Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 449
Offentligt
2553453_0001.png
Bekendtgørelse om sprøjtejournal for alle professionelle brugere af plantebeskyttelsesmidler
og indberetningspligt for nogle jordbrugsvirksomheder og gartnerier mv.1)
I medfør af § 6, § 7 a, § 38 e, § 41 a, § 45, stk. 1, § 47, § 55, stk. 1 og 2, og § 59, stk. 4, i lov om
kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 17. februar 2022, som ændret ved [nr. XXX af XX.
XXX 2022], fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1.
Denne bekendtgørelse fastsætter regler om registrering af brug af plantebeskyttelsesmidler og
indberetning af oplysninger om brug af plantebeskyttelsesmidler.
Stk. 2.
Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte supplerende regler til
plantebeskyttelsesmiddelforordningen.
Stk. 3.
Registrering af forbrug af plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af skadedyr med gas skal
ske efter reglerne i bekendtgørelse om gasning i forbindelse med skadedyrsbekæmpelse.
Registrering af forbrug af plantebeskyttelsesmidler på golfbaner skal ske efter reglerne i
bekendtgørelse om anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på golfbaner.
Definitioner
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Arealer med skov: Med skov forstås areal større end 0,5 hektar og en minimumsbredde på 20
meter med træer højere end 5 meter og et kronedække på mere end 10 pct. eller med træer, der
potentielt er i stand til at nå disse værdier på voksestedet. Definitionen inkluderer midlertidigt
ubevoksede arealer og hjælpearealer nødvendige for skovdriften, men ikke arealer domineret af
landbrugs- eller bymæssig anvendelse, herunder sommerhusområder.
2) Dyrket areal: Arealer, hvor der dyrkes landsbrugsafgrøder, herunder arealer, der anvendes til
afgræsning, arealer med permanent græs og græs i omdrift samt brakarealer, arealer med juletræer
og pyntegrønt, arealer med skov, MVJ- eller MFO-arealer, arealer med samtidig drift, arealer med
bræmmer på to meter eller væksthuse. Listen er ikke udtømmende.
2) Jordbrugsvirksomheder: Virksomheder, herunder bedrifter med arealer med landbrugsafgrøder.
3) Plantebeskyttelsesmiddelforordningen:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler med senere
ændringer.
4) Plantebeskyttelsesmidler: De bekæmpelsesmidler, der godkendes efter Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler med senere ændringer, til professionel anvendelse.
5) Professionel bruger: Enhver person, der anvender plantebeskyttelsesmidler i forbindelse med sine
erhvervsmæssige aktiviteter, herunder sprøjteførere, teknikere, arbejdsgivere og selvstændige i både
landbrugssektoren og andre sektorer, jf. artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig
anvendelse af pesticider med senere ændringer.
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 449: Orientering om høringsbrev og udkast til ændring af sprøjtejournalbekendtgørelsen
6) Samlet dyrket areal: En beregning i hektar (ha) af størrelsen af det dyrkede areal på en
jordbrugsvirksomhed.
7) Sprøjtejournal: Det register som professionelle brugere af plantebeskyttelsesmidler fører i
overensstemmelse med plantebeskyttelsesmiddelforordningens artikel 67, stk. 1, 2. pkt.
8) Økologisk bedrift: Bedrifter registreret som økolog i Landbrugsstyrelsens Fællesskema.
Sprøjtejournal
§ 3.
Professionelle brugere af plantebeskyttelsesmidler har pligt til at føre register over de
plantebeskyttelsesmidler, de anvender, jf. artikel 67, stk. 1, 2. pkt., i
plantebeskyttelsesmiddelforordningen.
§ 4.
Sprøjtejournalen skal være påført ejers eller brugers CVR-nr., og følgende oplysninger skal
registreres i sprøjtejournalen:
1) Plantebeskyttelsesmidlets navn og registreringsnummer.
2) Dato for anvendelsen.
3) Dosis ved anvendelsen opgjort i enten mængde pr. ha eller pr. m². Virksomheder, der bejdser
eller udfører lagerbehandling, skal anføre mængden pr. ton afgrøde. For visse
plantebeskyttelsesmidler, der anvendes i væksthuse, skal dosis anføres som areal, koncentration og
vandmængde.
4) Identifikation af marken eller arealet, der er blevet behandlet, angivet med mark, væksthus, silo,
container eller matrikelnummer.
5) Det behandlede areals størrelse angivet i enten ha med en decimal, i m², eller angivet som det
behandlede volumen i m
3
.
6) Afgrøde, kultur, plante, bejdset såsæd eller arealtype, der er blevet behandlet.
Stk. 2.
Sprøjtejournalen skal føres løbende og senest 7 dage efter den konkrete anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler. De registrerede oplysninger skal opbevares i mindst tre år.
Indberetningspligt
§ 5.
Ejere eller brugere af jordbrugsvirksomheder med et samlet dyrket areal på 10 ha eller derover,
eller ejere eller brugere af gartnerier, planteskoler, frugtplantager og lignende med en årlig
momspligtig omsætning for det senest afsluttede regnskabsår på 50.000 kr. eller derover, har pligt
til at indberette virksomhedens forbrug af plantebeskyttelsesmidler.
Stk. 2.
Der skal indberettes følgende oplysninger til Miljøstyrelsens digitale
sprøjtejournalindberetningssystem:
1) Ejer eller brugers CVR-nr.
2) Hvorvidt der i virksomheden er anvendt plantebeskyttelsesmidler på det dyrkede areal.
3) Angivelse af, om hele bedriften er autoriseret som økologisk bedrift i henhold til bekendtgørelse
om økologisk jordbrugsproduktion m.v. i hele planåret for indberetningen. En bedrift kan med
frigørende virkning ift. denne indberetningspligt indberette til Landbrugsstyrelsens Fællesskema til
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 449: Orientering om høringsbrev og udkast til ændring af sprøjtejournalbekendtgørelsen
brug for ansøgninger om tilskud, såfremt der ikke er anvendt plantebeskyttelsesmidler på det
dyrkede areal, jf. § 2, nr. 2.
Stk. 3.
Såfremt der anvendes plantebeskyttelsesmidler, skal indberetningen indeholde oplysninger
om det samlede forbrug opgjort på kultur- eller afgrødeniveau for hvert anvendt
plantebeskyttelsesmiddel (navn og registreringsnummer).
Stk. 4.
Indberetningen skal omfatte perioden 1. august – 31. juli i det efterfølgende år
(planperioden). For ejere eller brugere, der dyrker arealer, der skal behandles med
plantebeskyttelsesmidler efter den 31. juli, men inden 30. september, og som skal høstes inden den
31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
§ 6.
Indberetningen til Miljøstyrelsen af de i § 5 nævnte oplysninger skal ske digitalt hvert år senest
den 31. marts efter den seneste planperiodes udløb via hjemmesiden mst.dk eller virk.dk og ved
brug af MitID medarbejdersignatur.
Stk. 2.
Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en indberetning, der ikke er foretaget i
overensstemmelse med kravene i stk. 1. Efter ansøgning herom kan Miljøstyrelsen endvidere på
grund af særlige forhold fritage en ejer eller bruger for digital indberetning, jf. stk. 1. Ved fritagelse
kan Miljøstyrelsen dispensere virksomheden fra kravet om indberetning i
sprøjtejournalindberetningssystemet.
Dispensation og klage
§ 7.
Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde træffe afgørelse, der fraviger reglerne i bekendtgørelsen,
eller tillade, at reglerne fraviges.
§ 8.
Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse af Miljøstyrelsen eller den i § 9, stk. 2 nævnte
myndighed kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Kontrol- og straffebestemmelser
§ 9.
Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf.
kemikalielovens regler herom.
Stk. 2.
Landbrugsstyrelsen bistår Miljøstyrelsen med at føre tilsyn med overholdelse af pligten til at
føre sprøjtejournal efter plantebeskyttelsesmiddelforordningens artikel 67, stk. 1, 2. pkt. og § 4.
§ 10.
Med bøde straffes den, der
1) undlader at føre sprøjtejournal, jf. artikel 67, stk. 1, 2. pkt., i
plantebeskyttelsesmiddelforordningen, jf. § 59, stk.1, nr. 1, i kemikalieloven,
2) undlader at registrere oplysninger i en sprøjtejournal, jf. § 4, stk. 1,
3) undlader at ajourføre og opbevare sprøjtejournalen i overensstemmelse med de i § 4, stk. 2
angivne betingelser, eller
4) undlader at indberette oplysninger om forbruget af plantebeskyttelsesmidler inden for fristen, jf.
§§ 5 og 6.
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 449: Orientering om høringsbrev og udkast til ændring af sprøjtejournalbekendtgørelsen
2553453_0004.png
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 11.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.
Stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 814 af 7. juni 2017 om sprøjtejournal for alle professionelle brugere af
plantebeskyttelsesmidler og indberetningspligt for nogle jordbrugsvirksomheder og gartnerier mv.
ophæves.
Miljøministeriet, den 1. juli 2022
Lea Wermelin
/ Lea Frimann Hansen
Officielle noter
1)
I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2009/1107/EF af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om
ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 309, side 1.
Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.
Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske
hensyn og berører ikke nævnte forordnings umiddelbare gyldighed i Danmark.