Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del Bilag 99
Offentligt
Kulturudvalget 2021-22
Til Kulturudvalget og Ministeren for Kultur
cc diverse medier
08.02.22
Er det ikke de facto en ekspropriation uden kompensation?
Nu nærmer dagen sig som alle vi små forfattere ”frygter”. Dagen hvor vi i e-boksen
får 2 breve fra Slots- og Kulturstyrelsen om Bibliotekspengene.
Brevene føles som en ydmygelse, både som person og som forfatter.
Jeg selv og min søster har begge skrevet bøger (henholdsvis 2 og 3). Vore bøger er
ikke kommet i kæmpeoplag, men de danske biblioteker har fundet dem gode nok
til at købe i et mindre antal. Da bibliotekerne har et godt byttesystem indbyrdes,
kan de nøjes med et mindre antal af de ikke så kendte bøger. Det har to
konsekvenser for os forfattere. 1) salget til bibliotekerne er småt og giver kun en
meget
lille indtægt og 2) pga. det lave antal udløser det ingen bibliotekspenge,
uanset hvor meget bøgerne udlånes. Udlånene begrænser desuden salget på det
åbne marked, hvor vi dog trods alt kan tjene lidt på salget.
Da der er en minimumsgrænse for udbetaling af bibliotekspenge på ca. 1400 kr.
per år per person, er vi rigtigt mange, der ikke får noget udbetalt. For nogle år
siden fik jeg fortalt, at det var for omstændigt at beregne og udbetale små beløb.
Men upåagtet den forklaring modtager vi hvert år to lange breve, som dels
informerer meget detaljeret om, hvordan man udregner beløbet og dels, at vi ikke
får noget, fordi vores bog antal er under minimumsgrænsen. Hvis man kan
beregne beløbet, kan man også meget nemt overføre beløbet til vores konti og
omkostningerne vil være meget små, fordi udbetalingerne skal beskattes.
Der kan selvfølgelig være andre grunde til en minimumsgrænse, men hvis jeg
skylder 1350 kr. til SKAT får jeg det da ikke eftergivet! Hvorfor skal vi så eftergive
et tilsvarende beløb til Kulturstyrelsen?
Selve pengebeløbet er ikke det vigtigste, men det faktum at staten reelt tager
vores ejendom fra os uden kompensation finder vi urimeligt. En slags
ekspropriation uden kompensation. Måske ikke juridisk, men sådan føles det. Vi
har lagt sjæl og mange kræfter i at skrive en bog og så bestemmer Staten, at de da
bare kan låne værket ud gratis. Vi kan ikke engang afslå at sælge bogen til
Bibliotekerne. Det føles som et meget ubehageligt overgreb og så bliver vi endda
mindet om det hvert år med hele to skrivelser.
KUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 99: Henvendelse af 8/2-22 fra Niels Tolstrup vedrørende manglende betaling af bibliotekspenge
Vi vil foreslå at I ændrer urimeligheden og laver en mere retfærdig og fair fordeling
at Bibliotekspengene (kan jo ske uden øgede omkostninger for Staten), så også
små beløb udbetales til dem som har stået for arbejdet. Kun sådan kan vi være
stolte når vi ser vore bøger på biblioteket og ikke bare føle os udnyttet og rent til
grin.
Med venlig hilsen
Niels Tolstrup og Marianne Tolstrup
Vore bøger:
At Udfordre eleverne på deres valg
Ressourcefokuseret vejledning
Samskabende vejledning
Pionerer mod øst
Jorden rundt