Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 455
Offentligt
2554453_0001.png
Dok. 230014
05. april 2022
Invitation til drøftelse om klimamærke på fødevarer
Til Miljø- og Fødevareudvalget,
Forbrugerrådet Tænk og DI Fødevarer inviterer sammen til morgenmad og samtidig drøftelse om
klimamærke på fødevarer. Vi foreslår onsdag den 11. maj kl 8.30-9.30 (andet tidspunkt kan findes,
hvis det ikke passer udvalget). Vi vil gerne afholde det der, hvor det er mest belejligt for udvalget,
så flest har mulighed for at deltage. Hvis I råder over lokaler som kan bookes kommer vi gerne,
alternativt vil vi forsøge at låne et lokale på Christiansborg eller vi kan invitere jer til H.C.
Andersens Boulevard 18 ved DI Fødevarer.
Formatet for mødet vil være et oplæg fra henholdsvis Forbrugerrådet Tænk og DI Fødevarer med
vores vigtigste pointer ifht. udarbejdelse af et meningsfuldt klimamærke på fødevarer. Dernæst vil
der være god tid til at udvalgets medlemmer kan spørge ind til synspunkter, holdninger og
dilemmaer, og således have mulighed for at høre begge sider af sagen.
Vores organisationer er enige om, at vi ønsker, at der kommer et nationalt klimamærke på
fødevarer som udarbejdes med regeringen for bordenden og baseres på anerkendte klimadata.
Disse aspekter fremgår også af vores fælles debatindlæg som blev bragt i Børsen i torsdags, og
som her vedlægges. Vores organisationer har derimod forskellig tilgang til, hvordan vi mere
konkret ser et nationalt klimamærke udformet og det er særligt disse perspektiver, som vi vil have
fokus på ved dette udvalgsmøde. Fx positivmærkning eller skala, på tværs af kategorier eller
indenfor kategorier, incitament for forbrugerne eller virksomhederne.
I er velkomne til at tage kontakt til mig, hvis I har brug for at vende dele af denne invitation. Ellers
ser vi frem til at høre jeres tilbagemelding.
På vegne af Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk og Leif Nielsen, Branchedirektør, DI
Fødevarer.
Venlig hilsen
Stine Vuholm, Fødevarepolitisk medarbejder, Forbrugerrådet Tænk
Tlf. 41 88 16 23 / Mail: [email protected]
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 455: Invitation til møde om drøftelse af klimamærke på fødevarer
2554453_0002.png
Debat | DI og Tænk: Forbrugere og virksomheder famler i
blinde – lad os nu få et klimamærke
Bragt i Børsen 31.03.2022
Anja Philip, Formand, Forbrugerrådet Tænk
Leif Nielsen, Branchedirektør, DI Fødevarer
I december offentliggjorde Klimarådet sin rapport om klimavenlig kost. I rapporten anbefales det, at regeringen arbejder
på at etablere et klimamærke på fødevareprodukter, som skal informere forbrugerne bedre, når de handler.
Vi er enige i store dele af rapportens anbefalinger, og dermed er både uafhængige eksperter, og vi som repræsentanter
for forbrugere og fødevarevirksomheder fortalere for et dansk klimamærke, der skal synliggøre fødevarernes klimaaftryk
og derved vejlede og inspirere forbrugeren til i højere grad at spise efter kostrådene.
Som en forudsætning for et sådan mærke peger Klimarådet på, at der er brug for statslige retningslinjer for, hvordan
fødevarers klimaaftryk opgøres, så vi sikrer ensretning. En officiel klimadatabase for fødevarer med transparente og
tilgængelige data, baseret på anerkendte beregningsmetoder, er fundamentet for et troværdigt klimamærke. DI
Fødevarer og Forbrugerrådet Tænk opfordrer derfor til, at der politisk afsættes ressourcer til opgaven, og at arbejdet
med klimamærkets udformning samt klimamærkets bagvedliggende klimadata igangsættes parallelt. Ifølge Klimarådet er
kernen til klimamærkets succes, at mærket udvikles i et partnerskab/samarbejde imellem offentlige og private aktører,
som man kender det fra eksempelvis Fuldkornspartnerskabet. Som forbrugerorganisation og brancheorganisation vil vi
gerne bidrage og tager her de første fælles skridt. Og vi håber, at fødevareministeren hurtigst muligt samler de relevante
aktører og sætter sig i spidsen for udviklingen af et dansk klimamærke.
Vi er enige om, at myndighederne skal være garant for, at forbrugerne kan stole på virksomhedernes
klimakommunikation. Der er et naturligt overlap og oplagt samspil imellem klimamærkning og klimaanprisninger – dvs.
virksomhedernes markedsføring af særlige klimaegenskaber ved deres produkt og brug af ord som ”bæredygtigt”, ”grønt”
eller ”klimavenlig”. Brug af disse begreber kan være uklare og i nogen grad forvirre mere end de informerer, til skade for
både forbrugere, og de virksomheder som arbejder konkret på at nedbringe deres klimaaftryk. Et klimamærke kan
bidrage til det samlede helhedsindtryk fra en fødevare, og således være med til mindske risikoen for vildledning fra
resten af markedsføringen og skabe større tryghed hos forbrugerne. Men arbejdet mod klare retningslinjer for
klimaanprisninger skal ligeledes kick-startes. Klar klimatale er vigtigt både for forbrugerne og for virksomhederne.
Desværre blev der på Finansloven for 2022 hverken øremærket midler til udviklingen af en officiel dansk klimadatabase
for fødevarer eller til udvikling af et klimamærke. Det er ærgerligt, for hvis et klimamærke skal blive til virkelighed og
kunne bruges af forbrugere og virksomheder, kræver det, at der bliver sat politisk og økonomisk handling bag ordene.
Vi er i begge organisationer enige om, at der på længere sigt skal arbejdes mod en fælles EU mærkning, da mange af
vores fødevarer jo bevæger sig på tværs af grænserne. Men vi skal ikke læne os tilbage og vente, for en europæisk
mærkning kan have lange udsigter. I stedet skal vi komme i gang med en national model, som kan vejlede de danske
forbrugere, imødekomme virksomhedernes efterspørgsel på klar klimakommunikation og derved skubbe
fødevareforbruget og fødevareproduktionen i en mere klimavenlig retning. Erfaringer fra en dansk model vil også stille os
stærkere i forhold til at kunne påvirke udarbejdelsen af et fremtidigt fælles EU klima- eller bæredygtighedsmærke.
Hver måned vi udskyder arbejdet med en klimamærkning af fødevarer, er en måned, hvor forbrugere og virksomheder
ikke får den information og de rammer, de efterspørger for at kunne bidrage til den grønne omstilling. Derfor er vores
opfordring klar: de første streger til et dansk klimamærke til vores fødevarer skal tegnes NU.