Mit hjerte bløder.
Jeg vil begynde med min pointe, så I har den når I læser nedenstående.
Jeg er overbevist om at biodiversitet fremmes mindst lige så godt, eller bedre gennem naturnær
skovdyrkning som ved udlægning af Naturnationalparker og urørt skov.
Overskriften henviser til hvilke følelser der går gennem mig ved Lea Wermelins beslutning om at udlægge
15 naturnationalparker og udpege 385 af statens skove til urørt skov med mere ”vild” natur. Hvis bare jeg
var overbevist om, at det ville være en gevinst, så kunne jeg forstå det.
Hun mener altså at biodiversitetskrisen løses ved disse udpegninger. Hun lytter åbenbart kun til en meget
snæver kreds med Morten D.D. og Rasmus Ejernæs som toneangivende. De har bl.a. gennem deres
optræden i TV fået skabt sig en platform, hvorfra det er lykkedes dem at overbevise det meste af fam.
Danmark incl. Wermelin og flertallet i folketinget om, at biodiversiten bliver reddet ved udlægning af store
arealer til naturnationalparker, urørt skov, ”vild” natur, og rewilding.
Desværre har det været meget
vanskeligt for fagfolk med anden holdning at komme i dialog herom. Det forekommer mig at L.W. er meget
fastlåst i sin holdning. Ingen tvivl om at biodiversiteten har det vanskeligt, men det er primært i det åbne
land og ikke
i skovene. Der henvises altid til rapport vedrørende ”tilstand i den danske natur,
når man vil
forklare den dårlige biodiversitetsstatus. Er det rimeligt at overføre opgørelser fra særlig udvalgte
lokaliteter og spots, og så overføre resultatet som en generel tilstand for hele landet ? Jeg synes det ikke!
For 150 år siden var alle midt- og vestjyske skove lyngarealer, så hvem vil benægte at biodiversiteten er
øget markant. Af bilag til ”Naturnationalpark Stråsø” fremgår at der er registreret 72 arter fra
habitatdirektivet over truede arter. Jeg påstår at mangfoldigheden aldrig har været større end i dag i
skovene, så det er ikke rimeligt, at de ansvarlige forskere fremlægger sagen så negativ.
Ved gennemlæsning af udkast til Naturnationalpark Stråsø fremgår det utallige steder at indgreb
er, eller
kan være nødvendig for at skabe og vedligeholde den ønskede udvikling, og at det kan være nødvendigt i
hele den 25 årrige genopretningsperiode.
Ingen forestiller sig hvor store summer det beløber sig op i. I mine
40 år i Naturstyrelsen har de afsatte midler aldrig være tilstrækkelige til de nødvendige plejetiltag, hvilket
har resulteret i at mange åbne og lysåbne arealer nu er tilgroede. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at der i
fremtiden vil blive afsat yderligere adskillige millioner årligt til at sikre den nødvendige pleje, hverken af de
nuværende arealer eller de mange hundrede ha i naturnationalparkerne. Samtidig mistes indtægter fra den
træproduktion der forsvinder, og som kunne være med til at finansiere naturpleje. Alle de genopretnings
tiltag der nævnes i Stråsø rapporten vedr. behandling af nåletræsbevoksningerne er allerede fuldt
implementeret i landets statsskove, så det er almen praksis, intet nyt under solen.
Hvorfor tillader jeg mig at fremføre denne negative kritik?
Det gør jeg fordi jeg gennem 40 år har været skovfoged i Naturstyrelsen Vestjylland/Klosterheden. Gennem
mit daglige PRAKTISKE virke har jeg iagttaget samspillet i udviklingsprocesserne, både når man overlader
processerne til sig selv, og når de bliver styret ved indgreb.
Jeg har været med fra 1980, hvor træproduktionen i ”Statsskovvæsnet” var hovedformålet. Efter stormen i
1981 begyndte man så små med mere løvtræplantning og det tog mere fart efter hvert stormfald. 80`erne
var præget af skovdød debatten og ”sur nedbør”. Miljøminister Sven Auken erkendte, at der skulle
handling til. Han iværksatte projekt ”Rigere Skov” i 1995 på alle landets statsskovdistrikter.
Han indså at
rene nåletræsskove havde store sundhedsproblemer. Der blev skruet gevaldigt op for løvtræplantningen,