Notat
Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 22-27
August 2022
Der er en række stærke argumenter for at øge produktionen i akvakultur, og vækstpotentialet i den
danske akvakultursektor er stort, da det omfatter primærproduktion i havet og på land, fiskefoder, marine
ingredienser og udstyr til marin og landbaseret akvakultur.
Ministerrådet ønsker, at udviklingen af marin og landbaseret akvakultur gives høj prioritet.
Det er afgørende for at sikre nærende og sunde fødevarer samt reducere EU’s store afhængighed af
importerede fisk og skaldyr. Det vil samtidig skabe økonomiske muligheder og arbejdspladser i kyst- og
landdistrikter.
Der er en stigende efterspørgsel på fisk og skaldyr, og FAO vurderer, at det globale behov for spisefisk vil
vokse med ca. 18 mio. tons fra 2018 til 2030, og at væksten primært skal komme fra akvakultur.
Opdrættede fisk og skaldyr giver mindre udledninger af næringsstoffer og drivhusgasser end de fleste
andre former for animalsk fødevareproduktion. Det afspejles i de nye kostråd, der anbefaler, at danskerne
øger forbruget af fisk og skaldyr med 66 procent svarende til ca. 9 kg om året per capita.
Akvakultur kan derfor give et betydeligt bidrag til den grønne omstilling af fødevareproduktionen.
Dansk Akvakultur har gentagne gange fremhævet, at vækstpotentialet kun kan realiseres ved at justere i
rammevilkårene for primærproduktion, og erhvervet har præsenteret en række konkrete løsningsforslag.
Der bør være et højt ambitionsniveau på mål og indsatser. Alene realisering af de nye kostråd vil kræve
yderligere ca. 50.000 tons fisk og skaldyr, og produktionen i dansk akvakultur er kun vokset med ca.
10.000 tons over de seneste 15 år.
Det er derfor bekymrende, at Fødevareministeriets
udkast til
’Strategi for en bæredygtig
akvakultursektor 2022-2027’
ikke rummer konkrete mål og indsatser for udviklingen af den danske
akvakultursektor, og at den udelukker det store vækstpotentiale i marin akvakultur.
Anmodning om et nyt revideret udkast og supplerende høring
Dansk Akvakultur kan på den baggrund ikke støtte udkast til strategi. Den strategiske analyse er
mangelfuld og misvisende, den primære indsats er økonomisk støtte fra EHFAF-programmet, og
erhvervets ønsker til ændringer i rammevilkår negligeres.
Dansk Akvakulturs høringssvar påpeger flere faktuelle mangler og præsenterer en række konkrete
ændringsforslag og en anmodning om, at Fødevareministeriet udarbejder et nyt revideret udkast og
gennemfører en supplerende høring.
Dansk Akvakultur - Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus www.danskakvakultur.dk