Thyborøn 3. februar 2022
Til
Rasmus Prehn minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, samt
Folketingets miljø- og fødevareudvalg.
Hjertemuslingefiskeri - ti års kamp skal nu have en politisk afgørelse
Limfjordsfiskernes Østersforening har erfaret at forhandlinger om hjertemuslingefiskeriet i
Limfjorden er nært forestående. På denne baggrund ønsker vi at give ministeren og udvalget en
gennemgang af de sidste 10 års såkaldte ”forvaltning” af dette fiskeri, samt vores forslag til
hvordan fiskeriet kan forvaltes så det er mest fair og gavner flest mulig.
Vi ønsker at understrege følgende:
➢
Et direkte fiskeri efter hjertemuslinger, som der skal etableres efter at der i september 2020
endelig kom en bestandsvurdering er et nyt fiskeri som ingen på forhånd har krav på.
➢
Derfor skal man nu politisk tage stilling til hvem, der skal have ret til at høste af denne
resurse.
➢
Limfjordsfiskernes Østersforening ønsker en fair fordeling af denne resurse, så man ikke
som i de sidste 10 år, favoriserer en lille gruppe fiskere.
➢
Vi foreslår, at man indfører en trappemodel som på sigt tilfører 50 % af
hjertemuslingekvoten til den beskyttede kystfiskerordning, hvor fiskere med en østerslicens
der er tilmeldt ordningen kan fiske på dem.
En sådan ordning vil sikre at
➢
rettighederne ikke kapitaliseres og koncentreres på få store fartøjer.
➢
fiskeriet igen bliver mangfoldigt, med liv i de små havne
➢
en mulighed for at unge mennesker igen får foden på eget dæk, uden stråmænd og
kvotekoncentration
➢
bidrage til at sikre det skånsomme kystfiskeri, da mange af de fiskere, der har en
østerslicens også driver et skånsomt fiskeri ved siden af deres østersfiskeri.
Sagen kort:
Limfjordsfiskernes Østersforening ansøgte i 2012 på vegne af vores medlemmer om tilladelse til et
direkte fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden. Blåmuslingefiskerne ansøgte efterfølgende også
om en tilladelse til et direkte fiskeri.
Begge parter fik afslag, med den begrundelse, at der ikke var en bestandsvurdering på
hjertemuslinger i Limfjorden, og at Fiskeristyrelsen ikke ønskede at øge fiskeritrykket ved at tillade
et direkte fiskeri efter hjertemuslinger. Ifølge Fiskeristyrelsen ville en sådan tilladelse kræve en
politisk beslutning.