Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 497
Offentligt
2565781_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. april 2022
Sagsnummer: 2022-135
./.
Til udvalgets orientering fremsendes hermed grundnotat om Kommissionens forslag til Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning om den Europæiske Unions geografiske betegnelser for vin, spiritus og
landbrugsprodukter og kvalitetsordninger for landbrugsprodukter, om ændring af forordning (EU) nr.
1308/2013, (EU) 2017/1001 og (EU) 2019/787 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1151/2012, KOM
(2022) 134.
Rasmus Prehn
/
Jesper Wulff Pedersen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 497: Grundnotat om EUs geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt kvalitetsordninger
2565781_0002.png
Den 26. april 2022
FVM 175
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
den Europæiske Unions geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugs-
produkter og kvalitetsordninger for landbrugsprodukter, om ændring af forord-
ning (EU) nr. 1308/2013, (EU) 2017/1001 og (EU) 2019/787 og om ophævelse af
forordning (EU) nr. 1151/2012
KOM (2022) 134
Resumé
Kommissionen har fremlagt et forslag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer. For-
slaget indeholder ingen grundlæggende ændringer af de nuværende ordninger, idet sigtet med forsla-
get er at forbedre ordningernes funktion. Der foreslås en målrettet beskyttelse af geografiske beteg-
nelser og mere effektive registreringsprocesser. Endvidere foreslås det, at der kan inddrages bære-
dygtighedskriterier på frivillig basis i ordningerne. Forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesni-
veauet i Danmark og EU.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2022) 134 af den 31. marts 2022 fremsendt forslag om Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning om den Europæiske Unions geografiske betegnelser for vin, spiritus og land-
brugsprodukter og kvalitetsordninger for landbrugsprodukter, om ændring af forordning (EU) nr.
1308/2013, (EU) 2017/1001 og (EU) 2019/787 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1151/2012. For-
slaget er oversendt til Rådet i en dansk sprogudgave den 31. marts 2022.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 43, stk. 2, og artikel 118, stk. 1, og skal behandles efter
proceduren for den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Formål og indhold
Forslaget om geografiske betegnelser er et initiativ, som fremgår af Kommissionens jord til bord-stra-
tegi. En geografisk betegnelse er en betegnelse, der anvendes på en fødevare eller et landbrugsprodukt,
som er fremstillet eller forarbejdet i et afgrænset geografisk område. Geografiske betegnelser anerken-
des som intellektuelle ejendomsrettigheder.
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 497: Grundnotat om EUs geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt kvalitetsordninger
Reglerne om geografiske betegnelser omfatter beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB’er) og beskyt-
tede geografiske betegnelser (BGB’er). Der er tre ordninger for geografiske betegnelser, der omfatter
landbrugsprodukter og fødevarer samt vin og spiritus. Geografiske betegnelser registreres på baggrund
af en varespecifikation udarbejdet af en producentsammenslutning. Der er oprettet et EU-register, som
indeholder ca. 3.500 geografiske betegnelser.
Der er fremsat forslag om en ny forordning om geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og føde-
varer, mens ordningerne om vin og spiritus ændres ved ændringer af de eksisterende forordninger.
Kommissionen angiver i begrundelsen for forslaget, at ordningerne i al væsentlighed opfylder formålet,
men at der er plads til forbedringer. Forslaget indeholder derfor ikke grundlæggende ændringer af lov-
givningen om geografiske betegnelser. Forslaget sigter mod at forbedre ordningernes funktion ved at
sikre en målrettet beskyttelse af geografiske betegnelser og mere effektive registreringsprocesser. End-
videre foreslås det, at bæredygtighedskriterier kan inddrages i ordningerne på frivillig basis.
De vigtigste elementer i forslaget er:
1. Håndhævelsen af reglerne for geografiske betegnelser forbedres, navnlig med øget fokus på inter-
netsalg.
2. Forslaget indeholder bestemmelser, som påvirker forholdet mellem geografiske betegnelser og va-
remærkerettigheder, der øger favorisering af geografiske betegnelser. Det vil sige, at et eksisterende
varemærke kun beskyttes mod registrering af en geografisk betegnelse, hvis registrering
grundet
varemærkets omdømme og anseelse
kan vildlede forbrugerne i forhold til
den oprindelige/”rig-
tige” identitet for produktet.
3. Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser omfatter også top-domænenavne
på internettet, idet nationale topdomæner, der er oprettet i EU, kan tilbagekaldes efter anmodning
fra en fysisk eller juridisk person med en legitim interesse.
4. Procedurerne for registrering af geografiske betegnelser bliver identiske for alle tre ordninger, og
ansøgninger kan fremsendes digitalt.
5. Det foreslås, at alle geografiske betegnelser skal klassificeres under den kombinerede nomenklatur,
der er det numeriske kodningssystem for produkter, der bevæger sig i international handel i EU. I
øjeblikket er kun et begrænset antal klassificeret.
6. Sagsbehandlingen af ansøgninger om registrering af geografiske betegnelser flyttes til Den Europæ-
iske Unions kontor for intellektuel ejendomsret (EUIPO). Afgørelsen om registrering af en geogra-
fisk betegnelse, forbliver Kommissionens ansvar.
7. Der fastsættes regler for anvendelse af fødevarer med en geografisk betegnelse som ingrediens i en
fødevare.
8. Producenter af produkter med geografiske betegnelser tilskyndes til at fastsætte bæredygtigheds-
kriterier, men det vil ikke være obligatorisk.
9. Ifølge forslaget kan der oprettes producentsammenslutninger på initiativ af interesserede parter.
Producentsammeslutninger kan tillægges beføjelser til at samarbejde med myndighederne om
håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
10. Ordningerne om geografiske betegnelser for vin og spiritus revideres alene med henblik på, at bæ-
redygtighedskriterier kan indgå i varespecifikationen.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentets udtalelse foreligger ikke.
Nærhedsprincippet
Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet det reviderer eksisterende EU-lovgivning.
2
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 497: Grundnotat om EUs geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt kvalitetsordninger
2565781_0004.png
Gældende dansk ret
I medfør af Lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 8 af 6. januar 2022, er udstedt bekendtgørelse
nr. 1073 af 13. september 2017 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer. Bekendtgø-
relsen omfatter bestemmelser, der er nødvendige for at administrere ordningen i Danmark.
Konsekvenser
Forslaget forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser, men en vedtagelse af forslaget kan
medføre behov for tilpasning af bekendtgørelse om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og føde-
varer.
Forslaget forventes ikke at medføre statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes derudover ikke at
have væsentlige samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Det vurderes, at forslaget udgør en begrænsning af den beskyttelse, som varemærker normalt nyder i
varemærkeretten. Udgangspunktet for beskyttelse af varemærker er, at disse beskyttes mod andres brug
af kendetegn, der er identiske eller kan forveksles. Indehaveren af et varemærke er med forslaget stillet
dårligere overfor geografiske betegnelser end over for andre forretningskendetegn, idet et eksisterende
varemærke kun kan beskyttes mod registrering af en geografisk betegnelse, hvis dette
grundet vare-
mærkets omdømme og anseelse
kan
vildlede forbrugerne i forhold til den oprindelige/”rigtige” iden-
titet for produktet.
Forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen, i §2-udvalget (landbrug) og Det Rådgivende Fødevare-
udvalgs EU-underudvalg.
Mejeriforeningen har tilkendegivet, at det skal præciseres, at beskyttelsen kun kan gælde i EU, og kun i
visse tredjelande, hvis disse specifikt er omfattet af en konkret godkendelse/beskyttelse.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
En stor gruppe medlemsstater lægger stor vægt på at fastholde ordningerne, men en gruppe medlems-
stater er skeptiske overfor at inkludere bæredygtighed som et obligatorisk element. En række medlems-
stater er endvidere skeptiske overfor at uddelegere kompetence fra Kommissionen til eksterne agentu-
rer.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen er generelt enig i, at en satsning på kvalitet er nødvendig, hvis europæisk landbrug og føde-
vareerhverv skal klare sig i den stigende globale konkurrence, herunder fokus på bæredygtighed.
Regeringen finder dog samtidig, at ordningen skal være så enkel som muligt at administrere, ikke skal
medføre øget protektionisme, skal være WTO-medholdelige og i overensstemmelse med andre interna-
tionale aftaler.
Regeringen finder, at ordningen skal være tilstrækkeligt fleksibel og markedsorienteret, tage hensyn til
private og nationale ordninger og skal sikre bæredygtighed, sunde fødevarer og innovation.
Regeringen finder generelt, at de initiativer, der udspringer af forslaget skal være forbrugerorienterede
og i overensstemmelse med den horisontale fødevarelovgivning. Det gælder særligt mærkningsreglerne
og lovgivningen om intellektuelle ejendomsrettigheder.
3
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 497: Grundnotat om EUs geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt kvalitetsordninger
Regeringen finder endvidere, at varemærkeindehaveres beskyttelse mod registrering af en geografisk
betegnelse ikke bør være ringere end den beskyttelse, som varemærkeretten giver over for andre kende-
tegn.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
4