Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 2384
Den 10. marts 2022
./.
Til udvalgets orientering fremsendes fagligt notat om tre stoffer fundet i 2021 massescreeningen
af grundvand over kravværdien for sprøjtemiddelrester på 0,1 mikrogram/liter. Stofferne har ikke
været tilladt i Danmark i over 10 år. Der er tale om en foreløbig orientering, der kun omfatter
disse tre stoffer, det fulde resultat af massescreeningen vil blive afrapporteret ultimo marts.
Et af stofferne LM6 er fundet over det sundhedsmæssige acceptable niveau i
grundvandsboringerne. For dette og de andre to stoffer er der brug for en konkret vurdering af
eventuelle fund i drikkevandet, da der er flere nedbrydningsprodukter med samme egenskaber og
man derfor er nødt til at foretage en samlet vurdering af udsættelsen.
Jeg har på baggrund af fundene allerede besluttet, at de tre stoffer – LM5, LM6 og R471811 -
bliver tilføjet til vandværkernes obligatoriske kontrolprogram, da overskridelse af det
sundhedsmæssige acceptable niveau ikke kan udelukkes. Berørte kommuner, hvor der er fund af
et eller flere af stofferne, er blevet bedt om hurtigst muligt at sikre at drikkevand og
indvindingsboringer undersøges for stofferne og de lignende nedbrydningsprodukter.
Derudover vil Vandpanelet på baggrund af de endelige resultater udarbejde anbefalinger til, om
flere af de stoffer, der er fundet i screeningen, bør indgå i vandværkernes obligatoriske
kontrolprogrammer efter drikkevandsbekendtgørelsen. Miljøministeriet vil med udgangspunkt i
Vandpanelets anbefalinger tage stilling til, om drikkevandsbekendtgørelsens bilag skal opdateres
for yderligere stoffer. I vil blive orienteret herom.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk