REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 145: Konkursrådets betænkning (nr. 1578/2022) om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, samt betænkning (nr. 1579/2022) om revision af reglerne om rekonstruktion, her-under implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, fra justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 145
Offentligt

Betænkning om modernisering og revision af

reglerne om gældssanering, herunder implementering

af rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Betænkning nr. 1578

REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 145: Konkursrådets betænkning (nr. 1578/2022) om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, samt betænkning (nr. 1579/2022) om revision af reglerne om rekonstruktion, her-under implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om

forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om

revision af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig

befordring i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste

mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte

til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge

i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til

væbnede konflikter i udlandet, som den danske

stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-

sagen: Betænkning fra Udvalget om

opfølgning på Christiania-sagen

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den

civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede

konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

2012

strafudmåling.

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område.

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og

ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund

end folkekirken

1565 Databeskyttelsesforordningen

1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners

deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

2013

1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie

1569 Ekspropriation efter planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed

1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske

undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af

Udvalget om Undersøgelseskommissioner

1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter

2011

2016

2017

2018

2019

2020

2014

1573 Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark:

Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen

1574 Straffelovrådets betænkning om

en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse

1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurdering af

ledelsesmedlemmer m.fl. i finansielle virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

1577 Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele

af direktivpakken New Deal for Consumers

2021

2015

1578 Betænkning om modernisering og revision

af reglerne om gældssanering, herunder

implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet

2022

Betænkning om modernisering og revision af reglerne

om gældssanering, herunder implementering af re-

konstruktions- og insolvensdirektivet

Afgivet af Konkursrådet

Betænkning nr. 1578

København 2022

Betænkning om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder im-

plementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet

Betænkning nr. 1578

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Stibo Complete

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

boghandel.stibocomplete.com

ISBN: 978-87-93469-73-0

ISBN: 978-87-93469-74-7 (e-udgave)

Tryk: Stibo Complete

Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning............................................................................................ 8

1. Konkursrådets kommissorium................................................................................................ 8

2. Konkursrådets sammensætning ............................................................................................ 11

3. Konkursrådets arbejde .......................................................................................................... 12

4. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag ............................................................... 12

Kapitel 2 Gældende ret i hovedtræk ............................................................... 15

1. De gældende regler om gældssanering ................................................................................ 15

2. Særligt lempelige regler vedrørende gæld, der i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig

virksomhed ............................................................................................................................... 16

Kapitel 3 Forholdet til EU-retten..................................................................... 19

1. Forholdet til rekonstruktions- og insolvensdirektivet .......................................................... 19

1.1 Gældende ret .................................................................................................................. 19

1.2 Konkursrådets overvejelser ............................................................................................ 23

1.2.1 Definitioner............................................................................................................. 23

1.2.2 Adgang til fuld gældssanering ................................................................................ 25

1.2.3 Gældssaneringsperiodens varighed ........................................................................ 25

1.2.4 Procedure for gældssanering .................................................................................. 26

1.2.5 Udelukkelse ............................................................................................................ 26

1.2.6 Undtagelsesbestemmelser....................................................................................... 30

Kapitel 4 Fremmed ret ...................................................................................... 40

1. Reglerne for gældssanering i Storbritannien ........................................................................ 40

2. Reglerne for gældssanering i USA ....................................................................................... 41

Kapitel 5 Sammenlægning af reglerne for gældssanering ............................ 44

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 44

1.1 Generelt om de to regelsæt ............................................................................................. 44

1.2 Afgrænsning af erhvervsmæssig gæld ........................................................................... 45

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 46

Kapitel 6 Betingelser for gældssanering ......................................................... 50

1. Udelukkelse af gældssanering .............................................................................................. 50

1.1 Indledning....................................................................................................................... 50

1.2 Tilsidesættelse af forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse

og afregning af A-skat og undladelse af at lede virksomheden forsvarligt .......................... 51

1.2.1 Gældende ret ........................................................................................................... 51

1.2.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 53

1.3 Uafklarede økonomiske forhold ved gældssanering efter de almindelige regler i

konkurslovens kapitel 25-28 ................................................................................................ 55

1.3.1. Gældende ret .......................................................................................................... 55

1.3.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 56

1.4 Uafklarede økonomiske forhold ved gældssanering i forbindelse med konkurs- eller

rekonstruktionsbehandling efter reglerne i konkurslovens kapitel 29 ................................. 61

1.4.1 Gældende ret ........................................................................................................... 61

1.4.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 63

1.5 Skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender ..................................... 64

1.5.1 Gældende ret ........................................................................................................... 64

1.5.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 67

1.6 En ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold

1.6.1 Gældende ret ........................................................................................................... 72

1.6.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 74

1.7 Skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig

mulighed herfor .................................................................................................................... 74

1.7.1 Gældende ret ........................................................................................................... 74

1.7.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 75

1.8 Skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering .......................................... 77

1.8.1 Gældende ret ........................................................................................................... 77

1.8.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 78

1.9 Skyldneren stifter ny gæld, efter gældssaneringssag er indledt ..................................... 79

1.9.1 Gældende ret ........................................................................................................... 79

1.9.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................... 79

1.10 Andre omstændigheder, der taler afgørende imod gældssanering ............................... 80

1.10.1 Gældende ret ......................................................................................................... 80

1.10.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................. 81

1.11 Nægtelse af gældssanering uden afholdelse af retsmøde ............................................. 82

1.12 Høje boligudgifter ........................................................................................................ 82

1.12.1 Gældende ret ......................................................................................................... 82

1.12.2 Konkursrådets overvejelser .................................................................................. 83

Kapitel 7 Forholdet til reglerne om konkurskarantæne ............................... 85

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 85

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................. 86

Kapitel 8 Forpligtelsen til at betale afdrag ..................................................... 90

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 90

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 91

Kapitel 9 Afkortning af den periode, i hvilken skyldneren ........................... 93

1. Gældende ret ........................................................................................................................ 93

2. Konkursrådets overvejelser .................................................................................................. 94

Kapitel 10 Henstand som alternativ til gældssanering .................................. 97

1. Gældende ret ....................................................................................................................... 97

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................. 97

Kapitel 11 Tidspunkt for indledning af gældssaneringssag og afsigelse af

kendelse om gældssanering og indstilling fra kurator ................................... 99

1. Tidspunkt for indledning af gældssaneringssag og afsigelse af kendelse om gældssanering

1.1 Gældende ret .................................................................................................................. 99

1.2 Konkursrådets overvejelser .......................................................................................... 100

2. Indstilling fra kurator ........................................................................................................ 107

2.1 Gældende ret ................................................................................................................ 107

2.2 Konkursrådets overvejelser .......................................................................................... 108

Kapitel 12 Skatteretlige spørgsmål i relation til gældssanering ................. 111

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 111

2. Konkursrådets overvejelser ............................................................................................... 114

Kapitel 13 Registrering af skyldnere ............................................................. 120

1. Gældende ret ...................................................................................................................... 120

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................ 122

Kapitel 14 Rådgivning om gældssanering og obligatoriske kurser ............ 124

1. Rådgivning om gældssanering ........................................................................................... 124

1.1 Gældende ret ................................................................................................................ 124

1.2 Konkursrådets overvejelser .......................................................................................... 124

2. Obligatoriske kurser og lignende ....................................................................................... 125

2.1 Gældende ret ................................................................................................................ 125

2.2 Konkursrådets overvejelser .......................................................................................... 126

Kapitel 15 Konkursrådets lovudkast ............................................................. 127

1. Lovudkast ........................................................................................................................... 127

2. Bemærkninger til lovudkastet ............................................................................................ 133

Kapitel 1

Indledning

1. Konkursrådets kommissorium

Ved brev af 14. maj 2014 har Justitsministeriet anmodet Konkursrådet om en udtalelse om

bedre muligheder for påbegyndelse af ny virksomhed efter konkurs. Brevet er sålydende:

”1.

Efter regeringens opfattelse er det ud fra erhvervs- og samfundsøkonomiske overve-

jelser af væsentlig betydning, at Danmark har gode rammevilkår for iværksættere. Med

henblik på at sikre at det ikke er unødigt svært for iværksættere at påbegynde en virksom-

hed, blev der derfor i 2013 ved en ændring af selskabslovgivningen mv. bl.a. indført mu-

lighed for drift af erhvervsvirksomhed i iværksætterselskabsform.

Regeringen ønsker herudover at sikre, at iværksættere med sunde forretningsidéer, der

imidlertid på grund af f.eks. ugunstige markedsvilkår eller manglende driftsfinansiering

er gået konkurs, ikke har unødigt svært ved at påbegynde ny virksomhed.

2. Konkursloven indeholder i kapitel 29 regler om gældssanering i forbindelse med kon-

kurs og rekonstruktionsbehandling. Disse regler finder anvendelse, hvis skyldnerens gæld

i det væsentlige er erhvervsmæssig.

Reglerne, der blev ændret i henholdsvis 2005 og 2011 på baggrund af Konkursrådets be-

tænkning 1449/2004 om gældssanering og betænkning 1512/2009 om rekonstruktion

mv., indebærer bl.a., at personer, der opnår gældssanering efter disse regler, som ud-

gangspunkt kun skal afdrage på deres gæld i tre år mod normalt fem år. Formålet med de

gennemførte regelændringer er, at iværksættere, der kommer under konkursbehandling

mv., kan komme hurtigt på benene igen og opnå gældssanering på lempeligere vilkår end

efter de normale gældssaneringsregler.

Lovgivningen om gældseftergivelse er i en række lande lempeligere end i Danmark. Det

gælder f.eks. i USA og Storbritannien, hvor en skyldner på nærmere vilkår bl.a. kan opnå

gældseftergivelse allerede 12 måneder efter konkursens indtræden.

3. Som led i regeringens initiativer med henblik på at fremme vækst og beskæftigelse i

Danmark finder regeringen, at det

–

bl.a. i lyset af den tid, der er gået, siden reglerne om

gældssanering i forbindelse med konkurs og rekonstruktionsbehandling blev indført, samt

henset til de foreliggende oplysninger om en lempeligere lovgivning i bl.a. USA og Stor-

britannien

–

på ny bør overvejes, hvordan iværksætteres muligheder for at påbegynde ny

virksomhed efter konkurs kan forbedres.

Konkursrådet anmodes på den baggrund om at overveje fordele og ulemper ved følgende

initiativer:



Afkortning af den periode, i hvilken skyldner skal afdrage på gæld

Henstand som et alternativ til gældssanering (f.eks. således, at en iværksætter, der

ønsker at påbegynde ny virksomhed, først skal afdrage på tilbageværende gæld,

når der opnås indtægter fra ny virksomhed)

Meddelelse af gældssanering før konkursboets afslutning



Konkursrådet kan i den forbindelse overveje, om de nævnte initiativer eventuelt kan kom-

bineres, ligesom rådet kan overveje

andre

initiativer, som kan forbedre iværksætteres

muligheder for at påbegynde ny virksomhed efter konkurs mv.

Konkursrådet anmodes om at inddrage bl.a. de erfaringer, der er indhøstet med de gen-

nemførte ændringer af konkurslovens kapitel 29, samt de i USA og Storbritannien indhø-

stede erfaringer med de der gældende regler.

I det omfang Konkursrådet måtte finde, at det ikke er muligt at definere gruppen af iværk-

sættere, anmodes rådet

–

for samtlige de tre initiativer

–

om at overveje, om eventuelle

lempelser bør omfatte samtlige personer, der efter gældende ret kan opnå gældssanering

efter konkurslovens kapitel 29, eller om eventuelle lempelser bør begrænses til en nær-

mere afgrænset gruppe.

Konkursrådet anmodes som led i sine overvejelser i øvrigt om at indhente synspunkter

fra andre berørte myndigheder og organisationer end dem, der er repræsenteret i rådet,

herunder organisationer, der repræsenterer iværksættersegmentet samt private kreditorin-

teresser. Det gælder bl.a. Dansk Iværksætter Forening, DI, Dansk Erhverv, Håndværks-

rådet, Finansrådet mv.

4. I det omfang Konkursrådet måtte finde, at der med henblik på at forbedre iværksætteres

muligheder for at påbegynde ny virksomhed efter konkurs mv. kan være grundlag for

ændringer af konkurslovgivningen, skal rådet komme med forslag til lovbestemmelser.

Konkursrådet skal i den forbindelse tillige vurdere omfanget af et tabt skatteprovenu ved

en gennemførelse af rådets forslag.

Rådet anmodes om at behandle spørgsmålet om en forbedring af iværksætteres mulighe-

der for at påbegynde ny virksomhed efter konkurs mv., når rådet har afsluttet behandlin-

gen af kommissoriet om lønmodtagernes retsstilling i konkurs mv. og kommissoriet om

landbrugsvirksomheders muligheder for rekonstruktion. Rådet anmodes om at afslutte

sine overvejelser senest 1. oktober 2015.”

Ved brev af 1. oktober 2019 har Justitsministeriet anmodet Konkursrådet om i forbindelse med

Konkursrådets overvejelser om bedre muligheder for påbegyndelse af ny virksomhed efter kon-

kurs tillige at vurdere de lovgivningsmæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvens-

direktivet. I brevet er anført bl.a.:

”Europa-Parlamentet

og Rådet vedtog den 20. juni 2019 direktiv (EU) 2019/1023 om ram-

mer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltnin-

ger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og

gældssanering (rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Direktivet er udstedt med henblik på at harmonisere dele af insolvensretten og skabe et

mere ensrettet regelsæt på tværs af EU-medlemsstaterne.

Direktivet skal implementeres i EU-medlemsstaterne senest den 17. juli 2021. Fristen for

at implementere direktivets artikel 28, som angår anvendelse af elektroniske kommunika-

tionsmidler, er dog den 17. juli 2024 for dele af bestemmelsen og den 17. juli 2026 for den

resterende del af bestemmelsen.

Konkursrådet anmodes på den baggrund om i forbindelse med rådets overvejelser om

bedre muligheder for påbegyndelse af ny virksomhed efter konkurs tillige at vurdere de

lovgivningsmæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet. Såfremt der

er behov for lovændringer for at implementere direktivet i dansk ret, anmodes Konkursrå-

det om at udarbejde et lovudkast.

Konkursrådet anmodes i den forbindelse endvidere om at vurdere de økonomiske konse-

kvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Konkursrådet anmodes om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om påbegyndelse af

ny virksomhed efter konkurs og om implementering af rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivet senest den 15. november 2020.”

Justitsministeriet har ved brev af 10. maj 2021 meddelt Konkursrådet:

”Justitsministeriet anmodede ved brev af 1. oktober 2019 Konkursrådet om

at vurdere de

lovgivningsmæssige konsekvenser af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv (EU)

2019/1023 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse

og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, in-

solvensbehandling og gældssanering (rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Konkursrådet blev anmodet om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om implemen-

tering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet senest den 15. november 2020.

Som bekendt fylder håndteringen af corona lige nu ekstra meget i samfundet, og der er

dermed også i øjeblikket et ekstra pres på Justitsministeriet, som står for bl.a. koordine-

ringen af den samlede indsats mod COVID-19 og lovgivningen relateret hertil mv.

På den baggrund har Justitsministeriet rettet henvendelse til EU-Kommissionen med en

anmodning om 1 års udsættelse af fristen for at implementere direktivet i dansk ret. Denne

anmodning har Kommissionen imødekommet.

Justitsministeriet har i den anledning besluttet, at Konkursrådets frist til at afslutte sine

overvejelser vedrørende implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet for-

længes til den 15. november 2021.”

2. Konkursrådets sammensætning

Konkursrådet havde ved afgivelse af denne betænkning følgende sammensætning:

Professor, dr. jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Københavns Universitet (formand)

Professor, ph.d. Kim Sommer Jensen, Aarhus Universitet

Advokat Kristian Dalsgaard, Advokatrådet

Advokat Nete Weber, Danske Advokater

Dommer Torben Kuld Hansen, Den Danske Dommerforening

Retsassessor Preben Veng, Dommerfuldmægtigforeningen

Kontorchef Annemette Ottosen, Skatteministeriet

Statsautoriseret revisor Elan Schapiro, FSR

–

Danske Revisorer

Fg. statsadvokat Per Fiig, Rigsadvokaten

Chefkonsulent Rikke Stenild Hansen, Erhvervsministeriet

Kontorchef Jørgen Jørgensen, Justitsministeriet

Ved indledningen af arbejdet var retsassessor Bente Højmose Thrane medlem af Konkursrådet.

Hun blev afløst af retsassessor Preben Veng. Endvidere var advokat Knud K. Damsgaard med-

lem af Konkursrådet efter indstilling fra Advokatrådet. Han blev afløst af advokat Kristian

Dalsgaard. Desuden var kontorchef i Erhvervs- og Vækstministeriet Sidsel Nordengaard med-

lem af Konkursrådet. Hun blev afløst af kontorchef i Erhvervsministeriet Anne-Mette Lyhne

Jensen, som blev afløst af kontorchef Cécile Nielsen. Hun blev afløst af chefkonsulent Rikke

Demant Hansen, som blev afløst af Rikke Stenild Hansen. Endvidere var kontorchef i Skatte-

ministeriet Rikke Camilla Christensen medlem af Konkursrådet. Hun blev afløst af kontorchef

Annemette Ottosen. Derudover var statsautoriseret revisor Jens Baes medlem af Konkursrådet.

Han blev afløst af statsautoriseret revisor Elan Schapiro. Endvidere var statsadvokat Morten

Niels Jakobsen medlem af Konkursrådet. Han blev afløst af fg. statsadvokat Per Fiig. Endelig

var kontorchef i Justitsministeriet Mette Kjølby Miller-Harris medlem af Konkursrådet. Hun

blev afløst af kontorchef Henrik Hjort Elmquist, som blev afløst af kontorchef Jørgen Jørgen-

sen.

Som sekretær for Konkursrådet har fungeret specialkonsulent Uffe Kritte Nielsen, som blev

afløst af fuldmægtig Cecilie Armand. Hun blev afløst af chefkonsulent Lise Troelsen, som blev

afløst af fuldmægtig Jimmi Hilkøb.

3. Konkursrådets arbejde

Konkursrådet indledte arbejdet med kommissoriet i efteråret 2015.

Kommissoriet er blevet behandlet på en række møder, idet der dog som følge af covid-19 har

været en længere periode, hvor det ikke har været muligt at afholde møder.

Konkursrådet har i forbindelse med arbejdet afholdt en række møder med berørte interessenter,

herunder Dansk Industri, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Finansrådet, Dansk Iværksætterfor-

ening og Early Warning Danmark.

Det bemærkes for god ordens skyld, at Konkursrådet er anmodet om at vurdere de lovgivnings-

mæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, og at rådet derfor ikke har

fundet anledning til at foretage en nærmere analyse af direktivets samspil med det danske rets-

forbehold.

Konkursrådet afgiver hermed en betænkning om modernisering og revision af reglerne om

gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet. Konkurs-

rådet har samtidig afgivet betænkning om revision af reglerne om rekonstruktion, herunder im-

plementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, der indeholder yderligere overvejelser

om implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Betænkningen er afgivet enstemmigt.

4. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag

kapitel 1

redegøres der for Konkursrådets kommissorium, sammensætning og arbejde med

nærværende betænkning.

kapitel 2

foretages en gennemgang af gældende ret i hovedtræk vedrørende reglerne om gælds-

sanering.

Kapitel 3

indeholder Konkursrådets overvejelser om forholdet til særligt rekonstruktions- og

insolvensdirektivet. Konkursrådet finder, at de eksisterende gældssaneringsregler sammenholdt

med de i nærværende betænkning foreslåede ændringer er i overensstemmelse med direktivet.

kapitel 4

beskriver Konkursrådet fremmed ret. I overensstemmelse med kommissoriet har

Konkursrådet undersøgt de i USA og i Storbritannien indhøstede erfaringer med de der gæl-

dende regler.

Kapitel 5

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvorvidt der bør ske en sammenlægning

af reglerne om gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling. Konkurs-

rådet foreslår, at de materielle regler vedrørende gældssanering i og uden for konkurs- og re-

konstruktionsbehandling ensrettes.

kapitel 6

gennemgår Konkursrådet konkurslovens enkelte betingelser for at opnå adgang til

gældssanering med henblik på for hver bestemmelse at vurdere, om der er behov for at foretage

justeringer, navnlig i lyset af den i

kapitel 5

foreslåede sammenlægning af reglerne i og uden

for konkurs og rekonstruktionsbehandling.

Kapitel 7

indeholder Konkursrådets overvejelser om forholdet mellem konkurslovens regler om

henholdsvis konkurskarantæne og gældssanering. Konkursrådet anbefaler, at der fastsættes reg-

ler, der regulerer forholdet mellem konkurskarantæne og gældssanering, og som udelukker

sidstnævnte for personer, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse som anført i kon-

kurslovens § 157, stk. 1.

Kapitel 8

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende skyldnerens forpligtelse til at be-

tale afdrag i henhold til en kendelse om gældssanering. Konkursrådet foreslår, at der ikke skal

bestå en pligt til at tilbagebetale gælden i de tilfælde, hvor summen af de månedlige afdrag til

samtlige fordringshavere ikke vil udgøre mere end et uvæsentligt beløb.

Kapitel 9

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende længden af den periode, i hvilken

skyldneren skal afdrage på sin gæld. Konkursrådet konstaterer, at den nuværende afdragsperi-

ode på tre år ved gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstruktion er forenelig med

rekonstruktions- og insolvensdirektivet. Konkursrådet finder samtidig, at der ikke findes afgø-

rende hensyn, der taler for at opretholde den nugældende periode på fem år for så vidt angår

gældssanering uden for konkurs og rekonstruktion.

Kapitel 10

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende muligheden for i forbindelse med

gældssanering at give henstand i en periode uden pligt til samtidig afdragsvis betaling. Kon-

kursrådet finder på baggrund af en samlet hensynsafvejning, at der ikke bør indføres yderligere

mulighed for at give henstand uden pligt til samtidig afdragsvis betaling i forbindelse med

gældssanering.

Kapitel 11

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende muligheden for at afsige ken-

delse om gældssanering, før konkursbehandlingen er afsluttet, herunder navnlig om adgangen

hertil bør udvides i forhold til, hvad der gælder i dag.

Kapitel 11

indeholder i forlængelse heraf

Konkursrådets nærmere overvejelser om de forskellige problemstillinger, som kan opstå i til-

fælde af, at konkursbehandlingen endnu ikke er afsluttet på det tidspunkt, hvor skyldneren skal

betale afdrag i henhold til gældssaneringskendelsen.

Kapitel 12

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende muligheden for at gældssanere

krav på skat vedrørende det indkomstår, hvor gældssaneringssagen indledes eller konkursde-

kretet afsiges. Konkursrådet foreslår, at kravet på restskat vedrørende det igangværende ind-

komstår fuldt ud omfattes af gældssaneringen.

Kapitel 13

indeholder Konkursrådets overvejelser vedrørende de gældende regler om registre-

ring af skyldnere hos kreditoplysningsbureauer.

kapitel 14

behandles spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang skyldneren bør vejledes

om reglerne om gældssanering allerede i forbindelse med konkurs eller rekonstruktionsbehand-

ling.

Kapitel 14

indeholder endvidere Konkursrådets overvejelser vedrørende hensigtsmæssig-

heden af at betinge opnåelse af gældssanering af, at skyldneren gennemfører kurser i regnskabs-

aflægning og afregning af skat, moms, afgifter m.m.

Kapitel 15

indeholder Konkursrådets lovudkast samt bemærkninger til udkastets enkelte be-

stemmelser.

Kapitel 2

Gældende ret i hovedtræk

1. De gældende regler om gældssanering

Konkursloven indeholder i afsnit IV regler om gældssanering for fysiske personer. Reglerne

blev indført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 og er senere revideret navnlig ved lov nr. 365 af 24.

maj 2005 og lov nr. 718 af 25. juni 2010.

En gældssanering efter konkursloven går i hovedtræk ud på, at skyldnerens samlede usikrede

gæld, det vil sige gæld, der ikke er sikret ved en panteret eller anden sikkerhedsret, nedskrives

eller bortfalder. Formålet er at få skyldnerens gæld nedsat til et sådant beløb, at den pågældende

sættes i stand til at afvikle beløbet i løbet af en overskuelig periode. Denne periodes længde, og

dermed den procent hvortil fordringerne skal nedsættes, skal fastsættes i lyset af den enkelte

skyldners forhold. Er skyldneren ikke i stand til at afdrage nogen del af gælden, kan gælden

efter omstændighederne helt bortfalde.

Nedskrives gælden, skal skyldneren således betale en vis del af sin fremtidige indtægt til de

fordringshavere, som er omfattet af gældssaneringen.

Den periode, hvori skyldneren pålægges at betale en vis del af sin indtægt til fordringshaverne,

fastsættes typisk til tre år, hvis der er tale om gældssanering i forbindelse med konkurs- eller

rekonstruktionsbehandling. I andre tilfælde fastsættes perioden typisk til fem år.

Reglerne om gældssanering er en fravigelse af de almindelige regler om, at en fordringshaver

kan gøre en gyldigt stiftet fordring gældende mod en skyldner.

Det er kun muligt at opnå gældssanering, hvis skyldneren er kvalificeret insolvent, det vil sige

ikke kan og ikke har nogen udsigt til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og hvis gælds-

sanering må antages at føre til en varig forbedring af skyldnerens forhold.

Grundtanken bag reglerne er, at hvor betingelserne for gældssanering er opfyldt, vil det reelt

være i både fordringshavernes og skyldnerens interesse, at skyldneren opnår gældssanering.

Fordringshaverne skal herved ikke afholde udgifter til udsigtsløse inddrivelsesforsøg, og skyld-

neren motiveres til at afdrage en del af gælden.

Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, bl.a. såfremt skyldnerens økono-

miske forhold er uafklarede, eller skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggen-

der.

Særligt lempelige regler vedrørende gæld, der i det væsentlige stam-

mer fra erhvervsmæssig virksomhed

Ved lov nr. 365 af 24. maj 2005 blev konkurslovens regler om gældssanering ændret på bag-

grund af Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, således at der i konkurs-

lovens kapitel 29 blev indført et særligt lempeligt regelsæt om gældssanering i forbindelse med

konkurs, hvis skyldnerens gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig.

Ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 blev disse lempelige regler om gældssanering for skyldnere,

hvis gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig, udvidet til også at omfatte gældssanering i for-

bindelse med rekonstruktionsbehandling.

Det følger af konkurslovens § 231, stk. 1, at reglerne i kapitel 29 anvendes, hvis en skyldner

indgiver begæring om gældssanering, inden skifteretten indkalder til afsluttende skiftesamling

i et konkursbo, og konkursbehandlingen vedrører bl.a. skyldneren eller et selskab, hvis kapital

skyldneren direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat at skyldnerens gæld i det

væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld.

Reglerne i kapitel 29 finder efter konkurslovens § 231, stk. 2, desuden anvendelse, hvis en

skyldner indgiver begæring om gældssanering inden fire uger efter stadfæstelsen af et rekon-

struktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, for et selskab, hvis kapital

skyldneren direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat at skyldnerens gæld i det

væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld.

Såfremt en skyldners gæld ikke i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, kan

skyldneren kun under særlige omstændigheder meddeles gældssanering efter reglerne i kapitel

29, jf. konkurslovens § 231 b.

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering efter reglerne i

kapitel 29, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste

år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældssa-

nering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. konkurslovens §

231 a, stk. 1.

Reglerne i konkurslovens kapitel 29 indebærer ifølge bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december

2008 om gældssanering § 2, stk. 1, bl.a. at personer, der opnår gældssanering efter disse regler,

som udgangspunkt kun skal afdrage på deres gæld i tre år mod normalt fem år. Der stilles ikke

krav om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, før der kan afsiges kendelse

om gældssanering. Det betyder ifølge forarbejderne til loven, at der vil kunne afsiges kendelse

om gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, selv om skyld-

nerens økonomiske forhold er usikre og uafklarede. Herved sikres det, at også skyldnere, der er

berørt af et virksomhedssammenbrud, og som på afgørelsestidspunktet befinder sig i en økono-

misk overgangsperiode i forbindelse med en konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, har mu-

lighed for at opnå en gældssanering.

Kendelse om gældssanering efter reglerne i konkurslovens kapitel 29 kan i almindelighed ikke

afsiges, såfremt der foreligger forhold, der kan udelukke gældssanering, herunder hvis skyld-

neren i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring,

momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplysninger til offent-

lige myndigheder eller lignende eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den

virksomhed, der er eller har været undergivet konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, for-

svarligt, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2. Kendelse om gældssanering kan herudover i almin-

delighed ikke afsiges, hvis skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, hvis

en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, hvis

skyldneren på trods af rimelig mulighed herfor har undladt at afdrage på sin gæld, hvis skyld-

neren har indrettet sig med henblik på gældssanering, eller hvis skyldneren stifter ny gæld, efter

at gældssaneringssag er indledt, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, jf. § 197, stk. 2, nr. 2-6. Li-

gesom ved gældssanering efter de almindelige regler skal der ved gældssanering i forbindelse

med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling lægges vægt på gældens alder, jf. konkurslovens

§ 231 a, stk. 3.

Af konkurslovens § 232, stk. 1, følger, at kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29

som udgangspunkt tidligst kan afsiges i forbindelse med konkursboets slutning, hvilket i praksis

typisk vil være et til tre år efter konkursdekretets afsigelse. Det fremgår af forarbejderne, at det

ofte ikke vil være muligt nærmere at opgøre skyldnerens gæld før boets afslutning, og at reglen

skal sikre, at forholdene i det relevante konkursbo er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således

at der er tilvejebragt et forsvarligt grundlag, inden der træffes afgørelse om gældssanering.

Under særlige omstændigheder kan skifteretten imidlertid afsige kendelse om gældssanering på

et tidligere tidspunkt end anført ovenfor, jf. konkurslovens § 232, stk. 2. Reglen er ifølge be-

mærkningerne til loven en undtagelsesbestemmelse og vil navnlig kunne anvendes i tilfælde,

hvor behandlingen af konkursboet er særlig langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror på

enkelte udestående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet af en retssag eller lignende. Det må her-

ved forudsættes, at skyldnerens forhold i øvrigt er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at

afgørelsen i gældssaneringssagen i det hele kan træffes på et forsvarligt grundlag.

Iværksættere, der ønsker at genstarte, kan være omfattet af persongruppen i kapitel 29.

Reglerne i konkurslovens kapitel 29 er som anført baseret på bl.a. Konkursrådets betænkning

nr. 1449/2004 om gældssanering, der i vidt omfang også indeholdt overvejelser om gældssane-

ring for iværksættere. Disse overvejelser havde baggrund i et tillægskommissorium, hvor Kon-

kursrådet var blevet anmodet om at lægge vægt på iværksætterhensyn bl.a. på baggrund af er-

faringer fra en række førende iværksætterlande, herunder bl.a. Storbritannien og Holland.

Konkursrådet overvejede bl.a. at etablere et bagudrettet system, det vil sige et fundamentalt helt

nyt gældssaneringsinstitut, hvor skifteretten først ved udløbet af afdragsperioden skulle tage

stilling til, om skyldneren kunne meddeles gældssanering, idet det ved udløbet af afdragsperi-

oden skulle vurderes, om skyldneren i den mellemliggende periode havde foretaget en tilstræk-

kelig opsparing til fordel for sine fordringshavere.

Konkursrådet fandt imidlertid det nugældende fremadrettede system velbegrundet, og at ud-

gangspunktet derfor fortsat skulle være, at kendelse om gældssanering skulle afsiges i forbin-

delse med konkursboets slutning. Hensynet til, at skyldneren i rimelig forlængelse af konkurs-

behandlingen ville få en (endelig) afklaring af, om der kan meddeles gældssanering, talte efter

Konkursrådets opfattelse afgørende for at bevare det nuværende fremadrettede system. Herud-

over talte også administrative og omkostningsmæssige hensyn for at begrænse skifterettens og

medhjælperens aktive medvirken og inddragelse i afdragsperioden, idet en yderligere inddra-

gelse af skifteretten og medhjælperen gennem en længere periode ville have væsentlige admi-

nistrative og omkostningsmæssige konsekvenser for statskassen.

Konkursrådet fandt desuden ikke anledning til at anbefale særlige regler for iværksættere, der

ønskede at påbegynde ny erhvervsvirksomhed, fordi det efter Konkursrådets opfattelse ikke var

muligt at definere personkredsen ud fra klare og objektive kriterier. Vurderingen måtte således

i vidt omfang bero på den pågældendes eget udsagn herom.

Kapitel 3

Forholdet til EU-retten

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbe-

handling (herefter insolvensforordningen) indeholder bl.a. regler om kompetence, lovvalg og

gensidig anerkendelse. Forordningen finder anvendelse på kollektive insolvensbehandlinger,

f.eks. konkurs og rekonstruktion samt gældssanering.

Insolvensforordningen er omfattet af protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som

bilag til Lissabontraktaten. Dette indebærer, at forordningen ikke er bindende for

–

og ikke

finder anvendelse i

–

Danmark.

Forordningen indeholder ikke materielle regler for insolvensbehandling, men overlader den

materielle behandling til medlemsstaterne.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for fore-

byggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik

på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om

ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) indeholder regler

om bl.a. gældssanering for fysiske personer.

Direktivet er vedtaget med hjemmel i artikel 53 og 114 i traktaten om den Europæiske Unions

funktionsmåde, og direktivet er dermed bindende for Danmark.

Det følger af direktivets artikel 34, stk. 1, at medlemsstaterne senest den 17. juli 2021 skal

vedtage, offentliggøre og anvende de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige

for at efterkomme direktivet. Som anført i

kapitel 1,

afsnit 1, er fristen ved dispensation fra

Kommissionen udsat til den 17. juli 2022, jf. direktivets artikel 34, stk. 2.

1. Forholdet til rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1.1 Gældende ret

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder bestemmelser om rammerne for forebyg-

gende rekonstruktion, procedurer for gældssanering af insolvente iværksættere, og foranstalt-

ninger med henblik på at sikre mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehand-

ling og gældssanering, jf. direktivets artikel 1, stk. 1.

Denne betænkning omhandler alene forholdet til direktivets regler om gældssanering.

Direktivets regler om gældssanering har til formål bl.a. at sikre, at iværksættere får adgang til

gældssanering, således at de kan påbegynde ny virksomhed, jf. direktivets præambelbetragtning

nr. 1.

Direktivet finder ikke anvendelse på procedurer for gældssanering, der omfatter skyldnere, som

er fysiske personer, som ikke er iværksættere, jf. direktivets artikel 1, stk. 2, litra h. Medlems-

staterne kan dog i medfør af direktivets artikel 1, stk. 4, udvide anvendelsesområdet for direk-

tivets regler om gældssanering til også at omfatte insolvente fysiske personer, som ikke er

iværksættere.

I direktivet forstås ved en ”iværksætter” en fysisk person, der driver forretning eller virksomhed

eller udøver et fag eller erhverv, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 9.

Ved ”fuld gældssanering” forstås i

henhold til direktivet det forhold, at håndhævelse over for

iværksættere af deres udestående gæld omfattet af gældssanering udelukkes, eller at udestående

gæld omfattet af gældssanering som sådan bortfalder, som led i en procedure, der kan omfatte

realisering af aktiver eller en tilbagebetalingsplan eller begge, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, nr.

10.

Som en ”tilbagebetalingsplan” anses efter direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 11, et betalingspro-

gram for den insolvente iværksætter for betaling af bestemte beløb på bestemte datoer til for-

dringshavere eller en periodisk overførsel til fordringshavere af en vis del af iværksætterens

disponible indkomst i løbet af gældssaneringsperioden.

Direktivets afsnit III indeholder navnlig regler om gældssanering.

Det følger af direktivets artikel 20, stk. 1, at medlemsstaterne er forpligtede til at sikre, at insol-

vente iværksættere har adgang til mindst én procedure, der kan føre til en fuld gældssanering i

overensstemmelse med dette direktiv.

Af direktivets artikel 20, stk. 2 følger, at de medlemsstater, hvori en fuld gældssanering er be-

tinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling af gælden, sikrer, at den dermed forbundne be-

talingsforpligtelse er baseret på iværksætterens individuelle situation og navnlig står i forhold

til iværksætterens indkomst og aktiver, som kan gøres til genstand for udlæg eller er disponible

i gældssaneringsperioden, og tager hensyn til kreditorernes rimelige interesse.

Efter direktivets artikel 20, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at iværksættere, der har fået

gældssanering, kan drage fordel af eksisterende nationale rammer, der yder erhvervsstøtte til

iværksættere, herunder adgang til relevante og ajourførte oplysninger om disse rammer.

I direktivets artikel 21 fastsættes regler om varigheden af gældssaneringsperioden. Det følger

heraf, at medlemsstaterne skal sikre, at iværksættere kan være fuldstændig frigjort for al gæld

senest tre år efter tidspunktet for stadfæstelsen af tilbagebetalingsplanen eller indledning af

gennemførelse af planen i de tilfælde, hvor proceduren omfatter en tilbagebetalingsplan, jf. stk.

1, litra a, eller, i tilfælde hvor proceduren ikke omfatter en tilbagebetalingsplan, senest tre år

efter tidspunktet for indledningen af proceduren eller oprettelsen af det bo, der er under iværk-

sætterens insolvensbehandling, jf. stk. 1, litra b.

Efter direktivets artikel 21, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at insolvente iværksættere, der

har opfyldt eventuelle forpligtelser i henhold til national ret, er frigjort for deres gæld ved gælds-

saneringsperiodens udløb, uden at det er nødvendigt at indgive en begæring med henblik på at

indlede en yderligere procedure end de procedurer, der er omhandlet i stk. 1.

Direktivets artikel 22 fastsætter regler om ophør af en eventuel udelukkelsesperiode. Efter arti-

kel 22, stk. 1, skal enhver udelukkelse fra start af en forretning eller virksomhed eller udøvelse

af et fag eller erhverv alene af den grund, at iværksætteren er insolvent, ophøre senest ved

gældssaneringsperiodens udløb, når iværksætteren opnår gældssanering i overensstemmelse

med dette direktiv.

Efter direktivets artikel 22, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at de i stk. 1 omhandlede ude-

lukkelser ved gældssaneringsperiodens udløb ophører med at have virkning, uden at det er nød-

vendigt at indgive begæring med henblik på at indlede en yderligere procedure end de proce-

durer, der er omhandlet i artikel 21, stk. 1.

Af direktivets artikel 23 følger visse undtagelser til gældssanering efter de forudgående bestem-

melser. Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne, uanset artikel 20-22, opretholde eller ind-

føre bestemmelser om, at gældssanering kan nægtes eller begrænses, eller at adgangen til gælds-

sanering kan tilbagekaldes, eller at der kan fastsættes længere frister for opnåelse af fuld gælds-

sanering eller længere udelukkelsesperioder, hvis iværksætteren har handlet uhæderligt eller i

ond tro over for fordringshavere eller andre interessenter i forbindelse med optagelsen af gæl-

den, under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.

Efter direktivets artikel 23, stk. 2, kan medlemsstaterne, uanset artikel 20-22, endvidere opret-

holde eller indføre bestemmelser om, at gældssanering kan nægtes eller begrænses, eller at ad-

gangen til gældssanering kan tilbagekaldes, eller fastsætte længere frister for opnåelse af fuld

gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, når sådanne undtagelser er behørigt begrun-

det. Dette vil være tilfældet, hvis iværksætteren væsentligt har tilsidesat forpligtelserne i hen-

hold til en tilbagebetalingsplan, eller enhver anden retlig forpligtelse, som skal sikre fordrings-

havernes interesser, jf. litra a, hvis den insolvente iværksætter ikke har overholdt oplysnings-

eller samarbejdsforpligtelser i henhold til EU-retten og national ret, jf. litra b, hvis der er uret-

mæssige ansøgninger om gældssanering, jf. litra c, hvis der er en ny ansøgning om gældssane-

ring inden for en bestemt frist, efter at den insolvente iværksætter fik bevilget en fuld gældssa-

nering eller blev nægtet en fuld gældssanering som følge af en alvorlig krænkelse af oplysnings-

eller samarbejdsforpligtelser, jf. litra d, hvis der ikke er dækning for omkostningerne i forbin-

delse med den procedure, der fører til gældssanering, jf. litra e, eller hvis en undtagelse er nød-

vendig for at sikre balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere fordringshaveres

rettigheder, jf. litra f.

Efter direktivets artikel 23, stk. 3, kan medlemsstaterne, uanset artikel 21, endvidere fastsætte

længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor der er truffet foranstaltninger for at beskytte

iværksætterens primære bolig og i givet fald iværksætterens families bolig eller de væsentlige

aktiver til, at iværksætteren kan fortsætte med at drive sin forretning eller virksomhed eller

udøve sit fag eller erhverv, jf. litra a, eller, hvor den insolvente iværksætters primære bolig og

i givet fald iværksætterens families bolig, ikke er realiseret, jf. litra b.

Efter direktivets artikel 23, stk. 4, kan medlemsstaterne desuden udelukke særlige gældskate-

gorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere

gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er be-

hørigt begrundet, såsom i tilfælde af sikret gæld, jf. litra a, gæld som følge af eller i forbindelse

med strafferetlige sanktioner, jf. litra b, gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontrakt-

forhold, jf. litra c, gæld vedrørende underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familie-

forhold, forælder-barn-forhold, ægteskab eller svogerskab, jf. litra d, gæld stiftet efter ansøg-

ning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, jf. litra e, og gæld som

følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til gældssane-

ring, jf. litra f.

Efter direktivets artikel 23, stk. 5, kan medlemsstaterne, uanset artikel 22, fastsætte længere

eller tidsubegrænsede udelukkelsesperioder, når iværksætteren udøver et erhverv, for hvilket

der gælder særlige etiske regler eller specifikke regler om omdømme eller ekspertise, og iværk-

sætteren har tilsidesat disse regler, jf. litra a, eller udøver et erhverv, der beskæftiger sig med

forvaltning af andres ejendom, jf. litra b. Tilsvarende gælder, hvis en insolvent iværksætter

anmoder om adgang til et erhverv som omhandlet i litra a og b.

Direktivet berører ikke nationale regler vedrørende udelukkelser, som pålægges af andre judi-

cielle eller administrative myndigheder end dem, der er omhandlet i artikel 22.

Direktivets artikel 24, stk. 1, pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at al gæld

omfattet af en gældssanering behandles i en enkelt procedure med henblik på at opnå en fuld

gældssanering, når insolvente iværksættere har erhvervsmæssig gæld stiftet som led i driften af

deres forretning eller virksomhed eller i udøvelsen af et fag eller erhverv såvel som personlig

gæld stiftet uden for rammerne af disse aktiviteter, som ikke med rimelighed kan adskilles.

Efter direktivets artikel 24, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at gæld omfattet af gælds-

sanering, hvis den erhvervsmæssige gæld og den personlige gæld kan adskilles, behandles enten

ved særskilte, men koordinerede procedurer, eller i samme procedure med henblik på at opnå

en fuld gældssanering.

1.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har vurderet om gældssaneringsreglerne i dansk ret med de af Konkursrådet fo-

reslåede ændringer, jf. kapitel 15, er i overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivet.

1.2.1 Definitioner

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet definerer i artikel 1, stk. 1, nr. 9, en iværksætter som

”en fysisk person, som driver forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller erhverv”.

Som tidligere anført af Konkursrådet i bl.a. betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering er det

vanskeligt at definere en iværksætter ud fra faste kriterier. Som nævnt i

kapitel 6

er det også

efter direktivets vedtagelse Konkursrådets vurdering, at begrebet iværksætter vanskeligt lader

sig definere ud fra faste kriterier. Det er således Konkursrådets opfattelse, at der ikke af direk-

tivets afgrænsning af begrebet kan udledes et klart og objektivt kriterium, der kan anvendes til

at adskille gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdrivende. Det er imidlertid efter Konkurs-

rådets opfattelse ikke nødvendigt at adskille gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdri-

vende, idet de foreslåede regler for gældssanering angiver den samme retsstilling for iværksæt-

tere og andre erhvervsdrivende. De foreslåede regler for gældssanering skelner som udgangs-

punkt heller ikke mellem erhvervsdrivende skyldnere og andre skyldnere med ikke-erhvervs-

mæssig gæld.

Det bemærkes, at der ikke i forhold til direktivet er noget til hinder for, at anvendelsesområdet

for direktivets regler om gældssanering for iværksættere udvides til at omfatte insolvente fysi-

ske personer, som ikke er iværksættere. Det er tilmed i direktivets præambelbetragtning nr. 21

anført, at det er tilrådeligt, at medlemsstaterne snarest muligt anvender direktivets bestemmelser

om gældssanering også på forbrugere, selv om direktivet ikke indeholder bindende regler om

forbrugeres overgældsætning. Det bemærkes derudover, at det fremgår af præambelbetragtning

nr. 73, at begrebet iværksætter som omhandlet i direktivet ikke bør berøre direktører eller be-

styrelsesmedlemmer, som bør behandles i overensstemmelse med national ret.

Det bemærkes i den forbindelse, at ikke-erhvervsdrivende skyldnere, der opnår gældssanering

efter de danske regler, alene kan anses for at opnå en gældssanering efter dansk ret. De danske

gældssaneringsregler har siden deres gennemførelse i 1984 fundet anvendelse på ikke-erhvervs-

drivende skyldnere med ikke-erhvervsmæssig gæld og skal dermed fortolkes i henhold til dansk

ret. De danske regler om gældssanering for ikke-erhvervsdrivende skyldnere skal dermed alene

fortolkes i henhold til dansk ret og ikke i lyset af direktivets bestemmelser.

Konkursrådet har overvejet samspillet mellem insolvensbetingelsen i konkursloven for at opnå

gældssanering og direktivets definition af

”insolvens”, som skal defineres i henhold

til national

ret, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.

Konkursloven opstiller forskellige insolvenskrav alt efter, om begæringen vedrører konkursbe-

handling mv., jf. konkurslovens § 17, stk. 2, eller gældssanering, jf. konkurslovens §§ 197, stk.

1, og 231 a, stk. 1. Det er en betingelse for skifterettens imødekommelse af en skyldners begæ-

ring om gældssanering, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt

har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 1, og 231 a, stk.

Konkursrådet foreslår, jf.

kapitel 15,

at konkurslovens § 197, stk. 1, affattes således, at den

eksplicit definerer,

hvad der forstås ved ”insolvens” som betingelse for gældssanering. I hen-

hold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, defineres ”insolvens” efter national ret. Ved den

foreslåede affattelse af konkurslovens § 197, stk. 1, fastlægges den danske definition af insol-

vens, der dermed er afgørende for, hvornår direktivets regler finder anvendelse.

1.2.2 Adgang til fuld gældssanering

Konkursrådet har overvejet, om de foreslåede regler giver insolvente iværksættere adgang til

mindst én procedure, der kan føre til en fuld gældssanering, som foreskrevet i rekonstruktions-

og insolvensdirektivets artikel 20, stk. 1.

Konkursrådet vurderer, at de foreslåede regler opfylder direktivets artikel 20, stk. 1. De fore-

slåede regler sikrer således iværksættere (og andre erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende

fysiske personer) adgang til fuld gældssanering under visse betingelser. Gældssaneringsbetin-

gelsernes overholdelse af direktivet er behandlet i afsnit 1.2.6. Det bemærkes, at begrebet ”fuld

gældssanering” i

direktivet også omfatter gæld, der bortfalder som led i en tilbagebetalingsplan,

jf. direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 10.

1.2.3 Gældssaneringsperiodens varighed

Konkursrådet har overvejet, om de foreslåede regler om varigheden af afdragsperioden er i

overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdirektivets bestemmelser om varigheden

af gældssaneringsperioden.

Det følger af direktivets artikel 21, at medlemsstaterne skal sikre, at iværksættere kan være

fuldstændig frigjort for al gæld senest tre år efter tidspunktet for stadfæstelsen eller indlednin-

gen af gennemførelsen af tilbagebetalingsplanen i de tilfælde, hvor proceduren omfatter en til-

bagebetalingsplan, jf. artikel 21, stk. 1, litra a, eller, i tilfælde hvor proceduren ikke omfatter en

tilbagebetalingsplan, senest tre år efter tidspunktet for indledningen af proceduren, eller opret-

telsen af det bo, der er under iværksætterens insolvensbehandling, jf. stk. 1, litra b.

Som anført i

kapitel 9,

afsnit 2, er det Konkursrådets opfattelse, at afdragsperioden fremover

bør fastsættes til tre år.

I forhold til afdragsperiodens begyndelsestidspunkt i dansk ret følger det af konkurslovens §

216, jf. bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering § 2, stk. 1, at afdrags-

perioden påbegyndes den første i måneden, efter at gældssaneringskendelsen er blevet endelig,

medmindre retten fastsætter et senere begyndelsestidspunkt. Det følger af direktivets præam-

belbetragtning nr. 75, at tidspunktet for gældssaneringsperiodens påbegyndelse eksempelvis

kan være den første rate i henhold til tilbagebetalingsplanen. Skyldneren kan på den baggrund

i henhold de foreslåede regler anses for at blive frigjort for sin gæld tre år efter tidspunktet for

det første afdrag i henhold til gældssaneringskendelsen. Konkursrådet vurderer på den bag-

grund, at den foreslåede afdragsperiode på tre år er forenelig med direktivet.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en kendelse om gældssanering, der går ud på bortfald af

skyldnerens gæld, bør anses for omfattet af direktivets artikel 21, stk. 1, litra a, om procedurer,

der omfatter en tilbagebetalingsplan. I tilfælde af at gælden i medfør af kendelsen om gældssa-

nering bortfalder uden en forudgående afdragsperiode, vil der fortsat gælde en teknisk afdrags-

periode på tre år fra kendelsestidspunktet. I denne periode vil gældssaneringssagen efter om-

stændighederne kunne genoptages med henblik på at fastsætte en dividende.

1.2.4 Procedure for gældssanering

Efter rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 21, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at

insolvente iværksættere, der har opfyldt eventuelle forpligtelser i henhold til national ret, frigø-

res for deres gæld ved gældssaneringsperiodens udløb, uden at det er nødvendigt at indgive en

begæring med henblik på at indlede en yderligere procedure end de procedurer, der er omhand-

let i stk. 1. Konkursrådet vurderer, at de foreslåede gældssaneringsregler er i overensstemmelse

med direktivets artikel 21, stk. 2.

1.2.5 Udelukkelse

Konkursrådet har overvejet, om de gældende regler er i overensstemmelse med rekonstrukti-

ons- og insolvensdirektivets artikel 22. Artikel 22 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at en-

hver udelukkelse fra start af en forretning eller virksomhed eller udøvelse af et fag eller erhverv

alene af den grund, at iværksætteren er insolvent, skal ophøre ved gældssaneringsperiodens

udløb, når en insolvent iværksætter opnår gældssanering i overensstemmelse med direktivet.

Det følger af direktivets artikel 23, stk. 5, at medlemsstaterne uanset artikel 22 kan fastsætte

længere eller tidsubegrænsede udelukkelsesperioder. Længere eller tidsubegrænsede udeluk-

kelsesperioder kan fastsættes, når den insolvente iværksætter udøver et erhverv, hvor der gælder

særlige etiske regler eller specifikke regler om omdømme eller ekspertise, og iværksætteren har

tilsidesat disse regler, jf. litra a, eller når den insolvente iværksætter udøver et erhverv, der

beskæftiger sig med forvaltning af andres ejendom, jf. litra b.

Der må efter Konkursrådets vurdering, som forudsætning for at direktivets artikel 22 finder

anvendelse, kunne sættes lighedstegn mellem den gæld, der med gældssaneringskendelsen er

bortfaldet, og den gæld, der begrunder skyldnerens insolvens, og som har ført til, at skyldneren

er blevet udelukket fra at udøve visse former for virksomhed og visse hverv. Den konkrete

erhvervsudelukkelse må således være udløst af den gæld, som bortfalder i kraft af gældssane-

ringsperiodens udløb. Artikel 22 kan efter Konkursrådets opfattelse ikke medføre, at en skyld-

ner efter gældssaneringsperiodens udløb ikke kan rammes af udelukkelsesregler som følge af

en ny overgældsætning.

Der findes i en række love regler om, at en vis virksomhed ikke må udøves af en person, der er

under rekonstruktionsbehandling, konkurs og i visse tilfælde gældssanering. Det gælder bl.a.

virksomhed som advokat (retsplejelovens §§ 119 og 137), sagkyndigt retsmedlem (retsplejelo-

vens §§ 93 og 94), godkendt revisor (revisorlovens §§ 3 og 7), bobestyrer (dødsboskiftelovens

§ 11), autoriseret anmelder ved tinglysning (tinglysningslovens §§ 49 d og 49 e), autoriseret

registrator i Køretøjsregisteret (lov om registrering af køretøjer § 15), ejendomsmægler (lov om

formidling af fast ejendom §§ 6 og 9), lægdommer i en boligretssag (lejelovens § 109) medlem

af et huslejenævn (boligreguleringslovens § 37) og landinspektør (lov om landinspektører §§ 1

og 3).

Dette gælder også udøvelse af inkassovirksomhed (inkassolovens §§ 5 og 22), afvikling af of-

fentligt hasardspil i turneringsform (pokerlovens §§ 7 og 9), udbud og arrangering af spil (lov

om spil §§ 26 og 45), vagtvirksomhed (lov om vagtvirksomhed §§ 3 og 17), buskørsel (lov om

buskørsel §§ 12 og 16), godskørsel (lov om godskørsel § 3), taxikørsel (lov om taxikørsel § 3),

erhvervsmæssig postbefordring (postlovens §§ 3 og 4), apotekervirksomhed (apotekslovens §

15), fremstilling, opbevaring, overdragelse mv. af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler

(fyrværkerilovens § 2 a), kollektiv elforsyningsvirksomhed og registrerede elhandelsvirksom-

heder (elforsyningslovens §§ 54 og 72 d), naturgasforsyning (lov om naturgasforsyning § 33),

aktiviteter i Danmarks undergrund (undergrundslovens § 30), visse offshoreaktiviteter (off-

shoresikkerhedslovens § 32 c), offentlig fiskeauktion (fiskerilovens § 89), el-, vvs- og kloakin-

stallationsvirksomhed (lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallations-

området § 9), etablering og drift af rørledning til transport af råolie og kondensat (lov om etab-

lering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat § 2 a), foretagelse af

syn og omsyn af køretøjer (lov om godkendelse og syn af køretøjer § 7), erhvervsmæssig ud-

skænkning af spiritus mv. (restaurationslovens § 13) samt hverv som kommissionær (kommis-

sionslovens § 47).

Det gælder endvidere hverv som medlem af bestyrelsen i en fond (fondslovens § 13, stk. 2 og

erhvervsfondslovens § 44, stk. 2), medlem af bestyrelsen eller direktør i en finansiel virksom-

hed (lov om finansiel virksomhed § 64), medlem af bestyrelsen eller direktionen samt ansat

nøgleperson i en firmapensionskasse (lov om firmapensionskasser § 42), medlem af bestyrelsen

eller direktionen i en investeringsforening og af bestyrelsen i selskaber for investering med

kapital, der er variabel (investeringsforeningsloven § 57), medlem af ledelsen i en forvalter med

tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde (lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde § 13), medlem af bestyrelsen eller direktionen i et e-pengeinstitut eller betalingsin-

stitut (betalingslovens § 30), medlem af bestyrelsen eller direktionen i en operatør af et reguleret

marked eller indehaver af samme (lov om kapitalmarkeder § 68), medlem af bestyrelsen, direk-

tionen eller ledelsesansvarlig i en valutavekslingsvirksomhed eller indehaver af samme og ud-

byder af visse tjenesteydelser til virksomheder (hvidvaskloven §§ 45 og 58), medlem af besty-

relsen eller direktionen i et ejendomskreditselskab (lov om ejendomskreditselskaber § 4), med-

lem af bestyrelsen eller direktionen i en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler og

indehaver af samme (lov om forsikringsformidling § 9), medlem af bestyrelsen eller direktionen

hos en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler eller indehaver

af samme (lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 4),

og medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaver af

samme (lov om forbrugslånsvirksomheder § 4). Det gælder tillige hverv som medlem af besty-

relsen eller direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-lovens § 23 a), direktør i Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring (lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring § 8), medlem af bestyrelsen eller direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (lov om

Lønmodtagernes Dyrtidsfond § 4 a) og bestyrelsesmedlem i maritime uddannelsesinstitutioner

(maritim uddannelseslov § 9 h).

Der findes endvidere i selskabsloven en regel om, at en person, der er under konkurs eller re-

konstruktion, ikke må stifte et kapitalselskab (selskabslovens § 24). På samme måde må en

person, der er under konkurs eller rekonstruktion, ikke stifte en erhvervsdrivende fond (lov om

erhvervsdrivende fonde § 26) eller være medlem af en europæisk økonomisk firmagruppe (lov

om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om indførelse af

europæiske økonomiske firmagrupper § 3).

Der findes herudover regler om, at personer, der har betydelig forfalden gæld til det offentlige,

er udelukkede fra at udøve visse former for virksomhed (retsplejelovens §§ 121 og 139 om

advokater, lov om formidling af fast ejendom § 10 om ejendomsmæglere og revisorlovens § 3

om revisorer).

Der findes endelig i konkursloven regler om konkurskarantæne, der indebærer et forbud mod i

en periode at drive erhvervsvirksomhed under visse former (konkurslovens § 159). Konkurska-

rantæne forudsætter, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er ueg-

net til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Konkurskarantæne forudsætter yderli-

gere, at den pågældende har deltaget i ledelsen af en konkursramt virksomhed senere end 1 år

før fristdagen.

Visse af de nævnte former for virksomhed kan i en overgangsperiode videreføres af konkurs-

boet. Det gælder for bl.a. inkassovirksomhed, offentligt hasardspil i turneringsform, udbud og

arrangering af spil, vagtvirksomhed, buskørsel, godskørsel og taxikørsel. Skyldneren personlig

må ikke udøve sådan virksomhed under konkursbehandlingen.

Konkursrådet har overvejet, om de nævnte regler om udelukkelse fra at udøve visse former for

virksomhed og visse hverv er i overensstemmelse med direktivet.

Det er Konkursrådets vurdering, at de regler, der udelukker insolvente personer fra hverv som

medlem af bestyrelsen eller direktionen i visse virksomheder og organisationer, ikke berøres af

direktivet. Dette er begrundet i, at begrebet ”iværksætter” som omhandlet i direktivet ikke be-

rører direktører eller bestyrelsesmedlemmer, som bør behandles i overensstemmelse med nati-

onal ret, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 73.

Konkursrådet vurderer endvidere, at de nævnte udelukkelsesregler, der beror på skyldnerens

gæld til det offentlige, er i overensstemmelse med direktivets artikel 22. Konkursrådet tillægger

det afgørende betydning, at gælden til det offentlige vil bortfalde efter gældssaneringsperiodens

udløb. Således vil grundlaget for udelukkelsen fra udøvelsen af visse former for virksomhed og

visse hverv også bortfalde.

Konkursrådet finder dernæst, at konkurslovens regler om konkurskarantæne ikke er uforenelige

med direktivet. Det vurderes, at reglerne om konkurskarantæne falder uden for direktivets an-

vendelsesområde. Konkurskarantænen kan således ikke anses for alene at bero på skyldnerens

insolvens som foreskrevet i direktivets artikel 22, stk. 1. Konkurskarantænen beror derimod på

skyldnerens tidligere forretningsførelse i en konkursramt virksomhed. Hertil kommer, at Kon-

kursrådet i kapitel 7 anbefaler, at der fastsættes særskilte regler, som regulerer forholdet mellem

konkurskarantæne og gældssanering, og som udelukker sidstnævnte for personer, der har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse i overensstemmelse med konkurslovens § 157, stk. 1. Det

vil efter de foreslåede regler ikke kunne forekomme, at skyldneren under en konkurskarantæne

bliver frigjort fra sin gæld som led i en gældssanering.

For så vidt angår de øvrige regler om udelukkelse fra at udøve visse former for virksomhed og

visse hverv har Konkursrådet overvejet, om de nævnte regler er omfattet af anvendelsesområdet

for direktivets artikel 22.

I direktivets præambelbetragtning nr. 5 betegnes udelukkelsen som ”en

udelukkelse fra udø-

velse af erhvervsvirksomhed, der ofte ledsager en procedure, der fører til gældssanering”.

Det

fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 73, at der med direktivet tages skridt

til at begrænse varigheden af afgørelser om udelukkelse fra udøvelse af erhvervsvirksomhed

udstedt i forbindelse med en skyldners overgældsætning eller insolvens. Ovennævnte uddrag

fra direktivets præambelbetragtninger støtter en fortolkning af direktivets artikel 22, hvorefter

der for at være tale om udelukkelse fra erhvervsvirksomhed i direktivets forstand, skal være

tale om en generel afgørelse om erhvervsudelukkelse udstedt i forbindelse med skyldnerens

insolvens.

Ovennævnte nationale regler om udelukkelse fra udøvelse af visse former for virksomhed og

visse hverv vedrører lovfastsatte betingelser for adgangen til udøvelse af den specifikke virk-

somhed eller det specifikke hverv, som reguleres.

Det er Konkursrådets vurdering, at de nævnte regler i national dansk ret ikke kan anses for at

udgøre forbud mod erhvervsudøvelse i direktivets forstand.

Hertil kommer, at de nævnte begrænsninger i dansk ret i adgangen til at udøve visse former for

virksomhed og visse hverv alene gælder under konkurs- og rekonstruktionsbehandlingen og/el-

ler behandlingen af gældssaneringssagen. Skyldneren må således antages i langt størstedelen af

tilfældene at kunne udøve virksomheden eller hvervet igen, når konkursboet, rekonstruktionen

eller gældssaneringssagen sluttes.

Konkursrådet har endelig overvejet betydningen af direktivets artikel 23, stk. 6. Det er Kon-

kursrådets vurdering, at bestemmelsen må fortolkes således, at afgørelser om udelukkelser, der

træffes af andre myndigheder end dem, der træffer afgørelse om gældssanering, falder uden for

direktivets anvendelsesområde. Skifteretten må i den forbindelse anses som en særskilt myn-

dighed, dvs. at direktivets artikel 23, stk. 6, ikke påvirker afgørelser afsagt i almindelige civile

sager og straffesager.

1.2.6 Undtagelsesbestemmelser

Konkursrådet har overvejet, om de gældende regler i konkursloven og de af Konkursrådet fo-

reslåede regler, jf.

kapitel 15,

er i overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdirekti-

vets undtagelsesbestemmelser i direktivets artikel 23.

Direktivets artikel 23 fastsætter dels, hvornår medlemsstaterne er forpligtede til at nægte, be-

grænse eller tilbagekalde gældssanering mv., dels hvornår medlemsstaterne i øvrigt kan vælge

at nægte, begrænse eller tilbagekalde gældssanering mv.

1.2.6.1 Nægtelse af gældssanering

Konkursrådet har overvejet, om de gældende og foreslåede regler er i overensstemmelse med

rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne er forplig-

tede til at opretholde eller indføre bestemmelser om nægtelse af adgangen til gældssanering

mv., hvis iværksætteren har handlet uhæderligt eller i ond tro over for fordringshavere eller

andre interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under insolvensproceduren eller

under afviklingen af gælden.

Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 79, at der ved bedømmelsen af, om en

iværksætter har handlet uhæderligt, eventuelt kan tages hensyn til omstændigheder såsom: gæl-

dens karakter og omfang, tidspunktet for gældsstiftelsen, iværksætterens indsats for at betale

gælden og overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig licens og behovet for kor-

rekt bogføring, tiltag fra iværksætterens side for at modarbejde regres fra fordringshavere, op-

fyldelse af forpligtelser ved sandsynlighed for insolvens, som påhviler de iværksættere, der er

direktører i et selskab, samt overholdelse af EU-retlig og national konkurrencelovgivning og

arbejdsret. Undtagelser bør også kunne indføres, hvis iværksætteren ikke har opfyldt visse ret-

lige forpligtelser, herunder forpligtelser til at maksimere udbyttet til kreditorer, hvilket kan tage

form af en generel forpligtelse til at generere indkomst eller aktiver. Der bør desuden kunne

indføres særlige undtagelser, hvis det er nødvendigt for at sikre balancen mellem skyldneres

rettigheder og en eller flere kreditorers rettigheder, såsom hvis kreditor er en fysisk person, som

har behov for større beskyttelse end skyldner.

Det er Konkursrådets vurdering, at skyldneren vil have handlet uhæderligt eller i ond tro i di-

rektivets forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de handlinger eller undladelser, der er

nævnt i konkurslovens §§ 197, stk. 2, nr. 2-6, og 231 a, stk. 2 (og den foreslåede § 197 a, stk.

2), som i dag som udgangspunkt udelukker gældssanering. Det er således Konkursrådets vur-

dering, at skyldneren vil have handlet uhæderligt eller i ond tro i direktivets forstand, hvis

skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, har udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse, har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulig-

hed herfor, har indrettet sig med henblik på gældssanering, har stiftet ny gæld efter, at gælds-

saneringssag er indledt, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn

til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplysnin-

ger til offentlige myndigheder eller lignende, eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt

at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt.

Hvis skyldneren har gjort sig skyldig i andre handlinger eller undladelser, der ikke udtrykkeligt

er nævnt i de gældende regler, men som alligevel må betragtes som uhæderlige eller begået i

ond tro, kan gældssanering efter Konkursrådets vurdering nægtes med hjemmel i konkurslovens

§§ 197, stk. 4, og 231 a, stk. 4 (der foreslås afløst af § 197, stk. 4), om andre omstændigheder,

som taler afgørende imod gældssanering.

Konkursrådet har overvejet, hvordan betingelsen i direktivets artikel 23, stk. 1, om, at den uhæ-

derlige adfærd eller adfærden begået i ond tro skal have fundet sted, da vedkommende blev

forgældet, skal fortolkes. Konkursrådet har særligt overvejet, om dette indebærer, at handlingen

skal have været gældsudløsende for, at den kan eller skal begrunde en udelukkelse af gældssa-

nering.

Bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, om uforsvarlig adfærd i økonomiske anlig-

gender angår tilfælde, hvor den uforsvarlige handling skal have udløst en gæld, men det er dog

ikke en betingelse, at al skyldnerens gæld skyldes den uforsvarlige adfærd. Konkurslovens §

197, stk. 2, nr. 3, vedrører, hvis skyldneren har pådraget sig en ikke uvæsentlig gæld ved straf-

bare eller erstatningspådragende forhold. Herudover vedrører § 197, stk. 2, nr. 4, om skyldne-

rens undladelse af at afdrage, ikke gældsstiftende handlinger. På samme måde angår konkurs-

lovens § 197, stk. 2, nr. 5, om indretning med henblik på gældssanering, ikke gældsudløsende

dispositioner, men generelle dispositioner, herunder f.eks. anbringelse af aktiver i kreditorly

eller indbetaling af et beløb på en pensionsordning.

Den franske og engelske version af direktivets artikel 23, stk. 1, bidrager ikke umiddelbart til

en nærmere afklaring af, hvordan formuleringen skal forstås. I den franske version af direktivet

anvendes formuleringen ”lorsqu'il

s'est endetté”.

I den engelske version anvendes formulerin-

gen ”when

becoming indebted”.

Det fremgår heller ikke nærmere af direktivet, hvordan bestemmelsen skal fortolkes. Dog frem-

går det af præambelbetragtning nr. 79, at der ved bestemmelsen af, om en iværksætter har været

uhæderlig, kan tages hensyn til omstændigheder, såsom iværksætterens indsats for at betale

gælden og overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig licens og behovet for kor-

rekt bogføring. I direktivet nævnes således eksempler på uhæderlige handlinger, der ikke nød-

vendigvis er gældsudløsende. Dette taler for, at det anførte i direktivets artikel 23, stk. 1, ikke

skal forstås som et krav om, at den uhæderlige handling eller handlingen begået i ond tro har

udløst en gæld for at skulle udelukke gældssanering.

På den anden side kan det på baggrund af en ordlydsfortolkning af de forskellige sproglige

versioner af direktivet ikke udelukkes, at den pågældende handling skal have bevirket, at skyld-

neren blev forgældet, dvs. at handlingen skal have været gældsudløsende, jf. formuleringerne

”when

becoming indebted”,

”lorsqu’il

s’est endetté”

samt ”da

vedkommende blev forgældet”.

På baggrund af ovenstående er det Konkursrådets opfattelse, at der samlet set er mest, som taler

for, at også ikke-gældsudløsende handlinger kan, og efter omstændighederne skal, udelukke

gældssanering i medfør af direktivets artikel 23, stk. 1. Formuleringen i artikel 23, stk. 1, om,

at handlingen skal have fundet sted, da vedkommende blev forgældet, må antages at indebære,

at handlingen, hvis ikke den har været gældsudløsende, skal have fundet sted på et tidspunkt,

hvor skyldneren har haft en betydelig gæld. Det er Konkursrådets vurdering, at udelukkelses-

grundene i national ret nævnt ovenfor i overensstemmelse hermed forudsætter, at skyldneren

enten allerede var insolvent ved foretagelsen af den udelukkelsesbegrundende handling eller

pådrog sig en ikke uvæsentlig gæld ved handlingen. Se også Torben Kuld Hansen og Lars Lin-

dencrone Petersen, Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 99-100, 105, 109 og 116.

Det er på den baggrund Konkursrådets vurdering, at de gældende regler om nægtelse af gælds-

sanering og foreslåede ændringer, jf.

kapitel

15, opfylder direktivets krav om at nægte gælds-

sanering i de tilfælde, der er nævnt i artikel 23, stk. 1.

Konkursrådet har overvejet, om betingelsen om, at skyldnerens husstand skal have afklarede

økonomiske forhold, jf. § 197, stk. 2, nr. 1, kan opretholdes med hjemmel i direktivets artikel

23, stk. 2. Det er Konkursrådets vurdering, at nægtelse af gældssanering i tilfælde af usikkerhed

omkring husstandens fremtidige situation må anses for at være behørigt begrundet i hensynet

til at undgå en formålsløs gældssanering og dermed kan opretholdes efter direktivets artikel 23,

stk. 2.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om den yderligere betingelse i konkurslovens §§ 197,

stk. 1, og 231 a, stk. 1 (der foreslås videreført i § 197, stk. 1), for at opnå gældssanering om en

varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, kan opretholdes med hjemmel i direkti-

vets artikel 23, stk. 2. Denne betingelse kan ikke anses som en del af insolvenskravet, jf. også

kapitel 6. Det er dog Konkursrådets vurdering, at også denne yderligere økonomiske betingelse

for at opnå gældssanering kan anses for behørigt begrundet i hensynet til at undgå en formålsløs

gældssanering, jf. direktivets artikel 23, stk. 2.

Det er Konkursrådets vurdering, at bestemmelsen i konkurslovens § 202, stk. 3, om, at en be-

gæring om gældssanering kan afvises i tilfælde af, at begæringen ikke indeholder de krævede

oplysninger, kan opretholdes med hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 2, litra b, om manglende

overholdelse af oplysningsforpligtelser i henhold til national ret. Tilsvarende gælder med hen-

syn til reglerne i konkurslovens § 205 og § 212. Det bemærkes, at kendelse efter § 202, stk. 3,

kun undtagelsesvis kan afsiges alene på grundlag af de i § 202, stk. 1, omtalte oplysninger

tilvejebragt ved indgivelsen af den blanket, der er nævnt i § 202, stk. 2, jf. Vestre Landsrets

kendelse af 16. maj 1995 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 687). Der bør på den

baggrund gives ansøgeren lejlighed til under et indledende møde i skifteretten, der kan afholdes

via telekommunikation, at fremkomme med supplerende oplysninger, jf. konkurslovens § 204.

Konkursrådet har endvidere overvejet foreneligheden med direktivet af reglen i konkurslovens

§ 231 a, stk. 2, og den foreslåede § 197 a, stk. 2, i Konkursrådets lovudkast, jf.

kapitel 15.

Den

foreslåede § 197 a, stk. 2, vedrører skyldnerens adgang til at opnå gældssanering på mere lem-

pelige vilkår i forbindelse med en konkurs. Skyldneren vil i medfør af bestemmelsen kunne

opnå gældssanering, uanset at skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Gældssanering

på disse mere favorable vilkår i forbindelse med en konkurs kan nægtes, såfremt skyldneren i

ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafreg-

ning mv. eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er

eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Efter Konkursrådets opfattelse bør

den foreslåede regel om udelukkelse af gældssanering på mere lempelige vilkår i forbindelse

med en konkurs anses som en regel om udskydelse af skyldnerens adgang til gældssanering og

ikke som en regel om nægtelse af skyldnerens adgang til gældssanering. Skyldnerens adgang

til gældssanering udskydes således efter den foreslåede bestemmelse indtil, at skyldneren har

afklarede økonomiske forhold. Konkursrådet vurderer på den baggrund, at den foreslåede be-

stemmelse ikke kan anses for uforenelig med direktivet.

1.2.6.2 Ophævelse af kendelse om gældssanering

Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens regler om ophævelse af gældssaneringskendel-

sen er i overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1 og 2.

Gældssaneringskendelsen kan efter gældende ret ophæves af skifteretten på begæring af en for-

dringshaver, hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i

svigagtigt forhold, eller hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge gældssanerings-

kendelsen, jf. konkurslovens § 229, stk. 1, og § 236 b, stk. 1. Det er Konkursrådets vurdering,

at såfremt skyldneren gør sig skyldig i svigagtigt forhold eller groft tilsidesætter sine pligter

ifølge kendelsen, vil skyldneren også have handlet uhæderligt eller i ond tro i direktivets for-

stand under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden. Konkursrådet vurderer på

den baggrund, at de nævnte regler er i overensstemmelse med direktivets artikel 23, stk. 1.

Det følger endvidere af konkurslovens 236 b, stk. 2 (der foreslås videreført i § 229), at en ken-

delse om gældssanering afsagt i de i § 236 a, stk. 2, nævnte tilfælde kan ophæves af skifteretten

på begæring af en fordringshaver ved skyldnerens tilsidesættelse af sine pligter om at underrette

skifteretten og fordringshaverne, såfremt der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens

økonomiske forhold. Det er Konkursrådets vurdering, at bestemmelsen kan opretholdes med

hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 2, litra b, om iværksætterens manglende overholdelse af

oplysnings- og samarbejdsforpligtelser i henhold til EU-retten og national ret.

Konkursrådet har endelig overvejet foreneligheden af den foreslåede bestemmelse om ophæ-

velse af gældssaneringskendelsen ved konkurskarantæne med direktivet, jf. Konkursrådets lov-

udkast, jf.

kapitel 15.

Det er Konkursrådets vurdering, at skyldnerens uforsvarlige forretnings-

førelse udgør en uhæderlig adfærd over for fordringshavere og andre interessenter i overens-

stemmelse med direktivets artikel 23, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vurderes på den bag-

grund at være i overensstemmelse med direktivet.

Det bemærkes, at det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 74, at medlemsstaterne

bør kunne give mulighed for at tilpasse insolvente iværksætteres tilbagebetalingsforpligtelser,

når der er en betydelig ændring i deres finansielle situation, hvad enten den forbedres eller

forværres. De gældende regler om genoptagelse af gældssaneringskendelsen i konkurslovens

§§ 228 og 236 a, stk. 1, vurderes på den baggrund at være i overensstemmelse med direktivet.

1.2.6.3 Udelukkelse af særlige gældskategorier fra gældssanering

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, at medlemsstaterne

kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssa-

nering eller fastsætte længere gældssaneringsperioder, når dette er behørigt begrundet, såsom

eksempelvis i tilfælde af sikret gæld (litra a), gæld som følge af strafferetlige sanktioner (litra

b) eller gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontrakt (litra c).

Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 81, at medlemsstaterne bør kunne udelukke

sikret gæld fra muligheden for gældssanering op til værdien af det pantsatte aktiv, som fastsat

i national ret, mens resten af gælden bør behandles som usikret gæld.

Konkursrådet har overvejet om bestemmelsen i konkurslovens § 199, stk. 2, om, at en gælds-

sanering ikke omfatter pantefordringer i det omfang pantet strækker til, er i overensstemmelse

med direktivet. Det er Konkursrådets vurdering, at bestemmelsen i § 199, stk. 2, kan oprethol-

des med hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 4, litra a. Konkursloven indeholder ikke i øvrigt

regler, der undtager bestemte typer gæld stiftet inden gældssaneringssagen fra gældssanering,

men derimod regler om, at visse typer gæld efter omstændighederne kan føre til nægtelse af

gældssanering.

1.2.6.4 Fastsættelse af længere gældssaneringsperioder

Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 3, at medlemsstaterne

kan fastsætte længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor en judiciel eller administrativ

myndighed har godkendt eller beordret beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte den insol-

vente iværksætters primære bolig og i givet fald iværksætterens families bolig eller de væsent-

lige aktiver til, at iværksætteren kan fortsætte med at drive sin forretning eller virksomhed eller

udøve sit fag eller erhverv (litra a), eller den insolvente iværksætters primære bolig og i givet

fald iværksætterens families bolig ikke er realiseret (litra b).

Medlemsstaterne har således mulighed for at fastsætte en længere gældssaneringsperiode i de

nævnte tilfælde. Det fremgår dog ikke af direktivet, at medlemsstaterne har mulighed for at

nægte gældssanering i sådanne tilfælde.

Skyldnerens faste ejendom vil efter omstændighederne skulle realiseres, før der kan indledes

en gældssaneringssag. Nægter skyldneren at medvirke hertil, vil gældssanering normalt være

udelukket, jf. f.eks. Vestre Landsrets kendelse af 16. marts 2006 i sag B-324-06. I sagen ejede

skyldneren en fast ejendom, hvori der var tinglyst et ejerpantebrev på 100.000 kr. og et udlæg

for ca. 265.000 kr. Hvis der skulle have været afdraget på gælden, ville boligydelsen have været

for høj. Skyldneren ønskede ikke at sælge ejendommen, hvorefter indledning af gældssane-

ringssag blev nægtet. Gældssanering blev også nægtet i Vestre Landsrets kendelse af 24. februar

2012 i sagerne B-146-12 og B-265-12. I disse sager ejede skyldnerne en overbehæftet ejendom

med mange udlæg, og risikoen for en tvangsauktion betød, at forholdene var uafklarede.

Konkursrådet har overvejet, om denne retstilstand kan opretholdes i lyset af direktivets artikel

23, stk. 3.

Direktivet giver tilsyneladende alene mulighed for at fastsætte en længere afdragsperiode med

fortsat mulighed for gældssanering i tilfælde af, at skyldnerens primære bolig ikke er realiseret.

Dette taler imod, at den nuværende retstilstand, hvorefter gældssanering helt kan nægtes ved

manglende realisering af skyldnerens bolig, kan opretholdes.

På den anden side må det tillægges betydning, at manglende realisation af skyldnerens primære

bolig kun vil udelukke gældssanering, hvis det ud fra en konkret vurdering må antages at med-

føre, at gældssaneringen ikke vil føre til en varig forbedring af skyldneren økonomiske forhold,

eller at skyldnerens økonomiske forhold må anses for at være uafklarede. Manglende realisation

af skyldnerens bolig vil således ikke nødvendigvis udelukke gældssanering, herunder særligt

ikke, hvis det ud fra en konkret vurdering er nødvendigt at bevare boligen af hensyn til skyld-

neren og dennes husstand, og hvis de løbende udgifter hertil i øvrigt er rimelige, jf. Torben Kuld

Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 69. Næg-

telse af gældssanering i tilfælde af manglende realisation af skyldnerens bolig vil dermed være

konkret begrundet i skyldnerens manglende opfyldelse af de generelle økonomiske betingelser

for gældssanering, der som anført i afsnit 1.2.6.1 vurderes at kunne opretholdes med hjemmel

i direktivets artikel 23, stk. 2.

Konkursrådet vurderer på ovennævnte baggrund, at den nuværende retstilstand vedrørende re-

alisation af skyldnerens bolig kan opretholdes også efter implementeringen af direktivet.

Konkursrådet vurderer yderligere, at den nuværende retstilstand, hvorefter afdragsperioden ef-

ter en konkret vurdering kan forlænges i tilfælde af, at et salg af skyldnerens bolig ikke vil

indebære en økonomiske fordel for fordringshaverne, kan opretholdes med hjemmel i direkti-

vets artikel 23, stk. 3, litra b. Det drejer sig om de tilfælde, hvor det provenu, der kan tilveje-

bringes ved realisation af boligen, ikke væsentligt overstiger udgifterne til flytning og etablering

af ny bolig, og hvor det på længere sigt vil være muligt at kompensere fordringshaverne for den

friværdi, der er i boligen ved at forlænge afdragsperioden, jf. Torben Kuld Hansen og Lars

Lindencrone Petersen, Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 67-70. Efter direktivets

artikel 23, stk. 3, litra b, kan man i national ret hjemle en længere afdragsperiode for at opret-

holde skyldnerens bolig, uanset om boligens friværdi væsentligt overstiger flytteudgifterne

Konkursrådet har endelig overvejet, om den nuværende retstilstand, hvorefter kravet om reali-

sation af skyldnerens aktiver efter omstændighederne kan have den konsekvens, at det er van-

skeligt for en fortsat aktiv erhvervsdrivende at opnå gældssanering, kan opretholdes i lyset af

direktivets artikel 23, stk. 3, litra a. Artikel 23, stk. 3, litra a, giver mulighed for at fastsætte en

længere afdragsperiode i tilfælde af, at en judiciel eller administrativ myndighed har godkendt

eller beordret beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte den insolvente iværksætters primære

bolig og i givet fald iværksætterens families bolig eller væsentligste aktiver til brug for iværk-

sætterens forretning eller virksomheden.

Direktivets artikel 23, stk. 3, litra a, rejser spørgsmålet, om medlemsstaterne i stedet for at ude-

lukke gældssanering ved manglende realisation af skyldnerens erhvervsaktiver eller skyldne-

rens bolig, er forpligtet til at meddele gældssanering med mulighed for at fastsætte en længere

afdragsperiode. Dette må afvises.

Direktivets bestemmelse om mulighed for at fastsætte en længere afdragsperiode i tilfælde af,

at der foreligger en konkret myndighedsafgørelse om at fritage skyldnerens bolig eller skyld-

nerens erhvervsaktiver for kreditorforfølgning, kan ikke uden videre medføre, at der gælder et

generelt forbud mod at stille krav om realisation af disse aktiver i forbindelse med en gældssa-

neringssag. Direktivet fastsætter netop, at der skal foreligge en konkret beslutning fra en myn-

dighed herom, før sådanne forpligtelser eventuelt måtte gælde i forbindelse med en gældssane-

ring. Direktivet forpligter ikke til, at man i national ret giver hjemmel til, at en myndighed kan

beslutte at beskytte skyldnerens bolig eller erhvervsaktiver mod retsforfølgning.

Yderligere tillægges det betydning, at kravet om realisation af skyldnernes bolig og erhvervs-

aktiver sker som led i fastlæggelsen af skyldnerens betalingsevne. Fastlæggelsen af skyldnerens

betalingsevne er nødvendig for vurderingen af, om den økonomiske betingelse for gældssane-

ring er opfyldt. Den økonomiske betingelse vurderes som nævnt i afsnit 1.2.6.1 at kunne opret-

holdes med hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 1.

Det bemærkes, at de aktiver, der er omfattet af retsplejelovens § 509, herunder erhvervsaktiver

til under 3.000 kr., ikke kan kræves realiseret som betingelse for gældssanering, jf. forudsæt-

ningsvis betænkning nr. 957/1982 om gældssanering, s. 123.

Konkursrådet har endelig overvejet, om den gældende praksis for, hvornår skifteretten i øvrigt

kan forlænge afdragsperioden, kan opretholdes i lyset af direktivet.

Efter gældende ret kan skifteretten konkret fastsætte en kortere eller længere afdragsperiode.

Muligheden for at fastsætte en længere afdragsperiode har især været anvendt for meget unge

skyldnere i relation til studiegæld, jf. Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen,

Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 237 f. Skifteretten har i praksis endvidere forlæn-

get afdragsperioden, hvis skyldneren må afsætte midler til ydelser på gæld, der ikke berøres af

gældssaneringskendelsen, jf. Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Gældssane-

ring Status 2019, 4. udg., 2019, s. 238. Dette gør sig gældende, hvis skæringstidspunktet er

blevet flyttet tilbage i forhold til indledning af gældssaneringssagen, jf. §§ 199, stk. 1, og 233,

stk. 1. En forlængelse af afdragsperioden kan også komme på tale som kompensation for den

fordel, som skyldneren har opnået i kraft af reglerne om skattemæssig underskudsfremførsel.

Den praksis, der er beskrevet ovenfor, vurderes ikke at være i overensstemmelse med direkti-

vets artikel 23, stk. 3. De nævnte situationer, hvor der under dansk ret kan fastsættes en længere

afdragsperiode, falder, efter Konkursrådets vurdering, ikke ind under direktivets regler for,

hvornår medlemsstaterne kan fastsætte længere gældssaneringsperioder. Dog skal det her be-

mærkes, at direktivet kun gælder iværksættere (erhvervsdrivende), dvs. at det principielt er mu-

ligt at opretholde længere afdragsperioder for ikke-erhvervsdrivende.

Kapitel 4

Fremmed ret

1. Reglerne for gældssanering i Storbritannien

Ved e-mail af 30. april 2020 har Justitsministeriet modtaget svar fra den danske ambassade i

London på instruks vedrørende reglerne for gældssanering i Storbritannien.

Af svaret fra den danske ambassade i London fremgår bl.a., at ifølge § 279 i konkursloven for

England er en skyldner frigjort fra al konkursgæld efter en periode på et år efter den dato, hvor

konkursen påbegyndes.

Frigørelsen har ingen effekt på kurators funktion eller anvendelsen af insolvenslovgivningen.

Frigørelsen påvirker ikke kurators beføjelser til fortsat at råde over konkursaktiverne.

Frigørelse fritager skyldneren fra at betale sin konkursgæld. Bestemt gæld er undtaget herfra.

Eksempelvis fritages skyldneren ikke fra gæld i form af bøder eller konfiskationskrav, der hid-

rører fra bedrageri. En skyldner er heller ikke fritaget for gæld i form af personskadeerstatning

eller for gæld hidrørende fra en afgørelse i en familieretlig sag eller børnebidrag. Desuden er

studielån samt krise- og budgetlån ydet af offentlige midler undtaget fra frigørelsen.

Der findes kun én form for frigørelse, og det er ikke muligt at opnå frigørelse, før man er taget

under konkursbehandling.

Reglerne om frigørelse gælder for alle skyldnere, der undergår konkurs. Efter anmodning kan

retten dog suspendere den etårige periode, som skal forløbe, før skyldneren er frigjort. Denne

suspension fortsætter indtil udgangen af en periode, som fastsættes af retten (f.eks. fem år), eller

indtil opfyldelsen af en bestemt betingelse (f.eks. at skyldneren samarbejder). Retten træffer

kun sådanne bestemmelser om suspension, hvis skyldneren har undladt at opfylde sine forplig-

telser i henhold til konkurslovgivningen.

Skyldneren skal som udgangspunkt ikke ansøge om frigørelse, da frigørelsen oftest sker auto-

matisk og gennemføres et år efter afsigelsen af konkursdekretet. Sker frigørelsen ikke automa-

tisk, f.eks. i de sjældne tilfælde, hvor der er konstateret strafbare forhold i forbindelse med

konkursen, kan skyldneren indgive en ansøgning om frigørelse efter udløbet af en periode på

fem år fra tidspunktet for konkursens indledning. I sådanne tilfælde skal skyldneren ansøge

retten om frigørelse, hvorefter retten træffer afgørelse om at nægte frigørelse, meddele fuld-

stændig frigørelse eller meddele frigørelse på nærmere angivne vilkår.

Der gælder ikke særlige betingelser for, at skyldneren kan opnå frigørelse efter konkurs, men

frigørelse kræver, at skyldneren samarbejder med kurator og retten.

Retten kan efter anmodning fra kurator fastsætte en afdragsordning, hvorefter skyldneren skal

betale en andel af sin indkomst hver måned for at opnå frigørelse. Det beløb, skyldneren skal

betale i henhold til afdragsordningen, fastsættes på baggrund af en vurdering af skyldnerens

indtægter og udgifter.

En afdragsordning har sædvanligvis en varighed af tre år, men kan også være kortere, f.eks.

hvis skyldnerens forhold ændrer sig, så skyldneren ikke længere har noget rådighedsbeløb.

Retten kan træffe afgørelse om konkursrestriktioner, som er et middel til at beskytte offentlig-

heden mod uærlige, hensynsløse eller culpøse skyldnere. Retten udsteder konkursrestriktioner,

hvis retten finder det hensigtsmæssigt af hensyn til adfærd udvist af skyldneren før eller efter

etablering af konkursrestriktionen.

2. Reglerne for gældssanering i USA

Ved e-mail af 22. juni 2020 har Justitsministeriet modtaget svar fra den danske ambassade i

Washington på instruks vedrørende reglerne for gældssanering i USA.

Af svaret fra den danske ambassade i Washington fremgår bl.a., at der i USA findes fælles

føderal lovgivning vedrørende konkurs og gældssanering. Herudover er det i et vist omfang

overladt til staterne nærmere at regulere gældssanering, herunder hvilke aktiver der kan fritages.

Gældssanering er ifølge amerikansk ret en frigørelse af en skyldner fra at hæfte personligt for

visse former for gæld. Gældssanering forhindrer fordringshaverne i at tage skridt mod skyldne-

ren med henblik på inddrivelse af en sådan gæld. Gældssaneringen forbyder også fordringsha-

verne i at kommunikere med skyldneren om en sådan gæld. Nogle gældsformer, f.eks. skatte-

gæld, kan skyldneren ikke frigøre sig fra.

Den amerikanske konkurslov indeholder seks typer af insolvensbehandling, som kan føre til

gældssanering. Insolvensbehandlingerne er reguleret i forskellige kapitler i konkursloven. Af

størst betydning er kapitlerne 7, 13 og 11.

Kapitel 7 vedrører likvidation og foreskriver gennemførelse af en ordnet, domstolsovervåget

procedure, hvorved en kurator overtager skyldnerens eventuelle aktiver, realiserer dem og fo-

retager udlodning til fordringshaverne. Dette sker med forbehold for sikrede fordringshaveres

rettigheder og med forbehold for skyldnerens ret til at beholde visse fritagne aktiver.

De enkelte stater kan bestemme, hvilke aktiver der er fritaget, eksempelvis en bil eller en pen-

sionsopsparing. Skyldneren kan beholde fritagne aktiver under og efter konkursen. Hvis aktivet

ikke er fritaget, er kurator berettiget til at sælge det med henblik på at betale de simple for-

dringshavere.

Det er kun fysiske personer, som kan opnå gældssanering efter kapitel 7. Det er herudover bl.a.

en betingelse for gældssanering, at skyldnerens indkomst ikke overstiger bestemte satser.

I en sag omfattet af kapitel 7 meddeler retten normalt gældssanering straks efter udløbet af de

frister, der er fastsat for henholdsvis at gøre indsigelse mod gældssaneringen og begære sagen

afvist på grund af groft misbrug. Dette sker typisk omkring fire måneder efter skyldnerens be-

gæring om gældssanering.

Kapitel 13 vedrører regulering af gæld hos skyldnere med regelmæssig indkomst, herunder er-

hvervsdrivende fysiske personer. Anvendelse af kapitel 13 er ofte at foretrække frem for kapitel

7, fordi skyldneren beholder rådigheden over sine aktiver, herunder fast ejendom, og i stedet

kan foreslå en plan for tilbagebetaling til fordringshaverne over tid, sædvanligvis tre-fem år.

Størrelsen af betalingerne, som skyldneren skal foretage, fastsættes ud fra skyldnerens forven-

tede indtægter i den periode, som planen strækker sig over. Kapitlet anvendes også på ikke-

erhvervsdrivende skyldnere, der f.eks. ikke opfylder betingelserne for gældssanering efter ka-

pitel 7 som følge af for høj indkomst.

I sager efter kapitel 13 frigøres skyldneren ikke øjeblikkeligt fra sin gæld, men først efter at

skyldneren har foretaget alle betalinger i henhold til betalingsplanen.

Kapitel 11 vedrører rekonstruktion og anvendes almindeligvis af erhvervsdrivende virksomhe-

der, der ønsker at fortsætte med at drive virksomhed og samtidig tilbagebetale fordringshaverne

gennem en domstolsgodkendt plan for rekonstruktion.

En godkendt rekonstruktion bevirker, at skyldneren reducerer sin gæld ved at tilbagebetale en

del af sine forpligtelser og blive frigjort for andre. Skyldneren kan også opsige byrdefulde kon-

trakter og lejeaftaler, inddrive aktiver og tilpasse sine engagementer med henblik på at opnå

profitabilitet.

I sager efter kapitel 11 med fysiske personer meddeler retten gældssanering snarest muligt efter,

at skyldneren har fuldført alle betalinger i henhold til planen.

Kapitel 5

Sammenlægning af reglerne for gældssanering

i ét regelsæt

1. Gældende ret

1.1 Generelt om de to regelsæt

Som anført ovenfor i

kapitel 2

findes der i konkursloven to regelsæt vedrørende gældssanering.

Konkurslovens kapitel 25-28 indeholder de almindelige regler for gældssanering. Herudover

blev der ved lov nr. 365 af 24. maj 2005 i konkurslovens kapitel 29 indført et særligt

lempeligt

regelsæt om gældssanering i forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling, hvis

skyldnerens gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig. Loven er som anført baseret på Konkurs-

rådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering.

Det blev i forbindelse med udformningen af reglerne i konkurslovens kapitel 29 overvejet, om

der skulle være et særskilt regelsæt, der kun skulle finde anvendelse på erhvervsdrivende. Af

Konkursrådets betænkning, s. 376-377, fremgår:

”Vurderingen af, i hvilket omfang en sådan ændring af reglerne om gældssanering

i praksis vil tilgodese de ovennævnte hensyn til erhvervsdrivende/iværksættere,

som er nævnt i regeringens iværksætterhandlingsplan, beror i det væsentlige på er-

hvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske overvejelser. Konkursrå-

det finder - bl.a. som følge af sin sammensætning - ikke at burde tage stilling til,

om der ud fra disse hensyn bør indføres særlige regler om gældssanering for er-

hvervsdrivende, men rådet vil dog pege på forskellige spørgsmål, som i givet fald

bør indgå i overvejelserne herom.

(…)

Konkursrådet vil dog pege på, at de foreslåede særlige regler for sanering af er-

hvervsmæssig gæld indebærer visse fundamentale ændringer i forhold til de gæl-

dende regler om gældssanering. Efter Konkursrådets opfattelse er der ikke grundlag

for at overføre disse ændringer til gældssaneringsområdet generelt. Det gælder

navnlig den foreslåede mulighed for at få gældssanering, selv om skyldnerens øko-

nomiske forhold er uafklarede, og en vis fravigelse af udgangspunktet om, at der

med skifterettens kendelse om gældssanering er taget endelig stilling til spørgsmå-

let om sanering af skyldnerens gæld. Disse forskelle medfører, at de foreslåede reg-

ler vil kunne indebære en forskelsbehandling mellem skyldnere, hvis gæld i hoved-

sagen stammer fra en konkursramt virksomhed, og andre skyldnere.”

Af lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.10.1, fremgår:

”I

regeringens handlingsplan for iværksættere fra januar 2003 er der med hensyn til

regeringens politik på iværksætterområdet bl.a. anført, at »[d]et skal være nemmere

at starte virksomhed igen. Et samfund præget af virkelyst og selvstændighed forud-

sætter, at det ikke kun skal være nemt at starte virksomhed, men også muligt at

komme igen, hvis uheldet skulle være ude. Regeringen ønsker at gøre det lettere for

en kriseramt virksomhed at komme videre og undgå konkurs, og regeringen ønsker

også at lempe de relativt stramme danske regler

for gældssanering.”

Desuden fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.10.3.1.7:

”Som anført ovenfor i pkt. 4.10.1, er det regeringens generelle

politik på iværksæt-

terområdet, at det skal være nemmere at starte virksomhed igen efter en konkurs,

og at konkursramte iværksættere, der vil starte op igen, får mulighed for hurtigere

end i dag at få slettet resterende gæld. Her spiller konkurslovens regler om gælds-

sanering en væsentlig rolle. Efter regeringens opfattelse bør der med henblik på at

tilgodese disse hensyn indføres særlige regler om gældssanering for i hovedsagen

erhvervsmæssig gæld. Det taler efter regeringens opfattelse ikke afgørende imod

sådanne regler, at der hermed vil kunne blive tale om en vis forskelsbehandling i

forhold til skyldnere med ikke-erhvervsmæssig

gæld.”

1.2 Afgrænsning af erhvervsmæssig gæld

Det følger at konkurslovens § 231 b, at såfremt en skyldners gæld ikke i det væsentlige stammer

fra erhvervsmæssig virksomhed, kan skyldneren kun under særlige omstændigheder meddeles

gældssanering på andre betingelser og vilkår, end hvad der følger af reglerne om gældssanering

efter kapitel 25-28.

Det er således en betingelse for at være omfattet af konkurslovens kapitel 29, at skyldnerens

gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig.

Med hensyn til vurderingen af om skyldnerens gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig henvi-

ses i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s.

338, og bemærkningerne i samme lovforslag vedrørende forslaget til konkurslovens § 231, stk.

1, nr. 2.

Af forarbejderne til konkurslovens § 231, stk. 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. sam-

ling), tillæg A, s. 334, fremgår følgende:

”Erhvervsmæssig virksomhed omfatter de tilfælde, hvor virksomheden har været ægte-

fællens eller samleverens hovedbeskæftigelse. Virksomheder af mere hobbybetonet ka-

rakter, herunder f.eks. »garagesalg« af vin og lignende, vil ikke give skyldneren eller

dennes ægtefælle eller samlever mulighed for at få gældssanering efter de foreslåede reg-

ler om gældssanering i forbindelse med konkurs. Det samme gælder i det tilfælde, hvor

en lønmodtager har pådraget sig gæld ved fejlslagne investeringsprojekter f.eks. ved teg-

ning af anparter uden sammenhæng med skyldnerens erhvervsudøvelse.”

Det må antages, at mere end 2/3 af skyldnerens gæld skal hidrøre fra erhvervsmæssig virksom-

hed, jf. Vestre Landsrets kendelse af 13. januar 2015 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2015,

s. 1436), hvor landsretten hjemviste skifterettens kendelse om gældssanering, idet landsretten

fandt, at en erhvervsmæssig andel på 67 pct. af skyldnerens samlede gæld ikke var tilstrækkelig

til at anvende konkurslovens kapitel 29.

Konkursrådet overvejede i betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 372-373, om det

var muligt at afgrænse gruppen af iværksættere fra øvrige erhvervsdrivende. En sådan afgræns-

ning skulle foretages med henblik på at adskille gruppen af konkursramte erhvervsdrivende,

der ønskede at påbegynde ny erhvervsvirksomhed efter sammenbruddet af den pågældendes

(første) erhvervsvirksomhed, og konkursramte erhvervsdrivende, der ønskede at overgå til løn-

arbejde mv.

Konkursrådet fandt det dengang ikke muligt at fastsætte tilstrækkeligt klare og praktisk anven-

delige objektive kriterier, der adskiller gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdrivende.

Vurderingen måtte således i vidt omfang bero på den pågældendes eget udsagn herom.

Konkursrådet foreslog i stedet, at afgrænsningen skete på baggrund af gældens karakter.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har på ny overvejet, om det er muligt at definere en iværksætter, således at der

kan gennemføres regler for gældssanering, der udelukkende skal kunne anvendes af iværksæt-

tere, herunder iværksættere, der ønsker at påbegynde ny virksomhed efter konkurs- eller rekon-

struktionsbehandling.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det skal være en betingelse for gældssanering

på eventuelt lempeligere vilkår, at skyldneren har stiftet ny erhvervsvirksomhed. Dette vil imid-

lertid efter Konkursrådets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt, idet en sådan betingelse nemt

kan omgås ved stiftelse af virksomhed, som ikke har reel drift, men som kun stiftes med gælds-

sanering for øje. Et krav om en vis aktivitet eller omsætning vil efter Konkursrådets opfattelse

heller ikke kunne anvendes. En sådan betingelse vil være unødigt byrdefuld, idet en del iværk-

sættere i opstartsperioden har begrænset eller ingen indtægt og omsætning.

Der kan efter Konkursrådets opfattelse heller ikke ses på forholdene forud for konkursen. Det

ville således være vilkårligt, hvis gældssaneringsreglerne var gunstigere for eksempelvis skyld-

nere med personligt drevne virksomheder frem for skyldnere, der har drevet erhvervsvirksom-

hed i selskabsform, hvor den pågældende har været ejer og leder og har kautioneret for selska-

bets gæld, eller hvor den pågældendes gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende

hæftelse for ægtefællens erhvervsgæld. Det skal desuden ikke være afgørende, hvor længe og

hvor mange gange skyldneren har forsøgt sig med selvstændig erhvervsvirksomhed.

Konkursrådet er opmærksom på, at rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder en defi-

nition af en iværksætter. I henhold til direktivets definition forstås ved en iværksætter en fysisk

person, som driver forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller erhverv, jf. direktivets

artikel 2, stk. 1, nr. 9. Efter Konkursrådets opfattelse kan der dog ikke af denne afgrænsning af

begrebet udledes et klart og praktisk anvendeligt objektivt kriterium, der kan anvendes til at

adskille gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdrivende.

Konkursrådet finder på den baggrund fortsat, at en iværksætter vanskeligt lader sig definere ud

fra faste kriterier. Konkursrådet har i stedet overvejet, om konkurslovens § 231 b bør revideres,

således at bestemmelsen i højere grad definerer, hvilken type gæld der kan anses som erhvervs-

mæssig.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet en række momenter, der kan indgå i vurderingen

af, om der er tale om erhvervsmæssig gæld.

Konkursrådet har bl.a. overvejet at lægge vægt på, om der er tale om driftsgæld (i modsætning

til gæld vedrørende en passiv investering).

Hvis der er tale om gæld hidrørende fra spekulation eller en investering i varige formuegoder,

f.eks. fast ejendom, værdipapirer mv., taler det efter Konkursrådets opfattelse for, at gælden

ikke er erhvervsmæssig.

Dette følger imidlertid allerede af den gældende afgrænsning af konkurslovens § 231 b, idet

gæld, som skyldnere har pådraget sig ved fejlslagne investeringsprojekter uden tilknytning til

skyldnerens erhvervsvirksomhed, ikke betragtes som erhvervsmæssig, jf. betænkning nr.

1449/2004 om gældssanering, s. 493.

Konkursrådet finder fortsat ikke, at man kan basere reglerne om gældssanering på en definition

af en iværksætter.

Konkursrådet finder

–

bl.a. som følge af sin sammensætning

–

fortsat ikke at burde tage stilling

til, om der ud fra erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske hensyn bør være

særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende.

Konkursrådet har imidlertid overvejet, om der ud fra en insolvensretlig vurdering burde ske en

sammenlægning af reglerne om gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbe-

handling med henblik på at mindske forskellen på, om der søges gældssanering vedrørende

erhvervsmæssig gæld eller anden gæld.

Én af de grundlæggende forskelle på de to regelsæt er i dag varigheden af den periode, hvori

skyldneren efter en kendelse om gældssanering skal afdrage på sin gæld. Konkursrådet kan ikke

ud fra en insolvensretlig vurdering pege på forhold, der afgørende begrunder forskellige af-

dragsperioder.

En sammenlægning vil medføre en reduktion af afdragsperioden fra fem til tre år i tilfælde,

hvor der ikke er tale om gældssanering af erhvervsmæssig gæld i forbindelse med konkurs-

eller rekonstruktionsbehandling.

For at forkorte denne periode på fem år til tre år taler efter Konkursrådets opfattelse, at en

periode på tre år under nutidens forhold normalt må anses for tilstrækkelig til, at skyldneren

udviser vilje og evne til at afvikle på sin gæld.

En afdragsperiode på tre år må endvidere anses for at være i overensstemmelse med udviklingen

internationalt. En treårsfrist indgår også i artikel 21, stk. 1, i rekonstruktions- og insolvensdi-

rektivet.

Hertil kommer, at de skyldnere, der undtagelsesvis ikke overholder afdragsaftalen, erfarings-

mæssigt ofte først misligholder afdragsaftalen efter udløbet af afdragsperiodens tredje år. Dette

taler efter Konkursrådet opfattelse yderligere for at forkorte afdragsperioden på fem år til tre år.

Konkursrådet finder på den baggrund, at der for at mindske forskellen på gældssanering vedrø-

rende erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig gæld bør gælde den samme afdragsperiode.

En sammenlægning af reglerne om gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktions-

behandling vil medføre visse fundamentale ændringer i de gældende regler om gældssanering

i kapitel 25-28.

En sammenlægning af reglerne, herunder muligheden for gældssanering på trods af uafklarede

økonomiske forhold, vil indebære, at der i et vist omfang gøres op med udgangspunktet om, at

der med skifterettens kendelse om gældssanering er taget endelig stilling til spørgsmålet om

sanering af skyldnerens gæld.

Dette taler imidlertid efter Konkursrådets opfattelse ikke afgørende for at bevare to forskellige

regelsæt, idet man om nødvendigt kan lave særregler for uafklarede forhold for erhvervsdri-

vende.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at visse af de materielle regler vedrørende gældssane-

ring i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling ensrettes. Dette vil kræve en revision

af de grundlæggende betingelser for gældssanering, herunder nægtelsesgrundene, samt afdrags-

perioder mv.

Der vil imidlertid efter Konkursrådets opfattelse fortsat være behov for, at de processuelle reg-

ler varierer afhængigt af, om der er tale om gældssanering i eller uden for konkurs- og rekon-

struktionsbehandling. Det skyldes, at der vil være tidsmæssige betingelser knyttet til en anmod-

ning om gældssanering i forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling, som ikke

finder anvendelse ved gældssanering uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at de særlige processuelle regler for gældssanering i

kapitel 29 i et vist omfang videreføres efter sammenlægningen af de materielle regler vedrø-

rende gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling.

Kapitel 6

Betingelser for gældssanering

Det er en betingelse for skifterettens imødekommelse af en skyldners begæring om gældssane-

ring, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne

opfylde sine gældsforpligtelser. Denne betingelse gælder uanset, om begæringen vedrører

gældssanering i eller uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens §§

197, stk. 1, og 231 a, stk. 1.

Det angivne insolvenskrav for gældssanering, hvorefter det for afsigelse af kendelse om gælds-

sanering er et krav, at betalingsudygtigheden er længerevarende, er skærpet i forhold til det

generelle insolvenskrav i konkurslovens § 17, stk. 2. I henhold til § 17, stk. 2, er en skyldner

insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmin-

dre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.

Konkursloven opstiller således forskellige insolvenskrav, alt efter om begæringen vedrører kon-

kursbehandling mv., jf. § 17, stk. 2, eller gældssanering, jf. §§ 197, stk. 1, og 231 a, stk. 1.

Det er yderligere en betingelse for skifterettens imødekommelse af en skyldners begæring om

gældssanering, at det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens

økonomiske forhold, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 1, og 231 a, stk. 1. Det bemærkes, at denne

betingelse ikke udgør en del af insolvenskravet, men gælder ved siden af kravet om insolvens.

1. Udelukkelse af gældssanering

1.1 Indledning

Efter konkurslovens § 197, stk. 2, kan kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges,

såfremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. nr. 1, såfremt skyldneren har handlet

uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld er stiftet på

et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, er

opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til

skyldnerens økonomiske situation, er stiftet med henblik på forbrug eller er gæld til det offent-

lige, som er oparbejdet systematisk, jf. nr. 2, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved

strafbare eller erstatningspådragende forhold, jf. nr. 3, såfremt skyldneren har undladt at afdrage

på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. nr. 4, såfremt skyldneren

har indrettet sig med henblik på gældssanering, jf. nr. 5, eller såfremt skyldneren har stiftet ny

gæld, efter at gældssaneringssag er indledt, jf. nr. 6.

Kendelse om gældssanering efter reglerne i konkurslovens kapitel 29 om gældssanering i for-

bindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling kan efter konkurslovens § 231 a, stk. 2,

i almindelighed ikke afsiges, såfremt der foreligger forhold som nævnt i konkurslovens § 197,

stk. 2, nr. 2-6. § 231 a, stk. 2, henviser alene til § 197, stk. 2, nr. 2-6. Det betyder, at uafklarede

økonomiske forhold, jf. § 197, stk. 2, nr. 1, som udgangspunkt ikke er til hinder for gældssane-

ring efter kapitel 29. Retspraksis har imidlertid vist, at der alligevel på visse punkter stilles krav

om en vis afklaring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. nedenfor i afsnit 1.4.1.

Herudover kan kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 i almindelighed ikke af-

siges, såfremt skyldneren eller f.eks. ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehand-

lingen, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring,

momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat, indsendelse af oplysninger til offentlige

myndigheder eller lignende eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den

virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt, jf. konkurslovens

§ 231 a, stk. 2.

Skifteretten kan også nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som

taler afgørende imod gældssanering, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 4, og 231 a, stk. 4.

1.2 Tilsidesættelse af forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse

og afregning af A-skat og undladelse af at lede virksomheden forsvarligt

1.2.1 Gældende ret

Det beror på en konkret vurdering, om en tilsidesættelse af de under afsnit 1.1. nævnte pligter

er væsentlig nok til at udelukke gældssanering efter konkurslovens § 231, a, stk. 2, nr. 1.

Det er ikke enhver tilsidesættelse af reglerne om bogføring, momsafregning, indeholdelse og

afregning af A-skat, indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder eller lignende, der

udelukker gældssanering. Der skal være tale om et forhold af ikke uvæsentligt omfang.

Det er på den anden side heller ikke hensigten, at gældssanering kun skal være udelukket, hvis

der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 302 om særlig grove overtrædelser af bogfø-

ringsreglerne. Skyldneren bør dog som udgangspunkt være udelukket fra at få gældssanering,

hvis virksomhedens bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan give en meget

troværdig forklaring om, hvorfor det ikke umiddelbart er tilgængeligt for kurator, jf. betænk-

ning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 499. Det er ikke en betingelse, at der er lidt et tab. Det

kan således være tilstrækkeligt til at udelukke gældssanering, at bogføringsmaterialet er bort-

kommet.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 11. februar 2009 (gengivet

i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, s. 1366), hvor en skyldner, hvis bo blev taget under konkurs i

2006, havde anmodet om gældssanering i forbindelse med konkurs efter konkurslovens kapitel

29. Bl.a. skyldnerens tidligere revisor gjorde indsigelse mod afsigelse af kendelse om gældssa-

nering, idet revisoren anførte, at skyldneren i en årrække ikke havde afregnet moms korrekt og

havde haft ansat uregistreret arbejdskraft, som havde fået udbetalt løn uden skattetræk.

Skifteretten afsagde kendelse om gældssanering, idet skifteretten lagde vægt på, at det arbejde,

der var udført af uregistrerede medarbejdere, omfattede et beløb i størrelsesordenen 20-30.000

kr., og at arbejdet havde fundet sted omkring år 2001, ligesom efterangivelserne af moms ved-

rørte årene 1997-2001.

Landsretten fandt imidlertid, at skyldneren ved at have undladt at afregne moms over en læn-

gere periode og antage uregistreret arbejdskraft havde tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse

med ledelsen af virksomheden på en sådan måde, at der ikke for tiden var grundlag for at med-

dele gældssanering, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3.

I Vestre Landsrets kendelse af 12. september 2007 (gengivet i Fuldmægtigen 1-2007-1403018)

blev gældssanering nægtet efter konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2. Landsretten lagde ved

afgørelsen vægt på bl.a., at der i virksomhedens levetid ikke var lavet regnskaber, at virksom-

hedens indtægter ikke havde stået mål med skyldnerens forbrug, og at størstedelen af omsæt-

ningen var gået til privatforbrug.

Som eksempel på uforsvarlig virksomhedsledelse som udelukkelsesgrund efter konkurslovens

§ 231 a, stk. 2, nr. 2, kan bl.a. nævnes, at virksomheden har ydet ulovlige aktionær- eller an-

partshaverlån i strid med selskabslovens § 210, jf. herved Østre Landsrets kendelse af 3. februar

2012 i sag B-283-12, hvor skyldneren ikke havde godtgjort, at der ikke forelå et ulovligt an-

partshaverlån, og Østre Landsrets kendelse af 7. april 2011 i sag B-2878-10, hvor skyldneren

ikke havde godtgjort, at et ulovligt anpartshaverlån var tilbagebetalt.

Gældssanering nægtes endvidere i medfør af konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 2, hvis skyldne-

ren har begunstiget eller søgt at begunstige enkelte fordringshavere. Det må herved forudsættes,

at den potentielt omstødelige disposition kan bebrejdes skyldneren eller den relevante konkurs-

ramte virksomhed, som har foretaget dispositionen, jf. betænkning nr. 1449/2004 om gældssa-

nering, s. 500.

Er skyldneren idømt konkurskarantæne, kan dette medføre, at skyldneren ikke kan opnå gælds-

sanering, jf. Vestre Landsrets kendelse af 24. april 2020 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2020, s. 2204). I denne sag blev en skyldner, som havde en større gæld, der stammede fra den

konkursramte virksomhed, nægtet gældssanering med den begrundelse, at han i juni 2019 var

idømt konkurskarantæne. Afgørelsen om konkurskarantæne var begrundet i bl.a., at skyldneren

ikke havde udleveret alt regnskabsmateriale og al bogføring til kurator, at der var åbenlyse

mangler ved bogføringen, og at der ikke var korrekt indberettet moms i det konkursramte sel-

skab.

1.2.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har som anført ovenfor,

kapitel 5,

foreslået, at reglerne om gældssanering i og

uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling sammenlægges.

Der findes i konkurslovens § 231 a, stk. 2, yderligere nægtelsesgrunde, som finder anvendelse

på gældssanering i forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling. Da Konkursrådet

ikke finder det hensigtsmæssigt fuldstændigt at ophæve disse erhvervsrettede nægtelsesgrunde,

må disse yderligere nægtelsesgrunde som følge af sammenlægningen af reglerne samles med

de øvrige nægtelsesgrunde i konkurslovens § 197.

En ophævelse af § 231 a, må således forudsætte, at de elementer, der fortsat skal finde anven-

delse, føjes til § 197. Det foreslås på den baggrund, at det i forlængelse af § 197 anføres, at

kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs i almindelighed endvidere ikke afsiges

som følge af de nægtelsesgrunde, der er i dag findes i konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2.

Tilføjelsen af en sådan ny bestemmelse i forlængelse af § 197, der viderefører de erhvervsret-

tede nægtelsesgrunde i kapitel 29, indebærer, at kravet om afklarede økonomiske forhold ikke

skal fraviges ved gældssanering i forbindelse med konkurs, når skyldneren m.fl. har tilsidesat

forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat

mv. eller i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.

Der vil principielt kunne meddeles gældssanering på de almindelige vilkår om, at skyldnerens

økonomiske forhold skal være afklarede, hvis skyldneren opfylder de øvrige betingelser for

gældssanering i § 197. Dette vil dog ikke være tilfældet, hvis det er skyldneren selv, der har

undladt at lede virksomheden forsvarligt.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at der ikke fremover skal kunne meddeles gældssa-

nering på de mere lempelige vilkår for erhvervsdrivende i tilfælde, hvor et selskab som skyld-

neren m.fl. ejer en væsentlig del af, og som skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra som

følge af en kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld, har fået stadfæstet et rekonstruk-

tionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord.

Reglerne om gældssanering er som udgangspunkt tiltænkt håbløst forgældede skyldnere, som

typisk er standset som selvstændigt erhvervsdrivende, eventuelt efter en konkurs, og således

ikke længere ejer væsentlige ubehæftede aktiver, hvorimod formålet med reglerne om rekon-

struktion er at undgå konkurs og i almindelighed gøre det muligt at fortsætte en erhvervsaktivi-

tet gennem en tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse. Hovedanvendelsesområdet

for kapitel 29 er da også de sager, hvor gældssanering indledes i forbindelse med en konkurs.

Udvidelsen af reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. kapitel 29, til også at

omfatte gældssanering for en personlig skyldner i forbindelse med rekonstruktionsbehandling,

var nyt i forhold til Konkursrådets forslag i betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion. Kon-

kursrådet finder det fortsat ikke hensigtsmæssigt at lovgive om de marginale situationer, hvor

en gældssanering indledes i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling. Særligt ikke efter

de i nærværende betænkning foreslåede udligninger af forskellene mellem de to regelsæt om

gældssanering.

På baggrund af ovenstående vurderer Konkursrådet, at det er mest hensigtsmæssigt ikke at lade

de mere lempelige gældssaneringsregler for erhvervsdrivende aktiveres af et stadfæstet rekon-

struktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord.

Konkursrådet har desuden overvejet, om kravene til forsvarlig virksomhedsledelse i § 231 a,

stk. 2, nr. 2, skal ændres fra det nuværende udgangspunkt, hvor en undladelse af at lede virk-

somheden forsvarligt skal medføre, at en kendelse om gældssanering ikke kan afsiges, til, at

alene groft uforsvarlig virksomhedsledelse skal medføre, at kendelse om gældssanering ikke

kan afsiges.

Den nuværende afgrænsning, hvorefter uforsvarlig virksomhedsledelse omfatter bl.a. optagelse

af ulovlige kapitalejerlån eller foretagelse af omstødelige dispositioner, varetager efter Kon-

kursrådets opfattelse en passende balance mellem på den ene side skyldneren, der skal have

mulighed for at komme videre efter en konkurs, og på den anden side fordringshaverne. Kon-

kursrådet foreslår på den baggrund ingen ændringer af kravene til forsvarlig virksomhedsle-

delse i § 231 a, stk. 2, nr. 2.

Konkursrådet har endelig overvejet, om der bør lempes på skyldnerens forpligtelser til at af-

regne skat, moms, afgifter samt lede virksomheden forsvarligt mm. som betingelse for gælds-

sanering. Konkursrådet finder dog, at der fortsat består tungtvejende hensyn, som tilsiger, at

der ikke lempes på § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2, samt stk. 4.

1.3 Uafklarede økonomiske forhold ved gældssanering efter de almindelige regler i kon-

kurslovens kapitel 25-28

1.3.1. Gældende ret

Ved gældssanering efter de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28 nægtes gældssa-

nering, hvis skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr.

Hensynet hertil er for det første, at skyldnerens økonomiske forhold har betydning for skifte-

rettens vurdering af, om den pågældende kan godtgøre ikke at være eller blive i stand til at

opfylde sine økonomiske forpligtelser, og for skifterettens vurdering af, om det må antages, at

gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

For det andet har klarhed over skyldnerens økonomiske forhold betydning for fastsættelsen af

en afdragsordning for skyldneren.

Har skyldneren uafklarede økonomiske forhold, skal skifteretten i almindelighed nægte at af-

sige kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 25-28.

Skyldnerens økonomiske forhold anses i almindelighed som uafklarede, hvis skyldneren er ar-

bejdsløs eller under uddannelse. Hvis skyldneren har en tidsbegrænset ansættelse, beror det på

en konkret vurdering af skyldnerens nuværende og tidligere ansættelsesforhold, om dennes

økonomiske forhold anses som uafklarede. Er der usikkerhed om skyldnerens boligforhold,

medfører dette typisk også, at skyldnerens økonomiske forhold anses for uafklarede.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Vestre Landsrets kendelse af 22. december 2006 (gengi-

vet i Fuldmægtigen 1-2007-818028), hvor landsretten nægtede gældssanering til en 51-årig

skyldner, der ikke havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet de sidste 15 år. Landsretten fandt,

at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne udelukkes, at skyldneren havde en arbejdsevne,

der kunne udnyttes, og at skyldnerens økonomiske forhold derfor var uafklarede, jf. § 197, stk.

2, nr. 1.

I Østre Landsrets kendelse af 18. maj 1998 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1245)

var det forhold, at skyldnerens ægtefælle var på kontanthjælp, ikke til hinder for gældssanering.

Skyldnerens ægtefælle var analfabet, beherskede ikke dansk og havde ikke på noget tidspunkt

været i kontakt med arbejdsmarkedet, siden hun flyttede til Danmark i 1979. Hun deltog på

ansøgningstidspunktet i et syprojekt og i danskundervisning. Landsretten fandt, at ægtefællens

indtægtsforhold var så afklarede, at dette ikke kunne føre til, at indledning af gældssaneringssag

nægtedes. Det må antages, at landsretten vurderede, at ægtefællens muligheder for at komme i

arbejde var så urealistiske, at det forhold, at hun var på kontanthjælp, ikke i den konkrete sag

skulle udelukke gældssanering.

Har skifteretten afsagt kendelse om gældssanering, og viser det sig senere, at skyldnerens øko-

nomiske forhold ændrer sig, f.eks. fordi skyldneren skifter til et lavere lønnet arbejde, kan der

i forbindelse med gældssanering efter reglerne i kapitel 25-28 ske genoptagelse af gældssane-

ringssagen.

Det følger således af konkurslovens § 228, stk. 1, at skifteretten, når ganske særlige hensyn til

skyldneren taler derfor, på begæring kan genoptage gældssaneringssagen med henblik på æn-

dring af gældssaneringskendelsens bestemmelser om dividende, henstandsperiodens længde og

afdragenes størrelse.

Skifteretten kan dog ikke forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, jf. § 228, stk. 1,

sidste pkt. Der er således ikke i forbindelse med gældssanering efter kapitel 25-28 mulighed for

at genoptage sagen med henblik på fastsættelse af et højere afdrag for derved at sikre en større

dividende til fordringshaverne.

1.3.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om betingelsen om, at skyldneren ikke må have uafklarede økono-

miske forhold, udgør en uforholdsmæssig hindring for gældssanering efter reglerne i konkurs-

lovens kapitel 25-28.

Hensynet bag betingelsen er, som det fremgår ovenfor, afsnit 1.3.1., dels at skifteretten skal

kunne vurdere, om skyldneren er ude af stand til og ikke bliver i stand til at opfylde sine øko-

nomiske forpligtelser, dels om gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens

økonomiske forhold, ligesom skyldnerens økonomiske forhold er afgørende ved fastsættelsen

af skyldnerens evne til at afdrage på gælden.

Disse hensyn taler efter Konkursrådets opfattelse afgørende for, at der fortsat skal stilles krav

om en vis afklaring af skyldnerens økonomiske forhold.

Skyldnerens økonomiske forhold dækker over flere elementer, dels skyldnerens indkomstfor-

hold, dels skyldnerens løbende forpligtelser, herunder udgifter til bolig, leveomkostninger mv,

og dels skyldnerens gældsforpligtelser.

Det må efter Konkursrådets opfattelse som minimum kræves, at der er en sådan klarhed over

skyldnerens gældsforpligtelser, at skifteretten kan vurdere, om skyldneren er håbløst forgældet,

det vil sige, at skyldneren er ude af stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at

kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. konkurslovens § 197, stk. 1.

Ved skifterettens vurdering af, om skyldneren er håbløst forgældet, og om en gældssanering vil

føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, må tillige indgå oplysninger om

skyldnerens indkomstforhold.

I forbindelse med en gældssanering foreslås det, at der fastsættes en afdragsperiode på tre år til

afvikling af den del af gælden, der består efter kendelsen om gældssanering. I denne treårige

periode skal skyldnerens indkomstmæssige og budgetmæssige forhold ligge fast. Er der ikke

klarhed over skyldnerens indkomstforhold, vil skifteretten ikke kunne vurdere, om skyldneren

kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke vil blive i stand til at

opfylde sine økonomiske forpligtelser. Det har desuden betydning for, om skifteretten har et

tilstrækkeligt sikkert grundlag for at godkende skyldnerens forslag til afdragsordning. Hertil

kommer, at det kan virke stødende på fordringshaverne, såfremt disse ikke får det, de ellers

ville være berettiget til, hvis afsigelsen af kendelsen om gældssanering havde afventet en afkla-

ring af skyldnerens indkomstforhold.

Det bemærkes, at der allerede i dag er mulighed for at se bort fra kravet om, at skyldnerens

økonomiske forhold ikke må være uafklarede, når der er tale om gældssanering i forbindelse

med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.

Baggrunden herfor er bl.a., at en konkursramt skyldners arbejds- og boligforhold, hvad enten

den pågældende har drevet virksomhed i eget navn eller gennem et selskab, i en tid efter kon-

kursen eller rekonstruktionsbehandlingen ofte vil være uafklarede.

Disse mere lempelige regler kan imidlertid udelukkende anvendes af skyldnere, hvis gæld i

hovedsagen er erhvervsmæssig.

Reglerne tilgodeser ikke skyldnere, der har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, men som

har indstillet driften, inden det kom så vidt, at den pågældende blev erklæret konkurs. I betænk-

ning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 380-382, vurderede Konkursrådet således, at en

gruppe af erhvervsdrivende, som ikke har mulighed for at rejse fornødne midler til etablering

af en akkord, eller som ikke (længere) har aktiver til en konkursbehandling, vil være henvist til

at søge gældssanering efter de almindelige regler om gældssanering uden for konkurs. At en

skyldner, der har pådraget sig erhvervsmæssig gæld, i disse tilfælde ikke vil kunne drage fordel

af de lempeligere regler, fandtes ikke at kunne opveje det forhold, at det alene ved en nøje

gennemgang af skyldnerens virksomhed og forretningsførelse i forbindelse med tilvejebrin-

gelse af likvidationsakkord eller konkursbehandling vil kunne sikres, at der ikke sker gældsfri-

gørelse i tilfælde, hvor udøvelsen af virksomheden og forretningsførelsen ikke har været for-

svarlig. En sådan skyldner, hvis gæld ligeledes kan være erhvervsmæssig, er således nødsaget

til at søge gældssanering efter de almindelige regler.

Dette kan efter Konkursrådets opfattelse medføre uhensigtsmæssige situationer, hvor en skyld-

ner opnår en bedre retsstilling ved at gennemgå en konkursbehandling, som potentielt afsluttes

uden nogen form for dækning til fordringshaverne.

Der kan desuden være skyldnere, hvis gæld ikke er erhvervsmæssig, men hvis løbende, faste

udgifter ligeledes midlertidigt er uafklarede. Sådanne skyldnere kan efter de gældende regler

ikke opnå gældssanering.

Uanset at der kan findes gode argumenter for en lempelse af kravet om, at skyldnerens ind-

komstforhold skal være afklarede, er det fortsat Konkursrådets opfattelse, at der består tungt-

vejende grunde til at opretholde betingelsen ved gældssanering uden for konkurs- og rekon-

struktionsbehandling.

Konkursrådet har overvejet, om uafklarede økonomiske indkomstforhold, som skyldes, at

skyldneren befinder sig i en kort overgangsperiode, fordi skyldneren er midlertidigt arbejdsløs

eller i udredning for fastlæggelse af arbejdsevne, fortsat skal udelukke gældssanering.

Hvis der tages udgangspunkt i skyldnerens aktuelle indtægtsforhold, som midlertidigt kan være

en arbejdsløshedsunderstøttelse eller lignende, vil det formentlig føre til, at der i videre omfang

vil blive givet gældssanering, uden at skyldneren kan tilbyde nogen (yderligere) betaling til sine

fordringshavere.

Dette vil efter Konkursrådets opfattelse kunne virke urimeligt over for fordringshaverne i til-

fælde, hvor skyldneren på afgørelsestidspunktet netop befinder sig i en økonomisk overgangs-

periode, og hvor det senere viser sig, at skyldneren i den (forventede) afdragsperiode oppebærer

indtægter, som ville have medført betaling til fordringshaverne. Udformes reglerne på denne

måde, vil det også indebære en risiko for, at skyldneren indretter sine forhold med henblik på

at have en lav eller ingen indkomst på afgørelsestidspunktet for at undgå at skulle betale noget

til fordringshaverne.

Dette kan imødegås ved, at den manglende udelukkelse af gældssanering i disse tilfælde mod-

svares af regler, der giver skifteretten mulighed for at udsætte gældssaneringssagen eller gen-

optage denne, når skyldnerens økonomiske forhold bliver afklarede. Dette vil på den anden side

give anledning til yderligere sagsskridt for både skyldnere og fordringshavere. Det vil også give

anledning til et betydeligt merarbejde for skifteretterne at udsætte og genoptage sagerne. Efter

Konkursrådets opfattelse bør der derfor ikke fastsættes yderligere genoptagelsesregler.

Det er på den baggrund Konkursrådets vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at fravige

kravet om, at skyldnerens indkomstforhold skal være afklarede, selv om de uafklarede ind-

komstforhold er forårsaget af, at skyldneren befinder sig i en kort overgangsperiode.

Er der derimod ikke tale om en kort overgangsperiode, må gældssanering efter Konkursrådets

opfattelse også være udelukket. Har skyldneren eksempelvis påbegyndt en uddannelse, må

gældssanering som udgangspunkt være udelukket, så længe den pågældende fortsat er under

uddannelse.

Ved skifterettens vurdering af, om skyldneren er håbløst forgældet, og om en gældssanering vil

føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, må tillige indgå oplysninger om

skyldnerens løbende, faste udgifter.

Konkursrådet har overvejet, om der bør ske lempelser i betingelsen om, at skyldnerens løbende,

faste udgifter skal være afklarede.

En eventuel usikkerhed om skyldnerens løbende, faste udgifter vil have betydning for skifteret-

tens vurdering af, om skyldneren kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremti-

den ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser. Det har således betydning

for, om skifteretten har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at godkende skyldnerens forslag til

afdragsordning. Dette taler for, at usikkerhed om skyldnerens løbende faste udgifter fortsat skal

medføre, at der som altovervejende udgangspunkt ikke kan indledes gældssaneringssag for

skyldneren.

Konkursrådet har overvejet, om uafklarede udgiftsforhold, som skyldes, at skyldnerens lejemål

er tidsbegrænset, eller at skyldneren er logerende og dermed kan opsiges med kort varsel, fortsat

skal udelukke gældssanering.

Hensynet til de skyldnere, der på grund af den aktuelle tilstand på boligmarkedet visse steder i

landet, må acceptere korte tidsbegrænsede lejemål, tilsiger, at gældssanering ikke uden videre

skal være udelukket for denne kategori af skyldnere.

En undtagelse fra kravet om afklarede økonomiske udgiftsforhold i disse tilfælde vil efter Kon-

kursrådets opfattelse ikke skulle modsvares af regler, som giver mulighed for genoptagelse i

tilfælde af ændringer i skyldnerens boligudgifter. Det er også i denne sammenhæng Konkurs-

rådets opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at fastsætte yderligere genoptagelsesregler. I

tilfælde af indførelsen af en sådan ordning, vil det således være skyldnerens eget ansvar at leve

for det beløb, der blev afsat til udgifter i budgettet ved kendelsens afsigelse.

Imod dette taler, at det må forventes, at nogle skyldnere vil misligholde gældssaneringskendel-

sen, hvis skyldneren i gældssaneringsperioden må finansiere en anden og dyrere bolig, idet der

ikke i budgettet vil være økonomiske midler hertil. Manglende udelukkelse af gældssanering

ved uafklarede forhold, der skyldes tidsbegrænsede lejemål, vil dermed, uagtet at der ikke gives

adgang til genoptagelse, alligevel kunne føre til øget administration ved skifteretterne, der i

kraft af en sådan ordning kan risikere at blive mødt med begæringer fra fordringshavere om

ophævelse af gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 2.

Hertil kommer, at det som følge af Konkursrådets forslag i kapitel 9 om at afkorte afdragsperi-

oden fra fem år til tre år allerede efter gældende ret i nogle tilfælde vil blive lettere for skyldnere

med tidsbegrænsede lejemål at opfylde betingelsen om afklarede økonomiske forhold.

Det er Konkursrådets vurdering, at mest taler for, at uafklarede udgiftsforhold, som skyldes

tidsbegrænsede lejemål, på baggrund af ovenstående betragtninger, fortsat skal udelukke gælds-

sanering.

For så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser, foreslår Konkursrådet, at der kun bør stilles

krav om, at disse er tilstrækkeligt afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er håbløst

forgældet. Der bør fremover således kun stilles krav om, at skyldnerens gældsforpligtelser er

tilstrækkeligt afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er kvalificeret insolvent.

På baggrund af ovenstående foreslår Konkursrådet, at skyldnerens økonomiske forhold fortsat

skal være afklarede for så vidt angår skyldnerens indkomstforhold og løbende faste udgifter.

For så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser bør der fremover kun stilles krav om, at disse

er tilstrækkeligt afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er kvalificeret insolvent.

1.4 Uafklarede økonomiske forhold ved gældssanering i forbindelse med konkurs- eller

rekonstruktionsbehandling efter reglerne i konkurslovens kapitel 29

1.4.1 Gældende ret

Ved gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling efter konkurs-

lovens kapitel 29 gælder betingelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 1, om, at skyldnerens

økonomiske forhold ikke må være uafklarede, som udgangspunkt ikke, jf. konkurslovens § 231

a, stk. 2, 1. pkt., modsætningsvis. Som eksempel kan nævnes, at gældssanering ikke var ude-

lukket for en skyldner, der efter konkursen modtog dagpenge, jf. Vestre Landsrets kendelse af

9. marts 2011 (gengivet i Fuldmægtigen 2011, s. 120).

Der skal imidlertid efter retspraksis sondres mellem uafklarede forhold, der udspringer af selve

konkursen, som ikke medfører, at gældssanering udelukkes, og uafklarede forhold, der ikke har

med konkursen at gøre, og som umiddelbart kan medføre, at gældssanering udelukkes.

I Vestre Landsrets kendelse af 3. maj 2010 (gengivet i Fuldmægtigen 2010, s. 204) udtalte

landsretten, at § 197, stk. 2, nr. 1, ikke finder anvendelse i sager om gældssanering under kon-

kurs, jf. § 231 a, stk. 2, modsætningsvis, og at gældssanering derfor ikke kunne nægtes med

henvisning til, at skyldnernes boligforhold og dermed disses økonomiske forhold var uafkla-

rede.

I Vestre Landsrets kendelse af 11. februar 2011 (gengivet i Fuldmægtigen 2011, s. 103) nægtede

landsretten imidlertid gældssanering i forbindelse med konkurs under henvisning til, at skyld-

nerne havde uafklarede økonomiske forhold, idet nogle udlejningsejendomme, som skyldnerne

ejede, var behæftet med rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning. Størrelsen af skyldnernes

fremtidige renteudgifter på lån, der ikke ville blive saneret, var således forbundet med en væ-

sentlig usikkerhed. Skyldnerne havde ikke taget skridt til at realisere ejendommene i forbindelse

med gældssaneringsansøgningen. Landsretten udtalte, at de uafklarede forhold, der ellers ikke

ville være til hinder for gældssanering, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, 1. pkt., modsætnings-

vis, var afledt af skyldnernes udlejningsvirksomhed og den måde, hvorpå de havde valgt at

finansiere deres ejendomme, og ikke af konkursen. Landsretten fandt derfor, at der forelå om-

stændigheder som omhandlet i § 231 a, stk. 4, der talte afgørende mod gældssanering.

Det kan ikke udelukkes at have haft betydning for afgørelsen, at de uafklarede forhold knyttede

sig til de af skyldnernes gældsforpligtelser, som ikke var omfattet af gældssaneringen, og ikke

til skyldnernes indtægter som i de nedenfor refererede afgørelser, samt at der var risiko for, at

gældsforpligtelserne ville stige i forbindelse med den årlige rentetilpasning. Det kan således

have haft betydning, at en rentestigning kunne få den effekt, at skyldnerne på ny ville blive

insolvente.

Hvis de uafklarede forhold ikke har noget med selve konkursen at gøre, er det formentlig afgø-

rende, om årsagen til at forholdet er uafklaret beror på et valg fra skyldnerens side, jf. Torben

Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 330.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Vestre Landsrets kendelse af 23. juni 2008 (gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2008, s. 2318), hvor landsretten nægtede gældssanering i forbindelse

med konkurs til en skyldner, fordi skyldnerens manglende indtægt efter konkursen beroede på

et valg om at have påbegyndt en længerevarende universitetsuddannelse.

I Vestre Landsrets kendelse af 24. april 2015 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2015, s. 2702)

var en skyldner få dage efter konkursen blevet sygemeldt og skulle senere på barsel. Landsretten

fandt, at eftersom sagen skulle behandles efter reglerne om gældssanering i konkurs, var det

ikke en betingelse, at skyldnerens økonomiske forhold var afklarede, og sygemeldingen var

derfor ikke til hinder for, at der blev indledt gældssaneringssag. Det forhold, at hun senere skulle

på barselsorlov, ændrede ikke herved.

Det er uden betydning, om skyldnerens valg er truffet forud for konkursen, jf. Vestre Landsrets

kendelse af 26. juni 2013 i sag B-1271-13, hvor bl.a. det forhold, at skyldneren havde påbegyndt

et studium, ca. fire måneder inden han blev taget under konkursbehandling med en virksomhed,

bevirkede, at gældssanering efter kapitel 29 blev nægtet med henvisning til, at han havde uaf-

klarede økonomiske forhold.

Uafklarede økonomiske forhold hos ægtefællen kan ligeledes føre til, at gældssanering nægtes.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 30. september 2011 (gengi-

vet i Fuldmægtigen 2011, s. 286), hvor gældssanering i forbindelse med konkurs blev nægtet

med henvisning til bl.a., at skyldnerens ægtefælle havde uafklarede økonomiske forhold. Æg-

tefællen havde været hjemmegående, men efter skyldnerens konkurs påtaget sig arbejde, her-

under som vikar. Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på bl.a., at ægtefællens uafklarede

økonomiske situation ikke var affødt af skyldnerens konkurs.

Afgørelsen er således udtryk for, at reglen om, at uafklarede økonomiske forhold ikke udeluk-

ker gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, er en snæver

undtagelsesregel.

Gældssanering i forbindelse med konkurs blev ligeledes nægtet for en skyldner i Vestre Lands-

rets kendelse af 13. januar 2015 (gengivet i Fuldmægtigen 2015, s. 84) med henvisning til, at

skyldnerens ægtefælle på grund af sygdom havde uafklarede økonomiske forhold, der ikke var

en følge af konkursen.

Det følger af konkurslovens § 236 a, stk. 1, at § 228 om genoptagelse, hvis ganske særlige

forhold til skyldneren taler herfor, også finder anvendelse ved gældssanering i forbindelse med

konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.

Det følger imidlertid også af § 236 a, stk. 2, at hvis skyldneren havde uafklarede økonomiske

forhold på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt, kan skifteretten i hen-

standsperioden på begæring af en fordringshaver endvidere genoptage gældssaneringssagen

med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, såfremt der er indtrådt en

væsentlig forbedring i skyldnerens økonomiske forhold.

Bestemmelsen er baseret på Konkursrådets forslag i betænkning nr. 1449/2004 om gældssane-

ring. Heraf fremgår, s. 508, at det alene er væsentlige budgetforbedringer, som udspringer af

skyldnerens arbejde enten som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, der kan med-

føre krav om yderligere betaling til fordringshaverne. Det omfatter også væsentlige budgetfor-

bedringer for skyldneren, som skyldes en stigning i ægtefællens eller samleverens arbejdsind-

komst. En budgetforbedring, som medfører, at skyldnerens betalingsevne forbedres med 1.000

kr. om måneden, må betragtes som en væsentlig budgetforbedring.

1.4.2 Konkursrådets overvejelser

I relation til gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling har

Konkursrådet overvejet, om det for erhvervsdrivende fortsat skal være således, at gældssanering

skal nægtes som følge af, at skyldneren har uafklarede økonomiske forhold, der ikke udspringer

af konkursen, herunder uafklarede økonomiske forhold hos skyldnerens ægtefælle.

Hensynet til, at skyldnere, der er berørt af et virksomhedssammenbrud, og som befinder sig i

en økonomisk overgangsperiode efter en konkurs, skal have mulighed for at opnå en gældssa-

nering, taler for, at forhold, der ikke udspringer af konkursen, heller ikke skal kunne medføre,

at gældssanering udelukkes.

På den anden side vil det give anledning til flere genoptagelsessager, såfremt erhvervsdrivende

får mulighed for at opnå gældssanering trods uafklarede økonomiske forhold, der ikke udsprin-

ger af konkursen. Flere genoptagelsessager vil medføre yderligere sagsadministration for skif-

teretterne og længere sagsforløb for de involverede parter. Det følger således af konkurslovens

§ 236 a, stk. 2, at gældssaneringssagen kan genoptages på begæring af en fordringshaver, så-

fremt skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt, havde uafkla-

rede økonomiske forhold.

Konkursrådet vurderer på den baggrund, at det for erhvervsdrivende på lige fod med ikke-er-

hvervsdrivende skal tillægges betydning, såfremt skyldneren har uafklarede økonomiske for-

hold, der ikke udspringer af konkursen.

1.5 Skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender

1.5.1 Gældende ret

Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren har handlet

uforsvarligt i økonomiske anliggender, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 2, nr. 2, og 231 a, stk. 2,

1. pkt.

Konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, oplister nogle ikke udtømmende eksempler på, hvornår

skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender.

Ved vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, indgår,

hvor stor en andel af skyldnerens gæld, der skyldes uforsvarlige forhold.

Det indgår endvidere i vurderingen, om gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var

ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra a, herunder

om gælden er optaget for at dække allerede forfaldne gældsforpligtelser.

Fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 6. februar 2007 (gengivet i Fuldmægtigen

1-2007-837807), hvor landsretten udtalte, at en skyldner med en samlet gæld på 342.000 kr.,

der havde optaget et lån på 40.000 kr. til en bilreparation og indfrielse af diverse gældsposter,

havde udvist økonomisk uansvarlighed på et tidspunkt, hvor han var ude af stand til at opfylde

sine økonomiske forpligtelser. Gældssanering blev derfor nægtet, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra a.

I Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 2008 (gengivet i Fuldmægtigen 2008, s. 240) havde

skyldneren efter konkursen oprettet en kassekredit til at betale husleje og andre udgifter, som

var negativ med 24.000 kr., hvorfor gældssanering blev nægtet med henvisning til § 197, stk.

2, nr. 2, litra a.

Omvendt udtalte Østre Landsret i kendelse af 30. september 2011 (omtalt ovenfor, afsnit 1.4.1),

bl.a., at ansøgeren ikke havde handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender ved på et tidspunkt

forud for konkursen at have optaget et realkreditlån på 7,5 mio. kr., der var anvendt til at ned-

bringe en gæld til banken.

Det indgår desuden i vurderingen, om skyldneren ved at påtage sig en risiko har foretaget øko-

nomiske transaktioner, der må karakteriseres som spekulationsprægede, jf. § 197, stk. 2, nr. 2.

litra b. Dette kan eksempelvis være forpligtelser, der er påtaget uden sammenhæng med skyld-

nerens erhvervsudøvelse.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 5. maj 2011 (gengivet i

Fuldmægtigen 2011, s. 184), hvor gældssanering blev nægtet som følge af, at skyldneren havde

handlet økonomisk uforsvarligt. Skyldneren havde købt et kolonihavehus til 1,5 mio. kr. på et

tidspunkt, hvor han havde en årsindkomst på ca. 160.000 kr. Købet blev finansieret med et

valutalån, der skulle indfries efter et år. Huset blev senere solgt på tvangsauktion for 630.000

kr. Det fremgår ikke af afgørelsen, at skyldneren på tidspunktet for købet havde anden gæld,

hvorfor det må antages, at gældssanering blev nægtet på grund af misforholdet mellem skyld-

nerens indtægt og den risiko, der lå i den pågældende lånetype.

Det indgår endvidere i vurderingen, om gælden er stiftet med henblik på forbrug, jf. § 197, stk.

2, nr. 2, litra c.

Af de specielle bemærkninger til § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, fremgår, at bestemmelsen omfatter

lån stiftet til indkøb af større forbrugsgoder og til almindelige dagligvarer, jf. Folketingstidende

2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 322.

Fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 17. december 2007 (gengivet i Fuldmæg-

tigen 1-2008-1616152), hvor skyldneren havde en samlet gæld på 535.000 kr. Heraf hidrørte

325.000 kr. fra en tvangsauktion i 1990. Landsretten nægtede gældssanering med henvisning

til, at skyldneren havde handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, idet en ikke uvæsentlig

gæld var stiftet med henblik på forbrug, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra c. Landsretten lagde vægt

på, at skyldneren i perioden 1983-1997 havde stiftet betydelig forbrugsgæld til private for-

dringshavere, ligesom der i 2006 var stiftet forbrugsgæld til Synoptik på 5.500 kr. og i 2007 på

3.700 kr. til køb af en vaskemaskine. Afgørelsen viser, at der i forhold til nyere forbrugsgæld

lægges vægt på selv relativt små beløb.

I Østre Landsrets kendelse af 11. februar 2010 (gengivet i Fuldmægtigen 2010, s. 97) blev

gældssanering nægtet under henvisning til bl.a., at skyldneren og dennes ægtefælle i 2007 og

2008 havde stiftet forbrugsgæld, og at de efter indledning af gældssaneringssagen havde fået

udbetalt ca. 8.000 kr. i Særlig Pensionsopsparing, hvilket beløb blev anvendt til forbrug i stedet

for at afdrage på gælden.

I Vestre Landsrets kendelse af 29. september 2006 (gengivet i Fuldmægtigen 1-2006-761269)

blev gældssanering nægtet under henvisning til § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, fordi skyldneren tre

år tidligere havde stiftet en forbrugsgæld på 50.000 kr., hvilken gæld med renter var steget til

næsten 100.000 kr. Landsretten udtalte, at der var tale om forbrugsgæld af nyere dato.

I Vestre Landsrets kendelse af 10. december 2002 i sag B-2689-02 var der stiftet forbrugsgæld

inden for de sidste fem år, hvorfor gældssanering blev nægtet. Gældssanering blev ligeledes

nægtet i Vestre Landsrets kendelse af 3. juli 2013 i sag B-1266-03 med henvisning til, at der

inden for de sidste tre-fem år var stiftet forbrugsgæld.

Ren forbrugsgæld saneres således normalt ikke, hvis gælden er yngre end fem år, jf. Torben

Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Gældssanering Status 2019, 4. udg., 2019, s. 112.

Endelig indgår det i vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-

liggender, om der er tale om gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk, jf. § 197,

stk. 2, nr. 2, litra d. Heri ligger f.eks. skyldig moms, skat, børnepenge og licens. Gælden anses

eksempelvis som oparbejdet systematisk, hvis skyldneren over en årrække selvbestaltet har ta-

get sig en kredit hos offentlige instanser. Denne type gæld er bl.a. karakteriseret ved, at den

ensidigt er stiftet af skyldneren, uden at det offentlige har haft mulighed for at forhindre kravets

opståen, herunder eksempelvis hvis skyldneren bevidst har udfyldt sin forskudsregistrering

urigtigt eller har undladt at betale børnebidrag.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 9. november 2011 (gengivet

i Fuldmægtigen 2011, s. 293), hvor gældssanering blev nægtet, fordi skyldneren havde opar-

bejdet gæld til det offentlige over en periode på 15 år, selv om den seneste gældsstiftelse lå syv

år tilbage, og selv om skyldneren de sidste seks år havde afdraget kontinuerligt.

I Østre Landsrets kendelse af 14. april 1998 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1076)

blev gældssanering nægtet med henvisning til gældens alder og art, da skyldnerens samlede

gæld på ca. 1,9 mio. kr. udgjorde skattekrav vedrørende perioden 1985-1996.

1.5.2 Konkursrådets overvejelser

1.5.2.1 Konkursrådets overvejelser om gæld stiftet med henblik på forbrug

Som det fremgår af den ovenfor angivne praksis, afsnit 1.5.1, kan selv en relativt lille forbrugs-

gæld føre til, at gældssanering nægtes, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, hvilket efter

Konkursrådets opfattelse kan medføre, at det bliver uforholdsmæssigt svært at opnå gældssa-

nering.

På den baggrund har Konkursrådet overvejet, om bestemmelsen bør afgrænses med henvisning

til genstande omfattet af trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509. Herefter kan udlæg ikke fore-

tages i aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod

for skyldneren og dennes husstand. Trangsbeneficiet omfatter ifølge praksis eksempelvis en

fryser og et køleskab, jf. Østre Landsrets kendelse af 10. december 1986 (gengivet i Fuldmæg-

tigen 1987, s. 48/2). Omfattet er derimod ikke den nyeste iPhone, jf. Østre Landsrets kendelse

af 11. april 2014 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, s. 2268), ligesom en opvaskema-

skine ikke er omfattet, jf. Østre Landsrets kendelse af 9. marts 1994 (gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1994, s. 504). Desuden er et 42" fladskærms-tv ikke omfattet, jf. Vestre Landsrets

kendelse af 22. december 2009 (gengivet i Fuldmægtigen 2010, s. 32).

Det er Konkursrådets opfattelse, at anskaffelse af genstande omfattet af trangsbeneficiet i hvert

fald ikke skal føre til, at gældssanering nægtes, også selv om genstandene er anskaffet for lånte

midler. Dog skal gældssanering efter Konkursrådets opfattelse fortsat nægtes, hvis det forven-

tes, at skyldneren fremadrettet vil stifte gæld til brug for køb af almindelige dagligvarer som

fødevarer og produkter til personlig pleje og rengøring, idet gældssanering i disse tilfælde ikke

kan antages at ville føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, ændres således, at gælds-

sanering nægtes, hvis gælden er stiftet med henblik på forbrug, medmindre der foreligger sær-

lige omstændigheder, og den stiftede gæld må anses som rimelig.

Særlige omstændigheder vil efter Konkursrådets opfattelse eksempelvis foreligge, når det er

nødvendigt at stifte gæld for at finansiere anskaffelsen af genstande, som skyldneren er af-

hængig af. Det kan eksempelvis være udskiftning eller reparation af en fryser, et køleskab eller

briller, der er gået i stykker.

Forbrugsgæld, der er stiftet med henblik på overforbrug, herunder anskaffelse af luksusgen-

stande, vil ikke kunne anses som rimelig. Genstande, der er nødvendige til opretholdelse af en

beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand, kan i den forbindelse ikke anses som

luksusgenstande, og gældsstiftelsen vil derfor i sig selv kunne anses som rimelig. Det samme

må efter Konkursrådets opfattelse gælde tandlægeregninger og andre omkostninger til sund-

hedsrelaterede ydelser, medmindre der er tale om rent kosmetiske behandlinger.

Hvis der er tale om genstande, der ikke er omfattet af trangsbeneficiet, skal det vurderes, om

der er tale om overforbrug. Er der tale om overforbrug, vil den stiftede gæld ikke kunne anses

som rimelig, og der vil heller ikke foreligge særlige omstændigheder, der kan begrunde den

stiftede gæld til forbrug. Overforbrug må i den forbindelse vurderes i forhold til skyldnerens

økonomiske forhold. Det vil således alene være gæld til forbrug, der ikke stod mål med skyld-

nerens økonomiske forhold på gældsoptagelsestidspunktet, der anses som overforbrug.

Overforbrug må efter Konkursrådets opfattelse tillige omfatte rejser og anskaffelse af tjeneste-

ydelser, herunder restaurantbesøg, når udgifterne hertil ikke står mål med skyldnerens økono-

miske forhold.

Der skal ses på skyldnerens samlede forbrug. Således vil anskaffelse af mange varer og tjene-

steydelser, som isoleret set ikke kan anses som luksus, ud fra en samlet vurdering af omfanget

føre til, at der alligevel foreligger et overforbrug.

Konkursrådet er opmærksom på, at en række selvstændigt erhvervsdrivende i perioder vil være

nødsaget til og tilbøjelige til at leve for lånte midler for ikke at trække på virksomhedens kapi-

talberedskab i perioder med dårlig omsætning.

Dette vil efter gældende ret føre til, at gældssanering udelukkes. Konkursrådet foreslår, at

gældssanering ikke skal nægtes i sådanne situationer, hvor skyldneren over en kortere periode

optager lån for at dække faste udgifter og rimelige leveomkostninger for derved at undlade at

trække penge ud af virksomheden i et forsøg på at redde denne.

Et sådant forbrug for lånte midler skal naturligvis ligge inden for rimelighedens grænser. Er der

således tale om overforbrug, må gældssanering fortsat nægtes. Konkursrådet foreslår i den for-

bindelse, at der kan sammenlignes med en tilsvarende lønmodtagers indtægtsforhold.

Overforbrug må i denne henseende ligeledes forstås som anskaffelse af luksusgenstande samt

rejser og tjenesteydelser, der ikke står mål med skyldnerens økonomiske forhold.

1.5.2.2 Konkursrådets overvejelser om kriterierne for økonomisk uforsvarlighed for erhvervs-

drivende

Konkursrådet har overvejet muligheden for, at der ved den foreslåede sammenlægning af reg-

lerne om gældssanering angives forskellige momenter for, hvornår der foreligger uforsvarlig-

hed i økonomiske anliggender, alt efter om skyldnerens gæld er erhvervsmæssig eller ej.

Det følger af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, at kendelse om gældssanering i almindelighed

ikke kan afsiges, såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender.

I konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, er angivet en række momenter, som skal indgå i vurderingen

af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, således at den pågæl-

dende ikke kan meddeles gældssanering.

Det kan efter Konkursrådets opfattelse være hæmmende for muligheden for at opnå gældssa-

nering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, hvis eksempelvis træk på

en kassekredit forud for konkursen medfører, at gældssanering nægtes, jf. § 197, stk. 2, nr. 2,

litra a. På samme måde må erhvervsdrivende efter Konkursrådets opfattelse have en videre

adgang til at foretage investeringer og dermed påtage sig finansielle risici i forbindelse med

erhvervsudøvelsen, uden at dette medfører, at gældssanering nægtes, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra

b. Derudover har forbrugsgæld, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, ikke et erhvervsmæssigt sigte.

En ophævelse af § 197, stk. 2, nr. 2, for så vidt angår erhvervsdrivende, kan virke vidtgående,

idet uforsvarlig adfærd i økonomisk henseende efter Konkursrådets opfattelse fortsat skal kunne

medføre, at gældssanering udelukkes.

Konkursrådet foreslår i stedet, at vurderingen af, hvornår der foreligger økonomisk ansvarlig

adfærd, lempes for erhvervsdrivende skyldnere.

Det vil indebære, at der i stedet for at se på om gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren

var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf. nugældende § 197, stk. 2, nr. 2,

litra a, for erhvervsdrivende skal ses på, om gældsstiftelsen var forretningsmæssigt begrundet.

Erhvervsdrivende kan således til tider have behov for at foretage træk på en kassekredit for at

foretage betalinger, uden at dette efter Konkursrådets opfattelse skal medføre, at gældssanering

udelukkes, når blot trækket på kassekreditten er sædvanligt eller forretningsmæssigt begrundet.

Der kan ses på, om gældsstiftelsen er sket på et tidspunkt, hvor skyldneren burde have erkendt,

at der ikke længere var rimelig mulighed for at videreføre virksomheden, hvilket efter Kon-

kursrådets opfattelse skal medføre, at gældssanering udelukkes.

På samme måde må man, i stedet for at se på, om gælden er optaget for at dække allerede

forfaldne gældsforpligtelser, se på, om gældsstiftelsen er sket som led i en velbegrundet låne-

omlægning. En låneomlægning, der er foretaget med henblik på at opnå mere attraktive låne-

vilkår, bør ikke i sig selv anses for uansvarligt. Optagelse af gæld til forbrug med det formål at

indfri et tidligere optaget forbrugslån til en mere insisterende fordringshaver bør fortsat ude-

lukke gældssanering. Det må således bero på en konkret vurdering, om gæld optaget med hen-

blik på at dække allerede forfalden gæld kan anses for velbegrundet og dermed ikke udelukker

gældssanering.

Konkursrådet foreslår desuden, at spekulationstilfældene, der fremgår af § 197, stk. 2, nr. 2,

litra b, ligeledes gælder erhvervsdrivende. Det præciseres, at det ikke er i overensstemmelse

med god virksomhedsledelse at påtage sig risici i forbindelse med investeringer, der ligger uden

for virksomhedens erhvervsudøvelse.

Konkursrådet har desuden overvejet, at det kunne være hensigtsmæssigt at uddybe nærmere,

hvornår der foreligger spekulation, og hvornår dette skal føre til, at gældssanering nægtes.

Er der således tale om investeringer, der ikke relaterer sig til virksomhedens øvrige drift, kan

det efter Konkursrådets opfattelse betragtes som spekulation. Det kan indgå i vurderingen, om

der er tale om en investering i formuegoder for f.eks. at opnå en skattebesparelse eller andet,

som f.eks. aktier eller anparter, kommanditselskaber, eller fast ejendom, i modsætning til inve-

steringer i driftsmidler, der anvendes i skyldnerens virksomhed.

Eksemplet i § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, om gæld, der er stiftet med henblik på forbrug, synes

ikke at have et erhvervsmæssigt sigte. Når det er afgrænset, at skyldnerens gæld hovedsagelig

skal hidrøre fra erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 231 b, synes der ikke at være behov

for at udelukke gældssanering, såfremt der er tale om gæld til forbrug. Det kan dog ikke helt

udelukkes, at det alligevel kan have betydning for en afgørelse om gældssanering for eksempel

i tilfælde, hvor skyldneren har foretaget hævninger på en kapitalpension med henblik på for-

brug, mens virksomheden har givet underskud. Denne situation må imidlertid efter Konkursrå-

dets opfattelse vurderes på baggrund af, om virksomhedens underskud skyldes uforsvarlig virk-

somhedsledelse, som også medfører, at gældssanering udelukkes, jf. konkurslovens § 231 a,

stk. 2, nr. 2, der som nævnt ovenfor efter en sammenlægning af reglerne skal samles med de

øvrige nægtelsesgrunde.

Der kan ligeledes forekomme den situation, at skyldnerens gæld hovedsagelig hidrører fra er-

hvervsvirksomhed, mens den øvrige del af skyldnerens gæld hidrører fra overforbrug. I en så-

dan situation skal gældssanering efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt være ude-

lukket. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at kendelse om gældssanering i almindelighed

fortsat ikke kan afsiges, hvis en ikke uvæsentlig del af skyldnerens gæld er stiftet med henblik

på forbrug, også i de tilfælde, hvor skyldnerens gæld hovedsagelig er erhvervsmæssig.

Gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra d, skal, efter

Konkursrådets, opfattelse fortsat udelukke gældssanering, også når der er tale om skyldnere,

hvis gæld hovedsagelig hidrører fra erhvervsvirksomhed.

Konkursrådet foreslår på ovenstående baggrund, at der angives forskellige momenter for, hvor-

når der foreligger uforsvarlighed i økonomiske anliggender alt efter, om skyldnerens gæld er

erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig.

Konkursrådet har desuden overvejet, om ovenstående forslag om lempelse af gældssanerings-

reglerne, herunder nægtelsesgrundene, vil kunne indebære en risiko for, at skyldnerens for-

dringshavere, som selv kan være iværksættere, får mindre af deres fordring mod skyldneren

indfriet. Dette kan i værste fald medføre insolvens hos en eller flere fordringshavere, navnlig

små og mellemstore virksomheder.

Det følger imidlertid af konkurslovens § 231 a, stk. 1, at det er en betingelse for gældssanering,

at skyldneren godtgør, at han ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til

at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. De fordringshavere, hvis krav bortfalder ved en gælds-

sanering, havde således under alle omstændigheder ingen udsigt til at modtage betaling.

Konkursrådet finder på den baggrund, at hensynet til fordringshaverne ikke taler afgørende

imod en lempelse af nægtelsesgrundene, da hensynet varetages gennem den økonomiske betin-

gelse for at opnå gældssanering.

1.6 En ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende for-

hold

1.6.1 Gældende ret

Som udgangspunkt bør gæld pådraget ved et kriminelt forhold af en vis grovere beskaffenhed

udelukke gældssanering, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 2, nr. 3, og 231 a, stk. 2, 1. pkt.

Er der forløbet lang tid, siden det strafbare eller erstatningspådragende forhold, der begrunder

kravet, er begået, kan gældssanering dog efter en konkret vurdering af omstændighederne ved

pådragelsen af kravet ikke udelukkes.

Fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 9. marts 2000 (gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2000, s. 1456), hvor et beløb på ca. 270.000 kr., der var pådraget ved et strafbart

forhold i form af underslæb, der var begået 18 år tidligere, og et beløb på ca. 80.000 kr., der var

pådraget som erstatningsansvar for ødelæggelse af en bil i forbindelse med brugstyveri, der var

begået ti år tidligere, ikke udelukkede gældssanering vedrørende den samlede gæld på omkring

1 mio. kr.

Omvendt blev gældssanering nægtet i Østre Landsrets kendelse af 11. februar 2010 (gengivet i

Fuldmægtigen 2010, s. 98), selv om der var forløbet mere end 15 år, siden det strafbare forhold

blev begået. Landsretten udelukkede gældssanering, allerede fordi en betydelig del af gælden

(ca. 83 pct.) var pådraget i forbindelse med strafbare forhold af et meget betydeligt omfang, der

havde medført fængsel i seks år. Der kan således tillige ses på, hvor stor en andel af den samlede

gæld, gælden vedrørende det erstatningspådragende eller strafbare forhold udgør.

Fra praksis kan tillige nævnes Vestre Landsrets kendelse af 16. januar 2015 (gengivet i Uge-

skrift for Retsvæsen 2015, s. 1439). I sagen havde skyldneren en samlet gæld på omkring 100-

150 mio. kr., heraf var et beløb på omkring 2,4 mio. euro (svarende til omkring 12-18 pct.)

opstået i forbindelse med et strafbart forhold i form af skatte- og momssvig. Det strafbare for-

hold var begået i perioden mellem 1997 og 2003, og sagen var afgjort ved en dom fra maj 2005.

Uanset oplysninger om, at der forelå en særlig baggrund for, at skyldneren havde begået de

strafbare forhold, fandt landsretten efter gældens størrelse og alder, at der på daværende tids-

punkt ikke var grundlag for at indlede gældssaneringssag, jf. § 197, stk. 2, nr. 3.

I Vestre Landsrets kendelse af 1. september 2015 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, s.

355) udgjorde skyldnerens samlede gæld ca. 13,7 mio. kr., heraf udgjorde ca. 283.000 kr. (sva-

rende til ca. 2 pct.) et beløb, som skyldneren i 2013 var dømt til at betale en tidligere ansat i

forbindelse med en sag om overtrædelse af ligebehandlingsloven. Landsretten fandt efter en

samlet vurdering, at den godtgørelse, som skyldneren var dømt til at betale, ikke bevirkede, at

gældssanering skulle nægtes i medfør af § 197, stk. 2, nr. 3.

Vestre Landsret stadfæstede ved kendelse af 27. oktober 2000 (gengivet i Ugeskrift for Rets-

væsen 2001, s. 221) skifterettens kendelse om gældssanering, selv om ca. 360.000 kr. ud af

skyldnerens samlede gæld på ca. 2.280.000 kr. (svarende til ca. 16 pct.) var erstatningskrav

vedrørende kriminalitet begået i 1993. Landsretten udtalte, at omstændighederne ved denne del

af gældens pådragelse fortsat talte mod gældssanering. Landsretten fandt imidlertid under hen-

syn til det oplyste om gældens hidtidige afvikling sammenholdt med oplysningerne om skyld-

nerens nuværende personlige og sociale forhold samt hensynet til resocialisering, at der kunne

afsiges kendelse om gældssanering.

I Østre Landsrets kendelse af 11. september 2000 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s.

2528) var gældssanering ikke udelukket, selv om en del af skyldnerens samlede gæld på ca. 1,7

mio. kr. var pådraget ved et strafbart forhold, idet 31.000 kr. skyldtes erstatning i anledning af

forsøg på manddrab, som skyldneren var blevet dømt til psykiatrisk behandling for i 1999.

Landsretten lagde bl.a. vægt på skyldnerens særlige personlige forhold.

I Østre Landsrets kendelse af 1. april 2016 (gengivet i Fuldmægtigen 2016, s. 139) blev gælds-

sanering nægtet for en skyldner med henvisning til bl.a., at en ikke uvæsentlig del af gælden

var pådraget i forbindelse med et strafbart forhold. Skyldnerens samlede gæld udgjorde ca. 10

mio. kr., heraf udgjorde et beløb på ca. 500.000 kr. (svarende til ca. 5 pct.) gæld i anledning af

afgiftsunddragelse, som var begået i perioden 2007-2008. Skyldneren var i 2011 idømt seks

måneders fængsel og en tillægsbøde på 250.000 kr. for forholdet. Landsretten lagde vægt på, at

en ikke uvæsentlig gæld, henset til det strafbare forholds karakter og alder, var pådraget ved

strafbare forhold, der udelukkede gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 3, jf. stk. 3.

Et erstatningskrav skal, for at kunne udelukke kendelse om gældssanering efter § 197, stk. 2,

nr. 3, være fastslået ved dom eller på anden måde være dokumenteret, jf. Vestre Landsrets

kendelse af 8. juni 2012 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, s. 3103), hvor det ikke på

det foreliggende grundlag var dokumenteret, at en del af gælden var opstået ved et erstatnings-

pådragende forhold, og Vestre Landsrets kendelse af 30. juli 2013 (gengivet i Fuldmægtigen

2013, s. 223), hvor landsretten udtalte, at grundlaget for erstatningskravet ikke var nærmere

belyst, hvorfor det ikke var muligt at vurdere, om kravet havde en sådan karakter, at det talte

afgørende imod gældssanering. Landsretten bemærkede i den sidstnævnte afgørelse, at et krav

på erstatning i kontraktforhold ikke uden videre kan anses for omfattet af konkurslovens § 197,

stk. 2, nr. 3.

1.6.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om det er for byrdefuldt, at erstatningspådragende adfærd kan med-

føre, at gældssanering nægtes. Det bemærkes imidlertid, at et krav på erstatning i kontraktfor-

hold ikke uden videre kan anses for omfattet af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3.

I forhold til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, eller som skyldes erstatning uden for

kontrakt, er det Konkursrådets opfattelse, at denne type gæld skal kunne udelukke gældssane-

ring. Det må dog bero på et politisk skøn i hvilket omfang, f.eks. gæld, der angår straffesagens

omkostninger, bør udelukke gældssanering.

Konkursrådet finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer af kon-

kurslovens § 197, stk. 2, nr. 3.

1.7 Skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig

mulighed herfor

1.7.1 Gældende ret

Hvis skyldneren i tiden efter gældens stiftelse har haft betydelige indtægter uden samtidig at

afdrage på gælden, taler dette imod gældssanering, jf. konkurslovens §§ § 197, stk. 2, nr. 4, og

231 a, stk. 2, 1. pkt.

Af de specielle bemærkninger til § 197, stk. 2, nr. 4, fremgår det, at en kendelse om gældssa-

nering i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,

selv om den pågældende har haft rimelig mulighed herfor, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.

samling), tillæg A, s. 322. Denne mulighed for afdrag på gælden kan f.eks. bestå i, at skyldneren

har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag, eller at der i øvrigt er tilfaldet skyldneren ophævede

pensionsordninger, gavebeløb og lignende, hvor skyldneren i stedet for at betale af på gælden

selv har forbrugt beløbet.

Ved vurderingen af skyldnerens evne til at betale afdrag ses der i praksis på dennes rådigheds-

beløb. Som eksempel kan nævnes Højesterets kendelse af 30. marts 2016 (gengivet i Ugeskrift

for Retsvæsen 2016, s. 2159), hvor skyldneren var blevet erklæret konkurs i august 2012. Skyld-

neren havde herefter siden oktober 2012 haft beskæftigelse som lønmodtager. I oktober 2014

blev der indledt sag om gældssanering. Det fremgår af sagen, at skyldneren i perioden efter

oktober 2012 havde haft mulighed for at afdrage 4.800 kr. om måneden. Højesteret fandt på

den baggrund, at gældssanering skulle nægtes med henvisning til, at skyldneren havde undladt

at afdrage på gæld, uanset at den pågældende havde haft mulighed herfor, jf. § 197, stk. 2, nr.

Vestre Landsrets kendelse af 2. januar 2013 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, s. 1249)

angik et tilfælde, hvor skyldneren havde en gæld på ca. 2 mio. kr., som i det væsentlige stam-

mede fra hans tidligere erhvervsvirksomhed, som var afsluttet i 2009. I 2010 havde han benyttet

et fremført underskud på 184.000 kr., hvor skattebesparelsen var beregnet til 60.000 kr., til

betaling af et efterskoleophold for to af sine børn. Landsretten fandt, at skyldneren herved havde

undladt at afdrage på sin gæld, selv om han havde haft rimelig mulighed herfor. Herefter, og

under hensyn til beløbets størrelse, opfyldte han ikke betingelserne for at få meddelt gældssa-

nering, jf. § 197, stk. 2, nr. 4.

Selv hvor skyldneren har haft mindre beløb til rådighed, kan gældssanering nægtes, hvis beløbet

ikke er anvendt til at afdrage på gælden, jf. Østre Landsrets kendelse af 11. februar 2010 (refe-

reret ovenfor, afsnit 1.5.1), hvor landsretten ved afgørelsen om at nægte gældssanering bl.a.

lagde vægt på, at skyldneren og dennes ægtefælle efter indledningen af gældssaneringssagen

fik udbetalt ca. 8.000 kr. vedrørende Særlig Pensionsordning, hvilket beløb blev anvendt til

forbrug i stedet for at afdrage på gælden.

Der kan også forekomme situationer, hvor skyldneren har afdraget på gælden, men hvor gælds-

sanering afslås, fordi skyldneren efter en konkret vurdering ikke har afdraget nok.

Som eksempel kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 30. maj 2012 (gengivet i Fuldmægtigen

2012, s. 210), hvor gældssanering blev nægtet efter bl.a. § 197, stk. 2, nr. 4. Efter konkursen i

2007 havde skyldneren i perioden 2008-2010 haft en årlig lønindtægt fra fuldtidsarbejde på

250.000-285.000 kr. efter skat. Skyldneren havde i samme periode afdraget med 3.-4.000 kr.

pr. måned. Landsretten nægtede gældssanering med henvisning til bl.a., at skyldneren havde

haft mulighed for at afdrage et væsentligt større beløb til fordringshaverne.

1.7.2 Konkursrådets overvejelser

I praksis anvendes konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, hvorefter gældssanering nægtes, hvis

skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld på trods af rimelig mulighed herfor, til at nægte

gældssanering ved selv små beløb, der kunne være anvendt til afdrag.

Det er Konkursrådets opfattelse, at reglen i nogle tilfælde anvendes på en måde, der medfører

en uforholdsmæssig hindring for at opnå gældssanering. I Østre Landsrets kendelse af 11. fe-

bruar 2010 (refereret ovenfor), hvor skyldneren og dennes ægtefælle efter indledningen af

gældssaneringssagen fik udbetalt ca. 8.000 kr. vedrørende Særlig Pensionsordning, hvilket be-

løb blev anvendt til forbrug i stedet for at afdrage på gælden, blev gældssaneringen nægtet.

Konkursrådet er enig i, at gældssanering i den konkrete sag skulle udelukkes, da det pågældende

beløb blev forbrugt, efter at gældssaneringssagen var indledt, men var forbruget sket inden

gældssaneringssagen, burde det ikke føre til nægtelse af gældssanering.

Som eksempel på en anvendelse af reglen i § 197, stk. 2, nr. 4, der efter Konkursrådets opfattelse

medfører en uforholdsmæssig hindring for at opnå gældssanering, kan henvises til Højesterets

kendelse af 30. marts 2016 (refereret ovenfor, afsnit 1.7.1), hvor gældssanering blev nægtet

med den begrundelse, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 197,

stk. 2, nr. 4, at muligheden for at afdrage på gælden f.eks. kan bestå i, at skyldneren har haft en

indtægt, der muliggjorde afdrag. Højesteret lagde til grund, at skyldneren igennem flere år

havde haft mulighed for at afdrage på sin gæld, da skyldneren havde haft 4.800 kr. til rådighed,

der oversteg rådighedsbeløbet. Konkursrådet fortolker Højesterets afgørelse således, at ikke

hele det overskydende beløb nødvendigvis skulle være betalt til fordringshaverne, men at der

skulle være udvist en vilje til at afdrage på gælden.

Konkursrådet foreslår, at skyldnerens mulighed for at afdrage på gælden som hidtil kan følge

af såvel skyldnerens løbende indkomst som andre indtægter. Andre indtægter kan f.eks. være

pensionsudbetalinger, bonusser, lottogevinster eller gaver. Gaver dog kun såfremt disse fra gi-

vers side ikke er undtaget fra kreditorforfølgning. Hvis der er tale om en gave, der er undtaget

fra kreditorforfølgning, kan skyldneren efter omstændighederne vælge at give afkald på beskyt-

telsen og anvende gaven til at afdrage på gælden, men skyldneren er ikke forpligtet til dette, og

der skal derfor ikke nægtes gældssanering som følge af, at skyldneren ikke har anvendt en sådan

gave til at afdrage på sin gæld.

I de tilfælde, hvor muligheden for at afdrage på gælden består i udbetaling af et engangsbeløb,

foreslår Konkursrådet, at gældssanering kun nægtes, såfremt der er tale om væsentlige beløb

ca. i størrelsesordenen 10.000 kr. eller derover.

Dog er det Konkursrådets opfattelse, at selv mindre beløb også skal kunne føre til, at gældssa-

nering nægtes i tilfælde, hvor udbetaling af beløbet ligger efter tidspunktet for indledningen af

gældssaneringssagen. Dette forudsætter, som ved udbetaling af større beløb før gældssanerings-

sagens indledning, at skyldneren har haft rimelig mulighed for at afdrage, jf. straks nedenfor.

I de tilfælde hvor beløbet overstiger en vis størrelse, eller hvor beløbet er udbetalt efter gælds-

saneringssagens indledning, skal det efter Konkursrådets opfattelse indgå i vurderingen, om

skyldnerens rådighedsbeløb er anvendt til dagligdagsfornødenheder eller til overforbrug, her-

under til anskaffelse af luksusgenstande. Overforbrug skal efter Konkursrådets opfattelse bl.a.

omfatte den situation, der forelå i Vestre Landsrets kendelse af 2. januar 2013 (gengivet oven-

for, afsnit 1.7.1), hvor en skattebesparelse på 60.000 kr. som følge af et fremført underskud blev

brugt til at betale et efterskoleophold for skyldnerens børn.

Undladelse af at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse af genstande omfattet af trangsbe-

neficiet, skal ikke udelukke gældssanering. Der kan eksempelvis være tale om en undladelse af

at afdrage, som skyldes anskaffelse af genstande, som skyldneren er afhængig af. Det kan ek-

sempelvis være anskaffelse af briller eller lignende. Der kan også være tale om nødvendige

betalinger af tandlægeregninger eller andre omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser, med-

mindre der er tale om rent kosmetiske behandlinger.

I de tilfælde hvor muligheden for at afdrage på gælden består i løbende udbetalinger, foreslår

Konkursrådet, at det skal være afgørende, om skyldneren har udvist vilje til at afdrage på gæl-

den. Konkursrådet finder derfor ikke, at løbende udbetaling af ethvert beløb, der overstiger

rådighedsbeløbet, i sig selv bør kunne føre til, at gældssanering nægtes. Der bør heller ikke

være krav om, at hele det overskydende beløb skal betales til fordringshaverne, når blot der fra

skyldnerens side udvises vilje til at afdrage.

1.8 Skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering

1.8.1 Gældende ret

At skyldneren har søgt at indrette sig på en senere gældssanering, kan eksempelvis vise sig ved,

at den pågældende inden indgivelse af begæring om gældssanering har bragt aktiver i ly for

sine fordringshavere eller indbetalt et beløb på en pensionsordning, der ikke kan tilbagekøbes

og dermed ikke kan indgå i sagen om gældssanering, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 2, nr. 5, og

231 a, stk. 2, 1. pkt.

Det kan desuden være, hvor en skyldner, der har drevet en personlig virksomhed, reelt videre-

fører virksomheden, men som ansat i et selskab, der ejes af en nærtstående. Som eksempel fra

praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 2. oktober 2015 (gengivet i Fuldmægtigen

2016, s. 55), hvor skyldnerens ægtefælle kort forinden, skyldneren blev erklæret konkurs, op-

rettede et anpartsselskab, hvori skyldneren blev ansat og reelt videreførte sin virksomhed.

Landsretten fandt med henvisning til bl.a., at selskabet i det seneste regnskabsår havde et over-

skud på ca. 165.000 kr., hvoraf 25.000 kr. blev udloddet som udbytte til skyldnerens ægtefælle

som eneanpartshaver, selv om overskuddet måtte tilskrives skyldnerens arbejdsindsats, at

skyldneren og dennes ægtefælle havde indrettet sig på gældssanering, hvorfor gældssanering

blev nægtet, jf. bl.a. § 231 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 197, stk. 2, nr. 5.

I Østre Landsrets kendelse af 2. juli 2010 (gengivet i Fuldmægtigen 2010, s. 253) blev der lagt

vægt på, at skyldnerne efter konkursen var blevet ansat i et selskab, der var ejet af en bekendt,

som ikke havde kendskab til den pågældende branche, og på vilkår, der mindede om en ejers.

Dette medførte, at gældssanering var udelukket, jf. § 197, stk. 2, nr. 5.

Omvendt udtalte Østre Landsret i kendelse af 6. april 2011 (gengivet i Fuldmægtigen 2011, s.

135), at det forhold, at skyldneren efter sin konkurs reelt drev sin virksomhed videre i regi af

ægtefællens selskab, ikke i sig selv udelukkede gældssanering efter § 231 a, stk. 2, jf. § 197,

stk. 2, nr. 5. Det fremgår af sagen, at ægtefællen udførte kontorarbejde for selskabet, hvilket

hun også havde gjort for det nu konkursramte selskab. Afgørelsen adskiller sig således fra før-

nævnte kendelse af 2. oktober 2015 derved, at der ikke var oplysninger om, at der var tilfaldet

ægtefællen midler, der reelt måtte tilskrives skyldnerens arbejdsindsats. Afgørelsen adskiller

sig desuden fra afgørelsen af 2. juli 2010 derved, at ægtefællen ydede et reelt bidrag i den nye

virksomhed.

Det må på den baggrund antages, at det forhold, at en skyldner viderefører sin virksomhed i et

selskab ejet af en nærtstående, ikke i sig selv kan udelukke gældssanering. Hertil må formentlig

kræves, at der er tale om en proformalignende konstruktion, eller at andre oppebærer en fortje-

neste, der reelt må tilskrives skyldnerens arbejdsindsats.

Har skyldneren søgt at bringe sine aktiver i sikkerhed for fordringshaverne, f.eks. ved ægtepagt

til fordel for ægtefællen eller ved at drive virksomhed i ægtefællens navn, er gældssanering som

hovedregel ligeledes udelukket.

1.8.2 Konkursrådets overvejelser

I forhold til skyldnere, der har indrettet sig med henblik på gældssanering, består der efter Kon-

kursrådets opfattelse fortsat tungtvejende hensyn til, at disse skyldnere skal være udelukket fra

gældssanering.

1.9 Skyldneren stifter ny gæld, efter gældssaneringssag er indledt

1.9.1 Gældende ret

Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren stifter ny

gæld, efter at gældssaneringssag er indledt, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 2, nr. 6, og 231 a, stk.

2, 1. pkt.

Selv helt små låneoptagelser eller nye restancer kan føre til, at gældssanering nægtes, jf. Østre

Landsrets kendelse af 22. juni 2012 i sag B-1553-12, hvor skyldneren havde stiftet ny gæld på

ca. 10.000 kr. efter, at gældssaneringssagen var indledt. Er gælden derimod pådraget i forbin-

delse med etablering af ny virksomhed, er gældssanering dog ikke udelukket, jf. betænkning

nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 498.

I Østre Landsrets kendelse af 2. oktober 2015 (gengivet i Fuldmægtigen 2016, s. 53) var gælds-

sanering udelukket i en situation, hvor skyldneren efter indledning af gældssaneringssag havde

optaget lån på 112.000 kr. til køb af en bil. Det var uden betydning, at det var nødvendigt for

skyldneren at have en bil i forhold til sit job.

I Vestre Landsrets kendelse af 11. november 2011 (gengivet i Fuldmægtigen 2011, s. 287) var

gældssanering indledt i september 2010. Ifølge skyldnerens årsopgørelse for 2010 var der ved

årets udgang blevet pålignet ham en restskat på ca. 37.000 kr., hvilket medførte, at gældssane-

ring blev nægtet.

1.9.2 Konkursrådets overvejelser

Reglen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 6, hvorefter gældssanering kan nægtes, hvis skyldneren

stifter ny gæld efter, at gældssaneringssag er indledt, fortolkes efter Konkursrådets opfattelse

strengt i praksis.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om bestemmelsen i stedet skal afgrænses, således

at alene stiftelse af bestemte typer af gæld efter indledning af gældssaneringssagen skal med-

føre, at gældssanering nægtes.

Der kan efter Konkursrådets opfattelse forekomme situationer, hvor optagelse af lån er velbe-

grundet med henblik på, at skyldneren kan anskaffe sig genstande, som skyldneren er afhængig

af. Det kan eksempelvis være anskaffelse af briller eller lignende på en afbetalingsordning eller

nødvendige tandlægebesøg, der ligeledes betales gennem en afdragsordning.

På den baggrund foreslår Konkursrådet, at stiftelse af gæld efter indledning af gældssanerings-

sag fortsat som udgangspunkt skal udelukke gældssanering, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder som f.eks. de ovenfor anførte.

1.10 Andre omstændigheder, der taler afgørende imod gældssanering

1.10.1 Gældende ret

Efter konkurslovens §§ 197, stk. 4, og 231 a, stk. 4, kan skifteretten nægte gældssanering, så-

fremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Bestemmelserne giver skifteretten hjemmel til efter en konkret vurdering at nægte gældssane-

ring, selv om de i lovteksten opregnede omstændigheder, der i almindelighed skal udelukke

gældssanering, ikke foreligger. Skifteretten kan således nægte at afsige kendelse om gældssa-

nering, selv om de omstændigheder, der er nævnt i henholdsvis § 197, stk. 2, og § 231 a, stk. 2,

ikke foreligger, hvis der er andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Det følger af forarbejderne, at bestemmelserne efter omstændighederne f.eks. vil kunne finde

anvendelse, hvor skyldneren eller et medlem af skyldnerens husstand har valgt ikke at udnytte

sin erhvervsevne fuldt ud ved f.eks. alene at have deltidsbeskæftigelse eller lignende.

Som eksempel kan henvises til Østre Landsrets kendelse af 1. september 2017 (gengivet i Fuld-

mægtigen 2017, s. 200), hvor skyldnerne havde valgt at sælge den hidtidige ejerbolig med et

betydeligt tab, fordi den var for lille. Landsretten fandt, at bl.a. denne omstændighed talte af-

gørende imod gældssanering, jf. § 197, stk. 4.

Som yderligere eksempel fra praksis kan nævnes Vestre Landsrets kendelse af 27. juni 2008

(gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2008, s. 2322), hvor der i forbindelse med konkursbehand-

lingen var sket omstødelse af betalinger og en gave over for skyldnerens mor, ligesom kurator

havde indgået forlig med en af skyldnerens tidligere ansatte om en fiktiv overdragelse af aktiver

til denne. På den baggrund blev skyldnerens ansøgning om gældssanering afvist i medfør af §

231 a, stk. 4, idet ansøgeren havde forsøgt at unddrage aktiver fra kreditorforfølgning.

Selv relativt små begunstigelser af nærtstående kan medføre, at gældssanering udelukkes. Som

eksempel fra praksis kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 23. juni 2014 (gengivet i Fuld-

mægtigen 2015, s. 48), hvor gældssanering blev nægtet med henvisning til, at ansøgeren, der

havde en samlet gæld på ca. 3,3 mio. kr., kort forinden sin konkurs havde indfriet nærtstående

fordringshavere med 40.000 kr.

I Vestre Landsrets kendelse af 20. april 2012 i sag B-340-12 blev gældssanering nægtet i en

situation, hvor skyldneren havde udvist illoyal adfærd over for konkursboets fordringshavere,

idet han i forbindelse med mødet i skifteretten havde afgivet urigtige oplysninger om boets

aktiver.

I Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 2013 i sag B-805-13 havde kurator konstateret, at nogle

aktiver af ikke uvæsentlig værdi, der var omfattet af et virksomhedspant, var fjernet fra virk-

somheden. Der var afgivet meddelelse til politiet, og skyldneren kunne ikke i tilstrækkeligt

omfang redegøre for, hvad der var sket med aktiverne. Bl.a. med henvisning hertil blev gælds-

sanering nægtet.

Gældssanering blev ligeledes nægtet i Østre Landsrets kendelse af 15. november 2006 (gengivet

i Fuldmægtigen 1-2006-809904). I sagen havde skyldnerne, efter banken havde orienteret om,

at en konto var lukket for betaling af regninger som følge af overtræk, hævet over 80.000 kr.

Landsretten nægtede gældssanering grundet illoyaliteten over for banken og tilføjede, at hæv-

ningerne af ikke uvæsentlige beløb var erstatningspådragende over for banken. Landsretten

henviste i den forbindelse til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3, jf. § 231 a, stk. 2, 1. pkt., og §

231 a, stk. 4.

Konkursrådet bemærker, at det ikke er til hinder for gældssanering, at skyldnerens bo er sluttet

uden midler efter konkurslovens § 143, jf. betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 410

1.10.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om der bør angives flere eksempler på andre omstændigheder, som

skal tale afgørende imod gældssanering.

Illoyalitet over for samarbejdspartnere og andre fordringshavere bør ifølge Konkursrådet i over-

ensstemmelse med hidtidig praksis anses som omstændigheder, der kan føre til, at gældssane-

ring skal nægtes med hjemmel i konkurslovens § 197, stk. 4, eller § 231 a, stk. 4. Har skyldneren

således gennem illoyal optræden ikke i rimeligt omfang varetaget sine aftaleparters og andre

fordringshaveres interesser, kan gældssanering efter omstændighederne nægtes med hjemmel

heri.

1.11 Nægtelse af gældssanering uden afholdelse af retsmøde

Udvalget om varetagelse af skiftesagsbehandlingen bemærkede i redegørelse af oktober 2013,

at der anvendes betydelige ressourcer ved en del skifteretter på at afholde møder i sager, hvor

betingelserne for gældssanering ikke er opfyldt. Udvalget anfører herved, at dette i mange til-

fælde vil være åbenbart for skifteretten allerede ved den indledende vurdering af sagen, mens

dette andre gange først er tilfældet, efter der har været afholdt det første møde i sagen. Udvalget

anfører, at der ved flere af landets skifteretter har udviklet sig en fast praksis, hvor der følges

op på helt åbenbart grundløse begæringer om gældssanering ved, at der tages telefonisk kontakt

til skyldneren for at vejlede den pågældende om betingelserne for gældssanering. Skifterettens

administrative praksis fører i disse tilfælde mange gange til, at skyldneren trækker begæringen

tilbage, hvorefter sagen sluttes uden yderligere sagsbehandling fra skifterettens side. Udvalget

finder, at denne praksis er hensigtsmæssig og tidsbesparende. Udvalget finder, at det bør over-

lades til Konkursrådet nærmere at vurdere, hvordan forslaget skal fremmes.

Konkursrådet er grundlæggende enig i udvalgets synspunkter om afholdelse af møder i skifte-

retten, hvor betingelserne for gældssanering ikke er opfyldte. Konkursrådet finder således, at

det kan være velbegrundet at afholde et telefonisk møde med skyldneren i de tilfælde, hvor det

på det foreliggende grundlag er åbenbart, at forudsætningerne for at opnå gældssanering ikke

er til stede. Konkursrådet finder endvidere, at skifteretten generelt bør have hjemmel til at af-

holde møde med skyldneren ved anvendelse af telekommunikation.

Konkursrådet finder imidlertid, at hensynet til skyldnerens retssikkerhed tilsiger, at mødet fort-

sat bør afholdes som et retsmøde.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det til den gældende § 204 i konkursloven tilføjes,

at mødet med skyldneren kan afholdes via telekommunikation.

1.12 Høje boligudgifter

1.12.1 Gældende ret

Det følger af gældssaneringsbekendtgørelsens § 3, at der i skyldnerens budget medtages rime-

lige udgifter til bolig. Som følge af prisudviklingen på boliger navnlig i de større byer, kan

udgiften til en rimelig bolig efter omstændighederne være betydelig set i forhold til skyldnerens

indtægt. Der har i retspraksis været eksempler på, at gældssanering er blevet nægtet som følge

af, at boligudgiften ikke har været anset for rimelig set i forhold til skyldnerens indtægt, jf.

eksempelvis Østre Landsrets kendelse af 20. februar 2020 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2020, s. 1514), hvor landsretten nægtede en skyldner gældssanering med følgende begrundelse:

”S’ nettoboligudgift

udgør mere end halvdelen af hendes samlede nettoindtægt, og

hun har ikke i sit budget et økonomisk råderum, der tillader, at hun kompenserer

for boligudgiften ved regulering af rådighedsbeløbet. Landsretten finder, at bolig-

udgiften ikke kan anses for rimelig set i forhold til hendes nettoindkomst, jf. gælds-

saneringsbekendtgørelsens § 5, jf. § 3, stk. 1, nr. 1. Den omstændighed, at boligen

er anvist af kommunen, kan ikke føre til et andet resultat.”

Konsekvensen af den nævnte retspraksis er, at en skyldner med bopæl i et område med høje

boligudgifter kan være afskåret fra at opnå gældssanering, uanset at skyldnerens bolig har en

rimelig størrelse og ikke er dyrere end boliger i området generelt. Emnet har tidligere været

rejst i Retsudvalget (Besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 9. marts 2005 fra Folketingets Retsud-

valg vedrørende forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision

af reglerne om gældssanering)).

1.12.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet finder, at det af hensyn til skyldnerens kreditorer er rimeligt, at skyldneren alene

kan medtage en rimelig boligudgift i gældssaneringsbudgettet. Konkursrådet kan i den forbin-

delse tilslutte sig Justitsministerens besvarelse af ovennævnte spørgsmål fra Retsudvalget, hvori

Justitsministeren udtalte:

”Vurderingen af, om skyldnerens boligudgift må anses for rimelig, må ske på

grundlag af en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, herunder ud

fra en vurdering af boligens geografiske beliggenhed, husstandens størrelse, hvilke

muligheder den pågældende har for at flytte til en billigere bolig

–

og i den forbin-

delse også de hermed forbundne omkostninger f.eks. til mæglersalær ved salg af en

ejerbolig

–

samt efter omstændighederne skyldnerens og dennes husstands helt sær-

lige behov, f.eks. adgangsforhold til bopælen for en kørestolsbruger.”

Konkursrådet finder ikke, at der ved vurderingen af, om en boligudgift er rimelig, bør ses på

skyldnerens indtægt, da skyldnerens indtægt ikke er afgørende for, om boligudgiften er rimelig,

men alene for om skyldneren er i stand til at betale den rimelige boligudgift. Konkursrådet

foreslår følgelig, at gældssaneringsbekendtgørelsen ændres således, at det eksplicit fremgår af

bekendtgørelsen, at vurderingen af, om en boligudgift er rimelig, skal ske ud fra husstandens

størrelse, prisniveauet i det geografiske område og skyldnerens mulighed for at finde en billi-

gere bolig i dette område. Herved præciseres det, at skyldnerens indtægt ikke skal indgå i rime-

lighedsvurderingen.

Selv om skyldnerens indtægt ikke bør indgå i vurderingen af, om boligudgiften er rimelig, kan

en høj boligudgift efter omstændighederne være til hinder for gældssanering. Hvis boligudgif-

ten medfører, at der er underskud på skyldnerens gældssaneringsbudget, og dette underskud

ikke kan udlignes ved at reducere rådighedsbeløbet, vil skyldneren ikke opfylde betingelsen

om, at gældssaneringen skal føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf.

konkurslovens § 197, stk. 1. Konkursrådet finder, at der ikke bør fastsættes regler om, hvor

meget rådighedsbeløbet kan reduceres, idet dette må bero på en konkret vurdering af, hvor lavt

et rådighedsbeløb skyldneren kan og vil leve for. Det bemærkes, at en skyldner, der ikke ønsker

et lavere rådighedsbeløb end det, der følger af gældssaneringsbekendtgørelsen, således må und-

lade at anmode om gældssanering, hvis skyldnerens boligudgifter alene kan rummes i budgettet,

såfremt der sker en reduktion af rådighedsbeløbet. Endvidere bemærkes, at i tilfælde, hvor bo-

ligudgiften medfører et underskud på gældssaneringsbudgettet, vil dividenden blive 0 kr., dvs.,

at der ikke kan kompenseres for boligudgiften ved at forlænge afdragsperioden.

Det ovenfor anførte gælder tilsvarende, hvis en skyldner ønsker at beholde sin bolig, selv om

boligudgiften må anses for at overstige den rimelige boligudgift. I sådanne tilfælde kan skyld-

neren alene medtage et beløb svarende til en rimelig boligudgift i gældssaneringsbudgettet, dvs.

at skyldneren må afholde merudgiften af rådighedsbeløbet. Hvis det ikke kan anses for reali-

stisk, at skyldneren kan leve for det herefter resterende rådighedsbeløb, må gældssanering dog

nægtes, jf. § 197, stk. 1. Efter omstændighederne kan der som alternativ til at reducere rådig-

hedsbeløbet ske en forlængelse af afdragsperioden efter den foreslåede regel i konkurslovens §

216, stk. 4, 3. pkt., således at den dividende, som skyldneren i alt betaler i løbet af den samlede

afdragsperiode, bliver den samme som, hvis der havde foreligget en rimelig boligudgift.

Kapitel 7

Forholdet til reglerne om konkurskarantæne

1. Gældende ret

Reglerne om konkurskarantæne trådte i kraft den 1. januar 2014. Reglerne indebærer, at en

person, der har deltaget i ledelsen af en virksomhed, der er gået konkurs, kan få forbud imod at

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virk-

somhedens forpligtelser, jf. konkurslovens § 159, 1. pkt.

En konkurskarantæne pålægges som udgangspunkt for en periode på tre år, jf. konkurslovens §

158, stk. 1, 1. pkt.

Hovedbetingelsen for at pålægge en karantæne er, at personen på grund af groft uforsvarlig

forretningsførelse må anses for uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf.

konkurslovens § 157.

Med groft uforsvarlig forretningsførelse menes misbrugslignende forhold eller forhold af grov

karakter i øvrigt.

Som typiske eksempler på groft uforsvarlig forretningsførelse nævner de specielle bemærknin-

ger til § 157, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, s. 28 f., betydelige køb på

kredit eller forudbetalinger fra kunder kombineret med manglende bogføring i en længere pe-

riode og/eller helt utilstrækkelig økonomistyring, fortsættelse af virksomhedens drift, selv om

den pågældende måtte indse, at en videreførelse af driften ville medføre betydelige tab, og salg

af virksomhedens aktiver til underpris, eller uden at der sker en reel betaling af købesummen,

på et tidspunkt hvor den pågældende måtte indse, at virksomheden var eller ved salget blev

insolvent.

Som andre typiske eksempler på groft uforsvarlig forretningsførelse nævner forarbejderne til-

sidesættelse i væsentligt omfang af forpligtelser med hensyn til bogføring, regnskabsaflæg-

gelse, momsangivelse og momsafregning og indeholdelse og afregning af A-skat, f.eks. hvis

virksomhedens bogføring eller bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan

give en troværdig forklaring på, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart

er tilgængeligt for kurator.

Ved vurderingen af, om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, inddrages hensynet

til iværksættere.

Som eksempel fra praksis kan nævnes Vestre Landsrets kendelse af 14. september 2018 (gen-

givet i Ugeskrift for Retsvæsen 2019, s. 304), hvor skyldneren blev pålagt konkurskarantæne i

en periode på tre år. I sagen havde skyldneren fra maj 2015 og frem til selskabets konkurs i

marts 2017 forsømt pligten til at afregne moms, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og told, og

SKAT havde som følge heraf lidt et betydeligt tab på ca. 1,5 mio. kr. Selskabet havde i 2016

endvidere fået etableret en kassekredit på 500.000 kr. til brug for køb af en virksomhed uden

forud herfor at orientere banken om selskabets økonomiske forhold. Det blev desuden lagt til

grund, at der i forbindelse med købet af den anden virksomhed, der var ejet af skyldneren og

dennes bror, ikke blev foretaget en værdiansættelse, hvorved skyldneren ikke havde sikret sig,

at fordringshaverne ikke ville lide tab ved købet. Landsretten udtalte bl.a., at det i løbet af 2016

havde stået skyldneren klart, at der ikke var tilstrækkeligt kapitalberedskab i selskabet, og at

den stadigt stigende gæld til SKAT havde været anvendt som kreditfacilitet. Der havde

–

uanset

oplysninger om selskabets vækst i 2016

–

ikke været noget realistisk grundlag for at forvente,

at den betydelige gæld til SKAT og øvrige fordringshavere ville kunne blive betalt. Betingel-

serne for at pålægge skyldneren konkurskarantæne var derfor opfyldt.

I Højesterets kendelse af 11. januar 2018 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2018, s. 1435),

fandt Højesteret efter en helhedsvurdering, at skyldnerens forretningsførelse i perioden frem til

konkursen havde været groft uforsvarlig. Højesteret lagde navnlig vægt på, at skyldneren ved

sine dispositioner over salgssummen for nogle anparter og ved den fortsatte drift havde tømt

selskaberne for midler, samtidig med at han kanaliserede indtægter uden om selskaberne. Hø-

jesteret tillagde det endvidere en vis vægt, at der i en årrække og helt frem til konkursen var

ydet ulovlige ledelseslån til skyldneren fra et af de konkursramte selskaber.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om en person, der er pålagt konkurskarantæne, skal udelukkes fra

at opnå gældssanering.

Det taler for, at gældssanering i disse tilfælde skal være udelukket, at det kan være stridende

mod retsfølelsen, at en person, der har ageret på en sådan måde, at det begrunder pålæg af

konkurskarantæne, kan frigøres fra den gæld, der kan være en følge af de forhold, der førte til

karantænen.

Det vil efter Konkursrådets opfattelse imidlertid være højest utænkeligt, at en person, der har

ageret på en sådan måde i et konkursramt selskab, at det begrunder pålæg af konkurskarantæne,

efter de gældende regler vil opfylde betingelserne for sanering af gæld, der hidrører fra samme

konkurs. Den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålæg af konkurskarantæne,

må således antages også at føre til, at gældssanering udelukkes.

På den anden side sikres en udelukkelse af gældssanering i tilfælde af, at skyldneren har udvist

en adfærd, der begrunder pålæg af konkurskarantæne, bedst gennem regler herom i lovteksten.

Hertil kommer, at medlemsstaterne efter artikel 23, stk. 1, i rekonstruktions- og insolvensdirek-

tivet, skal opretholde eller indføre bestemmelser om nægtelse af adgangen til gældssanering,

hvis iværksætteren har handlet uhæderligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre

interessenter, da vedkommende blev forgældet, under insolvensproceduren eller under afvik-

lingen af gælden. En person, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, må antages at

have handlet uhæderligt og i ond tro i direktivets forstand.

Konkursrådet anbefaler på den baggrund, at der fastsættes særskilte regler, der regulerer for-

holdet mellem konkurskarantæne og gældssanering, og som udelukker sidstnævnte for perso-

ner, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse som anført i konkurslovens § 157, stk. 1.

Konkursrådet anbefaler, at en sådan person nægtes gældssanering, uanset denne person ikke

pålægges konkurskarantæne, eksempelvis fordi den groft uforsvarlige forretningsførelse fandt

sted tidligere end et år før fristdagen, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, eller fordi skyldneren

allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af skyldnerens ledelse af en koncernforbundet

virksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 3. Hvis skyldneren ikke pålægges konkurskarantæne,

fordi det konkret ikke findes rimeligt at pålægge konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157,

stk. 2, skal skyldneren dog have mulighed for at opnå gældssanering, medmindre skyldnerens

adfærd indebærer, at skyldneren må anses for at have handlet så uforsvarligt i økonomiske an-

liggender, at gældssanering skal nægtes efter konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2.

Ved afgørelsen af, om gældssanering skal nægtes, lægges generelt vægt på gældens alder, jf.

konkurslovens § 197, stk. 3. Hvis der er gået en årrække siden, at skyldneren udviste groft

uforsvarlig forretningsførelse (og eventuelt blev pålagt konkurskarantæne), kan det efter om-

stændighederne ud fra en konkret vurdering undlades at nægte gældssanering.

Konkursrådet har overvejet, hvordan den skifteret, der behandler sagen om gældssanering, skal

få meddelelse om, at der er indledt en sag eller afsagt en kendelse om konkurskarantæne, eller

at kurator har indstillet, at der indledes sag herom, hvis det ikke er den samme skifteret, der

behandler konkurskarantænesagen.

Efter konkurslovens § 202, stk. 1, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke

oplysninger, der skal ledsage en begæring om gældssanering, og bestemme, at der skal anven-

des en særlig blanket. I overensstemmelse hermed er som bilag til gældssaneringsbekendtgø-

relsen medtaget en blanket, som begæringen om gældssanering skal indgives på, jf. § 1, stk. 1,

i bekendtgørelsen. Begæringen om gældssanering skal indeholde oplysninger om samtlige for-

hold, der fremgår af blanketten, og de dokumenter, der er nævnt i blanketten, skal vedlægges,

jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2 og 3.

Konkursrådet finder, at skyldneren er den nærmeste til at gøre skifteretten bekendt med rele-

vante oplysninger om skyldnerens verserende eller afgjorte sag om konkurskarantæne ved en

anden skifteret. Skyldneren bør således efter Konkursrådets opfattelse forpligtes til i sin ansøg-

ning om gældssanering at angive eventuelle relevante oplysninger om konkurskarantæne. Viser

det sig efter indledning af gældssaneringssagen eller efter afsigelse af gældssaneringskendelse,

at skyldneren har fortiet eller afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgningen, må

det bero på en konkret vurdering fra skifteretten, om det skal føre til nægtelse af gældssanering

eller ophævelse af kendelse herom. Det vil også bero på en konkret vurdering, om selve forti-

elsen eller afgivelsen af urigtige oplysninger om en verserende konkurskarantænesag, uanset

konkurskarantænesagens udfald, vil skulle begrunde en nægtelse af gældssanering eller en op-

hævelse af en eventuel afsagt kendelse herom, jf. konkurslovens §§ 197, stk. 4, 212, stk. 1, nr.

2, eller 229, stk. 1, nr. 1.

Konkursrådet anbefaler i den forbindelse tillige, at det i skyldnerens forslag til gældens sanering

angives, at der ikke er verserende sager om konkurskarantæne mod skyldneren. Samtidig bør

medhjælperen i praksis anmode skyldneren om at underskrive skyldnerens forslag til gældens

sanering. På den måde forpligtes skyldneren til på tidspunktet umiddelbart forud for skifteret-

tens afsigelse af kendelse om gældssanering at overveje, om de i forbindelse med begæringen

angivne oplysninger om konkurskarantæne fortsat er korrekte.

Konkursrådet foreslår på ovennævnte baggrund, at gældssaneringsbekendtgørelsens blanket til-

passes Konkursrådets foreslåede regulering af forholdet mellem konkurskarantæne og gælds-

sanering, således at skyldnere, mod hvem der er indledt eller afgjort sag om konkurskarantæne,

vil skulle angive oplysninger herom.

Konkursrådet foreslår endelig, at der indføres en særskilt hjemmel til at ophæve gældssane-

ringskendelsen i de tilfælde, hvor skyldneren efter kendelsen om gældssanering er afsagt, bliver

pålagt en konkurskarantæne på grundlag af en adfærd, der er udvist inden afsigelsen af gælds-

saneringskendelsen.

Kapitel 8

Forpligtelsen til at betale afdrag

1. Gældende ret

Det fremgår af konkurslovens § 198, at en kendelse om gældssanering kan gå ud på bortfald

eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestem-

melse om henstand med og afdragsvis betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

Dette finder ligeledes anvendelse ved gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekon-

struktionsbehandling, jf. konkurslovens § 237.

Gælden nedsættes til den realistiske procentdel, som skyldneren kan afdrage over en nærmere

bestemt årrække. Den realistiske procentdel beregnes med udgangspunkt i et budget for skyld-

neren og dennes husstand, som fastsættes på baggrund af bekendtgørelsen om gældssanering.

Det følger af konkurslovens § 216, stk. 1, at en kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens

forslag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld der berøres af kendelsen, med

angivelse af den procent, hvortil fordringerne nedsættes. Ved fastsættelse af den procent, hvortil

fordringerne nedsættes, kan skifteretten bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun

vil afkaste et ubetydeligt beløb. Dækningen af disse fordringer bortfalder, når sagen er sluttet

med kendelse om gældssanering.

Efter § 216, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene

og afdragsperiodens længde.

Det følger af gældssaneringsbekendtgørelsens § 14, at skifteretten kan bestemme, at der ved

fastsættelsen af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, skal bortses fra fordringer, som kun

vil afkaste en samlet sum på 500 kr. Ved gældssaneringer efter konkurslovens kapitel 29 kan

skifteretten bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste en samlet sum på

300 kr.

Skifteretten kan i afdragsperioden på begæring af en fordringshaver genoptage gældssanerings-

sagen med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, jf. konkurslovens

§ 236 a, stk. 2. Skifterettens forhøjelse af den procent, hvortil fordringerne er nedsat, forudsæt-

ter, at der er sket en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Det er endvidere

en forudsætning, at gældssaneringskendelsen er afsagt i forbindelse med konkurs- eller rekon-

struktionsbehandling efter reglerne i konkurslovens kapitel 29, og at skyldnerens økonomiske

forhold var uafklarede på tidspunktet for afsigelse af kendelsen om gældssanering.

I de ovenfor nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig tid underrette skifteretten og for-

dringshaverne, såfremt der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske for-

hold, jf. konkurslovens § 236, stk. 3.

Ved vurderingen af om skyldneren har underrettet skifteretten og fordringshaverne om en væ-

sentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, kan som eksempel nævnes Højesterets

kendelse af 26. august 2020 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, s. 3724).

I sagen var A ved et ansættelsesbrev af 19. marts 2018 med virkning fra den 1. februar 2018

blevet ansat ved Region Hovedstaden med en månedsløn på 26.000 kr. Parterne var enige om,

at ansættelsen

medførte en væsentlig forbedring af A’s økonomiske forhold, men parterne var

uenige om, hvornår forbedringerne indtrådte. Højesteret udtalte bl.a., at det afhænger af de kon-

krete omstændigheder, hvornår forbedringen kan anses for at ligge fast. Er der tale om et nyt

ansættelsesforhold, fandt Højesteret, at forbedringen af skyldnerens økonomiske forhold af-

hængig af omstændighederne må anses for indtrådt ved indgåelse af ansættelseskontrakten eller

på tidspunktet for skyldnerens tiltrædelse af stillingen. Skyldneren kan således ikke afvente

udløbet af en eventuel prøveperiode med at give underretning om de ændrede forhold. Da A

først underrettede skifteretten og fordringshaverne om sin ansættelse i henholdsvis maj/juni og

den 8. juli 2018, fandt Højesteret, at underretningen ikke som foreskrevet i § 236 a, stk. 3, kan

anses for at være sket inden rimelig tid, efter at forbedringen af A’s økonomiske forhold var

indtrådt.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om der fortsat skal bestå en pligt til at tilbagebetale gælden i det

omfang, skyldneren har evner hertil, eller om en tilbagebetalingsordning skal have undtagelsens

karakter.

Efter Konkursrådets opfattelse bør der være en undergrænse for størrelsen af det afdrag, skifte-

retten kan fastsætte, således at helt bagatelagtige afdrag afskæres. Det er Konkursrådets opfat-

telse, at der ikke skal bestå en pligt til at tilbagebetale gælden i de tilfælde, hvor summen af de

månedlige afdrag til samtlige fordringshavere gennem hele afdragsperioden ikke vil udgøre

mere end et ubetydeligt beløb pr. måned i størrelsesordenen 100 kr.

Konkursrådet har overvejet, om beløbene i ovennævnte tilfælde i stedet for at bortfalde skal

betales til statskassen ud fra et synspunkt om, at en bagatelgrænse ikke bør komme skyldneren

til gode.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om den gældende bagatelgrænse på 500 kr. (ved gælds-

sanering efter de almindelige regler) og 300 kr. (ved gældssanering efter reglerne i kapitel 29)

for, hvornår skifteretten kan bestemme, at der skal bortses fra fordringer, fortsat er egnet til at

sikre, at omkostningerne ved at administrere de små afdrag ikke udhuler indbetalingerne.

Det er Konkursrådets vurdering, at den nuværende beløbsgrænse er for lav henset til fordrings-

havernes omkostninger ved at administrere de indkomne betalinger. Konkursrådet foreslår, at

bagatelgrænsen fremover skal ligge ved 100 kr. pr. måned også for den enkelte fordringshaver,

således at fordringer, som kun vil afkaste en samlet sum på 3.600 kr. i hele afdragsperioden,

skal bortfalde. Bagatelgrænsen bør finde anvendelse på hver enkelt fordring, startende med den

mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster mere end det nævnte beløb i hele

afdragsperioden.

Konkursrådet foreslår endvidere at videreføre konkurslovens § 236 a, stk. 2, om skifterettens

mulighed for at forøge afdrag i afdragsperioden. Der henvises til Konkursrådets lovudkast §

228,

kapitel 15.

Kapitel 9

Afkortning af den periode, i hvilken skyldneren

skal afdrage på sin gæld

1. Gældende ret

Det følger af konkurslovens § 198, at kendelse om gældssanering kan gå ud på bortfald eller

nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse

om henstand med og afdragsvis betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

Dette finder ligeledes anvendelse ved gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekon-

struktionsbehandling, jf. konkurslovens § 237.

Det følger af konkurslovens § 216, stk. 3, at såfremt der træffes bestemmelse om, at skyldneren

skal have henstand med betalingen af den del af gælden, som fortsat skal bestå, skal kendelsen

angive henstandsperiodens længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som skyld-

neren skal betale i henstandsperioden.

Justitsministeren kan i medfør af § 216, stk. 6, fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af

afdragene og afdragsperiodens længde.

Konkursrådet overvejede i betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 401-402, at afkorte

afdragsperiodens længde i forhold til den almindelige afdragsperiode på fem år. Konkursrådet

fandt dengang ikke anledning til at anbefale en kortere afdragsperiode i sager om gældssanering

i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet foretog alene en insolvensretlig vurdering og lagde herved vægt på hensynet til

at sikre helheden i gældssaneringssystemet.

Konkursrådet tog ikke stilling til, om andre hensyn, herunder erhvervspolitiske samt erhvervs-

og samfundsøkonomiske hensyn, kunne begrunde en kortere afdragsperiode for visse grupper

af skyldnere.

Af de almindelige bemærkninger, pkt. 4.10.3.2.7, fremgår, at det efter regeringens opfattelse

ville kunne have positiv indflydelse på villigheden til at starte virksomhed, hvis den normale

afdragsperiode på fem år blev afkortet til tre år i sager om gældssanering i forbindelse med

konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A,

s. 307 f.

Det fremgår endvidere, at justitsministeren agtede at udstede en bekendtgørelse om gældssane-

ring, hvorved afdragsperioden for gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstrukti-

onsbehandling skulle fastsættes til tre år.

Det følger af § 2, 2. pkt., i gældssaneringsbekendtgørelsen, at afdragsperioden i gældssaneringer

efter konkurslovens kapitel 29 udgør tre år og påbegyndes den første i måneden, efter at gælds-

saneringskendelsen er blevet endelig, medmindre retten fastsætter et senere begyndelsestids-

punkt. Når særlige forhold taler for det, kan afdragsperioden være kortere eller længere.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har på ny overvejet, om en afkortning af den periode, hvori skyldneren skal af-

drage på sin gæld, vil give bedre mulighed for opstart af ny virksomhed efter konkurs.

Det er på den ene side oplagt, at det vil gøre det lettere at starte ny virksomhed efter et virk-

somhedssammenbrud, hvis skyldneren efter en kendelse om gældssanering skal tilbagebetale

et mindre beløb til sine fordringshavere end efter de gældende regler. En reduktion af tilbage-

betalingspligten vil kunne medføre, at skyldneren kan anvende en større del af sit rådighedsbe-

løb til opstart af ny virksomhed.

En afkortning af afdragsperioden eller helt bortfald af pligten til at betale afdrag vil kunne til-

godese dette hensyn.

Det kan på den anden side efter Konkursrådets opfattelse virke stødende for retsfølelsen, hvis

skyldnere, der på trods af konkursen har en vis betalingsevne, ikke skal afdrage over for sine

fordringshavere eller kun skal afdrage i en meget kort periode.

Den nuværende afdragsperiode bevirker, at en skyldner med erhvervsmæssig gæld vil være

frigjort fra sin gæld tre år efter, at der er truffet afgørelse om gældssanering.

Det er Konkursrådets opfattelse, at den nuværende periode på tre år afspejler en passende ba-

lance mellem hensynet til skyldneren og fordringshaverne.

Henset til, at skyldneren alene skal foretage afdragsvis betaling til sine fordringshavere i de

situationer, hvor skyldneren har en vis betalingsevne, finder Konkursrådet således ikke anled-

ning til at afkorte den periode, der skal forløbe, inden skyldneren er frigjort for sin gæld.

Som anført ovenfor i

kapitel 3

er der i rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 21 fastsat

regler om varigheden af gældssaneringsperioden. Det følger af bestemmelserne, at medlems-

staterne skal sikre, at iværksættere kan være frigjort for al gæld senest tre år efter tidspunktet

for stadfæstelsen eller indledningen af gennemførelsen af tilbagebetalingsplanen i de tilfælde,

hvor proceduren omfatter en tilbagebetalingsplan, jf. stk. 1, litra a, eller, i tilfælde hvor proce-

duren ikke omfatter en tilbagebetalingsplan, senest tre år efter tidspunktet for indledningen af

proceduren, eller oprettelsen af det bo, der er under iværksætterens insolvensbehandling, jf. stk.

1, litra b.

Konkursrådet har i lyset af direktivet på ny overvejet afdragsperiodens længde, herunder om

fristen for, hvornår en skyldner er frigjort, skal regnes fra et tidligere tidspunkt.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at den nuværende afdragsperiode på tre år, når der

er tale om erhvervsmæssig gæld, er forenelig med direktivet.

Konkursrådet finder fortsat ikke anledning til at tage stilling til, om andre hensyn, herunder

erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske hensyn, vil kunne begrunde en kor-

tere afdragsperiode for visse grupper af skyldnere.

Konkursrådet har imidlertid overvejet, om afdragsperioden for gældssanering vedrørende gæld,

der ikke er erhvervsmæssig (eller som ikke gældssaneres i forbindelse med konkurs), skal for-

kortes, således at afdragsperioden i disse sager fastsættes til tre år og ikke fem år som i dag.

Hensynet til at sikre helheden i gældssaneringssystemet taler for, at der ikke skal gælde forskel-

lige afdragsperioder.

Der er herudover efter Konkursrådets opfattelse ikke afgørende hensyn til fordringshaverne,

der taler for at opretholde den nugældende periode på fem år. Konkursrådet bemærker i den

forbindelse, at den almindelige forældelsesfrist siden revisionen af gældssaneringsreglerne i

2005 er blevet reduceret fra fem år til tre år, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af

fordringer.

Konkursrådet foreslår derfor, at afdragsperiodens længde for al slags gæld, herunder gæld der

ikke er erhvervsmæssig, fastsættes til tre år.

Konkursrådet foreslår dog, at afdragsperioden kan være længere, hvis det er nødvendigt for, at

skyldneren kan opretholde sin bolig eller erhvervsaktiver. Denne regel implementerer direkti-

vets artikel 23, stk. 3. Da forlængelsen af afdragsperioden i disse tilfælde sker af hensyn til

skyldneren, bør forlængelsen af afdragsperioden ikke medføre, at skyldneren i den samlede

afdragsperiode betaler et større beløb i dividende til kreditorerne, end hvis skyldneren havde

opgivet sin bolig henholdsvis erhvervsaktiver og følgelig havde fået en treårig afdragsperiode.

Konkursrådet foreslår endvidere, at afdragsperioden kan forlænges i op til seks år, hvis skyld-

nerens væsentligste gæld er studiegæld, og skyldneren ikke har erhvervsmæssig gæld. Forslaget

skal ses på baggrund af, at man efter retspraksis typisk fastsætter en længere afdragsperiode,

når der er tale om studiegæld, idet studiegæld i almindelighed ikke afvikles på fem år, hvorfor

dette heller ikke bør være tilfældet ved gældssanering. Efter retspraksis forlænges afdragsperi-

oden i disse tilfælde ofte op til ti år. I lyset af at den almindelige afdragsperiode foreslås nedsat

til tre år, foreslår Konkursrådet, at der højst bør kunne ske forlængelse i op til seks år. Adgang

til at fastsætte en forlænget afdragsperiode på op til seks år foreslås ikke at gælde i tilfælde,

hvor skyldneren tillige har erhvervsmæssig gæld, da det ikke anses for foreneligt med direkti-

vet, hvis der fastsættes en længere afdragsperiode end tre år for erhvervsmæssig gæld. Dette

gælder uanset, om der er tale om en erhvervsmæssig gæld af mindre størrelse.

I lyset af at direktivet indeholder regler om afdragsperiodens længde, foreslår Konkursrådet, at

afdragsperiodens længde fremover skal fremgå direkte af konkursloven.

Kapitel 10

Henstand som alternativ til gældssanering

1. Gældende ret

Som anført ovenfor,

kapitel 8,

følger det af konkurslovens § 198, at der i forbindelse med ned-

sættelse af skyldnerens gæld kan træffes bestemmelse om henstand med betaling af den del af

gælden, som fortsat skal bestå.

Konkurslovens § 198 blev indført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 om ændring af konkursloven,

gældsbrevsloven og lov om retsafgifter (Betalingsstandsning, gældssanering m.v.). Bestemmel-

sen svarer med redaktionelle ændringer til en tilsvarende bestemmelse i et lovudkast i betænk-

ning nr. 957/1982 om gældssanering afgivet af et af justitsministeriet den 20. januar 1977 nedsat

udvalg om gældssanering.

Af betænkning nr. 957/1982 om gældssanering, s. 135, fremgår om henstand følgende:

”I

forbindelse med en nedsættelse af gælden kan skifteretten give skyldneren henstand

med restgældens betaling.

Som modstykke hertil bør kendelsen (og dermed skyldnerens forslag, jfr. (§ 20),) normalt

indeholde bestemmelse om, at skyldneren forpligter sig til at opfylde en realistisk afdrags-

ordning angående restgælden. Henstands- og afdragsperiodens samlede varighed bør

svare til den periode, der ligger til grund for fastsættelsen af den procent, hvortil fordrin-

gerne nedsættes, dvs. som udgangspunkt 5 år.”

Det er således forudsat, at en skyldner kan få henstand med betaling af restgælden efter gælds-

saneringen, hvis skyldneren forpligter sig til at foretage en afdragsvis betaling af restgælden

under henstandsperioden. En henstandsperiode skal dermed normalt være knyttet til en tilsva-

rende afdragsperiode.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet bemærker, at der allerede består mulighed for at give henstand. Bekendtgørelsen

om gældssanering fastsætter alene afdragsperiodens længde, men der er ikke regler for, hvor

længe der kan ydes henstand. Henstandsperioden svarer imidlertid normalt til afdragsperiodens

længde.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet muligheden for at give henstand i en periode uden

pligt til samtidig afdragsvis betaling.

En sådan ordning vil sikre, at skyldneren vil have en periode med afdragsfrihed, hvor skyldne-

ren kan koncentrere sig om at starte ny virksomhed, uden pligt til løbende afvikling af gælden.

Dette vil potentielt kunne føre til, at skyldneren, når tilbagebetalingspligten indtræder, vil have

mulighed for at tilbagebetale et større beløb til sine fordringshavere.

Risikoen ved en sådan ordning kan imidlertid være, at skyldneren, når tilbagebetalingspligten

indtræder, vil have stiftet yderligere gæld, herunder oparbejdet yderligere restancer til det of-

fentlige, hvorved skyldneren er i en endnu mere håbløs situation.

Hertil kommer, at en yderligere henstandsordning efter Konkursrådets opfattelse vil kunne på-

virke skyldneres mulighed for at optage lån. Det er således Konkursrådets opfattelse, at en po-

tentiel långiver vil være tilbageholdende som følge af udsigten til, at tilbagebetalingspligten for

en udskudt, delvist saneret gæld indtræder.

Hensynet til, at skyldneren i rimelig forlængelse af konkursbehandlingen har en (endelig) af-

klaring af sine økonomiske forhold, taler efter Konkursrådets opfattelse endvidere afgørende

for, at der ikke skal indføres yderligere mulighed for henstand med tilbagebetaling.

Herudover taler også administrative og omkostningsmæssige hensyn for at begrænse skifteret-

tens (og medhjælperens) aktive medvirken og inddragelse i afdragsperioden, idet en vid ind-

dragelse af skifteretten (og medhjælperen) gennem en længere periode vil have væsentlige ad-

ministrative og omkostningsmæssige konsekvenser. Konkursrådet kan på den baggrund ikke

anbefale, at der indføres yderligere mulighed for henstand med tilbagebetaling.

Kapitel 11

Tidspunkt for indledning af gældssaneringssag og afsigelse af kendelse

om gældssanering og indstilling fra kurator

1. Tidspunkt for indledning af gældssaneringssag og afsigelse af kendelse om

gældssanering

1.1 Gældende ret

Konkursloven fastsætter ikke udtrykkeligt, hvor tidligt gældssaneringssag i forbindelse med

konkurs eller rekonstruktion kan indledes.

Det følger af konkurslovens § 232, stk. 1, at kendelse om gældssanering efter reglerne i kon-

kurslovens kapitel 29 om gældssanering i forbindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbe-

handling tidligst kan afsiges i forbindelse med boets slutning efter konkurslovens § 143 eller i

forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab og udlodning, jf. konkurslo-

vens § 151.

Bestemmelsen i § 232, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 187 af 9. maj 1984, som var baseret på

betænkning nr. 957/1982 om gældssanering. Bestemmelsen blev revideret ved lov nr. 365 af

24. maj 2005. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår det, jf. Folketingstidende

2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 338:

”Bestemmelsen

skal tillige sikre, at forholdene i det relevante konkursbo er afdækket i

tilstrækkeligt omfang, således at der er tilvejebragt et forsvarligt beslutningsgrundlag, in-

den der træffes afgørelse om gældssanering. Efter forslaget til konkurslovens § 231 a,

stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 20), kan der således i almindelighed ikke afsiges ken-

delse om gældssanering i forbindelse med konkurs, hvis skyldnerens gæld er pådraget i

en virksomhed, hvor det i forbindelse med konkursbehandlingen konstateres, at ledelsen

i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været un-

dergivet konkursbehandling, forsvarligt. Denne betingelse forudsætter, at forholdene i

virksomheden er undersøgt, inden der træffes afgørelse i gældssaneringssagen.”

Efter § 232, stk. 2, kan skifteretten dog under særlige omstændigheder afsige kendelse om

gældssanering på et tidligere tidspunkt end anført i stk. 1.

Bestemmelsen i § 232, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 365 af 24. maj 2005. Af lovforslagets

specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling),

tillæg A, s. 339:

”Bestemmelsen

er en undtagelsesbestemmelse og vil navnlig kunne anvendes i tilfælde,

hvor behandlingen af konkursboet er særlig langvarig, og hvor konkursbehandlingen be-

ror på enkelte udestående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet af en retssag eller lignende.

Det må herved forudsættes, at skyldnerens forhold i øvrigt er afdækket i tilstrækkeligt

omfang, således at afgørelsen i gældssaneringssagen i det hele kan træffes på et forsvarligt

grundlag.

I de tilfælde, hvor det er skyldneren, som er under konkursbehandling, må det normalt

være en forudsætning for at afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt,

end det der er forudsat i stk. 1, at den del af skyldnerens gæld, der ikke er dækket ved

konkursen, ligger nogenlunde fast, således at skifteretten har et klart overblik over, hvil-

ken gæld der skal indgå i gældssaneringskendelsen. Det er således alene den udækkede

del af kravene fra konkursen, der indgår i

skyldnerens gældssaneringssag.”

Bestemmelsen er således en undtagelsesbestemmelse og kan navnlig anvendes i tilfælde, hvor

behandlingen af konkursboet er særligt langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror på en-

kelte udestående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet af en retssag eller lignende.

Det fremgår af § 232, stk. 3, at skifteretten i øvrigt træffer bestemmelse om, i hvilket omfang

gældssaneringssagens behandling skal afvente boets slutning.

Det følger af § 232, stk. 4, at de tidsmæssige betingelser for afsigelse af kendelse om gældssa-

nering, som fremgår af § 232, stk. 1-3, ikke finder anvendelse i de tilfælde, hvor grundlaget for

anvendelsen af kapitel 29 er, at et selskab, skyldneren ejer, og hvis gæld skyldneren hæfter for

gennem kaution eller lignende, har fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder be-

stemmelse om tvangsakkord, jf. § 231, stk. 2. De tidsmæssige betingelser efter § 232, stk. 1-3,

finder dog anvendelse, hvis skyldneren selv er under konkursbehandling.

1.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om skifteretten ud over den mulighed, der allerede eksisterer, skal

have yderligere adgang til at afsige kendelse om gældssanering, før konkursbehandlingen er

afsluttet, og om skifteretten i så fald vil have et tilstrækkeligt fuldt indblik i skyldnerens øko-

nomiske forhold.

100

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det er en nødvendig forudsætning for en ken-

delse om gældssanering, at der er klarhed over størrelsen af gælden i boet, eller om en afgørelse

om gældssanering kunne nøjes med at angive det beløb, skyldneren skal betale månedligt.

Det er Konkursrådets opfattelse, at størrelsen af den samlede gæld ikke har betydning for stør-

relsen af de afdrag, skyldneren eventuelt kan betale som led i en gældssanering. Det vil være

tilstrækkeligt, at det månedlige afdrag, skyldneren kan betale, opgøres på baggrund af skyldne-

ren og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst med fradrag af de udgifter, der er anført i §

3 i bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering.

I de situationer, hvor det ikke er muligt at fastsætte den procent, som gælden nedsættes til,

foreslås det derfor, at kendelsen i stedet går ud på, at skyldneren skal betale et bestemt beløb

pr. måned i afdragsperioden. Dette vil typisk have relevans i tilfælde, hvor skyldnerens forhold

på kendelsestidspunktet er uafklaret som følge af en verserende konkursbehandling. Der hen-

vises til lovudkastets § 216, stk. 1.

De månedlige afdrag kan efter udløbet af den periode, hvor der skal betales afdrag, fordeles til

de fordringshavere, der har anmeldt krav mod skyldneren.

En sådan ordning vil indebære, at kendelse om gældssanering kan meddeles på et tidligere tids-

punkt end efter de nugældende regler. Kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt vil

kræve, at konkurslovens § 232, stk. 1, ændres.

Det er efter Konkursrådets opfattelse vigtigt, at der ikke afsiges kendelse om gældssanering,

før skyldnerens forhold er afklarede i en sådan grad, at kendelsen kan træffes på et forsvarligt

grundlag. Der bør således være klarhed over, om gælden er stiftet på en måde, som vil udelukke

gældssanering, jf. konkurslovens §§ 197 og 231 a.

Konkursrådet har således overvejet, på hvilket stadium af en konkurs det vil være muligt at

have et tilstrækkeligt overblik over, om der foreligger forhold, der i almindelighed vil kunne

udelukke gældssanering.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om der vil være et sådant overblik et år efter

afsigelsen af konkursdekretet. Dette er som udgangspunkt fristen for anlæggelse af omstødel-

sessager, jf. konkurslovens § 81, og kurator vil på dette tidspunkt have overblik over de dispo-

sitioner, skyldneren har foretaget op til konkursen.

101

Det vil imidlertid ikke i alle tilfælde medføre en væsentlig forbedring af skyldnerens forhold,

at tidspunktet for, hvornår gældssanering kan indledes, fremrykkes til et år efter afsigelsen af

konkursdekretet. Det skyldes, at konkursboet f.eks. allerede kan være sluttet efter et år, hvis der

ikke er foretaget omstødelige dispositioner og heller ikke er andre krav, der skal forfølges.

En anden frist kunne være fristen for forældelse af eventuelle erstatningskrav mod ledelsen, der

i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 1, som udgangspunkt forældes efter tre år. Dette vil

imidlertid næppe medføre nogen forbedring af skyldnerens mulighed for gældssanering.

Konkursrådet har desuden overvejet tidspunktet for kurators meddelelse i medfør af konkurs-

lovens § 110, stk. 4, om kurators pligt til at give politiet meddelelse om eventuelle strafbare

forhold. Der er imidlertid ikke knyttet en egentlig frist til denne meddelelse.

Derudover har Konkursrådet overvejet tidspunktet for kurators redegørelse i medfør af kon-

kurslovens § 125, stk. 2, som skal foreligge senest fire måneder efter, at konkursdekretet er

afsagt.

Redegørelsen skal bl.a. indeholde en redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen samt

oplysning om de vigtigste regnskabstal for den periode, der er forløbet siden det senest udar-

bejdede regnskab.

Samtidig med den i § 125, stk. 2, nævnte redegørelse skal kurator afgive en begrundet indstil-

ling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne mod nogen, jf. § 125,

stk. 3. Kan kurator ikke fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug for afgivelse af en endelig

indstilling inden fire måneder, skal en sådan afgives så hurtigt som muligt og senest ti måneder

efter, at konkursdekretet er afsagt, medmindre den, der er spørgsmål om at pålægge konkurs-

karantæne, i væsentlig grad har modarbejdet kurators undersøgelser.

Kurator skal på tidspunktet for sin afgivelse af indstilling vedrørende konkurskarantæne have

dannet sig et overblik over, om der foreligger forhold, som vil kunne medføre konkurskaran-

tæne. Konkurskarantæne kan pålægges den, der på grund af groft uforsvarlig virksomhedsle-

delse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157.

I vurderingen indgår ifølge de specielle bemærkninger til § 157 navnlig, om konkursen har ført

til betydelige tab for fordringshaverne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, s.

28. Det indgår desuden, om konkursen må antages at skyldes, at ledelsen f.eks. har løbet uac-

ceptable risici, eller om konkursen i væsentligt omfang kan henføres til ydre omstændigheder.

102

Som eksempler på ydre omstændigheder, der ikke kan bebrejdes ledelsen, kan nævnes den al-

mindelige konjunkturudvikling eller pludselige, væsentlige ændringer i virksomhedens indtje-

ningsevne som følge af ny lovgivning, en væsentligt ændret konkurrence- eller afsætningssitu-

ation eller væsentligt forøgede omkostninger.

Som typiske eksempler på groft uforsvarlig forretningsførelse nævner de angivne forarbejder,

at skyldneren har foretaget betydelige køb på kredit eller haft utilstrækkelig økonomistyring.

Det kan desuden være fortsættelse af virksomhedens drift, selv om skyldneren måtte indse, at

en videreførelse af driften ville medføre betydelige tab. Salg af virksomhedens aktiver på en

måde, hvor der ikke sker en reel betaling af købesummen, eller til underpris på et tidspunkt,

hvor den pågældende måtte indse, at virksomheden var eller ved salget blev insolvent, kan også

være groft uforsvarlig forretningsførelse.

Efter en konkret vurdering kan også tilsidesættelse i væsentligt omfang af forpligtelser med

hensyn til bogføring, regnskabsaflæggelse, momsangivelse og momsafregning samt indehol-

delse og afregning af A-skat være udtryk for groft uforsvarlig forretningsførelse, f.eks. hvis

virksomhedens bogføring eller bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan

give en troværdig forklaring på, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart

er tilgængeligt for kurator.

Det er Konkursrådets vurdering, at der vil være en naturlig sammenhæng mellem de forhold,

som indgår i vurderingen af, om der skal indledes en sag om konkurskarantæne, og de forhold,

der indgår i vurderingen af, om der foreligger omstændigheder, som udelukker gældssanering.

Når kurator har foretaget sine undersøgelser og vurderet, om skyldneren har handlet på en sådan

måde, at skyldneren er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, vil det dermed

også være afklaret, om der herved foreligger forhold, der i almindelighed udelukker gældssa-

nering.

Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at en kendelse om gældssanering tidligst vil

kunne afsiges, efter skifteretten har modtaget kurators indstilling i medfør af § 125, stk. 3. I

praksis vil det i øvrigt være sjældent, at der er grundlag for at indlede en sag, før en sådan

indstilling fra kurator foreligger, og dermed vil skifteretten kunne afsige kendelse om gældssa-

nering, så hurtigt som sagen derefter er behandlet færdig.

Kurators indstilling om konkurskarantæne efter § 125, stk. 3, skal afgives senest fire måneder

efter konkursdekretets afsigelse. Indstillingen foreligger imidlertid erfaringsmæssigt fire til ti

måneder efter konkursdekretets afsigelse. Det skyldes, at kurator ofte har vanskeligt ved at

103

fremskaffe bogføringsmateriale, oplysninger fra Skatteforvaltningen og andre oplysninger ved-

rørende skyldnerens forhold.

Konkursrådet finder ikke anledning til at ændre på fristerne for kurators indstilling vedrørende

konkurskarantæne. I de tilfælde, hvor skyldneren bidrager til sagens oplysning, vil kurator ty-

pisk hurtigere kunne vurdere, om der er basis for konkurskarantæne og dermed afgive sin ind-

stilling.

Skyldneren vil således ved at samarbejde om tilvejebringelse af fornødne oplysninger kunne

have indflydelse på, hvor hurtigt kurator afgiver sin indstilling vedrørende konkurskarantæne.

Hvis det er muligt at indlede en sag om gældssanering fra tidspunktet for skifterettens modta-

gelse af kurators indstilling vedrørende konkurskarantæne, vil udsigten til tidligere gældssane-

ring således kunne anvendes som incitament for skyldneren til at forsyne kurator med fornødne

oplysninger.

Såfremt tidspunktet for afsigelse af kendelse om gældssanering fremrykkes, vil det kunne fore-

komme, at behandlingen af konkurssagen endnu ikke er afsluttet på tidspunktet for indlednin-

gen af den periode, hvor skyldneren i henhold til kendelsen om gældssanering vil skulle betale

månedlige afdrag. Det vil også kunne forekomme, at behandlingen af konkurssagen endnu ikke

er afsluttet på tidspunktet for udløbet af afdragsperioden. Der vil i disse situationer ikke være

klarhed over, hvordan afdragene skal fordeles, idet der f.eks. ikke i konkursboet er foretaget

fordringsprøvelse, ligesom dividenden i konkursboet kan forrykkes som følge af udfaldet af

verserende retssager.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvortil eventuelle månedlige afdrag skal betales.

Konkursrådet finder det ikke hensigtsmæssigt, at beløbene akkumuleres hos skyldneren, idet

ovenstående uklarheder over, hvordan afdragene skal fordeles mv., kan stå på over længere tid.

De månedlige afdrag bør derfor enten betales til den medhjælper, skifteretten i medfør af kon-

kurslovens § 219, stk. 1, har antaget, eller direkte til kurator for skyldnerens konkursbo.

Konkursrådet finder det mest hensigtsmæssigt, at gældssaneringssagen og behandlingen af kon-

kursboet i videst muligt omfang holdes adskilt.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at skyldneren, såfremt denne er under konkursbehand-

ling på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, skal indbetale de månedlige

afdrag til en konto hos medhjælperen.

104

Konkursrådet har endvidere overvejet, hvornår de i forbindelse med gældssaneringen modtagne

afdrag bør udloddes til fordringshaverne og hvem, der skal forestå denne udlodning. Udlodnin-

gen til fordringshaverne kan enten foretages af medhjælperen, eller direkte af kurator for skyld-

nerens konkursbo.

Efter Konkursrådets opfattelse bør spørgsmålet om, hvem der skal foretage udlodningen af de

i forbindelse med gældssaneringen modtagne afdrag, afhænge af, om konkursboet sluttes før

eller efter afdragsperiodens udløb.

I de tilfælde, hvor konkursboet sluttes før afdragsperiodens udløb, er det Konkursrådets opfat-

telse, at medhjælperen bør forestå udlodningen af det modtagne beløb til fordringshaverne om-

fattet af gældssaneringskendelsen. Skyldneren bør i den resterende del af afdragsperioden selv

betale afdrag til fordringshaverne. Medhjælperen bør vejlede skyldneren i, hvordan den reste-

rende del af gælden skal afvikles.

I de tilfælde, hvor skyldneren ved afdragsperiodens udløb fortsat er under konkursbehandling,

bør medhjælperen kunne indbetale det modtagne beløb til kurator, der i forbindelse med udbe-

taling af dividenden, jf. konkurslovens § 152, udlodder det modtagne beløb til fordringshaverne

omfattet af gældssaneringskendelsen.

Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at medhjælperen eller kurator først vil have klarhed

over, hvilke fordringshavere der skal have del i de i forbindelse med gældssaneringen modtagne

afdrag på tidspunktet for konkursboets slutning. Ved udlodning af de i forbindelse med gælds-

saneringen modtagne afdrag skal der tages hensyn til kurators fordringsprøvelse i konkursboet.

Udlodning i konkursboet bør gå forud for fastlæggelsen af, hvilke (rest)fordringer der skal dæk-

kes i forbindelse med gældssaneringssagen. På denne måde sikres det, at kun fordringshavere,

der ikke dækkes gennem konkursen, modtager betaling.

Konkursrådet bemærker, at den omstændighed, at kurator rent praktisk forestår udlodning af de

i henhold til gældssaneringskendelsen modtagne afdrag, ikke indebærer, at der i forbindelse

med udlodningen skal foretages en prøvelse af de enkelte fordringer.

Ved fordelingen af de i forbindelse med gældssaneringen modtagne afdrag bør eventuelle rest-

krav, der følger af fortrinsstillede krav og udækkede simple fordringer, behandles lige. Udlod-

ningen bør således ske efter konkurslovens § 200 uden hensyntagen til fordelingen af konkurs-

massen i henhold til konkurslovens kapitel 10 (konkursordenen), jf. også Konkursrådets be-

tænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 283 f.

105

Endelig er det Konkursrådets opfattelse, at kurator i de tilfælde, hvor boet sluttes efter konkurs-

lovens § 143, bør kunne overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens medhjælper.

Dette er begrundet i, at der i disse tilfælde må antages ikke at være midler til dækning af kurators

omkostninger forbundet med udlodning af beløbet til fordringshaverne omfattet af gældssane-

ringskendelsen.

Konkursrådet bemærker, at der vil være merarbejde forbundet med ovenstående opgaver for

medhjælperen og kurator, som dermed vil kunne få betydning for medhjælperens og kurators

vederlag.

Som medhjælper efter § 219 antager skifteretten i en række tilfælde en af de advokater, som

hører til skifterettens faste stab af medhjælpere. Det vil almindeligvis stå skifteretten frit for at

antage en advokat, der hører til skifterettens faste stab af medhjælpere, også hvor den, der be-

gærer gældssanering, har anmodet skifteretten om at antage en anden advokat. Hertil kan hen-

vises til Vestre Landsrets kendelse af 7. juni 1991 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s.

727) og Østre Landsrets kendelse af 19. juni 1991 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s.

783), hvor landsretten fandt, at der ikke var anledning til at tilsidesætte skifterettens skøn om at

antage en af rettens faste medhjælpere. Skifteretten er ikke bundet af skyldnerens forslag til en

medhjælper.

Der kan modsat være særlige tilfælde, hvor en anden advokat besidder et sådant kendskab til

skyldnerens økonomiske forhold, at skifteretten på skyldnerens anmodning må antage denne

advokat som medhjælper frem for en advokat, som hører til skifterettens faste stab af medhjæl-

pere. Dette har navnligt være tilfældet, hvor en advokat inden gældssaneringssagens indledning

har været udpeget som kurator i skyldners konkursbo, jf. Vestre Landsrets kendelse af 5. no-

vember 2010 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, s. 656) og Vestre Landsrets kendelse

af 19. januar 2017 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, s. 1410).

Ovenstående praksis, hvorefter skifterettens ønske om at udpege en bestemt medhjælper må

vige for andre hensyn, såsom kurators konkrete kendskab til skyldnerens forhold, er efter Kon-

kursrådets opfattelse ikke hensigtsmæssig. Konkursrådet finder, at en person, der er eller tidli-

gere har været udpeget som kurator i skyldnerens konkursbo, ikke bør kunne antages som med-

hjælper, idet hvervene som henholdsvis kurator og medhjælper ikke vurderes at være forene-

lige. Kurator varetager fordringshavernes interesser, hvorimod medhjælperen udfører opgaver

for skifteretten på skifterettens vegne under dennes tilsyn og instruktioner. Antagelse af med-

hjælper sker således med det hovedformål at bistå skifteretten, og skifterettens medhjælper er

skifterettens repræsentant.

106

På baggrund af ovenstående foreslår Konkursrådet, at skifterettens skøn om antagelse af med-

hjælper kun bør kunne tilsidesættes, hvis der foreligger helt særlige grunde, såsom medhjælpe-

rens inhabilitet.

Der stilles imidlertid ikke i konkursloven krav om, at den medhjælper, skifteretten antager, skal

være advokat. Dette kan give anledning til, at der kan fastsættes regler om medhjælperens be-

handling af betroede midler såsom afdrag modtaget efter den foreslåede § 216 a. Dette kan

eventuelt ske gennem en bemyndigelse til justitsministeren, svarende til konkurslovens § 126,

stk. 4, til at fastsætte nærmere regler.

2. Indstilling fra kurator

2.1 Gældende ret

Kurator er i forbindelse med behandlingen af et konkursbo forpligtet til at redegøre for forskel-

lige forhold, herunder for forhold, der ikke har direkte økonomisk betydning for fordringsha-

verne.

Det følger således af konkurslovens § 110, stk. 4, at såfremt kurator finder, at de foreliggende

oplysninger giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal

kurator give politiet meddelelse herom.

Det følger desuden af konkurslovens § 125, stk. 3, at kurators redegørelse efter § 125, stk. 2,

vedrørende de vigtigste årsager til konkursen skal indeholde kurators begrundede indstilling

om, hvorvidt der er grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne.

Kurator skal med henblik på udtalelsen bl.a. undersøge, om der er foretaget ledelsesmæssige

dispositioner, som kan udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse.

Bestemmelsen i stk. 3 blev sammen med konkurslovens afsnit III om konkurskarantæne indsat

ved lov nr. 429 af 1. maj 2013.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 125, stk. 3, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

131 som fremsat, s. 26, at kurators undersøgelser med hensyn til, om der bør rejses sag om

konkurskarantæne, vil indgå i kurators almindelige pligter som kurator, og vederlaget til kurator

for dette arbejde vil også indgå i kurators samlede vederlag, der dækkes af boets midler, en

eventuel sikkerhedsstillelse efter konkurslovens § 11 a, stk. 7, § 27, stk. 1, 4 eller 5, eller § 143,

107

2. pkt., og en eventuel indeståelse fra statskassen efter konkurslovens § 27, stk. 3, eller i forbin-

delse med, at skifteretten af egen drift har afsagt konkursdekret vedrørende et selskab, der er

under tvangsopløsning.

Vederlaget for kurators arbejde med indstillingen om sag om konkurskarantæne afholdes såle-

des af boets midler.

I praksis tillægges kurators redegørelser betydning ved vurderingen af, om en skyldner skal

nægtes gældssanering. I Vestre Landsrets kendelse af 12. september 2007 (refereret ovenfor,

kapitel 6,

afsnit 1.2.1) lagde skifteretten og landsretten ved afgørelsen om at nægte gældssane-

ring, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2, bl.a. vægt på oplysningerne i kurators udkast

til boopgørelse, hvoraf fremgik bl.a., at virksomhedens indtægter ikke havde stået mål med

skyldnerens forbrug, og at størstedelen af omsætningen var gået til privatforbrug. Det fremgår

desuden af sagen, at kurator telefonisk havde fastholdt det i opgørelsen anførte.

2.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet mulighederne for at indføre en pligt for kurator til at afgive en ind-

stilling om, hvorvidt skyldnerens gæld efter kurators vurdering er pådraget under omstændig-

heder, der udelukker gældssanering, eller om der foreligger andre udelukkelsesgrunde, samt om

kurators undersøgelser har givet anledning til at rejse et erstatningskrav mod skyldneren, som

vil kunne ændre skyldnerens økonomiske forhold væsentligt. Indstillingen kan eventuelt ind-

skrænkes til alene at angå kurators vurdering af, om der foreligger omstændigheder, som klart

taler imod gældssanering.

Konkursrådet er opmærksom på, at kurator ikke kan udtale sig om alle skyldnerens forhold,

men kurator er den nærmeste til at have kendskab til skyldnerens forhold, herunder om konkur-

sen er begrundet i forhold, som efter kurators opfattelse bør føre til, at der pålægges en kon-

kurskarantæne. Kurators redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 3, vil således efter om-

stændighederne også kunne indeholde en indstilling til skifteretten om, at der efter kurators

vurdering ikke er grundlag til at indlede en gældssaneringssag.

Kurator vil ikke til brug for indstillingen skulle foretage yderligere undersøgelser. Kurator vil

alene skulle udtale sig om forhold, som kurator er bekendt med. Indstillingen kan således base-

res på de oplysninger, der er indgået til brug for kurators redegørelse efter § 125, stk. 3. Kurator

bør på denne baggrund kunne redegøre for, om der kurator bekendt foreligger omstændigheder,

der efter kurators opfattelse bør føre til, at gældssanering udelukkes.

108

Udfordringen i den forbindelse er bl.a., at fordringshaverne på den måde indirekte vil komme

til at betale for en indstilling til brug for skyldnerens gældssanering. Hvis indstillingen ind-

skrænkes til at angå eventuelle nægtelsesgrunde, vil betænkelighederne herved være mindre.

Fordringshaverne betaler i forvejen indirekte for kurators meddelelse til politiet efter konkurs-

lovens § 110, stk. 4, og for kurators indstilling om konkurskarantæne.

Fordringshaverne har ikke herved en direkte økonomisk fordel af kurators arbejde, men med-

delelsen til politiet, henholdsvis indstillingen om konkurskarantæne, kan have betydning for et

eventuelt fremtidigt samarbejde med skyldneren.

Det vil efter Konkursrådets opfattelse sjældent kunne forekomme, at kurator både vil skulle

give en meddelelse til politiet efter § 110, stk. 4, og afgive oplysning om, hvorvidt denne er

bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering. Hvis skyldneren har begået straf-

bare forhold, vil det i almindelighed ikke være relevant for skyldneren at søge gældssanering.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om kurator skal være forpligtet til i alle tilfælde at afgive

oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering,

eller om kurators udtalelse kun afgives, såfremt skyldneren har indgivet begæring om gældssa-

nering.

Den omstændighed, at kurator i forbindelse med indstillingen vedrørende konkurskarantæne

alligevel skal undersøge de forhold, der har forårsaget konkursen, taler for, at kurator i alle

tilfælde skal afgive oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler

imod gældssanering i forbindelse med indstillingen efter § 125, stk. 3. Dette bevirker ligeledes,

at kurator ikke senere vil skulle foretage vurderingen på ny, såfremt skyldneren måtte indgive

begæring om gældssanering.

Konkursrådet finder det imidlertid mere hensigtsmæssigt, at kurator alene skal afgive oplysning

om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering, i de til-

fælde, hvor skyldneren har indgivet en begæring om gældssanering til skifteretten. Udtalelsen

skal endvidere kun afgives, hvis kurator bliver anmodet herom.

Konkursrådet foreslår på baggrund af ovenstående, at der indføres en regel i konkursloven om,

at kurator skal afgive oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler

imod gældssanering, når skifteretten på baggrund af en anmodning om gældssanering fra skyld-

neren har anmodet kurator herom. Herved sikres det, at kurator alene afgiver en udtalelse i de

109

tilfælde, hvor skyldneren har anmodet om gældssanering, og hvor der er værneting for gælds-

saneringssagen i Danmark.

Uanset om udtalelsen afgives samtidig med en redegørelse efter § 125, stk. 2, 3 eller 4, finder

Konkursrådet det mest hensigtsmæssigt, at udtalelsen om, hvorvidt kurator er bekendt med om-

stændigheder, der taler imod gældssanering afgives som en selvstændig udtalelse til skifteret-

ten. Kurators redegørelser efter § 125, stk. 2, 3 og 4, fremsendes til samtlige boets fordringsha-

vere. En udtalelse om, hvorvidt kurator er bekendt med omstændigheder, der taler imod gælds-

sanering, kan indeholde følsomme personoplysninger, som alene bør indgå i skifterettens sag

vedrørende begæringen om gældssanering. Skyldneren kan over for skifteretten komme med

kommentarer til kurators udtalelse, således at det kan indgå i skifterettens samlede vurdering.

Konkursrådet har overvejet, om skifteretten også skal kunne anmode kurator om en udtalelse

om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering i de tilfælde,

hvor konkursboet er sluttet, og hvor kurators hverv dermed er ophørt.

Konkursrådet finder det mest hensigtsmæssigt, at skifteretten i de tilfælde, hvor kurators hverv

er ophørt, om muligt forsyner medhjælperen med kurators redegørelser efter § 125, stk. 2-4.

Kurators tidligere redegørelser må antages at indeholde oplysninger om eventuelle omstændig-

heder, der taler imod gældssanering. Kurators tidligere redegørelser i forbindelse med konkurs-

behandlingen vil blive opbevaret af skifteretten i en periode efter konkursboets slutning.

Hvorvidt oplysningerne i redegørelserne giver anledning til at kontakte konkursboets tidligere

kurator, må imidlertid bero på en konkret vurdering.

Konkursrådet har ikke overvejet, om den foreslåede udvidelse af kurators pligter bør give an-

ledning til at foretage justeringer i konkurslovens § 27 om sikkerhed for omkostningerne ved

boets behandling. Konkursrådet finder ikke anledning til at overveje ændringer i § 27 i nærvæ-

rende betænkning, idet sådanne overvejelser også og i højere grad vil angå andre pligter end de,

der følger af reglerne om gældssanering. Konkursrådet finder dog, at det vil være hensigtsmæs-

sigt, hvis Konkursrådet anmodes om at foretage en samlet vurdering af behovet for ændringer

i § 27, når Konkursrådet har færdiggjort sine overvejelser om gældssanering og rekonstruktion.

110

Kapitel 12

Skatteretlige spørgsmål i relation til gældssanering

1. Gældende ret

Det følger af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges

samlede årsindtægter. Det følger videre af kildeskattelovens § 22, at den skattepligtige ind-

komst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret. Indkomståret er kalenderåret.

En selvstændigt erhvervsdrivende kan dog anvende et andet indkomstår end kalenderåret, hvis

det er begrundet i hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie eller nye forretningsforbin-

delser, jf. § 22, stk. 2. Har den selvstændigt erhvervsdrivende et andet indkomstår end kalen-

deråret, opgøres den skattepligtige indkomst efter de regler, der gælder for det kalenderår, som

det forskudte indkomstår træder i stedet for.

Den skattepligtige beskattes af sin nettoindkomst i hele indkomståret, som således enten udgør

kalenderåret eller det forskudte indkomstår. Den endelige indkomstskat og slutskat for personer

beregnes og opgøres efter indkomstårets udløb efter reglerne i kildeskatteloven. Efter kildeskat-

telovens § 61 forfalder eventuel restskat til betaling i året efter indkomståret, dog ikke restskat,

der ifølge § 61, stk. 3, indregnes i forskudsskatten for indkomståret efter året for udskrivningen

af årsopgørelsen, og tilbagebetaling af overskydende skat til den skattepligtige sker ligeledes i

året efter indkomståret, jf. kildeskattelovens § 62.

Ved gældssanering opnår en skyldner nedsættelse eller bortfald af sin gæld. I forbindelse med

nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den del af

gælden, som fortsat skal bestå.

Kendelse om gældssanering efter konkurslovens kapitel 25-28 omfatter alene fordringer, der er

stiftet inden gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1, 1. pkt. Gældssa-

neringssagen anses for indledt ved skifterettens afgørelse herom, jf. konkurslovens § 206. Når

særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordrin-

ger, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt, jf. § 199, stk. 1, 2. pkt.

Gældssanering efter konkurslovens kapitel 29 omfatter alene fordringer, der er stiftet inden

konkursdekretets afsigelse. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at ken-

delsen skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten andet fastsat tidspunkt, der

111

dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om

gældssanering, jf. konkurslovens § 233, stk. 2.

Konkursskatteloven anvendes på visse skatteforhold i forbindelse med konkurs, herunder op-

gørelse af konkursindkomst og begrænsning af underskudsfremførsel mv.

Det følger af konkursskattelovens § 6, at fysiske personer, hvis bo tages under konkursbehand-

ling, ikke er skattepligtige af konkursindkomsten, medmindre Skatteforvaltningen træffer be-

slutning herom efter konkursskattelovens kapitel 4. Konkursindkomsten omfatter ved fysiske

personer skyldnerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og passiver i perioden fra

konkursdekretets afsigelse indtil konkursens slutning, jf. konkursskattelovens § 7, stk. 1. Kon-

kursindkomsten omfatter endvidere skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det

indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil dekretets afsigelse, dog med undtagelse af

skyldnerens A-indkomst eller indkomst fra driften eller deltagelse i driften af en ægtefælles

virksomhed, jf. konkursskattelovens § 7, stk. 2. Disse indtægter og udgifter er derfor skattefrie,

medmindre Skattestyrelsen træffer afgørelse om skattepligt.

Det følger af konkursskattelovens § 14, 1. pkt., at Skatteforvaltningen træffer bestemmelse om

skattepligt, hvis det skønnes, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tidligere års under-

skud overstiger 100.000 kr. Skatteforvaltningen kan dog undlade at træffe bestemmelse herom,

hvis det må antages, at kun en mindre del af skatten kan inddrives, jf. konkursskattelovens §

14, 2. pkt.

Afgørelsen om skattepligt skal som udgangspunkt træffes inden tre måneder fra modtagelsen

af bostyrets statusoversigt og redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, jf. konkursskatte-

lovens § 15, stk. 2. Der kan dog træffes afgørelse om skattepligt senere, hvis der indgår et aktiv

i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger, eller hvis det er usikkert eller omstridt,

at aktivet tilhører boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Konkursskattelovens § 12 indebærer, at adgangen til underskudsfremførsel som udgangspunkt

bortfalder i det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår. Det gælder

både underskud i henhold til personskattelovens § 13 og virksomhedsskattelovens § 13. Også

adgangen til at fremføre uudnyttede tab bortfalder. Det gælder tab, der kan fremføres efter reg-

lerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 2 og 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og

ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3.

Konkursskatteloven gælder ikke for frivillig akkord i konkurs, tvangsakkord i konkurs og

gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. konkursskattelovens § 1, stk. 2. Dette indebærer

med hensyn til fremførsel af underskud, at adgangen hertil ikke bortfalder, men alene nedsættes

112

med den faktiske gældseftergivelse, når der i forbindelse med konkursbehandlingen afsiges

kendelse om gældssanering, jf. straks nedenfor.

Konkursskatteloven finder som nævnt ikke anvendelse ved gældssanering i forbindelse med

konkurs. Dermed gælder der ikke særlige regler ved gældssanering som ved konkurs om kon-

kursindkomst, konkursår mv.

Fysiske personer, for hvem der indledes gældssanering, beskattes dermed fortsat fuldt ud i over-

ensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler. Indkomsten omfatter skyldnerens

indtægter og udgifter for hele indkomståret, også når gældssanering indledes.

En gældssanering i forbindelse med konkurs kan således ikke omfatte skattekrav opstået og

stiftet efter skifterettens afgørelse om indledning af gældssaneringssagen. Skattekrav for det

indkomstår, hvor skifteretten indleder gældssaneringen, falder uden for gældssaneringen, da

disse krav først anses som stiftet ved indkomstårets udgang og dermed efter indledning af

gældssaneringen. Endvidere vil latente skattekrav tilsvarende ikke være omfattet af en kendelse

om gældssanering.

Skattemæssigt medfører en gældssanering

–

i lighed med en tvangsakkord i forbindelse med en

rekonstruktion

–

at der sker nedsættelse af uudnyttede, fradragsberettigede underskud og der-

næst uudnyttede, fradragsberettigede kildeartsbegrænsede tab, der kan fremføres efter reglerne

i aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ejendomsavancebeskatningsloven fra det

pågældende og tidligere indkomstår, med det beløb, hvormed gælden er nedsat, jf. personskat-

telovens § 13 a.

Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra den

pågældendes frigørelse for gældsforpligtelser. For personer, der er omfattet af personskattelo-

vens regler om fremførsel af underskud, indebærer en gældssanering således, at uudnyttede,

fradragsberettigede underskud nedsættes med det beløb, som gælden er nedsat med.

Retten til at fremføre underskud begrænses ikke, i det omfang gældseftergivelsen er skatteplig-

tig. Gevinst på gæld som følge af gældssanering medregnes ikke ved opgørelsen af den skatte-

pligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 2.

Det fremførselsberettigede underskud begrænses derfor med det eftergivne beløb. Nedsættelsen

af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori kendelse om gældssanering afsiges,

og for senere indkomstår. Nedsættelse kan ske såvel af underskud, der stammer fra det år, hvori

113

kendelse om gældssanering er afsagt (gældsnedsættelsesåret), som af underskud fra tidligere år,

der ikke er udnyttet ved begyndelsen af gældsnedsættelsesåret.

For andelshavere (landmænd m.v.) er der et særligt skatteretligt spørgsmål i relation til gælds-

sanering, idet sådanne andelshavere kan have et indestående på en andelshaverkonto, der først

udbetales i indkomstårene efter det indkomstår, hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt.

Skatteretligt anses sådanne udbetalinger først for erhvervet på udbetalingstidspunktet. Følgelig

vil udbetalingerne indgå i beregningen af indkomstskatten for disse efterfølgende indkomstår,

der ikke omfattes af gældssaneringen. Dette gælder, uanset om skyldneren (andelshaveren) in-

den gældssaneringen måtte have pantsat sin andelskonto (typisk til sin bankforbindelse), såle-

des at udbetalingerne sker til banken og ikke til skyldneren selv.

2. Konkursrådets overvejelser

Kendelse om gældssanering efter konkurslovens kapitel 25-28 omfatter fordringer, der er stiftet

inden gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1. En kendelse om gælds-

sanering efter konkurslovens kapitel 29 omfatter kun de fordringer, der er stiftet på tidspunktet

for konkursdekretets afsigelse og senest på tidspunktet for skifterettens indledning af sag om

gældssanering, jf. konkurslovens § 233, stk. 2. Det bemærkes, at selv om Konkursrådet foreslår

konkurslovens kapitel 29 ophævet, foreslås det, at reglen i § 233, stk. 2, videreføres i den fore-

slåede § 199, stk. 2. Reglerne om skæringstidspunktet for, hvilke fordringer, der omfattes af en

gældssanering, foreslås med andre ord opretholdt.

Det skatteretlige princip om indkomstårets udelelighed, jf. kildeskattelovens § 22, medfører, at

en kendelse om gældssanering ikke vil omfatte skattekrav for det indkomstår, hvor skifteretten

indleder gældssaneringen, da disse krav insolvensretligt først anses som stiftet ved indkomst-

årets udgang og dermed efter indledning af gældssaneringssagen. Der henvises nærmere til

Konkursrådets betænkning nr. 1579/2022 om revision af reglerne om rekonstruktion, kapitel

19, vedrørende det tilsvarende spørgsmål om tvangsakkord.

I den nævnte betænkning foreslår Konkursrådet, at man i relation til fysiske personer insolvens-

retligt indfører en sondring mellem B-skat og restskat. Hvad angår B-skat foreslås det, at krav

på B-skat, der er forfaldne inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse, omfattes af en tvangs-

akkord. Konkursrådet foreslår med samme begrundelse som i den nævnte betænkning, at krav

på B-skat, der er forfaldne inden skæringstidspunktet i en gældssanering, jf. den foreslåede §

199, skal omfattes af en kendelse om gældssanering. Dog foreslås det

–

ligesom i relation til

114

tvangsakkord

–

at en gældssanering ikke skal begrænse Skatteforvaltningens adgang til at mod-

regne krav på B-skat med det fulde beløb i skyldnerens eventuelle krav på overskydende skat

vedrørende samme indkomstår.

Hvad angår restskat for det igangværende indkomstår, foreslår Konkursrådet i betænkning nr.

1579/2022 om revision af reglerne om rekonstruktion, at der sker en skønsmæssig fastsættelse

af, hvilken del af kravet på restskat, der omfattes af tvangsakkorden. Til brug for dette skøn

foretager tillidsmanden eller en revisor en beregning af den forventede restskat. Konkursrådet

finder det ikke hensigtsmæssigt, hvis der i gældssaneringssager skal indhentes revisorberegnin-

ger af forventet restskat. Dette vil være omkostningskrævende i forhold til, at restskatten i en

gældssanering typisk vil være af beløbsmæssigt beskeden størrelse. Konkursrådet foreslår føl-

gelig, at kravet på restskat vedrørende det igangværende indkomstår fuldt ud omfattes af gælds-

saneringen.

Hermed vil skyldneren i det igangværende indkomstår alene skulle betale A-skat af sin person-

lige indkomst og eventuelle B-skatterater, der forfalder efter gældssaneringssagens indledning.

Det bemærkes, at selv om en del af restskatten måtte skyldes lønindkomst erhvervet under

gældssaneringssagen, og at denne del af restskatten principielt ikke burde gældssaneres, vil

saneringen heraf ofte kun angå et mindre beløb. Den fordel, som skyldneren opnår herved,

tilfalder ikke skyldneren personligt, men derimod fordringshaverne i form af (en mindre) for-

øgelse af dividenden, idet skyldneren skal betale afdrag svarende til sit overskud på gældssane-

ringsbudgettet. Skyldneren vil derfor som udgangspunkt ikke have noget incitament til at spe-

kulere i at opnå en høj restskat. I og med at gældssaneringen omfatter kravet på restskat, skal

der alene afsættes midler til dividende heraf i budgettet.

Hvis skyldneren forsøger at misbruge reglerne ved at ændre sin forskudsopgørelse med åben-

bart forkerte oplysninger om lønindkomst eller fradrag for dermed at få nedsat sin A-/B-skat

(og øge restskatten), må gældssanering nægtes med henvisning til, at skyldneren har indrettet

sig med henblik på gældssanering. Skyldneren bør dog ikke være forpligtet til at ændre sin

forskudsopgørelse ved at forhøje sin forskudsindkomst med avancer/genvundne afskrivninger

på aktiver, der er solgt inden gældssaneringssagens indledning, da den heraf følgende øgede

skat netop bør indregnes i restskatten og gældssaneres. Skyldneren må indrette sig på, at dennes

skat efter gældssaneringskendelsen må beregnes på baggrund af denne, herunder den deraf føl-

gende begrænsning af eventuel underskudsfremførsel, jf. herom nedenfor.

Konkursrådet er opmærksom på, at såfremt skyldneren er under konkursbehandling på tids-

punktet for afsigelsen af kendelsen om gældssanering, vil gældssaneringen som udgangspunkt

kun omfatte fordringer, der var stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. den foreslåede regel

115

i konkurslovens § 199, stk. 2. Hvis konkursdekretet blev afsagt i et tidligere indkomstår end det

år, hvor gældssaneringen blev indledt, vil skattekrav, herunder restskat, for sidstnævnte ind-

komstår dermed ikke blive omfattet af gældssaneringen. Den foreslåede regel i § 199, stk. 2,

åbner imidlertid (ligesom den gældende regel i § 233, stk. 2) mulighed for, at skæringstids-

punktet i stedet sættes til tidspunktet for gældssaneringens indledning. Hvis der er eller forven-

tes større skattekrav vedrørende det indkomstår, hvor gældssaneringssagen blev indledt, bør

man således anvende tidspunktet for gældssaneringssagens indledning som skæringstidspunkt.

Konkursrådet er opmærksom på, at der for en skyldner, der er eller har været andelshaver, kan

være særlige problemer med krav på skat udløst af udbetalinger, der foretages af andelsselska-

bet efter det indkomstår, hvor gældssaneringssagen blev indledt. Konkursrådet foreslår i be-

tænkning nr. 1579/2022 om revision af reglerne om rekonstruktion, at problemet i rekonstruk-

tion løses ved at udvide reglerne om insolvensregulering således, at skyldneren med tre måne-

ders varsel kan kræve sit indestående på andelshaverkontoen udbetalt og dermed få udløst be-

skatningen heraf. Reglerne om gældssanering indeholder ikke regler om insolvensregulering.

Konkursrådet anser det derfor ikke for hensigtsmæssigt at indføre en sådan regel i reglerne om

gældssanering. Konkursrådet foreslår imidlertid i betænkning nr. 1579/2022 om revision af reg-

lerne om rekonstruktion, at adgangen til at kræve udbetaling med tre måneders varsel tillige

skal gælde under konkursbehandling. I de tilfælde, hvor skyldneren er eller har været under

konkursbehandling, inden skyldneren anmoder om gældssanering, må indeståendet således

kræves udbetalt under konkursbehandlingen, hvorved beskatningen udløses. Dermed vil det

deraf følgende skattekrav kunne omfattes af gældssaneringen, forudsat at gældssaneringen ind-

ledes i det indkomstår, hvor udbetalingen skete (forudsat at det ovenfor nævnte forslag, om at

restskatten vedrørende dette år omfattes af gældssaneringen, gennemføres), eller i et efterføl-

gende indkomstår, og at man under gældssaneringssagen anvender tidspunktet for dennes ind-

ledning som skæringstidspunkt, jf. ovenfor. Konkursrådet ser på baggrund heraf ikke behov for

at indføre en særskilt regel om udbetaling af indestående på andelshaverkonti som følge af ind-

ledning af gældssaneringssag. Konkursrådet bemærker i denne forbindelse, at en insolvent an-

delshaver ofte må forventes at blive taget under konkursbehandling, inden der søges om gælds-

sanering, og at en insolvent andelshaver selv vil kunne indgive konkursbegæring, inden denne

ansøger om gældssanering. Andelshaveren må anses for at have fornøden retlig interesse heri,

uanset om det primære formål med egenbegæringen er at få udbetalt og beskattet indeståendet

på andelshaverkontoen. Dette gælder uanset, om kontoen ikke er pantsat, da skyldneren har en

interesse i at få udbetaling under en konkursbehandling, da indeståendet på kontoen i modsat

116

fald vil indgå i vurderingen af, om skyldneren opfylder insolvensbetingelsen i den foreslåede §

197.

Konkursrådet foreslår i denne betænkning at ophæve reglerne i kapitel 29 om gældssanering i

forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet foreslår, at der i stedet

indføres regler, der giver mulighed for at opnå gældssanering efter kapitel 25-28, uanset om

skyldnerens forhold måtte være uafklarede som følge af en igangværende konkursbehandling.

Konkursrådet foreslår i denne forbindelse, at det skal være muligt at opnå gældssanering, selv

om der endnu ikke er sket fordringsprøvelse i konkursboet, og skyldnerens gæld dermed ikke

er opgjort. I sådanne tilfælde kan kendelsen om gældssanering udformes således, at den går ud

på, at skyldneren skal betale bestemte afdrag i afdragsperioden i stedet for en procentdel af

gælden. Konkursrådet har overvejet, om de nævnte ændringer kan have utilsigtede skatteretlige

konsekvenser. Overvejelserne er foretaget på grundlag af et notat fra Skatteministeriet, hvori

en række forskellige eksempler behandles.

Der må skelnes mellem tilfælde, hvor skyldneren selv er under konkursbehandling ved indgi-

velsen af begæringen om gældssanering, og tilfælde, hvor det er en anden end skyldneren, der

er under konkursbehandling, eksempelvis et af skyldneren ejet selskab, hvor skyldneren har

kautioneret for noget af selskabets gæld.

I tilfælde, hvor skyldneren ikke selv er under konkursbehandling, afgøres de skatteretlige virk-

ninger af gældssaneringen som hidtil navnlig af personskattelovens § 13 a. Efter denne bestem-

melse medfører kendelsen om gældssanering, at skyldnerens eventuelle underskudsfremførsel

reduceres med det beløb, som bortfalder ved gældssaneringen. Hvis kendelsen er udformet så-

ledes, at skyldneren eksempelvis skal betale 10 % i dividende, medfører kendelsen således, at

underskudsfremførslen reduceres med et beløb svarende til de resterende 90 % af gælden. Efter

de foreslåede regler kan kendelsen, hvis gældens størrelse ikke er afklaret, udformes således, at

skyldneren skal betale afdrag af en bestemt størrelse i afdragsperioden. Hvis skyldneren i af-

dragsperioden i alt skal betale afdrag på eksempelvis 36.000 kr., medfører kendelsen, at skyld-

nerens gæld herudover bortfalder, forudsat at gælden omfattes af kendelsen. Dermed vil det,

når konkursbehandlingen er så fremskreden, at skyldnerens samlede gæld kan opgøres, kunne

beregnes, hvor stor en gæld, som er bortfaldet ved kendelsen. Denne beløbsmæssige nedsæt-

telse af skyldnerens gæld vil reducere skyldnerens underskudsfremførsel efter personskattelo-

vens § 13 a. Som det fremgår, stilles skyldneren skattemæssigt på samme måde, uanset om

117

kendelsen går ud på, at skyldneren skal betale en bestemt procentdel af gælden eller bestemte

afdrag. Der er følgelig ikke behov for at foreslå ændringer i personskattelovens § 13 a.

I de tilfælde, hvor det er skyldneren selv, der er under konkursbehandling, er udgangspunktet,

at adgangen til underskudsfremførsel bortfalder efter de i afsnit 1 beskrevne regler i konkurs-

skatteloven. Konkursskatteloven finder

imidlertid ikke anvendelse på ”gældssanering i kon-

kurs”, jf. konkursskattelovens § 1, stk. 2. I sådanne tilfælde gælder de ovenfor beskrevne regler

i personskattelovens § 13 a. Skyldneren behandles således skattemæssigt ens, uanset om gælds-

sanering opnås i eller uden for konkurs.

Reglerne i konkurslovens kapitel 29 om gældssanering i forbindelse med konkurs foreslås op-

hævet og erstattet med en adgang til at opnå gældssanering efter kapitel 25-28 under en igang-

værende konkursbehandling. Dette rejser spørgsmålet, om konkursskattelovens § 1, stk. 2, fin-

der anvendelse på den foreslåede gældssanering under konkurs. Konkursrådet bemærker i den

forbindelse, at reglen i konkursskattelovens § 1, stk. 2, om ”gældssanering i konkurs” har været

gældende længere end reglerne i konkurslovens kapitel 29 om gældssanering i forbindelse med

konkurs og rekonstruktion, hvilket taler for, at reglen i konkursskatteloven ikke skal forstås som

en henvisning til de nugældende regler i konkurslovens kapitel 29, men derimod som henvis-

ning til tilfælde, hvor en skyldner, der er under konkursbehandling, opnår gældssanering. Føl-

gelig må det antages, at konkursskatteloven § 1, stk. 2, finder anvendelse i alle tilfælde, hvor

der opnås gældssanering under konkurs, dvs. uanset om gældssaneringen opnås efter reglerne i

konkurslovens kapitel 25-28 eller kapitel 29.

Endelig har Konkursrådet overvejet, om det forhold, at en kendelse om gældssanering efter de

foreslåede regler efter omstændighederne kan gå ud på, at skyldneren skal betale bestemte af-

drag i stedet for en procentdel af gælden, kan påvirke fordringshavernes adgang til at foretage

skattemæssigt fradrag for deres tab på fordringer mod skyldneren.

Hvis en fordringshaver anvender lagerprincippet, er det principielt uden betydning, om kendel-

sen går ud på betaling af en procentdel eller afdrag, da fordringshaveren under alle omstændig-

heder kan fratrække faldet i værdien af fordringen. Skatteministeriet har oplyst, at selskaber

som udgangspunkt skal anvende lagerprincippet på fordringer, bortset fra fordringer, der er

erhvervet som vederlag for leverede varer og tjenesteydelser (vederlagsfordringer), jf. kursge-

vinstlovens § 25, stk. 3. Selskaber har dog mulighed for også at vælge lagerprincippet for ve-

derlagsfordringer, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 4. Banker og realkreditinstitutter skal anvende

de regnskabsmæssige hensættelsesprincipper, der er underlagt Finanstilsynets kontrol, ved den

118

skattemæssige indkomstopgørelse på udlån, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 7, hvilket kan sam-

menlignes med lagerprincippet med løbende værdiansættelse af fordringerne.

Hvis en fordringshaver ikke kan anvende lagerprincippet, skal denne opgøre tab efter realisati-

onsprincippet. I sådanne tilfælde kan det forhold, at kendelsen udformes som en pligt til at

betale afdrag, medføre, at tabet først kan anses for realiseret ved afdragsperiodens udløb, idet

det typisk først vil være der, at den enkelte fordringshaver ved, hvor stor en del af afdragene,

som tilkommer denne, og dermed hvor stort et tab, som denne har haft på sin fordring mod

skyldneren. Principielt kan dette således medføre, at fordringshaverens fradragsret først indtræ-

der ved afdragsperiodens udløb, hvorimod den indtræder ved kendelsens afsigelse, hvis ken-

delsen går ud på betaling af en bestemt procentdel af gælden (og dermed på at den øvrige pro-

centdel af fordringshaverens krav bortfalder). Imidlertid skal det her erindres, at alternativet til

en kendelse, der fastsætter afdrag, typisk ville være, at man først kunne afsige kendelse om

betaling af en procentdel på et senere tidspunkt, når gældens samlede størrelse var opgjort.

Dermed ville fordringshaverens fradrag alligevel først kunne ske på dette senere tidspunkt.

Endvidere har Skatteministeriet oplyst, at i de tilfælde, hvor skyldneren er under konkursbe-

handling, vil en fordringshaver efter omstændighederne allerede kunne foretage fradrag helt

eller delvist på det tidspunkt, hvor kurator måtte erklære, at dividenden ikke vil overstige en

bestemt procent.

Henset til disse forhold og til, at langt størstedelen af de fordringer (ud over krav fra det offent-

lige), der omfattes af en gældssanering, må vurderes at tilhøre fordringshavere, der kan anvende

lagerprincippet, er det Konkursrådets opfattelse, at de foreslåede ændringer i konkursloven ikke

vil medføre nævneværdige ændringer i fordringshavernes adgang til at foretage skattemæssigt

fradrag for tab på krav mod skyldneren, og at der følgelig ikke er behov for ændringer af reg-

lerne herom.

119

Kapitel 13

Registrering af skyldnere

1. Gældende ret

Databeskyttelseslovens kapitel 5 indeholder særlige regler om behandling af oplysninger til

bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse af (kre-

ditoplysninger).

Det fremgår bl.a. af reglerne i kapitel 5, at den, der ønsker at drive et kreditoplysningsbureau,

skal indhente tilladelse fra Datatilsynet, inden behandlingen af oplysninger påbegyndes. Tilsy-

net kan i den forbindelse stille nærmere vilkår for udførelsen af behandlingen til beskyttelse af

de registreredes privatliv.

Databeskyttelseslovens § 20 indeholder regler om, hvilke oplysninger et kreditoplysningsbu-

reau må behandle, mens § 21 indeholder regler om, i hvilken form oplysninger om økonomisk

soliditet og kreditværdighed må videregives, samt i hvilket omfang summariske oplysninger

om skyldforhold må videregives.

Det fremgår af databeskyttelseslovens § 20, stk. 1, at kreditoplysningsbureauer kun må be-

handle oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet

og kreditværdighed.

Af § 20, stk. 3, fremgår det, at oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som

er mere end fem år gamle, ikke må behandles, medmindre det i det enkelte tilfælde er åbenbart,

at forholdet er af afgørende betydning for bedømmelsen af den pågældendes økonomiske soli-

ditet og kreditværdighed.

Femårsfristen i § 20, stk. 3, er en maksimumsfrist. Hvis en oplysning på et tidligere tidspunkt

end efter fem år har mistet sin betydning for kreditvurdering, skal der ske sletning tidligere.

Ifølge Datatilsynets faste praksis er der fastsat særlige vejledende slettefrister, som er kortere

end fem år.

120

Det følger heraf, at oplysninger om, at der er indledt en sag om gældssanering, skal slettes efter

fem år, eller når gældssaneringen er endeligt godkendt af retten.

Det følger endvidere heraf, at hvis gældssaneringen bliver nægtet, ophævet eller tilbagekaldt,

skal oplysningen slettes senest et år efter skifterettens afgørelse.

Oplysninger om at en gældssanering er stadfæstet af skifteretten skal slettes med det samme.

Det fremgår i øvrigt af databeskyttelseslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., at oplysninger om endelig

godkendt gældssanering ikke må videregives.

Ved oplysninger om ”endelig godkendt gældssa-

nering” forstås oplysninger om endelige retsafgørelser,

hvorved en skyldners forslag om gælds-

sanering er taget helt eller delvist til følge, jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg B, spalte 2640,

ad ændringsforslag nr. 9, til lovforslag nr. L 32.

Har der forud for gældssaneringen været afholdt tvangsauktion over skyldnerens aktiver, må

der tillige ses på de vejledende sletningsfrister herfor.

Det følger heraf, at oplysninger om en tvangsauktion som udgangspunkt skal slettes efter fem

år. Hvis tvangsauktionen bliver aflyst, skal oplysningen slettes efter et år.

Hvis eventuelle restkrav efter tvangsauktionen bliver betalt, skal oplysningen slettes senest to

år efter betalingen. Det gælder også, hvis restkrav efter tvangsauktionen bliver betalt ved gælds-

sanering. I det tilfælde regnes de to år fra godkendelsen af gældssaneringen.

Har skyldneren forud for gældssaneringen været under konkurs, gælder de vejledende slettefri-

ster for konkurs.

Det følger endvidere af de vejledende sletningsfrister, at oplysninger om konkurs som udgangs-

punkt skal slettes efter fem år. Hvis skyldneren betaler restkrav efter konkursen, herunder gen-

nem gældssanering, skal oplysningerne om konkursen slettes senest to år efter betalingen.

Det er kreditoplysningsbureauet, som har ansvaret for, at behandlingen af oplysninger lever op

til kravene i databeskyttelseslovens § 20. Kreditoplysningsbureauet er således gennem dets

abonnementsvilkår og lignende ansvarlig for, at abonnenterne (fordringshaverne) kender betin-

gelserne for, hvornår indberetning af skyldnere kan finde sted. Bureauet må desuden gennem

abonnementsvilkår eller lignende sikre sig, at bureauets abonnenter giver bureauet besked om,

at skyldneren har betalt gælden, har fået godkendt gældssanering mv. og derfor skal slettes.

121

Experians RKI-register, som er landets største register over dårlige betalere, har oplyst, at regi-

stret er baseret på oplysninger dels fra kunder, der indberetter dårlige betalere, dels på oplys-

ninger fra Statstidende.

Registrets abonnenter vil således ved at fremsøge personer kunne finde oplysninger vedrørende

den pågældende person fra Statstidende og indberetninger fra fordringshavere.

En indberetning fra en fordringshaver til RKI-registeret om en dårlig betaler skal indeholde

fundamentet for kravet, som kan være en dom, et udlæg, en skylderkendelse mv., navn på for-

dringshaveren, beløbets størrelse, indberetningsdato samt slettedato. Disse oplysninger vil være

tilgængelige for registrets abonnenter. Det er muligt, at en eller flere fordringshavere indberetter

flere krav mod samme skyldner. I dette tilfælde vil de nævnte oplysninger være tilgængelige

for hver enkelt fordring.

Foreligger der ikke et fundament for fordringshaverens krav, fremgår en indberetning kun af et

lukket register, hvor indberetningen kun er tilgængelig for indberetteren selv.

Er gældssanering indledt, vil dette fremgå ved opslag i registret. Det samme gælder for konkurs.

Er konkurs eller gældssanering indledt, vil der ikke kunne indberettes yderligere krav, men

krav, der er indberettet forud for indledningen af konkurs eller gældssanering, vil fortsat fremgå

ved opslag i registret.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om den nugældende ordning, hvor en skyldner, der har været under

konkurs, fortsat kan være registreret hos et kreditoplysningsbureau i op til to år efter gældssa-

nering, bør revideres.

På den ene side taler hensynet til potentielle långiveres mulighed for at få kendskab til en netop

overstået gældssaneringssag, der kan være afsluttet umiddelbart efter en konkursbehandling,

for at opretholde den nugældende ordning.

Omvendt kan hensynet til potentielle långivere varetages gennem udelukkelsesgrundene for

gældssanering i stedet for gennem registrering hos et kreditoplysningsbureau. Har skyldneren

således pådraget sig gælden ved eksempelvis kreditorbesvigende forhold, vil gældssanering

være udelukket, og registreringen følger de almindelige regler. I de tilfælde, hvor gældssanering

122

ikke er udelukket og gennemført, kan en registrering hos et kreditoplysningsbureau således efter

Konkursrådets opfattelse virke unødigt hæmmende for den pågældendes muligheder for låne-

optagelse efter gældssaneringen.

Hensynet til en skyldner, der er taget under konkursbehandling under omstændigheder, der ikke

udelukker gældssanering, taler således efter Konkursrådets opfattelse for at revidere reglerne

for sletning efter gældssanering.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om fristen for sletning skal forkortes, eller om

kendelse om gældssanering helt skal medføre, at registrering slettes straks.

Hensynet til, at en skyldner, der ønsker at starte ny virksomhed, kan få adgang til finansiering,

taler for, at der skal ske sletning straks efter udløbet af appelfristen, når en kendelse om gælds-

sanering har fået retskraft.

Konkursrådet finder imidlertid, at hensynet til, at en skyldner, der netop har oplevet et virksom-

hedssammenbrud, ikke straks stifter ny gæld, taler for, at der fortsat kan være en periode med

registrering også efter kendelse om gældssanering.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der fastsættes regler, hvorefter en person maksimalt

kan være registreret for den pågældende gæld i et år hos et kreditoplysningsbureau efter ken-

delse om gældssanering. Konkursrådet finder ikke, at regler herom bør fastsættes i konkurslo-

ven, men i anden lovgivning, hvor Justitsministeriet eller anden relevant myndighed finder det

relevant.

Sletningen må for at have den ønskede effekt også omfatte sletning af eventuelle oplysninger

om konkurs, tvangsauktion mv. Hvis skyldneren imidlertid efter at være blevet slettet forsøm-

mer at efterleve en afdragsordning, må det dog fortsat være muligt at registrere den pågældende

som følge af de nye restancer.

Fristen skal efter Konkursrådets opfattelse regnes fra kendelsen om gældssanering og ikke fra

udløbet af appelfristen. Det vil betyde, at en skyldners mulighed for at blive slettet i kreditop-

lysningsbureauer ikke påvirkes af, om en fordringshaver appellerer kendelsen, så længe ken-

delsen stadfæstes.

123

Kapitel 14

Rådgivning om gældssanering og obligatoriske kurser

1. Rådgivning om gældssanering

1.1 Gældende ret

Konkursloven fastsætter ikke en formel pligt for kurator eller skifteretten til at vejlede om mu-

ligheden for gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstruktion. Visse skifteretter

oplyser dog om muligheden for at søge om gældssanering, og kuratorer orienterer sædvanligvis

skyldneren om muligheden for at indgive begæring om gældssanering og fristen herfor.

1.2 Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om det ville være fremmende for skyldnerens mulighed for at starte

ny erhvervsvirksomhed efter et virksomhedssammenbrud, såfremt skyldneren i forbindelse

med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling blev vejledt om reglerne om gældssanering i for-

bindelse med konkurs.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvornår og på hvilken måde vejledningen i givet

fald bedst gives.

For mange iværksættere vil mødet i skifteretten være det første møde med skifteretten, og ved

samme lejlighed lukker skifteretten ved et konkursdekret for en virksomhed, som skyldneren

formentlig har investeret meget tid og penge i at drive. Skyldneren kan på den baggrund have

vanskeligt ved at overskue den nærmeste fremtid og i visse tilfælde også vanskeligt ved at ad-

skille virksomheden fra sit privatliv.

Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at en skyldner på mødet i skifteretten, hvor

konkursdekretet afsiges, ikke vil være modtagelig over for informationer om mulighederne for

gældssanering.

Konkursrådet finder det imidlertid hensigtsmæssigt, at informationen gives kort tid herefter,

således at skyldneren hurtigst muligt får mulighed for at søge om gældssanering.

124

En mulighed kunne efter Konkursrådets opfattelse være at samle informationsmateriale, som

kan udleveres til skyldneren på det første møde i skifteretten. Såfremt alle relevante oplysninger

samles i eksempelvis en pjece, kan skyldneren på et senere tidspunkt sætte sig ind i betingel-

serne for gældssanering, herunder i forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling.

Mere information til skyldnere vil efter Konkursrådets opfattelse være fremmende for mulig-

hederne for gældssanering.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der udarbejdes informationsmateriale, som kan ud-

leveres til skyldneren i forbindelse med, at der afsiges konkursdekret.

Materialet skal tillige være tilgængeligt via internettet, idet en skyldner, der netop er blevet

erklæret konkurs, muligvis vil have mistet en pjece, der blev udleveret i forbindelse med mødet

i skifteretten. Desuden skal materialet være tilgængeligt for andre personer, idet gældssanering

ligeledes kan være relevant for eventuelle medskyldnere og kautionister, som ikke har været

tilsagt til mødet i skifteretten.

Materialet skal rettes til selvstændigt erhvervsdrivende og indeholde de overordnede betingel-

ser for at opnå gældssanering. Materialet vil eksempelvis kunne udarbejdes i samarbejde mel-

lem Erhvervsministeriet, Justitsministeriet og domstolene.

2. Obligatoriske kurser og lignende

2.1 Gældende ret

Der findes i dag de i

kapitel 6

nævnte omstændigheder, der kan medføre, at gældssanering

udelukkes. Omvendt er der ikke noget, skyldneren kan gøre for at få nemmere adgang til gælds-

sanering. Det er således ikke

–

ud over at afdrage over en periode og sikre sig balance mellem

indtægter og udgifter

–

muligt efterfølgende at kvalificere sig til gældssanering.

Der findes i dag allerede en række tilbud til iværksættere og selvstændigt erhvervsdrivende i

form af kurser mv. Skattestyrelsen afholder således informationsmøder og webinarer målrettet

nye virksomhedsledere.

De samme tilbud findes i flere kommuner. Eksempelvis afholder Københavns Erhvervshus un-

der Københavns Kommune kurser vedrørende start af virksomhed til iværksættere.

125

2.2 Konkursrådets overvejelser

Det er Konkursrådets opfattelse, at en lang række iværksættere ikke besidder fornødent kend-

skab til almindelig regnskabsaflæggelse og afregning af skat, moms, afgifter mm., hvilket i

mange tilfælde kan føre til virksomhedens konkurs.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om gennemførelse af kurser i regnskabsaflæg-

gelse og afregning af skat, moms, afgifter mm. kan gøres til en betingelse for opnåelse af gælds-

sanering

–

eventuelt gældssanering på lempeligere vilkår end efter de nugældende regler.

Indførelse af obligatoriske kurser vil imidlertid efter Konkursrådets opfattelse nemt kunne føre

til deltagelse af tvang og ikke af lyst. Det kan medføre, at der er risiko for begrænset udbytte af

kurset, og det vil efter Konkursrådets opfattelse være uforholdsmæssigt at indføre en egentlig

eksamen. Hertil kommer, at Konkursrådet heller ikke finder anledning til at begrænse anven-

delsen af de foreslåede regler for gældssanering til skyldnere, der starter ny virksomhed. Det

kan således forekomme overflødigt, at personer, der ønsker at være lønmodtagere, skal gen-

nemføre obligatoriske kurser i regnskabsaflæggelse mv.

Konkursrådet finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå deltagelse i kurser som be-

tingelse for nemmere adgang til gældssanering, men Konkursrådet finder det hensigtsmæssigt,

at skyldnere vejledes om og opfordres til på frivillig basis at deltage i kurser for iværksættere,

hvis de ønsker at blive iværksættere igen.

126

Kapitel 15

Konkursrådets lovudkast

1. Lovudkast

§1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021 som ændret ved lov nr. 1169 af 8.

juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 197

affattes således:

”§ 197.

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering, såfremt

skyldneren godtgør, at skyldneren er insolvent, hvorved i denne bestemmelse forstås, at skyld-

neren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine

gældsforpligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere betinget af, at det må antages, at

gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 2.

Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt

1) skyldnerens økonomiske indtægts- og udgiftsforhold er uafklarede i afdragsperioden, jf.

dog § 197 a, eller skyldneren er under uddannelse,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke

uvæsentlig gæld

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine

økonomiske forpligtelser, medmindre der er tale om forretningsmæssigt velbe-

grundet stiftelse af erhvervsgæld eller en velbegrundet låneomlægning,

b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod

i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,

c) er stiftet med henblik på forbrug, medmindre gældsstiftelsen som følge af sær-

lige omstændigheder fremstår som rimelig, eller

d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed, har udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse, medmindre det ikke ville være rimeligt at pålægge konkurskarantæne

som følge heraf,

5) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren som følge af sin

løbende indkomst eller andre indtægter har haft rimelig mulighed herfor, medmindre

127

der var tale om et mindre væsentligt beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af begæ-

ring om gældssanering,

6) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering, eller

7) skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssaneringssag er indledt, medmindre gældsstif-

telsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.

Stk. 3.

Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder.

Stk. 4.

Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstæn-

digheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Stk. 5.

Ved afgørelsen om gældssanering skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldneren

har mulighed for at opnå eftergivelse efter anden lovgivning.

Stk. 6.

Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for så vidt angår skyldnere, som er fysiske

personer.”

Efter § 197 indsættes:

”§

197 a.

Var skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever eller et selskab, som de nævnte

personer direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbehandling, da skifteret-

ten modtog forslaget om gældssanering, er uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke til

hinder for afsigelse af kendelse om gældssanering.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra er-

hvervsmæssig virksomhed, og ledelsen af virksomheden i ikke uvæsentligt omfang har tilside-

sat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af

A-skat og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder el. lign. eller i øvrigt i ikke

uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.”

§ 199

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

”Stk.

Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter kendelsen om gældssanering alene

fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige forhold taler

derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer stiftet inden et af skif-

teretten andet fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifteret-

tens afgørelse om at indlede sag om gældssanering, jf. § 206.

Stk. 3.

Kendelsen om gældssanering omfatter alene krav på B-skat, der er forfaldet inden det

tidspunkt, der efter reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for, om øvrige fordringer omfattes af

kendelsen. Kendelsen omfatter endvidere krav på restskat vedrørende det indkomstår, som ud-

løber efter det nævnte tidspunkt.”

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

§ 200

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

128

”Stk.

Omfatter kendelsen alene fordringer stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. § 199,

stk. 2, bortfalder krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer alene for tiden efter

konkursdekretets afsigelse.”

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 202

indsættes som

stk. 3:

”Stk.

Er skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever eller et selskab, som de nævnte

personer direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbehandling, anmoder

skifteretten kurator om oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler

imod gældssanering. Kurator skal afgive erklæringen senest samtidig med sin redegørelse efter

§ 125, stk. 2, jf. stk. 3, eller, såfremt denne er afgivet, snarest muligt. Angår konkursbehandlin-

gen ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun, hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stam-

mer fra kaution eller anden hæftelse

for krav mod konkursboet.”

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 204, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

”Mødet med skyldneren kan afholdes ved anvendelse af telekommunikation.”

§ 208, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

”I de i § 197 a, stk. 1,

nævnte tilfælde, skal genparten indeholde opfordring om at fremkomme

med oplysninger om omstændigheder af betydning for

afgørelsen efter § 197 a, stk. 2.”

§ 208 b

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

”Stk.

Hvis skyldneren er under konkursbehandling, finder stk. 1 ikke anvendelse på de for-

dringer, der er anmeldt i konkursboet.”

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 216, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

”En kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens

forslag til følge, skal angive, hvilken del

af skyldnerens gæld der berøres af kendelsen, med angivelse af den procent, hvortil fordrin-

gerne nedsættes, eller hvor dette ikke er muligt de afdrag, som skyldneren skal betale.

Stk. 2.

Hvis det beløb, som skyldneren efter stk. 1 i alt skal betale i afdragsperioden, alene udgør

et uvæsentligt beløb, bortfalder skyldnerens gæld, jf. § 198, når sagen er sluttet med kendelse

om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. I øvrige tilfælde anvendes 1. pkt. således, at der bortses fra

fordringer, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb. Reglen i 2. pkt. anvendes særskilt på hver

129

enkelt fordring, begyndende med den mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster

mere end et uvæsentligt beløb. Fordringer omfattet af 2. pkt. bortfalder, når sagen er sluttet med

kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 4, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af 1.-3.

pkt.”

Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.

10.

§ 216, stk. 3,

der bliver stk. 4, affattes således:

”Stk.

Træffes der bestemmelse om, at skyldneren skal have henstand med betalingen af den

del af gælden, som fortsat skal bestå, skal kendelsen angive afdragsperiodens længde samt stør-

relsen af og forfaldstiden for de afdrag, som skyldneren skal betale i afdragsperioden. Afdrags-

perioden udgør tre år. Afdragsperioden kan være længere, hvis dette er nødvendigt for, at skyld-

neren kan opretholde sin bolig eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i forbindelse med

dennes erhverv. Hvis den væsentligste del af skyldnerens gæld er studiegæld, og skyldneren

ikke har gæld fra erhvervsmæssig virksomhed, kan afdragsperioden forlænges i op til seks år.”

11.

§ 216, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres ”længde efter stk. 3” til: ”begyndelse efter stk. 4”.

12.

§ 216, stk. 7,

der bliver stk. 8, ændres ”stk. 6” til: ”stk. 7”.

13.

Efter § 216 indsættes:

”§ 216 a.

Er skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever eller et selskab, som skyldneren eller

de nævnte personer tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbe-

handling, kan kendelse om gældssanering tidligst afsiges, når kurator i konkursboet har afgivet

endelig indstilling efter § 202, stk. 3. Angår konkursbehandlingen ikke skyldneren selv, gælder

1. pkt. dog kun, hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller anden hæf-

telse for krav mod konkursboet.

Stk. 2.

Er skyldneren under konkursbehandling på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om

gældssanering, skal skyldneren betale afdrag, jf. § 216, til skifterettens medhjælper, der udlod-

der det modtagne beløb til fordringshaverne omfattet af gældssaneringskendelsen, når konkurs-

boet er sluttet. Er afdragsperioden ikke udløbet på tidspunktet for konkursboets slutning, skal

skyldneren betale de resterende afdrag direkte til fordringshaverne. Er skyldneren ved afdrags-

periodens udløb fortsat under konkursbehandling, indbetaler medhjælperen det modtagne beløb

til konkursboet, der i forbindelse med udbetaling af dividenden, jf. § 152, udlodder det mod-

tagne beløb til fordringshaverne i overensstemmelse med § 200. Afsluttes boet efter § 143 kan

kurator overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens medhjælper.”

14.

§ 219, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

130

”Er eller har skyldneren tidligere været under konkursbehandling, kan de nævnte forretninger

ikke overlades til konkursboets kurator.”

15.

§ 219

indsættes som

stk. 3:

”Stk.

Justitsministeren fastsætter regler om medhjælpernes behandling af betroede midler.”

16.

§ 220

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

”Er skyldneren under konkursbehandling, afholdes omkostningerne ved behandlingen af gælds-

saneringssagen af konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang der er dækning hertil af boets

midler.”

17.

§ 226, stk. 2,

affattes således:

”Stk. 2.

Kendelsen befrier skyldneren for den del af gælden, der omfattes af kendelsen, jf. §

199, og som bortfalder ved kendelsen, såvel over for fordringshaveren selv som over for kauti-

onister og andre, der hæfter for gælden. Uanset reglen i 1. pkt. har kendelsen ingen indflydelse

på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende skat vedrørende

samme indkomstår.”

18.

§ 228, stk. 1

ændres ”§ 216, stk. 1 og 3” til: ”§ 216, stk. 1 og 4”.

19.

§ 228

indsættes som

stk. 3

og 4:

”Stk.

Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, uafklarede

økonomiske forhold, jf. § 197 a, kan skifteretten i afdragsperioden på begæring af en fordrings-

haver genoptage gældssaneringssagen med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordrin-

gerne er nedsat, eller de i kendelsen fastsatte afdrag, såfremt der er indtrådt forhold, der med-

fører, at skyldneren må anses for i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det,

der følger af kendelsen. Forhøjelsen sker med det beløb, der overstiger de nævnte 1.000 kr. om

måneden. Såfremt forhøjelsen alene vil ske med et beløb, der er mindre end det beløb, der er

nævnt i § 216, kan skifteretten undlade at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat,

eller de fastsatte afdrag.

Stk. 4.

I de i stk. 3 nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig tid underrette skifteretten og

fordringshaverne, såfremt der indtræder forhold, der medfører, at skyldneren må anses for i

stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. Skyldneren

skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende dokumentation for sine økonomiske

forhold til skifteretten og fordringshaverne.”

20.

§ 229, stk. 1

ophæves, og i stedet indsættes:

”

Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en fordringshaver ophæves af skifteretten:

131

1) hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt

forhold,

2) hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge gældssaneringskendelsen, eller

3) hvis skyldneren tilsidesætter sine pligter efter § 228, stk. 4.

Stk. 2.

Skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen, hvis skyldneren efter afsigelsen af ken-

delsen pålægges konkurskarantæne efter § 157, og den groft uforsvarlige forretningsførelse, der

begrunder pålægget af konkurskarantænen, er foregået, inden kendelsen om gældssanering blev

afsagt.

Stk. 3.

Forinden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1 og 2, indkaldes skyldneren og for-

dringshaverne til et møde i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkaldes

desuden en repræsentant for kommunen til mødet.”

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

21.

§ 230

indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

”Er skyldneren under konkursbehandling på tidspunktet for afsigelsen af en kendelse om gælds-

sanering, har fordringshaverne krav på dividende i konkursboet uden hensyn til kendelsen, jf.

dog § 220, 2. pkt.”

Stk. 1 bliver herefter stk. 2.

22.

Kapitel 29

ophæves.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 17. juli 2022.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på gældssaneringer, hvor begæring om gældssanering er indgi-

vet efter lovens ikrafttræden. Er begæring om gældssanering indgivet før lovens ikrafttræden,

finder de hidtil gældende regler anvendelse. Er en kendelse om gældssanering afsagt på grund-

lag af en begæring indgivet før lovens ikrafttræden, skal spørgsmål om genoptagelse eller op-

hævelse af kendelsen behandles efter de hidtil gældende regler.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

132

2. Bemærkninger til lovudkastet

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 197)

§ 197 nyaffattes som følge af, at reglerne om nægtelse af gældssanering revideres, og at reglerne

om gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling sammenlægges.

Det foreslås i

§ 197, stk. 1,

at skifteretten skal kunne afsige kendelse om gældssanering, hvis

skyldneren begærer dette, og såfremt skyldneren godtgør, at denne er insolvent. Derved forstås,

at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde

sine gældsforpligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere betinget af, at det må antages,

at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. stk. 1.

Der tilsigtes med forslagets

§ 197, stk. 1,

ikke nogen ændring i den vurdering, som skifteretten

skal foretage af skyldnerens insolvens. Det vil fortsat være en betingelse for gældssanering, at

skyldneren er håbløst forgældet.

Forslaget indføres på baggrund af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 2, stk. 2, litra

a), der foreskriver,

at begrebet ”insolvens” skal defineres i henhold til national ret. Med forsla-

get præciseres det, at betingelsen om, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste

år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, udgør definitionen af, hvornår

der foreligger insolvens ved gældssanering efter § 197. I relation til § 201 om modregning og

§§ 221-224 om omstødelse bør konkurslovens almindelige insolvensbegreb i § 17, stk. 2, fortsat

gælde.

Det foreslås i

§ 197, stk. 2, nr. 1,

at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges,

såfremt skyldnerens økonomiske indtægts- og udgiftsforhold er uafklarede i afdragsperioden,

jf. dog § 197 a.

Efter gældende ret kan gældssanering nægtes efter reglerne i kapitel 25-28, hvis skyldnerens

økonomiske forhold er uafklarede, jf. den gældende § 197, stk. 2, nr. 1.

133

Usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold har for det første betydning for skifterettens

vurdering af, om den pågældende kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i frem-

tiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, ligesom en sådan usik-

kerhed har indvirkning på vurderingen af, om det må antages, at gældssanering vil føre til en

varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Vurderingen indgår som en del af vurde-

ringen efter stk. 1 af, om den økonomiske betingelse for at få gældssanering er opfyldt.

For det andet har usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold betydning for, om skifteretten

har tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastlægge skyldnerens afdragsordning.

Det foreslås, at uafklarede økonomiske forhold hos skyldneren også fremover skal udelukke

gældssanering. Det præciseres med forslaget, at alene uafklarede økonomiske forhold i afdrags-

perioden skal udelukke gældssanering.

For så vidt angår skyldnerens indkomstforhold og løbende faste udgifter, er der med forslaget

ikke tilsigtet en ændring i den vurdering, som skifteretten skal foretage af skyldnerens økono-

miske forhold. Vurderingen af, om skyldnerens indkomstforhold er uafklarede, skal således

foretages i overensstemmelse med den nugældende retspraksis. Det indebærer bl.a., at skyld-

neren for at opfylde betingelsen om afklarede indkomstforhold skal udnytte sin erhvervsevne.

Skyldnerens økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis skyldneren er arbejds-

løs eller under uddannelse. Det kan dog anføres, at en studerende, der har mere end tre år tilbage

af sit studium, efter omstændighederne kan siges at have afklarede indkomstforhold i afdrags-

perioden, forudsat at afdragsperioden ikke forventes forlænget efter den foreslåede § 216, stk.

4. Det foreslås derfor eksplicit fastsat, at en studerende ikke opfylder betingelserne for at opnå

gældssanering, idet en studerende generelt må henvises til

–

efter endt studium

–

at udnytte sin

erhvervsevne, før der søges om gældssanering.

Er der usikkerhed om skyldnerens løbende faste udgifter til eksempelvis bolig, vil dette typisk

også medføre, at skyldnerens økonomiske forhold må anses for uafklarede. Dette indebærer, at

tidsbegrænsede lejemål, der udløber i afdragsperioden, som udgangspunkt skal udelukke gælds-

sanering. Det gælder dog ikke, såfremt skyldneren bor i et tidsbegrænset lejemål som følge af

skyldnerens eller en nærtståendes konkurs, jf. den foreslåede § 197 a, og betingelserne i den

foreslåede § 197 a i øvrigt er opfyldt.

For så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser, skal der fremover kun stilles krav om, at disse

er tilstrækkeligt afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er kvalificeret insolvent. Det

indebærer, at såfremt skifteretten på et tidspunkt, hvor skyldnerens gældsforpligtelser ikke er

134

endelig opgjort, med større sikkerhed kan fastslå, at skyldneren er kvalificeret insolvent, skal

uafklarede gældsforhold ikke udelukke gældssanering.

Det foreslås i

§ 197, stk. 2, nr. 2, litra a,

at kendelse om gældssanering i almindelig ikke afsiges,

såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke

uvæsentlig gæld er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine

økonomiske forpligtelser, medmindre der er tale om forretningsmæssigt velbegrundet stiftelse

af erhvervsgæld.

Efter gældende ret kan kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyld-

neren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, jf. nugældende § 197, stk. 2, nr. 2.

Den gældende § 197, stk. 2, nr. 2, oplister nogle ikke udtømmende eksempler på, hvornår skyld-

neren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender.

Ved vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, indgår,

hvor stor en andel af skyldnerens gæld, der skyldes uforsvarlige forhold.

Det indgår endvidere i vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske

anliggender, om gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde

sine økonomiske forpligtelser, jf.

§ 197, stk. 2, nr. 2, litra a.

Som noget nyt foreslås det, at det ikke skal anses for uforsvarligt i økonomisk henseende, at

skyldneren har stiftet en ikke uvæsentlig gæld på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand

til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, når der er tale om forretningsmæssigt velbegrundet

stiftelse af erhvervsgæld eller en velbegrundet låneomlægning.

Forslaget er begrundet i, at det kan være hæmmende for muligheden for gældssanering i for-

bindelse med konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, hvis eksempelvis træk på kassekredit

forud for konkursen medfører, at gældssanering nægtes.

Forslaget indebærer, at der i stedet for at se på, om gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyld-

neren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf. nugældende § 197, stk.

2, nr. 2, litra a, for erhvervsdrivende skal ses på, om gældsstiftelsen var forretningsmæssigt

begrundet. Erhvervsdrivende kan således til tider have behov for at foretage træk på en kasse-

kredit for at foretage betalinger, uden at dette skal medføre, at gældssanering udelukkes, når

trækket på kassekreditten er sædvanligt eller forretningsmæssigt begrundet. Det skal tillægges

betydning, om gældsstiftelsen er sket på et tidspunkt, hvor skyldneren burde have erkendt, at

135

der ikke længere var rimelig mulighed for at videreføre virksomheden, hvilket fortsat skal med-

føre, at gældssanering udelukkes.

Forslaget indebærer endvidere, at det skal vurderes, om gældsstiftelsen er sket som led i en

velbegrundet låneomlægning. En låneomlægning, der er foretaget med henblik på at opnå mere

attraktive lånevilkår, skal ikke i sig selv udelukke gældssanering. Dog bør optagelse af gæld til

forbrug med det formål at indfri et tidligere optaget forbrugslån til en anden mere pågående

fordringshaver fortsat udelukke gældssanering. Det må bero på en konkret vurdering, om gæld

optaget med henblik på at dække allerede forfalden gæld kan anses for velbegrundet. Ved af-

gørelsen af, om gældssanering skal nægtes, lægges generelt vægt på den oprindelige gælds al-

der, jf.§ 197, stk. 3.

Den gældende § 197, stk. 2, nr. 2, litra b, videreføres i uændret form i den foreslåede

§ 197, stk.

2, nr. 2, litra b.

Det præciseres i den sammenhæng, at det for erhvervsdrivende som udgangs-

punkt betragtes som spekulation, der skal føre til, at gældssanering nægtes, at skyldneren har

foretaget investeringer, der ikke relaterer sig til virksomhedens øvrige drift. Det kan indgå i

vurderingen, om der er tale om en investering i formuegoder for f.eks. at opnå en skattebespa-

relse eller andet, som f.eks. aktier eller anparter, kommanditselskaber, eller fast ejendom, i

modsætning til investeringer i driftsmidler, der anvendes i skyldnerens virksomhed.

§197, stk. 2, nr. 2, litra c,

foreslås det, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke

afsiges, såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder så-

fremt en ikke uvæsentlig gæld er stiftet med henblik på forbrug, medmindre gældsstiftelsen

som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.

Som noget nyt foreslås det, at det ikke skal anses for økonomisk uforsvarligt, at skyldneren har

stiftet en ikke uvæsentlig gæld med henblik på forbrug, når gældsstiftelsen som følge af særlige

omstændigheder fremstår som rimelig.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen er begrundet i, at anvendelsen af den gældende § 197,

stk. 2, nr. 2, litra c, fører til, at selv relativt små beløb til forbrugsgæld begrunder, at gældssa-

nering nægtes. Dette kan medføre, at det bliver uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå gældssa-

nering.

På den baggrund foreslås det, at gældssanering efter bestemmelsen ikke skal nægtes, såfremt

stiftelsen af forbrugsgælden på grund af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.

136

Den foreslåede ændring indebærer, at genstande omfattet af trangsbeneficiet i hvert fald ikke

skal føre til, at gældssanering nægtes, også selv om genstandene er anskaffet for lånte midler.

Der kan eksempelvis være tale om gældsstiftelse, der er nødvendig for at finansiere udskiftnin-

gen eller reparationen af en fryser, et køleskab eller et par briller. Det samme gælder tandlæge-

regninger og andre omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser, medmindre der er tale om rent

kosmetiske behandlinger. Gældssanering vil i disse tilfælde ikke skulle nægtes med henvisning

til den foreslåede

§ 197, stk. 2, nr. 2, litra c.

Dog skal gældssanering fortsat nægtes, hvis det forventes, at skyldneren fremadrettet vil stifte

gæld til brug for køb af almindelige dagligvarer som fødevarer og produkter til personlig pleje

og rengøring, idet gældssanering i disse tilfælde ikke kan antages at ville føre til en varig for-

bedring af skyldnerens økonomiske forhold. Gældssanering vil i en sådan situation skulle næg-

tes med henvisning til den foreslåede

§ 197, stk. 1.

Hvis der er tale om gældsstiftelse til brug for anskaffelse af genstande, der ikke er omfattet af

trangsbeneficiet, skal det vurderes, om der er tale om overforbrug. Er der tale om overforbrug,

vil den stiftede gæld ikke kunne anses som rimelig, og der vil heller ikke foreligge særlige

omstændigheder, der kan begrunde den stiftede gæld til forbrug. Overforbrug må i den forbin-

delse vurderes forholdsmæssigt i relation til skyldnerens økonomiske forhold. Det vil således

alene være gæld til forbrug, der ikke stod mål med skyldnerens økonomiske forhold, der anses

som overforbrug.

Overforbrug vil eksempelvis omfatte rejser og anskaffelse af tjenesteydelser, herunder restau-

rantbesøg, når udgifterne hertil ikke står mål med skyldnerens økonomiske forhold. Det afgø-

rende vil være, om skyldnerens samlede forbrug kan anses som luksusforbrug. Således vil an-

skaffelse af mange varer og tjenesteydelser, som isoleret set ikke kan anses som luksus, ud fra

en samlet vurdering af omfanget føre til, at der alligevel foreligger et overforbrug.

I vurderingen skal det også tillægges vægt, hvorvidt gældsstiftelsen ud fra det lånte beløbs stør-

relse må anses som rimelig.

Gældssanering skal endvidere ikke nægtes efter den foreslåede

§ 197, stk. 2, nr. 2, litra c,

så-

fremt en selvstændigt erhvervsdrivende skyldner i perioder har været nødsaget til og tilbøjelig

til at leve for lånte midler for ikke at trække på virksomheden i perioder med dårlig omsætning.

Det vil efter bestemmelsen skulle anses som rimelig stiftelse af forbrugsgæld, at skyldneren

over en kortere periode optager lån for at dække faste udgifter og rimelige leveomkostninger

for derigennem at undlade at trække penge ud af virksomheden i et forsøg på at redde denne.

137

Et sådant forbrug for lånte midler skal naturligvis ligge inden for rimelighedens grænser. Er der

således tale om overforbrug, må gældssanering fortsat nægtes. Ved vurderingen af om der er

tale om overforbrug kan der bl.a. henses til, hvilken løn den erhvervsdrivende vil kunne oppe-

bære, såfremt denne var lønmodtager.

Overforbrug må i denne henseende tillige forstås som anskaffelse af luksusgenstande samt rej-

ser og tjenesteydelser, der ikke står mål med skyldnerens økonomiske forhold.

Den gældende § 197, stk. 2, nr. 2, litra d, videreføres i uændret form i den foreslåede

§ 197, stk.

2, nr. 2, litra d.

Den gældende § 197, stk. 2, nr. 3, videreføres i uændret form i den foreslåede

§ 197, stk. 2, nr.

Det foreslås i

§ 197, stk. 2, nr. 4,

at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges,

såfremt skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed, har udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse.

Ved ”groft uforsvarlig forretningsførelse” forstås, hvad der svarer til ”groft uforsvarlig forret-

ningsførelse” i § 157 om

konkurskarantæne.

Med den foreslåede ændring indføres en særskilt regel, der regulerer forholdet mellem konkurs-

karantæne og gældssanering, og som udelukker sidstnævnte for personer, der har udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse i overensstemmelse med § 157, stk. 1.

Der er ikke efter gældende ret særlige regler, der regulerer forholdet mellem gældssanering og

konkurskarantæne. Det vil dog også efter gældende ret være utænkeligt, at en person, der kan

pålægges konkurskarantæne på grund af sin adfærd i et konkursramt selskab, vil opfylde betin-

gelserne for sanering af gæld, der hidrører fra samme konkurs. Den groft uforsvarlige forret-

ningsførelse, der begrunder pålæg af konkurskarantæne, må således antages også at begrunde

en udelukkelse af gældssanering.

Den foreslåede ændring beror først og fremmest på, at det kan være stridende mod retsfølelsen,

at en person, der har ageret på en sådan måde, at det begrunder pålæg af konkurskarantæne, kan

frigøres fra den gæld, der kan være en følge af de forhold, der begrunder karantænen. En ude-

lukkelse af gældssanering i disse tilfælde sikres bedst gennem regler herom i lovteksten.

138

Den foreslåede ændring beror dernæst på, at det af rekonstruktions- og insolvensdirektivet føl-

ger, at gældssanering skal udelukkes for personer, der har handlet uhæderligt eller i ond tro over

for fordringshavere eller andre interessenter. Da personer, der har ageret på en sådan måde, at

det begrunder pålæg af konkurskarantæne, også må antages at have handlet uhæderligt eller i

ond tro i henhold til direktivet, bør der indføres regler i lovteksten om udelukkelse af gældssa-

nering i disse tilfælde.

En skyldner kan nægtes gældssanering, uanset om denne person ikke pålægges konkurskaran-

tæne, eksempelvis fordi den groft uforsvarlige forretningsførelse fandt sted tidligere end et år

før fristdagen, jf. § 157, stk. 1, eller fordi skyldneren allerede er pålagt konkurskarantæne som

følge af ledelse af et koncernforbundet selskab, jf. § 157, stk. 3. Hvis det konkret ikke findes

rimeligt at pålægge konkurskarantæne, jf. § 157, stk. 2, skal den udviste adfærd dog ikke ude-

lukke gældssanering efter § 197, stk. 2, nr. 4, men adfærden kan efter omstændighederne ude-

lukke gældssanering efter § 197, stk. 2, nr. 2. Ved afgørelsen af, om gældssanering skal nægtes,

lægges generelt vægt på gældens alder, jf. § 197, stk. 3. Hvis der er gået en årrække siden, at

skyldneren udviste groft uforsvarlig forretningsførelse (og eventuelt blev pålagt konkurskaran-

tæne), kan det efter omstændighederne ud fra en konkret vurdering undlades at nægte gældssa-

nering.

Det foreslås i

§ 197, stk. 2, nr. 5,

at kendelsen om gældssanering i almindelighed ikke skal

afsiges, såfremt skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren som følge af

sin løbende indkomst eller andre indtægter har haft rimelig mulighed herfor, medmindre der er

tale om et mindre væsentligt beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af begæring om gælds-

sanering.

Efter gældende ret kan kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyld-

neren har undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren har haft rimelig mulighed herfor.

I praksis nægtes gældssanering efter bestemmelsen ved selv små beløb, der kunne være anvendt

til at betale afdrag.

Forslaget er begrundet i, at reglen, som den anvendes i dag, vurderes at udgøre en uforholds-

mæssig hindring for at opnå gældssanering.

Det foreslås, at skyldnerens mulighed for at afdrage på gælden som hidtil kan følge af såvel

skyldnerens løbende indkomst som andre indtægter. Andre indtægter kan f.eks. være pensions-

udbetalinger, bonusser, lottogevinster eller gaver. Gaver dog kun såfremt disse fra givers side

ikke er undtaget fra kreditorforfølgning.

139

Det foreslås, at gældssanering kun skal nægtes, såfremt der er tale om udbetaling af væsentlige

beløb, der for engangsudbetalinger er i størrelsesordenen 10.000 kr. eller derover. Dog skal

udbetaling af selv mindre beløb også kunne føre til, at gældssanering nægtes i tilfælde, hvor

udbetaling af beløbet ligger efter indgivelsen af begæring om gældssanering.

I de tilfælde hvor skyldneren i kraft af sin løbende indkomst har haft mulighed for at afdrage

på gælden, skal det indgå i vurderingen, om skyldneren har udvist vilje til at afdrage. Der gælder

ikke i kraft af den foreslåede bestemmelse et krav om, at hele det overskydende beløb skal

betales til fordringshaverne, når blot der fra skyldnerens side har været udvist vilje til at afdrage.

I de tilfælde, hvor engangsudbetalingen er af en vis størrelse, eller hvor skyldneren i kraft af sin

løbende indkomst har haft mulighed for at afdrage på gælden, skal det indgå i vurderingen, om

beløbet er anvendt til dagligdagsfornødenheder eller til overforbrug, herunder til anskaffelse af

luksusgenstande.

Undladelse af at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse af genstande omfattet af trangsbe-

neficiet, skal ikke udelukke gældssanering. Der kan eksempelvis være tale om en undladelse af

at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse af genstande, som skyldneren er afhængig af.

Der kan også være tale om nødvendige betalinger af tandlægeregninger og andre omkostninger

til sundhedsrelaterede ydelser, medmindre der er tale om rent kosmetiske behandlinger.

Den gældende bestemmelse § 197, stk. 2, nr. 5, videreføres i uændret form i den foreslåede

197, stk. 2, nr. 6.

Det foreslås i

§ 197, stk. 2, nr. 7,

at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges,

såfremt skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssaneringssag er indledt, medmindre gældsstif-

telsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.

Efter den gældende bestemmelse i § 197, stk. 2, nr. 6, kan selv helt små låneoptagelser eller nye

restancer føre til, at gældssanering nægtes.

Forslaget er begrundet i, at reglen, som den anvendes i dag, vurderes at udgøre en uforholds-

mæssig hindring for at opnå gældssanering.

Der kan forekomme situationer, hvor optagelse af lån er velbegrundet med henblik på, at skyld-

neren kan anskaffe sig genstande, som skyldneren er afhængig af. Det kan eksempelvis være

anskaffelse af briller eller lignende på en afbetalingsordning eller nødvendige tandlægebesøg,

der ligeledes betales gennem en afdragsordning.

140

Det foreslås på den baggrund, at stiftelse af gæld efter indledning af gældssaneringssagen som

udgangspunkt fortsat skal udelukke gældssanering, medmindre der foreligger særlige omstæn-

digheder.

I de tilfælde, hvor gældsstiftelsen efter gældssaneringssagen er begrundet i særlige omstændig-

heder og derfor ikke udelukker gældssanering, vil gælden ikke være omfattet af gældssane-

ringskendelsen, jf. §§ 199, stk. 1, og 233, stk. 2, og forslagets § 1, nr. 3. Gælden vil derfor skulle

betales fuldt ud af skyldneren ved siden af eventuelt fastsatte afdrag i gældssaneringskendelsen.

De foreslåede

§ 197, stk. 3-4,

er en uændret videreførelse af de gældende bestemmelser i § 197,

stk. 3-5.

Den foreslåede

§ 197, stk. 4,

er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 197,

stk. 4. Det præciseres i denne sammenhæng, at illoyalitet over for samarbejdspartnere og andre

fordringshavere efter omstændighederne kan føre til, at gældssanering skal nægtes efter be-

stemmelsen.

Til nr. 2 (§ 197 a)

Det foreslås i

§ 197 a, stk. 1,

at uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke er til hinder for

afsigelse af kendelse om gældssanering, når skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever

eller et selskab, som de nævnte personer direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, var

under konkursbehandling, da skifteretten modtog forslaget om gældssanering.

Det foreslås i

§ 197 a, stk. 2,

at reglen i

stk. 1

ikke finder anvendelse, hvis skyldnerens gæld i

det væsentligste stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, og ledelsen af virksomheden i ikke

uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning,

indeholdelse og afregning af A-skat, og indsendelse af oplysninger til offentligt myndigheder

el. lign. eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.

Efter gældende ret gælder betingelsen i § 197, stk. 2, nr. 1, om, at skyldnerens økonomiske

forhold ikke må være uafklarede, som udgangspunkt ikke ved gældssanering i forbindelse med

konkurs- eller rekonstruktionsbehandling efter kapitel 29, jf. § 231 a, stk. 2, modsætningsvis.

Der skal efter gældende ret sondres mellem uafklarede forhold, der udspringer af selve konkur-

sen, som ikke medfører, at gældssanering udelukkes, og uafklarede forhold, der ikke har med

konkursen at gøre, og som umiddelbart kan medføre, at gældssanering udelukkes.

141

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der som noget nyt foreslås en sammenlægning af

regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås på den baggrund, at gældende ret i henhold til § 231 a, stk. 2, modsætningsvis,

videreføres i den foreslåede

§ 197 a

som konsekvens af sammenlægningen af de to regelsæt.

Da uafklarede økonomiske forhold hos skyldnerens ægtefælle eller samlever ligeledes som ud-

gangspunkt fører til, at gældssanering nægtes, gælder den foreslåede regel i

§ 197 a,

også, når

det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, der er under konkursbehandling. Da det endvidere

ikke skal have betydning for reglens anvendelse, om konkursbehandlingen vedrører en er-

hvervsvirksomhed, som er drevet i eget eller i ægtefællens/samleverens navn eller gennem et

selskab, gælder den foreslåede regel også i de tilfælde, hvor et selskab, som skyldneren eller

skyldnerens ægtefælle eller samlever direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, er under

konkursbehandling.

Det foreslås i

§ 197 a, stk. 2,

at forslaget i

§ 197 a, stk. 1,

ikke finder anvendelse, hvis skyldne-

rens gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, og ledelsen af virksomhe-

den i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, moms-

afregning, indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplysninger til offentlige myn-

digheder el. lign. eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden

forsvarligt.

Med den foreslåede bestemmelse videreføres de nægtelsesgrunde, der er nævnt i den gældende

§ 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2.

Forslaget indebærer, at kravet om afklarede økonomiske forhold ikke skal fraviges ved gælds-

sanering i forbindelse med konkurs, når skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra er-

hvervsmæssig virksomhed og skyldneren m.fl. har tilsidesat forpligtelser med hensyn til bog-

føring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat mv. eller i ikke uvæsentligt omfang

har undladt at lede virksomheden forsvarligt. Der vil kunne meddeles gældssanering på de al-

mindelige vilkår om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, hvis skyldneren

i øvrigt opfylder betingelserne for gældssanering, herunder at man ikke har handlet uforsvarligt

i økonomiske anliggender, jf. § 197, stk. 2, nr. 2.

142

Den foreslåede bestemmelse i

§ 197 a, stk. 2,

indebærer, at erhvervsdrivende skyldnere for at

opnå gældssanering på mere lempelige betingelser i forbindelse med konkurs efter den foreslå-

ede §

197 a, stk. 1,

ikke må have gjort sig skyldig i de forhold, der i dag er nævnt i den gældende

§ 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2, og som nu videreføres i den foreslåede

§ 197 a, stk. 2.

Endelig indebærer forslaget, at der ikke fremover skal kunne meddeles gældssanering på de

betingelser, der er nævnt i

stk. 1,

når skyldnerens gæld stammer fra et selskab, som har fået

stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, og som

skyldneren m.fl. ejer en væsentlig del af. I disse tilfælde må gældssanering afvente en afklaring

af skyldnerens økonomiske forhold, jf.

§ 197, stk. 2, nr. 1.

Til nr. 3 (§ 199, stk. 2 og 3)

Forslaget til indførelsen af reglen i

§ 199, stk. 2,

skal ses i sammenhæng med, at der som noget

nyt foreslås en sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og

rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås på den baggrund, at gældende ret i henhold til § 233, stk. 2, 1. og 2. pkt. videreføres

i den foreslåede

§ 199, stk. 2,

som konsekvens af sammenlægningen af de to regelsæt.

Det foreslås at indsætte et nyt

stk. 3

om gældssanering af indkomstskat vedrørende igangvæ-

rende indkomstår.

Efter de gældende regler omfatter en gældssanering ikke krav på skat vedrørende det ind-

komstår, hvor gældssaneringen indledes.

Det foreslås i

§ 199, stk. 3, 1. pkt.,

at kendelsen om gældssanering alene omfatter krav på B-

skat, der er forfaldet inden det tidspunkt, der efter reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for, om

øvrige fordringer omfattes af kendelsen.

Forslaget indebærer, at kendelsen om gældssanering omfatter krav på B-skat, der er forfaldet

inden gældssaneringens indledning. Gældssaneringssagen anses for indledt ved skifterettens

afgørelse herom, jf. § 206. Er skyldneren under konkursbehandling omfatter kendelsen om

gældssanering krav på B-skat, der er forfaldet inden konkursdekretets afsigelse.

Hvis skifteretten eksempelvis har indledt en gældssaneringssag eller afsagt konkursdekret den

1. august 2022, omfatter gældssaneringen krav på eventuel B-skat der er forfaldet inden den 1.

143

august 2022. B-skat, der forfalder efter den 1. august 2022, vil derimod ikke være omfattet af

gældssaneringen.

Det foreslås i

§ 199, stk. 3, 2. pkt.,

at kendelsen om gældssanering endvidere omfatter krav på

restskat vedrørende det indkomstår, som udløber efter det nævnte tidspunkt.

Forslaget indebærer, at kendelsen om gældssanering omfatter krav på restskat vedrørende det

indkomstår, hvori gældssaneringen er blevet indledt, eller hvori konkursdekretet blev afsagt.

Hvis skifteretten har indledt en gældssaneringssag eller afsagt konkursdekret i august måned

2022, omfatter gældssaneringen således krav på eventuel restskat for hele indkomståret 2022.

Til nr. 4 (§ 200, stk. 2)

Forslaget til indførelsen af reglen i

§ 200, stk. 2,

skal ses i sammenhæng med, at det som noget

nyt foreslås at sammenlægge regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og rekon-

struktionsbehandling.

Det foreslås på den baggrund, at gældende ret i henhold til § 233, stk. 2, sidste pkt., videreføres

i den foreslåede

§ 200, stk. 2.

Til nr. 5 (§ 202, stk. 3)

Det foreslås i

§ 202, stk. 3,

at skifteretten kan anmode kurator om oplysning om, hvorvidt denne

er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering, såfremt skyldneren, skyldne-

rens ægtefælle eller samlever eller et selskab, som de nævnte personer direkte eller indirekte

ejer en væsentlig del af, er under konkursbehandling. Kurator skal afgive erklæringen senest

samtidig med sin redegørelse efter § 125, stk. 3, eller, såfremt denne er afgivet, snarest muligt.

Skifteretten skal dog ikke indhente erklæring fra kurator i de i § 216 a, stk. 1, 2. pkt., nævnte

tilfælde.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det som noget nyt foreslås, at kendelse om gældssa-

nering tidligst kan afsiges, når kurator i skyldnerens konkursbo har afgivet oplysning om, hvor-

vidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering (lovforslagets § 216

a, stk. 1).

Forslagene beror på, at afsigelsen af kendelse om gældssanering ikke behøver at afvente boets

slutning efter § 143, skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab eller udlodning efter § 151,

144

når der fra kurator foreligger oplysninger om, hvorvidt der foreligger omstændigheder, der taler

imod gældssanering, hvis betingelserne for gældssanering i øvrigt er til stede.

Forslaget indebærer, at kurator på skifterettens begæring skal oplyse, om gælden efter kurators

vurdering er pådraget under omstændigheder, der udelukker gældssanering, eller om der fore-

ligger andre udelukkelsesgrunde, samt om kurators undersøgelser har givet anledning til at rejse

et erstatningskrav mod skyldneren, som vil kunne ændre skyldnerens økonomiske forhold væ-

sentligt.

Kurator vil ikke til brug for indstillingen skulle foretage yderligere undersøgelser. Kurator vil

alene skulle udtale sig om forhold, som kurator er bekendt med. Indstillingen kan således base-

res på de oplysninger, der er indgået til brug for kurators redegørelse efter § 125, stk. 3.

Det foreslås, at kurator skal afgive erklæringen senest samtidig med sin redegørelse efter § 125,

stk. 3, eller, såfremt denne er afgivet, snarest muligt. Forslaget er begrundet i, at der vurderes

at være en naturlig sammenhæng mellem de forhold, der indgår i vurderingen af, om der skal

indledes en sag om konkurskarantæne, og de forhold, der indgår i vurderingen af, om der fore-

ligger forhold, der udelukker gældssanering. På dette tidspunkt vil kurator have foretaget sine

undersøgelser og vurderet, om skyldneren har handlet på en sådan måde, at skyldneren er ueg-

net til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed og dermed også, om der foreligger forhold,

der i almindelighed udelukker gældssanering.

Det foreslås, at skifteretten ikke skal indhente erklæring fra kurator i de i

§ 216 a, stk. 1, 2. pkt.,

nævnte tilfælde. Forslaget indebærer, at skifteretten i de tilfælde, hvor konkursbehandlingen

ikke vedrører skyldneren selv, kun skal indhente de oplysninger, der er nævnt i § 202, stk. 3, 1.

pkt., fra kurator, når skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller anden hæf-

telse for krav mod konkursboet, dvs. krav omfattet af § 38.

Såfremt konkursbehandlingen er afsluttet på tidspunktet for skifterettens indledning af sagen

om gældssanering, skal skifteretten, i det omfang det er muligt, sende medhjælperen kurators

redegørelser efter § 125, stk. 2-4.

Det findes mest hensigtsmæssigt, at skifteretten, i det omfang det er muligt, sender medhjælpe-

ren kurators redegørelser efter § 125, stk. 2-4, i de tilfælde hvor kurators hverv er ophørt. Ku-

rators tidligere redegørelser må antages at indeholde oplysninger om eventuelle omstændighe-

der, der taler imod gældssanering. Kurators redegørelser i forbindelse med konkursbehandlin-

gen vil som oftest blive opbevaret af skifteretten i en periode efter, at konkursbehandlingen er

afsluttet.

145

Hvorvidt oplysningerne i redegørelserne giver anledning til at kontakte konkursboets tidligere

kurator, må bero på en konkret vurdering.

Til nr. 6 (§ 204, stk. 1)

Det foreslås i

§ 204, stk. 1, 3. pkt.,

at mødet med skyldneren kan afholdes ved anvendelse af

telekommunikation (eksempelvis telefonisk).

Forslaget er navnlig begrundet i, at der anvendes betydelige ressourcer ved en del skifteretter

på at afholde møder i sager, hvor betingelserne for gældssanering ikke er opfyldt. Det findes

derfor hensigtsmæssigt at give hjemmel til, at det i § 204 nævnte møde kan afholdes ved an-

vendelse af telekommunikation. Det er skifteretten, der afgør, om mødet skal afholdes som

almindeligt møde i skifteretten eller ved anvendelse af telekommunikation. I praksis vil det

navnlig være hensigtsmæssigt at afholde mødet ved anvendelse af telekommunikation, hvis det

på det foreliggende grundlag er åbenbart, at forudsætningerne for at opnå gældssanering ikke

er til stede. Reglen er dog ikke begrænset til sådanne tilfælde, dvs. at skifteretten efter den

foreslåede regel generelt har hjemmel til at afholde mødet ved anvendelse af telekommunika-

tion.

Til nr. 7 (§ 208, stk. 3)

Forslaget til indførelsen af reglen i

§ 208, stk. 3, 2. pkt.,

skal ses i sammenhæng med, at det som

noget nyt foreslås at sammenlægge regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- re-

konstruktionsbehandling.

Reglen i § 233 a, stk. 2, er videreført i den foreslåede

§ 208, stk. 3, 2. pkt.,

med enkelte redak-

tionelle ændringer.

Til nr. 8 (§ 208 b, stk. 3)

Forslaget viderefører reglen i § 233, stk. 3, med enkelte redaktionelle ændringer.

Til nr. 9 (§ 216, stk. 1-2)

Forslaget til

§ 216, stk. 1,

viderefører med visse ændringer den gældende § 216, stk. 1, 1. pkt.

146

Det foreslås som noget nyt i

§ 216, stk. 1,

at en kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens

forslag til følge, skal angive de afdrag, som skyldneren skal betale, hvis det ikke er muligt at

angive hvilken del af skyldnerens gæld, der berøres af kendelsen med angivelse af den procent,

hvortil fordringerne nedsættes. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 216 a om

muligheden for at afsige kendelse om gældssanering før konkursboets slutning. Det vil i disse

situationer ikke være muligt at angive den procent, hvortil fordringerne nedsættes, såfremt der

ikke i konkursboet er foretaget fordringsprøvelse, eller såfremt der fortsat verserer retssager,

hvis udfald kan påvirke dividenden i konkursboet. Reglen om, at kendelsen kan fastsætte de

afdrag, som skyldneren skal betale, i stedet for den procent, som gælden nedsættes til, vil i

almindelighed kun have betydning i tilfælde, hvor skyldnerens forhold er uafklarede, jf. § 197

a. I de tilfælde, hvor kendelsen går ud på, at skyldneren skal betale afdrag, kan afdraget fast-

sættes som et årligt afdrag, månedsvise afdrag eller på anden vis afhængigt af, hvad der er

hensigtsmæssigt i den konkrete sag. Selvom skyldnerens restskat for det igangværende ind-

komstår ikke kan opgøres på tidspunktet for afsigelsen af kendelsen, bør kendelsen gå ud på, at

skyldneren skal betale en procentdel af gælden, hvis størrelsen af den øvrige gæld er afklaret

på dette tidspunkt. Fastsættelsen af procenten må i sådanne tilfælde ske uden hensynstagen til

den eventuelle restskat, dvs. en eventuel restskat skal betales med den fastsatte dividende.

Det foreslås som noget nyt i

§ 216, stk. 2, 1. pkt.,

at såfremt det beløb, som skyldneren efter stk.

1 i alt skal betale i afdragsperioden, alene udgør et uvæsentligt beløb, skal kendelsen gå ud på,

at skyldnerens gæld bortfalder, jf. § 198.

Forslaget indebærer, at der ikke skal bestå en pligt til at afdrage på gælden, i de tilfælde, hvor

det beløb skyldneren i alt skal betale i afdragsperioden, alene udgør et uvæsentligt beløb i stør-

relsesordenen 3.600 kr.

Det foreslås endvidere som noget nyt i

§ 216, stk. 2, 2. pkt.,

at fordringer, som kun vil afkaste

et uvæsentligt beløb, i øvrige tilfælde fremover bortfalder umiddelbart og ikke efter skifteret-

tens nærmere bestemmelse herom.

Det foreslås i

§ 216, stk. 2, 3. pkt.,

at reglen i 2. pkt., anvendes særskilt på hver enkelt fordring,

begyndende med den mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster mere end et

uvæsentligt beløb.

Med forslaget sikres det, at de fordringer, som bortfalder efter den foreslåede § 216, stk. 2, 2.

pkt., indgår i det beløb, som skyldneren efter gældssaneringskendelsen skal betale til de øvrige

fordringshavere. Dette kan illustreres ved følgende eksempel. Hvis skyldneren har tre fordrings-

havere, hvis fordringer står til at afkaste henholdsvis 2.500 kr., 3.400 kr. og 4.000 kr., vil den

147

mindste fordring som følge af reglen bortfalde først, hvorefter fordringen, som stod til at afkaste

3.400 kr., nu står til afkaste mere og dermed ikke længere bortfalder. Samtidig får den for-

dringshaver, hvis fordring stod til at afkaste 4.000 kr., nu et højere afkast.

Det foreslås endvidere i

§ 216, stk. 2, 5. pkt.,

at fordringer omfattet af 2. pkt. bortfalder, når

sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. Det foreslås endvidere i

216, stk. 2, 6. pkt.,

at § 208 b, stk. 4, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse.

De foreslåede

§ 216, stk. 1, 5. og 6. pkt.,

er en uændret videreførelse af den gældende § 216,

stk. 1, 4. og 5. pkt.

Det foreslås i

§ 216, stk. 1, 7. pkt.,

at justitsministeren

–

ved siden af adgangen til at fastsætte

regler om anvendelsen af § 216, stk. 2, 1. pkt.

–

fremover også skal kunne fastsætte regler om

anvendelsen af § 216, stk. 2, 2. og 3. pkt. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i § 216,

stk. 2, 2. pkt., som noget nyt foreslås, at skyldnerens gæld bortfalder, hvis det beløb, som skyld-

neren i alt skal betale i afdragsperioden, alene udgør et uvæsentligt beløb, samt at det i § 216,

stk. 2, 3. pkt., foreslås, at reglen anvendes særskilt på hver fordring begyndende med den mind-

ste.

Til nr. 10 (§ 216, stk. 4)

§ 216, stk. 4, 1. og 2. pkt.,

foreslås det som noget nyt, at den periode, hvor gælden afvikles

efter afsigelsen af kendelsen om gældssanering, fremover skal betegnes afdragsperioden i stedet

for henstandsperioden.

Efter gældende ret kan en skyldner få henstand med betaling af restgælden efter gældssanerin-

gen.

Forslaget er begrundet i, at det findes mest hensigtsmæssigt helt at afskære skifterettens mulig-

hed for at give skyldneren henstand med betalingen af gælden uden pligt til samtidig afdragsvis

betaling.

Dette beror på en vurdering af, at der med en sådan ordning om henstand uden afdragsvis beta-

lingen af gælden kan være risiko for, at skyldneren, når tilbagebetalingspligten indtræder, vil

have stiftet yderligere gæld, Det vurderes endvidere, at en yderligere henstandsordning vil

kunne påvirke skyldneres mulighed for at optage lån, idet potentielle långivere kan være tilba-

geholdende som følge af udsigten til, at tilbagebetalingspligten for en udskudt, delvist saneret,

gæld indtræder.

148

Forslaget er yderligere begrundet i hensynet til, at skyldneren i rimelig forlængelse af en even-

tuel konkursbehandling får en afklaring af sine økonomiske forhold.

Forslaget er endelig begrundet i administrative og omkostningsmæssige hensyn, der tilsiger, at

skifterettens (og medhjælperens) aktive medvirken og inddragelse i afdragsperioden begrænses

mest muligt. En vid inddragelse af skifteretten (og medhjælperen) gennem en længere periode

vurderes således at have væsentlige administrative og omkostningsmæssige konsekvenser.

Det foreslås i

§ 216, stk. 4, 2. og 3. pkt.,

at afdragsperioden fremover udgør tre år. Afdragspe-

rioden kan være længere, hvis dette er nødvendigt for, at skyldneren kan opretholde sin bolig

eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i forbindelse med dennes erhverv.

Forslaget om en afdragsperiode på tre år indebærer, for så vidt angår sager om gældssanering

efter kapitel 29, ikke nogen ændring af gældende ret.

Forslaget indebærer imidlertid en ændring af gældende ret for så vidt angår afdragsperioden for

gældssanering vedrørende gæld, der ikke er erhvervsmæssig. Afdragsperioden forkortes såle-

des med forslaget fra fem år til tre år.

Forslaget er først og fremmest begrundet i, at en afdragsperiode på tre år vurderes at afspejle

en passende balance mellem hensynet til skyldneren og fordringshaverne. Hertil kommer, at

hensynet til at sikre helheden i gældssaneringssystemet tilsiger, at der ikke skal gælde forskel-

lige afdragsperioder.

Derudover er det vurderingen, at der ikke findes afgørende hensyn til fordringshaverne, der

taler for at opretholde den nugældende periode på fem år. Endvidere kan det nævnes, at den

almindelige forældelsesfrist siden revisionen af gældssaneringsreglerne i 2005 ligeledes er ble-

vet reduceret fra fem år til tre år, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007.

Endelig følger det af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 21, at medlemsstaterne

skal sikre, at iværksættere kan blive frigjort for al gæld senest tre år efter tidspunktet for stad-

fæstelsen af tilbagebetalingsplanen i de tilfælde, hvor proceduren omfatter en tilbagebetalings-

plan, jf. stk. 1, litra a, eller, i tilfælde hvor proceduren ikke omfatter en tilbagebetalingsplan,

senest tre år efter tidspunktet for indledningen af proceduren, eller oprettelsen af det bo, der er

under iværksætterens insolvensbehandling, jf. stk. 1, litra b.

149

Som noget nyt foreslås det, at afdragsperiodens længde fremover reguleres i konkursloven, da

afdragsperiodens længde er reguleret i direktivet.

Det foreslås i

§ 216, stk. 4, 3. pkt.,

at afdragsperioden kan være længere, hvis dette er nødvendigt

for, at skyldneren kan opretholde sin bolig eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i

forbindelse med dennes erhverv. Forlængelsen bør i disse tilfælde ikke medføre, at skyldneren

i afdragsperioden samlet set kommer til at betale et større beløb i dividende til fordringshavere

end, hvis skyldneren havde opgivet sin bolig henholdsvis sine erhvervsaktiver og følgelig fået

en gældssanering med en treårig afdragsperiode.

Forslaget gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 3, litra a, hvor-

efter medlemsstaterne kan fastsætte længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor der er truf-

fet beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte iværksætterens primære bolig, eller hvis rele-

vant, iværksætterens families bolig, eller de væsentlige aktiver til, at iværksætteren kan fort-

sætte med at drive sin forretning eller virksomhed eller udøve sit fag eller erhverv.

Endelig foreslås det i

§ 216, stk. 4, 4. pkt.,

at afdragsperioden kan forlænges op til seks år, hvis

den væsentligste del af gælden er studiegæld, og skyldneren ikke har erhvervsgæld. Der henvi-

ses til kapitel 9. I disse tilfælde medfører forlængelsen af afdragsperioden en tilsvarende forhø-

jelse af det beløb, som skyldneren i alt skal betale i afdragsperioden, dvs. at forlængelsen ikke

medfører en reduktion af de månedlige eller årlige afdrag, som skyldneren skal betale. Ved

afgørelsen af, hvor meget afdragsperioden skal forlænges med, bør det afgørende være, hvor

stor en del af skyldnerens samlede gæld, der er studiegæld. Hvis skyldnerens gæld i al væsent-

lighed er studiegæld, bør afdragsperioden forlænges til seks år.

Til nr. 11 (§ 216, stk. 7)

Det foreslås i

§ 216, stk. 7,

at justitsministeren i stedet for at fastsætte nærmere regler om af-

dragsperiodens længde skal kunne fastsætte nærmere regler om afdragsperiodens begyndelse.

Forslaget til ændring af

§ 216, stk. 7,

skal ses i sammenhæng med, at det som noget nyt i

§ 216,

stk. 4,

foreslås, at afdragsperiodens længde fremover skal reguleres ved lov.

Til nr. 12 (§ 216, stk. 8)

Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at stk. 6 er rykket til stk. 7.

150

Til nr. 13 (§ 216 a)

Det foreslås i

§ 216 a, stk. 1,

at såfremt skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever eller et

selskab, som skyldneren eller de nævnte personer tilsammen direkte eller indirekte ejer en væ-

sentlig del af, er under konkursbehandling, kan kendelse om gældssanering tidligst afsiges, når

kurator i konkursboet har afgivet endelig indstilling efter den foreslåede

§ 202, stk. 3.

Angår

konkursbehandlingen ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun, hvis skyldnerens gæld i det

væsentligste stammer fra kaution eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.

Den foreslåede

§ 216 a, stk. 1,

erstatter den gældende § 232. Det følger af den gældende § 232,

stk. 1, at en kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 tidligst kan afsiges i forbin-

delse med boets slutning. Det følger endvidere af den gældende § 232, stk. 2, at skifteretten

under særlige omstændigheder kan afsige kendelse om gældssanering, før konkursboet sluttes.

Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse og kan navnlig anvendes i tilfælde, hvor behand-

lingen af konkursboet er særligt langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror på enkelte ude-

stående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet af en retssag eller lignende.

Forslaget er begrundet i, at hensynet til skyldneren tilsiger, at skifteretten i videre omfang skal

have adgang til at afsige kendelse om gældssanering, før konkursbehandlingen er afsluttet.

Det vil dog altid være en nødvendig forudsætning for afsigelse af kendelse om gældssanering,

at der skabes klarhed over, om gælden er stiftet på en måde, som vil udelukke gældssanering,

jf. de gældende regler i §§ 197 og 231 a og de foreslåede regler i §§ 197 og 197 a.

Det foreslås på den baggrund, at kendelse om gældssanering tidligst vil kunne afsiges efter, at

skifteretten har modtaget kurators indstilling i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 202,

stk. 3.

Det foreslås i

§ 216 a, stk. 1, 2. pkt.,

at det foreslåede i

1. pkt.,

når konkursbehandlingen ikke

angår skyldneren selv, kun gælder, hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution

eller anden hæftelse for krav mod konkursboet. Forslaget er begrundet i, at kurator vanskeligt

vil kunne udtale sig om skyldnerens forhold, når konkursbehandlingen ikke angår skyldneren,

og når end ikke skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller anden hæftelse for

krav mod konkursboet.

Forslaget i

§ 216 a, stk. 2,

er begrundet i, at det som følge af den foreslåede

§ 216 a, stk. 1,

vil

kunne forekomme, at behandlingen af konkursboet endnu ikke er afsluttet på tidspunktet for

skifterettens afsigelse af kendelse om gældssanering. Det vil også som følge af den foreslåede

151

§ 216 a, stk. 1,

kunne forekomme, at konkursboet endnu ikke er sluttet ved afdragsperiodens

udløb. Der vil i disse situationer ikke være klarhed over, hvordan afdragene skal fordeles, idet

der ikke nødvendigvis i konkursboet er foretaget fordringsprøvelse, ligesom dividenden i kon-

kursboet kan påvirkes af udfaldet af verserende retssager.

Det foreslås på den baggrund i

§ 216 a, stk. 2, 1. pkt.,

at skyldneren indbetaler afdragene til en

konto hos medhjælperen, når kendelsen om gældssanering afsiges inden konkursboets slutning.

Medhjælperen bør én gang årligt kontrollere kontoen med henblik på at efterse, om skyldneren

har indbetalt afdrag. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal fordringshaverne informeres herom.

Ved konkursboets slutning udlodder medhjælperen det modtagne beløb til fordringshaverne

omfattet af gældssaneringskendelsen. Medhjælperen tager ved udlodningen hensyn til kurators

fordringsprøvelse i konkursboet. Dette indebærer, at en i konkursboet underkendt fordring ikke

skal dækkes i forbindelse med udlodningen af gældssaneringsbeløbet. Medhjælperen sørger

også for, at kun fordringshavere, der ikke dækkes gennem konkursen, modtager betaling. Divi-

denden i konkursboet beregnes således først, hvorved gældssaneringsdividenden beregnes ud

fra restfordringerne. Medhjælperen sikrer endelig, at restkrav, der følger af fortrinsstillede krav

og udækkede simple fordringer, dækkes lige, jf. § 200.

Medhjælperens udgifter forbundet med at føre en separat klientkonto til brug for modtagelsen

af beløbene til fordringshaverne omfattet af gældssaneringskendelsen skal fratrækkes det beløb,

der endeligt udloddes til fordringshaverne ved konkursboets slutning. Det drejer sig bl.a. om

omkostninger forbundet med oprettelsen af kontoen og eventuelle negative renter.

Det foreslås i

§ 216 a, stk. 2, 2. pkt.,

at skyldneren betaler de resterende afdrag direkte til for-

dringshaverne, såfremt afdragsperioden ikke er udløbet på tidspunktet for konkursboets slut-

ning. Medhjælperen skal vejlede skyldneren i, hvordan den resterende del af gælden skal afvik-

les i afdragsperioden. Måden, hvorpå gælden skal afvikles i perioden efter konkursboet slut-

ning, kan afvige fra det i gældssaneringskendelsen anførte, som følge af de forhold, der er nævnt

ovenfor. Medhjælperen skal som led i sin vejledning af skyldneren foretage konkrete beregnin-

ger af, hvordan gælden skal afvikles i den resterende del af afdragsperioden.

Det foreslås i

§ 216 a, stk. 2, 3. pkt.,

at medhjælperen, i de tilfælde hvor behandlingen af kon-

kursboet ikke er afsluttet, når perioden for afdragsbetalingen udløber, overfører de modtagne

afdrag til kurator, der i forbindelse med udbetaling af dividenden i konkursboet, jf. § 152, ud-

lodder det i forbindelse med gældssaneringen modtagne beløb til fordringshaverne omfattet af

gældssaneringskendelsen. Kurator tager ved udlodningen hensyn til fordringsprøvelsen i kon-

kursboet, ligesom restkrav, der følger af fortrinsstillede krav og udækkede simple fordringer,

152

dækkes lige. Samtidig sikrer kurator, at kun fordringshavere, der ikke dækkes gennem konkur-

sen, modtager betaling. Det vurderes, at kurator først vil have klarhed over, hvilken gæld, der

indgår i gældssaneringskendelsen på tidspunktet for kurators udbetaling af dividenden i kon-

kursboet, jf. § 152.

Det foreslås i

§ 216 a, stk. 2, 4. pkt.,

at kurator i de tilfælde, hvor boet sluttes efter § 143 kan

overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens medhjælper. Forslaget er begrundet

i, at der i disse tilfælde ikke antages at være midler til dækning af omkostningerne forbundet

med kurators udlodning af beløbet.

Til nr. 14 (§ 219, stk. 1)

Det foreslås i

§ 219, stk. 1, 2. pkt.,

at de i 1. pkt., nævnte forretninger ikke kan overlades til

konkursboets kurator.

Forslaget er begrundet i, at praksis, hvorefter skifterettens ønske om at udpege en bestemt med-

hjælper må vige for andre hensyn, såsom kurators konkrete kendskab til skyldnerens forhold,

vurderes ikke at være hensigtsmæssig. En person, der er eller tidligere har været udpeget som

kurator i skyldnerens konkursbo, bør ikke kunne antages som medhjælper, idet hvervene som

henholdsvis kurator og medhjælper ikke vurderes at være forenelige. Kurator varetager for-

dringshavernes interesser, hvorimod medhjælperen udfører opgaver for skifteretten på skifte-

rettens vegne under dennes tilsyn og instruktioner. Skifterettens antagelse af medhjælperen kan

derfor ikke tilsidesættes med henvisning til, at skyldneren eller fordringshaverne foretrækker

en anden medhjælper. Skifterettens skøn om antagelse af medhjælper skal kun tilsidesættes,

hvis der foreligger helt særlige grunde, såsom hvis det måtte vise sig, at medhjælperen er inhabil

efter § 238, herunder hvis denne har en særlig tilknytning til skyldneren eller en fordringshaver,

der bevirker tvivl om medhjælperens upartiskhed.

Til nr. 15 (§ 219, stk. 3)

Det foreslås i § 219, stk. 3, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om medhjælperens

behandling af betroede midler.

Forslaget er begrundet i, at det ikke er et krav, at den medhjælper, skifteretten antager, skal

være advokat. Der bør derfor fastsættes nærmere regler om medhjælperens behandling af de

beløb, som medhjælperen oppebærer på fordringshavernes vegne.

Til nr. 16 (§ 220)

153

Det foreslås i

§ 220, 2. pkt.,

at omkostningerne ved behandlingen af gældssaneringssagen af-

holdes af konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang der er dækning hertil af boets midler, når

skyldneren er under konkursbehandling.

Forslaget til indførelsen af reglen i

§ 220, 2. pkt.,

skal ses i sammenhæng med, at det som noget

nyt foreslås at sammenlægge regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og rekon-

struktionsbehandling.

Det foreslås på den baggrund, at gældende ret i henhold til § 236, stk. 2, 2. pkt., videreføres i

den foreslåede

§ 220, 2. pkt.,

som konsekvens af sammenlægningen af de to regelsæt.

Til nr. 17 (§ 226, stk. 2)

Det foreslås i

§ 226, stk. 2, 1. pkt.,

at kendelsen befrier skyldneren for den del af gælden, der

omfattes af kendelsen jf. § 199, og som bortfalder ved kendelsen, såvel over for fordringshave-

ren selv som over for kautionister og andre, der hæfter for gælden.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af §

199. Ved ændringen af

§ 226, stk. 2,

præciseres, at kendelsen befrier skyldner for den del af

gælden, der omfattes af kendelsen og bortfalder ved denne. Dette afgøres

–

efter indsættelse af

den foreslåede § 199, stk. 2

–

af § 199 i sin helhed og ikke alene af § 199, stk. 1.

Det foreslås i

§ 226, stk. 2, 2. pkt.,

at uanset reglen i 1. pkt. har kendelsen ingen indflydelse på

skatteforvaltningens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende skat vedrørende

samme indkomstår.

Forslaget indebærer, at skatteforvaltningen vil kunne modregne krav på B-skat og a-conto skat

vedrørende det igangværende indkomstår med det oprindelige beløb, uden hensyn til gældssa-

neringen, i skyldnerens eventuelle overskydende skat for dette indkomstår.

Baggrunden for forslaget er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, hvis en skyldner via en høj

ansættelse af B-skat, der omfattes af gældssaneringen, kunne få udbetalt overskydende skat

vedrørende samme indkomstår.

Til nr. 18 (§ 228, stk. 1 og 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne af § 216.

154

Til nr. 19 (§ 228, stk. 3 og 4)

Det foreslås i

§ 228, stk. 3 og 4,

at såfremt skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om

gældssanering afsiges, har uafklarede økonomiske forhold, jf.

§ 197 a,

kan skifteretten i af-

dragsperioden på begæring af en fordringshaver genoptage gældssaneringssagen med henblik

på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, såfremt der er indtrådt forhold, der

medfører, at skyldneren må anses for i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over

det, der følger af kendelsen. Forhøjelsen sker med det beløb, der overstiger de nævnte 1.000 kr.

om måneden. Det foreslås, at skifteretten fremover kan undlade at forhøje den procent, hvortil

fordringerne er nedsat, eller det fastsatte afdrag, såfremt forhøjelsen alene vil ske med et beløb,

der er mindre end det beløb, der er nævnt i § 216.

Det foreslås, at skyldneren i de i

stk. 3

nævnte tilfælde inden rimelig tid skal underrette skifte-

retten og fordringshaverne, såfremt der indtræder forhold, der medfører, at skyldneren må anses

for i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. Skyld-

neren skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende dokumentation for sine økono-

miske forhold til skifteretten og fordringshaverne.

Forslaget til indførelsen af reglen i

§ 228, stk. 3 og 4,

skal ses i sammenhæng med, at det som

noget nyt foreslås at sammenlægge regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og

rekonstruktionsbehandling.

Efter den gældende § 236 a, stk. 2 og 3, kan skifteretten, såfremt skyldneren på det tidspunkt,

hvor kendelsen om gældssanering afsiges, har uafklarede økonomiske forhold, genoptage

gældssaneringssagen i afdragsperioden på begæring af en fordringshaver med henblik på at

forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, såfremt der er indtrådt en væsentlig forbed-

ring i skyldnerens økonomiske forhold. Bestemmelsen finder anvendelse for gældssanering ved

konkurs- eller rekonstruktionsbehandling. I de nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig

tid underrette skifteretten og fordringshaverne, såfremt der indtræder en væsentlig forbedring

af skyldnerens økonomiske forhold. Skyldneren skal efter skifterettens nærmere bestemmelse

fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og fordringshaverne.

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den gældende bestemmelse i § 236 a,

stk. 2 og 3.

I den videreførte bestemmelse er henstandsperiode ændret til afdragsperiode som følge af den

foreslåede ændring i

§ 216, stk. 4.

Der henvises i den forbindelse til de specielle bemærkninger

155

til lovforslagets

§ 216, stk. 4.

Endvidere kan der som et alternativ til en forhøjelse af den pro-

cent, hvortil fordringerne er nedsat, ske forhøjelse af de fastsatte afdrag. Der henvises i den

forbindelse til de specielle bemærkninger til lovforslagets

§ 216.

Det præciseres, at de fastsatte afdrag eller nedskrivningen af den procent, hvortil fordringerne

er nedsat, alene skal forhøjes med den del af beløbet, der overstiger 1.000 kr. Der henvises til

betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, s. 508, hvoraf fremgår, at en budgetforbedring,

som medfører, at skyldnerens betalingsevne forbedres med 1.000 kr. om måneden, må betragtes

som en væsentlig budgetforbedring. Såfremt forhøjelsen herefter alene vil ske med et beløb,

der er mindre end det beløb, der er nævnt i § 216, kan skifteretten fremover undlade at forhøje

den procent, hvortil fordringerne er nedsat eller det månedlige afdrag. Der henvises til de spe-

cielle bemærkninger til § 216, stk. 2. Det beløb, der er nævnt i § 216, er aktuelt 100 kr. om

måneden.

I de tilfælde, hvor der i henhold til lovforslagets

§ 216, stk. 2, 1. pkt.,

træffes bestemmelse om

bortfald af skyldnerens gæld, vil der fortsat gælde en teknisk afdragsperiode på tre år. I denne

periode kan der ske genoptagelse af gældssaneringssagen med henblik på at fastsætte en divi-

dende. Tilsvarende gælder, hvis kendelsen er udformet som en engangsbetaling.

Til nr. 20 (§ 229)

Det foreslås i

§ 229, stk. 1, nr. 3,

at gældssaneringskendelsen på begæring af en fordringshaver

kan ophæves af skifteretten, hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter efter § 228, stk. 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det som noget nyt foreslås at sammenlægge regelsæt-

tene for gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruktionsbehandling. Det foreslås på

den baggrund, at den gældende § 236 b, stk. 2, videreføres i den foreslåede

§ 229, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i

§ 229, stk. 2,

at skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen, hvis skyldneren

efter afsigelsen af gældssaneringskendelsen pålægges konkurskarantæne efter § 157, og den

groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantænen, er fore-

gået, inden gældssaneringskendelsen blev afsagt.

Med den foreslåede ændring indføres en regel, der regulerer forholdet mellem en gældssanering

og en senere pålagt konkurskarantæne. Med den foreslåede bestemmelse indføres en hjemmel

for skifteretten til ex officio at ophæve gældssaneringskendelsen, såfremt den groft uforsvarlige

forretningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantænen, er foregået før gældssane-

ringskendelsen blev afsagt.

156

Skyldneren bør oplyse den skifteret, der har afsagt kendelsen om gældssanering, om den pålagte

konkurskarantæne. Skyldneren har dog i sagens natur ikke noget incitament til at gøre dette.

Hvis kurator, der har ført konkurskarantænesagen, er bekendt med, at skyldneren har opnået

gældssanering, bør kurator derfor orientere den skifteret, der har afsagt gældssaneringskendel-

sen, om, at skyldneren er pålagt konkurskarantæne. Dette gælder, uanset om gældssanerings-

kendelsen er afsagt af den samme skifteret som den, der har afsagt kendelsen om konkurska-

rantæne, da afsigelsen af kendelsen om gældssaneringskendelsen i så fald kan været sket, fordi

skyldneren har undladt at oplyse om den verserende konkurskarantænesag. En fordringshaver,

der måtte blive bekendt med kendelsen om konkurskarantæne, kan vælge at give underretning

om denne kendelse til den skifteret, der har afsagt kendelsen om gældssanering.

Den foreslåede ændring beror på, at det kan synes urimeligt, at en person, der pålægges kon-

kurskarantæne, kan frigøres fra den gæld, der kan være en følge af de forhold, der førte til

karantænen.

Hvis skifteretten allerede under gældssaneringssagen er bekendt med, at skyldneren har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, vil gældssanering i almindelighed blive nægtet, jf. § 197.

Skyldneren skal i øvrigt allerede i forbindelse med ansøgningen om gældssanering angive even-

tuelle relevante oplysninger om konkurskarantæne.

Det foreslås i

§ 229, stk. 3,

skifteretten, forinden der træffes afgørelse efter stk. 1 og 2, indkalder

skyldneren og fordringshaverne til et møde i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler

derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.

Bestemmelsen er en revideret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 229, stk. 2. Be-

stemmelsen foreslås revideret som konsekvensændring af forslaget til § 229, stk. 2, der regule-

rer forholdet mellem konkurskarantæne og gældssanering. Det foreslås, at skifteretten fremover

også indkalder skyldneren til et møde, forinden der træffes afgørelse efter stk. 2 vedrørende

konkurskarantæne.

Til nr. 21 (§ 230)

Det foreslås i

§ 230, stk. 1,

at fordringshaverne har krav på dividende i konkursboet uden hensyn

til kendelsen, såfremt skyldneren er under konkursbehandling på tidspunktet for afsigelsen af

kendelse om gældssanering, jf. dog § 220, 2, pkt., hvorefter konkursboet i det omfang det er

157

muligt, skal betale omkostningerne ved gældssaneringssagen, hvilket kan forringe fordringsha-

vernes dividende i konkursboet. Forslaget indebærer, at konkursbehandlingen skal fortsætte,

selvom der afsiges kendelse om gældssanering.

Til nr. 22

Det foreslås, at det gældende kapitel 29 ophæves. Forslaget er begrundet i, at det som noget nyt

foreslås at sammenlægge regelsættene for gældssanering i og uden for konkurs- og rekonstruk-

tionsbehandling.

Til § 2

Det foreslås i § 2,

stk. 1,

at loven træder i kraft den 17. juli 2022.

Det foreslås i

stk. 2,

at loven finder anvendelse, hvor begæring om gældssanering er indgivet

efter lovens ikrafttræden. Er begæring om gældssanering indgivet før lovens ikrafttræden, fin-

der de hidtil gældende regler anvendelse. Er en kendelse om gældssanering afsagt på grundlag

af en begæring indgivet før lovens ikrafttræden, skal spørgsmål om genoptagelse eller ophæ-

velse af kendelsen behandles efter de hidtil gældende regler.

Til § 3

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning

skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grøn-

landske forholder tilsiger.

158