Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 688
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget
Christiansborg
Kerteminde tirsdag den 28. juni 2022.
MOF spørgsmål 1028 2022.
Tak for udvalgets og ministerens opmærksomhed omkring selektivt og skånsomt fiskeri på Odense Fjord.
Ministeren for fiskeri har før svaret på spørgsmål om denne regel, og i svaret denne gang anvendes
udtrykket; ”hvis der er havørred tilstede”. Der er ingen nævneværdig bifangst i de nævnte redskaber i de
perioder, hvor de to nævnte fiskerier ønskes udøvet. Makrelgarn har en brudstyrke, der gør dem uegnet til
fangst af andre fisk og stenbidergarn fanger ikke ørred.
Vi er mindre end 100 erhvervsfiskere tilbage i Bælthavet og Østersøen, kun enkelte på det nordlige Fyn.
Der hersker ingen tvivl om og det er veldokumenteret, at den rekreative fangst havørred er langt større end
den erhvervsmæssige fangst. DTU Aqua har i en rapport fra 2014 skønnet at 99 % af havørredfangst i
Danmark er rekreativ. Det er dermed på ingen måde relevant eller meningsfuldt at udelukke
erhvervsfiskere for lokale områder, af bekymring for havørreden, som i overvejende grad fanges af lyst- og
fritidsfiskere. Tilmed har Fiskeristyrelsen i en aktindsigt oplyst, at små garnjoller, af typen jeg fisker med,
har en uønsket bifangst på under 1 %.
Forbrugerne og restauranter efterspørger i et stort omfang lokale friske fisk, fanget selektivt uden noget
nævneværdigt aftryk i miljø og klima. Der er mulighed for dette i Odense Fjords yderste del, men det
spærres af regler, der ikke er relevante og med hentydning til potentiel bifangst, som er uden betydning for
den lokale bestand af havørred. Der er gode muligheder for at fange stenbider og makrel, sunde lokale fisk
fanget selektivt, skånsomt og lige netop i balance med havmiljø og klima.
Folketinget har ved flere lejligheder bakket op om den type fiskeri jeg driver, ofte i enighed.
Derfor vil jeg fortsat anmode om udvalgets opbakning til dispensationsmulighed til de nævnte fiskerier i
nævnte bekendtgørelse. Jeg har også anmodet Fiskeristyrelsen om forsøgsfiskeri i området, fuldt
kameraovervåget, så der kan komme en mere objektiv viden på området. Til gavn for alle, også lovgiverne.
Ind til da, tak for jeres tid og tak for at lytte til, hvordan forbrugerne kan få flere friske fisk fra fynske fjorde.
Venlig hilsen
Fisker
Hans Jacob Jensen
Kerteminde
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 688: Henvendelse af 28/6-22 fra fisker Hans Jacob Jensen, Kerteminde, om selektivt og skånsomt fiskeri på Odense Fjord