IFRO
17. maj 2022
Henning Otte Hansen
Beregning af direkte og afledte erhvervs- og samfundsøkonomiske konsekvenser
ved de smittebeskyttende tiltag i minkbesætninger, som DK-VET har vurderet
effekten af
Konklusioner
Meromkostningerne afhænger i betydelig grad af det eksisterende anlæg på minkfarmene. De
traditionelle torækkede enkeltstående huse kan næppe bruges mere, da de kun vanskeligt kan
placeres i haller. En skrotning af eksisterende enkeltstående minkhuse til fordel for nyetablering af
minkhaller ikke vil være attraktivt.
Meromkostningerne i de forskellige overvågningsprogrammer m.m. varierer fra 39 kr. til 301 kr. pr.
mink. Arbejdskraftforbrug, lønomkostninger og vaccineomkostninger er vigtige forudsætninger i
beregningerne. Dertil kommer udgifter i forbindelse med ”Etablering af lukkede minkhaller”, ”Øget
afstand mellem mink” på ca. 50 kr. pr. mink.
Beregningsforudsætninger
I denne redegørelse estimeres de meromkostninger, som smittebeskyttende tiltag i
minkbesætninger forventes at medføre.
Redegørelsen er for det første baseret på en række forudsætninger, idet det ikke er muligt at lave
beregninger på alle antagelser eller udfaldsrum. Der har været 5 arbejdsdage til rådighed til at
udarbejde denne redegørelse.
For det andet er beregningerne til dels baseret på informationer (omkostninger, anlæg, typiske
forhold m.m. på eksisterende/nu ophørte minkfarme) fra relevante interessenter i branchen med
henblik på at få et så realistisk beregningsgrundlag som muligt. Informationerne er efterfølgende
testet og vurderet realistiske eller erstattet med andre data.
For det tredje er der i beregningerne lagt mest vægt på omkostninger, som vurderes at have den
kvantitativt største betydning. Det vurderes, at 20-30 forskellige faktorer har betydning for de
samlede omkostninger, og de mest betydende faktorer har dermed fået størst prioritet.
Det antages, at der er tale om eksisterende anlæg, hvor der genetableres minkproduktion. De
eksisterende anlæg kan være enten minkhaller eller enkeltstående minkhuse. Dette kan være
væsentligt for meromkostningerne, når der skal beregnes meromkostninger i forhold til et standard-
setup. Det vurderes, at kun minkfarme med eksisterende minkhaller vil kunne fortsætte, idet en
skrotning af eksisterende enkeltstående minkhuse til fordel for nyetablering af minkhaller ikke vil
være attraktivt.
1