Miljø-og Fødevareordførerne
Center for Kultur, Erhverv, Politik og
Organisation
BORGMESTEREN
Stengade 59
3000 Helsingør
www.helsingor.dk
Dato: 09.03.2022
Vedrørende muligheden for at etablere en naturnationalpark i Hellebæk Skov/Teglstrup
Hegn.
Helsingør Kommune har med glæde konstateret, at Hellebæk Skov/Teglstrup Hegn er
kommet tilbage på bruttolisten over mulige kommende naturnationalparker.
Naturstyrelsen har foreslået en model, hvor man fastholder det eksisterende kreaturhegn og
kreaturgræsningen i Hellebæk Kohave og supplerer med vildthegn langs skovens yderkant,
hvor der udsætte krondyr, som kan færdes i hele området.
Der ser dermed ud til at være fundet en løsning, der tilgodeser både naturen,
biodiversiteten, friluftslivet og kulturhistorien. Netop hensynet til kulturhistorien var årsagen
til, at Hellebæk Skov/Teglstrup Hegn var blevet taget af bruttolisten i efteråret 2021.
Området er for os at se helt oplagt som naturnationalpark, idét man allerede med den
forvaltning der er af området i dag, er godt på vej til at have en fuldt funktionsdygtig
naturnationalpark, der lever op til intentionen om give naturen plads, samtidig med, at
borgerne skal kunne få nye spændende naturoplevelser.
Siden 2003 har der været fritgående køer i Hellebæk Kohave, og vi er som borgere vant til at
færdes i området og glædes ved at følge køerne på tæt hold. De seneste 3 år har der været
ekstensiv græsning og der kan allerede nu berettes om forbedringer af biodiversiteten der
viser, at intentionen bag naturnationalparkerne virker efter hensigten. Derfor vil det glæde
os, hvis Hellebæk Kohave, sammen med en stor del af Teglstrup Hegn, bliver til
naturnationalpark.
Vi ved allerede af erfaring, at det her kan fungere med en god balance mellem den urørte
natur og de rekreative interesser. Området har også forskningsmæssig opbakning, ligesom
der er et stærkt frivilligt engagement i form af Hellebæk Kohaves Venner, som blandt
andet står for mange formidlingsaktiviteter af høj kvalitet. Som kommune vil vi selvfølgelig
engagere os i udviklingen af en naturnationalpark sammen med borgerne og de frivillige,
hvor vi ser Hellebæk Kohaves Venner som et vigtigt aktiv.
Der deltog langt over hundrede mennesker i den offentligt indbudte vandring i området d.
26. februar. Det viser, hvilken interesse der er for sagen lokalt.