Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 184
Offentligt
2503776_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 16. december 2021
Sagsnummer: 2021-1298
MIM 104-21
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om Kommissionens forslag til fem
gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og
anthracenolie (AO) som proceskemikalier i industriel produktion i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitesag).
Forslagene blev drøftet på et videomøde i REACH-komitéen den 22. september og er nu sat til afstemning i
skriftlig procedure med frist den 3. januar 2022.
En vedtagelse af forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU, da udledningen er
minimeret, så vidt det er teknisk og praktisk muligt.
Regeringen agter at støtte forslagene.
Med venlig hilsen
Lea Wermelin
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 184: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) (komitésag), fra miljøministeren
2503776_0002.png
Den 15. december 2021
MIM 104-21
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til fem gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO)
som proceskemikalier i industriel produktion i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat fem forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelse af
stofferne højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) som proceskemikalier i
industriel produktion i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat anvendelse af højtemperaturs
stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) som proceskemikalier i industriel produktion til
virksomhederne Bilbaina de Alquitranes S.A, Koppers Denmark ApS, Industrial Quimica del Nalon
S.A., Rain Carbon bvba og Rain Carbon Germany GmbH fra henholdsvis Spanien, Danmark,
Spanien, Belgien og Tyskland. Tilladelserne gives efter optag af stofferne på godkendelseslisten,
bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stofferne
i en periode på 12 år fra ”solnedgangsdatoen” den
4. oktober 2020. Forslagene blev drøftet på et videomøde i REACH-komitéen d. 22. september og er
nu sat til afstemning i skriftlig procedure med frist den 3. januar 2022. Forslagene forventes ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle
konsekvenser. Forslagene forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen
ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke
kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. De beskrevne
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er ikke i alle tilfælde tilstrækkelige til at
sikre arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Kommissionen har derfor fastsat
yderligere krav i godkendelserne om optimering af risikohåndteringsforanstaltningerne samt stillet
krav om måleprogrammer. Regeringen vurderer, at de pålagte krav vil føre til et tilstrækkeligt
beskyttelsesniveau svarende til det danske samt minimering af udledningen til miljøet så vidt som
teknisk og praktisk muligt. Der findes ikke alternativer til den specifikke anvendelse af stoffet.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 184: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) (komitésag), fra miljøministeren
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
højttemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) som proceskemikalier i industriel
produktion.
Forslagene er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslagene har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslagene behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden for
to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned kan forelægge forslaget
for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen
indenfor to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget
for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan
Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv
udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med
kvalificeret flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget.
Forslagene blev drøftet på et videomøde i REACH-komitéen d. 22. september 2021, og er nu sat til
afstemning i skriftlig procedure med frist den 3. januar 2022..
Formål og indhold
REACH-forordningens afsnit VII indeholder en godkendelsesordning for særligt problematiske stoffer.
Godkendelsesordningens formål er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig med
at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret, og at
disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er økonomisk
og teknisk levedygtige, jf. REACH artikel 55.
Processen med udfasning af særligt problematiske stoffer starter ved optagelsen af stoffet på
kandidatlisten, hvor en del virksomheder begynder arbejdet med at skifte til egnede alternativer.
Udfasningsprocessen fortsættes ved optagelse på REACH-forordningens bilag XIV (fortegnelse over
stoffer, der kræver godkendelse), hvorefter flere virksomheder forventes at udfase stofferne. I sidste
ende skal de virksomheder, der stadig har et behov for markedsføring eller anvendelse af stofferne,
ansøge om og få godkendelse hertil, idet de skal dokumentere tilstrækkelig kontrol af risici, eller at de
socioøkonomiske fordele opvejer risici.
Forordningens bilag XIV indeholder de stoffer, for hvilke der kræves en godkendelse, før de kan
markedsføres eller anvendes efter den såkaldte ”solnedgangsdato” (dvs. den dato, hvor anvendelse skal
ophøre, med mindre der er indsendt en ansøgning om godkendelse). I ansøgningen om godkendelse af
fortsat markedsføring eller anvendelse skal virksomheden godtgøre, at stoffet kan anvendes sikkert, og
at der ikke findes egnede alternativer. I de tilfælde, hvor behandling af sagen er påbegyndt efter
solnedgangsdatoen, gives godkendelsen fra vedtagelsesdatoen, jf. REACH Afsnit VII.
Forslagene til gennemførelsesretsakter vedrører en forvaltningsafgørelse, hvorefter Kommissionen
træffer afgørelse vedrørende ansøgning fra virksomhederne Bilbaina de Alquitranes S.A, Koppers
Denmark ApS, Industrial Quimica del Nalon S.A., Rain Carbon bvba og Rain Carbon Germany GmbH
fra henholdsvis Spanien, Danmark, Spanien, Belgien og Tyskland om samlet fortsat anvendelse af op
til ca. 725.000 tons om året af højtemperaturs stenkulstjære og samlet fortsat anvendelse af op til ca.
260.000 tons om året af anthracenolie:
2
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 184: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) (komitésag), fra miljøministeren
1.
Til anvendelse til formulering af blandinger i industriel produktion, hvor CTPHT og AO
udelukkende indgår som mellemprodukter i lukkede industrielle anlæg.
Virksomhederne fremsendte mellem den 20. februar 2019 og den 19. marts 2019 ansøgninger om
godkendelse af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) til ovennævnte
anvendelser. Ansøgningerne har i henhold til procedurerne i REACH-forordningen været behandlet af
det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, i udvalgene for risikovurdering, RAC, og socioøkonomisk
vurdering, SEAC, som mellem den 4. juni 2020 og den 12. december 2020 har afgivet følgende
udtalelser:
o
RAC
konkluderede, at der ikke kan fastsættes en nedre grænse for, hvornår CTPHT og AO er
kræftfremkaldende eller for stoffernes miljøeffekter som meget persistente, meget
bioakkumulerbare og toksiske. Udvalget konkluderede endvidere, at de risikohåndterings-
foranstaltninger og anvendelsesforhold, som er beskrevet i ansøgningen, ikke er passende og
effektive i alle tilfælde i forhold til at begrænse risikoen for arbejdstagere og den generelle
befolkning via miljøet. RAC anbefalede derfor forbedringer af risikohåndteringsforanstaltningerne
for Bilbaina de Alquitranes og Industrial Quimica del Nalon. RAC anbefalede desuden
gennemførsel af måleprogrammer af arbejdstageres udsættelse for stoffet, samt udledning til
miljøet, og at resultaterne herfra anvendes til at evaluere, om risikohåndteringsforanstaltninger og
anvendelsesforhold er effektive.
SEAC
konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt findes alternative stoffer eller
teknologier, som er teknisk og økonomisk gennemførlige for ansøgeren. SEAC bemærker, at
stofferne ikke i sig selv har nogen funktion i den søgte anvendelse, men destilleres fra stenkul,
hvorefter CTPHT og AO anvendes som mellemprodukt i fremstillingen af andre produkter, f.eks.
som udgangsstof for produktion af carbon black og til fremstilling af beskyttende grafit til
elektroder i lysbueovne (Söderberg masse). SEAC har desuden konkluderet, at ansøgeren har
påvist, at de socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers sundhed eller miljøet, der
følger af anvendelsen af stofferne. SEAC har anbefalet en 12-årig frist for fornyet vurdering for alle
fem ansøgninger.
o
På grundlag af analysen af alternativer mv., som ansøgerne har udarbejdet, anbefaler Kommissionen, at
der gives godkendelse med en frist for fornyet vurdering på 12 år fra solnedgangsdatoen frem til 22
august 2032 for den beskrevne anvendelse under forudsætning af overholdelse af de
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som ansøgerne har beskrevet. Derudover er
det en forudsætning for alle godkendelser, at ansøgerne mindst en gang årligt gennemfører overvågning
af arbejdstagernes udsættelse for stoffet samt udledning til miljøet, og at ansøgerne gennemfører
måleprogrammer af indholdet af polycykliske aromatiske hydrocarboner
(PAH’er)
i spildevand mindst
fire gange årligt, og at resultaterne fra målingerne anvendes til at evaluere, om
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er effektive.
Derudover er det en forudsætning at
- Bilbaina de Alquitranes implementerer state-of-the-art risikohåndteringsforanstaltninger for
arbejdsprocesser, der involverer fyldning af tønder og reparationer af pumper.
- Industrial Quimica del Nalon senest 3 år efter godkendelsen implementerer yderligere rensning
af udstødningsluften (f.eks. ved installering af filtre med aktivt kul).
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslagene til gennemførelsesretsakter.
3
MOF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 184: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af højtemperaturs stenkulstjære (CTPHT) og anthracenolie (AO) (komitésag), fra miljøministeren
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens
vurdering, at det følger heraf, at forslagene er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter under REACH-forordningen har direkte
retsvirkning i Danmark og skal ikke implementeres i dansk ret.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslagene har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Forslagene har ingen statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser
for EU’s budget. Forslagene
skønnes ikke at medføre nævneværdige erhvervs- eller
samfundsøkonomiske konsekvenser.
En vedtagelse af forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU, da
udledningen er minimeret, så vidt det er teknisk og praktisk muligt.
Høring
Et notat om sagen har været i høring i EU-Miljø specialudvalget, hvor der er indkommet
bemærkninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). FH anfører, at regeringens indstilling
støttes. FH lægger vægt på, at der i den konkrete sag er tale om anvendelse som et procesgenereret
mellemprodukt, som ikke er omfattet af REACH, og som udelukkende håndteres i et effektivt lukket
system. Dog vil FH gerne understrege, at FH som udgangspunkt mener, at 12 år er en for lang årrække
til at udgøre et tilstrækkeligt incitament til substitution.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslagene i andre
medlemsstater.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at de særligt problematiske stoffer, som er prioriteret og optaget
på REACH, Bilag XIV, som udgangspunkt skal erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier,
hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Indtil dette kan opnås, skal risici ved fortsat
anvendelse være tilstrækkeligt kontrolleret, eller de socioøkonomiske fordele ved fortsat brug skal
opveje eventuelle risici for mennesker og miljø.
Regeringen finder, at der i forhold til beskyttelsen af miljøet, den generelle befolkning via miljøet, og
arbejdstagere er redegjort for et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau svarende til det danske, og at der
ikke findes egnede alternativer til den specifikke anvendelse. Forslagene til gennemførelsesretsakt
tager herudover udgangspunkt i, at ansøgeren skal overholde de generelle krav i REACH om kontrol af
risici for mennesker og miljø samt gældende arbejdsmiljø- og miljøkrav.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4