Forslaget til den fremsendte rekonstruktionsplan skal være tiltrådt af skyldneren. Forslaget vil

desuden skulle vedlægges en vurdering af skyldnerens aktiver og en erklæring fra rekonstruk-

tøren om, hvorvidt planen efter dennes skøn er gennemførlig. Hvis der er beskikket en tillids-

mand, skal denne tillige afgive udtalelse om, hvorvidt planen efter dennes skøn er gennemfør-

lig, jf. § 11 c, stk. 3.

284

Hvis forslaget til rekonstruktionsplanen ikke opfylder kravene til indholdet af forslaget senest

på mødet, vil skifteretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. dog § 11 e,

stk. 5, som tillader, at rekonstruktøren kan anmode om, at skifteretten udsætter drøftelsen af

forslaget til rekonstruktionsplanen. Skifteretten bestemmer ligeledes, at rekonstruktionsbe-

handlingen ophører, hvis der ikke foreligger oplysning om skyldnerens balance pr. dagen for

indledningen af rekonstruktionsbehandlingen, som nævnt i § 11 c, stk. 2, nr. 2, senest på mødet

med fordringshaverne, jf. § 11 c, stk. 4.

Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand vil skulle være til stede på mødet med

fordringshaverne, jf. henvisningen til § 11 d, stk. 1. Såfremt skyldneren udebliver uden lovligt

forfald, bestemmer skifteretten, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører, jf. §

11 d, stk. 2. Undtagelsen i § 11 d, stk. 2, hvorefter skifteretten kan lade rekonstruktionsbehand-

lingen fortsætte, hvis det samtidig bestemmes, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virk-

somheden efter §§ 12 a og 12 b, vil ikke være relevant ved forebyggende rekonstruktion.

På mødet vil skifteretten kunne beskikke en eller flere yderligere rekonstruktører eller beskikke

en anden tillidsmand, jf. henvisningen til § 11 e, stk. 4.

Der skal ikke stemmes om forslaget til rekonstruktionsplan. Den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling fortsætter således, selv om et flertal af de fremmødte fordringshavere tilkende-

giver, at de er imod planen. Hvis den forebyggende rekonstruktionsbehandling må anses for

udsigtsløs, skal skifteretten dog bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør,

jf. den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 4.

Det forhold, at der ikke er et flertal blandt fordringshaverne for den fremlagte rekonstruktions-

plan, medfører ikke nødvendigvis, at der ikke senere kan være flertal blandt fordringshaverne

for det fremlagte rekonstruktionsforslag. Det kan f.eks. tages i betragtning, at der kan være

fordringshavere, der ikke var repræsenterede på mødet, men som kunne tænkes at stemme for

et senere rekonstruktionsforslag. En forebyggende rekonstruktionsbehandling må imidlertid

bringes til ophør, hvis et flertal af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at de er imod

en rekonstruktion, jf. i øvrigt bemærkningerne til den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 4, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 4.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at rekonstruktøren, inden tre måneder efter der er truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud, og derefter med højst to måneders mellemrum, skal sende en

redegørelse til samtlige kendte fordringshavere og skifteretten om alle væsentlige forhold ved-

rørende den forbyggende rekonstruktionsbehandling.

285

Det foreslås i

2. pkt.,

at § 11 f finder tilsvarende anvendelse.

Det følger af stk. 2, at rekonstruktøren skal sende løbende redegørelser til fordringshaverne og

skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling, samt at de løbende redegørelser skal ske efter samme model som konkurslovens § 11 f.

Bestemmelsen vil sikre, at fordringshaverne får et indblik i den forebyggende rekonstruktions

forløb. På den måde varetages hensynet til fordringshaverne, når der er meddelt et fyldestgø-

relsesforbud.

Det følger af konkurslovens § 11 f, at rekonstruktøren, inden tre måneder efter rekonstruktions-

behandlingens indledning, skal sende en redegørelse til samtlige kendte fordringshavere og

skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende rekonstruktionsbehandlingen, herunder af

en eventuel fortsat drift af skyldnerens virksomhed, og oplysning om, hvornår et rekonstrukti-

onsforslag forventes sendt til fordringshaverne, jf. stk. 1. Hvis forudsætningerne for rekonstruk-

tionsplanen ændrer sig væsentligt, skal rekonstruktøren uden ugrundet ophold orientere for-

dringshaverne og skifteretten herom. I så fald indkalder skifteretten til et møde i skifteretten,

hvor der tages stilling til, om rekonstruktionsbehandlingen skal ophøre, eller om rekonstrukti-

onsplanen skal ændres, jf. stk. 2.

Væsentlige ændringer i forudsætningerne for rekonstruktionsplanen kan f.eks. være oplysnin-

ger, der afslører uforudsete forhindringer for gennemførelsen af rekonstruktionsplanen, oplys-

ninger om skyldnerens forhold, der indebærer, at rekonstruktionsplanen ikke længere kan anses

for gennemførlig, eller oplysninger, der peger på helt andre – og bedre – muligheder for rekon-

struktion af virksomheden.

Det foreslås i

3. pkt.,

at såfremt der ikke sendes en redegørelse efter 1. pkt., kan skifteretten

træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører.

Til § 9 d

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 d

om retsvirkningerne af en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling, herunder når der er meddelt fyldestgørelsesforbud.

Det foreslås i

stk. 1,

at hvis der er beskikket en rekonstruktør, finder reglerne i § 12, stk. 1-3,

tilsvarende anvendelse.

286

Det følger heraf, at skyldneren ikke må foretage dispositioner under en forebyggende rekon-

struktion af væsentlig betydning uden rekonstruktørens samtykke. Betaling af gæld må endvi-

dere kun ske i overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at

afværge tab, jf. § 12, stk. 1. Det vil f.eks. være omfattet af bestemmelsen som en disposition af

væsentlig betydning, hvis virksomhedens enkelte aktiver sælges, når det ikke sker i forbindelse

med en virksomhedsoverdragelse.

Det følger endvidere af henvisningen til § 12, at virksomhedsoverdragelse alene må ske i over-

ensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten, eller i medfør af

§ 13 g, jf. § 12, stk. 2. Virksomhedsoverdragelse efter reglerne i § 13 g kan dog alene ske, hvis

der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, jf. den foreslåede § 9 f, stk. 2.

Endelig følger det af henvisningen til § 12, at skyldneren vil skulle aflægge regnskab over for

rekonstruktøren efter dennes nærmere bestemmelse, jf. § 12, stk. 3.

Det foreslås i

stk. 2,

at hvis skifteretten har truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter

§ 9 b, finder reglerne i §§ 12 c, 12 f og 12 g tilsvarende anvendelse.

Konkurslovens § 12 c omhandler begrænsninger i adgangen til at søge fyldestgørelse i skyld-

nerens aktiver. Det følger af henvisningen hertil, at skyldnerens fordringshavere som udgangs-

punkt vil være afskåret fra at søge sig fyldestgjort i skyldnerens aktiver gennem individualfor-

følgning, når der er iværksat en forebyggende rekonstruktionsbehandling og truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud. Det betyder, at der under den forebyggende rekonstruktions-

behandling ikke vil kunne foretages arrest eller udlæg, jf. stk. 1, nr. 1, udøves brugspant, jf. stk.

1, nr. 2, eller udøves rådighedsberøvelse på grundlag af udlæg, jf. stk. 1, nr. 3, ligesom der ikke

uden skyldnerens og rekonstruktørens samtykke vil kunne søges fyldestgørelse på grundlag af

udlæg, jf. stk. 1, nr. 4. Forbuddet i stk. 1 gælder både i forhold til sikrede og usikrede fordringer.

Fyldestgørelsesforbuddet vil dermed for det første omfatte foretagelse af arrest og udlæg. Det

følger af den foreslåede § 9 g, stk. 2, at såfremt skifteretten stadfæster et rekonstruktionsforslag,

der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, vil reglerne i §§ 12 h – 12 m, finde anvendelse.

Som konsekvens heraf finder reglerne om bortfald af udlæg og arrest, der er foretaget før frist-

dagen, først anvendelse, når skifteretten stadfæster et rekonstruktionsforslag med bestemmelse

om tvangsakkord. Arrest og udlæg, der er foretaget før fristdagen, bortfalder derfor ikke ved

meddelelse af fyldestgørelsesforbuddet.

287

For det andet vil fyldestgørelsesforbuddet omfatte udøvelse af brugspanteret. Dette indebærer,

at skyldnerens ejendom ikke vil kunne tages til brugeligt pant af en panthaver efter, der er truffet

bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, og at et allerede etableret brugspanteforhold ophører.

For det tredje vil fyldestgørelsesforbuddet omfatte rådighedsberøvelse på grundlag af udlæg.

Reglen er relevant i det omfang, der er foretaget udlæg før meddelelse om fyldestgørelsesfor-

buddet. Reglen indebærer både, at rådighedsberøvelse på grundlag af udlægget ikke kan iværk-

sættes, og at en allerede iværksat rådighedsberøvelse ophører, således at skyldneren igen får

rådighed over det pågældende aktiv.

For det fjerde vil fyldestgørelsesforbuddet medføre, at der ikke kan søges fyldestgørelse på

grundlag af udlæg uden skyldnerens og rekonstruktørens samtykke. Reglen er relevant i det

omfang, der er foretaget udlæg før meddelelse om fyldestgørelsesforbuddet. Reglen indebærer,

at tvangsauktion, herunder ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, ikke uden skyldnerens

og rekonstruktørens samtykke vil kunne foretages efter der er meddelt et fyldestgørelsesforbud.

En tvangsauktion, der er gennemført før dette tidspunkt, vil stå ved magt, hvis der ikke begæres

ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576. Det følger af bestemmelsen, at der godt vil kunne

foretages tvangsauktioner, herunder en ny auktion, på grundlag af udlæg foretaget før medde-

lelse af fyldestgørelsesforbuddet, hvis skyldneren og rekonstruktøren samtykker heri. Både

skyldneren og rekonstruktøren skal samtykke.

Bestemmelsen angår alene fyldestgørelse i skyldnerens aktiver. Bestemmelsen vil således f.eks.

ikke være til hinder for tilbagetagelse af en salgsgenstand solgt med gyldigt ejendomsforbehold,

hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. En medkontrahent kan dog efter omstændighederne

være begrænset heri som følge af reglerne om videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler.

Det følger af § 12 c, stk. 2, at stk. 1, nr. 3 og 4, ikke gælder for udlæg i fordringer. Det følger

heraf, at der fortsat vil kunne foretages rådighedsberøvelse og søges fyldestgørelse på grundlag

af udlæg i fordringer, der er foretaget før meddelelse af fyldestgørelsesforbuddet.

Det følger af § 12 c, stk. 3, at den, som har tilbageholdsret i skyldnerens ejendele, indtil et

bestemt beløb er betalt, uanset stk. 1 kan foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge

fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun gøres, hvis skyldneren, trods opfordring fremsat efter

rekonstruktionsbehandlingens indledning og mindst 14 dage inden udlæggets foretagelse, ikke

har betalt beløbet. Det følger heraf, at den, som har tilbageholdsret – forudsat at betingelserne

herfor er opfyldt – vil kunne foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse

deri efter meddelelse af fyldestgørelsesforbud.

288

Det følger af § 12 c, stk. 4, at adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant

eller anden tilsvarende sikkerhedsret eller ved virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslo-

vens § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, ikke berøres af

rekonstruktionsbehandlingen. Det følger heraf, at adgangen til fyldestgørelse af de nævnte krav,

ikke er afskåret ved meddelelse af et fyldestgørelsesforbud.

Det følger af § 12 c, stk. 5, at skyldneren efter anmodning skal betale de løbende ydelser, der

vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, på pantefordringer, der ikke vil

kunne omstødes i tilfælde af konkurs, og som ikke omfattes af stk. 4. Hvis pantefordringen efter

skifterettens skøn helt eller delvis ikke dækkes af pantet, skal skyldneren dog kun betale en

forholdsmæssig del af de løbende ydelser svarende til forholdet mellem den del af hovedstolen,

der efter skifterettens skøn dækkes af pantet, og hele hovedstolen. Betaler skyldneren ikke ret-

tidigt en ydelse, kan panthaveren uanset stk. 1 søge fyldestgørelse i det pantsatte aktiv. Det

følger heraf, at skyldneren under visse betingelser vil skulle betale de løbende ydelser, der ved-

rører tiden efter meddelelse af et fyldestgørelsesforbud.

Anvendelsen af § 12 c ved en forebyggende rekonstruktion forudsættes i øvrigt at være tilsva-

rende som ved en rekonstruktionsbehandling, hvorfor der henvises til bemærkningerne til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 100-105.

Konkurslovens § 12 f omhandler betaling af skyldnerens omkostninger ved salg og vurdering

af et pantsat aktiv.

Bestemmelsens stk. 1 omhandler pantsatte aktiver, som sælges under rekonstruktionsbehand-

lingen, enten ved tvangsauktion eller ved frivilligt salg, mens bestemmelsens stk. 2 og 3 angår

pantsatte aktiver, som ikke sælges under rekonstruktionsbehandlingen, jf. stk. 4. Bestemmelsen

finder alene anvendelse i en forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvis der er nedlagt et

fyldestgørelsesforbud. Bestemmelsens stk. 2 og 3 vil dog efter stk. 4 ikke finde anvendelse på

pantsatte aktiver, der er solgt under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det følger af § 12 f, stk. 1, at skyldnerens rimelige omkostninger ved salg af et pantsat aktiv og

ved vurdering af pantet betales af den, der køber det pantsatte aktiv. Bestemmelsen medfører i

praksis, at købesummen reduceres med størrelsen af salgs- og vurderingsomkostninger. Be-

stemmelsen gælder både for salg på tvangsauktioner og almindelige salg, herunder salg som

led i en virksomhedsoverdragelse.

Det følger af § 12 f, stk. 2, at stadfæstes en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, kan skyldneren kræve, at panthaveren betaler omkostningerne ved vurderingen

289

af pantet, i det omfang disse efter skifterettens skøn ikke dækkes af den ubehæftede del af det

pantsatte aktiv. Er aktivet pantsat til flere panthavere, påhviler forpligtelsen den sidst priorite-

rede panthaver, hvis fordring efter skifterettens skøn helt eller delvis dækkes at pantet.

Det følger af § 12 f, stk. 3, at erklæres skyldneren konkurs uden at have fået stadfæstet et re-

konstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, omfattes omkostningerne

ved vurdering af pantet af § 87, stk. 3 og 4. Det betyder, at vurderingsomkostningerne skal

betales af den, der køber det pantsatte aktiv, hvad enten dette sker ved tvangsauktion eller ved

frivilligt salg.

Anvendelsen af § 12 f forudsættes i øvrigt at være tilsvarende som ved rekonstruktionsproce-

duren, hvorfor der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-

10, A, L 199 som fremsat, side 108-109.

Konkurslovens § 12 g omhandler krav mod skyldnere, der er under rekonstruktionsbehandling.

Det følger af § 12 g, stk. 1, at §§ 39-52 finder tilsvarende anvendelse ved rekonstruktionsbe-

handling med de justeringer, der følger af stk. 2-4. I stedet for konkursdekretets afsigelse træder

rekonstruktionsbehandlingens indledning. Henvisningen til § 12 g i den foreslåede bestemmelse

medfører således, at §§ 39-52 tilsvarende vil finde anvendelse ved forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling, hvor der er truffet bestemmelser om fyldestgørelsesforbud. Ved forebyggende

rekonstruktionsbehandling vil det være tidspunktet for bestemmelse om fyldestgørelsesforbud,

der er afgørende for anvendelsen af §§ 39-52.

Det følger af § 12 g, stk. 2, at uanset § 42, stk. 1 og 2, kan en fordringshaver ikke anvende et

uforfaldent krav til modregning.

Det følger endvidere af § 12 g, stk. 3, at en fordringshaver ikke kan anvende et krav omfattet af

§ 97 til modregning i skyldnerens krav i medfør af en aftale, der er videreført efter § 12 o. Ved

lovudkastets § 1, nr. 12, foreslås det, at dette også gælder aftaler om løbende eller successive

ydelser, uanset om kravene er konnekse.

Det følger endeligt af § 12 g, stk. 4, at hvis modregning ikke er udelukket på grund af fordrin-

gernes beskaffenhed, hindrer § 42, stk. 1 og 2, ikke modregning med krav omfattet af § 94.

Anvendelsen af § 12 g forudsættes i øvrigt at være tilsvarende som ved rekonstruktionsproce-

duren, hvorfor der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-

10, A, L 199 som fremsat, side 109-110.

290

Det foreslås i

stk. 3,

at indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke fratager

skyldneren en adgang, som bestod forud for den forebyggende rekonstruktionsbehandling, til

at udskille aktiver fra et pant. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på rettigheder stiftet

ved retsforfølgning. Bestemmelsen indeholder i modsætning til reglen i § 12 d, stk. 1, ingen

undtagelse vedrørende virksomhedspant. Skyldneren bevarer således under en forebyggende

rekonstruktionsbehandling sin adgang til at foretage regelmæssig udskillelse fra virksomheds-

pantet. Dette harmonerer med, at det ikke foreslås, at virksomheds- og fordringspant ”fryses”

som følge af indledningen af forebyggende rekonstruktionsbehandling, dvs. at der ikke foreslås

ændringer i tinglysningslovens § 47 f. Virksomheds- og fordringspant vil dermed omfatte akti-

ver, som skyldneren erhverver under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Til § 9 e

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 e

om videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler.

Det foreslås i

stk. 1¸

at uanset modstående bestemmelse i en gensidigt bebyrdende aftale, kan

medkontrahenten ikke hæve denne som følge af, at skyldneren er under forebyggende rekon-

struktionsbehandling eller har indgivet begæring herom.

Bestemmelsen adresserer anvendelsen af såkaldte ipso facto-klausuler, hvor en medkontrahent

kan have kontraktretlige rettigheder, som berettiger den pågældende til at ophæve kontrakten

alene på grund af, at skyldneren bliver genstand for en insolvensprocedure eller ansøger om

forebyggende rekonstruktion, selv om skyldneren ellers har opfyldt sine forpligtelser. Som

følge af bestemmelsen vil sådanne klausuler ikke kunne gøres gældende over for skyldneren.

Bestemmelsen gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 7, stk. 5.

Det foreslås i

stk. 2,

at såfremt der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, kan skyld-

neren med rekonstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale. § 12 o, stk. 4,

§ 12 p, § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, og § 58, stk. 2, finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Konkurslovens § 58, stk. 2, fastslår, at medkontrahenten kan hæve en aftale, såfremt han bortset

fra konkursen havde adgang hertil. Det følger heraf, at en medkontrahent kan hæve en gensidigt

bebyrdende aftale efter, der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud (fristdagen), så-

fremt vedkommende ville have haft adgang til at hæve kontrakten, hvis der ikke var truffet

bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Hæveadgangen efter § 58, stk. 2, gælder, hvad enten

hævegrunden kan henføres til skyldnerens forhold før konkursen eller til boets optræden, jf.

291

Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord, side 126. På tilsvarende vis medfører

bestemmelsen, at der under forebyggende rekonstruktionsbehandling er hæveadgang, uanset

om hævegrunden kan henføres til skyldnerens forhold før eller efter, der blev truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke afskære medkontrahenten fra at hæve en aftale som følge

af forsinkelse. En skyldner under en forebyggende rekonstruktion er ikke nødvendigvis insol-

vent, hvorfor det kan være indgribende over for medkontrahenten, hvis skyldner har mulighed

for at afskære ophævelse på baggrund af forsinkelse. Medkontrahentens adgang til at hæve ved

forsinkelse under en forebyggende rekonstruktion står i modsætning til retsstillingen ved en

rekonstruktion, jf. § 12 o, stk. 2. Hvis skyldneren er insolvent, vil skyldneren derfor have mu-

lighed for at indgive en begæring om rekonstruktionsbehandling og på den måde hindre en

ophævelse af aftalen eller videreføre en allerede ophævet aftale efter § 12 o, stk. 1, 2. pkt.

Konkurslovens § 12 p og § 12 q fastslår retsvirkningerne af, at en gensidigt bebyrdende aftale

videreføres efter § 12 o under en rekonstruktionsbehandling. Henvisningen til § 12 p og § 12 q

i den foreslåede § 9 e medfører, at tilsvarende retsvirkninger vil gælde, når en aftale videreføres

efter § 9 e, stk. 2, under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når der er truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud.

Det følger heraf, at såfremt en aftale videreføres efter § 9 e, stk. 2, omfattes medkontrahentens

krav ifølge aftalen af § 94, jf. § 12 p, stk. 1.

Det følger af § 12 p, stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkontrahentens krav

på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en eventuel opsigelse

i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden

efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af § 94. Det foreslås at affatte §

12 p, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 14, således at krav vedrørende faktiske dispositioner fore-

taget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen omfattes af § 94. De henvises i øvrigt

til bemærkningerne hertil.

Under en forebyggende rekonstruktionsbehandling anvendes § 12 p, stk. 2, således at bestem-

melsen om fyldestgørelsesforbud træder i stedet for rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Følgelig medfører videreførelsen af aftalen § 94-status for krav på vederlag for perioden efter

tidspunktet for bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud og indtil en eventuel opsigelse efter §

12 o, stk. 4, der ligeledes finder tilsvarende anvendelse. Medkontrahentens eventuelle erstat-

ningskrav som følge af opsigelsen omfattes ikke af § 94. Det bemærkes, at § 12 t, stk. 1, ikke

finder anvendelse ved en forebyggende rekonstruktion. Medkontrahentens erstatningskrav som

292

følge af en opsigelse efter § 12 o, stk. 4, kan således ikke under den forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling insolvensreguleres efter § 12 t. Hvis skyldneren efterfølgende tages under re-

konstruktions- eller konkursbehandling, vil der dog efter omstændighederne kunne ske insol-

vensregulering efter § 12 t eller § 61.

Det foreslås desuden at indsætte et nyt § 12 p, stk. 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 15, hvoraf det vil

fremgå, at hvis aftalen angår successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er

konnekse.

Som beskrevet i kapitel 16, afsnit 1.2.5, har U 2021.114 H skabt tvivl om, hvorvidt videreførelse

af en aftale om successive ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen får § 94-status,

eller om det alene gælder krav vedrørende ydelser præsteret under rekonstruktionsbehandlin-

gen.

Successive ydelser er kendetegnet ved, at ydelsen kan stå alene. I modsætning hertil står delle-

verancer, hvor ydelsen ikke kan stå alene. Som eksempel herpå kan nævnes levering af tag til

et hus, som opføres af et typehusfirma. I et sådan tilfælde vil der være tale om en delleverance,

idet leveringen af huset uden tag ikke kan stå alene.

Såfremt en aftale angår successive ydelser, vil det følge af den foreslåede § 12 p, stk. 3, at den

del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret under den forebyggende rekon-

struktionsbehandling og efter meddelelse af fyldestgørelsesforbud, omfattes af § 94. Viderefø-

relsen af en aftale, der angår successive ydelser, vil derimod ikke medføre, at krav vedrørende

ydelser før meddelelse af fyldestgørelsesforbud får § 94-status. Dette vil gælde uanset, om alle

medkontrahentens krav hidrørende fra aftalen anses som ét (konnekst) krav, og uanset om ydel-

sen har karakter af en vare eller en tjenesteydelse. Ovenstående vil desuden gælde, uanset om

det er medkontrahenten eller skyldneren, der skal levere realydelser. I tilfælde, hvor en skyld-

ner månedligt leverer varer til medkontrahenten, og aftalen videreføres, vil medkontrahentens

krav vedrørende varer leveret under den forebyggende rekonstruktion være omfattet af § 94,

dvs. såvel kravet på naturalopfyldelse som et eventuelt erstatningskrav vedrørende disse varer.

Et erstatningskrav på varer leveret inden meddelelse af fyldestgørelsesforbud vil derimod ikke

være omfattet af § 94. På tilsvarende vis vil varer og krav opstået i relation hertil, som er leveret

i henhold til en aftale om successive ydelser inden meddelelse af fyldestgørelsesforbud, heller

ikke få § 94-status.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 15.

293

Det følger af henvisningen til § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, at hvis en aftale videreføres efter

§ 9 e, stk. 2, vil medkontrahenten være afskåret fra at gøre en række beføjelser gældende som

følge af skyldnerens anticiperede misligholdelse, jf. § 12 q, stk. 1, nr. 1-3. Som konsekvens

heraf vil medkontrahenten ikke kunne kræve sikkerhedsstillelse for sine krav i medfør af afta-

len, jf. nr. 1, ikke kunne holde sin ydelse tilbage eller hindre dens overgivelse som følge af

rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt, jf. nr. 2, og ikke

kunne kræve, at skyldneren som følge af rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens øko-

nomiske forhold i øvrigt præsterer sin ydelse før forfaldstid, jf. nr. 3.

Baggrunden for, at medkontrahenten afskæres fra at gøre sådanne beføjelser gældende, er, at

medkontrahentens krav på vederlag i almindelighed må anses for tilstrækkeligt betrygget ved,

at der i henhold til lovudkastets § 9 e, stk. 2, 2. pkt., jf. § 12 p, stk. 1, er sikret dækning i

skyldnerens eventuelle konkursbo på § 94-niveau.

Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, vil ikke på tilsvarende vis være afskåret fra at

kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed. Det følger af henvisningen til § 12 q, at

personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og som vederlægges periodevis bagud, kan

kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed for det til enhver tid først forfaldne vederlag,

i det omfang det vedrører tiden efter, der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Stil-

les sikkerheden ikke inden 14 dage eller, hvis tiden for den ansattes ydelse til skyldneren er

kommet, uden ugrundet ophold, kan den ansatte hæve arbejdsaftalen.

Det foreslås i

stk. 3,

at stk. 1 og 2 kun anvendes, hvis andet ikke følger af andre lovbestemmelser

eller af vedkommende retsforholds beskaffenhed. Stk. 2 finder dog anvendelse uanset købelo-

vens regler.

Det følger af bestemmelsen, at andre lovbestemmelser og retsforholdets beskaffenhed kan føre

til, at en gensidigt bebyrdende aftale alligevel ikke vil kunne videreføres. Uanset købelovens

regler begrænses medkontrahentens adgang til at udøve beføjelser som følge af skyldnerens

anteciperede misligholdelse dog af reglerne i § 12 q, når skyldneren har videreført købsaftalen.

Retsforholdets beskaffenhed kan være særlig relevant i forhold til videreførelse af kreditaftaler

med en bank, som f.eks. en kassekredit, hvor skyldneren kan have en uudnyttet trækningsret.

På den ene side er formålet med den forebyggende rekonstruktionsbehandling at redde og vi-

dereføre virksomheden. En videreførelse af en kassekredit kan have en væsentlig betydning i

den sammenhæng. På den anden side bør det ikke være muligt for en skyldner at låne flere

penge, hvis det er sandsynligt, at skyldneren bliver insolvent. Der vil således skulle foretages

294

en konkret vurdering af omstændighederne omkring en aftale for at vurdere, om retsforholdets

beskaffenhed fører til, at en aftale ikke kan kræves videreført.

Det foreslås i

stk. 4,

at § 12 s tilsvarende finder anvendelse på ydelser, der overgives til skyld-

neren, efter der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Det følger af henvisningen til § 12 s, at hvis en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag, er

overgivet til skyldneren, efter der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, vil ydelsen

kunne kræves tilbage, medmindre aftalen videreføres efter § 9 e. Hvis der under den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling efter bestemmelse om fyldestgørelsesforbud er rådet over

ydelsen på en måde, hvor den ikke kan tilbageleveres i væsentlig uforandret stand, omfattes

medkontrahentens krav på vederlag af § 94.

Til § 9 f

Det foreslås at indsætte

§ 9 f

om gennemførelsen af en rekonstruktion under en forebyggende

rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås i

stk. 1,

at en skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling kan frem-

sætte et rekonstruktionsforslag. Reglerne i §§ 10 – 10 c og §§ 13 b – 13 f finder tilsvarende

anvendelse. Ved anvendelsen af § 10 a, stk. 5, nr. 2 og 3, træder rekonstruktionsforslagets frem-

sættelse i stedet for rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Reglerne i konkurslovens §§ 10 – 10 c omhandler indholdet af en rekonstruktion. Disse bestem-

melser vil som følge af § 9 f, stk. 1, finde tilsvarende anvendelse ved forebyggende rekonstruk-

tioner, hvis der fremsættes et rekonstruktionsforslag.

Det følger af § 10, at en rekonstruktion skal indeholde mindst et af følgende elementer:

1) Tvangsakkord, jf. § 10 a

2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.

Med lovudkastet foreslås det at tilføje et tredje element, nemlig andre tiltag, der alene eller

tilsammen med de øvrige dele af rekonstruktionen, medfører at skyldneren ophører med at være

insolvent, jf. den foreslåede § 1, nr. 5, som indsætter § 10, nr. 3. Anvendelsen af den tredje

mulighed under en forebyggende rekonstruktionsbehandling forudsætter, at forslaget ikke blot

skal medføre, at skyldneren er eller bliver solvent, men tillige at det ikke længere er sandsynligt,

at skyldneren bliver insolvent.

295

Med lovudkastet foreslås det at nyaffatte konkurslovens § 10 a om tvangsakkord, jf. den fore-

slåede § 1, nr. 6. Det følger af bestemmelsen, at en tvangsakkord kan gå ud på procentvis ned-

sættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud

på betalingsudsættelse. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue eller en del af

denne fordeles mellem fordringshaverne, jf. stk. 1.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, hvilke fordringer en tvangsakkord ikke kan omfatte. Det

gælder for fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag,

der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, for pantefordringer, i det omfang pantet strækker

til, og for fordringer der i tilfælde af konkurs er omfattet af §§ 94-96.

Det følger af den foreslåede bestemmelses stk. 3, at en tvangsakkord alene kan omfatte én af

følgende gruppe af fordringer:

1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, 1. led.

2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af

skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af

skyldnerens rekonstruktion.

3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de i stk. 3 nævnte gruppe af fordringer, som

tvangsakkorden omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer under et vist min-

dre beløb ikke omfattes, hvis det må anses rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens

forhold og øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme fordringshaver sammenlæg-

ges. Fordringer, som overstiger det fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb,

jf. det foreslåede stk. 4.

En tvangsakkord medfører bortfald af gaveløfter, krav på renter for tiden efter rekonstruktions-

behandlingens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangsakkorden, krav ifølge en

leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må

anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden efter rekonstruktionsbehand-

lingens indledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan

godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en

lavere gruppe end den, som omfattes af tvangsakkorden, jf. det foreslåede stk. 5.

En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1 (fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97

eller § 98, nr. 2, 1. led), omfatter krav på B-skat og acontoindkomstskat, der er forfaldne ved

skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at

denne omfatter krav på restskat vedrørende det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget blev

296

fremsat. Hvis tvangsakkorden indeholder en sådan bestemmelse, fastsætter skifteretten, hvilken

beløbsmæssig del af kravet, der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et skøn over, hvilken del af

kravet, der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller

dettes indhold, jf. det foreslåede stk. 6.

Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden kan kræves betalt samtidig med andre for-

dringer, jf. det foreslåede stk. 7.

Hvis skyldneren er et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan det bestemmes i tvangsakkorden,

at selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabskapital, der skal

opfylde kravene i selskabsloven. Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye

selskabskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske kontant. Reglerne i 1.-3. pkt.

finder alene anvendelse, hvis skyldneren er insolvent, og det må antages, at en konkursbehand-

ling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringshavere, jf. det foreslåede stk. 8.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 6.

Det følger af § 10 b, at en virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyld-

nerens igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som udgør en

økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet.

Det følger af § 10 c, at fordringshaverne skal behandles lige, medmindre de samtykker i en

mindre gunstig behandling, eller andet følger af lovens øvrige bestemmelser.

Konkurslovens § 13 b indeholder formkrav til rekonstruktionsforslag og det materiale, som skal

ledsage rekonstruktionsforslaget.

Af § 13 b, stk. 1, nr. 1, fremgår for det første, at rekonstruktionsforslaget, hvis det indeholder

bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal indeholde oplysning om erhververen, overdra-

gelsessummen og hvilke aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af over-

dragelsen.

Det følger for det andet af § 13 b, stk. 1, nr. 2, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en

oversigt over skyldnerens status. Denne status skal indeholde en oversigt over skyldnerens ak-

tiver med oplysning om værdien af de enkelte aktiver. Statussen skal endvidere indeholde en

oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt størrelsen af pantefor-

dringerne og eventuel friværdi i de enkelte aktiver. Statussen skal endelig indeholde en oversigt

297

over usikrede krav, herunder pantsikrede krav, i det omfang pantet ikke strækker til, med angi-

velse af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i konkursordenen.

Med lovudkastet foreslås det, at statussen, såfremt rekonstruktionsforslaget indeholder bestem-

melse efter det foreslåede § 10 a, stk. 6, desuden skal indeholde en beregning af skyldnerens

forventede restskat for det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget fremsættes, med angivelse

af, hvilket beløb heraf, der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets frem-

sættelse eller dettes indhold, jf. lovudkastets § 1, nr. 22, som indsætter § 13 b, stk. 1, nr. 2, litra

d. Beregningen vil skulle være foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket, og ellers

af en revisor, der er godkendt efter revisorlovens § 3.

For det tredje følger det af § 13 b, stk. 1, nr. 3, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en

redegørelse fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørelsen skal indeholde føl-

gende:

eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra a),

en redegørelse for sammenhængen mellem den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2, og

skyldnerens senest aflagte regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),

oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om anlagte omstødelsessager og om

rettigheder, der er bortfaldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),

oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra d),

oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra e),

oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske vanskeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra f),

anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra g),

forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra h), og

en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand om, hvorvidt rekonstrukti-

onsforslaget efter deres skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for

forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).

Med lovudkastets § 1, nr. 23 og 24, foreslås det desuden, at det skal fremgå af redegørelsen,

om skyldneren er en SMV, jf. det foreslåede § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra j, samt at skyldnerens

forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser skal fremgå af det frem-

sendte materiale, medmindre skyldneren er en SMV, og der ikke er fremsat begæring efter det

298

foreslåede § 13, stk. 2, jf. det foreslåede § 13 b, stk. 1, nr. 4. Dette skyldes navnlig, at der

foreslås særlige stemmeregler om klasseinddeling for en skyldner, der ikke er en SMV, jf. de

foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7, jf. lovudkastets § 1, nr. 25.

Det følger af konkurslovens § 13 c, at skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand

skal være til stede på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Det følger af

stk. 2, at udebliver skyldneren uden lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at rekonstruktions-

behandlingen ophører. Undtagelsen i stk. 2, hvorefter skifteretten kan lade rekonstruktionsbe-

handlingen fortsætte, hvis det samtidig bestemmes, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af

virksomheden efter §§ 12 a og 12 b, vil ikke være relevant ved forebyggende rekonstruktion.

Konkurslovens § 13 d omhandler afstemningen om et rekonstruktionsforslag. Bestemmelsen

foreslås affattet ved lovudkastets § 1, nr. 25.

Det foreslås, at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et flertal af de fordringshavere, der

er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer for, jf. det foreslåede stk. 1.

Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og 121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende an-

vendelse. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, er der uanset

størrelsen af den tilbudte dividende tillige stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden

efter § 10 a, stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som følge af fordringshaverens

indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stemmeret, hvis

bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Hvis flere grupper af fordringer

er stemmeberettigede efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de nævnte grup-

per stemmeret, jf. det foreslåede stk. 2.

De fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbigt i afstemningen om rekonstruk-

tionsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, bestem-

mer skifteretten, hvilke af dem, der giver stemmeret og for hvilke beløb, jf. det foreslåede stk.

Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, giver ikke stemmeret, jf. det foreslåede stk. 4.

Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstemningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt in-

teressesammenfald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En gruppe af fordringsha-

vere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan inddeles i flere afstemningsklasser. En fordring, der

ikke giver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemningsklasse. Pantefordringer har

299

dog stemmeret uanset reglen i stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt afstemnings-

klasse, jf. det foreslåede stk. 5.

Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages af et fler-

tal af afstemningsklasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget, jf. det foreslåede stk.

Det foreslås, at reglerne i stk. 5-6, alene skal finde anvendelse, hvis skyldneren ved fremsen-

delsen af rekonstruktionsforslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis skyld-

neren ikke er en SMV, jf. det foreslåede stk. 7. Det følger heraf, at klasseinddelingen vil være

obligatorisk for en skyldner, der ikke er en SMV, samt at en SMV, i forbindelse med fremsen-

delsen af rekonstruktionsforslaget, vil kunne begære skifteretten om inddeling i nærmere defi-

nerede klasser.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 25.

Konkurslovens § 13 e omhandler stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget. Det følger af stk. 1,

at det vedtagne rekonstruktionsforslag ikke er gyldigt, før det er stadfæstet af skifteretten. Ind-

sigelse mod stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der

stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en kort frist til nærmere begrun-

delse af indsigelsen, jf. stk. 2.

Det følger af § 13 e, stk. 3, at skifteretten skal nægte stadfæstelse i en række situationer.

Dette gælder for det første, når der er begået fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af

rekonstruktionsforslaget, eller der er ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger, som må

antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen, jf. § 13 e, stk. 3,

nr. 1. Skifteretten kan udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har været underka-

stet en ny afstemning, forudsat at den nye afstemning kan nå at blive afholdt inden for den

maksimale længde af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, jf. herved § 9 h, stk. 1, nr.

Skifteretten skal for det andet nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis det indeholder

bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a, eller forslaget

i øvrigt er i strid med loven, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 2.

300

For det tredje skal skifteretten nægte stadfæstelse, når skyldneren eller tredjemand for at ind-

virke på afstemningen har tilsagt en fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen, jf. § 13

e, stk. 3, nr. 3.

Med lovudkastet foreslås det at indsætte et nyt stk. 5, jf. lovudkastets § 1, nr. 26. Det vil følge

heraf, at hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og skyldne-

ren er en fysisk person, vil skifteretten skulle nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af

strafbare forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå gældssanering,

jf. § 197, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3. Det bemærkes, at § 197 foreslås affattet i Konkurs-

rådets betænkning nr. 1578/2022 om modernisering og revision af reglerne om gældssanering,

jf. lovudkastets § 1, nr. 1. Skifteretten vil endvidere kunne nægte stadfæstelse, hvis skyldneren

som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende for-

hold ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197, stk. 3.

Skifteretten skal desuden nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en eller

flere fordringshavere får en ringere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehandling.

Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en

fysisk person, der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, skal skifteretten endvidere nægte

stadfæstelse, hvis det samlede beløb, som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforsla-

get, er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville skulle betale i tilfælde af gældssa-

nering, jf. § 13 e, stk. 5, som foreslås affattet ved lovudkastets § 1, nr. 27, og som bliver stk. 6.

Bestemmelsen regulerer skifterettens adgang til at nægte stadfæstelse af et vedtaget rekonstruk-

tionsforslag og har til formål at sikre, at ingen fordringshaver bliver stillet væsentligt ringere,

end den pågældende ville være blevet stillet i tilfælde af skyldnerens konkurs eller gældssane-

ring for så vidt angår fysiske personer, der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

Skifteretten kan endelig betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekon-

struktøren. Tilsynet skal påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke

ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed

give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplysninger.

Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til

skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne bekendt

med indberetningen, jf. § 13, stk. 6. Bestemmelsen er ikke relevant, hvis skyldnerens bo tages

under konkursbehandling samtidig med rekonstruktionsbehandlingens ophør. Stk. 6 er derfor i

praksis kun relevant, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord

eller på anden måde sikrer, at skyldneren ikke tages under konkursbehandling.

301

Konkurslovens § 13 f omhandler ophør af rekonstruktionsbehandlingen efter afstemning om

rekonstruktionsforslaget. Det følger heraf, at stadfæster skifteretten rekonstruktionsforslaget,

ophører rekonstruktionsbehandlingen. Forkastes rekonstruktionsforslaget eller nægtes stadfæ-

stelsen, ophører rekonstruktionsbehandlingen ligeledes, jf. stk. 1.

Ved stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag kan skifteretten dog bestemme, at rekonstrukti-

onsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det stadfæstede forslag, at der vil blive

fremsat yderligere rekonstruktionsforslag under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det gælder dog ikke, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, jf. stk. 4. Bestemmelsen er begrundet i, at hvis skyldneren får stadfæstet et re-

konstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og dermed bliver solvent,

bør skyldneren ikke længere kunne være undergivet insolvensbehandling, jf. Folketingstidende

2009-10, A, L 199 som fremsat, side 127. Selv om en skyldner, der er blevet solvent som følge

af en tvangsakkord, principielt fortsat kan have sandsynlighed for at blive insolvent, er det fun-

det mest hensigtsmæssigt at fastholde, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal op-

høre som følge af tvangsakkorden.

Skifteretten kan endvidere ved stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag bestemme, at rekon-

struktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder

bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse, som endnu ikke er tiltrådt af erhververen. En

forebyggende rekonstruktionsbehandling kan dog ikke vare i mere end et år. Skifteretten fast-

sætter en frist for erhververens tiltrædelse af aftalen om virksomhedsoverdragelse på højst fire

uger. Når virksomhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhververen, eller når den frist, skifteretten

har fastsat, er udløbet, uden at erhververen har tiltrådt aftalen, bestemmer skifteretten, at rekon-

struktionsbehandlingen ophører, jf. § 13 f, stk. 3.

Det foreslås i

stk. 2,

at såfremt der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, kan der

ske virksomhedsoverdragelse efter reglerne i § 13 g. Hvis der ikke er fyldestgørelsesforbud, er

fordringshaverne ikke nødvendigvis bekendte med den forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling, hvorfor der ikke bør kunne ske virksomhedsoverdragelse ved en fast-track procedure.

Konkurslovens § 13 g blev indsat ved lov nr. 530 af 27. marts 2021 og fastsætter en ny ”fast

track” procedure for virksomhedsoverdragelse, hvor der ikke er vedtaget og stadfæstet et re-

konstruktionsforslag.

Det følger af § 13 g, stk. 1, at rekonstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse kan ske

med rekonstruktørens samtykke, inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan, hvis det skønnes

hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyldnerens virksomhed, og medmindre indsigelse

302

mod overdragelsen fra et flertal af fordringshaverne er kommet frem til rekonstruktøren inden

5 hverdage efter afsendelsen af en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre,

bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionshandlingen, og til skifteretten, jf.

stk. 3. Flertallet af fordringshaverne regnes blandt de fordringshavere, der efter § 13 d, stk. 2-

4, har stemmeret vedrørende et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangs-

akkord, jf. stk. 2.

Konkurslovens § 13 g, stk. 4, fastsætter hvilke oplysninger, der skal sendes til fordringshaverne

med henblik på, at de kan danne sig et overblik over, om der skal gøres indsigelse mod over-

dragelsen. Det følger heraf, at der blandt andet skal oplyses om overdragelsessummen, hvilke

aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragelsen og om erhver-

veren, jf. § 13 b, stk. 1, nr. 1, herunder om erhververen er skyldnerens nærtstående. Meddelelsen

skal endvidere indeholde de oplysninger, der følger af § 11 b, stk. 2, 1. pkt., og 2. pkt., nr. 1 og

2, i det omfang disse oplysninger ikke allerede er udsendt i medfører af § 11 b (om den medde-

lelse, der skal udsendes senest en uge efter indledningen af en rekonstruktionsbehandling), jf.

også den foreslåede § 9 c. Endvidere skal der oplyses om værdiansættelse af skyldnerens akti-

ver, og om hvortil en fordringshaver kan rette henvendelse, hvis denne har indsigelser mod

virksomhedsoverdragelsen og fristen for, hvornår en indsigelse skal være kommet frem til re-

konstruktøren. Endeligt skal der gives en kort begrundelse for, hvorfor anvendelse af ”fast

track”-proceduren skønnes hensigtsmæssig.

Senest fem hverdage efter fristen for indsigelser, skal rekonstruktøren sende en meddelelse til

samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekon-

struktionsbehandlingen, og til skifteretten, hvor der redegøres for, om virksomhedsoverdragel-

sen blev gennemført, jf. § 13 g, stk. 5.

Reglerne om tvunget debitorskifte i konkurslovens § 14 c, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anven-

delse ved brug af ”fast track”-proceduren, jf. § 13 g, stk. 6.

Til § 9 g

Det foreslås at indsætte en ny

§ 9 g

om retsvirkningerne af et stadfæstet rekonstruktionsforslag.

Det foreslås i

stk. 1,

at hvis skifteretten stadfæster et rekonstruktionsforslag, finder reglerne i §

14, § 14 a, § 14 b, § 14 c, stk. 1, § 14 d og § 14 e tilsvarende anvendelse. Disse regler regulerer

retsvirkningerne af, at skifteretten har stadfæstet en rekonstruktion. Bestemmelsen overfører

reglerne om retsvirkninger af rekonstruktion til forebyggende rekonstruktioner, dog undtaget §

303

14 c, stk. 2 – 4, der angår debitorskifte på videreførte aftaler og bindende vurdering, idet så-

danne regler vurderes for vidtgående, når det ikke vides, om skyldneren er insolvent eller kun

har sandsynlighed herfor.

Konkurslovens §§ 14 – 14 b regulerer retsvirkningerne af en bestemmelse om tvangsakkord og

§ 14 c regulerer retsvirkningerne af en virksomhedsoverdragelse. Hvis et stadfæstet rekonstruk-

tionsforslag indeholder bestemmelse om både tvangsakkord og virksomhedsoverdragelse, fin-

der begge regelsæt anvendelse. §§ 14 d og 14 e finder anvendelse på alle rekonstruktioner.

Konkurslovens § 14 omhandler retsvirkningerne af en rekonstruktion, der indeholder bestem-

melse om tvangsakkord. Det følger heraf, at en tvangsakkord har virkning som et retsforlig, jf.

stk. 1. Tvangsakkorden befrier skyldneren for den del af gælden, der ikke overtages ved akkor-

den. Akkorden er bindende også for fordringshavere, som ikke har meldt sig, og for kautionister

og andre, der hæfter for gælden, jf. stk. 2. Det foreslås i lovudkastet at uanset, at akkorden er

bindende for alle fordringshavere, har tvangsakkorden ikke indflydelse på skatteforvaltningens

adgang til at modregne krav omfattet af det foreslåede § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende

skat vedrørende samme indkomstår, jf. lovudkastets § 1, nr. 29. Tvangsakkorden har ingen ind-

flydelse på fordringshaveres rettigheder mod kautionister og andre, som hæfter tillige med

skyldneren, jf. stk. 3. En aftale, hvorved skyldneren eller tredjemand giver en fordringshaver

større fordele end hjemlet ved tvangsakkorden, er ugyldig, jf. stk. 4. Ved den foreslåede § 10 a,

stk. 8, gives mulighed for at etablere ny selskabskapital som led i en tvangsakkord. Ved det

foreslåede § 14, stk. 5, fastsættes de nærmere retsvirkninger heraf.

Konkurslovens § 14 a omhandler behandlingen af omtvistede og betingede krav i en tvangsak-

kord. Det følger af bestemmelsen, at kan et afdrag på en fordring omfattet af en tvangsakkord

ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse,

kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut, jf. stk.

1. Hvis det ved endelig dom bliver fastslået, at beløbet ikke skyldes, hvis sagen om berettigelsen

af kravet ikke er anlagt inden en af skifteretten fastsat frist, eller hvis det viser sig, at en betin-

gelse ikke vil blive opfyldt, hvor om skifteretten kan give attest, udloddes beløbet til de for-

dringshavere, hvis fordringer omfattes af tvangsakkorden uden at bortfalde ved denne, med-

mindre det er bestemt i akkorden, at beløbet skal tilbagebetales til skyldneren, jf. stk. 2. Det vil

navnlig være hensigtsmæssigt at tilbagebetale beløbet til skyldneren, hvis der alene er tale om

mindre krav, hvor det er uforholdsmæssigt omkostningstungt at foretage efterudlodning af be-

løbet til fordringshaverne.

304

Konkurslovens § 14 b regulerer fordringshavernes dividende i tilfælde, hvor skyldneren efter

afslutningen af en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, på ny under-

gives insolvensbehandling, der medfører udbetaling af dividende. Det følger af bestemmelsen,

at tages skyldnerens bo under konkursbehandling, får skyldneren på ny stadfæstet et rekon-

struktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller meddeles skyldneren

gældssanering, efter at der er stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse

om tvangsakkord, har de af akkorden omfattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til

fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger.

Udlægget i konkursboet, den nye tvangsakkord eller gældssaneringssagen i forbindelse med

disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter akkorden tilkommer de pågældende

fordringshavere, medmindre akkorden er bortfaldet efter § 14 e.

Konkurslovens § 14 c omhandler retsvirkningerne af en rekonstruktion, der indeholder bestem-

melse om virksomhedsoverdragelse. Det følger af stk. 1, at en virksomhedsoverdragelse, der

gennemføres på grundlag af et stadfæstet rekonstruktionsforslag, ikke kan omstødes. Hvis re-

konstruktionen ophæves efter § 14 e, kan virksomhedsoverdragelsen dog i givet fald omstødes,

hvis betingelserne efter konkurslovens §§ 64-80 er opfyldt.

Konkurslovens § 14 d omhandler tilsyn. Det følger heraf, at må rekonstruktionens opfyldelse

antages at være bragt i fare ved skyldnerens forhold, kan skifteretten på begæring af en for-

dringshaver bestemme, at skyldneren skal underkaste sig tilsyn af rekonstruktøren. § 13 e, stk.

6, finder tilsvarende anvendelse. Det følger heraf, at tilsynet skal påse, at skyldneren overholder

vilkårene for rekonstruktionen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af

stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal

give tilsynet alle fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare,

skal tilsynet give indberetning herom til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden

måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen. I det omfang skyldneren allerede er

underlagt tilsyn, eksempelvis af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som fonds-

myndighed, skal tilsynet efter den foreslåede bestemmelse koordineres med tilsynsmyndighe-

den.

Konkurslovens § 14 e omhandler skifterettens adgang til at træffe beslutning om ophævelse af

en rekonstruktion og om retsvirkningerne af en sådan ophævelse. Det følger af stk. 1, at en

rekonstruktion på begæring af en fordringshaver eller tilsynet kan ophæves af skifteretten, hvis

skyldneren med hensyn til rekonstruktionen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller

skyldneren, eller andre med skyldnerens vidende, i øvrigt forud for rekonstruktionens stadfæ-

stelse hemmeligt har indrømmet nogen fordringshaver fordele frem for de øvrige fordringsha-

vere, jf. nr. 1, eller hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge rekonstruktionen, jf.

305

nr. 2. Inden skifteretten træffer afgørelse om ophævelse, skal skifteretten indkalde skyldneren,

fordringshaverne, rekonstruktøren, en eventuel tillidsmand og eventuelle kautionister for re-

konstruktionen til et møde, jf. stk. 2. Det følger af stk. 3, at ophævelse af en rekonstruktion

medfører, at en tvangsakkord bortfalder, jf. nr. 1, at en af tredjemand stillet sikkerhed eller

kaution for opfyldelse af en tvangsakkord bortfalder, medmindre tredjemand vidste eller burde

vide, at de omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1, nr. 1, forelå, eller den pågældende har

medvirket til, at skyldneren har tilsidesat sine pligter som anført i stk. 1, nr. 2, jf. nr. 2, og at en

virksomhedsoverdragelse, der er gennemført på grundlag af rekonstruktionen, ikke omfattes af

§ 14 c, stk. 1, jf. nr. 3.

Det foreslås i

stk. 2,

at stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, finder reglerne i §§ 12 h – 12 m tilsvarende anvendelse. Reglerne i §§ 12 h – 12

m finder således ikke anvendelse, hvis der stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der ikke inde-

holder bestemmelse om tvangsakkord, såsom eksempelvis et rekonstruktionsforslag, der alene

går ud på virksomhedsoverdragelse.

Det følger af § 12 h, at indledning af rekonstruktionsbehandling sidestilles i relation til reglerne

om sikringsakters foretagelse og retsvirkning med afsigelse af konkursdekret. Den ekstinktive

virkning er efter stk. 2 betinget af, at det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestem-

melse om tvangsakkord. Ved forebyggende rekonstruktion foreslås det, at tidspunktet for skif-

terettens bestemmelse om fyldestgørelsesforbud er fristdagen, jf. det foreslåede § 1, stk. 1, nr.

4 (som indsat ved lovudkastets § 1, nr. 1), og bestemmelsen herom træder i stedet for rekon-

struktionsbehandlingens indledning. Ekstinktion vil således indtræde med virkning fra skifte-

rettens bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, medmindre der kræves iagttagelse af særlige

sikringsakter. Er der tale om rettigheder over fast ejendom, skibe, luftfartøjer, motorkøretøjer

eller registrerede værdipapirer, indtræder ekstinktion ved tinglysning eller registrering af fyl-

destgørelsesforbuddet eller tvangsakkorden.

Det følger af § 12 i, at reglerne i §§ 64-80 finder tilsvarende anvendelse, når rekonstruktions-

behandling er indledt. Henvisningen til bestemmelsen indebærer, at konkurslovens omstødel-

sesregler også finder anvendelse ved forebyggende rekonstruktion, når der stadfæstet en tvangs-

akkord. Henvisningen til reglerne om omstødelse omfatter ikke § 81 om fristerne for anlæg af

omstødelsessag i konkurs. I stedet henvises der til §§ 12 j – 12 l om anlæggelse af omstødel-

sessager under rekonstruktioner. Fristdagen ved forebyggende rekonstruktionsbehandling fore-

slås at være den dag, der er meddelt et fyldestgørelsesforbud, jf. det foreslåede § 1, stk. 1, nr. 4

(som indsat ved lovudkastets § 1, nr. 1).

306

Det følger af § 12 j, at krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål,

medmindre skifteretten bestemmer andet, jf. stk. 1. Søgsmål skal i givet fald anlægges ved de

almindelige domstole, idet skifteretten ikke kan behandle et sådant søgsmål. En sikkerhedsret,

der omfattes af § 71, bortfalder ved rekonstruktionsbehandlingens indledning. Arrest foretaget

inden rekonstruktionsbehandlingens indledning bortfalder, jf. stk. 2. Bestemmelsen medfører,

at sikkerhedsrettigheder, der omfattes af § 71 (navnlig udlæg foretaget senere end 3 måneder

før fristdagen), og arrest bortfalder, uden det er nødvendigt at anlægge omstødelsessag. I en

forebyggende rekonstruktionsbehandling vil en sikkerhedsret, der omfattes af § 71, bortfalde,

når der er stadfæstet en tvangsakkord. Det vil normalt være fogedretten, der foretog udlægget

eller arresten, der skal afgøre, om et udlæg er bortfaldet efter bestemmelsen. Fogedretten kan

dog henvise parterne til civilt søgsmål, hvis afgørelsen af tvisten nødvendiggør en bevisførelse,

som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under

almindelig rettergang, jf. retsplejelovens § 501, stk. 4. Det følger endeligt af stk. 3, at fordrings-

haverne kan sælge retten til at gøre et krav på omstødelse gældende. Salg af omstødelseskrav

vil i praksis forudsætte, at køberen får adgang til oplysninger om kravet, herunder foreliggende

beviser for dets berettigelse.

Konkurslovens § 12 k omhandler fremgangsmåden ved fordringshavernes søgsmål om omstø-

delse eller salg af krav på omstødelse. Det følger af bestemmelsen, at enhver stemmeberettiget

fordringshaver kan stille forslag om anlæg af omstødelsessag eller salg af retten til at gøre om-

stødelse gældende. Forslag herom skal fremsættes senest på det møde, hvor der stemmes om

rekonstruktionsforslaget. § 13 d finder tilsvarende anvendelse, idet dog mindst en fordringsha-

ver skal stemme for forslaget om anlæg af omstødelsessag. Den begunstigede har ikke stem-

meret, jf. stk. 1. Bestemmelsen udelukker ikke, at den begunstigede er til stede på mødet og

ytrer sig på lige fod med andre fordringshavere. Det bemærkes, at § 12 k, stk. 1, foreslås kon-

sekvensrettet, jf. lovudkastets § 1, nr. 13.

Konkurslovens § 12 k, stk. 1, indebærer, at afstemningen om sagsanlæg eller salg af krav på

omstødelse skal finde sted på et møde i skifteretten, hvortil skyldneren, rekonstruktøren og for-

dringshaverne er indkaldt. Hvis der både er fremsat forslag om sagsanlæg og salg af krav på

omstødelse vedrørende samme disposition, afgør skifteretten, hvilket af forslagene der først

skal sættes til afstemning. Vedtages det forslag, der først sættes til afstemning, bortfalder det

andet forslag. Vedtagelse af et forslag om salg af krav på omstødelse forudsætter, at vilkårene

for salget, herunder navnlig den pris, som køberen skal betale, ligger fast. I praksis vil det såle-

des være nødvendigt at forhandle med køberen, før forslaget sættes til afstemning. Et forslag

om sagsanlæg eller salg af krav på omstødelse er vedtaget, hvis mindst én fordringshaver stem-

mer for, og der ikke er et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager

i afstemningen, som stemmer imod. Der stemmes efter fordringernes beløb. Skifteretten bør

307

notere oplysning om navne og adresser på de fordringshavere, som stemmer for sagsanlægget,

samt størrelsen på deres fordring, i retsbogen af hensyn til reglen om hæftelse i § 12 k, stk. 2.

Det følger af § 12 k, stk. 2, at vedtages sagsanlæg, hæfter de fordringshavere, der stemte for

sagsanlægget, solidarisk for omkostningerne ved sagen. I det indbyrdes forhold hæfter for-

dringshaverne i forhold til størrelsen af deres fordring mod skyldneren. Det følger af stk. 3, at

vedtages sagsanlæg, udpeger skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver, der stemte for

sagsanlægget, en advokat til at føre sagen. Fremkommer der på mødet flere forslag, udpeges

den advokat, der har den største tilslutning blandt de fordringshavere, der stemte for sagsan-

lægget. Skifteretten fastlægger omfanget af advokatens rettergangsfuldmagt og bestemmer her-

under, hvilke anliggender der skal forelægges for de nævnte fordringshavere til afstemning på

et møde i skifteretten. Advokatens honorar fastsættes af den ret, hvor omstødelsessagen føres.

Konkurslovens § 12 k, stk. 4, angår de tilfælde, hvor der hverken vedtages sagsanlæg eller salg

af retten til at gøre omstødelse gældende. I sådanne tilfælde kan enhver stemmeberettiget for-

dringshaver anlægge omstødelsessag, hvis fordringshaveren senest på det møde, hvor der stem-

mes om rekonstruktionsforslaget, giver skifteretten meddelelse herom, og skifteretten ikke fin-

der, at anlæg af omstødelsessag vil stride mod fordringshavernes fælles interesser.

Omstødelsessager skal anlægges senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens ophør, jf.

stk. 5. Fristen gælder for alle omstødelsessager, dvs. både fordringshavernes fælles søgsmål

efter stk. 1-3, en fordringshavers søgsmål efter stk. 4 og en køber af omstødelseskravets søgs-

mål. Fordringshavernes adgang til søgsmål efter § 12 k ophører dog, hvis skyldneren går kon-

kurs, idet spørgsmålet om anlæg af omstødelsessag reguleres af §§ 81, 135 og 137 fra tidspunk-

tet for afsigelse af konkursdekret. Ved en forebyggende rekonstruktion vil omstødelsessagen

således skulle anlægges senest fire uger efter stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag med en

tvangsakkord.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 111-113.

Konkurslovens § 12 l bestemmer, at hvis der afsiges dom om omstødelse i en sag anlagt efter §

12 k, stk. 3 eller 4 (dvs. et fælles søgsmål eller et individuelt søgsmål anlagt af en fordringsha-

ver), bestemmes det i dommen, at det idømte skal betales til skifteretten, der heraf afholder

sagens rimelige omkostninger og udlodder resten til fordringshaverne efter samme fordeling

som ved rekonstruktionen. I forhold til forebyggende rekonstruktion vil det i praksis betyde, at

skifteretten skal udlodde beløbet i overensstemmelse med tvangsakkorden, idet det forslåede §

308

9 g, stk. 2, alene finder anvendelse ved bestemmelse om tvangsakkord. § 12 l finder ikke an-

vendelse, hvis skyldnerens bo er under konkursbehandling på det tidspunkt, hvor dommen af-

siges, idet § 136, stk. 3, i stedet finder anvendelse.

Det følger af § 12 m, at sælges retten til at gøre omstødelse gældende, indbetales salgssummen

til rekonstruktøren, der fordeler beløbet til fordringshaverne efter samme fordeling som ved

rekonstruktionen, medmindre andet er bestemt ved beslutningen om salget. I forhold til fore-

byggende rekonstruktion, vil det i praksis betyde, at skifteretten skal udlodde beløbet i over-

ensstemmelse med tvangsakkorden, idet det forslåede i § 9 g, stk. 2, alene finder anvendelse,

når der er stadfæstet en tvangsakkord, hvorefter rekonstruktørens hverv er ophørt.

Til § 9 h

Det foreslås at indsætte

§ 9 h

om ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det forslås i

stk. 1,

at ud over de tilfælde, der er nævnt i § 9 c, og § 9 f, jf. § 13 c, stk. 2, og §

13 f, træffer skifteretten bestemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling op-

hører i en række nærmere angivne situationer.

Det følger heraf, at de angivne tilfælde medfører ophør af forebyggende rekonstruktion, ud over

de tilfælde, der er nævnt i § 9 c (krav om redegørelse efter meddelelse af fyldestgørelsesforbud),

og § 9 f, jf. § 13 c, stk. 2 (skyldnerens udeblivelse uden lovligt forfald ved det møde, hvor der

stemmes om rekonstruktionsforslaget) og § 13 f (ophør som følge af forkastelse af rekonstruk-

tionsforslag, nægtelse af stadfæstelse eller stadfæstelse af rekonstruktionsforslag).

Det foreslås i stk. 1,

nr. 1,

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktionsbehandling, hvis skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed for at

blive insolvent.

Det følger af den foreslåede § 9 a (som foreslås indsat ved lovudkastets § 1, nr. 4), at en skyld-

ner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2, eller som følge af økonomiske vanskeligheder har sand-

synlighed for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekonstruktionsbehandling, når

det begæres af skyldneren. Henset til, at det er en forudsætning for, at skyldneren kan tages

under forebyggende rekonstruktion, at skyldneren er insolvent eller har sandsynlighed for at

blive insolvent, er det en naturlig konsekvens heraf, at såfremt denne forudsætning på et senere

tidspunkt ikke længere er opfyldt, skal skifteretten træffe bestemmelse om ophør af den fore-

byggende rekonstruktionsbehandling. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslå-

ede § 9 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 4.

309

Det foreslås i stk. 1,

nr. 2,

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktionsbehandling, hvis skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringsha-

vernes ret i fare.

En skyldner samarbejder ikke loyalt, hvis skyldneren f.eks. tilbageholder væsentlige oplysnin-

ger om sin økonomi. Fordringshavernes ret kan bl.a. bringes i fare, hvis en væsentlig forudsæt-

ning for en effektiv gennemførelse af den forebyggende rekonstruktionsbehandling brister, og

behandlingen således ikke længere har et rimeligt formål.

Det foreslås i stk. 1,

nr. 3,

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktionsbehandling, hvis skyldneren begærer det.

Det foreslås i stk. 1,

nr. 4,

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktionsbehandling, hvis den forebyggende rekonstruktionsbehandling er udsigtsløs,

herunder hvis skyldnerens regnskabs- og bogføringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil in-

debære uforholdsmæssige omkostninger at opnå tilstrækkelig indsigt i skyldnerens økonomiske

forhold.

Bestemmelsen vil navnlig være relevant, såfremt de opfølgende møder med skyldneren eller

den skriftlige status fra en eventuel rekonstruktør viser, at der ikke er fremdrift i den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling. Skifteretten skal foretage en forudgående høring af skyldne-

ren og en eventuel rekonstruktør. Høring kan efter skifterettens nærmere bestemmelse eventuelt

foretages på skriftligt grundlag eller telefonisk.

Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i tilfælde, hvor det står klart, at en insolvent skyldner ikke

kan reddes, f.eks. hvis et flertal af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at de er imod

en rekonstruktion, eller hvor en solvent skyldner ikke har brug for at anvende den forebyggende

rekonstruktionsproces, men alene søger at udnytte et fyldestgørelsesforbud på urimelig vis.

Det foreslås i stk. 1,

nr. 5,

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktion, hvis Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløsning af skyldneren.

Formålet med en forebyggende rekonstruktion vil være at redde virksomheden. Af den årsag

bør behandlingen ikke fortsætte, hvis der er truffet beslutning om tvangsopløsning.

310

Det foreslås i stk. 1,

nr. 6¸

at skifteretten skal træffe bestemmelse om ophør af den forebyggende

rekonstruktion, hvis der er forløbet et år siden indledningen af den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling.

En forebyggende rekonstruktion bør ikke kunne udstrækkes ud over et år, hvorfor skifteretten

skal bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør, hvis processen overstiger et

år. Et eventuelt nedlagt fyldestgørelsesforbud ophører samtidig med den forebyggende rekon-

struktionsbehandling. Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling medfører ikke i sig

selv skyldnerens konkurs, ligesom skyldneren ikke nødvendigvis vil overgå til rekonstruktions-

behandling efter de eksisterende regler.

Det foreslås i

stk. 2,

at skifteretten afviser en begæring om forebyggende rekonstruktionsbe-

handling, der indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende rekonstrukti-

onsbehandlings ophør.

Til § 9 i

Det foreslås at indsætte

§ 9 i

om bekendtgørelse af ophør af den forebyggende rekonstruktions-

behandling.

Det foreslås i

stk. 1,

at skifteretten bekendtgør ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbe-

handling i Statstidende, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling

eller rekonstruktionsbehandling. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Er-

hvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere ophøret af den forebyggende rekon-

struktionsbehandling i Erhvervsstyrelsens it-system.

Det foreslås i

stk. 2,

at rekonstruktøren skal sende en meddelelse om ophøret af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling til samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt

af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, medmindre skyldnerens bo samtidig tages un-

der konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås i

stk. 3,

at reglerne i stk. 1 og 2 alene finder anvendelse, hvis der er truffet bestem-

melse om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b. Er der ikke truffet sådan bestemmelse, skal skyld-

neren eller en eventuelt beskikket rekonstruktør alene sende meddelelse om ophøret af den fo-

rebyggende rekonstruktionsbehandling til fordringshavere, som har været orienteret om den

forebyggende rekonstruktionsbehandling.

311

Hvis skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør rekonstruktøren i sin meddelelse til

kreditorerne informere om, at skyldneren således er overgået fra forebyggende rekonstruktions-

behandling til rekonstruktionsbehandling.

Til nr. 5 (§ 10)

Konkurslovens § 10 omhandler kravene til en rekonstruktion og fastslår, at en rekonstruktion

skal indeholde mindst et af følgende elementer:

1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.

2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.

Det foreslås at tilføje

nr. 3,

i stk. 1, hvorefter en rekonstruktion kan indeholde andre tiltag, der

alene eller tilsammen med de øvrige dele af rekonstruktionen, medfører, at skyldneren ophører

med at være insolvent.

Hidtil har det været en forudsætning for gennemførelsen af en rekonstruktion, at rekonstrukti-

onen indeholder mindst enten en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse. Der er ikke

noget til hinder for, at rekonstruktionen indeholder begge dele eller andre tiltag.

Det foreslåede nr. 3 vil medføre, at andre former for tiltag også kan være en del af en rekon-

struktion, såfremt det sikres, at tiltagene alene eller tilsammen med andre dele af en rekonstruk-

tion medfører, at skyldneren ophører med at være insolvent. Tilføjelsen vil således betyde, at

andre tiltag så som kapitaltilførsel eller gældskonvertering kan være en del af en rekonstruktion

uafhængigt af, om rekonstruktionen også indeholder en tvangsakkord eller en virksomheds-

overdragelse.

En rekonstruktion vil således kunne behandles efter reglerne i Afsnit IA om rekonstruktion,

hvis den indeholder en tvangsakkord, en virksomhedsoverdragelse, eller andre tiltag der alene

eller tilsammen medfører, at skyldneren ophører med at være insolvent.

Til nr. 6 (§ 10 a)

Konkurslovens § 10 a omhandler indholdet af en tvangsakkord.

Det foreslås at nyaffatte

§ 10 a

om indholdet af en tvangsakkord.

Bestemmelsen viderefører i vidt omfang den nuværende § 10 a, dog således at stk. 2, nr. 4, stk.

3, nr. 4, og stk. 3, nr. 5, ikke videreføres. Krav på konventionalbod, jf. det nuværende stk. 3, nr.

312

4, og efterstillede krav, jf. det nuværende stk. 3, nr. 5, foreslås rykket fra at være krav, der

bortfalder ved en tvangsakkord, til at være omfattet af det foreslåede stk. 3, som indeholder

grupper af fordringer, hvoraf en tvangsakkord alene kan omfatte én af grupperne.

Det foreslås i

stk. 1,

at en tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller bortfald af

fordringerne mod skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættelse. En

tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue eller en del af denne fordeles mellem for-

dringshaverne.

Det foreslåede stk. 1 viderefører det nuværende § 10 a, stk. 1, og der er ikke tilsigtet ændringer

ved anvendelsen.

Det foreslås i

stk. 2,

at en tvangsakkord ikke kan omfatte en række forskellige fordringer.

Det følger heraf, at tvangsakkorden for det første ikke vil kunne omfatte fordringer, der er stiftet

efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, jf. dog stk. 6, jf.

nr. 1.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1, svarer til den nuværende affattelse af stk. 2, nr. 1, med undtagelsen

af henvisningen til stk. 6, som foreslås indsat ved nærværende affattelse af § 10 a. Det følger

heraf, at tvangsakkorden ikke vil kunne omfatte fordringer, der er stiftet efter skifterettens mod-

tagelse af rekonstruktionsforslaget. Henvisningen til stk. 6 indebærer, at det fremover afgøres

efter reglerne i stk. 6, i hvilket omfang krav på indkomstskat omfattes af akkorden, dvs. at der

i relation til indkomstskat ikke skal ses på stiftelsestidspunktet for kravet. Der henvises til stk.

En tvangsakkord vil for det andet ikke kunne omfatte pantefordringer, i det omfang pantet

strækker til. Panthaverne bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt angår den del af deres

personlige fordring, der ikke dækkes af pantet. Hvis skifteretten i medfør af § 12 e har fastsat

værdien af et pantsat aktiv, er den fastsatte værdi bindende ved opgørelse af panthaverens for-

dring efter 1. pkt. jf.

nr. 2.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, svarer til den nuværende affattelse af stk. 2, nr. 2, og der er ikke

tilsigtet ændringer ved anvendelsen.

Endelig kan en tvangsakkord for det tredje ikke omfatte fordringer, der i tilfælde af konkurs

omfattes af §§ 94-96, jf.

nr. 3.

313

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, svarer indholdsmæssigt til den nuværende affattelse af stk. 2, nr. 3,

og der er ikke tilsigtet ændringer ved anvendelsen. En tvangsakkord kan således ikke omfatte

fordringer, der har fortrin frem for almindelige fordringer i tilfælde af konkurs.

Det følger desuden heraf, at en tvangsakkord ikke vil kunne omfatte § 95-krav, da det er vur-

deret, at der vil være betænkeligheder i forhold til skyldnerens fortsat ansatte, idet det kunne

føre til, at disse ansatte kunne få deres krav nedskrevet, selv om de stemte imod akkorden.

Det foreslås i

stk. 3,

at en tvangsakkord alene kan omfatte én af følgende grupper af fordringer:

Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, 1. led, jf.

nr. 1,

fordringer,

der i henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens kon-

kurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruk-

tion, jf.

nr. 2,

samt krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt

tab, jf.

nr. 3.

Hidtidig har § 10 a alene givet mulighed for tvangsakkord af § 97-krav. Med den foreslåede

ændring vil det også være muligt at lave en tvangsakkord af ansvarlig lånekapital og af efter-

stillede krav på konventionalbod. Det vil være relevant i de situationer, hvor der er udsigt til

fuld dækning af § 97-kravene, og hvor en akkordering af en af de nævnte typer efterstillede

krav vil føre til, at skyldneren bliver solvent. Ændringen vil give en øget fleksibilitet vedrørende

indholdet af en tvangsakkord.

For så vidt angår nr. 2, som omhandler fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de

øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at

den ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion, bemærkes det, at en bestemmelse i

aftalen om, at efterstilling ikke gælder under rekonstruktion, bør fortolkes således, at efterstil-

lingen heller ikke gælder under en forebyggende rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås i

stk. 4,

at det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de i stk. 3 nævnte grupper

af fordringer, som tvangsakkorden omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer

under et vist beløb ikke omfattes, hvis det må anses rimeligt begrundet under hensyn til skyld-

nerens forhold og øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme fordringshaver sam-

menlægges. Fordringer, som overstiger det fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst

dette beløb.

Det foreslås i

stk. 5,

at en tvangsakkord medfører bortfald af en række forskellige krav.

For det første foreslås det, at en tvangsakkord medfører bortfald af gaveløfter, jf.

nr. 1.

314

Det foreslåede stk. 5, nr. 1, svarer til det nuværende stk. 3, nr. 1, og der er ikke tilsigtet ændrin-

ger ved dets anvendelse.

For det andet foreslås det, at en tvangsakkord medfører bortfald af krav på renter for tiden efter

rekonstruktionsbehandlingens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangsakkorden,

jf.

nr. 2.

Det foreslåede stk. 5, nr. 2, svarer til det nuværende stk. 3, nr. 2, og der er ikke tilsigtet ændrin-

ger ved dets anvendelse.

For det tredje foreslås det, at en tvangsakkord medfører bortfald af krav ifølge en leasingaftale,

der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses for fi-

nansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden efter rekonstruktionsbehandlingens ind-

ledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at

ydelserne må sidestilles med afdrag, jf.

nr. 3.

Det foreslåede stk. 5, nr. 3, svarer til det nuværende stk. 3, nr. 3, og der er ikke tilsigtet ændrin-

ger ved dets anvendelse.

For det fjerde foreslås det, at en tvangsakkord medfører bortfald af fordringer, der efter stk. 3

er placeret i en lavere gruppe end den, som omfattes af tvangsakkorden, jf.

nr. 4.

Det foreslåede stk. 5, nr. 4, vil således medføre, at de grupper af fordringer, der er placeret i en

lavere gruppe end den, som efter stk. 3 omfattes af tvangsakkorden, bortfalder. Såfremt tvangs-

akkorden omfatter § 97-kravene, vil det således betyde, at ansvarlig lånekapital og krav på kon-

ventionalbod bortfalder.

Det foreslås i

stk. 6, 1. pkt.,

at en tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1, omfatter krav på B-

skat og acontoindkomstskat, der er er forfaldne ved skifterettens modtagelse af rekonstrukti-

onsforslaget.

Bestemmelsen har til formål at tage hånd om de praktiske problemer, der opstår i forbindelse

med krav på skat ved en tvangsakkord. Skatteforvaltningens krav på indkomstskat opstår i hen-

hold til princippet om indkomstårets udelelighed ved indkomstårets udløb, jf. U 1985.619 H.

Den ved U 1987.925 H anlagte retspraksis medfører endvidere, at hvis der som led i rekon-

struktionsbehandlingen fremsættes et forslag til tvangsakkord i et givent år, medfører dette, at

skattetilsvaret (B-skat for fysiske personer og acontoskat for selskaber mv.) for indkomståret

315

anses for stiftet efter forslagets fremsættelse og dermed ikke omfattes af en tvangsakkord,

selvom der er tale om krav, der forfaldt inden forslagets fremsættelse.

Bestemmelsen vil medføre, at rater på B-skat og acontoskat, der forfalder inden akkordforsla-

gets fremsættelse vil omfattes af tvangsakkorden, mens rater, der først forfalder senere, ikke vil

være omfattet af tvangsakkorden.

Det foreslås i stk. 6,

2. pkt.,

at det kan bestemmes i tvangsakkorden, at denne omfatter krav på

restskat vedrørende det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget blev fremsat. Hvis tvangsak-

korden indeholder en sådan bestemmelse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig del af

kravet, der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et skøn over, hvilken del af kravet, der skyldes

dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold, jf.

pkt.

B-skat og acontoskat fastsættes ud fra et skøn over skyldnerens forventede årsindkomst. Hvis

det ved indkomstårets udløb viser sig, at skønnet var nogenlunde retvisende, vil årets restskat

være af en beløbsmæssig beskeden størrelse. Det vil i så fald ikke være af afgørende betydning,

om kravet på restskat omfattes af akkorden eller ikke. Det kan imidlertid være tilfældet, hvis

årsindkomsten markant overstiger den skønnede indkomst, der lå til grund for beregningen af

B-skat henholdsvis acontoskat. Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 2. pkt., har til formål at

adressere dette praktiske problem.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed medføre, at de krav på restskat, der vedrører dispositi-

oner, der er foretaget inden fremsættelse af akkordforslaget, vil være omfattet af akkorden. Di-

spositioner vil skulle forstås bredt, således at begrebet omfatter alle skyldnerens skattepligtige

aktiviteter, herunder salg af aktiver.

Bestemmelsen medfører, at der vil skulle foretages et skøn over, hvilken beløbsmæssig del af

restskatten, der omfattes af tvangsakkorden, idet der på tidspunktet for fremsættelsen af tvangs-

akkorden ikke er lavet en opgørelse af restskattekravet. Det vil også have den fordel, at der

opnås klarhed over, hvilket beløb, skatteforvaltningen har stemmeret for.

Som følge heraf foreslås det, at der i det materiale, der udsendes sammen med rekonstruktions-

forslaget, skal indgå en beregning af den forventede restskat, jf. forslaget til § 13 b, stk. 1, nr.

2, litra d, jf. lovudkastets § 1, nr. 22. Beregningen vil skulle tage højde for dettes (rekonstruk-

tionsforslaget) indhold, dvs. for, at skyldneren ved akkorden vil få reduceret sin underskuds-

fremførsel med virkning fra det igangværende indkomstår, og virkningen heraf skal således

indgå i skønnet. Det må endvidere indgå, hvis skyldneren forud for rekonstruktionsforslagets

316

fremsættelse eller som led i dette afhænder aktiver og dermed udløser beskatning af avance

eller genvundne afskrivninger. Hvis der er beskikket en tillidsmand, bør beregningen foretages

af denne. Såfremt der ikke er beskikket en tillidsmand, vil beregningen skulle foretages af en

godkendt revisor efter revisorlovens § 3. Skifteretten må ved sit skøn navnlig lægge vægt på

den efter § 13 b, stk. 1, nr. 2, litra d, fremlagte beregning og skatteforvaltningens eventuelle

kommentarer hertil.

Det foreslås i

stk. 7,

at uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden kan kræves betalt sam-

tidig med andre fordringer.

Det foreslåede stk. 7, svarer til det nuværende stk. 4, og der er ikke tilsigtet ændringer i dets

anvendelse.

Det foreslås i

stk. 8, 1. pkt.,

at hvis skyldneren er et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan det

bestemmes i tvangsakkorden, at selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med

ny selskabskapital, der skal opfylde kravene i selskabsloven.

Bestemmelsen vil give mulighed for, at man som led i en tvangsakkord erstatter den gamle

selskabskapital med en ny. Den nye selskabskapital skal opfylde minimumskravene for sel-

skabskapital og indbetaling heraf i selskabslovens §§ 4 og 33.

Bestemmelsen vil implementere rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 12(2), hvoraf

det fremgår, at medlemsstaterne skal sikre, at kapitalejere ikke har mulighed for urimeligt at

forhindre eller skabe hindringer for gennemførelsen af en rekonstruktionsbehandling. Hvis en

rekonstruktion f.eks. går ud på, at der skal tilføjes ny selskabskapital, kan de eksisterende kapi-

talejere blokere herfor, idet en kapitaludvidelse skal vedtages på generalforsamlingen. De eksi-

sterende kapitalejere kan samtidig blokere for, at deres selskabskapital nedskrives til 0 kr., uan-

set om dette konkret er urimeligt, fordi deres kapitalandele må anses for værdiløse som følge

af skyldnerens insolvens. Kapitalejerne vil således kunne hindre gennemførelsen af en rekon-

struktion bestående i en tvangsakkord kombineret med kapitaltilførsel. Den foreslåede bestem-

melse vil adressere dette problem.

Bestemmelsen vil gælde for såvel aktie- som anpartsselskabet og foreslås ikke begrænset til

selskaber, der ikke er SMV’ere. Dette harmonerer med, at selskabslovens udgangspunkt er, at

der bør gælde samme regler for aktie- og anpartsselskaber.

Det foreslås i

2. pkt.,

at det skal fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye selskabs-

kapital.

317

Det følger af bestemmelsen, at det skal fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye

selskabskapital. Den nye selskabskapital vil kunne tegnes af investorer eller af fordringshavere.

Det ligger implicit heri, at der ikke er en fortegningsret for de tidligere aktionærer.

Det foreslås i

3. pkt.,

at indbetaling af den nye selskabskapital skal ske kontant.

Det følger heraf, at det ikke vil være muligt at indbetale den nye selskabskapital ved f.eks.

gældskonvertering eller apportindskud. Denne begrænsning hænger sammen med, at formålet

med indbetaling af ny selskabskapital ved en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, som beskrevet, er at redde den eksisterende virksomhed. Det er vurderet, at det

derfor vil have størst effekt, hvis det kræves, at ny selskabskapital skal indbetales kontant, idet

der herved sikres ny kapital til virksomheden.

Det foreslås i

4. pkt.,

at reglerne i 1.-3. pkt. alene finder anvendelse, hvis skyldneren er insol-

vent, og det må antages, at en konkursbehandling ikke vil give fuld dækning til samtlige for-

dringshavere.

Det følger heraf, at en ændring af selskabskapitalen som led i en tvangsakkord alene vil kunne

ske, når den eksisterende selskabskapital må anses for værdiløs. Da de foreslåede ændringer af

selskabskapital vil ske uden kapitalejernes samtykke, er det afgørende, at ændringen alene vil

kunne ske under disse betingelser, idet der i modsat fald ville kunne forekomme tilfælde, hvor

ændringen af selskabskapital vil kunne anses for et indgreb i de eksisterende kapitalejeres

grundlovsbeskyttede ejendomsret.

En skyldner under rekonstruktionsbehandling vil i almindelighed være insolvent. Der kan dog

tænkes tilfælde, hvor skyldneren er blevet solvent under rekonstruktionsbehandlingen, eller er

under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor skyldneren ikke nødvendigvis er in-

solvent, hvorfor det er vurderet nødvendigt, at det fremgår eksplicit af bestemmelsen, at skyld-

neren skal være insolvent. Betingelsen om, at der ikke må være udsigt til fuld dækning af samt-

lige fordringer i tilfælde af konkurs, harmonerer med det selskabsretlige insolvensbegreb i sel-

skabslovens § 233, stk. 2. Selv om et selskab anses for insolvent, vil en ændring af selskabska-

pital således alene kunne ske, hvis en eventuel konkursbehandling ikke vil resultere i et over-

skud til kapitalejerne.

En stadfæstelse af en tvangsakkord, der indeholder bestemmelse om nedskrivning af den eksi-

sterende selskabskapital og forhøjelse med ny selskabskapital, vil selskabsretligt træde i stedet

318

for generalforsamlingens beslutning herom. Kapitalejerne vil således ikke kunne blokere regi-

streringen af ændringen af selskabskapitalen i Erhvervsstyrelsen, jf. også det foreslåede § 14,

stk. 5, jf. lovudkastets § 1, nr. 30.

Til nr. 7 (§ 11 a, stk. 2)

Konkurslovens § 11 a omhandler indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Det følger af § 11 a, stk. 2, at ved indledningen af rekonstruktionsbehandlingen fastsætter skif-

teretten tidspunktet for et møde med fordringshaverne. Mødet skal afholdes senest fire uger

efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Skifteretten indrykker straks en bekendtgørelse

i Statstidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. Hvis skyldneren er en sammenslut-

ning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren straks registrere mødeindkal-

delsen i Erhvervsstyrelsens it-system.

Det foreslås at ændre

§ 11 a, stk. 2, 2. pkt.

således at der indsættes ”jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5”

efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr.

5, jf. lovudkastets § 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling ophører, hvis re-

konstruktionsbehandlingen sammenlagt med den periode, hvor der under en forudgående fore-

byggende rekonstruktionsbehandling har været fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 4, har varet i en periode på et år. Den foreslåede ændring vil gøre det klart, at

fristen på fire uger i § 11 a, stk. 2, er med forbehold for, at man højst har et år inklusiv en

eventuel forudgående fyldestgørelsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling til at gennemføre rekonstruktionen.

Til nr. 8 og 9 (§ 11 a, stk. 6)

Konkurslovens § 11 a omhandler beskikkelse af rekonstruktør og tillidsmand og om sikker-

hedsstillelse for omkostningerne ved rekonstruktionsbehandlingen mv.

Det følger af § 11 a, stk. 6, at skifteretten efter rekonstruktørens begæring kan bestemme, at der

skal stilles yderligere sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel til-

lidsmands virksomhed. Stilles sikkerheden ikke, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbe-

handlingen ophører.

319

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 11 a, stk. 5, hvoraf det følger, at indledning af

rekonstruktionsbehandling uden skyldnerens samtykke er betinget af sikkerhedsstillelse for om-

kostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed. En fordringshaver,

der har begæret rekonstruktionsbehandling, hæfter ikke for omkostningerne ved rekonstrukti-

onsbehandlingen ud over sikkerhedsstillelsen, og alene i det omfang omkostningerne ikke dæk-

kes af skyldnerens midler.

Det følger således af stk. 6, at skifteretten efter rekonstruktørens begæring kan bestemme, at

der ud over det, der fremgår af stk. 5, skal stilles yderligere sikkerhed for omkostningerne ved

rekonstruktørens og tillidsmandens virksomhed. Begæring om yderligere sikkerhed kan således

for det første fremsættes i de tilfælde, hvor rekonstruktionsbehandlingen indledes med skyld-

nerens samtykke, og hvor der derfor ikke kræves sikkerhedsstillelse efter stk. 5. Begæringen

vil for det andet kunne fremsættes, hvis det skønnes, at der er behov for yderligere sikkerhed i

forhold til den, der er stillet efter stk. 5. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis det skønnes, at der

ikke vil være dækning for rekonstruktørens og tillidsmandens honorar på § 94-niveau i forbin-

delse med en efterfølgende konkurs.

Der er ikke noget til hinder for, at krav om yderligere sikkerhedsstillelse fastsættes straks ved

rekonstruktionsbehandlingens indledning. Kravet kan dog ikke stilles som betingelse for at ind-

lede rekonstruktionsbehandlingen, og rekonstruktionsbehandlingen skal således indledes,

selvom den yderligere sikkerhed ikke stilles. I sådanne situationer bestemmer skifteretten, at

rekonstruktionsbehandlingen ophører, når den frist, skifteretten har fastsat for at stille yderli-

gere sikkerhed, er udløbet, jf. stk. 6, 2. pkt.

Krav om yderligere sikkerhed bør i almindelighed efterkommes, når rekonstruktøren begærer

det, medmindre skifteretten vurderer, at skyldnerens midler utvivlsomt dækker alle § 94-krav,

herunder omkostninger til rekonstruktør og tillidsmand. Skifteretten kan anmode om, at rekon-

struktøren fremkommer med en erklæring om, hvor stor sikkerhedsstillelsen bør være.

Hvis ingen fordringshaver ønsker at stille den påkrævede, yderligere sikkerhed, er konsekven-

sen, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, og skyldneren overgår til konkursbehandling, jf.

stk. 6, 2. pkt., og konkurslovens § 15, stk. 3.

Sikkerhedsstillelse efter § 11 a, stk. 5 og 6, kan alene anvendes til at dække omkostningerne

ved rekonstruktørens og tillidsmandens virksomhed. I det omfang sikkerhedsstillelsen anven-

des til dette formål, indtræder den fordringshaver, der har stillet sikkerheden, i kravet mod

skyldneren. Dette krav er ved en eventuel konkurs omfattet af konkurslovens § 94. Hvis der

320

resterer yderligere sikkerhed, efter disse omkostninger er dækket, frigives sikkerheden til den

fordringshaver, der har stillet den.

Det foreslås for det første at ændre

§ 11 a, stk. 6, 1. pkt.,

således at ”yderligere” udgår og ”i det

skifteretten herved skal tage en eventuel sikkerhed efter stk. 5 i betragtning” indsættes efter

virksomhed.

Den foreslåede ændring vil præcisere, at § 11 a, stk. 6, også kan anvendes ved egenbegæringer,

i modsætning til bestemmelsens stk. 5, som alene finder anvendelse ved rekonstruktionsbe-

handling, der indledes uden skyldnerens samtykke. Skifteretten skal dog ved afgørelsen efter

stk. 6 tage det med i betragtning, hvis der allerede er stillet sikkerhed efter stk. 5.

Det foreslås for det andet at indsætte et nyt § 11 a, stk. 6,

3. pkt.,

hvorefter det fremgår, at en af

skyldneren stillet sikkerhed for de i 1. pkt. nævnte omkostninger ikke er gyldig, hvis den ikke

er bestemt af skifteretten.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at det ikke bør være muligt for skyldneren at stille sik-

kerhed overfor rekonstruktøren eller tillidsmanden, uden det er bestemt af skifteretten. Den

foreslåede bestemmelse varetager således et hensyn til de øvrige § 94-kreditorer, idet det alene

er rimeligt over for disse, at en sådan sikkerhedsstillelse kræver skifterettens godkendelse. Be-

stemmelsen hindrer ikke, at en tredjemand (eksempelvis skyldnerens bankforbindelse) stiller

sikkerhed uden skifterettens godkendelse.

Til nr. 10 (§ 11 e, stk. 5)

Konkurslovens § 11 e omhandler afholdelse af mødet med fordringshaverne.

Det følger af § 11 e, stk. 5, at hvis rekonstruktøren anmoder herom, udsætter skifteretten drøf-

telsen af forslaget til rekonstruktionsplan til et senere møde, som skal holdes inden fire uger. §

11 c, § 11 d og stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse. Udsættelse kan ikke ske, hvis et flertal af

fordringshaverne stemmer imod, og dette flertal repræsenterer mindst 25 % af det samlede

kendte beløb, der ved repræsentationen ville give stemmeret. § 13 d, stk. 2 og 3, finder tilsva-

rende anvendelse.

Det foreslås at ændre

§ 11 e, stk. 5, 1. pkt.,

således at der indsættes ”jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5” i

1. pkt.

321

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr.

5, jf. lovudkastets § 1, nr. 31, som fastslår at en rekonstruktionsbehandling ophører, hvis den

har varet i en periode på et år. Den foreslåede ændring vil gøre det klart, at fristen på fire uger

i § 11 e, stk. 5, er med forbehold for, at man højst har et år inklusiv en eventuel forudgående

fyldestgørelsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstruktionsbehandling til at gennemføre

rekonstruktionen.

Til nr. 11 (§ 12 a, stk. 3)

Konkurslovens § 12 a, stk. 3, omhandler rekonstruktørens overtagelse af ledelsen af virksom-

heden under rekonstruktion og fastslår, at skifteretten bestemmer, at rekonstruktøren skal over-

tage ledelsen af virksomheden, hvis fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d.

Det foreslås, at ændre

§ 12 a, stk. 3,

således at bestemmelsen henviser til § 13 d, stk. 1-4, frem

for § 13 d i sin helhed.

Med lovudkastets § 1, nr. 25, foreslås det at indsætte § 13 d, stk. 5-7. Det er hensigten, at disse

særlige regler om afstemning alene vil gælde ved afstemning om rekonstruktionsforslag. Som

konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen i § 12 a, stk. 3, ændres, således at det er tydeligt,

at de foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde anvendelse ved afstemning om rekon-

struktørens overtagelse af ledelsen.

Med hensyn til stk. 2, som foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr. 25, vil det reelt kun være

bestemmelsens 1., 2. og 5. pkt., der har betydning, idet der på tidspunktet for anvendelsen af §

12 a ikke er fremsat noget akkordforslag, hvorfor særreglerne i 3.-4. pkt. om stemmeret ved

akkord ikke vil være relevante.

Til nr. 12 (§ 12 g, stk. 3)

Konkurslovens § 12 g omhandler fordringshaveres adgang til modregning af krav mod skyld-

nere, der er under rekonstruktionsbehandling.

Det følger af § 12 g, stk. 1, at §§ 39-52 finder tilsvarende anvendelse ved rekonstruktionsbe-

handling. Det følger heraf, at de almindelige betingelser for modregning i konkurs også vil

finde anvendelse under en rekonstruktionsbehandling. Det vil sige, at kravene skal være udjæv-

nelige, gensidige og stiftet før fristdagen, jf. henvisningen til konkurslovens § 42.

322

I modsætning til modregning under konkurs, fastholder § 12 g, stk. 2, at fordringerne skal være

forfaldne ved modregning under en rekonstruktion.

Konkurslovens § 12 g, stk. 3, tager stilling til den situation, hvor skyldneren har flere ikke-

konnekse mellemværender med samme fordringshaver. Det følger af bestemmelsen, at for-

dringshaver ikke kan anvende et krav omfattet af konkurslovens § 97 (simple krav) til modreg-

ning i skyldnerens krav i medfør af en anden aftale med fordringshaveren, som skyldneren med

rekonstruktørens samtykke har videreført efter konkurslovens § 12 o.

Bestemmelsen er begrundet i et hensyn til skyldnerens andre kreditorer. Et beløb, som med-

kontrahenten skal betale til skyldner i henhold til en aftale, der er videreført, bør således komme

alle kreditorer til gode. Beløbet bør derfor fordeles efter konkurs- eller rekonstruktionsordnin-

gen. Kravet kan således ikke opfyldes ved, at medkontrahenten modregner med et krav, som

denne måtte have for perioden inden rekonstruktionsbehandlingen.

Højesteret har i U 2021.114 H fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser retten til konneks mod-

regning. I den konkrete sag kunne et § 97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstrukti-

onsbehandlingens indledning modregnes i skyldneres krav på vederlag for opmagasinering i

rekonstruktionsbehandlingsperioden. Henset til at Højesteret generelt har fastslået, at § 12 g,

stk. 3, ikke begrænser konneks modregning, må dommen antages også at have præjudikatsværdi

i relation til aftaler om løbende ydelser ud over aftaler om successiv levering (rammeaftaler

mv.), som dommen angår. Hvis en skyldner viderefører en aftale om løbende ydelser, må det

således antages, at medkontrahenten kan modregne § 97-krav fra perioden før rekonstruktions-

behandlingens indledning i skyldnerens tilgodehavende for perioden efter rekonstruktionsbe-

handlingens indledning.

Det foreslås at indsætte et nyt

§ 12 g, stk. 3, 2. pkt.,

således at det fremgår, at hvis aftalen angår

løbende eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.

Den foreslåede ændring har til formål at imødekomme den retsstilling, der er resultatet af Hø-

jesterets dom i U 2021.114 H. Som følge af hensynet til princippet om kreditorlighed bør krav,

der opstår efter rekonstruktionsbehandlingens indledning ikke kunne anvendes til modregning

med krav, der er opstået før rekonstruktionsbehandlingens indledning. Skyldnerens krav på be-

taling bør således indgå i driften med henblik på at rekonstruere virksomheden og derved

komme alle fordringshavere til gode.

Det foreslåede 2. pkt., fastslår, at modregningsbegrænsningen i 1. pkt. gælder, uanset om der er

tale om et konnekst krav eller ej. Tilføjelsen ændrer ikke på, hvad der forstås ved konneksitet.

323

Begrænsningen i adgangen til at modregne i konnekse krav bør gælde for både løbende og

successive ydelser. I praksis vil problemet muligvis være mindre ved aftaler om løbende ydelser

end ved aftaler om successive leveringer, da en aftale om løbende ydelser, der videreføres af

skyldneren, ofte vil bestå i, at skyldneren modtager en realydelse. Skyldneren vil følgelig ikke

have en pengekrav mod medkontrahenten, men i stedet pådrage sig en gæld til medkontrahenten

for perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Der kan dog tænkes situationer,

hvor det vil være relevant også for løbende aftaler. Det gælder f.eks., hvis skyldneren er et

leasingselskab og viderefører leasingaftaler.

Det er vurderet, at det vil være for vidtgående at udstrække begrænsningen til videreførte aftaler

generelt, dvs. også til enkeltstående aftaler, der ikke har karakter af aftaler om successive ydel-

ser.

Ved aftaler om løbende ydelser forstås aftaler, hvor der fast leveres den samme ydelse. Det kan

f.eks. være aftaler om lokaleleje, ansættelsesaftaler og lignende. Ved aftaler om successive

ydelser forstås levering af ydelser inden for en nærmere defineret aftale, hvor der eksempelvis

kan være indgået en aftale om, at medkontrahenten skal levere varer til skyldneren efterhånden.

En aftale med en leverandør om levering af råvarer til en restaurant, hvor leveringen kan variere

fra gang til gang, vil f.eks. udgøre en sådan aftale. En successiv ydelse er således kendetegnet

ved, at ydelsen kan stå alene. En delydelse kan derimod ikke stå alene. Hvis der eksempelvis

skal leveres et tag til et hus, som opføres af et typehusfirma, vil der ikke være tale om en suc-

cessiv ydelse, da leveringen af huset uden tag ikke kan stå alene. En sådan aftale vil således

udgøre en enkeltstående aftale, der ikke har karakter af aftale om successiv levering.

Til nr. 13 (§ 12 k, stk. 1)

Konkurslovens § 12 k, stk. 1, omhandler forslag om og vedtagelse af anlæg af omstødelsessa-

ger, og fastslår, at § 13 d finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at nyaffatte

§ 12 k, stk. 1, 3. pkt.,

således at den nuværende formulering ændres til,

at § 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede ændring vil for det første fjerne anden del af 3. pkt., hvoraf det hidtil har frem-

gået, at mindst en fordringshaver skal stemme for forslaget om anlæg af omstødelsessag. Med

lovudkastets § 1, nr. 25 foreslås det at ændre § 13 d, stk. 1, således at et rekonstruktionsforslag

er vedtaget, hvis et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager i

324

afstemningen, stemmer for. Som følge af dette forslag, vil det være overflødigt at skrive ekspli-

cit i § 12 k, at mindst en fordringshaver skal stemme for forslaget om anlæg af omstødelsessag.

Ændringen vil for det andet medføre, at der ikke henvises til § 13 d i sin helhed. Med lovudka-

stets § 1, nr. 25, foreslås det at indsætte § 13 d, stk. 5-7. Det er hensigten, at disse særlige regler

om afstemning alene skal gælde ved afstemning om rekonstruktionsforslag. Som konsekvens

heraf foreslås det, at henvisningen i § 12 k, stk. 1, ændres, således at det er tydeligt, at de fore-

slåede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde anvendelse ved afstemning om anlæg af en om-

stødelsessag.

Til nr. 14 (§ 12 p, stk. 2)

Konkurslovens § 12 p regulerer sammen med § 12 q retsvirkningerne af, at skyldneren med

rekonstruktørens samtykke viderefører en gensidigt bebyrdende aftale efter § 12 o.

Det følger af stk. 1, at videreføres en aftale efter § 12 o, omfattes medkontrahentens krav ifølge

aftalen af § 94. Det følger af stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkontrahen-

tens krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en eventuel opsigelse i

medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden

efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.

Det foreslås, at affatte

§ 12 p, stk. 2,

således at angår aftalen en løbende ydelse, omfattes alene

medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og

indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, samt krav

vedrørende faktiske dispositioner foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen,

af § 94.

Ved den foreslåede ændring af 1. led sikres det, at bestemmelsen ikke har et bredere anvendel-

sesområde end den tilsvarende regel i § 56, stk. 2, 1. led. Med bestemmelsens 2. led foreslås

det, at krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbe-

handlingen omfattes af § 94, således at bestemmelsen ligeledes svarer til det foreslåede 2. led i

§ 56, stk. 2. Samtidigt foreslås det præciseret, at stk. 2 udtømmende regulerer medkontrahentens

stilling, når der er tale om en løbende ydelse, dvs. at denne ikke kan støtte § 94-status på § 12

p, stk. 1.

Bestemmelsens 2. led omfatter skyldnerens faktiske dispositioner under rekonstruktionsbe-

handlingen, dvs. at dispositioner foretaget inden rekonstruktionsbehandlingen ikke kan give

grundlag for § 94-krav. En faktisk disposition kan eksempelvis være en mangelfuld levering

325

eller en skadegørende handling. Det er ikke tilstrækkeligt, at medkontrahentens krav tidsmæs-

sigt kan henføres til rekonstruktionsbehandlingsperioden, hvis kravet skyldes dispositioner fo-

retaget inden rekonstruktionsbehandlingen. Eksempelvis vil et krav på stay-on bonus, som

skyldneren har tilsagt medkontrahenten (den ansatte) inden rekonstruktionsbehandlingen, ikke

være omfattet, uanset denne bonus er betinget af, at den ansatte udfører arbejde i en periode,

der først udløber under rekonstruktionsbehandlingen. På tilsvarende vis vil en medkontrahents

(udlejers) krav mod skyldneren vedrørende fraflytning af et erhvervslejemål under rekonstruk-

tionsbehandling ikke være omfattet af § 12 p, stk. 2, hvis kravet skyldes eksempelvis mangel-

fuld vedligeholdelse af lejemålet inden rekonstruktionsbehandlingen. Selve dispositionen be-

høver ikke være godkendt af rekonstruktøren, men aftalen skal være videreført med rekonstruk-

tørens samtykke, hvis kravet som følge af dispositionen skal omfattes af § 12 p, stk. 2. Hvis

skyldneren ikke har videreført aftalen med medkontrahenten, har medkontrahenten ikke § 94-

status efter § 12 p, stk. 2, uanset om skyldneren eksempelvis har beskadiget medkontrahentens

ejendom under rekonstruktionsbehandlingen.

Til nr. 15 (§ 12 p, stk. 3)

Konkurslovens § 12 p regulerer sammen med § 12 q retsvirkningerne af, at skyldneren med

rekonstruktørens samtykke viderefører en gensidigt bebyrdende aftale efter § 12 o.

Det følger af stk. 1, at videreføres en aftale efter § 12 o, omfattes medkontrahentens krav ifølge

aftalen af § 94. Det følger af stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkontrahen-

tens krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en eventuel opsigelse i

medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden

efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.

Bestemmelsen har den virkning, at krav, der er opstået før rekonstruktionsbehandlingens ind-

ledning, herunder f.eks. erstatningskrav, der udspringer af en løbende aftale, ikke omfattes af §

94.

Det kan diskuteres, om videreførelse af en aftale om successive ydelser medfører, at samtlige

krav vedrørende aftalen får § 94-status, eller om det alene vil gælde for ydelser foretaget under

rekonstruktionsbehandlingen. Det vil afhænge af, om aftalen om successive ydelser anses for

én aftale med den virkning, at samtlige krav vedrørende aftalen anses for konnekse og stiftet

ved aftalens indgåelse, eller om man anser de enkelte leverancer under aftalen for separate af-

taler, der ikke er indbyrdes konnekse.

326

Højesteret har i U 2021.114 H fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser retten til konneks mod-

regning. I den konkrete sag kunne et § 97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstrukti-

onsbehandlingens indledning modregnes i skyldneres krav på vederlag for opmagasinering i

rekonstruktionsbehandlingsperioden. Dommen vedrører modregning, men kan have en afsmit-

tende effekt på aftaler om successive ydelser generelt. Såfremt krav vedrørende en aftale om

successive ydelser anses for konnekse, vil det være udtryk for, at aftalen anses for én aftale. I

så fald vil videreførelse af en aftale om successive ydelser medføre, at samtlige krav i medfør

af aftalen får § 94-status. Dette inkluderer krav vedrørende perioden inden rekonstruktionsbe-

handlingen.

Det foreslås at indsætte § 12 p,

stk. 3,

hvoraf det følger, at angår aftalen successive ydelser,

omfattes den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret under rekonstrukti-

onsbehandlingen, af § 94.

Reglen vil sikre, at videreførelse af en aftale om successive ydelser alene vil medføre, at de

krav, der er relateret til ydelser leveret under rekonstruktionsbehandlingen, får status som et §

94-krav. Denne retsstilling harmonerer med lighedsprincippet, idet medkontrahenten i almin-

delighed ikke bør stilles bedre end andre simple kreditorer for de leverancer, der er foretaget

inden rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om medkontrahentens ydelse har ka-

rakter af en vare eller en tjenesteydelse. Bestemmelsen vil også finde anvendelse, uanset om

det er skyldneren eller medkontrahenten, der skal levere realydelsen. Endelig vil bestemmelsen

finde anvendelse på aftaler om successive ydelser, uanset om der er fastsat en minimumsafta-

geforpligtelse.

Til nr. 16 (§ 12 t, stk. 1)

Konkurslovens § 12 t omhandler skyldnerens opsigelse af en aftale om et vedvarende retsfor-

hold.

Det følger af § 12 t, stk. 1, at skyldneren med rekonstruktørens samtykke kan opsige en aftale

om et vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om længere varsel eller

uopsigelighed er aftalt, jf. 1. pkt. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod

skyldnerens fordringshavere ved tinglysning eller anden lignende offentlig registrering, jf. 2.

pkt.

327

Når særlige grunde taler for det, kan det pålægges skyldneren at yde erstatning for medkontra-

hentens tab, ved at skyldneren opsiger aftalen efter stk. 1, jf. stk. 2.

Konkurslovens § 12 t, stk. 1, gør det muligt for skyldneren med rekonstruktørens samtykke at

opsige en aftale om et vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om der

er aftalt et længere varsel eller uopsigelighed. Det er antaget, at disse regler giver skyldneren

mulighed for at opsige en interessentskabsaftale med henblik på at få udbetalt skyldnerens ka-

pitalindestående i interessentskabet. På tilsvarende vis må det antages, at reglen tillige giver

skyldnere mulighed for at opsige sin deltagelse i et andelsselskab. Det følger dog ikke heraf, at

opsigelsen giver skyldneren krav på en førtidig udbetaling af indeståendet.

Selvom det måtte antages, at bestemmelsen giver adgang til at kræve udbetaling af indestående,

kan udbetaling alene kræves med sædvanligt eller rimeligt varsel. Der er således en væsentlig

risiko for, at udbetalingen ikke vil ske i det indkomstår, hvor akkordforslaget er fremsat.

Det foreslås at indsætte

§ 12 t, stk. 1, 3. pkt.,

hvoraf det følger, at opsiges skyldnerens deltagelse

i et andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt senest 3

måneder efter opsigelsen.

Bestemmelsen skal adressere det praktiske problem, der opstår ved, at indestående på en an-

delskonto skatteretligt først anses for at være erhvervet af andelshaveren i takt med, at der sker

udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til skyldnerens bankforbindelse – vil udbetalingen

ske til banken, men det vil fortsat være andelshaveren, der er skattepligtig. Hvis andelshaveren

(skyldneren) er blevet insolvent, vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Selvom

skyldneren opnår en tvangsakkord, vil akkorden ikke omfatte krav, der er stiftet efter akkord-

forslagets fremsættelse.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 10 a, stk. 6, jf. lovudkastets § 1,

nr. 6, hvorefter det foreslås, at krav på B-skat og acontoskat, der er forfaldne ved skifterettens

modtagelse af rekonstruktionsforslaget, omfattes af tvangsakkorden. Det vil være hensigtsmæs-

sigt, hvis skattekrav, som følger af udbetalingen af indeståendet, på tilsvarende vis kan omfattes

af tvangsakkorden som følge af § 10 a, stk. 6.

Konkursrådet har vurderet, at det ud fra en insolvensretlig synsvinkel er urimeligt, at skyldneren

ikke kan få akkorderet krav på skat af de fremtidige udlodninger fra andelsselskabet, når disse

er pantsat til f.eks. skyldnerens bankforbindelse. Der henvises i øvrigt til Konkursrådets over-

vejelser herom og mulige løsninger i kapitel 19, afsnit 2.3.

328

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller

en andelsforening opsiges, kan skyldneren kræve sit indestående udbetalt senest 3 måneder efter

opsigelsen. Bestemmelsen vil formentlig give en stor sandsynlighed for, at indeståendet udbe-

tales i det igangværende indkomstår, men vil omvendt samtidig give selskabet passende tid til

at foretage udbetalingen. Det følger implicit af reglen, at andelsselskabet ikke kan betinge ud-

betalingen af en dekort. Det bemærkes, at en eventuel panthaver i andelskontoen ikke vil kunne

nægte at modtage førtidig indfrielse via udbetalingen, jf. § 41, jf. § 12 g.

Det foreslåede 3. pkt. vil alene finde anvendelse ved indeståender i andelsselskaber eller an-

delsforeninger (bortset fra andelsboligforeninger). Bestemmelsen vil således ikke finde anven-

delse ved skyldnerens deltagelse i et interessentskab. Bestemmelsen vil desuden ikke generelt

regulere, i hvilket omfang en skyldner kan kræve førtidig indfrielse af et pengekrav mod tred-

jemand.

Det foreslåede 3. pkt. vil ikke finde anvendelse under en forebyggende rekonstruktionsbehand-

ling, da det er vurderet, at et krav på førtidig indfrielse vil være for vidtgående, hvis skyldneren

ikke med sikkerhed er insolvent.

Til nr. 17 (§ 13, stk. 1)

Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af rekonstruktionsforslag og afholdelse

af møde, hvor fordringshaverne stemmer om vedtagelse af forslaget.

Det følger af § 13, stk. 1, at senest seks måneder efter mødet med fordringshaverne, jf. § 11 e,

skal der holdes møde i skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktionsforslaget.

Det foreslås at ændre

§ 13, stk. 1,

således at der indsættes ”jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5” efter

rekonstruktionsforslaget.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr.

5, jf. lovudkastets § 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling ophører, hvis den

har varet i en periode på et år. Den foreslåede ændring vil gøre det klart, at fristen på seks

måneder i § 13, stk. 1, er med forbehold for, at man højst har et år inklusiv en eventuel forud-

gående fyldestgørelsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstruktionsbehandling til at gen-

nemføre rekonstruktionen.

Til nr. 18 (§ 13, stk. 2)

329

Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af rekonstruktionsforslag og afholdelse

af møde, hvor fordringshaverne stemmer om vedtagelse af forslaget.

Det følger af § 13, stk. 1, at senest seks måneder efter mødet med fordringshaverne, jf. § 11 e,

skal der holdes møde i skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktionsforslaget. Da

mødet med fordringshaverne skal afholdes inden 4 uger fra rekonstruktionsbehandlingens ind-

ledning, jf. § 11 a, stk. 2, varer en rekonstruktion således som udgangspunkt ca. 7 måneder.

Rekonstruktøren kan dog anmode om, at skifteretten udsætter mødet om drøftelsen af forslaget

til rekonstruktionsplan til et senere møde, jf. § 11 e, stk. 5. Dette møde skal holdes inden 4 uger

efter det afholdte møde efter § 11 a, stk. 2, hvilket kan forlænge rekonstruktionsbehandlingen

med 4 uger. Skifteretten kan endvidere forlænge fristen i § 13, stk. 1, med indtil to måneder ad

gangen, dog ikke over fire måneder, jf. § 13 a, stk. 1. En rekonstruktion kan således samlet vare

ca. 12 måneder.

Såfremt fristen i stk. 1 overskrides, ophører rekonstruktionsbehandlingen, jf. § 13, stk. 5. Skyld-

neren vil i den forbindelse overgå til konkursbehandling, medmindre den pågældende er eller

er blevet solvent, jf. § 15, stk. 1, jf. stk. 3.

Bestemmelsens stk. 2, angår fremsendelse af rekonstruktionsforslaget og det materiale, der er

nævnt i § 13 b, til skifteretten forud for mødet, samt underretning af fordringshaverne. Det

følger heraf, at rekonstruktøren så vidt muligt senest 14 dage før mødets afholdelse skal sende

rekonstruktionsforslaget og det øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b, til skifteretten og samt-

lige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget,

med oplysning om tidspunktet for mødet. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er regi-

streret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere en meddelelse i Erhvervs-

styrelsens it-system, hvoraf det fremgår, at materialet er udsendt og ligger til gennemsyn i skif-

teretten.

Det foreslås at ændre

§ 13, stk. 2, 1. pkt.,

således at ”så vidt muligt senest 14 dage” ændres til

”senest 5 hverdage før”.

Bestemmelsen vil således fastsætte en egentlig frist for rekonstruktørens fremsendelse af re-

konstruktionsforslaget og det øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b. Bestemmelsen vil dermed

varetage hensynet til fordringshavernes mulighed for at forholde sig til materialet. Den fore-

slåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med forslaget til § 13, stk. 2, 3. og 4. pkt., jf. lov-

udkastets § 1, nr. 19.

330

Bestemmelsen vil medføre, at rekonstruktøren skal fremsende materialet senest 5 hverdage før

mødets afholdelse. Det vil sige, at såfremt mødet skal afholdes mandag, skal materialet frem-

sendes senest mandagen før. Hvis der er en eller flere helligdage i den pågældende uge, der

ikke falder på en lørdag eller søndag, forlænges fristen med den eller de pågældende helligdage,

hvilket svarer til det anførte i bemærkningerne til § 13 g, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L

65 som fremsat, side 28-30.

Såfremt fristen overskrides, vil det være nødvendigt at udsætte afstemningen. Rekonstruktøren

vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at afstemningen i så fald potentielt ikke kan

afholdes inden den maksimale længde af rekonstruktionsperioden.

Der tilsigtes med den foreslåede ændring ikke ellers ændringer ved anvendelsen af § 13.

Til nr. 19 (§ 13, stk. 2)

Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af rekonstruktionsforslag og afholdelse

af møde, hvor fordringshaverne stemmer om vedtagelse af forslaget.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 18, hvor det foreslås at ændre

fristen i § 13, stk. 2, for fremsendelse af rekonstruktionsforslaget fra så vidt muligt senest 14

dage før mødets afholdelse til senest 5 hverdage før mødets afholdelse.

Det foreslås at indsætte

§ 13, stk. 2, 3.

4. pkt.,

hvoraf det følger, at hvis rekonstruktionsfor-

slaget indeholder bestemmelse efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal den i § 13 b, stk. 1, nr. 2, nævnte

beregning sendes til skatteforvaltningen senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Såfremt

skyldneren er en SMV, skal en evt. begæring om inddeling af fordringshaverne i særskilte af-

stemningsklasser fremsendes sammen med rekonstruktionsforslaget.

Det foreslåede § 13, stk. 2, 3. pkt., medfører, at den beregning af restskatten, som er nævnt i §

13 b, stk. 1, nr. 2, og som skal udfærdiges, såfremt skyldneren ønsker at anvende den foreslåede

mulighed i § 10 a, stk. 6, 2. pkt., for at akkordere restskat, skal fremsendes til skatteforvaltnin-

gen senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Bestemmelsen varetager hensynet til skattefor-

valtningens mulighed for at tage stilling til beregningen af restskat for det igangværende ind-

komstår. Såfremt fristen på 10 hverdage ikke overholdes, og skatteforvaltningen som følge

heraf ikke mener at kunne nå at forholde sig til beregningen inden mødet, må mødet udsættes,

således at skatteforvaltningen derved opnår (mindst) 10 hverdage fra modtagelsen af beregnin-

gen. Alternativt kan mødet fastholdes til det oprindelige tidspunkt, hvis skyldneren ændrer for-

slaget, jf. § 13 b, stk. 3, således at restskat ikke omfattes af akkordforslaget.

331

Det foreslåede i § 13, stk. 2, 4. pkt., medfører, at såfremt skyldneren er en SMV, skal det fremgå

af det fremsendte rekonstruktionsforslag, hvis skyldneren ønsker en inddeling af fordringsha-

verne i afstemningsklasser. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med forslaget til §

13 d, stk. 7, som fastslår at de særlige afstemningsregler i stk. 5-6 kun finder anvendelse for en

SMV, hvis denne har begæret det, jf. lovudkastets § 1, nr. 25.

Til nr. 20 (§ 13 a, stk. 1)

Konkurslovens § 13 a omhandler forlængelse af en rekonstruktionsbehandling.

Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan forlænge fristen i § 13, stk. 1, med indtil to

måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder, hvis skyldneren med rekonstruktørens sam-

tykke anmoder herom, jf. stk. 1, nr. 1, og fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, jf. stk.

1, nr. 2.

Det foreslås at ændre

§ 13, stk. 1,

således at der indsættes ”jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5” efter ”§

13, stk. 1”.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr.

5, jf. lovudkastets § 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling ophører, hvis den

har varet i en periode på et år. Den foreslåede ændring vil gøre det klart, at muligheden i § 13

a, stk. 1, for at forlænge fristen efter § 13, stk. 1, er med forbehold for, at man højst har et år

inklusiv en eventuel forudgående fyldestgørelsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstruk-

tionsbehandling til at gennemføre rekonstruktionen.

Til nr. 21 (13 a, stk. 1)

Konkurslovens § 13 a omhandler forlængelse af en rekonstruktionsbehandling.

Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan forlænge fristen i § 13, stk. 1, med indtil to

måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder, hvis skyldneren med rekonstruktørens sam-

tykke anmoder herom, jf. stk. 1, nr. 1, og fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, jf. stk.

1, nr. 2.

Det foreslås, at ændre

§ 13 a, stk. 1, nr. 2,

således at bestemmelsen henviser til § 13 d, stk. 1-4,

frem for § 13 d i sin helhed.

332

Med lovudkastets § 1, nr. 25, foreslås det at indsætte § 13 d, stk. 5-7. Det er hensigten, at disse

særlige regler om afstemning alene vil gælde ved afstemning om rekonstruktionsforslag. Som

konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen i § 13 a, stk. 1, ændres, således at det er tydeligt,

at de foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde anvendelse ved afstemning om forlæn-

gelse af en rekonstruktionsbehandling.

Til nr. 22-24 (§ 13 b, stk. 1)

Konkurslovens § 13 b indeholder formkrav til rekonstruktionsforslag og det materiale, som skal

ledsage rekonstruktionsforslaget.

Af § 13 b, stk. 1, nr. 1, fremgår for det første, at det udsendte materiale skal indeholde rekon-

struktionsforslaget. Hvis forslaget indeholder bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal

det indeholde oplysning om erhververen, overdragelsessummen og hvilke aktiver, passiver og

gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragelsen.

Det følger for det andet af § 13 b, stk. 1, nr. 2, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en

oversigt over skyldnerens status. Denne status skal indeholde en oversigt over skyldnerens ak-

tiver med oplysning om værdien af de enkelte aktiver, jf. litra a. Statussen skal endvidere inde-

holde en oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt størrelsen af

pantefordringerne og eventuel friværdi i de enkelte aktiver, jf. litra b. Statussen skal endelig

indeholde en oversigt over usikrede krav, herunder pantesikrede krav, i det omfang pantet ikke

strækker til, med angivelse af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i konkursor-

denen, jf. litra c.

For det tredje følger det af § 13 b, stk. 1, nr. 3, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en

redegørelse fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørelsen skal indeholde føl-

gende:

eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra a),

en redegørelse for sammenhængen mellem den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2, og

skyldnerens senest aflagte regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),

oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om anlagte omstødelsessager og om

rettigheder, der er bortfaldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),

oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra d),

333

oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra e),

oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske vanskeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3,

litra f),

anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra g),

forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen (§ 13 b, stk.

1, nr. 3, litra h), og

en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand om, hvorvidt rekonstrukti-

onsforslaget efter deres skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for

forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).

Det foreslås at indsætte

§ 13 b, stk. 1, nr. 2, litra d,

hvorefter det følger, at hvis rekonstrukti-

onsforslaget indeholder bestemmelse efter § 10 a, stk. 6, skal oversigten over skyldnerens status

også inkludere en beregning af skyldnerens forventede restskat for det indkomstår, hvor rekon-

struktionsforslaget fremsættes, med angivelse af, hvilket beløb heraf, der skyldes dispositioner

foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold. Beregningen skal

være foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket, og ellers af en revisor, der er god-

kendt efter revisorlovens § 3.

Bestemmelsen vil sikre, at skifteretten og fordringshaverne er oplyst om beregningen om rest-

skat, når rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, som omfatter krav

på restskat, jf. det foreslåede § 10 a, stk. 6, jf. lovudkastets § 1, nr. 6.

Det vil være et krav, at beregningen er foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket,

og ellers af en godkendt revisor. Beregningen vil eventuelt kunne foretages af skyldnerens re-

visor. Tillidsmanden kan dog ikke være skyldnerens revisor, jf. konkurslovens § 238, hvorfor

skyldnerens revisor kun vil kunne bruges, hvis der ikke er beskikket en tillidsmand.

Det foreslås endvidere at indsætte

§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra j,

hvorefter redegørelsen fra rekon-

struktøren og en eventuel tillidsmand også skal indeholde oplysning om, hvorvidt skyldneren

er en SMV.

Bestemmelsen vil sikre, at det er oplyst, om skyldneren er en SMV. Det vil blandt andet være

relevant at vide i forhold til anvendelsen af de foreslåede stemmeregler i § 13 d, stk. 5-7, idet

disse bestemmelser skal anvendes, hvis skyldneren ikke er en SMV.

Ved afklaringen af, om en virksomhed er SMV, vil årsregnskabslovens § 7 skulle anvendes.

Som SMV’er skal anses virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og mellemstor C, samt de

334

i regnskabsklasse A og D omhandlede selskaber, som på tidspunktet for rekonstruktionsforsla-

gets fremsættelse i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrel-

sesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr., og et gennem-

snitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250. Der henvises i øvrigt til kapitel

Det foreslås endvidere at indsætte

§ 13 b, stk. 1, nr. 4,

hvorefter det udsendte materiale skal

indeholde forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, medmindre

skyldneren er en SMV, og der ikke fremsættes begæring efter § 13, stk. 2.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med indsættelsen af § 13 d, stk. 5-7, jf. lovudkastets §

1, nr. 25, som omhandler klasseinddeling ved afstemning om rekonstruktionsforslag. Det følger

af det foreslåede stk. 7, at reglerne herom finder anvendelse, hvis skyldneren har begæret det,

eller skyldneren ikke er en SMV. En skyldner, der ikke er SMV, vil således altid skulle med-

sende et forslag til inddeling af fordringshaverne, mens en SMV alene vil skulle fremsende et

sådan forslag, hvis skyldneren ønsker at begære klasseinddeling, jf. også forslaget til § 13, stk.

2, jf. lovudkastets § 1, nr. 19.

Til nr. 25 (§ 13 d)

Konkurslovens § 13 d omhandler stemmeregler.

Det følger af stk. 1, at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, medmindre et flertal af de for-

dringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer imod. Der

stemmes efter fordringernes beløb, jf. stk. 2. Antallet af fordringer eller andre forhold i øvrigt

er således uden betydning.

Det er udgangspunktet i dansk ret, at alle fordringshavere har stemmeret. En fordring eller en

del af en sådan, som uanset afstemningens udfald efter skifterettens skøn vil opnå fuld eller

ingen dækning, giver dog ikke stemmeret, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf. § 120, stk. 1.

Reglen har i praksis navnlig betydning for privilegerede krav, jf. konkurslovens §§ 94-96, og

for den del af fordringshavernes fordringer, som efter skifterettens skøn er dækket af pant eller

anden sikkerhed, jf. konkursloven § 13 d, stk. 2, jf. § 120, stk. 2. Skifteretten udøver et relativt

forsigtigt skøn og giver, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt en fordring vil opnå dividende i

tilfælde af konkurs, de pågældende fordringshavere stemmeret, jf. Folketingstidende 2009-10,

A, L 199 som fremsat, side 123-125 (vedrørende de særlige bemærkninger til konkurslovens §

13 d).

335

Krav fra skyldneres nærtstående berettiger endvidere ikke til stemmeret, jf. konkurslovens § 13

d, stk. 3.

Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, giver fordringer kun stem-

meret, i det omfang de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En fordring, der bort-

falder som følge af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbe-

handlingen, giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stad-

fæstelse, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 4.

Det er herudover et krav for at have stemmeret, at fordringshaveren er repræsenteret på det

møde, hvori der skal stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 1.

Fordringshaveren kan på mødet afgive sin stemme skriftligt eller mundtligt, jf. konkurslovens

§ 13 d, stk. 2, jf. § 123, stk. 3.

Er en fordring betinget, kan stemmeret udøves, selv om betingelsen endnu ikke er opfyldt. Til-

kommer fordringen flere efter hinanden, udøves stemmeretten af den, der for tiden må anses

for nærmest berettiget, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf. § 121.

Fordringshavere, hvis krav er bestridt, deltager foreløbigt i afstemningen om rekonstruktions-

forslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, bestemmer

skifteretten, hvilke af kravene, der giver stemmeret og for hvilke beløb, jf. konkurslovens § 13

d, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Regler om opdeling af fordringshaverne i afstemningsklasser findes ikke i dansk ret, og alle

stemmeberettigede fordringshaverne stemmer således samlet i én gruppe, jf. konkurslovens §

13 d.

Det foreslås at nyaffatte

§ 13 d.

Det foreslås i

§ 13 d, stk. 1,

at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et flertal af de for-

dringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer for.

Det følger heraf, at et rekonstruktionsforslag fremover vil være vedtaget, hvis et flertal af de

repræsenterede fordringshavere på mødet stemmer for, fremfor hidtil, hvor et rekonstruktions-

forslag er vedtaget, medmindre et flertal af de repræsenterede fordringshavere stemmer imod.

Ændringen gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 6, som forud-

sætter, at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et flertal stemmer for. Ændringen vil have

betydning, hvis der skulle opstå en situation, hvor det står lige mellem stemmerne, hvilket – da

336

der stemmes efter beløb – formentlig kun kan forekomme i praksis, hvis ingen afgiver stemme,

og forslaget dermed ikke vil være vedtaget.

Det foreslås i

stk. 2, 1. og 2. pkt.,

at der stemmes efter fordringernes beløb, samt at §§ 120 og

121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Dette vil svare til den hidtidige retsstilling.

Det vil medføre, at det bærende princip, hvorefter alene fordringshavere, som berøres af rekon-

struktionsforslaget, har stemmeret, videreføres.

Det foreslås i

3. pkt.,

at indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, er

der uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige stemmeret på de fordringer, der omfattes

af akkorden efter § 10 a, stk. 4.

Det følger af 3. pkt., at en fordringshaver, som omfattes af tvangsakkorden, vil have stemmeret

uanset, hvilken dividende der tilbydes. Det vil således også gælde, hvis den tilbudte dividende

er på 0 %, og fordringshaveren dermed ikke påvirkes af, om forslaget vedtages eller ikke, hvis

den forventede konkursdividende tillige er på 0 %. Stemmeretten for de fordringshavere, der

omfattes af akkorden uden at bortfalde ved denne, dvs. de fordringer, der omfattes af den fore-

slåede regel i § 10 a, stk. 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, vil ikke fratage øvrige fordringshavere,

der berøres af forslaget, deres stemmeret.

Det foreslås i

4. pkt.,

at en fordring, der bortfalder ved akkorden som følge af fordringshavernes

indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, alene giver stemmeret, hvis

bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse.

Det vil medføre, at en fordringshaver som i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen har

accepteret, at dennes fordring skal bortfalde ved en tvangsakkord ikke har stemmeret, medmin-

dre at fordringshaverens accept er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Derudover

indebærer forslaget, at en fordringshaver, hvis krav bortfalder ved akkorden efter § 10 a, stk. 5,

ikke har stemmeret om akkordforslaget, da bortfaldet følger af loven og ikke af fordringshave-

rens indvilligelse heri.

Det foreslås i

5. pkt.,

at hvis flere grupper af fordringer er stemmeberettigede efter reglerne i

2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de nævnte grupper stemmeret. Det følger heraf, at der

er stemmeret på fordringer, der påvirkes af, om forslaget vedtages eller forkastes. Hvis der f.eks.

tilbydes en akkorddividende på 5 % til krav omfattet af § 97, og det anslås, at der ved forkastelse

af forslaget alene vil være dividende og dermed ikke fuld dækning til § 95-kravene, vil § 95-

kravene således også have stemmeret om akkordforslaget.

337

Det foreslås i

stk. 3,

at de fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbig i afstem-

ningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende

for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret og for hvilke beløb.

Det foreslåede stk. 3 vil svare til, hvad der hidtidig har fulgt af stk. 2, og lovudkastet vil således

ikke ændre på reglerne om stemmeret på bestridte fordringer.

Det foreslås i

stk. 4,

at fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, ikke giver stemmeret.

Det foreslåede stk. 4 svarer til, hvad der hidtidig har fulgt af stk. 3, og lovudkastet vil således

ikke ændre på, at nærtstående ikke har stemmeret.

Det foreslås i

stk. 5-7,

at indsætte regler om klasseinddeling.

Bestemmelserne i stk. 5-7 vil alene finde anvendelse ved afstemninger om rekonstruktionsfor-

slag, da det følger af § 13 d, stk. 1, at § 13 d kun finder anvendelse ved afstemning om rekon-

struktionsforslag. Det bemærkes, at der er visse eksempler på, at reglerne i § 13 d, stk. 1-4,

finder tilsvarende anvendelse ved andre afstemninger, jf. f.eks. henvisningen til § 13 d, stk. 1-

4, i konkurslovens § 12 a, stk. 3, som foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr. 11.

Det foreslås i

stk. 6,

at fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstemningsklasser, der af-

spejler et tilstrækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En

gruppe af fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan inddeles i flere afstemningsklasser.

En fordring, der ikke giver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemningsklasse. Pan-

tefordringer har dog stemmeret uanset reglen i stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt

afstemningsklasse.

Fordringshaverne, der omfattes af en tvangsakkord efter den foreslåede regel i § 10 a, stk. 4, jf.

stk. 3, vil kunne inddeles i flere forskellige afstemningsklasser. Ved afstemning om en virk-

somhedsoverdragelse vil der kunne ske inddeling af de i §§ 95-98 nævnte grupper af fordringer,

der har stemmeret i flere forskellige afstemningsklasser. Eksempelvis vil en klasseinddeling

omfattet af § 10 a, stk. 3, nr. 1, eller af § 97 kunne ske således, at krav tilhørende det offentlige

placeres i én afstemningsklasse, krav tilhørende finansielle kreditorer i en anden afstemnings-

klasse og øvrige krav i en tredje afstemningsklasse. Panthavere vil skulle placeres i én særskilt

afstemningsklasse i relation til deres sikrede krav, jf. rekonstruktion- og insolvensdirektivet

artikel 9, stk. 4. Såfremt en panthavers krav overstiger den skønnede værdi af pantet, vil den

reelt usikrede del af kravet skulle placeres i en af de andre afstemningsklasser, der opstår ved

338

inddelingen af kravet efter samme principper som de usikrede krav. Det vil kunne, men behøver

ikke, være i samme klasse som andre § 97 krav. De sikrede krav vil ikke kunne opdeles i flere

afstemningsklasser.

Det foreslås i

stk. 6,

at der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Hvis rekonstruktionsfor-

slaget vedtages af et flertal af afstemningsklasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedta-

get.

Det følger af bestemmelsen, at der stemmes i de enkelte afstemningsklasser. Rekonstruktions-

forslaget vil være vedtaget, hvis et flertal af de enkelte afstemningsklasser stemmer for forsla-

get. Dette vil gælde, uanset om de klasser, der har stemt for, repræsenterer et mindre beløb end

de klasser, der har stemt imod. Hvis der er lige mange klasser, der er for henholdsvis imod, vil

rekonstruktionsforslaget være forkastet.

Det foreslås i

stk. 7,

at reglerne i stk. 5-6 alene finder anvendelse, hvis skyldneren ved fremsen-

delsen af rekonstruktionsforslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis skyld-

neren ikke er en SMV.

Det følger heraf, at klasseinddelingen vil være obligatorisk for en skyldner, der ikke er en SMV,

samt at en SMV i forbindelse med fremsendelsen af rekonstruktionsforslaget vil kunne begære

skifteretten om inddeling i nærmere definerede klasser.

Ved afklaringen af, om en virksomhed er SMV, vil årsregnskabslovens § 7 skulle anvendes.

Som SMV’er skal anses virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og mellemstor C, samt de

i regnskabsklasse A og D omhandlede selskaber, som på tidspunktet for rekonstruktionsforsla-

gets fremsættelse i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrel-

sesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr., og et gennem-

snitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250. Der henvises i øvrigt til kapitel

Reglerne i § 13 d vil finde anvendelse, uanset om der er tale om en rekonstruktionsbehandling

eller en forebyggende rekonstruktionsbehandling, jf. i forhold til forebyggende rekonstruktion

den foreslåede bestemmelse i § 9 f, stk. 1, jf. lovudkastets § 1, nr. 4.

Til nr. 26 (§ 13 e, stk. 5)

Konkurslovens § 13 e omhandler skifterettens stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsfor-

slag.

339

Det følger af bestemmelsens stk. 1, at et vedtaget rekonstruktionsforslag ikke er gyldigt, før det

er stadfæstet af skifteretten. Indsigelse mod stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal frem-

sættes senest i det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. stk. 2. Skifteretten

kan give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen.

Bestemmelsens stk. 3 indeholder en række tilfælde, hvor skifteretten skal nægte stadfæstelse af

rekonstruktionsforslaget. Det følger heraf, at skifteretten skal nægte stadfæstelse hvis

- fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsforslaget eller ufuld-

stændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning

for resultatet af stemmeafgivningen, jf. nr. 1,

- rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forene-

lig med § 10 a, eller forslaget i øvrigt er i strid med loven, jf. nr. 2, eller

- skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordrings-

haver fordele uden for rekonstruktionen, jf. nr. 3.

Skifteretten kan udsætte sin afgørelse i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 1 (fejl eller ufuld-

stændighed), indtil rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning inden for

fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a, jf. bestemmelsens stk. 4.

Skifteretten kan desuden nægte stadfæstelse, hvis vilkårene i rekonstruktionsforslaget står i

misforhold til skyldnerens økonomiske stilling, jf. bestemmelsens stk. 5. Det bemærkes, at be-

stemmelsen foreslås affattet ved lovudkastets § 1, nr. 27.

Skifteretten kan endvidere betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af re-

konstruktøren. Tilsynet kan påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og

ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette

øjemed give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplys-

ninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning

herom til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne

bekendt med indberetningen, jf. bestemmelsens stk. 6.

Det foreslås at indsætte et nyt

§ 13 e, stk. 5,

hvorefter følgende endvidere gælder, hvis rekon-

struktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk per-

son:

- Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af strafbare forhold eller

groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. § 197,

stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.

340

Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af uforsvarlige handlin-

ger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende forhold ikke ville kunne opnå

en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197, stk. 3.

Med bestemmelsen vil visse af nægtelsesgrundene i gældssaneringsreglerne blive overført til

rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, hvis skyldneren er en

fysisk person.

Det bemærkes, at § 197 foreslås nyaffattet i betænkning nr. 1578/2022 om modernisering og

revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insol-

vensdirektivet, jf. kapitel 6 og lovudkastets § 1, nr. 1. Henvisningen i § 197, stk. 2, nr. 4, er

således til den affattelse af § 197, som foreslås i den nævnte betænkning.

Bestemmelsen vil for det første medføre, at skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren

som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå

en gældssanering. Nægtelse som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse vil skulle ske i

samme omfang som under gældssanering, dvs. uanset om skyldneren er pålagt konkurskaran-

tæne. Er skyldneren frifundet i en forudgående konkurskarantænesag, fordi retten ikke anså

skyldnerens adfærd for groft uforsvarlig forretningsførelse, må skifteretten ved sin afgørelse

om stadfæstelse dog lægge den forudgående afgørelse til grund.

Bestemmelsen vil for det andet medføre, at skifteretten kan nægte at stadfæste et forslag, hvis

skyldneren som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspå-

dragende forhold ikke ville kunne opnå en gældssanering. Det følger af bestemmelsen, at skif-

teretten kan nægte stadfæstelse, og at skifteretten vil skulle foretage en konkret vurdering af,

hvor graverende de konkrete omstændigheder er.

Bestemmelsen finder anvendelse på alle skyldnere, der er fysiske personer, uanset om skyldne-

ren er erhvervsdrivende eller ej.

Til nr. 27 (§ 13 e, stk. 6)

Konkurslovens § 13 e omhandler skifterettens stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsfor-

slag.

Det følger af bestemmelsens stk. 5, som bliver stk. 6, jf. lovudkastets § 1, nr. 26, at skifteretten

kan nægte stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsforslag, hvis vilkårene i rekonstruktions-

forslaget står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling.

341

Det foreslås at affatte

§ 13 e, stk. 5,

der bliver stk. 6, således at skifteretten skal nægte stadfæ-

stelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en ringere

grad af fyldestgørelse end under en konkursbehandling. Hvis rekonstruktionsforslaget indehol-

der bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk person, der ikke udøver erhvervs-

virksomhed, skal skifteretten endvidere nægte stadfæstelse, hvis det samlede beløb, som skyld-

neren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det samlede beløb, som skyld-

neren ville skulle betale i tilfælde af gældssanering.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at skifteretten for det første vil skulle nægte stadfæ-

stelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en ringere

grad af fyldestgørelse end de ville have fået under en konkursbehandling. Den forventede kon-

kursdividende vil ikke nødvendigvis skulle beregnes ud fra en forudsætning om, at skyldnerens

virksomhed lukkes (likvideres) ved konkursbehandlingens indledning. Der vil derimod skulle

laves en konkret vurdering af, hvilken dividende, der kan forventes opnået i en konkurs, herun-

der under hensyn til de konkrete muligheder for, at konkursboet vil kunne sælge skyldnerens

virksomhed helt eller delvist.

Bestemmelsen vil for det andet medføre, at skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren

er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, hvis det samlede beløb, som skyld-

neren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det samlede beløb, som skyld-

neren ville skulle betale i tilfælde af gældssanering. Det følger heraf, at den tilbudte akkorddi-

vidende mindst skal svare til såvel konkursdividenden som gældssaneringsdividenden. Hvis

den tilbudte akkorddividende overstiger den forventede konkursdividende og gældssanerings-

dividende, bør der ikke ske nægtelse af stadfæstelse, uanset om skyldneren ville være i stand til

at betale yderligere dividende ved at ophæve sin pensionsopsparing. Når der skal beregnes,

hvad den forventede gældssaneringsdividende ville udgøre, vil pensionsopsparinger således

alene indgå med de beløb, der følger af gældssaneringsreglerne, herunder konkurslovens § 222

a og reglerne om gældssaneringsbudgettet.

Den foreslåede regel vil medføre en ændring af retstilstanden i forhold til Vestre Landsrets

kendelse af 12. januar 2021 (U 2021.1270 V), hvor skyldnerens pensionsopsparing blev tillagt

betydning ved landsrettens stadfæstelse af skifterettens kendelse om at nægte stadfæstelse af

rekonstruktionsforslaget. Det bemærkes dog herved, at skyldneren også fremover vil kunne

inddrage pensioner i videre omfang end ved en gældssanering, hvis det skønnes nødvendigt for

at få tvangsakkorden vedtaget, dvs. at den foreslåede ændring alene angår skifterettens stadfæ-

stelse.

342

Til nr. 28 (§ 13 h)

Det foreslås at indsætte

§ 13 h

om tvangsakkord under konkurs.

Den foreslåede bestemmelse genindfører med få sproglige ændringer den tidligere regel i § 196,

jf. Folketingstidende 1976-77 (2. saml.), tillæg A, spalte 321 ff. (forslag til konkurslov). Be-

stemmelse blev ophævet ved lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Det foreslås i

stk. 1,

at en skyldner, hvis bo er taget under konkursbehandling, kan anmode

skifteretten om at indkalde en skiftesamling til behandling af og afstemning om et af skyldneren

fremsat rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord.

Det følger heraf, at skyldneren vil kunne anmode om, at et rekonstruktionsforslag indeholdende

bestemmelse om tvangsakkord behandles på en skiftesamling. Såfremt der er tale om en fysisk

person, der er under konkursbehandling, vil det være den fysiske person, der er skyldneren i

bestemmelsens forstand, og som derved vil kunne anmode herom. Såfremt der er tale om et

kapitalselskab, vil det være kapitalejerne, dvs. generalforsamlingen, der har forslagsretten til at

fremsætte et rekonstruktionsforslag, som indeholder bestemmelse om en tvangsakkord.

Kurator vil som udgangspunkt skulle hjælpe skyldneren med at fremsætte et rekonstruktions-

forslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord, såfremt skyldneren anmoder herom. Det

vil dog forudsætte, at kurator vurderer, at det vil være en god idé. Såfremt kurator vurderer, at

det ikke er hensigtsmæssigt at anvende fordringshavernes penge på at udarbejde og fremsætte

et sådant forslag, må skyldneren i stedet selv sørge for udarbejdelse og fremsættelse.

Det foreslås i

stk. 2,

at ved sagens videre behandling finder reglerne i dette afsnit anvendelse

med de af forholdets natur følgende ændringer.

Med henvisningen til dette afsnit forstås Afsnit IA, som indeholder reglerne om rekonstruktio-

ner. En tvangsakkord under konkurs vil derfor som udgangspunkt være underlagt de samme

regler som et rekonstruktionsforslag med bestemmelse om tvangsakkord. Det følger dog videre

af bestemmelsen, at reglerne i afsnittet vil skulle anvendes med de af forholdets natur følgende

ændringer, der vil være nødvendige.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at reglerne skal finde anvendelse med en række andre ændringer:

Det foreslås således i stk. 2,

nr. 1,

at begæringen skal fremsættes inden den i § 150, stk. 2, jf. §

134, stk. 3, nævnte dato.

343

Det foreslås endvidere i stk. 2,

nr. 2,

at afstemning om rekonstruktionsforslaget ikke kan finde

sted før afholdelse af det i § 131 nævnte møde til fordringernes prøvelse.

Det følger heraf, at afstemning om rekonstruktionsforslaget vil forudsætte, at anmeldelsesfri-

sten er udløbet. Såvel kurator som kreditor vil således have haft mulighed for at overveje, om

nogen af de anmeldte fordringer skal bestrides.

Det foreslås endeligt i stk. 2,

nr. 3,

at boet ikke må udleveres til skyldneren, forinden de, der

har krav på forlods dækning, er fyldestgjort.

Såfremt skyldneren rekonstrueres under en konkurs, vil skifteretten bringe konkursbehandlin-

gen til ophør, jf. konkurslovens § 15, stk. 1, nr. 1. Ved gennemførelsen af en rekonstruktion

under konkurs vil konkursboets aktiver herefter skulle udleveres til skyldneren med fradrag af

omkostningerne ved boets behandling i overensstemmelse med princippet i konkurslovens §

144.

Det foreslås i

stk. 3,

at så længe rekonstruktionsforslaget ikke er forkastet eller nægtet stadfæ-

stelse, skal bostyret kun foretage, hvad der ikke tåler opsættelse.

Til nr. 29 (§ 14, stk. 2)

Konkurslovens § 14 omhandler tvangsakkordens virkninger.

Det følger af § 14, stk. 2, at tvangsakkorden befrier skyldneren for den del af gælden, der ikke

overtages ved akkorden. Akkorden er bindende også for fordringshavere, som ikke har meldt

sig, og for kautionister og andre, der hæfter for gælden.

Det foreslås at indsætte

§ 14, stk. 2, 3. pkt.,

hvorefter det følger, at uanset reglen i 1. pkt. har

tvangsakkorden ingen indflydelse på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav omfattet

af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrørende samme indkomstår.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 10 a, stk. 6, jf. lovudkastets § 1,

nr. 6, og vil sikre skatteforvaltningen en adgang til at modregne krav på overskydende skat

vedrørende samme indkomstår i skatteforvaltningens fulde krav på B-skat eller acontoind-

komstskat, uanset at disse krav er omfattet af tvangsakkorden efter § 10 a, stk. 6, 1. pkt.

Til nr. 30 (§ 14, stk. 5)

344

Konkurslovens § 14 omhandler tvangsakkordens virkninger.

Det følger blandt andet af bestemmelsen, at tvangsakkorden har virkning som et retsforlig, at

tvangsakkorden befrier skyldneren for den del af gælden, der ikke overtages ved akkorden, og

at aftaler, der giver en fordringshaver større fordele end hjemlet ved tvangsakkorden, er ugyl-

dige.

Det foreslås at indsætte

§ 14, stk. 5,

hvorefter tvangsakkordens bestemmelser efter § 10 a, stk.

8, træder i stedet for generalforsamlingens beslutning herom. Indbetaling af den nye selskabs-

kapital skal ske senest to uger efter tvangsakkordens stadfæstelse. Rekonstruktøren skal uden

unødigt ophold efter indbetaling registrere den nye selskabskapital og nedsættelsen af den hid-

tidige selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 10 a, stk. 8, som giver mulighed

for at nedsætte selskabskapitalen under en rekonstruktion og herefter indbetale ny selskabska-

pital. Det fastsættes ved bestemmelsen, at tvangsakkordens bestemmelse herom vil træde i ste-

det for en generalforsamlingsbeslutning.

Den nye selskabskapital vil skulle indbetales senest to uger efter tvangsakkordens stadfæstelse.

Det vil endvidere være et led i rekonstruktørens opfyldelse af sine opgaver at registrere den nye

selskabskapital og nedsætte den hidtidige selskabskapital i Erhvervsstyrelsen, uanset at det vil

ske efter tvangsakkordens stadfæstelse. Selv om vedkommende formelt ikke længere vil fun-

gere som rekonstruktør, vil det således fortsat være en accessorisk opgave for rekonstruktøren,

der er knyttet til det almindelige arbejde som rekonstruktør. Det må tilsvarende indregnes i

honoraret.

Til nr. 31 (§ 15, stk. 1)

Konkurslovens § 15 omhandler rekonstruktionsbehandlingens ophør.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, at ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6, § 11 c,

stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, § 13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og

3, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis

- skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18, jf. nr. 1,

- skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare, jf. nr. 2,

- skyldneren begærer det, jf. nr. 3, eller

- rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs, jf. nr. 4.

345

Det foreslås at affatte

§ 15, stk. 1.

Det bemærkes, at der med affattelsen ikke tiltænkes ændringer i anvendelsen af § 15, stk. 1, nr.

1-4. Som noget nyt foreslås indsat § 15, stk. 1, nr. 5, hvorefter skifteretten træffer bestemmelse

om rekonstruktionens ophør, hvis rekonstruktionsbehandlingen har varet i en periode på et år.

Hvis skyldneren forud for rekonstruktionsbehandlingen har været under forebyggende rekon-

struktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, medregnes varigheden af fyldest-

gørelsesforbuddet i den i 1. pkt. nævnte periode, medmindre den forebyggende rekonstrukti-

onsbehandling ophørte mindst en måned før indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Bestemmelsen skal sikre, at den periode, hvor der er et fyldestgørelsesforbud, enten som led i

den forebyggende rekonstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen, højest kan

vare et år. Såfremt der har været en forudgående forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor

der har været truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud forud for rekonstruktionsbehand-

lingen, vil den periode skulle regnes med i opgørelsen, medmindre den forebyggende rekon-

struktionsbehandling er ophørt mindst en måned før indledning af rekonstruktionsbehandlin-

gen.

Skifteretten vil kunne bringe rekonstruktionsbehandlingen til ophør, hvis det er udsigtsløst at

nå at gennemføre en rekonstruktion inden for perioden på 1 år. Skifteretten træffer i disse til-

fælde bestemmelse om, at rekonstruktionsbehandlingen ophører uden at indhente udtalelse fra

skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand, jf. § 15, stk. 2, modsætningsvis.

Til nr. 32 (§ 24, stk. 2)

Konkurslovens § 24 omhandler udsættelse af en afgørelse om konkurs, hvis skyldneren er under

rekonstruktionsbehandling.

Det følger af bestemmelsen, at hvis skyldneren er under rekonstruktionsbehandling, udsættes

afgørelsen om konkurs indtil rekonstruktionsbehandlingens ophør. En begæring om rekonstruk-

tionsbehandling behandles før en begæring om konkurs. En konkursbegæring bortfalder, hvis

der stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord for

skyldneren.

Det foreslås at indsætte

§ 24, stk. 2,

hvoraf det følger, at hvis skyldneren er under forebyggende

rekonstruktionsbehandling og har fremsat et rekonstruktionsforslag, kan skifteretten udsætte

346

afgørelsen om konkurs, indtil det er afgjort, om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæ-

stes. Dette gælder dog kun, hvis der er beskikket en rekonstruktør.

Bestemmelsen vil give mulighed for at udsætte afgørelsen om konkurs, hvis der under en fore-

byggende rekonstruktion er fremsat et rekonstruktionsforslag inden konkursbegæringen er

fremsat. Bestemmelsen vil dermed være en undtagelse til reglen om, at forebyggende rekon-

struktionsbehandling ikke hindrer konkurs.

Til nr. 33 (§ 42, stk. 5)

Konkurslovens § 42 omhandler adgangen til modregning i konkurs.

Konkurslovens regler om modregning bygger på de almindelige regler om modregning. Uden

for konkurstilfælde stilles der traditionelt en række almindelige betingelser for modregning. Det

følger heraf, at fordringerne skal være gensidige, udjævnelige og afviklingsmodne, modfordrin-

gen skal være retskraftig, og der skal afgives en modregningserklæring. Der kan som udgangs-

punkt modregnes, hvis disse betingelser er opfyldt. Ved modregning med konnekse fordringer

kan der være en udvidet adgang til modregning.

Konkurslovens § 42, stk. 1 og 2, indeholder nogle tidsmæssige begrænsninger i adgangen til at

modregne. Det følger af stk. 1, at den, som på fristdagen havde en fordring på skyldneren, kan,

selv om fordringen ikke var forfalden, benytte den til modregning med dens fulde beløb over

for en fordring, som da tilkom skyldneren, medmindre modregning var udelukket på grund af

fordringernes beskaffenhed. Det følger af stk. 2, at modregning mellem fordringer, som begge

er erhvervet efter fristdagen, men inden konkursdekretets afsigelse, kan ske efter reglerne i stk.

Det følger heraf, at der som udgangspunkt alene kan modregnes med fordringer, der enten

begge er stiftet senest på fristdagen (§ 42, stk. 1) eller i mellemperioden mellem fristdagen og

konkursbehandlingens indledning (§ 42, stk. 2). Højesteret har dog i U 2016.3724 H accepteret

modregning mellem krav på momsfradrag for tab på ikke betalte fakturaer og krav på skyldig

moms for fakturaer vedrørende samme afgiftsperiode i en situation, hvor virksomhedsdriften

ikke var fortsat under konkursen.

Det følger derudover af § 42, stk. 1, at modregning kan ske, selv om fordringen ikke er forfal-

den, medmindre modregning er udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed. Det følger

heraf, at de almindelige betingelser for modregning som udgangspunkt finder anvendelse, dog

med den undtagelse, at en fordring ikke behøver være forfalden.

347

Konkurslovens § 42, stk. 3 og 4, omhandler begrænsninger i adgangen til modregning og hviler

på omstødelsesretlige betragtninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 42,

stk. 5,

hvorefter en fordringshaver ikke kan anvende et krav

omfattet af § 97 til modregning i boets krav i medfør af en aftale, som skyldneren videreførte

efter § 12 o, eller som boet er indtrådt i efter § 55. Angår aftalen løbende eller successive ydel-

ser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.

Den foreslåede bestemmelse svarer til hvad, der vil gælde i rekonstruktion efter § 12 g, herunder

som følge af den foreslåede ændring af § 12 g, jf. lovudkastets § 1, nr. 12.

Det foreslåede stk. 5, vil for det første medføre, at en fordringshaver ikke kan modregne et krav,

som er omfattet af § 97 til modregning i et krav i medfør af en aftale, som skyldneren videreførte

efter § 12 o, eller som boet er indtrådt i efter § 55. Denne del af bestemmelsen vedrører den

situation, hvor skyldneren har flere ikke-konnekse mellemværender med den samme fordrings-

haver, og hvor et af disse vedrører en aftale, der er videreført. Henvisningen til videreførte

aftaler efter § 9 e medfører, at også aftaler, der er videreført under en forebyggende rekonstruk-

tion, jf. § 9 e, omfattes af bestemmelsen. Det anførte svarer til, hvad der antages at gælde ved

et konkursbos indtræden i en gensidigt bebyrdende aftale. Bestemmelsen sikrer, at en medkon-

trahent, der ikke under en forebyggende rekonstruktionsbehandling eller en rekonstruktionsbe-

handling kunne modregne som følge af § 9 d henholdsvis § 12 g, ikke får mulighed for at mod-

regne som følge af, at skyldneren overgår til en konkursbehandling, hvor § 42 regulerer mod-

regningsadgangen.

Bestemmelsen vil for det andet medføre, at såfremt en aftale angår løbende eller successive

ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse. Det svarer til den foreslåede

ændring for så vidt angår videreførelse af aftaler om løbende eller successive ydelser under

rekonstruktionsbehandling.

Forbuddet mod at modregne i en videreført aftale forudsætter, at den fristdag, der blev etableret

under rekonstruktionsbehandlingen eller den forebyggende rekonstruktionsbehandling, bliver

fastholdt under den senere konkursbehandling, jf. § 1.

Til nr. 34 (§ 56, stk. 2)

Konkurslovens § 56 omhandler retsvirkningerne af konkursboets indtræden i en gensidigt be-

byrdende aftale.

348

Det følger således af stk. 1, at såfremt indtræder boet i aftalen, bliver boet berettiget og forpligtet

på aftalens vilkår. Aftalen skal således videreføres på samme vilkår, dog således at medkontra-

hentens krav mod boet får status som et § 93-krav.

Der gælder særlige regler for kravets massekravsstatus ved aftaler om løbende ydelser. Det

følger således af stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin

indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en

eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som massekrav.

Det følger af bestemmelsen, at medkontrahentens krav på vederlag, der er opstået efter kon-

kursdekretets afsigelse, vil have status som et massekrav. Det følger således omvendt af be-

stemmelsen, at vederlaget fra før dekretets afsigelse ikke får status som massekrav, uanset at

boet indtræder i aftalen. Det anses for rimeligt at lade boets indtræden i aftalen alene få virkning

for fremtiden, således at en restance, der består, når konkursen erklæres, ikke berøres af boets

indtræden, jf. Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord, side 123-124.

Det foreslås at affatte § 56,

stk. 2,

således at hvis aftalen angår en løbende ydelse, omfattes

alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter konkursbehandlingens indledning og

indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, samt krav vedrø-

rende faktiske dispositioner foretaget af konkursboet, af § 93.

Den foreslåede affattelse svarer til, hvad der foreslås at gælde under en rekonstruktionsbehand-

ling, jf. § 12 p, stk. 2. Affattelsen skal præcisere, at det alene er krav på periodisk vederlag for

konkursperioden og indtil en evt. opsigelse samt krav vedrørende faktiske dispositioner foreta-

get af konkursboet, der omfattes af § 93. Den foreslåede bestemmelse gør således udtømmende

op med, hvilke krav, der opnår status som et massekrav, hvis konkursboet viderefører en aftale

om en løbende ydelse, dvs. at medkontrahenten ikke kan støtte massekravsstatus på § 56, stk.

Til nr. 35 (§ 56, stk. 3)

Konkurslovens § 56 omhandler retsvirkningerne af konkursboets indtræden i en gensidigt be-

byrdende aftale.

Det følger af stk. 1, at indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens

vilkår. Aftalen skal således videreføres på samme vilkår, dog således at medkontrahentens krav

349

mod boet får status som et § 93-krav. Bestemmelsens stk. 2, som foreslås affattet ved lovudka-

stets § 1, nr. 34, angår krav, der udspringer af en vedvarende aftale om løbende ydelser, og

fastslår, at medkontrahentens krav vedrørende en sådan aftale for tiden efter konkursbehand-

lingens indledning og indtil en eventuel opsigelse omfattes af § 93.

Det kan diskuteres, om videreførelse af en aftale om successive ydelser medfører, at samtlige

krav vedrørende aftalen får § 93-status, eller om det alene vil gælde for ydelser præsteret under

rekonstruktionsbehandlingen. Det vil afhænge af, om aftalen anses for én aftale med den virk-

ning, at samtlige krav vedrørende aftalen anses for konnekse og stiftet ved aftalens indgåelse,

eller om man anser de enkelte ydelser for separate aftaler, der ikke er indbyrdes konnekse.

Højesteret har i U 2021.114 H fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser retten til konneks mod-

regning under en rekonstruktion. I den konkrete sag kunne et § 97-krav vedrørende opmagasi-

nering inden rekonstruktionsbehandlingens indledning modregnes i skyldneres krav på veder-

lag for opmagasinering i rekonstruktionsbehandlingsperioden. Dommen vedrører modregning

under rekonstruktion, men kan have en afsmittende effekt på aftaler om successive ydelser ge-

nerelt. Såfremt krav vedrørende en aftale om successive ydelser anses for konnekse, vil det

være udtryk for, at aftalen anses for én aftale. I så fald vil videreførelse af en aftale om succes-

sive ydelser medføre, at samtlige krav i medfør af aftalen får § 93-status. Dette inkluderer krav

vedrørende perioden inden indledningen af konkursbehandling.

Det foreslås at indsætte

§ 56, stk. 3,

hvoraf det følger, at hvis en aftale angår successive ydelser,

omfattes alene den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret efter konkurs-

behandlingens indledning, af § 93.

Det foreslåede stk. 3, svarer til § 12 p, stk. 3, som indsat ved lovudkastets § 1, nr. 15, og vil

sikre, at videreførelse af en aftale om successive ydelser alene vil medføre, at de krav, der er

relateret til ydelser leveret under konkursbehandlingen, får status som § 93-krav. Denne rets-

stilling harmonerer med lighedsprincippet, idet medkontrahenten i almindelighed ikke bør stil-

les bedre end andre simple kreditorer for de leverancer, der er foretaget inden konkursbehand-

lingens indledning.

Bestemmelsen ændrer ikke ved, at krav vedrørende ydelser leveret under en forudgående re-

konstruktion eller forebyggende rekonstruktion omfattes af § 94 i medfør af § 12 p, stk. 3.

Til nr. 36 (§ 61, stk. 1)

350

Konkurslovens § 61 omhandler konkursboets opsigelse af en aftale om et vedvarende retsfor-

hold.

Det følger af § 61, stk. 1, at boet kan, selv om længere varsel eller uopsigelighed er aftalt, med

sædvanligt eller rimeligt varsel opsige en aftale om et vedvarende retsforhold, jf. 1. pkt. Dette

gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod skyldnerens fordringshavere ved tinglysning

eller anden lignende offentlig registrering, jf. 2. pkt.

Konkurslovens § 61, stk. 1, gør det muligt for konkursboet at opsige en aftale om et vedvarende

retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om der er aftalt et længere varsel eller

uopsigelighed. Det er antaget, at bestemmelsen giver boet mulighed for at opsige en interes-

sentskabsaftale med henblik på at få udbetalt skyldnerens kapitalindestående i interessentska-

bet. På tilsvarende vis må det antages, at reglen tillige giver skyldneren mulighed for at opsige

sin deltagelse i et andelsselskab. Det følger dog ikke heraf, at opsigelsen giver skyldneren krav

på en førtidig udbetaling af indeståendet.

Selvom det antages, at bestemmelsen giver adgang til at kræve udbetaling af indeståender, kan

udbetalingen alene kræves med sædvanligt eller rimeligt varsel. Der er således en væsentlig

risiko for, at udbetalingen ikke vil ske i det indkomstår, hvor konkursbehandlingen indledes.

Det foreslås at indsætte

§ 61, stk. 1, 3. pkt.,

hvoraf følger, at opsiges skyldnerens deltagelse i et

andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt senest 3 må-

neder efter opsigelsen.

Den foreslåede tilføjelse svarer til det foreslåede § 12 t, stk. 1, 3. pkt., jf. lovudkastets § 1, nr.

16.

Bestemmelsen skal adressere det praktiske problem, der opstår ved, at indestående på en an-

delskonto skatteretligt først anses for at være erhvervet af andelshaveren i takt med, at der sker

udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til skyldnerens bankforbindelse – vil udbetalingen

ske til banken, men det vil fortsat være andelshaveren, der er skattepligtig. Hvis andelshaveren

(skyldneren) er blevet insolvent, vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Hvis

udbetalingen sker over en årrække, kan dette således i praksis udelukke skyldneren fra at søge

gældssanering, da skyldneren ikke vil opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold, så

længe der udestår udbetalinger og deraf følgende skattekrav.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller

en andelsforening opsiges, kan skyldneren kræve sit indestående udbetalt senest 3 måneder efter

351

opsigelsen. Bestemmelsen vil formentlig give en stor sandsynlighed for, at indeståendet udbe-

tales i det igangværende indkomstår, men vil omvendt samtidig give selskabet passende tid til

at foretage udbetalingen. Det følger implicit af reglen, at andelsselskabet ikke kan betinge ud-

betalingen af en dekort. Det bemærkes, at en eventuel panthaver i andelskontoen ikke vil kunne

nægte at modtage førtidig indfrielse via udbetalingen, jf. konkurslovens § 41.

Det foreslåede 3. pkt. vil alene finde anvendelse ved indeståender i andelsselskaber eller an-

delsforeninger (bortset fra andelsboligforeninger). Bestemmelsen vil således ikke finde anven-

delse ved skyldnerens deltagelse i et interessentskab. Bestemmelsen vil desuden ikke generelt

regulere, i hvilket omfang en skyldner kan kræve førtidig indfrielse af et pengekrav mod tred-

jemand.

Til nr. 37 (§ 72, stk. 3)

Konkurslovens § 72 omhandler omstødelse af betaling af gæld og andre dispositioner foretaget

efter fristdagen.

Det følger af stk. 3, at hvis en rekonstruktør, der er beskikket af skifteretten, har godkendt be-

talingen eller dispositionen, kan omstødelse kun ske, hvis rekonstruktøren åbenbart har over-

skredet sine beføjelser. En rekonstruktørs samtykke i medfør af § 13 g til en virksomhedsover-

dragelse udelukker ikke omstødelse over for andre end erhververen.

Det foreslås at ændre

§ 72, stk. 3, 1. pkt.,

således at der indsættes ”efter fristdagen” før ”god-

kendt”.

Ændringen vil præcisere, at et rekonstruktørsamtykke alene udelukker omstødelse, hvis sam-

tykket er givet efter fristdagen. Ved en forebyggende rekonstruktionsbehandling vil det betyde,

at samtykket skal være givet efter, der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.

Til nr. 38 (§ 110, stk. 2, og § 217)

Konkurslovens § 110, stk. 2, fastslår, at kurator antager en eller flere sagkyndige personer, der

snarest skal foretage registrering og eventuelt vurdering af boets aktiver. Er der umiddelbart før

konkursen til brug for en rekonstruktionsbehandling tilvejebragt materiale som nævnt i § 13 b,

kan dette materiale lægges til grund ved konkursbehandlingen, således at der kun redegøres for

senere ændringer.

352

Konkurslovens § 217 fastsætter, at indledes der en rekonstruktionsbehandling, udsættes be-

handlingen af sagen om gældssanering.

Det foreslås, at ændre

§ 110, stk. 2,

§ 217,

således at der indsættes ”forebyggende rekon-

struktionsbehandling eller” før rekonstruktionsbehandling.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende rekonstruktionsbehandling indføres i

konkursloven og vil medføre, at de nævnte bestemmelser også finder anvendelse ved forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling.

Til nr. 39 (§ 237 a, stk. 3)

Konkurslovens § 237 a vedrører digital kommunikation med skifteretten.

Det følger af stk. 1, at krav om skriftlighed ikke er til hinder for, at meddelelser til skifterettens

sendes som digital kommunikation. Det følger af stk. 2. at skifteretten kan bestemme, at en

meddelelse til skifteretten kan forsynes med original underskrift, når den finder anledning til

det.

Bestemmelsen indebærer, at det vil være udgangspunktet, at meddelelser til skifteretten kan

fremsendes digitalt, f.eks. som e-mail eller med digital post, jf. Folketingstidende 2020-21, A,

L 212 som fremsat, side 81.

Det foreslås at indsætte

§ 237 a, stk. 3,

om digital kommunikation til kurator, rekonstruktør,

tillidsmand, medhjælper og fordringshaver.

Det foreslås i

1. pkt.,

at kurator, rekonstruktør, tillidsmand og medhjælper skal kunne modtage

meddelelser, der sendes som digital kommunikation.

Reglen indebærer, at de nævnte personer skal kunne modtage meddelelser såsom e-mails. Dette

kan bl.a. være en meddelelse fra en fordringshaver, som ønsker at anmelde et krav via e-mail.

Det vil være tilstrækkeligt, hvis de nævnte personer kan modtage digital kommunikation i form

af e-mail, som overholder de databeskyttelsesretlige regler.

Bestemmelsen gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 28.

353

Det foreslås i

2. pkt.,

at hvis en fordringshaver har anmeldt sit krav til en af de i 1. pkt. nævnte

personer ved anvendelse af digital kommunikation, kan meddelelser til fordringshaveren sendes

som digital kommunikation.

Det følger heraf, at såfremt en fordringshaver har anmeldt sit krav via f.eks. e-mail, så har for-

dringshaveren også accepteret at modtage meddelelser fra de i bestemmelsen nævnte personer

via e-mail. Hvis en fordringshaver har anmeldt sit krav ved fysisk brev, vil der ikke være noget

til hinder for, at fordringshaveren senere samtykker i at modtage meddelelser digitalt.

Ved kommunikation via e-mail og andre digitale kommunikationsformer forudsættes det, at de

databeskyttelsesretlige regler overholdes.

Til nr. 40 (§ 238, stk. 5)

Konkurslovens § 238, stk. 5, fastslår, at en person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af §

11 a, stk. 4, eller § 11 e, stk. 6, ikke må have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for

skyldneren i to år forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning og ikke må virke som

revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to år efter at have af-

sluttet hvervet som tillidsmand.

Det foreslås, at ændre

§ 238, stk. 5,

således at der indsættes en henvisning til § 9 b, stk. 3, og

således at ”rekonstruktionsbehandlingens indledning” ændres til ”indledning af den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen”.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende rekonstruktionsbehandling indføres i

konkursloven, og vil medføre, at den nævnte bestemmelse også finder anvendelse ved forebyg-

gende rekonstruktionsbehandling, hvor at det foreslås, at der beskikkes en tillidsmand, hvis

skyldneren begærer det, jf. det foreslåede § 9 b, stk. 3, som foreslås indsat ved lovudkastets §

1, nr. 4, og at denne skal opfylde habilitetskravene i § 238.

Til nr. 41 (§ 238 a)

Der gælder en række krav til de aktører, som beskæftiger sig med rekonstruktion, konkurs og

gældssanering. De gældende krav til dommere, kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd og med-

hjælpere er nærmere beskrevet i kapitel 21, afsnit 1.2.

Konkurslovens § 238 indeholder en række habilitetskrav til aktørerne.

354

Det følger heraf, at ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, medlem af kredi-

torudvalget, sagkyndig bistand, forretningskyndig medhjælp, revisor, rekonstruktør, tillids-

mand eller vurderingsmand, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller er afhængig af

skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er

tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål, jf. stk. 1.

Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldneren et selskab, en forening eller

anden organisation, må revisor, tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen af de i

stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, til kurator,

skifterettens medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisationens kasserer

eller bogholder, jf. stk. 2.

En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos aftager og må ikke medvirke ved

afhændelse af boets aktiver, medmindre vurderingsmanden i egenskab af auktionsholder alene

har foretaget vurdering til brug for bortsalg på offentlig auktion, jf. stk. 3.

De i stk. 1 nævnte personer, nærtstående til disse personer eller ansatte i disse personers virk-

somheder må ikke erhverve nogen del af boets aktiver, jf. stk. 4.

En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af § 11 a, stk. 4, eller § 11 e, stk. 6, må ikke

have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i to år forud for rekonstruk-

tionsbehandlingens indledning og må ikke virke som revisor eller forretningsmæssig rådgiver

for skyldneren i en periode på to år efter at have afsluttet hvervet som tillidsmand, jf. stk. 5.

Konkursloven indeholder ikke eksplicitte krav til aktørernes kvalifikationer. Ud fra forarbejder

og almindelige forudsætninger kan der dog udledes visse krav.

Konkursloven stiller ikke krav om en bestemt uddannelse for kurator, men det må anses for en

almindelig forudsætning, at kurator er i stand til at varetage de opgaver, som følger af hvervet,

idet kurator dog kan antage sagkyndig bistand til f.eks. at løse opgaver, som kræver kendskab

til forretningsforhold, jf. konkurslovens § 110, stk. 1, sidste pkt.

Kurator har i praksis været en advokat. Det følger af betænkning nr. 1273/1994 om rationali-

sering og modernisering af konkursbehandlingen, side 26, at dette også må anses for mest

hensigtsmæssigt, idet de problemer, der skal løses i forbindelse med en bobehandling, kræver

et nøje kendskab til retsreglerne på en række forskellige områder og til konfliktbehandling og -

løsning. I den nævnte betænkning er angivet, at også kendskab til forretnings- og markedsfor-

355

hold kan være af væsentlig betydning i forbindelse med boets behandling, særligt når boet fort-

sætter driften af en virksomhed i en periode eller i forbindelse med salg af virksomheden. Hvis

kurator ikke selv er branchekyndig, vil han derfor ofte med fordel kunne lade skyldneren, den

tidligere ledelse eller ledende medarbejdere fortsætte i virksomheden under afviklingen. Er

dette ikke hensigtsmæssigt, kan det være påkrævet, at kurator antager sagkyndig bistand.

Skifteretten kan afsætte en kurator, såfremt særlige grunde taler herfor, jf. konkurslovens § 114,

stk. 1, 1. pkt. Sådanne særlige grunde kan f.eks. være udygtighed, langsommelighed eller inha-

bilitet.

Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens faglige kvalifikationer.

Kravene til rekonstruktørens faglige kvalifikationer fremgår i stedet af de almindelige bemærk-

ninger i lovforslag nr. L 199 af 26. marts 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat, side 34, og betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., afsnit 7.2.2.2, hvortil

der henvises.

Det fremgår endvidere af de nævnte forarbejder til konkursloven, at der ved vurderingen af,

hvem skifteretten skal udpege som rekonstruktør, skal lægges vægt på den pågældendes kom-

petencer og erfaring.

Det fremgår yderligere af de nævnte forarbejder til konkursloven, at skifteretten i den forbin-

delse bl.a. kan lægge vægt på de præsenterede oplysninger om og eventuelle tidligere erfaringer

med den foretrukne kandidat, herunder særligt kandidatens faglige baggrund, erfaring med re-

konstruktionsbehandling, konkursbehandling og den foreslåede rekonstruktørs integritet, mu-

ligheden for at undgå en personlig interessekonflikt eller anden inhabilitet og den konkrete

virksomheds størrelse og beskaffenhed.

En rekonstruktør har efter hidtidig praksis været advokat.

En rekonstruktør kan som udgangspunkt ikke afbeskikkes, når rekonstruktøren er beskikket ved

indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Der kan dog opstå situationer, hvor det under rekonstruktionsproceduren er nødvendigt at af-

sætte rekonstruktøren. Skifteretten har således efter reglerne i konkurslovens § 11 g mulighed

for at afbeskikke en rekonstruktør, hvis der foreligger særlige grunde.

356

Det fremgår af forarbejderne til konkursloven, at afsættelse af en rekonstruktør efter konkurs-

lovens § 11 g under hensyn til den forsinkelse og de omkostninger, der er forbundet med en

sådan afsættelse, kun kan ske helt undtagelsesvist, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som

fremsat side 36-37 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2).

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at adgangen til afsættelse af en rekonstruktør navnlig

bør være forbeholdt tilfælde, hvor der foreligger inhabilitet, eller behandlingsforløb, hvor det

er åbenbart, at rekonstruktøren ikke længere har fordringshavernes tillid eller evner at udføre

opgaven.

Den tillidsmand, som foreslås, skal være regnskabskyndig, og skifteretten kan stille høje krav

til denne. Skifteretten kan lægge vægt på, om kandidaten må forventes at have fordringshaver-

nes tillid, ligesom skifteretten samtidig kan inddrage tidligere erfaringer med den pågældende.

Tillidsmanden vil ofte være godkendt (statsautoriseret eller registeret) revisor, men det er ikke

et krav.

Det følger af konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1. pkt., at skifteretten kan afsætte en tillids-

mand, hvis særlige grunde taler for det.

Konkursloven stiller ikke faglige krav til medhjælperen, idet det dog er en forudsætning, at

medhjælperen har den fornødne uddannelse og erfaring til at varetage opgaverne.

Medhjælperen vil typisk være advokat, men det er ikke et krav.

Da medhjælperen, jf. konkurslovens § 219, er antaget af skifteretten, kan skifteretten beslutte

at afsætte medhjælperen. Dette vil dog forudsætte, at der foreligger særlige grunde. Skifteretten

kan i et sådant tilfælde antage en ny medhjælper.

Det foreslås at indsætte

§ 238 a

om aktørernes kvalifikationer.

Det foreslås i

1. pkt.,

at ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, rekonstruktør

eller tillidsmand, hvis der er tvivl om, hvorvidt den pågældende har de fornødne kvalifikationer

hertil.

Den enkelte skifteret vil således skulle vurdere i hver enkelt sag, om de foreslåede aktører har

de fornødne kvalifikationer. Såfremt der er tvivl om, hvorvidt vedkommende har de fornødne

kvalifikationer, vil skifteretten have mulighed for at afvise vedkommende. Ved kvalifikationer

357

forstås både relevant uddannelse og erfaring. Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelse,

men personens uddannelse vil dog indgå i den konkrete vurdering. Skifteretten bør også lægge

vægt på tidligere erfaringer, såsom hvis en person tidligere har udført tilsvarende hverv med

dårlig kvalitet, lange sagsbehandlingstider eller unødigt høje omkostninger. Skifteretten har en

vid skønsmargin ved vurderingen, og der vil derfor kun rent undtagelsesvis være grundlag for

at tilsidesætte skifterettens skøn.

Det foreslås i

2. pkt.,

at en person ikke kan udpeges eller beskikkes til de i 1. pkt. nævnte hverv,

hvis vedkommende ikke forinden har givet skifteretten en kort, skriftlig redegørelse for sin i

forholdet til hvervet relevante uddannelse og erfaring.

Til nr. 42 (§ 249)

Konkurslovens § 249 omhandler muligheden for at indbringe skifterettens afgørelser for en

højere ret. Det følger af bestemmelsen, at en række af skifterettens afgørelser, herunder efter §

13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., ikke kan indbringes for en højere ret.

Det foreslås at ændre

§ 249,

således at »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« bliver til: »§ 13 d, stk. 3, §

13 d, stk. 5«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af § 13 d.

Det følger for det første heraf, at § 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., flyttes til § 13 d, stk. 3, jf. lovud-

kastets § 1, nr. 25, hvorfor det tilsvarende foreslås konsekvensrettet i § 249. Det følger for det

andet af de foreslåede ændringer, at § 13 d, stk. 5, indsættes, jf. lovudkastets § 1. nr. 25. Skif-

terettens afgørelse om inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, der afspej-

ler et interessesammenfald, vil dermed ikke kunne indbringes for en højere ret.

Til § 2

Det foreslås i

§ 2, stk. 1,

at loven træder i kraft den 17. juli 2022.

Det foreslås i

stk. 2,

at loven finder anvendelse, hvor forebyggende rekonstruktionsbehandling,

rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling indledes efter lovens ikrafttræden. Er re-

konstruktionsbehandling eller konkursbehandling indledt før lovens ikrafttræden, finder de hid-

til gældende regler anvendelse.

358

Til § 3

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås i

3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig an-

ordning skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske

og grønlandske forhold tilsiger.

359