Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 87
Offentligt
2479450_0001.png
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn
[email protected]
Ledelsessekretariatet
Hans Schacksvej 4
5300 Kerteminde
Tlf. 65 15 15 07
[email protected]
www.kerteminde.dk
Kære Rasmus Prehn
ATT: Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Fiskerierhvervet er en vigtig del af vores respektive kommuner. Fiskeriet
bidrager med vigtige arbejdspladser. Både i selve fiskeriet og i følgeerhver-
vene. Det er langt fra fiskeriets eneste bidrag. For virkeligheden er, at fiske-
riet har været med til at forme identiteten i havnebyerne og uden fiskeriet,
ville der formentlig slet ikke være de byer, vi har i dag. Vi har derfor meget at
takke fiskeriet for. Både den dag i dag, men i den grad også historisk. Som
havnekommuner ønsker vi derfor også, at der fortsat skal være et stærkt
fiskerierhverv, der bidrager til at bevare og udvikle vores lokalområder og til
at sikre en bedre balance mellem land og by. Derfor rammer det os hårdt, at
torskekvoten i den vestlige Østersø bliver beskåret med hele 88 procent fra
2021 til 2022. Vi appellerer i fællesskab til, at der fra politisk side hurtigst
muligt bliver etableret en ordning, der tager hånd om de berørte fiskere, og
at der fremlægges en plan for fiskeriets fremtid i Østersøen. Det er helt afgø-
rende for vores kommuners fremtid.
Først og fremmest appellerer vi til, at der akut tages hånd om de berørte
fiskere, som nu står i en ulykkelig og uvis situation. Vi vil understrege, at
fiskerne er absolut uforskyldte, idet de har fulgt fiskekvoterne og den interna-
tionale rådgivning. Den politiske beslutning om at reducere de kvoter, som
den enkelte fisker har investeret i, må og skal komme med en politisk hånds-
rækning. Vi opfordrer således til, at der nu og her etableres en ophugnings-
ordning og en oplægningsordning.
Ophugningsordningen skal holde hånden under de ramte fiskere og sikre
overensstemmelse mellem flådestørrelse og fiskerimulighederne. En ophug-
ningsordning er samtidig med til at sikre et fortsat bæredygtigt fiskeri. Vi
opfordrer samtidig til en oplægningsordning, der gør det muligt for de tilba-
geværende fiskere mod kompensation at indstille sit fiskeri i perioder, hvor
der eksempelvis er for store bifangster af torsk.
Dernæst er det afgørende for, at der også i fremtiden er et bæredygtigt og
levedygtigt fiskeri i Østersøen, der kan fastholde havneaktiviteten og bidrage
til vigtige arbejdspladser i vores kommuner. Vi håber derfor, at regeringen og
Folketinget vil arbejde for at få de nødvendige rammer på plads for, at der
eksempelvis kan fiskes fladfisk og andre arter, der har det godt.
Med venlig hilsen
Kasper Ejsing Olesen, borgmester Kerteminde Kommune
Thomas Thors, borgmester Bornholms Regionskommune
Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune
12. november 2021
Sagsnr.
S2021-47839
Dokumentnr.
D2021-180255
Se Kerteminde Kommunes retningslinjer for registrering af personoplysninger på www.kerteminde.dk