REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 139: Lovudkast til lov om ændring af lov om offentlige betalinger m.v. (Mulighed for økonomisk kompensation ved svindel med Nemkonto) og høringsliste, fra finansministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del Bilag 139
Offentligt

Leverance 1

–

beskrivelse af gældende ret

26. januar 2022

Der er udarbejdet en beskrivelse af gældende ret i forbindelse med hæftelse ved

svindel med af NemID og NemKonto. Beskrivelsen omfatter følgende delleveran-

cer:

1.1.

1.2.

1.3.

1.4.

1.5.

De almindelige aftaleretlige regler og hæftelse ved NemID/MitID-misbrug

Behandling af erstatningskrav under en civil- og straffesag

Hæftelse ved brug af betalingstjenester

Gældende regelsæt for NemID og MitID

Regler vedr. NemKonto herunder offentlige og private udbetalinger

Leverancen udgør et samlet overblik over den retlige regulering ved svindel med

NemID.

1.1. De almindelige aftaleretlige regler og hæftelse ved NemID/MitID-misbrug

1.1.1. I forbindelse med indførelsen af lovgrundlaget for digital signatur blev

spørgsmålet om særlige formueretlige regler, herunder hæftelsesregler, behandlet.

Således nedsatte Justitsministeriet sammen med det daværende Forskningsministe-

rium i 1998 et udvalg, som skulle overveje behovet for særskilt lovregulering af

digitalt signerede meddelelsers retsvirkning.

Udvalget konkluderede i en af sine delbetænkninger (betænkning nr. 1456/2004 om

e-signaturs retsvirkninger), at en digital signatur i almindelighed må sidestilles med

en almindelig papirbaseret underskrift, og at der ikke var nogen grund til at knytte

særlige retsvirkninger til aftaler, retshandler eller meddelelser, der afgives med digi-

tal signatur.

Udvalget begrundede bl.a. sin konklusion med, at der alene bør indføres særlige

lovregler om digitale signaturer, hvis der ved anvendelsen af de almindelige formue-

retlige regler og principper ikke opnås en rimelig eller hensigtsmæssig retstilstand,

eller hvis der i øvrigt foreligger særlige grunde, der taler for en lovregulering, fx et

væsentligt behov for afklaring af retstilstanden.

1.1.2. Det klare udgangspunkt i dansk ret er, at man ikke bliver aftaleretligt forpligtet

af en erklæring, der uberettiget afgives i ens navn (falsk) eller ændres efter afgivelsen

(forfalskning). Det skyldes, at aftaleretten hviler på, at man forpligtes, når ønsket

herom sker ved en beslutning, som kommer til udtryk ved en viljeserklæring. Har

en aftalepart ikke selv (og ikke befuldmægtiget andre hertil) afgivet en viljeserklæ-

ring, er viljeerklæringen derimod falsk, og vedkommende er ikke bundet heraf. Falsk

og forfalskning kan gøres gældende som ugyldighedsgrund også over for en løfte-

modtager i god tro. Et løfte binder med andre ord kun den, der har afgivet det, eller

som har givet en anden fuldmagt til at afgive det.

REU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 139: Lovudkast til lov om ændring af lov om offentlige betalinger m.v. (Mulighed for økonomisk kompensation ved svindel med Nemkonto) og høringsliste, fra finansministeren

Side

Der kan dog opstå situationer, hvor en borger uanset falsk eller forfalskning bliver

aftaleretligt forpligtet, hvis den pågældende har foretaget en handling eller undla-

delse, som af løftemodtageren kan opfattes som en indforståelse af at være bundet

af aftalen.

Ligeledes kan en borger, der ikke i rimeligt omfang søger at modvirke, at andre

afgiver falske eller forfalskede erklæringer i sit navn, efter omstændighederne på-

drage sig erstatningsansvar over for den, der i god tro modtager og stoler på sådanne

erklæringer.

Det er dog principielt uden betydning for den aftaleretlige bundethed, om den på-

gældende reklamerer over for modtageren af erklæringen, altså giver denne medde-

lelse om, at der foreligger falsk erklæring. Spørgsmålet om reklamation kan dog have

betydning for borgerens eventuelle erstatningsansvar over for modtageren af erklæ-

ringen, som lider tab ved at stole på signaturen,

jf. afsnit 7.4.2. i betænkning nr.

1456/2004 om e-signaturs retsvirkninger.

Hvis NemID-oplysninger er kompromitteret som følge af indehaverens egen uagt-

somhed, og indehaveren ikke efterfølgende sørger for at få spærret sit NemID, vil

dette kunne indgå i den samlede vurdering af, om vedkommende bliver aftaleretligt

forpligtet. Manglende spærring vil efter omstændighederne kunne medføre, at cer-

tifikatindehaveren anses for at have givet besidderen af et NemID, der uhindret får

mulighed for fortsat at anvende denne, fuldmagt hertil.

Som eksempel fra retspraksis kan nævnes Vestre Landsrets dom af 10. april 2019

(UfR 2019, s. 2593), hvor landsretten ud fra en konkret vurdering fandt, at omstæn-

dighederne omkring opbevaring af koden til et NemID og selve nøglekortet med-

førte, at der var udvist en sådan grad af uagtsomhed, at forudrettede hæftede for

låneoptagelsen på aftaleretligt grundlag. Forurettede havde opbevaret sit nøglekort

i sin pung og nedskrevet sin NemID-kode, som var opbevaret i lejligheden, hvortil

tredjemand havde adgang, også uden vedkommende selv var til stede. Forurettede

forklarede endvidere under sagen, at tredjemand var tidligere stofmisbruger og

skyldte penge til en person, som tidligere havde truet vedkommende.

Tilsvarende betragtninger gjorde sig gældende i Højesterets to domme af 8. januar

2019 (UfR 2019, s. 1192 og 1197). Højesteret udtalte i sagen, at afgørelsen om,

hvorvidt indehaveren bliver aftaleretligt forpligtet i tilfælde af, at tredjemand mis-

bruger indehaverens digitale signatur, må træffes på grundlag af en konkret vurde-

ring af det samlede hændelsesforløb. I denne vurdering indgår bl.a., under hvilke

omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens oplysninger

(brugernavn, adgangskode og nøglekort til NemID), om indehaveren havde haft

kendskab til, at tredjemand var kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger,

og om indehaveren havde gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, fx

ved at spærre sit NemID så hurtigt som muligt. Højesteret fandt i sagerne, at for-

udrettede havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at vedkommende hæftede på

aftaleretligt grundlag i forbindelse med, at vedkommende havde udleveret sit nøg-

lekort til NemID til tredjemand sammen med brugernavn og adgangskode, hvilket

således havde muliggjort misbrug af NemID-oplysningerne.

Side

Som et nyere eksempel på denne vurdering kan nævnes Højesterets dom af 26.

februar 2021 (UfR 2021, s. 2320), hvor en person, hvis NemID var blevet anvendt

til optagelse af lån uden personens viden og accept, efter en konkret vurdering ikke

på aftale- eller erstatningsretligt grundlag hæftede for lånoptagelsen over for långi-

verne. I den pågældende sag var vedkommendes samlever kommet i besiddelse af

hendes nøglekortoplysninger ved at tage nøglekortet fra hendes pung og fotografere

det, og han havde fået adgang til hendes brugernavn og adgangskode via familiens

fælles tablet, hvor disse oplysninger var lagret. Samleveren havde desuden gjort sig

betydelige bestræbelser på at skjule misbruget af hendes NemID ved eksempelvis

at slette meddelelser på hendes e-Boks og ved i forbindelse med udbetaling af låne-

beløbene at ændre hendes NemKonto til sin egen konto for derefter at ændre den

tilbage igen.

De omtalte domme vedrører sager, hvor offeret selv har udleveret sine NemID-

oplysninger, eller hvor misbrugeren har tilsneget sig oplysningerne uden offerets

kendskab hertil. Der ses ikke i den trykte retspraksis eksempler på såkaldt

phishing,

hvor misbrugeren via fx falske e-mails eller telefonopkald har lokket NemID-op-

lysninger ud af vedkommende. Det synes umiddelbart nærliggende at antage, at

spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende i sådanne tilfælde hæfter ved tredjemands

misbrug af indehaverens digitale signatur på tilsvarende vis må afgøres på baggrund

af en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb, i hvilken de ovenfor

nævnte momenter indgår.

Det bemærkes, at de almindelige aftaleretlige regler på området i det væsentlige sva-

rer til betalingslovens regler, se afsnit 1.3 nedenfor, således at et offer for bedra-

geri/databedrageri, der ikke har handlet uagtsomt, ikke hæfter for gæld eller beta-

linger, som er initieret i vedkommendes navn ved falsk eller forfalskning. Betalings-

loven pålægger dog betalingstjenesteudbyderen (banken) hæftelsen, hvorimod de

almindelige aftaleretlige regler indebærer, at medkontrahenten (fx en erhvervsdri-

vende eller en bank) som handler i tillid til forurettedes elektroniske signatur (Ne-

mID), bærer risikoen for, at aftalen ikke kan opretholdes.

1.1.3. Det påhviler den, der påstår at have et krav mod en anden person, at godtgøre,

at kravet består. Borgere, der har fået misbrugt deres NemID-oplysninger, vil i for-

bindelse med en eventuel inkassoforretning eller fogedretsbehandling af kravet

kunne gøre indsigelse mod kravet.

Hvis fogedretten ikke kan tage stilling til indsigelsen med det samme, kan fogedret-

ten udsætte sagen til et nyt møde, hvor der er afsat mere tid til at behandle sagen.

Alt efter indsigelsens karakter kan fogedretten også henvise sagen til byretten, hvor

der vil blive indledt en retssag på grundlag af fogedsagen. Endvidere kan fogedret-

ten udsætte sagen, hvis sagen bør afvente udfaldet af en anden retssag eller admini-

strativ sag, eller der foreligger andre særlige grunde.

Private inkassovirksomheder, dvs. virksomheder der foretager inddrivelse af for-

dringer på andres vegne, skal overholde inkassolovens regler, der har til formål at

sikre, at inddrivelsen af gæld foregår på en rimelig og forsvarlig måde. Dette søges

Side

navnlig opnået ved en autorisationsordning for inkassovirksomheder og krav om

godkendelse af personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, som skal

sikre, at inkassovirksomheder handler i overensstemmelse med god inkassoskik,

jf.

inkassolovens § 9.

Som led i god inkassoskik skal inkassovirksomhederne vurdere kravets berettigelse,

før der iværksættes inkassoskridt, og inddrivelse må ikke fremmes, såfremt skyldner

bestrider fordringen, medmindre nærmere undersøgelse viser, at der ikke er rimelig

tvivl om fordringens eksistens.

Rigspolitiet og Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med inkassoloven.

1.2. Behandling af erstatningskrav under en civil- og straffesag

Et erstatningskrav mod den person, der har begået bedrageri/databedrageri ved

misbrug af NemID, udgør et civilretligt krav. Kravet vil kunne rejses under en sær-

skilt civilretlig sag eller som led i en straffesagen, såfremt det civilretlige krav følger

af de strafbare handlinger, der forfølges under sagen,

jf. retsplejelovens § 685.

Et erstatningskrav vil kunne rejses af eksempelvis en forurettet borger, virksomhed

eller bank, der måtte have lidt et tab som følge af misbruget. Der gælder samme

krav om dokumentation for erstatningskrav, der rejses i forbindelse med en straf-

fesag, som for krav der rejses under en civil sag.

Domstolens bedømmelse af erstatningsspørgsmålet følger dansk rets almindelige

ansvarsgrundlag om culpa.

Retten kan dog nægte at forfølge erstatningskravet under en strafferetssag, når ret-

ten finder, at kravets behandling under sagen ikke kan ske uden væsentlig ulempe,

jf. retsplejelovens § 991, stk. 4.

Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis behandling af

erstatningsspørgsmålet vil kræve en ikke ubetydelig særskilt bevisførelse og proce-

dure. I så fald vil kravet skulle rejses som et selvstændigt civilt krav.

1.3. Hæftelse ved brug af betalingstjenester

lov om betalinger

(betalingsloven) findes en række hæftelsesregler, der regulerer for-

delingen af tabet mellem betaleren (forbrugeren) og betalingstjenesteudbyderen (ty-

pisk betalerens bank) i tilfælde af uautoriserede betalinger og andres uberettigede

anvendelse af en betalingstjeneste.

Det følger af forarbejderne til

betalingsloven,

at reglerne vedrørende ansvar og hæf-

telse er indført for generelt at højne sikkerheden ved elektroniske betalinger, da det

tilskynder udbyderne til at tilbyde stærk kundeautentifikation.

Reglerne om ansvar og hæftelse i

betalingsloven

gennemfører en række artikler i 2.

betalingstjenestedirektiv.

Det er som udgangspunkt betalerens udbyder, der hæfter i forhold til betaleren for

tab som følge af andres uberettigede anvendelse, jf.

betalingslovens § 100.

Side

En række særlige omstændigheder beskrevet i

betalingslovens § 100, stk. 2-5,

kan med-

føre, at betaleren selv skal bære tabet helt eller delvist (selvrisiko). Betaleren hæfter

som altovervejende hovedregel med op til 375 kr., når de uautoriserede transaktio-

ner er gennemført ved hjælp af den personlige sikkerhedsforanstaltning som fx en

pinkode eller NemID, jf.

betalingslovens § 100, stk. 3.

Betaleren kan endvidere risikere at skulle hæfte med op til 8.000 kr., eller for hele

tabet selv, hvis den pågældende selv har gjort misbruget muligt. Afgørende for,

hvorvidt betaleren selv hæfter for dele af eller hele tabet er, om den uberettigede

anvendelse er blevet muliggjort ved groft uforsvarlig adfærd fra den pågældendes

side. Det Finansielle Ankenævn har tidligere truffet afgørelser i sager om uberettiget

brug af betalingskort.

I det Finansielle Ankenævns afgørelse nr. 30/2019 fandt ankenævnet, at kortinde-

haveren ikke havde udvist groft uagtsomhed ved at opbevare en pinkodehusker i

sin bortkomne pung, der også indeholdt betalingskort. Kortindehaveren hæftede

derfor alene for højest 375 kr. efter

betalingslovens § 100, stk. 3.

I sagen var der blevet

gennemført transaktioner for 8.849,79 kr. med kortet ved brug af korrekt pin i før-

ste forsøg samt stærk kundeautentifikation.

I det Finansielle Ankenævns afgørelse nr. 207/2019 fandt flertallet i ankenævnet, at

kontoindehaveren ikke havde udvist groft uagtsomhed ved at videregive sit CPR-

nummer, NemID samt engangskode til en svindler, der udgav sig for at være kon-

toindehaverens bank. Svindleren havde anført, at der foregik mistænkelige trans-

aktioner på kontoindehaverens konto og anmodede indehaveren om hjælp til at

stoppe disse. Kontoindehaveren videregav herefter sine NemID oplysninger til

svindler, der fik adgang til klagerens netbank. Kontoindehaveren hæftede derfor

alene for højest 375 kr. efter

betalingslovens § 100, stk. 3.

Hvis den uberettigede tilegnelse af den personlige sikkerhedsforanstaltning ikke

kunne opdages af betaleren forud for den uberettigede anvendelse, hæfter betale-

rens udbyder for hele tabet,

jf. betalingslovens § 100, stk. 8.

Betalingslovens hæftelsesregler finder dog kun anvendelse, hvis der er tale om mis-

brug af en betalingstjeneste.

I den situation, hvor et lån er optaget ved brug af et stjålet NemID kan situationen

dog være omfattet af hæftelsesreglerne i

betalingsloven,

hvis lånet bliver indsat på Ne-

mID-indehaverens konto, og den kriminelle herfra hæver eller overfører beløbet.

Den uberettigede hævning udgør i så fald en uautoriseret betalingstransaktion, som

betalingstjenesteudbyderen hæfter for tabet for.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at virksomheder efterlever disse be-

stemmelser i

betalingsloven.

Side

1.4. Gældende regelsæt for NemID og MitID

NemID

bekendtgørelse nr. 899 om NemID med offentlig digital signatur

fremgår af § 3 en række

betingelser for borgerens brug af NemID. Eksempelvis må borgeren som udgangs-

punkt ikke videregive sit NemID til en anden. Betingelserne skal ses som retnings-

linjer for korrekt adfærd i forhold til anvendelsen af NemID. Som det fremgår af

afsnit 1.1.2.

indgår det i domstolenes samlede vurdering af, om indehaveren bliver

forpligtet og hæfter for tredjemands uberettigede brug af NemID, under hvilke om-

stændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens NemID, bruger-

navn og adgangskode.

NemID udgør en digital signatur, som er regulereret i eIDAS-forordningen og i de

generelle aftaleretlige regler om underskrift og signatur. Der findes imidlertid ikke

særlige regler i forordningen, som regulerer borgerens hæftelse og adgang til erstat-

ning ved misbrug.

MitID

MitID er arvtageren for NemID. Den nye løsning blev lanceret den 6. oktober 2021

og forventes fuldt implementeret i 2022.

Som for NemID er der ikke særlige regler, som regulerer borgerens hæftelse og

adgang til erstatning ved misbrug af MitID. Hæftelsesspørgsmålet vil således som i

NemID blive vurderet på baggrund af, om borger har handlet uagtsomt.

I bekendtgørelse vedrørende forvaltning af MitID er der fastsat regler om, at bor-

gere skal håndtere MitID sikkert og forsvarligt, således at den pågældende i sin

håndtering af MitID foretager nødvendige foranstaltninger, som sikrer mod mis-

brug af privatpersonens digitale identitet. Reglerne afspejler i høj grad de samme

regler som i NemID.

1.5. Regler vedr. NemKonto herunder offentlige og private udbetalinger

NemKonto

NemKonto er en helt almindelig bankkonto, og efter

lov om offentlige betalinger mv.

skal alle danske borgere over 18 år og virksomheder have anvist en konto som deres

NemKonto for at få udbetalinger fra det offentlige. Alle udbetalinger fra det offent-

lige vil blive udbetalt til borgers NemKonto, medmindre man efter aftale med den

udbetalende myndighed har udpeget en specifik konto. Oprindeligt blev systemet

udviklet til brug i offentligt regi, men siden 2008 har private virksomheder, mod

betaling og på nærmere fastsatte vilkår, kunnet tilslutte sig systemet.

NemKonto-systemet er det fælles, offentlige udbetalingssystem. I systemet kobles

identifikationsnummer (CPR/CVR-nummer) til den bankkonto, som borgeren el-

ler virksomheden har anvist som sin NemKonto. Offentlige myndigheder kan der-

med ved hjælp af systemet udbetale penge til borgere og virksomheder via et

CPR/CVR-nummer uden at kende borgeren eller virksomhedens kontonummer.

Overførslen sker fra den enkelte myndigheds bankkonto til betalingsmodtagerens

NemKonto,

jf. figur 1.

Side

NemKonto er reguleret af

lov om offentlige betalinger mv

bekendtgørelse nr. 647 af 13.

april 2021 om NemKonto-ordningen

(Nemkontobekendtgørelsen). Loven regulerer ikke

spørgsmålet om hæftelse ved misbrug af en NemKonto, men den indeholder sær-

lige regler, som har betydning for vurderingen, herunder frigørelsestidspunktet for

offentlige betalinger samt anvisning af betalingsmetoden for både offentlige og pri-

vate betalinger.

Offentlige udbetalinger

Det fremgår af

Nemkontobekendtgørelsens § 1,

at offentlige myndigheder udbetaler

med frigørende virkning til borgerens anviste NemKonto. Det samme gælder, hvis

myndigheden udbetaler til ventekonto, som er en statsejet konto oprettet af Digita-

liseringsstyrelsen, hvor de penge, som ikke kan leveres til en NemKonto, kan stå,

indtil den enkelte borger eller virksomhed registrerer en NemKonto,

jf. Nemkonto-

bekendtgørelsen § 32, stk. 1.

I forbindelse med indførslen af

lov om offentlige betalinger mv

i 2003 blev spørgsmålet

om frigørende virkning, herunder sammenhængen med den anden lovgivning, her-

under

betalingsloven

og den almindelige aftaleret, ikke nærmere behandlet. Det frem-

går af loven og bekendtgørelsen, at offentlige myndigheder udbetaler med frigø-

rende virkning. Det indebærer, at den udbetalende myndighed må antages at være

frigjort for sin betalingsforpligtigelse, fx en lønudbetaling, når der er sket udbetaling

til den anviste NemKonto, og at myndigheden ikke igen kan eller skal udbetale,

uagtet at der måtte være udbetalt til en forkert anvist NemKonto som følge af mis-

brug.

Private udbetalinger

Private virksomheder er ikke koblet til NemKonto-systemet på samme måde som

offentlige myndigheder. Private virksomheder er koblet til systemet via

betalingsfor-

midlere,

som mod gebyrbetaling har adgang til at lave opslag i NemKonto-systemet.

I dette setup iværksættes en

komplettering,

det vil sige et match mellem CVR/CPR-

nummer og det kontonummer, som er anvist som NemKonto. På baggrund af dette

match forestås udbetalingen fra virksomhedens bank til modtagerens bank. Private

udbetalere kan mod betaling og på nærmere fastsatte vilkår anvende NemKonto-

Side

systemet til formidling af udbetalinger til betalingsmodtagerens NemKonto,

jf. lov

om offentlige betalinger § 5 a, stk. 1

og Digitaliseringsstyrelsens

standardvilkår for Private

Betalingsformidleres tilslutning til og anvendelse af NemKonto for Private udbetalere.

Der er ikke krav om, at private virksomheder skal anvende NemKonto-løsningen

til fx lønudbetaling, og modtagere af private udbetalinger kan ligeledes fravælge, at

udbetalinger fra private virksomheder bliver udbetalt til betalingsmodtagerens

NemKonto, jf.

lov om offentlige betalinger § 5 a, stk. 3.

Det fremgår af tilslutningsvilkå-

rene, at forinden der første gang sker udbetaling til en betalingsmodtager via Nem-

Konto-systemet, skal denne underrettes om, at betalinger fremover vil ske til den-

nes NemKonto. Betalingsmodtageren kan ved meddelelse til den private udbetaler

herefter frabede sig dette.

Hæftelse ved misbrug af systemet for private udbetalinger er ikke reguleret i vilkå-

rene. Det fremgår af vilkårene, at betalingsformidleren ikke kan gøre økonomisk

krav af nogen art gældende over for Digitaliseringsstyrelsen i anledning af tab, der

måtte lides ved anvendelse af NemKonto-systemet.

Reglerne i

Nemkontobekendtgørelsen

om udbetaling med frigørende virkning omfatter

alene offentlige myndigheder og ikke private udbetalere. I forarbejderne til

lov om

offentlige betalinger

fra 2003, er det angivet, at loven ikke indeholder regler, som ændrer

eller supplerer de obligationsretlige principper, eller regler i den øvrige lovgivning,

om forholdet mellem kunde og pengeinstitut. I forarbejderne til lovændringen i

2007, som gav private udbetalere mulighed for at blive tilsluttet NemKonto-syste-

met, er hverken de private udbetaleres retstilling eller hæftelse ved svindel nævnt.

Forarbejderene tager heller ikke stilling til, hvorfor tilsvarende bestemmelse om fri-

gørende virkning for offentlige udbetalinger ikke skal gælde for private udbetalin-

ger. Der er således hverken i forarbejderne til loven i 2005 eller i forarbejderne til

ændringsloven fra 2007 taget stilling til spørgsmålet om hæftelse ved svindel med

betalinger, der sker ved ændring af NemKontoen.

Det vurderes, at brug af NemKonto-systemet ikke udgør brug af en betalingstjene-

ste. Betalingslovens hæftelsesregler, der bl.a. finder anvendelse på overførsler, der

foretages mellem to konti, drejer sig alene om svindel med betalingstjenester,

jf.

afsnit 1.3.

ovenfor. Betalingsloven regulerer derfor ikke situationer, hvor der sker

svindel med oplysninger i NemKonto-systemet, der resulterer i et tab.

Svindel med oplysninger i NemKonto-systemet kan fx bestå i, at en svindler fore-

tager en ændring af den NemKonto, som borgeren har registeret, ved at bytte bor-

gerens konto ud med svindlerens egen konto. Derved vil pengeoverførsler til bor-

geren, der foretages via NemKonto-systemet, ende på svindlerens konto.

Der vil i det tilfælde umiddelbart være udført en ”korrekt” overførsel, hvor betale-

ren har iværksat en betaling, som betalerens bank har sikret er autoriseret ved brug

af stærk kundeautentifikation, jf. krav herom beskrevet i

afsnit 1.3.

ovenfor, til den

konto registreret som tilhørende modtageren.

Side

Det bemærkes, at

lov om offentlige betalinger

ikke tager stilling til NemKonto-systemets

indvirkning på

betalingsloven

–

hverken for offentlige eller private udbetalinger

–

her-

under spørgsmålet om hæftelse ved misbrug af oplysninger i NemKonto-systemet.

Da hverken betalingsloven eller lov om offentlige betalinger regulerer spørgsmålet

om hæftelse for så vidt angår misbrug af oplysninger i NemKonto-systemet, må det

antages, at spørgsmålet om hæftelse for svindel med private udbetalinger skal vur-

deres efter den almindelige aftale- og obligationsret.

Som udgangspunkt følger betalingsforpligtelsen, herunder hvor og hvordan beta-

lingen skal ske, af parternes aftale. Hvis aftalen ikke indeholder bestemmelser om

frigørelsestidspunkt for betalingen, følger det af dansk rets almindelig principper, at

betalingsforpligtelsen ophører, når kreditor har adgang til at disponere over beløbet.

Hvor borgeren har anvist en bankkonto eller pengeinstitut, må betalingen anses for

sket, når beløbet faktisk overføres til den pågældende konto.

Domstolene ses ikke at have taget stilling til spørgsmålet om, hvornår en privat

udbetaler af fx løn, pension eller erstatning må anses for frigjort for sin betalings-

forpligtelse, hvis betalingen sker ved hjælp af NemKonto-systemet, og betalingen

som følge af svindel med oplysninger i NemKonto-systemet sker til svindlerens

konto i stedet for borgerens konto. Det er således uafklaret, om domstolene i så-

danne situationer vil betragte betaleren som frigjort, hvor en betaling, som netop er

tilgået en anvist konto under NemKonto-systemet, ikke leveres til borgeren grundet

svindel med NemKonto-systemet.