Til MOF fra Friluftsnetværk Rold Skov
Bilag 2 - Indsigelse fra det samlede Friluftsnetværk sendt til Naturstyrelsen Himmerland efter
opfordring på naturvandringen d. 03.11.2021.
Indsigelse vedrørende mulig udpegning af Rold Skov til naturnationalpark
Fra Friluftsnetværket Rold Skov
Friluftsnetværket Rold Skov
Friluftsnetværket Rold Skov er en uformel sammenslutning for alle foreninger og
brugergrupper, som udøver deres friluftsaktiviteter i Rold Skov. Netværket omfatter pt 32
foreninger og brugergrupper (samlet liste i Bilag 1).
Netværket har fokus på rammerne for det aktive friluftsliv i Rold Skov, som er meget
mangfoldigt og udviklet over mange år.
Udpegningsprocessen
Friluftsnetværket Rold Skov mener, at udpegningen foregår alt for forhastet, og uden nogen
reel inddragelse af berørte foreninger, brugergrupper og lokalsamfund.
Vi har i Rold Skov tradition for et fremragende samarbejde mellem Naturstyrelsen
Himmerland og de lokale brugergrupper. Og vi er uforstående overfor, at man ikke i
forbindelse med udpegningen gør brug af disse lokale erfaringer og samarbejder.
Friluftsnetværket opfordrer derfor til, at den planlagte udpegning i december udskydes, og
der i stedet indføres en fase med reel lokal inddragelse og involvering, så der kan findes
gode, lokale løsninger, der tilgodeser både natur, friluftsliv og lokalsamfund baseret på en
tilbundsgående analyse af de nuværende aktiviteter. .
Naturnationalparker som koncept
Vi er i Friluftsnetværket Rold Skov stærkt bekymrede over, at friluftslivet i lovgrundlaget for
Naturnationalparkerne (NNP’erne) ikke på nogen måde er sikret selvstændige rettigheder til
opretholdelse og udvikling af aktiviteter indenfor NNP-området eller i kraft af en forpligtelse til
at anvise kompenserende arealer og tiltag.
Det betyder, at der er åbnet for en udvikling, hvor alt aktivt friluftsliv med tiden kan
fortrænges fra NNP’erne, under henvisning til naturkvaliteter og/eller de græssende dyr. Det
kan ikke være i samfundets interesse at skabe så stor usikkerhed om den fremtidige
benyttelse af de store arealer.
Friluftsnetværket Rold Skov finder det desuden stærkt problematisk, at NNP’erne alene
udpeges i statsskovene, som er et fælles samfundsgode, og de eneste naturområder hvor
befolkningen frem til nu har været sikret fri og lige adgang.
Vi gør desuden opmærksom på, at det Friluftsliv som jf. Naturstyrelsens hjemmeside
planlægges fremmet i NNP’erne, alene handler om det betragtende friluftsliv. Det aktive
friluftsliv nævnes alene i forbindelse med begrænsninger.
NNP-forslaget for Rold Skov
Rold Skov er det eneste større offentlige naturområde i hele Himmerland og det sydlige
Vendsyssel, som ikke allerede er omfattet af adgangsbegrænsninger. Se Bilag 2.
Rold Skov har derfor afgørende betydning for mere end 300.000 menneskers muligheder for
at dyrke et aktivt friluftsliv i deres hverdag.
Dertil kommer de mange gæster og turister fra hele Danmark, der besøger området.
Naturstyrelsen Himmerland har opgjort besøgstallet alene for Rebild Bakker, St. Øksø og
dele af MTB-sporene til knap 600.000 årlige besøg. Yderligere besøges områderne inden for