Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del Bilag 117
Offentligt
2489162_0001.png
Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg !
Foretræde vedr. NEJ TAK til udpegning som Naturnationalpark Vester Thorup
Lildstrand, 25.11.2021
Hawboernes Forening, Lildstrand, samt Støtteforeningen Hannæs-Østerild anmoder hermed om hurtigst muligt at få
foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget inden udpegningen af de nye naturnationalparker december 2021.
Vi henviser i den forbindelse til Hawboernes Forenings mail af 19.11.2021 til MOF-udvalget (med tilhørende bilag)
https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/MOF/bilag/117/index.htm
, hvormed vi anmoder om, at MOF-udvalgets
medlemmer stiller opfølgende spørgsmål til miljøministeren.
Hawboernes Forening er en beboerforening, som repræsenterer 224 fastboende og sommerhusejere i bysamfundet
Lildstrand.
Støtteforeningen Hannæs-Østerild (SHØ) er paraplyorganisation for de 8 samarbejdende beboerforeninger på Hannæs
i Nordthy. Hawboernes Forening er én af disse beboerforeninger. De syv øvrige er beboerforeningerne i Amtoft,
Bjerget, Frøstrup, Hunstrup, Vesløs, Øsløs og Østerild. Geografisk dækker de otte borgerforeninger hele Hannæs-
Østerild skoledistrikt.
På foretrædet ønsker vi at uddybe lokalsamfundets dybtfølte bekymring for de vidtrækkende og ødelæggende
konsekvenser, en udpegning som naturnationalpark Vester Thorup (NNP VT) vil få for bosætning, erhverv og turisme i
lokalområdet.
Ikke mindst i en proces, der efter vores opfattelse har været alt for forhastet og præget af manglende
borgerinddragelse, finder vi det vigtigt, at vi også mundtligt får lejlighed til at uddybe over for udvalget, hvor forfejlet
og ødelæggende for lokalområdet, det vil være at gennemføre projektet.
Adgangsforhold til bysamfund
NNP VT har den helt særlige udfordring, at den ikke blot omfatter statslige arealer. Udover en række private matrikler
placeret spredt i området omslutter planerne
et helt bysamfund, fiskerlejet Lildstrand.
En udpegning af NNP VT vil medføre, at Lildstrand, som ligger helt ude ved kysten med kun én tilkørselsvej, vil blive
totalt indhegnet i NNP VT –
med adgang til byen kun ”på eget ansvar”,
jf. planer om udsætning af ”store græssere” i
form af heste, kvæg, elge eller bisoner. Vi ser dermed en række problemer ift. trafiksikkerhed og forvaltningsret,
hvorpå vi gerne vil henlede udvalgets opmærksomhed.
Udvikling i landdistriktet og Dark Sky Park Thy
Fra ministerielt hold er det fremhævet, at naturnationalparker bl.a. skal støtte udviklingen i landdistrikter.
Et rammeprojekt i Lildstrand-området, jf. Masterplan Lildstrand, er
international certificering som Dark Sky Park Thy
– en bæredygtig attraktion i hele Thy netop med fokus på natur, CO2-reduktion og biodiversitet. Udpeges NNP VT, vil
det betyde dødsstødet for hele dette årelange udviklingsarbejde. En Dark Sky Park kan ikke forenes med natlige besøg
hos ”store græssere” i en indhegning. Og parken kan ikke flyttes til en anden lokalitet. Udpegning vil også medføre
massive problemer ift. til turistattraktionen Bulbjerg med dens ca. 140.000 besøgende årligt – med én adgangsvej.
En udpegning som indhegnet naturnationalpark Vester Thorup med udsatte, ikke-hjemmehørende dyr er ganske
uacceptabel for hele det berørte lokalområde. Vi skal undlade at foreholde MOF-udvalget vores øvrige bekymringer i
forhold til NNP’s effekt på stedets fredede natur, dyrevelfærd mv. Disse emner debatteres overalt i Danmark p.t.
Det er de to helt særlige udfordringer i netop denne mulige naturnationalpark: Adgangsforhold til bysamfund samt
Udvikling/Dark Sky Park Thy, som vi ønsker at foreholde MOF-udvalget. Vi mener, de bør tillægges særlig vægt,
således at lokalområdet Lildstrand-Vester Thorup IKKE udpeges som en af de kommende naturnationalparker.
Med venlig hilsen
Hawboernes Forening, Lildstrand,
www.hawboerne.dk, [email protected]
På vegne af
Bestyrelsen
Anne-Mette Kristensen, Strandvejen 83c, Lildstrand, 7741 Frøstrup (mobil 2815 4918)
Hawboernes Forening – Rørslettevej 6 – Lildstrand – 7741 Frøstrup – CVR-nr. 36265159
www.hawboerne.dk –
[email protected]
Hawboernes Hus – Harebakkevej 1 – Lildstrand – 7741 Frøstrup – matr. nr. Lund By, Lild Matrikel: 4au